↩

"ENAKTERE"

✂ JEG gør egentlig ikke Fordring paa at blive kaldt dramatisk Forfatter. Men alligevel har jeg skrevet en Række af Skuespil. De er samtlige i én Akt.

✂ Alle er tillige opførte, sandsynligvis af Theaterdirektører, som har taget Hensyn til Forfatterens andre literære Fortjenester.

✂ Mit første Skuespil var "Du og jeg". Frits Holst fandt det ikke slettere end andre kortaandede Smaakomedier, hvormed tyveaarige Personer debuterer, og Robert Watt antog det velvilligst.

✂ Severin Abrahams paatog sig Proverbe-Baronen og Betty Borchsenius var den unge Pige.

✂ Efter Generalprøven, som jeg overværede, sendte de Rollehavende Bud efter mig. Der var sammenkaldt Krigsraad, thi Prøvens Resultat var det, at Stykket maatte omarbejdes.

✂ Det skulde spilles næste Aften, saa der kunde kun være Tale om at omarbejde Slutningen.

✂ Vi begyndte at omarbejde under Betty Borchsenius' Præsidium. Vi lavede seksten "Slutninger" og klistrede dem ind i Robert Watts Sufflørbog - den ene ovenpaa den anden. Sufflørbogen blev tyk som en Treakter.

✂ Vi raadspurgte Frits Holst, som mente, at den ene Ende sikkerlig var ligesaa god som den anden. Vi raadslog i to Timer, til ingen af de Rollehavende vidste, om de var solgte eller købte, og Forvirringen var fuldstændig.

137

✂ Tilsidst sagde Betty Borchsenius:

✂ - Jeg maa i hvert Fald sige den sidste Replik, saa den "ta'er" Folk.

✂ Men hvad hun egentlig skulde sige - vidste ingen rigtig, hverken hun eller jeg.

✂ Næste Morgen sneg jeg mig ud paa Gaden ved Daggry- Jeg vilde læse Plakaterne. Den første, jeg saá, var paa Nygades Hjørne: Jo, det var den. Hvilke store Bogstaver, men kønt stod det. Jeg synes endnu til Dato aldrig, jeg har set noget trykt saa fedt som det "Du" og det "Jeg".

✂ Jeg gik til det næste Hjørne og det næste. Jeg gik gennem hele Byen. I Bredgade løb jeg paa Plakatmanden med sin Potte. Jeg fulgte efter ham helt ud i Grønningen, stirrende paa hver eneste Plakat han slog op, som vilde jeg studere Klisterets bindende Virkninger.

✂ Da jeg gik hjemad, kom der en Dreng ned ad Bredgade. Med ét gik han hen og flængede en af Plakaterne - mine Plakater: jeg kunde gerne have slaaet ham ned med det samme.

✂ Om Aftenen var jeg paa Nørregade, da Kontrolløren satte Stigen til for at tænde Portlygterne. Den Gang var der ikke Glastag og to Porte, som man løber surr i, mod Brandfare og al den Herlighed - der var kun den ene gamle og lave Port, som førte ind til Langes Theater og min Debut.

✂ Jeg listede op paa Galleriet. Kontrollørerne stod endnu ikke en Gang ved Dørene. Men oppe paa de bageste Bænke, hvor jeg vilde gemme mig, huserede nogle Drenge, der saá ud som Sønner af Pyntekonerne.

✂ Paa Gulvet var der mørkt.

✂ Endelig blev der lyst, og Kontrolløren kom frem i sin Dør for at inspicere. Jeg syntes, han saá uafladelig paa mig, og jeg rykkede længere og længere ind i min Krog: jeg havde jo ingen Billet.

✂ Men Manden var bleven mistænksom og vendte stadig tilbage til sin Dør. Jeg saá vel ogsaa nok saa forknyt ud, at jeg kunde ligne en blind Passager.

138

✂ Jeg rykkede videre helt op til Væggen. Manden ved Døren tog ikke Øjnene fra mig.

✂ Tilsidst kom han hen og spurgte, hvortil jeg havde Billet.

✂ Jeg sagde kun: jeg havde ingen Billet.

✂ Og saa ytrede Manden det Ønske, om jeg maaske vilde gaa.

✂ Jeg var saa forkuet, at jeg saá ud som ganske forkommen.

✂ Jeg sneg mig ned og ind i en Loge, hvor jeg gemte mig op ad en Pille. Men Kontrollørerne var nu én Gang paa Jagt efter mig. De vidste ikke, hvem den lille Person var, og Logemanden kom hen og slog mig paa Skuldren:

✂ - Om den Herre inaaske vilde vise sin Billet.

✂ Jeg gav ingen Forklaring, og jeg maatte igen ud. Der var ikke andet tilbage nu end Forsalen. Der stod jeg. Plads var der - det var nok, lod det til, ikke saa mange, der skulde til den Debut.

✂ Saa begyndte Orkestret at spille. Jeg slap ind i Parterret med en af Direktørens Slægtninge. Der sad jeg i Mørket og saá angstfuld min første Pjes.

✂ Et Par Dage efter vandrede jeg op til Professor Høedt. Han tog venligt imod mig og sagde, mens han slog mig paa Skulderen:

✂ - Naa, saa har jeg da set Deres Stykke. Jeg havde jo nok læst, at det var noget Skidt - - men at det var saa skidt, havde jeg dog aldrig troet.

✂ Professoren rystede paa Hovedet og saá ud som maalte han et sandt Dyb af direktoral Lemfældighed:

✂ - Ja, sagde han: at no'en Direktør vilde opføre det Stykke.

✂ Saa lovede han, at han vilde sætte mit næste Skuespil i Scene. Det var "Hverdagskampe", som allerede var indleveret til Theatret og antaget.

✂ - For det er da no'et bedre, sagde han. "Hverdagskampe" skulde spilles hen paa Foraaret. Høedt stod ved sit Løfte.

139

✂ - Men lad ham først selv, sagde Høedt: saadan en Kritiker maa forsøge sig i det Praktiske.

✂ Professoren holdt paa, at jeg skulde lede de første Prøver: For De har vel udarbejdet Deres m ise-en - scene? spurgte Høedt.

✂ - Ja, sagde jeg - der ikke havde Spor af mise-enscène og ikke det svageste Begreb om, hvordan m i seen-scene overhovedet skulde laves -: Jo, jeg har, sagde jeg med Livet i Halsen.

✂ - Naa, ja, saa begynder De, konkluderede Høedt, og jeg kommer, naar der er arrangeret.

✂ Det blev en smuk Farce, min "Begyndelse".

✂ Der stod jeg en skøn Dag med mit Stykke ved Siden af Sufflørhullet og kommanderede tilhøjre og tilvenstre og tilvenstre og tilhøjre og tog Døre for Vinduer og Vinduer for Døre og tilvenstre for de Spillende for tilvenstre for Tilskuerne - rent forstyrret af mit eget Stykke, der skulde begynde at leve.

✂ Skuespillerne gik tilhøjre, Skuespillerne gik tilvenstre. De bøjede sig ud ad et Vindu, hvor jeg i første Scene havde anbragt en Dør, og de lukkede Døre op, hvor jeg havde arrangeret et Vindu.

✂ De adlød mig blindt; de var halvkvalte af Latter.

✂ Midt under Prøven arriverede Professoren.

✂ Han sagde blidt: at han vilde se, hvordan det gik. Og tilføjede: at jeg ikke skulde lade mig forstyrre i mit Arbejde (han sagde Ordet "Arbejde" med en ganske let ironisk Betoning).

✂ Han var i de kendte Galocher og satte sig paa første Bænk. Han blev siddende dér, til Arrangementet var færdigt. Da var Nederlaget fuldstændigt. Der var ikke et Menneske, der vidste, hvor nogensomhelst skulde gaa eller staa.

✂ Høedt sad lidt. Saa rømmede han sig og afskød Galocherne:

✂ - Ja, saa begyndte vi nok forfra, sagde han: for dette var jo ikke saa godt.

140

✂ Tonen var mild og venlig, Virkningen ikke desto mindre betydelig.

✂ Sceneinstruktøren var knust. Professoren gik over til at hjælpe paa Forfatteren.

✂ Men hvorledes hjalp han saa ikke ogsaa ham.

✂ Naar i alle disse Aar "Hverdagskampe" en og anden Gang er faldet mig i Hænderne, har jeg altid med samme Undren maalt dette tarvelige og ret skruede Stykke Komedie, der i Bogen staar trykt - med det skønne Miniatur-Skuespil, Høedt af en saadan Libretto havde skabt.

✂ Hvormange Følelsesovergange havde han ikke læst ud af de pauvre Ord, hvormange Stemninger havde han ikke skabt, hvormange Virkninger havde han tryllet frem af de spæde Optrin.

✂ Men hvilket Arbejde var det saa ikke ogsaa.

✂ For denne Iscenesætter var alt vigtigt: Dekoration, hvert eneste Møbel, Skuespillerens Dragt, Belysningen. En Time, mer end en Time brugte han til Prøve blot med Lampisten for at faa et Tusmørke, som han vilde have det.

✂ Og alt det, saa mangfoldigt, saa omhufyldt det var, blev for ham kun Arrangørens Værk: saa efter det begyndte Instruktørens. Og forfølgende det Digt, som Librettoen havde født inde i hans Hjerne - et Digt, fuldt af Lys og Skygge, Inderlighed og Sjæl, Udtryk for Lidelse og Glæde, skyggende eller lysende over hinanden - gik han til at gøre sin Digtning til Virkelighed ved Hjælp af Skuespilleren, sit Redskab.

✂ Han stemte saa sikkert, som Spilleren stemmer sit Instrument, hver deres Tone ind i den Symfoni af Menneskerøster, som Stykkets Samtaler var blevet i hans Øren. Han fulgte hver deres Replik i Hælene for at berige den med sin Følelsesrigdom, der lod den simpleste Sætning som lyse i alle modsatte Farver.

✂ Han bekymrede sig om Stort som om Smaat.

✂ Hr. Abrahams skulde etsteds komme ind og lægge 141 en Hat fra sig. Hr. Abrahams gjorde det med en noget rundalbuet Selvfølelse ...

✂ Høedt bliver urolig paa sit Sæde og siger saa:

✂ - Maa jeg spørge, hva' er det for en Hat De lægger fra Dem?

✂ Hr. Abrahams havde tænkt sig en Straahat, da det var Sommerferie og paa Landet.

✂ - Jeg ogsaa, svarer Høedt og rømmer sig:

✂ - Ja, vil De saa maaske gaa ud igen og lægge den Straahat en Gang endnu.

✂ Hr. Abrahams gaar atter ud og placerer atter Hatten.

✂ - Om igen, siger Høedt blot:

✂ - De placerer den, som var det en velbørstet Silkehat

✂ Og Hr. Abrahams, paa hvis hele Kunst Professoren satte en saa overordentlig Pris, maa placere om igen - - og om igen, det meste af tyve Minutter.

✂ Prøverne trak ud i det uendelige. Hver Dag kom Høedt og sagde: i Dag vilde han kun blive en Time. Og efter det første Kvarters Forløb var Galocherne kommet af ham, og var først Galocherne af, kom man aldrig hjem.

✂ En Dag blev Klokken halvfem, og Skuespillernes Sjælstilstand - de skulde jo spille om Aftenen - var ikke netop Taalmodighed.

✂ Sige noget turde imidlertid ingen; og Høedt gjorde ikke nogen Mine til Opbrud.

✂ Fru Louise Holst begynder at antyde, at hun ikke er særlig oplagt. Høedt lader længe, som mærker han det ikke.

✂ Tilsidst siger han:

✂ - Er De utilpas? Fru Holst svarer:

✂ - Oprigtig talt er jeg sulten, Hr. Professor. Høedt ser op paa hende saadan paa skraa:

✂ - Saa?

✂ - Aa, Hr. G., vender han sig saa til Regissøren: lad hente noget Mad til Fru Holst.

142

✂ - Vi andre, tilføjer han meget tørt: spiser, naar vi kommer hjem.

✂ Fru Holst lod ingen Mad hente, og Prøven varede endnu et Par Kvarter.

✂ Naar vi gik hjem ad Nørregade, var Høedt altid svært oplivet. Prøvens Luft havde vakt alle hans Livsaander.

✂ - Hm, hm, sagde han og rømmede sig: Mon vi dog ikke skulde faa et Stykke ud af det?

✂ En Strid havde jeg med Professoren. Ellers bøjede jeg mig, hvad der var ret selvfølgeligt. Striden var denne:

✂ Der skulde i min Pjes spilles firhændigt.

✂ I en Parentes være det sagt, at der overhovedet spilledes og legedes mangelunde i mine Smaastykker. I "Du og jeg" var det Fjerbold. I "Hverdagskampe" var det Croquet (jeg kendte endnu ikke Lawntennis) og firhændigt Klaver. Disse snilde dramatiske Paafund var min ungdommelige og hemmelige Stolthed.

✂ Stykket opgav Ouverturen til Don Juan og jeg ønskede tyve Takter.

✂ Høedt var fortvivlet.

✂ - De griner, sagde han: tyve Takter - de griner - véd De, hvorlænge det varer?

✂ - Folk skal dog ikke paa Koncert. Han lod de tyve Takter spille for mig. Han hørte selv til og paa et bestemt Sted sagde han:

✂ - Saa. Her skal stoppes.

✂ Og vendte sig til mig - - men jeg holdt paa de tyve Takter.

✂ - Naa, sagde Høedt lidt fornærmet:

✂ - Lad ham saa kun se.

✂ Prøverne gik deres Gang. Himlen véd, hvormange der var. Vist er det, Høedt sparede sig ikke ...

✂ Saadan former Billedhuggeren dødt Ler til Liv som han formede den Pjes til Skuespil - sidste Gang blev det, at han viste sit hele Geni.

✂ Aftenen kom. Det var Louise Holst's Benefice. Huset udsolgt og fuldt af munter Summen. Orkestret havde 143 begyndt at spille. Høedt og jeg stod hver ved sit Hul i Tæppet.

✂ Saa kom Professoren hen til mig og lagde sin Haand ned paa min Skulder:

✂ - Ja, sagde han: nu har jeg forsøgt at tilbagebetale lidt af min Gæld ...

✂ - De maa nemlig vide, jeg skylder egenlig Deres gamle Bedstefader Livet ... Jordemoderen og de alle troede, jeg var død, saa lidt Liv var der i mig, da jeg blev født ... Saa sagde min Moder: Send Bud efter Bang.

✂ - Og Bang kom og saá paa mig - han saá saa rask - og sagde:

✂ - "Put Ungen i koldt Vand".

✂ - Og det gjorde de, og saa begyndte jeg at give Livstegn: Jeg hvinede, som skulde jeg nu først til rigtig at miste Livet ...

✂ Høedt lagde sin Haand lidt fastere paa min Skulder:

✂ - Det har jeg nu aldrig glemt, sagde han: Og jeg vil være glad, om jeg har kunnet gøre lidt for Dem.

✂ Han blev staaende og saá frem for sig, saa sagde han, tænkende paa Bedstefader:

✂ - Hm, ja, han var en udmærket Mand og en skrækkelig - Poet.

✂ Midt i min Angst tænkte jeg: Tag Du den, Kammerat ...

✂ Og saa tog en kraftig Arm mig pludselig i Siden og puffede mig heftigt ud i Kulissen.

✂ - Tæppet gaar jo, raabte han.

✂ Det var gaaet.

✂ Da vi nærmede os til Stedet med de tyve Takter, kom Høedt hen til mig i Kulissen. Han vilde have mig i Nærheden under det Firhændige. Inde paa Scenen spørger Fru Holst (noget umotiveret iøvrigt) Fru Borchsenius, om de ikke skulde spille lidt firhændigt, og Høedt begynder at rømme sig ude i Kulissen.

✂ De to Damer sætter sig, og Hr. den og Hr. den begynder at traktere et Klaver ude i Kulissen.

144

✂ I Salen er der meget stille. Det er øjensynligt, at Publikum rinder det meget net at se Louise Holst og Betty Borchsenius bevæge Fingrene firhændigt.

✂ Der gaar ti Takter, der gaar tolv Takter.

✂ De første begynder at rømme sig.

✂ - Saa, sagde Høedt, nu har de set nok paa det.

✂ Han havde netop villet standse med den tolvte Takt.

✂ Men nu spillede de jo videre - - mens hele Salen rømmede sig.

✂ Nej, Professoren havde haft Ret - nu mærkede jeg først, hvor længe bare otte Takter varede.

✂ Høedt blev selv ganske urolig - og de spillede, spillede, spillede endnu.

✂ Endelig var det forbi med Koncerten.

✂ - Na - sagde Høedt: de grinede jo ikke ...

✂ Næste Aften holdt vi os til de tolv Takter.

✂ Stykket blev en virkelig Succes, og det var en af min Ungdoms lykkeligste Aftner: jeg havde virkelig kun føje fortjent den.

✂ "Inden fire Vægge" var mit næste Drama. Det har ingen Historie.

✂ Det blev opført paa Kasino.

✂ Efter Generalprøven sagde Theodor Andersen:

✂ - Hør, var det mon ikke bedre, vi lod være at spille det Stykke?

✂ De fleste Rollehavende mente sikkerlig, at det var bedre. Jeg bad om lidt Betænkningstid og gik ned i Basargangen og betænkte mig. Mine Overvejelser førte til, at det bedste dog var, at Enakteren spilledes.

✂ Det blev ved det:

✂ Interiøret kom paa Plakaten foran Offenbachs "Røvere".

✂ Skuespillet aabnedes atter med et af de Paafund, som alle paa Prøverne angreb, men som jeg aldrig i Evighed ofrede:

✂ Op gaar Tæppet og tom er nogle Øjeblikke Scenen. Saa indtræder gravitetisk Betty Borchsenius bærende en Urtepotte. I Tavshed stiller hun den paa Bordet, ryster 145 tavs paa sit Hoved, tager atter Potten og gaar - i Tavshed.

✂ Hvorpaa Scenen paany staar tom.

✂ Alle havde de besvoret mig at ofre Urtepotten. Betty Borchsenius havde bedt mig indstændigt. Jeg fastholdt baade Urtepotten og Tavsheden.

✂ Virkningen udeblev ikke: det blev det højstærede Publikum, som muntert brød Stilheden.

✂ "Inden fire Vægge" opførtes to Gange.

✂ Der er jo det ved Stykker, der opføres paa de fleste Privattheatre: de skal intet Abonnement gaa rundt.

✂ "Graavejr" skulde det. Det var naaet til det kongelige Theater. Længe laa det lille Ægteskabsdrama hen. Theatret formente maaske, det kunde bero ved den smigrende Antagelse. Men mine Venner holdt paa Opførelsen og en Dag maatte Theatret til det. Jeg tror, saadan noget gaar efter en vis Anciennitet.

✂ Vist er det, med "Graavejr" varede det sin Tid. Det havde ligget et Par Aar i Arkivet og blev nu opført i Julemaaneden.

✂ Iscenesættelsen, der var fortræffelig, besørgedes af Hr. William Bloch. Det var atter det dramatiske Bi-Værk, der voldte Vanskeligheder. I Skuespillet spistes der ustandseligt - der var kun tre Personer, Ægteparret, der spiste, og Pigen, som bar Maden ud og ind - og det var disse Spisevarer, som voldte Besværet. Der fordredes i Stykket en Melon, og Melon udelukkedes af Aarstiden, saa de kongelige Kunstnere, som vil have deres Maaltider, truedes af en Papmelon.

✂ Sceneinstruktionen løste lykkeligt Spørgsmaalet.

✂ Jeg blev indbudt til en Prøve.

✂ Gemt oppe i en Loge skulde jeg se min Enakter. Jeg har aldrig vidst, at et Theater kunde virke saa truende som denne gabende Sal, som laa der - tom og død og mørk.

✂ Tæppet gik op. De Rollehavende begyndte at spise.

✂ Sceneinstruktøren sad bag mig og gjorde saare samvittighedsfuldt Notitser i sin Lommebog. Han spurgte 146 - de Rollehavende blev ved at spise - om jeg ikke havde nogen Bemærkninger at gøre.

✂ Jeg havde ingen, Jeg saá, at ingen "Bemærkninger" kunde bringe de lamme Repliker ud over Lamperækken. Det er jo dog godt, at man er saa meget Kritiker, at man i al Fald kan kritisere, naar man har skrevet.

✂ Jeg nærede ingen Illusioner om Udfaldet.

✂ Forestillingsaftenen sad Chefen og jeg i Spejllogen. Den ligner intet andet end et Bur. Under den gaar Publikums Støj som Havets Brusen. Det er Buret for den blege Skræk.

✂ Havde Publikum gjort Støj før Tæppets Opgang, blev det des mere stille efter. Der hørtes ikke en Lyd, før man begyndte at hoste. Ogsaa da bevarede man iøvrigt urokkelig Alvoren: min Enakter skulde virke komisk.

✂ Chefen sad ubevægelig.

✂ Han er vant til med samme Ansigt at overvære lidt af hvert.

✂ Stykket skred frem, mens al Stadens Forkølelse satte sig uhindret Stævne i Salen. De fem og tredive Minutter blev lange - besværligt lange.

✂ Endelig faldt Tæppet. Der var nogle - der er jo Barmhjertighed til - som begyndte at klappe - - saadan med Neglene.

✂ Chefen vendte sig og sagde opmuntrende:

✂ - Naa, ser De, det gaar jo.

✂ Men i det samme Nu brød en Hyssen løs fra det hele Hus:

✂ - Ja, sagde jeg, det gaar jo.

✂ Min Tone faldt ikke ganske sammen med Chefens.

✂ Han spurgte mig venligt, om jeg ikke vilde hilse paa de Spillende.

✂ Det var vel saadan Skik, og jeg sagde: Tak.

✂ Det er den eneste Gang, jeg har været paa det kongelige Theaters Scene. Jeg véd ikke, hvordan der ser ud. Man har det nemlig ligesom noget mørkt om sig, naar man lige er udhysset paa den nationale Skueplads,

✂ Jeg saá kun pludselig de to Rollehavende, som jeg 147 tog i Haanden. Faa noget forstaaeligt sagt tror jeg ikke, at jeg naaede. De to var noget slappe i Hænderne og nogenlunde saa forvirrede som jeg.

✂ Exii.

✂ Jeg havde levende ønsket, at det kongelige Theater

✂ - ikke havde noget Abonnement.

✂ Saaledes er mine Enaktere opførte paa tre Skuepladser.

✂ Paa Dagmartheatret er jeg forblevet uopført.

✂ I Udlandet har man spillet Enakterne sparsomt. Dog opførtes paa et nordisk Theater for nogle Aar siden et lidet Skuespil, der herhjemme stille afled i et Tidsskrift

✂ - opførtes en Gang.

✂ Stykkets Indhold beror paa Virkningen af et Kys. Elskeren skal ved Kraften af dette Kys overbevise Elskerinden. Man vil forstaa, at den sceniske Fremstilling kan være vanskelig.

✂ Tilfældigvis opholdt jeg mig i Byen under Prøverne. Vi Deltagende var alle Venner, som alle efter Evne vilde arbejde for Stykkets Held. Vi indsaá alle, at det psykologiske Moment var "Kysset".

✂ Spørgsmaalet var, hvorledes det virkningsfuldest skulde gives.

✂ Jeg havde min ganske bestemte Idé og overtog hidsig Rollen i det givne Moment: Jeg mente saaledes.

✂ Sceneinstruktøren var uenig med mig. Ilfærdig røg han op: De kan da begribe - hed røg han op fra Parkettet - det maa være: Saaledes.

✂ Vi kæmpede begge praktisk for vor Opfattelse.

✂ Kunstnerinden var ganske ør. Vi tog Stedet igen. Vi viste atter. Elskeren paastod, at "nu vilde han - han fik jo aldrig Lov til at prøve".

✂ Instruktøren raabte, at der maatte en Afgørelse. Jeg mente, det maatte være "saaledes".

✂ Kunstnerinden bad blot, om hun maatte aftage sin Hat. Vi kunde vistnok stikke os paa dens Naale.

✂ Instruktøren bandte, saa Kulisserne rystede; jeg var saa hidsig, saa jeg skældte og smældte. Elskeren spurgte 148 kun resigneret, hvordan han skulde spille, naar han aldrig fik prøvet.

✂ Kunstnerinden var et Under af Taalmodighed.

✂ Tilsidst bad hun kun, om hun et Øjeblik maatte sætte sig: hun var fuldstændig udmattet.

✂ Vi prøvede igen og kom aldrig længer end til Stedet: Kampen begyndte paany ... til vi alle lo, som var vi ganske besatte.

✂ Jeg tror, at Sceneinstruktørens Opfattelse sejrede.

✂ Alligevel udeblev nok "Virkningen". Stykket opførtes én Gang, som sagt. Og Kritiken erklærede "ikke at have opfattet dets Mening".

✂ I Stockholm havde Ludvig Josephson spillet "Hverdagskampe". Oversætteren havde symbolsk kaldet Pjesen for "En gammel Historie".

✂ Jeg overværede ved Lejlighed en Opførelse i "Nya Teatern". Jeg maa tilstaa aldrig at have set noget Theater saa tomt.

✂ Ludvig Josephson stod ved "Hullet" og saá ud over sine Bænke:

✂ - Ja, ja, sagde han, nu er det jo ogsaa niende Gang, det gaar.

✂ - Vi spiller det altid, naar vi ikke har nogetsomhelst andet at give.

✂ Stykket tilhørte saa at sige Reserven.

✂ Ophidset af "Nya Teatern "s Ihærdighed af købte "Dramatiskan" mig et andet af mine smaa Arbejder. Det udbetalte mig Honoraret og bragte det aldrig til Opførelse.

✂ Det har øjensynlig haft andre Forfattere til Hjælp under Sygemeldinger.

✂ Mig var det kun behageligt. Enakterne var nu en Gang ikke rigtig egnede for Eksport.