FERIE
✂ EFTER Londoner-Sæsonens Slutning drog Madame Simonin til sit Slot i Tyrol.
✂ Hun ledsagedes af tvende Münchener Syjomfruer, der fulgte hende som Skygger og som under Paaskud af at omsy Worthske Kjoler hendrev tre Maaneder i kontemplative Betragtninger foran deres Ølkrus.
✂ De begyndte med at udpakke Fru Simonins Kufferter.
✂ De udpakkede dem - uvist af hvilken Grund - i Slotskapellet, som Slotsherren Hr. Josef for sine Synders Skyld havde stiftet i Aaret 1317, og hvor der til evig Tid to Gange aarlig skulde holdes Messe for hans udødelige Sjæl.
✂ Silkestrømper og Pariserkjoler flød i Mangfoldighed baade paa Stolestader og paa Alter.
✂ løvrigt havde ogsaa Tjeneren Georg en Forkærlighed for Kapellet: han opbevarede der Kurvene med Champagne, fordi det var et saa køligt Sted.
✂ Fru Simonin besigtigede til en Begyndelse Slottets højst excentriske Dyrebestand. Den bestod af tvende Gæs, som lød Navnene Clärchen og Annetchen; en svajrygget Pony uden Haar paa Kroppen, som trods sin Ælde regelmæssig kastede Fru Simonin af paa alle Rideture, samt en Hjort, der af Landsbyens Bønder var dresseret til oftest muligt at løbe bort og atter lade sig genfinde: hvilken Sport indbragte disse samme Bønder ikke ubetydelige Beløb' i Findeløn.
111✂ Naar hun havde mønstret Husdyrene, gav Fru Simonin sig til at uddele Gaver.
✂ Til Sognepræsten havde hun medbragt en Relikvie. Den var fra St. Jago di Compostella.
✂ - Kære Ven, hva' gi'er man saadan en Præst? sagde hun.
✂ Den hellige Genstand var en meget lille og obskur Stump af en Helgen, indfattet i Sølv.
✂ - Det har slet ikke været mig billigt, sagde hun.
✂ Relikvien sendtes til Præsten.
✂ Denne Gudsmand havde i de sidste 15 Aar kun forladt sin Præstegaard ved de tre store Højtider. Det var ham til daglig for besværligt at gaa paa Grund af Fedme.
✂ Hele Sommeren tilbragte han i sin Stol ved et aabent Vindu for Køligheds Skyld. Derfra hilste han fredeligt paa sine Sognebørn og gav dem sin Velsignelse, naar han ikke sov, hvad han gjorde som oftest.
✂ Landsbybarberen sagde:
✂ - A' braver Mensch - der meint es gut.
✂ Og det var der vist ingen, der tvivlede om.
✂ Relikvien fik han. Der var ingen, som fik at vide, om den egentlig havde gjort noget Indtryk paa Hyrden.
✂ Ogsaa Bønderne og deres Koner fik Gaver. Det var nogle højst u-egnede Londoner og Petersborger Genstande, Fru.'Simonin bortskænkede. Om deres Brug havde Bønderne næppe nogen Anelse.
✂ Naar man lemfældigt gjorde Fru Simonin opmærksom paa denne Sandsynlighed, sagde hun tillidsfuldt:
✂ - Na - sie werden schon Gebrauch dafür finden.
✂ Skeptikere blandt Slotsgæsterne paastod, at de glade Modtagere underhaanden solgte Genstandene til Galanterihandleren i Klixbüchel. I alle Fald takkede de Slotsfruen ved at overrække hende Blomsterkoste, der lignede Amagerbuketter.
✂ Efterhaanden samledes Slottets Gæster.
✂ Fra Petersborg arriverede et Par tilkommende Verdensberømtheder, som var Madame Simonins Elever i 112 Konservatoriet, og hvis Fingre var de længste, jeg min Livstid har set.
✂ Disse Fingre satte Fru Simonin i Extase:
✂ - Es sind denn endlich Klavierfinger, sagde hun og lod de tvende Elever udspile de ti Fingre for samtlige Gæster.
✂ - Es lassen sich doch damit endlich Wunder machen
✂ - ni't?
✂ De to Ungherrer flyttede ved Ankomsten op i Slotstaarnet og bearbejdede et Par ældre Børsendorfere - ti Timer om Dagen.
✂ Der var i det Hele taget et Flygel placeret i hver Stue. Det var høflige Gaver af Flygelfabrikanter den halve Verden over, som sendte Instrumenterne for at kunne sætte paa en Reklameplakat: Vort Fabrikat benyttes af Mm. Sofie Simonin.
✂ Fru Simonin sagde:
✂ - Hvorfor skal de Folk vel ikke have Lov til at sætte dem herind? det er dem saamæn dyrt nok at faa dem slæbt herop - og benyttede dem aldrig. Hun "arbejdede" udelukkende med Bechsteiner.
✂ Det gjorde hun seks Timer daglig.
✂ I Sommerheden var alle Vinduer oplukkede. Det hændte, at fire Flygeler blandede deres Toner i Slotsgaarden. Naar Eleverne ovenpaa hamrede meget heftigt
✂ - Hr. Vasili uddannede sig efter Rubinsteinsk Mønster, og havde Forcesteder, hvor Bassen gjorde en Virkning som Kanonskud - løb Fru Simonin til sit Vindu og rettede de Herrer, der kom til deres Ruder højrøde i Hovederne af Anstrengelse.
✂ Fru Sofie Simonin gav med meget løftet Røst en musikalsk Udvikling til Bedste ud i Borggaarden, og Flygelerne begyndte igen lidt mere douce - i Begyndelsen.
✂ Kejserlig Kammersangerinde, Fru Maria Bilt, der tilbragte hele Tiden fra Frokosten indtil Middag i én og samme Stol paa Terrassen, beskæftiget med et Strikketøj, sagde:
113✂ - Gott, was die Leute sich fur eine Mühe geben hvorpaa hun strikkede videre.
✂ Selv hengav hun sig hovedsagelig til Betragtninger over Publikums Urimelighed.
✂ - De vil ikke mere høre mig, sagde hun og betragtede En med runde og højst uforstaaende Øjne.
✂ - Og dog er min Stemme saa stor som nogensinde.
✂ Fru Maria Bilt var noget over halvtreds, og hendes Rumfang maatte udmaales i mangfoldige Kubikfod. I Ansigtet saá hun ud, som var hun kobberforhudet. Hunbar rødlig Chignon, der saá falmet ud, som var den tyve Aar gammel.
✂ I Aarenes Løb var hun blevet meget uforholdsmæssigt udviklet bagtil, saa adskillige Stole vægrede sig ved at rumme hende. Hun befandt sig i en bestandig Sved, som hun taalmodig kørte rundt i sit Ansigt med sin Strømpe.
✂ Hendes Rollefag var Margrethe i "Faust".
✂ Hun kunde ikke blive seks Uger i Træk borte fra et Teatergulv og hun brød Aaret langt hver Maaned op fra Wien for at synge i de besynderligste Afkroge af Monarkiet.
✂ Midt i Højsommeren drog hun paa Gæstespil i Innsbruck.
✂ Hun græd for Madame Simonin, der raadede hende til at optræde ved Kirkekoncerter.
✂ - Mein Gott, sagde hun: der er hun jo dækket af Orglet.
✂ Naar Fru Bilt ikke strikkede, afsendte hun Offerter til Agenterne. De var ledsagede af Billeder, tagne i Aaret 1860.
✂ Der kom aldrig Svar.
✂ Kammersangerinden tilbragte sit Liv i Forbavselse over dette Faktum.
✂ - Begreifst du, Sofi - - und ich habe ihm doch geschriebenPj
✂ Hun begreb absolut ikke.
114✂ Fru Maria Bilt havde iøvrigt til Slottet medbragt en ung, soigneret Mand, som hun antydede var hendes Sanglærer. Fru Simonin paastod, han kendte ikke Noder.
✂ - Kinder, was geht's aber uns an, sagde hun og løftede Armen.
✂ Om Kammersangerindens Fænomen i det Hele sagde Fruen:
✂ - Gott, sie ist ja a' Gans - ist doch eine Sängerin. Sie ist aber wenigstens gutmüthig.
✂ Flygeler lød der lige til Middag.
✂ Middagen var Kokkepigen Thereses store Prøvelse.
✂ Hver af Slottets Gæster fik sin særlige Ret. Alle løb de Formiddagen lang ud og ind ad Køkkenet og bestilte. Kokkepigen Therese svedte som et Vandspring over Gryderne.
✂ Spisesalen var i gammeltysk Stil, og der spistes paa fransk Porcelæn. Hele Bordet svømmede af smaa Anretninger. Ikke to af Slottets Gæster spiste det samme, og alle løb ud og ind og hentede selv.
✂ Tjeneren Georg forøgede efter Evne Forvirringen ved planmæssigt at placere samtlige Smaafade galt, saa ingen fik Madro for blot at lade Fade passere.
✂ Fru Simonin sad for Bordenden fuldkommen ør og sagde:
✂ - Ja, ich bin ja keine Hausfrau - hvad ingen benægtede.
✂ Mest af alt lignede Middagen en Diner paa en Jernbanestation mellem to Hurtigtog.
✂ Der blev drukket Münchener Øl af nogle Glas, der var ligesaa mange Kostbarheder.
✂ Hver Gang et Medlem forlod Bordet, sagde Fru Simonin forskræmt:
✂ - Aber was wünschen Sie?
✂ - Ja, fragen Sie die Therese.
✂ Hvorpaa hun regelmæssigt henfaldt i sørgmodige og undskyldende Betragtninger over, at hun ikke kunde "koge«.
✂ Efterhaanden fik dog hver sit - Fru Maria Bilt 115 smagte langsomt og omhyggeligt paa alle de smaa Anretninger - og Stemningen blev roligere. De to fremtidige Berømtheder aad som Ulve.
✂ Der blev drukket Kaffe i den persiske Sal. Ved Kaffen hørte man bestandig Professor Amandas Stemme i en Krog. Han fortalte et eller andet Offer sin Lidelseshistorie.
✂ Han havde været gift i ti Maaneder - for fem og tyve Aar siden - saa var hans Frue løben bort med en Kunstberider. Han fortalte denne Historie med særdeles bedrøvelige Detailler og en Stemme, som oplæste han Andagtsstykkerne i en Salmebog.
✂ Han lignede en gammel Jomfru, der havde anlagt Fuldskæg, og havde Manerer som en Sekonddanser paa Pension. Han understøttede hele Sommeren alle Fattige i Sognet.
✂ Fru Simonin beklagede ham af fuldt Hjerte:
✂ - Men hvad skal man sige? sagde hun: hun holdt jo dog ud i ti Maaneder.
✂ Naar hun havde sagt det, spurgte hun regelmæssigt med dyb Overbevisning:
✂ - Hätt'es vielleicht jede gethan? og lo, som hun var pisket
✂ En Del af Eftermiddagen gik for Slotsfruen hen med at prøve Kjoler. Det var de Worthske Undere, som de to Sydamer utrættelig forskar. Hele Slottet blev tilkaldt til Overvejelser. Roberne sad værre og værre. Efter fjorten Dages Anstrengelser havde de tvende Jomfruer endelig sammenrimpet en Slaabrok, hvori Fru Simonin kunde begive sig fra sit Sovekammer til sit Bad.
✂ løvrigt besigtigede Fru Simonin sine Byggearbejder.
✂ Det halve Slot henlaa aarlig under Ombygning, og der flød med Münchener Murere paa alle Gange. Fru Simonin, der vel iforvejen raadede over tredive Værelser, lod sig bygge et nyt Sovekammer, der var stort som en Dansesal.
✂ - Wass soll ich denn machen? sagde hun: man muss doch Luft haben.
116✂ Aftensmaaltidet var saare lystigt. Øllet kom ind i store antikke Kander og Vinen blev drukken af gammeltyske Glas. Fru Simonin fortalte Historier med begge sine Arme op paa Bordet.
✂ En af hendes Yndlinge var Kong Luis af Portugal. Denne afdøde Majestæt havde overværet samtlige hendes seks Koncerter i Lissabon.
✂ - Naa, sagde hun: dér havde han siddet, Stakkel, og hørt sig hele Repertoiret an,, saa mener man jo, man maa takke, og jeg melder mig da i Logen, og jeg bliver taget imod, og jeg mumler noget, - naa, hvad man saadan mumler til en Majestæt... "Takker, fordi Majestæten er kommen hver Aften."
✂ Saa siger han - na, der gute Mensch -: Ja, et Sted skal man jo være ...
✂ Fru Simonin ler himmelhøjt: Hvad siger man til saadan no'et? spørger hun i en Parentes.
✂ Naa, jeg gaar i Gulvet igen - til Tak og Manden bliver ved:
✂ Der er lige kedeligt allevegne .... Was meinen Sie dazu? siger Fru Simonin.
✂ Jeg gaar i Knæ igen og faar den sidste Salve.
✂ Jeg skal sige Dem, siger saa Majestæten - -: jeg er ganske umusikalsk ...
✂ Fru Simonin ler - vist for tusinde Gang af sin Konge af Portugal, indtil hun endelig siger:
✂ - Na, a' sehr netter Mensch übrigens ...
✂ - Hat ja auch a' Bruder mitgehabt beim Concertieren.
✂ Hun bliver ved at fortælle ustandseligt. En Klaverstemmer fra Petersborg, der Sommeren lang betjener de forskellige Flygelfabrikata, fortæller om Dronning Isabellas Harpe: Denne høje Dame trakterer Harpe.
✂ Hendes Omfang og Kortaandethed gør hende Instrumentet vanskeligt. Det er samtlige Verdensberømtheders Skræk at blive tilsagt til at akkompagnere hende paa Orglet.
117✂ Maaltidet trækker længe ud. Det er allerede næsten Nat.
✂ Nogle af Herrerne søger for at ryge ud paa Terrassen. Dybt under Bjergslottet larmer Floden, og gennem Halvmørket lyser Højbjergenes Sne.
✂ En ung fornem Russer fortæller derude i Stilheden om sit Fædreland, mens de bliver ved at le og larme inde i Spisesalen.
✂ Han taler med en sørgmodig og ligesom øm Røst, og medens han fortæller om alle de Misbrug, alle de Rædsler, al den Undertrykkelse, taler om Bønderne, der udsuges af Embedsmænd og Mellemhandlere, om Hærens Leverancer, der kun existerer paa Papiret - gentager han bestandig og bestandig de samme Ord, der vender tilbage som et Refrain:
✂ - Ja, der var en Vej: om Kejseren kun vidste det.
✂ Latteren bliver ustyrlig inde i Spisesalen, og et Par af Herrerne vender tilbage til Bordet.
✂ Det er Tjeneren Georg, der om Morgenen af Hr. Vasili er blevet attraperet ved et af Flygelerne, og som nu har tilstaaet:
✂ - At han gerne vilde be'e den naadige Frue lære sig en Vals.
✂ Fru Simonin ler, saa hun faar Taarer i Øjnene, og spørger, om Georg ikke kunde hjælpe sig med Hr. Vasili.
✂ Men Georg vilde rigtignok helst, at Fruen - -
✂ - Naa, ja, ja, siger Fru Simonin, som den næste Morgen godmodig giver Georg en Time.
✂ Efter Bordet musiceredes der. Alle forsamles i Musiksalen, hvor Flygelet staar under en Marmorbuste af Liszt. Vinduçrne er slaaede op bag de lange Silkegardiner. Flodens Brusen lyder fjernt herhen, Kvægets Klokker klinger fra Bjergskraaningen.
✂ Gæsterne venter, ti Fru Simonin vil spille.
✂ Hun spiller Barcarolen af Chopin, som hun har indstuderet i seks Uger. Nat og Dag har den ikke været ude af hendes Tanker. Hun giver sig til at nynne dens 118 Strofer midt under en Samtale eller, tankeløst, midt som vi sidder ved Bordet. Time efter Time, Dag efter Dag, Uge efter Uge gentager hun den ved Flygelet, mens hun i afmægtig Vrede slaar de genstridige Fingre næsten tilblods imod Tasterne og raaber:
✂ - Disse Fingre, disse Fingre, de er saa dumme som en Danserindes Tæer.
✂ Nu spiller hun Barcarolen første Gang.
✂ Det er som hører man Vandets Skulp. Det er som fornemmer man Sommernattens Hede. Flygelet synger om Chopin og George Sand.
✂ Fru Maria Bilt, der ikke interesserer sig for Klavermusik, sover ind i en Sofa ved Siden af sin Sanglærer.
✂ Fru Simonin har holdt op at spille og med Hænderne stemmede mod Flygelet og i en ligesom aandsfraværende Tone begynder hun at tale om Liszt.
✂ Hun fortæller, hvordan hun traf ham første Gang. Det var i Pest.
✂ Hun gav en Koncert, og Mesteren var der:
✂ - I hvilken Skræk jeg var. Jeg spillede en Rhapsodi, jeg vidste ikke selv, om jeg greb ret eller ved Siden.
✂ - Saa kommer Mesteren efter Koncerten og siger, det var brillant, og at han næste Aften vil spille sin Duo med mig.
✂ - Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare, saa glad var jeg og saa angst blev jeg ... For Duo'en var ny, lige udkommen, og jeg - kendte den ikke.
✂ - Men spille med ham vilde jeg, og at jeg ikke kendte Duo'en turde jeg heller ikke sige.
✂ - Han spurgte: De kender da Duo'en.
✂ - Jo - naturligvis, sagde jeg og tænkte: Du maa ha' Bud efter den, naar Sol staar op.
✂ - Det fik jeg, og Heftet kom. Jeg spillede og jeg spillede. Klædt mig paa fik jeg slet ikke. Jeg bare spillede. Feber og Dødsensangst sad mig i Fingrene.
✂ - Jeg spillede - Formiddag, Eftermiddag. Mama 119 holdt det ikke mere ud men absenterede sig. Spist noget havde jeg ikke: jeg spillede.
✂ - Saa i Mørkningen banker det højt paa den yderste Dør.
✂ - Vi boede i et elendigt Hus paa tredje Sal - damals hatt' ich ja kein Geld - med en Hønsestige til Trappe.
✂ - Jeg lader det banke - og banke uforstyrret, men det bliver ved.
✂ - Tilsidst maa jeg ud og lukke op, og saa staar der en Mand i Mørket; og han spørger om Frk. Simonin boede her.
✂ - Jo, det gjorde hun, sagde jeg.
✂ - Ja, sagde Manden: saa er jeg her med Noderne.
✂ - Det var Liszt med sin Duo.
✂ - Vi spillede - na, mein Gott - og han blev ved ... Timevis spillede vi. Jeg var pint af Sult nu, da Spændingen var ovre, saa jeg næppe kunde holde mig paa Stolen.
✂ - Og tilsidst maa jeg sige: "Meister, verzeihen Sie ... men jeg har ikke spist noget siden imorges."
✂ - Og saa lo Liszt, og vi spiste kold Steg i mit Hummer af en Stue og vi spillede igen til langt ud paa Natten ...
✂ Fru Simonin tier længe og ser op paa Liszt's Buste, som om hun i Tankerne talte til den.
✂ Saa siger hun med ét i en helt anden og lystig Tone:
✂ - Men jeg har nu altid Uheld.
✂ - Naa, som det gik mig i Berlin. Jeg spillede dér
✂ - jeg var pur ung - og bliver tilsagt til Hoffet. Jeg kendte jo ikke disse Kejsere og Konger - hun ler: hvor skulde jeg kende dem fra? Jeg kendte Tausig og Liszt og Clara Schumann - men Kongerne -
✂ - Naa, jeg spiller jo, og da jeg er færdig, kommer der en gammel Herre hen imod mig, og jeg tænker, den, der kommer først, er vel. Kejseren, og jeg gaar i Gulvet og siger: Majestæt...
✂ - Men han bare begynder at le og gaar hen til 120 nogle andre gamle Herrer, som ogsaa ler, indtil en anden af dem kommer hen til mig og jeg tænker: Ja saa maa det vel være Kejseren - og jeg gaar i Gulvet igen med - Majestæt.
✂ - Saa begynder han at le og siger: Nej, Frøken, jeg er Prins Albrecht; og gaar.
✂ - Tilsidst kommer saa en meget gammel General hen og byder mig Armen og spørger, om han maatte følge mig over til en Buffet, og da jeg har ham under Armen, siger han:
✂ - Frøken, De er vist den eneste her, som ikke kender Kejseren.
✂ - Saa var det Majestæten.
✂ Fru Simonin løfter Armene og lader dem igen falde ned i sit Skød, mens alle Gæsterne ler.
✂ - Na, siger hun saa, det gik mig ikke bedre anden Gang, da jeg spillede ved det Hof ti Aar efter. Jeg sidder der ved Flygelet - eine Hitze gab's - og ved Siden af sidder der en ung Mandsperson - Officer var han, det er de jo alle - og jeg siger:
✂ - Aa, gør mig den Tjeneste at lukke Flygelet op.
✂ Og han rejser sig og gør det og sætter sig igen - a' sehr netter Mensch - og jeg spiller Gud véd hvad - eine Hitze gab's - og da det er forbi, siger jeg til Manden:
✂ - Aa, hent mig lidt Is.
✂ Og han henter det, og jeg spiser.
✂ Saa siger han, det unge Menneske:
✂ - Frue, jeg maa maaske forestille mig. Jeg er Prins Wilhelm.
✂ - Na, siger Fru Simonin, da stand ich denn wieder, wissen Sie ...
✂ Det er snart Midnat, og Selskabet skal til Ro. Men forinden skal Sypigerne skræmmes. De lever i det gamle Slot i en evig Spøgelseskræk, og Nætterne tilbringer de under Rysten og Skælven.
✂ Nu skal de forskrækkes.
✂ En af Herrerne faar et Lagen om sig og posteres 121 paa Gangen, der fører til deres Kammer. Et Par andre gemmes i Mørket væbnede med en Gonggong.
✂ De to Piger kommer og den Lagen-Indhyllede basker med Armene som med et Par store Vinger, mens Gonggongen lyder, som var det truende Dommedagsslag.
✂ Halvdøde naa'r Sydamerne deres Kammer.
✂ Paa Slottet bliver der stille. Kun en halvkvalt Latter lyder nu og da gennem en af Dørene. Det er nogle af Herrerne, som har snappet Rhinsvinsflasker i Spisesalen, og som drikker derinde foran de aabnede Vinduer.
✂ Maanen er oppe. Dens Lys ligger over Bjergenes Sider. Dalen er mørk, overskygget af Bjergene - mørk som en kæmpemæssig Tunnel, hvor Floden larmer som et evigt Træn.
✂ En sentimental Nattesværmer er gaaet ud af Slottet. Lænet til den gamle Borgmur staar han og stirrer ned i Mørket.
✂ Luften er fuld af Duft, Graners, der slaar ned fra Højden, Frugttræers fra den gamle Have, Bøges, der vokser paa Skrænten.
✂ Det var i Trediveaarskrigen, denne gamle Mur blev skudt ned. Og det var Svenskere, som stormede den. Nede i Hopfgarten, Flækken i Dalen, staar paa Torvet endnu et Minde derom.
✂ Paa en Sten staar hugget: Hertil trængte Svensken.
✂ Slottet havde han indtaget. Klatret op af Fjældsiden, klamret sig op ad Muren, hugget Besætningen ned.
✂ Da har der været fuldt af Lansknægte og Officerer, som voldtog Hopfgartens Piger, og blonde Soldater, som slog Terning om Kapellets Messeskjorter.
✂ Og endnu argere Tider har Slottet kendt.
✂ Da de gamle Herrer paa Slottet gik paa Røvertogt Landet rundt. Og det hele Tyrol, det hærgedes med Plyndring og nævnte med Skræk de Ridderes Navn, og der var ikke værre Røverpak end de Riddersmænd paa "Borgen".
✂ Men deres Navn var frygtet lige til Italien.
✂ Der er Fangehuller - man kan se dem endnu, og 122 forleden borede Vasili sig derned. Der sad Rester af gamle Lænker i Stenvæggene.
✂ Maanen staar nu lige over Dalen. Den Ensomme ved Muren ser dens Huse og de mørke Popler om dens Haver. Og Floden ligger i Skæret som et blaaligt, stort Levende - som en uhyre Øgle, der har lagt sig sært over Landet
✂ Den Fremmede vender sig og gaar.
✂ Paa Terrassen er der fuldt af Roser og klippede Buxbomhække, der stive danner Navnetræk og Mønstre.
✂ Den Fremmede ser op mod Slottets Ruder. Nogle Vinduer staar aabne. I Trækken har et af de røde persiske Silkegardiner løsnet sig og lagt sig ud over den hvide Mur.
✂ I Slottet er alting blevet tyst.
✂ Den Fremmede gaar op ad Trappen og gennem "de russiske Stuer". I en Niche skimtes Slottets Frue - hugget i Marmor, smilende, med en Killing paa sin Skulder ...
✂ Slotsgæsterne skulde bestige "Bjerget". Det var Bjerget oven over deres Hoveder. Nede fra Terrassen ser det ud, som kunde man naa derop paa saadan en Timestid, og dog maa man drage afsted om Eftermiddagen, hvis man vil være der ved Midnat.
✂ Mulæslerne og Førerne er allerede mødte paa Terrassen. Gæsterne er udstyrede til Farten nogenledes som Koret i en Operette. Professor Amanda, iført Stanleyhat med Slør, vil sidde i Damesadel, Vasili er i russisk Nationaldragt med Skindhue, og Fru Bilts Sanglærer har udstyret sig med lange Gamascher og Alpestok.
✂ Fru Simonin vilde ikke med. Hun stod kun i sin røde Slaabrok og viftede til Gæsterne, saa længe hun kunde se dem.
✂ Vejen gik ad lange Sletter, bugtende sig og saa langsomt stigende gennem Hegn og Markskel. Bønderne, 123 der høstede, holdt inde med deres Gerning og saá efter det sære Tog.
✂ Der var grønne Enge og endnu bestandig Frugttræer rundt om Husene, som begyndte at ligge mere spredt
✂ Førerne traver bagved, snakkende med hinanden; og Muldyrene, der kender Vejen, gaar sindigt fremad, ganske sindigt.
✂ Toget kommer gennem Skov af Birke, fine, hvide Stammer med Løv, der hvisker i den stille Dag. Vasili, der vandrer ved Siden af sit Muldyr, synger dæmpet en russisk Sang.
✂ Vender man Blikket tilbage, er det, som var Landet veget ud under os, og det begynder at brede sig frem for os ligesom et Kort. Men fra Dalen lyder endnu Togenes travle Støn - uroligt.
✂ Granskove naa'r vi og besynderlig Fyr med Pigge i uhyre Duske og Lærk. Et ensomt Hus gemmer sig midt i Skoven.
✂ Det begyndte at lide mod Aften, og under os vældede Tusmørket gennem Dalene, slørende Flod, Skove og Byer. Og det var, mens Mørket svømmede langsomt frem, som bredte der sig for vore Fødder dunkle og stille Søer.
✂ Førerne gik ved Siden af deres Dyr, og Vejen blev stejlere.
✂ Man hørte kun Professor Amandas bestandige Jamren og Fru Maria Bilt, der ikke fik Plads i sit Sæde og som blev ved at sige:
✂ - Was wollt' ich da? was wollt' ich da?
✂ Maanen kom frem og Bjergets bratte Sider blev overgydt af dens Skær - et stille lysende Hvidt, hvor Gæsternes Tog udspændte lange Skygger.
✂ Forsigtig travede Muldyrene frem, nu og da strækkende de lange Halse frem over Afgrunden for ved Kanten at afrive en Urt med de tørstige Tunger.
✂ Bestandig stiger Maanen højere, og det er, som alle Bjerge svømmede i Lys.
124✂ Kammersangerinden Fru Bilt er falden i Søvn paa sit Sæde.
✂ - - -
✂ Det var Midnat, da vi naaede Bjergets Top. Førerne vækkede i Afstand Herbergets Folk, og der blev som med ét Slag en sand Tyrolerlarm af Slag-Cither og Jodlen.
✂ Der var jo pludselig kommet Publikum, og søvndrukne opførte de Godtfolk "Herberget i Tyrol".
✂ Det var et utroligt Spektakel. To Piger sang, og "der Hausknecht" gebærdede sig heftigt med en Slagcither. Vasili og Fru Bilt og hendes Sanglærer nød uforstyrrede kogt Faarekød af et Lerfad. Professor Amanda vimsede emsig om paa Taa og lod ængstelig sine Lagener dampe foran Skorstenen.
✂ Lige overfor Kroen laa Kirken.
✂ Den unge Russer gik derind med sin Ven. Over Højalteret stod Jomfru Maria. Hun var i Silkekjole og med Sarah Bernhardt-Paryk over Voksansigtet. Hun lignede en Provinsprimadonna paa Retur.
✂ Der var paa Altret mange Lys. De var stukne i Champagneflasker. Turisterne bringer vel alle de sølvhalsede Bouteiller.
✂ Paa en Tavle, ophængt paa en Pille, stod at læse, at Bispen i Innsbruck Gud til Ære havde bygget dette Tempel, højt over de menneskelige Boliger. Markedslarmen trængte sig fra Værtshuset ind i Kirken. Pigerne tog lange og falske Toner, og Karlen blev ved at slaa sin Cither....
✂ Russeren vendte tilbage med sin Ven, og de fandt endnu Fru Bilt og hendes Garde bænkede trolig foran deres Faarekød ...
✂ Endelig blev der stille - som ved et Kommandoord. Gæsterne sov rundt i deres Kamre.
✂ Kun en enkelt Fremmed fandt ingen Ro. Lydløs gik han gennem Gangen og Gæstestuen, hvor Madmoderen sov liggende paa Ryggen paa Bænken ved Ovnen, tungt som et Dyr. De to Piger blundede paa et Par Stole, 125 gabende, som var de faldne i Søvn med de sidste Toner i Halsen. Karlen laa paa Gulvet paa noget udbredt Halm.
✂ Der paa Bordet stod Resterne af Faarekødet.
✂ Den Fremmede aabnede Døren til Svalen og traadte derud.
✂ Himlen var høj og alt var uendeligt stille. Ingen Lyd naaede op fra Jorden, som Mørket skjulte for hans Blik. Over ham var alt en svømmende Klarhed, gennemsigtig, lig rindende Vand, som var Æteren et Hav, paa hvis Bund han stod.
✂ Tavse laa alle Bjerges Tinder.
✂ Men Maanen svømmede fuld og stor og lydløs frem gennem den mægtige Stilhed. Og tusinde Stjerner, hver en Verden, glimtede tyst i det endeløse Blaa.
✂ Her var Menneskets Myrelarm død, og man anede en Tanke, som er større end vor. Her var Menneskene Sandskorn og vore Raab er blevet Stumhed. Her vandrer Naturen sin evige, sin gaadefulde Vej, og selv vort "Hvorfor" tvinges maalløst i Knæ af dens Storhed.
✂ Hvorfor Livet, hvorfor Døden? Hvorfor Kærligheden og Forplantningen og Driften?
✂ Her spørger vi ikke. Vi er for smaa overfor altfor store Verdener. Her fuldbyrdes med Bjergenes Tinder som Vidner Evighedens Tanker.
✂ Hvad vi gælder, hvem véd det? hvad Maal ogsaa vi tjener, hvem kender det? Hvad hin "store Vilje" vil, vi gætter det ikke. Hvorhen den vil føre os gennem Skabningens Alp af Lidelser - hvem fatter det?
✂ Vi er for smaa, selv til en Klage for smaa.
✂ Hvis Du, naar Vinteren kommer, vil plante en Blomst fra din Have ind i din Stue, og Du har fundet den bedste Jord, saa sætter Du Hakken i Jorden og tager Muldet ubekymret om et uset Insekt, som din Hakke dræber ...
✂ Og Du indplanter Blomsten.
✂ Betyder vel vi overfor Værket, der fuldbyrdes af saa 126 mange Verdener, mer end det aldrig sete Insekt, din Spade ubekymret har dræbt?
✂ Lad os derfor tie. Vore Spørgsmaal besvarer ingen, og vore Klager høres af ingen ...
✂ Om Morgenen vækkedes vi, da Solen kom.
✂ Al Himlen blev som et luerødt Hav, halvt af Guld og halvt af Roser. Bjergenes Tinder lyste som Øer i Havet. Og i et Nu tændes paa tyve Fjælde tyve Bauner for at melde Dagen.
✂ Langsomt trak Mørket sig bort gennem Dalen - som den vide Kappe, der trækkes hastigt sammen om en Flygtende.
✂ Morgenens Damp slørede endnu Floden.
✂ Saa slukkedes Bjergenes Brand ...
✂ Slottets Gæster brød atter op.
✂ Vi naaede atter Skovene og Engene og Landsbyerne og Slottet.
✂ Fru Simonin viftede til os fra sin Terrasse i sin russiske Slaabrok.
✂ Og op ad Dagen klang atter Flygelerne, og Kammersangerinden Fru Maria Bilt nikkede i Halvsøvne over sin evige Strømpe.
✂ ... Det blev langt ud paa Efteraaret, før vi drog bort.
✂ Sneen rullede sit hvide Tæppe langt ned over Bjergene. Roserne frøs paa Slottets skønne Terrasse, og Aftnerne længedes.
✂ Saa maatte vi bort.
✂ Slottets Gæster splittedes atter for atter en Vinter lang rastløst at jage efter Verdensberømtheders triste Berømmelse.
✂ I Slottet er der blevet koldt og stille.
✂ Franz Liszt og Slottets Frue har i Musiksalen i det hvide Marmor smilet tavst tungsindigt til hinanden.