Historie om Tal-Lotteriet og dets forunderlige Indflydelse paa det menneskelige Gemyt.

Historie om Tal-Lotteriet og dets forunderlige Indflydelse paa det menneskelige Gemyt.

Leilighed giør Tyve.

Kiøbenhavn, 1773. Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet i No. 150.

2
3

Det mindste man giver Agt paa Tal-Lotteriets onde Følger, seer man vel, at man ei kan ønske den noget Got, som har været Paafindere af samme

Der er en gammel Sats, som tydelig forklarer os al den Lande-Ulykkesom flyder af Tal-Lotteriet.

Denne nemlig:

Jo mere Menneskens Begierlighed voxer, jo mere voxer hans Ulykke. I Følge heraf, er altsaa Tal-Lotteriet en Lokke-Mad, som først kastes for den gemene Almue, men den indbildte Fordeel,

4

3 man drager deraf, lokker Folk af alle Aldre og Stænder til at komme hid at bide paa denne forføriske Krog.

Og for at overbeviise Folk om Sandheden i dette saa er her et Register, som forsikrer hvad jeg siger:

Register

paa nogle Mandfolk og Fruentimmer, som har været lykkelige og ulykkelige i Tallotteriet.

No. I.

Abigael, en Kone af en besynderlig Opdragelse. Hendes Mor-Mors Moder havde den Lykke, at eje et Udtog af de 14ten Sibillers Skrifter. Hendes Mor-Moer havde fortusket en af sine Herre-Gaarde imod den Lykke at eje Cyprianus. Denne Bog bladet hun igiennem hver Torsdag Nat imellem 11ve og 12 Slet, og derved fik heele Egnen, hvor hun boede, til at troe, at hun kunde spaae tilkommende Ting; endskiønt en Mand, en fornuftig Mand, som er Boglært af Familien, har forsikret mig paa, at denne formente Cy-

5

prianus var en gammel Latin Prædiken over det 3die Cap. i Aabenbaringen. Vores Abigaels egen Moder forstod den prægtige Kunst, at stævne Aander, og igien at mane dem bort; dog mener de Boglærte af Familien, at alle disse Aander havde ganske velskabte Legemer, naar de vare afklædte, og at een for een af disse forliebte Spøgelser samlede sig med vor Abigaels Moder i hendes Løn-Kammer, hvor hun efter Behag stævnet og manet sine Spøgelser om Natten imellem 11ve og 12 Slet. Siden vor Abigael er nu af saa lært en Ende, var det jo en Skam, om hun ei traade i sin Families høilærte Fodspor, som har opdraget hende i dette vigtige Øiemeed. Vor Abigael selv forstaaer den allerkiereste og i disse mavre Tider uundværlige Kunst, at spaae af Caffee og af Kort. Jeg sværger dem til, ved den lille kiønne Dreng der trækker Tallene ud af Frue Fortunas Hul, at alle Tallene fra 1 til 90 har været nødte til at møde i Abigaels Caffee-Kop, og at hun med den største Vished og Rigtighed har spaaet hvilke Tal, der kom ud, dog med

6

den Forsigtighed, at de først vare udtrukne af den lille kiønne Dreng.

No. 2.

Bertel, uden Tvivl af Profession en velskabt Brygger-Karl, naar han kaster Skindpelsen og den fittede røde Hue. Denne Svede, for at bøde paa de slette Tider i blant os, laaner Penge ud mod en anseelig Rente maanedlig; denne Rente bruger han til at sætte i Tal-Lotteriet, altsaa har hver Gang fri Indsetning. Han vinder ofte en Ambe; mon det skeer fordi han skal erhverve sig flere Rente-Penge?

No. 3.

Christine, en Tieneste-Pige med meget daarlige og forslidte Tøfler; stakkels Barn! hun taber altid; men i disse Tider havde hun spurgt, at en fattig Kone havde laant Penge paa sin sidste Senge-Dyne, for at faae noget at sætte i Lotteriet. Et saadant Heltinde Exempel er nok værd at følge. Vor Christine er lærnem; til sidste Trækning danset et uskyldig og ganske net Snørliv, der aldrig havde forført

7

noget Mandfolk, til Sælge-Kierlingen; hun fik 3 Mark og to Gange Caffee for det: disse Penge vovede det stakkels Barn sidste Gang, men ak! vee! hun tabte. Nu har hun hverken Snørliv, eller noget meer at sælge; hvad skal hun nu giøre? Nogle siger: at Christine er en kiøn lille Pige; hun kan nok fortiene nogle Skillinger at sætte i Tal-Lotteriet. Vel mueligt.

No. 4.

Daniel, efter al Formodning i Slægt med Propheten. Man seer ham alletider i Selskab med to Hunde, klippede som Løver. For nogen Tid siden vandt han en Ambe. Disse Penge anvendte han og fortærede med sine Hunde. Han gik uden Porten med sit Puddel-Selskab, og svirede alle Pengene op, da Han nu merkede, at alle Pengene vare oppe, raabte han til sine Hunde: Bring her! men den eene Hund mente, at hvad hans gode Ven eengang havde givet ham, burde han ikke kræve igien, beholdte derfor indtil videre hvad han havde faaet; den anden Hund derimod var mere føielig. Han løb sin

8

Herre i Møde af alle Kræfter, og maaskee af den stærke Løben fik ondt underveis, men med den allerstørste Lydighed og Hengivenhed opgav af sig hvad han havde faaet, og saaledes bebremmede overalt sin gode Vens Klæder. Sultne Hunde kan ei taale for meget paa en Gang

No. 5.

Else, (lille Else er du ogsaa kommen med i Lauget?) en Pige af en meget vittig Natur om Natten. Har ofte spadseret forbie Tugt-Huuset, sukket dybt, men endnu ei kommen derind. Hvad fik hun? En Terne. See! Hvor Lykken spiller, mit Barn! Er tagen paa Landet; saa at den ene Terne er reist med den anden, mere af Frygt maaskee for Vægterne, end for andre.

No. 6.

Friderik, en forædt Broder, dog altidt sulten hiemme. Sætter meget ofte i Tal-Lotteriet, taber sædvanlig, uden naar han er halv med andre. Vandt sidste Gang en Ambe med en Svire-Broder; forødte sin hele Gevinst, førend han gik ud af Collectørens Stue. Collectøren smiiled og sagde: Let kom de og let gik de.

9

No. 7.

Giertrud, en Lykkens Kieledegge. Har vundet 3 Gange i Rad 3 Terner; kiøbt for den ene Terne en Brude-Klædning, for den anden en Kierest, og for den 3die Bryllups Mad; venter allene paa Præst og en beqvem Leylighed.

No. 8.

Hans, den lille Hans, Fruens kiereste Søn, vandt en Ambe, kiøbte en Hest med et Hul og en Pibe, en engelsk Dragt med Hat og alting, fattes nu kuns Buxer.

No. 9.

Isabelle, hvis Renter af de Penge, hun vover i Tal-Lotteriet, ere Taarer og Klager; hveranden Gang sætter hun i Tal-Lotteriet, og hver anden Gang giør hun Poenitense; en artig Dyrkelse.

No. 10.

Knud, giør alting med, sætter i Tal-Lotteriet, naar man vil have det, lader være, naar man ei vil have det, vinder, naar man vil have det, taber naar man vil have det, med et Ord at sige, et føieligt Menneske.

10

No. 11.

Lise, forunderlig ulykkelig; har altid 13, naar 14 kommer ud, bliver dog ved, at sætter ind, i Haab om at vinde.

No. 12.

Morten. Kan rigtig drømme hvad Tal, der skal komme ud. Drømte en Gang, at 54, 23, 18, kom ud. Mange valgte disse Tal af Ærbødighed for Drømme, og Morten loe: Tal-Lotteriet blev trukken, og de tre Tal som kom ud, vare 45, 32, 81. De kom til Morten, som havde tabt, og sagde: Morten du har skuffet os, Morten loe igien og sagde: I Daarer! Veed I ikke at alt hvad man drømmer skeer lige tvertimod; hvi giorde I ikke lige som jeg: jeg tog 45, 32 og 81. Disse Tal vare tvertimod dem, jeg drømte; og Morten vandt en Terne, imedens de andre vand et bedraget Haab.

No. 13.

Nicoline, lader sin Papegøie trække Tallene for hende; faaer gemenlig en Ambe hver anden Gang. O! du søde Pope! gid du maatte trække for mig ogsaa,

11

siger Nicolines Pige. Popen trak for Pigen, og hun tabte. Atter et bedraget Haab.

No. 14.

Ole, vandt en Terne, men en Aften tændte sin Pibe ved sin Lotterie-Sæddel da han havde drukken en Taar for meget. Gik hen til sin Collectør med Piben, paa hvilken han havde skreven de 3 Tal, han havde vunden paa; men Collectøren svarte ham; Hør min kiere Ole! var du saa drukken, at du kunde brænde din Sæddel, saa vær nu saa ædrue, at taale din Skade

med Taalmodighed; for Resten naar

du en anden Gang sætter i Lotteriet, saa lad din Pibe ei vide det.

No. 15.

Pernille, giorde sidste Gang den Bøn til Gudinden: Lykke: Naadige Frue! de har hiulpet saa mangt et Skrog, de kunde nok tænke paa mig denne Gang! Jeg sværger dem til, at, vinder jeg denne Gang, da stak Peer Jensen faae sin Villie med mig; thi naar jeg

12

bliver lykkelig, vil jeg ogsaa giøre andre lykkelige. Pigen tabte; thi Gudinden kunde ei høre hendes Bøn for lutter Skrigen og Allarm af Soldater og Spekhøkere.

No. 16.

Qvestor, en Rommere af Geburt, skriver alle de Tal, han vælger paa Rommersk, men taber paa Dansk.

No. 17.

Rachel spiller nu med sin sidste Rest, som var en Hals Strimmel, et par Hofte-Puder og det nederste Stykke af en Vifte, fik for det alt 14 Skilling, meente at vinde, dog tabte, druknet sig ikke, men lever, dog med den Forskiæl, at hun fik en Svindsot af Ærgelse.

No. 18.

Søren tog en Kiøbe-Sædel, vandt en Terne, tager nu herefter ingen andre Sædler end Kiøbe-Sædler; atter et Haab af en anden Tønde.

13

15 No. 19.

Trine kiøbte en Klædning paa sidste Auction, men skal have et Forklæde af samme Tøi, pantsadte Klædningen til Træknings Dagen, satte de laante Penge i Lotteriet, tabte og mistet altsaa baade Klædning og Forklæde.

No. 20.

Uldric. Laante 2 Skilling hos hver af hans gode Venner, fik sammenskrabet 1 Mark, tabte og soer paa aldrig at komme meer paa denne Galley.

Af denne Liste meener jeg, at man tilfulde nok kan indsee Menneskers daarlige Begierlighed og begierlige Daarlighed.

Jeg har endnu ingen større Prøve seet paa Menneskers urimlige Begierlighed, end naar jeg betragter Tal-Lotteriet.

Alle haabe at vinde, fordi alle ere begierlige, og alle kan dog ikke vinde.

14

Det meest ugrundede Haab er det som er grundet paa Begierlighed, og dette saa urimelige Haab hendrager næsten alle.

Jeg begriber let, at en Daare kan lade sig bedrage af et saa tosset Haab, men det som jeg ei begriber, er, at et fornuftig Menneske vil ligne den daarlige Flok, og blive ligesindet med ham.

Den almindelige Skade af Tal-Lotteriet er, at nogle kan vinde ved manges Skade, er det ikke et fiint Bedragerie, hvorved nogle søger at forarme mange; thi saalænge Folk har noget sætter de i Tal-Lotteriet, naar de ikke har mere, saa laaner de, og ved slige Urimeligheder fører sig hver Dag dybere og dybere ind i Armod og forlegne Omstændigheder.

Altsaa naar Lotteriet blev afskaffet, blev Aarsagen afskaffet til manges slette Omstændigheder.

I Gaar blev en fornuftig Mand tilspurgt, om han ei sadte i Lotteriet; han svarte Nei; men lagde til, at om han

15

vidste, at han kunde vinde, vilde han kiøbe en Strikke for sin Gevinst og forære den, som har opfunden Tal-Lotteriet.

En anden blev ligeledes tilspurgt, hvorfor han ei sadte i Tal-Lotteriet; han svarte, at omendskiønt han var saa ufornuftig, at han ei kunde spare fra at sætte i Lotteriet de Penge han paa en ærlig Maade havde forhvervet sig, saa havde han dog ikke Hierte til at vinde de Penge fra sin Næste, som maaskee enten havde kostet ham Sveed og Møie, eller som han paa en uretfærdig Maade var kommen til; begge Deele meente han, at være Synd.

En anden blev tilspurgt, om han ikke vilde sætte i Tal-Lotteriet, om han vidste vist, at han skulde vinde en Qvarterne, han svarte: vidste jeg dette, saa var Tal-Lotteriet ikke længer et Lykke Spil, og saa beholdte enhver de Penge de har, og saalænge jeg ikke veed forud: om jeg vinder eller ei, sætter jeg ei i Tal-Lotteriet.

16