TIL ERIKA NISSEN

DA jeg i Morges kom ned fra min Stue, flyttede Værten de sidste Blomster bort fra den lille Træveranda. Dens Vinløv var allerede længst blevet gult. Og i Dag rejste den sidste Sommergæst.

Nu vil vi, Vinterens udholdende Fugle, krybe ind i Sommerens forladte Reder, og vi vil tætte Ruder og Vinduer, og vi vil vogte Dørene for Træk - Dørene, der i Sommer sad saa løst paa deres Hængsler.

Nu bliver det Mørkets Tid og Kuldens og Ensomhedens.

Lunden vil tabe sit Løv, der vil brunes og gulnes og falde, til den staar nøgen, sørgmodig og graa. Paa Markerne vil Ploven, der langsomt skræller Monnet, bortskære selve Høstens Stubbe. Og Efteraaret vil da slæbe sin lange Kappe af Taager tungt hen over en farveløs Jord.

Kun langs Gærdet vil det lave Krat beholde sine knitrende Blade, som Rimfrosten en Nat vil have dækket med sine Kniplinger.

Nu bliver Dagene stille og Aftnerne lange.

Der veksles ingen Hilsner mer over de forladte Sommerhjems Gærder, og man mødes ikke mer paa lyse og tidlige Morgener under muntre Velkomstraab paa Vejen.

Kun Landsbyhaandværkerne kryber nu frem i deres Døre og snakker over Gaden, tørt og kedsomt, om Vind og om Vejr.

Saa skal de ensformige Dage tilhøre Arbejdet. Dets Tungsindighed vil passe vel til dette Landskabs Linjer, som Sommeren har af klædt dets Ynde: Fladmark bag Fladmark og der en Mose, hvor en Pil luder ene.

Men om Aftnerne, naar Arbejdet er gjort, vil jeg søge Selskab.

Jeg vil holde til hos mine mange Hændelser. Livet førte mig jo allerede viden om, og jeg oplevede Adskilligt. Nu vil jeg skrive et eller andet ned - med et Smil.

Og den Bog, som jeg i disse Vinteraftner vil samle, den beder jeg Dem, kære Fru Nissen, at modtage som et Minde og med et venligt Sind.

68

Hvor ofte vil ikke, naar jeg lægger Pennen, mine Tanker vende hjem til Deres Stuer, hvor "han" - som Børnene kaldte mig - i Fjor saa tit fortalte saa mange af disse "glade" Livets Hændelser under Børnenes Latter, fortalte for Dem og Deres Mand og "Flokken" i mange lykkelige Timer.

Hvor ofte vil min Tanke ikke vende hjem til Deres Land, der har ydet mig Gæstfrihed som intet andet, og hvor jeg har Venner som intetsteds.

Deres skønne Land.

Saa vel jeg husker det Aar, da jeg saá Vestlandet for første Gang.

Det havde været et saa besynderligt Aar: mens jeg rejste fra Land til Land, var det som Foraaret bestandig skulde flygte foran mig og jeg kun se som en Flig af dets grønne Kappe.

Jeg var i Finland - langt mod Nord, man sagde mig, tror jeg, det var Europas nordligste Jernvejsstation. Jeg var en Aften i Selskab, og saa, da vi skulde gaa og Damer og Herrer i Forstuen kom i de store Pelse, sagde en af de unge Fruer:

- De maa da med til Majfest.

- Maj fest? sagde jeg.

- Ja, i Morgen. Det er første Maj. Den fejres i Skoven.

Jeg lo og sagde: Midt i Sneen; for Sneen laa favnhøjt.

Vi skiltes fra Værtens, og vi vandrede hjem under en vinterhøj Himmel med den knitrende Sne under Fødderne.

Og den næste Dag kørte vi til Majfest i Kane. Hvor lystigt det var: Slæder væltede i altfor høje Driver. Unge Folk havde Grankviste fæstede i deres Hat. I Skovens Sommerpavillon stod alle Vinduer og Døre aabne. Fruer og Frøkner sad paa Balkoner, indbundne i Pelse.

Vort Selskab spiste i Salen. Taffelmusik var der af Blæsere: hvor de blæste lystigt alle Vaarens Melodier, mens Hornene var ved at fryse fast i deres Mund. Alle Altandøre stod aabne.

Saa spurgte jeg: Men naar kommer da egentlig Vaaren her?

Og en ung Dame sagde, mens hun saá langt ud over den islagte Bugt (hvor lykkeligt hun smilede):

- Aa, om seks Uger, sagde hun:

- Og saa bliver her saa skønt.

I Wasa ventede jeg da ikke paa Vaaren. Jeg vendte tilbage til Petersborg.

69

Sneen laa endnu i Gaderne. Naar vi om Aftenen gik hjem og vadede i det graa Ælte, sagde min Ven Zerlikoff:

- Og for at skaffe denne Sne af Vejen, har Petersborg i Aar betalt 200,000 Rubler. De russiske Embedsmænd har sandelig Jordens største Lommer.

En Morgen brød dog Solen frem. Det var Dagen før jeg skulde bort.

Da jeg om Middagen kom ud til mine finske Venner i "den trettende Linje", skruede i Forværelset Tjeneren Lampetterne af Karmene, og hele Huset var i det fulde Opbrud.

- Ja, sagde Husets Frue, ogsaa vi rejser.

- Somren kommer paa en Nat i Petersborg. Om otte Dage vil Øerne være grønne og Newski vil gløde som en Ovn.

- Vi redder os til Peterhof.

Vi kørte ud til Parken. I alle Somrens Beværtningssteder havde Tømrere travlt. De slog Skodder fra Verandaer med rappe Slag; de slog Hylstret fra Gipsguder, saa de genopstod paa Plænerne i Solen.

Og jeg rejste - fra en Vaar, der kom uden nogen lun Fugtighed, kun tør og klar og hed.

Toget førte mig gennem Finlands Ødemark. Den er vel aldrig saa trist som netop da: Snetæppet var smeltet hen; kun i Stenmarkens Kløfter laa Sneen endnu, graa og skidden, mens rundt paa Markerne Underbundens Klipper ragede op - snart som Ligtavler, snart som Bautasten.

Til Finland var Vaaren endnu ikke naaet.

Kun i Skærgaarden, hvor paa de yderste Skær fattige og stormsuste Træer bøjer sig tørstige over Vandet, saas det at grønnes spædt.

Men jeg drog atter gennem Vinter og Sne, gennem Sverigs Norrland.

Saa naaede jeg Trondhjem; saa naaede jeg Meraker.

Og der blev Tummel i Dalen, hvor vi fo'r, af hundrede styrtende Fosse, som faldt fra bratte Sider, høje Klippetinder, som et Skumvæld sejrrigt, stormfuldt, frit ned omkring os. Det var Vinterens Sne, der havde kendt sin Tid, det var Bjerges Is, som brast.

Det bragte Kulde med sig - men Kulde og Liv, det styrtende, bragende Vand ned ad Bjergenes Sider. Det stænkede Toget, vort Ansigt følte dets Kølighed - mens vi fo'r.

Det var Vaaren, som et Bad af Vaaren - under en stolt, frittalende Larm af ubændige Strømme.

70

Toget ilte frem. Dalen var snæver, som vilde Fjeldene lukke sig og maatte det hastige Træn splintre Bjerget som en Kile. Saa blev Dalstrøget bredere. Som smilende Øer laa halvtoversvømmede Enge, og Elve og Bække - de hundrede Bække - pludrede og piblede, hastede og skyndte sig, alt det kraftige, rindende, levende Vand.

Solen lyste imod hvide Stammer, Fugle sang midt i Fossens Larm.

Her var Vaaren kommen, stor og løsende og mægtig steg den frem - i Jubel. Dundrende Fosse meldte dens Sejr.

Jeg saá, at nu var jeg kommen dér, til Vaarens Lande.

Ja, et Vaarens Land er Deres Fædreland. I et gammelt Aarhtmdrede er det alene ungt, og i en træt Tid er det alene kraftigt - ungt i Livet, ungt i Kunsten. Dets største Dag hedder endnu Fremtiden, og for det hedder de kommende Tider Forhaabninger.

Husker De en af de mange Aftner, hvor der ifjor var samlet alt Slags Folk i Deres Stuer, Malere, Musikere, Politikere i Flok?

Der blev talt om Norge: om dets elendige Kaar, om Manglen af Driftighed, om Landets Øde, om svigtende Kapital, om Jordene, der laa udyrkede hen, om Fossene, hvis Vandkraft, der betyder Millioner, var ubrugt og næppe kendt.

Saa sagde en af Deres Gæster, han Bonden og Lægprædikanten og saá langt ud for sig:

- Jeg er kun glad ved, at vi i Norge har udyrket Jord.

- Fremtiden er lang.

Han havde Ret. Norge staar først ved Begyndelsen af sit Livs Værk, og det er godt at have ny Jord at dyrke.

Ny Jord for unge Mennesker.

Thi i Deres Fædreland er Oldingene unge. Derfor griber hastigt og uens de store og utopiske Tanker - der holder til i unge Hjerner - Digter-Førernes Hjerter: saa den ser Nytaarsnat Nordens Folk i Enighed grunde vide Kolonier og befolke dem med Skandinaviens Race; den vil kue Driften og afklæde Verden sit Panser til en evig Fred. Og stolte af egne Kræfter benævner Digterne sig Løver og de praler af deres egen Daad som unge Korinthere pralte af deres Væddekampe.

Unge er alle.

Unge Deres Malere, som grelt forsøger det Urimelige, og i hvis Hjerner det Yderste spirer frodigst. Ung er Deres Scenekunst, en Kunst uden Form men med en usmittet Sjæl.

I Deres Skuespilhus staar tæt med Vildskud. Men fra Dag til Dag 71 synes man at se Talentet gro. Og Kunstnere, der knapt har hørt op med at være Zigeunere, har endnu ikke tænkt paa at blive Embedsmænd. De Folk er endnu Kunsten hidsigt hengivne, de ikke kun lever af den - - naa, det sidste kan de endogsaa næppe. Thi et ungt Menneske som Norge har en slunken Pung, som vi véd, og har ikke meget at spendere paa Kunst.

Men Kunstnerne, der er lige saa unge som deres Land, har Modet til at leve trangt.

Ja, min Gud, hvilke besynderlige Kunstforhold i den Stad Kristiania med dette Hovedkvarter i Grand og denne geniale General, som lønnes af de menige Soldater. Her genopleves Romantikens Kunstnerromaner, og der er endnu Digtere, som sulter paa Tagkamre - - og, ligesom i Folkekomedierne, skriver Mesterværker, mens de sulter.

Hvor mange besynderlige Silhuetter gemmer min Erindring dog ikke fra denne mærkværdige Verden, hvor Drifterne er saa voldsomme, Tankerne skyder saa vildsomt af gærende Jord, og Forvildelserne hænger tæt over Talenternes Hoved, tæt som truende Sneskred.

Men Kraft er her. Man siger om en Bog, man vil skrive:

- Jeg maa slænge den fra mig.

Man siger om et Maleri, man vil male:

- Jeg vil brænde det ned ...

Og man slænger fra sig og man rabler sammen og man - skaber Kunst under al Livets Lovløshed.

Den Koloni har sine egne Love. Har én Penge, har alle. Har én slaaet Mønt, deler han med alle.

De skriver, naar Aanden er over dem. Saa flyver de bort og gemmer sig, paa et Fjæld, ved en Fjord, i en Krog - laver "Boka sin" og kaster den i Hovedet paa en Forlægger og vender hjem igen til Grand, hvor de træffer de andre, der stirrer fra deres Sofa op i Loftet og fører rød Tale og skænder Samfundet, som ikke føder dem.

Thi disse Mennesker, der er saa elskværdige og saa naive, finder endnu den Dag i Dag, at Talentet burde bespises paa et Prytaneion,, og i Ungdommens Følelse af Geniet kalder de Forlæggerne for Aagrere, Forlæggerne, som maa sælge Regnebøger for at dække Tabene, forvoldte ved deres unge Værker.

Og i Raseri vil de "fylde Filleaviserne" ...

De forsøger derpaa og Dage lang tygger de paa deres Penne, mens 72 de undres over de sære Danskerne - de, som ved at spalteføde Aviserne føder sig selv.

De forstaar ikke, at de kan det. Og dog er det ganske simpelt. Vi kan det i Kraft af Rutinen, den eneste Evne, vi har forud for dem til Gengæld for alle dem, der fattes os og som de ejer:

Oprindeligheden, Voldsomheden - og den føder dog den stærke Kunst - det intakte Blik, altsammen et stort kunstnerisk Eje, som skaber deres Bøger og gør dem kantede i Aviserne.

Saa lever de da paa Slump og paa Dagens bedste Beskub.

Og mange sære Hændelser rummer deres Døgn og deres Nætter. Vildskab kommer over dem som en Rus, Fortvivlelsen tager dem som en Bedøvelse.

De sloges i Nat paa Knive, den gaar saaret om med Saar af Centralhallens Flasker.

Men midt i al den Leven kan man ogsaa høre om en enkelt, der er brudt op fra Gildet og blevet en stille Mand ved en Kvindes Kærlighed og har bygget sig en Rede paa "Hougen", hvor to er ene sammen, han ved sit Arbejde, som hun vogter...

Og Mindet om saadan to blander sig som en øm og stille Tone ind i Boheme-Erindringernes Støj.

Besynderlige, stærke, løfterige Land.

Ungdomslandet, vor Races Fremtidsland.

Naar mine Tanker vender tilbage til det, gemmer hvert Navn et Minde.

Trondhjem med sin gamle Kirke og Kongens Palads - et Palads af Brædder. Christianssund, nøgen, med barske Klipper, Arendal med sin Kirke, bygget paa en Basar...

Hvor skøn en By, en Stump af Genua ved et blaaligt Hav.

Faa Gader er der, flere Øer. I Snesevis flyver Baade over Golfen. Hvad er det for en Baadstime, hvad er det for Lystighed - nu, ud paa Aftenen, naar Solen allerede er nede?

Det er Arendal, der farer i Theatret, under megen Glæde.

Laurvig med sin Bøgeskov; Stavanger med faldne Matadorers forladte og øde Haver; Frederikshald, hvor Heltekongen faldt, ene, ramt af hvem?

Og Bergen - -

Bergen, som er skønnest af dem alle.

73

Hvem maler disse Fjeldlinjers Skønhed, hvem Tonerne over Havet, hvem Nattens stille Glans?

Bergen er Norges evige Fornyer. Her skyder Landets Tanker frem i evig Ungdom. Her bliver Tunghed Livslyst og Norden Syd.

Paa Bergens Pande skrev en hemmelighedsfuld Haand det stolte Ord: Talent.

Ja, mange, mange Minder har jeg fra Deres Fædreland.

Men blandt de kæreste er de fra Deres Stuer, der, hvor De saa venlig modtog en Fremmed, og, i Tidens Løb, gav ham Lov at kalde sig en Ven af Dem og Deres.

Modtag nu denne Bog med hans Tak som et Minde om ham.

H. B.

"Forresten gør man Uret i at forlange mer af Menneskene end de nu én Gang kan yde ..."

"Lorenzaccio".

✂

HVORDAN JEG BLEV FORFATTER

✂ At det allerede er tretten Aar siden - snart en halv Menneskealder. Og dog mindes jeg hvert enkelt Ansigt fra den Tid, som nikkede det just nu til mig over Bordet, og jeg hører hver Stemme, som talte den til mig i dette Øjeblik.

✂ Ja jeg blev sandelig tvungen ind i Literaturen, og jeg tør nok sige, at jeg satte først Pen til Papiret, da det Moment var kommet, da ogsaa Kællingen lærer at spinde.

✂ Der havde jeg gaaet og bestilt ingenting bag gamle Bedstefars Ryg - han, som betalte for Dumheder og Klæder og nye Dumheder og nye Klæder og saa statsvidenskabelig Manuduktør, mens han troskyldig drømte mig langt ind i det diplomatiske Korps, sagtens lige op til Gesandt.

✂ Skuespiller vilde jeg være, men heller ikke de Øvelser drev jeg saa sært ivrigt. Jeg kunde jo dog - var min Undskyldning overfor mig selv - ikke drive de Skuespillerstudier altfor aabenlyst og hidsigt for ikke at gøre ham, den Gamle, Sorg.

✂ Saadan gik et Par Aar, mens jeg bestilte ingenting og brugte Penge. Der var jo det med Bedstefar, at han ikke huskede saa godt mere. Havde han af sit gode Hjerte - han var jo aldrig glad, naar han ikke gav - stukket mig et Par Tiere ud om Morgenen, saa havde han om Aftenen ganske glemt det og kunde godt selv spørge, om jeg ikke "havde noget paa Hjerte".

75

✂ Om jeg ikke havde "noget paa Hjerte", betød altid, om jeg ikke trængte til Penge.

✂ - For Ungdommen har nu saa mange Udgifter, min go'e, sagde han altid ligesom forklarende.

✂ Og spurgte ikke han, kunde maaske jeg, Skarn, give mig til at klage min Nød, saa jeg fik igen.

✂ Men lidt efter lidt begyndte Uvejret at trække sammen. Bedstefar blev svagere og svagere, mer og mer nedtrykt ogsaa: han havde, tror jeg, ladet sin Formue gøre op og saá vel, at tilbage var kun Resterne, de rene Stumper.

✂ Saa var det en Morgen, jeg var inde hos ham, han sagde:

✂ - Min go'e, jeg har for Resten tænkt paa, vi maa vist heller gi' Dig noget fast - at Du kan lære at regne med Penge ...

✂ Det var første Gang i mit Liv, at Bedstefar havde talt til mig om "at regne med Penge", og det var, som følte jeg straks i det første Nu Jorden ganske urolig under mine Fødder.

✂ - Ja, Bedstefar, sagde jeg blot. Jeg vidste ikke stort, hvad det vilde sige "noget fast", men jeg anede det ikke netop som noget behageligt.

✂ - For der gaar vist saa meget med, sagde Bedstefar saa og tog sig saadan tungt og hjælpeløst ned over Øjnene, som han i den sidste Tid plejede.

✂ Det gik hastig ned ad Bakke med ham. Og saa kom den sidste Dag, og han, den gamle Læge, vidste, det var forbi.

✂ Han laa i Sengen, hvid og skinnende, da jeg kom ind. Og hviskende - han kunde næppe tale mer - lod han mig tage den Portefeuille ud af Sekretæren, den gamle Portefeuille, slidt, med hans Navnetræk i et blegt Broderi, og han sagde med sin Stemme, der brast paa hvert Ord, mens han stirrede mig ind i Ansigtet med de Øjne, der ikke mere kunde se:

✂ - Der er femten Hundrede Kroner ...at Du ikke skal mærke alting saa meget straks ... Gaa saa ...

76

✂ Og han tilføjede endnu en Gang, for sidste Gang, de Ord, han altid sagde, naar han gav:

✂ - Og sig det ikke til nogen.

✂ Om Middagen døde han. Og et af vort Lands store Mennesker - en Mand, hvis Glæde var disse to: at skabe og at give - var ikke mer.

✂ Begravelsen kom, og jeg stod dér i den høje flortilhyllede Kirke, hvor den Thorvaldsenske Sørgemarch lød - den, der følger alle, som bar store Navne - og jeg trykkede i Haanden Kongehus' Repræsentanter, Prinsers, Prinsessers, Universitetets Repræsentanter, Repræsentanter for Hospitaler, for Selskaber, for Foreninger, Bud fra alle de hundrede Virkefelter, som det Liv havde omspændt, der nu var forbi. Og jeg fulgte efter Ligvognen i det lange Tog, og Familiebegravelsen derude lukkede sig over den Gamle, og jeg vendte hjem - som det intet, jeg var.

✂ Skilt ved et Slægtled, der saa at sige var faldet ud af Slægten uden Fortjenester og uden Formue - skilt paa en Dag fra baade min Families Stillinger og Anseelse.

✂ Saadanne Timer som de sætter Mærker.

✂ Og alligevel - jeg havde jo femten Hundrede. Og jeg brugte løs.

✂ Jeg havde faaet dem byttet i Tikroner. Maaske var det i et Slags Haab om, at saadan var de drøjere. For Resten havde Bedstefar altid haft sine Penge liggende saadan i sin Sekretær under to Brevpressere.

✂ Byttet i Tikroner blev Sedlerne jo en Bunke, en betydelig Bunke, og jeg stak kun (jeg husker vel med en vis ængstelig Hast) Haanden ned i Skuffen og tog. Til jeg en Dag, jeg skal sent glemme den, for det var, som stivnede jeg og blev alting borte for mig - kom til at føle paa Pakken: hvor den var tynd; og saa begyndte at tælle, febrilsk at tælle: var der kun tre Hundrede ...?

✂ Nej, der var ikke mer.

✂ Og naar nu de var brugt - jeg talte igen - saa var der, saa var der slet intet mer.

77

✂ Hvordan Livet vel saa skulde blive, det vidste jeg ikke. Men det dæmrede for mig, at saa begyndte der vist noget nyt, noget helt andet, noget ubarmhjertigt og noget, som jeg ikke havde Rede paa ...

✂ Jo, dér stod jeg, en rigtig Livets Luksusgenstand - med mine tre Hundrede Kroner i "Blaaere".

✂ Og saa blev ogsaa de brugt.

✂ De Dage fulgte, som jeg for William Høeg i "Haabløse Slægter" har skildret. Dage, som klædte mig af for alle mit Livs hidtidige Forestillinger og for alt mit Eje, saavidt det i Mønt kunde omsættes.

✂ Hvor tydelig staar den dog for mig den Stue, hvori jeg tilbragte den Tid: kold med forrevet Tapetpapir og en uhyre Reol, der tom gabede op til Loftet. Og midt i Kulden og Ødet Bedstefaders Chaiselongue, hans sidste Æresgave, dækket med et Tæppe, hvor et kronet Navnetræk prangede i rødt.

✂ Der laa jeg - hengivende mig til uendelige Pønsninger paa, hvad der vel var at gøre. Grublerier, som bedøvede mig ligesom Opium; halvsovende, fordi jeg ikke turde være vaagen.

✂ Saa midt under det hele gik jeg til en Theaterdirektør. Jeg lod mig prøve, og jeg blev refuseret. Min Slægt havde nok for Resten taget det Løfte, at jeg skulde refuseres, hvordan saa Prøven gik.

✂ Men noget maatte der gøres: kunde jeg ikke spille i Hovedstaden, kunde jeg vel spille i Provinsen. Jeg gik altsaa til en Provinsdirektør.

✂ Han prøvede mig i en Stue ude paa Dosseringen. Jeg ser endnu Billederne paa Væggen, Visitkortskaalen, Albummerne paa Bordet og Manden, der spurgte mig, om jeg nu ogsaa havde ret betænkt, at denne Vej var besværlig; at det jo dog var - Provinsen; at et ungt Menneske med min Dannelse, med mine Forudsætninger ... naa, Gud hjælpe for "Forudsætningerne".

✂ Han var meget elskværdig, Direktøren - ja, saa elskværdig har han været, at han aldrig, end ikke til sine Nærmeste, har omtalt den ganske Historie.

78

✂ Hvordan Prøven faldt ud, husker jeg ikke ret. Men det véd jeg, at jeg en Aften ud paa Efteraaret det Aar stod med Kuffert pakket beredt til Rejse næste Morgen - ud i Provinsen at slide Scenegulv.

✂ Men saa i det sidste Nu tabte jeg Modet og bandede mig selv: altsaa ikke en Gang det kunde jeg. Altsaa ikke en Gang spille Theater i Provinsen. Og den gamle Tilværelse begyndte igen: med de lange, uendelige Dage, fulde af sløvt Grubleri og halv Opgivelse.

✂ Kun én Gang tog jeg mig sammen. En gammel Veninde havde talt hedt til mig; havde sagt, at dette gik lige ned i Umuligheden; havde foreholdt mig, at det vilde ende med Skammen, havde vendt op og ned paa mig.

✂ I Raseri gik jeg hjem. Desværre noget at svare havde jeg jo ikke.

✂ Og i de næste fire og tyve Timer skrev jeg saa, uden at spise og uden at drikke, jeg havde nær sagt: uden at tænke, en lille Enaktskomedie ...

✂ Men, Du milde Himmel, skulde det egentlig nytte? Hvem vilde vel spille mine Enaktskomedier? Jeg troede jo ikke en Gang selv, at jeg havde Talent, saa det var meget forlangt, at nogen anden skulde tænke det.

✂ Alligevel begyndte jeg at skrive. Det var den eneste Mulighed for at tjene nogetsomhelst, og der hørte vist egentlig slet ikke Talent til for at skrive i Provinsaviser.

✂ Jeg forsøgte det, jeg henvendte mig til en Provinsavis og den - optog mit Skriveri. Den optog Brev paa Brev: straks det andet Brev var lykkeligt nok til at blive parodieret i et Vittighedsblad.

✂ Saa fik jeg Blod paa Tanden. Jeg skrev "Kauserier"

✂ - de lød fuldstændig som Oversættelse fra Fransk

✂ - og jeg begyndte med mine Papirer at klatre op ad Redaktionstrapperne i Hovedstaden ...

✂ Det var nu ikke meget tillokkende for mig i Begyndelsen. For jeg var opdraget i den fulde Overbevisning, at Bladfolk, naa, de stod saadan netop paa Grænsen af, 79 hvad der var nogenlunde menneskelig præsentabelt, og skrive i Bladene gjorde absolut kun de Folk, som ikke kunde nogetsomhelst andet.

✂ Men jeg var jo desværre netop i den Situation, og som sagt, jeg entrede Redaktionstrappeme, alle Redaktionerne.

✂ Der var ingen, som ikke beklagede desværre ikke at have Brug for mit "Kauseri".

✂ Men jeg blev ved. Jeg gik fra Dagbladene til Ugebladene. Jeg gik ogsaa til Tidsskrifterne. En smuk Dag naaede jeg til Vilhelm Møller: han tog venligt imod mig; vi var fra samme Skole og vi havde fælles Erindringer. Han beholdt mit Manuskript til Gennemlæsning - og jeg gik.

✂ Hvor blev jeg forbavset, da jeg samme Aften (der gik ellers som oftest længere Tid, inden en Redaktion fik refuseret mine journalistiske Klude) fik mit Manuskript tilbage: det kunde ganske vist ikke trykkes. Men, skrev V. M., jeg skulde kun skrive løs, saa kunde man maaske bruge noget af det næste.

✂ Saa glad blev jeg ved det Brev, at jeg løb lige ud i Tivoli og spiste og drak og kunde gerne have omfavnet Alverden.

✂ Saa kunde jeg maaske dog en Gang komme til at tjene mit Brød.

✂ Thi det maa jeg jo tilstaa, at det var paa Brødet, jeg tænkte den Gang. Siden har jeg mest tænkt, at jeg maatte se at faa rystet af mig noget af alt det, som kogte i mig. Det var i al Fald min Fornemmelse, da de "Haabløse" blev skrevet ned (de sidste tre Hundrede Sider i seks Uger desværre) ...

✂ Litterær Ærgerrighed - den har jeg først faaet noget senere.

✂ ... Jeg indleverede saa noget Smaatteri til Vilhelm Møller. Han syntes, "der var noget i det", (han var høflig; thi siden har jeg selv læst det: det var gyseligt) og bad mig blive ved. Jeg skrev altsaa løs; nogle Skuespillerkritiker, som umulig kunde trykkes; en Studie 80 over en ung Mand, som tager Gift uden skellig Aarsag (Kimen til "Slægterne") og en Skildring af københavnske Grossererballer.

✂ Det blev trykt.

✂ Og Skandalen blev derefter.

✂ Mine Studier var nemlig lutter "Portrætter", som i den københavnske Selskabsverden var kun altfor vel kendte.

✂ Vedkommende Numre af "Nutiden" blev udsolgte.

✂ Vilhelm Møller, som troede, at jeg alligevel var bedre som Theaterkritiker end som Novellist, anbefalede mig til Pladsen som Sekondtheaterkritiker ved et nyt Dagblad, et stort Blad, som skulde konkurrere med de Ferslevske Foretagender.

✂ Jeg blev antagen. Og nu fulgte tre, fire af de mærkeligste Maaneder i mit Liv.

✂ Det nye Blad svarede fuldstændig til mine Forestillinger om Pressen. Det var Zigeunerliv og dets Zigeunere var de særeste Patroner.

✂ Redaktions- og Ekspeditionskontorerne fandtes i et ret obskurt Stræde, hvis Fysiognomi livlig ændredes ved vore uhyre Skilte; jeg har aldrig set saa omfangsrige Skilte. Skade jo kun, at Strædet var saa afsides.

✂ Ekspeditionskontoret fandtes til Gaden. I den forreste Stue rugede to magre og slidte Ekspedienter over den tomme Abonnementsprotokol. De tilbragte Tiden med at liniere og "indrette Rubrikker". Jeg har aldrig i nogen Ekspedition set saamange Rubrikker.

✂ Alle var de tomme.

✂ I den indre Stue sad Hr. M. Bred, meget tyk, med Guldkæde over Vesten, en Silkevest - foran Kassen, der var ganske saa tom som vor Protokol.

✂ Han sad der hensunken i Betragtninger. Han sad der ti Timer om Dagen, næsten uden at røre sig.

✂ Han saa at sige arbejdede for Bladet.

✂ Redaktionskontorerne var til Gaarden. De bestod af et Kammer og et Køkken. I Kammeret residerede Hr. W., Redaktøren. Han var lille, bidsk og pint af Bladets 81 Fiasko som et sygt Dyr; han tilbragte sin Dag i evig urolig Gang mellem Skrivebord og Vindu, evig undersøgende dette utrolige: at det ikke gik - at det ikke vilde gaa, Bladet, hans Blad, hans fortræffelige Blad.

✂ Vi andre Medarbejdere opholdt os i Køkkenet.

✂ Der blev hovedsagelig arbejdet om Aftenen, ud paa Natten. Saa arriverede, med Tungen ud af Halsen, en Flok højst forpustede gentlemen - gentlemen of the press - med Papirer og Referater i alle Lommer, og de gav sig til at skrive i alle Kroge, i det gamle Køkken, i Kontoret, saa det haglede af dem, skønt de afførte sig Frakkerne.

✂ Det var Journalistiken i Skjorteærmer.

✂ Om Dagen gemtes inde i Skorstenen - der var i Køkkenet saadan en rigtig gammeldags Skorsten som en Grube - et lille trebenet, spinkelt Spritapparat.

✂ Det kom frem om Aftenen, og man styrkede sig med adskillig opspædet Spiritus.

✂ En Medarbejder var der, som ogsaa om Aftenen holdt sig meget stille.

✂ Timevis sad han og stirrede i Dagens opslagne Avis og forundrede sig. For han syntes Bladet var udmærket - og det gik ikke.

✂ Jeg vandrede fra Køkken til Kontor; urolig var jeg: Redaktøren rettede Dansk i mine stilistisk noget krimskramagtige Udtalelser om Amaliegadens Kunst.

✂ Nu og da hørte jeg, at en og anden ude i Byen ikke fandt mine Artikler saa rent akavede.

✂ Hvad Redaktøren angik, saa komplimenterede han mig ikke. Ustandseligt snærrede hans Røst gennem Døren, som klaprede ustandseligt.

✂ Faktoren gik ud og ind mellem Ekspedition og Sætteri; han spilede de magre Avertissementer ud over Bagsiden, saa Bogstaverne formelig maatte lede efter hinanden.

✂ Hr. M. tømte mange halve Carlsberg, pustende foran den tomme Kasse.

✂ Efterhaanden var jeg ogsaa avanceret til Boganmelder. 82 Som saadan havde jeg faaet "Nutidsbilleder" at anmelde. Saa meget Papir er der vist aldrig gaaet til en Anmeldelse, som jeg rev itu, før jeg fik de to Spalter fyldt.

✂ Hvad jeg skrev, véd jeg ikke mer. Min Ærbødighed for Bogen og for denne "Jason", som jeg kunde halvvejs udenad, har vel farvet mine Ord, og forstaaet Bogen havde jeg vel ogsaa.

✂ Vist er det, Dagen efter at min Anmeldelse havde staaet trykt, signeret med et "?", var der til Redaktionskontoret arriveret et Brev til "Hr. ?". Det var undertegnet "Forfatteren af Jason" - men der stod "Dagbladet "s Mærke i Hjørnet.

✂ Det var fra Topsøe - til mig.

✂ Han takkede mig, takkede mig; og saa skrev han til mig, at hvis jeg en Dag vilde skifte Blad, saa var der maaske et eller andet Steds en Plads for mig.

✂ To, tre Dage efter fik jeg ingen Avis om Morgenen. Og da jeg kom hen paa vort Kontor, var Ekspeditionen lukket. Tykke M. sad alene uforstyrrelig i sit Kammer.

✂ Han sagde meget roligt: at de havde nu sluttet med Bladet - fra i Dag. For det gik ikke. Og saa overrakte han mig Honoraret. For hvilket jeg bukkende takkede.

✂ Mit første Blad var stille stedet til Jorden. Jeg har siden været med til at begrave adskillige.

✂ Jeg tror, det var samme Middag, at jeg gik op til Topsøe. Han sad i sit Kontor, lille, soigneret og fin og spurgte lidt forbavset, hvad jeg vilde. Han var væbnet med en Elfenbenspapirkniv, som han vuggede frem og tilbage mellem to Fingre. Jeg præsenterede mig noget hakkende som Hr. ? og sagde, at, ja, at nu var mit Blad gaaet ind.

✂ Topsøe saá lidt længe op og ned ad mig; Papirkniven var standset i sin Fart. Jeg lignede en Gymnasiast i næstøverste Klasse, og han havde maaske ikke ventet mig netop saa hastigt.

83

✂ Men han tog sig i det, og fra den Dag var jeg "Løsgænger" (mit Mærke lød saadan) i "Dagbladet".

✂ Jeg skrev lærde Artikler om Literatur, som siden blev optrykte i en Bog. Jeg udtalte mig med Forkærlighed som en Mand paa halvfjerds. Jeg var saadan noget som tyve Aar, saa det var jo ikke saa underligt

✂ Men Trængselens Dage var omme: Vilhelm Møller og Topsøe kunde jeg ene takke derfor.

✂ Jeg skal heller ikke nogensinde glemme dem det.

✂

EN TOURNÉE

✂ DET var den første Juni. Herman-Bang-Tournéen stillede paa Kvæsthusbroen.

✂ Personalet var Privattheatrenes bedste Kræfter - lad os kalde dem Hr. X. og Hr. Y. samt Fru A. og Frøken B. - og undertegnede. Repertoiret bestod af en af mine Enaktere, som paa to københavnske Scener havde oplevet tre Opførelser; "En Forlovelse", som Dr. Edvard Brandes venskabeligst havde overladt os mod vist Udbytte af Nettoen (N e t t o e n!) samt Peter Nansens "Kammerater", som skulde opføres i Nødsfald i.e.: hvis min Enakter ikke slog an: det blev opført hver Aften.

✂ Impresario var Hr. C.

✂ Stemningen paa Kvæsthusbroen var udmærket. Skuespillerinderne modtog Blomster som ved en Benefice. Ogsaa jeg udstyredes rigeligen med Buketter af taknemmelige Herre- og Dame-EIever i Skuespilkunst - jeg meddelte den Gang endnu Undervisning i denne Kunstart.

✂ Ombord i Dampskibet løftedes yderligere Tournéens Sind. Man beregnede vidtløftigt Udbyttet, hvilket Hr. X., der tronede midt paa Stabelen af vore Kufferter, anslog lavt - "lad os sætte det hele lavt," sagde han uafbrudt - til Kr. 2000 pr. Kunstner. I Rygesalonen indbødes vi Herrer til at drikke Ønskebægre med talrige Medrejsende, og Hurraraabene steg, saa Damekahytten udbad sig Ro.

85

✂ Hr. X. fortalte Matroshistorier fra Tiden, da han fo'r paa England - hvilke Historier har den Ejendommelighed, at de, naar de paabegyndes om Aftenen, først sluttes efter Solens Opgang. Og jeg, der sad i et Hjørne, underholdt behageligst en godlidende og førladen Mand, som jeg - uvist af hvilke Grunde - tog for en jysk Grossist i Smør. Han talte skæmtende om Provins og Provinspresse, og jeg, som den Gang endnu ikke havde det rette Syn paa Provinsens Pressemagt og som var stoppet med københavnske Anvisninger om Maaden "at ta'e de Folk" paa - indviede ham under megen Lystighed i Maaderne, mens han sad og slog mig paa Skulderen og jeg ham paa Maven:

✂ - Ja, sagde jeg, i Aalborg er det nu Portvin - han skal bare ha' Portvin - men straks - saa har man ham.

✂ Grossisten lo, som var han betalt for det:

✂ - Ja, det er s'gu rigtigt, sagde han, jeg kender ham - giv ham bare Portvin. Det er en lun Hund - gi' ham bra' med Portvin ...

✂ Og vi lo omkap som to Sammensvorne i en Operette.

✂ Lidt efter sagde den godlidende Mand Godnat. Det var - - Redaktøren fra Aalborg. Han modtog ingen Portvin, da jeg op paa Formiddagen gjorde ham Visit.

✂ Næste Morgen var Stemningen i Tournéen mattere. Graa og kold var Morgenen. Og onde Varsler paa Hotellet var der ogsaa. Frøken B. fandt et Armbaand hængende paa Laasen af sin Dør, hvad der uvægerligt betød Pengetab. Og jeg fik anvist Værelse Nr. 18, hvad ubetinget bebuder sælsomme Ulykker. Der var iøvrigt ogsaa Varsel hos Boghandleren: Billetlisten var ganske tom.

✂ - Ja, den plejer jo at være fuld paa denne Tid, sagde Boghandleren blidt forlegen - disse fortræffelige Gentlemen er altid saa nedslagne ved et daarligt Salg, som om det var deres Privatpligt for egen Rigsmønt at opkøbe Huset af samtlige tournerende Trupper.

86

✂ Hr. Impresario begyndte at aftørre sin Pande og uroligt at tale om, at Aalborg var nu ogsaa altid en forbandet By. (Den er en sand Tournéernes Hjerteby, som uden Krakileri erlægger alle Priser).

✂ Impresario begyndte at "arrangere Sukces'en".

✂ Jeg gik til Kritikerne. Da jeg havde genset min Ven fra Dampskibet,, vidste jeg, at Kritiken, den havde jeg sikret mig.

✂ De øvrige Medlemmer gik rundt og frøs. Alle ulykkelige Tournéer fryser. Vore Damer var allerede indhyllede i Sjaler som landlige Kirkegangskoner. Hr. X., der var forfaren i allehaande Tilskikkelser, gik rundt og underlig vejrede Luften med et mellemfornøjet Udtryk, som fornam han ikke netop Magsvejr. Klokken fem gav han Ordre til et større Kvantum Parketbilletters Uddeling. Jeg opholdt mig i Billetkontoret. Døren til Kunsttemplet var opslaaet paa vid Gab. Tournéens Herrer, der hvert Øjeblik spurgte om Salget, var de eneste Ansigter, jeg saá ved Hullet.

✂ Hr. X. udtalte, at man kunde vel paaregne et Salg af Hundrede Kroner ved Indgangen. Billetkassereren haabede det

✂ Tilsidst maatte jeg op at klæde mig paa.

✂ Kl. 7 1/2 var Salen ganske tom. Tonrnéens Medlemmer gik om paa Scenen som Dyr i Bure og spurgte ophidsede, om der da ikke en Gang var uddelt Fribilletter.

✂ Hr. X. sagde meget roligt: De véd jo, de kommer altid forsiide.

✂ Efterhaanden samledes en minimal Part af Aalborg - sendrægtig som Folk, der véd: "vi kommer tidsnok". Impresario, der havde været i Billetkontoret, kom varm op:

✂ - Ja, sagde han, nu har jeg skam pyntet paa Salen - - saa godt jeg kunde, kære Ven, men de vil ikke, de vil s'gu ikke.

✂ Det var Fribilletterne, der havde vægret sig.

87

✂ Og Impresario, der uafbrudt tørrede Sveden af sig med et forbavset Udtryk i Ansigtet, sagde:

✂ - Ja, det er s'gu underligt, og blev staaende, stirrende langt for sig, fortabt i Forbavselsen.

✂ Hr. X. sagde blot - og aldrig i mit Liv skal jeg glemme det Tonefald; han havde allerede stukket Fingrene i Jorden og vidste, hvor "Herman-Bang-Tournéen" sad -:

✂ - Naa, saa gaar Tæppet.

✂ Forestillingen begyndte.

✂ Det var min lille Enakter. Den spilledes saa jævnt.

✂ Publikum sad, som om den Sag aldeles ikke kom dem ved, Der var enkelte, der i Parkettet underholdt hinanden ret højlydt om ganske andre Ting. Adskillige forlod Huset.

✂ Hel Tavshed blev der først, da Tæppet faldt. Da var der meget tyst - som i et Selskab efter en Historie uden Pointe.

✂ Tournéens Medlemmer klædte sig om til den næste Pjes.

✂ Jeg tror nok, at man spillede "Kammerater", og Fru A. og Hr. Y. havde Rollerne. Publikum var begejstret. Publikum begejstredes aftenlig over "Kammerater", fordi jeg ikke var paa Scenen.

✂ Der var to Fremkaldelser.

✂ X., der sad i Garderoben og sminkede sig om til "En Forlovelse"s Svigerfader, sagde:

✂ - Satan, skulde det gaa endnu?

✂ Og Impresario, hvis smaa Ben i bevægede Øjeblikke kan gaa som et Par Trommestikker, røg op og ned i mit Rum og sagde:

✂ - Hvad sagde jeg? hvad sagde jeg? Et Mundheld, Impresario havde - han havde aldrig sagt nogetsomhelst.

✂ Det kunde vist særdeles vel være gaaet endnu, naar vi resolut havde givet Hr. Y. mine Roller - undtagen i min Enakter, som sikkert maatte bort fra Repertoiret 88 -; naar kun, med ét Ord sagt, Herman Bang resolut var gaaet ud af "Herman-Bang-Tournéen".

✂ Men nu blev han - desværre.

✂ "En Forlovelse" begyndte. Endnu i dette Øjeblik begriber jeg ikke, at det kunde blive en saadan Fiasko - saa udmærket, saa helt i det lille Mesterværks Aand spillede de andre. Ud fra deres Replikker, fra Samspillet, fra Stemmernes nøje Samklang slog dette københavnske Interiørs Luft uimodstaaeligt.

✂ Fiaskoen forblev uovervindelig. Jeg havde ikke vidst, hvad det vilde sige at kæmpe med alle "Punch"s muntre Billeder.

✂ Jeg tror forresten, hverken Folk hyssede eller lo. De gik, da Tæppet faldt - bare hjem. Men ingen Meningstilkendegivelse har nogensinde været tydeligere.

✂ Næste Morgen vækkede X. mig. Han svedte og røg Pibe under svære Støn, udsendende Røgskyer, saa han mindede om et Tærskeværks Lokomobil.

✂ Han spurgte, hvad vi nu skulde gøre.

✂ Jeg sad op i Sengen paa mit Nr. 18:

✂ Jeg vidste det ikke.

✂ Jeg har en Mistanke om, at Hr. X. var afsendt som Diplomat for at sondere, hvorvidt ikke "Herman-Bang-Tournéen" straks kunde opløses. Men Hr. X. - og forresten alle de andre ogsaa, de viste Vidundere af Overbærenhed under hele Korsgangen - havde Medlidenhed: vi skulde fortsætte.

✂ - I al Fald Randers, sagde X., Randers er god. Det er dog en By ... Og saa ser vi, hvad Bladene siger, sagde han.

✂ - Ja, sagde jeg.

✂ Jeg var forberedt paa Bladene.

✂ Vi drog til Hjørring. Der solgtes altid Billetter ved Gæstgiveriets Buffet, af en Cigarkasse. Gæstgiveren kunde "s'gu ikke forstaa, for der var endnu ikke solgt en eneste Billet."

✂ - Og der var dog Plakater nok ude, sagde han. Plakaterne var kæmpemæssige og bar mit Navn 89 baade foroven og forneden. Impresario mente, at dette Navn maaske i de næste Byer kunde sættes med noget mindre paafaldende Bogstaver.

✂ Den lille Enakter gik ved Forestillingen ud af Programmet.

✂ Efter Forestillingen modtog vi Bladene; de var værre, end jeg havde tænkt mig, og jeg havde tænkt mig det slemt. Damerne drak efter Lekturen udmattede The paa deres Værelser. Ved Sengetid betydede Impresario mig, at jeg maaske kunde dele Stue med ham - af Sparsommelighedshensyn.

✂ Næste Dag ankom vi til Randers. Hr. X. og Impresario vilde forsøge at redde Stumperne, og Haabet steg, da det erfaredes, at Parkettet var solgt - Parkettet i Byen Randers er rummeligt som et lille Boudoir.

✂ Impresario sendte Damerne, Y. og mig paa Køretur i lyse Toiletter. Vi kørte gennem Byen under megen glad Spøg og gjorde opsigtvækkende Indkøb af Handsker.

✂ Impresario vilde opsøge Pressen.

✂ Han kom tilbage fra Anmelderen og sagde meget fornøjet :

✂ - Det var da endelig en alvorlig Mand. Jeg var der - han pustede - i to Timer.

✂ Om Aftenen var Huset fuldt Alle havde virkelig noget Haab. Mig tog Impresario før Forestillingen til Side og sagde: at jeg burde maaske spille lidt mindre fremtrædende.

✂ Jeg svarede, at det burde jeg ganske sikkert - jeg havde helst spillet Musen i Hul. Den lille Enakter begyndte vi med og spillede den for sidste Gang.

✂ I "En Forlovelse" stillede Frøken B. og Hr. X. sig op i hver sin Kulisse for at se, om det da virkelig var saa galt (med mig H. B.). Hr. Y., der soufflerede, glemte Stikordene for at undersøge det samme. De virkede, hver paa sin Kant, som tre frygtelige Medlemmer af en "Fehm", opstillede mig til Doms.

✂ Mit Spil blev derved ikke bedre. Jeg var nærmest 90 ganske lammet. Pludselig tilkastede et Par venlige Fruer mig to Buketter. Virkningen var i det gravstille Hus ubeskrivelig. Det lød, som faldt de tvende Blomsterkoste paa et Kistelaag.

✂ Jeg spillede hele Stykket saa vidt gørligt siddende. Konrad - "Forlovelsen"s Helt hedder Konrad - var under alle Skæbnens Slag som klistret til Stolen. Naar jeg endelig maatte skraa over Scenen, var jeg saa forfjamsket, at det sikkert nærmest saá ud, som jeg "svømmede".

✂ Men de andre var udmærkede. Fru A. spillede i Stykkets sidste Scene den stakkels Signe saaledes, at det maatte gribe. Man var ogsaa grebet og kaldte frem. Hr. X. beordrede mig til at føre Fruen ind.

✂ Jeg bogstavelig stillede mig bag hende. Næste Dag udtalte en af de stedlige Aviser, at Hr. Herman Bang dog vel burde have Takt nok til at forstaa, at det ikke var netop ham, Publikum ønskede at se ved en Fremkaldelse.

✂ Impresario læste Bladet højt.

✂ - De ser, sagde han: hvad sagde jeg? Hvad kan det nytte? - jeg var der to Timer - og det var en alvorlig Mand ... Men hvad kan det nytte?

✂ Han havde ganske Ret. Det var en alvorlig Mand, Anmelderen, og han nedlagde sine Indsigelser i selve Kunstens Navn. Det blev sat under Overvejelse af Tournéen, hvorvidt det ikke vilde være gavnende at forandre Foretagendets Navn. Jeg tror ogsaa, at det forandredes. Men hvor vi saa kom - og vi var baade i Skive og Thisted og andetsteds - prangede alle de gamle Plakater paa Hjørnerne med mit Navn baade foroven og forneden. Og de varslede ikke godt.

✂ Den stedlige Presse gjorde desuden sit. Dens Udtryk voksede i Hidsighed: Den tog mig som en personlig Fornærmelse. Da jeg naaede Thy, truedes jeg som dramatisk Kunstner ganske uforblommet med Prygl.

✂ Impresario var hjemkaldt til Hovedstaden af Forretninger. Hr. X. havde overtaget Ledelsen. Blyant og Notérbog 91 veg ikke af hans Hænder. Over Theaterkoner og Theaterejere og Theaterkontrollører kom han som et Uvejr. Vi kørte gennem Thy for Gevinsten fra Randers.

✂ Damerne sad paa Jernbanen indpakkede til Bylter. De var forkølede af vaade Hotellagener og Garderober, hvor det trak. I Thisted klædte vi Herrer os paa i et Køkken og i Musatemplet i Viborg i et Slags Forstue til en Keglebane, hvor der netop var Præmiespil.

✂ Paa Rejserne begyndte X. at sætte sig ind i tredje Klasses Kupéer for at være sammen - som han sagde - med almindelige Mennesker.

✂ Det var der, han traf sin Svineslagter fra S-købing. Svineslagteren berejste Jylland for at indkøbe Svin en gros og aabenbarede sig iøvrigt som en Kunstven. Han vilde nok se de Kunstnere hjemme hos sig: han garanterede en Forestilling i S-købing.

✂ Paa alle Stationer løb X. til og fra Damernes Vogn, han var ude af sig selv.

✂ - Der var en Mand, der garanterede, raabte X., der garanterede en Forestilling.

✂ - Hvor?

✂ - I S-købing ...

✂ X. løb frem og tilbage. Sommervarmen var brudt ind og yderlig sommerligt fløj Klæderne om X., der, tror jeg, var i Straahat. Han var en underlig Modsætning til Damerne, der var tilhyllede som havde de Tandværk:

✂ - Ja, sagde han - hvor han svedte -: det er noget herfra (det var omtrent i Midtjylland og vi var ved Kysten), men Manden garanterer, kære Børn, vi har Garanti.

✂ Damerne slog til og Slagteren rejste:

✂ - Naa, for Satan, sagde han: det er jo ingen Risiko. Man har jo sine Funktionærer, som man kan sende hen til den Fornøjelse.

✂ Han mente med "Funktionærer" antagelig de Personer, der var ansatte ved det S-købing'ske Slagteri.

92

✂ X. flyttede atter ind til Damerne. Han var fyldt af alle Impresariers Haab.

✂ - Kære Børn, sagde han, det er Tingen - man skal have Byerne garanterede. Hvad Resultat vilde vi ikke haft, om vi havde haft dem garanterede?

✂ - Og saa skal man ta'e de smaa Byer, blev han ved, dér er dog Intelligens. De Folk faar Tid at tænke, de har Stunder til at dømme ...

✂ X. fløj op i Lovtaler over de smaa Byer.

✂ Routen blev forandret for at vi kunde medtage S-købing. Routen var let forandret: der kom hver Dag venlige Breve fra velsindede Boghandlere, som "paa Grund af Forholdene" indstændig fraraadede deres By.

✂ Vi kom altsaa til S-købing. Theatret var lejet, men ellers var Byen ganske uforberedt. Den vidste slet ikke, hvad der i Retning af Kunstnydelse ventede den.

✂ Og Slagteren var ude i Geschæft - blev der sagt, i en anden Kant af Landet.

✂ Vi kørte videre - ned ad Vestkysten.

✂ Vi rejste mest ved Nattetid. Vi drog gennem Landet som en Flok Flaggermus. I Ribe afhentedes Damerne af bekymrede Slægtninge.

✂ X. tog sig i Hotellet en sidste Bid før Afrejsen. Glad og bred sad han og stak ud en Afskedsdram:

✂ - Nej, Børn, sagde han, jeg har været med til meget. Men ligegodt - dette var noget af det værste. . Saa rejste han.

✂ Y. og jeg gav om Aftenen en Oplæsning.

✂ Vi gik et Stykke bagefter Trommeslageren, mens han under mange Hvirvler forkyndte Underholdningen i Gaderne.

✂ Det var den sidste Trommehvirvel, der rørtes for Herman-Bang-Tournéen.

✂ Men vi havde rigtignok ogsaa naaet Grænsen.

✂

IMPRESARIO

✂ FØRSTE Gang, jeg saá ham, kørte han til Kirke med Signorina Tua. Det var i Malmø: Signorina med Følge var paa Vej til en Kirkekoncert. Vejen førte gennem alle Hovedgader i Staden.

✂ De store Impresarier havde i den Tid en Smag for Kirkekoncerter. Impresario Hr. Theodor kunde ikke noksom rose deres Fortrin.

✂ - Højstærede, sagde han, de henvender sig til den religiøse Følelse, de har deres Publikum, og Lokalerne er billige.

✂ - De Herrer Kirkeværger, sagde han, er saa høflige. De vægrer sig, min Herre, undertiden endogsaa ved at modtage Betaling for Gassen.

✂ Jeg fulgte i Malmø efter Signorinas Vogn og overværede den religiøse Koncert. Kirken var stopfuld.

✂ Signorina havde til Kirkebrug af sit vante Repertoire - dette Repertoire var til at overse - udlagt samtlige Adagios, som hun spillede iført mat Silke og Kapothat.

✂ Efter Koncerten gjorde Hr. Theodor mig sin Visit. Han skulde om et Par Timer følge Signorina til Dampskibet og forsøgte ikke at undertrykke Skilsmissens Bevægelse:

✂ - Højstærede, sagde han: hun er ualmindelig. Hun forstaar Sagen - hun har endogsaa selv Idéer.

✂ Hr. Theodor ligesom vejede disse fortræffelige Idéer; saa sagde han brat:

✂ - Pengene sætter hun i Livornos Bank.

94

✂ Impresario blev tavs. Med Vemod saá han tilbage over det tilendebragte Felttog, der var begyndt i Stockholm, hvor den femogtyveaarige Signorina i fodfri Kjole og med barnlig Gestus havde kørt et Blomsterlokomotiv over Podium, og som var endt nu i Skt. Petri Gudshus med 1700 i Netto:

✂ - For der er jo ingen Udgifter, min Herre, idag havde de Herrer Kirkebetjente tilbudt sig som Kontrol.

✂ Hr. Theodor tav atter et Par Øjeblikke og tilbød mig derpaa uden anden Overgang: "at lægge Sverig for mine Fødder".

✂ Jeg var netop paa Vej til Gøteborg, hvor jeg skulde holde en Række Forelæsninger. Han vidste det, og han troede, Begyndelsen var god. Man burde altid begynde i Gøteborg; det smigrede Gøteborg. Og senere: han sørgede for Stockholm.

✂ Han havde hele Planen færdig. Med nitten Forelæsninger i sytten Dage. Sverig, sagde han, var i det Hele en lykkelig Mark, et rent Eldorado - takket være Stambanen: man kørte hver Nat og spildte ikke en eneste Dag.

✂ Hr. Theodor talte sig efterhaanden ivrig. I bevægede Øjeblikke havde han en Tilbøjelighed til at løfte Røsten som en Feltherre, der udsteder Dagsbefalinger foran sin Front.

✂ Nu blev han ved at tale: Jeg burde begynde paa Scenen. Scenen vilde Mattere mit Exterieur.

✂ Han begyndte at studere dette samme Exterieur, drejende mig som et Stativ i en Butik. Undersøgelsen - jeg var noget forbløffet og omtrent til Mode, som skulde de Falkøping-Billetpriser bestemmes efter min Næses Længde - var nogenlunde tilfredsstillende. Hr. Theodor erklærede mig for et Exterieur netop for kunstigt Lys.

✂ Imidlertid kom vi alligevel ikke til Enighed. Den store Impresario mente, at jeg havde for mange "Betænkeligheder".

✂ Han paatog sig kun Arrangementet mod Procenter.

95

✂ Foreløbig medfulgte han til Gøteborg for at bedømme Virkningen.

✂ Efter den første Forelæsning erklærede han mig bevæget - Hr. Theodor bevægedes bestandig foran, som han sagde, de virkelige kunstneriske Fænomener - "for en Ejendommelighed" og afrejste til Stockholm.

✂ Jeg holdt mine Forelæsninger i Gøteborg og fulgte ham.

✂ Jeg genfandt ham saa at sige i hans Hovedkvarter - Værelse Nr. 21 hos Hr. Cadier. Hr. Theodor havde valgt denne Residens, fordi, som han sagde, Stockholm var en By uden Fordomme.

✂ Hele Formiddagen tilbragte han ved sit Arbejde. Han var placeret foran Skrivebordet iført graa Filtsko, lysebrune Under-Unævnelige og Slaabrok samt Formiddagsparyk.

✂ I Værelset herskede Kaos. Jeg har aldrig set saa mange Lystrykbilleder samlede paa ét Sted. Hele hans øvrige Bagage rummedes i en Haandkuffert.

✂ Et tillukket Skrin med store Hængelaase stod i et Hjørne. Han paastod, det rummede hans Memoirer, og han benyttede det daglig som en Trusel imod Pressen.

✂ Hver ny Morgen genfandt ham i et nyt Raseri mod "denne Presse", der paa et eller andet Sted af Jordkloden havde vægret sig ved at holde Lyset for hans Fænomener.

✂ - Men, ja, ja, min Herre, sagde han, ja, ja, naar jeg en Gang taler ... Og han slog ud med Haanden mod de to Hængelaase: der maatte være dræbende Oplysninger om Pressen bag de Laase.

✂ Op paa Dagen blev han altid blidere mod Pressens Mænd.

✂ Hr. Theodor ansaá dem ikke for bestikkelige.

✂ - Min Herre, hvad de sætter Pris paa, er de smaa familiære Opmærksomheder.

✂ De smaa familiære Opmærksomheder bestod hovedsagelig 96 i, at Hr. Theodor indbød sig selv til at spise Familiesuppe rundt hos indflydelsesrige Kritikere:

✂ - Min Bedste, det er en Vane og tilsidst befinder man sig ganske vel i Familiekredsene.

✂ Hr. Theodors nuværende Arbejde var en Verdensberømmelse, som endnu i Form af femhundrede Lystryk befandt sig i en Trækasse, mærket Lübeck.

✂ Det var en Sangerinde, som skulde "begynde", og som særlig ønskede Lande med "smaa Hoffer".

✂ - Højstærede, sagde Hr. Theodor, det er utroligt, hvormeget de synger for en Medaille.

✂ Hr. Theodor vidste, hvor meget man kunde faa dem til at synge for en Medaille i Baand. Han antichambrerede gentagende og utrætteligt hos allehaande Marskaller:

✂ - Det er jo ikke spildt Tid, Højstærede, sagde han.

✂ Han havde Ret.

✂ Der var snart ikke den Berømthed i hans Impresa, som ikke bar synlige Beviser paa at have gjort sig fortjent af "Kunsten og Videnskaberne".

✂ Naar Hr. Theodors Arbejdstid var omme, indelukkede han sig med Frisøren for at anlægge Toilette. Naar det var gjort - i Slipset prangede en Diamantnaal, Present af Majestæten af Portugal - tilhørte han Repræsentationen og Nydelsen.

✂ Damer smuttede der, man maa jo tilstaa det, Dagen lang ud og ind i Hr. Cadiers Nr. 21 som Svaler under et Tagskæg.

✂ Hr. Theodor var et Par og tres, men saa levelysten som en ung Spurv. Hans Kunstnere lærte efterhaanden altid hans stedlige Liaisoner at kende: de placeredes ved Koncerterne regelmæssig langs Logerandene og tilkastede Buketter.

✂ Hr. Theodor forsikrede, at det øgede Tilliden: Publikum ser, sagde han, de kommer fra Privatpersoner. I Almindelighed var samme Privatpersoner desværre en Smule vel kendte paa Pladserne.

✂ Imidlertid afsøgte jeg Provinserne. Sukces'en var 97 vekslende. Ved Genkomsten til Stockholm afleverede min Privatsekretær - jeg var paa disse Farter af Hr. Theodor udstyret med Privatsekretær - Hr. Theodors Procenter indesluttede i en Konvolut.

✂ Impresario dryssede de magre Mønter ud paa Bordet uden at tælle dem. Pengene flød i Nr. 21 - naar der da var nogle - hvor det kunde træffe. Forretningens Hovedsum befandt sig i en uaflaaset Skuffe.

✂ Hr. Theodor havde under min Fraværelse virket for mig ved at samle Stambøger. Han bragte mig en Stabel hver Aften: om jeg maaske i hver vilde indføre en Sentens.

✂ Stambøgerne er alle tournerende Berømtheders Rædsel. De fleste har jo rigtignok fundet Middel til at komme over det. De lader stille Privatsekretærerne tilegne sig deres Haandskrifts Hemmeligheder og fylde Bøgerne.

✂ Jeg kendte en "Privatsekretær", som ene til det Brug medførte to Bind af Heine.

✂ Men min Sekretær var endnu ikke kommen saa vidt: jeg maatte selv besørge Stambogstjenesten og Sentenserne. Det var undertiden Dusinet af Sentenser paa en Aften, og jeg var fortvivlet

✂ - Men hvad skal det ogsaa til? sagde jeg en Aften. Jeg var lige kommen hjem fra Soirée, og Hr. Theodor mødte med en ny Stabel.

✂ - Hvad det skal til, sagde han indigneret.

✂ - Min Herre, vil De maaske kun gøre denne Forretning én Gang?

✂ Jeg maatte tilstaa, at jeg forstod ham ikke.

✂ - Kan De da ikke forstaa, at disse Folk, de glemmer Dem ikke? Min Bedste - og Hr. Theodor vendte sig afsluttende om paa Hælen - De har intet Begreb.

✂ Stambøgerne skulde i Stilhed holde Jorden lunken - - til næste Gang.

✂ Jeg gav mig i Lag med Stambøgerne.

✂ Sekretæren og jeg drog atter ud. Resultatet var jævnt. I en og anden Stad tilkastedes Foredragsholderen ved 98 hans Entré en Buket af en behandsket Damehaand. Jeg havde en stille Overbevisning om, at Hr. Theodor havde ældre Forbindelser paa de Pladser.

✂ Hr. Theodors Humør stod imidlertid paa Nul. Vinteren havde i det Hele taget været slet, og den døde Tid var i Anmarch. Han maatte i den elvte Time finde paa noget; og det maatte være noget, som intet kostede.

✂ Han fik den Idé at skrive efter "den lille Dengremont".

✂ Vidunderbarnet Dengremont var hans Livs Bedrift:

✂ - Min Herre, sagde han, vi har sammenspillet en Million i tre Verdensdele.

✂ Og iført Slaabrok'en og de lysebrune fortabte han sig i Lovtaler over "Underet":

✂ - Min Ven, sagde han: en saadan Sukces kan gøres med et Tøndebaand ... Men iøvrigt sætter jeg Pris paa Børn. De gør ingen Vanskeligheder, man har Krammet paa dem: de spiller uden Vrøvl...

✂ Hr. Theodor havde nu, som sagt, paany skrevet efter Dengremont. Han sad nede og var Sekondviolin i et Orkester i Paris.

✂ - Der er jo intet at tabe, sagde Impresario: Man kan altid forsøge ham.

✂ Han forsøgte, og Hr. Maurice Dengremont kom.

✂ Jeg saá ham paa Ankomst-Dagen. Han var af Højde som en preussisk Rigsforsvarer af Livgarden, tynd som en Stok og i Diplomatfrakke à 50 Frcs. Hr. Theodor udstyrede ham med to Diamantringe.

✂ Luften i Nr. 21 var lummer.

✂ Jeg spurgte om Aftenen Impresario, hvad han ventede sig.

✂ - Min Herre, sagde han og talte, som om han paa en Koncertprøve skulde overdøve samtlige Instrumenter i Orkestret: jeg har ansat ham til en Matinée. Halvdelen tilfalder de Fattige.

✂ Jeg indsaa jo, at meget ventede han sig ikke.

✂ Maurice Dengremont optraadte kun denne ene Gang i Stockholm. Da jeg paany vendte tilbage til Hovedstaden 99 - jeg havde været i Norrland, paa hvilken Landsdel Hr. Theodor satte megen Pris: De er ikke overmætte, Højstærede, sagde han: og man opfylder en Mission - var Hr. Maurice forsvunden.

✂ - Hvor opholder Hr. Dengremont sig? spurgte jeg diskret.

✂ - I Hullerne, raabte Hr. Theodor. "Hullerne" var mellem Venner hans Kælenavne for de middelsmaa Provinsbyer.

✂ For mig overvejede Impresario, hvorvidt jeg skulde medtage Finland: Finland var risikabelt, man kunde aldrig beregne Finland. Han vidste ikke, hvortil han skulde raade mig med Hensyn til Finland.

✂ Jeg, der tænkte paa Isbryderen i den botniske Bugt og iøvrigt om Helsingfors kun havde højst uklare Forestillinger, var ingenlunde begærlig efter Finland, og Spørgsmaalet var aabent - da en Morgen, hvor jeg endnu laa i Sengen, Hr. Theodor højstegen opriver min Dør, iført Slaabrok og de lysebrune:

✂ - Højstærede, sagde han; Finland skal tages. Han var ude af sig selv. To Aviser flagrede udslagne i hans Haand:

✂ - Læs, min Herre, sagde han og slog dem ned paa Dynen med et Kast: Sukces'en er given. De vil gaa gennem alle Landets Blade.

✂ Hr. Theodor var aldeles borte. Han ilede op og ned.

✂ De lysebrune slaskede ham om det Lidet, der tjente ham til Ben. Han talte ustandseligt, blandende Svensk og Tysk:

✂ - Min Bedste - De vil tjene Guld. Jeg kender Publikum. Abonnement à ni Francs. Jeg kender Publikum. Der vil blive Storm.

✂ Jeg laa imidlertid hen med de opslagne Journaler.

✂ Den ene var en Korrespondance til en Helsingfors-Avis af Hr. Georg Nordenswan, som ydede mig kun altfor smigrende Anerkendelse.

✂ Den anden var Humoresken af Hr. Sigurd, Humorist fra Vexiø. Den fremstillede mig som en Abe i et Bur 100 - og er forresten ogsaa hjemlige Venner kendt gennem vellykkede Oversættelser i de bedste Blade. Den fortalte humoristisk, hvorledes de Damer i Vexiø havde mistet Appetitten blot ved at se paa mine Billeder.

✂ Den var maaske en Smule overdreven.

✂ Hr. Theodor bragte den i Extase:

✂ - Min Herre, sagde han: Jeg kender Publikum. Paa disse to Artikler kan De rejse til Verdens Ende.

✂ - Nu arrangerer vi Finland.

✂ Hr. Theodor afsendte "Sigurd" til det ganske Finland med den første Post. Jeg selv fulgte efter et Par Dage senere.

✂ Den kære Impresario var bevæget ved Afskeden:

✂ - Min Herre, sagde han: De kunde være gjort i det store Europa. Om man kun - og han fo'r med Hænderne over Øjnene - havde kendt Dem nogle Aar tidligere.

✂ Han betragtede mig længe, som om han endnu en Gang vejede alle de tabte Chancer for dette Vidunderbarn i Veltalenhed. Saa sagde han med et pludseligt Ryk:

✂ - Men - maaske endnu - for Amerika.

✂ Jeg kom til Helsingfors. Der var ved min Ankomst tegnet en Abonnent à 9 Francs. Boghandleren trøstede mig med, at det gode Selskab nok vilde følge efter, for den ene var Fruen til en Statsraad.

✂ Han fik Ret. Det gode Selskab fulgte efter. Jeg tilbragte i Finland Uger, som altid vil forblive mig uforglemmelige og som bestandig vil i Tak binde mig til Minder fra den finske Jord, en Jord med Liv og Kamp, med Strid og vaagne Evner, med en gammel Races Fornemhed og et ungt Folks Forhaabninger.

✂ Hr. Theodor gensaá jeg aldrig. Han sad endnu et Par Aar hos Hr. Cadier og saa - rejste han videre.

✂ Men da jeg siden var i Norge, hørte jeg jo et og andet om ham. Selv havde den store Impresario aldrig 101 talt godt om Norge. Han satte ikke Pris paa dette Land, tilstod han.

✂ - Vel, sagde han; det er intet Arbejdsmarked for mig. Jeg lader det besørge af Agenter.

✂ Alligevel havde han - det var det jeg hørte - været i Norge: han var endogsaa begyndt der. Han havde i sin Tid "arbejdet" med et yderst "legère" Balletselskab i Kystbyerne.

✂ Det skal være gaaet ham ilde.

✂ Saa fik han et Hotel. Ingen véd nu hvorledes det gik til, men Smaabyens Borgere sammenskød en Sum og Hr.Theodor indrettede "Etablissementet". Det havde Theater, Koncertsal, Selskabslokaler og Billardsal med tre Billarder.

✂ Smaabyen talte 8000 Sjæle, hvoraf Hovedparten ernærer sig som Arbejdere ved et Savværk.

✂ Til Etablissementet var der ogsaa sammenskudt en Sum til en Vinkælder, til hvilken Hr. Theodor personlig havde gjort Indkøb i Udlandet.

✂ Sagnet om denne Vinkælder lever i Byen endnu. Da den var tømt, opsøgte den store Impresario et andet Arbejdsmarked.

✂ Da jeg forrige Aar opholdt mig i vedkommende By og besøgte en af dens første Borgere, hentede han et gammelt Blikskrin med en stor Laas for.

✂ Han aabnede det. Inde i Laaget var der fæstet en lille Blikplade. Paa den stod at læse:

✂ - Hr. Theodor. Minde om Gældsfængslet i Wien 1843.

✂ Det var Byens eneste Souvenir om den store Impresario : Hr. Theodor.

✂ Han døde forleden Aar i St. Petersborg, medens han forberedte Meiningernes Komme med "Julius Cæsar". Han gik bort uden nogen Sygdom midt imellem sine Fotografier og Lystryk.

✂ - Min Herre, havde han saa tit sagt til mig: de virkelige Impresarier døer ud ... Hvem er der - vil 102 De sige mig det? hvem er der, som har Talent? Er der mere nogen som skaber - vil De sige mig det?

✂ - Jeg for min Part kender kun Hr. Strakosch - Hr. Strakosch har Talent - og mig ...

✂ Den gamle Mand faldt hen i lange Betragtninger med Hænderne paa sine Knæ:

✂ - Min Herre, sagde han: Agenterne ødelægger Markedet. Vi oversvømmes af Berømtheder - om ti Aar giver jeg ikke hundrede Mark for en Verdensberømmelse.

✂ Det kan saamæn gerne være, at Manden havde Ret.

✂ Men han i det mindste blev nu forskaanet for at opleve Virtuosernes Syndflod.

✂ Han døde endnu i en Tid, hvor der stikker nogen Værdi i et Lystryk.

✂

HVORDAN MAN BLIVER FORELÆSER

✂ JEG var allerede i Kupéen paa Upsala Banegaard, og Toget skulde lige til at gaa, da Hr. von J., Studentersamfundets Formand, sagde:

✂ - Bang, De skulde saa'gu holde Forelæsninger. Indtil dette Øjeblik véd jeg ikke, hvad der havde indgivet den Mand Idéen. Jeg lo og sagde:

✂ - Ja - saa kunde jeg jo begynde her. Det var ganske hen i Vejret. Aldrig havde jeg tænkt med en Tanke paa saadan noget som Forelæsninger.

✂ - Ja, gør det, raabte J.

✂ - Ja, gør det.

✂ - Gør det -

✂ raabte alle de Lindbergske Damer, der var fulgt med for at sige Farvel. Og von J. løb frem med Toget, der allerede var begyndt at gaa:

✂ - I Alvor, Bang, raabte han: jeg arrangerer det.

✂ Og jeg kørte, og de viftede. Og næstnæste Morgen, som var Torsdag, fik jeg Brev fra J., at nu var det arrangeret: Lørdag Aften skulde i Upsala Hr. Herman Bang holde Forelæsning.

✂ Saadan blev jeg Forelæser.

✂ For jeg tog til Upsala. Til det var jeg jo pisket. Og Lørdag Kl. 8 stod jeg i Værelset bag den "lille Gillessal" - i Diplomatfrakke og med Tusindfryd i mit Knaphul. Jeg var tilmode, som skulde jeg synke i et Hul.

✂ v. J. løb ud og ind. Hvid var han som et Lagen.

104

✂ - Fuldt blir der, sagde han.

✂ Jeg hørte det. Dørene klaprede ustandseligt under megen Støj og Snak. Jeg syntes, der var meget livligt i Salen.

✂ v. J. kom ind igen.

✂ - Der er fuldt, sagde han. Ganske fuldt. Han svedte selv og lettede paa Benene.

✂ - Er der fuldt? sagde jeg, som ikke vidste, hvad jeg sagde, men plaprede op af mit Papir - de første Ord, stadig de første Ord om "mine Herrer" og Dionysosfest... Forelæsningen var om dramatisk Kunst og begyndte med Dionysosfest...

✂ - Ja, saa gaar vi ind, sagde v. J.

✂ Han var noget klein i Tonen: jeg kom jo aldrig længer end til Dionysos' Fest.

✂ Jeg véd ikke, hvordan jeg kom ind. Pludselig var jeg derinde. Ansigterne kendte jeg alle. Man har hundrede Øjne, naar man er Forelæser. Og de Trofaste var der: der var Bjørkegren og der Fru Winter-Hjelm og der sad Rustan (hvor var hun dejlig) og der Blomstedt og der var v. J., som ikke sad, men stod: i sin Uro maatte han flytte lidt paa Benene.

✂ Og her stod jeg og skulde tale - i en Time.

✂ Jeg tænkte bare det: i en Time skal Du tale.

✂ Timen var min Angst og mit Spøgelse.

✂ For der er kun én Lov for Forelæsninger, men den er til Gengæld ubrødelig - det vidste jeg: Forelæsninger kan være lærde, de kan være ulærde; de kan være kedsommelige, de kan have Mening og ingen Mening, de kan være patetiske - men en Time maa de vare. Ellers tror jeg overhovedet slet ikke, de er Forelæsninger.

✂ Det vidste jeg.

✂ Og begyndte.

✂ Da jeg sluttede havde jeg talt i syv Kvarter. Du godeste Gud, det ta'er sin Tid at naa til Ende med den dramatiske Kunst, naar en Mand begynder med Dionysos-Festerne.

105

✂ Publikum holdt det ud: Af "Blomster" havde der været mange (man tager sin Tilflugt til Blomster, naar Traaden tyndes), men man forstod, at Meningen havde været god.

✂ Og saa var der i alle Fald det, at jeg ikke stod paa noget Kateder.

✂ Mange Forelæsere kunde høste Triumfer, naar de blot ikke - vilde gaa ned fra deres Kateder.

✂ Mandag Formiddag gentog jeg Forelæsningen i Stockholm for en indbudt Kreds. Det vil sige to hundrede Personer, der var indbudt à en Krone.

✂ Jeg pillede nogle af Blomsterne bort. Det havde Ende paa fem Kvarter.

✂ Aviserne skrev, at jeg havde en "mærkelig Veltalenhed". En venlig Journal sagde, at Stockholm var "erobret". Jeg vendte hjem til "Hesten" med mine Laurbær.

✂ Hjemlige Velyndere mente, at Sejren burde forfølges.

✂ Jeg kunde forfølge den i Kasinos mindre Sal. Jeg berøvede som en Forberedelse min Forelæsning yderligere visse af dens Blomster for en jævnere dansk Smag.

✂ Dagen kom. Det var sikkert den attende - Datum for alle Ulykker.

✂ Jeg var den Gang en Slags artistisk Chef for en stor Forretning med Bogtryk og Bogudgivelse og Bladudgivelse. Forretningen havde gaaet et Aar.

✂ Paa Forelæsningsdagens Morgen, før Sol stod op, kom der et Bud fra Kasserersken: jeg maatte øjeblikkelig komme, der var noget galt, jeg maatte komme straks.

✂ Alle onde Anelser steg op i mig. Affæren var ikke solid. Det var uden Tvivl det værste, der kunde hænde og - det var saamæn nok hændt.

✂ Jeg løb derhen, til Kontorerne: alt var i Opløsning. Alle Døre stod aabne, som var man midt paa Torvet. Vore Folk, hvem Brødløshed truede, gik omkring, stumme, om hinanden, med blege Ansigter:

✂ Ejerne var borte, Ejerne var rejst.

✂ Ingen talte til mig. Overhovedet talte ingen. Det behøvedes 106 heller ikke. Jeg saá, det var Krach'et. Kakkelovnene stod sorte og tomme, ingen skøttede dem, Pultene var forladte, ingen arbejdede. Folkene bare drev, - hver optagen af sit, som for alle var det samme: hans Ruin - uden at se paa hinanden, rundt i alle Stuer.

✂ Kasserersken sad ned paa en Trykpapirs-Rulle og nikkede tankeløst med Hovedet.

✂ De underligste Folk kom ind fra Gaden ad Dørene, ingen vogtede. Og ogsaa de gik tavse omkring, meningsløst - de fremmede Mennesker.

✂ Ingen spurgte dem og ingen jog dem væk.

✂ Stille var der, trods alle de Gaaendes Trin, for alle listede. Kun Maskinen nedenunder arbejdede endnu, stønnende, som vilde den ikke trække mer.

✂ Vi ventede Timer. Det blev sikkert, at Ejerne var borte. Men dog blev vi gaaende. Et Par Kontorister gav sig til at spise og drikke Øl ved en Pult.

✂ Saa tænkte jeg først: Du skal jo holde Forelæsning.

✂ Og jeg begyndte at memorere her midt under Opløsningen. Men jeg sansede ingenting og plaprede bare idéløst Ordene og - besluttede paa én Gang: at stryge det om Dionysos' Fest.

✂ Jeg maatte tage hjem at klæde mig paa. Jeg havde ikke en Tanke i mit Hoved. Jeg kom ud i Kasino. Det var altfor tidligt, og i Kunstnernes Venteværelse havde ingen lagt i.

✂ Jeg gik til og fra Vinduet. Midt i min Forfjamskelse maalte jeg Gaden: om der kom nogen. Der arriverede en og anden, han gik op ad Trappen dernede, standsende paa hvert Trin og seende sig tilbage: om der mon kom fler.

✂ Inde i Salen begyndte de at klapre med Sæderne.

✂ Jeg saá derind gennem Dørsprækken. Indgangsdøren gik dog nu og da - underlig stilfærdigt, mens et Par enlige Væsener smøg sig ind, som man gør det ved Foretagender, til hvilke man stille har Mistillid.

✂ En Ven kom ind. Jeg var atter vogtende ved Vinduet.

107

✂ - Men der er jo Folk, sagde han. Der kommer mange.

✂ Han var urolig, saa han knap kunde tale:

✂ - Det gaar jo nok.

✂ - Ja, det gaar nok, sagde jeg.

✂ Jeg saá kun de langagtige blaa Papirer danse for mine Øjne.

✂ . Jeg var atter ved Salsdøren. Jeg kendte alle Ansigter: det lod, mildest talt, til at blive en Familiefest, min Forelæsning.

✂ En Ven kom ind:

✂ - Jeg kunde vist begynde nu, sagde han.

✂ - Ja, svarte jeg. Jeg havde ikke Dunsten af et Begreb i min Hjerne.

✂ - Der er ganske godt, sagde han.

✂ - Ja, sagde jeg, det er godt.

✂ Og jeg gik ind.

✂ Hvordan jeg talte, véd jeg ikke.

✂ Jeg hørte en Gang imellem en Mand, der højst patetisk udtalte sig om skønne Opgaver og scenisk Kunst. Det maa jo have været mig selv. Dog tør jeg ikke dø paa det, for jeg saá kun blaa Papirer og dansende Summer.

✂ Endelig stod jeg i Venteværelset igen. Derinde klappede de - anstændigt.

✂ Pressen var velvillig.

✂ Et Par af de Herskaber skrev, at det havde overtruffet deres Forventninger.

✂ De Herrer var sandsynligvis mødte med særdeles smaa Forventninger.

✂ I alle Fald - jeg havde talt i København.

✂ Næste Aar gik Turen til Kristiania. Jeg skulde tale hos Hals' og jeg skulde begynde med Ibsen.

✂ Jeg anlagde for Lejligheden en Indledning om Norges Naturskønheder, der var særdeles umotiveret, men en Debutant maatte efter min Mening smigre for den nationale Forfængelighed.

✂ Huset var udsolgt, og jeg begyndte paa Slaget.

108

✂ Jeg lagde ud med min "Indledning". Jeg talte om Kristianiafjord om Sommeren, jeg talte om Kristianiafjord om Vinteren. Publikum var lige koldt Jeg fortsatte med Fjeldene og jeg blev ved med Ødemarkerne, som jeg kendte af Beskrivelser. Publikum blev lige rørt.

✂ Det var tydeligt, at Fjeldene - kendte de. Med dem kom man ingen Vej.

✂ Jeg gik over til Ibsen uden netop at have taget Applaus.

✂ Den ganske Forelæsning naaede en knap succes d'estime.

✂ Jeg kom hjem saa træt som var jeg banket: Jeg har aldrig været i en græsseligere Situation.

✂ Det var om Lørdagen. Om Mandagen, nu paa Mandag, skulde jeg tale om Lie.

✂ Min Henrik Ibsen-Forelæsning havde jeg indstuderet i København Sætning for Sætning og Ord efter Ord: med den havde jeg gjort Fiasko.

✂ Og min Jonas Lie-Forelæsning - nu paa Mandag, og, som sagt, det var Lørdag vi skrev - den var endnu ... slet ikke til.

✂ Saa kunde man tænke sig, hvad jeg vilde gøre med den.

✂ Jonas Lies Bøger, jeg kunde dem udenad. Men mine Tanker om dem havde ingen Form, og min Forelæsning havde ingen Bygning. Det var Slotsbranden, der havde taget den Tid, som skulde været Lies.

✂ Jeg spiste ikke og jeg sov ikke. Det var to hele Døgn Lampefeberen i sin værste Form. Jeg læste "Familien paa Gilje", saa Bogstaverne dansede for mine Øjne. Jeg skrev Citater ned, saa de kunde fylde et Bind.

✂ Og jeg havde ikke saa meget som Dunsten af en Idé.

✂ Mandag Morgen meddelte Hals' mig, at man ikke netop ventede, at der blev fuldt. Det gjorde jeg ikke heller. Jeg ventede overhovedet ingenting - uden det Værste. Paa det var jeg forberedt.

✂ Min Forelæsning skrev jeg paa en Time. Kl. tre Kvarter paa otte var jeg hos Hals'.

109

✂ "Dagbladet" var lige udkommet. Det skrev om min "Henrik-Ibsen": I Lørdags talte Hr. Herman Bang for første Gang. Emnet var Henrik Ibsen. Hr. Herman Bang var iført hvid Silkevest.

✂ "Dagbladet" skulde være min Støtte i Kristiania.

✂ Jeg gik ind og begyndte min Tale om Jonas Lie.

✂ Jeg havde ikke haft Tid til at gøre unødige Kruseduller. Jeg kunde kun simpelt, men af mit fulde Hjerte sige min Mening om den store Mester.

✂ Det blev forstaaet.

✂ Og den Aften blev en af mit Livs kæreste. Da fik jeg mine første Venner i Kristiania. "Dagbladet" skrev, jeg havde taget Byen med Storm.

✂

FERIE

✂ EFTER Londoner-Sæsonens Slutning drog Madame Simonin til sit Slot i Tyrol.

✂ Hun ledsagedes af tvende Münchener Syjomfruer, der fulgte hende som Skygger og som under Paaskud af at omsy Worthske Kjoler hendrev tre Maaneder i kontemplative Betragtninger foran deres Ølkrus.

✂ De begyndte med at udpakke Fru Simonins Kufferter.

✂ De udpakkede dem - uvist af hvilken Grund - i Slotskapellet, som Slotsherren Hr. Josef for sine Synders Skyld havde stiftet i Aaret 1317, og hvor der til evig Tid to Gange aarlig skulde holdes Messe for hans udødelige Sjæl.

✂ Silkestrømper og Pariserkjoler flød i Mangfoldighed baade paa Stolestader og paa Alter.

✂ løvrigt havde ogsaa Tjeneren Georg en Forkærlighed for Kapellet: han opbevarede der Kurvene med Champagne, fordi det var et saa køligt Sted.

✂ Fru Simonin besigtigede til en Begyndelse Slottets højst excentriske Dyrebestand. Den bestod af tvende Gæs, som lød Navnene Clärchen og Annetchen; en svajrygget Pony uden Haar paa Kroppen, som trods sin Ælde regelmæssig kastede Fru Simonin af paa alle Rideture, samt en Hjort, der af Landsbyens Bønder var dresseret til oftest muligt at løbe bort og atter lade sig genfinde: hvilken Sport indbragte disse samme Bønder ikke ubetydelige Beløb' i Findeløn.

111

✂ Naar hun havde mønstret Husdyrene, gav Fru Simonin sig til at uddele Gaver.

✂ Til Sognepræsten havde hun medbragt en Relikvie. Den var fra St. Jago di Compostella.

✂ - Kære Ven, hva' gi'er man saadan en Præst? sagde hun.

✂ Den hellige Genstand var en meget lille og obskur Stump af en Helgen, indfattet i Sølv.

✂ - Det har slet ikke været mig billigt, sagde hun.

✂ Relikvien sendtes til Præsten.

✂ Denne Gudsmand havde i de sidste 15 Aar kun forladt sin Præstegaard ved de tre store Højtider. Det var ham til daglig for besværligt at gaa paa Grund af Fedme.

✂ Hele Sommeren tilbragte han i sin Stol ved et aabent Vindu for Køligheds Skyld. Derfra hilste han fredeligt paa sine Sognebørn og gav dem sin Velsignelse, naar han ikke sov, hvad han gjorde som oftest.

✂ Landsbybarberen sagde:

✂ - A' braver Mensch - der meint es gut.

✂ Og det var der vist ingen, der tvivlede om.

✂ Relikvien fik han. Der var ingen, som fik at vide, om den egentlig havde gjort noget Indtryk paa Hyrden.

✂ Ogsaa Bønderne og deres Koner fik Gaver. Det var nogle højst u-egnede Londoner og Petersborger Genstande, Fru.'Simonin bortskænkede. Om deres Brug havde Bønderne næppe nogen Anelse.

✂ Naar man lemfældigt gjorde Fru Simonin opmærksom paa denne Sandsynlighed, sagde hun tillidsfuldt:

✂ - Na - sie werden schon Gebrauch dafür finden.

✂ Skeptikere blandt Slotsgæsterne paastod, at de glade Modtagere underhaanden solgte Genstandene til Galanterihandleren i Klixbüchel. I alle Fald takkede de Slotsfruen ved at overrække hende Blomsterkoste, der lignede Amagerbuketter.

✂ Efterhaanden samledes Slottets Gæster.

✂ Fra Petersborg arriverede et Par tilkommende Verdensberømtheder, som var Madame Simonins Elever i 112 Konservatoriet, og hvis Fingre var de længste, jeg min Livstid har set.

✂ Disse Fingre satte Fru Simonin i Extase:

✂ - Es sind denn endlich Klavierfinger, sagde hun og lod de tvende Elever udspile de ti Fingre for samtlige Gæster.

✂ - Es lassen sich doch damit endlich Wunder machen

✂ - ni't?

✂ De to Ungherrer flyttede ved Ankomsten op i Slotstaarnet og bearbejdede et Par ældre Børsendorfere - ti Timer om Dagen.

✂ Der var i det Hele taget et Flygel placeret i hver Stue. Det var høflige Gaver af Flygelfabrikanter den halve Verden over, som sendte Instrumenterne for at kunne sætte paa en Reklameplakat: Vort Fabrikat benyttes af Mm. Sofie Simonin.

✂ Fru Simonin sagde:

✂ - Hvorfor skal de Folk vel ikke have Lov til at sætte dem herind? det er dem saamæn dyrt nok at faa dem slæbt herop - og benyttede dem aldrig. Hun "arbejdede" udelukkende med Bechsteiner.

✂ Det gjorde hun seks Timer daglig.

✂ I Sommerheden var alle Vinduer oplukkede. Det hændte, at fire Flygeler blandede deres Toner i Slotsgaarden. Naar Eleverne ovenpaa hamrede meget heftigt

✂ - Hr. Vasili uddannede sig efter Rubinsteinsk Mønster, og havde Forcesteder, hvor Bassen gjorde en Virkning som Kanonskud - løb Fru Simonin til sit Vindu og rettede de Herrer, der kom til deres Ruder højrøde i Hovederne af Anstrengelse.

✂ Fru Sofie Simonin gav med meget løftet Røst en musikalsk Udvikling til Bedste ud i Borggaarden, og Flygelerne begyndte igen lidt mere douce - i Begyndelsen.

✂ Kejserlig Kammersangerinde, Fru Maria Bilt, der tilbragte hele Tiden fra Frokosten indtil Middag i én og samme Stol paa Terrassen, beskæftiget med et Strikketøj, sagde:

113

✂ - Gott, was die Leute sich fur eine Mühe geben hvorpaa hun strikkede videre.

✂ Selv hengav hun sig hovedsagelig til Betragtninger over Publikums Urimelighed.

✂ - De vil ikke mere høre mig, sagde hun og betragtede En med runde og højst uforstaaende Øjne.

✂ - Og dog er min Stemme saa stor som nogensinde.

✂ Fru Maria Bilt var noget over halvtreds, og hendes Rumfang maatte udmaales i mangfoldige Kubikfod. I Ansigtet saá hun ud, som var hun kobberforhudet. Hunbar rødlig Chignon, der saá falmet ud, som var den tyve Aar gammel.

✂ I Aarenes Løb var hun blevet meget uforholdsmæssigt udviklet bagtil, saa adskillige Stole vægrede sig ved at rumme hende. Hun befandt sig i en bestandig Sved, som hun taalmodig kørte rundt i sit Ansigt med sin Strømpe.

✂ Hendes Rollefag var Margrethe i "Faust".

✂ Hun kunde ikke blive seks Uger i Træk borte fra et Teatergulv og hun brød Aaret langt hver Maaned op fra Wien for at synge i de besynderligste Afkroge af Monarkiet.

✂ Midt i Højsommeren drog hun paa Gæstespil i Innsbruck.

✂ Hun græd for Madame Simonin, der raadede hende til at optræde ved Kirkekoncerter.

✂ - Mein Gott, sagde hun: der er hun jo dækket af Orglet.

✂ Naar Fru Bilt ikke strikkede, afsendte hun Offerter til Agenterne. De var ledsagede af Billeder, tagne i Aaret 1860.

✂ Der kom aldrig Svar.

✂ Kammersangerinden tilbragte sit Liv i Forbavselse over dette Faktum.

✂ - Begreifst du, Sofi - - und ich habe ihm doch geschriebenPj

✂ Hun begreb absolut ikke.

114

✂ Fru Maria Bilt havde iøvrigt til Slottet medbragt en ung, soigneret Mand, som hun antydede var hendes Sanglærer. Fru Simonin paastod, han kendte ikke Noder.

✂ - Kinder, was geht's aber uns an, sagde hun og løftede Armen.

✂ Om Kammersangerindens Fænomen i det Hele sagde Fruen:

✂ - Gott, sie ist ja a' Gans - ist doch eine Sängerin. Sie ist aber wenigstens gutmüthig.

✂ Flygeler lød der lige til Middag.

✂ Middagen var Kokkepigen Thereses store Prøvelse.

✂ Hver af Slottets Gæster fik sin særlige Ret. Alle løb de Formiddagen lang ud og ind ad Køkkenet og bestilte. Kokkepigen Therese svedte som et Vandspring over Gryderne.

✂ Spisesalen var i gammeltysk Stil, og der spistes paa fransk Porcelæn. Hele Bordet svømmede af smaa Anretninger. Ikke to af Slottets Gæster spiste det samme, og alle løb ud og ind og hentede selv.

✂ Tjeneren Georg forøgede efter Evne Forvirringen ved planmæssigt at placere samtlige Smaafade galt, saa ingen fik Madro for blot at lade Fade passere.

✂ Fru Simonin sad for Bordenden fuldkommen ør og sagde:

✂ - Ja, ich bin ja keine Hausfrau - hvad ingen benægtede.

✂ Mest af alt lignede Middagen en Diner paa en Jernbanestation mellem to Hurtigtog.

✂ Der blev drukket Münchener Øl af nogle Glas, der var ligesaa mange Kostbarheder.

✂ Hver Gang et Medlem forlod Bordet, sagde Fru Simonin forskræmt:

✂ - Aber was wünschen Sie?

✂ - Ja, fragen Sie die Therese.

✂ Hvorpaa hun regelmæssigt henfaldt i sørgmodige og undskyldende Betragtninger over, at hun ikke kunde "koge«.

✂ Efterhaanden fik dog hver sit - Fru Maria Bilt 115 smagte langsomt og omhyggeligt paa alle de smaa Anretninger - og Stemningen blev roligere. De to fremtidige Berømtheder aad som Ulve.

✂ Der blev drukket Kaffe i den persiske Sal. Ved Kaffen hørte man bestandig Professor Amandas Stemme i en Krog. Han fortalte et eller andet Offer sin Lidelseshistorie.

✂ Han havde været gift i ti Maaneder - for fem og tyve Aar siden - saa var hans Frue løben bort med en Kunstberider. Han fortalte denne Historie med særdeles bedrøvelige Detailler og en Stemme, som oplæste han Andagtsstykkerne i en Salmebog.

✂ Han lignede en gammel Jomfru, der havde anlagt Fuldskæg, og havde Manerer som en Sekonddanser paa Pension. Han understøttede hele Sommeren alle Fattige i Sognet.

✂ Fru Simonin beklagede ham af fuldt Hjerte:

✂ - Men hvad skal man sige? sagde hun: hun holdt jo dog ud i ti Maaneder.

✂ Naar hun havde sagt det, spurgte hun regelmæssigt med dyb Overbevisning:

✂ - Hätt'es vielleicht jede gethan? og lo, som hun var pisket

✂ En Del af Eftermiddagen gik for Slotsfruen hen med at prøve Kjoler. Det var de Worthske Undere, som de to Sydamer utrættelig forskar. Hele Slottet blev tilkaldt til Overvejelser. Roberne sad værre og værre. Efter fjorten Dages Anstrengelser havde de tvende Jomfruer endelig sammenrimpet en Slaabrok, hvori Fru Simonin kunde begive sig fra sit Sovekammer til sit Bad.

✂ løvrigt besigtigede Fru Simonin sine Byggearbejder.

✂ Det halve Slot henlaa aarlig under Ombygning, og der flød med Münchener Murere paa alle Gange. Fru Simonin, der vel iforvejen raadede over tredive Værelser, lod sig bygge et nyt Sovekammer, der var stort som en Dansesal.

✂ - Wass soll ich denn machen? sagde hun: man muss doch Luft haben.

116

✂ Aftensmaaltidet var saare lystigt. Øllet kom ind i store antikke Kander og Vinen blev drukken af gammeltyske Glas. Fru Simonin fortalte Historier med begge sine Arme op paa Bordet.

✂ En af hendes Yndlinge var Kong Luis af Portugal. Denne afdøde Majestæt havde overværet samtlige hendes seks Koncerter i Lissabon.

✂ - Naa, sagde hun: dér havde han siddet, Stakkel, og hørt sig hele Repertoiret an,, saa mener man jo, man maa takke, og jeg melder mig da i Logen, og jeg bliver taget imod, og jeg mumler noget, - naa, hvad man saadan mumler til en Majestæt... "Takker, fordi Majestæten er kommen hver Aften."

✂ Saa siger han - na, der gute Mensch -: Ja, et Sted skal man jo være ...

✂ Fru Simonin ler himmelhøjt: Hvad siger man til saadan no'et? spørger hun i en Parentes.

✂ Naa, jeg gaar i Gulvet igen - til Tak og Manden bliver ved:

✂ Der er lige kedeligt allevegne .... Was meinen Sie dazu? siger Fru Simonin.

✂ Jeg gaar i Knæ igen og faar den sidste Salve.

✂ Jeg skal sige Dem, siger saa Majestæten - -: jeg er ganske umusikalsk ...

✂ Fru Simonin ler - vist for tusinde Gang af sin Konge af Portugal, indtil hun endelig siger:

✂ - Na, a' sehr netter Mensch übrigens ...

✂ - Hat ja auch a' Bruder mitgehabt beim Concertieren.

✂ Hun bliver ved at fortælle ustandseligt. En Klaverstemmer fra Petersborg, der Sommeren lang betjener de forskellige Flygelfabrikata, fortæller om Dronning Isabellas Harpe: Denne høje Dame trakterer Harpe.

✂ Hendes Omfang og Kortaandethed gør hende Instrumentet vanskeligt. Det er samtlige Verdensberømtheders Skræk at blive tilsagt til at akkompagnere hende paa Orglet.

117

✂ Maaltidet trækker længe ud. Det er allerede næsten Nat.

✂ Nogle af Herrerne søger for at ryge ud paa Terrassen. Dybt under Bjergslottet larmer Floden, og gennem Halvmørket lyser Højbjergenes Sne.

✂ En ung fornem Russer fortæller derude i Stilheden om sit Fædreland, mens de bliver ved at le og larme inde i Spisesalen.

✂ Han taler med en sørgmodig og ligesom øm Røst, og medens han fortæller om alle de Misbrug, alle de Rædsler, al den Undertrykkelse, taler om Bønderne, der udsuges af Embedsmænd og Mellemhandlere, om Hærens Leverancer, der kun existerer paa Papiret - gentager han bestandig og bestandig de samme Ord, der vender tilbage som et Refrain:

✂ - Ja, der var en Vej: om Kejseren kun vidste det.

✂ Latteren bliver ustyrlig inde i Spisesalen, og et Par af Herrerne vender tilbage til Bordet.

✂ Det er Tjeneren Georg, der om Morgenen af Hr. Vasili er blevet attraperet ved et af Flygelerne, og som nu har tilstaaet:

✂ - At han gerne vilde be'e den naadige Frue lære sig en Vals.

✂ Fru Simonin ler, saa hun faar Taarer i Øjnene, og spørger, om Georg ikke kunde hjælpe sig med Hr. Vasili.

✂ Men Georg vilde rigtignok helst, at Fruen - -

✂ - Naa, ja, ja, siger Fru Simonin, som den næste Morgen godmodig giver Georg en Time.

✂ Efter Bordet musiceredes der. Alle forsamles i Musiksalen, hvor Flygelet staar under en Marmorbuste af Liszt. Vinduçrne er slaaede op bag de lange Silkegardiner. Flodens Brusen lyder fjernt herhen, Kvægets Klokker klinger fra Bjergskraaningen.

✂ Gæsterne venter, ti Fru Simonin vil spille.

✂ Hun spiller Barcarolen af Chopin, som hun har indstuderet i seks Uger. Nat og Dag har den ikke været ude af hendes Tanker. Hun giver sig til at nynne dens 118 Strofer midt under en Samtale eller, tankeløst, midt som vi sidder ved Bordet. Time efter Time, Dag efter Dag, Uge efter Uge gentager hun den ved Flygelet, mens hun i afmægtig Vrede slaar de genstridige Fingre næsten tilblods imod Tasterne og raaber:

✂ - Disse Fingre, disse Fingre, de er saa dumme som en Danserindes Tæer.

✂ Nu spiller hun Barcarolen første Gang.

✂ Det er som hører man Vandets Skulp. Det er som fornemmer man Sommernattens Hede. Flygelet synger om Chopin og George Sand.

✂ Fru Maria Bilt, der ikke interesserer sig for Klavermusik, sover ind i en Sofa ved Siden af sin Sanglærer.

✂ Fru Simonin har holdt op at spille og med Hænderne stemmede mod Flygelet og i en ligesom aandsfraværende Tone begynder hun at tale om Liszt.

✂ Hun fortæller, hvordan hun traf ham første Gang. Det var i Pest.

✂ Hun gav en Koncert, og Mesteren var der:

✂ - I hvilken Skræk jeg var. Jeg spillede en Rhapsodi, jeg vidste ikke selv, om jeg greb ret eller ved Siden.

✂ - Saa kommer Mesteren efter Koncerten og siger, det var brillant, og at han næste Aften vil spille sin Duo med mig.

✂ - Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare, saa glad var jeg og saa angst blev jeg ... For Duo'en var ny, lige udkommen, og jeg - kendte den ikke.

✂ - Men spille med ham vilde jeg, og at jeg ikke kendte Duo'en turde jeg heller ikke sige.

✂ - Han spurgte: De kender da Duo'en.

✂ - Jo - naturligvis, sagde jeg og tænkte: Du maa ha' Bud efter den, naar Sol staar op.

✂ - Det fik jeg, og Heftet kom. Jeg spillede og jeg spillede. Klædt mig paa fik jeg slet ikke. Jeg bare spillede. Feber og Dødsensangst sad mig i Fingrene.

✂ - Jeg spillede - Formiddag, Eftermiddag. Mama 119 holdt det ikke mere ud men absenterede sig. Spist noget havde jeg ikke: jeg spillede.

✂ - Saa i Mørkningen banker det højt paa den yderste Dør.

✂ - Vi boede i et elendigt Hus paa tredje Sal - damals hatt' ich ja kein Geld - med en Hønsestige til Trappe.

✂ - Jeg lader det banke - og banke uforstyrret, men det bliver ved.

✂ - Tilsidst maa jeg ud og lukke op, og saa staar der en Mand i Mørket; og han spørger om Frk. Simonin boede her.

✂ - Jo, det gjorde hun, sagde jeg.

✂ - Ja, sagde Manden: saa er jeg her med Noderne.

✂ - Det var Liszt med sin Duo.

✂ - Vi spillede - na, mein Gott - og han blev ved ... Timevis spillede vi. Jeg var pint af Sult nu, da Spændingen var ovre, saa jeg næppe kunde holde mig paa Stolen.

✂ - Og tilsidst maa jeg sige: "Meister, verzeihen Sie ... men jeg har ikke spist noget siden imorges."

✂ - Og saa lo Liszt, og vi spiste kold Steg i mit Hummer af en Stue og vi spillede igen til langt ud paa Natten ...

✂ Fru Simonin tier længe og ser op paa Liszt's Buste, som om hun i Tankerne talte til den.

✂ Saa siger hun med ét i en helt anden og lystig Tone:

✂ - Men jeg har nu altid Uheld.

✂ - Naa, som det gik mig i Berlin. Jeg spillede dér

✂ - jeg var pur ung - og bliver tilsagt til Hoffet. Jeg kendte jo ikke disse Kejsere og Konger - hun ler: hvor skulde jeg kende dem fra? Jeg kendte Tausig og Liszt og Clara Schumann - men Kongerne -

✂ - Naa, jeg spiller jo, og da jeg er færdig, kommer der en gammel Herre hen imod mig, og jeg tænker, den, der kommer først, er vel. Kejseren, og jeg gaar i Gulvet og siger: Majestæt...

✂ - Men han bare begynder at le og gaar hen til 120 nogle andre gamle Herrer, som ogsaa ler, indtil en anden af dem kommer hen til mig og jeg tænker: Ja saa maa det vel være Kejseren - og jeg gaar i Gulvet igen med - Majestæt.

✂ - Saa begynder han at le og siger: Nej, Frøken, jeg er Prins Albrecht; og gaar.

✂ - Tilsidst kommer saa en meget gammel General hen og byder mig Armen og spørger, om han maatte følge mig over til en Buffet, og da jeg har ham under Armen, siger han:

✂ - Frøken, De er vist den eneste her, som ikke kender Kejseren.

✂ - Saa var det Majestæten.

✂ Fru Simonin løfter Armene og lader dem igen falde ned i sit Skød, mens alle Gæsterne ler.

✂ - Na, siger hun saa, det gik mig ikke bedre anden Gang, da jeg spillede ved det Hof ti Aar efter. Jeg sidder der ved Flygelet - eine Hitze gab's - og ved Siden af sidder der en ung Mandsperson - Officer var han, det er de jo alle - og jeg siger:

✂ - Aa, gør mig den Tjeneste at lukke Flygelet op.

✂ Og han rejser sig og gør det og sætter sig igen - a' sehr netter Mensch - og jeg spiller Gud véd hvad - eine Hitze gab's - og da det er forbi, siger jeg til Manden:

✂ - Aa, hent mig lidt Is.

✂ Og han henter det, og jeg spiser.

✂ Saa siger han, det unge Menneske:

✂ - Frue, jeg maa maaske forestille mig. Jeg er Prins Wilhelm.

✂ - Na, siger Fru Simonin, da stand ich denn wieder, wissen Sie ...

✂ Det er snart Midnat, og Selskabet skal til Ro. Men forinden skal Sypigerne skræmmes. De lever i det gamle Slot i en evig Spøgelseskræk, og Nætterne tilbringer de under Rysten og Skælven.

✂ Nu skal de forskrækkes.

✂ En af Herrerne faar et Lagen om sig og posteres 121 paa Gangen, der fører til deres Kammer. Et Par andre gemmes i Mørket væbnede med en Gonggong.

✂ De to Piger kommer og den Lagen-Indhyllede basker med Armene som med et Par store Vinger, mens Gonggongen lyder, som var det truende Dommedagsslag.

✂ Halvdøde naa'r Sydamerne deres Kammer.

✂ Paa Slottet bliver der stille. Kun en halvkvalt Latter lyder nu og da gennem en af Dørene. Det er nogle af Herrerne, som har snappet Rhinsvinsflasker i Spisesalen, og som drikker derinde foran de aabnede Vinduer.

✂ Maanen er oppe. Dens Lys ligger over Bjergenes Sider. Dalen er mørk, overskygget af Bjergene - mørk som en kæmpemæssig Tunnel, hvor Floden larmer som et evigt Træn.

✂ En sentimental Nattesværmer er gaaet ud af Slottet. Lænet til den gamle Borgmur staar han og stirrer ned i Mørket.

✂ Luften er fuld af Duft, Graners, der slaar ned fra Højden, Frugttræers fra den gamle Have, Bøges, der vokser paa Skrænten.

✂ Det var i Trediveaarskrigen, denne gamle Mur blev skudt ned. Og det var Svenskere, som stormede den. Nede i Hopfgarten, Flækken i Dalen, staar paa Torvet endnu et Minde derom.

✂ Paa en Sten staar hugget: Hertil trængte Svensken.

✂ Slottet havde han indtaget. Klatret op af Fjældsiden, klamret sig op ad Muren, hugget Besætningen ned.

✂ Da har der været fuldt af Lansknægte og Officerer, som voldtog Hopfgartens Piger, og blonde Soldater, som slog Terning om Kapellets Messeskjorter.

✂ Og endnu argere Tider har Slottet kendt.

✂ Da de gamle Herrer paa Slottet gik paa Røvertogt Landet rundt. Og det hele Tyrol, det hærgedes med Plyndring og nævnte med Skræk de Ridderes Navn, og der var ikke værre Røverpak end de Riddersmænd paa "Borgen".

✂ Men deres Navn var frygtet lige til Italien.

✂ Der er Fangehuller - man kan se dem endnu, og 122 forleden borede Vasili sig derned. Der sad Rester af gamle Lænker i Stenvæggene.

✂ Maanen staar nu lige over Dalen. Den Ensomme ved Muren ser dens Huse og de mørke Popler om dens Haver. Og Floden ligger i Skæret som et blaaligt, stort Levende - som en uhyre Øgle, der har lagt sig sært over Landet

✂ Den Fremmede vender sig og gaar.

✂ Paa Terrassen er der fuldt af Roser og klippede Buxbomhække, der stive danner Navnetræk og Mønstre.

✂ Den Fremmede ser op mod Slottets Ruder. Nogle Vinduer staar aabne. I Trækken har et af de røde persiske Silkegardiner løsnet sig og lagt sig ud over den hvide Mur.

✂ I Slottet er alting blevet tyst.

✂ Den Fremmede gaar op ad Trappen og gennem "de russiske Stuer". I en Niche skimtes Slottets Frue - hugget i Marmor, smilende, med en Killing paa sin Skulder ...

✂ Slotsgæsterne skulde bestige "Bjerget". Det var Bjerget oven over deres Hoveder. Nede fra Terrassen ser det ud, som kunde man naa derop paa saadan en Timestid, og dog maa man drage afsted om Eftermiddagen, hvis man vil være der ved Midnat.

✂ Mulæslerne og Førerne er allerede mødte paa Terrassen. Gæsterne er udstyrede til Farten nogenledes som Koret i en Operette. Professor Amanda, iført Stanleyhat med Slør, vil sidde i Damesadel, Vasili er i russisk Nationaldragt med Skindhue, og Fru Bilts Sanglærer har udstyret sig med lange Gamascher og Alpestok.

✂ Fru Simonin vilde ikke med. Hun stod kun i sin røde Slaabrok og viftede til Gæsterne, saa længe hun kunde se dem.

✂ Vejen gik ad lange Sletter, bugtende sig og saa langsomt stigende gennem Hegn og Markskel. Bønderne, 123 der høstede, holdt inde med deres Gerning og saá efter det sære Tog.

✂ Der var grønne Enge og endnu bestandig Frugttræer rundt om Husene, som begyndte at ligge mere spredt

✂ Førerne traver bagved, snakkende med hinanden; og Muldyrene, der kender Vejen, gaar sindigt fremad, ganske sindigt.

✂ Toget kommer gennem Skov af Birke, fine, hvide Stammer med Løv, der hvisker i den stille Dag. Vasili, der vandrer ved Siden af sit Muldyr, synger dæmpet en russisk Sang.

✂ Vender man Blikket tilbage, er det, som var Landet veget ud under os, og det begynder at brede sig frem for os ligesom et Kort. Men fra Dalen lyder endnu Togenes travle Støn - uroligt.

✂ Granskove naa'r vi og besynderlig Fyr med Pigge i uhyre Duske og Lærk. Et ensomt Hus gemmer sig midt i Skoven.

✂ Det begyndte at lide mod Aften, og under os vældede Tusmørket gennem Dalene, slørende Flod, Skove og Byer. Og det var, mens Mørket svømmede langsomt frem, som bredte der sig for vore Fødder dunkle og stille Søer.

✂ Førerne gik ved Siden af deres Dyr, og Vejen blev stejlere.

✂ Man hørte kun Professor Amandas bestandige Jamren og Fru Maria Bilt, der ikke fik Plads i sit Sæde og som blev ved at sige:

✂ - Was wollt' ich da? was wollt' ich da?

✂ Maanen kom frem og Bjergets bratte Sider blev overgydt af dens Skær - et stille lysende Hvidt, hvor Gæsternes Tog udspændte lange Skygger.

✂ Forsigtig travede Muldyrene frem, nu og da strækkende de lange Halse frem over Afgrunden for ved Kanten at afrive en Urt med de tørstige Tunger.

✂ Bestandig stiger Maanen højere, og det er, som alle Bjerge svømmede i Lys.

124

✂ Kammersangerinden Fru Bilt er falden i Søvn paa sit Sæde.

✂ - - -

✂ Det var Midnat, da vi naaede Bjergets Top. Førerne vækkede i Afstand Herbergets Folk, og der blev som med ét Slag en sand Tyrolerlarm af Slag-Cither og Jodlen.

✂ Der var jo pludselig kommet Publikum, og søvndrukne opførte de Godtfolk "Herberget i Tyrol".

✂ Det var et utroligt Spektakel. To Piger sang, og "der Hausknecht" gebærdede sig heftigt med en Slagcither. Vasili og Fru Bilt og hendes Sanglærer nød uforstyrrede kogt Faarekød af et Lerfad. Professor Amanda vimsede emsig om paa Taa og lod ængstelig sine Lagener dampe foran Skorstenen.

✂ Lige overfor Kroen laa Kirken.

✂ Den unge Russer gik derind med sin Ven. Over Højalteret stod Jomfru Maria. Hun var i Silkekjole og med Sarah Bernhardt-Paryk over Voksansigtet. Hun lignede en Provinsprimadonna paa Retur.

✂ Der var paa Altret mange Lys. De var stukne i Champagneflasker. Turisterne bringer vel alle de sølvhalsede Bouteiller.

✂ Paa en Tavle, ophængt paa en Pille, stod at læse, at Bispen i Innsbruck Gud til Ære havde bygget dette Tempel, højt over de menneskelige Boliger. Markedslarmen trængte sig fra Værtshuset ind i Kirken. Pigerne tog lange og falske Toner, og Karlen blev ved at slaa sin Cither....

✂ Russeren vendte tilbage med sin Ven, og de fandt endnu Fru Bilt og hendes Garde bænkede trolig foran deres Faarekød ...

✂ Endelig blev der stille - som ved et Kommandoord. Gæsterne sov rundt i deres Kamre.

✂ Kun en enkelt Fremmed fandt ingen Ro. Lydløs gik han gennem Gangen og Gæstestuen, hvor Madmoderen sov liggende paa Ryggen paa Bænken ved Ovnen, tungt som et Dyr. De to Piger blundede paa et Par Stole, 125 gabende, som var de faldne i Søvn med de sidste Toner i Halsen. Karlen laa paa Gulvet paa noget udbredt Halm.

✂ Der paa Bordet stod Resterne af Faarekødet.

✂ Den Fremmede aabnede Døren til Svalen og traadte derud.

✂ Himlen var høj og alt var uendeligt stille. Ingen Lyd naaede op fra Jorden, som Mørket skjulte for hans Blik. Over ham var alt en svømmende Klarhed, gennemsigtig, lig rindende Vand, som var Æteren et Hav, paa hvis Bund han stod.

✂ Tavse laa alle Bjerges Tinder.

✂ Men Maanen svømmede fuld og stor og lydløs frem gennem den mægtige Stilhed. Og tusinde Stjerner, hver en Verden, glimtede tyst i det endeløse Blaa.

✂ Her var Menneskets Myrelarm død, og man anede en Tanke, som er større end vor. Her var Menneskene Sandskorn og vore Raab er blevet Stumhed. Her vandrer Naturen sin evige, sin gaadefulde Vej, og selv vort "Hvorfor" tvinges maalløst i Knæ af dens Storhed.

✂ Hvorfor Livet, hvorfor Døden? Hvorfor Kærligheden og Forplantningen og Driften?

✂ Her spørger vi ikke. Vi er for smaa overfor altfor store Verdener. Her fuldbyrdes med Bjergenes Tinder som Vidner Evighedens Tanker.

✂ Hvad vi gælder, hvem véd det? hvad Maal ogsaa vi tjener, hvem kender det? Hvad hin "store Vilje" vil, vi gætter det ikke. Hvorhen den vil føre os gennem Skabningens Alp af Lidelser - hvem fatter det?

✂ Vi er for smaa, selv til en Klage for smaa.

✂ Hvis Du, naar Vinteren kommer, vil plante en Blomst fra din Have ind i din Stue, og Du har fundet den bedste Jord, saa sætter Du Hakken i Jorden og tager Muldet ubekymret om et uset Insekt, som din Hakke dræber ...

✂ Og Du indplanter Blomsten.

✂ Betyder vel vi overfor Værket, der fuldbyrdes af saa 126 mange Verdener, mer end det aldrig sete Insekt, din Spade ubekymret har dræbt?

✂ Lad os derfor tie. Vore Spørgsmaal besvarer ingen, og vore Klager høres af ingen ...

✂ Om Morgenen vækkedes vi, da Solen kom.

✂ Al Himlen blev som et luerødt Hav, halvt af Guld og halvt af Roser. Bjergenes Tinder lyste som Øer i Havet. Og i et Nu tændes paa tyve Fjælde tyve Bauner for at melde Dagen.

✂ Langsomt trak Mørket sig bort gennem Dalen - som den vide Kappe, der trækkes hastigt sammen om en Flygtende.

✂ Morgenens Damp slørede endnu Floden.

✂ Saa slukkedes Bjergenes Brand ...

✂ Slottets Gæster brød atter op.

✂ Vi naaede atter Skovene og Engene og Landsbyerne og Slottet.

✂ Fru Simonin viftede til os fra sin Terrasse i sin russiske Slaabrok.

✂ Og op ad Dagen klang atter Flygelerne, og Kammersangerinden Fru Maria Bilt nikkede i Halvsøvne over sin evige Strømpe.

✂ ... Det blev langt ud paa Efteraaret, før vi drog bort.

✂ Sneen rullede sit hvide Tæppe langt ned over Bjergene. Roserne frøs paa Slottets skønne Terrasse, og Aftnerne længedes.

✂ Saa maatte vi bort.

✂ Slottets Gæster splittedes atter for atter en Vinter lang rastløst at jage efter Verdensberømtheders triste Berømmelse.

✂ I Slottet er der blevet koldt og stille.

✂ Franz Liszt og Slottets Frue har i Musiksalen i det hvide Marmor smilet tavst tungsindigt til hinanden.

✂

KUNSTREJSE PAA BORNHOLM

✂ Vi søgte paa Fædrelandets Kort en Serie af Flækker, hvor Herman Bang endnu ikke havde holdt Oplæsninger.

✂ Det var ikke let at finde.

✂ Vi saá, vi havde Valget mellem Thyland og Bornholm. Vi besluttede os til Bornholm af Hensyn til Naturskønhederne.

✂ Truppen indrettedes til Koncertbrug. Dens Medlemmer var en Tenorsanger, Fader til ni Børn og Lervarefabrikant, en Pianistinde, der fra Konservatoriet havde Attest "for at egne sig fortræffeligt til Lærerinde", samt Undertegnede.

✂ Impresario var en Skuespiller, der lever af at give Danseundervisning. Han skulde træffe de stedlige Arrangements.

✂ Vi drog ud med de bedste Forhaabninger.

✂ Ved Ankomsten til Rønne erfarede vi, at vi om Aftenen skulde optræde i Danseetablissementet Dannebrogs mindre Sal.

✂ Impresario havde anset "den mindre Sal" for tjenlig: Der maa jo være udsolgt i Rønne af Hensyn til de andre Pladser, sagde han ("de andre Pladser" var Byerne Hasle, Allinge, Svaneke og Nexø, - vi gav Afkald paa den Stad Aakirkeby): og, mine Herrer, Forholdene er jo smaa ...

✂ Vi fandt os i den mindre Sal: den rummede hundrede Personer. Og vi lod forespørge hos Boghandleren, om han mente, der var "Stemning".

128

✂ Han mente nok det. Men der var forresten "noget mange Billetter tilbage". Sandheden var, at der var afsat tolv. I Løbet af Eftermiddagen indsmigrede Danselæreren sig hos sine Elevers Forældre; han sendte dem efter Truppens Ønske skønsomt Fribilletter efter liberal Maalestok.

✂ Om Aftenen saá vi, at han jo ikke netop dansede med Beaumonden.

✂ Tenoren, der opholdt sig ved Nøglehullet i Kunstnerværelset, erklærede, at vi maatte omlægge Programmet. Han ønskede ikke at slutte Koncerten.

✂ løvrigt havde vi "noget Haab: der var Trængsel ved Billethullet.

✂ Vi vidste endnu ikke, at der altid er Trængsel ved de Billethuller paa Bornholm.

✂ Det kommer af de Folks Langsomhed med at faa Pengestykkerne af Lommen. De handler ved et Billethul som hos Kræmmeren, hvor de ser paa Bomuldstøj. Først spørger de om Priserne. De faar dem. Saa betænker de sig grundende en Stund, til de fjerner sig. Man tror, de har opgivet Tanken om den Forlystelse, men de bortfjerner sig kun for omhyggeligt at fremtage Pengene i en Krog. Mens dette staar paa, er Pladsen nærmest Billetkontoret tom. Andre Lysthavende venter stille paa ham, der kom først. Naar denne første endelig er naaet til Betalingen - Bornholmerne har en egen ømt-tøvende Maade, hvorpaa han tager Afsked med hver enkelt Mønt - udspørger han Billetsælgeren om Programmet. Han gør det grundigt, som skulde han lære det udenad. Trykt har han det, som det senere viser sig, i Lommen.

✂ Endelig fjerner han sig.

✂ Turen er til den næste.

✂ Koncerten var ansat til Kl. 71 2. Vi begyndte et Kvarter over otte. Tenoren lagde for med donna e mobile.

✂ Paa det omlagte Program sluttede Pianistinden med en Vals af Chopin. Tenoristen var, indbunden i mange Tørklæder, allerede gaaet hjem.

129

✂ Da den øvrige Trup arriverede til Hotellet, skulde Stuepigen venligst hilse fra vor Kunstbroder: Han havde betalt sin Regning og var taget med Dampskibet. Han havde pakket sin Haandkuffert og var vendt hjem til sine Kar.

✂ Resten af Truppen vilde fortsætte. Dens næste Station var Hasle.

✂ Bornholmsk Kunstforsyning foregaar pr. Landauer. Behageligt kører man fra Flække til Flække. Tournéen kunde nu særdeles vel rummes i Vognen: Impresario var blevet i Rønne "af Hensyn til de smaa Forhold". Paa Pladserne kunde Billetsalget meget godt besørges af vor Kusk, ved Navn Andreas,

✂ Vi ankom til Hasle noget efter Middag. Jeg spurgte i den meget landlige Gæstgivergaard efter Boghandleren. Jeg erfarede aldrig, om der var nogen. Men vor Forretningsfører var en Skomager.

✂ "Han havde med Salen" - som var et Slags Bedehus.

✂ Vi opsøgte Skomageren, der var en fortræffelig Mand. Vi spurgte om Udsigterne. Ja, han vidste jo ikke. Hasle var en vanskelig By. Men nu havde han jo ladet Trommen gaa - igaar.

✂ Vi mente, at den maaske burde gaa idag ogsaa. Det havde ogsaa han tænkt:

✂ - For Udgifterne var jo store. Fire Kroner ene for Salen - med Belysning.

✂ Belysningen var fire Sparelamper, ophængte i Jerntraad.

✂ Vi bad, om vi muligen maatte se Salen. Ja, det kunde vi saa godt. Men han, Skomageren, var nok Disponent (det hed Disponent) over Salen, men Nøglen havde da Kassereren.

✂ Saa gik vi for at spørge Kassereren. Det var en Vandring gennem den hele By. Da vi traf ham, fik vi Nøglen, og han sagde:

✂ - Ja, det værste var jo, vi skulde vel bruge et Klaver?

130

✂ - Ja, det skulde vi rigtignok, siden det halve Program var Pianomusik.

✂ - Ja-a, Kassereren kunde næsten tænke det, og det værste var, at der var intet Klaver.

✂ Vi begyndte at indse, at det jo var forbundet med visse Vanskeligheder at koncertere i Hasle.

✂ Men, mente Kassereren - thi alle Folk var saare hjælpsomme - vi'kunde maaske laane et; for hos Købmand den og den var der et Klaver.

✂ Truppen besluttede at gaa til Købmand den og den. Og Købmandens Frue var meget velvillig: Klaveret kunde vi saa inderlig gerne faa, men det værste var jo det, at det ikke var stemt i mange Aar. For det var jo svært at faa Stemmer her til Hasle.

✂ Vi havde næsten ventet det. Pianistinden vilde traktere det ustemt.

✂ Vi gik hjem.

✂ Paa Vejen faldt vi i Hænderne paa en Kunstelskerinde. Hun paastod, at hun "havde truffet mig i en Familie" for ti Aar siden, og hun var fuld af Begejstring over min Ankomst. I otte Dage havde hun ikke tænkt paa andet end vor Koncert.

✂ - Og nu - tænk - kunde hun ikke komme, kunde ingen komme. Det var Tirsdag, og de havde netop - tænk - Syforening Tirsdag.

✂ Jeg beklagede naturligvis dette Faktum og spurgte, om der var mange Medlemmer i den Forening.

✂ Det var hele Byen, sagde Kunstelskerinden.

✂ Jeg indsaa i Stilhed, at Hasle hørte til de Pladser, hvor Selskabet af Sparsommelighedshensyn indskrænker sig til saa at sige at udsende Vedetter ved de kunstneriske Begivenheder. Man udsender to, tre, fire Spejdere for at overvære Festen og afgive Beretning i Familierne. Og fjorten Dage i Træk taler man derpaa om Festiviteten, som om man personlig havde hædret den med sin Nærværelse,

✂ Til Kunstelskerinden, der var en Bestillingsmands Frue, udfærdigede jeg to Fribilletter.

131

✂ Skomageren ventede paa Hotellet. Han spurgte, hvordan det gik. Vi svarede, det gik efter Forventning.

✂ Disponenten haabede det og spurgte, om vi havde hørt Trommen. Den var gaaet. Og forresten stolede Skomageren paa sine Meningsfæller. De stillede.

✂ Klokken otte sad Kusken Andreas ene i det tomme Bedehus foran en Tallerken, hvorpaa han agtede at indkassere det Hasle-Publikums Mønt.

✂ Han sad længe uforstyrret.

✂ Lidt efter lidt dryssede der dog nogle sky Mandspersoner ind og satte sig paa en Bænk ved Døren. Jeg forstod, at det var Skomagerens Meningsfæller. Han havde ikke mange.

✂ "Selskabet" lod sig repræsentere af Kunstelskerinden og Byfogdens Fuldmægtig, der havde sin Fribillet i Embeds Medfør.

✂ Vi rystede Støvet af vore Fødder og overlod Hasle vort Rygte.

✂ Vor næste Station var Allinge. Vi kom, mens Trommeslageren rørte sine Pinde. Han bekendtgjorde Herman-Bang-Koncert, hvorpaa der fulgte en Hvirvel. Derefter tog Manden paa igen, og vi lod Vognen standse for at høre. Det var en Bekendtgørelse om, at Anders Olsens Enke iaften serverede med ferske Kødpølser.

✂ Enken har muligvis tænkt, at hendes Kødpølser gik vel med paa Købet, naar de Folk i Allinge nu én Gang var paa Støvlerne.

✂ Forestillingen fandt Sted paa Hotellet. Kunstnerne ventede i deres Værelse. Kusken Andreas, der atter var posteret foran sin Tallerken, løb uafladelig til og fra Vinduet. Han lænede sig ud, som vilde han styrte sig ned paa Stenbroen.

✂ Jeg spurgte, om han dog ikke vilde være saa venlig at holde sig lidt i Ro ved sin Tallerken.

✂ Han svarede, at han viftede sine Bekendte ind.

✂ Han paastod, at han allerede havde indviftet syv.

✂ Og Gæstgiverens Frue, der var saa febrilsk, som var det hende selv, der skulde haandtere det opretstaaende 132 Klaver - heller ikke det var stemt netop igaar - gik frem og tilbage og sagde:

✂ - Ja, lad De Andreas - Andreas er god nok - - Andreas er jo barnefødt her i Allinge.

✂ Andreas blev ved at vifte i Vinduet. Noget hjalp det. Kassen var paa Kroner 27 i Allinge. Efter Koncerten forestillede en lille Dame sig for mig. Hun var nogle og halvtreds med Proptrækkerkrøller over det hele Hoved og iført graat Jerseyliv med rødt Bælte. Det sorte Skørt var særdeles kort og lod se et Par Smaafødder indfattede i Gedeskind.

✂ Hun præsenterede sig som Fru Nielsen og takkede mig under mange Taarer.

✂ Jeg erfarede, at Damen var en Konkurrent til vor Impresario - hun gav Undervisning i Dans.

✂ Jeg havde læst "Danserinden Irene Holm".

✂ Vi afrejste til Svaneke.

✂ Vi var anbefalede til en kunstelskende Familie, hvis Overhoved ved Koncerten skulde udføre en Violinsolo. Vi fandt Familjen dybt optagen af Forberedelserne til en Forsvarsfest.

✂ Familjechefen udkastede Dekorationer, som seks Døtre i alle Aldre fuldførte med Farvelader. Der var ikke et Sted, hvor det ikke flød med farverige fædrelandske Symboler.

✂ Paa de ægteskabelige Senge - Dørene lodes aabne under den megen Sysselsættelse - hvilede Danmarks Genius i Legemsstørrelse. Hun var iført meget Rødt og saá ud, som om hun blødte.

✂ Husets Frue bød os paa en Forfriskning midt under Forberedelserne. Hun forklarede, at Dekorationerne jo ikke var til Unytte. Først prydede de Basaren:

✂ - Og Folk her i Svaneke, sagde hun, vil nu ha'e noget for Øjet.

✂ Og siden blev de bortloddede.

✂ - Det er dog altid noget til at ha' paa en Væg, sagde hun.

133

✂ Familjens Overhoved forlod det Dekorative og gik over til næste Kunstart: han vilde prøve sin Solo.

✂ Fruen udtalte sin Ængstelse for Besøget. Det var det med Forsvarsfesten, at den kom nu lige. Og Folk havde ikke Penge til alt muligt. Og der var saameget i Svaneke.

✂ Paa en Gadeplakat havde jeg lige læst, at Professor Epstein junior havde forlystet med sin "gaadefulde Magi" ved Nytaarstider - nu var vi i Maj.

✂ Men hvad Døtrene angik, havde de sikkert Haab. Døtrene - alle disse unge Damer havde nu anlagt Tarlatanshatte - stolede saa vist paa deres Veninder. Og de havde mange Veninder.

✂ Jeg spurgte, om man turde tjene nogle af dem med et Par Fribilletter.

✂ Man sagde ikke "Nej".

✂ Vi gik til Prøve paa Violinsoloen.

✂ Den festlige Sal paa Hotellet var prydet med Granguirlander og Dannebrogsflag samt Hans Majestæt Kong Christian IX's Buste. Hotelejerinden bad mig indskrænke de numererede Pladsers Antal:

✂ Folk i Svaneke gik helst paa de unumererede.

✂ Koncerten indlededes med Violinsoloen. Den halve By var forsamlet udenfor Salsvinduerne. Det var en Smule generende, fordi Byfogden jævnlig sendte en noget støjende Politibetjent ud for at sprede Skarerne - hvad der voldte nogen Forstyrrelse.

✂ Desuden talte disse Udenforstaaende med, og de var misfornøjede, naar de ikke kunde høre. Og "Gravesens Bal" er et langt Numer, naar man er indskrænket til kun at kunne følge det Mimiske.

✂ løvrigt var Koncerten vellykket og Underbalancen betydelig.

✂ Nexø var vor sidste Station. Vor Impresario, der opholdt sig i Staden for sin Danseøvelse, erklærede, der blev fuldt. Han havde forhørt sig hos Forældrene.

✂ Der blev fuldt - af Folk i festligt Skrud og Damer i Koncerthatte. Byen ligger vel to Mil fra Svaneke, og 134 det var, som var man kommet til en helt anden Verden. Folk sad paa numererede Pladser og var i Koncertstemning.

✂ Brandkorpset var posteret i Gaarden, og jeg spurgte, om det var Skik her, at saadan det hele Kor rykkede ud ved Festligheder. Føreren svarede mig, at det var for at holde Styr paa Drengene. De var saa slemme til at ville se gratis. Saa holdt Brandfolkene Vagt ved Trapperne.

✂ Koncerten indlededes med et Numer af Chopin, der heftigt afbrødes af en Hund. Publikum indigneredes og jog Hunden frem gennem alle Rækker.

✂ Det lød som Larmen af en Meute.

✂ Oppe i et Hul i Loftet kom seks Kvindeansigter til Syne. Det var 'Hotellets kvindelige Betjening, som overværede Koncerten paa Loftet.

✂ Efterhaanden trættedes disse Damer ved Underholdningen og talte meget højt. Der var et Par Svenskere imellem, og deres Konversation lød meget skingert. De mønstrede kritisk det ganske forsamlede Publikum.

✂ Der blev megen Uro, og en Herre løb ned gennem Salen.

✂ Det var Byfogdens Fuldmægtig, som efter Ordre skulde rense Loftshullet i Lovens Navn.

✂ Man hørte høje Hvin (Underholdningen var imidlertid standset) og almen Flugt i mange Slæber over Loftet.

✂ Saa vendte Fuldmægtigen tilbage.

✂ Vi fortsatte ...

✂ I sidste Nu besluttede vi endnu en Gang at forsøge Rønne. Vi vidste jo, at man ogsaa efter en Koncert kunde naa Dampskibet.

✂ Vi tog Dannebrogs store Sal og søgte Assistance hos en Mandskvartet, hvis Honorar var ti Kroner - at udbetale paa Forhaand.

✂ Da Mandskvartetten havde drukket Øl til henimod Klokken otte, forespurgte dens Leder, om de saa maaske 135 kunde begynde. For vi skulde vel med Dampskibet.

✂ Jeg mente ikke, der var noget at vente efter.

✂ Der sad i Salen sytten Mand og Kusken Andreas.

✂ Kvartetten lagde ud med Bellman. Den unge Pianistinde, som var noget mindre vant til Skæbnens Omskiftelser, græd gemt bag et gammelt Gardin.

✂ Jeg underholdt mig med Billetkontrolløren.

✂ Han fortalte, hvor fuldt der var i Rønne, naar der var Dilettantkomedie:

✂ - For de er jo dygtige, sagde Manden, de har jo Øvelsen - - de spiller jo hver fjortende Dag.

✂ Jeg stod og talte Kronerne som en Degn sit Pinseoffer: det var magert, meget magert.

✂ - Over Scenen staar der: Ej blot til Lyst, fortalte Kontrolløren.

✂ Jeg havde hørt om det.

✂ Der dryssede endnu et Par Halvtreds-Øre ind ad Hullet. Kontrolløren og jeg regnede og lagde sammen.

✂ - Ja, det er jo Tab, sagde Kontrolløren.

✂ - Det var jo det, sagde jeg.

✂ Mandskvartetten havde sluttet. Pianistinden begyndte paa Chopin ...

✂ Saa fik ogsaa den Aften Ende.

✂ Vi gik fastende ombord. Rejsekassen tillod ikke Udgifter, som kunde undgaas.

✂ Hele Dampskibspladsen var stopfuld af Folk. De vilde se Kunstnerne.

✂ Vi havde været paa Kunstrejse paa Bornholm.

✂

"ENAKTERE"

✂ JEG gør egentlig ikke Fordring paa at blive kaldt dramatisk Forfatter. Men alligevel har jeg skrevet en Række af Skuespil. De er samtlige i én Akt.

✂ Alle er tillige opførte, sandsynligvis af Theaterdirektører, som har taget Hensyn til Forfatterens andre literære Fortjenester.

✂ Mit første Skuespil var "Du og jeg". Frits Holst fandt det ikke slettere end andre kortaandede Smaakomedier, hvormed tyveaarige Personer debuterer, og Robert Watt antog det velvilligst.

✂ Severin Abrahams paatog sig Proverbe-Baronen og Betty Borchsenius var den unge Pige.

✂ Efter Generalprøven, som jeg overværede, sendte de Rollehavende Bud efter mig. Der var sammenkaldt Krigsraad, thi Prøvens Resultat var det, at Stykket maatte omarbejdes.

✂ Det skulde spilles næste Aften, saa der kunde kun være Tale om at omarbejde Slutningen.

✂ Vi begyndte at omarbejde under Betty Borchsenius' Præsidium. Vi lavede seksten "Slutninger" og klistrede dem ind i Robert Watts Sufflørbog - den ene ovenpaa den anden. Sufflørbogen blev tyk som en Treakter.

✂ Vi raadspurgte Frits Holst, som mente, at den ene Ende sikkerlig var ligesaa god som den anden. Vi raadslog i to Timer, til ingen af de Rollehavende vidste, om de var solgte eller købte, og Forvirringen var fuldstændig.

137

✂ Tilsidst sagde Betty Borchsenius:

✂ - Jeg maa i hvert Fald sige den sidste Replik, saa den "ta'er" Folk.

✂ Men hvad hun egentlig skulde sige - vidste ingen rigtig, hverken hun eller jeg.

✂ Næste Morgen sneg jeg mig ud paa Gaden ved Daggry- Jeg vilde læse Plakaterne. Den første, jeg saá, var paa Nygades Hjørne: Jo, det var den. Hvilke store Bogstaver, men kønt stod det. Jeg synes endnu til Dato aldrig, jeg har set noget trykt saa fedt som det "Du" og det "Jeg".

✂ Jeg gik til det næste Hjørne og det næste. Jeg gik gennem hele Byen. I Bredgade løb jeg paa Plakatmanden med sin Potte. Jeg fulgte efter ham helt ud i Grønningen, stirrende paa hver eneste Plakat han slog op, som vilde jeg studere Klisterets bindende Virkninger.

✂ Da jeg gik hjemad, kom der en Dreng ned ad Bredgade. Med ét gik han hen og flængede en af Plakaterne - mine Plakater: jeg kunde gerne have slaaet ham ned med det samme.

✂ Om Aftenen var jeg paa Nørregade, da Kontrolløren satte Stigen til for at tænde Portlygterne. Den Gang var der ikke Glastag og to Porte, som man løber surr i, mod Brandfare og al den Herlighed - der var kun den ene gamle og lave Port, som førte ind til Langes Theater og min Debut.

✂ Jeg listede op paa Galleriet. Kontrollørerne stod endnu ikke en Gang ved Dørene. Men oppe paa de bageste Bænke, hvor jeg vilde gemme mig, huserede nogle Drenge, der saá ud som Sønner af Pyntekonerne.

✂ Paa Gulvet var der mørkt.

✂ Endelig blev der lyst, og Kontrolløren kom frem i sin Dør for at inspicere. Jeg syntes, han saá uafladelig paa mig, og jeg rykkede længere og længere ind i min Krog: jeg havde jo ingen Billet.

✂ Men Manden var bleven mistænksom og vendte stadig tilbage til sin Dør. Jeg saá vel ogsaa nok saa forknyt ud, at jeg kunde ligne en blind Passager.

138

✂ Jeg rykkede videre helt op til Væggen. Manden ved Døren tog ikke Øjnene fra mig.

✂ Tilsidst kom han hen og spurgte, hvortil jeg havde Billet.

✂ Jeg sagde kun: jeg havde ingen Billet.

✂ Og saa ytrede Manden det Ønske, om jeg maaske vilde gaa.

✂ Jeg var saa forkuet, at jeg saá ud som ganske forkommen.

✂ Jeg sneg mig ned og ind i en Loge, hvor jeg gemte mig op ad en Pille. Men Kontrollørerne var nu én Gang paa Jagt efter mig. De vidste ikke, hvem den lille Person var, og Logemanden kom hen og slog mig paa Skuldren:

✂ - Om den Herre inaaske vilde vise sin Billet.

✂ Jeg gav ingen Forklaring, og jeg maatte igen ud. Der var ikke andet tilbage nu end Forsalen. Der stod jeg. Plads var der - det var nok, lod det til, ikke saa mange, der skulde til den Debut.

✂ Saa begyndte Orkestret at spille. Jeg slap ind i Parterret med en af Direktørens Slægtninge. Der sad jeg i Mørket og saá angstfuld min første Pjes.

✂ Et Par Dage efter vandrede jeg op til Professor Høedt. Han tog venligt imod mig og sagde, mens han slog mig paa Skulderen:

✂ - Naa, saa har jeg da set Deres Stykke. Jeg havde jo nok læst, at det var noget Skidt - - men at det var saa skidt, havde jeg dog aldrig troet.

✂ Professoren rystede paa Hovedet og saá ud som maalte han et sandt Dyb af direktoral Lemfældighed:

✂ - Ja, sagde han: at no'en Direktør vilde opføre det Stykke.

✂ Saa lovede han, at han vilde sætte mit næste Skuespil i Scene. Det var "Hverdagskampe", som allerede var indleveret til Theatret og antaget.

✂ - For det er da no'et bedre, sagde han. "Hverdagskampe" skulde spilles hen paa Foraaret. Høedt stod ved sit Løfte.

139

✂ - Men lad ham først selv, sagde Høedt: saadan en Kritiker maa forsøge sig i det Praktiske.

✂ Professoren holdt paa, at jeg skulde lede de første Prøver: For De har vel udarbejdet Deres m ise-en - scene? spurgte Høedt.

✂ - Ja, sagde jeg - der ikke havde Spor af mise-enscène og ikke det svageste Begreb om, hvordan m i seen-scene overhovedet skulde laves -: Jo, jeg har, sagde jeg med Livet i Halsen.

✂ - Naa, ja, saa begynder De, konkluderede Høedt, og jeg kommer, naar der er arrangeret.

✂ Det blev en smuk Farce, min "Begyndelse".

✂ Der stod jeg en skøn Dag med mit Stykke ved Siden af Sufflørhullet og kommanderede tilhøjre og tilvenstre og tilvenstre og tilhøjre og tog Døre for Vinduer og Vinduer for Døre og tilvenstre for de Spillende for tilvenstre for Tilskuerne - rent forstyrret af mit eget Stykke, der skulde begynde at leve.

✂ Skuespillerne gik tilhøjre, Skuespillerne gik tilvenstre. De bøjede sig ud ad et Vindu, hvor jeg i første Scene havde anbragt en Dør, og de lukkede Døre op, hvor jeg havde arrangeret et Vindu.

✂ De adlød mig blindt; de var halvkvalte af Latter.

✂ Midt under Prøven arriverede Professoren.

✂ Han sagde blidt: at han vilde se, hvordan det gik. Og tilføjede: at jeg ikke skulde lade mig forstyrre i mit Arbejde (han sagde Ordet "Arbejde" med en ganske let ironisk Betoning).

✂ Han var i de kendte Galocher og satte sig paa første Bænk. Han blev siddende dér, til Arrangementet var færdigt. Da var Nederlaget fuldstændigt. Der var ikke et Menneske, der vidste, hvor nogensomhelst skulde gaa eller staa.

✂ Høedt sad lidt. Saa rømmede han sig og afskød Galocherne:

✂ - Ja, saa begyndte vi nok forfra, sagde han: for dette var jo ikke saa godt.

140

✂ Tonen var mild og venlig, Virkningen ikke desto mindre betydelig.

✂ Sceneinstruktøren var knust. Professoren gik over til at hjælpe paa Forfatteren.

✂ Men hvorledes hjalp han saa ikke ogsaa ham.

✂ Naar i alle disse Aar "Hverdagskampe" en og anden Gang er faldet mig i Hænderne, har jeg altid med samme Undren maalt dette tarvelige og ret skruede Stykke Komedie, der i Bogen staar trykt - med det skønne Miniatur-Skuespil, Høedt af en saadan Libretto havde skabt.

✂ Hvormange Følelsesovergange havde han ikke læst ud af de pauvre Ord, hvormange Stemninger havde han ikke skabt, hvormange Virkninger havde han tryllet frem af de spæde Optrin.

✂ Men hvilket Arbejde var det saa ikke ogsaa.

✂ For denne Iscenesætter var alt vigtigt: Dekoration, hvert eneste Møbel, Skuespillerens Dragt, Belysningen. En Time, mer end en Time brugte han til Prøve blot med Lampisten for at faa et Tusmørke, som han vilde have det.

✂ Og alt det, saa mangfoldigt, saa omhufyldt det var, blev for ham kun Arrangørens Værk: saa efter det begyndte Instruktørens. Og forfølgende det Digt, som Librettoen havde født inde i hans Hjerne - et Digt, fuldt af Lys og Skygge, Inderlighed og Sjæl, Udtryk for Lidelse og Glæde, skyggende eller lysende over hinanden - gik han til at gøre sin Digtning til Virkelighed ved Hjælp af Skuespilleren, sit Redskab.

✂ Han stemte saa sikkert, som Spilleren stemmer sit Instrument, hver deres Tone ind i den Symfoni af Menneskerøster, som Stykkets Samtaler var blevet i hans Øren. Han fulgte hver deres Replik i Hælene for at berige den med sin Følelsesrigdom, der lod den simpleste Sætning som lyse i alle modsatte Farver.

✂ Han bekymrede sig om Stort som om Smaat.

✂ Hr. Abrahams skulde etsteds komme ind og lægge 141 en Hat fra sig. Hr. Abrahams gjorde det med en noget rundalbuet Selvfølelse ...

✂ Høedt bliver urolig paa sit Sæde og siger saa:

✂ - Maa jeg spørge, hva' er det for en Hat De lægger fra Dem?

✂ Hr. Abrahams havde tænkt sig en Straahat, da det var Sommerferie og paa Landet.

✂ - Jeg ogsaa, svarer Høedt og rømmer sig:

✂ - Ja, vil De saa maaske gaa ud igen og lægge den Straahat en Gang endnu.

✂ Hr. Abrahams gaar atter ud og placerer atter Hatten.

✂ - Om igen, siger Høedt blot:

✂ - De placerer den, som var det en velbørstet Silkehat

✂ Og Hr. Abrahams, paa hvis hele Kunst Professoren satte en saa overordentlig Pris, maa placere om igen - - og om igen, det meste af tyve Minutter.

✂ Prøverne trak ud i det uendelige. Hver Dag kom Høedt og sagde: i Dag vilde han kun blive en Time. Og efter det første Kvarters Forløb var Galocherne kommet af ham, og var først Galocherne af, kom man aldrig hjem.

✂ En Dag blev Klokken halvfem, og Skuespillernes Sjælstilstand - de skulde jo spille om Aftenen - var ikke netop Taalmodighed.

✂ Sige noget turde imidlertid ingen; og Høedt gjorde ikke nogen Mine til Opbrud.

✂ Fru Louise Holst begynder at antyde, at hun ikke er særlig oplagt. Høedt lader længe, som mærker han det ikke.

✂ Tilsidst siger han:

✂ - Er De utilpas? Fru Holst svarer:

✂ - Oprigtig talt er jeg sulten, Hr. Professor. Høedt ser op paa hende saadan paa skraa:

✂ - Saa?

✂ - Aa, Hr. G., vender han sig saa til Regissøren: lad hente noget Mad til Fru Holst.

142

✂ - Vi andre, tilføjer han meget tørt: spiser, naar vi kommer hjem.

✂ Fru Holst lod ingen Mad hente, og Prøven varede endnu et Par Kvarter.

✂ Naar vi gik hjem ad Nørregade, var Høedt altid svært oplivet. Prøvens Luft havde vakt alle hans Livsaander.

✂ - Hm, hm, sagde han og rømmede sig: Mon vi dog ikke skulde faa et Stykke ud af det?

✂ En Strid havde jeg med Professoren. Ellers bøjede jeg mig, hvad der var ret selvfølgeligt. Striden var denne:

✂ Der skulde i min Pjes spilles firhændigt.

✂ I en Parentes være det sagt, at der overhovedet spilledes og legedes mangelunde i mine Smaastykker. I "Du og jeg" var det Fjerbold. I "Hverdagskampe" var det Croquet (jeg kendte endnu ikke Lawntennis) og firhændigt Klaver. Disse snilde dramatiske Paafund var min ungdommelige og hemmelige Stolthed.

✂ Stykket opgav Ouverturen til Don Juan og jeg ønskede tyve Takter.

✂ Høedt var fortvivlet.

✂ - De griner, sagde han: tyve Takter - de griner - véd De, hvorlænge det varer?

✂ - Folk skal dog ikke paa Koncert. Han lod de tyve Takter spille for mig. Han hørte selv til og paa et bestemt Sted sagde han:

✂ - Saa. Her skal stoppes.

✂ Og vendte sig til mig - - men jeg holdt paa de tyve Takter.

✂ - Naa, sagde Høedt lidt fornærmet:

✂ - Lad ham saa kun se.

✂ Prøverne gik deres Gang. Himlen véd, hvormange der var. Vist er det, Høedt sparede sig ikke ...

✂ Saadan former Billedhuggeren dødt Ler til Liv som han formede den Pjes til Skuespil - sidste Gang blev det, at han viste sit hele Geni.

✂ Aftenen kom. Det var Louise Holst's Benefice. Huset udsolgt og fuldt af munter Summen. Orkestret havde 143 begyndt at spille. Høedt og jeg stod hver ved sit Hul i Tæppet.

✂ Saa kom Professoren hen til mig og lagde sin Haand ned paa min Skulder:

✂ - Ja, sagde han: nu har jeg forsøgt at tilbagebetale lidt af min Gæld ...

✂ - De maa nemlig vide, jeg skylder egenlig Deres gamle Bedstefader Livet ... Jordemoderen og de alle troede, jeg var død, saa lidt Liv var der i mig, da jeg blev født ... Saa sagde min Moder: Send Bud efter Bang.

✂ - Og Bang kom og saá paa mig - han saá saa rask - og sagde:

✂ - "Put Ungen i koldt Vand".

✂ - Og det gjorde de, og saa begyndte jeg at give Livstegn: Jeg hvinede, som skulde jeg nu først til rigtig at miste Livet ...

✂ Høedt lagde sin Haand lidt fastere paa min Skulder:

✂ - Det har jeg nu aldrig glemt, sagde han: Og jeg vil være glad, om jeg har kunnet gøre lidt for Dem.

✂ Han blev staaende og saá frem for sig, saa sagde han, tænkende paa Bedstefader:

✂ - Hm, ja, han var en udmærket Mand og en skrækkelig - Poet.

✂ Midt i min Angst tænkte jeg: Tag Du den, Kammerat ...

✂ Og saa tog en kraftig Arm mig pludselig i Siden og puffede mig heftigt ud i Kulissen.

✂ - Tæppet gaar jo, raabte han.

✂ Det var gaaet.

✂ Da vi nærmede os til Stedet med de tyve Takter, kom Høedt hen til mig i Kulissen. Han vilde have mig i Nærheden under det Firhændige. Inde paa Scenen spørger Fru Holst (noget umotiveret iøvrigt) Fru Borchsenius, om de ikke skulde spille lidt firhændigt, og Høedt begynder at rømme sig ude i Kulissen.

✂ De to Damer sætter sig, og Hr. den og Hr. den begynder at traktere et Klaver ude i Kulissen.

144

✂ I Salen er der meget stille. Det er øjensynligt, at Publikum rinder det meget net at se Louise Holst og Betty Borchsenius bevæge Fingrene firhændigt.

✂ Der gaar ti Takter, der gaar tolv Takter.

✂ De første begynder at rømme sig.

✂ - Saa, sagde Høedt, nu har de set nok paa det.

✂ Han havde netop villet standse med den tolvte Takt.

✂ Men nu spillede de jo videre - - mens hele Salen rømmede sig.

✂ Nej, Professoren havde haft Ret - nu mærkede jeg først, hvor længe bare otte Takter varede.

✂ Høedt blev selv ganske urolig - og de spillede, spillede, spillede endnu.

✂ Endelig var det forbi med Koncerten.

✂ - Na - sagde Høedt: de grinede jo ikke ...

✂ Næste Aften holdt vi os til de tolv Takter.

✂ Stykket blev en virkelig Succes, og det var en af min Ungdoms lykkeligste Aftner: jeg havde virkelig kun føje fortjent den.

✂ "Inden fire Vægge" var mit næste Drama. Det har ingen Historie.

✂ Det blev opført paa Kasino.

✂ Efter Generalprøven sagde Theodor Andersen:

✂ - Hør, var det mon ikke bedre, vi lod være at spille det Stykke?

✂ De fleste Rollehavende mente sikkerlig, at det var bedre. Jeg bad om lidt Betænkningstid og gik ned i Basargangen og betænkte mig. Mine Overvejelser førte til, at det bedste dog var, at Enakteren spilledes.

✂ Det blev ved det:

✂ Interiøret kom paa Plakaten foran Offenbachs "Røvere".

✂ Skuespillet aabnedes atter med et af de Paafund, som alle paa Prøverne angreb, men som jeg aldrig i Evighed ofrede:

✂ Op gaar Tæppet og tom er nogle Øjeblikke Scenen. Saa indtræder gravitetisk Betty Borchsenius bærende en Urtepotte. I Tavshed stiller hun den paa Bordet, ryster 145 tavs paa sit Hoved, tager atter Potten og gaar - i Tavshed.

✂ Hvorpaa Scenen paany staar tom.

✂ Alle havde de besvoret mig at ofre Urtepotten. Betty Borchsenius havde bedt mig indstændigt. Jeg fastholdt baade Urtepotten og Tavsheden.

✂ Virkningen udeblev ikke: det blev det højstærede Publikum, som muntert brød Stilheden.

✂ "Inden fire Vægge" opførtes to Gange.

✂ Der er jo det ved Stykker, der opføres paa de fleste Privattheatre: de skal intet Abonnement gaa rundt.

✂ "Graavejr" skulde det. Det var naaet til det kongelige Theater. Længe laa det lille Ægteskabsdrama hen. Theatret formente maaske, det kunde bero ved den smigrende Antagelse. Men mine Venner holdt paa Opførelsen og en Dag maatte Theatret til det. Jeg tror, saadan noget gaar efter en vis Anciennitet.

✂ Vist er det, med "Graavejr" varede det sin Tid. Det havde ligget et Par Aar i Arkivet og blev nu opført i Julemaaneden.

✂ Iscenesættelsen, der var fortræffelig, besørgedes af Hr. William Bloch. Det var atter det dramatiske Bi-Værk, der voldte Vanskeligheder. I Skuespillet spistes der ustandseligt - der var kun tre Personer, Ægteparret, der spiste, og Pigen, som bar Maden ud og ind - og det var disse Spisevarer, som voldte Besværet. Der fordredes i Stykket en Melon, og Melon udelukkedes af Aarstiden, saa de kongelige Kunstnere, som vil have deres Maaltider, truedes af en Papmelon.

✂ Sceneinstruktionen løste lykkeligt Spørgsmaalet.

✂ Jeg blev indbudt til en Prøve.

✂ Gemt oppe i en Loge skulde jeg se min Enakter. Jeg har aldrig vidst, at et Theater kunde virke saa truende som denne gabende Sal, som laa der - tom og død og mørk.

✂ Tæppet gik op. De Rollehavende begyndte at spise.

✂ Sceneinstruktøren sad bag mig og gjorde saare samvittighedsfuldt Notitser i sin Lommebog. Han spurgte 146 - de Rollehavende blev ved at spise - om jeg ikke havde nogen Bemærkninger at gøre.

✂ Jeg havde ingen, Jeg saá, at ingen "Bemærkninger" kunde bringe de lamme Repliker ud over Lamperækken. Det er jo dog godt, at man er saa meget Kritiker, at man i al Fald kan kritisere, naar man har skrevet.

✂ Jeg nærede ingen Illusioner om Udfaldet.

✂ Forestillingsaftenen sad Chefen og jeg i Spejllogen. Den ligner intet andet end et Bur. Under den gaar Publikums Støj som Havets Brusen. Det er Buret for den blege Skræk.

✂ Havde Publikum gjort Støj før Tæppets Opgang, blev det des mere stille efter. Der hørtes ikke en Lyd, før man begyndte at hoste. Ogsaa da bevarede man iøvrigt urokkelig Alvoren: min Enakter skulde virke komisk.

✂ Chefen sad ubevægelig.

✂ Han er vant til med samme Ansigt at overvære lidt af hvert.

✂ Stykket skred frem, mens al Stadens Forkølelse satte sig uhindret Stævne i Salen. De fem og tredive Minutter blev lange - besværligt lange.

✂ Endelig faldt Tæppet. Der var nogle - der er jo Barmhjertighed til - som begyndte at klappe - - saadan med Neglene.

✂ Chefen vendte sig og sagde opmuntrende:

✂ - Naa, ser De, det gaar jo.

✂ Men i det samme Nu brød en Hyssen løs fra det hele Hus:

✂ - Ja, sagde jeg, det gaar jo.

✂ Min Tone faldt ikke ganske sammen med Chefens.

✂ Han spurgte mig venligt, om jeg ikke vilde hilse paa de Spillende.

✂ Det var vel saadan Skik, og jeg sagde: Tak.

✂ Det er den eneste Gang, jeg har været paa det kongelige Theaters Scene. Jeg véd ikke, hvordan der ser ud. Man har det nemlig ligesom noget mørkt om sig, naar man lige er udhysset paa den nationale Skueplads,

✂ Jeg saá kun pludselig de to Rollehavende, som jeg 147 tog i Haanden. Faa noget forstaaeligt sagt tror jeg ikke, at jeg naaede. De to var noget slappe i Hænderne og nogenlunde saa forvirrede som jeg.

✂ Exii.

✂ Jeg havde levende ønsket, at det kongelige Theater

✂ - ikke havde noget Abonnement.

✂ Saaledes er mine Enaktere opførte paa tre Skuepladser.

✂ Paa Dagmartheatret er jeg forblevet uopført.

✂ I Udlandet har man spillet Enakterne sparsomt. Dog opførtes paa et nordisk Theater for nogle Aar siden et lidet Skuespil, der herhjemme stille afled i et Tidsskrift

✂ - opførtes en Gang.

✂ Stykkets Indhold beror paa Virkningen af et Kys. Elskeren skal ved Kraften af dette Kys overbevise Elskerinden. Man vil forstaa, at den sceniske Fremstilling kan være vanskelig.

✂ Tilfældigvis opholdt jeg mig i Byen under Prøverne. Vi Deltagende var alle Venner, som alle efter Evne vilde arbejde for Stykkets Held. Vi indsaá alle, at det psykologiske Moment var "Kysset".

✂ Spørgsmaalet var, hvorledes det virkningsfuldest skulde gives.

✂ Jeg havde min ganske bestemte Idé og overtog hidsig Rollen i det givne Moment: Jeg mente saaledes.

✂ Sceneinstruktøren var uenig med mig. Ilfærdig røg han op: De kan da begribe - hed røg han op fra Parkettet - det maa være: Saaledes.

✂ Vi kæmpede begge praktisk for vor Opfattelse.

✂ Kunstnerinden var ganske ør. Vi tog Stedet igen. Vi viste atter. Elskeren paastod, at "nu vilde han - han fik jo aldrig Lov til at prøve".

✂ Instruktøren raabte, at der maatte en Afgørelse. Jeg mente, det maatte være "saaledes".

✂ Kunstnerinden bad blot, om hun maatte aftage sin Hat. Vi kunde vistnok stikke os paa dens Naale.

✂ Instruktøren bandte, saa Kulisserne rystede; jeg var saa hidsig, saa jeg skældte og smældte. Elskeren spurgte 148 kun resigneret, hvordan han skulde spille, naar han aldrig fik prøvet.

✂ Kunstnerinden var et Under af Taalmodighed.

✂ Tilsidst bad hun kun, om hun et Øjeblik maatte sætte sig: hun var fuldstændig udmattet.

✂ Vi prøvede igen og kom aldrig længer end til Stedet: Kampen begyndte paany ... til vi alle lo, som var vi ganske besatte.

✂ Jeg tror, at Sceneinstruktørens Opfattelse sejrede.

✂ Alligevel udeblev nok "Virkningen". Stykket opførtes én Gang, som sagt. Og Kritiken erklærede "ikke at have opfattet dets Mening".

✂ I Stockholm havde Ludvig Josephson spillet "Hverdagskampe". Oversætteren havde symbolsk kaldet Pjesen for "En gammel Historie".

✂ Jeg overværede ved Lejlighed en Opførelse i "Nya Teatern". Jeg maa tilstaa aldrig at have set noget Theater saa tomt.

✂ Ludvig Josephson stod ved "Hullet" og saá ud over sine Bænke:

✂ - Ja, ja, sagde han, nu er det jo ogsaa niende Gang, det gaar.

✂ - Vi spiller det altid, naar vi ikke har nogetsomhelst andet at give.

✂ Stykket tilhørte saa at sige Reserven.

✂ Ophidset af "Nya Teatern "s Ihærdighed af købte "Dramatiskan" mig et andet af mine smaa Arbejder. Det udbetalte mig Honoraret og bragte det aldrig til Opførelse.

✂ Det har øjensynlig haft andre Forfattere til Hjælp under Sygemeldinger.

✂ Mig var det kun behageligt. Enakterne var nu en Gang ikke rigtig egnede for Eksport.

✂

OSVALD UDI BERGEN

✂ BERGEN var gemt som min store Rejses sidste Station.

✂ Det var sket efter Impresarios Raad.

✂ Han satte særdeles Pris paa Bergen. Han sagde:

✂ - Hr. Strakosch havde Ret. Bergen er et udmærket Terræn. De Folk har Begejstrings-Trang. De lader sig rive hen, Hr. Strakosch havde ganske Ret.

✂ Hr. Strakosch havde virkelig lige til sin Død megen Forkærlighed for "Vestlandsbyen". Han landsatte der særdeles gerne Berømtheder, der skulde indkassere en Begyndelse med Hurraraab og Sang fra Vinduet.

✂ Han havde i Bergen landsat Miss Thursby med samt hendes religiøse Musik.

✂ I det hele er Norge endnu for Virtuoser et frugtbart Land. Telegrafen er villig og Sprogets Ord lyder kraftigt Publikum lader sig desuden endnu smigre af Besøg af Verdensberømtheder, hvad der for Virtuoser er det vigtigste. Det Publikum, der ikke mere smigres af deres Besøg, har de Kunstrejsende allerede tabt. At koncertere i Paris, Berlin og Wien koster Berømmelserne Titusinder. Kun London er umusikalsk nok til endnu at ville høre de samme seks Stykker ti Gange om Aaret af forskellige Fingre: de seks Stykker bevarer paa Grund af slet Musikhukommelse hver Gang Nyhedens Interesse for London.

✂ For mig skulde nu som sagt Bergen være Endestation.

150

✂ - Min Herre, sagde Impresario, vi holder denne Trumf tilbage:

✂ - De er Manden for Bergen. Bergen er anlagt for det Dramatiske.

✂ Den viste sig at være for anlagt derfor.

✂ Jeg begyndte i Norge i Trondhjem. Der fik jeg Telegram, om jeg i Bergen vilde optræde som Osvald. Jeg vægrede mig. Jeg havde paa Fornemmelsen, at jeg ikke burde sætte min finske Sejr paa Spil. Jeg havde nemlig i Finland absolut sejret, hvad jeg tillader mig at sige her, fordi disse Beretninger jo egentlig handler mer om mange m al h e ur s end om blidere Tilskikkelser, og jeg har jo dog ogsaa en og anden Gang ligesom hentet en Sejr.

✂ I Helsingfors kom efter Forestillingen en af Finlands bekendteste Læger op paa Scenen. Han hilste paa mig og sagde:

✂ - Jeg havde aldrig troet, jeg skulde faa et saadant Stykke Pathologi i Kunstform at se paa Scenen. Det var overbevisende indtil den mindste Enkelthed.

✂ - Men at gentage dette ofte kan De ikke udholde.

✂ Jeg troede selv, at Manden havde Ret, og jeg blev til Bergen ved at svare Nej. Theaterstyrelsen var mer udholdende end jeg; tilsidst besluttedes det, at spille skulde jeg.

✂ Jeg arriverede til den Stad Bergen, og jeg kom til den første Prøve. Jeg havde kun indvilliget i at spille sidste Akt.

✂ Prøven begynder. Jeg kommer ind efter Asylets Brand: udmattet og allerede forstyrret læner Osvald sig mod Væggen.

✂ Pludselig ser jeg Fru Alving løbe ud i Kulissen og vende tilbage med et Glas Vand, som hun bringer mig.

✂ Jeg ser jo noget uforstaaende paa Damen og siger:

✂ - Ja, Tak ... men?

✂ Hvorpaa hun meget forvirret siger:

✂ - Aa, Gud, jeg troede, De var syg.

✂ - Nej, svarer jeg, jeg er begyndt at spille.

151

✂ Og Prøven begyndte igen. Men det med Vandglasset burde vist have været mig et Fingerpeg.

✂ Osvald begyndte sine Scener. De Spillende blev efterhaanden ligesom saa underlig forskræmte. Gunnar Heiberg - han var jo den Gang Direktør - flyttede uroligt over fra første Bænk til Orkesterbarrièren, hvor han sad og red med et Udtryk i sit Ansigt som en Mand, der har Kolik, eller som en Person, der lugter til noget meget surt.

✂ Han begyndte at skænde heftigt paa Fru Heiberg, der var Regine og spillede aldeles fortræffeligt.

✂ Jeg blev ved.

✂ Midt under sidste Scene med Fru Alving siger saa Heiberg:

✂ - Om jeg dog ikke troede, at dette var lidt for stærkt - - for det norske Publikum.

✂ Jeg maa her sige, at ingen - Czecherne undtagne - taaler saa stærkt et Spil som just det norske Publikum. Danske vilde undertiden sige, at de Folk var i Haarene paa hinanden, naar norske Kunstnere spiller med al deres Hjertes Gevalt.

✂ Jeg svarede:

✂ - At jeg ansaá det ikke for for stærkt.

✂ - Jeg havde spillet saadan i Finland.

✂ Heiberg saá ikke netop overbevist ud. Men Mandens Stilling var vanskelig. Han havde jo en yndet dramatisk Kritiker til Gæstespil paa sit Theater.

✂ Jeg spillede til Ende.

✂ Skuespillerne havde efter Prøven travlt med at komme i Overtøjet.

✂ Jeg holdt om Aftenen Forelæsning og gjorde ingen Lykke.

✂ Næste Dag havde vi en Prøve til. Jeg véd ikke, om jeg muligvis noget havde afdæmpet min finske Spillemaade, eller om Skuespillerne maaske kun havde vænnet sig en Smule til min Manér. Men efter Prøven sagde Heiberg:

✂ - Jeg tror alligevel, det gaar.

152

✂ Jeg var ikke rnere saa ganske sikker paa det

✂ Da vi gik, standsede vi foran Theaterplakaten. Herman Bang var trykt med meget store Bogstaver. Nederst stod: Alt er udsolgt. Der havde været det i to Dage. Fuldt var der saa i hvert Fald til Exekutionen.

✂ Siden har jeg jo til Bunden forstaaet, hvad for en Himmerigs-Mundfuld saadan en Osvald maatte være for Bergen.

✂ Forestillingen kom. I Garderoberne gik Skuespillerne om med Ansigter som Bedemcend, der ved en Begravelse indlader Følget.

✂ Jeg skulde begynde med en Oplæsning. Publikum var øjensynlig skeptisk lige fra min Indtræden. Danske Damer kastede et Par Buketter til mig under megen Tavshed. Saadanne tavse Buketter er altid ret ubehagelige.

✂ Jeg placerede dem stille foran en Gips-Ibsen, der i Scenens Salon var anbragt paa en Sokkel. Maaske havde jeg ventet en Smule blødgjort Stemning til Gengæld for min Villighed. Men det var evident, at det var Publikum meget ligegyldigt, hvor jeg fandt paa at anbringe mine dannebrogsprydede Blomsterkoste.

✂ Oplæsningen begyndte. Men Publikum viste tydeligen, at det ingenlunde var for at høre Smaahistorier, det var kommet:

✂ Man ønskede at gaa over til det næste.

✂ Jeg bukkede takkende under akkurat det Bifald, som Høfligheden krævede.

✂ Og i Parentes sagt kræver Høfligheden ikke overdrevent meget i Bergen. Det er Folk, som fremfor alt siger deres Hjertensmening - og særdeles lydeligt - baade i Vrede og i Begejstring.

✂ Jeg har oplevet - begge.

✂ Jeg gik for at klæde mig om. Regissøren bragte mig de tvende dannebrogsprydede. Han mente maaske, det var bedst at gøre det lidt tidligt paa Aftenen. Jeg tror aldrig, der har været saa stille i nogen Garderobe som de Timer i Theatret i Bergen.

153

✂ Gunnar Heiberg, som opførte sig uendelig elskværdigt, gik op og ned udenfor Theatret Han maatte være ude: han trængte til frisk Luft.

✂ En ung Skuespillerinde kom forbi mig ude i Garderobegangen/"Publikum er arrigt", sagde hun.

✂ Jo - jeg havde det paa Fornemmelsen.

✂ I min Forfærdelse gav jeg mig til at læse paa Rollen, som jeg havde kunnet i tre, fire Aar.

✂ En ung Skuespiller, der holdt meget af mine Bøger, sagde den ene Gang efter den anden:

✂ - Jeg véd ikke, hvad det er, Publikum har sat sig i Hovedet...

✂ Jeg blev ved og ved at plapre mine Replikker, som det var det, det kom an paa. Og Fru Alving, der var saare elskværdig imod mig - hvad de da alle var - sagde og tog mig i Hænderne:

✂ - Men det gaar jo nok, det gaar jo nok - - naar De nu blot spiller som paa Prøven ...

✂ - Ja, jeg skulde det.

✂ Jeg var mer død end levende. Og alle var de grebne af den samme Angst.

✂ Saa skulde Tæppet gaa. Gunnar Heiberg sad i sin Loge. Fru Didi Heiberg stod hos mig et Nu i Kulissen. Hun var under Sminken af Skræk hvid som et Lagen.

✂ De var begyndt. Nu skulde jeg ind. Saa fulgte en af de urimeligste og interessanteste Halvtimer i mit Liv.

✂ Hvad véd jeg om, hvordan jeg spillede. Om Rollen fuldstændig tog Magten fra min Hjerne. Om jeg blev sanseløs under Vægten af mit Vovestykke. Om jeg har raset just af Forpinthed overfor dette Publikum, hvis tavse og forundrede Uimodtagelighed jeg fornam.

✂ Hvad véd jeg.

✂ Jeg syntes kun, at jeg var Osvald - midt i et stort Mørke var den Osvald, som jeg havde beundret som et Genis ypperste Tanke fra den første Dag; syntes, jeg var ham, som han gik og stod og led - syntes jeg var ham, lige til Tæppet faldt.

✂ Og én uhyre Hyssen lød uden Modsigelse, uden 154 nogen Modsigelse fra otte hundrede Munde paa én Gang.

✂ Jeg løftede Hovedet op fra Gulvet og spurgte Fru Alving:

✂ - Hysser de?

✂ Ja, det kunde nok ikke nægtes.

✂ Hvad mig angaar, tror jeg overhovedet kun, der kan hysses saadan i Bergen.

✂ De blev ved at hysse - længe. Af Skuespillerne var der ingen, der sagde et Ord. Jeg kom ud i Garderoben. Glad var jeg egentlig ikke. Det indsaá jeg jo, at med min Rejse var det mestendels forspildt...

✂ Og rejst fra Stad til Stad for "at slaa igennem" havde jeg nu i snart et halvt Aar.

✂ Jeg kom da af Osvald-Tøjet. Noget langsomt gik det. Vognen ventede for at bringe mig hjem. Stille lukkede Regissøren Døren op og hjalp mig ind. De to dannebrogsprydede lagde han i Tavshed paa Vognsædet.

✂ Saadanne Regissører er habile Folk, der har et Øje paa hver Finger og som aldrig glemmer noget.

✂ Naa, næste Aften kom Kritiken.

✂ Det var ikke blot en Fiasko. Det var en Fiasko - i Bergen.

✂ Alle Aviser brugte de meget norske Ord. Det fineste Blad skrev:

✂ - At aldrig havde Anmelderen troet, at han paa Scenen skulde se en gal Mand ...

✂ - Nu havde han set det.

✂ Hvad mig angik, blev jeg syg.

✂ Jeg havde iøvrigt slet ikke haft andet at gøre.

✂ Forresten var jeg om Sygemeldingen ikke ene. Fru Alving sendte ogsaa Sygeattest: Sagnet gaar, at hun var gul og grøn og mør i sin ganske Krop, saadan havde Osvald i Kampen om Morfinkapslerne haandteret hende.

✂ Vistnok er dog dette overdrevet.

✂ Hjemme huskede jeg kun én Ting:

✂ At en ung Skuespiller, just som min Vogn skulde 155 køre derhenne fra Theatret, pludselig kom løbende og fik Vognglasset revet ned og rakte sin Haand ind i Vognen og sagde:

✂ - Ja, ja, jeg tror nu alligevel, at De er Skuespiller.

✂ Hvem kan vide, om han mente det? Det var dog saa smukt af ham at sige det.

✂ Og saa skulde jeg fortsætte mine Forelæsninger.

✂ De behagede.

✂ Bergenserne er jo de bratte Svingningers Folk, som alle har noget af Skuespillernes ujævne Stemningsbevægelighed i sig. Hver Bergenser er født Aktør. Her bliver som i Syden hver Samtale mellem to eller tre uvilkaarlig Aktion. Kun her bliver i Norden hver Stilling af en Kvinde ubevidst Plastik. Hver hastig Gruppe under en Flok Gadedrenges Leg bliver her Maleri.

✂ Den, der har været i Bergen, forstaar, at for den store Søn af denne By maatte alting forme sig til Optrin, Scener, Skuespil.

✂ Og den, der færdes længe her, synes, at rundtom træffer han endnu efter et Par Seklers Forløb lyslevende alle disse Skuespils Personer. Jeppe er næppe helt den danske Bonde, langt mer maaske den norske Stril. Naar Strilen ved Fiskebryggen hen mod Aften sløv og forast ludede paa Toften i sin Baad, saá jeg som levende en Phisters store Holbergbillede. Og om Morgenen, naar alle Byens Tjenestetøse paa Torvet hidsigt købslaar og forslagent gantes, hører man i Kor rapt de hundrede Perniller. Og Mesterens Frimodighed lever her endnu paa mangen Magdelones snakkeglade Læber. Den stædige Jeronimus ryger i Bergensiske Fædres Skikkelse den Dag idag Pibe udenfor sit Hus.

✂ Naar man kender Bergen, ser man, i hvilken Grad Ludvig Holberg var Bergenser; og man vinder den Overbevisning, at endnu ingen Forsker i tilstrækkeligt Maal har ført ham tilbage til hans Hjem.

✂ Her er ikke Hot Niels Klims Hule. Her er hans 156 Skuespils Moderjord, og her lever endnu de Holbergske Mennesker.

✂ Og netop her, hvor dog Skuespillere vokser af Jorden, spilles Mesteren slettere end nogetsteds.

✂ Man kan tro at skimte Grunden.

✂ Thi med den i København udarbejdede Tradition kan Skuespillerne ikke finde sig til Rette. Den modsiger noget hos dem selv, og den træder dem muligen imøde som Unatur.

✂ Og til en kunstnerisk Revolution, hvor de brat gengav Holberg i Bergensisk Lignelse, føler man ikke Mod.

✂ Hvor skulde man vel ogsaa faa Mod til saadan noget som Revolution under saadanne Forhold som dem, hvorunder Scenekunsten her lever? Hvor Kunsten og Kunstnerne slider med samme Næringssorg?

✂ Bergen har rejst sin største Søn et Mindesmærke af den døde Bronce. Det har man for Skams Skyld gjort for den Afdøde. Men den levende Holberg har man glemt. Ham lader man sygne hen i det Skur, som Bergen kalder sit Theater.

✂ Og den Fremmede, som ser Manden af Bronce og hører, at han var Skuespildigter, vil, naar han har set Theatret, sige: Denne store Mand var dog altsaa ikke saa stor, at hans Skuespil kan spilles mer.

✂ Thi ellers vilde vel hans Fødeby bygge en Skueplads, der kunde huse ham.

✂ I København sidder Holberg symbolsk uden for Theatret. I Bergen har man saagar maattet flytte ham hen i en helt anden Kant af Byen. Man kunde ikke være bekendt, at Mesteren skulde faa Øje paa sit eget Hus ...

✂ Naa, alt det var en Digression.

✂ Det blev i det lave Træhus i Bergen, at jeg for altid begravede Tankerne om Theatret...

✂ De otte Hundrede havde hysset saa altfor stærkt.

✂ Og dog var det paa et hængende Haar blevet ganske anderledes. Der fandtes i en nordisk By en Theaterleder 157 og højt betydende Instruktør, som troede, at jeg i den ellevte Time virkelig burde vove Forsøget og gaa til Theatret.

✂ Han vilde ekse med mig i to Aar ... og min Debutrolle var allerede bestemt, hele tre Debutroller.

✂ Men nu fik han Afbud.

✂ Nej, nej, de Folk i Bergen havde hysset altfor stærkt.

✂

UDVIST AF TYSKLAND

✂ JEG havde uden at være samfundsfarlig boet seks Uger i et Hotel, da jeg første Januar rykkede ind i et Privathus, og Ulykkerne begyndte.

✂ Værtindens Anmeldelsesseddel kom i Hænde paa den kejserlige Stad Berlins Politi.

✂ En skønne Morgen viste der sig hos mig en yngre og meget velklædt Person, der gjorde mig en Del mere intime Spørgsmaal om min Virksomhed og mine forskellige Livsforhold, hvad der noget undrede mig. Da jeg spagfærdigen udtalte min Forbavselse, præsenterede han mig høfligst et lille Skilt og sagde: at det var jo rimeligt, at Politiet interesserede sig en Kende for saadanne tilrejsende Fremmede.

✂ Han bad mig tillige særdeles aimabelt - "det var en Formsag, kun en Formsag" - blot paa et lille Stykke Papir at opskrive, hvor jeg skrev.

✂ Hvor jeg skrev? Naa, Manden kunde jo ikke vide, at Listen vilde blive meget lang.

✂ Jeg skrev op - danske Blade, svenske Blade, tyske Blade ...

✂ Den behagelige Mand spurgte venligt, om jeg ikke ogsaa skrev i norske Blade.

✂ Jeg svarede jo og føjede et Kristianiablad paa Listen.

✂ Den venlige Person spurgte: Om mon det var det eneste norske Blad ...

✂ Nej, svarte jeg, der var da ogsaa et andet...

✂ - Ja, saa ...

159

✂ Man kunde ikke se, at det videre interesserede den behandskede Mand. Men han bad mig dog - for en Ordens Skyld: det Hele var jo "en Formsag" - tilføje ogsaa det Blads Navn.

✂ Hvad jeg gjorde og skrev: "Bergens Tidende".

✂ Den fortræffelige Mand takkede. Han behøvede ikke flere Blade nu. Han talte nogle Ord om "en saa anstrengende Virksomhed" og stak Papiret til sig: det var tilstrækkeligt.

✂ Han var meget behagelig, som sagt, men gav mig dog ikke Haanden, da han gik.

✂ Da jeg to Dage efter kom hjem fra Theatret, meddelte min Værtinde mig, at der havde været en underlig Mand hos mig, som absolut vilde vente paa mig og havde ventet i tre Timer.

✂ Men jeg havde været i "DeutschesTheater", hvor man nødig stryger for meget af Schiller, og jeg havde set "Don Carlos", saa tilsidst var det dog blevet den mærkelige Mand for meget, og han var gaaet igen.

✂ Næste Morgen blev jeg vækket af min bedste Søvn: Den sære Herre var der igen.

✂ Jeg bad ham venligst komme, naar ordentlige Folk stod op. Nu sov jeg.

✂ Men Værtinden sagde, det gik vist ikke an. For han var, troede hun, fra Politiet.

✂ Jeg satte mig op i Sengen: Fra Politiet? Hvad Pokker vil han? spurgte jeg.

✂ Ja, sagde Værtinden, der var ganske forskræmt: det fik jeg vel nok at vide, naar jeg nu kom ind - for den sære Mand ventede. Han vilde ikke gaa.

✂ - Han vilde vente.

✂ Ganske rigtigt - Herren ventede.

✂ Han bad mig - slet saa høflig som Manden forleden var han ikke - tage Sagen roligt: Men jeg maatte møde paa Politistationen.

✂ Paa Hovedstationen.

✂ Jeg sagde, jeg skulde komme i Løbet af en Time.

✂ Men han paastod, han maatte følge mig - og straks.

160

✂ Jeg vil ikke netop sige, at Situationen behagede mig, mens jeg klædte mig paa inde i Sovekamret og han ventede med Benene over Kors i en Stol inde i min Dagligstue.

✂ Da vi kom hed i Porten, spurgte han mig, om jeg muligvis vilde have en Droske.

✂ - Jo Tak.

✂ - Om jeg brugte Drosker af første eller anden Klasse.

✂ Vi fik en Vogn af første, og den udholdende Herre satte sig ind ved Siden af mig.

✂ Jeg spurgte, hvad jeg egentlig havde gjort. Og Manden svarede:

✂ - De maa ikke spørge. Det angaar ikke mig.

✂ Jeg arriverede altsaa til Hovedstationen noget uklar over min Forseelses Art.

✂ Jeg kom gennem mange Gange og mange Stuer - min Mand var ved min Side; mange Embedsmænd sad ved mange Pulte - Manden var ved min Side.

✂ Tilsidst kom jeg ind i et Rum, hvor jeg skulde vente. Det var et Detentionslokale for Løsgængere. Paa en Træbænk sad der allerede tvende Karle af et ikke ganske dadelløst Ydre.

✂ Herren fra Drosken overgav mig til Rummets Opsynsmand og fjernede sig,

✂ Jeg spurgte atter: hvorfor jeg egentlig var her. Og den nye Herre svarede atter:

✂ - De maa ikke spørge. Det angaar ikke mig.

✂ Hvorpaa jeg maalte Gulvet i en Time, under hvilken der kom alt fler og fler Løsgængere, til Luften ikke blev svært behagelig.

✂ Tilsidst spurgte jeg:

✂ - Hvorlænge jeg mon skulde vente? Den nye Herre svarede:

✂ - Det var der ingen, som kunde vide. Og jeg ventede igen - en halv Time. Saa vendte Herren fra Drosken tilbage og førte mig med sig:

161

✂ - Nu vil De erfare det, sagde han.

✂ Jeg havde allerede en Fornemmelse, som var jeg en Russer og skulde til Sibirien.

✂ Jeg førtes ind i et nyt Værelse og ventede atter - foran en Skranke.

✂ Bag Skranken arbejdede vel tyve Gentlemen, hver foran sin Protokol.

✂ En af disse Herrer skød endelig frem mod mig bærende et stort Dokument i Haanden. Jeg saá, der stod noget trykt. Herren spurgte mig, om jeg var Herman Bang, og da jeg bekræftede det, forelæste han mig min Udvisning.

✂ Jeg var udvist af Kongeriget Preussen.

✂ Jeg tillod mig noget lavmælt at spørge om Grunden. Herren blev kun ved at læse:

✂ Jeg havde at forlade Berlin inden fire og tyve Timer, og hvis jeg efter den Tid blev befunden inden Kongeriget, vilde jeg efter Fængselsstraf blive transporteret til Grænsen.

✂ Da Oplæsningen var endt, spurgte jeg igen om Grunden. Herren med Dokumentet svarede meget barsk:

✂ - Vil De skrive under? ... Her gives ikke Grunde.

✂ Jeg tror nok, jeg skulde skrive under saa at sige "til Efterretning".

✂ Jeg gjorde opmærksom paa, at jeg jo ikke var nogen Snedkersvend, og at en Udvisning vilde gøre nogen Opsigt. Herren med Papiret syntes ret koldblodig overfor Opsigten. Han sagde og gav mig Pennen:

✂ - Aa, det vil ikke blive saa slemt

✂ Jeg skrev under efter at have faaet otte og fyrretyve Timer til Opbruddets Forberedelser.

✂ Under den hele Akt havde ingen af de nitten ved Pulten saa meget som løftet Øjnene. Preussiske Embedsmænd hører ikke efter, hvad der ikke angaar dem. Jeg har en Gang besøgt et Ministerium i Petersborg. Ved hver Omdrejning af Gangene stod et Par Embedsmænd og snakkede. Der var hundrede Personer, der tjenstvilligst vilde give os Besked, og ingen, der vidste 162 nogetsomhelst. Den ene Embedsmand syntes aldrig at kunne finde den anden. Hver Gang vi kom ind i et nyt Værelse, saá alle op og der samledes en hel Flok for at give os Oplysninger.

✂ En gammel Herre, der var saadan noget som Kontorchef, forlod sit Kontor og fulgte mig gennem den halve Bygning.

✂ Han spurgte mig om Danmarks geografiske Forhold og holdt mig paa de kolde Gange fast over en Time. Han var Amatør i Geografien.

✂ Han tog en Slags Kasket af Hovedet og sagde, mens han svang den i Luften, den ene Gang efter den anden:

✂ - Menneskene bør dog kende den Jord, de bebor.

✂ Paa Berlins Politikammer gaar det anderledes til end i Petersborg. En preussisk Embedsmand er Skildvagt foran sin Protokol, og en brandenburgsk Skildvagt passer sin Dør og kun den; og at tale er ham forbudt.

✂ Jeg kørte efter at have modtaget Udvisningen hen til Gesandten. Han vilde gøre sit Muligste, og i alle Fald Grunden kunde han vel faa at-vide.

✂ Vi fik den at vide: den var jo sørgelig. Og det var selve Grev Herbert Bismarck, der lagde Gesandten den paa Bordet i Form af en Bergensisk Føljeton.

✂ Efter det maatte alle Indvendinger forstumme: Føljetonen var for veltalende. Jeg syntes selv ikke, jeg havde nogensomhelst Grund til at beklage mig. Iøvrigt var Føljetonen indsendt af Konsulen i Bergen og havde allerede længe - paa sin Plads og forsynet med Nummer- ventet i Udenrigsministeriet sammen med Bjerge af andre nordiske Aktstykker.

✂ Man samler nemlig særdeles samvittighedsfuldt paa allehaande Tryksager der i Berlin.

✂ Forbavsende samvittighedsfuldt, siger de, som kender til det.

✂ Et Aars Tid efter min Udvisning skrev jeg i Anledning af nogle meget frimodige Udtalelser paa et Par politiske Møder herhjemme, Udtalelser, som var blevet 163 refereret i Aviserne: at man burde maaske derhjemme tale en Smule sagtere. For der var dog kun en Væg mellem Tyskland og os, og "Vægge kan have Øren".

✂ Bemærkningen blev heftig spottet. Om man havde vidst, hvem der havde udtalt den, vilde man maaske have "let" en Smule mindre højt.

✂ Mit eneste Haab var, at min Udvisning kunde foregaa i Stilhed. Jeg fandt ikke Anledningen egentlig velvalgt til at gøre Spektakler. Jeg vidste jo, at "Bergens Tidende" sent eller tidlig vilde naa Berlin - i Oversættelse.

✂ Jeg ønskede kun at erfare, om jeg muligvis i det øvrige Tyskland kunde opholde mig uantastet. Grev Herbert Bismarck troede nok det. Og jeg besluttede at rejse til Meiningen. Paa "Berliner Tageblatt" var jeg at gøre Afskedsvisit.

✂ Jeg gik en sidste Gang op ad Verdensbladets Trapper. Det var Arthur Levysohn, der havde bidraget mest til mit Komme til Berlin. Han havde fulgt min Virksomhed hjemme og mente, at der i Berlin vilde være Plads for mig. Jeg skulde være Bladets Theater-Føljetonist. De første Artikler havde allerede været trykte.

✂ Nu var der ikke andet at gøre end at sige Farvel.

✂ "Jeg tog min Hat" - og gik.

✂ Den sidste Aften kørte jeg med en dansk Ven op ad "Unter den Linden". Skøn og mægtig laa den, levende gød sig dens Menneskestrømme frem - en af Verdenslivets store Aarer.

✂ Min danske Ven rejste sig i Vognen. Langt saá han ned mod Brandenburger Thor med dens Sejrsspand; alt var badet i Lys, alt, Mennesker og Paladser.

✂ - Skønne, dejlige Stad, sagde han. Og vi sad længe tavse:

✂ - Skønne, dejlige Stad.

✂ Ja, her var den store Verden, og nu kørte Hr. H. B. hjem til sin Krog, en ny Krog.

✂ Han drog af Gaarde næste Morgen.

✂ Det er ikke saadan saa lige at komme til Meiningen. 164 Man skifter Tog nogle Gange, og tilsidst kommer man paa smalsporet Jernbane i et Træn med én Personwaggon og én Godsvogn.

✂ I det Tog lunter man saa jævnt. Man har jo Fornemmelsen af at være bøjet ind paa en af Verdens Sideveje.

✂ Men godt og fredeligt blev der i Meiningen. Man vidste, hvad der var passeret mig, men man lod, som man ikke vidste det.

✂ Dagene gik deres Gang. Hofskuespillerne gik til Prøve og de gik fra Prøve for paa Hotellet at drikke deres Øl. Deres Promenader var Dagenes Begivenheder. Folk fulgte dem med Øjnene gennem hele Byen. Residensen har kun én Gade, hvor alle Hofleverandørernes Døre ruster i Stilhed paa deres Hængsler.

✂ Om Aftenen var Byen i Theatret.

✂ Hertugen var i Spidsen i sin Loge, og Folket hørte til. Det kunde Repertoiret udenad og glædede sig højt.

✂ Det kunde blive ud paa Natten, inden man kom hjem. Der er jo saa rigeligt med Omklædninger i Meiningen.

✂ De brave Thüringer vandrede hjemad under munter Støj. De nød Truppens Verdensry, som var det deres egen. Deres Yndlingsstykke var Wilhelm Tell. I det Stykke larmer Gehejmeraaden, som rullede der Laviner ned mellem Kulisserne.

✂ - Gott, Gott, sagde Borgerne, heute hat er denn brav gedonnert.

✂ De var iøvrigt ogsaa tilfreds med "Et Blodbryllup". Da blev Garnisonen udkommanderet og cernerede Theatret. I Slotsparken fyrede de paa givet Tegn under høje Hyl.

✂ Oppe paa Scenen betragtede Fru Olga Lorentz fra et Vindu det hærgede Paris:

✂ Spektaklet i Slotsparken var "Bartholomæusnatten"s Myrderier.

✂ Hver Søndag arriverede al Hertugdømmets Ungdom under Faner. Den drog i Theatret som Grundtvigianere til en Skyttefest.

165

✂ Koncerter var der ogsaa: Hans v. Bülows Afskedskoncert Hans v. Bülow var som bekendt Dirigent for Hofkapellet, men i denne Stilling ikke altid netop enig med Hans Højhed.

✂ Tværtimod havde han meget ofte sine egne Meninger, som han efter Vane udtalte meget højt.

✂ Nu havde den udmærkede Dirigent ved en Koncert i Köln fra Podium aabent udskældt Hans Højhed og ladet sine Skældsord frimodigt referere. ,Hans Ansøgning om Afsked var derfor naadigst blevet bevilget.

✂ Han skulde nu som Farvel dirigere ved en Koncert. Hele Byen skælvede for Koncerten. Hr. v. Bülow formentes til Afsked ikke at ville skaane sit Publikum.

✂ Hr. v. Bülow viste sig paa Podiet ti Minutter før syv. Det var øjensynligt, at han iaften ønskede at begynde paa Slaget: Hans Højhed var nemlig undertiden forsinket en enkelt Minut.

✂ Men Hertug Georg havde iaften set lige saa præcist paa sit Lommeuhr som Dr. von Bülow og indtraadte i sin Loge en Minut før syv.

✂ Hr. v. Bülow lod, som han ikke saá ham. De øvrige Tilhørere mønstrede han med et Blik som en preussisk Underofficers, der inspicerer sin Sektion.

✂ Publikums Holdning forblev en saadan, at "den afskedtagende Dirigent" ikke fandt Anledning til Udtalelser.

✂ Højheden applauderede hjerteligt.

✂ - - - En skøn Dag modtog jeg fra Hamborg en Avis. Den indeholdt en føljetonistisk Korrespondance fra København. Korrespondancens Genstand var mig. Jeg tør vel nok sige, at ikke nogen Ubehagelighed, der om denne Genstand er sagt i et dansk Kaféhjørne, i denne Skildring var udeladt. Man havde samvittighedsfuldt faaet alt med, endogsaa de Ulykker, som havde ramt mine Afdøde.

✂ For dem, der troede alt dette, maatte jeg sagtens kunne komme til at se ud som en farlig Person.

✂ Og hvorfor skulde man ikke tro det i et fremmed 166 Land, naar der var nogen, der vilde skrive det i mit eget? Jeg tænkte straks, da jeg læste det:

✂ - Nu bliver Du ogsaa vist ud her.

✂ Hvad jeg da ogsaa blev - særdeles hurtigt.

✂ Et Par Dage efter kom der Tilsigelse. Jeg havde at melde mig hos Overborgermesteren. Han ønskede at se mig næste Morgen Klokken otte. Tyske Embedsmænd har det med at tage alting fra Morgenstunden.

✂ Jeg mødte og saá straks, at Papiret var i Orden. Det laa færdigt ved Siden af Hr. Borgermesteren.

✂ Det viste sig at udvise mig af den Stad Meiningen med de kendte fire og tyve Timers Varsel.

✂ Jeg erklærede, at jeg umuligt kunde rejse saa hurtigt. Overborgermesteren mente, at der var ikke saa langt til Grænsen der i Hertugdømmet, hvad der allenfals ikke var. Men jeg maatte jo dog, mente jeg, rejse lidt længere end til Gotha.

✂ Jeg gik til Statsministeren.

✂ Han var en jævn, godlidende Mand, som tit i Skumringen sad i Hotellets Gæstestue ved sit Krus.

✂ Jeg opsøgte ham nu i Ministeriet. Det lignede mest saadan et større Godskontor. Statsministeren sad i sin Stue - Stolene havde Hestehaarsbetræk - foran et gammelt Chatol.

✂ Jeg forebragte ham min Sag og spurgte om Grunden til min Udvisning. Man havde dog i Berlin sagt, at jeg vilde kunne sidde roligt i Meiningen.

✂ Ministeren sagde:

✂ - Jeg kender ikke Grundene.

✂ - Wir haben nur Befehl aus Berlin. Og idet han sænkede Stemmen en umærkelig Smule, sagde han:

✂ - Her kan vi intet gøre.

✂ Den gamle Mand rejste sig og vendte sig om mod Vinduet, som var han pludselig blevet bevæget. Og efter en lille Stilhed sagde han:

167

✂ - Ogsaa her er der Forældre, hvis Sønner faldt ved Langensalza.

✂ - To Dage tilstod han mig dog - og vi skiltes med et Haandtryk.

✂ Allerede næste Morgen mødte dog en Politibetjent

✂ - jeg tror, Residensstaden har to - ved min Seng for fra Overborgermesteren at minde mig om Afrejsen. Man frygtede mig nu som en Stump Revolution i Hertugdømmet.

✂ Da jeg rejste, var Politibetjenten tilstede paa Perronen

✂ - civil.

✂ Jeg afrejste til München.

✂ Man havde raadet mig til at vælge et Kongerige til Opholdssted.

✂ Jeg ankom til München om Aftenen. Jeg tog ind i et Hotel, hvor jeg i mange Aar altid har plejet at bo. Næste Morgen vækkedes jeg af Portier'en, der var saare effareret:

✂ Der havde været Politi for at forespørge om mit Opholdssted.

✂ Allerede, tænkte jeg og forstod, at München jo næppe vilde være egnet til noget varigt Asyl.

✂ Jeg bestemte min Afrejse til om Middagen.

✂ Jeg var vis paa, at der var ikke Tid at spilde.

✂ Først tog jeg ud til Henrik Ibsen, der sad saa underlig hjemløs midt imellem en Hob lejede Møbler, som nogle ophængte Familieportrætter stirrede paa med forstyrrede eller sært forbavsede Øjne. Mesteren rystede paa sit graa Hoved ad min Fortælling og sagde Gang efter Gang:

✂ - Hvad maa man høre - hvad maa man dog høre.

✂ Klokken to rejste jeg med Hurtigtog mod Østen. Jeg fandt det tjenligt at vige for Hohenzollerne og opsøge det Habsburgske Monarki. Jeg slog mig ned i Wien.

✂ Fire, fem Maaneder levede jeg i al Uforstyrrethed. En af de meget faa, som jeg kendte, var den danske Minister, om hvem jeg - som vistnok alle Danske - bevarer den kæreste og venskabeligste Erindring.

168

✂ Jeg var flyttet ud i Hernals og boede dér ganske ene. Jeg saá bogstavelig talt Uger igennem ikke et Menneske, men skrev og skrev paa "Ved Vejen". Min Værtinde var en Enke med seks Børn, som tilhobe beboede et Køkken med tilhørende Spisekammer.

✂ Det var mig paafaldende, at der i den senere Tid bestandig opholdt sig vekslende Mandspersoner i dette Spisekammer.

✂ Værtinden sagde mig, at det var Friere.

✂ Hendes Ægteherre var næppe kold i sin Grav, og hun indlagde frenetisk Ægteskabsbillerter paa alle Bladkontorer.

✂ Hun sagde:

✂ - Hvad kan en Person, der sidder ene hen? - Længe paastod hun, at Herrerne i Spisekamret var

✂ Friere, som sagt.

✂ Men en skøn Dag meddelte hun mig i Fortrolighed, at

✂ det var "Detektiver": De spurgte hende daglig ud om

✂ mig.

✂ - Hvad de da vilde mig? spurgte jeg.

✂ - Ja, det vidste hun ikke. Men de saá i mine Papirer, naar jeg ikke var hjemme.

✂ - Om de da kunde læse dem? spurgte jeg.

✂ - Nej, det kunde de ikke. Men de spurgte altid, om jeg ikke var ude om Natten, og om der ikke kom Russere.

✂ Jeg forstod, at nu var jeg paa Vej til at blive ren Nihilist.

✂ Jeg underrettede Gesandten, og han tog til Politipræsidenten. Ganske rigtigt - man tog mig for en fordægtig Person.

✂ Der blev spurgt, hvad jeg havde gjort. Men om det gav man mig ingen Oplysninger. Man mente kun, at min Nærværelse var ret overflødig i Wien. Iøvrigt indhyllede Præsidenten sig i en Sky af Hemmeligheder.

✂ Det østrigske Politi ynder i det Hele at have sine Hemmeligheder. Det arbejder endnu under Traditionen fra Fyrst von Metternich.

169

✂ For dette Politi maatte jeg naturlig blive en Lækkerbidsken. Man kunde her klædeligt fable om alt, netop fordi der intet var.

✂ Morgen og Aften afgav Værtinden Rapport i sit Spisekammer. Jeg faldt over Detektiver i min Gadedør.

✂ Værtinden melede sin Kage. Hun paastod, at hun havde opbevaret sin Husleje i Skuffen i en Kommode i min Stue. Denne Husleje var nu bortkommen.

✂ - Jeg vidste jo selv, sagde hun til mig saa inderlig mildt, at der ingen kom i mit Værelse.

✂ - Hun vilde jo nødig indblande Politiet i Sagen - -

✂ - Herren har saamæn nok - mer end nok iforvejen . ".

✂ Hendes Ansigtsudtryk malede i forstaaende Deltagelse alt, hvad jeg sikkert "havde":

✂ - Men hun var en fattig Kone, der maatte ha' sin Husleje.

✂ Jeg forstod det, hun maatte ha' sin Husleje.

✂ Den var tyve Gylden. Min Pung blev de Sedler lettere.

✂ Og et Par Dage efter afrejste jeg til Prag. Man havde ment, jeg vilde være mindre generende i Provinsen.

✂ Jeg lejede mig en Lejlighed i en Forstad, og om Lørdagen flyttede jeg ind om Aftenen. Søndag Morgen ringede en Politikonstabel:

✂ Om jeg var Hr. den og den:

✂ Jo (nu kendte jeg Visen) jeg var Hr. den og den.

✂ - Saa var her en Tilsigelse, sagde Manden.

✂ Jeg tvivlede ikke paa det og tog mit Papir.

✂ Jeg mødte efter Tilsigelsen. Endelig var jeg falden i Hænderne paa et Par Embedsmænd, der kendte deres Pligt og tog det alvorligt.

✂ Her havde man ikke i Sinde at lade en Forbryder dø i sin Synd.

✂ Foreløbig lod man mig vente paa de Anklagedes Bænk en Time. Jeg sad mellem tvende Gentlemen, der var anholdt for. Betleri. Da jeg endelig indlodes, forstod jeg, at nu var jeg kommen til de Rette:

170

✂ Disse to Herrer var ikke Folk, som lod sig en Hemmelighed gaa forbi. Dertil holdt de meget for meget af Hemmeligheder. Og de var indsigtsfulde som Øvrighedspersonerne i en Operette.

✂ De behandlede mig, som var mig Galgen vis, og begyndte med at paastaa, jeg havde forfalsket mit Pas.

✂ Den øverste Embedsmand, der var meget rødnæset, erklærede betydningsfuldt: at man kendte mig.

✂ Jeg svarede spagfærdigt, at det lod til at være mere, end jeg selv gjorde.

✂ Den Øverste bad mig indstændigt spare min Vittighed: man havde faaet sin Indberetning.

✂ Jeg spurgte, hvad der stod i den Indberetning.

✂ Den Øverste svarede kun: at Indberetningen var fra Wien.

✂ Han udtalte denne Stads Navn, som om jeg midt paa Kärnthner-Ring havde dræbt en betydelig Kvotadel af min ulykkelige Familie.

✂ Jeg sagde, jeg forstod, den maatte være kommen fra Wien.

✂ Embedsmanden smilede og sagde med en stærk Betoning: Saa det forstaar De dog?

✂ Den yngre Embedsmand indførte min Tilstaaelse i en Protokol.

✂ Jeg forstod, at jeg nu var fuldkommen fordægtig.

✂ Jeg forsikrede imidlertid om min Uskyldighed.

✂ - Min Herre, sagde Embedsmanden, man indberetter ikke om uskyldige Personer.

✂ - Vi kender Dem.

✂ Den yngre Embedsmand antydede med et Nik, at han idetmindste kendte mig indgaaende.

✂ Men tydeligt var det, at om man kendte mig, kendte man ikke Hemmeligheden. Og man vilde kende den. Man skulde nok lære at kende den.

✂ Man forhørte mig i syv Kvarter.

✂ Da havde de tvende Herrer fyldt syv Foliosider med Tilstaaelser, og man ansaa mig for en forhærdet Forbryder.

171

✂ Den ældre Herre sagde mig det i Ord, der intet lod tilbage at ønske i Retning af det oprigtige. Og jeg gik, mens han sagde:

✂ - At jeg skulde høre fra ham.

✂ Jeg gjorde det: i otte Dage var der hver Morgen en Politikonstabel ved min Dør.

✂ Hveranden Dag modtog jeg Tilsigelser. De gule Papirer var kendte i hele Huset. Husbeboerne, det maa jeg tilstaa, trængte ikke netop paa for at gøre mit Bekendtskab.

✂ Det var midt i Højsommeren. Solen stegte Retslokalerne. De tvende Embedsmænd svedte Blod af hellig og ophidset Iver: Aldrig har Embedsmænd været grovere i deres Mund.

✂ En Dag modtog jeg Tilsigelse fra selve Politipræsidiet. Jeg modtog nu alt, hvad der kom og hvad der traf sig, uden Sindsbevægelser. Jeg var blevet vant til Skranken.

✂ Jeg blev ført ind til en meget fornemt udseende Gentleman, der behandlede mig, som var jeg polsk Jøde og falbød Gulvmaatter.

✂ Man meddelte mig, at der paany var indløben en Indberetning fra Wien.

✂ Jeg svarede, at jeg kun ikke forstod, hvad der var at indberette.

✂ Han meldte barsk, at "der vilde ikke forekomme Indberetninger, hvis jeg intet havde gjort."

✂ Jeg spurgte træt-fortvivlet - for nu var det vel tusinde Gang -: hvad var det da, jeg havde forbrudt. Og Manden svarede: Hvis vi vidste det, Hr. Dings, vilde vi vel ikke forhøre Dem.

✂ Jeg sagde ikke til Manden, at han kørte i Ring. Jeg sagde overhovedet ingenting. Det vilde have været unyttigt. Men det er, kan jeg levende tænke mig, i saadanne Øjeblikke, hvor anholdte Væsener opdigter Forbrydelser for idetmindste at faa en Ende paa det.

✂ Politipræfekten sendte mig bort efter at have anbefalet mig Forsigtighed.

✂ Iøvrigt garnerede man Huset, hvor jeg boede, med 172 Detektiver. Særlig ønskede man at erfare, om jeg modtog natlige Besøg. Jeg modtog ingen Besøg hverken Nat eller Dag.

✂ Wiener-Bekendte raadede mig til at rejse hjem: for "det østrigske Politi var nu én Gang vanskeligt, naar det først havde sat sig noget i Hovedet".

✂ "Det var et Politi, der gerne blev ved sit."

✂ Det maatte jeg indrømme.

✂ Men rejse hjem vilde jeg alligevel ikke, før jeg kunde gøre det med "Stuk" i Lommen. Jeg blev altsaa endnu et Aar. Politiet viste mig vedblivende sin Opmærksomhed. Men om hvad der stod i "Indberetningerne", underrettede det mig aldrig.

✂ Det havde vist sine Grunde.

✂ Naa, hvorom alting er - ihærdigt maa man kalde saadant et Politi.

✂

I KRISTIANIA

✂ FOR halvtredsindstyve Aar siden rummede Kristiania Mure vel saadan noget som knap fyrretyvetusind Mennesker. Nu vandrer der ét hundrede og fyrretyvetusind Eksistenser mellem Oslo og Slotsbakken, de to Tal alene giver egentlig hele Byens Fysiognomi.

✂ Hvad der i Danmark er det eneste, nemlig at være Københavner, er i Norge socialt taget, snart sagt det fataleste af alt, og der er ingen Kristiania-Mand, som ikke iler med at fortælle, at han ikke er Kristianienser.

✂ I Virkeligheden er han det heller ikke. Manden er fra Arendal eller Porsgrund eller Flækkefjord eller fra Skien. Og naar han skynder sig med at fortælle det, er det fordi i Arendal og Porsgrund og Flækkefjord eller i Skien, dér sidder endnu gode gamle Familier, baade Sorenskrivere og Præster, som han hører til. I Kristiania derimod er alt nyt og uden Fortidsgarantier, og man vil dog saa nødig smage af Parvenu.

✂ Derfor er Kristiania maaske den eneste Hovedstad, hvor ingen vil høre hjemme - og faa har hjemme.

✂ Thi hvis man ogsaa selv skulde være født i en Sidegade til Karl Johan, er dog i det mindste Ens Forældre - ogsaa det fortæller man ilfærdigst - fra Haugesund eller fra Tromsø; og der er ingen Traditioner som binder En til de Brosten, man slider. Ens Minder hører andetsteds til. Det er fra Aalesund og Laurvig og Skien, at Hjemmene erfarer alt det, som tager Godtfolk 174 om Hjertet: at Arnljot Oulie, han er da nu bleven forlovet, og Lina Munthe har faaet stride ud. Det er i Christianssand, man lever med Postmesteren, der har jubileret Og det er til Bergen, man længes den syttende Maj.

✂ Derfor er der ingen Kristianiensere - ikke en Gang de, som er født i Kristiania. Og jeg, tror, at denne Hovedstad, som er befolket med Provinsboere, er den mest og uretfærdigst bagtalte By udi den ganske Verden.

✂ Dens Befolkning af Indflyttere har bevaret hele Provinsens Mistænksomhed overfor den By, de nu selv bebor. De ser paa deres egen Stad med Kragerøs Øjne, og der er ét, mod hvilket de fremfor alt værger sig: de vil ikke imponeres. Det vilde nok anstaa sig: Tak - at lade sig imponere af Kristiania.

✂ Derfor ser de Fejlene ved alting, og de ironiserer over alt. De bagtaler deres egen Stad af Frygt for, at nogen skulde tro dem "betagne" af den.

✂ Der er derfor i den hele By kun ét eneste, som alle ofrer en aabenlys Hengivenhed.

✂ Det er "Karl Johan".

✂ Den saa at sige tillader man sig at elske - som en Københavner elsker sit ganske København.

✂ Karl Johans Fliser maa Kristianiamanden slide, mindst én Gang om Dagen.

✂ Dér maa han hen for at se Stortinget maale Slottet og Slottet Stortinget med deres fjendtlige Øjne. Til Karl Johan strømmer alle sammen; og en Time om Dagen skaber Kristianiamennesker en Storstad af deres Provinsby.

✂ Det stod let i deres Magt at gøre det oftere.

✂ Men det sker ikke: naar den sidste Valstakt er døet ud i Studenterlunden og Universitetsuhret viser tre, tømmes Karl Johan. Det er, som skyndte alle disse Mennesker sig hjem til deres Provins.

✂ I mange af Kristianias Gader kan de i Virkeligheden saa udmærket tro, at de er Provinsfolk endnu - saa stilfærdigt 175 ligger Gaderne hen. Købmand sladrer med Købmand fra Dør til Dør og Svendene slikker Sol paa Stentrapperne. Ingen har travlt og ingen forstyrrer Roen. Som i Provinsen synes man, at her maatte Dørene kunne ruste paa deres Hængsler, og man vender sig uvilkaarlig, naar en fremmed Mand gaar gennem Gaden.

✂ Disse lange, endeløse Provinsgader, med Hovedstadsgadens Dimensioner, folketomme, ubevægede, uforanderlige, kan momentvis virke som en intens, en dødende Kedsomhed, som jeg intet andet Sted har truffet, og som forklarer det meget Litteraturens Had til Kristiania.

✂ Hjem til disse Gader vender Kristianias Indflyttere fra Karl Johan. Og der falder Provinsens Middagshvile over Byen. Midt paa Dagen og i den bedste Arbejdstid.

✂ Thi Kristianiaboeren har bibeholdt sin gode, jævne Spisetid fra Fjordbyerne og spiser til Middag Kl. tre - senest; hvorpaa han blunder til Middag. Forretningstiden hugger han ubekymret over ligesom Wieneren.

✂ Boheme og Studenter og andre løse Fugle spiser paa samme Tid hos Gravesens eller paa "Grand". En Timestid er der fuldt Ikke en Stol at faa, ikke en Plads at opdrive. Unge Folk og unge Ansigter. Og dog svært stille. For Nordmænd taler ikke meget, naar de spiser. Og naa'r de til Kaffen, spiller de Domino.

✂ Men stopfuldt er der og Klirren af Service og Raab paa Kelner - der maa raabes længe paa en norsk Kelner - Strøm ud og Strøm ind.

✂ Det varer en Timestid, som sagt, og i et Nu er der tomt. Ingen By i Verden har det som Kristiania: at den pludselig bliver borte. Bliver væk og borte, som slugte den sig selv, i mindre end et Sekund, bare mens man vender sig.

✂ En Timestid ligger saa Vinterdage den hvide Karl Johan, der er skøn som selve Newski, sneglitrende og øde, til Aftenstrømmen begynder at bevæge sig frem under Lygterne.

✂ Lygterne, der tændes som oftest - kun ikke naar 176 Almanakken melder Maaneskin, De Nætter hviler Norges Hovedstad i Maanelys eller i Mørke.

✂ Det er ogsaa et Minde fra Fjordbyerne.

✂ * * *

✂ Kristiania Ny bygger-Karakter gør, at den egentlig ikke har noget "Publikum". F. Eks. i Theatret. Der er naturligvis eri hel Del kunstinteresserede Folk, som ser alle Forestillinger.

✂ Men der er intet Publikum, for hvem dette er deres Theater, hvor de gaar for at nikke til hinanden og hilse paa hinanden og sidde paa gamle Pladser, som er dem kære, og studere andres Kjoler og selv være smukke og befinde sig vel. Der er ingen Minder, som binder dem til dette Hus og gør det til deres. Det er ikke deres Skuespillere, som spiller for dem, og som de glæder sig over at klappe til. Det er bare Aktørerne ved Kristiania Theater.

✂ Det slaar straks den Fremmede, naar han en Aften kommer ind paa Tilskuerpladsen, at her sidder der en tilfældig Mængde Mennesker, som ikke kender hinanden.

✂ De er ikke Medlemmer af et Samfund. De er bare Folk fra mange Huse, som nu iaften tilfældigvis har købt Billet til samme Sted. De gaar her Aar efter Aar i dette samme Theater og de bliver alligevel aldrig til ét Publikum, fordi de kommer hver fra sin Kant, sin Provins.

✂ Ikke en Gang ved Første-Forestillingerne er det anderledes. Kristiania har intet Premiere-Publikum. I København maa de Folk, der estimerer sig selv, være med ved de store Forestillinger. De er nødt til det, fordi de "tæller ikke" ellers.

✂ Folk fra "Parkvejen" og "Inkognitogaden" derimod kan særdeles godt vente med at se et Stykke til den syvende Gang, det gaar - hvis de da overhovedet ser det.

177

✂ Det kommer af, at ingen i denne nye By - eller i alt Fald faa - har Følelsen af, at det er deres Pligt at repræsentere Byen. En Københavner sidder Repræsentationspligten desværre kun altfor dybt i Blodet. En Kristianiamand af Selskabet har ikke den Fornemmelse. Hvorfor skulde han vel ogsaa repræsentere en fremmed By? Han repræsenterer - og til Fuldkommenhed

✂ - i sit Hjem. Byens selskabelige Begivenheder vedkommer ham lidet.

✂ Derfor bliver der i Kristiania saa saare faa "Begivenheder".

✂ De første Damer kan staa i Tableau'er, arrangerede af de første Malere, ved en Forestilling, under Protektion af Hendes Majestæt, sat i Scene af Familier en vue. Og der bliver trekvart Hus, og ingen, taler om Tingen, og Bladene skriver om den en - Notits.

✂ Grunden er ogsaa den, at der er ingen hellig Nysgerrighed, som lokker til Huse, saadan som i vort gamle København, hvor Tusinder af Mennesker ved tre, fire Slægtleds tusinde Traade er bundne til hinanden. Det er Nyfigenheden, som skaber den selskabelige Begivenhed. Og i Kristiania er der ikke gammel Jord nok for den elskelige Nysgerrighed.

✂ Kristiania-Damen klæder sig paa Gaden fiksere end Københavnerinden.

✂ Hun har i fri Luft mere Mod til at behage.

✂ I det Hele er alt Gadeliv mellem de Unge modigt og henrivende. Damer og Herrer mødes, passiarer, promenenerer, skilles. En ung Kristiania-Dame veksler Haandtryk med en Bekendt, som en Københavnerinde vilde hilse ved at rynke Øjenbrynene. Til at tale sammen paa en Gade hører hos os Fætterskab, her ikke en Gang Bekendtskab; man kan præsentere sig selv

✂ - og det bliver ikke taget unaadigt op.

✂ Det er den Frihed i Omgang - Gade-Omgang vel at mærke - som gør Timen fra to til tre paa Karl Johan til noget for sig selv i Verden. Sydtyskland har sin Korso-Tid, hvor hele Byen løber mellem Benene paa 178 hinanden: det ser sydligt livligt ud. Der er Hilsener med store Haandbevægelser og høje Raab over Gaden. Men det bliver dog aldrig til en stor Flok Kammerater, der mødes. Og det er det netop mellem Slottet og Stortinget. En glad Skare Kammerater, mellem hvilke - den gyldne Eros leger.

✂ Det kunde umuligt gaa saa frit til i den By, hvor man virkeligt havde hjemme. Det vilde forbyde sig af sig selv. Men man véd, hvor meget man tillader sig paa Rejser, hvor ganske anderledes fri man er.

✂ Og Kristiania-Folk er jo netop noget af Tilrejsende til deres egen By.

✂ Saa frie de derfor er paa Gader og i Skove, saa højtidelige bliver de inden fire Vægge og i Selskaber. De bliver tilknappede og forsigtige, som vi alle er det, naar vi bringes sammen med Folk, som vi ikke kender. Konversationen er desuden vanskelig, fordi der er saa faa af de Smaabegivenheder at diskutere, som i gamle Samfund interesserer alle. Desuden vil Formerne - ja, hvert Land har nu sine - at Herrer og Damer tilbringer Tiden adskilte som jyske Menigheder i Kirkestolene. Man gaar uafladelig til og fra Bords: først til et Thebord, med mange Kiks, saa til et Aftensbord, med særdeles mange Fade, derpaa til Dessertbordet, med mangfoldigt Gnask, mens i Salonen Kaffebordet dækkes - med den megen Cognac. Men mange Maaltider er endnu ikke Selskabelighed, og den megen Spisen hindrer megen Talen.

✂ Man har bestandig det Indtryk, at Selskabet har bragt for mange fremmede Elementer sammen. De kender naturligvis af hinanden baade Fornavn og Efternavn og en hel Del endnu. De kan ogsaa, forstaar sig, drive det til at sige en Ondskabsfuldhed om Næsten i en Krog. Men Vanens Kit mangler alligevel for at binde dem sammen. Og de har ikke sagt alle vore selskabelige Dumheder til hverandre saa mange Gange, at de har det i deres Magt at sige dem endnu en Gang med et Smil.

✂ Desuden er man i Norge i et nyt Land, hvor man 179 undertiden, selv i det bedste Selskab, frimodigt kalder en Dumhed for en Dumhed - - og Eufemismer gør ofte trygge i det selskabelige Liv.

✂ Den, som skal kende Kristiania-Selskabsliv fra dets bedste Side, maa se "den store Diner": Naar et rigt Hus kan udfolde hele sit Apparat, naar det Hele faar pompøs Karakter af Banket, hvor en vis Højtidelighed passer - saa fejrer Kristiania-"Værtsfolk" Triumf, som var man midt i Europa. Thi norsk Selskabsliv kan naa det festligt Pompøse; af det hyggeligt Yndefulde gaar det glip. Man har Stil mer end nok til at naa de store Effekter. Men til at opnaa de lune Smaavirkninger er man i den nye By ikke gamle nok i sine Hjem, ikke diskret-fortrolig nok med sine Venner.

✂ * * *

✂ Saadan er Kristiania, der kun venter paa et eneste: Kristianiensere.

✂ Den har Skønhed nok. Hvor er der vel i Verden skønnere end paa Slotsbakken en Vinterdag under høj Himmel, naar Kupler, Træer og Jorden skinner af samme Hvidt? Hvor skønnere end paa Karl Johan, naar Luften summer af Ungdoms Tale og Latter og Studenterlundens Træer grønnes saa ganske smaat? Hvor dejligere end paa "Fæstningen", naar Solen ligger blank paa den stille Fjord og Fjældene fortoner sig blaat?

✂ Den har Ungdom nok. Den har Fremtid. Den vokser. Den er paa Vej til at blive rig.

✂ Den mangler kun Mennesker, som vil tage den i Besiddelse i Hengivenhed.

✂ Som vil elske den, fordi den er deres Verden - hver Plet af den, dens Sten, dens Huse ved Dag som ved Nat, dens Theater, skønt det er hæsligt. "Fæstningen"s stenhaarde Bænke, "Logen", alt, fordi alt er Del af deres Livs Verden ...

✂ - - -

✂ Det var en Sommernat ifjor - St. Hansnat.

180

✂ Vi havde paa et Landsted ved Bergen været til Fest. Nu roede vi hjem.

✂ Den store Baad var fuld af Unge, Damer og Herrer, og de sang. Hvor Natten var lys og hvor den var stille. Tause laa de store Fjælde, fortonede i de dybe Sommernattens Farver, som ingen maler.

✂ Saa bøjede den tunge Baad ind paa Bergens Red.

✂ De gamle Brygger, Husene op ad Fjældet, de hvide Landsteder mellem Birkenes Grønt, Kirkernes Spir; og paa Vandet, det blanke Vand, Dampernes store og stille Skrog og Sejlskibe med deres Rejsning op i Natten.

✂ Og paa én Gang sprang af de Unge i Baaden én op paa Toften, og svingende Hatten raabte han:

✂ - Dejlige By ...

✂ Paa saadanne Venner venter Kristiania - det fagreste Lands fagre Hovedstad.

✂

EN JULEAFTEN I DET FREMMEDE

✂ SNE, raabte jeg, der i Dagligstuen trak Gardinerne op. - Nej - Fa'en, skreg Maleren, som i Sovekammeret røg ud af sin Seng og løb til Vinduet i noget utilstrækkeligt Toilette.

✂ - Jo, saagu', der er Sne, sagde han. Der var megen Sne: Snedriver i Gaden, Snehøje foran Portene. Sne i Mængder. Sne og Sne.

✂ - Ja, saa kører Togene fast, sagde Maleren..

✂ - Det gør de, sagde jeg.

✂ - De kommer aldrig gennem Bjergene, sagde han.

✂ - Nej, svarte jeg, der betragtede Tagene. Sneen laa som Fjældpartier paa Tagene.

✂ - Naa, sagde Maleren, der er jo dog fire Dage til Jul.

✂ - Og Posten befordrer de vel med Slæder. .

✂ Vi trøstede os med Slæderne.

✂ Det var i Prag. Vi boede ude i en Forstad fire Gentlemen .- en Maler og jeg paa anden Sal, en Pianist og en juridisk Kandidat paa tredje. Til alle fire kogte "die Hausmeisterin" Suppe og serverede den i Fajanceskaale. Vi var alle fire lige velhavende. Paa tredje Sal tilstod man sin Armod, paa anden skjulte man den, saa godt det lod sig gøre.

✂ Derfor havde ogsaa anden Sal allerede i November - det er godt at gøre saadan noget itide - inviteret tredje til Juleaften.

✂ Vi havde derpaa forberedt os til Festen. I Udlandet bliver man langsomt vant til lidt af hvert Redaktionerne 182 er ikke altid saa rappe med at optage, hvad man skriver. Noget gaar i Kurven og noget gaar i om Mandagen. Og har Redaktionerne endelig optaget, er de ikke saa hastige med at sende Honorarerne. Porstanvisningerne kommer ujævnt og noget sent paa Maanederne.

✂ Med Forlæggerne gaar det ikke bedre.

✂ Naar man er i Udlandet, er man - naa, man kan da for den Sags Skyld ogsaa blive det, naar man er herhjemme - En, der staar udenfor, og som Alverden skal erindres om først, erindres kraftigt om.

✂ Saa man maa gardere sig itide.

✂ Vi havde gjort det.

✂ Jeg var Føljetonist i fem Lande. Jeg havde i en Maanedstid ikke skaanet noget af dem. Jeg havde svælget i Julens Sne, mens Novembers Taager laa tæt over Hradshin, og jeg havde trukket i Festklokkerne for alle de Familieblade, der var at opdrive.

✂ Der var heller ikke nogen anden journalistisk Gerning, jeg havde forsømt. Politik og Samfundsspørgsmaal flød rigt af min Pen. I Tidsskrifter havde jeg været alvorlig og i de lysere Blade havde jeg forsøgt at være skæmtefuld. Journalister vænner sig jo til nogen Alsidighed med Aarene.

✂ Til et tysk Familieblad, hvis Redaktør udtrykte sit Program i Ordene: "Ærede Herre, vort Blad henvender sig til Hjerterne" - havde jeg leveret Noveller. En af dem bar Titelen: "Landsbyens Ofelia", en Titel, der fortjente Succes i et Land, hvor man saa pietetsfuld dyrker det store Repertoire.

✂ Maleren havde heller ikke været lad.

✂ Han havde sit Marked i Berlin og hans Speciale var Studiehoveder af Zigeunertypen. Jeg har aldrig set saa sort Haar og aldrig saa store Øjne.

✂ Han malede et om Dagen.

✂ Der var ikke en Kunsthandel i det ganske Berlin, som ikke var prydet med hans Zigeunere.

✂ Jo nærmere vi kom Julen, des mindre blev Skønhederne af Format og des større Rammerne.

183

✂ - De skal ha'e det saadan, sagde Maleren: det egner sig s'gu bedre til Festgaver.

✂ Han malede Livet af sig. Alle Skønhederne lignede hinanden:

✂ - Men det gør ikke noget, sagde han, naar man blot sørger for at sprede dem - saa passeligt.

✂ Han spredte dem, som sagt, over hele Berlin.

✂ Men Maleres Métier er jo altid usikker. Det sikreste er Udgifterne til Rammerne. Dem maa man betale forlods. Saa først kan man udstille Billederne, hvad der jo ikke altid vil sige det samme som at sælge dem - straks.

✂ Vi vidste det. Og jeg var derfor kun desto grummere mod mine Journaler.

✂ Alligevel var vi glade. Det meste af mit var optaget, saa vi var paa det Stadium, hvor vi imødesaa Postanvisningerne.

✂ Der gik Dag efter Dag, der arriverede ingen. Ogsaa Redaktionssekretæren, der geménligen fører Honorarbøgerne, faar op mod Højtiden travlt med nogen Selvvirksomhed, saa han har knap Tid til at hænge over Postanvisninger.

✂ Det blev den femtende: intet Honorar. Det blev den attende: endnu ingen Anvisninger, Hvad Kunsthandlerne angik, forholdt de sig foruroligende roligt.

✂ Vi begyndte at slappes lidt i Arbejdet, baade Maleren og Jeg. Om Dagen gik vi i Gaderne og saá paa Vinduer og overvejede, hvad vi vilde forære vore Gæster.

✂ Thi det skulde være en rigtig Jul med Træ og Foræringer.

✂ Den nittende gik til Ende. Posten gik anden Sal forbi.

✂ Om Aftenen sagde Maleren:

✂ - Du, nu vilde det være nydeligt, hvis der kom Sne, og Togene ikke gik.

✂ - Ja, sagde jeg langt. Jeg havde allerede tænkt paa Sne. Jeg havde vænnet mig til at tænke mig det værste.

✂ Nu den en og tyvende om Morgenen var der Sne i Driver. Det var en pauver Trøst, at jeg havde ventet det.

184

✂ Vi trøstede os - til at begynde med - med at Snefaldet var lokalt. Bladene meddelte imidlertid, at der ikke siden Aaret tredive var nedstyrtet lignende Snemasser over alt Landet. Al Trafik var standset i det hele Mellemeuropa.

✂ Dagene, der kom, var ikke netop muntre. Vi var ikke meget talende. Jeg bandte Redaktionerne, som om de ogsaa besørgede Snefald.

✂ Med vore Forhaabninger maatte vi lidt efter lidt gaa paa Akkord.

✂ - Om Presenter kan der jo ikke blive Tale, sagde Maleren.

✂ I Uger havde vi, rent ud sagt - thi Voksne bliver Børn, naar man saadan er ene ude i det Fremmede - raadslaaet om de Presenter. Der var snart meldt ikke den Genstand, som vi ikke havde tænkt paa at give.

✂ - Nej, sagde jeg, om det kan der ikke blive Tale.

✂ - Men Du, sagde Maleren: maaske er det, rent ud sagt, ogsaa nettere. Det var bare fordringsfuldt - - naar de ingenting havde at gi' ... og de har s'gu ingenting at gi' ...

✂ Jeg haabede det.

✂ Imens blev det ved at sne, og det blev Lillejuleaften. Vor Kassa var en Gylden og nogle Kreuzer. Maleren gik omkring og undersøgte gamle Vestelommer, hvilket var hans Vane i kritiske, pengeløse Øjeblikke.

✂ Han fandt intet. Han havde vel allerede været der.

✂ Gamle Veith, der var Manden til die Hausmeisterin og besørgede vor Opvartning, listede uvis om paa sine Filtsko og blev aldrig færdig med Dækningen. Gamle Veith gik paa hele Fodballen og løftede for hvert Skridt Knæene, som om han stadig hengav sig til forberedende Øvelser og Knæbøjning.

✂ Naar han ikke opvartede os, fæstede han Ender.

✂ Die Hausmeisterin arbejdede med to Syersker for en Skjortefabrik. Maskinerne løb til de lange Sømme. Der Hausmeister fæstede Ende. Den kvindelige Beskæftigelse havde efterhaanden givet ham visse Gestus med 185 Hænderne, som om han bestandig trak Naalen ud af et Stykke Kanevas.

✂ Nu gik han forlegent rundt og løftede Knæ og lugtede Bekymringer og vilde sige noget og fik det ikke sagt, før han var i Døren, hvor han stod og gned sig op ad Karmen, som om han skuttede sig.

✂ - Det var om Træet, sagde han saa endelig og blev kobberrød, det Skind: jeg havde tænkt - min Kone havde tænkt (det var nu min Kone, dér tænkte) om ikke jeg, om ikke vi heller kunde købe Træet - for jeg er jo kendt og saadan Fremmede, saadan Fremmede

✂ - - de bli'r bare - - de betaler kun det dobbelte ...

✂ Den Gamle kunde ikke mer og var saa rød som det dryppende Blod.

✂ Vi forstod, at han vilde hjælpe os med Træet.

✂ - Og saa sætter jeg Fod paa, sagde han: saa er det gjort. Han var blevet kækkere. Han mærkede, vi tog imod Tilbudet.

✂ Vi tav længe, da han var gaaet.

✂ -- Ja, der kan jo komme Post imorgen, sagde Maleren.

✂ - Ja-a, sagde jeg.

✂ Der var vel ikke mere nogen af os, der ventede nogen Post.

✂ Ude paa Trappen lo og sang de. Det var dem fra Tredjesal - vore Gæster imorgen -: De var allerede i Feststemning.

✂ Paa anden Sal blev der ikke sovet meget den Nat. Klokken syv om Morgenen hørte vi Postbudet. Vi havde ikke ventet andet: nu gik han langsomt vor Dør forbi.

✂ Ingenting, ingenting.

✂ Vi sagde ikke noget til hinanden. Og vi hørte Postbudet trampe ned - saadan mekaniske dumme Tramp

✂ - og der Hausmeister listede sig ind ad Døren paa sine Filtsko. Saa sagte havde han aldrig gaaet.

✂ Ja, saa kunde nok vi passende staa op og holde Jul.

✂ Med vor Kasse - en Gylden.

186

✂ Da vi kom op, mærkede vi Granlugt: i Forstuen stod Træet. Det var vist fra et Skovbryn, thi megen ublid Storm saá ud til at have hærget det.

✂ - Det Skrog, sagde Maleren, der tænkte paa Veith. Vi stod og saá paa det vinde Skud. Vi vidste ikke, hvor vi skulde finde noget at hænge paa det.

✂ Gamle Veith kom til. Han holdt Hovedet paa Skæv og sagde:

✂ - Træet er kønt, det er rigtig kønt.

✂ - Det er det, naar man er kendt, sagde han.

✂ - Ja, det er rigtig kønt, sagde vi, lidt grødede var vi i Røsterne.

✂ Det blev placeret i Dagligstuen paa Bordet. Der stod det i sin Nøgenhed.

✂ Det ringede, og det gav et Sæt i os. Posten var lige afsted og vi tænkte: maaske er det dog Posten.

✂ Det var vore Gæster fra anden Sal. De ønskede os vel opstaaede - de straalede over hele Ansigtet - og spurgte, naar de skulde komme.

✂ Jeg sagde: Ja - - Klokken otte. Og Maleren bad dem ind.

✂ Men det vilde de ikke for ikke at forstyrre os i Forberedelserne ...

✂ Det med Forberedelserne var vellykket.

✂ Maleren sagde: Men noget maa der gøres.

✂ - Ja, svarte jeg, der ikke havde en levende Idé. Maleren sagde: Man kan jo lægge Vat paa Grenene.

✂ - Ja, svarte jeg, men der skal jo ogsaa Lys.

✂ - Man kunde dog, sagde han grundende, bruge Voksstabel.

✂ - Ja, sagde jeg.

✂ Om Maden talte ingen. Vi vidste, at det fortvivlede var Maden. For vi havde jo villet fejre Festen med Gaas og Knas paa Dansk - - og det havde vi fortalt vore Gæster.

✂ Allerede i November.

✂ Hausmeister blev ved at gaa ud og ind. Øjnene flyttede han fra den ene til den anden. Vi var lidt kede af 187 ham. Situationen var ikke rigtig til at dele med Fremmede.

✂ - De har god Tid i Dag, Veith, sagde Maleren. Vi havde ligesaa god Tid. Vi sad bare hver i sin Stol og stirrede paa det skæve Træ.

✂ - Ja, sagde Veith, der stammede helt: Idag ... idag saa syer vi ikke.

✂ - Mutter festkoger, fik han frem. Og pludselig brød han ud i en lang Ordstrøm om: at hun kogte Karper - blaa Karper, det koger hun ...

✂ - Det nyder man nu alle her til Aften - og han lo af Forlegenhed - lige til de Fineste ... i Surt med Svedsker ... ja ... det koger hun ...

✂ - Og hun koger forresten paa alle Maader ... fra den Tid vi var Marketendere ... De véd vi koger ... fra den Tid ... Og det er dejligt i Gélée ...

✂ Det løb helt surr for Hausmeister.

✂ - Ja, sagde Maleren (vi hørte jo ikke det halve): det skal jo være godt i Gèlée. Hausmeister tog et Tilløb:

✂ - Ja - det var saamæn om det... om det, som min Kone muligens tænkte, at De kunde spise Karper ... og vide ... at De var dog i Bøhmen ... det var det, vi tænkte ...

✂ - Mutter, sagde han ganske forpustet, har saamæn vækket os inat.

✂ Jeg tror nok, at baade Maleren og jeg havde faaet Taarer i Øjnene:

✂ Vi forstod jo det alt: der blev ikke syet fordi Hausmeisterin skulde koge - koge til os - - Fremmede.

✂ - Ja, Tak. Det kunde jo virkelig være morsomt... meget morsomt ... en Gang at holde Jul paa Bøhmisk ...

✂ Sagde vi.

✂ Og vi tænkte: Gæsterne er jo Bøhmere heldigvis. Jeg var ikke rigtig sikker paa, at Karper med Svedskesauce var ligesaa velsmagende for Fremmede.

✂ Veith straalede og løb ud og ind. Han var som en 188 Sejrherre paa Valpladsen. Døren til Portnerstuen lod han staa aaben. Madlugt og Bagerlugt stod ud i det hele Hus.

✂ Maleren tog vor Gylden og gik hen og købte Voksstabel.

✂ Veith rumsterede og løftede Knæ.

✂ Han begyndte at tale om, at hans Svigersøn var Konduktør ... Konduktør ved Banen. Det var ved Nordbanen.

✂ Ja, jeg vidste jo det.

✂ - Det var forresten gode Stillinger der ved Nordbanen ... for Badene ... Saadan Badegæster sparede ikke paa en Gylden, naar de vilde være ene i en Kupé ...

✂ - Nej, sagde jeg: de gjorde naturligvis ikke det.

✂ - Nej, de gør ikke det, sagde han.

✂ - Og saa har de en Forbrugsforening, sagde han brat.

✂ - En Forbrugsforening? spurgte jeg. Det interesserede mig jo ikke særligt

✂ - Ja - og de faar alt - der er den bedste Vin ... ude fra Troppau, De véd ... den bedste Vin, ren Vin ... de faar den for tredive Kreuzer ...

✂ Han vendte Ryggen til:

✂ - Ja, sagde han, vi har nu no'en Flasker ... hvis ...

✂ Det blev til, at vi ogsaa fik Vin - - til tredive Kreuzer pr. Petroleumsflaske og fra Jernbanekonduktørernes Forbrugsforening.

✂ Maleren kom hjem og jeg fortalte ham det.

✂ - Naa, sagde han: det bli'r et Sammenskudsmaaltid.

✂ - Aa ja, svarte kun jeg: vi skød egentlig blot Vattet til - og saa Voksstabelen

✂ Noget Guldtraad pillede vi af en gammel Ridderkappe, der figurerede blandt Malerens Sager; det blev Glimmer paa Træet.

✂ Veith blev ved at løbe op og ned og ud og ind. Han var saa støjende og han mente det saa godt. Han bragte 189 Glas og han bragte Flasker: vi maatte smage paa Konduktørernes Vin.

✂ - Ja, sagde Hausmeister, den er uforfalsket Han klinkede selv med:

✂ - Min Datter faar den jo til Styrkelse, hver Gang hun barsler, sagde han.

✂ Vi lo - for første Gang - og tømte Glassene.

✂ Maleren spilede Vat ud over Grenene og hængte Glimmer over. Det saá lidt pauvert ud: Hvad Satan, sagde Maleren, man ser ikke saa nøje ved Voksstabler.

✂ Ret havde han.

✂ Jeg vidste ikke, hvorfor; men Hausmeister vilde absolut have os ned i Kælderen. Vi maatte se Karperne, sagde han, og Mutter havde ogsaa bagt

✂ Vi syntes, vi maatte vel derud, og vi fulgte med den Gamle.

✂ Nede i Kælderen havde Frau Hausmeister faaet Symaskinerne til Krogs og et renskuret Bord ud midt paa Gaden. Hun kogte og hun brasede, saa hun stod i en Damp.

✂ Hausmeister listede af og lukkede Døren bag sig.

✂ -- Ja, sagde Konen og lo med sit runde, gode Ansigt: det er en Forandring ... men man skal da fejre Højtiden.

✂ Det blev hun ved at tale om en rum Tid, til hun pludselig sagde i en vred Tone:

✂ - Men Veith er en gammel Tosse ... og gik hen og stak mig en Ti-Gyldenseddel i Fingrene - lige med ét:

✂ - For der skal vel ogsaa købes hos Kræmmeren, sagde hun i den samme vrede Tone: og her har vi ikke Tid.

✂ - Nu maa De skynde Dem.

✂ Vi gik begge hen og tog hende i Haanden.

✂ - Ja, sagde hun geskæftig: jeg laver nu to Slags Karpemad ... saa De kan vælge ... for det er det med de blaa ...

190

✂ Hun blev ved med sine Fisk, og om andet vilde hun ikke høre ...

✂ Vi gik tilbage op ad Trappen - med den bekomne Seddel.

✂ Det var begyndt at blive mørkt. Træet stod i Stuen med det hvide Vat. Gamle Veith dækkede Bord.

✂ Vi skulde ud at gøre Indkøb for Hausmeisterins ti Gylden. Vi besluttede os til at tage Lys i Stedet for Voksstablerne og mer Glimmer for at pynte lidt op paa det meget Vat.

✂ Vi købte forsigtigt som Fattigfolk, der i Pengepungen har nær til Bunden.

✂ - Da vi kom ud af Butikken, sagde Maleren:

✂ - Hva' Satan, Du, vi maa s'gu ogsaa gemme noget ... der er Dage efter denne ... og hvem véd, naar vi faar Penge.

✂ Det var vist den eneste Gang i sit Liv, Maleren havde tænkt paa den Stund imorgen. Men disse Dage havde jo ogsaa været drøje.

✂ Jeg mente, vi maatte vel købe for alle Pengene for Veiths Skyld: De var jo saa glade, som var det deres eget Juletræ.

✂ Da vi kom hjem, var det Mørkning.

✂ Maleren begyndte at fortælle om Julen i sin Hjemstavn i Mark Brandenburg. Kl. fire Julemorgen blev Børnene vækkede, og saa vandrede de til Kirke henad Gaderne med store Vokslys i Hænderne.

✂ - Hvor vi vogtede paa Lysene, at de ikke skulde gaa ud, sagde han: og hvor varsomt vi gik og saá paa Flammen med store og runde Øjne ...

✂ - Saa sang vi Julesalme, naar vi var naaet til Kirken.

✂ Han blev ved at fortælle om sit Hjem og sin Barndom.

✂ Jeg hørte vel kun halvt, men tænkte paa mit Hjem.

✂ Maleren talte om Julen siden - siden, da han sad i Berlin, fattig og ene:

✂ Han gik ud paa Gaden, sagde han, og stillede sig 191 foran Porten til de store Kaserner. Han ventede paa Tiden, hvor Soldaterne, der havde Hjemlov, kom ud i Flokke.

✂ Afsted trampede de, med Bylter i Haanden, i lange Rækker, til Jernbanen - alle de unge Karle, der skulde hjem, hver til et Hjem.

✂ Saa gik han rundt i Gader og paa Pladser, hvor der snart blev øde.

✂ Og tilsidst kunde han blive den eneste, der i en lang og vid Gade listede forbi Husrækken som en Skygge.

✂ Jeg sad og tav stille. Saa sagde jeg paa en Gang:

✂ - Du, mon man skulde faa no'en Telegrammer?

✂ - Ja-a, har Du nogen, som kunde telegrafere til Dig?

✂ - Aa-jo, sagde jeg og tænkte: I sin Tid var der jo mange.

✂ - Naa, ja, jeg har ingen, sagde Maleren.

✂ Og vi tav en Stund.

✂ Veith vækkede os op. Han kom med to tændte Lys i et Par gamle Pletstager. Han sagde, at der maatte dog Lysning paa Bordet.

✂ Det var vel ogsaa snart Tiden, hvor vore Gæster kunde ventes.

✂ De tvende Lys beskinnede Anretningen. Indtrykket var saa taaleligt.

✂ Alle de Veithske Fade var anvendte. De var købte, som Veith sagde, ved "en Lejlighed" og saá alle ud til at have ført en bevæget Tilværelse. Dugen idetmindste var rigelig, den naaede til Gulvet paa alle Kanter og var grov som et af de ægteskabelige Lagener.

✂ Gæsterne ringede. De var i Festdragt og straalede.

✂ Vi vekslede Julehilsener med dem - mig sad Hjertet i min Hals - og sagde, at det var blevet til en bøhmisk Jul alligevel - af Hensyn til den Fru Veithske Kogekunst.

✂ Veith lukkede Spisestuen op med et "Gesegnete Mahlzeit"; og vi gik ind til Karperne.

✂ I Begyndelsen var der lidt stille. Bøhmerne spiste, og 192 vi Værter sad mest og saá noget aandsfraværende paa de mangeartede Tallerkener.

✂ Gamle Veith var som i en Rus. Han bragte Fade ind saa vældige, som var han endnu ved Marketenderiet og skulde han bespise en Halvdivision. For hvert nyt Fad, han bragte, skinnede hans Ansigt, som slog han Døren til et Juletræ op for en Børneflok.

✂ Han bød Karperne rundt - der var Karper i Surt og Karper i Sødt - og han pludrede:

✂ - Ja, ja, Hr. Pianisten vidste nok, at det var czechisk Mad saadan som man fik den ... jo, jo, Karper er Festens Mad ... fra Smaa ...

✂ Han nødte os ustandseligt til at spise sine blaa Fisk.

✂ Svedskesaucen var hans Yndling.

✂ - Det kunde nok være, de havde syntes om Svedskesaucen, Tropperne, i Seksogtreds ... Men svært i det Hele, svært, hvor de Preussere aad ...

✂ Det var i Seksogtreds Hr. Veith havde været ved Marketenderiet.

✂ Og han begyndte med sit Fiskefad i Haanden paa en lang Fortælling om alt, hvad de Preussere kunde æde.

✂ - Man fik jo en Gylden for Døgnet for hver Mand, men passes paa maatte der. For de Karle aad, hvad de saá.

✂ Men Veith havde sin Fremgangsmaade: Naar de nu kom i Kvarter, var de jo, forstaar sig, saa sultne som graadige Ulve:

✂ - Men saa, siger Veith med Fingren op mod Næsen, mens han kniber Øjnene sammen: lod man dem bare stoppe sig, hvad de stoppe sig kunde - saa de foraad sig saagu' det første Døgn ... Saa blev de de næste Dage meget kleinere i Appetit'en ...

✂ Veith ler højt, den List er hans Livsbedrift. Og vi andre maa le med - vi har hørt Historien de tyve Gange.

✂ - Ja, ja, siger Veith, taalmodige var de nu og rare som Børn ... De gik saamæn Mutter tilhaande, som 193 kunde de være hendes egne Sønner ... og skrællede selv deres Kartofler.

✂ - Men i Geledderne - slutter han - der var de jo stramme.

✂ Veith ser saa glad ud for sig, som skulde han endnu en Gang have en Gylden pr. Hoved i de fjendtlige preussiske Geledder. Saa kalder han mig ud i Sovekammeret.

✂ - Der er lidt stille, siger han: skænk bedre i ...

✂ - Vinen er god. Den er uforfalsket.

✂ Potflaskerne gaar rundt med Jernbanens Vin, der er sødlig som Biskop. Der kommer endnu mere Fisk, og Stemningen begynder at blive livligere.

✂ Pianisten fortæller om Julen hjemme i Brüx, mens de endnu var velhavende og hans Fader levede. Hans Fader var Garver. Naar Juleaftensdag kom, blev der stillet to store Kar fulde af Karper ud i Forstuen, og hans Moder delte ud af de blaà Fisk til hver Fattig, der meldte sig.

✂ - Det er jo saadan, véd De, paa de smaa Steder, siger han, at man deler.

✂ Maleren og jeg ser paa hinanden - vi vil drikke med gamle Veith.

✂ Han tørrer først Munden i sit Skjorteærme - han er i Festdragt med sort Vest og hvidtskinnende Skjorteærmer - før han skaaler med os begge to.

✂ Pianisten bliver ved at fortælle om derhjemme i Brüx: alle Svende og alle Drenge blev jo beværtede om Aftenen.

✂ Kandidaten, hvis Fader er Herredsfoged i en lille Flække, holder op at spise og ser med et langt Blik ligesom tilbage paa sin Jul:

✂ - Ja, siger han: vi var nu seksten Børn ...

✂ Som om dermed alt var sagt.

✂ Og han bøjer ludende sin udmagrede Hals, der ligesom endnu bærer Vidne om al den Embedsmandssult i hans Barndom.

194

✂ Potflaskerne gaar om, og alle taler. Die Hausmeisterin er listet op af sin Kælder og lytter inde i Sovekammeret ved en Sprække. Maleren faar hende ind og alle klinker med hende.

✂ Hun stod paa sine Hosesokker med foldede Hænder:

✂ - Ja, sagde hun: det er dog dejligt med Ungdommen.

✂ Og hun blev ved at -staa og stirre glad, med skinnende Øjne, paa Bordet med Karperne og de to Lys.

✂ Vi brød op, og Maleren gik ind at tænde Træet. Det straalede helt fint med sit Vat og Glimmer fra Ridderkappen. Men vi fire blev lidt mere stille igen,, indtil Pianisten foreslog, vi skulde synge.

✂ Han sang for. Men det gik ikke rigtigt

✂ Vi prøvede Sang efter Sang, mens Træet stille lyste. Men vi kunde ikke de samme Sange. Og saa faldt Sangen hen ...

✂ Det blev mest med at spise ved Træet ogsaa. Veith bragte ind saa mange Anretninger; saa var det Bagværk og saa var det Syltetøjer.

✂ Og godt var det med den megen Spisning, for Samtalen gik lidt trægt, til vi tilsidst sad tavse alle fire.

✂ Inde i Spisestuen hørte jeg det liste.

✂ Det var Mutter Veith, som var kommen op igen. Hun stod stille derinde, lidt fra Døren, og saá med store Øjne paa det skæve Træ ...

✂ ... Vore Gæster var gaaede.

✂ Maleren og jeg sad ved Foden af den slukkede Gran.

✂ Veith gik inde i Spisestuen og syslede. Vi havde ikke hørt ham komme ind, men saa rumsterede han med en Stol, og jeg vendte mig og saá, at han havde noget paa Hjerte.

✂ Saa sagde han endelig og var ganske usikker i Røsten:

✂ - Ja, nu maa De undskylde os - vi har jo ikke kunnet gøre det bedre.

✂ Maleren og jeg havde Taarer i Øjnene. Veith var gaaet, og vi sad længe tavse.

195

✂ Saa fortalte Maleren om andre Julens Dage og andre Julens Fester.

✂ Han fortalte om en Julefest i München - en hedensk Fest med rige og skønne Kvinder og Vin og Vid og et kæmpemæssigt Rosentræ i Stedet for Gran.

✂ Og han fortalte - i en Tone uden Sentimentalitet, men maaske nok lidt vemodig - om den Ven, som den Gang var Festernes Sjæl. Han var en Slags Digter og var pludselig skudt frem i München to og tyveaarig og virkelysten. Han havde noget Talent og megen Energi. Han havde en blød Røst og et sentimentalt Foredrag, som klædte de Digte, han overalt læste op.

✂ Der kom et Aar, hvor en hel By forkælede ham - maaske kun fordi der i det Øjeblik ikke var nogen anden at forkæle.

✂ Det var et Aar som en Legende, saa fuld af Held og Gunst... Han tog det, tror jeg, som noget, der saa skulde være. Og egentlig var han ganske fordringsløs og han delte ogsaa med en og anden.

✂ Men Publikums Rus var kort, og dets Nag og dets Ligegyldighed blev længere. Det gaar altid saadan, naar et Publikum har ladet sig overrumple.

✂ - Det var vaagnet nu, min Bedste, og det har aldrig tilgivet Manden. Nu har han skrevet langt talentfuldere Ting end den Gang - en Bog endogsaa, som jeg tror er god ... men udenfor Livet bliver han ved at staa.

✂ - Og udenfor alle Foretagender. Det er, som de, der fører Ordet, var bange for at brænde sig paa ham eller blot paa hans Navn. Han kommer aldrig ind igen. Der er ligesom slaaet Kreds, og han staar udenfor.

✂ - Og ta'er han sig det nær? spurgte jeg.

✂ - Nær! sagde Maleren - - Nær og nær ...

✂ - Der var vel nok en Tid ... Nu tror jeg, han har sat sig andre Maal - mere indvendige, om jeg saa maa sige ... Han, som Vittighedsbladene - de beskæftiger sig en og anden Gang med ham endnu; har Du ikke lagt Mærke til, at de hakker endnu ihærdigt i en "Genstand" ti Aar efter, at han har mistet al Aktualitet, 196 og først naar ogsaa de tier, er man ganske død

✂ - han, hvem disse Blade endnu kalder en Reklamehelt, er blevet en menneskesky Sjæl, tror jeg, der lister om i Krogene og kun ønsker sig Fred - at kunne sidde hen i Fred.

✂ - Men maaske, sagde Maleren grundende, lider han undertiden lidt ved ... at saa mange af hans Kræfter ligger ubrugte. Det maaske piner ham. Bayern, ser Du, er jo et lille Land. Og han siger maaske til sig selv, at i et lille Land er der altid kun de faa Dygtigheder - saa der burde maaske været Brug for ham - ogsaa for ham et Arbejde at løfte i det Liv, der leves, i Døgnets Liv, der dog kædes sammen til Decenniernes Resultater.

✂ - Han siger vel undertiden med Sørgmodighed, at der havde ogsaa han kunnet bruges.

✂ - For han havde virkelig Handlekraft i sig, og jeg tror ogsaa nogen Uegennytte - noget af den Trang, der driver til at handle til Fordel for alle, den Trang, der skaber Samfundsførerne, de store og de smaa. Han havde noget af det. Og muligt er det vel, at han en Gang imellem, naar han maaler de andre og sig - de andre, som kom i hans Sted i Stillingerne og i Indflydelsen - tænker ved sig selv, at de har kun Magten for at føle og besidde den, mens han vilde have ejet den ... for at kunne virke.

✂ - Men nu hjælper det jo ikke noget. Og desuden, de andre kan jo gøre alting fuldkommen ligesaa godt som han - der i München. Der er ikke noget saa dumt som at tro, at der ligger nogen større Vægt paa netop mig. Hvad ikke en anden kan gøre, kan jo gøres af to andre ... og bliver gjort.

✂ Maleren tav et Øjeblik. Saa sagde han:

✂ - Hvor tydeligt jeg husker den sidste Juleaften, vi var sammen. Vi sad efter Middag foran Ilden i hans Dagligstue. Han havde dengang sine Stillinger endnu, men det var dog ligesom begyndt at blive halvmørkt om ham ...

✂ Vi sad tavse. Saa sagde han med ét:

197

✂ - Du ser ud, som Du sad og lyttede.

✂ - Lyttede - jeg - nej, hvad skulde jeg lytte efter?

✂ - Hvad véd jeg? sagde han. Du saá kun saadan ud.

✂ Lidt efter lidt blev Træet tændt. Og Entréklokken begyndte at kime. Det var Gave paa Gave, Blomster paa Blomster. Den hele Stue blev fuld.

✂ Ud paa Natten sad vi igen foran Ilden. Jeg saá mig om i den prydede Stue.

✂ - Du, sagde jeg: jeg sad virkelig og lyttede før.

✂ - Ja, det saá jeg ... Og efter hvad?

✂ - Efter Dørklokken, sagde jeg og pegede ud i Stuen:

✂ - Jeg vilde saa nødig haft, at nogen skulde have glemt Dig iaften.

✂ Han lo - og smilte saa en Smule vemodigt ...

✂ Herre Gud, sagde Maleren, det kan man jo ikke sige noget til ... Det er jo ved saadanne Lejligheder, man mærker, at man har været dum nok til at lade sig forkæle.

✂ Maleren tav, og vi sad igen tavse.

✂ Han sagde:

✂ - Du siger ikke meget.

✂ - Næ -

✂ - Du kunde gerne forsøge ...

✂ - Aa, sagde jeg, ogsaa jeg sidder maaske og tænker paa, at det i Livet gaar underlig op og ned - - - og mest ned, som med din Ven.

✂ - Tja, sagde Maleren.

✂ Véd Du, blev han ved, hvad jeg sidder og tænker paa: jeg havde Lyst til at male Mutter Veith, som hun stod der foran de to Spædelys og sagde sit:

✂ - "Ja, det er dog dejligt med Ungdommen".

✂ - Herre Gud, de gode Skrog, de gode Skrog.

✂ Maleren rejste sig og gik til Ro.

✂ Jeg sad endnu en Stund foran det slukte Træ. I Stuen var der ganske mørkt. Ude i Gangen gik nogen meget sagte. Det var gamle Veith, som vilde se, om vi var til Ro.

✂ Jeg rev en Svovlstik og fik Lys tændt.

198

✂ Forgyldningen paa de Veith'ske Kaffekopper skinnede. Det var Festkopperne med mange Inskriptioner. Inde i Spisestuen var der lagt skærmende Tallerkener over de mange Rester af Karperne. Jeg sagde til mig selv: det bliver Karper igen imorgen.

✂ Jeg vidste, Fru Veith vilde, at Levninger spistes op.

✂ Ovre i Baghuset var der Bageri. Gennem Vinduerne saá jeg Svendene, der arbejdede foran de lange Trug.

✂ De holdt nok slet ingen Jul.

✂ Men en By skal jo have Brød.

✂ Næste Morgen-arriverede Anvisningerne. De havde virkelig siddet fast deroppe i Bjergpassene. Og saagar til Maleren kom der Penge. Der var -Kunstelskere, som havde forbarmet sig over hans Zigeunere.

✂ - Det er Sagen, sagde han: man skal s'gu vide at vælge det passende Format.

✂ Han samlede Anvisningerne til en Vifte og saá paa dem.

✂ - Véd Du, sagde han: naar man bare hænger i og arbejder, saa det piber - saa kommer det dog altsammen alligevel.

✂ - Undertiden lidt sent, sagde jeg. Og vi lo begge.

✂ Men vi spiste ude nogle Dage og lod Veiths om Karperne og Konduktørernes Vin.

✂ Saa utaknemmelig er nu en Gang Verden.

✂

DEN GYLDNE STAD

✂ SKØNNE Stad, som Hradshin skærmer, en Stenkonge med højt opløftet Haand - er vel nogen By saa rig som Du, hvor Wallensteins Vaaben smuldrer over Porten til de gamle Paladser, og et ungt Folk rejser sig for i frit Liv at skabe sin Historie.

✂ Herhen burde Malerne drage i Flokke,

✂ Og alligevel - mon de kunde male disse Aftner, naar Moldauen glider stille under de duftende Akazier og Floden synes tyst at blunde hen under Tusmørkets Kys, mens de store Støtter paa Nepomuks søndrede Bro staar som den tavse Nattevagt af Sten?

✂ Kunde de male "Lille-Sidens" Gaarde med Svaler og Trapper og Gange og elendigt Menneskekryb, som fødes her og dør i Mørke? Der er ikke andet Lys end Skæret fra Overtroens hellige Lamper; hvorover dorske Helgener stirrer paa Elenden med et sløvt Blik. Dybe som Brønde er Gaardene. Selv Herrens Øje naaede vist aldrig Bunden, og godt er det: for om det naaede did, vilde den Alkærlige kun blive urolig i sin Himmel.

✂ Men nu ser heller ikke han.

✂ Og Slovaker og polske Jøder, som kom fra Rusland paa deres Fod, og kroatisk Pak og Dalmater faar Lov at husere her i Fred ...

✂ Eller hvem kan med Pensel og Farve give Sommerluften denne Tone - saa lys, saa fagert blaa, hvor alting 200 smiler, Flod og Bjerg og Himmel, saa al Naturen, der dog er, synes Mennesket en Drøm?

✂ Nej - vel ingen kan male det. Og det levende Prag bliver sin egen Billedbog.

✂ I Torvets gamle Paladser ruster endnu Trediveaarskrigens Sværd. I Domen ligger Bøhmens gamle Konger. Ubevægelige venter de med strenge Stenansigter paa Bøhmens Genopstandelse. I Raadhuspladsens Buegange venter man, naar Maanen den er oppe, at møde Faust og Mephisto foran Gretchens Bur.

✂ Og alt dette er kun Sceneri.

✂ I Trediveaarskrigs-Dekorationer spiller en ny Tid et nyt Skuespil, og et Folk genfødes ved Foden af Hradshin.

✂ Den Genfødelse er det, som giver Prag dens Præg af Ungdom og af Vaagenhed. To Racers bestandige Gnidning spænder alle Evner. To Stammers daglige Kamp lukker alle Øjne op.

✂ Her kan ikke soves.

✂ Her støder Czecherne, den unge Fortrop for Slavernes Millioner, mod Østens yderste Vagt. Vagten er en Østriger, som fløjter en Vals paa sin Post.

✂ De let sindede Østrigere. Skæbnen gav dem et godt Humør, og de nyder deres egen Undergang som et Skuespil. Men et spinkelt Bolværk er de glade Folk. Og er Wien Østens Port, saa vil det, maa man tilstaa, være en Dør, som er let at sprænge.

✂ Men Folket, der er muntert, giver Livet sit og ikke græder over Døden, vil, naar Dagen er der, fejre sin Ligbegængelse paa østrigsk Art og Vis.

✂ Hvilket mærkeligt Ligtog, naar en Østriger stædes til Jorden.

✂ Forrest en Jockey.

✂ Til Hest, i Karriere, foran en tempellignende Vogn.

✂ I Vognen er Kranse stablede op - mange brede Baand og saare mange Farver.

✂ Baandene flagrer, Inskriptionerne folder sig ud: "Farvel" - "Lev vel" flyver som glade Festens Vimpler.

201

✂ Saa følger Orkestret.

✂ Det spiller ingen Salmer. Det er Strauss, der følger en Østriger til Jorden. Paa alle Sjæles Dag, naar al Militærmusik spiller paa Prags Kirkegaard og alle Knejper er fyldte af Folk, som er trætte af at knæle hos de Døde, er det Fahrbach, der klinger fra Instrumenterne.

✂ For hører en brav Østriger i sin Kiste en Vals, smiler han i Søvne - siger man.

✂ Saa kommer Ligvognen med Kisten, hvid og fin. Hestene i Galop, saa Spandet danser.

✂ Saa Følget - i halvtredsindstyve Vogne. Glade Mænd og pludrende Fruer med lyse Parasoller og vajende Fjer.

✂ Saadan følger Østrigerne til Jorden, som Pariserne kører til Bryllup. Og saadan vil en Gang selve Østrig dø, og en "Kehraus" vil være Koralen ved dets Grav.

✂ Endnu kæmper jo de tyske Østrigere, men kæmper, som de Aristokrater de er, med Fleuret.

✂ Racekampen ved Moldau minder om Helsingfors. Der er noget af den samme Interessérthed og aandelige Bevægethed. Men Prag er rigtignok et Helsingfors midt i Europa.

✂ Lighederne er alligevel slaaende.

✂ Som Finnerne hist vokser Czecherne her af Jorden selv. Det er en Folkets Strøm, der ikke kan standses, for den rinder af Landets Bund. Denne Falanks trykker langsomt Tyskerne ud gennem Passerne ved Königsgrätz.

✂ Som Finnerne er Czecherne Demokrater. De kommer fra neden af, og deres Hær er en Almue, som skal opdrages politisk og socialt Befrielsesværket er et Opdragelsesværk.

✂ Det gaar hastigt, fordi Czecherne maaske er de intelligenteste af alle Slaver. De har lette Hoveder, som er rappe til at lære af Modstanderne; de har en nervøs Ærgerrighed, som pisker dem hastigen fremad.

✂ De er kunstnerisk anlagte, og de har allerede Digtere, 202 Billedhuggere, Malere - en hel Kunst, der for et ungt Folk virker som et forudbaaret Banner.

✂ De raader over en Enhedsfølelse, som er Styrke. Hver Ven funden hilses som en Helt, der vil lægge Haand til Befrielsen. Hvert Frafald skændes som Forræderi. En stor bøhmisk Skuespillerinde - en stolt Begavelse, der nu paa Burg øves til at løite Charlotte Wolters Arv - som i tre, fire Aar havde været det czechiske Theaters Primadonna, brød ud fra det trange Modersmaals Grænser og gik til det tyske Theater.

✂ Paa hendes Debutaften der samledes den czechiske Mængde om Theatret. Man vilde, naar Forrædersken kørte bort, stene hendes Vogn.

✂ Hun slap kun ud i en Forklædning.

✂ Men siden den Dag er hendes Navn aldrig blevet nævnt i nogen czechisk Avis.

✂ Hvert czechisk Hjem har været hende lukket. Som efter en hemmelig Parol nævnes hun aldrig.

✂ Hun er en Udstødt og har ikke mer noget Fædreland.

✂ Men det er da ogsaa paa Theatret, at i Prag den ydre Kamp staar.

✂ Det ligger jo dog for Østrigerne at forlægge en national Kamp til - Skuespilhusene. Prags fem og tredivetusind Tyske har tre Theatre. Det ene er et nyopbygget Pragthus. Aaret rundt spilles hver Aften paa mindst to Theatre.

✂ Det er, som siger Østrigerne hver Dag: Ser I - saa mange er vi. Fra tre Skuepladser lyder vort Sprog. Og hver Aften er der Tusinder til at høre derpaa.

✂ Der er det. Thi det tyske Selskab i Prag har - som Svenskerne i Finland - en utrolig Evne til at mangfoldiggøre sig. Og Aften efter Aften er der fuldt i de germanske Skuespilhuse, hvor man energisk samler Førstekræfter fra hele Tyskland, som kunde Goethe- og Schiller-Fremstillinger dæmme op for den czechiske Strøm.

✂ Czecherne har forsøgt at følge deres Modstanderes Eksempel.

203

✂ De har bygget et Theater, som skinner af Marmor og Guld.

✂ Men de ejer kun faa nationale Skuespil at opføre i det prunkende Hus. Og en ung Skuespilkunst, der har megen Flamme, men kun ringe Slibning - som den norske, om hvilken den levende minder - forliges slet med de galliske Skuespils Opgaver.

✂ Tysk Drama spilles naturligvis føje.

✂ Trods Manglen af et originalt Repertoire hænger det czechiske Parti alligevel fanatisk ved sit Theater. Bøhmerne hører dog her deres eget Maal. Og er Tankerne end ofte fremmede, Sproget er deres eget.

✂ Derfor holder ogsaa de Theatret frem som en Stridens Fane. Men samme Theater staar ikke desto mindre ofte tomt. Almuen er jo ikke Theatergængere.

✂ Czecherne har i det Hele Pragtbygninger nok. De bygges af Demokraterne som en Demonstration. Man vil Selskabet til Trods vise, at man ejer baade Penge og Smag.

✂ Men de stolte Prunkhuse staar rigtignok endnu som Theatret - tomme.

✂ Det Folk, som skal fylde dem, er først ved at fødes.

✂ Det breder sig ustandseligt bag den tyske Skal, som Selskabet endnu paatrykker Bøhmernes By.

✂ Dette Selskabs Magt er stor. Thi vi er i Østrig, der hundrede Aar efter den store Revolution er Aristokraternes eneste Fædreland. Og i det Blaablodsland er endda Bøhmen Aristokraternes Residens.

✂ Czecherne har da maattet bukke sig for at naa frem.

✂ Ved som næsten altfor underdanige Vasaller larmende at hylde enkelte Adelsmænd, som tog Høvdingpost i den bøhmiske Hær, har man efterhaanden lokket ogsaa andre Aristokrater over i sin Lejr. Der er nu Adelshuse, hvor Forældrene kun kan Tysk, men hvor Børnene opdrages paa Czechisk.

✂ De vil en Gang blive Spidser i et czechisk "Selskab". Og den Dag, hvor et saadant er født, vil blive mere 204 skæbnesvanger for det tyske Prag end nogen, det hidtil har set.

✂ Der er Kamp i Prag. To Stammer strides om den gyldne Stad.

✂ Men selv under Kampen synes man sorgløs.

✂ Det ligger saa i Folkets Karakter. Man kan søge til Slovaker som til Magyarer, til Dalmater som til Czecher: man er dog altid - i Østrig.

✂ Vi var i Domen en Gang. Vi vandrede rundt og saá paa Buer og paa Piller og paa gamle Bøhmerkongers Kister.

✂ Dér laa de paa deres egne Kistelaag, alle de døde Majestæter.

✂ Den manglede en Taa, og den fattedes en Næse.

✂ En gammel Pater med et Ansigt som en Düsseldorfer Munk førte os omkring. Han pegede troligt paa al den megen Lemlæstelse, og stadig gentog han det samme:

✂ - Svenskerne har gjort det i Trediveaarskrigen. Tilsidst sagde en af os:

✂ - Vi er nu egentlig saadan et Slags Halvbrødre til Svenskerne.

✂ - Warum denn ni't? sagde bare Pateren.

✂ Og han gik til den næste Tommeltot, der var skamferet af vore Forfædre.

✂ Warum denn ni't? er et østrigsk Ord. Østrigeren er en Mand, som trækker paa Skulderen og gaar til det næste.

✂ Men hvor let gør han ikke Livet og hvor sorgløst smiler han ikke af sin egen Malheur. Han tror ikke paa nogen Fremtid - tværtimod. Men han vil have Lov at le, lige" til Syndfloden kommer.

✂ Prag er en Stad af Børn og Galgenfugle. Galgenfuglene er tyske, og Czecherne er Børn. Men Livet bliver friskt og lystigt

✂ Se deres Korso.

205

✂ Klokken seks gaar det løs. Den ganske Stad strømmer til "Graben".

✂ Det er, som hørte jeg endnu den muntre Sabelklirren over Fortovet - Rytterofficérernes i det østrigske Militær, elegante som Forgrundsfigurerne i den fikse Opera comique - og saá jeg for mig Stadens Damer, lidt yppige, lidt lade med deres Gang, der minder noget orri Kvindernes der længer mod Øst.

✂ Bag Kaféernes Ruder Ansigt ved Ansigt -- "Kavaler" ved "Kavaler". Paa Gaden "Frøken" bag "Frøken". Mellem dem Blik efter Blik.

✂ En Østriger gør ingen Røverkule af ... sit Hjerte. Hans Kur er aabenlys og til Hælvten spottende. Han véd, at det er let at sejre og at Sejren ikke er nogen Overanstrengelse værd.

✂ Hans Kur er derfor saa skødesløs som han selv.

✂ Men hans Manérer er altid gode. Man er i Østrig altid i et gammelt Hus.

✂ Man ser det allevegne og paa alt. Se Sommerkorsoens Ekvipager, naar de ruller frem under "Baumgarten"s Lindetræer. I mørke Farver er Vognene holdte, douce er Tjenernes Liberier. Vaabnene paa Hestenes Seletøj er af Bronce.

✂ Kuskene styrer majestætisk de dejlige Blodsheste.

✂ De østrigske Kuske - "Fiakren", som er Landets Stolthed. Østrig har ikke alt for mange Berømtheder, og Østrigeren véd det. Men sin Fiaker har han: Hyrevognskusken med Gamacherne, de brune Handsker, Similinaal i Kravaten og den høje Hat paa Snur.

✂ Som han kan køre, kører ingen Kusk i Verden.

✂ Det er bevist. Thi Wiens og Prags Fiakrer er ikke de Folk, der bliver paa deres Hjørne eller driver paa deres Buk. De gaar paa Tournée, og de viser deres Overlegenhed i Væddekørsel i baade Hyde-Park og Bois de Boulogne.

✂ Deres Sejre fryder hvert ægte Kavalérhjerte i Fædrelandet.

✂ Paa deres Udflugter skriver de Rejsebreve. De offentliggøres 206 som Føljeton - af en af "Neue Freie"s Konkurrenter.

✂ Men stolt sidder de ogsaa paa deres høje Sæde - med voldsomt tilbagesvajet Ryg og de knyttede Hænder om Tømmerne. To Timer ruller Vognene over Baumgartens Alléers Grus. Militærmusik spiller, rundt om Tribunen nyder Smaaborgere deres Øl.

✂ Det hælder mod Aften, og Kølighed løser Akaziernes Duft. Paa "Blomsterengen"s skønne Have, hvor Slyngroser løfter Guirlander over de Spadserendes Strøm, begynder Mosekonen at brygge. Hvilket Væld af Blomster: Myrter, Heliotroper, Roser - - Roser og atter Roser. Engens Damp gennemvæves af deres Duft

✂ Tusmørket kommer. Som dalende Slør sænker det sig køligt fra Lindene ned over Plænerne, hvor høje Palmer pranger.

✂ Korso'en er endt. Den kuldskære Østriger flyer. Han vender hjem til Byen.

✂ Hans Aften tilhører "Folkesangerne". De er Østrigs Specialitet som dets Kuske.

✂ Østrigs Folkesangere er Fædre til al Verdens Komikere. Og alligevel vilde ingen forstaa dem, naar de blot kom over Grænsen. Her i Østrig selv naa'r de derimod Berømmelsen, og "den lystige Mirzel" har Anseelse som en Aktrice ved Burg.

✂ Folkesangernes Viser er Østrigs aristofanske Komedier. I Landet, hvor Pressen ingenlunde tør sige alt, er "Folkesangerne" den offentlige Menings Røst. Som de synger, føler Folket.

✂ Derfor hører Wieneren og Prageren paa dem seks lange Timer i Træk, og de bliver ikke trætte. Thi Folkesangerne er en Del af deres eget Liv ...

✂ Vildest jubler de, naar en "Fiaker" har sluttet sig til den kunstneriske Trup. Han kan kun én Sang: Fiakresangen, men det er ogsaa nok: en Østriger kan høre den tusinde Gange. Der maa vel være noget af Folkets Livslyst i dens Musik.

207

✂ Det var vel derfor, at Erkehertugen i Mayerling - den store Østriger - lod den synge for sig Aftnen før sin Død - - af sin Kusk.

✂ Hvor mange Mennesker har vel ikke betragtet det som en Blasfemi. Naar man kender Østrig, bliver det ikke en Gang sentimentalt, man synes næsten, det maatte saa være - og man hører det med Vemodighed.

✂ Først lidt før tolv standser Folkesangerne. Folk gaar hjem.

✂ Fra alle Sommerhaver lyder der Musik. Det er Militær og Zigeunere, der spiller.

✂ Hvor Zigeunermusikken dog virker sært.

✂ Langeligt klager tungsindige Violiner. Til Trods føres Buerne aandeløst og hastigt. En eneste Violin løfter sin Sang højt - som over et Vand en svævende Fugl.

✂ Ja - denne Musik er Bud fra et andet Folk og klinger i Østrig fremmed.

✂ "Fahrbach"'erne, de hører hjemme her. Hør, hvor de knalder fra de østrigske Blæsere som Ligegladhedens Sejersfanfarer, mens Prag sover ind.

✂ Østrig blunder til Lyden af sin Livmusik.

✂ ... Der er blevet tyst i alle Gader. Bjergenes Kulde falder skarp over Byen. Akazierne i min Gade har forsigtigt rullet deres Blade sammen, og sammenkrøbne synes de i Natten som visnede.

✂ Paa Lillesidens Bjerg ser man Gaslygternes smaa Øjne som Stjerner, der var faldet ned paa Bjergets Skraaning.

✂ En sidste Ryttersabel klinger gennem min Gades Øde.

✂ Østrigs Vaabenmagt er altid sent ude ...

✂ Saa sover Staden, sover By og Bjerge.

✂ Men højt over alt løfter sig det bøhmiske Hradshin: Bøhmerkongers Hus, Czecherne, et Symbol.

✂ Hradshin, Herskeren af Sten - Herskeren, runden af Landet.

208

✂ Ja, gyldne Stad ved Moldau, hvor mange Minder gemmer Du ikke for mig, Minder fra Liv og fra Kunst.

✂ Hvor mange Aftner har vi ikke siddet under Egen foran det lille Bræddeskur paa Bjerget, som Czecherne kalder deres Sommertheater. Tag havde Theatret ikke. Fuglene, der skræmtes op af deres Søvn ved alle "Fabrikanten "s Forbandelser, fløj hen over Tilskuerrummet med forvirrede Skrig.

✂ Vi blev som oftest siddende udenfor. Czechiske Skuespillere kan man nyde gennem Vægge.

✂ Ved vor Fod laa Staden, dens Gader, dens Pladser og Floden. Lige under os saá vi de lyse Træer i det tyske Sommertheaters Have ....

✂ Dér sang de Operette. "Den lystige Krig" var det.

✂ En Gang imellem slog et Refræn, en Melodi herop. Indefra hørte vi Czechernes hastige Tale. Czechisk lyder, som var de Talende næsten altid trodsigt vrede.

✂ Nur fur Natur
schwärmt die Gräfin,
die Gräfin Mélanie -

✂ sang dernede Brackl, Tenoren, i sin Operef - Østrigeren udtaler Ordet paa fransk -; heroppe tog Czecherne tragisk paa Vej.

✂ Naar vi havde spist vor Mellemmad hos Czecherne paa Bjerget, gik vi i "Landestheater". Jeg har der tilbragt nogle af de lærerigste Timer i mit Liv.

✂ Østrigerne forstaar Theaterkunst af Instinkt. Man lærer og opdrages til Forstaaelse blot ved at være Medlem af en saadan Tilskuerkreds. Dette Publikum kan lade sig overrumple som ethvert andet. Det kan lade sig besnære af et glat Ansigt. Det kan duperes af en Smule sødligt Kvidder.

✂ Men det glemmer aldrig Rangforordningen. Og det véd altid, hvad Kunsten er, og hvad der kun er Gøgl. Og fordi det alt for godt véd, hvor sjældne Kunstnerne er, hædrer det oprigtigt de saare faa acteurs, som er Kunstnere.

✂ Det er i dette Land, hvor man i Hovedstadens Raadhus 209 har ophængt Charlotte Wolters Billede. Her har Monarken takket en Aktrice i den officielle Avis for de udmærkede Tjenester, hun har bevist Fædrelandet og Kunsten.

✂ Ja - hint Charlotte-Wolter-Jubilæum.

✂ Burgtheatret stuvende fuldt. Alle Arveloger fyldte til Trængsel, saa man kunde tænke sig, at Hertugerne, der havde erobret en Førstebænk, havde overnattet i deres arvelige Burg-Besiddelse.

✂ I Parkettet hvert Navn berømt. I den kejserlige Loge Franz Joseph og alle Habsburgere.

✂ Saa gik Tæppet op: Folket ventede Sappho. Som Meiningere skreg man: Es lebe Sappho - Sappho hoch.

✂ Hver Ubeskæftiget i Burg var iaften Statist.

✂ Saa stormer Lewinsky ind som Herold og et: "Hil Sappho" skriger han gennem Salen, mens Digterinden selv - Wolter - trækkes, langsomt, i Triumfvogn frem, en gylden Lyre i den strakte Arm ... hilst af en Regn fra alle Soffitter af Violer og Roser.

✂ I Salen rejste sig hver Mand. Først Franz Joseph.

✂ Og som et Skybrud af hyldende Larm brød ned over Huset.

✂ Charlotte svarede med Rollens Ord - og paa Ære de blev sagt med en egen Geniets Beskedenhed -:

✂ - Ja, Sappho bin ich.

✂ Og nye Jubelskrig rystede Theatret ...

✂ Det var et Land, der hyldede "sein gewaltiges Weib".

✂ Den, der i saa mange Aar saa ofte har set saa mangt et Publikum hylde indtil Ovation kunstige Mignonformats Talenter, vender gerne sin Tanke til det Publikum, der saaledes forstod at hylde Geniet.

✂ Samme Aar kom Charlotte Wolter til Prag. Og jeg oplevede en Række af de mærkeligste Forestillinger, jeg har set.

✂ Friederiche Bognàr var Pragertheatrets Primadonna.

✂ Hun var en tragisk Fremstillerinde i den store Stil, malende og bred. Og hendes Fremstillinger kunde minde 210 om hine Skikkelser i overnaturlig Størrelse, som en fortidig Kunst mejslede.

✂ Med hendes dybe og mørke Røst udslyngede Medea sine Trusler som bag selve Antikens tragiske Maske.

✂ Hendes Liv havde kendt vekslende Kaar og Lykke.

✂ Som ung var hun Burgtheatrets Haab. Laube opdrog hende til de blide og kurrende Duer: Philips og Jasons Hustruer. Hun spillede dem længe, mens Laube alt mer og mer uddannede hende i den stille lysende Kvindelighed, som den tragiske Digter behøver for at give sine sande Heltinder Relief.

✂ Men Friederiche Bognàr blev ogsaa netop kun uddannet til disse blide Kunster. Og en skøn Dag sprængte hendes Aar og hendes Udvikling hende ud af hendes Roller.

✂ Ogsaa hun rakte Haanden ud efter Medea, Billedet af den Forraadte og Stolte, efter Adelheid, der dræber for at elske, efter Lady Macbeth, der lader myrde for at herske. Og da var der ikke mere Brug for hende ved Burgtheatret.

✂ Hun brød saa op. Hendes Kunst, der var bunden til det stolte og skønne Burg - et Skuespilhus af andre og større Dimensioner end dem vi kender, et Sted, hvor man giver Lystspillet et Hjerte og hvor Tragedien har den Adel, som forsmaar Skrig - hendes Kunst mistede sit Hjem. Naar Burgs Kunstnere maa forlade dets Tærskel, da maa de føle sig som Landflygtige. Tyskland er stort; nok har det af god Spillen Theater - men de fra Burg finder dog ikke mer noget Fædreland.

✂ Hjemløs drog da Frøken Bognàr om paa Gæstespillenes mange Veje.

✂ Hun spillede i det ganske Tyskland, i Nord-Italien, i Holland. Hun holdt sig kampdygtig i den evige Anspændthed, som Striden med altid nye Tilskuere skaber.

✂ Hendes Medbejlerske blev i Burg.

✂ Kun sjældent har Charlotte Wolter haft for Skik at 211 forlade Wien. Gjorde hun det, var det for at spille i en og anden af Monarkiets Byer. Eller hun drog til München for at spille for en Konge, der ydede hende kongelig Æresbevisning.

✂ For Charlotte Wolter kaldte Kong Ludvig sine Vagter ud, som var hun en Wittelsbacher.

✂ Men ellers blev Fru Wolter hjemme. Verden maatte komme til hende. Hun vidste vel ikke, hvorfor det var Kunstnerne og ikke Publikum, der skulde rejse med Jernbane.

✂ Det Aar kom hun dog til Prag. Og efter en halv Menneskealders Forløb skulde hun og "die Bognàr" atter staa Ansigt til Ansigt paa Skuepladsen.

✂ Nej, nej, de Skuespilaftner kan man ikke glemme.

✂ Bevægelsen i Huset, Forventningen hos disse Sydtyskere, der har hastigere Pulse og hemmeligt Instinkt, Feberen, som bemægtigede sig alle. Det hele Bøhmerlands Aristokrati var strømmet sammen; med Arvesmykker lynede det i Logerne.

✂ Og da saa Spillet mellem disse to Kvinder begyndte, havde man en Følelse, som overværede man et Slag.

✂ Men Fru Wolter havde været uforsigtig. Hun var Messalina og kæmpede med de samme Aar, som understøttede hendes Modstanders Arria.

✂ Indtrykket kan gives med en eneste bitte Hændelse. Jeg sad i Theatret ved Siden af en ung Løjtnant. Han havde Kikkert, jeg ikke.

✂ Der findes nu i Tragedien et Sted - ogsaa jeg havde hørt derom - hvor Fru Wolter i Raseri og Hengivelse river Toga'en fra sit Bryst og blotter det - lidt. Jeg vidste, at dette "Sted" skulde forekomme, men jeg vidste ikke naar.

✂ Pludselig rækker den unge Krigsmand mig sin Kikkert:

✂ - Der, siger han: ich hab's ja früher gesehen. Jeg tager Kikkerten.

✂ - Aber es kam ja nicht, siger saa Løjtnanten skuffet: Charlotte Wolter blottede sig ikke mer.

212

✂ For hendes Messalina var det karakteristisk.

✂ Men alligevel - hvilken Kamp mellem de To, der som slyngede hinanden deres Geni i Ansigtet, Charlotte Wolter som med en bestandig Bilyd af Spot.

✂ Og hele disse to Menneskers hemmelige Historie, som alle kendte, passede i dette Skuespil: den ene brydende sig Vej ved Geniets Magt gennem Tøjlesløshed til Hæder; den anden i sit Liv "borgerlig" som faa, brændende for kun ét: den Kunst, der halvvejs havde forstødt hende.

✂ I disse Munde syntes alle Stykkets Ord at rumme hundrede Tilstaaelser og Anklager, Trusler og Forhaanelser.

✂ Efter "Messalina" kom "Maria Stuart". Kampen steg.

✂ Jeg havde sneget mig ind paa en Prøve. Jeg vilde se de to Mennesker sammen. Fru Wolter synes udenfor Skuepladsen kold som Is. Hendes Røst lyder som den udulgte Spot.

✂ Hun prøvede med halv Stemme ligesom Frøken Bognàr.

✂ Naar de Medspillende rettede et Spørgsmaal til hende, bøjede de sig med et "Fru Grevinde".

✂ Haveakten kom.

✂ Paa Prags Theater var Friederiche Bognàrs Elisabeth vant til saa vidt gørligt at "holde Scenen". Naar Maria udslyngede det Bastard, som klang saa mægtigt i Ristoris Mund, flygtede Elisabeth brat med et Skrig, der bebudede Hævn.

✂ Da dette Optrin nu paa Prøven kommer, spiller den Prager-Primadonna som vanligt. Rask bryder hun op i Kulissen.

✂ Charlotte Wolter bliver tavs staaende. Saa henvender hun sig til Direktøren:

✂ - Dette er ikke Burgs Scenegang.

✂ - Hvorledes Grevinden da ønskede det?

✂ Kort og koldt siger Fru Wolter: Saaledes og saaledes. Hun foreskriver en Scenegang, hvor Marias "Søster" Elisabeth ligesom søger at afvælte Vægten af Maria 213 Stuarts Ord, men forgæves: som bunden af Blikket hos Dronningen af Skotland nærmer Elisabeth sig og falder sammen. Med bøjet Nakke, slagen, gaar hun Dronningesøsteren forbi, mens Maria staar med løftet Finger - bort.

✂ Saa kommer som et Glædens Skrig:

✂ - Endlich eine Stunde des Triumphes.

✂ Saaledes var ... Burgs Scenegang.

✂ Frøken Bognàr kaldes tilbage. Direktøren, der - saadanne Øjeblikke synker Hjertet sandsynligvis et Par Tommer i et direktoralt Bryst - staar midt mellem de tvende Damer, forklarer sin Primadonna, hvorledes man spiller Scenen paa Burg.

✂ Primadonnaen bemærker kort, at hun kender Burgtheatret.

✂ Direktøren véd det, men maa alligevel gøre opmærksom paa - -

✂ Primadonna meddeler, at hun under alle Omstændigheder ikke kan forandre sin Spillemaade:

✂ - Hun har den fra Laube.

✂ Fru Wolter,, der venter statuestiv, siger:

✂ - Altsaa prøver vi.

✂ Det kommer i en Tone, som ikke taaler Modsigelse. Direktøren gør blidt opmærksom paa, at man plejer at føje sig efter Gæsten.

✂ - Meinetwegen, bryder saa Bognàr ud med sin dumpe Stemme, der lader Ordet lyde som et Slag.

✂ Scenen prøves, og Frøken Bognàr sniger sig forbi den sejrrige Maria.

✂ Men Enden var ikke endda.

✂ Forestillingen kom, med den Scenen i Haven.

✂ Charlotte Wolter jubler over Friheden og Naturen. Leicester arriverer med Elisabeth.

✂ Friederiche Bognàr lod først, som saá hun ikke sin Søster af Skotland. Hun gjorde unødig en lang Pause, hvor det slet ikke lykkedes hende at faa Øje paa Maria af Skotland.

✂ Saa endelig ser hun hende - og standser maalløs. 214 Fra øverst til nederst, fra Isse til Fod, ud og ind ser hun paa hende - med et Blik, som vilde hun klæde hende af midt for Publikums Øjne.

✂ Da endelig kommer Spørgsmaalet med haansk Medlidenhed:

✂ Das also sind die Reizungen, Lord Lester, Die ungestraft kein Mann erblickt, daneben Kein andres Weib sich wagen darf zu stellen!

✂ Og Leicester svarer.

✂ Men næsten før han har svaret, skriger Elisabeth - og der var ikke én, som ikke fornam Fornærmelsen som et Slag i aabent Ansigt - som en Megære, udaf Aars Nag og Forargelse, til denne Charlotte Wolter, som var falmet, Schillers Ord:

✂ Fürwahr! Der Ruhm war wohlfeil zu erlangen, Es kostet nichts, die allgemeine Schönheit Zu sein, als die gem e in e sein fur alle.

✂ Det var et Livs Opgør.

✂ Men Charlotte Wolter blev ikke Svar skyldig. Under Elisabeths Ord var et pludseligt Udtryk af Forbavselse gledet over hendes Ansigt. Det veg for Haan.

✂ Hun venter kun paa sin Scene.

✂ Og da Elisabeth gik bøjet bort under Marias truende Arm, da var det det udmærkede og sjældne Talent, som sky bøjede bort fra Geniet.

✂ Der var paa hine Aftner blandt Tilskuerne En, som maatte berøres sært og særligt af denne Kamp.

✂ Markisen af Strozzi, Kroaterinden.

✂ Hun er sit stakkels Fædrelands første Kunstner. Nu spillede hun som Gæst paa Czechernes Theater. Hun var en stor Skuespillerinde - ægte, følende, med megen Skaberevne - men fra et lille Land.

✂ Af kunstnerisk Format omtrent som vore Damer bag Sufflørkassen. Der vokser ikke Kæmpetræer i Smaaballier.

✂ Nu havde Markisen af Strozzi slaaet sig til Ro i sit 215 Kroatien. Men det havde ikke altid været hendes Tanke. Der var en Tid, hvor hun tænkte at bryde ud - og hvor hun gjorde det.

✂ Hun vilde rive sig løs, bort, ud i det store germanske Land. Hun rejste til Wien og lod sig prøve i "Burg".

✂ De tre Regissører var forbavsede over hendes Talent. Man var rede til at antage hende.

✂ Men om Aftenen sad hun paa Tilskuerpladsen i Burg. Hun saá Charlotte Wolter.

✂ Og næste Morgen sendte hun Regissøren Bud, at hun gav Afkald. Hun rejste hjem til sit Agram.

✂ Hun havde maalt sin Evne med den andens ...

✂ Det var vel Formatet, den kloge Frue havde sammenlignet.

✂ Hun tog hjem til sine Kroatere.

✂ Jeg saá saa ofte paa hende under Wolter-Aftnerne i Prag. Og jeg tænkte paa dem derhjemme og Smaalandes snævre Forbandelse.

✂ Prag, du gyldne Stad, med en ilende Flod og Bjerges, altid rene Himmel, By med Nepomuks Bro og Bøhmerkongers smuldrende Ligsten, med to Folkeslag og en evig Kamp - hver, som kender Dig, elsker Dig.

✂ Du gav et Menneske, der var ukendt og ene, Arbejdsdage og Haab.

✂ Og Du lærte en Fremmed, at hvert Menneske, selv det fattigste, ejer ét: at vie sin Kærlighed - Fædrelandet. Ejer ét at skænke sit Arbejde, selv det ringeste - Fædrelandet.

✂ Om Fædrelandskærlighed talte det stolte Hradshin, Stenkongen over alt Bøhmens Land.