Bang, Herman I KRISTIANIA

I KRISTIANIA

FOR halvtredsindstyve Aar siden rummede Kristiania Mure vel saadan noget som knap fyrretyvetusind Mennesker. Nu vandrer der ét hundrede og fyrretyvetusind Eksistenser mellem Oslo og Slotsbakken, de to Tal alene giver egentlig hele Byens Fysiognomi.

Hvad der i Danmark er det eneste, nemlig at være Københavner, er i Norge socialt taget, snart sagt det fataleste af alt, og der er ingen Kristiania-Mand, som ikke iler med at fortælle, at han ikke er Kristianienser.

I Virkeligheden er han det heller ikke. Manden er fra Arendal eller Porsgrund eller Flækkefjord eller fra Skien. Og naar han skynder sig med at fortælle det, er det fordi i Arendal og Porsgrund og Flækkefjord eller i Skien, dér sidder endnu gode gamle Familier, baade Sorenskrivere og Præster, som han hører til. I Kristiania derimod er alt nyt og uden Fortidsgarantier, og man vil dog saa nødig smage af Parvenu.

Derfor er Kristiania maaske den eneste Hovedstad, hvor ingen vil høre hjemme - og faa har hjemme.

Thi hvis man ogsaa selv skulde være født i en Sidegade til Karl Johan, er dog i det mindste Ens Forældre - ogsaa det fortæller man ilfærdigst - fra Haugesund eller fra Tromsø; og der er ingen Traditioner som binder En til de Brosten, man slider. Ens Minder hører andetsteds til. Det er fra Aalesund og Laurvig og Skien, at Hjemmene erfarer alt det, som tager Godtfolk 174 om Hjertet: at Arnljot Oulie, han er da nu bleven forlovet, og Lina Munthe har faaet stride ud. Det er i Christianssand, man lever med Postmesteren, der har jubileret Og det er til Bergen, man længes den syttende Maj.

Derfor er der ingen Kristianiensere - ikke en Gang de, som er født i Kristiania. Og jeg, tror, at denne Hovedstad, som er befolket med Provinsboere, er den mest og uretfærdigst bagtalte By udi den ganske Verden.

Dens Befolkning af Indflyttere har bevaret hele Provinsens Mistænksomhed overfor den By, de nu selv bebor. De ser paa deres egen Stad med Kragerøs Øjne, og der er ét, mod hvilket de fremfor alt værger sig: de vil ikke imponeres. Det vilde nok anstaa sig: Tak - at lade sig imponere af Kristiania.

Derfor ser de Fejlene ved alting, og de ironiserer over alt. De bagtaler deres egen Stad af Frygt for, at nogen skulde tro dem "betagne" af den.

Der er derfor i den hele By kun ét eneste, som alle ofrer en aabenlys Hengivenhed.

Det er "Karl Johan".

Den saa at sige tillader man sig at elske - som en Københavner elsker sit ganske København.

Karl Johans Fliser maa Kristianiamanden slide, mindst én Gang om Dagen.

Dér maa han hen for at se Stortinget maale Slottet og Slottet Stortinget med deres fjendtlige Øjne. Til Karl Johan strømmer alle sammen; og en Time om Dagen skaber Kristianiamennesker en Storstad af deres Provinsby.

Det stod let i deres Magt at gøre det oftere.

Men det sker ikke: naar den sidste Valstakt er døet ud i Studenterlunden og Universitetsuhret viser tre, tømmes Karl Johan. Det er, som skyndte alle disse Mennesker sig hjem til deres Provins.

I mange af Kristianias Gader kan de i Virkeligheden saa udmærket tro, at de er Provinsfolk endnu - saa stilfærdigt 175 ligger Gaderne hen. Købmand sladrer med Købmand fra Dør til Dør og Svendene slikker Sol paa Stentrapperne. Ingen har travlt og ingen forstyrrer Roen. Som i Provinsen synes man, at her maatte Dørene kunne ruste paa deres Hængsler, og man vender sig uvilkaarlig, naar en fremmed Mand gaar gennem Gaden.

Disse lange, endeløse Provinsgader, med Hovedstadsgadens Dimensioner, folketomme, ubevægede, uforanderlige, kan momentvis virke som en intens, en dødende Kedsomhed, som jeg intet andet Sted har truffet, og som forklarer det meget Litteraturens Had til Kristiania.

Hjem til disse Gader vender Kristianias Indflyttere fra Karl Johan. Og der falder Provinsens Middagshvile over Byen. Midt paa Dagen og i den bedste Arbejdstid.

Thi Kristianiaboeren har bibeholdt sin gode, jævne Spisetid fra Fjordbyerne og spiser til Middag Kl. tre - senest; hvorpaa han blunder til Middag. Forretningstiden hugger han ubekymret over ligesom Wieneren.

Boheme og Studenter og andre løse Fugle spiser paa samme Tid hos Gravesens eller paa "Grand". En Timestid er der fuldt Ikke en Stol at faa, ikke en Plads at opdrive. Unge Folk og unge Ansigter. Og dog svært stille. For Nordmænd taler ikke meget, naar de spiser. Og naa'r de til Kaffen, spiller de Domino.

Men stopfuldt er der og Klirren af Service og Raab paa Kelner - der maa raabes længe paa en norsk Kelner - Strøm ud og Strøm ind.

Det varer en Timestid, som sagt, og i et Nu er der tomt. Ingen By i Verden har det som Kristiania: at den pludselig bliver borte. Bliver væk og borte, som slugte den sig selv, i mindre end et Sekund, bare mens man vender sig.

En Timestid ligger saa Vinterdage den hvide Karl Johan, der er skøn som selve Newski, sneglitrende og øde, til Aftenstrømmen begynder at bevæge sig frem under Lygterne.

Lygterne, der tændes som oftest - kun ikke naar 176 Almanakken melder Maaneskin, De Nætter hviler Norges Hovedstad i Maanelys eller i Mørke.

Det er ogsaa et Minde fra Fjordbyerne.

* * *

Kristiania Ny bygger-Karakter gør, at den egentlig ikke har noget "Publikum". F. Eks. i Theatret. Der er naturligvis eri hel Del kunstinteresserede Folk, som ser alle Forestillinger.

Men der er intet Publikum, for hvem dette er deres Theater, hvor de gaar for at nikke til hinanden og hilse paa hinanden og sidde paa gamle Pladser, som er dem kære, og studere andres Kjoler og selv være smukke og befinde sig vel. Der er ingen Minder, som binder dem til dette Hus og gør det til deres. Det er ikke deres Skuespillere, som spiller for dem, og som de glæder sig over at klappe til. Det er bare Aktørerne ved Kristiania Theater.

Det slaar straks den Fremmede, naar han en Aften kommer ind paa Tilskuerpladsen, at her sidder der en tilfældig Mængde Mennesker, som ikke kender hinanden.

De er ikke Medlemmer af et Samfund. De er bare Folk fra mange Huse, som nu iaften tilfældigvis har købt Billet til samme Sted. De gaar her Aar efter Aar i dette samme Theater og de bliver alligevel aldrig til ét Publikum, fordi de kommer hver fra sin Kant, sin Provins.

Ikke en Gang ved Første-Forestillingerne er det anderledes. Kristiania har intet Premiere-Publikum. I København maa de Folk, der estimerer sig selv, være med ved de store Forestillinger. De er nødt til det, fordi de "tæller ikke" ellers.

Folk fra "Parkvejen" og "Inkognitogaden" derimod kan særdeles godt vente med at se et Stykke til den syvende Gang, det gaar - hvis de da overhovedet ser det.

177

Det kommer af, at ingen i denne nye By - eller i alt Fald faa - har Følelsen af, at det er deres Pligt at repræsentere Byen. En Københavner sidder Repræsentationspligten desværre kun altfor dybt i Blodet. En Kristianiamand af Selskabet har ikke den Fornemmelse. Hvorfor skulde han vel ogsaa repræsentere en fremmed By? Han repræsenterer - og til Fuldkommenhed

- i sit Hjem. Byens selskabelige Begivenheder vedkommer ham lidet.

Derfor bliver der i Kristiania saa saare faa "Begivenheder".

De første Damer kan staa i Tableau'er, arrangerede af de første Malere, ved en Forestilling, under Protektion af Hendes Majestæt, sat i Scene af Familier en vue. Og der bliver trekvart Hus, og ingen, taler om Tingen, og Bladene skriver om den en - Notits.

Grunden er ogsaa den, at der er ingen hellig Nysgerrighed, som lokker til Huse, saadan som i vort gamle København, hvor Tusinder af Mennesker ved tre, fire Slægtleds tusinde Traade er bundne til hinanden. Det er Nyfigenheden, som skaber den selskabelige Begivenhed. Og i Kristiania er der ikke gammel Jord nok for den elskelige Nysgerrighed.

Kristiania-Damen klæder sig paa Gaden fiksere end Københavnerinden.

Hun har i fri Luft mere Mod til at behage.

I det Hele er alt Gadeliv mellem de Unge modigt og henrivende. Damer og Herrer mødes, passiarer, promenenerer, skilles. En ung Kristiania-Dame veksler Haandtryk med en Bekendt, som en Københavnerinde vilde hilse ved at rynke Øjenbrynene. Til at tale sammen paa en Gade hører hos os Fætterskab, her ikke en Gang Bekendtskab; man kan præsentere sig selv

- og det bliver ikke taget unaadigt op.

Det er den Frihed i Omgang - Gade-Omgang vel at mærke - som gør Timen fra to til tre paa Karl Johan til noget for sig selv i Verden. Sydtyskland har sin Korso-Tid, hvor hele Byen løber mellem Benene paa 178 hinanden: det ser sydligt livligt ud. Der er Hilsener med store Haandbevægelser og høje Raab over Gaden. Men det bliver dog aldrig til en stor Flok Kammerater, der mødes. Og det er det netop mellem Slottet og Stortinget. En glad Skare Kammerater, mellem hvilke - den gyldne Eros leger.

Det kunde umuligt gaa saa frit til i den By, hvor man virkeligt havde hjemme. Det vilde forbyde sig af sig selv. Men man véd, hvor meget man tillader sig paa Rejser, hvor ganske anderledes fri man er.

Og Kristiania-Folk er jo netop noget af Tilrejsende til deres egen By.

Saa frie de derfor er paa Gader og i Skove, saa højtidelige bliver de inden fire Vægge og i Selskaber. De bliver tilknappede og forsigtige, som vi alle er det, naar vi bringes sammen med Folk, som vi ikke kender. Konversationen er desuden vanskelig, fordi der er saa faa af de Smaabegivenheder at diskutere, som i gamle Samfund interesserer alle. Desuden vil Formerne - ja, hvert Land har nu sine - at Herrer og Damer tilbringer Tiden adskilte som jyske Menigheder i Kirkestolene. Man gaar uafladelig til og fra Bords: først til et Thebord, med mange Kiks, saa til et Aftensbord, med særdeles mange Fade, derpaa til Dessertbordet, med mangfoldigt Gnask, mens i Salonen Kaffebordet dækkes - med den megen Cognac. Men mange Maaltider er endnu ikke Selskabelighed, og den megen Spisen hindrer megen Talen.

Man har bestandig det Indtryk, at Selskabet har bragt for mange fremmede Elementer sammen. De kender naturligvis af hinanden baade Fornavn og Efternavn og en hel Del endnu. De kan ogsaa, forstaar sig, drive det til at sige en Ondskabsfuldhed om Næsten i en Krog. Men Vanens Kit mangler alligevel for at binde dem sammen. Og de har ikke sagt alle vore selskabelige Dumheder til hverandre saa mange Gange, at de har det i deres Magt at sige dem endnu en Gang med et Smil.

Desuden er man i Norge i et nyt Land, hvor man 179 undertiden, selv i det bedste Selskab, frimodigt kalder en Dumhed for en Dumhed - - og Eufemismer gør ofte trygge i det selskabelige Liv.

Den, som skal kende Kristiania-Selskabsliv fra dets bedste Side, maa se "den store Diner": Naar et rigt Hus kan udfolde hele sit Apparat, naar det Hele faar pompøs Karakter af Banket, hvor en vis Højtidelighed passer - saa fejrer Kristiania-"Værtsfolk" Triumf, som var man midt i Europa. Thi norsk Selskabsliv kan naa det festligt Pompøse; af det hyggeligt Yndefulde gaar det glip. Man har Stil mer end nok til at naa de store Effekter. Men til at opnaa de lune Smaavirkninger er man i den nye By ikke gamle nok i sine Hjem, ikke diskret-fortrolig nok med sine Venner.

* * *

Saadan er Kristiania, der kun venter paa et eneste: Kristianiensere.

Den har Skønhed nok. Hvor er der vel i Verden skønnere end paa Slotsbakken en Vinterdag under høj Himmel, naar Kupler, Træer og Jorden skinner af samme Hvidt? Hvor skønnere end paa Karl Johan, naar Luften summer af Ungdoms Tale og Latter og Studenterlundens Træer grønnes saa ganske smaat? Hvor dejligere end paa "Fæstningen", naar Solen ligger blank paa den stille Fjord og Fjældene fortoner sig blaat?

Den har Ungdom nok. Den har Fremtid. Den vokser. Den er paa Vej til at blive rig.

Den mangler kun Mennesker, som vil tage den i Besiddelse i Hengivenhed.

Som vil elske den, fordi den er deres Verden - hver Plet af den, dens Sten, dens Huse ved Dag som ved Nat, dens Theater, skønt det er hæsligt. "Fæstningen"s stenhaarde Bænke, "Logen", alt, fordi alt er Del af deres Livs Verden ...

- - -

Det var en Sommernat ifjor - St. Hansnat.

180

Vi havde paa et Landsted ved Bergen været til Fest. Nu roede vi hjem.

Den store Baad var fuld af Unge, Damer og Herrer, og de sang. Hvor Natten var lys og hvor den var stille. Tause laa de store Fjælde, fortonede i de dybe Sommernattens Farver, som ingen maler.

Saa bøjede den tunge Baad ind paa Bergens Red.

De gamle Brygger, Husene op ad Fjældet, de hvide Landsteder mellem Birkenes Grønt, Kirkernes Spir; og paa Vandet, det blanke Vand, Dampernes store og stille Skrog og Sejlskibe med deres Rejsning op i Natten.

Og paa én Gang sprang af de Unge i Baaden én op paa Toften, og svingende Hatten raabte han:

- Dejlige By ...

Paa saadanne Venner venter Kristiania - det fagreste Lands fagre Hovedstad.