? Morten desperat, bliver af hans Kone sadt i Pesthuset,

Morten desperat, bliver af hans Kone sadt i Pesthuset,

udført i

en nye lystig Vise,

der indeholder Aarsagen og den hele Tildragelse.

Trykt i dette Aar.

2

        

3

Melod. Dig Christiania, jeg nødig drog ifra.

1.

Jeg bliver desperat,

Thi hvad har den Krabat At giøre der hvortil jeg selv er sat.

Jeg nøye alting veed,

Og alt for vel Beskeed.

En Ild har tændet an min Bitterhed; Min Kaarde skal I denne Kael, Jeg er nu desperat og gael;

Det gyser i min Krop,

Jeg brækker Døren op;

Ha Ha god Karl, nu skal du holde trop!

4

2.

Waß Kerl! Gevalt! Gevalt! Ney du skal faae betalt;

Folk stimlet til, og saae det her var galt. Ihr Leute viden skal,

At Morten han er gal,

Han maae udi St. Hanses Hospital. Hent Politie, At Konen frie Kan blive for hans Raserie.

De kom, god Dag Madam, Hvordan er det med ham;

En slig Allarm er baade Spot og Skam.

3.

Ihr Herrn! I seer den Mand Er reent fra sin Forstand; Skaf Konen Roligkeith for denne Mand. Madam, naar blev jer Mand Saadan fra sin Forstand? I dette Øyeblik den stakkels Mand.

Jeg er ey gal! Hør Manden tal, Igien som rasende og gal;

Har hun ey før Madam, Formerket sligt hos ham? Ney, for en Time blev det saa med ham.

5

4. Jeg, som De seer, er ung, Men Byrden blir mig tung,

Om jeg skal have dette Kors saa ung. Ihr Herrn! Det er fatal,

Den smukke Kone skal Beholde hos sig Manden, som er gal; Pesthuset er Jo for enhver,

I kan jo sette hannem der? Ney dette kan ey skee,

Før Øvrigheden see En skriftlig Klage fra Vedkommende.

5.

Gleich viel, ich schreibe hier, Madam! Blick und Papier,

Halb dytsk halb dansk, altsamen ohne Zier; Men hør lille Madam!

Hun maa dog give ham Hans Ophold rigelig foruden Skam. Ret gierne det; Nu det var ret!

Ja ich gestehe ok so det.

Da ist Memorial,

Sanct Hans sein Hospital,

Den lyder paa for Morten, som er gal.

6

6.

Hans Venner kom; Madam! Det er dog Spot og Skam Saaledes som I handlet har med ham; Jer eye gode Mand,

Han har jo sin Forstand, Som jer Samvittighed bevidne kan; At han er klog, Det veed I dog, Samt hvorfra han sin Vrede tog.

Han tids nok gift med Jer; Men Anstalt see vi der;

Men bie kun, vi skal siden finde Jer.

7.

Da man greb Morten fat,

Blev han nu desperat,

Slog om sig, raabte: tag mig den Krabat; Han slog Betienterne,

Hans Øyne gnistrede,

Han hovedkuls fra Døren tumlede; Han kneeb og beed; Tilsidst han sleed Sig fra dem, men man var bereed Ved Mandstærk Folk at faae Ham Baand og Strikker paa;

Og det var Morten Desperat man saae.

7

8. Det er ey hans Portræt,

Der er paa Visen sæt;

Ney hvem han er, just giettes ey saa læt;

Hvad det er for en Mand,

Knap Lærde giette kan,

Ney faa kun dertil være skal i Stand;

Giet ikkun hen, Fra den til den,

Og gaae tilbage saa igien.

Han staaer da her til Ziir,

Indtil jeg siden giir

Oplysningen paa et halv Ark Papiir.

8