Bang, Herman ELEONORA DUSE

ELEONORA DUSE

GEORG BRANDES har et eller andet Sted skrevet nogle Ord om Henrik Ibsens senere Dramer, hvoraf i alt Fald Meningen omtrent var denne: Det er, som om jeg ikke straks kan modtage disse Værker, og først Maaneder efter klinger deres Tanker og Ord i min Sjæl med deres fulde Styrke. Dr. Brandes' Ord faldt mig under Eleonora Duses Gæstespil ind: De kunde være skrevne om hende. Det første Indtryk af Italienerindens Kunst er en besynderlig og næsten smertelig Følelse - Følelse af Afmagt til helt og fuldt at optage denne Kunst i sig. Lyst til at tale forgaar én, og Medmenneskers Stemmer mishager ens Øren, mens man forsøger at samle sig, og man er til Mode, som var der forefaldet en betydningsfuld Begivenhed i ens eget Liv. Det er ikke tilfældigt, at Eleonora Duse overalt først og fremmest er fejret i Lyrikernes Vers. Thi Kritikerne finder under Indtrykket af denne Kunst hverken den Ro eller den Beherskelse, som er nødvendig for at værdsætte, og klogest iblandt dem bliver de, der indskrænker sig til et: "se hende". Thi selv efter Dage og Uger er over for Fru Duses Kunst en Redegørelse vanskelig. Der er mange Grunde dertil. Som hendes Sprog er fremmed, er hendes Fremstillinger ny. Hun vrager de vante Midler, og hun bemægtiger sig en Hærskare af nye. Men selv for hendes Midler gør man kun vanskelig Rede, fordi man under Magten af Personligheden, der 315 anvender dem, næppe faar Øje paa dem, og Duses Geni synes at tale til os gennem et Intet.

Er det imidlertid allerede ugørligt at give noget ret Begreb om Midlerne, Fru Duses Kunst anvender, bliver det: psykologisk at tegne det Menneske, som denne Kunst aabenbarer, endnu tifold umuligere. Et Gæstespils faa Roller nægter os Stoffet dertil. Gjaldt det en anden, kunde man maaske ved at undersøge Rollerne, der var spillet andetsteds, supplere dette Stof. Overfor Eleonora Duse gaar dette ikke an. Thi hun bemægtiger sig de digteriske Skikkelser saa egensindigt, at det paa Forhaand bliver os umuligt at vide, hvad hun i hver af disse Roller spiller. Et psykologisk Billede vilde da faa altfor rummelige Linjer, og fremmede Essayister har til Overflod overbevist os om, at dets Streger ikke vilde indramme andet end den pretentiøse Tomhed.

Der er Kritikere, som under denne Nødstilstand har taget deres Tilflugt til Sammenligninger. Et uhyre Blodoffer betegner Eleonora Duses Vej. Denne Ofring er latterlig. Den gør ikke Duse større, og den forringer ikke hendes Medbejlersker. Vi, som nu er halvgamle, har set tre, fire store Fremstillerinder: Ristori, Sarah Bernhardt, Charlotte Wolter og Duse. De var store alle, fordi de alle med deres Personlighed repræsentativt fyldte den Stil, der maatte blive deres. Adelaide Ristori rager, kronet og dækket af den bræmmede Kaabe, endnu lige kongeligt frem, Levendegørelsen af Idéerne, hun vilde fremstille. Sarah Bernhardt fylder endnu sine byzantinske Skikkelser med en fortvivlet Sanserus, og hendes retfærdige Triumfer gaar hen over en Vej, der er som strøet med blodige Orchidéer. Hvad selve Fremstillingsevnen angaar - det vil sige Evnen til helt at kunne glemme sig selv og alt sit for helt at gaa over i en andens Sjæl og Legem - var vel endelig, for et Tiaar siden, Charlotte Wolter Fru Duse helt og ganske jævnbyrdig. Men Sammenligning er ørkesløs og dum og Autodaféer er uretfærdige og urimelige. Eleonora Duse er ikke større end de store: hun er kun 316 den sidste og den yngste af dem. Ristori løftede sig frem som den sidste og stolte Rest af Bourbon'ernes i Grus faldne Tid. Sarah Bernhardt er et Kejserdømmets Skud, kommet i Blomstring under Republikken. Men Duse - og hun alene - er Budet fra Aarhundredets Slutning. Derfor betager hun visse iblandt os dybest og stærkere end nogen af de andre. Men af samme Grund turde det vel være muligt, at hun - al sin vidunderlige Fremstillingsgave til Trods - i sit Fædreland aldrig faar talt til "det store Publikum" og i Fremmedland som hos os, ret beset, aldrig til en særdeles talrig Kreds. Thi til denne dybe og yderste Pessimisme uden Skrig og næsten uden Utaalmodighed naa'r Mængden aldrig, og den fattes kun af de betydelige.

Se blot til Sarah Bernhardt! Hvor næsten konvulsivisk hun beruser sig i Lykken, naar den er der; hvor fortvivlet raser hun, naar den er brudt sønder. Selvom hendes Trods mod Menneskeskæbnen ogsaa ender i den blødende Pjerrots sidste Grimace, vil hendes Menneskeforagt dog endnu fravriste Livet dets korte Nydelser. Tilværelsen synes hende endnu saa meget værd, at hun kæmper for dens Lyst og jamrer højt under dens Smerte. Men betragt Eleonora Duse. Hun trodser sjældent i Kamp og kun Santuzza raser i Smerte. De, som har forstaaet, kæmper ikke. Thi til hvad Nytte kæmpe mod Lidelsens Selvfølgelighed? De, som har forstaaet, skriger ikke. Thi til hvad Gavn er Skrigene, som høres af ingen? Eleonora Duses Fremstilling af Smerten er en sørgmodig, til Døden sørgmodig Grunden over Smerten. Selv Santuzza, Bondekvinden, grunder, lænet til Husets Mur, dumpt og raadløst over sit eget Hjertes Liden, som hun ikke fatter. Og hos Marguerite - som det engang er sket med Magda - tier Hjertets, Organismens rent fysiske Kval ret hastigt. Hun græder den ud, i en Krog, i en stille Hulken. Men bag Panden sidder saa hendes Sorg: en Tænkerindes træt-sorgfulde Tanker om det rastløstsorgfulde 317 Liv. Trætte har de Kvinder tænkt sig. Møder Kærligheden dem, er Mandens Skulder dem mest et Sted, hvor deres Hoved finder Hvile. Ogsaa ligegyldige er de blevne, af et tungsindigt, næsten passivt Laissezaller, som kun Uslinges Herredømme i Livet, hvilket de gør for usselt, for Øjeblikke mægter at bryde: mod en von Keller kan Magda flamme op. Ellers ejer hun kun sit Vemod og sin Spot, en Spot, der er næsten distrait, og som hun tilkaster Byens Fruer, da hun ikke kan undgaa dem, - tilkaster dem i sine Tankers ledige Stunder næsten som en Almisse eller endnu mere som Benet, slængt til Hunden. Men fremfor alt sit Vemod. Den Vemodighed gemmer over Haab og Livets brustne Glæde, som den bundløse og stille Sø gemmer over Eventyrets Slotte og Spir og Taarnene, der sank. Kunde Aarene, der gaar, udslette alle andre Billeder af Duses Kunst hos dem, der har mødt den - ét vil de lade tilbage: Magda bøjet over sin lille Søster. Der taltes næppe, det var kun en Haands Kærtegn over et blondt Haar, men hvor ømt. Hvor meget dog hun vidste, der gav det Kærtegn, - og hvor gjorde hendes Viden hende ikke bedrøvet. Jeg véd kun én eneste Kunstens Ting, der rummer en samme sorgfuld Sum: Det er Fru Fønss' Brev til Tage og "lille Ellinor" ... Den tungsindigt grundende Vemodighed, det er Duses Kunst's Grundstemning, og denne næsten passive Sindstilstand gør hendes Geni - dramatisk.

Men denne samme Kunst, der er Udtryk for Pessimismen uden Modstand, uden Haab og uden Skrig - den virker aldrig sygt. Dens Harmoni, dens Midlers stolte Naturlighed gør den sund. Desuden - ikke den sygelige Lidelse, men den bitre Smerte, der er uundgaaelig for de stærke Sjæle, fremstiller Duse. Hun, der selv er altid syg, stryger af Fremstillingen Sygdom selv dér, hvor Rollen fordrer den ... ikke et Smertens Offer vil hun være, men Billedet af Smerten. Over Livets Lidelser sejrer Viljen, - det er kun Livslidelsen, der bliver tilbage.

318

Og Vilje ejer Eleonora Duse som ingen.

Den er ikke blot hendes Kunsts Sjæl. Den er ogsaa

- og dette gør hende enestaaende - hendes Kunsts Middel, det ene der erstatter hende alle de Midler, hun forsmaar. Som hos ingen anden er Duses Fremstilling en uafbrudt Viljeakt, hvor Viljen og den alene underlægger sig og omskaber et Legeme. Og denne Vilje er saa absolut herskende og dens Stof, Legemet og alt hvad Legemets er, er saa bøjeligt, at alle de Smaakunster som alle andre Aktricer anvender for at hjælpe til at omskabe deres ganske Krop, de vilde for Eleonora Duse kun blive Hindringer, noget fremmed, som vilde fortrædige hende og forbyde hende det uindskrænkede Herredømme over sig selv. Derfor sminker hun sig ikke, derfor snører hun sig ikke, derfor anlægger hun ikke Paryk. Hun bærer Rollernes Dragt, men hun bevarer sit eget Legeme - frit som det frie Redskab for den skabende Vilje, der ene forvandler hende fra Marguerite til Santuzza, fra Santuzza til Mirandolina.

Men for at Fru Duse saaledes skal kunne forsmaa alle de pauvre Kunster, der hjælper paa alle de andre, maa rigtignok en vidunderlig Anspændthed virke over et rentud vidunderligt Legeme. Fremstillingens Evne er Eleonora Duse skænket i ubegrænset Grad. Andre ser man vredes, forfærdes, flamme og gyse. Duse ser man tænke. Og kun fordi hos hende alt "fremstiller"

- Blikket, Munden, Haanden, Panden, hver Legemets Bevægelse - kan hun nøjes med Midler, som er saa smaa.

Og saa - ganske andre.

Thi, medens Fru Duse lader saa mange og de fleste af Spillets og Theatrets Midler foragteligt ubrugte, har hun bemægtiget sig nye, der beror netop paa selve hendes fremstillende Herredømmes Ubegrænsethed. Hun véd, at ikke blot hendes Legeme taler og hendes Hænder. Men at ogsaa, hvad hendes Legeme berører og hendes Haand rører, umiddelbart kommer til at tale. 319 Hun véd det, og hun benytter sig deraf: Som ingen Anden har hun bemægtiget sig "Rekvisittet". En Rose, et Tørklæde, en Kæde, hun bemægtiger sig dem og lader dem tale, og imens hun selv forbliver stille og næsten ubevægelig, lader hun den døde Ting spille for sig. For at mindes, hvorledes det livløse i hendes Haand kan, som ved Trolddom, blive Liv og Billed-Spejl af en Skiften i hendes Sjæl, huske man blot Blomsterne, hun holdt i Scenen med Armands Fader. De syntes, under den sikre Lykke, ranke, himmelstræbende; syntes at vokse i Sol, til de, da Tvivlen kom, da Angsten kom, da Haabet veg, blev som matte; med Stængler, der sank, med Kroner, der bøjede sig, afblomstrede de og visnede i hendes Haand. De frøs og døde og blev som det golde Straa ... Fru Duse bøjede med to, tre smaa Haandbevægelser, man næppe saá, disse Blomsters Kroner, og foran os, for vore Øjne, syntes de at dø af Marguerites Smerte. Det var en Fremstillingsmagt, man ikke maler med Ord, og som man ikke vil krænke med en Ros, der ikke naa'r den.

Benyttelsen af "Rekvisittet" er for den, som vilde søge at komme ind i Udarbejdelsens Værksted i Duses Kunst, det interessanteste at iagttage. Hun anvender

det som før hende kun visse Romanforfattere har nyttet det, og kun en Zola har naaet et Mesterskab, hvormed denne Genialitet kan lignes. Som hos Emile Zola

en livløs Ting, indført i hans Skildring, som rent tilfældig kan vende hundrede Sinde tilbage, kan blive Symbol og Stemningens Spejl og selve Bogens Billede, saaledes gør Eleonora Duse Santuzzas hvide Klæde til Bud og Aabenbarer.

Eller de to Roser i "La Locandiera".

Mirandolina har dem med sig, da hun kommer ind. Højst rimeligt; den høflige Gæstgiverske vil lægge dem ved den Gæsts Kuvert, som hun vil besnære. Hun lægger dem altsaa fra sig, naturligt eller nødvendigt, ved Kavalerens Tallerken, - og vi glemmer dem som «et fint Indfald, hvoraf Fru Duse har de hundrede. Men 320 Fru Duse selv glemmer dem ikke. De to Roser er hendes Vaaben, og de bliver næsten hendes Medspillende. De er hendes Snøre og hendes Skjold. De fremskynder Kurmageriet, og de standser det - de faar en Rolle i Skuespillet. Det er netop det: de døde Ting, som en Duse rører, de faar Roller. Moderens Portræt paa Væggen i "Hjemmet" drages ved et eneste Blik af Duse ind i Handlingen og forbliver der - som en Forklaring.

Gør Eleonora Duse allerede Tingene til sine Medspillende, er det klart, at hun maa skabe sine levende Partnere fuldt til sine Medvirkende. Duses Trup giver - saasnart "Stjernen" er paa Scenen - intet Indtryk af "Stjernekomedien". Kun naar Fru Duse er fraværende, betaler hendes Aktører undertiden Kedsommeligheden eller Tarveligheden deres mærkbare Tribut Første Akt af "Hjemmet" var for øjensynligt ladet interesseløst og plat i Stikken af det samme Instruktionsgeni, der i "Cavaleria" havde gjort alt til Liv.

Hvor Instruktionen havde taget fat, lod sig tydeligt fornemme: Det var i Sekunderne, før Eleonora Duse selv kom, "den lille Søsters", Tale tog Fart, hendes lidt hysteriske "Magda-Magda" lød kaldende og lokkende, Ordenes Strøm blev febrilske som en Forventningens aandeløse Ouverture. I den Tale lød allerede Duses Røst som en Forberedelse - Minuttet før hun selv kom og med Stjernen "Stjernekomedien" ophørte. Thi fra det Øjeblik, hvor Fru Duse er paa Scenen, lader hendes Instruktion hendes Medspillende leve, fordi hun véd, at hendes egen Skikkelse kun kan faa Liv i Sammenstød med andre Skikkelser, som lever. Idet hun arbejder med sin Trup, arbejder hun for sig selv. Er hun en Storhed, som Fremstillerske, synes hun ikke ringere som Instruktrice. Stemmernes Samstemthed, Tempoets Skiften, Enkeltoptrinnenes skiftende Stemning vækker Beundring. Men højest beundrer man, hvor nøje hun, hvorom alt drejer sig, i hver Scene 321 giver hver enkelt sin Plads i Planet - ogsaa den første Plads til en anden, naar Pladsen tilhører en anden. Ingen Instruktør kunde fra sit Felt i Prosceniet stærkere have understreget, at fjerde Akts Slutning tilhører Armand end denne Duses Mise-en-scène, hvor man kun paa den brændende Omhu, der havde skabt en anden til Kunstner, fornam, at en Akt gik ud, og at et Tæppes Fald var nært. Hvor mange Primadonnaer vil vel imidlertid forstaa (naar det blot koster dem en eneste Scene) at den Skikkelse, som de selv skaber, vokser for os, naar den Mand, de elsker, synes værd at elske?

... Det er det skrevne Ords Livsmagt over hende, som saa vidunderligt omskaber hende. Hendes Legeme adlyder og følger det Billede af et fremmed Liv, som hun har optaget i sin Sjæl, indtil en forunderlig Forvandling er naaet. Men hvor fuldkommen end Forvandlingen er, ejer Eleonora Duses Skikkelser dog til Hobe én Lighed: Præget af Geniet. Fra Glæde til Sorg forvandles hun fuldstændigt - men Slægtsmærket bevarer hun helt: hun ligner kun en anden blandt de Geniets Kvinder, som man i Livet mødte.

- Ved De, sagde Bjørn Bjørnson Dagen efter "Kameliadamen", hvem hun ligner?

- Naa?

- Erika Nissen - det var, som saá man hende. Da jeg gik hjem fra Theatret, havde jeg selv sagt til en Ven: Kainz er sammensat af tre. Jeg tegnede i min Ungdom det første, det andet, da jeg var modnet til en nogenlunde Dom. Det sidste nu, hvor Josef Kainz i Hamlet samlede alt sit Væsen og skænkede os det som i en gylden Skaal.

Det er tre Billeder, og de vil maaske dog glide sammen til et og det ene: Billedet af denne Ene, sig altid lige og bestandig nye, aldrig rastende, bestandig Kæmpende, Viljens Symbol og Styrkens Symbol og Svaghedens: Josef Kainz.

- Jeg véd kun én, hun ligner: Erika Nissen - det Udtryk for Smerte har jeg kun set i det ene Ansigt før.

Men da Fru Duse blev Mirandolina, virkede hun, og som et Portræt, af en helt anden: saadan som Fru Duse i sit Værtshus lo og fangede og spottede, saadan lo og fangede og spottede, Sommerdage, paa Schloss Itter, Sofie Menter St. Petersborgs og Münchens unge Adel.

322

Og disse to Kvinder er saa forskellige, som to Kvinder kan være, og som vel Eleonora Duse selv er forskellig fra dem begge. Men alle tre har de én Lighed:

Geniet - det Billede, i hvilket Duse præger Glæde og Sorg.

Glæden - - vel at mærke formet som Spot.