Bang, Herman THEATRET

THEATRET

Dette sidste Afsnit af Herman Bang-Mindeudgaven bringer i Udvalg THEATRET, der var tilegnet JOHAN KNUDSEN samt MASKER OG MENNESKER, Bangs sidste Bog, der var tilegnet BETTY NANSEN.

218
219

DET FØRSTE THEATER

DET kære, gamle Theater paa "Graven". Hvor man kom ind gennem en Smøge saa smal, at to menneskelige Væsener ikke kunde gaa ved Siden af hinanden, hvor den lave Indgangsdør var énfløjet som Døren til en Stald, og hvor man altid var lykkelig nok til at falde ned i Garderoben som i et stort, sort Hul.

Gamle Kontrollør Trolle sad vejrbidt ved Gluggen og talte den karrige Mønt.

Hvor tit har vi ikke i vor Barndom paa Vinteraftner sneget os hen - sneget os, for vi Børn maatte slet ikke gaa paa Gaden saa silde - der til "Graven", og vi har staaet, gemte i Mørket, med blaafrosne Hænder og set paa dem, der gik ind, dem, som havde Billet - de Lykkelige, der havde Billet.

Et Øjeblik paa Slaget syv var det en hel Strøm af glade Mennesker, der kom, mens de lo og smilte og hilste. Saa blev det færre og Damerne løb, rødmende under deres Hætter. Tilsidst blev det kun en enkelt Forsinket, der vidste, han kom forsiide og ganske sløvt drev ind.

Og vi sneg os ind i Smøgen, helt hen til Døren, og vi saá derind med lange Øjne - sky, som de, der staar udenfor; vi saá akkurat Garderoben og Trolle i sin Glug, før Madam Trolle arrig slog Døren til, og vi stod foran den lukkede Dør og havde kun Plakaten til Trøst: og den kunde vi udenad allerede.

220

Men de Dage, vi skulde derind da. De Dage, hvor vi havde Børnelogens to Mark, hvor var de Dage dog lykkelige.

Børnelogen.

Med sine opadstigende Bænke som i en Pogeskole og fyrretyve Børn derinde, Piger og Drenge, og Plads i det højeste til fem voksne Mennesker.

Man løb derhen Klokken seks. Der var slet ikke tændt i Theatret endnu. Men man var dog aldrig den første. Der var altid kommet fire, som allerede havde taget den første Bænk. Og man kilede sig ind, hvor man kunde, og man klumpede sig sammen til en Dejg; og der blev Slagsmaal paa den bageste Bænk.

De klogeste tuskede sig til en Plads.

Bager Schmidts'kom altid paa første Bænk, for de stjal i Butikken Bolscherne til Tuskningen.

Naar jaa Tæppet gik op.

Komedien levede i Logens Barneøjne, store, runde, forbavsede Øjne, der flyttede sig fra Person til Person. Sjælen sad i Børnenes Øren; Piger og Drenge blev røde og blege, de svedte, de flyttede sig, de hang fremover Rækværket, saa de næsten faldt ned i Orkestret

- disse Børn, der fulgte "Lille Heks" og "Capriciosa" og Jane Eyre og hendes Lord i Slaabrok og Dronning Marguerite, der spiste Frokost med Kong Frants ...

Hvem der kunde have malet de Børn.

Saa Mellemakterne. Naar der blev en pludselig Pludren som i en Skole i Frikvarter. Naar alle fløj op, røde og hede i Kammen, og fortalte og vilde spørge og ha'e Rede og dømte og lagde ud - i Munden paa hinanden, Piger og Drenge. Og de paaberaabte sig Autoriteter, Fa'er eller Mo'r, og de skændtes og de blev fornærmede

- i den første Kunstinteresse, den, der kunde føre til Nævekamp.

Men der var ogsaa dem, som var stHle og som gemte sig i Børnehullets inderste Krog, hvor de sad alene og tyst.

221

I Baggrunden bag Bænkene sloges de. Smaapigerne hvinede.

Paa én Gang var hele Logen to Lejre og ingen vidste, hvorom Bataillen stod.

- Hvad det var for en Helvedes Larm? skreg pludselig en Herre fra Parkettet. Han var kommen op i Logedøren.

- Holdt vi ikke Fred, kom vi aldrig tiere i Logen.

Men jo, vi kom der tit, mens vi voksede op og blev større.

Hvor vel jeg mindes den første Gang, jeg var der. Det var i Krigsaaret. Et Pantomimeselskab var kommet til Byen og spillede. Der kunde nok tjenes Penge paa Casorti, saamegen Indkvartering som der var i Staden.

Hele Parkettet var fuldt af de høje Preussere, der sad saa ranke med Pikkelhuerne paa deres Knæ.

Og midt mellem alle de fremmede Mænd sad den ene danske Frue, som førte Byens Børn hen at se Pjerrot - midt under Kanonaden ved Dybbøl.

Det var mit første Theaterindtryk. Hvor mange fulgte der ikke efter.

Dilettantforestillingerne.

Naar Beaumonden agerede, og Theatergalskaben i en Maaned eller mer greb den hele By.

Det var Hr. Arnolds store Tid.

Hr. Arnold var af ubestemt Livsstilling, lille og tyk og saa hjulbenet, at det saá ud, som han rullede langs ad Gaderne, naar han gik. Hans Paaklædning var Stumpjakke; han var Forestillingernes Sekretær. Lommetørklædet veg ikke af hans svedige Hænder, mens han ustandseligt fo'r fra assisterende Fru A. til assisterende Fru B.

Han var Komitémødernes eneste mandlige Medlem og ikke altfor meget af et Mandfolk.

Komitémøderrie foregik rundt i Familierne med megen Alvorlighed. Stolene var opstillede om et tæppebelagt Bord som ved et Udvalgsmøde i et Parlament Damerne 222 gav hinanden alle deres Titler og tog Ordet, annoncerede af Klokkeringen.

Man begyndte med at stille Forslag. Det var Forslag om Stykker og Forslag om Rollebesætning.

Hr. Arnold, der havde en Forkærlighed for at notere og altid noterede paa mangehaande Smaalapper ad Gangen, sagde uafladelig:

- Mine Damer, det noterer vi ...

og havde allerede af Foraselse Øjnene ude af Hove det som en kogt Hummer.

Damerne blev under Forhandlingerne efterhaanden stive og utilgængelige, som om de havde Bajonetter i Ryggen.

Det første Spørgsmaal var, om Fuldmægtigen vilde være at bevæge til at spille, endnu en Gang. Fuldmægtigen var første Elsker. Han havde været det i tredive Aar og gjorde sig i de sidste Aar særdeles kostbar. Han levede paa en Lighed med Hultmann og var Byens Stolthed. Hans Glansrolle var Markis'en - han yndede i det hele det franske Repertoire, hvor der udfordredes Elegance - i "En Kone, der springer ud af Vinduet".

Fuldmægtigen gav endelig Løfte om sin Medvirkning, og man gik paa Møderne over til at fastslaa Repertoiret. Man gennemgik hele den dramatiske Literatur og endte med at bestemme sig for "Kærlighed paa Taget" og "Rosa og Rosita".

Komitémøderne fortsattes og spredte Gift og Galde i samtlige Byens Familier.

Man tog fat paa Prøverne. For at øge Illusionen var det Natprøver. Man samledes Kl. ni og agerede til længe efter Midnat. Theatret var hundekoldt og alle Medvirkende forkøledes. Damerne var tilhyllede, saa de lignede vestjyske Kirkegangskoner.

Mødre, Ægtemænd og Søskende okkuperede Parkettet og holdt Øje hver med sine som Paarørende paa en Danseskole. Ogsaa de blev forkølede, saa Snue hærgede Staden som en Epidemi.

223

Der blev paa Prøverne spist af de Medvirkende som af hungrige Ulve.

Byens Fruer skiftedes til at levere Fødevarer for at skaane Overskuddet af Hensyn til Øjemedet. Øjemedet var Asylet. De Medvirkende satte følgelig paa Natprøver kritisk Smag paa hele Byens Mad. Piger løb til og fra med Spisevarer, der var tilberedte, som skulde der konkurreres ved en Kogekunst-Konkurrence:

Primadonna-Fruerne blev jo - trods Kunsten - dog atter noget af de forfarne Husmødre, som havde Øjnene med sig, naar de mønstrede Madvarerne.

Pigerne gemte sig i Kulisserne og saá til. De havde deres Kunstdomme og bragte dem videre. Hver holdt paa sit Herskab og "for" og "imod" bredte sig til alle Pigekamre.

Man prøvede daglig til Klokken ét Nat og kom hjem ganske forasede.

Hele Byen blev utidig, og man havde hovne Halse i alle Familier.

Thi efterhaanden kom alle med, som spillede hele Byen "Rosa og Rosita"s Par Roller. Hvor man ikke spillede, udlaante man Tøj. Det var, som hver Spillende skulde sætte Bo og have Udstyr, til saamegen Garderobe var der Trang: man laante et Klædningsstykke hos hver Familie. Hr. Arnold sammensøgte Rekvisiter. Han opskrev dem paa gamle Konvolutter, som han aldrig fandt igen, og han fo'r om indpakket i en Skindkrave og hæs som en Ravn.

Møbler udlaantes, som skulde Scenen være et Møbelmagasin. "De bedste Huse" plyndredes, saa ikke nogen Ting i Dagligstuerne stod paa sin rette Plads.

Tilsidst var samtlige Byens Fruer paa Prøve og kom i den sene Nat hjem til Børnene, der krøb ud af Sengene og modtog Rapporter i Natkjoler. De Assisterende selv kom slet ikke mere i Seng, men drak afvekslende Toddyer hos hinanden.

Det var smaa Picknick'er, som varede til hen ad Morgenstunden.

224

Børnene sneg sig op og i Klæderne og fik Lov til at høre paa.

De Voksne var aldeles henne i Theatererindringer. De talte om deres Theater og det kongelige Theater. Byfogeden talte om Théätre français.

Og Tonen var mere fri end ellers, med Prøve-Vittigheder og Jargon og Dus for Lejligheden.

Kun Fuldmægtigen, der tog Sagen som Kunstner, skred over Gulvet i distrait Alvorlighed, som om han memorerede.

Byfogeden blev ved at tale om "de store Scener". Han talte om Rachçl og Hr. Delaunay. Madam Lassen sang ved Klaveret sin Vise om Lassen, saa hun vækkede selv de mindste Børn i Kvarteret.

Alle Buffetskabe gennemrodedes efter Vinflasker. Damerne undersøgte Garderobeskabene og prøvede Kjoler midt i Sovekamrene.

De mindre Børn sad oprejste og søvndrukne i Sengene og saá forbavsede til.

Alle Døre stod aabne, og der var ingen Skel mellem Stuerne. Ved Klaveret blev Madam Lassen ved med sit, det lød som en skinger Trompet:

Jeg kan ikke nægte, at

han den foregaaende Nat

var kommen hjem fra Keglebanen

med en dygtig Hat.

Herrerne blev hedere og hedere af Kunstbegejstring og Punch.

Midt under det Hele begyndte Hr. Arnold pludselig at søge efter et Kaffeservice til Brug paa Scenen.

Man drak i alle Stykker, som Hr. Arnold inscenerede, principmæssigt enten Kaffe eller The.

- Mine Damer, sagde han, det letter Spillet...

Inde i Spisestuen begyndte tre, fire Par at danse ... I Sovekamret blev der med ét gurglet Hals.

Det var, som var hele Huset i Opløsning under det Trylleord: Theatret.

225

Om Morgenen, naar Børnene tung-lemmede krøb ud af Sengene, saá Stuerne ud, som om en tropisk Hvirvelvind havde hærget dem. Pigerne var forvaagede som efter et Dansebal. Kokkepigen smurte Mad iført Nattrøje. .

Alt Beaumondens Tyende "talte kun Theater" og skændtes om Herskaberne.

Præstens Kokkepige, en stor Aisinger, bred som en Gardist og knoglet som et Mandfolk, bandte paa:

- I skulde se vores Frue, hvis hun spillede.

Præstens Frue spillede ikke'med - jeg véd ikke, om det var saa at sige af kirkelige Hensyn.

I Skolen var Komediesnakken ikke til at standse. Alle Eleverne blev smittede af Theatergalskaben og spillede Komedie paa Hartvigs Loft mod Entré af en Toskilling. I Realskolen gav de "Jeppe paa Bjerget" med Jakob Skomagers Hus i Form af et Skærmbrædt.

Og rundt i Hjemmene kom alle Theaterminder frem: hvad den havde spillet og hvad den havde spillet, og hvem den havde set og hvem den.

Alle de store Scenenavne blev nævnte med en hemmelighedsfuld Klang som noget fjernt og unærmeligt ... Og Oehlenschläger og Hauch og Hertz blev rtaget ned af Hylderne, og Forældrene læste og efterlignede de store Mestre.

Og alle de Vers, fulde af en halvt uforstaaet Skønhed, de voksede som i Trolddom sammen med al den uvante Støj, Febren, Festglæden, der hvilte over alle.

Prøverne gik deres Gang. Hr. Arnold var snart ikke Menneske mere. Han var et vandrende Apotek fuldt af Hostekager og mangehaande Brystdraaber.

Seks Uger hærgede Forberedelserne Staden. Saa annoncerçdes Forestillingen. Den blev averteret med latinske Typer i den iøvrigt gotisk udstyrede Avis.

Generalprøven gaves for Tjenestetyende og Børn. Selv Distriktslægens kvabsede Drenge var der og hang i Parterret, hvor de smurte Beg paa Bænkene, saa at alle Byens Barnepiger blev hængende i Sædet.

226

Saa blev Forestillingen givet og "det betydelige Overskud" tilstillet Asylet. Asylbestyrelsen takkede i Avisen for alle de Medvirkendes Offervillighed, og Theateruroen døde hen.

Men Indtrykkene - blev:

Indtrykket af dette Theater, som kunde "gribe" en hel By. Blot en Række Gasblus, som blev tændt, og alle Tanker hos alle svirrede over dem som blindede Myg over Lys; og alle Mennesker blev ligesom andre, var anderledes, gererede sig anderledes, fik Feber og hurtigere Blod ...

Og saa slukkedes Lysene - og alt blev det Gamle og alting trægt og Menneskene saa dagligdags som før.

Naar Børnene legede i Hotelgaarden, listede de sig varsomt ind i det tomme og mørke Theater. Der var koldt og Luften var ram som Luften i en Kælder.

Der var tavst og næsten spøgelseagtigt med de forladte Bænke og Parterrets Rader, der ragede op langt borte og lignede et Skafot.

Børnene svang sig over Orkestret, og de satte Fødderne paa Scenen:

Hvor der var mørkt. Og i Mørket fuldt af Kulisser og Snore og Tridser og Lemme, der rystede let, naar Børnene varsomt betraadte dem.

De blev ved at snige sig om, nyfigne og bange, som trængte de sig ind i et fremmed og truende Land, hvor ingen véd sig sikker, men som de vilde kende.

Der var Tider, hvor de vovede sig til at tale højt og højere, højt, saa det rungede i Huset - indtil de pludselig blev forfærdede, grebne af en Spøgelsefrygt, og i Angest rev de Skodderne bort fra de gamle Ruder. Sky saá de, at Theatret var kun et skident Gulv og nogle malede Lærreder og nogle Stativer, der stod med rustne Hængsler i Halvlyset.

De gik, skræmte, som var de grebne i en Misgerning ...

Aarene forløb. De rejsende Selskaber kom og gik. 227 De store Trupper, dem, Honoratiores saá, kom en Gang hver Vinter.

Ogsaa de ligesom fyldte Byen, fangede den som det Festlige og det Usædvanlige.

Skuespillerne var der - Folk med andre Ansigter, glatte, med stærke Profiler; med anden Gang, brystende sig og vuggende i Hofterne; andre Klæder, dristigere og mere grelle.

I Dagligstuerne løb de til Vinduerne: det var nogle Ny i "Gaden"... Man besaá, man kritiserede. Der blev talt Fingersprog til Genboen bag alle Urtepotter ...

Skoledrengene listede sig langsomt forbi de fremmede og bekiggede dem - Skuespillerne.

De unge Piger fik Nyt at hviske om: de underkøbte "Helten"s Værtinde og sneg sig ind i hans Værelse, naar han var borte, og de undersøgte Don Cæsars Kappe med Kniplingerne i Brystet - den var særdeles gennemsvedt, Don Cæsars Kappe - og Ingomars Bluse og Peter Kaninstoks Voksdugshat...

Ingen maatte vide det, for Guds Skyld, ingen maatte vide det...

Men Hemmeligheden kriblede dem, saa den maatte betroes til yngre Brødre og til Husjomfruer.

Og der opstod et eget Frimureri mellem de Unge - Hvisken, Hemmeligheder, forbuden Blomstersenden ... Skuespillerne var de uvidende Helte.

Der hørtes ogsaa sære Historier, som nævnedes ganske sagte: at den unge v. S. var kommen ud af Skolen, jaget ud af Skolen, fordi han havde lejet et lille Hus ved Aaen, hvor der var altfor megen Lystighed, syndig Lystighed om Natten - med Skuespillerinder ...

Og det blev alt for de ganske Unge indspundet i Komedieaftnernes gyldne Ord, i Maritanas Sang, i Franz I's stolte Sprog, i Dronning Margrethes høje Tale - indspundet som i et gyldent Net, der lyste for vore Øjne.

Hjemme hørte Børnene om de endnu Større, om Kunstnerne fra de virkelige Theatre - om Anna Nielsen, 228 der steg frem af de fædrene Beskrivelser som noget Stort og Overmenneskeligt, en Heltinde, der slæbte en Sørgekaabe gennem Verden; Phister, der græd og lo, og Michael Wiehe, som blev nævnet med en stille Stemme.

Aften efter Aften blev Rampen tændt, og vi hørte alt det halvbegrebne Digt - Digt, der levede ...

Ja - Theatret kunde fange vor By.

Hvilket Stof til en Roman:

Da Balletselskabet var i Byen. 'Det var en virkelig Ballettrup med Danseuser af europæisk Navn og italien ske Dansere, der satte afstéd i Himmelspræt, som vilde de brat forsvinde i Kulisserne.

Der var Reklame gaaet forud - deri Byen fpr første Gang.

Der var Impresario og Plakater i mange Farver; der var Løbesedler stukne ind under Maatten foran hver eneste Dør; dér var "Telegrammer", som blev opslaaede paa Gadehjørnerne.

I Byen herskede der Feber, allerede før Truppen arriverede. Byens bedste Børn ventede paa Programkonen udenfor Trykkerens Dør. Mødrene sendte Bud efter Programmerne.

Selskabet kom med en Cancan parisien som sin clou. Byens agtbareste Familier nød glad den parisiske Nationaldans fem Gange om Ugen. Enkelte hjemsendte dog forsigtigt de mindreaarige før Nydelsen.

Naar Balletteuserne om Formiddagen havde strakt Lemmerne paa en Prøve, begav de sig paa en Vinstue. De tvende Solodanserinder gik i Spidsen, ledsagede af to Gentlemen, der officielt angaves at være deres Forlovede.

Man opholdt sig i Vinstuen hele Middagsstunden.

Værten lukkede betænksomt de øverste Ruder op for frisk Luft, saa man helt ud paa Gaden fornam, at der var megen Lystighed i Vinstuen.

Vinduerne var oppe i hvert Nabohus.

229

Hvad der kunde krybe og gaa fik Ærinde forbi Vinboden i Middagsstunden: de unge Damer slog blufærdige Buer om Stentrappen og gik paa deres Ben akavet, som traadte de over en Vandpyt.

Balletdamerne købte meget koldsindigt et Par brandgule Jalousier, som de egenhændigt placerede foran Vinduerne.

Forargelsen var stor.

En skøn Dag vovede en berygtet Landjunker sig ind i Fordærvelsen. Han havde intet at tabe. Han var iforvejen Egnens sorte Faar.

Der blev endnu lystigere i Lokalet. Balletdamerne maatte ved Theatertid hentes i Vogn.

Landjunkeren slog sig fast ned i Staden og færdedes i Balletkorpset som et Medlem af Familien. Byen ignorerede han fuldstændig-og talte med ingen.

Staden sprak af Indignation og Nysgerrighed.

Et Par af Byens Embedsmænd - deriblandt Byfogeden, en gammel Levemand fra Hoffet i Odense - begyndte at hilse Landjunkeren paa Gaden.

Fruerne i Nabolaget var visse paa, at der nu var flere i Vinstuen. Det Spektakel gjorde de ikke alene. Der var sikkert flere.

Der var det.

Et Par Borgere havde fundet en Bagvej gennem en Bryggergaard. De betroede sig til andre, som ogsaa fandt Bagvejen. Der blev nærmest et muntert Hurlumhej i Vinstuen.

Om Aftenen var det paa Hotellet, det gik for sig. Alle Vinduer kom op, og alle Kroner var tændte. Travle Hænder fik alle Gardiner rullet ned.

Der stod den hele Nat en Storm af Lovløshed ud over Byen.

Mellem Mændene herskede efterhaanden et stille Frimureri. Fruerne mente, man maatte vel dog ha'e at vide, hvad der egentlig gik for sig.

Man maatte dog vide, hvem der nedlod sig til at komme der.

230

Et Par af Damerne opofrede sig og sendte deres Mænd: de var ikke bange, og de vilde vide Besked. Andre Fruer fulgte Eksemplet, fordi man ligesaa gerne selv kunde sende Ægteherrerne:

De gik der vel alligevel.

Den hele Bys Ægtemænd valfartede til Vinstuen, autoriserede af deres Fruer. De kom hjem til Middag og blev udspurgte til sidste Detail.

Saa blev det Hele officielt ved en Middag hos Fysikus.

Byfogeden sagde rent ud:

- At de unge Piger var rigtig fornøjelige.

- Og ... mer uskyldige, end man skulde tro.

Damerne svarede:

- At det var jo en Fornøjelse, Herrerne maatte ha'e for sig selv.

Byfogeden bemærkede, at han vidste slet ikke, hvorfor. Han idetmindste kunde forsikre, at der passerede saamæn intet.

- Ikke en Døjt mer end her, sagde Byfogeden.

Damerne slog Kreds om ham: Han vilde dog vel ikke, at de skulde gaa paa Vinstue.

De var mer end harmslagne, og deres Lyst til at være med var bestialsk.

- Nej, paa Vinstuen tænkte Byfogeden ikke.

- Men man havde jo Klubben ...

- Klubben, der blev et Skrig.

- Jo, det manglede blot...

- Nej, maatte Damerne først og fremmest bede sig fritagne for, at Klubben ...

- Det manglede kun, at de... Frøkner skulde være Medlemmer af Klubben.

Indignationen var højrøstet og langvarig.

Midt under det Hele gjorde imidlertid Klubbens Formand, en Fabrikant, stille opmærksom paa, at der jo aldrig kunde blive Tale om "Medlemmer".

- Tilrejsende indførtes altid som Fremmede. Formanden betonede "Fremmede".

231

Damerne blev slaaede, og et Par af dem sagde:

- Ja, det blev jo ganske vist kun som Fremmede.

Byfogeden planlagde uforstyrrelig et Bal.

Damerne glemte al Modstand og fløj op i Diskussionen som Besatte for pludselig at ende med, at det kunde der naturligvis ikke være Tale om.

Paa én Gang sagde Hofjægermesteren, at man jo foreløbig imorgen kunde spise til Middag hos ham.

Det kom som en Overrumpling, og alle Herrerne applauderede.

Damerne ytrede, at det naturligvis maatte blive en Herremiddag og brændte paa Stolene af Begærlighed efter at komme med. Hofjægermesterinden, der var stokdøv, nikkede aimabelt; hun havde sjælden nogen tydelig Forestilling om, hvem hun skulde se hos sig.

Det blev en Middag med Damer.

I otte Dage kørte Byens Beaumonde til Middag med Balletten - det vil da sige Solodanserinderne, der medbragte deres Forlovede. Danserinderne var Damer indtil Kaffen.

Da satte de sig nok i Ømhedstrang paa Skødet af deres Mandfolk.

Fruerne tog det for en behagelig Spøg.

Konversationen gik paa alle Sprog, og ingen forstod et Muk af, hvad der blev sagt. Mile. Lanner lod sig bevæge til at danse tre Pas af "La Cachouja", og Vinen flød.

Der blev arrangeret en Kanefart. De vilde Klokker lød gennem alle Gader. Fruerne tilbragte Aftenen paa Hotellet. Paa Theatret gik stadig den højtopskørtede Cancan.

Børnelogen var bugnende fuld af Børn. De fik Lov at gaa der, fordi de forstod det ikke: og de fulgte Dansen med hede Øjne - den sære Cancan.

Folk i Parkettet kunde Melodierne udenad. Rødkindede nynnede de med.

Hidsige smækkede Danseuserne Ben. Mile. Lanner 232 snurrede vanvittigt rundt med Hr. Francescos Silkehat paa sin Støvle.

Børnelegen var ét Øje. I Parkettet lød som med én Mund: Hvilket komisk Talent, hvilken Komik.

Det var et Slags Stikord - fundet Gud véd af hvem

- for ligesom at redde Situationen ...

I Vinstuen husedes Balletkorpset imidlertid stadig om Formiddagen. Det havde sine Venner, som rekruteredes en Smule nedefter. Den lovlige Orden var ganske slap i Ledemodene.

Der sluttedes med et Bal i Klubben.

Frk. Linda gav ved dette Bal Stødet til Reaktionen. Hun var efter alles Mening for nedringet.

Da Truppen rejste, fulgte Landjunkeren med Selskabet til dets næste Station - hvad Byen aldrig tilgav ham: Han blev definitivt udstødt af det gode Selskab.

Saadan kunde Theatret vende op og ned paa hele Byen. Indtryk jog Indtryk.

De faste Trupper kørte deres Kærrer hid og did.

Hvem husker vel nu Navnene paa alt det farende Folk fra den Gang? Og dog gav de Bedste iblandt dem, hvad ærlig Vilje giver.

Men Livet er - tro det - trist for "dem, der rejser", deres Gerning er Slid, og Tak høster de kun føje.

Der har maaske været en anden Tid, hvor den Eksistens var lystigere. Dens Typer var ialfald for tyve Aar siden andre. Man fortalte om muntre Erobringer af de polkahaarede Elskere, og Jomfruerne af Truppen førte om Søndagen deres Poder paa "Lunden" at høre Musik

- en Baby ved hver Haand.

Den Gang stod de farende acteurs helt udenfor Samfundet. De drog deres egne Veje. Det var bittert til Tider - frit altid.

Men Tiderne er forandrede. Ogsaa den lille Verden er blevet en anden.

Provinsernes Aktører vil høre med, de vil ind i Samfundet, 233 de vil ind i Selskabet. Og det har forandret hele Standens Fysiognomi og næsten dens Karakter.

De Enkelte, som har ført an i denne Bevægelse, har handlet af Beregning. En Primadonna gav sig en borgerlig air og strikkede som Familiemoder Strømper ved Kaffeselskaber for at sikre sin Benefice, hvis Nummerpladser ved Lejlighed kunde dukke hastig frem af Strikkeposen. En Førsteelsker drak i Kraft af sin Værdighed som cand. phil. The i de bedste Familier og opfordredes til at overtage Deklamationspartiet ved Byens Musikforenings Fest.

Disse Pionerer blev modtagne af Selskabet, og de nød alle Fordele ved at tilhøre det. De protegeredes og blev Truppernes Spidser.

De øvrige Aktører begyndte derfor at efterligne dem. Forfængeligheden drev dem, og økonomiske Grunde drev dem. Kunstbegejstringen er overalt blevet betænkelig mindre. Alt for slette Trupper og alt for mange Privilegier har udmarvet den. Men er Kunstbegejstringen blevet mindre, forsøger de kloge at gøre Bekendtskabskredsen større.

For at blive Ven med Borgeren maa man imidlertid blive borgerlig som han.

Aktørernes Maal bliver Korrekthed - endogsaa den yderste Korrekthed. Thi Samfundet har endnu langtfra den fulde Tillid, og Smaabyen har tusind mistænksomme Øjne og en særdeles øm Moral.

Skuespillerne agerer derfor i Privatlivet velstillede og solide Folk, Folk i agtbar Stilling med solide Indtægter og solide Grundsætninger. De synes en Flok Herrer og Damer i rangerede Forhold og i borgerligt Velvære.

Vi faar Primadonnaer, der i Kamp for Eksistensen medfører deres Dagligstuemøblement som Bagage, og som paa Provinsernes Hoteller byder Byernes Fruer til Sæde i deres egne Stole.

Det er det hyggelige Familieliv og den borgerlige Velstand, som dyrkes - Familieliv og Velstand paa Rejse.

234

Ulykkeligvis er al denne Ro og hele dette Velvære i de nitten Tilfælde af tyve kun et Skin og et dyrt købt Skin. Det er en Slags Repræsentation, som koster alt for meget, og som er købt med tusinde hemmelige Bekymringer.

Bag Skallen skjules Pengeforlegenhederne, de pinlige Laan, Transaktioner med Laanekontorerne, Skænderier med Værterne, som man ikke kan betale.

Og til al Rollernes Ophidselse, til Hjernens Pinthed af en evig Læren, til Prøvernes enerverende Slid paa de femten Theatre er kommet Kampen for Positionen - Kampen i Ravnekrog.

Medens alle disse Mennesker saaledes opslides tidobbelt, lever de bestandig med Øjnene fæstede paa kun ét eneste: København.

Paa "at komme ind", som er det tekniske Ord.

Men Vejen "ind" er lang.

Københavnske Theatre finder saa svært Aktørerne ude i Provins-Tusmørket. Stedlige Lovsange gør snarest kun Theaterlederne mistænksomme. Saa gaar da Tiden. En og anden springer derind. De fleste springes over - og venter dog.

De begynder at ældes. De bedste bliver "Provinsscenens Støtter". Det vil sige, de fortsætter uden Haab Kampen om et Skin af Velvære, Ro, borgerlig Orden, dragende fra By til By, købende med hundrede hemmelige Opofrelser Dag for Dag en Stilling, som de i Skjul foragter, blivende fra Elsker Helt, fra Helt père noble, fra père noble Garderobier og Regissør.

Hypokondre og udslidte, saarede i deres Forfængelighed hver Gang, de aabner en københavnsk Avis, hvori de læser om de Lykkeligere, "dem derinde", nedsvælger de alle Theaterlivets Krænkelser.

- Min Herre, sagde en gammel Skuespiller til mig - han begyndte med "min Herre", et Laan fra saa mange Komedier -: jeg har spillet Ambrosius, og jeg tør sige, at fornuftige Folk har sammenlignet mig med Emil.

235

- Det er blevet sagt, at der fandtes kun to til den Rolle, Emil og jeg.

- Jeg har spillet Elsker i tyve Aar. Jeg tør vel sige, der er ingen, som har haft større Publikum - det bedste Publikum.

- laar er jeg gaaet over i det ældre Fag.

- Direktøren mente det - skønt - ja, jeg føler mig saa frisk som nogensinde.

- Men jeg gør det; jeg føjer min Direktør: jeg bliver paa Scenen pludselig tresindstyve Aar ... Mener De, det er let?

- Og tror De, at nogen - og den gamle Skuespiller stirrer mig midt ind i Ansigtet med højtopspilede Øjne - at et eneste Menneske har saa meget som lagt Mærke dertil?

- Ikke et Menneske, siger jeg Dem.

- Ikke en Avis har skrevet om det.

- Ubemærket... Og jeg har været Elsker i tyve Aar ... Saadan noget gør bitter, min Herre.

Den gamle père noble - Ambrosius fra igaar - bliver staaende stirrende stift ud for sig ...

Det "ubemærket" vil svide inde i Folderne af hans Sjæl til den Dag, han dør.

Til den Dag, hvor han dør, og hele det møjsomt skabte Skin i hans Eksistens falder sammen - ubarmhjertigt.

Han har gjort de yderste Anstrengelser for at høre til Samfundet, for at synes at staa midt deri, for at synes Borger blandt Borgere, og nu dør han ene - som den Aktør han er.

Det staar at læse i en eller anden Avis, at Skuespiller den eller den syg har maattet efterlades af sin Trup i By den eller den.

Nogle Dage efter hører man, at han er død.

Kammeraterne er draget videre, og han er død ene, i sit Logis, imellem Hænderne paa en Vært, der ikke véd, hvad han skal gøre med Liget.

Der er - uden al Sentimentalitet sagt - noget ved 236 saadan en Død, der minder lidt om Karavanernes Lastdyrs Endeligt.

Lastdyrene styrter sammen og dør og tilsandes - Karavanen gaar videre.

Der kan dog ogsaa blandt Kunstens dragende Flok findes den enkelte, hvem Døden giver saadan noget som Oprejsning. Hvor pludselig Mængden forstaar, at i denne rejsende acteur er en Kunstner tabt.

Emma Cortes var en saadan enkelt.

Kroget og bøjet af fyrretyve Theateraars Møje ragede hun, gammel og hærdet, frem over Mængden, en sidste Slægtning af vor Kunsts Store.

Hun tilhører min Generations Barndomsindtryk. Hendes fulde og dybe Røst bar første Gang, tonende og rent, Oehlenschägers Vers frem for vore unge Øren.

Hun var styg, hun var bred og alt for lille, hun havde sin Afstamnings alt for markerede Træk. Men det glemtes - og ikke blot af de Yngste.

Der var en Skuespilkender i Byen derhjemme. Han havde flakket viden om, han havde set al Europas Skuespilkunst.

Endnu rejste han.

Sad saa i Burg, saa i Français. I vort kongelige Skuespilhus kom han sjældnere. Dets store Tid var for ham død med Anna Nielsen, der tog den hellige Sandhed med sig i Graven og overlod Scenen til Johanne Louise Heibergs geniale Sirlighed.

Han kunde, den Skuespilkender, komme lige lukt fra Rejse i Europa, og var Cortes' Trup i Byen, sad han den første Aften paa sin faste Plads i Parkettet.

Byfogeden sagde:

- Hvor holder De det ud? hvor holder De ud at se paa hende.

- Jeg ser ikke, sagde Skuespilelskeren for Spøg: jeg lukker Øjnene og hører paa hende.

Der gik Aar, uden at jeg saá Fru Cortes.

Og en Gang imellem, naar jeg fra Hovedstaden læste en Theaterannonce fra Randers, smilte vel ogsaa jeg ad 237 denne evige Hjørdis og Ragnhild, en uopslidelig Tragedienne i Provinserne.

Men saa gensaá jeg hende - efter en halv Menneskealders Forløb og smilte ikke mer. Jeg forstod den Skuespilkender fra min Barndom. Thi i denne stærke og rene Tales store Linier var der bevaret en sidste Rest af vor Scenes Fortidskunst.

Denne Kvinde havde ejet al den ubøjelige, sejge, uovervindelige Modstandsevne, som er hendes Races Storhed, og hun havde haft Brug for den i fyrretyve Kampens Aar.

Uden Vejledning af betydende Kritik, altid fristet af Publikums Smag, bestandig udsat for Smitte af Medspillendes Fejl, uden Haab om anden Fremgang for sin Kunst end den evige Vej over de samme evige Provinsbrædder, uden anden Løftestang end en uudslukkelig Kærlighed til Kunsten og de store Digtninge - var hun urørt forblevet den., hun var: en nobel Dyrkerske af den store Stil, det skønne Sprog og det fuldttonende Vers.

Hvilke Tider havde hun ikke set komme over Theatret.

Kassestykkets Hærværkstid, hvor de hundrede Opførelsers forfængelige Drøm jog Trupperne paa Jernbanen fra Skagen til Kongeaaen, hvor Standen degraderedes, hvor alt, hvad Repertoire hed, forsvandt, og hvor gode gamle Stykker kun kunde gaa paa Markedsdage som Madding for Bønder.

Men gennem det altsammen stod denne Jødinde fast.

Ogsaa socialt saá hun nye Tider komme. Hun saá Skuespillerne blive salonfähige og modtages i de bedste Familier.

Men hun deltog ikke i nogen Væddekørsel om Optagelse i Selskabet. Hun bevarede kun sin Plads - sin Plads for sig selv. Der blev hun, og hun var maaske den eneste, som ikke levede med Blikket mod en anden Virkeplads end den, der var hende givet.

Med det store Talents Selvbevidsthed vejede hun ret vel, hvad ogsaa hun havde udrettet.

238

For mig vil Emma Cortes' Navn altid være knyttet til Ragnhild i Dronning Margareta.

Jeg saá hende dér for sidste Gang.

Og hun var en Ragnhild, Kvinden af ædelt Blod, hærget af Livets Storm, hærget og ældet, men uknækket. Hun vil gribe for sin Søn en Konges Krone for selv som Kongens Moder at holde sin stærke Haand over Landet.

Der var den myndige Kraft i hendes Tale, den Uovervundnes Styrke i hendes Ord.

Hende troede man, naar hun ved Olufs tomme Kiste, ved hvis Trin hendes Søn styrtede, sagde simpelt, uovervindelig selv da:

- Styrter Du, min Søn? Jeg staar ...

De Ord fortjente at sættes paa denne aldrig knækkede Kvindes Grav.

Og naar en Gang det danske farende Folk faar faste Hjemsteder, og Bytheatre i de største Byer bliver Bærere af god Smag og Planteskoler for ung Kunst, da bør Emma Cortes have sit Minde i et af de Skuespilhuse.

Hun har fortjent at mindes, om i saa flygtig en Kunst nogen fortjener det.

Hun idetmindste bør rage op over alle de Navnløse, et Tegn paa, at Navn kan vindes selv af det farende Folk, som kun de Uvidende agter ringe. De Vidende véd, at den dragende Trup er omtrent som de andre:

At af hundrede er altid de ni og halvfems Haandværkere og Indrustridrivende, Efterlignere og Routiniers.

Tilfældet hjælper nogle og lader andre i Stikken. Men for Kunstens Domstol er de lige - saa nogenlunde.

Maaske kan det være en Trøst for det farende Folk.

239

"PHISTER"

DET virkede som en Eksplosion. Rektor stod og smaatrippede henne ved forreste Bænk med Hænderne foldede over Maven og saá smilende fra den ene til den anden. Der var det Gourmand-Smil om Munden, som hos Rektor altid tydede paa "Meddelelse".

Han vilde sige noget, og han nød vor Forventning saa inderligt, stadig med Hænderne paa Maven.

- Ja, jeg har jo no'et at si'e Jer, kom det langt om længe yderst tøvende, og han smaatrippede igen en Stund, mens han gottede sig: no'et meget ubehageligt; han trak hver Lyd i Langdrag og undersøgte alle vore syv Ansigter.

Paa det "Ubehagelige" troede vi ikke. At gøre os ubehagelige Meddelelser blev overladt visse af Overlærerne.

- Jeg gad vidst, om I kan gætte det, anglede Rektor.

Det var hans højeste Glæde at lade os gætte - mens Hemmeligheden bestandig kriblede ham i alle Fingre.

En gættede paa Maanedslov.

- Nej.

Det var et skadefro, glad og hastigt Nej: denne Gang vidste han sig dog fri for at have givet efter med Hensyn til Maanedslov; der var nemlig ingen, der havde bedt ham.

Vi gættede paa andre Ting, paa alt mellem Himmel 240 og Jord. Rektor nød det som en Fest. Han vidste det:

- Nej, denne Gang gætter I det dog ikke ... Han rømmede sig et Utal af Gange, Meddelelsen maatte komme nu:

- Ja, se - det er no'et meget slemt.

- Der skal - spilles Komedie her nu igen ... Rektor udtalte "Komedie", som havde han noget meget Stygt i Munden, og betragtede os igen.

- Ja, jeg, sagde han med megen Gnavenhed, er saamæn ikke for det. Men jeg har jo ikke kunnet sige nej ... naar Professor Phister absolut vil ...

Det sidste kom meget sløjfet. Rektor var vis paa Virkningen, hvordan han saa sagde det.

Men vi forstod ham slet ikke.

- Ja, I er naturligvis osse kede af 'et, blev Rektor ved som før:

- At I skal spille med.

- Spille med? det kom fra Klassen som med én forundret Mund: vi forstod endnu ikke.

- Ja, det er saamæn en fortvivlet Idé - men naar nu Manden vil - det var en Talemaade hos Rektor, han havde altid en inderlig Respekt for, hvad andre vilde - hva' er der saa at stille op, lille Børn?

Han spurgte med dyb Overbevisning.

- Men ét er sikkert, sagde han: jeg vasker mine Hænder.

Det var ogsaa en Talemaade hos Rektor. Han vaskede ofte sine Hænder - hvor det gjaldt Smaating.

- Det er "Jeppe paa Bjerget", han vil spille, sagde Rektor i den samme misfornøjede Tone (mens Øjnene straalede af Glæde): Adjunkt Hansen vil nok uddele Rollerne.

Og med et pludseligt Lys over hele Ansigtet sagde han:

- Nej, det havde I dog nok ikke gættet - hva'? Det havde vi ikke. Vi forstod det slet ikke rigtig endnu:

241

At Hr. Phister, Professor Phister, Ludvig Phister vilde spille Komedie her, her paa Akademiet, paa Akademiets Theater - Komedie med os.

Vi var ganske stumme, Der var dem, som troede, at det var noget, Rektor bildte os ind.

En kom sig saavidt, at han kunde sige:

- Ja, men, Hr. Professor, Theatret er jo ikke oppe. Rektor tørrede sine Briller af.

- Naa, det var vel det mindste af det, lille Børn.

- Men at spille Komedie lige op til Halvaarseksamen - Rektor udtalte Ordet, som om Verdens Ve og Vel afhang af "Halvaarseksamen"; vi vidste, at han ansaá den for ganske overflødig, - det er saamæn værre, maa jeg sige ...

- Hm, sagde han saa som en Mand, der slutter efter at have anvendt sin Tid vel:

- Ja, saa fik I det at vide.

Rektor vilde gaa, men han drejede sig omkring igen og slog med Fingrene Duksen paa Panden.

- Næ - det var nok ikke Maanedslov.

Saa gik han.

Ja, vi havde jo faaet det at vide, men vi troede det ikke endnu. Det var for utænkeligt. At Phister, Professor Phister vilde spille med os, med Gymnasiasterne, med os - paa Akademiets Theater.

Vi troede det ikke. Vi troede det ikke endnu, da vi sad med Rollerne.

Men rigtig forholdt det sig: Professor Phister vilde ned for at spille paa Akademiet: i Holbergs andet Hus, ved selve Foden af hans Statue vilde Jeppe vaagne i Baronens Seng foran selve Mesterens Ansigt.

Holberg staar jo i Festsalen, hvor Theatret er rejst. Gaar man ud af Baggrundsdøren, løber man lige bus paa det hvide Fodstykke.

.... Hele Akademiet aandede pludselig Holberg. Tænkte, talte, debatterede kun Holberg.

Til daglig var det lidt smaat med Holberg-Kendskab og Holberg-Kultus paa Holbergs Akademi. Han hang 242 paa alle Vægge. Det var alt. Han hang dér og saá paa Læsning og Madning og Leg og Eksaminering med det samme Smil, som om han ikke altid var ganske enig med den lærde Opdragelse paa den ridderlige Anstalt.

Talt til hans Ære blev der en Gang om Aaret. Talt om ham blev der sjældent: i Litteraturhistorien naaede man hyppigst netop gennem "det lærde Tidsrum" før ham.

Men i de Dage, der nu kom, fik han Oprejsning.

Der sivede Holberg ud af Gymnasiets Mure. Vi læste, vi memorerede, vi asede, vi talte Holbergsk med Korrekthed og Salvelse. Tiden var ogsaa kort. Det var allerede paa Lørdag, Professoren skulde komme.

Om Aftnerne prøvede vi. Adjunkten, der satte Stykket i Scene, var ligesaa febrilsk som vi. Han var Religionslærer og tog nærmest Replikkerne som Forklaringerne i Katekismus.

Han førte uafladelig den højre Haand frem foran sig i Luften i en ganske meningsløs Bue og sagde afmægtigt:

- Det maa være rundt og saadan ...

- Det maa være rundt og saadan ... Tanken om Professoren lammede-ham fuldstændigt Vi hakkede i Holberg, saa vi svedte ved det. Paa Sovesalen hørte vi hinanden i Roller, saa ingen fik Søvn i sine Øjne før ud paa Natten. Ingen Moderssjæl tænkte paa Timerne. Den danske Lærer indgav et spydigt Andragende om ligesaa gerne helt at give Ferie.

- Det kunde vi saamæn for Resten li'saa godt, sagde Rektor, der altid saá skeptisk paa meget af Undervisningen.

Hele Akademiet kom med, alle levede i det samme. Det gik fra "femte" til "fjerde", fra "fjerde,, til "tredje", fra de Studerende til Realisterne, fra Duks og til Fuks. I Læsetid, i Timer, ved Maaltider taltes der kun om det.

Selv Lærerne blev smittede, de kiggede om Aftenen nysgerrigt ind paa Prøverne. Rektor gik febrilsk rundt 243 i Baggrunden af Salen, som om han vilde holde sig paa Afstand af Skandalen:

- Naa, det bli'r saamæn net, sagde han.

- Men jeg har vasket mine Hænder. Adjunkten svedte ved det, mens han sagde med sin evige, hjælpeløse Bue i Luften:

- Det maa være klart og saadan ...

Vi gjorde det saa "klart", vi kunde. Vi var jo ikke øvede i den Holbergske Diktion. Den bedste var Nille: Hun svang Krabasken, saa det suste. For Illusionens Skyld var hun iført et gammelt Skørt.

Lørdag kom. Vi var paa Banen. Selv den trægeste Realist var i Dag rykket ud til Stationen, hvor hele Byen var paa Benene,

Saa endelig arriverede Toget, kørte frem og holdt.

Der kom en lille halvblind Mand, skyggende for Øjnene med den ene Haand som for at se, hvor han skulde træde, varsomt ned fra en Kupé - krum og forsigtig, sættende et Par Fødder i nogle store, fladtraadte Støvler prøvende paa Trinnet og Perronen.

Det var Professor Phister.

Han blev modtaget af nogle Venner. Gymnasiasterne stod maabende rundtom og ventede. Det var en ubehjælpsom Olding, som de saá for sig.

Der var en eller anden, der sagde, at det var os - Gymnasiasterne.

Det varede lidt, før Professoren forstod det; han saá aandsfraværende hen paa os:

- Naa, ja, sagde han.

Det var det Hele. Han interesserede sig øjensynlig ikke saa meget for sine Medspillende.

For ham var det kun en simpel Kendsgerning, at han skulde spille med en Hob Skoledrenge.

Men vi følte os jo rigtignok ikke smigrede, da vi trak afsted fra Banegaarden,

Paa Prøven, der fulgte, var vi nærmest forstenede.

Professoren begyndte med at maale Scenen - hvor mange Skridt den tog i Dybden og i Bredden. Han udmaalte 244 nøjagtig hver Fod og hver Tomme. Han lagde i Tankerne Virkningerne til Rette efter Stedet. Da det var gjort, sagde han, at der kunde begyndes.

Nu kendte han Valpladsen.

Der blev begyndt. Det var ren Eksercits. Vi gik og stod paa Kommando. Et Skridt frem, et Skridt tilbage.

- Vil De maaske erindre det?

- Vil De maaske erindre det? var Professorens stadige.

Vi erindrede intetsomhelst og tog evig om igen, mens vi eksercerede.

Professoren lod tegne Kridtstreger paa Gulvet til Vejledning. Vi blev kommanderede som Rekruter, og vi drejede rundt som en Hjord.

Professoren var utrættelig. Han markerede Tale og Pauser med den oprakte Haand som en Taktstok:

- Der ligger Virkningen, sagde han:

- Nu en Pause - om igen.

Den Komedie var som et Uhrværk, og dens Virkninger var beregnet paa Sekunder. To Gange sagde Phister:

- Her holder De længe inde - for her ler Publikum.

Og den Pause blev markeret med Taktstokken som de andre.

Det var altsammen mekanisk, uomstødeligt og uforanderligt. Dette maatte kunne indstuderes med mindre end med Skoledrenge, naar Lederen kun gav sig Tid.

Hvad mig angaar, irriteredes mine sytten Aar usigelig ved denne Mekanik, som jeg ikke forstod. Jeg mistede alle mine Illusioner ved denne Maskinmæssighed, der ligesom klædte Kunsten af, saa vi ikke saá andet end alt Tømmerværket, hvoraf den var opbygget.

Men Professoren var utrættelig og blev ved. Ekser- .citsen varede seks Timer. Vi lærte alt, hvad man uden Talent kan lære. Replikkerne tog den lovbefalede Tid, Pausen fik lovbefalet Længde, Gebærden blev af lovbefalet Bredde. 245 Forestillingen kom. To Timer før var Phister paa Theatret. Aldrig har jeg set et Menneske saa nervøst. Ingen af os vilde have kendt ham igen. Al Sikkerheden var borte, al Overlegenheden var druknet i Lampefeberen.

Han var angst for sin Dragt, og han var angst for Rollens Ord.

Vi glemte næsten vor egen sølle Skræk ved at se denne Dødens Angst hos Landets største Kunstner, der skulde ind i en Smaáby og spille med en Flok Skoledrenge.

Han var bleg, og han skælvede. Han blev ikke et Minut paa samme Sted, mens han ustandseligt bed Knoer, saa man skulde tro, at Blodet maatte flyde af Hænderne.

Og Angsten fortog sig ikke, efter at Tæppet var gaaet op. Den blev den samme hver Gang, han var udenfor Scenen. Han var bange for hvert Optrin og hvert Ord

- af sine egne. Thi os hverken hørte eller saá han. Han følte vel kun, at Uhrværket gik.

Var han inde, kom hver Virkning paa Sekundet

Undtagen én Gang.

Det var i Scenen med Advokaterne. Himlen véd, hvordan det gik til. Men pludselig bliver Phister distrait. Man saá det paa Blikket, at han vidste ikke, hvor han var, og hvad han skulde. Det var, som blev hans Øjne pludselig brustne, som saá og hørte han ikke mer.

Der blev en Pause, og han sprang tilbage - en halv Scene.

Der sad Dommer og Advokater og vidste ikke Raad

- da pludselig den ene Advokat slaar som rasende i Bordet og raaber:

Det har Du jo alt sagt, din Himmelhund.

Pludselig glemte Phister for et Nu sin Jeppe og fo'r med Haanden skyggende til Øjnene for at se paa den Pog, der improviserede i Holberg.

Saa havde han igen Traaden og spillede videre.

Og Publikum lo igen, hvor det skulde, og saa længe som det burde.

246

I den Fremstilling var alt beregnet - ogsaa Lattersalverne. Deres Længde var kendt af lang Erfaring. Og alligevel virkede i Spillet alt som Liv. Vi Drenge glemte at tænke paa vore egne Roller, vi glemte al Angst. Vi stod kun som fastnaglede i Kulissen og stirrede paa dette Under: at alt var Beregning og tog sig ud selv for os - for os i Kulissen, to Skridt fra Manden - som i Nuet levet Liv.

Da Phister blev fremkaldt, tog han Advokaten med.

Og Aar efter huskede han:

- Det har Du jo alt sagt, din Himmelhund.

Aar efter.

Jeg saá da fra Tilskuerpladsen Jeppe. Men den var ikke til at kende mer. Det var en Olding nu - en Olding, som var blevet træt og svag.

Jeg tænkte paa Prøverne dernede paa Akademiet. Atter havde han vel sagt paa Prøven til de Medspillende:

- Her gør De Pause - her ler Publikum.

Men man lo ikke mer som før. Latteren var blevet uden Glæde.

Alt var det samme, og alt var det blevet anderledes. Der var ikke ændret en Tøddel, og intet var til at genkende mer.

Den Aften syntes mig en af de tristeste i mit Liv.

... I Fremstillingskunst kan da altsaa "Virkningerne" ligge saa fast, som de vil, Konturerne være saa ubrydelige, som de vil. Man virker kun som Liv ved at fylde med Liv - med et vist Kvantum Liv.

247

BETTY BORCHSENIUS (1892)

I

BETTY BORCHSENIUS fortjener sit gode Blad i dansk Theaterhistorie.

Hun var i og for sig højt betydende ved Personlighedens Egenart og ved Talentets Selvstændighed. Og dobbelt bør hun beskæftige os ved sin kunstneriske Skæbne paa vort Theater, hvis Skyggesider skabte hendes Historie, saa hendes Kamp blev Nederlag.

Det var i Slutningen af Treserne, at den Hagenske Trup brød op til Provinserne. Det var hovedsagelig, en Flok af københavnske Misfornøjede og Tilsidesatte. Den vilde vise, at der ogsaa af de Landflygtige kunde spilles Komedie. Maaske drømte man om saadant som soignerede "Hoftheater-Sæson"'er der i Odense. Det kunde vel ligne en Hagen, der i Kampe med de største var bleven den ringere paa Grund af Talentets Mangel paa den stærke Oprindelighed, men som siden havde afslebet sin Evne til mangfoldig Virtuositet.

Truppens Maal blev delvis naaet Ikke før, saa lidt som siden, har vel Provinsen set saa kunstnerisk fint afpassede Forestillinger.

Men over Dygtigheden, Price'ernes sikre Skole, Hagens Virtuositet lyste dog en Debutantindes Ungdom: Betty Guldbrandsens atten Aar blev Smilet over disse Aftner.

248

Hagen-Sæsonen blev hendes. Al Provinsen svor ved hendes Navn, indtil Lange det næste Efteraar rask fangede hende hjem til København.

Hun sejrede her som hist og maatte sejre: for som hun gik og stod, attenaarig, blond og fin, var hun netop som selve Billedet af, hvad der paa Theatret er vort Ideal,

- et Ideal, Barn halvt af vort Temperament, halvt af vort Hykleri -:

Den unge Pige.

Den kvindelige Attenaarige er vort Theaterpublikums Idol. Hun er urørt og som en Anemone sart og hvid. Hun er uskyldig og mer end det, thi hendes Køn er endnu slet ikke vaagnet. Af Legeme er hun halvt, af Sjælen helt et Barn.

Saaledes er hun, og sommerklædt ser vi hende helst

- saadan vandrer hun jo i Vaudevillen.

Fra den kommer hun. Hun er Vaudevillens Arv til vort Theater. Og hun er mer end det: hun er Hovedgrunden til, at Vaudevillen selv aldrig dør ud paa vor Skueplads.

Thi aldrig svigter vi den Kunstart, hvis eneste Heltinde hun i uforfalsket Renhed er.

Eneste Heltinde, thi de øvrige Skuespilarter kender jo tillige andre Kvindeskikkelser, som findes Opmærksomhed værd. De franske Dramer - Sardou'erne og Dumas'erne: Augier lod vi ligge og til Henri Becque er vi endnu ikke naaet - som i Halvfjerdserne beherskede Repertoiret, lærte os at kende de problematiske trediveaarige: Fernande'erne, Lady Tartuffe'erne, Sfinxer'ne, Fru Caverlet'erne, Frøknerne Suzanne; og vi saá alle disse Kvinder, om ikke fremstillede, saa i det mindste agerede.

Naar det franske 'Drama, hvor disse Skikkelser findes, imidlertid overhovedet kunde spilles hos os o: blive beklappede og samle Hus, saa skete det kun til Trods for Hovedpersonerne, med hvilke vort Publikum forsonede sig, fordi det ved Siden af dem altid genfandt sin unge Pige som "Ingenuen".

249

Det var ogsaa i disse Dramer den hvide Ingenue, der samlede Interessen. Det var Ingenue-Fremstillerinderne, vor Smag kaarede; det var deres Talent, som vor Sympati hægede ømt:

Betty Borchsenius og Betty Hennings blev Tiaarets sceniske Navne.

Betty Guldbrandsen blev da for sin Part straks i sin første Ungdom sin bestemte Variant af den unge Pige og Ingenuen.

Vore øvrige Ingenuer er - med Betty Hennings for Fronten - tilhobe Stuernes og Byernes sirlige Børn. De er yndefulde med Danseskolernes lidt stereotype Grace. De er velopdragne som Privatguvernanters soignerede Kuld.

Deres sjælelige Indhold er netop og kun deres Uskyldighed, en velplejet og graciøs Uskyldighed, som man saa at sige faar Lov at betragte fra alle Sider i kysk og yndefuld Leg for Beskueren.

Men Betty Guldbrandsens Billede af den unge Pige var fra første Færd ikke dette. Det syntes straks mer levende end som saa, og dets spillende Sjæl hed den frie Munterhed.

Det var en Munterhed, der mindede om Skov og Marker, om Friluftsliv en Sommerdag og om Stormenhen over Præstegaards-Vænger.

Saadan var hun: fri og skælmsk og snar; smidig - men som den, der ikke har lært at danse - kæk og glad og kær: den unge Pige fra Landet. Sundhed stod der af hende, Sundhed og Glæde; og det var, som slog hun Friluftsdør op, hvor hun kom.

De Forfattere, som den Gang skrev Roller for Betty Guldbrandsen, har haft Blik for hendes Egenart. De holdt af at give hende Ringspil og Fjerbold i Haanden. De havde Ret, og deres Attributer blev næsten Symbol. De andre unge Piger paa Theatret, de passer i en Stue. En Skov, en Høj i en Have var Frøken Guldbrandsens Ramme; den frie Himmel syntes hendes Tag.

Det var hendes Aands stærke Trang mod Frihed, 250 som allerede den Gang gav Betty Guldbrandsens Skikkelser dette Drag. Hendes Selvstændigheds Hang forlenede dem fremdeles med deres vantro eller drilske Spot. Og den Sjælens Kølighed, som altid forblev hendes forstandsmæssige Temperament egen - den virkede endnu som den urørte Uskyldighed.

Hvad Under da, at hun sejrede, og at hun fejredes?

Hun var jo "Uskyldigheden". Men Uskyldigheden med et Anstrøg eller en Understrøm af Karakter, saa at man - foreløbig fortrylledes dobbelt

II.

Der fortælles fra de første Betty Guldbrandsens Aar ved Folketheatret en sandfærdig Lange-Anekdote, der synes karakteristisk. Der var Generalprøve paa Nørregade paa en lille Farce. Som vanligt saá Lange til fra Parkettets første Bænk. Men jo længere Pjecen skred frem, des mer rokkende utaalmodig blev han: "det var umuligt, det var ganske umuligt". Saa sagde den kyndige Mand tilsidst i sin Kvide, da Slutningssangen kom:

- Vi la'er Guldbrandsen gaa frem, sagde han, at synge det sidste Vers.

Man gjorde ham opmærksom paa, at Frøken Guldbrandsen slet ikke var der - at hun ikke spillede med.

- Det gør ikke noget, svarte kun Lange, Folk maa bare se hendes Ansigt - saa gaar det.

Sandelig har Lange kendt sine Folk. Thi saa højt elskede hans Publikum den unge Primadonnas Person og Ansigt, at det i lang Tid slet ikke vilde se alt, hvad de i Virkeligheden dækkede.

Thi Tingen var: mens Aarene gik, modnedes der bag dette Ydre en Fremstillerinde, hvis mindste Stræben var Stræben mod et andet, et modsat Ideal af det, som var hendes Publikums, og med hvilket hendes Ydre endnu saa nøje faldt sammen. Der modnedes en Kunstner, hvis Kunsts Sjæl var Sandhedskærlighed indtil 251 Ubarmhjertighed, og hvis hele Had tilhørte den forlorne og yndige Sentimentalitet.

Mens Betty Guldbrandsen utrættelig arbejdede, var Virkelighedssans bleven hendes afgørende Evne. Hendes Talents Styrke var hendes Skarphed i Iagttagelsen, en Iagttagelse, som, altid rettet mod Livet selv, sikkert fangede menneskelige Egenheder og mægtede at tolke dem som Karakterers Udtryk. Og hendes kunstneriske Maal var - bestandig støttet til og styrket af Iagttagelsen - paa Scenen at gengive det sete, som det var, uden den forvanskende Forskønnelse.

Gengive det saaledes - mod alt og trods alt. Thi medens hendes kunstneriske Egenskaber Dag for Dag tættere bandt hende til en tro Gengivelse af Livet og hun blev vor Scenes kæmpende Naturalist, forblev hendes Publikums Smag jo sentimental - en Tilbeder af den fortyndede Romantik og Theatrets stereotype Uvirkelighed.

Alligevel veg hun ikke. Hun sagde til sig selv, at hun skulde fremstille de attenaarige Piger. Nu vel, hun kendte da sin Vej.

Digterne - lad os kalde dem saaledes - gjorde hendes unge Piger blege, uskyldshvide, som Violer bly, til Englebørn, der, hvis de havde Vinger, fløj.

Men Betty Guldbrandsen vidste det bedre. Hun kendte dem fra Livet, de Skælmer; og de var Skalke tilhobe: forfarne og snu og kaade i Smug; fiffige og spottesyge og drilske i deres Mund; overlegne, lumske, surmulende ...

Saadan var de. Med ét Ord: de blonde Engle var ogsaa Mennesker.

Og midt i Vaudevillen vilde Betty Guldbrandsen gøre dem dertil ved, naar Forfatteren svigtede hende, at skabe dem i sine egne Iagttagelsers Billede.

Hun brød da først og fremmest med Ingenuens traditionelle Manerer.

Paa Sceneri var den unge Dame Ynden i Person. Naar Ballettens Skønhedsbegreber satte Spor overalt, 252 beherskede de Vaudeville-Elskerinden fuldstændig. Hendes Gang var de maskerede Dansetrin, hendes Attituder de runde Albuers. Hun ventede ved Tæppefald den lykkebringende fædrende Velsignelse i en Pose som Columbines, der modtager den pailletbesaaede Harlekin af Feens Haand. Den forlorne Yndighed trivialiserede hende og gjorde hende saa virkelig som et Glansbillede. Saalades var den unge Pige paa Scenen. I Livet selv havde Betty Guldbrandsens Iagttagelse længst lært hende, at den unge Pige gebærdede sig ganske anderledes. Hun saá, naar hun øste af sin Iagttagelse, de unge Piger i hundrede Bevægelser, Optrin, Situationer, som mildest talt lod haant om al denne Yndighed fra Theatret. Hun saá dem kantede, klodsede, kejtede, tunge, rigtig maladræte. Og hun indførte modigt paa Scenen hele den Skare af viltre og af kluntede, af generte og springske, af ugraciøse og af ranglede Pigebørn, som hun fra Livet kendte, og hvis mindste Bevægelse var Kamp mod den Kunst-Mare: Ballet. Sandhedskærligt vovede hun paa et Theater, der mer end noget laa i Armene paa abstrakte Skønhedsbegreber, selve det uskønne, og hun brød med den vante Plastiks Skønhedslinjer for at naa den varierede Mangfoldighed i Bevægelserne, som er Livet.

Hun skabte, saa at sige, en ny Plastik under en Kamp, som blev hende saare vanskelig, fordi hun havde Fjender ikke blot i Rollerne, men ogsaa i de kunstneriske Omgivelser, som saa at sige smittede hende med alt det gamle. Og hendes egne Theaterreminiscenser, der meldte sig ved hvert Skridt, stillede forvirrende alle sine mangfoldige Billeder af den falske Ynde mellem hende og Maalet, som hun efterstræbte.

Med Bruddet med den traditionelle Plastik var desuden kun det halve Arbejde gjort.

Ogsaa Diktionen var bunden af en lignende Theatermæssighed som Plastikken, og Talens Natur var kvalt under et skønt Overtræk af sødladen Monotoni. Ogsaa den skulde brydes. Betty Guldbrandsen veg ikke, men 253 gik ogsaa her sin afstukne Vej: hun lagde Øret tæt til Livets egen Tale, som hun havde fæstet Øjet fast paa dets Bevægelse. Hun vilde gennembryde den sceniske søde Kvidren ved Hjælp af Livets egne hørte Tonefald. Det lykkedes hende, fordi hendes Midler paa dette Punkt var i Sandhed enestaaende:

Hendes Øre var overfor Livets ringeste Fald i Talen modtageligt som absolut ingens. Og Tungen gengav Tonefaldene som paa dansk Scene saare faa.

Derfor blev hendes Tale som Livets egen. I hendes Mund fødtes Ordene. Og de kom og gled med den virkelige Tales Stands og pludselige Fart og Søgen og uvilkaarlige Pause. Under denne lysende Naturlighed syntes alt kunstløst og Dagligdagen selv og rent tilfældigt, mens dog den nøjestvejende Kunst og den yderste Beregning raadende sendte hvert Ord og hver Pause hjem mod sit Maal for at naa sin Virkning.

Denne Talekunst tryllede den unge Pige frem lyslevende.

Den kendte og gengav alle hendes Tales Ejendommemeligheder: ulogisk og springsk, spottende Reglerne, som den var i Talens Sammenføjning; usikker i Stemmeregistrene, snart hæs, snart snærrende, snart uforholdsmæssig dyb, som den gav sig i Klangen.

Tysklands største Ingenue, Burgs Stella Hohenfels, har for at gengive den unge Piges Tale skabt sig en Slags stabil Hæshed, som hun fører gennem alle sine Roller. Betty Guldbrandsens Talekunst var mangfoldigere. I hundrede Stemmens Afskygninger gengav hun det lunefulde og uberegnelige, som er attenaarige Kvinders Talesæt. Men Theatrets falske Velklang blev jo rigtignok ofret. Den søde Tone blev forladt, som den yndefulde Pose var givet til Pris.

Efter at have brudt med al den ydre Yndighed kunde Betty Guldbrandsen endelig scenisk skildre med nye Midler sin, Livets unge Pige: hende. Skalken, Skælmen, Surmuleren, Spottersken, Drillersken. Men medens hun - og hvor tit af et intet - skabte en hel Række af 254 levende Skikkelser, mens hun Dag efter Dag gjorde Vaudevillerollers Unatur til Natur, traadte hun rigtignok i al Hemmelighed sit Publikums Smag under Fødder, og den Dag kunde komme, hvor dette Publikum, der endnu laa under for alle hendes ydre Betingelsers Trylleri, kunde - hævne sig.

Betty Guldbrandsen-Borchsenius vidste det og søgte at værge sig derimod.

III.

Betty Borchsenius - hun havde imidlertid, 25 Aar gammel, skiftet Navn - forstod meget vel, at en Sekondtheater-Stilling trods Sæsoners Triumfer i Længden var usikker.

Kun Nationaltheatret kunde baade skænke hende Opgaver, der lod hende udfolde alle Siderne af sin Personlighed, og skabe hende en Autoritet, i Ly af hvilken hun kunde arbejde trygt. Et Privatteater mægtede ikke at skaffe hende nogen af Delene. Dets Opgaver forblev - den Gang i alt Fald - bestandig begrænsede. Dets Primadonnas Stilling var saare afhængig af den enkelte Sæsons Held og Roller: medens hun det ene Aar feteredes, syntes hun det næste allerede halvglemt, og Direktørens Tillid paavirkedes alt for let af hans Publikums Stemninger.

Fru Borchsenius søgte derfor mod Nationaltheatret.

Hun anmodede om at maatte spille paa Prøve eller om et begrænset Antal Gange at maatte optræde som Gæst. Saavidt vides udtalte hun som Ønske at udføre en Pernille. Rollefaget var den Gang slet ikke eller allenfals kun pauvert besat.

Man gav hende et Nej.

Fru Borchsenius stod den Gang paa Højden af sit Talent, i det fulde Eje af sin ganske Skønhed. Theatret havde - Fru Betty Hennings undtagen - ingen Kunstnerinde, der kom hende nær i Københavns Yndest. Faget, som hun foreløbig attraaede, stod ledigt.

255

Og alligevel var Nationaltheatrets Svar et Nej. Man havde ved vor nationale Scene lige saa liden Brug for Betty Borchsenius, som man nogle Aar før havde haft for Frederik Madsen.

Theatrets Afslag synes nu næsten eventyrligt.

Vi har siden da set Nationaltheatret trække til sig fra Privattheatrene saa mange jævnt habile Folk af - naa, af kunstnerisk Middelhøjde: vi har set det kalde paa forholdsvis saa mange Ungherrer, hvis største Talent sad i et glat Ansigt, at vi slet ikke vilde kunne forstaa det Afslag, der mødte Betty Borchsenius, hvis vi ikke huskede, hvor meget der i de forløbne Aar har forandret sig.

Den Gang var de private Theatre endnu Sekondtheatrene. Det var Lokaler, som i Publikums Øjne undertiden med Held tjente den behagelige Tidkort, men hvor man hverken drev eller tænkte paa at drive egentlig Kunst. Kasino havde engang spillet de Andersenske Eventyrkomedier, Folketheatret havde givet Herreaftner, hvor man gouterede Offenbach og hans Operette.

Det var det gode Publikums Indtryk.

At Farcen i en Frederik Madsens Skikkelse havde naaet kunstnerisk Fuldkommenhed; at Lange havde iscenesat en Række af Forestillinger, som i Fremstillingens Samstemthed og Liv lod al vor øvrige Lystspilkunst langt bag sig; at navnlig Folketheatret ved, trods den ulidelige Repertoiretvang, at opføre værdifulde franske Skuespil havde holdt Døren paa Klem til en større og friere Litteratur i en Tid, hvor vort eget litterære Liv var ganske indestængt og næsten dødt - alt det forstodes af Publikum føje.

Og Bladene vejledede det ikke.

Deres Stilling til Sekondtheatrene spejlede nøje den almindelige Opfattelse af Privattheatrenes Betydning.

Sekondtheater-Anmeldelse var Journalistikens allerførste eller allersidste Trin. Den besørgedes af den yngste Student eller den ældste Routinier. Den var ofte saare kort, den var altid særdeles affejende. Dens Ord 256 om Skuespillernes Ydelser kom aldrig ud over nogle Adjektiver, flade som et Par fladtraadte Sko.

Og heller ikke Reportagen var ret opfunden. Denne højt opdrevne og i Sandhed sælsomme Art af Journalistik havde endnu ikke skudt alle sine brogede og forlystende Blomster i Form af Notitser med smaat. Vi erfarede endnu ikke, naar Revueskuespillerinden Fru C. - ja, paa Ære, der gaves maaske overhovedet endnu slet ikke Revueskuespillerinder - lod sit skattede Navnetræk brodere paa et Par Handsker, og vi undværede endnu den oplysende Meddelelse om, at Frøken B. af Koret om otte Dage vilde faa sin anden Debut som Kokkepigen Amanda, hvis skrevne Rolle bekvemt kan gemmes i Frøkenens Skildpaddes-Portemonnæ.

Hvad man nu end vil sige om denne Reportage - ét er sikkert: den bidrager til at nedbryde de fordomsfulde Skillerum mellem Kunstanstalter. Idet Reportagen ligeligt benaader alle med sin Gunst, gør den ogsaa - i alt Fald for de tankeløse - næsten alle lige.

Men den Gang var alt det anderledes.

Bladene ikke blot ikke udfyldte men tværtimod befæstede de det Svælg, der gabede mellem selv Privattheatrenes rigeste Mand og Nationalscenens allersomfattigste Lazarus.

Det maa vi huske for at forstaa, at Nationaltheatret overhovedet kunde give Betty Borchsenius det Afslag

- som man i øvrigt sikkert i højeste Grad ønskede at give hende.

Thi man ønskede paa Kongens Nytorv sikkerlig ikke

- og mindst i de Aar - at give Plads for en Kunst, som man paa denne ballet-skolede og støvgroede Skueplads halvt ubevidst maatte fornemme som revolutionær. Man vandrede paa den kongelige Scene allerede den Gang alt for støt paa den Vej, der skulde føre os fra den kunstneriske Stil ti] det kunstlet stiliserede og fra det velopdragent dannede til det sødladent snærpede - til at man skulde ønske at slippe den Fanden "Natur" ind i Kunsttemplets Vievandskar.

257

Instinktmæssig følte den herskende Skole som en Fjende en Skuespillerinde, der som Betty Borchsenius var Lærling af Livet selv.

Og der rejste sig over Theatrets Afslag ingen moderne Pressestorm. Ingen Interviewers drog som en ridderlig Garde i Leding for "den forfulgte Kunst". Ingen betydelig Kritiker gjorde i den ellevte Time Rede for, hvad Nationaltheatret i den vragede Skuespillerinde kunde vinde - eller hvad der ved Afslaget for Kunsten kunde blive tabt.

Og saa - blev det tabt.

Thi vel kulminerede Fru Borchsenius først kunstnerisk efter den forgæves Henvendelse til Nationaltheatret, men alligevel var Loddet for hendes Kunst uigenkaldelig kastet den Dag, da hun maatte beslutte sig til at forblive paa Folketheatret - Sekondtheatret.

IV.

Foreløbig naaede Betty Borchsenius de følgende Aar det højeste Ry hos Publikum som hos Kritik.

En ny Direktion bragte - under Høedts Auspicier - frem en Række franske Skuespil, som i Skarer drog det bedste Publikum til Huse. Louise Holst magtede, ledet ved Høedts Haand, de betydeligste Opgaver. Og Betty Borchsenius virkede midt i de franske Optrin som den friske, nordiske Fortryllelse.

Der var virkelig en Stund, hvor selve dette franske Drama var hendes Held. Det franske Skuespils Tone ligesom afsleb visse Kanter af hendes Spil, der blev egalere og mindre hensynsløst i sit Enkeltudtryk. Hver Rolle blev hende en Triumf.

Og alligevel tror jeg, at alle disse Roller, som alle lignede hinanden, allerede den Gang trættede hende. Deres Uvirkelighed irriterede hende, og deres aandelige Indholdsløshed pinte en Aand, der som hendes var altid beskæftiget og higende. Hun selv var aandelig 258 fremskreden, rig paa Kundskab og højt udviklet. Hvad hun fik at fremstille var bestandig det samme ensformigt uudviklede. Hele den Race af unge Kvinder, som hun spillede, syntes hende i al Hemmelighed Smaapiger, overfor hvilke hun var alt for overlegen.

Selve denne Følelse af hendes egen aandelige Overlegenhed over det Aandens Smaakravl, Ingenuen, som hun spillede - gav imidlertid til en Begyndelse kun hendes Spil en ny Charme.

Det var den, som hensatte hendes unge Piger i det bestandige halve Skær af Komik, som aldrig forlod dem - endnu en fin, nænsom Komik, der fangede Lyset om dem som et fintglitrende Slør. Det var denne endnu sarte Komik, som hvilte over Antoinette, som sang ved Klaveret.

Men efterhaanden som Fru Borchsenius mer og mer trættedes af sine altid de samme Roller, blev hun ogsaa saa at sige mer og mer ubarmhjertig overfor sine Figurer, og hun ligesom hævnede sig paa selve de Skikkelser, som hun fik at fremstille.

Hun gjorde de unge Piger uartige, vripne, gnavne, grusomme, kolde.

Hun behagede sig i uden Skaansel at lægge blot alle de ubehagelige Egenskaber, som hun havde afluret sine Skikkelser, og hun gjorde dem latterlige for os med en vis kold Spot, der frastødte.

Og samtidig begyndte hendes Ydre at passe mindre til den Skikkelse, hun skulde give Billede.

Det lod sikkert først "Skællene" falde fra vort Vaudeville-Publikums Øjne. Det saá en Dag, at Betty Borchsenius ikke mere var saa smuk. Men det fik Øje for mere end det. Det opdagede samme Dag instinktmæssig, hvorhen hendes Kunst førte det - i Armene paa Virkelighedsstudiet og en Kunstretning, hvis Sjæl var Sanddruhed og ikke Forskønnelse.

Fra det Øjeblik var Forholdet mellem Betty Borchsenius og hendes Publikum en Kamp, der oprev hende.

259

Hvor ofte har jeg dog ikke overværet den og Aften efter Aften.

Betty Borchsenius førte i Ilden hele sit Geni - thi i disse Kampens Aar, hvor hun laa under, var hun genial -; hun lod hver Rollens Sætning rumme en Iagttagelse, hun lod hver Bevægelse være Udtryk for Karakter.

Men hendes Veje var ikke Publikums Veje.

Medens om hende den sødt kælne Jomfruelighed - en Jomfruelighed i Pariserkorset - løftedes paa Døgnskjold; medens den yndigt kvidrende Unatur vuggede vort gode Sprog paa galliske" Rytmer i Talen, vendte Publikum sig bort, og den hellige Nitouche udstrakte velsignende sine Hænder mod dets Blindhed.

Alligevel var der Øjeblikke, hvor Betty Borchsenius sejrede.

Det var i saadanne Øjeblikke, at Hertuginden af Septmonts' store Scene (Hertuginden af Septmonts, som vel snart alle Primadonnaer har spillet, og hvori af Dusinet, jeg saá, ingen har naaet hende) løste en Bifaldsstorm; eller hvor Fru Borchsenius - som i mit arme "Hverdagskampe" - gød over Scenen Livets egen stilfærdige Poesi, varmende og øm, det sande Publikum til Andagt.

Betty Borchsenius betog i denne Kampens Tid i saadanne Scener ved en sørgmodig Vemodighed, et Udtryk for stille Sorg, som før havde været hendes Kunst fremmed. Blik og Ord og Stemmens Fald talte om en sorgfuld Blidhed. Og i Øjnene laa deres Udtryk, som, saarede, undertrykker deres Smerter.

Det var i disse Aar, hun hemmeligt indstuderede Dina. Den, som har hørt hende læse denne Rolle, som var Aars lange, ustandsede Arbejde, véd, at den i hendes Mund blev som et eneste Udtryk for den stoltes og ensommes Klage.

En stolt og en ensom - det, hun var blevet.

Hun kæmpede endnu.

Men gennem hendes Spil fornam man hendes Bitterhed. Og hendes Selvstændighedstrang blev under Striden til Trods. Der var Roller, hvor hun under Overdrivelse 260 jog sine Fortrin ud i Fejl, som begravede hende. Hvor Diktionens Naturlighed dreves ud til at strejfe Platheden, og hvor Plastikkens Egenart virkede hartad som den tunge Plumphed.

Misfornøjet skiftede hun Theatre. Og Direktørerne, hvis Hensyn maa være Kassen, gav Hovedroller til andre, forbigaaende hende, som ikke "trak".

Store Opgaver havde endnu kunnet give hende Oprejsning og Ret.

Men da endelig de store Opgaver kom, Rollerne, hvis Tanker var hendes Tanker, hvis Sjæl var hendes Liv, og hvis Idéer var hendes Hjernes Idéer - tilfaldt de en anden.

Netop hende, der var den eneste, som maaske var hende jævnbyrdig i Talent, og som nu, baaren af Opgaverne, steg til det store Ry: Betty Hennings - mens ved selve de andres Triumfer Skyggen øgedes om Betty Borchsenius' Navn.

Hun smagte i de sidste Aar al Sekondtheater-Stillingens Bitterhed. Hun fik Roller ved de Forestillinger, som paa Forhaand agtedes dødsdømte. Der tildeltes hende Operettepartier - hun, der var uden Stemme. Der nægtedes hende ved Primadonna-Ønsker Roller i andet Plan, Roller, som hun maaske, til Belysning af megen Unatur, havde kunnet skabe til Blod og Liv.

Og saa stor var denne Kunst, paa saa sikkert et Grundlag hvilede den, at den alligevel og trods alt tilvristede hende Sejre.

Hun gjorde ved sit Lunes Rigdom en Enaktoperette til et Kassestykke. Hendes livs-tro Spil gjorde en uægte Dramatisering ægte.

Saa skiftede hun atter for sidste Gang Scene: hun skulde være det nyopførte Dagmartheaters Førstekraft.

Guld og de grønne Skove førte hende derhen - og da Theatret aabnedes, var det en anden, der sagde de indviende Ord. Kun i en eneste Rolle viste hun sig for Rampen. I en piece de rideau foran en Operette, hvori Theatrets Sangprimadonna optraadte for første Gang.

261

Det var en Kammerpigerolle - tolv skrevne Sider var den stor. Og alligevel genlød for første Gang det nye Hus af den ægte Latter, hvormed kun den udmærkede Kunst befrier.

Det blev Betty Borchsenius' Farvel.

Hendes sidste kunstneriske Ønske havde været at gaa over i "det ældre komiske Fag". Hun havde faaet Lyst til at latterliggøre alle dette Rollefags lavbenede Egenskaber: Sladderagtigheden, Smaaligheden, Forvrøvletheden, den forfjamskede Forstyrrethed og den indskrænkede Fordomsfuldhed - hele den glade Skala af den bestandige og udødelige smaaborgerlige Idioti.

Men hun naaede det ikke. Og maaske vilde ogsaa, naar alt var kommet til alt, selve den alt for nære Erindring om Betty Guldbrandsen længe have hindret Betty Borchsenius fra paa det nye Rollefelt at faa den illuderende Magt over Publikums Sind.

V.

Betty Borchsenius' Kunstbane var sluttet.

Men det kunstneriske Arbejde standsede hun ikke. Hun læste alle de Roller, som - om de var kommet før og til den Skueplads, hvor hun var og virkede - havde kunnet skænke hende selv en Førsteplads og for hendes Kunsts Retning havde kunnet skabe Sejr.

Nu spilledes Rollerne af andre. Og hendes Kamp var endt.

Det havde været en Kamp for Natur mod Unatur. For Livsiagttagelse mod Theatermæssighed. ForUkunstlethed mod Skaberi.

Den var endt med Nederlag, som denne Kamp vel oftest gør det.

Den sluttedes dermed, fordi den eneste Skueplads, hvor den kunde føres sejrrigt, forblev hende spærret; og fordi hun - kæmpende mod Publikums Smag - stod alt for ene paa den Scene, der blev hende levnet.

262

Nu er da nogle af de Hindringer, som slog Betty Borchsenius ned, ryddede. I dette Øjeblik vilde vort Nationaltheater aabne vidt alle Porte for en Kunstnerinde, der ejede blot Brøkdelen af den Evne, Betty Borchsenius vilde bringe det. Og om den kongelige Scene ikke gjorde det, var Privattheatrene i det mindste i Stand til at skabe hende en kunstnerisk Eksistens, værdig hendes Talent.

Nu er der mange Hindringer brudt - for Betty Borchsenius for silde.

Hendes Navn blev kun Mindet om et genialt Talent, der aldrig satte fuld Frugt, og om et Liv, der brødes sønder ved den store Kunsts Vejkant.

Det blev de andre, som sejrede. De kloge Damer bekæmpede ikke vort Publikums Smag. De kun føjede sig efter den - og syntes Sejrherrer.

263

SULKOWSKY-THEATRET

DET var langt ude i Wieden, den triste, om en Flække mindende Forstad til Wien - langt ude, hvor Gaderne strækker sig provinskedsommelige og stille, med lange, endeløse En-Etages-Huse, hvis Tage er baade vinde og skæve.

Dér helt ude, hvor ikke en Gang Sporvognene lunter hen, ligger Palads Sulkowsky.

Det er et langt Skur at se til med nogle møre og smuldrende Træpiller til Pryd, forfaldent som en forarmet Polaks Herresæde.

Der bor ingen.

De store Længer, de vide Gaarde, de vanrøgtede Haver ligger lige øde. Palais'et falder langsomt sammen.

Men en Gang var det anderledes. Da holdtes der næsten Hof her, og "Paladset" var et af de rigeste i Wien. Da indrettedes ogsaa Theatret. For fyrstelige Gæster spillede franske Trupper paa "Hustheatret".

Nu er det Theater det eneste i Palais'et, der benyttes.

Tre Gange om Ugen lukkes den gamle møre Dør op, og "Fru Direktor" sætter sig i Forstuen ved et lille Bord med Kassen. Smaakaarsfolk fra Forstaden kommer og tiltusker sig for nogle Kreuzer de skidne Billetter, og de fylder det lille Parket.

Naa - det er snart fyldt, det rummer ikke halvtredsindstyve Personer.

264

Oppe i Logen, hvor "Herskabet"s gamle, hvide Lænestole endnu vakler paa de skrøbelige Ben, er Billetterne lidt dyrere. En Rigsort koster de, hvad der er store Penge i Wieden. Men Fru Direktor faar dem dog som oftest afsat - til unge Kunstnere og andet letsindigt Folk, der ikke ser saa nøje paa en Skilling.

Naar hun gør Kassen op, kan hun lægge en ti-tyve Gylden i Bunken. Det er til Udgifterne og lidt til. Og saa har Direktøren - "Professoren" kaldes han - hele Indtægten af sine Elevhonorarer.

Thi det er Professorens Elever, der spiller paa Sulkowsky. Han har en femten Stykker, og de spiller tre Gange om Ugen saa godt som hele Aaret rundt.

Yndlingsrepertoiret er Grillparzer. I hans torsoagtige Skuespil finder Elevernes Utaalmodighed Hvile.

Hvor de raser gennem disse Vers; hvor Kroppene spændes, hvor Øjnene lyner - som vilde de gyde alt deres hede Blod, deres tyveaarige Længsel, deres Tørst efter Elskov, deres Lyst efter Kvinder, Berømmelsestrangen, Begær efter Daad - deres hele Sjæl, som ligger dem paa Tungen, ud i de brændende Ord.

Der er den lille Binder, en Dreng at se, lille, saa han gaar med Hæle som Stylter - hør hans Stemme med en Metalklang, der borer Ordene i Øret, som var de Klinger af det susende Staal.

Nu svarer den lange Strobbl, og mens hans slovakiske Tunge støder Versene frem i en styrtende Fart uden Stands, fører han de knyttede Hænder op og ned, op og ned, som hamrede han med to usynlige Hamre løs paa sit eget Raseri.

Nu taler Frøken Poenitzer, Polakinden; hun er ganske spinkel, som kunde man knække hendes Midje med et Tag. Men se blot hendes Øjne, de lyser under Medeas barske Klager som et Dyrs, man stingede stygt.

Og Publikum gennemhedes af Ungdomsflammerne fra Scenen, hidses af den rivende Vildskab, saa det jubler, stamper, raaber ved Tæppets Fald:

- Binder, Binder, Binder.

265

Tæppet er nede for sidste Gang. Forestillingen er forbi.

Efter Forestillingen samles Eleverne paa Scenen. Professoren uddeler Roller til næste "Aften" -om tre Dage. Det er en Farce af Nestroy eller "Don Carlos" eller maaske "Denise".

Med Rollerne i Hænderne - det blev "Don Carlos" - stormer de Unge hen paa "Knejpen". Det er den vilde Jagt langs ad Wiedens stille Gade.

Knejpen ligger nede paa et Hjørne. Tre, fire støvede Borde er sat ud paa Fortovet bag nogle Epheu, som skulde give Skygge. Man faar Café blanc i Skaaler, der minder mest om Suppeterriner, og en Wienerschnitzel serveres den Hungrige for 20 Kreuzer.

I et Nu er alle Borde fulde. Aldrig hørtes saa rappe og utrolige Forbandelser, som her lyder fra Bord og til Bord.

Kronau skriger højest - en langnæset Bengel med en Stemme som en Trompet -:

- Rollerne til Carlos - at lære paa tre Dage.

- Og jeg skal være Posa, raaber Strobbl i Diskant.

- Men den jødiske Hund bliver for gal.

- Jeg spiller ikke, erklærer Frk. Poenitzer, som skal være Dronningen: "Die Königin war immer eine Kuh!" ...

- Und mir hat er den Lerma gegeben.

Det er Binder, der er bleg af Harm. Han skal spille Grev Lerma, som er unge Elskeres laveste, elendigste Rolle - og han er ellers Carlos:

- Aber lass ihn, lass ihn, skriger han.

- Wir werden wohl mal diesen Hrn. Carlos aus Meiningen sehen.

Hr. Carlos fra Meiningen er en ung Skuespiller fra det Meininger-Hoftheater, der er rejst til Wien for at gennemspille sit Repertoire.

Han er Nordtysker - saa blond, som de andre er sorte, af et stille Væsen og med en Stemme, der er vag og ganske blid.

266

Han sidder tavs lidt for sig selv i en Krog, korrekt i sin stive Berlinerdragt - Berlin, hvor alle Skræddere syer for Militær og overalt bevarer som en Mindelse om Uniformsnittet - en Type paa de unge Skuespillere, hvis Ærgerrighed er at skjule deres Métier.

Ved et af Bordene bliver der Staahej om, hvem der skal betale.

- Binder maa, Binder maa, raaber de alle.

- Binder er den eneste, der har Kredit. Binders Fa'er er Slagter, og Sagnet gaar, at han er velstaaende.

- Men hvem spiller Eboli, brølede pludselig StrobbL

- Ich.

Det kom fra Frøken Miller - der i tyve Aar havde været gift med en Bestillingsmand ved Tnester-Banen, og som for at udføre "resterende Roller" modtog 2 Gylden pr. Forestilling -; hun var nær de halvtreds, ganske uformelig og altid iført Jerseyliv.

- Die Miller.

De raabte det alle under en Styrtesø af Latter. Die Miller lo for - svedig og rund, mens hun slog sig ned paa sine Ben:

- Jawohl, Kinder - das wird denn endlich Komödie.

Al Harmen var glemt. De lo og pludrede: Pludselig raabte én:

- Die Metz ...

Det var Madam Metz, der gik forbi med sin Sønnedatter. Lidt puklet, sammensunken, som havde hver Dag af tusend Dages Slid trykket hende sit Maal til Jorden; geskæftig paa et Par altid trætte Ben, med et graat Ansigt med et Udtryk af den evige Foraselse og et Par Øjne, som altid urolige syntes at søge ti Ting paa én Gang.

Hun var ved Theatret Rekvisitkone og Suffleuse, Garderobeforvarerske, Bud og i en snæver Vending Maskinmester.

Sommer og Vinter krøb hun ned i sit Hul, indhyllet 267 i det samme Sjal, der altid gjorde Indtryk af at være hendes eneste Klædningsstykke. Seks Timer kunde hun sidde dér i Hullet. Det var femti Kreuzer tjente.

Det fik hun pr. Prøve.

Saa asede hun hjem. Om Aftenen var hun Undergarderobekone paa en Dansebod.

Sønnedatteren var paa Sulkowsky "Børnene" - ligegyldigt hvilke og af hvilken Alder. Hun fremstillede samtlige disse Børn med samme ganske forskrækkede Udtryk i Ansigtet og i samme Kostume: lyseblaa klar Kjole, Mammelukker og Snørestøvler.

Madam Metz og Barnet blev raabt an. Hun fik altid af en eller anden en "meleret".

Desuden skulde hun have Ordrer.

Der var hundredfoldig Besked og noget at besørge for alle.

Hun var jo Rekvisitkone, og desuden samlede hun Garderobe sammen. Eleverne skulde selv holde sig med Ridder-Garderobe og gav hende aldrig Penge nok til Lejen. Madam Metz støvede af, løbende halve Dage gennem alle Wiens umuligste Maskeradegarderober for en Betaling af et Par Kreuzer.

Efter Resultatet af disse Vandringer at dømme tog hun det Værste, der i Ridderfaget var at finde.

Eleverne bandte paa, at de ikke vilde eje hendes Klude - og sendte hende afsted alligevel.

Hun svor ved alle Wiens Helgener paa, at hun ikke kunde faa bedre for Pengene - og løb igen. Mange Timer ad Gangen tilbragte hun med at løbe rundt med gamle Fløjlsvamse og Fjerbaretter i en Torvekurv.

Nu gav alle hende Besked, mens hun sad og førte de tynde Fingre mekanisk - de lignede Kløer, hendes Fingre, saa ganske krogede var de - ind mod Tindingerne, som vilde hun banke alle Befalingerne ind ...

Strobbl skændtes med Kongen. Han vilde ha' Bæltet denne Gang: han var Posa.

Bæltet var Madam Metz' Pragtstykke. Det var af 268 Fløjl besat med Similirubiner, store som Koøjne. Det passede for en Posa saa slet som tænkeligt. Kongen raste. Naa, sagde han:

- Klæd Du Dig bare af for dine Fruentimmer.

Strobbl paastodes at være hengiven til visse Kunstneres Hang for en noget stærk Afklædning.

Der kom en ny Lattersalve, da Eboli blev spurgt, hvad hun vilde have paa:

- Na, sagde Frøken Miller: meine Garderob' ist schon bekannt.

Frk. Miller spillede alle ridderlige Damer i et sort Fløjlsskørt besat med tre Rækker lyserøde Bændler.

Binder spurgte Meiningeren, om Madam Metz skulde besørge noget for ham:

- Han var jo ukendt i Wien.

Den unge Mand, der sad ganske stille, saá hele Tiden ufravendt paa Madam Metz og Sønnedatteren med ligesom en smertelig Undren.

- Danke, mein Herr, ich habe eigene Kleidung, sagde han.

Der blev ikke talt mere til ham.

Kelneren kom og stillede en Tallerken med noget Mad frem foran Sønnedatteren, der saá paa Maden og begyndte at spise forsigtigt, som om hun ikke var vis paa, at det var til hende. Den unge Meininger saá til:

Han forstod ikke, at nogen kunde spise saa hurtigt som det Barn, der pludselig, da hun troede, ingen saá hende, havde tømt Tallerkenen som i ét Nu.

Madam Metz og Barnet var afsted.

Binder sagde:

- Ja, godt, naar de faar lidt at spise.

Og han fortalte om, da de første Gang - for et Par Aar siden - havde Barnet herinde. De havde givet det noget Brød med Skinke.

Saa havde Barnet set sky paa Kødet, og stille bag de andre havde hun hvisket til gamle Madam Metz:

- Grossmama, was ist denn das?

- Das ist Fleisch, hviskede hun i samme Tone.

269

Barnet kendte ikke Kød og vidste ikke, hvordan det saá ud.

Binder fortæller det, og pludselig heftig siger den unge Meininger som Bytte for en helt fysisk Lidelse:

- Dass es doch solche Geschöpfe giebr.

- Naa, siger Strobbl med Sindsro, de fleste æder dog Hestekød.

Og tykke Miller slaar klaskende Hænderne ned paa sine Knæ:

- Ja, Kinder, es giebt schon Elend in der Welt

- Gehen wir.

Hun bryder op for at vandre hjem til Bestillingsmanden ved Jernbanen.

Men de andre bliver siddende. Aftenen er kommen, og Solen er endelig vegen. Den skarpe Kølighed falder ned fra Bjergene.

De unge Folk faar Landvin ud i store Flasker. Den blonde Berliner har sat sig hen til dem; og han bryder pludseligt som med et voldsomt Ryk ud af sin smertelige og indolente Tungsindighed.

Han fortæller om Meiningen.

- Wie sie da gedrillt werden. Hvordan de faar den samme Stemme. Hvordan de faar den samme Form. Hvordan de faar den samme Gang.

Hvordan de ekserceres, til de alle er "Hofraaden" eller Hofraadens Rollebillede.

De unge Wienere lytter med aabne Munde, som fortalte han en Legende.

Meiningeren havde for Hofraaden prøvet som Melchthal. Der blev derpaa meddelt ham, at han skulde spille Rollen.

Han kom paa Prøverne. Hofraaden gjorde det Hele for - paa Prøve efter Prøve.

Parolen var:

- "Hier wird's so gemacht".

Hver Bevægelse, hvert Blik, hvert Tonefald "gøres efter" - efter Hofraaden;

- Hier wird's so gemacht, lyder det kun uafladelig.

270

Endelig havde det pinte unge Menneske tabt Taalmodigheden.

Men jeg bliver til ingenting, havde han raabt.

- Det véd jeg ikke, sagde Hofraaden højst filosofisk:

- Sie werden aber unser Melchthal.

De unge Elever fra Forsøgstheatret sidder ganske tavse.

Saa siger den lille Binder og ser betænkelig ud i Luften:

- Wird das aber nicht langweilig?

- Sehr, svarer Meiningeren overbevist.

- Men der er mange Theatre, hvor de bærer sig saadan ad, siger Strobbl eftertænksomt.

- Ja, nikker nogle.

- In Oesterreich aber nicht, slaar Binder fast.

- Naa, siger En, - de faler alle i en underlig, betænkelig Tone - man bli'r dog paa den Maade .... fast i sin Rolle.

- Und nichts als seine Rolle, svarer Meiningeren bestemt.

Der opstaar en lang Pause, før Binder rejser sig og siger:

- Na, Kinder, nach Hause gehen. Wir müssen schon lernen.

Der bliver stort Opbrud. Meiningeren, der har betalt Vinen, stirrer tankeløst paa de halvdøde Epheu.

- Die armen Geschöpfe, siger han og fører, som voldte Berøringen af det matte Løv ham Lidelse, et Par Blade ind mellem sine Fingre:

- Haben Sie denn hier 'kein Wasser? spørger han Kelneren - de andre er allerede henne i Gaden -:

- Nun, geben Sie's also her ... Og den unge Mand bliver staaende, til Epheuen er vandet.

- Hollah, Hollah, skriger de henne i Gaden.

- Bin schon da, raaber Meiningeren tilbage. Toget drager hjem til Wien.

271

Binder og den nye Carlos følges ad. Da de skal skilles, siger den lille Binder:

- Wissen Sie, ich habe Sie gern.

- Und ich Sie.

Og med et Haandtryk skilles de to Venner.

Næste Dag er der Prøve. Der er ivrig Feber over alle.

Med Kongen og Posa har Professoren allerede læst om Morgenen.

Han lader dem under denne Læsning deklamere og regere saa dumt, de vil, indtil der endelig kommer et Sted, hvor der kommer lidt Liv, eget Tonefald i det. Dér slaar han ned som en Grib med sin Klo og rykker saa Eleven tilbage til Begyndelsen.

- Hold det fast, hold det fast, hold det fast, siger han hidsigt:

- Fangen Sie wieder an.

Og der begyndes forfra, og hver Gang Tonen paany bliver ægte, atter forfra og atter forfra, for at holde dette Tonefald fast.

Hele Undervisningen er kun en uophørlig Jagt "nach dem eigenen Ton".

Er den funden og ligger fast blot i én Scene, siger Professoren:

- Godt - arbejd saa videre - - og sender den Elev bort for at gaa til den næste.

- Min Ven, siger Professoren, jeg kan kun ét: føre dem hjem til sig selv. Jeg kan hverken gøre dem klogere eller større - de enkelte vel at mærke ... Men Helheden kan jeg skabe, naar de blot er Mennesker.

Professoren arriverer til Prøven, mens alle Elever læser i Kulisserne i Munden paa hverandre som i en Pogeskole.

Han er lille, hjulbenet, med en uhyre Næse. Et Par Øjne har han med et Blik, der, naar det pludselig kastes hen paa et Menneske, kan virke som Biddet af en Snog.

I sin Ungdom spillede han Hamlet i Provinserne.

Han raaber, saasnart han er indenfor Døren, et:

272

- Ruhe, saa det gjalder i Lokalet. Der bliver paa Sekundet en Ro, som var Eleverne fløjet som Mus i deres Hul. Derpaa et knaldende:

- Madam Metz -

- Ja! ... Madam Metz kryber ned i sin Fordybning, hun har ren St. Veitsdans, naar Professoren er indenfor Murene.

- Zur Sache, raaber Professoren.

Zur Sache - betyder "Prøven er sat".

Og saa begynder den Bataille, som Professoren kalder for "Probe".

Det var den mest forbløffende Sætten-i-Scene, som jeg har drømt om.

Professoren førte i Munden et bestandig tilbagevendende Ord:

- Man maa faa Følelserne løs, hos de Mennesker.

Han gjorde sit for at faa dem til at sidde "løse"; det vil sige, for at holde Eleverne i en evig menneskelig, ophidset Sindstilstand, hvori Digtningens Sindsbevægelser kunde fænge som i det tørre Ved.

Alle Midler var ham gode.

Han bevogtede sine Elevers Liv værre, end nogen Politispion vogter over Mistænkelige. Han udspionerede, han udfrittede, han gik paa Lur. Han udspejdede dem, og han brød brutalt ind i selv deres intimeste Livsforhold for at lære dem at kende og bruge Kendskabet som Middel ved sit Arbejde.

For alt, hvad han vidste, havde erfaret, spejdet ud, gættet - slyngede han under Prøverne pludselig, uden noget Hensyn, de Spillende i Ansigtet.

Under Scenen med Philip skriger'han til Elisabeth, Dronningen, pludselig Navnet paa "Kavaleren", som underholder hende; han haaner Carlos med en Historie fra et Laanekontor.

Og da Posa ikke kommer i Glød, raaber han gennem hele Salen:

273

- De dér, De dér .... De skulde ikke vide, hvad tragisk Skæbne er - og han ler -: De er dog avlet af en drukken Mand og kommer til at lide under det hele Deres Liv ...

Posa sprang til Side, kridhvid under den svidende Fornærmelse - han vilde tale.

Men Professoren sagde kun rolig kommanderende:

- Spielen Sie, mein Herr - zur Sache.

Die Sache er Posas Replik.

Saaledes piskede Professoren hver enkelt op til et personligt Raseri og slap saa de hidsede Mennesker ud i Digterværket som en Flok unge Ulve.

Men saa blev ogsaa det sydende Liv i femten Hjerter og Hjerner som det flydende Malm til at danne i hans Haand. Nu taler de. Nu glemmer de baade Robert og Lewinsky og Charlotte Wolter og Sonnenthal. Nu har de deres egne Stemmer. Nu kan Læreren med levende Mennesker som Stof helt fuldbyrde sine Hensigter.

Et hastigt kunstnerisk Arbejde begynder.

Professoren tilspidser Virkningen, han øger Stigningen, han skaber Stemningen ved et nyt Tempo.

Han udvisker intetsteds nogen Særlighed, han kun bøjer den om sit Billede.

Madam Metz har siddet fem Timer i sit Hul, hun rokker Hovedet som et sygt Dyr over sin Bog.

Men Professoren bliver ved.

Kun den unge Mand fra Meiningen retter han sjældent. Der er maaske lidt Demonstration i hans Tilbageholdenhed. Han spørger kun stilfærdigt nu og da:

- Naa - bli'r det gjort saadan paa Hoftheatret?

Og lægger en ganske lille Streg under de Bogstaver Hof.

De andre Elever rettes idelig, og de føjer sig efter ham, villige og adrætte med Sydlændinges lærenemme Hast.

... Saa kommer Forestillingen, som er Korrektivet for Metoden. Naar Professoren slipper Eleverne løs, 274 som han gør, er det, fordi han véd, at Overdrivelserne, som paa Prøverne ikke undgaas, ufejlbart kvæles ved Forestillingerne.

Sulkowskys Publikum dømmer efter Instinkt. Det raader over en sikker Fornemmelse, det har lige kort til Latter som til Taarer. Det ler, naar de fejler, sine Yndlinge ud, saa det runger i Huset. Det hører i Andagt paa den yngste Elev, naar han finder de Ord, der taler med Toner fra Hjertet.

Har Eleverne - og det er dette Theaters Hemmelighed - lært at give sig hen paa Prøverne, lærer de paa Forestillingerne at tage sig iagt. Berøringen med Publikum afsliber og afgnider deres Fejl ...

Carlos-Forestillingen kom.

Klokken knap to samledes Eleverne og drog i Flok gennem Gaden. Det var for tidligt at gaa ind, og de drev op og ned udenfor Husene i Solen. De mærkede ikke Heden, de følte kun Feberen som en Sugen for Hjertet, der tog deres Blod.

Madam Metz løb ud og ind. Torvekurven bugnede af Baretter og Kaarder.

Sønnedatteren sad i sit Festskrud som Infantinden af Spanien gemt bag første Kulisse, lammet af Skræk: hun var altid bange for Bedstemoderen, naar hun sad dernede og hvislede i sit Hul.

Den blonde Meininger begyndte at klæde sig paa, mens alle undersøgte hans Dragt.

Der blev ikke talt meget

En pludselig Styrtesø af Skældsord gød sig nu og da ud over en forvirret Skrædder, som løb om rned Garderobesager, der ikke passede.

Strobbl var allerede i Kostume. Han havde erobret Bæltet og gik op og ned i Kulissegangen og førte Hænder og Arme frem og tilbage som ivrige Boksere før Kampen.

Madam Metz slæbte tungt med veritable Urtepotter, der skulde pryde Haven i Aranjuez.

Det første Signal bliver givet. Die Miller arriverer 275 bred og glad. Garderoben har hun med sig i et Lagen, som hun og Bestillingsmanden ved Jernbanen har skiftedes til at bære gennem hele Byen.

- Na, Kinder, siger die Miller: machen wir uns schön. Es ist die höchste Zeit.

- Der bliver udsolgt, siger Binder, som holder sig ved Tæppet, febrilsk og maalende 'den fyldte Sal. Alt Naboskabet strømmer til for at se den "Gæst" fra et "Hoftheater".

Professoren er her, og han er dér.

Han bryder ind i Damegarderoben, hvor alle hviner, og han udslynger et: "Gänse", mens han kommanderer, staaende midt mellem de halvblottede Frøkner.

Paa én Gang mindes han Kongen.

- Kongen, Kongen, raaber han, endnu staaende midt mellem Damerne. Og han løber ud for bag Bagtæppet at give Kongen en sidste Lektion:

- Og agér saa for Guds Skyld ikke Hr. Lewinsky, siger han: Det kan Alverden.

Han gaar atter ind i Herregarderoben og betragter sin "Gæst".

Den blonde Infant er i Kofte af Lyseblaat og virker besynderligt spædt og sart. Og Theatermanden siger, idet han gaar rundt om ham og betragter ham som en Handlende, der bedømmer en Vare:

- Fein.

- Etwas fur die ungarischen Weiber. Selv midt i Lampefeberen vil Infanten give Svar, mens Blodet ryger ham op i hans Kinder.

Men Professoren siger kun i en helt anden Tone:

- Smink Deres Hænder hvidere ...

- Ja, han havde virkelig glemt at sminke sine Hænder.

Tæppet skal gaa. Den lille Binder staar gemt i Kulissen. Der er nok dem af disse unge Wienere, som nu i Hast nævner nogle af deres Helgener i en Slags Bøn.

Der bliver tyst.

Nu kommer Carlos ind. Domingo taler:

276

Saa svarer Carlos.

Han siger Versene som en tungsindig Klage, med vemodig Dysterhed, som om de kun blev hviskede sagte.

Og saaledes spillede han næsten til Stykkets Slut.

Ogsaa han strøg Fagterne af sig, og Meiningeriet blev det, det er. I ham mødtes - syntes det - nordtysk Sværmeri med Sydlændingenes Utaalmodighed. Den milde Egenart hos Philips Søn virkede som Race.

Binder var som naglet til Kulissen.

Han blev der, til Tæppet faldt

Saa gik han hen og tog Infanten i Haanden. Han havde store Taarer i Øjnene:

- Det var dejligt, sagde han. Aa, meget bedre end mit.

Han stod lidt. Saa sagde han:

- Hvor meget er De ældre end jeg ..

- Jeg er tre og tyve Aar ...

- Hm - - dann kann ich noch lernen, sagde Binder og saá frem for sig, som maalte han en Barriere og tænkte han paa at sætte i Spring.

Fra den Dag af var han Infantens Ildtilbeder.

Professoren kom hen til sin Gæst:

- De har heldigvis intet lært i Meiningen, sagde han. Dette var godt.

Den unge Nordtysker knyttede hemmeligt sin Haand, og der fløj Skæret af en Rødme hen under Sminken:

- Maaske kan det blive det.

Professoren ringede. Han skulde uddele Rollerne til "Der Verschwender".

Længe gik de Unge op og ned foran Palads Sulkowsky.

Tilsidst, da de brød op, fulgtes Binder og Meiningeren.

Binder kredsede bestandig om Infantens Rolle og dens Ord. Han begynder paa dens Vers, som vil han prøve. Og atter kommer Replikkerne brændende, utaalmodige, sprængende Rytmen over Wienerens Læber:

277

- Nein - ich muss es so, siger han saa, som bortsparkede han sine Tvivl.

Og den unge Nordtysker gentog atter med lidt stump Tungsindighed:

- Und ich so.

Nogen Tid efter havde det kejserlige Konservatorium Opvisning. Thi Wien, der sørger for dramatisk Kunst paa alle Kanter, har ogsaa et Konservatorium for Skuespilkunst med Hofskuespillere til Lærere, med Undervisning i Mytologi og Fleuretfægtning, Historie - navnlig Oldtidens -, Dans, og hvad ellers til Mimens Fag er- .agtes rettelig at høre.

Konservatoriet besøges af unge taalmodige ladies and gentlemen, der i tre Aar deltager i dets mangehaande Kursus, og som udstilles ved en Opvisning om Aaret.

Sulkowskys Elever var i Trup paa Galleriet. Længer strakte ikke Pengene, for Konservatorieforestillingen finder Sted i velgørende Øjemed til fornemme Priser.

Opvisningen begyndte.

Det var Paradescener af alt mellem Himmel og Jord lige fra Hamlet til "Die Waise aus Lovood". Hver eneste Elev var det fejlfrieste Aftryk af Burgtheatrets fastslagne Mønster.

Disse Elever var sikre som Søvngængere og netop saa livløse som de.

Sulkowskys Unge var ganske imponerede.

Der var ingen af Konservatoriets Elever, som ikke i en snæver Vending kunde doublere endogsaa Førsteroller paa selve Burg.

Dette maatte indrømmes.

Men der var rigtignok heller ikke et eneste personligt Ord, ikke ét Udbrud, ikke én uvilkaarlig Bevægelse, for hvilken et Menneske stod inde.

Her banedes den soignerede Sti til Upersonlighedens, det Traditionelles, det psykologisk Tommes, til Fagternes, Overfladiskhedens, den sjælelige Tomheds og Akrobatikens triste Theater.

Her var Stemmerne de andres - Forbilledernes; 278 Bevægelserne de andres - Forbilledernes; Intentionerne, Sindsbevægelserne de andres - Forbilledernes.

Her var der indpodet Eleven saa megen Begærlighed efter at blive de andre, at der end ikke var efterladt nogen Tanke om en Lyst til at bevare noget af sig selv.

Det gaar paa adskillige Konservatorier saaledes.

Man ruller Eleverne i Sække. I en Sæk af en ny Stemme. I en Sæk af nye Bevægelser. I en Sæk af Udtryksformer, der ikke er hans. Og saa binder man for ham og sætter et fint kejserligt eller kongeligt Konservatoriums Segl for ...

Og dog synes jo al Skuespilkunsts Maal - som al Kunsts - at være det: at finde Udtryk for sig selv.

At udtrykke sig. Enten ved at mangfoldiggøre sig - som Forvandlingskunstneren; eller ved helt at udfolde sig - som visse store Tragikere, hvem Forvandlingsævne er nægtet...

I Theaterkunst betyder Konservatorierne Reaktionen, Stilstanden og den aandelige Død.

Det rette Theatre libre - det, som dyrker Hr. Antoines Grundsætninger - og Elevtheatre er Fremskridtets Protest mod Akademi-Komedie.

Forhaabentlig vil Fremskridtet sejre.

279

CHARLOTTE WOLTER

I

CHARLOTTE WOLTER var aldrig Burgtheatrets Banner og Mærke.

Langt snarere var hun en Fremmed i Burg - man kunde næsten sige en Fremmed og Taalt.

Burg tilhørte ikke Fru Wolter, men Hr. von Sonnenthal og Hr. v. Lewinsky.

De repræsenterede dets fornemme Skole.

Denne Skole saa at sige udlagde den klassiske Tragedie. Og Lærerne, der udlagde den for en Tilskuerkreds af Kendere, var aandfulde Mænd, der uddybede hver Enkelthed i Materien, de foredrog, og store Fremstillere, som til deres Tragediefortolkning medbragte Mesterherredømmet over alle Midler.

Hvad Studium, Kundskab, Aand kan udpønse, hvad derpaa Virtuositet, den nøjeste Smag, den videst rækkende Behændighed kan udforme, præsteredes da af disse Kunstnere.

Der er intetsteds i den Schillerske Wallenstein, hvor ikke en Sonnenthals gennemtrængende Opfindsomhed har boret med sin Sonde. Det historiske Kendskab forliger Historie med Digtning og giver ved snilde Detailler - Detailler, der aflokker Kenderne lette Tilfredsstillelsens Suk - Digtningen Kolorit. Og man belyser Figuren ved at stille dens Modsætninger varsomt i Lys af hinanden - bærende en Studerelampe i den løftede Højre.

280

Men - man unægtelig fortolker mer, end man spiller. Og man spiller meget, meget mer, end man lever.

De lærde Tolkninger bliver undertiden endogsaa til Eksperimenter. Vejen fra det ene til det andet er saa kort.

Hvor mangt et Eksperiment indeholder ikke en Othello, der er sløv, vel opdragen, næsten Verdensmand; som er den store ^Statsmand og den bestemte, men kolde Værner af sin Ære.

Og dog gav Hr. von Sonnenthal Othello saaledes.

Og at spille Shylock som Figuren fra en Farce - en lattervækkende Gnier, en Skikkelse med Gebærder fra den gamle, italienske Pantomime, hvis Hævntørst er ridikul, og hvis Fordring om hint Skaalpund er Galmands Paahit?

Er vel dette mer end en overtræt Kunstners sidste Forsøg paa at interessere sig selv og muligen de andre ved et nyt Raffinement, der maaske har en bizar historisk Berettigelse, men som rigtignok til Gengæld spotter alt moderne Syn og vor sunde Tankegang?

Alligevel:

Hr. Lewinsky spillede i de sidste Aar Jøden saaledes.

Og følgende ham omskabte de andre det kendte Skuespil efter den nye Jødes Lignelse.

Portia tager Del i Farcen, Venetianerne belér den - og vi har et stort Skuespil mindre.

... Og saaledes ofte.

Om de to store Førere flokkedes de Yngre - en Fortolkningens Skare, der af Burg havde skabt et Akademi for den klassiske Tragedie. Hvad Lærdom, sindrig Smag, Idérigdom kan skænke, skænkes her.

Kun ét glemmes af de Sindrige og de Lærde, som har Talent og endogsaa Geni: Livet glemmes, Livet, hvis Enkelhed er Kunstens Rigdom.

Derfor blev i denne Kreds af Lærde den den Største, som brød Kredsen og stod ene blandt de mange:

Charlotte Wolter.

281

Hun havde intet at skaffe med Fortolkninger. Hun var deres Modsætning og selve Elementet, der bortvejrede dem. Hvad Stilen angaar, den hellige Stil, saa var hun blevet stor ved at bryde den. Hvad Diktion betræffer, da var hun kun "eine Sprecherin", naar hendes Geni sov. Og Tragediens gamle Toga, der var tung af Jamber, rev hun til Side for i Ubændighed at vise os et gennemstunget menneskeligt Bryst.

Blandt Burgs Akademikere var Charlotte Wolter paa Scenen den hensynløse Menneskelighed.

De andre tolkede Digtere. Hun alene blottede os Mennesker. Denne Kunst var en Fryne, der i Rasen viste os Mennesket nøgent.

II

Og den samme Charlotte Wolter, hvis Kunst hed Hensynsløshed, hun var i Livet Grevinde O'Sullivan de Gras - socialt Burgtheatrets Fornemste, som hævdede sin Stilling og vilde hævde den.

Fru Wolter var i Nutidskunstnerliv en egen Type.

Hun er ikke som Sarah Bernhardt bidt af Tournéernes Feber. Hun er ikke som Mme Bernhardt pint af bestandig Tørst efter Guld. Og det Nye, Eventyr og det fjerne Australien, om hvis Maaneskinsnætter der gaar Sagn, frister hende ikke.

Hun lokkes slet ikke af den Verdensberømmelse, som man kører ind paa Jernbane. Hun lader Klode være Klode, og hun bryder sig fejl om at gaa ombord i Ocean-Baade for hvert tredje Aar at erobre de fem Verdensdele.

Hun har kun villet erobre - Samfundet.

Denne Pige fra Cöln har villet erobre sig en Position.

Ry, det vidste denne Skabning, at hun vilde vinde sig saa som saa. Hvor det gjaldt at beundre hendes Kunst, vilde de Kunstforstandige i de fem Verdensdele 282 nok finde hende. Men i Livet, i det Samfund, hvor hun var, vilde hun vinde sig en Stilling.

I Kraft af sit Geni - Geniet, som lader Sappho optages af Guderne - vilde hun være Medlem af "Selskabet". Og Grevinde O'Sullivan de Gras blev det.

Den Mand fandtes, som satte hende Grevekronen paa Hovedet. Hun yndede at bære den som et Diadem. De firsindstyve Patronesser vægrede sig ikke ved al optage hende i Processionen, og Fru Grevinde O'Sullivan vandrede Side om Side med en Prinsesse af Blodet for at afhente det kejserlige Hus.

Staden Wien har takket hende og ladet hendes Billede ophænge paa sit Raadhus. Kejseren har hædret hendes Fortjenester af Fædrelandet Konger har kaldt Vagter ud for at hilse hende, og de har ydet hende fyrstelig Ære.

Hun blev det levende Billede paa Overmaalet af Æresbevisning. Hun blev sit Samfunds, sin Stads Levendegørelse af kunstnerisk Hæder.

Men hun segnede ikke derunder - nej, hun vilde kun naa endnu mer.

Og spændende Samfundets Taalmodighed næsten indtil det Utaalelige, bestiger hun ved sin Jubel-Forestilling selve Sapphos Vogn og glorificerer sit eget Geni under Mængdens Tilbedelse.

Hør kun de Strofer, hvormed hendes Komme hilstes:

Rhamnes styrter ind under Folkelarm og Cimblers Lyd. Han skriger til Sapphos Piger:

Auf, auf vom weichen Schlaf, sie kommt, sie naht!
O, dass doch nur die Wünsche Flügel haben,
Und träg der Fuss, indes das Herz lebendig!
Heraus, Ihr faulen Mädchen! Zögert Ihr?
Der trifft euch nicht, der Jugend vorschnell nennt!
MELITTA:
Was schiltst du uns? da sind wir ja!
RHAMNES:
Sie naht.
283
MELITTA:
Wer? - Götter!
RHAMNES:
Sappho naht!
GESCHREI
(von innen): Heil, Sappho, Heil!
RHAMNES:
Ja wohl, Heil, Sappho, Heil! du braves Volk!
MELITTA:
Doch was bedeutet -?
RHAMNES:
Nun, bei allen Göttern!
Was fragt das Mädchen auch so wunderlich!
Sie kehret von Oiympia, hat den Kranz,
Den Kranz des Sieges hat sie sich errungen;
Im Angesicht des ganzen Griechenlands,
Als Zeugen edlen Wettkampfs dort versammelt,
Ward ihr der.Dichtkunst, des Gesanges Preis.
Drum eilt das Volk ihr jauchzend nun entgegen,
Schickt auf des Jubels breiten Fittichen
Den Namen der Beglückten zu den Wolken ...
DAS VOLK:
Heil, Sappho! Sappho, Heil...

Saaledes hilses Heltinden i Geniets Tragedie.

Og Wolters Sappho véd at svare.

Hun har medbragt Phaon, Drengen, paa hvem hendes Øjne faldt i Oiympia.

Og hun forestiller ham for Folket: Elsk ham, siger hun, I - thi Sappho elsker ham. Gudbenaadet ved mig skal han synes beundringsværdig for Jer.

Stor og hellig for Jer - som Geniets Elskede. Thi Geniet er ikke blot selv af Adel, ogsaa den, det elsker, adles.

Jublende skal Mængden berede Brudelejet for to Halvguders Elskov.

284

Spillet af Wolter omformes Optrinnet saaledes. Hun voldtager Digtningen for at naa Genidyrkelsens Grænse.

Men Phaon elsker ikke Sappho. Thi Geniet kan naa alt undtagen ét: til Kærlighed kan det ikke tvinge. Dets Elskovsord kan hedes som Tropernes Glød, dets Ømhed kan udgydes utømmelig som Eventyrets Kilder, dets Vellysttrang kan voldtage i Rus - men slaa Elskovs Gnister af den døde Sjæl, der ikke elsker, mægter Geniet ikke.

Her sejrer Pigebarnet Melitta, skønt hun er Træl.

Charlotte Wolters Sappho véd det: Her er Grænsen, hvor selv Geniet er magtesløst. Og aldrig er Fru Wolter større end just, hvor hun maaler Dybet af denne Magtesløshed og kæmper til sit Væsens sidste for det Uopnaaelige - at tvinge til Elskov.

Hun spiller denne Kamp i en Række af Roller.

Phædra, hun kæmper for Hippolytos, Medea, hun vil genvinde Jason, Sappho, hun vil besejre Phaon.

Og hvor lokker de ikke ved Ord, der gløder, ved en Skønhed, der straaler, ved en Hengivelse, modig som Geniet, ved Hengivenhed, uudtømmelig som det...

Men alligevel kan Sappho lokke tusind Gange:

Sieh diese Gegend, die der Erde halb
Und halb den Fluren, die die Lethe küsst,
An einfach stillem Relz scheint zu gehören,
In diesen Grotten, diesen Rosenbüschen,
In dieser Säulen freundlicher Umgebung,
Hier wollen wir, gieich den Unsterblichen,
Für die kein Hunger ist und keine Sättigung,
Nur des Genusses ewig gleiche Lust,
Des schönen Daseins uns vereint erfreun.

Phaon elsker dog Melitta.

Han kan ville elske Sappho. Han kunde give sin Sjæl for at kunne elske hende.

O, könnt' ich doch mein ganzes früh'res Leben
Umtauschend, wie die Kleider, von mir werfen,
Besinnung mir und Klarheit mir gewinnen,
Um ganz zu sein, was ich zu sein begehre.
285

Han elsker - mod sin Vilje - dog Melitta.

Saa vaagner i Sappho Geniets stolte Opholdelsestrang - Trangen til at være og til at føle sig selv.

Og har det følt sig selv igen, maaler det ogsaa snarlig sig og de andre. Ham og de andre.

Stolt slaar det atter den evige Afgrund mellem sig og dem, sig og ham: Sappho er atter Sappho, "Sappho die Unsterbliche".

En Tjener har set hende.

I en Søjlehal i Taarnet staar hun. Vinden suser i den ophængte Lyres Strenge. Sappho hører det:

Wie sie die Wand erreicht und wie die Leier,
Hoch oben hängend, weiss ich nicht zu sagen,
Denn wie ein Blitzstrahl flirrte mich's vorüber.
Jetz blick' ich hin; sie halt das Saitenspiel,
Und drückt es an die sturmbewegte Brust,
Die hörbar laut den Atem nahm und gab.
Den Kranz dann, den olympischen des Sieges,
Dort aufgehangen an dem Hausaltar,
Schlingt sie um's Haupt und wirft den Purpurmantel,
Hochglühend, so wie er, um ihre Schultern.
Wer sie jetzt sah, zum ersten Male sah, ...
Als Ueberird'sche hätt' er sie begrüsst...

Saaledes er Sappho hjemvendt til Kunsten, -og hun svarer med Haan den lykkelige Melitta:

Glaubst du so übel Sapphon denn berathen,
Dass Gaben sie von deiner Hand bedarf?
... Du sprichst von Dingen, die vergangen sind.

Over alle Lidelser løfter Geniet sig i sin Kunst. Selv Kærlighedens Kval bliver stakket Sot for dets Vælde.

Sappho gaar hjem - til de andre Udødelige, til Guderne, til sine Lige, der, hvor selv en Phaon er glemt som den Dreng, han var.

Det er Indholdet af Tragedien, som Charlotte Wolter i sin Tid valgte til sin Fest, og som hun slyngede et Parterre af Habsburgs Blaablodsmænd i Ansigtet. Dette Valg alene viste hele den til Selvdyrkelse stegne Sejrsglæde hos Pigen fra Cöln.

286

Et jublende Folk for Fode af denne uhyre Selvforherligelse - det maatte vel endelig mætte hende.

Men selv hin Aften var det ikke Fru Charlotte Wolter, der under Mængdens Larm kørte bort fra Theatret Det var Grevinde O'Sullivan, som kørte hjem ved Siden af sin Gemal.

Naar Tæppet er nede, nyder denne Kvinde sin Verdensplads. Regissøren melder, naar det skal gaa op:

- Fru Grevinde, Tæppet gaar.

Først da bliver Wolter Wolter: den store Hensynsløse, hvis Hensynsløshed bunder i Overmenneskets sikre Tro paa Overmenneskets visse Ret.

Hun giver i sin Kunst endogsaa ofte efter for en vis kriblende Lyst til at ydmyge det Samfund, over hvis Mur hun er trængt, og ved hvis Bord hun har Plads.

Her er jeg, siger hun: hædret blandt Hædrede, fornem blandt Fornemme, Lysside-Menneske blandt Lysside-Mennesker. Denne er jeg. Og pludselig afslidende Grevindens Robe viser hun brat Tøsens Pjalter: Men denne var jeg - synes hun at le.

Charlotte Wolter holder af at fortælle sin egen Historie i mangfoldige Omskrivninger. Mest direkte gør hun det vel i "Georgette".

Dramaet er ikke opført paa Dansk. Dog tror jeg, dets Indhold er kendt. Selve Titelrollen er lige saa tom som Stykket, og alligevel hører den til Fru Wolters Yndlingspartier. Hun spiller atter og atter det hele Skuespil for at kunne spille dets første Akt. Thi i denne første Akt fortæller Georgette sin Historie.

Georgette er, som hun i Stykkets første Scene fortæller sin Ven, Grev de Chabreuil, virkelig kommen i Havn. Hun er bleven en veritabel Hertuginde, er Hertuginde med mange, utrolig mange Millioner og i Købet en Hertug, der heldigvis nu, efter at have levet længe nok til at overbevise selv de mest Vantro om sin Eksistens, er ifærd med at ophøre med at eksistere. Manden ligger for Døden.

287

Alt er altsaa nu ganske ægte - akkurat lige saa ægte, som det i sin Tid var netop det Modsatte.

For Lady Carlington var jo ganske vist en Gang for længe siden - Georgette.

Den Georgette, som hendes gode, gamle Ven Grev de Chabreuil maler med ét eneste Spørgsmaal:

Georgette har en Datter. I Samtalens Løb fortæller hun, at dette uægte Barn er en Datter af Grev de Chabreuils gode Bekendt, Baron Y.

- Enfin, afbryder Chabreuil hende: er De nu ogsaa ganske vis paa det?

Og Georgette ler, mens hun forsikrer ham det, og hun maa tilsidst overbevise Chabreuil ved at vise ham Paula, Datteren.

Saa faar han paa Grund af Ligheden endelig Troen i Hænderne, og, greben af denne Kvindes Dygtighed, siger han:

- Ja, De har tilbagelagt en lang Vej.

Med et Blik, som saá hun tilbage over et helt Liv, svarer Wolter (og ynder at kaste ligesom et maalende Sideblink ud over Tilskuerpladsen) med et eneste: Ja. Det rummer tusind Tilstaaelser.

Hele Fortællingen om Georgettes Liv er i Wolters Mund genial ved sin aabenmundede Insolens og den reusserede Kurtisanes uforstilte Selvbevidsthed. Georgette Lady Carlington er allerede halvt malet i hendes Dragt. Allerede da Charlotte Wolter sammensatte denne Robe - Lilla og Gult - saá hun med Georgettes Øjne, og da hun tog den paa just nu iaften, handlede hun med hele Georgettes Instinkt.

Hun skulde gense Grev de Chabreuil, og hun skulde for enhver Pris vinde ham. Hun maatte helt vise, hvem hun var blevet, og skulde det knibe allerhaardest, maatte hun alligevel tage sin Tilflugt til ogsaa at minde ham om, hvilken bedaarende Dame hun en Gang havde været.

Og vilde hun være Georgette, om hun kunde nægte 288 sig den Triumf ved lidt for mange Brillanter rundt om paa Hals og paa Arme at "illustrere" sine Millioner?

Charlotte Wolter er, mens hun taler, selve Georgette at skue.

Men hendes Ord da. De skærer gennem Burg som en kold Haan, og deres uforskammede Oprigtighed svider Parkettet i Ansigtet:

Hendes Vej, nu vel, man kender den. Men netop denne kendte Vej er hendes Stolthed. Thi hun har ved egne Midler - og var Midlerne allehaande, havde hun da andre? - brudt sig en Bane.

Hele denne Forklaring hører til mit Uglemmelige af Kunst. Thi hvert Ord - og Publikum forstod det - havde sin Underbund af Tilstaaelser og Forhaanelser. Naar Lady Carlington her talte om Paris' Hertuginder, da tænkte hver og én paa de fornemme Kvinder, hvis Haand Grevinde O'Sullivan trykker. Og Charlotte Wolters Haan af "den dumme Dyd" var som rappe Piske-Slag til Tak for tusind Naalestik> bibragte Grevinde O'Sullivan.

- Ja - jeg er bleven Hertuginde, siger Georgette.

- Og De var født? spørger Chabreuil.

- Snedkerdatter, svarer Georgette.

Dette eneste "Tischler" (sagt paa Cölnsk, som hver Wiener hader) maler hele Snedkertøsens Vej, hele denne Fremmedes endeløse Vej fra Smøgen ved Rhinen til Carlingtonhouse - og Hitzingen.

Raat og ubeskrivelig brutalt gennemhviner det ene Ord det fornemme Hus som Proletarens pludselige Sejrsskrig.

- Hvor oprigtig er ikke denne Fremstilling, hvor man gætter, at der tillige holdes Dom over - sig selv.

Thi Georgette, der er saa selvbevidst, og hvis Udbrud slaar ud imod os som en triumfrig Overlegenhed, er paa den anden Side beskeden og næsten ydmyg. Hun har midt i al sin Glans hemmelig bevaret - og viser det vidunderligt i en Bøjning af sit Hoved, ved et let Tonefald i sin Stemme - Snedkerdatterens Ærbødighed 289 for de Fødte, hendes Respekt for de store Navne, den slaviske Underdanighed, der hænger som en uundgaaelig Arv i Folderne af Proletarens Sjæl ...

Naar denne Georgette en Smule sky berører Grevindens Haand, lærer man af den Tøven i hendes Haandtryk, der knap er til at mærke, maaske endnu mer: at der i hendes Sjæl alligevel er blevet tilbage ogsaa en Rest af en Ærbødighed for selve den Dyd, hun spotter.

Denne Fremstilling har gransket alle Dybder i Georgettes Sjæl og i Fremstillerindens egen.

III

Endnu stærkere vil Charlotte Wolter minde om, hvorfra hun kom.

Hun spiller Messalina endnu i sin høje Alder. Hun er tyve Aar for gammel. Drifternes Baal er uigenkaldelig slukt. Og dog lader hun sig ikke Bolersken fravriste, men spiller hende endnu.

Adolf Wilbrandt har etsteds, jeg husker ikke mer hvor, fortalt om, hvorledes "Messalina" blev til.

Han var paa Rejse i Italien, og det var Sommer. Yppig, bugnende og hed laa Naturen om ham. Stenminder om et Verdens-Herredømme, der var, smuldrede stille hen i al den fristende Fylde.

Faldende Søjler, synkende Templer stod, dækkede af Roser, i Skygge af blomstrende Træer.

Pludselig samlede alle de Indtryk af Livskraft og Lyst og Forfald sig om en Kvindes Skikkelse, en Statue, der skød frem mod det endnu Ufødtes mørke Grund: Messalina.

Og en Dag var i Digterens Sjæl denne ene Skikkelse blevet to. Arria, Pætus Hustru, Matronen, stod ved Siden af Skøgernes Skøge og maalte hende med sit haanske Blik.

Saa behøvede kun Marcus, Arrias Søn, at fødes, for at de to Billeder skulde blive levende og som Mennesker 290 gaa ned af deres Sokkel: for at Bolersken kunde kæmpe med Moderen om sit Bytte.

Saaledes fortæller Wilbrandt sit Værks Historie.

Men man maa huske, at vel er Messalina født paa italiensk Jord, men Tragedien er fremsprungen i en wiensk Digters Sjæl - hans, som til Roma og Napoli bragte med sig alle de forvirrede og mangfoldige Indtryk fra en anden Kejsertid, en Gründungens gyldne Stund, Lystens glade Aar i Wien med Makarts Nymfer i Spidsen.

Og hvem véd (thi hvem kender den kunstneriske Sjæls besynderlige og hemmelighedsfulde Værksted?) om Messalina ikke allerede fra den første Færd, Kunstneren ubevidst, har baaret Pigen fra Cölns Ansigt, hun, der i hine Aar som en Fremmed skød frem paa Wiens Jord som Makarts første Model.

Det er i hvert Fald ikke omsonst, at netop Makarts Messalina blev de Dages repræsentative Billede. Her arbejdede tre Kunstnere, Digteren, Maleren og Skuespilleren, for at fuldkomme Udtrykket for den samme Tanke.

Endnu i Charlotte Wolters sene Aar, naar i Cytheres Hal i Wilbrandts Skuespil det dunkelrøde Forhæng sagte gled til Side, og under Fløjters bløde Lyd Messalina saás paa sit Leje, hvilede hvert et Blik i dette Kvindebilledes Skønhed. Den Ældede kunde endnu se ud som Messalina.

Hun var hende ikke mer. Begærets Ild var uoprettelig slukt, og der slog ingen Brynde mer gennem de ubændige Vers.

Som Rollen i de sidste Aar spilledes, er den af Charlotte Wolter - ubevidst - lagt om. Naar Cajus Silius betror Narcissus, at hvad der den Gang tøvende holdt ham tilbage fra som Elsker at bestige Messalinas Seng og Trone:

War Furcht vor diesem opferreichen Abgrund,
Vor ihrer tödtlich grenzenlosen Gunst -
291

saa forstaar vi det ikke mer. Thi denne Mænade er længst blevet træt, og hendes Gunst vil ingen dræbe mer.

Nu spiller Charlotte Wolter anderledes: Hendes Spil toner smerteligt ud fra Sjælens bitre Tomhed hos en ældet Kvinde, der aldrig blev elsket saadan, som hendes Længsler drømte.

Doch Liebe will ich haben! Lieb' und Glück -
Ein Glück, das mich beglückt...

De Ord er blevet Messalinas Akse: Talentets evigt tørstige Længselsord. Kunstnerens Længselsord, der undfanger livløse Billeder i Smerte og længes efter at fange de Levende i Jubel; som vækker til Liv og selv er død; som faar Skillemønt for Guld og Beundring for Elskov og dør midt i den Ild, hvoraf de andre lever.

Charlotte Wolter véd det, og en sidste Gang rækker hun i Fortvivlelse sine Arme ud mod den Lykke, der ene varmer og - flyer hende.

Ved Marcus's Lig gør den Ældede sit Regnskab op med Livet og synker i Knæ derunder:

Berømmelsens Purpur, hvad var det hende værd? Elskovens Minder? hvor de blev hende tomme. Og Kærligheden? - her ligger den Lig.

Det er Livsregnskabet, som ogsaa Adelheid har gjort op. Og dette Regnskab nager Sjælens Rod, saa alle de store Charlotte Wolterske "Elskerinder", hvis hede Glød en Gang tændte en Wilbrandts Fantasi, nu udstraaler en bitter Kulde.

Charlotte Wolter finder Tonefald og Pauser og Ledens Smil, der gennemtrænger hvert Elskovs Vers med den ramme Smag af Haan og Mistro. Med tomme Øjne ser hun paa en Lidenskab, hvis Flamme aldrig naa'r hende selv.

Messalina vil kun se paa Marcus. Hendes træt undrende Øre til Lyst skal han klage højt:

292
- - - Hier lieg' ich - Marcus -
Nein, Marcus nicht; ein Wesen, namenlos,
Geburtlos, wahllos, sinnlos, liegt vor dir
Und bittet dich um Leben oder Tod!

Saa højt som Säckkingen skal klage, saa højt som Franz skal klage til Fru Adelheid.

Men Adelheid selv hører kun distrait, som lyttede hun efter Lyden af andre Fodtrin - den fjerne Lykkes, som aldrig kommer.

, Disse Mænd er ikke mer Mændene for de Wolterske Kvinders Elskov. De skal elske og smægte, men de tør ikke berøre. De skal kun knæle foran de sælsomme Stenbilleder, isnende Elskerinder, som er blevet Billeder af Foragten.

Et eneste Nu i Charlotte Wolters Adelheid malede denne Udvikling:

Den stakkels Franz vilde bøje sig og kysse blot Spidsen af hendes Fingre. Saa berørte Adelheid ham mindre end en Kende med sin Vifte, som bortviftede hun et Fnug - ikke noget levende - der tilfældigvis havde rørt hendes Negl.

Franz veg ud, som var han blevet ramt af et Slag. Men Adelheid blev staaende og smilede med en Fortvivlets Smil.

IV

Talentets første Fjende er Kærligheden, der flyer det. Dets anden Fjende er Døden, der er uovervindelig som den første.

Talentet hader Døden med hundrede Levendes Had. Thi det er Døden, som har sit Hammerslag beredt for dets Virken; det er Døden, som lammer dets Hjerne, der skabte; det er Døden, der lukker dets. Læber og dets Øje, der spejder.

Charlotte Wolter elsker da at male Døden og Dødsangsten.

293

Der er tragiske Skuespillere, som systematisk undgaar Dødsscener. En Josef Kainz' Pessimisme synes saa stor, at han i Døden smiler ad et Liv, der er saa tomt. Booth gjorde, har man sagt mig, ligesaa kort Proces med Døden. Han skulde, naar han døde, eje en egen Rankhed over sin spænstige Krop, som gik han med løftet Pande hen mod Dødens Port.

Charlotte Wolter derimod gør Dødsscenerne brede.

Hendes Kraft kæmper længe med Døden, og harmfuld svælger hun i sine egne Billeder af Dødens Angst.

Hendes andre Scenebilleder var i hendes sidste Aar ofte blevet blege. I Dødsscener koncentreredes til hendes allersidste Dag alt hendes kunstneriske Liv.

Det Dødsoptrin, som groft er blevet flikket til Goethes "Götz", var blevet Charlotte Wolters Triumf.

Adelheid er ene, og det er Nat. I Natdragt venter hun Franz, Knøsen, som hun sendte ud for at dræbe sin Husbond. Men han kommer ikke, Timerne gaar, og han kommer ikke, skønt hun spejder.

Saa ser hun fra sit Vindu en Skygge over Bjerget - en Skygge, der vokser. En Skygge, som ikke giver Lyd af noget Fodtrin, men vokser.

Hun vil ikke se, men hun gemmer sig dog bag Gardinet ... Jo, jo, den kommer nær - nærmere og nær.

Hun slynger sig ind i Gardinet, hun kaster sig ned paa sit Gulv - men Skyggen maa hun se, den rædselsfulde Skygge.

Hun falder atter paa Knæ, men Læberne rinder ingen Bønner. Hænderne forbliver ikke foldede, men famler om den angstfyldte Luft... Hun vil se ham, vil se ham igen ... Men hun tør, hun kan ikke mer, der er som en Vægt paa hendes Nakke - --

Saa kryber hun frem, kryber som paa blottede Knæ, frem over Gulvet, til Vinduet og støtter Hagen paa den kolde Karm og skriger:

Han er der ikke mer - Skyggen, Skyggen.

Og hun springer op, hun har en Kats Lemmer. Op vil hun, kalde alle sammen. Som de Dyr, der ser sig i 294 Fælde, styrter hun sanseløst, vidløst, uden en Tanke, rundt i det samme Rum - under stønnende Skrig.

Til hun styrter mod Døren. Den er lukket. Og den? Den er lukket. Den? Lukket.

Og hun slaar mod de stængede Porte med sine knyttede Hænder. Hun kradser deres Fyldinger, fortvivlet, som vilde hun kradse dem ind med sine Negle. Hun vælter sig imod dem med sin Ryg, som vilde hun slaa dem ind med sin Vægt. . Saa flyer hun tilbage.

Hun véd ikke mer, hvad hun gør. Angsten har stivnet hendes Blik, hendes Træk, hendes Krop. Fortvivlet søger hendes forvildede Tanke blot om en Rest af en Redning, blot om en Rest af et Haab.

Saa griber hun Armstagen - meningsløst, vil flygte med de viftende Lys.

Og hendes Haar staar i Flammer. Hun skriger. Og hun klapper det brændende Haar med sine sitrende Hænder, og hun lægger det som en Kaabe om sin nøgne Hals - mens hun smiler, et sidste Vellyst-Smil, før Fehmens Strikke falder om Adelheids Hals.

Mægtigere end dette har aldrig Scenekunst virket. Større kunstnerisk Billede fik aldrig menneskelige Øjne at se. Her ofredes med Rette et Storlands Hæder.

Men Charlotte Wolters Kunst fremmanede Dødsrædslen overalt, hvor det er muligt.

Et Eksempel blandt mange.

Ristori lod sin Maria gaa til Skafottet med Martyrernes Ro. Med forklaret Blik vil hun bestige det Skafot, der for hende kun er Trinnet paa Jakobs Stige.

Charlotte Wolter maler anderledes. Hendes Maria var i Livet mer Dronning end Kristen. Hvor Ristori apotheoserede den vanhelligede Kirke, giver Wolter her, som altid, Dronningen af Geniets Naade, Legitimitetens Ret: Maria er, som Geni, til Tronen født, og Elisabeth er en Talentets Bastard.

Dronning er hun, og som en Dronning vil Maria dø.

Mild men ogsaa nedladende taler hun de sidste Ord 295 til sine Damer, selv hendes Bøn føles som Bøn af Guds Salvede, der staar Gud Fader næst. Her er . Højhed mer end Hengivelse.

Men pludselig skælver denne Dronning af Dødsangstens uvilkaarlige Gys, der afbryder hendes Ord og lader hende klamre sig til sine Damer - de Levende om hende, der skal dø, mens det tomme Blik forraader, at Dødsskrækken lurer bag hendes Øje.

Saaledes spiller Charlotte Wolter Dødsangsten Gang efter Gang, og hendes Kunst kredser bestandig om Fremstillingen af Geniets sejrrige Fjende: Død.

V

Blandt alle Tidens Scenekunstnere synes Charlotte Wolter ved Siden af Duse at have det største f r emsti Ilende Talent. Maaske var hun endog i et givet Øjeblik den eneste geniale Personlighed paa Theatret, som ejede den oprindelige fremstillende Evne.

Skuespilkunstens Forhold til Personligheden er saare besynderligt og sammensat. Thi enhver Kunstner bliver kun virkelig betydende ved sin Egenart, og alligevel fordrer Skuespilkunsten af sin Mand, at han skal opgive sig selv eller i alt Fald forpuppe sig bag en andens, en Fremmeds Egenart, Digterens.

Men de stærke Personligheder revolterer mod denne Selvopgivelse. De mægter den ikke en Gang.

Derfor ligger de fleste af de ypperste Begavelser, der færdes paa Skuepladsen, i en uløst Strid med den Kunst, de dyrker. Hvor Skuespilkunstens Maal er at anskueliggøre Digtningens Mennesker, fremsprungne af en andens Sjæls Liv, voldtager de Ypperste ofte denne samme Digtnings Skikkelser, underlæggende dem helt deres egen Personlighed og fremstillende altid ét - og et helt andet Menneske: sig selv.

De giver i Skuespilkunsten, der af alle Kunster tvinger til mest indirekte at tale om sig selv, sig selv ganske 296 direkte. De ejer i selve Forstillelsens Kunst end ikke Spor af Forstillelse.

De er, de giver, de vil kun give sig selv.

Men undertiden kunde man ønske, at disse Kunstnere havde valgt sig en anden Udtryksform, hvor de kunde tale helt frit. Var en Josef Kainz selv blevet Digter, havde han ikke behøvet saa ofte at forgribe sig paa Digterværker.

Nu enten forgriber de geniale Personligheder paa Theatret sig let paa virkelige Digterværker - som har en Egenart, ogsaa de, og en Egenart, som mange mener burde respekteres - og de krænger møjsomt Digterordene om sig som en Nessusskjorte, hvori de forbrænder; eller, utaalmodige under Byrden af de fremmede Tanker, som trykker dem - - flyer de til Virtuosstykkerne, i hvis Tomhed intet hindrer dem, og som de helt kan fylde med "sig selv".

Dette og ingenlunde den hidsede Lyst til kun at glimre er Vejen til Virtuosstykkerne. Kunstneren trættes af at kæmpe med den fremmede Tanke. Han lader da Fabrikanter forarbejde Skuespil, der kun rummer hans egen.

Da Ristori var blevet ældre og hendes Personlighed helt var modnet, vægrede hun sig ved længere at forklæde sin Tanke bag de andres. Hendes bydende Begavelse sprængte al Omskrivning. Giacomettis gyldne Dage kom, hvor Skuespillerinden dikterede, hvad hun vilde udtrykke:

Katholicismens Sejr ved Elisabeths Dødsleje. Judiths Beredthed under Herrens Vilje.

Disse Skuespil er simpel Diktat, og deres Forfattere er kun de store Scenebegavelsers Skriverkarle.

Utaalmodige vil de fuldt bevidste Talenter, der føler sig de Højeste jævnbyrdige, ikke mere lægge sig paa nogen fremmed Digtnings Prokrustesseng.

Spiller man Schiller, nu vel, man kan forme ham, man kan bøje ham, man kan endog sætte sit Knæ paa hans Bryst: han bliver dog Schiller, selv om han er 297 bagbunden. En Racine, man kan underlægge ham sit Temperament, man kan voldeligt ændre hans Tempo: men han forbliver Racine.

En Giacometti og en Sardou sammentømrer derimod kun Soklerne, hvorpaa det eneraadige Talent stiger op og direkte taler til Folket.

Naar Sarah Bernhardt vil prædike Fædrelandskærlighed, bliver hun Jeanne d'Arc; vil Ristori forherlige Religionen, der bøjer sig ofrende for den Vældiges Vilje, bliver hun Judith.

VI

Men hvor mange af Nutidsscenens Store, der end vil lade Virtuosstykker skrive for sig, vilde Charlotte Wolter aldrig have gjort det.

Det kom netop deraf, at hun var den fødte Fremstiller og kun det. For hende var Menneskefremstilling hendes Evnes fødte Udtryksform.

De andre har en Trang til at flygte fra Rollerne for at befri sig og finde Udtrykket for sig selv. Hun derimod fandt netop kun den kunstneriske Befrielse ved at blive i de store Digteres Roller, som for hende maatte til for overhovedet at løse hendes Skaberevne.

Thi den fødte Skuespiller er jo vel en Selvskabende. Men for at skabe trænger han til et Middel: Rollen - og helst den bedste Rolle.

Faar han den i sin Haand, vokser der for hans Tanke et Menneskes Skikkelse frem ganske som i Digterens Sjæl. En Skikkelse, som gaar og taler, lytter, tier, græder, tænker, handler - og hvis Gang, hvis Tales Form, hvis Minespil, hvis mindste Gestus han maa gøre efter, følge, efterligne i selv den mindste Ting.

Denne Skikkelse er fremsprungen af hans egen Sjæl, et Barn af hans Temperament, af hans Syn og af hans Egenskaber, og dog er den en Fremmed, et andet Væsen 298 med egne Tanker, egen Følelse og eget Temperaments Rytme.

Kunstneren efterligner denne usynlige Anden, og, mens han forbliver sig selv, er han dog den Anden. Det er Skuespillerevnen, og Charlotte Wolter var dens ypperste Indehaverske.

Det vil sige, at der kunde være Aftner, hvor hun ikke et eneste Nu slap den fremmede Figur, hun havde skabt.

Tag i Erindringen frem den bedste sceniske Skikkelse, De véd. Og just der, overfor den bedste Sceneskikkelse, De kender, vil der have meldt sig hundrede Øjeblikke, hvor De følte et irriterende og rent urimeligt Ubehag:

Hr. A., Hr. Y., Fru B., Frk. X. faldt pludselig ud af Rollen.

Disse Skuespillere saá ikke mer hin hemmelige Figur, hin usynlige Anden, eller i alt Fald efterlignede de den ikke. De glemte den et Nu, og lynsnart hørte De - Tilskueren - en Anden tale end den Figur, som De én Gang havde for Øje, som Skuespilleren selv havde vist Dem, og som han nu pludselig lod i Stikken, saa De ikke mer levede videre med det tidligere Menneske.

Skikkelsen var itu og Illusionen brudt.

For Charlotte Wolter kunde der være Aftner, hvor dette aldrig skete.

"Georgette" gav en saàdan Aften. Som Georgette løste Charlotte Wolter sin Kunsts yderste Hemmelighed, som hedder: i Lys af eget Liv at tænke, føle og være en Anden. Alt syntes her spontant, aldrig sagt, aldrig tænkt, fordi det alt, Ord, Handlinger, hver mindste Bevægelse var nødvendigt og uvilkaarligt Udtryk for den Georgette, vi fra første Færd havde set leve for vore Øjne.

Her bekymrer det os ikke en Gang, at Sardou begaar Dumheder.

299

Hvad kerer vi os om, at han, der af Hensyn til Vaudevilles Kokotter ikke har vovet at stille Georgette Ansigt til Ansigt med Grevinden, lader sin Georgette afvise foran Grevindens Dør i en Mellemakt.

Den Georgette, Snedkerdatteren, der hellere vilde slaa sig med Næver gennem en grevelig Dør end vige, naar det gælder Paula, hendes Datter?

Vi bryder os ikke om Victorien Sardous Fejl og Svaghed, thi Charlotte Wolters Georgette er sejrrig stegen frem af Rollen, som den nu en Gang er. Wolter har set sin Georgette foran Grevindens Dør, og hun viser os hende: at hun er afvist, og at hun maatte lade sig afvise.

Naar Charlotte Wolters Lady Carlington kommer hjem efter Mellemakten foran Grevindens Port, forstaar vi, at hun har ladet sig knuse, at hun foran denne ukkede Port moralsk er styrtet sammen.

Denne Kvinde, som aandsfraværende løser sin Hat med slappe og matte Hænder og et Nu betragter sin egen Stue, hun ikke mere genkender, og hvis Stemme har faaet en helt anden Klang, farveløs og træt, kan, vi ser det, idag intet og slet intet af, hvad hun kunde igaar.

Dette ene Nu's Oplevelse overhuggede hendes Knæ.

Fra idag kan hun kun lide.

I Fremstillingen af denne Lidelse lagde Charlotte Wolter for Dagen det yderste af sin fremstillende Evne.

Saa jævn og graa har jeg aldrig set nogen Fremstilling af Lidelsen.

Her var ikke Skrig, her var ikke Hændervriden, her var ikke Stillinger, her var knap Ord. Her var kun den jammerligste, den elendigste Kummer. Denne Smerte var saa inderlig fortvivlet, at den føltes ind til Marv og Ben.

Naar Charlotte Wolter fremstillede den, glemte hun selve Charlotte Wolter. I den Grad var hun i hin store Usynliges Magt - sin Georgettes Magt.

300

Georgette har aldrig saa meget som set Charlotte Wolter. Da vilde der ogsaa ind paa hende nu, hvor hun lider, kæmper, forsager, have listet sig i hendes Udtryk for Smerten - som der lister sig paa alle i Livet - visse Mindelser fra Theatret, visse Wolter-Reminiscenser.

Nu fandtes de der ikke. Se derimod en Franzisca Elmenreich som Georgette. Hun kunde i de store Optrin i "Poser", i Geste'r, i Skrig ikke frigøre sig fra de Minder om en Charlotte Wolter, som paa det tyske Theater beherskede alle tragiske Damer. Men Charlotte Wolters egen Georgette kendte ikke Charlotte Wolter.

Hun havde ikke hørt hendes Stemme, som Verden har beundret, aldrig de tragiske Skrig, som i tysk Theaterhistorie vil vedblive at bære hendes Navn, aldrig havde hun fornummet den ydre Gevalt i Smerten, som havde skabt Grevinde O'Sullivans Ry.

Men var dette muligt, og kunde Charlotte Wolter saaledes glemme alt sit eget, at vi ikke sporede noget deraf og ikke mindedes om noget deraf selv det korteste Minut, da var Fremstillingskunstens ubegrebne Under blevet levende for vore Øjne.

Et Menneske var blevet et andet Menneske og et Liv et andet Liv.

Af Tidens andre Store betjener nogle sig, for at meddele sig til os, af Skuespilkunsten. Den synes dem et tilfældigt Middel, og dette Middel kan ofte hæmme dem.

For Charlotte Wolter alene var Skuespilkunsten selve Maalet: det højeste Udtryk for den højeste Evne.

Grevinde O'Sullivan de Gras vidste det.

Uden at se til Siden, uden at maale sig med dem, der jog Verdensdele rundt for at henrykke Malayer og Australer, besteg hun i "Burg" sejrsstolt Sapphos Vogn - med Lyren i den oprakte Arm.

Højt raabte Folket:

301
Sie kehret von Olympia, hat den Kranz,
den Kranz des Sieges hat sie sich errungen;
Im Angesicht des ganzen Griechenlands,
Als Zeugen edlen Wettkampfs dort versammelt,
Ward ihr der Dichtkunst, des Gesanges Preis.
Drum eilt das Volk ihr jauchzend nun entgegen,
Schickt auf des Jubels breiten Fittigen
Den Namen der Beglückten zu den Wolken!

Med Rette: thi her fik den ypperligste Evne Lov at virke i den Kunst, for hvilken den var født.

302

SARAH BERNHARDT (I)

I

SARAH BERNHARDT agerer Modsigelsernes Tegn. Hun er en pessimistisk Vantro og omgiver sig med alle Overtroens Tegn. Hun er Kosmopolit og lader et Jeanne d'Arc-Drama skrive for sig til Fædrelandskærlighedens Forherligelse. Hun er utæmmelig i Livets Lyst og stiller Ligkisten ved Siden af sin Seng. Der glider Millioner gennem hendes Hænder, og hun lever i en gylden Armods Bekymringer og Besvær. Hun pukker paa bestandig Sygdom, og hun flakker Verden om ødslende med en Kæmpes Styrke.

Saaledes ser det Modsigelsernes Theaterskrud ud, hvori Sarah Bernhardt, som er er; forfaren Jægerske efter det Besynderlige, har draperet sig i fem og tredive Aar for i fem og tredive Aar at beskæftige- Verden.

Det er et Theaterskrud, fordi det er en Overdrivelse af hendes Væsen. Men det har kun kunnet beskæftige Verden, fordi det dog var hendes Væsen. Og hendes Væsen - modsigelsesrigt og besynderligt, træt og lystent, sensationsgraadigt og mæt, uovervindeligt og sygt - var Billedet af selve Verdens Væsen.

Sarah Bernhardt modellerede en Gang en Sfinks og 303 gav den Gaadefulde sit eget Ansigt. Hun gjorde det med stolt Impertinens og havde Ret.

Thi en Periodes "store Gaadefulde" er altid denne Periodes Temperament. Det Temperament fødes af tusend Ting. Det fremgaar af hundredfoldige Aarsager. Det farver alt, og det skaber vore Øjnes Syn. Det breder sig og smitter gennem Luften og Aanden. Det giver vore Tanker deres Tempo og vor Tale dens Rytme. Det iklæder vore Idéer sin Ham.

Det er vor sande Skæbne og Atmosfæren, hvori Sindene drager Aande.

Men netop vor Tids Temperament hedder i Kvindeskikkelse Sarah Bernhardt: Sfinksen har hendes Ansigt.

Verden modtog kun denne utaalelige Markskrigerske, fordi det ikke blot var med sig selv, men ogsaa med os, hun raabte paa Melbournes Torve. Naar Millionerne i tyve Aar har gabet i tusend Ruder paa Omstrejferskens Ansigt, saa har de gjort det, fordi de stirrede paa noget af sig selv, naar de gabede paa Selvgøglerskens Træk.

Det er hendes Magt over Verdens Sind.

II.

De Dage er længst henne, da Sarah Bernhardt var den lydige Datter af Molières Hus. Det lyder nu som et Sagn, at denne Uberegnelige en Gang tilhørte en Ramme som andre og adlød Digtere som andre.

Nu er ialfald Tiden længst forbi, og nu vil hun ikke lyde, men lydes. Hun spreder vel fra en Skibsmast Victor Hugos Vers for Verdenshavets Vinde, men hun levendegør kun sjældent hans Skikkelser. Og Racine er lagt til Side af en Kunst, som ikke mer vil have nogen Husbond over sig.

Sarah Bernhardt tilhører ikke mer noget Theater, hun ejer en Trup, medens Sardou'erne skriver hendes Roller, 304 der ikke vil betvinge men kun smigre hendes Personlighed. Skuespillerinden dikterer sine Skrivere - sig selv.

Fédora var den første af disse dikterede Roller. Og slet som den er, blev den vel dog den bedste. Vi kan idetmindste der læse, hvad der skulde have staaet i Skuespillet, og hvad det var, Sarah Bernhardt tørstede efter at spille.

"Fédora"'s Nerve ligger i blot to Skrig til samme Mand:

- Je vous haï's - je t'aime.

Den Kærlighed, der hader, og det Had, som er Elskov - det er Rollens Tema. Og er det ikke Potensens Udtryk for al den Følelsernes smertefulde Modsigelse, som er vor?

Her var da Plads til alle de Sjælenes Modsætninger, som gør Lidenskaber, der undersøger sig selv og aldrig faar Rede paa sig selv, til en pinefuld Strid. Her var Nag Begær og Begær Afsky. Her var Lykke Fortvivlelse og Fortvivlelse Jubel. Her var den Proteus, som evindelig skifter Ham til sin Modsætning, given i en kvindelig Lidenskab.

Eller rettere, den kunde være given. Thi Fédora er allerede skrevet for den Sarah Bernhardt, der er sin egen Overdrivelse, og det er skrevet af Sardou.

At det er skrevet af Sardou, det vil sige, at det er et Melodrama, hvis fattige Kunst hedder Sindrighed. At det spilles af den overdrevne Mme Bernhardt, det vil sige, at det jager Kunstnerinden rundt i hendes Væsens yderste Periferi, og at det hele Drama bliver en uhyre "Urolighed" i fire Akter.

Fédora kommer fra Rusland. Det nihilistiske Czarrige er hendes Fædreland. Derfra leder Sardou med Rette sit brede Flodleje for Sarah Bernhardts Væsen, thi Pessimisme er hendes Aands Aand. Den er Moder til hendes Nydelser, der vil glemme, og til hendes Styrke, som er opstablet Vilje. Den føder hendes Svaghed, der 305 er den dumpe Nedslagenhed, og hendes Lede, der nyder: Hun drikker alt til Bærmen, thi hun véd, at hun drikker af et Kranie.

Fédoras Eksistens, der elsker, hvem hun hader, og i samme Stund længes efter Blod og efter Favntag, er det hensigtsløst Urimelige. Men selve Livet, der opslider syge Sjæle i Brændingen af tusinde Modsigelser i os og om os for at kaste os i et Par Knokkelarme: Dødens, der er den evige Tilintetgørelse - dette Liv synes netop Sarah Bernhardt saa hensigtsløst, som Fédoras Tilværelse er.

Derfor er det, hun lader sin Fédora opsøge Tilintetgørelsen i et irriteret Raseri, en Rasen over Intetheden i alt det, hun forlader.

Den yderste Pessimisme, der slaar ud i en klamrende Feber, gennemiler det hele Skuespil.

Dets Hovedindhold er Pessimismens sidste Følelse, dens Aands Orm, Skelettet i dens Hus: Angsten.

Fédora er Angstens Skuespil. Det begynder i Angst, og Angsten er dets Virkemiddel.

De moralske Angster tilhører os og belejrer os. De slaar Kreds om os, og aldrig viger deres onde Øjne fra os. De bor i os,, og de mangfoldiggør sig om os. De fødes af alle Modsigelserne i os, og de næres af alle Modsætningerne mellem vore Følelser. De er Tilbageslaget af vore hensynsløse Nydelser, og de er Maren, som rider vor Afslappelse.

I Fédora spiller Sarah Bernhardt da hele den pinende Angst og Angsthedens Gru. Saaledes piskes hun under Livsensangst, at Dødsangsten tilsidst ikke falder hende ind som en Tanke.

... Hele Pessimismens Væsen kan da Sarah Bernhardt slynge ind i det Sardouske Melodrama, der tager hele hendes Person i sin Tjeneste - hvad hun har villet

306

III.

Sarah Bernhardt, som er Tids-Temperamentets Overdrivelse, taler og lever, som Fédora taler og lever. Fédora faar da Liv for os, hver Gang Mennesket Mme Bernhardt selv fuldt lever bag den gennemsigtige Skal, Sardou har dannet om hendes eget Væsen.

Men netop det sker ikke hver Aften og kan ikke ske. Det er just Faren ved alle disse Roller, man lader gyde alt for tyndt om alt det Yderste i sit Væsen.

Man er ikke tre hundrede Aftner itræk Potensen af sig selv, og man kan ikke være det. Man kan ikke tre hundrede Gange komme til de sidste Yderpunkter i sit Temperament.

Saa hænder det de mangfoldige Aftner, at Fru Bernhardt kun ganske mekanisk eftergør sig selv. Hun giver sit eget Væsen som pur Automati.

Paa saadanne Aftner ligner Fédora Sarah Bernhardt, som en inderlig Bøn ligner et opremset Paternoster, og det Hele virker som en Blasfemi mod et stort Menneske. Samtidigt med, at hun har tegnet sig selv op til en Karton, saa selv Yankeerne kan forstaa det - er hun selv som død og borte bag Kartonen.

Thi Sarah Bernhardt kan som ingen gribes af Virtuosernes Distraktion, der er en frygtelig Sygdom, som tilhører de farende Kunstnere, og som piner dem selv, mens den uimodstaaelig behersker dem. Under deres Tilværelses evindelige Ophidselser svinder deres Tanker bort midt under selve Udøvelsen af deres Kunst. I sløv Apati slumrer de ind til Søvngængere og vaagner først efter mange Scener, hvor deres Tanke har været borte for dem selv.

Sarah Bernhardt kan lange Aftner gaa saaledes om.

Paa disse Aftner fejrer til en vis Grad hendes Teknik Fester. Thi den, som har set hende i samme Rolle Dag paa Dag, vil vide: at hvert Skrig er paa Prikken det samme, hvert Tonefald paa Node éns, hvert Blik faar samme Udtryk.

307

Dette Legeme er saa vel øvet, og det er saa lydigt, at det endogsaa adlyder Sjælen, naar den blunder. Det er beundringsværdigt, og det er pinefuldt.

Man har en Fornemmelse, som var dette Menneske, som gaar og staar og skriger for Ens Øjne, i Kina eller paa Ny-Zeeland eller maaske kun i Basel - men her, kun her er hun ikke.

Man føler paa saadanne Aftner en dyb Medlidenhed. Man kunde overfor Adelaida Ristori have en pinefuld Medfølelse med den Alderdom, der ikke mer magtede alt det, hvortil Geniet vilde tvinge den. Men overfor Sarah Bernhardt føler man visse Aftner som en endnu større Pine hele den Aandsfraværelse, under hvilken hun død eftergør sit levende Selv.

Der er dog endnu Dage, hvor Mme Bernhardt lever.

De er Kunstens Fester.

IV.

Og uvilkaarligt øges det Indtryk, Sarah Bernhardts Kunst magter at frembringe paa vore Sind, ved alle de Minder fra hendes Liv, som følger hende saa tæt. Sagnene om hendes Livs Feber slaar dem imøde, som anspændte lytter foran Kunstneren.

Der findes i Fédora en Scene, som virker symbolsk.

Det er Russerindens første.

Hun kommer til et Stævnemøde, og hun venter den Elskede. Hun venter i Utaalmodighed. Hun vogter paa Uhrets Gang, paa Minutterne, paa de langsomme Sekunder. Urolig slænger hun sig frem langs Stuens Vægge som et Rovdyr, der, fanget, finder en egen Lyst ved at føle Burets Stænger langs sin Lænd.

Denne feberagtigt Utaalmodige, som jages i hidsig Spændthed, rundt og rundt - hun er selve den Sarah Bernhardt, som Verden ser i en evig Omflakken: en Jægerske efter Guld og efter det Nye.

308

Thi ogsaa Guldjagten jager hende. Som Guldets Klang lyder gennem Comédie humaine, klinger den som en Feberakkord ogsaa gennem Sarah Bernhardts Kunst.

Det er den, som øger hendes Ophidselse. Den gør den Svage stærk og lader den Syge synes sund. Den er Jagtens Herre, og den udsender den Utaalmodige.

Men hun følger gerne.

Thi i de bestandige Rejsers Tid, hvor Nerverne kun finder Hvile - den korte Hvile - i det altid Nye, brænder hun efter den evige Skiftens Hidsen. Hun tror at finde ny Hvile paa en bestandig ny Jord. Træt af hvad der er, haaber hun altid paa hvad der skal komme.

De nye Verdner lokker hende som nye Haab: Synet af Havene vil mætte hende, de uendelige Have. Prærierne vil berolige hende, Prærierne, de grænseløse. Paa Oceanets ukendte Øer, hvor ingen Fod traadte, vil hendes Aand raste.

Og som de nye Verdner skuffer hende med en ustandset Omflakkens bedrageriske Haab, saa lokker Kunstarterne hende - eller lokkede hende: Indespærret i én Kunsts Bur nedbryder hun Grænserne mellem Kunsterne, og hun mætter sin Rastløshed ved at dyrke dem alle. Denne Uros Dag har to Døgns Timer, som maa udfyldes. Hun blander derfor Farverne, og hun bliver Malerinde. Hun bemægtiger sig derfor Leret, og hun fremtryller Stenbilleder.

Hun fremstiller i Marmor Ophelia, Hamlets Elskede, Tidsaandens usalige Brud, og hun danner i Bronce en Gruppe af grinende Aber - Menneskenes uhøviske Vrængebillede.

V.

Det er i et Anfald af en sidste Fortvivlelse, Sarah Bernhardt lader "Pierrot assassin" skrive for sig for i en sidste Grimace at haane Liv og Kunst

At klæde sin Fortvivlelse ud som en sørgeklædt Pjerrot og lade den udhulke sin Jammer over en florskørtet 309 Kolumbines Lig; at gøre en Tragedie af en Pantomime og at gøre det Burleske til en Tragedie; at drikke et Lig drukkent, saa det vaagner og faar Liv igen, og at række Næse ad Døden - det var vel endelig den pessimistiske Jonglørs sidste Leg.

Pierrot assasin er la grande tragedienne, som gør Nar ad Tragedien, og Pierrot assassin er tillige Menneskets yderste Opgør med Tilværelsen. Pantomimen er Pessimismens mest fortvivlede Kunstform - det er Haabløsheden, som danser.

Op for Verdens Øjne løfter Sarah Bernhardts Kunst en sørgeklædt Pjerrot som Symbol.

Og alligevel har Livet Skønhed, og Tilværelsen ejer sin Lykke. Sarah Bernhardt véd det. Og det hænder, at hun gribes af en øm Lyst til at male denne Lykke.

Lykken bliver da for den Urolige Stilhed. Den blødeste Blidhed er Sindenes Hvile, og den sarte Uberørthed er Lykkens Drøm.

"Valerie" bliver hendes Rolle. Det er Uskyldigheden, hvem Sarah Bernhardt skænker Himlens Lys.

VI.

Vi har gennemløbet alle denne Kunsts Modsætninger. Vi har naaet fra Pol til Pol i den store hemmelighedsfulde Verden, som hedder vore egne Følelser.

Som den Sælsomme har Sarah Bernhardt gennemflakket vor Tids Verden. Som den Sælsomme har hun fanget Hundredtusinders Sind. Som den Sælsomme har hun sejret som ingen.

Thi den Sælsomme var Tidens eget Tegn.

Derfor blev Sarah Bernhardt forstaaelig i alle Lande - hun, som løfter en Pjerrot i Sorg over Tidens Hoved paa Kunstens Skjold.

310

SARAH BERNHARDT (II)

HAMLET

Den, der har overværet Opførelsen af "Hamlet" med Sarah Bernhardt, har i det mindste én Gang i sit Liv staaet Ansigt til Ansigt med menneskeligt Geni. Vi kendte før Sarah Bernhardts Lidenskabs Vælde. Vi kender nu hendes Tankes Styrke. Hendes Hamlet blev en Triumf, der jog hver Tvivler til Krogs under Publikums Jubel.

Jeg personlig tilstaar, at denne Kvinde, der havde anlagt Hamlets Dragt, er den første af alle de Hamlet-Fremstillere, jeg har set, der har skabt den danske Prins til et Menneske af én Støbning, ét Væsen, helt af Kød og Blod, til at tage paa med begge Hænder. Og dog har jeg set denne Skikkelse, som har beskæftiget mig lige fra min Ungdom, levendegjort af næsten alle Samtidens største fremstillende Mænd. Jeg har til Tider beundret dem; men selve Hamlet-Billedet har alle disse Mænd til Hobe forvirret, saa jeg, for at vinde det tilbage, bestandig paany maatte vende hjem til Shakespeares skrevne Ord. Sarah Bernhardt har hidtil været ene om at stille Hamlet frem midt paa Scenen, lige for mine Øjne, som det lyslevende Menneske, jeg genkendte og forstod. Det er ikke alene, fordi hendes alt overragende Geni holder Maal med Shakespeares Tanker. Det er mest, fordi hun, da hun skabte sin Hamlet, med ubønhørlig Konsekvens forfulgte en Sjælstilstand, som en vidunderlig Kundskab og Fremstillingskunst gjorde levende.

Men Mængdens Indvendinger først. Det skulde støde, siger man, at se Hamlet fremstillet af en Kvinde. Støde hvad? Mon i ydre Henseende? I Shakespeares Kongedrama spilles dog saare hyppigt unge Prinser af Theatrets Kvinder. Og just i Hamlets Fantasidragt kan Kvindens Skikkelse mindst af alle Steder støde. Men maaske er 311 det det, at en Mands Følelsesliv, hans Indre, fortolkes af en Kvinde, som vækker et Forhaands Ubehag.

Sarah Bernhardts Tolkning vilde i saa Fald for al Tid have slaaet dette Ubehag ned. Hvert Menneske, der har set hendes Hamlet, maa forstaa, hvad der har drevet Mme. Bernhardt saa uimodstaaeligt mod denne Skikkelse: hun har hos Hamlet og maaske kun hos ham fundet den mægtige Udfoldelse af hele den Sjælstilstand, der er hendes egen. Hun har maattet gøre sig til Mand, for, som Hamlet, fuldt og ganske at kunne tolke den besynderlige Sjælslidelse, der er Bunden for hendes egen Genialitet.

Det er Hamlet som Nevrasteniker, Sarah Bernhardt gennemlever for vore Øjne. Billedets mægtige Helhed fremkommer ved den aldrig svigende Sandhed, med hvilken Mme. Bernhardt fører sin Skikkelse gennem den Skala af Nevrasteniens frygtelige, modsatte, skiftende og urimelige Stemninger - urimelige og næppe altid helt af Viljen tøjlede. Thi Sjælstilstanden, hvorom det drejer sig, er Nevrosens yderste Grænse, og Nevrastenikeren gaar paa Line over Sindssygens Afgrund. Med et forfærdende Kendskab oprullede Sarah Bernhardt alle disse Stemninger, fandt hun alle de Udbrud, hvor Nevrastenikeren endnu forbliver sig selv fuldt bevidst og dog gaar - Haarsbredden videre end han vilde. Det er i saadan et Øjeblik Hamlet støder Fløjten ind i Rosenkrans' Mund eller pludselig af Galgenglæde gør et Drengehop et Nu, hvor han er uset.

I overvældende Mangfoldighed malede Sarah Bernhardt med tusinde Træk Hamlets sjælelige Væsen. Han var aldrig gal og dog bestandig paa den alleryderste Skillelinje til at blive det Hans Blik, hans Stemmes Klang, hans Bevægelser, der var abrupte og halvt uvilkaarlige, viste det. Hvor flammende hans ætsende Spotten var, hvor klar hans Ironi, hvor genial hans Haan - og hvilke Toner fandt ikke Sarah Bernhardt for Haanen - det laa dog alt, i Kraft af en vis Overdrivelse, paa Sygdommens Grænse. Som de døende til 312 Tider naar en sælsom Aandens Klarhed, saaledes var denne Hjernes Liv tindrende rigt selve Minuttet, før man angstfuldt følte, at den maatte sprænges og Fornuften dø. Naar denne Hamlet legede med den forstilte Galskab, legede han med Ild, som han beherskede - endnu.

Og i et enkelt Øjeblik frygtede Sarah Bernhardts danske Prins selv Vanviddets nære Udbrud. Disse korte Minutter blev hendes Fremstillings uopnaaelige Kulmination.

Det var, da hun i Scenen med Ofelia opdager den skjulte Polonius.

Hendes Hamlet talte ikke. Stum stod han. Ubevægelig. Kun Øjnene flakkede. Men bag denne overbebyrdede Pande styrtede, for Sekunder, Livet og Fornuften sammen, brast med selve Jorden under Hamlets usalige Fødder. Og i et ubændigt, et raat Raseri, som den sunde Sans har forladt, skreg han, viljeløs, til Ofelia sine forfærdende Forbandelser.

Jeg véd foruden Dostojewski ingen, der har aabenbaret saa urimeligt et Kendskab til Sjælstilstande paa Fornuftens vigende og flygtende Grænser.

Og dog var denne Hamlet ikke syg. Hans geniale Styrke tildækkede Sygdomssporene i hans Sjæl. Hvem der ikke har hørt Hamlets Samtale med Polonius og med Rosenkrans og Gyldenstjerne, har aldrig hørt den. Her legede et sidestillet Geni med Shakespeares Geni en vidunderlig, en uanet, en utænkelig Leg. Sarah Bernhardt spredte Brittens Ord om sig som de glimtende Stjerner.

Naar Hamlet endelig handlede, gennemlevede Sarah Bernhardt Optrinnene med en besejrende Gevalt, bag hvilken - ogsaa her - i Handlingens Uvilkaarlighed den nære Sygdom laa.

Man tænke blot paa Hamlets Færd under Skuespillet og Festen. Skrækindjagende var hans bratte Snigen sig [f]rem mod Kongeparrets Balustrade, hans Klatren op ad Balustradens Væg, hans Skyden frem tæt mod Kongens 313 Ansigt - Ansigt mod Ansigt. Og hans Latter. Som en Gru lød denne Latter i Øret, sejersstolt, vanvittig og haansk - fuld af Rædsel.

Af samme Magt var Sarah Bernhardts Spil paa Kronborgs Skanser, da Genfærdet er forsvundet. Hendes Vigen under Vennernes Ed, Rædslen i hendes Blik, hendes stivnende Angst for Aandens Ord under Jorden isnede hver, der saá. Og med intet var det gjort, men gjort af Sarah Bernhardt....

Og skulde en Kvinde, der kan skabe denne Hamlet, ikke have Ret dertil, kun fordi hun er Kvinde? Sarah Bernhardt har mer end Ret. Den, der kan skabe saaledes, har Pligt til at skabe.

Vi, der var lykkelige nok til at se denne "Hamlet, Prins af Danmark", er blevet en Sjælsoplevelse rigere, og en Gang i det mindste faar vi Shakespeare tolket af en Jævnbyrdig.

... Men alligevel, hvor mange dybsindige Kritikere vil ikke her nedlægge deres dybsindige Indsigelser: Madame Sarah Bernhardt er jo kun en Kvinde, og hun har med Shakespeares Hamlet - ikke noget andet Slægtskab end hele sit Temperament og saa maaske ... Geniets Slægtskab.

Og det er altfor lidt.

314

ELEONORA DUSE

GEORG BRANDES har et eller andet Sted skrevet nogle Ord om Henrik Ibsens senere Dramer, hvoraf i alt Fald Meningen omtrent var denne: Det er, som om jeg ikke straks kan modtage disse Værker, og først Maaneder efter klinger deres Tanker og Ord i min Sjæl med deres fulde Styrke. Dr. Brandes' Ord faldt mig under Eleonora Duses Gæstespil ind: De kunde være skrevne om hende. Det første Indtryk af Italienerindens Kunst er en besynderlig og næsten smertelig Følelse - Følelse af Afmagt til helt og fuldt at optage denne Kunst i sig. Lyst til at tale forgaar én, og Medmenneskers Stemmer mishager ens Øren, mens man forsøger at samle sig, og man er til Mode, som var der forefaldet en betydningsfuld Begivenhed i ens eget Liv. Det er ikke tilfældigt, at Eleonora Duse overalt først og fremmest er fejret i Lyrikernes Vers. Thi Kritikerne finder under Indtrykket af denne Kunst hverken den Ro eller den Beherskelse, som er nødvendig for at værdsætte, og klogest iblandt dem bliver de, der indskrænker sig til et: "se hende". Thi selv efter Dage og Uger er over for Fru Duses Kunst en Redegørelse vanskelig. Der er mange Grunde dertil. Som hendes Sprog er fremmed, er hendes Fremstillinger ny. Hun vrager de vante Midler, og hun bemægtiger sig en Hærskare af nye. Men selv for hendes Midler gør man kun vanskelig Rede, fordi man under Magten af Personligheden, der 315 anvender dem, næppe faar Øje paa dem, og Duses Geni synes at tale til os gennem et Intet.

Er det imidlertid allerede ugørligt at give noget ret Begreb om Midlerne, Fru Duses Kunst anvender, bliver det: psykologisk at tegne det Menneske, som denne Kunst aabenbarer, endnu tifold umuligere. Et Gæstespils faa Roller nægter os Stoffet dertil. Gjaldt det en anden, kunde man maaske ved at undersøge Rollerne, der var spillet andetsteds, supplere dette Stof. Overfor Eleonora Duse gaar dette ikke an. Thi hun bemægtiger sig de digteriske Skikkelser saa egensindigt, at det paa Forhaand bliver os umuligt at vide, hvad hun i hver af disse Roller spiller. Et psykologisk Billede vilde da faa altfor rummelige Linjer, og fremmede Essayister har til Overflod overbevist os om, at dets Streger ikke vilde indramme andet end den pretentiøse Tomhed.

Der er Kritikere, som under denne Nødstilstand har taget deres Tilflugt til Sammenligninger. Et uhyre Blodoffer betegner Eleonora Duses Vej. Denne Ofring er latterlig. Den gør ikke Duse større, og den forringer ikke hendes Medbejlersker. Vi, som nu er halvgamle, har set tre, fire store Fremstillerinder: Ristori, Sarah Bernhardt, Charlotte Wolter og Duse. De var store alle, fordi de alle med deres Personlighed repræsentativt fyldte den Stil, der maatte blive deres. Adelaide Ristori rager, kronet og dækket af den bræmmede Kaabe, endnu lige kongeligt frem, Levendegørelsen af Idéerne, hun vilde fremstille. Sarah Bernhardt fylder endnu sine byzantinske Skikkelser med en fortvivlet Sanserus, og hendes retfærdige Triumfer gaar hen over en Vej, der er som strøet med blodige Orchidéer. Hvad selve Fremstillingsevnen angaar - det vil sige Evnen til helt at kunne glemme sig selv og alt sit for helt at gaa over i en andens Sjæl og Legem - var vel endelig, for et Tiaar siden, Charlotte Wolter Fru Duse helt og ganske jævnbyrdig. Men Sammenligning er ørkesløs og dum og Autodaféer er uretfærdige og urimelige. Eleonora Duse er ikke større end de store: hun er kun 316 den sidste og den yngste af dem. Ristori løftede sig frem som den sidste og stolte Rest af Bourbon'ernes i Grus faldne Tid. Sarah Bernhardt er et Kejserdømmets Skud, kommet i Blomstring under Republikken. Men Duse - og hun alene - er Budet fra Aarhundredets Slutning. Derfor betager hun visse iblandt os dybest og stærkere end nogen af de andre. Men af samme Grund turde det vel være muligt, at hun - al sin vidunderlige Fremstillingsgave til Trods - i sit Fædreland aldrig faar talt til "det store Publikum" og i Fremmedland som hos os, ret beset, aldrig til en særdeles talrig Kreds. Thi til denne dybe og yderste Pessimisme uden Skrig og næsten uden Utaalmodighed naa'r Mængden aldrig, og den fattes kun af de betydelige.

Se blot til Sarah Bernhardt! Hvor næsten konvulsivisk hun beruser sig i Lykken, naar den er der; hvor fortvivlet raser hun, naar den er brudt sønder. Selvom hendes Trods mod Menneskeskæbnen ogsaa ender i den blødende Pjerrots sidste Grimace, vil hendes Menneskeforagt dog endnu fravriste Livet dets korte Nydelser. Tilværelsen synes hende endnu saa meget værd, at hun kæmper for dens Lyst og jamrer højt under dens Smerte. Men betragt Eleonora Duse. Hun trodser sjældent i Kamp og kun Santuzza raser i Smerte. De, som har forstaaet, kæmper ikke. Thi til hvad Nytte kæmpe mod Lidelsens Selvfølgelighed? De, som har forstaaet, skriger ikke. Thi til hvad Gavn er Skrigene, som høres af ingen? Eleonora Duses Fremstilling af Smerten er en sørgmodig, til Døden sørgmodig Grunden over Smerten. Selv Santuzza, Bondekvinden, grunder, lænet til Husets Mur, dumpt og raadløst over sit eget Hjertes Liden, som hun ikke fatter. Og hos Marguerite - som det engang er sket med Magda - tier Hjertets, Organismens rent fysiske Kval ret hastigt. Hun græder den ud, i en Krog, i en stille Hulken. Men bag Panden sidder saa hendes Sorg: en Tænkerindes træt-sorgfulde Tanker om det rastløstsorgfulde 317 Liv. Trætte har de Kvinder tænkt sig. Møder Kærligheden dem, er Mandens Skulder dem mest et Sted, hvor deres Hoved finder Hvile. Ogsaa ligegyldige er de blevne, af et tungsindigt, næsten passivt Laissezaller, som kun Uslinges Herredømme i Livet, hvilket de gør for usselt, for Øjeblikke mægter at bryde: mod en von Keller kan Magda flamme op. Ellers ejer hun kun sit Vemod og sin Spot, en Spot, der er næsten distrait, og som hun tilkaster Byens Fruer, da hun ikke kan undgaa dem, - tilkaster dem i sine Tankers ledige Stunder næsten som en Almisse eller endnu mere som Benet, slængt til Hunden. Men fremfor alt sit Vemod. Den Vemodighed gemmer over Haab og Livets brustne Glæde, som den bundløse og stille Sø gemmer over Eventyrets Slotte og Spir og Taarnene, der sank. Kunde Aarene, der gaar, udslette alle andre Billeder af Duses Kunst hos dem, der har mødt den - ét vil de lade tilbage: Magda bøjet over sin lille Søster. Der taltes næppe, det var kun en Haands Kærtegn over et blondt Haar, men hvor ømt. Hvor meget dog hun vidste, der gav det Kærtegn, - og hvor gjorde hendes Viden hende ikke bedrøvet. Jeg véd kun én eneste Kunstens Ting, der rummer en samme sorgfuld Sum: Det er Fru Fønss' Brev til Tage og "lille Ellinor" ... Den tungsindigt grundende Vemodighed, det er Duses Kunst's Grundstemning, og denne næsten passive Sindstilstand gør hendes Geni - dramatisk.

Men denne samme Kunst, der er Udtryk for Pessimismen uden Modstand, uden Haab og uden Skrig - den virker aldrig sygt. Dens Harmoni, dens Midlers stolte Naturlighed gør den sund. Desuden - ikke den sygelige Lidelse, men den bitre Smerte, der er uundgaaelig for de stærke Sjæle, fremstiller Duse. Hun, der selv er altid syg, stryger af Fremstillingen Sygdom selv dér, hvor Rollen fordrer den ... ikke et Smertens Offer vil hun være, men Billedet af Smerten. Over Livets Lidelser sejrer Viljen, - det er kun Livslidelsen, der bliver tilbage.

318

Og Vilje ejer Eleonora Duse som ingen.

Den er ikke blot hendes Kunsts Sjæl. Den er ogsaa

- og dette gør hende enestaaende - hendes Kunsts Middel, det ene der erstatter hende alle de Midler, hun forsmaar. Som hos ingen anden er Duses Fremstilling en uafbrudt Viljeakt, hvor Viljen og den alene underlægger sig og omskaber et Legeme. Og denne Vilje er saa absolut herskende og dens Stof, Legemet og alt hvad Legemets er, er saa bøjeligt, at alle de Smaakunster som alle andre Aktricer anvender for at hjælpe til at omskabe deres ganske Krop, de vilde for Eleonora Duse kun blive Hindringer, noget fremmed, som vilde fortrædige hende og forbyde hende det uindskrænkede Herredømme over sig selv. Derfor sminker hun sig ikke, derfor snører hun sig ikke, derfor anlægger hun ikke Paryk. Hun bærer Rollernes Dragt, men hun bevarer sit eget Legeme - frit som det frie Redskab for den skabende Vilje, der ene forvandler hende fra Marguerite til Santuzza, fra Santuzza til Mirandolina.

Men for at Fru Duse saaledes skal kunne forsmaa alle de pauvre Kunster, der hjælper paa alle de andre, maa rigtignok en vidunderlig Anspændthed virke over et rentud vidunderligt Legeme. Fremstillingens Evne er Eleonora Duse skænket i ubegrænset Grad. Andre ser man vredes, forfærdes, flamme og gyse. Duse ser man tænke. Og kun fordi hos hende alt "fremstiller"

- Blikket, Munden, Haanden, Panden, hver Legemets Bevægelse - kan hun nøjes med Midler, som er saa smaa.

Og saa - ganske andre.

Thi, medens Fru Duse lader saa mange og de fleste af Spillets og Theatrets Midler foragteligt ubrugte, har hun bemægtiget sig nye, der beror netop paa selve hendes fremstillende Herredømmes Ubegrænsethed. Hun véd, at ikke blot hendes Legeme taler og hendes Hænder. Men at ogsaa, hvad hendes Legeme berører og hendes Haand rører, umiddelbart kommer til at tale. 319 Hun véd det, og hun benytter sig deraf: Som ingen Anden har hun bemægtiget sig "Rekvisittet". En Rose, et Tørklæde, en Kæde, hun bemægtiger sig dem og lader dem tale, og imens hun selv forbliver stille og næsten ubevægelig, lader hun den døde Ting spille for sig. For at mindes, hvorledes det livløse i hendes Haand kan, som ved Trolddom, blive Liv og Billed-Spejl af en Skiften i hendes Sjæl, huske man blot Blomsterne, hun holdt i Scenen med Armands Fader. De syntes, under den sikre Lykke, ranke, himmelstræbende; syntes at vokse i Sol, til de, da Tvivlen kom, da Angsten kom, da Haabet veg, blev som matte; med Stængler, der sank, med Kroner, der bøjede sig, afblomstrede de og visnede i hendes Haand. De frøs og døde og blev som det golde Straa ... Fru Duse bøjede med to, tre smaa Haandbevægelser, man næppe saá, disse Blomsters Kroner, og foran os, for vore Øjne, syntes de at dø af Marguerites Smerte. Det var en Fremstillingsmagt, man ikke maler med Ord, og som man ikke vil krænke med en Ros, der ikke naa'r den.

Benyttelsen af "Rekvisittet" er for den, som vilde søge at komme ind i Udarbejdelsens Værksted i Duses Kunst, det interessanteste at iagttage. Hun anvender

det som før hende kun visse Romanforfattere har nyttet det, og kun en Zola har naaet et Mesterskab, hvormed denne Genialitet kan lignes. Som hos Emile Zola

en livløs Ting, indført i hans Skildring, som rent tilfældig kan vende hundrede Sinde tilbage, kan blive Symbol og Stemningens Spejl og selve Bogens Billede, saaledes gør Eleonora Duse Santuzzas hvide Klæde til Bud og Aabenbarer.

Eller de to Roser i "La Locandiera".

Mirandolina har dem med sig, da hun kommer ind. Højst rimeligt; den høflige Gæstgiverske vil lægge dem ved den Gæsts Kuvert, som hun vil besnære. Hun lægger dem altsaa fra sig, naturligt eller nødvendigt, ved Kavalerens Tallerken, - og vi glemmer dem som «et fint Indfald, hvoraf Fru Duse har de hundrede. Men 320 Fru Duse selv glemmer dem ikke. De to Roser er hendes Vaaben, og de bliver næsten hendes Medspillende. De er hendes Snøre og hendes Skjold. De fremskynder Kurmageriet, og de standser det - de faar en Rolle i Skuespillet. Det er netop det: de døde Ting, som en Duse rører, de faar Roller. Moderens Portræt paa Væggen i "Hjemmet" drages ved et eneste Blik af Duse ind i Handlingen og forbliver der - som en Forklaring.

Gør Eleonora Duse allerede Tingene til sine Medspillende, er det klart, at hun maa skabe sine levende Partnere fuldt til sine Medvirkende. Duses Trup giver - saasnart "Stjernen" er paa Scenen - intet Indtryk af "Stjernekomedien". Kun naar Fru Duse er fraværende, betaler hendes Aktører undertiden Kedsommeligheden eller Tarveligheden deres mærkbare Tribut Første Akt af "Hjemmet" var for øjensynligt ladet interesseløst og plat i Stikken af det samme Instruktionsgeni, der i "Cavaleria" havde gjort alt til Liv.

Hvor Instruktionen havde taget fat, lod sig tydeligt fornemme: Det var i Sekunderne, før Eleonora Duse selv kom, "den lille Søsters", Tale tog Fart, hendes lidt hysteriske "Magda-Magda" lød kaldende og lokkende, Ordenes Strøm blev febrilske som en Forventningens aandeløse Ouverture. I den Tale lød allerede Duses Røst som en Forberedelse - Minuttet før hun selv kom og med Stjernen "Stjernekomedien" ophørte. Thi fra det Øjeblik, hvor Fru Duse er paa Scenen, lader hendes Instruktion hendes Medspillende leve, fordi hun véd, at hendes egen Skikkelse kun kan faa Liv i Sammenstød med andre Skikkelser, som lever. Idet hun arbejder med sin Trup, arbejder hun for sig selv. Er hun en Storhed, som Fremstillerske, synes hun ikke ringere som Instruktrice. Stemmernes Samstemthed, Tempoets Skiften, Enkeltoptrinnenes skiftende Stemning vækker Beundring. Men højest beundrer man, hvor nøje hun, hvorom alt drejer sig, i hver Scene 321 giver hver enkelt sin Plads i Planet - ogsaa den første Plads til en anden, naar Pladsen tilhører en anden. Ingen Instruktør kunde fra sit Felt i Prosceniet stærkere have understreget, at fjerde Akts Slutning tilhører Armand end denne Duses Mise-en-scène, hvor man kun paa den brændende Omhu, der havde skabt en anden til Kunstner, fornam, at en Akt gik ud, og at et Tæppes Fald var nært. Hvor mange Primadonnaer vil vel imidlertid forstaa (naar det blot koster dem en eneste Scene) at den Skikkelse, som de selv skaber, vokser for os, naar den Mand, de elsker, synes værd at elske?

... Det er det skrevne Ords Livsmagt over hende, som saa vidunderligt omskaber hende. Hendes Legeme adlyder og følger det Billede af et fremmed Liv, som hun har optaget i sin Sjæl, indtil en forunderlig Forvandling er naaet. Men hvor fuldkommen end Forvandlingen er, ejer Eleonora Duses Skikkelser dog til Hobe én Lighed: Præget af Geniet. Fra Glæde til Sorg forvandles hun fuldstændigt - men Slægtsmærket bevarer hun helt: hun ligner kun en anden blandt de Geniets Kvinder, som man i Livet mødte.

- Ved De, sagde Bjørn Bjørnson Dagen efter "Kameliadamen", hvem hun ligner?

- Naa?

- Erika Nissen - det var, som saá man hende. Da jeg gik hjem fra Theatret, havde jeg selv sagt til en Ven: Kainz er sammensat af tre. Jeg tegnede i min Ungdom det første, det andet, da jeg var modnet til en nogenlunde Dom. Det sidste nu, hvor Josef Kainz i Hamlet samlede alt sit Væsen og skænkede os det som i en gylden Skaal.

Det er tre Billeder, og de vil maaske dog glide sammen til et og det ene: Billedet af denne Ene, sig altid lige og bestandig nye, aldrig rastende, bestandig Kæmpende, Viljens Symbol og Styrkens Symbol og Svaghedens: Josef Kainz.

- Jeg véd kun én, hun ligner: Erika Nissen - det Udtryk for Smerte har jeg kun set i det ene Ansigt før.

Men da Fru Duse blev Mirandolina, virkede hun, og som et Portræt, af en helt anden: saadan som Fru Duse i sit Værtshus lo og fangede og spottede, saadan lo og fangede og spottede, Sommerdage, paa Schloss Itter, Sofie Menter St. Petersborgs og Münchens unge Adel.

322

Og disse to Kvinder er saa forskellige, som to Kvinder kan være, og som vel Eleonora Duse selv er forskellig fra dem begge. Men alle tre har de én Lighed:

Geniet - det Billede, i hvilket Duse præger Glæde og Sorg.

Glæden - - vel at mærke formet som Spot.

323

JOSEF KAINZ

JOSEF KAINZ' Kunst har af alle Levende haft den stærkeste Indflydelse paa min egen Udvikling.

Den paavirkede og opflammede min Ungdom. Den beskæftigede mig uopholdeligt, medens jeg blev ældre. Paa sin Middagshøjde indesluttede dens Rigdom i "Hamlet" min egen Livsvidens ringere Sum.

Det er da til at forstaa, at denne Bog, i hvilken jeg har villet gemme Mindet om dem, der paa Scenen syntes mig min Livstids Største, i nogen Grad maa beherskes af Josef Kainz' Billede - eller Billederne af ham.

Thi det ene Billede af Kainz er sammensat af tre. Jeg tegnede i min Ungdom det første, det andet, da jeg var modnet til en nogenlunde Dom. Det sidste nu, hvor Josef Kainz i Hamlet samlede alt sit Væsen og >skænkede os det som i en gylden Skaal.

Det er tre Billeder, og de vil maaske dog glide sammen til et og det ene: Billedet af denne Ene, sig altid lige og bestandig nye, aldrig rastende, bestandig Kæmpende, Viljens Symbol og Styrkens Symbol og Svaghedens: Josef Kainz.

Den Stærkeste og den Svageste.

324

FØRSTE BILLEDE

I

Ein deutsches Herz von altem Schrot und Korn Bin ich gewöhnt an Edelmut und Liebe; Und wenn er mir in diesem Augenblick Wie die Antike starr entgegenkommt - Thut er mir leid und ich muss ihn bedauern.

(Heinrich von Kleist: Friedrich von Homburg).

Josef Kainz er den fødte Skuespiller.

Som det musikalske Instrument under Mesterens Hænder, saaledes bringer her Skuespillerens uendeligt sammensatte Middel, hele det menneskelige Legeme, os ufejlbarligt Bud om enhver af Sjælens Bevægelser. Stemmen var oprindeligt næppe stor, men enhver Følelse aflokker den den villede Klang. Ansigtet er maaske uskønt, men Lidenskaben forskønner det, og dets Udtryk veksler lynsnart. Legemet er slankt og næsten for slankt, men det er tillige saa smidigt som en Damascenerklinges Staal.

Kainz har Tænkerens Blik, men hans Øjne flammer hedt under Romeos Elskovsglød; Munden er saa veg som et Barns og dog kan den stolt og fast formes om selvbevidste Ord; Stemmen, der saa gerne glider hen i en træt Tungsindighed, kan finde en Metalklang som af krydsede Kaarder.

Hver Fiber adlyder hver Stemning.

Teknisk Fuldkommenhed sleb, allerede i den første Ungdom, denne Fremstillers Kunst til et lydefrit Spejl for en af de moderneste Aander paa det europæiske Theater.

Og denne helt moderne Kunstner skyer - det moderne Skuespil.

Han synes med Flid at undgaa det umiddelbare Udtryk for vor Aand, som de nye Skuespil byder os. Han foretrækker at indblæse klassiske Skikkelser en ny Aande, idet han skænker dem sin Sjæl. Han voldtager disse Skikkelser. Thi han tvinger dem ind under en 325 Aand, som er dem fremmed. Men, idet han voldtager dem, befrugter han dem - og nyt Liv fremgaar af det voldsomme Favntag.

Og Tilskuerne genfinder pludselig sig selv i de gamle Digtninge.

I et eneste Billede samler hele Indtrykket af Kainz' Kunst sig: Billedet af Romeo, hver Muskel spændt, hver Nerve lydig, Klingen draget - i Kamp mod Tybalt.

Viljen spænder sejrrigt denne Svaghed, og Romeos Veghed sejrer over Tybalts Styrke.

Dette Billede af den Svages Modstand mod Overmagten er selve Billedet af Josef Kainz og forbliver for altid uforglemmeligt.

Men betragt engang denne Romeo.

Hans Øjne har Hamlets tunge Blik. Den unge Montagues Stemme er mørk, som gemte den altid et Ekko af smertelige Ord. Og det unge Legeme er kun anspændt spændt - kraftigt aldrig. Hin Romeo, Renaissancens Barn, der strømmede over af en genfødt Slægts ubetvingelige Glød - ham giver Josef Kainz os ikke. Denne Montague er født i vort Hundredaar og idag.

Vor Slægt er ikke baaren til den let vundne Lykke. Den har mistet sine Illusioner og den har endnu ikke lært at leve uden Illusioner. En kold Erfaring om en kold Verden nærmer sig altfor tidligt vore tyve Aar. Vore Fædre afmejede uden Skaansel Forhaabningernes grønnende Marker; Efteraarets Stubagre efterlod de os. De gamle Gudebilleder styrtede i Grus, ormædte af de ældre Slægters Tvivl, og vi er endnu ikke naaede saa langt, at vi mægter at flamme for de nye Guder, de nye og de altfor strenge: Arbejdet og Kampen.

Livet paatvinger os tidligt sin isnende Visdom:

En mod alle - alle mod den Ene.

Besejr altsaa Livet og, for at kunne sejre, arbejd.

Eller glem idetmindste Livets Smerte og, for at kunne glemme, arbejd.

Arbejd, uden at ophøre.

326

Mens det moderne Menneske arbejder, lærer han at maale og at veje sin egen Kraft. Han tager stolt al sin Formaaen i Besiddelse og han vinder den hele Bevidsthed om sin egen Aand og om sig selv.

Og sig selv bevidst, fordobler han sin Modstand mod Livets Lidelse.

Denne Følelse af Overlegenhed skænker Josef Kainz' Kunst dens mest afgørende Stempel. Det er den stærke Bevidsthed om hans egen klare Aand, der giver hans Skikkelser deres Racepræg og som væbner dem til en Modstand, der bunder i deres Selvfølelse. Hans Kunst genspejler dette i en Række af de skønneste Billeder: Romeo foran Tybalt, Friedrich af Homburg overfor Kurfyrsten, Ferdinand foran Præsidenten.

Josef Kainz fordrer Styrke af sig selv, ti noblesse oblige. Men han véd ogsaa, hvad det koster at være stærk, og derfor er hans Sind rigt paa Medlidenhed og Medfølelse. Det er denne Medfølelse, som gør hans Stemme saa mild og bedrøvet hver Gang, han skal tolke Hengivenhed og Venskab. Venskab fandt vel aldrig paa Scenen saa skønt et Udtryk som hos denne Don Carlos.

Og siden er Smerten ved Posas Lig det unge Genis yderste Prøve. Ord mægter ikke at beskrive dette Smertens underfulde Raseri. Medens Munden udstøder sine Klager, skælver Carlos' Legeme konvulsivisk, som skulde det sprænges under Sjælens Vrede og Ve. Og halvkvalte, som Skrig fra en sammensnøret Hals, stiger Forbandelserne fra hans fortrukne og sitrende Læber.

Med genial Energi synes han at sønderslide sine egne Midler og overvælde os just ved at knuse hvert et Sandskorn af sin egen Kraft Knækket mægter han ikke mer at bære Smertens Byrde. Overvældet, med et sidste Suk, styrter Carlos, livløs, ned over Posas Lig - selv saa død som den døde Ven.

Denne Fortvivlelse, denne Opgivelse af al Modstand er den anden Side af Josef Kainz' kunstneriske Personlighed.

327

Ogsaa her er han i nær Slægt med sit Kuld og sin Tid.

Denne Slægts Styrke er jo kun den anspændte Viljes anstrengte Nervekraft. De altid ophidsede Sjæle kender kun altfor vel den indre Nedslagenhed og Udmattelsen, hvor alt slappes. I Hjerterne bløder den utilfredsstillede Længsel som hundrede Saar, og den moralske Svaghed, som vi bekæmper, er ikke overvunden, den har blot gemt sig, krøben ind i en Krog af vor Sjæl, hvor den lurer og venter.

Og den vælger sig for at bryde frem netop det afgørende Øjeblik i vort Liv - naar vi elsker.

Derfor spiller Josef Kainz den hjælpeløse Elsker, om hvilken en Iwan Turgénjew skrev.

"Vi forestiller os," skriver den russiske Digter et Sted, " Kærligheden helt forkert. Kun med én Ting kan den lignes: den er en Kolera."

Kærlighed en Kolera, en vild Epidemi, en Pest, Menneskehedens Svøbe.

Og Turgénjew siger os ogsaa, hvorfor Kærligheden blev en Pest. Den bliver det, fordi vi er svage: "Som en Grib skyder Elskoven ned over vore Sjæles hemmelige Svaghed, udsuger vort Blod og - lader os ligge ved Vejkanten."

Netop saaledes opfatter Josef Kainz Kærligheden.

Han spiller den som en Sygdom, der raser mellem Hjælpeløse. Dens Udbrud er en Feber. Den tænder og fortærer alle Sanser.

I Feber og Forvildelse finder den Kainz'ske Elsker alle de forvirrede og berusende Kærtegn, med hvilke han voldeligt overvælder den Elskede. Han indhyller hende i sin Febers hede Glød, hans Favntag og hans Brand udgløder hendes Sjæl.

Hans Elskov er Elskovs Raseri.

Ingen Tilskuerkreds i Verden vilde taale denne Legemernes Tøjlesløshed, hvis ikke Brandens Skønhed forsonede med Sanselighedens Brutalitet.

328

Saaledes er Sygdommens ydre Tegn, og just det saare og syge Sted i Sjælen ^r angrebet af Sygdommen.

Derfor er Modstand umulig. Den, som var af Staal og en Helt foran Tybalts Sværd, bliver i Heros Skød til en viljeløs Dreng. Saadan omskaber og betvinger Elskoven sit Bytte.

Og denne haabløse Eiskovsfeber fylder snart hele den Syges Liv.

Carlos er Prinsessen af Eboli saa nær, og hun er saa skøn. Og dog ser han hende ikke, véd ikke om hende, sanser hende ikke. Hans Øjne ser kun, stirrer kun mod det ene, skæbnesvangre Billede, Billedet i alle hans Tanker: Dronningens, hans Moders. Hende elsker han. Hende ser han og intet mer i Verden. Hende elsker han - og dør.

Josef Kainz gennemfører sin Opfattelse af Elskoven til den sidste Trevl. Shakespeare vilde sikkert gnide sine Øjne, om han saá denne Romeo. Vi, en Kainz' Samtidige, forstaar ham ....

To Ting afslører helt et Menneske:

Elskoven og Døden.

Josef Kainz lader ofte sine Helte dø med et Smil - et halvt træt, halvt lykkeligt Smil. Lykkelige forla-. der de et Liv, som er saa tomt. Stoisk rolige opsøger de det Ukendte.

Men Kainz' Opfattelse af Døden virker dog andetsteds dybere.

Det er i Optrinnet, hvor Friedrich af Homburg anraaber Kurfyrstinden om Naade.

Her slynger Kainz hele et moderne Menneskes hvide og sanseløse Dødsangst ud over vore forfærdede Hoveder. Det er ikke Skafottet og det er ikke Kisten, som har vist sig for Friedrich af Homburgs Øjne. Det er selve det store Intet, som staar for den dødsviede Pessimists Sjæl. Ophøret af alt Liv er Sindets Forfærdelse for denne endnu Levende.

329

Men de Bedste overvinder Forfærdelsen. Naar Æren byder det, tier Rædslen.

Og vi genfinder al Josef Kainz' stolte Selvfølelse i Prinsens Ord:

"Han kan handle som han vil.

Mig sømmer det at handle som jeg skal."

Denne ganske realistiske Kunst, som kommer til os hyllet i Romantikkens Klædebon, griber os til Sjælens Rødder, fordi den synes at have gættet selve vort Væsens Bund.

Men dens Hemmelighed er denne ene: dette Menneske, skjult bag en Kunsts Maske, har ikke beluret os - han har levet som vi.

Den Dag, hvor Josef Kainz opsøger de moderne Værker, hvor hans egen Aand umiddelbart lever, vil han virkeliggøre Friedrichs af Homburgs Drøm og fæste Verdensryets gyldne Krans fast om sin Pande.

ANDET BILLEDE

I

I en Kreds af Kunstnere og Literater deklamerede Josef Kainz paa sit første københavnske Opholds sidste Aften tre Digte. Det var Ernst v. Wildenbruchs "Hexenlied", "Dykkeren" og "Kampen med Dragen". Man véd ingen Digte, han kunde vælge, der til Afsked saaledes gav Summen af hans Kunst og hans Væsen - som just disse tre.

"Hexenlied" er Digtet om en gammel Munk, Djævlen besætter i hans sidste Stund. For Skrifte hvisker han Ord i Brynde, for Salmer om Bod synger han Sange om Synd. Abbeden lader Klokkerne ringe. Abbeden lader Brødrene bede. Forgæves er Klokker som 330 Bønner. Den stiger, den stiger kun, den Døendes Pris af den vilde, den fagre Synd.

Den fylder alle Klosterets Gange; den bortskyller Bod som Bønner; og den raser selv i Klokkernes Klemten - den althærgende Kærligheds Sang.

Dette er Josef Kainz' hele oprindelige Opfattelse af Kærligheden, hvis Flammer, en Gang tændte, slaar sammen om det hele menneskelige Væsen; om Sjæl og Sans, Planer, Forsæt og Fornuft, om Dyd og Vilje, om et Livs Resultater, om Tro og Tanke - alt brænder den ud og skyller hen derover, fylder ene og helt den Redningsløse og Lykkelige.

"Kampen med Dragen" og "Dykkeren" giver hans Væsens og Fremstillingsomraades anden Side. Hans hele kunstneriske Liv var én Kamp mod den Drage: Tradition. Man tror paa, at denne Energis lynende Sværd nedlægger Uhyret. I Josef Kainz' Mund lyder Skildringen af "Dragekampen" som en Oplevelse, og Sangen om "Dykkeren" bliver en Fortælling fra hans eget Liv.

II.

For tysk-østrigsk Theaterungdom er Grillparzer og Hebbel det daglige Brød. For disse Attenaarige er Schiller kold og hans Ord "alt for menneskelige". De, hvis hede Blod er blandet med Slovakers, Kroaters og med Zigeuneres, drives mod Grillparzers uhyre Billeder og den Hebbelske Ubændighed. Grillparzers Pegasus er Gangeren for dem. Dens Vej er Himmelrummet og alle Kloder. Op under dens Hov hvirvler Stjerner og Sand.

I denne Vildhed løber østrigsk Theaterblod sig træt. Dets Ild udlader sig i disse yderste Ord, og selve Voldsomheden befrier.

Josef Kainz er som Personifikationen af denne tysktalende Ungdom født paa Zigeunerlandets Grænser. Hans unge Raseri har paa Sulkowsky-Theatret, hvor han 331 første Gang som Sekstenaarig sprang op paa Scenen, strakt alle Lemmer i Grillparzersk Tragik. Her, hvor Skæbner og Smerter har overnaturlig Størrelse, var der endelig Tumleplads for ham, hvis Tanker famlede om Udtryk for det Gigantiske.

Naar han læste eller selv raabte sig træt i disse Tragedier, har de som læsket hans utaalmodige Ungdom. Men saá han dem paa de "rigtige" og store Theatre, genkendte han dem ikke. Det var ikke hans Tragedier mere. Det var kun klassiske Forestillinger.

Wien bød den unge Kainz to Arter af tragisk Fremstilling.

Ved Gæstespil og paa Forstadsscener saá han uskrømtet hele den pompøse Stils Tragedie. De brede Midler skal illustrere store Følelser, og Deklamation og "Pose" er Stilens Akser. Røstforbruget betegner Maalet af Lidenskab og "Posen"s Storladenhed Dybden af Affekten.

Flaget, hvorunder der sejles, er Skønhed, og det værnende Skjold er Traditionen.

Men Ordet Tradition har ikke haft noget helligt for den unge Kainz' revolutionære Sind. Med tusind Spørgsmaal har han bestormet denne Unatur, der opslugte Værker, som han elskede. Med tusind "Hvorfor" har han sønderskudt den Stil, der underkuede Menneskeligheden.

Fra Fremstillingen er han vendt tilbage til Værkerne. Og forgæves har han søgt Grunde, der kunde retfærdiggøre en Forvrængning, som gjorde ham hans Yndlingsværker ukendelige. Hans unge Hast har stormet gennem Versene, og han har søgt om Personernes Handlinger og Nerverne i deres Følelser. Hvad indeholdt disse Dramer - Romeos Haab og Begær, Mortimers Begejstring og Tro, Carlos Venskabstrang, Karl Moors Frihedsbegær og Had, Prinsens Attraa og Lyst, Ferdinands Trods, Homburgs Dødsens-Angst? Var det da andet, end hvad der sydede ham selv i Hjernen, i Hjertet og Blodet? Var de da ikke, Romeo, Prinsen, 332 Homburg, Mortimer, Carlos, Karl Moor, Leander, Ferdinand netop fuldt ud Mennesker som han?

Han har spurgt med det oprørske Ungdomssinds Voldsomhed. Men alt har i Wien gennet hans Spørgsmaal tilbage. Ogsaa selve det fredlyste Burgtheater.

Thi heller ikke dér genfandt han sine Dramer.

Det høje Burg havde sin egen tragiske Spilleart. Det havde afdæmpet Deklamationens Tragedie og smagfuldt mildnet de brede Gestus' Fynd. Det havde forringet den ydre Unatur og kneblet Skrigene, men det havde ikke øget det indre Liv, og de store Følelser størknede i den dannede Recitations alt for træge Strøm.

Den unge Kainz følte sig om muligt endnu mere fremmed overfor al denne Dæmpethed end midt i hint Forstadsscenernes tomme Bulder. Der, paa Forstadstheatrene var i det mindste Støj. Og mindst af alt sniger sig disse Følelser frem paa Filt, og den Paradekaarde, en Krastel, en Robert, en Sonnenthal førte i glacébehandskede Hænder, var ikke tragiske Skæbners rammende Dolk.

Burgtheatret undgik kun det Latterlige for at strande paa det Kedsommelige. Her maa Dæmpethed blive det sidste af det sidste.

Den - har Kainz sagt til sig selv - der virkelig stiller sig Ansigt til Ansigt med Tragedierne, faar Kinderne brændt af deres tøjlesløse Ild. Deres Følelser er Voldsomhed, deres Skæbner det yderste Fald. Deres Liv er Livets Potens.

Nu vel, da: for at spille dem - føl som de. Giv Dig helt, giv Dig hensynsløst, giv Dig potenseret hen. Gør disse Helte til Mennesker ved at skænke dem alt, hvad der er af Menneskelighed og Menneskeligt i Dig selv.

Sæt alt til Side for i deres Kærlighed, Had, Trods, Bønner, Fortvivlelse, Haab, sidste Jammer, Dødsfrygt, Længsel, Adskillelses-Nød - at give Potensen af det, Du føler. Bryd Dig om intet andet end om fuldt at 333 gengive Følelserne, som er deres og dine, og Du vil sejre - hvis Du er deres Følelsers Ligemand.

Følelsesstyrken er her Evnernes Maal.

Naar Maalet var dette, kunde Josef Kainz haabe - der hvor han paa de skønne og store Midlers Theater maatte plat fortvivle. Thi paa det skønne Theater maatte han forsage, overfor Deklamationstragediens brede Helte blev hans Drengekrop til Spot.

Men dér, hvor det gjaldt om at arbejde sig frem til i og gennem Mestrenes stærke Værker at naa det fulde Udtryk for og det hele Billede af sig selv - dér turde Josef Kainz have Haab.

- - - Saa sprang han da dristig op paa det store Theater, og han brød som en Vovehals ind, for ved sin Sjæls Ild at sætte Fædrenes gamle Skuespil i Brand.

III.

Han vilde kun ét: Sandheden. Han tror, at kun ét eneste virker overbevisende: den fulde Ægthed. Han vil sige sig løs fra al Tradition for kun at gengive ét: sin Følelse.

Men mod hans Vilje hændte det stundom, at han blev hængende i Traditionen.

Det kunde ske, at Omgivelserne smittede ham, og denne Smitte af det Traditionelle blev det ene af de to modsatte Onder, hen mod hvilke Omgivelserne kunde føre ham.

Han kunde fanges ind af Traditionsspillets Tone, og han reves med af dets Aktion.

Det andet Onde er, at han under Kampen med sine Medspillende - overdriver sin egen Art. Det er letforstaaeligt, at det kan gaa saaledes.

Af al Magt forsøgte han at drive de Højtdeklamerende, der omgav ham, ind i sin Tone og Aktion. Han gjorde Modsætningen urimelig og gabende for at tvinge dem. Hans Jævnhed blev Ligegyldighed, hans Repliks 334 Oprigtighed steg til Brutalitet - og han betvang dem ikke.

Tværtimod - de andre begyndte paa deres Side kun at kæmpe som han. De bredgjorde deres Deklamation, udvidede deres Stemmeforbrug, forstørrede deres Apparat for paa deres Side at tvinge ham til én stærk Tone, ét højt Svar, én bred Gestus som Svar paa deres. Og de fik intet Svar.

To Yderligheder kæmpede sig bare træt, indtil Scenen var omme .....

IV

Men Kampen med Omgivelserne var ikke Josef Kainz' eneste. Han laa tillige i Strid med Værkerne og Rollerne selv. Og ogsaa denne Strid gav to Udslag.

Kainz forblev i det klassiske Repertoire, fordi det har Følelsesstyrke fælles med ham seltf. Desuden er han Sydlænder, der maa give alle sine Følelser strømmende Luft. Han trænger til Grillparzersk og Schillersk Ordrigdom for at udlade sig med Raseriets Fynd.

Men hvor meget der end binder ham til det klassiske Repertoire, er og bliver det dog Barn af en anden Tid end han. Dets Enkeltudtryk, dets Ord er ikke hans. Før han faar gjort disse Vers og Sætninger til sine, bereder de ham en uendelig Kamp, i hvilken han ikke altid bliver Sejrherre - saa meget mindre som alle hans Theater-Erindringer, de Tonefald af andre Fremstillere, som hans Øje gemmer, Deklamations-Melodien, han fra Barn har indsuget, lokker og forfører ham.

Saa ofrer han undertiden atter til Traditionen, og han gør det saa meget undskyldeligere, som der findes mangfoldige Steder hos den Lyriker paa Scenen, der hed Schiller - der synes at maatte deklameres, der paatvinger os Melodiens søde Tonefald, og som besnærer os til at aande Vellyd ud over de klingende Vers.

Naar man ikke lader sig forføre, er det desuden ofte saa utaknemmeligt.

335

Mortimer i "Maria Stuart" gav et Bevis derpaa. Den første Scenes Fortælling om Ungdommen, Rejsen til Rom, er en af Deklamationskunstens skønneste. En stor Deklamators Røst bygger Peterskirken op for vore Øjne, mens vi lytter, og vi ser "højest over alle - Paven paa sin hellige Stol". Fortællingen virker som en Arie, men dens Musik er malende og skøn.

Josef Kainz river de skønne Ord ned til sig - ind i Situationen, i Dronningens Fængsel, hvor hver Dør har en Lurer, hver Væg kan gemme en Fjende, og hvor han fortæller Mortimers Ungdomshistorie dæmpet, hartad hviskende, sky og i Hast .....

Af Mortimer blev alt ægte, men Versene, der bærer Schillers Syner - faldt paa en Maade virkningsløst til Jorden.

Og i en evig Kamp kan selv den modigste undertiden trættes.

Saa griber ogsaa Kainz hastig efter Udtrykkets nemme Skønhed, som er let tilfals. Der var rundtom - - særlig i "Røverne" - Øjeblikke nok, hvor han gjorde det: fulgte Ordenes Sirenelyd og "sang" .....

Men oftere ses en anden Virkning af Kainz' Strid med Rollerne. Ofte fortvivler han under vanmægtige Forsøg paa at lægge disse med Stjerner og Blomster opstoppede Tirader tilrette for sin Følelse, og som i et Anfald af Forbitrelse slynger han disse Avner af Vers fra sig, hvirvlende dem op som det Støv, de er - i rasende Fart. Han ligesom fejer deres Dumheder ud af Dramaet, mens han stormer videre ....

Dette intetbetonende Væddespil med Respirationen og Lungers Evner blev de tyske konservative Kritikeres yderste Forargelse.

V

Gennem al denne Strid maa Kainz hugge sig Fod for Fod for at naa sit Maal: at gøre disse Dramer til sit Liv.

336

At se hans Fejl er let. Men lærerigere er det helt at forstaa, hvorledes han Skridt for Skridt er naaet stadig videre i sin Kamp. En Art kronologisk Oversigt over hans Roller vil vise det.

Josef Kainz' to berømteste Roller er tillige hans ældste. Han spillede Romeo og Carlos allerede i Meiningen og i München i Gennembruddets første Tid - i de Dage, hvor Kong Ludvig, der drømte om Schillers Genfødelse, lykkelig hilste hans ungdomshede Rasen som en Forjættelse - og de er uden Ophør forblevet Kainz' Repertoirepartier siden. Han er derfor aldrig kommen til Ro overfor disse Roller, og han har aldrig kunnet begynde deres Arbejde forfra. Han har ikke faaet Tid til at rive dem løs i kunstnerisk Nyskabelse fra den Periode, som skabte dem, og de er, midt under hans Udvikling, forblevet staaende som Overleveringer fra en tilbagelagt kunstnerisk Fase.

De bærer som ingen af hans andre Roller Præg af hans Væsens Ild. De spilles med knyttede Hænder. Voldsomt betager paa lykkelige Aftner Carlos' og Romeos Jammer.

Men Rollerne er forblevet inégale. Virkningerne er ofte raat tilhugne, og Voldsomheden virker som Brutalitet. Endnu forraader Spillets Krampagtighed alle Forsøgets Anstrengelser, og som en forgæves Modstridig falder Kainz til Tider med en egen Hvinen ind i en Deklamation, hvis Lænker han ikke kan bryde.

Meget fastere er Ferdinand.

Ogsaa den er en af Kainz' tidligste Roller. Men den har oftere hvilet, og Skuespillets borgerlige Ramme har hos alle Fremstillere tvunget Tonen ned. Saaledes som jeg har set Rollen i Tyskland, var den nærmest et Overgangsled i Kunstnerens Produktion, hvor "Røverne" for første Gang bærer Vidne om den hele revolutionære Besiddelsestagen af en klassisk Storfigur.

Karl Moor er af alle Roller Deklamationens fasteste Borg. Dette Parti idetmindste maa deklameres. At fylde denne Himmelstorm med Stemme gør paa Halvvejen 337 alle første Helte hæse. Men for at fylde dette "Unicum" med Liv maatte man være - et Geni. Af gode Grunde har derfor i et Hundredaar tusind Fremstillere indskrænket sig til at forsyne Karl Moor med Røst - indtil man, selv paa de første Theatre, for Alvor troede, at her var Lunger i Virkeligheden det ene Fornødne.

Josef Kainz forsøgte sig første Gang i Rollen i Prag. Han stolede i dette største Stormløb mod Traditionen paa det østrigske Publikums uforlignelige Finfølelse og Modtagelighed - og han sejrede. Og dog fik han ikke Mod til at gentage Rollen, før han næste Gang var udenfor Tyskland - i København.

Han sejrede her til Jubel.

Der var Pletter i Rollen. Nogen theatermæssig Plastik - ved Siden af al den Legemets skønne Udtrykskunst, som Stund efter Stund minder om de fuldkomne Værker af en Paul Dubois - nogle Sceners stærke Stænk af Deklamation. Men aldrig er med uimodstaaeligere Energi en Rolle bragt til Samliv med Kunstnerens inderste Egenskaber end her sket

For at alle kunde maale, hvilket Kæmpeværk der er fuldført ved at genskabe Karl Moor i det Schillerske Billede som Talerør for den levende Ungdoms Trods, Revolutionstrang og Tvivl, kunde jeg mer end ønske, at det var mig muligt at give blot en ringe Forestilling om den Dykkeruniform af Unatur, Deklamationsfærdighed, Theatermæssighed og Dumhed, hvori et Hundredaars Fremstilleres Uformuenhed, Efterlignelsestrang, Effektsyge og Personløshed har indspændt Karl Moor. Men det er mig umuligt at give en saadan Forestilling.

Karl Moor er af alle Kainz'ske Ydelser den indholdsrigeste, men i Formen har den endnu Ruhed. Den Ro, under hvilken Rollens Helhed stiger ganske frem af bevægede Enkeltheder, var endnu ikke vunden.

Den Klarhed lyste først over Mortimer.

Her gav Kainz os for første Gang ikke blot gribende men løsrevne Ytringer af sydende menneskeligt Liv, 338 men tillige Billedet af ét Menneskeliv - Mortimers. Her fravristede han ikke med voldsom Haand Traditionen en Scene eller et Optrin. I Ro udmejslede han hele sin Tankes Billede.

Her havde han til Raadighed hele sin Modenhed og kunstneriske Sikkerhed.

I syv Aar havde han ikke spillet Mortimer. Det gamle Billede havde tabt sin Magt over ham, og de gamle Tonefald var hendøende i hans Øre. Han kunde skabe som fra nyt.

Og Josef Kainz har naaet sit Maal; at fylde Rollerne med sig selv.

Sig selv.

Lad os da nu se, hvem han er.

VI

Der er talt adskilligt om Josef Kainz' Masker. Man vilde genkende ikke blot Schiller men ogsaa baade Marat og Danton. Kainz har næppe tænkt hverken paa Danton eller Marat. Han ligner af Revolutionstidens Mænd ingen og alle. Hvad man finder hos ham, er kun den store Familielighed mellem ham og Mændene, der var Oprørere som han.

Thi Kainz er af Oprørets Blod og af deres Race, hvis Liv er Storm mod Himmel og Jord.

Den Storm spiller han som Ferdinand og Karl Moor.

Karl Moor er - véd vi - blevet en Tvivler om Gud og en Hader af Samfundet.

Kainz hager sig i hans Tvivl. Men han giver denne Tvivl sin egen Tvivls Farve - en sær og egen Farve. Som Karl hos ham tvivler og raser, gør i Oprørstid Folket Oprør mod Gud, paa hvem deres Barndom troede. Folkets unge Grublere, hvis stumpe Tanke Dag for Dag forløfter sig, fortvivlet, paa den enfoldige Vantros uløselige Spørgsmaal; hvis Fornægtelse er Renegatens Fanatisme og Angst; hvis Forhaanelse flænger 339 Himlen, mens de skælver for det Lyn, som straffende vil bryde frem af dens Skyer; hvis Benægtelse er Paakaldelse, den elendige Paakaldelse: at de dog maatte se ham, den mægtige, den straffende og forfærdelige Gud, se ham og dø - - hvis han er.

De Vantro spiller Kainz. Hans Karl Moor krydser Klinge som fortvivlet med den Gud, han fornægter. Og for at fravriste den Stumme et Svar kunde han jage ham sit Sværd gennem Skyerne.

Saadanne Tvivlere lever i bestandig Samtale med den Gud, paa hvem de ikke tror; og ingensinde kom netop sandere Ord over Kainz' Læber, end naar de hastige Spørgsmaal til Gud pludselig brød frem af hans utaalmodige Sjæl.

"Giebt es denn einen Gott," skreg han altid paany; Tvivl omkredser bestandig hans Tvivl.

Det er den unge Wienerdrengs Helgener, som sidder gemt i Krogene i hans Sjæl og stirrer Mandens Overbevisning syg med deres malede Øjne. Karl Mopr er en Vantro med Wienerdrengens Vantro.

... Men hvor meget vor Tvivl end spørger, Himlen giver intet Svar. Den forbliver stum over en Verden fuld af Jammer.

Den Verden, hvor Dyden dør og Broder er Forræder mod Broder. Hvor Skændselen sidder i Højsæde med sin Livvagt af Løgnen, og Sønnekærligheden dør i Armene paa Havesygen.

Paa en saadan Verden ser rolig han, de kalder Gud. Men et saadant Samfund gør af Kainz' Karl Moor en Røver. Han vil omstyrte, hvad han hader, nedbryde de Skændselsfulde, ramme de Foragtelige, myrde de Hyklende - tilintetgøre de Elendige. Han vil.

Han vil, thi i ham luer den Bedragnes Harme. Han har jo troet den som et Barn saa vel, den Verden, han nu vil tugte.

Selv frimodig har han troet Verden aaben som han, selv ædel har han troet Menneskene ædle og højsindede. Han har troet sin Fader, han har troet paa sin 340 Broder, som Kainz' Friedrich af Homburg tror paa Kurfyrsten:

Hohenzolleren, Friedrichs Ven, kommer til ham i Fængslet. Han vil forberede Friedrich, melde ham, at hans Dom er fældet, at Kurfyrsten har dødsdømt ham.

Men Hohenzolleren kan ikke faa sagt det - thi Homburg tror ham ikke, ler kun ad selve Muligheden for en Dødsdom: Var da en Dødsdom ikke uretfærdig? spørger han. Hvordan kan Du saa tale derom? Kurfyrsten kan ikke dømme uretfærdigt.

- Men om nu dog saa var? siger Hohenzolleren.

- Det kan ikke være.

- Men hvoraf véd du det? spørger Vennen.

- Véd? Véd? svarer da Josef Kainz' Homburg utaalmodigt, og efter en Pause siger han fuldkomment afgørende og som et ugendriveligt Bevis:

- Ich fühl' es so.

Ordene blev sagte kun halvhøjt, simpelt uden Spræl, og de rummede i et Par Lyd hele en nobel Sjæls noble Tyrketro paa, at andre maa være højsindede som han.

Og saaledes har Kainz' Karl troet paa sin Fader, og Carlos, Infanten, paa Filip. Og som de troede dem, har de troet paa Menneskene.

Karl Moor har været som Carlos var, der ved Højskolen just blev Posas Ven og Lærling; skønnere har ingen drømt om en gylden Tid for den gyldne Verden end Infanten og Karl Moor, og fastere troede Ingen paa den Menneskehed, de vilde gøre lykkelig.

Men en Dag tog Filip, hans Fader, Elisabeth, hans Brud, der var ham "lovet foran Verdens Aasyn af to store Troner" - og Carlos blev "sky og kold". En Sommerdag faar Karl Moor hint Brev, som Franz har skrevet - og den brustne Tro paa de Bedste bliver Oprørerens Harme mod alle de Elendige.

Paa Gud har Kainz' Karl troet, og nu hader han ham, som Renegaten hader, mens han endnu frygter. Menneskene har han elsket, og nu hader han dem som den 341 forraadte Idealist hader dem, der omstyrtede hans Billedstøtter.

For Øjnene af denne Karl, der bryder ud i de bøhmiske Skove, flimrer Revolutionens "Ocean af Blod". Hans Sjæls Harme er slaaet ud i Desperationens Lue:

- Afsted, afsted til Bøhmen.

Karl Moor - den bedragne - er blevet en af de store Ødelæggere.

VII.

Hans Sjæls Utaalmodighed har ladet ham fødes dertil i en Verden, han er kommen til at foragte.

Utaalmodigheden er Tidssygdom. Født af rappere Samfærdsel, af den hastigere Meddelelse, af den tusindfoldige Idé-Udvekslen, af den strengere Livskamp, af den bitre Nydelsestrang, af Tempoet for Elektriciteten og Dampen - er Utaalmodighedssygen blevet endnu ilfærdigere end det ilfærdige Liv, som har skabt den. Den iler forud for alle Planer og al Fuldendelse, forud for enhver Nydelse. Den vil naa alt og paa samme Tid. Og den slynger os fra krampagtigt at ville til at opgive sløvt.

Den er Moder til vore Kunstskoler. Det er den, der klynger Skribenter og Malere til det evige Kors: at ville gribe selve det Ilende og at fæstne Bevægelsen. Den har født vor Stil, hvis evige Svingning er Spændthed og Slappelse. Den dirrer i selve Sprogene, hvis Perioder bliver kortere og ligesom forpustede.

Den lever i os og om os.

Den øges Dag for Dag ved Samfunds-Modsætningerne, som vi ser uden at kunne forsone dem; ved vor Videns Stigen, der vokser og vokser og dog giver Stene for Brød uden at magte Forklaring af det Uendelige; ved Nydelsernes Øgen, der kun uddyber Tomheden, formerer Lidelsen og gør vor Lede altid ny og uovervindelig - alting øger vor Utaalmodighed, der har Feberens Væsen, som opflammer og fortærer.

342

I Kunsten træffer vi de Utaalmodige overalt. Men paa Scenen hedder Utaalmodigheden Josef Kainz: Han er i sig selv hele Billedet af den.

Hans Nerver dirrer deraf. Hans Ord har Hast deraf. Deraf faar Blikket Lyn, og Hænderne knyttes deraf. Hans Tale faar deraf sin ulige Flugt.

Utaalmodigheden rider ham som en Mare, og den piner ham som en Heks. Den kribler ham bestandig i Kroppen, og den lader ham skære Tænder ad en summende Flue, mens den, pludselig opgivende alt, hvad Modstand er, og formet om til sin Modsætning, Sløvhed, paa den anden Side lader ham rolig bides ihjel af Hvepser.

Utaalmodigheden er hans Rollers Sjæl. Den er hans Geni. I den findes den uophørlige Kilde til hans tragiske Furore. Med denne moderne Følelse gyder han det nye Liv i de gamle Dramer.

Hvad der vækker hans Raseri kan være ubegribelig lidt, fordi Smerteindtrykkene for disse Sjæle, der er blevet saa følsomme, er tusindfoldige og uberegnelige.

Jeg husker fra "Narciss" et sært Eksempel. Narciss er, tror jeg, spærret inde eller skal blot vente. Vente et Bud i en god Stue, foran -en varm Ovn. Sligt maatte kunne bæres - hvis ikke Venten mest af alt var denne skælvende Taalmodsmangel imod.

Nu sitrer Kainz efterhaanden af Raseri, han maàler Gulvet, han tér sig som et Dyr i Fængsel, han skriger sit:

- "Jeg keder mig" med hele en nervøs og pint Sjæls yderste Ophidselse og - forbløffer den, som ikke husker, at denne Ventende er Kainz .....

Man maa vel ogsaa indrømme, at naar Tidens Utaalmodighed en Gang sidder just en Skuespiller i Blodet, skal selve hans Kunst nok give den Næring som ingen anden.

Vi andre arbejder dog med Naturen selv og vore egne Øjnes Syn. Skuespillerens Stof er Rollen og en Fremmeds Værk. Med hvor mange Særheder skal man 343 ikke her forsone sig, hvor mange Ruheder skal man ikke afslibe, med hvor mange Uensartetheder ikke komme overens - før den store Enhed er skabt, i hvilken to skal smelte sammen: Rollen og Fremstilleren ....

Kainz gav os i "Narciss" et Glimt af sin Rolletilegnelses Art.

Der er Prøve paa Komedien i Komedien, og Narciss lærer sin Rolle. Kainz fløj til det yderste forbitret gennem en Flom af Ord, som ingen Genklang gav i hans egen Sjæl, han jog Dumhederne til Side, til han endelig traf en Sætning, der ramte ham, og saa med .Dyrets Klo slog ned derom - med dens begærlige Hunger, hvem man længe gav Smuld for Brød.

Forbitrelse er den Sindstilstand, hvori Kainz hensættes af sine Roller. Han betvinger dem i forbitret Utaalmodighed.

..... Naar da denne altid paany nærede Utaalmodighed endelig driver et Geni til Oprør; naar et genialt Menneske maa støde sine Bønners Pande mod Karl Moors tomme Himmel og maa mætte sine Øjne med en Verdens Hykleri, hvor en Franz er Herre i Kraft af sine Misgerninger - da genfødes i hans Kunst "Røverne" til et Revolutionens Digt, og Karl bliver Marat, Danton, den unge Schiller ...

De andre store Oprørere, der tabte Taalmodigheden som han.

VIII

Herskeren blandt Oprørerne.

Thi Josef Kainz er paa Scenen Fører og Herre.

Han er lille, spinkel, med en Zigeuners Ansigt, med en Brystsygs Stemme, sær at skue. Alle de andre er skulderbrede, højtbygte, Stadsfolk at se til, har store Røster - ligemeget, de er Røverne og Josef Kainz Kaptajn.

344

I den Flok tager man ikke fejl, og overfor denne Karl har Kossinski Ret, naar han søgende Kaptajnen standser med Ordene: Har man set Dig, søger man her ikke længer. Thi denne Uansélighed har Geniets hem-, melige Adel; hans Ord har Vægt som Ord af den, der véd, han tør befale; og i Faren ejer han Ro - de store Utaalmodiges Ro.

Thi saaledes er de altid Urolige, af hvis Stof en Kainz er dannet, og hvis Liv er Anspændthed og Sløvhed; der er nervøse som Kvinder; der er Attenaarige af Begær og snarlig mætte i Tilfredsstillelsen; hvis Lidenskab er den næste; hvis Maal er det uopnaaelige: den store Fare gør deres Uro rolig.

"Liv eller Død" mætter endelig deres Utaalmodighed. I de store Begivenheder hviler deres Sjæle. Hvor Skæbnen fuldbyrdes, føler de sig hjemme. Der er endelig deres Verden og Fædreland.

Hvor var ikke Kainz, der skreg af Narciss' Kedsomhed, rolig under Røvernes Mytteri; hvor stille han, der raste mod Lorenzo, da han fuldbyrder Dommen over sig og Louise; hvor dæmpet myndig den altid opfarende var, da han ved Hungertaarnet slaar Hermann hans Klinge af Hænderne; hvor stilfærdig den store Morder Karl gik den sidste Vej - til Døden.

Kainz giver overhovedet aldrig Dødsscener.

Han dør hastigt, uden Skrig og Suk.

Thi hvad var vel Livet denne Ferdinand værd, der saá sin Fader som en Skurk, sit Navn som en Vanære, sit Samfund som de triumferende Misgerninger. Hvad Livet Mortimer værd, hvis Eksistens var et Forsæt, han forfejlede? Hvad Livet Karl værd eller hvad en Romeo, naar Julie ligger paa Baare?

Man kan dø roligt den Dag, Skæbnen vil.

Alligevel er det Optrin, som i Tyskland har skaffet Josef Kainz hans maaske største Triumf, blevet just en Scene, hvor han fremstiller Dødsangsten.

Optrinnet forekommer i Kleist's "Friedrich af Homburg«.

345

Optrinnet er dette.

Friedrich har faaet Vished: imorgen skal han dø.

Og sanseløs, uden Tanke, forvildet, styrter han bort af sit Fængsel, over Slotsgaarden - der ser han sit Skafot - til sin Tante Fyrstinden, for at bede, for at tigge, for at trygle om Naade - om Livet.

Han vil opgive alt: Kærlighed og Ære. Thi hvad er vel Kærlighed og Ære mod Livet? Han vil leve i Vanry og Skændsel. At leve med Skændsel er dog at leve. Han vil flygte til den yderste Kyst, han vil bo i den bestandige Nat. At leve nok saa fjernt er dog at være.

Saaledes trygler Helten hos Kleist.

Og Kainz spillede i disse Ord, under denne Rædsel, hvor han, uden Sans, væltede sig for Fyrstindens Fødder, hvor han opgav den Elskede uden en Tanke, hvor han hobede Skændsel paa Skændsel uden blot at vide det - han spillede hele Livets Angst for Døden, den Talendes for det, som er evig stumt, dens Angst, der kan gaa, der kan røre sin Arm, sin Fod, sin Finger, for det evigt Ubevægelige; det rullende Blods Angst for det koldt Stivnede, Tankens Angst for det Ubegrebne - - hele Dødsrædslen, saadan, som den kun kan vokse sig stor i en Pessimists Sjæl, hvor Døden er Mørket, Tilintetgørelsen, Intet, den hele Forsvinden.

Dette var "Spil", som vilde have rystet en Turgénjew til Roden af hans Sjæl.

IX.

Men ellers møder Kainz' Helte, som sagt, oftest Skæbnens Dag med Ro og uden Suk.

Skæbnens, der helst slaar Kærligheden Følge.

Saaledes gaar det, fordi: overalt i Livet kan vi lyve vor Anspændthed til Kraft - kun i Kærligheden ikke. Elskoven griber fast om vor Sjæls hemmelige Svaghed. Den lægger os for Fode uimodstaaeligt og helt. Og som Lynet rammer den, saa hastigt.

346

Der er i Hero og Leander en Scene, hvor Leander og hans Ven venter i Tempelgaarden, mens Præstinderne gaar dem i Optog forbi. Iblandt dem er Hero. Hun kommer Leander nær, deres Øjne mødes, hun er gleden forbi ......

Men Kainz' Leander er langsomt, ganske langsomt sunken i Knæ, i Støvet, som den, der, ramt til Døden, segner tyst. Dette ene Knæfald siger, at denne Yngling gik hans Skæbne forbi. Her er Oprør ude. Denne Rebel har strakt Vaaben. Den Utaalmodiges Daad er blevet: at gennemskære Verdenshavet og naa hende.

For et Blik sank han hen - vaabenløs og stum.

Denne tavse Segnen for det Overvældende gentages ofte af Kainz, der "varierer" saa lidet og dog altid synes os ny, fordi han er altid ægte: I Pompadours Skød ligger Narciss livløs og uden Mæle; uden Ord glider Carlos ubevægelig ned for Dronningens Fod.

Det er den Kærlighedens Segnen, om hvilken Sappho sang: Blodet tager den af vore Aarer og Kraften af de skælvende Knæ.

Kainz, hvis Væsen er Oprør og Trods, bøjer sig uden Modstand for Kærligheden - den Uafvendelige.

Og Elskoven blotter uden Barmhjertighed, at al hans Styrke kun var anspændt Svaghed. I Elskov er hans Helte Børn, hans Fyrster Pager, hans Romeo en Dreng.

Hans Kærtegn er Barnets, hans Stemme, hans Blik. Hans Lyst er Drengens, hans Tilbedelse og hans Lidenskab.

Karl kan være Røvernes Kaptajn, Leander kan naa igennem Havet, Friedrich kan vinde Slag - i Elskov er deres Styrke kun den myge Svaghed.

Og denne Kærlighed, der gør en Dreng af Manden, bliver for Kainz skæbnesvangert alt. Husk Romeos Storm: ned slaar han Verden og Love og Slægt, Fornuft og sund Sans, thi Elskov er alt, og Elskov er Julie. Husk Carlos med Dronningens Brev: Lad Alba tage Belgien, Holland, Riget selv. Af Ven er Infanten Fjende, af Fjende Ven - han har jo Dronningens Brev.

347

Der er ingen Himmel uden det. Han har ingen Jord. Hans Verden er Dronningens Brev.

For Kainz' Carlos er Elskov alt og ét.

Det nytter ikke Carlos, at han er Eboli nær, Prinsessen, som er fager og skøn. Han véd og fornemmer og ser ikke hende, ikke nogen af de Piger i Madrid. Han véd kun ét: sin Elskede, Dronningen, sit Fordærv.

Fordærv - thi Kærligheden (Turgénjew mente det samme) er en Sygdom, Feber og Fortærelse. Dens Smerte er Mord, Raseri er dens Nydelse. Den er Ilden, der hærger Verden, og Sjælene udbrændes af dens Sol. Som den stille Glød gør den sit Værk, naar den dæmpes; naar Flammen slaar ud, er den den bratte Rasen. Den skaber Krampagtighed af vor Svaghed og Sygdom af vor Anspændthed: thi vi ejer ikke Sjælekraften til at bære den.

Saaledes er denne Kærlighed, og Mortimer var dens Billede.

Hvem husker ikke endnu Bifaldsstormene, der bruste ud over dette Geni i Luer - Kainz' Mortimer foran Dronningen. Der stod en Sjæl i Brand, og et Menneskes Marv udbrændtes i Brynde.

Her var Elskov blevet Vanvid og Vanvid blevet skønt

Hasten syntes skøn og disse magtløse Hænder; Attraaen skøn, der stamper mod det umulige; og Truslerne og Blikkene og de barnebedende Ord, de syntes skønne - thi han var Tidens Søn, vor Samtidige, en Rasende, der vilde voldtage det Uopnaaelige ...

Livets Højeste er altsaa en Sygdom. En Sygdom er altsaa det Eneste, som er selve Aandedrættet værd.

Lidenskaben slog ned over denne Mortimer som en Grib, og som et Aadsel vil han snart ligge udsuget paa Vejen.

X.

Denne Sygdom, som er Livets Lidelse af Lidelser, er tilmed, ret beset, kun et Drifters Spil, der gør os 348 foragtelige; den er Sansers Kogleri, som gør os dumme og fejge, og den er et Drifts-Herredømme, hvorunder vi bliver løgnagtige og svigefulde, bedrageriske og moralsk hæslige.

Josef Kainz véd det.

Derfor har han indføjet "Jødinden"s Konge blandt sine Roller.

Man kender Stykket.

Kongen var en Helt i Slaget og sit eget Raads Vismand. Opdraget af Mænd vidste han lidet om Nydelsen; om Pligten vidste han alt.

Saa mødte han "Jødinden" paa sin Vej. Og han blev "fanget". Han elsker hende.

Men Kongens Elskov er ingen Rasen, eller den er i alle Fald en Rasen, som han selv spotter og hidser med Haan.

Han kender Driftlegens Intethed. Han giver alligevel efter for den - det er sandt - men han hævner sig idetmindste, mens han underkaster sig: han ser ironisk paa sin egen Nedværdigelse, og han krænger selvironisk sig selv midt under Lidenskaben.

Ironiens Bitterhed jog i et pludseligt Tonefald som et isnende Pust hen gennem den Kainz'ske Diktion. Denne Konge drillede spottende den Elskov, der lagde ham øde.

Der var én Scene i Stykket, som virkede uforligneligt. Det var som ofte før hos Josef Kainz et Optrin, hvor han virkede uden Ord.

Jødinden hvilte under sin Tronhimmel. Kongen sad lange Stunder tavs paa en Bænk helt henne paa den anden Side af Scenen. Han havde ikke et Ord at sige - men Øjnene tog han ikke fra hende. Og alt: hans Blik, hans Stilling paa Bænken, hans akcentuerede Ubevægelighed - en nonchalant og uforskammet Ubevægelighed - fortalte om samme kolde Forbavselse:

Er det dette "Væsen", er det denne "Figur", som gør Dig gal? Er det hende, der beskæmmer din Trone 349 og skænder din Seng - er det hende derhenne, som leger Hunkat mellem to Puder?

Alt det laa i hans Blik og hans Stilling.

Pludselig rejser han sig saa, greben af Drift, og han iler over Scenen - og han springer op paa Lejet, som vilde han øve Vold imod hende - - - mens han umærkeligt trak paa Skuldrene.

Et saadant eneste Træk virker uforglemmeligt.

XI.

Mod Mennesker, der er hans Fjender eller er ham ligegyldige, finder Kainz paa Scenen ganske hensynsløse Tonefald, der isnende blotter, hvor interesseløse han finder dem og deres Færd. Hvor ganske fjernt de staar ham, de Folk, saa de slet ikke rører ham eller hans Liv.

Hans Kulde er brutal. Hans Foragt er Foragt for Kræ. Hans Ord til Hofmarchallen sætter Personen ned blandt Dyr, og hans fuldkomne Aandsfraværelse gør Eboli til en Ting. Alene hans Blik deklasserer Alba til et "Væsen", et noget, der nu en Gang lever, der aander, der maaske faar Hær at føre, men som aldrig kom i Slægt med Infanten, en Kongesøn ... et Geni.

Saa uopdragen er man mod Mennesker, man foragter saa dybt.

Men dog føler Karl Moor og Ferdinand ofte Medlidenhed: Thi de véd, at Verden er det store Fælles. Ferdinand har Medfølelse med Lady Milford; Karl har Venskab for Kossinski, der har lidt og skal lide som han.

Josef Kainz' sidste Følelse bliver Medfølelse med dem, der ligesom han selv, skal leve det elendige Liv.

TREDJE BILLEDE.

To Gange har Hamlet, den største blandt Mennesker, levet som et Menneske for Samtidens Øjne: da 350 Sarah Bernhardt blev Mand, og da Josef Kainz, paa Højden af sin Kunst, endelig, endelig naaede frem til den Skikkelse, der helt kunde omhylle ham og helt aabenbare ham.

Alt det andet, hvad Hamlet skulde nævnes, blev kun Spil og Stykværk. Som man møjsomt broderer et tomt Klæde, saadan syede de Snese Aktører af Forsken og al Slags Pønsken og af de mange Kunstgreb en kludeflikket Hamletskappe og kastede den om en Skygge.

Nej, kun to Gange saá vi Prinsen af Danmark som én Hjerne og ét Hjerte, med Øjne, som var dette ene Hjertes Spejl, og med en Tunge, der bar den ene Hjernes Bud; og alle Modsigelser og al den Aandens Splid og alt, hvad uforsonligt synes, var gledet sammen og forsonet og forenet i det altrummende og uudgrundelige Kar, som hedder en menneskelig Sjæl; og den ene var skabt: Hamlet, Prinsen af Danmark.

Men saa rig og rent ud uudtømmelig er dette Shakespeareske Menneske, at disse to Hamletskikkelser, vi saá, de var, skønt rundne af samme Kilde og nærede som Tvillinger ved samme Bryst, som Nattens dunkleste Mørke mod Middagstimens det klare Lys.

Begge, baade Sarah Bernhardt og Josef Kainz, gav os Geniets Billede. Men Sarah Bernhardt havde krænget Geniets Purpur. Og i Lyset af den frygtelige Fakkel, hun svang mod Kongens Ansigt, saá vi ind i Dybderne af Hamlets egen Sjæl, det lidende Genis øglefyldte Kløfter. Idet hun malede os Neurastenikeren Hamlet, viste hun os - og kun selve hendes Geni tvang vore Tanker og vort Øje til at blive der, hvor de ofte vilde vende sig bort - Geniets Liv som Vejen frem paa den oprette Knivsbrod, der er Skillelinjen mellem Evnens Fuldkommenhed og Evnens platte Forvirring. Det Vanvid, Hamlet spillede, var endnu en Leg, gennemstraalet af hans Aands Klarhed, men hans grublende Visdom ræddede os saa brat, som kunde den, om et Nu, briste i al Forstands Forfald. Sarah Bernhardts Hamlet viste os Geniets Forgiftning, Med et 351 sidste Tag om vort Haandled førte hun os ind til de Geniets Nattestunder, da de største betaler for deres Storhed, og Shylocks Rente var, lignet med disse yderste Kvaler, dog barmhjertig.

Som et Barn af den gøglende og usikre Maane staar denne Hamlet ved Siden af Josef Kainz, der er Dagens lyseste Søn.

Thi, medens Josef Kainz som Dannerprinsen fører os gennem hele Geniets Liv, virker Geniets Styrke som et Solvæld, der gør et Skuespil om Skyld og Rædsel lyst som Middagsstunden paa en Solhvervsdag.

Paa sin egen Livsdags Højde lever Josef Kainz, som Hamlet, for vore Øjne Geniets Historie. Baaret af sin egen Styrke, endnu ung i en uforgængelig Ungdom, staar han, omstraalet af Ryet - en Sejrherre efter at Kampen er endt, den hele Kamp med hans egen Kunst. Han førte den fra sin Ungdom. Han førte den mod Traditionen, der klemte som en Brynje om hans eget Hjertes frie Slag. Han førte den mod Versene, til de blev som syngende Fugle, der fløj fra hans eget Hjertes Rede over hans Tænders Gærde. Han førte den - og som en Nævekamp - mod selve disse fremmede og forbandede Digteres fremmede Følelser, til han betvang dem og lod dem flamme os i Møde som Flammerne ved Essen, hvor han hvidglødede sin egen Smertes Sværd. Han kæmpede med disse fremmede og saagar fortidige Digtere, indtil han fik dem givet sit eget og disse Dages Hjerte, og vore Følelser talte paa deres halsstarrige og stive Tunger. Han kæmpede og blev Sejrherre og kæmpede videre endnu.

Han havde ført Klassikerne frem til vor Følelsesverden ved at lade dem gennemstrømme af sin Følelse. Men da dette var fuldbragt, gik den utæmmeligt stridslystne videre, og han nærmede, som den Vovehals han er, Klassikernes Verden til selve vore Livsformer. Denne sælsomme Realist, hvis Digtere hedder Friedrich Schiller, Heinrich von Kleist. Grillparzer og William Shakespeare, stræbte, efter at have skabt den indre 352 Samhørighed mellem sig, os og Digterværket, ogsaa efter at naa en rent ydre Virkelighed, som kunde forøge Følelsen af Samhøren: under hans Hænder blev selve "Hamlet" et - møbleret Skuespil. Denne Prins af Danmark færdes mellem Borde og Stole og Løjbænke, paa hvilke han sidder, ligger, hviler - mellem Stole, Løjbænke, Borde færdes Hamlet som en almindelig Dødelig eller som en af os. Og Virkningen er forbløffende. Hamlet træder pludselig ud af Sagnet, frem af den det ubestemtes sære og slørede Verden, hvor vi før saa ofte greb efter ham og fangede kun hans Sørgekappes Flig. Han bliver et Menneske, større end vi, men som dog lever under et Tag som vi, bag en Rødstensmur som vi. Han faar Jorden under sine Fødder, den Jord, som bærer ogsaa os. Og dette besynderlige og stærke Virkelighedspræg blev i Berlins "Neues Schauspielhaus" for en Dansk, ved en aparte og sær Tilfældighed, forbavsende øget. Den, som Theatrets Dekorationsplaner skyldtes, er en Dansk. Det er den unge og højst talentrige Svend Gade. Og da hans Ungdom skulde give sig i Lag med et Værk, som saa tit har skræmmet Forskere og de forfarneste, greb han til som den Dansker, han er: Han førte, med et Instinkt, som kun de betydelige ejer, Shakespeares Hamlet hjem til Frederik den Andens Danmark og genskabte en Rantzaus Sale. Og dette Dekorationens Greb ind i en historisk Virkelighed passede den Kainz'ske Hamlet, som selve Fægtehandsken passer den smidige og levende Haand.

I disse Sale, som bliver Stuer, gaar Hamlet om med et Væsen som vort. Han taler med Hr. Polonius med sine Hænder begravede i sine Renaissance-Hosers Lommer. Han slentrer over sit Stuegulv med Hænderne paa sin Ryg, og han tager, tankeløs, Sæde oppe paa et Bord, hvorfra han taler til Hr. Rosenkrands og til Hr. Gyldenstjerne. Og dér, hvor han hjerteskærende hulker, dækker han sit taareoverstrømmede Ansigt med et hvidt Lommetørklæde. Denne Hamlet har et Dagligliv 353 som vi. Og han følger, som vi, dets Vaner, medens alle Skæbner fuldbyrdes.

Og - underfulde Mesterskab - uden at nogen Stil brydes, skænker de almindelige Dødeliges gemene Livsformer Kainz' Hamlet selve Livsmangfoldigheden af Virkninger. Selve de Møbler, som omgiver denne højst menneskelige Hamlet - og som han benytter - fører ham til Tider lige ind i Armene paa det psykologisk selvfølgelige, som alle vi andre forgæves og forgæves har søgt, og hvorover han synes saa godt som ubevidst at snuble. Denne Løjbænk der - den staar, mellem Borde og Stole, i mange Akter. Men der kommer et Nu, hvor den træder i Funktion:

Da Hamlet kommer ind i Stuen, fortsættende kun sin Tankegang, tænkende videre hvad han tænkte, mens han vandrede gennem de andre Stuer - da Hamlet fortsætter sin Tanke med dette "Være eller ikke være", som i Aarhundreder tusinde Aktører har forsøgt at gøre til deres, da lægger Josef Kainz' Hamlet sig hen paa Løjbænken, og mens han strækker sine Lemmer, der er trætte under Tankernes Byrde, ligger han, med sine Øjne op i Taget og taler til sig selv og spørger sig selv - som vi selv gør det i søvnløse Nætter. Og, medens vore Øjne hviler paa et Billede, vi hjemligt genkender, aabner vore Tanker sig for en ny Tilegnelse.

Det er dette, som er den nye Landvinding.

Den nye "Stil", som her har bemægtiget sig vore ydre Livsformer, gør os fortrolige med selve den Menneskesjæl, hvis Skæbne vi følger. Vi tror os stillede paa lige Fod med Dronning Gertruds Søn, og Medmennesker gennemlever et Medmenneskes Gennemlevelser.

Selve Formen gør os til Medievende, mens Geniets Liv udfoldes, levende, for vore Øjne.

Og undrende ser vi, at her er ingen Gaader mer. Det er dagklart alt, fordi alt er - levet.

Denne Hamlet lever som Geniet han er. Som den stærke lever han - saa sandt og vist, som mangfoldigst af alle; rigest og uudtømmelig; umulig at knække, 354 uovervindelig til Døden; stærk og stærkest er Geniet og Geniet alene.

Fra Hamlets Styrke rinder Lyset.

Thi stærk som Aandens Kæmper er han.

Kun en Gang virkelig bøjet og forfærdet.

Josef Kainz udsletter Genfærdsscenerne af dette Skuespil. Hvad der for Sarah Bernhardt var Hallucinationens Rædsel, passer lidet denne Hamlets klare Aand. Josef Kainz havde aldrig synderlig Frygt for Spøgelser. Med Klingen i Haand vilde han allerede i sin Ungdom prøve deres Blod og Væv. Hans Hamlet ræddes føje paa Kronborgs Vold, og vi - ræddes saa lidt som han, saa længe Genfærdet ses.

Men da det er forsvundet, synker Hamlet sammen.

Han har forstaaet, begrebet, set det og véd det og maalt det: at Livsfordringen er over ham. At af ham kræves Daaden. Gerningen - Værket, det uhyre Værk.

Og han kan ikke unddrage sig.

Da løfter sig, som den knustes Rædselsskrig, Raabet fra hans Læber og de fortvivlede Hænder fatter om hans Hoved, der vil sprænges:

"Jeg har svoret det" - -

Svoret har han og kan aldrig komme bort.

Just i denne vaandefulde Angst og Pine, i denne Rædsel foran Værkets Fordring, knuges Geniet foran Værket, der skal fuldbyrdes, Geniet værdigt. Under Kravet og Ansvaret, under Fordringen, som er evig fornyet og maa evigt opfyldes indtil Graven - styrter den stærke ... indtil han har taget Kravet op.

Da genfinder han sin Styrke og sig selv.

Og uforfærdet gaar han til Værket - til Hævnens Værk.

Uforfærdet er denne Hamlets Sjæl.

Han er en Grubler, det er sandt, men hans Aand løfter ham sejrrigt op over hans eget Grubleri frem mod Handlingens Virkelighed, der er krævet af ham - frem mod Hævnen. Denne Hamlet, hvis dybeste 355 Væsen (som ethvert Genis) er Aktivitet, opsætter ikke, fordi han er ubeslutsom. Men fordi han (som ethvert Geni)vil det fuldkomne - ogsaa den fuldkomne Hævn: Hævnen er nu én Gang bleven hans Gerning, og den skal være uhyre og uendelig som hans Aand. Var det en Hævn at dræbe Kongen her, mens han beder, soner sine Synders Gru; dræbe ham her foran selve det hellige Billede, ham, Skurken og ti Gange Skurk; Morder og hundredfold Morder, thi en Konges Morder; og tusind Gange Morder - Brodermorder ...? Var det en Hævn, saa let at fuldføre som den er: se ham, Kainz, hvor han i drengeagtig Lyst strækker sin Klinge frem mod den bedende Konges Ryg - saa kort en Vej, kun en Klinges Længde. Saa kort en Vej og et eneste Stød - -

Men nej.

Ikke Frygten for Gerningen, men det utilstrækkelige i denne Gerning holder denne Hamlets Sværd tilbage. Et Mord, det vil han ikke. Det er ham ikke nok. Mer vil han: hævnes.

Og som en Ildbue slynges over Himlens Hvælv, slynger han sit "Rache" funklende frem over Shakespeares Drama som selve Menneskeviljens uovervindelige Kampskrig.

Men vente med sin Hævn kan han, som de stærke altid kan vente.

Og denne Hamlet, der bærer Sorg for en myrdet Fader, og hvis Moder gik til en Boler i hans Seng - denne Hamlet kan være sorgløs, mens han venter. Saa stærk er han eller saa rig. Han bliver en Dreng og overstadig, naar han spotter Polonius. Med en Aladdins Jubel paa Ispahans Torv spiller han Bold med sin egen Sørgehue, da Kongen brat har forraadt sig. Saa meget Barn er han, thi hos Geniet dør Barnet aldrig.

Endogsaa kaad kan denne Hamlet blive - en uvorn Knægt.

Men oftere er han munter, af den dybe og stille, ligesom fjernt-fødte Munterhed, der gror af store Sjæles 356 hemmelige Fred. I Sindets Bund er den geniale Personlighed bestandig rolig. Hvilende i sin egen Styrke smiler "det store Menneske" midt under Skæbnens Slag - hævet derover.

Godmodig ser han til. Hans Kraft gør ham godmodig. Og desuden: han er jo god. Hans Hjerte ejer et Dyb af Godhed. Se ham: blot Horatio er i Stuen, alt hans Væsen bliver Mildhed og Glæde. Hans Hengivenhed er en Ømhed, som længes efter at give og at tro. At give er det ikke selve Geniets Væsen? at turde tro er det ikke dets sidste Drøm? At eje Venner, mellem hvilke man, midt i den onde Verden, tør være helt god og helt sand - hvor føler man ikke, at Hamlet, naar han er sammen med Horatio, længes derefter. Og selv under det første Møde med Rosenkrands og Gyldenstjerne fornemmer man Hamlets Trang til at vise Godhed. Han er venlig mod dem, beredt endog til Venskab.

Det er jo saadan: dette gode og ømme Hjerte trænger til Godhed og Ømhed. Ingen har Stunder saa svage som de altid Stærke. Ingen har Timer, hvor de er saa hjælpeløse som de, der, i Kraft af deres Styrke, altid skal hjælpe. Ingen Haand trængte saaledes til et Haandtryk som den, der bærer Geniets kongelige og blodsugerigske Scepter. Derfra denne rent legemlige Klyngen sig til Horatio - med Hovedet paa hans Skulder, Hænderne om hans Hals, Hjertet ind mod hans Hjerte. Hele Hamlets trætte Hjemløshed i Verden løser sig ud i denne korte Hvilen ved Vennens Bryst. Et Øjeblik kun af Væren hjemme, nær en Sjæl beslægtet med hans egen - og atter maa Hamlet vende tilbage til den fremmede Verden og alle dens Skabninger: Osrick, Polonius, Skuespillernes tomme Bande. Men selv mod dem er denne Hamlet mestendels godmodig, og hans Tonefald er ofte godlidende, selv hvor hans Ord spotter.

Kainz' Hamlet følger her, nøje som altid, Geniets Art. Godmodighed er det geniale Menneskes Hjemmedragt. Han bærer den halvt af Medlidenhed og halvt af 357 Magelighed. Hamlet har Medlidenhed med et dumfødt Kryb; med de Svage, thi de var vel som svage baarne fra Moders Liv; med de Løgnagtige endogsaa, for de véd sagtens kun halvt, at de lyver; med de Sladderagtige, thi hvad kan vel deres Hønsehjerner udruge andet end Sladder; med de Vaklende, thi hvortil skulde vel deres slatne Knæ støtte sig; med dem, der er glemsomme og utaknemmelige, for hvordan skulde vel Erindring leve i Sjæle, hvor intet lever? Han har Medlidenhed endog med de Foragtelige, fordi de vel ikke mægter at være andet end foragtelige.

Derfor er han af Dagligvæsen godmodig. Af Medlidenhed og af Magelighed.

Godmodighed er nem og det nemmeste. Man bør derfor hos den geniale Personlighed ikke anslaa den alt for højt. Geniet synes godmodigt ogsaa for at spare sin egen Kraft. Det er godlidende af Økonomi.

Hvorfor ophidse sig, siden Ophidselse fortærer? Hvorfor stride med disse Skabninger, da dog Strid koster Kraft? Hvorfor fortælle Myrerne, at man kender deres Tues Gange, naar dog hede Ord brænder ens egen Sjæl i Kanten? Lad Krybet krybe som det kan. Hvorfor fare op? Selve det at tale højt røver En Aandedraget.

Forbliv "godmodig".

Forbliv det ogsaa af Beregning.

Lad Geniet skjule sig bag Godlidenhed.

Hvis det ikke skjulte sig og var hyllet ind i denne linde Kaabe, der falder klædeligt fra dets Skuldre til dets Fodsaal, vilde alle se al den hemmelige Grusomhed, der er en forborgen Del af Geniets uendelige Væsen - Grusomheden, der, med tildækket Aasyn, sidder i Geniets Sjæl som selve Godhedens Tvilling.

Af Geniets Hjemløshed er denne Grusomhed født, og den er Frugten af Nervernes evige Pine.

Den geniale Personlighed er hjemløs i Samfundet og paa Jorden, som den er det, der maa leve alle sine Livsdage mellem Fremmede. Menneskene er ham fremmede, 358 alle de, som er enten Stræbere eller Borgere. Deres Tanker er ham fremmede og deres Ord, naar de taler. Deres Væsen og alt, hvad det udtrykker; deres Maal, han begriber dem ikke; deres Veje, han véd ikke at vandre dem; deres Hjerter og deres Sanser, deres Meninger, deres Begreber og deres Haab, deres Drømme, hvis de da drømmer; deres Domme, deres Fornuft, som kun er Fornuftighed, hvis den er det; deres Blods Løb; deres Smertes Grænser, deres Klages Lyd, deres Glædes Mon, deres Latter - - - det er ham fremmed, ti Gange fremmed; og selv deres Taarer har ikke samme Salt som hans Øjnes Taarer.

Han har ikke samme Sjæl og ikke samme Øren, thi hvad han hører, hører ikke de; ikke samme Øjne, thi hans Pupiller fæstes ikke ved, hvad de ser. Han har ikke samme Hænder, for, hvor hans Haand er udstrakt, er deres knyttet. Ikke samme Røst og ikke det samme Sprog.

Hjemløs gaar han og har ikke noget Tag ...

Men han har Genboer, Naboer, Husboer: Fremmed er han omgivet af Fremmede. Det er dette, som bliver hans Nervers Pinsel. Selv forstaar han ikke og forbliver uforstaaet. Hvert hans Begreb løber Panden mod de andres Begrebers Mur. Stukket og atter stunget bliver alt hans Væsen kun et aabent Saar og en Vunde, som aldrig faar Fred.

Indtil han, den ene blandt alle, pludselig føler sig som - bliver den ene mod alle.

Den ene, som vil "give igen", øve Hævn, tage Hævnen til dens sidste Draabe.

Thi hvis her skulde hævnes, blev ingen Grusomhed for grusom.

Saaledes har Hævnlyst født Geniets dulgte Grumhed, der er uden Barmhjertighed og altid lever inderst i dets Sjæl. Hans Godhed indhyller ham, men i dens Kappes Ærme gemmes Dolken. Og pludseligt blinker Staalet, i et Ord, et Tonefald, et Blik, der saarer "de andre" til Døden med et giftigt Rids ...

359

Josef Kainz' Hamlet ejer denne Grumhed i Sindet. Han aabenbarer den ved en Tone, i et Øjekast, som faar os til at skælve, som var det os, han tugtede ved en saa umaadelig Foragt.

Thi Foragt er hans meste Hævn.

Men har vi set Hævnens Staal, forsvinder det atter, skjult i hans Kappes Fold, og Prins Hamlet er igen den Godlidende. Og med et overbærende Smil gaar han videre og, trods alt, tror han halvt alle, fordi han helt troer én: Ofelia, Polonius' Datter.

Ofelia, som han elsker.

Eller - elsker han hende mon?

Det er ikke Hamlets Monologer, hans Ord om Liv og Død; det er ikke hans Forhold til Dronningen, hans Moder, ikke hans Forhold til en Stedfader, som myrdede hans Fader - det er ikke noget af alt det, som er en Hamletfremstillings Maalestok. Hans Forhold til Ofelia er Maalet. Her skal han vejes.

For hvert Menneske er hans Forhold til Elskoven Skæbnen. Her vinder han eller falder. Men det er ogsaa Brystmaalet. Her aabenbares Styrke og Svaghed.

Men just i Elskoven, som er det Sidste og det Eneste, øver Livet, der vil Betaling for alt, ofte sin Hævn mod Geniet, saa fra dette Eneste og Sidste er Geniet, der mægtede alt, magtløst lukket ude. Saadan som Josef Kainz' Hamlet er. Det aabenbares i Samtalen med Ofelia, i Sammenstødet med Ofelia. For Kainz' Hamlet er dette Sammenstød Begivenheden og - Faldet.

"- Jeg elskede Jer engang - -

"- Sandelig, min Prins, I bragte mig til at tro det."

"- I skulde ikke have troet mig - - - Jeg elskede Jer ikke ..."

"Jeg elskede Jer engang - jeg elskede Jer ikke ..."

Og hvorfor? Hamlet véd det? Følelser kan ikke indpodes saaledes i Hamlets gamle Stamme, at "de ikke beholder en Smag af Stammen".

Det er al Forklaringen i denne Hamlets Mund, og 360 dermed er alt forklaret: Thi Hamlets Slægt og Stamme, det er Geniernes Slægt, den benaadede og den forbandede.

"Jeg elskede Jer engang - jeg elskede Jer ikke."

For han var af Geniernes Stamme og - mægtede det ikke.

Hans Magtløshed bunder dybt i Geniet selv.

Hengivelsen uden Tanke og som helt er Selvglemsel er Elskovens Fuldkommelse. Men det altid bevidste Geni naa'r den ikke. Det kæntrer paa Bevidsthedens Revle og naa'r ikke den Hengivelses Kyst, som det skimter. Og Geniet véd dog, at Kysten er.

- Jeg elskede Jer - jeg elskede Jer ikke.

Kun denne Gang var det fjerne Land et bristende Syn, thi selve Kysten er ...

Og atter haaber han og stævner frem, og igen kæntrer han.

Og som Geniet han er, en evig Undersøger af sig selv, grubler og grunder og pønsker han over Aarsagerne til sit Forlis; og mens han undersøger, optrevler han sig selv, og han fordobler og tredobler og tidobler sin Bevidsthed om sig selv - og kommer Hengivelsens Lykke altid fjernere; mens hans Længsel, der aldrig dør, driver ham ud paany og altid paany mod det Land, som altid flygter - -

Aa, Ofelia var ikke den første, hvorefter denne Hamlet tørstig greb.

Saadan græder man ikke, saa fortvivlet, saa sygt og saa tungt græder man ikke ved sin Lykkes første Forlis.

Saadan hulker kun den, som har maattet græde saa ofte. Saadan græder ogsaa kun den, som græder over sig selv.

"Jeg elskede Jer engang - Jeg elskede Jer ikke."

"Gaa i Kloster - hvorfor vil Du føde Syndere til Verden?"

Syndere som jeg ...

Og i en frysende Smerte, der gennemsitrer alt hans Væsen, knuger og bøjer ham, saa han kan ikke staa, 361 men sætter sig, pint og træt - anklager Hamlet sig selv for al sit Livs Synd, aa, som var det hans Synders Skyld, at han her var magtløs.

"Ich bin sehr stolz, rachsüchtig, ehrgeizig; ich habe mehr Vergehungen auf dem Rücken, als ich Gedanken habe sie zu hegen, Einbildungskraft ihnen Gestalt zu geben, oder Zeit sie ausführen. Wozu sollen solche Gesellen wie ich zwischen Himmel und Erde herumkriechen? Wir sind ausgemachte Schurken, alle: trau keinem von uns! Geh deines Wegs zum Kloster!"

"Hvorfor og hvortil skal saadanne Skabninger som jeg krybe rundt mellem Himmel og Jord."

Ordene lød som et sidste Skrig, der vilde flænge Himlens Ubarmhjertighed. De kaldte, i Elende, ham til Rette, som over alle Verdener skabte alle Verdener til Elende.

Hvorfor skal vi krybe rundt mellem Jord og Himmel, siden det eneste dog er os nægtet?

Siden jeg ikke mægtede det, siden jeg ikke elskede Ofelia.

Hamlet har ikke kunnet elske Polonius' Datter. Men han har dog troet hende. Hende og vel hende alene.

Saa ser han Polonius og Forræderiet.

Da Hamlet havde set hendes Fader, gik han frem gennem Stuen, og han tog Ofelias Hoved i sine to Hænder og førte det tilbage og saá hendes Ansigt, ind i hendes Ansigt - længe. Og slap hendes Hoved og vidste alt og troede Ingen mer i Verden. Og da han atter talte, var hans Vanvid ikke Forstillelse. Smerten og Slaget forvirrede virkelig hans Sans og hans Vid, saa Vanviddets Ord sprang frem af hans flængede Hjerte, og hans Tanker, splintrede, tumlede rundt i en pludselig Nat...

Dog, i det sidste Nu, før han vil gaa, sejrer hans Medlidenhed over hans forvildede Kval: hun var vel kun et Middel for de andre.

~Og som tilgivende, næsten ømt lyder hans sidste Ord, hans sidste: "Gaa i Kloster" - -

362

Ofelia har Hamlet tilgivet. Men mellem ham og Verden er alt forbi.

Nu tilhører Geniet ingen uden sit Værk, Hamlet intet og ingen undtagen sin Hævn.

Verden og Mennesker og Livet, han har maalt dem til Ende. Og han skylder dem intet uden sin Foragt, som er umaalelig.

Han skjulte den før. Nu gyder han den i ætsende Skaaler ud over Mennesker og Liv og over alt, hvad der er skabt. Og fra hans Sjæl, der væmmes, flyver over hans Tunge hans vaandefulde:

"Pfui und Pfui darüber."

Menneskene har han dømt med Geniets Dom, der, naar den endelig æskes, er grum som Leen. Det er ikke at forstaa, hvordan den kunde blive anderledes. Geniet, som har ti Øjne, gennemskuer alt og gætter dem alle. Det ser Dyreansigterne bag Menneskemaskerne. Det kender og følger Drifternes nøgne Nævekamp bag Følelsernes tarvelige Mummespil. Det véd, at Tankerne lyver, og at de Tanker, som blev Ord, kun dobbelt lyver. Det har gennemstirret Handlingerne, som vil synes forsvarlige, og set Bevæggrundene, som er uhyrlige og uforsvarlige. Et Væv af halv Sandhed, som er helt Løgn. Menneskene - en Pøbel, som, paa Jagt efter intet, tillader sig alt. Følelserne saa løgnagtige som en Skuespillers Taarer. Lovene de Mægtigeres takkede Spyd. En Svaghed, der bliver lumpen, og en btyrke, som er forbryderisk. Saakaldte Sjæle - Kælderhuller fulde af Yngel og Øgler - -

Hamlet véd det. Han har set det med ti Øjne. Og han har dømt:

"Phui und Phui darüber."

Hans sidste Energi udlader sig i hans sidste Væmmelse.

Hvert hans Ord gennemtrænges og gennemstinges af hans Foragt. Hvert et Tonefald og hvert et Blik er Afsky, der træder under Fod. Hans Foragten bliver Haan 363 og, af Fortvivlelse, bliver hans Haan Munterhed, saa vi ler højt, mens vi havde Lyst til at græde:

"Pfui und Pfui darüber."

Og denne Verden, som lyver, lyver paa Randen af sin egen Grav. Og Kinderne, som er sminkede, raadner grønt bag deres egen Sminke.

"Dette var Yorrick."

"Men sig mig ét, Horatio, sig mig det..."

"Ja, min Prins" ...

"Tror Du, at Alexander den Store i Jorden saá ligesaadan ud?"

"Ligesaadan?"

"Og stank ligesaadan - - - -

"Pfui - pfui darüber."

De største, hvad blev der af dem i en Forgængelighed, hvor alt forgaar? Af Cæsar saa meget Støv, at man kan stoppe et Spundshul.

Og af Verden, hvad bliver der af den? hvad bliver den til?

Denne Hamlet véd det.

Med en tørt fortvivlet Spot knaser Kainz' Hamlet, i Ordene til Rosenkrands og Gyldenstjerne, selve Universet, Luft og Stjerner, Verdner og Kloder og Jorden - i sine to Hænder presser han det til det "Støv", de er.

I denne tørre Spot, som gør Verdner til Sand, som kan rummes i to hule Hænder, fandt Geniet sit sidste Udtryk for den evige Forgængeligheds Smerte ...

Hvad er Livet, hvad Menneskene, hvad Verdnerne?

Ikke de Taarer værd, som synes at fryse paa Hamlets Kinder.

Da sker det, at hans Foragt slaar om i en Ligegyldighed, som er endnu mere grum end hans Foragt.

Da man har spurgt Hamlet, hvor Polonius er, og da han saa svarer, at hvis man venter med at søge ham, vil man lugte ham, og føjer til, at Polonius vil vente, til I kommer - da taler denne Hamlet saa ligegyldigt, 364 som sagde han: "Nu sner det" - og ser distrait ud af sit Vindu ...

Hans Afsky er stivnet til en forfærdende "Ligegladhed".

Men fra de andre vender han sig til sig selv, og da strømmer hans Taarer, ikke af Medlidenhed med sig selv, men af en ny Forfærdelse.

Thi dette er hans yderste Prøvelse, at han faar Vished for, at han - - - er som de andre, just som de andre eller endnu, endnu grimmere at se.

I disse Selvanklager, der stiger som Flammer og hærger Selvillusionen som den tærende Ild, skuer Geniet sig selv - og møder Medusa, den sidste Sandhed.

Nu ser han ogsaa det: at de første er hundredefold de ringeste. At de stærkeste er de svageste. At de, som vilde synde mindst, de bliver Synderes Syndere ...

Denne Hamlet har set det, for han har set sit eget Jeg. Og var han ikke falden for Laertes' Klinge, var han vel styrtet for sit eget Sværd.

Nu dør han - er Himlen dog naadig? - efter at have fuldbragt sit Værk, som var Hævnen, for en andens Haand.

Men døende slæber denne Hamlet sig op paa Tronen og efter at have bedet, med en Bevægelse af sin Haand, om Horatio vil trykke hans Øjne til, de Øjne, som intet mer skal se - dør Prins Hamlet, oprejst i Tronens Sæde, rankt oprejst i Geniets blodslagne Tronstol, der var hans med Rette indtil Døden. Til dette Sæde blev han født - her vil han dø som Kongen han er.

Saaledes lever og dør Josef Kainz som Hamlet og har omfattet en Shakespeares Verden, medens han skænkede os den hele Sum af sit eget og Geniets Væsen.

365

GABRIELLE RÉJANE

I

MME SARAH BERNHARDT underlagde sig Verden og hævdede i et kvart Aarhundrede et Herredømme, som i Skuespilkunstens Historie maaske er uden Sidestykke. Mme Gabrielle Réjane tvang og holdt Paris i Knæ i næsten samme Tidsrum. Og Medbejlerskens funklende Gyldenry mægtede ikke, ingen af de stormende Verdensdelenes Lovsange, der ombølgede Sarah Bernhardt, mægtede at rokke "la Réjane" paa den parisiske Trone, som var hendes og hvorfra hun smilede til sit tro Paris. Til Gengæld vandt hun, Tournéer og en Formue til Trods, ikke Verden, der hilste hende høfligt og endogsaa begejstret, men som aldrig gjorde hende til sin og blev hendes Eje og Jord. Den, som allerede længst havde trættet Paris, vedblev at beherske Verden, og den, som bestandig forblev Parisernes Hjerte næst, vandt aldrig Millionerne af de andre.

Denne Besynderlighed i Skæbne bunder dybt i de to Medbejlerskers ganske Verden - saa dybt endog, at har man klarlagt dens Grunde, da har man, næsten med det samme, draget den bestemmende Linje i begges Billede. Den vil aldrig fatte Sarah Bernhardts Magt gennem saa lange Aar, der ikke begriber, at denne ene Kvinde var Scenens Legemliggørelse for en hel Periodes Aandsretning. Symbolsk planter Pessimisten Sarah Bernhardt den sørgeklædte Pjerrot paa sin Vej og, følgerigtigt, 366 betvinger hun os, paa den høje Alders Grænse, en sidste Gang ved at kaste Kvindens Dragt og omhylle sig med Prins Hamlets Kappe. Mme Bernhardt beherskede en Epoke, fordi hun paa Theatret var Levendegørelsen af dens herskende Aandsretning. Hun udspændte sin Magt over Jordkredsen, fordi hun fandt Ligesindede over hele Jordens Kreds.

Men Gabrielle Réjanes Rige, det forblev Paris. Og saa helt og ganske er hun vokset af Paris' Jord, at kun hendes Søskende ganske og helt "mægtede at forstaa hende eller mere: genfandt sig selv i hende. Til Gengæld fandt alle hendes Slægtninge i Fru Réjanes Kunst sig selv igen, som man genfinder sit Billede i et Spejl, hvis hemmelige Bund Venedigs Mestre blandede - saa ligt et Billede og saa meget skønnere end enhver Lighed. Og i snart tredive Aar forblev dette Billede ligt - fordi det vekslede: Gabrielle Réjanes Kunst rummer, mens Aarene skrider, Pariserindens hele Livsløb. Den skænker os, mens Tiden rinder og Réjane med en Trofasthed, der kappes med hendes Klogskab, gengiver sin egen Udvikling, Pariserindens ganske Historie, saaledes som en enkelts Kunst maaske ingensinde har gengivet den.

Der findes i Tuileriernes Have en berømt og sælsom Statue, foran hvilken den, som en Gang saá den, altid standser paany: "Damen med Masken". En Kvinde, der, nøgen, er blevet graa af Sols Brand og Sluds Væde. En slank Gestalt, der i den oprakte Haand løfter en Maske - en Tomme, en Kende fra sit Ansigt: Masken smiler. Men bøjer man sig frem og ser man det blottede Ansigt, da er Ansigtet Masken ganske ligt. Ja, Masken har samme Ansigt. Men Kvindens egne Træk - de ser dog anderledes ud: En led Smerte, en saa "færdig" Fortvivlelse - aa, nej, ikke Fortvivlelse, for den kan være stærk, nej, en træt-løbet Væmmen sig, en ulidelig Kvalmen stivner disse Træk og trækker dem nedefter. Maskens løjede Læber nød Vinen, Kvindens Læber krympes under Bærmen ...

367

Saadan er "Damen med Masken".

Og som den er, skulde den staa foran "Theâtre Réjane" som en Vejviser og et Symbol. Thi hin Sorg, Sorgen fra Tuileriernes Have, ligger og laa bag alle Gabrielle Réjanes Smil. Hin Billedhugger har foreviget hendes Væsen.

II

Jordens Lande lod Réjane forblive en Fremmed, hvem de pligtskyldigst hædrede, naar hun kom og - gik. Det skyldtes ikke blot hendes Kunsts Indhold. Selv dens Form fjernede den fra dem, for hvem Paris ikke var Hjemstavnen og Paris' Sprog ikke Modersmaalet.

"Paris' Sprog" - nej, det siger ikke nok. Paris' Sprogtone maatte man kende og kende fortroligt for helt at følge en Tale, hvis Bølgelinjer er saa umærkelige og hvis Hemmelighed er Antydningen og Underforstaaelsen. I denne Tale, hvor intet helt siges, er alt, hvad der ikke siges, Strømmens tindrende Bund. Men for blot at skimte denne Bund, maa man være en Medvider. Man maa mer end kende Paris' Sprogfarve, dets Sætningsbygning, dets Spørgeform, dets Form for Svar. Aa, som to Tandhjul griber og slipper hinandens skarpeste Tand, saa fast; som to opalbesatte Vifters Kanter af Edderdun kan glide forbi hinanden og skilles, saa blødt griber og glider i Paris' Tale Ord og Tonefald, som Hundredaar sleb, afslørede og tilslørede. Der findes Krystaller, hvis Slibning er mat, saa mat som det bristende Øje, og som dog straaler; der ejer alle Farver, alle til det blodige Rødt, og dog ingen Farve har - kun et skiftende Hvidt. De Krystaller ligner Paris' Tale og Réjanes. Det hemmelige Tonefaldets Spil maa man kende for at kunne følge.

Og endnu mere end Talens Spil.

Selve det parisiske Væsen maa man have lært at kende som den Sammensvorne kender det, som Frimureren, i den højeste Grad, kender alle sin Loges 368 Hemmeligheder. Thi et Frimureri er alt Paris' Væsen, et hemmeligt og forborgent, hvor alt er Tegn, og hvert betyder hvad det fjernest synes; hvor Klør er rød og Hjerter-Dame Døden; hvis Skrift er Chiffre, der forandrer Omrids, mens man vil tyde dem. Prøv at fange og fastholde i et Spejl et Springvands Straaler; om Du kan det, kan Du fange det Væsens Væsen, som paa samme Tid er Skin og Sandhed, Billede og ugribeligt og dog virkeligt foran dine Øjne. Hver Farve, Du ser, er en anden Farve. Hvert Ord, Du hører, er stavet med et andet Ords Bogstaver, som giver en anden Mening. Hvor alt har en Legs Former, er alting Kamp med en Kamps Hensigter. En Latter er Graad. Et Kys paa en Kind er Undsigelse til Døden. Fingerspidser, der berøres med to Fingerspidser, et Troskabspant for Livet. I Kulissen skælver alle Knæ, mens paa Scenen alt er Verve ... Paris' Væsen: Silke, der er Staal. Et Liberty-Klædebon, som omhyller og blotter, hvor Gult er grønligt og det Blaa gløder som Rødt. Paris' Væsen, en Kniplings-Maske og en Fægters Gitter...

Bag Masken taler al Gabrielle Réjanes Kunst. Hyllet i et forborgent Væsens glidende og fodside Kaabe gaar hun frem, halvskjult for os andre - kun for Panserne Phryne. Blot Paris er her den lykkelige Dommer. Vi andre kan kun gætte, hvad vi aldrig saá.

III

Men Hovedlinjerne kan vi drage. Selve Fortællingen - om man turde sige: Fablen - der indesluttes i denne Kunst, er saa "sluttet", saa følgerigtig, Led for Led, at den springer levende frem for vore halvblindede Øjne.

Denne Kunsts Indhold bliver os, naar vi forfølger den langsomt og Skridt for Skridt, tilsidst dog klar, ogsaa fordi dens Fortælling, som gennemleves af Fru Réjane, formidles os af virkelige Digtere. Saa stærkt, saa 369 mangfoldigt, saa nyt aabenbarende udtrykker Fru Réjane al Pariserindens skjulteste Følen, at hun virker som en Vejviser med en flimrende Lampe i sin Haand. Mens hun gaaer frem, kaster hendes Fremstilling bestandig nye Lys over nye Egne i Pariserindens Sjæl, og hendes Riges Digtere, der følger hende Trin for Trin, bemægtiger sig den nye Jord og fortsætter Undersøgelserne, hejser deres Fane ved en ny Rand og Strandkant. Som Pionerer gaar disse Digtere frem, og hvad af Jord de indvandt, det former de til Kunst og Skuespil om og for hende, der er deres Tolkerske og som tolker dem, mens hun atter gaar videre, igen kaster Ny-Lys, der vinder Ny-Land - igen.

Saaledes opstod en Litteratur.

Réjane lod i lange Aar ikke Stykker skrive for sig. En Skare af Skuespildigtere skabte Skuespil i Kraft af hende. Hun var Vejen, Digterne vandrede den - videre. Og fordi de var Digtere, blev Vejen erobret Vej, som ogsaa vi Halvseende kan følge, mens vi følger - Réjane.

Paa hendes Banes fem, seks Højder vil vi standse, maalende Rummet tilbage og frem.

IV

Dette Kvinde-Foraar hed Kaadhed. Hvorfra var det skyllet op? Det var der. Et rødligt Haar, en Kvindes unge Krop, et Drengeansigt, det røde Haar - saadan var det og lo det og sang det og dansede. Og spottede al Fornuft. Og vidste alting undtagen, hvad der var ærbart. Og bød sig helt frem, med virrende Næsebor, og lo igen med aaben Mund og stak af som en jublende Gadedreng. Og var altid nyt under Solvæld af Vid. Og gammelt af Viden. Og fiffigt og forslagent og ømt. Og frækt - en Frækhedens Glorie.

Saa frækt som en Skøges Ansigt, der har en Moders Øjne. Thi Gabrielle Réjanes Øjne fortalte altid noget 370 andet end hendes Mund. Frækt, hvis Ynde kan blive det. Thi Ynde var hendes Væsen, saavist som hendes Væsen hed Paris.

Det røde Foraar, Foraar i Paris.

Hvor Akazier dufter og Luxembourgs hvide Duer kurrer og unge Kvinder ler, vuggende i de kaade Hofter.

Jeg saá dem, hver Middag, i deres hvide Bluser. Pludrende korn de, Arm i Arm, under de lysende Træer. Deres Pludren lød som en Vise, og deres Øjne var allevegne, et Blik til hver og Blik til ingen. Deres Næse var i Sky og deres Skørt var kort. Hvor de skinnede, de hvide Kjoler - Frankrigs gamle Dronninger gav sig til at smile i deres Sten - den, de elskede ifjor, nikker de til idag som til en Ven, og den, de vil elske inat, træffer de først iaften. De har Elskere for en Uge og Kammerater for Livet og smiler til Dig og til mig og til Konvallerne, som er fæstede i deres Bælte.

Jeg saá dem om Aftenen, paa Kaféens Myldre-Fortov, hvor Rosen-Valsen lød. Unge, sommerklædte, pyntede med et Intet, nær deres Ven. Hovedet ind mod hans, spillende, kaade, med tusinde bitte Grimacer; mønstrende, rappe, saa drengede. Saa en Visestump paa Læben, saa en Vrængen, saa et Elskovsord. Des gamines - des gamins. Frække i et Ord, kyske i et Blik. Tro mod ham, de ejer idag. Ligesaa tro mod ham, som de skal eje imorgen. Taarer til Afsked og Smil ved det nye Møde. Saa blufærdige som Jomfruer og saa skamløse som Naturen. Men over Legen, over Sang og Spot og Taarer - Duft af Violer og Luxembourgs slumrende Duer.

Og Viddet, Viddet fra Paris.

Men jeg saá dem ogsaa hjemme, hos ham, deres Ven, stille Aftner i den lille Stue, hvor Ovnen, paa hvilken Koteletten braste, stod tæt ved Sengen, og "Madame"s Korset var løst. Guitaren sang til gamle franske Sange, mens "Fruen" stoppede Vennens Sokker. Og i Vandfadet laa hendes hvide Liv i Blød. Da 371 var hun Kammeraten med al Kvindens List: Livets Forsyn med en Moders Øjne. Et lempeligt Forsyn, som vinder Vennens Luner glat om Elskerindens Finger og, ør af Glæden, viser sin Chaussure ved Saltomortaler i den gamle Seng - -

Des gamins - des gamines ....

Gabrielle Réjanes senere Ungdomsskikkelser var silkeklædte og Kongers Elskerinder. I Kulissen ventede der en Prins. De var gaaede over Broerne og levede paa den højre Bred. Deres Vid var bleven kyndigere, og Skuffelsens ramme Smag laa allerede paa dets Tunge. Kaadheden kunde, med et lynsnart Blik, angle efter Diamanterne, som var dens Løn. Sorgløsheden kunde have Hensigt, Drengelatteren kunde have Maal. Men alt det var noget, først Livet havde lært. Det var Visdom fra den højre Bred.

Men fra den venstre Bred var alle Réjanes Kvinder kommet

Det var deres Hemmelighed og deres Sejr.

Disse Kvinder havde lært alle Livets Kunster, til selve Sorgløsheden halvt kun var Kunst, men de kom fra Folket, og hver Panser skimtede bag Masken hos den, der var attraaværdig som hans sidste Elskerinde - sin første Elskerindes Træk.

Trohjertetheden, Djærvheden, som, i et Nu, slaar Sandheden ind som et Søm; Deltagelsen og Beredtheden; Kammeratens Haandslag - -

Gabrielle Réjanes Hænder er maaske hendes Kunsts fuldkomneste Middel. Men skønnest er hendes Haandslag. Det rummer alt, det er Elskerindens, Vennens og Moderens. Dets Oprigtighed er større end en Eds.

Dette Haandslag var for Pariseren et hemmeligt Haandtryk, hemmeligt vekslet med hans Ungdom.

Og bag alle de forfarne Smil i Réjanes Øjne saá hver Pariser Glimtet af sin første Elskerindes Smerte den Dag, da han forlod hende.

For dette er det besynderlige: Gabrielle Réjanes 372 kaade Øjne, det er kun Eleonora Duses sorgfyldte Øjne, der ler - ler og smiler endnu.

Thi disse Kvinders Drengeglæde er ikke evig.

Paris' Foraar er kort, og "les grandes chaleurs" kommer altfor hastigt.

V

Pendant les grandes chaleurs.

I Juli, naar Asfalten, der gløder, brænder mod Luften, der gløder, naar Træerne, slappe, hænger med slappe Blade, som ikke mer kan aande, naar Is mod Tørst blot gør Læben stiv og tør, naar Blomsterne ligger døde i Blomsterpigernes Kurve, og Ganerne bliver modvillige og Lækkerbidskener tykke i den forvænte Mund - i Juli kan Paris flygte. Men naar Strandbredderne atter er øde, og Jagterne, som følger efter Badene, er omme, maa Paris vende tilbage og kan ikke flygte for sig selv.

Paris vender tilbage og genfinder sin Luft, som er altid den samme: Les chaleurs.

I denne Luft er alle de Digtere voksede, som skrev for Gabrielle Réjane paa hendes Kunsts Højde, og af denne Luft er disse Skuespil udsprungne - Skuespillene om hende. Vi lærer noget at kende om dem alle, hvis vi helt kender ét. Det er klogt at vælge l'Amoureuse, Mesterværket blandt dem alle.

Georges de Porto-Riches Drama er en kolossal Saltomortale, hvorved han stiller alt paa Hovedet og aabenbarer os hele Neurosens Væsen. Hvor de Mangfoldige skildrede os den ulykkelige Lidenskab som en.Ulykke og Lidelsernes Kilde, skildrer Georges de Porto-Riche os selve Lykken som den sidste Ulykke. Ja, endnu mere: selve den legitimerede Lykke, Lykken med Mairens Segl og under Madeleine-Prælatens Velsignelse, selve Ægteskabet bliver for de to Ægtefæller, som elsker hinanden, Pine, Raseri og Fordærv - fordi de elsker .... Paris og Neurosens Luft.

Da Etienne Feriaud saá Germaine for første Gang, 373 kom han for at fri for en Ven, sin Ven, Pascal Delaunay. Etienne saá hende og han forelskede sig i hende, som allerede elskede ham. Han var tredive og hun var tyve Aar. Han var kommen saa langt, hvor Elskoven er en Del af Livets Sundhedsvedtægter. Hun var uskyldig og længtes efter den Mand, hun kunde elske. Her støder Spaden mod Ulykkens Bund. Germaine længtes ikke efter Mænd, men efter den ene Mand. Og denne ene er Etienne Feriaud, hvis Hustru hun er blevet. Hvis Germaine havde elsket ti, vilde hun ingen have lagt øde. Men hun er født for Engifte. Og hun fordærver - der er dem, som kalder det Dyd; der er Skeptikere, hvilke nævner det en Ensidighed - den Ene og sig selv.

Hendes Kærlighed slaar ihjel.

Klogt har dette Samfund gjort Ægteskabet til et Kompagniskab, hvor man forøger en Kapital, dyrker nyttige Forbindelser, kører Grus til Karrieren og holder hinandens Sanser i Ligevægt, saa de ikke forstyrrer Fremmarchen. Disse Ægteskaber er ringere end Venskab. Thi de er et Forretnings-Ægteskab. De er koldere end Is. Thi de er lunkne. De er nedværdigende. Thi de dyrker Lidenskabens Handlinger uden Lidenskab. De er en livsvarig Usædelighed, hvor Prisen er betalt en Gang for alle og nedlagt paa et Alter.

Men dog er dette Ægteskab uden Kærlighed Idealet og en Nødvendighed.

Thi Ægteskabet i Kærlighed er Umulighed og Fordærv.

Denne Kærlighed.

Thi i dette Samfund, hvor hver Appetit er hidset, hvor Løbet efter Penge er Løb med Tungen ud af Halsen, Løbet efter Ry er Løb med sammenbidte Tænder, Løbet efter Nydelsen en Jagt over Knive, dér er Kærligheden, hvis den findes, en Umættelighed. Man har ikke Blod. Det kan mattes. Man har ikke Legemer. De kan trættes. Man har ikke Tid til at have en Sjæl. Den vil kunne længes efter Hvile. Man har kun Nerver og 374 Tørst Men Nerver maa spændes, hvis de ikke skal smerte. Og den, som har drukket, vil drikke, fordi han har drukket. Løbet, selve Løbet giver Tørst.

I et Forhold er denne Kærlighed en Fare. Men et Forhold kan løses, og den, som frygter at forbrænde, han fly.

Men af Ægteskabet gør den et Fængsel, hvis Jernvægge er røde. Etiennes og Germaines Ægteskab er en Jagt, som genlyder af den Jagedes Skrig. Det er et Haandgemæng, hvor to Sammenlænkede sønderslider hinanden. Den ene er utilfredsstillet og den anden kaster Hjerne, Tanker, Arbejde, Fremtid, Frihed paa det Baal, der fortærer ham. I denne Favntagskamp bliver Dagen Nætternes Fjende og Nætternes Mørke øder Dagens Lys.

Germaine véd det, men hun kæmper for sin Nat og for sin Ret. Med hvilke Midler kæmper hun? med dem, hans Elskov ikke modstaar. Og Dagene ruller sig frem, forbrugte og matte, og Nætterne følger dem med alle deres opstillede Fælder. Og den nye Morgen bringer efter den gamle Rus den gamle Tvist....

I hvilket Billede er det ikke givet - Leden og Rusen og Vaabnene og Kampen, givet i denne ene Samtale mellem de to, hvor Etienne, der drages mod Ry, Arbejde, Tankevirke, Virke, og som intet, slet intet faar gjort og naa'r, hvor han fortvivlet bryder ud:

Étienne"

Je ne mène pas la vie, que je devrais mener. Je me couche trop tard, je me lève trot tôt. Voilà l'explication de ma mauvaise mine. Tu n'as pas besoin d'en chercher une autre pour apaiser tes remords.

GERMAINE

Tu crois?

ETIENNE

Qui ne serait fourbu à ma place? Nous dînons en ville, nous sortons, nous soupons, nous nous agitons sans cesse. Hier, il était trois heures quand nous sommes rentrés ... et naturellement...

GERMAINE

Dire que tous les lendemains c'est la même chose! II faut toujours que tu mêles des regrets aux moindres joies. Que veux-tu? on n'est 375 pas parfaite. Je ne peux pourtant pas être triste, quand ... Si je le disais, je mentirais. Et puis quelle erreur de s'imaginer que les heures les plus douces sont fatalement les plus nuisibles! Je ne suis pas de eet avis-là.

ÉTIENNE

Parbleu.

GERMAINE

Dans tous les cas, hier, c'est toi qui m'as proposé de sortir.

ÉTIENNE

Je le reconnais.

GERMAINE

Enfin.

ÉTIENNE

Il est vrai que nous venions de nous disputer. Ote la dispute, il n'y aurait pas eu de réconciliation.

GERMAINE

Avec ça.

ÉTIENNE

Puis, tu avais justement cette robe qui te rend si jolie et chaque fois que tu la mets, j'ai remarqué ...

GERMAINE

Quoi?

ÉTIENNE

Que tu faisais de moi tout ce que tu voulais.

GERMAINE

Allons donc.

ÉTIENNE

Aussi, tu la mets constamment.

GERMAINE

Par reconnaissance.

ÉTIENNE

Je t'en prie, Germaine, habille-toi autrement; quand tu es comme ça, je perds la tête.

GERMAINE

Malheureusement tu la retrouves.

ÉTIENNE

Trop tard.

GERMAINE

Le matin.

376
ÉTIENNE

II faut bien que le jour arrive.

GERMAINE
avec mélancolie

Ah! le jour, c'est mon ennemi. Des qu'il paraît, tu recouvres ta raison, ton intelligence, ta cruauté, tu accueilles tout ce qui condamne mon amour, tu te reprends. Mon pouvoir cesse avec le jour, mon prestige s'évanouit et alors je n'ai plus en face de moi qu'un étranger, un homme que je ne suis pas sure de reconquérir. Ah, pourquoi cette minute charmante, où je suis si réellement la moitié de toi-même, s'en-vole-t-elle? Comment les ésprits ont-ils des pensées différentes, quand les corps ont des sensations semblables. Hélas, on est deux êtres après cela, deux séparés et parfois deux adversaires. Quelle bêtise.

ÉTIENNE

Peut-être, ma chérie, que si nous faisions deux chambres ....

GERMAINE

Deux chambres? Non, je préfère que tu me détestes en te réveillant... je veux dormir là sur ton cæur, comme un enfant toute ma vie. J'ai bien réfléchi et je n'ai pas trouvé de meilleur moyen d'étre heureuse. Si tu m'ôtais ces nuits-là, que nous resterait-il?

Saaledes kæmper de og besejres og fortæres og flyer -- eller forsøger at fly. Han lærer at hade det Hjem, hvor hun frister ham. Han lærer at lyve, saa hans ganske Liv bliver en Løgn. Han er en Fange, og ikke en Gang hans sløvede Tanker er hans egne, thi hun har smittet dem, fordi hun sidder i hans Blod. Sønderrivende klinger hans udtørrede Klage:

Ma vie se passe à vouloir t'échapper, la tienne à vouloir me prendre. Que t'importent mes ambitions et mes rêves; tu n'y comprends rien. Quand puis-je travailler ici? Toutes nos heures sont dévorées par des disputes et des réconciliations. Et pourtant mes mensonges écartent bien des tempêtes ....

GERMAINE

Tes mensonges?

ÉTIENNE

Oui, je mens souvent, je dissimule, j'altère un tas de choses.

GERMAINE

Pour avoir la paix?

377
ÉTIENNE

C'est ta faute. Grace à ta nature soupçonneuse, le mensonge est maintenant installé dans mon existence, et cela de telle façon que, si demain je prenais une maîtresse, je n'aurais rien à changer à mes habitudes.

GERMAINE

Ah! Tu es le plus malheureux des hommes, je le reconnais, mais quand on est aussi lâche, on n'est pas à plaindre.

ÉTIENNE

Insulte-moi, si tu veux. Cette fois, tu n'exploiteras pas ma colère, je t'en préviens; tu ne réussiras pas à en tirer un repentir caressant, une heure de lâcheté amoureuse. Au surplus, mon emportement est un détail et toutes tes larmes ne changeront pas les choses; ce qui est grave, ce n'est pas ce que je dis, c'est ce qui est.

GERMAINE

Oui, c'est ce qui est.

ÉTIENNE

Je suis ton mari, tu es ma femme, je devrais m'incliner. Je n'aurai jamais le courage de te quitter, n'est-ce pas? Je me connais; alors à quoi bon? autant me résigner tout de suite. Je t'appartiens; c'est ton droit d'espionner ma vie, de contrôler mes actions, d'épier mes gestes, de fouiller dans mon cerveau comme dans ces tiroirs. Tu peux, s'il te plaît, tant qu'il te plaît, m'interroger, m'approuver, me blâmer. Je n'ai qu'à courber la tête, car cette maison est la nôtre, ces meubles sont les tiens, mes livres sont à toi. Ma fortune, mon nom, mes amitiés, mes haines, tout cela est à nous deux ici, je n'ai plus rien à moi seul, rien! C'est ton droit d'interrompre ma tâche, de t'asseoir à ma table de travail, de me traquer de chambre en chambre, de m'imposer ta présence, ta conversation et tes épanchements, c'est ton droit!

GERMAINE

Ce n'est pas une question de droit, mon arm, c'est une question d'amour.

ÉTIENNE

Eh! je n'en suis pas moins ta victime, ta victime depuis hult ans.

GERMAINE

Depuis huit ans?

ÉTIENNE

Oui, et mon supplice n'est pas fini.

Nej, den er ikke endt.

Thi denne Ild brænder i et Ægteskab, og Etienne opsøger 378 hvad der fortærer ham, og han elsker, hvad han hader. Og mens han stønner under Aaget: hvilken Forbandelse at elske! trykker hans egne Hænder Aaget fastere over hans vaklende Skuldre.

Dette er Elskoven som Svøbe og Pælen i det betændte Kød, og Svøben er over ham og i ham indtil Døden.

Han drømmer om, at hun vil forlade ham. At det kan tage Ende, at hun vil gaa, gaa fra ham, vige af hans Vej.

Hun svarer med et Raab af Triumf:

Te quitter? Ah, ça jamais, n'y compte pas, mon ami, ne caresse pas ce fol espoir, ce n'est pas la peine; quoi que je fasse, quoi que tu fasses, je resterai là, dans ton existence, dans ta maison, à tes côtés, toujours, quand même, comme un petit crampon.

PASCAL

Cramponette!

ÉTIENNE

Tu es terrible.

GERMAINE

Éternellement, nous vivrons ensemble.

PASCAL

Et on t'enterrera avec elle.

ÉTIENNE

Ah! ça non, par exemple, je veux être seul là-bas.

GERMAINE

Pourtant, là-bas je ne te gênerais pas beaucoup.

ÉTIENNE

Non, je ne veux pas.

PASCAL

Eh bien, pars le premier, elle verra après.

ÉTIENNE

Ça ne sera pas long, mes amis, je vieillis... heureusement.

PASCAL

Heureusement?

379
ÉTIENNE
avec amertume

Oui, j'attends impatiemment la vieillesse, j'attends l'âge où le cæur est apaisé. Quelle joie de vieillir!

GERMAINE

Quelle joie d'avoir des cheveux blancs!

PASCAL

Ou de n'en plus avoir du tout.

ÉTIENNE

Je me vois au coin du feu, raisonnable, assagi, dédaigné, à côté de mes livres, à côté de ma femme et de mon fils, car il faut bien espérer qu'un jour ou l'autre ...

PASCAL

Un enfant? Tu peux demander ça à un ami.

ÉTIENNE

Quelle ivresse de sentir son cerveau libre. Le bon temps! des amoureux pourront passer sous mes fenêtres, je ne les suivrai pas d'un oeil d'envie. Non, je me frotterai les mains en songeant à leurs tourments, à leurs agitations, à leurs jours gaspillés, à toutes ces heures volées au devoir, au travail, à la pensée. Ce sera le bonheur. Alors j'aurai soixante ans.

GERMAINE

Oui, mais tu n'en as que quarante-trois.

PASCAL

Et tu es solide.

GERMAINE

Encore vingt ans d'amour, mon pauvre ami. Du courage.

ÉTIENNE

Pardonne-moi, je dis des choses que je ne pense pas.

- Jeg siger, hvad jeg ikke tænker ...

Thi mens han oprøres, længes han mod hvad der oprører ham, og hvad han forbander, attraaer han, og han griber efter det, mod hvilket han vil værge sig ...

"Hvilken Forbandelse at elske".

Thi hun, Germaine, er hun lykkelig? hun er saa usalig som han. Med hvilke Lidelser køber hun ikke hvad der synes hende hendes Ret og de Glæder, som Altret signede! Hvad er vel hendes Brøde? Den, at 380 hun elsker. Hvad er hendes Forbrydelse? at hun kun elsker En. At hun elsker altfor højt? Skal hun derfor leve med sin hvide Hals fremstrakt paa den røde Blok? Men han? Maaske er den sande Brøde hans. Og den, at han elsker hende altfor lidt....

Eller maaske har ophørt at elske hende? eller aldrig har elsket hende, siden han dog aldrig har elsket som hun?

Det er hendes Tankers Kredsgang, hvor hun støder Bryst og Lænd og Pande blodige mod den runde Mur

- til hun bryder ud i en sidste Jammer:

GERMAINE

Ainsi, je dois te croire, tu ne m'aimes plus, tu ne m'as jamais aimée? Mon bonheur reposait sur un malentendu, j'étais dupe ... Quelle effroyable revélation!

ÉTIENNE

Voyons.

GERMAINE

De la pitié, des semblants d'amour, voilà tout ce que j'ai eu de toi, même dans les premiers temps.

ÉTIENNE

Je ne dis pas cela.

GERMAINE

Tu vois bien que j'ai raison de ne pas te croire!

ÉTIENNE

Je t'en prie.

GERMAINE

Tu te trompes peut-être sur toi-même? Réfléchis ... Tu m'aimes peut-être encore un peu?

ÉTIENNE

Est-ce que je sais?

GERMAINE

Oui ou non, est-ce que tout est fini?

ÉTIENNE
durement

Et quand cela serait?

"Og om saa var?"

Slaget er altfor grusomt, og hvad der aldrig kunde ske, det sker.

381

I Raseri og maaske af Medlidenhed med ham, mod hvem hun raser; af Had, af Trods, i Blindhed, mens hun maaske ser mer end hendes Øjne nogensinde saá; af Foragt og sønderflænget af den, hvem hun foragter - kaster hun, som kun kan elske den Ene, sig i Favn paa den Anden, som hun ingentid kan elske, og han, Pascal Delaunay, bliver hendes Herre for en Nat eller for en Time.

Og modbydelig ved ham og ved sig selv, modbydelig ved Aftenens Skær og Dagens Sol og Nattens Mulm, modbydelig ved Væg og Seng og Dug - slynger hun Etienne sin Skændsel i Ansigtet, den, at hun var hans eneste Vens - og vil gaa.

Men da føjer Etienne til Aaget Nedværdigelsen: thi han elsker.

"Hvilken Forbandelse at elske".

Da hun vil gaa, holder han hende tilbage. Da hun vil ud, spærrer han hende med Vold:

ÉTIENNE
lui barrant la route

Où allez-vous?

GERMAINE

Qu'est-ce que cela peut vous faire?

ÉTIENNE

Je veux le savoir. (Elle met ses gants) . Vous allez vous tuer, je le devine.

GERMAINE
dissimulants

Vous vous trompez, une femme qui va se tuer, ne se gante pas aussi tranquillement.

ETIENNE

Où allez-vous, alors? (Elle continue à se ganter) . Répondez. (Elle fait quelques pas pour sortir, il lui barre la route) . Tout à l'heure, quand vous m'aurez répondu. Vous n'allez pas retrouver eet homme, j'imagine?

GERMAINE

La jalousie vous vient un peu tard vraiment.

ÉTIENNE

Vous portez encore mon nom.

382
GERMAINE

Vous m'avez chassée, je m'en vais.

ÉTIENNE

Attendez que eet homme m'ait rendu raison.

GERMAINE

Je ne vivrai pas cinq minutes de plus sous le même toit que vous.

ÉTIENNE
éclatant

Dussé-je t'enfermer, dussé-je t'écraser, tu n'iras pas rejoindre ce misérable. Cela, je te le défends. (Elle fait un mouvement pour sortir, il la saisit violemment par le bras; elle pousse un cri. - Honteux et attendri) . Ah! je t'ai fait mal. Pardon.

GERMAINE
avec espoir

Étienne! Un silence .

ÉTIENNE
amèrement

Ah! pourquoi l'inquiétude et la jalousie m'ont-elles fait rouvrir cette porte? Pourquoi t'ai-je empêchée de partir? Par quelle horrible contradiction du coeur suis-je revenu? Saurai-je m'en aller maintenant? Hélas! nous nous sommes déchirés comme deux ennemis, des mots irréparables ont été prononcés, je t'ai méconnue, tu m'as trompé, et je suis là. C'est à croire que nous sommes rivés l'un à l'autre par tout le mal que nous nous sommes fait, par toutes les infamies que nous nous sommes dites. Quel avilissement! Il pleure .

GERMAINE
pleurant aussi

Mon Dieu! mon Dieu! Un silence .

ÉTIENNE
avec honte

Tu m'as menti, n'est-ce pas? Tu n'allais pas le retrouver?

GERMAINE

Non.

ÉTIENNE

Et tu m'aimes encore, tu n'as jamais cessé de m'aimer? Ah! réponds moi, je t'en supplie, tu vois comme je suis lâche.

GERMAINE

A quoi bon te répondre? Ce que j'ai fait ne sera-t-il pas toujours entre nous? Nous ne pouvons plus vivre ensemble maintenant.

ÉTIENNE
baissant la tête

Peut-être.

GERMAINE

Peut-être. Il n'y a donc pas de justice?

383
ÉTIENNE
avec tendresse

Heureusement.

GERMAINE
s'élançant vers la porte

Tu es fou, il vaut mieux que je m'en aille.

ÉTIENNE
lui barrant la route

Je ne veux pas.

GERMAINE

Réfléchis, Étienne, tu seras malheureux.

ÉTIENNE
sans oser la regarder, sans se rapprocher d'elle

Qu'est-ce que ça fait!

I dette Optrins Frem og Tilbage under denne moralske Forsmædelse vil de to Menneskers Aandsliv slides til Ende.

Her indebrænder to Liv.

- - Dette er l'Amoureuse.

VI

En Wiener-Kritiker af Navn skrev en Gang om Fru Réjanes Germaine: "Man vil mindes dette lunefuldt drillende Væsen, kapriciøs og forførerisk - en spillende Leg". Ordene er kendetegnende. De viser endnu en Gang, hvor vanskeligt af Ikke-Parisere Réjanes Kunst fattes og omfattes. Thi denne Mand var det gaaet just som den, der beundrede et Rosenbed men ikke havde kunnet plukke dets Stængler til Buket, saa hans Hænder fornam deres Torne. Denne Wiener fulgte Legen, men dens Brod undslap ham. Thi naar han vilde høre alt, saá han ikke, og naar han helt vilde se, hørte han ikke. Og her læses Ordets Dobbeltmening i et Ansigt, der modsiger Ordet, og Øjnenes Sorg øver Forræderi mod Læberne, mens de overmodigt kvidrer.

Réjanes Germaine flagrer gennem Stykket, og alle hendes Kvindeluner synger. Med et Kast af sin Haand, den altid bevægede Haand, fylder hun den ganske Luft 384 med de glitrende og flygtende Kapricer, som Orientaleren, der vugger en Sommerfuglesværm paa sin Vifte. Men Kapricerne indhyller ham og hende som et Nets Knuder og et Nets Masker. Og i et Nu, et Sekund, med en lynsnar Stønnen, et Fald over et eneste Ord, et Tonefald af en Saarets Røst, et Blink i Øjet - er det Triumf eller er det i Pine - trækker hun Nettet sammen og flyver videre i sin Sky af de urolige Sommerfugle. Et Blodsdyr, saa slankt og sart, et Blodsdyr i Løb som en Dans. Men se hende: med de sitrende Næsebor, Haanden op over det røde Haar, Haaret saa stridigt som en Manke, skælver hun under sit eget Begær, som Væddeløberen skælver under sin stønnende Rytter. En Kat synes hun, saa myg og lind og blød, og leger i korte Spring og rejser sig i et Sæt som i et Bur Tigerinden, naar Vogteren er der med Føden. Og selve Replikkernes Sang, der gennemstinges og flænges af sære og hede, af raa og knurrende Lyd - Driftens mørkere Lyd, Parringens Urlyd, et Nætternes Ekko, mens Solen skinner.

Denne Underbund i Stemmen aabenbarer selve Livsbunden: Taler den om Lyst eller om Liden? Den fører hjem - til selve Kilderne og Naturens Vilje.

Denne Stemme alene gør Kampen mellem Germaine og Etienne til en Naturkamp. Dette er de to første Mennesker, der kæmper den samme Dyrenes Kamp, den, som ogsaa de sidste to Mennesker vil kæmpe.

Men bag Sommerfugleskyer "leges" der - som visse Folkelag dækker deres forfærdende Afgudsbilleder bag guldstukne Flor.

Men om hvor kort et Fantom kæmper de ikke.

Germaine véd det. Mens hendes Hænder stryger hendes egen Lænd, græder hendes Blik. Thi hendes Øjne saá det herlige Intet, som hedder alt Livet.

Og videre flagrer hun, styrter hun, til hun styrter:

"Hvilken Forbandelse at elske".

Men hos Gabrielle Réjanes Germaine ved man næppe, 385 hvad man skal beundre mest: Oprigtigheden, som er uden Sidestykke, eller Kunsten, som indhyller denne Oprigtighed og som ene gør den mulig.

VII

Dette var Kærligheden. Saa meget og - intet mer.

Og skænkede den Timers Lykke, er dens Skæbne evigt sikker - et Farvel.

Den Tid kom, da, efter saa mange Smerter, denne Elskovens sidste Smerte, blev næsten selve Indholdet af Réjanes Kunst. I hvert nyt Skuespil, Réjane og Réjanes Théâtre du Vaudeville bragte, ventede vi den Afskedsscene, for hvis Skyld Skuespillet var skrevet og for hvis Skyld Réjane spillede det - la scéne d'adieu de la Réjane.

Og ikke det alene: at Adskillelsen kom. Den lurede allerede paa det første Møde. Midt under deres Lykke synes Réjanes Kvinder allerede at skimte Skilsmissen, der er nær, med deres bedrøvede Øjne. Disse Øjne har maalt den korte Salighed og indhyller under hans første Elskovsord den Elskede i deres Sorg, som var de allerede hans sidste. Og dog øges denne Kummer, naar den yderste Time slaar.

Under Adskillelsens Tegn er disse Kvinder, selv mens deres Lykke varer, blevet uden Overmod. De bliver moderlige, de beundrer i Stedet for at ville beundres. De vil skærme, de vil værne. Og efter at deres Jubel har været Sorg og Sorgen deres Hjertes Skat, gaar de en Dag, den Dag, efter en sidste Gang at have dækket den bestandigt Elskede med Tæppet - gaar med et sidste Blik, som vil, for evigt, indprente sig og bevare, gennem Rum og Væg og Tag, hver lille Ting, hvert mindste Støv af - hvad der var: en Lykkes Verden, som de forlader.

Saadan gaar de - som Sappho gik.

386

Og hvorhen gaar de?

Réjane har sagt det en Gang, med et eneste Spørgsmaal.

Det var i "La Douloureuse".

Maurice Donnays Skuespil er middelmaadigt, men Gabrielle Réjane gjorde det til et Mesterværk ved at fylde det til Randen med alt sit Væsen.

Hendes Helene Ardan vil ikke mere herske eller beruse. Hun har sat sig ved den Elskedes Fødder. Dér modtager hun, halvt jublende og halvt vemodig, Philippes Kærlighed. Dér lytter hun, som Réjane véd at lytte.

Det er paa en Terrasse, foran en Park, hvor Skumringen nærmer sig under Kastanjers Kroner. Der er Selskab paa Terrassen og mange taler. Helene hører, korrekt og tavs. Da taler med en Gang Philippe. Og alt, Ansigt og Øjne og Mund og Skikkelse og Væsen, det forandrer alt hos Helene, hvor dog intet er forandret. Thi hun sidder som før og tier som før og har ikke rørt sig. Og alligevel er det, som om hun, under den Elskedes Ord, blot fordi han taler, aabnede selve sit Skød i en modtagende Tilbedelse. En Blomst indsuger saadan Solens Skin, som denne Helene indsugede den Elskedes Ord med al sin Skabning. Denne tavse Lytten var en Elskovens Aabenbaring ...

Men den sidste Time truer ogsaa her.

Helene maa gaa. Knust under det yderste Slag græder hun og beklager sig selv - og ham, klager hun som en Sørgeklædt klager ved en Kistes Rand:

Hélène

Ah! mon pauvre ami, va, je ne triomphe guère... si tu savais ... Et puis à quoi bon récriminer... de part et d'autre, ce qui est fait est fait. Mais vois-tu, moi, ce n'est pas dans mon amour-propre que je suis atteinte, c'est dans mon amour, dans mon unique et grand amour ... tout s'écroule, tout s'écroule, mes illusions, ma foi, mon idéal, ma seule raison de vivre... c'est mon bonheur, mon pauvre bonheur qui s'effondre... Ah! c'est horrible, vous deux, vous deux. Ah! mon Dieu, je ne méritais pas ça!

Men pludselig, midt under sin Graad, som i et træt Ryk, med en Stemme som En, der intet mer véd, eller 387 En, der taler fra en Grav, som en Sønderhugget, der aabner Øjnene og ser Vejen - - siger hun:

- Hvad er Klokken?

Ikke mer. Kun de tre Ord. Og i de tre Ord malede den Ulykkelige det, som er endnu frygteligere end Adskillelsen - Fortsættelsen, Livets Fortsættelse, Dagenes Evighed, som venter dér bag den Dør, naar den aabnes.

Fortsættelsen, hvor Helene skal leve og tale og aande og smile og sidde til Bords og være smuk og høre, mens hun intet hører, og det Hjerte skal slaa, som er hørt op at slaa ...

"Hvad er Klokken?"

Er det saa sent ...?

Og hun vil tage sin Kaabe og hun kan det ikke. Og han vil hjælpe og hans Berøring smerter hende. Og hun tager et Lommespejl frem og ser sit Ansigt, som er dødt. Og hun fører Stiften med Rødt hen over sine Læber, der er en Døds Læber - - - for den Døde skal leve.

Hun skal videre - videre mellem de Andre.

Om at male denne hjælpeløse Jammer, Fortsættelsens Jammer, er Gabrielle Réjane ene paa det moderne Theater.

Paris har lært Pariserinden denne Lidelsens Lidelse.

Om et Minut, om to Minutter vil Helene atter sidde dernede i sin Vogn, og hun vil smile til Tjeneren og hun vil smile til sin Kusk og til en Veninde - -

Og med Tuilerihavens Maske paany trykket fast mod sit Ansigt vil den Døde køre bort - videre for at leve.

VIII.

Gabrielle Réjanes kunstneriske Bane tegnede sig som et gennemlevet Liv - følgerigtigt og uden Brud. Og dog findes der i denne af Livet selv smedede Udvikling tilsyneladende en Bryden bort fra den næsten lovmæssige Vej: Fru Réjane spillede Nora.

388

Hvad fristede hende til denne tilsyneladende Forladen sin Bane, sin Verden og noget nær sig selv?

Det er kendetegnende, at hun gjorde sit Nora-Forsøg paa samme Tid,, hvor hun spillede "Madame Sans-Gene". Det vil sige paa et Tidspunkt, hvor hun reagerede mod sine egne Roller og sit eget Liv. Dette var Betydningen af Madame Sans-Gene og maaske af Nora.

Nora bød hende et Kompromis, som i hint Øjeblik af hendes Liv maatte friste hende.

Hun kunde paa den ene Side omsætte sin Nervøsitets uundgaaelige Angsttilstande i Noras Angst, der flagrer om Krogstads Brev. Denne Angstens Tilstand anslog hun straks og lod den stige til den vilde Forvirrethed, indtil den stivnede i en død Bedøvelse. Under hendes Hænder blev "Et Dukkehjem" en Time igennem et Drama om Angsten.

Men paa den anden Side blev Skuespillet for Réjane et Værk om Revolten. I en fremmed Verdens og et fremmed Digterværks Luft revolterede hun mod Manden, Skæbnen, Elskoven og mod sig selv. Og her kunde hun sejre: Nora gik og gik uknækket og som en Større bort fra Helmer og alt hans Hus. I denne Afskedsscene gik hun endelig som den, der selv har kastet sine Lænker og befriet sig.

Dette var det vel, der først og fremmest førte Fru Réjane til en Levendegørelse af Nora.

Hun trængte til en Gang at have sejret og kastet Kærligheden fra sig.

Hun vilde en Gang triumfere - ikke over Ægtemanden, men over Manden og over sit eget Livegenskab i Elskovens Sold.

Saadan set er Nora intet Brud i Udviklingen - men et Trin i den.

Nora var for Réjane hendes hele Personligheds Sejr over - Menneskene kalder det jo saaledes - over hendes "Hjerte".

389

IX.

Forholdene vilde, at jeg i hin Tid fik den Lykke at deltage i Fru Réjanes kunstneriske Arbejde.

Det vilde ikke her være nødigt eller passende at berøre det, hvis ikke dette Samarbejde for første Gang og afgørende havde stillet mig Øje i Øje med Skuespillerevnens og selve Fremstillingskunstens Væsen. Men Tingen er, at i hine Arbejdstimer blev jeg først til Bunden klar over den meget hemmelighedsfulde "fremstillende Evne".

Og dette gik saadan til.

Jeg stod altsaa her overfor et af de højest betydende Fremstillingstalenter i Europa og i min Tid. Jeg stod overfor en af de uomstødeligste Viljer til Sejr, som det paa min Vej var mig forundt at møde. Og dog skete det, at denne Fremstillerske talte ved Siden af sin Rolle, var, med alt sit Væsen, paa Siden af Skikkelsen.

Men, hvis jeg, med en allersidste Anspændelse af min Villen, samlede Digtningen og Optrinnet i mig, og skød Fru Réjanes Medspillende til Side og, næsten svimmel af Anstrengelse, selv rettede Helmers eller Ranks Spørgsmaal til Nora - da forvandlede, pludseligt, uvilkaarligt, som i et Stød, dette Spørgsmaal hele Fru Réjanes Organisme. Øje, Blik, Væsen, Ansigt, Mundens Udtryk, det ganske Legeme gav mig Noras Svar - endnu før mit Spørgsmaal var til Ende. Spørgsmaalet omformede Fru Réjane til Nora - paavirkede hendes Legeme, saa hun blev Nora. Og paa ganske lignende Vis er det gaaet mig med de andre store Skuespillerinder, med hvilke jeg blev lykkelig nok til at samarbejde: Betty Hennings, Betty Nansen, Anna Larssen. Af Mænd med Ramier og Mayer.

Men dette fører ind til selve den fremstillende Evnes Væsen:

Selve Digterværket, som Skuespilleren skal gøre levende, paavirker Skuespilleren som en uophørlig og mangfoldig Række Spørgsmaal, 390 paa hvilke hans hele Væsen uvilkaarligt giver Svaret, et uophørligt Svar. Rollens Spørgsmaal finder sit Svar i Skuespillerens, ved Spørgsmaalets Magt, uvilkaarligt omformede Legeme

Dette skete dog kun hos de lydhøreste og allerstørste Fremstillere.

Thi langt det største Tal af Skuespillere er saa døve, at Digteren og Digtningens Spørgsmaal naa'r dem ikke og deres Legeme svarer ikke. De eller deres Legeme mægter ikke at svare paa det døde og skrevne Ord i Rollen. Ikke heller formaar de at "svare" paa de Medspillendes halvdøde Spørgsmaal.

Da maa Digterens Formidler tage hans Spørgsmaal i sin levende Mund: Sceneinstruktøren maa samle al sin Kraft - han maa, saa at sige, et enkelt Nu, give et enkelt af Digterens Spørgsmaal Legeme for at paavirke det andet Legeme, Skuespillerens, saa det aabenbares og taler, saa det svarer.

Og er vedkommende Skuespiller en fremstillende Evne af første Race, virker Instruktørens ene Spørgsmaal længe - Digterens Spørgsmaal vedbliver at faa Svar i det fremstillende Legeme, uden at Instruktøren paany behøver at spørge.

Saadan som det var Tilfældet med Gabrielle Réjane.

Mens Skuespillernes Mængde - de kan overhovedet ikke høre Digtningens Spørgsmaal. Dem maa derfor Instruktøren uophørligt spørge for at tvinge deres Legeme til at give nogetsomhelst Svar.

Og den sidste Klasse af Skuespillere - de magter slet ikke at svare, ikke heller paa Instruktørens Spørgsmaal.

De formaar kun at omforme deres Legemer, naar de efterligner: for dem maa Instruktøren spille ikke den Medspillendes Rolle, hvis Ord ikke mægter at kalde paa dem, saa de uvilkaarligt omformes; men han maa spille deres egen Rolle for dem, saa de hører den og ser den og gør efter, hvad de har hørt og set.

Dette er Racerne i Skuespillernes Verden.

391

Tilskuerne, selv de bedste, skelner dem sjældent. Der er efterlignende Kunstnere, som bærer vor Tids største Navne.

Lad her en Anekdote slutte, fordi den er mer end en Anekdote.

Det var under en "Dukkehjem"s-Prøve. I sidste Akt, hvor Helmer, med Krogstads Brev i sin Haand, raser og afslører sig. Fru Réjane stod der og var der ikke, stod som et Ingenting.

Da raaber jeg pludselig op over Rampen:

- Hvordan er det, De staar - hvordan Pokker ser De ud. De skal staa og se ud som en Dukke, der har faaet et firkantet Hul i Hovedet.

Det gav et Ryk i Fru Réjane. Saa sagde hun (og holdt sig op til sit Hoved):

- Ja, ja ...

- Det maa jeg altsaa forsøge imorgen.

Og næste Dag stod hun der ved Kakkelovnen - og havde gjort hvad? pjusket sit Haar en Smule eller hvad véd jeg? Men ud saá hun som en Dukke, der havde lidt Skade paa Hjerneskallen, en Dukke med et firkantet Hul i Hovedet.

Men - -

Dette var ikke blot mit Indtryk. Paris' over Verden berømte og første Kritiker, Jules Lemaitre, skrev efter Forestillingen:

"Fru Réjane saá i det Øjeblik i Virkeligheden ud som selve den søndrede Dukke - en Dukke med et firkantet Hul i Hovedet"

I den Grad havde denne underfulde fremstillende Evne, Fru Réjane, svaret paa den indpodede Fremstilling: den søndrede Dukke.

X.

Fru Réjane spillede Nora som en Befrien sig fra sig selv.

Det samme var Tilfældet med "Mme Sans-Gene".

392

Paa hint Tidspunkt var det Sardouske Drama det eneste Stykke, som var skrevet for hende. Men da den forfarne og listige Victorien Sardou skulde skrive et Stykke for den Primadonna, som vilde afrunde sin Formue, greb han i Virkeligheden kun tilbage og skrev en Libretto om hende - om hendes Ungdom.

Victorien Sardou greb tilbage, og han førte Gabrielle Réjane i Kostume, hjem over Broerne, hjem til den venstre Bred. Og Gabrielle Réjane rev Rollen til sig, som man griber de Ungdomsminder, der bringer Lindring.

Ikke i det Fremmedes eller det Nyes Arme slyngede hun sig, men i Fortidens og Erindringernes.

Victorien Sardou havde regnet rigtigt. Han vidste, han, denne klogeste Kender af Publikums Nyrer og Hjerte, hvad det var, som havde gjort den unge Réjane til Herskerinden og Herren over Boulevardparisernes Hjerter og Sind: hin Undertone fra Folket, som levede i hende. Hint Minde om den første Elskerinde, som sang i hendes Silkerobers Knitren, det havde alle Dage været hendes Magt.

Disse Minder kostumerede han som Mme Sans-Gene.

Og Gabrielle Réjane skabte - i egne Minders forskønnende Skær - sin Kvinde af Folket, af det parisiske Folk:

Den uforfærdede, den djærve, den værnende, den forslagne, den brave, den trofaste, den frygtløse.

Det er da en Kammerat og en Hustru. Det er en Elskerinde og en Ven. Det er da en Kvinde med Hjertet paa rette Sted og Tungen spillende rapt mellem Tænderne.

Det var endelig Paris, der ikke lukker Munden for selve Bonaparte.

Det var endelig Pariserinden, løftet op paa en Sokkel.

Og Réjane?

Hun glemte, lykkelig, baade Maurice Donnay og Lavedan og Porto-Riche og sig selv - - mens hun udskældte Kejseren.

393

XI.

Men man glemmer kun de korte Øjeblikke sig selv.

Gabrielle Réjane fortsatte sit Liv eller det, som var blevet hendes Liv.

Vi saá i "La Douloureuse", hvordan hun er blevet mere øm end brændende, som Elskerinde tilbedende og næsten moderlig.

Moderligheden vinder frem til Højsædet i hendes Kunst, og Pariserindens Livsløb er til Ende.

Hun, som en Gang var alle Djævles Mester i de hvirvlende Koketters Komedier, hun vil grunde et "Mødrenes Theater", hvor Mama uden Angst kan sætte sig med sine Døtre.

Gabrielle Réjane har gennemlevet hele Pariserindens Liv. -

Men Livets ydre Omstændigheder tilintetgør undertiden selv vort Livs Konsekvens.

Theatret for "de unge Piger" lykkes ikke. Det bringer endogsaa den Moder, som vilde grunde det, til Fallittens Rand.

Og Gabrielle Réjane maa paany tage sin Tilflugt til Hr. Maurice Donnay eller til hans Efterfølgere. I deres Skuespil maa hun vedblive at repetere - hvad der ikke mer er hendes Liv.

Masken maa vedblive med at smile.

Men den er blevet slidt tynd, saa tynd, at vi bag den skimter - Tuilerihavens dødtrætte Ansigt.

En Kvindes Ansigt...

Aa, nej, aa nej, en Direktrices, en Forretningsdrivendes, der maa kæmpe - og smile.

Mens Pariserindens Kongerige, som hed Paris, glider bort under hendes Fødder.

Hvad sagde jeg om Livet, der undertiden tilintetgør selve Livets Konsekvens?

Her er det dog ikke sandt.

Thi Gabrielle Réjane, der var Scenens Pariserinde, fuldkommer i Livet just Pariserindens yderste Kamp: Moderens Strid for sine Børn og deres Formue.

394

BETTY NANSEN.

DA Betty Nansen, som den purunge Betty Müller, spillede sin anden større Rolle, var det som Magda i "Hjemmet" og Frøken Betty Müller kunde alt. Fru Nansens sidste Roller nu, paa Højden af hendes Ry, hed Agnete, Rebekka og Bygmesterens Hilde og meget er det, som Betty Nansen -- ikke kan.

Ordene kan klinge besynderligt og gemmer dog et helt Kunstnerliv og dets Vej. En Vej fra Theatret til Livet, en Vej fra Maske til Menneske og fra Kunsten, som forlyster, til Kunsten, der aabenbarer.

I

Betty Müller var et Skuespillerdynastis sidste Led. Som en Ristori, en Duse, som de fleste af Italiens fremstillende Storheder er hun født i en Slægt, der har været Skuespillere gennem Generationer. Og vandrende Skuespillere. Det var blandt det farende Folk, hendes Forfædre var Konger. Paa Foden af min første Barndoms Plakater, som bares rundt til vor Købstads Døre, stod hendes ældste Farbroders Navn som Leder af den Trup, han havde arvet fra sin Fader. En yngre Farbroder var Selskabets Elsker. Jeg mindes endnu hans Stemme og hans Blik. Betty Müller har arvet dets Dybde. Medlemmerne af den Müllerske Slægt havde haft Evne nok til at bryde frem til vor Hovedstad. Men 395 de blev dér, hvor de var født - i de Købstæder, hvor Borgerne beundrede dem og lukkede dem deres Døre. Thi de farende Folk var, i min Barndom, endnu ikke blevet Borgere blandt de andre Borgere, gennem hvis Gader de drog. Fra By til By, som Vejen maatte føre dem, levede de,, midt i Samfundet, udenfor Samfundet eller i deres eget.

Deres Verden var snæver. Den var deres Theater og deres Logis. Og de to - Logis og Theater - gled sammen. Der var dem blandt de rejsende Kunstnere, der, af Vane og uden at vide det eller fordi det nu saadan var deres Temperament, tog det ganske Theater med over i deres Logistilværelse. De fyldte Værtshusene med deres Theaters Lader, Stemmeforbrug, Dragt og Fagter. Deres Liv var kun Theater i Solens Skin. Der var andre iblandt dem, som i Logis'et trak i de borgerlige Skjorteærmer og deres Ægtefruer stoppede, paa Forhøjningen ved Vinduet, Heltens Bomuldstrikot. De delte med tre Børn halvtredje Portion Mad fra Spisekvarteret og de betalte hver sit i Redelighed. Men denne Tilværelse, mættet med borgerlige Dyder, var dem kun som en vaagen Søvn, hvoraf Theatret vækkede dem til selve Livet, der hed Theatret, kun dér levede de og dets Uvirkelighed var dem den eneste Virkelighed, mens Ekistensens Virkelighed blev det, som de tog med paa Købet. Nogle af de farende Folk tog Theatret med over i hvad de kaldte Livet. Andre af dem levede kun paa Theatret. For nogle gled de to Ting sammen. For andre var kun den ene i Sandhed til.

Saadan var den Verden, hvori, da den gik paa Hæld, Betty Müller fødtes - som et Dynastis Sidste.

Hun var født mellem Kulisserne og, selv om hun ikke opdroges dér, syntes i hendes Barndom deres Verden hendes Verden og deres Liv hende Livet.

Hvad der alt var udenfor, har syntes hende kun lidet værd. Eller det har maaske endogsaa frastødt hende som det Snævre, det Fattige, det ganske Ligegyldige. Kun i Theatret fik hun Øjne og Øren. Kun dér blev hun 396 nyfigen med al Barnets Nyfigenhed. Kun dér var Verden, hvor hun iagttog, lærte, tilegnede sig og forstod. Her var Jordens Kreds, som hun fyldte med sine Drømme og som hun allerede omspændte med sin Ærgerrighed. Thi tidlig har hun været ærgerrig som ingen. Sejre vilde hun. Efter Sejren har allerede Barnet udstrakt sine Hænder. Men Sejr, hvad var det andet end Sejr paa Theatret, der var Verden for den, som ikke kendte nogen anden.

Hvad hun vilde, blev hende hastigt klart: derind vilde hun, der, hvor Hænders Bifald klang og Lampernes Lys skinnede paa de andre. Og for at komme derind sad hun i Kulissernes Halvlys som en Lærling. Al sin Iagttagelsesevne, sin hele Klogskab, hele sin Umættelighed i at vide og erfare vendte hun mod Scenen og dens Lærred. Den var hendes Skole og hendes Visdoms Mark, og der blev hendes Erfaring mæt. Kun derhen rettede hun sine villende Øjne.

Hun blev en Lærling som faa: Thi hun lærte alt.

Da endelig Dagen kom - nej, Aftenen, da Lysene tændtes, endelig Aftenen var der, hvor Tæppet skulde løftes, hendes Tæppe for hendes Kongerige, da kunde hun alt og alt havde hun lært og hun sejrede i sit elektriske Rige.

II

Det var som Magda.

Var det et Tilfælde? Laa Stykket for paa en Spilleplan eller var det af en skarptseende Leder valgt? Det skulde synes. Thi bedre kunde ikke gribes. I dette Skuespil om Liv og Theater, hvor alt er Theater, kunde Betty Müller sejre helt. Sudermann har fristet alle Tidens Theaterdronninger, fordi de, i hans Drama, foran selve Rampen, kunde kaste deres tunge og gyldne Kaabe og ind i Librettistens Tirader kunde smugle Livsbekendelser om deres saarede og tomme Hjerter. De spillede 397 Befrielsen for Ryets Tynge, mens hun, der begyndte - hvor har hun ikke jublet og brystet sig under Primadonnaens guldstukne Kaabe, som hun tog paa Borg og i Forskud. Hende har Indtoget været alt, Indtoget under Folkets Jubel, og det, hvad der fulgte efter, Magdas Liv, har hun vel spillet som det'rige Melodrama, det er.

Men hun har gennemspillet det helt.

Hun har grædt og hun har let. Hun har haanet spidst og hun har vist Ømhed og hun har spottet. Hun har været hoven og højmodig. Sønderknust og ydmyg og højt triumferende. Og hun har klaget. Den hele Magda har hun gennemspillet, som hun gennemspillede den ganske Cyprienne: kaad og graciøs, uskyldig og forfaren, intet-vidende og alt-vidende og nyfigen, overgiven og forskrækket, lystig og halvbedrøvet og skræmt - den ganske, den ganske Cyprienne, som hun skrevet staar, spillede hun og som et Fyrværkeri med baade Bomber og Sol: Thi der gaves ikke større Virtuos end denne Nittenaarige var paa sit - kunstige Instrument.

Thi kunstigt var Instrumentet.

Betty Müller spillede løs med alt, hvad hun vidste. Hun fyldte overmodigt Rollernes Kar med det alt, hvad hun kendte, og som en lysende Kaskade saá det ud.

Men hvad hun kendte og vidste, det var - Theatret, som havde været hendes hele Liv og Verden.

Paa hine Ungdomsaftner, hvor hun, straalende, nedspillede det hele Theater over et blændet Parkets Hoveder, mødte vi visselig intet forkyndende Menneske. Men paa Theatret saá vi en Theaterdronning.

Det var altsammen Theatervirkninger, hobede op, slyngede sammen, kastede i Grams - saa ødselt, at vi gættede Rigdommen hos den Personlighed, vi endnu ikke saá. Alt var Theatervirkning, som hun, der skabte den, selv tog for Kunsten og Maalet: thi hun kom jo

- kun fra Theatret. Men selve den suveræne Beherskelse af alle Theatrets Virkninger lod os skimte Styrken 398 hos det Menneske, som endnu ikke havde revet Kniplingernes Pailletbroderi fra sit Ansigt.

Kun i Kraft af en rent ud genial Styrke kunde, paa sin første Dag, Theaterbarnet staa som en Theatrets Dronning.

III

Paa Theatret forvirredes Betty Müller af intet. Thi Theatret var hendes Fødeegn. Som vi andre aander roligt, naar vore Øjne hviler paa vore Barndomshøjes stille Linjer, aandede hun, mellem Scenens Lærreder, ubekymret og trygt: dette Land var hendes.

Men der kom en Dag, da dets Lærreder flængedes.

En anden Sol end den, hun kendte, brød frem gennem de sprøde Mure. Og et andet Mørke faldt end det, hun hidtil vidste om. Livets Mørke og Sol var det, og i den fulde Dag og i den mere angste Nat stod Betty Nansen som en Forvirret, som en netop Vaagnet, hvilken, blændet, endnu intet ser og vil besinde sig paa en Drøm og kan det ikke, for selv den drømte Drøm er glemt, og vil fly ind til Drømmen, hjem til den, og kan det ikke, thi Drømmen er flygtet, og hun selv er vaagen. Selve hin Sol, der skræmmer hende, vækkede hende.

Hendes eget Hjertes Slag lød, i Livets Sol, saa højt, at de naaede hendes Øren.

Og en uhyre Styrtensammen fuldbyrdedes foran hendes Øjne. Lærrederne styrtede fra deres Hængsler, og hendes Bjerge forsvandt og forgæves rakte kun Hænderne ud efter alle sine malede Kilder. Hendes Himle var ikke mer og ikke hendes Jord. Hendes Rige, hendes Verden brast sammen. Det var ikke længere - hendes Kongerige.

Hvad var vel der, hvor alt var bristet - Synskreds, Begreber, Maal og Maalestok, Bro og Sti? Hvor alt brast, blev kun ét: hendes Hjerte, som havde ladet alt briste.

399

Hun blev - paa Livets Dørtærskel, hvor hun var naaet hen.

Det var en ung Piges Tragedie, som vækkede hende af Drømme, en ung Borgerpiges sørgmodige Kærlighedshistorie. Den lille Borgerpige hed Marguerite Gauthier. Hun elskede sin unge og beskedne Armand, saa hun døde deraf efter at have grædt mange Livets Taarer.

Grædt.

Thi denne sælsomme Marguerite græd uden at standse. Hun græd af Sorg og hun græd af Glæde. Grunden var ligetil. I sin Forvirring, famlende og uden Fodfæste, kunde den, som saa nylig havde kunnet alt, intet andet.

Den Dag, da Livet var blevet hendes strenge Læremester, lærte det hende først at græde.

IV

Hvor forstaaelig var ikke Betty Nansens Forvirring.

Thi selve hendes Hjerte, hendes eget Væsen, hendes Personlighed og Selv, der talte til hende for første Gang, det talte endnu usammenhængende og utydeligt. Hvor megen Anspændelse kostede det allerede ikke at holde sit Øre nær til dets Hvisken. Og kunde hun tro alt, hvad det hviskede? Og hvis hun troede, hvordan da kunne gentage, hvad det havde betroet?

For hun havde jo ingen Stemme mer at tale med. Thi selve Stemmen fra før var blevet borte for hende. Og havde hun Arme, havde hun Hænder endnu? Havde hun et Ansigt, der kunde være det Nyes Spejl? Havde hun Fødder at bære hende frem gennem denne anden Verden, den Verden, i hvilken hun var vaagnet op.

Mens selve den nye Visdom endnu klang stammende og utydeligt, stod hun ogsaa uden alle Midler til at tolke den. Thi hine Drømmens Midler, Theatrets Midler, svigtede plat og ganske. De var kun Vaaben fra andre Tiders Korstog.

400

Under saadanne Uros-Dage har andre Kunstarters Dyrkere det dog let. Naar deres Verden styrter sammen, er de idetmindste ene. Ene kan de, gennem det store, opslugende Vand, svømme, med stridende Muskler, frem mod den nye Kyst.

Men for Skuespilleren er den kunstneriske Krise forfærdelig. Han maa gennemkæmpe den midt foran Tusinders Øjne. Usikker paa alt maa han synes sikker. Snublende, maa han staa. Stammende, skal han tale. Ude af Stand til at skabe, skal han skabe.

Denne Kamp maa være alle Skuldres Aag. For Betty Nansen maatte den være en Riden Træhest.

Thi det var en Primadonna, som maatte gennemkæmpe den. De Tusinde i Tilskuerrummet ventede en Primadonnas Sikkerhed og Sejr af den, som stred mod Begynderindens Halvblindhed og Stammen.

Da hjalp Tilfældet, som undertiden gør Tjenergerning i de Udvalgtes Hus. Primadonnasejrene paa et Privattheater førte Betty Nansen over til Nationaltheatret, som altid har Stunder, og hvor ogsaa Fru Nansen fik Stund til at samle sig til Menneskefremstillerens Sejr.

V

Og Tilfældet tog endda sin Tjenergerning op to Gange.

Nationaltheatret bød som Førsterolle Betty Nansen, der havde sejret som Magda, Cyprienne og Marguerite, Martha i "Samfundets Støtter". Rollen, som var Nationaltheatrets første Hilsen til Privatscenernes Primadonna, kunde ligne et Sværd strakt frem mod hendes Bryst. Men Betty Nansen rev Vaabenet til sig, gjorde det til sit og - skabte et Menneske.

Just her skulde det lykkes hende for første Gang. Og maaske kun her kunde det fuldkomment lykkes hende.

Overfor Henrik Ibsens Martha kunde ingen af Fortidens 401 Fristelser løfte deres Hoved. Theatrets Kunster viser Martha Bernick fra sig. Men for den, som næsten for første Gang skulde "male efter Livet", var Skikkelsens Enkelhed, der maatte tvinges bort fra al Theatermindelse, en dobbelt Lykke. Thi dette Hovedspor og stille Linjer kunde Betty Nansens Hænder overkomme. Denne Forsagelsens Silhuet mægtede hun at tegne, som hun havde mødt den ved en Livets Vejkant - eller som en anelsesfuld Melodi i sit eget Sind.

Den Martha, som her var set og skabt - skabt ved Midler, som ingen "Midler" var - Martha med den lange Skyder-Kæde om sin Hals, Kæden, som var en Arv eller et Minde; Martha med de lange smalle Hænder, der, naar ingen saá det, saa tit havde været foldede; med det lille Forklæde bundet om, naar hun tavs røgtede Husets Lamper; med Øjnene, som, endnu klare, stirrede efter en Drøm - denne Martha fra de gode Søstres milde Krog, hvor Klager lukkes inde i beskedne Hjerter, hun levede foran os, saa vi kendte hendes hele Sjæl. Hendes dybe Ve, som er uden Taarer, havde lært Fru Nansen ogsaa at holde op med at græde. Hun, som havde fældet saa mange Scenens Taarer og havde vundet ved at græde Livets Graad, var naaet til at skænke os Billedet af en Smerte, som har ladt Taarerne bag sig.

Som Martha kunde Betty Nansen vinde paa Grund af Skikkelsens Enkelhed.

I hendes næste Rolle ilede Stilen hende til Hjælp. Det var en Kongedatter i et romantisk Skuespil. Den romantiske Form, som her Nationaltheatrets stilsikre Omgivelser paatvang hende, blev hende en Gangkurv, som støttede. Hun naaede en større Linjeføring, og med en Magt, hvori hele hendes Personlighed talte, skabte hun en Grusomhedens Profil, der varslede om Fremtidens Lady Macbeth.

Da havde hun vundet frem paa Menneskefremstillingens Stenvej.

402

VI

Troede hun mon allerede, hun stod fast og at de nye Læreaar var endte? Maaske. Thi utaalmodig og dreven frem af en hidsigere Trang til at vokse og til at forme end den, Statstheatrets Langsomhed kunde tilfredsstille, forlod hun efter et Par Sæsoner Nationaltheatrets træge Mure. Paa en ny Scene kastede hun sig ind i et Arbejde, hvor Storopgave slyngede sig i Storopgave.

Det var for tidligt.

Thi det nye Theater, dets Publikum, dets Kritik fordrede atter Primadonnaen eller - om galt skulde være - den store Menneskefremstillerske, som Betty Nansen endnu ikke var.

En ny Kamptid begyndte.

I et Par Aar stred - men nu for sidste Gang - i en Række Roller Primadonnaen fra Fortiden med den Menneskefremstillerske, hvis Fremtidsmagt vi allerede havde fornummet. Af disse Skikkelser bragte Bjørnstjerne Bjørnsons Tora Parsberg og Christian Molbechs Abigaél Betty Nansen den største Sejr - saa stor, at Tora Parsberg vil forblive bunden til hendes Navn.

Med Rette. Thi Personligheden, som i disse Aar, i alle hendes Roller, kæmpede og voksede bag hendes Kunst, gennemlyste den hele Skikkelse. Selve den Bjørnsonske Kvinde levede ikke helt. Den trøstende, den trofaste, dc;n ømt elskende Tora var funden. Hendes milde Ord strømmede som det forstaaende Hjertes rige Overflod. Og hvor skønt talte ikke hendes kærtegnende Hænder. Men den, som i "Hjemmet" saa triumferende havde spillet Sejren, mægtede ikke mer Sejren. I hint Optrin, hvor den sejrlysénde Kvinde staar ene mellem de mørkt stridende Mænd, forsagede den levende Tora. Ikke, at hun for Brød gav os plumpt "Theater". Men Fru Nansen holdt sig, vaklende, voldsomt oprejst ved en egen Stilens Støttestav. En ejendommelig baaren Stil, som løftede hende op paa en kunstig Sokkel, hvor hun forblev - monumental. Alt dette var fortrinligt 403 gjort. Men det var ogsaa kun gjort, om end paa en ny og anden Maade. Hendes Tora forblev en Martha, som vandt den Elskede.

Betty Nansens anden Sejrvinding var Abigaèl.

Fru Nansen, hvis Theaterinstinkt fra den første Dag havde ladet hende, som i Leg, tilegne sig alle Theatrets Virkninger, udvikler, under sine Kampaar, dette Instinkt til en overraskende og paa vore Scener ualmindelig Stilsans. Mens hun higede efter at give sig i Kast med alt Livet og alt det Liv, som gærede i hende, fandt hun endnu ikke Formen for dette nøgne Liv. Men alt, hvad der gav sig inden for en Stils Ramme, det mægtede hun, fordi hendes Kultur, hendes Intelligens, hendes Blik gjorde hende stilsikker: Naar hun talte bag Halvmaske, talte hun henrivende.

Men Halvmasken tilfredsstillede hende ikke.

Mens Publikum jublede, smilede hun selv spottende ad sin egen Abigaèl i hendes Fiskebensskørt.

VII

Og atter skiftede Fru Betty Nansen Scene.

Men idet hun maaske - som det saa ofte gaar os alle - tilskrev Kaarene, under hvilke hun virkede, hvad der dog i hendes egen halve Ufærdighed havde haft sin sidste Grund - blev hun ikke mere et Theaters Førsteskuespillerinde. Hun blev et Skuespilhus' Direktrice.

Men Fru Nansen havde en Meddirektør. Som Direktøren, hun havde forladt, havde fordret af sin Skuespillerinde, fordrede ogsaa Meddirektøren af Direktricen sin Primadonna. Det var - er noget nær saa uovervindeligt som Fortiden? - en Primadonna med hvem han havde delt sit Theater. Men han havde taget fejl. Han havde sluttet sin Kontrakt med en Død.

Magda var ikke mer. Hun var død og begravet.

En anden var traadt i hendes Sted: Betty Nansen selv.

404

Maaske vidste hun det endnu ikke helt. Rollen, hvori hun for første Gang viste sig paa sit eget Theater, kunde synes at tyde derpaa. Hun valgte at fremstille Ninon. Man tog det som et Bevis paa et Overmod af Selvtillid. Det var vel just det modsatte: Mangel paa Tillid. Af Frygt hyllede Direktricen sig i Ninons stilskabende Klædebon og snublede under et Anspændelsens Overmaal.

Hun snublede og det altfor nye og falsk sammennittede Theaterskrog begyndte at svaje og krænge. Mellem Klipper og Skær og under Kommandoens Forvirring maa Direktricen tage sin Tilflugt til Skuespillerindens gamle Roller.

Fru Nansen bliver atter Magda og Marguerite. Men Publikum bliver borte. Thi det genkendte hverken Marguerite eller Magda.

De fandt kun eller endelig Betty Nansen, der ingensinde vilde overgive sig, men kun og alene give sit og sig selv.

Sejren var endelig bleven hendes og Theaterdronningens Sag var for evig tabt.

VII[I].

En gammel Rolle gav Betty Nansen det første fulde Mod. Her var hun hjemme i Ord og Sceners Gang. Her blev hun derfor saa sikker, at hun pludselig - pludselig for den, som ikke havde set og forstaaet en aarlang Kamp - krængede den sidste Pjalt af hvad Theater var og hed, ganske af sig - - alt Theater og endogsaa selve Rollen med.

Nu vilde hun selv tale. Hvad hun vidste, vilde hun ud med. Hvad hun havde levet, skulde de Damer og de Herrer erfare. Tale vilde hun, selv om det skulde ud mellem Sidebenene.

Og det skulde ud - gennem den gamle Pararaderolle Marguerite. Talerøret var skrøbeligt, og Røret søndredes 405 mellem den Talendes Hænder, men hun havde "faaet tale".

Underligt var det ikke, at denne Marguerite bragte de Mange i Forvirring. Hun maatte det. Først ved sin Nationalitet. Den, som kender en Række af forskellige Landets Theatre, véd til Overflødighed, at hver Gang et Skuespil vandrer over en ny Grænse, skifter det Lød og Fald. Dets Varmegrad og Gangart ændres efter den overskredne Grænses Gangart og Varmegrad. Men, ved Skuespilleres og Sceneledelsers - ofte lidt misforstaaede - Anstrengelser bevares dog i de fremmede Skuespil paa vore Theatre en vis Kolorit eller saa at sige Kostumet. Betty Nansens Marguerite havde slidt disse Kostumer af sig. Noget mere dansk end denne unge Kvinde var ikke at tænke. Det var en ung Pige, som var skudt op lige af Københavns eller endogsaa af selve Sjællands Jord. Og som Koloritten var bortvisket, som man bortvisker Sminken af et Ansigt, var selve Milieuet saagodtsom forsvundet. Fru Johanne Dybwad havde, med en ubændig Fordrejelse, ført sin Marguerite hjem til en af Kristianias mindste Gader. Anna Larssen havde tegnet sin Madonna mod københavnske Syndefalds-Skyer. Men Betty Nansen, hun havde slet ingen Særluft om sig. Hun stod dér, i det nøgne Rum, og var en ung og dansk Pige, som elskede første Gang. Om at hun forhen havde ladet sig elske, vidnede kun hendes Vemod.

Det