Sten Rasmussen Herman Bang

Forfatterportræt skrevet af  Sten Rasmussen



Herman Bang

Indledning

Naturalist uden illusioner

Herman Bang kom fra en konservativ slægt, der var dybt forankret i Guldalderens romantiske og religiøse forestillinger; men allerede som ganske ung forlod han sin families livsholdning og tilsluttede sig det nye naturvidenskabeligt baserede litteratur- og menneskesyn, som kritikeren Georg Brandes (1842-1927) og hans moderne gennembrudsmænd havde lanceret herhjemme fra 1870'ernes begyndelse som "naturalisme" og "realisme".

Med sin konservative baggrund kom han dog aldrig til at tilhøre Brandesfløjen, der op gennem 1870'erne havde løbet storm mod de herskende kristelig-romantiske livsværdier med en radikal problemdebat i litteratur og presse, der skulle frigøre individet fra dets åndelige og sociale lænker og fremme et samfundsliv bygget op på humanitet i stedet for på religion.

Men da Herman Bang omkring begyndelsen af 1880'erne debuterede som litteraturkritiker og moderne forfatter, var denne kulturradikale offensiv allerede godt på vej til at have nået sine mål. I hvert fald havde både det gamle livssyn og den efterromantiske, såkaldt "idealistiske" litteratur nu tabt mærkbart terræn, og da vejen således i vid udstrækning var banet for det, han havde at sige, følte han sig ikke stillet i nogen egentlig kampsituation. Derfor kunne han i højere grad end Brandes og gennembrudsforfatterne stille skarpt på den franske naturalismes krav til den nye digtning om at foretrække objektiv iagttagelse og virkelighedsgengivelse for ideologisk forkyndelse og politisk tendens. Den moderne digter burde snarere forsvinde bag sit billede og lade det tale for sig selv. En sådan fremgangsmåde skulle befri læseren for forfatterens pegepind, så han kunne vurdere frit og drage sine egne konklusioner.

Der var imidlertid også nogle mere personlige grunde til, at Herman Bang blev naturalismens advokat. Allerede i sin tidligste ungdom var han blevet klar over, at der ventede ham en såre problemfyldt tilværelse som homoseksuel paria i det bigotte og snæversynede samfund, han levede i. Derfor var det nærliggende for ham at befri sig fra sin barndomsverdens etisk-religiøse tilværelsesfortolkning og gribe fat i en moderne, videnskabeligt underbygget livsanskuelse, der kunne nedtone hans skyldfølelser og selvanklager ved at forklare ham, at hans væsen og adfærd var formet af nedarvede anlæg og miljøets uundgåelige påvirkninger.

Alligevel kom han i modsætning til Georg Brandes aldrig til at se naturalismen som en vej til menneskelig frigørelse. Nok gjorde det moderne positivistiske livssyn det lettere for ham at bære omgivelsernes moralske forargelse, men samtidig stillede det ham ind under strenge naturloves magt, som han havde stærke private årsager til at føle sig tynget af: Hans barndom havde været mærket af svære angstfølelser omkring sjælelig sygdom og mulig degeneration i den nære familie, og driftslivets fatale herredømme over den menneskelige adfærd kendte han kun alt for godt fra sin egen foragtede seksuelle disposition.

Den udvejsløse determinisme, han således som ganske ung gjorde til sin naturalisme, holdt han fast ved gennem hele sit liv. Den udløste det resignerede sortsyn, der skulle komme til at præge forfatterskabet fra først til sidst og udgøre grundstemningen i næsten alle dets værker.

Biografi

Liv og værk

Slægt og barndom

At Herman Bang stammede fra Skjalm Hvide-ætten, var et hjernespind, han alle dage var lidenskabeligt optaget af. Det styrkede hans usikre selvværdsfølelse og kastede et skær af aristokratisk ophøjethed over hans isolerede og lidet misundelsesværdige eksistens. Men også uden aner som biskop Absalon og marsk Stig var hans slægt for så vidt fornem nok, og den havde ned gennem tiderne frembragt en lang række betydelige teologer, læger og jurister. Farfaderen var således den kongelige livlæge, geheimeråd og storkorsridder Oluf Lundt Bang, en halvbror til J.P. Mynster og fætter til Grundtvig og Henrich Steffens.

Forældrene var et virksomt og begavet præstepar, der i 1850 som nygifte havde påbegyndt deres samvittighedsfulde gerning i Asserballe sogn på Als. Her blev Herman Bang født syv år senere som nummer tre af en børneflok på seks. Trods relativt beskedne levevilkår stod disse tidlige barndomsår i den alsiske præstegård altid siden for ham i et forklaret skær, således som man bl.a. kan se det i den lyrisk bevægede mindebog Det hvide Hus (1898).

Det blodige opgør i Sønderjylland blev familien forskånet for at opleve på nærmeste hold, idet de et års tid før krigsudbruddet i 1864 flyttede nordpå til Horsens, hvor faderen havde fået et bedre aflagt kald. Alligevel fik de også dér krigen tæt ind på livet under danskernes rømning og den efterfølgende tyske besættelse af byen, som det indirekte er beskrevet i romanerne Haabløse Slægter (1880) og Fædra (1883). Oven på nederlaget og fredsslutningen fulgte den traumatiske indlemmelse af det sønderjyske barndomsland i det tyske rige, en begivenhed, der kastede lange skygger ind over resten af Bangs drengeår og siden hen gjorde sit til at formørke hans i forvejen desillusionerede syn på tilværelsen.

Faderen var en åndfuld og vellidt præst. Men han bar på stærke maniodepressive anlæg og plagedes desuden alvorligt af nervegigt. Disse lidelser forstyrrede både embedsgerning og familieliv og ødelagde i lange perioder fuldstændig hans kontakt med børnene, der skyede ham og søgte tilflugt hos den sarte og sværmerisk drømmende mor. Hun opdrog dem derimod på sin side med al den omsorg og varme, hun med sine svage kræfter kunne opbyde. Lige fra sin tidligste ungdom havde hun været brændende optaget af Guldalderens litteratur og teaterkunst, og hun besad en særlig evne til at skabe fællesskab mellem sig og børnene ved at tænde denne begejstring i deres sind.

Navnlig den ængstelige og nervøse Herman blev på det dybeste forbundet med sin elskelige mor, og han søgte utvivlsomt allerede i den tidlige barndom hen imod at løse sin kønsrollemæssige usikkerhed gennem en ubevidst identifikation med hende. Da hun døde af tuberkulose i 1871, tilføjede det ham et slag, han aldrig siden forvandt. Fra da af sigtede han mod en fremtidig karriere inden for den skuespilkunst, som de to frem for noget andet havde levet og åndet for gennem hele hans barndom, og da denne drøm brast for ham i tyveårsalderen, satte han hendes skikkelse ind som et lysende centrum i store dele af det forfatterskab, han derefter påbegyndte.

Skoleår på Sorø Akademi

Året efter hustruens død (1871) flyttede pastor Bang med sin store børneflok til Tersløse sogn ved Sorø, hvor han havde fået tilbudt et mindre krævende kald. Sorgen over tabet af hustruen havde nu helt undergravet hans helbred, og samtidig antog hans psykotiske sindslidelse så absurde og skræmmende former, at den i perioder fik omgivelserne til rent ud at tvivle på hans forstand.

Først tre år senere fik den nedbrudte præst omsider fred. Men forinden havde begge hans sønner fået friplads som alumner på Sorø Akademi, og denne skole blev nu op gennem gymnasieårene Herman Bangs egentlige hjem. Udadtil skal han have været en kvik og velfungerende elev, men både fra Haabløse Slægter og nogle aviskronikker fra 1880'erne ved man, hvor stærkt han foragtede det døde pensum, han havde måttet igennem, og tillige anklagede han - sikkert med tanken på sin egen komplicerede pubertet - skolen for at svigte sin pædagogiske forpligtelse til at drage omsorg for elevernes rette udvikling og modning (jf. Nationaltidende 23.9. 1883).

Mærkelig tidligt kom han ind på flere af de baner, han senere i livet fulgte. I den årlige skolekomedie var han selvskreven til større pigeroller med sin spinkle figur og det lange kulsorte hår, der indrammede hans blege ansigt med de mørke sørgmodige øjne, og i elevforeningen brillerede han som oplæser, kritiker og foredragsholder.

Studier, skuespillerdrømme og første dramatiske forsøg

Herman Bang blev student i 1875, det år, han mistede sin far, hvorefter han flyttede ind til sin bedstefar i Amaliegade i København. Efter bestået filosofikum tog han halvhjertet fat på et studium i jura og statskundskab, som efter excellencens hensigt skulle føre ham frem til en karriere i diplomatiet. Men reelt foretrak han at flanere omkring ude i byen for oldingens gavmildt udstrøede penge og æstetisere og kæle for sin barndomsdrøm om at blive skuespiller. Sin toårige tilknytning til den berømte gamle læges hjem skildrede han siden i stærkt iscenesat form i mindebogen Det graa Hus (1901).

I 1877 døde imidlertid "Gamle Bang", og omtrent samtidig dumpede han selv ved en privat foranstaltet aspirantprøve hos kgl. skuespiller Emil Poulsen. Med dette sviende nederlag styrtede alle hans planer i grus, således som man i let omdigtet form kan læse om det i (Mindeudg. bd. III s. 158 ), Haabløse Slægter (2. bog kap. 3).

Da han havde sundet sig en smule, forsøgte han sig som dramatisk forfatter med et par små enaktere efter moderne fransk forbillede. Stykkerne hed Du og Jeg og Hverdagskampe (1878-1879). Lidt senere (1881) kom Graavejr og Inden fire Vægge til. Det var såkaldte proverber, dvs. sceniske situationer med en pointe eller en stemning som kerne. De fire småstykker drejer sig om kvindelig troskab og lidelse og viser den unge forfatters lydhøre fornemmelse for replikgengivelse, men de savner dramatisk intensitet. De blev alle opført nogle få gange og vakte - berettiget nok, men til Bangs store fortrydelse - ingen opmærksomhed, han kunne basere en kunstnerisk karriere på.

Kritisk gennembrud

Dermed var hans situation med ét slag blevet den, at han hverken havde noget materielt grundlag at eksistere på eller noget klart sigte med sin fremtid. Sidste og eneste udvej så nu ud til at være journalistikken. Han begyndte derfor at løbe de større avisredaktioner på dørene for at få arbejde, og den 5. juni 1878 kunne man læse det første af de i alt 28 causerende "Smaa-breve" fra København, som han over det næste halve år forfattede til Jyllandsposten, og som i øvrigt 1981 er udgivet af Hans Andersen på samme blads forlag.

I oktober samme år fik han tillige foden indenfor på det nyopdukkede Morgen-Telegraphen, hvor han i de tre måneder, det varede, inden bladet måtte lukke igen, optrådte som fast sekondanmelder og lejlighedsvis feuilletonist ("kronikør").

Den første af de fire kronikker, han nåede at få skrevet der, var en sønligt-hengiven artikel om den et par år tidligere afdøde romantiske digter, Christian Winther (Morgen-Telegraphen 3.11.1878). Den tredje var derimod om en anonymt udsendt moderne roman, der hed Nutidsbilleder, og med sin kritiske analyse af denne bog (9.12.1878) gjorde den kun 21-årige Bang sin journalistiske lykke. Forfatteren viste sig nemlig at være ingen ringere end Vilhelm Topsøe (1840-1881), som var chefredaktør på den førende konservative avis, Dagbladet. Han mente sig forstået af det unge menneske og hyrede på stedet Bang til at skrive 12 store feuilletoner om litteratur og teater til sit blad. De fremkom under mærket "En Løsgænger" mellem februar og september 1879, og de fem vigtigste af dem indgik senere samme år som grundstammen i den kritiske essaysamling Realisme og Realister (1879).

"Løsgænger"- artiklerne blev Herman Bangs kritiske gennembrud. De vakte berettiget opsigt. En enkelt af dem blev endda genstand for en heftig polemik (jf. Kristian Arentzen i Fædrelandet 22.4., 24.7. og 13.8. og HB i Dagbladet 30.7.1879), og fra nu af stod vejen åben til andre redaktioner, som fx på det fornemme tidsskrift Nutiden, der redigeredes af hans skolekammerat og senere ven, den progressive og højt respekterede litterat Vilh. Møller (1846-1904).

Journalistisk zenit

Sent på efteråret 1879 havnede han så ved Topsøes diskrete mellemkomst på Nationaltidende, hvor han over de næste fem år beklædte en betydningsfuld og indflydelsesrig stilling som bladets hovedanmelder og faste søndagsfeuilletonist. Her fortsatte han i litteratur- og teaterkritikken sin linje fra Morgen-Telegraphen og Dagbladet og udfordrede de litterære autoriteter på den radikale venstrefløj ved at beskrive den moderne realisme som en kunstform, der kunne rumme ethvert livssyn og enhver ideologisk tendens. Hvad teatret angik, krævede han en ny skuespilkunst baseret på psykologisk iagttagelse, teknisk kunnen og faglig viden frem for på efterligning af den romantiske scenes mestre. Et udvalg af sine bedste artikler udsendte han 1879 -1880 i samlingerne Realisme og Realister og Kritiske Studier og Udkast. (DSL-udgave, Kbh. 2001).

Allerede i løbet af de første par år ved Nationaltidende lykkedes det ham (i Georg Brandes' fravær) at placere sig som den moderne litteraturs førende kritiker herhjemme, og denne stilling befæstedes yderligere, da han i efteråret 1883 fik overtalt bladets ejer Chr. Ferslew til at udvide sin avis med tillægget Literaturtidende. Nu knyttede han en række talentfulde medarbejdere til bladet som fx Peter Nansen, Carl Ewald og den unge magister Knud Ipsen, og tillægget bragte foruden sin faste anmeldersektion også noveller og romanfragmenter af mange moderne forfattere. Den aktuelle franske litteratur repræsenteredes især af Maupassant og Zola; men mere bemærkelsesværdigt var det måske, at den dengang ret ukendte moderne svenske litteratur nu fik en fyldig omtale, og at der dukkede prøver af forfattere som Strindberg, Levertin, Geijerstam, Ola Hansson m.fl. op i den avis, der efter Vilh. Topsøes død i 1881 var blevet Højres førende. Visionen var intet mindre end at skabe en art moderne litterær skandinavisme med København som kulturelt centrum.

I læserskaren var der langt fra udelt begejstring for al denne initiativrigdom, men af veneration for feuilletonisten kom det aldrig til noget egentligt oprør. Derimod blev hans redaktionelle og kritiske udfoldelser af brødrene Brandes mødt med irritation og skarpe afvisninger. Skønt mange af Bangs principielle synspunkter i realiteten lå tæt på deres, fandt de ham suspekt eller holdningsløs på grund af hans udtalte og fastholdte modvilje imod at tage parti i samtidens skarpt optrukne ideologiske og politiske konflikter. Hertil kom, at navnlig Edvard Brandes til stadighed plagedes af jalousi mod den yngre succesrige konkurrent:

"Der er i Øjeblikket intet skrivende Subjekt mig saa ubehageligt, ja mod-bydeligt som Herman Bang [...]. Han tager mig mit aandelige Brød ud af Munden. Han fordærver mig Emner, som jeg maaske aldrig kommer til at behandle,"

klagede han fx efter udsendelsen af Realisme og Realister til J.P. Jacobsen, (Brandes Breve 1.1.1880).

Men selv om Herman Bang således i disse år blev den ledende skikkelse på den hjemlige aviskritiks område, så var det alligevel først og fremmest med sine journalistiske reportager, at han skabte sin banebrydende fornyelse inden for dansk presse.

Af og til har man diskuteret spørgsmålet, om det var ham, der "opfandt" den danske aviskronik. Svaret afhænger af definitioner og er vanskeligt at håndtere, men han prægede den i hvert fald på en måde, der kom til at trække lange spor efter sig. Det nye bestod i, at han - inspireret af samtidige franske feuilletonister som fx Albert Wolff og Jules Janin - lancerede en causerende kronikform, der i vid udstrækning benyttede fiktionens virkemidler på et virkeligt stof. Mange af de "Vekslende Themaer" fik liv og farve i kraft af indlagte dialoger, fortrolige læserhenvendelser, stilistiske raffinementer af forskellig art og pointerede novelleagtige indledninger og afslutninger. Skulle han fx rapportere fra Charlottenborg-udstillingen, kunne det således falde ham ind at lade kunstværkerne passere revy for læserens øjne ved at servere et ironisk-sarkastisk replik-fyrværkeri mellem nogle af udstillingens gæster, blandt hvilke han også lod sin egen romanfigur Bernhard Hoff fra Haabløse Slægter optræde og udtale sig. (1.5. 1881).

Som kronikør var han alsidigheden selv. De emner, han valgte, var ofte af sensationel karakter og levede til fulde op til hovedtitlen "Vekslende Themaer": Snart tog han Nationaltidendes konservative abonnenter med på rystende vandringer til steder, hvor de aldrig kunne drømme om at sætte deres ben, fx til "Almindeligt Hospital"s lighus (27.2.1880), til Dyrehavsbakkens sigøjnerboder (10.6.1883) eller til Vesterbros og Nørrebros værste slumkvarterer (bl.a. 28.2.1879, 7.11.1880 og 19.12.1880 ) - og snart fordybede han sig i det københavnske storborgerskabs ("Beaumonden"s) gøren og laden (18.7.1880) eller førte sine læsere gennem "Magasin du Nord"s berusende vareorgier, mens han fortroligt tilhviskede overklassens damer de hotteste bud på årets mode (23.5.1880).

I de dage var aviserne fortrinsvis skrevet for mænd, og mange bladfolk og litterater rynkede på næsen af Bangs prosa, som de fandt både maniereret, effektsøgende og pågående. Men ikke mindst kvinderne fandt ham befriende anderledes at læse, og Nationaltidendes oplag steg, så hans ejer, aviskongen Christian Ferslew var ovenud tilfreds med sin sensationsombruste feuilletonist. Et udvalg af disse mindre litterært betonede kronikker udsendte han 1881 under titlen Herhjemme og Derude.

I efteråret 1883 nåede Herman Bang sin journalistiske karrieres højdepunkt. Fra da af begyndte hans stjerne hastigt at blegne. Hans anden arbejdsplads var et ugeskrift ved navn Vor Tid, som han gennem nogen tid anonymt havde redigeret, og her viste det sig pludselig, at virksom-heden skjulte et falskmøntnerværksted. Skønt Bang intet som helst kendskab havde haft til stedets lyssky aktiviteter, svækkede afsløringerne hans position i offentligheden. I samme retning virkede nogle rygter, der var i omløb omkring en mærkelig forelskelse i Ferslews datter, som fik familien til skyndsomst at sende hende til Schweiz, og endelig vejrede gamle modstandere på avisen morgenluft, da enkelte af hans arbejder viste tegn til gentagelser og begyndende træthed.

Også for ham selv stod det klart, at et opbrud nærmede sig. Hele efteråret havde han studeret Henrik Ibsens nye stykke Gengangere, hvis syfilisramte og arveligt belastede hovedfigur Osvald Alving han fandt var hans livs rolle. Han bestemte sig derfor til at søge sine gamle skuespillerdrømme virkeliggjort og stablede til dette formål "Herman Bang-Turneen" på benene. Hermed trodsede han et løfte, han havde givet sin arbejdsgiver om ikke at træde offentligt frem som skuespiller. I sommeren 1884 optrådte han i forskellige roller i et større antal jyske byer og indkasserede lige så mange fiaskoer, og for Ferslew var målet nu løbet fuldt. Til noget egentligt brud kom det ikke, da bladkongen ikke ønskede at spille sin feuilletonist i hænderne på det nyopdukkede Politiken, men det faste engagement opløstes, og langsomt viskedes han i de følgende måneder ud af billedet.

En sidste gang fik han dog lejlighed til at vise både misundere og beundrere, hvem han i disse år havde været. Det var, da Christiansborg slot brændte den 3. oktober 1884, og han nedskrev sin dramatiske skildring af katastrofen siddende i Nationaltidendes bygning Ved Stranden 18, mens gnisterne fra det enorme bål regnede ned over bladhusets tag. Denne reportage er ned gennem tiden blevet stående som et velsagtens aldrig overgået højdepunkt i den danske presses historie.

Forfatterskabet

Fra kritik og journalistik til digtning

I begyndelsen havde kritik og journalistik blot været et levebrød for Herman Bang, men i takt med, at skuespillerdrømmene viste sig svære at realisere, steg hans litterære ambitioner betragteligt, og efterhånden begyndte begge områder at danne overgang til eller direkte at flyde sammen med den egentlige digtning. Mange af feuilletonerne hentede som tidligere nævnt træk fra fiktionslitteraturens område, og med dem afprøvede han en række forskellige stilistiske, kompositoriske og fortælletekniske muligheder, der interesserede ham. Ikke få steder i "Vekslende Themaer" nærmer han sig således glimtvis stærkt den impressionisme, han senere så generøst gav den norske digter Jonas Lie æren for at have inspireret ham til.

Det fiktive forfatterskabs udgangspunkt var således feuilletonistens kortlivede øjeblikskunst. Den var den jordbund, hvoraf hele hans stærkt personlige udformning af realismens og impressionismens litteratursyn groede frem. Tiden på Nationaltidende var hans digteriske læreår. De krav, som feuilletonvirksomheden stillede til ham, skærpede hans i forvejen fremragende evne til at se og uddybede hans viden om menneskene og livet. Han vidste det godt selv:

"Feuilletonistens Vei er en god Skole for den moderne Forfatter",

skrev han under en omtale af Daudet, men med tanken på sig selv,

"han tvinges til at se næsten Alt, og hans Erindring bliver et Pulterkammer fyldt op med mangt og meget."

("Vekslende Themaer" 16.4.1882).

Også de egentlig kritiske eller litteraturteoretiske arbejder fra hans hånd repræsenterede i de unge år i højere grad erkendelsesprocesser, end de var færdigt fremlagte resultater af tænkning og erfaring.

Naturligvis skrev han ligesom andre kritikere om teatrets forestillinger og de nye bøger for at vejlede kunstnere og læsere. Men ret hurtigt gik det op for ham, at han også kunne bruge sin kritik i sin egen kunsts tjeneste. Når hans ungdomskritik blev så aforistisk blændende og samtidig så modsigelsesfyldt, som den gjorde, så skyldtes det i høj grad, at han benyttede den til at undersøge og gennemarbejde de æstetiske problemstillinger, han selv som skønlitterær forfatter tumlede med. For ham var det at skrive om litteratur en vej til at skaffe sig klarhed over sine holdninger til de litterære påvirkninger, han mødte, og til de kompositionelle og stilistiske spørgsmål, der var aktuelle for ham i hans kunstneriske arbejde.

Desuden brugte han også artiklerne til mere i almindelighed at finde sine ben i forholdet til en række etiske og eksistentielle livsproblemer, som brændte på i hans indre kampe for at forstå og acceptere sig selv. "Jeg ved", skrev han i sin afskedsfeuilleton til Nationaltidendes læsere, "at jeg ofte, naar jeg skrev om de Andre, egentlig skrev om mig selv. Det var mine Haab, naar jeg skrev om en Fremmeds, det var saa tit min Sorg, som jeg klædte i en Andens. Paa dette Sted har jeg ofte talt om min første Ungdoms dyreste Tab og den skjulteste Lykke" ("Vekslende Themaer" 30.3.1884).

Første prosaforsøg

Bangs prosadebut blev et lille bind noveller, kaldet Tunge Melodier (1880), som ved udgivelsen af anmelderne betegnedes som "forfejlet". Endnu 20 år senere gentog litteraturhistorikeren P. Hansen samtidens dom ved at udtale, at novellerne "udfolder den Bangske Ejendommelighed i flere af dens Ytringsformer: den klynkende Sentimentalitet, det hypernerveuse Følelsesliv, den paa eengang graadige og raffinerede Erotik og den indtil Unatur maniererede Stil." (Illustreret dansk Litteraturhistorie III. Kbh. 1902 s. 662). Meget bedre gik det ikke med modtagelsen af den næste lille samling noveller og skitser, Præster (1883), der langer ud efter det gejstlige miljø, Bang var udgået fra, og desuden bl.a. rummer nogle overspændte skildringer af "moderne" kvindelyst. Bogen var ligesom forgængeren især bestykket med bidrag fra forskellige tidsskrifter og Nationaltidendes feuilleton.

Dog er i vor tid enkelte af disse tidlige noveller blevet tillagt betydelig værdi og har fået status som antologiklassikere i danskundervisningen, således især "Pernille" og "Foran Alteret" fra den første samling og "Frøkenen" fra den anden. Den sidstnævnte hørte i øvrigt til blandt Bangs foretrukne oplæsningsnumre.

Haabløse Slægter

Den første store digteriske satsning var imidlertid den 600 sider lange selvbiografiske arvelighedsroman Haabløse Slægter (1880).

Bogen er en psykologisk analyse af den ulykkelige William Høg, der tynges af en selvpålagt pligt til at hæve sin syge slægt op til ny anseelse, men selv bliver offer for den degenerationens forbandelse, han søger at trodse, og går under som falleret tredjerangsskuespiller i provinsen.

Den unge Høgs lidelser viser sig bestemt af arvens bindinger og miljøets påvirkning. Men når Bang kaldte bogen Haabløse Slægter - og ikke, som Erik Bøgh i en sarkastisk anmeldelse foreslog: "En Haabløs Slægtning" (Dagens Nyheder 19.12.1880) - så var pointen heri, at nok ville han udgræde sin personlige smerte over den biologiske lovmæssigheds forbandelser, men han ville så sandelig også udstille værdiopløsningen i datidens samfund og anklage en bigot og uopmærksom voksengeneration for at have forsømt at give de unge en naturlig holdning til det seksuelle. Selv mente han derfor i allerhøjeste grad at have skrevet en moralsk bog til advarsel for samfundet; men i stedet for at blive anerkendt for noget sådant, blev romanen til hans bestyrtelse konfiskeret af politiet og af Højesteret stemplet som utilstedelig, fordi den if. dom af 23.7.1881 på visse af bogens blade havde

"tegnet saadanne Billeder af Vellyst og saa uforblommet stillet Læseren for Øje Handlinger ene sigtende til Attraas Opvækkelse og Tilfredsstillelse, at den ved Straffelovens § 184 som Værn mod Udskejelser i denne Retning, satte Grænse for Litteraturens Frihed i Behandlingen af Emner af saadan Beskaffenhed findes at være overskreden [...]".

Anledningen til denne monstrøse dom var nogle dristige incestuøse scener mellem den forknytte William Høg og hans afdøde fars elskerinde, den særdeles livserfarne grevinde Hatzfeldt. Bogens stærkt negative skildring af denne erotomane moderfigur afspejlede Bangs egen kønsrollemæssige desorientering, men havde dog også sin litterære baggrund i forbilledet Balzacs dyrkelse af den modne kvinde, som i mange senere franske forfatteres romaner og skuespil forvandledes til en seksuelt krævende hundjævel eller - med et af tidens udtryk - en "dæmonide", hvis livsappetit mændene føler sig utrygge ved at skulle mætte. (Dumas fils: L'étrangère, Feuillet: Dalila, Monsieur de Camors , Augier: Le sphinx, L'avanturière o.m.a.)

Trods stor stilistisk ujævnhed og alt for mange og lange forfatterkommentarer var Haabløse Slægter en meget betydelig romandebut. At ingen dengang havde øje for det, skyldtes nok mindre retssagen (som de fleste tværtimod godt kunne se komikken i) end den omstændighed, at den unge forfatters myte var begyndt at skygge for hans format. Hans kvindagtige adfærd og umættelige behov for at posere havde efterhånden skabt et tvetydigt og til en vis grad usympatisk billede af ham, og i datidens vittighedspresse gjorde hans aristokratisk affekterede fremtræden ham konstant til skydeskive for groft stikleri. Her latterliggjorde nidkære karikaturtegnere kontrasten mellem hans slappe, blaserede maske og de rastløse ambitioner, der styrede hans hektiske litterære produktivitet, samtidig med, at de ledsagende tekster svælgede i en række i det uendelige varierede platheder omkring hans seksuelle særart som fx " Jomfru Hermine Bang" og "Hr. Manbang".

Dette belastende image var han nu ingenlunde selv uden skyld i at have skabt. Man kan ikke tale om, at han ligefrem skyede offentlighed og rampelys, om end det bør tilføjes, at han som forfatter var henvist til at leve af sin pen og derfor underlagt en række kolde markedsbetingelser som fx stærk afhængighed af konstant mediebevågenhed. Menneskeligt havde han desuden alvorligt brug for at bryde sin følelsesmæssige isolation og lette det moralske og psykiske pres, han led under, ved at tale og skrive om sine problemer.

Alt dette førte ham ud i et kompliceret spil mellem uvæbnet åbenhed og tilslørende selviscenesættelse, som gjorde ham til et taknemmeligt offer for maliciøs nyfigenhed og farisæisk forargelse. Og det triste resultat heraf blev, at hans kunstneriske sandhedssøgen og alvorlige trang til at eksperimentere med sit udtryk i adskillige år efter Haabløse Slægters udsendelse blev udgrint som underlødig selveksponering eller stemplet som moralsk fordærvelse.

Fædra

Engang i efteråret 1879 havde Herman Bang i sit essay om J.P. Jacobsen bebrejdet Fru Marie Grubbes forfatter, at han ikke i sin skildring af sin hovedpersons forfaldshistorie havde været "skaanselsløs nok." (Realisme og Realister s. 88, DSL udgave s. 85). Godt tre år senere fremlagde han så selv, inspireret bl.a. af Zolas roman La curée (1872) og brødrene Goncourts roman La Faustin, (1882) en hårrejsende arvelighedsstudie over en kvinde af ædelt blod, der går til grunde, fordi hun gør sig til morfinist for at døve skammen og smerten ved at være forelsket i sin mands søn af første ægteskab. Romanen hed Fædra (1883) og varierede en antik incestmyte. Dens psykologiske analyser følger for så vidt de zolaske mønstre, men de falder fra hinanden i fortænkte postulater og overbeviser derfor ikke. Alligevel er romanen interessant, fordi den rummer den første store og helt udfoldede gennemspilning af den bangske digtnings grundmotiv om en god og menneskevarm ømhed, der forvandles til drift, hvorefter driften ender med at blive årsag til bundløs smerte og resignation. Anmelderne modtog Fædra med massiv afvisning, idet de fandt, at Herman Bang med bogen havde godtgjort, at han slet ikke magtede at præstere en troværdig psykologisk analyse af sine karakterer. Det var en kritik, der sved; men trods nederlaget holdt han fast i sin kuldsejlede roman og udsendte i 1885 en dramatisering af den, opkaldt efter hovedpersonen Ellen Urne. Heller ikke dette forsøg blev nogen kunstnerisk triumf; men det fik en vigtig fremadrettet betydning i kraft af, at omarbejdningen synes at have givet hans tanker en ny kurs, og i oktober 1885 skrev han en skelsættende kronik i Göteborg Handels- och Sjöfartstidning (21.10.) om Zola-romanen Pot Bouille (1882), som var en skildring af fordærvet leben i en parisisk lejekaserne fra kælder til kvist. Heri tog han i realiteten afsked med nogle af sine hidtidige franske forbilleder og vendte sig bort både fra den fortællende roman (hos fx Feuillet, Cherbuliez) og dens afløser, den analytiske roman (hos fx brødrene Goncourt, Zola). I stedet for disse to typer foresvævede der ham nu en tredje - en scenisk roman - hvorigennem forfatteren kunne opnå en hidtil uset grad af objektivitet ved at reducere beskrivelsen og analysen til et minimum og overlade det til læseren at drage sine egne slutninger ud fra de fremstillede situationer og replikskifter. Denne romanform mente han at have fundet ansatser til i Zolas nyeste bog, og han priste derfor sin læremester for, at

"[...] han er paa Veje til at afhugge Analysernes Bindeled: Han er begyndt kun at tale i Optrinene selv. I Romanen skriver han i Virkeligheden Drama. Naar vi tænker paa hans sidste Bøger, ser vi som en Række af Klippetoppe, adskilte, langs Horizonten. Det er Optrinene. Han lader vor egen Tanke stige ned fra Bjærgtoppene han tegner, i Dalenes Dyb til Fjældenes Rødder."

At denne karakteristik kun havde yderst tvivlsom gyldighed for den Zola-roman, han skrev om, er i denne sammenhæng uden betydning. Vigtigt er derimod, at han havde læst Pot Bouille som et gennembrud til det nye kunstsyn, han efter Fædra-dramatiseringen selv var opfyldt af, og at han med denne artikel omsider var fremme ved formlen for de mesterværker, som de nærmest følgende år skulle bringe.

Vandreår

Efter afskedigelsen fra Nationaltidende fulgte et hektisk rejseliv, der vekslede med periodiske ophold i København og aldrig ophørte helt. Kastet ud, som han var, i en slidsom, prosaisk kamp for sin eksistens optrådte han nu både herhjemme og i udlandet som myreflittig korrespondent, oplæser og foredragsholder. Journalistikken var til stadighed hans væsentligste livsgrundlag, men det var digtningen - som han ikke kunne leve af - der fra nu af beslaglagde de fleste af hans kræfter.

I efteråret 1885 opholdt han sig i Berlin. Herfra flød en lind strøm af rejsebreve, små prosaskitser og løst og fast om, hvad han stødte på, til danske, norske og tyske blade. Men så skete der det, at han kom til at anbringe en uærbødig ytring om kejserfamilien i et norsk blad, hvorefter han blev udvist med øjeblikkeligt varsel. Ifølge Peter Nansen, der i 1918 udgav bogen Vandreaar med et forord og en række breve, han modtog fra Bang i denne periode, kostede denne bagatelagtige begivenhed ham formentlig en europæisk berømmelse som journalist. Nu rejste han over hals og hoved videre til Meiningen, hvor der dengang fandtes et hofteater, der virkeliggjorde nogle avancerede principper for moderne scenisk fremstilling, og havnede derefter, oven på en ny udvisningsordre, i forstaden Hernals i Wien. Her påbegyndte han fortællingerne "Ved Vejen" og "Irene Holm", der begge fuldførtes lidt senere under det efterfølgende ophold i Prag.

Ved teatret i Meiningen havde han truffet den unge berlinske skuespiller Max Eisfeld, som han forelskede sig brændende i. Deres forhold fortsatte i Wien og kulminerede i Prag, hvor vennen imidlertid forlod ham til fordel for en anden. Bang gennemrystedes da af en jalousi, der truede med at bringe ham helt ud af fatning, og som på det stærkeste kom til at præge romanen Stuk (1887) og en række af de nærmest følgende værker, mest nøgent og direkte Digte (1889).

Den sceniske fortælling

I årene mellem 1885 og 1890 kulminerede Herman Bangs forfatterskab. Den naturalistisk farvede livspessimisme, der havde grebet ham i hans tidligste ungdom, forandrede han hverken dengang eller siden, men nu havde han fundet og formuleret sin kunstneriske metode, der bestod i at reducere romanens analyser og beskrivelser til det mindst mulige og i stedet lade de optrædende personer komme til syne gennem deres replikker og handlinger. Hermed tildelte han sig selv den samme marginale rolle som forfatter, som han i virkelighedens verden var henvist til som menneske. Fra en iagttagerposition uden for de almene livssammenhænge ser han, hvad enhver for så vidt kan se, men med en sjette sans for at overrumple sine personer netop i de øjeblikke, hvor en instinktivt valgt betoning af en replik eller en uvilkårlig bevægelse røber for læseren, hvad der skjuler sig i deres indre.

Uden direkte sammenhæng med denne impressionistiske metode, men ikke mindre afgørende er to andre karakteristiske forskydninger i den fase af forfatterskabet, som nu indledes. Den første drejer sig om, at han nu mere og mere selv træder i baggrunden og sætter ganske almindelige mennesker ind i sine fortællingers centrum, ("Ved Vejen", "Irene Holm"). Dermed nedtoner han den tilbøjelighed til selviagttagelse og selvudlevering, der havde domineret forfatterskabets to første romaner, og som først efter århundredskiftet skulle vende tilbage igen og komme til at præge de to sidste.

Denne motiviske vægtforskydning følges op af en ligeså markant ændring i forfatterholdningen. I romanerne Haabløse Slægter og Fædra levnes læseren kun ringe mulighed for at more sig. Når Bang borede ned i sine egne sjælekvaler, havde han navnlig i de yngre år kun sjældent overskud til munterhed. Men idet han vendte blikket bort fra sig selv og gjorde andre mennesker til genstand for sin betragtning, åbnedes der for en humor i forfatterskabet, hvis yderpunkter er et underfundigt blink i øjet og en grum, maliciøs ironi.

Excentriske Noveller og Stille Existenser

De tre fortællinger, der udgør indholdet af Excentriske Noveller (1885), handler om "forfejlet Liv" blandt samfundets rodløse og fremmedgjorte outsidere: opvarteren Franz Pander, berideren Giovanni og det musikalske vidunderbarn, Charlot Dupont, tragiske figurer i det mondæne luksushotels eller det offentlige forlystelseslivs skinverdener, som er henvist til at udfolde deres kunstneriske talent på markedets vilkår og underkaste deres lykkedrømme en nådesløs udbytnings betingelser. Til disse tre portrætter af samfundets "Kaster" slutter sig i øvrigt i Stille Existenser et fjerde, nemlig novellen "Hendes Højhed", som afbilder den isolerede fyrstelige paria.

De to første af novellerne er endnu fortalt i hans gamle Zola-påvirkede naturalistiske stil; men i "Charlot Dupont", som blev skrevet i 1885, er der sket en mærkbar forskydning hen imod den sceniske fortælling, ligesom humoren flere steder bryder frem som besk ironi i skildringen af de geskæftige udbyttere af det unge violintalent. Denne novelle regnes gerne som det første klare eksempel på Bangs impressionistiske fortælling.

Mesterskabet når han straks derefter i den tragiske idyl "Ved Vejen", som er hovedstykket i "Stille Existenser". Her vender Bang tilbage til den provins, han var udgået fra. Scenen er en lille ubemærket stationsby, der danner rammen om en hverdagstragedie. Dennes hovedperson er stationsforstanderfruen Katinka Bai, der er sygnet hen i et afblomstret ægteskab med en ordinær og følelsesmæssigt afstumpet mand. Da hun møder den varme og forståelse, hun har tørstet efter, hos en godmodig, nyankommen forvalter, vækkes hendes behov for at give og modtage ømhed til live. Men hun drømmer ikke om at gøre sig fri, da det bliver hende bevidst, og hun bryder sjæleligt sammen og dør i stille resignation og fortvivlelse. Konventionens tvangsmekanismer er for stærke og kan ikke overkommes.

Det lille samfund er befolket af jævne, almindelige mennesker, der lever et trivielt og ureflekteret stilleliv i lyst og nød, som skildringen fremkalder for læserens blik med overlegen miljøkunst. Her møder man en broget billedrigdom af forkrøblet kvindeligt sjæleliv og stupid driftsstyret mandfolkeegoisme, skildret med den for forfatteren så karakteristiske blanding af brændende medfølelse og svidende sarkasme. Under overfladen regerer biologien, der fører menneskene frem mod forlovelse og giftermål og ender med at fastlåse dem i den familiære spændetrøje: "Vi er her jo alle for Forplantningen", hedder det et sted i fortællingen (Mindeudg. I. s. 106). Impulsen til at skrive "Ved Vejen" havde Bang fået to år tidligere, da han passerede Skørping station på en oplæsningsrejse i Nordjylland og i et vindue så en ung kvinde, der med det blege ansigt støttet i sine hænder stirrede efter det bortkørende tog. I forordet til Stille Existenser fortæller han herom:

"Paa hele Rejsen siden saa' jeg for mig dette Kvindeansigt mellem dets Blomster. Det var knap Længsel, der laa i Blikket - Længslen havde maaske flagret sig død ved at slaa Vingen mod snævre Vægge - kun en stilfærdig Resignation, en forstummet Sorg. Og naar nu Toget var gledet forbi, vilde hun, med det samme Blik se ud over Egnens Lyng - over den vide ensformige Slette."

Stuk

Romanen blev til i Prag 1886-1887 og var frugten af en uhyre kraftanstrengelse fra forfatterens side. Den handler om det København, der bredte sig ud over de gamle militærterræner efter voldenes fald, symboliseret i Dagmar- og Nationalkomplekset med dets kolossale Viktoriastatue som vartegn. Titlen Stuk hentyder til det forlorne og udvendige, der præger dette monstrøse vækst- og prestigeforetagende og hele foretagsomheden omkring det. I et impressionistisk flimmer af billeder afmales det mondæne og overfladiske byliv, der florerede i 1880'ernes København med dets forlystelser, selskabelighed og kongresser. Dybere set søger bogen ind mod at pejle de mentale tilstande, som den forcerede moderne udviklings usunde pengespekulation og runddansen om tomme værdier fremkalder. Hovedskikkelserne i romanens omfattende persongalleri er konferensråd Hein (modelleret over finansmanden C.F. Tietgen) og bygmesteren Martens (den kendte byggematador Hans Hansen ("Hellig-Hansen")), kunsthandleren Konstantin Adolf og teatermanden Herluf Berg, forfatterens alter ego.

Efter 1. del, "Regn af Guld", med motiv bl.a. fra den store lægekongres i sommeren 1884, følger 2. del, "Regn af Aske", motivisk indledt med Christiansborg slots brand om efteråret samme år, og efterfulgt af Victoria- etablissementets krak. Det store teaterkompleks viser sig nemlig at være en kolos på lerfødder, Martens' og Adolfs veksler er falske. Den lille rørende frøken Hansen, den eneste, der omfatter Adolf med selvopofrende kærlighed, bliver offer for hans dyriske drift, og Herluf Bergs forhold til den store bladmands datter Asta Heltz rinder ud i mistvivl om hans egen følelse og i dump sørgmodighed. Ved bogens slutning står næsten alle afblankede tilbage. Bang giver en art forklaring på opløsningen ved at koble forståelsen af den sammen med den nationale katastrofe i Sønderjylland. I en samtale mellem Herluf Berg og Sundt siger denne:

" Men - véd De hvad [...] jeg tror egenlig, at alle vi, der var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén eller en Arm [...] og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har aldrig forvundet Blodtabet" [...] hele denne Menage, denne Virksomhed [...] - Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl [...]"

(Jf. Stuk s. 390, DSL-udg. s. 232).

Stuk blev modtaget med respekt (endog af Edvard Brandes, Politiken 4.11.1887), men skildringens impressionistiske vrimmel af scener er både dengang og siden af kritikken blevet vurderet snart som en styrke og snart som en svaghed ved bogen. Ser man nøjere til, er kompositionen dog kendetegnet både ved symmetri og et fastholdt overblik (se bl.a. Povl Schmidt i Læsninger i dansk litteratur II, Odense Universitetsforlag 1998 s. 249 ff.). For en ydre betragtning er det billede, der tegnes af gründerårenes ekspanderende København, måske nok rigeligt påvirket af Zolas omtrent samtidige skildringer af Paris, (La curée (1872), Aux bonheurs des dames (1883)) til at virke helt autentisk, men som signalement af den opkommende storby som sindstilstand eller sjæleligt landskab er den et medrivende og magtfuldt værk.

Tine

Med "Ved Vejen" og Stuk havde Herman Bang skrevet 1880'ernes to betydeligste romaner. I 1889 føjede han med Tine den tredje til. Bogen er bygget over hans første barndomserindringer fra "Det hvide Hus" på Als og tilegnet mindet om moderen. Inspirationen til den fik han i 1887, mens han arbejdede på Stuk i Prag. Herfra skrev han hjem til sin forlægger Langhoff: "Min Plan er at skrive en Kærlighedshistorie [...] der har Kanonaden ved Dybbøl til Akkompagnement, og som viser Demoralisationen, som følger efter Nederlaget" (12.7.1887, trykt i Lauterbach: Herman Bang, Breslau 1937).

Fortællingens centrale skikkelse er den stilfærdige, varmhjertede Tine, datter af degnen i en lille alsisk landsby. Tiden er de første måneder af skæbneåret 1864. Da krigen rykker nær, indkaldes den stedlige skovrider Henrik Berg, og han sender derfor sin hustru og børnene bort i sikkerhed. (Deres lille søn er i øvrigt den Herluf Berg, der senere i livet optræder som hovedfigur i Stuk, og Tine er således en slags forhistorie til denne roman). Men Tine, som er fru Bergs hengivne veninde, bliver tilbage for at passe den ensomme mand, når han engang imellem vender hjem fra felten, og han tager taknemmelig imod hendes omsorg. De mødes i en gensidig ømhed, der for begges vedkommende relaterer sig til den fraværende frue og er rettet mod hende. Men den ophidselse og nerveødelæggelse, som krigsoplevelserne medfører, forvandler skovriderens hjertevarme til et forpint, fremmedgjort begær, som han tilfredsstiller hos Tine under hustruens billede. Da det i det følgende går op for hende, at hans forstyrrede lidenskab ikke gjaldt hende, men hustruen, bryder hun sammen og drukner sig i en nærliggende dam.

Uden om degnedatterens lille hverdagstragedie udfolder det store nationale skæbnedrama sig. Højdepunkter i bogens ti kapitler er danskernes rømning af Dannevirke, Sønderborgs bombardement og Dybbøls fald. Vægten er dog ikke lagt på en afmaling af selve krigsbegivenhederne, men bogen fokuserer i langt højere grad på de blodige begivenheders destruktive psykiske virkninger på de ganske almindelige mennesker, der bliver deres uskyldige ofre.

Selv om det berømte andet kapitel om Dannevirkenatten rummer skarpe, satiriske udfald mod de urealistiske og selvovervurderende politiske holdninger, der afstedkom katastrofen, fremtræder krigen dog alt i alt som en uforklarlig skæbnens tilskikkelse, der knuser uselvisk menneskelig godhed og ømhed. Ikke for intet lyder romanens hovedrystende motto: "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd."

Blandt samtidens anmeldere fik Tine en blandet modtagelse, spændende fra utvetydig anerkendelse til ren afvisning. I dele af kritikken så man bort fra romanens fatalistiske hovedbudskab og fæstnede sig i stedet ved det element af tendens, der især kunne udlæses af satiren i kapitlet om Dannevirkenatten over den selvgode nationalliberale og grundtvigianske nationalisme, som havde fremkaldt katastrofen. I årene efter nederlaget havde det officielle Danmark tydeligvis brug for at klynge sig til en dyrkelse af Dybbøl - soldaternes heltemod, og dette fik ikke mindst i toneangivende kredse Bangs tolkning af krigen til at fremstå som alt for negativ. En karakteristisk vrangvillig anmeldelse luftede således sin forargelse over, "at en hvilken som helst Hr. Bang så modbydeligt vil søle de gamle Minder ned til at tjene som Ramme om hans vulgaire og smudsige Elskovshistorier." (Avisen 28.10.1889).

1864-krigen lå dengang kun 25 år bagude, og mange havde simpelthen svært ved at fatte, at det aldrig havde været hans mening at drage hverken den sønderjyske civilbefolknings udholdenhed under prøvelserne eller de danske soldaters moral i tvivl, men at han med den baggrund og den overlegne psykologiske indsigt, han besad, nødvendigvis måtte sætte krigens menneskelige omkostninger i relation til datidens nationalistiske overmod og den herskende klasses politiske misgreb. For en nutidig læsning fremtræder Tine derimod entydigt som et højdepunkt i Herman Bangs forfatterskab og som den myndigste antikrigsroman, dansk litteratur kan opvise.

"Les quatre diables", Under Aaget (1890)

Bangs kærlighed til cirkuslivet var en arv fra moderen, og som omstrejfende forfatter og kunstner følte han sig selv beslægtet med artisternes og gøglernes rodløse folk, der i hans skildringer er henvist til at sælge deres livslykke på et kynisk underholdningsmarked, og hvis indbyrdes forhold orienterer sig mod en rå og sjælsødelæggende driftsudfoldelse, der udelukker kærlighed som livgivning og øm forening.

Mesternovellen "Les quatre diables" er motivisk knyttet til Excentriske Noveller. Han skrev den på basis af et ældre forlæg som feuilleton til det nye strøgblad København, hvor den stod trykt i august-september 1890. Først 1895 fik den sin danske titel "De fire Djævle". Den er en mesterlig studie i jalousiens destruktive hærgen i menneskesindet, og biografisk har den nær relation til det ulyksalige kærlighedsforhold til skuespilleren Max Eisfeld. Hele fire gange er novellen blevet filmatiseret, i 1911 af Robert Dinesen, derefter 1919 ved tyskeren A.W. Sandberg, i 1929 i USA, ved Fred Murnau og endelig i 1985 igen herhjemme som "De flyvende Djævle", med Anders Refn som instruktør.

På højde med det bedste, Bang har skrevet, er også de tre mesternoveller i Under Aaget (dvs. livets åg): "En dejlig Dag", "Frøken Caja" og "Irene Holm". Disse historiers hovedpersoner har - med et træffende udtryk hentet hos Vilh. Andersen - det til fælles, at de alle er bærere af tragikomediens kors.

Den lille halvgamle danselærerinde Irene Holm har således siden sin første ungdom båret på en nu for længst knust kunstnerdrøm om en karriere som solodanserinde på Det kgl. Teater. Da hun et sted i provinsen ved børnenes afdansningsbal i et øjebliks svaghed giver efter for forældrenes taktløse og følelsesmæssigt afstumpede ønske om at give soloforestilling, bliver hun offer for det ubarmhjertige danske grin - og drager næste dag videre "- for at fortsætte det, man kalder Livet" (Mindeudg. bd. II s. 357 ).

Blandede skrifter: Digte (1891), Ti Aar. Erindringer og Hændelser (1891), Rundt i Norge (1892), To Sørgespil (1892), Teatret (1891), Masker og Mennesker (1910)

Man finder talrige passager i Herman Bangs prosa, der er formet med udpræget lyrisk bevidsthed, og i hans eneste digtsamling, der er skrevet i rimfri strofer, er der da også steder med både udsøgte og raffinerede rytmiske virkninger. Alligevel virker teksterne kantede og umelodiske og har vist aldrig kunnet tiltrække mange læsere. Både samtidens anmeldelser og senere tiders vurderinger har været enige om at henregne Digte til forfatterskabets svagere værker; men som menneskeligt dokument har bogen i alt fald en vis interesse. Hovedindholdet er en række kærlighedsdigte, der har pragerforelskelsen i vennen Max Eisfeld som motiv, og det kortvarige forholds begyndelse, kulmination og skibbrud kan trods formsprogets komplicerede omskrivninger og noget søgte metaforik følges gennem bogen.

Størst kunstnerisk værdi har sikkert det enkle og monumentale digt "Fædreland", hvis budskab "lær os:/ smaa at være" har motivisk tilknytning til slutningen af Stuk.

Erindringsbogen Ti Aar. Erindringer og Hændelser er forfatterskabets morsomste bog. Her dvæler Bang med indtagende selvironi og afvæbnende humor ved nogle af sine fiaskoer og trængsler som foredragsholder, skuespiller ("Osvald udi Bergen") og forfatter. Fra nogle af disse skitser går der tråde ud i forfatterskabet, fx fra "En Juleaften i det Fremmede" til De uden Fædreland. En tilsvarende afslappet tone genfindes i Rundt i Norge, hvor han bl.a. fortæller om sit sørgmuntre ophold i dette sit andet fædreland i begyndelsen af 1890'erne. Enakterne Brødre og Naar Kærlighed dør er stærkt inspirerede af August Strindbergs naturalistiske dramatik fra Holte-tiden i 1887. De savner begge den svenske digters dramatiske glød, og scenegangen virker konstrueret og søgt. Dialogen istemmer det strindbergske kvindehad og ribber endnu en gang op i sårene fra Eisfeld-forelskelsen i Prag. Bangs ihærdige forsøg på at få skuespillene antaget ved fire førende nordiske teatre, blev af ikke uforståelige grunde mødt med afslag.

I Teatret og Bangs sidste udgivelse Masker og Mennesker fortsættes en linje fra Kritiske Studier og Udkast (1880). Alle tre bøger dyrker skuespillerportrættet med en række greb, han som ganske ung og nyslået kritiker især havde lært af franske forbilleder og af Georg og Edvard Brandes. I disse essays vrimler det med overraskende pointer og skarpt sete detaljer. Hvad portrætligheden angår, kan man måske for nogle af billedernes vedkommende tale om, at de ligner deres ophavsmand rigelig meget: Især de store aktricer bærer i hans beskrivelse påfaldende ofte på en hemmelig personlig smerte, som de under rollens maske søger at udtrykke, (fx "Gabrielle Réjane", Masker og Mennesker s. 145 ff. Mindeudg. VI s. 365 ff.).

På dramaturgiens område går han på linje med sin læremester F.L. Høedt (1820-1885) ind for at opprioritere sceneinstruktørens rolle i forestillingen - "Skuespillerne er kun Budde med Instruktørens Tanker" lyder en af hans spidsformuleringer fra Teatret (s. 266) - og generelt forlanger han romantisk-teatralsk deklamation afløst af en hverdagslig, moderne, intim spillemåde, (jf. det såkaldte "konversationsteater" hos fx Dumas, Augier, Sardou og i hans egne proverber).

Ludvigsbakke (1896)

1890'ernes hovedværk i forfatterskabet er romanen Ludvigsbakke, som blev skrevet i landlig isolation i Skørping. Den foregår i det hospitalsmiljø, Bang kendte indefra efter en kortvarig indlæggelse på Kommunehospitalets 6. Afdeling i vinteren 1891-1892. Her iagttog han en aften fra sin seng to trætte sygeplejersker, og ud af dette erindringsbillede voksede fortællingen siden hen frem.

Hovedpersonen er den naive, godhjertede sygeplejerske Ida Brandt, der på hospitalet møder en fattigfin slapsvans Karl v. Eichbaum, med hvem hun har nogle barndomsminder fælles fra herregården Ludvigsbakke, hvor hendes far var godsforvalter. Dovent og selvfølgeligt tager han imod hendes kærlighed, indtil hun har givet ham alt. Derefter kaster han sine øjne på datteren af en rig smørgrosserer, med hvem han siden kan drage ind på det renoverede Ludvigsbakke, mens Ida går tilbage til sin gerning på hospitalet, til Herren paa Stue A., forfatterens alter ego, som følger hende med sit dybe overskyggede blik og slet ikke fristes af den verden, han skal tilbage til, men blot sidder og betragter de høje stjerner for at lære tålmodighed.

Ludvigsbakke blev allerede ved udgivelsen en endegyldig kunstnerisk oprejsning for Herman Bang. Kritikken var næsten enstemmigt begejstret. I hans dødsår 1912 udkom allerede 4.oplag af den, og den er siden bl.a. på grund af sine overlegent manøvrerede skildringer af personvrimlen i hospitalsmiljøet fra mange sider blevet anset som hans bedste og sikreste roman.

Det hvide Hus (1898), Det graa Hus (1901)

Disse to værker er erindringsbøger, som ligger tæt på grænsen til romanen, idet de nok bygger på minder om henholdsvis de tidligste sønderjyske barndomsår og de to første studenterår i København, men begge forekommer stærkt redigerede i forhold til, hvad man ved om de vigtigste hovedpersoner og begivenheder i forfatterens biografi. Det hvide Hus er tilegnet moderen og rummer med sine skildringer af livet i den alsiske præstegård, før verden gik af lave, nogle af forfatterskabets mest bevægende lyriske partier.

I bevidst modsætning hertil beskrives i Det graa Hus bedstefaderens fornemme kolde hjem i Amaliegade. Den joviale gamle læge fremtræder i noget fortegnet skikkelse som forkynder af forfatterens egen desillusionerede driftsfilosofi, og bogen skæmmes i nogen grad af det overdrevne snobberi for titler og ordner, som var det måske eneste naive træk ved Herman Bang som forfatter.

Liv og Død (1899), Ravnene. To Fortællinger (1902), Sommerglæder (1902), Sælsomme Fortællinger (1907)

De sene fortællinger og småromaner bringer ikke noget afgørende nyt hverken i motivisk eller stilistisk henseende.

Liv og død rummer fortællingerne "om Lykken", "om Elskov" og "om dem, der skal dø". Af de to fortællinger i Ravnene hører den første (og svageste) - "Julegaver" til blandt skildringerne af "de stille Eksistenser", mens titelfortællingen - ligesom "Sommerglæder" - rummer nogle af forfatterskabets mest virtuose og vittigt-ondskabsfulde billeder af dansk provinsmentalitet. Den sene samling Sælsomme Fortællinger læner sig tematisk op ad Edgar Allan Poes novellistik og dele af Dostojevskis digtning. Her eksperimenteres der med den psykologiske gyser, en genre, som Bang måske tidligere kunne have fået noget ud af, men som han tydeligvis ikke så sent i sit liv magtede at forny sig i retning af.

Mikaël (1904), De uden Fædreland (1906)

Til gengæld trådte han så med sine to sidste romaner det gamle spor op igen fra Haabløse Slægter og Fædra og vendte tilbage til sin personlige tragedie. Han ældedes tidligt og var i de senere år på vej til at blive mere åben omkring dens årsager. Men i Mikaël betjener han sig dog endnu af preciøse omskrivninger af den kønskarakter, der var hans hemmelighed.

Den store maler Claude Zoret lever i fyrstelige omstændigheder og er som kunstner indviklet i overmenneskelige kampe med sine kunstneriske motiver fra Job til Jesaja. Inspirationen hertil henter han fra sin platoniske kunstnerkærlighed til sin "Plejesøn", den unge troløse tjekkiske maler Mikaël, "en stor lang Dreng" med "dybrøde Læber", der svigter mesteren til fordel for en forførerisk adelig kvinde. Den skinsyge gamle mand må derefter dø alene.

Skønt romanen kan irritere en moderne læser ved sin overdrevne dyrkelse af adel og dekoreret fornemhed, rummer den gribende partier i sine skildringer af alderdommens nederlag over for selvkærlig ungdom og kontant erotik. Den udkom i to oplag i 1904 og i fjerde Oplag i 1912, og blev desuden filmatiseret i 1916 ved instruktøren Maurice Stiller, hvilket måske nok siger lidt mindre om romanens kvalitet end om den langsomt stigende respekt, der generelt blev forfatterskabet til del efter århundredskiftet.

Større i kunstnerisk format (og måske endnu i dag undervurderet) er derimod De uden Fædreland, der afslutter den lange række af Herman Bangs romaner. Hovedpersonen heri er en genial violinvirtuos, Joán Ujházy, der som søn af en rumænsk greve og en dansk mor er født på en gådefuld ø i Donau, et ingenmandsland mellem tre riger, "hvor ingen Kvinde lever, skønt alle dens Mænd de længes" (Mindeudg. bd.VI s. 396).

I første del skildres hans ensomme barndom på øen og hans opvækst bl.a. på en parisisk kostskole. I anden halvdel forlægges handlingen til en lille dansk grænseby, hvor han møder sin mors folk og giver en koncert. Denne bangske lilleverden lægges frem for læserens øjne i en mesterlig impressionistisk billedrække, der satirisk afdækker småtskåren dansk provinsialisme og indskrænket national selvgodhed. Det positive modstykke hertil repræsenteres af den lille sympatiske købmandsdatter Gerda. Jóan og hun åbner sig for hinanden, og han spiller sit livs koncert; men Gerdas far skiller dem ad, og hun må resignere og hilser ham til afsked med "et Blik som en Hinds, der bløder, skudt i sin Lænd" (Mindeudg. bd.VI s. 504).

Om også dette sidste måske lyder en anelse teatralsk, så er De uden Fædreland alligevel en betydelig roman. En særlig litteraturhistorisk interesse har den desuden ved at rumme forfatterens farvel til en ny tid, han ikke længere magtede at være en del af. Bogens upatetiske afsked hermed kommer til udtryk i dens anerkendende, men også beske skildring af denne nye tids mand, den unge violinist Jens Lund, et mageløst skarpsynet portræt af den fremstormende, erotisk og kunstnerisk glubske Johannes V. Jensen.

Senere og sidste år. Journalistik, teaterinstruktion, foredrag m.v.

Gennem alle årene havde Herman Bangs økonomiske eksistens i betydelig grad været baseret på de instruktøropgaver, han fik, og på de mange oplæsnings- og foredragsrejser, han foretog herhjemme og i udlandet.

I 1892 befandt han sig således en tid i Norge, hvor han optrådte og søgte at grundlægge en litterær varieté. Året efter drog han til Paris, hvor han (dog uden større økonomisk succes) blev en meget beundret instruktør af moderne skandinavisk dramatik på Lugné Poes forsøgsteater L'Oeuvre i Paris. Hans store tid som dansk iscenesætter lå lige omkring århundredskiftet på Folketheatret. Herfra huskes i teaterhistorien stadig hans berømte opsætning af Bjørnson-skuespillet Over Evne i marts 1899.

Men hans faste levebrød var og blev dog journalistikken. De vigtigste aviser, han i de senere år var knyttet til, var Politiken, Aftenbladet og vennen Johan Knudsens København. Uden for landets grænser betjente han desuden Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning og Bergens Tidende, og i alle disse blade og flere til vedligeholdt han helt frem til de allersidste år en produktion, der i perioder kan minde om hans ungdoms store tid ved Nationaltidende. Men artiklerne var i reglen mindre nu, og han besad en sikker rutine, der gjorde, at de sjældent voldte ham større besvær. Fra omkring 1888 tog han nye emneområder ind og begyndte (først i Politiken, senere i andre blade) at skrive om kommercielle og politiske emner.

En særlig opsigt vakte hans artikler fra januar 1897 i Aftenbladet omkring den store havnearbejderstrejke i Aarhus. Blandt hans bedste reportager kan i øvrigt nævnes artiklen senere samme år om den "forfærdende Ulykke paa Nordbanen" ved Gentofte (Aftenbladet 12.7.), der bringer hans berømte feuilleton fra oktober 1884 om slotsbranden i erindring.

Mod slutningen af sit liv følte han sig udskrevet og distanceret, men påbegyndte ikke desto mindre i 1911 en stor jordomrejse for at finde digterisk inspiration og fornyelse. I første omgang drog han til Norge og Sverige, hvor han ville rejse kapital ved at give oplæsningsaftener. Med vekslende held, må det siges. En efterårsaften så den finlands-svenske filolog Werner Söderhjelm ham optræde i Helsingfors og skrev siden hen til Georg Brandes:

"Herman Bang var här i höst - sliten, sjuk, opraktisk, beklagansvärd. I början lite mer folk, sedan mest fribiljetter. Det var något tragisk över detta komedianteri av en man, som knappt hölls ihop. Härifrån reste han till Ryssland. I danska tidningar stod om de kolossala sukces'erna, men från Moskva telegraferade han till en rik man här: "Überall bestohlen, betrogen, bitte flehend 200 Rbl. Zahle von Berlin aus"

(Brandes Breve 12.1. 1912).

Fra Rusland gik rejsen over Warszawa og Berlin til Cuxhaven, hvor han udskibede sig. Planen var at rejse tværs over Amerika fra New York til San Francisco og derefter videre til Japan - Kina - Indien - Ceylon - Ægypten - Italien og hjem.

I New York holdt han for dérværende danskere den oplæsningsaften, der skulle blive hans sidste, og sejrede stort i en begejstret og stopfyldt sal. Men på den videre rejse over kontinentet indhentede døden ham i byen Ogden i staten Utah den 29.1. Han blev ført hjem til Danmark og begravet under stor deltagelse på Vestre Kirkegård i København.

Påvirkninger og motiver

Udenlandske og hjemlige forbilleder

Herman Bangs forfatterskab er i sit udgangspunkt stærkt inspireret af den franske realisme, som den udfoldede sig fra 1830'erne og frem mod hans egen tid. Den forfatter, han tidligst og kraftigst synliggjorde, var Honoré de Balzac (1799 -1850), hvem han klart udpegede som det litterære forbillede, den nye realistiske roman frem for noget måtte bygge på. Han kaldte ham med rette "en Darwinist. der ikke kjender Darwin" (Realisme og Realister s. 131, DSL udgave s. 120) og beundrede hans skarpe analyser af konfliktspillet mellem den enkeltes psyke og de sociale mønstre i et Frankrig under hastig forandring. Hvor Romantikken havde fordybet sig i ensomheden, omspændte Balzac, idet han "søgte Samfundet" med sit gigantiske romanværk på én gang "Fortiden, Brydningen og Fremtiden" (smst. s. 128, DSL-udg. s. 118).

De mange mindre realister i Det andet Kejserdømmes periode (ca. 1850-1870) betog ham ved deres farverige miljøbeskrivelser og beske viden om det glitrende parisiske high-life, og både Daudet, Dumas fils, Gustave Droz, Octave Feuillet og Cherbuliez har hver på deres måde spillet en væsentlig rolle for den tidlige del af forfatterskabet. Men han forkastede efterhånden dem alle som forbilleder, fordi de med deres kredsen omkring overklassens damer forekom ham at savne den folkelighed, han navnlig efter 1886 fandt sit eget styrkeområde i med sine skildringer af dansk provinsliv.

Holdbarere indflydelse fik derimod hans møde med Émile Zolas store romansuite om familien Rougon-Macquart (1872 ff.) og brødrene Goncourts psykologiske "nerve-romaner" (1860 ff). Deres realistisk/naturalistiske romankunst tiltrak ham generelt med dens materialistiske livssyn, dens kompromisløse krav om kunstnerisk "objektivitet" og sandfærdighed i forhold til miljø- og mennesketegningen og specielt med dens dristige, men også redelige behandling af det kontroversielle driftsmotiv.

I forfatterskabets kulminationsår mellem 1885 og 1890, hvor han fastlægger og udformer sin impressionistiske metode, bliver en indflydelse fra den norske forfatter Jonas Lie (1833 -1908) synlig. I forordet til Under Aaget (1890) priser Bang ham således som den "Mester", der "fortæller os intet, men viser os Alt". Den svenske forsker Torbjörn Nilsson har imidlertid i sin bog Impressionisten Herman Bang (1965) argumenteret overbevisende for, at Bang allerede forud for sine læsninger af Lie havde ret klare forestillinger om gestaltningen af den sceniske roman.

Inden for dansk litteratur har Herman Bang navnlig lært af H.C. Andersen, hvis sene roman Lykke-Peer (1870) med sit spil på Aladdin-myten har haft motivisk indflydelse på Haabløse Slægter, ligesom den vittigt-ondskabsfulde småborgersatire i Bangs impressionistiske romaner og fortællinger minder stærkt om den, man møder bl.a. i Lykke-Peer og i mange af Andersens senere eventyr.

Meget har han desuden lært af Vilh. Topsøe, der skrev den første realistiske roman i Danmark og i sin pointerede psykologiske kunst blev en mester i at beskrive den uafklarede forelskelses vage erotiske stemninger. Også J.P. Jacobsens udciselerede og farvemættede prosa blev både i feuilletonerne og de første digteriske forsøg en stilistisk besættelse, som han længe havde svært ved at frigøre sig fra.

Selv fik Herman Bang imidlertid kun få elever. Den mest markante var formentlig forfatterinden Karin Michaëlis (1872-1950).

Sammenfatning

Forfatterskabet kan overskues i følgende trefasede opdeling:

Anslagsperioden (1879-1884),

hvis vigtigste frembringelser er kritiksamlingen Realisme og Realister og de to store selvspejlende romaner Haabløse Slægter (1880) og Fædra (1883). Derudover må fremhæves den meget betydelige og talentfulde journalistiske kronikproduktion, som han nedlagde navnlig i Nationaltidendes søndagsfeuilleton 1879 -1884), og som rager op som en væsentlig bedrift i dansk pressehistorie, jf. kroniksamlingen Herhjemme og Derude (1881) og flere posthume udgivelser (se læsevejledning nedenfor).

Udadvendt periode. Ekscentrikere og stille eksistenser (1885-1897)

Med de afgørende gennembrudsbøger Excentriske Noveller (1885) og Stille Existenser (1886) træder forfatterskabets to motiviske hovedspor helt frem i forgrunden:

Excentriske Noveller peger ind mod storbyen og skildrer det moderne masseliv, hvis rastløse tempo Bang efterhånden skaber en særlig impressionistisk teknik til at fastholde sin fascination af, samtidig med, at han holdningsmæssigt forkaster det for dets overfladiske tomhed og dets kærlighedsløse, driftsstyrede menneskelige relationer.

I kontrast til bylivets menneskevrimmel stilles en række såkaldte "excentrikere", dvs. kunstnere, undtagelsesmennesker eller pariaer, som lever på modernitetens, markedets eller de sociale skrankers betingelser i forskellige marginale eksistensformer uden for de brede, almene livsfællesskaber. Her møder vi bl.a. typer fra hotel- og forlystelsesverdenens "Kaster", såsom opvarteren Franz Pander og violinvirtuosen Charlot Dupont (begge fra Excentriske Noveller), aristokraten Son Altesse, alias prinsesse Maria Carolina (fra Stille Existenser), teatermanden Herluf Berg i Stuk og artisterne (fra "De fire Djævle") - alle skildret med stærke underliggende forbindelser til Bangs egen livssituation og private erfaringsverden.

Den anden novellesamling, Stille Existenser, peger derimod (særlig med hovedfortællingen "Ved Vejen") ud i provinsens lilleverden, i dens afkroge eller ravnekroge, hvor upåfaldende tragedier udspiller sig blandt jævne hverdagsmennesker som ømme og skrøbelige følelsers nederlag over for indskrænkede konventioner eller fremmedgjort driftsudfoldelse. De tabende hovedfigurer i disse "tragiske idyller" er aldrig intellektuelt veludrustede eller ressourcestærke mennesker, der kan overskue endsige ruske op i deres livssituation, men er på én gang realistisk og nænsomt beskrevne godhjertede, svage, føjelige, lidt naive, undertiden en smule stillestående naturer som fx Katinka Bai og forvalter Huus i "Ved Vejen", titelpersonen i novellen "Irene Holm", Tine i den store sønderjyske roman og Ida Brandt i Ludvigsbakke. Forkomne og hæmmede tabere, hvis lidelse er skjult for de fleste - og da især for dem, der har forvoldt den.

Indadvendt periode. Isolation og længsel. (1898-1907)

I sine sidste aktive forfatterår vender Herman Bang tilbage til sin egen personlige tragedie. I 1909 dikterer han således til sin berlinske ven, den tyske læge F. Wasbutzski sine åbenhjertige Gedanken zum Sexualitätsproblem, som denne først udgav længe efter Bangs død (Bonn 1922). Men hovedværkerne fra denne periode er erindringsbøgerne Det hvide Hus (1898) og Det graa Hus (1901), samt de to store jeg-centrerede kunstnerromaner Mikaël (1904) og De uden Fædreland (1906).

Den sidstnævnte roman foregår for størstedelens vedkommende på grænsen mellem det tyskbesatte Sønderjylland og Danmark og kan på en måde siges at afrunde hele forfatterskabet ved at føje dets to vigtigste hovedlinjer sammen. Det sker ved bogens modstilling af kunstnerens ekscentriske og hjemløse nomadetilværelse med det provinsielle danske lilleliv, der på én gang vækker hans trang til kærlighed, fællesskab og sammenhæng og frastøder ham med dets nærsynede tilværelsesbetragtning og fastlagte livsmønster.

Forfatterskabets efterliv

I vore dage er Herman Bang utvivlsomt den mest læste forfatter fra Det moderne Gennembruds tid, og han regnes af mange for den største romankunstner i dansk litteratur. Også inden for kritik, journalistik og teaterinstruktion besad han enestående evner; men de sejre han vandt på alle disse områder, var af mere eller mindre forbigående karakter og indbragte ham aldrig i levende live den samlede anerkendelse og respekt, som han efter sit kunstneriske format havde krav på.

Men efter århundredskiftet voksede beundringen for hans fine psykologiske prosakunst efterhånden frem, og op gennem det 20. århundrede har mesterværker som "Ved Vejen" (1886) Tine (1889) "Irene Holm" (1890) og Ludvigsbakke (1896) hørt til danskundervisningens uopslideligste klassikere.

Da nærlæsningsteknikken i løbet af 1950'erne og 1960'erne satte sit præg på fortolkningen af litterære tekster, skabte danske og svenske forskere (bl. a. Sv. Møller-Kristensen, Torbjörn Nilsson og Jan Mogren) grundlag for en mere dybtgående indsigt i Herman Bangs pointerede impressionistiske stilkunst, end man hidtil havde haft, og siden førte bl.a. 1970'ernes samfundsorienterede analysemetoder frem til velunderbyggede opvurderinger også af mere forkætrede naturalistiske ungdomsværker som Haabløse Slægter (1880) og Stuk (1887).

Et smukt folkeligt gennembrud blev forfatterskabet til del gennem Knud Leif Thomsens filmatisering af romanen Tine (1964) og Klaus Rifbjergs og Jonas Cornells TV-dramatisering af Ludvigsbakke, samt Max von Sydows film over "Ved Vejen" (1988).

Uden om selve digterværket ligger der et af de betydeligste kritiske og journalistiske forfatterskaber, som dansk pressehistorie kan opvise. Også denne side af hans skribent-virksomhed har i de senere årtiers forskning været genstand for stor opmærksomhed, men den er dog endnu kun i begrænset omfang udgivet og knapt nok almindelig kendt uden for faglige kredse.

Herman Bangs levnedsløb ser ud til i alt væsentligt at være kortlagt, ikke mindst som følge af Harry Jacobsens, Jan Mogrens og Torbjörn Nilssons undersøgelser fra 1950'erne og 1960'erne, og derudover har hans sammensatte personlighed og tragiske livsskæbne helt op til vore dage givet inspiration til flere moderne skønlitterære værker. Her kan nævnes Sten Kaaløes skuespil Komedie i Grænselandet (1981), Finn Abrahamowitz' roman Smertens mester (1985), Dorrit Willumsens store romanbiografi Bang (1996) samt Klaus Rifbjergs radiospil En snemand i Thisted, opført i DR 11. og 17.12. 2000).

Tekstoplysninger

De udgaver, der er anvendt i ADL, og som der henvises til i dette portræt, er:
Værker i Mindeudgave 1-6, udgivet af Johan Knudsen og Peter Nansen. Gyldendal, Kbh. 1912.
Realisme og Realister (1879). Kritiske Studier (1880), udgivet af Sten Rasmussen. Danske Klassikere, DSL/Borgen, Kbh. 2001.
Stuk (1887), udgivet af Paul Nørreslet. Danske Klassikere, DSL/Borgen, Kbh. 1987.
Tine (1889), udgivet af Villy Sørensen og Marie Hvidt. Danske Klassikere, DSL/Borgen, Kbh. 1987.
Ludvigsbakke (1896), udgivet af Flemming Conrad og Mette Winge. Danske Klassikere, DSL/Borgen, Kbh. 1986.
Fædra. J. H. Schubothes Boghandel, Kbh. 1883.

I Udgivelse af danske litterære tekster efter 1800
(Den røde Betænkning) DSL, 1996, gøres der rede for foreliggende udgaver i afsnittet om Herman Bang, s. 77-80.

Bibliografi

Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi.

Størstedelen af forfatterskabet foreligger trykt i Herman Bangs Mindeudgave I-VI (1912/20) ved Johan Knudsen og Peter Nansen. Hovedvægten er lagt på dets fiktive dele.

Bangs romaner er (bortset fra Fædra og dramatiseringen af denne, Ellen Urne, alle optrykt i Mindeudgaven. Haabløse Slægter bringes i den af Bang reviderede 3. udgave. Den forbudte 1. udgave udsendtes af Gyldendal 1972, kommenteret af Villy Sørensen.

Af novellerne bringes et fyldigt udvalg i Mindeudgaven, men en del væsentlige tekster savnes.

Af feuilletonerne findes tre udvalg redigeret af Bang selv: Realisme og Realister (1879), Kritiske Studier og Udkast (1880) begge nyudgivet samlet for DSL (Kbh. 2001) med kommentar ved Sten Rasmussen, samt Herhjemme og Derude (1881). Hertil slutter sig de senere ligeledes af Bang redigerede essaysamlinger Teatret (1892) og Masker og Mennesker (1910) der - modsat de tre førstnævnte samlinger - er repræsenteret i Mindeudgaven. Af Cai M. Woel er 1954 og 1956 udsendt to samlinger Bang-kronikker: Københavnske Skildringer og Fra de unge Aar. Hertil slutter sig et udvalg ved Claes Kastholm Hansen: Reportager (1983). Alle tre bind er væsentligst baseret på "Vekslende Themaer". Herman Bangs første journalistik (ved Jyllandsposten) er udgivet 1981 ved Hans Andersen, og endelig har Vivian Greene Gantzberg 1990 udsendt et udvalg af Bangs politiske journalistik.

Bangs korrespondancer foreligger i flere udvalg: Herman Bangs Vandreaar fortalt i Breve til Peter Nansen (1918) udg. ved Lauritz Nielsen. Breve til Fritz (1951) ved U. Albeck og E. Timmermann (brevveksling 1896-1911 med skuespilleren Fritz Boesen) , samt Det er Liv eller Død ved Ole Knudsen (1994). jf. DSL's Røde Betænkning

Litteraturen om Herman Bang er meget omfattende, hvorfor her kun kan nævnes nogle hovedtræk. I øvrigt henvises til de større litteraturhistorier, til Dansk Biografisk Leksikon samt til Aage Jørgensens bibliografi http://www.dlb.dansklf.dk/

Herman Bangs biografi, se Harry Jacobsen: Den unge Herman Bang (1954) Herman Bang. Resignationens Digter (1957), Den miskendte Herman Bang (1961) og Den tragiske Herman Bang (1966).

Af større forfatterskabsanalyser kan nævnes Claus Secher: Seksualitet og Samfund i Herman Bangs Romaner (1973), Klaus P. Mortensen: Sonderinger i Herman Bangs romaner (1973) samt Torbjörn Nilsson: Impressionisten Herman Bang (Sthm. 1965).

Analyser af enkeltværker: Realisme og Realister, Kritiske Studier og Udkast: se DSL's udgave (2001), samt John Chr. Jørgensen: Den sande Kunst (1980). Haabløse Slægter: Jan Mogren: Herman Bangs Haabløse Slægter, (Lund 1957). Reception og senere analyser af samme roman er samlet i Mette Winge (red.) Omkring Haabløse Slægter. Om Stuk: se O. Harsløf (red.) Omkring Stuk (1977), Paul G. Nørreslet i DSL' s udgave af romanen fra 1987 samt Povl Schmidt i Læsninger i dansk litteratur II. Odense 1998. Romanerne Tine og Ludvigsbakke er udgivet for DSL i 1986, den første kommenteret af Marie Hvidt, den anden af Mette Winge og Flemming Conrad. Om Mikaël: se bl.a. Walther Boelich: "Die zweifache Wirklichkeit von Herman Bangs Mikaël" (Orbis Litterarum X. 1955).