I.

✂ Amor -
glade Dreng med dit velforsynede Kogger,
umyndige Gud for det umyndige Folk.
Let til Haands er Du - som let til Bens din Mængde,
der sætter i Livets Jord kun flygtige Fødder
baade i Glæde og Sorg - hvad enten den ler eller
græder.
Mængden, Amor, saarer Du.
For de Tusinders Bryst passer dit Koggers Lager
af milde Pile for lunkne Hjerter,
dine Vaaben, der ridser - thi der kan ikke saares.

✂ Og god er Du, Amor, skønt de kaad Dig skænder,
giver hvad Du har
og hvad de evner:
En Sommerdag med Sol og Sang.
Et Minde, der vemodigt klinger,
inderst i Sjælen,
som en fjern Melodi,
mens de videre drager,
de Tusind,
og døer - ved Enden af Livets Graa.
Men den ene Sommerdag, Amor,
skænked medlidende Du.

II.

✂ Venus -
skamløse Kvind,
der med blottet Lænd
frister paa Elskovs Torv
ravende Mænds
drukne Begær.

✂ Svig føder din Aande,
Forrædere skaber dine Kys,
Bittert græder brudte Løfter,
Venus, ved din Dør.

✂ Svegne Mænd
knytter i Smerte deres Hænder.
Bedragne Kvinder
- søvnløse blev de ved Dig -
stirrer med tørre Blik
paa den langsomt glidende Nat.

✂ Men Du, Gudinde, ler
ubarmhjertigt og højt.
Strækker din dejlige Krop
11 med dobbelt Vellyst og ler
paa Tronen, Naturen Dig gav -
din Trone: Menneskets Drift.

✂ Ej hører Du Graaden ved din Dør
og ikke dit Afkoms Forbandelser,
letfødte Børn af dit letsindige Skød.
Drifternes Frugt, som ingen Kærlighed skøtted:
Tilfældet er deres Plejemoder,
og de lever med knyttede Hænder.

✂ Men Du hører dem ej.
Strækker med dobbelt Lyst
paa Tronen, Naturen har rejst,
din dejlige Krop -
paa Tronen, Menneskets Drift.

III.

✂ Men Eros -
Du Hersker og Gud,
Du smiler tungsindigt,
støttet til dit mægtige Sværd,
Israels Dommeres ligt.

✂ Streng er du at se
over de udvalgtes Flok.

✂ Dit eneste Blik mørkner den svindende Sans,
og svimle føler de kun som et uendeligt Fald.
Der er ikke Himmel og Jord,
og Viljen dør
med det standsede Hjertes Slag -
naar Du - o, Eros -
gennemborer de Udvalgtes Bryst
med Skæbnens vældige Sværd.

✂ Og døde, o, Gud
lar dem opstaa
til Kærligheds Liv.

✂ Til Lykken?
Jeg véd det ej:
Lykken er sjælden paa Jord.
Men hvis to Sjæle,
ramt paa den samme Tid
af det samme Sværd,
huser den hellige Ild -
da smiler Du, Herre og Gud.

✂ Og stille, en Kerub lig
med dit Sværd,
staar Du, Mægtige, Vagt
foran to Saliges Dør.