I

✂ BETTY BORCHSENIUS fortjener sit gode Blad i dansk Theaterhistorie.

✂ Hun var i og for sig højt betydende ved Personlighedens Egenart og ved Talentets Selvstændighed. Og dobbelt bør hun beskæftige os ved sin kunstneriske Skæbne paa vort Theater, hvis Skyggesider skabte hendes Historie, saa hendes Kamp blev Nederlag.

✂ Det var i Slutningen af Treserne, at den Hagenske Trup brød op til Provinserne. Det var hovedsagelig, en Flok af københavnske Misfornøjede og Tilsidesatte. Den vilde vise, at der ogsaa af de Landflygtige kunde spilles Komedie. Maaske drømte man om saadant som soignerede "Hoftheater-Sæson"'er der i Odense. Det kunde vel ligne en Hagen, der i Kampe med de største var bleven den ringere paa Grund af Talentets Mangel paa den stærke Oprindelighed, men som siden havde afslebet sin Evne til mangfoldig Virtuositet.

✂ Truppens Maal blev delvis naaet Ikke før, saa lidt som siden, har vel Provinsen set saa kunstnerisk fint afpassede Forestillinger.

✂ Men over Dygtigheden, Price'ernes sikre Skole, Hagens Virtuositet lyste dog en Debutantindes Ungdom: Betty Guldbrandsens atten Aar blev Smilet over disse Aftner.

✂ Hagen-Sæsonen blev hendes. Al Provinsen svor ved hendes Navn, indtil Lange det næste Efteraar rask fangede hende hjem til København.

✂ Hun sejrede her som hist og maatte sejre: for som hun gik og stod, attenaarig, blond og fin, var hun netop som selve Billedet af, hvad der paa Theatret er vort Ideal,

✂ - et Ideal, Barn halvt af vort Temperament, halvt af vort Hykleri -:

✂ Den unge Pige.

✂ Den kvindelige Attenaarige er vort Theaterpublikums Idol. Hun er urørt og som en Anemone sart og hvid. Hun er uskyldig og mer end det, thi hendes Køn er endnu slet ikke vaagnet. Af Legeme er hun halvt, af Sjælen helt et Barn.

✂ Saaledes er hun, og sommerklædt ser vi hende helst

✂ - saadan vandrer hun jo i Vaudevillen.

✂ Fra den kommer hun. Hun er Vaudevillens Arv til vort Theater. Og hun er mer end det: hun er Hovedgrunden til, at Vaudevillen selv aldrig dør ud paa vor Skueplads.

✂ Thi aldrig svigter vi den Kunstart, hvis eneste Heltinde hun i uforfalsket Renhed er.

✂ Eneste Heltinde, thi de øvrige Skuespilarter kender jo tillige andre Kvindeskikkelser, som findes Opmærksomhed værd. De franske Dramer - Sardou'erne og Dumas'erne: Augier lod vi ligge og til Henri Becque er vi endnu ikke naaet - som i Halvfjerdserne beherskede Repertoiret, lærte os at kende de problematiske trediveaarige: Fernande'erne, Lady Tartuffe'erne, Sfinxer'ne, Fru Caverlet'erne, Frøknerne Suzanne; og vi saá alle disse Kvinder, om ikke fremstillede, saa i det mindste agerede.

✂ Naar det franske 'Drama, hvor disse Skikkelser findes, imidlertid overhovedet kunde spilles hos os o: blive beklappede og samle Hus, saa skete det kun til Trods for Hovedpersonerne, med hvilke vort Publikum forsonede sig, fordi det ved Siden af dem altid genfandt sin unge Pige som "Ingenuen".

✂ Det var ogsaa i disse Dramer den hvide Ingenue, der samlede Interessen. Det var Ingenue-Fremstillerinderne, vor Smag kaarede; det var deres Talent, som vor Sympati hægede ømt:

✂ Betty Borchsenius og Betty Hennings blev Tiaarets sceniske Navne.

✂ Betty Guldbrandsen blev da for sin Part straks i sin første Ungdom sin bestemte Variant af den unge Pige og Ingenuen.

✂ Vore øvrige Ingenuer er - med Betty Hennings for Fronten - tilhobe Stuernes og Byernes sirlige Børn. De er yndefulde med Danseskolernes lidt stereotype Grace. De er velopdragne som Privatguvernanters soignerede Kuld.

✂ Deres sjælelige Indhold er netop og kun deres Uskyldighed, en velplejet og graciøs Uskyldighed, som man saa at sige faar Lov at betragte fra alle Sider i kysk og yndefuld Leg for Beskueren.

✂ Men Betty Guldbrandsens Billede af den unge Pige var fra første Færd ikke dette. Det syntes straks mer levende end som saa, og dets spillende Sjæl hed den frie Munterhed.

✂ Det var en Munterhed, der mindede om Skov og Marker, om Friluftsliv en Sommerdag og om Stormenhen over Præstegaards-Vænger.

✂ Saadan var hun: fri og skælmsk og snar; smidig - men som den, der ikke har lært at danse - kæk og glad og kær: den unge Pige fra Landet. Sundhed stod der af hende, Sundhed og Glæde; og det var, som slog hun Friluftsdør op, hvor hun kom.

✂ De Forfattere, som den Gang skrev Roller for Betty Guldbrandsen, har haft Blik for hendes Egenart. De holdt af at give hende Ringspil og Fjerbold i Haanden. De havde Ret, og deres Attributer blev næsten Symbol. De andre unge Piger paa Theatret, de passer i en Stue. En Skov, en Høj i en Have var Frøken Guldbrandsens Ramme; den frie Himmel syntes hendes Tag.

✂ Det var hendes Aands stærke Trang mod Frihed, 250 som allerede den Gang gav Betty Guldbrandsens Skikkelser dette Drag. Hendes Selvstændigheds Hang forlenede dem fremdeles med deres vantro eller drilske Spot. Og den Sjælens Kølighed, som altid forblev hendes forstandsmæssige Temperament egen - den virkede endnu som den urørte Uskyldighed.

✂ Hvad Under da, at hun sejrede, og at hun fejredes?

✂ Hun var jo "Uskyldigheden". Men Uskyldigheden med et Anstrøg eller en Understrøm af Karakter, saa at man - foreløbig fortrylledes dobbelt

II.

✂ Der fortælles fra de første Betty Guldbrandsens Aar ved Folketheatret en sandfærdig Lange-Anekdote, der synes karakteristisk. Der var Generalprøve paa Nørregade paa en lille Farce. Som vanligt saá Lange til fra Parkettets første Bænk. Men jo længere Pjecen skred frem, des mer rokkende utaalmodig blev han: "det var umuligt, det var ganske umuligt". Saa sagde den kyndige Mand tilsidst i sin Kvide, da Slutningssangen kom:

✂ - Vi la'er Guldbrandsen gaa frem, sagde han, at synge det sidste Vers.

✂ Man gjorde ham opmærksom paa, at Frøken Guldbrandsen slet ikke var der - at hun ikke spillede med.

✂ - Det gør ikke noget, svarte kun Lange, Folk maa bare se hendes Ansigt - saa gaar det.

✂ Sandelig har Lange kendt sine Folk. Thi saa højt elskede hans Publikum den unge Primadonnas Person og Ansigt, at det i lang Tid slet ikke vilde se alt, hvad de i Virkeligheden dækkede.

✂ Thi Tingen var: mens Aarene gik, modnedes der bag dette Ydre en Fremstillerinde, hvis mindste Stræben var Stræben mod et andet, et modsat Ideal af det, som var hendes Publikums, og med hvilket hendes Ydre endnu saa nøje faldt sammen. Der modnedes en Kunstner, hvis Kunsts Sjæl var Sandhedskærlighed indtil 251 Ubarmhjertighed, og hvis hele Had tilhørte den forlorne og yndige Sentimentalitet.

✂ Mens Betty Guldbrandsen utrættelig arbejdede, var Virkelighedssans bleven hendes afgørende Evne. Hendes Talents Styrke var hendes Skarphed i Iagttagelsen, en Iagttagelse, som, altid rettet mod Livet selv, sikkert fangede menneskelige Egenheder og mægtede at tolke dem som Karakterers Udtryk. Og hendes kunstneriske Maal var - bestandig støttet til og styrket af Iagttagelsen - paa Scenen at gengive det sete, som det var, uden den forvanskende Forskønnelse.

✂ Gengive det saaledes - mod alt og trods alt. Thi medens hendes kunstneriske Egenskaber Dag for Dag tættere bandt hende til en tro Gengivelse af Livet og hun blev vor Scenes kæmpende Naturalist, forblev hendes Publikums Smag jo sentimental - en Tilbeder af den fortyndede Romantik og Theatrets stereotype Uvirkelighed.

✂ Alligevel veg hun ikke. Hun sagde til sig selv, at hun skulde fremstille de attenaarige Piger. Nu vel, hun kendte da sin Vej.

✂ Digterne - lad os kalde dem saaledes - gjorde hendes unge Piger blege, uskyldshvide, som Violer bly, til Englebørn, der, hvis de havde Vinger, fløj.

✂ Men Betty Guldbrandsen vidste det bedre. Hun kendte dem fra Livet, de Skælmer; og de var Skalke tilhobe: forfarne og snu og kaade i Smug; fiffige og spottesyge og drilske i deres Mund; overlegne, lumske, surmulende ...

✂ Saadan var de. Med ét Ord: de blonde Engle var ogsaa Mennesker.

✂ Og midt i Vaudevillen vilde Betty Guldbrandsen gøre dem dertil ved, naar Forfatteren svigtede hende, at skabe dem i sine egne Iagttagelsers Billede.

✂ Hun brød da først og fremmest med Ingenuens traditionelle Manerer.

✂ Paa Sceneri var den unge Dame Ynden i Person. Naar Ballettens Skønhedsbegreber satte Spor overalt, 252 beherskede de Vaudeville-Elskerinden fuldstændig. Hendes Gang var de maskerede Dansetrin, hendes Attituder de runde Albuers. Hun ventede ved Tæppefald den lykkebringende fædrende Velsignelse i en Pose som Columbines, der modtager den pailletbesaaede Harlekin af Feens Haand. Den forlorne Yndighed trivialiserede hende og gjorde hende saa virkelig som et Glansbillede. Saalades var den unge Pige paa Scenen. I Livet selv havde Betty Guldbrandsens Iagttagelse længst lært hende, at den unge Pige gebærdede sig ganske anderledes. Hun saá, naar hun øste af sin Iagttagelse, de unge Piger i hundrede Bevægelser, Optrin, Situationer, som mildest talt lod haant om al denne Yndighed fra Theatret. Hun saá dem kantede, klodsede, kejtede, tunge, rigtig maladræte. Og hun indførte modigt paa Scenen hele den Skare af viltre og af kluntede, af generte og springske, af ugraciøse og af ranglede Pigebørn, som hun fra Livet kendte, og hvis mindste Bevægelse var Kamp mod den Kunst-Mare: Ballet. Sandhedskærligt vovede hun paa et Theater, der mer end noget laa i Armene paa abstrakte Skønhedsbegreber, selve det uskønne, og hun brød med den vante Plastiks Skønhedslinjer for at naa den varierede Mangfoldighed i Bevægelserne, som er Livet.

✂ Hun skabte, saa at sige, en ny Plastik under en Kamp, som blev hende saare vanskelig, fordi hun havde Fjender ikke blot i Rollerne, men ogsaa i de kunstneriske Omgivelser, som saa at sige smittede hende med alt det gamle. Og hendes egne Theaterreminiscenser, der meldte sig ved hvert Skridt, stillede forvirrende alle sine mangfoldige Billeder af den falske Ynde mellem hende og Maalet, som hun efterstræbte.

✂ Med Bruddet med den traditionelle Plastik var desuden kun det halve Arbejde gjort.

✂ Ogsaa Diktionen var bunden af en lignende Theatermæssighed som Plastikken, og Talens Natur var kvalt under et skønt Overtræk af sødladen Monotoni. Ogsaa den skulde brydes. Betty Guldbrandsen veg ikke, men 253 gik ogsaa her sin afstukne Vej: hun lagde Øret tæt til Livets egen Tale, som hun havde fæstet Øjet fast paa dets Bevægelse. Hun vilde gennembryde den sceniske søde Kvidren ved Hjælp af Livets egne hørte Tonefald. Det lykkedes hende, fordi hendes Midler paa dette Punkt var i Sandhed enestaaende:

✂ Hendes Øre var overfor Livets ringeste Fald i Talen modtageligt som absolut ingens. Og Tungen gengav Tonefaldene som paa dansk Scene saare faa.

✂ Derfor blev hendes Tale som Livets egen. I hendes Mund fødtes Ordene. Og de kom og gled med den virkelige Tales Stands og pludselige Fart og Søgen og uvilkaarlige Pause. Under denne lysende Naturlighed syntes alt kunstløst og Dagligdagen selv og rent tilfældigt, mens dog den nøjestvejende Kunst og den yderste Beregning raadende sendte hvert Ord og hver Pause hjem mod sit Maal for at naa sin Virkning.

✂ Denne Talekunst tryllede den unge Pige frem lyslevende.

✂ Den kendte og gengav alle hendes Tales Ejendommemeligheder: ulogisk og springsk, spottende Reglerne, som den var i Talens Sammenføjning; usikker i Stemmeregistrene, snart hæs, snart snærrende, snart uforholdsmæssig dyb, som den gav sig i Klangen.

✂ Tysklands største Ingenue, Burgs Stella Hohenfels, har for at gengive den unge Piges Tale skabt sig en Slags stabil Hæshed, som hun fører gennem alle sine Roller. Betty Guldbrandsens Talekunst var mangfoldigere. I hundrede Stemmens Afskygninger gengav hun det lunefulde og uberegnelige, som er attenaarige Kvinders Talesæt. Men Theatrets falske Velklang blev jo rigtignok ofret. Den søde Tone blev forladt, som den yndefulde Pose var givet til Pris.

✂ Efter at have brudt med al den ydre Yndighed kunde Betty Guldbrandsen endelig scenisk skildre med nye Midler sin, Livets unge Pige: hende. Skalken, Skælmen, Surmuleren, Spottersken, Drillersken. Men medens hun - og hvor tit af et intet - skabte en hel Række af 254 levende Skikkelser, mens hun Dag efter Dag gjorde Vaudevillerollers Unatur til Natur, traadte hun rigtignok i al Hemmelighed sit Publikums Smag under Fødder, og den Dag kunde komme, hvor dette Publikum, der endnu laa under for alle hendes ydre Betingelsers Trylleri, kunde - hævne sig.

✂ Betty Guldbrandsen-Borchsenius vidste det og søgte at værge sig derimod.

III.

✂ Betty Borchsenius - hun havde imidlertid, 25 Aar gammel, skiftet Navn - forstod meget vel, at en Sekondtheater-Stilling trods Sæsoners Triumfer i Længden var usikker.

✂ Kun Nationaltheatret kunde baade skænke hende Opgaver, der lod hende udfolde alle Siderne af sin Personlighed, og skabe hende en Autoritet, i Ly af hvilken hun kunde arbejde trygt. Et Privatteater mægtede ikke at skaffe hende nogen af Delene. Dets Opgaver forblev - den Gang i alt Fald - bestandig begrænsede. Dets Primadonnas Stilling var saare afhængig af den enkelte Sæsons Held og Roller: medens hun det ene Aar feteredes, syntes hun det næste allerede halvglemt, og Direktørens Tillid paavirkedes alt for let af hans Publikums Stemninger.

✂ Fru Borchsenius søgte derfor mod Nationaltheatret.

✂ Hun anmodede om at maatte spille paa Prøve eller om et begrænset Antal Gange at maatte optræde som Gæst. Saavidt vides udtalte hun som Ønske at udføre en Pernille. Rollefaget var den Gang slet ikke eller allenfals kun pauvert besat.

✂ Man gav hende et Nej.

✂ Fru Borchsenius stod den Gang paa Højden af sit Talent, i det fulde Eje af sin ganske Skønhed. Theatret havde - Fru Betty Hennings undtagen - ingen Kunstnerinde, der kom hende nær i Københavns Yndest. Faget, som hun foreløbig attraaede, stod ledigt.

✂ Og alligevel var Nationaltheatrets Svar et Nej. Man havde ved vor nationale Scene lige saa liden Brug for Betty Borchsenius, som man nogle Aar før havde haft for Frederik Madsen.

✂ Theatrets Afslag synes nu næsten eventyrligt.

✂ Vi har siden da set Nationaltheatret trække til sig fra Privattheatrene saa mange jævnt habile Folk af - naa, af kunstnerisk Middelhøjde: vi har set det kalde paa forholdsvis saa mange Ungherrer, hvis største Talent sad i et glat Ansigt, at vi slet ikke vilde kunne forstaa det Afslag, der mødte Betty Borchsenius, hvis vi ikke huskede, hvor meget der i de forløbne Aar har forandret sig.

✂ Den Gang var de private Theatre endnu Sekondtheatrene. Det var Lokaler, som i Publikums Øjne undertiden med Held tjente den behagelige Tidkort, men hvor man hverken drev eller tænkte paa at drive egentlig Kunst. Kasino havde engang spillet de Andersenske Eventyrkomedier, Folketheatret havde givet Herreaftner, hvor man gouterede Offenbach og hans Operette.

✂ Det var det gode Publikums Indtryk.

✂ At Farcen i en Frederik Madsens Skikkelse havde naaet kunstnerisk Fuldkommenhed; at Lange havde iscenesat en Række af Forestillinger, som i Fremstillingens Samstemthed og Liv lod al vor øvrige Lystspilkunst langt bag sig; at navnlig Folketheatret ved, trods den ulidelige Repertoiretvang, at opføre værdifulde franske Skuespil havde holdt Døren paa Klem til en større og friere Litteratur i en Tid, hvor vort eget litterære Liv var ganske indestængt og næsten dødt - alt det forstodes af Publikum føje.

✂ Og Bladene vejledede det ikke.

✂ Deres Stilling til Sekondtheatrene spejlede nøje den almindelige Opfattelse af Privattheatrenes Betydning.

✂ Sekondtheater-Anmeldelse var Journalistikens allerførste eller allersidste Trin. Den besørgedes af den yngste Student eller den ældste Routinier. Den var ofte saare kort, den var altid særdeles affejende. Dens Ord 256 om Skuespillernes Ydelser kom aldrig ud over nogle Adjektiver, flade som et Par fladtraadte Sko.

✂ Og heller ikke Reportagen var ret opfunden. Denne højt opdrevne og i Sandhed sælsomme Art af Journalistik havde endnu ikke skudt alle sine brogede og forlystende Blomster i Form af Notitser med smaat. Vi erfarede endnu ikke, naar Revueskuespillerinden Fru C. - ja, paa Ære, der gaves maaske overhovedet endnu slet ikke Revueskuespillerinder - lod sit skattede Navnetræk brodere paa et Par Handsker, og vi undværede endnu den oplysende Meddelelse om, at Frøken B. af Koret om otte Dage vilde faa sin anden Debut som Kokkepigen Amanda, hvis skrevne Rolle bekvemt kan gemmes i Frøkenens Skildpaddes-Portemonnæ.

✂ Hvad man nu end vil sige om denne Reportage - ét er sikkert: den bidrager til at nedbryde de fordomsfulde Skillerum mellem Kunstanstalter. Idet Reportagen ligeligt benaader alle med sin Gunst, gør den ogsaa - i alt Fald for de tankeløse - næsten alle lige.

✂ Men den Gang var alt det anderledes.

✂ Bladene ikke blot ikke udfyldte men tværtimod befæstede de det Svælg, der gabede mellem selv Privattheatrenes rigeste Mand og Nationalscenens allersomfattigste Lazarus.

✂ Det maa vi huske for at forstaa, at Nationaltheatret overhovedet kunde give Betty Borchsenius det Afslag

✂ - som man i øvrigt sikkert i højeste Grad ønskede at give hende.

✂ Thi man ønskede paa Kongens Nytorv sikkerlig ikke

✂ - og mindst i de Aar - at give Plads for en Kunst, som man paa denne ballet-skolede og støvgroede Skueplads halvt ubevidst maatte fornemme som revolutionær. Man vandrede paa den kongelige Scene allerede den Gang alt for støt paa den Vej, der skulde føre os fra den kunstneriske Stil ti] det kunstlet stiliserede og fra det velopdragent dannede til det sødladent snærpede - til at man skulde ønske at slippe den Fanden "Natur" ind i Kunsttemplets Vievandskar.

✂ Instinktmæssig følte den herskende Skole som en Fjende en Skuespillerinde, der som Betty Borchsenius var Lærling af Livet selv.

✂ Og der rejste sig over Theatrets Afslag ingen moderne Pressestorm. Ingen Interviewers drog som en ridderlig Garde i Leding for "den forfulgte Kunst". Ingen betydelig Kritiker gjorde i den ellevte Time Rede for, hvad Nationaltheatret i den vragede Skuespillerinde kunde vinde - eller hvad der ved Afslaget for Kunsten kunde blive tabt.

✂ Og saa - blev det tabt.

✂ Thi vel kulminerede Fru Borchsenius først kunstnerisk efter den forgæves Henvendelse til Nationaltheatret, men alligevel var Loddet for hendes Kunst uigenkaldelig kastet den Dag, da hun maatte beslutte sig til at forblive paa Folketheatret - Sekondtheatret.

IV.

✂ Foreløbig naaede Betty Borchsenius de følgende Aar det højeste Ry hos Publikum som hos Kritik.

✂ En ny Direktion bragte - under Høedts Auspicier - frem en Række franske Skuespil, som i Skarer drog det bedste Publikum til Huse. Louise Holst magtede, ledet ved Høedts Haand, de betydeligste Opgaver. Og Betty Borchsenius virkede midt i de franske Optrin som den friske, nordiske Fortryllelse.

✂ Der var virkelig en Stund, hvor selve dette franske Drama var hendes Held. Det franske Skuespils Tone ligesom afsleb visse Kanter af hendes Spil, der blev egalere og mindre hensynsløst i sit Enkeltudtryk. Hver Rolle blev hende en Triumf.

✂ Og alligevel tror jeg, at alle disse Roller, som alle lignede hinanden, allerede den Gang trættede hende. Deres Uvirkelighed irriterede hende, og deres aandelige Indholdsløshed pinte en Aand, der som hendes var altid beskæftiget og higende. Hun selv var aandelig 258 fremskreden, rig paa Kundskab og højt udviklet. Hvad hun fik at fremstille var bestandig det samme ensformigt uudviklede. Hele den Race af unge Kvinder, som hun spillede, syntes hende i al Hemmelighed Smaapiger, overfor hvilke hun var alt for overlegen.

✂ Selve denne Følelse af hendes egen aandelige Overlegenhed over det Aandens Smaakravl, Ingenuen, som hun spillede - gav imidlertid til en Begyndelse kun hendes Spil en ny Charme.

✂ Det var den, som hensatte hendes unge Piger i det bestandige halve Skær af Komik, som aldrig forlod dem - endnu en fin, nænsom Komik, der fangede Lyset om dem som et fintglitrende Slør. Det var denne endnu sarte Komik, som hvilte over Antoinette, som sang ved Klaveret.

✂ Men efterhaanden som Fru Borchsenius mer og mer trættedes af sine altid de samme Roller, blev hun ogsaa saa at sige mer og mer ubarmhjertig overfor sine Figurer, og hun ligesom hævnede sig paa selve de Skikkelser, som hun fik at fremstille.

✂ Hun gjorde de unge Piger uartige, vripne, gnavne, grusomme, kolde.

✂ Hun behagede sig i uden Skaansel at lægge blot alle de ubehagelige Egenskaber, som hun havde afluret sine Skikkelser, og hun gjorde dem latterlige for os med en vis kold Spot, der frastødte.

✂ Og samtidig begyndte hendes Ydre at passe mindre til den Skikkelse, hun skulde give Billede.

✂ Det lod sikkert først "Skællene" falde fra vort Vaudeville-Publikums Øjne. Det saá en Dag, at Betty Borchsenius ikke mere var saa smuk. Men det fik Øje for mere end det. Det opdagede samme Dag instinktmæssig, hvorhen hendes Kunst førte det - i Armene paa Virkelighedsstudiet og en Kunstretning, hvis Sjæl var Sanddruhed og ikke Forskønnelse.

✂ Fra det Øjeblik var Forholdet mellem Betty Borchsenius og hendes Publikum en Kamp, der oprev hende.

✂ Hvor ofte har jeg dog ikke overværet den og Aften efter Aften.

✂ Betty Borchsenius førte i Ilden hele sit Geni - thi i disse Kampens Aar, hvor hun laa under, var hun genial -; hun lod hver Rollens Sætning rumme en Iagttagelse, hun lod hver Bevægelse være Udtryk for Karakter.

✂ Men hendes Veje var ikke Publikums Veje.

✂ Medens om hende den sødt kælne Jomfruelighed - en Jomfruelighed i Pariserkorset - løftedes paa Døgnskjold; medens den yndigt kvidrende Unatur vuggede vort gode Sprog paa galliske" Rytmer i Talen, vendte Publikum sig bort, og den hellige Nitouche udstrakte velsignende sine Hænder mod dets Blindhed.

✂ Alligevel var der Øjeblikke, hvor Betty Borchsenius sejrede.

✂ Det var i saadanne Øjeblikke, at Hertuginden af Septmonts' store Scene (Hertuginden af Septmonts, som vel snart alle Primadonnaer har spillet, og hvori af Dusinet, jeg saá, ingen har naaet hende) løste en Bifaldsstorm; eller hvor Fru Borchsenius - som i mit arme "Hverdagskampe" - gød over Scenen Livets egen stilfærdige Poesi, varmende og øm, det sande Publikum til Andagt.

✂ Betty Borchsenius betog i denne Kampens Tid i saadanne Scener ved en sørgmodig Vemodighed, et Udtryk for stille Sorg, som før havde været hendes Kunst fremmed. Blik og Ord og Stemmens Fald talte om en sorgfuld Blidhed. Og i Øjnene laa deres Udtryk, som, saarede, undertrykker deres Smerter.

✂ Det var i disse Aar, hun hemmeligt indstuderede Dina. Den, som har hørt hende læse denne Rolle, som var Aars lange, ustandsede Arbejde, véd, at den i hendes Mund blev som et eneste Udtryk for den stoltes og ensommes Klage.

✂ En stolt og en ensom - det, hun var blevet.

✂ Hun kæmpede endnu.

✂ Men gennem hendes Spil fornam man hendes Bitterhed. Og hendes Selvstændighedstrang blev under Striden til Trods. Der var Roller, hvor hun under Overdrivelse 260 jog sine Fortrin ud i Fejl, som begravede hende. Hvor Diktionens Naturlighed dreves ud til at strejfe Platheden, og hvor Plastikkens Egenart virkede hartad som den tunge Plumphed.

✂ Misfornøjet skiftede hun Theatre. Og Direktørerne, hvis Hensyn maa være Kassen, gav Hovedroller til andre, forbigaaende hende, som ikke "trak".

✂ Store Opgaver havde endnu kunnet give hende Oprejsning og Ret.

✂ Men da endelig de store Opgaver kom, Rollerne, hvis Tanker var hendes Tanker, hvis Sjæl var hendes Liv, og hvis Idéer var hendes Hjernes Idéer - tilfaldt de en anden.

✂ Netop hende, der var den eneste, som maaske var hende jævnbyrdig i Talent, og som nu, baaren af Opgaverne, steg til det store Ry: Betty Hennings - mens ved selve de andres Triumfer Skyggen øgedes om Betty Borchsenius' Navn.

✂ Hun smagte i de sidste Aar al Sekondtheater-Stillingens Bitterhed. Hun fik Roller ved de Forestillinger, som paa Forhaand agtedes dødsdømte. Der tildeltes hende Operettepartier - hun, der var uden Stemme. Der nægtedes hende ved Primadonna-Ønsker Roller i andet Plan, Roller, som hun maaske, til Belysning af megen Unatur, havde kunnet skabe til Blod og Liv.

✂ Og saa stor var denne Kunst, paa saa sikkert et Grundlag hvilede den, at den alligevel og trods alt tilvristede hende Sejre.

✂ Hun gjorde ved sit Lunes Rigdom en Enaktoperette til et Kassestykke. Hendes livs-tro Spil gjorde en uægte Dramatisering ægte.

✂ Saa skiftede hun atter for sidste Gang Scene: hun skulde være det nyopførte Dagmartheaters Førstekraft.

✂ Guld og de grønne Skove førte hende derhen - og da Theatret aabnedes, var det en anden, der sagde de indviende Ord. Kun i en eneste Rolle viste hun sig for Rampen. I en piece de rideau foran en Operette, hvori Theatrets Sangprimadonna optraadte for første Gang.

✂ Det var en Kammerpigerolle - tolv skrevne Sider var den stor. Og alligevel genlød for første Gang det nye Hus af den ægte Latter, hvormed kun den udmærkede Kunst befrier.

✂ Det blev Betty Borchsenius' Farvel.

✂ Hendes sidste kunstneriske Ønske havde været at gaa over i "det ældre komiske Fag". Hun havde faaet Lyst til at latterliggøre alle dette Rollefags lavbenede Egenskaber: Sladderagtigheden, Smaaligheden, Forvrøvletheden, den forfjamskede Forstyrrethed og den indskrænkede Fordomsfuldhed - hele den glade Skala af den bestandige og udødelige smaaborgerlige Idioti.

✂ Men hun naaede det ikke. Og maaske vilde ogsaa, naar alt var kommet til alt, selve den alt for nære Erindring om Betty Guldbrandsen længe have hindret Betty Borchsenius fra paa det nye Rollefelt at faa den illuderende Magt over Publikums Sind.

V.

✂ Betty Borchsenius' Kunstbane var sluttet.

✂ Men det kunstneriske Arbejde standsede hun ikke. Hun læste alle de Roller, som - om de var kommet før og til den Skueplads, hvor hun var og virkede - havde kunnet skænke hende selv en Førsteplads og for hendes Kunsts Retning havde kunnet skabe Sejr.

✂ Nu spilledes Rollerne af andre. Og hendes Kamp var endt.

✂ Det havde været en Kamp for Natur mod Unatur. For Livsiagttagelse mod Theatermæssighed. ForUkunstlethed mod Skaberi.

✂ Den var endt med Nederlag, som denne Kamp vel oftest gør det.

✂ Den sluttedes dermed, fordi den eneste Skueplads, hvor den kunde føres sejrrigt, forblev hende spærret; og fordi hun - kæmpende mod Publikums Smag - stod alt for ene paa den Scene, der blev hende levnet.

✂ Nu er da nogle af de Hindringer, som slog Betty Borchsenius ned, ryddede. I dette Øjeblik vilde vort Nationaltheater aabne vidt alle Porte for en Kunstnerinde, der ejede blot Brøkdelen af den Evne, Betty Borchsenius vilde bringe det. Og om den kongelige Scene ikke gjorde det, var Privattheatrene i det mindste i Stand til at skabe hende en kunstnerisk Eksistens, værdig hendes Talent.

✂ Nu er der mange Hindringer brudt - for Betty Borchsenius for silde.

✂ Hendes Navn blev kun Mindet om et genialt Talent, der aldrig satte fuld Frugt, og om et Liv, der brødes sønder ved den store Kunsts Vejkant.

✂ Det blev de andre, som sejrede. De kloge Damer bekæmpede ikke vort Publikums Smag. De kun føjede sig efter den - og syntes Sejrherrer.

I

✂ CHARLOTTE WOLTER var aldrig Burgtheatrets Banner og Mærke.

✂ Langt snarere var hun en Fremmed i Burg - man kunde næsten sige en Fremmed og Taalt.

✂ Burg tilhørte ikke Fru Wolter, men Hr. von Sonnenthal og Hr. v. Lewinsky.

✂ De repræsenterede dets fornemme Skole.

✂ Denne Skole saa at sige udlagde den klassiske Tragedie. Og Lærerne, der udlagde den for en Tilskuerkreds af Kendere, var aandfulde Mænd, der uddybede hver Enkelthed i Materien, de foredrog, og store Fremstillere, som til deres Tragediefortolkning medbragte Mesterherredømmet over alle Midler.

✂ Hvad Studium, Kundskab, Aand kan udpønse, hvad derpaa Virtuositet, den nøjeste Smag, den videst rækkende Behændighed kan udforme, præsteredes da af disse Kunstnere.

✂ Der er intetsteds i den Schillerske Wallenstein, hvor ikke en Sonnenthals gennemtrængende Opfindsomhed har boret med sin Sonde. Det historiske Kendskab forliger Historie med Digtning og giver ved snilde Detailler - Detailler, der aflokker Kenderne lette Tilfredsstillelsens Suk - Digtningen Kolorit. Og man belyser Figuren ved at stille dens Modsætninger varsomt i Lys af hinanden - bærende en Studerelampe i den løftede Højre.

✂ Men - man unægtelig fortolker mer, end man spiller. Og man spiller meget, meget mer, end man lever.

✂ De lærde Tolkninger bliver undertiden endogsaa til Eksperimenter. Vejen fra det ene til det andet er saa kort.

✂ Hvor mangt et Eksperiment indeholder ikke en Othello, der er sløv, vel opdragen, næsten Verdensmand; som er den store ^Statsmand og den bestemte, men kolde Værner af sin Ære.

✂ Og dog gav Hr. von Sonnenthal Othello saaledes.

✂ Og at spille Shylock som Figuren fra en Farce - en lattervækkende Gnier, en Skikkelse med Gebærder fra den gamle, italienske Pantomime, hvis Hævntørst er ridikul, og hvis Fordring om hint Skaalpund er Galmands Paahit?

✂ Er vel dette mer end en overtræt Kunstners sidste Forsøg paa at interessere sig selv og muligen de andre ved et nyt Raffinement, der maaske har en bizar historisk Berettigelse, men som rigtignok til Gengæld spotter alt moderne Syn og vor sunde Tankegang?

✂ Alligevel:

✂ Hr. Lewinsky spillede i de sidste Aar Jøden saaledes.

✂ Og følgende ham omskabte de andre det kendte Skuespil efter den nye Jødes Lignelse.

✂ Portia tager Del i Farcen, Venetianerne belér den - og vi har et stort Skuespil mindre.

✂ ... Og saaledes ofte.

✂ Om de to store Førere flokkedes de Yngre - en Fortolkningens Skare, der af Burg havde skabt et Akademi for den klassiske Tragedie. Hvad Lærdom, sindrig Smag, Idérigdom kan skænke, skænkes her.

✂ Kun ét glemmes af de Sindrige og de Lærde, som har Talent og endogsaa Geni: Livet glemmes, Livet, hvis Enkelhed er Kunstens Rigdom.

✂ Derfor blev i denne Kreds af Lærde den den Største, som brød Kredsen og stod ene blandt de mange:

✂ Charlotte Wolter.

✂ Hun havde intet at skaffe med Fortolkninger. Hun var deres Modsætning og selve Elementet, der bortvejrede dem. Hvad Stilen angaar, den hellige Stil, saa var hun blevet stor ved at bryde den. Hvad Diktion betræffer, da var hun kun "eine Sprecherin", naar hendes Geni sov. Og Tragediens gamle Toga, der var tung af Jamber, rev hun til Side for i Ubændighed at vise os et gennemstunget menneskeligt Bryst.

✂ Blandt Burgs Akademikere var Charlotte Wolter paa Scenen den hensynløse Menneskelighed.

✂ De andre tolkede Digtere. Hun alene blottede os Mennesker. Denne Kunst var en Fryne, der i Rasen viste os Mennesket nøgent.

II

✂ Og den samme Charlotte Wolter, hvis Kunst hed Hensynsløshed, hun var i Livet Grevinde O'Sullivan de Gras - socialt Burgtheatrets Fornemste, som hævdede sin Stilling og vilde hævde den.

✂ Fru Wolter var i Nutidskunstnerliv en egen Type.

✂ Hun er ikke som Sarah Bernhardt bidt af Tournéernes Feber. Hun er ikke som Mme Bernhardt pint af bestandig Tørst efter Guld. Og det Nye, Eventyr og det fjerne Australien, om hvis Maaneskinsnætter der gaar Sagn, frister hende ikke.

✂ Hun lokkes slet ikke af den Verdensberømmelse, som man kører ind paa Jernbane. Hun lader Klode være Klode, og hun bryder sig fejl om at gaa ombord i Ocean-Baade for hvert tredje Aar at erobre de fem Verdensdele.

✂ Hun har kun villet erobre - Samfundet.

✂ Denne Pige fra Cöln har villet erobre sig en Position.

✂ Ry, det vidste denne Skabning, at hun vilde vinde sig saa som saa. Hvor det gjaldt at beundre hendes Kunst, vilde de Kunstforstandige i de fem Verdensdele 282 nok finde hende. Men i Livet, i det Samfund, hvor hun var, vilde hun vinde sig en Stilling.

✂ I Kraft af sit Geni - Geniet, som lader Sappho optages af Guderne - vilde hun være Medlem af "Selskabet". Og Grevinde O'Sullivan de Gras blev det.

✂ Den Mand fandtes, som satte hende Grevekronen paa Hovedet. Hun yndede at bære den som et Diadem. De firsindstyve Patronesser vægrede sig ikke ved al optage hende i Processionen, og Fru Grevinde O'Sullivan vandrede Side om Side med en Prinsesse af Blodet for at afhente det kejserlige Hus.

✂ Staden Wien har takket hende og ladet hendes Billede ophænge paa sit Raadhus. Kejseren har hædret hendes Fortjenester af Fædrelandet Konger har kaldt Vagter ud for at hilse hende, og de har ydet hende fyrstelig Ære.

✂ Hun blev det levende Billede paa Overmaalet af Æresbevisning. Hun blev sit Samfunds, sin Stads Levendegørelse af kunstnerisk Hæder.

✂ Men hun segnede ikke derunder - nej, hun vilde kun naa endnu mer.

✂ Og spændende Samfundets Taalmodighed næsten indtil det Utaalelige, bestiger hun ved sin Jubel-Forestilling selve Sapphos Vogn og glorificerer sit eget Geni under Mængdens Tilbedelse.

✂ Hør kun de Strofer, hvormed hendes Komme hilstes:

✂ Rhamnes styrter ind under Folkelarm og Cimblers Lyd. Han skriger til Sapphos Piger:

✂

Auf, auf vom weichen Schlaf, sie kommt, sie naht!
O, dass doch nur die Wünsche Flügel haben,
Und träg der Fuss, indes das Herz lebendig!
Heraus, Ihr faulen Mädchen! Zögert Ihr?
Der trifft euch nicht, der Jugend vorschnell nennt!

✂

MELITTA:

Was schiltst du uns? da sind wir ja!

✂

RHAMNES:

Sie naht.

✂

MELITTA:

Wer? - Götter!

✂

RHAMNES:

Sappho naht!

✂

GESCHREI

(von innen): Heil, Sappho, Heil!

✂

RHAMNES:

Ja wohl, Heil, Sappho, Heil! du braves Volk!

✂

MELITTA:

Doch was bedeutet -?

✂

RHAMNES:

Nun, bei allen Göttern!
Was fragt das Mädchen auch so wunderlich!
Sie kehret von Oiympia, hat den Kranz,
Den Kranz des Sieges hat sie sich errungen;
Im Angesicht des ganzen Griechenlands,
Als Zeugen edlen Wettkampfs dort versammelt,
Ward ihr der.Dichtkunst, des Gesanges Preis.
Drum eilt das Volk ihr jauchzend nun entgegen,
Schickt auf des Jubels breiten Fittichen
Den Namen der Beglückten zu den Wolken ...

✂

DAS VOLK:

Heil, Sappho! Sappho, Heil...

✂ Saaledes hilses Heltinden i Geniets Tragedie.

✂ Og Wolters Sappho véd at svare.

✂ Hun har medbragt Phaon, Drengen, paa hvem hendes Øjne faldt i Oiympia.

✂ Og hun forestiller ham for Folket: Elsk ham, siger hun, I - thi Sappho elsker ham. Gudbenaadet ved mig skal han synes beundringsværdig for Jer.

✂ Stor og hellig for Jer - som Geniets Elskede. Thi Geniet er ikke blot selv af Adel, ogsaa den, det elsker, adles.

✂ Jublende skal Mængden berede Brudelejet for to Halvguders Elskov.

✂ Spillet af Wolter omformes Optrinnet saaledes. Hun voldtager Digtningen for at naa Genidyrkelsens Grænse.

✂ Men Phaon elsker ikke Sappho. Thi Geniet kan naa alt undtagen ét: til Kærlighed kan det ikke tvinge. Dets Elskovsord kan hedes som Tropernes Glød, dets Ømhed kan udgydes utømmelig som Eventyrets Kilder, dets Vellysttrang kan voldtage i Rus - men slaa Elskovs Gnister af den døde Sjæl, der ikke elsker, mægter Geniet ikke.

✂ Her sejrer Pigebarnet Melitta, skønt hun er Træl.

✂ Charlotte Wolters Sappho véd det: Her er Grænsen, hvor selv Geniet er magtesløst. Og aldrig er Fru Wolter større end just, hvor hun maaler Dybet af denne Magtesløshed og kæmper til sit Væsens sidste for det Uopnaaelige - at tvinge til Elskov.

✂ Hun spiller denne Kamp i en Række af Roller.

✂ Phædra, hun kæmper for Hippolytos, Medea, hun vil genvinde Jason, Sappho, hun vil besejre Phaon.

✂ Og hvor lokker de ikke ved Ord, der gløder, ved en Skønhed, der straaler, ved en Hengivelse, modig som Geniet, ved Hengivenhed, uudtømmelig som det...

✂ Men alligevel kan Sappho lokke tusind Gange:

✂

Sieh diese Gegend, die der Erde halb
Und halb den Fluren, die die Lethe küsst,
An einfach stillem Relz scheint zu gehören,
In diesen Grotten, diesen Rosenbüschen,
In dieser Säulen freundlicher Umgebung,
Hier wollen wir, gieich den Unsterblichen,
Für die kein Hunger ist und keine Sättigung,
Nur des Genusses ewig gleiche Lust,
Des schönen Daseins uns vereint erfreun.

✂ Phaon elsker dog Melitta.

✂ Han kan ville elske Sappho. Han kunde give sin Sjæl for at kunne elske hende.

✂

O, könnt' ich doch mein ganzes früh'res Leben
Umtauschend, wie die Kleider, von mir werfen,
Besinnung mir und Klarheit mir gewinnen,
Um ganz zu sein, was ich zu sein begehre.

✂ Han elsker - mod sin Vilje - dog Melitta.

✂ Saa vaagner i Sappho Geniets stolte Opholdelsestrang - Trangen til at være og til at føle sig selv.

✂ Og har det følt sig selv igen, maaler det ogsaa snarlig sig og de andre. Ham og de andre.

✂ Stolt slaar det atter den evige Afgrund mellem sig og dem, sig og ham: Sappho er atter Sappho, "Sappho die Unsterbliche".

✂ En Tjener har set hende.

✂ I en Søjlehal i Taarnet staar hun. Vinden suser i den ophængte Lyres Strenge. Sappho hører det:

✂

Wie sie die Wand erreicht und wie die Leier,
Hoch oben hängend, weiss ich nicht zu sagen,
Denn wie ein Blitzstrahl flirrte mich's vorüber.
Jetz blick' ich hin; sie halt das Saitenspiel,
Und drückt es an die sturmbewegte Brust,
Die hörbar laut den Atem nahm und gab.
Den Kranz dann, den olympischen des Sieges,
Dort aufgehangen an dem Hausaltar,
Schlingt sie um's Haupt und wirft den Purpurmantel,
Hochglühend, so wie er, um ihre Schultern.
Wer sie jetzt sah, zum ersten Male sah, ...
Als Ueberird'sche hätt' er sie begrüsst...

✂ Saaledes er Sappho hjemvendt til Kunsten, -og hun svarer med Haan den lykkelige Melitta:

✂

Glaubst du so übel Sapphon denn berathen,
Dass Gaben sie von deiner Hand bedarf?
... Du sprichst von Dingen, die vergangen sind.

✂ Over alle Lidelser løfter Geniet sig i sin Kunst. Selv Kærlighedens Kval bliver stakket Sot for dets Vælde.

✂ Sappho gaar hjem - til de andre Udødelige, til Guderne, til sine Lige, der, hvor selv en Phaon er glemt som den Dreng, han var.

✂ Det er Indholdet af Tragedien, som Charlotte Wolter i sin Tid valgte til sin Fest, og som hun slyngede et Parterre af Habsburgs Blaablodsmænd i Ansigtet. Dette Valg alene viste hele den til Selvdyrkelse stegne Sejrsglæde hos Pigen fra Cöln.

✂ Et jublende Folk for Fode af denne uhyre Selvforherligelse - det maatte vel endelig mætte hende.

✂ Men selv hin Aften var det ikke Fru Charlotte Wolter, der under Mængdens Larm kørte bort fra Theatret Det var Grevinde O'Sullivan, som kørte hjem ved Siden af sin Gemal.

✂ Naar Tæppet er nede, nyder denne Kvinde sin Verdensplads. Regissøren melder, naar det skal gaa op:

✂ - Fru Grevinde, Tæppet gaar.

✂ Først da bliver Wolter Wolter: den store Hensynsløse, hvis Hensynsløshed bunder i Overmenneskets sikre Tro paa Overmenneskets visse Ret.

✂ Hun giver i sin Kunst endogsaa ofte efter for en vis kriblende Lyst til at ydmyge det Samfund, over hvis Mur hun er trængt, og ved hvis Bord hun har Plads.

✂ Her er jeg, siger hun: hædret blandt Hædrede, fornem blandt Fornemme, Lysside-Menneske blandt Lysside-Mennesker. Denne er jeg. Og pludselig afslidende Grevindens Robe viser hun brat Tøsens Pjalter: Men denne var jeg - synes hun at le.

✂ Charlotte Wolter holder af at fortælle sin egen Historie i mangfoldige Omskrivninger. Mest direkte gør hun det vel i "Georgette".

✂ Dramaet er ikke opført paa Dansk. Dog tror jeg, dets Indhold er kendt. Selve Titelrollen er lige saa tom som Stykket, og alligevel hører den til Fru Wolters Yndlingspartier. Hun spiller atter og atter det hele Skuespil for at kunne spille dets første Akt. Thi i denne første Akt fortæller Georgette sin Historie.

✂ Georgette er, som hun i Stykkets første Scene fortæller sin Ven, Grev de Chabreuil, virkelig kommen i Havn. Hun er bleven en veritabel Hertuginde, er Hertuginde med mange, utrolig mange Millioner og i Købet en Hertug, der heldigvis nu, efter at have levet længe nok til at overbevise selv de mest Vantro om sin Eksistens, er ifærd med at ophøre med at eksistere. Manden ligger for Døden.

✂ Alt er altsaa nu ganske ægte - akkurat lige saa ægte, som det i sin Tid var netop det Modsatte.

✂ For Lady Carlington var jo ganske vist en Gang for længe siden - Georgette.

✂ Den Georgette, som hendes gode, gamle Ven Grev de Chabreuil maler med ét eneste Spørgsmaal:

✂ Georgette har en Datter. I Samtalens Løb fortæller hun, at dette uægte Barn er en Datter af Grev de Chabreuils gode Bekendt, Baron Y.

✂ - Enfin, afbryder Chabreuil hende: er De nu ogsaa ganske vis paa det?

✂ Og Georgette ler, mens hun forsikrer ham det, og hun maa tilsidst overbevise Chabreuil ved at vise ham Paula, Datteren.

✂ Saa faar han paa Grund af Ligheden endelig Troen i Hænderne, og, greben af denne Kvindes Dygtighed, siger han:

✂ - Ja, De har tilbagelagt en lang Vej.

✂ Med et Blik, som saá hun tilbage over et helt Liv, svarer Wolter (og ynder at kaste ligesom et maalende Sideblink ud over Tilskuerpladsen) med et eneste: Ja. Det rummer tusind Tilstaaelser.

✂ Hele Fortællingen om Georgettes Liv er i Wolters Mund genial ved sin aabenmundede Insolens og den reusserede Kurtisanes uforstilte Selvbevidsthed. Georgette Lady Carlington er allerede halvt malet i hendes Dragt. Allerede da Charlotte Wolter sammensatte denne Robe - Lilla og Gult - saá hun med Georgettes Øjne, og da hun tog den paa just nu iaften, handlede hun med hele Georgettes Instinkt.

✂ Hun skulde gense Grev de Chabreuil, og hun skulde for enhver Pris vinde ham. Hun maatte helt vise, hvem hun var blevet, og skulde det knibe allerhaardest, maatte hun alligevel tage sin Tilflugt til ogsaa at minde ham om, hvilken bedaarende Dame hun en Gang havde været.

✂ Og vilde hun være Georgette, om hun kunde nægte 288 sig den Triumf ved lidt for mange Brillanter rundt om paa Hals og paa Arme at "illustrere" sine Millioner?

✂ Charlotte Wolter er, mens hun taler, selve Georgette at skue.

✂ Men hendes Ord da. De skærer gennem Burg som en kold Haan, og deres uforskammede Oprigtighed svider Parkettet i Ansigtet:

✂ Hendes Vej, nu vel, man kender den. Men netop denne kendte Vej er hendes Stolthed. Thi hun har ved egne Midler - og var Midlerne allehaande, havde hun da andre? - brudt sig en Bane.

✂ Hele denne Forklaring hører til mit Uglemmelige af Kunst. Thi hvert Ord - og Publikum forstod det - havde sin Underbund af Tilstaaelser og Forhaanelser. Naar Lady Carlington her talte om Paris' Hertuginder, da tænkte hver og én paa de fornemme Kvinder, hvis Haand Grevinde O'Sullivan trykker. Og Charlotte Wolters Haan af "den dumme Dyd" var som rappe Piske-Slag til Tak for tusind Naalestik> bibragte Grevinde O'Sullivan.

✂ - Ja - jeg er bleven Hertuginde, siger Georgette.

✂ - Og De var født? spørger Chabreuil.

✂ - Snedkerdatter, svarer Georgette.

✂ Dette eneste "Tischler" (sagt paa Cölnsk, som hver Wiener hader) maler hele Snedkertøsens Vej, hele denne Fremmedes endeløse Vej fra Smøgen ved Rhinen til Carlingtonhouse - og Hitzingen.

✂ Raat og ubeskrivelig brutalt gennemhviner det ene Ord det fornemme Hus som Proletarens pludselige Sejrsskrig.

✂ - Hvor oprigtig er ikke denne Fremstilling, hvor man gætter, at der tillige holdes Dom over - sig selv.

✂ Thi Georgette, der er saa selvbevidst, og hvis Udbrud slaar ud imod os som en triumfrig Overlegenhed, er paa den anden Side beskeden og næsten ydmyg. Hun har midt i al sin Glans hemmelig bevaret - og viser det vidunderligt i en Bøjning af sit Hoved, ved et let Tonefald i sin Stemme - Snedkerdatterens Ærbødighed 289 for de Fødte, hendes Respekt for de store Navne, den slaviske Underdanighed, der hænger som en uundgaaelig Arv i Folderne af Proletarens Sjæl ...

✂ Naar denne Georgette en Smule sky berører Grevindens Haand, lærer man af den Tøven i hendes Haandtryk, der knap er til at mærke, maaske endnu mer: at der i hendes Sjæl alligevel er blevet tilbage ogsaa en Rest af en Ærbødighed for selve den Dyd, hun spotter.

✂ Denne Fremstilling har gransket alle Dybder i Georgettes Sjæl og i Fremstillerindens egen.

III

✂ Endnu stærkere vil Charlotte Wolter minde om, hvorfra hun kom.

✂ Hun spiller Messalina endnu i sin høje Alder. Hun er tyve Aar for gammel. Drifternes Baal er uigenkaldelig slukt. Og dog lader hun sig ikke Bolersken fravriste, men spiller hende endnu.

✂ Adolf Wilbrandt har etsteds, jeg husker ikke mer hvor, fortalt om, hvorledes "Messalina" blev til.

✂ Han var paa Rejse i Italien, og det var Sommer. Yppig, bugnende og hed laa Naturen om ham. Stenminder om et Verdens-Herredømme, der var, smuldrede stille hen i al den fristende Fylde.

✂ Faldende Søjler, synkende Templer stod, dækkede af Roser, i Skygge af blomstrende Træer.

✂ Pludselig samlede alle de Indtryk af Livskraft og Lyst og Forfald sig om en Kvindes Skikkelse, en Statue, der skød frem mod det endnu Ufødtes mørke Grund: Messalina.

✂ Og en Dag var i Digterens Sjæl denne ene Skikkelse blevet to. Arria, Pætus Hustru, Matronen, stod ved Siden af Skøgernes Skøge og maalte hende med sit haanske Blik.

✂ Saa behøvede kun Marcus, Arrias Søn, at fødes, for at de to Billeder skulde blive levende og som Mennesker 290 gaa ned af deres Sokkel: for at Bolersken kunde kæmpe med Moderen om sit Bytte.

✂ Saaledes fortæller Wilbrandt sit Værks Historie.

✂ Men man maa huske, at vel er Messalina født paa italiensk Jord, men Tragedien er fremsprungen i en wiensk Digters Sjæl - hans, som til Roma og Napoli bragte med sig alle de forvirrede og mangfoldige Indtryk fra en anden Kejsertid, en Gründungens gyldne Stund, Lystens glade Aar i Wien med Makarts Nymfer i Spidsen.

✂ Og hvem véd (thi hvem kender den kunstneriske Sjæls besynderlige og hemmelighedsfulde Værksted?) om Messalina ikke allerede fra den første Færd, Kunstneren ubevidst, har baaret Pigen fra Cölns Ansigt, hun, der i hine Aar som en Fremmed skød frem paa Wiens Jord som Makarts første Model.

✂ Det er i hvert Fald ikke omsonst, at netop Makarts Messalina blev de Dages repræsentative Billede. Her arbejdede tre Kunstnere, Digteren, Maleren og Skuespilleren, for at fuldkomme Udtrykket for den samme Tanke.

✂ Endnu i Charlotte Wolters sene Aar, naar i Cytheres Hal i Wilbrandts Skuespil det dunkelrøde Forhæng sagte gled til Side, og under Fløjters bløde Lyd Messalina saás paa sit Leje, hvilede hvert et Blik i dette Kvindebilledes Skønhed. Den Ældede kunde endnu se ud som Messalina.

✂ Hun var hende ikke mer. Begærets Ild var uoprettelig slukt, og der slog ingen Brynde mer gennem de ubændige Vers.

✂ Som Rollen i de sidste Aar spilledes, er den af Charlotte Wolter - ubevidst - lagt om. Naar Cajus Silius betror Narcissus, at hvad der den Gang tøvende holdt ham tilbage fra som Elsker at bestige Messalinas Seng og Trone:

✂

War Furcht vor diesem opferreichen Abgrund,
Vor ihrer tödtlich grenzenlosen Gunst -

✂ saa forstaar vi det ikke mer. Thi denne Mænade er længst blevet træt, og hendes Gunst vil ingen dræbe mer.

✂ Nu spiller Charlotte Wolter anderledes: Hendes Spil toner smerteligt ud fra Sjælens bitre Tomhed hos en ældet Kvinde, der aldrig blev elsket saadan, som hendes Længsler drømte.

✂

Doch Liebe will ich haben! Lieb' und Glück -
Ein Glück, das mich beglückt...

✂ De Ord er blevet Messalinas Akse: Talentets evigt tørstige Længselsord. Kunstnerens Længselsord, der undfanger livløse Billeder i Smerte og længes efter at fange de Levende i Jubel; som vækker til Liv og selv er død; som faar Skillemønt for Guld og Beundring for Elskov og dør midt i den Ild, hvoraf de andre lever.

✂ Charlotte Wolter véd det, og en sidste Gang rækker hun i Fortvivlelse sine Arme ud mod den Lykke, der ene varmer og - flyer hende.

✂ Ved Marcus's Lig gør den Ældede sit Regnskab op med Livet og synker i Knæ derunder:

✂ Berømmelsens Purpur, hvad var det hende værd? Elskovens Minder? hvor de blev hende tomme. Og Kærligheden? - her ligger den Lig.

✂ Det er Livsregnskabet, som ogsaa Adelheid har gjort op. Og dette Regnskab nager Sjælens Rod, saa alle de store Charlotte Wolterske "Elskerinder", hvis hede Glød en Gang tændte en Wilbrandts Fantasi, nu udstraaler en bitter Kulde.

✂ Charlotte Wolter finder Tonefald og Pauser og Ledens Smil, der gennemtrænger hvert Elskovs Vers med den ramme Smag af Haan og Mistro. Med tomme Øjne ser hun paa en Lidenskab, hvis Flamme aldrig naa'r hende selv.

✂ Messalina vil kun se paa Marcus. Hendes træt undrende Øre til Lyst skal han klage højt:

✂

- - - Hier lieg' ich - Marcus -
Nein, Marcus nicht; ein Wesen, namenlos,
Geburtlos, wahllos, sinnlos, liegt vor dir
Und bittet dich um Leben oder Tod!

✂ Saa højt som Säckkingen skal klage, saa højt som Franz skal klage til Fru Adelheid.

✂ Men Adelheid selv hører kun distrait, som lyttede hun efter Lyden af andre Fodtrin - den fjerne Lykkes, som aldrig kommer.

✂ , Disse Mænd er ikke mer Mændene for de Wolterske Kvinders Elskov. De skal elske og smægte, men de tør ikke berøre. De skal kun knæle foran de sælsomme Stenbilleder, isnende Elskerinder, som er blevet Billeder af Foragten.

✂ Et eneste Nu i Charlotte Wolters Adelheid malede denne Udvikling:

✂ Den stakkels Franz vilde bøje sig og kysse blot Spidsen af hendes Fingre. Saa berørte Adelheid ham mindre end en Kende med sin Vifte, som bortviftede hun et Fnug - ikke noget levende - der tilfældigvis havde rørt hendes Negl.

✂ Franz veg ud, som var han blevet ramt af et Slag. Men Adelheid blev staaende og smilede med en Fortvivlets Smil.

IV

✂ Talentets første Fjende er Kærligheden, der flyer det. Dets anden Fjende er Døden, der er uovervindelig som den første.

✂ Talentet hader Døden med hundrede Levendes Had. Thi det er Døden, som har sit Hammerslag beredt for dets Virken; det er Døden, som lammer dets Hjerne, der skabte; det er Døden, der lukker dets. Læber og dets Øje, der spejder.

✂ Charlotte Wolter elsker da at male Døden og Dødsangsten.

✂ Der er tragiske Skuespillere, som systematisk undgaar Dødsscener. En Josef Kainz' Pessimisme synes saa stor, at han i Døden smiler ad et Liv, der er saa tomt. Booth gjorde, har man sagt mig, ligesaa kort Proces med Døden. Han skulde, naar han døde, eje en egen Rankhed over sin spænstige Krop, som gik han med løftet Pande hen mod Dødens Port.

✂ Charlotte Wolter derimod gør Dødsscenerne brede.

✂ Hendes Kraft kæmper længe med Døden, og harmfuld svælger hun i sine egne Billeder af Dødens Angst.

✂ Hendes andre Scenebilleder var i hendes sidste Aar ofte blevet blege. I Dødsscener koncentreredes til hendes allersidste Dag alt hendes kunstneriske Liv.

✂ Det Dødsoptrin, som groft er blevet flikket til Goethes "Götz", var blevet Charlotte Wolters Triumf.

✂ Adelheid er ene, og det er Nat. I Natdragt venter hun Franz, Knøsen, som hun sendte ud for at dræbe sin Husbond. Men han kommer ikke, Timerne gaar, og han kommer ikke, skønt hun spejder.

✂ Saa ser hun fra sit Vindu en Skygge over Bjerget - en Skygge, der vokser. En Skygge, som ikke giver Lyd af noget Fodtrin, men vokser.

✂ Hun vil ikke se, men hun gemmer sig dog bag Gardinet ... Jo, jo, den kommer nær - nærmere og nær.

✂ Hun slynger sig ind i Gardinet, hun kaster sig ned paa sit Gulv - men Skyggen maa hun se, den rædselsfulde Skygge.

✂ Hun falder atter paa Knæ, men Læberne rinder ingen Bønner. Hænderne forbliver ikke foldede, men famler om den angstfyldte Luft... Hun vil se ham, vil se ham igen ... Men hun tør, hun kan ikke mer, der er som en Vægt paa hendes Nakke - --

✂ Saa kryber hun frem, kryber som paa blottede Knæ, frem over Gulvet, til Vinduet og støtter Hagen paa den kolde Karm og skriger:

✂ Han er der ikke mer - Skyggen, Skyggen.

✂ Og hun springer op, hun har en Kats Lemmer. Op vil hun, kalde alle sammen. Som de Dyr, der ser sig i 294 Fælde, styrter hun sanseløst, vidløst, uden en Tanke, rundt i det samme Rum - under stønnende Skrig.

✂ Til hun styrter mod Døren. Den er lukket. Og den? Den er lukket. Den? Lukket.

✂ Og hun slaar mod de stængede Porte med sine knyttede Hænder. Hun kradser deres Fyldinger, fortvivlet, som vilde hun kradse dem ind med sine Negle. Hun vælter sig imod dem med sin Ryg, som vilde hun slaa dem ind med sin Vægt. . Saa flyer hun tilbage.

✂ Hun véd ikke mer, hvad hun gør. Angsten har stivnet hendes Blik, hendes Træk, hendes Krop. Fortvivlet søger hendes forvildede Tanke blot om en Rest af en Redning, blot om en Rest af et Haab.

✂ Saa griber hun Armstagen - meningsløst, vil flygte med de viftende Lys.

✂ Og hendes Haar staar i Flammer. Hun skriger. Og hun klapper det brændende Haar med sine sitrende Hænder, og hun lægger det som en Kaabe om sin nøgne Hals - mens hun smiler, et sidste Vellyst-Smil, før Fehmens Strikke falder om Adelheids Hals.

✂ Mægtigere end dette har aldrig Scenekunst virket. Større kunstnerisk Billede fik aldrig menneskelige Øjne at se. Her ofredes med Rette et Storlands Hæder.

✂ Men Charlotte Wolters Kunst fremmanede Dødsrædslen overalt, hvor det er muligt.

✂ Et Eksempel blandt mange.

✂ Ristori lod sin Maria gaa til Skafottet med Martyrernes Ro. Med forklaret Blik vil hun bestige det Skafot, der for hende kun er Trinnet paa Jakobs Stige.

✂ Charlotte Wolter maler anderledes. Hendes Maria var i Livet mer Dronning end Kristen. Hvor Ristori apotheoserede den vanhelligede Kirke, giver Wolter her, som altid, Dronningen af Geniets Naade, Legitimitetens Ret: Maria er, som Geni, til Tronen født, og Elisabeth er en Talentets Bastard.

✂ Dronning er hun, og som en Dronning vil Maria dø.

✂ Mild men ogsaa nedladende taler hun de sidste Ord 295 til sine Damer, selv hendes Bøn føles som Bøn af Guds Salvede, der staar Gud Fader næst. Her er . Højhed mer end Hengivelse.

✂ Men pludselig skælver denne Dronning af Dødsangstens uvilkaarlige Gys, der afbryder hendes Ord og lader hende klamre sig til sine Damer - de Levende om hende, der skal dø, mens det tomme Blik forraader, at Dødsskrækken lurer bag hendes Øje.

✂ Saaledes spiller Charlotte Wolter Dødsangsten Gang efter Gang, og hendes Kunst kredser bestandig om Fremstillingen af Geniets sejrrige Fjende: Død.

V

✂ Blandt alle Tidens Scenekunstnere synes Charlotte Wolter ved Siden af Duse at have det største f r emsti Ilende Talent. Maaske var hun endog i et givet Øjeblik den eneste geniale Personlighed paa Theatret, som ejede den oprindelige fremstillende Evne.

✂ Skuespilkunstens Forhold til Personligheden er saare besynderligt og sammensat. Thi enhver Kunstner bliver kun virkelig betydende ved sin Egenart, og alligevel fordrer Skuespilkunsten af sin Mand, at han skal opgive sig selv eller i alt Fald forpuppe sig bag en andens, en Fremmeds Egenart, Digterens.

✂ Men de stærke Personligheder revolterer mod denne Selvopgivelse. De mægter den ikke en Gang.

✂ Derfor ligger de fleste af de ypperste Begavelser, der færdes paa Skuepladsen, i en uløst Strid med den Kunst, de dyrker. Hvor Skuespilkunstens Maal er at anskueliggøre Digtningens Mennesker, fremsprungne af en andens Sjæls Liv, voldtager de Ypperste ofte denne samme Digtnings Skikkelser, underlæggende dem helt deres egen Personlighed og fremstillende altid ét - og et helt andet Menneske: sig selv.

✂ De giver i Skuespilkunsten, der af alle Kunster tvinger til mest indirekte at tale om sig selv, sig selv ganske 296 direkte. De ejer i selve Forstillelsens Kunst end ikke Spor af Forstillelse.

✂ De er, de giver, de vil kun give sig selv.

✂ Men undertiden kunde man ønske, at disse Kunstnere havde valgt sig en anden Udtryksform, hvor de kunde tale helt frit. Var en Josef Kainz selv blevet Digter, havde han ikke behøvet saa ofte at forgribe sig paa Digterværker.

✂ Nu enten forgriber de geniale Personligheder paa Theatret sig let paa virkelige Digterværker - som har en Egenart, ogsaa de, og en Egenart, som mange mener burde respekteres - og de krænger møjsomt Digterordene om sig som en Nessusskjorte, hvori de forbrænder; eller, utaalmodige under Byrden af de fremmede Tanker, som trykker dem - - flyer de til Virtuosstykkerne, i hvis Tomhed intet hindrer dem, og som de helt kan fylde med "sig selv".

✂ Dette og ingenlunde den hidsede Lyst til kun at glimre er Vejen til Virtuosstykkerne. Kunstneren trættes af at kæmpe med den fremmede Tanke. Han lader da Fabrikanter forarbejde Skuespil, der kun rummer hans egen.

✂ Da Ristori var blevet ældre og hendes Personlighed helt var modnet, vægrede hun sig ved længere at forklæde sin Tanke bag de andres. Hendes bydende Begavelse sprængte al Omskrivning. Giacomettis gyldne Dage kom, hvor Skuespillerinden dikterede, hvad hun vilde udtrykke:

✂ Katholicismens Sejr ved Elisabeths Dødsleje. Judiths Beredthed under Herrens Vilje.

✂ Disse Skuespil er simpel Diktat, og deres Forfattere er kun de store Scenebegavelsers Skriverkarle.

✂ Utaalmodige vil de fuldt bevidste Talenter, der føler sig de Højeste jævnbyrdige, ikke mere lægge sig paa nogen fremmed Digtnings Prokrustesseng.

✂ Spiller man Schiller, nu vel, man kan forme ham, man kan bøje ham, man kan endog sætte sit Knæ paa hans Bryst: han bliver dog Schiller, selv om han er 297 bagbunden. En Racine, man kan underlægge ham sit Temperament, man kan voldeligt ændre hans Tempo: men han forbliver Racine.

✂ En Giacometti og en Sardou sammentømrer derimod kun Soklerne, hvorpaa det eneraadige Talent stiger op og direkte taler til Folket.

✂ Naar Sarah Bernhardt vil prædike Fædrelandskærlighed, bliver hun Jeanne d'Arc; vil Ristori forherlige Religionen, der bøjer sig ofrende for den Vældiges Vilje, bliver hun Judith.

VI

✂ Men hvor mange af Nutidsscenens Store, der end vil lade Virtuosstykker skrive for sig, vilde Charlotte Wolter aldrig have gjort det.

✂ Det kom netop deraf, at hun var den fødte Fremstiller og kun det. For hende var Menneskefremstilling hendes Evnes fødte Udtryksform.

✂ De andre har en Trang til at flygte fra Rollerne for at befri sig og finde Udtrykket for sig selv. Hun derimod fandt netop kun den kunstneriske Befrielse ved at blive i de store Digteres Roller, som for hende maatte til for overhovedet at løse hendes Skaberevne.

✂ Thi den fødte Skuespiller er jo vel en Selvskabende. Men for at skabe trænger han til et Middel: Rollen - og helst den bedste Rolle.

✂ Faar han den i sin Haand, vokser der for hans Tanke et Menneskes Skikkelse frem ganske som i Digterens Sjæl. En Skikkelse, som gaar og taler, lytter, tier, græder, tænker, handler - og hvis Gang, hvis Tales Form, hvis Minespil, hvis mindste Gestus han maa gøre efter, følge, efterligne i selv den mindste Ting.

✂ Denne Skikkelse er fremsprungen af hans egen Sjæl, et Barn af hans Temperament, af hans Syn og af hans Egenskaber, og dog er den en Fremmed, et andet Væsen 298 med egne Tanker, egen Følelse og eget Temperaments Rytme.

✂ Kunstneren efterligner denne usynlige Anden, og, mens han forbliver sig selv, er han dog den Anden. Det er Skuespillerevnen, og Charlotte Wolter var dens ypperste Indehaverske.

✂ Det vil sige, at der kunde være Aftner, hvor hun ikke et eneste Nu slap den fremmede Figur, hun havde skabt.

✂ Tag i Erindringen frem den bedste sceniske Skikkelse, De véd. Og just der, overfor den bedste Sceneskikkelse, De kender, vil der have meldt sig hundrede Øjeblikke, hvor De følte et irriterende og rent urimeligt Ubehag:

✂ Hr. A., Hr. Y., Fru B., Frk. X. faldt pludselig ud af Rollen.

✂ Disse Skuespillere saá ikke mer hin hemmelige Figur, hin usynlige Anden, eller i alt Fald efterlignede de den ikke. De glemte den et Nu, og lynsnart hørte De - Tilskueren - en Anden tale end den Figur, som De én Gang havde for Øje, som Skuespilleren selv havde vist Dem, og som han nu pludselig lod i Stikken, saa De ikke mer levede videre med det tidligere Menneske.

✂ Skikkelsen var itu og Illusionen brudt.

✂ For Charlotte Wolter kunde der være Aftner, hvor dette aldrig skete.

✂ "Georgette" gav en saàdan Aften. Som Georgette løste Charlotte Wolter sin Kunsts yderste Hemmelighed, som hedder: i Lys af eget Liv at tænke, føle og være en Anden. Alt syntes her spontant, aldrig sagt, aldrig tænkt, fordi det alt, Ord, Handlinger, hver mindste Bevægelse var nødvendigt og uvilkaarligt Udtryk for den Georgette, vi fra første Færd havde set leve for vore Øjne.

✂ Her bekymrer det os ikke en Gang, at Sardou begaar Dumheder.

✂ Hvad kerer vi os om, at han, der af Hensyn til Vaudevilles Kokotter ikke har vovet at stille Georgette Ansigt til Ansigt med Grevinden, lader sin Georgette afvise foran Grevindens Dør i en Mellemakt.

✂ Den Georgette, Snedkerdatteren, der hellere vilde slaa sig med Næver gennem en grevelig Dør end vige, naar det gælder Paula, hendes Datter?

✂ Vi bryder os ikke om Victorien Sardous Fejl og Svaghed, thi Charlotte Wolters Georgette er sejrrig stegen frem af Rollen, som den nu en Gang er. Wolter har set sin Georgette foran Grevindens Dør, og hun viser os hende: at hun er afvist, og at hun maatte lade sig afvise.

✂ Naar Charlotte Wolters Lady Carlington kommer hjem efter Mellemakten foran Grevindens Port, forstaar vi, at hun har ladet sig knuse, at hun foran denne ukkede Port moralsk er styrtet sammen.

✂ Denne Kvinde, som aandsfraværende løser sin Hat med slappe og matte Hænder og et Nu betragter sin egen Stue, hun ikke mere genkender, og hvis Stemme har faaet en helt anden Klang, farveløs og træt, kan, vi ser det, idag intet og slet intet af, hvad hun kunde igaar.

✂ Dette ene Nu's Oplevelse overhuggede hendes Knæ.

✂ Fra idag kan hun kun lide.

✂ I Fremstillingen af denne Lidelse lagde Charlotte Wolter for Dagen det yderste af sin fremstillende Evne.

✂ Saa jævn og graa har jeg aldrig set nogen Fremstilling af Lidelsen.

✂ Her var ikke Skrig, her var ikke Hændervriden, her var ikke Stillinger, her var knap Ord. Her var kun den jammerligste, den elendigste Kummer. Denne Smerte var saa inderlig fortvivlet, at den føltes ind til Marv og Ben.

✂ Naar Charlotte Wolter fremstillede den, glemte hun selve Charlotte Wolter. I den Grad var hun i hin store Usynliges Magt - sin Georgettes Magt.

✂ Georgette har aldrig saa meget som set Charlotte Wolter. Da vilde der ogsaa ind paa hende nu, hvor hun lider, kæmper, forsager, have listet sig i hendes Udtryk for Smerten - som der lister sig paa alle i Livet - visse Mindelser fra Theatret, visse Wolter-Reminiscenser.

✂ Nu fandtes de der ikke. Se derimod en Franzisca Elmenreich som Georgette. Hun kunde i de store Optrin i "Poser", i Geste'r, i Skrig ikke frigøre sig fra de Minder om en Charlotte Wolter, som paa det tyske Theater beherskede alle tragiske Damer. Men Charlotte Wolters egen Georgette kendte ikke Charlotte Wolter.

✂ Hun havde ikke hørt hendes Stemme, som Verden har beundret, aldrig de tragiske Skrig, som i tysk Theaterhistorie vil vedblive at bære hendes Navn, aldrig havde hun fornummet den ydre Gevalt i Smerten, som havde skabt Grevinde O'Sullivans Ry.

✂ Men var dette muligt, og kunde Charlotte Wolter saaledes glemme alt sit eget, at vi ikke sporede noget deraf og ikke mindedes om noget deraf selv det korteste Minut, da var Fremstillingskunstens ubegrebne Under blevet levende for vore Øjne.

✂ Et Menneske var blevet et andet Menneske og et Liv et andet Liv.

✂ Af Tidens andre Store betjener nogle sig, for at meddele sig til os, af Skuespilkunsten. Den synes dem et tilfældigt Middel, og dette Middel kan ofte hæmme dem.

✂ For Charlotte Wolter alene var Skuespilkunsten selve Maalet: det højeste Udtryk for den højeste Evne.

✂ Grevinde O'Sullivan de Gras vidste det.

✂ Uden at se til Siden, uden at maale sig med dem, der jog Verdensdele rundt for at henrykke Malayer og Australer, besteg hun i "Burg" sejrsstolt Sapphos Vogn - med Lyren i den oprakte Arm.

✂ Højt raabte Folket:

✂

Sie kehret von Olympia, hat den Kranz,
den Kranz des Sieges hat sie sich errungen;
Im Angesicht des ganzen Griechenlands,
Als Zeugen edlen Wettkampfs dort versammelt,
Ward ihr der Dichtkunst, des Gesanges Preis.
Drum eilt das Volk ihr jauchzend nun entgegen,
Schickt auf des Jubels breiten Fittigen
Den Namen der Beglückten zu den Wolken!

✂ Med Rette: thi her fik den ypperligste Evne Lov at virke i den Kunst, for hvilken den var født.

I

✂ SARAH BERNHARDT agerer Modsigelsernes Tegn. Hun er en pessimistisk Vantro og omgiver sig med alle Overtroens Tegn. Hun er Kosmopolit og lader et Jeanne d'Arc-Drama skrive for sig til Fædrelandskærlighedens Forherligelse. Hun er utæmmelig i Livets Lyst og stiller Ligkisten ved Siden af sin Seng. Der glider Millioner gennem hendes Hænder, og hun lever i en gylden Armods Bekymringer og Besvær. Hun pukker paa bestandig Sygdom, og hun flakker Verden om ødslende med en Kæmpes Styrke.

✂ Saaledes ser det Modsigelsernes Theaterskrud ud, hvori Sarah Bernhardt, som er er; forfaren Jægerske efter det Besynderlige, har draperet sig i fem og tredive Aar for i fem og tredive Aar at beskæftige- Verden.

✂ Det er et Theaterskrud, fordi det er en Overdrivelse af hendes Væsen. Men det har kun kunnet beskæftige Verden, fordi det dog var hendes Væsen. Og hendes Væsen - modsigelsesrigt og besynderligt, træt og lystent, sensationsgraadigt og mæt, uovervindeligt og sygt - var Billedet af selve Verdens Væsen.

✂ Sarah Bernhardt modellerede en Gang en Sfinks og 303 gav den Gaadefulde sit eget Ansigt. Hun gjorde det med stolt Impertinens og havde Ret.

✂ Thi en Periodes "store Gaadefulde" er altid denne Periodes Temperament. Det Temperament fødes af tusend Ting. Det fremgaar af hundredfoldige Aarsager. Det farver alt, og det skaber vore Øjnes Syn. Det breder sig og smitter gennem Luften og Aanden. Det giver vore Tanker deres Tempo og vor Tale dens Rytme. Det iklæder vore Idéer sin Ham.

✂ Det er vor sande Skæbne og Atmosfæren, hvori Sindene drager Aande.

✂ Men netop vor Tids Temperament hedder i Kvindeskikkelse Sarah Bernhardt: Sfinksen har hendes Ansigt.

✂ Verden modtog kun denne utaalelige Markskrigerske, fordi det ikke blot var med sig selv, men ogsaa med os, hun raabte paa Melbournes Torve. Naar Millionerne i tyve Aar har gabet i tusend Ruder paa Omstrejferskens Ansigt, saa har de gjort det, fordi de stirrede paa noget af sig selv, naar de gabede paa Selvgøglerskens Træk.

✂ Det er hendes Magt over Verdens Sind.

II.

✂ De Dage er længst henne, da Sarah Bernhardt var den lydige Datter af Molières Hus. Det lyder nu som et Sagn, at denne Uberegnelige en Gang tilhørte en Ramme som andre og adlød Digtere som andre.

✂ Nu er ialfald Tiden længst forbi, og nu vil hun ikke lyde, men lydes. Hun spreder vel fra en Skibsmast Victor Hugos Vers for Verdenshavets Vinde, men hun levendegør kun sjældent hans Skikkelser. Og Racine er lagt til Side af en Kunst, som ikke mer vil have nogen Husbond over sig.

✂ Sarah Bernhardt tilhører ikke mer noget Theater, hun ejer en Trup, medens Sardou'erne skriver hendes Roller, 304 der ikke vil betvinge men kun smigre hendes Personlighed. Skuespillerinden dikterer sine Skrivere - sig selv.

✂ Fédora var den første af disse dikterede Roller. Og slet som den er, blev den vel dog den bedste. Vi kan idetmindste der læse, hvad der skulde have staaet i Skuespillet, og hvad det var, Sarah Bernhardt tørstede efter at spille.

✂ "Fédora"'s Nerve ligger i blot to Skrig til samme Mand:

✂ - Je vous haï's - je t'aime.

✂ Den Kærlighed, der hader, og det Had, som er Elskov - det er Rollens Tema. Og er det ikke Potensens Udtryk for al den Følelsernes smertefulde Modsigelse, som er vor?

✂ Her var da Plads til alle de Sjælenes Modsætninger, som gør Lidenskaber, der undersøger sig selv og aldrig faar Rede paa sig selv, til en pinefuld Strid. Her var Nag Begær og Begær Afsky. Her var Lykke Fortvivlelse og Fortvivlelse Jubel. Her var den Proteus, som evindelig skifter Ham til sin Modsætning, given i en kvindelig Lidenskab.

✂ Eller rettere, den kunde være given. Thi Fédora er allerede skrevet for den Sarah Bernhardt, der er sin egen Overdrivelse, og det er skrevet af Sardou.

✂ At det er skrevet af Sardou, det vil sige, at det er et Melodrama, hvis fattige Kunst hedder Sindrighed. At det spilles af den overdrevne Mme Bernhardt, det vil sige, at det jager Kunstnerinden rundt i hendes Væsens yderste Periferi, og at det hele Drama bliver en uhyre "Urolighed" i fire Akter.

✂ Fédora kommer fra Rusland. Det nihilistiske Czarrige er hendes Fædreland. Derfra leder Sardou med Rette sit brede Flodleje for Sarah Bernhardts Væsen, thi Pessimisme er hendes Aands Aand. Den er Moder til hendes Nydelser, der vil glemme, og til hendes Styrke, som er opstablet Vilje. Den føder hendes Svaghed, der 305 er den dumpe Nedslagenhed, og hendes Lede, der nyder: Hun drikker alt til Bærmen, thi hun véd, at hun drikker af et Kranie.

✂ Fédoras Eksistens, der elsker, hvem hun hader, og i samme Stund længes efter Blod og efter Favntag, er det hensigtsløst Urimelige. Men selve Livet, der opslider syge Sjæle i Brændingen af tusinde Modsigelser i os og om os for at kaste os i et Par Knokkelarme: Dødens, der er den evige Tilintetgørelse - dette Liv synes netop Sarah Bernhardt saa hensigtsløst, som Fédoras Tilværelse er.

✂ Derfor er det, hun lader sin Fédora opsøge Tilintetgørelsen i et irriteret Raseri, en Rasen over Intetheden i alt det, hun forlader.

✂ Den yderste Pessimisme, der slaar ud i en klamrende Feber, gennemiler det hele Skuespil.

✂ Dets Hovedindhold er Pessimismens sidste Følelse, dens Aands Orm, Skelettet i dens Hus: Angsten.

✂ Fédora er Angstens Skuespil. Det begynder i Angst, og Angsten er dets Virkemiddel.

✂ De moralske Angster tilhører os og belejrer os. De slaar Kreds om os, og aldrig viger deres onde Øjne fra os. De bor i os,, og de mangfoldiggør sig om os. De fødes af alle Modsigelserne i os, og de næres af alle Modsætningerne mellem vore Følelser. De er Tilbageslaget af vore hensynsløse Nydelser, og de er Maren, som rider vor Afslappelse.

✂ I Fédora spiller Sarah Bernhardt da hele den pinende Angst og Angsthedens Gru. Saaledes piskes hun under Livsensangst, at Dødsangsten tilsidst ikke falder hende ind som en Tanke.

✂ ... Hele Pessimismens Væsen kan da Sarah Bernhardt slynge ind i det Sardouske Melodrama, der tager hele hendes Person i sin Tjeneste - hvad hun har villet

III.

✂ Sarah Bernhardt, som er Tids-Temperamentets Overdrivelse, taler og lever, som Fédora taler og lever. Fédora faar da Liv for os, hver Gang Mennesket Mme Bernhardt selv fuldt lever bag den gennemsigtige Skal, Sardou har dannet om hendes eget Væsen.

✂ Men netop det sker ikke hver Aften og kan ikke ske. Det er just Faren ved alle disse Roller, man lader gyde alt for tyndt om alt det Yderste i sit Væsen.

✂ Man er ikke tre hundrede Aftner itræk Potensen af sig selv, og man kan ikke være det. Man kan ikke tre hundrede Gange komme til de sidste Yderpunkter i sit Temperament.

✂ Saa hænder det de mangfoldige Aftner, at Fru Bernhardt kun ganske mekanisk eftergør sig selv. Hun giver sit eget Væsen som pur Automati.

✂ Paa saadanne Aftner ligner Fédora Sarah Bernhardt, som en inderlig Bøn ligner et opremset Paternoster, og det Hele virker som en Blasfemi mod et stort Menneske. Samtidigt med, at hun har tegnet sig selv op til en Karton, saa selv Yankeerne kan forstaa det - er hun selv som død og borte bag Kartonen.

✂ Thi Sarah Bernhardt kan som ingen gribes af Virtuosernes Distraktion, der er en frygtelig Sygdom, som tilhører de farende Kunstnere, og som piner dem selv, mens den uimodstaaelig behersker dem. Under deres Tilværelses evindelige Ophidselser svinder deres Tanker bort midt under selve Udøvelsen af deres Kunst. I sløv Apati slumrer de ind til Søvngængere og vaagner først efter mange Scener, hvor deres Tanke har været borte for dem selv.

✂ Sarah Bernhardt kan lange Aftner gaa saaledes om.

✂ Paa disse Aftner fejrer til en vis Grad hendes Teknik Fester. Thi den, som har set hende i samme Rolle Dag paa Dag, vil vide: at hvert Skrig er paa Prikken det samme, hvert Tonefald paa Node éns, hvert Blik faar samme Udtryk.

✂ Dette Legeme er saa vel øvet, og det er saa lydigt, at det endogsaa adlyder Sjælen, naar den blunder. Det er beundringsværdigt, og det er pinefuldt.

✂ Man har en Fornemmelse, som var dette Menneske, som gaar og staar og skriger for Ens Øjne, i Kina eller paa Ny-Zeeland eller maaske kun i Basel - men her, kun her er hun ikke.

✂ Man føler paa saadanne Aftner en dyb Medlidenhed. Man kunde overfor Adelaida Ristori have en pinefuld Medfølelse med den Alderdom, der ikke mer magtede alt det, hvortil Geniet vilde tvinge den. Men overfor Sarah Bernhardt føler man visse Aftner som en endnu større Pine hele den Aandsfraværelse, under hvilken hun død eftergør sit levende Selv.

✂ Der er dog endnu Dage, hvor Mme Bernhardt lever.

✂ De er Kunstens Fester.

IV.

✂ Og uvilkaarligt øges det Indtryk, Sarah Bernhardts Kunst magter at frembringe paa vore Sind, ved alle de Minder fra hendes Liv, som følger hende saa tæt. Sagnene om hendes Livs Feber slaar dem imøde, som anspændte lytter foran Kunstneren.

✂ Der findes i Fédora en Scene, som virker symbolsk.

✂ Det er Russerindens første.

✂ Hun kommer til et Stævnemøde, og hun venter den Elskede. Hun venter i Utaalmodighed. Hun vogter paa Uhrets Gang, paa Minutterne, paa de langsomme Sekunder. Urolig slænger hun sig frem langs Stuens Vægge som et Rovdyr, der, fanget, finder en egen Lyst ved at føle Burets Stænger langs sin Lænd.

✂ Denne feberagtigt Utaalmodige, som jages i hidsig Spændthed, rundt og rundt - hun er selve den Sarah Bernhardt, som Verden ser i en evig Omflakken: en Jægerske efter Guld og efter det Nye.

✂ Thi ogsaa Guldjagten jager hende. Som Guldets Klang lyder gennem Comédie humaine, klinger den som en Feberakkord ogsaa gennem Sarah Bernhardts Kunst.

✂ Det er den, som øger hendes Ophidselse. Den gør den Svage stærk og lader den Syge synes sund. Den er Jagtens Herre, og den udsender den Utaalmodige.

✂ Men hun følger gerne.

✂ Thi i de bestandige Rejsers Tid, hvor Nerverne kun finder Hvile - den korte Hvile - i det altid Nye, brænder hun efter den evige Skiftens Hidsen. Hun tror at finde ny Hvile paa en bestandig ny Jord. Træt af hvad der er, haaber hun altid paa hvad der skal komme.

✂ De nye Verdner lokker hende som nye Haab: Synet af Havene vil mætte hende, de uendelige Have. Prærierne vil berolige hende, Prærierne, de grænseløse. Paa Oceanets ukendte Øer, hvor ingen Fod traadte, vil hendes Aand raste.

✂ Og som de nye Verdner skuffer hende med en ustandset Omflakkens bedrageriske Haab, saa lokker Kunstarterne hende - eller lokkede hende: Indespærret i én Kunsts Bur nedbryder hun Grænserne mellem Kunsterne, og hun mætter sin Rastløshed ved at dyrke dem alle. Denne Uros Dag har to Døgns Timer, som maa udfyldes. Hun blander derfor Farverne, og hun bliver Malerinde. Hun bemægtiger sig derfor Leret, og hun fremtryller Stenbilleder.

✂ Hun fremstiller i Marmor Ophelia, Hamlets Elskede, Tidsaandens usalige Brud, og hun danner i Bronce en Gruppe af grinende Aber - Menneskenes uhøviske Vrængebillede.

V.

✂ Det er i et Anfald af en sidste Fortvivlelse, Sarah Bernhardt lader "Pierrot assassin" skrive for sig for i en sidste Grimace at haane Liv og Kunst

✂ At klæde sin Fortvivlelse ud som en sørgeklædt Pjerrot og lade den udhulke sin Jammer over en florskørtet 309 Kolumbines Lig; at gøre en Tragedie af en Pantomime og at gøre det Burleske til en Tragedie; at drikke et Lig drukkent, saa det vaagner og faar Liv igen, og at række Næse ad Døden - det var vel endelig den pessimistiske Jonglørs sidste Leg.

✂ Pierrot assasin er la grande tragedienne, som gør Nar ad Tragedien, og Pierrot assassin er tillige Menneskets yderste Opgør med Tilværelsen. Pantomimen er Pessimismens mest fortvivlede Kunstform - det er Haabløsheden, som danser.

✂ Op for Verdens Øjne løfter Sarah Bernhardts Kunst en sørgeklædt Pjerrot som Symbol.

✂ Og alligevel har Livet Skønhed, og Tilværelsen ejer sin Lykke. Sarah Bernhardt véd det. Og det hænder, at hun gribes af en øm Lyst til at male denne Lykke.

✂ Lykken bliver da for den Urolige Stilhed. Den blødeste Blidhed er Sindenes Hvile, og den sarte Uberørthed er Lykkens Drøm.

✂ "Valerie" bliver hendes Rolle. Det er Uskyldigheden, hvem Sarah Bernhardt skænker Himlens Lys.

VI.

✂ Vi har gennemløbet alle denne Kunsts Modsætninger. Vi har naaet fra Pol til Pol i den store hemmelighedsfulde Verden, som hedder vore egne Følelser.

✂ Som den Sælsomme har Sarah Bernhardt gennemflakket vor Tids Verden. Som den Sælsomme har hun fanget Hundredtusinders Sind. Som den Sælsomme har hun sejret som ingen.

✂ Thi den Sælsomme var Tidens eget Tegn.

✂ Derfor blev Sarah Bernhardt forstaaelig i alle Lande - hun, som løfter en Pjerrot i Sorg over Tidens Hoved paa Kunstens Skjold.

HAMLET

✂ Den, der har overværet Opførelsen af "Hamlet" med Sarah Bernhardt, har i det mindste én Gang i sit Liv staaet Ansigt til Ansigt med menneskeligt Geni. Vi kendte før Sarah Bernhardts Lidenskabs Vælde. Vi kender nu hendes Tankes Styrke. Hendes Hamlet blev en Triumf, der jog hver Tvivler til Krogs under Publikums Jubel.

✂ Jeg personlig tilstaar, at denne Kvinde, der havde anlagt Hamlets Dragt, er den første af alle de Hamlet-Fremstillere, jeg har set, der har skabt den danske Prins til et Menneske af én Støbning, ét Væsen, helt af Kød og Blod, til at tage paa med begge Hænder. Og dog har jeg set denne Skikkelse, som har beskæftiget mig lige fra min Ungdom, levendegjort af næsten alle Samtidens største fremstillende Mænd. Jeg har til Tider beundret dem; men selve Hamlet-Billedet har alle disse Mænd til Hobe forvirret, saa jeg, for at vinde det tilbage, bestandig paany maatte vende hjem til Shakespeares skrevne Ord. Sarah Bernhardt har hidtil været ene om at stille Hamlet frem midt paa Scenen, lige for mine Øjne, som det lyslevende Menneske, jeg genkendte og forstod. Det er ikke alene, fordi hendes alt overragende Geni holder Maal med Shakespeares Tanker. Det er mest, fordi hun, da hun skabte sin Hamlet, med ubønhørlig Konsekvens forfulgte en Sjælstilstand, som en vidunderlig Kundskab og Fremstillingskunst gjorde levende.

✂ Men Mængdens Indvendinger først. Det skulde støde, siger man, at se Hamlet fremstillet af en Kvinde. Støde hvad? Mon i ydre Henseende? I Shakespeares Kongedrama spilles dog saare hyppigt unge Prinser af Theatrets Kvinder. Og just i Hamlets Fantasidragt kan Kvindens Skikkelse mindst af alle Steder støde. Men maaske er 311 det det, at en Mands Følelsesliv, hans Indre, fortolkes af en Kvinde, som vækker et Forhaands Ubehag.

✂ Sarah Bernhardts Tolkning vilde i saa Fald for al Tid have slaaet dette Ubehag ned. Hvert Menneske, der har set hendes Hamlet, maa forstaa, hvad der har drevet Mme. Bernhardt saa uimodstaaeligt mod denne Skikkelse: hun har hos Hamlet og maaske kun hos ham fundet den mægtige Udfoldelse af hele den Sjælstilstand, der er hendes egen. Hun har maattet gøre sig til Mand, for, som Hamlet, fuldt og ganske at kunne tolke den besynderlige Sjælslidelse, der er Bunden for hendes egen Genialitet.

✂ Det er Hamlet som Nevrasteniker, Sarah Bernhardt gennemlever for vore Øjne. Billedets mægtige Helhed fremkommer ved den aldrig svigende Sandhed, med hvilken Mme. Bernhardt fører sin Skikkelse gennem den Skala af Nevrasteniens frygtelige, modsatte, skiftende og urimelige Stemninger - urimelige og næppe altid helt af Viljen tøjlede. Thi Sjælstilstanden, hvorom det drejer sig, er Nevrosens yderste Grænse, og Nevrastenikeren gaar paa Line over Sindssygens Afgrund. Med et forfærdende Kendskab oprullede Sarah Bernhardt alle disse Stemninger, fandt hun alle de Udbrud, hvor Nevrastenikeren endnu forbliver sig selv fuldt bevidst og dog gaar - Haarsbredden videre end han vilde. Det er i saadan et Øjeblik Hamlet støder Fløjten ind i Rosenkrans' Mund eller pludselig af Galgenglæde gør et Drengehop et Nu, hvor han er uset.

✂ I overvældende Mangfoldighed malede Sarah Bernhardt med tusinde Træk Hamlets sjælelige Væsen. Han var aldrig gal og dog bestandig paa den alleryderste Skillelinje til at blive det Hans Blik, hans Stemmes Klang, hans Bevægelser, der var abrupte og halvt uvilkaarlige, viste det. Hvor flammende hans ætsende Spotten var, hvor klar hans Ironi, hvor genial hans Haan - og hvilke Toner fandt ikke Sarah Bernhardt for Haanen - det laa dog alt, i Kraft af en vis Overdrivelse, paa Sygdommens Grænse. Som de døende til 312 Tider naar en sælsom Aandens Klarhed, saaledes var denne Hjernes Liv tindrende rigt selve Minuttet, før man angstfuldt følte, at den maatte sprænges og Fornuften dø. Naar denne Hamlet legede med den forstilte Galskab, legede han med Ild, som han beherskede - endnu.

✂ Og i et enkelt Øjeblik frygtede Sarah Bernhardts danske Prins selv Vanviddets nære Udbrud. Disse korte Minutter blev hendes Fremstillings uopnaaelige Kulmination.

✂ Det var, da hun i Scenen med Ofelia opdager den skjulte Polonius.

✂ Hendes Hamlet talte ikke. Stum stod han. Ubevægelig. Kun Øjnene flakkede. Men bag denne overbebyrdede Pande styrtede, for Sekunder, Livet og Fornuften sammen, brast med selve Jorden under Hamlets usalige Fødder. Og i et ubændigt, et raat Raseri, som den sunde Sans har forladt, skreg han, viljeløs, til Ofelia sine forfærdende Forbandelser.

✂ Jeg véd foruden Dostojewski ingen, der har aabenbaret saa urimeligt et Kendskab til Sjælstilstande paa Fornuftens vigende og flygtende Grænser.

✂ Og dog var denne Hamlet ikke syg. Hans geniale Styrke tildækkede Sygdomssporene i hans Sjæl. Hvem der ikke har hørt Hamlets Samtale med Polonius og med Rosenkrans og Gyldenstjerne, har aldrig hørt den. Her legede et sidestillet Geni med Shakespeares Geni en vidunderlig, en uanet, en utænkelig Leg. Sarah Bernhardt spredte Brittens Ord om sig som de glimtende Stjerner.

✂ Naar Hamlet endelig handlede, gennemlevede Sarah Bernhardt Optrinnene med en besejrende Gevalt, bag hvilken - ogsaa her - i Handlingens Uvilkaarlighed den nære Sygdom laa.

✂ Man tænke blot paa Hamlets Færd under Skuespillet og Festen. Skrækindjagende var hans bratte Snigen sig [f]rem mod Kongeparrets Balustrade, hans Klatren op ad Balustradens Væg, hans Skyden frem tæt mod Kongens 313 Ansigt - Ansigt mod Ansigt. Og hans Latter. Som en Gru lød denne Latter i Øret, sejersstolt, vanvittig og haansk - fuld af Rædsel.

✂ Af samme Magt var Sarah Bernhardts Spil paa Kronborgs Skanser, da Genfærdet er forsvundet. Hendes Vigen under Vennernes Ed, Rædslen i hendes Blik, hendes stivnende Angst for Aandens Ord under Jorden isnede hver, der saá. Og med intet var det gjort, men gjort af Sarah Bernhardt....

✂ Og skulde en Kvinde, der kan skabe denne Hamlet, ikke have Ret dertil, kun fordi hun er Kvinde? Sarah Bernhardt har mer end Ret. Den, der kan skabe saaledes, har Pligt til at skabe.

✂ Vi, der var lykkelige nok til at se denne "Hamlet, Prins af Danmark", er blevet en Sjælsoplevelse rigere, og en Gang i det mindste faar vi Shakespeare tolket af en Jævnbyrdig.

✂ ... Men alligevel, hvor mange dybsindige Kritikere vil ikke her nedlægge deres dybsindige Indsigelser: Madame Sarah Bernhardt er jo kun en Kvinde, og hun har med Shakespeares Hamlet - ikke noget andet Slægtskab end hele sit Temperament og saa maaske ... Geniets Slægtskab.

✂ Og det er altfor lidt.

✂ JOSEF KAINZ' Kunst har af alle Levende haft den stærkeste Indflydelse paa min egen Udvikling.

✂ Den paavirkede og opflammede min Ungdom. Den beskæftigede mig uopholdeligt, medens jeg blev ældre. Paa sin Middagshøjde indesluttede dens Rigdom i "Hamlet" min egen Livsvidens ringere Sum.

✂ Det er da til at forstaa, at denne Bog, i hvilken jeg har villet gemme Mindet om dem, der paa Scenen syntes mig min Livstids Største, i nogen Grad maa beherskes af Josef Kainz' Billede - eller Billederne af ham.

✂ Thi det ene Billede af Kainz er sammensat af tre. Jeg tegnede i min Ungdom det første, det andet, da jeg var modnet til en nogenlunde Dom. Det sidste nu, hvor Josef Kainz i Hamlet samlede alt sit Væsen og >skænkede os det som i en gylden Skaal.

✂ Det er tre Billeder, og de vil maaske dog glide sammen til et og det ene: Billedet af denne Ene, sig altid lige og bestandig nye, aldrig rastende, bestandig Kæmpende, Viljens Symbol og Styrkens Symbol og Svaghedens: Josef Kainz.

✂ Den Stærkeste og den Svageste.

FØRSTE BILLEDE

ANDET BILLEDE

TREDJE BILLEDE.

✂ To Gange har Hamlet, den største blandt Mennesker, levet som et Menneske for Samtidens Øjne: da 350 Sarah Bernhardt blev Mand, og da Josef Kainz, paa Højden af sin Kunst, endelig, endelig naaede frem til den Skikkelse, der helt kunde omhylle ham og helt aabenbare ham.

✂ Alt det andet, hvad Hamlet skulde nævnes, blev kun Spil og Stykværk. Som man møjsomt broderer et tomt Klæde, saadan syede de Snese Aktører af Forsken og al Slags Pønsken og af de mange Kunstgreb en kludeflikket Hamletskappe og kastede den om en Skygge.

✂ Nej, kun to Gange saá vi Prinsen af Danmark som én Hjerne og ét Hjerte, med Øjne, som var dette ene Hjertes Spejl, og med en Tunge, der bar den ene Hjernes Bud; og alle Modsigelser og al den Aandens Splid og alt, hvad uforsonligt synes, var gledet sammen og forsonet og forenet i det altrummende og uudgrundelige Kar, som hedder en menneskelig Sjæl; og den ene var skabt: Hamlet, Prinsen af Danmark.

✂ Men saa rig og rent ud uudtømmelig er dette Shakespeareske Menneske, at disse to Hamletskikkelser, vi saá, de var, skønt rundne af samme Kilde og nærede som Tvillinger ved samme Bryst, som Nattens dunkleste Mørke mod Middagstimens det klare Lys.

✂ Begge, baade Sarah Bernhardt og Josef Kainz, gav os Geniets Billede. Men Sarah Bernhardt havde krænget Geniets Purpur. Og i Lyset af den frygtelige Fakkel, hun svang mod Kongens Ansigt, saá vi ind i Dybderne af Hamlets egen Sjæl, det lidende Genis øglefyldte Kløfter. Idet hun malede os Neurastenikeren Hamlet, viste hun os - og kun selve hendes Geni tvang vore Tanker og vort Øje til at blive der, hvor de ofte vilde vende sig bort - Geniets Liv som Vejen frem paa den oprette Knivsbrod, der er Skillelinjen mellem Evnens Fuldkommenhed og Evnens platte Forvirring. Det Vanvid, Hamlet spillede, var endnu en Leg, gennemstraalet af hans Aands Klarhed, men hans grublende Visdom ræddede os saa brat, som kunde den, om et Nu, briste i al Forstands Forfald. Sarah Bernhardts Hamlet viste os Geniets Forgiftning, Med et 351 sidste Tag om vort Haandled førte hun os ind til de Geniets Nattestunder, da de største betaler for deres Storhed, og Shylocks Rente var, lignet med disse yderste Kvaler, dog barmhjertig.

✂ Som et Barn af den gøglende og usikre Maane staar denne Hamlet ved Siden af Josef Kainz, der er Dagens lyseste Søn.

✂ Thi, medens Josef Kainz som Dannerprinsen fører os gennem hele Geniets Liv, virker Geniets Styrke som et Solvæld, der gør et Skuespil om Skyld og Rædsel lyst som Middagsstunden paa en Solhvervsdag.

✂ Paa sin egen Livsdags Højde lever Josef Kainz, som Hamlet, for vore Øjne Geniets Historie. Baaret af sin egen Styrke, endnu ung i en uforgængelig Ungdom, staar han, omstraalet af Ryet - en Sejrherre efter at Kampen er endt, den hele Kamp med hans egen Kunst. Han førte den fra sin Ungdom. Han førte den mod Traditionen, der klemte som en Brynje om hans eget Hjertes frie Slag. Han førte den mod Versene, til de blev som syngende Fugle, der fløj fra hans eget Hjertes Rede over hans Tænders Gærde. Han førte den - og som en Nævekamp - mod selve disse fremmede og forbandede Digteres fremmede Følelser, til han betvang dem og lod dem flamme os i Møde som Flammerne ved Essen, hvor han hvidglødede sin egen Smertes Sværd. Han kæmpede med disse fremmede og saagar fortidige Digtere, indtil han fik dem givet sit eget og disse Dages Hjerte, og vore Følelser talte paa deres halsstarrige og stive Tunger. Han kæmpede og blev Sejrherre og kæmpede videre endnu.

✂ Han havde ført Klassikerne frem til vor Følelsesverden ved at lade dem gennemstrømme af sin Følelse. Men da dette var fuldbragt, gik den utæmmeligt stridslystne videre, og han nærmede, som den Vovehals han er, Klassikernes Verden til selve vore Livsformer. Denne sælsomme Realist, hvis Digtere hedder Friedrich Schiller, Heinrich von Kleist. Grillparzer og William Shakespeare, stræbte, efter at have skabt den indre 352 Samhørighed mellem sig, os og Digterværket, ogsaa efter at naa en rent ydre Virkelighed, som kunde forøge Følelsen af Samhøren: under hans Hænder blev selve "Hamlet" et - møbleret Skuespil. Denne Prins af Danmark færdes mellem Borde og Stole og Løjbænke, paa hvilke han sidder, ligger, hviler - mellem Stole, Løjbænke, Borde færdes Hamlet som en almindelig Dødelig eller som en af os. Og Virkningen er forbløffende. Hamlet træder pludselig ud af Sagnet, frem af den det ubestemtes sære og slørede Verden, hvor vi før saa ofte greb efter ham og fangede kun hans Sørgekappes Flig. Han bliver et Menneske, større end vi, men som dog lever under et Tag som vi, bag en Rødstensmur som vi. Han faar Jorden under sine Fødder, den Jord, som bærer ogsaa os. Og dette besynderlige og stærke Virkelighedspræg blev i Berlins "Neues Schauspielhaus" for en Dansk, ved en aparte og sær Tilfældighed, forbavsende øget. Den, som Theatrets Dekorationsplaner skyldtes, er en Dansk. Det er den unge og højst talentrige Svend Gade. Og da hans Ungdom skulde give sig i Lag med et Værk, som saa tit har skræmmet Forskere og de forfarneste, greb han til som den Dansker, han er: Han førte, med et Instinkt, som kun de betydelige ejer, Shakespeares Hamlet hjem til Frederik den Andens Danmark og genskabte en Rantzaus Sale. Og dette Dekorationens Greb ind i en historisk Virkelighed passede den Kainz'ske Hamlet, som selve Fægtehandsken passer den smidige og levende Haand.

✂ I disse Sale, som bliver Stuer, gaar Hamlet om med et Væsen som vort. Han taler med Hr. Polonius med sine Hænder begravede i sine Renaissance-Hosers Lommer. Han slentrer over sit Stuegulv med Hænderne paa sin Ryg, og han tager, tankeløs, Sæde oppe paa et Bord, hvorfra han taler til Hr. Rosenkrands og til Hr. Gyldenstjerne. Og dér, hvor han hjerteskærende hulker, dækker han sit taareoverstrømmede Ansigt med et hvidt Lommetørklæde. Denne Hamlet har et Dagligliv 353 som vi. Og han følger, som vi, dets Vaner, medens alle Skæbner fuldbyrdes.

✂ Og - underfulde Mesterskab - uden at nogen Stil brydes, skænker de almindelige Dødeliges gemene Livsformer Kainz' Hamlet selve Livsmangfoldigheden af Virkninger. Selve de Møbler, som omgiver denne højst menneskelige Hamlet - og som han benytter - fører ham til Tider lige ind i Armene paa det psykologisk selvfølgelige, som alle vi andre forgæves og forgæves har søgt, og hvorover han synes saa godt som ubevidst at snuble. Denne Løjbænk der - den staar, mellem Borde og Stole, i mange Akter. Men der kommer et Nu, hvor den træder i Funktion:

✂ Da Hamlet kommer ind i Stuen, fortsættende kun sin Tankegang, tænkende videre hvad han tænkte, mens han vandrede gennem de andre Stuer - da Hamlet fortsætter sin Tanke med dette "Være eller ikke være", som i Aarhundreder tusinde Aktører har forsøgt at gøre til deres, da lægger Josef Kainz' Hamlet sig hen paa Løjbænken, og mens han strækker sine Lemmer, der er trætte under Tankernes Byrde, ligger han, med sine Øjne op i Taget og taler til sig selv og spørger sig selv - som vi selv gør det i søvnløse Nætter. Og, medens vore Øjne hviler paa et Billede, vi hjemligt genkender, aabner vore Tanker sig for en ny Tilegnelse.

✂ Det er dette, som er den nye Landvinding.

✂ Den nye "Stil", som her har bemægtiget sig vore ydre Livsformer, gør os fortrolige med selve den Menneskesjæl, hvis Skæbne vi følger. Vi tror os stillede paa lige Fod med Dronning Gertruds Søn, og Medmennesker gennemlever et Medmenneskes Gennemlevelser.

✂ Selve Formen gør os til Medievende, mens Geniets Liv udfoldes, levende, for vore Øjne.

✂ Og undrende ser vi, at her er ingen Gaader mer. Det er dagklart alt, fordi alt er - levet.

✂ Denne Hamlet lever som Geniet han er. Som den stærke lever han - saa sandt og vist, som mangfoldigst af alle; rigest og uudtømmelig; umulig at knække, 354 uovervindelig til Døden; stærk og stærkest er Geniet og Geniet alene.

✂ Fra Hamlets Styrke rinder Lyset.

✂ Thi stærk som Aandens Kæmper er han.

✂ Kun en Gang virkelig bøjet og forfærdet.

✂ Josef Kainz udsletter Genfærdsscenerne af dette Skuespil. Hvad der for Sarah Bernhardt var Hallucinationens Rædsel, passer lidet denne Hamlets klare Aand. Josef Kainz havde aldrig synderlig Frygt for Spøgelser. Med Klingen i Haand vilde han allerede i sin Ungdom prøve deres Blod og Væv. Hans Hamlet ræddes føje paa Kronborgs Vold, og vi - ræddes saa lidt som han, saa længe Genfærdet ses.

✂ Men da det er forsvundet, synker Hamlet sammen.

✂ Han har forstaaet, begrebet, set det og véd det og maalt det: at Livsfordringen er over ham. At af ham kræves Daaden. Gerningen - Værket, det uhyre Værk.

✂ Og han kan ikke unddrage sig.

✂ Da løfter sig, som den knustes Rædselsskrig, Raabet fra hans Læber og de fortvivlede Hænder fatter om hans Hoved, der vil sprænges:

✂ "Jeg har svoret det" - -

✂ Svoret har han og kan aldrig komme bort.

✂ Just i denne vaandefulde Angst og Pine, i denne Rædsel foran Værkets Fordring, knuges Geniet foran Værket, der skal fuldbyrdes, Geniet værdigt. Under Kravet og Ansvaret, under Fordringen, som er evig fornyet og maa evigt opfyldes indtil Graven - styrter den stærke ... indtil han har taget Kravet op.

✂ Da genfinder han sin Styrke og sig selv.

✂ Og uforfærdet gaar han til Værket - til Hævnens Værk.

✂ Uforfærdet er denne Hamlets Sjæl.

✂ Han er en Grubler, det er sandt, men hans Aand løfter ham sejrrigt op over hans eget Grubleri frem mod Handlingens Virkelighed, der er krævet af ham - frem mod Hævnen. Denne Hamlet, hvis dybeste 355 Væsen (som ethvert Genis) er Aktivitet, opsætter ikke, fordi han er ubeslutsom. Men fordi han (som ethvert Geni)vil det fuldkomne - ogsaa den fuldkomne Hævn: Hævnen er nu én Gang bleven hans Gerning, og den skal være uhyre og uendelig som hans Aand. Var det en Hævn at dræbe Kongen her, mens han beder, soner sine Synders Gru; dræbe ham her foran selve det hellige Billede, ham, Skurken og ti Gange Skurk; Morder og hundredfold Morder, thi en Konges Morder; og tusind Gange Morder - Brodermorder ...? Var det en Hævn, saa let at fuldføre som den er: se ham, Kainz, hvor han i drengeagtig Lyst strækker sin Klinge frem mod den bedende Konges Ryg - saa kort en Vej, kun en Klinges Længde. Saa kort en Vej og et eneste Stød - -

✂ Men nej.

✂ Ikke Frygten for Gerningen, men det utilstrækkelige i denne Gerning holder denne Hamlets Sværd tilbage. Et Mord, det vil han ikke. Det er ham ikke nok. Mer vil han: hævnes.

✂ Og som en Ildbue slynges over Himlens Hvælv, slynger han sit "Rache" funklende frem over Shakespeares Drama som selve Menneskeviljens uovervindelige Kampskrig.

✂ Men vente med sin Hævn kan han, som de stærke altid kan vente.

✂ Og denne Hamlet, der bærer Sorg for en myrdet Fader, og hvis Moder gik til en Boler i hans Seng - denne Hamlet kan være sorgløs, mens han venter. Saa stærk er han eller saa rig. Han bliver en Dreng og overstadig, naar han spotter Polonius. Med en Aladdins Jubel paa Ispahans Torv spiller han Bold med sin egen Sørgehue, da Kongen brat har forraadt sig. Saa meget Barn er han, thi hos Geniet dør Barnet aldrig.

✂ Endogsaa kaad kan denne Hamlet blive - en uvorn Knægt.

✂ Men oftere er han munter, af den dybe og stille, ligesom fjernt-fødte Munterhed, der gror af store Sjæles 356 hemmelige Fred. I Sindets Bund er den geniale Personlighed bestandig rolig. Hvilende i sin egen Styrke smiler "det store Menneske" midt under Skæbnens Slag - hævet derover.

✂ Godmodig ser han til. Hans Kraft gør ham godmodig. Og desuden: han er jo god. Hans Hjerte ejer et Dyb af Godhed. Se ham: blot Horatio er i Stuen, alt hans Væsen bliver Mildhed og Glæde. Hans Hengivenhed er en Ømhed, som længes efter at give og at tro. At give er det ikke selve Geniets Væsen? at turde tro er det ikke dets sidste Drøm? At eje Venner, mellem hvilke man, midt i den onde Verden, tør være helt god og helt sand - hvor føler man ikke, at Hamlet, naar han er sammen med Horatio, længes derefter. Og selv under det første Møde med Rosenkrands og Gyldenstjerne fornemmer man Hamlets Trang til at vise Godhed. Han er venlig mod dem, beredt endog til Venskab.

✂ Det er jo saadan: dette gode og ømme Hjerte trænger til Godhed og Ømhed. Ingen har Stunder saa svage som de altid Stærke. Ingen har Timer, hvor de er saa hjælpeløse som de, der, i Kraft af deres Styrke, altid skal hjælpe. Ingen Haand trængte saaledes til et Haandtryk som den, der bærer Geniets kongelige og blodsugerigske Scepter. Derfra denne rent legemlige Klyngen sig til Horatio - med Hovedet paa hans Skulder, Hænderne om hans Hals, Hjertet ind mod hans Hjerte. Hele Hamlets trætte Hjemløshed i Verden løser sig ud i denne korte Hvilen ved Vennens Bryst. Et Øjeblik kun af Væren hjemme, nær en Sjæl beslægtet med hans egen - og atter maa Hamlet vende tilbage til den fremmede Verden og alle dens Skabninger: Osrick, Polonius, Skuespillernes tomme Bande. Men selv mod dem er denne Hamlet mestendels godmodig, og hans Tonefald er ofte godlidende, selv hvor hans Ord spotter.

✂ Kainz' Hamlet følger her, nøje som altid, Geniets Art. Godmodighed er det geniale Menneskes Hjemmedragt. Han bærer den halvt af Medlidenhed og halvt af 357 Magelighed. Hamlet har Medlidenhed med et dumfødt Kryb; med de Svage, thi de var vel som svage baarne fra Moders Liv; med de Løgnagtige endogsaa, for de véd sagtens kun halvt, at de lyver; med de Sladderagtige, thi hvad kan vel deres Hønsehjerner udruge andet end Sladder; med de Vaklende, thi hvortil skulde vel deres slatne Knæ støtte sig; med dem, der er glemsomme og utaknemmelige, for hvordan skulde vel Erindring leve i Sjæle, hvor intet lever? Han har Medlidenhed endog med de Foragtelige, fordi de vel ikke mægter at være andet end foragtelige.

✂ Derfor er han af Dagligvæsen godmodig. Af Medlidenhed og af Magelighed.

✂ Godmodighed er nem og det nemmeste. Man bør derfor hos den geniale Personlighed ikke anslaa den alt for højt. Geniet synes godmodigt ogsaa for at spare sin egen Kraft. Det er godlidende af Økonomi.

✂ Hvorfor ophidse sig, siden Ophidselse fortærer? Hvorfor stride med disse Skabninger, da dog Strid koster Kraft? Hvorfor fortælle Myrerne, at man kender deres Tues Gange, naar dog hede Ord brænder ens egen Sjæl i Kanten? Lad Krybet krybe som det kan. Hvorfor fare op? Selve det at tale højt røver En Aandedraget.

✂ Forbliv "godmodig".

✂ Forbliv det ogsaa af Beregning.

✂ Lad Geniet skjule sig bag Godlidenhed.

✂ Hvis det ikke skjulte sig og var hyllet ind i denne linde Kaabe, der falder klædeligt fra dets Skuldre til dets Fodsaal, vilde alle se al den hemmelige Grusomhed, der er en forborgen Del af Geniets uendelige Væsen - Grusomheden, der, med tildækket Aasyn, sidder i Geniets Sjæl som selve Godhedens Tvilling.

✂ Af Geniets Hjemløshed er denne Grusomhed født, og den er Frugten af Nervernes evige Pine.

✂ Den geniale Personlighed er hjemløs i Samfundet og paa Jorden, som den er det, der maa leve alle sine Livsdage mellem Fremmede. Menneskene er ham fremmede, 358 alle de, som er enten Stræbere eller Borgere. Deres Tanker er ham fremmede og deres Ord, naar de taler. Deres Væsen og alt, hvad det udtrykker; deres Maal, han begriber dem ikke; deres Veje, han véd ikke at vandre dem; deres Hjerter og deres Sanser, deres Meninger, deres Begreber og deres Haab, deres Drømme, hvis de da drømmer; deres Domme, deres Fornuft, som kun er Fornuftighed, hvis den er det; deres Blods Løb; deres Smertes Grænser, deres Klages Lyd, deres Glædes Mon, deres Latter - - - det er ham fremmed, ti Gange fremmed; og selv deres Taarer har ikke samme Salt som hans Øjnes Taarer.

✂ Han har ikke samme Sjæl og ikke samme Øren, thi hvad han hører, hører ikke de; ikke samme Øjne, thi hans Pupiller fæstes ikke ved, hvad de ser. Han har ikke samme Hænder, for, hvor hans Haand er udstrakt, er deres knyttet. Ikke samme Røst og ikke det samme Sprog.

✂ Hjemløs gaar han og har ikke noget Tag ...

✂ Men han har Genboer, Naboer, Husboer: Fremmed er han omgivet af Fremmede. Det er dette, som bliver hans Nervers Pinsel. Selv forstaar han ikke og forbliver uforstaaet. Hvert hans Begreb løber Panden mod de andres Begrebers Mur. Stukket og atter stunget bliver alt hans Væsen kun et aabent Saar og en Vunde, som aldrig faar Fred.

✂ Indtil han, den ene blandt alle, pludselig føler sig som - bliver den ene mod alle.

✂ Den ene, som vil "give igen", øve Hævn, tage Hævnen til dens sidste Draabe.

✂ Thi hvis her skulde hævnes, blev ingen Grusomhed for grusom.

✂ Saaledes har Hævnlyst født Geniets dulgte Grumhed, der er uden Barmhjertighed og altid lever inderst i dets Sjæl. Hans Godhed indhyller ham, men i dens Kappes Ærme gemmes Dolken. Og pludseligt blinker Staalet, i et Ord, et Tonefald, et Blik, der saarer "de andre" til Døden med et giftigt Rids ...

✂ Josef Kainz' Hamlet ejer denne Grumhed i Sindet. Han aabenbarer den ved en Tone, i et Øjekast, som faar os til at skælve, som var det os, han tugtede ved en saa umaadelig Foragt.

✂ Thi Foragt er hans meste Hævn.

✂ Men har vi set Hævnens Staal, forsvinder det atter, skjult i hans Kappes Fold, og Prins Hamlet er igen den Godlidende. Og med et overbærende Smil gaar han videre og, trods alt, tror han halvt alle, fordi han helt troer én: Ofelia, Polonius' Datter.

✂ Ofelia, som han elsker.

✂ Eller - elsker han hende mon?

✂ Det er ikke Hamlets Monologer, hans Ord om Liv og Død; det er ikke hans Forhold til Dronningen, hans Moder, ikke hans Forhold til en Stedfader, som myrdede hans Fader - det er ikke noget af alt det, som er en Hamletfremstillings Maalestok. Hans Forhold til Ofelia er Maalet. Her skal han vejes.

✂ For hvert Menneske er hans Forhold til Elskoven Skæbnen. Her vinder han eller falder. Men det er ogsaa Brystmaalet. Her aabenbares Styrke og Svaghed.

✂ Men just i Elskoven, som er det Sidste og det Eneste, øver Livet, der vil Betaling for alt, ofte sin Hævn mod Geniet, saa fra dette Eneste og Sidste er Geniet, der mægtede alt, magtløst lukket ude. Saadan som Josef Kainz' Hamlet er. Det aabenbares i Samtalen med Ofelia, i Sammenstødet med Ofelia. For Kainz' Hamlet er dette Sammenstød Begivenheden og - Faldet.

✂ "- Jeg elskede Jer engang - -

✂ "- Sandelig, min Prins, I bragte mig til at tro det."

✂ "- I skulde ikke have troet mig - - - Jeg elskede Jer ikke ..."

✂ "Jeg elskede Jer engang - jeg elskede Jer ikke ..."

✂ Og hvorfor? Hamlet véd det? Følelser kan ikke indpodes saaledes i Hamlets gamle Stamme, at "de ikke beholder en Smag af Stammen".

✂ Det er al Forklaringen i denne Hamlets Mund, og 360 dermed er alt forklaret: Thi Hamlets Slægt og Stamme, det er Geniernes Slægt, den benaadede og den forbandede.

✂ "Jeg elskede Jer engang - jeg elskede Jer ikke."

✂ For han var af Geniernes Stamme og - mægtede det ikke.

✂ Hans Magtløshed bunder dybt i Geniet selv.

✂ Hengivelsen uden Tanke og som helt er Selvglemsel er Elskovens Fuldkommelse. Men det altid bevidste Geni naa'r den ikke. Det kæntrer paa Bevidsthedens Revle og naa'r ikke den Hengivelses Kyst, som det skimter. Og Geniet véd dog, at Kysten er.

✂ - Jeg elskede Jer - jeg elskede Jer ikke.

✂ Kun denne Gang var det fjerne Land et bristende Syn, thi selve Kysten er ...

✂ Og atter haaber han og stævner frem, og igen kæntrer han.

✂ Og som Geniet han er, en evig Undersøger af sig selv, grubler og grunder og pønsker han over Aarsagerne til sit Forlis; og mens han undersøger, optrevler han sig selv, og han fordobler og tredobler og tidobler sin Bevidsthed om sig selv - og kommer Hengivelsens Lykke altid fjernere; mens hans Længsel, der aldrig dør, driver ham ud paany og altid paany mod det Land, som altid flygter - -

✂ Aa, Ofelia var ikke den første, hvorefter denne Hamlet tørstig greb.

✂ Saadan græder man ikke, saa fortvivlet, saa sygt og saa tungt græder man ikke ved sin Lykkes første Forlis.

✂ Saadan hulker kun den, som har maattet græde saa ofte. Saadan græder ogsaa kun den, som græder over sig selv.

✂ "Jeg elskede Jer engang - Jeg elskede Jer ikke."

✂ "Gaa i Kloster - hvorfor vil Du føde Syndere til Verden?"

✂ Syndere som jeg ...

✂ Og i en frysende Smerte, der gennemsitrer alt hans Væsen, knuger og bøjer ham, saa han kan ikke staa, 361 men sætter sig, pint og træt - anklager Hamlet sig selv for al sit Livs Synd, aa, som var det hans Synders Skyld, at han her var magtløs.

✂ "Ich bin sehr stolz, rachsüchtig, ehrgeizig; ich habe mehr Vergehungen auf dem Rücken, als ich Gedanken habe sie zu hegen, Einbildungskraft ihnen Gestalt zu geben, oder Zeit sie ausführen. Wozu sollen solche Gesellen wie ich zwischen Himmel und Erde herumkriechen? Wir sind ausgemachte Schurken, alle: trau keinem von uns! Geh deines Wegs zum Kloster!"

✂ "Hvorfor og hvortil skal saadanne Skabninger som jeg krybe rundt mellem Himmel og Jord."

✂ Ordene lød som et sidste Skrig, der vilde flænge Himlens Ubarmhjertighed. De kaldte, i Elende, ham til Rette, som over alle Verdener skabte alle Verdener til Elende.

✂ Hvorfor skal vi krybe rundt mellem Jord og Himmel, siden det eneste dog er os nægtet?

✂ Siden jeg ikke mægtede det, siden jeg ikke elskede Ofelia.

✂ Hamlet har ikke kunnet elske Polonius' Datter. Men han har dog troet hende. Hende og vel hende alene.

✂ Saa ser han Polonius og Forræderiet.

✂ Da Hamlet havde set hendes Fader, gik han frem gennem Stuen, og han tog Ofelias Hoved i sine to Hænder og førte det tilbage og saá hendes Ansigt, ind i hendes Ansigt - længe. Og slap hendes Hoved og vidste alt og troede Ingen mer i Verden. Og da han atter talte, var hans Vanvid ikke Forstillelse. Smerten og Slaget forvirrede virkelig hans Sans og hans Vid, saa Vanviddets Ord sprang frem af hans flængede Hjerte, og hans Tanker, splintrede, tumlede rundt i en pludselig Nat...

✂ Dog, i det sidste Nu, før han vil gaa, sejrer hans Medlidenhed over hans forvildede Kval: hun var vel kun et Middel for de andre.

✂ ~Og som tilgivende, næsten ømt lyder hans sidste Ord, hans sidste: "Gaa i Kloster" - -

✂ Ofelia har Hamlet tilgivet. Men mellem ham og Verden er alt forbi.

✂ Nu tilhører Geniet ingen uden sit Værk, Hamlet intet og ingen undtagen sin Hævn.

✂ Verden og Mennesker og Livet, han har maalt dem til Ende. Og han skylder dem intet uden sin Foragt, som er umaalelig.

✂ Han skjulte den før. Nu gyder han den i ætsende Skaaler ud over Mennesker og Liv og over alt, hvad der er skabt. Og fra hans Sjæl, der væmmes, flyver over hans Tunge hans vaandefulde:

✂ "Pfui und Pfui darüber."

✂ Menneskene har han dømt med Geniets Dom, der, naar den endelig æskes, er grum som Leen. Det er ikke at forstaa, hvordan den kunde blive anderledes. Geniet, som har ti Øjne, gennemskuer alt og gætter dem alle. Det ser Dyreansigterne bag Menneskemaskerne. Det kender og følger Drifternes nøgne Nævekamp bag Følelsernes tarvelige Mummespil. Det véd, at Tankerne lyver, og at de Tanker, som blev Ord, kun dobbelt lyver. Det har gennemstirret Handlingerne, som vil synes forsvarlige, og set Bevæggrundene, som er uhyrlige og uforsvarlige. Et Væv af halv Sandhed, som er helt Løgn. Menneskene - en Pøbel, som, paa Jagt efter intet, tillader sig alt. Følelserne saa løgnagtige som en Skuespillers Taarer. Lovene de Mægtigeres takkede Spyd. En Svaghed, der bliver lumpen, og en btyrke, som er forbryderisk. Saakaldte Sjæle - Kælderhuller fulde af Yngel og Øgler - -

✂ Hamlet véd det. Han har set det med ti Øjne. Og han har dømt:

✂ "Phui und Phui darüber."

✂ Hans sidste Energi udlader sig i hans sidste Væmmelse.

✂ Hvert hans Ord gennemtrænges og gennemstinges af hans Foragt. Hvert et Tonefald og hvert et Blik er Afsky, der træder under Fod. Hans Foragten bliver Haan 363 og, af Fortvivlelse, bliver hans Haan Munterhed, saa vi ler højt, mens vi havde Lyst til at græde:

✂ "Pfui und Pfui darüber."

✂ Og denne Verden, som lyver, lyver paa Randen af sin egen Grav. Og Kinderne, som er sminkede, raadner grønt bag deres egen Sminke.

✂ "Dette var Yorrick."

✂ "Men sig mig ét, Horatio, sig mig det..."

✂ "Ja, min Prins" ...

✂ "Tror Du, at Alexander den Store i Jorden saá ligesaadan ud?"

✂ "Ligesaadan?"

✂ "Og stank ligesaadan - - - -

✂ "Pfui - pfui darüber."

✂ De største, hvad blev der af dem i en Forgængelighed, hvor alt forgaar? Af Cæsar saa meget Støv, at man kan stoppe et Spundshul.

✂ Og af Verden, hvad bliver der af den? hvad bliver den til?

✂ Denne Hamlet véd det.

✂ Med en tørt fortvivlet Spot knaser Kainz' Hamlet, i Ordene til Rosenkrands og Gyldenstjerne, selve Universet, Luft og Stjerner, Verdner og Kloder og Jorden - i sine to Hænder presser han det til det "Støv", de er.

✂ I denne tørre Spot, som gør Verdner til Sand, som kan rummes i to hule Hænder, fandt Geniet sit sidste Udtryk for den evige Forgængeligheds Smerte ...

✂ Hvad er Livet, hvad Menneskene, hvad Verdnerne?

✂ Ikke de Taarer værd, som synes at fryse paa Hamlets Kinder.

✂ Da sker det, at hans Foragt slaar om i en Ligegyldighed, som er endnu mere grum end hans Foragt.

✂ Da man har spurgt Hamlet, hvor Polonius er, og da han saa svarer, at hvis man venter med at søge ham, vil man lugte ham, og føjer til, at Polonius vil vente, til I kommer - da taler denne Hamlet saa ligegyldigt, 364 som sagde han: "Nu sner det" - og ser distrait ud af sit Vindu ...

✂ Hans Afsky er stivnet til en forfærdende "Ligegladhed".

✂ Men fra de andre vender han sig til sig selv, og da strømmer hans Taarer, ikke af Medlidenhed med sig selv, men af en ny Forfærdelse.

✂ Thi dette er hans yderste Prøvelse, at han faar Vished for, at han - - - er som de andre, just som de andre eller endnu, endnu grimmere at se.

✂ I disse Selvanklager, der stiger som Flammer og hærger Selvillusionen som den tærende Ild, skuer Geniet sig selv - og møder Medusa, den sidste Sandhed.

✂ Nu ser han ogsaa det: at de første er hundredefold de ringeste. At de stærkeste er de svageste. At de, som vilde synde mindst, de bliver Synderes Syndere ...

✂ Denne Hamlet har set det, for han har set sit eget Jeg. Og var han ikke falden for Laertes' Klinge, var han vel styrtet for sit eget Sværd.

✂ Nu dør han - er Himlen dog naadig? - efter at have fuldbragt sit Værk, som var Hævnen, for en andens Haand.

✂ Men døende slæber denne Hamlet sig op paa Tronen og efter at have bedet, med en Bevægelse af sin Haand, om Horatio vil trykke hans Øjne til, de Øjne, som intet mer skal se - dør Prins Hamlet, oprejst i Tronens Sæde, rankt oprejst i Geniets blodslagne Tronstol, der var hans med Rette indtil Døden. Til dette Sæde blev han født - her vil han dø som Kongen han er.

✂ Saaledes lever og dør Josef Kainz som Hamlet og har omfattet en Shakespeares Verden, medens han skænkede os den hele Sum af sit eget og Geniets Væsen.

I

✂ MME SARAH BERNHARDT underlagde sig Verden og hævdede i et kvart Aarhundrede et Herredømme, som i Skuespilkunstens Historie maaske er uden Sidestykke. Mme Gabrielle Réjane tvang og holdt Paris i Knæ i næsten samme Tidsrum. Og Medbejlerskens funklende Gyldenry mægtede ikke, ingen af de stormende Verdensdelenes Lovsange, der ombølgede Sarah Bernhardt, mægtede at rokke "la Réjane" paa den parisiske Trone, som var hendes og hvorfra hun smilede til sit tro Paris. Til Gengæld vandt hun, Tournéer og en Formue til Trods, ikke Verden, der hilste hende høfligt og endogsaa begejstret, men som aldrig gjorde hende til sin og blev hendes Eje og Jord. Den, som allerede længst havde trættet Paris, vedblev at beherske Verden, og den, som bestandig forblev Parisernes Hjerte næst, vandt aldrig Millionerne af de andre.

✂ Denne Besynderlighed i Skæbne bunder dybt i de to Medbejlerskers ganske Verden - saa dybt endog, at har man klarlagt dens Grunde, da har man, næsten med det samme, draget den bestemmende Linje i begges Billede. Den vil aldrig fatte Sarah Bernhardts Magt gennem saa lange Aar, der ikke begriber, at denne ene Kvinde var Scenens Legemliggørelse for en hel Periodes Aandsretning. Symbolsk planter Pessimisten Sarah Bernhardt den sørgeklædte Pjerrot paa sin Vej og, følgerigtigt, 366 betvinger hun os, paa den høje Alders Grænse, en sidste Gang ved at kaste Kvindens Dragt og omhylle sig med Prins Hamlets Kappe. Mme Bernhardt beherskede en Epoke, fordi hun paa Theatret var Levendegørelsen af dens herskende Aandsretning. Hun udspændte sin Magt over Jordkredsen, fordi hun fandt Ligesindede over hele Jordens Kreds.

✂ Men Gabrielle Réjanes Rige, det forblev Paris. Og saa helt og ganske er hun vokset af Paris' Jord, at kun hendes Søskende ganske og helt "mægtede at forstaa hende eller mere: genfandt sig selv i hende. Til Gengæld fandt alle hendes Slægtninge i Fru Réjanes Kunst sig selv igen, som man genfinder sit Billede i et Spejl, hvis hemmelige Bund Venedigs Mestre blandede - saa ligt et Billede og saa meget skønnere end enhver Lighed. Og i snart tredive Aar forblev dette Billede ligt - fordi det vekslede: Gabrielle Réjanes Kunst rummer, mens Aarene skrider, Pariserindens hele Livsløb. Den skænker os, mens Tiden rinder og Réjane med en Trofasthed, der kappes med hendes Klogskab, gengiver sin egen Udvikling, Pariserindens ganske Historie, saaledes som en enkelts Kunst maaske ingensinde har gengivet den.

✂ Der findes i Tuileriernes Have en berømt og sælsom Statue, foran hvilken den, som en Gang saá den, altid standser paany: "Damen med Masken". En Kvinde, der, nøgen, er blevet graa af Sols Brand og Sluds Væde. En slank Gestalt, der i den oprakte Haand løfter en Maske - en Tomme, en Kende fra sit Ansigt: Masken smiler. Men bøjer man sig frem og ser man det blottede Ansigt, da er Ansigtet Masken ganske ligt. Ja, Masken har samme Ansigt. Men Kvindens egne Træk - de ser dog anderledes ud: En led Smerte, en saa "færdig" Fortvivlelse - aa, nej, ikke Fortvivlelse, for den kan være stærk, nej, en træt-løbet Væmmen sig, en ulidelig Kvalmen stivner disse Træk og trækker dem nedefter. Maskens løjede Læber nød Vinen, Kvindens Læber krympes under Bærmen ...

✂ Saadan er "Damen med Masken".

✂ Og som den er, skulde den staa foran "Theâtre Réjane" som en Vejviser og et Symbol. Thi hin Sorg, Sorgen fra Tuileriernes Have, ligger og laa bag alle Gabrielle Réjanes Smil. Hin Billedhugger har foreviget hendes Væsen.

II

✂ Jordens Lande lod Réjane forblive en Fremmed, hvem de pligtskyldigst hædrede, naar hun kom og - gik. Det skyldtes ikke blot hendes Kunsts Indhold. Selv dens Form fjernede den fra dem, for hvem Paris ikke var Hjemstavnen og Paris' Sprog ikke Modersmaalet.

✂ "Paris' Sprog" - nej, det siger ikke nok. Paris' Sprogtone maatte man kende og kende fortroligt for helt at følge en Tale, hvis Bølgelinjer er saa umærkelige og hvis Hemmelighed er Antydningen og Underforstaaelsen. I denne Tale, hvor intet helt siges, er alt, hvad der ikke siges, Strømmens tindrende Bund. Men for blot at skimte denne Bund, maa man være en Medvider. Man maa mer end kende Paris' Sprogfarve, dets Sætningsbygning, dets Spørgeform, dets Form for Svar. Aa, som to Tandhjul griber og slipper hinandens skarpeste Tand, saa fast; som to opalbesatte Vifters Kanter af Edderdun kan glide forbi hinanden og skilles, saa blødt griber og glider i Paris' Tale Ord og Tonefald, som Hundredaar sleb, afslørede og tilslørede. Der findes Krystaller, hvis Slibning er mat, saa mat som det bristende Øje, og som dog straaler; der ejer alle Farver, alle til det blodige Rødt, og dog ingen Farve har - kun et skiftende Hvidt. De Krystaller ligner Paris' Tale og Réjanes. Det hemmelige Tonefaldets Spil maa man kende for at kunne følge.

✂ Og endnu mere end Talens Spil.

✂ Selve det parisiske Væsen maa man have lært at kende som den Sammensvorne kender det, som Frimureren, i den højeste Grad, kender alle sin Loges 368 Hemmeligheder. Thi et Frimureri er alt Paris' Væsen, et hemmeligt og forborgent, hvor alt er Tegn, og hvert betyder hvad det fjernest synes; hvor Klør er rød og Hjerter-Dame Døden; hvis Skrift er Chiffre, der forandrer Omrids, mens man vil tyde dem. Prøv at fange og fastholde i et Spejl et Springvands Straaler; om Du kan det, kan Du fange det Væsens Væsen, som paa samme Tid er Skin og Sandhed, Billede og ugribeligt og dog virkeligt foran dine Øjne. Hver Farve, Du ser, er en anden Farve. Hvert Ord, Du hører, er stavet med et andet Ords Bogstaver, som giver en anden Mening. Hvor alt har en Legs Former, er alting Kamp med en Kamps Hensigter. En Latter er Graad. Et Kys paa en Kind er Undsigelse til Døden. Fingerspidser, der berøres med to Fingerspidser, et Troskabspant for Livet. I Kulissen skælver alle Knæ, mens paa Scenen alt er Verve ... Paris' Væsen: Silke, der er Staal. Et Liberty-Klædebon, som omhyller og blotter, hvor Gult er grønligt og det Blaa gløder som Rødt. Paris' Væsen, en Kniplings-Maske og en Fægters Gitter...

✂ Bag Masken taler al Gabrielle Réjanes Kunst. Hyllet i et forborgent Væsens glidende og fodside Kaabe gaar hun frem, halvskjult for os andre - kun for Panserne Phryne. Blot Paris er her den lykkelige Dommer. Vi andre kan kun gætte, hvad vi aldrig saá.

III

✂ Men Hovedlinjerne kan vi drage. Selve Fortællingen - om man turde sige: Fablen - der indesluttes i denne Kunst, er saa "sluttet", saa følgerigtig, Led for Led, at den springer levende frem for vore halvblindede Øjne.

✂ Denne Kunsts Indhold bliver os, naar vi forfølger den langsomt og Skridt for Skridt, tilsidst dog klar, ogsaa fordi dens Fortælling, som gennemleves af Fru Réjane, formidles os af virkelige Digtere. Saa stærkt, saa 369 mangfoldigt, saa nyt aabenbarende udtrykker Fru Réjane al Pariserindens skjulteste Følen, at hun virker som en Vejviser med en flimrende Lampe i sin Haand. Mens hun gaaer frem, kaster hendes Fremstilling bestandig nye Lys over nye Egne i Pariserindens Sjæl, og hendes Riges Digtere, der følger hende Trin for Trin, bemægtiger sig den nye Jord og fortsætter Undersøgelserne, hejser deres Fane ved en ny Rand og Strandkant. Som Pionerer gaar disse Digtere frem, og hvad af Jord de indvandt, det former de til Kunst og Skuespil om og for hende, der er deres Tolkerske og som tolker dem, mens hun atter gaar videre, igen kaster Ny-Lys, der vinder Ny-Land - igen.

✂ Saaledes opstod en Litteratur.

✂ Réjane lod i lange Aar ikke Stykker skrive for sig. En Skare af Skuespildigtere skabte Skuespil i Kraft af hende. Hun var Vejen, Digterne vandrede den - videre. Og fordi de var Digtere, blev Vejen erobret Vej, som ogsaa vi Halvseende kan følge, mens vi følger - Réjane.

✂ Paa hendes Banes fem, seks Højder vil vi standse, maalende Rummet tilbage og frem.

IV

✂ Dette Kvinde-Foraar hed Kaadhed. Hvorfra var det skyllet op? Det var der. Et rødligt Haar, en Kvindes unge Krop, et Drengeansigt, det røde Haar - saadan var det og lo det og sang det og dansede. Og spottede al Fornuft. Og vidste alting undtagen, hvad der var ærbart. Og bød sig helt frem, med virrende Næsebor, og lo igen med aaben Mund og stak af som en jublende Gadedreng. Og var altid nyt under Solvæld af Vid. Og gammelt af Viden. Og fiffigt og forslagent og ømt. Og frækt - en Frækhedens Glorie.

✂ Saa frækt som en Skøges Ansigt, der har en Moders Øjne. Thi Gabrielle Réjanes Øjne fortalte altid noget 370 andet end hendes Mund. Frækt, hvis Ynde kan blive det. Thi Ynde var hendes Væsen, saavist som hendes Væsen hed Paris.

✂ Det røde Foraar, Foraar i Paris.

✂ Hvor Akazier dufter og Luxembourgs hvide Duer kurrer og unge Kvinder ler, vuggende i de kaade Hofter.

✂ Jeg saá dem, hver Middag, i deres hvide Bluser. Pludrende korn de, Arm i Arm, under de lysende Træer. Deres Pludren lød som en Vise, og deres Øjne var allevegne, et Blik til hver og Blik til ingen. Deres Næse var i Sky og deres Skørt var kort. Hvor de skinnede, de hvide Kjoler - Frankrigs gamle Dronninger gav sig til at smile i deres Sten - den, de elskede ifjor, nikker de til idag som til en Ven, og den, de vil elske inat, træffer de først iaften. De har Elskere for en Uge og Kammerater for Livet og smiler til Dig og til mig og til Konvallerne, som er fæstede i deres Bælte.

✂ Jeg saá dem om Aftenen, paa Kaféens Myldre-Fortov, hvor Rosen-Valsen lød. Unge, sommerklædte, pyntede med et Intet, nær deres Ven. Hovedet ind mod hans, spillende, kaade, med tusinde bitte Grimacer; mønstrende, rappe, saa drengede. Saa en Visestump paa Læben, saa en Vrængen, saa et Elskovsord. Des gamines - des gamins. Frække i et Ord, kyske i et Blik. Tro mod ham, de ejer idag. Ligesaa tro mod ham, som de skal eje imorgen. Taarer til Afsked og Smil ved det nye Møde. Saa blufærdige som Jomfruer og saa skamløse som Naturen. Men over Legen, over Sang og Spot og Taarer - Duft af Violer og Luxembourgs slumrende Duer.

✂ Og Viddet, Viddet fra Paris.

✂ Men jeg saá dem ogsaa hjemme, hos ham, deres Ven, stille Aftner i den lille Stue, hvor Ovnen, paa hvilken Koteletten braste, stod tæt ved Sengen, og "Madame"s Korset var løst. Guitaren sang til gamle franske Sange, mens "Fruen" stoppede Vennens Sokker. Og i Vandfadet laa hendes hvide Liv i Blød. Da 371 var hun Kammeraten med al Kvindens List: Livets Forsyn med en Moders Øjne. Et lempeligt Forsyn, som vinder Vennens Luner glat om Elskerindens Finger og, ør af Glæden, viser sin Chaussure ved Saltomortaler i den gamle Seng - -

✂ Des gamins - des gamines ....

✂ Gabrielle Réjanes senere Ungdomsskikkelser var silkeklædte og Kongers Elskerinder. I Kulissen ventede der en Prins. De var gaaede over Broerne og levede paa den højre Bred. Deres Vid var bleven kyndigere, og Skuffelsens ramme Smag laa allerede paa dets Tunge. Kaadheden kunde, med et lynsnart Blik, angle efter Diamanterne, som var dens Løn. Sorgløsheden kunde have Hensigt, Drengelatteren kunde have Maal. Men alt det var noget, først Livet havde lært. Det var Visdom fra den højre Bred.

✂ Men fra den venstre Bred var alle Réjanes Kvinder kommet

✂ Det var deres Hemmelighed og deres Sejr.

✂ Disse Kvinder havde lært alle Livets Kunster, til selve Sorgløsheden halvt kun var Kunst, men de kom fra Folket, og hver Panser skimtede bag Masken hos den, der var attraaværdig som hans sidste Elskerinde - sin første Elskerindes Træk.

✂ Trohjertetheden, Djærvheden, som, i et Nu, slaar Sandheden ind som et Søm; Deltagelsen og Beredtheden; Kammeratens Haandslag - -

✂ Gabrielle Réjanes Hænder er maaske hendes Kunsts fuldkomneste Middel. Men skønnest er hendes Haandslag. Det rummer alt, det er Elskerindens, Vennens og Moderens. Dets Oprigtighed er større end en Eds.

✂ Dette Haandslag var for Pariseren et hemmeligt Haandtryk, hemmeligt vekslet med hans Ungdom.

✂ Og bag alle de forfarne Smil i Réjanes Øjne saá hver Pariser Glimtet af sin første Elskerindes Smerte den Dag, da han forlod hende.

✂ For dette er det besynderlige: Gabrielle Réjanes 372 kaade Øjne, det er kun Eleonora Duses sorgfyldte Øjne, der ler - ler og smiler endnu.

✂ Thi disse Kvinders Drengeglæde er ikke evig.

✂ Paris' Foraar er kort, og "les grandes chaleurs" kommer altfor hastigt.

V

✂ Pendant les grandes chaleurs.

✂ I Juli, naar Asfalten, der gløder, brænder mod Luften, der gløder, naar Træerne, slappe, hænger med slappe Blade, som ikke mer kan aande, naar Is mod Tørst blot gør Læben stiv og tør, naar Blomsterne ligger døde i Blomsterpigernes Kurve, og Ganerne bliver modvillige og Lækkerbidskener tykke i den forvænte Mund - i Juli kan Paris flygte. Men naar Strandbredderne atter er øde, og Jagterne, som følger efter Badene, er omme, maa Paris vende tilbage og kan ikke flygte for sig selv.

✂ Paris vender tilbage og genfinder sin Luft, som er altid den samme: Les chaleurs.

✂ I denne Luft er alle de Digtere voksede, som skrev for Gabrielle Réjane paa hendes Kunsts Højde, og af denne Luft er disse Skuespil udsprungne - Skuespillene om hende. Vi lærer noget at kende om dem alle, hvis vi helt kender ét. Det er klogt at vælge l'Amoureuse, Mesterværket blandt dem alle.

✂ Georges de Porto-Riches Drama er en kolossal Saltomortale, hvorved han stiller alt paa Hovedet og aabenbarer os hele Neurosens Væsen. Hvor de Mangfoldige skildrede os den ulykkelige Lidenskab som en.Ulykke og Lidelsernes Kilde, skildrer Georges de Porto-Riche os selve Lykken som den sidste Ulykke. Ja, endnu mere: selve den legitimerede Lykke, Lykken med Mairens Segl og under Madeleine-Prælatens Velsignelse, selve Ægteskabet bliver for de to Ægtefæller, som elsker hinanden, Pine, Raseri og Fordærv - fordi de elsker .... Paris og Neurosens Luft.

✂ Da Etienne Feriaud saá Germaine for første Gang, 373 kom han for at fri for en Ven, sin Ven, Pascal Delaunay. Etienne saá hende og han forelskede sig i hende, som allerede elskede ham. Han var tredive og hun var tyve Aar. Han var kommen saa langt, hvor Elskoven er en Del af Livets Sundhedsvedtægter. Hun var uskyldig og længtes efter den Mand, hun kunde elske. Her støder Spaden mod Ulykkens Bund. Germaine længtes ikke efter Mænd, men efter den ene Mand. Og denne ene er Etienne Feriaud, hvis Hustru hun er blevet. Hvis Germaine havde elsket ti, vilde hun ingen have lagt øde. Men hun er født for Engifte. Og hun fordærver - der er dem, som kalder det Dyd; der er Skeptikere, hvilke nævner det en Ensidighed - den Ene og sig selv.

✂ Hendes Kærlighed slaar ihjel.

✂ Klogt har dette Samfund gjort Ægteskabet til et Kompagniskab, hvor man forøger en Kapital, dyrker nyttige Forbindelser, kører Grus til Karrieren og holder hinandens Sanser i Ligevægt, saa de ikke forstyrrer Fremmarchen. Disse Ægteskaber er ringere end Venskab. Thi de er et Forretnings-Ægteskab. De er koldere end Is. Thi de er lunkne. De er nedværdigende. Thi de dyrker Lidenskabens Handlinger uden Lidenskab. De er en livsvarig Usædelighed, hvor Prisen er betalt en Gang for alle og nedlagt paa et Alter.

✂ Men dog er dette Ægteskab uden Kærlighed Idealet og en Nødvendighed.

✂ Thi Ægteskabet i Kærlighed er Umulighed og Fordærv.

✂ Denne Kærlighed.

✂ Thi i dette Samfund, hvor hver Appetit er hidset, hvor Løbet efter Penge er Løb med Tungen ud af Halsen, Løbet efter Ry er Løb med sammenbidte Tænder, Løbet efter Nydelsen en Jagt over Knive, dér er Kærligheden, hvis den findes, en Umættelighed. Man har ikke Blod. Det kan mattes. Man har ikke Legemer. De kan trættes. Man har ikke Tid til at have en Sjæl. Den vil kunne længes efter Hvile. Man har kun Nerver og 374 Tørst Men Nerver maa spændes, hvis de ikke skal smerte. Og den, som har drukket, vil drikke, fordi han har drukket. Løbet, selve Løbet giver Tørst.

✂ I et Forhold er denne Kærlighed en Fare. Men et Forhold kan løses, og den, som frygter at forbrænde, han fly.

✂ Men af Ægteskabet gør den et Fængsel, hvis Jernvægge er røde. Etiennes og Germaines Ægteskab er en Jagt, som genlyder af den Jagedes Skrig. Det er et Haandgemæng, hvor to Sammenlænkede sønderslider hinanden. Den ene er utilfredsstillet og den anden kaster Hjerne, Tanker, Arbejde, Fremtid, Frihed paa det Baal, der fortærer ham. I denne Favntagskamp bliver Dagen Nætternes Fjende og Nætternes Mørke øder Dagens Lys.

✂ Germaine véd det, men hun kæmper for sin Nat og for sin Ret. Med hvilke Midler kæmper hun? med dem, hans Elskov ikke modstaar. Og Dagene ruller sig frem, forbrugte og matte, og Nætterne følger dem med alle deres opstillede Fælder. Og den nye Morgen bringer efter den gamle Rus den gamle Tvist....

✂ I hvilket Billede er det ikke givet - Leden og Rusen og Vaabnene og Kampen, givet i denne ene Samtale mellem de to, hvor Etienne, der drages mod Ry, Arbejde, Tankevirke, Virke, og som intet, slet intet faar gjort og naa'r, hvor han fortvivlet bryder ud:

✂

Étienne"

Je ne mène pas la vie, que je devrais mener. Je me couche trop tard, je me lève trot tôt. Voilà l'explication de ma mauvaise mine. Tu n'as pas besoin d'en chercher une autre pour apaiser tes remords.

✂

GERMAINE

Tu crois?

✂

ETIENNE

Qui ne serait fourbu à ma place? Nous dînons en ville, nous sortons, nous soupons, nous nous agitons sans cesse. Hier, il était trois heures quand nous sommes rentrés ... et naturellement...

✂

GERMAINE

Dire que tous les lendemains c'est la même chose! II faut toujours que tu mêles des regrets aux moindres joies. Que veux-tu? on n'est 375 pas parfaite. Je ne peux pourtant pas être triste, quand ... Si je le disais, je mentirais. Et puis quelle erreur de s'imaginer que les heures les plus douces sont fatalement les plus nuisibles! Je ne suis pas de eet avis-là.

✂

ÉTIENNE

Parbleu.

✂

GERMAINE

Dans tous les cas, hier, c'est toi qui m'as proposé de sortir.

✂

ÉTIENNE

Je le reconnais.

✂

GERMAINE

Enfin.

✂

ÉTIENNE

Il est vrai que nous venions de nous disputer. Ote la dispute, il n'y aurait pas eu de réconciliation.

✂

GERMAINE

Avec ça.

✂

ÉTIENNE

Puis, tu avais justement cette robe qui te rend si jolie et chaque fois que tu la mets, j'ai remarqué ...

✂

GERMAINE

Quoi?

✂

ÉTIENNE

Que tu faisais de moi tout ce que tu voulais.

✂

GERMAINE

Allons donc.

✂

ÉTIENNE

Aussi, tu la mets constamment.

✂

GERMAINE

Par reconnaissance.

✂

ÉTIENNE

Je t'en prie, Germaine, habille-toi autrement; quand tu es comme ça, je perds la tête.

✂

GERMAINE

Malheureusement tu la retrouves.

✂

ÉTIENNE

Trop tard.

✂

GERMAINE

Le matin.

✂

ÉTIENNE

II faut bien que le jour arrive.

✂

GERMAINE

avec mélancolie

Ah! le jour, c'est mon ennemi. Des qu'il paraît, tu recouvres ta raison, ton intelligence, ta cruauté, tu accueilles tout ce qui condamne mon amour, tu te reprends. Mon pouvoir cesse avec le jour, mon prestige s'évanouit et alors je n'ai plus en face de moi qu'un étranger, un homme que je ne suis pas sure de reconquérir. Ah, pourquoi cette minute charmante, où je suis si réellement la moitié de toi-même, s'en-vole-t-elle? Comment les ésprits ont-ils des pensées différentes, quand les corps ont des sensations semblables. Hélas, on est deux êtres après cela, deux séparés et parfois deux adversaires. Quelle bêtise.

✂

ÉTIENNE

Peut-être, ma chérie, que si nous faisions deux chambres ....

✂

GERMAINE

Deux chambres? Non, je préfère que tu me détestes en te réveillant... je veux dormir là sur ton cæur, comme un enfant toute ma vie. J'ai bien réfléchi et je n'ai pas trouvé de meilleur moyen d'étre heureuse. Si tu m'ôtais ces nuits-là, que nous resterait-il?

✂ Saaledes kæmper de og besejres og fortæres og flyer -- eller forsøger at fly. Han lærer at hade det Hjem, hvor hun frister ham. Han lærer at lyve, saa hans ganske Liv bliver en Løgn. Han er en Fange, og ikke en Gang hans sløvede Tanker er hans egne, thi hun har smittet dem, fordi hun sidder i hans Blod. Sønderrivende klinger hans udtørrede Klage:

✂

Ma vie se passe à vouloir t'échapper, la tienne à vouloir me prendre. Que t'importent mes ambitions et mes rêves; tu n'y comprends rien. Quand puis-je travailler ici? Toutes nos heures sont dévorées par des disputes et des réconciliations. Et pourtant mes mensonges écartent bien des tempêtes ....

✂

GERMAINE

Tes mensonges?

✂

ÉTIENNE

Oui, je mens souvent, je dissimule, j'altère un tas de choses.

✂

GERMAINE

Pour avoir la paix?

✂

ÉTIENNE

C'est ta faute. Grace à ta nature soupçonneuse, le mensonge est maintenant installé dans mon existence, et cela de telle façon que, si demain je prenais une maîtresse, je n'aurais rien à changer à mes habitudes.

✂

GERMAINE

Ah! Tu es le plus malheureux des hommes, je le reconnais, mais quand on est aussi lâche, on n'est pas à plaindre.

✂

ÉTIENNE

Insulte-moi, si tu veux. Cette fois, tu n'exploiteras pas ma colère, je t'en préviens; tu ne réussiras pas à en tirer un repentir caressant, une heure de lâcheté amoureuse. Au surplus, mon emportement est un détail et toutes tes larmes ne changeront pas les choses; ce qui est grave, ce n'est pas ce que je dis, c'est ce qui est.

✂

GERMAINE

Oui, c'est ce qui est.

✂

ÉTIENNE

Je suis ton mari, tu es ma femme, je devrais m'incliner. Je n'aurai jamais le courage de te quitter, n'est-ce pas? Je me connais; alors à quoi bon? autant me résigner tout de suite. Je t'appartiens; c'est ton droit d'espionner ma vie, de contrôler mes actions, d'épier mes gestes, de fouiller dans mon cerveau comme dans ces tiroirs. Tu peux, s'il te plaît, tant qu'il te plaît, m'interroger, m'approuver, me blâmer. Je n'ai qu'à courber la tête, car cette maison est la nôtre, ces meubles sont les tiens, mes livres sont à toi. Ma fortune, mon nom, mes amitiés, mes haines, tout cela est à nous deux ici, je n'ai plus rien à moi seul, rien! C'est ton droit d'interrompre ma tâche, de t'asseoir à ma table de travail, de me traquer de chambre en chambre, de m'imposer ta présence, ta conversation et tes épanchements, c'est ton droit!

✂

GERMAINE

Ce n'est pas une question de droit, mon arm, c'est une question d'amour.

✂

ÉTIENNE

Eh! je n'en suis pas moins ta victime, ta victime depuis hult ans.

✂

GERMAINE

Depuis huit ans?

✂

ÉTIENNE

Oui, et mon supplice n'est pas fini.

✂ Nej, den er ikke endt.

✂ Thi denne Ild brænder i et Ægteskab, og Etienne opsøger 378 hvad der fortærer ham, og han elsker, hvad han hader. Og mens han stønner under Aaget: hvilken Forbandelse at elske! trykker hans egne Hænder Aaget fastere over hans vaklende Skuldre.

✂ Dette er Elskoven som Svøbe og Pælen i det betændte Kød, og Svøben er over ham og i ham indtil Døden.

✂ Han drømmer om, at hun vil forlade ham. At det kan tage Ende, at hun vil gaa, gaa fra ham, vige af hans Vej.

✂ Hun svarer med et Raab af Triumf:

✂

Te quitter? Ah, ça jamais, n'y compte pas, mon ami, ne caresse pas ce fol espoir, ce n'est pas la peine; quoi que je fasse, quoi que tu fasses, je resterai là, dans ton existence, dans ta maison, à tes côtés, toujours, quand même, comme un petit crampon.

✂

PASCAL

Cramponette!

✂

ÉTIENNE

Tu es terrible.

✂

GERMAINE

Éternellement, nous vivrons ensemble.

✂

PASCAL

Et on t'enterrera avec elle.

✂

ÉTIENNE

Ah! ça non, par exemple, je veux être seul là-bas.

✂

GERMAINE

Pourtant, là-bas je ne te gênerais pas beaucoup.

✂

ÉTIENNE

Non, je ne veux pas.

✂

PASCAL

Eh bien, pars le premier, elle verra après.

✂

ÉTIENNE

Ça ne sera pas long, mes amis, je vieillis... heureusement.

✂

PASCAL

Heureusement?

✂

ÉTIENNE

avec amertume

Oui, j'attends impatiemment la vieillesse, j'attends l'âge où le cæur est apaisé. Quelle joie de vieillir!

✂

GERMAINE

Quelle joie d'avoir des cheveux blancs!

✂

PASCAL

Ou de n'en plus avoir du tout.

✂

ÉTIENNE

Je me vois au coin du feu, raisonnable, assagi, dédaigné, à côté de mes livres, à côté de ma femme et de mon fils, car il faut bien espérer qu'un jour ou l'autre ...

✂

PASCAL

Un enfant? Tu peux demander ça à un ami.

✂

ÉTIENNE

Quelle ivresse de sentir son cerveau libre. Le bon temps! des amoureux pourront passer sous mes fenêtres, je ne les suivrai pas d'un oeil d'envie. Non, je me frotterai les mains en songeant à leurs tourments, à leurs agitations, à leurs jours gaspillés, à toutes ces heures volées au devoir, au travail, à la pensée. Ce sera le bonheur. Alors j'aurai soixante ans.

✂

GERMAINE

Oui, mais tu n'en as que quarante-trois.

✂

PASCAL

Et tu es solide.

✂

GERMAINE

Encore vingt ans d'amour, mon pauvre ami. Du courage.

✂

ÉTIENNE

Pardonne-moi, je dis des choses que je ne pense pas.

✂ - Jeg siger, hvad jeg ikke tænker ...

✂ Thi mens han oprøres, længes han mod hvad der oprører ham, og hvad han forbander, attraaer han, og han griber efter det, mod hvilket han vil værge sig ...

✂ "Hvilken Forbandelse at elske".

✂ Thi hun, Germaine, er hun lykkelig? hun er saa usalig som han. Med hvilke Lidelser køber hun ikke hvad der synes hende hendes Ret og de Glæder, som Altret signede! Hvad er vel hendes Brøde? Den, at 380 hun elsker. Hvad er hendes Forbrydelse? at hun kun elsker En. At hun elsker altfor højt? Skal hun derfor leve med sin hvide Hals fremstrakt paa den røde Blok? Men han? Maaske er den sande Brøde hans. Og den, at han elsker hende altfor lidt....

✂ Eller maaske har ophørt at elske hende? eller aldrig har elsket hende, siden han dog aldrig har elsket som hun?

✂ Det er hendes Tankers Kredsgang, hvor hun støder Bryst og Lænd og Pande blodige mod den runde Mur

✂ - til hun bryder ud i en sidste Jammer:

✂

GERMAINE

Ainsi, je dois te croire, tu ne m'aimes plus, tu ne m'as jamais aimée? Mon bonheur reposait sur un malentendu, j'étais dupe ... Quelle effroyable revélation!

✂

ÉTIENNE

Voyons.

✂

GERMAINE

De la pitié, des semblants d'amour, voilà tout ce que j'ai eu de toi, même dans les premiers temps.

✂

ÉTIENNE

Je ne dis pas cela.

✂

GERMAINE

Tu vois bien que j'ai raison de ne pas te croire!

✂

ÉTIENNE

Je t'en prie.

✂

GERMAINE

Tu te trompes peut-être sur toi-même? Réfléchis ... Tu m'aimes peut-être encore un peu?

✂

ÉTIENNE

Est-ce que je sais?

✂

GERMAINE

Oui ou non, est-ce que tout est fini?

✂

ÉTIENNE

durement

Et quand cela serait?

✂ "Og om saa var?"

✂ Slaget er altfor grusomt, og hvad der aldrig kunde ske, det sker.

✂ I Raseri og maaske af Medlidenhed med ham, mod hvem hun raser; af Had, af Trods, i Blindhed, mens hun maaske ser mer end hendes Øjne nogensinde saá; af Foragt og sønderflænget af den, hvem hun foragter - kaster hun, som kun kan elske den Ene, sig i Favn paa den Anden, som hun ingentid kan elske, og han, Pascal Delaunay, bliver hendes Herre for en Nat eller for en Time.

✂ Og modbydelig ved ham og ved sig selv, modbydelig ved Aftenens Skær og Dagens Sol og Nattens Mulm, modbydelig ved Væg og Seng og Dug - slynger hun Etienne sin Skændsel i Ansigtet, den, at hun var hans eneste Vens - og vil gaa.

✂ Men da føjer Etienne til Aaget Nedværdigelsen: thi han elsker.

✂ "Hvilken Forbandelse at elske".

✂ Da hun vil gaa, holder han hende tilbage. Da hun vil ud, spærrer han hende med Vold:

✂

ÉTIENNE

lui barrant la route

Où allez-vous?

✂

GERMAINE

Qu'est-ce que cela peut vous faire?

✂

ÉTIENNE

Je veux le savoir. (Elle met ses gants) . Vous allez vous tuer, je le devine.

✂

GERMAINE

dissimulants

Vous vous trompez, une femme qui va se tuer, ne se gante pas aussi tranquillement.