Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 23

En Dansk Patriots Betenkning over de ved Trykken udgivne Kommando-Ord for den Kongelige Danske Armee.

Viborg,

tryk paa Forfatterens Bekostning.

1773.

2
3

Længe overgik Danmark den Skam, at dens Soldater, dens Krigshære, bleve anførte i et fremmed

Tungemaal, det er paa Tydsk.

Hvert Europæisk Riges Tropper blive anførte i deres Lands Sprog; Portugiserne paa Portugisisk, de Spanske paa Spansk, de Franske paa Fransk, de Engelske paa Engelsk, de Tydske paa Tydsk, de Svenske paa Svensk, de Polske paa Polsk, de Russiske paa Russisk, kun de

4

Danske maate taale, at de ei bleve anførte paa Dansk, der skulde endelig være Tydsk.

Havde det Danske Sprog enten været mindre beqvem, eller et foragteligt Tungemaal, havde det Danske Folk billig maattet finde sig deri, men da ingen af Delene ere sanden, og da en blot, maaskee aldrig undersøgt Fordom ene haver været Skyld derudi, glæder sig billig hver god Dansk Mand, at denne Haanhed er taget fra os; Vi velsigne endog Kongen derfore!

Vil vi gaae lidet tilbage, og spørge: Hvad har dog vel været Aarsag til at den Danske Hær. hidtil, frem for alle andre Nationer, er bleven kommanderet i et fremmed Tungemaal? Da angives tvende, virkelig i sig selv heel svage Grunde; Imidlertid have de til denne Dag maattet gielde for fulde. Den første: Vi have saa mange Fremmede, det er Tydske Officerer i Tienesten! Det

5

vilde falde disse tungt ar lære det Danske!".... Sandt nok er det, at vi have Flokker Fremmede fra det tydske Naboe-Rige, og maaskee mangt et Lands-Barn ville sige: Tungt nok er det derhos, da de tage Brødet fra ligesaa mange Indføde, altid ligesaa duelige. Men dette er ei min Sag; Sligt overlades til Krigs-Kancelliet under alle sine foranderlige Navne.

At nægte hver brav Udlænding ald Adgang i Krigshæren, troer jeg var Uret, helst nu, da Oversvømmelsen fra Meklenborg ikke er saa almindelig, som i Kong Friderich den Fierdes Tiid, der meget fornøier Nationen! Jeg for min Deel priser de Tydske, der ved et got Mundlærs Hielp forstaae at tilegne sig det Brød, der falder paa deres godhiertige Naboers Grund; Men herhos vil jeg bede, at De vil forlade mit rene Danske Hierte, om jeg i Grunden af samme tænker: Er den talrige Flok af disse kiønne Herremænd ei for gode til at tage den Danske Sold, og det Danske Brød, bør de ei heller holde sig

6

for gode til, eller vise sig for magelige, at lære det Lands Sprog, som holder dem, og hvis Sold de saa gierne baade søge og nyde. Hvad er rettere: Enten at en Tydsker lærer de faae Ord der høre til at kommandere et heelt Kompagnie Danske Soldater? Eller at saa stort et Antal tro Danske Mænd skal, midt i deres Fødeland, lære Tydsk, for at forstaae denne enkelte Udlænding, som Skiebnen ktikker til dem?

Den anden Grund: Vi have saa mange hvervede tydske Regimenter! Disse kan ei kommanderes paa Dansk, om og alle de Danske bleve det..... Men hvorfor ei? Ere

der ikke mangfoldige Franzoser, ja endog Polakker blant vore hvervede Tropper? Monne det skulde falde disse tungere at lære Kommando-Ordene paa Dansk end paa Tydsk? Jeg troer det ei. Strax svarer man: Den største Deel i de hvervede Regimenter ere indfødte Tydskere Vel! Kommando-Ordene ere kun faae; Monne det skulde blive en Tydsker saa vanskelig at fatte dem

7

heldst da Tungemaalene nærme sig saa meget? Hvo vover at beskylde dem, det de skulde være faa tungnæmmede? Kan den Norske og Jydske Bondekarl lære de Tydske Kommando-Ord, hvorfore skulle den hvervede Tydsker ei kunde lære de Danske? Bliver en Tydsker hverver i Spansk, Engelsk, Russisk Sold, monne han da ei maae lære at forstaae Kommando-Ordene i Landets Sprog? Monne man needlader sig saa vidt, at man kommanderer ham paa Tydsk? Hvorfore skulle det da skee i Danmark?

Naar den Danske Armee er opstilt, gad jeg gierne vide, hvilket Antal der skulle være størst i den, enten indfødde Danske og Norske, eller Tydske? Ere der flere af Landets Sønner end Fremmede, hvorfore skal da de Indfødde rette sig efter det mindre Antal Fremmede? Men viser Rullerne, der jeg dog ei vil troe, at der ere flere Tydskere i Kongens Armee, end af begge Kongerigers Indfødde, saa siger jeg: Disse hæderlige Leie-Svenne bør dog rette sig efter dem der har leiet,

8

eller besolde dem, men ikke omvendt; Thi hvor det gaaer ret til, bør Tieneren rette sig efter Herren, men ei Herren efter Tieneren; Overalt! Her forlanges ei meget; Det er neppe Atten til Tyve enkelte Danske Ord her skal læres! Den Danske Sold er nok værd at man lærer dem, for at være saa lykkelig i ald Rolighed at nyde den.

Endnu eet! I Exerceringen lærer Soldaten hvordan et Haandgreb, det ene Tempo følger paa det andet, saa der var ham nok, om saa skulle fornødiges, blot at høre en Lyd, eller et Raab, for at giøre sin hele Exercice ordentlig. At dette er rigtig, beviser jeg dermed: Naar et Regiment er opstilt sammen, og skal vise sin Færdighed i Haandgrebene, er det de fleste Tider en Umuelighed for dem, der staaer paa begge Fløiene, at forstaae den Kommanderendes Ord, heldst naar den Befalende ei haver et ligesaa reent som sterk Bryst; Neppe nok kan de høre en blot Lyd af hans Stemme, og da giøre de hele Exerceringen ligesaa got og ordentlig, som de der staaer i Midten, hvor de til

9

nød kan høre og forstaae Kommando-Ordene; Naar altsaa Soldaten først veed at exercere, kunde det, i det Ganske, være ligegyldigt, enten den for Fronten Kommanderende talte Spansk, Tydsk eller Dansk, thi han hverken høres eller forstaaes af Fløiene. Vi have jo endog seet Fodgarden exercere paa Kongens Ridehuus efter blot Trommeslag. Vi seer ligedan daglig, det gaaer an at exercere uden Kommando-Ord, blot efter Fløi-Mandens Anviisning.

At ingen skal beskylde mig for en overdreven Patriot, vil jeg dog her villigen indrømme, det kan ei være hinderlig, at de tydske Regimenter blive kommanderet paa Tydsk, thi vores Konge haver og tydske Provintser; Man lade da de tydske Regimenter beholde deres Lands Maal, men man lade og de danske Regimenter beholde deres. Dette kan vel og skee uden Hinder, ved det hver Regiment har sin egen Anfører; Imidlertid er hver ægte Dansk fornøiet, den omtalte Blussel er nu strøgen af vore Pander! Hil være Kongen!

10

Det Danske Sprog har nu opnaaet to store Triumpher. En trykt Dom lærer os: Ukynde i Landets Sprog efterdags kan blive regnet endog blant Forbrydelser!... Hvilken Undersaat han være Fremmed eller Indfød, ville da ei lære Landets Sprog, han tiener i!... Nu høre vi dernest de Danske Stridsmænd skal virkelig kommanderes i Landets Sprog! Vi have seet et trykt Skrift under Titul: "Commando-Ordene, som efter Kongelig allernaadigst Befalning er anordnet, at skal bruges og commanderes efter ved den Kongelig Danske Armee. Kiøbenhavn 1772. Trykt hos Nicolaus Christian Høpfner, in 8vo".

Denne Befaling efterleves allerede ved de fleste Regimenter; Men maaskee hele Værge- eller Ærestanden ei skulle tage det ugunstig, om man viiste, det den der haver oversat de tydske Kommando-Ord, ei haver været heldig nok i sin Oversettelse, men at samme kan gives og haves langt beqvemmere, rettere og lettere. Jeg vil viise det.

11

Det maa mig tillades forud at fremsette en Anmerkning over Kommando-Ord i Almindelighed, som skal blive Prøvestenen, hvorefter man siden kan bedømme sammes Gyldighed.

Jeg anseer Kommando-Ord, paa dette Sted, for de Befalnings-Ord, hvorved Officeren, eller den Befalende, tilkiendegiver den exercerende Soldat, paa hvad Maade han skal tumle eller handle sit Gevæhr. Der kræves altsaa billig ved et saadant Kommando-Ord, at det skal være I) kort, 2) læt i Udtalen, 3) have en god og læt Klang til at klingre eller giennemtrænge i Marken.

Det bliver dernest ei her min Hensigt, at giøre en nøiagtig Oversettelse af de tydske Kommando-Ord; Sligt bør sig ei: Nei! Her bør sees efter at finde beqvemme Danske Ord, som fuldkommen indeholde og tilkiendegive det de skal anvise, eller sige.

12

Nu siger jeg: Kommando-Ord bør være korte; Den Danske Mand er af Naturen alvorlig, af faae Ord, han elsker Korthed; De Tydske ere derimod mere Ord-rige, og vidt udsvævende. Dette er begge Nationernes medfødde adskillende Sindelav.

Kommando-Ordene bør dernest være lette i Udtalen. Jo kortere Kommando-Ordet er, jo lettere er det for den Kommanderende, jo tydeligere for den Adlydende. Jo flere Vocaler i Ordet, jo lettere i Udtalen. Mange hos hinanden staaende Konsonanter giøre Udtalen besværlig, ere hinderlige i Udraabet.

De skal have en god Klang. Vocalerne give Klangen, Vellyden og Letheden: Disse skal altsaa søges, og hine undgaaes, saa vidt muelig; Enkelte Ord ere let at raabe, men lange Ræmser saare besværlige; De kan umuelig udraabes forstaaelig; Alle ufornødne, om ikke just unyttige Ord, bør altsaa kastes bort. Saasom:

13

2det Kapitel.

De tvende bageste Geleder frem ad slutter Eder; Her ere 15 Stavelser; Var det ei nok, naar der kommanderedes: To bageste eller To agterste Rader! Slutter! eller Slut an! er 8 Stavelser. At det skal skee frem ad det veed Soldaten; Desuden ligger det i Ordet Slut an! Det Ord Eder er puur Fyldekalk. Slutter eller Slut an! er imperativus; Er et fuldkommen Befalnings-Ord til de opstilte Tropper, uden at have Adjutanten Eder hos sig. Geled eller Gled er ei det beste Dansk; Line, sammendrager af Linie var maaskee renere, men best Rader.

2) Mit Zügen Rechts schwenkt Euch! Med heele Deeling til Höyere vender Eder: Er 13 Stavelser. Der bliver ventelig bedre: Med Togter eller Trop-viis sving Høyer om! Zug kaldes rettere paa Dansk en Togt; Kunde og

14

kaldes en Trop; Er hos de Danske en Slump, eller en vis Deel Folk, der ere sammensatte. Dette Ord Togt eller Trop har kun een Stavelse: Er lettere i Udraab end Heele Deeling, altsaa baade rettere og lettere.

I Oversettelsen er her desuden begaaet en Hovedfeil i de Ord: Vender Eder. Man har ei rettelig agtet, at der er stor Forskiel paa Vender Eder og Svinger Eder. Ved det første forstaaes: Naar Soldaten bliver staaende paa Stedet, og vender eller snoer sigom: Høyer om er halv Vending, men Høyer vend om eller Heel om er heel Vending. Sving om er derimod, naar Togten, Troppen, eller den hele Rad, eller Line marscherer afstæd, og vender med det samme, da Soldaten bliver ved at gaae afstæd, indtil der kommanderes: Holt! Feiltagelsen sees herefter overalt, hvor dette Kommando-Ord forekommer i Marchen.

15

Naar man siger Høyer om! har man 3 Vokaler samlede, som giør Udtalen let; Men siger man Høyre eller Høyere, som herefter meget forekommer, da skurrer Konsonanten r.

3) Holdt! Ret Eder. Her er bedre: Holt, Ret Jer! ellers kunde Adjutanten Eder endog gierne blive borte. Det falt lettere i Udraab Holt! Retter! I dette sidste Ord var Eder allerede indbefattet.

4) Giv Agt! Var ei den blotte Imperativus Agt nok? Deri ligger allerede Ordet Giv.

5) Gevæhret ved Foden. Monne det ei var lettere: Gevæhr ved Fod! eller Foder Gevæhr! eller blot Foder! Kan Soldaten og enhver forstaae Kunst-Ordet: Skuldrer! at det vil sige saa meget som: Legger Gevæhrer paa Skulderen! Saa kan han og begribe, eller man maae lære ham at begribe, der Foder siger saa meget, som: Setter Gevæhret ved Foden.

16

Det ene er ei urimeligere end det andet, kun Ordet er nyt, men baade let, kort, og siger hvad det skal sige. Men som der dog siden falder et afkortet Haandgreb, hvor det heder, beym Fus! bliver det vel rettest her: Gevæhr ved Fod; ville man her vælge Ordet Foder! kunde paa det andet Sted kommanderes: Fod!

3die Kapitel.

1) Gevæhret paa Skulderen. Man skulde vel synes det kunde være nok: Skuldrer! thi det forstaaer sig jo af sig selv, at det er Gevæhret de skal legge paa Skulderen, og ikke deres Been, eller Patrontasken; Dette enkelte Ord klingrer og fermere i Marken. Men for de afkortede Haandgrebs Skyld, vælges her: Skuldrer Gevæhr!

2) Den gandske Bataillon rangere sig! Monne de tvende første, og det sidste Ord sig, ei

17

her være ganske unødvendige? Er det ei nok: Batallion rangeer! I Ordet Batallion ligger allerede de tvende første Ord: Den gandske. Hert von Sig kan sikkert træde ind. Naar det siden herefter heder: Bataillonen, rangere sig! da bliver det nok: Rangerer! thi da vides, det alene angaaer Officeren.

7de Kapitel.

Mit der rechten Hand an das Gewehr: Fatter Gevæhret under Hanen. Her er det første Sted, Oversætteren har taget sig den velgrundede Frihed at vige fra sin Text. Men monne det ei var nok: Fatter Gevæhret! Naar dette befales Soldaten, veed han allerede forud, baade at han skal giøre det med den høire Haand, som det Tydske siger ham; Det er ham og viist, hvor han med sin høire Haand skal fatte sit Gevæhr, nemlig under Hanen. Maae det ei være saa kort, kunde dog nok det første Ord: Fatter!

18

kastes bort, da Resten blev, nemlig: Gevæhr under Hanen! Best og kortest Dansk var: Grib under Hanen! 2) Spend Hanen op. Dette kan paa mange Maader siges kortere, saasom: Hanen op! eller og Spend op! Man kunde og kaste Ordet op bort, og sige: Spend Hanen! Det mest korre var: At kaste Hanen bort, og alene befale: Spænder! eller Spænd! Soldaten kunde let betydes, det var Hanen paa hans Flindt han skulde spænde op, og ei sine Skoe-Spænder.

3) Giv Fyer. Hvorfor er Fyer! ei nok? Deri ligger Ordet Giv.

4) Trekker Hanen i Hvile! Skulde det ei være bedre: Hanen i Ro! Det Ord Trekker er Fyldekalk; Ro er baade rettere og kortere end Hvile.

19

5) Fængkrud paa Pannen. Var det ei bedre: Krudt paa Pannen! eller og: Fængkrudt!

6) Til venstre Side vænder Gevæhret til Ladning. Er en lang Remse paa 13 Stavelser. Kunde det ei være nok: Gevæhr til Ladning! er 5 Stavelser. Soldaten veed allerede, at han skal vænde sit Gevæhr til venstre Side, thi ville han vænde det til høire, kunde han ei komme til at lade, uden han var Keithaandet. Det var endnu kortere: Vender til Ladning! eller Sving til Ladning! eller blot: Til Ladning!

7) Trekker Ladstokken ud. Her er nok: Ladstok ud! thi det forstaaer sig selv, Soldaten skal trekke den ud; Hvordan ville han ellers faae den ud? Ønske den ud, kan han ei, her vil to Fingre til.

8) lag

20

8) Tag Gevæhret op. Der er Ordet Tag unødvendig. Gevæhret op siger det samme.

9) Höiere omvender Eder! Her siges bedre Høier vænd om! eller Høier heel om. Forskiellen ligger derudi: Høier om er halv Vending, men Høier vend om er hel Vending, derfor kan og rettelig siges: Høier om! og Høier heel om!

10) Bærer Gevæhret forkeert under den venstre Arm. De Ord: Bærer og den synes overflødige: Gevæhret forkeert under venstre Arm, er kortere og nok.

8de Kapitel.

I skal Slaae an til höire Side. Her synes De Ord: I skal overflødige. Man kunde her paa god Dansk sige: Slaae fra Haands an, Slaaer til Haands an! eller endnu kortere: Slaaer høier an! Venster an!

21

9de Kapitel.

Pande-Dekselet af og lad! Dekselet er ei et beqvem Dansk Ord paa dette Sted, her er det Ord Hætte ulige mere passende, er og ei saa tungt i Udraab, naar det heder: Pan-Hetten

af! Lad!

2) Pelotongs-viis skal paa Stedet skyde. Er en lang Ræmse! Var det ei nok? Med Pelotongs skal fyres! eller Pelotonger skal fyre! eller Pelotongs staaer og fyrer! Det Tillæg paa Stedet synes ufornøden, thi saalænge der er ingen Marsch anraabt, forstaaer det sig selv, Folkene blive stasende paa Stedet, de staaer, og fyrer. Det Ord skyde bruges mest om Skytter, men fyre hører til Soldaten.

3) Hele Bataillonen höire omvender Eder! Formodentlig er det bedre: Batallion! høier vend om! eller Høier heel om! Grunden til Forandringen er viist foran.

22

4) Hele Bataillonen höire om igienstiller Eder! At høire om paa dette Sted er en Trykfeil, i Steden for venster om, er bekiendt, men er det forved anførte antagelig, vil det hede her: Batallion! Venster om stiller Jer. Er ulige kortere.

5) Pelotons-viis gaae tilbage og skyd! Maaske det var nemmere: Pelotons! tilbage og fyer! eller Pelotons! i Bag-March fyer!

6) For til fælder Gevæhret! Monne det ei var nok: Fælder Gevæhr! Det Ord For til er Fyldekalk; At det skal skee for til det veed Soldaten, bag til fælder han det jo aldrig.

7) De tvende bageste Geleder bag til aabner Eder! I de Ord: Bag til aabner Eder! hører jeg de Skiemtende vil finde en temmelig uartig Tvetydighed. Den kunde undgaaes, naar der blev kommanderet: To sidste!

23

eller To bageste Rader! Aabner Jer. Hvorfor kan de Ord bag til ei reent udelades? Naar der befales, de to bageste Geleder eller Rader skal aabne sig, veed Soldaten forud, at dette ei skeer paa anden Maade, end at den anden Rad gaaer 3 Skridt baglænds tilbage, og den tredie Rad 6 Skridt, baglænds, da hver befinder sig paa sit rette afpassede Sted.

I det 10 Kapitel heder det: Vender Eder! Der blev det rettere: Vend Jer! eller vend om!

Dette ere de betydeligste Hoved-Forandringer. Men paa det, man med et Øiekast maae oversee saavel disse, som nogle flere mindre betydelige, vil jeg her anføre Kommando-Or- dene efter det trykte Skrift, dog kun for saavidt samme her have undergaaet nogen Forandring.

24

1ste Kapitel.

bajonet auf. Ladstock im Lauf. Ober-und Unter-Officiers march irt nach euren Posten.

Bajonesten paa. Ladstok i Löbet. Ober- og Under-Officierere Marcherer til Eders Poster.

Bajonet paa. Ladstok i Løb. Ober- og Under-Officeer! hver til sin Post.

2det Kapitel.

Zwey hintersten Glieder vorwärts schließt Euch! March.

Mit Zügen rechts schwenckt Euch.

Halt richt Euch.

De tvende bageste Geleder frem ad slutter Eder.

March.

Med ure Deeling til hoyere VENdER Eder. Holdt! ret Eder.

Ganze Compagniej Heele Compagniet

Halt

Zügen lincks schwenckt Euch»

Hol dt.

Med BEELE Dert.

LING til venftre .vender Eder* Holdt! ret Eder. Giv Agt.

GevarhRET ved Foden.

Co baaefte Rader 1 Slut an! Mar.

Med Togter! h-Ler sving om.

Aolt! Ret Jer!

Compagnie?

Holt!

Med Togter venster sving om.

følt! Ret Jer. Agt!

Gevæhr ved fod!

3die Kapitel.

25

Grenadier rechts, Musqvetier lincks um! formirt das Bataillon.

Das gantze Bataillon rangiret sich.

Das Bataillon rangire sich.

Ober- und Unter-Officiers marchiret nach Euren Posten.

Gebt Achtung.

Preftntirt das Gewehr.

Grenaderer til höyere, Muiqveterer TIL venstre! formeRER en Bataillon.

DEN gandske Bataillon rangerer

SIG.

Bataillonen rangere SIG,

Ober - og Under OfficierER marcherer til Eders Poster.

Giv Agt.

PrefenteRER Ge væhr!

Gränader Hörer, Musqveteer venster om! Formeer

Batal-

Rangeer lion!

Rangerer !

Ober-og Under-Officeer! Hver til sin post.

Mot.

presenteer Gevæhr!

7de Kapitel.

LTTER Geværret under Hahnen.

Giv Fyr. fyer!

Trekker Hanen i Hahnen i Ro!

Mit der rechten Hand an das Gewehr.

Das Gewehr hoch. GevæhrET höyt.

Giv Fyr. fyer! Spannet den Hahn Spend HANEN op. j Spend op! Feuer.

Trekker Den Hahn in die Ruhe. Hvile,

Oefnet die Patron. Aabner Patronen Pulver auf die Fengkrud paaPan Pfanne.

Schließt die Pfanne.

Lincks schwenckt das Gewehr zur Ladung.

26

Ziehet aus den Ladstock.

Den Ladstock inden Lauf.

Den Ladstock an seinen Ort.

Das Gewehr; auf die Schulter.

Das Gewehr beym

Fuß.

Streckt dasGewehr

Ergreift das Gewehr.

Das Gewehr auf die Schulter.

Presentirt das Gewehr.

Rechts um kehrt Euch.

Liners herstelt Euch.

Das Gewehr auf die Schulter.

Das Gewehr hoch im rechten Arm.

Rechts um.

Herstelt Euch.

Rechts umkehrt

Sich.

finds herstelt Euch

Trekker Ladstokken ud.

LadstokKEN i LöbET.

Ladstokken paa sit Sted. Gevæhret PAA Skulderen. GevæhrET ved Foden.

StrekKER GevæhrET,

Tag Gevæhret op.

GevæhrET PAA Skulderen. Prefenteer Gevæli-YET,

Ho’yEre omvender Eder.

Høyere iGienftiller Eder.

Geværet PAA Skulderen. GevæhrET höyt i den hoyre Arm. HoyerE om. iGiENftiller Eder. Ho'yerE omvender Eder.

Venster igienstiller Eder.

Ladstok ud!

Ladstok L LSD!

Ladstok paa Sted.

Skuldrer Gevæhr!

Gevæhr ved fod!

Strek Gevæhr!

Gevæhr op!

Skuldrer Gevæhr!

presenteer (Ge væhr!

Høier heel om!

Venster stiller Jer!

Skuldrer Gevæhr!

Gevæhr høit i høier Arm.

Høier om!

Stiller Jer!

Høier heel om!

Venster

Jer!

stiller

Extra Haand-Grebene.

Verkehrt und schul-! Forkeert og Skul- ! Forkeert sul ter das Gewehr. I drer GEVÆHRET. | drer!

27

Das Gewehr auf die Schulter.

Das Gewehr beym

Fuß.

Das Gewehr in den lacken Arm.

Das Gewehr in die rechte Hand.

Verkehrt (ragt das Gewehr unter den linen Arm.

Presenrirt das Gewehr.

Daß Gewehr beym Fuß.

GevæhrET PAA SkulderEN.

GevæhrET ved FodEN,

GevæhrET i den venftre Arm.

GevæhrET i den liöyre Haand.

Bærer Gevæhret forkeer t under den venftre Arm.

Prefenteer GevæhrET.

GevæhrET ved FodEN.

Skuldrer Ge væbt!

Gevæhr ved fod!

Gevæhr i venster Arm.

Gevæhr i høier Haand.

Gevæhr forkeert under venfter Arm!

presenteer Gevæhr,

Gevæhr ved fod.

Ihr solt rechts anschlagen.

Ihr solt lincks an schlagen.

8de Kapitel.

Slaget hieran!

I skae flage an til hoyre Side.

I skal slaae an til venftre Side.

Staaer venfter

an!

Bataillon soll chargiren. Gebt Achtung. Pfann - Deckel ab und geladen. Bataillonen skal Batallionen stal fyre! Agt! pan - Hette af! - lad! Mit Pelotons auf Pelotons - viis skal pelotons paa paa Stædet skyde. Stcedet fyer! skyde. Giv Agt. Pande- Dækselet af og lad. der Stelle chargi- ret.

28

Der rechte Flügel fängt an. Chargiret!

Das gantze Bataillon rechts umkehrt Euch.

Mit Pelotons auf der Stelle chargiret.

Höyre Floy BEGYNDER.

Skyd.

fløi! ger an! Lyer!

Heele Bataillonen Batallion! høier höyre omvender t heel cm!

Eder. J

Pelotons- viis ilcal j pelotons fy VC paa Stæciet skyde j paa Sted!

BEGYNDER.

Skyd*

BEGYNDER. Skyd* Der rechte Flügel j Den höyre Flöy fängt an. Charchirek.

Das gantze Bataillon rechts herstelt Euch.

Mir Pelotons Lm AvancLren chargiret.

Der rechte Flügel fängt an. Char.girtl

Halt! Nicht Tuch!

Das gantze Bataillon rechts umkehrt

Euch!

Mit Pelotons im Rettrirm chargirer.

Dev rechte Flügel fängt an.

Cbarqirt

Halt! Nicht Euch!

H-ireLW! fanger

GT !

Lyer!

Heere BatailloiiEN Batallion! høier

höyre om IGIEN- Killer- EoER. Pelotons- vs GAAE Kern OG Skyd.

DEN höyre Fly BEGYNDER, Sayn.

Holt! Ret Eder. DEN mere Battaillon höyre omvender Eder.

Pelotons- vns gaae tilbage og Ikyd.

DEN höyre Floy

BEGYNDER.

Skyd.

Holdt! Ret Eder.

om! stiller Jer!

Pelotons! fyrer i Anmarch!

sølv fløi! saager an!

Lyer. .

Holt! Ret Jer!

Batallion! høier heel om!

Pelotons! fyrer i Bagmarch!

fan-

Høier fløi ger an!

fyer!

Holdt! Ret Eder. Holt! Ret Jer?

Vorwärts fälr das Fortil fæld Ge- fæld Gevæhr!

Gervehr.

zivey hintersten Glieder rückwärts fnet Euch !

Nicht Euch!

væhret.

DE æv ENDE bage. KeGeleder BAG TIL stabiler Eder.

Ret EdEr,

To bageste Rader ! aabner Jer!

Ret Jer!

29

11te Kapitel.

I. Artikel.

Prrsentirt das Gewehr.

Das Gewehr auf die Schulter. Zwey hintersten Glieder vorwärts “ließt Euch.

Mit Zügen rechts schwenkt Euch.

Presenteer GevæhrET.

Gevæhret PAA Skulderen.

DE tvende bagede Geleder frem ad flutter Eder. Med meste Deeling til ho'yre vender Eder.

P^efenteei* Ge væbt! t!

Skuldrer G&S? væbr!

To bageste Rader flut an!

Med Togter er sving om l

2. Artikel.

Rechts schwenkt

Euch.

Schließt dieGlLeder

Brecht ab.

Halt! Rieht Euch! Zieht Euch LLncks.

Ziehet Euch Rechts.

Halt! Nicht Euch. Mit Zügen abgebrochen»

Zieht Euch Rechts. Zieht Euch Links.

LIL höyre vender Eder.

SlntTER Geleder« ne.

BreksER af.

Holdt! Rat.EdEr.

TrekkER Eder TIL venftre.

Trekker Eder TIL höyre.

Holdt! Ret Eder.

Med neue Deelin g brek af. !

TrekKER Eder TIL höyre.

Trekker Eder st venftre* 1

Geir sving om;

Slut Radene !

Brek af!

Holt! Ret Jer! Trek venster!

Trek høier!

Holt Ret Jer ! MedTogter brok af!

Trek høier!

Trek venster !

30

Das gange Bataillon halt.

Mit Zügen links schwenkt Euch.

Halt! Nicht Euch. Presentirt da; Gewehr.

Das Gewehr auf

die Schulter.

3. Artikel.

Den Heele Ba.

taillon holdt. Med Heele Deeling til venstre

VENDER EdFR.

Holdt! Ret Eder. Prefenteer GevæhrET.

Gevæhret PAA

Skulderen.

Batallion! holt!

Med Togter ven fter sving om!

Holt! Ret Jer!

presenteer Gevæhr!

Skuldrer Gevæhr

12te Kapitel.

Rechts um. Formiret Compagnie.

eure

Höyere om. Formerer Eders Compagnie.

om!

Formeer Rompagnie!

16de Kapitel.

No. 1.

Zügen oder Divisions rechts schwenkt Euch.

Med HEELE Dre.

LING eller Divifions til hoyre! vender Eder.

fed Togter eller Divisions Hörer, venster sving om.

31

Zum Deployiren schließt Euch.

Das gantze Bataillon halt.

Links um.

Nicht Euch.

Das gantze Bataillon Rechts um.

Das gane Regiment halt.

Das erste Bataillon Rechts, das zweyte Links um.

Beep No. 2.

Til DeployeringEN flutter Eder.

Den heele Bataillon holdt.

Venstre om.

Ret Eder.

Den heele Bataillon höyre om.

Gandske Regiment holdt.

DEN förste Bataillon höyer , den anden venstre om.

Mit Zügen Rechts undLinks schwenkt Euch! formirt das Qvarre.

Diebeyde Flanqven Rechts und Links schwenkt Euch,

Brecht ab.

No. 3.

Med mere Der. ung til hyre og venftre vender Eder ! formerer Qvarre.

De tvende Flanker TIL höyre og venstre vender Eder.

BrekkER af.

Til Deploiering slut an I

Bataillon holt!

Venster om!

Ret Jer! Batalllon! høier

OM!

Regiment holt!

føste Bataillon høier , anden venster om!

Med Togter høier og venster sving om! formeer Qvare!

Begge Flanker! høier og venster sving om!

Brek af!

32

No. 4.

Da« erste Baratt- Vorsts Bataillon

ion finde, das mente Rechts um.

Gebt Achtung.

Rechts umkehrt Euch.

Halt! Rieht Euch.

Das erste Bataillon rechrs, das zweyte links um.

Zwey hintersten Glieder rückwärts fnet Euch

venKre, DET ander höyere om. Giv Agr.

Hö'yre omvender Eder*

Holdt! Ret Eder.

DEn. . forfte Bataillon höyre, den, anden venfh’e om.

DE tvende bagefte Geleder bagtil

. nåh

Eder.

March 1 richt Euch. I March 1 Ret Eder.

$6vfle Batallion venster, anden h^ier om!

Jat!

heel om!

Holt! Ret Fer! Förste Batallion Hörer ^ anden . rumstér om!

To bageste Rader aabmt Jer!

March! Ret Jer!

Utechts und links öfnet Euch.

Rechts und links schließt Euch.

Das gantze Bataillon rechts oder finde um.

No. 5.

I shvyteog ven- Bdier OG vettster fire aabner Eder. | aabner Ser!

Tu höyre og ven-! Hörer og venster stre Butter EderI stut an!

DEN hEElE Batail- | Batallien! Hörer Ion hoyre eller | eller vmfter om» venfter om. j No. 7.

33

Zieht Euch rechts,Irekker Eder til Trek bøjer!

höyre.

Halt! Nicht Euch. Molk! Ret EDER. Holt! Ret Jer!

Mik Zügen lincks schwenkt Euch.

Das gantze Batail- lon halt: j

Mit Zügen links schwenkt Euch.

Halt! Nicht Euch.

Mit Zügen lincks schwenckt Euch.

Mit Zügen lincks oder rechtsumkehrt schwenckt Euch.

Halt! Nicht Euch.

No. 8.

Med heele Deeling til venftre vender Eder.

l j Heele Bataillonen! Holdt.

Med heele Deeling til venftre vender Eder.

Holdt! Ret Eder.

Med heele Deeling til venftre vender Eder.

Med heele Deeling venftre eller höyre omvender Eder.

Holdt! Ret Eder.

Med Togter venster sving om!

Batallion! holt!

Med Togter venstre sving om!

Holt! Ret Jer!

Med "Togter vens ster sving om!

Med Togter ven: fter eller h^ier heel om sving Fer!

Holt! Ret Jer!

No. 9.

Rechts umkehrt Euch.

Mit Zügen rechts oder lincks schwenkt Euch.

Höyre OMVENDER Eder.

Med heele Deeling til hyre eller venstre vender Eder.

Holdt! Ret Eder L

sier heel om!

Med Togter HAier eller venstre sving om!

Halt! Nicht Euch.

Holt! Ret Jer:

34

Linds herstelt Euch.

Das ganhe Bataillon rechts um.

Mit Zügen rechts um schweckt Euch.

Das gantze Bataillon linckst um.

Mit Zügen lincks schwenckt Euch.

Venstre iGiENstiller

Eder.

Heele BatailloliEN höyre om.

Med Ere Der LING höyre om VENDER Eder.

HeereBatallio NEN ventre om.

Med Here Deeling til ventre vender Eder,

Venster stiller

Her!

Batallion! hører orn!

Med Togter høier omsving Jer!

Stallion venster om!

Med Togter venster sving om.

No. 10.

Rechts oder lincks schließt Euch.

Nicht Euch.

Lincks ! Nicht Euch.

Auf 4, 6, Schrit: te rechts oder lincks fælt Fuck,

Tin höyre eller venstre (slut Eder. Ret Eder.

Fra venstre! Ret Eder.

Paa 4, 6, 8 Skrit höyre eller venstre slut Eder,

Søer , venster

slut an!

Ret Jer!

Venter Ret Jer!

pag 4,6,8 Skrit hyrer, venster, slut Jer an! Nota.

35

Endskiønt jeg med en varsom Omhyggelighed haver overtenkt de Forandringer her findes anbragte, saa baade indseer og tilstaaer jeg dog, at det gierne er muelig, en anden mere kyndig kan hist eller her udfinde et eller andet endnu beqvemmere Kommando-Ord; Jeg vil som en dansksindet Mand endog være fornøied, naar nærværende ringe Prøve maae dertil give den attraaet Anledning.

Sluttelig beder jeg om Tilladelse endnu at tør legge dette til: Jeg veed nok det er en vedtaget Regel, at man ved Kommando-Ordene lader Tone-Faldet, eller Stemmens Trykning stedse komme paa det sidste Ord, eller rettere paa den sidste Stavelse i Kommando-Ordene, men om det derfor er Ret, derom er jeg ei saa aldeles overbeviist. Man prøve følgende: Med Togter! sving høier om. Efter min Mening ville det være tydeligere for Soldaten, og lette Udraabet for den Kommanderende, naar man

36

med Stemmen trekker, eller trykker Stavelsen Tog i Ordet Togter, og høy i høyer om. Holt! Ret Jer! Kommer Tone-Faldet paa Ret, vil det klinge ulige bedre, end naar det sidste Ord Jer skal trækkes, o. s. f.

1

Svar til

Forfatteren af en Dansk Patriots

Betænkning

over

de ved Trykken udgivne

Kommando-Ord

for

den Kongel. Danske Armee.

Kiøbenhavn,

Trykt hos Brødrene Berling.

1773.

2
3

Min Herre! Dersom Deres Patriokiske Aand paa den Tid havde tilskyndt Dem at give et Forsøg til Danske Kommando-Ord, da De syntes at have et Slags Kald til at udpynte og berige det Danske Sprog, da vilde saadan Bestræbelse, som De nu til Utide yttre, have haft nogen Anseelse af Retskaffenhed og Nytte, dog maatte det ikke have været trykt, thi dette er efter mine Tanker for dristigt.

Men at De nu forfalde til uden Kald, ved Trykken og med satyriske Træk at kritisere de trykte Danske Kommando-Ord, som De selv Pag. 10 tilstaae: "Efter Kongelig allernaadigst Be-

4

faling ere anordnede at skal bruges." Dette

forekommer mig noget formastelig.

Hverken har jeg selv nogen Andeel i disse Commando-Ords Forfatning, ey heller kiender jeg den som kan have haft dette Arbeyde under Hænder, allermindst forstaaer jeg mig paa at hykle for Dem, der kan have foranlediget dette Arbeydes Bemyndigelse; altsaa er det, som jeg ved min Herres Foretagende har at erindre, aldeles blottet fra personlige Hensigter, det er endog blottet fra ald Attraae til at fornærme Dem, og har allene til Formaal at forestille Dem og alle mine kiære Medborgere, hvor vaersomme vi i dette Stykke burde være paa vore Foretagender, at det er en ulyksalig Drift, som desværre er bleven alt for almindelig iblant os, og som saa beviislig haver biedraget, ja endnu i mange Maader biedrager til almindelig Ustadighed, borgerlig Forvirring og Ulempe, nemlig: at kritisere, ringe agte og uvillig adlyde de endog med allerhøyeste Autoritet forsynede offentlige Anordninger og Befalinger, og at saadant Forhold under ingen Slags, men allermindst under een monarkisk Re-

5

giering er passende med en god Borgers og Undersaats rette Pligter.

Naar en Faderlig monarkisk Regent fremsætter et Stats Anliggende til offentlig Oplysning, og tillader enhver derom efter beste Indsigt at sige sin Mening, da er det en god Borgers Pligt med sømmelig Beskedenhed at bekiendtgiøre sine Tanker, men saasnart Regienten har taget en vis Beslutning i Sagen, og ved offentlig Befaling anordner sin Villies Efterkommelse, da bør en god Undersaat adlyde, og ikke mere ville paatrænge Monarken sine Raad; Regientens Befaling er da en Lov, som enhver er pligtig at adlyde, og omendskiønt det kunde være, hvilket er uadskillelig fra ald Menneskelig Indretning, at en og anden Post ikke havde den høyeste Grad af Fuldkommenhed, saa er og bliver det dog en Sandhed, at den almindelige Roe, Velstand og Lyksalighed langt sikrere befordres ved Lydighed imod endog ufuldkomne Love, end naar en og anden higer efter Adgang og Leylighed til at faae sine for den meste Tid umoedne, og næsten altid paa privat Absigter hvilende Meninger indførte. Det er dog en

6

Sandhed, lige rigtig i alle Stater, at naar Folket vænnes til Forandring over Forandring, saa

vænnes det og til hverken halv eller heel at efterkomme

Regieringens Anordninger, da enhver efter sin besynderlige Tænkemaade ønsker, frygter eller formoder at de snart igien kunne fonandres, endog til det modsatte, hvo veed ikke hvad skadelig Indflydelse dette har paa det Almindelige, hvo veed ikke, at just dette legger Grunden til Factioner, Uvirksomhed og Ulydighed; vi behøve ikke at oplede Beviser uden for vore Grændser, vi have dem desværre alt for følelige og trykkende hos os selv.

I Betragtning af det, som her er sagt, troer jeg vist min Herre vil være enig med mig, at De og jeg, og enhver god Borger maae være yderst vaersomme og mistroiske imod os selv, saasnart den Lyst paakommer os at ville mestre Regieringen, og at indføre noget nyt. Den, hvis Æmbede kunde synes at berettige ham dertil, har altid Aarsag at vogte sig for Feyltrin i dette Stykke, og bør ikke uden høyeste Nødvendighed ophæve eller forandre de eengang givne Befalinger, men

7

den, som slet ingen Kald har, bør aldeeles ikke ville leege Bold med offentlige Anordninger og Indretninger, han bør endog lade sig denne altid rigtige Anmærkning være i frisk Minde, at i hvor megen Indsigt en privat Mand uden for sit Kald troer at have erhvervet sig, i hvor anseelig den endog udmærker ham frem for andre private jevnlige, saa let kan det dog treffe, at just disse til Syne store Indsigter tabe deres meste Værd og Rigtighed, naar de i det offentlige skulle anvendes. Jeg har kiendt mange Indsigtsfulde Lærde, dydige og virkelig patriotisk sindede private Mænd; deres Flid, Retskaffenhed og Indsigt har saaledes udmærket dem, at de efter deres Ønsker omsider have faaet Adgang høye og vigtige Betjeninger, med den beste og reeneste Hensigt have de begivet sig i det nye Æmbede, nu skulde man vente, at de ville, og fuldkommen kunde vogte sig for at støde an paa de Klipper og Skiær, paa hvilke De selv meget grantseende have skiønnet, at deres Forgiængere have stødt an og lidt Skibbrud; men her viser sig den menneskelige Skrøbelighed, her seer man først at der ere tusende Til-

8

fælde, hvor de theoretiske og Practiske Indsigter, Satser og Mueligheder ere i Modsigelse mod hinanden, her seer man hvor utilstrækkelige vores af blot Læsning samlede Indsigter ere, naar de skulle anvendes i det offentlige, og hvor meget undertiden en blot Copiist overgaaer os i de løbende Sager. Vi undre os over, at det Biefald vi havde i vores private Situation ikke følger os nu, da vi ere komme i en høyere Zirkel, vi undre os over, at der hører saa megen Tid til, førend Folk vil fatte Tillid til vores Indsigters Tilstrækkelighed og Ulastelighed, men meest undre vi os over, at alt det Gode vi havde i Sinde at udrette, og at alle de Misbrug vi meente at hemme og afskaffe, ikke nær saa let eller saaledes lader sig iværksætte som vi formodede; Hindringer, som vi aldrig tilforne kiendte, møde os paa alle Kanter, Anstøds-Steene, saa umærkelig skiulte at vi neppe kan øyne dem, legge sig for vore Fødder, vi snuble og vide det ikke, vi tænke hist og her at anbringe Forbedringer, og just det, som efter rimelig Anseelse skulle frembringe den tilsigtede Forbedring, frembringer en ganske anden og underti-

9

den aldeles modsat Virkning, vi standse derved, vi skiælve, og lære da først at indsee, at en Montesqieus Læsning endnu ikke giør os til Stats-Ministre, en Zinkens og v. Insti Læsning ikke giør os til Cameralister, og en Polybii Læsning ikke giør os til Generaler & c. Ligesaa lidet, som den der kan udregne Vinklers og Siders Indhold i en Trekant, dermed kan give sig ud for en fuldkommen Mathematicus, og en der kan stille en Vagtparade eller exercere Recruter, dermed allerede er fuldkommen General, saa lidet kan en privat Mands enkelte Indsigter være nok til at bestyre og indrette et heelt Regierings-System. I enkelte Deele af det almindelige kunne private Mænds Indsigter giøre væsentlig Nytte, men en viis Regiering, som overseer det heele Omfang af det almindeliges Tarv og alle Deele deraf, maae først rette, forbedre og anordne disse Indsigter paa deres behørige Sted og i den brugbareste Orden, førend de virkelig kunne siges at giøre nogen Nytte, thi ellers ville den Lærde lade heele Almuen studere, Krigs-Manden giøre heele Almuen til Krigs-Folk, Cameralisten blande sig i enhver

10

privat Huusholdning, og Lægen, paa Sundhedens Bekostning blant Almuen, opløse alle medicinske Tvivl.

De maae forlade mig min Herre, at jeg søger med de sorteste Farver at afmale denne os saa meget vedhængende Dadle-Syge, det mildeste der kan siges, er, at den har Anseelse af at ville betage meenige Mand den Høyagtelse og Tillid, som han nødvendig maae have for sin Regient, om han ellers skal leve lykkelig under hans Regiering. Eftertænk selv, min Herre! om Dadle-Syge ikke da under denne Syns-Punkt kan kaldes en virkelig Forbrydelse, og naar den ædlere, den meer oplyste Borger forfalder dertil, hvad kan man da vente af den ringere Undersaat. Vi klage over den almindelige Velstands Aftagelse, men ville vi undersøge vores Adfærd, vores Tænke- og Handlings-Maade, og ville vi ikke hykle for os selv, da skulle vi maaskee ret lære at indsee, hvor meget der bør skrives paa vores egen, og ikke enten paa Regieringens eller paa det guddommelige Forsyns Regning. Ørkesløshed, Yppighed og Stolthed kaster almindelig saadan Foragt paa

11

Bonde, paa Borger, ja paa alle ringere Grader af enhver Stand, at Stræbsomhed i sit Kald og rette Fag saa got som gandske nedtrykkes; man vil være i høye Æmbeder, der troer man er stor Anseelse, rigelig Udkomme og magelige Dage, forenede som i lyksaligheds Centrum; har Fødselen, har Skiæbnen sat os i de ringere Stænder, da søger, for Ex., Bonde-Sønnen enten i latinsk Skole, eller som Tiener, Kudsk & c. at udtage sig fra sin Stand; med nogen mere Kundskab end andre Bonde-Sønner kunde han være en duelig, ja ypperlig Bonde, høyt anseet og æret baade af sine jevnlige og af sin Øvrighed, men saasnart han træder over i en anden Zirkel, bliver han et meget ringe lys, og ikkun en Lærling, ja meget ofte en uduelig Mand.

I de Hannoverske Lande har hver Borger og Bonde Fortrins-Ret til at sende sine Sønner paa Universitetet i Göttingen for at studere. Forædlet og forbedret ved lærde og skiønne Videnskaber holder saadan Bonde-Søn sig ikke for god til at antage sin Faders Gaard og Handtering, det er, begribeligt, at ligesom denne oplyste Bonde langt over-

12

gaaer sine Medbrødre i Lærdom og Kundskab, saa falder det ham lettere, at rive sig løs fra Fordomme, at forskaffe sig i alle Land-Huusholdningens Deele meere udbredet Indsigt, ved de Forsøg som han paa sine egne Jorder, og ved sin egen Fæe-Avl med god Lykke foretager, giør han sine Naboer opmærksom, de følge hans Raad, hans Exempel lyser for dem, de blive ved ham dueligere og meere velhavende Mænd, end de ellers havde blevet: Er ikke nu denne lærde Bonde, der saaledes anvender sit Pund til sin og sine Medbrødres oeconomiske virkelige Forbedring en vigtigere og dyrebarere Mand for det Almindelige, end mangen Minister.

Intet kan være farligere for en Stat, end hvor der findes mange saa kaldede Halv-Lærde; Ingen Ting er dem for høy, de blande sig i alt, hvor de kuns formode at faae deres Insinuationer anbragte, det Ord Plan, System, falder hver Øyeblik af deres Mund, alle krogede Ting kunne de giøre rette, men Udfaldet med disse Heldte, endskiønt de virkelig have funden Leylighed til at fortrænge duelige Mænd, har dog meget ofte viist, at „just

Dumhed, blandet lidt med Viisdom, giør

13

en Daare." Ne Sutor ultra Crepidam har ikke været sagt uden Aarsag.

For at komme til at sige mine Tanker om min Herres Betænkning, da maae de forlade mig, om jeg af deres heele Piece slutter, at de ikke forstaae noget ordentlig af det som hører til Krigs-Øvelser. Alt hvad de anføre som Aarsager, hvorfor Kommando-Ordene hidindtil have været Tydske, er allene en Blanding af Deres egen Indbildning; jeg for min Deel tør paastaae, at vore priisværdige Konger kan have haft Aarfager, som hverken De, min Herre! eller jeg indseer, og hvor ilde er det da ikke sagt: „Længe overgik Danmark den Skam & c."

Det er urigtig, at De mene den Komanderendes Ord ikke skulde kunde forstaaes paa Fløyene. En Bataillon indtager ikke meget mere end 120 Skrit; det maatte være et svagt Bryst, som mit for Fronten af en Bataillon ey skulle frembringe saa lydelige Ord, at de paa ungefehr 80 Skrit kunde forstaaes, et heelt Regiment komanderes ikke meget ofte under eet, og da haves andre Hielpemidler til at giøre Kommandoen forstaaelig,

14

i Fald en haard Storm borttog Lyden, da endog i saa Tilfælde en beqvem Dreyning med Hovedet kan bringe Lyden forstaaelig hen hvor den behøves, det er følgelig ikke ligegyldig at tale Spansk, Tydsk eller Dansk. De, min Herre! have maaskee seet, at Haandgrebene kan giøres efter Tegn paa Trommen, uden Kommando-Ord, men Haandgrebene udgiøre en saare liden Deel af Krigs-Øvelserne.

Hvad Lærdom skal vi uddrage deraf? „En trykt Dom lærer os: Ukynde i Landets Sprog efterdags kan blive regnet endog blant Forbrydelser." Havde De sagt, en trykt Dom lærer os: at utæmmed Begiærlighed til at svinge sig op i de øverste Regierings-Æmbeder, hvoraf man dog intet forstaaer, er en virkelig Stats-Forbrydelse, da havde de taled Sandhed, en Sandhed, værd at legge Mærke til, da derimod det, som de anfører, ey har Anseelse af andet end af Satirer.

Hvad De ellers anmærke om den uheldige Oversættelse af de Tydske Kommando-Ord, om den Prøve-Steen de give til at bedømme Komando-

15

Ordenes gode eller slette Egenskab, grundet 1) paa Korthed, 2) paa Lethed i Udtalen, og 3) paa en god og let Klang til at klingre eller giennemtrænge i Marken, da maae De tillade mig, at i hvor decisiv end Deres Udsagn er, behøve dog Begrebene overhovedet en stor Renselse; De have allene Hensigt til de blotte Haandgreb, og, ukyndig om de vigtigere Krigs-Bevægelsers Regler, indskrænke De alle Deres Erindringer paa denne ene lille Deel.

Paa alt dette, saavel som paa Deres Forsøg til forbedrede Kommando-Ord vil jeg allene svare dette, 1) Er det bekiendt, at de blotte Komando-Ord i alle Sprog, endog i det Tydske, meget ofte have været underkastede Forandring, undertiden har gebt Acht, undertiden gebt Achtung, undertiden schultert das Gewehr, undertiden das Gewehr auf die Schulter været antagen, en Stavelse længere eller kortere, giør ikke noget til Sagen, og det er ved Brugen af Kommando-Ordene, at deres Vellyd og Tydelighed lettere erfares end ved grammaticaliske Undersøgelser. 2) Er det vist, saalænge vi og næsten alle Nationer

16

endnu maae laane Ord og Talemaader af det Franske Sprog, for at bemærke de adskillige Inddeelings-Arter og Bevægelses-Maader, som forefalde ved Krigs-Handlinger, saa skulle vi vanskelig kunde nøyes med nogle faa Gloser og Ord, som enkelte Personer opfinde, ja mange Bemærkelser ville blive saa fulde af Mangler, at vi heller maatte ønske at undvære Forbedringen, det er allene i Tidens Længde, og af virkelige Krigs-Betiente, der forstaae Sproget ret, man kan vente en rigtig Forbedring, og indtil den Tid kommer, er dog det, som vi have, ikke saa uskikket.

3) Den, som troer sig duelig nok til at forfatte en Regelret Kommando-Ord-Bog, giør altid visere i at sende sit Forsøg ind til vedkommende Collegie, end selv at give det uden Kald og Tilladelse i Trykken.

Jeg er & c.

17
1

Den ulykkelige Lotto-Spiller Le malheureux Joueur de Lotto

2

Beviis

at

Lotteriers

Fremgang

er

Europæ Fald

og

Staternes Ødeleggelse.

Kiøbenhavn,

Trykt Hos Hof-Bogtrykker Nicolaus Møller.

1771.

3
4

Høiden af Daarlighed er Daarlighedens Berømmelse. Forlængst har jeg talt og advaret. Tau igien for en Tid. Men nu kan og bør jeg ikke tie længere, da man offentlig anpriser et vist Lotteries store og tredobbelte Nytte for Staten (da dog Directionens redelige Administration vel bliver det eneste, som derved kan falde roesværdigt), see det nylig udkomne Skrift: Tanker om det alene privilegerede Lotterie & c.

Aldrig har noget Seculum, saavidt Historien gaaer, værer mindre berettiget til at bære Navn af det oeconomiske, end dette nærværende, hvilket dog af mange blindede en saa blindende Ære-Titel tillegges. Europa, som nu

5

4

igiennem saa mange Tids-Aldere har havt saa anseeligt et Fortrin for de øvrige Verdens Dele, har aldrig staaet mere paa Fald, og været sin Nedstyrtelse og Undergang nærmere.

Til at gotgiøre disse Setninger ere Lotterierne alene mig et noksom tilstrekkeligt og uomstødeligt Beviis. Den Fremgang Lotterierne har giort i dette Seculo, og deres Oversvømmelse snart over hele Europa, endog i Norden (der ved en selsom Skiebne, i Mistroe til sig selv, og end meer til sine Fædre, absolut skal efterabe alle Søndens Daaligheder) anstifter større Ulykke og Ødeleggelse, end alle Oversvømmelser fra Syndfloden af, med alle de Vandfloder, som Europa i dette Seculo lidt haver, og dem man paa mange Tider og Steder ved anordnede Bods-Dage, Bøn og Faste, har søgt at afvende. De truer Europa med et større og farligere Onde, end den i dette Seculo opkomne fordervelige Kræesyge. Dertil er Kræesygen en Tugtelse fra Himmelen. Men Lotterierne et selvgiort Onde, en Misgeburt af den menneskelige Vittighed, eller, muelig rettere, et Foster af Underfundighed.

6

5

Beskyldningen er nu giort. Det gielder da om at bevise den. Uden Beviis slipper jeg ikke. Lotterierne have dertil allerede vundet alt for mange Elskere, Tilbedere og Forfegtere. Jeg forlanger det heller ikke. Men da Beviset falder klart og tydeligt for enhver, som ikke har taget nogen betydelig Skade paa Synet, da forlanger Læseren vel ingen Vidtløftighed, helst i denne Tid, da han har saa travlt, og saa mangfoldige Piecer at giennemlæse.

Jeg, og, som jeg haaber, al sund Sands med mig, raisonnerer saaledes: Flid, Arbeidsomhed og Tarvelighed, Lyst til at erhverve og samle, ere de rette Grundpiller, hvorpaa Staternes Floer og Velstand beroer. Og det saaledes: At ligesom disse svækkes, undermineres, omstødes og kuldkastes, saaledes hindres, svækkes og omstødes Staternes Velstand. Industrie, Arbeidsomhed med Haand og med Hovet, er ene den, der har givet Europa sit anseelige Fortrin frem for de øvrige Verdens Dele, og deri soutineret den hidindtil. Medens de tvende Verdens Dele har passeret Tiden med Leeg og Ledighed, med Jagt paa Dyr eller Mennesker, og den tredie, som usikker paa erhvervede time-

7

6 lig Eiendom, fordybet sig i himmelske Speculationer, da har Europa arbeidet, og ved sin Arbeidsomhed spillet Hovedrollen i Verden.

Naar nu denne Setning tilstaaes mig, som afgiort og antaget af den hele Verden: At en Nations Arbeidsomhed, Lyst til at erhverve og samle, er en Hovedpille, ja den sande, retteste og viiseste Grund til Statens Velfærd. Og følgelig: At den, der til nogen Varighed vil befordre nogen Stats Velfærd, fornemmelig og for alle Ting maa søge ar befordre og vedligeholde Nationens Arbeidsomhed, uden hvilken alle andre erhvervede Fordele i Tiden vil bortfalde, og blive unyttige. Saa maa mig og, som et uomgængeligt Følge, nødvendig tilstaaes: At den Tænkemaade, som meest befordrer og opmuntrer til Arbeidsomhed og Sparsommelighed, og er den rienligste til Statens Velstand, da derimod den Tænkemaade, som svækker og underminerer Flid og Sparsomhed, er Staten høist farlig og skadelig.

Nu kan til Arbeidsomheds og Sparsommeligheds Befordring og Opmuntring ikke vedbringes den menneskelige Slegt nogen fordeelagtigere Tænkemaade, end denne: At hans

8

7

Skiebne i Verden, hans bedre eller slettere Kaar, hans mageligere eller kummerligere Liv, Høihed eller Nedrighed, Rigdom eller Fattigdom, beroer paa ham selv og eget Forhold, hans Arbeidsomhed og Tarvelighed. Jo mere og jo større Indflydelse han saaledes tilstaaer og tilkiender sig selv og eget Forhold i sin timelige Skiebne, jo større er hans Opmuntring til den saavel Staten, som ham, fordeelagtige Flid og Sparsomhed. Derimod kan ingen Tænkemaade vedbringes Menneskene, skadeligere og mere hinderlig for Arbeidsomheden og Statens dermed forknyttede Velstand, end denne: At Menneskenes Skiebne, bedre eller slettere Kaar, beroer paa en blind Lykke, en Slump, en Hændelse, et lykkeligt eller ulykkeligt Træk, Tref, eller Terningkast. Jo mere og jo større Indslydelse han saaledes tilstaaer den blinde Lykke og Lykkespil i sin timelige Skiebne. Og jo mindre han derimod troer, samme af ham selv og eget Forhold at være afhængig, jo mindre er hans Opmuntring til Flid og Tarvelighed; jo mere svækkes, forgaaer og uddøer ham al Drift og Lyst til Arbejdsomhed.

9

8 Grunden er nu lagt. Og rester da kuns at bevise: At Lotterier vedbringer Menneskene, forplanter, udvider og bestyrker denne Tænkemaade: At Menneskenes Skiebne beroer, om ikke ene, dog fornemmelig, eller for en stor Deel, af en blind Lykke, en Slump, en Hændelse, en lykkelig, eller ulykkelig Gieting eller Trekning. Og at de derimod underminerer, svækker og omstøder den Tænkemaade: At ethvert Menneskes Skiebne, bedre eller slettere Kaar, beroer paa ham selv, eget Forhold og Flittighed.

Denne Virkning seer nu vel enhver med Lotterierne uadskillelig at være forenet. Efter hvert et Lotteries Trekning høres saa og saa mange Familier, den og den, ved en blot Slumpelykke, en blind Trekning og Gietning, ganske uden egen Medvirkning, uden dertil at have eller kunde have contribueret der allerringeste, at have vundet anseelige Summer, og med et at være satte i Velstand. Dette udbasunes for den hele Verden: Lotteriets Entrepreneurs, Inspecteurs og Collecturs forsømmer ikke saadan Bekiendtgiørelse, for at opmuntre til et desto større, hastigere, og dem for-

10

9

deelagtigere Tilløb til paafølgende Lotterier. Disse Gevinster giver Opsigt. Derom tales i alle Selskaber. Men hvad bliver Virkningen? Hvad Indflydelse har det paa Folkets Tænkemaade? helst naar Lotterierne, som nu, giøres bestandige, aarlige, ja maanedlige. Et eneste, men continuerende, Lotterie har efter den nylig udgivne Beregning i 17. Aar beriget 320. Familier i den Danske Stat alene. Naar nu dette saaledes fremdeles continuerer i 13. Aar, og de øvrige, Tal-Lotteriet indberegnet, kommer dertil, hvor stort et Antal af Familier vil da ikke inden en kort Tid have deres Velstand og Rigdom en blot og blind Slumpelykke ene og alene at tilskrive? Hvad Indflydelse, spørger jeg, har dette paa Folkets og Mængdens Tænkemaade? Bliver ikke Mængdens Tanke og Betænkning saaledes: Lykken regierer jo mere i denne Tid, end Flid, Vid, og Vindskibelighed. Den første setter flere i Velstand, og i større Velstand, end de sidste. I min eftersøgte Velstands Befordring kommer det jo altsaa mere an paa den blinde Lykke og blotte Hændelser, end paa min Arbeidsomhed og Stræbsomhed? Og vil derpaa saadan Tanke

11

10 og Betænkning ikke følge saadan Slutning: Siden det er mere en blind Lykke, end Fornuft, Stræbsomhed og Tarvelighed, der i vor Tid deciderer Menneskenes timelige Kaar og Skiebne, da gid ingen bryde sit Hovet, slide og arbeide saa meget. Det, som min Flid kan indrente mig, er dog lidet eller intet imod det, en Lotterie-Seddel, i fald jeg er blant de lykkelige, kan indbringe. Og hvortil nytter nu at spare paa Bagateller? at drikke en Pot Øl, eller en Flaske Viin mindre? at gaae Viintapperens Dør forbi? At staae saa tilig op om Morgenen, og fornegte sig got Selskab om Aftenen? Dette giør nu lidet til Sagen, og deciderer ikke et Menneskes Rigdom eller Fattigdom. Nei! det kommer an paa Lykkens Gunst, om min Lodseddel kommer ud med en af de store Gevinster, med en Terne eller Qvaterne. Forstaae! jeg siger ikke, hvad Mængden skulde og burde tænke; (thi da tænkte den vel, som jeg tænker, der aldrig har kundet persvaderes, at tage et eneste Lod i et for Folkets Tænkemaade, Flid, Tarvelighed og Statens Velstand saa høist forderveligt Paafund), nei! man maa tage Verden og Menneskene, som de ere.

12

11

Mængden, veed man jo nok, har aldrig været rettest og rigtigst tænkende. Helst naar De, der skulde bestyre og ophielpe Almuens Tænkemaade, ret med Flid og med Force arbeider paa at forvende, forstyrre og forderve den. Da den opkomne falske Statskunst udtømmer alt sit Vid, i dette, som i andet mere, at blinde Folket. Jeg siger kuns, hvad Mængden tænker, og i denne Tid ret ligesom drives og tiltvinges at tænke. Og paatvivler nogen, at dette allerede er Mængdens antagne og herskende Tænkemaade, han søge Selskaber, hvor og hvilke ham helst lyster, saa skal han fuldkommen overtydes om Rigtigheden. Ligesom det og desuden er forstaaeligt nok: At Folk heller vil giøre Lykke i Verden ved et blint Lykketref, end ved Flid, Sveed, Aarvaagenhed og Overlæg. Deraf kommer Mængdens store Tilløb, og ret rasende Begierlighed efter Lotterier. En stor Lykke er det endnu for Staten, at Bonden intet synderligt Begreb har om Lotterier, og endnu mindre om Amber, Terner og Qvaterner. Kommer det nogentid dertil (det jeg skal bede Himmelen, ligefuldt, som en farlig Pest, at afvende), at først nogle anseelige Ge-

13

12 vinster her og der i Provintserne tilfalder Bondestanden, da frygter jeg; (thi saadant Raserie har jo snart befængt hele Europa, hvilket de Herrer Lotterister endog selv udbasuner, som en Motive for Nordens Beboere, altsaa heller ingen Betænkning at giøre sig, ligeledes at renuncere paa Forstanden): At Bonden forlader Plov og Pleiel, og løber hen til Collecteurerne med de Kongelige Skatter, i Forhaabning at faae dem 75. ja indtil 60000. Gange fordobblet tilbage.

Herved, haaber jeg, at have tilstrekkelig gotgiort min Beskyldning imod Lotterier: At de medfører, forplanter og udbreder en Tænkemaade, som er den allerforderveligste og skadeligste for Stræbsomhed, Flid og Tarvelighed. Og, siden disse ere de sande og rette Grundpiller til Staternes Velstand, samt hele Europæ erhvervede Fortrin, at Lotterier da ere det allerskadeligste Paafund, som nogensinde er opfunden i Verden. Et Onde, saa meget verre og farligere, end Pest, Krig og Kræesyge, som det paa en hemmelig og forborgen Maade svækker og fortærer de Piller og Grundstøtter, som Staternes Velstand hviler paa. Og at de

14

13

altsaa ikke truer med mindre, end med Europæ Fald og Staternes Ødeleggelse.

Jeg kunde vise flere, men mindre betydelige, onde Virkninger af Lotterier. Men i denne travle Tid lader jeg det forblive ved det anførte, da dette alene er mig et noksom gyldigt og tilstrekkeligt Beviis. Beviset for Lotteriernes store Skadelighed er tillige et noksom tilstrækkeligt Beviis: At vort Seculum allermindst fortiener Navn af Oeconomisk, eller Oplyst, da Lotterier, det skadeligste Paafund af Verden, har dette Seculo at takke, om ikke just for allerførste Opfindelse, dog for den Tilladelse, at giøre Fremgang, oversvømme og overskylle alle Lande.

I forrige Tider, da Spitsfindigheds Kneb og Klygter mest holdt sig indsperrede i Klosterne, og endnu ikke havde faaet Indpas i Fyrsters og Statsmænds Cabinetter. Da man vaagede over, at holde menige Mand ved den enfoldige, men sunde Tænkemaade, som det retteste og letteste Middel til den Flittigheds Opmuntring, der befordrer Statens Velstand. Da hindrede man med megen Omhue alle hazart Spil sig at indsnige og opkomme, Sma-

15

14 gen og Tænkemaaden til Fordervelse. Mødte paa noget Marked en Landløbere med en Lykkepotte, da blev han anseet lige med en Lommetyv, strax var Byefoget med Raadstuetienere ham paa Halsen, og jog ham ud af Byen, som en Spitsbube og Bedrager. Og hvad er vore Lotterier og Tal-Lotterier andet, end Lykkepotter, skiønt videre udstrakte, med større Spitsfindighed udtænkte, og nu med Fyrstelige Privilegier og Monopolier forsynede. Det ene, som det andet, stiler kuns paa at lokke og drage Folk Pengene af Pungen. Spillerne, naar de tages samtlige, skal og maa tabe, i nogle Lotterier absolute, i andre efter alle probabilitets Regler. — Disse Keiserlig, Kongelig, Pavelig, Fyrstelig privilegerede Lotterier, som nu setter Europa i saa megen Bevægelse og Forvirrelse, og som beskæftiger saa stort et Antal Mennesker deres hele Livstid, vil Eftertiden, i fald Verden nogentid kommer til sin Samling igien, antegne, som en stor Klik i vore Tiders Historie. (Hvilket den gode Mand, der har foretager sig, skiønt jeg ynskede hans rare Pund af saa sundt et Judicio til noget nødvendigere appliceret, at beskrive Verdens Historie

16

15

efter Tænkemaadens, Smagens og Kundskadens Forandring, Fald eller Fremgang i enhver Tids-Alder, vist nok, om han lever saalænge, uden min Erindring legger Mærke til.) Og maa ingen Regent vente længere, end indtil Verden kommer ud af sin Døsighed, at beholde det erhvervede Tilnavn af Stor, al den stund Efterslegten kan finde, at han har givet Minde til et Paafund, der saa yderlig har fordervet Tænkemaaden, Staternes Velstand til en ubodelig, i mindste i mange Tider uoprettelig Skade.

Min Setning og Beskylding er beviist. Og mere behøves ikke. Dog er jeg ikke uvillig at tage imod Indvendinger.

Giører mig den Indsigelse: At Lotterie (skiønt Tænkemaadens Fordervelse maae tilstaaes at være deres uadskillelige Virkning) dog er et snilt Middel, under en Stats høisttrængende Omstændigheder i en Hast at skaffe en anseelig Capital tilveie. Ved Lotterie udlokkes den Capital, som Paabud møisommelig skulde udperse. Ved første indkommer Pengene godvillig, og vel meest fra Formuende. Men ved sidste modtvillig, og mange Gange fra høit-

17

16

trængende. Dertil svares: At naar Lotterier reserveres til Statens ikomne, men ikke sig selv paadragne, høisttrængende Omstændigheder, da har jeg intet derimod, men bifalder dem ganske, dog med den Forbeholdenhed: At der ikke bevilges mere, end et Lotterie, og for en ganske kort Tid, ikke længere, end den høie Nød tvinger og tilraader. Thi slige eenlige Lotterier, uden Continuation, dem ingen venter tiere at opleve, kan ikke stort contribuere til Tænkemaadens Fordervelse. Men naar man, som vi læser i udgivne Tanker om det alene privilegerede Lotterie, bevilger Opfostrings-Huset 30. Lotterier i 30. hinanden paafølgende Aaringer, og efter den Tid de Fattiges Væsen 50. Lotterier i de paafølgende 50. Aaringer, da zittrer jeg af Frygt og Angest for disse 80. Aars Virkning paa Tænkemaaden, og den til Statens Velstand uomgængelige Arbeidsomhed og Tarvelighed. Denne min Angest, som allerede var stor nok, forøges end mere, naar jeg kaster Øie i Avisen paa den skreksomme Mængde af Ober-Collecteurs til det Altonaer Tal-Lotterie. I mine patriotiske Øine ere de Staten langt farligere, end en heel Hær af vel væbnede Fiender.

18

17

I denne min Angest maae jeg anraabe eders Bistand, I ægte og sande Patrioter. Her er en Sag, som udfordrer eders Mod og eders Vaaben, værd at oplyse, værd at forfegte. I vide, at ingen er værdig at bære Navn af Patriot, uden den, der ønsker og søger at befordre Flid og Tarvelighed, og ikke uden Sorrig kan see disse vor Velstands eneste og sande Piller og Grundstøtter af Uagtsomhed, Partiskhed, eller Egennyttighed at undermineres og kuldkastes. Møder da her alle retskafne Philodaner, Philonorvager, Philalether, Creter og Plether, ligemeger, hvad I heder, naar I kun ere Rettænkende og Veltænkende! Lader ikke af, førend den fordervelige Lotteriesyge, som i Mangel af behørig Vagtsomhed, skiønt det ikke har manglet paa Advarsel, har indsneget sig og befængt disse Lande, er forestilt Monarchen, ikke som hidindtil og nu udi Moden, masqveret og forklædt, men i sin egen fæle og fordervelige Gestalt! Og mere behøves ikke.

19

18

Giøres mig derpaa videre den Indsigelse. See Tanker over det alene privilegerede Lotterie! At ved den Afdrag af 12. pro Cento af Lotteriets Gevinster, eller hele Summa, er opdraget saa eller saa mange hundrede fattige og faderløse Børn. At i 30. Aar kan samles en bestandig Fond til saa mange hundrede Børns Opdragelse. At i paafølgende 50. Aar kan samles en Fond, tilstrekkelig, alle Residentsens Fattige at underholde. Og at der endda desuden kan afgives anseelige Summer til andre Stiftelser, og Statens nødvendige Indretninger. Da svares: At saa meget kan jeg alene tilstaae. At af bestandige og continuerende Lotterier kan muelig ikke drages bedre Fordeel. For Resten kan al den opregnede Nytte, og de ved Lotteriers Afdrag bestridede nyttige Indretninger for Staten, i ingen Maade enten døve eller blinde mig. Den Skade, som disse continuerende Lotterier anstifter, ved at forderve Nationens Tænkemaade, svækker dens Arbeidsomhed og Tarvelighed, og derved hindre og omstøde Statens Velfærd, er langt større, og kan ikke nær opveies med al den opregnede Nytte. Hvad kan det nytte; At jeg opretter større Fonds og

20

19 Stiftelser for Fattige, naar jeg tillige indfører en Tænkemaade, der Aar fra Aar forøger de Fattiges Tal og forarmer Nationen? Tilsidst, naar Ingen, eller Faae, har mere, kommer man dog til kort. Da bliver der ligesaa lidet at udlokke ved Lotterier, som at udperse ved Paabud. Og at en Nations Dovenskab og Ødselhed, dem Lotterierne ved Tænkemaadens Fordervelse medfører, jo tilsidst styrter i en almindelig Armod og Afmagt, har aldrig noget Menneske paatvivlet. Hvad mon Aarsagen være, maa jeg spørge: At vi Aar efter Aar behøver alt flere og flere Stiftelser og Fonds for Fattige, Opfostrings-Huse, Pleie-Huse, Findlings-Huse, og Hospitaler uden al Ende? Og dog forslaaer det intet, dog er der endnu Solititantere til engang saa mange. Og at vore Fædre i forrige Tider med deres faae Stiftelser og ringere Almisse kunde forsørge deres Fattige? Skulde den rette Hoved-Aarsag ikke være denne; At de havde en renere og sundere Tænkemaade, tienligere til at befordre Arbeidsomhed og Tarvelighed. Og at vi derimod har antaget, ja ret med Flid og med Force paatvinger Nationen en Tænkemaade, høist skadelig og

21

20

ødeleggende for Flid og Tarvelighed? Her er den rette Qvæl til vor Armod, der overskyller Staten med Betlere og Fattige. Denne Qvæl er det, der stal stoppes, om Strømmen skal hindres. At vilde curere vor Fattigdom ved Lotteriers Oprettelse, er det allerbagvendteste Raad, som den menneskelige Daarlighed kan opfinde. Ved saadan en Fremgang, ved Lotterier at forsørge de ringere, og tillige at giøre et større Antal Fattige, maa hele Staten tilsidst forvandles til et Hospital. Ved en saadan Oeconomie, der i Grunden forderver Folkets Tænkemaade, overbliver intet andet Middel til Flittigheds Opmuntring, end yderlig Nød og Trang, som af alle er det sletteste, og dertil et ulyksaligt Middel. Jeg tilstaaer, som sagt: At den beste Nytte, som kan giøres af et Lotterie, giøres af det Kiøbenhavnske. Men hvad derom? Naar Lotterier, som viist, i Grunden ere høist fordervelige, forarmende og ødeleggende for Staten. Den beste Nytte, som den Hundebidte kan giøre af Hunden, er muelig at aftrekke ham nogle Haar for at legge paa Skaden (ifald dette efter gammel Sagn hielper noget): Dog er der vel ingen, som for

22

21 denne Nyttes skyld, den han kan drage af Hunden, frivillig lod sig hundebide. Den retteste Resolution efter rigtig Overleg bliver nok denne: At skye Hunden, og forjage den.

Her maa jeg anraabe Landhuusholdings-Selskaber om Hielp og Bistand. I, mine værdige Medlemmer! hvad bedre Brug af eders Indskudde, samt vort Maler-Academie, end ved det sidste at betinge en Tegning af en Hundebidt, dragende Haar af Hunden, med Underskrift:

anden og større er ikke Lotteriernes Nytte? Betinger saa mange Copier, som der er Fyrster og Regentere i Europa! Tilsender enhver sit, med allerunderdanigste Begiering: At det maa værdiges Sted over Indgangen til hans Cabinet, til Afskrek for alle daarlige Insinuationer, alle falske og fordervelige Statsmaximer, alle indsigtmanglende Ministre, der under Paaskud af Lotteriers Nytte vil tilsnige sig Lotteriers Bevilling. Og finder Selskabet for got, at lade et Exemplar af dette medfølge, da er det gierne tilladt. NB. I Constantinopel, troer jeg ikke,

23

22 det behøves. Til med kan Tyrken vel ikke mere ansees, som en Europæisk Potentat. Den anden foregivne Nytte vil jeg lade Forfatteren af de ommældte Tanker selv fremsette. Hans Ord ere disse: "At Lotteriet i sig selv, og uden at see paa de 12. pro Cento, er maaskee langt fordeelagrigere for Landet, end alt, hvad som kan bringes tilveie ved de 12. pro, Cento nyttige Anvendelse. Og denne Landets Fordeel foregiver han at bestaae deri": At Lotteriet i 30. Aar giør en uventet Lykke, og beriger 580. af Kongens Undersaatter; ligesom det i samme Tid udtæller og udbetaler blant Kongens Undersaatter i bare Gevinster omtrent fire Millioner Rigsdaler.

Denne Tanke der har fraperet Forfatteren saa sterkt, og denne Udregning, der har sat ham i største Forundring. Se pag. 9., har hos mig havt ganske stridig Virkning. Min Alvorlighed forgik mig, og min Forundring var alene over Forfatterens Slutning.

Urigtigheden er saa øiensynlig, at jeg begriber

ikke, hvor den kunde skiule sig for nogen, der var vaagen og ved Samling. Altsaa kunde jeg gierne forskaane mig og Læseren for saa

24

23

urigtig en Slutnings Igiendrivelse. Hvis Penge, maa jeg spørge, er det, Lotteriet har udbetalt, eller fremdeles udbetaler, til de Danske Undersaatter? Er det andre, end deres egne, dem de efter halvt eller heelt Aars Forløb med Rabat af 12. pro Cento, i Steden for Renter, faaer tilbage? De Penge, som forhen efter Forældres, Paarørendes eller egen Industrie, Flid, Sved og Møie vare fordeelte blant Undersaatterne, udlokkes ved Lotteriet, og overgives til den blinde Skiebnes Uddeling. Kan da den blinde Skiebne tiltroes en rettere og bedre Fordeling, med Industrie og Vindskibelighed?

Men her beriges 580. Familier. Meget got! Men hvor tages disse Penge? Fra andre Danske Undersaattere. Og en stor Deel fra Fattige, Trængende, ja endog dem, som derover maa lide Nød, sulte, om ikke rapse og stiele.

Er Forfatterens Slutning rigtig, saa er det og ret og rigtig: At man setter alle Lykkepotter, Spille-Gilder og Hazartspil i fuld Drift. Ja jeg tænker, at man kunde gaae saa vidt, at alle Slags Underfundigheds Veie til at samle Penge, Stikkepenge, Underkiøbelser, Udsu-

25

24 elser, ja vel gar Tyverier og Røverier, kunde finde Forsvar i de Grundsetninger, som Forfatterens Slutning hviler paa.

Af anden Beskaffenhed er heller ikke den tredie Nytte, som Forfatteren pag. 11. beregner Staten af Lotteriet, bestaaende efter hans Ord i en for Landet overmaade vigtig Circulation af 200. til 255. tusinde Rigsdaler aarligen. Al Flytning og Bevægelse af Penge maa ingenlunde belegges med Navn af Circulation. De siges alene at circulere, som ere i Omløb i Kiøb og Sal, i Handel og Vandel, Altsaa siges langt rettere, de to til tre Tønder Guld, som aarlig i Lotteriet indskydes, udbetales, og indskydes igien, og saa fremdeles, at være udsatte af Circulation, og en død Capital for Staten, da Lotteriet holder disse Penge fængslede og ude af Handelen, tilladende dem ingen, uden den heel unyttige Bevægelse og Forflytning fra og til Collecteurernes Casser. Har Engellænderne, som de klager, formedelst deres selvgiorte Rigdomme, deres mange og adskillige Repræsentantere af Penge, for mange Penge i Circulationen, da kunde Forfatteren med god Føie tilraade dem, at mangfoldiggiøre deres Lotterier, som et tienligt

26

25

og sikkert Middel til at formindske den circulerende Penge-Summa. — Men til at befordre eller forøge Circulationen duer Raadet slet intet, da det har en ganske stridig Virkning.

Mere forlanger Læseren vel ikke til Giensvar paa disse trende foregivne Lotteriets Fordele, da jeg gierne undslaaer mig for, som en mig høist modbydelig Sag, at igiendrive aabenbare og alt for øiensynlige Urigtigheder.

Fremtræder nu til Slutning en Opponens ex Auditorio, og taler saaledes: At, endskiønt Lotteriernes store Skadelighed for Tænkemaaden, Flittigheden, og den derpaa hvilende Statens Velstand, samt for hele Europæ Fortrin, ingenlunde staaer til at negte. Ligesom og deres Opfund og Fremgang i mange Stater, og under mange retsindige Fyrster, har fundet megen og langvarig Modstand, saa kan der dog siges meget til Undskylding for deres omsider paafulgte Bevilling, og tilladte Fremgang. En og anden Fyrste, som uagtet sine alvorligste og strængeste Forbud, dog maatte see paa, at anseelige Summer Aar efter Aar, ham til Skade og andre til Fordeel, udgik af hans

27

26 Stat til en eller anden Handels-Republique, Rigsstav, eller andre smaa Stater, i Naboelavet, der havde opfundet og tilladt denne spitsfindige Klygt, for at skiere de paagrændsende Staters Indvaanere, saae sig omsider nødt til at give efter, og at vige for Folkets daglig tiltagende og herskende Lotterie-Lyst. Denne begyndte Regenterne da at ansee, som et malum prædominans, og Lotterier, som et malum necessarium. Efter Reglen da, af tvende onde Ting at vælge det mindste, agtede de rettest, for at hindre Penges Udlokning og Udløb af deres Stater, en snedig Naboe til Fordeel, heller at tillade indenlandsk Lotterie, derved i mindste at indeholde egne Penge inden Statens Grændser, om ikke tillige at profitere af Naboerne.

Da svares saaledes: Alt dette tilstaaes at være Sagens sande Beskaffenhed. Jeg veed nok, at Lotteriers Fremgang har omtrent været den samme, som Comoediers, Pantomimers og Masqveraders. Ved deres Anleg begyndte en og anden Bye at lokke ikke alene den rasende og vellystige Ungdom, men endog hele bemidlede Familier, som levde, og vilde leve vel

28

27

og i alle optænkelige Lystigheder og Tidsfordriv af deres Capitaler, til sig fra paagrændsende Byer og Stater. Disse som nødig saae, at saa anseelige Capitaler med deres, skiønt deels uværdige og uduelige Eiere udgik fra dem til andre, forsømte ikke strax at anskaffe sig Masqver, Comoediantere, Gøglere og Pantomimer, for ikke at fornærmes af Naboer, men snarere, om mueligt, at fornærme dem. Dette falske Statsgreb udbredte sig i en Hast. Og denne Maximes Virkning er i en stor Deel conform med Lotteriernes. Men her er det ikke Sted, dens Indflydelse paa Tænkemaaden, dens sterke og farlige Stød med Arbeidsomheden og Tarveligheden at udføre. (Men den allerførste Ordre, som den i dette Øieblik tilbragte Avise ommælder, at den nye Svenske Konge udgav, og det fra Paris af, staaer mig meget vel an, og synes mig at være en nordisk Konge meget anstændig). Videre tilstaaes: At mangen Fyrste virkelig for en stor Deel heri er at undskylde. Men ganske kan de ikke undskyldes; Thi 1.) har de feilet derudi: At de ikke har anseet de første Lotteriers Opfund, som tillod Fremmedes Indskud, at være af saa store

29

28

en Forbrydelse, og saa stridige mod Folke-Retten, som de virkelig ere. Havde de indseet Lotteriernes fulde og vidt udstrakte Skadelighed, samt den derved hæftende Forbrydelse imod Naboe-Staterne, da havde den, ja de en saadan fornærmende Stat paagrændsende Naboer fundet sig høilig beføiede, naar den ved mindelig Mellemhandling ikke vilde afstaae fra et dem saa fornærmeligt Paafund, at declarere ham Krig, indtil han fandt sig i deres billige Paastand. Langt fra at de fleste Krige, og og muelig ikkun ganske faae ere førte paa saa gyldig Grund, og af saa billige Aarsager.

2.) Har de feilet derudi: At i den Sted De skulde, som deres Agt og har været, vælge det mindre, har de (mueligen de fleste ved en indsigtmanglende eller daarliggodgiørende Ministers Tilraadelse, da han derved fandt Leilighed at giøre sig mange forbundne, ved at placere end Mængde Mennesker til Directeurer, Inspecteurer, Over- og Under-Collecteurer, og dertil fik et Overflod fra Lotteriet at disponere over) virkelig valgt det større Onde; Thi Tabet af den Summa, som virkelig, de indkomne Gevinster fradragne, saaledes udgaaer af

30

29

Staten, kan ingenlunde komme i Consideration imod den høistbetydelige og ubodelige Skade af Tænkemaadens Fordervelse, Flids og Tarveligheds Fald og Landflygtighed, og Statens dermed forknyttede Ruin og Ødeleggelse. Ja al den Vinding, som en eller anden Stat ved dette spitsfindige Kneb og Klygt (et Paafund af den Jødiske Cabale, men høistudværdigt nogensinde at finde Indpas i noget Stats-Kabinet) har kundet drage fra Fremmede og Naboer, kan i ingen Maade ersette det Tab, som samme har lidt ved Tænkemaadens Fordervelse. Ved sidste har de efter ret Beregning nødvendig maattet tabe mere, end de har vundet ved det første.

Og frem for øvrige ere de Fyrster med Raadgivere mindst at undskylde, hvis Lande ganske, eller for største Delen, ere særskildte, og som ikke har mange smaa Stater, eller Rigsstæder, til Naboer; Thi der kunde, helst naar de ikke selv gav Indbyggerne Smag paa Lotterier, ved tilbørlig Agtsomhed lettelig forebygges, at ingen anseelig Vinding derfra udgik til fremmede Lotterier.

31

30 Men endnu allermindst ere slige Stater at undskylde, om de bevilger vedvarende og bestandige Lotterier; Thi dette er ikke aleneste ar vise Flid og Tarvelighed i en (saavidt det staaer til nu værende Slegt) evig Landflygtighed, men endog at sette Skandser og Dæmninger, Vagt og Posteringer, at de aldrig meer skal eller maa vende tilbage igien.

Det forunderligste er: At under alt dette tænkes, tales og skrives der allermeest om at ophielpe Tænkemaaden, Flittighed, Tarvelighed og Folkemængden.

O! hvor ere Menneskene dog ikke nogle

selsomme Kreature! I denne Forundring bliver Haanden afmægtig at føre Pennen videre. Og hvortil nytter, at spilde Blek og Papiir, paa at forfigte den forhadte Sandhed og forviste Viisdom, da Verden vil bedrages?

1

Historie om Tal-Lotteriet og dets forunderlige Indflydelse paa det menneskelige Gemyt.

Leilighed giør Tyve.

Kiøbenhavn, 1773. Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet i No. 150.

2
3

Det mindste man giver Agt paa Tal-Lotteriets onde Følger, seer man vel, at man ei kan ønske den noget Got, som har været Paafindere af samme

Der er en gammel Sats, som tydelig forklarer os al den Lande-Ulykkesom flyder af Tal-Lotteriet.

Denne nemlig:

Jo mere Menneskens Begierlighed voxer, jo mere voxer hans Ulykke. I Følge heraf, er altsaa Tal-Lotteriet en Lokke-Mad, som først kastes for den gemene Almue, men den indbildte Fordeel,

4

3 man drager deraf, lokker Folk af alle Aldre og Stænder til at komme hid at bide paa denne forføriske Krog.

Og for at overbeviise Folk om Sandheden i dette saa er her et Register, som forsikrer hvad jeg siger:

Register

paa nogle Mandfolk og Fruentimmer, som har været lykkelige og ulykkelige i Tallotteriet.

No. I.

Abigael, en Kone af en besynderlig Opdragelse. Hendes Mor-Mors Moder havde den Lykke, at eje et Udtog af de 14ten Sibillers Skrifter. Hendes Mor-Moer havde fortusket en af sine Herre-Gaarde imod den Lykke at eje Cyprianus. Denne Bog bladet hun igiennem hver Torsdag Nat imellem 11ve og 12 Slet, og derved fik heele Egnen, hvor hun boede, til at troe, at hun kunde spaae tilkommende Ting; endskiønt en Mand, en fornuftig Mand, som er Boglært af Familien, har forsikret mig paa, at denne formente Cy-

5

prianus var en gammel Latin Prædiken over det 3die Cap. i Aabenbaringen. Vores Abigaels egen Moder forstod den prægtige Kunst, at stævne Aander, og igien at mane dem bort; dog mener de Boglærte af Familien, at alle disse Aander havde ganske velskabte Legemer, naar de vare afklædte, og at een for een af disse forliebte Spøgelser samlede sig med vor Abigaels Moder i hendes Løn-Kammer, hvor hun efter Behag stævnet og manet sine Spøgelser om Natten imellem 11ve og 12 Slet. Siden vor Abigael er nu af saa lært en Ende, var det jo en Skam, om hun ei traade i sin Families høilærte Fodspor, som har opdraget hende i dette vigtige Øiemeed. Vor Abigael selv forstaaer den allerkiereste og i disse mavre Tider uundværlige Kunst, at spaae af Caffee og af Kort. Jeg sværger dem til, ved den lille kiønne Dreng der trækker Tallene ud af Frue Fortunas Hul, at alle Tallene fra 1 til 90 har været nødte til at møde i Abigaels Caffee-Kop, og at hun med den største Vished og Rigtighed har spaaet hvilke Tal, der kom ud, dog med

6

den Forsigtighed, at de først vare udtrukne af den lille kiønne Dreng.

No. 2.

Bertel, uden Tvivl af Profession en velskabt Brygger-Karl, naar han kaster Skindpelsen og den fittede røde Hue. Denne Svede, for at bøde paa de slette Tider i blant os, laaner Penge ud mod en anseelig Rente maanedlig; denne Rente bruger han til at sætte i Tal-Lotteriet, altsaa har hver Gang fri Indsetning. Han vinder ofte en Ambe; mon det skeer fordi han skal erhverve sig flere Rente-Penge?

No. 3.

Christine, en Tieneste-Pige med meget daarlige og forslidte Tøfler; stakkels Barn! hun taber altid; men i disse Tider havde hun spurgt, at en fattig Kone havde laant Penge paa sin sidste Senge-Dyne, for at faae noget at sætte i Lotteriet. Et saadant Heltinde Exempel er nok værd at følge. Vor Christine er lærnem; til sidste Trækning danset et uskyldig og ganske net Snørliv, der aldrig havde forført

7

noget Mandfolk, til Sælge-Kierlingen; hun fik 3 Mark og to Gange Caffee for det: disse Penge vovede det stakkels Barn sidste Gang, men ak! vee! hun tabte. Nu har hun hverken Snørliv, eller noget meer at sælge; hvad skal hun nu giøre? Nogle siger: at Christine er en kiøn lille Pige; hun kan nok fortiene nogle Skillinger at sætte i Tal-Lotteriet. Vel mueligt.

No. 4.

Daniel, efter al Formodning i Slægt med Propheten. Man seer ham alletider i Selskab med to Hunde, klippede som Løver. For nogen Tid siden vandt han en Ambe. Disse Penge anvendte han og fortærede med sine Hunde. Han gik uden Porten med sit Puddel-Selskab, og svirede alle Pengene op, da Han nu merkede, at alle Pengene vare oppe, raabte han til sine Hunde: Bring her! men den eene Hund mente, at hvad hans gode Ven eengang havde givet ham, burde han ikke kræve igien, beholdte derfor indtil videre hvad han havde faaet; den anden Hund derimod var mere føielig. Han løb sin

8

Herre i Møde af alle Kræfter, og maaskee af den stærke Løben fik ondt underveis, men med den allerstørste Lydighed og Hengivenhed opgav af sig hvad han havde faaet, og saaledes bebremmede overalt sin gode Vens Klæder. Sultne Hunde kan ei taale for meget paa en Gang

No. 5.

Else, (lille Else er du ogsaa kommen med i Lauget?) en Pige af en meget vittig Natur om Natten. Har ofte spadseret forbie Tugt-Huuset, sukket dybt, men endnu ei kommen derind. Hvad fik hun? En Terne. See! Hvor Lykken spiller, mit Barn! Er tagen paa Landet; saa at den ene Terne er reist med den anden, mere af Frygt maaskee for Vægterne, end for andre.

No. 6.

Friderik, en forædt Broder, dog altidt sulten hiemme. Sætter meget ofte i Tal-Lotteriet, taber sædvanlig, uden naar han er halv med andre. Vandt sidste Gang en Ambe med en Svire-Broder; forødte sin hele Gevinst, førend han gik ud af Collectørens Stue. Collectøren smiiled og sagde: Let kom de og let gik de.

9

No. 7.

Giertrud, en Lykkens Kieledegge. Har vundet 3 Gange i Rad 3 Terner; kiøbt for den ene Terne en Brude-Klædning, for den anden en Kierest, og for den 3die Bryllups Mad; venter allene paa Præst og en beqvem Leylighed.

No. 8.

Hans, den lille Hans, Fruens kiereste Søn, vandt en Ambe, kiøbte en Hest med et Hul og en Pibe, en engelsk Dragt med Hat og alting, fattes nu kuns Buxer.

No. 9.

Isabelle, hvis Renter af de Penge, hun vover i Tal-Lotteriet, ere Taarer og Klager; hveranden Gang sætter hun i Tal-Lotteriet, og hver anden Gang giør hun Poenitense; en artig Dyrkelse.

No. 10.

Knud, giør alting med, sætter i Tal-Lotteriet, naar man vil have det, lader være, naar man ei vil have det, vinder, naar man vil have det, taber naar man vil have det, med et Ord at sige, et føieligt Menneske.

10

No. 11.

Lise, forunderlig ulykkelig; har altid 13, naar 14 kommer ud, bliver dog ved, at sætter ind, i Haab om at vinde.

No. 12.

Morten. Kan rigtig drømme hvad Tal, der skal komme ud. Drømte en Gang, at 54, 23, 18, kom ud. Mange valgte disse Tal af Ærbødighed for Drømme, og Morten loe: Tal-Lotteriet blev trukken, og de tre Tal som kom ud, vare 45, 32, 81. De kom til Morten, som havde tabt, og sagde: Morten du har skuffet os, Morten loe igien og sagde: I Daarer! Veed I ikke at alt hvad man drømmer skeer lige tvertimod; hvi giorde I ikke lige som jeg: jeg tog 45, 32 og 81. Disse Tal vare tvertimod dem, jeg drømte; og Morten vandt en Terne, imedens de andre vand et bedraget Haab.

No. 13.

Nicoline, lader sin Papegøie trække Tallene for hende; faaer gemenlig en Ambe hver anden Gang. O! du søde Pope! gid du maatte trække for mig ogsaa,

11

siger Nicolines Pige. Popen trak for Pigen, og hun tabte. Atter et bedraget Haab.

No. 14.

Ole, vandt en Terne, men en Aften tændte sin Pibe ved sin Lotterie-Sæddel da han havde drukken en Taar for meget. Gik hen til sin Collectør med Piben, paa hvilken han havde skreven de 3 Tal, han havde vunden paa; men Collectøren svarte ham; Hør min kiere Ole! var du saa drukken, at du kunde brænde din Sæddel, saa vær nu saa ædrue, at taale din Skade

med Taalmodighed; for Resten naar

du en anden Gang sætter i Lotteriet, saa lad din Pibe ei vide det.

No. 15.

Pernille, giorde sidste Gang den Bøn til Gudinden: Lykke: Naadige Frue! de har hiulpet saa mangt et Skrog, de kunde nok tænke paa mig denne Gang! Jeg sværger dem til, at, vinder jeg denne Gang, da stak Peer Jensen faae sin Villie med mig; thi naar jeg

12

bliver lykkelig, vil jeg ogsaa giøre andre lykkelige. Pigen tabte; thi Gudinden kunde ei høre hendes Bøn for lutter Skrigen og Allarm af Soldater og Spekhøkere.

No. 16.

Qvestor, en Rommere af Geburt, skriver alle de Tal, han vælger paa Rommersk, men taber paa Dansk.

No. 17.

Rachel spiller nu med sin sidste Rest, som var en Hals Strimmel, et par Hofte-Puder og det nederste Stykke af en Vifte, fik for det alt 14 Skilling, meente at vinde, dog tabte, druknet sig ikke, men lever, dog med den Forskiæl, at hun fik en Svindsot af Ærgelse.

No. 18.

Søren tog en Kiøbe-Sædel, vandt en Terne, tager nu herefter ingen andre Sædler end Kiøbe-Sædler; atter et Haab af en anden Tønde.

13

15 No. 19.

Trine kiøbte en Klædning paa sidste Auction, men skal have et Forklæde af samme Tøi, pantsadte Klædningen til Træknings Dagen, satte de laante Penge i Lotteriet, tabte og mistet altsaa baade Klædning og Forklæde.

No. 20.

Uldric. Laante 2 Skilling hos hver af hans gode Venner, fik sammenskrabet 1 Mark, tabte og soer paa aldrig at komme meer paa denne Galley.

Af denne Liste meener jeg, at man tilfulde nok kan indsee Menneskers daarlige Begierlighed og begierlige Daarlighed.

Jeg har endnu ingen større Prøve seet paa Menneskers urimlige Begierlighed, end naar jeg betragter Tal-Lotteriet.

Alle haabe at vinde, fordi alle ere begierlige, og alle kan dog ikke vinde.

14

Det meest ugrundede Haab er det som er grundet paa Begierlighed, og dette saa urimelige Haab hendrager næsten alle.

Jeg begriber let, at en Daare kan lade sig bedrage af et saa tosset Haab, men det som jeg ei begriber, er, at et fornuftig Menneske vil ligne den daarlige Flok, og blive ligesindet med ham.

Den almindelige Skade af Tal-Lotteriet er, at nogle kan vinde ved manges Skade, er det ikke et fiint Bedragerie, hvorved nogle søger at forarme mange; thi saalænge Folk har noget sætter de i Tal-Lotteriet, naar de ikke har mere, saa laaner de, og ved slige Urimeligheder fører sig hver Dag dybere og dybere ind i Armod og forlegne Omstændigheder.

Altsaa naar Lotteriet blev afskaffet, blev Aarsagen afskaffet til manges slette Omstændigheder.

I Gaar blev en fornuftig Mand tilspurgt, om han ei sadte i Lotteriet; han svarte Nei; men lagde til, at om han

15

vidste, at han kunde vinde, vilde han kiøbe en Strikke for sin Gevinst og forære den, som har opfunden Tal-Lotteriet.

En anden blev ligeledes tilspurgt, hvorfor han ei sadte i Tal-Lotteriet; han svarte, at omendskiønt han var saa ufornuftig, at han ei kunde spare fra at sætte i Lotteriet de Penge han paa en ærlig Maade havde forhvervet sig, saa havde han dog ikke Hierte til at vinde de Penge fra sin Næste, som maaskee enten havde kostet ham Sveed og Møie, eller som han paa en uretfærdig Maade var kommen til; begge Deele meente han, at være Synd.

En anden blev tilspurgt, om han ikke vilde sætte i Tal-Lotteriet, om han vidste vist, at han skulde vinde en Qvarterne, han svarte: vidste jeg dette, saa var Tal-Lotteriet ikke længer et Lykke Spil, og saa beholdte enhver de Penge de har, og saalænge jeg ikke veed forud: om jeg vinder eller ei, sætter jeg ei i Tal-Lotteriet.

16
1

Til Kongen! Om Tallotteriets onde Følger i de Danske Stater.

Kiøbenhavn, 1773. Trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

2
3

Allernaadigste Konge!

Tillad, at een af Dine allerringeste, men allertroeste Undersaatter, i mange tusinde retsindige Medundersaatters Navn, allerunderdanigst bønfalder Dig om en almindelig Landeplages Ophævelse, paa hvilken Dine Undersaatters Velstand eller Veestand beroer. En Plage, for hvilken vi endnu have Struensee at takke, ja maaskee den er een af de største Ulykker, denne onde Mand har paaført Dit kiære Dannemark! En Plage, der inden føye Tiid kan ødelegge Dine Stater! En Plage, der udrydder den liden Lævning af Flittighed og Stræbsomhed, der endnu er til overs i den borgerlige Stand!

Sel

4

En Plage, dør undertrykker enhver ærlig Mand i sin retfærdige Næringsvey! En Plage, der giør enhver Familie usikker for Ødeleggelse, enhver Hosbond uvis om sine Tieneres Troeskab, der forarmer alle, beriger ingen, ikke engang dem, der skulde have Nytten deraf!

Allernaadigste Monark! Tallotteriet, dette ødeleggende Spil, er den Misdæder, hvilken jeg i Dag fordrister mig at anklage for Din Majestæts retfærdige Trone! Hævn, allernaadigste Konge! hævn Dine Undersaatter paa dette afskyelige Misfoster i Staten, og tillad Dine retskafne og troe Undersaatter, at de ogsaa for denne Landeplages Ophævelse opofre den Almægtige og Dig sin Taksigelse paa den allernaadigst anordnede Takke- og Bedefæst den 1ste December! Sande Røg- og Taksigelsesoffere ville vist opstige til den Allerhøyeste for slig en Velgierning af vort Lands Fader! Sande og ivrige, taknemmelige og kiærlighedsfulde Forbønner for Dig og Dit Huus og Din Arvedeel ville da igiennemtrænge de høye Himle, og bøn-

5

høres af den, der formaaer alting, og er saa rund til at bønhøre! Velsignelse og Velstand, og Gudsfrygt og Stræbsomhed skulle da paa nye faae Boepæl iblant os, og Dine Undersaatter skulle igien begynde at adlyde den næsten glemte, men ikke forgiæves givne Lov: I dit Ansigtes Sveed skal du adspørge dit Brød!

Tillidsfuld taler jeg til Din Majestæt! thi Fædrenelandets Kiærlighed, hvori Du søger Din Ære, fører Pennen. Frygt er langt fra mig, fordi jeg veed, hvor gierne Du hører det, der tiener til Dine Undersaatters Lyksalighed! Ikkun de Egennyttiges vrange eller falskpolitiske Forestillinger frygter jeg: men, mon hele Landets Suk og Raab ey er mægtig nok til at overskrige disse! Og mon min Sags Retfærdighed skal kunne undgaae Dit grandskende og vise Øye? — Ney, jeg er

forvisset, at Du, allernaadigste Konge! vil skiælne imellem de levende Billeder, hvilke jeg fordrister mig i dybeste Underdanighed at afmale for Din Majestæt, og hines falske og sminkede Larver, der skiule en

6

Vanskabning, hvis Beskuelse under sin rette Skikkelse maae forvolde alle Retsindige en Gysen.

Skue herned paa Dit Folk, allernaadigste Monark! See, hvorledes de løbe vilde, og fattes den Tøyle, i hvilken vise Love burde styre dem til deres egen Lyksalighed. Den uhyre Mængde af Samlere for Tallotteriet, de prægtige Skildter med Overflødigheds Horn, hvoraf intet udgydes; de glimrende, skiønt næsten uventelige, Løfter paa enhver Lottosæddel, de Høytidelige Markskrigerier ved enhver Trækning; Alt lokker alle til at vove deres Skiærv, for paa en magelig Maade at naae en Lykke, hvilken de ellers med deres sure Sveed maatte forhverve sig. De kiøbe Haab for Penge, indtil Trækningen er skeet, da de fleste gaae tomhændede derfra; Faa faae deres udlagte Penge; Ingen giør nogen anseelig Lykke, som dog var enhvers Øyemeed. Mange, naar de have kiøbt Haab for alle deres egne Penge, saa kiøbe de for Klæder, Skoe, ja for Maden de skulde spise. Siden paa

7

Borg, eller ved et skammeligt Tyveris lade de deres Hosbond eller andre betale deres mislingede Haab, og nøyes ikke med at have ødelagt sig selv, men føre andre, endog deres Velgiørere, i samme Ulykke, som deres Vindesyge haver paaført dem selv. Tøyleløse Ulyksalige! som vist behøve, enten at de tæmmes ved Love, eller at dem betages en Leylighed, saa tillokkende, som denne!

Umueligt er det, at anføre alle de Ulykker, hvorudi dette Lotterie er Aarsag. Det er ikke nok, at det har berøvet mange tusinde deres timelige Velfærd. Have vi ikke endog Exempler paa dem, der af Fortvivlelse over deres Tab ogsaa have giort eller villet giøre sig ævig ulyksalige, saavidt vi nemlig efter de aabenbarede Sandheder kunne dømme. Men hvor græsselig end denne Tanke er, saa ere dog de timelige Ulykker for Staten, der flyde af dette Lotterie, rædsomme nok, til at fortiene min allernaadigste Konges Opmærksomhed og Standselse.

8

Den 1ste og vigtigste er en almindelig overhaandtagende Armod, saavel hos dem, der spille, som hos dem, der ikke spille i Tallotteriet. At begge Parter tabe, er øyensynligt i den daglige Huusholdning, hos enhver Handelsmand, hos enhver Haandværksmand; ja hos enhver, der skal leve af sine Medborgere! Klædekræmmerne og Fabrikørerne, samt den fattige Spinder og Væver tabe, i det Tienestefolk og andre bortspille deres Penge i Tallotteriet; thi tilforn kiøbte disse et Stykke til Hæders for det, de kunde spare sammen af deres Løn, i Stedet for de nu, i Haab om en større Lykkes Opnaaelse, heller opofre det til Tallotteriet. Skomagere og Skrædere klage det samme, og jeg er lige saa vis paa, at Præster, og Læger og Apothekers, Konstnere og alle andre mærke en Aftagelse i deres sædvanlige Fortienester, hvilken vist har sin Grund fornemmelig i dette fortryllende Lotterie, og er alt for mærkelig og følelig, at den ikke skulde drage de farligste Følger for Staten efter sig, nemlig en almindelig Aftagelse paa Velstand, og Fattigdoms Indsnigelse i alle

9

Stænder, hvis indbyrdes Baand er uopløseligt.

2) Den første var en almindelig Følge af Spillesygen og Spillets Ufordeelagtighed. En anden er mindre almindelig, men skadelig nok. Ligesom Flittighed undertrykkes ved Næringsveyenes Mangel, saa faaer Ladhed og Lediggang Overhaand. Mange gaae ledige, forbi de kunne intet faae at fortiene, men andre fordi de intet ville fortiene. Disse giøre sig Tallotteriespil til et Haandværk, tænke derpaa Dag og Nat, og forsømme ved saadanne idelige Grublinger al den Nytte, de ellers kunde giøre det Almindelige. Der gives virkelig saadanne Personer; og fra vore Naboer, de Tydske have vi hørt, hvorledes Haandværksburse og andre intet andet foretage, end omløbe fra eet Sted til et andet, hvor Tallotterier trækkes, for at gribe Lykken, og vorde derved til uduelige Mennesker. Hos os spildes vist en halv Dag, hver Gang Lotteriet trækkes, af lige saa mange Personer, som om Helligdagene besøge Stadens Kirker. Gammel Torv kan vidne

10

med mig. Mængden ved Hovedkontorene paa Trækningsdagene vidne ogsaa om Lediggiængere nok, saa jeg troer, at den Tid Flittigheden vandt ved Helligdagenes Afskaffelse, Har Tallotteriet fuldkommen igien berøvet i det ringeste Kiøbenhavn.

3) Ujævnheden i Penges Omløb maae uden Tvivl bidrage til dette Lottos Skadelighed, skiønt denne Omstændighed er mindre kiændelig. Jeg slutter saaledes: Dersom een saare lykkelig Trækning for Spillerne, kan paa een Gang oplive Næringerne og Pengenes Omløb; saa kan det ogsaa mærkes, naar af de omløbende Penge hver anden Uge en halv Tønde Guld eller mere nedlegges hos Collecteurerne: Det første have vi seet ved nogle for Spillerne lykkelige Trækninger, altsaa maa det sidste ogsaa have sin Rigtighed, allerhelst naar Spillerne ere ulykkelige, og de største Summer af Indskuddet blive inde. Lotteriet trækker næsten hver Gang en Capital ud af Omløbet, som giør Afsavn paa Penge, og sætter Bemidlede selv, der bruge deres Penge i dette Spil, udaf

11

Stand til at gavne Staten og hielpe sin trængende Næste! Lotteriet giør saaledes bart for Penge, og hvad vinder det derved? Det samler sig en Dynge af Sædler, og gid disse vare noget mere Virkeligt, end de ere! Er Vindingen noget Virkeligt, saa er det... tør jeg nævne det med sit rette Navn? en Art Blodpenge! Landets paa en fiin Maade udtrakte Velstand! Armodens Pialter! Undersaatternes sure Sved!... Med Ret blev Entrepreneuren for det Hamborgske Lotterie en Vederstyggelighed for sine Medborgere!

4) Usikkerhed i Crediten er en betydelig Følge af vort Tallotto. Naar vi seer bemidlede Familier formedelst dette Spil, ey allene at blive forarmede, men tilsidst at bedrage deres Betroere, der mindst ventede deres Usikkerhed; saa maae vel enhver vogte sig for, at laane sine Penge uden rigtig Underpant. Hvad Skade dette forvolder de Redeligsindede i deres Næringsvey, er alt for tydelig! Penge, der ellers ved Omløb igiennem tusinde Hænder skulde fordobles, holdes nu

12

tilbage, og anvendes ikke til det Øyemeed, hvortil de ere bestemte.

5) Tienere og Regnskabsbetiente forføres af dette tillokkende Lotterie til Utroskab og Tyverie, saa enhver Hosbond billig bør frygte at betroe sine Underhavende mere end til Huusbehov. Vi have i disse Tider saa mange Exempler paa denne Sandhed, at jeg næsten ikke behøver andet Beviis paa, at Lotteriets Vinding til Deels er Blodpenge. Om endskiønt ikke alle saadanne tage sig selv af Dage efter sligt et Arbeid, som hiin Viintapperdreng: saa ere de dog næsten for deres øvrige Livstid ulykkelige, og blevne til uduelige Lemmer i Staten. Er ikke Lotteriet Skyld deri, som viser Folk en muelig Lykke, hvilken de efter nærværende Forfatning forgiæves søge paa anden Maade at opnaae? Mon da nu nogen virkelig har giort sin Lykke i Tallotteriet? Jeg tilstaaer, at jeg ikke kan nævne een eneste. Jeg kiender mange, der have spillet deres og andres Velfærd bort deri. Jeg kiender nogle, der have havt en ube-

13

tydelig Fordeel af Lotteriet, men ikkun een af dem har et par Hundrede Rigsdaler endnu i Behold af Gevinsten. De øvrige have, ja de have alle, igien tabt deres Gevinst, og hvor meget til af deres eget! Bør da dette Lotterie taales, der giør saa mange ulykkelige, og slet ingen ret lykkelig?... Kan Landets mildeste Fader bebyrde sig med saa mange Ulykkeliges Sukke?.. Dog, du allernaadigste Konge! er uskyldig; thi Undersaatternes Sukke faae ikke Lov at trænge sig igiennem til Din Majestæts Trone.

Men hvorved holdes da Landets Sukke tilbage? Jeg maae søge Grunden til denne Hindring i Statsmaximer; thi de, der tale politik om Tallotteriet, kalde det et fornødent Onde. Maaskee ogsaa de, der have aarlig Nytte af Tallotteriet, for saadan Egennyttes Skyld stræbe at bevare det. Mod disse formaaer jeg intet, men hine Statskloge vil jeg stræbe at igiendrive.

14

Naar disse Statskyndige sige: I." Tallotto er et nødvendigt Onde, saa længe vore Naboer holde saadanne Lotterier, paa det Danske Undersaatters Penge ey skulde gaae ud til Fremmede; „ saa giver jeg mig den Frihed at svare:

a) Kongens Undersaatter i Dannemark og Norge have aldrig viist nogen Lyst til at spille i udenlandske Tallotterier, førend de bleve indførte iblant os selv. Om Jøder undertiden afsatte nogle Kiøbesædler, saa skulde Skaden for disse Riger neppe være saa stor, som den, hvilken Landet maaskee nu lider allene ved det udenlandske Papiir, der formodentlig forbruges til Tallotteriets trykte og skrevne Sager. For Altona og paagrændsende Steder maaskee den var befrygteligere, men

b) Har Kongen da ikke Magten i Hænder til at holde sine Undersaatter i Tomme? Øvrighedens Eftersyn, retfærdig Straf uden Skaansel; Betagelse af alle tillokkende Leiligheder, f. Ex. Forbud paa udenlandske Aviser og Placater, hvori de

15

udtrakte Nummere berettes; Forbud paa deres Indrykkelse i de Altonaiske og Danske Tidender; Forbud paa Collectioner i Danske Stater; Men først og sidst uudeblivelig Straf for alle dem, der overtræde. Alle disse Midler skulde vist giøre, at de Danske Stater ikke en Gang skulde tabe nogle tusinde Rigsdaler aarlig til Fremmede; og mon dette Tab var af den Betydenhed, at det fortiente Betragtning af et Folk, der i andre Maader øse Penge ud til Fremmede i 10000 og 50000 Rdrs. viis? O ney! denne Statsmaxime er for svag til at udholde den Dybtænkendes Prøve.

II. "Ved vort Tallotterie svare vi ey allene vore egne Penge i Landet; men vi kunne ogsaa vinde Fremmedes.„ Et glimrende, skiønt uvist Paafund! Men om end denne Fordeel var vis, saa troer jeg, at en Konge bør ansee den med Foragt. En Konges Retfærdighed tillader neppe at udsuge Udenlandske ved saadanne Midler, og om end nogen vilde billige dette, saa skulde de neppe ville billige det, naar Kongens egne

16

Undersaatters Ødeleggelse var uadskillelig forenet dermed. Ney, allernaadigste

Konge! Dine vise Anordninger og Opmuntringer i andre Henseender vise os, at Du heller ønsker, at, Dine Undersaatter ved en roesværdig Flittighed forhverve sig andres Penge, hvorved de selv leve tillige. Du vil heller, at de ved Tarvelighed og indvortes Næringers Befordring spare de unødvendige Penges Udflydelse af Landet, end Du vil saa uædel en Vinding! Større Ære, varigere Lykke, nærmere Overeensstemmelse med den Allerhøyestes Forskrift til Menneskenes Lyksalighed, ere Belønningerne, naar vi paa en redelig Maade fortiene andres og spare vore egne Penge, end naar vi søge det ved eet i alle Henseender fordømmeligt Vove- og Lykkespil! Altsaa bortfalder ogsaa denne Statsmaxime.

III. "Hvad Kongen vinder ved Tallotteriet, kan ansees, som en frivillig Skat, og kan spare Undersaatterne for andre trykkende Skatter.„ Atter falsk! Af ovenmeldte sees, at Tallotteriet trykker

17

Landet langt mere, end den yderste Grad af Formueskat. I denne betaler den, der har noget, i hiint den, der intet har, men ønsker at faae, og ønsker saalænge, indtil han er slet nøgen. I denne er Billighed og Jævnhed, i hiint ikke. Denne anvendes heel til Kongens og Landets Vel, af hiint gaaer et Par Tønder Guld med, eller maaskee dobbelt, allene til Lønninger for saadanne Personer, som ved alt deres Arbeid ikke giøre det Ringeste til Guds Ære og til det Almindeliges Gode, men tvertimod til dets Undergang. Jeg sætter, at Kongen vinder ligesaa meget, som alle disse, og det er maaskee for meget, saa giver Allerhøystsamme 100 bort af Undersaatternes Penge, for dermed at tilvende sig andre hundrede eller mindre. Dette

synes en umaadelig Rente, og viser det hele Anlægs Skadelighed. Men, kan et Anlæg til en frivillig Forspildelse af sine Penge ikke ogsaa være uretfærdigt? Man svarer vel: "Den, der ey vil ødelegges,

kan jo lade være at spille.,, Ja,

dersom man først vil til intetgiøre Menneskeligheden! Enhver, der er i maadelige

18

Omstændigheder, ønsker at forbedre dem. Grunden dertil er lagt i den menneskelige Narur. Lotteriet synes den gienneste Ven til at opfylde dette Ønske. Det lover Guld og grønne Skove, og man troer det, fordi man ønsker det.

Man sætter altsaa for een Gang i Lotteriet. Tabes det Indfatte, saa vil man have Sit tilbage, og hvad synes retfærdigere! I dette Haab spiller man efterhaanden sin Velfærd bort. Man sørger oven i Kiøbet Helbreden bort med, naar Haabet feiler. Man fordømmer sin onde Skiæbne. Man sulter og gaaer nøgen. Man vorder unyttig for sig og for alle andre, der skulde leve med os og ved os. Mon ikke da Anlægget af et Tallotto er et uretfærdigt Anlæg, da det just rører de menneskelige Tilbøyeligheder paa det ømme Sted, og ved sine tillokkende Løvter efterhaanden fører dem paa Afveye, fra hvilke de ey kunne sinde tilbage? Løvter om en falsk Lyksalighed! Thi ikkun den Lyksalighed, hvilken jeg i mine Pligters Udøvelse har opnaaet, holder jeg for den

19

sande! Tallotteriet er langt fra at give den, men vel det Modsatte. Vee da slig en Anstalt, som fører Mennesket saa langt fra sin Bestemmelse, som er: At befordre Guds Ære, og sin og Næstens sande Lyksalighed!

Men, maaskee nogen kunde falde paa, at: "fordi alle disse Sandheder passe sig paa Kiøbenhavn, saa passe de sig ey paa alle Kongens Stater.,, Hertil svarer jeg: Jeg tilstaaer, at Lottospillet ey er saa giængse overalt i Provintserne som i Kiøbenhavn: men det kan vorde der ligesaa ødeleggende! Og om end dette ey var at befrygte, saa fortiener Kiøbenhavn allene saa megen Betragtning, at naar dens Ødeleggelse, som er vis, dersom Tallotteriet vedbliver, kunde afvendes ved dets Ophævelse, saa var denne Priis ikke for kostbar. Overdaadighed har lagt Grundvolden til denne Stads Ruin, og Tallotteriet er i Stand til at fuldføre Resten.

20

See, Dyrebareste Monark! saa

svage ere deres Grunde, der raade Tallotteriets Vedvarelse, saa stærke derimod deres, der ønske dets Ophævelse. Der er næsten ingen Middelvey imellem dets Ophævelse og Dine Undersaatters Ødeleggelse. Nogle hundrede Egennyttige ville maaskee ønske dette sidste, og mange tusinde Retsindige sukke om det første. Bønhør da allernaadigste Konge! de Retsindiges Bønner, for Din egen Samvittigheds Skyld, for Dit Folks Skyld! Lad ikke mit allerunderdanigste Vidnesbyrd allene fortiene min dyrebareste Monarks Tillid! Befael Dine troe Mand, at prøve det! Lad Stadens Øvrighed, ja Tallotteriets Justitsdirection selv, paa deres Samvittighed vidne, hvad dens Indbyggere lide ved dette Lotterie! Lad Præsterne, som see alles Nød og Elendighed, aflegge deres Vidnesbyrd! Lad Dine Lovkyndige Mænd prøve begges Grunde, og giøre deres Forestilling derom! Høyere Vidnesbyrd maatte maaskee

være mindre vægtige i denne Sag, thi de Store kiende ikke den almindelige Nød! Nogle ere maaskee, der ved Tallotteriets

21

Haandthævelse allene see paa deres egen Nytte; andre følge en Statsregel, der i sig selv er grundfalsk, og har intet, uden det blotte Skin af Sandhed; andre ønske maaskee, at Kongen maa giøre sig gode Indkomster af Tallotteriet, fordi de frygte for een, af Retsindige længe forønsket og uden Tvivl ligesaa nødvendig, som billig, Formueskat, der maatte berøve dem nogle tusinde Rigsdaler. Saaledes maae Landets sande Nytte ofte staae tilbage, og opofres for enkelte Personers Egennytte! Saaledes søger saa mangen een, hver paa sin Maade, at tilvende sig en Deel af Landets Fattigdom, og saare Faa opofre noget, eller foretage noget af Pligt og sand Kiærlighed til Fædrenelandet!

Allernaadigste Konge! Forlad, at

jeg i dybeste Underdanighed har fordristet mig, offentlig at fremlegge disse i mine Tanker vigtige Sandheder. Jeg skyldede mine Medundersaatter Gienpart af det, hvad jeg i deres Navn har fordristet mig at forestille og allerunderdanigst at bede. Min Hensigt med deres offentlige Be-

22

kiendtgiørelse er desuden, at mine anførte Grunde maaskee maatte bevæge Tallotteriets Velyndere selv til at ønske dets Undergang; ja mit Øyemeed, oplivet af den varmeste Kiærlighed til min Konge og mit Fædreneland, er, ved disse Tankers offentlige Kundgiørelse, underdanigst at overtale alle, alle min dyrebare Konges høyeste, høye og vise Raadgivere, til at befordre dette Ondes Undergang ved Deres formaaende Forestillinger. Hvor stor Ære skulde det ikke tilbringe os Danske, dersom vi i dette, som tilforn i andre Tilfælde kunde sige om Dig, Vor Christian: Du har ogsaa heri været et værdigt Exempel for Kongerne i Europa!

allerunderdanigst

af

en Patriot.

1

Tall Lotterie Spionen. No. 1.

Kiøbenhavn, 1773. Trykt hos H. I. Graae, boende i Knabroestrædet i No. 70.

2
3

Aldrig har man siden Trykke-Frieheden lever mere stille og indgetogen end nu; man seer sielden noget Nyt fra Pressen, da det derimod i Begyndelsen var saa meget, at man neppe fik Tid til at giennemlæse det alt. Aarsagen dertil kan vel være forskiællig, dog tænker jeg Tallotteriet giver enhver saa meget at bestille, at ingen mere herefter skiøtter om at skrive. Jeg derimod, som ei har Leilighed at spille i dette Lotterie, og følgelig heller intet Haab om at faae store Gevinster, jeg finder Fornøielse alene i at see Lotteriets Trækning, hvilket desuden er min Pligt som Spion. Man seer alle Tider en heel Deel Mennesker, begiærlige efter Udfaldet, og naar Tallene ere udtrukne, gaaer de fleste misfornøiede bort; nogle forbander Lotteriet, andre truer med dog engang at ruinere samme, skiønt de visselig til Slutning ruinere sig selv. Sidste Gang havde en

4

stakkels Soldat i alt vundet 6 Rdlr., hvorover han saa meget fornøiede sig, at han bandede paa Tydsk: han vilde kiøbe hele Vimmelskaftet. En fattig Kone, som jeg før aldrig havde seet, kom til mig og med megen Glæde fortalte: at have vundet 4 Mark. Jeg ønskede hende til Lykke, og forsikrede jeg tog Deel i hendes Fornøielse. Jeg stod bag ved en Person, som jeg ikke kiendte, han havde en Lotterie-Seddel i Haanden, hvorpaa stod 10 Rdlr. Han fik et af sine Tal ud, og bandte dyrt paa, han samme Aften vilde giøre en Tour ud til Lundehuset, og fortære hvad han havde vundet, siden han fik mindre end han havde ventet. Paa min venstre Side stod atter tvende Personer, hvoraf den eene havde en heel Deel Tal paa en skreven Seddel, trende af disse Tal kom ud, og han bandede Collecteuren græsselig, fordi han Dagen tilforn havde sagt til ham: at der nu var for sildig, og at ingen Lotteri-Sed- del mere blev udstædt; havde den lumpen Knægt giort sig Umage, sagde han: saa kunde han gierne have skaffet mig en Seddel i det mindste paa General-Contoiret, men Sagen var: jeg havde just ingen Pænge hos mig, og jeg er ham tilforn 14 Rdlr. skyldig. Et andet ungt Menneske mødte jeg, der gik og havde een under Armen, som beklagede sig meget over, at han denne Gang havde tabt paa bestemte No. 56 Rdlr. Nu, siger han: nu har jeg i alt tabt 350 Rdlr., og den meste Deel af disse Pænge er jeg min Collecteur skyl-

5

dig, jeg ventede denne Gang at faae mine Tal ud, men jeg bedrog mig skammelig; nu har jeg i Sinde at ophøre reent med at spille, og det af tvende vigtige Aarsager; for det første kan jeg ei faae længere Credit hos min Collecteur, ei heller veed jeg hvor jeg i en Hast skulle faae Pænge til Laans at betale ham det jeg er ham skyldig; og for det andet saa agter jeg mig med det første op til Examen, og følgelig faaer andet at tænke paa end Tal-Lotteriet; ifald jeg skal komme derfra uden Skam. Jeg spiste siden i et Selskab om Aftenen, hvor intet andet blev talt om end Tal-Lotteriet; Svensken, som nu fører! Proces om en Gevinst i Lotteriet, blev mest bragt paa Bane, nogle tildømte ham Pængene, andre fradømte ham dem. Tvende Personer, som uden Tvivl vare Jurister, eftersom de hver vare forsynede med en Guld galuneret Hat og Guld-Lidser om Klæderne, hvori den eene ei syntes at give den anden noget efter, blev i denne Dispute saa overmaade ivrige, at de nær havde faaet hinanden ved Hovedet; jeg for min Deel frygtede mere for at de skulle giøre deres net accomoderte Haar nogen Skade, ifald det havde blevet Alvor, end jeg frygtede for Blods Udgydelse. Endelig blev Sagen ved andres gode Mellemhandling nogenledes bielagt, som vel var, og opsat til næste Gang. Jeg gik siden igiennem en vis Gade, og kom til en Port, hvor jeg havde noget at forrette. Jeg studsede ved at see et ungt smukt Fruentimmer, der bitterligen

6

græd; jeg tilstaaer, at jeg ret heftig blev rørt ved dette Syn, Endelig tog jeg mig den Dristighed at tale hende til, og med megen Ærbødighed spurgte om Anledningen til hendes store Bekymring, forsikrede tillige, at saadant ei skedde af nogen utidig Nysgierrighed (hvilket man dog havde Aarsag til at troe af en Spion) mens alene for at vide, om jeg maaskee kunde være hende til nogen Tieneste. Min Herre! sagde hun, De kan neppe hielpe mig i det mig fattes, desuden har jeg ei den Ære at kiende Dem, men ikke desto mindre vil jeg dog efterkomme Deres Forlangende: Jeg er her i Huset hos en gammel temmelig bemidlet Moster, jeg er af Begiærlighed til at vinde bleven forført til at spille i Tal-Lotteriet. Min Herre! kan vel selv tænke, at de faa Penge jeg undertiden kan faae fra mine Forældre, ei ere tilstrækkelige nok til at sætte noget anseeligt i Tal-Lotteriet, (thi Collecteuren har sagt mig, at uden en anseelig Indsats kan heller ikke vindes nogen anseelig Gevinst) min Moster havde altsaa nogle gammeldags Prætiosa liggende, hvoraf jeg resolverede at tage nogle og sætte paa Assistencehuset for 11 Rd. Disse Penge har jeg denne Gang paa nogle bestemte Tal sat i Tal-Lotteriet, og desværre tabt dem allesammen. Tænk nu selv hvilken Ulykke jeg er i, kommer min Moster efter dette, saa er jeg den allerulykkeligste Pige i Verden. Hun jager mig vist ud af Huset, og jeg taber derved endnu maaskee det som mere er; thi som min Mo-

7

ster selv ingen Børn har, saa har hun indsat mig som eeneste Arving, og hun kan altsaa ved denne Leilighed faae i Sinde at giøre mig arveløs. Jeg anhørte hendes Klagemaal med megen Rørelse, og sagde: at ifald hun helligt vilde love mig ei herefter at befatte sig mere med Collecteur eller Lotterie, saa vile jeg denne Gang meget got hielpe hende ud af denne fortrædelige Sag; hvilket jeg desuden ansaae som noget jeg var det smukke Kiøn skyldig. Saa inderlig som hun tilforn var bedrøvet, saa hiertelig blev hun ved dette mit ringe Tilbud fornøiet. Hvad Tak, (sagde hun med megen Yndighed) er jeg Dem min Herre! ei skyldig for denne store Tieneste? Jeg forsikrer Dem høiligen: at jeg aldrig mere skal vove mig saa yderlig; og jeg vil af mit ganske Hierte erstatte Deres Godhed, som den, Himmelen selv har sendt til at udfrie mig fra en saa farlig Sag, der visselig ellers har forvoldet min timelige Lyksaligheds Tab. Jeg bad hende om en Times Tids Forløb at være tilstæde ved Porten; hun lovede det, og holdt rigtig sit Løfte. Jeg gik imidlertid hen til en god Ven, som giør sig en Ære af at tiene godt Folk i Nødsfald, med at laane paa Pandt, alene for en billig Douceur af 30 Procento. Jeg leverede ham mit Uhr og min Ring, og endelig efter nogle smaae Omstændigheder fik disse 11. Rigsdaler, dog maatte jeg helligt love ham inden otte Dage at skaffe ham hans Pænge tilbage med 1 Rdlr. 3 Mark Douceur, hvis ikke,

8

maatte jeg ei fortryde paa han heholdt Pandtet. Uagtet end Vilkaarene vare haarde nok, indgik jeg dog Pagten ganske villig, alene for at redde denne Uskyldige, som med megen Længsel ventede efter mig i Porten. Jeg leverede hende Pængene, som hun med megen Forbindtlighed modtog, og tillige erindrede hende om sit Løfte, hvilket hun ubrødelig lovede at holde. Pængene har hun siden rigtig betalt, og jeg har ved denne Leilighed forskaffet mig hendes Venskab, som jeg virkelig anseer for Erstatning nok for saa ringe Tieneste, og som Spion kan jeg ei heller vente en bedre eller større Lykke; thi jeg veed meget vel at Spioner har kun ganske faa Venner, især blant det smukke Kiøn. For Resten da ingen kiender hverken mig eller denne Jomfrue, haaber jeg ei i ringeste Maade at have forseet mig i at giøre dette bekiendt, især da det skeer med Vedkommendes egen Tilladelse, paa det andre kan speile sig i dette Exempel, og altsaa vogte sig for at falde i Fristelse.

1

En kort, men fuldstændig

Maade,

at kunde vide

1 eller 2 Tal

af de som trækkes i

Tal-Lotteriet,

ved Hielp af en her hosføiet

grundig Tabel.

Kiøbenhavn, 1773.

Trykt og faaes tilkiøbs hos H. L. Sander og I. S. Morthorst, boende i store Fiolstræde.

2
3

Det er unægtelig, at man ved Tal kan udgiøre mange Ting, som ved andre Ting ei kan udregnes. Vi har af den antike Historie-Bog sandfærdige Efterretninger om de enfoldigste Folk, der ei har kundet regnet, men dog forstaaet saa meget af Tal-Videnskabet, at de har kundet sagt forud, det Aar de ere døde udi; det var noget meget.

4

Andre derimod har ved Tal kundet forudsige Familier, hvad der skulde tildrage sig med dem, deres Børn, Børne-Børn, og Børne-Børns Børn.

Flere derimod har kundet sagt, om denne eller hiin snevre Jomfru skulde spadsere Møe eller Hore ud af Verden; om denne eller hiin Aagerkarl skulde dreies om paa det pikkede Pla gehiul af de 96 Furier. Om Skindpelse-Herrerne skulde blive de, der skulde besidde Jordens Troner i de sidste Verdens Tider; og om Fleske-Mamaerne aldrig skulde glemme at bære Silkeklæder.

Tænk engang, hvilke vigtige Ting! naar disse kunde forudsiges efter de

5

Gamles artige Tal-Label, hvor meget lettere kan man da faae at vide det ene eller de to Tal, der skal spadsere ud igiennem Lykkens Hul. Her ere mange Maader med Tal at regne paa, men ingen grundigere, vissere og løierligere, end denne, som jeg her anfører.

Det var denne Tabel, som de 13 Sybiller fik al deres Viisdom fra; det var denne Tabel, der var Grunden til de Gamles Orakler; den var det fornemste Element til Drømmenes Forklaring, og til de Syner, man havde i hidsige Rase-Syger; den var Begyndelsen til Tidernes Beregning og Almanakkerne, som vare ei saa fulde af Usandheder, hvis man mere raadførte sig med denne Tabel;

6

thi for en Stiernekiger er denne Tabel uundværlig, hvis de begreb det.

Tabel,

hvorefter man kan vide, hvilket 1 eller 2 Tal, der skal komme ud i Tal-Lotteriet:

7

Denne Tabels Brug skeer paa følgende Maader:

1) Begynder jeg fra det Tal, der først falder mig ind, holder Fingeren derpaa, og saa vælger alle de Tal langs ned i hver Rad, der er det syvende for fra; denne er den første Made

2) Begynder jeg fra det Tal, der først er faldet mig ind, dernæst vælger jeg det tredie Tal i fierde Rad neden fra, fra begge Sider, og siden det andet Tal i fierde Rad oven fra fra begge Sider; denne er den anden Maade.

8

3) Begynder jeg fra det Tal, der først er faldet mig ind, og saa vælger jeg de Tal, der staaer skraas ned ad til Tiden til høire Haand, og skraas op ad til Siden til vestre Haand; denne er den tredie Maade. Anmærkning til den anden Maade er, naar jeg ei har fire Rader oven fra det Tal, der er først faldet mig ind, vælger jeg det andet Tal for og bag i sidste Rad, som nødvendig udgiør mig en Ambe. Ligesaa naar jeg ei har fire Rader neden fra, da skeer forbenævnte i første Rad.

Anmærkning til den tredie Maade er, at man vælger det fierde Tal fra begge Sider i samme Rad, hvor man

9

har det Tal, som man er først faldet paa. Nu, Hr. Skindpels! kom nu med de gamle Sølvpenge, som have ligget saa længe frugtesløs i Skindposen, de kommer ind igien med Renters Renter; det forsikrer Tal-Lotteriet dem paa. Hr. Nathue! giem nogle af de Skillinger, som forødes unyttig hos Vertshuusmanden, til Tal-Lotteriet. De kan jo dog ikke taale to Subgener, førend de ere overmaade drukken, og maa gaae hiem med en farlig Takt, der ofte endes med Svømmen i Rendestenene.

10

Hr. Slaabrok! jeg forsikrer dem paa Tal-Lotteriets Vegne, at naar de vil anvende nogle af de Penge, de bruger til unyttig Pons, og sætte dem i Lotteriet, vil de ei fortryde det, om De vinder i Tal-Lotteriet. Hr. Ladhed! forsøg dog deres Lykke, og vind. Der ere adskillige af deres Medbrødre, som have opnaaet dette Ønske, at de kan uden Arbeide henbringe deres øvrige Livstid i al Magelighed, og uden nogen Sorg eller Bekymring.

Hr. Vindesyge! tag deres Penge, de paa en ublu Maade aagrer og sæt dem i dette Lykkespil, da

11

det vist vil indbringe dem hundredefold Renter.

Frue Høi-Sæt! læg den forføriske Kofte af, bliv huuslig og ydmyg, sæt i Lotteriet, og vind, da hun derefter kan gierne taale imellem at give den Fattige en Skilling.

Frue Netteldugs-Forklæde! hun bruger for meget Snustobak. Hun giør bedre, om hun røger den; thi det kunde være en Helbredelse for hendes svage Temperament. Sæt i Tal-Lotteriet, og vind. Frue Ligegyldig! vær eftertænksom, og giv ei saa mange Penge unyttig bort. Tag denne for hende saa be-

12

qvemme og ønskelige Leilighed i Agt, sæt i Tal-Lotteriet, og giv noget af det hun vinder til den Nødlidende.

Om Drømme.

Man kan ikke, uden med største Forundring, anhøre den gemene Mands Fortælling om Drømme, der ere saa indtagne deraf, at de ikke ere at bringe fra denne deres Indbilding. Jeg har for nogen Tid siden seet øiensynlige Prøver derom. En skikkelig, men enfoldig Mand, der overmaade var indtagen af Drømme, spurgte mig, hvad jeg holdt om Drømme? Jeg svarede: Slet intet. Ei, sagde han, det er noget forskrækkeligt at høre, skulde man vente saa slet Oplysning hos Dem.

13

Af Erfarenhed har jeg havt store Prøver herpaa, sagde han videre, at Drømmene ere de beste Spaamænd. Jeg blev med største Dybsindighed overvældet af denne Mands Tale. Omsider spurgte jeg ham: Hvad Grunde han kunde give mig om Drømmenes Vished? Han fortalte mig adskillige forunderlige Hændelser, der havde tildraget sig med ham, og at han altid af sine Drømme kunde forudsee, hvad der vilde møde ham, enten Ont eller Got. Iblant andet anførte han og et Exempel om en Kone, der for en føie Tid siden havde drømt om tre Tal i Tal-Lotteriet, nemlig 6. 50. 55, og derpaa vundet en anseelig Terne. Han søgte og at frembringe flere saadanne Grunde, for at overtale mig til

14

at bifalde denne hans Mening; men da han mærkede, at jeg ikke var at overtale til at antage hans Grunde, forlod han mig med største Hidsighed, og sagde: Jeg hører nok af eder, at I er en Fritænker, de troer slet intet. Men hvor skal man faae al den Troe skrabet sammen, der kunde formaae een til at sætte nogen Tillid til denne moersomme Fantasie? Jeg kan ei forestille mig, at nogle af mine Medmennesker skulde have den Ære at omgaaes med Aanderne, siden disse ere saa artige om Nattetider at komme maaskee langveis fra, for at tale noget med dem om Tal-Lotteriet. Først troer jeg, at Aanderne bekymrer sig meget lidet om Tal-Lotteriet. For det andet mener jeg, at de, der ere hengivne og

15

forblindede af Begierlighed til at vinde Penge, have alt for skidne og forfængelige Siæle, til at kunde omgaaes med disse saa ædle og rene Aander. Jeg holder for, at Grunden til det der siges, at man i Kaffe kan see de Tal, der kommer ud i Tal-Lotteriet, ligeledes i Kort, Drømme, o.s.v. kommer af den store Begierlighed, som føder Fantasie, der bestandig svever os i Tankerne, enten om de Tal vi have vunden paa, eller og af andre er vundet noget anseeligt. Heraf seer man ofte de indbildte og formeente Tal at komme ud, hvilket er ganske mueligt, da et Tal gierne kan komme ud mere end engang.

Derfor vil denne her anførte korte Tal-Tabel ganske vist behage og fornøie

16

Læseren, saasom den ikke alleneste findes grundig, men endog beqvem og fattelig.

Det var at ønske, at de Eenfoldige vilde lægge sig mere efter slige Tal-Videnskaber for ei saa ofte at finde sig bedragne i deres Regninger.

1

Drømmebog for de som spille i Tal-Lotterie.

Af det Italienske.

Kiøbenhavn, 1774.

Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade No. 245.

2

Anmærkning.

Uden at indlade os i nogen Undersøgelse om Aarsagen til Drømme, og hvorvidt man kan og bør stole paa dem, ville vi blot sige: At nærværende Drømebog har sin Oprindelse fra Italien ligesaavel som Tal-Lotteriet. Man har tilføiet den en Anviisning, hvorefter Tal kan vælges paa enhver Drøm. Elskere af Drømmes Udtolkning og Tal-Lotterie kan herved lige saa snart komme til en Quaterne, som ved at gribe Tal i Collecteurernes Maskiner eller Lykkepotter.

3

Drømme. 1) Solen. 2) Natvægterne.

3) Fad, Viin og Kielder.

4) Stierne og Cometer.

5) Begravelser.

6) Maane.

7) En Hund, og en Biørn, eller Biørninde.

8) Et Par Saxe.

9) Det berømte franske Rovdyr.

10) En Kanone og Kugler.

11) En Musefelde.

12) En Hattemager, 13) En Lysestage. 14) En Slange.

4

15) En Vindmølle.

16) En Møller naar han maler. 17) Fred.

18) En Musikus.

19) En Brændehugger.

20) En Bager.

21) En Barbeer.

22) En Vaabensmed.

23) En Hiord af stor Qvæg.

24) En Bedrager.

25) Et Spitsbuberie.

26) En Tater og en Stiernekyndig.

27) En Spinderske.

28) En Skræder.

29) En Felt- eller Krigs-Leyr.

30) En Muurmester.

31) En Meelmand.

32) En Skildvagt.

33) Et Skib.

34) En Soe.

35) En Guldsmed.

36) En Apotheker.

37) En Skoemager.

38) En Skiønne Raritets Kræmer.

39) En Gallie.

40) Et Herberge.

5

41) En Fisker.

42) En Hest

43) En Jomfrue i et Vindue.

44) Et Embede.

45) En Vaskekone.

46) En Bonde.

47) Et Taarn.

48) En Fegtemester.

49) Kierlighed.

50) En Kiempe.

51) En Kareth.

52) En Urtegaardsmand i Haven.

53) Et Huus.

54) Sovende Oxe.

55) En Tigger.

56) En Esel.

57) En Skiefer.

58) En Jagt.

59) En Blomst.

60) Flinter og Pistoler.

61) En Jæger, naar han har skudt.

62) En Bogtrykker.

63) Træer og Græs.

64) En Staldkarl.

65) En Kat.

66) En Syekone.

6

67) En Brønd.

68) En Broe.

69) En Nattergal.

70) Et Slot.

71) En Giede.

72) Et Kaffe-Huus.

73) Et Hospital.

74) Et Postbud.

75) En Jøde.

76) En Sygdom.

77) En Dommer.

78) En Isenkræmmer.

79) En Mynt.

80) En Courier.

81) En Tempel.

82) En Urtekræmmer.

83) Frugt.

84) En Kirke.

85) Skarpretter.

6) En Skuffe.

87) En Kandestøber.

88) En Blikkenslager.

89) Misundelse.

90) Lykken.

7

Andre Drømme. 30 Aaben 45 Aabenbar 51 Aabenbarelse 1 Aabenbaring 71 Aabenhiertet 29 Aaben Himmel 59 Aaben Mark 4 Aabner 81 Aadsel 19 Aand 33 Aande

12 Aar og Dag 41 Aarvaagenhed 11 Aasyn

6 Abbed 90 Ablat

13 Accise

84 Accorderer 21 Adelskab 15 Adelsmand 17 Adgang

89 Adlyde 31 Admiral

90 Admiralskib

3 Adskille

18 Adsplitte 63 Adstadighed 82 Advare

55 Æbler 39 Æblekræmer 2 Ædende Vahre 12 Æde

44 Ædru

31 Ægtemand 25 Ægtefolk 10 Ægteseng 16 Ældgammel

45 Ældre

9 Ængstelig

4 Ærbarhed 56 Ærbødighed 41 Ære

89 Pærer 89 Ærinde 29 Ærerørig 48 Æresbeviisning 50 Ærestøtte

19 Æretitel

8

15 Ærgierrighed

1 Ærlig 61 Ærlighed

13 Ærter

51 Afbeder 64 Afbilder

16 Afbider 69 Afbryder

15 Afbræk 61 Afbryde 34 Afbanke

30 Afdeele 7 Afdrage

11 Affald 81 Affælde 33 Affærdige 19 Affekt

31 Affile

22 Affødning 87 Afgaae 43 Afgang 50 Afgift

17 Afgnave 66 Afgrøde 41 Afgrund

18 Afhandle 52 Afholde 40 Afhuggge 45 Afkoge

12 Afkom 3 Afkorte 19 Afkrog 38 Aflade 51 Af Lave 44 Afmaale 25 Afmagt 61 Afmale 74 Aspine

16 Afplukke

29 Afrense 18 Afrette

30 Afridse 5 Afrive

57 Afsætte

3 Afskaarne Negle 34 Afskaffe

13 Afskave

4 Afskeed 1 Afslide

14 Afstikke 41 Aftærske 89 Aftale 24 Aften

17 Aftenstiernen 58 Aftiene

23 Aftoe 61 Aftørre 25 Aftrykke

9

1 Aftvinge 28 Afvælte

88 Afvænne 4 Afværge

84 Afvei 7 Afvise 63 Afviske 11 Agerreen

19 Agermuus

89 Agte

35 Agtpaagive 43 Agtsom 27 Albue 10 Alderdom 55 Alfarvei 83 Allarm 20 Allehaande 3 Allevegne 82 Almisse 77 Alvorlig 79 Amager 66 Amindelse 10 Amme 22 Andensteds 43 Andrik

20 Anfald 13 Anfegte 57 Anføre 75 Angaaer

90 Angenem 47 Angest 74 Angivelse 9 Angive 65 Angribe 53 Anhang 90 Anker 1 Ankertov 47 Anklage 81 Anklager 39 Ankomme 21 Anlande 74 Anlegge 8 Anledning 85 Anmælde 14 Anmærke 77 Anmode 84 Annamme 19 Anordne 39 Anrette 24 Anrøre 90 Anseelse 20 Ansee 71 Ansigt 30 Anslaae 83 Anslaq 14 Anskrig 30 Anstaaer 24 Anstifte

10

49 Anstille 72 Anstød 10 Anstryge 29 Antage 85 Antal 90 Antaste 34 Antænde 81 Antegne 28 Antræde 35 Antreffe

19 Anvende

20 Anviisning 1 Apotheker

44 Baad

19 Baadsmand 56 Baadstage

11 Bade

5 Badstue 54 Bæk 27 Bændler 59 Bænk 81 Bær 22 Bære

45 Bærme

11 Bagbinde 21 Bager 90 Bagest

37 Appetit

28 Ar

15 Arbeide 77 Arbeide ved Lys 13 Arbeidsløn 55 Arkpapir 90 Arresteret 8 Artig 71 Arveløs 51 Arving 6 Aske 82 Avind 53 Avlsgaard

B.

17 Baghuus 43 Baglast 57 Bagtalelse 50 Bagstue 86 Bakke 77 Bakkelse 1 Bange

29 Banghed 39 Bark

24 Barmhiertighed 17 Barnefødsel 29 Barnesvøb 11 Barselkone 89 Barselseng

11

37 Bebinde 83 Bede 21 Bedrage 33 Bedrøve 89 Bedrøvet 15 Beesk 39 Befalde

1 Befale 25 Befatte 31 Befænges

9 Befæste 74 Beflitte 47 Befordre

89 Beføre 19 Befrie 31 Befrygte 40 Begaae 59 Begave 78 Begiære

7 Begive sig 18 Begræde 80 Begravelse

8 Begrave 33 Begribe 30 Begyde 85 Begynde 32 Behage 18 Beholde

90 Behøve

61 Behøvle

4 Bejae

43 Bejamre 88 Beile 54 Bekiende

29 Bekiendt blive 71 Beklæde 23 Beklage 64 Bekomme

21 Bekoste 17 Bekostning 37 Bekræfte

8 Bekrige

11 Bekymre sig

42 Belade 12 Belee

81 Beleiring

44 Beligge

22 Bemægtige 70 Bepryde

9 Beramme 20 Berede sig 41 Berider 67 Beride 54 Bernsteen

43 Berømme 60 Berøve

5 Berygte 15 Befaae

12

48 Besegle 11 Beseile 1 Beseiling 39 Besidde 72 Besinde 4 Beskierme 41 Beskikke 48 Beskrive 34 Beskue 15 Beskylde 10 Beslaae 70 Beslutte 83 Besmitte 1 Besmøre 20 Besnære

87 Besøge 30 Bespotte 41 Bestænke

74 Bestandighed

39 Bestiele 28 Bestille

40 Bestrøe 9 Bestyrtse

11 Besvære

88 Besværlighed 19 Besvime

24 Betænke 48 Betakke 1 Betale

19 Betiene 7 Betinge 80 Betle 19 Betrække 24 Betragte 43 Bieffe 90 Bielde 29 Bierg 17 Bibliothek 43 Bide 19 Bidsel 34 Bie, Insect

63 Biekage

17 Bie, tøve 39 Biesværm

64 Bifalde 48 Billede

65 Billighed 47 Binde

11 Bindehund

18 Bismer 13 Bitter

5 Blaat Øie 17 Blæg 34 Blækhorn 15 Blæse

68 Blæst 24 Blakket

69 Blive

13

16 Blodigle 36 Blommer 49 Blomster 43 Blomstre 16 Blød 36 Blødgiøre 51 Blødsøden 1 Blufærdig 11 Boepæl 54 Bordyre 90 Borgemester 16 Borgerskab 39 Bortflytte 51 Bortgifte 25 Bortkaste 6 Bortsælge 88 Bøder 84 Bødker 31 Bøie 23 Børste 77 Brænde 15 Brede 11 Brev 40 Bringe 21 Briste

61 Broute

3 Brødsmule

82 Brødre

19 Brøndvand 41 Brudesmykke

40 Brud

11 Brudgommen 39 Bryllupsvers 89 Bryst 43 Bugvee

4 Bukke 87 Buldre 15 Bulne 38 Bundfald 50 Bussemand

48 Buxer 34 Byde

1 Byesvend

83 Bygbrød 64 Bygge

41 Byggryn 32 Byld

49 Bylt 61 Bysse

2 Bytte

C.

4 Caffe 88 Canaille

47 Cammerat 14 Cancellie

14

23 Capellmester 20 Caper 18 Captein 47 Citron 1 Commandant 90 Commandere

35 Daane 62 Daare 84 Dadle

89 Dække Bord 17 Dæmpe

1 Dagligstue 31 Dam 69 Damper 9 Damspil 34 Danne 19 Danse 47 Davre 4 Dele 55 Degger 13 Deilighed

90 Deinetrug 87 Demant 49 Dievelinde

3 Digte 15 Disputere 8 Doble

12 Comoedie 11 Compagnie 48 Commissaire 31 Courier 1 Curere 78 Cuur

D.

31 Documenter 8 Domhuus 43 Dovenskab 11 Døden 54 Døde 1 Dødes Been 7 Døe bort 81 Dømme 39 Dør 60 Draabe 41 Dragen Kaarde

19 Dragun 45 Dreie 37 Drikke

70 Drikkegilde 21 Dristighed 88 Drivekølle 18 Drive 35 Drive paa

20 Drukken 70 Drukkenskab

15

48 Dryppe 20 Duehuus 36 Duer intet 88 Dueslag 57 Dumdristighed 43 Dverg 30 Dybet

17 Ederkop 27 Edikekrukke 49 Eenøiet 22 Efterabe 35 Efterfølge 83 Efterkomme 71 Efterleve 29 Eftermæle 75 Eftermand

6 Efterregne

18 Eftersætte 25 Eftersagn 33 Efterstræbe 42 Eftertals

53 Eftertragte 65 Eftertryk 89 Egerne 3 Egetræe 78 Egge op 4 Eis

77 Dybsindig 14 Dydig

78 Dygtighed 81 Dynge

7 Dyppe 2 Dyrke

24 Dysse i Søvn

E.

11 Eiendom 19 Eiermand 28 Elskovs-Vise 37 Emmer 90 Ende 62 Enebær 1 Enfoldig 45 Eng, knap 53 Eng, Mark

10 Enige

61 Enighed 70 Enke 1 Enkemand 4 Enroullere 39 Entre

11 Erholde 43 Erindre sig 50 Erobre

57 Exeqvere 7 Excellent

16

F. 1 Faae Tænder 18 Faar

25 Faarekylling 32 Fadder 50 Fæhund 41 Fædreneland 58 Fælde Træ 65 Fædme 77 Fændrik 48 Fængsel 55 Færgemand 7 Fæste 72 Fæstemand 27 Fæstepenge

17 Fæstensøll

33 Fæste sammen

2 Fæstning 14 Fakkel 21 Falbyde 23 Falde

40 Falde ned

10 Falde paa Knæ

11 Falsk

18 Falskhed 39 Familie

40 Fane 80 Fange 6 Fangefoged

16 Fanger an 22 Fantasere

43 Fantast 53 Farbroder

60 Fare

70 Fare forbi 14 Fare ilde 8 Fare vild 11 Farmoder 18 Fartøi 28 Farve

44 Faste

73 Fastelavnsløben 14 Fastelavnsbolle 8 Fastende 11 Faster 19 Fattigdom

61 Favne 40 Feber

46 Fieder 58 Fedes

47 Fegte 88 Feie 43 Feil

17 Feile 49 Feltslag 90 Felttegn 30 Fetter

17

39 Fieleboe 70 Filt 27 Filteklokke 21 Fiske 13 Fiskedam 1 Fit 42 Flaae 58 Fixere 85 Flæbe 37 Flagskib 44 Flane 63 Flaske 76 Flaskefoer 75 Flattere

7 Flesk 13 Flintestene 25 Flode

53 Flok

51 Flod

6 Florere 33 Fløde

7 Fløyel 1 Flyde

8 Flye

11 Flyndre

3 Flytte 8 Flyve

36 Flyveblad

4 Fnyse

12 Fordre

71 Fod

17 Fodblad 76 Foer 48 Foragte 39 Forandre 27 Forarge

72 Forarme 61 Forbande

3 Forbarme 14 Forbause 9 Forbedre

13 Forbierg 31 Forbigaae 86 Forbittre 71 Forblive

6 Forbyder 11 Forbygge

18 Forbytte 33 Forderve 78 Fordanser 37 Fordøie

7 Fordømme 21 Fordrage 33 Fordre 88 Fordrive 41 Fordunkle

17 Forebygge 29 Forene

B

18

33 Foregaae 80 Forekaste 52 Forskrive

47 Foretage 77 Forfærdes

1 Forfærdige 19 Forfalske 24 Forfatte 57 Forfegte 80 Forflytte

21 Forføye 63 Forfølge 12 Forføre

22 Forfremme 36 Forfriske 66 Forfryse

48 Forfile 7 Forgaae

14 Forgiette 42 Forgift

65 Forgiøre 58 Forgive 82 Forglemme

34 Forgribe sig 55 Forgroe

66 Forgylde 50 Forhædt 34 Forhammer 84 Forhandle

14 Forhexe 20 Forholde 3 Forhøye 78 Forhørt

24 Forhutle 30 Forhugge 42 Forjætte

26 For i Spidsen 44 For i Veien 61 Forkaste

25 Forklare 37 Forklejne 41 Forkorte 39 Forkynde

7 Forlade 11 Forlænges 55 Forliebes

17 Forlige

18 Forlise 90 Forlover 30 Forløfte 83 Forløse 47 Formand 53 Formilde 11 Formindske

9 Formørkelse 28 Formue 1 Formynder 87 Fornærme

19

66 Fornye 64 Forordning

33 Forpagte 44 Forpranger

14 Forraade

89 Forræder

2 Forringe 78 Forsagt 47 Forsamle 19 Forsee sig 81 Forsikre 84 Forsinke

1 Forskiere

10 Forskrækkelse 40 Forsmaae

3 Forsmægte 39 Forsøge

4 Forsølve 54 Forsømme 36 Forstander

8 Forstavn

11 Forstue 59 Forstyrre

15 Fortale

90 Fortænder

34 Fortale

1 Forplante 77 Fortryde 5 Fortvivle

63 Forvalter 48 Forvirre 73 Forvist Landet 41 Fouragere 17 Fødselsdag 35 Føl 52 Følelse

22 Følge Liig 84 Føre

90 Fraadse 21 Fraade 4 Frafalde 28 Fratage 81 Fredløs 75 Fregnet 61 Frembære 80 Frender 25 Fribytter

21 Frier 40 Frierie

26 Frisk 59 Frokost 10 Frossen 30 Frost

23 Frøer

27 Fruerhund 50 Fruerpige

1 Frugt

22 Frydeskrig

B2

20

51 Fryse

52 Fugle 53 Fuglebuur 74 Fuglesang 8 Fugtig 26 Fukseil

77 Fuld, drukken

11 Gaae 13 Gaae i Land 33 Gaae i Seng 88 Gaae i Skoele 92 Gaae om Bord 47 Gaae paa Grund 41 Gaae til Grunde

30 Gaae til Side 1 Gaard

76 Gaardskarl 15 Gaas

81 Gaasekraas

31 Gade 90 Gaffel 56 Galde 65 Galleris 87 Gallen 23 Gallie

71 Gangvogn

82 Gasse

64 Fuld Maane 9 Fuldskab 39 Fyldebytte 90 Fyrste 68 Fyrstinde 49 Fyrfad

73 Fyrsteen

87 Gavne 24 Geberder

74 Gedebuk 28 Gemak 92 General 37 Gesandt 46 Gevinst 54 Gierde 44 Gierne

1 Giest

3 Giestebnd

31 Gietter 53 Giftefærdig

81 Gilde 77 Giøgen

82 Giøre 4 Gispe

20 Give 51 Give sig 43 Give Afskeed.

21

11 Give løs 16 Give igien 29 Glad 36 Glands 43 Glarøyen 86 Glemme 14 Glide 6 Glindse 28 Gloe

18 Gloende 88 Glut

59 Gløde 61 Goderaad 43 Gøgle 35 Graad 27 Gradstok

19 Grændser 11 Græs

3 Græsgang 17 Græsgrøn

20 Græshoppe 1 Grassattes

40 Grave

90 Graver 79 Gravskrift 69 Grene 57 Gribe

46 Griis 24 Grine 13 Grov

2 Grød 17 Grøft 32 Grube

47 Grumhed 62 Grums

77 Grund 85 Guld

78 Guldkiede 71 Gulv

28 Gunst 60 Gulsoet 19 Gulerødder 26 Guarde 12 Guarnison 34 Gylpe 42 Gyse

H. 85 Haabe 57 Haand 75 Haandkløver 19 Haandklæde

88 Haandskrift 77 Haar 21 Handske 66 Hæfte

B3

22

44 Hægte 30 Hæl 54 Hænge 29 Hængler

11 Hæslig 24 Hævelse 80 Hævn 74 Hævne

12 Hage

60 Hagesmække 41 Hakkebræt 8 Halm 10 Hals

76 Halsbaand 68 Halshugge

16 Halsjern 33 Halte 19 Halvdød 49 Hamre 71 Handle 60 Hane 38 Harke

77 Harnisk 28 Harpe

17 Harsk Flesk 87 Hasselkiep 43 Haste

7 Hastværk 40 Have, faae

22 Have, Urtegaard 90 Havn 60 Havnefoget 1 Havre 37 Heed 14 Heftig 21 Hegle 68 Helde 34 Helgen 10 Helligaften 30 Helligdag 29 Helligholde

8 Henføre 15 Hengst 73 Henrette 47 Henslenge 32 Herold

75 Herremand 70 Heste

9 Hielp 80 Hielpe 41 Hierne

70 Hierte

71 Hidse Seil 34 Hidse Hunde 25 Hikke

56 Hilse 90 Hind 1 Hiort

23

27 Hiortetakker 45 Hitte 30 Hoffet 49 Hofmester 19 Hofte 81 Holde Kroe

1 Horehuus 37 Hornfisk 55 Hosebaand

5 Hoste 77 Hoved 24 Høe 11 Høestak

2 Høne

89 Høre

73 Høste

35 Jærn 71 Jævne 39 Jage 20 Jagt 7 Jagtskib 11 Jamre 66 Ihukomme 16 Ihielslaae

30 Iis

11 Ild

54 Ildebrand

87 Hudesløs 11 Hugge 13 Hunde 24 Hungre 22 Huus 3 Hurtig 81 Hvæsse 41 Hvalg 37 Hvede 19 Hvillinger 40 Hvile 64 Hvine 43 Hvirvelvitt 81 Hviste 85 Hykle 29 Hyrde.

I

40 Ildtang 31 Indfalds 82 Indføre 37 Ingive 50 Indgroe 18 Indkiøbs 6 Indknibe 11 Indlegge 70 Indplante 9 Indsætte 51 Indsee

24

18 Indsylte

22 Indvold 74 Infanterie 88 Jomfrue

7 Jomfrudom 78 Jorden

13 Kaabe 24 Kaad 5 Kaarde 29 Kabbeltov 16 Kage 83 Kakkelovn 42 Kalde

1 Kalk

23 Kalkbrænderie 15 Kalve

80 Kammerat 41 Kampesteen 14 Karpe

28 Karre 19 Kaste

2 Katteøyne 4 Kiedel

81 Kielderpige

8 Kieltring

24 Kiende

3 Kiereste

23 Jordegods 49 Jordemoder 11 Jordskielv 20 Jøder

49 Ister 17 Juleaften

K.

1 Kierling 41 Kilden

12 Kiøbe

63 Kiøbmand

18 Kiød

4 Kirke 40 Kirsebær

5 Klaae sig

13 Klæde sig paa

19 Klokker 53 Kløve Træ

24 Knapper 87 Knarke

1 Knibe

25 Kniv

52 Knivsmed 17 Knurre 22 Knuse 33 Kost 7 Kost, Føde 11 Kiøkken

25

9 Kiøbe

3 Kraber 28 Kradse 43 Krumme 50 Kruse 17 Kuffer 54 Kugle

1 Laane 81 Laar

4 Laas

11 Lade, Loe 90 Ladefoget 47 Lade

19 Lade i Stikken 56 Lax 33 Læge 11 Lægge 3 Lækkerbidsken

8 Længes 7 Lære

90 Læse

43 Lætte

2 Lagen

9 Lage 5 Lampe

44 Landløber 87 Lappe

29 Kul

89 Kunstkammer 81 Kurre 31 Kylling 2 Kyras 48 Kyse 10 Kysse

L.

80 Laste 49 Lave til

21 Laug 30 Leede 24 Ledike 38 Lee

1 Leervæg 29 Lee, grine

77 Lenderne 50 Leve got 12 Lide

78 Ligge 4 Liig

60 Liigfærd

20 Liigkiste 48 Liigtorn 17 Ligne 45 Lime

3 Lodse 1 Love

26

27 Løbe 33 Løfte 47 Løsne 8 Luft 24 Lufte 90 Lukke til 32 Lundstikke 64 Luus

12 Lure 60 Lund 9 Lyde 42 Lyse 81 Lyske 73 Lyve 64 Lyne 12 Lys

M

58 Mene

37 Megle 81 Merset 32 Mester

27 Meubler

11 Middelhavet 7 Minut 48 Mishage 80 Mishandle 13 Misunde

28 Modbør 59 Moder 47 Møde

5 Mulne 7 Mulme 83 Mund 80 Munddask 74 Muurmester

11 Maale

43 Maalløs 4 Male

28 Malke 8 Mad 10 Madike 7 Mæske 41 Mærke 36 Mætte sig 19 Mager 30 Malt

44 Mand 80 Mark 34 Marked

12 Martre 83 Maske 15 Masakrere

9 Meel

27

N 86 Nage 3 Naboe 5 Næse 25 Næseboer 81 Nævefuld 77 Nævne 33 Narre 30 Nedsætte

25 Ofre 30 Officeer 76 Oldemoder 39 Ombord 14 Ombeseile 38 Ombinde 74 Ombære 30 Ombyttte 19 Omfatte 28 Omgrave 69 Omkomme 17 Omringe 27 Omskiere

74 Omskifte

75 Omsvøbe 19 Omvandre

1 Omvinde

22 Nedsynke 54 Nedtrykke

43 Negle 7 Nikke

53 Nippe

3 Nøde 92 Nyegift

9 Nytaarsgave.

O.

14 Opæde 9 Opbinde

10 Opbygge 30 Opfylde 81 Ophæve

44 Ophidse 3 Opkaste

11 Opkomme 35 Oprøre

54 Opsige 19 Opskrive 21 Opsnappe

4 Optegne 33 Opspile 74 Optrække 80 Orgelverk 29 Ormstukken

28

1 Ost

70 Overdrage 49 Overskylle 3 Overspytte

84 Paaminde 8 Paaskrive 79 Page 19 Pægefingre

64 Pærler

1 Pærlestikker 22 Pakke sammen 31 Passe

76 Pebersvend 89 Penge 43 Pibe 71 Pidske 37 Pige 82 Pille 61 Pindsvin

7 Pine 30 Pladre

5 Pladske 58 Plage

88 Ovæg 22 Qvæle

51 Overstrøe 90 Oversvømme 24 Oxe

16 Oxekiød

P.

54 Pleie

30 Plyndre

33 Pløye

65 Pose

17 Posten

59 Potte

60 Pelse 25 Præst 21 Præst 31 Prale 57 Prange 78 Proviant 29 Prøve 84 Prygle 90 Pulver

8 Putter

61 Puste

18 Pynte 39 Pyramide

4 Qvæste 37 Qvæsthuset

29

40 Qvarteer 62 Qvarteermester 52 Qvidre

25 Raabe 87 Raade

8 Raadstuen 35 Raamelk 51 Række

69 Rage 55 Ragekniv 12 Ramme 78 Rang

81 Rangere 23 Rangle

9 Rappe

82 Rase 58 Raspe 19 Rave

70 Ravn 51 Rekrut 87 Reddiker 77 Rede Seng

1 Saae 25 Saare 6 Sadle

77 Qvinde

88 Qvist 74 Qvittere

R.

79 Rengiøre 83 Regiment 2 Regne

28 Reise 13 Rende 55 Ride 63 Ridse 71 Roer

29 Rodne 38 Room

5 Rose 21 Rømme 56 Røve 30 Rufferske 70 Rugbrød 86 Ruinere 35 Ruste 15 Ryge

89 Ryste

S.

55 Særk 53 Sætte

78 Sagte

30

59 Skiere 66 Skiermydsel

19 Skib 51 Skidne 53 Skifte 18 Skikke

20 Skille 50 Skimle 16 Skinne 57 Skipper 31 Skoven 73 Skrælle

1 Skræve

35 Skrige 27 Skrive 23 Skuldre 13 Skyde

36 Skylde 68 Slaae

7 Slaaer op 16 Slippe

2 Slutte 29 Smede 80 Smelte 12 Smør

8 Snee 20 Snegle 25 Snuble 52 Soldat

70 Salt

87 Salte

5 Salve 29 Samle 16 Samtykke

38 Sanke 63 Save

73 Savspaaner

1 Sax

59 See

6 Sende 28 Seng

52 Sengested 50 Sengeklæder

60 Sidde 78 Søe

39 Sigte 18 Sild

88 Sirup 73 Skaalde 13 Skaal 67 Skabe 35 Skade

2 Skaffe

7 Skamfere

61 Skieg

8 Skielde 15 Skielve 43 Skiende

31

15 Sulte 22 Sølv 11 Sønnekone 27 Sørge

21 Sørgekappe 81 Søster

35 Spænde 73 Spekhøker

65 Spilde 76 Spinde 85 Spinderok 37 Spise

T.

5 Tale

78 Tandpine 9 Tin

22 Tiene 71 Trampe 67 Tortere

79 Tude

66 Vagtstkib 27 Vand 89 Vander 76 Vantroe 60 Varme

8 Vei 22 Veie

52 Spørger 32 Springe 17 Spurre 87 Spytte 82 Staae 25 Stald 70 Stamme

81 Stampe 68 Stege 30 Stemme 20 Stiele 90 Stiffader

U.

22 Ubekiendt

83 Uld

63 Underskrive

52 Urter 15 Usel

17 Utroeskab 63 Utaalmodighed

V.

53 Vige 76 Viin

6 Viintapper 39 Vindue 20 Vinde 1 Vinter 16 Vogn

32

Ø. 23 Øll 34 Østers

80 Øren 56 Øverst 20 Øreqvist 38 Øvrigheds

Underviisning hvorledes man skal betiene sig af denne Drømmebog.

Tallene, som staaer for ved hvert Ord, er just de man skal tage paa sin Lotterie seddel i Anledning af enhver Drøm. For Exempel man drømmer: At man reder Seng, man slaaer da op i Bogen paa det Bogstav R. og der finder man

der Tall 77. Videre: En Søemand drømmer. At han kommer paa Vagtskibet, forflyttes til Admiral-Skibet, bliver Qvarteermester, og siden Officeer. Han slaaer da op efter Alphabetet, først det Ord Vagtskibet, der sees 66, siden det Ord forflytte, der finder han 80, derefter Admiralskiber, der sees for ved 90, og saa Qvarteermester, der staaer 62 og tilsidst det Ord Officeer, der har han 30. Altsaa tager han 30, 62, 66, 80, 90 paa sin Seddel, hvor ofte seer man ikke et Par Nuller, trækkes ud tilsammen, og han har da maaske en Ambe eller en Terne. Videre: En Pige drømmer: At hendes Kierreste slaaer op med hende og tager en anden Pige til sin Brud. Hun søger da i Bogen det Ord Kiereste, der finder hun 3, siden det Ord slaa op der seer hun 7, dernæst Pige der har hun 37, ogsaa tilsidst Brud, der er 40. Hun tager da 3, 7, 37, 40 og maaskee hun bliver mere lykkelig ved dem end om hun fik sin Brudgom. Af disse 3 Exempler, seer man lettelig, hvorledes man skal betiene sig af denne Bog, kuns dette er at erindre, at i Fald man paa en Drøm skulde faae et Tall 2 gange, saa tager man det som staaer oven for i Stedet.

1

Lystig Underretning

om

Drømme-Tal

i

Tal-Lotteriet,

som viser Maaden man skal tage Tallene efter paa det man har drømt.

Trykt 1774.

2
3

Saa drømme nu alle, som drømme ny fand, Vivat Lotteriet og meenige Mand; Man drømme nu mere end gierne, Da nyelig udkom en Qvarterne.

Man siger, det skede paa drømmende Tal,

Hans Bog, som er oversat, byder man Fal; Man drømmer om hiint eller dette,

Og Tallene der er de rette.

Man drømme kun blot om en Muus og en Kat, Magister, Paruqve, en Støvle, en Hat;

For hver Ting man Tallene finder,

Og sikkert paa disse man vinder.

4

En drømmer, en Abekat rider en Soe,

Strax finder man 11, 13 og 2.

En drømmer, han reyser om Natten,

For ham bliver 8 og 18.

En Jomfru hun drømmer om Breve og meer, Og 16 det bliver det første, hun seer.

Jeg drømmer om Østers og Vine, 12, 17 de Tal ere mine

Om Gilli hans Næse, hans Arme og Been, Da 30, 20, samt 19 og 1;

Men drømmer man blot om en Nisse,

Er Tallene meget uvisse.

Jeg drømmer, en Hex hun er kommen til Hest, Og nu bliver 17 og 2 Tallet best;

Men drømnes i Nat om en Lire,

Saa tager jeg mit Nummer 4.

En drømmer, han er i Begreb med at frie, Han søger i Bogen, og faaer Nummer 10; Men drømmes, der syes paa Skiorten,

Da tager man 13 og 14.

5

En Vægter han drømmer, han holdt paa en Tyv, Og dette betyder det Tal Nummer 7;

Om Ildløs, Allarm og Klemten,

Da 11, 13 og 15.

Du drømmer, men synes du drømmer fatalt, Saa læser du ogsaa din Drømmebog galt,

Ved Ting som du drømmer, der finder du Tallet, Og derefter gaaer du til Verks udi Vallet.

Du drømmer om Jeppe paa Bierget i Nat, Først Jeppe, saa Bierget, saa faaer du det fat, Du saae en nye Mode i Kirken forleden, Lang Søgen herom giør dig ikke fortreden.

Om Kierlighed, men nu faldt Strømper dig ind, Blot for den Tragedie staaer i dit Sind;

Men dog kan de Tal, som hos Kierlighed findes, Aldeles med Strømperne ikke forbindes.

En Spanifar veltet ved Høybro i Nat,

Søg Skibet og Ladning saa faaer du en Klat, Om Mads og hans Kiste, samt Brev fra hans Faster, Søg Riste, Brev, Faster, men ikke hans Plaster.

6

En Jomfru fik Qvale, men skiulede det,

Søg Qvalme, saa skiule og, saa er det ret, Du kiøbte dig Blade, hvorpaa stod en Risse, Blad, kiøbe, en Nisse, see det er det Visse.

Matrosen en Lusing han gav en Soldat,

Det var for i Aftes, du veed Kamerat,

Her bliver kun 2 Tal, og saa ikke flere, Man ey blant det øvrige bør sig melere.

En Vægter til Raadstuen tre slæber fort,

Og handler paa Veyen hver om en Rixort,

Søg Raadhuus, søg slæbe, søg Vægter, Men Rixorten Bogen dig nægter.

Ved gammel Strand sloges to Kierlinger stærk, Disputen var kommen om Lisebets Særk,

Tre Tal, nemlig Særk og Personer, Agtbare, fornemme Matroner.

En Jomfru dig hilser, som stod i en Dør,

Som mange omstunder i Gaderne giør,

To Tal er bestemte for saadan Handtering, Drøm mere, du finder da vel en Formering.

7

Da du blev barberet Barberen han taug,

Søg Tal blant de tause Barbeer-Svennes Laug, Ved Skuespil var en Mosø ubeskeden,

Tre Tal kan her blive foruden lang Leden.

Du læser dit Sødskendebarn kopuleert,

Det Tal staaer i Bogen dig meget forkeert,

Du reyser til Kilden, først Reyse, saa Rilde, Du faaer alt hvad du ønsker og alt hvad du vilde.

Du fik ey i Kirken, som ældst Kone, Rang,

Alt findes undtagen den Psalme du sang,

Om Karen hun drømmer hun plages af Maren, Ved Kudsken der finder du Tallet for Karen.

Paa Ulfeltsplads sloges to Skomager-Drenge, Dem finder du uden at søge ret længe,

Men drømmer du Ærlighed ikke er rar, Saa tvivl jeg om Bogen, den Tallene har.

I Kirke du gaaer før vor Lotto det trækkes, Hvorved Religionen saa got som radbrækkes,

Du leder og finder Tal for og Tal bag, Men ingen Tal findes for saadan en Sag.

8

Din Pige hun snurrer 6 Skilling paa Kiød, Din Mand blev i Lysten, og drak et Glas Mød, Din Datter hun slog et Par Kopper i tu, Om sligt staaer i Bogen jeg veed ey endnu.

At Lisemor hun slog sin Næse til Blods,

At Ammen fra Landet kom til dig til Fods,

At du blev forløst med en Dreng og en Pige Er noget, som ikke just Bogen kan sige.

Thi denne er ikke en stor Foliant,

Men skiønt den er lille saa siger den sant, Den kan dog saa meget vel veye, Som Junior Philopatreye.

Sex Skilling for Bogen er ikke saa stort, Nok, Svensken med denne sin Lykke har giort, De Lærde maa øvrigt os sige,

Om Folk de kan drømme dem rige.

1

En lystig Lotterie-Viise. Synget af een, som havde drømt om Støvle, Kruus, Paryk, Skoe, Og tog derpaa: No. 5, 7, 9, 2.

Mel. Liflig Sang! Pokalers Klang!

Kiøbenhavn,

Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade No. 245.

2

1. God Likør! god Humor!

Jeg kom fra en Kollektør:

Veed du Bror, Lykken snoer

Lotteriets Roer: Først jeg drømte, før jeg tog Efter den sande Lotterie-Drømmebog,

Uden noget Hovedbrud Skal jeg rigtig nok faae en Qvaterne herud: Svensken kæk tog en vek,

Reiste med den i sin Sæk,

Saadan maae jeg forstaae

Samme Klat at faae.

3

2.

Penge kan vist en Mand Hielpe got igien i Land;

Tredive Tusinde

Er ei af at lee,

Vek med al Philosophie!

Til Hækkenfæl med al Hypokonderie!

Hei Koras! nok et Glas!

Min Drømmebog er mig mit beste Kompas. Hupsasa! drik Papa!

Hele Verden leer jeg ad.

Appropo! lad vi to

Slaae os her til roe.

4

3. Skænk igien! drik min Ven!

Jeg faaer Penge nok igien:

Flasken tømt! prægtig drømt!

Endnu ikke rømt: Mange Ting er Fantasie,

Men det kan man ey kalde vor Tal-Lotterie, Det gir Appetit og Lyst,

Endnu et Glas; thi jeg er tør for mit Bryst. Frisk skenk i! Krambamboli! Saadant giør mig Hoste fri,

Drik kun meer! Ney jeg seer,

At du taal ei meer.

5

4. Snakkeras, Vissevas!

Skienk igien mig nok et Glas! Haupt-Contoir! drik min Broer!

Nei gaa hiem til Moer. Hvad meen du jeg er Kujon Jeg er Herre over min egen Person;

Herre er jeg i mit Huns,

Konen maa tie for mig som en Muus: Saadan maa jeg forstaae,

Ja kom Broer og lad os gaae.

Nei drik først! sluk din Tørst!

Ellers faaer du Børst.

6

5. For Plaiseer, drik kun meer!

Veed du hvad paa Mandag skeer?

Drengen skal mine Tal

Ta om han var gal.

Støvle, Krus, Paruk og Skoe,

Viser mig i Bogen 5, 7, 9 og 2.:

Din Søn kan min Ane faae,

Brylluppet skal i Bellevue staae;

Syng en gang: Liflig Sang!

Liflig Sang! Pokalers Klang!

Frist god Taar, meer vi faaer

Inden vi bortgaaer!

7

7.

6.

Hupsasa, falderalera!

Kan du synge? syng mig da:

Der en Møe ved en Søe

Laae og vilde døe. Nei du synger den ei reen,

Hor jeg vil synge en anden en:

De Hofmænd sidde i Roskilde Bye,

De drikker til Dagen giøres lys,

Saa giør og unge Hr. Tideman;

See Hesten er ham saa fus,

I ride nu til Lunden ned.

Kunde du den, det er en af de gamle Kiempeviser eller kan du den om Birte? ney Melodien kan jeg ikke. Jeg ikke heller.

8

Men kan du den?

Allo Runda! Runda skal giøre Sorgen klar!

Hei frisk Pokalerne lad gange om!

Allo Runda! Runda skal giøre Sorgen klar!

Hei frisk Pokalerne lad gange om!

Allo bongkas! god Avantas!

De Collectørers Skaal Posas!

Allo Runda! Runda skal giøre Sorgen klar!

Hei frisk Pokalerne lad gange om!

Nu gaar vi hiem, hold mig under Armen; thi jeg har en slem Ligtorn, jeg maa gaae sagte. Husker du det Holberg skriver om en Mand, der i sit Træbeen kunde finde Mindelse af ondt Veyr i en Ligtorn, han havde havt paa det forrige Been, ja det var en puserlig Holberg.

1

Den italienske Tallvælgere,

som opdager

den i Genua hemmelige Konst, ved hvilken, formedelst tvende Tærninger, enhver kan fordeelagtig indsætte sine Penge i Tall-Lotteriet.

— — — —

Efter mange Liebhaberes Begiering oversat paa Tydst, og nu for Moroes Skyld

udgivet paa Danst.

Første Kast efter som Terningerne hver Gang falde.

o

o

o

o

o

o

o

o

o

o

De her under staaende Romertall fra II. til XII. betyder det andet Kast, som man her maa mærke sig.

IL. I UI. ! IV. | V. I vi. I VIL IVIII. I IX. I NX. I AL i All. I

o o

o o

O

o

o

o

o

o

o

C)

I.

D,

År,

4*

o

S.

6.

7-

o

9.

IO,

IL,

12.

0

13.

IA,

IZ.

IO,

0

i8>

IQ.

20.

o

DM

DD.

23»

24,

o

25.

6,

27.

28.

o

29.

O.

3i.

32.

o

35+

35

36.

o

37.

38-

39.

AO,

0

AT,

42.

43.

AA,

0

AS,

40,

47.

AS,

0

AO,

50,

17.134.! SL

52.

o

53.

54

55-

56.

0

57-

58-

59-

60.

0

61,

62.

63.

64.

0

OS.

66.

67.

OR,

0

69.

70.

71-

72.

73-

74-

75-

76.

0

77-

78-

79-

SO.

0

ST.

82.

83-

84-

o

85-

86-

12-

13

87-

88-

o

89-

YO.

I.

D.

o

3-

5-

6.

o

7-

8-

o

IO.

IL.

IL.

o

16.

l7i

i829.

ZO.

o

3i32-

33-

34-

o

IV.

20.

21.

DMI,

o

23-

24.

25-

26.

O

27-

28.

O

35-

36.

37-

38-

o

39-

40.

41-

42.

o

43-

44

40,

o

o

63.

47-

48.

49.

SO.

o

51.

52.

53.

54

64.

OS,

79*

SO.

SI,

82.

66.

o

67.

OR,

69.

7°*

o

o

55-

56-

57-

58-

0

59-

60.

61.

45* i 62»

7i.

72.

73-

Od*

SA,

O

85.

o

20,

o

87.

o

74.

o

75«

76i

77*

78>

o

o

o

80,

o

o

YO.

ro

ner

'3

C

S

3

ry

tf

o

s

G)

o

o

ry

o

De

o

ry

ro

CT

C*

Forklaring over Spillet.

Man betiener sig af to Tærninger, og kaster to gange, det første Kast søges i de to forreste Piller ved venstre Haand, det andet oven over i de der staaende Romertall, nemlig, saa mange det førfte Kaft føges i De to forrefte Piller ved venftre Haand, det i Rom r^ll stal mærke sig. Naar dette er steet, saa farer man med det første Kast lige hen til den Pille, hvorover o M, EU , s - EUA Tllan v,l besætt.

stamære sig. aar ee , faaet ved andet Kast, og finder da sammestæds dets Betydning. Dette sortfarer man indtil man har EUA mange Tall, som man v,l besætt^.

Trykt hos M. Hallager boende paa Nørregade No. 245.

2
1

Kiøbenhavns Trækning.

Afbildning paa det Kongelige Danske Tall-Lotteries Trækning tilligemed Tabeller over de i Kiøbenhavn og Altona udkomne Nummere

(Tallotteriet i Altona kom til Fuldkommenhed en Maaned førend det Kiøbenhavnske, deraf kommer Forskiellen imellem begge Stæders Trækningsdage, saa at Altona har til Aarets Udgang 48, men Kiøbenhavn kun 43.)

Kiøbenhavn, 1773.

2
1

En nye Vise om gode Penge, som det allerfortreffeligste Middel,

at giøre Mennesker lykkelige, ved at sette dem i ret fuldkomne og gode Omstændigheder, samt

Hvorledes man i Mangel af Penge eller ved Penges Tab skal trøste sig,

og endelig

Hvorledes enhver i sin Stand

lettest kan komme til Penge.

Under Melodie

Jeg var kun en halvvoxen Tøs & c.

Kiøbenhavn, trykt hos I. R. Thiele.

2

1.

Der ingen bedre Ting er til Paa denne Jord, end rede Penge; Thi man for dem faaer man vil, Og har da ei behov at trænge. Naar leves skal blant Folk af Smagen, Og ei blant Hottentottisk Kram, Saa udgiør Penge hele Sagen,

Og Penge-Mangel er en Skam. Kun Penge, Penge, Penge er Det, som man stræber efter her. Kort sagt, at kunne Penge faae,

Er alle Menneskers Attraa:,:

3

2. Om nogen som en Eremit Udi en Ørken vilde leve, Da hialp vel penge ham kun lidt, Og ei til Nytte for ham bleve. Men sy, hvem vil af os vel være En Eremit, og leve saa,

At man kun Rødder skal fortære, Og drikke bare Vand derpaa. Nei der skal noget andet til, Naar man som andre være vil. Man Penge, Penge, have maae, Hvorfra man end skal dennem faae:,:

3.

Det ogsaa var en anden Sag,

Om man sig er befandt at trænge Til allehaande Ting hver Dag;

Thi da behøvedes ei Penge.

Da kunde man, som Hottentotter Got uden Penge hielpe sig;

Men er man nu for Penge blottet, Saa er man reent ulykkelig.

Ja naar man er i Penge-Trang,

Er Livet suurt, og Tiden lang,

Og derfor er enhvers Attraa,

At kunne mange Penge faae:,:

4

4. Vi jo til vor Fornødenhed Enhver saa mange Ting behøver,

Og noget at forlystes ved;

Thi der er nok, som os bedrøver. Men al den Deel, hvor til vi trænge, Som Mad og Drikke, Klæder, Skoe, Kan ei bekommes uden Penge,

Og er dog meer end man vil troe. Derfor det myntede Metal Al Verdens Lykke være skal,

Og derfor er enhvers Attraa,

At kunne mange Penge faae:,: 5.

Man skiule skal sin Nøgenhed;

Men uden Penge faaes ei Klæder. Ja hvo ei Penge bringer med,

Ei komme bør til store Stæder.

Thi alle Ting der Penge koster,

Der alting være skal galant,

Skiønt paa en syg og fattig Moster Der af os klages skal iblant.

Det Penge er i hvert et Land,

Som setter Mennesker i Stand,

Og derfor er enhvers Attraa,

At kunne mange Penge faae:,:

5

6.

Men naar man nu ei Penge har, Hvad skal man da i Verden giøre? Det fordum vel i Mode var,

Stor Pragt paa stor Credit at føre. Men naar man nu Credit ei haver, Og ligevel dog leve vil,

Saa maae man bruge andre Gaver, Og søge Penge tidt ved Spil.

Men uden Penge og Forstand Man heller ikke spille kan,

Og derfor er enhvers Attraa,

At kunne mange Penge faae:,:

7.

Vor Trøst i Penge-Mangel da Maae blive Haab til bedre Tider. Man ei kan løbe bort herfra,

Hvor stor en Nød man tidt end lider. Det vore Fædre ligeledes Har gaaet, som det i Dag os gaaer, Man bør ved Livet ikke kiedes, Endskiønt vi alt ei fuldt op faaer. Sandt nok, det Beste got nok er, Og ønskes helst af Mennesker;

Ja derfor er enhvers Attraa,

At kunne mange Penge faae:,:

6

8.

Men giv kun Tid, den rige Mand Kan døe; hans Sønner faaer da Penge. Ved dem du komme kan i Stand, Saa du skal aldrig mere trænge. Thi de vil ei bestandig ruge Som Faderen paa Skillingen,

Men dem til Livets Lyst saa bruge, At de og ruller til dig hen.

De vil, Folk leve skal med dem,

Og hielper Kunst og Arbeid frem. Man slige Rige ønske maae,

At de maae mange Penge faae:,:

9.

De fleste Penge altid er Hvor Kunsterne og Videnskaber Opelskes sterkt blant Mennesker,

Og Handelen sin Drist ei taber.

At Penge Folk giør lykkelige,

Der man med Sandhed sige kan, Hvor ingen vil den anden svige, Hvor hver har Nærings Vei og Plan. Men anderledes er det fat,

Hvor man nedgraver denne Skat; Og derfor man nok ønske maae,

At kunne mange Penge faae:,:

7

10.

Den allerbeste Penge-Vei Og allerlykkeligste Maade,

At faae sin Part, som sviger ei, Og hvortil jeg vil alle raade,

Er det, udi sit Kald at være Aarvaagen, flittig, from og troe,

Og ikke mere at fortære

End til Nødtørft i eget Boe.

Kan man ei giøre alting med,

Saa har man dog Lyksalighed,

Og da man ikke klage maae,

Her jo er Penge nok at faae:,:

11.

Vi nu til Slutning prise vil Den Mand, som Penge har opfundet; Det Maal, som alle sigter til,

Og som har manges Lykke grundet. Han har fortient, vi bør ham ære, Han har mod Mennesker giort vel; Og ham til Last ei lagt bør være, At mangen blir en Mammons Træl; Thi Penge ikke giør for sig,

At nogen blir ulykkelig.

Nei tvertimod man ønske maae,

At hver maae mange Penge faae:,:

8

Misbruges, ødes, klippes de Af mangen en skiønt undertiden, Saa er dog den Velsignelse,

Som de tilbringer ikke liden;

Thi Penge overgaaer alt andet Af denne Jords Lyksalighed,

Og det saae usselt ud i Landet,

Om Penge var paa intet Sted. Saa ønsker da af Hiertens Grund, At alle vi fra denne Stund Ret lykkelige være maae,

Og mange, mange Penge faae!:,:

1

Gode Banco-Sedlers

fuldkommen opveiende Nytte mod

Gode Penge,

ja i visse Maader store Fortrin og Værd i Handel og Vandel fremfor Mynt, fremstillet alle Lysthavende udi en

Nye Viise,

og oplyst ved Exempler samt, ledsaget med Ønsker, at enhver i denne Verden ingen Mangel maae lide paa gode Banco-Sedler, da han derved ligesaa vist kan giøre sin Lykke, som ved gode myntede Penge,

item Raad til at faae og beholde dem, men slet ikke selv at giøre dem. Sangviis forfattet

til Lærdom og Trøst baade for dem, som har og venter Banco-Sedler.

Under samme Melodie som Visen om gode penge.

Kiøbenhavn

Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade No. 245. og findes sammesteds tilkiøbs.

2

Er det Tyv er det Skielm, har han Penge gaaer han frem. Er han lam er han stam, har han Penge gaaer han fram.

Peder Pedersen Syv Ordspr. 1ste Deel, Pag. 313.

Mand uden penge er som en Blind uden Stav, Apothek uden Sukker, Stad uden Klokke og snart som Legem uden Siel.

Peder Syv Ordsprog 2den Deel, Pag. 207.

1. Har vi kun Banco-Seddeler,

Saa har vi Pris for gode Penge. Man kan for dem faae alting her, Og kan med dem jo aldrig trænge. Man Huus og Gods for dem kan kiøbe Saa got som for puurt Sølv og Guld, Og ingen bort tør ved at løbe, Som har af dem sin Casse fuld. De og først nys en har begyndt, At svare mod den beste Myndt-Ney, nok af Banco-Seddeler Sig ønsker ganske vist enhver:,:

3

2.

Man nævne hvad man nævne vil, Som er for Penge at bekomme, Saa kan man legge sig det til, Naar man har Sedler i sin Lomme, Og de det Fortrin har for Penge, At mange tusind Daler let I Sedler kan ombæres længe,

Og Byrden os ey giøre træt.

Men det man lade blive skal Med myntet Kobber- Sølv- Metal: Saa nok af Banco-Seddeler Sig derfor ønske maae enhver:,:

3.

Ja Banco-Sedler har endda For grov Courant en større Nytte. Man slipper lettere derfra,

Naar man i Handel skal ombytte. Man sig ihiel jo maatte trælle Og ømme skidne Fingre faae,

Om, for den grove Myndt at tælle, Man skulde hele Dage staae;

Men naar man Banco-Sedler har, Man i et Øyeblik er klar:

Saa nok af Banco-Seddeler Sig derfor ønske maae enhver:,:

4

4. Det Ordsprog var hos Fædrene, At naar man havde det, der klinger, Saa kunde man til Tieneste Og altid faae de Folk, som springer, Endskiønt nu Banco-Sedler ikke Har i sig selv den mindste Klang: Saa tør man dog kun dem fremstikke, Strax bringes Folk i Spring og Gang. Jo der i dem er samme Kraft, Som Mynt har alle Tider havt: Saa nok af Banco-Seddeler Sig derfor ønske maa enhver:,:

5.

De, som paa Banco-Seddeler Slaaer Vrag, naar de ei ere falske, Bør derfor skyes af enhver,

Og øuskes Rang iblant Spedalske. De ere som urene Lemmer,

Der smitte kan de øvrige,

Og den ei fælleds Vel forfremmer, Som vrager Banco-Sedlerne.

Men derimod fortiener den,

Som er en Banco-Seddel-Ven,

At faae af Banco-Seddeler Saa mange han sig ønsker her:,:

5

6.

At Banco-Sedler gyldige Ansees i Guds og Mamons Templer, Og tages mod for Tieneste,

Derpaa man daglig har Exempler. Ved Brylluper og Jordefærde, (Spørg Kirkernes Betiente ad?) Gaaer Sedler for hvad de er værde? Og saa udi den hele Stad.

Der ingen er, som siger: Ney,

Jeg tager Banco-Sedler ey;

Langt heller ønsker vift enhver Sig nok af Banco-Seddeler:,:

7. At Menneskers Begierlighed Til Banco-Sedler Lyst opvækker. Det nægter ey engang, jeg veed, Den store Dievlenægter Bekker. Hvo vilde da saa taablig være, Mod denne Lyst at føre Strid,

Da man alt, hvad man vil begiere, For Sedler faaer i denne Tid. Matroner selv ved Gammelstrand Endog paa dem har god Forstand. Kiøb for en Bancoseddel Sild,

See da, om Konen ey blir mild:,:

6

8. Hvad Virkning Banco-Sedler giør Paa mange Elskendes Gemytter, Det sees ved hver en Piges Dør, Hvis Fader mange Sedler hytter. Jo, Banco-Sedler ofte stifter Partier, og er Himmelen,

Som mangen Møe og Enke givter, Med Elskere af Skillingen. Hvortidt var ey det Kiereste For vore Tiders Friere,

At kunne mange Sedler faae, Naar de sig om en Mage saae:,:

9. Jorden Banco-Sedlerne

Som Mynt, kan alle Ting udrette. De skaffe kan Fortieneste Og Folk paa Ærens Spidse sette. De vor Lyksalighed forøger,

Og kan undvirke store Ting; Derfor enhver begierlig søger At faae dem, hvor man seer omkring. Vel har vi mægtig Seddel-Stok; Men hver har dog ei Sedler nok, Og derfor er enhvers Attraa, Fleer BancoSedler end at faae:,:

7

10. Nu er vel got nok, at man vil Opdrive dem paa alle Veye;

Men der vil meer end Ønsker til, Om man skal mange faae i Eie. Man gribe da hver lovlig Maade At samle Banco-Seddeler; Maae Flid og Sparsomhed kun raade, Saa kan de samles af enhver.

Men hvo som dette Mynt-Papiir Til det Unyttige udgir,

Han derfor selv mange takke sig,

At han paa Sedler ey blir rig:,:

11.

Det er forvovent, om at gaae Med løse Sedler i sin Lomme.

De tidt i Tegnebøger laae,

Og dog af Lommen kunde komme. Hver derfor være bør forsigtig.

At giemme Banco-Seddeler;

Thi den Papir-Mynt nok saa vigtig Som Guld- og Sølv-Mynt blant os er. Saa værer da formanede,

At giemme Banco-Sedlerne.

Og elske dem, med sand Attraa, At kunne mange af dem faae!:,:

8

12. Naar vi kun Banco-Sedler har, Skal vi ey over Mangel klage;

Og det vist være maae en Nar, Som vilde ey mod dennem tage. Jo, byd en Staader paa det samme En Seddel af det mindste Slags, Jeg vædder, han den vil annamme. Og takke til paa gammeldags: Guds Løn for den I vist vil faae! Hvers Ønske derfor være maae!

Ey mangle Banco-Seddeler:,:

1

Politiske Spille-Regler for

de tilladelige

og

meest brugelige Spil

i Vertshuusene.

Sælges uindbunden for 8 Skilling.

Kiøbenhavn, 1774.

2
3

Forerindring

Med denne Udgave er ikke min Tanke at lære nogen at spille, men skeer alene i den Hensigt, om den kunde tiene til at skille Dispyter hvor disse Spil bruges, da det er nok bekiendt, hvor ofte Dispyter formedelst Mangel paa Regler forefalde ved Spil.—Skulde noget være forglemt, da maae jeg undskyldes, saasom jeg ikke er en Spiller. — Skulle dette blive antagen, og jeg slipper skadesløs, skal jeg giøre et nyt Oplag heraf, og beflitte mig paa mere Fuldstændighed. Imidlertid recommenderer jeg dette saa længe til god Afsatz. Kiøbenh. d. 18 Febr. 1774. Kebslein

4

Indhold: Pag. Byd 5 Fem Kort 8 Hanrey 9 Lang Hanrey 10 Hundrede og Eet 12 Mariage 13 Polsk Pas 14 Piquet 17 Styrvolt 20 Tree Kort 22 Gnav eller Ris-Ris 25

5

Byd.

Som sædvanlig spilles saaledes:

Til dette Spil udfordres 36 Kort fra Esser til Sexen. Syv Personer kan derudi være Spillere.

1. Kortet blandes vel.

2. Tages af, af den som sidder paa Kortgiverens

høyre Haand.

3. Gives først 3 Kort til den som sidder paa Kortgiverens venstre Haand, og

derefter udi den Orden til de andre, og endes hos Kortgiveren selv.

6

4. Dernæst gives ligeledes 2 Kort rund

om paa samme Maade.

5. Hverken Kortgiver, eller Aftager, eller

nogen anden maae see under eller noget Kort i den beholdne Stamme.

6. Udspilles af den som sidder paa Kortgiverens venstre Haand.

7. De andre legge til; den som sidder ved Udspillerens venstre Haand legger saa først til, og siden efter Orden.

8. Ingen maae i Forhaanden legge til før hans Formand.

9. Hver Spiller legger sit Kort til hos sig selv, at den eenes Kort ikke skal forvilde den andens.

10. Ingen maae fremviise sit Kort i Utide.

11. Den som faaer det 4de Stik, har Frihed at byde, og de andre, som vil byde med ham, maae ikke byde meer end han. Naar de have bydet med, saa mange som vil, fremviiser Byderen sit

7

5te Kort, og den, som høyest stikker Byderens Kort, har vundet.

12. Den som i sidste Spil fik først Kort, er Giver til det følgende Spil.

13. Den eene Spiller maae ikke raade den anden hvorledes han skal spille; hver skal have sin egen Villie, og ingen støde sig over den andens Spillemaade, naar han har spillet efter Reglerne, enten det saa falder ud til Fordeel eller Skade.

14. Det mindste som kan tales uden for

Spillet, er det bedste, thi ellers confunderes det; Orden er det fornemmeste, som skal giøre, at Spillet er til Plaisir.

15. Enhver Spiller kan holde op at spille

naar han vil.

16. Naar feil gives, gaaer Kortet sammen,

og gives paa nye.

8

Fem Kort. Saaledes:

Til dette Spil udfordres 36 Kort fra Esset til Sexen. Syv Personer kan derudi være Spillere

Samme Regler som udi Byd fra 1 til 10 inclusive.

11. Det 4de Stik giver den Fordeel, at det 5te Kort bliver det som vindes paa, om ingen kan stikke det, men hvem af Spillerne, som kan stikke det høyest, har vunden.

I Øvrigt er samme Regler som i Byd ra 12 til 16 inclusive.

9

Hanrey.

Saaledes:

Til dette Spil udfordres 36Kort fra Esset til Sexen. To, Tre a Fire Spillere er det bedst at være i dette Spil.

1 Kortet blandes vel.

2. Tages ikke af.

3. Gives hver Spiller 3 Kort, og derefter

oplegges Tromf, som har den Gyldighed, at det Kort af den Sort stikker alle de andre Kort.

4. Naar de alene ere 2 Spillere, udspilles

til Kortgiveren, kan han ey stikke, maae han tage det op, og den anden spiller ud igien indtil der stikkes; naar der er stukken, tager Stikkeren først et Kort af Stammen, og dermed continueres saa længe der er Kort i Stammen.

5. Er 3 a 4 Spillere, spiller den ud som fik først Kort, til den som fik Kort næst

10

ham, kan han ey stikke, tager han det op, men stikker han, gaaer det tli den næste Spiller igien, og han skal stikke den sidste Stikkeres Kort, hvis ikke, tager han altsammen op, og der udspilles til ham igien, indtil han stikker.

6. Den som beholder ved Slutningen det sidste Kort paa Haanden, om han end kan stikke dermed, saa han ikke beholder flere tilbage, har tabt

Lang Hanrey:

Saaledes:

Første, anden og tredie Regel er ligesom i

Hanrey.

4. Spilles bedst af 2 Spillere. Men her er den Forskiel imod Hanrey, at hver Spiller beholder sine Stik hos sig selv, og observeres, at altid stikkes med det bedste Kort paa Haanden.

11

5. Naar Stammen er optaget, beholder

hver hvad Kort han har paa Haanden, og hver tager sine Stik op, og paa nye begynder Spillet.

6. Den som sidst stak, spiller først ud, og

Tromfen stikker her som tilforn.

7. Kan udspilles 2, 3 a 4 paa eengang,

naar de ere lige, nemlig 2, 3 a 4 Sexer, 2, 3 a 4 Syver, og saa fremdeles; kan de ikke alle stikkes, at om end nogle stikkes, spiller dog den første Udspiller igien.

8. Den som beholder det sidste Kort paa

Haanden, har tabt ligesom i Hanrey.

12

Hundrede og Eet.

Saaledes:

Til dette Spil udfordres 36 Kort fra Esser til Sexen; spilles bedst af 2 Spillere.

1. Kortet blandes vel, og dernæst tages af.

2. Gives 3 Kort af Gangen, og dernæst

Tromf.

3. Den som først kan tælle Hundrede og Et af sine bekomne Stik, har vundet,

4. Esset er det høyeste, og gielder 11, dernæst

Tien gielder 10, Kongen 4, Damen 3, Knækten 2, de andre Kort kan ikke benyttes at tælle med.

5. Tromfen stikker alle de andre Kort.

6. Den som stikker, tager først op af

Stammen.

7. For det sidste Stik i Spillet regnes 10

a parte.

13

Mariage.

Saaledes:

Udfordres 36 Kort fra Esset til Sexen.

To og tre Spillere herudi er bedst.

1. Efterat Kortet er blandet, og der er aftager, gives hver Spiller 6 Kort, 3 af Gangen; siden oplegges Tromf.

2. Den som fik først Kort, spiller ud, og hver tager fine Stik til sig, og tæller ligesom i Hundrede og Eet.

3. Det kaldes Mariage naar man har en Konge og Dame af een Sort, og tæller derfor 20 forud; men er det Tromf, Konge og Dame, tælles 40 forud.

4. Ingen kan mælde nogen Mariage førend han har faaet et Stik hiem, ey heller kan meldes Mariage efter at Stammen er optaget af Bordet.

5. Den som siger sig ud først uden at tælle, har vundet, naar det ved Eftertællen

14

befindes at han er ude, endskiønt den anden ogsaa havde sit fulde Tal.

Polsk Pas.

Saaledes:

Hertil udfordres, naar de ere 4 Spillere, fra Esset til 9 inclusive i alt 42 Kort.

1. Efterat Kortet er blandet og taget af,

gives hver Spiller 5 Kort.

2. Den som giver Kort, kan tage Tromfen

som oplegges, men forbinder ham til at spille i den Couleur.

3. Førend der udspilles skal han legge et

Kort fra sig i Stæden for Tromfen.

4. Kløer Knegt, derefter Spar Knegt, saa

Hierter Knegt, og dernest Ruder Knekt ere de bedste Stikkere i Spillet, siden fra Esset af og ned efter i den Couleur som er Tromf.

15

5. Den som har Forhaanden, har først

Frihed at sige om han vil spille eller ey, siden de andre efter Orden.

6. Passer de alle omkring eengang, kan

Forhaanden endda spille i det som er Tromf, eller en anden Couleur; men passer den første, og Touren kommer til de andre, maae de ey spille i Tromf, men vel en anden Couleur.

7. Den som faaer de to første Stik, har

vundet, NB. naar en anden Spiller og faaer to Stik; men faaes tre Stik af en, har den vundet, som af sig selv er en Følge. 8. Kan en som spiller, hverken naae 3 Stik paa den Maade, eller 2 Stik paa den anden, som foregaaende Regen lyder, er han beet, og en anden som faaer de fulde Stik, har da vundet.

16

9. Den som faaer de 2 Stik hiem, og ved Udspil af det 3die siger la vola og faaet alle 5 Stik rigtig, faaer saa meget til af hver som et Indsatz; men skulle han ikke faae alle 5 Stik hiem, bliver det en Ompasning, og han faaer intet af det som var at vinde.

10. Naar en bliver beet paa en andens Beet, stiger den alt dobbelt.

11. Naar der spilles paa en Beet, giøres ingen anden Tilsatz af de andre Spillere.

17

Piquet.

Saaledes:

Til dette Spil, naar de ordinair ere to Spillere, behøves Kort fra Esset til Syven inclusive, 32 i alt.

1. Efterat Kortet er blandet og dernæst aftagen, gives hver 12 Kort, 2 af gangen, de øvrige 8 Kort deeles i 2 Dele, 5 Kort i den eene og 3 i den anden Deel. Den som fik først Kort, kiøber 5, og Giveren 3, men førend de see disse til Kiøbs liggende Kort, skal de først kaste saa mange som de vil kiøbe, af de i Haanden havende.

2. Efterat de have kiøbt, melder den som har Forhaanden, hvormange Kort han haver af een Sort, som kaldes Rommel, og saa mange de ere, gielde de i Optælning, naar den anden ey har flere, eller lige saa mange.

3. Forhaanden melder dernæst Qvinter, Qvarter, Terrier, som ere 5 Kort efter

18

hverandre, saasom Es, Konge, Dame, Knegt, Ti; der kan vel og haves flere, det kaldes Qvinter; fattes et kaldes det en Qvart, fattes toe kaldes en Ters, Qvinter gielder 15 foruden en Honeur som er 10, Qvarter 4, Tertien 3.

4. Derefter meldes 14ten om haves, det er

naar man haver enten 4 Es, 4 Konger, 4 Damer, 4 Knegter, eller 4 Tier, men fattes en, gielder det kun 3.

5. For oplagt Kort faaes en Honeur eller

10

6. Kan meldes 30 uden Udspil, regner man

i Stæden for 30, da 90, at sige naar den anden Spiller intet kan melde imod eller lige med

7. For hver Udspil tælles 1 og for sidste Stik 3

8. Den, som har de fleeste Stik melder 10

for Læsser, som det heder.

6. Kan meldes 30 med Hielp af Udspil, førend den anden kan faae noget meldt, tælles 60 i Stæden for 30.

io, Slik

19

l9

10. Bliver den anden Læs Caput, eller slet ingen Stik faaer, tælles derfor 40.

11. Saa mange, Qvinter, 14ten, 60 og 90 en Spiller faaer, faaes en Honeur for hver, som er 10; — dog saa at naar Honeur faaes for 90, faaes ey for So.

12. Den, som skal kiøbe 5 Kort, maae enten kiøbe 3, 4, 5, eller ingen, den anden, som har kuns 3 at kiøbe af, kan kiøbe, som han vil.

20

Styr-Volt. Saaledes: Hertil udfordres 4 Spillere og 48 Kort fra Esset til Toen. 1. Efterat Spillerne har parret sig og sidder saaledes

at Macherne ey sidder tilsammen, blandes Kortet og tages af, og den, som tager af, seer under om nogen Matedor er under; da legges den frem om nogen Spiller skulle faae Damen af den Sort, eller i Mangel af Damen da Kongen, kan derfor tilbytte sig Matedoren, men maae ikke sees mere end et Kort under.

2. Hver Spiller faaer 9 Kort, 3 af Gangen og dernæst oplegges 2 Tromfer, som med Tien kan byttes af de af Spillerne, som maatte have den.

3. Den eene Macher maae ikke sige den anden sit Kort, allene om han kan stikke eller ey.

21

Stikkerne ere:

4. Hierter 2 er den beste, dernæst Kløver 4

Spader 8, Hierter 9, Ruder 9, Veltens Esser, Dito Knegter, Dito 6, Dito 2, Dito 3, Diro 4. Udspillere: Dito 8, Konger og Damer. De unenveltes Kort gielder efter sin Orden fra Esset til den mindste.

5. De 2 Machere, som først faaer 5 Stik

har vundet, men faaer de de 5 første Stik har de giort de andre til Jan.

6. Syverne af den Couleur, som er Tromf,

er frie Udspil, og kan ikke stikkes.

7. For Jan vindes dobbelt mod enkelt Spil.

22

23

Tre-Kort.

Saaledes:

Til dette Spil behøves alle Kortene fra Esset af til Sexen.

5 Spillere er best til dette Spil.

1. Blandes vel.

2. Tages af paa høyre Haand.

3. Den, som sidder paa Giverens venstre Haand faaer først Kort, siden saaledes efter Orden.

4. Gives først 2 Kort rundt om, og dernest 1 Kort, saa hver Spiller faaer 3 Kort, derefter oplegges en Tromf.

5. Den, som fik først Kort siger om han vil

spille, dernæst den anden, og saaledes efter Orden, den som ikke vil spille legger strax sine Kort til Stammen.

6. Naar de er 2 Spillere saa kan de spille lemfældig med hverandre, som de vil,

23

dog skal Udspilleren naar det første Stik er giort spille ud fra Knegten til Esset

Tromf, om han har det. — Esser skal strax falde og Kongen om Esset er i Velten.

7. Den, som giver Kort skal betale til de

vindende Spillere for hver Stik.

8. Den, som spiller med, og ingen Stik

faaer, bliver beet paa ligesaa meget første Gang, som Kortgiveren skal betale, og siden efter naar nogen bliver beet bliver den altid et Kortgivende større end den mindste Beet paa Bordet. — De smaae Beeter, betales først ud, og siden efter Orden.

9. Ingen Spiller maae passe førend hans

Tour.

10. Er da 3 eller flere Spillere, spilles

strax Tromf ud første Gang, saa og anden Gang om haves, har Udspilleren ey Tromf anden Gang at spille,

24

legger han sit Kort fordekt, og ingen kan faae det Stik fra ham uden Tromf, det tredie Udspil skeer aabenlyst, og stikkes af hvem som beste Kort har dertil.

25

Gnav eller Kis-Kis.

Saaledes:

Til dette Spil udfordres en Pose med følgende Brikker udi, hvorpaa er følgende Billeder:

To Giøger, 2 Draguner, 2 Katte, 2 Heste, 2 Huuse, 2 med 12 paa, 2 af 11, 2de 10, 2de af 9, 2de af 8, 2 af 7, 2de af 6, 2de af 5, 2de af 4, 2 af 3, 2de af 2, 2de af 1, 2de af Null, 2de af Potten, 2de af Uglen, og 2de af Narren. — Disse Brikker gielder efter den Orden, de her staae udi, Giøgen er den beste,

spilles saaledes:

1. Tillugges Posen og rystes Brikkerne omkring

deri.

2. Tages ubeseet en Brikke og gives den

Spiller, som sidder paa venstre Haand og saaledes continuere: tager selv sidst,

26

3. Den, som ey er fornøyet med sin Brikke, tilbyder sin Sidemand at bytte med sig, har dennne hans Sidemand en Brikke med Tal paa skal han bytte med ham, men har han et Huus eller Hest, gaaes han forbie og til den nest ved, har han en Kat siger han Kis-Kis, har han en Dragun siger han hug af, og da mister den, som tilbyder at bytte en Streg og maae ey bytte med andre, men skal beholde den han har, — har han Giøgen skal han blive staaende for den. —

4. Den, som har Posen kan hvis han ey

er fornøyet med den første Brikke tage sig en anden, og den skal han rette sig efter, men haver han en Matedor og en anden skal bytte med ham, nemlig Hest eller Huus, giver han ham en af Posen.

5. Naar en af Spillerne har Narren skal

den, som har den ringeste Brikke tabe en Streg med ham.

27

6. Naar 2 har lige Brikker mister de begge

en Streg.

7. Er der 2 Spillere, som har hver sin Nar,

faaer de hver sin Narre-Streg derfor, og 2, som har de mindste Brikker, mister hver en Streg.

8. Hver Spiller skriver strax 3 Streger for

sig, og efter Haanden, som han taber slukker ud.

9. En Spiller kan appellere, og faae nye Streger 3 Gange, naar Appellerne er aaben, han faaer saamange Streger hver Gang han appellerer, som den der har mindst Streger af Spillerne, det staaer til ham selv om at appellere,

10. Saasnart en har appelleret eller flere paa engang i en Appel, man der ey appelleres oftere i den Appel.

11. Naar en har mist alle sine Streger er han uefterrettelig i Spillet, og faaer ingen Brikke mere.

28

12. Naar der er Appel aaben, kan en, som har mist sine Streger sidde over om han vil engang, men vil han mere spille med, man han appellere.

13. En Appel koster ligesaa meget, som første Indsatz.

14. Naar 2 tilsidst drages om Spillet, og har hver en Streg, og den Enue har en Nar, gaaer Spillet om med de 2, med mindre den anden har en Giøg, den kan Narren ikke tage med sig.

15. Den, som da beholder de sidste Streger allene har vundet, og faaer hos alle de andre, som de har tabt til.

16. I dette Spil kan være 37 Spillere.

17. Den, som bliver kisset, faaer tilbage

sin Brikke, om den han blev kisset paa er byttet til ham, og saaledes byttes rundt om, til hver faaer sin egen, som han fik fra Posen.

Trykt hos Lauritz Christ. Simmelkiær.

29
30

1

Poschernes Triumpf og Fiskebeensskiørternes

Landflygtighed.

Kiøbenhavn 1775.

Trykt hos Paul Herman Höecke.

2
3

Jeg sad engang i Skoven i min uskyldige Eenlighed og spaaede for mig selv om tilkommende Tider, da Himlen med et formørkedes, Havet begyndte at bruse, og Luften blev opfyldt med Torden og Lynild. Jeg blev meget forskrækket, og vidste ikke hvorhen jeg skulle flye. I det samme mærkede jeg noget rørdes bag ved mig i Løvene. Jeg skulle see til, og blev vaer en Zephir, der var ligesaa deilig som flygtig, staae ved min Side. Uroe og Angst var tegnet i hans Ansigt, og det lod som han søgte Beskiermelse i mit Sælskab. Jeg bad ham sidde ned hos mig, og spurgte ham, hvad

4

Aarsagen kunne være til denne pludselige Forandring med Veiret. Han kunde neppe tale for Angst, og var næsten uden for sig selv; Endelig da han fandt sig tryg i mit Sælskab, svarede han mig:

Heele Olymp, sagde han, er i Bevægelse. Jupiter vifter med sine Lynilds Straaler; Apollo har taget Sørgeklæder paa; Neptunus giør forskrækkelige Ophævelser i Havet med sin Gaffel. Æolus aabner sin Sæk, og lader de grueligste Orcaner udbryde, at jeg, som ellers har kundet bryste mig af Tapperhed, ikke veed om jeg er til eller ikke; den stolte Juno selv, er bleven ligesom forsagt; hun blegner, spaserer frem og tilbage, vil være stærk, og frygter dog, kaster sig paa en Zopha, og svøber sit Hoved i en Silkepude. Ja, Minerva, den ellers altid kiekke Minerva! taler aldrig et Ord, legger Skylden fra sig og tager sig en Priis Tobak.

5

Men siig mig, spurgte jeg, hvoraf er denne Uroelighed reist sig? Af Den, svarede Zephiren, som er Aarsag til al Uroe i Verden. Gudinden Venus kom nyelig ind midt i Conren ved Jupiters Hoff heel pludselig, uden at blive meldt af Drabanterne. Hun svingede sig med sine helligdags Poscher til den venstre Side, gik igiennem den aabne Halvdør, trængede igiennem Hoben, og kastede sig need for Jupiters Trone, som opløftede hende ved et Favnetag. Hendes heele Coeffure var i Ulave; Blomster og Turbaner, Sløifer og Ertsnaale, stoed paa Springet at tage Flugten. Her seer I min Fader, sagde hun, den ulykkeligste af alle Gudinder. Man strider mod mit Herredømme; Man giver Love i mit Rige ligesom man for got besinder. Tilforn maatte saa mange Helte bide i Græsset naar jeg viiste dem mit Skiold. Tænk selv, hvor drabelig jeg forsvarede Troja! hvad Seier jeg vandt over den

6

stolte Rommerske Feldtherre Antonius, og har jeg ikke ofte været i Stand til at sætte heele Europa i Lue. Jeg er bleven tilbedet fra Dronningen af riige Arabien og til Kielderpigen i Valbye Kroe; I Rom, saavelsom paa Øen Spraa. Men nu begynder man at ansee mig for en gammel Sibylla; man baade ærer og foragter mig. Hvor langt bedre havde det været mig, om jeg aldrig havde havt saadan Magt. Jeg vilde da intet have at savne, og intet at holde mig op over. Venus tørrede Øinene med sit Flors Tørklæde.

Men min Datter, spurte Jupiter, hvo er den som foraarsager dig saadan Misfornøielse? Har nogen forvoven Aand tordet begive sig til de Dødelige, og forledet dem fra at dyrke dig? Er det mueligt, at Skiønhed, Venlighed, og Behagelighed nu ikke mere tilbedes? Saa formaaer nu et par Øine ikke mere at giøre

7

Philosophen gal, Petitinaitren anstændig, Helten seig, og Spradebassen ram? Saa kan en vakker Mund nu ikke mere omkuldkaste en Feldtherre og hans heele Krigshær, indsætte en Kokkedreng til at være Storvezier, og fortrylle baade Paver og Substituter? — Ach! sagde Gudinden! det kunde jo endda være ondt nok min Fader, uden at der just skulde møde mig saa grum en Skiebne. Min Ulykke reiser sig af andre bedrøvelige Aarsager.

Østen om det Baltiske Hav ligger et Land, som jeg til alle Tider har elsket. Hoved-Staden vandes af de salte Bølger, og dog har mine Altere kundet brænde. Mit smukke Kiøn har holdet Borgemestere og Raad, Rigs Marsker og Skoeflikkere, Krigs Øverster og Magistre, galonerede Smaaherrer og Hyrekudske, Neptuni og Martis Sønner, ja endog Tilbederne i Minerva Tempel indtil de Skiægløse

8

Pudderbukker paa Gaderne, alle i en tilbørlig Ave og Respect. Selv Øeboerne og den Fremmede har slaaet sin Boelig der, aabnet sin Madsæk, og af Forundring gabet paa min Tilbedelse. Jeg har i det største Bulder kunde befalet Fred, og der er bleven Fred. Med et Vink af min Soelhats Skygge, har jeg ved det ædle Danske Kiøn kundet udrette store og fortreffelige Ting. — Men ach! hvor kan jeg nævne det uden Taare?.. Dette Kiøn er nu bleven mig ulydigt.

Ulydigt? spurgte Jupiter! Hvad Prøve har min Datter paa deres Ulydighed? — Den største i Verden, sagde Gudinden. Tænk min Fader, man vil afskaffe Poscher og bringe igien Fiskebeensskiørter i Moden, og det uden min Forespørgsel; En Dragt jeg længe siden har befalet dem at nedlegge. De vil efterabe mine egne Børn de Franske, som du veed, min Fa-

9

der, jeg har givet frie Hænder, for deres retskafne Hengivenhed til mig. Men saa langt fra at de Danske kan tilegne sig denne Frihed, at jeg undrer de endog tør gaae saavidt og begynde igien med Fiskebeensskiørter, ret ligesom de derved meente at giøre mig nogen Ære, da det dog er mig til største Ærgrelse, efterdi jeg derved seer, at mine elskværdige Poscher kastes Foragt paa. — Hvad? raabt heele Jupiters Hoff: Fiskebeensskiørter! Men den gamle Jupiter smaaloe.

Ligesom en stille Dam, naar Sluserne aabnes, for at sætte Mølleqværnen i Gang, har et sagte Udfald, men strax derpaa bruser og larmer, saa Møllerens Datter knap kan høre, hvad Drengen siger, saa tiltog og mere og mere Forundringen ved Couren, og man hørte en almindelig Sorl. Partier opreiste sig imod Partier. Nogle holdt med Poscher, andre med Fiskebeens-

10

skiørter. Juno, for at hævne sig lidt paa Venus, sagde, Fiskebeensskiørterne var langt smukkere. Mars, for at fornøie Venus, sagde, de vare ufordragelige. Neptunus var imod dem, fordi, sagde han, om en Deilig kom i Havsnød, bar de ikke saa got op som Fiskebeensskiørterne. Æolus var ei heller meget for Poscher, efterdi Vindene kunde ei saa got spøge med dem som med hine, og følgelig hans Vælde ikke blive kiendt. Vulcanus torde ei ret vel nyttre sine Tanker; dog for ikke at støde Venus for Hovedet, soer han paa han vilde kaste alle Fiskebeensskiørter paa Iilden; men, sagde han ved sig selv, jeg skal nok mage det saa at de ikke blive alle brændte. Kort, alle Guder og Gudinder af den mindre Rang, indtil Fuldmægtiger, Sekretairer, Kammerpiger, og Laqvaier, vare af samme Meening som deres Principaler.

11

Venus optog derpaa sin Skiønpletsdaase og sit Speil, dannede sig et Physiognomie, som satte heele Couren i Forundring, og begyndte en Tale, som kunde have sadt Liv i Marmor og Bronze selv. Jeg er fornøyet, sagde hun, at en Tienestepige bær et Sæt som hendes Madame, en Kaabe kandtet med Kaninskind, som ligner Hermelinen, og et par hvide Strømper i rødhælede Skoe; naar det kun skeer med min Villie. Et løs Baand, i en Landsbyes Møes Hue, kan ofte foraarsage mig ligesaa megen Glæde, som en beboklet Hoff-Frøkens Hoved. Thi begge Deele er efter min Tilladelse. Men hvad skal jeg tænke om den Selvraadighed med Fiskebeensskiørterne. Jeg har elsket Poscher længe førend Fiskebeensskiørter blev til, og jeg har til min inderlige Glæde seet dem ærede hos alle sædelige Folk. Endog da, naar mine store Flokke af Tilbederinder, forført af Dadlens eller Berømmelsens Sønner, har forladt mine Skik-

12

ke, ere Poscher blevne hædrede. Jeg har grædt, saa Olymp næsten har været sænket ved Mine Taare, naar jeg igiennem mit Gemaks Vinduer har seet Gaderne prange af de fortvivlede Fiskebeensskiørter, der er kommen feilende, ligesom flydende Galeier paa Neptuni Strømme! Ach! har jeg ofte sukket: hvor vanziirer ikke mit Kiøn sin Skabning, naar jeg seer en lille smekker Krop, ziiret fra Frontens yderste Kandt, til Livets snevreste Sirkel, pippe op fra en 3 til 4re Alens breed Machine, som sætter det ud til et Maal for det stolte Mandkiøns Latter, og raaber Beboerne fra alle Stokværke for at gabe og see, især naar Æolus Vinde spøger med det udspendte Skierm, de sølvbrammede Skiørter stikke frem, og de hvide Been komme fuldkommen til Beskuekse. Jeg siger derfor min Fader, Fiskebeensskiørter er den vanskabteste Zirat for Kiønnet; den vanskabteste, som alle Smagens Elskere har kiendt; fra Zenobia i Persien til

13

stolt Signild, i Sigtuna; da derimod de deilige Poscher baade er den skiønneste, den venerableste, den naturligste Ziir, den best passende paa en Skabning som Fruentimret. Thi saadan slap jeg ud fra dit Skiød, min Fader. Og om end Fiskebeensskiørter vare kraftigere og skiønnere, skulle jeg da vel ynde dem, naar de bæres uden mit Bifald? Men jeg seer de giøre dem uskikkede, de skille dem ved en Facon, i hvilken jeg altid har sadt min egen Skiønhed, og jeg skal derfor til Straf indblæse de Folk, som bringer dem Fløde til deres Morgen-Neckar og sælger dem Urter og Rødder til deres Boullioner, og hvilket Folk jeg til Straf for deres Flittighed har bestemt at Viise sig ævig i een og den samme Dragt. Jeg skal indgive disse, at de aflegger deres Hostepuder og kommer med Fiskebeensskiørter til Torvs. — Ach Fader! raabte Venus til Jupiter, lad dig bevæge at handthæve mine Love og mine Rettigheder. Poscherne

14

komme i Flor og Fiskebeensskiørterne forgaae.

Denne Tale foraarsagede et stork Bulder. Mars satte sin Spontong i Gulvet, saa det dundrede i Jupiters Andients-Sahl, han vilde have det heele Danske Fruentimmer indstevnet for Krigs-Retten. Neptunus blev bister, rørte Østersøen med sin Finger, som oprørte Havet, at en nyelig hiemkommen Franskfahrer, ladet med Pomade, Liqveurer, lugtende Vande, Soelhatte, Sætter, og franske Ranetter, rendte paa Grund. Jupiter viftede med sine Straaler og bød at holde Fred. Æolus trommede paa sin Sæk, og jeg blev saa forskrækket, at jeg fløi igiennem en søndrig Rude paa Vinduet. Tænk, al denne Allarm for et Fiskebeensskiørt! Ach! skulle nu den Trojanske Krig begynde igien, tænkte jeg, hvor vil det da see ud? I det samme vendte jeg mig om, og saae Mer-

15

curius midt paa Gulvet i en Stilning, som en Dandsemester.

Gudinde, sagde han til Venus, jeg hører I er fortørnet mod de Danske Fruentimre for deres Fiskebeensskiørter; men de ere uskyldige. Hvorledes skulle det kunde dømmes for Fiskebeensskiørtets Antagelse, som de allene har Eders egen Søn at takke for? — Hvad? min Søn! sagde Venus! ach det er aldrig mueligt. — Som jeg siger Eder, blev Mercurius ved, jeg kom nu nyelig fra et af de ypperste Huse i Hoved-Staden, der sad han ved en Frøkens Toilette og ridsede hende en Tegning af et gandske nyemedens Fiskebeensskiørt; Skrædersken blev hentet, Machinen syet, og Eders Søn bandt den selv om Frøkenens Hofter, roeste hendes fortreffelige Skikkelse, og sagde, at hans Moder aldrig var prægtigere klædt naar hun mødte ved Jupiters Hoff. Nu kan I vel

16

selv tænke. Ach! ach! raabte Gudinden, hent mig dog dette selvraadige Barn, at jeg med et got Riis kau tugte ham for heele Hoffets Øine.

Ved disse Ord blev jeg bange; thi jeg er ikke meget for at være overværende ved slige Excecutioner, og frygtsom for Allarmen, som jeg nok saae vilde udbryde i en indbyrdes Krig, skyndede jeg mig det snareste jeg kunde fra Olymp, og kom, som du veed min Ven, til dig i din Stilhed. Saasnart havde Zephiren ikke fortalt mig denne underlige Tildragelse, førend jeg blev nysgierrig efter at vide Udfaldet. Philosopher beherskes undertiden af samme Svagheder, som man siger er det smukke Kiøn egen. Jeg bad Zephiren hielpe mig op paa Olymp, og ind i Gudernes Sahl, hau opfyldede mit Ønske, efter

17

megen Beeden gav mig Plads i sin Uhr-Fikke, og fløi med mig langt forbie de Nordiske Grændser, og satte mig lige ned i Sahlen. Hvor forundret blev jeg over dette Syn; heele Sahlen vrimlede af Guder og Mennesker. Jeg saae Alexandrer og Skræder-Svenne, Offer-Præster og Kielder-Piger, Sibyller og Stads-Junker; Feldtherrer og Kieldermænd. I det samme kom Mercurius ind, og havde sin vingede Stav i den eene Haand og den lille Monsieur Cupido ved den anden. Her har Eders Naade, sagde han til Venus, den ulykkelige Forbryder; giør nu med ham som I behager. Gudinden kastede et alvorligt Øie til ham, og een af hendes Kammer-Jomfruer, i en gammel slid Contuche med Opslag, og et Nattøi som næsten skiulede Næsen, kom frem med et Riis af Rosmarin og Lavendel.

18

Den lille Delinqvent begyndte at lee, og heele Couren brast paa engang baade i Latter og Graad. Jeg hører lille Junker, sagde Venus, at han er bleven Hoff-Skræder? han venter nu vel snart og at blive en stor Matedor? Hvad er det for Historier du finder paa at binde de Danske Fruentimmer paa Hofterne? Er det at lyde mine Befalinger? -— Ma cher Mere, sagde han, det seer alt for løyerlig ud. Ma cher Mere skulle kun see de nye Fiskebeensskiørtede Damer; det er ligesom jeg seer Olymp selv: to smaa Bierge ved Siden, hvorimellem det opreiser sin herlige Skikkelse. Fortiener jeg vel Utak, da det er til Ma cher Meres egen Ære altsammen? Jeg synes ikke Ma eher Mere var smukkere den Aften hun var paa Ball med Vulcanus, da Hans Durchlauchtighed Hr. Mars, snappede Hende ved Haanden og hviskede Hende 2 søde Ord i Øret, saa Jupiter selv loe da han saae Hendes Smiil. —

19

Ei du Skalk! tør du raisonere til? — Cupido kyssede hendes Haand: Vil Ma cher Mere bare høre mine Aarsager: Nogle Danske Damer, frem for alle andre i heele Europa, havde saa gandske sadt sig op imod mig, og vare saa ubevægelige, at jeg ei vidste med dem nogen Raad. Mine Pille ere gaaet i Stykker mod deres Hierter, og min Bue meere end engang brusten. Jeg pønsede paa at spille dem et Puds, og da jeg tilforn saa næt har kundet sidde og skiule mig under disse udspredte Skiørter og spille mine smaa Elskovs-Roller, indblæste dem saa mange Kierligheds-Tanker som jeg vil, og saaledes fortrylle dem, at Ma cher Mere skal have sin ævige Fornøielse. — Flygtige Søn, svarede Gudinden, hvor længe vil du dog agere Barn, og lege med Dukker. Burde du ikke først have raadført dig med din Moder? Seer du da mig med saadanne Machiner paa Siderne? Kiender du da ikke mine deilige Po-

20

scher? Hvorfor... ach Ma cher Mere, de ere heller ikke fremmede for det Danske Fruentimre; men for nogle Aar siden blev de først opfunden, og de frygtede at blive for almindelige, og derfore... Hold din Mund Næsviis. Jeg skal snart vise de dødelige Skiønne, at jeg er Gudinde. Hun forføiede sig derpaa til Jupiter.

Den største Deel af Guderne bad Hende bie. De ringere Guder syntes at Cupido havde talt som en Demostenes. Alle gav ham et almindeligt Bifald. Mars selv bad hende tilgive ham, og gik endog i Borgen for ham. Een as Jupiters Hoffjunkre havde en Dukke med sig af en Dansk Frøken med et stort Fiskebeensskiørt paa, dandsende med den paa Fingrene for Venus, men hun var ubevægelig.

21

Hør Jupiter, sagde Gudinden, du Gudernes Fader og de Dødeliges Behersker, lad Selvraadighed dog ikke bortrive det Zepter af min Haand du selv har givet. Viis de Forfængelige, at jeg er deres Gudinde, og at de bør adlyde mig. Befael dem at bortkaste deres Fiskebeensskiørter og bringe mine Poscher i Brug.

Jupiter smaaloe, som en gammel Mand, der klappes af sin unge Kone, søvndysser den gamle, og opliver den unge Liebhaber, som staaer bag ved hans Stoel, med et mildrende Øiekast. Han tog sin Stav, slog i Bordet, og Tavshed herskede blant den heele Cour. Derpaa gav han sin Villie tilkiende ved følgende Sententz. Vider I Danske Fruentimmer! da vor ældste og kiereste Datter, Frue Venus,

22

for os haver paakieret, hvorledes I misbruge hendes Lov og gaaer tvert imod hendes Befalinger, i det I have afskaffet Poscher og betiener Eder igien af Fiskebeensskiørte; Saa for at sætte Eder i Lydighed og erindre Eder, hvad I ere Eders Herskerinde skyldige, byde og befale vi herved, at I fra Dato af give Eders Fiskebeensskiørter Afskeed, saaledes at I den 1ste April kan alle lade Eder see for Gudinden med Poscher. Jo mindre I kan spende Gaden, jo mindre skal jeg legge Mærke til Eders Forfængelighed. Og saafremt denne min Villie ikke efterkommes, skal jeg ved een af mine Zilpher lade fortrylle den heele Nation, efter hvilken I tage Eders Mynster, saaledes, at man i Dannemark ikke skal see

23

Fruentimre enten paa Gader eller i Huse, uden med simple Lærrets Nattøier, graae Contucher, sorte Skiørter og gule Tøfler. Skrevet paa mit Slot Olympiade den 1ste Martii 1775.

24
1

Supplicanten En Tragi-Comoedie i fem Optoge.

Kiøbenhavn, 1774. Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade No. 245

2

Personerne:

Monsr. Torlacus første Supplicant.

Monsr. Prosper anden Supplicant.

Hr. Leopold en Fornemme af Adel.

Hr. Leopolds Gemahlinde.

Frands Hr. Leopolds Tiener.

Lisette Frue Leopolds Kammer-Pige

Sr. Leonard en riig Borger Torlaci og Prospers Ven.

En Jøde.

3

Første Optog. Første Optrin.

Skuepladsen forestiller Hr. Leopolds Forgemak.

Torlacus, Prosper. Torlacus.

Det har virkelig aldrig været saa vanskelig for en fattig Karl at slippe til Brød, som i disse Tider.

Prosper.

Med Tilladelse hvor længe har De suppliceret? Torlacus.

Der mangler nu lidet i 30 Aar.

Prosper.

Bevare os Gud! De maae altsaa besidde en stor Taalmodighed.

Torlacus.

Den behøves og i en høy Grad.

Prosper.

Jeg havde forladt det theologiske Studium, og forlængst slaaet mig til Jura, eller Medicinen, hvis jeg havde været i Deres Sted.

Torlacus

Det kunde og havt sine Vanskeligheder

4

Prosper.

I det mindste skulle jeg i en Hast bleven Underrets Procurator, jeg ville i Begyndelsen paatage mig godt Folks Sager uden Betalning.

Torlacus

Men hvad vandt De derved?

Prosper

Dette, at jeg blev bekiendt, og at man holdt mig for uegennyttig.

Torlacns

Deraf kunde De dog ikke leve.

Prosper

Det er sandt, jeg vilde heller ikke længe vedblive en overdreven Redelighed; men siden i Nødsfald vise mig som begge Parters Ven, og saaledes paa en snu Maade, i en Hast indhente det, jeg i Begyndelsen tabte.

Torlacus

Et saa egennyttigt Forhold ville lettelig røbe sig, hvad om De da maatte nødes til at studere om igien?

Prosper

Jeg tog da min Tilflugt til Medicinen, og om jeg end ikke blev legitime promotus Doctor, kunde jeg i det mindste passere for en maadelig Practikus, eller Qvaksalver, hvorved jeg ufeilbarlig vilde leve bedre end en brødles og ussel Supplicant, der daglig maae lade sig afspise med sine formeente Patroners frugtesløse Løfter, hvilke føde kuns Sinds-Svaghed, og tilsidst bringe ham en Svindsoet paa Halsen.

5

Torlacus

Det er unægteligt, at mange Aars tomme og uopfyldte Løfter forvolde Sindskrænkelse, især naar man seer sig i Stand til at forestaae det Embede man attraaer, og ikke sielden en og anden mindre beqvem at foretrækkes, mig havde det for lang Tid siden befordret til Graven, hvis ikke en Høyere Haand havde opholdet mig.

Prosper

Maaskee min Herre! er det Dem ikke ligegyldigt paa hvad Maade De indtræder i Embede?

Torlacus

Langt fra ikke, ville jeg have ladt hine Samvittighedsløse, der ved utilladelige Midler trænge igiennem, tiene mig til Mønster, havde jeg sikkert for mange Aar siden været hiulpen.

Prosper.

Vil De følge mit Raad, maae De ikke i en Sag, der angaaer Levebrød og Lykke, have en saa overmaade øm Samvittighed; thi jeg tør vedde, hvis De vedbliver en saadan Sindsforfatning, vil Udfaldet blive dette: De døer som Supplicant.

Andet Optrin

Hr. Leopold, hans Frue, Frands Tiener, Jøden Ephraim, de Forrige.

Torlacus til Tieneren:

Vær af den Godhed at melde mig hos Deres Herre.

6

Frands

gaaer med en fler Mine ind i næste Gemak, lader som han mælder ham, kommer igien, og siger:

Det er plat umueligt, at faae Herren i Tale, han er just beskieftiget med at affærdige Posten.

Prosper

kalder Frands til Siden, stikker ham noget i Haanden, og hvisker til ham.

Frands

Jeg skal anvende min yderste Fliid, siden jeg mærker Deres Ansøgning er saa vigtig. (Kommer igien og siger :) De behager, at træde ind. Frands og Torlacus gaaer, Hr. Leopold kommer frem.

Prosper

giør en dyd Compliment, og leverer sin Ansøgning.

Hr. Leopold

De er mig gandske ubekiendt. Læser hans Ansøgning.

Prosper.

Det er min Syster naadige Herre, som har den Ære, at være Deres Frue Gemahlindes Kammer-Pige.

Hr. Leopold.

Godt! der er talt til mig om Dem, De er formodentlig færdig fra Academiet, og har Deres Aar?

Prosper

Mine Examina har jeg lykkelig, og om jeg tør sige det med Berømmelse erholdet, og mine Aar fylder jeg just i disse Dage.

Hr. Leopold

Har De ellers nogen Øvelse i at tale offentlig?

7

Prosper

Jeg man bekiende det ikke er skeet over et Par Gange; thi min meste Tiid har jeg anvendt paa en grundig Theologie og Philosophie, for paa en heldig Maade at kunde oplyse det ene med det andet.

Hr. Leopold

Det er saavidt godt, og anseer jeg den offentlige Øvelse som høist nødvendig for den, der attraaer et Embede af det Slags, som Deres Ansøgning indeholder.

Prosper.

Naadige! Herre tør jeg yttre mine Tanker, da har jeg hidtil staaet i den Formeening, at Færdigheden til at tale offentlig falder af sig selv, saasnart man faaer Embedet, hvortil jeg underdanigst udbeder mig recommenderet.

Hr. Leopold.

Jeg skal i Fremtiden see, hvad jeg kan giøre til deres Fordeel.

Prosper

Jeg takker underdanigst, at blive Deres Naade værdig skal stedse være min Hoved-Bestræbelse.

gaaer bort.

Frands

Naadige Herre! Jøden Ephraim er her med de bestilte Juveler.

Hr. Leopold.

Lad ham komme ind.

Ephraim

fremviser Juvelerne med en dyb Compliment.

8

Hr. Leopold

Det kommer nu an paa, hvorledes de staae min Frue an, (til Frands) mæld Fruen, at Ephraim er her med Juvelerne.

Frue Leopold

betragtende Juvelerne meget nøie

Nei, nei min gode Ephraim, det er ikke efter Aftale, disse staae mig slet ikke an, de ere alt for gammeldags, I veed jo jeg seer ikke saa nøye paa Prisen, allene jeg faaer noget Modens og rart Ephraim

Ich kan Jhro Gnaden versichern, das igaaer en Dame von første Rang, den jeg just ikke vil Nævne, fik en Paar effen som disse, und hun var gewiß und wahrhaftig saa verliebt i dem, at hun sagde min gode Ephraim! de ere prægtige, Jhro Gnaden kiendt mich ja sonsten, at jeg er ein ehrlicher, ein ehrlicher Mann, der ingen wil fixieren. Frue Leopold

Hvad er ellers Prisen?

Ephraim

800 Rdlr. Jhro Gnaden.

Frue Leopold

For et Par efter min Smag gav jeg de Penge, men disse ere ikke halv saa meget værd.

Ephraim

Die har gewiß und wahrhaftig kost mich selbst 750 Rdlr. in Hamburg, som Jhro Gnaden hier kand sehn af min Vetter sin Brief (tager Brevet af Lommen, og viser det frem) Ich muß doch haben 50 Daler im geringsten til Profit, denn man underkaster sig Hazard Prætiosa zu verskriven.

9

Frue Leopold.

Jo, jo, Ephraim! Det Brev er vist fra Eders Fætter, slige Kunstgreeb forstaaer man nok, det maa ellers beroe med Handelen denne Gang. Ephraim

Jhro Gnaden maa dem gierne ved en verständig Juvelierer lade wurdiren, und wenn die ikke er, 800 Daler værd, verlanger jeg ikke 1 ß. derfor.

Frue Leopold

Som jeg har sagt Ephraim, mig anstaaer de ikke.

Hun gaaer

Frands (allene)

Jeg seer den Pedant Torlacus er alt borte, det er en eenfoldig Karl, ved tvende kraftige Erindrindringer bliver han endda den samme, han seer, at Monsr. Prosper og Jøden faaer Audience førend han, dog begriber han mig ikke, mener den Tosse at vi Tienere kan lade os nøye med den bare Løn og Kostpenge, jeg maa ærgre mig til Døde over slig Taabelighed. Siden jeg er saa lykkelig at tiene en Herre, der staaer i saadan Anseelse, at alle Supplikanter i Hobetall storme til ham, og troe sig allerede hiulpne, naar de kun kan faae Audience; saa lader jeg det være min Hovedsag, at mage det saa, at all Ting skeer ordentlig, det er, enhver, som betænker mig, faaer Audience; men ellers ingen. Jeg ærgrer mig virkelig over mange af mine Kammerater, som have god Anledning til at giøre sig en skikkelig Indkomst; men vise sig saa dumme som Østers i det Stykke. Min Løn og Kostpenge beløbe sig til 80 Rdlr. aarlig; men mine uvisse Indkomster ere over dobbelt saa meget.

10

Jeg burde være en riig Karl, da jeg nu over 6 Aar har havt en saa fordeelagtig Post; men det har aldrig været min Sag, at samle Penge, jeg lader heller godt Folk leve med mig i det jeg svarer til mit Navn; thi jeg er døbt Fransiscus Biberius, og det lader som mine salige Forældre ved at vælge dette Navn har forudspaaed min Lykke, der sætter mig i Stand til at iagtage de Pligter, hvorom mit Navn idelig erinder mig, dog er jeg uden at rose mig selv, ikke af det nedrige Slags; men tager mig kuns daglig en honet Sviir.

Tredie Optrin.

Torlacus og Prosper (mødende hverandre) Torlacus

De var den Gang lykkeligere end jeg, uagtet jeg anden Gang bad Tieneren mælde mig, maatte jeg dog med Græmmelse see, at en Jøde blev indladt, hvorfore jeg gik strax.

Prosper

Det var virkelig empfindtlig; men en krum Haand formaaer meget.

Torlacus

Mine Vilkaar, tillade ikke at bortgive noget i saa Fald, jeg tog det og i Betænkning, om jeg end havde Formue.

Prosper

Hvad Grund kan De have dertil?

Torlacus

For det første er saadan en Serviteur i ingen Maade berettiget til at tage noget, dernæst blive

11

saadanne Gaver gemeenlig anvendte til Sviir, og et uordentlig Levnet, og endelig vil jeg ikke give det mindste for at komme i Brød, om det og var paa tiende Haand.

Prosper

Jeg er af langt andre Tanker, jeg sparer intet for at blive hiulpen jo før jo bedre, kan det ikke skee ved Hr. Leopold, som jeg dog formoder; thi jeg har allerede ved min Systers Forbøn sadt mig i temmelig Anseelse hos Fruen, hvis Recommendation gielder meget; saa har jeg endnu andre Anslag.

Torlacus

Det er besynderligt, skulle Hr. Leopold, der passerer for en retsindig og lærd Herre, lade sig lede af sin Frue i saa vigtig en Sag.

Prosper

Som jeg siger Dem, jeg veed adskillige Exempler paa, at en og anden maadelig Karl er til manges Forundring ved dette Konstgrecb foretrakt de meest velfortiente.

Torlacus

Naar man paa den ene Side betragter Supplicanternes Mængde, og paa den anden Side, hvorledes en Deel sette all Samvittighed tilside, og ved ulovlige Midler bane sig Vei til Lykken, maa den, som har sadt Dyd og Duelighed til sit Formaal og, endda efter mange Aars Ansøgning gaaer uhiulpen, næsten overgive alt Haab.

Prosper.

Deri har De fuldkommen Ret, og paa det jeg ikke i Tiden skal tælle mig iblant de uhældige og al-

12

drende Supplicanters Tall, har jeg foresat mig, da jeg nu har naaet mine Aar, at tvinge Lykken.

Torlacus

Jeg har altid troet, at dette er forbunden med store Vanskeligheder, og hverken bør eller kan skee uden at giøre det allerhøieste Væsen, som bestemmer vor Lykke, et utilladeligt Indgreeb i sine Rettigheder.

Prosper

Jeg vil ikke indlade mig i Vidtløftighed, men allene betroe Dem, som en Ven, min Plan, og Udfaldet vil vise, hvem af os to, der først naaer Maalet.

Torlacus

De kunde dog vel ikke overtale sig til til at søge ved Giftermaal, eller for Penge, at komme til Levebrød.

Prosper

For at blive lykkelig maa man vove alt, det kalder man at tvinge Lykken, kan Hr. Leopold ikke om en føye Tiid trænge igiennem for mig, veed jeg et Par Steder, hvor Brødet følger med Bruden, og min Person er, som de seer, ikke ubehagelig, jeg har desuden gode Gaver til at giøre mig tækkelig; men skulde dette end slaae Feil, har jeg fast besluttet, at opofre halv Delen af min Arv, som er 1000 Rdlr. til en Gierrig, for at faae Brød.

Torlacus

Dertil kunde jeg i Evighed ikke overtale mig, før ville jeg døe som Supplicant.

13

Prosper

De har hørt min Beslutning, fra den viger jeg ikke, mine Grunde skal jeg end videre sige Dem ved første Samling, jeg maae forlade Dem; thi det er nu den beqvemmeste Tid, at faae min Syster i Tale. De skilles ad.

Fierde Optrin

Prosper, Lisette.

Lisette.

Velkommen min Hierte Broder! min Frue siger mig, at du i Dag har giort din Opvartning hos Herren.

Prosper

Han viste sig meget naadig, jeg formoder, at Fruen paa det beste har recommenderet mig.

Lisette

Tvivl ikke derpaa min allerkiereste Broder! Hun giør i Sandhed meget for min Skyld, min Forbøn giør det samme, som de stærkeste Foræringer.

Prosper

Det kalder jeg veltænkende; men tager hun ellers imod Foræringer i den Fald?

Lisette

Det er noget jeg ikke vil tale om til noget Menneske, det maa være dig nok, at du kan være ubekymret; thi hun har endog i denne Dag helligen forsikret mig, at Hr. Leopold ikke skal have Roe for hende, førend du bliver hiulpen.

Prosper

Jeg er dig uendelig forbunden min søde Syster!

gaaer bort.

“ 9

14

Andet Optog.

Første Optrin.

Sr. Leonard, og Torlacus.

Leonard

Det er mig en besynderlig Fornøyelse at treffe Dem her, min kiere Ven!

Torlacus

Mig ikke mindre.

Leonard

Er De endnu uhiulpen?

Torlacus

Det staaer alt ved det gamle.

Leonard

Jeg har ret flittig seet i Aviserne, siden vi taltes ved, i Tanke, at finde Deres Navn under Avancemens; men det har feilet.

Torlacus

Jeg har de største og prægtigste Løfter, det er et og alt.

Leonard

Det er herligt, kunde De kuns lære den Konst, at leve af Løfter.

Torlacus

Det er desverre alt for almindeligt, at vore formeente Patroner affærdige os med gode Løfter, dem de aldrig agte at holde.

Leonard

Jeg vil dog formode, at en Deel meene det godt nok; thi man maa betænke: De overhænges idelig, de Supplicerendes Tall voxer daglig; saa at en

15

Herre, der virkelig staaer i Anseelse mangen Gang ikke kan giøre det han gierne ville.

Torlacus

Mon det ikke var langt bedre, intet at love? og i den Sted at erkyndige sig om de Soliciterendes Duelighed og Opførsel, og saa snart derpaa intet var at udsætte, burde de, som længst havde staaet paa Supplicanternes Liste ufeilbarlig hielpes, i hvo de end maatte være, derved ville forebygges, at en og anden ikke kom til at gaae saa længe uhiulpen; men siden Vedkommende enten ikke kan, eller ikke vil anstille en saadan Undersøgning, bliver det en beklagelig Følge, at man hielper i Fleng.

Leonard

Min kiere Ven! jeg har just ikke Indsigt i slige Ting; men har dog altid troet, at de gode Herrer, som De og andre kalde Patroner, virkelig maae have Hensigt til den Persons gode Egenskaber, som de recommendere til et vigtigt Embede, i anden Fald ville de jo paadrage sig Ansvar hos Gud, naar de, og andre velfortiente Personer sukkende maatte staae tilbage, og gaaer det til, som De siger, tør jeg (imellem os sagt) kalde der en Uorden; men mon den ikke kunde hæves?

Torlacus

For min Deel vil jeg hverken kalde det Uorden, eller andet; men allene ønske en Forandring. Leonard

Som en oprigtig Ven siig mig Deres Tanker.

Torlacus

Dertil udfordres Tiid og Eftertanke, dog for at fornøye Dem vil jeg i en Hast sige saa meget: In-

16

gen Ansøgning maatte mere modtages, i den Sted skulde indrettes en Protocole, hvori skulde anføres Solicitanternes Navne, Alder, samt hvor længe de havde giort Ansøgning.

Leonard smilende Godt jeg forstaaer Dem, De blev altsaa den første paa Rollen; thi De er uden Tvivl den ældste Supplicant i hele Riget, jeg vilde virkelig i saa Fald tage Deel i Deres Lykke.

Torlacus

Vil De behage at høre: Jeg sætter forud, at Supplicanterne findes beqvemme, da burde de først hielpes, som længst havde ventet paa Lykken, og siden ved forefaldende Vacancer enhver efter sin Orden, som hans Navn fandtes antegnen Protocolen. Leonard Det var sandelig et artigt Indfald, der saavidt jeg indseer, kunde have sin Nytte. Torlacus Det er unægteligt; thi for det første blev vore Patroner befriede fra mangen en dumdristig Supplicants uforskammede Overløb, som ofte bliver hiulpen, blot paa det de kan blive skildte ved ham, saadanne ere gemeenlig plat uduelige til det de søge, og deres største Fortieneste bestaaer i en grændseløs Frækhed med hvilken de søgte ligesom et udmatte deres Patroner, hvis Høflighed tillader ikke, at give dem Afviisning, som de forskylder. Leonard Det var alt noget stort, jeg troer sikkert, at mange fornemme Herrer ville i høyeste Grad glæde sig ved, at see sig befriede fra denne Byrde?

17

Torlacus

End mere, vore Patroner stod da ikke Fare for, at forledes til at giøre Løfter, dem de ikke kunde, eller ikke ville holde, og af Supplicanterne kunde ingen klage over Fornærmelse, naar enhver blev hiulpen eftersom han stod tegnet; thi intet uden en slet Opførsel, eller Mangel paa fornøden Indsigt skulle støde ham derfra. Leonard

Planen er efter mine Tanker meget god; men hvorledes skulle den blive sat i Verk?

Torlacus

Det er et stort Spørgsmaal, jeg for min Deel ville ikke paatage mig at giøre Forslaget, De veed, jeg har nu opnaaet mit 54de Aar, i mit 24de begyndte jeg at søge, i Tanke at blive hiulpen til jeg blev 30 Aar, som havde været mig nok; men det har behaget mine Patroner, at trække Tiden saa langt ud, at jeg har maattet capitulere paa 24Aar til, og skulle de opholde mig endnu nogle faa Aar, vil jeg haabe, jeg ikke har Behov, at giøre mere Ansøgning. Leonard

Det skulle jeg ikke formode, at De skulle døe uhiulpen. Torlacus

Det tegner ikke ulige dertil; thi en daglig Sinds-Krænkelse kan snart befordre os til Graven.

Andet Optrin.

Monsr. Prosper, de forrige.

Prosper

De ville tilgive mig, de gode Venner, at jeg forstyrrer Dem i Deres alvorlige Samtale.

18

Leonard

Vi ere just ikke af de Spøgefulde eller Letsindige.

Prosper

Det er mig fuldkommen bekiendt, af Deres Ansigter kunde jeg ved første Øyekast læse mig til den Alvorlighed, som har hersket i Deres Samtale, om jeg end ikke uden for Døren havde hørt Monsr. Torlacus nævne Graven.

Torlacus tier, og staaer i dybe Betænkninger.

Leonard.

Ja, ja min kiere Ven! jeg havde vist givet noget godt til, at De havde hørt vor Samtale, især om De ved den kunde bleven lidet forandret.

Prosper

Hvorledes min Hr. Leonard?

Leonard

Jeg mener i Fald De derved ville lade sig overtale til at forlade den Plan, De har anlagt til Deres Forfremmelse, der i mine Tanker er, som jeg tilforn har sagt Dem, ligesaa daarlig, som ildepassende paa Dem, der attraaer saa vigtigt et Embede.

Prosper

Kiere Hr. Leonard! med all den Høiagtelse, jeg har for Monsr. Torlaci Lærdom og Opførsel, ere vi dog af en gandske forskiellig Tænkemaade i det, som betreffer vores tilkommende Lykke.

Leonard.

Det er jeg vis paa; thi De Monsr. Prosper (forlad mig, at jeg taler reent ud) har som jeg mærker, foresat sig, at sætte all Samvittighed til Side, for at slippe til Brød, er det ikke saa? Monsr. Tor-

19

laci Opførsel derimod vidner om det modsatte. I mange Aar har jeg været hans oprigtige Ven, vil ikke roese mig af de Prøver, jeg har givet ham paa mit Venskab, den gode Gud har givet mig en anseelig Formue, saa jeg ikke har kundet savne det; men der glæder mig høylig, at han er mit Venskab fuldkommen værdig, da jeg veed han adstillige Gange har afslaaet gandske artige Tilbud, just fordi han ikke har vildet handle imod sin Samvittighed.

Prosper

Det er artigt nok, allene han ikke kom til at fortryde det.

Leonard

Det vil jeg høylig tvivle paa; thi han er ikke af de Ustadige.

Prosper

Til at forkaste Brød, paa hvad Maade og Vilkaar det end bydes, dertil behøves en egen Beslutning, mig kommer det i det mindste meget urimeligt for og jeg bekiender reent ud, at jeg umuelig var i Stand til i saa Fald, at overvinde mig selv, ney, ney, min kiere Hr. Leonard! man skal holde fast paa Lykken, medens man har den, Brødet er ikke at skiemte med i disse Tider, og naar jeg kuns snart kan blive hiulpen, er det mig ligegyldigt, hvad man dømmer derom.

Leonard

Ja det er en anden Sag, vare vi ikke saa gode Venner, ville jeg virkelig sætte Dem paa hines Liste, som efter Ordsproget siges at have bidt Hovedet af all Skam.

20

Prosper

Nei holdt min Hr. Leonard! Deres Dom er er sandelig alt for haard; thi De angriber dermed flere end mig. Betænk hvor mange der virkelig ere paa en saa at sige behændig Maade, komne i Levebrød, sidder og lever vel, og leer ad hele Verden, Folkes Omdømme legge de ikke paa Hiertet; men sove derfor lige roeligt.

Leonard

Det er godt nok, men efter min Skiønsomhed fattes dem det Beste, og det er en god Samvittighed.

Prosper

Ja en god Samvittighed, det ville blive for vidtløftigt, at afgiøre den Sag, desuden er Tiden mig og knap; men (vendende sig til Torlacum) har De Monsr. Torlacus aldrig fortrudt, at De saa ofte har afslaaet Brød, da De allerede er til Aars, og endda uhiulpen?

Torlacus

De maae ikke ansee mig saa ufuldkommen; thi jeg forsikrer, det er skeet med sundt Overlæg, jeg skulle snarere have fortrudt, om jeg ikke havde nægtet, at modtage Brød paa uanstændige Vilkaar.

Prosper

Det er dog betænkeligt, at vente saa mange Aar paa Lykken, som De Monsr. Torlacus, dersom jeg befandt mig i Deres Omstændigheder, troer jeg sikkert, en Dag ville blive mig som en Maaned, og en Maaned som et Aar, umuelig kunde jeg have saa lang Taalmodighed, og da jeg saavidt kiender mig selv; saa paa det jeg ikke skal giøre mig

21

selv ulykkelig, vil jeg af alle Kræfter arbeide paa at naae det, som jeg holder for min Lykke.

Torlacus

Saasnart det skeer ved lovlige Midler og Veye, har jeg intet imod, at De, som formodentlig vel har anlagt Deres Tiid, attraaer et vist Leve-Brød; men det er ikke den fornødne Indsigt i det De har slaaet sig til, der giør Dem beqvem til Embedet, De maa tillige min kiere Ven! besidde et dydigt Hierte, naar De skal indprente andre Dyden; men tillad mig, at jeg taler aabenhiertig, jeg kan umuelig have de beste Tanker om Dem i den Fald, Deres Tale røber en all for stor Lætsindighed, oa Ligegyldighed.

Prosper

Det er just den samme Moral jeg saa ofte har hørt af Hr. Leonard; men det er en naturlig Feil hos mig, den jeg ikke saa læt kan ændre.

Torlacus

Den bør ændres; thi saa længe De vedbliver en saadan Sinds Forfatning, er De efter mine Tanker plat uduelig, og uværdig til det De attraaer, De skal da ikke kunde giøre andre bedre end De er selv, og den Letsindighed, med hvilken De indtræder i Embedet, vil følge Dem i alle Deres vigtige Handlinger, eller i det mindste efterlade sig de stærkeste Samvittigheds Bid, og denne Dommer vil ved hver er Skridt minde dem om den Daarlighed, som De endnu kan undflye, om De vil.

Prosper

Deres Indfald ere artige nok, det er heller ikke at undre over, at De, som gammel og erfaren, kan

22

give de yngere gode Regler; men har De og altid været af saadanne Tanker, som De nu behager, at udlade sig med?

Torlacus

Det kan jeg helligen vidne.

Prosper

Det er da besynderligt, at De ikke for mange Aar siden er bleven hiulpen.

Torlacus

Det er ikke saa forunderligt, jeg er jo ikke delt eneste, og hvad berettiger os til at mestre Forsynets Veye.

Tredie Optrin.

Mons. Prosper, Lisette og Frands.

Prosper

Jeg maa puste lidet, førend jeg kan lade mig mælde.

Lisette

Hvor har Du været min hierte Broder! du kommer mig saa forunderlig for.

Prosper.

Det var ret en artig Morale, jeg troer en Socrates selv skulle ikke kunde sat den klygtigere frem, eller med større Skin af Rimelighed.

Lisette

Hvad er det min allerkiereste Broder! hvem har du talt med?.

Prosper

De maa paa min Troe ikke tænke, at de har sluget all Viisdom, vel er jeg ung; men indseer

23

ligesaa godt mit sande Vel, og hvad der tiener til min Lykke, som en anden, der er dobbelt saa gammel.

Lisette

Siig mig dog, hvem har bragt dig i saa slet en Sindsforfatning, Kan jeg tiene dig med et godt Raad?

Prosper

De skal sandelig ikke med alle deres sophistiske Indfald kunde overtale mig til, at staae fra mit Forsæt.

Lisette

Du sætter mig i stor Bekymring, jeg beder indstændig, siig mig dog, hvad der er hændet dig.

Prosper.

Jeg kommer nu fra Hr. Leonard og Torlacus, som du maaskee kiender, De havde saa meget urimeligt Tøy at fortælle mig; saa jeg er færdig at blive forrykt i Hovedet.

Lisette

O! min søde Broder! hvi vil du legge det saa meget paa Hiertet? Hr. Leonard er vel, som jeg troer, en fornuftig Mand, der efter Sigende skal have studeret i sin Ungdom; men har formodentlig nu en Green af den Knarvurrenhed, der gemeenlig følger med Alderdommen, maaskee han har ikke meent det saa ilde, og Torlacus skal være en besynderlig Person; vor Tiener Frands har ofte talt om ham, og dersom du kuns hørte det Begreb, han har om Torlacus, er jeg vis paa, det vilde være i Stand til at bringe dit Sind i god Stand igien, men der kommer han just.

24

Prosper

Deres Tiener Monsr. Frands! mener De det er beleiligt, at jeg i Dag giør min Opvartning hos Deres Herre? for at erkyndige mig om Udfaldet paa min Ansøgning.

Frands

De kommer ret tilpas, vil De allene opholde sig en halv Time.

Lisette

Min Broder var gandske opbragt, da han kom her, formedelst en ubehagelig Samtale han nyelig har havt med et Par formeente gode Venner.

Frands

Maa jeg spørge hvem disse kiere Venner vare;

Prosper

Det var Hr. Leonard og Torlacus?

Frands

Den første er mig ubekiendt; men Torlacus kiender jeg paa en Prik, hvorpaa gik ellers Deres Samtale ud?

Prosper.

Saavidt jeg kunde begribe, gaaer jeg nok Torlacus i Veyen der, hvor han agter at giøre sin Lykke; thi siden han saa længe gaaer uhiulpen, er han en Fiende af alle Solicitanter, og ønsker dem gierne i den anden Verden, jo før jo bedre, paa det han dog eengang kan naae det Maal, han saalænge forgieves har sigtet til.

Frands

Jeg turde vedde 10 Rigsdaler mod 2 Skilling, af De har truffet det rette; thi Torlacus er en Karl, som regieres af Misundelse i en høy Grad, en vis

25

Ven har sagt mig, saasnart han seer een eller anden hiulpen faaer han en Kolik paa Halsen, hvad er det andet end den bare Misundelse? Desuden skal ingen indbilde mig, at den Karl besidder grundige Studeringer, og det er saadanne Folk man udleder til Embeder i disse Tider, det har jeg selv ved Opvartning ofte hørt min Herre sige til een og anden af hans Venner.

Prosper

For mig maa han være den han er, jeg vil ikke bedømme hans Studeringer, i det mindste har han ikke lært Velanstændighed, det har han viist mod mig i Dag.

Frands

Man kan læse Eenfoldighed og Dumhed af hans Ansigt, uagtet jeg er ustudeert, har det dog aldrig feilet mig, at jeg jo, ved nogle Gange at betragte en Persons Lineamenter, visse Træk i Ansigtet og Opførsel, har kundet dømme om det indvortes. Ikke for at smigre for Dem, som en Broder af vor lille Jomfrue her staaer, er jeg dog forvisset, i Fald De og Torlacus kom til at trække sammen i et Cathedra, blev den gode Torlacus vist nok Beet med all sin formeente Lærdorn, De har et udvortes muntert Væsen, og en Slags Flygtighed, der vidner om et stort Hoved.

Prosper

Jeg har ikke høye Tanker om mig selv; men dette formoder jeg dog, at jeg i det mindste skulde veye op mod Torlacum i Lærdom.

26

Frands

Forlad mig min Hr. Prosper! jeg vil døe paa, at De overgaaer ham 10 pro Cento, og just derfor bliver De uden Tvivl hiulpen, naar den anden Stakkel maa staae tilbage, troe mig nu omstunder bliver ingen uden retskafne Karle befordrede, der (som man siger) har Haar paa Tænderne; men jeg maae gaae; jeg skal lade Dem vide, naar De kan blive indladt. (gaaer bort.)

Tredie Optog.

Første Optrin.

Hr. Leopold, Torlacus, Frands.

Hr. Leopold

Posten maae ufeilbarlig være ankommen, det er nu alt et Par Timer over den sædvanlige Tiid (kalder paa Frands) Forhør strax paa Posthuset, jeg venter Breve af Vigtighed.

Frands

Det skal skee naadige Here! (ved sig selv) Det er en gal Sag, faaer han først Brevene fat, bliver Prosper frie for at faae Audience denne Gang, jeg maa benytte mig af en Nødløgn, og indbilde Herren, at Posten endnu ikke er ankommen, skulle der kuns ikke komme nogen, som vil mældes; thi Fruens Tiener er og borte.

Hr. Leopold.

Jeg er saa omgivet med Forretninger, at jeg neppe kan faae en Time for mig selv, jeg vil dog i disse Øyeblik, som undes mig, læse det Lykønsknings

27

Vers, som blev sendt mig i Dag, (tager det af Lommen) Af Navnet seer jeg, at jeg kiender dets Forfatter, det er en Person, der besidder grundige Studeringer. Læser noget i det.

Medens Frands Tiener er borte kommer Torlacus for at sætte Prøve paa, om det ikke er mueligt at faae Hr. Leopold i Tale, og da han ikke fornemmer nogen af Domestiqverne, benytter han sig af Leiligheden.

Hr. Leopold vender sig om og bliver Torlaeum vaer. Torlacus

Naadige Herre! jeg beder, underdanigst, det ikke unaadig optages, at jeg drister mig til at gaae ind umældet.

Hr. Leopold.

Det har intet at betyde, formodentlig er ingen

Tienerne tilstæde.

Torlacus

Det var og den egentlige Aarsag, havde Deres Ædelmodighed ikke været mig fuldkommen bekiendt, skulle jeg ikke vovet det.

Hr. Leopold

Jeg kan læt slutte mig til Deres Ærinde, Tiden falder Dem uden Tvivl lang, da De saa længe maa vente paa Befordring.

Torlacus

Naadige Herre! jeg kan ikke nægte, at jeg jo ønsker en god Forandring, i sær da jeg paa nærværende Tiid slet intet har at leve af, undtagen hvad Sr. Leonard, en Borger her i Staden, af særdeles Goddædighed meddeler mig.

28

Hr. Leopold.

Jeg kiender Deres Fortienester, hvorfore jeg og ofte har giort mig all Umage for at see Dem befordret; men har ikke naaet mit Ønske.

Torlacus

Jeg takker underdanigst, jeg har stedse sadt en fuldkommen Tillid til Deres naadige Løfter, haabende eengang ved Deres høitformaaende Recommendation, at blive lykkelig.

Hr. Leopold

Det skal ikke feyle paa min Side, imidlertiid maa De bevæbne sig med Taalmodighed, jeg skulde ikke formode, at Deres Befordring skulde ret længe blive udsadt, ved første Vacance paa mit eget Gods skal De blive hiulpen, det har jeg tilforn lovet Dem, og til Beviis paa min Bevaagenhed vil De modtage disse 50 Rigsdaler til en Slags Lindring i Deres Omstændigheder.

Torlacus

Naadige Herre! med den underdanigste Taknemmelighed, og Undseelse tager jeg imod denne Deres anseelige Gave, og disse Taare (han græder) bevidne ikke allene min store Trang; men tillige den Glæde jeg føler i min Siel over et saa uformodentlig Kiendetegn paa Deres bekiendte Ædelmodighed og Menneske-Kierlighed, det skal bestandig være min Hoved-Bestræbelse, at blive Deres Naade værdig, hvilken jeg og for Fremtiden vil underdanigst udbede mig.

Frands studser i det han seer Torlacum

Naadige Herre! Posten var endnu ikke ankommen, man siger: den slemme Vey hindrer ham.

29

Torlacus

giør en dyb Compliment og gaaer bort;

Hr. Leopold

Jeg blev sandelig meget rørt over den Person, man er ofte meget forlegen; thi endskiønt man gierne ville see en duelig Karl hiulpen ved forefaldende Vacance, kommer der som oftest Recommendationer fra vore Bekiendte fra alle Verdens Hiørner, og disse vore Venner berøve os paa en høflig Maade den Lykke, at handle frit, og at hielpe just den man har Øye paa; men i den Fald er min egen Kone min største Plagere, hun har idelig nogen hun gaaer i Bøn for, og jeg bliver ikke hendes Overhæng qvit, førend jeg eengang for alle udlover, aldrig at hielpe nogen, som recommenderes af hende, ja det skal slaae fast, og jeg vil giøre Begyndelsen med Lisettes Broder, som hun i Dag lod sig være saa meget angelegen. Naar man betragter Sagen med rette Øyne, da er det jo den største Urimelighed, at ville agte paa en Kones Recommendation, der som oftest ikke kiender Personen, mindre er i Stand til at bedømme hans Duelighed.

Andet Optrin

Hr. Leopold, hans Frue, Prosper, Frands.

Frands

Naadige Herre! Lisettes Broder er her, og udbeder sig Tilladelse, at giøre sin Opvartning.

Hr. Leopold

Jeg har ikke vel Tiid, ikke desmindre lad ham komme ind.

30

Prosper

giør en dyb Compliment

Naadige Herre! jeg haaber det ikke unaadig optages, at jeg underdanigst forespørger, om jeg tør giøre mig noget godt Haab om Udfaldet paa min

Ansøgning?

Hr. Leopold

Endnu kan jeg intet sige derom.

Prosper

Jeg tvivler ikke paa, at De jo har mig i naadig Erindring.

Hr. Leopold.

Jeg skal efter Muelighed tænke paa Dem; men Solicitanternes Mængde giør stor Vanskelighed i ar trænge igiennem, om man end ville, Prosper.

Naadige Herre! jeg ønsker jo før jo bedre, at naae Maalet; thi jeg maa bekiende, at Tiden falder mig lang.

Hr. Leopold

Det er vel tidlig, hvad skal de da sige, som i mange Aar have soliciteret; saadanne burde dog hielpes først, man bør i den Fald handle efter Billighed, De seer altsaa, at jeg ikke kan give Dem Haab om en hastig Befordring.

Frands

Naadige Herre! her ere Brevene fra Posthuset. Prosper.

Jeg recommenderer mig underdanigst i Deres høye Bevaagenhed. (Han gaaer.)

Hr. Leopold

læser Brevene imidlertid kommer hans Frue ind.

31

Frue Leopold

Min Hierte! hvad nyt bringer Posten os fra vore Godser?

Hr. Leopold

Jeg seer, der er Vacance; men her seer De tillige Recommendationer fra 4 af mine Venner, som jeg er forbunden, og nødig vilde giøre imod, det er en fortredelig Sag.

Frue Leopold

Paa et Par Postdage vil maaskee komme en Snees Stykker til, mig synes derfor best at tage kort Betænkning, og, om De saa behager, lade Lifettes Broder, som er et stille og maneerligt Menneske, faae det Brød, og paa det vore Venner, som har paataget sig den Uleilighed at recommendere andre, ikke skulde blive fortrydelige, kan man foregive, at Prosper har havt et gammelt Løfte. Mig falder det ellers meget modbydeligt med disse mange Recommendationer, de burde aldrig være; thi derved lader man ligesom Hænderne binde paa sig.

Hr. Leopold

De har deri fuldkommen Ret min Engel! og jeg er vis paa, De ønskede mig gandske befriet fra den Byrde.

Frue Leopold

Derpaa maae De ikke tvivle.

Hr. Leopold

Godt; saa er jeg og forsikret, at De viser mig den Føyelighed, at giøre Begyndelsen.

Frue Leopold

Hvorledes min Herre?

32

Hr. Leopold

Jeg mener, om De vil behage for Fremtiden, at forskaane mig for de kierlige Recommendationer, som De saa ofre har uleiliget mig med, derved vil De giøre mig Dem uendelig forbunden.

Frue Leopold

Min Herre jeg skulde formode, at jeg skulde have noget forud for andre, som De behager at kalde Venner, hvad jeg siger og raader Dem, kan De være vis paa kommer af det oprigtigste Hierte, og den inderligste Hengivenhed til Dem, naar andre derimod ved deres Recommendationer kan have smaae Hensigter, som just ikke altid ere saa roesværdige.

Hr Leopold

Deres Oprigtighed har jeg aldrig kaldet i Tvivl; tillad mig min Hierte! at spørge Dem paa hvad Grund De saa sterk gaaer i Bøn for Lisettes Broder? Kiender De hans Opførsel? Veed De hvorvidt han er beqvem, eller ikke, og er De i Stand til dømme derom? Dette burde være Deres Reeommendations Hoved-Grund.

Frue Leopold

Man har sagt mig, at Prosper skal være en vel studeert Person, og i det øvrige af en anstændig Opførsel.

Hr. Leopold

Formodentlig har De ikke talt med andre end Lisette i den Sag, og De begriber lettelig min Hierte! at hun seer sig forbunden til at roese sin Broder. Den Glæde, at see ham hiulpen, skiuler alle

33

de Feil og Mangler, som han maaskee kan have, og overalt, naar saadant et Menneske har en Broder, der er studeert, er han virkelig i hendes Tanker værdig til at være Doctor, eller i det ringeste Magister, da han dog hos dem, som har bedre Indsigt, ofte passerer for en meget maadelig Person.

Frue Leopold Min Herre! De behager, at gaae for vidt med mig i lærde Sager, jeg vil allene bede, at De for min Forbøn skyld vil lade Prosper blive hiulpen; jeg lover Dem helligen, ikke saa hastig at bede for nogen.

Hr. Leopold

Forlad mig min Engel! at jeg ikke kan tilstaae Dem det; thi at befordre een, som hverken De, eller jeg kiender, allene fordi han er Lisettes Broder, det indseer De selv vilde være meget daarligt.

Frue Leopold

Saa mærker jeg da, at jeg ikke er lykkelig denne Gang.

Hr. Leopold

Jeg kan umuelig overtale mig dertil, hvad Prøver jeg ellers kan give Dem paa min oprigtige Kierlighed og Høyagtelse, skal aldrig mangle; men i dette eene maa De have mig undskyldt.

34

Tredie Optrin.

Frue Leopold, Lisette Frue Leopold

Jeg bringer Eder just ikke den beste Tidende, min gode Liselte!

Lisette

Hvorledes Deres Naade!

Frue Leopold

Derer nu en Vacance paa vor Gods; men min Mand er ikke at formaae til at hielpe Eders Broder.

Lisette

(meget bedrøvet)

Ach jeg elendige! og du min stakkels Broder! som med saa stor Møysommelighed har gaaet Skolen igiennem, og fortsat dine Studeringer til denne Dag, hvordan vil du blive til Mode, naar du hører denne bedrøvelige Tidende, der er tvertimod det søde Haab, vi begge have giort os i Tillid til min Naadige Frues naadige Løfte. Det er da den første Gang i all den Tiid, jeg har havt den Lykke at tiene Dem, at Deres Recommendation for en Supplicant har mislinget, o! hvor har jeg ofte glædet mig, naar een og anden, som ved deres kraftige Forbøn er bleven hiulpen, har giort Opvartning, og med de meest indtagende Udtryk bevidnet, at han ene, og allene har havt Dem min Naadige Frue! nest Gud, at takke for Brød, og Lykke; saadan en Afskeeds Audien-

35

ce havde jeg formodet min Broder engang med det første skulle havt; men (hun græder)

Frue Leopold

Giv eder tilfreds min kiære Lisette! det kan blive godt endnu.

Lisette

Ach hvor smerter det mig, at min arme Broder, et eiegodt, og reedeligt Menneske, som (det endog hans Fiender selv maa tilstaae) vel har anlagt sin Tid, skal være det første ulykkelige Exempel paa, at De min naadige Frue! nu er berøvet den kierlige Magt, De bestandig har havt over Deres dyrebare Herres eyegode Hierte, han er bekiendt for Godheden selv, og jeg er vis paa, at han for sin egen Person ikke vil min Broder ilde; men slette Mennesker maa have sat ont for ham.

Frue Leopold

Naa, naa, Lisette! I skal ikke giøre Eder saa mange ubehagelige Forestillinger, eders Broder er et ungt Menneske, og beleven, som jeg har seet, han kan maaskee snarere giøre sin Lykke end I tænker.

Lisette

Min naadige Frue! jeg er færdig, at overgive alt Haab, naar han ikke ved Dem kan blive hiulpen, kommer han nok til at gaae i mange Aar, forfalder til Melancholie, og geraader saa i den yderste Ælendighed.

36

Frue Leopold

Jeg har et Anslag, er Eders Broder forlovet?

Lisette

Nei Deres Naade! han har stedse været en stor Hadere af Forlovelse, og ofte sagt, at et Menneske derved tit hindrer sin Lykke.

Frue Leopold

Godt, jeg vil da sætte et nyt Forsøg paa min Mand, jeg veed han har Godhed for min Tante, og elsker hende høyt, I kiender jo hendes Kammerpige, som nu har staaet i den Tieneste i 16 Aar, mon Eders Broder kunde fatte Godhed for hende? kan det først skee, skal jeg giøre alt mit til at skaffe ham Brødet.

Lisette

Jeg takker underdanigst, jeg skal saasnart mueligt, skaffe Deres Naade min Broders Betænkning

(Frue Leopold gaaer bort.)

Fierde Optrin

Prosper, Lisette.

Lisette

Ach! gid jeg nu havde min Broder, jeg skulle da fortælle ham en Blanding af Sorg og Glæde; men der kommer han, ret som han var kaldet.

37

Prosper

Min Hierte Søster! jeg er saa melancholsk, at jeg ikke veed, hvor jeg vil være.

Lisette

Jeg er just heller ikke meget glad, men hvad er ellers Aarsagen til din Bedrøvelse?

Prosper

Jeg har i Dag giort min Opvartning hos Hr Leopold; men fandt ham meget lunken.

Lisette Der er nu Vacance paa hans Gods, min Frue har af alle Kræfter søgt for dig; men Herren er ikke at overtale, dog har hun lovet mig, at giøre et nyt Forsøg, og dets lykkelige Udfald kommer for en stor Deel an paa dig selv.

Prosper

Hvorledes min søde Syster? Du sætter allerede lidt Mod i mig igien.

Lisette

Jeg skal strax have din Betænkning, om du mener, du kan fatte Godhed for, min Frue, hendes Tantes Cammer-Jomfrue.

Prosper

Jeg har seet hende et Par Gange, hun er uden Tvivl til Aars.

38

Lisette

Nei saa mænd, hun var efter Sigende 30 Aar, da hun kom i Tienesten, hvor hun nu med Berømmelse har tient i 16 Aar, Regningen er altsaa let giort, 16 til 30 giør 46, jeg vil ikke søge at overtale dig, du maae i den Sag giøre hvad du vil.

Prosper

I fald jeg lovede at ægte hende, mon jeg da og kunde være vis paa Brødet?

Lisette

Min Frue har oprigtig lovet, at anvende all sin Fliid, mere kan Du ikke begiære.

Prosper

Det er sandelig en stor Fristelse for en Karl; men hvad giør man ikke for at faae Levebrød, i hvor det gaaer, er det dog best at tage det visse for det uvisse, det maa enhver fornuftig tilstaae mig; men muelig hun ikke kan fatte Godhed for min Person?

Lisette

Lad mig sørge derfor, jeg vil være dig Borgen, hun er min inderlige Ven, og saasnart hun hører det, er min Broder, falder all Ting af sig selv, desuden kan du vel tænke, at hun kiedes ved Tiden; saa det første er hende det kiæreste, jeg vil heller ikke fortænke hende, jeg vil da indberette min Frue, at du har besluttet, at ægte Jomfruen, er det ikke saa?

39

Prosper.

Jo det er mit ramme Alvor.

Fierde Optog.

Første Optrin.

Hr. Leopold, hans Frue.

Hr. Leopold

Hvorledes befinder Deres Tante sig, De gav hende en Besøgelse i gaaer.

Frue Leopold.

Ret vel, jeg har en kierlig Hilsen til Dem, vi kan vente hende med det første, hun sagde, siden den kiere Mand formedelst hans mange vigtige Forretninger ikke kan komme til mig, vil jeg give mig den Friehed at see til ham.

Hr. Leopold

Det er mig en sand Glæde, hun er en Dame, som jeg bærer største Høiagtelse for; thi her er en reen Dyd samlet med en høi Forstand.

Frue Leopold

Saavidt jeg kunde forstaae, da har hun en Begiering til Dem. Hr. Leopold Jeg veed ikke, hvad det skulle være, jeg ville nægte en Dame af hendes Fortienester.

40

Frue Leopold

Det kommer derpaa an min Hierte! hun søger allene, at De vil unde hende den sande Fornøielse, at see to Personer lykkelige.

Hr. Leopold

Kiender jeg dem, og kan jeg giøre noget dertil; da har jeg lige saa stor Følelse af Menneske-Kierlighed, som nogen anden.

Frue Leopold

Den ene er min Tantes Cammer Pige, som hun længe har ønsket et godt Partie.

Hr. Leopold

Og den anden, maae jeg spørge, hvem den er?

Frue Leopold

Min Engel! det er Prosper, formodentlig har Lisette af Kierlighed til sin Broder smeddet det Partie sammen.

Hr. Leopold

Min Hierte! det er mig jo gandske uvedkommende, de kan træde i Ægteskab for mig, naar de lyster.

Frue Leopold

Det kan jeg begribe min Herre! men det kommer an paa et vist Leve-Brød, dette er just Sig-

41

tet af min kiere Tantes tiltænkte Besøg, at hun vil søge at overtale Dem til at hielpe Prosper ved denne Vacance, paa det hendes Pige tillige kan komme i Brød.

Hr. Leopold

Med al den Høiagtelse, jeg virkelig har for hende, skeer det dog ikke, De kunde da min Engel! saasnart det blev hende tilstaaet, bebreide mig en Ligegyldighed mod Dem, at jeg mere ville agte paa Deres Tantes, end paa Deres Recommendation, jeg anseer det, som en lille Prøve, De behager at sætte paa min oprigtige Hengivenhed til Dem.

Frue Leopold

Jeg forsikrer Dem min Hierte, at jeg ikke i mindste Maade ville fortryde derpaa.

Hr. Leopold

Jeg tør ikke vove at giøre det Skrit; thi endskiønt Deres Artighed hindrede Dem fra at udlade sig med noget, maatte dog maaskee en ubehagelig Tanke blive tilbage, der ikke ville have de beste Følger.

Frue Leopold

Nei min Hierte! De kan være gandske sikker, jeg ville tvertimod glæde mig, og være Dem høilig forvunden, (meget væmodig,) det er dog en Barmhiertigheds Gierning mod de to Stakler.

42

Hr. Leopold

Mod ham et det sandelig ingen Barmhiertigheds Gierning, om det end kunde passere for noget saadant mod hende, som en gammel Pige; men skulle jeg og troe, at han kunde beqvemme sig til at ægte hende?

Frue Leopold

Det tvivler jeg ikke i mindste Maade paa; thi min Tante beretter, at han i Dag har giort Opvartning hos hendes Pige, og var gandske indtaget af hende, hun ikke mindre, til Beviis, (hun smiler,) da hun skulde sætte min Tante sit Hoved-Tøi paa, vendte hun det foran, som skulle være i Nakken, og, som var forunderligst, hun mærker det ikke selv, førend Tante seer i Speilet, at hun seer ud som et halv galt Menneske, hun stod ellers i saa dybe Betænkninger, at hun tabte hvad hun havde i Hænderne.

Hr. Leopold

Det er temmelig visse Tegn, jeg vil selv tale med Prosper i den Sag.

Frue Leopold

Det er og det beste, jeg skal strax lade ham

hente.

43

45 Andet Optrin.

Hr. Leopold, hans Frue, Prosper, Lisette.

Frue Leopold

Lisette! jeg har nu min Tiener efter eders Broder, og haaber dog, at Sagen faaer et ønskeligt Udfald.

Lisette

Give Gud det kunde skee, jeg skal da ikke forglemme, at bede godt for Dem min Naadige Frue! saalænge jeg lever.

Frue Leopold

Saasnart han kommer, maae han strax gaae ind, førend nogen anden bliver meldet.

(hun gaaer.)

Lisette

Saaledes kan Lykken i en Hast forandre sig, i gaaer bedrøvet, i Dag glad, nu kan jeg med et fornøyet Sind tale med min Broder; men der er han. Min Hierte Broder! nu staaer din Lykke i Blomster, (hun omfavner ham,) du bliver jo ved dit Forsæt?

Prosper

Det forstaaer sig, jeg har aldrig været vægelsindet.

Lisette

Du maae ind strax, nu haaber jeg at kunde ønske dig til Lykke, naar du kommer ud igien, o! hvor vil jeg være betuttet, til jeg seer dig

44

komme tilbage; men holdt dig ferm, der kommer Herren (Hun gaaer.)

Prosper

(giør en dyb Compliment.)

Naadige Herre, jeg er kommen efter Deres høye Bud, for at forhøre, hvad De har at befale.

Hr. Leopold

De har formodentlig spurgt den Vacance, som nu er paa mit Gods?

Prosper

Ja Naadige Herre! det er mig bekiendt.

Hr. Leopold

I Fald jeg ville unde Dem det Brød, kunde De da beqvemme sig til at ægte min Kones Tankes Cammer-Pige, som man har sagt mig De har en slags Godhed for.

Prosper

Naadige Herre! det giør jeg med Glæde, vil ansee det som min Pligt og Skyldighed, naar jeg faaer Brødet fornemmelig for hendes Skyld.

Hr. Leopold

Mener De, jeg giorde Dem en virkelig Tieneste dermed?

Prosper

Det er u-nægteligt, den Naade ville jeg aldrig forglemme.

45

Hr. Leopold

Saa er De da saa svag, at De ikke indseer det Onde, deraf kunde flyde i Tiden? jeg kiender ikke synderlig til Dem; men allene denne Deres Opførsel giver mig et meget maadeligt Begreb om Dem, De kan være fuldkommen vis paa, at De ikke bliver hiulpen af mig paa en saa nedrig Maade. Umuelig kunde jeg forestille mig, at De var saa lætsindig, just derfor ville jeg prøve Dem, havde De paa en anstændig Maade reent afslaaet mit Forslag, skulle de vist bleven hiulpen, om ikke nu, saa til en anden Tid; men nu (paa min Ære) aldrig ved mig.

Prosper

Underdanige Tiener.

(gaaer bort skamfuld, hengende med Hovedet.)

Hr. Leopold

Saaledes fortiener en slet Tænkende at afvises, og beskiemmes.

Lisette

Den Samtale varede kuns kort, ak! gid den var faldet ud efter Ønske, velkommen tilbage min allerkiereste Broder! men Himmel! dit Ansigt spaaer mig intet got.

Prosper

Det var en prægtig Audience, jeg tænker at faae Brød, og komme i Lykken med et; saa faaer

46

jeg en Snibbe, som man aldrig har hørt Magen til. Jeg skal i al min Lives Tid ikke sætte min Fod inden den Dør mere, til Trods, ja til Trods for Hr. Leopold, og alle mine Fiender skal jeg blive hiulpen, og det skal ikke vare ret længe, jeg har Penge, jeg giver Dem en god Dag. Det var paa min Troe ret som han ville spille Giæk med mig, naar har man hørt en fornem, adelig Herre bære sig saaledes ad, jeg har lært min Bog; saa han ikke er i Stand til at sige mig noget, det jeg jo altsammen veed forud, ligesaa godt som han.

Lisette

(meget bedrøvet.)

Hvad var Aarsag min hierte Broder! til en saa u-formodentlig, og u-lykkelig Forandring?

Prosper

Det bliver for vidtløftigt at fortælle, o! det, forbandede Kaablerie var min U-lykke, Du skal (det lover jeg helligen) ikke faae mig at see, førend jeg er hiulpen; thi nu er dette Huus som en Pest for mig, ja jeg skal i denne Dag efter det Forsæt, jeg saa længe har havt, anvende 500 Rdt, af min Arv, og til Lykke jeg veed en vis Mand, en stor Menneske-Ven, der vil tage imod dem, og kan hielpe mig strax paa sit eget Gods uden videre Omstændigheder, der har jeg ikke behov, at komme krybende med en krum Ryg, eller at frygte for en haanlig Afviisning,

47

vi har paa nogen Tid staaet i Handel; men nu skal jeg giøre Alvor af Sagen inden jeg sover.

(han gaaer.)

Tredie Optrin.

Hr. Leopold, hans Frue, Lisette.

Frue Leopold.

Jeg hører, De har givet Prosper reent Afslag.

Hr Leopold

Min Hierte! han fik Afviisning efter Fortieneste, jeg anseer ham for et ungt lætsindigt Menneske, og troer, det er ham ligegyldigt, med hvad Hierte, og paa hvad Maade han indtræder i Embedet.

Frue Leopold

Den stakkels Lisette er utrøstelig, og min Tantes Pige, som nu havde giort sig Haab om en nær forestaaende Forløsning, gaaer det vel ikke et Haar bedre.

Hr. Leopold

Den Sorrig er forsvunden i Morgen, man veed jo, at de fleste af Kiønnet har hæftige Sindsbevægelser, i faae Øieblik omvexler Sorg, og Glæde hos Dem i lige høie Grad, ja der gives endog de, som kan græde og lee paa engang.

48

Frue Leopold

Tillad mig da, at spørge: hvem De har udseet til denne Vacance?

Hr. Leopold

Jeg har for lang Tid siden givet mit Løfte til en Person ved Navn Torlacus, der udmærker sig ved grundige Studeringer, og en roesværdig Opførsel, han er en gammel Solicitant, og jeg kan vidne: det er mig en sand Glæde, at jeg nu er i Stand til at hielpe ham, det er min faste Beslutning, at han, og ingen anden skal have Brevet, om der end kom hundrede Recommendationer.

Frue Leopold

Deri giør De ret min Herre! jeg har ikke et Ord derimod.

Hr. Leopold (kalder)

Frands, Frands!

Frands

Naadige Herre! hvad befaler De?

Hr. Leopold

See i en Hast at faae opspurgt, hvor Torlacus, en gammel Student logerer, og lad ham komme til mig strax.

Frands

Det skal skee Naadige Herre! jeg veed ungefær hans Logis.

49

Frue Leopold

Min Hierte! jeg tænker paa, hvor forunderligt det gaaer til i slige Begivenheder, denne Person, som formodentlig intet veed af Vacancen, bliver nu hiulpen, og Prosper, som havde giort sig det beste Haab, gaaer glip deraf.

Hr. Leopold

Det skeer ikke sielden, desuden var og hans Haab bygget paa en meget mislig Grund; men naar et Menneske er redelig sindet, og den af Forsynet udseete Time kommer, sammenstøde alle Omstændigheder til et ønskeligt Udfald.

Fierde Optrin

Frue Leopold, Lisette.

Lisette

(kommer ind.)

Har Deres Naade noget at befale?

Frue Leopold

Min gode Lisette! har I snart afgrædt? Lisette

(smilende)

Jo det er forbie, jeg takker underdanigst Deres Naade,

50

Frue Leopold

Men Himmel! hvad har bragt Eder i saa prægtig Sinds Forfatning i saadan Hast?

Lisette

Jeg har faaet en ligesaa uformodentlig, som kraftig Trøst.

Frue Leopold

Maaskee I har læst i en Bønne-Bog?

Lisette

Deraf kan jeg just ikke rose mig Deres Naade.

Frue Leopold

Jeg veed heller ikke nogen, som fører den Titul: Trøst for en bedrøvet Søster, der har været uhældig i at faae sin Broder hiulpen til Brød.

Lisette

Deres Naade behager at skiertse; men vil De paatage sig den Uleilighed, at læse disse Linier, som i dette Øieblik kom fra min Broder.

Frue Leopold

(Læser høit.)

Dyrebare Søster!

"Jeg vil strax deelagtiggiøre Dig i min Glæde. Denne Dag er en af de lyksaligste i min hele Leve-Tid, da jeg forlod Dig, gik jeg u-

51

fortøvet til min omtalte Velynder, som til min store Lykke havde Vocationen færdig, efter det, som tilforn var aftalt, den ligger allerede i min Lomme, jeg er nu saa glad, at jeg ikke veed, hvilket Been jeg vil staae paa.

din ævig forbundne

Prosper."

Lisette

Her seer Deres Naade Beviis paa, hvor forunderlig den gode Gud har hiulpet min stakkels Broder.

Frue Leopold.

Det tilstaaer jeg Lisette; det var sandelig i en Hast bestilt.

Femte Optog.

Første Optrin.

Hr. Leopold, Torlacus.

Torlacus

Siden min Naadige Herre har behaget at lade mig kalde, kommer jeg, for underdanigst at erkyndige mig om Deres naadige Villie.

Hr. Leopold

Jeg kan nu bevidne, det virkelig er mig en besynderlig Fornøielse, efter saa mange Aars An-

52

søgning at see Dem hiulpen ved en Vacance paa mit eget Gods; men Embedet er af maadelige Indkomme, og ikke saa godt, som jeg ville unde Dem.

Torlacus

Jeg takker underdanigst for en saa betydelig Naades Beviisning.

Hr. Leopold

Da jeg i saa lang Tid har givet Dem mit Løfte, anseer jeg det for min Pligt og Ære, at holde Ord, tvivler ikke paa, De jo i Fremtiden vil svare til de fordeelagtige Tanker, jeg stedse har havt om Dem.

Torlacus

Naadige Herre! bestandig at iagttage mine Pligter skal være min Lyst og Bestræbelse.

Hr. Leopold

Siden Deres Vilkaar ere mig bekiendte, kan De lade Deres Vocations Omkostninger beroe paa mig, jeg skal ved min Tiener lade Dem vide, naar De kan afhente den her.

Torlacus

Naadige Herre! De overvælder mig saaledes med Velgierninger, at jeg ikke med Ord kan udtrykke den rørende Glæde, og inderlige Taknem-

53

melighed, som mit Hierte er fuldt af, jeg ønsker, ja jeg er fuldkommen forvisset, at saadanne ædelmodige Gierninger vil indbringe Dem de herligste Frugter.

Hr. Leopold

Jeg har altid fundet en sød Fornøielse i at giøre godt, og troet mig forbunden til at gribe efter enhver Leilighed til at udøve en saa læt Pligt.

Torlacus

Det var at ønske Naadige Herre! at enhver af Deres Stand og Evne ville tænke, som De, jeg finder mig for svag, til at sige mere, vil allene underdanigst recommendere mig i min Naadige Herres høie Bevaagenhed.

Andet Optrin.

Hr. Leonard, Torlacus.

Torlacus

Da jeg er saa lykkelig at treffe Dem min oprigtige Ven, og Velgiører, agter jeg det for min Pligt, at deelagtiggiøre Dem i min Glæde.

Leonard

Deres muntre Udseende spaaer mig noget stort, er De maaskee hiulpen?

54

Torlacus

De traf det rette, jeg kommer nu just fra Hr. Leopold, som er min Befordrer, han har endog lagt den Velgierning til, af sin egen Cassa at bestride min Vocations Udløsning, i Betragtning af mine ømme Vilkaar, og det tiltænkte Embeds ringe Indkomster.

Leonard

Det ligner den Herre fuldkommen, min Ven! De er ikke den eneste, som i denne, og anden Fald faaer Prøver paa hans ædle Goddædighed. Jeg behøver ikke at forsikre Dem, hvor stor Deel jeg tager i Deres Lykke; men da jeg veed Deres Omstændigheder; saa ville De behage at give mig en ungefærlig Reigning paa hvad De kan behøve til at sætte sig i Stand med, det faaer De hos mig, som et Beviis paa mit oprigtige Venskab, hvorved jeg allene søger i nogen Maade at lætte Deres Embeds Byrde, heldst da jeg hører, at Deres Indkomster ikke blive med de beste.

Torlacus

Himmelen belønne denne, saavelsom alle andre Deres Velgierninger mod mig.

Leonard

Veed De ellers, at Prosper er kommen i Brød?

55

Torlacus

Det er mig gandske u-bekiendt.

Leonard

Jeg kan sige Dem, det er en tilforladelig Sandhed; men han er gaaet ind paa en Maade, som hos alle retsindige geraader ham til liden Ære.

Torlacus

Formodentlig er det ved et Fruentimmer, eller for Peuge.

Leonard

Jo han har truffet en nedrig nok til at modtage halv Delen af hans Arv efter det berømmelige Forsæt, De veed han havde.

Torlacus

Ulyksalige Prosper! hvorledes vil det gaae dig i Tiden? Det er sandelig beklageligt, at et Menneske, efter saa mange kraftige Advarsler endda handler mod bedre Vidende, forblindet af Lykkens Blendeverk gaaer han med sterke Skrit paa Daarligheds Vei.

Leonard

Vil De troe mig, det gaaer ham aldrig vel, jeg har oplevet mange Exempler derpaa; thi for at erstatte det anseelige Skaar, der er giort i hans Capital, forfalder han uden Tvivl til Gierrighed, hvorved han giør sig forhadt.

56

Torlacus

Jeg befrygter, at han ved den Letsindighed, som er ham saa naturlig, og følger ham i alt hans Foretagende, vil giøre mange andre ulykkelige med sig.

Leonard

Det feyler ikke.

Tredie Optrin.

Prosper, Lisette.

Prosper

Min søde Søster! holdt jeg ikke Ord, som en ærlig Karl, jeg lovede, Du skulle ikke faae mig at see, førend jeg var hiulpen; thi jeg var temmelig sikker i min Sag, her seer Du min Vocation, gierne havde jeg sparet den anseelige Summa, ja den Udgift har jeg allene Hr. Leopolds Urimelighed at takke for; men jeg skal ved at knibe Oeconomien snart oprette dette Tab, mine Indkomster skal jeg paastaae som en ærlig Mand, man maae heller søge at forbedre, end forringe sine Indkomster, det første er en Pligt ikke allene mod os selv; men og mod vore Eftermænd, som derfor maae takke os i vor Grav.

Lisette

Deri har Du fuldkommen ret min Hierte Broder! O! hvor er jeg inderlig glad over dit Velgaaende.

57

Prosper

At tænke paa Leopold giør dog et stort Skaar i min Glæde; thi den uhørte Omgang løber mig idelig om i Hovedet. Jeg forsikrer, at jeg blev som en havde slaget mig paa Munden, ja dette Huus er nu saa forhadt for mig, at jeg ikke havde kommet her, hvis ikke min broderlige Kierlighed til Dig havde draget mig.

Lisette

Jeg for min Deel havde og umuelig ventet det af Herren; men nu skal min lille Broder lade disse Griller fare, og vi vil fornøie os begge over Din Lykke.

Fierde Optrin.

Hr. Lepold, hans Frue, Frands, Lisette.

Lisette

Det kom mig for som Deres Naade kaldte mig.

Frue Leopold

Nei Lisette I hørte feil.

Hr. Leopold

Seer De der min Engel! at jeg havde Ret, De finder nu ikke det mindste Spor hos Lisette af Bedrøvelsen over hendes Broders Vanhæld, tvertimod lindrer Glæden hende nu af Øinene.

58

Frue Leopold

Min Hierte! det er ikke at undre over, at hun tager Deel i sin Broders Velgaaende; thi han er allerede hiulpen.

Hr. Leopold

Hvad, Prosper hiulpen? det er noget besynderligt, dersom den Tidende kom fra en anden, ville jeg (paa min Ære) ikke fæste Troe til den.

Frue Leopold

Sagen er reent afgiort; thi Lisette har viist mig hans egenhændige Brev, hvori meddeles hende det behagelige Nyt, at Vocationen allerede ligger i hans Lomme, og da jeg udlod mig med, at jeg ansaae det som et slags Pralerie, forsikrede hun, efter hendes sædvanlige Aabenhiertighed, at han hos en Mand, som hun ikke vidste at nævne, havde tilkiøbt sig Vocationen for 500 Rdr.

Hr. Leopold

Skulle der endnu i vore Tider gives saa nedrige, og i saa høi en Grad egennyttige Gemytter? gruesomme Tanke! at befordre en uduelig, som jeg er overbeviist om Prosper virkelig er, blot for en lumpen Vinding. Jeg tvivler ikke paa, at han jo viser sin Søster Vocationen.

Frue Leopold

Det skeer vist.

59

Hr. Leopold

Min Engel! maae jeg da udbede mig den Godhed, at De ved Lisette skaffer mig Mandens Navn og Caracter, som Vocationen er udstædt af.

Frue Leopold

Det giør jeg med Fornøielse; men seer ikke til hvad Nytte det ville være.

Hr. Leopold

Jeg skulle da være i Stand til at skille ham ved hans Jus, som ville være mig en sand Glæde.

Frue Leopold

Saa gik formodentlig Prosper og glip af Embedet?

Hr. Leopold

Det var en naturlig Følge, han var heller ikke bedre værd.

Frue Leopold

Saa maae De forlade mig min Herre! at jeg slet intet befatter mig dermed; thi Lisette gik da vist nok fra Forstanden, hvilket jeg ikke ville have paa min Samvittighed.

Hr. Leopold

Da jeg er saa vel oplyst om Sagen, kan jeg gierne gaae en anden Vei, og paa sit Sted giøre Forbud paa Confirmationen.

60

Frue Leopold

(meget væmodig)

Jeg beder indstændig, at De for min Skyld ikke blander Dem i den Sag, hvorved jeg læt maatte blive skildt ved Lisette, hvis Tieneste jeg er saa overmaade vel fornøiet med.

Hr. Leopold

Alt hvad jeg kan love Dem er dette, at jeg vil tage det nærmere i Betænkning. (Han kalder paa Frands) har I, som jeg befalede, bestilt Torlacum, at komme her i Dag, for at afhente det jeg har lovet ham?

Frands

Naadige Herre; jeg kom i dette Øieblik fra hans Logis; men hvor faldt jeg ikke i Forundring, da hans Vert berettede, at han døde kort førend jeg kom derhen. Verten sagde ellers i sin Eenfoldighed, at han ikke vidste, enten en hæftig Glæde over hans uformodentlige Befordring, eller og en stærk Melancholie var Aarsag i hans Død, dog troede han det sidste var det visseste; thi han havde i lang Tiid sporet hos ham en usædvanlig Traurihed over det han i saa mange Aar gik uhiulpen. Jeg tog ellers til ydermere Beviis disse Stropher, (holder det i Haanden) som Verten kaldte hans Epithaphium, der i det Øieblik han døde skal være opsadt af Sr. Leonard en Borger her i Staden, hans oprigtige Ven, som

61

var hos ham i hans yderste, befaler naadige

Herre det, vil jeg læse det op; thi jeg maatte love Verten, som vil have det til Bogtrykkeren, at levere ham der strax igien, saasnart jeg havde benyttet mig af det for at bevise, at Personen virkelig er død.

Leopold

Det behøvedes just ikke; men siden I har det, vil jeg nok selv læse det.

(læser høit)

Epithaphium Torlaci

Siig Musæ! Hvorfor agter man Dem, Eder dyrke, ofte ringe?

Og hvorfor Lærdom ikke kan

For mange bedre Løn indbringe?

End den min Ven Torlacus fik,

Hvis Dyd og Lærdom man dog kiendte, Uhiulpen han i Graven gik,

Og Græmmelse hans Dage endte.

Har I Gudinder nogen Magt?

Anvender den for Eders Sønner,

Ja seer, og giver nøye agt:

Hvorledes man dem her belønner.

Lad Supplicanten ikke gaae,

Om han er værdig Brød og Lykke,

At vente til han bliver graae,

I deri aldrig maa samtykke.

62

Hvi vil I dog forlade dem,

Som Eder I Gudinder dyrke?

Jeg beder: leder dem nu frem,

Som Eders Ære, Roes og Styrke.

I har jo Eders Tempel sadt

I disse Nordens Tvilling-Riger;

Men bliver Eders Børn forladt,

Da følger, at I herfra viger.

Hr. Leopold

Siden det er faldet saa uhældigt ud, faaer jeg være betænkt paa i en Hast at kalde en anden.

1

Gavebrev,

for

Velædle Hr. Niels Jacobsøns

og

Mad. Anna Maria Wandborgs

Gave,

paa

To Tusinde og Fem Hundrede Rixdaler.

Dat. Lemvig den 20 Januari 1774.

Viborg. 1774.

2
3

Udi den Hellige

Treefoldigheds Navn,

haver vi underskrevne Ægte-Folk, Niels

Jacobsøn og Anna Maria

Wandborg, Borgere og Indvaanere i Kiøbsteden Lemvig, udi Riiber Stift, med vores eeneste og kiære Søns, Jens

Wandborg de Stiernhielm til

Cabbel, hans Raad, Villie, og Samtykke, samt i Betragtning af de store Velgierninger, den

4

grundgode GUD, fra vores Barndom af og indtil nu, i vores høie Alderdom, saa naadelig og i saamange Maader haver beviist os, bortskienket, ligesom vi og herved Legere og bortgive: Een Capital af 2500 Rixdaler, skriver, To Tusinde og Fem Hnndrede Rixdaler,

hvoraf Renten (undtagen af de Fem Hundrede Rixdaler, som efter denne Fundatses videre Formældning, deels er udbetalt, og det øvrige, straxen efter vores Død, bliver udbetalt) derefter Fem proCento at regne, aarlig kan blive 100 Rixdaler, skriver Et Hundrede Rixdaler, hvert Aar skal udbetales og distribueres, som følger:

5

1ste Post.

Fem Præste-Enker nyder aarlig hver Ti Rixdaler, hvilken Gave tager sin Begyndelse, naar den af Os Længstlevende ved Døden er afgangen, da Eieren af Nørre Nissum Sogns Konge-Korn- og Qvæg-Tiende, bepligtes at udbetale til hver Aars Mikelsdag bemelte Halvtredsindstyve Rixdaler, der udgiør til hver Enke Ti Rixdaler som forhen meldt er.

2den Post.

For nærværende Tid ansættes til disse Renters Nydelse Hr. Borgens Kiæreste i Tørring, Hr. Søren Haahrs Kiæ-

6

reste i Lemvig, Hr. Hassings Kiæreste i Gudom, Mad. Taarup af Tørring og Mad. Janus Schouboes i

Bøufling; Mens som det mindst er at formode, at de alle, ved den Tiid, da Renternes Distribution, første Gang, tager sin Begyndelse, skulde være i Enkestanden, ei heller, nu kan vides, om een eller fleere af dem, paa saadan Tiid, allerede ved Døden kunde være bortkaldet, saa skal dermed i slig Tilfælde forholdes, som følger. Saa mange som af benevnte Fem Madamer, ved første Distributions Tiid, ere Enker, nyder hver Ti Rixdaler, til den i Første Post bestemte Tiid; ere da allerede nogle af dem ved Døden afgangne, forholdes dermed, som, om forefaldende Vacancer, i næstfølgende Tredie Post er meldet; Men de som endnu ei

7

ere Enker, naar den af os Længstlevende ved Døden afgaaer, kan ei heller vente sig noget af Renterne, før de kommer i Enkestand, thi imidlertiid, overlades det til bemelte vores Søn, samt Sognepræsten i Lemvig, at uddeele samme

Renter til Fem andre fattige Præste-Enkeri

Skodborg og Wandfuld Herreder, eftersom Distributionen strax skal skee; efter den Længstlevendes Død til næste Mikeli; omendskiønt nogle af de benevnte 5 Madamer ei vare Enker; Men om vores Søn ved Døden skulde afgaae, førend de alle Fem bleve Enker, da

skal Provsten for Skodborg Herred, med Sognepræsten i Lemvig, samt den nærmeste af vores Paarørende,

være Directeurer, hvilken Foranstaltning, dog igien cesserer, ligesom de, i denne Post benævnte,

8

Exspectanter efterhaanden i Enke-Stand maatte indkomme.

3die Post. Og som der da stedse bliver Fem

Præste-Enker, som nyder hver aarlig Ti

Rixdaler, da skal, saasnart nogen Vacance, enten ved Giftermaal, Dødsfald eller andre vigtige Aarsag er, indfalder, i den afgaaendes Sted, det første mueligt, udmældes den meest trængende

og upaaklagelige Præste-Enke i Skodborg eller Wandfuld Herreder; Skulde det ellers uventelig indtreffe, at ingen trængende Præste-Enker i bemelte Herreder maatte være til, ved forefaldende Vacancer, da

om nogen anden Præste-Enke af vo-

9

res Familie eller Paarørende uden for bemelte Herreder maatte være til, skal denne, frem for andre, nyde den Vacante Portion, men skulde ingen Præste-Enker, af vores Paarørende uden for bemelte Herreder befindes, da maae Portionen ei heller komme

uden Herrederne, men i saa fald deeles imellem tvende skikkelige Degne-Enker,

som beholde samme, saalenge de leve, i anstændig, Christelig og uforargelig Enke-Stand, dog, naar formedelst Dødsfald, eller anden Aarsag Vacance indfalder, gaar Pensionen igien først den eene, og dernest den anden, halve Part, som udgiør een heel Portion til Præste-Enker som

melt; Ved Valg til Pensioners Nydelse bliver stricte i agttaget, at vores Familie og

Paarørende af Præste- eller Degne-

10

Enker, som melt, i alle Tilfælde præfereres

fremmede.

4de Post.

Til Directeurer for benevnte Legatum, Renternes Distribution, Udmældelse ved forefaldende Vacancer, og alt hvad, i dessens eller andre Henseende, i nogen Maade, maatte dependere, udmeldes og beskikkes herved velbemelte

vores kiære Søn, Jens

Wandborg de Stiernhielm, tilligemed Sogne Præsten i Lemvig, og Provsten over Skodborg Herred,

som den Tid ere eller bliver, mens naar vores Søn ved Døden afgaaer, da indtræder i hans

Sted Provsten over Wandfuld Her-

11

red, som tilligemed Provsten over Skodborg Herred og Sognepræsten for Lemvig og Lem Menigheder, uden nogen Betaling derfor at nyde, vilde paatage sig Directionen, som meldt er, og som de med en frelst Samvittighed for den Almægtige GUD, og een hver af vores Paarørende, som det vilde paatale og tilsee, kan være bekiendt.

5te Post.

Denne Fundation skal læses og protocolleres baade ved Lemvigs Bye-Ting, samt ved Skodborg og Wandfuld Herreders Ret, og derefter med sine Paaskrifter indføres allerførst i 2de af os og vores kiære Søn indrettet, pagineret, giennemdraget og for-

12

seglet Protocoller, hvilke Protocoller skal blive den eene i vores kiære Søns Giemme, eller efter hans Død i hans nærmeste Slægts Giemme, den anden i Herreds-Provsternes, og skal derudi end videre indføres, og af Directeurerne, ved Dag og Datum, underskrives, hvad som i Henseende bemelte Gave, dessens Renter, Udmældelse ved forefaldende Vacancer, med videre maatte passere; Iligemaade, skal 2de verificerede Gienparter heraf, indsendes til Stiftets høie Øvrighed

S. T. Hr. Stiftbefalnings-Manden og Biskopen i Riibe, som

naadigst og høigunstigst vilde behage at være Oberdirecteurer, og nøie paasee, at vores Villie i alle Deele, saavel i foregaaende som efterfølgende Poster, bliver opfyldt og efterlevet, GUD til Ære, og de Fattige til Hielp i deres Nød og

13

Trang, og maatte, i saadan Henseende, bemelte Gienparter henlegges og bevares, i Skiftets verslige og geistlige Archiver; Naar høistbemelte Herrer Oberdirecteurer, for godt befinder at blive underrettet, om noget denne Fundatses Indhold og Efterlevelse angaaende, skal saavel Directeurerne, som andre Vedkommende, meddeele, ald den Underretning og Oplysning, som maatte forlanges.

6te Post.

Vi have allerede bortskienket til et

Orgelverks Forfærdigelse i Lemvigs Kirke Fem Hundrede Rixdaler, hvoraf de To Hundrede Rixdaler, allerede

forrige Aar, af os ere udbetalte, og Resten,

14

de Tre Hundrede Ripdaler straxen at

skal udbetales af vores Boe, ester den af os Længstlevendes Dødsfald, efter den med Velærværdige

Hr. Søren Haar, Sognepræst for Lemvigs og Lem Menigheder, Sal. Hr. Byefoged Sørensen og Hr. Peder Schmith, som Kirkens

Værge, oprettede skriftlige og muntlige

Forfatning, hvorefter vi beholder den øverste

indlukte Stoel, hvor det gamle Orgelverk tilforn

har staaet, saa længe vi leve, og vi, eller nogen

af vores Familie, eier vores, lige Synden for

Kirken beliggende, og nu iboende Gaard, alt

uden nogen Indfestning, eller aarlig Afgift, af

bemelte Stoel at svare, og forbeholde os ald

Ret til bemelte øverste indlukte Stoel, og det

paa saadan Maade og saalænge, som ovenmelt er.

15

7de Post.

I Anledning af een Kongelig allernaadigst Bevilling af 16 April 1762, angaaende hvorledes med vores Begravelse og Jordefærd skal forholdes, have vi bortgivet Renten af Fem Hundrede Rixdaler, som bliver aarlig Fem og Tive Rixdaler, til Lemvigs Byes

Fattige, hvormed i Henseende til Distributionen og alt forholdes ligesom med Renterne af de Fem Hundrede Rixdaler, hvilke afgangne Kammerraad Mathias Petersens Enke-Frue, nu Salig Anna Maria, som var vores Moder og Sviger-Moder, til bemelte Lemvigs Fattige, i samme Henseende haver bort-

16

givet, og tager bemelte Gaves Uddeelelse sin Begyndelse til Paaske 1774 den halve Deel, og den øvrige halve Deel efter den Længstlevendes dødelige Afgang, dog er det at forstaae, at

bemelte Gaves halve Deel bliver uddelet i tvende Terminer, de 6 Rixdaler 24 Skilling til Paaske og de øvrige 6 Rixdaler 24 Skilling til Mikkelsdag, og naar Gud os bortkalder, da

12 Rixdaler 3 Mark dansk til hver Termin.

8de Post.

Endnu legeres herved til Nørre Lem

Sogns Fattige Tre Hundrede Rixdaler hvoraf Renterne til 5 proCento beregnet bliver aarlig Femten Rixdaler, hvilke Femten

17

Rixdaler uddeeles til de Fattige og Nødlidende i bemelte Sogn, og derved iagttages, at de Armeste, Høistaldrende og Nødlidende, samt Sengeliggende, nyder meere, end de, der noget kan fortiene, alt efter Cabbel Eieres og Sognepræstens beste Skiønsomhed,

Distributionen skeer, halvdeelen til Paaske 1774, og den øvrige halve Deel efter vores Død, da det staaer til os, saalenge vi lever, at distribuere det, til hvem vi vil, men efter begge vores dødelige Afgang, bliver det, som meldt, Cab

bel Eieres og Sognepræstens Pligt,

at opfylde og efterleve denne Postes Indhold, dog er det tillige at observere, at disse halve Renters Uddelelse, skeer til Paaske 1774 halvdeelen som er Tre Rixdaler Fire Mark og Otte

18

Skilling, og den 2 den halve Deel til Mikeli nestefter, mens efter begge vores Død bliver det til hver Termin dobbelt, eller Syv Rixdaler og Tre Mark. Det er end viidere at iagttage, at om i andre Sogne skulde befindes, nogle af Godsets Fattige, som vare saa usle, og arme, at de ei kunde ernære sig, med den Almisse, de nyder af det Sogn, de opholder sig udi, maae de og nyde noget af dette Legatum; dog saaledes, at

Lem Sogns høitrengende Fattige har

Fortriin, frem for andre Sognes Fattige,

under Gaarden henhørende.

9de Post. Endelig skienker og bortgiver vi til vores

og vor Søns Begravelses Vedligeholdelse i Lem Kirke, som er bygget

19

paa den Nordre Siide af Kirken, hvor Vaaben-Huuset tilforn var, 200 Rdlr. skriver To

Hundrede Rixdaler, som skal blive indestaaende

udi een os tilhørende Gaard, Lem

Kirke-Gaard kaldet, beboes af Niels Rielsøn, staaer for Hartkorn 6 Tønd. 2 Skiepp. 1 Fierdk. 2 Alb. baade det som er Kiøbsted Jorder, Tiende- og utieude- frie, og skal bemelte Gaard, alletider, være som første Prioritet for

bemelte To Hundrede Rixdaler, og stedse være combineret med Lem Kirke, hvilke Ti Rixdaler afkortes i Landgilden, og bemelte Lem Kirkes Eiere samme at nyde, og maae ingen, i hvo det være maae, enten af Slægt, Svogerskab, eller andre, under hvad Navn som foregives, indsættes i samme Begravelse, uden aleene Mig og min Kone, vores Søns afgangne

20

Hustrue og Barn, som nu er der, tillige vores Søn, naar han ved Døden afgaaer; Og skulde han ei indlade sig i Ægteskab, maae ingen fleere, end førbemelt er, indkomme i samme; Mens om han indlod sig i Ægteskab, da hans Kone og de Børn som de sammen avlede, og ellers ingen i hvo det være maatte. Af bemelte Ti Rixdaler giver Kirke-Eieren aarlig To Rixdaler til hver Nye-Aar, til

Degnen for bemelte Lem Sogn, for at holde reent

i Begravelset, hvilket bemelte Degn Tre Gange om Aaret i det ringeste, nemlig til de Tre store Høitider, besørger forsvarlig forrettet saavel med at afstøve Kister og Skamler, som og at holde Begravelset frie for Spindelveve, Støv eller anden Ureenhed, Vinduerne derudi at tvette og reenholde, Gulvet at feie, og om

21

nogensinde skulde blive givet Lyse-Krone til Begravelset, da samme til bemelte Høitider at reenholde.

De øvrige Otte Rixdaler bliver til Begravelsets ind- og udvendig

Vedligeholdelse, der bør og skal være saaledes.

a) For alleting holdes Blyet og Træe-Værket

under Blyet, tillige med Gesimsen under Blyet, saaog den muurede ovale Runding, hvor Blyet er paalagt, saa tet, at intet Vand, Snee eller Regn deraf, og derved, kan indkomme, saavel som ogsaa Vinduerne, saa tette, at Regn eller Snee-Fog ei af dem kan ind-trænge, eller paa Muuren nedrende, somkunde beskadige Muuren.

b) Muuren forsynes og vedligeholdes, inden og

uden, med forsvarlig og jevnlig Udspekning, samt nye Blye, naar samme paa Taget maatte behøves, og Muursteene til

22

Muuren, hvor mindste Mangel kunde findes.

c) Gulvet maae altid holdes jevn og i god stand, i fald de lagte Fliiser skulde siunke, eller forfalde.

d) Begravelset skal kalkes indvendig een Gang hver Sommer og imidlertid det skeer, skal Kisterne tildækkes, at ingen Kalk-Pletter kommer derpaa; hvad Kalk der ellers paa Gulvet, Vinduer, Dørre eller andre Stæder spildes, skal, strax efter Kalkningen er forbi, aftages og aftvettes.

e) Naar een eller fleere, af Kisterne nogensinde bliver saa forfaldne, enten af Forraadnelse, eller andre Tilfælde, at de ikke skiønnes, at være i tilbørlig Stand eller udvortes Anseende, da skal i deres Sted gode nye Kister bekostes, iligemaade Pladerne dertil med sin første Preg, om behøves,

23

og det saa forsvarlig, at de gamle Kister udi de nye kan rummes. Naar den yderste igien med Tiiden forfalder, da skal den borttages, og i steden giøres een Nye, hvorudi atter den gamle Kiste med vores Støv og Been kan nedsættes, og saaledes continueres saalenge Lem Kirke og Lem Sogns Kirkegaard er til.

f) Skulle Sogne-Degnen, for Lem Meeninghed, forsømme een eller fleere af de Pligter, som ham i denne Postes første Membrum ere paalagte, næst efter hvor de To Rixdaler findes anførte, da, men ellers ikke, maae Lem Kirkes-Eiere selv beholde samme To Rixdaler aarlig, imod han forsvarlig eterlever, og i alle Dele opfylder, hvad som om Degnen melt og anordnet er.

24

g) Dersom Lem Kirkes-Eiere nogensinde skulle forsømme, eller i mindste Maade, være uvillig eller efterladen, i at opfylde og efleve alle de Pligter, Punkter og Clausuler, som udi denne 9de Post er mentioneret, enten i Henseende til sig selv eller Degnen (thi Kirke-Eieren staaer til Ansvar for dem begge) da bede vi, at vores Paarørende, og efterlevende Slægt eller Svogerskab, saalenge nogen er til, og i hvormange Leed det end maatte være udi, hermed undertiden, og saa ofte, een eller flere af dem, det maatte behage, vilde have den allernøieste Inspection; og dersom nogen Forseelse eller Efterladenhed, som melt, i mindste Maade maatte befindes, skal bemelte Kirkes Eiere, uden nogen Forskaan-

25

sel, ikke aleene miste Gaarden med alle dens Indkomster, Rettigheder og Herligheder, men endog være pligtig, efter et lovligt Syn, at afgive saa mange Penge, som Begravelsets Brystfældighed, Istandsettelse, Forsømmelse, og her formedelst foraarsagende Omkostninger, kan beløbe sig; hvilken Gaard og Penge, som melt er, skal tilhøre den af bemelte vores Paarørende, som vil paasee og paatale Sagen, hvorimod denne da sætter Begravelset istand, og ellers er samme Pligter i alle Maader undergiven, som Kirke-Eieren og Degnen findes foreskrevne. Saaledes maae alltider vores Paarørende, som melt er, have Inspection med den, der staaer for Begravelsets Vedligeholdelse. Men om ingen

26

af vores Paarørende er til, som vil lade sig denne Sag være angelegen, maae en Fremmed, og ellers Uvedkommende, antage sig Inspectionen, og have samme Ret og Rettighed, som een i Slægt eller Svogerskab Paarørende, hvilket saaledes, stedse og alletider, skal Continuere. h) Ved forefaldende Forandringer af Lem Kirkes Eiere, bliver det alletider den Kiøbende tilladt, i Kiøbe-Summen at decortere saa meget, som Begravelsers Mangel eller Brøstfeldighed sig paa saadan Tid kan beløbe, thi kan altsaa Lem Kirkes-Eiere aldrig faae Aarsag at klage, om ham noget ubehageligt formedelst hans egen Forsømmelse, maatte vorde tilføiet.

27

10de Post.

Det beløber sig da saaledes i alt den

Capital To Tusinde og Fem Hundrede Rixdaler, som vi i følge denne Fundats haver legeret, og hvoraf de Fem Hundrede Rixdaler til et nyt Orgelverks

opbyggelse i Lemvigs Kirke deels er udbetalt, og Resten straxen efter vores dødelige Afgang; som 6te Post tydelig formelder, saa derfore ingen videre Forsikring behøves, eller Renter beregnes, men for de øvrige To Tusinde

Rixdaler, samt Renter Fem pro Cento / der aarlig kan blive Et Hundrede Rixdaler, udlægges herved Først; for det eene Tusinde Rixdaler, til fattige Præste-Enker; Fem Hundrede Rix-

28

daler til Lemvigs Byes Fattige; og Tre Hundrede Rixdaler til Lem Sogns

Fattige, som i følge, Første, Syvende og Ottende Postes Formeldning kan blive Capital

Et Tusind og Otte Hundrede Rixdaler, og aarlig Renter Halvfemsindstive Rixdaler, Nørre Rissum Sogns Konge Korn- og Qvægtiende, hvilken Sogns

Kongetiende der er ansat for Hartkorn 28 Tønder hermed perpetueres, som første Prioritet, og uforanderlig Forsikring for ovenmelte Capital og aarlig Renter til rette Tiider. For det Andet

for de To Hundrede Rixdaler til Begravelsets Vedligeholdelse og Tilsyn i Lem Kirke efter 9de Postes Formeldning,

findes, een Bondegaard, Lem Kirkegaard

kaldet, udlagt, og, som første og eeneste

29

Forsikring, herved til bemelte Begravelse perpetueres, saa intet viidere derom bør at erindres. Og da vi nu tillige med vores elskelige kiære Søn, saaledes som foreskrevet findes, Den Treenige GUD, og hans allerhøieste Navn, til ære, Lov og Pris, Hans Huus og Helligdom til Ziir og Prydelse, Enker til Husvalelse, samt de Fattige og Nødlidende til Hielp i deres Alderdom, Skrøbelighed og Elendighed, i ald Christelig og redelig Hensigt, haver bortgivet fonevnte Capital med sine Renter, og derover indrettet denne Fundation, saa nøie og vel som os haver været mueligt, saa haabe vi og at vores Efterkommer, det være sig Øvrigheden, vores Paarørende eller andre, i alle Maader tager saadan vores Indretning og sidste Villie, under saa naadig, høigunstig og kierlig Varetægt og Beskyttelse, som De ikke aleene i dette Liv, men end og paa den store Doms Dag, med reen Samvittig-

30

hed, agter at forsvare. Dette bekræftes under vores og meerbemelte bores kiære Søns Hænder og hostrykte Signeter, og have vi desuden formaaet

Hr. Ryberg og Hr. Brønlund,

mine kiære Medborgere og Indvaanere her i Lemvig, med os til Vitterlighed at underskrive og forseigle. Dat. Lemvig d. 20 Januarii 1774.

1

Nordenzons

Forestilling

om fattige

Enkemænd og Enker

at

blive ved fastsat Lov,

hensiddende i udskiftet Boe, indtil de indlod sig i nyt Ægteskab igien,

naar der ellers ikke var andre Midler, end det, som allene behøvtes til

deres nødtørftige Næringsbrug og en tarvelig Huusholdning, for sig og Børn.

Kiøbenhavn, 1773.

Trykt hos August Friderich Stein

2
3

Nytten og Nødvendigheden, i Henseende til det almindelige Gavn, har forlængst tvunget Menneskene til, at fastsætte mange Huusholdnings-Regler, ved Love og Anordninger, hvilke i sin egentlige Hensigt, fra først af, have været ligesaa tienlige, som de af Almuen ere blevne, for en stor Deel, frivilligen antagne. Men som alle Menneskelige Indretninger ere underkastede mange Misbruge og Forandringer, særdeles formedelst particulair Egennyttighed, hvilken uafladelig indsniger sig i alle Deele, hvor noget er at vinde; saa har samme ikke fundet det ringeste Sted udi de Afdødes Boer og

4

efterladte Ejendeele, ej agtende om Enker og smaa Børn ere derved bleven giordte til Almisse-Lemmer, da de dog ved udeelt Boe, og ved den Nærings-Vej, som de vare satte udi, kunde have ernæret baade sig selv og Børn, ja tildeels sat sig i bedre Velstand, og levet andre meere utrængt, end som tilforn, hvilket og er et af de vigtigste Stykker udi en Stat at iagttage, og er end meere tienligt, end som mange Hospitaler og Fattighuuse, som ere uden nogen Arbeids-Anstalter, eller til beqvemme Haandgierninger indrettet for begge Kiøn.

Intet kan være Mennesket haardere og skadeligere, end at skille dem af med de Midler, hvormed de skal opfostres og underholdes, alligevel skeer samme, naar smaa og ringe Boer udskiftes imellem Arvinger, da der ikkun kan blive nogle faae Skillinger eller Rigsdaler fof hver, hvormed umyndige smaa Børn ikkun lidet kan være tient, men de af Forældrene, som igienlever, sættes derved oftest af

5

Stand, til at ernære og underholde sig og Børn; thi naar en fattig Mands Boe, som ikkun bestaaer af nogle faae Kreature og endeel ringe Næringsbrugs-Redskaber, der oftest ikke udgiør meere end 50 a 100 Rdlr., og der tillige kan nære nogen Gield at udbetale, saa maa der blive ej allene en meget ringe Arv for Børn, ved hvilken Arv de smaa Børn umuelig kan blive opklækkede; men det heele Boe er da tillige saaledes splittet eller adspredt, at hverken Enkemand eller Enke kan, i alle vedhørige Maader, drive deres Næringsbrug, og forsørge deres Børn, som tilforn imedens de sad i samlet Boe. Et lidet Bondeboe er hverken saa hastig, ej heller saa læt samlet, som det ansees ringe af Værdie, og naar man paa de fleeste Stæder, har giort nøye Regning over Indtægten og Udgiften, tilligemed den nødvendigste og ringeste Fortæring, saa maa man storlig forundre sig, naar man finder et ugieldbunden Bondeboe, paa en maver Gaard, og hvor ingen særdeles Vinding eller Fordeele

6

af Land og Vand har været at indhente, ej heller Arvemidler tilfalden. Man maa og her betænke, at skiønt en ung, frisk og færdig Mand, der er stedse vant til megen Stræb og tungt Arbeide, kan vel i de beste Mands-Aar, samle og sette et Bondeboe i behørig Stand; men man skal ikkun finde faa Exempler paa, at en saadan stræbsom Mand har kundet anden Gang, og i sine aldrende Aar, efter at hans Halve Boe har været skiftet og uddeelt, vinde det i complet Stand som tilforn, men oftest større Gield end Boehave; hvad kan man da vente at skee med en Enke i saadanne Tilfælde. Det er ellers klart nok at see og skiønne, at naar en Huus-Familie knap kan underholdes med 4 Kiøer, og den Jordavling, som dertil proportionerlig vedhører, saa maa jo en saadan Familie komme meget tilkort, naar de 2de Kiøer mistes derfra, og saaledes er det jo med de fleere Ting, som udfordres til Huusholdning og nødtørftig Livs Ophold; hvad enten det bestaaer af Kreaturs eller Næringsbrugs Redskabe.

7

Fattige Boers Deeling, eller Udskiftelse, samt en stor Deel Menneskers Ladhed, og Uinddrevenhed, til Slæb-Arbeide, i sin Ungdom, er just een af Hoved-Aarsagene, til Mængden af Almisse-Lemmer; thi ulykkelige Tilfælde og andre Uheld paa Landet, foraarsager sielden nogen Mængde Almisse-Lemmer.

Ladhed og Dovenhed er nok, hos en stor Deel Mennesker, en naturlig Feil i Legemet selv; men Skikke og Sædvane, tilligemed Efterladenhed og utidig Ømhed i de unge Aar, forøger Ladhed og Dovenhed meget. Ligesom og visse Folkes overdaadige og yppige Leve-Maade, giver en stor Part Mennesker LeIlighed til at ernære sig ved andres Sveed, derover bliver de Fattigste alt formeget benyttede som Slaver for hine, umeldet her den Mængde Børn og Ungdom, som af Mangel, og haard Medfart, maa krepere, forinden de kommer under Aaget, og det tyngeste Slæb i Næringsbrugene. Nu maa enhver Fornuftig, der har

8

haft Erfaring og vedhørige Opmerksomheder, yderligere eftertænke, om ikke de Fattiges Boers Deling, eller Udskiftelse, giver en stor Leilighed til saadanne Uheld og Uligheder iblandt Almuen, samt Svækkelse udi den heele Stat.

De Hasttænkende vil vel derimod foregive, at det er enhver tilladt, at søge Kongel. Allernaadigst Bevilling, om at blive hensiddende med udskiftet Boe, ligesom de og nyder saadan Frihed, naar deres foresatte Øvrighed erklærer det for tienligt.

Men derimod maa spørges og svares, hvad Gavn har de fattige og smaa Boer deraf, naar Bevilgningen medtager en Bekostning over 50 Rdlr., og Boets beholdne Formue ikkun kunde beløbe over 100 Rdlr., udi hvilke Omstændigheder de fleeste Boer antreffes, baade i Kiøbstæderne, og paa Landet. De Kloge og Sneedige kan endelig for endeel besørge der derhen, at ikke al Boets Formue kommer

9

under Skifte-Behandlingen; men man har og seet, at saadant er mislinget sommetider, de eenfoldige, nidkiere og ømme Gemytter lader sig og sielden overtale til at bevare sin Velfærds Tarv, paa en ulovlig og befrygtelig Maade.

Monne det da ikke skulde være bedre tienligt, at det i Almindelighed ved Loven blev tilladt, at Enkemænd og Enker maatte hensidde i uskiftet Boe, naar Boet ellers ikke bestod af andre Midler, end det som allene henhørte til deres Næringsbruge og nødtørftige Underholdning, hvad enten det var i Kiøbstæden eller paa Landsbygden, og det saalænge de ikke indlod sig i nyt Ægteskab igien. Dog maatte Registering og Vurdering skee, ligesom nu, strax efter Dødsfaldet, og det i Overværelse af de tilstædeværende myndige Arvinger, samt de umyndiges Føde-Værger, eller om ingen af dem var nærværende, da andre gode og vederhæftige Mænd, at beskikkes i de Føde-Værgers Sted, og det i Henseende for at anstalte Giel-

10

den afbetalt, naar Creditorerne ikke vilde bie længer derefter.

Befandtes der i Boet saadanne Midler og fri Ejendomme, som ikke egentlig henhørte, eller behøvtes, til det nødtørftige Næringsbrugs Fortsættelse, saasom Jordegods, eller Gaarde og Huuse, som ikke hørte til Hiemstædet, eller Boligen, item reede Penge, Guld og Sølv, samt udestaaende visse Gields-Fordringer, saa og Skibe eller Skibs-Parter, og andre Fartøye, samt fleere deslige Ting, som ikke kunde ansees at henhøre og benyttes til det nødvendige Næringsbrug, for Enke og Børn, og det tilsammen efter fuldkyndige Mænds Vurdering, beløb sig til saa meget, at hver Hoved-Arving, at forstaae Børn og ikke Børnebørn og Halv-Sødskende, kunde ved Deeling blive nydende 10 Rdlr., uden at medtage noget af de Ting, som egentlig var fornøden til Næringsbrugets Drist og Vedligeholdelse, saavel for Enkemand som Enke, omendskiønt ingen Børn var, saa

11

maatte det forbemeldte skiftes og deeles til Arvingerne.

Ligeledes maatte saadanne Boer skiftes og deeles strax imellem Arvingerne, naar de undværlige Midler og Ejendeele beløb sig til ligesaa meget, som det der egentlig vedhørte Næringsbruget, uagtet om det efter billig Vurdering, ikke beløb sig til 10 Rdlr. for hver Arvepart, eller for hver Hoved-Arving, dog maatte ikke hverken Næringsbruget, ei heller dets tilhørende Grund, eller Jord, samt Kreature, Jordebrugs og andre Nærings-Redskabe, ei heller nødvendige Senge-Klæder, Kaage- og Spise-Kar & c. sættes til offentlig Auction, imod Enkemands eller Enkers Villie og Samtykke; thi da kunde Venneløse Folk, saavel Enkemænd som Enker, blive lettelig skilt med det de helst behøvede, særlig ved mægtige Uvenners Avinds Bud derpaa. Men derimod maatte det staae, de myndige Arvinger, og de Umyndiges Værger, saavelsom Fædre

12

og Mødre, frit for, at opkræve dobbelte Vurderingsmænd, naar de ei vilde være fornøyet den først skeede Vurdering, hvad enten det var Stykkeviis, eller over alle Boets vedhørende Ejendeele, for at skiønne dets rette og egentlige Værdie eller Beløb.

Enkemænd og Enker maatte heller ikke have Frihed at bortsælge noget af forbemeldte, uden ved offentlig Auction, saafremt myndige Arvinger og Værgerne ei bifaldt samme.

Alt andet kunde strax ved Auction giøres i Penge, og deeles, saafremt myndige Arvinger og Værger fandt det best tienlig; thi saadant maatte ingenlunde ankomme paa Skifte-Forvalternes Gotbefindende allene, men de myndige Arvinger, og de Umyndiges Værger, maatte raade sig frit deri, efterdi det er altid at formode, at de ere meest og best vidende om de Vedkommendes Tarv og Omstændigheder. Derfor behøves det og, at Værgerne

13

maatte være strax udmeldet, og tilsagde, at være tilstæde i Boet, fra først til sidst, saavel ved Registering og Vurdering, som ved Skifte og Deling, og om de myndige Arvinger, eller Føde-Værger, ikke boede i samme Sogn, eller Bye, eller om de vare saa langt fraværende, at de enten ikke strax eller altid kunde være tilstæde i Boet; saa maatte Skifteforvalteren tilkalde andre gode og vederhæftige Mænd, i de Fraværendes Sted; thi det gielder meest paa Værgernes Tilsyn fra først af, for de umyndige og fraværende Arvinger, helst hvor der er allene Stivfader eller Stivmoder tilbage. Skifteforvalterne kan ikke altid og allevegne være saavel bekiendt Børnenes og de Vedkommendes Beskaffenhed og Omstændigheder, som Naboer og beslægtede Venner.

Ved Gaarde og Jordebrug paa Landet, blev da Næringsmidlerne at forstaae, for det meeste, under disse Navne, saasom Kreaturene,

14

der indbefatter det store og smaa Qvæg, samt behørige Heste- og Kiøre-Redskabene til Jordebrugs-Driften, ligeledes al Afgrøde af Korn og Høe, naar ei meere var, end som til Underholdningen, eller til Huusholdning og Sæde-Korn behøvtes. Alle slags Gaardbrugs Redskaber af Jern og Træe, daglig fornødne Kaage- og Spise-Kar, af Jern, Kobber eller gemeen Malm, saa og Træeredstab af alle Slags, ligesaa alle nødvendige Senge-Klæder, og endelig al slags i Huuset stedse behøvende Ting, og de i Behold værende og fornødne Fødevahre.

Ligeledes Fløtnings- og Fisker-Baade, samt alle fslags Fisker-Redskaber paa de Stæder hvor samme bruges og behoves, i Kiøbstæderne, saavelsom paa Landet, udi ferske Vande, saavelsom i Fiordene og ved Havkanterne, ligesom Skibe og Skibsparter, samt Jagter, Skuder og andre flere Fartøye maatte og blive uudskiftet. Naar den halve eller fornemste

15

Næring beroede derudi, dog kunde vel ikke Skibe og store Fartøye tilstædes nogen Enke, ynder gandske fri Disposition; men de myndige Arvinger, eller Værgerne, maatte vel tillige raade for Hælsten deri, og derefter maatte de fleeste Stemmer gieide, for saavidt samme Fartøye enten maatte bortsælges, eller føres i Brug til fælles Fordeel. Paa ligemaade maatte der og omgaaes med Manufacturer og Fabriqver, eller andre Verker, som ikke kunde bestyres af en Enke.

Alle enkelte Haandverkers Redskaber og

Materialier, som maatte bruges og benyttes til Haandverkers Fortsættelse, maatte og blive udeelt og uafhændede, naar ellers Creditorer kunde blive desforuden afbetalte. Ligesom og Creditorerne udi alt andet, maatte have sin ubehindrede Ret til sine bevislige Krave, at erholde afbetalte, naar de ikke var at formaae til længer Credit, dog kunde i visse Tilfælde Creditorer forpligtes, at bie et Aars Tid, naar antagelig Forsikring blev stillet for Kraven.

16

Anlangende uformuende Handelsmænd eller smaa Handlere, da er det vel for mange af dem, saavelsom for deres Enker og Børn, ligesaa nødvendigt og tienligt, at de bleve hensiddende med uskiftet Boe, som det ellers er for Bønder og andre Almues Folk. Men der falder jævnligt fleere betydelige Hindringer eller Vanskeligheder derimod, særlig hvor der er smaa Kram-Handel, og hvoraf det meeste kan bestaae af andres Credit, og dog være en god Deel beholden Formue, som var Umagen og Omkostningen værdt, at udskifte, til Børn og andre Arvinger, hvilken Arvedeel hellers kunde blive reent borte, eller forødsles og forulykkes, ved adskillige Leiligheder og Tilfælde, deels ved Uforsigtighed eller slet Forvaltning, deels ved ulykkelige Tildragelser, som den Allerforsigtigste ikke kunde afværge, særlig ved Ildebrand og Søeskade, da meget meere end Arveparten kan blive borte paa eengang.

Derimod har man ofte seet, at Kramboemidlerne eller Boets Formue er bleven ansee-

17

lig forøget, saavel ved Enker, som ved Enkemænd, naar de ere blevne uskiftet Boe hensiddende. Men tvertimod har man seet, at baade Huus og Hiemstæd, tilligemed Næringen er bleven gandske bortvendt fra samtlige Arvinger, naar saadanne Boer ere i en Hast uddeelte, og ingen af Arvingerne været hiulpne med de smaa Arveparter, som de har nydet deraf, men udi samlet Brug, eller Handel, kunde baade Enke og Børn have været vel hiulpne dermed.

Da nu altsaadant beroer paa mange uvisse Omstændigheder, saavelsom paa ulige Tider og uliige duelige Personer; saa er nok ingen bedre Udvej, eller Regler at fastsætte, for deslige Boer, end at det maatte ankomme paa vedkommende Øvrighedsmænds og nærmeste Frenders, eller foresatte Værgers Gotbefindende, om bemeldte Boer skulde deeles, eller ikke, imellem Arvingerne, eller Enke og Børn.

18

Ved geistlige og verdslige Embedsmænds Boer falder sielden nogen betydelig Vanskelighed, men oftest ligesaa stor Nødvendighed, at lade dem være udelte, særlig naar del beholdne Boe ikke kunde ansees over 500 Rdlrs. Beløb, eller at der ikke kunde blive 500 Rdlr. for Enkemand eller Enkens Part.

Naar myndige Arvinger, eller Værgerne for de Umyndige, vare ueens, enten imellem sig selv, eller samtlig imod Enkemand eller Enkes Paastand, saa maatte enten de, eller Skifteforvalterne, foredrage saadant til Amtmanden eller Stiftsbefalingsmanden, for at indhente hans Resolution, til egen og de tvistende Parters Efterrettighed, eller og Skifteforvalterne decidere derndi.

For alle andre betydeligere Boer, som vel og tildeels kunde eragtes lienlig at blive uskiftede, dertil synes det best, at Ansøgning maatte giøres, om Kongel. Allernaadigst Dispen-

19

sation og Bevilgning, saavel for Enkemænd som Enker, at hensidde med udelt Boe, indtil de indlod sig i nyt Ægteskab igien.

Naar Enkemand eller Enke indlod sig i nyt Ægteskab igien, og der ikke blev 2de Boer og 2de Kul Børn sammenbragte, ved Ægteskabet, da kunde baade Enkemands og Enkes Boe blive uskiftet, og om der siden blev Halv-Sødskende, eller der blev avlet Børn, ved det andet Ægteskab, saa kunde jo samme, i Henseende til Arven i sin Tid, staae som Fuld-Sødskende udi Arve-Lodden, lige med de første, særlig naar ikke større Arvemidler blev, ved Giftermaalet indbragt til Boet, end som Boets Værdi var at ansee tilforn. Men om de indbragte Arvemidler var omtrænt liige, eller af mindre Beløb end Boet, og omendskiønt ingen Børns Avling skeede ved samme seenere Ægteskab, saa skulde det dog maaskee være best tienligt, at den eene Kul Børn blev allene Arvinger, og alle andre Udarvinger udelukkes

20

derfra, saafremt Arvemidlerne ei var indbragt ved Specification og forudgiorde Accord, paa den Maade, som Loven Pag. foreskriver Men naar tvende Boer og tvende Kul Børn skulde ved Ægteskab sammenbringes, saa synes det baade rettest og best tienlig, at hvert Boe blev først deelt imellem sine vedhørige Arvinger, da ingen videre Besværlighed kunde blive anlediget deraf i Fremtiden, I vidrigere Henseende maatte Arven, imellem Heele og Halv-Sødskende uddeles, som det nu skeer, efter Loven.

For den heele Skifts-Behandling maatte Værgerne, ligesaavel som Skifte-Forvalterne staae Enker og Arvinger til Ansvar, om noget var at paaanke, til Ober-Retten, over ulovlig Behandling. Men satte Værger maatte nyde Betaling for hver Dag de forspildte ved Registeringen og den heele Skifte-Behandling, hvilken Betaling maatte være læmpet, ei allene efter Personernes Stand, men og efter et hvert

21

Steds ulige Beskaffenhed i Henseende til Tidens Kostbarhed, saasom i Vaar og Høste-Tidens og ellers paa de Stæder, hvor der forefalder betydelige Fiskerier eller megen fordeelagtig Kiørsel og Drift for Land-Almues-Folk at opagte i Vintertiden. 16 Skilling daglig vilde nok blive det mindste, og 24 Sk. det høyeste, som Bønder paa Landet kunde tillegges; men for Borgermænd, i Kiøbstæderne, kunde Betalingen ikke være mindre end 32 Sk. daglig. Vurderingsmænd og Skifte-Vidner maatte aparto betales efter Loven, ligesaa Vurderings-Koner, hvor de ere komne i Brug, til at vurdere Senge-Klæder og Lintøy, samt Qvindekiønnets Gangklæder & c.

Ved hastig Anseende kan vel een og anden synes, at ved dette Forslag maatte Skifte-Forvalternes Indkomster blive meget, formindsket, særlig udi Kiøbstæderne, hvor Skifteforvaltere og Skifteskrivere trækker hver sin Part af Skifte-Bekostningen, da derimod

22

Skifteforvalterne paa Landet beholder begge Deele allene. Altsaa maatte Skifteskriverne vinde meget, naar det hente sig, at et Boe blev 2de Gange registeret og vurderet, neml. ved Dødsfald og ved nyt Giftermaal, ligesom her tilforn er meldet. Skriver-Pengene giver altid den største Indkomst fra Boerne, saavidt der betales en halv Rigsdaler for hvert Ark, som Skifte-Forretningen er beskreven paa; men halv Skriverløn kunde mueligens være nok, for anden Gangs Registerings-Forretning, udi fattige Boer paa Landet, naar Skifte og Deling maatte skee, formedelst Enkemands eller Enkes Indtrædelse udi nyt Ægteskab igien, samt og hvor Enke eller Enkemand bortdøde, førend 15 Aar var forbie, at regne fra den Tid da den første Registering var skeet i samme Boe. Men i Kiøbstæderne skulde det maaskee ikke være ubilligt, at Skifteskriveren maatte afgive en Deel af sine Skriver-Penge, som forefaldt ved anden Gangs Registering udi et og det samme Boe,

23

inden 10 Aars Forløb, fra første Registering at regne, hvormed den Afgang, som Skifteforvalteren maatte lide ved de uskiftede og uforauctionerede Boer, kunde blive i nogen Maade erstattet, og Skifteskriveren endda ikke lide noget Tab derved. Hvor 2 eller 3 Aar bortgik, forinden Enkemand eller Enke indlod sig i nyt Ægteskab igien, der maatte vel og skee nye Registering og Vurdering. Men da ikkun halv Skriverløn for Arket at betales.

I udeelt Boe man seer de fleeste Folk sig

nærer,

Men see! naar der er deelt, hvad de da

meest fortærer.

24
1

De igien antagne Børns Lovsang til Kongen, da de atter bleve indtagne i det Kongelige Wäisenhuus den 11 Oktober 1773,

som er Stiftelses-Dagen

paa hvilken det af Høysalig Kong Friderich den Fierde blev stiftet.

Kiøbenhavn,

Trykt hos Paul Herman Höecke. 1773.

2
3

Synges som:

Mit Barn frygt den sande Gud.

I. Den Gud, hvis Gunst er stedse stor Mod dem, som troer fast paa hans Ord, Vi Faderløse følet har;

Hans Naade den er stor og rar,

Den vores Konge styrede,

At Han ned til os smilede.

Og sagde naadig: det skal see.

4

2.

Vor gode Konge stor og viis, Rørt ved vi arme Børns Forlis, Han selv i Naade til os saae, Igien vort Huus os skienkes maae. Han fandt udi sin ømme Siel,

At det ey var til vores Vel,

At vi adspredte skulde gaae.

3.

Han som kun her til Øyemeeb Mod Landet Faders Kierlighed,

Til os nedsendte Naade-Blik,

Saa vi paa nye vor Boelig fik; Ved Viises Raad sligt udført blev, Men Ømhed mest vor Konge drev At slig en Naade skienktes os.

4. Vi vel forladt ey vankede,

Ey Kongens Forsorg mistede, Men spredt omkring vi endog nød, Som før i Huset, Lærdom, Brød; Men nu vor Konge til os saae, Han bod os i vort Huus at gaae; Thi han os altid elsket har.

5

5. Hans Naade fik nu atter Liv.

Hans Vink befalede et Bliv,

Og strax vi Virkning følede.

Hans Naade vi erfarede.

Han Omsorg kierlig for os bar.

Hans Faders Hierte from og rar Hans ligner udi et og alt.

6.

Vi Tak nu yde samlede,

For der han os beredede;

I Stiftelsen vi atter kom,

For der at nyde Christendom Foruden Daglig Øll og Brød,

Som vi ved Fierde Friderich nød, Igien ved Christians Naade faaer.

7.

Paa nye vi alting faaer igien Af vores Konge, Fader, Ven,

Han skienker os vort Huus og Hiem, Og os til Lærdom holder frem,

Nu kan vi voxe op i Got,

Og ey for nogen blive Spot:

Men føres frem paa Dydens Vey.

6

8. Vi nu kan blive Borgere I Staten, gode, nyttige,

Og udi Tiden tiene den,

Som nu sig viste som vor Ven.

Til Faderlandes Tieneste Vi blive oplært duelige,

Nu vi god Lærdom faaer og Dyd.

9.

Vi som Forældre ikke Har,

Vi alle Faderløse var,

Om Landets Fader os forlod.

Og vi for Naaden blottet stod;

Men nu vor Konge, Fader, Ven,

Os gier vort Wäisenhuus igien Og os beskytter Naaderig.

10 I Dag paa nye den første Dag, Da dette Huus til Guds Behag Og Næstens Nytte stiftet blev, Guds Aand vor Konges Hierte brev, At Han det atter aabne vil Og Selv sin Naade legge til, Som fryder Faderløses Siæl.

7

11.

Vor Tak vi derfor yde maae,

Den skal i Hiertet skrevet staae,

Det brænder af en Kierlighed,

Som virkes ved Taknemlighed.

Vor Konge, Naadig, Stor og viis, Ham være stedse Tak og Pris For al den Naade Han os teer.

12.

Gid grønnes maae Hans Høye Huus, Til Verden falder hen i Gruus.

Gid Architophlers Raad de maae Forbandet og til Skamme staae.

Gud Ham velsigne, vogte selv.

Den Ham vil ont, for Straffen skiælv. Guds Naade om Ham stedse staae.

13. Vor Dronning Juliane med,

Befale vi paa hvert et Sted I Almagts Haand, gid denne maae En Vognborg om Hende slaae.

Gid hver en Dag, Hun lever her,

Af dig, vor Gud! velsignet er.

Gid Hun af Alder blive graae,

8

14.

Prints Friderich, hvis høye Siæl Os stedse under Naade vel,

Ham, du o Gud! med Fred omgive, Han udaf dig velsignet blive.

For heele Kongens Huus vi siunge Dlg Lov, med Hierte, Mund og Tunge.

Og faaer et Giensvar: Det skal skee.

1

Synge-Tanker

Børne-Skuffen

ved

Friderichs Hospital,

som skal lukkes den Zote April 1774. Kassen, hvori nyefødte Børn ere blevne lagte, skal, i Følge Kongelig Befaling af 24de Martii 1774, formedelst den utilladelige Misbrug dermed er skeet, lukkes ved April Maaneds Udgang, og forholdes dernæst med Mødrene og Børnene, som antages paa Kassens Bekostning, udsættes, ligesom hidindtil, paa Landet til Opdragelse.

Dette meddeles dem, der ey læse Aviserne, og som gierne vil høre Alting syngende.

Det kan derfor synges som: I forenede Gemytter.

Trykt i dette Aar.

2
3

Melodie: I forenede Gemytter.

I.

Den nyefødte Børne-Kasse Kongen meer ey have vil, Misbrug blev til saadan Masse, Saa den nu skal lukkes til; Den har mangt et Foster berget; Den har reddet mangt et Liv; Den har meget Ondt afværget; Holdt tilbage mangen Kniv.

2.

Dette vist nok er betragtet,

Som dens Hoved Øyemeed; Men ey heller mindre agtet

Al den Misbrug, der er skeet: Hvad var herved da at giøre,

Enten lukkes eller staae?

Da det kom for Kongens Øre,

Har han sagt: den lukkes maae

4

3. Frekt og friskt Curase Levnet

Har vel giort til Cassens Brist; Hvem der ofte bliver stevnet

Maae vel undergaae tilsidst:

Man har længe sligt befrygtet,

Da dens Misbrug stærkt tiltog, Og ifald man kan troe Rygtet, Mange Stiftelsen bedrog.

4. Med en Kone det passeerte:

Hun, da Barnet der var lagt, Dagen efter accordeerte

Et i Kost, og man har sagt, At hun vidste just at tage I sit Valg sit eget Barn;

List sin Fordeel veed at drage Endog i et saadant Garn.

5. Kom saaledes hver gift Qvinde, Tvert mod Kassens Øyemeed, Maatte vel dens Fond forsvinde, Synke i sin Afmagt need;

Man fra eet til meer kan slutte:

Det var heller ikke sagt,

At den var for svenske Glutte,

Som maaskee der og er lagt.

5

6.

Hemme Alt var ikke giørligt;

Der er meget mere skeed,

Som ey siges kan udførligt,

Da man knap det halve veed Pro og contra om den Kasse,

Hvad der siges mod og med,

Hør til den politisk Classe,

Og bør her ey have Sted.

7.

Nok! sligt Misbrug kan ey straffes Bedre, end som det nu skeer: Kassen den skal reent afskaffes,

Den skal ikke bruges meer;

Man har mod dens Hensigt handlet, Et Retskript man derfor har, Som har dens Natur forvandlet Til det, den tilforne var.

8.

Er for Skuffen end sat Skodder, Saa alligevel man veed,

At endnu en Barne-Moder Maae i sin Forlegenhed Undes Alt, hvad hun behøver,

Og sit Barn forsørget til.

Barnet hende man berøver!

Ney! hun faaer det, om hun vil.

6

Børnene skal blive Bønder;

Dette synes du ey om, Og det tænder ret som Tønder Til en ufornuftig Dom.

Landmænd, som vor Jord skal dyrke, Deres Værd forstaaer du ey; De just Rigerne gir Styrke,

Gir vor Næring Liv og Vey.

IO.

Sveed og Arbevd, lovlig Gierning

Ey af Flitter-Guldet veed, Spilleværk er Lykkens Terning,

Den gaaer op og den gaaer need, Bondens Arbeyd er en Jevning Af omtrent en Ligevægt,

Og den allerbedste Levning Af de første Fædres Slegt.

11. Men ifald du skulde snuble, Hvilket Gud dog fri dig fra, Fald da ikke paa at gruble,

Men berien dig ikkun da Af den Vey til Hospitalet, Og afbeed din Synd hos Gud, Thi du brød, hvis er befalet Udi Lovens siette Bud.

7

12.

Een Synd tit en værre føder,

Og kan gaae til Livs Forliis; Guds og Kongens Naade møder Dig paa Fristelsernes Iis,

Og des Aarsag (som er skrevet,

Naar dit Kiød og Blod giør Kiv) Er for dig og Barnet blevet Frelse-Anstalt for to Liv.

8
1

Tanker og Betragtninger, i Rosenborg-Hauge anden Pintsedag den 31te Mai Aar 1773.

Kiøbenhavn 1773.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeist-Strædet.

2

Imod Aftenen gik jeg i Anledning af det behagelige og frugtbare Sommerveir i Haven, for at fordrive Tiden i min Eensomhed.— At tage ud for Porterne og lade mig traktere, dertil har jeg ingen Formue, ikke heller har jeg nogen Ven som vil giøre det. En fattig Mand kan ei vente saadan Æres-Beviisning, formedelst han ikke kan giøre noget Vederlag; man er og ofte allerbest faren, naar man er en Ven af sig selv? At Have en god Samvittighed, og af Himlen forundes Forstand og Helbred, er det allernærmeste Maal, man her i Verden kan opnaae til Lyksalighed.— I Giestebuder og Drikkebrødres

3

Venskab overlegger og indgaaer man gemeenligen mange skadelige Handlinger, som strider imod Gud og sin Næste? og hvor sielden seer man at Verdens Venskab bliver bestandig.

Jeg gik saa min enlig Tour i Haven, og endelig kom jeg til det gamle røde Lysthuus, hvor Værten G**** for nogle faa Aar siden havde sin Residence, og holdte Poncehuus, samt alle Slags kogte, stegte og bagede Retter, med rare Vine og Confecteurer, som kunde tiene til Vellyst for dem, der havde Inclination og Formue at nyde samme. Da Verten desuden var af Naturen begavet med et indtagende Genie og ypperlige Egenskaber, som en Entrepreneur af saadan Cirkel og Vertskab kunde behøve, tilmed contribuerede og meget det søde og liflige franske Sprog som han var opfød i, og talede tillige Tydsk og Dansk, en fin, en complet Mand, der har igiennemgaaet adskillige Verdens Scener. Ved dette Lysthuus blev jeg staaende stille, og betragtede, at det nu saa got som nedrives, dog troer jeg, at det nok bliver forbedret og sadt i en bedre Stand, da det var brystfældig og gammelt, det fik og i G***** Tid adskillige Stød. — Efter Beskuelse af samme, sadt jeg mig neer

4

Ved det Steenbord som staaer uden for, dog under Tag af samme Huus, der sad jeg allene, som en Birkedommer uden Stokkemænd.

Herre Gud! tænkte jeg, hvilke forunderlige Tider har du vel ikke oplevet i denne Stad, og hvor sælsom og forunderlig gaaer det ikke til med Menneskers Handlinger, Verden er som et Comoediehuus, hvor man seer enhver ligesom keskikket til at spille sin Rolle, naar en gaaer ned af Theatret, gaaer en anden igien op, og enhver af disse Akteurer og Aktricer begaae adskillige Feil. Sandelig jeg troer, at de som ere uden for dette Comoediehuus ere de klogeste Akteurer, der indsee de andres Feil.

Og du, G****! tænkte jeg, kunde minst forestille dig det, som skeede dig den 13 Januari 1772. Jeg med de utallige som saae Dig den Tid, maae tilstaae at du var baade modig og prægtig. De Store søgte dit Venskab og Recomendationer, som en da formaaende Talsmand, de Ringere neiede og bukkede sig, og beviiste dig Complimenter. Ja! du var i Anseende fast mere end en Commendant paa sin Fæstning. — Men ak! du falske Lykke, du upaalidelige Skiebne, dine Føders Trin

5

er silbrig, og dem man setter Haab og Tillid til er ofte selv undergivet Skam og Skiendsel, ja ingen, i hvilken Stand han er, kan være sikker for en Omskiftelse af Fare og Ulykke.

Videre tænkte jeg, dette Huus var et Glædehuus i G***** Tid, og den hele Have var det samme, ja nesten et Asylum for al Ureenheds Lyster, Illuminationer, Skyden og Fyrværkerie, kunde ikke oplyse deres Gierninger, som søgte at skiule sig under Træerne, imedens Hoben øvede deres Fornøielser med Bulder og Fryd, Vellyst var der nok at see og høre, men de mærkede ikke selv, at Galskab og Daarlighed var i al deres Handel.

Sandelig! jeg troer, at mange af disse Glædens Børn med Skam og Mangel nu fortryder det, og ønsker at de havde halve Delen tilbage af det, som de den Tid fortærede.

Lyksalig er den der bruger Herrens Gaver med Maadelighed, thi naar Lækkerhed udbreder sig paa vort Bord, og Vinen bobler i Glassene, og ligesom smilende overtaler os at være glad, saa er det Fristelsens Time, og da bør Forstanden staae stadig paa sin Vagt.

Men imedens jeg sad udi disse og andre flere Betragtninger, (dem jeg ikke vil anføre,)

6

hørte jeg en megen Stimen, og blev var en Mængde af Folk, jeg gik fra mit Dommer-Sæde, (hvor jeg som meldt sad,) og spurgte hvad som var paa Færde. En ærbar Borgermand mødte mig, som svarede, at Kongen, Dronningen Juliana Maria, Prints Friderich, Princesse Lovise, og Hendes Gemal Pints Carl af Hessen Cassel & c. Hosmænd vare i Haven, og de har i Aften spist i Oranziehuuset, og nu giør de en Spacer-Tour. Jeg gik altsaa flux med Hoben, og kom dem i Møde, de spadserede allevegne om, og saae meget munter og fornøiet ud, uagtet at Folkemængden stimlede alt for nær dem, og næsten betog dem deres frie Gang, allene for at beskue dem; men det Kongelige Herskab vare dog lige muntre og ufortrøden. Kongen og Dronningen smilede ikkun derad, og alle de andre Kongelige Personer giorde det samme, og ligesom tilkiendegav en Fornøielse derover. Jeg tilstaaer at Folkets Dristighed er ubetænksom, dog troer jeg at den grunder sig paa Kierlighed og Fornøielse. Jeg tænkte ved mig selv, hvor er ikke nu Rosenborg-Have i Dag mere brilliant og fornøielig, end i de Dage, da saa mange Vellystigheder blev opført. Himlen har forundet

7

os Solens milde Skin og Varme, og vor jordiske Soel med sine Tegn, som den passerer, er nu mere varm og oplivende end som forhen, ingen tør nu forbyde nogen af os at nærme sig til dem, langt mindre støde eller jage dem bort, men enhver kan ubehindret tale, see og beskue dem.

Og hvorledes saae man ikke, at Ærbarhed og Nethed var deres Dragt, og deres Zirat er daglig Godgiørenhed, Kierlighed, og Ømhed for Undersaatternes Vel og Beste, som skinner i enhver Undersaatters Øine, som de kostbareste Diamanter, hvormed deres Klæder kunde være behæftet, hvis igiennemtrængende Skin har fordrevet al Synd, Ondskab og Uretfærdigheds Mulm og Mørke.

Lyksalig ere nu vore Riger og Fyrstendømmers Undersaattere, som bestyres med Ære for Gud, Retfærdighed og Kierlighed for alle, og enhver i sin Stand. Herren lade os silde, og om mueligt var aldrig savne den Regiering vi nu lever under.

Endelig faldt mig ind i Tankerne, hvorledes det kan være mueligt, at disse høie Personers Nærværelse kan giøre saa stort et Indtryk af Glæde hos dig og de andre Undersaattere,

8

men her paa mødte mig denne Instance, at Gud har i vor Natur indprentet alle kiere og troe Undersaattere en utænkelig Kierlighed til deres Regentere, som er grundet paa en Belønning af det Gode, og Straf for det Onde; begge Dele har den Indflydelse hos Mennesker, at den forskaffer Frygt og Kierlighed; thi vor Trældoms Stand er Guds Beskikkelse og giver os mange Fordele.

Fornuftige Undersaattere anseer deres Regent som en Fader, thi de veed at Kongens Ære er hans Folkes Velgaaende, derfore staaer de troe og standhaftig udi hans Sag, og Tyrannens Krigshær skal flye for dem som Avner for Vinden. Saaledes bør enhver redelig Dansk og Norsk tænke.

1

Blaae Taarns

Spøgelse-Fangers Samtale

om deres forventende

Dom;

de hører efter hvad Folk snakke, faaer Bud fra deres Slægtninger, Lars faaer Kolden m.m.

Kan synges under den bekiendte Melodie:

Saa skal da Glasset løbe.

Trykt i dette Aar

2
3

I.

Hvad tænker du nu Mette? Ja Lars, hvad tænker du? Du kan nok ikke giette,

Hvor snart vi kommer u? Vor Ellemente-Skriver,

Hans Kale kan man troe, De siger vi her bliver En Uge etter to.

4

2. Men saa vil de os bringe I Stokhuus-Slottet op, Hvor Tampene skal springe Paa min og paa din Krop; Thi fik jeg Spekelering,

For ey at komme der,

At sige vor Handtering Saadanne, som den er.

3. Ja Lars min Mosters Else Ved Boel hilste mig,

Jeg skulde Æren frelse

For mig saavel som dig, Og sige du var Nisse,

Og jeg hialp dig der i, Saa bleve vi til visse

For Straf nok begge fri.

4.

Jeg har og sagt det samme;

Bekiendt vor hele Kram; Men veed du Præstens Amme Har sagt, at vi faaer Skam, Saa og Jens Skoleholder,

Du veed nok han er lærd, Han siger sligt forvolder

De Folk en Fandens Færd.

5

5. Og Peer, som gaaer paa Krykke, Han soer i Kroen paa,

At vi faaer en Ulykke, Skersanten ligesaa Soer paa halvtydske Eeder,

Vi skulde holde Trop, Gleich viel, Jens, Povel, Peder Bør hænges alle op.

6.

Niels Jensens Kones Søster Har hørt det bliver got, Men Niels i Udbye-Øster

Har sagt, at Skam og Spot Vil blive vor Belønning

For vores Hurlumhey,

Dog Jens i Øster-Rønning Han vil dog meene Ney.

7. Dog hvem kan derpaa stole,

Thi Sognefogdens Knud Saavel som Præstens Ole Har sagt, det galt faldt ud, Vi Æren maa forlise,

Vi ere om en Hals,

Det seer man af den Viise,

Der bydes nu til Fals.

6

8. Vi bliver vist nok pidsket,

Det blive vil vor Dom, Min Farbroer har mig vidsket I Øret lidt derom,

Ja Lars jeg hørte mere,

Da jeg nu stod paa Luur, I det min Pung var nere Paa denne Fangemuur.

9.

De sagde: Disse Kale

Faaer Bødlen nok i Kløer, Han vil nok Panden male, Naar Rykken først er møer, Den lille pige Bente,

Hun slipper nok med Riis, Det bliver hendes Rente Paa en slags Børneviis.

10.

Skildvagten Halvtydsk svarte:

Das blyven och sodan,

En anden os beklagte,

Og altsaa er det san,

O! Bee og Bok, jeg græder, Du Mette ligesaa,

Men Præsten os nok ræder, Som kan til Kongen gaa.

7

11.

Jeg taber Maal og Mæle,

Gid jeg var i min Graf, Vi vil for Kongen knæle.

Og bede Straffen af,

Her maa subilieres

Frem med en Bomrial,

Og den kan best kreperes Af Søren Korporal.

12.

Ney, Lars, det hielper ikke,

Nys hørte jeg de Ord Af en Mosø, din Strikke Er alt til Halsen giord, Mosøen gik paa Volden

Med Snorer paa sin Hat, O Mette, see hvor Kolden Den herved tog mig fat.

13. Jeg seer den dig antaster,

Det er den onde Ting,

Her Peber er fra Faster,

Som og er got for Sting, Lidt gammel Øl med Pryssing Er got at svede paa,

Hæng ned din Pung med Hyssing, Du kan en Skilling faa

8

14.

Ja Mette, hvad det andet Angaaer iblant os to,

Vi talte om paa Landet,

Saa er det, ka jeg tro, At sige paa de Maader,

Ey meer at tænke paa, Hvorfore jeg dig raader,

Det reent af Tanker slaa.

1

Larses Sygdom, Død og Begravelse.

1. Aarsag til hans Sygdom.

2. Lægemidlerne han brugte. 3. Forvarseler for hans Død.

4. Hans Død.

5. Mette arver ham.

6. Hans Begravelse.

7. Hans Gravskrift.

Kan synges, som:

Jeg er en Fremmet blant alle.

Kiøbenhavn,

Trykt hos Paul Herman Höecke. 1774.

2

1. Lars maae ved Sengen nu holde. Stegt Flæsk, og drukken derpaa, Har giort, han nu har den Kolde, Han hverken kan staae eller gaae.

2.

Han tabte paa engang hans Kræfter, I Gaar fik han Peber og Salt; Men gammel Øll drak han derefter, Som just giorde Tingene galt.

3. I Maven han først fik en Rumlen, Hver Øyeblik maatte han gaae Og løbe; men nu kommer Humlen, Han spiste en Hvidløg derpaa.

3

4.

Drak Brændevin oven paa dette,

Og nu skulde Peber igien

I gammel Øll Feberen sette,

Hvor vilde han med dette hen?

5. Tre Spege Sild derhos han slugte, Aad Hoved, Been og alting med.

Et Middel, hans Oldefar brugte, Naar han i hans Mave fik vred.

6.

Et nyt Raad kommer han efter,

Aad Snustobak, Peber og Salt;

Han tabte nu derved hans Kræfter, Thi det var jo mere end gaelt.

7.

Urinen og Stolegang standser,

Som ey er de beste Slags Tegn.

Han famler alt udi hans Sandser, Der kom og lidt andet i Veyen.

8.

See! Mette ham troelig opvarter, Gaaer om ham og er ved hans Seng.

Til Strømper hun sidder og karter, Lars veed nok til hvad for en Dreng.

4

9.

Han laae med Lakriz-Rod i Munden, Han syntes det lindret hans Bryst.

Hvad hør man: der tuder jo Hunden, Og Lars har alt fem gange gyst.

10.

Paa Loftet kom der et Rabalder,

Saa Brændet det veltede ned.

Man Forvarsel gierne sligt kalder, Skiønt det er af mange beled.

11.

Men Mette tog sig lit Kubeber Og lidet stødt Ingefær ind,

Meleret med Hvidløg og Peber,

Og sad med sin Haand under Kind.

12.

Hun merket end vidre Allarme,

Hun syntes hun merket en Vind,

Saa Blodet kom ret i en Varme; Maaskee af det før hun tog ind.

13.

Lars slummer, men stundum han raser, Slaaer Mette og Næsen til Blods;

Staaer op og giør mange Grimaser, Vil gaae, men er daarlig til Fods.

5

14.

Han daaner, han legges i Sengen, Ja, Mette! det bliver vel saa Du bliver tilbage med Drengen,

Gid vel det maae begge jer gaae.

15.

Fra Sengen han gier hende Haanden, Staaer Øynene paa hende stift; Faaer Slag, og opgiver saa Aanden. Lars døde, og døde u-gift.

16.

Men Mette begyndte at skrige.

Kold var han, i sær paa hans Been. Og hvad var der mere at sige,

End Lars var saa død som en Steen. 17.

Hun kneb ham ret sterk i hans Næse, Med Naale hun stak i hans Been. Begynder for hannem at læse;

Men Lars var saa død som en Steen.

18.

Hun Naale stak ind i hans Lægge,

Med Søm hun aarelader hans Arm; Men da hun ham ikke kan vække,

Saa giør hun paatimen Allarm.

6

19. Dog raabte hun først i hans Øre:

Lars kiender du Mette endnu? Men Lars han kan ikke meer høre, Kom hende ey mere ihu.

20. Hun kalder da Folk ind i Stuen,

Af Sengen man tog ham da op. Hans Trøye, Halskluden og Huen, Fik den, som der toede hans Krop. 21.

Det øvrige Mette blev givet,

Som havde Lars været saa troe, Og tient ham saa villig i Livet;

Thi fik hun hans efterladt Boe. 22.

Tag, sagde hans Søster Catrine:

Tag du kun min Pige det Kram, Tre Skiorter, en Kiste, to Skrine, En Støvleknegt, Skoebørst og Kam,

23.

Samt andre hans daglige Klæder, Kiol, Buxer, Vest, Hoser og Skoe. Halv var han med Jens Landsbye

Skræder,

I to Faar, en Koe og en Soe.

7

24.

Den Eyendom arved og Mette; Men Skræderen fordret Beviis,

Saa mellem de to kom en Trette Som gik paa Gevinst og Forliis.

25.

Hvorledes skal Lars nu begraves? Hans Farbror besørger nu sligt.

Og alle Anstalterne haves

Alt efter hans Farbrorlig Pligt.

26.

Hvem vilde vel Lars derfor laste?

Han havde sagt: tag en Spand Vand,

Den efter mit Lig I skal kaste,

Jeg siden da spøge ey kan.

27.

I levende Live at spøge,

Han selv var forsøgt nok udi.

Hvem dette Huusraad vil forsøge,

Er altid for afdøde frie.

28.

Ifald jeg sligt kalder en Lævning Fra Overtroes Fablers Arkiv,

Da fik jeg vel rigtig en Stevning,

Og dømt fra Fornuft og dens Liv.

8

29. Lars var udi levende Live

(Hans Gravskrift begynder just saa) En Mand man det Skudsmaal maae

give,

At Skillingen passet han paa.

30. Han stundum vel Kroen besøgte,

Hver Søndag tog dog kun een Ruus. Hans Moersomhed giorde han spøgte, Nu er han saa død som en Muus.

1

Mettes Viise i blaa Taarn.

Det er den første Viise vi have hast om Mette.

Hun tilstaaer den Handling, der har været imellem Lars og hende. Lars kommer til hende om Aftenen, hun malkede Køerne, og giør Aftale om at slaae dem sammen i Spøgelse-Sager. Hun bliver forskrækket at see sig afbildet med sammenbundne Hænder og Fødder, som dette Billede viser.

Kan synges som: Min Fader var en Ridder saa fiin.

Trykt i dette Aar.

2
3

Melodie: Min Fader var en Ridder saa fiin.

I.

Jeg negter ey, jeg Godhed jo fik For Lars, da vi tiente i Gaare, Og at det mig i Tankerne gik At blive hans Kone a Aare; Men Lykken vender sig ofte om.

2.

Jeg sagde: Lars! hør vil du ha mig, Saa vil jeg nok dig ogsaa have, Hvis ikke, saa vil jeg ey ha dig, Han lurte og ingen Svar gave; Men Lykken vender sig ofte om.

4

3. Lidt Smidsken og lidt Smaasnak faldt

ind,

Og naar han hen listet i Loen, Saa havde jeg just nødig en Pind Til Spanden, jeg malkede Koen; Men Lykken vender sig ofte om.

4. Jeg havde kartet nogle Pund Uld, Og Lars skulde Strømperne slide, Jeg gik til ham engang, han var

fuld,

Thi jeg kunde Knøsen lide;

Men Lykken vender sig ofte om.

5.

Vi talte og den Gang et Par Or, Som angik vos to kun allene, Han krystet mig, han bandte og soer, Han blæste a Degnens Malene; Men Lykken vender sig ofte om.

5

6.

Søndagen efter gik Lars til Kroes, Malenes Halvbroder det vidste, De kivdes først, omsider de sloes, Dog Leykøv de drak paa det sidste; Men Lykken vender sig ofte om,

7.

En Aften, da jeg malket vor Koe, Kom Lars for at holde min

Løgte;

Hør Mette: nu er vi eene To,

Du haver slet intet at frygte; Men Lykken vender sig ofte om.

8.

Vi slaaer os sammen, og ladder som I Gaarden en Nisse er kommen, Faers Kiste vil vi snart faae giort

tom,

Og Pengene faae vi i Lommen. Men Lykken vender sig ofte om.

6

9. Saa spøgte vi, som hver Mand nu

veed

Af Viser, som nu qvintelerer Den lille Bendte hun vidste Boskeed, Og derfor med vos er resteret: Men Lykken vender sig ofte om.

10. I Søndags hang min Skindpose ned, Opdrog den, da jeg havde sungen; Men hvem har sligt et Billede seed, Som dette, jeg fandt udi Pungen; Men Lykken vender sig ofte om.

11.

Vil man saaledes handle med mig? Og skal jeg saa ligge paa Vandet? Ney Mette! der betyder ey dig;

Det Billede er noget andet;

Men Lykken vender sig ofte om.

7

12.

Det var den Prøve, man Hexene bød, Ifald de sank ned under Vandet, Saa blev de frie, men dersom de flød, Saa var de til Baalet forbandet; Men Lykken vender sig ofte om.

13.

For saadan Prøve bliver du fri,

Du skal ikke flyde paa Vandet; Men hvi din Pung det Billed kom i, Betyder vist nok noget andet; Men Lykken vender sig ofte om.

14.

I godt Folk spøgte med andre Folk

før,

Nu spøger man ogsaa med Eder; En Viise ofte om Eder man giør, Man ey om Materie leder;

Men Lykken vender sig ofte om.

8

15.

Det er nu alt den tredie Gang Man Viiser om Eder har qvædet, Den fierde bliver ikke saa lang,

Som Rummet har denne tilstædet;

Men Lykken vender sig ofte om.

1

Men kære Las!

Jey mu la Dæ vie min Allrekiereste Las, ad tøsen Bente vil nu være vos tru aa staa vos bi. Du ska inte frøyte for Smiden som slar Øvet yd pu Fokl, halte Peer har foret paa ad Faen maatte regire han, om dæ er en smulle sant i va de sier. Pælse Skeinnet har iey foet, aa hurnene, aa vor Faer æ saa banne ad han lar sey kyvse av vor kat. aa su maae deuv vie las. ad frans Kuperals Marne som iey tiende i Gaare mæ tæ Deynens vel fuvare Sænne kleierne aa Fyllen i vor Muers bæste Sæn i sen Kiste. aa halte Pers Kune ve ta mu Osten og srmøret. mæ Pæene som der ligker i vor Faer keiste ska iey sien seye dæ, saadanne de skal Prangeres yd naa deuv nu kmommer i Pals paa Søynda. mæ nu mu deuv int la dæ mærke mæ nouen tin, aa saa mu deuv tru a vy ska køre i Rin med vaa Faers Pænne a han ska inte grine aæd. Men neuv va de angaar om dæ deuv vid nok sel, su ska iey alri sveye dæ. Nils Jens Ole ha villed fri tæ mæ, men iey gier hen Faen, saa kan deuv vie las vaa iey elster dey. Jey ha sadt tæ benta a hæ er in Nisse i Gaaren, aa hun har igien sadtet tæ Faer, aa Far ha spurt mæ ad um da æ sæen, aa jey ha suret po mæn sæl a han gaar mellem Kørne- i Stolden liesom in Varule, aa bue Far aa Muer aa Børene aa Drennene truer dæ æ saant Naa deuv nu kmomer Las i Gaare su maa deuv osse seye a deuv har sit en. Men nouen dae etter Las, so æed føst dæ gæller om deuv ka spove som Nisse. ti vaa Far æ en Tosse aa vaar Muer æ ed Stakkel, naa hun bare hør taale

2

om Spoveri, ræer hen som Droren ca etter hæe in i Steuen saa dæ ær innen Sauv aa gøre va man vil før Døsse Alendelie Mæesker ja vaed i den ganle Per Nissens tid, Dæ va in aen Sauv ha va inte gu

aa fiselere, hen hade tint i Køvstæen aa væed unner lan Gragonerne,

aa han hade riti taæd Nissen i Skægket aa spurt va han va for in Kaal. Deuv maa tru Las dæ va innen fite Per Nissen, Faen mutte ha ageret Nisse i hens tid du kæer røde Rasmus som han tint ham, hen ha biet

sæ faa in Ulytte paa, ad hen ha sit Nissen Sprangelire etter hen, aa

ad den ganle Per Nielsen ha diskereret mæen, aa den laange Else har

siet ditte Dævelsskav brinne ouer 2 skper Pænne pu in gaang tæ Far,

aasaa sa Far a hun mutte Gøre lit Reverens av Dævelongen, aa vær

Jyvle Avten sætte en Potte Grø tæ ham i Stolden, mæ Smrø i. Han hade Hurn aa, sa Else aa va saa suvt som bare Faen, dæfor ha iey sørred for ad fu dætte surte Pælse Skin som deuv vid Las. aa

hurnene, aa saa mu iey seye dæ ad vore unge Fokl æed innen Sau aa narre, aa den Gaamle hen ligker ve Sennen aa repeterer dou snaart

dæ ha den klone Kune sat som sier tæ livaret. Mein Bente æ reiti æd feis støkge tøs saa lille en æ. iey ha aasse lout hæn ad naar Vi sur henaen Las ad hu ska tine Vos, aasaa ska hu ha men sases bul mæ de røe Kramærmer, aa de særke Spænne deuv ga mæ saa de deuv ve nok sel, deuv mu tru dæ æ faen te tøs saa lille en æ. Neuv ha jey sat dey

besked um alle tin, la mo neuv sie deuv æ Kaal faa den hat, aa skaver dæ i alle de Faens linelser du ka. Du mu væse som en Goes aa

3

Gaale som en Haane, aa gø som en Hund aa brøle som en Tyr aa

Næve som en Kaat, aa Bente ska sie tæ Far aa Muer ad dæ æ Nissen aa iey har sauvt hæn ad hun imellem ska skrie aa ta a stæ som hu var gal einten hun sier dey eller ey, aa paa di Mader ka iey tru

æed innen Sanv aa kyvse Stakelrne in i Kamret, Vor Muer tør saa

inte komme i Stæerset, saa mu deuv Las breuve denne Næver paa

louterne mens iey breuver mænne i Madkamret, aa æenlig saa ska iey

sie dæ vor de vil da gaa saa vil Faer aa Muer tru at Nissen taer lisaa fort som ha har giedet, aa saa ve de søye om ad komme a Gaaren aa deus Las aa den Mette saa Gaaren etter dem, aa saa ska vi live som ed par Fokl aa holle Jyvl aa goe Daue, mæ neuv mu du osse være

mey tru dæd sier iæ dey Las aa iey ska som en ælig Pie staa dey bi i al Nød aa fare ti iey har mien kællighed faa dey, aa la mæ neuv sie deus æ ællig. Deuv har iu osse tint unner Malisen aa di Kale som

ha væt i Kri æ inte aa spøve mæ de vi iey, Skuleholleren har en Gaang villed spøve mæ mey mein iey gauv ham in Øretæve saa han stud paa sen haals, iey tænte paa mæn Las, men sien har Kaalen væed saa smidet som en Ol aa har lovt mæ om han kunne tinne mæ i nuet saa ville han mæ plaskeer, aa han maa deuv tru ska inte røve vos. Far

nu vel Las, la mæ nu si deuv kommer paa Søynda, iey ska møde dey i Gyden aa køsse dey lie saa tit deuv ve haed.

Mætte Ines dotter.

Aarret 7147, Taar Maane

4

Dette Brev er funden i Gaarden hvor det spøgede paa Landet i Nærheden ved Kiøbenhavn.

------------- Dætte Brøv

men lære Las Rilsen

fraa Mætte Jensdotter

sæes mæ Maren Kuperals aa livreres i Larses eyen Haan.

1

Viise

om

Nissen,

i Nærheden af Kiøbenhavn 1774.

See her, hvor Nissen han seer ud, Men det er Lars i Nissens Hud, Betragt her ret hans Billed; Hvad Skielmerie den Knegt fandt paa, Det skal i denne Viise staa, Samt hvordan han har spilled. Trykt i dette Aar.

2
3

Kan synges ud i et Minut,

Som: Broder, hvi est du saa mut?

1. Hvordan er dog dette fat, her spøger Dag og Nat, Stieles og tillige? Skal det vare saa et Aar Med den Nisse, som her gaaer, Maae jeg Gaarden vige!

4

2.

Lars og Mette maa jeg troe, Da de siger begge to,

Her en Nisse findes; Men jeg kan kun blive vaer, Fødevare, som jeg har, Dagligdags forsvindes.

3.

Vores Skoleholder dog Er en Mand, som holdes klog, Men han gaaer og tier; Jeg forlanger ey omsonst,

Om du bruge vil din Konst, For de Spøgerier?

4.

Kan I tale nogle Ord,

See nu staaer han ved vor Bord, Dette sagde Bente,

Som det lille Nisse Kree Frem for andre best kan see, Hvor han gik og rente.

5

5.

Negle haver han som Kløer, Han er meeft hos vore Kiør, Spøger meest om Natten; Tit, naar vi skal have Mad, Tar han baade Mad og Fad? Brød og hele Klatten,

6.

Tit han staaer og vrænger Mund, Skaber sig tit som en Hund,

Ja som Kat kan liste,

Ofte er han som en Gaas,

Han kan puste op hver Laas. End og til min Kiste-

7.

Alt det haver Bente sagt, Ingen veed, hvor han har lagt Alt det, han har snappet; Øl kan ey til ham forslaae,

Alt hvad der paa Tønden laae Har han reent aftappet.

6

8. Jeg maa hen til vores Præst, Faer I er dog got belæst, Kom, jeg er i Knibe; Ney, Jens Nielsen, Manerie, Hexetøy og Spøgerie Kan jeg ey begribe.

9.

Degnen svarte ligesaa,

Hvem forstaaer sig da derpaa?

Hvad skal jeg anfange? Meld det for din Øvrighed, Disse Folk de veed Besked, De giør Nissen bange.

10.

Bonden kiør da hen derom, Øvrigheden derpaa kom;

Børn! hvor er jer Nisse? Gode Herrer! see han fløy I vor Skorsteen. Tøs du løy, Du er nok til visse.

7

11.

En af Spøgelsets Parti,

Siig strax, hvad bestaaer det i? Hvem har Flesket taget? Lars, dn er vel ogsaa med, Hiulpet Mandens Rug afsted, Og har Øllet smaget?

12.

Jo, vi mærker rigtig nok,

I er tre i denne Flok,

I Arrest i Hunde,

Hver bekiender nu i sær Det, man som en Sandhed her Hver berette kunde.

13.

Lars og Mette, disse toe Vilde have Bondens Boe Under Gøgleriet;

Mette tog, og Lars bar hiem, Og see, det er lige frem Hele Spøgeriet.

8

14.

Deres Tanker rigtig var,

Faae vi først hvad Bonden har, Faae vi nok med Tiden Ogsaa Gaarden efter ham;

Men nu faaer de Spot og Skam, Og lidt Tilgift siden.

1

En

Nye Viise, indeholdende

Et Raad til Nissen. Spørgsmaale og Formaninger. Han skal pidskes. Han skal ikke før om 2 Uger faae at vide hvad denne Haand betyder.

Trykt i dette Aar.

2
3

Synges som: I forenede Gemytter.

1.

Løb nu kun mm lille Nisse

Fra dem som giør dig Molest,

Løb du kun, løb bort fra disse,

Der hen hvor du kiendes best,

Løb du kun igien tit Sproge, Der hvor du maaskee er fød,

Folk er der langt mere kloge,

Du faaer der din gode Grød.

2.

Her, her blev du kun forkuet,

Men der lever du jo best, Retten dig her havde truet,

Og du var nær ved Arest,

Løb du kun, løb over Søen,

Thi dn kan jo gaae pan Vand, Der er kun to Milt til Øen,

Og saa er du strax paa Land.

4

3. Pas du der kun smukt paa Qvæget, Løb du kun min lille Dreng, Pas det som det var dit eget;

Men spring ey i Folkes Seng, Som du giorde her forleden,

Hvilket ikke lader smukt;

Thi da var du ubeskeden,

Og har ret din Grovhed brugt.

4.

Skik dig vel, og hold dig reenlig I din Pikkelhering-Dragt, Skyt dig selv og hold dig eenlig,

Du i Selskab er foragt;

Hold dig net, rens dine Tænder, Som dig Mette haver sagt, Visk din Mund, toe dine Hænder, Men brug ingen Stads og Pragt.

5.

Laan ey nogen dine Klæder,

Enten Mette eller Jens,

Ey til Smed og ey til Skræder,

Og husk vel paa den Sentens, Thi just under denne Maske,

Som i din Gestalt vil gaae, Gives der saa mangen Taske,

Som vil Jens tilhaande gaae.

5

6.

Giv dig ey iblandt smaa Drenge Naar du seer de er i Ley,

Ney du bør dig ey indtrenge

Der hvor man dig kiender ey; Du veed selv at slig en Pusling Er en lille Bussemand,

Og man tager slig en Nusling Ikke vel i Selskab an.

7.

Du giør ikkun Børn bange,

Som en Harlequin og Nar, Allerhelst at du saa mange Underlig Grimasser har,

Stygt og hesseligt du griner,

Hvilket ikke lader smukt,

Dine Abekatte-Miner

Viis at du har ey lært Tugt. 8. Du er i dig selv kun lille, Men dit Pusleri er stort, Du har Lyst ret Folk at drille, Du har et og andet giort, Snappet hist og her en Stumpe Uden man veed dine Spor,

Og hvorfor du paa din Rumpe Burde have noget for;

6

9.

Men du slipper ey med dette,

Seer du her den sorte Haand, Du kan ingenlunde giette

Enten den hør til en Aand Eller hvad den skal betyde Dertil er du ey i Stand; Andre maa og ey fortryde Jeg det nu ey sige kan.

10.

Jeg igien tit Nissen taler:

Stundum tar du dig en Rus, Tit du som en Hane galer,

Og saa er du ret confus. Monsieur Nisse! kan du sige Hvor du egentlig er fød,

I hvad Land og i hvad Rige Er vel dine Fædre død? 11. Du maskee er af de Dverge Der i gamle Dage var, Og som ud af visse Bierge Man som Uskud kastet har. Sig mig hvem giør dine Klæderm Og hvem reder vel dit Haar? Sig mig hvem har du til Skræder? Hvem syer Buxer til dit Laar?

7

12.

Har du Søster eller Broder,

Eller nogen anden Slegt? Hvem din Fader, hvem din Moder, Og hvad er du for en Knegt? Er du maaskee af de Trolde,

Og af gamle Hexe-Slegt, Som Lettroende de holde Udi Overtroens Vegt?

13.

Og saaledes af den Stamme, Som der aldrig før var til, Følgelig altsaa den samme,

Som just Overtroen vil, Blot indprentet og fingeret

Udi vor Indbildnings Kraft, Lutter Løgn, som er spargeret I det Rykte vi har haft.

8
1

Denne Sorte Haand Spørges om det er Nissens i Blaataarn,

skal

ellers være aftrykt i et Brædt af et Spøgelse, Tildragelsen fortælles, men modsiges.

Siunges som: All verden tænk dig om, & c. Trykt i dette Aar.

2
3

1.

Kom Nisse, viis din Haand, om den er sort som denne,

Prøv om du din i Ild kan taale sort at

brenne;

Men fra det ene Fias og til det andet

gaae,

Jeg da om denne Haand Forklaring

sige maae:

2.

Een efter han var død, han fandt for

godt at spøge,

Han til en Jomfrue kom om Natten at

forsøge

Om hun var bange for et Spøgelse at

see;

Han kom til hendes Seng, men intet

talede.

3.

Hun syntes at han stod i lange hvide

Klæder,

Han taugs gik om, og ud igien af Døren

træder,

Det var ved Midnats Tid imellem Tolv og Et;

Nu paa en Maanets Tid er han ey

mere seet.

4

4.

Dog idelig med Angst hun gik til hendes

Leye,

Hun altid plagdes med den Sag at overveye,

Omsider klagede hun sig for hendes Præst,

Han sagde at det nok vel uden Tvivl

var best

5.

At naar han kom igien, hun skulde til

ham sige.

Hver Aand lov Herren, og derpaa skal

han nok vige;

Han kom, hun sagde det, han svarte:

Jeg giør saa:

Hun efter den Tid lod ham komme og ham gaae,

6.

Men engang spørg hun ham: Sig mig hvad gaaer du efter? At tale med dig har jeg baade Mod og

Kræfter.

Hør! siger han, sig til min Kone jeg har glemt

At give Fattige den Sum dem var

bestemt.

5

7.

Ney med jer Kone jeg vil ey ha at bestille; Jo Jomfrue, du maae heri føre ud min

Ville,

Min Kone er ei den jeg selv vil tale

med,

Thi hun i Live har giort mig saa stor

Fortred.

8.

Hun gik til Konen, men blev haanligen

afspiset,

Hun støtte hende nd og haanlig blev afviset.

Om Natten strax derpaa kom Spøgelset igien,

Hør, sagde hun, pak dig, pak dig kun fra mig hen.

9.

Thi hvad har jeg med dig din onde Aand

at giøre?

Men Spøgelset det nu begyndte sig at

røre,

Hun fik tre fire Dask, saa hun forskrækket blev,

Og dette i en Hast til Præsteskabet

skrev.

6

10.

Det blev da borte, men indfandt sig saa

hos andre,

Saa det i Byen nu begyndte at omvandre,

Man endelig da maae til at besvære

det;

Man sagde: Læg din Haand herhid paa dette Bræt.

11.

Det giorde saa, og see dets Haand har

Brættet sviet,

Den stod saa sort deri, og derpaa har

man tiet;

Det sagde: See min Haand af Helveds Ild er heed;

Og læser man det er i manges Paasyn

skeed.

12.

Og det er just den Haand der sees saa

sort i Brædtet,

Og den paa Visen man for nogen Tid

har settet;

Det er altsaa forklart hvad det var for en Hand

Det nemlig var eu Hand af saadan en

sort Aand.

7

13.

Men troe derfore ey at saadant er

passeret,

Sligt er opdigtet Tøy og ikkun blot fingeret

I gamle Tider da Lettroenhed var

stor,

I vore Tider man slet intet deraf

troer.

14.

Gid Ammestue-Snak, og Bønderne paa

Landet

Lod fare saadant Fias og snakkede om

andet,

Saa blev vor Ungdom ey indprentet saadant Kram,

Som giør dem Skade, og vor Tænkemaade Skam.

15.

Kan Legemer vel gaae, de raadne jo i

Jorden?

Har Aander Kiød og Been? Ney det er

mod al Orden.

Du troer Sathan giør en Afdøds

Skikkelse,

Ney han er fængslet, og staaer fast i

Lænkerne.

8

16. Smaa Geister troer du dog, de hist og

her kan pusle,

Ja mangen gang en Kat, og andet som

kan rusle,

Troer du er Spøgelse, men see det skeer

saa tit,

At ofte Spøgelse gaaer ud paa dit og mit. 17.

Paa Landet nylig man jo faaer den Sag

bekræftet,

Spørg Fangerne, som nu for samme Sag er hæftet.

Hvad Snak løb ude om, før det blev

aabenbart,

Da om det kom til om, see saa var

alting klart. 18.

Jeg har den sorte Haand af lærde Skriftter

taget,

Man seer hvor Folk den Tid af Overtroe var plaget.

Den staaer da til Bevis, hvad Tiderne

da var;

Den som sligt troer endnu, er en enfoldig Nar.

1

Morten desperat, bliver af hans Kone sadt i Pesthuset,

udført i

en nye lystig Vise,

der indeholder Aarsagen og den hele Tildragelse.

Trykt i dette Aar.

2
3

Melod. Dig Christiania, jeg nødig drog ifra.

1.

Jeg bliver desperat,

Thi hvad har den Krabat At giøre der hvortil jeg selv er sat.

Jeg nøye alting veed,

Og alt for vel Beskeed.

En Ild har tændet an min Bitterhed; Min Kaarde skal I denne Kael, Jeg er nu desperat og gael;

Det gyser i min Krop,

Jeg brækker Døren op;

Ha Ha god Karl, nu skal du holde trop!

4

2.

Waß Kerl! Gevalt! Gevalt! Ney du skal faae betalt;

Folk stimlet til, og saae det her var galt. Ihr Leute viden skal,

At Morten han er gal,

Han maae udi St. Hanses Hospital. Hent Politie, At Konen frie Kan blive for hans Raserie.

De kom, god Dag Madam, Hvordan er det med ham;

En slig Allarm er baade Spot og Skam.

3.

Ihr Herrn! I seer den Mand Er reent fra sin Forstand; Skaf Konen Roligkeith for denne Mand. Madam, naar blev jer Mand Saadan fra sin Forstand? I dette Øyeblik den stakkels Mand.

Jeg er ey gal! Hør Manden tal, Igien som rasende og gal;

Har hun ey før Madam, Formerket sligt hos ham? Ney, for en Time blev det saa med ham.

5

4. Jeg, som De seer, er ung, Men Byrden blir mig tung,

Om jeg skal have dette Kors saa ung. Ihr Herrn! Det er fatal,

Den smukke Kone skal Beholde hos sig Manden, som er gal; Pesthuset er Jo for enhver,

I kan jo sette hannem der? Ney dette kan ey skee,

Før Øvrigheden see En skriftlig Klage fra Vedkommende.

5.

Gleich viel, ich schreibe hier, Madam! Blick und Papier,

Halb dytsk halb dansk, altsamen ohne Zier; Men hør lille Madam!

Hun maa dog give ham Hans Ophold rigelig foruden Skam. Ret gierne det; Nu det var ret!

Ja ich gestehe ok so det.

Da ist Memorial,

Sanct Hans sein Hospital,

Den lyder paa for Morten, som er gal.

6

6.

Hans Venner kom; Madam! Det er dog Spot og Skam Saaledes som I handlet har med ham; Jer eye gode Mand,

Han har jo sin Forstand, Som jer Samvittighed bevidne kan; At han er klog, Det veed I dog, Samt hvorfra han sin Vrede tog.

Han tids nok gift med Jer; Men Anstalt see vi der;

Men bie kun, vi skal siden finde Jer.

7.

Da man greb Morten fat,

Blev han nu desperat,

Slog om sig, raabte: tag mig den Krabat; Han slog Betienterne,

Hans Øyne gnistrede,

Han hovedkuls fra Døren tumlede; Han kneeb og beed; Tilsidst han sleed Sig fra dem, men man var bereed Ved Mandstærk Folk at faae Ham Baand og Strikker paa;

Og det var Morten Desperat man saae.

7

8. Det er ey hans Portræt,

Der er paa Visen sæt;

Ney hvem han er, just giettes ey saa læt;

Hvad det er for en Mand,

Knap Lærde giette kan,

Ney faa kun dertil være skal i Stand;

Giet ikkun hen, Fra den til den,

Og gaae tilbage saa igien.

Han staaer da her til Ziir,

Indtil jeg siden giir

Oplysningen paa et halv Ark Papiir.

8
1

En mærkværdig Samtale

med den uforglemmelige

Matrone

Kirsten Phil

og

en gammel Nordmand,

seeneste

Sanct Hans-Rat

den 24 Juni Klokken 1 Slæt,

Kiøbenhavn 1773. Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeist-Strædet.

2

Efter at jeg Kloken 5 om Aftenen gik ud fra Kiøbenhavn, i Følge den gamle Sædvane St. Hansaften, at besøge den bekiendte Kirsten Phils Kilde; til hvilken jeg efter en maadelig Spaseren af 2 1/4 Time ankom Klokken 7 1/4 Slet Ved min Ankomst lod jeg mig tractere med en Portion af det veder. qvægende Kilde Vand, som fornemmelig den Aften er allermest kraftig og sund; men førend jeg drak deraf, sagde jeg hemmelig og ved mig selv disse Ord 3de Gange: Kirsten, Mama Maia Muta Haara Lang, Der er: Gud see til os i dette Seculo. -- Thi jeg besidder Kundskab i det ældgamle Danske Rune Sprog, jeg bad Hende tillige at beære mig med sin Nærværelse, ved hvilken jeg kunde faae at vide skiulte Ting. Efterat jeg dette har forrettet, gik jeg saa sagte for mig selv længe om i Skoven, jeg havde med mig et halv Skaalpd. got Speige-Flæsk, en halv Potte gl. Fransk-Viin og en halv Pægel Aqvavit fra Reverents Gaden, hvilket sidste jeg vilde have om Morgenen at vederqvæge mig med for Nattens Taage. Af min Viin drak jeg om Aftenen til mit Flesk en Pægel, og efter dette Maaltid vandrede jeg en Tid om i Skoven, og søgte mig et enligt Sted afsides fra andre,

3

og da Klokken var 10 lagde jeg mig under et Træ til Hvile, jeg faldt og strax i Søvn og sov hen til Klokken var 1, da vaagnede jeg og hørte ligesom en stærk Susen, men fornam ingen Vind. Da denne havde vedvaret omtrent en halv Timestid, hørte jeg en fiin Stemme som et Fruentimmer pleier at synge, dog ligesom det var under Jorden, men Ordene kunde jeg ei alle høre, uden alleene tilsidst disse Ord:

Lykke, Held og Glæde nu i Danmark

har sit Sæde. Derpaa faldt jeg atter i en Blund, og vaagnede da Klokken var 2 1/2 slæt, men i medens jeg saa laae ligesom i en Blund, jeg tør ei sige at jeg var vaagen, som jeg virkelig var, og jeg saae livagtig den gode gamle og dydige Kirsten Phil. Hun var klædt paa den gamle Maade i den Dragt som de Tider var brugelig, og tydeligen kan sees paa de gamle Skilderier der staaer i Nicolai Kirke, Hun var ikkun maadelig af Statur, rundladen Ansigt, rød og hvid i Kinderne, store blaae Øyene med velteignede mørke Øynebryne, og smaae Fødder, med velskabte Been, dem jeg meget vel kunde see formedelst Hendes Skiørt var saa kort, thi jeg fandt megen Behag i at betragte Hende. —

Hun talede til mig med en klingende dog behagelig Stemme, og Hendes gamle danske Sprog var mig behagelig at høre, thi det var

4

frie for al Skurren og Læspen, reent og tydelig. Hør sagde Hun: Anders Guldbrandsen Normand, (som er mit Navn) hvad bevæger dig at faae mig i Tale? du har jo nævnet mit Navn 3de Gange og frembragt dit Ønske i det ældgamle Danske Rune Sprog, og jeg veed hvor du har faaet den Kundskab at tale disse Ord, uden hvilken Tale du ikke har kundet nyde min Nærværelse,. den du nyder, giv derfore Agt paa mine Ord; thi jeg lader dig vide at intet er passeret i Dannemark siden jeg gik til de Dødes Rige uden jeg veed det, uagtet at det nu er en Tid af 190 Aar siden jeg forlod Verden, hvor jeg i min Tid var bekiendt for min Hellighed og Gudsfrygt og andre Dyder, og til en evig Amindelse haver jeg anvist mine Efterkommere og Landsmænd denne Sundheds Kilde, der saalænge Dannemark er til, kaldes efter mit Navn, hos hvilken hver St. Hans Dag saa mange Tusinde indfinder sig for at drikke Sundheds-Vand, men du kan neppe troe, hvor stor min Misfornøielse og Sorrig er over de flestes onde og slette Forhold, der besøger min Kilde; thi hvorledes haver jeg ikke i mange Aar mærket, at Laster og Udyden har tiltaget, Guds Bespottelse, Overdaadighed Hovmod og Pragt, Drukkenskab og Horerie, hvilke tvende sidste Laster at være, er næsten Aarsagen til de flestes Kildereise. Ak! det er

5

at bejamre at den ædle og gamle danske Ærlighed og Kierlighed til Gud og Næsten, er ligesom udrøddet og forvist Landet; derimod opelskes og tiltager de forberørte onde og fordervelige Laster. Man kan derfore ei undres over at Landet i adskillige Maader er bleven berøvet sin Fordeel, Styrke og Anseende, thi de Egennyttige og Interesserede, har næsten havt frie Hænder til at erlange en skadelig Rigdom, Korn Pugere, Aagerkarle, uretfærdige Dommere og Voldsmænd ligesaa. Betragter vi de dyre Tider, den Fattigdom og Mangel som nu er almindelig i blandt Borger og Bonden imod Formaals Tiden, saa maae man falde i den dybeste Forundring over samme, da Jorden og Havet giver os endnu som forhen aarligen sin Velsignelse, dog er alle Føde-Varer saa dyre, og tillige ingen Penger iblandt Folk, de Rige som endnu eyer Penge, og høster den største Fordeel af Korn, søger ved alle Leiligheder at profitere af den almindelig Mands Trang, ja Borgere og Bønder som eier noget giør det samme. Hvor kan det da være muelig at Folk som saaledes forholder sig, kan væve befriet for Guds Straf og Plager. Forkynd og tilkiende giv alle og enhver mit Raad, at de vogter sig, for at vise sig ukierlige, hadefulde, misundelige og utroe imod hinanden, og sig uden Frygt til Dommere der sidde enten

6

i høie eller lave Embeder, at de ikke bøier Retten for Skienk eller Gaver, ei heller for at føie nogen formedelst Anseelse, der kunde finde Behag i at besmykke en ond Sag, men dømme efter Ret og Retfærdighed, og straffe grove Forbrydelser efter Fortieneste, og derpaa taug Hun stille.

Men med hvilken Forundring jeg hørte paa alt hvad Hun sagde kan jeg ikke udsige, thi alt hvad Hun talede var den reene Sandhed, og jeg maatte ligesom falde i Forundring over det Majestetiske Air, og den Myndighed Hun frembragte sin Tale, samt den Indsigt og Videnskab Hun havde om vore Tiders Baskaffenhed og Menneskers Forhold, da Hun næsten for 200 Aar siden har forladt vor Verden. Min Gud! tænkte jeg kan de Afdødes Siele, efter Døden vorde begavet med en overnaturlig Visdom, saa at de kan vide hvorledes vores Vandel her paa Jorden forholder sig, Lyksaligt Stedt som er skabt til en Belønning for dem som her i Livet har vandret paa Dydens Vei. Derimod tænkte jeg der maa og vel være et Jammer Sted, som er bereed til Belønning for de Onde og Ugudelige, ja tilvisse maa deres Tilstand være Ligesaa ulyksalig og nagende, som hines er frydefuld og glædelig. Men ak! det er at beklage at mange Mennesker, saavel af den høie som nedrige Stand nu omstunder forestiller sig og troer, at efter dette Liv ei er nogen Straf eller Belønning for det Gode eller det Onde. Derfore vandrer saadanne saa fræk og dristig frem paa Lasters Løbebane, de agter hverken Mosen eller Propheterne, thi de taler Sandhed, og den taales ikke at høre hverken af Præster eller Candidater, Lærde eller Ulærde. Handler nogen her imod, da kan han vente at blive hadet, ja beløiet og forfulgt, af alle dem som Sanheden angaaer.

Da disse Tanker ophørede fandt jeg fornøden at giøre den ærvardige Kirsten Phil dette Spørsmaal: Hvad jeg skal begribe af det Hun fremførte i sin Sang,

7

om Lykke, hæld og Glæde, o.s.v. da jeg ikke veed eller kan begribe hvor i samme for nærværende Tid bestaaer. Men herpaa gav Hun dette Giensvar, at hverken jeg eller andre saa nøie kan indsee det Hun seer for nærværende Tid. Her paa Jorden grunder Menneskens Indsigt sig mest paa Verdens Sysler, og de Ting som enhver i sin Stand har at bestille med, hvilke betage dem ofte de beste Tanker om Guds Forsorg og Omhu

for Menneskers Beste.- Men at give dig den rette

Forstand af min Sang, da bør du først vide, at Menneskers Laster og Overtrædelser har længe siden fortienet Guds Straf og større Plager, saa at et hvert Menneske har Aarsage til at sige: vore Konger og vore Fyrster, og alt Folk i Landet, haver handlet ilde for Herrens Ansigt. Dog seer jeg dette; at Guds Kierlighed imod et Land og Folk, er kraftig nok til at omdanne og Forandre Menneskers Tænkemaade og Ondskab, naar somheldst de vil erkiende sin Feil, og forbedre deres Levnet. Videre at oplyse dig om min Sang, saa kan de Danske og Norske Undersaatter nu have det beste Haab om Lykke, Held og Glæde, formedelst at Kongen, som i sig selv er god, og tillige omgivet med den beste og allerdydigste Moder Dronning Juliane Maria, og den alleroprigtigste og paalideligste Raadgiver og Broder Prinds Friderich, hvis medfødde høie Siel og kongelige Tænkemaade, som fra hans unge Aar, stedse har fundet Behag i at drikke af Visdommens Kilde. Derfor seer man og i mange Tilfælde, Prøver af hans gode Indsigter, hvis Følger grunder sig paa Kierlighed og Omsorg for Kongen og enhver Undersaat; thi hvad som nu er sagt, kan ei andet end give Undersaatterne Haab om Lykke, Held og Glæde: da samme høieste Personer tillige har sit Sæde og Bolig hos Undersaatterne; og for saavidt som giørligt er, ved alle Leiligheder, viser deres Omsorg og Kierlighed for Kongens høie Person, som og Undersaatternes Vel og Beste, hvorpaa man haver daglig Prøver

Og om endnu noget kan fattes i det Hele, som ei saa hastig kan tilveiebringes, formedelst adskillige Hindringer der først maa ryddes af Veien. Man veed

8

jo, at en Urtegaards Mand, der vil rense sin Hauge for Ukrudt, maa nøie see til, at han ikke oprykker den gode Vext med den onde. Thi at rydde af Veien skadelige Stats Feil, kan ikke alle Tider skee saa hastig, som i en anden enkelt Oeconomie. Dog er endeel af Folkes Mundheld, at de seer ingen bedre Forandringer nu, end som før, hvilket er meget taabeligt; thi de indseer ikke Tingene efter sin Vigtighed, og de fleste anseer sig som fornærmet, naar de ei kan faae det de ønsker, iblant saadannes Tal indfinder sig gemeenligen Momus, der bestyrker deres Satser. Endelig ønskede Hun med en stor Devotion og Andagt, at Gud som har givet os Haab, om Glæde, Held og Lykke, vil efter sin Almagt fremdeles afvende og bevare det Kongel. Huus fra al Ulykke og Fare; men stedse omgierde det med trofaste og veltænkende Mænd, der ikke søger sin egen Ære og utilladelige Vinding, som grunder sig paa Landets og Undersaatternes Bekostning; men heller optænker og overveier, at befordre alt det, som kan tiene til Gavn og Nytte for Kongens Huus, og det almindelige Beste.

Derpaa sagde Hun: Anders Gulbrandsen Normand, behold nu i din Hukommelse alt hvad jeg har sagt, og tael ikke derom til noget Menneske forinden tre Solemærker, siden kan du frit giøre vores Samtale bekiendt for alle og enhver. Gak nu hen og drik af min Kilde tre Gange, det skal bekomme dig vel; og i det samme forsvandt Hun fra mine Øine,

Jeg nægter ikke, at jeg gierne havde seet Hendes Nærværelse længere, for at spørge Hende om adskillige Ting, som i disse Tider passerer, og hvis Aspecter har en skræksom Anseende. Men da det ikke alle Tider er Mennesker tienlig, at være bevist om forestaaende Conjuncturers Hændelser, saa anseer jeg mig for mere lykkelig, at jeg beholder samme hos mig selv, med det mere jeg veed; og i saa Mander med Ærbødighed anseer min dyrebare Frelseres Ord hos Joh. 16, 5. ''Jeg haver endnu meget at sige Eder; men nu kan I ikke bære det." .