Bang, Herman DEN GYLDNE STAD

DEN GYLDNE STAD

SKØNNE Stad, som Hradshin skærmer, en Stenkonge med højt opløftet Haand - er vel nogen By saa rig som Du, hvor Wallensteins Vaaben smuldrer over Porten til de gamle Paladser, og et ungt Folk rejser sig for i frit Liv at skabe sin Historie.

Herhen burde Malerne drage i Flokke,

Og alligevel - mon de kunde male disse Aftner, naar Moldauen glider stille under de duftende Akazier og Floden synes tyst at blunde hen under Tusmørkets Kys, mens de store Støtter paa Nepomuks søndrede Bro staar som den tavse Nattevagt af Sten?

Kunde de male "Lille-Sidens" Gaarde med Svaler og Trapper og Gange og elendigt Menneskekryb, som fødes her og dør i Mørke? Der er ikke andet Lys end Skæret fra Overtroens hellige Lamper; hvorover dorske Helgener stirrer paa Elenden med et sløvt Blik. Dybe som Brønde er Gaardene. Selv Herrens Øje naaede vist aldrig Bunden, og godt er det: for om det naaede did, vilde den Alkærlige kun blive urolig i sin Himmel.

Men nu ser heller ikke han.

Og Slovaker og polske Jøder, som kom fra Rusland paa deres Fod, og kroatisk Pak og Dalmater faar Lov at husere her i Fred ...

Eller hvem kan med Pensel og Farve give Sommerluften denne Tone - saa lys, saa fagert blaa, hvor alting 200 smiler, Flod og Bjerg og Himmel, saa al Naturen, der dog er, synes Mennesket en Drøm?

Nej - vel ingen kan male det. Og det levende Prag bliver sin egen Billedbog.

I Torvets gamle Paladser ruster endnu Trediveaarskrigens Sværd. I Domen ligger Bøhmens gamle Konger. Ubevægelige venter de med strenge Stenansigter paa Bøhmens Genopstandelse. I Raadhuspladsens Buegange venter man, naar Maanen den er oppe, at møde Faust og Mephisto foran Gretchens Bur.

Og alt dette er kun Sceneri.

I Trediveaarskrigs-Dekorationer spiller en ny Tid et nyt Skuespil, og et Folk genfødes ved Foden af Hradshin.

Den Genfødelse er det, som giver Prag dens Præg af Ungdom og af Vaagenhed. To Racers bestandige Gnidning spænder alle Evner. To Stammers daglige Kamp lukker alle Øjne op.

Her kan ikke soves.

Her støder Czecherne, den unge Fortrop for Slavernes Millioner, mod Østens yderste Vagt. Vagten er en Østriger, som fløjter en Vals paa sin Post.

De let sindede Østrigere. Skæbnen gav dem et godt Humør, og de nyder deres egen Undergang som et Skuespil. Men et spinkelt Bolværk er de glade Folk. Og er Wien Østens Port, saa vil det, maa man tilstaa, være en Dør, som er let at sprænge.

Men Folket, der er muntert, giver Livet sit og ikke græder over Døden, vil, naar Dagen er der, fejre sin Ligbegængelse paa østrigsk Art og Vis.

Hvilket mærkeligt Ligtog, naar en Østriger stædes til Jorden.

Forrest en Jockey.

Til Hest, i Karriere, foran en tempellignende Vogn.

I Vognen er Kranse stablede op - mange brede Baand og saare mange Farver.

Baandene flagrer, Inskriptionerne folder sig ud: "Farvel" - "Lev vel" flyver som glade Festens Vimpler.

201

Saa følger Orkestret.

Det spiller ingen Salmer. Det er Strauss, der følger en Østriger til Jorden. Paa alle Sjæles Dag, naar al Militærmusik spiller paa Prags Kirkegaard og alle Knejper er fyldte af Folk, som er trætte af at knæle hos de Døde, er det Fahrbach, der klinger fra Instrumenterne.

For hører en brav Østriger i sin Kiste en Vals, smiler han i Søvne - siger man.

Saa kommer Ligvognen med Kisten, hvid og fin. Hestene i Galop, saa Spandet danser.

Saa Følget - i halvtredsindstyve Vogne. Glade Mænd og pludrende Fruer med lyse Parasoller og vajende Fjer.

Saadan følger Østrigerne til Jorden, som Pariserne kører til Bryllup. Og saadan vil en Gang selve Østrig dø, og en "Kehraus" vil være Koralen ved dets Grav.

Endnu kæmper jo de tyske Østrigere, men kæmper, som de Aristokrater de er, med Fleuret.

Racekampen ved Moldau minder om Helsingfors. Der er noget af den samme Interessérthed og aandelige Bevægethed. Men Prag er rigtignok et Helsingfors midt i Europa.

Lighederne er alligevel slaaende.

Som Finnerne hist vokser Czecherne her af Jorden selv. Det er en Folkets Strøm, der ikke kan standses, for den rinder af Landets Bund. Denne Falanks trykker langsomt Tyskerne ud gennem Passerne ved Königsgrätz.

Som Finnerne er Czecherne Demokrater. De kommer fra neden af, og deres Hær er en Almue, som skal opdrages politisk og socialt Befrielsesværket er et Opdragelsesværk.

Det gaar hastigt, fordi Czecherne maaske er de intelligenteste af alle Slaver. De har lette Hoveder, som er rappe til at lære af Modstanderne; de har en nervøs Ærgerrighed, som pisker dem hastigen fremad.

De er kunstnerisk anlagte, og de har allerede Digtere, 202 Billedhuggere, Malere - en hel Kunst, der for et ungt Folk virker som et forudbaaret Banner.

De raader over en Enhedsfølelse, som er Styrke. Hver Ven funden hilses som en Helt, der vil lægge Haand til Befrielsen. Hvert Frafald skændes som Forræderi. En stor bøhmisk Skuespillerinde - en stolt Begavelse, der nu paa Burg øves til at løite Charlotte Wolters Arv - som i tre, fire Aar havde været det czechiske Theaters Primadonna, brød ud fra det trange Modersmaals Grænser og gik til det tyske Theater.

Paa hendes Debutaften der samledes den czechiske Mængde om Theatret. Man vilde, naar Forrædersken kørte bort, stene hendes Vogn.

Hun slap kun ud i en Forklædning.

Men siden den Dag er hendes Navn aldrig blevet nævnt i nogen czechisk Avis.

Hvert czechisk Hjem har været hende lukket. Som efter en hemmelig Parol nævnes hun aldrig.

Hun er en Udstødt og har ikke mer noget Fædreland.

Men det er da ogsaa paa Theatret, at i Prag den ydre Kamp staar.

Det ligger jo dog for Østrigerne at forlægge en national Kamp til - Skuespilhusene. Prags fem og tredivetusind Tyske har tre Theatre. Det ene er et nyopbygget Pragthus. Aaret rundt spilles hver Aften paa mindst to Theatre.

Det er, som siger Østrigerne hver Dag: Ser I - saa mange er vi. Fra tre Skuepladser lyder vort Sprog. Og hver Aften er der Tusinder til at høre derpaa.

Der er det. Thi det tyske Selskab i Prag har - som Svenskerne i Finland - en utrolig Evne til at mangfoldiggøre sig. Og Aften efter Aften er der fuldt i de germanske Skuespilhuse, hvor man energisk samler Førstekræfter fra hele Tyskland, som kunde Goethe- og Schiller-Fremstillinger dæmme op for den czechiske Strøm.

Czecherne har forsøgt at følge deres Modstanderes Eksempel.

203

De har bygget et Theater, som skinner af Marmor og Guld.

Men de ejer kun faa nationale Skuespil at opføre i det prunkende Hus. Og en ung Skuespilkunst, der har megen Flamme, men kun ringe Slibning - som den norske, om hvilken den levende minder - forliges slet med de galliske Skuespils Opgaver.

Tysk Drama spilles naturligvis føje.

Trods Manglen af et originalt Repertoire hænger det czechiske Parti alligevel fanatisk ved sit Theater. Bøhmerne hører dog her deres eget Maal. Og er Tankerne end ofte fremmede, Sproget er deres eget.

Derfor holder ogsaa de Theatret frem som en Stridens Fane. Men samme Theater staar ikke desto mindre ofte tomt. Almuen er jo ikke Theatergængere.

Czecherne har i det Hele Pragtbygninger nok. De bygges af Demokraterne som en Demonstration. Man vil Selskabet til Trods vise, at man ejer baade Penge og Smag.

Men de stolte Prunkhuse staar rigtignok endnu som Theatret - tomme.

Det Folk, som skal fylde dem, er først ved at fødes.

Det breder sig ustandseligt bag den tyske Skal, som Selskabet endnu paatrykker Bøhmernes By.

Dette Selskabs Magt er stor. Thi vi er i Østrig, der hundrede Aar efter den store Revolution er Aristokraternes eneste Fædreland. Og i det Blaablodsland er endda Bøhmen Aristokraternes Residens.

Czecherne har da maattet bukke sig for at naa frem.

Ved som næsten altfor underdanige Vasaller larmende at hylde enkelte Adelsmænd, som tog Høvdingpost i den bøhmiske Hær, har man efterhaanden lokket ogsaa andre Aristokrater over i sin Lejr. Der er nu Adelshuse, hvor Forældrene kun kan Tysk, men hvor Børnene opdrages paa Czechisk.

De vil en Gang blive Spidser i et czechisk "Selskab". Og den Dag, hvor et saadant er født, vil blive mere 204 skæbnesvanger for det tyske Prag end nogen, det hidtil har set.

Der er Kamp i Prag. To Stammer strides om den gyldne Stad.

Men selv under Kampen synes man sorgløs.

Det ligger saa i Folkets Karakter. Man kan søge til Slovaker som til Magyarer, til Dalmater som til Czecher: man er dog altid - i Østrig.

Vi var i Domen en Gang. Vi vandrede rundt og saá paa Buer og paa Piller og paa gamle Bøhmerkongers Kister.

Dér laa de paa deres egne Kistelaag, alle de døde Majestæter.

Den manglede en Taa, og den fattedes en Næse.

En gammel Pater med et Ansigt som en Düsseldorfer Munk førte os omkring. Han pegede troligt paa al den megen Lemlæstelse, og stadig gentog han det samme:

- Svenskerne har gjort det i Trediveaarskrigen. Tilsidst sagde en af os:

- Vi er nu egentlig saadan et Slags Halvbrødre til Svenskerne.

- Warum denn ni't? sagde bare Pateren.

Og han gik til den næste Tommeltot, der var skamferet af vore Forfædre.

Warum denn ni't? er et østrigsk Ord. Østrigeren er en Mand, som trækker paa Skulderen og gaar til det næste.

Men hvor let gør han ikke Livet og hvor sorgløst smiler han ikke af sin egen Malheur. Han tror ikke paa nogen Fremtid - tværtimod. Men han vil have Lov at le, lige" til Syndfloden kommer.

Prag er en Stad af Børn og Galgenfugle. Galgenfuglene er tyske, og Czecherne er Børn. Men Livet bliver friskt og lystigt

Se deres Korso.

205

Klokken seks gaar det løs. Den ganske Stad strømmer til "Graben".

Det er, som hørte jeg endnu den muntre Sabelklirren over Fortovet - Rytterofficérernes i det østrigske Militær, elegante som Forgrundsfigurerne i den fikse Opera comique - og saá jeg for mig Stadens Damer, lidt yppige, lidt lade med deres Gang, der minder noget orri Kvindernes der længer mod Øst.

Bag Kaféernes Ruder Ansigt ved Ansigt -- "Kavaler" ved "Kavaler". Paa Gaden "Frøken" bag "Frøken". Mellem dem Blik efter Blik.

En Østriger gør ingen Røverkule af ... sit Hjerte. Hans Kur er aabenlys og til Hælvten spottende. Han véd, at det er let at sejre og at Sejren ikke er nogen Overanstrengelse værd.

Hans Kur er derfor saa skødesløs som han selv.

Men hans Manérer er altid gode. Man er i Østrig altid i et gammelt Hus.

Man ser det allevegne og paa alt. Se Sommerkorsoens Ekvipager, naar de ruller frem under "Baumgarten"s Lindetræer. I mørke Farver er Vognene holdte, douce er Tjenernes Liberier. Vaabnene paa Hestenes Seletøj er af Bronce.

Kuskene styrer majestætisk de dejlige Blodsheste.

De østrigske Kuske - "Fiakren", som er Landets Stolthed. Østrig har ikke alt for mange Berømtheder, og Østrigeren véd det. Men sin Fiaker har han: Hyrevognskusken med Gamacherne, de brune Handsker, Similinaal i Kravaten og den høje Hat paa Snur.

Som han kan køre, kører ingen Kusk i Verden.

Det er bevist. Thi Wiens og Prags Fiakrer er ikke de Folk, der bliver paa deres Hjørne eller driver paa deres Buk. De gaar paa Tournée, og de viser deres Overlegenhed i Væddekørsel i baade Hyde-Park og Bois de Boulogne.

Deres Sejre fryder hvert ægte Kavalérhjerte i Fædrelandet.

Paa deres Udflugter skriver de Rejsebreve. De offentliggøres 206 som Føljeton - af en af "Neue Freie"s Konkurrenter.

Men stolt sidder de ogsaa paa deres høje Sæde - med voldsomt tilbagesvajet Ryg og de knyttede Hænder om Tømmerne. To Timer ruller Vognene over Baumgartens Alléers Grus. Militærmusik spiller, rundt om Tribunen nyder Smaaborgere deres Øl.

Det hælder mod Aften, og Kølighed løser Akaziernes Duft. Paa "Blomsterengen"s skønne Have, hvor Slyngroser løfter Guirlander over de Spadserendes Strøm, begynder Mosekonen at brygge. Hvilket Væld af Blomster: Myrter, Heliotroper, Roser - - Roser og atter Roser. Engens Damp gennemvæves af deres Duft

Tusmørket kommer. Som dalende Slør sænker det sig køligt fra Lindene ned over Plænerne, hvor høje Palmer pranger.

Korso'en er endt. Den kuldskære Østriger flyer. Han vender hjem til Byen.

Hans Aften tilhører "Folkesangerne". De er Østrigs Specialitet som dets Kuske.

Østrigs Folkesangere er Fædre til al Verdens Komikere. Og alligevel vilde ingen forstaa dem, naar de blot kom over Grænsen. Her i Østrig selv naa'r de derimod Berømmelsen, og "den lystige Mirzel" har Anseelse som en Aktrice ved Burg.

Folkesangernes Viser er Østrigs aristofanske Komedier. I Landet, hvor Pressen ingenlunde tør sige alt, er "Folkesangerne" den offentlige Menings Røst. Som de synger, føler Folket.

Derfor hører Wieneren og Prageren paa dem seks lange Timer i Træk, og de bliver ikke trætte. Thi Folkesangerne er en Del af deres eget Liv ...

Vildest jubler de, naar en "Fiaker" har sluttet sig til den kunstneriske Trup. Han kan kun én Sang: Fiakresangen, men det er ogsaa nok: en Østriger kan høre den tusinde Gange. Der maa vel være noget af Folkets Livslyst i dens Musik.

207

Det var vel derfor, at Erkehertugen i Mayerling - den store Østriger - lod den synge for sig Aftnen før sin Død - - af sin Kusk.

Hvor mange Mennesker har vel ikke betragtet det som en Blasfemi. Naar man kender Østrig, bliver det ikke en Gang sentimentalt, man synes næsten, det maatte saa være - og man hører det med Vemodighed.

Først lidt før tolv standser Folkesangerne. Folk gaar hjem.

Fra alle Sommerhaver lyder der Musik. Det er Militær og Zigeunere, der spiller.

Hvor Zigeunermusikken dog virker sært.

Langeligt klager tungsindige Violiner. Til Trods føres Buerne aandeløst og hastigt. En eneste Violin løfter sin Sang højt - som over et Vand en svævende Fugl.

Ja - denne Musik er Bud fra et andet Folk og klinger i Østrig fremmed.

"Fahrbach"'erne, de hører hjemme her. Hør, hvor de knalder fra de østrigske Blæsere som Ligegladhedens Sejersfanfarer, mens Prag sover ind.

Østrig blunder til Lyden af sin Livmusik.

... Der er blevet tyst i alle Gader. Bjergenes Kulde falder skarp over Byen. Akazierne i min Gade har forsigtigt rullet deres Blade sammen, og sammenkrøbne synes de i Natten som visnede.

Paa Lillesidens Bjerg ser man Gaslygternes smaa Øjne som Stjerner, der var faldet ned paa Bjergets Skraaning.

En sidste Ryttersabel klinger gennem min Gades Øde.

Østrigs Vaabenmagt er altid sent ude ...

Saa sover Staden, sover By og Bjerge.

Men højt over alt løfter sig det bøhmiske Hradshin: Bøhmerkongers Hus, Czecherne, et Symbol.

Hradshin, Herskeren af Sten - Herskeren, runden af Landet.

208

Ja, gyldne Stad ved Moldau, hvor mange Minder gemmer Du ikke for mig, Minder fra Liv og fra Kunst.

Hvor mange Aftner har vi ikke siddet under Egen foran det lille Bræddeskur paa Bjerget, som Czecherne kalder deres Sommertheater. Tag havde Theatret ikke. Fuglene, der skræmtes op af deres Søvn ved alle "Fabrikanten "s Forbandelser, fløj hen over Tilskuerrummet med forvirrede Skrig.

Vi blev som oftest siddende udenfor. Czechiske Skuespillere kan man nyde gennem Vægge.

Ved vor Fod laa Staden, dens Gader, dens Pladser og Floden. Lige under os saá vi de lyse Træer i det tyske Sommertheaters Have ....

Dér sang de Operette. "Den lystige Krig" var det.

En Gang imellem slog et Refræn, en Melodi herop. Indefra hørte vi Czechernes hastige Tale. Czechisk lyder, som var de Talende næsten altid trodsigt vrede.

Nur fur Natur
schwärmt die Gräfin,
die Gräfin Mélanie -

sang dernede Brackl, Tenoren, i sin Operef - Østrigeren udtaler Ordet paa fransk -; heroppe tog Czecherne tragisk paa Vej.

Naar vi havde spist vor Mellemmad hos Czecherne paa Bjerget, gik vi i "Landestheater". Jeg har der tilbragt nogle af de lærerigste Timer i mit Liv.

Østrigerne forstaar Theaterkunst af Instinkt. Man lærer og opdrages til Forstaaelse blot ved at være Medlem af en saadan Tilskuerkreds. Dette Publikum kan lade sig overrumple som ethvert andet. Det kan lade sig besnære af et glat Ansigt. Det kan duperes af en Smule sødligt Kvidder.

Men det glemmer aldrig Rangforordningen. Og det véd altid, hvad Kunsten er, og hvad der kun er Gøgl. Og fordi det alt for godt véd, hvor sjældne Kunstnerne er, hædrer det oprigtigt de saare faa acteurs, som er Kunstnere.

Det er i dette Land, hvor man i Hovedstadens Raadhus 209 har ophængt Charlotte Wolters Billede. Her har Monarken takket en Aktrice i den officielle Avis for de udmærkede Tjenester, hun har bevist Fædrelandet og Kunsten.

Ja - hint Charlotte-Wolter-Jubilæum.

Burgtheatret stuvende fuldt. Alle Arveloger fyldte til Trængsel, saa man kunde tænke sig, at Hertugerne, der havde erobret en Førstebænk, havde overnattet i deres arvelige Burg-Besiddelse.

I Parkettet hvert Navn berømt. I den kejserlige Loge Franz Joseph og alle Habsburgere.

Saa gik Tæppet op: Folket ventede Sappho. Som Meiningere skreg man: Es lebe Sappho - Sappho hoch.

Hver Ubeskæftiget i Burg var iaften Statist.

Saa stormer Lewinsky ind som Herold og et: "Hil Sappho" skriger han gennem Salen, mens Digterinden selv - Wolter - trækkes, langsomt, i Triumfvogn frem, en gylden Lyre i den strakte Arm ... hilst af en Regn fra alle Soffitter af Violer og Roser.

I Salen rejste sig hver Mand. Først Franz Joseph.

Og som et Skybrud af hyldende Larm brød ned over Huset.

Charlotte svarede med Rollens Ord - og paa Ære de blev sagt med en egen Geniets Beskedenhed -:

- Ja, Sappho bin ich.

Og nye Jubelskrig rystede Theatret ...

Det var et Land, der hyldede "sein gewaltiges Weib".

Den, der i saa mange Aar saa ofte har set saa mangt et Publikum hylde indtil Ovation kunstige Mignonformats Talenter, vender gerne sin Tanke til det Publikum, der saaledes forstod at hylde Geniet.

Samme Aar kom Charlotte Wolter til Prag. Og jeg oplevede en Række af de mærkeligste Forestillinger, jeg har set.

Friederiche Bognàr var Pragertheatrets Primadonna.

Hun var en tragisk Fremstillerinde i den store Stil, malende og bred. Og hendes Fremstillinger kunde minde 210 om hine Skikkelser i overnaturlig Størrelse, som en fortidig Kunst mejslede.

Med hendes dybe og mørke Røst udslyngede Medea sine Trusler som bag selve Antikens tragiske Maske.

Hendes Liv havde kendt vekslende Kaar og Lykke.

Som ung var hun Burgtheatrets Haab. Laube opdrog hende til de blide og kurrende Duer: Philips og Jasons Hustruer. Hun spillede dem længe, mens Laube alt mer og mer uddannede hende i den stille lysende Kvindelighed, som den tragiske Digter behøver for at give sine sande Heltinder Relief.

Men Friederiche Bognàr blev ogsaa netop kun uddannet til disse blide Kunster. Og en skøn Dag sprængte hendes Aar og hendes Udvikling hende ud af hendes Roller.

Ogsaa hun rakte Haanden ud efter Medea, Billedet af den Forraadte og Stolte, efter Adelheid, der dræber for at elske, efter Lady Macbeth, der lader myrde for at herske. Og da var der ikke mere Brug for hende ved Burgtheatret.

Hun brød saa op. Hendes Kunst, der var bunden til det stolte og skønne Burg - et Skuespilhus af andre og større Dimensioner end dem vi kender, et Sted, hvor man giver Lystspillet et Hjerte og hvor Tragedien har den Adel, som forsmaar Skrig - hendes Kunst mistede sit Hjem. Naar Burgs Kunstnere maa forlade dets Tærskel, da maa de føle sig som Landflygtige. Tyskland er stort; nok har det af god Spillen Theater - men de fra Burg finder dog ikke mer noget Fædreland.

Hjemløs drog da Frøken Bognàr om paa Gæstespillenes mange Veje.

Hun spillede i det ganske Tyskland, i Nord-Italien, i Holland. Hun holdt sig kampdygtig i den evige Anspændthed, som Striden med altid nye Tilskuere skaber.

Hendes Medbejlerske blev i Burg.

Kun sjældent har Charlotte Wolter haft for Skik at 211 forlade Wien. Gjorde hun det, var det for at spille i en og anden af Monarkiets Byer. Eller hun drog til München for at spille for en Konge, der ydede hende kongelig Æresbevisning.

For Charlotte Wolter kaldte Kong Ludvig sine Vagter ud, som var hun en Wittelsbacher.

Men ellers blev Fru Wolter hjemme. Verden maatte komme til hende. Hun vidste vel ikke, hvorfor det var Kunstnerne og ikke Publikum, der skulde rejse med Jernbane.

Det Aar kom hun dog til Prag. Og efter en halv Menneskealders Forløb skulde hun og "die Bognàr" atter staa Ansigt til Ansigt paa Skuepladsen.

Nej, nej, de Skuespilaftner kan man ikke glemme.

Bevægelsen i Huset, Forventningen hos disse Sydtyskere, der har hastigere Pulse og hemmeligt Instinkt, Feberen, som bemægtigede sig alle. Det hele Bøhmerlands Aristokrati var strømmet sammen; med Arvesmykker lynede det i Logerne.

Og da saa Spillet mellem disse to Kvinder begyndte, havde man en Følelse, som overværede man et Slag.

Men Fru Wolter havde været uforsigtig. Hun var Messalina og kæmpede med de samme Aar, som understøttede hendes Modstanders Arria.

Indtrykket kan gives med en eneste bitte Hændelse. Jeg sad i Theatret ved Siden af en ung Løjtnant. Han havde Kikkert, jeg ikke.

Der findes nu i Tragedien et Sted - ogsaa jeg havde hørt derom - hvor Fru Wolter i Raseri og Hengivelse river Toga'en fra sit Bryst og blotter det - lidt. Jeg vidste, at dette "Sted" skulde forekomme, men jeg vidste ikke naar.

Pludselig rækker den unge Krigsmand mig sin Kikkert:

- Der, siger han: ich hab's ja früher gesehen. Jeg tager Kikkerten.

- Aber es kam ja nicht, siger saa Løjtnanten skuffet: Charlotte Wolter blottede sig ikke mer.

212

For hendes Messalina var det karakteristisk.

Men alligevel - hvilken Kamp mellem de To, der som slyngede hinanden deres Geni i Ansigtet, Charlotte Wolter som med en bestandig Bilyd af Spot.

Og hele disse to Menneskers hemmelige Historie, som alle kendte, passede i dette Skuespil: den ene brydende sig Vej ved Geniets Magt gennem Tøjlesløshed til Hæder; den anden i sit Liv "borgerlig" som faa, brændende for kun ét: den Kunst, der halvvejs havde forstødt hende.

I disse Munde syntes alle Stykkets Ord at rumme hundrede Tilstaaelser og Anklager, Trusler og Forhaanelser.

Efter "Messalina" kom "Maria Stuart". Kampen steg.

Jeg havde sneget mig ind paa en Prøve. Jeg vilde se de to Mennesker sammen. Fru Wolter synes udenfor Skuepladsen kold som Is. Hendes Røst lyder som den udulgte Spot.

Hun prøvede med halv Stemme ligesom Frøken Bognàr.

Naar de Medspillende rettede et Spørgsmaal til hende, bøjede de sig med et "Fru Grevinde".

Haveakten kom.

Paa Prags Theater var Friederiche Bognàrs Elisabeth vant til saa vidt gørligt at "holde Scenen". Naar Maria udslyngede det Bastard, som klang saa mægtigt i Ristoris Mund, flygtede Elisabeth brat med et Skrig, der bebudede Hævn.

Da dette Optrin nu paa Prøven kommer, spiller den Prager-Primadonna som vanligt. Rask bryder hun op i Kulissen.

Charlotte Wolter bliver tavs staaende. Saa henvender hun sig til Direktøren:

- Dette er ikke Burgs Scenegang.

- Hvorledes Grevinden da ønskede det?

Kort og koldt siger Fru Wolter: Saaledes og saaledes. Hun foreskriver en Scenegang, hvor Marias "Søster" Elisabeth ligesom søger at afvælte Vægten af Maria 213 Stuarts Ord, men forgæves: som bunden af Blikket hos Dronningen af Skotland nærmer Elisabeth sig og falder sammen. Med bøjet Nakke, slagen, gaar hun Dronningesøsteren forbi, mens Maria staar med løftet Finger - bort.

Saa kommer som et Glædens Skrig:

- Endlich eine Stunde des Triumphes.

Saaledes var ... Burgs Scenegang.

Frøken Bognàr kaldes tilbage. Direktøren, der - saadanne Øjeblikke synker Hjertet sandsynligvis et Par Tommer i et direktoralt Bryst - staar midt mellem de tvende Damer, forklarer sin Primadonna, hvorledes man spiller Scenen paa Burg.

Primadonnaen bemærker kort, at hun kender Burgtheatret.

Direktøren véd det, men maa alligevel gøre opmærksom paa - -

Primadonna meddeler, at hun under alle Omstændigheder ikke kan forandre sin Spillemaade:

- Hun har den fra Laube.

Fru Wolter,, der venter statuestiv, siger:

- Altsaa prøver vi.

Det kommer i en Tone, som ikke taaler Modsigelse. Direktøren gør blidt opmærksom paa, at man plejer at føje sig efter Gæsten.

- Meinetwegen, bryder saa Bognàr ud med sin dumpe Stemme, der lader Ordet lyde som et Slag.

Scenen prøves, og Frøken Bognàr sniger sig forbi den sejrrige Maria.

Men Enden var ikke endda.

Forestillingen kom, med den Scenen i Haven.

Charlotte Wolter jubler over Friheden og Naturen. Leicester arriverer med Elisabeth.

Friederiche Bognàr lod først, som saá hun ikke sin Søster af Skotland. Hun gjorde unødig en lang Pause, hvor det slet ikke lykkedes hende at faa Øje paa Maria af Skotland.

Saa endelig ser hun hende - og standser maalløs. 214 Fra øverst til nederst, fra Isse til Fod, ud og ind ser hun paa hende - med et Blik, som vilde hun klæde hende af midt for Publikums Øjne.

Da endelig kommer Spørgsmaalet med haansk Medlidenhed:

Das also sind die Reizungen, Lord Lester, Die ungestraft kein Mann erblickt, daneben Kein andres Weib sich wagen darf zu stellen!

Og Leicester svarer.

Men næsten før han har svaret, skriger Elisabeth - og der var ikke én, som ikke fornam Fornærmelsen som et Slag i aabent Ansigt - som en Megære, udaf Aars Nag og Forargelse, til denne Charlotte Wolter, som var falmet, Schillers Ord:

Fürwahr! Der Ruhm war wohlfeil zu erlangen, Es kostet nichts, die allgemeine Schönheit Zu sein, als die gem e in e sein fur alle.

Det var et Livs Opgør.

Men Charlotte Wolter blev ikke Svar skyldig. Under Elisabeths Ord var et pludseligt Udtryk af Forbavselse gledet over hendes Ansigt. Det veg for Haan.

Hun venter kun paa sin Scene.

Og da Elisabeth gik bøjet bort under Marias truende Arm, da var det det udmærkede og sjældne Talent, som sky bøjede bort fra Geniet.

Der var paa hine Aftner blandt Tilskuerne En, som maatte berøres sært og særligt af denne Kamp.

Markisen af Strozzi, Kroaterinden.

Hun er sit stakkels Fædrelands første Kunstner. Nu spillede hun som Gæst paa Czechernes Theater. Hun var en stor Skuespillerinde - ægte, følende, med megen Skaberevne - men fra et lille Land.

Af kunstnerisk Format omtrent som vore Damer bag Sufflørkassen. Der vokser ikke Kæmpetræer i Smaaballier.

Nu havde Markisen af Strozzi slaaet sig til Ro i sit 215 Kroatien. Men det havde ikke altid været hendes Tanke. Der var en Tid, hvor hun tænkte at bryde ud - og hvor hun gjorde det.

Hun vilde rive sig løs, bort, ud i det store germanske Land. Hun rejste til Wien og lod sig prøve i "Burg".

De tre Regissører var forbavsede over hendes Talent. Man var rede til at antage hende.

Men om Aftenen sad hun paa Tilskuerpladsen i Burg. Hun saá Charlotte Wolter.

Og næste Morgen sendte hun Regissøren Bud, at hun gav Afkald. Hun rejste hjem til sit Agram.

Hun havde maalt sin Evne med den andens ...

Det var vel Formatet, den kloge Frue havde sammenlignet.

Hun tog hjem til sine Kroatere.

Jeg saá saa ofte paa hende under Wolter-Aftnerne i Prag. Og jeg tænkte paa dem derhjemme og Smaalandes snævre Forbandelse.

Prag, du gyldne Stad, med en ilende Flod og Bjerges, altid rene Himmel, By med Nepomuks Bro og Bøhmerkongers smuldrende Ligsten, med to Folkeslag og en evig Kamp - hver, som kender Dig, elsker Dig.

Du gav et Menneske, der var ukendt og ene, Arbejdsdage og Haab.

Og Du lærte en Fremmed, at hvert Menneske, selv det fattigste, ejer ét: at vie sin Kærlighed - Fædrelandet. Ejer ét at skænke sit Arbejde, selv det ringeste - Fædrelandet.

Om Fædrelandskærlighed talte det stolte Hradshin, Stenkongen over alt Bøhmens Land.