SULKOWSKY-THEATRET
✂ DET var langt ude i Wieden, den triste, om en Flække mindende Forstad til Wien - langt ude, hvor Gaderne strækker sig provinskedsommelige og stille, med lange, endeløse En-Etages-Huse, hvis Tage er baade vinde og skæve.
✂ Dér helt ude, hvor ikke en Gang Sporvognene lunter hen, ligger Palads Sulkowsky.
✂ Det er et langt Skur at se til med nogle møre og smuldrende Træpiller til Pryd, forfaldent som en forarmet Polaks Herresæde.
✂ Der bor ingen.
✂ De store Længer, de vide Gaarde, de vanrøgtede Haver ligger lige øde. Palais'et falder langsomt sammen.
✂ Men en Gang var det anderledes. Da holdtes der næsten Hof her, og "Paladset" var et af de rigeste i Wien. Da indrettedes ogsaa Theatret. For fyrstelige Gæster spillede franske Trupper paa "Hustheatret".
✂ Nu er det Theater det eneste i Palais'et, der benyttes.
✂ Tre Gange om Ugen lukkes den gamle møre Dør op, og "Fru Direktor" sætter sig i Forstuen ved et lille Bord med Kassen. Smaakaarsfolk fra Forstaden kommer og tiltusker sig for nogle Kreuzer de skidne Billetter, og de fylder det lille Parket.
✂ Naa - det er snart fyldt, det rummer ikke halvtredsindstyve Personer.
264✂ Oppe i Logen, hvor "Herskabet"s gamle, hvide Lænestole endnu vakler paa de skrøbelige Ben, er Billetterne lidt dyrere. En Rigsort koster de, hvad der er store Penge i Wieden. Men Fru Direktor faar dem dog som oftest afsat - til unge Kunstnere og andet letsindigt Folk, der ikke ser saa nøje paa en Skilling.
✂ Naar hun gør Kassen op, kan hun lægge en ti-tyve Gylden i Bunken. Det er til Udgifterne og lidt til. Og saa har Direktøren - "Professoren" kaldes han - hele Indtægten af sine Elevhonorarer.
✂ Thi det er Professorens Elever, der spiller paa Sulkowsky. Han har en femten Stykker, og de spiller tre Gange om Ugen saa godt som hele Aaret rundt.
✂ Yndlingsrepertoiret er Grillparzer. I hans torsoagtige Skuespil finder Elevernes Utaalmodighed Hvile.
✂ Hvor de raser gennem disse Vers; hvor Kroppene spændes, hvor Øjnene lyner - som vilde de gyde alt deres hede Blod, deres tyveaarige Længsel, deres Tørst efter Elskov, deres Lyst efter Kvinder, Berømmelsestrangen, Begær efter Daad - deres hele Sjæl, som ligger dem paa Tungen, ud i de brændende Ord.
✂ Der er den lille Binder, en Dreng at se, lille, saa han gaar med Hæle som Stylter - hør hans Stemme med en Metalklang, der borer Ordene i Øret, som var de Klinger af det susende Staal.
✂ Nu svarer den lange Strobbl, og mens hans slovakiske Tunge støder Versene frem i en styrtende Fart uden Stands, fører han de knyttede Hænder op og ned, op og ned, som hamrede han med to usynlige Hamre løs paa sit eget Raseri.
✂ Nu taler Frøken Poenitzer, Polakinden; hun er ganske spinkel, som kunde man knække hendes Midje med et Tag. Men se blot hendes Øjne, de lyser under Medeas barske Klager som et Dyrs, man stingede stygt.
✂ Og Publikum gennemhedes af Ungdomsflammerne fra Scenen, hidses af den rivende Vildskab, saa det jubler, stamper, raaber ved Tæppets Fald:
✂ - Binder, Binder, Binder.
265✂ Tæppet er nede for sidste Gang. Forestillingen er forbi.
✂ Efter Forestillingen samles Eleverne paa Scenen. Professoren uddeler Roller til næste "Aften" -om tre Dage. Det er en Farce af Nestroy eller "Don Carlos" eller maaske "Denise".
✂ Med Rollerne i Hænderne - det blev "Don Carlos" - stormer de Unge hen paa "Knejpen". Det er den vilde Jagt langs ad Wiedens stille Gade.
✂ Knejpen ligger nede paa et Hjørne. Tre, fire støvede Borde er sat ud paa Fortovet bag nogle Epheu, som skulde give Skygge. Man faar Café blanc i Skaaler, der minder mest om Suppeterriner, og en Wienerschnitzel serveres den Hungrige for 20 Kreuzer.
✂ I et Nu er alle Borde fulde. Aldrig hørtes saa rappe og utrolige Forbandelser, som her lyder fra Bord og til Bord.
✂ Kronau skriger højest - en langnæset Bengel med en Stemme som en Trompet -:
✂ - Rollerne til Carlos - at lære paa tre Dage.
✂ - Og jeg skal være Posa, raaber Strobbl i Diskant.
✂ - Men den jødiske Hund bliver for gal.
✂ - Jeg spiller ikke, erklærer Frk. Poenitzer, som skal være Dronningen: "Die Königin war immer eine Kuh!" ...
✂ - Und mir hat er den Lerma gegeben.
✂ Det er Binder, der er bleg af Harm. Han skal spille Grev Lerma, som er unge Elskeres laveste, elendigste Rolle - og han er ellers Carlos:
✂ - Aber lass ihn, lass ihn, skriger han.
✂ - Wir werden wohl mal diesen Hrn. Carlos aus Meiningen sehen.
✂ Hr. Carlos fra Meiningen er en ung Skuespiller fra det Meininger-Hoftheater, der er rejst til Wien for at gennemspille sit Repertoire.
✂ Han er Nordtysker - saa blond, som de andre er sorte, af et stille Væsen og med en Stemme, der er vag og ganske blid.
266✂ Han sidder tavs lidt for sig selv i en Krog, korrekt i sin stive Berlinerdragt - Berlin, hvor alle Skræddere syer for Militær og overalt bevarer som en Mindelse om Uniformsnittet - en Type paa de unge Skuespillere, hvis Ærgerrighed er at skjule deres Métier.
✂ Ved et af Bordene bliver der Staahej om, hvem der skal betale.
✂ - Binder maa, Binder maa, raaber de alle.
✂ - Binder er den eneste, der har Kredit. Binders Fa'er er Slagter, og Sagnet gaar, at han er velstaaende.
✂ - Men hvem spiller Eboli, brølede pludselig StrobbL
✂ - Ich.
✂ Det kom fra Frøken Miller - der i tyve Aar havde været gift med en Bestillingsmand ved Tnester-Banen, og som for at udføre "resterende Roller" modtog 2 Gylden pr. Forestilling -; hun var nær de halvtreds, ganske uformelig og altid iført Jerseyliv.
✂ - Die Miller.
✂ De raabte det alle under en Styrtesø af Latter. Die Miller lo for - svedig og rund, mens hun slog sig ned paa sine Ben:
✂ - Jawohl, Kinder - das wird denn endlich Komödie.
✂ Al Harmen var glemt. De lo og pludrede: Pludselig raabte én:
✂ - Die Metz ...
✂ Det var Madam Metz, der gik forbi med sin Sønnedatter. Lidt puklet, sammensunken, som havde hver Dag af tusend Dages Slid trykket hende sit Maal til Jorden; geskæftig paa et Par altid trætte Ben, med et graat Ansigt med et Udtryk af den evige Foraselse og et Par Øjne, som altid urolige syntes at søge ti Ting paa én Gang.
✂ Hun var ved Theatret Rekvisitkone og Suffleuse, Garderobeforvarerske, Bud og i en snæver Vending Maskinmester.
✂ Sommer og Vinter krøb hun ned i sit Hul, indhyllet 267 i det samme Sjal, der altid gjorde Indtryk af at være hendes eneste Klædningsstykke. Seks Timer kunde hun sidde dér i Hullet. Det var femti Kreuzer tjente.
✂ Det fik hun pr. Prøve.
✂ Saa asede hun hjem. Om Aftenen var hun Undergarderobekone paa en Dansebod.
✂ Sønnedatteren var paa Sulkowsky "Børnene" - ligegyldigt hvilke og af hvilken Alder. Hun fremstillede samtlige disse Børn med samme ganske forskrækkede Udtryk i Ansigtet og i samme Kostume: lyseblaa klar Kjole, Mammelukker og Snørestøvler.
✂ Madam Metz og Barnet blev raabt an. Hun fik altid af en eller anden en "meleret".
✂ Desuden skulde hun have Ordrer.
✂ Der var hundredfoldig Besked og noget at besørge for alle.
✂ Hun var jo Rekvisitkone, og desuden samlede hun Garderobe sammen. Eleverne skulde selv holde sig med Ridder-Garderobe og gav hende aldrig Penge nok til Lejen. Madam Metz støvede af, løbende halve Dage gennem alle Wiens umuligste Maskeradegarderober for en Betaling af et Par Kreuzer.
✂ Efter Resultatet af disse Vandringer at dømme tog hun det Værste, der i Ridderfaget var at finde.
✂ Eleverne bandte paa, at de ikke vilde eje hendes Klude - og sendte hende afsted alligevel.
✂ Hun svor ved alle Wiens Helgener paa, at hun ikke kunde faa bedre for Pengene - og løb igen. Mange Timer ad Gangen tilbragte hun med at løbe rundt med gamle Fløjlsvamse og Fjerbaretter i en Torvekurv.
✂ Nu gav alle hende Besked, mens hun sad og førte de tynde Fingre mekanisk - de lignede Kløer, hendes Fingre, saa ganske krogede var de - ind mod Tindingerne, som vilde hun banke alle Befalingerne ind ...
✂ Strobbl skændtes med Kongen. Han vilde ha' Bæltet denne Gang: han var Posa.
✂ Bæltet var Madam Metz' Pragtstykke. Det var af 268 Fløjl besat med Similirubiner, store som Koøjne. Det passede for en Posa saa slet som tænkeligt. Kongen raste. Naa, sagde han:
✂ - Klæd Du Dig bare af for dine Fruentimmer.
✂ Strobbl paastodes at være hengiven til visse Kunstneres Hang for en noget stærk Afklædning.
✂ Der kom en ny Lattersalve, da Eboli blev spurgt, hvad hun vilde have paa:
✂ - Na, sagde Frøken Miller: meine Garderob' ist schon bekannt.
✂ Frk. Miller spillede alle ridderlige Damer i et sort Fløjlsskørt besat med tre Rækker lyserøde Bændler.
✂ Binder spurgte Meiningeren, om Madam Metz skulde besørge noget for ham:
✂ - Han var jo ukendt i Wien.
✂ Den unge Mand, der sad ganske stille, saá hele Tiden ufravendt paa Madam Metz og Sønnedatteren med ligesom en smertelig Undren.
✂ - Danke, mein Herr, ich habe eigene Kleidung, sagde han.
✂ Der blev ikke talt mere til ham.
✂ Kelneren kom og stillede en Tallerken med noget Mad frem foran Sønnedatteren, der saá paa Maden og begyndte at spise forsigtigt, som om hun ikke var vis paa, at det var til hende. Den unge Meininger saá til:
✂ Han forstod ikke, at nogen kunde spise saa hurtigt som det Barn, der pludselig, da hun troede, ingen saá hende, havde tømt Tallerkenen som i ét Nu.
✂ Madam Metz og Barnet var afsted.
✂ Binder sagde:
✂ - Ja, godt, naar de faar lidt at spise.
✂ Og han fortalte om, da de første Gang - for et Par Aar siden - havde Barnet herinde. De havde givet det noget Brød med Skinke.
✂ Saa havde Barnet set sky paa Kødet, og stille bag de andre havde hun hvisket til gamle Madam Metz:
✂ - Grossmama, was ist denn das?
✂ - Das ist Fleisch, hviskede hun i samme Tone.
269✂ Barnet kendte ikke Kød og vidste ikke, hvordan det saá ud.
✂ Binder fortæller det, og pludselig heftig siger den unge Meininger som Bytte for en helt fysisk Lidelse:
✂ - Dass es doch solche Geschöpfe giebr.
✂ - Naa, siger Strobbl med Sindsro, de fleste æder dog Hestekød.
✂ Og tykke Miller slaar klaskende Hænderne ned paa sine Knæ:
✂ - Ja, Kinder, es giebt schon Elend in der Welt
✂ - Gehen wir.
✂ Hun bryder op for at vandre hjem til Bestillingsmanden ved Jernbanen.
✂ Men de andre bliver siddende. Aftenen er kommen, og Solen er endelig vegen. Den skarpe Kølighed falder ned fra Bjergene.
✂ De unge Folk faar Landvin ud i store Flasker. Den blonde Berliner har sat sig hen til dem; og han bryder pludseligt som med et voldsomt Ryk ud af sin smertelige og indolente Tungsindighed.
✂ Han fortæller om Meiningen.
✂ - Wie sie da gedrillt werden. Hvordan de faar den samme Stemme. Hvordan de faar den samme Form. Hvordan de faar den samme Gang.
✂ Hvordan de ekserceres, til de alle er "Hofraaden" eller Hofraadens Rollebillede.
✂ De unge Wienere lytter med aabne Munde, som fortalte han en Legende.
✂ Meiningeren havde for Hofraaden prøvet som Melchthal. Der blev derpaa meddelt ham, at han skulde spille Rollen.
✂ Han kom paa Prøverne. Hofraaden gjorde det Hele for - paa Prøve efter Prøve.
✂ Parolen var:
✂ - "Hier wird's so gemacht".
✂ Hver Bevægelse, hvert Blik, hvert Tonefald "gøres efter" - efter Hofraaden;
✂ - Hier wird's so gemacht, lyder det kun uafladelig.
270✂ Endelig havde det pinte unge Menneske tabt Taalmodigheden.
✂ Men jeg bliver til ingenting, havde han raabt.
✂ - Det véd jeg ikke, sagde Hofraaden højst filosofisk:
✂ - Sie werden aber unser Melchthal.
✂ De unge Elever fra Forsøgstheatret sidder ganske tavse.
✂ Saa siger den lille Binder og ser betænkelig ud i Luften:
✂ - Wird das aber nicht langweilig?
✂ - Sehr, svarer Meiningeren overbevist.
✂ - Men der er mange Theatre, hvor de bærer sig saadan ad, siger Strobbl eftertænksomt.
✂ - Ja, nikker nogle.
✂ - In Oesterreich aber nicht, slaar Binder fast.
✂ - Naa, siger En, - de faler alle i en underlig, betænkelig Tone - man bli'r dog paa den Maade .... fast i sin Rolle.
✂ - Und nichts als seine Rolle, svarer Meiningeren bestemt.
✂ Der opstaar en lang Pause, før Binder rejser sig og siger:
✂ - Na, Kinder, nach Hause gehen. Wir müssen schon lernen.
✂ Der bliver stort Opbrud. Meiningeren, der har betalt Vinen, stirrer tankeløst paa de halvdøde Epheu.
✂ - Die armen Geschöpfe, siger han og fører, som voldte Berøringen af det matte Løv ham Lidelse, et Par Blade ind mellem sine Fingre:
✂ - Haben Sie denn hier 'kein Wasser? spørger han Kelneren - de andre er allerede henne i Gaden -:
✂ - Nun, geben Sie's also her ... Og den unge Mand bliver staaende, til Epheuen er vandet.
✂ - Hollah, Hollah, skriger de henne i Gaden.
✂ - Bin schon da, raaber Meiningeren tilbage. Toget drager hjem til Wien.
271✂ Binder og den nye Carlos følges ad. Da de skal skilles, siger den lille Binder:
✂ - Wissen Sie, ich habe Sie gern.
✂ - Und ich Sie.
✂ Og med et Haandtryk skilles de to Venner.
✂ Næste Dag er der Prøve. Der er ivrig Feber over alle.
✂ Med Kongen og Posa har Professoren allerede læst om Morgenen.
✂ Han lader dem under denne Læsning deklamere og regere saa dumt, de vil, indtil der endelig kommer et Sted, hvor der kommer lidt Liv, eget Tonefald i det. Dér slaar han ned som en Grib med sin Klo og rykker saa Eleven tilbage til Begyndelsen.
✂ - Hold det fast, hold det fast, hold det fast, siger han hidsigt:
✂ - Fangen Sie wieder an.
✂ Og der begyndes forfra, og hver Gang Tonen paany bliver ægte, atter forfra og atter forfra, for at holde dette Tonefald fast.
✂ Hele Undervisningen er kun en uophørlig Jagt "nach dem eigenen Ton".
✂ Er den funden og ligger fast blot i én Scene, siger Professoren:
✂ - Godt - arbejd saa videre - - og sender den Elev bort for at gaa til den næste.
✂ - Min Ven, siger Professoren, jeg kan kun ét: føre dem hjem til sig selv. Jeg kan hverken gøre dem klogere eller større - de enkelte vel at mærke ... Men Helheden kan jeg skabe, naar de blot er Mennesker.
✂ Professoren arriverer til Prøven, mens alle Elever læser i Kulisserne i Munden paa hverandre som i en Pogeskole.
✂ Han er lille, hjulbenet, med en uhyre Næse. Et Par Øjne har han med et Blik, der, naar det pludselig kastes hen paa et Menneske, kan virke som Biddet af en Snog.
✂ I sin Ungdom spillede han Hamlet i Provinserne.
✂ Han raaber, saasnart han er indenfor Døren, et:
272✂ - Ruhe, saa det gjalder i Lokalet. Der bliver paa Sekundet en Ro, som var Eleverne fløjet som Mus i deres Hul. Derpaa et knaldende:
✂ - Madam Metz -
✂ - Ja! ... Madam Metz kryber ned i sin Fordybning, hun har ren St. Veitsdans, naar Professoren er indenfor Murene.
✂ - Zur Sache, raaber Professoren.
✂ Zur Sache - betyder "Prøven er sat".
✂ Og saa begynder den Bataille, som Professoren kalder for "Probe".
✂ Det var den mest forbløffende Sætten-i-Scene, som jeg har drømt om.
✂ Professoren førte i Munden et bestandig tilbagevendende Ord:
✂ - Man maa faa Følelserne løs, hos de Mennesker.
✂ Han gjorde sit for at faa dem til at sidde "løse"; det vil sige, for at holde Eleverne i en evig menneskelig, ophidset Sindstilstand, hvori Digtningens Sindsbevægelser kunde fænge som i det tørre Ved.
✂ Alle Midler var ham gode.
✂ Han bevogtede sine Elevers Liv værre, end nogen Politispion vogter over Mistænkelige. Han udspionerede, han udfrittede, han gik paa Lur. Han udspejdede dem, og han brød brutalt ind i selv deres intimeste Livsforhold for at lære dem at kende og bruge Kendskabet som Middel ved sit Arbejde.
✂ For alt, hvad han vidste, havde erfaret, spejdet ud, gættet - slyngede han under Prøverne pludselig, uden noget Hensyn, de Spillende i Ansigtet.
✂ Under Scenen med Philip skriger'han til Elisabeth, Dronningen, pludselig Navnet paa "Kavaleren", som underholder hende; han haaner Carlos med en Historie fra et Laanekontor.
✂ Og da Posa ikke kommer i Glød, raaber han gennem hele Salen:
273✂ - De dér, De dér .... De skulde ikke vide, hvad tragisk Skæbne er - og han ler -: De er dog avlet af en drukken Mand og kommer til at lide under det hele Deres Liv ...
✂ Posa sprang til Side, kridhvid under den svidende Fornærmelse - han vilde tale.
✂ Men Professoren sagde kun rolig kommanderende:
✂ - Spielen Sie, mein Herr - zur Sache.
✂ Die Sache er Posas Replik.
✂ Saaledes piskede Professoren hver enkelt op til et personligt Raseri og slap saa de hidsede Mennesker ud i Digterværket som en Flok unge Ulve.
✂ Men saa blev ogsaa det sydende Liv i femten Hjerter og Hjerner som det flydende Malm til at danne i hans Haand. Nu taler de. Nu glemmer de baade Robert og Lewinsky og Charlotte Wolter og Sonnenthal. Nu har de deres egne Stemmer. Nu kan Læreren med levende Mennesker som Stof helt fuldbyrde sine Hensigter.
✂ Et hastigt kunstnerisk Arbejde begynder.
✂ Professoren tilspidser Virkningen, han øger Stigningen, han skaber Stemningen ved et nyt Tempo.
✂ Han udvisker intetsteds nogen Særlighed, han kun bøjer den om sit Billede.
✂ Madam Metz har siddet fem Timer i sit Hul, hun rokker Hovedet som et sygt Dyr over sin Bog.
✂ Men Professoren bliver ved.
✂ Kun den unge Mand fra Meiningen retter han sjældent. Der er maaske lidt Demonstration i hans Tilbageholdenhed. Han spørger kun stilfærdigt nu og da:
✂ - Naa - bli'r det gjort saadan paa Hoftheatret?
✂ Og lægger en ganske lille Streg under de Bogstaver Hof.
✂ De andre Elever rettes idelig, og de føjer sig efter ham, villige og adrætte med Sydlændinges lærenemme Hast.
✂ ... Saa kommer Forestillingen, som er Korrektivet for Metoden. Naar Professoren slipper Eleverne løs, 274 som han gør, er det, fordi han véd, at Overdrivelserne, som paa Prøverne ikke undgaas, ufejlbart kvæles ved Forestillingerne.
✂ Sulkowskys Publikum dømmer efter Instinkt. Det raader over en sikker Fornemmelse, det har lige kort til Latter som til Taarer. Det ler, naar de fejler, sine Yndlinge ud, saa det runger i Huset. Det hører i Andagt paa den yngste Elev, naar han finder de Ord, der taler med Toner fra Hjertet.
✂ Har Eleverne - og det er dette Theaters Hemmelighed - lært at give sig hen paa Prøverne, lærer de paa Forestillingerne at tage sig iagt. Berøringen med Publikum afsliber og afgnider deres Fejl ...
✂ Carlos-Forestillingen kom.
✂ Klokken knap to samledes Eleverne og drog i Flok gennem Gaden. Det var for tidligt at gaa ind, og de drev op og ned udenfor Husene i Solen. De mærkede ikke Heden, de følte kun Feberen som en Sugen for Hjertet, der tog deres Blod.
✂ Madam Metz løb ud og ind. Torvekurven bugnede af Baretter og Kaarder.
✂ Sønnedatteren sad i sit Festskrud som Infantinden af Spanien gemt bag første Kulisse, lammet af Skræk: hun var altid bange for Bedstemoderen, naar hun sad dernede og hvislede i sit Hul.
✂ Den blonde Meininger begyndte at klæde sig paa, mens alle undersøgte hans Dragt.
✂ Der blev ikke talt meget
✂ En pludselig Styrtesø af Skældsord gød sig nu og da ud over en forvirret Skrædder, som løb om rned Garderobesager, der ikke passede.
✂ Strobbl var allerede i Kostume. Han havde erobret Bæltet og gik op og ned i Kulissegangen og førte Hænder og Arme frem og tilbage som ivrige Boksere før Kampen.
✂ Madam Metz slæbte tungt med veritable Urtepotter, der skulde pryde Haven i Aranjuez.
✂ Det første Signal bliver givet. Die Miller arriverer 275 bred og glad. Garderoben har hun med sig i et Lagen, som hun og Bestillingsmanden ved Jernbanen har skiftedes til at bære gennem hele Byen.
✂ - Na, Kinder, siger die Miller: machen wir uns schön. Es ist die höchste Zeit.
✂ - Der bliver udsolgt, siger Binder, som holder sig ved Tæppet, febrilsk og maalende 'den fyldte Sal. Alt Naboskabet strømmer til for at se den "Gæst" fra et "Hoftheater".
✂ Professoren er her, og han er dér.
✂ Han bryder ind i Damegarderoben, hvor alle hviner, og han udslynger et: "Gänse", mens han kommanderer, staaende midt mellem de halvblottede Frøkner.
✂ Paa én Gang mindes han Kongen.
✂ - Kongen, Kongen, raaber han, endnu staaende midt mellem Damerne. Og han løber ud for bag Bagtæppet at give Kongen en sidste Lektion:
✂ - Og agér saa for Guds Skyld ikke Hr. Lewinsky, siger han: Det kan Alverden.
✂ Han gaar atter ind i Herregarderoben og betragter sin "Gæst".
✂ Den blonde Infant er i Kofte af Lyseblaat og virker besynderligt spædt og sart. Og Theatermanden siger, idet han gaar rundt om ham og betragter ham som en Handlende, der bedømmer en Vare:
✂ - Fein.
✂ - Etwas fur die ungarischen Weiber. Selv midt i Lampefeberen vil Infanten give Svar, mens Blodet ryger ham op i hans Kinder.
✂ Men Professoren siger kun i en helt anden Tone:
✂ - Smink Deres Hænder hvidere ...
✂ - Ja, han havde virkelig glemt at sminke sine Hænder.
✂ Tæppet skal gaa. Den lille Binder staar gemt i Kulissen. Der er nok dem af disse unge Wienere, som nu i Hast nævner nogle af deres Helgener i en Slags Bøn.
✂ Der bliver tyst.
✂ Nu kommer Carlos ind. Domingo taler:
276✂ Saa svarer Carlos.
✂ Han siger Versene som en tungsindig Klage, med vemodig Dysterhed, som om de kun blev hviskede sagte.
✂ Og saaledes spillede han næsten til Stykkets Slut.
✂ Ogsaa han strøg Fagterne af sig, og Meiningeriet blev det, det er. I ham mødtes - syntes det - nordtysk Sværmeri med Sydlændingenes Utaalmodighed. Den milde Egenart hos Philips Søn virkede som Race.
✂ Binder var som naglet til Kulissen.
✂ Han blev der, til Tæppet faldt
✂ Saa gik han hen og tog Infanten i Haanden. Han havde store Taarer i Øjnene:
✂ - Det var dejligt, sagde han. Aa, meget bedre end mit.
✂ Han stod lidt. Saa sagde han:
✂ - Hvor meget er De ældre end jeg ..
✂ - Jeg er tre og tyve Aar ...
✂ - Hm - - dann kann ich noch lernen, sagde Binder og saá frem for sig, som maalte han en Barriere og tænkte han paa at sætte i Spring.
✂ Fra den Dag af var han Infantens Ildtilbeder.
✂ Professoren kom hen til sin Gæst:
✂ - De har heldigvis intet lært i Meiningen, sagde han. Dette var godt.
✂ Den unge Nordtysker knyttede hemmeligt sin Haand, og der fløj Skæret af en Rødme hen under Sminken:
✂ - Maaske kan det blive det.
✂ Professoren ringede. Han skulde uddele Rollerne til "Der Verschwender".
✂ Længe gik de Unge op og ned foran Palads Sulkowsky.
✂ Tilsidst, da de brød op, fulgtes Binder og Meiningeren.
✂ Binder kredsede bestandig om Infantens Rolle og dens Ord. Han begynder paa dens Vers, som vil han prøve. Og atter kommer Replikkerne brændende, utaalmodige, sprængende Rytmen over Wienerens Læber:
277✂ - Nein - ich muss es so, siger han saa, som bortsparkede han sine Tvivl.
✂ Og den unge Nordtysker gentog atter med lidt stump Tungsindighed:
✂ - Und ich so.
✂ Nogen Tid efter havde det kejserlige Konservatorium Opvisning. Thi Wien, der sørger for dramatisk Kunst paa alle Kanter, har ogsaa et Konservatorium for Skuespilkunst med Hofskuespillere til Lærere, med Undervisning i Mytologi og Fleuretfægtning, Historie - navnlig Oldtidens -, Dans, og hvad ellers til Mimens Fag er- .agtes rettelig at høre.
✂ Konservatoriet besøges af unge taalmodige ladies and gentlemen, der i tre Aar deltager i dets mangehaande Kursus, og som udstilles ved en Opvisning om Aaret.
✂ Sulkowskys Elever var i Trup paa Galleriet. Længer strakte ikke Pengene, for Konservatorieforestillingen finder Sted i velgørende Øjemed til fornemme Priser.
✂ Opvisningen begyndte.
✂ Det var Paradescener af alt mellem Himmel og Jord lige fra Hamlet til "Die Waise aus Lovood". Hver eneste Elev var det fejlfrieste Aftryk af Burgtheatrets fastslagne Mønster.
✂ Disse Elever var sikre som Søvngængere og netop saa livløse som de.
✂ Sulkowskys Unge var ganske imponerede.
✂ Der var ingen af Konservatoriets Elever, som ikke i en snæver Vending kunde doublere endogsaa Førsteroller paa selve Burg.
✂ Dette maatte indrømmes.
✂ Men der var rigtignok heller ikke et eneste personligt Ord, ikke ét Udbrud, ikke én uvilkaarlig Bevægelse, for hvilken et Menneske stod inde.
✂ Her banedes den soignerede Sti til Upersonlighedens, det Traditionelles, det psykologisk Tommes, til Fagternes, Overfladiskhedens, den sjælelige Tomheds og Akrobatikens triste Theater.
✂ Her var Stemmerne de andres - Forbilledernes; 278 Bevægelserne de andres - Forbilledernes; Intentionerne, Sindsbevægelserne de andres - Forbilledernes.
✂ Her var der indpodet Eleven saa megen Begærlighed efter at blive de andre, at der end ikke var efterladt nogen Tanke om en Lyst til at bevare noget af sig selv.
✂ Det gaar paa adskillige Konservatorier saaledes.
✂ Man ruller Eleverne i Sække. I en Sæk af en ny Stemme. I en Sæk af nye Bevægelser. I en Sæk af Udtryksformer, der ikke er hans. Og saa binder man for ham og sætter et fint kejserligt eller kongeligt Konservatoriums Segl for ...
✂ Og dog synes jo al Skuespilkunsts Maal - som al Kunsts - at være det: at finde Udtryk for sig selv.
✂ At udtrykke sig. Enten ved at mangfoldiggøre sig - som Forvandlingskunstneren; eller ved helt at udfolde sig - som visse store Tragikere, hvem Forvandlingsævne er nægtet...
✂ I Theaterkunst betyder Konservatorierne Reaktionen, Stilstanden og den aandelige Død.
✂ Det rette Theatre libre - det, som dyrker Hr. Antoines Grundsætninger - og Elevtheatre er Fremskridtets Protest mod Akademi-Komedie.
✂ Forhaabentlig vil Fremskridtet sejre.