Bang, Herman Naar Kærligheden dør

NAAR KÆRLIGHEDEN DØR - ET SØRGESPIL I EN AKT.

PERSONERNE

  • OLUF HELMS, 33 Aar.
  • ADDA HELMS, 27 Aar.
  • VILHELM RUST, 25 Aar.
  • EN KONTORIST.
  • EN PIGE.

Handlingen er hos Helms'

FØRSTE SCENE

Smuk Dagligstue. Tilhøjre* en Chaiselongue, foran hvilken et lille Bord med en Sykurv, hvorpaa ligger en Buket Blomster. Tilvenstre: Vindu, foran hvilket et stort Herreskrivebord; i sidste Kulisse: Dør til Helms' Kontor. Baggrundsdør.

ADDA. VILHELM.

ADDA

(rejser sig fra Chaiselonguen og gaar op og lytter ved Baggrundsdøren). Jo - dér er han.

VILHELM (fra Baggrunden).
ADDA

(mod ham). Goddag, Du, Willy.

VILHELM.

Goddag, Du - - Undskyld, jeg kommer lidt for silde.

ADDA

(op til ham). Det gør Du tit. Og jeg har gaaet her og lyttet ved Døren.

VILHELM.

Er Du angst for ham?

ADDA.

Nej, jeg har kun ventet paa Dig. Jeg kan jo ikke gøre andet, naar Du skal komme, end bare at vente ...

Jeg bestiller jo ikke andet end at længes, naar Du ikke er hos mig. *

54

Og Du?

VILHELM.

Det véd Du jo.

Men forresten har jeg løbet Byen rundt.

ADDA.

Hvor Vejret er smukt. Det var i Dag, vi skulde ta'e i Skoven.

VILHELM.

Ja. (Peger paa skrivebordet). Hvad er det? Er det nu kommet her ind?

ADDA.

Ja.

Han sidder undertiden og arbejder herinde nu. Han siger: det er ligesom han dog "saa kom mig nærmere".

VILHELM.

Han bliver mer og mer sentimental.

ADDA.

Ja, desværre. (Peger paa chaiselonguen). Sæt Dig nu,

Willy, Saa henter jeg Vin ... (Hun gaar ad Døren tilhøjre og kommer straks tilbage med Karaffel og Glas).

Det er det Mærke, Du holder mest af. Nu har jeg da endelig faaet det opspurgt

VILHELM

(skænker i et Glas, lidt træt). Hvor Du forkæler mig.

ADDA

(ved Siden af ham paa Chaiselonguen, smiler). Aa - nej ... Willy.

Hvorfor har Du løbet Byen rundt?

VILHELM.

For Pengene naturligvis.

ADDA.

Aa, de usalige Penge.

Du, naar Du ikke er her, saa ligger jeg kun her paa Sofaen og stirrer og stirrer op i Loftet og tænker kun det ene Ord: Penge, til jeg tilsidst synes, de maatte falde ned fra Gesimsen til mig - saa brændende ønsker jeg mig dem ... (smiler).

Hm, jeg har aldrig tænkt paa Penge før nu.

VILHELM.

Nej, det behøver Kvinderne jo ikke.

ADDA.

Nej, jeg ikke før nu.

VILHELM.

Aldrig at ha'e en rolig Stund, aldrig en rolig Time - jo, det er muntert.

ADDA

Og saa hjælper det saa lidt - alt, hvad man kan skaffe.

VILHELM

(utaalmodig). Du véd jo, Adda, hvor det piner mig, at Du gi'er mig ....

55
ADDA

(med sin Haand over hans Haar). Hvorfor dog .....

kære ....

Det er kun det, at jeg aldrig kan skaffe nok .... (i Tanker). Med fem Tusind, var det saa godt? ...

VILHELM

(staar op; nervøst). Ja - med fem Tusind var man hjulpet ...

ADDA

(efter ham). Naa, vær nu rolig, vær nu rolig ... Vi maa jo finde paa Raad ...

VILHELM

(træt). Ja-a, det maa vi vel.

Hvordan er han i Humør?

ADDA.

Jeg véd saamæn ikke ... Jeg ser ham ikke.

VILHELM

(brutalt). Men kæler lidt for ham. Det ser jeg.

ADDA

(meget enkelt). Er det da ikke nødvendigt? (Bevægelse af Vilhelm). Nej - jeg véd det godt, jeg har mange Fejl: jeg kan bedrage ham. Men jeg kunde ikke bedrage den, jeg elsker .... (med ømhed) Dig, som jeg elsker ....

Willy - jeg stod og tænkte paa det imorges, da Solen skinnede saa smukt - husker Du - en Dag i Foraaret - det var kort efter, vi havde lært hinanden at kende - da vi var ude at køre langs med Stranden .... Jeg havde en Drossel med, som jeg en Gang havde købt og som vi satte i Frihed .... Hvor alt var dejligt den Dag - saa lyst og Skoven saa ung ...

VILHELM

(virkelig følt). Ja, det var dejligt - i Sommer.

ADDA.

Willy - sig mig ... elsker Du mig endnu ... som den Gang?

VILHELM.

Hvor kan Du spørge?

ADDA.

For jeg elsker jo Dig for hver Dag højere - mine Øine ser kun Dig, og jeg vilde saa gerne gøre Dig glad.

VILHELM.

Og jeg elsker Dig - Adda.

Men man gaar midt i al den Pinagtighed og glemmer næsten, hvad man selv føler.

ADDA

(pludseligt). Jeg tror, jeg kan skaffe de Penge.

56
VILHELM.

Vi véd jo godt, at Du ikke kan.

ADDA

(gaar op og ned). Nej, nej - sig ikke det .... En Sagfører har saa mange Udveje for Penge.

VILHELM

(vred). Din Mands Penge.

ADDA.

Jeg vilde jo ha'e de Penge selv. Det véd Du - men de er sat fast ....

Aa - hvor vi vilde blive glade, glade som i Begyndelsen ... Og jeg skal faa dem.

VILHELM

(meget ømt). Hvor jeg maa takke Dig, Adda.

ADDA.

Du si'er altid Tak, Willy ... Jeg giver Dig jo ikke andet end min Kærlighed, og for Kærlighed kan man ikke takke.

VILHELM.

Jo, jeg maa sige Dig Tak, Adda - for alting. (De gaar omslyngende hinanden hen over Gulvet).

Der er Blomster i din Sykurv.

ADDA.

Fra ham.

Uh - Gaver, Gaver, hans evige Gaver.

VILHELM

(smiler først, ler saa). Idag er der Kort ved ... (Læser). Fjerde Oktober.

ADDA

(ganske uden interesse). Ja-a. Vor Forlovelsesdag.

Den ene Rose er Smuk (løser den og sætter den i Vilhelms Knaphul). Dér, Du (lægger Buketten bort).

VILHELM

(uvilkaarlig). Adda - har Du aldrig elsket Din Mand?

ADDA

(med Hænderne paa hans Skuldre). Jeg elsker Dig.

VILHELM.

Ja.

ADDA.

Men nu maa Du gaa ... han kommer Kl. to ... det er den straks ...

Saa henter Du mig Kl. fire .... til den Tid, saa (bestemt, i sine egne Tanker). Ja - det skal lykkes.

Du, saa spiser vi ude, Du og jeg ....

VILHELM.

Ja - men ....

ADDA

(munter). Tror Du ikke, jeg kan finde paa Paaskud?

VILHELM.

Mener Du ogsaa altid, han tror dine Paaskud?

ADDA

(ligegyldig) Jeg véd ikke.

Men gaa nu. Farvel.

57
VILHELM

Farvel.

ADDA
(med Inderlighed).

Willy.

(De skilles. Vilhelm gaar).

ANDEN SCENE

ADDA (gaar til Skrivebordet og sætter sig; straks efter kommer OLUF fra Døren tilvenstre).

OLUF

(gaar ned til hende og tager hende om Hovedet). Hvor Du ser bekymret ud.

ADDA.

Aa ja, Du.

OLUF.

I den sidste Tid ser jeg Dig altid kun bekymret. Undertiden tænker jeg, at jeg ligefrem skygger for Solen for Dig.

ADDA.

Aa nej - men der er saa meget ....

OLUF.

Hvilket meget - Adda - hvilket meget?

Er det de stakkels Penge igen?

ADDA.

Aa - nej ....

Naturligvis har jeg inçen ... men ...

OLUF

(smiler). Adda, Du Spiser Penge. (Tager et Par Sedler op af Lommen og stikker dem ind ved Addas Kjoleliv). Og naar jeg

saa begreb, hvad Du brugte dem til ....

ADDA.

Ja - jeg véd saamæn ikke, Du .... (ler).

De forsvinder. (Hun trykker hans Haand og gaar over mod Sofaen).

OLUF

(pludselig bekymret). Og de er ikke altid lige lette - at skaffe.

ADDA.

Nej.

OLUF

(der har en bestandig Trang til at være hende nær, følger efter hende). Det er den fjerde Oktober i Dag.

ADDA

(uden interesse). Ja - Tak for Blomsterne.

OLUF.

Ingen Tak: man skal da holde sine Festdage i Ære.

Kan Du huske den Aften, Adda? Vi var paa Koncert - vi sad langt fra hinanden i Salen, og der var ikke vekslet et eneste Ord imellem os om Fremtiden .... Og dog vidste vi fra det første Øjeblik, hvor vi 58 kom sammen i den store Sal, at vi tilhørte hinanden, vi to - midt mellem alle de fremmede Mennesker ...

Og da vi gik hjem, din Mo'r, Du og jeg - da havde jeg allerede dit Ja.

ADDA

Ja.

OLUF

(meget blidt). Adda - holder Du endnu en Smule af mig?

ADDA.

Hvem skulde jeg vel holde af, naar jeg ikke skulde holde af Dig?

Men Du, man kan ikke tale saa meget om det ... man taler ikke saadan om den Slags Ting ...

OLUF.

Aa nej - undskyld mig ... Jeg kan jo saa godt forstaa, at jeg maa trætte Dig ...

Men (smerteligt) naar jeg altid taler om det, saa er det, fordi jeg aldrig tænker paa andet ...

For i de sidste Maaneder er det, som jeg aldrig kom Dig rigtig nær mere - som om jeg aldrig havde Dig som før ...

Adda, hvad er det, som er kommet imellem os?

ADDA

(træt). Hvad skulde der vel være kommet imellem os?

OLUF.

Er det sandt?

ADDA.

Med mindre det skulde være dine evige Ord, som sagt.

OLUF.

Ja, jeg skal nok lære at tie.

(EN KONTORIST kommer med en Pakke og en Postkvitteringsbog).

Det er Postbudet, som skal ha'e Kvittering for en Værdiforsendelse.

OLUF

(over til skrivebordet). Aa, det er Forsendelsen fra Holtens ... Ja. Værsaagod (skriver og giver Bogen til Kontoristen, som gaar).

OLUF

(aabner Pakken og gennemblader en Papirbunke, som den indeholder). Ja, det er i Orden.

ADDA

(over til ham). Hvad er det?

OLUF.

Penge, Du - fremmede Penge.

ADDA.

Hvad for Penge?

OLUF

(vedbliver at blade). Kammerherre Holtens - jeg skal anbringe dem for ham.

59
ADDA.

Det er Obligationer (tager paa dem).

OLUF.

Ja.

ADDA.

Hvormange Penge ... er der?

OLUF.

Femten Tusind.

ADDA.

Saa meget. (Bort). Man var hjulpen med saa mange Penge.

OLUF.

Hjulpen?

ADDA.

Ja, jeg mener, det var dejligt at have ...

OLUF

(hen til hende). Vilde Du saa være glad - glad som i gamle Dage?

ADDA

(aandende ud). Ja glad!

OLUF.

Hvor Du er kommen til at holde meget af Penge.

ADDA

(slaar Hænderne sammen). Ja, man maa ha'e dem,

Du.

OLUF

(tager hendes Hænder og betragter dem). Hvorfor gaar Du ikke - mer med dine Ringe?

ADDA.

Ringe? Jeg har lagt dem hen, -, jeg véd saamæn ikke hvorfor...

OLUF.

Nu bærer Du kun min - vor ... (kysser hendes Haand).

ADDA

(tager sin Haand løs). Ja.

OLUF.

Saa længe Du bærer den, Adda, saa véd jeg, jeg er sikker paa Dig ...

Der er for mange hellige Løfter smedede til den.

Jeg kan ikke gøre for det, og der er jo ingen Grund dertil ... men jeg tænker i den sidste Tid saa ofte paa: hvis det nogensinde skulde ske, at Du kom til at elske en anden ...

(Stilhed).

Min Fa'r havde en Ven - han giftede sig, da han var halvgammel, med en Pige paa to og tyve Aar ... et halvt Aar efter tog hun sig en Elsker paa sin Alder ...

Den halvgamle Mand fik alt at vide ...

Saa lod han de to Unge rejse bort sammen ...

Aa, hvor maa han have lidt Dage og lange Nætter ved at tænke paa deres Lykke - - - en Lykke, der vel var saa hel og hed og stærk ....

60

Han selv begravede sig i en Krog for at arbejde, saa at de kunde nyde deres Ungdom.

ADDA

(koldt). Sligt hænder vist sjældent.

OLUF

(ved skrivebordet). Men det kan altsaa hænde.

ADDA (gaar over til ham).
OLUF

(ser op paa hende). Adda, jeg tror ikke Du véd, hvor højt jeg elsker Dig.

ADDA.

Jo. (Bøjet over ham).

Og nu vil jeg ogsaa sige Dig alting ...

OLUF.

Alting.

ADDA.

Ja - det, der ... er kommet imellem os.

OLUF.

Der er altsaa noget?

Aa, jeg vidste det.

ADDA.

Men Du maa sætte Dig dér hen - Og saa maa Du lukke Øjnene og ikke se paa mig ...

Ellers kan jeg ikke sige det ...

OLUF.

Ja, ja, men ...

ADDA.

Og saa vil Du love mig ét (meget blødt): at Du ikke vil sige det til noget levende Menneske, Du - heller ikke - til dem, det vedkommer ... Lover Du mig det?

OLUF.

Ja - men hvad er det?

ADDA.

Og Du vil tro mig - ikke?

OLUF.

Tror jeg Dig da ikke altid?

ADDA.

Jo.

Du spurgte før om mine Ringe ... Jeg har dem ikke mere. Jeg har maattet sælge dem ...

Jeg har maattet sælge alting ...

OLUF.

Sælge! Men hvorfor? hvorfor?

ADDA

Det var, da jeg var ovre paa Fyen hos Søster Nina ... da sagde hun mig alting ... at der var noget galt med Kassen ...

OLUF.

Med Løvenfeldts Kasse?

ADDA.

Ja - og at der havde været det lang Tid - at han havde Veksler og Renter, Du ... Ja, jeg kan ikke forklare Dig det ...

Saa bad hun og bad hun mig hjælpe dem ... uden at sige det til Dig ...

61

Og saa har jeg hjulpet siden.

OLUF.

Men hvordan?

ADDA.

Aa Du, lad mig blive fri for at sige Dig det ... Jeg har solgt - - alt mit ...

OLUF.

Stakkels Adda - Du har gaaet og plyndret Dig selv ...

ADDA.

Ja ...

Og saa er det blevet mellem os, som det er ...

Denne evige Pinagtighed har skilt os.

OLUF

(blødt). Aa, Adda, hvor Du kan gøre meget for dem, Du elsker.

ADDA.

Ja. (Over til skrivebordet). Og det er svært at skaffe Penge ...

OLUF.

Men hvor meget er det da?

ADDA.

Det véd jeg saamæn ikke, Du .... Saa - nu maa Du ikke blive vred - pantsatte jeg vort Klaver ....

OLUF

(op). Men, Adda, det turde jeg jo slet ikke ...

ADDA.

Det véd jeg nok ... men hvad skulde jeg gøre, Du, naar hun bad mig .... (Tager Obligationsbunken som i Tanker).

Og saa gaa og længes og længes efter, at alt skulde blive mellem os som i gamle Dage ...

OLUF.

Adda ....

ADDA.

Og Lykken skulde komme tilbage ... den eneste Tid, hvor jeg har været lykkelig ... (Sætter sig ved Skrivebordet).

OLUF.

Længes Du da virkelig efter mig endnu?

ADDA.

Hvor Du er dum, at Du spørger ... (Bøjer sig over ham og kysser hans Mund).

OLUF

(rejser sig). Men de Penge kan jo skaffes ....

ADDA

(løfter Hovedet og kysser ham igen). Hvor Du er god.

OLUF.

Adda, jeg troede saa vist, du elskede mig ikke mer.

ADDA.

Men jeg har ikke sagt Dig det værste, Du ... Iaftes fik jeg Brev ... jeg forstod det knap - jeg læste det saa hastigt og rev det straks itu ....

Men alting er tabt, hvis de ikke faar fem Tusind nu...

62
OLUF.

Nu ...

ADDA.

Til i Morgen Aften ... Men saa er ogsaa alting reddet, hvis de faar dem ...

Aa, jeg har grædt og grædt i Nat.

At det skal koste os vor Lykke ...

Det var det, jeg tænkte paa, Du, da jeg saá alle de Penge.

OLUF

(aandsfraværende). De Penge?

ADDA

(peger paa Obligationerne). Ja.

(Hun gaar over mod Sofaen).
OLUF.

Holtens Penge? (Hastigt). Adda, jeg kan skaffe de Tusinder. (Knytter Hænderne). Ja, jeg kan ikke andet. (Han sætter sig ved Skrivebordet, skriver febrilsk, slaar Omslag om Bunken).

ADDA

(paa Sofaen, efter en Stilhed). Hvad ta'er Du Dig til - Oluf?

OLUF.

Jeg ordner blot dette først ... Saa finder vi nok paa Raad, Vi andre. (Han rejser sig og gaar over til Adda, tager hendes Hoved mellem sine Hænder).

Adda, Du kunde gøre mig til en Tyv.

(Han river sig løs og gaar op mod Kontordøren og kalder. KONTORISTEN kommer).

Aa, Hr. Poulsen, bring selv - vil De være saa god? - den Pakke hen til Vekselerer Bech.

KONTORISTEN.

Ja. (Gaar).

OLUF (bliver et Øjeblik staaende med den ene Haand over Øjnene).
ADDA

(op til ham). Du ser saa bedrøvet ud - - - Oluf.

OLUF.

Aa ja ... (ind til hende). Adda - hvor dyrt man maa købe Lykken.

(De gaar begge hen og sætter sig paa Chaiselonguen).

TREDJE SCENE

OLUF. ADDA. VILHELM.

EN PIGE

(melder). Det er Hr. Rust.

ADDA

(som ked af det og træt). Aa, Gud er det ham. Ja, lad ham komme.

63

Bring mig mit Tøj. (Pigen ud).

Det Barn - jeg havde lovet ham, vi vilde se Stranden i Dag, en sidste Gang ...

Og nu kommer han saa ubelejligt .... hvor vi to skulde ha'e det saa dejligt - Oluf.

OLUF.

Han er her jo næsten altid, Adda.

ADDA

(tæt ved ham). Hvor Du er dum.

Forstaar Du da ikke, han maatte være her - mellem os, for at jeg kunde skjule mit Humør for Dig.

OLUF.

Aa jo, nu forstaar jeg.

ADDA (bliver hos ham, lige til Rust kommer ind).

OLUF.

Hvor Du har lidt, Du lille Adda ... Men nu er det jo forbi. Nu faar Du Fred.

ADDA

(ømt). Ja.

VILHELM

(kommer, med falsk Munterhed). Goddag i Stuen.

ADDA.

Er De der, Barn ... De glemmer ikke no'et. (Meget livlig, straalende).

Ja, ja - lad os saa komme afsted. (Sagte til Oluf). Des før kommer jeg hjem.

PIGEN (kommer med Kaabe og Hat).

ADDA.

Aa, hjælp mig, Rust. (Sagte til Vilhelm). Jeg har dem. Vi Spiser ude. (Vilhelm hjælper hende med Sløret. Hun er meget livlig og gør mange Bevægelser. Gaar til Vinduet).

Hvor Himlen er klar.

OLUF

(der staar ved Skrivebordet, sagte til hende). Hvor Du Straaler, Adda. Er Du nu lykkelig?

(Hun rækker ham over Skulderen sin Haand, som han hemmeligt kysser).
ADDA.

Ja (til Pigen). Hjælp mig med Kaaben.

PIGEN

(der ser paa Oluf, som har sat sig ved Skrivebordet). Hvor Herren dog ser daarlig ud i Dag, Frue.

ADDA

(der knapper Kaaben, i en Tone, som om hun i det hele taget først saá Oluf nu). Ja, det gør han Virkelig. (Hen imod ham).

Farvel, min Ven. Kom saa, Rust. (ved siden af Rust midt paa Gulvet smilende til Oluf). Vi to taler jo kun om Dig. (De gaar. KONTORISTEN kommer).

KONTORISTEN.

Der blev kun svaret mig fra Chefen, at Beløbet var til Disposition i Morgen.

64

Her Var Anvisningen. (Lægger en Anvisning paa Skrivebordet og gaar).

OLUF

(tager Anvisningen op og betragter den. Derpaa falder hans Hoved ned mod Skrivebordets Kant). Hvor jeg dog elsker hende.

Tæppet falder.