UDVIST AF TYSKLAND
✂ JEG havde uden at være samfundsfarlig boet seks Uger i et Hotel, da jeg første Januar rykkede ind i et Privathus, og Ulykkerne begyndte.
✂ Værtindens Anmeldelsesseddel kom i Hænde paa den kejserlige Stad Berlins Politi.
✂ En skønne Morgen viste der sig hos mig en yngre og meget velklædt Person, der gjorde mig en Del mere intime Spørgsmaal om min Virksomhed og mine forskellige Livsforhold, hvad der noget undrede mig. Da jeg spagfærdigen udtalte min Forbavselse, præsenterede han mig høfligst et lille Skilt og sagde: at det var jo rimeligt, at Politiet interesserede sig en Kende for saadanne tilrejsende Fremmede.
✂ Han bad mig tillige særdeles aimabelt - "det var en Formsag, kun en Formsag" - blot paa et lille Stykke Papir at opskrive, hvor jeg skrev.
✂ Hvor jeg skrev? Naa, Manden kunde jo ikke vide, at Listen vilde blive meget lang.
✂ Jeg skrev op - danske Blade, svenske Blade, tyske Blade ...
✂ Den behagelige Mand spurgte venligt, om jeg ikke ogsaa skrev i norske Blade.
✂ Jeg svarede jo og føjede et Kristianiablad paa Listen.
✂ Den venlige Person spurgte: Om mon det var det eneste norske Blad ...
✂ Nej, svarte jeg, der var da ogsaa et andet...
✂ - Ja, saa ...
159✂ Man kunde ikke se, at det videre interesserede den behandskede Mand. Men han bad mig dog - for en Ordens Skyld: det Hele var jo "en Formsag" - tilføje ogsaa det Blads Navn.
✂ Hvad jeg gjorde og skrev: "Bergens Tidende".
✂ Den fortræffelige Mand takkede. Han behøvede ikke flere Blade nu. Han talte nogle Ord om "en saa anstrengende Virksomhed" og stak Papiret til sig: det var tilstrækkeligt.
✂ Han var meget behagelig, som sagt, men gav mig dog ikke Haanden, da han gik.
✂ Da jeg to Dage efter kom hjem fra Theatret, meddelte min Værtinde mig, at der havde været en underlig Mand hos mig, som absolut vilde vente paa mig og havde ventet i tre Timer.
✂ Men jeg havde været i "DeutschesTheater", hvor man nødig stryger for meget af Schiller, og jeg havde set "Don Carlos", saa tilsidst var det dog blevet den mærkelige Mand for meget, og han var gaaet igen.
✂ Næste Morgen blev jeg vækket af min bedste Søvn: Den sære Herre var der igen.
✂ Jeg bad ham venligst komme, naar ordentlige Folk stod op. Nu sov jeg.
✂ Men Værtinden sagde, det gik vist ikke an. For han var, troede hun, fra Politiet.
✂ Jeg satte mig op i Sengen: Fra Politiet? Hvad Pokker vil han? spurgte jeg.
✂ Ja, sagde Værtinden, der var ganske forskræmt: det fik jeg vel nok at vide, naar jeg nu kom ind - for den sære Mand ventede. Han vilde ikke gaa.
✂ - Han vilde vente.
✂ Ganske rigtigt - Herren ventede.
✂ Han bad mig - slet saa høflig som Manden forleden var han ikke - tage Sagen roligt: Men jeg maatte møde paa Politistationen.
✂ Paa Hovedstationen.
✂ Jeg sagde, jeg skulde komme i Løbet af en Time.
✂ Men han paastod, han maatte følge mig - og straks.
160✂ Jeg vil ikke netop sige, at Situationen behagede mig, mens jeg klædte mig paa inde i Sovekamret og han ventede med Benene over Kors i en Stol inde i min Dagligstue.
✂ Da vi kom hed i Porten, spurgte han mig, om jeg muligvis vilde have en Droske.
✂ - Jo Tak.
✂ - Om jeg brugte Drosker af første eller anden Klasse.
✂ Vi fik en Vogn af første, og den udholdende Herre satte sig ind ved Siden af mig.
✂ Jeg spurgte, hvad jeg egentlig havde gjort. Og Manden svarede:
✂ - De maa ikke spørge. Det angaar ikke mig.
✂ Jeg arriverede altsaa til Hovedstationen noget uklar over min Forseelses Art.
✂ Jeg kom gennem mange Gange og mange Stuer - min Mand var ved min Side; mange Embedsmænd sad ved mange Pulte - Manden var ved min Side.
✂ Tilsidst kom jeg ind i et Rum, hvor jeg skulde vente. Det var et Detentionslokale for Løsgængere. Paa en Træbænk sad der allerede tvende Karle af et ikke ganske dadelløst Ydre.
✂ Herren fra Drosken overgav mig til Rummets Opsynsmand og fjernede sig,
✂ Jeg spurgte atter: hvorfor jeg egentlig var her. Og den nye Herre svarede atter:
✂ - De maa ikke spørge. Det angaar ikke mig.
✂ Hvorpaa jeg maalte Gulvet i en Time, under hvilken der kom alt fler og fler Løsgængere, til Luften ikke blev svært behagelig.
✂ Tilsidst spurgte jeg:
✂ - Hvorlænge jeg mon skulde vente? Den nye Herre svarede:
✂ - Det var der ingen, som kunde vide. Og jeg ventede igen - en halv Time. Saa vendte Herren fra Drosken tilbage og førte mig med sig:
161✂ - Nu vil De erfare det, sagde han.
✂ Jeg havde allerede en Fornemmelse, som var jeg en Russer og skulde til Sibirien.
✂ Jeg førtes ind i et nyt Værelse og ventede atter - foran en Skranke.
✂ Bag Skranken arbejdede vel tyve Gentlemen, hver foran sin Protokol.
✂ En af disse Herrer skød endelig frem mod mig bærende et stort Dokument i Haanden. Jeg saá, der stod noget trykt. Herren spurgte mig, om jeg var Herman Bang, og da jeg bekræftede det, forelæste han mig min Udvisning.
✂ Jeg var udvist af Kongeriget Preussen.
✂ Jeg tillod mig noget lavmælt at spørge om Grunden. Herren blev kun ved at læse:
✂ Jeg havde at forlade Berlin inden fire og tyve Timer, og hvis jeg efter den Tid blev befunden inden Kongeriget, vilde jeg efter Fængselsstraf blive transporteret til Grænsen.
✂ Da Oplæsningen var endt, spurgte jeg igen om Grunden. Herren med Dokumentet svarede meget barsk:
✂ - Vil De skrive under? ... Her gives ikke Grunde.
✂ Jeg tror nok, jeg skulde skrive under saa at sige "til Efterretning".
✂ Jeg gjorde opmærksom paa, at jeg jo ikke var nogen Snedkersvend, og at en Udvisning vilde gøre nogen Opsigt. Herren med Papiret syntes ret koldblodig overfor Opsigten. Han sagde og gav mig Pennen:
✂ - Aa, det vil ikke blive saa slemt
✂ Jeg skrev under efter at have faaet otte og fyrretyve Timer til Opbruddets Forberedelser.
✂ Under den hele Akt havde ingen af de nitten ved Pulten saa meget som løftet Øjnene. Preussiske Embedsmænd hører ikke efter, hvad der ikke angaar dem. Jeg har en Gang besøgt et Ministerium i Petersborg. Ved hver Omdrejning af Gangene stod et Par Embedsmænd og snakkede. Der var hundrede Personer, der tjenstvilligst vilde give os Besked, og ingen, der vidste 162 nogetsomhelst. Den ene Embedsmand syntes aldrig at kunne finde den anden. Hver Gang vi kom ind i et nyt Værelse, saá alle op og der samledes en hel Flok for at give os Oplysninger.
✂ En gammel Herre, der var saadan noget som Kontorchef, forlod sit Kontor og fulgte mig gennem den halve Bygning.
✂ Han spurgte mig om Danmarks geografiske Forhold og holdt mig paa de kolde Gange fast over en Time. Han var Amatør i Geografien.
✂ Han tog en Slags Kasket af Hovedet og sagde, mens han svang den i Luften, den ene Gang efter den anden:
✂ - Menneskene bør dog kende den Jord, de bebor.
✂ Paa Berlins Politikammer gaar det anderledes til end i Petersborg. En preussisk Embedsmand er Skildvagt foran sin Protokol, og en brandenburgsk Skildvagt passer sin Dør og kun den; og at tale er ham forbudt.
✂ Jeg kørte efter at have modtaget Udvisningen hen til Gesandten. Han vilde gøre sit Muligste, og i alle Fald Grunden kunde han vel faa at-vide.
✂ Vi fik den at vide: den var jo sørgelig. Og det var selve Grev Herbert Bismarck, der lagde Gesandten den paa Bordet i Form af en Bergensisk Føljeton.
✂ Efter det maatte alle Indvendinger forstumme: Føljetonen var for veltalende. Jeg syntes selv ikke, jeg havde nogensomhelst Grund til at beklage mig. Iøvrigt var Føljetonen indsendt af Konsulen i Bergen og havde allerede længe - paa sin Plads og forsynet med Nummer- ventet i Udenrigsministeriet sammen med Bjerge af andre nordiske Aktstykker.
✂ Man samler nemlig særdeles samvittighedsfuldt paa allehaande Tryksager der i Berlin.
✂ Forbavsende samvittighedsfuldt, siger de, som kender til det.
✂ Et Aars Tid efter min Udvisning skrev jeg i Anledning af nogle meget frimodige Udtalelser paa et Par politiske Møder herhjemme, Udtalelser, som var blevet 163 refereret i Aviserne: at man burde maaske derhjemme tale en Smule sagtere. For der var dog kun en Væg mellem Tyskland og os, og "Vægge kan have Øren".
✂ Bemærkningen blev heftig spottet. Om man havde vidst, hvem der havde udtalt den, vilde man maaske have "let" en Smule mindre højt.
✂ Mit eneste Haab var, at min Udvisning kunde foregaa i Stilhed. Jeg fandt ikke Anledningen egentlig velvalgt til at gøre Spektakler. Jeg vidste jo, at "Bergens Tidende" sent eller tidlig vilde naa Berlin - i Oversættelse.
✂ Jeg ønskede kun at erfare, om jeg muligvis i det øvrige Tyskland kunde opholde mig uantastet. Grev Herbert Bismarck troede nok det. Og jeg besluttede at rejse til Meiningen. Paa "Berliner Tageblatt" var jeg at gøre Afskedsvisit.
✂ Jeg gik en sidste Gang op ad Verdensbladets Trapper. Det var Arthur Levysohn, der havde bidraget mest til mit Komme til Berlin. Han havde fulgt min Virksomhed hjemme og mente, at der i Berlin vilde være Plads for mig. Jeg skulde være Bladets Theater-Føljetonist. De første Artikler havde allerede været trykte.
✂ Nu var der ikke andet at gøre end at sige Farvel.
✂ "Jeg tog min Hat" - og gik.
✂ Den sidste Aften kørte jeg med en dansk Ven op ad "Unter den Linden". Skøn og mægtig laa den, levende gød sig dens Menneskestrømme frem - en af Verdenslivets store Aarer.
✂ Min danske Ven rejste sig i Vognen. Langt saá han ned mod Brandenburger Thor med dens Sejrsspand; alt var badet i Lys, alt, Mennesker og Paladser.
✂ - Skønne, dejlige Stad, sagde han. Og vi sad længe tavse:
✂ - Skønne, dejlige Stad.
✂ Ja, her var den store Verden, og nu kørte Hr. H. B. hjem til sin Krog, en ny Krog.
✂ Han drog af Gaarde næste Morgen.
✂ Det er ikke saadan saa lige at komme til Meiningen. 164 Man skifter Tog nogle Gange, og tilsidst kommer man paa smalsporet Jernbane i et Træn med én Personwaggon og én Godsvogn.
✂ I det Tog lunter man saa jævnt. Man har jo Fornemmelsen af at være bøjet ind paa en af Verdens Sideveje.
✂ Men godt og fredeligt blev der i Meiningen. Man vidste, hvad der var passeret mig, men man lod, som man ikke vidste det.
✂ Dagene gik deres Gang. Hofskuespillerne gik til Prøve og de gik fra Prøve for paa Hotellet at drikke deres Øl. Deres Promenader var Dagenes Begivenheder. Folk fulgte dem med Øjnene gennem hele Byen. Residensen har kun én Gade, hvor alle Hofleverandørernes Døre ruster i Stilhed paa deres Hængsler.
✂ Om Aftenen var Byen i Theatret.
✂ Hertugen var i Spidsen i sin Loge, og Folket hørte til. Det kunde Repertoiret udenad og glædede sig højt.
✂ Det kunde blive ud paa Natten, inden man kom hjem. Der er jo saa rigeligt med Omklædninger i Meiningen.
✂ De brave Thüringer vandrede hjemad under munter Støj. De nød Truppens Verdensry, som var det deres egen. Deres Yndlingsstykke var Wilhelm Tell. I det Stykke larmer Gehejmeraaden, som rullede der Laviner ned mellem Kulisserne.
✂ - Gott, Gott, sagde Borgerne, heute hat er denn brav gedonnert.
✂ De var iøvrigt ogsaa tilfreds med "Et Blodbryllup". Da blev Garnisonen udkommanderet og cernerede Theatret. I Slotsparken fyrede de paa givet Tegn under høje Hyl.
✂ Oppe paa Scenen betragtede Fru Olga Lorentz fra et Vindu det hærgede Paris:
✂ Spektaklet i Slotsparken var "Bartholomæusnatten"s Myrderier.
✂ Hver Søndag arriverede al Hertugdømmets Ungdom under Faner. Den drog i Theatret som Grundtvigianere til en Skyttefest.
165✂ Koncerter var der ogsaa: Hans v. Bülows Afskedskoncert Hans v. Bülow var som bekendt Dirigent for Hofkapellet, men i denne Stilling ikke altid netop enig med Hans Højhed.
✂ Tværtimod havde han meget ofte sine egne Meninger, som han efter Vane udtalte meget højt.
✂ Nu havde den udmærkede Dirigent ved en Koncert i Köln fra Podium aabent udskældt Hans Højhed og ladet sine Skældsord frimodigt referere. ,Hans Ansøgning om Afsked var derfor naadigst blevet bevilget.
✂ Han skulde nu som Farvel dirigere ved en Koncert. Hele Byen skælvede for Koncerten. Hr. v. Bülow formentes til Afsked ikke at ville skaane sit Publikum.
✂ Hr. v. Bülow viste sig paa Podiet ti Minutter før syv. Det var øjensynligt, at han iaften ønskede at begynde paa Slaget: Hans Højhed var nemlig undertiden forsinket en enkelt Minut.
✂ Men Hertug Georg havde iaften set lige saa præcist paa sit Lommeuhr som Dr. von Bülow og indtraadte i sin Loge en Minut før syv.
✂ Hr. v. Bülow lod, som han ikke saá ham. De øvrige Tilhørere mønstrede han med et Blik som en preussisk Underofficers, der inspicerer sin Sektion.
✂ Publikums Holdning forblev en saadan, at "den afskedtagende Dirigent" ikke fandt Anledning til Udtalelser.
✂ Højheden applauderede hjerteligt.
✂ - - - En skøn Dag modtog jeg fra Hamborg en Avis. Den indeholdt en føljetonistisk Korrespondance fra København. Korrespondancens Genstand var mig. Jeg tør vel nok sige, at ikke nogen Ubehagelighed, der om denne Genstand er sagt i et dansk Kaféhjørne, i denne Skildring var udeladt. Man havde samvittighedsfuldt faaet alt med, endogsaa de Ulykker, som havde ramt mine Afdøde.
✂ For dem, der troede alt dette, maatte jeg sagtens kunne komme til at se ud som en farlig Person.
✂ Og hvorfor skulde man ikke tro det i et fremmed 166 Land, naar der var nogen, der vilde skrive det i mit eget? Jeg tænkte straks, da jeg læste det:
✂ - Nu bliver Du ogsaa vist ud her.
✂ Hvad jeg da ogsaa blev - særdeles hurtigt.
✂ Et Par Dage efter kom der Tilsigelse. Jeg havde at melde mig hos Overborgermesteren. Han ønskede at se mig næste Morgen Klokken otte. Tyske Embedsmænd har det med at tage alting fra Morgenstunden.
✂ Jeg mødte og saá straks, at Papiret var i Orden. Det laa færdigt ved Siden af Hr. Borgermesteren.
✂ Det viste sig at udvise mig af den Stad Meiningen med de kendte fire og tyve Timers Varsel.
✂ Jeg erklærede, at jeg umuligt kunde rejse saa hurtigt. Overborgermesteren mente, at der var ikke saa langt til Grænsen der i Hertugdømmet, hvad der allenfals ikke var. Men jeg maatte jo dog, mente jeg, rejse lidt længere end til Gotha.
✂ Jeg gik til Statsministeren.
✂ Han var en jævn, godlidende Mand, som tit i Skumringen sad i Hotellets Gæstestue ved sit Krus.
✂ Jeg opsøgte ham nu i Ministeriet. Det lignede mest saadan et større Godskontor. Statsministeren sad i sin Stue - Stolene havde Hestehaarsbetræk - foran et gammelt Chatol.
✂ Jeg forebragte ham min Sag og spurgte om Grunden til min Udvisning. Man havde dog i Berlin sagt, at jeg vilde kunne sidde roligt i Meiningen.
✂ Ministeren sagde:
✂ - Jeg kender ikke Grundene.
✂ - Wir haben nur Befehl aus Berlin. Og idet han sænkede Stemmen en umærkelig Smule, sagde han:
✂ - Her kan vi intet gøre.
✂ Den gamle Mand rejste sig og vendte sig om mod Vinduet, som var han pludselig blevet bevæget. Og efter en lille Stilhed sagde han:
167✂ - Ogsaa her er der Forældre, hvis Sønner faldt ved Langensalza.
✂ - To Dage tilstod han mig dog - og vi skiltes med et Haandtryk.
✂ Allerede næste Morgen mødte dog en Politibetjent
✂ - jeg tror, Residensstaden har to - ved min Seng for fra Overborgermesteren at minde mig om Afrejsen. Man frygtede mig nu som en Stump Revolution i Hertugdømmet.
✂ Da jeg rejste, var Politibetjenten tilstede paa Perronen
✂ - civil.
✂ Jeg afrejste til München.
✂ Man havde raadet mig til at vælge et Kongerige til Opholdssted.
✂ Jeg ankom til München om Aftenen. Jeg tog ind i et Hotel, hvor jeg i mange Aar altid har plejet at bo. Næste Morgen vækkedes jeg af Portier'en, der var saare effareret:
✂ Der havde været Politi for at forespørge om mit Opholdssted.
✂ Allerede, tænkte jeg og forstod, at München jo næppe vilde være egnet til noget varigt Asyl.
✂ Jeg bestemte min Afrejse til om Middagen.
✂ Jeg var vis paa, at der var ikke Tid at spilde.
✂ Først tog jeg ud til Henrik Ibsen, der sad saa underlig hjemløs midt imellem en Hob lejede Møbler, som nogle ophængte Familieportrætter stirrede paa med forstyrrede eller sært forbavsede Øjne. Mesteren rystede paa sit graa Hoved ad min Fortælling og sagde Gang efter Gang:
✂ - Hvad maa man høre - hvad maa man dog høre.
✂ Klokken to rejste jeg med Hurtigtog mod Østen. Jeg fandt det tjenligt at vige for Hohenzollerne og opsøge det Habsburgske Monarki. Jeg slog mig ned i Wien.
✂ Fire, fem Maaneder levede jeg i al Uforstyrrethed. En af de meget faa, som jeg kendte, var den danske Minister, om hvem jeg - som vistnok alle Danske - bevarer den kæreste og venskabeligste Erindring.
168✂ Jeg var flyttet ud i Hernals og boede dér ganske ene. Jeg saá bogstavelig talt Uger igennem ikke et Menneske, men skrev og skrev paa "Ved Vejen". Min Værtinde var en Enke med seks Børn, som tilhobe beboede et Køkken med tilhørende Spisekammer.
✂ Det var mig paafaldende, at der i den senere Tid bestandig opholdt sig vekslende Mandspersoner i dette Spisekammer.
✂ Værtinden sagde mig, at det var Friere.
✂ Hendes Ægteherre var næppe kold i sin Grav, og hun indlagde frenetisk Ægteskabsbillerter paa alle Bladkontorer.
✂ Hun sagde:
✂ - Hvad kan en Person, der sidder ene hen? - Længe paastod hun, at Herrerne i Spisekamret var
✂ Friere, som sagt.
✂ Men en skøn Dag meddelte hun mig i Fortrolighed, at
✂ det var "Detektiver": De spurgte hende daglig ud om
✂ mig.
✂ - Hvad de da vilde mig? spurgte jeg.
✂ - Ja, det vidste hun ikke. Men de saá i mine Papirer, naar jeg ikke var hjemme.
✂ - Om de da kunde læse dem? spurgte jeg.
✂ - Nej, det kunde de ikke. Men de spurgte altid, om jeg ikke var ude om Natten, og om der ikke kom Russere.
✂ Jeg forstod, at nu var jeg paa Vej til at blive ren Nihilist.
✂ Jeg underrettede Gesandten, og han tog til Politipræsidenten. Ganske rigtigt - man tog mig for en fordægtig Person.
✂ Der blev spurgt, hvad jeg havde gjort. Men om det gav man mig ingen Oplysninger. Man mente kun, at min Nærværelse var ret overflødig i Wien. Iøvrigt indhyllede Præsidenten sig i en Sky af Hemmeligheder.
✂ Det østrigske Politi ynder i det Hele at have sine Hemmeligheder. Det arbejder endnu under Traditionen fra Fyrst von Metternich.
169✂ For dette Politi maatte jeg naturlig blive en Lækkerbidsken. Man kunde her klædeligt fable om alt, netop fordi der intet var.
✂ Morgen og Aften afgav Værtinden Rapport i sit Spisekammer. Jeg faldt over Detektiver i min Gadedør.
✂ Værtinden melede sin Kage. Hun paastod, at hun havde opbevaret sin Husleje i Skuffen i en Kommode i min Stue. Denne Husleje var nu bortkommen.
✂ - Jeg vidste jo selv, sagde hun til mig saa inderlig mildt, at der ingen kom i mit Værelse.
✂ - Hun vilde jo nødig indblande Politiet i Sagen - -
✂ - Herren har saamæn nok - mer end nok iforvejen . ".
✂ Hendes Ansigtsudtryk malede i forstaaende Deltagelse alt, hvad jeg sikkert "havde":
✂ - Men hun var en fattig Kone, der maatte ha' sin Husleje.
✂ Jeg forstod det, hun maatte ha' sin Husleje.
✂ Den var tyve Gylden. Min Pung blev de Sedler lettere.
✂ Og et Par Dage efter afrejste jeg til Prag. Man havde ment, jeg vilde være mindre generende i Provinsen.
✂ Jeg lejede mig en Lejlighed i en Forstad, og om Lørdagen flyttede jeg ind om Aftenen. Søndag Morgen ringede en Politikonstabel:
✂ Om jeg var Hr. den og den:
✂ Jo (nu kendte jeg Visen) jeg var Hr. den og den.
✂ - Saa var her en Tilsigelse, sagde Manden.
✂ Jeg tvivlede ikke paa det og tog mit Papir.
✂ Jeg mødte efter Tilsigelsen. Endelig var jeg falden i Hænderne paa et Par Embedsmænd, der kendte deres Pligt og tog det alvorligt.
✂ Her havde man ikke i Sinde at lade en Forbryder dø i sin Synd.
✂ Foreløbig lod man mig vente paa de Anklagedes Bænk en Time. Jeg sad mellem tvende Gentlemen, der var anholdt for. Betleri. Da jeg endelig indlodes, forstod jeg, at nu var jeg kommen til de Rette:
170✂ Disse to Herrer var ikke Folk, som lod sig en Hemmelighed gaa forbi. Dertil holdt de meget for meget af Hemmeligheder. Og de var indsigtsfulde som Øvrighedspersonerne i en Operette.
✂ De behandlede mig, som var mig Galgen vis, og begyndte med at paastaa, jeg havde forfalsket mit Pas.
✂ Den øverste Embedsmand, der var meget rødnæset, erklærede betydningsfuldt: at man kendte mig.
✂ Jeg svarede spagfærdigt, at det lod til at være mere, end jeg selv gjorde.
✂ Den Øverste bad mig indstændigt spare min Vittighed: man havde faaet sin Indberetning.
✂ Jeg spurgte, hvad der stod i den Indberetning.
✂ Den Øverste svarede kun: at Indberetningen var fra Wien.
✂ Han udtalte denne Stads Navn, som om jeg midt paa Kärnthner-Ring havde dræbt en betydelig Kvotadel af min ulykkelige Familie.
✂ Jeg sagde, jeg forstod, den maatte være kommen fra Wien.
✂ Embedsmanden smilede og sagde med en stærk Betoning: Saa det forstaar De dog?
✂ Den yngre Embedsmand indførte min Tilstaaelse i en Protokol.
✂ Jeg forstod, at jeg nu var fuldkommen fordægtig.
✂ Jeg forsikrede imidlertid om min Uskyldighed.
✂ - Min Herre, sagde Embedsmanden, man indberetter ikke om uskyldige Personer.
✂ - Vi kender Dem.
✂ Den yngre Embedsmand antydede med et Nik, at han idetmindste kendte mig indgaaende.
✂ Men tydeligt var det, at om man kendte mig, kendte man ikke Hemmeligheden. Og man vilde kende den. Man skulde nok lære at kende den.
✂ Man forhørte mig i syv Kvarter.
✂ Da havde de tvende Herrer fyldt syv Foliosider med Tilstaaelser, og man ansaa mig for en forhærdet Forbryder.
171✂ Den ældre Herre sagde mig det i Ord, der intet lod tilbage at ønske i Retning af det oprigtige. Og jeg gik, mens han sagde:
✂ - At jeg skulde høre fra ham.
✂ Jeg gjorde det: i otte Dage var der hver Morgen en Politikonstabel ved min Dør.
✂ Hveranden Dag modtog jeg Tilsigelser. De gule Papirer var kendte i hele Huset. Husbeboerne, det maa jeg tilstaa, trængte ikke netop paa for at gøre mit Bekendtskab.
✂ Det var midt i Højsommeren. Solen stegte Retslokalerne. De tvende Embedsmænd svedte Blod af hellig og ophidset Iver: Aldrig har Embedsmænd været grovere i deres Mund.
✂ En Dag modtog jeg Tilsigelse fra selve Politipræsidiet. Jeg modtog nu alt, hvad der kom og hvad der traf sig, uden Sindsbevægelser. Jeg var blevet vant til Skranken.
✂ Jeg blev ført ind til en meget fornemt udseende Gentleman, der behandlede mig, som var jeg polsk Jøde og falbød Gulvmaatter.
✂ Man meddelte mig, at der paany var indløben en Indberetning fra Wien.
✂ Jeg svarede, at jeg kun ikke forstod, hvad der var at indberette.
✂ Han meldte barsk, at "der vilde ikke forekomme Indberetninger, hvis jeg intet havde gjort."
✂ Jeg spurgte træt-fortvivlet - for nu var det vel tusinde Gang -: hvad var det da, jeg havde forbrudt. Og Manden svarede: Hvis vi vidste det, Hr. Dings, vilde vi vel ikke forhøre Dem.
✂ Jeg sagde ikke til Manden, at han kørte i Ring. Jeg sagde overhovedet ingenting. Det vilde have været unyttigt. Men det er, kan jeg levende tænke mig, i saadanne Øjeblikke, hvor anholdte Væsener opdigter Forbrydelser for idetmindste at faa en Ende paa det.
✂ Politipræfekten sendte mig bort efter at have anbefalet mig Forsigtighed.
✂ Iøvrigt garnerede man Huset, hvor jeg boede, med 172 Detektiver. Særlig ønskede man at erfare, om jeg modtog natlige Besøg. Jeg modtog ingen Besøg hverken Nat eller Dag.
✂ Wiener-Bekendte raadede mig til at rejse hjem: for "det østrigske Politi var nu én Gang vanskeligt, naar det først havde sat sig noget i Hovedet".
✂ "Det var et Politi, der gerne blev ved sit."
✂ Det maatte jeg indrømme.
✂ Men rejse hjem vilde jeg alligevel ikke, før jeg kunde gøre det med "Stuk" i Lommen. Jeg blev altsaa endnu et Aar. Politiet viste mig vedblivende sin Opmærksomhed. Men om hvad der stod i "Indberetningerne", underrettede det mig aldrig.
✂ Det havde vist sine Grunde.
✂ Naa, hvorom alting er - ihærdigt maa man kalde saadant et Politi.