✂

I

✂ MME SARAH BERNHARDT underlagde sig Verden og hævdede i et kvart Aarhundrede et Herredømme, som i Skuespilkunstens Historie maaske er uden Sidestykke. Mme Gabrielle Réjane tvang og holdt Paris i Knæ i næsten samme Tidsrum. Og Medbejlerskens funklende Gyldenry mægtede ikke, ingen af de stormende Verdensdelenes Lovsange, der ombølgede Sarah Bernhardt, mægtede at rokke "la Réjane" paa den parisiske Trone, som var hendes og hvorfra hun smilede til sit tro Paris. Til Gengæld vandt hun, Tournéer og en Formue til Trods, ikke Verden, der hilste hende høfligt og endogsaa begejstret, men som aldrig gjorde hende til sin og blev hendes Eje og Jord. Den, som allerede længst havde trættet Paris, vedblev at beherske Verden, og den, som bestandig forblev Parisernes Hjerte næst, vandt aldrig Millionerne af de andre.

✂ Denne Besynderlighed i Skæbne bunder dybt i de to Medbejlerskers ganske Verden - saa dybt endog, at har man klarlagt dens Grunde, da har man, næsten med det samme, draget den bestemmende Linje i begges Billede. Den vil aldrig fatte Sarah Bernhardts Magt gennem saa lange Aar, der ikke begriber, at denne ene Kvinde var Scenens Legemliggørelse for en hel Periodes Aandsretning. Symbolsk planter Pessimisten Sarah Bernhardt den sørgeklædte Pjerrot paa sin Vej og, følgerigtigt, 366 betvinger hun os, paa den høje Alders Grænse, en sidste Gang ved at kaste Kvindens Dragt og omhylle sig med Prins Hamlets Kappe. Mme Bernhardt beherskede en Epoke, fordi hun paa Theatret var Levendegørelsen af dens herskende Aandsretning. Hun udspændte sin Magt over Jordkredsen, fordi hun fandt Ligesindede over hele Jordens Kreds.

✂ Men Gabrielle Réjanes Rige, det forblev Paris. Og saa helt og ganske er hun vokset af Paris' Jord, at kun hendes Søskende ganske og helt "mægtede at forstaa hende eller mere: genfandt sig selv i hende. Til Gengæld fandt alle hendes Slægtninge i Fru Réjanes Kunst sig selv igen, som man genfinder sit Billede i et Spejl, hvis hemmelige Bund Venedigs Mestre blandede - saa ligt et Billede og saa meget skønnere end enhver Lighed. Og i snart tredive Aar forblev dette Billede ligt - fordi det vekslede: Gabrielle Réjanes Kunst rummer, mens Aarene skrider, Pariserindens hele Livsløb. Den skænker os, mens Tiden rinder og Réjane med en Trofasthed, der kappes med hendes Klogskab, gengiver sin egen Udvikling, Pariserindens ganske Historie, saaledes som en enkelts Kunst maaske ingensinde har gengivet den.

✂ Der findes i Tuileriernes Have en berømt og sælsom Statue, foran hvilken den, som en Gang saá den, altid standser paany: "Damen med Masken". En Kvinde, der, nøgen, er blevet graa af Sols Brand og Sluds Væde. En slank Gestalt, der i den oprakte Haand løfter en Maske - en Tomme, en Kende fra sit Ansigt: Masken smiler. Men bøjer man sig frem og ser man det blottede Ansigt, da er Ansigtet Masken ganske ligt. Ja, Masken har samme Ansigt. Men Kvindens egne Træk - de ser dog anderledes ud: En led Smerte, en saa "færdig" Fortvivlelse - aa, nej, ikke Fortvivlelse, for den kan være stærk, nej, en træt-løbet Væmmen sig, en ulidelig Kvalmen stivner disse Træk og trækker dem nedefter. Maskens løjede Læber nød Vinen, Kvindens Læber krympes under Bærmen ...

367

✂ Saadan er "Damen med Masken".

✂ Og som den er, skulde den staa foran "Theâtre Réjane" som en Vejviser og et Symbol. Thi hin Sorg, Sorgen fra Tuileriernes Have, ligger og laa bag alle Gabrielle Réjanes Smil. Hin Billedhugger har foreviget hendes Væsen.

✂

II

✂ Jordens Lande lod Réjane forblive en Fremmed, hvem de pligtskyldigst hædrede, naar hun kom og - gik. Det skyldtes ikke blot hendes Kunsts Indhold. Selv dens Form fjernede den fra dem, for hvem Paris ikke var Hjemstavnen og Paris' Sprog ikke Modersmaalet.

✂ "Paris' Sprog" - nej, det siger ikke nok. Paris' Sprogtone maatte man kende og kende fortroligt for helt at følge en Tale, hvis Bølgelinjer er saa umærkelige og hvis Hemmelighed er Antydningen og Underforstaaelsen. I denne Tale, hvor intet helt siges, er alt, hvad der ikke siges, Strømmens tindrende Bund. Men for blot at skimte denne Bund, maa man være en Medvider. Man maa mer end kende Paris' Sprogfarve, dets Sætningsbygning, dets Spørgeform, dets Form for Svar. Aa, som to Tandhjul griber og slipper hinandens skarpeste Tand, saa fast; som to opalbesatte Vifters Kanter af Edderdun kan glide forbi hinanden og skilles, saa blødt griber og glider i Paris' Tale Ord og Tonefald, som Hundredaar sleb, afslørede og tilslørede. Der findes Krystaller, hvis Slibning er mat, saa mat som det bristende Øje, og som dog straaler; der ejer alle Farver, alle til det blodige Rødt, og dog ingen Farve har - kun et skiftende Hvidt. De Krystaller ligner Paris' Tale og Réjanes. Det hemmelige Tonefaldets Spil maa man kende for at kunne følge.

✂ Og endnu mere end Talens Spil.

✂ Selve det parisiske Væsen maa man have lært at kende som den Sammensvorne kender det, som Frimureren, i den højeste Grad, kender alle sin Loges 368 Hemmeligheder. Thi et Frimureri er alt Paris' Væsen, et hemmeligt og forborgent, hvor alt er Tegn, og hvert betyder hvad det fjernest synes; hvor Klør er rød og Hjerter-Dame Døden; hvis Skrift er Chiffre, der forandrer Omrids, mens man vil tyde dem. Prøv at fange og fastholde i et Spejl et Springvands Straaler; om Du kan det, kan Du fange det Væsens Væsen, som paa samme Tid er Skin og Sandhed, Billede og ugribeligt og dog virkeligt foran dine Øjne. Hver Farve, Du ser, er en anden Farve. Hvert Ord, Du hører, er stavet med et andet Ords Bogstaver, som giver en anden Mening. Hvor alt har en Legs Former, er alting Kamp med en Kamps Hensigter. En Latter er Graad. Et Kys paa en Kind er Undsigelse til Døden. Fingerspidser, der berøres med to Fingerspidser, et Troskabspant for Livet. I Kulissen skælver alle Knæ, mens paa Scenen alt er Verve ... Paris' Væsen: Silke, der er Staal. Et Liberty-Klædebon, som omhyller og blotter, hvor Gult er grønligt og det Blaa gløder som Rødt. Paris' Væsen, en Kniplings-Maske og en Fægters Gitter...

✂ Bag Masken taler al Gabrielle Réjanes Kunst. Hyllet i et forborgent Væsens glidende og fodside Kaabe gaar hun frem, halvskjult for os andre - kun for Panserne Phryne. Blot Paris er her den lykkelige Dommer. Vi andre kan kun gætte, hvad vi aldrig saá.

✂

III

✂ Men Hovedlinjerne kan vi drage. Selve Fortællingen - om man turde sige: Fablen - der indesluttes i denne Kunst, er saa "sluttet", saa følgerigtig, Led for Led, at den springer levende frem for vore halvblindede Øjne.

✂ Denne Kunsts Indhold bliver os, naar vi forfølger den langsomt og Skridt for Skridt, tilsidst dog klar, ogsaa fordi dens Fortælling, som gennemleves af Fru Réjane, formidles os af virkelige Digtere. Saa stærkt, saa 369 mangfoldigt, saa nyt aabenbarende udtrykker Fru Réjane al Pariserindens skjulteste Følen, at hun virker som en Vejviser med en flimrende Lampe i sin Haand. Mens hun gaaer frem, kaster hendes Fremstilling bestandig nye Lys over nye Egne i Pariserindens Sjæl, og hendes Riges Digtere, der følger hende Trin for Trin, bemægtiger sig den nye Jord og fortsætter Undersøgelserne, hejser deres Fane ved en ny Rand og Strandkant. Som Pionerer gaar disse Digtere frem, og hvad af Jord de indvandt, det former de til Kunst og Skuespil om og for hende, der er deres Tolkerske og som tolker dem, mens hun atter gaar videre, igen kaster Ny-Lys, der vinder Ny-Land - igen.

✂ Saaledes opstod en Litteratur.

✂ Réjane lod i lange Aar ikke Stykker skrive for sig. En Skare af Skuespildigtere skabte Skuespil i Kraft af hende. Hun var Vejen, Digterne vandrede den - videre. Og fordi de var Digtere, blev Vejen erobret Vej, som ogsaa vi Halvseende kan følge, mens vi følger - Réjane.

✂ Paa hendes Banes fem, seks Højder vil vi standse, maalende Rummet tilbage og frem.

✂

IV

✂ Dette Kvinde-Foraar hed Kaadhed. Hvorfra var det skyllet op? Det var der. Et rødligt Haar, en Kvindes unge Krop, et Drengeansigt, det røde Haar - saadan var det og lo det og sang det og dansede. Og spottede al Fornuft. Og vidste alting undtagen, hvad der var ærbart. Og bød sig helt frem, med virrende Næsebor, og lo igen med aaben Mund og stak af som en jublende Gadedreng. Og var altid nyt under Solvæld af Vid. Og gammelt af Viden. Og fiffigt og forslagent og ømt. Og frækt - en Frækhedens Glorie.

✂ Saa frækt som en Skøges Ansigt, der har en Moders Øjne. Thi Gabrielle Réjanes Øjne fortalte altid noget 370 andet end hendes Mund. Frækt, hvis Ynde kan blive det. Thi Ynde var hendes Væsen, saavist som hendes Væsen hed Paris.

✂ Det røde Foraar, Foraar i Paris.

✂ Hvor Akazier dufter og Luxembourgs hvide Duer kurrer og unge Kvinder ler, vuggende i de kaade Hofter.

✂ Jeg saá dem, hver Middag, i deres hvide Bluser. Pludrende korn de, Arm i Arm, under de lysende Træer. Deres Pludren lød som en Vise, og deres Øjne var allevegne, et Blik til hver og Blik til ingen. Deres Næse var i Sky og deres Skørt var kort. Hvor de skinnede, de hvide Kjoler - Frankrigs gamle Dronninger gav sig til at smile i deres Sten - den, de elskede ifjor, nikker de til idag som til en Ven, og den, de vil elske inat, træffer de først iaften. De har Elskere for en Uge og Kammerater for Livet og smiler til Dig og til mig og til Konvallerne, som er fæstede i deres Bælte.

✂ Jeg saá dem om Aftenen, paa Kaféens Myldre-Fortov, hvor Rosen-Valsen lød. Unge, sommerklædte, pyntede med et Intet, nær deres Ven. Hovedet ind mod hans, spillende, kaade, med tusinde bitte Grimacer; mønstrende, rappe, saa drengede. Saa en Visestump paa Læben, saa en Vrængen, saa et Elskovsord. Des gamines - des gamins. Frække i et Ord, kyske i et Blik. Tro mod ham, de ejer idag. Ligesaa tro mod ham, som de skal eje imorgen. Taarer til Afsked og Smil ved det nye Møde. Saa blufærdige som Jomfruer og saa skamløse som Naturen. Men over Legen, over Sang og Spot og Taarer - Duft af Violer og Luxembourgs slumrende Duer.

✂ Og Viddet, Viddet fra Paris.

✂ Men jeg saá dem ogsaa hjemme, hos ham, deres Ven, stille Aftner i den lille Stue, hvor Ovnen, paa hvilken Koteletten braste, stod tæt ved Sengen, og "Madame"s Korset var løst. Guitaren sang til gamle franske Sange, mens "Fruen" stoppede Vennens Sokker. Og i Vandfadet laa hendes hvide Liv i Blød. Da 371 var hun Kammeraten med al Kvindens List: Livets Forsyn med en Moders Øjne. Et lempeligt Forsyn, som vinder Vennens Luner glat om Elskerindens Finger og, ør af Glæden, viser sin Chaussure ved Saltomortaler i den gamle Seng - -

✂ Des gamins - des gamines ....

✂ Gabrielle Réjanes senere Ungdomsskikkelser var silkeklædte og Kongers Elskerinder. I Kulissen ventede der en Prins. De var gaaede over Broerne og levede paa den højre Bred. Deres Vid var bleven kyndigere, og Skuffelsens ramme Smag laa allerede paa dets Tunge. Kaadheden kunde, med et lynsnart Blik, angle efter Diamanterne, som var dens Løn. Sorgløsheden kunde have Hensigt, Drengelatteren kunde have Maal. Men alt det var noget, først Livet havde lært. Det var Visdom fra den højre Bred.

✂ Men fra den venstre Bred var alle Réjanes Kvinder kommet

✂ Det var deres Hemmelighed og deres Sejr.

✂ Disse Kvinder havde lært alle Livets Kunster, til selve Sorgløsheden halvt kun var Kunst, men de kom fra Folket, og hver Panser skimtede bag Masken hos den, der var attraaværdig som hans sidste Elskerinde - sin første Elskerindes Træk.

✂ Trohjertetheden, Djærvheden, som, i et Nu, slaar Sandheden ind som et Søm; Deltagelsen og Beredtheden; Kammeratens Haandslag - -

✂ Gabrielle Réjanes Hænder er maaske hendes Kunsts fuldkomneste Middel. Men skønnest er hendes Haandslag. Det rummer alt, det er Elskerindens, Vennens og Moderens. Dets Oprigtighed er større end en Eds.

✂ Dette Haandslag var for Pariseren et hemmeligt Haandtryk, hemmeligt vekslet med hans Ungdom.

✂ Og bag alle de forfarne Smil i Réjanes Øjne saá hver Pariser Glimtet af sin første Elskerindes Smerte den Dag, da han forlod hende.

✂ For dette er det besynderlige: Gabrielle Réjanes 372 kaade Øjne, det er kun Eleonora Duses sorgfyldte Øjne, der ler - ler og smiler endnu.

✂ Thi disse Kvinders Drengeglæde er ikke evig.

✂ Paris' Foraar er kort, og "les grandes chaleurs" kommer altfor hastigt.

✂

V

✂ Pendant les grandes chaleurs.

✂ I Juli, naar Asfalten, der gløder, brænder mod Luften, der gløder, naar Træerne, slappe, hænger med slappe Blade, som ikke mer kan aande, naar Is mod Tørst blot gør Læben stiv og tør, naar Blomsterne ligger døde i Blomsterpigernes Kurve, og Ganerne bliver modvillige og Lækkerbidskener tykke i den forvænte Mund - i Juli kan Paris flygte. Men naar Strandbredderne atter er øde, og Jagterne, som følger efter Badene, er omme, maa Paris vende tilbage og kan ikke flygte for sig selv.

✂ Paris vender tilbage og genfinder sin Luft, som er altid den samme: Les chaleurs.

✂ I denne Luft er alle de Digtere voksede, som skrev for Gabrielle Réjane paa hendes Kunsts Højde, og af denne Luft er disse Skuespil udsprungne - Skuespillene om hende. Vi lærer noget at kende om dem alle, hvis vi helt kender ét. Det er klogt at vælge l'Amoureuse, Mesterværket blandt dem alle.

✂ Georges de Porto-Riches Drama er en kolossal Saltomortale, hvorved han stiller alt paa Hovedet og aabenbarer os hele Neurosens Væsen. Hvor de Mangfoldige skildrede os den ulykkelige Lidenskab som en.Ulykke og Lidelsernes Kilde, skildrer Georges de Porto-Riche os selve Lykken som den sidste Ulykke. Ja, endnu mere: selve den legitimerede Lykke, Lykken med Mairens Segl og under Madeleine-Prælatens Velsignelse, selve Ægteskabet bliver for de to Ægtefæller, som elsker hinanden, Pine, Raseri og Fordærv - fordi de elsker .... Paris og Neurosens Luft.

✂ Da Etienne Feriaud saá Germaine for første Gang, 373 kom han for at fri for en Ven, sin Ven, Pascal Delaunay. Etienne saá hende og han forelskede sig i hende, som allerede elskede ham. Han var tredive og hun var tyve Aar. Han var kommen saa langt, hvor Elskoven er en Del af Livets Sundhedsvedtægter. Hun var uskyldig og længtes efter den Mand, hun kunde elske. Her støder Spaden mod Ulykkens Bund. Germaine længtes ikke efter Mænd, men efter den ene Mand. Og denne ene er Etienne Feriaud, hvis Hustru hun er blevet. Hvis Germaine havde elsket ti, vilde hun ingen have lagt øde. Men hun er født for Engifte. Og hun fordærver - der er dem, som kalder det Dyd; der er Skeptikere, hvilke nævner det en Ensidighed - den Ene og sig selv.

✂ Hendes Kærlighed slaar ihjel.

✂ Klogt har dette Samfund gjort Ægteskabet til et Kompagniskab, hvor man forøger en Kapital, dyrker nyttige Forbindelser, kører Grus til Karrieren og holder hinandens Sanser i Ligevægt, saa de ikke forstyrrer Fremmarchen. Disse Ægteskaber er ringere end Venskab. Thi de er et Forretnings-Ægteskab. De er koldere end Is. Thi de er lunkne. De er nedværdigende. Thi de dyrker Lidenskabens Handlinger uden Lidenskab. De er en livsvarig Usædelighed, hvor Prisen er betalt en Gang for alle og nedlagt paa et Alter.

✂ Men dog er dette Ægteskab uden Kærlighed Idealet og en Nødvendighed.

✂ Thi Ægteskabet i Kærlighed er Umulighed og Fordærv.

✂ Denne Kærlighed.

✂ Thi i dette Samfund, hvor hver Appetit er hidset, hvor Løbet efter Penge er Løb med Tungen ud af Halsen, Løbet efter Ry er Løb med sammenbidte Tænder, Løbet efter Nydelsen en Jagt over Knive, dér er Kærligheden, hvis den findes, en Umættelighed. Man har ikke Blod. Det kan mattes. Man har ikke Legemer. De kan trættes. Man har ikke Tid til at have en Sjæl. Den vil kunne længes efter Hvile. Man har kun Nerver og 374 Tørst Men Nerver maa spændes, hvis de ikke skal smerte. Og den, som har drukket, vil drikke, fordi han har drukket. Løbet, selve Løbet giver Tørst.

✂ I et Forhold er denne Kærlighed en Fare. Men et Forhold kan løses, og den, som frygter at forbrænde, han fly.

✂ Men af Ægteskabet gør den et Fængsel, hvis Jernvægge er røde. Etiennes og Germaines Ægteskab er en Jagt, som genlyder af den Jagedes Skrig. Det er et Haandgemæng, hvor to Sammenlænkede sønderslider hinanden. Den ene er utilfredsstillet og den anden kaster Hjerne, Tanker, Arbejde, Fremtid, Frihed paa det Baal, der fortærer ham. I denne Favntagskamp bliver Dagen Nætternes Fjende og Nætternes Mørke øder Dagens Lys.

✂ Germaine véd det, men hun kæmper for sin Nat og for sin Ret. Med hvilke Midler kæmper hun? med dem, hans Elskov ikke modstaar. Og Dagene ruller sig frem, forbrugte og matte, og Nætterne følger dem med alle deres opstillede Fælder. Og den nye Morgen bringer efter den gamle Rus den gamle Tvist....

✂ I hvilket Billede er det ikke givet - Leden og Rusen og Vaabnene og Kampen, givet i denne ene Samtale mellem de to, hvor Etienne, der drages mod Ry, Arbejde, Tankevirke, Virke, og som intet, slet intet faar gjort og naa'r, hvor han fortvivlet bryder ud:

✂

Étienne"

Je ne mène pas la vie, que je devrais mener. Je me couche trop tard, je me lève trot tôt. Voilà l'explication de ma mauvaise mine. Tu n'as pas besoin d'en chercher une autre pour apaiser tes remords.

✂

GERMAINE

Tu crois?

✂

ETIENNE

Qui ne serait fourbu à ma place? Nous dînons en ville, nous sortons, nous soupons, nous nous agitons sans cesse. Hier, il était trois heures quand nous sommes rentrés ... et naturellement...

✂

GERMAINE

Dire que tous les lendemains c'est la même chose! II faut toujours que tu mêles des regrets aux moindres joies. Que veux-tu? on n'est 375 pas parfaite. Je ne peux pourtant pas être triste, quand ... Si je le disais, je mentirais. Et puis quelle erreur de s'imaginer que les heures les plus douces sont fatalement les plus nuisibles! Je ne suis pas de eet avis-là.

✂

ÉTIENNE

Parbleu.

✂

GERMAINE

Dans tous les cas, hier, c'est toi qui m'as proposé de sortir.

✂

ÉTIENNE

Je le reconnais.

✂

GERMAINE

Enfin.

✂

ÉTIENNE

Il est vrai que nous venions de nous disputer. Ote la dispute, il n'y aurait pas eu de réconciliation.

✂

GERMAINE

Avec ça.

✂

ÉTIENNE

Puis, tu avais justement cette robe qui te rend si jolie et chaque fois que tu la mets, j'ai remarqué ...

✂

GERMAINE

Quoi?

✂

ÉTIENNE

Que tu faisais de moi tout ce que tu voulais.

✂

GERMAINE

Allons donc.

✂

ÉTIENNE

Aussi, tu la mets constamment.

✂

GERMAINE

Par reconnaissance.

✂

ÉTIENNE

Je t'en prie, Germaine, habille-toi autrement; quand tu es comme ça, je perds la tête.

✂

GERMAINE

Malheureusement tu la retrouves.

✂

ÉTIENNE

Trop tard.

✂

GERMAINE

Le matin.

376

✂

ÉTIENNE

II faut bien que le jour arrive.

✂

GERMAINE

avec mélancolie

Ah! le jour, c'est mon ennemi. Des qu'il paraît, tu recouvres ta raison, ton intelligence, ta cruauté, tu accueilles tout ce qui condamne mon amour, tu te reprends. Mon pouvoir cesse avec le jour, mon prestige s'évanouit et alors je n'ai plus en face de moi qu'un étranger, un homme que je ne suis pas sure de reconquérir. Ah, pourquoi cette minute charmante, où je suis si réellement la moitié de toi-même, s'en-vole-t-elle? Comment les ésprits ont-ils des pensées différentes, quand les corps ont des sensations semblables. Hélas, on est deux êtres après cela, deux séparés et parfois deux adversaires. Quelle bêtise.

✂

ÉTIENNE

Peut-être, ma chérie, que si nous faisions deux chambres ....

✂

GERMAINE

Deux chambres? Non, je préfère que tu me détestes en te réveillant... je veux dormir là sur ton cæur, comme un enfant toute ma vie. J'ai bien réfléchi et je n'ai pas trouvé de meilleur moyen d'étre heureuse. Si tu m'ôtais ces nuits-là, que nous resterait-il?

✂ Saaledes kæmper de og besejres og fortæres og flyer -- eller forsøger at fly. Han lærer at hade det Hjem, hvor hun frister ham. Han lærer at lyve, saa hans ganske Liv bliver en Løgn. Han er en Fange, og ikke en Gang hans sløvede Tanker er hans egne, thi hun har smittet dem, fordi hun sidder i hans Blod. Sønderrivende klinger hans udtørrede Klage:

✂

Ma vie se passe à vouloir t'échapper, la tienne à vouloir me prendre. Que t'importent mes ambitions et mes rêves; tu n'y comprends rien. Quand puis-je travailler ici? Toutes nos heures sont dévorées par des disputes et des réconciliations. Et pourtant mes mensonges écartent bien des tempêtes ....

✂

GERMAINE

Tes mensonges?

✂

ÉTIENNE

Oui, je mens souvent, je dissimule, j'altère un tas de choses.

✂

GERMAINE

Pour avoir la paix?

377

✂

ÉTIENNE

C'est ta faute. Grace à ta nature soupçonneuse, le mensonge est maintenant installé dans mon existence, et cela de telle façon que, si demain je prenais une maîtresse, je n'aurais rien à changer à mes habitudes.

✂

GERMAINE

Ah! Tu es le plus malheureux des hommes, je le reconnais, mais quand on est aussi lâche, on n'est pas à plaindre.

✂

ÉTIENNE

Insulte-moi, si tu veux. Cette fois, tu n'exploiteras pas ma colère, je t'en préviens; tu ne réussiras pas à en tirer un repentir caressant, une heure de lâcheté amoureuse. Au surplus, mon emportement est un détail et toutes tes larmes ne changeront pas les choses; ce qui est grave, ce n'est pas ce que je dis, c'est ce qui est.

✂

GERMAINE

Oui, c'est ce qui est.

✂

ÉTIENNE

Je suis ton mari, tu es ma femme, je devrais m'incliner. Je n'aurai jamais le courage de te quitter, n'est-ce pas? Je me connais; alors à quoi bon? autant me résigner tout de suite. Je t'appartiens; c'est ton droit d'espionner ma vie, de contrôler mes actions, d'épier mes gestes, de fouiller dans mon cerveau comme dans ces tiroirs. Tu peux, s'il te plaît, tant qu'il te plaît, m'interroger, m'approuver, me blâmer. Je n'ai qu'à courber la tête, car cette maison est la nôtre, ces meubles sont les tiens, mes livres sont à toi. Ma fortune, mon nom, mes amitiés, mes haines, tout cela est à nous deux ici, je n'ai plus rien à moi seul, rien! C'est ton droit d'interrompre ma tâche, de t'asseoir à ma table de travail, de me traquer de chambre en chambre, de m'imposer ta présence, ta conversation et tes épanchements, c'est ton droit!

✂

GERMAINE

Ce n'est pas une question de droit, mon arm, c'est une question d'amour.

✂

ÉTIENNE

Eh! je n'en suis pas moins ta victime, ta victime depuis hult ans.

✂

GERMAINE

Depuis huit ans?

✂

ÉTIENNE

Oui, et mon supplice n'est pas fini.

✂ Nej, den er ikke endt.

✂ Thi denne Ild brænder i et Ægteskab, og Etienne opsøger 378 hvad der fortærer ham, og han elsker, hvad han hader. Og mens han stønner under Aaget: hvilken Forbandelse at elske! trykker hans egne Hænder Aaget fastere over hans vaklende Skuldre.

✂ Dette er Elskoven som Svøbe og Pælen i det betændte Kød, og Svøben er over ham og i ham indtil Døden.

✂ Han drømmer om, at hun vil forlade ham. At det kan tage Ende, at hun vil gaa, gaa fra ham, vige af hans Vej.

✂ Hun svarer med et Raab af Triumf:

✂

Te quitter? Ah, ça jamais, n'y compte pas, mon ami, ne caresse pas ce fol espoir, ce n'est pas la peine; quoi que je fasse, quoi que tu fasses, je resterai là, dans ton existence, dans ta maison, à tes côtés, toujours, quand même, comme un petit crampon.

✂

PASCAL

Cramponette!

✂

ÉTIENNE

Tu es terrible.

✂

GERMAINE

Éternellement, nous vivrons ensemble.

✂

PASCAL

Et on t'enterrera avec elle.

✂

ÉTIENNE

Ah! ça non, par exemple, je veux être seul là-bas.

✂

GERMAINE

Pourtant, là-bas je ne te gênerais pas beaucoup.

✂

ÉTIENNE

Non, je ne veux pas.

✂

PASCAL

Eh bien, pars le premier, elle verra après.

✂

ÉTIENNE

Ça ne sera pas long, mes amis, je vieillis... heureusement.

✂

PASCAL

Heureusement?

379

✂

ÉTIENNE

avec amertume

Oui, j'attends impatiemment la vieillesse, j'attends l'âge où le cæur est apaisé. Quelle joie de vieillir!

✂

GERMAINE

Quelle joie d'avoir des cheveux blancs!

✂

PASCAL

Ou de n'en plus avoir du tout.

✂

ÉTIENNE

Je me vois au coin du feu, raisonnable, assagi, dédaigné, à côté de mes livres, à côté de ma femme et de mon fils, car il faut bien espérer qu'un jour ou l'autre ...

✂

PASCAL

Un enfant? Tu peux demander ça à un ami.

✂

ÉTIENNE

Quelle ivresse de sentir son cerveau libre. Le bon temps! des amoureux pourront passer sous mes fenêtres, je ne les suivrai pas d'un oeil d'envie. Non, je me frotterai les mains en songeant à leurs tourments, à leurs agitations, à leurs jours gaspillés, à toutes ces heures volées au devoir, au travail, à la pensée. Ce sera le bonheur. Alors j'aurai soixante ans.

✂

GERMAINE

Oui, mais tu n'en as que quarante-trois.

✂

PASCAL

Et tu es solide.

✂

GERMAINE

Encore vingt ans d'amour, mon pauvre ami. Du courage.

✂

ÉTIENNE

Pardonne-moi, je dis des choses que je ne pense pas.

✂ - Jeg siger, hvad jeg ikke tænker ...

✂ Thi mens han oprøres, længes han mod hvad der oprører ham, og hvad han forbander, attraaer han, og han griber efter det, mod hvilket han vil værge sig ...

✂ "Hvilken Forbandelse at elske".

✂ Thi hun, Germaine, er hun lykkelig? hun er saa usalig som han. Med hvilke Lidelser køber hun ikke hvad der synes hende hendes Ret og de Glæder, som Altret signede! Hvad er vel hendes Brøde? Den, at 380 hun elsker. Hvad er hendes Forbrydelse? at hun kun elsker En. At hun elsker altfor højt? Skal hun derfor leve med sin hvide Hals fremstrakt paa den røde Blok? Men han? Maaske er den sande Brøde hans. Og den, at han elsker hende altfor lidt....

✂ Eller maaske har ophørt at elske hende? eller aldrig har elsket hende, siden han dog aldrig har elsket som hun?

✂ Det er hendes Tankers Kredsgang, hvor hun støder Bryst og Lænd og Pande blodige mod den runde Mur

✂ - til hun bryder ud i en sidste Jammer:

✂

GERMAINE

Ainsi, je dois te croire, tu ne m'aimes plus, tu ne m'as jamais aimée? Mon bonheur reposait sur un malentendu, j'étais dupe ... Quelle effroyable revélation!

✂

ÉTIENNE

Voyons.

✂

GERMAINE

De la pitié, des semblants d'amour, voilà tout ce que j'ai eu de toi, même dans les premiers temps.

✂

ÉTIENNE

Je ne dis pas cela.

✂

GERMAINE

Tu vois bien que j'ai raison de ne pas te croire!

✂

ÉTIENNE

Je t'en prie.

✂

GERMAINE

Tu te trompes peut-être sur toi-même? Réfléchis ... Tu m'aimes peut-être encore un peu?

✂

ÉTIENNE

Est-ce que je sais?

✂

GERMAINE

Oui ou non, est-ce que tout est fini?

✂

ÉTIENNE

durement

Et quand cela serait?

✂ "Og om saa var?"

✂ Slaget er altfor grusomt, og hvad der aldrig kunde ske, det sker.

381

✂ I Raseri og maaske af Medlidenhed med ham, mod hvem hun raser; af Had, af Trods, i Blindhed, mens hun maaske ser mer end hendes Øjne nogensinde saá; af Foragt og sønderflænget af den, hvem hun foragter - kaster hun, som kun kan elske den Ene, sig i Favn paa den Anden, som hun ingentid kan elske, og han, Pascal Delaunay, bliver hendes Herre for en Nat eller for en Time.

✂ Og modbydelig ved ham og ved sig selv, modbydelig ved Aftenens Skær og Dagens Sol og Nattens Mulm, modbydelig ved Væg og Seng og Dug - slynger hun Etienne sin Skændsel i Ansigtet, den, at hun var hans eneste Vens - og vil gaa.

✂ Men da føjer Etienne til Aaget Nedværdigelsen: thi han elsker.

✂ "Hvilken Forbandelse at elske".

✂ Da hun vil gaa, holder han hende tilbage. Da hun vil ud, spærrer han hende med Vold:

✂

ÉTIENNE

lui barrant la route

Où allez-vous?

✂

GERMAINE

Qu'est-ce que cela peut vous faire?

✂

ÉTIENNE

Je veux le savoir. (Elle met ses gants) . Vous allez vous tuer, je le devine.

✂

GERMAINE

dissimulants

Vous vous trompez, une femme qui va se tuer, ne se gante pas aussi tranquillement.

✂

ETIENNE

Où allez-vous, alors? (Elle continue à se ganter) . Répondez. (Elle fait quelques pas pour sortir, il lui barre la route) . Tout à l'heure, quand vous m'aurez répondu. Vous n'allez pas retrouver eet homme, j'imagine?

✂

GERMAINE

La jalousie vous vient un peu tard vraiment.

✂

ÉTIENNE

Vous portez encore mon nom.

382

✂

GERMAINE

Vous m'avez chassée, je m'en vais.

✂

ÉTIENNE

Attendez que eet homme m'ait rendu raison.

✂

GERMAINE

Je ne vivrai pas cinq minutes de plus sous le même toit que vous.

✂

ÉTIENNE

éclatant

Dussé-je t'enfermer, dussé-je t'écraser, tu n'iras pas rejoindre ce misérable. Cela, je te le défends. (Elle fait un mouvement pour sortir, il la saisit violemment par le bras; elle pousse un cri. - Honteux et attendri) . Ah! je t'ai fait mal. Pardon.

✂

GERMAINE

avec espoir

Étienne! Un silence .

✂

ÉTIENNE

amèrement

Ah! pourquoi l'inquiétude et la jalousie m'ont-elles fait rouvrir cette porte? Pourquoi t'ai-je empêchée de partir? Par quelle horrible contradiction du coeur suis-je revenu? Saurai-je m'en aller maintenant? Hélas! nous nous sommes déchirés comme deux ennemis, des mots irréparables ont été prononcés, je t'ai méconnue, tu m'as trompé, et je suis là. C'est à croire que nous sommes rivés l'un à l'autre par tout le mal que nous nous sommes fait, par toutes les infamies que nous nous sommes dites. Quel avilissement! Il pleure .

✂

GERMAINE

pleurant aussi

Mon Dieu! mon Dieu! Un silence .

✂

ÉTIENNE

avec honte

Tu m'as menti, n'est-ce pas? Tu n'allais pas le retrouver?

✂

GERMAINE

Non.

✂

ÉTIENNE

Et tu m'aimes encore, tu n'as jamais cessé de m'aimer? Ah! réponds moi, je t'en supplie, tu vois comme je suis lâche.

✂

GERMAINE

A quoi bon te répondre? Ce que j'ai fait ne sera-t-il pas toujours entre nous? Nous ne pouvons plus vivre ensemble maintenant.

✂

ÉTIENNE

baissant la tête

Peut-être.

✂

GERMAINE

Peut-être. Il n'y a donc pas de justice?

383

✂

ÉTIENNE

avec tendresse

Heureusement.

✂

GERMAINE

s'élançant vers la porte

Tu es fou, il vaut mieux que je m'en aille.

✂

ÉTIENNE

lui barrant la route

Je ne veux pas.

✂

GERMAINE

Réfléchis, Étienne, tu seras malheureux.

✂

ÉTIENNE

sans oser la regarder, sans se rapprocher d'elle

Qu'est-ce que ça fait!

✂ I dette Optrins Frem og Tilbage under denne moralske Forsmædelse vil de to Menneskers Aandsliv slides til Ende.

✂ Her indebrænder to Liv.

✂ - - Dette er l'Amoureuse.

✂

VI

✂ En Wiener-Kritiker af Navn skrev en Gang om Fru Réjanes Germaine: "Man vil mindes dette lunefuldt drillende Væsen, kapriciøs og forførerisk - en spillende Leg". Ordene er kendetegnende. De viser endnu en Gang, hvor vanskeligt af Ikke-Parisere Réjanes Kunst fattes og omfattes. Thi denne Mand var det gaaet just som den, der beundrede et Rosenbed men ikke havde kunnet plukke dets Stængler til Buket, saa hans Hænder fornam deres Torne. Denne Wiener fulgte Legen, men dens Brod undslap ham. Thi naar han vilde høre alt, saá han ikke, og naar han helt vilde se, hørte han ikke. Og her læses Ordets Dobbeltmening i et Ansigt, der modsiger Ordet, og Øjnenes Sorg øver Forræderi mod Læberne, mens de overmodigt kvidrer.

✂ Réjanes Germaine flagrer gennem Stykket, og alle hendes Kvindeluner synger. Med et Kast af sin Haand, den altid bevægede Haand, fylder hun den ganske Luft 384 med de glitrende og flygtende Kapricer, som Orientaleren, der vugger en Sommerfuglesværm paa sin Vifte. Men Kapricerne indhyller ham og hende som et Nets Knuder og et Nets Masker. Og i et Nu, et Sekund, med en lynsnar Stønnen, et Fald over et eneste Ord, et Tonefald af en Saarets Røst, et Blink i Øjet - er det Triumf eller er det i Pine - trækker hun Nettet sammen og flyver videre i sin Sky af de urolige Sommerfugle. Et Blodsdyr, saa slankt og sart, et Blodsdyr i Løb som en Dans. Men se hende: med de sitrende Næsebor, Haanden op over det røde Haar, Haaret saa stridigt som en Manke, skælver hun under sit eget Begær, som Væddeløberen skælver under sin stønnende Rytter. En Kat synes hun, saa myg og lind og blød, og leger i korte Spring og rejser sig i et Sæt som i et Bur Tigerinden, naar Vogteren er der med Føden. Og selve Replikkernes Sang, der gennemstinges og flænges af sære og hede, af raa og knurrende Lyd - Driftens mørkere Lyd, Parringens Urlyd, et Nætternes Ekko, mens Solen skinner.

✂ Denne Underbund i Stemmen aabenbarer selve Livsbunden: Taler den om Lyst eller om Liden? Den fører hjem - til selve Kilderne og Naturens Vilje.

✂ Denne Stemme alene gør Kampen mellem Germaine og Etienne til en Naturkamp. Dette er de to første Mennesker, der kæmper den samme Dyrenes Kamp, den, som ogsaa de sidste to Mennesker vil kæmpe.

✂ Men bag Sommerfugleskyer "leges" der - som visse Folkelag dækker deres forfærdende Afgudsbilleder bag guldstukne Flor.

✂ Men om hvor kort et Fantom kæmper de ikke.

✂ Germaine véd det. Mens hendes Hænder stryger hendes egen Lænd, græder hendes Blik. Thi hendes Øjne saá det herlige Intet, som hedder alt Livet.

✂ Og videre flagrer hun, styrter hun, til hun styrter:

✂ "Hvilken Forbandelse at elske".

✂ Men hos Gabrielle Réjanes Germaine ved man næppe, 385 hvad man skal beundre mest: Oprigtigheden, som er uden Sidestykke, eller Kunsten, som indhyller denne Oprigtighed og som ene gør den mulig.

✂

VII

✂ Dette var Kærligheden. Saa meget og - intet mer.

✂ Og skænkede den Timers Lykke, er dens Skæbne evigt sikker - et Farvel.

✂ Den Tid kom, da, efter saa mange Smerter, denne Elskovens sidste Smerte, blev næsten selve Indholdet af Réjanes Kunst. I hvert nyt Skuespil, Réjane og Réjanes Théâtre du Vaudeville bragte, ventede vi den Afskedsscene, for hvis Skyld Skuespillet var skrevet og for hvis Skyld Réjane spillede det - la scéne d'adieu de la Réjane.

✂ Og ikke det alene: at Adskillelsen kom. Den lurede allerede paa det første Møde. Midt under deres Lykke synes Réjanes Kvinder allerede at skimte Skilsmissen, der er nær, med deres bedrøvede Øjne. Disse Øjne har maalt den korte Salighed og indhyller under hans første Elskovsord den Elskede i deres Sorg, som var de allerede hans sidste. Og dog øges denne Kummer, naar den yderste Time slaar.

✂ Under Adskillelsens Tegn er disse Kvinder, selv mens deres Lykke varer, blevet uden Overmod. De bliver moderlige, de beundrer i Stedet for at ville beundres. De vil skærme, de vil værne. Og efter at deres Jubel har været Sorg og Sorgen deres Hjertes Skat, gaar de en Dag, den Dag, efter en sidste Gang at have dækket den bestandigt Elskede med Tæppet - gaar med et sidste Blik, som vil, for evigt, indprente sig og bevare, gennem Rum og Væg og Tag, hver lille Ting, hvert mindste Støv af - hvad der var: en Lykkes Verden, som de forlader.

✂ Saadan gaar de - som Sappho gik.

386

✂ Og hvorhen gaar de?

✂ Réjane har sagt det en Gang, med et eneste Spørgsmaal.

✂ Det var i "La Douloureuse".

✂ Maurice Donnays Skuespil er middelmaadigt, men Gabrielle Réjane gjorde det til et Mesterværk ved at fylde det til Randen med alt sit Væsen.

✂ Hendes Helene Ardan vil ikke mere herske eller beruse. Hun har sat sig ved den Elskedes Fødder. Dér modtager hun, halvt jublende og halvt vemodig, Philippes Kærlighed. Dér lytter hun, som Réjane véd at lytte.

✂ Det er paa en Terrasse, foran en Park, hvor Skumringen nærmer sig under Kastanjers Kroner. Der er Selskab paa Terrassen og mange taler. Helene hører, korrekt og tavs. Da taler med en Gang Philippe. Og alt, Ansigt og Øjne og Mund og Skikkelse og Væsen, det forandrer alt hos Helene, hvor dog intet er forandret. Thi hun sidder som før og tier som før og har ikke rørt sig. Og alligevel er det, som om hun, under den Elskedes Ord, blot fordi han taler, aabnede selve sit Skød i en modtagende Tilbedelse. En Blomst indsuger saadan Solens Skin, som denne Helene indsugede den Elskedes Ord med al sin Skabning. Denne tavse Lytten var en Elskovens Aabenbaring ...

✂ Men den sidste Time truer ogsaa her.

✂ Helene maa gaa. Knust under det yderste Slag græder hun og beklager sig selv - og ham, klager hun som en Sørgeklædt klager ved en Kistes Rand:

✂

Hélène

Ah! mon pauvre ami, va, je ne triomphe guère... si tu savais ... Et puis à quoi bon récriminer... de part et d'autre, ce qui est fait est fait. Mais vois-tu, moi, ce n'est pas dans mon amour-propre que je suis atteinte, c'est dans mon amour, dans mon unique et grand amour ... tout s'écroule, tout s'écroule, mes illusions, ma foi, mon idéal, ma seule raison de vivre... c'est mon bonheur, mon pauvre bonheur qui s'effondre... Ah! c'est horrible, vous deux, vous deux. Ah! mon Dieu, je ne méritais pas ça!

✂ Men pludselig, midt under sin Graad, som i et træt Ryk, med en Stemme som En, der intet mer véd, eller 387 En, der taler fra en Grav, som en Sønderhugget, der aabner Øjnene og ser Vejen - - siger hun:

✂ - Hvad er Klokken?

✂ Ikke mer. Kun de tre Ord. Og i de tre Ord malede den Ulykkelige det, som er endnu frygteligere end Adskillelsen - Fortsættelsen, Livets Fortsættelse, Dagenes Evighed, som venter dér bag den Dør, naar den aabnes.

✂ Fortsættelsen, hvor Helene skal leve og tale og aande og smile og sidde til Bords og være smuk og høre, mens hun intet hører, og det Hjerte skal slaa, som er hørt op at slaa ...

✂ "Hvad er Klokken?"

✂ Er det saa sent ...?

✂ Og hun vil tage sin Kaabe og hun kan det ikke. Og han vil hjælpe og hans Berøring smerter hende. Og hun tager et Lommespejl frem og ser sit Ansigt, som er dødt. Og hun fører Stiften med Rødt hen over sine Læber, der er en Døds Læber - - - for den Døde skal leve.

✂ Hun skal videre - videre mellem de Andre.

✂ Om at male denne hjælpeløse Jammer, Fortsættelsens Jammer, er Gabrielle Réjane ene paa det moderne Theater.

✂ Paris har lært Pariserinden denne Lidelsens Lidelse.

✂ Om et Minut, om to Minutter vil Helene atter sidde dernede i sin Vogn, og hun vil smile til Tjeneren og hun vil smile til sin Kusk og til en Veninde - -

✂ Og med Tuilerihavens Maske paany trykket fast mod sit Ansigt vil den Døde køre bort - videre for at leve.

✂

VIII.

✂ Gabrielle Réjanes kunstneriske Bane tegnede sig som et gennemlevet Liv - følgerigtigt og uden Brud. Og dog findes der i denne af Livet selv smedede Udvikling tilsyneladende en Bryden bort fra den næsten lovmæssige Vej: Fru Réjane spillede Nora.

388

✂ Hvad fristede hende til denne tilsyneladende Forladen sin Bane, sin Verden og noget nær sig selv?

✂ Det er kendetegnende, at hun gjorde sit Nora-Forsøg paa samme Tid,, hvor hun spillede "Madame Sans-Gene". Det vil sige paa et Tidspunkt, hvor hun reagerede mod sine egne Roller og sit eget Liv. Dette var Betydningen af Madame Sans-Gene og maaske af Nora.

✂ Nora bød hende et Kompromis, som i hint Øjeblik af hendes Liv maatte friste hende.

✂ Hun kunde paa den ene Side omsætte sin Nervøsitets uundgaaelige Angsttilstande i Noras Angst, der flagrer om Krogstads Brev. Denne Angstens Tilstand anslog hun straks og lod den stige til den vilde Forvirrethed, indtil den stivnede i en død Bedøvelse. Under hendes Hænder blev "Et Dukkehjem" en Time igennem et Drama om Angsten.

✂ Men paa den anden Side blev Skuespillet for Réjane et Værk om Revolten. I en fremmed Verdens og et fremmed Digterværks Luft revolterede hun mod Manden, Skæbnen, Elskoven og mod sig selv. Og her kunde hun sejre: Nora gik og gik uknækket og som en Større bort fra Helmer og alt hans Hus. I denne Afskedsscene gik hun endelig som den, der selv har kastet sine Lænker og befriet sig.

✂ Dette var det vel, der først og fremmest førte Fru Réjane til en Levendegørelse af Nora.

✂ Hun trængte til en Gang at have sejret og kastet Kærligheden fra sig.

✂ Hun vilde en Gang triumfere - ikke over Ægtemanden, men over Manden og over sit eget Livegenskab i Elskovens Sold.

✂ Saadan set er Nora intet Brud i Udviklingen - men et Trin i den.

✂ Nora var for Réjane hendes hele Personligheds Sejr over - Menneskene kalder det jo saaledes - over hendes "Hjerte".

✂

IX.

✂ Forholdene vilde, at jeg i hin Tid fik den Lykke at deltage i Fru Réjanes kunstneriske Arbejde.

✂ Det vilde ikke her være nødigt eller passende at berøre det, hvis ikke dette Samarbejde for første Gang og afgørende havde stillet mig Øje i Øje med Skuespillerevnens og selve Fremstillingskunstens Væsen. Men Tingen er, at i hine Arbejdstimer blev jeg først til Bunden klar over den meget hemmelighedsfulde "fremstillende Evne".

✂ Og dette gik saadan til.

✂ Jeg stod altsaa her overfor et af de højest betydende Fremstillingstalenter i Europa og i min Tid. Jeg stod overfor en af de uomstødeligste Viljer til Sejr, som det paa min Vej var mig forundt at møde. Og dog skete det, at denne Fremstillerske talte ved Siden af sin Rolle, var, med alt sit Væsen, paa Siden af Skikkelsen.

✂ Men, hvis jeg, med en allersidste Anspændelse af min Villen, samlede Digtningen og Optrinnet i mig, og skød Fru Réjanes Medspillende til Side og, næsten svimmel af Anstrengelse, selv rettede Helmers eller Ranks Spørgsmaal til Nora - da forvandlede, pludseligt, uvilkaarligt, som i et Stød, dette Spørgsmaal hele Fru Réjanes Organisme. Øje, Blik, Væsen, Ansigt, Mundens Udtryk, det ganske Legeme gav mig Noras Svar - endnu før mit Spørgsmaal var til Ende. Spørgsmaalet omformede Fru Réjane til Nora - paavirkede hendes Legeme, saa hun blev Nora. Og paa ganske lignende Vis er det gaaet mig med de andre store Skuespillerinder, med hvilke jeg blev lykkelig nok til at samarbejde: Betty Hennings, Betty Nansen, Anna Larssen. Af Mænd med Ramier og Mayer.

✂ Men dette fører ind til selve den fremstillende Evnes Væsen:

✂ Selve Digterværket, som Skuespilleren skal gøre levende, paavirker Skuespilleren som en uophørlig og mangfoldig Række Spørgsmaal, 390 paa hvilke hans hele Væsen uvilkaarligt giver Svaret, et uophørligt Svar. Rollens Spørgsmaal finder sit Svar i Skuespillerens, ved Spørgsmaalets Magt, uvilkaarligt omformede Legeme

✂ Dette skete dog kun hos de lydhøreste og allerstørste Fremstillere.

✂ Thi langt det største Tal af Skuespillere er saa døve, at Digteren og Digtningens Spørgsmaal naa'r dem ikke og deres Legeme svarer ikke. De eller deres Legeme mægter ikke at svare paa det døde og skrevne Ord i Rollen. Ikke heller formaar de at "svare" paa de Medspillendes halvdøde Spørgsmaal.

✂ Da maa Digterens Formidler tage hans Spørgsmaal i sin levende Mund: Sceneinstruktøren maa samle al sin Kraft - han maa, saa at sige, et enkelt Nu, give et enkelt af Digterens Spørgsmaal Legeme for at paavirke det andet Legeme, Skuespillerens, saa det aabenbares og taler, saa det svarer.

✂ Og er vedkommende Skuespiller en fremstillende Evne af første Race, virker Instruktørens ene Spørgsmaal længe - Digterens Spørgsmaal vedbliver at faa Svar i det fremstillende Legeme, uden at Instruktøren paany behøver at spørge.

✂ Saadan som det var Tilfældet med Gabrielle Réjane.

✂ Mens Skuespillernes Mængde - de kan overhovedet ikke høre Digtningens Spørgsmaal. Dem maa derfor Instruktøren uophørligt spørge for at tvinge deres Legeme til at give nogetsomhelst Svar.

✂ Og den sidste Klasse af Skuespillere - de magter slet ikke at svare, ikke heller paa Instruktørens Spørgsmaal.

✂ De formaar kun at omforme deres Legemer, naar de efterligner: for dem maa Instruktøren spille ikke den Medspillendes Rolle, hvis Ord ikke mægter at kalde paa dem, saa de uvilkaarligt omformes; men han maa spille deres egen Rolle for dem, saa de hører den og ser den og gør efter, hvad de har hørt og set.

✂ Dette er Racerne i Skuespillernes Verden.

391

✂ Tilskuerne, selv de bedste, skelner dem sjældent. Der er efterlignende Kunstnere, som bærer vor Tids største Navne.

✂ Lad her en Anekdote slutte, fordi den er mer end en Anekdote.

✂ Det var under en "Dukkehjem"s-Prøve. I sidste Akt, hvor Helmer, med Krogstads Brev i sin Haand, raser og afslører sig. Fru Réjane stod der og var der ikke, stod som et Ingenting.

✂ Da raaber jeg pludselig op over Rampen:

✂ - Hvordan er det, De staar - hvordan Pokker ser De ud. De skal staa og se ud som en Dukke, der har faaet et firkantet Hul i Hovedet.

✂ Det gav et Ryk i Fru Réjane. Saa sagde hun (og holdt sig op til sit Hoved):

✂ - Ja, ja ...

✂ - Det maa jeg altsaa forsøge imorgen.

✂ Og næste Dag stod hun der ved Kakkelovnen - og havde gjort hvad? pjusket sit Haar en Smule eller hvad véd jeg? Men ud saá hun som en Dukke, der havde lidt Skade paa Hjerneskallen, en Dukke med et firkantet Hul i Hovedet.

✂ Men - -

✂ Dette var ikke blot mit Indtryk. Paris' over Verden berømte og første Kritiker, Jules Lemaitre, skrev efter Forestillingen:

✂ "Fru Réjane saá i det Øjeblik i Virkeligheden ud som selve den søndrede Dukke - en Dukke med et firkantet Hul i Hovedet"

✂ I den Grad havde denne underfulde fremstillende Evne, Fru Réjane, svaret paa den indpodede Fremstilling: den søndrede Dukke.

✂

X.

✂ Fru Réjane spillede Nora som en Befrien sig fra sig selv.

✂ Det samme var Tilfældet med "Mme Sans-Gene".

392

✂ Paa hint Tidspunkt var det Sardouske Drama det eneste Stykke, som var skrevet for hende. Men da den forfarne og listige Victorien Sardou skulde skrive et Stykke for den Primadonna, som vilde afrunde sin Formue, greb han i Virkeligheden kun tilbage og skrev en Libretto om hende - om hendes Ungdom.

✂ Victorien Sardou greb tilbage, og han førte Gabrielle Réjane i Kostume, hjem over Broerne, hjem til den venstre Bred. Og Gabrielle Réjane rev Rollen til sig, som man griber de Ungdomsminder, der bringer Lindring.

✂ Ikke i det Fremmedes eller det Nyes Arme slyngede hun sig, men i Fortidens og Erindringernes.

✂ Victorien Sardou havde regnet rigtigt. Han vidste, han, denne klogeste Kender af Publikums Nyrer og Hjerte, hvad det var, som havde gjort den unge Réjane til Herskerinden og Herren over Boulevardparisernes Hjerter og Sind: hin Undertone fra Folket, som levede i hende. Hint Minde om den første Elskerinde, som sang i hendes Silkerobers Knitren, det havde alle Dage været hendes Magt.

✂ Disse Minder kostumerede han som Mme Sans-Gene.

✂ Og Gabrielle Réjane skabte - i egne Minders forskønnende Skær - sin Kvinde af Folket, af det parisiske Folk:

✂ Den uforfærdede, den djærve, den værnende, den forslagne, den brave, den trofaste, den frygtløse.

✂ Det er da en Kammerat og en Hustru. Det er en Elskerinde og en Ven. Det er da en Kvinde med Hjertet paa rette Sted og Tungen spillende rapt mellem Tænderne.

✂ Det var endelig Paris, der ikke lukker Munden for selve Bonaparte.

✂ Det var endelig Pariserinden, løftet op paa en Sokkel.

✂ Og Réjane?

✂ Hun glemte, lykkelig, baade Maurice Donnay og Lavedan og Porto-Riche og sig selv - - mens hun udskældte Kejseren.

✂

XI.

✂ Men man glemmer kun de korte Øjeblikke sig selv.

✂ Gabrielle Réjane fortsatte sit Liv eller det, som var blevet hendes Liv.

✂ Vi saá i "La Douloureuse", hvordan hun er blevet mere øm end brændende, som Elskerinde tilbedende og næsten moderlig.

✂ Moderligheden vinder frem til Højsædet i hendes Kunst, og Pariserindens Livsløb er til Ende.

✂ Hun, som en Gang var alle Djævles Mester i de hvirvlende Koketters Komedier, hun vil grunde et "Mødrenes Theater", hvor Mama uden Angst kan sætte sig med sine Døtre.

✂ Gabrielle Réjane har gennemlevet hele Pariserindens Liv. -

✂ Men Livets ydre Omstændigheder tilintetgør undertiden selv vort Livs Konsekvens.

✂ Theatret for "de unge Piger" lykkes ikke. Det bringer endogsaa den Moder, som vilde grunde det, til Fallittens Rand.

✂ Og Gabrielle Réjane maa paany tage sin Tilflugt til Hr. Maurice Donnay eller til hans Efterfølgere. I deres Skuespil maa hun vedblive at repetere - hvad der ikke mer er hendes Liv.

✂ Masken maa vedblive med at smile.

✂ Men den er blevet slidt tynd, saa tynd, at vi bag den skimter - Tuilerihavens dødtrætte Ansigt.

✂ En Kvindes Ansigt...

✂ Aa, nej, aa nej, en Direktrices, en Forretningsdrivendes, der maa kæmpe - og smile.

✂ Mens Pariserindens Kongerige, som hed Paris, glider bort under hendes Fødder.

✂ Hvad sagde jeg om Livet, der undertiden tilintetgør selve Livets Konsekvens?

✂ Her er det dog ikke sandt.

✂ Thi Gabrielle Réjane, der var Scenens Pariserinde, fuldkommer i Livet just Pariserindens yderste Kamp: Moderens Strid for sine Børn og deres Formue.