Bang, Herman DET FØRSTE THEATER

DET FØRSTE THEATER

DET kære, gamle Theater paa "Graven". Hvor man kom ind gennem en Smøge saa smal, at to menneskelige Væsener ikke kunde gaa ved Siden af hinanden, hvor den lave Indgangsdør var énfløjet som Døren til en Stald, og hvor man altid var lykkelig nok til at falde ned i Garderoben som i et stort, sort Hul.

Gamle Kontrollør Trolle sad vejrbidt ved Gluggen og talte den karrige Mønt.

Hvor tit har vi ikke i vor Barndom paa Vinteraftner sneget os hen - sneget os, for vi Børn maatte slet ikke gaa paa Gaden saa silde - der til "Graven", og vi har staaet, gemte i Mørket, med blaafrosne Hænder og set paa dem, der gik ind, dem, som havde Billet - de Lykkelige, der havde Billet.

Et Øjeblik paa Slaget syv var det en hel Strøm af glade Mennesker, der kom, mens de lo og smilte og hilste. Saa blev det færre og Damerne løb, rødmende under deres Hætter. Tilsidst blev det kun en enkelt Forsinket, der vidste, han kom forsiide og ganske sløvt drev ind.

Og vi sneg os ind i Smøgen, helt hen til Døren, og vi saá derind med lange Øjne - sky, som de, der staar udenfor; vi saá akkurat Garderoben og Trolle i sin Glug, før Madam Trolle arrig slog Døren til, og vi stod foran den lukkede Dør og havde kun Plakaten til Trøst: og den kunde vi udenad allerede.

220

Men de Dage, vi skulde derind da. De Dage, hvor vi havde Børnelogens to Mark, hvor var de Dage dog lykkelige.

Børnelogen.

Med sine opadstigende Bænke som i en Pogeskole og fyrretyve Børn derinde, Piger og Drenge, og Plads i det højeste til fem voksne Mennesker.

Man løb derhen Klokken seks. Der var slet ikke tændt i Theatret endnu. Men man var dog aldrig den første. Der var altid kommet fire, som allerede havde taget den første Bænk. Og man kilede sig ind, hvor man kunde, og man klumpede sig sammen til en Dejg; og der blev Slagsmaal paa den bageste Bænk.

De klogeste tuskede sig til en Plads.

Bager Schmidts'kom altid paa første Bænk, for de stjal i Butikken Bolscherne til Tuskningen.

Naar jaa Tæppet gik op.

Komedien levede i Logens Barneøjne, store, runde, forbavsede Øjne, der flyttede sig fra Person til Person. Sjælen sad i Børnenes Øren; Piger og Drenge blev røde og blege, de svedte, de flyttede sig, de hang fremover Rækværket, saa de næsten faldt ned i Orkestret

- disse Børn, der fulgte "Lille Heks" og "Capriciosa" og Jane Eyre og hendes Lord i Slaabrok og Dronning Marguerite, der spiste Frokost med Kong Frants ...

Hvem der kunde have malet de Børn.

Saa Mellemakterne. Naar der blev en pludselig Pludren som i en Skole i Frikvarter. Naar alle fløj op, røde og hede i Kammen, og fortalte og vilde spørge og ha'e Rede og dømte og lagde ud - i Munden paa hinanden, Piger og Drenge. Og de paaberaabte sig Autoriteter, Fa'er eller Mo'r, og de skændtes og de blev fornærmede

- i den første Kunstinteresse, den, der kunde føre til Nævekamp.

Men der var ogsaa dem, som var stHle og som gemte sig i Børnehullets inderste Krog, hvor de sad alene og tyst.

221

I Baggrunden bag Bænkene sloges de. Smaapigerne hvinede.

Paa én Gang var hele Logen to Lejre og ingen vidste, hvorom Bataillen stod.

- Hvad det var for en Helvedes Larm? skreg pludselig en Herre fra Parkettet. Han var kommen op i Logedøren.

- Holdt vi ikke Fred, kom vi aldrig tiere i Logen.

Men jo, vi kom der tit, mens vi voksede op og blev større.

Hvor vel jeg mindes den første Gang, jeg var der. Det var i Krigsaaret. Et Pantomimeselskab var kommet til Byen og spillede. Der kunde nok tjenes Penge paa Casorti, saamegen Indkvartering som der var i Staden.

Hele Parkettet var fuldt af de høje Preussere, der sad saa ranke med Pikkelhuerne paa deres Knæ.

Og midt mellem alle de fremmede Mænd sad den ene danske Frue, som førte Byens Børn hen at se Pjerrot - midt under Kanonaden ved Dybbøl.

Det var mit første Theaterindtryk. Hvor mange fulgte der ikke efter.

Dilettantforestillingerne.

Naar Beaumonden agerede, og Theatergalskaben i en Maaned eller mer greb den hele By.

Det var Hr. Arnolds store Tid.

Hr. Arnold var af ubestemt Livsstilling, lille og tyk og saa hjulbenet, at det saá ud, som han rullede langs ad Gaderne, naar han gik. Hans Paaklædning var Stumpjakke; han var Forestillingernes Sekretær. Lommetørklædet veg ikke af hans svedige Hænder, mens han ustandseligt fo'r fra assisterende Fru A. til assisterende Fru B.

Han var Komitémødernes eneste mandlige Medlem og ikke altfor meget af et Mandfolk.

Komitémøderrie foregik rundt i Familierne med megen Alvorlighed. Stolene var opstillede om et tæppebelagt Bord som ved et Udvalgsmøde i et Parlament Damerne 222 gav hinanden alle deres Titler og tog Ordet, annoncerede af Klokkeringen.

Man begyndte med at stille Forslag. Det var Forslag om Stykker og Forslag om Rollebesætning.

Hr. Arnold, der havde en Forkærlighed for at notere og altid noterede paa mangehaande Smaalapper ad Gangen, sagde uafladelig:

- Mine Damer, det noterer vi ...

og havde allerede af Foraselse Øjnene ude af Hove det som en kogt Hummer.

Damerne blev under Forhandlingerne efterhaanden stive og utilgængelige, som om de havde Bajonetter i Ryggen.

Det første Spørgsmaal var, om Fuldmægtigen vilde være at bevæge til at spille, endnu en Gang. Fuldmægtigen var første Elsker. Han havde været det i tredive Aar og gjorde sig i de sidste Aar særdeles kostbar. Han levede paa en Lighed med Hultmann og var Byens Stolthed. Hans Glansrolle var Markis'en - han yndede i det hele det franske Repertoire, hvor der udfordredes Elegance - i "En Kone, der springer ud af Vinduet".

Fuldmægtigen gav endelig Løfte om sin Medvirkning, og man gik paa Møderne over til at fastslaa Repertoiret. Man gennemgik hele den dramatiske Literatur og endte med at bestemme sig for "Kærlighed paa Taget" og "Rosa og Rosita".

Komitémøderne fortsattes og spredte Gift og Galde i samtlige Byens Familier.

Man tog fat paa Prøverne. For at øge Illusionen var det Natprøver. Man samledes Kl. ni og agerede til længe efter Midnat. Theatret var hundekoldt og alle Medvirkende forkøledes. Damerne var tilhyllede, saa de lignede vestjyske Kirkegangskoner.

Mødre, Ægtemænd og Søskende okkuperede Parkettet og holdt Øje hver med sine som Paarørende paa en Danseskole. Ogsaa de blev forkølede, saa Snue hærgede Staden som en Epidemi.

223

Der blev paa Prøverne spist af de Medvirkende som af hungrige Ulve.

Byens Fruer skiftedes til at levere Fødevarer for at skaane Overskuddet af Hensyn til Øjemedet. Øjemedet var Asylet. De Medvirkende satte følgelig paa Natprøver kritisk Smag paa hele Byens Mad. Piger løb til og fra med Spisevarer, der var tilberedte, som skulde der konkurreres ved en Kogekunst-Konkurrence:

Primadonna-Fruerne blev jo - trods Kunsten - dog atter noget af de forfarne Husmødre, som havde Øjnene med sig, naar de mønstrede Madvarerne.

Pigerne gemte sig i Kulisserne og saá til. De havde deres Kunstdomme og bragte dem videre. Hver holdt paa sit Herskab og "for" og "imod" bredte sig til alle Pigekamre.

Man prøvede daglig til Klokken ét Nat og kom hjem ganske forasede.

Hele Byen blev utidig, og man havde hovne Halse i alle Familier.

Thi efterhaanden kom alle med, som spillede hele Byen "Rosa og Rosita"s Par Roller. Hvor man ikke spillede, udlaante man Tøj. Det var, som hver Spillende skulde sætte Bo og have Udstyr, til saamegen Garderobe var der Trang: man laante et Klædningsstykke hos hver Familie. Hr. Arnold sammensøgte Rekvisiter. Han opskrev dem paa gamle Konvolutter, som han aldrig fandt igen, og han fo'r om indpakket i en Skindkrave og hæs som en Ravn.

Møbler udlaantes, som skulde Scenen være et Møbelmagasin. "De bedste Huse" plyndredes, saa ikke nogen Ting i Dagligstuerne stod paa sin rette Plads.

Tilsidst var samtlige Byens Fruer paa Prøve og kom i den sene Nat hjem til Børnene, der krøb ud af Sengene og modtog Rapporter i Natkjoler. De Assisterende selv kom slet ikke mere i Seng, men drak afvekslende Toddyer hos hinanden.

Det var smaa Picknick'er, som varede til hen ad Morgenstunden.

224

Børnene sneg sig op og i Klæderne og fik Lov til at høre paa.

De Voksne var aldeles henne i Theatererindringer. De talte om deres Theater og det kongelige Theater. Byfogeden talte om Théätre français.

Og Tonen var mere fri end ellers, med Prøve-Vittigheder og Jargon og Dus for Lejligheden.

Kun Fuldmægtigen, der tog Sagen som Kunstner, skred over Gulvet i distrait Alvorlighed, som om han memorerede.

Byfogeden blev ved at tale om "de store Scener". Han talte om Rachçl og Hr. Delaunay. Madam Lassen sang ved Klaveret sin Vise om Lassen, saa hun vækkede selv de mindste Børn i Kvarteret.

Alle Buffetskabe gennemrodedes efter Vinflasker. Damerne undersøgte Garderobeskabene og prøvede Kjoler midt i Sovekamrene.

De mindre Børn sad oprejste og søvndrukne i Sengene og saá forbavsede til.

Alle Døre stod aabne, og der var ingen Skel mellem Stuerne. Ved Klaveret blev Madam Lassen ved med sit, det lød som en skinger Trompet:

Jeg kan ikke nægte, at

han den foregaaende Nat

var kommen hjem fra Keglebanen

med en dygtig Hat.

Herrerne blev hedere og hedere af Kunstbegejstring og Punch.

Midt under det Hele begyndte Hr. Arnold pludselig at søge efter et Kaffeservice til Brug paa Scenen.

Man drak i alle Stykker, som Hr. Arnold inscenerede, principmæssigt enten Kaffe eller The.

- Mine Damer, sagde han, det letter Spillet...

Inde i Spisestuen begyndte tre, fire Par at danse ... I Sovekamret blev der med ét gurglet Hals.

Det var, som var hele Huset i Opløsning under det Trylleord: Theatret.

225

Om Morgenen, naar Børnene tung-lemmede krøb ud af Sengene, saá Stuerne ud, som om en tropisk Hvirvelvind havde hærget dem. Pigerne var forvaagede som efter et Dansebal. Kokkepigen smurte Mad iført Nattrøje. .

Alt Beaumondens Tyende "talte kun Theater" og skændtes om Herskaberne.

Præstens Kokkepige, en stor Aisinger, bred som en Gardist og knoglet som et Mandfolk, bandte paa:

- I skulde se vores Frue, hvis hun spillede.

Præstens Frue spillede ikke'med - jeg véd ikke, om det var saa at sige af kirkelige Hensyn.

I Skolen var Komediesnakken ikke til at standse. Alle Eleverne blev smittede af Theatergalskaben og spillede Komedie paa Hartvigs Loft mod Entré af en Toskilling. I Realskolen gav de "Jeppe paa Bjerget" med Jakob Skomagers Hus i Form af et Skærmbrædt.

Og rundt i Hjemmene kom alle Theaterminder frem: hvad den havde spillet og hvad den havde spillet, og hvem den havde set og hvem den.

Alle de store Scenenavne blev nævnte med en hemmelighedsfuld Klang som noget fjernt og unærmeligt ... Og Oehlenschläger og Hauch og Hertz blev rtaget ned af Hylderne, og Forældrene læste og efterlignede de store Mestre.

Og alle de Vers, fulde af en halvt uforstaaet Skønhed, de voksede som i Trolddom sammen med al den uvante Støj, Febren, Festglæden, der hvilte over alle.

Prøverne gik deres Gang. Hr. Arnold var snart ikke Menneske mere. Han var et vandrende Apotek fuldt af Hostekager og mangehaande Brystdraaber.

Seks Uger hærgede Forberedelserne Staden. Saa annoncerçdes Forestillingen. Den blev averteret med latinske Typer i den iøvrigt gotisk udstyrede Avis.

Generalprøven gaves for Tjenestetyende og Børn. Selv Distriktslægens kvabsede Drenge var der og hang i Parterret, hvor de smurte Beg paa Bænkene, saa at alle Byens Barnepiger blev hængende i Sædet.

226

Saa blev Forestillingen givet og "det betydelige Overskud" tilstillet Asylet. Asylbestyrelsen takkede i Avisen for alle de Medvirkendes Offervillighed, og Theateruroen døde hen.

Men Indtrykkene - blev:

Indtrykket af dette Theater, som kunde "gribe" en hel By. Blot en Række Gasblus, som blev tændt, og alle Tanker hos alle svirrede over dem som blindede Myg over Lys; og alle Mennesker blev ligesom andre, var anderledes, gererede sig anderledes, fik Feber og hurtigere Blod ...

Og saa slukkedes Lysene - og alt blev det Gamle og alting trægt og Menneskene saa dagligdags som før.

Naar Børnene legede i Hotelgaarden, listede de sig varsomt ind i det tomme og mørke Theater. Der var koldt og Luften var ram som Luften i en Kælder.

Der var tavst og næsten spøgelseagtigt med de forladte Bænke og Parterrets Rader, der ragede op langt borte og lignede et Skafot.

Børnene svang sig over Orkestret, og de satte Fødderne paa Scenen:

Hvor der var mørkt. Og i Mørket fuldt af Kulisser og Snore og Tridser og Lemme, der rystede let, naar Børnene varsomt betraadte dem.

De blev ved at snige sig om, nyfigne og bange, som trængte de sig ind i et fremmed og truende Land, hvor ingen véd sig sikker, men som de vilde kende.

Der var Tider, hvor de vovede sig til at tale højt og højere, højt, saa det rungede i Huset - indtil de pludselig blev forfærdede, grebne af en Spøgelsefrygt, og i Angest rev de Skodderne bort fra de gamle Ruder. Sky saá de, at Theatret var kun et skident Gulv og nogle malede Lærreder og nogle Stativer, der stod med rustne Hængsler i Halvlyset.

De gik, skræmte, som var de grebne i en Misgerning ...

Aarene forløb. De rejsende Selskaber kom og gik. 227 De store Trupper, dem, Honoratiores saá, kom en Gang hver Vinter.

Ogsaa de ligesom fyldte Byen, fangede den som det Festlige og det Usædvanlige.

Skuespillerne var der - Folk med andre Ansigter, glatte, med stærke Profiler; med anden Gang, brystende sig og vuggende i Hofterne; andre Klæder, dristigere og mere grelle.

I Dagligstuerne løb de til Vinduerne: det var nogle Ny i "Gaden"... Man besaá, man kritiserede. Der blev talt Fingersprog til Genboen bag alle Urtepotter ...

Skoledrengene listede sig langsomt forbi de fremmede og bekiggede dem - Skuespillerne.

De unge Piger fik Nyt at hviske om: de underkøbte "Helten"s Værtinde og sneg sig ind i hans Værelse, naar han var borte, og de undersøgte Don Cæsars Kappe med Kniplingerne i Brystet - den var særdeles gennemsvedt, Don Cæsars Kappe - og Ingomars Bluse og Peter Kaninstoks Voksdugshat...

Ingen maatte vide det, for Guds Skyld, ingen maatte vide det...

Men Hemmeligheden kriblede dem, saa den maatte betroes til yngre Brødre og til Husjomfruer.

Og der opstod et eget Frimureri mellem de Unge - Hvisken, Hemmeligheder, forbuden Blomstersenden ... Skuespillerne var de uvidende Helte.

Der hørtes ogsaa sære Historier, som nævnedes ganske sagte: at den unge v. S. var kommen ud af Skolen, jaget ud af Skolen, fordi han havde lejet et lille Hus ved Aaen, hvor der var altfor megen Lystighed, syndig Lystighed om Natten - med Skuespillerinder ...

Og det blev alt for de ganske Unge indspundet i Komedieaftnernes gyldne Ord, i Maritanas Sang, i Franz I's stolte Sprog, i Dronning Margrethes høje Tale - indspundet som i et gyldent Net, der lyste for vore Øjne.

Hjemme hørte Børnene om de endnu Større, om Kunstnerne fra de virkelige Theatre - om Anna Nielsen, 228 der steg frem af de fædrene Beskrivelser som noget Stort og Overmenneskeligt, en Heltinde, der slæbte en Sørgekaabe gennem Verden; Phister, der græd og lo, og Michael Wiehe, som blev nævnet med en stille Stemme.

Aften efter Aften blev Rampen tændt, og vi hørte alt det halvbegrebne Digt - Digt, der levede ...

Ja - Theatret kunde fange vor By.

Hvilket Stof til en Roman:

Da Balletselskabet var i Byen. 'Det var en virkelig Ballettrup med Danseuser af europæisk Navn og italien ske Dansere, der satte afstéd i Himmelspræt, som vilde de brat forsvinde i Kulisserne.

Der var Reklame gaaet forud - deri Byen fpr første Gang.

Der var Impresario og Plakater i mange Farver; der var Løbesedler stukne ind under Maatten foran hver eneste Dør; dér var "Telegrammer", som blev opslaaede paa Gadehjørnerne.

I Byen herskede der Feber, allerede før Truppen arriverede. Byens bedste Børn ventede paa Programkonen udenfor Trykkerens Dør. Mødrene sendte Bud efter Programmerne.

Selskabet kom med en Cancan parisien som sin clou. Byens agtbareste Familier nød glad den parisiske Nationaldans fem Gange om Ugen. Enkelte hjemsendte dog forsigtigt de mindreaarige før Nydelsen.

Naar Balletteuserne om Formiddagen havde strakt Lemmerne paa en Prøve, begav de sig paa en Vinstue. De tvende Solodanserinder gik i Spidsen, ledsagede af to Gentlemen, der officielt angaves at være deres Forlovede.

Man opholdt sig i Vinstuen hele Middagsstunden.

Værten lukkede betænksomt de øverste Ruder op for frisk Luft, saa man helt ud paa Gaden fornam, at der var megen Lystighed i Vinstuen.

Vinduerne var oppe i hvert Nabohus.

229

Hvad der kunde krybe og gaa fik Ærinde forbi Vinboden i Middagsstunden: de unge Damer slog blufærdige Buer om Stentrappen og gik paa deres Ben akavet, som traadte de over en Vandpyt.

Balletdamerne købte meget koldsindigt et Par brandgule Jalousier, som de egenhændigt placerede foran Vinduerne.

Forargelsen var stor.

En skøn Dag vovede en berygtet Landjunker sig ind i Fordærvelsen. Han havde intet at tabe. Han var iforvejen Egnens sorte Faar.

Der blev endnu lystigere i Lokalet. Balletdamerne maatte ved Theatertid hentes i Vogn.

Landjunkeren slog sig fast ned i Staden og færdedes i Balletkorpset som et Medlem af Familien. Byen ignorerede han fuldstændig-og talte med ingen.

Staden sprak af Indignation og Nysgerrighed.

Et Par af Byens Embedsmænd - deriblandt Byfogeden, en gammel Levemand fra Hoffet i Odense - begyndte at hilse Landjunkeren paa Gaden.

Fruerne i Nabolaget var visse paa, at der nu var flere i Vinstuen. Det Spektakel gjorde de ikke alene. Der var sikkert flere.

Der var det.

Et Par Borgere havde fundet en Bagvej gennem en Bryggergaard. De betroede sig til andre, som ogsaa fandt Bagvejen. Der blev nærmest et muntert Hurlumhej i Vinstuen.

Om Aftenen var det paa Hotellet, det gik for sig. Alle Vinduer kom op, og alle Kroner var tændte. Travle Hænder fik alle Gardiner rullet ned.

Der stod den hele Nat en Storm af Lovløshed ud over Byen.

Mellem Mændene herskede efterhaanden et stille Frimureri. Fruerne mente, man maatte vel dog ha'e at vide, hvad der egentlig gik for sig.

Man maatte dog vide, hvem der nedlod sig til at komme der.

230

Et Par af Damerne opofrede sig og sendte deres Mænd: de var ikke bange, og de vilde vide Besked. Andre Fruer fulgte Eksemplet, fordi man ligesaa gerne selv kunde sende Ægteherrerne:

De gik der vel alligevel.

Den hele Bys Ægtemænd valfartede til Vinstuen, autoriserede af deres Fruer. De kom hjem til Middag og blev udspurgte til sidste Detail.

Saa blev det Hele officielt ved en Middag hos Fysikus.

Byfogeden sagde rent ud:

- At de unge Piger var rigtig fornøjelige.

- Og ... mer uskyldige, end man skulde tro.

Damerne svarede:

- At det var jo en Fornøjelse, Herrerne maatte ha'e for sig selv.

Byfogeden bemærkede, at han vidste slet ikke, hvorfor. Han idetmindste kunde forsikre, at der passerede saamæn intet.

- Ikke en Døjt mer end her, sagde Byfogeden.

Damerne slog Kreds om ham: Han vilde dog vel ikke, at de skulde gaa paa Vinstue.

De var mer end harmslagne, og deres Lyst til at være med var bestialsk.

- Nej, paa Vinstuen tænkte Byfogeden ikke.

- Men man havde jo Klubben ...

- Klubben, der blev et Skrig.

- Jo, det manglede blot...

- Nej, maatte Damerne først og fremmest bede sig fritagne for, at Klubben ...

- Det manglede kun, at de... Frøkner skulde være Medlemmer af Klubben.

Indignationen var højrøstet og langvarig.

Midt under det Hele gjorde imidlertid Klubbens Formand, en Fabrikant, stille opmærksom paa, at der jo aldrig kunde blive Tale om "Medlemmer".

- Tilrejsende indførtes altid som Fremmede. Formanden betonede "Fremmede".

231

Damerne blev slaaede, og et Par af dem sagde:

- Ja, det blev jo ganske vist kun som Fremmede.

Byfogeden planlagde uforstyrrelig et Bal.

Damerne glemte al Modstand og fløj op i Diskussionen som Besatte for pludselig at ende med, at det kunde der naturligvis ikke være Tale om.

Paa én Gang sagde Hofjægermesteren, at man jo foreløbig imorgen kunde spise til Middag hos ham.

Det kom som en Overrumpling, og alle Herrerne applauderede.

Damerne ytrede, at det naturligvis maatte blive en Herremiddag og brændte paa Stolene af Begærlighed efter at komme med. Hofjægermesterinden, der var stokdøv, nikkede aimabelt; hun havde sjælden nogen tydelig Forestilling om, hvem hun skulde se hos sig.

Det blev en Middag med Damer.

I otte Dage kørte Byens Beaumonde til Middag med Balletten - det vil da sige Solodanserinderne, der medbragte deres Forlovede. Danserinderne var Damer indtil Kaffen.

Da satte de sig nok i Ømhedstrang paa Skødet af deres Mandfolk.

Fruerne tog det for en behagelig Spøg.

Konversationen gik paa alle Sprog, og ingen forstod et Muk af, hvad der blev sagt. Mile. Lanner lod sig bevæge til at danse tre Pas af "La Cachouja", og Vinen flød.

Der blev arrangeret en Kanefart. De vilde Klokker lød gennem alle Gader. Fruerne tilbragte Aftenen paa Hotellet. Paa Theatret gik stadig den højtopskørtede Cancan.

Børnelogen var bugnende fuld af Børn. De fik Lov at gaa der, fordi de forstod det ikke: og de fulgte Dansen med hede Øjne - den sære Cancan.

Folk i Parkettet kunde Melodierne udenad. Rødkindede nynnede de med.

Hidsige smækkede Danseuserne Ben. Mile. Lanner 232 snurrede vanvittigt rundt med Hr. Francescos Silkehat paa sin Støvle.

Børnelegen var ét Øje. I Parkettet lød som med én Mund: Hvilket komisk Talent, hvilken Komik.

Det var et Slags Stikord - fundet Gud véd af hvem

- for ligesom at redde Situationen ...

I Vinstuen husedes Balletkorpset imidlertid stadig om Formiddagen. Det havde sine Venner, som rekruteredes en Smule nedefter. Den lovlige Orden var ganske slap i Ledemodene.

Der sluttedes med et Bal i Klubben.

Frk. Linda gav ved dette Bal Stødet til Reaktionen. Hun var efter alles Mening for nedringet.

Da Truppen rejste, fulgte Landjunkeren med Selskabet til dets næste Station - hvad Byen aldrig tilgav ham: Han blev definitivt udstødt af det gode Selskab.

Saadan kunde Theatret vende op og ned paa hele Byen. Indtryk jog Indtryk.

De faste Trupper kørte deres Kærrer hid og did.

Hvem husker vel nu Navnene paa alt det farende Folk fra den Gang? Og dog gav de Bedste iblandt dem, hvad ærlig Vilje giver.

Men Livet er - tro det - trist for "dem, der rejser", deres Gerning er Slid, og Tak høster de kun føje.

Der har maaske været en anden Tid, hvor den Eksistens var lystigere. Dens Typer var ialfald for tyve Aar siden andre. Man fortalte om muntre Erobringer af de polkahaarede Elskere, og Jomfruerne af Truppen førte om Søndagen deres Poder paa "Lunden" at høre Musik

- en Baby ved hver Haand.

Den Gang stod de farende acteurs helt udenfor Samfundet. De drog deres egne Veje. Det var bittert til Tider - frit altid.

Men Tiderne er forandrede. Ogsaa den lille Verden er blevet en anden.

Provinsernes Aktører vil høre med, de vil ind i Samfundet, 233 de vil ind i Selskabet. Og det har forandret hele Standens Fysiognomi og næsten dens Karakter.

De Enkelte, som har ført an i denne Bevægelse, har handlet af Beregning. En Primadonna gav sig en borgerlig air og strikkede som Familiemoder Strømper ved Kaffeselskaber for at sikre sin Benefice, hvis Nummerpladser ved Lejlighed kunde dukke hastig frem af Strikkeposen. En Førsteelsker drak i Kraft af sin Værdighed som cand. phil. The i de bedste Familier og opfordredes til at overtage Deklamationspartiet ved Byens Musikforenings Fest.

Disse Pionerer blev modtagne af Selskabet, og de nød alle Fordele ved at tilhøre det. De protegeredes og blev Truppernes Spidser.

De øvrige Aktører begyndte derfor at efterligne dem. Forfængeligheden drev dem, og økonomiske Grunde drev dem. Kunstbegejstringen er overalt blevet betænkelig mindre. Alt for slette Trupper og alt for mange Privilegier har udmarvet den. Men er Kunstbegejstringen blevet mindre, forsøger de kloge at gøre Bekendtskabskredsen større.

For at blive Ven med Borgeren maa man imidlertid blive borgerlig som han.

Aktørernes Maal bliver Korrekthed - endogsaa den yderste Korrekthed. Thi Samfundet har endnu langtfra den fulde Tillid, og Smaabyen har tusind mistænksomme Øjne og en særdeles øm Moral.

Skuespillerne agerer derfor i Privatlivet velstillede og solide Folk, Folk i agtbar Stilling med solide Indtægter og solide Grundsætninger. De synes en Flok Herrer og Damer i rangerede Forhold og i borgerligt Velvære.

Vi faar Primadonnaer, der i Kamp for Eksistensen medfører deres Dagligstuemøblement som Bagage, og som paa Provinsernes Hoteller byder Byernes Fruer til Sæde i deres egne Stole.

Det er det hyggelige Familieliv og den borgerlige Velstand, som dyrkes - Familieliv og Velstand paa Rejse.

234

Ulykkeligvis er al denne Ro og hele dette Velvære i de nitten Tilfælde af tyve kun et Skin og et dyrt købt Skin. Det er en Slags Repræsentation, som koster alt for meget, og som er købt med tusinde hemmelige Bekymringer.

Bag Skallen skjules Pengeforlegenhederne, de pinlige Laan, Transaktioner med Laanekontorerne, Skænderier med Værterne, som man ikke kan betale.

Og til al Rollernes Ophidselse, til Hjernens Pinthed af en evig Læren, til Prøvernes enerverende Slid paa de femten Theatre er kommet Kampen for Positionen - Kampen i Ravnekrog.

Medens alle disse Mennesker saaledes opslides tidobbelt, lever de bestandig med Øjnene fæstede paa kun ét eneste: København.

Paa "at komme ind", som er det tekniske Ord.

Men Vejen "ind" er lang.

Københavnske Theatre finder saa svært Aktørerne ude i Provins-Tusmørket. Stedlige Lovsange gør snarest kun Theaterlederne mistænksomme. Saa gaar da Tiden. En og anden springer derind. De fleste springes over - og venter dog.

De begynder at ældes. De bedste bliver "Provinsscenens Støtter". Det vil sige, de fortsætter uden Haab Kampen om et Skin af Velvære, Ro, borgerlig Orden, dragende fra By til By, købende med hundrede hemmelige Opofrelser Dag for Dag en Stilling, som de i Skjul foragter, blivende fra Elsker Helt, fra Helt père noble, fra père noble Garderobier og Regissør.

Hypokondre og udslidte, saarede i deres Forfængelighed hver Gang, de aabner en københavnsk Avis, hvori de læser om de Lykkeligere, "dem derinde", nedsvælger de alle Theaterlivets Krænkelser.

- Min Herre, sagde en gammel Skuespiller til mig - han begyndte med "min Herre", et Laan fra saa mange Komedier -: jeg har spillet Ambrosius, og jeg tør sige, at fornuftige Folk har sammenlignet mig med Emil.

235

- Det er blevet sagt, at der fandtes kun to til den Rolle, Emil og jeg.

- Jeg har spillet Elsker i tyve Aar. Jeg tør vel sige, der er ingen, som har haft større Publikum - det bedste Publikum.

- laar er jeg gaaet over i det ældre Fag.

- Direktøren mente det - skønt - ja, jeg føler mig saa frisk som nogensinde.

- Men jeg gør det; jeg føjer min Direktør: jeg bliver paa Scenen pludselig tresindstyve Aar ... Mener De, det er let?

- Og tror De, at nogen - og den gamle Skuespiller stirrer mig midt ind i Ansigtet med højtopspilede Øjne - at et eneste Menneske har saa meget som lagt Mærke dertil?

- Ikke et Menneske, siger jeg Dem.

- Ikke en Avis har skrevet om det.

- Ubemærket... Og jeg har været Elsker i tyve Aar ... Saadan noget gør bitter, min Herre.

Den gamle père noble - Ambrosius fra igaar - bliver staaende stirrende stift ud for sig ...

Det "ubemærket" vil svide inde i Folderne af hans Sjæl til den Dag, han dør.

Til den Dag, hvor han dør, og hele det møjsomt skabte Skin i hans Eksistens falder sammen - ubarmhjertigt.

Han har gjort de yderste Anstrengelser for at høre til Samfundet, for at synes at staa midt deri, for at synes Borger blandt Borgere, og nu dør han ene - som den Aktør han er.

Det staar at læse i en eller anden Avis, at Skuespiller den eller den syg har maattet efterlades af sin Trup i By den eller den.

Nogle Dage efter hører man, at han er død.

Kammeraterne er draget videre, og han er død ene, i sit Logis, imellem Hænderne paa en Vært, der ikke véd, hvad han skal gøre med Liget.

Der er - uden al Sentimentalitet sagt - noget ved 236 saadan en Død, der minder lidt om Karavanernes Lastdyrs Endeligt.

Lastdyrene styrter sammen og dør og tilsandes - Karavanen gaar videre.

Der kan dog ogsaa blandt Kunstens dragende Flok findes den enkelte, hvem Døden giver saadan noget som Oprejsning. Hvor pludselig Mængden forstaar, at i denne rejsende acteur er en Kunstner tabt.

Emma Cortes var en saadan enkelt.

Kroget og bøjet af fyrretyve Theateraars Møje ragede hun, gammel og hærdet, frem over Mængden, en sidste Slægtning af vor Kunsts Store.

Hun tilhører min Generations Barndomsindtryk. Hendes fulde og dybe Røst bar første Gang, tonende og rent, Oehlenschägers Vers frem for vore unge Øren.

Hun var styg, hun var bred og alt for lille, hun havde sin Afstamnings alt for markerede Træk. Men det glemtes - og ikke blot af de Yngste.

Der var en Skuespilkender i Byen derhjemme. Han havde flakket viden om, han havde set al Europas Skuespilkunst.

Endnu rejste han.

Sad saa i Burg, saa i Français. I vort kongelige Skuespilhus kom han sjældnere. Dets store Tid var for ham død med Anna Nielsen, der tog den hellige Sandhed med sig i Graven og overlod Scenen til Johanne Louise Heibergs geniale Sirlighed.

Han kunde, den Skuespilkender, komme lige lukt fra Rejse i Europa, og var Cortes' Trup i Byen, sad han den første Aften paa sin faste Plads i Parkettet.

Byfogeden sagde:

- Hvor holder De det ud? hvor holder De ud at se paa hende.

- Jeg ser ikke, sagde Skuespilelskeren for Spøg: jeg lukker Øjnene og hører paa hende.

Der gik Aar, uden at jeg saá Fru Cortes.

Og en Gang imellem, naar jeg fra Hovedstaden læste en Theaterannonce fra Randers, smilte vel ogsaa jeg ad 237 denne evige Hjørdis og Ragnhild, en uopslidelig Tragedienne i Provinserne.

Men saa gensaá jeg hende - efter en halv Menneskealders Forløb og smilte ikke mer. Jeg forstod den Skuespilkender fra min Barndom. Thi i denne stærke og rene Tales store Linier var der bevaret en sidste Rest af vor Scenes Fortidskunst.

Denne Kvinde havde ejet al den ubøjelige, sejge, uovervindelige Modstandsevne, som er hendes Races Storhed, og hun havde haft Brug for den i fyrretyve Kampens Aar.

Uden Vejledning af betydende Kritik, altid fristet af Publikums Smag, bestandig udsat for Smitte af Medspillendes Fejl, uden Haab om anden Fremgang for sin Kunst end den evige Vej over de samme evige Provinsbrædder, uden anden Løftestang end en uudslukkelig Kærlighed til Kunsten og de store Digtninge - var hun urørt forblevet den., hun var: en nobel Dyrkerske af den store Stil, det skønne Sprog og det fuldttonende Vers.

Hvilke Tider havde hun ikke set komme over Theatret.

Kassestykkets Hærværkstid, hvor de hundrede Opførelsers forfængelige Drøm jog Trupperne paa Jernbanen fra Skagen til Kongeaaen, hvor Standen degraderedes, hvor alt, hvad Repertoire hed, forsvandt, og hvor gode gamle Stykker kun kunde gaa paa Markedsdage som Madding for Bønder.

Men gennem det altsammen stod denne Jødinde fast.

Ogsaa socialt saá hun nye Tider komme. Hun saá Skuespillerne blive salonfähige og modtages i de bedste Familier.

Men hun deltog ikke i nogen Væddekørsel om Optagelse i Selskabet. Hun bevarede kun sin Plads - sin Plads for sig selv. Der blev hun, og hun var maaske den eneste, som ikke levede med Blikket mod en anden Virkeplads end den, der var hende givet.

Med det store Talents Selvbevidsthed vejede hun ret vel, hvad ogsaa hun havde udrettet.

238

For mig vil Emma Cortes' Navn altid være knyttet til Ragnhild i Dronning Margareta.

Jeg saá hende dér for sidste Gang.

Og hun var en Ragnhild, Kvinden af ædelt Blod, hærget af Livets Storm, hærget og ældet, men uknækket. Hun vil gribe for sin Søn en Konges Krone for selv som Kongens Moder at holde sin stærke Haand over Landet.

Der var den myndige Kraft i hendes Tale, den Uovervundnes Styrke i hendes Ord.

Hende troede man, naar hun ved Olufs tomme Kiste, ved hvis Trin hendes Søn styrtede, sagde simpelt, uovervindelig selv da:

- Styrter Du, min Søn? Jeg staar ...

De Ord fortjente at sættes paa denne aldrig knækkede Kvindes Grav.

Og naar en Gang det danske farende Folk faar faste Hjemsteder, og Bytheatre i de største Byer bliver Bærere af god Smag og Planteskoler for ung Kunst, da bør Emma Cortes have sit Minde i et af de Skuespilhuse.

Hun har fortjent at mindes, om i saa flygtig en Kunst nogen fortjener det.

Hun idetmindste bør rage op over alle de Navnløse, et Tegn paa, at Navn kan vindes selv af det farende Folk, som kun de Uvidende agter ringe. De Vidende véd, at den dragende Trup er omtrent som de andre:

At af hundrede er altid de ni og halvfems Haandværkere og Indrustridrivende, Efterlignere og Routiniers.

Tilfældet hjælper nogle og lader andre i Stikken. Men for Kunstens Domstol er de lige - saa nogenlunde.

Maaske kan det være en Trøst for det farende Folk.