↩

Supplicanten En Tragi-Comoedie i fem Optoge.

Kiøbenhavn, 1774. Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade No. 245

Personerne:

Monsr. Torlacus første Supplicant.

Monsr. Prosper anden Supplicant.

Hr. Leopold en Fornemme af Adel.

Hr. Leopolds Gemahlinde.

Frands Hr. Leopolds Tiener.

Lisette Frue Leopolds Kammer-Pige

Sr. Leonard en riig Borger Torlaci og Prospers Ven.

En Jøde.

Første Optog. Første Optrin.

Skuepladsen forestiller Hr. Leopolds Forgemak.

Torlacus, Prosper. Torlacus.

Det har virkelig aldrig været saa vanskelig for en fattig Karl at slippe til Brød, som i disse Tider.

Prosper.

Med Tilladelse hvor længe har De suppliceret? Torlacus.

Der mangler nu lidet i 30 Aar.

Prosper.

Bevare os Gud! De maae altsaa besidde en stor Taalmodighed.

Torlacus.

Den behøves og i en høy Grad.

Prosper.

Jeg havde forladt det theologiske Studium, og forlængst slaaet mig til Jura, eller Medicinen, hvis jeg havde været i Deres Sted.

Torlacus

Det kunde og havt sine Vanskeligheder

Prosper.

I det mindste skulle jeg i en Hast bleven Underrets Procurator, jeg ville i Begyndelsen paatage mig godt Folks Sager uden Betalning.

Torlacus

Men hvad vandt De derved?

Prosper

Dette, at jeg blev bekiendt, og at man holdt mig for uegennyttig.

Torlacns

Deraf kunde De dog ikke leve.

Prosper

Det er sandt, jeg vilde heller ikke længe vedblive en overdreven Redelighed; men siden i Nødsfald vise mig som begge Parters Ven, og saaledes paa en snu Maade, i en Hast indhente det, jeg i Begyndelsen tabte.

Torlacus

Et saa egennyttigt Forhold ville lettelig røbe sig, hvad om De da maatte nødes til at studere om igien?

Prosper

Jeg tog da min Tilflugt til Medicinen, og om jeg end ikke blev legitime promotus Doctor, kunde jeg i det mindste passere for en maadelig Practikus, eller Qvaksalver, hvorved jeg ufeilbarlig vilde leve bedre end en brødles og ussel Supplicant, der daglig maae lade sig afspise med sine formeente Patroners frugtesløse Løfter, hvilke føde kuns Sinds-Svaghed, og tilsidst bringe ham en Svindsoet paa Halsen.

Torlacus

Det er unægteligt, at mange Aars tomme og uopfyldte Løfter forvolde Sindskrænkelse, især naar man seer sig i Stand til at forestaae det Embede man attraaer, og ikke sielden en og anden mindre beqvem at foretrækkes, mig havde det for lang Tid siden befordret til Graven, hvis ikke en Høyere Haand havde opholdet mig.

Prosper

Maaskee min Herre! er det Dem ikke ligegyldigt paa hvad Maade De indtræder i Embede?

Torlacus

Langt fra ikke, ville jeg have ladt hine Samvittighedsløse, der ved utilladelige Midler trænge igiennem, tiene mig til Mønster, havde jeg sikkert for mange Aar siden været hiulpen.

Prosper.

Vil De følge mit Raad, maae De ikke i en Sag, der angaaer Levebrød og Lykke, have en saa overmaade øm Samvittighed; thi jeg tør vedde, hvis De vedbliver en saadan Sindsforfatning, vil Udfaldet blive dette: De døer som Supplicant.

Andet Optrin

Hr. Leopold, hans Frue, Frands Tiener, Jøden Ephraim, de Forrige.

Torlacus til Tieneren:

Vær af den Godhed at melde mig hos Deres Herre.

Frands

gaaer med en fler Mine ind i næste Gemak, lader som han mælder ham, kommer igien, og siger:

Det er plat umueligt, at faae Herren i Tale, han er just beskieftiget med at affærdige Posten.

Prosper

kalder Frands til Siden, stikker ham noget i Haanden, og hvisker til ham.

Frands

Jeg skal anvende min yderste Fliid, siden jeg mærker Deres Ansøgning er saa vigtig. (Kommer igien og siger :) De behager, at træde ind. Frands og Torlacus gaaer, Hr. Leopold kommer frem.

Prosper

giør en dyd Compliment, og leverer sin Ansøgning.

Hr. Leopold

De er mig gandske ubekiendt. Læser hans Ansøgning.

Prosper.

Det er min Syster naadige Herre, som har den Ære, at være Deres Frue Gemahlindes Kammer-Pige.

Hr. Leopold.

Godt! der er talt til mig om Dem, De er formodentlig færdig fra Academiet, og har Deres Aar?

Prosper

Mine Examina har jeg lykkelig, og om jeg tør sige det med Berømmelse erholdet, og mine Aar fylder jeg just i disse Dage.

Hr. Leopold

Har De ellers nogen Øvelse i at tale offentlig?

Prosper

Jeg man bekiende det ikke er skeet over et Par Gange; thi min meste Tiid har jeg anvendt paa en grundig Theologie og Philosophie, for paa en heldig Maade at kunde oplyse det ene med det andet.

Hr. Leopold

Det er saavidt godt, og anseer jeg den offentlige Øvelse som høist nødvendig for den, der attraaer et Embede af det Slags, som Deres Ansøgning indeholder.

Prosper.

Naadige! Herre tør jeg yttre mine Tanker, da har jeg hidtil staaet i den Formeening, at Færdigheden til at tale offentlig falder af sig selv, saasnart man faaer Embedet, hvortil jeg underdanigst udbeder mig recommenderet.

Hr. Leopold.

Jeg skal i Fremtiden see, hvad jeg kan giøre til deres Fordeel.

Prosper

Jeg takker underdanigst, at blive Deres Naade værdig skal stedse være min Hoved-Bestræbelse.

gaaer bort.

Frands

Naadige Herre! Jøden Ephraim er her med de bestilte Juveler.

Hr. Leopold.

Lad ham komme ind.

Ephraim

fremviser Juvelerne med en dyb Compliment.

Hr. Leopold

Det kommer nu an paa, hvorledes de staae min Frue an, (til Frands) mæld Fruen, at Ephraim er her med Juvelerne.

Frue Leopold

betragtende Juvelerne meget nøie

Nei, nei min gode Ephraim, det er ikke efter Aftale, disse staae mig slet ikke an, de ere alt for gammeldags, I veed jo jeg seer ikke saa nøye paa Prisen, allene jeg faaer noget Modens og rart Ephraim

Ich kan Jhro Gnaden versichern, das igaaer en Dame von første Rang, den jeg just ikke vil Nævne, fik en Paar effen som disse, und hun var gewiß und wahrhaftig saa verliebt i dem, at hun sagde min gode Ephraim! de ere prægtige, Jhro Gnaden kiendt mich ja sonsten, at jeg er ein ehrlicher, ein ehrlicher Mann, der ingen wil fixieren. Frue Leopold

Hvad er ellers Prisen?

Ephraim

800 Rdlr. Jhro Gnaden.

Frue Leopold

For et Par efter min Smag gav jeg de Penge, men disse ere ikke halv saa meget værd.

Ephraim

Die har gewiß und wahrhaftig kost mich selbst 750 Rdlr. in Hamburg, som Jhro Gnaden hier kand sehn af min Vetter sin Brief (tager Brevet af Lommen, og viser det frem) Ich muß doch haben 50 Daler im geringsten til Profit, denn man underkaster sig Hazard Prætiosa zu verskriven.

Frue Leopold.

Jo, jo, Ephraim! Det Brev er vist fra Eders Fætter, slige Kunstgreeb forstaaer man nok, det maa ellers beroe med Handelen denne Gang. Ephraim

Jhro Gnaden maa dem gierne ved en verständig Juvelierer lade wurdiren, und wenn die ikke er, 800 Daler værd, verlanger jeg ikke 1 ß. derfor.

Frue Leopold

Som jeg har sagt Ephraim, mig anstaaer de ikke.

Hun gaaer

Frands (allene)

Jeg seer den Pedant Torlacus er alt borte, det er en eenfoldig Karl, ved tvende kraftige Erindrindringer bliver han endda den samme, han seer, at Monsr. Prosper og Jøden faaer Audience førend han, dog begriber han mig ikke, mener den Tosse at vi Tienere kan lade os nøye med den bare Løn og Kostpenge, jeg maa ærgre mig til Døde over slig Taabelighed. Siden jeg er saa lykkelig at tiene en Herre, der staaer i saadan Anseelse, at alle Supplikanter i Hobetall storme til ham, og troe sig allerede hiulpne, naar de kun kan faae Audience; saa lader jeg det være min Hovedsag, at mage det saa, at all Ting skeer ordentlig, det er, enhver, som betænker mig, faaer Audience; men ellers ingen. Jeg ærgrer mig virkelig over mange af mine Kammerater, som have god Anledning til at giøre sig en skikkelig Indkomst; men vise sig saa dumme som Østers i det Stykke. Min Løn og Kostpenge beløbe sig til 80 Rdlr. aarlig; men mine uvisse Indkomster ere over dobbelt saa meget.

Jeg burde være en riig Karl, da jeg nu over 6 Aar har havt en saa fordeelagtig Post; men det har aldrig været min Sag, at samle Penge, jeg lader heller godt Folk leve med mig i det jeg svarer til mit Navn; thi jeg er døbt Fransiscus Biberius, og det lader som mine salige Forældre ved at vælge dette Navn har forudspaaed min Lykke, der sætter mig i Stand til at iagtage de Pligter, hvorom mit Navn idelig erinder mig, dog er jeg uden at rose mig selv, ikke af det nedrige Slags; men tager mig kuns daglig en honet Sviir.

Tredie Optrin.

Torlacus og Prosper (mødende hverandre) Torlacus

De var den Gang lykkeligere end jeg, uagtet jeg anden Gang bad Tieneren mælde mig, maatte jeg dog med Græmmelse see, at en Jøde blev indladt, hvorfore jeg gik strax.

Prosper

Det var virkelig empfindtlig; men en krum Haand formaaer meget.

Torlacus

Mine Vilkaar, tillade ikke at bortgive noget i saa Fald, jeg tog det og i Betænkning, om jeg end havde Formue.

Prosper

Hvad Grund kan De have dertil?

Torlacus

For det første er saadan en Serviteur i ingen Maade berettiget til at tage noget, dernæst blive

saadanne Gaver gemeenlig anvendte til Sviir, og et uordentlig Levnet, og endelig vil jeg ikke give det mindste for at komme i Brød, om det og var paa tiende Haand.

Prosper

Jeg er af langt andre Tanker, jeg sparer intet for at blive hiulpen jo før jo bedre, kan det ikke skee ved Hr. Leopold, som jeg dog formoder; thi jeg har allerede ved min Systers Forbøn sadt mig i temmelig Anseelse hos Fruen, hvis Recommendation gielder meget; saa har jeg endnu andre Anslag.

Torlacus

Det er besynderligt, skulle Hr. Leopold, der passerer for en retsindig og lærd Herre, lade sig lede af sin Frue i saa vigtig en Sag.

Prosper

Som jeg siger Dem, jeg veed adskillige Exempler paa, at en og anden maadelig Karl er til manges Forundring ved dette Konstgrecb foretrakt de meest velfortiente.

Torlacus

Naar man paa den ene Side betragter Supplicanternes Mængde, og paa den anden Side, hvorledes en Deel sette all Samvittighed tilside, og ved ulovlige Midler bane sig Vei til Lykken, maa den, som har sadt Dyd og Duelighed til sit Formaal og, endda efter mange Aars Ansøgning gaaer uhiulpen, næsten overgive alt Haab.

Prosper.

Deri har De fuldkommen Ret, og paa det jeg ikke i Tiden skal tælle mig iblant de uhældige og al-

drende Supplicanters Tall, har jeg foresat mig, da jeg nu har naaet mine Aar, at tvinge Lykken.

Torlacus

Jeg har altid troet, at dette er forbunden med store Vanskeligheder, og hverken bør eller kan skee uden at giøre det allerhøieste Væsen, som bestemmer vor Lykke, et utilladeligt Indgreeb i sine Rettigheder.

Prosper

Jeg vil ikke indlade mig i Vidtløftighed, men allene betroe Dem, som en Ven, min Plan, og Udfaldet vil vise, hvem af os to, der først naaer Maalet.

Torlacus

De kunde dog vel ikke overtale sig til til at søge ved Giftermaal, eller for Penge, at komme til Levebrød.

Prosper

For at blive lykkelig maa man vove alt, det kalder man at tvinge Lykken, kan Hr. Leopold ikke om en føye Tiid trænge igiennem for mig, veed jeg et Par Steder, hvor Brødet følger med Bruden, og min Person er, som de seer, ikke ubehagelig, jeg har desuden gode Gaver til at giøre mig tækkelig; men skulde dette end slaae Feil, har jeg fast besluttet, at opofre halv Delen af min Arv, som er 1000 Rdlr. til en Gierrig, for at faae Brød.

Torlacus

Dertil kunde jeg i Evighed ikke overtale mig, før ville jeg døe som Supplicant.

Prosper

De har hørt min Beslutning, fra den viger jeg ikke, mine Grunde skal jeg end videre sige Dem ved første Samling, jeg maae forlade Dem; thi det er nu den beqvemmeste Tid, at faae min Syster i Tale. De skilles ad.

Fierde Optrin

Prosper, Lisette.

Lisette.

Velkommen min Hierte Broder! min Frue siger mig, at du i Dag har giort din Opvartning hos Herren.

Prosper

Han viste sig meget naadig, jeg formoder, at Fruen paa det beste har recommenderet mig.

Lisette

Tvivl ikke derpaa min allerkiereste Broder! Hun giør i Sandhed meget for min Skyld, min Forbøn giør det samme, som de stærkeste Foræringer.

Prosper

Det kalder jeg veltænkende; men tager hun ellers imod Foræringer i den Fald?

Lisette

Det er noget jeg ikke vil tale om til noget Menneske, det maa være dig nok, at du kan være ubekymret; thi hun har endog i denne Dag helligen forsikret mig, at Hr. Leopold ikke skal have Roe for hende, førend du bliver hiulpen.

Prosper

Jeg er dig uendelig forbunden min søde Syster!

gaaer bort.

“ 9

Andet Optog.

Første Optrin.

Sr. Leonard, og Torlacus.

Leonard

Det er mig en besynderlig Fornøyelse at treffe Dem her, min kiere Ven!

Torlacus

Mig ikke mindre.

Leonard

Er De endnu uhiulpen?

Torlacus

Det staaer alt ved det gamle.

Leonard

Jeg har ret flittig seet i Aviserne, siden vi taltes ved, i Tanke, at finde Deres Navn under Avancemens; men det har feilet.

Torlacus

Jeg har de største og prægtigste Løfter, det er et og alt.

Leonard

Det er herligt, kunde De kuns lære den Konst, at leve af Løfter.

Torlacus

Det er desverre alt for almindeligt, at vore formeente Patroner affærdige os med gode Løfter, dem de aldrig agte at holde.

Leonard

Jeg vil dog formode, at en Deel meene det godt nok; thi man maa betænke: De overhænges idelig, de Supplicerendes Tall voxer daglig; saa at en

Herre, der virkelig staaer i Anseelse mangen Gang ikke kan giøre det han gierne ville.

Torlacus

Mon det ikke var langt bedre, intet at love? og i den Sted at erkyndige sig om de Soliciterendes Duelighed og Opførsel, og saa snart derpaa intet var at udsætte, burde de, som længst havde staaet paa Supplicanternes Liste ufeilbarlig hielpes, i hvo de end maatte være, derved ville forebygges, at en og anden ikke kom til at gaae saa længe uhiulpen; men siden Vedkommende enten ikke kan, eller ikke vil anstille en saadan Undersøgning, bliver det en beklagelig Følge, at man hielper i Fleng.

Leonard

Min kiere Ven! jeg har just ikke Indsigt i slige Ting; men har dog altid troet, at de gode Herrer, som De og andre kalde Patroner, virkelig maae have Hensigt til den Persons gode Egenskaber, som de recommendere til et vigtigt Embede, i anden Fald ville de jo paadrage sig Ansvar hos Gud, naar de, og andre velfortiente Personer sukkende maatte staae tilbage, og gaaer det til, som De siger, tør jeg (imellem os sagt) kalde der en Uorden; men mon den ikke kunde hæves?

Torlacus

For min Deel vil jeg hverken kalde det Uorden, eller andet; men allene ønske en Forandring. Leonard

Som en oprigtig Ven siig mig Deres Tanker.

Torlacus

Dertil udfordres Tiid og Eftertanke, dog for at fornøye Dem vil jeg i en Hast sige saa meget: In-

gen Ansøgning maatte mere modtages, i den Sted skulde indrettes en Protocole, hvori skulde anføres Solicitanternes Navne, Alder, samt hvor længe de havde giort Ansøgning.

Leonard smilende Godt jeg forstaaer Dem, De blev altsaa den første paa Rollen; thi De er uden Tvivl den ældste Supplicant i hele Riget, jeg vilde virkelig i saa Fald tage Deel i Deres Lykke.

Torlacus

Vil De behage at høre: Jeg sætter forud, at Supplicanterne findes beqvemme, da burde de først hielpes, som længst havde ventet paa Lykken, og siden ved forefaldende Vacancer enhver efter sin Orden, som hans Navn fandtes antegnen Protocolen. Leonard Det var sandelig et artigt Indfald, der saavidt jeg indseer, kunde have sin Nytte. Torlacus Det er unægteligt; thi for det første blev vore Patroner befriede fra mangen en dumdristig Supplicants uforskammede Overløb, som ofte bliver hiulpen, blot paa det de kan blive skildte ved ham, saadanne ere gemeenlig plat uduelige til det de søge, og deres største Fortieneste bestaaer i en grændseløs Frækhed med hvilken de søgte ligesom et udmatte deres Patroner, hvis Høflighed tillader ikke, at give dem Afviisning, som de forskylder. Leonard Det var alt noget stort, jeg troer sikkert, at mange fornemme Herrer ville i høyeste Grad glæde sig ved, at see sig befriede fra denne Byrde?

Torlacus

End mere, vore Patroner stod da ikke Fare for, at forledes til at giøre Løfter, dem de ikke kunde, eller ikke ville holde, og af Supplicanterne kunde ingen klage over Fornærmelse, naar enhver blev hiulpen eftersom han stod tegnet; thi intet uden en slet Opførsel, eller Mangel paa fornøden Indsigt skulle støde ham derfra. Leonard

Planen er efter mine Tanker meget god; men hvorledes skulle den blive sat i Verk?

Torlacus

Det er et stort Spørgsmaal, jeg for min Deel ville ikke paatage mig at giøre Forslaget, De veed, jeg har nu opnaaet mit 54de Aar, i mit 24de begyndte jeg at søge, i Tanke at blive hiulpen til jeg blev 30 Aar, som havde været mig nok; men det har behaget mine Patroner, at trække Tiden saa langt ud, at jeg har maattet capitulere paa 24Aar til, og skulle de opholde mig endnu nogle faa Aar, vil jeg haabe, jeg ikke har Behov, at giøre mere Ansøgning. Leonard

Det skulle jeg ikke formode, at De skulle døe uhiulpen. Torlacus

Det tegner ikke ulige dertil; thi en daglig Sinds-Krænkelse kan snart befordre os til Graven.

Andet Optrin.

Monsr. Prosper, de forrige.

Prosper

De ville tilgive mig, de gode Venner, at jeg forstyrrer Dem i Deres alvorlige Samtale.

Leonard

Vi ere just ikke af de Spøgefulde eller Letsindige.

Prosper

Det er mig fuldkommen bekiendt, af Deres Ansigter kunde jeg ved første Øyekast læse mig til den Alvorlighed, som har hersket i Deres Samtale, om jeg end ikke uden for Døren havde hørt Monsr. Torlacus nævne Graven.

Torlacus tier, og staaer i dybe Betænkninger.

Leonard.

Ja, ja min kiere Ven! jeg havde vist givet noget godt til, at De havde hørt vor Samtale, især om De ved den kunde bleven lidet forandret.

Prosper

Hvorledes min Hr. Leonard?

Leonard

Jeg mener i Fald De derved ville lade sig overtale til at forlade den Plan, De har anlagt til Deres Forfremmelse, der i mine Tanker er, som jeg tilforn har sagt Dem, ligesaa daarlig, som ildepassende paa Dem, der attraaer saa vigtigt et Embede.

Prosper

Kiere Hr. Leonard! med all den Høiagtelse, jeg har for Monsr. Torlaci Lærdom og Opførsel, ere vi dog af en gandske forskiellig Tænkemaade i det, som betreffer vores tilkommende Lykke.

Leonard.

Det er jeg vis paa; thi De Monsr. Prosper (forlad mig, at jeg taler reent ud) har som jeg mærker, foresat sig, at sætte all Samvittighed til Side, for at slippe til Brød, er det ikke saa? Monsr. Tor-

laci Opførsel derimod vidner om det modsatte. I mange Aar har jeg været hans oprigtige Ven, vil ikke roese mig af de Prøver, jeg har givet ham paa mit Venskab, den gode Gud har givet mig en anseelig Formue, saa jeg ikke har kundet savne det; men der glæder mig høylig, at han er mit Venskab fuldkommen værdig, da jeg veed han adstillige Gange har afslaaet gandske artige Tilbud, just fordi han ikke har vildet handle imod sin Samvittighed.

Prosper

Det er artigt nok, allene han ikke kom til at fortryde det.

Leonard

Det vil jeg høylig tvivle paa; thi han er ikke af de Ustadige.

Prosper

Til at forkaste Brød, paa hvad Maade og Vilkaar det end bydes, dertil behøves en egen Beslutning, mig kommer det i det mindste meget urimeligt for og jeg bekiender reent ud, at jeg umuelig var i Stand til i saa Fald, at overvinde mig selv, ney, ney, min kiere Hr. Leonard! man skal holde fast paa Lykken, medens man har den, Brødet er ikke at skiemte med i disse Tider, og naar jeg kuns snart kan blive hiulpen, er det mig ligegyldigt, hvad man dømmer derom.

Leonard

Ja det er en anden Sag, vare vi ikke saa gode Venner, ville jeg virkelig sætte Dem paa hines Liste, som efter Ordsproget siges at have bidt Hovedet af all Skam.

Prosper

Nei holdt min Hr. Leonard! Deres Dom er er sandelig alt for haard; thi De angriber dermed flere end mig. Betænk hvor mange der virkelig ere paa en saa at sige behændig Maade, komne i Levebrød, sidder og lever vel, og leer ad hele Verden, Folkes Omdømme legge de ikke paa Hiertet; men sove derfor lige roeligt.

Leonard

Det er godt nok, men efter min Skiønsomhed fattes dem det Beste, og det er en god Samvittighed.

Prosper

Ja en god Samvittighed, det ville blive for vidtløftigt, at afgiøre den Sag, desuden er Tiden mig og knap; men (vendende sig til Torlacum) har De Monsr. Torlacus aldrig fortrudt, at De saa ofte har afslaaet Brød, da De allerede er til Aars, og endda uhiulpen?

Torlacus

De maae ikke ansee mig saa ufuldkommen; thi jeg forsikrer, det er skeet med sundt Overlæg, jeg skulle snarere have fortrudt, om jeg ikke havde nægtet, at modtage Brød paa uanstændige Vilkaar.

Prosper

Det er dog betænkeligt, at vente saa mange Aar paa Lykken, som De Monsr. Torlacus, dersom jeg befandt mig i Deres Omstændigheder, troer jeg sikkert, en Dag ville blive mig som en Maaned, og en Maaned som et Aar, umuelig kunde jeg have saa lang Taalmodighed, og da jeg saavidt kiender mig selv; saa paa det jeg ikke skal giøre mig

selv ulykkelig, vil jeg af alle Kræfter arbeide paa at naae det, som jeg holder for min Lykke.

Torlacus

Saasnart det skeer ved lovlige Midler og Veye, har jeg intet imod, at De, som formodentlig vel har anlagt Deres Tiid, attraaer et vist Leve-Brød; men det er ikke den fornødne Indsigt i det De har slaaet sig til, der giør Dem beqvem til Embedet, De maa tillige min kiere Ven! besidde et dydigt Hierte, naar De skal indprente andre Dyden; men tillad mig, at jeg taler aabenhiertig, jeg kan umuelig have de beste Tanker om Dem i den Fald, Deres Tale røber en all for stor Lætsindighed, oa Ligegyldighed.

Prosper

Det er just den samme Moral jeg saa ofte har hørt af Hr. Leonard; men det er en naturlig Feil hos mig, den jeg ikke saa læt kan ændre.

Torlacus

Den bør ændres; thi saa længe De vedbliver en saadan Sinds Forfatning, er De efter mine Tanker plat uduelig, og uværdig til det De attraaer, De skal da ikke kunde giøre andre bedre end De er selv, og den Letsindighed, med hvilken De indtræder i Embedet, vil følge Dem i alle Deres vigtige Handlinger, eller i det mindste efterlade sig de stærkeste Samvittigheds Bid, og denne Dommer vil ved hver er Skridt minde dem om den Daarlighed, som De endnu kan undflye, om De vil.

Prosper

Deres Indfald ere artige nok, det er heller ikke at undre over, at De, som gammel og erfaren, kan

give de yngere gode Regler; men har De og altid været af saadanne Tanker, som De nu behager, at udlade sig med?

Torlacus

Det kan jeg helligen vidne.

Prosper

Det er da besynderligt, at De ikke for mange Aar siden er bleven hiulpen.

Torlacus

Det er ikke saa forunderligt, jeg er jo ikke delt eneste, og hvad berettiger os til at mestre Forsynets Veye.

Tredie Optrin.

Mons. Prosper, Lisette og Frands.

Prosper

Jeg maa puste lidet, førend jeg kan lade mig mælde.

Lisette

Hvor har Du været min hierte Broder! du kommer mig saa forunderlig for.

Prosper.

Det var ret en artig Morale, jeg troer en Socrates selv skulle ikke kunde sat den klygtigere frem, eller med større Skin af Rimelighed.

Lisette

Hvad er det min allerkiereste Broder! hvem har du talt med?.

Prosper

De maa paa min Troe ikke tænke, at de har sluget all Viisdom, vel er jeg ung; men indseer

ligesaa godt mit sande Vel, og hvad der tiener til min Lykke, som en anden, der er dobbelt saa gammel.

Lisette

Siig mig dog, hvem har bragt dig i saa slet en Sindsforfatning, Kan jeg tiene dig med et godt Raad?

Prosper

De skal sandelig ikke med alle deres sophistiske Indfald kunde overtale mig til, at staae fra mit Forsæt.

Lisette

Du sætter mig i stor Bekymring, jeg beder indstændig, siig mig dog, hvad der er hændet dig.

Prosper.

Jeg kommer nu fra Hr. Leonard og Torlacus, som du maaskee kiender, De havde saa meget urimeligt Tøy at fortælle mig; saa jeg er færdig at blive forrykt i Hovedet.

Lisette

O! min søde Broder! hvi vil du legge det saa meget paa Hiertet? Hr. Leonard er vel, som jeg troer, en fornuftig Mand, der efter Sigende skal have studeret i sin Ungdom; men har formodentlig nu en Green af den Knarvurrenhed, der gemeenlig følger med Alderdommen, maaskee han har ikke meent det saa ilde, og Torlacus skal være en besynderlig Person; vor Tiener Frands har ofte talt om ham, og dersom du kuns hørte det Begreb, han har om Torlacus, er jeg vis paa, det vilde være i Stand til at bringe dit Sind i god Stand igien, men der kommer han just.

Prosper

Deres Tiener Monsr. Frands! mener De det er beleiligt, at jeg i Dag giør min Opvartning hos Deres Herre? for at erkyndige mig om Udfaldet paa min Ansøgning.

Frands

De kommer ret tilpas, vil De allene opholde sig en halv Time.

Lisette

Min Broder var gandske opbragt, da han kom her, formedelst en ubehagelig Samtale han nyelig har havt med et Par formeente gode Venner.

Frands

Maa jeg spørge hvem disse kiere Venner vare;

Prosper

Det var Hr. Leonard og Torlacus?

Frands

Den første er mig ubekiendt; men Torlacus kiender jeg paa en Prik, hvorpaa gik ellers Deres Samtale ud?

Prosper.

Saavidt jeg kunde begribe, gaaer jeg nok Torlacus i Veyen der, hvor han agter at giøre sin Lykke; thi siden han saa længe gaaer uhiulpen, er han en Fiende af alle Solicitanter, og ønsker dem gierne i den anden Verden, jo før jo bedre, paa det han dog eengang kan naae det Maal, han saalænge forgieves har sigtet til.

Frands

Jeg turde vedde 10 Rigsdaler mod 2 Skilling, af De har truffet det rette; thi Torlacus er en Karl, som regieres af Misundelse i en høy Grad, en vis

Ven har sagt mig, saasnart han seer een eller anden hiulpen faaer han en Kolik paa Halsen, hvad er det andet end den bare Misundelse? Desuden skal ingen indbilde mig, at den Karl besidder grundige Studeringer, og det er saadanne Folk man udleder til Embeder i disse Tider, det har jeg selv ved Opvartning ofte hørt min Herre sige til een og anden af hans Venner.

Prosper

For mig maa han være den han er, jeg vil ikke bedømme hans Studeringer, i det mindste har han ikke lært Velanstændighed, det har han viist mod mig i Dag.

Frands

Man kan læse Eenfoldighed og Dumhed af hans Ansigt, uagtet jeg er ustudeert, har det dog aldrig feilet mig, at jeg jo, ved nogle Gange at betragte en Persons Lineamenter, visse Træk i Ansigtet og Opførsel, har kundet dømme om det indvortes. Ikke for at smigre for Dem, som en Broder af vor lille Jomfrue her staaer, er jeg dog forvisset, i Fald De og Torlacus kom til at trække sammen i et Cathedra, blev den gode Torlacus vist nok Beet med all sin formeente Lærdorn, De har et udvortes muntert Væsen, og en Slags Flygtighed, der vidner om et stort Hoved.

Prosper

Jeg har ikke høye Tanker om mig selv; men dette formoder jeg dog, at jeg i det mindste skulde veye op mod Torlacum i Lærdom.

Frands

Forlad mig min Hr. Prosper! jeg vil døe paa, at De overgaaer ham 10 pro Cento, og just derfor bliver De uden Tvivl hiulpen, naar den anden Stakkel maa staae tilbage, troe mig nu omstunder bliver ingen uden retskafne Karle befordrede, der (som man siger) har Haar paa Tænderne; men jeg maae gaae; jeg skal lade Dem vide, naar De kan blive indladt. (gaaer bort.)

Tredie Optog.

Første Optrin.

Hr. Leopold, Torlacus, Frands.

Hr. Leopold

Posten maae ufeilbarlig være ankommen, det er nu alt et Par Timer over den sædvanlige Tiid (kalder paa Frands) Forhør strax paa Posthuset, jeg venter Breve af Vigtighed.

Frands

Det skal skee naadige Here! (ved sig selv) Det er en gal Sag, faaer han først Brevene fat, bliver Prosper frie for at faae Audience denne Gang, jeg maa benytte mig af en Nødløgn, og indbilde Herren, at Posten endnu ikke er ankommen, skulle der kuns ikke komme nogen, som vil mældes; thi Fruens Tiener er og borte.

Hr. Leopold.

Jeg er saa omgivet med Forretninger, at jeg neppe kan faae en Time for mig selv, jeg vil dog i disse Øyeblik, som undes mig, læse det Lykønsknings

Vers, som blev sendt mig i Dag, (tager det af Lommen) Af Navnet seer jeg, at jeg kiender dets Forfatter, det er en Person, der besidder grundige Studeringer. Læser noget i det.

Medens Frands Tiener er borte kommer Torlacus for at sætte Prøve paa, om det ikke er mueligt at faae Hr. Leopold i Tale, og da han ikke fornemmer nogen af Domestiqverne, benytter han sig af Leiligheden.

Hr. Leopold vender sig om og bliver Torlaeum vaer. Torlacus

Naadige Herre! jeg beder, underdanigst, det ikke unaadig optages, at jeg drister mig til at gaae ind umældet.

Hr. Leopold.

Det har intet at betyde, formodentlig er ingen

Tienerne tilstæde.

Torlacus

Det var og den egentlige Aarsag, havde Deres Ædelmodighed ikke været mig fuldkommen bekiendt, skulle jeg ikke vovet det.

Hr. Leopold

Jeg kan læt slutte mig til Deres Ærinde, Tiden falder Dem uden Tvivl lang, da De saa længe maa vente paa Befordring.

Torlacus

Naadige Herre! jeg kan ikke nægte, at jeg jo ønsker en god Forandring, i sær da jeg paa nærværende Tiid slet intet har at leve af, undtagen hvad Sr. Leonard, en Borger her i Staden, af særdeles Goddædighed meddeler mig.

Hr. Leopold.

Jeg kiender Deres Fortienester, hvorfore jeg og ofte har giort mig all Umage for at see Dem befordret; men har ikke naaet mit Ønske.

Torlacus

Jeg takker underdanigst, jeg har stedse sadt en fuldkommen Tillid til Deres naadige Løfter, haabende eengang ved Deres høitformaaende Recommendation, at blive lykkelig.

Hr. Leopold

Det skal ikke feyle paa min Side, imidlertiid maa De bevæbne sig med Taalmodighed, jeg skulde ikke formode, at Deres Befordring skulde ret længe blive udsadt, ved første Vacance paa mit eget Gods skal De blive hiulpen, det har jeg tilforn lovet Dem, og til Beviis paa min Bevaagenhed vil De modtage disse 50 Rigsdaler til en Slags Lindring i Deres Omstændigheder.

Torlacus

Naadige Herre! med den underdanigste Taknemmelighed, og Undseelse tager jeg imod denne Deres anseelige Gave, og disse Taare (han græder) bevidne ikke allene min store Trang; men tillige den Glæde jeg føler i min Siel over et saa uformodentlig Kiendetegn paa Deres bekiendte Ædelmodighed og Menneske-Kierlighed, det skal bestandig være min Hoved-Bestræbelse, at blive Deres Naade værdig, hvilken jeg og for Fremtiden vil underdanigst udbede mig.

Frands studser i det han seer Torlacum

Naadige Herre! Posten var endnu ikke ankommen, man siger: den slemme Vey hindrer ham.

Torlacus

giør en dyb Compliment og gaaer bort;

Hr. Leopold

Jeg blev sandelig meget rørt over den Person, man er ofte meget forlegen; thi endskiønt man gierne ville see en duelig Karl hiulpen ved forefaldende Vacance, kommer der som oftest Recommendationer fra vore Bekiendte fra alle Verdens Hiørner, og disse vore Venner berøve os paa en høflig Maade den Lykke, at handle frit, og at hielpe just den man har Øye paa; men i den Fald er min egen Kone min største Plagere, hun har idelig nogen hun gaaer i Bøn for, og jeg bliver ikke hendes Overhæng qvit, førend jeg eengang for alle udlover, aldrig at hielpe nogen, som recommenderes af hende, ja det skal slaae fast, og jeg vil giøre Begyndelsen med Lisettes Broder, som hun i Dag lod sig være saa meget angelegen. Naar man betragter Sagen med rette Øyne, da er det jo den største Urimelighed, at ville agte paa en Kones Recommendation, der som oftest ikke kiender Personen, mindre er i Stand til at bedømme hans Duelighed.

Andet Optrin

Hr. Leopold, hans Frue, Prosper, Frands.

Frands

Naadige Herre! Lisettes Broder er her, og udbeder sig Tilladelse, at giøre sin Opvartning.

Hr. Leopold

Jeg har ikke vel Tiid, ikke desmindre lad ham komme ind.

Prosper

giør en dyb Compliment

Naadige Herre! jeg haaber det ikke unaadig optages, at jeg underdanigst forespørger, om jeg tør giøre mig noget godt Haab om Udfaldet paa min

Ansøgning?

Hr. Leopold

Endnu kan jeg intet sige derom.

Prosper

Jeg tvivler ikke paa, at De jo har mig i naadig Erindring.

Hr. Leopold.

Jeg skal efter Muelighed tænke paa Dem; men Solicitanternes Mængde giør stor Vanskelighed i ar trænge igiennem, om man end ville, Prosper.

Naadige Herre! jeg ønsker jo før jo bedre, at naae Maalet; thi jeg maa bekiende, at Tiden falder mig lang.

Hr. Leopold

Det er vel tidlig, hvad skal de da sige, som i mange Aar have soliciteret; saadanne burde dog hielpes først, man bør i den Fald handle efter Billighed, De seer altsaa, at jeg ikke kan give Dem Haab om en hastig Befordring.

Frands

Naadige Herre! her ere Brevene fra Posthuset. Prosper.

Jeg recommenderer mig underdanigst i Deres høye Bevaagenhed. (Han gaaer.)

Hr. Leopold

læser Brevene imidlertid kommer hans Frue ind.

Frue Leopold

Min Hierte! hvad nyt bringer Posten os fra vore Godser?

Hr. Leopold

Jeg seer, der er Vacance; men her seer De tillige Recommendationer fra 4 af mine Venner, som jeg er forbunden, og nødig vilde giøre imod, det er en fortredelig Sag.

Frue Leopold

Paa et Par Postdage vil maaskee komme en Snees Stykker til, mig synes derfor best at tage kort Betænkning, og, om De saa behager, lade Lifettes Broder, som er et stille og maneerligt Menneske, faae det Brød, og paa det vore Venner, som har paataget sig den Uleilighed at recommendere andre, ikke skulde blive fortrydelige, kan man foregive, at Prosper har havt et gammelt Løfte. Mig falder det ellers meget modbydeligt med disse mange Recommendationer, de burde aldrig være; thi derved lader man ligesom Hænderne binde paa sig.

Hr. Leopold

De har deri fuldkommen Ret min Engel! og jeg er vis paa, De ønskede mig gandske befriet fra den Byrde.

Frue Leopold

Derpaa maae De ikke tvivle.

Hr. Leopold

Godt; saa er jeg og forsikret, at De viser mig den Føyelighed, at giøre Begyndelsen.

Frue Leopold

Hvorledes min Herre?

Hr. Leopold

Jeg mener, om De vil behage for Fremtiden, at forskaane mig for de kierlige Recommendationer, som De saa ofre har uleiliget mig med, derved vil De giøre mig Dem uendelig forbunden.

Frue Leopold

Min Herre jeg skulde formode, at jeg skulde have noget forud for andre, som De behager at kalde Venner, hvad jeg siger og raader Dem, kan De være vis paa kommer af det oprigtigste Hierte, og den inderligste Hengivenhed til Dem, naar andre derimod ved deres Recommendationer kan have smaae Hensigter, som just ikke altid ere saa roesværdige.

Hr Leopold

Deres Oprigtighed har jeg aldrig kaldet i Tvivl; tillad mig min Hierte! at spørge Dem paa hvad Grund De saa sterk gaaer i Bøn for Lisettes Broder? Kiender De hans Opførsel? Veed De hvorvidt han er beqvem, eller ikke, og er De i Stand til dømme derom? Dette burde være Deres Reeommendations Hoved-Grund.

Frue Leopold

Man har sagt mig, at Prosper skal være en vel studeert Person, og i det øvrige af en anstændig Opførsel.

Hr. Leopold

Formodentlig har De ikke talt med andre end Lisette i den Sag, og De begriber lettelig min Hierte! at hun seer sig forbunden til at roese sin Broder. Den Glæde, at see ham hiulpen, skiuler alle

de Feil og Mangler, som han maaskee kan have, og overalt, naar saadant et Menneske har en Broder, der er studeert, er han virkelig i hendes Tanker værdig til at være Doctor, eller i det ringeste Magister, da han dog hos dem, som har bedre Indsigt, ofte passerer for en meget maadelig Person.

Frue Leopold Min Herre! De behager, at gaae for vidt med mig i lærde Sager, jeg vil allene bede, at De for min Forbøn skyld vil lade Prosper blive hiulpen; jeg lover Dem helligen, ikke saa hastig at bede for nogen.

Hr. Leopold

Forlad mig min Engel! at jeg ikke kan tilstaae Dem det; thi at befordre een, som hverken De, eller jeg kiender, allene fordi han er Lisettes Broder, det indseer De selv vilde være meget daarligt.

Frue Leopold

Saa mærker jeg da, at jeg ikke er lykkelig denne Gang.

Hr. Leopold

Jeg kan umuelig overtale mig dertil, hvad Prøver jeg ellers kan give Dem paa min oprigtige Kierlighed og Høyagtelse, skal aldrig mangle; men i dette eene maa De have mig undskyldt.

Tredie Optrin.

Frue Leopold, Lisette Frue Leopold

Jeg bringer Eder just ikke den beste Tidende, min gode Liselte!

Lisette

Hvorledes Deres Naade!

Frue Leopold

Derer nu en Vacance paa vor Gods; men min Mand er ikke at formaae til at hielpe Eders Broder.

Lisette

(meget bedrøvet)

Ach jeg elendige! og du min stakkels Broder! som med saa stor Møysommelighed har gaaet Skolen igiennem, og fortsat dine Studeringer til denne Dag, hvordan vil du blive til Mode, naar du hører denne bedrøvelige Tidende, der er tvertimod det søde Haab, vi begge have giort os i Tillid til min Naadige Frues naadige Løfte. Det er da den første Gang i all den Tiid, jeg har havt den Lykke at tiene Dem, at Deres Recommendation for en Supplicant har mislinget, o! hvor har jeg ofte glædet mig, naar een og anden, som ved deres kraftige Forbøn er bleven hiulpen, har giort Opvartning, og med de meest indtagende Udtryk bevidnet, at han ene, og allene har havt Dem min Naadige Frue! nest Gud, at takke for Brød, og Lykke; saadan en Afskeeds Audien-

ce havde jeg formodet min Broder engang med det første skulle havt; men (hun græder)

Frue Leopold

Giv eder tilfreds min kiære Lisette! det kan blive godt endnu.

Lisette

Ach hvor smerter det mig, at min arme Broder, et eiegodt, og reedeligt Menneske, som (det endog hans Fiender selv maa tilstaae) vel har anlagt sin Tid, skal være det første ulykkelige Exempel paa, at De min naadige Frue! nu er berøvet den kierlige Magt, De bestandig har havt over Deres dyrebare Herres eyegode Hierte, han er bekiendt for Godheden selv, og jeg er vis paa, at han for sin egen Person ikke vil min Broder ilde; men slette Mennesker maa have sat ont for ham.

Frue Leopold

Naa, naa, Lisette! I skal ikke giøre Eder saa mange ubehagelige Forestillinger, eders Broder er et ungt Menneske, og beleven, som jeg har seet, han kan maaskee snarere giøre sin Lykke end I tænker.

Lisette

Min naadige Frue! jeg er færdig, at overgive alt Haab, naar han ikke ved Dem kan blive hiulpen, kommer han nok til at gaae i mange Aar, forfalder til Melancholie, og geraader saa i den yderste Ælendighed.

Frue Leopold

Jeg har et Anslag, er Eders Broder forlovet?

Lisette

Nei Deres Naade! han har stedse været en stor Hadere af Forlovelse, og ofte sagt, at et Menneske derved tit hindrer sin Lykke.

Frue Leopold

Godt, jeg vil da sætte et nyt Forsøg paa min Mand, jeg veed han har Godhed for min Tante, og elsker hende høyt, I kiender jo hendes Kammerpige, som nu har staaet i den Tieneste i 16 Aar, mon Eders Broder kunde fatte Godhed for hende? kan det først skee, skal jeg giøre alt mit til at skaffe ham Brødet.

Lisette

Jeg takker underdanigst, jeg skal saasnart mueligt, skaffe Deres Naade min Broders Betænkning

(Frue Leopold gaaer bort.)

Fierde Optrin

Prosper, Lisette.

Lisette

Ach! gid jeg nu havde min Broder, jeg skulle da fortælle ham en Blanding af Sorg og Glæde; men der kommer han, ret som han var kaldet.

Prosper

Min Hierte Søster! jeg er saa melancholsk, at jeg ikke veed, hvor jeg vil være.

Lisette

Jeg er just heller ikke meget glad, men hvad er ellers Aarsagen til din Bedrøvelse?

Prosper

Jeg har i Dag giort min Opvartning hos Hr Leopold; men fandt ham meget lunken.

Lisette Der er nu Vacance paa hans Gods, min Frue har af alle Kræfter søgt for dig; men Herren er ikke at overtale, dog har hun lovet mig, at giøre et nyt Forsøg, og dets lykkelige Udfald kommer for en stor Deel an paa dig selv.

Prosper

Hvorledes min søde Syster? Du sætter allerede lidt Mod i mig igien.

Lisette

Jeg skal strax have din Betænkning, om du mener, du kan fatte Godhed for, min Frue, hendes Tantes Cammer-Jomfrue.

Prosper

Jeg har seet hende et Par Gange, hun er uden Tvivl til Aars.

Lisette

Nei saa mænd, hun var efter Sigende 30 Aar, da hun kom i Tienesten, hvor hun nu med Berømmelse har tient i 16 Aar, Regningen er altsaa let giort, 16 til 30 giør 46, jeg vil ikke søge at overtale dig, du maae i den Sag giøre hvad du vil.

Prosper

I fald jeg lovede at ægte hende, mon jeg da og kunde være vis paa Brødet?

Lisette

Min Frue har oprigtig lovet, at anvende all sin Fliid, mere kan Du ikke begiære.

Prosper

Det er sandelig en stor Fristelse for en Karl; men hvad giør man ikke for at faae Levebrød, i hvor det gaaer, er det dog best at tage det visse for det uvisse, det maa enhver fornuftig tilstaae mig; men muelig hun ikke kan fatte Godhed for min Person?

Lisette

Lad mig sørge derfor, jeg vil være dig Borgen, hun er min inderlige Ven, og saasnart hun hører det, er min Broder, falder all Ting af sig selv, desuden kan du vel tænke, at hun kiedes ved Tiden; saa det første er hende det kiæreste, jeg vil heller ikke fortænke hende, jeg vil da indberette min Frue, at du har besluttet, at ægte Jomfruen, er det ikke saa?

Prosper.

Jo det er mit ramme Alvor.

Fierde Optog.

Første Optrin.

Hr. Leopold, hans Frue.

Hr. Leopold

Hvorledes befinder Deres Tante sig, De gav hende en Besøgelse i gaaer.

Frue Leopold.

Ret vel, jeg har en kierlig Hilsen til Dem, vi kan vente hende med det første, hun sagde, siden den kiere Mand formedelst hans mange vigtige Forretninger ikke kan komme til mig, vil jeg give mig den Friehed at see til ham.

Hr. Leopold

Det er mig en sand Glæde, hun er en Dame, som jeg bærer største Høiagtelse for; thi her er en reen Dyd samlet med en høi Forstand.

Frue Leopold

Saavidt jeg kunde forstaae, da har hun en Begiering til Dem. Hr. Leopold Jeg veed ikke, hvad det skulle være, jeg ville nægte en Dame af hendes Fortienester.

Frue Leopold

Det kommer derpaa an min Hierte! hun søger allene, at De vil unde hende den sande Fornøielse, at see to Personer lykkelige.

Hr. Leopold

Kiender jeg dem, og kan jeg giøre noget dertil; da har jeg lige saa stor Følelse af Menneske-Kierlighed, som nogen anden.

Frue Leopold

Den ene er min Tantes Cammer Pige, som hun længe har ønsket et godt Partie.

Hr. Leopold

Og den anden, maae jeg spørge, hvem den er?

Frue Leopold

Min Engel! det er Prosper, formodentlig har Lisette af Kierlighed til sin Broder smeddet det Partie sammen.

Hr. Leopold

Min Hierte! det er mig jo gandske uvedkommende, de kan træde i Ægteskab for mig, naar de lyster.

Frue Leopold

Det kan jeg begribe min Herre! men det kommer an paa et vist Leve-Brød, dette er just Sig-

tet af min kiere Tantes tiltænkte Besøg, at hun vil søge at overtale Dem til at hielpe Prosper ved denne Vacance, paa det hendes Pige tillige kan komme i Brød.

Hr. Leopold

Med al den Høiagtelse, jeg virkelig har for hende, skeer det dog ikke, De kunde da min Engel! saasnart det blev hende tilstaaet, bebreide mig en Ligegyldighed mod Dem, at jeg mere ville agte paa Deres Tantes, end paa Deres Recommendation, jeg anseer det, som en lille Prøve, De behager at sætte paa min oprigtige Hengivenhed til Dem.

Frue Leopold

Jeg forsikrer Dem min Hierte, at jeg ikke i mindste Maade ville fortryde derpaa.

Hr. Leopold

Jeg tør ikke vove at giøre det Skrit; thi endskiønt Deres Artighed hindrede Dem fra at udlade sig med noget, maatte dog maaskee en ubehagelig Tanke blive tilbage, der ikke ville have de beste Følger.

Frue Leopold

Nei min Hierte! De kan være gandske sikker, jeg ville tvertimod glæde mig, og være Dem høilig forvunden, (meget væmodig,) det er dog en Barmhiertigheds Gierning mod de to Stakler.

Hr. Leopold

Mod ham et det sandelig ingen Barmhiertigheds Gierning, om det end kunde passere for noget saadant mod hende, som en gammel Pige; men skulle jeg og troe, at han kunde beqvemme sig til at ægte hende?

Frue Leopold

Det tvivler jeg ikke i mindste Maade paa; thi min Tante beretter, at han i Dag har giort Opvartning hos hendes Pige, og var gandske indtaget af hende, hun ikke mindre, til Beviis, (hun smiler,) da hun skulde sætte min Tante sit Hoved-Tøi paa, vendte hun det foran, som skulle være i Nakken, og, som var forunderligst, hun mærker det ikke selv, førend Tante seer i Speilet, at hun seer ud som et halv galt Menneske, hun stod ellers i saa dybe Betænkninger, at hun tabte hvad hun havde i Hænderne.

Hr. Leopold

Det er temmelig visse Tegn, jeg vil selv tale med Prosper i den Sag.

Frue Leopold

Det er og det beste, jeg skal strax lade ham

hente.

45 Andet Optrin.

Hr. Leopold, hans Frue, Prosper, Lisette.

Frue Leopold

Lisette! jeg har nu min Tiener efter eders Broder, og haaber dog, at Sagen faaer et ønskeligt Udfald.

Lisette

Give Gud det kunde skee, jeg skal da ikke forglemme, at bede godt for Dem min Naadige Frue! saalænge jeg lever.

Frue Leopold

Saasnart han kommer, maae han strax gaae ind, førend nogen anden bliver meldet.

(hun gaaer.)

Lisette

Saaledes kan Lykken i en Hast forandre sig, i gaaer bedrøvet, i Dag glad, nu kan jeg med et fornøyet Sind tale med min Broder; men der er han. Min Hierte Broder! nu staaer din Lykke i Blomster, (hun omfavner ham,) du bliver jo ved dit Forsæt?

Prosper

Det forstaaer sig, jeg har aldrig været vægelsindet.

Lisette

Du maae ind strax, nu haaber jeg at kunde ønske dig til Lykke, naar du kommer ud igien, o! hvor vil jeg være betuttet, til jeg seer dig

komme tilbage; men holdt dig ferm, der kommer Herren (Hun gaaer.)

Prosper

(giør en dyb Compliment.)

Naadige Herre, jeg er kommen efter Deres høye Bud, for at forhøre, hvad De har at befale.

Hr. Leopold

De har formodentlig spurgt den Vacance, som nu er paa mit Gods?

Prosper

Ja Naadige Herre! det er mig bekiendt.

Hr. Leopold

I Fald jeg ville unde Dem det Brød, kunde De da beqvemme sig til at ægte min Kones Tankes Cammer-Pige, som man har sagt mig De har en slags Godhed for.

Prosper

Naadige Herre! det giør jeg med Glæde, vil ansee det som min Pligt og Skyldighed, naar jeg faaer Brødet fornemmelig for hendes Skyld.

Hr. Leopold

Mener De, jeg giorde Dem en virkelig Tieneste dermed?

Prosper

Det er u-nægteligt, den Naade ville jeg aldrig forglemme.

Hr. Leopold

Saa er De da saa svag, at De ikke indseer det Onde, deraf kunde flyde i Tiden? jeg kiender ikke synderlig til Dem; men allene denne Deres Opførsel giver mig et meget maadeligt Begreb om Dem, De kan være fuldkommen vis paa, at De ikke bliver hiulpen af mig paa en saa nedrig Maade. Umuelig kunde jeg forestille mig, at De var saa lætsindig, just derfor ville jeg prøve Dem, havde De paa en anstændig Maade reent afslaaet mit Forslag, skulle de vist bleven hiulpen, om ikke nu, saa til en anden Tid; men nu (paa min Ære) aldrig ved mig.

Prosper

Underdanige Tiener.

(gaaer bort skamfuld, hengende med Hovedet.)

Hr. Leopold

Saaledes fortiener en slet Tænkende at afvises, og beskiemmes.

Lisette

Den Samtale varede kuns kort, ak! gid den var faldet ud efter Ønske, velkommen tilbage min allerkiereste Broder! men Himmel! dit Ansigt spaaer mig intet got.

Prosper

Det var en prægtig Audience, jeg tænker at faae Brød, og komme i Lykken med et; saa faaer

jeg en Snibbe, som man aldrig har hørt Magen til. Jeg skal i al min Lives Tid ikke sætte min Fod inden den Dør mere, til Trods, ja til Trods for Hr. Leopold, og alle mine Fiender skal jeg blive hiulpen, og det skal ikke vare ret længe, jeg har Penge, jeg giver Dem en god Dag. Det var paa min Troe ret som han ville spille Giæk med mig, naar har man hørt en fornem, adelig Herre bære sig saaledes ad, jeg har lært min Bog; saa han ikke er i Stand til at sige mig noget, det jeg jo altsammen veed forud, ligesaa godt som han.

Lisette

(meget bedrøvet.)

Hvad var Aarsag min hierte Broder! til en saa u-formodentlig, og u-lykkelig Forandring?

Prosper

Det bliver for vidtløftigt at fortælle, o! det, forbandede Kaablerie var min U-lykke, Du skal (det lover jeg helligen) ikke faae mig at see, førend jeg er hiulpen; thi nu er dette Huus som en Pest for mig, ja jeg skal i denne Dag efter det Forsæt, jeg saa længe har havt, anvende 500 Rdt, af min Arv, og til Lykke jeg veed en vis Mand, en stor Menneske-Ven, der vil tage imod dem, og kan hielpe mig strax paa sit eget Gods uden videre Omstændigheder, der har jeg ikke behov, at komme krybende med en krum Ryg, eller at frygte for en haanlig Afviisning,

vi har paa nogen Tid staaet i Handel; men nu skal jeg giøre Alvor af Sagen inden jeg sover.

(han gaaer.)

Tredie Optrin.

Hr. Leopold, hans Frue, Lisette.

Frue Leopold.

Jeg hører, De har givet Prosper reent Afslag.

Hr Leopold

Min Hierte! han fik Afviisning efter Fortieneste, jeg anseer ham for et ungt lætsindigt Menneske, og troer, det er ham ligegyldigt, med hvad Hierte, og paa hvad Maade han indtræder i Embedet.

Frue Leopold

Den stakkels Lisette er utrøstelig, og min Tantes Pige, som nu havde giort sig Haab om en nær forestaaende Forløsning, gaaer det vel ikke et Haar bedre.

Hr. Leopold

Den Sorrig er forsvunden i Morgen, man veed jo, at de fleste af Kiønnet har hæftige Sindsbevægelser, i faae Øieblik omvexler Sorg, og Glæde hos Dem i lige høie Grad, ja der gives endog de, som kan græde og lee paa engang.

Frue Leopold

Tillad mig da, at spørge: hvem De har udseet til denne Vacance?

Hr. Leopold

Jeg har for lang Tid siden givet mit Løfte til en Person ved Navn Torlacus, der udmærker sig ved grundige Studeringer, og en roesværdig Opførsel, han er en gammel Solicitant, og jeg kan vidne: det er mig en sand Glæde, at jeg nu er i Stand til at hielpe ham, det er min faste Beslutning, at han, og ingen anden skal have Brevet, om der end kom hundrede Recommendationer.

Frue Leopold

Deri giør De ret min Herre! jeg har ikke et Ord derimod.

Hr. Leopold (kalder)

Frands, Frands!

Frands

Naadige Herre! hvad befaler De?

Hr. Leopold

See i en Hast at faae opspurgt, hvor Torlacus, en gammel Student logerer, og lad ham komme til mig strax.

Frands

Det skal skee Naadige Herre! jeg veed ungefær hans Logis.

Frue Leopold

Min Hierte! jeg tænker paa, hvor forunderligt det gaaer til i slige Begivenheder, denne Person, som formodentlig intet veed af Vacancen, bliver nu hiulpen, og Prosper, som havde giort sig det beste Haab, gaaer glip deraf.

Hr. Leopold

Det skeer ikke sielden, desuden var og hans Haab bygget paa en meget mislig Grund; men naar et Menneske er redelig sindet, og den af Forsynet udseete Time kommer, sammenstøde alle Omstændigheder til et ønskeligt Udfald.

Fierde Optrin

Frue Leopold, Lisette.

Lisette

(kommer ind.)

Har Deres Naade noget at befale?

Frue Leopold

Min gode Lisette! har I snart afgrædt? Lisette

(smilende)

Jo det er forbie, jeg takker underdanigst Deres Naade,

Frue Leopold

Men Himmel! hvad har bragt Eder i saa prægtig Sinds Forfatning i saadan Hast?

Lisette

Jeg har faaet en ligesaa uformodentlig, som kraftig Trøst.

Frue Leopold

Maaskee I har læst i en Bønne-Bog?

Lisette

Deraf kan jeg just ikke rose mig Deres Naade.

Frue Leopold

Jeg veed heller ikke nogen, som fører den Titul: Trøst for en bedrøvet Søster, der har været uhældig i at faae sin Broder hiulpen til Brød.

Lisette

Deres Naade behager at skiertse; men vil De paatage sig den Uleilighed, at læse disse Linier, som i dette Øieblik kom fra min Broder.

Frue Leopold

(Læser høit.)

Dyrebare Søster!

"Jeg vil strax deelagtiggiøre Dig i min Glæde. Denne Dag er en af de lyksaligste i min hele Leve-Tid, da jeg forlod Dig, gik jeg u-

fortøvet til min omtalte Velynder, som til min store Lykke havde Vocationen færdig, efter det, som tilforn var aftalt, den ligger allerede i min Lomme, jeg er nu saa glad, at jeg ikke veed, hvilket Been jeg vil staae paa.

din ævig forbundne

Prosper."

Lisette

Her seer Deres Naade Beviis paa, hvor forunderlig den gode Gud har hiulpet min stakkels Broder.

Frue Leopold.

Det tilstaaer jeg Lisette; det var sandelig i en Hast bestilt.

Femte Optog.

Første Optrin.

Hr. Leopold, Torlacus.

Torlacus

Siden min Naadige Herre har behaget at lade mig kalde, kommer jeg, for underdanigst at erkyndige mig om Deres naadige Villie.

Hr. Leopold

Jeg kan nu bevidne, det virkelig er mig en besynderlig Fornøielse, efter saa mange Aars An-

søgning at see Dem hiulpen ved en Vacance paa mit eget Gods; men Embedet er af maadelige Indkomme, og ikke saa godt, som jeg ville unde Dem.

Torlacus

Jeg takker underdanigst for en saa betydelig Naades Beviisning.

Hr. Leopold

Da jeg i saa lang Tid har givet Dem mit Løfte, anseer jeg det for min Pligt og Ære, at holde Ord, tvivler ikke paa, De jo i Fremtiden vil svare til de fordeelagtige Tanker, jeg stedse har havt om Dem.

Torlacus

Naadige Herre! bestandig at iagttage mine Pligter skal være min Lyst og Bestræbelse.

Hr. Leopold

Siden Deres Vilkaar ere mig bekiendte, kan De lade Deres Vocations Omkostninger beroe paa mig, jeg skal ved min Tiener lade Dem vide, naar De kan afhente den her.

Torlacus

Naadige Herre! De overvælder mig saaledes med Velgierninger, at jeg ikke med Ord kan udtrykke den rørende Glæde, og inderlige Taknem-

melighed, som mit Hierte er fuldt af, jeg ønsker, ja jeg er fuldkommen forvisset, at saadanne ædelmodige Gierninger vil indbringe Dem de herligste Frugter.

Hr. Leopold

Jeg har altid fundet en sød Fornøielse i at giøre godt, og troet mig forbunden til at gribe efter enhver Leilighed til at udøve en saa læt Pligt.

Torlacus

Det var at ønske Naadige Herre! at enhver af Deres Stand og Evne ville tænke, som De, jeg finder mig for svag, til at sige mere, vil allene underdanigst recommendere mig i min Naadige Herres høie Bevaagenhed.

Andet Optrin.

Hr. Leonard, Torlacus.

Torlacus

Da jeg er saa lykkelig at treffe Dem min oprigtige Ven, og Velgiører, agter jeg det for min Pligt, at deelagtiggiøre Dem i min Glæde.

Leonard

Deres muntre Udseende spaaer mig noget stort, er De maaskee hiulpen?

Torlacus

De traf det rette, jeg kommer nu just fra Hr. Leopold, som er min Befordrer, han har endog lagt den Velgierning til, af sin egen Cassa at bestride min Vocations Udløsning, i Betragtning af mine ømme Vilkaar, og det tiltænkte Embeds ringe Indkomster.

Leonard

Det ligner den Herre fuldkommen, min Ven! De er ikke den eneste, som i denne, og anden Fald faaer Prøver paa hans ædle Goddædighed. Jeg behøver ikke at forsikre Dem, hvor stor Deel jeg tager i Deres Lykke; men da jeg veed Deres Omstændigheder; saa ville De behage at give mig en ungefærlig Reigning paa hvad De kan behøve til at sætte sig i Stand med, det faaer De hos mig, som et Beviis paa mit oprigtige Venskab, hvorved jeg allene søger i nogen Maade at lætte Deres Embeds Byrde, heldst da jeg hører, at Deres Indkomster ikke blive med de beste.

Torlacus

Himmelen belønne denne, saavelsom alle andre Deres Velgierninger mod mig.

Leonard

Veed De ellers, at Prosper er kommen i Brød?

Torlacus

Det er mig gandske u-bekiendt.

Leonard

Jeg kan sige Dem, det er en tilforladelig Sandhed; men han er gaaet ind paa en Maade, som hos alle retsindige geraader ham til liden Ære.

Torlacus

Formodentlig er det ved et Fruentimmer, eller for Peuge.

Leonard

Jo han har truffet en nedrig nok til at modtage halv Delen af hans Arv efter det berømmelige Forsæt, De veed han havde.

Torlacus

Ulyksalige Prosper! hvorledes vil det gaae dig i Tiden? Det er sandelig beklageligt, at et Menneske, efter saa mange kraftige Advarsler endda handler mod bedre Vidende, forblindet af Lykkens Blendeverk gaaer han med sterke Skrit paa Daarligheds Vei.

Leonard

Vil De troe mig, det gaaer ham aldrig vel, jeg har oplevet mange Exempler derpaa; thi for at erstatte det anseelige Skaar, der er giort i hans Capital, forfalder han uden Tvivl til Gierrighed, hvorved han giør sig forhadt.

Torlacus

Jeg befrygter, at han ved den Letsindighed, som er ham saa naturlig, og følger ham i alt hans Foretagende, vil giøre mange andre ulykkelige med sig.

Leonard

Det feyler ikke.

Tredie Optrin.

Prosper, Lisette.

Prosper

Min søde Søster! holdt jeg ikke Ord, som en ærlig Karl, jeg lovede, Du skulle ikke faae mig at see, førend jeg var hiulpen; thi jeg var temmelig sikker i min Sag, her seer Du min Vocation, gierne havde jeg sparet den anseelige Summa, ja den Udgift har jeg allene Hr. Leopolds Urimelighed at takke for; men jeg skal ved at knibe Oeconomien snart oprette dette Tab, mine Indkomster skal jeg paastaae som en ærlig Mand, man maae heller søge at forbedre, end forringe sine Indkomster, det første er en Pligt ikke allene mod os selv; men og mod vore Eftermænd, som derfor maae takke os i vor Grav.

Lisette

Deri har Du fuldkommen ret min Hierte Broder! O! hvor er jeg inderlig glad over dit Velgaaende.

Prosper

At tænke paa Leopold giør dog et stort Skaar i min Glæde; thi den uhørte Omgang løber mig idelig om i Hovedet. Jeg forsikrer, at jeg blev som en havde slaget mig paa Munden, ja dette Huus er nu saa forhadt for mig, at jeg ikke havde kommet her, hvis ikke min broderlige Kierlighed til Dig havde draget mig.

Lisette

Jeg for min Deel havde og umuelig ventet det af Herren; men nu skal min lille Broder lade disse Griller fare, og vi vil fornøie os begge over Din Lykke.

Fierde Optrin.

Hr. Lepold, hans Frue, Frands, Lisette.

Lisette

Det kom mig for som Deres Naade kaldte mig.

Frue Leopold

Nei Lisette I hørte feil.

Hr. Leopold

Seer De der min Engel! at jeg havde Ret, De finder nu ikke det mindste Spor hos Lisette af Bedrøvelsen over hendes Broders Vanhæld, tvertimod lindrer Glæden hende nu af Øinene.

Frue Leopold

Min Hierte! det er ikke at undre over, at hun tager Deel i sin Broders Velgaaende; thi han er allerede hiulpen.

Hr. Leopold

Hvad, Prosper hiulpen? det er noget besynderligt, dersom den Tidende kom fra en anden, ville jeg (paa min Ære) ikke fæste Troe til den.

Frue Leopold

Sagen er reent afgiort; thi Lisette har viist mig hans egenhændige Brev, hvori meddeles hende det behagelige Nyt, at Vocationen allerede ligger i hans Lomme, og da jeg udlod mig med, at jeg ansaae det som et slags Pralerie, forsikrede hun, efter hendes sædvanlige Aabenhiertighed, at han hos en Mand, som hun ikke vidste at nævne, havde tilkiøbt sig Vocationen for 500 Rdr.

Hr. Leopold

Skulle der endnu i vore Tider gives saa nedrige, og i saa høi en Grad egennyttige Gemytter? gruesomme Tanke! at befordre en uduelig, som jeg er overbeviist om Prosper virkelig er, blot for en lumpen Vinding. Jeg tvivler ikke paa, at han jo viser sin Søster Vocationen.

Frue Leopold

Det skeer vist.

Hr. Leopold

Min Engel! maae jeg da udbede mig den Godhed, at De ved Lisette skaffer mig Mandens Navn og Caracter, som Vocationen er udstædt af.

Frue Leopold

Det giør jeg med Fornøielse; men seer ikke til hvad Nytte det ville være.

Hr. Leopold

Jeg skulle da være i Stand til at skille ham ved hans Jus, som ville være mig en sand Glæde.

Frue Leopold

Saa gik formodentlig Prosper og glip af Embedet?

Hr. Leopold

Det var en naturlig Følge, han var heller ikke bedre værd.

Frue Leopold

Saa maae De forlade mig min Herre! at jeg slet intet befatter mig dermed; thi Lisette gik da vist nok fra Forstanden, hvilket jeg ikke ville have paa min Samvittighed.

Hr. Leopold

Da jeg er saa vel oplyst om Sagen, kan jeg gierne gaae en anden Vei, og paa sit Sted giøre Forbud paa Confirmationen.

Frue Leopold

(meget væmodig)

Jeg beder indstændig, at De for min Skyld ikke blander Dem i den Sag, hvorved jeg læt maatte blive skildt ved Lisette, hvis Tieneste jeg er saa overmaade vel fornøiet med.

Hr. Leopold

Alt hvad jeg kan love Dem er dette, at jeg vil tage det nærmere i Betænkning. (Han kalder paa Frands) har I, som jeg befalede, bestilt Torlacum, at komme her i Dag, for at afhente det jeg har lovet ham?

Frands

Naadige Herre; jeg kom i dette Øieblik fra hans Logis; men hvor faldt jeg ikke i Forundring, da hans Vert berettede, at han døde kort førend jeg kom derhen. Verten sagde ellers i sin Eenfoldighed, at han ikke vidste, enten en hæftig Glæde over hans uformodentlige Befordring, eller og en stærk Melancholie var Aarsag i hans Død, dog troede han det sidste var det visseste; thi han havde i lang Tiid sporet hos ham en usædvanlig Traurihed over det han i saa mange Aar gik uhiulpen. Jeg tog ellers til ydermere Beviis disse Stropher, (holder det i Haanden) som Verten kaldte hans Epithaphium, der i det Øieblik han døde skal være opsadt af Sr. Leonard en Borger her i Staden, hans oprigtige Ven, som

var hos ham i hans yderste, befaler naadige

Herre det, vil jeg læse det op; thi jeg maatte love Verten, som vil have det til Bogtrykkeren, at levere ham der strax igien, saasnart jeg havde benyttet mig af det for at bevise, at Personen virkelig er død.

Leopold

Det behøvedes just ikke; men siden I har det, vil jeg nok selv læse det.

(læser høit)

Epithaphium Torlaci

Siig Musæ! Hvorfor agter man Dem, Eder dyrke, ofte ringe?

Og hvorfor Lærdom ikke kan

For mange bedre Løn indbringe?

End den min Ven Torlacus fik,

Hvis Dyd og Lærdom man dog kiendte, Uhiulpen han i Graven gik,

Og Græmmelse hans Dage endte.

Har I Gudinder nogen Magt?

Anvender den for Eders Sønner,

Ja seer, og giver nøye agt:

Hvorledes man dem her belønner.

Lad Supplicanten ikke gaae,

Om han er værdig Brød og Lykke,

At vente til han bliver graae,

I deri aldrig maa samtykke.

Hvi vil I dog forlade dem,

Som Eder I Gudinder dyrke?

Jeg beder: leder dem nu frem,

Som Eders Ære, Roes og Styrke.

I har jo Eders Tempel sadt

I disse Nordens Tvilling-Riger;

Men bliver Eders Børn forladt,

Da følger, at I herfra viger.

Hr. Leopold

Siden det er faldet saa uhældigt ud, faaer jeg være betænkt paa i en Hast at kalde en anden.

Supplicanten. En Tragi-Comoedie i fem Optoge.

Supplicanten En Tragi-Comoedie i fem Optoge.

Kiøbenhavn, 1774. Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade No. 245