✂ DA Betty Nansen, som den purunge Betty Müller, spillede sin anden større Rolle, var det som Magda i "Hjemmet" og Frøken Betty Müller kunde alt. Fru Nansens sidste Roller nu, paa Højden af hendes Ry, hed Agnete, Rebekka og Bygmesterens Hilde og meget er det, som Betty Nansen -- ikke kan.

✂ Ordene kan klinge besynderligt og gemmer dog et helt Kunstnerliv og dets Vej. En Vej fra Theatret til Livet, en Vej fra Maske til Menneske og fra Kunsten, som forlyster, til Kunsten, der aabenbarer.

I

✂ Betty Müller var et Skuespillerdynastis sidste Led. Som en Ristori, en Duse, som de fleste af Italiens fremstillende Storheder er hun født i en Slægt, der har været Skuespillere gennem Generationer. Og vandrende Skuespillere. Det var blandt det farende Folk, hendes Forfædre var Konger. Paa Foden af min første Barndoms Plakater, som bares rundt til vor Købstads Døre, stod hendes ældste Farbroders Navn som Leder af den Trup, han havde arvet fra sin Fader. En yngre Farbroder var Selskabets Elsker. Jeg mindes endnu hans Stemme og hans Blik. Betty Müller har arvet dets Dybde. Medlemmerne af den Müllerske Slægt havde haft Evne nok til at bryde frem til vor Hovedstad. Men 395 de blev dér, hvor de var født - i de Købstæder, hvor Borgerne beundrede dem og lukkede dem deres Døre. Thi de farende Folk var, i min Barndom, endnu ikke blevet Borgere blandt de andre Borgere, gennem hvis Gader de drog. Fra By til By, som Vejen maatte føre dem, levede de,, midt i Samfundet, udenfor Samfundet eller i deres eget.

✂ Deres Verden var snæver. Den var deres Theater og deres Logis. Og de to - Logis og Theater - gled sammen. Der var dem blandt de rejsende Kunstnere, der, af Vane og uden at vide det eller fordi det nu saadan var deres Temperament, tog det ganske Theater med over i deres Logistilværelse. De fyldte Værtshusene med deres Theaters Lader, Stemmeforbrug, Dragt og Fagter. Deres Liv var kun Theater i Solens Skin. Der var andre iblandt dem, som i Logis'et trak i de borgerlige Skjorteærmer og deres Ægtefruer stoppede, paa Forhøjningen ved Vinduet, Heltens Bomuldstrikot. De delte med tre Børn halvtredje Portion Mad fra Spisekvarteret og de betalte hver sit i Redelighed. Men denne Tilværelse, mættet med borgerlige Dyder, var dem kun som en vaagen Søvn, hvoraf Theatret vækkede dem til selve Livet, der hed Theatret, kun dér levede de og dets Uvirkelighed var dem den eneste Virkelighed, mens Ekistensens Virkelighed blev det, som de tog med paa Købet. Nogle af de farende Folk tog Theatret med over i hvad de kaldte Livet. Andre af dem levede kun paa Theatret. For nogle gled de to Ting sammen. For andre var kun den ene i Sandhed til.

✂ Saadan var den Verden, hvori, da den gik paa Hæld, Betty Müller fødtes - som et Dynastis Sidste.

✂ Hun var født mellem Kulisserne og, selv om hun ikke opdroges dér, syntes i hendes Barndom deres Verden hendes Verden og deres Liv hende Livet.

✂ Hvad der alt var udenfor, har syntes hende kun lidet værd. Eller det har maaske endogsaa frastødt hende som det Snævre, det Fattige, det ganske Ligegyldige. Kun i Theatret fik hun Øjne og Øren. Kun dér blev hun 396 nyfigen med al Barnets Nyfigenhed. Kun dér var Verden, hvor hun iagttog, lærte, tilegnede sig og forstod. Her var Jordens Kreds, som hun fyldte med sine Drømme og som hun allerede omspændte med sin Ærgerrighed. Thi tidlig har hun været ærgerrig som ingen. Sejre vilde hun. Efter Sejren har allerede Barnet udstrakt sine Hænder. Men Sejr, hvad var det andet end Sejr paa Theatret, der var Verden for den, som ikke kendte nogen anden.

✂ Hvad hun vilde, blev hende hastigt klart: derind vilde hun, der, hvor Hænders Bifald klang og Lampernes Lys skinnede paa de andre. Og for at komme derind sad hun i Kulissernes Halvlys som en Lærling. Al sin Iagttagelsesevne, sin hele Klogskab, hele sin Umættelighed i at vide og erfare vendte hun mod Scenen og dens Lærred. Den var hendes Skole og hendes Visdoms Mark, og der blev hendes Erfaring mæt. Kun derhen rettede hun sine villende Øjne.

✂ Hun blev en Lærling som faa: Thi hun lærte alt.

✂ Da endelig Dagen kom - nej, Aftenen, da Lysene tændtes, endelig Aftenen var der, hvor Tæppet skulde løftes, hendes Tæppe for hendes Kongerige, da kunde hun alt og alt havde hun lært og hun sejrede i sit elektriske Rige.

II

✂ Det var som Magda.

✂ Var det et Tilfælde? Laa Stykket for paa en Spilleplan eller var det af en skarptseende Leder valgt? Det skulde synes. Thi bedre kunde ikke gribes. I dette Skuespil om Liv og Theater, hvor alt er Theater, kunde Betty Müller sejre helt. Sudermann har fristet alle Tidens Theaterdronninger, fordi de, i hans Drama, foran selve Rampen, kunde kaste deres tunge og gyldne Kaabe og ind i Librettistens Tirader kunde smugle Livsbekendelser om deres saarede og tomme Hjerter. De spillede 397 Befrielsen for Ryets Tynge, mens hun, der begyndte - hvor har hun ikke jublet og brystet sig under Primadonnaens guldstukne Kaabe, som hun tog paa Borg og i Forskud. Hende har Indtoget været alt, Indtoget under Folkets Jubel, og det, hvad der fulgte efter, Magdas Liv, har hun vel spillet som det'rige Melodrama, det er.

✂ Men hun har gennemspillet det helt.

✂ Hun har grædt og hun har let. Hun har haanet spidst og hun har vist Ømhed og hun har spottet. Hun har været hoven og højmodig. Sønderknust og ydmyg og højt triumferende. Og hun har klaget. Den hele Magda har hun gennemspillet, som hun gennemspillede den ganske Cyprienne: kaad og graciøs, uskyldig og forfaren, intet-vidende og alt-vidende og nyfigen, overgiven og forskrækket, lystig og halvbedrøvet og skræmt - den ganske, den ganske Cyprienne, som hun skrevet staar, spillede hun og som et Fyrværkeri med baade Bomber og Sol: Thi der gaves ikke større Virtuos end denne Nittenaarige var paa sit - kunstige Instrument.

✂ Thi kunstigt var Instrumentet.

✂ Betty Müller spillede løs med alt, hvad hun vidste. Hun fyldte overmodigt Rollernes Kar med det alt, hvad hun kendte, og som en lysende Kaskade saá det ud.

✂ Men hvad hun kendte og vidste, det var - Theatret, som havde været hendes hele Liv og Verden.

✂ Paa hine Ungdomsaftner, hvor hun, straalende, nedspillede det hele Theater over et blændet Parkets Hoveder, mødte vi visselig intet forkyndende Menneske. Men paa Theatret saá vi en Theaterdronning.

✂ Det var altsammen Theatervirkninger, hobede op, slyngede sammen, kastede i Grams - saa ødselt, at vi gættede Rigdommen hos den Personlighed, vi endnu ikke saá. Alt var Theatervirkning, som hun, der skabte den, selv tog for Kunsten og Maalet: thi hun kom jo

✂ - kun fra Theatret. Men selve den suveræne Beherskelse af alle Theatrets Virkninger lod os skimte Styrken 398 hos det Menneske, som endnu ikke havde revet Kniplingernes Pailletbroderi fra sit Ansigt.

✂ Kun i Kraft af en rent ud genial Styrke kunde, paa sin første Dag, Theaterbarnet staa som en Theatrets Dronning.

III

✂ Paa Theatret forvirredes Betty Müller af intet. Thi Theatret var hendes Fødeegn. Som vi andre aander roligt, naar vore Øjne hviler paa vore Barndomshøjes stille Linjer, aandede hun, mellem Scenens Lærreder, ubekymret og trygt: dette Land var hendes.

✂ Men der kom en Dag, da dets Lærreder flængedes.

✂ En anden Sol end den, hun kendte, brød frem gennem de sprøde Mure. Og et andet Mørke faldt end det, hun hidtil vidste om. Livets Mørke og Sol var det, og i den fulde Dag og i den mere angste Nat stod Betty Nansen som en Forvirret, som en netop Vaagnet, hvilken, blændet, endnu intet ser og vil besinde sig paa en Drøm og kan det ikke, for selv den drømte Drøm er glemt, og vil fly ind til Drømmen, hjem til den, og kan det ikke, thi Drømmen er flygtet, og hun selv er vaagen. Selve hin Sol, der skræmmer hende, vækkede hende.

✂ Hendes eget Hjertes Slag lød, i Livets Sol, saa højt, at de naaede hendes Øren.

✂ Og en uhyre Styrtensammen fuldbyrdedes foran hendes Øjne. Lærrederne styrtede fra deres Hængsler, og hendes Bjerge forsvandt og forgæves rakte kun Hænderne ud efter alle sine malede Kilder. Hendes Himle var ikke mer og ikke hendes Jord. Hendes Rige, hendes Verden brast sammen. Det var ikke længere - hendes Kongerige.

✂ Hvad var vel der, hvor alt var bristet - Synskreds, Begreber, Maal og Maalestok, Bro og Sti? Hvor alt brast, blev kun ét: hendes Hjerte, som havde ladet alt briste.

✂ Hun blev - paa Livets Dørtærskel, hvor hun var naaet hen.

✂ Det var en ung Piges Tragedie, som vækkede hende af Drømme, en ung Borgerpiges sørgmodige Kærlighedshistorie. Den lille Borgerpige hed Marguerite Gauthier. Hun elskede sin unge og beskedne Armand, saa hun døde deraf efter at have grædt mange Livets Taarer.

✂ Grædt.

✂ Thi denne sælsomme Marguerite græd uden at standse. Hun græd af Sorg og hun græd af Glæde. Grunden var ligetil. I sin Forvirring, famlende og uden Fodfæste, kunde den, som saa nylig havde kunnet alt, intet andet.

✂ Den Dag, da Livet var blevet hendes strenge Læremester, lærte det hende først at græde.

IV

✂ Hvor forstaaelig var ikke Betty Nansens Forvirring.

✂ Thi selve hendes Hjerte, hendes eget Væsen, hendes Personlighed og Selv, der talte til hende for første Gang, det talte endnu usammenhængende og utydeligt. Hvor megen Anspændelse kostede det allerede ikke at holde sit Øre nær til dets Hvisken. Og kunde hun tro alt, hvad det hviskede? Og hvis hun troede, hvordan da kunne gentage, hvad det havde betroet?

✂ For hun havde jo ingen Stemme mer at tale med. Thi selve Stemmen fra før var blevet borte for hende. Og havde hun Arme, havde hun Hænder endnu? Havde hun et Ansigt, der kunde være det Nyes Spejl? Havde hun Fødder at bære hende frem gennem denne anden Verden, den Verden, i hvilken hun var vaagnet op.

✂ Mens selve den nye Visdom endnu klang stammende og utydeligt, stod hun ogsaa uden alle Midler til at tolke den. Thi hine Drømmens Midler, Theatrets Midler, svigtede plat og ganske. De var kun Vaaben fra andre Tiders Korstog.

✂ Under saadanne Uros-Dage har andre Kunstarters Dyrkere det dog let. Naar deres Verden styrter sammen, er de idetmindste ene. Ene kan de, gennem det store, opslugende Vand, svømme, med stridende Muskler, frem mod den nye Kyst.

✂ Men for Skuespilleren er den kunstneriske Krise forfærdelig. Han maa gennemkæmpe den midt foran Tusinders Øjne. Usikker paa alt maa han synes sikker. Snublende, maa han staa. Stammende, skal han tale. Ude af Stand til at skabe, skal han skabe.

✂ Denne Kamp maa være alle Skuldres Aag. For Betty Nansen maatte den være en Riden Træhest.

✂ Thi det var en Primadonna, som maatte gennemkæmpe den. De Tusinde i Tilskuerrummet ventede en Primadonnas Sikkerhed og Sejr af den, som stred mod Begynderindens Halvblindhed og Stammen.

✂ Da hjalp Tilfældet, som undertiden gør Tjenergerning i de Udvalgtes Hus. Primadonnasejrene paa et Privattheater førte Betty Nansen over til Nationaltheatret, som altid har Stunder, og hvor ogsaa Fru Nansen fik Stund til at samle sig til Menneskefremstillerens Sejr.

V

✂ Og Tilfældet tog endda sin Tjenergerning op to Gange.

✂ Nationaltheatret bød som Førsterolle Betty Nansen, der havde sejret som Magda, Cyprienne og Marguerite, Martha i "Samfundets Støtter". Rollen, som var Nationaltheatrets første Hilsen til Privatscenernes Primadonna, kunde ligne et Sværd strakt frem mod hendes Bryst. Men Betty Nansen rev Vaabenet til sig, gjorde det til sit og - skabte et Menneske.

✂ Just her skulde det lykkes hende for første Gang. Og maaske kun her kunde det fuldkomment lykkes hende.

✂ Overfor Henrik Ibsens Martha kunde ingen af Fortidens 401 Fristelser løfte deres Hoved. Theatrets Kunster viser Martha Bernick fra sig. Men for den, som næsten for første Gang skulde "male efter Livet", var Skikkelsens Enkelhed, der maatte tvinges bort fra al Theatermindelse, en dobbelt Lykke. Thi dette Hovedspor og stille Linjer kunde Betty Nansens Hænder overkomme. Denne Forsagelsens Silhuet mægtede hun at tegne, som hun havde mødt den ved en Livets Vejkant - eller som en anelsesfuld Melodi i sit eget Sind.

✂ Den Martha, som her var set og skabt - skabt ved Midler, som ingen "Midler" var - Martha med den lange Skyder-Kæde om sin Hals, Kæden, som var en Arv eller et Minde; Martha med de lange smalle Hænder, der, naar ingen saá det, saa tit havde været foldede; med det lille Forklæde bundet om, naar hun tavs røgtede Husets Lamper; med Øjnene, som, endnu klare, stirrede efter en Drøm - denne Martha fra de gode Søstres milde Krog, hvor Klager lukkes inde i beskedne Hjerter, hun levede foran os, saa vi kendte hendes hele Sjæl. Hendes dybe Ve, som er uden Taarer, havde lært Fru Nansen ogsaa at holde op med at græde. Hun, som havde fældet saa mange Scenens Taarer og havde vundet ved at græde Livets Graad, var naaet til at skænke os Billedet af en Smerte, som har ladt Taarerne bag sig.

✂ Som Martha kunde Betty Nansen vinde paa Grund af Skikkelsens Enkelhed.

✂ I hendes næste Rolle ilede Stilen hende til Hjælp. Det var en Kongedatter i et romantisk Skuespil. Den romantiske Form, som her Nationaltheatrets stilsikre Omgivelser paatvang hende, blev hende en Gangkurv, som støttede. Hun naaede en større Linjeføring, og med en Magt, hvori hele hendes Personlighed talte, skabte hun en Grusomhedens Profil, der varslede om Fremtidens Lady Macbeth.

✂ Da havde hun vundet frem paa Menneskefremstillingens Stenvej.

VI

✂ Troede hun mon allerede, hun stod fast og at de nye Læreaar var endte? Maaske. Thi utaalmodig og dreven frem af en hidsigere Trang til at vokse og til at forme end den, Statstheatrets Langsomhed kunde tilfredsstille, forlod hun efter et Par Sæsoner Nationaltheatrets træge Mure. Paa en ny Scene kastede hun sig ind i et Arbejde, hvor Storopgave slyngede sig i Storopgave.

✂ Det var for tidligt.

✂ Thi det nye Theater, dets Publikum, dets Kritik fordrede atter Primadonnaen eller - om galt skulde være - den store Menneskefremstillerske, som Betty Nansen endnu ikke var.

✂ En ny Kamptid begyndte.

✂ I et Par Aar stred - men nu for sidste Gang - i en Række Roller Primadonnaen fra Fortiden med den Menneskefremstillerske, hvis Fremtidsmagt vi allerede havde fornummet. Af disse Skikkelser bragte Bjørnstjerne Bjørnsons Tora Parsberg og Christian Molbechs Abigaél Betty Nansen den største Sejr - saa stor, at Tora Parsberg vil forblive bunden til hendes Navn.

✂ Med Rette. Thi Personligheden, som i disse Aar, i alle hendes Roller, kæmpede og voksede bag hendes Kunst, gennemlyste den hele Skikkelse. Selve den Bjørnsonske Kvinde levede ikke helt. Den trøstende, den trofaste, dc;n ømt elskende Tora var funden. Hendes milde Ord strømmede som det forstaaende Hjertes rige Overflod. Og hvor skønt talte ikke hendes kærtegnende Hænder. Men den, som i "Hjemmet" saa triumferende havde spillet Sejren, mægtede ikke mer Sejren. I hint Optrin, hvor den sejrlysénde Kvinde staar ene mellem de mørkt stridende Mænd, forsagede den levende Tora. Ikke, at hun for Brød gav os plumpt "Theater". Men Fru Nansen holdt sig, vaklende, voldsomt oprejst ved en egen Stilens Støttestav. En ejendommelig baaren Stil, som løftede hende op paa en kunstig Sokkel, hvor hun forblev - monumental. Alt dette var fortrinligt 403 gjort. Men det var ogsaa kun gjort, om end paa en ny og anden Maade. Hendes Tora forblev en Martha, som vandt den Elskede.

✂ Betty Nansens anden Sejrvinding var Abigaèl.

✂ Fru Nansen, hvis Theaterinstinkt fra den første Dag havde ladet hende, som i Leg, tilegne sig alle Theatrets Virkninger, udvikler, under sine Kampaar, dette Instinkt til en overraskende og paa vore Scener ualmindelig Stilsans. Mens hun higede efter at give sig i Kast med alt Livet og alt det Liv, som gærede i hende, fandt hun endnu ikke Formen for dette nøgne Liv. Men alt, hvad der gav sig inden for en Stils Ramme, det mægtede hun, fordi hendes Kultur, hendes Intelligens, hendes Blik gjorde hende stilsikker: Naar hun talte bag Halvmaske, talte hun henrivende.

✂ Men Halvmasken tilfredsstillede hende ikke.

✂ Mens Publikum jublede, smilede hun selv spottende ad sin egen Abigaèl i hendes Fiskebensskørt.

VII

✂ Og atter skiftede Fru Betty Nansen Scene.

✂ Men idet hun maaske - som det saa ofte gaar os alle - tilskrev Kaarene, under hvilke hun virkede, hvad der dog i hendes egen halve Ufærdighed havde haft sin sidste Grund - blev hun ikke mere et Theaters Førsteskuespillerinde. Hun blev et Skuespilhus' Direktrice.

✂ Men Fru Nansen havde en Meddirektør. Som Direktøren, hun havde forladt, havde fordret af sin Skuespillerinde, fordrede ogsaa Meddirektøren af Direktricen sin Primadonna. Det var - er noget nær saa uovervindeligt som Fortiden? - en Primadonna med hvem han havde delt sit Theater. Men han havde taget fejl. Han havde sluttet sin Kontrakt med en Død.

✂ Magda var ikke mer. Hun var død og begravet.

✂ En anden var traadt i hendes Sted: Betty Nansen selv.

✂ Maaske vidste hun det endnu ikke helt. Rollen, hvori hun for første Gang viste sig paa sit eget Theater, kunde synes at tyde derpaa. Hun valgte at fremstille Ninon. Man tog det som et Bevis paa et Overmod af Selvtillid. Det var vel just det modsatte: Mangel paa Tillid. Af Frygt hyllede Direktricen sig i Ninons stilskabende Klædebon og snublede under et Anspændelsens Overmaal.

✂ Hun snublede og det altfor nye og falsk sammennittede Theaterskrog begyndte at svaje og krænge. Mellem Klipper og Skær og under Kommandoens Forvirring maa Direktricen tage sin Tilflugt til Skuespillerindens gamle Roller.

✂ Fru Nansen bliver atter Magda og Marguerite. Men Publikum bliver borte. Thi det genkendte hverken Marguerite eller Magda.

✂ De fandt kun eller endelig Betty Nansen, der ingensinde vilde overgive sig, men kun og alene give sit og sig selv.

✂ Sejren var endelig bleven hendes og Theaterdronningens Sag var for evig tabt.

VII[I].

✂ En gammel Rolle gav Betty Nansen det første fulde Mod. Her var hun hjemme i Ord og Sceners Gang. Her blev hun derfor saa sikker, at hun pludselig - pludselig for den, som ikke havde set og forstaaet en aarlang Kamp - krængede den sidste Pjalt af hvad Theater var og hed, ganske af sig - - alt Theater og endogsaa selve Rollen med.

✂ Nu vilde hun selv tale. Hvad hun vidste, vilde hun ud med. Hvad hun havde levet, skulde de Damer og de Herrer erfare. Tale vilde hun, selv om det skulde ud mellem Sidebenene.

✂ Og det skulde ud - gennem den gamle Pararaderolle Marguerite. Talerøret var skrøbeligt, og Røret søndredes 405 mellem den Talendes Hænder, men hun havde "faaet tale".

✂ Underligt var det ikke, at denne Marguerite bragte de Mange i Forvirring. Hun maatte det. Først ved sin Nationalitet. Den, som kender en Række af forskellige Landets Theatre, véd til Overflødighed, at hver Gang et Skuespil vandrer over en ny Grænse, skifter det Lød og Fald. Dets Varmegrad og Gangart ændres efter den overskredne Grænses Gangart og Varmegrad. Men, ved Skuespilleres og Sceneledelsers - ofte lidt misforstaaede - Anstrengelser bevares dog i de fremmede Skuespil paa vore Theatre en vis Kolorit eller saa at sige Kostumet. Betty Nansens Marguerite havde slidt disse Kostumer af sig. Noget mere dansk end denne unge Kvinde var ikke at tænke. Det var en ung Pige, som var skudt op lige af Københavns eller endogsaa af selve Sjællands Jord. Og som Koloritten var bortvisket, som man bortvisker Sminken af et Ansigt, var selve Milieuet saagodtsom forsvundet. Fru Johanne Dybwad havde, med en ubændig Fordrejelse, ført sin Marguerite hjem til en af Kristianias mindste Gader. Anna Larssen havde tegnet sin Madonna mod københavnske Syndefalds-Skyer. Men Betty Nansen, hun havde slet ingen Særluft om sig. Hun stod dér, i det nøgne Rum, og var en ung og dansk Pige, som elskede første Gang. Om at hun forhen havde ladet sig elske, vidnede kun hendes Vemod.

✂ Det er let nok at forstaa, at denne Marguerite maatte blive saaledes.

✂ Da Betty Nansen, for første Gang fuldt bevidst, vilde skænke os Billedet af den elskende Kvinde, vilde hun for al Pris undgaa og skyde fra sig hver den Ting, som kunde saa at sige "komplicere Tilfældet". Alle Særlighederne gik hun udenom som udenom det, der kunde forvirre. Omgivelsers Tilfældigheder og Særskæbners Skiften var ikke til for hende: en Kvinde, der elsker, var Billedet, som stod for hendes Øjne - det nøgne Billede, Urbilledet af hende.

✂ Hendes Urbillede af hende.

✂ Det vilde hun skænke og skænkede hun.

✂ Thi allerede i Betty Nansens Marguerite møder vi, i Omrids, hele den Opfattelse af Kærligheden, som hun siden som Agnete og Gertrud mejsler helt i Kød og Blod. Kærligheden som den alt vovende og alt ofrende, Kærligheden som den alt givende og alt blottende Kærlighed, som kaster paa Baal hver sin egen sidste Trevl og værger den Elskede.

✂ Hjælper og værger, værger og hjælper.

✂ Som et Dyr staar frem for sin Unge, saadan værger denne Elskov den Elskede. Som Fuglen plukker sit eget Bryst, saadan plukker denne Kærlighed sig nøgen for ham, det Eneste, som lever i dens Hu.

✂ Men dette Værnende, som er et Grundtræk i denne Kærlighedsopfattelse, har Rod i, at denne Elskovs Elskede altid og altid er ung.

✂ Som Aage levede i Bjerget, levede ogsaa Betty Müller blandt Lærredernes Ellefolk. For Livssolens Ungdom syntes hun sig narret Med de Bedragnes Elskov elsker derfor hendes Kvinder den unge Elskede og de tyve Aar.

✂ Men saadan gaar det til, at Betty Nansens elskende Kvinde hyppigst staar som den ældre, høstomsløret næsten midt i sin fulde Sommer.

✂ Og selve hendes Kunsts Farvelægning øger dette Indtryk. Saa dæmpet Farvelægning kendte vi ingensinde. Men disse Farver blandes sikkert saadan, ikke blot fordi en kunstnerisk Samvittighed frygter for at synde mod Liv og Sandhed. Grunden maa søges dybere: ingen Tro paa Lykken flammer bag denne korte Lykke som Flammen, der bag Amplen giver den Lys. Vin blev gydt i Bægret og en Malurt paa vor Læbe.

✂ Det skænker denne Kunst sin Farve. I et nordisk Landskabs Halvlys aabenbares en bitter Sjæls lidelsesfyldte Kampe.

✂ Men medens Betty Nansens Marguerite med Livet havde bødet for en Drøm -- hin Replik: "Hvad har 407 jeg ikke bødet og ofret for denne ene Minuts Drøm", var hendes Marguerites eneste Skrig - da var de ilde Stormskyer trukket helt sammen over en kold Tilskuerplads.

IX

✂ Man var virkelig træt af denne Primadonnas Luner,, som gjorde Sort til Hvidt og Hvidt til Sort og alting eller det meste Graat Fra Theater til Theater skulde man følge hende. Vel - man havde fulgt hende ... Hendes Rollevalg, der var Kaprice, skulde, man billige. Nuvel - man havde fundet sig i det. Men nu - hun snød jo det brave Publikum for Rollerne, som hun spillede. De Herrer og Damer blev snydt for deres Marguerite. Og hos Direktricen tog de deres Penge tilbage.

✂ Thi de saá ikke, at Vejen fra Theater til Theater var den lange Vandring for at finde sig selv. Og at "Lunerne" var Personlighedens Kamp og Udfoldelse.

✂ Publikum flyede harmfuldt Betty Nansens Theater.

✂ En flygtig Stund lokkede hun det tilbage - da hun i bitter Kaadhed spottede sig selv og den Elskov, der brændte hendes Hjerte.

✂ Hun fejrede en Triumf som Landets Moder, der gav sig hen til ham, der gjorde Landets Døtre til Ammer.

✂ Med bitter og overgiven Kaadhed krængede hun den hele Elskovs Væsen og viste os, hvad det var vævet af, det som bevægede vore saakaldte Hjerter. Amme-Betvingeren tog Prinsessen mellem sine Lænder. Spøgen var besk. Men Prinsessen lo, mens hun hemmeligt rev sit eget Ansigt til Blods, og Publikum lo med - som den ler, der intet forstaar: Huset blev fyldt. Selvhaanen gav Kasse.

✂ Mon ogsaa Haaneri, den bevidste Haan vilde give det.

✂ Det ærede Publikum havde følt sig forhaanet, fordi Betty Nansen møjsomt sled og stred sig frem til Ægthed. 408 Mon det ikke vilde føle sig smigret, hvis hun direkte forhaanede dets Omskiftelighed?

✂ Hvem kunde vide det?

✂ Fru Nansen blev "Den grimme Kone".

✂ I hendes yngste Aar havde man pint hende ved at kalde hende saare talentfuld men altfor styg. Nu fornægtede man hendes Talent og alle fandt hende smuk. En lystig Leg og ret til at le ad, saa Hvermand lo med, som man lo ad "den grimme Kone", hvor Fru Nansen outrerede sin egen Ungdoms Grimhed, hvor hun overdrev sin Kejtethed, udstillede sin "Stumpnæse" og blev forgudet - som fortryllende. En kostelig Spas for alle Guder og for Pengeposen. Men alligevel at spase alt for længe gør træt. Især, naar Spasens Kilde er Selvhaan og Haan. Betty Nansen var ikke naaet frem til sig selv for at spøge med det Smaa og med det Største. Hun vilde tale Alvor om det Højeste.

✂ Og hun blev endelig "Agnete".

✂ Sejrsdagen var inde - for hende og for hendes Smerte.

X

✂ Ofte har jeg tænkt paa en af mine Samtaler med Eleonora Duse. Den Gang, jeg talte til hende om "Agnete", som jeg saa gerne vilde bane en Vej ud i den større Verden. Jeg fortalte om Agnetes Kærlighed, og Fru Duse lyttede, som lyttede hun med sit hele Legeme.

✂ - Men saa, sagde jeg, betror hun ham altsaa sin Hemmelighed.

✂ - Ja, ja ... hvilken Hemmelighed?

✂ - Den ... at hun stjæler. Eleonora Duse drejede sine Øjne.

✂ - Til ham? spurgte hun.

✂ - Nej, svarede jeg og var allerede blevet bange: Til sig selv.

✂ Fru Duse aabnede sine Hænder, som slap hun noget 409 ubestemmeligt, noget usynligt, der smittede hendes Haand, og hun sagde kun:

✂ - Oh - jamais - - og talte i næste Sekund om noget andet.

✂ Men, hvad der var Duse en Væmmelse, akkurat det var for Betty Nansen Midlet til at udtrykke det Yderste.

✂ Agnete stjæler. Mens den Elskede er borte fra hende, har hun stjaalet, ikke af Lyst, men af Nødvendighed, for at kunne leve. Nu, hvor den Elskede igen er nær, hvor han vil gøre hende til sin Hustru, behøver hun ikke mer sin "Levevej" og - hun kunde tie med at det at stjæle nogensinde var hendes Næring.

✂ Men tie vil hun netop ikke.

✂ Nøgen vil hun staa for ham. Nøgen vil hun elskes af ham. For at elskes helt - og hvad andet er vel Aandedraget værd? - maa man kendes helt.

✂ Derfor taler hun og desuden: Kærligheden, der giver alt, bør ogsaa alt tilgives - alt, selv det Forfærdende og det Lumpneste.

✂ Agnete stjal. Stjal, i aarevis, ud af Venners Lommer. Ja, lumpent er det, det allerlumpneste - - og just derfor skal det tilstaas for at blive tilgivet.

✂ Aldrig kan det glemmes af den, der saá det, saadan som Betty Nansen i de Øjeblikke stred for Kærligheden. Hun stod i en sær Stilling, med Armene paa sin Ryg, saadan, som Martyrinderne stod, naar de, surrede til Arenaens Pæl, ventede Baaldøden for deres Tro. Og Martyrindens Blik havde hun og hendes Ansigt og hendes Ord havde hun. Martyrinden var hun, der vilde leve med sin reddede Tro: hendes Livstro, at Elskov, der giver alt, tør fordre alt - alt, ogsaa den yderste Tilgivelse. Som Martyren fordrede hun, som Maria for Frelseren knælede hun, og hendes Bøn var Paakaldelse. Dette var Højhed i Fornedrelse og Skønhed over den sidste Sandhed.

✂ Og - til Ære være det sagt - de Sidstes Modstand var brudt.

✂ Med sin yderste Forkyndelse af sig selv havde Betty Nansen vundet sin yderste Sejr.

✂ Og dog var Agnete endnu skønnere, da hun blev forladt.

✂ Hvor rank hun havde været, da hun troede sig elsket, hvor stolt, hvor fuld af Lænd og Barm. Og nu. Hvordan var det,, hun sjokkede om som den, der ikke véd, hvor hun sætter sine egne Fødder; sammenskrumpen, spids, lige op og ned. Hun havde ikke Skuldre og hun havde intet Bryst. Hun havde intet Køn mer under det underlige Sjal. Hun var bare noget livløst Noget, som endnu gik omkring. Og da hun saa tog Afsked:

✂ Der var kun stillet en Stol, en enlig Stol væk fra de andre Møbler i Stuen, Bordene, Sofaen, de andre Stole. Paa den enlige Stol sad hun, med Hænderne slapt ned i sit Skød. Og som Agnete sad dér, paa en Rørstol, mellem fire Lærredsvægge - sad Betty Nansen midt i Livets Ørken, i en Ørken af den evige Ensomhed.

✂ Mon nogen af vore Malere har malet det Billede? Om En havde magtet det, han var bleven "udødelig".

✂ Her var Livets sidste Smerte udtrykt i et Hoveds Bøjning og i to Kvindehænder i et Skød.

XI

✂ I "Gertrud" opsøger Fru Nansen paany Udtrykket for Ensomhedens Gru. I Rosmersholm fordrer hun atter den sidste Tilgivelse. Men som Hilde omskaber hun pludselig sig selv, bliver, saa at sige, sin egen Modpart. Den givende og ofrende Elskov havde hun tolket og været høstligt skøn. Nu gjorde hun sig til Vaaren, og som den tyveaarige Elskov fordrede hun sit Kongerige. Med ét Slag vender hun Tingene om: Hun bliver den Unge med Underets Fordring, Underet lagt paa Bordet, og som selve Tindebestigersken viser hun sig, 411 hun, der vil naa Gletscherens Spids. Som Opofrelsen var den yderste, er Fordringen den yderste:

✂ Bræen, den yderste Bræ. Kongeriget - Kongeriget, der er mit.

✂ - - Det psykologiske Løb er fuldendt. Et Menneske har helt redegjort for sig selv. Og mens Mennesket redegjorde, har en Kunst fuldkommet sig indtil Fuldkommenheden.

✂ Mimens Maske er revet i Flænger og bortkastet, saa selve det menneskelige Ansigt lever og forkynder.

✂ Om dette ikke er et Sejrsløb, findes intet Sejrsløb i Kunsten.