Bang, Herman Værker i Mindeudgave

HERMAN BANG

VÆRKER I MINDEUDGAVE

2
3

HERMAN BANG

VÆRKER I MINDEUDGAVE

SJETTE BIND

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
MDCCCCXII

4

KJØBENHAVN - FORLAGSTRYKKERIET

5
DIGTE
6

"Og de talte om disse to: Kærligheden og Døden."

7

DIGTE

NYTAAR 1887

AAR - Du Hersker, som kommer tyst,
baaret af Nattens lydløse, mægtige Vinger -
Aar, du ukendte, fremmede Herre, -
forkynd - forkynd, hvad Du bringer!

Tusinder Gange sendte den store Tid
fra sin Borg,
hvor han stum
stirrer paa Skæbnens evig rullende Hjul,
Aarene, sine kort levende Børn,
ud til Herskab over Jorden.

Men mere angstfuld trængtes aldrig Skaren
foran Aarets Herskerport
end nu, i denne første Nat,
den ganske Verdens Folk
raaber, Nyaar, foran din Dør.

Aldrig har de strenge Offerpræster,
der prøved i Templerne
Offerdyrs Tegn,
aldrig har de læst
tungere Tegn til tusindfoldigt Mord,
til Verdens Brand,
til Rigers Fald og til Folkeslags Død -
end nu tydes af en Verden i Nød:

8

Se kun de jernklædte Stater,
Kæmper, der maaler hinanden
med vrede og hævnsyge Blik,
mens trælsomt som hine Slaver,
der under Fogeders Pisk
slæbte Pyramidernes Sten,
Sten til Herskernes Gravmæler,
Folkene slider med bøjet Ryg,
bevogtet af Krigens truende Øje,
og bringer, Dag for Dag,
Byrde paa Byrde
til Lasten - til Bjærget
paa deres eget Bryst.

Mens som af selve Jorden
af Miner, af Kløfter
Hungren kalder frem
- som en frygtelig Dragesæd, -
Elendighedens Legioner med knyttede Hænder,
saa Jernmændene selv,
Kolosserne, skælver ved Skriget
og, værnende, løfter deres Sværd.
Et Skrig, uhyre, som var det Dommedagens Bulder
og sprængte det Himmel og Jord,
et Skrig om Ret,
et Skrig om Brød!

Nyaar! Hør dem, Skarerne for din Dør,
forkynd, hvad Du bringer!
Bar Du under din Kappe
nys, da Du kom,
Krigens blodige Dolk i en grusom Haand?
Bringer Du, umedlidende,
Menneskeheden, der stønner,
kun ny Angst og ny Trældoms Baand
til Gengæld for vore Bønner?
Aar, Du svarer ej! -
Kun langsomt, Stykke for Stykke,
9 løses din Gaade
til Sorg - eller
er der nogen, som tror det? -
til Lykke ....

Nu hviler, Nyhersker,
din første Nat over Skarerne tavs,
og Stjernerne, dens Øjne,
forraader intet.
De saá med samme Glimten
- var det af Glæde eller var det bag Taarer? -
Verden i Fryd og Verden fuld af Jammer.
Og fra det store Univers kommer der, Aar,
til Skarerne, som raaber for din Port,
intet Svar og intet Bud til Trøst -
tavs bliver din Nat.

KÆRLIGHEDS GUDER

I.

Amor -
glade Dreng med dit velforsynede Kogger,
umyndige Gud for det umyndige Folk.
Let til Haands er Du - som let til Bens din Mængde,
der sætter i Livets Jord kun flygtige Fødder
baade i Glæde og Sorg - hvad enten den ler eller
græder.
Mængden, Amor, saarer Du.
For de Tusinders Bryst passer dit Koggers Lager
af milde Pile for lunkne Hjerter,
dine Vaaben, der ridser - thi der kan ikke saares.

10

Og god er Du, Amor, skønt de kaad Dig skænder,
giver hvad Du har
og hvad de evner:
En Sommerdag med Sol og Sang.
Et Minde, der vemodigt klinger,
inderst i Sjælen,
som en fjern Melodi,
mens de videre drager,
de Tusind,
og døer - ved Enden af Livets Graa.
Men den ene Sommerdag, Amor,
skænked medlidende Du.

II.

Venus -
skamløse Kvind,
der med blottet Lænd
frister paa Elskovs Torv
ravende Mænds
drukne Begær.

Svig føder din Aande,
Forrædere skaber dine Kys,
Bittert græder brudte Løfter,
Venus, ved din Dør.

Svegne Mænd
knytter i Smerte deres Hænder.
Bedragne Kvinder
- søvnløse blev de ved Dig -
stirrer med tørre Blik
paa den langsomt glidende Nat.

Men Du, Gudinde, ler
ubarmhjertigt og højt.
Strækker din dejlige Krop
11 med dobbelt Vellyst og ler
paa Tronen, Naturen Dig gav -
din Trone: Menneskets Drift.

Ej hører Du Graaden ved din Dør
og ikke dit Afkoms Forbandelser,
letfødte Børn af dit letsindige Skød.
Drifternes Frugt, som ingen Kærlighed skøtted:
Tilfældet er deres Plejemoder,
og de lever med knyttede Hænder.

Men Du hører dem ej.
Strækker med dobbelt Lyst
paa Tronen, Naturen har rejst,
din dejlige Krop -
paa Tronen, Menneskets Drift.

III.

Men Eros -
Du Hersker og Gud,
Du smiler tungsindigt,
støttet til dit mægtige Sværd,
Israels Dommeres ligt.

Streng er du at se
over de udvalgtes Flok.

Dit eneste Blik mørkner den svindende Sans,
og svimle føler de kun som et uendeligt Fald.
Der er ikke Himmel og Jord,
og Viljen dør
med det standsede Hjertes Slag -
naar Du - o, Eros -
gennemborer de Udvalgtes Bryst
med Skæbnens vældige Sværd.

12

Og døde, o, Gud
lar dem opstaa
til Kærligheds Liv.

Til Lykken?
Jeg véd det ej:
Lykken er sjælden paa Jord.
Men hvis to Sjæle,
ramt paa den samme Tid
af det samme Sværd,
huser den hellige Ild -
da smiler Du, Herre og Gud.

Og stille, en Kerub lig
med dit Sværd,
staar Du, Mægtige, Vagt
foran to Saliges Dør.

KÆRLIGHED - AAGRERSKE DU ER

I

Kærlighed, Aagrerske Du er,
Shylocks Renter Du ta'er!

Du ta'er Rente
i Skinsygens Angst,
er isner vor Sjæl
og matter vort Blod,
saa det rinder trægt;
og vi segner,
svimle,
13 og bæres knap
af de skælvende Knæ.

Og vi ser dem,
disse to
under Kys
og i Brunstens Favn,
og vi tror,
vi maa dø,
mens vi afmægtigt
raller deres Navn.

Kærlighed,
Aagrerske Du er.
I Skinsygens Kval
Shylocks Renter du ta'er:
Et Skaalpund Kød,
Menneskets Hjerte.
Thi Dig kan ingen Portia formilde
og ingen kan standse din Kniv -
din, Kærligheds,
der raader for Død eller Liv.

II.

Kærlighed -
Aagrerske Du er,
Shylocks Renter Du ta'er.

Du "fornyer"
i Tvivlsdages Elendighed,
naar Hjerteslaget er mat
og Kærlighed Ligegyldighed.
Naar vi pudser uden Rast
falmede Minder
til uægte Glans.

14

Og det er ikke Dag
og ikke Nat,
mens Tvivlen,
Heksen
med det ene Øje,
fikserer os og ler -
os, der Søvngængere lig,
med opspilede Øjne
stirrer paa ét Ord
og én Tanke -
hvileløse,
viljeløse .....

Da, Kærlighed,
triumferer din Aager!

Bag Haab mod Haab
slæbes vi tungt
som saarede Ryttere
gennem Sandet.
Og Træhest rider vi
hver Time
med Bly under Fødderne - -

Da, Kærlighed,
var Brudd Lindring,
Død Velsignelse.

Da, Shylock,
triumferer din Aager,
mens Hjertet er mat
og Elskov Ligegyldighed.

III.

Kærlighed -
Aagrerske Du er
Shylocks Renter Du ta'er.

15

Din Kvittering
er det yderste Brud.
Naar Solen dør,
og der er ikke Mennesker mer,
Skygger kun,
der mimrer Lyd,
som ikke vort Øre naa'r,
thi Sproget misted sin Klang,
som Solen har tabt sit Lys
- - mens midt i det store Tomme
de døvede Tanker staar,
Viljen ligger knust,
og Hjertet er Lig.

Da dør det alt,
alt, hvad der
leved ved Dig,
Sanser, der vilde kun Dig,
Ønsker, Begær og Drift,
Tungen, der hviskede Dig,
Øren, der hørte kun Dig -
de dør, dør uden Dig.

Da, Kærlighed,
dør vi Døden
ti Gange -
alting dør,
alting leved ved Dig.

Og selv det sidste
store Levende -
Sorgen -
tøver kun kort
i Ligets Hus,
gaar og viger
for det uendeligt Tomme -
Sorgen - det sidste,
Skyggen efter Livet, som gik.

16

OTHELLO - MOHR

Othello - Mohr,
undertiden misunder jeg Dig.

Du havde Negerens Blod,
der, røde Flammer lig,
til Hjernen sig Vejen brød,
saa et Vanvid
betog Dig, Mohr,
og gjorde til Vaaben din Haand -
Skruen
om den Elskedes Hals.

Saa handled Du
og dræbte Desdemona.

Og det var godt at dræbe
for selv at dø
tæt til et koldt Legeme,
som ingen tør kærtegne mer
uden den kolde Jord.

Men Du, Othello, var Mohr,
og vi er kun hvide Mænd.
Vor Sorg hænger Graahimmel op,
hvorunder den langsomt sig slæber,
stump og forast,
kun raadløs
fra Angst og til Angst.

Vor Sorg, Othello, har ingen Klo,
vor Vrede intet Lyn.

17

Og dog var det godt at dræbe -
for selv at dø
tæt til et koldt Legeme,
som ingen tør kærtegne mer
uden den kolde Jord.

DEN DAG

De Dage
er ikke de tungeste,
hvor lig et sammenkrøbet Dyr
Angsten paa Hjertet hviler;
den ikke,
hvor Bruddets Nat
lægges om døde Sanser.

Thi Angsten lever,
Og Brudd er Smerte.

Men den Dag,
da Sorgens Skyer
spredes trægt
af ny Ligegyldighed,
og over dem
Sjælen
det store Intet ser
- den er den tungeste.

18

NAT

Nætter -
naar det søvnløse Savn
i Sørgeflor hyller
hvert Minde,
man ejer;
og i Ligtog alle Tanker
- selv den mindste -
følger Baaren
af den tabte Lykke ...

Nætter - I er tunge.

Men Nætter,
naar Lejet
under En brænder:
nidsk man maaler
Elskovens Timer,
dem, der til Vellyst
skænkes de tvende
nu - just nu,
mens man vaager.

Hvor man dem ser
hvor man dem kender.
Kys var aldrig
saa tætte,
Elskov saa hed,
Favntag saa enge,
Lysten var aldrig
saa paany ubændig,
som de i disse Timer,
den Glemte til Jammer.

De Nætter er sværest.

19

DER VAAGNEDE DEN MORGEN -

Der vaagnede den Morgen et Lig,
og det væmmedes selv
ved at Liget spiste,
at det stod op og gik om,
og at Liget talte.

Det vilde sove igen,
som et Lig sig sømmer -
og det lagde sig hen.
Men Søvnen kom ej:
Liget vaager.

MIN MODER

Hvorfor ser jeg bestandig
dit tungsindige Blik?
hvorfor hører jeg altid
din bedrøvede Røst?

Moder - er det fordi
det var den samme Jammer,
hvorunder Du led,
hvormed jeg kæmper?

Var det den samme Sorg,
der bragte Dig Døden,
Døden, den tidlige Død,
Blomstens, der knækkes, lig?

20

Jeg véd det ej:
din Smerte talte ikke.

Men jeg, jeg vilde saa gerne
nu lægge mit Hoved i dit Skød,
og dine Hænder skulde stryge mit Haar,
mens jeg skrifted mit Hjertes Nød.

Hvem véd? maaske gav det Trøst,
at der var samme Jammer,
- der kan føre til samme Død -
for Dig, min Moder, mit Udspring,
og mig, i hvem Du
forplanted din Nød.

TOMHED

Der gives Dage,
hvor selv Sorgen tier
og Sjælen sidder
midt i det store Tomme
ene,
Edderkoppen lig
og spinder - Tomhed.

NAT

Det var Nat allerede
og hvor var der stille i Stuen,
hvor de ved Lampens Skin
begge læsende sad.

21

Man hørte kun svagt
den knitrende Ild
og sagte mod Gulvet
den vuggende Lyd
af Stolen, hvori hun gynged.

Saadan læste de roligt.
Til paa én Gang de begge
løftede Blikket
og Øje i Øje
smilte de længe;

Hvor vi elsker, hviskede hun; -
og de læste igen.

SOMMERDAG

Det var en Sommerdag,
de gik ned fra Hradschin,
Solen laa rigt
over Paladsernes Haver,
og langs med Moldauens Bred
dufted Akazierne sødt.

Klokkerne lød
klingert over Nepomuks Bro
oppe fra Domen til Fest.
Hvor glimtede Moldauens Vand.

Paa Broen
en Vrimmel der var
af Levende, Folk og Fæ,
i Sydens Søndagsliv,
i Sydens Glød.

22

Og over det
Himlen laa,
saa klar og lys
som en Troendes
Salighedsdrøm.

Da standsede hun,
og i unævnelig Fryd -
som ene med ham
i en Verden
af Sol og Lys -
hviskede hun:

"Elskte, Nepomuks Mænd
saá først Lykken idag."

En Høst har visnet
Akaziernes Blad
siden da.

De vil grønnes igen,
og atter vil Elskovs Ord
hviskes under Nepomuks Mænd
- hviskes af andre igen.

BRAHMINEN

I

Hvorfor, Bajadere, frister Du hin Brahmin
med dine Læbers Rødt og med dine Smil?
Véd Du da ej, at i Templet ved Ganges' Bred
gav han Indiens Gud hele sit Liv?

23

Hvorfor, Bajadere, drager Du ad hans Vej
med dine Længsels Blik og med dine Ord?
Ser Du da ej, at ikkun mod Ganges' Vand
Stirrer med Sorg i Sind den stakkels Brahmin?

Hvorfor, Bajadere, strejfer Du vel hans Kind
med al din Aandes Glød og med dit Haar?
Véd Du da ej, at selv om han længtes mod Dig:
Indiens Gud - tog jo hans Liv.

(1882.)

II.

Kom og lad mig flette
Roser i dit Haar,
Du, Glædens Præstinde,
og dans og blot
din dejlige Lænd,
skønne Præstinde.

Stum sidder Brahmas Søn:
Øjet uden Begær
hviler paa din fremmede Skønhed.
Ham bringer din Lænd
intet Budskab om Lyst.
Og ikke din høje Barm
er bølgende Puder
for hans Vellyst -
til at dække med Kys.

Ham er din hvide Hud
ikke levende Silke
ikke for hans Mund
og ikke for hans kælende Hænder;
og ej dine Læber
en blodig Blomst,
i hvis Sødme begravet
han drak Berusning.

24

Og dog - lad mig flette
Roser i dit Haar,
dans, Præstinde!
Kælen som Pantren i Spring,
kysk som Dommæas Søn,
skøn som en Jomfru fra Melos -
da maaske
vaktes han,
Sønnen af Brahma.

Ja - jeg vil flette
Roser i dit Haar,
Glædens Præstinde.
Selv vil jeg blotte din Lænd,
selv vil jeg binde dit Skørt.

Men han, ak, Brahmas Søn,
dog bli'r Dig fremmed.

III.

Jeg søgte ham, Brahminen,
under Palmernes Kroner,
spurgte ham stille,
mens Stjernerne tændtes:

Hvad er at leve?
- At maatte forsage!
Hvad er at nyde?
- At forbryde sig mod Gud!

Saa talte han, den Arme,
under Palmernes Kroner.
Ganges flød stille,
mens Stjernerne tændtes.

25

CHOPINS BALLADE

Geni, Du Gave til Elendighed,
hvor Aanden, selv fattig,
kun gør de andre rige,
og Verden, den lever,
af hvad der dem fortærer.
Ilden - Ilden,
som deres Sjæle brænder ...
Geni, du Gave til Elendighed.

Chopins Ballade,
den, der længst
vil bære hans Navn,
fordi i den
dybest hans Hjerte har blødt -
den om George Sand
spillede hun.

Kærlighed -
al din Sødmes Sødme,
som ingen Ord kan male,
Kærlighed -
Kvalen i din Kval,
som ingen Tanke maalte,
Kærlighed -
dine Flammers Flamme
spillede hun.

Mens selv hun kold,
Præstinden i Templet lig
under Offersangens Forvirring,
ubevæget sad.

Hvor var Ansigtet blegt,
og Munden, til Vellyst skabt,
var næsten kruset til Spot;
26 mens Øjnene store
og Barnets lig
sorgfulde laa -
Bleghedens Gaade.

Hvor skøn hun var:
Brillanter over Silkedragtens Flod.
Skønnere var ingen
Dronning under Mængdens Tilbedelse
end hun,
mens de dejlige Arme,
Tusinders Fristelse,
hen over Flygelet fløj.

Ild hun udgød
og læskede Længslerne,
æggede Hjerter, der frøs,
saa de drømte sig hede,
vækkede Sjæle af Død,
saa de troede sig leve,
kaldte for et Nu
denne Lazarus af Graven
til Liv -
Lidenskabers Liv.

Men selv hun kold,
Præstinden i Templet lig
under Offersangens Forvirring
uberust sad,
uberust og sørgmodig.
Og, stolt, under Bifaldets Larm,
Ekko af Verdensrys Sejerssang,
bøjed hun kun Hovedet tavst.

Hvor de skreg i den vældige Sal,
hvilken Jubel der var -
hun der ude stod i Kulissernes Halvlys:
27 hvor var Ansigtet blegt
og Munden, til Vellyst skabt,
hvor var den sørgmodig,
medens hun hviskede svagt:
Ja - lykkelige - J

Geni - Du Gave til Elendighed,
hvor Aanden, selv fattig,
kun gør de andre rige,
og Verden, den lever
af hvad der dem fortærer,
Ilden - Ilden,
som deres Sjæle brænder ...
Geni - Du Gave til Elendighed.

ALTING SLUKKES OG DØR -

Alting slukkes og dør:
Dagen og dens Sol,
de synker i Skumring og Mørke,
Menneskelivet,
det glider ud i Tavshed.
Sommeren dør
i Høstens de lange Aftner;
Blomsterne dør
stille og Blad for Blad.
Ungdommen dør,
saa langsomt,
vi véd det ikke,
Illusionerne med,
lydløst og én efter én.

28

En Dag ligger selv
vor Kærlighed
død i sit Kammer.
Den Dag døde vort Haab.
Den Dag sluktes vort Liv.

DØD, DU, SOM ALTID -

Død,
Du, som altid
ved mit Hovedgærde sidder,
ved min Side gaar
og bestandig paa mig stirrer
med stærke Øjne.

Død -
lad mig langsomt
vænnes til dit Selskab,
saa, naar en Dag Du
Haanden
mod mig strækker,
frygtløs min
i din jeg lægger
og dør,
som jeg levede:
gudløs.

29

GIV MIG -

Giv mig, Du døde Gud,
giv mig, Du tomme Himmel,
én Dag i Livets Sol,
én Dag blot levet fuldt:
i Elskov elsket.

VAR DER EN GUD -

Var der en Gud,
jeg vilde ham bede
at lade mig sove
fast
Millioner Aar
og vaagne først,
naar alle Verdner var slukte
og ingen dødelige mer,
gejle Hunde lig,
efter Nydelsen, der flygter,
forgæves løb.
Og ingen Forplantningens Drift
i det Levendes Hjerte
Elskov udsaaede til Kval
og fødte den navnløse Angst -
med Begæret, der
Sjælene nager
lig en fortidig
Øgles Klo.
30 Naar alt var endt
og den sidste Drøm
med det sidste Hjerte slukt,
mens Stjernerne som brustne Øjne saá
stille
paa det stille Tomme -
da vilde jeg vaagne
og dø
"i en lykkelig Time".

DU STORE INTET -

Du, store Intet,
som paa Livet
venter;
uhyre Grav,
hvor Verdener
fylder som Sandskorn -

Lær mig, Du Vældige, ret hvor ringe jeg er,
selv til en Klage for ringe -
saa tavs jeg maa gaa,
men med Hovedet oprejst
- frem i det evige Mørke.

31

FÆDRELAND

Fædreland,
Plet af Jord paa Jorden;
Fædreland,
Du, vort Sekels Polen,
indad sønderslidt
og udad sønderlemmet;
Fædreland,
sørgeklædte Moder,
lær os:
smaa at være.
Lær med Taalmod os
Hverdagsdragt at bære -
Arbejdsdragt -
Moder,
Dig til Ære.

TO SØRGESPIL
34
Die armen Menschen lieben sich zwar mit vollen Seelen, und müssen sich doch betrüben und gar zu Tode quälen.

Heinrich Heine.

35

BRØDRE
ET SØRGESPIL I EN AKT.

PERSONERNE

  • ERIK, 22 Aar.
  • Fru ELLA HOLM.
  • EMIL, 30 Aar.
  • TJENEREN.

FØRSTE SCENE

Handlingen er hos Erik og Emil.

Rig Dagligstue. Tilhøjre*) i Forgrunden en Chaiselongue, tilvenstre Emils Skrivebord. I Mellemgrunden tilvenstre Dør med Portiere til Eriks Soveværelse, tilvenstre et stort Spejl fra Loft til Gulv, foran Spejlet Jardinière med Blomster. Dør i Baggrunden og i sidste Kulisse tilhøjre (til Emils Soveværelse). Det er tidlig Aften. Lamper tændte.

ERIK (ved Tæppets Opgang foran Flygelet. Et Øjeblik efter ringer det i Entréen. TJENEREN aabner Døren for Fru ELLA, som er tilsløret. ERIK er sprunget op, og efter at Tjeneren har lukket Døren, fører han Fru Ella ned mod Chaiselonguen, hvor hun sætter sig, mens ERIK synker ned foran).

ERIK
(ned foran hende).

Hvor jeg dog elsker Dig.

FRU ELLA
(med Ømhed, Hænderne om hans Hoved).

Og jeg Dig.

ERIK
(med urolig inderlighed).

Og hvor jeg har længtes efter Dig og været bange, at Du ikke skulde komme, at der var kommet noget i Vejen og jeg skulde vente forgæves ... Aa, jeg har det jo kun godt hos Dig.

FRU ELLA.

Og jeg hos Dig.

ERIK
(sætter sig hos hende).

Ella - at et Menneske kan eje et andet Menneske saa helt. Jeg har jo ikke en Tanke mere, som ikke er Dig - der er ikke en Krog af min Sjæl, hvor Du ikke er ... Ella, jeg lever kun hos Dig ...

ELLA.

Du ...

* 36
ERIK.

Men bliver Du ikke træt af mig - af mig Stakkel. Aa, Du, jeg vilde jo saa gerne finde nye Ord for at sige Dig, hvordan jeg holder af Dig ... hvordan jeg kun føler og tænker Dig ... Men der er kun det ene Ord, som siger det, og som jeg saa bliver ved at gentage og gentage ... Ella, er Du ikke allerede træt af at høre mig hviske det ... hvor jeg elsker Dig ... "

FRU ELLA.

Tror Du...?

ERIK.

Min Elskede ... (rejser sig). Og saa er Du virkelig her ... Har udsat Dig for alt det for min Skyld ... Hvor Du er god ...

FRU ELLA.

Ja for din Skyld (rejser sig). Men Tjeneren, Erik?

ERIK.

Ham har jeg sagt, at Du var Sangerinden, som skulde synge mine Sange ... paa Koncerten.

FRU ELLA.

(hen til ham, smilende). Og det er Dig, som ikke kan lyve.

ERIK
(nær hende).

Man maa jo.

FRU ELLA
(vender sig).

Og her bor Du - I.

ERIK.

Ja - saadan ser her ud ...

FRU ELLA
(gaar omkring).

Hvor jeg kender alt.

ERIK
(smiler).

Kender?

FRU ELLA
(uden at forvirres).

Ja - Dig i alt... Der er Heliotroperne (foran Jardinièren, plukkeren Blomst og fæster i sin Kjole) Og der (peger paa et Billede) din Hr. Rubinstein: (nynner halvt spøgende)

"Ich heisse Mahomet, ich bin aus Yemen,
und mein Stamm sind jene Asra, welche
sterben, wenn sie lieben.

ERIK
(anslaar de sidste Par Takter paa Flygelet).

Ja.

FRU ELLA
(har bøjet sig over ham, ser et Portræt paa Flygelet, hastigt).

Der er din Bro'r.

ERIK.

Kender Du ham?

FRU ELLA.

Men, min Ven, hvor skulde jeg vel det? ... Men (peger paa Billedet paa Flygelet) hvem det er, var virkelig ikke vanskeligt at gætte ... I ligner hinanden som to Draaber Vand ...

ERIK
(tager et andet Billede og viser hende).

Vi har lignet ... 37 se ... (inderligt) Nu synes jeg, han er begyndt at blive gammel.

FRU ELLA
(betragter Billedet).

Ja - som om I var den samme.

ERIK
(bag hende).

Alle si'er det... Aa, Du, det fatter Du ikke, hvad det vil si'e at ha'e en saadan Bro'r.

Jeg var jo kun sejsten Aar, da Mo'r døde. Fra det Øjeblik har jeg ingen paa Jorden haft uden ham. Men fra det Øjeblik gav han ogsaa hele sit Liv hen for mig - hele sin Tilværelse, Du. Her levede vi - han var min Fa'r og min bedste Ven - aa, nej, han var min eneste: vi har jo omgaaedes saa faa ... jeg véd ikke, men vi syntes altid, det var, som Fremmede kun forstyrrede, og at herhjemme var bedst...

Han opdrog mig, Ella. Hvor Fortrolighed dog er meget værd - - (smiler). Jeg tror saamæn ikke, jeg i alle disse Aar har tænkt bare en Tanke, som jeg ikke har sagt ham (lidt mørkere) - før nu.

ELLA (smiler).

ERIK
(hen over Gulvet).

Ja, ja, Du smiler, Ella, men det er sandt: naar jeg idag kan gi'e Dig hele min Sjæl, som jeg kan, hele mit Legeme, ungt og stærkt, naar alting kan elske Dig, som det gør, Legeme og Sjæl og Øjne og Øren elske Dig som de gør ... saa er det ham, der gi'er mig Dig, ham, der gi'er mig til Dig, saadan som jeg nu er ...

ELLA.

Ja, han.

(Stilhed).

ELLA.

Og det har fyldt hele hans Liv?

ERIK.

Disse Aar - ja. (Med overgang) Ella, hvorfor kan Du ikke lide Emil?

ELLA.

Lide, min Ven? jeg kender ham jo slet ikke.

Men jeg vilde jo nok gerne ha'e - for din egen Skyld, at Du ikke skulde ta'e ham for mer end et Menneske ... Der kunde dog komme en Dag, hvor Du saá, at han vel (smiler) dog kun er ... just lige saa menneskelig som vi andre ...

38
ERIK
(ser paa hende).

Ella - hvor helt alene Du vil være i mit Hjerte.

ELLA.

Vil Du det anderledes?

ERIK.

Nej.

Men, Ella, hvorfor kan jeg ikke sige det til ham? Forstaar Du da ikke, at jeg trænger til at tale om Dig. Naar man er ung som jeg, har Lykken Ord. Jeg kunde jo fylde disse Stuer med glade Ord om Dig, med en jublende Pris af Dig, med evige Hymner om Dig ... Og jeg kunde dele min Lykke med ham: Han kender ikke til Fordomme, og han vilde forstaa den; han véd kun ét: at han er lykkelig, naar jeg er det.

ELLA.

Tror Du?

ERIK.

Og, Ella, desuden - jeg kan ikke lyve for ham. Jeg har aldrig løjet før nu.

ELLA.

Lyve?

ERIK.

Ja - jeg maa jo lyve; jeg maa lyve, naar jeg gaar til Dig, jeg maa lyve om Tiden, naar jeg gaar fra Dig, jeg maa lyve tidlig og sildig, Dag efter Dag. Han kender jo hele mit Væsen, han véd, hvordan jeg gaar mulende om, naar jeg er bedrøvet, at jeg pludselig synger, naar jeg er glad. Og naar han saa spørger mig, som saa tit: Erik hvorfor er Du saa munter? - - saa maa jeg lyve en Grund eller tie, hvad der kun er en Løgn til. Alle mine Stemningers Grunde maa jeg lyve, for Du er jo Ophav til dem alle ... Og naar jeg sidder her ved Flygelet, og mine Hænder falder ned i mit Skød, og jeg smiler, fordi jeg tænker paa Dig, og han saa - som altid - en Gang imellem løfter sit Hoved og spørger: Hvoraf smiler Du, Erik - saa maa jeg mer end lyve, jeg maa fornægte Dig. Og jeg kan ikke lyve for ham, og jeg kan ikke fornægte Dig.

ELLA.

Du.

ERIK.

Ja - men, Ella, jeg lider ... Al denne Hemmelighedsfuldhed stjæler vor Glæde ...

ELLA.

Hvor Du ta'er fejl. Den forøger den kun mange Gange. Synes Du da ikke, det fordobler Lykken at stjæle den bag alle de Hykleres Ryg? Der er ikke 39 det Menneske, som ikke véd, at dette (betragter ham ømt og længe) er det eneste, som er det at aande værd ...

ERIK.

Ella -

ELLA.

Og alligevel "fornægter" de det alle.

Er det saa ikke godt at nyde bag deres Ryg - le dem ud, vi to alene, Du - vi to sammen - - Du og jeg ... i Lykke...

ERIK.

Naar Du taler, tror jeg Dig.

ELLA.

(gaar hen over Gulvet). Hvor gammel er egentlig din Bro'r?

ERIK.

Tredive Aar.

ELLA.

Saa var han fire og tyve, da din Mo'r døde ...

ERIK.

Ja. Véd Du: nu, hvor jeg selv er saa lykkelig - ja, jeg véd jo først, hvad det er at leve nu ... saa tænker jeg saa ofte paa, hvem det vel var, der gjorde ham den Sorg ...

ELLA.

Sorg?

ERIK.

Ja.

ELLA.

Har han da haft nogen Sorg?

ERIK.

Han har aldrig talt om det - men jeg véd det alligevel.

ELLA.
(let).

Han maa da have været meget ung den Gang.

ERIK.

Maaske som jeg nu.

Hvor Mo'r dog led den Gang ... Jeg var en Dreng, men jeg forstod det godt. Mit Sovekammer var derinde ved Siden af Mo'rs. Om Natten hørte jeg hende gaa uden Hvile op og ned inde paa sit Gulv ... En Aften sneg jeg mig ud af min Seng hen til Døren og saá hende ... Aa, hvor hun var bleg, Du ... og saa blev hun kun ved at sige den samme Sætning: Hun fordærver min Dreng - hun fordærver min Dreng - og knugede sine Hænder ...

Det var første Gang, jeg hadede, Ella - - det fremmede Menneske ...

ELLA.

Og Du har aldrig faaet at vide, hvem "det fremmede Menneske" var.

ERIK.

Nej.

40

En Nat kom Mo'r ind til min Seng. Jeg lod, som jeg sov, for ikke at gøre hende bedrøvet... hun stod og saá paa mig - hvor godt jeg husker det - og saa sagde hun ...

ELLA.

Hvilket? ...

ERIK.

"Vil de mon ogsaa en Gang komme og fordærve ham?"

ELLA.

(smiler).

ERIK
(lykkeligt).

Aa - hvis Mo'r havde levet nu.

ELLA.

Og nu er "det fremmede Menneske" glemt...

ERIK.

Nej - Du. Hos Emil sidder Følelserne for fast Hvor godt jeg mindes den første Tid ... efter at det maa være sket... hun har vel forladt ham, tænker jeg ...

ELLA.

Eller han hende ...

ERIK.

Aa nej ...

Mo'r lod Emil ligge inde hos mig om Natten. Jeg laa vaagen og hørte ham hulke - aa, jeg glemmer det aldrig. Det var første Gang, jeg hørte en Mand græde. Og han kastede sig i Sengen og han bed i sin Pude - - og han satte sig op, og han sad bleg timevis uden at røre sig ... søvnløs.

Aa - Ella, nu forstaar jeg, at han led, som jeg vil lide, hvis Du kunde forlade mig ...

Og han lider til Tider endnu - jeg véd det.

ELLA.

Skulde der virkelig gives saa trofaste Mænd?

ERIK.

Ja - Ella.

ELLA.

Du gør mig ganske nysgerrig efter at se din Bro'r.

ERIK
(hastigt).

Gid Du vilde.

ELLA.
(smiler).

Vilde Du ikke blive ... skinsyg?

ERIK.

Men Ella ...

ELLA.

Nu, ja.

ERIK.

Jeg vilde aldrig blive skinsyg, tror jeg. Hvis Du ikke elskede mig mer, saa vilde jeg kun ...

ELLA.

Hvad? ...

ERIK.

Kun blive som han ... bedrøvet, til Døden bedrøvet...

41
ELLA.
(øjensynlig inde i sin egen Tankegang).

Jo, jeg vilde gerne se ham.

ERIK.

Dér er han - jeg hører ham i Gangen. Nu ta'er han Tøjet af... Bliv her nu ...

ELLA.
(slynger Sløret om Hovedet).

Nej, jeg tror, Du vil ...

ERIK.

Men hvis Du vil gaa, saa skynd Dig, gaa gennem mit Værelse ... han kommer straks.

ELLA.
(tæt ved Døren, standser).

Du, jeg elsker Faren ... Sig mig det endnu en Gang, at Du elsker mig - sig mig det her.

ERIK.

Jeg elsker Dig.

ELLA.

Er det sandt?

ERIK.

Jeg elsker Dig.

ELLA.

I Morgen?

ERIK.

Ja.

ELLA.

Lev vel.

(Gaar ad Baggrundsdøren).

ANDEN SCENE

ERIK (ned til Flygelet). EMIL (fra Gangen).

EMIL.

God Aften, min Dreng. Hvad tænker Du paa? Du staar og ser saa lykkelig ud.

ERIK
(som har staaet og set lykkelig hen for sig).

Hvilket?

Aa, jeg stod egentlig, Du, og glædede mig kun til det Bal i Aften.

EMIL
(ned til Skrivebordet).

Det er sandt, Du skal jo paa Bal. Men saa er det vist paa Tiden, Du klæder Dig paa, min Ven.

ERIK
(aandsfraværende).

Ja.

EMIL.

Jeg traf lige Professor Kjær. Koncerten bliver da Torsdag otte Dage ... Dine Sange bliver sat som Nummer tre.

ERIK
(uden Interesse).

Naa.

EMIL.

Hvor vi har ventet paa det.

42
ERIK
(som før).

Ja. (Med pludseligt udbrud) Aa, Emil, Du véd ikke, hvor glad jeg er.

EMIL
(løfter Hovedet og smiler).

Hvorover dog?

ERIK.

Aa - Ved at leve, Du ... (strækker Armene i Vejret)

og saa være ung og vide, at Livet er langt.

EMIL.

Ja, ret langt.

ERIK.

Og Dig skylder jeg det altsammen .... Du har gjort mig til den, jeg er .... til den, som (holder pludselig inde) saa lykkelig som jeg er (lægger Armene om Emils Hals).

EMIL.

Store, gode Dreng.

ERIK
(med overgang).

Naa, jeg skulde klædes paa ..... Jeg har ingen Slips.

EMIL.

Saa tag hos mig.

ERIK.

Tak - ja (han gaar ind i Emils Værelse og derpaa over i sit eget. Døren bliver staaende aaben).

TREDJE SCENE.

EMIL. ERIK. TJENEREN (fra Baggrunden).

TJENEREN
(med en Pakke).

Det var en Pakke, som kom før til Kandidaten. Men jeg vilde ikke bringe den ind, saalænge den fremmede Dame var her.

EMIL.

Den fremmede Dame?

TJENEREN.

Ja, Hr. Kandidat, Sangerinden, som skal synge Hr. Eriks Sange.

EMIL.

Ja saa - - - har hun været her .....

Tak (nikker).

TJENEREN (gaar).
EMIL
(højt).

Men, Erik - - -

ERIK
(inde i Sovekammeret).

Ja --

EMIL.

Men har Fru Prosch været her?

ERIK
(lavere indenfor).

Ja --

EMIL.

Og det fortæller Du mig slet ikke.

ERIK

(indefra). Aa ..... jeg tænkte saamæn ikke paa det, Du ...

EMIL.

Men, hvad sagde hun dog - om Sangene?

43
ERIK
(derinde, svarer ikke).
EMIL.

Hva'?

ERIK
(ligesom træt).

Aa - ikke no'et .... ikke no'et videre ....

EMIL.

Men hun sang dem da i det mindste?

ERIK
(kommer i Kjole).

Aa - vil Du ikke hjælpe mig? Det vil ikke sidde.

EMIL
(med Erik foran Spejlet, binder hans Slips).

Nu Skal jeg ... (Naar Slipset er bundet, betragter han Erik i Spejlet). Hvor Kjole dog klæ'er Dig, Dreng.

ERIK.

Ja .... (Med sin Arm i Broderens) Vi er dog kønne Folk - begge to.

EMIL
(lidt træt).

Aa, om mig er det vist ikke - værd at tale.

ERIK.

Naa - Du var det da en Gang. (Pludselig) Emil, hvorfor taler Du aldrig om den Tid?

EMIL (bort).

ERIK.

Jeg tænker saa tit paa det - især i den sidste Tid - hvad Du den Gang led ... Ja, ja, jeg var kun et Barn, men Børn har ogsaa Øjne ... og noget forstod jeg allerede den Gang. Nu vilde jeg forstaa det alt.... jeg er vel endelig blevet gammel nok ...

EMIL.

Hvad er der at forstaa ....?

Og alligevel var det maaske bedre at tale og at vælte det fra sig.

I de sidste Uger er det, som noget Usynligt, Ubestemmeligt igen tvang alle mine Tanker tilbage i de gamle Baner - - som alt det gamle paany var kommet mig hemmelighedsfuldt nær - og truede mig ... jeg véd selv ikke hvorfor...... eller hvordan.

Men hvad er der at fortælle? At jeg gjorde Mo'r Sorg i de sidste Aar, hun levede, og at jeg elskede en Uværdig og - vidste, at hun var det.

Vi mødtes, og fra den første Dag var jeg hendes Slave og hendes Dreng, næsten før jeg vidste det.

Hun biede ikke. Hun tog min Vilje straks - næsten i det første Møde.

(Bevægelse hos Erik). 44

Vort Forhold var en Hemmelighed - hun elskede Hemmeligholdelsen, fordi dens Følge er Løgnen, og det var hendes Væsen at lyve ....

Først mødtes vi ude - under tusind Paaskud, hun fandt paa dem - hvor rimelige de altid saá ud - i Begyndelsen fandt hun paa dem .... siden lærte jeg selv at lyve ....

Hun lærte mig det ....

(Bevægelse hos Erik).

Siden, da vort Forhold blev ældre, kom hun her ...

(Erik kommer bestandig nærmere).

Hun var her hos mig om Natten, mens Mo'r sov derinde bag den Dør - sov? -laa søvnløs. Det pirrede hendes Lyst. Og jeg tillod det, i Begyndelsen tillod jeg det - - til, Erik, netop de Møder ogsaa blev min ....

Hun kom her ogsaa om Dagen ... vi hørte Mo'rs Skridt komme over Gulvet derinde - og hun blev endda og holdt mig fast med sine Kys ...

Faren æggede hende.

ERIK
(stille).

Hvor alle Kvinder ligner hinanden.

EMIL
(efter en stilhed).

Det var den første Tid - den Tid, da hun elskede mig (rejser sig urolig). Jo, jo - for der var Dage, hvor hun har elsket mig ..... (sætter sig igen).

Da hun saa havde lært mig at lyve og at besudle min Mo'rs Hus - saa lærte hun mig ét endnu: at blive bedraget.

Hun forelskede sig i en anden ....

Hun elskede ikke mere mig, men hun vilde ikke slippe mig ... Dobbelthed var hende en Nydelse. Hun trængte til at bedrage. Alle de Paaskud, som hun før havde fundet for at komme til mig, hun fandt dem nu for at undgaa mig - og jeg genkendte dem alle - og de pinte Livet af mig, saa rimelige som hendes Løgne var ....

Aa, Gud, aa, Gud, hvor var de Dages Elendighed stor ... Stenene vilde den have rørt, hende rørte den ikke.

Jeg saá dem sammen - alt deres Væsen var Kærtegn 45 og Lykke; hvert Blik var en Tilstaaelse - og hun nægtede alt - - og jeg blev.

Jeg fandt Breve fra hende til ham, som aabenbarede alt, og hun bortforklarede alt, og jeg blev.

Hvor alting tilstod, vilde jeg - saa fejg var jeg blevet, elendig fejg - ha'e Ords Tilstaaelse - den, jeg aldrig fik. Der var Dage, hvor jeg bad i en Mands Fortvivlelse, der ikke vil nedværdiges mer, bad om et eneste Ord: Sig, det er forbi. Sig, Du elsker mig ikke .... Men, nej, jeg fravristede hende det ikke. Jeg vristede ikke Sandheden fra hendes Sjæl.

Saa fandt jeg mig ogsaa i det.

ERIK.

Jeg vilde dø deraf.

EMIL.

Som jeg havde lært at lyve, saadan lærte jeg nu at betle.

Jeg tiggede om tomme Kys som Smuler fra en andens Bord.

Og da jeg havde lært at betle, lærte jeg at stjæle: jeg stjal de Kærtegn, som kun var en andens Eje ... Jeg nedværdigede mig ved at besidde med en anden, og jeg besad og vidste, hun følte ingen Elskov.

Men jeg blev - og elskede som en Gal og en Hund.

(Lang Pause).

Saa - en Dag genvandt jeg saa meget af min Stolthed, at jeg gik.

Da var Mo'er død, og jeg et fordærvet Menneske.

ERIK.

Emil ... har Du aldrig kunnet tilgive hende?

EMIL.

Tilgive? ... Man tilgiver ikke, man elsker.

(Stilhed).

Nu var vi to blevet alene i Verden .... og gennem Dig genfandt jeg mig selv.

Nu er Du ung, Erik - - og din Ungdom er det eneste, jeg har tilbage af Livet.....

(Han bryder pludselig ud i Hulken).
ERIK.

Emil, Emil, Du elsker hende endnu.

EMIL
(løfter Hovedet).

Ja.

ERIK.

Hvor magtesløs man dog staar.

46
EMIL
(mat).

Hm - - ja, magtesløs.

(Stilhed).
EMIL

Nu tænker jeg kun ofte med Angst, at ogsaa din Time en Gang vil komme ....

Men, Erik, lov mig blot én Ting - - aa nej, lov det ikke, men bestræb Dig for: ikke at begynde med at lyve ....

(Bevægelse hos Erik).

Kvinderne har saa mange Vaaben, og de benytter dem saa grusomt....

(Stilhed).

Hun havde ingen Kælenavne og Elskovsord, dem kunde hun kun skrive .... hun kendte kun ét Ord, Erik, men det stjal al en Mands Vilje: (sagtere) "Du" ... "Du".

ERIK (staar op).

EMIL
(sunken hen i Erindringen).

Og hun løj med en Stemme, saa Gud maatte tro hende - en Stemme, saa oprigtig, hendes skønne Stemme. Det var en Alt, aa, hvor den svøbte sig blødt om Ordene, hvormed hun bedrog mig.

ERIK
(hen for sig).

Nej, nej - hvor skulde det være muligt...?

EMIL.

Hvad er der?

ERIK
(forvirret).

Jeg lider jo, fordi Du lider.

EMIL
(som før).

Og midt i sin Last var hun et Barn - aa, dette Barneansigt mod de hvide Puder .... skal jeg da aldrig glemme det?

ERIK
(i Angst).

Emil.

EMIL
(som vaagnende, forvirret).

Min Gud, min Gud .... Og det er Dig, jeg fortæller alt det...

ERIK.

Du maa, Emil ....

Sig mig, hvordan - - saá hun ud?

Mørk?

EMIL.

Ja ... mørk.

Men hendes Øjne var blaa. Man spejdede sig træt i hendes Øjne.

ERIK.

Og hendes Navn?

Nej, nej, jeg vil ikke vide hendes Navn.

47

Jeg vilde hade hende for dybt...

EMIL.

Ja - - lad hendes Navn være dødt os imellem .... Hun er jo desuden nu langt herfra ....

ERIK
(aandende op).

Ja - Saa.

EMIL.

Hun rejste ... med ham (ser op).

Hvor Du er bleg.

ERIK
(fattet).

Hvor kan det undre Dig? ....-at høre om din Sorg.

EMIL
(ømt).

Erik.

ERIK.

Men hvis nu jeg ... hvis nu jeg, Emil, blev lykkelig ... hvis jeg var det....

EMIL.

Var det?

ERIK
(jublende).

Aa jo, Emil, jo .... der er ogsaa Kvinder, som gør os lykkelige. (Ud).

FJERDE SCENE

EMIL - TJENEREN (bringer The).

EMIL
(gaar op og ned, vil beherske sin Sindsbevægelse).

Tak ....

Naa, de sang nok herinde før ...

TJENEREN.

Nej, Hr. Kandidat...

EMIL (standser).
TJENEREN.

Det var Sangerinden, for Hr. Erik sagde det. Men sunget blev der ikke.

EMIL.

Og Erik sagde ....

Saá De hende, Mogens? ....

TJENEREN.

Nej, Hr. Kandidat, der var ikke tændt paa Gangen endnu, saa jeg tror saamæn ikke, jeg vilde kunne kende hende igen .....

EMIL.

Nej - naturligvis ....

Ja, Tak, Mogens ..... saa er der ikke mer ... Hr. Erik er paa Bal og kommer silde hjem ....

TJENEREN.

Ja, Hr. Kandidat, jeg sidder oppe. (Gaar).

48

FEMTE SCENE

EMIL - FRU ELLA - ERIK.

EMIL.

Der blev ikke sunget - der blev ikke sunget ... Men sagde da Erik ikke? ....

TJENEREN
(aabner Baggrundsdøren).

Der er en Dame, Hr. Kandidat, som ønsker at tale med Dem.

EMIL
(adspredt).

En Dame? .... Naa, ja, lad hende komme.

TJENEREN (holder Døren aaben for FRU ELLA).
ELLA
(som, naar Tjeneren er gaaet, siger).

Ja, det er mig.

EMIL.

De her ...

ELLA.

Som De ser - - Og jeg har allerede været her i fire Uger .... (hun sætter sig).

EMIL.

Jeg troede, vort Regnskab var afsluttet

ELLA.

Det troede jeg selv - indtil jeg var vendt tilbage hertil .... eller, rettere sagt, til for et Par Timer siden. Men nu vil jeg i al Fald tale med Dem - Emil.

EMIL (tier).

ELLA
(der i det Hele lyver uden at forvirres, i en meget enkel Tone).

De gjorde mig Uret den Gang.

EMIL
(smiler).

Uret.

ELLA
(i samme Tone).

Ja. Det Menneske var ikke min Elsker.

EMIL.

Vel.

ELLA.

Han var det ikke - tro mig saa ...

Hvorfor skulde jeg vel lyve nu?

EMIL.

Altsaa forfra ...

Skal vi dog ikke hellere lade dette hvile, som er saa forbi.

ELLA.

Forbi?

Der bliver altid en Rest af Ømhed tilbage i Sjælene hos to Mennesker, der har elsket hinanden saa højt som vi .... Jeg behøvede jo kun at gense denne Stue ....

EMIL.

Har vi to endnu ikke pint hinanden nok.

ELLA
(sørgmodig).

Pint?

Er da Mindet om alle vore Lykkens Timer virkelig helt slettet ud i dit Hjerte?

49
EMIL.

Mindet - og derom taler De?

ELLA.

Emil - hvorfor forlod Du mig den Gang, saa pludselig, uden et Ord, uden et Livstegn? ...

EMIL.

Hvorfor - hvorfor?

(med løftede Hænder).

Jeg, der var bedraget, forraadt, forhaanet.

(Pludselig ganske rolig).

Men De vil kende det sidste Slag, der ramte mig lige i Ansigtet. De vil vide fuld Besked om Deres egen Grusomhed?

Husker De en lille Kæde af Guld, fin og tynd. En Aften fæstede jeg den - her i denne Stue, der om Deres Arm. De sagde: De vilde bære den som et usynligt Troskabstegn - -

Hvor jeg i den Time troede paa den evige Troskab ....

Den Kæde blev saa at sige vort - vort Forholds Medvider.

Og jeg gik den Dag, da jeg havde set, at De havde hængt den om hans - den andens Arm ......

Aa, ja, (løfter Hovedet) - - det var det frygteligste Øjeblik i mit hele Liv - jeg troede, jeg maatte dø deraf - men det gav mig da i det mindste Mod til at bryde op.

ELLA.

De saá Kæden??

EMIL.

Jeg har set den.

De talte om "Mindet"? (bittert og stigende) Da saá jeg jo, at selv Mindet om mig havde De revet over, Mindet om alt hvad der var mit, selv Mindet om vor døde Kærlighed var skænket ham ... Da var jeg opofret helt....

Aa, endnu er der Øjeblikke, hvor jeg spørger mig selv: hvor kunde hun gøre det?

(Betragter hende i stille Udbrud).

Aa, Ella, hvor De maa have elsket ham den Time, hvor De gav ham den.

ELLA
(hastigt og heftigt).

Emil - Du er min endnu.

EMIL.

Nej - jeg er ikke og jeg vil ikke være det.

50
ELLA.

Du skal - saa sandt Du er den eneste, som jeg har elsket...

EMIL.

Ella dog ...

ELLA.

Emil, Du kender kun ikke vort Hjerte. Jeg elskede Dig, din Ungdom, dine første Kys, din Sjæl, der bange og overstrømmende aabnede sig for min ... Jeg tilbad det alt; der var for mig i Verden intet uden det...

Men en Dag var Du ikke mere den samme ... Du var blevet en anden ...

EMIL.

Under dine Hænder ...

ELLA.

Jeg stod fremmed hos et Menneske, jeg ikke kendte ...

Men siden den Tid, da Du forlod mig, har jeg søgt om Dig - kun søgt om Dig.

EMIL
(hastigt).

Om ny Ungdom.

ELLA
(hastigt).

Om dit Billede paa Ungdom.

EMIL.

Hvor vel Du har bevaret dit Livs Kunst.

ELLA.

Nej - nu lyver jeg ikke, og jeg vil, Du skal tro mig. Om det skal koste mig Livet - Du skal tro mig ...

Saa højt har jeg elsket Dig, Du, Du eneste, jeg har elsket Dig saa højt - tror Du mig saa? - at jeg, som jeg staar her for Dig, er blevet din Broders Elskerinde - din Broders, fordi han var Billedet af Dig.

EMIL
(med et Skrig).

Du - - (Bedrøvet).

Det er umuligt, det er umuligt...

Det var Dig, som var her før ... i denne Stue.

ELLA.

Ja.

EMIL.

Det er umuligt - det er umuligt.

ELLA.

Jeg saá ham, da jeg for nogle Uger siden vendte tilbage, og jeg troede, Aarene var slettede ud ... og at jeg mødte Dig for første Gang ...

EMIL
(som halvvaagen).

Ja, han løj for mig .... Ødelæggelsens Værk er begyndt.

ELLA.

Han blev forelsket i mig ...

EMIL
(med knyttede Hænder).

Menneske - befri mig...

ELLA
(med voldsom Hast).

Nej - Du skal høre mig.

51

Jeg troede maaske, at ogsaa jeg tilhørte ham. Men jeg behøvede kun at betræde denne Stue, at gense dit Billede, aande Luften, Du aander, for at mine Kys skulde blive kolde paa hans Læber, hans Kærtegn en Besværlighed, jeg vilde stryge af mig .... hans Aande en Afsky for min Aande ... Emil, Emil, tror Du nu, jeg kunde lyve: jeg vilde give mit Liv for en eneste Time at fornemme den gamle Sødme i din Røst - - de gamle Ord med blot lidt af den gamle Klang ....

EMIL.

Ella, Ella - hvilke Forbrydelser er der, som Du ikke kunde begaa...

ELLA.

Ja, jeg kunde stjæle for dens Skyld, som jeg elsker, jeg kan lyve for hans Skyld, jeg kan bedrage for hans Skyld ....

Men føle Elskov kan jeg.

EMIL.

Ja.

ELLA.

Min .... Du.

(Hun lægger sig ned paa Knæ foran Chaiselonguen, hvor han sidder, og hans Hoved falder ned mod hendes Skulder).

Du Kære.

EMIL.

Ella, hvorfor kan vort Hjerte ikke dø ...

ELLA
(løser sine Fletninger).

Husker Du - - husker Du, naar jeg bandt Dig med mit Haar?

(Lægger en Fletning om hans Hals).
EMIL
(rejser sig).

Hvilket Menneske vil Du gøre af mig! .... (pludselig farende sammen): Erik - - i Sit Værelse ...

ELLA.

Han er jo ude ...

EMIL.

Han er derinde .... Gaa, gaa.

ELLA
(vil gaa mod Baggrunden).
EMIL.

Nej, nej, han kunde aabne Døren til Gangen.

(Han aabner for hende til sit Soveværelse):

Der.

(Lukker).

Han maa ikke se mig saaledes ...

(Slukker hastigt Lamperne).
ERIK
(kommer).

Er her ingen?

EMIL.

Jo.

ERIK.

Du har slukket Lamperne ... de var jo lige tændte - saá jeg nedefra.

52
EMIL.

Ja ... jeg var ... jeg var ikke vel ...

ERIK.

Jeg ikke heller. Derfor tog jeg hjem ... Maa jeg ta' lidt Eau de Cologne hos Dig ... min Flakon var tom (sagte). Nej, jeg holder det ikke ud. Jeg kan ikke holde denne Mistanke ud ...

EMIL
(op).

Det skal jeg ...

ERIK
(allerede ved Broderens Dør).

Men lad mig dog Selv.

EMIL (tager om ham).
ERIK.

Hvor Du ryster ...

EMIL.

Ja, jeg har Feber ...

ERIK (gribende Emils Dør).

EMIL.

Du kan ikke gaa derind ...

ERIK
(greben af en pludselig Idé).

Hvorfor?

EMIL.

Du kan ikke .... Der er nogen hos mig ....

ERIK.

Emil, jeg vil - om det saa skal blive min Død.

ERIK
(river Døren op, Lyset fra Soveværelset falder ud paa Scenen, han skriger):

Jo - Jo.

(Han fører to Gange Armene frem gennem Luften):

Saa har jeg heller ingen Bro'er mer.

(Han dækker Ansigtet med sine Hænder og styrter ud. Man hører fra hans Værelse et dumpt Fald).

EMIL (er som sanseløs gaaet over mod Skrivebordet og sætter sig).

ELLA (er fremme i den lyse Dør).

EMIL
(stille og dumpt).

Hvorfor vilde Du tage to Liv?

(Tæppet falder).

53

NAAR KÆRLIGHEDEN DØR -
ET SØRGESPIL I EN AKT.

PERSONERNE

  • OLUF HELMS, 33 Aar.
  • ADDA HELMS, 27 Aar.
  • VILHELM RUST, 25 Aar.
  • EN KONTORIST.
  • EN PIGE.

Handlingen er hos Helms'

FØRSTE SCENE

Smuk Dagligstue. Tilhøjre* en Chaiselongue, foran hvilken et lille Bord med en Sykurv, hvorpaa ligger en Buket Blomster. Tilvenstre: Vindu, foran hvilket et stort Herreskrivebord; i sidste Kulisse: Dør til Helms' Kontor. Baggrundsdør.

ADDA. VILHELM.

ADDA

(rejser sig fra Chaiselonguen og gaar op og lytter ved Baggrundsdøren). Jo - dér er han.

VILHELM (fra Baggrunden).
ADDA

(mod ham). Goddag, Du, Willy.

VILHELM.

Goddag, Du - - Undskyld, jeg kommer lidt for silde.

ADDA

(op til ham). Det gør Du tit. Og jeg har gaaet her og lyttet ved Døren.

VILHELM.

Er Du angst for ham?

ADDA.

Nej, jeg har kun ventet paa Dig. Jeg kan jo ikke gøre andet, naar Du skal komme, end bare at vente ...

Jeg bestiller jo ikke andet end at længes, naar Du ikke er hos mig. *

54

Og Du?

VILHELM.

Det véd Du jo.

Men forresten har jeg løbet Byen rundt.

ADDA.

Hvor Vejret er smukt. Det var i Dag, vi skulde ta'e i Skoven.

VILHELM.

Ja. (Peger paa skrivebordet). Hvad er det? Er det nu kommet her ind?

ADDA.

Ja.

Han sidder undertiden og arbejder herinde nu. Han siger: det er ligesom han dog "saa kom mig nærmere".

VILHELM.

Han bliver mer og mer sentimental.

ADDA.

Ja, desværre. (Peger paa chaiselonguen). Sæt Dig nu,

Willy, Saa henter jeg Vin ... (Hun gaar ad Døren tilhøjre og kommer straks tilbage med Karaffel og Glas).

Det er det Mærke, Du holder mest af. Nu har jeg da endelig faaet det opspurgt

VILHELM

(skænker i et Glas, lidt træt). Hvor Du forkæler mig.

ADDA

(ved Siden af ham paa Chaiselonguen, smiler). Aa - nej ... Willy.

Hvorfor har Du løbet Byen rundt?

VILHELM.

For Pengene naturligvis.

ADDA.

Aa, de usalige Penge.

Du, naar Du ikke er her, saa ligger jeg kun her paa Sofaen og stirrer og stirrer op i Loftet og tænker kun det ene Ord: Penge, til jeg tilsidst synes, de maatte falde ned fra Gesimsen til mig - saa brændende ønsker jeg mig dem ... (smiler).

Hm, jeg har aldrig tænkt paa Penge før nu.

VILHELM.

Nej, det behøver Kvinderne jo ikke.

ADDA.

Nej, jeg ikke før nu.

VILHELM.

Aldrig at ha'e en rolig Stund, aldrig en rolig Time - jo, det er muntert.

ADDA

Og saa hjælper det saa lidt - alt, hvad man kan skaffe.

VILHELM

(utaalmodig). Du véd jo, Adda, hvor det piner mig, at Du gi'er mig ....

55
ADDA

(med sin Haand over hans Haar). Hvorfor dog .....

kære ....

Det er kun det, at jeg aldrig kan skaffe nok .... (i Tanker). Med fem Tusind, var det saa godt? ...

VILHELM

(staar op; nervøst). Ja - med fem Tusind var man hjulpet ...

ADDA

(efter ham). Naa, vær nu rolig, vær nu rolig ... Vi maa jo finde paa Raad ...

VILHELM

(træt). Ja-a, det maa vi vel.

Hvordan er han i Humør?

ADDA.

Jeg véd saamæn ikke ... Jeg ser ham ikke.

VILHELM

(brutalt). Men kæler lidt for ham. Det ser jeg.

ADDA

(meget enkelt). Er det da ikke nødvendigt? (Bevægelse af Vilhelm). Nej - jeg véd det godt, jeg har mange Fejl: jeg kan bedrage ham. Men jeg kunde ikke bedrage den, jeg elsker .... (med ømhed) Dig, som jeg elsker ....

Willy - jeg stod og tænkte paa det imorges, da Solen skinnede saa smukt - husker Du - en Dag i Foraaret - det var kort efter, vi havde lært hinanden at kende - da vi var ude at køre langs med Stranden .... Jeg havde en Drossel med, som jeg en Gang havde købt og som vi satte i Frihed .... Hvor alt var dejligt den Dag - saa lyst og Skoven saa ung ...

VILHELM

(virkelig følt). Ja, det var dejligt - i Sommer.

ADDA.

Willy - sig mig ... elsker Du mig endnu ... som den Gang?

VILHELM.

Hvor kan Du spørge?

ADDA.

For jeg elsker jo Dig for hver Dag højere - mine Øine ser kun Dig, og jeg vilde saa gerne gøre Dig glad.

VILHELM.

Og jeg elsker Dig - Adda.

Men man gaar midt i al den Pinagtighed og glemmer næsten, hvad man selv føler.

ADDA

(pludseligt). Jeg tror, jeg kan skaffe de Penge.

56
VILHELM.

Vi véd jo godt, at Du ikke kan.

ADDA

(gaar op og ned). Nej, nej - sig ikke det .... En Sagfører har saa mange Udveje for Penge.

VILHELM

(vred). Din Mands Penge.

ADDA.

Jeg vilde jo ha'e de Penge selv. Det véd Du - men de er sat fast ....

Aa - hvor vi vilde blive glade, glade som i Begyndelsen ... Og jeg skal faa dem.

VILHELM

(meget ømt). Hvor jeg maa takke Dig, Adda.

ADDA.

Du si'er altid Tak, Willy ... Jeg giver Dig jo ikke andet end min Kærlighed, og for Kærlighed kan man ikke takke.

VILHELM.

Jo, jeg maa sige Dig Tak, Adda - for alting. (De gaar omslyngende hinanden hen over Gulvet).

Der er Blomster i din Sykurv.

ADDA.

Fra ham.

Uh - Gaver, Gaver, hans evige Gaver.

VILHELM

(smiler først, ler saa). Idag er der Kort ved ... (Læser). Fjerde Oktober.

ADDA

(ganske uden interesse). Ja-a. Vor Forlovelsesdag.

Den ene Rose er Smuk (løser den og sætter den i Vilhelms Knaphul). Dér, Du (lægger Buketten bort).

VILHELM

(uvilkaarlig). Adda - har Du aldrig elsket Din Mand?

ADDA

(med Hænderne paa hans Skuldre). Jeg elsker Dig.

VILHELM.

Ja.

ADDA.

Men nu maa Du gaa ... han kommer Kl. to ... det er den straks ...

Saa henter Du mig Kl. fire .... til den Tid, saa (bestemt, i sine egne Tanker). Ja - det skal lykkes.

Du, saa spiser vi ude, Du og jeg ....

VILHELM.

Ja - men ....

ADDA

(munter). Tror Du ikke, jeg kan finde paa Paaskud?

VILHELM.

Mener Du ogsaa altid, han tror dine Paaskud?

ADDA

(ligegyldig) Jeg véd ikke.

Men gaa nu. Farvel.

57
VILHELM

Farvel.

ADDA
(med Inderlighed).

Willy.

(De skilles. Vilhelm gaar).

ANDEN SCENE

ADDA (gaar til Skrivebordet og sætter sig; straks efter kommer OLUF fra Døren tilvenstre).

OLUF

(gaar ned til hende og tager hende om Hovedet). Hvor Du ser bekymret ud.

ADDA.

Aa ja, Du.

OLUF.

I den sidste Tid ser jeg Dig altid kun bekymret. Undertiden tænker jeg, at jeg ligefrem skygger for Solen for Dig.

ADDA.

Aa nej - men der er saa meget ....

OLUF.

Hvilket meget - Adda - hvilket meget?

Er det de stakkels Penge igen?

ADDA.

Aa - nej ....

Naturligvis har jeg inçen ... men ...

OLUF

(smiler). Adda, Du Spiser Penge. (Tager et Par Sedler op af Lommen og stikker dem ind ved Addas Kjoleliv). Og naar jeg

saa begreb, hvad Du brugte dem til ....

ADDA.

Ja - jeg véd saamæn ikke, Du .... (ler).

De forsvinder. (Hun trykker hans Haand og gaar over mod Sofaen).

OLUF

(pludselig bekymret). Og de er ikke altid lige lette - at skaffe.

ADDA.

Nej.

OLUF

(der har en bestandig Trang til at være hende nær, følger efter hende). Det er den fjerde Oktober i Dag.

ADDA

(uden interesse). Ja - Tak for Blomsterne.

OLUF.

Ingen Tak: man skal da holde sine Festdage i Ære.

Kan Du huske den Aften, Adda? Vi var paa Koncert - vi sad langt fra hinanden i Salen, og der var ikke vekslet et eneste Ord imellem os om Fremtiden .... Og dog vidste vi fra det første Øjeblik, hvor vi 58 kom sammen i den store Sal, at vi tilhørte hinanden, vi to - midt mellem alle de fremmede Mennesker ...

Og da vi gik hjem, din Mo'r, Du og jeg - da havde jeg allerede dit Ja.

ADDA

Ja.

OLUF

(meget blidt). Adda - holder Du endnu en Smule af mig?

ADDA.

Hvem skulde jeg vel holde af, naar jeg ikke skulde holde af Dig?

Men Du, man kan ikke tale saa meget om det ... man taler ikke saadan om den Slags Ting ...

OLUF.

Aa nej - undskyld mig ... Jeg kan jo saa godt forstaa, at jeg maa trætte Dig ...

Men (smerteligt) naar jeg altid taler om det, saa er det, fordi jeg aldrig tænker paa andet ...

For i de sidste Maaneder er det, som jeg aldrig kom Dig rigtig nær mere - som om jeg aldrig havde Dig som før ...

Adda, hvad er det, som er kommet imellem os?

ADDA

(træt). Hvad skulde der vel være kommet imellem os?

OLUF.

Er det sandt?

ADDA.

Med mindre det skulde være dine evige Ord, som sagt.

OLUF.

Ja, jeg skal nok lære at tie.

(EN KONTORIST kommer med en Pakke og en Postkvitteringsbog).

Det er Postbudet, som skal ha'e Kvittering for en Værdiforsendelse.

OLUF

(over til skrivebordet). Aa, det er Forsendelsen fra Holtens ... Ja. Værsaagod (skriver og giver Bogen til Kontoristen, som gaar).

OLUF

(aabner Pakken og gennemblader en Papirbunke, som den indeholder). Ja, det er i Orden.

ADDA

(over til ham). Hvad er det?

OLUF.

Penge, Du - fremmede Penge.

ADDA.

Hvad for Penge?

OLUF

(vedbliver at blade). Kammerherre Holtens - jeg skal anbringe dem for ham.

59
ADDA.

Det er Obligationer (tager paa dem).

OLUF.

Ja.

ADDA.

Hvormange Penge ... er der?

OLUF.

Femten Tusind.

ADDA.

Saa meget. (Bort). Man var hjulpen med saa mange Penge.

OLUF.

Hjulpen?

ADDA.

Ja, jeg mener, det var dejligt at have ...

OLUF

(hen til hende). Vilde Du saa være glad - glad som i gamle Dage?

ADDA

(aandende ud). Ja glad!

OLUF.

Hvor Du er kommen til at holde meget af Penge.

ADDA

(slaar Hænderne sammen). Ja, man maa ha'e dem,

Du.

OLUF

(tager hendes Hænder og betragter dem). Hvorfor gaar Du ikke - mer med dine Ringe?

ADDA.

Ringe? Jeg har lagt dem hen, -, jeg véd saamæn ikke hvorfor...

OLUF.

Nu bærer Du kun min - vor ... (kysser hendes Haand).

ADDA

(tager sin Haand løs). Ja.

OLUF.

Saa længe Du bærer den, Adda, saa véd jeg, jeg er sikker paa Dig ...

Der er for mange hellige Løfter smedede til den.

Jeg kan ikke gøre for det, og der er jo ingen Grund dertil ... men jeg tænker i den sidste Tid saa ofte paa: hvis det nogensinde skulde ske, at Du kom til at elske en anden ...

(Stilhed).

Min Fa'r havde en Ven - han giftede sig, da han var halvgammel, med en Pige paa to og tyve Aar ... et halvt Aar efter tog hun sig en Elsker paa sin Alder ...

Den halvgamle Mand fik alt at vide ...

Saa lod han de to Unge rejse bort sammen ...

Aa, hvor maa han have lidt Dage og lange Nætter ved at tænke paa deres Lykke - - - en Lykke, der vel var saa hel og hed og stærk ....

60

Han selv begravede sig i en Krog for at arbejde, saa at de kunde nyde deres Ungdom.

ADDA

(koldt). Sligt hænder vist sjældent.

OLUF

(ved skrivebordet). Men det kan altsaa hænde.

ADDA (gaar over til ham).
OLUF

(ser op paa hende). Adda, jeg tror ikke Du véd, hvor højt jeg elsker Dig.

ADDA.

Jo. (Bøjet over ham).

Og nu vil jeg ogsaa sige Dig alting ...

OLUF.

Alting.

ADDA.

Ja - det, der ... er kommet imellem os.

OLUF.

Der er altsaa noget?

Aa, jeg vidste det.

ADDA.

Men Du maa sætte Dig dér hen - Og saa maa Du lukke Øjnene og ikke se paa mig ...

Ellers kan jeg ikke sige det ...

OLUF.

Ja, ja, men ...

ADDA.

Og saa vil Du love mig ét (meget blødt): at Du ikke vil sige det til noget levende Menneske, Du - heller ikke - til dem, det vedkommer ... Lover Du mig det?

OLUF.

Ja - men hvad er det?

ADDA.

Og Du vil tro mig - ikke?

OLUF.

Tror jeg Dig da ikke altid?

ADDA.

Jo.

Du spurgte før om mine Ringe ... Jeg har dem ikke mere. Jeg har maattet sælge dem ...

Jeg har maattet sælge alting ...

OLUF.

Sælge! Men hvorfor? hvorfor?

ADDA

Det var, da jeg var ovre paa Fyen hos Søster Nina ... da sagde hun mig alting ... at der var noget galt med Kassen ...

OLUF.

Med Løvenfeldts Kasse?

ADDA.

Ja - og at der havde været det lang Tid - at han havde Veksler og Renter, Du ... Ja, jeg kan ikke forklare Dig det ...

Saa bad hun og bad hun mig hjælpe dem ... uden at sige det til Dig ...

61

Og saa har jeg hjulpet siden.

OLUF.

Men hvordan?

ADDA.

Aa Du, lad mig blive fri for at sige Dig det ... Jeg har solgt - - alt mit ...

OLUF.

Stakkels Adda - Du har gaaet og plyndret Dig selv ...

ADDA.

Ja ...

Og saa er det blevet mellem os, som det er ...

Denne evige Pinagtighed har skilt os.

OLUF

(blødt). Aa, Adda, hvor Du kan gøre meget for dem, Du elsker.

ADDA.

Ja. (Over til skrivebordet). Og det er svært at skaffe Penge ...

OLUF.

Men hvor meget er det da?

ADDA.

Det véd jeg saamæn ikke, Du .... Saa - nu maa Du ikke blive vred - pantsatte jeg vort Klaver ....

OLUF

(op). Men, Adda, det turde jeg jo slet ikke ...

ADDA.

Det véd jeg nok ... men hvad skulde jeg gøre, Du, naar hun bad mig .... (Tager Obligationsbunken som i Tanker).

Og saa gaa og længes og længes efter, at alt skulde blive mellem os som i gamle Dage ...

OLUF.

Adda ....

ADDA.

Og Lykken skulde komme tilbage ... den eneste Tid, hvor jeg har været lykkelig ... (Sætter sig ved Skrivebordet).

OLUF.

Længes Du da virkelig efter mig endnu?

ADDA.

Hvor Du er dum, at Du spørger ... (Bøjer sig over ham og kysser hans Mund).

OLUF

(rejser sig). Men de Penge kan jo skaffes ....

ADDA

(løfter Hovedet og kysser ham igen). Hvor Du er god.

OLUF.

Adda, jeg troede saa vist, du elskede mig ikke mer.

ADDA.

Men jeg har ikke sagt Dig det værste, Du ... Iaftes fik jeg Brev ... jeg forstod det knap - jeg læste det saa hastigt og rev det straks itu ....

Men alting er tabt, hvis de ikke faar fem Tusind nu...

62
OLUF.

Nu ...

ADDA.

Til i Morgen Aften ... Men saa er ogsaa alting reddet, hvis de faar dem ...

Aa, jeg har grædt og grædt i Nat.

At det skal koste os vor Lykke ...

Det var det, jeg tænkte paa, Du, da jeg saá alle de Penge.

OLUF

(aandsfraværende). De Penge?

ADDA

(peger paa Obligationerne). Ja.

(Hun gaar over mod Sofaen).
OLUF.

Holtens Penge? (Hastigt). Adda, jeg kan skaffe de Tusinder. (Knytter Hænderne). Ja, jeg kan ikke andet. (Han sætter sig ved Skrivebordet, skriver febrilsk, slaar Omslag om Bunken).

ADDA

(paa Sofaen, efter en Stilhed). Hvad ta'er Du Dig til - Oluf?

OLUF.

Jeg ordner blot dette først ... Saa finder vi nok paa Raad, Vi andre. (Han rejser sig og gaar over til Adda, tager hendes Hoved mellem sine Hænder).

Adda, Du kunde gøre mig til en Tyv.

(Han river sig løs og gaar op mod Kontordøren og kalder. KONTORISTEN kommer).

Aa, Hr. Poulsen, bring selv - vil De være saa god? - den Pakke hen til Vekselerer Bech.

KONTORISTEN.

Ja. (Gaar).

OLUF (bliver et Øjeblik staaende med den ene Haand over Øjnene).
ADDA

(op til ham). Du ser saa bedrøvet ud - - - Oluf.

OLUF.

Aa ja ... (ind til hende). Adda - hvor dyrt man maa købe Lykken.

(De gaar begge hen og sætter sig paa Chaiselonguen).

TREDJE SCENE

OLUF. ADDA. VILHELM.

EN PIGE

(melder). Det er Hr. Rust.

ADDA

(som ked af det og træt). Aa, Gud er det ham. Ja, lad ham komme.

63

Bring mig mit Tøj. (Pigen ud).

Det Barn - jeg havde lovet ham, vi vilde se Stranden i Dag, en sidste Gang ...

Og nu kommer han saa ubelejligt .... hvor vi to skulde ha'e det saa dejligt - Oluf.

OLUF.

Han er her jo næsten altid, Adda.

ADDA

(tæt ved ham). Hvor Du er dum.

Forstaar Du da ikke, han maatte være her - mellem os, for at jeg kunde skjule mit Humør for Dig.

OLUF.

Aa jo, nu forstaar jeg.

ADDA (bliver hos ham, lige til Rust kommer ind).

OLUF.

Hvor Du har lidt, Du lille Adda ... Men nu er det jo forbi. Nu faar Du Fred.

ADDA

(ømt). Ja.

VILHELM

(kommer, med falsk Munterhed). Goddag i Stuen.

ADDA.

Er De der, Barn ... De glemmer ikke no'et. (Meget livlig, straalende).

Ja, ja - lad os saa komme afsted. (Sagte til Oluf). Des før kommer jeg hjem.

PIGEN (kommer med Kaabe og Hat).

ADDA.

Aa, hjælp mig, Rust. (Sagte til Vilhelm). Jeg har dem. Vi Spiser ude. (Vilhelm hjælper hende med Sløret. Hun er meget livlig og gør mange Bevægelser. Gaar til Vinduet).

Hvor Himlen er klar.

OLUF

(der staar ved Skrivebordet, sagte til hende). Hvor Du Straaler, Adda. Er Du nu lykkelig?

(Hun rækker ham over Skulderen sin Haand, som han hemmeligt kysser).
ADDA.

Ja (til Pigen). Hjælp mig med Kaaben.

PIGEN

(der ser paa Oluf, som har sat sig ved Skrivebordet). Hvor Herren dog ser daarlig ud i Dag, Frue.

ADDA

(der knapper Kaaben, i en Tone, som om hun i det hele taget først saá Oluf nu). Ja, det gør han Virkelig. (Hen imod ham).

Farvel, min Ven. Kom saa, Rust. (ved siden af Rust midt paa Gulvet smilende til Oluf). Vi to taler jo kun om Dig. (De gaar. KONTORISTEN kommer).

KONTORISTEN.

Der blev kun svaret mig fra Chefen, at Beløbet var til Disposition i Morgen.

64

Her Var Anvisningen. (Lægger en Anvisning paa Skrivebordet og gaar).

OLUF

(tager Anvisningen op og betragter den. Derpaa falder hans Hoved ned mod Skrivebordets Kant). Hvor jeg dog elsker hende.

Tæppet falder.

TI AAR

TIL ERIKA NISSEN

66
67

DA jeg i Morges kom ned fra min Stue, flyttede Værten de sidste Blomster bort fra den lille Træveranda. Dens Vinløv var allerede længst blevet gult. Og i Dag rejste den sidste Sommergæst.

Nu vil vi, Vinterens udholdende Fugle, krybe ind i Sommerens forladte Reder, og vi vil tætte Ruder og Vinduer, og vi vil vogte Dørene for Træk - Dørene, der i Sommer sad saa løst paa deres Hængsler.

Nu bliver det Mørkets Tid og Kuldens og Ensomhedens.

Lunden vil tabe sit Løv, der vil brunes og gulnes og falde, til den staar nøgen, sørgmodig og graa. Paa Markerne vil Ploven, der langsomt skræller Monnet, bortskære selve Høstens Stubbe. Og Efteraaret vil da slæbe sin lange Kappe af Taager tungt hen over en farveløs Jord.

Kun langs Gærdet vil det lave Krat beholde sine knitrende Blade, som Rimfrosten en Nat vil have dækket med sine Kniplinger.

Nu bliver Dagene stille og Aftnerne lange.

Der veksles ingen Hilsner mer over de forladte Sommerhjems Gærder, og man mødes ikke mer paa lyse og tidlige Morgener under muntre Velkomstraab paa Vejen.

Kun Landsbyhaandværkerne kryber nu frem i deres Døre og snakker over Gaden, tørt og kedsomt, om Vind og om Vejr.

Saa skal de ensformige Dage tilhøre Arbejdet. Dets Tungsindighed vil passe vel til dette Landskabs Linjer, som Sommeren har af klædt dets Ynde: Fladmark bag Fladmark og der en Mose, hvor en Pil luder ene.

Men om Aftnerne, naar Arbejdet er gjort, vil jeg søge Selskab.

Jeg vil holde til hos mine mange Hændelser. Livet førte mig jo allerede viden om, og jeg oplevede Adskilligt. Nu vil jeg skrive et eller andet ned - med et Smil.

Og den Bog, som jeg i disse Vinteraftner vil samle, den beder jeg Dem, kære Fru Nissen, at modtage som et Minde og med et venligt Sind.

68

Hvor ofte vil ikke, naar jeg lægger Pennen, mine Tanker vende hjem til Deres Stuer, hvor "han" - som Børnene kaldte mig - i Fjor saa tit fortalte saa mange af disse "glade" Livets Hændelser under Børnenes Latter, fortalte for Dem og Deres Mand og "Flokken" i mange lykkelige Timer.

Hvor ofte vil min Tanke ikke vende hjem til Deres Land, der har ydet mig Gæstfrihed som intet andet, og hvor jeg har Venner som intetsteds.

Deres skønne Land.

Saa vel jeg husker det Aar, da jeg saá Vestlandet for første Gang.

Det havde været et saa besynderligt Aar: mens jeg rejste fra Land til Land, var det som Foraaret bestandig skulde flygte foran mig og jeg kun se som en Flig af dets grønne Kappe.

Jeg var i Finland - langt mod Nord, man sagde mig, tror jeg, det var Europas nordligste Jernvejsstation. Jeg var en Aften i Selskab, og saa, da vi skulde gaa og Damer og Herrer i Forstuen kom i de store Pelse, sagde en af de unge Fruer:

- De maa da med til Majfest.

- Maj fest? sagde jeg.

- Ja, i Morgen. Det er første Maj. Den fejres i Skoven.

Jeg lo og sagde: Midt i Sneen; for Sneen laa favnhøjt.

Vi skiltes fra Værtens, og vi vandrede hjem under en vinterhøj Himmel med den knitrende Sne under Fødderne.

Og den næste Dag kørte vi til Majfest i Kane. Hvor lystigt det var: Slæder væltede i altfor høje Driver. Unge Folk havde Grankviste fæstede i deres Hat. I Skovens Sommerpavillon stod alle Vinduer og Døre aabne. Fruer og Frøkner sad paa Balkoner, indbundne i Pelse.

Vort Selskab spiste i Salen. Taffelmusik var der af Blæsere: hvor de blæste lystigt alle Vaarens Melodier, mens Hornene var ved at fryse fast i deres Mund. Alle Altandøre stod aabne.

Saa spurgte jeg: Men naar kommer da egentlig Vaaren her?

Og en ung Dame sagde, mens hun saá langt ud over den islagte Bugt (hvor lykkeligt hun smilede):

- Aa, om seks Uger, sagde hun:

- Og saa bliver her saa skønt.

I Wasa ventede jeg da ikke paa Vaaren. Jeg vendte tilbage til Petersborg.

69

Sneen laa endnu i Gaderne. Naar vi om Aftenen gik hjem og vadede i det graa Ælte, sagde min Ven Zerlikoff:

- Og for at skaffe denne Sne af Vejen, har Petersborg i Aar betalt 200,000 Rubler. De russiske Embedsmænd har sandelig Jordens største Lommer.

En Morgen brød dog Solen frem. Det var Dagen før jeg skulde bort.

Da jeg om Middagen kom ud til mine finske Venner i "den trettende Linje", skruede i Forværelset Tjeneren Lampetterne af Karmene, og hele Huset var i det fulde Opbrud.

- Ja, sagde Husets Frue, ogsaa vi rejser.

- Somren kommer paa en Nat i Petersborg. Om otte Dage vil Øerne være grønne og Newski vil gløde som en Ovn.

- Vi redder os til Peterhof.

Vi kørte ud til Parken. I alle Somrens Beværtningssteder havde Tømrere travlt. De slog Skodder fra Verandaer med rappe Slag; de slog Hylstret fra Gipsguder, saa de genopstod paa Plænerne i Solen.

Og jeg rejste - fra en Vaar, der kom uden nogen lun Fugtighed, kun tør og klar og hed.

Toget førte mig gennem Finlands Ødemark. Den er vel aldrig saa trist som netop da: Snetæppet var smeltet hen; kun i Stenmarkens Kløfter laa Sneen endnu, graa og skidden, mens rundt paa Markerne Underbundens Klipper ragede op - snart som Ligtavler, snart som Bautasten.

Til Finland var Vaaren endnu ikke naaet.

Kun i Skærgaarden, hvor paa de yderste Skær fattige og stormsuste Træer bøjer sig tørstige over Vandet, saas det at grønnes spædt.

Men jeg drog atter gennem Vinter og Sne, gennem Sverigs Norrland.

Saa naaede jeg Trondhjem; saa naaede jeg Meraker.

Og der blev Tummel i Dalen, hvor vi fo'r, af hundrede styrtende Fosse, som faldt fra bratte Sider, høje Klippetinder, som et Skumvæld sejrrigt, stormfuldt, frit ned omkring os. Det var Vinterens Sne, der havde kendt sin Tid, det var Bjerges Is, som brast.

Det bragte Kulde med sig - men Kulde og Liv, det styrtende, bragende Vand ned ad Bjergenes Sider. Det stænkede Toget, vort Ansigt følte dets Kølighed - mens vi fo'r.

Det var Vaaren, som et Bad af Vaaren - under en stolt, frittalende Larm af ubændige Strømme.

70

Toget ilte frem. Dalen var snæver, som vilde Fjeldene lukke sig og maatte det hastige Træn splintre Bjerget som en Kile. Saa blev Dalstrøget bredere. Som smilende Øer laa halvtoversvømmede Enge, og Elve og Bække - de hundrede Bække - pludrede og piblede, hastede og skyndte sig, alt det kraftige, rindende, levende Vand.

Solen lyste imod hvide Stammer, Fugle sang midt i Fossens Larm.

Her var Vaaren kommen, stor og løsende og mægtig steg den frem - i Jubel. Dundrende Fosse meldte dens Sejr.

Jeg saá, at nu var jeg kommen dér, til Vaarens Lande.

Ja, et Vaarens Land er Deres Fædreland. I et gammelt Aarhtmdrede er det alene ungt, og i en træt Tid er det alene kraftigt - ungt i Livet, ungt i Kunsten. Dets største Dag hedder endnu Fremtiden, og for det hedder de kommende Tider Forhaabninger.

Husker De en af de mange Aftner, hvor der ifjor var samlet alt Slags Folk i Deres Stuer, Malere, Musikere, Politikere i Flok?

Der blev talt om Norge: om dets elendige Kaar, om Manglen af Driftighed, om Landets Øde, om svigtende Kapital, om Jordene, der laa udyrkede hen, om Fossene, hvis Vandkraft, der betyder Millioner, var ubrugt og næppe kendt.

Saa sagde en af Deres Gæster, han Bonden og Lægprædikanten og saá langt ud for sig:

- Jeg er kun glad ved, at vi i Norge har udyrket Jord.

- Fremtiden er lang.

Han havde Ret. Norge staar først ved Begyndelsen af sit Livs Værk, og det er godt at have ny Jord at dyrke.

Ny Jord for unge Mennesker.

Thi i Deres Fædreland er Oldingene unge. Derfor griber hastigt og uens de store og utopiske Tanker - der holder til i unge Hjerner - Digter-Førernes Hjerter: saa den ser Nytaarsnat Nordens Folk i Enighed grunde vide Kolonier og befolke dem med Skandinaviens Race; den vil kue Driften og afklæde Verden sit Panser til en evig Fred. Og stolte af egne Kræfter benævner Digterne sig Løver og de praler af deres egen Daad som unge Korinthere pralte af deres Væddekampe.

Unge er alle.

Unge Deres Malere, som grelt forsøger det Urimelige, og i hvis Hjerner det Yderste spirer frodigst. Ung er Deres Scenekunst, en Kunst uden Form men med en usmittet Sjæl.

I Deres Skuespilhus staar tæt med Vildskud. Men fra Dag til Dag 71 synes man at se Talentet gro. Og Kunstnere, der knapt har hørt op med at være Zigeunere, har endnu ikke tænkt paa at blive Embedsmænd. De Folk er endnu Kunsten hidsigt hengivne, de ikke kun lever af den - - naa, det sidste kan de endogsaa næppe. Thi et ungt Menneske som Norge har en slunken Pung, som vi véd, og har ikke meget at spendere paa Kunst.

Men Kunstnerne, der er lige saa unge som deres Land, har Modet til at leve trangt.

Ja, min Gud, hvilke besynderlige Kunstforhold i den Stad Kristiania med dette Hovedkvarter i Grand og denne geniale General, som lønnes af de menige Soldater. Her genopleves Romantikens Kunstnerromaner, og der er endnu Digtere, som sulter paa Tagkamre - - og, ligesom i Folkekomedierne, skriver Mesterværker, mens de sulter.

Hvor mange besynderlige Silhuetter gemmer min Erindring dog ikke fra denne mærkværdige Verden, hvor Drifterne er saa voldsomme, Tankerne skyder saa vildsomt af gærende Jord, og Forvildelserne hænger tæt over Talenternes Hoved, tæt som truende Sneskred.

Men Kraft er her. Man siger om en Bog, man vil skrive:

- Jeg maa slænge den fra mig.

Man siger om et Maleri, man vil male:

- Jeg vil brænde det ned ...

Og man slænger fra sig og man rabler sammen og man - skaber Kunst under al Livets Lovløshed.

Den Koloni har sine egne Love. Har én Penge, har alle. Har én slaaet Mønt, deler han med alle.

De skriver, naar Aanden er over dem. Saa flyver de bort og gemmer sig, paa et Fjæld, ved en Fjord, i en Krog - laver "Boka sin" og kaster den i Hovedet paa en Forlægger og vender hjem igen til Grand, hvor de træffer de andre, der stirrer fra deres Sofa op i Loftet og fører rød Tale og skænder Samfundet, som ikke føder dem.

Thi disse Mennesker, der er saa elskværdige og saa naive, finder endnu den Dag i Dag, at Talentet burde bespises paa et Prytaneion,, og i Ungdommens Følelse af Geniet kalder de Forlæggerne for Aagrere, Forlæggerne, som maa sælge Regnebøger for at dække Tabene, forvoldte ved deres unge Værker.

Og i Raseri vil de "fylde Filleaviserne" ...

De forsøger derpaa og Dage lang tygger de paa deres Penne, mens 72 de undres over de sære Danskerne - de, som ved at spalteføde Aviserne føder sig selv.

De forstaar ikke, at de kan det. Og dog er det ganske simpelt. Vi kan det i Kraft af Rutinen, den eneste Evne, vi har forud for dem til Gengæld for alle dem, der fattes os og som de ejer:

Oprindeligheden, Voldsomheden - og den føder dog den stærke Kunst - det intakte Blik, altsammen et stort kunstnerisk Eje, som skaber deres Bøger og gør dem kantede i Aviserne.

Saa lever de da paa Slump og paa Dagens bedste Beskub.

Og mange sære Hændelser rummer deres Døgn og deres Nætter. Vildskab kommer over dem som en Rus, Fortvivlelsen tager dem som en Bedøvelse.

De sloges i Nat paa Knive, den gaar saaret om med Saar af Centralhallens Flasker.

Men midt i al den Leven kan man ogsaa høre om en enkelt, der er brudt op fra Gildet og blevet en stille Mand ved en Kvindes Kærlighed og har bygget sig en Rede paa "Hougen", hvor to er ene sammen, han ved sit Arbejde, som hun vogter...

Og Mindet om saadan to blander sig som en øm og stille Tone ind i Boheme-Erindringernes Støj.

Besynderlige, stærke, løfterige Land.

Ungdomslandet, vor Races Fremtidsland.

Naar mine Tanker vender tilbage til det, gemmer hvert Navn et Minde.

Trondhjem med sin gamle Kirke og Kongens Palads - et Palads af Brædder. Christianssund, nøgen, med barske Klipper, Arendal med sin Kirke, bygget paa en Basar...

Hvor skøn en By, en Stump af Genua ved et blaaligt Hav.

Faa Gader er der, flere Øer. I Snesevis flyver Baade over Golfen. Hvad er det for en Baadstime, hvad er det for Lystighed - nu, ud paa Aftenen, naar Solen allerede er nede?

Det er Arendal, der farer i Theatret, under megen Glæde.

Laurvig med sin Bøgeskov; Stavanger med faldne Matadorers forladte og øde Haver; Frederikshald, hvor Heltekongen faldt, ene, ramt af hvem?

Og Bergen - -

Bergen, som er skønnest af dem alle.

73

Hvem maler disse Fjeldlinjers Skønhed, hvem Tonerne over Havet, hvem Nattens stille Glans?

Bergen er Norges evige Fornyer. Her skyder Landets Tanker frem i evig Ungdom. Her bliver Tunghed Livslyst og Norden Syd.

Paa Bergens Pande skrev en hemmelighedsfuld Haand det stolte Ord: Talent.

Ja, mange, mange Minder har jeg fra Deres Fædreland.

Men blandt de kæreste er de fra Deres Stuer, der, hvor De saa venlig modtog en Fremmed, og, i Tidens Løb, gav ham Lov at kalde sig en Ven af Dem og Deres.

Modtag nu denne Bog med hans Tak som et Minde om ham.

H. B.

"Forresten gør man Uret i at forlange mer af Menneskene end de nu én Gang kan yde ..."

"Lorenzaccio".

74

HVORDAN JEG BLEV FORFATTER

At det allerede er tretten Aar siden - snart en halv Menneskealder. Og dog mindes jeg hvert enkelt Ansigt fra den Tid, som nikkede det just nu til mig over Bordet, og jeg hører hver Stemme, som talte den til mig i dette Øjeblik.

Ja jeg blev sandelig tvungen ind i Literaturen, og jeg tør nok sige, at jeg satte først Pen til Papiret, da det Moment var kommet, da ogsaa Kællingen lærer at spinde.

Der havde jeg gaaet og bestilt ingenting bag gamle Bedstefars Ryg - han, som betalte for Dumheder og Klæder og nye Dumheder og nye Klæder og saa statsvidenskabelig Manuduktør, mens han troskyldig drømte mig langt ind i det diplomatiske Korps, sagtens lige op til Gesandt.

Skuespiller vilde jeg være, men heller ikke de Øvelser drev jeg saa sært ivrigt. Jeg kunde jo dog - var min Undskyldning overfor mig selv - ikke drive de Skuespillerstudier altfor aabenlyst og hidsigt for ikke at gøre ham, den Gamle, Sorg.

Saadan gik et Par Aar, mens jeg bestilte ingenting og brugte Penge. Der var jo det med Bedstefar, at han ikke huskede saa godt mere. Havde han af sit gode Hjerte - han var jo aldrig glad, naar han ikke gav - stukket mig et Par Tiere ud om Morgenen, saa havde han om Aftenen ganske glemt det og kunde godt selv spørge, om jeg ikke "havde noget paa Hjerte".

75

Om jeg ikke havde "noget paa Hjerte", betød altid, om jeg ikke trængte til Penge.

- For Ungdommen har nu saa mange Udgifter, min go'e, sagde han altid ligesom forklarende.

Og spurgte ikke han, kunde maaske jeg, Skarn, give mig til at klage min Nød, saa jeg fik igen.

Men lidt efter lidt begyndte Uvejret at trække sammen. Bedstefar blev svagere og svagere, mer og mer nedtrykt ogsaa: han havde, tror jeg, ladet sin Formue gøre op og saá vel, at tilbage var kun Resterne, de rene Stumper.

Saa var det en Morgen, jeg var inde hos ham, han sagde:

- Min go'e, jeg har for Resten tænkt paa, vi maa vist heller gi' Dig noget fast - at Du kan lære at regne med Penge ...

Det var første Gang i mit Liv, at Bedstefar havde talt til mig om "at regne med Penge", og det var, som følte jeg straks i det første Nu Jorden ganske urolig under mine Fødder.

- Ja, Bedstefar, sagde jeg blot. Jeg vidste ikke stort, hvad det vilde sige "noget fast", men jeg anede det ikke netop som noget behageligt.

- For der gaar vist saa meget med, sagde Bedstefar saa og tog sig saadan tungt og hjælpeløst ned over Øjnene, som han i den sidste Tid plejede.

Det gik hastig ned ad Bakke med ham. Og saa kom den sidste Dag, og han, den gamle Læge, vidste, det var forbi.

Han laa i Sengen, hvid og skinnende, da jeg kom ind. Og hviskende - han kunde næppe tale mer - lod han mig tage den Portefeuille ud af Sekretæren, den gamle Portefeuille, slidt, med hans Navnetræk i et blegt Broderi, og han sagde med sin Stemme, der brast paa hvert Ord, mens han stirrede mig ind i Ansigtet med de Øjne, der ikke mere kunde se:

- Der er femten Hundrede Kroner ...at Du ikke skal mærke alting saa meget straks ... Gaa saa ...

76

Og han tilføjede endnu en Gang, for sidste Gang, de Ord, han altid sagde, naar han gav:

- Og sig det ikke til nogen.

Om Middagen døde han. Og et af vort Lands store Mennesker - en Mand, hvis Glæde var disse to: at skabe og at give - var ikke mer.

Begravelsen kom, og jeg stod dér i den høje flortilhyllede Kirke, hvor den Thorvaldsenske Sørgemarch lød - den, der følger alle, som bar store Navne - og jeg trykkede i Haanden Kongehus' Repræsentanter, Prinsers, Prinsessers, Universitetets Repræsentanter, Repræsentanter for Hospitaler, for Selskaber, for Foreninger, Bud fra alle de hundrede Virkefelter, som det Liv havde omspændt, der nu var forbi. Og jeg fulgte efter Ligvognen i det lange Tog, og Familiebegravelsen derude lukkede sig over den Gamle, og jeg vendte hjem - som det intet, jeg var.

Skilt ved et Slægtled, der saa at sige var faldet ud af Slægten uden Fortjenester og uden Formue - skilt paa en Dag fra baade min Families Stillinger og Anseelse.

Saadanne Timer som de sætter Mærker.

Og alligevel - jeg havde jo femten Hundrede. Og jeg brugte løs.

Jeg havde faaet dem byttet i Tikroner. Maaske var det i et Slags Haab om, at saadan var de drøjere. For Resten havde Bedstefar altid haft sine Penge liggende saadan i sin Sekretær under to Brevpressere.

Byttet i Tikroner blev Sedlerne jo en Bunke, en betydelig Bunke, og jeg stak kun (jeg husker vel med en vis ængstelig Hast) Haanden ned i Skuffen og tog. Til jeg en Dag, jeg skal sent glemme den, for det var, som stivnede jeg og blev alting borte for mig - kom til at føle paa Pakken: hvor den var tynd; og saa begyndte at tælle, febrilsk at tælle: var der kun tre Hundrede ...?

Nej, der var ikke mer.

Og naar nu de var brugt - jeg talte igen - saa var der, saa var der slet intet mer.

77

Hvordan Livet vel saa skulde blive, det vidste jeg ikke. Men det dæmrede for mig, at saa begyndte der vist noget nyt, noget helt andet, noget ubarmhjertigt og noget, som jeg ikke havde Rede paa ...

Jo, dér stod jeg, en rigtig Livets Luksusgenstand - med mine tre Hundrede Kroner i "Blaaere".

Og saa blev ogsaa de brugt.

De Dage fulgte, som jeg for William Høeg i "Haabløse Slægter" har skildret. Dage, som klædte mig af for alle mit Livs hidtidige Forestillinger og for alt mit Eje, saavidt det i Mønt kunde omsættes.

Hvor tydelig staar den dog for mig den Stue, hvori jeg tilbragte den Tid: kold med forrevet Tapetpapir og en uhyre Reol, der tom gabede op til Loftet. Og midt i Kulden og Ødet Bedstefaders Chaiselongue, hans sidste Æresgave, dækket med et Tæppe, hvor et kronet Navnetræk prangede i rødt.

Der laa jeg - hengivende mig til uendelige Pønsninger paa, hvad der vel var at gøre. Grublerier, som bedøvede mig ligesom Opium; halvsovende, fordi jeg ikke turde være vaagen.

Saa midt under det hele gik jeg til en Theaterdirektør. Jeg lod mig prøve, og jeg blev refuseret. Min Slægt havde nok for Resten taget det Løfte, at jeg skulde refuseres, hvordan saa Prøven gik.

Men noget maatte der gøres: kunde jeg ikke spille i Hovedstaden, kunde jeg vel spille i Provinsen. Jeg gik altsaa til en Provinsdirektør.

Han prøvede mig i en Stue ude paa Dosseringen. Jeg ser endnu Billederne paa Væggen, Visitkortskaalen, Albummerne paa Bordet og Manden, der spurgte mig, om jeg nu ogsaa havde ret betænkt, at denne Vej var besværlig; at det jo dog var - Provinsen; at et ungt Menneske med min Dannelse, med mine Forudsætninger ... naa, Gud hjælpe for "Forudsætningerne".

Han var meget elskværdig, Direktøren - ja, saa elskværdig har han været, at han aldrig, end ikke til sine Nærmeste, har omtalt den ganske Historie.

78

Hvordan Prøven faldt ud, husker jeg ikke ret. Men det véd jeg, at jeg en Aften ud paa Efteraaret det Aar stod med Kuffert pakket beredt til Rejse næste Morgen - ud i Provinsen at slide Scenegulv.

Men saa i det sidste Nu tabte jeg Modet og bandede mig selv: altsaa ikke en Gang det kunde jeg. Altsaa ikke en Gang spille Theater i Provinsen. Og den gamle Tilværelse begyndte igen: med de lange, uendelige Dage, fulde af sløvt Grubleri og halv Opgivelse.

Kun én Gang tog jeg mig sammen. En gammel Veninde havde talt hedt til mig; havde sagt, at dette gik lige ned i Umuligheden; havde foreholdt mig, at det vilde ende med Skammen, havde vendt op og ned paa mig.

I Raseri gik jeg hjem. Desværre noget at svare havde jeg jo ikke.

Og i de næste fire og tyve Timer skrev jeg saa, uden at spise og uden at drikke, jeg havde nær sagt: uden at tænke, en lille Enaktskomedie ...

Men, Du milde Himmel, skulde det egentlig nytte? Hvem vilde vel spille mine Enaktskomedier? Jeg troede jo ikke en Gang selv, at jeg havde Talent, saa det var meget forlangt, at nogen anden skulde tænke det.

Alligevel begyndte jeg at skrive. Det var den eneste Mulighed for at tjene nogetsomhelst, og der hørte vist egentlig slet ikke Talent til for at skrive i Provinsaviser.

Jeg forsøgte det, jeg henvendte mig til en Provinsavis og den - optog mit Skriveri. Den optog Brev paa Brev: straks det andet Brev var lykkeligt nok til at blive parodieret i et Vittighedsblad.

Saa fik jeg Blod paa Tanden. Jeg skrev "Kauserier"

- de lød fuldstændig som Oversættelse fra Fransk

- og jeg begyndte med mine Papirer at klatre op ad Redaktionstrapperne i Hovedstaden ...

Det var nu ikke meget tillokkende for mig i Begyndelsen. For jeg var opdraget i den fulde Overbevisning, at Bladfolk, naa, de stod saadan netop paa Grænsen af, 79 hvad der var nogenlunde menneskelig præsentabelt, og skrive i Bladene gjorde absolut kun de Folk, som ikke kunde nogetsomhelst andet.

Men jeg var jo desværre netop i den Situation, og som sagt, jeg entrede Redaktionstrappeme, alle Redaktionerne.

Der var ingen, som ikke beklagede desværre ikke at have Brug for mit "Kauseri".

Men jeg blev ved. Jeg gik fra Dagbladene til Ugebladene. Jeg gik ogsaa til Tidsskrifterne. En smuk Dag naaede jeg til Vilhelm Møller: han tog venligt imod mig; vi var fra samme Skole og vi havde fælles Erindringer. Han beholdt mit Manuskript til Gennemlæsning - og jeg gik.

Hvor blev jeg forbavset, da jeg samme Aften (der gik ellers som oftest længere Tid, inden en Redaktion fik refuseret mine journalistiske Klude) fik mit Manuskript tilbage: det kunde ganske vist ikke trykkes. Men, skrev V. M., jeg skulde kun skrive løs, saa kunde man maaske bruge noget af det næste.

Saa glad blev jeg ved det Brev, at jeg løb lige ud i Tivoli og spiste og drak og kunde gerne have omfavnet Alverden.

Saa kunde jeg maaske dog en Gang komme til at tjene mit Brød.

Thi det maa jeg jo tilstaa, at det var paa Brødet, jeg tænkte den Gang. Siden har jeg mest tænkt, at jeg maatte se at faa rystet af mig noget af alt det, som kogte i mig. Det var i al Fald min Fornemmelse, da de "Haabløse" blev skrevet ned (de sidste tre Hundrede Sider i seks Uger desværre) ...

Litterær Ærgerrighed - den har jeg først faaet noget senere.

... Jeg indleverede saa noget Smaatteri til Vilhelm Møller. Han syntes, "der var noget i det", (han var høflig; thi siden har jeg selv læst det: det var gyseligt) og bad mig blive ved. Jeg skrev altsaa løs; nogle Skuespillerkritiker, som umulig kunde trykkes; en Studie 80 over en ung Mand, som tager Gift uden skellig Aarsag (Kimen til "Slægterne") og en Skildring af københavnske Grossererballer.

Det blev trykt.

Og Skandalen blev derefter.

Mine Studier var nemlig lutter "Portrætter", som i den københavnske Selskabsverden var kun altfor vel kendte.

Vedkommende Numre af "Nutiden" blev udsolgte.

Vilhelm Møller, som troede, at jeg alligevel var bedre som Theaterkritiker end som Novellist, anbefalede mig til Pladsen som Sekondtheaterkritiker ved et nyt Dagblad, et stort Blad, som skulde konkurrere med de Ferslevske Foretagender.

Jeg blev antagen. Og nu fulgte tre, fire af de mærkeligste Maaneder i mit Liv.

Det nye Blad svarede fuldstændig til mine Forestillinger om Pressen. Det var Zigeunerliv og dets Zigeunere var de særeste Patroner.

Redaktions- og Ekspeditionskontorerne fandtes i et ret obskurt Stræde, hvis Fysiognomi livlig ændredes ved vore uhyre Skilte; jeg har aldrig set saa omfangsrige Skilte. Skade jo kun, at Strædet var saa afsides.

Ekspeditionskontoret fandtes til Gaden. I den forreste Stue rugede to magre og slidte Ekspedienter over den tomme Abonnementsprotokol. De tilbragte Tiden med at liniere og "indrette Rubrikker". Jeg har aldrig i nogen Ekspedition set saamange Rubrikker.

Alle var de tomme.

I den indre Stue sad Hr. M. Bred, meget tyk, med Guldkæde over Vesten, en Silkevest - foran Kassen, der var ganske saa tom som vor Protokol.

Han sad der hensunken i Betragtninger. Han sad der ti Timer om Dagen, næsten uden at røre sig.

Han saa at sige arbejdede for Bladet.

Redaktionskontorerne var til Gaarden. De bestod af et Kammer og et Køkken. I Kammeret residerede Hr. W., Redaktøren. Han var lille, bidsk og pint af Bladets 81 Fiasko som et sygt Dyr; han tilbragte sin Dag i evig urolig Gang mellem Skrivebord og Vindu, evig undersøgende dette utrolige: at det ikke gik - at det ikke vilde gaa, Bladet, hans Blad, hans fortræffelige Blad.

Vi andre Medarbejdere opholdt os i Køkkenet.

Der blev hovedsagelig arbejdet om Aftenen, ud paa Natten. Saa arriverede, med Tungen ud af Halsen, en Flok højst forpustede gentlemen - gentlemen of the press - med Papirer og Referater i alle Lommer, og de gav sig til at skrive i alle Kroge, i det gamle Køkken, i Kontoret, saa det haglede af dem, skønt de afførte sig Frakkerne.

Det var Journalistiken i Skjorteærmer.

Om Dagen gemtes inde i Skorstenen - der var i Køkkenet saadan en rigtig gammeldags Skorsten som en Grube - et lille trebenet, spinkelt Spritapparat.

Det kom frem om Aftenen, og man styrkede sig med adskillig opspædet Spiritus.

En Medarbejder var der, som ogsaa om Aftenen holdt sig meget stille.

Timevis sad han og stirrede i Dagens opslagne Avis og forundrede sig. For han syntes Bladet var udmærket - og det gik ikke.

Jeg vandrede fra Køkken til Kontor; urolig var jeg: Redaktøren rettede Dansk i mine stilistisk noget krimskramagtige Udtalelser om Amaliegadens Kunst.

Nu og da hørte jeg, at en og anden ude i Byen ikke fandt mine Artikler saa rent akavede.

Hvad Redaktøren angik, saa komplimenterede han mig ikke. Ustandseligt snærrede hans Røst gennem Døren, som klaprede ustandseligt.

Faktoren gik ud og ind mellem Ekspedition og Sætteri; han spilede de magre Avertissementer ud over Bagsiden, saa Bogstaverne formelig maatte lede efter hinanden.

Hr. M. tømte mange halve Carlsberg, pustende foran den tomme Kasse.

Efterhaanden var jeg ogsaa avanceret til Boganmelder. 82 Som saadan havde jeg faaet "Nutidsbilleder" at anmelde. Saa meget Papir er der vist aldrig gaaet til en Anmeldelse, som jeg rev itu, før jeg fik de to Spalter fyldt.

Hvad jeg skrev, véd jeg ikke mer. Min Ærbødighed for Bogen og for denne "Jason", som jeg kunde halvvejs udenad, har vel farvet mine Ord, og forstaaet Bogen havde jeg vel ogsaa.

Vist er det, Dagen efter at min Anmeldelse havde staaet trykt, signeret med et "?", var der til Redaktionskontoret arriveret et Brev til "Hr. ?". Det var undertegnet "Forfatteren af Jason" - men der stod "Dagbladet "s Mærke i Hjørnet.

Det var fra Topsøe - til mig.

Han takkede mig, takkede mig; og saa skrev han til mig, at hvis jeg en Dag vilde skifte Blad, saa var der maaske et eller andet Steds en Plads for mig.

To, tre Dage efter fik jeg ingen Avis om Morgenen. Og da jeg kom hen paa vort Kontor, var Ekspeditionen lukket. Tykke M. sad alene uforstyrrelig i sit Kammer.

Han sagde meget roligt: at de havde nu sluttet med Bladet - fra i Dag. For det gik ikke. Og saa overrakte han mig Honoraret. For hvilket jeg bukkende takkede.

Mit første Blad var stille stedet til Jorden. Jeg har siden været med til at begrave adskillige.

Jeg tror, det var samme Middag, at jeg gik op til Topsøe. Han sad i sit Kontor, lille, soigneret og fin og spurgte lidt forbavset, hvad jeg vilde. Han var væbnet med en Elfenbenspapirkniv, som han vuggede frem og tilbage mellem to Fingre. Jeg præsenterede mig noget hakkende som Hr. ? og sagde, at, ja, at nu var mit Blad gaaet ind.

Topsøe saá lidt længe op og ned ad mig; Papirkniven var standset i sin Fart. Jeg lignede en Gymnasiast i næstøverste Klasse, og han havde maaske ikke ventet mig netop saa hastigt.

83

Men han tog sig i det, og fra den Dag var jeg "Løsgænger" (mit Mærke lød saadan) i "Dagbladet".

Jeg skrev lærde Artikler om Literatur, som siden blev optrykte i en Bog. Jeg udtalte mig med Forkærlighed som en Mand paa halvfjerds. Jeg var saadan noget som tyve Aar, saa det var jo ikke saa underligt

Men Trængselens Dage var omme: Vilhelm Møller og Topsøe kunde jeg ene takke derfor.

Jeg skal heller ikke nogensinde glemme dem det.

84

EN TOURNÉE

DET var den første Juni. Herman-Bang-Tournéen stillede paa Kvæsthusbroen.

Personalet var Privattheatrenes bedste Kræfter - lad os kalde dem Hr. X. og Hr. Y. samt Fru A. og Frøken B. - og undertegnede. Repertoiret bestod af en af mine Enaktere, som paa to københavnske Scener havde oplevet tre Opførelser; "En Forlovelse", som Dr. Edvard Brandes venskabeligst havde overladt os mod vist Udbytte af Nettoen (N e t t o e n!) samt Peter Nansens "Kammerater", som skulde opføres i Nødsfald i.e.: hvis min Enakter ikke slog an: det blev opført hver Aften.

Impresario var Hr. C.

Stemningen paa Kvæsthusbroen var udmærket. Skuespillerinderne modtog Blomster som ved en Benefice. Ogsaa jeg udstyredes rigeligen med Buketter af taknemmelige Herre- og Dame-EIever i Skuespilkunst - jeg meddelte den Gang endnu Undervisning i denne Kunstart.

Ombord i Dampskibet løftedes yderligere Tournéens Sind. Man beregnede vidtløftigt Udbyttet, hvilket Hr. X., der tronede midt paa Stabelen af vore Kufferter, anslog lavt - "lad os sætte det hele lavt," sagde han uafbrudt - til Kr. 2000 pr. Kunstner. I Rygesalonen indbødes vi Herrer til at drikke Ønskebægre med talrige Medrejsende, og Hurraraabene steg, saa Damekahytten udbad sig Ro.

85

Hr. X. fortalte Matroshistorier fra Tiden, da han fo'r paa England - hvilke Historier har den Ejendommelighed, at de, naar de paabegyndes om Aftenen, først sluttes efter Solens Opgang. Og jeg, der sad i et Hjørne, underholdt behageligst en godlidende og førladen Mand, som jeg - uvist af hvilke Grunde - tog for en jysk Grossist i Smør. Han talte skæmtende om Provins og Provinspresse, og jeg, som den Gang endnu ikke havde det rette Syn paa Provinsens Pressemagt og som var stoppet med københavnske Anvisninger om Maaden "at ta'e de Folk" paa - indviede ham under megen Lystighed i Maaderne, mens han sad og slog mig paa Skulderen og jeg ham paa Maven:

- Ja, sagde jeg, i Aalborg er det nu Portvin - han skal bare ha' Portvin - men straks - saa har man ham.

Grossisten lo, som var han betalt for det:

- Ja, det er s'gu rigtigt, sagde han, jeg kender ham - giv ham bare Portvin. Det er en lun Hund - gi' ham bra' med Portvin ...

Og vi lo omkap som to Sammensvorne i en Operette.

Lidt efter sagde den godlidende Mand Godnat. Det var - - Redaktøren fra Aalborg. Han modtog ingen Portvin, da jeg op paa Formiddagen gjorde ham Visit.

Næste Morgen var Stemningen i Tournéen mattere. Graa og kold var Morgenen. Og onde Varsler paa Hotellet var der ogsaa. Frøken B. fandt et Armbaand hængende paa Laasen af sin Dør, hvad der uvægerligt betød Pengetab. Og jeg fik anvist Værelse Nr. 18, hvad ubetinget bebuder sælsomme Ulykker. Der var iøvrigt ogsaa Varsel hos Boghandleren: Billetlisten var ganske tom.

- Ja, den plejer jo at være fuld paa denne Tid, sagde Boghandleren blidt forlegen - disse fortræffelige Gentlemen er altid saa nedslagne ved et daarligt Salg, som om det var deres Privatpligt for egen Rigsmønt at opkøbe Huset af samtlige tournerende Trupper.

86

Hr. Impresario begyndte at aftørre sin Pande og uroligt at tale om, at Aalborg var nu ogsaa altid en forbandet By. (Den er en sand Tournéernes Hjerteby, som uden Krakileri erlægger alle Priser).

Impresario begyndte at "arrangere Sukces'en".

Jeg gik til Kritikerne. Da jeg havde genset min Ven fra Dampskibet,, vidste jeg, at Kritiken, den havde jeg sikret mig.

De øvrige Medlemmer gik rundt og frøs. Alle ulykkelige Tournéer fryser. Vore Damer var allerede indhyllede i Sjaler som landlige Kirkegangskoner. Hr. X., der var forfaren i allehaande Tilskikkelser, gik rundt og underlig vejrede Luften med et mellemfornøjet Udtryk, som fornam han ikke netop Magsvejr. Klokken fem gav han Ordre til et større Kvantum Parketbilletters Uddeling. Jeg opholdt mig i Billetkontoret. Døren til Kunsttemplet var opslaaet paa vid Gab. Tournéens Herrer, der hvert Øjeblik spurgte om Salget, var de eneste Ansigter, jeg saá ved Hullet.

Hr. X. udtalte, at man kunde vel paaregne et Salg af Hundrede Kroner ved Indgangen. Billetkassereren haabede det

Tilsidst maatte jeg op at klæde mig paa.

Kl. 7 1/2 var Salen ganske tom. Tonrnéens Medlemmer gik om paa Scenen som Dyr i Bure og spurgte ophidsede, om der da ikke en Gang var uddelt Fribilletter.

Hr. X. sagde meget roligt: De véd jo, de kommer altid forsiide.

Efterhaanden samledes en minimal Part af Aalborg - sendrægtig som Folk, der véd: "vi kommer tidsnok". Impresario, der havde været i Billetkontoret, kom varm op:

- Ja, sagde han, nu har jeg skam pyntet paa Salen - - saa godt jeg kunde, kære Ven, men de vil ikke, de vil s'gu ikke.

Det var Fribilletterne, der havde vægret sig.

87

Og Impresario, der uafbrudt tørrede Sveden af sig med et forbavset Udtryk i Ansigtet, sagde:

- Ja, det er s'gu underligt, og blev staaende, stirrende langt for sig, fortabt i Forbavselsen.

Hr. X. sagde blot - og aldrig i mit Liv skal jeg glemme det Tonefald; han havde allerede stukket Fingrene i Jorden og vidste, hvor "Herman-Bang-Tournéen" sad -:

- Naa, saa gaar Tæppet.

Forestillingen begyndte.

Det var min lille Enakter. Den spilledes saa jævnt.

Publikum sad, som om den Sag aldeles ikke kom dem ved, Der var enkelte, der i Parkettet underholdt hinanden ret højlydt om ganske andre Ting. Adskillige forlod Huset.

Hel Tavshed blev der først, da Tæppet faldt. Da var der meget tyst - som i et Selskab efter en Historie uden Pointe.

Tournéens Medlemmer klædte sig om til den næste Pjes.

Jeg tror nok, at man spillede "Kammerater", og Fru A. og Hr. Y. havde Rollerne. Publikum var begejstret. Publikum begejstredes aftenlig over "Kammerater", fordi jeg ikke var paa Scenen.

Der var to Fremkaldelser.

X., der sad i Garderoben og sminkede sig om til "En Forlovelse"s Svigerfader, sagde:

- Satan, skulde det gaa endnu?

Og Impresario, hvis smaa Ben i bevægede Øjeblikke kan gaa som et Par Trommestikker, røg op og ned i mit Rum og sagde:

- Hvad sagde jeg? hvad sagde jeg? Et Mundheld, Impresario havde - han havde aldrig sagt nogetsomhelst.

Det kunde vist særdeles vel være gaaet endnu, naar vi resolut havde givet Hr. Y. mine Roller - undtagen i min Enakter, som sikkert maatte bort fra Repertoiret 88 -; naar kun, med ét Ord sagt, Herman Bang resolut var gaaet ud af "Herman-Bang-Tournéen".

Men nu blev han - desværre.

"En Forlovelse" begyndte. Endnu i dette Øjeblik begriber jeg ikke, at det kunde blive en saadan Fiasko - saa udmærket, saa helt i det lille Mesterværks Aand spillede de andre. Ud fra deres Replikker, fra Samspillet, fra Stemmernes nøje Samklang slog dette københavnske Interiørs Luft uimodstaaeligt.

Fiaskoen forblev uovervindelig. Jeg havde ikke vidst, hvad det vilde sige at kæmpe med alle "Punch"s muntre Billeder.

Jeg tror forresten, hverken Folk hyssede eller lo. De gik, da Tæppet faldt - bare hjem. Men ingen Meningstilkendegivelse har nogensinde været tydeligere.

Næste Morgen vækkede X. mig. Han svedte og røg Pibe under svære Støn, udsendende Røgskyer, saa han mindede om et Tærskeværks Lokomobil.

Han spurgte, hvad vi nu skulde gøre.

Jeg sad op i Sengen paa mit Nr. 18:

Jeg vidste det ikke.

Jeg har en Mistanke om, at Hr. X. var afsendt som Diplomat for at sondere, hvorvidt ikke "Herman-Bang-Tournéen" straks kunde opløses. Men Hr. X. - og forresten alle de andre ogsaa, de viste Vidundere af Overbærenhed under hele Korsgangen - havde Medlidenhed: vi skulde fortsætte.

- I al Fald Randers, sagde X., Randers er god. Det er dog en By ... Og saa ser vi, hvad Bladene siger, sagde han.

- Ja, sagde jeg.

Jeg var forberedt paa Bladene.

Vi drog til Hjørring. Der solgtes altid Billetter ved Gæstgiveriets Buffet, af en Cigarkasse. Gæstgiveren kunde "s'gu ikke forstaa, for der var endnu ikke solgt en eneste Billet."

- Og der var dog Plakater nok ude, sagde han. Plakaterne var kæmpemæssige og bar mit Navn 89 baade foroven og forneden. Impresario mente, at dette Navn maaske i de næste Byer kunde sættes med noget mindre paafaldende Bogstaver.

Den lille Enakter gik ved Forestillingen ud af Programmet.

Efter Forestillingen modtog vi Bladene; de var værre, end jeg havde tænkt mig, og jeg havde tænkt mig det slemt. Damerne drak efter Lekturen udmattede The paa deres Værelser. Ved Sengetid betydede Impresario mig, at jeg maaske kunde dele Stue med ham - af Sparsommelighedshensyn.

Næste Dag ankom vi til Randers. Hr. X. og Impresario vilde forsøge at redde Stumperne, og Haabet steg, da det erfaredes, at Parkettet var solgt - Parkettet i Byen Randers er rummeligt som et lille Boudoir.

Impresario sendte Damerne, Y. og mig paa Køretur i lyse Toiletter. Vi kørte gennem Byen under megen glad Spøg og gjorde opsigtvækkende Indkøb af Handsker.

Impresario vilde opsøge Pressen.

Han kom tilbage fra Anmelderen og sagde meget fornøjet :

- Det var da endelig en alvorlig Mand. Jeg var der - han pustede - i to Timer.

Om Aftenen var Huset fuldt Alle havde virkelig noget Haab. Mig tog Impresario før Forestillingen til Side og sagde: at jeg burde maaske spille lidt mindre fremtrædende.

Jeg svarede, at det burde jeg ganske sikkert - jeg havde helst spillet Musen i Hul. Den lille Enakter begyndte vi med og spillede den for sidste Gang.

I "En Forlovelse" stillede Frøken B. og Hr. X. sig op i hver sin Kulisse for at se, om det da virkelig var saa galt (med mig H. B.). Hr. Y., der soufflerede, glemte Stikordene for at undersøge det samme. De virkede, hver paa sin Kant, som tre frygtelige Medlemmer af en "Fehm", opstillede mig til Doms.

Mit Spil blev derved ikke bedre. Jeg var nærmest 90 ganske lammet. Pludselig tilkastede et Par venlige Fruer mig to Buketter. Virkningen var i det gravstille Hus ubeskrivelig. Det lød, som faldt de tvende Blomsterkoste paa et Kistelaag.

Jeg spillede hele Stykket saa vidt gørligt siddende. Konrad - "Forlovelsen"s Helt hedder Konrad - var under alle Skæbnens Slag som klistret til Stolen. Naar jeg endelig maatte skraa over Scenen, var jeg saa forfjamsket, at det sikkert nærmest saá ud, som jeg "svømmede".

Men de andre var udmærkede. Fru A. spillede i Stykkets sidste Scene den stakkels Signe saaledes, at det maatte gribe. Man var ogsaa grebet og kaldte frem. Hr. X. beordrede mig til at føre Fruen ind.

Jeg bogstavelig stillede mig bag hende. Næste Dag udtalte en af de stedlige Aviser, at Hr. Herman Bang dog vel burde have Takt nok til at forstaa, at det ikke var netop ham, Publikum ønskede at se ved en Fremkaldelse.

Impresario læste Bladet højt.

- De ser, sagde han: hvad sagde jeg? Hvad kan det nytte? - jeg var der to Timer - og det var en alvorlig Mand ... Men hvad kan det nytte?

Han havde ganske Ret. Det var en alvorlig Mand, Anmelderen, og han nedlagde sine Indsigelser i selve Kunstens Navn. Det blev sat under Overvejelse af Tournéen, hvorvidt det ikke vilde være gavnende at forandre Foretagendets Navn. Jeg tror ogsaa, at det forandredes. Men hvor vi saa kom - og vi var baade i Skive og Thisted og andetsteds - prangede alle de gamle Plakater paa Hjørnerne med mit Navn baade foroven og forneden. Og de varslede ikke godt.

Den stedlige Presse gjorde desuden sit. Dens Udtryk voksede i Hidsighed: Den tog mig som en personlig Fornærmelse. Da jeg naaede Thy, truedes jeg som dramatisk Kunstner ganske uforblommet med Prygl.

Impresario var hjemkaldt til Hovedstaden af Forretninger. Hr. X. havde overtaget Ledelsen. Blyant og Notérbog 91 veg ikke af hans Hænder. Over Theaterkoner og Theaterejere og Theaterkontrollører kom han som et Uvejr. Vi kørte gennem Thy for Gevinsten fra Randers.

Damerne sad paa Jernbanen indpakkede til Bylter. De var forkølede af vaade Hotellagener og Garderober, hvor det trak. I Thisted klædte vi Herrer os paa i et Køkken og i Musatemplet i Viborg i et Slags Forstue til en Keglebane, hvor der netop var Præmiespil.

Paa Rejserne begyndte X. at sætte sig ind i tredje Klasses Kupéer for at være sammen - som han sagde - med almindelige Mennesker.

Det var der, han traf sin Svineslagter fra S-købing. Svineslagteren berejste Jylland for at indkøbe Svin en gros og aabenbarede sig iøvrigt som en Kunstven. Han vilde nok se de Kunstnere hjemme hos sig: han garanterede en Forestilling i S-købing.

Paa alle Stationer løb X. til og fra Damernes Vogn, han var ude af sig selv.

- Der var en Mand, der garanterede, raabte X., der garanterede en Forestilling.

- Hvor?

- I S-købing ...

X. løb frem og tilbage. Sommervarmen var brudt ind og yderlig sommerligt fløj Klæderne om X., der, tror jeg, var i Straahat. Han var en underlig Modsætning til Damerne, der var tilhyllede som havde de Tandværk:

- Ja, sagde han - hvor han svedte -: det er noget herfra (det var omtrent i Midtjylland og vi var ved Kysten), men Manden garanterer, kære Børn, vi har Garanti.

Damerne slog til og Slagteren rejste:

- Naa, for Satan, sagde han: det er jo ingen Risiko. Man har jo sine Funktionærer, som man kan sende hen til den Fornøjelse.

Han mente med "Funktionærer" antagelig de Personer, der var ansatte ved det S-købing'ske Slagteri.

92

X. flyttede atter ind til Damerne. Han var fyldt af alle Impresariers Haab.

- Kære Børn, sagde han, det er Tingen - man skal have Byerne garanterede. Hvad Resultat vilde vi ikke haft, om vi havde haft dem garanterede?

- Og saa skal man ta'e de smaa Byer, blev han ved, dér er dog Intelligens. De Folk faar Tid at tænke, de har Stunder til at dømme ...

X. fløj op i Lovtaler over de smaa Byer.

Routen blev forandret for at vi kunde medtage S-købing. Routen var let forandret: der kom hver Dag venlige Breve fra velsindede Boghandlere, som "paa Grund af Forholdene" indstændig fraraadede deres By.

Vi kom altsaa til S-købing. Theatret var lejet, men ellers var Byen ganske uforberedt. Den vidste slet ikke, hvad der i Retning af Kunstnydelse ventede den.

Og Slagteren var ude i Geschæft - blev der sagt, i en anden Kant af Landet.

Vi kørte videre - ned ad Vestkysten.

Vi rejste mest ved Nattetid. Vi drog gennem Landet som en Flok Flaggermus. I Ribe afhentedes Damerne af bekymrede Slægtninge.

X. tog sig i Hotellet en sidste Bid før Afrejsen. Glad og bred sad han og stak ud en Afskedsdram:

- Nej, Børn, sagde han, jeg har været med til meget. Men ligegodt - dette var noget af det værste. . Saa rejste han.

Y. og jeg gav om Aftenen en Oplæsning.

Vi gik et Stykke bagefter Trommeslageren, mens han under mange Hvirvler forkyndte Underholdningen i Gaderne.

Det var den sidste Trommehvirvel, der rørtes for Herman-Bang-Tournéen.

Men vi havde rigtignok ogsaa naaet Grænsen.

93

IMPRESARIO

FØRSTE Gang, jeg saá ham, kørte han til Kirke med Signorina Tua. Det var i Malmø: Signorina med Følge var paa Vej til en Kirkekoncert. Vejen førte gennem alle Hovedgader i Staden.

De store Impresarier havde i den Tid en Smag for Kirkekoncerter. Impresario Hr. Theodor kunde ikke noksom rose deres Fortrin.

- Højstærede, sagde han, de henvender sig til den religiøse Følelse, de har deres Publikum, og Lokalerne er billige.

- De Herrer Kirkeværger, sagde han, er saa høflige. De vægrer sig, min Herre, undertiden endogsaa ved at modtage Betaling for Gassen.

Jeg fulgte i Malmø efter Signorinas Vogn og overværede den religiøse Koncert. Kirken var stopfuld.

Signorina havde til Kirkebrug af sit vante Repertoire - dette Repertoire var til at overse - udlagt samtlige Adagios, som hun spillede iført mat Silke og Kapothat.

Efter Koncerten gjorde Hr. Theodor mig sin Visit. Han skulde om et Par Timer følge Signorina til Dampskibet og forsøgte ikke at undertrykke Skilsmissens Bevægelse:

- Højstærede, sagde han: hun er ualmindelig. Hun forstaar Sagen - hun har endogsaa selv Idéer.

Hr. Theodor ligesom vejede disse fortræffelige Idéer; saa sagde han brat:

- Pengene sætter hun i Livornos Bank.

94

Impresario blev tavs. Med Vemod saá han tilbage over det tilendebragte Felttog, der var begyndt i Stockholm, hvor den femogtyveaarige Signorina i fodfri Kjole og med barnlig Gestus havde kørt et Blomsterlokomotiv over Podium, og som var endt nu i Skt. Petri Gudshus med 1700 i Netto:

- For der er jo ingen Udgifter, min Herre, idag havde de Herrer Kirkebetjente tilbudt sig som Kontrol.

Hr. Theodor tav atter et Par Øjeblikke og tilbød mig derpaa uden anden Overgang: "at lægge Sverig for mine Fødder".

Jeg var netop paa Vej til Gøteborg, hvor jeg skulde holde en Række Forelæsninger. Han vidste det, og han troede, Begyndelsen var god. Man burde altid begynde i Gøteborg; det smigrede Gøteborg. Og senere: han sørgede for Stockholm.

Han havde hele Planen færdig. Med nitten Forelæsninger i sytten Dage. Sverig, sagde han, var i det Hele en lykkelig Mark, et rent Eldorado - takket være Stambanen: man kørte hver Nat og spildte ikke en eneste Dag.

Hr. Theodor talte sig efterhaanden ivrig. I bevægede Øjeblikke havde han en Tilbøjelighed til at løfte Røsten som en Feltherre, der udsteder Dagsbefalinger foran sin Front.

Nu blev han ved at tale: Jeg burde begynde paa Scenen. Scenen vilde Mattere mit Exterieur.

Han begyndte at studere dette samme Exterieur, drejende mig som et Stativ i en Butik. Undersøgelsen - jeg var noget forbløffet og omtrent til Mode, som skulde de Falkøping-Billetpriser bestemmes efter min Næses Længde - var nogenlunde tilfredsstillende. Hr. Theodor erklærede mig for et Exterieur netop for kunstigt Lys.

Imidlertid kom vi alligevel ikke til Enighed. Den store Impresario mente, at jeg havde for mange "Betænkeligheder".

Han paatog sig kun Arrangementet mod Procenter.

95

Foreløbig medfulgte han til Gøteborg for at bedømme Virkningen.

Efter den første Forelæsning erklærede han mig bevæget - Hr. Theodor bevægedes bestandig foran, som han sagde, de virkelige kunstneriske Fænomener - "for en Ejendommelighed" og afrejste til Stockholm.

Jeg holdt mine Forelæsninger i Gøteborg og fulgte ham.

Jeg genfandt ham saa at sige i hans Hovedkvarter - Værelse Nr. 21 hos Hr. Cadier. Hr. Theodor havde valgt denne Residens, fordi, som han sagde, Stockholm var en By uden Fordomme.

Hele Formiddagen tilbragte han ved sit Arbejde. Han var placeret foran Skrivebordet iført graa Filtsko, lysebrune Under-Unævnelige og Slaabrok samt Formiddagsparyk.

I Værelset herskede Kaos. Jeg har aldrig set saa mange Lystrykbilleder samlede paa ét Sted. Hele hans øvrige Bagage rummedes i en Haandkuffert.

Et tillukket Skrin med store Hængelaase stod i et Hjørne. Han paastod, det rummede hans Memoirer, og han benyttede det daglig som en Trusel imod Pressen.

Hver ny Morgen genfandt ham i et nyt Raseri mod "denne Presse", der paa et eller andet Sted af Jordkloden havde vægret sig ved at holde Lyset for hans Fænomener.

- Men, ja, ja, min Herre, sagde han, ja, ja, naar jeg en Gang taler ... Og han slog ud med Haanden mod de to Hængelaase: der maatte være dræbende Oplysninger om Pressen bag de Laase.

Op paa Dagen blev han altid blidere mod Pressens Mænd.

Hr. Theodor ansaá dem ikke for bestikkelige.

- Min Herre, hvad de sætter Pris paa, er de smaa familiære Opmærksomheder.

De smaa familiære Opmærksomheder bestod hovedsagelig 96 i, at Hr. Theodor indbød sig selv til at spise Familiesuppe rundt hos indflydelsesrige Kritikere:

- Min Bedste, det er en Vane og tilsidst befinder man sig ganske vel i Familiekredsene.

Hr. Theodors nuværende Arbejde var en Verdensberømmelse, som endnu i Form af femhundrede Lystryk befandt sig i en Trækasse, mærket Lübeck.

Det var en Sangerinde, som skulde "begynde", og som særlig ønskede Lande med "smaa Hoffer".

- Højstærede, sagde Hr. Theodor, det er utroligt, hvormeget de synger for en Medaille.

Hr. Theodor vidste, hvor meget man kunde faa dem til at synge for en Medaille i Baand. Han antichambrerede gentagende og utrætteligt hos allehaande Marskaller:

- Det er jo ikke spildt Tid, Højstærede, sagde han.

Han havde Ret.

Der var snart ikke den Berømthed i hans Impresa, som ikke bar synlige Beviser paa at have gjort sig fortjent af "Kunsten og Videnskaberne".

Naar Hr. Theodors Arbejdstid var omme, indelukkede han sig med Frisøren for at anlægge Toilette. Naar det var gjort - i Slipset prangede en Diamantnaal, Present af Majestæten af Portugal - tilhørte han Repræsentationen og Nydelsen.

Damer smuttede der, man maa jo tilstaa det, Dagen lang ud og ind i Hr. Cadiers Nr. 21 som Svaler under et Tagskæg.

Hr. Theodor var et Par og tres, men saa levelysten som en ung Spurv. Hans Kunstnere lærte efterhaanden altid hans stedlige Liaisoner at kende: de placeredes ved Koncerterne regelmæssig langs Logerandene og tilkastede Buketter.

Hr. Theodor forsikrede, at det øgede Tilliden: Publikum ser, sagde han, de kommer fra Privatpersoner. I Almindelighed var samme Privatpersoner desværre en Smule vel kendte paa Pladserne.

Imidlertid afsøgte jeg Provinserne. Sukces'en var 97 vekslende. Ved Genkomsten til Stockholm afleverede min Privatsekretær - jeg var paa disse Farter af Hr. Theodor udstyret med Privatsekretær - Hr. Theodors Procenter indesluttede i en Konvolut.

Impresario dryssede de magre Mønter ud paa Bordet uden at tælle dem. Pengene flød i Nr. 21 - naar der da var nogle - hvor det kunde træffe. Forretningens Hovedsum befandt sig i en uaflaaset Skuffe.

Hr. Theodor havde under min Fraværelse virket for mig ved at samle Stambøger. Han bragte mig en Stabel hver Aften: om jeg maaske i hver vilde indføre en Sentens.

Stambøgerne er alle tournerende Berømtheders Rædsel. De fleste har jo rigtignok fundet Middel til at komme over det. De lader stille Privatsekretærerne tilegne sig deres Haandskrifts Hemmeligheder og fylde Bøgerne.

Jeg kendte en "Privatsekretær", som ene til det Brug medførte to Bind af Heine.

Men min Sekretær var endnu ikke kommen saa vidt: jeg maatte selv besørge Stambogstjenesten og Sentenserne. Det var undertiden Dusinet af Sentenser paa en Aften, og jeg var fortvivlet

- Men hvad skal det ogsaa til? sagde jeg en Aften. Jeg var lige kommen hjem fra Soirée, og Hr. Theodor mødte med en ny Stabel.

- Hvad det skal til, sagde han indigneret.

- Min Herre, vil De maaske kun gøre denne Forretning én Gang?

Jeg maatte tilstaa, at jeg forstod ham ikke.

- Kan De da ikke forstaa, at disse Folk, de glemmer Dem ikke? Min Bedste - og Hr. Theodor vendte sig afsluttende om paa Hælen - De har intet Begreb.

Stambøgerne skulde i Stilhed holde Jorden lunken - - til næste Gang.

Jeg gav mig i Lag med Stambøgerne.

Sekretæren og jeg drog atter ud. Resultatet var jævnt. I en og anden Stad tilkastedes Foredragsholderen ved 98 hans Entré en Buket af en behandsket Damehaand. Jeg havde en stille Overbevisning om, at Hr. Theodor havde ældre Forbindelser paa de Pladser.

Hr. Theodors Humør stod imidlertid paa Nul. Vinteren havde i det Hele taget været slet, og den døde Tid var i Anmarch. Han maatte i den elvte Time finde paa noget; og det maatte være noget, som intet kostede.

Han fik den Idé at skrive efter "den lille Dengremont".

Vidunderbarnet Dengremont var hans Livs Bedrift:

- Min Herre, sagde han, vi har sammenspillet en Million i tre Verdensdele.

Og iført Slaabrok'en og de lysebrune fortabte han sig i Lovtaler over "Underet":

- Min Ven, sagde han: en saadan Sukces kan gøres med et Tøndebaand ... Men iøvrigt sætter jeg Pris paa Børn. De gør ingen Vanskeligheder, man har Krammet paa dem: de spiller uden Vrøvl...

Hr. Theodor havde nu, som sagt, paany skrevet efter Dengremont. Han sad nede og var Sekondviolin i et Orkester i Paris.

- Der er jo intet at tabe, sagde Impresario: Man kan altid forsøge ham.

Han forsøgte, og Hr. Maurice Dengremont kom.

Jeg saá ham paa Ankomst-Dagen. Han var af Højde som en preussisk Rigsforsvarer af Livgarden, tynd som en Stok og i Diplomatfrakke à 50 Frcs. Hr. Theodor udstyrede ham med to Diamantringe.

Luften i Nr. 21 var lummer.

Jeg spurgte om Aftenen Impresario, hvad han ventede sig.

- Min Herre, sagde han og talte, som om han paa en Koncertprøve skulde overdøve samtlige Instrumenter i Orkestret: jeg har ansat ham til en Matinée. Halvdelen tilfalder de Fattige.

Jeg indsaa jo, at meget ventede han sig ikke.

Maurice Dengremont optraadte kun denne ene Gang i Stockholm. Da jeg paany vendte tilbage til Hovedstaden 99 - jeg havde været i Norrland, paa hvilken Landsdel Hr. Theodor satte megen Pris: De er ikke overmætte, Højstærede, sagde han: og man opfylder en Mission - var Hr. Maurice forsvunden.

- Hvor opholder Hr. Dengremont sig? spurgte jeg diskret.

- I Hullerne, raabte Hr. Theodor. "Hullerne" var mellem Venner hans Kælenavne for de middelsmaa Provinsbyer.

For mig overvejede Impresario, hvorvidt jeg skulde medtage Finland: Finland var risikabelt, man kunde aldrig beregne Finland. Han vidste ikke, hvortil han skulde raade mig med Hensyn til Finland.

Jeg, der tænkte paa Isbryderen i den botniske Bugt og iøvrigt om Helsingfors kun havde højst uklare Forestillinger, var ingenlunde begærlig efter Finland, og Spørgsmaalet var aabent - da en Morgen, hvor jeg endnu laa i Sengen, Hr. Theodor højstegen opriver min Dør, iført Slaabrok og de lysebrune:

- Højstærede, sagde han; Finland skal tages. Han var ude af sig selv. To Aviser flagrede udslagne i hans Haand:

- Læs, min Herre, sagde han og slog dem ned paa Dynen med et Kast: Sukces'en er given. De vil gaa gennem alle Landets Blade.

Hr. Theodor var aldeles borte. Han ilede op og ned.

De lysebrune slaskede ham om det Lidet, der tjente ham til Ben. Han talte ustandseligt, blandende Svensk og Tysk:

- Min Bedste - De vil tjene Guld. Jeg kender Publikum. Abonnement à ni Francs. Jeg kender Publikum. Der vil blive Storm.

Jeg laa imidlertid hen med de opslagne Journaler.

Den ene var en Korrespondance til en Helsingfors-Avis af Hr. Georg Nordenswan, som ydede mig kun altfor smigrende Anerkendelse.

Den anden var Humoresken af Hr. Sigurd, Humorist fra Vexiø. Den fremstillede mig som en Abe i et Bur 100 - og er forresten ogsaa hjemlige Venner kendt gennem vellykkede Oversættelser i de bedste Blade. Den fortalte humoristisk, hvorledes de Damer i Vexiø havde mistet Appetitten blot ved at se paa mine Billeder.

Den var maaske en Smule overdreven.

Hr. Theodor bragte den i Extase:

- Min Herre, sagde han: Jeg kender Publikum. Paa disse to Artikler kan De rejse til Verdens Ende.

- Nu arrangerer vi Finland.

Hr. Theodor afsendte "Sigurd" til det ganske Finland med den første Post. Jeg selv fulgte efter et Par Dage senere.

Den kære Impresario var bevæget ved Afskeden:

- Min Herre, sagde han: De kunde være gjort i det store Europa. Om man kun - og han fo'r med Hænderne over Øjnene - havde kendt Dem nogle Aar tidligere.

Han betragtede mig længe, som om han endnu en Gang vejede alle de tabte Chancer for dette Vidunderbarn i Veltalenhed. Saa sagde han med et pludseligt Ryk:

- Men - maaske endnu - for Amerika.

Jeg kom til Helsingfors. Der var ved min Ankomst tegnet en Abonnent à 9 Francs. Boghandleren trøstede mig med, at det gode Selskab nok vilde følge efter, for den ene var Fruen til en Statsraad.

Han fik Ret. Det gode Selskab fulgte efter. Jeg tilbragte i Finland Uger, som altid vil forblive mig uforglemmelige og som bestandig vil i Tak binde mig til Minder fra den finske Jord, en Jord med Liv og Kamp, med Strid og vaagne Evner, med en gammel Races Fornemhed og et ungt Folks Forhaabninger.

Hr. Theodor gensaá jeg aldrig. Han sad endnu et Par Aar hos Hr. Cadier og saa - rejste han videre.

Men da jeg siden var i Norge, hørte jeg jo et og andet om ham. Selv havde den store Impresario aldrig 101 talt godt om Norge. Han satte ikke Pris paa dette Land, tilstod han.

- Vel, sagde han; det er intet Arbejdsmarked for mig. Jeg lader det besørge af Agenter.

Alligevel havde han - det var det jeg hørte - været i Norge: han var endogsaa begyndt der. Han havde i sin Tid "arbejdet" med et yderst "legère" Balletselskab i Kystbyerne.

Det skal være gaaet ham ilde.

Saa fik han et Hotel. Ingen véd nu hvorledes det gik til, men Smaabyens Borgere sammenskød en Sum og Hr.Theodor indrettede "Etablissementet". Det havde Theater, Koncertsal, Selskabslokaler og Billardsal med tre Billarder.

Smaabyen talte 8000 Sjæle, hvoraf Hovedparten ernærer sig som Arbejdere ved et Savværk.

Til Etablissementet var der ogsaa sammenskudt en Sum til en Vinkælder, til hvilken Hr. Theodor personlig havde gjort Indkøb i Udlandet.

Sagnet om denne Vinkælder lever i Byen endnu. Da den var tømt, opsøgte den store Impresario et andet Arbejdsmarked.

Da jeg forrige Aar opholdt mig i vedkommende By og besøgte en af dens første Borgere, hentede han et gammelt Blikskrin med en stor Laas for.

Han aabnede det. Inde i Laaget var der fæstet en lille Blikplade. Paa den stod at læse:

- Hr. Theodor. Minde om Gældsfængslet i Wien 1843.

Det var Byens eneste Souvenir om den store Impresario : Hr. Theodor.

Han døde forleden Aar i St. Petersborg, medens han forberedte Meiningernes Komme med "Julius Cæsar". Han gik bort uden nogen Sygdom midt imellem sine Fotografier og Lystryk.

- Min Herre, havde han saa tit sagt til mig: de virkelige Impresarier døer ud ... Hvem er der - vil 102 De sige mig det? hvem er der, som har Talent? Er der mere nogen som skaber - vil De sige mig det?

- Jeg for min Part kender kun Hr. Strakosch - Hr. Strakosch har Talent - og mig ...

Den gamle Mand faldt hen i lange Betragtninger med Hænderne paa sine Knæ:

- Min Herre, sagde han: Agenterne ødelægger Markedet. Vi oversvømmes af Berømtheder - om ti Aar giver jeg ikke hundrede Mark for en Verdensberømmelse.

Det kan saamæn gerne være, at Manden havde Ret.

Men han i det mindste blev nu forskaanet for at opleve Virtuosernes Syndflod.

Han døde endnu i en Tid, hvor der stikker nogen Værdi i et Lystryk.

103

HVORDAN MAN BLIVER FORELÆSER

JEG var allerede i Kupéen paa Upsala Banegaard, og Toget skulde lige til at gaa, da Hr. von J., Studentersamfundets Formand, sagde:

- Bang, De skulde saa'gu holde Forelæsninger. Indtil dette Øjeblik véd jeg ikke, hvad der havde indgivet den Mand Idéen. Jeg lo og sagde:

- Ja - saa kunde jeg jo begynde her. Det var ganske hen i Vejret. Aldrig havde jeg tænkt med en Tanke paa saadan noget som Forelæsninger.

- Ja, gør det, raabte J.

- Ja, gør det.

- Gør det -

raabte alle de Lindbergske Damer, der var fulgt med for at sige Farvel. Og von J. løb frem med Toget, der allerede var begyndt at gaa:

- I Alvor, Bang, raabte han: jeg arrangerer det.

Og jeg kørte, og de viftede. Og næstnæste Morgen, som var Torsdag, fik jeg Brev fra J., at nu var det arrangeret: Lørdag Aften skulde i Upsala Hr. Herman Bang holde Forelæsning.

Saadan blev jeg Forelæser.

For jeg tog til Upsala. Til det var jeg jo pisket. Og Lørdag Kl. 8 stod jeg i Værelset bag den "lille Gillessal" - i Diplomatfrakke og med Tusindfryd i mit Knaphul. Jeg var tilmode, som skulde jeg synke i et Hul.

v. J. løb ud og ind. Hvid var han som et Lagen.

104

- Fuldt blir der, sagde han.

Jeg hørte det. Dørene klaprede ustandseligt under megen Støj og Snak. Jeg syntes, der var meget livligt i Salen.

v. J. kom ind igen.

- Der er fuldt, sagde han. Ganske fuldt. Han svedte selv og lettede paa Benene.

- Er der fuldt? sagde jeg, som ikke vidste, hvad jeg sagde, men plaprede op af mit Papir - de første Ord, stadig de første Ord om "mine Herrer" og Dionysosfest... Forelæsningen var om dramatisk Kunst og begyndte med Dionysosfest...

- Ja, saa gaar vi ind, sagde v. J.

Han var noget klein i Tonen: jeg kom jo aldrig længer end til Dionysos' Fest.

Jeg véd ikke, hvordan jeg kom ind. Pludselig var jeg derinde. Ansigterne kendte jeg alle. Man har hundrede Øjne, naar man er Forelæser. Og de Trofaste var der: der var Bjørkegren og der Fru Winter-Hjelm og der sad Rustan (hvor var hun dejlig) og der Blomstedt og der var v. J., som ikke sad, men stod: i sin Uro maatte han flytte lidt paa Benene.

Og her stod jeg og skulde tale - i en Time.

Jeg tænkte bare det: i en Time skal Du tale.

Timen var min Angst og mit Spøgelse.

For der er kun én Lov for Forelæsninger, men den er til Gengæld ubrødelig - det vidste jeg: Forelæsninger kan være lærde, de kan være ulærde; de kan være kedsommelige, de kan have Mening og ingen Mening, de kan være patetiske - men en Time maa de vare. Ellers tror jeg overhovedet slet ikke, de er Forelæsninger.

Det vidste jeg.

Og begyndte.

Da jeg sluttede havde jeg talt i syv Kvarter. Du godeste Gud, det ta'er sin Tid at naa til Ende med den dramatiske Kunst, naar en Mand begynder med Dionysos-Festerne.

105

Publikum holdt det ud: Af "Blomster" havde der været mange (man tager sin Tilflugt til Blomster, naar Traaden tyndes), men man forstod, at Meningen havde været god.

Og saa var der i alle Fald det, at jeg ikke stod paa noget Kateder.

Mange Forelæsere kunde høste Triumfer, naar de blot ikke - vilde gaa ned fra deres Kateder.

Mandag Formiddag gentog jeg Forelæsningen i Stockholm for en indbudt Kreds. Det vil sige to hundrede Personer, der var indbudt à en Krone.

Jeg pillede nogle af Blomsterne bort. Det havde Ende paa fem Kvarter.

Aviserne skrev, at jeg havde en "mærkelig Veltalenhed". En venlig Journal sagde, at Stockholm var "erobret". Jeg vendte hjem til "Hesten" med mine Laurbær.

Hjemlige Velyndere mente, at Sejren burde forfølges.

Jeg kunde forfølge den i Kasinos mindre Sal. Jeg berøvede som en Forberedelse min Forelæsning yderligere visse af dens Blomster for en jævnere dansk Smag.

Dagen kom. Det var sikkert den attende - Datum for alle Ulykker.

Jeg var den Gang en Slags artistisk Chef for en stor Forretning med Bogtryk og Bogudgivelse og Bladudgivelse. Forretningen havde gaaet et Aar.

Paa Forelæsningsdagens Morgen, før Sol stod op, kom der et Bud fra Kasserersken: jeg maatte øjeblikkelig komme, der var noget galt, jeg maatte komme straks.

Alle onde Anelser steg op i mig. Affæren var ikke solid. Det var uden Tvivl det værste, der kunde hænde og - det var saamæn nok hændt.

Jeg løb derhen, til Kontorerne: alt var i Opløsning. Alle Døre stod aabne, som var man midt paa Torvet. Vore Folk, hvem Brødløshed truede, gik omkring, stumme, om hinanden, med blege Ansigter:

Ejerne var borte, Ejerne var rejst.

Ingen talte til mig. Overhovedet talte ingen. Det behøvedes 106 heller ikke. Jeg saá, det var Krach'et. Kakkelovnene stod sorte og tomme, ingen skøttede dem, Pultene var forladte, ingen arbejdede. Folkene bare drev, - hver optagen af sit, som for alle var det samme: hans Ruin - uden at se paa hinanden, rundt i alle Stuer.

Kasserersken sad ned paa en Trykpapirs-Rulle og nikkede tankeløst med Hovedet.

De underligste Folk kom ind fra Gaden ad Dørene, ingen vogtede. Og ogsaa de gik tavse omkring, meningsløst - de fremmede Mennesker.

Ingen spurgte dem og ingen jog dem væk.

Stille var der, trods alle de Gaaendes Trin, for alle listede. Kun Maskinen nedenunder arbejdede endnu, stønnende, som vilde den ikke trække mer.

Vi ventede Timer. Det blev sikkert, at Ejerne var borte. Men dog blev vi gaaende. Et Par Kontorister gav sig til at spise og drikke Øl ved en Pult.

Saa tænkte jeg først: Du skal jo holde Forelæsning.

Og jeg begyndte at memorere her midt under Opløsningen. Men jeg sansede ingenting og plaprede bare idéløst Ordene og - besluttede paa én Gang: at stryge det om Dionysos' Fest.

Jeg maatte tage hjem at klæde mig paa. Jeg havde ikke en Tanke i mit Hoved. Jeg kom ud i Kasino. Det var altfor tidligt, og i Kunstnernes Venteværelse havde ingen lagt i.

Jeg gik til og fra Vinduet. Midt i min Forfjamskelse maalte jeg Gaden: om der kom nogen. Der arriverede en og anden, han gik op ad Trappen dernede, standsende paa hvert Trin og seende sig tilbage: om der mon kom fler.

Inde i Salen begyndte de at klapre med Sæderne.

Jeg saá derind gennem Dørsprækken. Indgangsdøren gik dog nu og da - underlig stilfærdigt, mens et Par enlige Væsener smøg sig ind, som man gør det ved Foretagender, til hvilke man stille har Mistillid.

En Ven kom ind. Jeg var atter vogtende ved Vinduet.

107

- Men der er jo Folk, sagde han. Der kommer mange.

Han var urolig, saa han knap kunde tale:

- Det gaar jo nok.

- Ja, det gaar nok, sagde jeg.

Jeg saá kun de langagtige blaa Papirer danse for mine Øjne.

. Jeg var atter ved Salsdøren. Jeg kendte alle Ansigter: det lod, mildest talt, til at blive en Familiefest, min Forelæsning.

En Ven kom ind:

- Jeg kunde vist begynde nu, sagde han.

- Ja, svarte jeg. Jeg havde ikke Dunsten af et Begreb i min Hjerne.

- Der er ganske godt, sagde han.

- Ja, sagde jeg, det er godt.

Og jeg gik ind.

Hvordan jeg talte, véd jeg ikke.

Jeg hørte en Gang imellem en Mand, der højst patetisk udtalte sig om skønne Opgaver og scenisk Kunst. Det maa jo have været mig selv. Dog tør jeg ikke dø paa det, for jeg saá kun blaa Papirer og dansende Summer.

Endelig stod jeg i Venteværelset igen. Derinde klappede de - anstændigt.

Pressen var velvillig.

Et Par af de Herskaber skrev, at det havde overtruffet deres Forventninger.

De Herrer var sandsynligvis mødte med særdeles smaa Forventninger.

I alle Fald - jeg havde talt i København.

Næste Aar gik Turen til Kristiania. Jeg skulde tale hos Hals' og jeg skulde begynde med Ibsen.

Jeg anlagde for Lejligheden en Indledning om Norges Naturskønheder, der var særdeles umotiveret, men en Debutant maatte efter min Mening smigre for den nationale Forfængelighed.

Huset var udsolgt, og jeg begyndte paa Slaget.

108

Jeg lagde ud med min "Indledning". Jeg talte om Kristianiafjord om Sommeren, jeg talte om Kristianiafjord om Vinteren. Publikum var lige koldt Jeg fortsatte med Fjeldene og jeg blev ved med Ødemarkerne, som jeg kendte af Beskrivelser. Publikum blev lige rørt.

Det var tydeligt, at Fjeldene - kendte de. Med dem kom man ingen Vej.

Jeg gik over til Ibsen uden netop at have taget Applaus.

Den ganske Forelæsning naaede en knap succes d'estime.

Jeg kom hjem saa træt som var jeg banket: Jeg har aldrig været i en græsseligere Situation.

Det var om Lørdagen. Om Mandagen, nu paa Mandag, skulde jeg tale om Lie.

Min Henrik Ibsen-Forelæsning havde jeg indstuderet i København Sætning for Sætning og Ord efter Ord: med den havde jeg gjort Fiasko.

Og min Jonas Lie-Forelæsning - nu paa Mandag, og, som sagt, det var Lørdag vi skrev - den var endnu ... slet ikke til.

Saa kunde man tænke sig, hvad jeg vilde gøre med den.

Jonas Lies Bøger, jeg kunde dem udenad. Men mine Tanker om dem havde ingen Form, og min Forelæsning havde ingen Bygning. Det var Slotsbranden, der havde taget den Tid, som skulde været Lies.

Jeg spiste ikke og jeg sov ikke. Det var to hele Døgn Lampefeberen i sin værste Form. Jeg læste "Familien paa Gilje", saa Bogstaverne dansede for mine Øjne. Jeg skrev Citater ned, saa de kunde fylde et Bind.

Og jeg havde ikke saa meget som Dunsten af en Idé.

Mandag Morgen meddelte Hals' mig, at man ikke netop ventede, at der blev fuldt. Det gjorde jeg ikke heller. Jeg ventede overhovedet ingenting - uden det Værste. Paa det var jeg forberedt.

Min Forelæsning skrev jeg paa en Time. Kl. tre Kvarter paa otte var jeg hos Hals'.

109

"Dagbladet" var lige udkommet. Det skrev om min "Henrik-Ibsen": I Lørdags talte Hr. Herman Bang for første Gang. Emnet var Henrik Ibsen. Hr. Herman Bang var iført hvid Silkevest.

"Dagbladet" skulde være min Støtte i Kristiania.

Jeg gik ind og begyndte min Tale om Jonas Lie.

Jeg havde ikke haft Tid til at gøre unødige Kruseduller. Jeg kunde kun simpelt, men af mit fulde Hjerte sige min Mening om den store Mester.

Det blev forstaaet.

Og den Aften blev en af mit Livs kæreste. Da fik jeg mine første Venner i Kristiania. "Dagbladet" skrev, jeg havde taget Byen med Storm.

110

FERIE

EFTER Londoner-Sæsonens Slutning drog Madame Simonin til sit Slot i Tyrol.

Hun ledsagedes af tvende Münchener Syjomfruer, der fulgte hende som Skygger og som under Paaskud af at omsy Worthske Kjoler hendrev tre Maaneder i kontemplative Betragtninger foran deres Ølkrus.

De begyndte med at udpakke Fru Simonins Kufferter.

De udpakkede dem - uvist af hvilken Grund - i Slotskapellet, som Slotsherren Hr. Josef for sine Synders Skyld havde stiftet i Aaret 1317, og hvor der til evig Tid to Gange aarlig skulde holdes Messe for hans udødelige Sjæl.

Silkestrømper og Pariserkjoler flød i Mangfoldighed baade paa Stolestader og paa Alter.

løvrigt havde ogsaa Tjeneren Georg en Forkærlighed for Kapellet: han opbevarede der Kurvene med Champagne, fordi det var et saa køligt Sted.

Fru Simonin besigtigede til en Begyndelse Slottets højst excentriske Dyrebestand. Den bestod af tvende Gæs, som lød Navnene Clärchen og Annetchen; en svajrygget Pony uden Haar paa Kroppen, som trods sin Ælde regelmæssig kastede Fru Simonin af paa alle Rideture, samt en Hjort, der af Landsbyens Bønder var dresseret til oftest muligt at løbe bort og atter lade sig genfinde: hvilken Sport indbragte disse samme Bønder ikke ubetydelige Beløb' i Findeløn.

111

Naar hun havde mønstret Husdyrene, gav Fru Simonin sig til at uddele Gaver.

Til Sognepræsten havde hun medbragt en Relikvie. Den var fra St. Jago di Compostella.

- Kære Ven, hva' gi'er man saadan en Præst? sagde hun.

Den hellige Genstand var en meget lille og obskur Stump af en Helgen, indfattet i Sølv.

- Det har slet ikke været mig billigt, sagde hun.

Relikvien sendtes til Præsten.

Denne Gudsmand havde i de sidste 15 Aar kun forladt sin Præstegaard ved de tre store Højtider. Det var ham til daglig for besværligt at gaa paa Grund af Fedme.

Hele Sommeren tilbragte han i sin Stol ved et aabent Vindu for Køligheds Skyld. Derfra hilste han fredeligt paa sine Sognebørn og gav dem sin Velsignelse, naar han ikke sov, hvad han gjorde som oftest.

Landsbybarberen sagde:

- A' braver Mensch - der meint es gut.

Og det var der vist ingen, der tvivlede om.

Relikvien fik han. Der var ingen, som fik at vide, om den egentlig havde gjort noget Indtryk paa Hyrden.

Ogsaa Bønderne og deres Koner fik Gaver. Det var nogle højst u-egnede Londoner og Petersborger Genstande, Fru.'Simonin bortskænkede. Om deres Brug havde Bønderne næppe nogen Anelse.

Naar man lemfældigt gjorde Fru Simonin opmærksom paa denne Sandsynlighed, sagde hun tillidsfuldt:

- Na - sie werden schon Gebrauch dafür finden.

Skeptikere blandt Slotsgæsterne paastod, at de glade Modtagere underhaanden solgte Genstandene til Galanterihandleren i Klixbüchel. I alle Fald takkede de Slotsfruen ved at overrække hende Blomsterkoste, der lignede Amagerbuketter.

Efterhaanden samledes Slottets Gæster.

Fra Petersborg arriverede et Par tilkommende Verdensberømtheder, som var Madame Simonins Elever i 112 Konservatoriet, og hvis Fingre var de længste, jeg min Livstid har set.

Disse Fingre satte Fru Simonin i Extase:

- Es sind denn endlich Klavierfinger, sagde hun og lod de tvende Elever udspile de ti Fingre for samtlige Gæster.

- Es lassen sich doch damit endlich Wunder machen

- ni't?

De to Ungherrer flyttede ved Ankomsten op i Slotstaarnet og bearbejdede et Par ældre Børsendorfere - ti Timer om Dagen.

Der var i det Hele taget et Flygel placeret i hver Stue. Det var høflige Gaver af Flygelfabrikanter den halve Verden over, som sendte Instrumenterne for at kunne sætte paa en Reklameplakat: Vort Fabrikat benyttes af Mm. Sofie Simonin.

Fru Simonin sagde:

- Hvorfor skal de Folk vel ikke have Lov til at sætte dem herind? det er dem saamæn dyrt nok at faa dem slæbt herop - og benyttede dem aldrig. Hun "arbejdede" udelukkende med Bechsteiner.

Det gjorde hun seks Timer daglig.

I Sommerheden var alle Vinduer oplukkede. Det hændte, at fire Flygeler blandede deres Toner i Slotsgaarden. Naar Eleverne ovenpaa hamrede meget heftigt

- Hr. Vasili uddannede sig efter Rubinsteinsk Mønster, og havde Forcesteder, hvor Bassen gjorde en Virkning som Kanonskud - løb Fru Simonin til sit Vindu og rettede de Herrer, der kom til deres Ruder højrøde i Hovederne af Anstrengelse.

Fru Sofie Simonin gav med meget løftet Røst en musikalsk Udvikling til Bedste ud i Borggaarden, og Flygelerne begyndte igen lidt mere douce - i Begyndelsen.

Kejserlig Kammersangerinde, Fru Maria Bilt, der tilbragte hele Tiden fra Frokosten indtil Middag i én og samme Stol paa Terrassen, beskæftiget med et Strikketøj, sagde:

113

- Gott, was die Leute sich fur eine Mühe geben hvorpaa hun strikkede videre.

Selv hengav hun sig hovedsagelig til Betragtninger over Publikums Urimelighed.

- De vil ikke mere høre mig, sagde hun og betragtede En med runde og højst uforstaaende Øjne.

- Og dog er min Stemme saa stor som nogensinde.

Fru Maria Bilt var noget over halvtreds, og hendes Rumfang maatte udmaales i mangfoldige Kubikfod. I Ansigtet saá hun ud, som var hun kobberforhudet. Hunbar rødlig Chignon, der saá falmet ud, som var den tyve Aar gammel.

I Aarenes Løb var hun blevet meget uforholdsmæssigt udviklet bagtil, saa adskillige Stole vægrede sig ved at rumme hende. Hun befandt sig i en bestandig Sved, som hun taalmodig kørte rundt i sit Ansigt med sin Strømpe.

Hendes Rollefag var Margrethe i "Faust".

Hun kunde ikke blive seks Uger i Træk borte fra et Teatergulv og hun brød Aaret langt hver Maaned op fra Wien for at synge i de besynderligste Afkroge af Monarkiet.

Midt i Højsommeren drog hun paa Gæstespil i Innsbruck.

Hun græd for Madame Simonin, der raadede hende til at optræde ved Kirkekoncerter.

- Mein Gott, sagde hun: der er hun jo dækket af Orglet.

Naar Fru Bilt ikke strikkede, afsendte hun Offerter til Agenterne. De var ledsagede af Billeder, tagne i Aaret 1860.

Der kom aldrig Svar.

Kammersangerinden tilbragte sit Liv i Forbavselse over dette Faktum.

- Begreifst du, Sofi - - und ich habe ihm doch geschriebenPj

Hun begreb absolut ikke.

114

Fru Maria Bilt havde iøvrigt til Slottet medbragt en ung, soigneret Mand, som hun antydede var hendes Sanglærer. Fru Simonin paastod, han kendte ikke Noder.

- Kinder, was geht's aber uns an, sagde hun og løftede Armen.

Om Kammersangerindens Fænomen i det Hele sagde Fruen:

- Gott, sie ist ja a' Gans - ist doch eine Sängerin. Sie ist aber wenigstens gutmüthig.

Flygeler lød der lige til Middag.

Middagen var Kokkepigen Thereses store Prøvelse.

Hver af Slottets Gæster fik sin særlige Ret. Alle løb de Formiddagen lang ud og ind ad Køkkenet og bestilte. Kokkepigen Therese svedte som et Vandspring over Gryderne.

Spisesalen var i gammeltysk Stil, og der spistes paa fransk Porcelæn. Hele Bordet svømmede af smaa Anretninger. Ikke to af Slottets Gæster spiste det samme, og alle løb ud og ind og hentede selv.

Tjeneren Georg forøgede efter Evne Forvirringen ved planmæssigt at placere samtlige Smaafade galt, saa ingen fik Madro for blot at lade Fade passere.

Fru Simonin sad for Bordenden fuldkommen ør og sagde:

- Ja, ich bin ja keine Hausfrau - hvad ingen benægtede.

Mest af alt lignede Middagen en Diner paa en Jernbanestation mellem to Hurtigtog.

Der blev drukket Münchener Øl af nogle Glas, der var ligesaa mange Kostbarheder.

Hver Gang et Medlem forlod Bordet, sagde Fru Simonin forskræmt:

- Aber was wünschen Sie?

- Ja, fragen Sie die Therese.

Hvorpaa hun regelmæssigt henfaldt i sørgmodige og undskyldende Betragtninger over, at hun ikke kunde "koge«.

Efterhaanden fik dog hver sit - Fru Maria Bilt 115 smagte langsomt og omhyggeligt paa alle de smaa Anretninger - og Stemningen blev roligere. De to fremtidige Berømtheder aad som Ulve.

Der blev drukket Kaffe i den persiske Sal. Ved Kaffen hørte man bestandig Professor Amandas Stemme i en Krog. Han fortalte et eller andet Offer sin Lidelseshistorie.

Han havde været gift i ti Maaneder - for fem og tyve Aar siden - saa var hans Frue løben bort med en Kunstberider. Han fortalte denne Historie med særdeles bedrøvelige Detailler og en Stemme, som oplæste han Andagtsstykkerne i en Salmebog.

Han lignede en gammel Jomfru, der havde anlagt Fuldskæg, og havde Manerer som en Sekonddanser paa Pension. Han understøttede hele Sommeren alle Fattige i Sognet.

Fru Simonin beklagede ham af fuldt Hjerte:

- Men hvad skal man sige? sagde hun: hun holdt jo dog ud i ti Maaneder.

Naar hun havde sagt det, spurgte hun regelmæssigt med dyb Overbevisning:

- Hätt'es vielleicht jede gethan? og lo, som hun var pisket

En Del af Eftermiddagen gik for Slotsfruen hen med at prøve Kjoler. Det var de Worthske Undere, som de to Sydamer utrættelig forskar. Hele Slottet blev tilkaldt til Overvejelser. Roberne sad værre og værre. Efter fjorten Dages Anstrengelser havde de tvende Jomfruer endelig sammenrimpet en Slaabrok, hvori Fru Simonin kunde begive sig fra sit Sovekammer til sit Bad.

løvrigt besigtigede Fru Simonin sine Byggearbejder.

Det halve Slot henlaa aarlig under Ombygning, og der flød med Münchener Murere paa alle Gange. Fru Simonin, der vel iforvejen raadede over tredive Værelser, lod sig bygge et nyt Sovekammer, der var stort som en Dansesal.

- Wass soll ich denn machen? sagde hun: man muss doch Luft haben.

116

Aftensmaaltidet var saare lystigt. Øllet kom ind i store antikke Kander og Vinen blev drukken af gammeltyske Glas. Fru Simonin fortalte Historier med begge sine Arme op paa Bordet.

En af hendes Yndlinge var Kong Luis af Portugal. Denne afdøde Majestæt havde overværet samtlige hendes seks Koncerter i Lissabon.

- Naa, sagde hun: dér havde han siddet, Stakkel, og hørt sig hele Repertoiret an,, saa mener man jo, man maa takke, og jeg melder mig da i Logen, og jeg bliver taget imod, og jeg mumler noget, - naa, hvad man saadan mumler til en Majestæt... "Takker, fordi Majestæten er kommen hver Aften."

Saa siger han - na, der gute Mensch -: Ja, et Sted skal man jo være ...

Fru Simonin ler himmelhøjt: Hvad siger man til saadan no'et? spørger hun i en Parentes.

Naa, jeg gaar i Gulvet igen - til Tak og Manden bliver ved:

Der er lige kedeligt allevegne .... Was meinen Sie dazu? siger Fru Simonin.

Jeg gaar i Knæ igen og faar den sidste Salve.

Jeg skal sige Dem, siger saa Majestæten - -: jeg er ganske umusikalsk ...

Fru Simonin ler - vist for tusinde Gang af sin Konge af Portugal, indtil hun endelig siger:

- Na, a' sehr netter Mensch übrigens ...

- Hat ja auch a' Bruder mitgehabt beim Concertieren.

Hun bliver ved at fortælle ustandseligt. En Klaverstemmer fra Petersborg, der Sommeren lang betjener de forskellige Flygelfabrikata, fortæller om Dronning Isabellas Harpe: Denne høje Dame trakterer Harpe.

Hendes Omfang og Kortaandethed gør hende Instrumentet vanskeligt. Det er samtlige Verdensberømtheders Skræk at blive tilsagt til at akkompagnere hende paa Orglet.

117

Maaltidet trækker længe ud. Det er allerede næsten Nat.

Nogle af Herrerne søger for at ryge ud paa Terrassen. Dybt under Bjergslottet larmer Floden, og gennem Halvmørket lyser Højbjergenes Sne.

En ung fornem Russer fortæller derude i Stilheden om sit Fædreland, mens de bliver ved at le og larme inde i Spisesalen.

Han taler med en sørgmodig og ligesom øm Røst, og medens han fortæller om alle de Misbrug, alle de Rædsler, al den Undertrykkelse, taler om Bønderne, der udsuges af Embedsmænd og Mellemhandlere, om Hærens Leverancer, der kun existerer paa Papiret - gentager han bestandig og bestandig de samme Ord, der vender tilbage som et Refrain:

- Ja, der var en Vej: om Kejseren kun vidste det.

Latteren bliver ustyrlig inde i Spisesalen, og et Par af Herrerne vender tilbage til Bordet.

Det er Tjeneren Georg, der om Morgenen af Hr. Vasili er blevet attraperet ved et af Flygelerne, og som nu har tilstaaet:

- At han gerne vilde be'e den naadige Frue lære sig en Vals.

Fru Simonin ler, saa hun faar Taarer i Øjnene, og spørger, om Georg ikke kunde hjælpe sig med Hr. Vasili.

Men Georg vilde rigtignok helst, at Fruen - -

- Naa, ja, ja, siger Fru Simonin, som den næste Morgen godmodig giver Georg en Time.

Efter Bordet musiceredes der. Alle forsamles i Musiksalen, hvor Flygelet staar under en Marmorbuste af Liszt. Vinduçrne er slaaede op bag de lange Silkegardiner. Flodens Brusen lyder fjernt herhen, Kvægets Klokker klinger fra Bjergskraaningen.

Gæsterne venter, ti Fru Simonin vil spille.

Hun spiller Barcarolen af Chopin, som hun har indstuderet i seks Uger. Nat og Dag har den ikke været ude af hendes Tanker. Hun giver sig til at nynne dens 118 Strofer midt under en Samtale eller, tankeløst, midt som vi sidder ved Bordet. Time efter Time, Dag efter Dag, Uge efter Uge gentager hun den ved Flygelet, mens hun i afmægtig Vrede slaar de genstridige Fingre næsten tilblods imod Tasterne og raaber:

- Disse Fingre, disse Fingre, de er saa dumme som en Danserindes Tæer.

Nu spiller hun Barcarolen første Gang.

Det er som hører man Vandets Skulp. Det er som fornemmer man Sommernattens Hede. Flygelet synger om Chopin og George Sand.

Fru Maria Bilt, der ikke interesserer sig for Klavermusik, sover ind i en Sofa ved Siden af sin Sanglærer.

Fru Simonin har holdt op at spille og med Hænderne stemmede mod Flygelet og i en ligesom aandsfraværende Tone begynder hun at tale om Liszt.

Hun fortæller, hvordan hun traf ham første Gang. Det var i Pest.

Hun gav en Koncert, og Mesteren var der:

- I hvilken Skræk jeg var. Jeg spillede en Rhapsodi, jeg vidste ikke selv, om jeg greb ret eller ved Siden.

- Saa kommer Mesteren efter Koncerten og siger, det var brillant, og at han næste Aften vil spille sin Duo med mig.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare, saa glad var jeg og saa angst blev jeg ... For Duo'en var ny, lige udkommen, og jeg - kendte den ikke.

- Men spille med ham vilde jeg, og at jeg ikke kendte Duo'en turde jeg heller ikke sige.

- Han spurgte: De kender da Duo'en.

- Jo - naturligvis, sagde jeg og tænkte: Du maa ha' Bud efter den, naar Sol staar op.

- Det fik jeg, og Heftet kom. Jeg spillede og jeg spillede. Klædt mig paa fik jeg slet ikke. Jeg bare spillede. Feber og Dødsensangst sad mig i Fingrene.

- Jeg spillede - Formiddag, Eftermiddag. Mama 119 holdt det ikke mere ud men absenterede sig. Spist noget havde jeg ikke: jeg spillede.

- Saa i Mørkningen banker det højt paa den yderste Dør.

- Vi boede i et elendigt Hus paa tredje Sal - damals hatt' ich ja kein Geld - med en Hønsestige til Trappe.

- Jeg lader det banke - og banke uforstyrret, men det bliver ved.

- Tilsidst maa jeg ud og lukke op, og saa staar der en Mand i Mørket; og han spørger om Frk. Simonin boede her.

- Jo, det gjorde hun, sagde jeg.

- Ja, sagde Manden: saa er jeg her med Noderne.

- Det var Liszt med sin Duo.

- Vi spillede - na, mein Gott - og han blev ved ... Timevis spillede vi. Jeg var pint af Sult nu, da Spændingen var ovre, saa jeg næppe kunde holde mig paa Stolen.

- Og tilsidst maa jeg sige: "Meister, verzeihen Sie ... men jeg har ikke spist noget siden imorges."

- Og saa lo Liszt, og vi spiste kold Steg i mit Hummer af en Stue og vi spillede igen til langt ud paa Natten ...

Fru Simonin tier længe og ser op paa Liszt's Buste, som om hun i Tankerne talte til den.

Saa siger hun med ét i en helt anden og lystig Tone:

- Men jeg har nu altid Uheld.

- Naa, som det gik mig i Berlin. Jeg spillede dér

- jeg var pur ung - og bliver tilsagt til Hoffet. Jeg kendte jo ikke disse Kejsere og Konger - hun ler: hvor skulde jeg kende dem fra? Jeg kendte Tausig og Liszt og Clara Schumann - men Kongerne -

- Naa, jeg spiller jo, og da jeg er færdig, kommer der en gammel Herre hen imod mig, og jeg tænker, den, der kommer først, er vel. Kejseren, og jeg gaar i Gulvet og siger: Majestæt...

- Men han bare begynder at le og gaar hen til 120 nogle andre gamle Herrer, som ogsaa ler, indtil en anden af dem kommer hen til mig og jeg tænker: Ja saa maa det vel være Kejseren - og jeg gaar i Gulvet igen med - Majestæt.

- Saa begynder han at le og siger: Nej, Frøken, jeg er Prins Albrecht; og gaar.

- Tilsidst kommer saa en meget gammel General hen og byder mig Armen og spørger, om han maatte følge mig over til en Buffet, og da jeg har ham under Armen, siger han:

- Frøken, De er vist den eneste her, som ikke kender Kejseren.

- Saa var det Majestæten.

Fru Simonin løfter Armene og lader dem igen falde ned i sit Skød, mens alle Gæsterne ler.

- Na, siger hun saa, det gik mig ikke bedre anden Gang, da jeg spillede ved det Hof ti Aar efter. Jeg sidder der ved Flygelet - eine Hitze gab's - og ved Siden af sidder der en ung Mandsperson - Officer var han, det er de jo alle - og jeg siger:

- Aa, gør mig den Tjeneste at lukke Flygelet op.

Og han rejser sig og gør det og sætter sig igen - a' sehr netter Mensch - og jeg spiller Gud véd hvad - eine Hitze gab's - og da det er forbi, siger jeg til Manden:

- Aa, hent mig lidt Is.

Og han henter det, og jeg spiser.

Saa siger han, det unge Menneske:

- Frue, jeg maa maaske forestille mig. Jeg er Prins Wilhelm.

- Na, siger Fru Simonin, da stand ich denn wieder, wissen Sie ...

Det er snart Midnat, og Selskabet skal til Ro. Men forinden skal Sypigerne skræmmes. De lever i det gamle Slot i en evig Spøgelseskræk, og Nætterne tilbringer de under Rysten og Skælven.

Nu skal de forskrækkes.

En af Herrerne faar et Lagen om sig og posteres 121 paa Gangen, der fører til deres Kammer. Et Par andre gemmes i Mørket væbnede med en Gonggong.

De to Piger kommer og den Lagen-Indhyllede basker med Armene som med et Par store Vinger, mens Gonggongen lyder, som var det truende Dommedagsslag.

Halvdøde naa'r Sydamerne deres Kammer.

Paa Slottet bliver der stille. Kun en halvkvalt Latter lyder nu og da gennem en af Dørene. Det er nogle af Herrerne, som har snappet Rhinsvinsflasker i Spisesalen, og som drikker derinde foran de aabnede Vinduer.

Maanen er oppe. Dens Lys ligger over Bjergenes Sider. Dalen er mørk, overskygget af Bjergene - mørk som en kæmpemæssig Tunnel, hvor Floden larmer som et evigt Træn.

En sentimental Nattesværmer er gaaet ud af Slottet. Lænet til den gamle Borgmur staar han og stirrer ned i Mørket.

Luften er fuld af Duft, Graners, der slaar ned fra Højden, Frugttræers fra den gamle Have, Bøges, der vokser paa Skrænten.

Det var i Trediveaarskrigen, denne gamle Mur blev skudt ned. Og det var Svenskere, som stormede den. Nede i Hopfgarten, Flækken i Dalen, staar paa Torvet endnu et Minde derom.

Paa en Sten staar hugget: Hertil trængte Svensken.

Slottet havde han indtaget. Klatret op af Fjældsiden, klamret sig op ad Muren, hugget Besætningen ned.

Da har der været fuldt af Lansknægte og Officerer, som voldtog Hopfgartens Piger, og blonde Soldater, som slog Terning om Kapellets Messeskjorter.

Og endnu argere Tider har Slottet kendt.

Da de gamle Herrer paa Slottet gik paa Røvertogt Landet rundt. Og det hele Tyrol, det hærgedes med Plyndring og nævnte med Skræk de Ridderes Navn, og der var ikke værre Røverpak end de Riddersmænd paa "Borgen".

Men deres Navn var frygtet lige til Italien.

Der er Fangehuller - man kan se dem endnu, og 122 forleden borede Vasili sig derned. Der sad Rester af gamle Lænker i Stenvæggene.

Maanen staar nu lige over Dalen. Den Ensomme ved Muren ser dens Huse og de mørke Popler om dens Haver. Og Floden ligger i Skæret som et blaaligt, stort Levende - som en uhyre Øgle, der har lagt sig sært over Landet

Den Fremmede vender sig og gaar.

Paa Terrassen er der fuldt af Roser og klippede Buxbomhække, der stive danner Navnetræk og Mønstre.

Den Fremmede ser op mod Slottets Ruder. Nogle Vinduer staar aabne. I Trækken har et af de røde persiske Silkegardiner løsnet sig og lagt sig ud over den hvide Mur.

I Slottet er alting blevet tyst.

Den Fremmede gaar op ad Trappen og gennem "de russiske Stuer". I en Niche skimtes Slottets Frue - hugget i Marmor, smilende, med en Killing paa sin Skulder ...

Slotsgæsterne skulde bestige "Bjerget". Det var Bjerget oven over deres Hoveder. Nede fra Terrassen ser det ud, som kunde man naa derop paa saadan en Timestid, og dog maa man drage afsted om Eftermiddagen, hvis man vil være der ved Midnat.

Mulæslerne og Førerne er allerede mødte paa Terrassen. Gæsterne er udstyrede til Farten nogenledes som Koret i en Operette. Professor Amanda, iført Stanleyhat med Slør, vil sidde i Damesadel, Vasili er i russisk Nationaldragt med Skindhue, og Fru Bilts Sanglærer har udstyret sig med lange Gamascher og Alpestok.

Fru Simonin vilde ikke med. Hun stod kun i sin røde Slaabrok og viftede til Gæsterne, saa længe hun kunde se dem.

Vejen gik ad lange Sletter, bugtende sig og saa langsomt stigende gennem Hegn og Markskel. Bønderne, 123 der høstede, holdt inde med deres Gerning og saá efter det sære Tog.

Der var grønne Enge og endnu bestandig Frugttræer rundt om Husene, som begyndte at ligge mere spredt

Førerne traver bagved, snakkende med hinanden; og Muldyrene, der kender Vejen, gaar sindigt fremad, ganske sindigt.

Toget kommer gennem Skov af Birke, fine, hvide Stammer med Løv, der hvisker i den stille Dag. Vasili, der vandrer ved Siden af sit Muldyr, synger dæmpet en russisk Sang.

Vender man Blikket tilbage, er det, som var Landet veget ud under os, og det begynder at brede sig frem for os ligesom et Kort. Men fra Dalen lyder endnu Togenes travle Støn - uroligt.

Granskove naa'r vi og besynderlig Fyr med Pigge i uhyre Duske og Lærk. Et ensomt Hus gemmer sig midt i Skoven.

Det begyndte at lide mod Aften, og under os vældede Tusmørket gennem Dalene, slørende Flod, Skove og Byer. Og det var, mens Mørket svømmede langsomt frem, som bredte der sig for vore Fødder dunkle og stille Søer.

Førerne gik ved Siden af deres Dyr, og Vejen blev stejlere.

Man hørte kun Professor Amandas bestandige Jamren og Fru Maria Bilt, der ikke fik Plads i sit Sæde og som blev ved at sige:

- Was wollt' ich da? was wollt' ich da?

Maanen kom frem og Bjergets bratte Sider blev overgydt af dens Skær - et stille lysende Hvidt, hvor Gæsternes Tog udspændte lange Skygger.

Forsigtig travede Muldyrene frem, nu og da strækkende de lange Halse frem over Afgrunden for ved Kanten at afrive en Urt med de tørstige Tunger.

Bestandig stiger Maanen højere, og det er, som alle Bjerge svømmede i Lys.

124

Kammersangerinden Fru Bilt er falden i Søvn paa sit Sæde.

- - -

Det var Midnat, da vi naaede Bjergets Top. Førerne vækkede i Afstand Herbergets Folk, og der blev som med ét Slag en sand Tyrolerlarm af Slag-Cither og Jodlen.

Der var jo pludselig kommet Publikum, og søvndrukne opførte de Godtfolk "Herberget i Tyrol".

Det var et utroligt Spektakel. To Piger sang, og "der Hausknecht" gebærdede sig heftigt med en Slagcither. Vasili og Fru Bilt og hendes Sanglærer nød uforstyrrede kogt Faarekød af et Lerfad. Professor Amanda vimsede emsig om paa Taa og lod ængstelig sine Lagener dampe foran Skorstenen.

Lige overfor Kroen laa Kirken.

Den unge Russer gik derind med sin Ven. Over Højalteret stod Jomfru Maria. Hun var i Silkekjole og med Sarah Bernhardt-Paryk over Voksansigtet. Hun lignede en Provinsprimadonna paa Retur.

Der var paa Altret mange Lys. De var stukne i Champagneflasker. Turisterne bringer vel alle de sølvhalsede Bouteiller.

Paa en Tavle, ophængt paa en Pille, stod at læse, at Bispen i Innsbruck Gud til Ære havde bygget dette Tempel, højt over de menneskelige Boliger. Markedslarmen trængte sig fra Værtshuset ind i Kirken. Pigerne tog lange og falske Toner, og Karlen blev ved at slaa sin Cither....

Russeren vendte tilbage med sin Ven, og de fandt endnu Fru Bilt og hendes Garde bænkede trolig foran deres Faarekød ...

Endelig blev der stille - som ved et Kommandoord. Gæsterne sov rundt i deres Kamre.

Kun en enkelt Fremmed fandt ingen Ro. Lydløs gik han gennem Gangen og Gæstestuen, hvor Madmoderen sov liggende paa Ryggen paa Bænken ved Ovnen, tungt som et Dyr. De to Piger blundede paa et Par Stole, 125 gabende, som var de faldne i Søvn med de sidste Toner i Halsen. Karlen laa paa Gulvet paa noget udbredt Halm.

Der paa Bordet stod Resterne af Faarekødet.

Den Fremmede aabnede Døren til Svalen og traadte derud.

Himlen var høj og alt var uendeligt stille. Ingen Lyd naaede op fra Jorden, som Mørket skjulte for hans Blik. Over ham var alt en svømmende Klarhed, gennemsigtig, lig rindende Vand, som var Æteren et Hav, paa hvis Bund han stod.

Tavse laa alle Bjerges Tinder.

Men Maanen svømmede fuld og stor og lydløs frem gennem den mægtige Stilhed. Og tusinde Stjerner, hver en Verden, glimtede tyst i det endeløse Blaa.

Her var Menneskets Myrelarm død, og man anede en Tanke, som er større end vor. Her var Menneskene Sandskorn og vore Raab er blevet Stumhed. Her vandrer Naturen sin evige, sin gaadefulde Vej, og selv vort "Hvorfor" tvinges maalløst i Knæ af dens Storhed.

Hvorfor Livet, hvorfor Døden? Hvorfor Kærligheden og Forplantningen og Driften?

Her spørger vi ikke. Vi er for smaa overfor altfor store Verdener. Her fuldbyrdes med Bjergenes Tinder som Vidner Evighedens Tanker.

Hvad vi gælder, hvem véd det? hvad Maal ogsaa vi tjener, hvem kender det? Hvad hin "store Vilje" vil, vi gætter det ikke. Hvorhen den vil føre os gennem Skabningens Alp af Lidelser - hvem fatter det?

Vi er for smaa, selv til en Klage for smaa.

Hvis Du, naar Vinteren kommer, vil plante en Blomst fra din Have ind i din Stue, og Du har fundet den bedste Jord, saa sætter Du Hakken i Jorden og tager Muldet ubekymret om et uset Insekt, som din Hakke dræber ...

Og Du indplanter Blomsten.

Betyder vel vi overfor Værket, der fuldbyrdes af saa 126 mange Verdener, mer end det aldrig sete Insekt, din Spade ubekymret har dræbt?

Lad os derfor tie. Vore Spørgsmaal besvarer ingen, og vore Klager høres af ingen ...

Om Morgenen vækkedes vi, da Solen kom.

Al Himlen blev som et luerødt Hav, halvt af Guld og halvt af Roser. Bjergenes Tinder lyste som Øer i Havet. Og i et Nu tændes paa tyve Fjælde tyve Bauner for at melde Dagen.

Langsomt trak Mørket sig bort gennem Dalen - som den vide Kappe, der trækkes hastigt sammen om en Flygtende.

Morgenens Damp slørede endnu Floden.

Saa slukkedes Bjergenes Brand ...

Slottets Gæster brød atter op.

Vi naaede atter Skovene og Engene og Landsbyerne og Slottet.

Fru Simonin viftede til os fra sin Terrasse i sin russiske Slaabrok.

Og op ad Dagen klang atter Flygelerne, og Kammersangerinden Fru Maria Bilt nikkede i Halvsøvne over sin evige Strømpe.

... Det blev langt ud paa Efteraaret, før vi drog bort.

Sneen rullede sit hvide Tæppe langt ned over Bjergene. Roserne frøs paa Slottets skønne Terrasse, og Aftnerne længedes.

Saa maatte vi bort.

Slottets Gæster splittedes atter for atter en Vinter lang rastløst at jage efter Verdensberømtheders triste Berømmelse.

I Slottet er der blevet koldt og stille.

Franz Liszt og Slottets Frue har i Musiksalen i det hvide Marmor smilet tavst tungsindigt til hinanden.

127

KUNSTREJSE PAA BORNHOLM

Vi søgte paa Fædrelandets Kort en Serie af Flækker, hvor Herman Bang endnu ikke havde holdt Oplæsninger.

Det var ikke let at finde.

Vi saá, vi havde Valget mellem Thyland og Bornholm. Vi besluttede os til Bornholm af Hensyn til Naturskønhederne.

Truppen indrettedes til Koncertbrug. Dens Medlemmer var en Tenorsanger, Fader til ni Børn og Lervarefabrikant, en Pianistinde, der fra Konservatoriet havde Attest "for at egne sig fortræffeligt til Lærerinde", samt Undertegnede.

Impresario var en Skuespiller, der lever af at give Danseundervisning. Han skulde træffe de stedlige Arrangements.

Vi drog ud med de bedste Forhaabninger.

Ved Ankomsten til Rønne erfarede vi, at vi om Aftenen skulde optræde i Danseetablissementet Dannebrogs mindre Sal.

Impresario havde anset "den mindre Sal" for tjenlig: Der maa jo være udsolgt i Rønne af Hensyn til de andre Pladser, sagde han ("de andre Pladser" var Byerne Hasle, Allinge, Svaneke og Nexø, - vi gav Afkald paa den Stad Aakirkeby): og, mine Herrer, Forholdene er jo smaa ...

Vi fandt os i den mindre Sal: den rummede hundrede Personer. Og vi lod forespørge hos Boghandleren, om han mente, der var "Stemning".

128

Han mente nok det. Men der var forresten "noget mange Billetter tilbage". Sandheden var, at der var afsat tolv. I Løbet af Eftermiddagen indsmigrede Danselæreren sig hos sine Elevers Forældre; han sendte dem efter Truppens Ønske skønsomt Fribilletter efter liberal Maalestok.

Om Aftenen saá vi, at han jo ikke netop dansede med Beaumonden.

Tenoren, der opholdt sig ved Nøglehullet i Kunstnerværelset, erklærede, at vi maatte omlægge Programmet. Han ønskede ikke at slutte Koncerten.

løvrigt havde vi "noget Haab: der var Trængsel ved Billethullet.

Vi vidste endnu ikke, at der altid er Trængsel ved de Billethuller paa Bornholm.

Det kommer af de Folks Langsomhed med at faa Pengestykkerne af Lommen. De handler ved et Billethul som hos Kræmmeren, hvor de ser paa Bomuldstøj. Først spørger de om Priserne. De faar dem. Saa betænker de sig grundende en Stund, til de fjerner sig. Man tror, de har opgivet Tanken om den Forlystelse, men de bortfjerner sig kun for omhyggeligt at fremtage Pengene i en Krog. Mens dette staar paa, er Pladsen nærmest Billetkontoret tom. Andre Lysthavende venter stille paa ham, der kom først. Naar denne første endelig er naaet til Betalingen - Bornholmerne har en egen ømt-tøvende Maade, hvorpaa han tager Afsked med hver enkelt Mønt - udspørger han Billetsælgeren om Programmet. Han gør det grundigt, som skulde han lære det udenad. Trykt har han det, som det senere viser sig, i Lommen.

Endelig fjerner han sig.

Turen er til den næste.

Koncerten var ansat til Kl. 71 2. Vi begyndte et Kvarter over otte. Tenoren lagde for med donna e mobile.

Paa det omlagte Program sluttede Pianistinden med en Vals af Chopin. Tenoristen var, indbunden i mange Tørklæder, allerede gaaet hjem.

129

Da den øvrige Trup arriverede til Hotellet, skulde Stuepigen venligst hilse fra vor Kunstbroder: Han havde betalt sin Regning og var taget med Dampskibet. Han havde pakket sin Haandkuffert og var vendt hjem til sine Kar.

Resten af Truppen vilde fortsætte. Dens næste Station var Hasle.

Bornholmsk Kunstforsyning foregaar pr. Landauer. Behageligt kører man fra Flække til Flække. Tournéen kunde nu særdeles vel rummes i Vognen: Impresario var blevet i Rønne "af Hensyn til de smaa Forhold". Paa Pladserne kunde Billetsalget meget godt besørges af vor Kusk, ved Navn Andreas,

Vi ankom til Hasle noget efter Middag. Jeg spurgte i den meget landlige Gæstgivergaard efter Boghandleren. Jeg erfarede aldrig, om der var nogen. Men vor Forretningsfører var en Skomager.

"Han havde med Salen" - som var et Slags Bedehus.

Vi opsøgte Skomageren, der var en fortræffelig Mand. Vi spurgte om Udsigterne. Ja, han vidste jo ikke. Hasle var en vanskelig By. Men nu havde han jo ladet Trommen gaa - igaar.

Vi mente, at den maaske burde gaa idag ogsaa. Det havde ogsaa han tænkt:

- For Udgifterne var jo store. Fire Kroner ene for Salen - med Belysning.

Belysningen var fire Sparelamper, ophængte i Jerntraad.

Vi bad, om vi muligen maatte se Salen. Ja, det kunde vi saa godt. Men han, Skomageren, var nok Disponent (det hed Disponent) over Salen, men Nøglen havde da Kassereren.

Saa gik vi for at spørge Kassereren. Det var en Vandring gennem den hele By. Da vi traf ham, fik vi Nøglen, og han sagde:

- Ja, det værste var jo, vi skulde vel bruge et Klaver?

130

- Ja, det skulde vi rigtignok, siden det halve Program var Pianomusik.

- Ja-a, Kassereren kunde næsten tænke det, og det værste var, at der var intet Klaver.

Vi begyndte at indse, at det jo var forbundet med visse Vanskeligheder at koncertere i Hasle.

Men, mente Kassereren - thi alle Folk var saare hjælpsomme - vi'kunde maaske laane et; for hos Købmand den og den var der et Klaver.

Truppen besluttede at gaa til Købmand den og den. Og Købmandens Frue var meget velvillig: Klaveret kunde vi saa inderlig gerne faa, men det værste var jo det, at det ikke var stemt i mange Aar. For det var jo svært at faa Stemmer her til Hasle.

Vi havde næsten ventet det. Pianistinden vilde traktere det ustemt.

Vi gik hjem.

Paa Vejen faldt vi i Hænderne paa en Kunstelskerinde. Hun paastod, at hun "havde truffet mig i en Familie" for ti Aar siden, og hun var fuld af Begejstring over min Ankomst. I otte Dage havde hun ikke tænkt paa andet end vor Koncert.

- Og nu - tænk - kunde hun ikke komme, kunde ingen komme. Det var Tirsdag, og de havde netop - tænk - Syforening Tirsdag.

Jeg beklagede naturligvis dette Faktum og spurgte, om der var mange Medlemmer i den Forening.

Det var hele Byen, sagde Kunstelskerinden.

Jeg indsaa i Stilhed, at Hasle hørte til de Pladser, hvor Selskabet af Sparsommelighedshensyn indskrænker sig til saa at sige at udsende Vedetter ved de kunstneriske Begivenheder. Man udsender to, tre, fire Spejdere for at overvære Festen og afgive Beretning i Familierne. Og fjorten Dage i Træk taler man derpaa om Festiviteten, som om man personlig havde hædret den med sin Nærværelse,

Til Kunstelskerinden, der var en Bestillingsmands Frue, udfærdigede jeg to Fribilletter.

131

Skomageren ventede paa Hotellet. Han spurgte, hvordan det gik. Vi svarede, det gik efter Forventning.

Disponenten haabede det og spurgte, om vi havde hørt Trommen. Den var gaaet. Og forresten stolede Skomageren paa sine Meningsfæller. De stillede.

Klokken otte sad Kusken Andreas ene i det tomme Bedehus foran en Tallerken, hvorpaa han agtede at indkassere det Hasle-Publikums Mønt.

Han sad længe uforstyrret.

Lidt efter lidt dryssede der dog nogle sky Mandspersoner ind og satte sig paa en Bænk ved Døren. Jeg forstod, at det var Skomagerens Meningsfæller. Han havde ikke mange.

"Selskabet" lod sig repræsentere af Kunstelskerinden og Byfogdens Fuldmægtig, der havde sin Fribillet i Embeds Medfør.

Vi rystede Støvet af vore Fødder og overlod Hasle vort Rygte.

Vor næste Station var Allinge. Vi kom, mens Trommeslageren rørte sine Pinde. Han bekendtgjorde Herman-Bang-Koncert, hvorpaa der fulgte en Hvirvel. Derefter tog Manden paa igen, og vi lod Vognen standse for at høre. Det var en Bekendtgørelse om, at Anders Olsens Enke iaften serverede med ferske Kødpølser.

Enken har muligvis tænkt, at hendes Kødpølser gik vel med paa Købet, naar de Folk i Allinge nu én Gang var paa Støvlerne.

Forestillingen fandt Sted paa Hotellet. Kunstnerne ventede i deres Værelse. Kusken Andreas, der atter var posteret foran sin Tallerken, løb uafladelig til og fra Vinduet. Han lænede sig ud, som vilde han styrte sig ned paa Stenbroen.

Jeg spurgte, om han dog ikke vilde være saa venlig at holde sig lidt i Ro ved sin Tallerken.

Han svarede, at han viftede sine Bekendte ind.

Han paastod, at han allerede havde indviftet syv.

Og Gæstgiverens Frue, der var saa febrilsk, som var det hende selv, der skulde haandtere det opretstaaende 132 Klaver - heller ikke det var stemt netop igaar - gik frem og tilbage og sagde:

- Ja, lad De Andreas - Andreas er god nok - - Andreas er jo barnefødt her i Allinge.

Andreas blev ved at vifte i Vinduet. Noget hjalp det. Kassen var paa Kroner 27 i Allinge. Efter Koncerten forestillede en lille Dame sig for mig. Hun var nogle og halvtreds med Proptrækkerkrøller over det hele Hoved og iført graat Jerseyliv med rødt Bælte. Det sorte Skørt var særdeles kort og lod se et Par Smaafødder indfattede i Gedeskind.

Hun præsenterede sig som Fru Nielsen og takkede mig under mange Taarer.

Jeg erfarede, at Damen var en Konkurrent til vor Impresario - hun gav Undervisning i Dans.

Jeg havde læst "Danserinden Irene Holm".

Vi afrejste til Svaneke.

Vi var anbefalede til en kunstelskende Familie, hvis Overhoved ved Koncerten skulde udføre en Violinsolo. Vi fandt Familjen dybt optagen af Forberedelserne til en Forsvarsfest.

Familjechefen udkastede Dekorationer, som seks Døtre i alle Aldre fuldførte med Farvelader. Der var ikke et Sted, hvor det ikke flød med farverige fædrelandske Symboler.

Paa de ægteskabelige Senge - Dørene lodes aabne under den megen Sysselsættelse - hvilede Danmarks Genius i Legemsstørrelse. Hun var iført meget Rødt og saá ud, som om hun blødte.

Husets Frue bød os paa en Forfriskning midt under Forberedelserne. Hun forklarede, at Dekorationerne jo ikke var til Unytte. Først prydede de Basaren:

- Og Folk her i Svaneke, sagde hun, vil nu ha'e noget for Øjet.

Og siden blev de bortloddede.

- Det er dog altid noget til at ha' paa en Væg, sagde hun.

133

Familjens Overhoved forlod det Dekorative og gik over til næste Kunstart: han vilde prøve sin Solo.

Fruen udtalte sin Ængstelse for Besøget. Det var det med Forsvarsfesten, at den kom nu lige. Og Folk havde ikke Penge til alt muligt. Og der var saameget i Svaneke.

Paa en Gadeplakat havde jeg lige læst, at Professor Epstein junior havde forlystet med sin "gaadefulde Magi" ved Nytaarstider - nu var vi i Maj.

Men hvad Døtrene angik, havde de sikkert Haab. Døtrene - alle disse unge Damer havde nu anlagt Tarlatanshatte - stolede saa vist paa deres Veninder. Og de havde mange Veninder.

Jeg spurgte, om man turde tjene nogle af dem med et Par Fribilletter.

Man sagde ikke "Nej".

Vi gik til Prøve paa Violinsoloen.

Den festlige Sal paa Hotellet var prydet med Granguirlander og Dannebrogsflag samt Hans Majestæt Kong Christian IX's Buste. Hotelejerinden bad mig indskrænke de numererede Pladsers Antal:

Folk i Svaneke gik helst paa de unumererede.

Koncerten indlededes med Violinsoloen. Den halve By var forsamlet udenfor Salsvinduerne. Det var en Smule generende, fordi Byfogden jævnlig sendte en noget støjende Politibetjent ud for at sprede Skarerne - hvad der voldte nogen Forstyrrelse.

Desuden talte disse Udenforstaaende med, og de var misfornøjede, naar de ikke kunde høre. Og "Gravesens Bal" er et langt Numer, naar man er indskrænket til kun at kunne følge det Mimiske.

løvrigt var Koncerten vellykket og Underbalancen betydelig.

Nexø var vor sidste Station. Vor Impresario, der opholdt sig i Staden for sin Danseøvelse, erklærede, der blev fuldt. Han havde forhørt sig hos Forældrene.

Der blev fuldt - af Folk i festligt Skrud og Damer i Koncerthatte. Byen ligger vel to Mil fra Svaneke, og 134 det var, som var man kommet til en helt anden Verden. Folk sad paa numererede Pladser og var i Koncertstemning.

Brandkorpset var posteret i Gaarden, og jeg spurgte, om det var Skik her, at saadan det hele Kor rykkede ud ved Festligheder. Føreren svarede mig, at det var for at holde Styr paa Drengene. De var saa slemme til at ville se gratis. Saa holdt Brandfolkene Vagt ved Trapperne.

Koncerten indlededes med et Numer af Chopin, der heftigt afbrødes af en Hund. Publikum indigneredes og jog Hunden frem gennem alle Rækker.

Det lød som Larmen af en Meute.

Oppe i et Hul i Loftet kom seks Kvindeansigter til Syne. Det var 'Hotellets kvindelige Betjening, som overværede Koncerten paa Loftet.

Efterhaanden trættedes disse Damer ved Underholdningen og talte meget højt. Der var et Par Svenskere imellem, og deres Konversation lød meget skingert. De mønstrede kritisk det ganske forsamlede Publikum.

Der blev megen Uro, og en Herre løb ned gennem Salen.

Det var Byfogdens Fuldmægtig, som efter Ordre skulde rense Loftshullet i Lovens Navn.

Man hørte høje Hvin (Underholdningen var imidlertid standset) og almen Flugt i mange Slæber over Loftet.

Saa vendte Fuldmægtigen tilbage.

Vi fortsatte ...

I sidste Nu besluttede vi endnu en Gang at forsøge Rønne. Vi vidste jo, at man ogsaa efter en Koncert kunde naa Dampskibet.

Vi tog Dannebrogs store Sal og søgte Assistance hos en Mandskvartet, hvis Honorar var ti Kroner - at udbetale paa Forhaand.

Da Mandskvartetten havde drukket Øl til henimod Klokken otte, forespurgte dens Leder, om de saa maaske 135 kunde begynde. For vi skulde vel med Dampskibet.

Jeg mente ikke, der var noget at vente efter.

Der sad i Salen sytten Mand og Kusken Andreas.

Kvartetten lagde ud med Bellman. Den unge Pianistinde, som var noget mindre vant til Skæbnens Omskiftelser, græd gemt bag et gammelt Gardin.

Jeg underholdt mig med Billetkontrolløren.

Han fortalte, hvor fuldt der var i Rønne, naar der var Dilettantkomedie:

- For de er jo dygtige, sagde Manden, de har jo Øvelsen - - de spiller jo hver fjortende Dag.

Jeg stod og talte Kronerne som en Degn sit Pinseoffer: det var magert, meget magert.

- Over Scenen staar der: Ej blot til Lyst, fortalte Kontrolløren.

Jeg havde hørt om det.

Der dryssede endnu et Par Halvtreds-Øre ind ad Hullet. Kontrolløren og jeg regnede og lagde sammen.

- Ja, det er jo Tab, sagde Kontrolløren.

- Det var jo det, sagde jeg.

Mandskvartetten havde sluttet. Pianistinden begyndte paa Chopin ...

Saa fik ogsaa den Aften Ende.

Vi gik fastende ombord. Rejsekassen tillod ikke Udgifter, som kunde undgaas.

Hele Dampskibspladsen var stopfuld af Folk. De vilde se Kunstnerne.

Vi havde været paa Kunstrejse paa Bornholm.

136

"ENAKTERE"

JEG gør egentlig ikke Fordring paa at blive kaldt dramatisk Forfatter. Men alligevel har jeg skrevet en Række af Skuespil. De er samtlige i én Akt.

Alle er tillige opførte, sandsynligvis af Theaterdirektører, som har taget Hensyn til Forfatterens andre literære Fortjenester.

Mit første Skuespil var "Du og jeg". Frits Holst fandt det ikke slettere end andre kortaandede Smaakomedier, hvormed tyveaarige Personer debuterer, og Robert Watt antog det velvilligst.

Severin Abrahams paatog sig Proverbe-Baronen og Betty Borchsenius var den unge Pige.

Efter Generalprøven, som jeg overværede, sendte de Rollehavende Bud efter mig. Der var sammenkaldt Krigsraad, thi Prøvens Resultat var det, at Stykket maatte omarbejdes.

Det skulde spilles næste Aften, saa der kunde kun være Tale om at omarbejde Slutningen.

Vi begyndte at omarbejde under Betty Borchsenius' Præsidium. Vi lavede seksten "Slutninger" og klistrede dem ind i Robert Watts Sufflørbog - den ene ovenpaa den anden. Sufflørbogen blev tyk som en Treakter.

Vi raadspurgte Frits Holst, som mente, at den ene Ende sikkerlig var ligesaa god som den anden. Vi raadslog i to Timer, til ingen af de Rollehavende vidste, om de var solgte eller købte, og Forvirringen var fuldstændig.

137

Tilsidst sagde Betty Borchsenius:

- Jeg maa i hvert Fald sige den sidste Replik, saa den "ta'er" Folk.

Men hvad hun egentlig skulde sige - vidste ingen rigtig, hverken hun eller jeg.

Næste Morgen sneg jeg mig ud paa Gaden ved Daggry- Jeg vilde læse Plakaterne. Den første, jeg saá, var paa Nygades Hjørne: Jo, det var den. Hvilke store Bogstaver, men kønt stod det. Jeg synes endnu til Dato aldrig, jeg har set noget trykt saa fedt som det "Du" og det "Jeg".

Jeg gik til det næste Hjørne og det næste. Jeg gik gennem hele Byen. I Bredgade løb jeg paa Plakatmanden med sin Potte. Jeg fulgte efter ham helt ud i Grønningen, stirrende paa hver eneste Plakat han slog op, som vilde jeg studere Klisterets bindende Virkninger.

Da jeg gik hjemad, kom der en Dreng ned ad Bredgade. Med ét gik han hen og flængede en af Plakaterne - mine Plakater: jeg kunde gerne have slaaet ham ned med det samme.

Om Aftenen var jeg paa Nørregade, da Kontrolløren satte Stigen til for at tænde Portlygterne. Den Gang var der ikke Glastag og to Porte, som man løber surr i, mod Brandfare og al den Herlighed - der var kun den ene gamle og lave Port, som førte ind til Langes Theater og min Debut.

Jeg listede op paa Galleriet. Kontrollørerne stod endnu ikke en Gang ved Dørene. Men oppe paa de bageste Bænke, hvor jeg vilde gemme mig, huserede nogle Drenge, der saá ud som Sønner af Pyntekonerne.

Paa Gulvet var der mørkt.

Endelig blev der lyst, og Kontrolløren kom frem i sin Dør for at inspicere. Jeg syntes, han saá uafladelig paa mig, og jeg rykkede længere og længere ind i min Krog: jeg havde jo ingen Billet.

Men Manden var bleven mistænksom og vendte stadig tilbage til sin Dør. Jeg saá vel ogsaa nok saa forknyt ud, at jeg kunde ligne en blind Passager.

138

Jeg rykkede videre helt op til Væggen. Manden ved Døren tog ikke Øjnene fra mig.

Tilsidst kom han hen og spurgte, hvortil jeg havde Billet.

Jeg sagde kun: jeg havde ingen Billet.

Og saa ytrede Manden det Ønske, om jeg maaske vilde gaa.

Jeg var saa forkuet, at jeg saá ud som ganske forkommen.

Jeg sneg mig ned og ind i en Loge, hvor jeg gemte mig op ad en Pille. Men Kontrollørerne var nu én Gang paa Jagt efter mig. De vidste ikke, hvem den lille Person var, og Logemanden kom hen og slog mig paa Skuldren:

- Om den Herre inaaske vilde vise sin Billet.

Jeg gav ingen Forklaring, og jeg maatte igen ud. Der var ikke andet tilbage nu end Forsalen. Der stod jeg. Plads var der - det var nok, lod det til, ikke saa mange, der skulde til den Debut.

Saa begyndte Orkestret at spille. Jeg slap ind i Parterret med en af Direktørens Slægtninge. Der sad jeg i Mørket og saá angstfuld min første Pjes.

Et Par Dage efter vandrede jeg op til Professor Høedt. Han tog venligt imod mig og sagde, mens han slog mig paa Skulderen:

- Naa, saa har jeg da set Deres Stykke. Jeg havde jo nok læst, at det var noget Skidt - - men at det var saa skidt, havde jeg dog aldrig troet.

Professoren rystede paa Hovedet og saá ud som maalte han et sandt Dyb af direktoral Lemfældighed:

- Ja, sagde han: at no'en Direktør vilde opføre det Stykke.

Saa lovede han, at han vilde sætte mit næste Skuespil i Scene. Det var "Hverdagskampe", som allerede var indleveret til Theatret og antaget.

- For det er da no'et bedre, sagde han. "Hverdagskampe" skulde spilles hen paa Foraaret. Høedt stod ved sit Løfte.

139

- Men lad ham først selv, sagde Høedt: saadan en Kritiker maa forsøge sig i det Praktiske.

Professoren holdt paa, at jeg skulde lede de første Prøver: For De har vel udarbejdet Deres m ise-en - scene? spurgte Høedt.

- Ja, sagde jeg - der ikke havde Spor af mise-enscène og ikke det svageste Begreb om, hvordan m i seen-scene overhovedet skulde laves -: Jo, jeg har, sagde jeg med Livet i Halsen.

- Naa, ja, saa begynder De, konkluderede Høedt, og jeg kommer, naar der er arrangeret.

Det blev en smuk Farce, min "Begyndelse".

Der stod jeg en skøn Dag med mit Stykke ved Siden af Sufflørhullet og kommanderede tilhøjre og tilvenstre og tilvenstre og tilhøjre og tog Døre for Vinduer og Vinduer for Døre og tilvenstre for de Spillende for tilvenstre for Tilskuerne - rent forstyrret af mit eget Stykke, der skulde begynde at leve.

Skuespillerne gik tilhøjre, Skuespillerne gik tilvenstre. De bøjede sig ud ad et Vindu, hvor jeg i første Scene havde anbragt en Dør, og de lukkede Døre op, hvor jeg havde arrangeret et Vindu.

De adlød mig blindt; de var halvkvalte af Latter.

Midt under Prøven arriverede Professoren.

Han sagde blidt: at han vilde se, hvordan det gik. Og tilføjede: at jeg ikke skulde lade mig forstyrre i mit Arbejde (han sagde Ordet "Arbejde" med en ganske let ironisk Betoning).

Han var i de kendte Galocher og satte sig paa første Bænk. Han blev siddende dér, til Arrangementet var færdigt. Da var Nederlaget fuldstændigt. Der var ikke et Menneske, der vidste, hvor nogensomhelst skulde gaa eller staa.

Høedt sad lidt. Saa rømmede han sig og afskød Galocherne:

- Ja, saa begyndte vi nok forfra, sagde han: for dette var jo ikke saa godt.

140

Tonen var mild og venlig, Virkningen ikke desto mindre betydelig.

Sceneinstruktøren var knust. Professoren gik over til at hjælpe paa Forfatteren.

Men hvorledes hjalp han saa ikke ogsaa ham.

Naar i alle disse Aar "Hverdagskampe" en og anden Gang er faldet mig i Hænderne, har jeg altid med samme Undren maalt dette tarvelige og ret skruede Stykke Komedie, der i Bogen staar trykt - med det skønne Miniatur-Skuespil, Høedt af en saadan Libretto havde skabt.

Hvormange Følelsesovergange havde han ikke læst ud af de pauvre Ord, hvormange Stemninger havde han ikke skabt, hvormange Virkninger havde han tryllet frem af de spæde Optrin.

Men hvilket Arbejde var det saa ikke ogsaa.

For denne Iscenesætter var alt vigtigt: Dekoration, hvert eneste Møbel, Skuespillerens Dragt, Belysningen. En Time, mer end en Time brugte han til Prøve blot med Lampisten for at faa et Tusmørke, som han vilde have det.

Og alt det, saa mangfoldigt, saa omhufyldt det var, blev for ham kun Arrangørens Værk: saa efter det begyndte Instruktørens. Og forfølgende det Digt, som Librettoen havde født inde i hans Hjerne - et Digt, fuldt af Lys og Skygge, Inderlighed og Sjæl, Udtryk for Lidelse og Glæde, skyggende eller lysende over hinanden - gik han til at gøre sin Digtning til Virkelighed ved Hjælp af Skuespilleren, sit Redskab.

Han stemte saa sikkert, som Spilleren stemmer sit Instrument, hver deres Tone ind i den Symfoni af Menneskerøster, som Stykkets Samtaler var blevet i hans Øren. Han fulgte hver deres Replik i Hælene for at berige den med sin Følelsesrigdom, der lod den simpleste Sætning som lyse i alle modsatte Farver.

Han bekymrede sig om Stort som om Smaat.

Hr. Abrahams skulde etsteds komme ind og lægge 141 en Hat fra sig. Hr. Abrahams gjorde det med en noget rundalbuet Selvfølelse ...

Høedt bliver urolig paa sit Sæde og siger saa:

- Maa jeg spørge, hva' er det for en Hat De lægger fra Dem?

Hr. Abrahams havde tænkt sig en Straahat, da det var Sommerferie og paa Landet.

- Jeg ogsaa, svarer Høedt og rømmer sig:

- Ja, vil De saa maaske gaa ud igen og lægge den Straahat en Gang endnu.

Hr. Abrahams gaar atter ud og placerer atter Hatten.

- Om igen, siger Høedt blot:

- De placerer den, som var det en velbørstet Silkehat

Og Hr. Abrahams, paa hvis hele Kunst Professoren satte en saa overordentlig Pris, maa placere om igen - - og om igen, det meste af tyve Minutter.

Prøverne trak ud i det uendelige. Hver Dag kom Høedt og sagde: i Dag vilde han kun blive en Time. Og efter det første Kvarters Forløb var Galocherne kommet af ham, og var først Galocherne af, kom man aldrig hjem.

En Dag blev Klokken halvfem, og Skuespillernes Sjælstilstand - de skulde jo spille om Aftenen - var ikke netop Taalmodighed.

Sige noget turde imidlertid ingen; og Høedt gjorde ikke nogen Mine til Opbrud.

Fru Louise Holst begynder at antyde, at hun ikke er særlig oplagt. Høedt lader længe, som mærker han det ikke.

Tilsidst siger han:

- Er De utilpas? Fru Holst svarer:

- Oprigtig talt er jeg sulten, Hr. Professor. Høedt ser op paa hende saadan paa skraa:

- Saa?

- Aa, Hr. G., vender han sig saa til Regissøren: lad hente noget Mad til Fru Holst.

142

- Vi andre, tilføjer han meget tørt: spiser, naar vi kommer hjem.

Fru Holst lod ingen Mad hente, og Prøven varede endnu et Par Kvarter.

Naar vi gik hjem ad Nørregade, var Høedt altid svært oplivet. Prøvens Luft havde vakt alle hans Livsaander.

- Hm, hm, sagde han og rømmede sig: Mon vi dog ikke skulde faa et Stykke ud af det?

En Strid havde jeg med Professoren. Ellers bøjede jeg mig, hvad der var ret selvfølgeligt. Striden var denne:

Der skulde i min Pjes spilles firhændigt.

I en Parentes være det sagt, at der overhovedet spilledes og legedes mangelunde i mine Smaastykker. I "Du og jeg" var det Fjerbold. I "Hverdagskampe" var det Croquet (jeg kendte endnu ikke Lawntennis) og firhændigt Klaver. Disse snilde dramatiske Paafund var min ungdommelige og hemmelige Stolthed.

Stykket opgav Ouverturen til Don Juan og jeg ønskede tyve Takter.

Høedt var fortvivlet.

- De griner, sagde han: tyve Takter - de griner - véd De, hvorlænge det varer?

- Folk skal dog ikke paa Koncert. Han lod de tyve Takter spille for mig. Han hørte selv til og paa et bestemt Sted sagde han:

- Saa. Her skal stoppes.

Og vendte sig til mig - - men jeg holdt paa de tyve Takter.

- Naa, sagde Høedt lidt fornærmet:

- Lad ham saa kun se.

Prøverne gik deres Gang. Himlen véd, hvormange der var. Vist er det, Høedt sparede sig ikke ...

Saadan former Billedhuggeren dødt Ler til Liv som han formede den Pjes til Skuespil - sidste Gang blev det, at han viste sit hele Geni.

Aftenen kom. Det var Louise Holst's Benefice. Huset udsolgt og fuldt af munter Summen. Orkestret havde 143 begyndt at spille. Høedt og jeg stod hver ved sit Hul i Tæppet.

Saa kom Professoren hen til mig og lagde sin Haand ned paa min Skulder:

- Ja, sagde han: nu har jeg forsøgt at tilbagebetale lidt af min Gæld ...

- De maa nemlig vide, jeg skylder egenlig Deres gamle Bedstefader Livet ... Jordemoderen og de alle troede, jeg var død, saa lidt Liv var der i mig, da jeg blev født ... Saa sagde min Moder: Send Bud efter Bang.

- Og Bang kom og saá paa mig - han saá saa rask - og sagde:

- "Put Ungen i koldt Vand".

- Og det gjorde de, og saa begyndte jeg at give Livstegn: Jeg hvinede, som skulde jeg nu først til rigtig at miste Livet ...

Høedt lagde sin Haand lidt fastere paa min Skulder:

- Det har jeg nu aldrig glemt, sagde han: Og jeg vil være glad, om jeg har kunnet gøre lidt for Dem.

Han blev staaende og saá frem for sig, saa sagde han, tænkende paa Bedstefader:

- Hm, ja, han var en udmærket Mand og en skrækkelig - Poet.

Midt i min Angst tænkte jeg: Tag Du den, Kammerat ...

Og saa tog en kraftig Arm mig pludselig i Siden og puffede mig heftigt ud i Kulissen.

- Tæppet gaar jo, raabte han.

Det var gaaet.

Da vi nærmede os til Stedet med de tyve Takter, kom Høedt hen til mig i Kulissen. Han vilde have mig i Nærheden under det Firhændige. Inde paa Scenen spørger Fru Holst (noget umotiveret iøvrigt) Fru Borchsenius, om de ikke skulde spille lidt firhændigt, og Høedt begynder at rømme sig ude i Kulissen.

De to Damer sætter sig, og Hr. den og Hr. den begynder at traktere et Klaver ude i Kulissen.

144

I Salen er der meget stille. Det er øjensynligt, at Publikum rinder det meget net at se Louise Holst og Betty Borchsenius bevæge Fingrene firhændigt.

Der gaar ti Takter, der gaar tolv Takter.

De første begynder at rømme sig.

- Saa, sagde Høedt, nu har de set nok paa det.

Han havde netop villet standse med den tolvte Takt.

Men nu spillede de jo videre - - mens hele Salen rømmede sig.

Nej, Professoren havde haft Ret - nu mærkede jeg først, hvor længe bare otte Takter varede.

Høedt blev selv ganske urolig - og de spillede, spillede, spillede endnu.

Endelig var det forbi med Koncerten.

- Na - sagde Høedt: de grinede jo ikke ...

Næste Aften holdt vi os til de tolv Takter.

Stykket blev en virkelig Succes, og det var en af min Ungdoms lykkeligste Aftner: jeg havde virkelig kun føje fortjent den.

"Inden fire Vægge" var mit næste Drama. Det har ingen Historie.

Det blev opført paa Kasino.

Efter Generalprøven sagde Theodor Andersen:

- Hør, var det mon ikke bedre, vi lod være at spille det Stykke?

De fleste Rollehavende mente sikkerlig, at det var bedre. Jeg bad om lidt Betænkningstid og gik ned i Basargangen og betænkte mig. Mine Overvejelser førte til, at det bedste dog var, at Enakteren spilledes.

Det blev ved det:

Interiøret kom paa Plakaten foran Offenbachs "Røvere".

Skuespillet aabnedes atter med et af de Paafund, som alle paa Prøverne angreb, men som jeg aldrig i Evighed ofrede:

Op gaar Tæppet og tom er nogle Øjeblikke Scenen. Saa indtræder gravitetisk Betty Borchsenius bærende en Urtepotte. I Tavshed stiller hun den paa Bordet, ryster 145 tavs paa sit Hoved, tager atter Potten og gaar - i Tavshed.

Hvorpaa Scenen paany staar tom.

Alle havde de besvoret mig at ofre Urtepotten. Betty Borchsenius havde bedt mig indstændigt. Jeg fastholdt baade Urtepotten og Tavsheden.

Virkningen udeblev ikke: det blev det højstærede Publikum, som muntert brød Stilheden.

"Inden fire Vægge" opførtes to Gange.

Der er jo det ved Stykker, der opføres paa de fleste Privattheatre: de skal intet Abonnement gaa rundt.

"Graavejr" skulde det. Det var naaet til det kongelige Theater. Længe laa det lille Ægteskabsdrama hen. Theatret formente maaske, det kunde bero ved den smigrende Antagelse. Men mine Venner holdt paa Opførelsen og en Dag maatte Theatret til det. Jeg tror, saadan noget gaar efter en vis Anciennitet.

Vist er det, med "Graavejr" varede det sin Tid. Det havde ligget et Par Aar i Arkivet og blev nu opført i Julemaaneden.

Iscenesættelsen, der var fortræffelig, besørgedes af Hr. William Bloch. Det var atter det dramatiske Bi-Værk, der voldte Vanskeligheder. I Skuespillet spistes der ustandseligt - der var kun tre Personer, Ægteparret, der spiste, og Pigen, som bar Maden ud og ind - og det var disse Spisevarer, som voldte Besværet. Der fordredes i Stykket en Melon, og Melon udelukkedes af Aarstiden, saa de kongelige Kunstnere, som vil have deres Maaltider, truedes af en Papmelon.

Sceneinstruktionen løste lykkeligt Spørgsmaalet.

Jeg blev indbudt til en Prøve.

Gemt oppe i en Loge skulde jeg se min Enakter. Jeg har aldrig vidst, at et Theater kunde virke saa truende som denne gabende Sal, som laa der - tom og død og mørk.

Tæppet gik op. De Rollehavende begyndte at spise.

Sceneinstruktøren sad bag mig og gjorde saare samvittighedsfuldt Notitser i sin Lommebog. Han spurgte 146 - de Rollehavende blev ved at spise - om jeg ikke havde nogen Bemærkninger at gøre.

Jeg havde ingen, Jeg saá, at ingen "Bemærkninger" kunde bringe de lamme Repliker ud over Lamperækken. Det er jo dog godt, at man er saa meget Kritiker, at man i al Fald kan kritisere, naar man har skrevet.

Jeg nærede ingen Illusioner om Udfaldet.

Forestillingsaftenen sad Chefen og jeg i Spejllogen. Den ligner intet andet end et Bur. Under den gaar Publikums Støj som Havets Brusen. Det er Buret for den blege Skræk.

Havde Publikum gjort Støj før Tæppets Opgang, blev det des mere stille efter. Der hørtes ikke en Lyd, før man begyndte at hoste. Ogsaa da bevarede man iøvrigt urokkelig Alvoren: min Enakter skulde virke komisk.

Chefen sad ubevægelig.

Han er vant til med samme Ansigt at overvære lidt af hvert.

Stykket skred frem, mens al Stadens Forkølelse satte sig uhindret Stævne i Salen. De fem og tredive Minutter blev lange - besværligt lange.

Endelig faldt Tæppet. Der var nogle - der er jo Barmhjertighed til - som begyndte at klappe - - saadan med Neglene.

Chefen vendte sig og sagde opmuntrende:

- Naa, ser De, det gaar jo.

Men i det samme Nu brød en Hyssen løs fra det hele Hus:

- Ja, sagde jeg, det gaar jo.

Min Tone faldt ikke ganske sammen med Chefens.

Han spurgte mig venligt, om jeg ikke vilde hilse paa de Spillende.

Det var vel saadan Skik, og jeg sagde: Tak.

Det er den eneste Gang, jeg har været paa det kongelige Theaters Scene. Jeg véd ikke, hvordan der ser ud. Man har det nemlig ligesom noget mørkt om sig, naar man lige er udhysset paa den nationale Skueplads,

Jeg saá kun pludselig de to Rollehavende, som jeg 147 tog i Haanden. Faa noget forstaaeligt sagt tror jeg ikke, at jeg naaede. De to var noget slappe i Hænderne og nogenlunde saa forvirrede som jeg.

Exii.

Jeg havde levende ønsket, at det kongelige Theater

- ikke havde noget Abonnement.

Saaledes er mine Enaktere opførte paa tre Skuepladser.

Paa Dagmartheatret er jeg forblevet uopført.

I Udlandet har man spillet Enakterne sparsomt. Dog opførtes paa et nordisk Theater for nogle Aar siden et lidet Skuespil, der herhjemme stille afled i et Tidsskrift

- opførtes en Gang.

Stykkets Indhold beror paa Virkningen af et Kys. Elskeren skal ved Kraften af dette Kys overbevise Elskerinden. Man vil forstaa, at den sceniske Fremstilling kan være vanskelig.

Tilfældigvis opholdt jeg mig i Byen under Prøverne. Vi Deltagende var alle Venner, som alle efter Evne vilde arbejde for Stykkets Held. Vi indsaá alle, at det psykologiske Moment var "Kysset".

Spørgsmaalet var, hvorledes det virkningsfuldest skulde gives.

Jeg havde min ganske bestemte Idé og overtog hidsig Rollen i det givne Moment: Jeg mente saaledes.

Sceneinstruktøren var uenig med mig. Ilfærdig røg han op: De kan da begribe - hed røg han op fra Parkettet - det maa være: Saaledes.

Vi kæmpede begge praktisk for vor Opfattelse.

Kunstnerinden var ganske ør. Vi tog Stedet igen. Vi viste atter. Elskeren paastod, at "nu vilde han - han fik jo aldrig Lov til at prøve".

Instruktøren raabte, at der maatte en Afgørelse. Jeg mente, det maatte være "saaledes".

Kunstnerinden bad blot, om hun maatte aftage sin Hat. Vi kunde vistnok stikke os paa dens Naale.

Instruktøren bandte, saa Kulisserne rystede; jeg var saa hidsig, saa jeg skældte og smældte. Elskeren spurgte 148 kun resigneret, hvordan han skulde spille, naar han aldrig fik prøvet.

Kunstnerinden var et Under af Taalmodighed.

Tilsidst bad hun kun, om hun et Øjeblik maatte sætte sig: hun var fuldstændig udmattet.

Vi prøvede igen og kom aldrig længer end til Stedet: Kampen begyndte paany ... til vi alle lo, som var vi ganske besatte.

Jeg tror, at Sceneinstruktørens Opfattelse sejrede.

Alligevel udeblev nok "Virkningen". Stykket opførtes én Gang, som sagt. Og Kritiken erklærede "ikke at have opfattet dets Mening".

I Stockholm havde Ludvig Josephson spillet "Hverdagskampe". Oversætteren havde symbolsk kaldet Pjesen for "En gammel Historie".

Jeg overværede ved Lejlighed en Opførelse i "Nya Teatern". Jeg maa tilstaa aldrig at have set noget Theater saa tomt.

Ludvig Josephson stod ved "Hullet" og saá ud over sine Bænke:

- Ja, ja, sagde han, nu er det jo ogsaa niende Gang, det gaar.

- Vi spiller det altid, naar vi ikke har nogetsomhelst andet at give.

Stykket tilhørte saa at sige Reserven.

Ophidset af "Nya Teatern "s Ihærdighed af købte "Dramatiskan" mig et andet af mine smaa Arbejder. Det udbetalte mig Honoraret og bragte det aldrig til Opførelse.

Det har øjensynlig haft andre Forfattere til Hjælp under Sygemeldinger.

Mig var det kun behageligt. Enakterne var nu en Gang ikke rigtig egnede for Eksport.

149

OSVALD UDI BERGEN

BERGEN var gemt som min store Rejses sidste Station.

Det var sket efter Impresarios Raad.

Han satte særdeles Pris paa Bergen. Han sagde:

- Hr. Strakosch havde Ret. Bergen er et udmærket Terræn. De Folk har Begejstrings-Trang. De lader sig rive hen, Hr. Strakosch havde ganske Ret.

Hr. Strakosch havde virkelig lige til sin Død megen Forkærlighed for "Vestlandsbyen". Han landsatte der særdeles gerne Berømtheder, der skulde indkassere en Begyndelse med Hurraraab og Sang fra Vinduet.

Han havde i Bergen landsat Miss Thursby med samt hendes religiøse Musik.

I det hele er Norge endnu for Virtuoser et frugtbart Land. Telegrafen er villig og Sprogets Ord lyder kraftigt Publikum lader sig desuden endnu smigre af Besøg af Verdensberømtheder, hvad der for Virtuoser er det vigtigste. Det Publikum, der ikke mere smigres af deres Besøg, har de Kunstrejsende allerede tabt. At koncertere i Paris, Berlin og Wien koster Berømmelserne Titusinder. Kun London er umusikalsk nok til endnu at ville høre de samme seks Stykker ti Gange om Aaret af forskellige Fingre: de seks Stykker bevarer paa Grund af slet Musikhukommelse hver Gang Nyhedens Interesse for London.

For mig skulde nu som sagt Bergen være Endestation.

150

- Min Herre, sagde Impresario, vi holder denne Trumf tilbage:

- De er Manden for Bergen. Bergen er anlagt for det Dramatiske.

Den viste sig at være for anlagt derfor.

Jeg begyndte i Norge i Trondhjem. Der fik jeg Telegram, om jeg i Bergen vilde optræde som Osvald. Jeg vægrede mig. Jeg havde paa Fornemmelsen, at jeg ikke burde sætte min finske Sejr paa Spil. Jeg havde nemlig i Finland absolut sejret, hvad jeg tillader mig at sige her, fordi disse Beretninger jo egentlig handler mer om mange m al h e ur s end om blidere Tilskikkelser, og jeg har jo dog ogsaa en og anden Gang ligesom hentet en Sejr.

I Helsingfors kom efter Forestillingen en af Finlands bekendteste Læger op paa Scenen. Han hilste paa mig og sagde:

- Jeg havde aldrig troet, jeg skulde faa et saadant Stykke Pathologi i Kunstform at se paa Scenen. Det var overbevisende indtil den mindste Enkelthed.

- Men at gentage dette ofte kan De ikke udholde.

Jeg troede selv, at Manden havde Ret, og jeg blev til Bergen ved at svare Nej. Theaterstyrelsen var mer udholdende end jeg; tilsidst besluttedes det, at spille skulde jeg.

Jeg arriverede til den Stad Bergen, og jeg kom til den første Prøve. Jeg havde kun indvilliget i at spille sidste Akt.

Prøven begynder. Jeg kommer ind efter Asylets Brand: udmattet og allerede forstyrret læner Osvald sig mod Væggen.

Pludselig ser jeg Fru Alving løbe ud i Kulissen og vende tilbage med et Glas Vand, som hun bringer mig.

Jeg ser jo noget uforstaaende paa Damen og siger:

- Ja, Tak ... men?

Hvorpaa hun meget forvirret siger:

- Aa, Gud, jeg troede, De var syg.

- Nej, svarer jeg, jeg er begyndt at spille.

151

Og Prøven begyndte igen. Men det med Vandglasset burde vist have været mig et Fingerpeg.

Osvald begyndte sine Scener. De Spillende blev efterhaanden ligesom saa underlig forskræmte. Gunnar Heiberg - han var jo den Gang Direktør - flyttede uroligt over fra første Bænk til Orkesterbarrièren, hvor han sad og red med et Udtryk i sit Ansigt som en Mand, der har Kolik, eller som en Person, der lugter til noget meget surt.

Han begyndte at skænde heftigt paa Fru Heiberg, der var Regine og spillede aldeles fortræffeligt.

Jeg blev ved.

Midt under sidste Scene med Fru Alving siger saa Heiberg:

- Om jeg dog ikke troede, at dette var lidt for stærkt - - for det norske Publikum.

Jeg maa her sige, at ingen - Czecherne undtagne - taaler saa stærkt et Spil som just det norske Publikum. Danske vilde undertiden sige, at de Folk var i Haarene paa hinanden, naar norske Kunstnere spiller med al deres Hjertes Gevalt.

Jeg svarede:

- At jeg ansaá det ikke for for stærkt.

- Jeg havde spillet saadan i Finland.

Heiberg saá ikke netop overbevist ud. Men Mandens Stilling var vanskelig. Han havde jo en yndet dramatisk Kritiker til Gæstespil paa sit Theater.

Jeg spillede til Ende.

Skuespillerne havde efter Prøven travlt med at komme i Overtøjet.

Jeg holdt om Aftenen Forelæsning og gjorde ingen Lykke.

Næste Dag havde vi en Prøve til. Jeg véd ikke, om jeg muligvis noget havde afdæmpet min finske Spillemaade, eller om Skuespillerne maaske kun havde vænnet sig en Smule til min Manér. Men efter Prøven sagde Heiberg:

- Jeg tror alligevel, det gaar.

152

Jeg var ikke rnere saa ganske sikker paa det

Da vi gik, standsede vi foran Theaterplakaten. Herman Bang var trykt med meget store Bogstaver. Nederst stod: Alt er udsolgt. Der havde været det i to Dage. Fuldt var der saa i hvert Fald til Exekutionen.

Siden har jeg jo til Bunden forstaaet, hvad for en Himmerigs-Mundfuld saadan en Osvald maatte være for Bergen.

Forestillingen kom. I Garderoberne gik Skuespillerne om med Ansigter som Bedemcend, der ved en Begravelse indlader Følget.

Jeg skulde begynde med en Oplæsning. Publikum var øjensynlig skeptisk lige fra min Indtræden. Danske Damer kastede et Par Buketter til mig under megen Tavshed. Saadanne tavse Buketter er altid ret ubehagelige.

Jeg placerede dem stille foran en Gips-Ibsen, der i Scenens Salon var anbragt paa en Sokkel. Maaske havde jeg ventet en Smule blødgjort Stemning til Gengæld for min Villighed. Men det var evident, at det var Publikum meget ligegyldigt, hvor jeg fandt paa at anbringe mine dannebrogsprydede Blomsterkoste.

Oplæsningen begyndte. Men Publikum viste tydeligen, at det ingenlunde var for at høre Smaahistorier, det var kommet:

Man ønskede at gaa over til det næste.

Jeg bukkede takkende under akkurat det Bifald, som Høfligheden krævede.

Og i Parentes sagt kræver Høfligheden ikke overdrevent meget i Bergen. Det er Folk, som fremfor alt siger deres Hjertensmening - og særdeles lydeligt - baade i Vrede og i Begejstring.

Jeg har oplevet - begge.

Jeg gik for at klæde mig om. Regissøren bragte mig de tvende dannebrogsprydede. Han mente maaske, det var bedst at gøre det lidt tidligt paa Aftenen. Jeg tror aldrig, der har været saa stille i nogen Garderobe som de Timer i Theatret i Bergen.

153

Gunnar Heiberg, som opførte sig uendelig elskværdigt, gik op og ned udenfor Theatret Han maatte være ude: han trængte til frisk Luft.

En ung Skuespillerinde kom forbi mig ude i Garderobegangen/"Publikum er arrigt", sagde hun.

Jo - jeg havde det paa Fornemmelsen.

I min Forfærdelse gav jeg mig til at læse paa Rollen, som jeg havde kunnet i tre, fire Aar.

En ung Skuespiller, der holdt meget af mine Bøger, sagde den ene Gang efter den anden:

- Jeg véd ikke, hvad det er, Publikum har sat sig i Hovedet...

Jeg blev ved og ved at plapre mine Replikker, som det var det, det kom an paa. Og Fru Alving, der var saare elskværdig imod mig - hvad de da alle var - sagde og tog mig i Hænderne:

- Men det gaar jo nok, det gaar jo nok - - naar De nu blot spiller som paa Prøven ...

- Ja, jeg skulde det.

Jeg var mer død end levende. Og alle var de grebne af den samme Angst.

Saa skulde Tæppet gaa. Gunnar Heiberg sad i sin Loge. Fru Didi Heiberg stod hos mig et Nu i Kulissen. Hun var under Sminken af Skræk hvid som et Lagen.

De var begyndt. Nu skulde jeg ind. Saa fulgte en af de urimeligste og interessanteste Halvtimer i mit Liv.

Hvad véd jeg om, hvordan jeg spillede. Om Rollen fuldstændig tog Magten fra min Hjerne. Om jeg blev sanseløs under Vægten af mit Vovestykke. Om jeg har raset just af Forpinthed overfor dette Publikum, hvis tavse og forundrede Uimodtagelighed jeg fornam.

Hvad véd jeg.

Jeg syntes kun, at jeg var Osvald - midt i et stort Mørke var den Osvald, som jeg havde beundret som et Genis ypperste Tanke fra den første Dag; syntes, jeg var ham, som han gik og stod og led - syntes jeg var ham, lige til Tæppet faldt.

Og én uhyre Hyssen lød uden Modsigelse, uden 154 nogen Modsigelse fra otte hundrede Munde paa én Gang.

Jeg løftede Hovedet op fra Gulvet og spurgte Fru Alving:

- Hysser de?

Ja, det kunde nok ikke nægtes.

Hvad mig angaar, tror jeg overhovedet kun, der kan hysses saadan i Bergen.

De blev ved at hysse - længe. Af Skuespillerne var der ingen, der sagde et Ord. Jeg kom ud i Garderoben. Glad var jeg egentlig ikke. Det indsaá jeg jo, at med min Rejse var det mestendels forspildt...

Og rejst fra Stad til Stad for "at slaa igennem" havde jeg nu i snart et halvt Aar.

Jeg kom da af Osvald-Tøjet. Noget langsomt gik det. Vognen ventede for at bringe mig hjem. Stille lukkede Regissøren Døren op og hjalp mig ind. De to dannebrogsprydede lagde han i Tavshed paa Vognsædet.

Saadanne Regissører er habile Folk, der har et Øje paa hver Finger og som aldrig glemmer noget.

Naa, næste Aften kom Kritiken.

Det var ikke blot en Fiasko. Det var en Fiasko - i Bergen.

Alle Aviser brugte de meget norske Ord. Det fineste Blad skrev:

- At aldrig havde Anmelderen troet, at han paa Scenen skulde se en gal Mand ...

- Nu havde han set det.

Hvad mig angik, blev jeg syg.

Jeg havde iøvrigt slet ikke haft andet at gøre.

Forresten var jeg om Sygemeldingen ikke ene. Fru Alving sendte ogsaa Sygeattest: Sagnet gaar, at hun var gul og grøn og mør i sin ganske Krop, saadan havde Osvald i Kampen om Morfinkapslerne haandteret hende.

Vistnok er dog dette overdrevet.

Hjemme huskede jeg kun én Ting:

At en ung Skuespiller, just som min Vogn skulde 155 køre derhenne fra Theatret, pludselig kom løbende og fik Vognglasset revet ned og rakte sin Haand ind i Vognen og sagde:

- Ja, ja, jeg tror nu alligevel, at De er Skuespiller.

Hvem kan vide, om han mente det? Det var dog saa smukt af ham at sige det.

Og saa skulde jeg fortsætte mine Forelæsninger.

De behagede.

Bergenserne er jo de bratte Svingningers Folk, som alle har noget af Skuespillernes ujævne Stemningsbevægelighed i sig. Hver Bergenser er født Aktør. Her bliver som i Syden hver Samtale mellem to eller tre uvilkaarlig Aktion. Kun her bliver i Norden hver Stilling af en Kvinde ubevidst Plastik. Hver hastig Gruppe under en Flok Gadedrenges Leg bliver her Maleri.

Den, der har været i Bergen, forstaar, at for den store Søn af denne By maatte alting forme sig til Optrin, Scener, Skuespil.

Og den, der færdes længe her, synes, at rundtom træffer han endnu efter et Par Seklers Forløb lyslevende alle disse Skuespils Personer. Jeppe er næppe helt den danske Bonde, langt mer maaske den norske Stril. Naar Strilen ved Fiskebryggen hen mod Aften sløv og forast ludede paa Toften i sin Baad, saá jeg som levende en Phisters store Holbergbillede. Og om Morgenen, naar alle Byens Tjenestetøse paa Torvet hidsigt købslaar og forslagent gantes, hører man i Kor rapt de hundrede Perniller. Og Mesterens Frimodighed lever her endnu paa mangen Magdelones snakkeglade Læber. Den stædige Jeronimus ryger i Bergensiske Fædres Skikkelse den Dag idag Pibe udenfor sit Hus.

Naar man kender Bergen, ser man, i hvilken Grad Ludvig Holberg var Bergenser; og man vinder den Overbevisning, at endnu ingen Forsker i tilstrækkeligt Maal har ført ham tilbage til hans Hjem.

Her er ikke Hot Niels Klims Hule. Her er hans 156 Skuespils Moderjord, og her lever endnu de Holbergske Mennesker.

Og netop her, hvor dog Skuespillere vokser af Jorden, spilles Mesteren slettere end nogetsteds.

Man kan tro at skimte Grunden.

Thi med den i København udarbejdede Tradition kan Skuespillerne ikke finde sig til Rette. Den modsiger noget hos dem selv, og den træder dem muligen imøde som Unatur.

Og til en kunstnerisk Revolution, hvor de brat gengav Holberg i Bergensisk Lignelse, føler man ikke Mod.

Hvor skulde man vel ogsaa faa Mod til saadan noget som Revolution under saadanne Forhold som dem, hvorunder Scenekunsten her lever? Hvor Kunsten og Kunstnerne slider med samme Næringssorg?

Bergen har rejst sin største Søn et Mindesmærke af den døde Bronce. Det har man for Skams Skyld gjort for den Afdøde. Men den levende Holberg har man glemt. Ham lader man sygne hen i det Skur, som Bergen kalder sit Theater.

Og den Fremmede, som ser Manden af Bronce og hører, at han var Skuespildigter, vil, naar han har set Theatret, sige: Denne store Mand var dog altsaa ikke saa stor, at hans Skuespil kan spilles mer.

Thi ellers vilde vel hans Fødeby bygge en Skueplads, der kunde huse ham.

I København sidder Holberg symbolsk uden for Theatret. I Bergen har man saagar maattet flytte ham hen i en helt anden Kant af Byen. Man kunde ikke være bekendt, at Mesteren skulde faa Øje paa sit eget Hus ...

Naa, alt det var en Digression.

Det blev i det lave Træhus i Bergen, at jeg for altid begravede Tankerne om Theatret...

De otte Hundrede havde hysset saa altfor stærkt.

Og dog var det paa et hængende Haar blevet ganske anderledes. Der fandtes i en nordisk By en Theaterleder 157 og højt betydende Instruktør, som troede, at jeg i den ellevte Time virkelig burde vove Forsøget og gaa til Theatret.

Han vilde ekse med mig i to Aar ... og min Debutrolle var allerede bestemt, hele tre Debutroller.

Men nu fik han Afbud.

Nej, nej, de Folk i Bergen havde hysset altfor stærkt.

158

UDVIST AF TYSKLAND

JEG havde uden at være samfundsfarlig boet seks Uger i et Hotel, da jeg første Januar rykkede ind i et Privathus, og Ulykkerne begyndte.

Værtindens Anmeldelsesseddel kom i Hænde paa den kejserlige Stad Berlins Politi.

En skønne Morgen viste der sig hos mig en yngre og meget velklædt Person, der gjorde mig en Del mere intime Spørgsmaal om min Virksomhed og mine forskellige Livsforhold, hvad der noget undrede mig. Da jeg spagfærdigen udtalte min Forbavselse, præsenterede han mig høfligst et lille Skilt og sagde: at det var jo rimeligt, at Politiet interesserede sig en Kende for saadanne tilrejsende Fremmede.

Han bad mig tillige særdeles aimabelt - "det var en Formsag, kun en Formsag" - blot paa et lille Stykke Papir at opskrive, hvor jeg skrev.

Hvor jeg skrev? Naa, Manden kunde jo ikke vide, at Listen vilde blive meget lang.

Jeg skrev op - danske Blade, svenske Blade, tyske Blade ...

Den behagelige Mand spurgte venligt, om jeg ikke ogsaa skrev i norske Blade.

Jeg svarede jo og føjede et Kristianiablad paa Listen.

Den venlige Person spurgte: Om mon det var det eneste norske Blad ...

Nej, svarte jeg, der var da ogsaa et andet...

- Ja, saa ...

159

Man kunde ikke se, at det videre interesserede den behandskede Mand. Men han bad mig dog - for en Ordens Skyld: det Hele var jo "en Formsag" - tilføje ogsaa det Blads Navn.

Hvad jeg gjorde og skrev: "Bergens Tidende".

Den fortræffelige Mand takkede. Han behøvede ikke flere Blade nu. Han talte nogle Ord om "en saa anstrengende Virksomhed" og stak Papiret til sig: det var tilstrækkeligt.

Han var meget behagelig, som sagt, men gav mig dog ikke Haanden, da han gik.

Da jeg to Dage efter kom hjem fra Theatret, meddelte min Værtinde mig, at der havde været en underlig Mand hos mig, som absolut vilde vente paa mig og havde ventet i tre Timer.

Men jeg havde været i "DeutschesTheater", hvor man nødig stryger for meget af Schiller, og jeg havde set "Don Carlos", saa tilsidst var det dog blevet den mærkelige Mand for meget, og han var gaaet igen.

Næste Morgen blev jeg vækket af min bedste Søvn: Den sære Herre var der igen.

Jeg bad ham venligst komme, naar ordentlige Folk stod op. Nu sov jeg.

Men Værtinden sagde, det gik vist ikke an. For han var, troede hun, fra Politiet.

Jeg satte mig op i Sengen: Fra Politiet? Hvad Pokker vil han? spurgte jeg.

Ja, sagde Værtinden, der var ganske forskræmt: det fik jeg vel nok at vide, naar jeg nu kom ind - for den sære Mand ventede. Han vilde ikke gaa.

- Han vilde vente.

Ganske rigtigt - Herren ventede.

Han bad mig - slet saa høflig som Manden forleden var han ikke - tage Sagen roligt: Men jeg maatte møde paa Politistationen.

Paa Hovedstationen.

Jeg sagde, jeg skulde komme i Løbet af en Time.

Men han paastod, han maatte følge mig - og straks.

160

Jeg vil ikke netop sige, at Situationen behagede mig, mens jeg klædte mig paa inde i Sovekamret og han ventede med Benene over Kors i en Stol inde i min Dagligstue.

Da vi kom hed i Porten, spurgte han mig, om jeg muligvis vilde have en Droske.

- Jo Tak.

- Om jeg brugte Drosker af første eller anden Klasse.

Vi fik en Vogn af første, og den udholdende Herre satte sig ind ved Siden af mig.

Jeg spurgte, hvad jeg egentlig havde gjort. Og Manden svarede:

- De maa ikke spørge. Det angaar ikke mig.

Jeg arriverede altsaa til Hovedstationen noget uklar over min Forseelses Art.

Jeg kom gennem mange Gange og mange Stuer - min Mand var ved min Side; mange Embedsmænd sad ved mange Pulte - Manden var ved min Side.

Tilsidst kom jeg ind i et Rum, hvor jeg skulde vente. Det var et Detentionslokale for Løsgængere. Paa en Træbænk sad der allerede tvende Karle af et ikke ganske dadelløst Ydre.

Herren fra Drosken overgav mig til Rummets Opsynsmand og fjernede sig,

Jeg spurgte atter: hvorfor jeg egentlig var her. Og den nye Herre svarede atter:

- De maa ikke spørge. Det angaar ikke mig.

Hvorpaa jeg maalte Gulvet i en Time, under hvilken der kom alt fler og fler Løsgængere, til Luften ikke blev svært behagelig.

Tilsidst spurgte jeg:

- Hvorlænge jeg mon skulde vente? Den nye Herre svarede:

- Det var der ingen, som kunde vide. Og jeg ventede igen - en halv Time. Saa vendte Herren fra Drosken tilbage og førte mig med sig:

161

- Nu vil De erfare det, sagde han.

Jeg havde allerede en Fornemmelse, som var jeg en Russer og skulde til Sibirien.

Jeg førtes ind i et nyt Værelse og ventede atter - foran en Skranke.

Bag Skranken arbejdede vel tyve Gentlemen, hver foran sin Protokol.

En af disse Herrer skød endelig frem mod mig bærende et stort Dokument i Haanden. Jeg saá, der stod noget trykt. Herren spurgte mig, om jeg var Herman Bang, og da jeg bekræftede det, forelæste han mig min Udvisning.

Jeg var udvist af Kongeriget Preussen.

Jeg tillod mig noget lavmælt at spørge om Grunden. Herren blev kun ved at læse:

Jeg havde at forlade Berlin inden fire og tyve Timer, og hvis jeg efter den Tid blev befunden inden Kongeriget, vilde jeg efter Fængselsstraf blive transporteret til Grænsen.

Da Oplæsningen var endt, spurgte jeg igen om Grunden. Herren med Dokumentet svarede meget barsk:

- Vil De skrive under? ... Her gives ikke Grunde.

Jeg tror nok, jeg skulde skrive under saa at sige "til Efterretning".

Jeg gjorde opmærksom paa, at jeg jo ikke var nogen Snedkersvend, og at en Udvisning vilde gøre nogen Opsigt. Herren med Papiret syntes ret koldblodig overfor Opsigten. Han sagde og gav mig Pennen:

- Aa, det vil ikke blive saa slemt

Jeg skrev under efter at have faaet otte og fyrretyve Timer til Opbruddets Forberedelser.

Under den hele Akt havde ingen af de nitten ved Pulten saa meget som løftet Øjnene. Preussiske Embedsmænd hører ikke efter, hvad der ikke angaar dem. Jeg har en Gang besøgt et Ministerium i Petersborg. Ved hver Omdrejning af Gangene stod et Par Embedsmænd og snakkede. Der var hundrede Personer, der tjenstvilligst vilde give os Besked, og ingen, der vidste 162 nogetsomhelst. Den ene Embedsmand syntes aldrig at kunne finde den anden. Hver Gang vi kom ind i et nyt Værelse, saá alle op og der samledes en hel Flok for at give os Oplysninger.

En gammel Herre, der var saadan noget som Kontorchef, forlod sit Kontor og fulgte mig gennem den halve Bygning.

Han spurgte mig om Danmarks geografiske Forhold og holdt mig paa de kolde Gange fast over en Time. Han var Amatør i Geografien.

Han tog en Slags Kasket af Hovedet og sagde, mens han svang den i Luften, den ene Gang efter den anden:

- Menneskene bør dog kende den Jord, de bebor.

Paa Berlins Politikammer gaar det anderledes til end i Petersborg. En preussisk Embedsmand er Skildvagt foran sin Protokol, og en brandenburgsk Skildvagt passer sin Dør og kun den; og at tale er ham forbudt.

Jeg kørte efter at have modtaget Udvisningen hen til Gesandten. Han vilde gøre sit Muligste, og i alle Fald Grunden kunde han vel faa at-vide.

Vi fik den at vide: den var jo sørgelig. Og det var selve Grev Herbert Bismarck, der lagde Gesandten den paa Bordet i Form af en Bergensisk Føljeton.

Efter det maatte alle Indvendinger forstumme: Føljetonen var for veltalende. Jeg syntes selv ikke, jeg havde nogensomhelst Grund til at beklage mig. Iøvrigt var Føljetonen indsendt af Konsulen i Bergen og havde allerede længe - paa sin Plads og forsynet med Nummer- ventet i Udenrigsministeriet sammen med Bjerge af andre nordiske Aktstykker.

Man samler nemlig særdeles samvittighedsfuldt paa allehaande Tryksager der i Berlin.

Forbavsende samvittighedsfuldt, siger de, som kender til det.

Et Aars Tid efter min Udvisning skrev jeg i Anledning af nogle meget frimodige Udtalelser paa et Par politiske Møder herhjemme, Udtalelser, som var blevet 163 refereret i Aviserne: at man burde maaske derhjemme tale en Smule sagtere. For der var dog kun en Væg mellem Tyskland og os, og "Vægge kan have Øren".

Bemærkningen blev heftig spottet. Om man havde vidst, hvem der havde udtalt den, vilde man maaske have "let" en Smule mindre højt.

Mit eneste Haab var, at min Udvisning kunde foregaa i Stilhed. Jeg fandt ikke Anledningen egentlig velvalgt til at gøre Spektakler. Jeg vidste jo, at "Bergens Tidende" sent eller tidlig vilde naa Berlin - i Oversættelse.

Jeg ønskede kun at erfare, om jeg muligvis i det øvrige Tyskland kunde opholde mig uantastet. Grev Herbert Bismarck troede nok det. Og jeg besluttede at rejse til Meiningen. Paa "Berliner Tageblatt" var jeg at gøre Afskedsvisit.

Jeg gik en sidste Gang op ad Verdensbladets Trapper. Det var Arthur Levysohn, der havde bidraget mest til mit Komme til Berlin. Han havde fulgt min Virksomhed hjemme og mente, at der i Berlin vilde være Plads for mig. Jeg skulde være Bladets Theater-Føljetonist. De første Artikler havde allerede været trykte.

Nu var der ikke andet at gøre end at sige Farvel.

"Jeg tog min Hat" - og gik.

Den sidste Aften kørte jeg med en dansk Ven op ad "Unter den Linden". Skøn og mægtig laa den, levende gød sig dens Menneskestrømme frem - en af Verdenslivets store Aarer.

Min danske Ven rejste sig i Vognen. Langt saá han ned mod Brandenburger Thor med dens Sejrsspand; alt var badet i Lys, alt, Mennesker og Paladser.

- Skønne, dejlige Stad, sagde han. Og vi sad længe tavse:

- Skønne, dejlige Stad.

Ja, her var den store Verden, og nu kørte Hr. H. B. hjem til sin Krog, en ny Krog.

Han drog af Gaarde næste Morgen.

Det er ikke saadan saa lige at komme til Meiningen. 164 Man skifter Tog nogle Gange, og tilsidst kommer man paa smalsporet Jernbane i et Træn med én Personwaggon og én Godsvogn.

I det Tog lunter man saa jævnt. Man har jo Fornemmelsen af at være bøjet ind paa en af Verdens Sideveje.

Men godt og fredeligt blev der i Meiningen. Man vidste, hvad der var passeret mig, men man lod, som man ikke vidste det.

Dagene gik deres Gang. Hofskuespillerne gik til Prøve og de gik fra Prøve for paa Hotellet at drikke deres Øl. Deres Promenader var Dagenes Begivenheder. Folk fulgte dem med Øjnene gennem hele Byen. Residensen har kun én Gade, hvor alle Hofleverandørernes Døre ruster i Stilhed paa deres Hængsler.

Om Aftenen var Byen i Theatret.

Hertugen var i Spidsen i sin Loge, og Folket hørte til. Det kunde Repertoiret udenad og glædede sig højt.

Det kunde blive ud paa Natten, inden man kom hjem. Der er jo saa rigeligt med Omklædninger i Meiningen.

De brave Thüringer vandrede hjemad under munter Støj. De nød Truppens Verdensry, som var det deres egen. Deres Yndlingsstykke var Wilhelm Tell. I det Stykke larmer Gehejmeraaden, som rullede der Laviner ned mellem Kulisserne.

- Gott, Gott, sagde Borgerne, heute hat er denn brav gedonnert.

De var iøvrigt ogsaa tilfreds med "Et Blodbryllup". Da blev Garnisonen udkommanderet og cernerede Theatret. I Slotsparken fyrede de paa givet Tegn under høje Hyl.

Oppe paa Scenen betragtede Fru Olga Lorentz fra et Vindu det hærgede Paris:

Spektaklet i Slotsparken var "Bartholomæusnatten"s Myrderier.

Hver Søndag arriverede al Hertugdømmets Ungdom under Faner. Den drog i Theatret som Grundtvigianere til en Skyttefest.

165

Koncerter var der ogsaa: Hans v. Bülows Afskedskoncert Hans v. Bülow var som bekendt Dirigent for Hofkapellet, men i denne Stilling ikke altid netop enig med Hans Højhed.

Tværtimod havde han meget ofte sine egne Meninger, som han efter Vane udtalte meget højt.

Nu havde den udmærkede Dirigent ved en Koncert i Köln fra Podium aabent udskældt Hans Højhed og ladet sine Skældsord frimodigt referere. ,Hans Ansøgning om Afsked var derfor naadigst blevet bevilget.

Han skulde nu som Farvel dirigere ved en Koncert. Hele Byen skælvede for Koncerten. Hr. v. Bülow formentes til Afsked ikke at ville skaane sit Publikum.

Hr. v. Bülow viste sig paa Podiet ti Minutter før syv. Det var øjensynligt, at han iaften ønskede at begynde paa Slaget: Hans Højhed var nemlig undertiden forsinket en enkelt Minut.

Men Hertug Georg havde iaften set lige saa præcist paa sit Lommeuhr som Dr. von Bülow og indtraadte i sin Loge en Minut før syv.

Hr. v. Bülow lod, som han ikke saá ham. De øvrige Tilhørere mønstrede han med et Blik som en preussisk Underofficers, der inspicerer sin Sektion.

Publikums Holdning forblev en saadan, at "den afskedtagende Dirigent" ikke fandt Anledning til Udtalelser.

Højheden applauderede hjerteligt.

- - - En skøn Dag modtog jeg fra Hamborg en Avis. Den indeholdt en føljetonistisk Korrespondance fra København. Korrespondancens Genstand var mig. Jeg tør vel nok sige, at ikke nogen Ubehagelighed, der om denne Genstand er sagt i et dansk Kaféhjørne, i denne Skildring var udeladt. Man havde samvittighedsfuldt faaet alt med, endogsaa de Ulykker, som havde ramt mine Afdøde.

For dem, der troede alt dette, maatte jeg sagtens kunne komme til at se ud som en farlig Person.

Og hvorfor skulde man ikke tro det i et fremmed 166 Land, naar der var nogen, der vilde skrive det i mit eget? Jeg tænkte straks, da jeg læste det:

- Nu bliver Du ogsaa vist ud her.

Hvad jeg da ogsaa blev - særdeles hurtigt.

Et Par Dage efter kom der Tilsigelse. Jeg havde at melde mig hos Overborgermesteren. Han ønskede at se mig næste Morgen Klokken otte. Tyske Embedsmænd har det med at tage alting fra Morgenstunden.

Jeg mødte og saá straks, at Papiret var i Orden. Det laa færdigt ved Siden af Hr. Borgermesteren.

Det viste sig at udvise mig af den Stad Meiningen med de kendte fire og tyve Timers Varsel.

Jeg erklærede, at jeg umuligt kunde rejse saa hurtigt. Overborgermesteren mente, at der var ikke saa langt til Grænsen der i Hertugdømmet, hvad der allenfals ikke var. Men jeg maatte jo dog, mente jeg, rejse lidt længere end til Gotha.

Jeg gik til Statsministeren.

Han var en jævn, godlidende Mand, som tit i Skumringen sad i Hotellets Gæstestue ved sit Krus.

Jeg opsøgte ham nu i Ministeriet. Det lignede mest saadan et større Godskontor. Statsministeren sad i sin Stue - Stolene havde Hestehaarsbetræk - foran et gammelt Chatol.

Jeg forebragte ham min Sag og spurgte om Grunden til min Udvisning. Man havde dog i Berlin sagt, at jeg vilde kunne sidde roligt i Meiningen.

Ministeren sagde:

- Jeg kender ikke Grundene.

- Wir haben nur Befehl aus Berlin. Og idet han sænkede Stemmen en umærkelig Smule, sagde han:

- Her kan vi intet gøre.

Den gamle Mand rejste sig og vendte sig om mod Vinduet, som var han pludselig blevet bevæget. Og efter en lille Stilhed sagde han:

167

- Ogsaa her er der Forældre, hvis Sønner faldt ved Langensalza.

- To Dage tilstod han mig dog - og vi skiltes med et Haandtryk.

Allerede næste Morgen mødte dog en Politibetjent

- jeg tror, Residensstaden har to - ved min Seng for fra Overborgermesteren at minde mig om Afrejsen. Man frygtede mig nu som en Stump Revolution i Hertugdømmet.

Da jeg rejste, var Politibetjenten tilstede paa Perronen

- civil.

Jeg afrejste til München.

Man havde raadet mig til at vælge et Kongerige til Opholdssted.

Jeg ankom til München om Aftenen. Jeg tog ind i et Hotel, hvor jeg i mange Aar altid har plejet at bo. Næste Morgen vækkedes jeg af Portier'en, der var saare effareret:

Der havde været Politi for at forespørge om mit Opholdssted.

Allerede, tænkte jeg og forstod, at München jo næppe vilde være egnet til noget varigt Asyl.

Jeg bestemte min Afrejse til om Middagen.

Jeg var vis paa, at der var ikke Tid at spilde.

Først tog jeg ud til Henrik Ibsen, der sad saa underlig hjemløs midt imellem en Hob lejede Møbler, som nogle ophængte Familieportrætter stirrede paa med forstyrrede eller sært forbavsede Øjne. Mesteren rystede paa sit graa Hoved ad min Fortælling og sagde Gang efter Gang:

- Hvad maa man høre - hvad maa man dog høre.

Klokken to rejste jeg med Hurtigtog mod Østen. Jeg fandt det tjenligt at vige for Hohenzollerne og opsøge det Habsburgske Monarki. Jeg slog mig ned i Wien.

Fire, fem Maaneder levede jeg i al Uforstyrrethed. En af de meget faa, som jeg kendte, var den danske Minister, om hvem jeg - som vistnok alle Danske - bevarer den kæreste og venskabeligste Erindring.

168

Jeg var flyttet ud i Hernals og boede dér ganske ene. Jeg saá bogstavelig talt Uger igennem ikke et Menneske, men skrev og skrev paa "Ved Vejen". Min Værtinde var en Enke med seks Børn, som tilhobe beboede et Køkken med tilhørende Spisekammer.

Det var mig paafaldende, at der i den senere Tid bestandig opholdt sig vekslende Mandspersoner i dette Spisekammer.

Værtinden sagde mig, at det var Friere.

Hendes Ægteherre var næppe kold i sin Grav, og hun indlagde frenetisk Ægteskabsbillerter paa alle Bladkontorer.

Hun sagde:

- Hvad kan en Person, der sidder ene hen? - Længe paastod hun, at Herrerne i Spisekamret var

Friere, som sagt.

Men en skøn Dag meddelte hun mig i Fortrolighed, at

det var "Detektiver": De spurgte hende daglig ud om

mig.

- Hvad de da vilde mig? spurgte jeg.

- Ja, det vidste hun ikke. Men de saá i mine Papirer,