Bang, Herman BETTY BORCHSENIUS

BETTY BORCHSENIUS (1892)

I

BETTY BORCHSENIUS fortjener sit gode Blad i dansk Theaterhistorie.

Hun var i og for sig højt betydende ved Personlighedens Egenart og ved Talentets Selvstændighed. Og dobbelt bør hun beskæftige os ved sin kunstneriske Skæbne paa vort Theater, hvis Skyggesider skabte hendes Historie, saa hendes Kamp blev Nederlag.

Det var i Slutningen af Treserne, at den Hagenske Trup brød op til Provinserne. Det var hovedsagelig, en Flok af københavnske Misfornøjede og Tilsidesatte. Den vilde vise, at der ogsaa af de Landflygtige kunde spilles Komedie. Maaske drømte man om saadant som soignerede "Hoftheater-Sæson"'er der i Odense. Det kunde vel ligne en Hagen, der i Kampe med de største var bleven den ringere paa Grund af Talentets Mangel paa den stærke Oprindelighed, men som siden havde afslebet sin Evne til mangfoldig Virtuositet.

Truppens Maal blev delvis naaet Ikke før, saa lidt som siden, har vel Provinsen set saa kunstnerisk fint afpassede Forestillinger.

Men over Dygtigheden, Price'ernes sikre Skole, Hagens Virtuositet lyste dog en Debutantindes Ungdom: Betty Guldbrandsens atten Aar blev Smilet over disse Aftner.

248

Hagen-Sæsonen blev hendes. Al Provinsen svor ved hendes Navn, indtil Lange det næste Efteraar rask fangede hende hjem til København.

Hun sejrede her som hist og maatte sejre: for som hun gik og stod, attenaarig, blond og fin, var hun netop som selve Billedet af, hvad der paa Theatret er vort Ideal,

- et Ideal, Barn halvt af vort Temperament, halvt af vort Hykleri -:

Den unge Pige.

Den kvindelige Attenaarige er vort Theaterpublikums Idol. Hun er urørt og som en Anemone sart og hvid. Hun er uskyldig og mer end det, thi hendes Køn er endnu slet ikke vaagnet. Af Legeme er hun halvt, af Sjælen helt et Barn.

Saaledes er hun, og sommerklædt ser vi hende helst

- saadan vandrer hun jo i Vaudevillen.

Fra den kommer hun. Hun er Vaudevillens Arv til vort Theater. Og hun er mer end det: hun er Hovedgrunden til, at Vaudevillen selv aldrig dør ud paa vor Skueplads.

Thi aldrig svigter vi den Kunstart, hvis eneste Heltinde hun i uforfalsket Renhed er.

Eneste Heltinde, thi de øvrige Skuespilarter kender jo tillige andre Kvindeskikkelser, som findes Opmærksomhed værd. De franske Dramer - Sardou'erne og Dumas'erne: Augier lod vi ligge og til Henri Becque er vi endnu ikke naaet - som i Halvfjerdserne beherskede Repertoiret, lærte os at kende de problematiske trediveaarige: Fernande'erne, Lady Tartuffe'erne, Sfinxer'ne, Fru Caverlet'erne, Frøknerne Suzanne; og vi saá alle disse Kvinder, om ikke fremstillede, saa i det mindste agerede.

Naar det franske 'Drama, hvor disse Skikkelser findes, imidlertid overhovedet kunde spilles hos os o: blive beklappede og samle Hus, saa skete det kun til Trods for Hovedpersonerne, med hvilke vort Publikum forsonede sig, fordi det ved Siden af dem altid genfandt sin unge Pige som "Ingenuen".

249

Det var ogsaa i disse Dramer den hvide Ingenue, der samlede Interessen. Det var Ingenue-Fremstillerinderne, vor Smag kaarede; det var deres Talent, som vor Sympati hægede ømt:

Betty Borchsenius og Betty Hennings blev Tiaarets sceniske Navne.

Betty Guldbrandsen blev da for sin Part straks i sin første Ungdom sin bestemte Variant af den unge Pige og Ingenuen.

Vore øvrige Ingenuer er - med Betty Hennings for Fronten - tilhobe Stuernes og Byernes sirlige Børn. De er yndefulde med Danseskolernes lidt stereotype Grace. De er velopdragne som Privatguvernanters soignerede Kuld.

Deres sjælelige Indhold er netop og kun deres Uskyldighed, en velplejet og graciøs Uskyldighed, som man saa at sige faar Lov at betragte fra alle Sider i kysk og yndefuld Leg for Beskueren.

Men Betty Guldbrandsens Billede af den unge Pige var fra første Færd ikke dette. Det syntes straks mer levende end som saa, og dets spillende Sjæl hed den frie Munterhed.

Det var en Munterhed, der mindede om Skov og Marker, om Friluftsliv en Sommerdag og om Stormenhen over Præstegaards-Vænger.

Saadan var hun: fri og skælmsk og snar; smidig - men som den, der ikke har lært at danse - kæk og glad og kær: den unge Pige fra Landet. Sundhed stod der af hende, Sundhed og Glæde; og det var, som slog hun Friluftsdør op, hvor hun kom.

De Forfattere, som den Gang skrev Roller for Betty Guldbrandsen, har haft Blik for hendes Egenart. De holdt af at give hende Ringspil og Fjerbold i Haanden. De havde Ret, og deres Attributer blev næsten Symbol. De andre unge Piger paa Theatret, de passer i en Stue. En Skov, en Høj i en Have var Frøken Guldbrandsens Ramme; den frie Himmel syntes hendes Tag.

Det var hendes Aands stærke Trang mod Frihed, 250 som allerede den Gang gav Betty Guldbrandsens Skikkelser dette Drag. Hendes Selvstændigheds Hang forlenede dem fremdeles med deres vantro eller drilske Spot. Og den Sjælens Kølighed, som altid forblev hendes forstandsmæssige Temperament egen - den virkede endnu som den urørte Uskyldighed.

Hvad Under da, at hun sejrede, og at hun fejredes?

Hun var jo "Uskyldigheden". Men Uskyldigheden med et Anstrøg eller en Understrøm af Karakter, saa at man - foreløbig fortrylledes dobbelt

II.

Der fortælles fra de første Betty Guldbrandsens Aar ved Folketheatret en sandfærdig Lange-Anekdote, der synes karakteristisk. Der var Generalprøve paa Nørregade paa en lille Farce. Som vanligt saá Lange til fra Parkettets første Bænk. Men jo længere Pjecen skred frem, des mer rokkende utaalmodig blev han: "det var umuligt, det var ganske umuligt". Saa sagde den kyndige Mand tilsidst i sin Kvide, da Slutningssangen kom:

- Vi la'er Guldbrandsen gaa frem, sagde han, at synge det sidste Vers.

Man gjorde ham opmærksom paa, at Frøken Guldbrandsen slet ikke var der - at hun ikke spillede med.

- Det gør ikke noget, svarte kun Lange, Folk maa bare se hendes Ansigt - saa gaar det.

Sandelig har Lange kendt sine Folk. Thi saa højt elskede hans Publikum den unge Primadonnas Person og Ansigt, at det i lang Tid slet ikke vilde se alt, hvad de i Virkeligheden dækkede.

Thi Tingen var: mens Aarene gik, modnedes der bag dette Ydre en Fremstillerinde, hvis mindste Stræben var Stræben mod et andet, et modsat Ideal af det, som var hendes Publikums, og med hvilket hendes Ydre endnu saa nøje faldt sammen. Der modnedes en Kunstner, hvis Kunsts Sjæl var Sandhedskærlighed indtil 251 Ubarmhjertighed, og hvis hele Had tilhørte den forlorne og yndige Sentimentalitet.

Mens Betty Guldbrandsen utrættelig arbejdede, var Virkelighedssans bleven hendes afgørende Evne. Hendes Talents Styrke var hendes Skarphed i Iagttagelsen, en Iagttagelse, som, altid rettet mod Livet selv, sikkert fangede menneskelige Egenheder og mægtede at tolke dem som Karakterers Udtryk. Og hendes kunstneriske Maal var - bestandig støttet til og styrket af Iagttagelsen - paa Scenen at gengive det sete, som det var, uden den forvanskende Forskønnelse.

Gengive det saaledes - mod alt og trods alt. Thi medens hendes kunstneriske Egenskaber Dag for Dag tættere bandt hende til en tro Gengivelse af Livet og hun blev vor Scenes kæmpende Naturalist, forblev hendes Publikums Smag jo sentimental - en Tilbeder af den fortyndede Romantik og Theatrets stereotype Uvirkelighed.

Alligevel veg hun ikke. Hun sagde til sig selv, at hun skulde fremstille de attenaarige Piger. Nu vel, hun kendte da sin Vej.

Digterne - lad os kalde dem saaledes - gjorde hendes unge Piger blege, uskyldshvide, som Violer bly, til Englebørn, der, hvis de havde Vinger, fløj.

Men Betty Guldbrandsen vidste det bedre. Hun kendte dem fra Livet, de Skælmer; og de var Skalke tilhobe: forfarne og snu og kaade i Smug; fiffige og spottesyge og drilske i deres Mund; overlegne, lumske, surmulende ...

Saadan var de. Med ét Ord: de blonde Engle var ogsaa Mennesker.

Og midt i Vaudevillen vilde Betty Guldbrandsen gøre dem dertil ved, naar Forfatteren svigtede hende, at skabe dem i sine egne Iagttagelsers Billede.

Hun brød da først og fremmest med Ingenuens traditionelle Manerer.

Paa Sceneri var den unge Dame Ynden i Person. Naar Ballettens Skønhedsbegreber satte Spor overalt, 252 beherskede de Vaudeville-Elskerinden fuldstændig. Hendes Gang var de maskerede Dansetrin, hendes Attituder de runde Albuers. Hun ventede ved Tæppefald den lykkebringende fædrende Velsignelse i en Pose som Columbines, der modtager den pailletbesaaede Harlekin af Feens Haand. Den forlorne Yndighed trivialiserede hende og gjorde hende saa virkelig som et Glansbillede. Saalades var den unge Pige paa Scenen. I Livet selv havde Betty Guldbrandsens Iagttagelse længst lært hende, at den unge Pige gebærdede sig ganske anderledes. Hun saá, naar hun øste af sin Iagttagelse, de unge Piger i hundrede Bevægelser, Optrin, Situationer, som mildest talt lod haant om al denne Yndighed fra Theatret. Hun saá dem kantede, klodsede, kejtede, tunge, rigtig maladræte. Og hun indførte modigt paa Scenen hele den Skare af viltre og af kluntede, af generte og springske, af ugraciøse og af ranglede Pigebørn, som hun fra Livet kendte, og hvis mindste Bevægelse var Kamp mod den Kunst-Mare: Ballet. Sandhedskærligt vovede hun paa et Theater, der mer end noget laa i Armene paa abstrakte Skønhedsbegreber, selve det uskønne, og hun brød med den vante Plastiks Skønhedslinjer for at naa den varierede Mangfoldighed i Bevægelserne, som er Livet.

Hun skabte, saa at sige, en ny Plastik under en Kamp, som blev hende saare vanskelig, fordi hun havde Fjender ikke blot i Rollerne, men ogsaa i de kunstneriske Omgivelser, som saa at sige smittede hende med alt det gamle. Og hendes egne Theaterreminiscenser, der meldte sig ved hvert Skridt, stillede forvirrende alle sine mangfoldige Billeder af den falske Ynde mellem hende og Maalet, som hun efterstræbte.

Med Bruddet med den traditionelle Plastik var desuden kun det halve Arbejde gjort.

Ogsaa Diktionen var bunden af en lignende Theatermæssighed som Plastikken, og Talens Natur var kvalt under et skønt Overtræk af sødladen Monotoni. Ogsaa den skulde brydes. Betty Guldbrandsen veg ikke, men 253 gik ogsaa her sin afstukne Vej: hun lagde Øret tæt til Livets egen Tale, som hun havde fæstet Øjet fast paa dets Bevægelse. Hun vilde gennembryde den sceniske søde Kvidren ved Hjælp af Livets egne hørte Tonefald. Det lykkedes hende, fordi hendes Midler paa dette Punkt var i Sandhed enestaaende:

Hendes Øre var overfor Livets ringeste Fald i Talen modtageligt som absolut ingens. Og Tungen gengav Tonefaldene som paa dansk Scene saare faa.

Derfor blev hendes Tale som Livets egen. I hendes Mund fødtes Ordene. Og de kom og gled med den virkelige Tales Stands og pludselige Fart og Søgen og uvilkaarlige Pause. Under denne lysende Naturlighed syntes alt kunstløst og Dagligdagen selv og rent tilfældigt, mens dog den nøjestvejende Kunst og den yderste Beregning raadende sendte hvert Ord og hver Pause hjem mod sit Maal for at naa sin Virkning.

Denne Talekunst tryllede den unge Pige frem lyslevende.

Den kendte og gengav alle hendes Tales Ejendommemeligheder: ulogisk og springsk, spottende Reglerne, som den var i Talens Sammenføjning; usikker i Stemmeregistrene, snart hæs, snart snærrende, snart uforholdsmæssig dyb, som den gav sig i Klangen.

Tysklands største Ingenue, Burgs Stella Hohenfels, har for at gengive den unge Piges Tale skabt sig en Slags stabil Hæshed, som hun fører gennem alle sine Roller. Betty Guldbrandsens Talekunst var mangfoldigere. I hundrede Stemmens Afskygninger gengav hun det lunefulde og uberegnelige, som er attenaarige Kvinders Talesæt. Men Theatrets falske Velklang blev jo rigtignok ofret. Den søde Tone blev forladt, som den yndefulde Pose var givet til Pris.

Efter at have brudt med al den ydre Yndighed kunde Betty Guldbrandsen endelig scenisk skildre med nye Midler sin, Livets unge Pige: hende. Skalken, Skælmen, Surmuleren, Spottersken, Drillersken. Men medens hun - og hvor tit af et intet - skabte en hel Række af 254 levende Skikkelser, mens hun Dag efter Dag gjorde Vaudevillerollers Unatur til Natur, traadte hun rigtignok i al Hemmelighed sit Publikums Smag under Fødder, og den Dag kunde komme, hvor dette Publikum, der endnu laa under for alle hendes ydre Betingelsers Trylleri, kunde - hævne sig.

Betty Guldbrandsen-Borchsenius vidste det og søgte at værge sig derimod.

III.

Betty Borchsenius - hun havde imidlertid, 25 Aar gammel, skiftet Navn - forstod meget vel, at en Sekondtheater-Stilling trods Sæsoners Triumfer i Længden var usikker.

Kun Nationaltheatret kunde baade skænke hende Opgaver, der lod hende udfolde alle Siderne af sin Personlighed, og skabe hende en Autoritet, i Ly af hvilken hun kunde arbejde trygt. Et Privatteater mægtede ikke at skaffe hende nogen af Delene. Dets Opgaver forblev - den Gang i alt Fald - bestandig begrænsede. Dets Primadonnas Stilling var saare afhængig af den enkelte Sæsons Held og Roller: medens hun det ene Aar feteredes, syntes hun det næste allerede halvglemt, og Direktørens Tillid paavirkedes alt for let af hans Publikums Stemninger.

Fru Borchsenius søgte derfor mod Nationaltheatret.

Hun anmodede om at maatte spille paa Prøve eller om et begrænset Antal Gange at maatte optræde som Gæst. Saavidt vides udtalte hun som Ønske at udføre en Pernille. Rollefaget var den Gang slet ikke eller allenfals kun pauvert besat.

Man gav hende et Nej.

Fru Borchsenius stod den Gang paa Højden af sit Talent, i det fulde Eje af sin ganske Skønhed. Theatret havde - Fru Betty Hennings undtagen - ingen Kunstnerinde, der kom hende nær i Københavns Yndest. Faget, som hun foreløbig attraaede, stod ledigt.

255

Og alligevel var Nationaltheatrets Svar et Nej. Man havde ved vor nationale Scene lige saa liden Brug for Betty Borchsenius, som man nogle Aar før havde haft for Frederik Madsen.

Theatrets Afslag synes nu næsten eventyrligt.

Vi har siden da set Nationaltheatret trække til sig fra Privattheatrene saa mange jævnt habile Folk af - naa, af kunstnerisk Middelhøjde: vi har set det kalde paa forholdsvis saa mange Ungherrer, hvis største Talent sad i et glat Ansigt, at vi slet ikke vilde kunne forstaa det Afslag, der mødte Betty Borchsenius, hvis vi ikke huskede, hvor meget der i de forløbne Aar har forandret sig.

Den Gang var de private Theatre endnu Sekondtheatrene. Det var Lokaler, som i Publikums Øjne undertiden med Held tjente den behagelige Tidkort, men hvor man hverken drev eller tænkte paa at drive egentlig Kunst. Kasino havde engang spillet de Andersenske Eventyrkomedier, Folketheatret havde givet Herreaftner, hvor man gouterede Offenbach og hans Operette.

Det var det gode Publikums Indtryk.

At Farcen i en Frederik Madsens Skikkelse havde naaet kunstnerisk Fuldkommenhed; at Lange havde iscenesat en Række af Forestillinger, som i Fremstillingens Samstemthed og Liv lod al vor øvrige Lystspilkunst langt bag sig; at navnlig Folketheatret ved, trods den ulidelige Repertoiretvang, at opføre værdifulde franske Skuespil havde holdt Døren paa Klem til en større og friere Litteratur i en Tid, hvor vort eget litterære Liv var ganske indestængt og næsten dødt - alt det forstodes af Publikum føje.

Og Bladene vejledede det ikke.

Deres Stilling til Sekondtheatrene spejlede nøje den almindelige Opfattelse af Privattheatrenes Betydning.

Sekondtheater-Anmeldelse var Journalistikens allerførste eller allersidste Trin. Den besørgedes af den yngste Student eller den ældste Routinier. Den var ofte saare kort, den var altid særdeles affejende. Dens Ord 256 om Skuespillernes Ydelser kom aldrig ud over nogle Adjektiver, flade som et Par fladtraadte Sko.

Og heller ikke Reportagen var ret opfunden. Denne højt opdrevne og i Sandhed sælsomme Art af Journalistik havde endnu ikke skudt alle sine brogede og forlystende Blomster i Form af Notitser med smaat. Vi erfarede endnu ikke, naar Revueskuespillerinden Fru C. - ja, paa Ære, der gaves maaske overhovedet endnu slet ikke Revueskuespillerinder - lod sit skattede Navnetræk brodere paa et Par Handsker, og vi undværede endnu den oplysende Meddelelse om, at Frøken B. af Koret om otte Dage vilde faa sin anden Debut som Kokkepigen Amanda, hvis skrevne Rolle bekvemt kan gemmes i Frøkenens Skildpaddes-Portemonnæ.

Hvad man nu end vil sige om denne Reportage - ét er sikkert: den bidrager til at nedbryde de fordomsfulde Skillerum mellem Kunstanstalter. Idet Reportagen ligeligt benaader alle med sin Gunst, gør den ogsaa - i alt Fald for de tankeløse - næsten alle lige.

Men den Gang var alt det anderledes.

Bladene ikke blot ikke udfyldte men tværtimod befæstede de det Svælg, der gabede mellem selv Privattheatrenes rigeste Mand og Nationalscenens allersomfattigste Lazarus.

Det maa vi huske for at forstaa, at Nationaltheatret overhovedet kunde give Betty Borchsenius det Afslag

- som man i øvrigt sikkert i højeste Grad ønskede at give hende.

Thi man ønskede paa Kongens Nytorv sikkerlig ikke

- og mindst i de Aar - at give Plads for en Kunst, som man paa denne ballet-skolede og støvgroede Skueplads halvt ubevidst maatte fornemme som revolutionær. Man vandrede paa den kongelige Scene allerede den Gang alt for støt paa den Vej, der skulde føre os fra den kunstneriske Stil ti] det kunstlet stiliserede og fra det velopdragent dannede til det sødladent snærpede - til at man skulde ønske at slippe den Fanden "Natur" ind i Kunsttemplets Vievandskar.

257

Instinktmæssig følte den herskende Skole som en Fjende en Skuespillerinde, der som Betty Borchsenius var Lærling af Livet selv.

Og der rejste sig over Theatrets Afslag ingen moderne Pressestorm. Ingen Interviewers drog som en ridderlig Garde i Leding for "den forfulgte Kunst". Ingen betydelig Kritiker gjorde i den ellevte Time Rede for, hvad Nationaltheatret i den vragede Skuespillerinde kunde vinde - eller hvad der ved Afslaget for Kunsten kunde blive tabt.

Og saa - blev det tabt.

Thi vel kulminerede Fru Borchsenius først kunstnerisk efter den forgæves Henvendelse til Nationaltheatret, men alligevel var Loddet for hendes Kunst uigenkaldelig kastet den Dag, da hun maatte beslutte sig til at forblive paa Folketheatret - Sekondtheatret.

IV.

Foreløbig naaede Betty Borchsenius de følgende Aar det højeste Ry hos Publikum som hos Kritik.

En ny Direktion bragte - under Høedts Auspicier - frem en Række franske Skuespil, som i Skarer drog det bedste Publikum til Huse. Louise Holst magtede, ledet ved Høedts Haand, de betydeligste Opgaver. Og Betty Borchsenius virkede midt i de franske Optrin som den friske, nordiske Fortryllelse.

Der var virkelig en Stund, hvor selve dette franske Drama var hendes Held. Det franske Skuespils Tone ligesom afsleb visse Kanter af hendes Spil, der blev egalere og mindre hensynsløst i sit Enkeltudtryk. Hver Rolle blev hende en Triumf.

Og alligevel tror jeg, at alle disse Roller, som alle lignede hinanden, allerede den Gang trættede hende. Deres Uvirkelighed irriterede hende, og deres aandelige Indholdsløshed pinte en Aand, der som hendes var altid beskæftiget og higende. Hun selv var aandelig 258 fremskreden, rig paa Kundskab og højt udviklet. Hvad hun fik at fremstille var bestandig det samme ensformigt uudviklede. Hele den Race af unge Kvinder, som hun spillede, syntes hende i al Hemmelighed Smaapiger, overfor hvilke hun var alt for overlegen.

Selve denne Følelse af hendes egen aandelige Overlegenhed over det Aandens Smaakravl, Ingenuen, som hun spillede - gav imidlertid til en Begyndelse kun hendes Spil en ny Charme.

Det var den, som hensatte hendes unge Piger i det bestandige halve Skær af Komik, som aldrig forlod dem - endnu en fin, nænsom Komik, der fangede Lyset om dem som et fintglitrende Slør. Det var denne endnu sarte Komik, som hvilte over Antoinette, som sang ved Klaveret.

Men efterhaanden som Fru Borchsenius mer og mer trættedes af sine altid de samme Roller, blev hun ogsaa saa at sige mer og mer ubarmhjertig overfor sine Figurer, og hun ligesom hævnede sig paa selve de Skikkelser, som hun fik at fremstille.

Hun gjorde de unge Piger uartige, vripne, gnavne, grusomme, kolde.

Hun behagede sig i uden Skaansel at lægge blot alle de ubehagelige Egenskaber, som hun havde afluret sine Skikkelser, og hun gjorde dem latterlige for os med en vis kold Spot, der frastødte.

Og samtidig begyndte hendes Ydre at passe mindre til den Skikkelse, hun skulde give Billede.

Det lod sikkert først "Skællene" falde fra vort Vaudeville-Publikums Øjne. Det saá en Dag, at Betty Borchsenius ikke mere var saa smuk. Men det fik Øje for mere end det. Det opdagede samme Dag instinktmæssig, hvorhen hendes Kunst førte det - i Armene paa Virkelighedsstudiet og en Kunstretning, hvis Sjæl var Sanddruhed og ikke Forskønnelse.

Fra det Øjeblik var Forholdet mellem Betty Borchsenius og hendes Publikum en Kamp, der oprev hende.

259

Hvor ofte har jeg dog ikke overværet den og Aften efter Aften.

Betty Borchsenius førte i Ilden hele sit Geni - thi i disse Kampens Aar, hvor hun laa under, var hun genial -; hun lod hver Rollens Sætning rumme en Iagttagelse, hun lod hver Bevægelse være Udtryk for Karakter.

Men hendes Veje var ikke Publikums Veje.

Medens om hende den sødt kælne Jomfruelighed - en Jomfruelighed i Pariserkorset - løftedes paa Døgnskjold; medens den yndigt kvidrende Unatur vuggede vort gode Sprog paa galliske" Rytmer i Talen, vendte Publikum sig bort, og den hellige Nitouche udstrakte velsignende sine Hænder mod dets Blindhed.

Alligevel var der Øjeblikke, hvor Betty Borchsenius sejrede.

Det var i saadanne Øjeblikke, at Hertuginden af Septmonts' store Scene (Hertuginden af Septmonts, som vel snart alle Primadonnaer har spillet, og hvori af Dusinet, jeg saá, ingen har naaet hende) løste en Bifaldsstorm; eller hvor Fru Borchsenius - som i mit arme "Hverdagskampe" - gød over Scenen Livets egen stilfærdige Poesi, varmende og øm, det sande Publikum til Andagt.

Betty Borchsenius betog i denne Kampens Tid i saadanne Scener ved en sørgmodig Vemodighed, et Udtryk for stille Sorg, som før havde været hendes Kunst fremmed. Blik og Ord og Stemmens Fald talte om en sorgfuld Blidhed. Og i Øjnene laa deres Udtryk, som, saarede, undertrykker deres Smerter.

Det var i disse Aar, hun hemmeligt indstuderede Dina. Den, som har hørt hende læse denne Rolle, som var Aars lange, ustandsede Arbejde, véd, at den i hendes Mund blev som et eneste Udtryk for den stoltes og ensommes Klage.

En stolt og en ensom - det, hun var blevet.

Hun kæmpede endnu.

Men gennem hendes Spil fornam man hendes Bitterhed. Og hendes Selvstændighedstrang blev under Striden til Trods. Der var Roller, hvor hun under Overdrivelse 260 jog sine Fortrin ud i Fejl, som begravede hende. Hvor Diktionens Naturlighed dreves ud til at strejfe Platheden, og hvor Plastikkens Egenart virkede hartad som den tunge Plumphed.

Misfornøjet skiftede hun Theatre. Og Direktørerne, hvis Hensyn maa være Kassen, gav Hovedroller til andre, forbigaaende hende, som ikke "trak".

Store Opgaver havde endnu kunnet give hende Oprejsning og Ret.

Men da endelig de store Opgaver kom, Rollerne, hvis Tanker var hendes Tanker, hvis Sjæl var hendes Liv, og hvis Idéer var hendes Hjernes Idéer - tilfaldt de en anden.

Netop hende, der var den eneste, som maaske var hende jævnbyrdig i Talent, og som nu, baaren af Opgaverne, steg til det store Ry: Betty Hennings - mens ved selve de andres Triumfer Skyggen øgedes om Betty Borchsenius' Navn.

Hun smagte i de sidste Aar al Sekondtheater-Stillingens Bitterhed. Hun fik Roller ved de Forestillinger, som paa Forhaand agtedes dødsdømte. Der tildeltes hende Operettepartier - hun, der var uden Stemme. Der nægtedes hende ved Primadonna-Ønsker Roller i andet Plan, Roller, som hun maaske, til Belysning af megen Unatur, havde kunnet skabe til Blod og Liv.

Og saa stor var denne Kunst, paa saa sikkert et Grundlag hvilede den, at den alligevel og trods alt tilvristede hende Sejre.

Hun gjorde ved sit Lunes Rigdom en Enaktoperette til et Kassestykke. Hendes livs-tro Spil gjorde en uægte Dramatisering ægte.

Saa skiftede hun atter for sidste Gang Scene: hun skulde være det nyopførte Dagmartheaters Førstekraft.

Guld og de grønne Skove førte hende derhen - og da Theatret aabnedes, var det en anden, der sagde de indviende Ord. Kun i en eneste Rolle viste hun sig for Rampen. I en piece de rideau foran en Operette, hvori Theatrets Sangprimadonna optraadte for første Gang.

261

Det var en Kammerpigerolle - tolv skrevne Sider var den stor. Og alligevel genlød for første Gang det nye Hus af den ægte Latter, hvormed kun den udmærkede Kunst befrier.

Det blev Betty Borchsenius' Farvel.

Hendes sidste kunstneriske Ønske havde været at gaa over i "det ældre komiske Fag". Hun havde faaet Lyst til at latterliggøre alle dette Rollefags lavbenede Egenskaber: Sladderagtigheden, Smaaligheden, Forvrøvletheden, den forfjamskede Forstyrrethed og den indskrænkede Fordomsfuldhed - hele den glade Skala af den bestandige og udødelige smaaborgerlige Idioti.

Men hun naaede det ikke. Og maaske vilde ogsaa, naar alt var kommet til alt, selve den alt for nære Erindring om Betty Guldbrandsen længe have hindret Betty Borchsenius fra paa det nye Rollefelt at faa den illuderende Magt over Publikums Sind.

V.

Betty Borchsenius' Kunstbane var sluttet.

Men det kunstneriske Arbejde standsede hun ikke. Hun læste alle de Roller, som - om de var kommet før og til den Skueplads, hvor hun var og virkede - havde kunnet skænke hende selv en Førsteplads og for hendes Kunsts Retning havde kunnet skabe Sejr.

Nu spilledes Rollerne af andre. Og hendes Kamp var endt.

Det havde været en Kamp for Natur mod Unatur. For Livsiagttagelse mod Theatermæssighed. ForUkunstlethed mod Skaberi.

Den var endt med Nederlag, som denne Kamp vel oftest gør det.

Den sluttedes dermed, fordi den eneste Skueplads, hvor den kunde føres sejrrigt, forblev hende spærret; og fordi hun - kæmpende mod Publikums Smag - stod alt for ene paa den Scene, der blev hende levnet.

262

Nu er da nogle af de Hindringer, som slog Betty Borchsenius ned, ryddede. I dette Øjeblik vilde vort Nationaltheater aabne vidt alle Porte for en Kunstnerinde, der ejede blot Brøkdelen af den Evne, Betty Borchsenius vilde bringe det. Og om den kongelige Scene ikke gjorde det, var Privattheatrene i det mindste i Stand til at skabe hende en kunstnerisk Eksistens, værdig hendes Talent.

Nu er der mange Hindringer brudt - for Betty Borchsenius for silde.

Hendes Navn blev kun Mindet om et genialt Talent, der aldrig satte fuld Frugt, og om et Liv, der brødes sønder ved den store Kunsts Vejkant.

Det blev de andre, som sejrede. De kloge Damer bekæmpede ikke vort Publikums Smag. De kun føjede sig efter den - og syntes Sejrherrer.