↩

Poschernes Triumpf og Fiskebeensskiørternes

Landflygtighed.

Kiøbenhavn 1775.

Trykt hos Paul Herman Höecke.

2
3

Jeg sad engang i Skoven i min uskyldige Eenlighed og spaaede for mig selv om tilkommende Tider, da Himlen med et formørkedes, Havet begyndte at bruse, og Luften blev opfyldt med Torden og Lynild. Jeg blev meget forskrækket, og vidste ikke hvorhen jeg skulle flye. I det samme mærkede jeg noget rørdes bag ved mig i Løvene. Jeg skulle see til, og blev vaer en Zephir, der var ligesaa deilig som flygtig, staae ved min Side. Uroe og Angst var tegnet i hans Ansigt, og det lod som han søgte Beskiermelse i mit Sælskab. Jeg bad ham sidde ned hos mig, og spurgte ham, hvad

Aarsagen kunne være til denne pludselige Forandring med Veiret. Han kunde neppe tale for Angst, og var næsten uden for sig selv; Endelig da han fandt sig tryg i mit Sælskab, svarede han mig:

Heele Olymp, sagde han, er i Bevægelse. Jupiter vifter med sine Lynilds Straaler; Apollo har taget Sørgeklæder paa; Neptunus giør forskrækkelige Ophævelser i Havet med sin Gaffel. Æolus aabner sin Sæk, og lader de grueligste Orcaner udbryde, at jeg, som ellers har kundet bryste mig af Tapperhed, ikke veed om jeg er til eller ikke; den stolte Juno selv, er bleven ligesom forsagt; hun blegner, spaserer frem og tilbage, vil være stærk, og frygter dog, kaster sig paa en Zopha, og svøber sit Hoved i en Silkepude. Ja, Minerva, den ellers altid kiekke Minerva! taler aldrig et Ord, legger Skylden fra sig og tager sig en Priis Tobak.

Men siig mig, spurgte jeg, hvoraf er denne Uroelighed reist sig? Af Den, svarede Zephiren, som er Aarsag til al Uroe i Verden. Gudinden Venus kom nyelig ind midt i Conren ved Jupiters Hoff heel pludselig, uden at blive meldt af Drabanterne. Hun svingede sig med sine helligdags Poscher til den venstre Side, gik igiennem den aabne Halvdør, trængede igiennem Hoben, og kastede sig need for Jupiters Trone, som opløftede hende ved et Favnetag. Hendes heele Coeffure var i Ulave; Blomster og Turbaner, Sløifer og Ertsnaale, stoed paa Springet at tage Flugten. Her seer I min Fader, sagde hun, den ulykkeligste af alle Gudinder. Man strider mod mit Herredømme; Man giver Love i mit Rige ligesom man for got besinder. Tilforn maatte saa mange Helte bide i Græsset naar jeg viiste dem mit Skiold. Tænk selv, hvor drabelig jeg forsvarede Troja! hvad Seier jeg vandt over den

stolte Rommerske Feldtherre Antonius, og har jeg ikke ofte været i Stand til at sætte heele Europa i Lue. Jeg er bleven tilbedet fra Dronningen af riige Arabien og til Kielderpigen i Valbye Kroe; I Rom, saavelsom paa Øen Spraa. Men nu begynder man at ansee mig for en gammel Sibylla; man baade ærer og foragter mig. Hvor langt bedre havde det været mig, om jeg aldrig havde havt saadan Magt. Jeg vilde da intet have at savne, og intet at holde mig op over. Venus tørrede Øinene med sit Flors Tørklæde.

Men min Datter, spurte Jupiter, hvo er den som foraarsager dig saadan Misfornøielse? Har nogen forvoven Aand tordet begive sig til de Dødelige, og forledet dem fra at dyrke dig? Er det mueligt, at Skiønhed, Venlighed, og Behagelighed nu ikke mere tilbedes? Saa formaaer nu et par Øine ikke mere at giøre

Philosophen gal, Petitinaitren anstændig, Helten seig, og Spradebassen ram? Saa kan en vakker Mund nu ikke mere omkuldkaste en Feldtherre og hans heele Krigshær, indsætte en Kokkedreng til at være Storvezier, og fortrylle baade Paver og Substituter? — Ach! sagde Gudinden! det kunde jo endda være ondt nok min Fader, uden at der just skulde møde mig saa grum en Skiebne. Min Ulykke reiser sig af andre bedrøvelige Aarsager.

Østen om det Baltiske Hav ligger et Land, som jeg til alle Tider har elsket. Hoved-Staden vandes af de salte Bølger, og dog har mine Altere kundet brænde. Mit smukke Kiøn har holdet Borgemestere og Raad, Rigs Marsker og Skoeflikkere, Krigs Øverster og Magistre, galonerede Smaaherrer og Hyrekudske, Neptuni og Martis Sønner, ja endog Tilbederne i Minerva Tempel indtil de Skiægløse

Pudderbukker paa Gaderne, alle i en tilbørlig Ave og Respect. Selv Øeboerne og den Fremmede har slaaet sin Boelig der, aabnet sin Madsæk, og af Forundring gabet paa min Tilbedelse. Jeg har i det største Bulder kunde befalet Fred, og der er bleven Fred. Med et Vink af min Soelhats Skygge, har jeg ved det ædle Danske Kiøn kundet udrette store og fortreffelige Ting. — Men ach! hvor kan jeg nævne det uden Taare?.. Dette Kiøn er nu bleven mig ulydigt.

Ulydigt? spurgte Jupiter! Hvad Prøve har min Datter paa deres Ulydighed? — Den største i Verden, sagde Gudinden. Tænk min Fader, man vil afskaffe Poscher og bringe igien Fiskebeensskiørter i Moden, og det uden min Forespørgsel; En Dragt jeg længe siden har befalet dem at nedlegge. De vil efterabe mine egne Børn de Franske, som du veed, min Fa-

der, jeg har givet frie Hænder, for deres retskafne Hengivenhed til mig. Men saa langt fra at de Danske kan tilegne sig denne Frihed, at jeg undrer de endog tør gaae saavidt og begynde igien med Fiskebeensskiørter, ret ligesom de derved meente at giøre mig nogen Ære, da det dog er mig til største Ærgrelse, efterdi jeg derved seer, at mine elskværdige Poscher kastes Foragt paa. — Hvad? raabt heele Jupiters Hoff: Fiskebeensskiørter! Men den gamle Jupiter smaaloe.

Ligesom en stille Dam, naar Sluserne aabnes, for at sætte Mølleqværnen i Gang, har et sagte Udfald, men strax derpaa bruser og larmer, saa Møllerens Datter knap kan høre, hvad Drengen siger, saa tiltog og mere og mere Forundringen ved Couren, og man hørte en almindelig Sorl. Partier opreiste sig imod Partier. Nogle holdt med Poscher, andre med Fiskebeens-

skiørter. Juno, for at hævne sig lidt paa Venus, sagde, Fiskebeensskiørterne var langt smukkere. Mars, for at fornøie Venus, sagde, de vare ufordragelige. Neptunus var imod dem, fordi, sagde han, om en Deilig kom i Havsnød, bar de ikke saa got op som Fiskebeensskiørterne. Æolus var ei heller meget for Poscher, efterdi Vindene kunde ei saa got spøge med dem som med hine, og følgelig hans Vælde ikke blive kiendt. Vulcanus torde ei ret vel nyttre sine Tanker; dog for ikke at støde Venus for Hovedet, soer han paa han vilde kaste alle Fiskebeensskiørter paa Iilden; men, sagde han ved sig selv, jeg skal nok mage det saa at de ikke blive alle brændte. Kort, alle Guder og Gudinder af den mindre Rang, indtil Fuldmægtiger, Sekretairer, Kammerpiger, og Laqvaier, vare af samme Meening som deres Principaler.

Venus optog derpaa sin Skiønpletsdaase og sit Speil, dannede sig et Physiognomie, som satte heele Couren i Forundring, og begyndte en Tale, som kunde have sadt Liv i Marmor og Bronze selv. Jeg er fornøyet, sagde hun, at en Tienestepige bær et Sæt som hendes Madame, en Kaabe kandtet med Kaninskind, som ligner Hermelinen, og et par hvide Strømper i rødhælede Skoe; naar det kun skeer med min Villie. Et løs Baand, i en Landsbyes Møes Hue, kan ofte foraarsage mig ligesaa megen Glæde, som en beboklet Hoff-Frøkens Hoved. Thi begge Deele er efter min Tilladelse. Men hvad skal jeg tænke om den Selvraadighed med Fiskebeensskiørterne. Jeg har elsket Poscher længe førend Fiskebeensskiørter blev til, og jeg har til min inderlige Glæde seet dem ærede hos alle sædelige Folk. Endog da, naar mine store Flokke af Tilbederinder, forført af Dadlens eller Berømmelsens Sønner, har forladt mine Skik-

ke, ere Poscher blevne hædrede. Jeg har grædt, saa Olymp næsten har været sænket ved Mine Taare, naar jeg igiennem mit Gemaks Vinduer har seet Gaderne prange af de fortvivlede Fiskebeensskiørter, der er kommen feilende, ligesom flydende Galeier paa Neptuni Strømme! Ach! har jeg ofte sukket: hvor vanziirer ikke mit Kiøn sin Skabning, naar jeg seer en lille smekker Krop, ziiret fra Frontens yderste Kandt, til Livets snevreste Sirkel, pippe op fra en 3 til 4re Alens breed Machine, som sætter det ud til et Maal for det stolte Mandkiøns Latter, og raaber Beboerne fra alle Stokværke for at gabe og see, især naar Æolus Vinde spøger med det udspendte Skierm, de sølvbrammede Skiørter stikke frem, og de hvide Been komme fuldkommen til Beskuekse. Jeg siger derfor min Fader, Fiskebeensskiørter er den vanskabteste Zirat for Kiønnet; den vanskabteste, som alle Smagens Elskere har kiendt; fra Zenobia i Persien til

stolt Signild, i Sigtuna; da derimod de deilige Poscher baade er den skiønneste, den venerableste, den naturligste Ziir, den best passende paa en Skabning som Fruentimret. Thi saadan slap jeg ud fra dit Skiød, min Fader. Og om end Fiskebeensskiørter vare kraftigere og skiønnere, skulle jeg da vel ynde dem, naar de bæres uden mit Bifald? Men jeg seer de giøre dem uskikkede, de skille dem ved en Facon, i hvilken jeg altid har sadt min egen Skiønhed, og jeg skal derfor til Straf indblæse de Folk, som bringer dem Fløde til deres Morgen-Neckar og sælger dem Urter og Rødder til deres Boullioner, og hvilket Folk jeg til Straf for deres Flittighed har bestemt at Viise sig ævig i een og den samme Dragt. Jeg skal indgive disse, at de aflegger deres Hostepuder og kommer med Fiskebeensskiørter til Torvs. — Ach Fader! raabte Venus til Jupiter, lad dig bevæge at handthæve mine Love og mine Rettigheder. Poscherne

komme i Flor og Fiskebeensskiørterne forgaae.

Denne Tale foraarsagede et stork Bulder. Mars satte sin Spontong i Gulvet, saa det dundrede i Jupiters Andients-Sahl, han vilde have det heele Danske Fruentimmer indstevnet for Krigs-Retten. Neptunus blev bister, rørte Østersøen med sin Finger, som oprørte Havet, at en nyelig hiemkommen Franskfahrer, ladet med Pomade, Liqveurer, lugtende Vande, Soelhatte, Sætter, og franske Ranetter, rendte paa Grund. Jupiter viftede med sine Straaler og bød at holde Fred. Æolus trommede paa sin Sæk, og jeg blev saa forskrækket, at jeg fløi igiennem en søndrig Rude paa Vinduet. Tænk, al denne Allarm for et Fiskebeensskiørt! Ach! skulle nu den Trojanske Krig begynde igien, tænkte jeg, hvor vil det da see ud? I det samme vendte jeg mig om, og saae Mer-

curius midt paa Gulvet i en Stilning, som en Dandsemester.

Gudinde, sagde han til Venus, jeg hører I er fortørnet mod de Danske Fruentimre for deres Fiskebeensskiørter; men de ere uskyldige. Hvorledes skulle det kunde dømmes for Fiskebeensskiørtets Antagelse, som de allene har Eders egen Søn at takke for? — Hvad? min Søn! sagde Venus! ach det er aldrig mueligt. — Som jeg siger Eder, blev Mercurius ved, jeg kom nu nyelig fra et af de ypperste Huse i Hoved-Staden, der sad han ved en Frøkens Toilette og ridsede hende en Tegning af et gandske nyemedens Fiskebeensskiørt; Skrædersken blev hentet, Machinen syet, og Eders Søn bandt den selv om Frøkenens Hofter, roeste hendes fortreffelige Skikkelse, og sagde, at hans Moder aldrig var prægtigere klædt naar hun mødte ved Jupiters Hoff. Nu kan I vel

selv tænke. Ach! ach! raabte Gudinden, hent mig dog dette selvraadige Barn, at jeg med et got Riis kau tugte ham for heele Hoffets Øine.

Ved disse Ord blev jeg bange; thi jeg er ikke meget for at være overværende ved slige Excecutioner, og frygtsom for Allarmen, som jeg nok saae vilde udbryde i en indbyrdes Krig, skyndede jeg mig det snareste jeg kunde fra Olymp, og kom, som du veed min Ven, til dig i din Stilhed. Saasnart havde Zephiren ikke fortalt mig denne underlige Tildragelse, førend jeg blev nysgierrig efter at vide Udfaldet. Philosopher beherskes undertiden af samme Svagheder, som man siger er det smukke Kiøn egen. Jeg bad Zephiren hielpe mig op paa Olymp, og ind i Gudernes Sahl, hau opfyldede mit Ønske, efter

megen Beeden gav mig Plads i sin Uhr-Fikke, og fløi med mig langt forbie de Nordiske Grændser, og satte mig lige ned i Sahlen. Hvor forundret blev jeg over dette Syn; heele Sahlen vrimlede af Guder og Mennesker. Jeg saae Alexandrer og Skræder-Svenne, Offer-Præster og Kielder-Piger, Sibyller og Stads-Junker; Feldtherrer og Kieldermænd. I det samme kom Mercurius ind, og havde sin vingede Stav i den eene Haand og den lille Monsieur Cupido ved den anden. Her har Eders Naade, sagde han til Venus, den ulykkelige Forbryder; giør nu med ham som I behager. Gudinden kastede et alvorligt Øie til ham, og een af hendes Kammer-Jomfruer, i en gammel slid Contuche med Opslag, og et Nattøi som næsten skiulede Næsen, kom frem med et Riis af Rosmarin og Lavendel.

Den lille Delinqvent begyndte at lee, og heele Couren brast paa engang baade i Latter og Graad. Jeg hører lille Junker, sagde Venus, at han er bleven Hoff-Skræder? han venter nu vel snart og at blive en stor Matedor? Hvad er det for Historier du finder paa at binde de Danske Fruentimmer paa Hofterne? Er det at lyde mine Befalinger? -— Ma cher Mere, sagde han, det seer alt for løyerlig ud. Ma cher Mere skulle kun see de nye Fiskebeensskiørtede Damer; det er ligesom jeg seer Olymp selv: to smaa Bierge ved Siden, hvorimellem det opreiser sin herlige Skikkelse. Fortiener jeg vel Utak, da det er til Ma cher Meres egen Ære altsammen? Jeg synes ikke Ma eher Mere var smukkere den Aften hun var paa Ball med Vulcanus, da Hans Durchlauchtighed Hr. Mars, snappede Hende ved Haanden og hviskede Hende 2 søde Ord i Øret, saa Jupiter selv loe da han saae Hendes Smiil. —

Ei du Skalk! tør du raisonere til? — Cupido kyssede hendes Haand: Vil Ma cher Mere bare høre mine Aarsager: Nogle Danske Damer, frem for alle andre i heele Europa, havde saa gandske sadt sig op imod mig, og vare saa ubevægelige, at jeg ei vidste med dem nogen Raad. Mine Pille ere gaaet i Stykker mod deres Hierter, og min Bue meere end engang brusten. Jeg pønsede paa at spille dem et Puds, og da jeg tilforn saa næt har kundet sidde og skiule mig under disse udspredte Skiørter og spille mine smaa Elskovs-Roller, indblæste dem saa mange Kierligheds-Tanker som jeg vil, og saaledes fortrylle dem, at Ma cher Mere skal have sin ævige Fornøielse. — Flygtige Søn, svarede Gudinden, hvor længe vil du dog agere Barn, og lege med Dukker. Burde du ikke først have raadført dig med din Moder? Seer du da mig med saadanne Machiner paa Siderne? Kiender du da ikke mine deilige Po-

scher? Hvorfor... ach Ma cher Mere, de ere heller ikke fremmede for det Danske Fruentimre; men for nogle Aar siden blev de først opfunden, og de frygtede at blive for almindelige, og derfore... Hold din Mund Næsviis. Jeg skal snart vise de dødelige Skiønne, at jeg er Gudinde. Hun forføiede sig derpaa til Jupiter.

Den største Deel af Guderne bad Hende bie. De ringere Guder syntes at Cupido havde talt som en Demostenes. Alle gav ham et almindeligt Bifald. Mars selv bad hende tilgive ham, og gik endog i Borgen for ham. Een as Jupiters Hoffjunkre havde en Dukke med sig af en Dansk Frøken med et stort Fiskebeensskiørt paa, dandsende med den paa Fingrene for Venus, men hun var ubevægelig.

Hør Jupiter, sagde Gudinden, du Gudernes Fader og de Dødeliges Behersker, lad Selvraadighed dog ikke bortrive det Zepter af min Haand du selv har givet. Viis de Forfængelige, at jeg er deres Gudinde, og at de bør adlyde mig. Befael dem at bortkaste deres Fiskebeensskiørter og bringe mine Poscher i Brug.

Jupiter smaaloe, som en gammel Mand, der klappes af sin unge Kone, søvndysser den gamle, og opliver den unge Liebhaber, som staaer bag ved hans Stoel, med et mildrende Øiekast. Han tog sin Stav, slog i Bordet, og Tavshed herskede blant den heele Cour. Derpaa gav han sin Villie tilkiende ved følgende Sententz. Vider I Danske Fruentimmer! da vor ældste og kiereste Datter, Frue Venus,

for os haver paakieret, hvorledes I misbruge hendes Lov og gaaer tvert imod hendes Befalinger, i det I have afskaffet Poscher og betiener Eder igien af Fiskebeensskiørte; Saa for at sætte Eder i Lydighed og erindre Eder, hvad I ere Eders Herskerinde skyldige, byde og befale vi herved, at I fra Dato af give Eders Fiskebeensskiørter Afskeed, saaledes at I den 1ste April kan alle lade Eder see for Gudinden med Poscher. Jo mindre I kan spende Gaden, jo mindre skal jeg legge Mærke til Eders Forfængelighed. Og saafremt denne min Villie ikke efterkommes, skal jeg ved een af mine Zilpher lade fortrylle den heele Nation, efter hvilken I tage Eders Mynster, saaledes, at man i Dannemark ikke skal see

Fruentimre enten paa Gader eller i Huse, uden med simple Lærrets Nattøier, graae Contucher, sorte Skiørter og gule Tøfler. Skrevet paa mit Slot Olympiade den 1ste Martii 1775.