Grundtvig, N. F. S. DANSK RAVNE-GALDER

DANSK RAVNE-GALDER.

DETTE mærkelige, hidtil udtrykte Kvad er skrevet i 1860. Paa Haandskriftets sidste Blad findes der, som en Slags Tilegnelse, et Digt, som Grundtvig skrev til sin tredje Hustru, Fru Asta, paa sin Fødselsdag den 8. September 1860. Ved den Tid maa Ravne-Galder altsaa være fuldført.

Det Fremtidsbillede af Aandslivet i Danmark, som danner Kvadets Hovedindhold, er af Digteren henført til Tiden »en Menneskealder og en halv fra Nutidens Hold paa Slette«, altsaa, naar man regner en Menneskealder til 33 Aar, netop til det Tidspunkt, hvorpaa Ravne-Galder første Gang bringes i Trykken.

Digtets Navn er hentet fra et islandsk Kvæde, Odins Ravnegalder, som i Grundtvigs Tid regnedes med til den ældre Edda, men som i Virkeligheden stammer fra det 17. Aarhundrede.

Læseren bedes lægge Mærke til, at Odin for Grundtvig betegner Nordens Aand. Hans Ravne, Munin, d. e. Mindet, og Hugin, d. e. Tanken, gennemfiyver Fortid og Fremtid, saa vidt de lader sig overskue af Nordens Aand. Digteren selv bliver til en tredje Ravn, Knytling, hvis Navn vistnok skal antyde, at han »knytter sig til« eller følger med Odins Ravne. - Videre end Nordens Aand ser dog hele Menneskeslægtens Aand, der betegnes ved Føniksfugen, født i Paradis, opbrændt ved Oldtidens Slutning, genfødt med Kristendommen og nu paa Flugt imod Himlen. - Guds Aand har til sine Sendebud de hvide Duer.

Dansk Ravne-Galder udgives her for første Gang efter Forfatterens Haandskrift, hvis Stavemaade overalt nøjagtig følges. Kun i Tegnsætningen, som er meget mangelfuld, har Udgiveren tilladt sig de nødvendige Forandringer.

364

Dansk Ravne-Galder.

Der synges om Zeus i Grækenland,
Han Hermes engang udsendte
At kalde til sig hver Idrætsmand,
Som havde hans Gunst ivente;
Saa vilde han til dem hver især
En Gave udsee, som dem var kiær
Og varig som Liv og Lemmer!

Det hændte sig da ved Solefald,
Da hver gik med sit til Hvile,
Kom til Olympen den glade Skjald,
Det kalder man ei at ile;
Og alt hvad man kalder smukt og godt
Optaget det var, som stort, saa smaa[t],
Der syndes ei meer tilbage.

Med Smil sagde Zeus: din dovne Krop!
See til, om du noget finder!
Her vrimlede alt, da Soel stod op,
Paa Bjerget af Mænd og Kvinder;
Din Søvn eller Drøm, var den saa sød,
At ikke en saadan Morgen rød
Med alle Smaafugle dig vakde!

Med Smil sagde Skjalden: det var ei saa,
Jeg vaagned som andre Fugle
Og skued med Glæde paa Himlens Blaa
Oprulle den skiønne Kugle
Og tænkde paa dig som Solen mild
Med alle de Gaver, som er til,
Og Giverens Sjæle-Glæde!

365

Med Smil sagde Zeus: har dig idag
Forsinket min Gunst og Glæde,
Saa være min Gave som din Smag,
Jeg under dig hos mig Sæde;
Jeg skaber en Hest, som Ingen seer,
Paa den kan du flyve, som Fugl med Fjer,
Herop mig som Ven at giæste!

Vi synger i Nord om Odin As,
Han var baade klog og gammel,
Ham var ikke alt saa vel tilpas,
Al Smiger, den faldt ham vammel;
Ham gav sine Fiender Last og Skam,
Forgiæves dog tyed ei til ham
Hans Venner i vort Høinorden !

Ung Hadding han var i Leiervold,
Han vidste sig ei at raade,
Men han var en Sønnesøn ad Skjold,
Det loved ham Odins Naade;
Og Odin færdes paa Land og Sø
Med Venner at mødes under Ø
Og raade dem paa det Bedste!

»Ung Hadding, velmødt i Maaneskin,«
Det sagde den gamle Eenøie,
»Sid op og bliv ikke bleg om Kind,
Er Brinkerne end lidt høie!«
Til Havbølgens Fod og Bølgetop
De travede ned og traved op
Som Snekken med Bør hin blide!

Og det var den gamle Vanraadskjald,
Han troed paa Christ hin hvide,
Men regned dog op sit Arvetal
Til Odin paa Tungens Side
Og gav ham i Sangen gode Ord
Som Skjaldskabets Fader i vort Nord,
Som Vætten i Skjaldesproget!

366

Og det er den unge Vanraads-Skjald,
Som troer paa Christ hin hvide,
Han regner dog op sit Arvetal
Til Odin paa Tungens Side
Og giver i Sang ham gode Ord
Som Skjaldskabets Fader i vort Nord,
Som Aanden i Modersmaalet!

Og det var Skjalden i Ungdomsaar,
Han vidste sig ei at raade,
Han grubled sig bleg paa Livets Kaar,
Paa Aandens og Hjertets Gaade,
Da saae han i Drømme Odins Hest,
Opsadlet til sig som Odinspræst,
Og hørde »sid op! du Lille!«

Da gik det, som Bølger gaae paa Hav,
Og Snekken med Bør hin blide,
Til Skyerne op og ned i Grav
Fra Topperne kridne hvide;
De landede brat ved Gladhjems Kyst;
»Velkommen!« det lød som Odins Røst,
»Hvordan staaer det til derhjemme?«

»Saa daarlig«, da svared Skjalden brat,
»At meer ei man aander næsten,
Man sover sig feed, sig æder mat
Og morer sig med Helhesten;
Hvad selv man har sagt til Hverdagsbrug,
Det kommer man ikke meer ihug,
Man glemmer selv hvad man hedder!

Det gaaer ikke bedre Herrens Dag
End Tirsdag og Onsdag, Taarsdag,
I Aarstal man har kun Velbehag
Og i Frøken Fikkes Aarsdag;
Den yderste Dag og Ragnarok,
Den leer man kun ad og tænker nok,
Man bliver langt før til Intet!

367

Saa spørg mig ei meer om Tidens Gang,
Den driver kun Kvæg til Marked,
Og gribes den lidt af Skjaldens Sang,
Den spørger: hvad faaer han for Arket?
Men Tak for din Hest! han bærer godt,
Og havde jeg ham hver Onsdag blot,
Da turde jeg vel mig trøste!«

Ham svared den samme Odins-Røst:
»Har ikke du lært at sande:
Formeget alt som for lidt af Trøst,
Der findes i alle Lande;
Vort Løsen er derfor: ret tilpas,
Og nøies du maa, som Van og As,
Med Runen paa Norne-Skjoldet.

Kun eengang er redet Odins Hest
Af Hading og Hermod Snare,
Sin Herre han baerer allerbedst,
Som har og fuldvidt at fare;
Men er du tilfreds med Ravnekaar,
Da faldt de ei bedre noget Aar,
End under din Fødsels-Stjerne!

Du kiender jo mine Ravne to,
Som bære om Hals Guldringe,
De flyve saa vidt, som Græs mon groe,
Og hvile sig kun paa Vinge,
De bringe mig Bud fra Syd og Nord
Om Tidernes Løb i Daad og Ord,
Om Tidernes Tegn og Farve!

Naar Dagen er længst og Veiret bedst,
Saa huse1 som Hug og Minde
De flyve afsted i Øst og Vest,
Saa vidt som de Vei kan finde,
De flyve som over vildne Hav
Fra Daglysets Vugge til dets Grav,
Hvor Tidernes Strøm udrinder!

* 368

Jeg haver end Brug for nok en Ravn,
Og vil du den Tredje være,
Da giver jeg Knytling dig til Navn,
Mit Ærende du skal bære!
Med Hugin og Munin hver sin Dag
Du følges maa frit med Vingeslag
Og galdre for Folk i Norden!

Hvert syvende Aar den længste Dag
Du flyve maa hid med Hugen
Og melde mig, hvad dit Galdre-Slag
Har frugtet i Syvaars-Ugen,
Da hører du nyt fra Øst og Vest,
Da hører du hvad mig huger bedst,
Da fanger du Nyt at føre!«

Og Skjalden i Nord fra Arildstid
Han haver saa stærke Drømme,
Som Sleipner dem ei med al sin Flid
Han holde kan ret i Tømme,
De rive ham med som Dybets Strøm,
En Daad der fødes af hver hans Drøm,
Som ligner den op ad Dage!

Med Hugin og Munin Dag for Dag
Han færdes i Ravne-Hammen,
Paa Tidens Løb baade for og bag
Han staver og lægger sammen;
Hvert syvende Aar som Odins Giæst,
Naar Dagen er længst og Veiret bedst,
Han lurer paa Lytte-Høien 1!

Vel gider ei høre nogen Gøg
Paa saadant et Ravne-Galder,
Som det der paa Odins Lyttehøi
Paa Midsommers-Dagen falder,
Han tænker, det er hver Aften smuk
Kiedsommelig eens, som hans Kuk-Kuk,
Og dog kun i Ravne-Tone!

* 369

Men mærkelig tog hver Gøg dog feil,
Det Skjalden i Nord maa sande,
I Galderet som et Tryllespeil
De samme er Tidens Lande,
Men Livet i dem er mørkt og klart,
Er hemmeligt eller aabenbart,
Som Lyset og Skyggen falder.

Som Solen og Maanen kiedes ei
Ved ligedan Løbebane,
Saa kieder det Mindet heller ei,
At gammel er Vei og Vane;
Saa længe der leves Aar og Dag,
Sig strækker og Mindets Vei i Mag,
Og lysner alt som den længes!

Som fare mon Lyn fra Øst til Vest,
Omstraaler kun hvad det møder,
Saa Hugen er altid fremmed Giæst,
Og immer paa Nyt han støder;
I Fremtidens Nat hans Fart og Syn
Er Længselens Iil og Aandens Lyn,
De kieder nok kun Muldvarper!

Saa kommer der altid Nyt for Dag
I Lyttehøis Ravnegalder,
Med voxende Lys i Livets Sag,
Med Trøst over Graad for Balder;
Os Veien til Hel er vel bekiendt,
Men Veien derfra, end ufuldendt,
Det huger os at udspørge!

Som Knytling han fløi imod Øst og Vest
I Vintre vel ti og tyve,
Som Vingerne bar ham værst og bedst,
Han lærde sig til at flyve;
Tungfærdig han var, hans Flugt kun lav,
Som Sleipner i Trav paa Land og Hav,
Som Maagen i Mag hensvæver!

370

Han saae ikke Soels og Maanes Vei,
Han hørde ei Stjerner kvæde,
Med Veirlys han mødtes heller ei,
Som hoppe i Veiret med Glæde,
Han hørde og saae kun hvad med Ord
Sig rørde i Kraft paa Hav og Jord
I Aandens og Hjertets Egne.

Med Munin han fulgde i Nordost,
Naar Maanerne de var fulde,
Og standsede kun, sig selv urost,
Hvor Mørket faldt paa med Kulde,
Og alt hvad han lugted, dunkelt saae,
Det kviddred han om, som Klokker slaae,
Naar rørte til Slag de falde.

Med Hugin han fulgdes i Nordvest,
Hvor Fremtidens Vei han skimted,
Paa Løver i Skov og Havets Hest
Da Brynier blanke glimted;
Enherier født i Nord paany,
Og løftet med Daad og Sang i Sky,
De svæved ham tæt for Øie.

Den aanded paany, den Spaadoms-Sang,
Som syndes i Grav nedsænket,
Med Seerne af den første Rang,
Som blanded ei, før de skænked,
Saa spired dermed i Aand og Ord
Alt hvad der har groet paa grønne Jord,
Af Himmelens Sæd oprundet!

Paa Havet endnu de fattes vel,
De Heste, som Ild kan fnyse,
En Rytter vi saae, som reed til Hell,
Saa lod sig af Ild han kyse,
Og Rytteren, som tilvands red bedst,
I Luften han sprang med Havets Hest.
Og kommer vel seent tilbage!

371

Men Løverne grandt vi saae igaar,
De fleste af dem var unge,
Den Norske brugde sin Hellebar,
Saa Trolde, i Flint de sprunge;
Vel syndes de Danske end lidt smaa,
Og kunde kanskee for Kalve gaae,
De havde dog Kløer og Tænder!

Er Gammelt her da og Ungt i Nord,
Som smager af Helte-Aanden,
Af Kæmper et Kuld for Aand og Ord
Opvoxer nok efterhaanden,
Saa hele Høinorden synger om,
Enheder hid med Hjemlov kom
Og færdes i Fordums-Vælde!

Men Hærfaders Ravne længer ei
I Øst eller Vest kan fare,
End Nornernes Runer baned Vei,
Og Lysalfer aabenbare,
Og langt er der vel paa Nordisk nok
Fra Asgaards Bygning til Ragnarok,
Men længere dog er Tiden!

Og Aanden i Nord er vel en Tolk
For Storværk og Tanker høie,
Som lever og døer med Nordens Folk,
Men halvblind er dog »Eenøie«,
Og bundet hvert Folk til Tid og Sted,
Saa ene paa Jord for Død urædd
Er Menneske-Slægtens Engel!

Det var i Tusmørket under Ø,
Saa langt som en Fugl kan flyve,
Der klækkedes ud ved Østersø,
Kan Fader sig ei tillyve,
En Vole der sad og sang for Børn
Om Ygdrasils Ask, om Toppens Ørn,
Og Egernet i dens Grene!

372

Hun sang end om Bør med Sønner tre,
Som Navne gav Ny og Næde;
Om Balder hun sang med Ak og Vee,
Om Asernes spildte Glæde;
Saa sang hun tilsidst om Tidens Kvæld,
Om Balder, som kom igien fra Hel,
Om Gimle af Guld det røde!

Da spurgde de Sniaa: men hvem er Bør?
Det kunde ei Volen melde;
Da blev ved et Brag jeg hovedør,
Det gjalded som Røst af Fjelde:
»I Unger! det har jeg længe vidst,
Af Niffelhjems Iis og Mudspels Gnist
Fik Luft jeg ved Tidens Fødsel!

Da saae jeg det grandt, der groed »Bar«,
Saa kaldte de Byg paa Jorden,
Saa trilled de Øl af Brygger-Kar
Og kaldte det »Bør« i Norden,
Saa Øllet de drak om breden Bord,
Og Øllet giør altid store Ord,
Saa avlede Bør og Sønner!

Og det er det hele Æventyr
Om As og om Alf og Jette,
Saa klare vi alle Guders Byrd,
Og jævner den Børne-Trætte
Om Keiserens Skiæg og Hip som Hap,
Om Gudernes Tal og Tøndetap,
Om Hærfaders Sal og Gimle!«

Et Bulder saa stort, saa stygt et Brag
Knap hørdes i Gylfes Dage,
Og alling forsvandt ved høilys Dag,
Jeg ene blev ladt tilbage;
Jeg snoed mig rundt, og see, jeg stod
Ved Ygdrasils-Askens Kæmperod,
Paa Randen af Mimers Kilde!

373

En Graaskiæg der sad og øste op
I Soldet, som hedd Kritiken,
Og rundenom stod en Tænker-Trop,
Som vented paa Viisdoms-Drikken,
Men kiede de blev af Venten snart,
Og hver gik til sit med Vindens Fart,
Saa ene jeg blev tilbage.

Jeg klaged for Mimer da min Nød,
At Hugin forsvandt saa fage,
Jeg vidste, hvor her jeg stod paa Glød,
Ei fremad og ei tilbage;
Han svared mig brat: »sørg du kun ei,
Har Sandhed du søgt paa Mindets Vei,
Saa staaer du vel til at raade!

Du Vinger jo har som Odins Ravn,
Saa unge har ei de Tvende,
Og breder du dem i Jesu Navn,
De bære til Verdens Ende;
Til Tidernes Fødsel stævn da kæk,
Der Kilden du seer til hver en Bæk,
Og Roden til Stammer alle.

Og leder du ret om Vei og Sti,
Hvor Tidernes Løb har Gænge,
Du kommer igien vel her forbi,
Og varede det end længe,
Du finder mig sikkert her endda,
Thi neppe jeg flytter mig herfra,
Mens Maanen har Ny og Næde.«

I Frelserens Navn og til hans Pris
Udbredte sig Vinger begge,
Jeg fløi som en Fugl til Paradis,
Sig Mindet saa vidt kan strække;
Der Fader jeg fandt og Moder sød
Med Frugten til Liv og Frugt til Død
Og Veien til begge Sider.

374

Og Fuglene smaa, de sang derom,
Dengang de endnu var mindre,
Saa liflig en Røst fra Oven kom,
At Stjerner, de maatte tindre :
»Vi trykker i Muld med Liv vort Seigl,
Vi skaber paa Jord et Himmel-Speil,
Et Menneske i vort Billed!«

Og Fuglene smaa, de sang dernæst
Hvad aldrig dem gik af Minde,
De saae mellem Faar og Ko og Hest
En kongelig Mand og Kvinde,
Med Røsten fra himmelsk Høieloft
Til Konge og Dronning lydt udraabt
For Ørene, som kan høre!

Og Fuglene smaa, de sang tilsidst
Med Nattergals-Triller ømme,
Om Vildskabets Lyst og Slangens List,
Opvaagnelsen bedsk af Drømme,
Om Tordenen huul med Slag i Slag
Og Lyn over Lyn som Dommedag
Og Graaden som Barnets Hulken!

Døds-Dommen blev aldrig der forglemt.
Hvor Manden opstod af Mulde
Og hørde det nu med Sorg bestemt,
Nedsynke deri han skulde;
Men Eva dog smiled, mens hun græd,
Ved Spaadommen blid om »Kvindens Sæd«,
Død-Dræberen, Livets Fyrste!

Jeg fløi som en Fugl i Ørken vild
Om Menneske-Spor at lede,
Men saae ikke Røg af nogen Ild
Paa hele den nøgne Hede,
I Krogene kun mod Syd og Nord
Jeg øinede stumme, døde Spor
Som Staalfødders Traadd i Stene!

375

Saa staaer jo endnu i Hindostan
I Bjergene ved Ellore
Som Bjergtroldes Værk i Dværges Land
Steen-Templer, som Stæder store,
Med Sule og Stav og Billedskrift,
Som pege paa Troldelivs-Bedrift
Og borge for Jette-Styrke.

Titaner det var, det seer man grandt
Og tænker paa Himmel-Stormen,
Og hvis man til Skriften Nøgel fandt,
Da kiendte man Tale-Formen;
Men sprunget i Flint den døde Trold
Kun vidner: vor Jord var fuld af Vold
Og trængde til Syndflods-Badet!

Dog synger en Fugl der end i Løn
Om Menneske-Børn i Aande,
Som raabde til Gud med ydmyg Bøn
Om Bod for al Vee og Vaande;
Den Ene blev ført til Paradis,
Den Anden han foer til Himlens Priis
Paa Fragt over Bjerge-Toppe!

Med ham, som en Fugl paa Maste-Top,
Jeg foer over Syndflods-Havet
Og nynnede: med den Jette-Trop
Alt Ondt blev dog vel begravet,
Saa atter opstaae kan Paradis
Af Bølgernes Skiød til Herrens Pris
Og Menneske-Folkets Glæde.

Men andet mig lærde Babels Taarn,
Der stak som et Spyd i Skyen,
Saa trodsig som aldrig vel tilforn
Endogsaa i Kains-Byen;
Jeg tænkde: er nu da Lamechs Søn
Og Japhet og Sem maaskee iløn
Som Abel af Kain myrdet?

376

Kun Muldvarper dog foruden Aand
Det var, som paa Euphrats Slette
Det vovede med den bare Haand
At yppe med Himlen Trætte,
Vorherre kun loe ad Muldets Dværg
Med Stene i Lag, som Bjeig paa Bjerg,
Henveiret de blev som Avner!

Henveiret saa blev den Himmel-Storm
Og Stormerne med det samme,
Og da til sin brudte Tale-Form
Blev bundet hver Folke-Stamme,
Som Brudstykker af en Offerskaal
Fik Hedninger hver sit Tungemaal,
Som de var i Kraft og Aande!

Det veed ingen Mand, og ingen Fugl
Har kvidret derom paa Kviste,
Om Noak og Sem da sad i Skjul
Og vilde ei Lykken friste;
Det mindes dog skal, i deres Æt
Der aandedes bedst og taldes ret
Fra Himlen og saa paa Jorden.

Der synger en Fugl i Mamre-Lund,
Den raader for alle Røster,
Og Føde den faaer i allen Stund,
Skiøndt ikke den saaer og høster;
Den synger om Fader Abraham,
Om Isak, det spage Offerlam,
Og Væderens Tegn i Tjørne!

Den synger om Jakob Israel
Med Stenen til Hoved-Giærde,
I Drømme han saae, i Gry og Kveld,
Guds Engle er end paa Færde,
Fra Himmelen høi de dale ned
Og stige saa op, som bedst de veed,
Og lege der midt imellem.

377

Da spørges der Nyt fra Himmerig,
Da aabne sig Himlens Porte,
Og rædde for Lys da pakke sig
Til Niffelhjem Skygger sorte;
Da høres det Ord af Herrens Mund:
Du Hvilested har paa Klippegrund,
Velsignelsen du skal arve!

Saa synger den Fugl om Sønnen hans,
Som arved de stærke Drømme,
Om Maane og Soel med Stjerne-Krands,
Som hylded hans Herredømme,
Saa det var kun lidt, Ægyptens Thot
Sig bøiede for den Hyrde-Drot
Og reiste ham Pyramider!

Den synger om Moses allerhelst,
Den grædende Gut i Sivet,
Som underlig blev fra Døden frelst
Og dannede Folke-Livet
Med Staven, som blev en Konge-Vaand,
Med Loven, som var et Fenris-Baand,
Med Røsten i Folke-Sangen!

Ei glemmes den Helt saa kæk og bold,
Som er kun i Sky begravet,
Gienfødelses-Tegnet i hans Skjold
Var Daaben i Skyen og Havet,
Som peger paa Daab af Vand og Aand,
Opreisningen ved Guds Høirehaand,
Fornyelsen ved den Samme!

Han i det forgjorte Paradis
Sad nærmest ved Konge-Stolen,
Og Ingen som han var verdsligviis,
Opelsket i Kogler-Skolen,
Af Livstræets Top de gjorde Rod,
Og ledte en Bæk af Livets Flod
Igiennem de Dødes Rige!

378

Det strækker endnu sig langs med Nil,
Fra Sais til Elefantine,
Med Dværgemaals Konst i Jettestil,
Kun frugtbar paa Død og Pine;
Men taus er nu som sin Runestav
Trold-Kongen Osiris Marmorgrav
Og Tyren i Dyre-Kredsen!

Det var ikke her i Hvedeland,
I Gosen med Rosens-Lunden,
Det var i Udørkens golde Sand
Ham lagdes Guds Ord i Munden;
Han fyldte de firsindstyve Aar,
Før voxen han blev til Heltekaar
I Følge med Juda-Løven!

Der var i den ældste Verdens Grav
Som Sølvet og Guldet Skatte,
Dem reddede fra det røde Hav
Den Værge, som Gud indsatte;
Han Bondemands-Dont og Borgerskab
Med Livkjortel fin og Runestav
Fra Mørke til Lys udplanted!

Han kom ikke selv til Kanaan,
Skiøndt Hjertet derover blødte,
Han vilde med Stav, hvad Ingen kan,
Gudsmunds-Ordet understøtte;
Gud sagde til Klippen: »Kildevæld!«
Med Staven han slog Guds Ord ihjel
Af Vaade, men dog tvivlraadig!

Saa blev der et Folk i Verden til,
Som havde paa Jord ei Mage,
Saalidt som Kong Davids Harpespil
Og Luren fra Josvas Dage
Og Spaadommens Ord, den høie Giæst,
Der farer som Lyn fra Øst til Vest,
Fra Zion til Verdens Ende!

379

Det Ord, som er født af Aand, er Aand
Paa Tunger og Læber røde,
Det gribes saalidt som Lyd med Haand
Og rører kun ved det Døde,
Naar det som en Soel giør blegt til rødt,
Indaander sit Liv i Stumt og Dødt,
Meddeler det Mund og Mæle!

Saa billedlig giør det hver en Aand
Og skaber saa Billed-Sproget,
Det altid er Aandens Høirehaand,
Som rører ved Øie-Laaget,
Saa Synerne, som de falde paa,
De være sig store eller smaa,
Udspringe som Blomst og Blade!

Men alt som en Aand er reen og stor,
Saa er og dens Røst og Mæle,
Saa bryder den ud i Skjaldskabs-Ord,
Saa aander den Liv i Sjæle,
Saa skaber den Syner, vrangt og ret,
De Rette oplyse Askurs Æt,
De Vrange med Tant kun giøgle!

Hver Aand har som Odin Fugle to,
Og aldrig de skifte Navne,
Som Hugin og Munin Aanden troe,
Men ei er de alle Ravne,
Og Aanden, som var hos Israel,
Ham tjende hver Dag fra Gry til Kveld
To kridendes hvide Duer.

Hans Munin til Tidens Fødsel fløi,
Hans Hugin til Verdens Ende,
De saae ikke feil, de aldrig løi,
Og nemme de var at luende;
De gjorde saa himmelhøie Sving
Og havde om Hals saa faur en Ring
Med Regnbuens Farver alle!

380

Hans Munin det kvad, at alt paa Jord
Saavelsom i Himmel-Rummet
Er skabt ved et mundligt Guddoms-Ord,
Som er i alt Dødt forstummet,
Men giver dog Gienlyd i hvert Bryst,
Som aander med Liv i Lyd og Røst
Og klarlig paa Folke-Tunger!

Hans Hugin det kvad, paany da lød
Guds-Ordet, som Alt maa hylde,
Naar underlig det af Kvinde-Klød
Fik Tunge i Tidens Fylde;
Det skulde da som et Guddoms-Bliv
Fremkalde paa Jord et Folke-Liv,
Hvis Odel er Himmerige!

Som Hugin det kvad, saa meldt, som mødt,
Af Mulde opsprang Livs-Kilden,
Et Hjerte af Leer, det blev saa blødt,
Det smelted, som Vox for Ilden;
Da Ordet blev Kiød som Kvindens Sæd,
I Svøbet Guds Søn da laa og græd,
For Hyrder da sang Guds Engle!

Guds-Ordet gik rundt, som Mand af Muld,
Og havde som Fugl ei Rede
Undtagen i Hjerter troe som Guld,
Der vilde sig selv udbrede;
Og sagde han: gak! sprang Trold i Hav,
Men sagde han: kom! sprang Lig af Grav,
Ham alle Guds Engle tjende!

Og rørde han ved den Stummes Mund,
Da sang den om Guddoms-Barnet,
Og sendte han Bud til Havels Bund,
Da kappedes Fisk til Garnet,
Og rørde, dødssyg i Fod og Haand,
En troende Sjæl hans Klædebon,
Af Sømmen sprang Sundheds-Rosen!

381

Vel syndes hans Glands som Glasset skiør,
De gav ham en Torne-Krone,
De gav ham til Konge-Vaand et Rør,
De gav ham et Kors til Throne;
De hylded ham kun med Spee og Spot,
De skoggred: hilsæl, du Jøde-Drot,
Slog Tærainger om hans Kjortel!

Men skamfuld dog skjulde Solen sig
For Glandsen paa Korsets Stige,
Og Røveren sukked: tænk paa mig,
Vorherre i Himmerige!
Og Himmerigs Drot til Naadens Priis
Ham svared: med mig i Paradis
Skal Indtog idag du holde!

Vanæret han kom vel i sin Grav,
Skiøndt fint var hans Jorde-Lagen,
Med Æren stod op, som Soel af Hav,
Dog Ordet paa Tredje-Dagen;
Da runged det i Guds Engles Leir:
I Graven han vandt den største Seir,
Udplyndrede Dødens Rige!

Saa foer han til Himmels, hvid og rød,
Som Menneske-Søn forklaret,
Og Himlene af hans Priis gienlød
Som Ordet, i Kiød aabenbaret;
Og Kvinderne brød i Lovsang ud;
Tilfælles med dig vi har nu Gud,
Tilfælles med dig Gud-Fader!

Med Kvindernes Lovsang vel forbi
Det syndes med Himmel-Færden,
Men lod dog kun saa i Dage ni,
Saa hørdes den i al Verden,
Af Kvinder og Mænd og Glutter smaa,
Som synge hvad Engle knap forstaae,
Og smile som Gud i Svøbet!

382

Ja, han som til Himmels foer saa brat
Og kommer igien først silde,
Han havde i Svøb os efterladt
Guds-Ordet som Livets Kilde,
Som skiænkes iløn med Herrens Fred,
Hans Tro og hans Haab, hans Kiærlighed,
Hans himmelske Lyst og Glæde!

Saa stille det laae i Svøb og Skjul,
Som Børnene smaa og spæde,
Men vaagned, som vore Smaa til Jul,
Til Pindse med Lys og Glæde;
Hvad Hjerterne giemde som en Skat,
Paa Tungerne blev til Blus saa brat,
Hvert Hjerte i Livet brændte!

Gienfødelsens Daab af Vand og Aand
Befolked Guds Naades Rige,
Guds Kiærligheds ægte Rosen-Baand
Omslynged hans Folk tillige;
Det virked ei Vand og Vin og Brød,
Men alt det Guds-Ord, som Aand saa Kiød,
Som Almagtens Bliv af Guds Naade!

Det lille Guds-Ord, Guds Naades Bliv
Ved Badet og saa ved Bordet,
Som skiænker til Troen Aand og Liv,
Naar Hjertet omfavner Livs-Ordet,
Beviser, at Guds eenbaarne Søn
Hos Menighed sin er end i Løn,
Skiøndt Verden ham seer slet ikke.

Tre tusinde Sjæl paa en Dag
Blev levende af Guds-Ordet,
Og sammen til eet Guds Vennelag
De smelted ved Himmel-Bordet;
I Øst og i Vest, i Syd og Nord
Saa skabdes det Himmerig paa Jord,.
Hvor Christus er eet i Alle!

383

Saa fødtes det Folk en Pindsedag,
Som aldrig skal Døden smage,
Hvis Fred ikke bryder Vaabenbrag,
Hvis Glæde ei Sorg kan tage,
Hvis Ret er med Gud, hans Ord og Aand,
Hvis Haab sidder ved Guds Høirehaand,
Hvis Modersmaal er Guds-Ordet!

Det saae man i Folkets Heltetid,
Den ligger nu langt tilbage,
Da Jævninger tolv uddrog i Strid
Al Verden med Ord at indtage,
Og mødte paa Jord, hvorhen de kom,
Saalidt i Athenen som i Rom,
Et aandeligt Ord ilive.

Dem mødte til Kamp kun List og Vold
Med Vantro og vilde Drømme,
Og voved sig frem en ægte Trold,
Han maatte brat Marken rømme;
Soel Ørnen, som fløi i Jesu Navn,
Til Helvede jog hver Natte-Ravn,
Som galdred med Struber hæse!

Vel havde engang et Ord med Aand
Der ligget paa Grækers Tunge,
Men Fuglen var død af Tungebaand,
Den døer, naar den ei kan sjunge;
Den døde netop i Platos Tid,
Han stopped den ud med Konst og Flid,
Han vitterliggjorde Døden!

Vel drømdes endnu der hist og her
Om Guder, som tale kunde
Om evige Ting med Liv især
Med Menneskers Røst og Munde,
I hvert af Vorherres Sendebud
Man da, som i Lystra, saae en Gud
Og vilde for dem nedknæle.

384

Saa knæle de end i Grækenland
For Helgene og for Præster,
Indbilde sig, de er Gud og Mand,
Disiplerne som deres Mester,
Som Hermes endnu for Zeus paa Jord
Løb om med et underligt Guds-Ord,
Forstenet men dog almægtigt!

Og kom der en Paulus did paany,
Og reiste paa Fod de Lamme,
Men vilde ei kaldes Gud i Sky,
Hans Skæbne vel blev den samme,
Som da man for Alter og Offernød
Apostlen gav Steen til Offer-Død,
Som vilde for Gud ei giælde.

Sædvanlig det Græske Hedenskab
Dog var i Apostel-Tiden
Som Guder af Steen, der immer tav,
Var døde for længe siden,
Men havde dog alle een for een
Nedslynget fra Sky en Bautasteen
Sig selv til udødelig Ære!

Saa Artemis gav den Guldsmed Ry,
Som danned med Fil og Hammer
For Templet som faldet ned fra Sky
Et glimrende Dukke-Kammer
Og raabde for Vanvid kækt det ud,
At ikke det var en rigtig Gud,
Som gjordes med Konstner-Hænder!

Saa er det end i det ny Athen,
Hvor Billeder man tilbeder
Af Sølv og af Guld, af Træ og Steen
Og som et Guds-Huus bereder
Hver Bygning af Steen, med Hænder gjort,
Som Præsterne præke er Himlens Port,
Som Jakob det saae i Drømme!

385

Var Fuglen end død og Folket blindt,
Gud hvid sked i Pauli Øre,
Om ei i Athen, dog i Korinth
Guds Ord vilde Mange høre,
Saa er det endnu vel i den Egn,
Naar Herren med ny Apostel-Tegn
Vil Ordet til os stadfæste!

Og Aanden, som kalder alt Mæle sit,
Som Tungerne alle sine,
Han vidned for os med Sort paa Hvidt,
At Grækernes, de var fine,
Thi Herrens Apostler han jo gav
I Haanden til Tegn den Græske Stav,
Som peger paa Græker-Munden!

Alt som i det Græske Æventyr
Om Psyche og Aphrodite,
Den yndige Mø af Kongebyrd,
Hvis Feil det kun var at fritte,
Som Hebe hun fødte Datter fin
At sætte sin Smag paa Guders Vin,
Saa tør vel endnn det hændes.

Guds-Folket paa Græsk har Psyches Brøst,
De snubled paa Troes-Grunden,
De stoled ei paa Vorherres Røst,
Men vilde ham see i Munden;
Derfor uden ham de foer til Hel,
Men kommer med ham derfra dog vel,
Han loved dem Liv af Døde!

Sædvanlig i Rom for Aand gik Haand,
For Ordet saa ligegyldig
Som for alle Guder Panlheon,
Som Hades af Skygger fyldig;
Kun Jøderne der bød Ordet Trods,
Mens Romernes kolde: »ei for os«
Kun kæmped som Iis mod Solen!

386

I Spydstagens Hjem Guds-Fredens Ord
Forkyndtes da uden Hinder,
Saalænge deraf kun fandtes Spor
Hos Jøder og Græske Kvinder;
Men da det kom Neros Huus for nær,
Det mødte paa Timen Ild og Sværd,
De hvasseste Haandens Vaaben !

Derfor ogsaa Rom fra Arildstid
Man kaldte Apostel-Graven,
Og da den dertil er gjort med Flid,
Indviet med Blod af Paven,
Erfaring bestyrker Folkets Tro,
At Petrus og Paulus begge To
Der fristede Martyr-Døden!

I Rom, hvor den stolte Verdens-Aand
Har prøvet sit Mester-Stykke,
Var alt udrettet med dristig Haand,
Som spørger kun om sin Lykke,
Saa der et Guds-Ord for Alvor var,
Naar høiest det kom, »Orakel-Svar«
Om Lykken, som den vil føie.

Det er da en romersk Tro paa Christ,
Hans Ord er Orakel-Svaret
Om Lykke og Held, som her, saa hist,
For hvem det er aabenbaret,
Naar alting kun skeer i Jesu Navn,
Som Verden har kiøbt sit Folk til Gavn
Og har dem dermed forlenet.

Fra Fødselen blind for Aandens Spor
Og alle hans Underværker,
Den Romerske Tro paa Sandheds Ord
Dog reiste sig Mindesmærker,
Som raged i Sky med Haand og Mund,
Saalænge Guds Ord i Hjertets Grund
Var Klippen, hvorpaa den bygged.

387

Men da den blev hjerteløs i Mund
Og Hjerne hos Blinde-Rukken,
Forbyttet den blev med Overtro
Af Djævelskab alt i Vuggen;
Paa Borgias som paa Neros Stol
Med brandgule Straaler af Helveds Soel
Lyslevende sad den Onde!

Den Romerske Tro, nær ved at døe,
End prøved et Vovestykke,
Seiladsen det var til Anglers Ø,
Den stoled paa Christi Lykke;
Stadfæstet da blev som Sandheds Ord:
Lyksalig er den, som paa mig troer,
Saa giælde det maa for ægte.

Ei Ordet var dødt paa Anglers Ø,
Det leved i Skjalde-Munde
Og pløiede kækt den høie Sø,
Hvor Oldtiden gik tilgrunde;
Det førdes af Nordens Kæmpeaand,
Som sprængde med Magt sit Tungebaand,,
Og kvad, saa det gjaldt i Fjelde!

Kun Munke det var med Bønnebog,
Slet ikke med Ild paa Tunge,
Barbarisk var dem det Folke-Sprog,
Som Kæmper de hørdes sjunge;
De stolede dog paa Troens Ord,
Som skulde forkyndes trindt paa Jord,
Før Herren kom snart tilbage.

Det lykkedes ved det Underværk,
Dem Odin kom selv imøde
Og sagde: »er eders Tro saa stærk,
At Christus stod op af Døde,
Langt mere det er end Balder kan,
Den Tro, som har Nøgel til Livets Land,
Det huger mig godt at dele!«

388

Hos Mimer han fik det gode Raad,
Da bange var Balders Drømme,
Forkyndte hans Død og Asers Graad
Og Troldenes Herredømme:
»Der lyder engang et Livets Ord,
Lyksalig er den, som Ordet troer,
Guds-Ordet om Liv af Døde!«

Indviet af Munk til Christen-Præst
Tog Odin sit Spyd i Hænde
Og satte sig paa sin høie Hest,
Men var ikke meer at kiende,
Thi Spydet han skiød med Christen-Tro
Mod Valgude-Templet Gudmundsbo
I Upsal saavelsom Leire.

As-Odin det veed, at ei han selv
Kan lyne tilgavns og tordne,
Han veed, at iløn ved Urdas Elv
Der throner den høie Norne;
Hans Høisæde er paa Lyttehøi,
Og aldrig en Røst forbi ham fløi,
Han mærked jo hvad den meldte!

Saa skifted selv Tyr og Thor nu Hamm,
Sig skjulde i Munke-Hætte,
Som brølende Løver om Guds Lam
De præked for Dværg og Jette,
Mens Brage kun halvt ved Troen tog
Og skiemtefuld med Mundharpen slog
I Engeland og i Thule!

Det var som en nybagt Christenhed,
Men Surdeien var den gamle,
Der rasede Krig, udraabdes Fred,
Det var ikke godt at samle,
En christelig Død, et hedensk Liv,
Det lignede ei Guds-Ordets Bliv,
Thi Blivet er Liv af Døde!

389

Hos Angler og Sachser og Norman
Hos Gother og Dannekvinder
Er Forskiel ei blot paa Luft og Land
Men ogsaa paa Lyst og Minder;
Det samme Guds Ord til alle kom,
Men Hedenskab dog med Christendom
Sig blanded paa Lystens Maade.

Hos Gothen det var alt forud seet,
Stærk-Odder gaaer seent af Minde,
Om Æren han havde længe ledt,
Hvor ikke den var at finde,
Han søgde i Skin af Christendom
Den Ære, som Tyr var ene om,
Men fandt sig med Didrik skuffet!

For Gother dog gik med halv Beskeed
Stærkodders de løse Arme,
Og Armen af Tyr, som Ulven beed,
De holdt kun til Nød sig varme,
Som alt hvad der rykdes fra sin Grund
Og alt hvad der kom i Ulve-Mund,
Brat visned afrevne Arme!

Men gammel dog blev med Arme to
Stærkodder i vort Høinorden,
Og før han sig lægger ret til Ro,
Der spørges vel Nyt paa Jorden,
Om Ulven, om Tyr med Christen-Tro,
Om Æren med Rod, som rank kan groe,
Det feireste Træ udi Skoven!

Det blev hos Normannen aabenbart
I Hildebrands Pave-Dage,
Normannen da skiød sin Himmel-Fart
Men kom paa sin Hals tilbage;
Han vilde med Romer-Tro i Pagt
Al Verden med Vold sig underlagt,
Men misted selv Normandiet!

390

Vel slog ikke Villum Høi-Bastard
De høieste Tærning-Øine,
Nei, Robert det var som HøKVizard,
Den Helligste blandt de Søgne;
Han stiled saa høit som Konstantin,
Med Boemund, som Odysseus fin,
Som Ikaros dog han stranded.

Vel Boemund under Korsets Tegn
Sig vilde til Skyen hæve,
Men høsted han Pris i Korsets Egn,
Han pløiede dog med Ræve;
Hvor Navn efter Christus sank fra Sky,
Han eiede baade Borg og By,
Men Navnet han ændsed ikke!

Dog sagtens for Rolv var Age-Thor
Igrunden hans egen Styrke,
Og Nordmænd der findes end i Nord,
Som bedre vil Christus dyrke;
Var Olav en Thor med Chrisien-Tro,
Som Granerne bedst paa Fjeldet groe,
Han kommer igien med Tiden!

Hos Sachserne med den vilde Jagt
Og Spydene odde-hvasse
Skarp-Skytterne stod mod Rom paa Vagt
I alle de snevre Passe,
Mod Keiseren først, mod Paven sidst,
Og Luther til Paven skiød saa vist,
Som Høder engang til Balder!

Ja, Høder nu kom igien fra Hel
Og meldte den ægte Balder,
Han gjorde nu Bod med Ret og Skiel
For Skuddet i Drenge-Alder,
Han skiød ikke nu med Mistelteen,
Af Gungner det var den ene Green,
Hos Anglerne var den anden.

391

Et skarpere Skud man aldrig saae,
Det rygtedes vidt paa Jorden,
Og Rygtet blev hørt med høi Attraa
Hos Angler og i Høinorden;
En levende Røst blev hørt paany,
Lovsangen til Christ lød høit i Sky,
Et folkeligt Hosianna!

Den Røst havde lydt engang tilforn
I Anglernes Helte-Time,
Som naar man til Jul fra Klokke-Taarn
Det hører saa liflig kime.
Men Paven i Rom med Fastetid
Den kvalde i Struben ret med Flid,
Og Munkene sang: quiete!

Men Han, som har Munden i sin Magt
Og Tungerne med det samme,
Han glemde ei, hvad der var Hans Agt
Med Skythernes Konge-Stamme
Med Jøder og Græker høit i Kor
Lovsynge den skulde Livets Ord,
Guds Gierninger aabenbare!

Hos Sachserne med den vilde Jagt
Og Spydene odde-hvasse
Skarp-Skytterne stod mod Rom paa Vagt
I alle de snevre Passe,
De sagte vel sang om Liv og Fred,
Men tænkde paa Strid og Død derved
Og skæftede deres Spyde.

Og ligest et Spyd paa Aandens Sprog
Er Pennen med Spids og Spalte,
Og spydigst i Mund saavelsom Bog
Latinen med Skiel man kaldte;
Latinen for Tysk og Pen for Mund
Vandt Prisen i en usalig Stund,
I Fødselen kvaldes Ordet!

392

Latinernes Ord og Grækers Skrift,
De skulde da Troen bære,
Det ene var dødt, det andet stivt,
Det maatte et Ligtog være;
De Lærde stredes om ut og qvod,
De Læge sloges om Laug og Lodd
I aandelig Død og Dvale!

Og Fyrsterne stred om Strimler Jord
I Tyskland og allevegne
Om Titler og Tal og Ukvems-Ord,
Om Fiske i fjerne Egne;
Og Pengene gjaldt for Liv og Sjæl,
Og Folkene havde glemt dem selv,
Og Tyrkerne kun var tappre!

I Dannemark Fred var Folkets Lyst,
Og naar det var mørkt og øde,
Var Søvnen om end paa Halm en Trøst,
End sige paa Duun de bløde;
Men hvad der i Tyskland gik for Aand,
Om Kiødhoved end med Pen i Haand,
Det bukked man for og sukked.

I ældgammel Tid en Hjertensmand
Fra Tyskland kom ind med Ordet
Om Glæde og Fred i alle Land
Ved Daaben og Nadverbordet,
Naar Folk vilde troe paa Jesu Navn
Og bede deri ved hvert et Savn
Til Himmelens Gud, vor Fader!

Saa længe det Ord lød høit paa Dansk,
Da fryded sig Dannekvinden,
Men Munkenes Præk, Latin og Fransk,
Som Avner bortfløi med Vinden;
Dog trøstede hende end saa smaat
Smaasange om Christ, som rimed godt,
Og deilige Kæmpeviser.

393

Og Luther han var en Hjertensmand,
Han havde i Tyskland hjemme;
Hans Psalmer om Jesus. Gud og Mand,
Vorherre med Broder-Stemme,
De klang som fra Himlen høit en Røst,
Og Ingen dem sang med større Lyst
End Luther og Dannekvinden!

Derfor ikke blot af Frygt og Skam
For Tysken saa dybt hun neier;
Hun immer venter endnu fra ham
De Koste, som renest feier;
Hun følde, til dem hun trængde tit,
Hun øm med sig ved alt skarpt og stridt,
Men taalde det ei desmindre.

Men Præsterne præked halvt Latin,
De lærdes dertil i Skolen,
Og hver havde gierne Kiephest sin,
Det dundred i Prækestolen;
Forkyst hun da blev, i Søvn hun faldt;
Saa længe hun sov, at hardtad alt
Var glemt, da i Skræk hun vaagned.

Hun vaagned i Skræk ved Vaabenbrag
Med Gienlyd i tusind Munde,
De raabde: nu har vi Dommedag,
Men Helved kun gaaer tilgrunde
Med Konger og Præster, Aand og Tro,
Saa leve vi kan for Gud i Ro
Og raade os selv med Gammen!

Vel throner i Sky Napoleon.
Med alle hans Engle-Skarer,
Og alting han holder i sin Haand,
Undtagen de rappe Harer,
Som springer i Luft og over Hav,
Til Engelands Kyst og Ruslands Grav,
Og Amerikaners Skove!

394

Men naar han har gjort paa Konger Kaal
Og leget Tagfat med Paven,
Vi lader ham drikke samme Skaal
Og lædsker med Kalk i Graven,
Saa lever vi lystig, til vi døer,
Og Cerberus meer ei ad os gøer,
Voltaire med Grin ham kvalde!

Det var en Berliner-Sang paa Dansk,
Som gjorde i Tyskland Lykke;
Oprindelig dog den var kun Fransk,
Skraldaandernes Mester-Stykke;
Af Mode hardtad den kom til os,
Ved hjerteløs Spot og Jette-Trods
Dybt sukkede Dannekvinden.

Der sad dog en lille Fugl og sang
Om Kæmperne i Høinorden,
Om Hjertet i Hvile, Aand i Gang,
Saa Himlen har Speil paa Jorden,
Ei skyggeviis blot i Sø og Kiær,
Men billedlig sandt i Ord og Færd,
I Menneske-Livets Gaade!

Det susede over Eg og Bøg,
Og mellem de lave Elle,
I Morgenens Gry, naar Engen røg,
Og sødest i Sommer-Kvælde;
Ei Mage var hørt til Skjaldekvad
I tusinde Vaare talt paa Rad,
Saa aandeligt og saa favert!

Det var, som fra hver en Bøge-Top
Og fra alle Kæmpe-Høie
I Dagningen sval en Fugl fløi op
For Blomsterne at fornøie,
Thi Skoven var døv for Fuglesang,
Og Fjeldet gienlød af Bjeldeklang,
Og Braget fra Bauta-Stene!

395

Det vilde dog været alt for tungt,
Hvis ikke af Dannekvinden
Det Gamle, som nu igien blev ungt,
Tilsmilet var under Linden;
Som Freia hun sad der under Slør,
Af Søvnen og Støien hovedør,
Men smiled dog Guld til Brage!

Ja, Dannemarks Freia, Vanadis.
Hun er, Gudskelov, ilive,
Hun istemmer Thors og Odins Pris
Men vil dog i Folkvang blive,
Der venter hun paa en bedre Helt,
Som Bølgerne blaa, saa er hans Telt,
Som Solen hans Skjoldemærke!

Hun mærked det alt i Hedenold
Ved Julebuds-Ord fra Østen
Om Fredegods-Helten, blid og bold
Med Kiærligheds Klang i Røsten,
Hvis Bane paa Jorden kun var kort,
Som reiste iløn paa Skyvogn bort,
Men kommer med Glands tilbage.

Hun kaldte ham Odd fra Arildstid,
Og Jesus, det faldt da fremmed;
Hun turde knap slaae til Nogen Lid,
Som vankede bort fra Hjemmet;
Da lyned det under Isse graa:
For ham tør jeg godt paa Gløder gaae,
Det rørde skiøn Freias Hjerte!

De siden henrandt i Hundred-Tal,
De Vintre med Vaar saa stakket,
Og aldrig om Odd sang nogen Skjald,
Om Jesus de sang kun hakket;
For stedse dog stemt er Hjerte rørt,
Det kommer ihu hvad det har hørt,
Det glemmer de Kiæres Navne!

396

Hun hørde forundret paa den Sang
Om Jesus og Odd tillige,
Og tvivler endnu vel mangen Gang
Om hvad det saa alt vil sige,
Men røres dog af det varme Ord,
Som aander et Himmerig paa Jord
Og banker paa Hjerte-Kamret!

Det er hende vel endnu en Brodd,
At muelig det er en Frister,
Som kogler saa frem den gamle Odd,
At Frelseren sin hun mister;
Det klinger som saa: kun i en Rus
Du glemde dit Folk og Fædrehus,
Kun løs er al fremmed Tale! - -

End er paa min høire Kind jeg øm,
Af Slaget, som mig gav Mimer,
Jeg vaagned derved som af en Drøm,
I Panden endnu det primer;
Han sagde: »Du som en Sællandsfar
Det husker dog vel, man noget har,
Som hedder en »Huse-Kage!«

Mod Tyskerne vel en gammel Bjørn,
Du tysker dog alt formeget,
Du glemmer jo reent de stakkels Børn,
Som Engle dog med har leget,
Og glemmer, det er det største Skarn,
Som river en Moder fra sit Barn,
Den Diende fra sin Moder!

Du saae ved det store Korstogs Grav
Med Ynk jo de arme Drenge,
Som ventede paa ved Middelhav,
Og vented kun alt for længe,
Det skulde som Jordan skildt sig ad
Og aabnet dem Vei til Davids Stad
Med Munde og Fødder tørre!1

* 397

Men giør ikke selv det samme du,
Trods alle de travle Drømme,
Du rider paa Luftens Hest endnu,
Med velsnoet Vind til Tømme;
Som Rytter paa Hav, som Odins Ravn
Du farer afsted i Jesu Navn,
Og drømmer dig midt i Eden!

Det undrer dig kun, at hver en Sjæl
Besynderlig Danne-Kvinden,
Ei giver al Verden rask en Hæl
Og følger dig stik mod Vinden,
Kun det er det store Underværk,
Du venter end paa, i Troen stærk,
Tvivlraadig om hvad du troer!«

Da blev om Øren tilgavns jeg heed,
Og tænkde: mon det er Fanden?
Men rnærked dog brat, just han blev vred
Og fnysede mod den Anden,
Som har vore Hjerter i sin Haand
Og vidner, som Menighedens Aand,
Tilfælles er alt, som frelser!

Da Mimer jeg svarede lunt og godt:
Jeg takker for Huse-Kagen,
En sundere har jeg aldrig faaet,
Med Retten og ei med Bagen;
Jeg husker nu godt det »Troens Ord
Hvormed vi bekiender Hvem vi troer,
Og alt hvad vi troer tillige.

Jeg husker nu grandt, hvad glemt var før,
Hos Skjalde som hos Skrift-Kloge,
Fordi vi den gamle Kirke-Dør,
Kun saae giennem Pave-Taage;
Jeg kommer det nu fuldtvel ihu,
At altid jeg spurgde: troer du?
Og nævned ei Pen eller Pave!

398

Saa gjorde for mig og Fader min,
Og Farfader hans tillige,
Saa Ingen udspurgde Troen sin
Paa Veien til Himmerige,
Men alle vi sagde: Tro og Daab,
Som Herre og Fader, Aand og Haab,
Med Paulus vi har tilfælles!

Det siger og Paven selv i Rom,
Og derved sig selv giendriver,
Thi døber han ei paa Pavedom,
Forgiæves derom han skriver,
Og døbde vi ei med Herrens Daab,
Og døbde vi ei til Pauli Haab,
Vi Kiættere var tilhobe.

Og var ikke »Pagten« Herrens Ord,
Ei Jesus var Daabens Stifter,
Da leved hans Navn ei meer paa Jord,
Da løi de jo grovt, de Skrifter,
Som vidner, hans Mund har gjort vor Daab,
Og vidner, han selv er Christnes Haab,
Hans Aand og hans Liv Guds-Ordet!

Hvis ikke det var hans egne Ord,
Som aabned os Himmerige,
Ukiendelig var da og paa Jord
Hans Aand og hans Liv tillige;
Om skrevet ei stod: han sagde saa,
Vi kiender dog kun hans Aand derpaa,
At Pagten han sig vedkiender!

Vildfarelsens Aander trindt paa Jord
Omsværme til Verdens Ende,
Tillyve sig Guds og Christi Ord,
Men Sandhedens Aand vi kiende,
Thi med Guds Apostler vi til Grund
Modtage et Ord af Jesu Mund,
Til Aandernes Ild at prøve!

399

Derpaa skal da kiendes Jesu Aand,
Han tager ei af sit Eget,
Men tager af Jesu Mund og Haand,
Paa hvem og hans Pen har peget;
Og prøves derpaa skal hver en Aand
Med Tunge i Mund og Pen i Haand,
I Norden som allevegne!

Deraf vi det veed, der var i Nord,
Og er end, trods Balders-Baalet,
En Aand, som modtager Jesu Ord
Og vidner paa Modersmaalet:
Mit Væld er kun Vand, min Fugl er vild,
Men Jesus, han døber med Aand og Ild,
Livs-Kilden er paa hans Tunge!

Som Røsten i Ørken Nordens Aand
For Herrens er Bane-Bryder,
Han lægger igien paa Fenris Baand,
Med gnistrende Staal han skyder,
Han nagler en Trold med Staal til Steen,
Han fælder en Jette sig til Meen,
Bespottes hos Udgaards-Loke!

Men Dannemarks Dis er kun i Pagt
Med Aser til Ragnaroke,
Mens Heimdal ved Broen staaer paa Vagt
Mod Mudspel og Udgaards-Loke;
For Livet med Fred i Evighed,
Hvorom kun Guds-Aanden Vidskab veed,
Har Freia dog Hjerterummet!

Hun har for Guds-Ordet Hjerte-Rum,
Guds-Ordet som Himmel-Sæden
I Frelserens Evangelium,
Hans eget, til Folke-Glæden;
Det lignedes ved det mindste Frø,
Som spirer i Muld paa Verdens Ø,
Men lovedes Livets Krone!

400

Som Bøgen og Kvinden trindt om Land,
Som Urter i Kiøkken-Haven,
Er lille og lavt i god Forstand
Det Hjerteskud med Guds-Gaven,
Men voxer dog op til Livets Træ,
Hvor Himmelens Fugle finde Læ
Og synger om evig Sommer!

Det ikke forstod Sybill i Rom,
Af Havet hun saae kun Skummet,
Hun tænkde, at Livets Herredom
Var bundet til Verdens-Rummet,
Opelsked det golde Hybentræ,
Kun Ulykkes-Fugle der fandt Læ,
Kun Natugler sang om Lyset!

Ei bedre forstod i Sorteskov
Alrune det Ord forblummet,
Med Ørnen hun stak i Sky paa Rov,
Randsagede Himmel-Rummet,
Hun sværmede om et Ygdrasil,
Hvis Top var af Luft, hvis Rod var Spil,
Hvis Fugle var født i Maanen!

Men Freia, før noget hun forstod,
Hun følde i Hjerte-Rummet,
At Livs-Ordets Frø deri slog Rod,
Saa stadig det blev foruummet:
Faaer Livs-Ordet Lyd med Kraft paany,
Da voxer Livs-Træet høit i Sky,
Da synger om Soel Glands-Fugle.

Da fødes paa Jord Oplysning ny,
Udsprunget af Hjerte-Livet,
Den vinder i Himlen Roes og Ry,
Med Troen af Ordet givet;
Det lyder fra Himlen: Lammets Brud
Har axlet med Smag en Løvehud,
Og see dog, hvor kiønt det klæder!

401

Som Eva sad skjult i Adams Liv,
Da Manden opstod af Mulde,
Sig skjuler nu Adam i sin Viv,
Saa deiligt det være skulde;
Saa blive til Eet de To i Kiød,
Hvad Engle ei vidste, det betød,
End ikke, da Kiød blev Ordet!

Optysning det er af Soel i Regn
Med Regnbuens Farver skiønne,
Som Buen den er et Himmeltegn
For Jomfruen i det Grønne,
Den spænder i Sky fra Hav til Hav
Og adler til Guld det gyldne Rav,
Som Freia har kaldt Guld-Taarer!

Da sees det ret, hvor dyrebar
For Gud er den lille Hammer,
Som banker iløn til bønligt Svar
I Menneskets Hjerte-Kammer,
Gienfødt af den Mund saa naaderig
I Sæd-Ordet uforkrænkelig,
Fra Evighed myg, sagtmodig!

Det drømde saa tit en Nonne-Sjæl,
At Bruden var hun reenlivet
Og havde i Kiødet kun sin Pæl,
Til Anger og Bod hengivet,
Som havde Vorherre og hans Aand
Et Harem iløn, lig Salomon,
Af Nonner med Slør og Bælte!

I Dannemark først det dages ret,
At Bruden er Menigheden
Som Moderen til den Helte-Æt,
Der kæmper for Himmel-Freden
Og skjuler sig for den bittre Død
Hos Brudgommen i sin Moders Skiød,
Hvor salig er Sjælens Hvile!

402

Saa moderligt som Maria-Mø
Er Hjertet i Menigheden;
Det levende troer og skal ei døe,
I Frelserens Kys er Freden;
Det knæler i Tro ved Herrens Bord,
Det farer i Sky med Livets Ord,
Det hviler i Kiærligheden!

»See op,« sagde Mimer, »med en Fart,
Nu spreder Fugl Phønix Vinge,
Og dersom du var af Due-Art,
Du kunde i Sky dig svinge,
Og følges med ham til Paradis;
Han flyver nu did paa Hugins Viis,
Og Veien tilgavns kan kiender!«

Da sukked jeg over Ravne-Kaar,
Da blegedes Fjer i Vinge,
Som Sorgerne blege sorte Haar,
Saa lyses det skal til Thinge,
At fundet er nu den hvide Ravn,
Som Due er kaldt med Døbenavn,
Og flyver ei meer til Valen!

Som Due jeg fulgde Phønix-Fugl
Og hørde ham liflig sjunge,
Om Paradis-Livet, ført i Skjul,
Om Dagene deilig unge,
Da immer han sang i Østerled,
Fra Solen stod op, til den gik ned,
Og blunded i Maane-Skinnet!

Vemodig han sang om Prøvens Aar,
Der tunge som Bly henrunne,
Da graaned lians Fjer, som Asers Haar,
Da bortrøvet var Idunne;
Han misted sit klare Fuglemaal,
Han smelted som paa et Balders-Baal,
Begroves i Rosen-Aske!

403

Han seiersæl sang om Nytaars-Ny,
Som skifter ei om til Næde,
Om Evigheds-Dagens Morgengry
Og Saligheds Middags-Glæde,
Om Bog-Ormen styg i Aske-Krog,
Som til en Fugl Phønix skabdes dog,
Af Himmelens Dugg oplivet!

Saa flyver han fort med Solens Pris,
Alt op imod Solens Bane,
Han flyver med den til Paradis,
Saa bider den gamle Vane;
Ei følge ham kan de Fugle smaa,
Saa vendte jeg Neb til Bølgen blaa,
Og vipped paa Kvist nyfigen!

Mig tykkes, det var med runde Tal,
Paa Tidernes Løb at giætte,
En Menneske-Alder og en hal'
Fra Nutidens Hold paa Slette,
Thi løbet der var af Døgnets Vand
Saamangen god Deel til Fortids Strand,
Hvert Folk havde Sit paa det Tørre!

Til Latter var selv paa Sønderjydsk,
Hvad Freia end maa begræde,
At Danskernes Poge skrev paa Tysk
Til Bedste-Forældres Glæde,
Og satte med Tyskens Grammatik
Paa Dannebods-Visen bedre Skik,
Og Kringler paa Madvigs-Suppen!

I hele Høinorden var uddød
Den Slægt, som Fortræd os volder,
Saa knækket var let den haarde Nød,
Med Provsten hver Skoleholder;
Nu Livet var frit og folkeligt,
Kanonerne kun havde Værnepligt,
Muld-Jorden kun var stavnsbundet.

404

Fra Veichsel til Po der var nu lyst
Og lukket hvert Gab paa Giærde,
Fra Tromsøen ned til Kretas Kyst
Var Menneske-Liv paafærde;
Af Ordet med Liv var Lyset tændt,
Hver gjorde sit Bedste saa omtrent,
Der gjordes nu Gavn med Gammen!

I Dannemark dog var Lykken bedst,
Den overgik vidt Forstanden,
Tilhuse var daglig Frænde-Fest,
Saa Dage lykønsked hinanden;
Ei vidste man, hvordan det gik til,
At Aandernes Kamp var Ridderspil
For Freden paa Dronning-Stolen!

Saa vide der gik i Verden Ry,
Ved Skippere og ved Skjalde,
Om Yndigheds Præg i hver en By,
Og Dannelsen jævn hos alle,
Thi alting var jævnt og klart og smult,
Tillige dog dybt og skiemtefuldt,
Som altid var Modersmaalet!

Man spurgde i London og Paris,
Athenen og selv i Vien,
Om Dannemarks Held var værd sin Pris,
Og hvi det kun gik til Slien,
Om da i det Danske Tungemaal
Der fandtes en Fee, som døved Staal,
Og Lykken med Smil udsaaede!

Hver Midsommersdag var Folkefest
I Skoven og saa paa Heden,
Da landed saamangen fremmed Giæst
Fra oven og saa fra neden;
De sagde ei meer om Møens Klint,
At den var af Klipper kun en Splint,
Som Danmark af Romerriget!

405

Og lært havde alle Landets Sprog,
For de vilde Folket kiende,
Og Dansken sad fast i Mund og Bog
Paa Marken til Verdens Ende;
Professoren i Latin og Fransk,
Han talde som Bonden Pæredansk
Og satte deri sin Ære!

Kort efter en saadan Løvsals-Fest
Det var nu i Morgenstunden,
Der damped i Sky en Havets Hest,
Mens Foglene sang i Lunden;
Veltalende Folk der var ombord,
De skifted i Mag et fyndigt Ord,
Som lysteligt var at høre.

Om Danmark var Talen først og sidst,
De havde med Flid det giæstet,
Og alle de fandt i stakket Frist,
Det havde sig klart stadfæstet,
At her eller ingensteds paa Jord
De Saliges Øer et Folk beboer,
Som fryder sig smukt ved Livet!

I Stad og i Land var Aanden Præst,
Men Hjerterne var Præstinder,
Saa alle de fandt, han talde bedst,
Som tiltalde Børn og Kvinder;
Og naar giennem Kvinder Hjertet sang,
Da Taleren tav, og Efterklang
Det gav hos hver Fugl i Lunden!

Den Damper, hun kom fra Kjøbinghavn,
Til Engeland holdtes Kaasen,
Sig løftede kækt dens Svane-Stavn,
Hvor Kuliemand stod paa Aasen;
Der sad under Solseil bag om Bord
Fuld velmødt en Kreds og skifted Ord
Om Dannemarks Lyst og Lykke!

406

Med Vingerne slog jeg da i Hast,
Der var ikke Tid at tøve,
Jeg satte mig paa den lave Mast
Min Hørelse der at prøve.
Og lydhør jeg var fra Vuggen af,
Blikstille og var det milde Hav,
Det syndes med mig at lytte!

Og alt hvad jeg hørde, holdt jeg fast,
Det lærde jeg alt i Reden
Og siden, hvor Haand og Mund har Hast,
I Skoven og saa paa Heden;
I Skolen jeg nær det havde glemt,
Hvor Ord kun var Gloser, Prygl kun Skiemt,
Til Lykke det var el længe!

Jeg hørde til min Forundring brat,
Selv Tyskeren Bod kan fange,
Kan finde i Nord en Kronos-Skat
Og lytte til Hjarne-Sange;
Da Verden vel staaer ei længe meer,
Men staaer sig dog bedre, som man seer,
Ved Lyset, Livs-Ordet tændte!

Det Selskab, som mødtes under Ø,
Var underlig nok blæst sammen,
Men seiled dog nu den samme Sø
I Talen med Fryd og Gammen;
Af Mænd var der sex, af Kvinder tre,
Og Kvinderne, det var nemt at see,
De faureste og de yngste!

Af Kvinderne var den Yngste Dansk,
Den Næste var Grækerinde,
Den Ældste, dog ung og smuk, var Fransk
Med Lokkerne lukt om Tinde;
De havde ei Vagt og Tolk behov,
De frydede sig ved Ligheds Lov,
Og kunde sig godt forsvare!

407

En Nordmand og Svensker sad dernæst,
Hos Tyskeren Engelskmanden,
En Spanier og en Hindu-Præst,
De To holdt dem til hinanden;
Paa Dansk de samtalde alle Ni,
Skiøndt Tonen kun Een var hjemme i,
Det turde hun godt bekiende.

De alle derfore til hende saae,
Alt med deres gode Minde,
De kunde det alle godt forstaae,
At bedst er en Voldgifts-Kvinde,
Naar derom det giælder først og sidst,
Hvad Hjertet maa kalde sandt og vist
Om Veien til Liv og Lykke!

Neophyta.

Det tykkelige Land og Folk
Vi med Farvel forlade,
Og skiøndt hos os i Grækenland
Det hører til Ulykken,
At som Ægypteren hardtad
Vi er for Lykken bange,
I Danmark dog, hvor Sagnet gaaer,
Hun under Navn af »Glæden«
Sig reiste selv en Dronning-Stol,
Og blev saa tit ei bortført,
Hun hjem igien med dobbelt Glands
Jo vendte snart tilbage,
Der troer man ret af Hjertens Grund
Paa Lykkens Gunst og Naade,
Saa der man nødes til ai troe,
Trods alle Tvivlens Grunde,
At det ved Lykken, som ved alt,
Kun giælder om det Ægte,
Saa i Vanrygte kun den kom,
Fordi saa let det glemmes,
Det ingenlunde alt er Guld,
Som med Guldfarve glimrer.

408
Denkspruch.

Ja, i Begrebers Kreds, man veed,
Det glatteste er Lykkens,
Det, som om den er sagt saa tit,
Ligt Aalen fra os smutter,
Hvor fast vi holde end derpaa,
Og ihvor vist vi stirre;
Men hvad der ei kan tvivles om,
Er, at selv paa Olympen
Var Lykken en velkommen Giæst,
Som ledtes til Høisæde,
Og Danmarks Lykke, dømmer jeg,
Er forholdsviis den ægte,
Til Levnets-Løbet heelt udstrakt
Med Haab for Evigheden,
Saa Guldet, der ved den fik Glands,
Er de Ideer store
Om Ordets Liv og Livets Ord,
Anvendt paa Folkelivet,
Til Friheds Værn og Grovheds Tugt
Og levende Oplysning,
Thi derved Aandens Kreds blev fri
Og Haandens Kreds indhegnet,
Og Hjertets Krav paa Guldets Vægt
Med Glæde blev opveiet
Men at den Folkelivs-Idee,
Rodfast i Modersmaalet,
Hinsides Eideren og Sli
Har skudt saa skiøn en Krone,
Og baaret alt saa rig en Frugt,
Som ikke selv ved Rhinen,
Ved Donaus og ved Elbens Bredd
I Kraft-Ideens Hjemstavn,
See, det er Lykken, med et Ord,
Som selv paa Dansker-Sletten,
Hvor Maalet er som Marken jævnt,
Og nemt at overskue,
Selv der i Skoven leger Skjul,
Og lader seent sig finde.

Saalænge kun med Byg og Bøg,
Med Krig og Fred og Konger,
409 Med Bælt og Sund og Æventyr
Og Morsomhed den lune,
Som Ælve-Dronning lunefuld
For Danmark Lykken spilled,
Var lige uforklarlig vel
Os Gieraingen og Grunden,
Men med Foragt vi slog det hen,
Som fremmed for Ideen,
Saa regelløst som Gøglespil,
Tilslumpet Svine-Lykke,
Som vi fandt ikke værd engang
Den Afkrog at misunde,
Hvor en udartet Dværgeslægt
Af vores egen Stamme
Sig havde, som os syndes, skjult
Paa Trods for os at drille.
Nu derimod, da en Idee,
Næst Gudernes den største,
Udpræges i et Folkeliv,
Med Billedskrift af Aanden,
Saa Grotte-Kværnen maler alt,
Hvad over den man kvæder,
Som Danmark om sin Fredegod
Alt nynnet har i Vuggen,
Nu er det klart, en Engel sang
For Dansker-Folkets Vugge,
Saa aandelig er Lykkens Grund
Dog altid paa en Maade,
Skiøndt ei Skarpsindighed den fandt,
Og det er Danmarks Gaade,
At det har ingen Folke-Aand,
Som lader sig beskrive,
Men har dog Aandeligheds Frugt,
Som ei er at miskiende!

Ædle.

Det gaaer mig her som før engang,
En Sommerdag paa Møen,
Da gik jeg under store Klint,
Det leged mig i Barmen,
Som Havfru-Børnene de smaa
Med Sandets Ædelstene,
410 Da hørde jeg en sælsom Lyd
I Tonefald fra Klinten,
Fra »Taleren,« saa syndes mig,
Og skiøndt den faldt mig fremmed,
Den sære Klang med Hvirvelslag,
Den halv mig dog forlysted;
Om Hjertet vel jeg blev beklemt,
Det værked i min Hjerne;
Men med et sælsomt Trylleri,
Som jeg har hørt fra Norge
Skal mellem Fjeldene fuldtit
Henrive og bedaare,
Jeg droges did af Tonens Magt,
Hvorfra den syndes lyde;
Men pludselig den sank og tav,
Og da sig Øiet løfted,
En lille Fugl kun hopped taus
Fra Kvist til Kvist i Bøgen,
Der som Løvhytte hvælver sig
Og Klinten overskygger.
Saa svimled for mig nys det lidt
Ved Talen om Ideer
Som Stormagts-Dampe fra et Dyb,
Der er for Hjertet Afgrund mørk,
Og skal dog klart opmaales;
Men da sig Talen slog til Ro
Hos Danmarks Barne-Engel,
Sødt nynnende sin Grottesang
For Lykkens Kiæledægge,
Da ind i Øiet himmelblaat
Jeg skued Havfru-Glutten
Og smiled ad det Hovedbrud,
Som kyste nys mit Hjerte,
Det stille Vand med dybest Grund,
Hvoraf i Bøge-Lunden
Jo klarlig fødtes Ordets Liv
Paa vore Skjaldes Tunge
Og alle Folkelivets Ord,
De gamle og de unge,
Saa Gaaden er ei dit og dat,
Ei Lykken og Tilfældet,
Men Gaaden er det Livets Ord,
411 Som Liv og Lykke følger,
Og Hjertet, som det Ord med Aand
Omfavner og genføder!

Klearby.

Saa høi er ingen Klippetind,
Saa dyb er ingen Bølge,
At jo John Bull ved Leilighed
Dem faaaber at udmaale,
Og vove tør han tit derpaa
Ei blot sin Hals og Nakke,
Men meget meer, et Levnetsløb
Med Savn og Flid og Møie;
Men seer lian noget ligt et Fjeld
Frit svævende i Luften,
Og nævner man et bundløst Dyb,
Da leer han eller græder,
Og tænker helst, Umulighed
Det ikkun er at tage,
Hvor Intet er, og øve Daad,
Hvor man kan aldrig komme.
Alt hvad der falder ham for svært,
Skiøndt det sig lader prøve,
Det skylder han for Kogleri
Som Thor hos Udgaards-Loke
Med Hornet, som var ham for stort,
Og Kat, for tung at løfte,
Og Kællingen, som ham i Knæ
Trods Asa-Styrken satte;
Men selv i dette Æventyr
Det er dog en Kiendsgierning,
At ei udtømmes Verdens Hav,
Ei Ælden overvindes,
Ei af de bedste Engelskmænd,
Ei heller af Halvguder,
Og vi hos os fra Arildstid
Skarpsindig har bemærket:
Enhver Kiendsgierning stiv og studs
Maa lades staae og giælde,
Om end vor Klogskab sprang i Flint
Af Arrighed derover,
Saa hvad umueligt er for os,
412 For Aser og for Vaner,
Vi maa tilskrive Ham i Løn,
Som Gud er i det Hele;
Saa, skiøndt det Danske Folkeliv
Med Dannelse og Ynde,
Med Vidskab uden Blæst og Bram,
Med Lys, som ikke oser,
Med Sødme uden Vammelhed,
Godmodighed uskrømtet,
Jeg fristes til at tvivle om,
Det er dog en Kiendsgierning,
Som maa tilskrives Ham især,
Hvis Magt er som hans Villje.

Don Pedro Alivares.

Det Ord er klart som Dagens Lys,
Men klarer dog ei Sagen,
Thi Gaaden er jo netop den,
At det alvise Forsyn,
Som ei kan skuffes i sit Skiøn,
Og lider ei af Luner,
Det fandt for godt i denne Vraa
Al Godheds Flor og Fylde,
Som det kan skee i Støvets Land,
Saa gavmild at udøse.
Min Oldefader har fortalt
I forrige Aarhundred,
Napoleon den Stores Tid,
Med andre Spanioler
Han var i Danmark, og enstund
I Sælland, Danmarks Hjerte,
Han laae ved Issefjord i Leir
Tæt ved den skiønne Kirke,
Som vinker med de kække Spir
Til Altret og til Himlen;
Men den stod tom hver Helligdag,
Og naar der holdtes Messe
Med Høitid i den Spanske Leir,
Den vel var trindt omringet,
Især af Byens smukke Kiøn,
Godmodigt, tit med Ynde,
Men saa aldeles ubekiendt
413 Med Tro og hellig Andagt,
At som et fremmed Skuespil
Det pirred og forbaused.
Den Gamle kunde vel ei Dansk,
Saalidt som nogen Fremmed,
Saa »smukke Piger, smukke Træer«
Var alt det Dansk, han hørde
Af Nogen i den Spanske Leir;
Men dengang var Latinen
Endnu tildeels et Fælles-Sprog
For alle Stuelærde,
Ved Hjelp af det hos Præstemænd,
End meer hos Professorer,
Min Oldefader fik med Gru
Om Christendom at høre,
At den i saa oplyst en Tid
Var hardtad reent forældet,
Og at i Danmark, sagde man,
Det var kun Vartous-Koner,
Som græd, fordi de i Guds Huus
Fandt Frelseren forsvundet.
At her nu blev en Skueplads
For Naadens Underværker,
Det, synes mig, er Gaade størst
I disse Himmelegne!

Ædle.

Min Oldemoder var for ung,
Til Dagene at mindes,
Som vi med Vemod læse om
I gamle Idræts-Bøger,
Da Ørnene fløi Verden rundt,
For Aadslerne var mange;
Men hvad end grandt hun kom ihu,
Var, at blandt Vartous-Koner
Hun sad som Barn og fryded sig
Ved Frelseren opdaget,
Som smiled under Straalekrands
Og aanded i hver Tone,
Og der var fuldt hver Herrens Dag
Af Gamle og af Unge
Med Lyst til Naaden, mageløs,
414 Som der fik Røst paa Tunge;
Og at Guds Naade, som fik Røst,
Fandt Hjerterum hos Mange,
Og hos os strømmer over nu
I Livets Kreds velsignet,
Er jo slet ikke gaadefuldt,
Saa det staaer fast: Guds Naade
Er selv den store Gaade!

Brammhaputra.

Ja, det staaer fast, thi Sandheds Grund
Er Aandens Himalaia,
Hvorfra Guds-Naaden springer ud
Med Overflod som Ganges,
Og det var i min Faders Tid
Midt under Opstands-Krigen,
Da kun Fortvivlelsen var stærk,
Der kom et dunkelt Rygte,
Og sneg sig om i Hindostan,
Men ikke fra Kalkutta,
At hos det lille Danske Folk,
Hvis Navn vi tidlig hørde
Fra Dansborg og fra Trankebar,
Guds Naade kom til Orde
Og trøsted hver, som elsked Fred,
Og saaed Lys i Hjertet.
For dette sære Rygtes Skyld
Kom hid jeg over Havet,
Og da jeg fandt Guds Naade her,
Det undred mig slet ikke,
At overalt Velsignelsen
Var i dens Spor og Følge,
Selv der, hvor den kun fløi forbi,
Som Ordet, naar man hører
Deraf kun en forvirret Lyd,
Men griber Tonefaldet;
Thi Naadens Røst er Livets Ord
For Stort og Smaat paa Jorden,
Som har til Liv i Sandhed Lyst,
I Syden som i Norden;
Et Øieblik, en Evighed,
Er ei at sammenligne,
415 Men for dem begge Naadens Røst
Er Liv og Fred og Glæde,
Den Tro hos Danskerne jeg fandt
Saa godt som allevegne,
Den ligner Kvindens velbekiendt,
Som sagde: kan jeg røre
Ved Sømmen af hans Klædebon,
Da er min Nød forvundet!
Og derfor, selv hvor Hugen staaer
Dog mest til Øieblikket,
Selv Øieblikket fik sin Glands,
Og Hverdagslivet Ynde;
Saa kunde jeg Guds Naades Røst
Til Hindostan hjemføre,
Og vakdes der den Danske Tro
Paa Naadens Rigdoms-Fylde,
Saa uforskyldt som Barnets Smil
Og mindre at udtømme
End Floden, som vi drømde om
Sprang Brama ud af Munden,
Da bær jeg ingen Tvivl derom,
At jo ved Ganges Bredder
Saavelsom her ved Øresund
Et Paradis opblomstred.

Neophyte.

Gud give det! da turde jeg
Vel ogsaa nære Haabet
Om en fornyet Rosenflor
Paa Rodos og i Tempe,
Hvor nu alt længe Vuggen gik
Paa Gænger af Kiærminder,
Men hvor vi Barnet savne dog
Med sine Rosenkinder;
Det syndes under Veer født
Som Artemis den anden,
Men byttet med en Skifting om,
Bortranet af Harpyer;
Men sandt er det, ved Øresund,
Hvor Skjalde sang som Fugle
For Mennesket, ei for dem selv,
Som Kukkeren paa Kviste,
416 Ja, sang med fuglevinget Ord
Til Trøst for hele Slægten,
For alt hvad der med Vingeslag
Bevæged Folkelivet
I Syd og Øst saavelsom Nord,
Selv for hensovne Guder,
For Zeus og Leto og Apol
Som Odin, Thor og Freia,
Saa de fik Hjemlov til den Vraa,
Hvorfra de før i viltre Dage
Udfløi at bygge alt for høit
Paa Hlidskjalv og Olympen, -
Da [læs: Der (?)] i min Barm oprandt det Haab,
At sig af Himlens Naade
Fra Dybet op et Delos skiød,
Hvor Leto maatte lande
Og der gienføde Sangens Aand,
Som siog den gyldne Cithar;
Da randt Basilipotamos
Paany vist som Eurotas,
Og kappes med Olympia
Da maatte Navarino!

Guldbrand.

Hvis Danmarks Skjalde ei sang feil,
Er Damperen et Delos,
Thi dersom ei jeg hørte feil,
Jeg hørde Barnet græde
I Guld-Citharens gamle Takt,
Saa Artemis, som fordum taus
Anførde Muse-Choret,
Vil sikkert nu for alle Ni
Og for sin Broder kvæde;
Men Danmarks Lykke er for jævn
Til vore Klippelande,
Som Bøgen med det fine Blad
Og med den skiønne Krone
Er alt for kiælen ved sin Rod
Til Stormene at trodse;
Hvert Folk derfor maa nøies med,
Som Danmarks Skjalde sjunge,
At faae et saadant Gyldenaar,
417 Som de har havt Guldalder,
Og Fredegods, som selv i Nord
Kun gik saa vidt som Bøgen,
Den naaed ei til Grækenland,
Men laae som Kronos-Dage
Bag Folkelivet og Olymp
Forviist til Verdens Ende.
Ja selv i Danmarks grønne Lund
I lyse Morgen-Drømme
Ei meer af Slægtens Gyldenaar
Sig Skjalden turde love;
Det sees af Bøger ikke blot.
Min Fader fra sin Ungdom
Kom vel ihu den Pindsetid,
Da en af Danmarks Skjalde,
Og netop han, som tit i Spot
Og stundum man for Alvor
Har kaldt Profeten i vort Nord,
Omsider kom til Norge;
Langskiægget var han ei endda
Men tandløs og graahærdet,
Og havde dog endnu en Røst,
Som Gienlyd gav i Fjelde.
Han talde i de Unges Kreds
Og reent ud, som han pleied,
Men lunefuldt, som var hans Skik,
For Alvor som til Gammen;
Han talde og i Tanberg-Mo
I Sommer-Aftenstunden
Som lille Fugl i Birkelund
I Takt med Hallingdandsen,
Men hvad sig Talen dreied om
I Grande-Hovedstaden
Var ingenlunde Grottekværn,
Som maled Guld til Frode,
Men kun den rige Kæmpehøi,
Hvor Holga laae begravet,
Med Guld og Sølv som Blandings-Gods
Med Muld og Grus og Stene;
Og hvad sig Talen dreied om
Paa gamle Ringerige,
Det var kun Hellig-Olavs Tid,
418 Da Kongerne blev Bønder,
Men som nu skulde vendes om,
Saa Bønderne blev Konger,
At sige uden Rang og Spir,
Som Erling sad paa Sole!

Denkspruch.

Forstaaer sig selv, at det er Tant,
Som Hex i gamle Dage,
At malke af sit Strømpebaand
Sin Naboes Mælk og Lykke,
Og det er vel den bedste Frugt
Fra forrige Aarhundred,
Som giemmes kan og giemmes bør,
Saalænge den kan vare,
At Folkeart og Modersmaal
Kom ud af Spændetrøien,
Saa Tanken sig kan røre frit
Som Fjer og Fugl i Luften,
Og at det virkelige Liv
Er blevet Ledestjernen;
Men skal det bære moden Frugt,
Vi i det Danske Folkeliv
Saa lidt som noget andet
Maa ville see, hvad ei det er,
Et Mønster, Idealet,
Saa der var Spørgsmaal om paa Dansk,
Som fordum paa Latin og Græsk
Og Fransk sig at omskabe
Til intet eller lidt af alt,
Som Prøvekaart og Stile.
Som det Aarhundrede, der svandt,
Tilkæmpede sig Krandsen,
Som Folkefriheds ædle Helt,
Aarhundredet, som skrider,
Har Livs-Oplysning til sit Maal,
Men Livets i det Hele,
Som Menneskets, ei Folkets blot;
Thi hvis ei Folkelivet
Oplyses som en enkelt Green
Paa Ygdrasil det Store,
Som krones skal i Fællesskab
419 Af alle Hovedgrene,
Da gaaer det, som i Engeland,
Da frit det stod alene
Og alt sit eget, løst og fast,
Indhegned og forguded.
Det var en ganske anden Sag
I Aandløshedens Dage,
Da man i Mønster-Mennesket
Kun saae en Verdens-Borger,
Og kom det høit, en Philosoph,
Hvis Skygge paa Papiret
Var Platos evige Ide,
Var Mønsteret for Livet;
Da havde Folkelivet Ret
Til høit at lee og græde
Og til at værge sig med Kraft
Mod Døden i Forklædning,
Men dog har Mennesket et Liv,
Et Levnetsløb tillige,
Med et ophøiet Fællesmaal
Som Klarhed i det Hele,
Der ei af noget Folkeliv
Ustraffet oversees
Og naaes kun i Fællesskab,
Naar frit det eftertragtes;
Saa selv det danske Folkeliv
Jeg finder, har den Lyde:
Storlivet, om ei overseet,
Dog kun for lidt at regne!

Clearby.

Godt nok at skrive Stile om,
Og holde smukke Taler,
Men Folkelivet er et Liv,
Der kan saa lidt som Dyrets
Sig giøre større, end det er,
Og Grændsen overskride;
Saa det er Enkeltmanden kun,
Om ellers det er Nogen,
Som over Folkets Liv og Lyst
Kan levende sig hæve
420 Og over Hovedet sig selv,
Som det maa synes, voxe.

Denkspruch.

Saa det ved første Øiekast
Vel synes maa os alle,
Thi lægge kan vi til vor Væxt
Ei Alen eller Tomme,
Men opad voxe kan en Green,
Om ellers den har Driften,
Med samme Kraft, som lige ud,
Og saa kan Folkelivet,
Og er det kun et Æventyr,
At Folk groer op af Jorden,
Men sandt, at af det samme Blod
Er alle Folk udsprungne,
Da maa der ogsaa være Folk,
Som føle for det Hele,
Og ved Oplysningen derom
Vil virke til Dets Bedste.
Selv England, som fra Slægt til Slægt
Sig kæk den Tro vedkiendte
(At efter Brittisk Folkeret
Var Folkelivet lovløst)1
At hver ei blot sig selv er næst,
Men fremmed for al Verden,
Saa hvad sig selv ei hjelpe kan,
Det skal forgaae uynket,
Selv England mærked dog ei blot,
Det kunde Hjelp behøve
Og maatte yde Hjelp igien
For ei den at undvære;
Og nu hos os, hvor før engang
Stor-Tyskhed var det Hele,
Man tager Deel i alles Nød,
Hvor end de boe og bygge,
Som elske Frihed, Lys og Fred,
Men maa dem ikke nyde.

* 421
Guldbrand.

De lærde Herrer begge To
Tilgive, ei jeg fatter,
Hvad egenlig de tvistes om,
Da derom tvivler Ingen,
At det kan være sandt, man skal,
Og sandt, man kan det ikke,
Saa det er med vort Folkeliv,
Som det er med vort eget,
Det undergraver vel sig selv,
Naar det er egenkiærligt,
Men bliver, trods al Verdens Lys,
Dog hvad det er; fremdeles
Der vist nok er et Folkeliv,
Som ei har denne Lyde
Og derfor Pant paa Evighed,
Men det er ikke vores;
Thi intet Folk paa Jordens Kreds
Er christeligt at nævne,
Undtagen det af alle Folk,
Som hele Verden hader,
Men høster Kiærlighed for Had
Og skal omsider lære,
At dette Folk i alles Sted
Opfylder Hjerteloven,
Og at i Herrens Menighed
Det hele Liv forklares,
Naar alle Folk og Tungemaal
Er i dens Skiød optaget,
Som det kan skee ved Udvalg frit
Og Pagt paa begge Sider.
Om derfor noget Verdens-Folk
Har Hjerte for lidt mere
End deres eget Liv og Id,
Det kiendes som i Danmark
Derpaa, at Livets Christendom
Skiøndt lidt forhadt dog fredes
Som Naadens Blomst og Fredens Rod
Og Frugt af Kiærligheden!
En ganske anden Sag det er,
Jo bedre vi oplyses
Om Livets Tarv og Verdens Løb,
422 Og hvad der vist giengiældes,
Desbedre for vor egen Skyld
Omgaaes vi og forliges;
Det saae man i den store Kamp,
Som knækked Ruslands Vælde,
Det seer man i Indfredningen
Af Friheds-Raaderummet
Fra Middelhav til Østersø,
Det seer man selv i Vesten,
Hvor ingen Drot det vover meer,
Hvor heelt han end vil herske,
At byde Folket Trællekaar
I Hverdags-Livets Sysler,
At krænke deres Modersmaal
Og binde deres Munde,
Men nøies, som i gammel Tid,
Med Hyldings-Eed og Gave
Og med et Over-Herredom,
Der paa de Smaa ei tynger;
Og at i Tyskland, Gudskeelov!
Man kom til Eftertanke,
Og vil ei rygge Grændseskiel,
Men ændser Dannevirke
Og Polens Ret og Ordets Kraft,
Og Lysets Krav paa Frihed,
Beviser kun, dets Folkeliv
Er til Bevidsthed kommet
Af Kaldet til, som Mærkesmand
At løfte Aandens Banner
Mod Barbari og Næveret,
Som imod Roms Tyranner.
I Middelaldren alle Folk,
Ikkun lidt meer og mindre,
Opløste sig i Laug og Trop,
I Ordener og Stænder,
Og da i Stridbarhedens Hjem
Var alles Haand mod alle,
Og dette Middelalderskab
Var Blomsten for det Bæger,
Hvori engang med Jahn og Arndt
Man drak sig under Bordet;
Men da den Rus var sovet ud
423 I Forbundsdagens Kielder,
Og da Udbrækningen deraf,
Paa Strid med hele Verden,
Men først og sidst dog med sig selv,
Saa ynkelig fik Ende,
Da af sin Middelalders Drøm
Man vaagned efterhaanden,
Kom sig med Oldtids Aand ihu
Og saae kun Efterskinnet
Af Oldtids Glands i Cæsars Tid
Og sidst i Hermands-Slaget.
Saaledes i det høie Nord
Forklares den Bladvending,
Hvorved, til hele Slægtens Gavn
Og til Høitysklands Ære,
Oplysningen tilbagevandt
Sin mageløse Kæmpe,
Som hævder Frihed overalt
For Aand og Ord og Tanke,
Og seer det klart, at Blodbadsleg,
Undtagen med Barbarer,
Med Voldsmænd og med vilde Dyr
Er ikke blot til Plage
For Bondedont og Kiøbingsflid
Og ordenlig Husholdning,
Men for al Frihed, Lys og Ret,
Saa Retten i Spydstagen
Er ogsaa dødelig Forgift
For alle Aandens Kampe
Med Mund og Pen i Friheds Lys,
Hvoraf Diplomatien,
Som kaldte fræk det Ordets Dyd
At dølge vore Tanker,
Som Rænkesmedes falske Mønt
Var kun et Uglebilled.
Men hvad der kun er Hjertets Sag:
At elske og opoffre,
Man skielnes vel fra Hjernens Sag:
At tænke og oplyse.

Heloise.

Udsprunget af Normannisk Rod
Med Snorre jeg maa sande,
424 I Hordeland og Rudeborg
Man glemmer seent hinanden,
Thi mest tiltaler end idag
Mig denne Nordmands-Tale,
Og hvad i Danmarks Folkeliv
Jeg værd fandt at misunde,
Mig syndes, var den fine Duft
Som af en Dronning-Rose,
Der gav det hele Liv sit Præg,
Som det er Rosen-Dyden
Selv i sit Støv at dufte sødt
Og aande mildt i Graven.
Ja, Dannekvindens Dronningstol
I Skikkelse af Skammel,
Som i romantisk Skuespil
Saa tit os har fortryllet,
Den fandt jeg ellers ingensted
Som her i Hverdagslivet.
Thi Dannekvinden med al Ret
Maa kaldes Signelille,
Af hendes gule Lok et Haar
Selv Norges Barns kan binde;
Saa vel er Kvindens Raaderum
I Frankrig maaskee større,
Og hendes Frisprog aabenlydt
Langt ældre, velbefæstet;
Men der hun klarlig rev sig løs
Og maalde sig med Manden;
Ved Øresundet derimod
Hun bly opløfter Røsten,
Men med en Sikkerhed som Faa,
Der spilled Dronning-Rollen,
Og ofte med en Efterklang,
Som man kan aldrig glemme.

Clearby.

De siger noget, selv engang
Det underlig mig rørde,
Jeg hørde i en Bøgeskov
En gammel Kæmpevise,
Som godt jeg kiendte hjemmefra
425 Fra Kendal i det Grønne,
Men Efterklangen var mig ny
Og dog ei ganske fremmed.
Som om med Hengest og med Hors
Jeg faørde den i Vuggen.
Vi leer jo nok af Arvetal,
Som føres op til Odin;
Men saa det var med Angler ei
Endnu i Alfreds Dage,
Og alt vi fandt i Asamaal
Forunderlige Toner,
Forglemte vel, som hvad med Flid
Man skrev i Glemmebogen,
Men dog som Babel-Kongens Drøm
Forlagte, saa de mindes,
Saasnart man hører dem igien.
Dog gaaer det os med Norden,
Som vore Frænder vestenhavs
Med os i Gammel-England,
At kunde gamle Minder ei
Forhindre fri Udvandring,
Langt mindre de i Tidens Løb
Os bringe kan tilbage.
Saa Odin sig med knappe Kaar
Hos os maa lade nøie,
Omtrent som da i Jetteklør
Han maatte sig løskiøbe
Med røden Guld som Oddergiæld
I lovlig dyre Domme!

Vettern.

Ja, det er gammel Sterling-Stil,
Det tør jeg ikke nægte,
Men giæsted De i Gøtheborg
Den Nordiske Høiskole,
De hørde vist, at bedre Haab
Man har om Shakspears Frænder,
Og tænker, Thor er ikke død,
Skiøndt Halsen er i Klemme,
Hvor Hrungner Jette trykker stygt
Med sine lange Skanker,
426 Og man forklarer Magnes Haand,
Som smed den rask tilside.
Om Haanden, som med Kløgt til Skjold
Har Themsen undergravet,
Og Haanden, som ved Dampens Hjelp
Kan styre Vind og Vove,
Og Haanden, af hvis Strængeleg
Gienlyder Verdens-Havet,
Den Magne-Haand, som Mechanik
Er selv i Aandens Rige,
Og vælter Jette-Byrden af,
Som lammed Sjælens Vinger
Med Slid og Slæb og Trællekaar,
Da hele Fosterlandet,
Dets Jord og Træ og Steen og Malm,
Jo hviled tungt paa Folket
Og lettedes kun for de Faa
Ved Manges Overlæsning
Med Skatte-Byrder, som tilsidst
Giør Folk saa ællevilde,
At de i Hundredtusendtal,
Naar Lænkerne kan sprænges,
Fra Mandhjem rømme, flygte bort
Til Ørkner og Urskove,
Hvor under Trælle-Aaget dog
I Mørke og iblinde
Man har den sidste, usle Trøst,
At det er fælles Skæbne,
Hvor man kun træller for sig selv
Og ei for dem tillige,
Der kun med selvklog Spot og Haan,
Som Lys-Intelligensen,
Betaide Folket for sit Slid
Og sparkede til Massen.

Clearby.

Det vist nok var et Underværk
Saa stort som noget andet,
Om det, De kalder Magnes Haand,
Og som ret godt vi fatter,
Saaledes vælted Byrder af,
427 Frigjorde Sjæl og Tanke;
Men af Erfaringen hos os
Jeg kan ei bedre skiønne,
End at den samme Magne-Haand
De fleste Løftestænger
Kun sløver af og slider op
Om end med Fif og Læmpe,
Og om end Tanken giøres fri,
Den vild dog og forvoven
Sig tumler som en Hvirvelvind
Og bygger Luft-Kasteller
Med Skattefrihed, Kuglespil
Og alle Kroppes Eenshed;
Saa at i Danmark Magnes Haand
Ei store Ting udretted,
Jeg regner for et Hovedtræk
Ved Danmarks gode Lykke.

Guldbrand.

Hver Virkning med tilbørlig Kraft
Igien maa Aarsag blive
Og sammenblandes derfor let,
Men maa dog ei forbyttes;
Og seer jeg ret i Dannemark,
Saa er det Folke-Skolen,
Som baade Overmagten tog
Fra Stor-Maskineriet
Og giør, at Kraften, som blev fri
Ved Trælle-Baandets Løsning,
Anvendes for det meste godt,
Til sund og gavnlig Tænkning,
Ei over Håndværks-Syslen blot,
Dens Fortrin og dens Fare,
Men over Livet før og nu,
Dets Dyder og dets Lyder;
Thi det var Aands-Indskydelsen
Med Danmarks Folke-Skole,
At Hverdags-Livet med sit Krav
Til alle uden Forskiel
Og Mennesket i Hverdags-Dragt,
Hver med sin Dont og Stilling
428 Midt i det samme Land og Folk
Netop i Øieblikket,
Blev draget frem med friske Træk
Og stillet klart for Øie
Til voxende Opmærksomhed
Og Prøve giennem Livet.
Derfor det og blev vittig sagt:
Den gamle Læremaade
Var netop bagvendt fremfor alt,
Thi da I alle Skoler
Gav Kyndigheden Spøgsmaal blot,
Vankundighed gav Svaret,
Hvorved den Ene glemde alt,
Den Anden intet lærde,
De kappedes, men kun derom,
At kiede sig og gabe;
I Folke-Skolen derimod
Vankundigheden spørger,
Saa Kyndigheden Dag for Dag
Maa svede for at svare,
Maa rappe sig hver Morgenstund,
Ydmyge sig hver Aften,
Og har til Spore og til Brodd
En Prøve, som er ægte,
Ild-Prøven i det Folkeliv,
Den lægge skal for Dagen,
Thi i sit rette Forhold kun
Staaer Lyset da til Livet,
Naar som et Aabenbarings-Lys
Det spaaer om Levnetsløbet
Og klarer sig hos hver især,
Alt som det efterleves;
Og i sit rette Forhold kun
Staaer Livet da til Lyset,
Naar det bevæges til at troe
Paa Lyset i det Dunkle,
Og giennem skinnes saa deraf,
Udvikler Glands-Beviset
Det, gammelt i Vorherres Bog,
Er hos ham selv langt ældre,
Hos Lyset, der oplyser alt,
Det Ord, som alt udtrykker;
429 Men det hos os var splinternyt,
Ebraisk i vore Bøger,
Til det blev draget til os ned,
Anvendt paa Hverdags-Livet,
Som er os alle vel bekiendt,
Som kun i Fuldskab glemmes,
Og paa vort eget Folkeliv
Fra Slægt til Slægt i Kiæde,
Som vel kan glemmes, men dog let
l Ungdoms-Aar opfriskes
Ved Sagas Røst og Skjaldens Kvad
Paa Folke-Modersmaalet.
Derved det snart kom for en Dag
I Danmarks grønne Lunde,
At alt hvad Kroppens Hoveri
For Føden kan afløse,
Er ønskeligt, kun naar derved
Ei Livet gaaer i Løbet,
Saa Mennesket, som Ixion,
Maa dreie rundt med Hjulet;
Thi det var Grundvildfarelsen
Engang i Statistiken,
At den opoffred Mennesket
For Overskudet livløst
I Tid og Penge, Maal og Vægt,
Udbyttet for det Hele,
Som gav det største Giennemsnit
For alle paa Papiret.
Nu seer man det i Dannemark,
Til deels i hele Norden,
Der er en anden Regnebog,
Hvorefter man kan nøies
Med mindre snart og mindre fint,
Med mindre glat afrundet,
Og staae sig godt, naar hver især,
Foruden andres Skade,
Faaer mere gjort og sagt og nydt
Med Frihed og med Glæde,
Saa ikke Landets Haver blot,
Men ogsaa Livets blomstrer,
Og dufter anderledes sødt
End blomstrende Tabeller.

430
Denkspruch.

Det kan ei drages meer i Tvivl,
At Livet, som er alles,
Kun skeer sin Ret, naar Middel ei
Det er for noget Andet,
Men er sit eget Øiemed,
Som Livløsheden tjener;
Men Livet med sin Klarheds-Drift
Og med sin Klare-Evne
Af fælles Rod, til fælles Gavn,
Men med ulige Styrke,
Det skeer i Norden ei sin Ret,
Fordi dets Ret er dobbelt.
Dets Ret til sig at yttre frit
Og til i Mag at virke,
Den giør man fyldest, meer tildels
End midt i selve Tyskland;
Men Æren med sin Straalekrands,
Som for Vidfadme-Livet
Er baade Soel og Dugg og Regn,
Den savner man i Norden.
Den fattedes fra Arildstid,
Det seer man bedst paa Heimdal;
Han staaer jo høit paa Himmelbjerg,
Og drikker Mjød med Gammen,
Men dog hans Synskreds er beklemt,
Kun hundred Firkants-Mile;
Han vel kan høre Græsset groe,
Men ei dets Væxt udgrunde,
Han støde kan i Gjallarhorn,
Saa hele Valhall vaagner,
Men han er kun en Tjener dog,
En Vægter og en Vogter,
Det grønne Gudhjems Landeværn
Mod Jetter og mod Trolde,
Eensidig med Nødvendighed,
Vel bundet med Guldlænker,
Men bundet dog, ei fuglefri,
Saa Mulighedens Rige,
Som vel er vildsomt, grændseløst,
Men dog magnetisk drager,
Han kun et ængstligt Speiderblik
431 Fra Bjerget kan tilkaste.
Det var min Tanke og mit Ord
I Götheborg forleden,
Da jeg i Sømmene besaae
Den Nordiske Høiskole,
Et Himmelbjerg unægtelig,
Som Kæmpe-Aandens Dovre,
Hvor jeg langt meer af Asgaard saae
End før paa Mælkeveien;
Det er et Oxford mageløst,
Som Odin selv har bygget,
Hvor der ei blot er Bænke Nok
Til Aser og til Vaner,
Til Giseste-Venner fra Olymp
Og hvert et Himmalaia,
Men hvor i venligt Fællesskab
Lyslevende de findes
Og holde Raad om Nat og Dag,
Om Tidens Ny og Næde
Og skifter Ord som Salomons,
Om alt hvad der har Grøde,
Fra Cedren til de Husløg smaa,
Som grønnes kun bag Ovnen,
Og skifte mangt et Alvors-Ord
I Takter skiemtefulde
Med Høvdinger som Ligemænd,
Halvveis som Undersaatter;
Men Septeret man savner dog
Med al Storværdigheden;
Grund-Videnskabens Raaderum
Med sine Straale-Krandse,
Den lastes for Misvisning kækt,
Naar ei mod Nord den peger,
Og pibes ud, naar, om end smaat,
Der ymtes om, at Jetten,
Som stod med Odin kæk tilmunds,
Tildels dog var hans Mester.
Vi veed det nok, vi har det lært.
At Mennesket med Ordet,
Som vil af det Umælende
Sig selv og Gud forklare,
Maa nøies med at hedde Thurs,
432 Og døie Hammerslaget,
Saasnart han lukker Munden op
Til en umulig Gierning,
Saa Ordet selv med Ordets Kraft
Han vil tilintetgiøre,
Udtrykke i det Altings Grund
Som Ingenting i Intet;
Men indenfor det Grændse-Skiel,
Som Tanke-Loven sætter,
Maa Tanken svæve upaatalt
I Mulighedens Rige
Og er hernede Ære værd,
Selv om den sig forvilder,
Naar det kun skeer i høien Sky
Trods Falke-Syn det skarpe.

Vettern.

Saameget er dog ganske vist,
At naar man laster Norden,
Fordi ei ganske »fuglefri«
I Friheds Hjem er Tanken,
Da man paa Tysk saavelsom Svensk
Kun laster, hvad man roser,
Da »fuglefri« og »fredløs« jo
Hos os kan ei adskilles;
Men falder det end bort paa Dansk,
Det kan dog knap forsvares,
At giøre noget Folk til Pligt
Den Vidskab at forgude,
Som giør det til sit Øiemed
Dets Liv at undergrave,
Naar kun man grundig gaaer tilværks,
Og bruger skarpe Vaaben.
»Forgude« siger jeg med Flid,
Ei blot fordi jeg hørde,
At Heimdal paa vort Himmelbjerg,
Vor store Grændse-Vogter,
Som førde Gudhjem i sit Skjold
Og var dets Hoved-Værge,
Kun var en lurvet Vidskabs-Gud,
En »Vægter« kun igrunden,
433 Som kaldtes til at raabe Brand,
Og turde aldrig glemme,
Det var ham strængelig forbudt
Med Lys og Ild at lege,
Ja, selv i al Koldsindighed
Og i den bedste Mening
At mødes midt paa Bifrost-Bro
Med Mudspels vilde Sønner;
Ei blot for det jeg lægger Vægt
Paa Udtrykket »forgude«,
Men først og sidst fordi: i Nord
Vi hylded Friheds-Aanden,
Saa yderlig som ingensteds
I nye og gamle Dage,
Saa Aands-Oprør, om nok saa vildt,
Gaaer fri for Straffe-Loven,
Som taaleligt for Lysets Skyld,
Da Straffen Ondt giør værre;
Al Luftighed da af sig selv
Ustraffet kan forgudes,
Og bygger Templer man for den,
Da staaer de, til de falder,
Saa den Latinske Tempel-Stad
Fik Lov til at forfalde
Som Bath, det gamle Badested
For Krøblinger ved Floden,
Og Pisa, fordum Havnestad
For Romer-Helgen-Riget,
Hvor end groer Græs paa hellig Jord,
Som endnu i vort Norden
Latinske Tjørn paa klassisk Grund
Og Tyske paa vor egen,
Som Folket peger Fingre ad,
Men Haanden rører ikke.
At Luftigheden og dens Krav
Paa Æren mellem Guder
Ei var de Gamle ubekiendt,
Som fødte Asamaalet,
Det seer paa Loke eller Luft
Hver Sommerdag vi bedre,
Thi fri for ai Eensidighed
Han leged med løs Hale,
434 Og skiøndt han, som tvetydig Alf,
Stod under Heimdals Opsyn,
Saa taaldes dog, trods mangt Spilop,
I Asgaard han saalænge,
Til selv han af sin Nidingsid,
Af Balders Mord sig roste,
Og slap endda med Hus-Arrest
Og Blodets Baand forresten!

Denkspruch.

Det var en egen Hypothes,
Ei blot om Lokes Herkomst,
Men fremfor alt om »Blodets Baand«
I Loke-Sønnens Tarme,
Og den er vittig udentvivl,
Men rimer sig dog ikke
Med hvad som et Orakelsprog
Jeg hørde tit i Danmark,
»At Aser bandt med Lokes Mund
Selv deres egne Hænder.« 1
Og jeg det fandt dybsindig tænkt,
Af Lokemythe-Smeden,
Naar Tanken standser i sin Flugt,
Da staaer Forstanden stille,
Og Idræts-Kraften da misvendt
Ei frem gaaer men tilbage.

Vettern.

Jeg kiender det Orakelsprog
Og vilde nødig bundet
Den Mund, hvoraf det sig udsvang
Paa Friheds lette Vinge.
Det hændes dog den bedste Mund
Sig lidt at overile,
Det glemde ei den gamle Skjald,
Som løbe lod Spaastikken,
Hvor nu i Mag, paa Bjerg, i Dal
Steensættes dybe Brønde,
Og selv har han det frit bekiendt,
At han ved Lokes Fængsling,

* 435

Hvad ellers sjelden ham var hændt,,
Tog feil ad Billedsproget,
Saa Aser bandt kun Lokes Mund,
Som vi hans mange Frænders,
Med Strænge af hans eget Ord,
Som kneblede ham Munden;
Thi hvem der vel med Talekonst
Kan skjule sine Tanker,
Som Haltere paa begge Been,
Tvetungede med Forsæt,
Naar de forlange Ørenlyd,
Vi svarer dem med Rette,
Det er, som naar man ringer paa
Og kan dog ikke nægte,
Man har gjort alle vitterligt,
Man kommer for at stjæle.
Er da end noget sandt deri,
At Aser paa en Maade
Med Lokes falske Virksomhed
Bandt ogsaa deres egen,
Da var det af den egne Grund
At de med Falskeblakken
Gik halvveis i Fostbroderskab
Paa Skrømt ved Tidens Fødsel,
Som meer og mindre hvert et Folk,
Knap Danskerne undtagen,
Thi selv hos dem der kvædes om,
Som Odin selv med Loke,
Hans Yndling i den grønne Lund
Blev Vikingens Fostbroder.
I Danmark selv, hvis Frodefred
Er et gienfødt Vidunder,
Kun mueligt hos et fredsælt Folk,
Saa fredsælt, at det taaler
Selv Lugten af sit eget Blod
l Drabsmænds Ulve-Aande,
Som det er klart, det Danske Folk
Har taalt Hjemtyskeriet,
Selv der blev søvnig Folkets Aand
Ved Lokes Lands-Forvisning;
Og under Grottesangen vel
Den sover ind som Frode,
436 Og faaer i Søvne Banesaar
Netop af »Fredløsheden«!

Ædle.

Ulykkesfugl fra Volsunghjem1
Med dine mørke Drømme,
Hvor nænner du det stille Vand
At spaae saa vilde Storme!
Du veed dog vist, at Grottesang
Er ikke Hjarne-Skjaldens,
Ei den, hvorfor han kronet blev
Ved Fredegodes Baare
Af Dannekvinden, der kun græd,
Som Freia, gyldne Taarer,
Saa denne vilde Viking-Sang
Om Danmarks gode Lykke,
Som sprunget ud af Møllesteen
Og Jettekvinde-Næver,
Og født kun til et stakket Liv
Af Vikingernes Naade,
Den lyver ei sig Fader fra,
Den ligner Viking-Brage,
Som klarlig var fra Arildstid,
Jeg siger ei vor Loke,
Men dog var Amlet Vendelbo,
Vor Hading og vor Hermod,
Og fremfor alt da Vendelbo
Med Havet til Veirmølle,
Som gaaer med Munden avet om,
Og alting giør i Penge,
Gervendels og Horvendels Søn,
Som klamres med sin Moder,
Og sigter end, som Gienfærd, os
Paa Verdens-Skuepladsen
For Snigmord og for Baneraad
Og grusom Landsforvisning,
Som om hans hele Vikingsfærd,
Saavidt som Himlen blaaner,
Var immer gamle Danmarks Skyld,

* 437

Saa ikke meer end billigt,
Det maatte efter stakket Frist
Sin Grusomhed undgiælde.
Fra Hengst og Hors af Sleipners Æt
Løb løbsk med ham paa Havet,
Er det Omkvædet paa hans Sang,
I Takt med Grottekvadet;
Det er hans Tanke nagelfast,
At da med Grotte-Kværnen
Med Fenje og med Menje han
Gik over Stav fra Danmark,
I Østersø de gik tilbunds,
Saa Ærende fuldmodent
Han har ved given Leilighed
Til efter dem at fiske,
Og uden Told i Øresund
Det glatte Lag at give.
Men Gud skee Lov! det er en Drøm,
Tilvisse af de stærke,
Som fødte seent i Tidens Løb
Endnu en Nattevandring
Fra Themsens Nor til Kiøbinghavn,
Som Danmark aldrig glemmer,
Men mindes, uden Nag i Hu,
Fordi Skiærtorsdags-Slaget
For Nytaarstidens Bjarkemaal
Var dog kun Fødsels-Veer,
Som snart forvandtes under Ø,
Trods vor Langfredags-Kvide,
Da i et Paaske-Morgengry
Den Danske Skjoldmø-Stemme
Opdukked med en Havfru-Sang,
Hvortil knap hørdes Mage,
Og med en Fredegodes Tid,
Som Jorderig forbauser.
Vi veed det godt, at under Soel
Kun evigt er Guds-Ordet,
Men Hjertet, som det lever i,
Og Tungen, som udtrykker
Det Fredens Evangelium
Med lifligst Hjertens-Glæde,
Har dog en Smag ad Evighed
438 Og Fællesskab med Ordet,
Der ei af Vinde blæses bort
Som Rov i Viking-Stavne,
Og selv vor gamle Frodefred
Blev efter Hjarne-Kvadet
Ei med vor Lykke Viking-Ran,
Men hos os selv begravet,
Og, som det nys kom for en Dag,
Kun jordet til Opreisning,
Og end saa liflig i sin Død,
Livsalig i sit Minde,
At dens Guld-Krone gik i Arv
Til Skjaldens Sællands-Kvide!
Om derfor end det støder lidt
De Lærde og de Vise,
Dog Danmarks Lykke, Danmarks Fred
Er født i Hjerte-Kamret;
Med Hjertets Tro og Kiærlighed
De altid staae og falde;
Om Hjertet derfor dreier sig
Al ægte Dansk Oplysning,
Og, som paa Kvinden det er klart
I alle Jordens Bælter,
Det er mod Hjertets Tankelov
At elske sine Fiender,
Og stik mod Hjertets Tankegang,
At Fred man dermed vinder;
Thi Had fordulgt er netop Nag,
Som myrder Hjerte-Freden,
Og den saakaldte Kiærlighed,
Som Hjertet sig paadutter,
Er Fienderne kun til Foragt,
Til Spot og Haan og Latter.
Kun alt for ofte Danmarks Folk
Af Hjerte-Lygtemanden
Blev i Uføre lokket ud
Og fristede sin Lykke,
Men giør det nu, da Dag oprandt,
Vi haabe, aldrig niere,
Hvor bøit det end basunes ud,
Vort Hjerte er for lille.
Vi veed, hos os er alting smaat,
439 Undtagen Danmarks Lykke.,
Men med dens Gunst blev ældst paa Jord
Det lille Danmarks Rige,
Og blomstrer som en Rosengaard
Endnu i Efteraaret.
Med den fra vore Bjerge smaa,
Som Verden kalder Tuer,
Saa høit vi saae, som Himlen er,
Og dybere end alle,
Som ei tilbunds i Hjertet saae,
Tilbunds i Livets Kilde!

Neophyte.

Triumpfa! det er det lille Ord,
Der ligne skal det Store,
Som Barn sin Fader, men indsvøbt
I al sin Moders Ynde,
En Datter altsaa mageløs,
En Skjoldmø, ei koldbrystet
Som Pallas, men ei mindre kæk,
En Soel med Lys og Varme,
Som i vort gamle Æventyr,
Som Romeren tilsøled,
Om Psyche liden, Eros Brud,
Misundt af Aphrodite,
Kun fæstet med et vinget Ord,
Hvis Mund var ei tilsyne,
Vildfarende i mange Aar,
Fordi for Kiødets Øie
Sig dølger Aandens Herlighed,
Og straffer hver en Speider;
Men som af Skade dog blev klog,
Og giennemgik Skiærsilden,
Blev Moder til Livsalighed,
Hvis Tilnavn var Lysøie!
Hvad før kun var et Æventyr,
Blev Liv med Aand paa Jorden;
Hvor Kronos graved ned sit Guld,
Han fandt det dybt i Norden,
Paa Havets Bund, ved Møens Klint,
Som Minde-Bautastenen
440 Med Sommer-Tag af Bøgeløv,
Med Runeskrift uristet,
Sødt slumrende i tusind Aar
I Rune-Kridtets Vugge,
Men nu opvakt, udbrudt, udbredt,
Saavidt som Bølgen ruller,
Med Tungeslag, som trindt paa Jord
Opvækker alle Minder,
Som jordedes paa Hjertegrund
Med Duft af Nardus-Salve.

Heloise.

Ja, netop som fra Havets Bund
De dukker op fra Dybet,
Ved Dannekvindens Havfrasang,
De dyrebare Minder,
Som selv i deres Skyggedragt
Har Yndighedens Smykke;
Det har jeg mærket fremfor alt
Paa Dronning Emmas Minde,
Der altid hos mig gynged let
I Lyd af Vugge-Sangen,
Med Dronning-Smilets Majestæt
Og Engelands Guldkrone;
Men da engang i Dannemark
Jeg hørde Gunvers Kvide,
Hvis Hjerte blev i Bøgelund,
Da hun paa Viking-Snekken
Bortførdes just til Normandi,
Da blev hos Dronning Emma
Jeg første Gang en Skygge vaer,
Som ogsaa bar en Krone,
Var ikke Dronning-Moder blot,
Men Heltens Bedstemoder,
Som med sit ægte Riddersværd
Vandt meer end Englands Krone,
Vandt saa udødeligt et Navn
Som alle Haves Dronning,
Og dette Lykkens Skiødebarn
Hun reiste sig i Mindet
Som »liden Gunver«, dansk af Byrd,
441 Med Biaane-Øiet fæstet
Paa Kroner og Guldsmykker ei,
Men paa en bly Kiærminde,
Kun dronnigklædt i Yndighed
Som Rosen mellem Torne!

Klearby.

Nu undrer det mig længer ei,
Hvad tit mig har forundret,
Al selv John Bull, i Brynje født,
Med Tilnavn »Seier-Skjorten«,
Dog tit i Kampen kom tilkort
Med sine Elskovs-Drømme,
Saa let han fik en Skrue løs,
Tæt under Seiers-Huen;
Thi selv i dette Øieblik,
Midt i den friske Kuling,
Mens Blodet ruller rask og let,
Som Bølgerne i Sundet,
Det bliver mig om Brystet trangt,
Og sært er jeg tilmode,
Som med Sirenerne ombord,
Saa var jeg end Odysseus,
Mig nytted ei hans snilde Raad
Til Masten mig at surre,
Hvor trindtoinkring Sirenesang
I faure Vexel-Toner
Opdukke fra det dunkle Dyb
Og dandse i Kiølvandet;
Saa vil ei med en Skrue løs
Jeg komme hjem til England,
Jeg maa med Grottesangens Skjald
Mig bilde ind, jeg seiler
Med Danmarks Lykke under Ø,
Kan med den Havet salte,
Og enten synke ned tilbunds,
Hvor alle Bølger hvile,
Ja enten - eller kiølet af
Med en nybygget Snekke
At pløie kiæk den salte Sø,
Og dreie for Malstrømmen.

442
Denkspruch.

At Hjertet tales kan for nær,
Det tør jeg ikke nægte,
Det skedte ikke blot engang
Af Franske Philosopher,
Men selv Logikens Mærkesmænd
I Engeland og Tyskland
Miskiendte ganske vist et Dyb,
Saa gaadefuldt og ægte,
At førend vi faaer det opmaalt,
Det Daarskab er at tænke,
Vi har udgrundet Mennesket
Og Hjerteskaber Kraften;
Men holdes Hjertet alt for nær
I Hoved-Tankegangen,
Før alt er klart derudenfor,
Er ogsaa det livsfarligt,
Skiøndt Danskerne, fra Arildstid,
Forvovne nok paa Havet,
Har kastet deres Anker trygt
Ved Randen af Malstrømmen,
Saa paa det Danske Livs-Begreb
Sig lader vel anvende
Det vidtbekiendte Hamlets-Ord:
Der er lidt Svamp i Danmark!

Ædle.

Ja, braadne Kar i alle Land
Og Raadd i alle Stater,
Det altid man kan sige frit,
Og Land og Stat, skiøndt lille.
Er Danmark, som i Shakspears Tid
Og langt før hans, i Amlets,
Saa naar det oversættes ret,
Hvad avet man anvendte,
»Lidt raaddent i den Danske Stat«
Dertil maa Danmark tie;
Men naar det Danske Livs-Begreb
I begge Hjerte-Kamre
Af Hjerne-Spindet tiggerstolt
Faaer Ukvems-Ordet »svampet«,
443 Da spørger Dansker-Hjertet kækt,
Hvor man i Aandens Verden
En sand livsmoderlig Natur
Har uden Hjerte fundet?
Har ei deri sit Indbegreb,
Hvad sig deraf udvikler?
Har Barne-Sjælen mere Liv
Maaskee end Moder-Hjertet?

Brahmaputra.

Til Veslerledens Tankegang,
Den hardtad grændseløse,
Endnu jeg er for lidet vant,
Til let med den at følge,
Men det umuelig kan slaae feil
I Østen eller Vesten,
At i Guds Naade sit Begreb
Har Livet af Guds Naade,
Og at i Himmel og paa Jord
Er Hjertet Naadens Sæde,
Og dersom Adam ei tog Feil,
Da han gav Venneviven
Det mageløse Eva-Navn
Med Flid i Morgengave,
Da er vist Hjertet allenstund
En aandelig Livs-Moder,
Som hver Livs-Tanke fødes af
Og maa med Skiel opammes,
Saa det er ingen Overtro
Og maa i Tvivl ei drages,
Hvad Fare end der løbes ved
Paa Hjertets Dyb at ankre,
Hvor Strømmen har sin egen Lov,
Som ingen Kløgt udgrunder,
Med mindre først den steg saa høit
Som Himmerigs Brev-Due.
Naar Hustruen i Hindostan.
Trods alle Suk og Taarer,
Blev tvunget til paa Mandens Baal
Sil Liv og Blod at offre,
Det var tilvisse Grusomhed,
444 Som neppe har sin Mage;
Men mærkelig man tog dog Feil,
Om deraf rask man slutted,
At Hjertet var i Brahmas Land
Kun agtet for en Kiødklump,
Og Hustruen i Aandiøshed
Kun agtet for et Husdyr;
Thi Meningen var tvertimod,
At hver en Ægtekvinde,
Som Ægtemandens Venneviv,
Ham maatte villig følge,
Paa Lue-Vinger høit i Sky,
Som Hjertet følger Aanden;
Saa, naar al Tvangen tænkes bort,
Med alle Suk og Taarer,
Da bliver det et Skuespil,
Ei blot som man i Norden
Sig tænkde Brynhilds stolte Daad,
Der bænked sig paa Baalet,
For sin udkaarne Helt paa Trods
I Lue-Favn at kryste,
Men, som de sang i Dannemark
Og synger end med Glæde
Om Signelilles Fruerbur,
Hvoraf sit Baal hun bygged,
For tro og huld sin Hjertensven
I Liv og Død at følge.
Et saadant Hjerte synes mig,
Sig kalde maa med Rette
Det aandelige Livs-Begreb,
Som det er til paa Jorden,
Livs-Moderen til hver en Helt
Og hvert el ægte Storværk,
Som Aanden adler med sit Præg,
Forlener med sin Styrke;
Og at et saadant Hjerte ei
Kan elske sine Fiender,
Det er saa klart som Aandens Had,
Til alt hvad Aanden trodser,
Saa Hjertets Lyde i vor Barm,
Som Kvindens i vort Kammer,
Er ikke Hjerteligheds Feil,
445 Ei Kvindeligheds Synder,
Men Mands og Kvindes Syndefald.
Som Jorden har besmittet,
Dens Seerblik, dens Kløgt og Vid
Ei mindre end dens Ømhed,
Saa vi ei blot har Lys behov
Til Sandheds Aabenbaring,
Men først og sidst det sande Liv
Med Kiærlighedens Fylde,
Det Christus-Liv, som viser klart,
Det var kun Drømme vilde,
At Kiærligheds og Hadets Ild
Hinanden udelukke,
Da begge Ilde meget meer
Hinanden forudsætte,
Saa Ingen Sandhed elske kan,
Som Løgnen ei vil hade,
Og ikkun hvo som elsker Løgn,
Alt Had kan brændemærke.
Døds-Moderen, der kan saa lidt
Med Kiærlighed forliges,
Som med det Liv, der er dens Dyd
I Himlen og paa Jorden,
Det klarlig er Misundelsen,
Den Fandens Bedstemoder,
Som saa misundte Gud sin Kraft
Og Sandhed Straale-Krandsen,
At derfor hun blev Med og leed
Ad Himmeriges Glæde,
Og fødte saa i Mørkets Vraa
Til Verden Sandheds-Hadet,
Som brænder med sin Helved-Glød
Iløn hos Falskeblakken.
Det lært jeg har i Dannemark,
Hvor ei som andre Steder
Oplysning er et Fakkelskin,
Frembragt ved Kraft og Snilde,
Og hvori, hvad det kommer nær,
Faaer baade Lys og Skygge;
Thi Dansk Oplysning er med Skiel
Et »Himmel-Lys« at nævne,
Saa himmelhøit og soleklart,
446 At alle maae bekiende,
Siet ingen Fingre uden Guds
Har dermed havt at giøre;
Det er en Søster billedlig
Til ham, som selv er Lyset,
Og har desaarsag kun paa Jord,
Som han, en Fosterfader,
Men har desaarsag og som han
Den kvindeligste Moder,
Fra Årildstid hos os berømt
I mange Heltesange
Som Fuglemø Sakuntala,
Hvis Navn selv Vesterleden
Nu alt enstund paa mange Sprog
Gav til en Hjerte-Dronning,
Af himmelsk Byrd i Støvets Dragt,
Med Himlen fast forbundet,
Og Moder til den Folke-Helt,
Som har paa Jord ei Mage.

Ædle.

At nævne i eet Aandedræt
Sakuntala og Signe,
Er vist nok noget splinternyt
For skolerette Øren,
Men ikke saa for Hjerte ømt,
Som finder det ældgammelt,
At Tid og Sted og Navn og Sprog,
Som Hjerner vidt adskille,
Paa Hjerter kun giør lidt Forskiel,
Og sjelden stor paa Kvinder;
Saa neppe mødes i vor Mund
Sakuntala og Signe,
Før de hinandens Blik forstaae
Og kysses som Veninder,
Hinandens Frændker uden Tant,
Hvis Mødre var Heelsøstre,
Og Fædrene, skiøndt vidt adskilt,
Som Konger, Embeds-Brødre;
Thi Hjerter, som for Aander slaae,
Og kan med Ord henrives,
447 De er paa alle Hjertesprog
Høibaarne Konge-Døttre,
Som for den Kæmpe, de har kiær,
Gaaer syngende i Ilden;
Dusjantus hist er Heltens Navn,
Her Habor eller Balder,
Han Eros hedd i Grækenland,
I Palæstina Christus;
Og der som ellers ingensteds
Den Sandhed kom for Dagen,
At Ilden til hvert Balders-Baal,
Som blusse skal paa Jorden,
Maa ulme først, som lille Gnist,
Hos os i Hjertekamret,
Hvor, efter Hindu-Kongens Ord,
»Sit Brænde-Ved den venter«.

Denkspruch.

Ja, Gnister, som i Modersliv
Paa deres Vedd kun vente,
For da at fødes uden Vee
Som Lynilds-Glimt til Verden,
Hvor tykt de flokkes, vist nok spaaer
En gnistrende Oplysning;
Men Klarhed og Bestandighed
Paa denne Vei knap vindes,
Og derfor nærer jeg en Tvivl,
Om disse Lys, som brænde
I Sommerkvældet, stille, lunt,
Ei slukkes, naar det stormer.
Man var paa Vildspor rigtignok,
Det; kan jeg ikke nægte,,
Da rask man bygged mit System,
En færdig Lære-Bygning,
Hvor baade Gud og Menneske,
Saavelsom Soel og Maane,
Ja baade Tid og Evighed
Hver havde sit Aflukke,
Og hvert Aflukke Hængelaas
l en forvoven Slutning,
Til alle Laase dirkefri
En enkelt Hoved-Nøgel,
448 Som Slutteren med Forsæt smed
I Floden næst ved Haanden,
I Pregel, Elben eller Spree,
Til aldrig meer at findes,
Da det fuldendte Pantheon
Ei skulde undersøges,
Men kun som et Krystal-Palads
Sit Indhold aabenbare,
At troes paa og raabes ud
Med Roes til Verdens Ende.
Bygmesteren, som altid hedd
Guds egen Søn »Fornuften«,
Som Kongen i Ægypti Land
Hedd Pharao bestandig,
Nedstammed aabenbar fra ham,
Som kom i Tidens Fødsel
Til Aserne og loved kæk
Med Rævesmil om Munden,
Dem Borgen »Uindtagelig«
I stakket Frist al bygge,
Naar de ham gav i Arbeidsløn
Med Freia, Soel og Maane.
Thi i det faste Pantheon,
Hvor alt maa smukt staae stille,
Er ingen Plads til Flyvisky,
Til mindste Hjertebanken,
Til dobbelt Soelhverv aarligaars.
Hver Maaned en Nymaane,
Men kun i aandelig Forstand
Til Hades-Drotten, Pluto,
Med Nøgle, Passer, Maal og Vægt,
Som passer kun til Skygger,
Saa til Uleilighed kun der
Er hvert et Glimt af Freia,
Selv med sin visne Rosenkrands
Den Græske Blomster-Pige,
Som Pluto raned i en Vaar,
Der ei kom efter Vinter,
Som Lidenskaben, før endnu
Koldsindighed er vundet.
Dog det blev alt for langt og bredt,
Om her jeg skulde drøfte
449 Hver Brøst, som ingen Bygnings-Konst
Kan undgaae eller skjule,
Naar Mennesket i Hui og Hast
Vil giøre Huset færdigt,
Som rummer ei hans Fortid blot,
Men ligesaa hans Fremtid,
Og rummer først og fremmerst Ham,
Som var og er og bliver,
Hvem Aanden alt har tidlig sagt
Ei rummer Himles Himle.
Jeg kun den klare Hovedfeil
Ved Konsten vilde blotte,
At Fælles-Livet aabenbart
Man vilde saa forklare,
At Moderlivet derved sank
I bundløst Mulm og Mørke,
Og saa paa Trods den tvertimod
Sin Klarhed selv forplante,
Skiøndt den naturligviis, som død,
Kun fødte tomme Skygger.
Ja, hele Efterslægtens Liv
Man vilde kækt optage
Og sætte hurtig overstyr
Paa Almeen-Grundbegrebet,
Og raabde dermed grusomt ud
Til hele Efter-Slægten:
Langt heller du for det maa døe
End uden dette leve!
Dermed den grov sin egen Grav;
Thi Folk dog helst vil leve,
Og man opdaged snart den Konst,
At rydde Bygge-Grunden,
At blæse om hvad op var blæst,
Og skiøndt det vared længer,
Før man forstod, at ingen Blæst
Kan skabe om det mindste,
Naar ei det er Guds Aandepust,
Som skabde selv det Største,
Har vi dog endelig indseet,
Det er kun Drengestreger,
Med Mundsveir og med Sort paa Hvidt
At spille Verdens-Skaber,
450 Som med en Øxe til hver Hals
At spille Livs-Behersker.
Ei meer da nu, med Gud omkap,
VI bygge og nedrive,
Men glætter kun, som vi kan bedst,
Paa Livets Rod og Kilde,
Og vil af Strømmen hos os selv
Udregne Maalets Afstand;
Og da Grund-Kræfterne i Alt
Med Tankens faste Love
Maa venlig stemme overeens
Og samme fyldestgiøre,
Saa bygge vi fremdeles kækt,
Men ikke ubeskeden,
Ei paa det ny Jerusalem,
Som Kredsen skal firkante,
Men kun som paa en Skabelun
I Muelighedens Rige,
En let og fordringsløs Model
Med lutter løse Skruer,
Saa den kan hurtig skilles ad
Og atter sammensættes,
Ja, rettes paa og dannes om,
Alt som Forstanden voxer.
Og det, vi mener, hører til
Som en Oplysnings-Maaler,
Hvorpaa kan sees, hvorvidt vi kom,
Og hvad end staaer tilbage.
Derfor endnu vi fristes til
Hver Lysning at miskiende,
Der, som den Danske, springer frem
Uventet som et Nordlys,
Fremtryllet som et Glædes-Blus,
Et Vittighedens Fyrværk;
Og selv naar vi, som jeg, har seet,
At det er intet Blændværk,
Men Lys, som sprang af Livet ud
Og Livets Gang oplyser,
Det er dog af kometisk Art
Paa Banen uberegnet,
Og maa, som det uventet kom,
Og ventelig forsvinde.

451
Klearby.

Det troer jeg mindre nu end før,
Og glæder mig derover,
Thi dette klare Foredrag,
Skarpsindigheds-Udbyttet,
Af Gruben: »Danmarks Folkeliv«,
Min Tankegang har klaret,
Saa grant jeg seer, den Bygningskonst,
Hvis Misgreb nys du blotted,
Den mageløse i sin Art,
Sin Grundfeil har i Arten;
Thi overjordisk Bygnings-Konst
Saa vel som underjordisk,
Er spildt Umage for vor Æt,
Som selv med Ørne-Flugten
Dog ei til Himmelen kan naae
At bygge der sin Rede.
Om end med al Forsynlighed
Man lægger sine Planer
Og bruger stemplet Maalesnor
Og veier paa Guld-Vægten
Nøiagtigst, skarpest, forholdsviis,
Man bygger dog i Luften
Og kan ei bruge andre Steen,
Ei andet Bygnings-Tømmer,
End hvad man finder for sig der,
Og hvad sig selv kan bære;
Saa naar man bygger allerbedst,
Det vist nok er det værste,
At tænke, Himmel, Jord og Hav
Skal rette sig derefter;
Men selv naar man fra Høieloft
Med Jorden holder Øie,
Optager i sit Skyggerids,
Hvad der kom klart for Dagen,
Og vil kun have til Model
Sin egen Frihaands-Tegning,
Man giætter ganske sikkert feil
Af Snesen nitten Gange;
Thi vel det følger af sig selv,
For Gud er alting mueligt,
Som kun umueligt er for os,
452 Fordi vi fattes Kraften;
Men dog er Luftens Muelighed,
Det blotte Tænkelige,
Ei sjelden en Umuelighed
I Himlen og paa Jorden;
Thi kun det Giørlige kan der
Til Virkelighed vorde,
Saa Muelighed i den Forstand
Udkræver Magt og Villje;
Og hvad Gud ingenlunde vil,
Det kan Han ikke giøre,
Skiøndt til at giøre hvad Han vil.
Hans Magt er uindskrænket,
Som tidlig det blev klart udtalt
Med Torden-Røst fra Himlen:
Den Gud, som kan alt, hvad Han vil,
Han kan slet ikke lyve!
Forsaavidt havde vi da Ret,
Vi Britter i det hele,
At ei vi brød vor Hjerne med,
Hvad man kan alt optænke,
Men grunded Nat og Dag kun paa,
Hvad sikkert sig lod giøre,
Saa Øgenavnet »Gierningsmænd« *)
Med Æren vi kan bære,
Da virkelig vi prøved paa
Alt, hvad os syndes mueligt,
Og Prøven kun kan fælde Dom
I Muelighedens Rige.
Men desuagtet grant jeg seer,
Vi var ei angerløse,
Da tit vor Prøve var saa vild
Som i en Daarekiste,
Og alle Dage under Soel,
De hellige og søgne,
Vi mangt et Værk har prøvet paa,
For Gud og Mand ugiørligt,
Og mangt et Storværk skryllestort
Blev kiøbt i dyre Domme
Med Tid og Flid og Falkeblik,

* 453

Og Tønder Guld i Mængde,
Som var til Tab og Skade blot
Og jettekry Forundring,
Som Touget over Verdens Hav
Og Tragten under Themsen,
Det ene klarlig overspændt.
Det andet undergaaet,
Mens Tid og Flid og Falkeblik,
Med Tønder Guld langt færre,
I Aandens Stil og Livets Egn
Langt ægtere Storværker
Ei kunde blot, men burde klart
Vor Daadfuldhed afpræget
Og til en Livs-Oplysning tjent.
Som trodsed alle Storme.
At Viljen ei var noksom varm,
Hvor Kulden eftertragtes,
Er vist nok sandt, men Vilje dog
Der var til ægte Storværk;
Det saae man paa vor Selskabs-Hær
Til Freds og Friheds Bedste,
Til Prædiken og Bibeltryk
Paa alle Folke-Tunger,
Saa hvad der mangled først og sidst
Var Lyset over Livet,
Ei det saakaldte rene Lys,
Som kun i Vand sig speiler
Og fornemt Livet overseer,
Hvis Sjæl det skulde være,
Men Himmel-Lyset i Guds Aand,
Som Jorden overstraaler,
Som Livets Bane forudseer.
Dets Vilkaar forudsætter,
Og Efterskinnet i vor Barm,
Lyslevende udsprunget,
Som de i Danmark følges ad
Og Virksomheden lede,
Saa med langt mindre Kraft og Flid
Langt større Ting udrettes,
I Aandens Stil til Livets Tarv
Og menneskelig Glæde,
Hos os vidunderlig forglemt,
454 Skiøndt ellers ingensteder
Guds Aabenbarings Himmellys
Man holdt saa høit i Ære,
Og ingensteds der sang en Fugl
Som Shakspear over Dybet,
Hvor Liv og Lys hos Jordens Børn
Har deres Stævnemøde,
Og hvorfra Kæmper dukke op,
De ægte og uægte.
Og øve Daad, som de har Dyd,
Og Storværk, som dem ligner.
De kolossalske Skuespil,
For Folket som for Skjalden,
Som Trylle-Drømme gik forbi,
Som Hamlets Aand forbaused
Og sank saa brat i Glemsel ned
Med alle andre Gienfærd.
Der stod i Bacos Mesterværk,
At Aabenbarings-Lyset
I Bibel-Stagen skinned kun
For Kirken og bag Graven,
Saa himmelsk talt vort Hverdags-Liv
Var idel Død og Mørke,
Og jordisk talt, vor egen Sag
At kiende og benytte.
Det var en Sæd, som hundredfold
Bar Frugt paa vore Agre,
Mens hvad han ogsaa ymted om,
At Arilds-Poesien,
Besjælet af en Spaadoms-Aand.
Var dyb og parabolisk,
Gik Folke-Øret reent forbi
Som Klingklang uden Mening.
Selv Shakspear hørde knap en Lyd
Af Arilds-Poesien,
Som den med Angler over Hav
Kom flyvende til Øen
Og bygde sig en Rede der,
Hvor, Kuld paa Kuld udruget,
En fuglevinget Sanger-Flok
Har Anguls Æt oplivet
I meer end fire Hundred Aar,
455 Men glemdes saa aldeles,
At da den Danske Mythe-Skjald,
Som man har kaldt Spaastikken,
Kom første Gang til Engeland,
Det Brittiske Museum,
Hvor strax han blev en daglig Giæst,
Sig aabned kun med Latter
For ham, som spurgde først og sidst
Om »Bjovulf« og om »Kædmund«
Og voved os at skamme ud,
Fordi en gammel Skrolle,
Med Anguls-Viser stoppet fuld,
I Exeter begravet,
End ikke i syvhundred Aar
Engang var efterskrevet;
Saa nu kun med et Leidebrev
Fra Canterbury-Villjam1
Han kunde trænge til den ind
Og giæste den i Graven.
Han vist nok med sin hvasse Brodd
Os tirrede saa længe,
Til ikke blot vi efterskrev
Med Iver Visebogen,
Men lod den trykke meget pænt
Med Bjovulf og med »Kædmund«
Og Layamon og alt det Lidt,
Os levnet var af Skatten;
Men det dog blev kun lidt bekiendt
Og endnu mindre skattet,
Indtil igaar, og selv idag,
Da Talen var om Danmark,
Som vaagned med sit Bjarkemaal,
Lydhør for Grottesangen,
Og hørde i den ikke blot
Afmalet sin Guld-Alder,
Men lydt forkyndt sit Gyldenaar,
Skyfaldet som Rolv Krage,
Som trængde ei til Grotte-Kværn
Og ei til Jette-Styrke,
Men strøed Guld, som Frodes Meel,

* 456

Trindtom med begge Hænder;
Thi at den gamle Viking-Art
Stak i mig, saa paa Lykken
Jeg stirred heller som et Rov,
End som en Himlens Gave,
Det var desværre alt for klart;
Men nu det mig har slaaet,
At Viking-Lykken gaaer tilbunds,
For aldrig meer at dages,
Men Folke-Lykken er Guds Laan,
Forbrudt, naar den misbruges,
Men immer ventelig igien,
Naar savnet ret den søges;
Saa det er af sin Fortids Sang,
Og ei af Regnebrættet,
Et Folk faaer med sit Lykke-Haab
Sit Lys paa Fremtids Bane;
Og føles Trang der til et Lys,
Som Jorden overstraaler
Og viser Aandens Vei derpaa
For hele Adams-Kiønnet,
Det søges maa i Himlens Sang,
Med Morgenstjernens Tindren;
Thi selv den bedste Videnskab
Maa nøies, som Elias,
Med Synet af Guds Herlighed
I Efterskin afspeilet.
Udspeide kan ei nogen Kløgt
Guds Vei i det Uvordne,
Men kun saa smaat sig giætte frem
Ved dunkle Vink og Mærker
Af dem, Hans Aande driver ud
Som Forbud og Herolder.

Ædle.

Det kalder jeg et Skriftemaal,
Som det er Lyst at høre,
Og det stadfæster klart hans Ord,
Som du har kaldt »Spaastikken«:
Kun de, som der er Noget hos,
Kan føle, hvad de fattes,
457 Kun de har ogsaa Mandemod
Til Manglerne at skrifte,
Mens de, som intet er og har,
Let drømmer sig fuldkomne.
Og selv, hvor de en Mangel seer.
Kun søger den at skjule,
Som et fortvivlet Banesaar,
Der ei staaer til at læge.
Hans lyse Haab om Anguls Æt
Vil da ei heller glippe,
Thi kun i Skiemt det var hans Skik
Om sine Englands-Reiser
At sige, det var Vikingstog,
Som de i Tveskiægs-Tiden,
Til Afdrag paa den Dane-Giæld,
Som daarlig sig forrented.
For Alvor det ham var en Sorg,
At Angler og Nordhumbrer
Fortvivlet gik fra Arv og Giæld
Ved Skiftet med Samfrænder,
Da Børnene af Nordens Aand
De maalde Guld i Munden1
Paa egen, ei paa Jetters Viis,
Paa Asa-Tungemaalet;
Og som hans Haab, det var hans Trøst,
De vaagne, om end silde,
Betale Giæid og æske Arv
Og giør et Ægers-Gilde
For Aser og for Vaner med,
Som aldrig gaaer ad Glemme!

Denkspruch.

Ja vist, den gamle Odinspræst
Med al sin Pære-Danskhed
Og alt sit mørke Tysker-Had
I lyse Øieblikke
Saae med sit ene Øie meer,
End andre med dem begge,
Og hvad hans Kiephest man har kaldt,
»Historien« eensidig,

* 458

Var dog ei gjort af Runetræ,
Og ei af Rune-Stave,
Men leved, skiøndt paa anden Haand,
Som Sleipner-Føllet Grane,
Og bar ham op til Hindufjeld
Igiennem Flagre-Luer,
Hvor han tog Sove-Tornen bort
Fra Runemoder-Sangen,
Saa Brynhild vaagned og sad op,
Den Kæmpe-Ordets Dise,
For hvem hver Rune kun er Tegn
Paa Livet i Ord-Lyden,
Den Kraft, som giver Ordet Magt
Til Alting at forbinde,
Saa i Sam-Talens Harmoni
Mislydene opløses!
Naar i et saadant Øieblik,
Af Ordets Magt henrevet,
Han Æger saae ved Asers Bord
Og Aserne ved Ægers,
Da slog det ham som Lyn i Lyn,
Da fik han store Syner,
Som Hading før paa Odins Hest
Og under Odins Kappe;
Forbauset saae han, Aand og Vand
Giensidig bar hinanden,
Saa kun for gammelt Venskabs Skyld
Gik Sleipner glat paa Havet;
Men det helbredte ei hans Nag
Til Skade Skiløbs-Dise,
Saa det ham var en Hjertensfryd,
At baade Njord og Hading
Var med Fjeld-Disen ilde brudt1,
Ja, skosed Aser alle,
Som gik med hende paa Forlig
Af Frygt for Klippe-Elven.
Han vraged det som Kiælling-Snak,
At Odin selv omsider
Med Thjasses Datter skifted Kys,
Knæsatte Hlade-Jarlen!

* 459

Vi veed det nok, det var ei lel
I Videnskabs Steen-Alder,
Som til en moderlig Natur
Sig vilde selv forgiøre,
Og da hun fødte kun en Muus,
I Haabet om en Rotte,
Afsvor alt andet Storheds-Liv
Hos Aser og hos Vaner,
Det var ei let i slig en Tid,
Da Himmelen, trods Aanden,
Man giennemskued paa en Prik
Med Thjasses døde Øine,
Og vilde af den hele Jord
Et Ailer gjort for disse,
Netop fordi med Døden stolt
De overskued Livet,
Det var ei let for Odins Præst
I Aandløshedens Dage,
Om Grund-Naturens Lov og Ret,
Med dem, som nægted Aandens,
At skifte andet Mundgodt klart
End Ord som hvasse Pile,
Skiøndt godt han saae, hver Pil var spildt
Paa en Dødbider-Fylking,
Saa ved hvert saadant Bueskud
Han mumlede med Skjalden:
»Selv naar de maa i Græsset bide,
Al Fordeel er paa Dødens Side!«

Neophyte.

Ei tør jeg prøve Veddeløb
Med Sleipner eller Grane,
Og allermindst paa frossen Snee
Med Klippens Mø paa Skier;
Men altid klart det for mig staaer,
At hvad Natur man kalder,
Kun hvor med Skiønhed og med Liv
Den Aanden har trolovet,
Som kun hos Mennesket det sees,
Kun der de kan forenes
Paa Livets Vei i Kiærlighed,
460 Som Bruden med sin Beiler;
Saa det var altid mig en Gru,
Naar med et Magt-Uhyre
Kroniden slutted Fred og Pagt
Mod Fader og mod Frænder,
Og altid syndes det mig ret
Hos vore Arilds-Skjalde,
At naar de lønlig droges hen
Til Lunde, Søer og Grotter,
De forudsatte dem beboet
Af Nympher folkelige,
Alt som det lød i Paradis
Til Adam og hans Eva,
Mens end de vandred Livets Vei:
I voxe og formeres,
Opfylder Jorden, giører den
Saa eder underdanig!
Naar tvertimod høilærde Mænd,
Fra Thales indtil Humbold,
Har trællemærket Mennesket
Og raabt til Mand og Kvinde:
Mærk vel, I er en Draabe kun
Af Verdens-Havets Vande,
En Gnist af Ild, et Gran af Jord,
Et Pust af Veir i Luften;
Gaaer i jer selv og taber jer
I Verdens Elementer!
Da, hvis de ei har Lyve-Sot,
De har dog Vrævle-Sygen;
Thi vel det lød i Paradis
Til Mand paa Dødens Veie:
Bliv Jord igen, som du var før,
Før Aand jeg dig indblæste!
Men er nu Mennesket gienfødt
Til Aandens Liv med Ære,
Da og han maa paa Livets Vei
Med sine Tanker vandre,
Ei spørge Østers og ei Hval,
Ei Jordlag og Planeter
Om Loven for sit Aandeliv,
Som ingen af dem kiender,
Men spørge Aanden og sit Liv
461 Om Lovene for Krybet,
For Jord og Luft og Ild og Vand,
Og for de Kræfter vilde,
Som synes nu fra Aand og Liv
I Oprørsstand løsrevne.
Det Mennesket har Ære af,
Gud-Mennesket det ligner,
Som har i Aand og Ord sin Rod,
Sin Styrke og sin Krone,
Mens det er meer end hestedumt,
Er bagvendt, unaturligt,
Umælende at fritte ud
Om Ordets Byrd og Bane,
Om Aandens Kraft og Aandens Liv
Og Ærende paa Jorden.
Jeg har nok hørt, man ymted om,
Den Omvei var nødvendig,
Naar Klarhed ei man reent opgav
Og famled fort i Mørke;
Men deels giør Dagningen alt Skiel
I mellem Lys og Mørke,
Og Klarhed her er Lysets Maal,
Hvormed ei kan begyndes,
Og deels er det kun Galmands-Snak,
Kun Tale hen i Taaget,
At da er vi paa Klarheds Vei,
Naar ved hvert Skridt, vi giøre,
Vi selv, vort Selv, vort Ord, vort Liv,
I Mørke meer indhylles,
Saa naar vi kalde alting klart,
Vi maae os selv undtage,
Skiøndt det er evig soleklart,
Paa Jorden som i Himlen,
At Liv, som ei sig selv forstaaer,
Forstaaer da heller ikke
Sit Grund-Forhold til Livets Rod
Og Dødens kolde Aande,
Saa gik der ingen Vei for os,
Til hvad os selv forklarer,
Blev Klarhed os et tomt Begreb;
Men er os Klarhed muelig,
Den maa begynde hos os selv
462 Med Baandet at forklare,
Som knytter vort særegne Liv
Som til Halv-Verdner tvende:
Den ene Haandens, som kan sees
Og i det mindste lugtes,
Den anden Aandens, som i Ord
Kun høres kan og føles,
Saa hvad med Fingrene vi skrev
Og et Par Øine læste,
Det var ei Ord, saalidt som Aand,
Men Stave kun og Runer,
Kun Tanke-Streger, Læse-Tegn,
Som maa af Lyden laane
Hvert Glimt af Lys, hvert Gran af Liv,
Som egne er for Aanden.
Og er det nu af Haanden ei,
Men kun af Aand i Røsten,
At Lys for os kan rinde op
Paa Aandens Enemærker,
Før Ordet vorder os fuld klart,
De kan umuelig klares.
Men Ordet, som et Kraft-Udtryk
Af Livet i det Skjulte,
Den hørlige Usynlighed,
Som Aanden aabenbarer,
Det Ord er jo i deres Mund
Og efter deres Penne,
Som vil af det Umælende
Ord-Førerne forklare,
Ægyptisk Mørke føleligt,
Ja, Mørke uden Mage,
Som, hvad sig kalder Klarhed selv,
Langtfra os at forklare,
Fornægter kækt, og til Beviis,
Vil med det selv fordrive;
Thi er det ei med Ord om Aand,
Man kraftig vil bevise,
At Ord om Aand har ingen Kraft,
Er Lyd-Tegn kun og Læse-Tegn
Om Aander som om Hænder,
Om Gud, om Liv og Evighed,
Alt som om Bord og Stole,
463 Om Hjertets Tarv og Hjertets Tro,
Alt som om Mad og Drikke,
Saa Liv af Ord om Aand og Liv
Er kun et Liv af Luften,
Som naar man lever i en Drøm
Af Ord om Mad og Drikke!

Denkspruch.

Ja, det var Søm paa Hoved ramt
Som af den bedste Hammer,
Saa, hører meer af samme Slags
Jeg snart fra Kvindelæber,
Da tør jeg ikke meer som før
Dem nægte Doctor-Hatten;
Thi skiøndt jeg tit har tænkt derpaa,
Jeg kunde ei opdage,
Hvoraf det kom, at Aandløshed,
Naar Ordet den bespotted
Som kun et stymperagtigt Tegn
For Tankerne bundløse,
Dog skuffed ved et Skin af Ret;
Men nu det klart udtaldes,
At for alt Synligt kun et Tegn
Er Ordet paa vor Tunge,
Som ikke med et Almagts-Bliv
Kan skabe, hvad det nævner,
Og dunkelt kun betegner, hvad
Vi klart kan see for Øie.
Men selv usynligt kan og skal
Dog Ordet paa vor Tunge
Usynlighedens Liv og Kraft
Og Lys hos os udtrykke,
Som skrevet staaer: mit Ord udtalt
Er Aand og Liv tillige!

Klearby.

Det var et Ord paa rette Sted,
Det kalder jeg Oplysning,
Nu Locke driller os ei meer,
Med Spørgsmaalet spidsfindigt,
464 Om os tilfaldt en sjette Sands
Til Aandens Liv at sandse?
Nu er den ene af de Fem,
Ja, hardtad den Halvfemte,
Af Hørelsen det Halve Nok,
Naar det for Alvor bruges;
Og sært nok, at saa klar en Sag
Kan trænge til Oplysning,
Da selv vi baade hørt og sagt
Det har vel tusend Gange,
At vi faaer baade Aand og Tro,
Naar ret Guds-Ordet høres.
Men nu jeg seer, at rettelig
I Danmark det indskærpes,
Vi skatte maae vor egen Mund
Som Talerør for Aander,
Før vi Guds Aand med Liv og Lys
Kan finde i Guds-Ordet,
Saa Ordet paa vort Modersmaal
Om Mennesker og Guder,
Hvis det er dødt, maa lives op,
Før Gud os kan tiltale,
Og at Guds Billed om forglemt
Vi drages maa til Minde,
Og fremfor alt i Ord om Aand
Hos Mennesket opdage,
For at Guds-Ordet, som blev Kiød,
Hos os til Aand kan blive,
Og Livet i vort Paradis
Kan aandelig gientages.

Brahmaputra.

Det er en hellig Tankegang,
Som jeg med Lyst kan følge,
Thi den mig fører til et Bjerg
Med underfulde Syner.
Jeg seer dem grant gaae op og i
De Evighedens Porte,
Hvorad Guds Ord gaaer ud og ind,
Udspredes og indsamles,
Alt som vor Mund gaaer op og i
465 Med Tale og med Taushed.
Jeg seer Guds Vel i Ordets Flugt
Og Menneskets tillige,
I Fuglens og i Krybets Spor
Og midt Imellem begge,
Seer Aber reise sig paa To
Blandt Dyrene paa Fire.
Hvad vi har drømt fra Arildstid
Om sælsom Sjæle-Vandring
Fra Menneske til Menneske
Igiennem Dyre-Vrimlen,
Er sandt om Ordet aandeligt,
Nedlagt paa Muldets Tunge,
Forstummet hos Umælende,
Om end med Efterklangen
De mumle, som med Meel i Mund,
Om Ord af Almagts-Aanden.
Derfor Guds-Ordet, som blev Kiød,
Var livløst alle Dage
For dem, som i en Dyreham,
Selv Fjederham, som Fugles,
Det vilde som en Østenvind
Indaande frit med Luften,
Benyttet i et Dyre-Liv
Til salig Død og Hvile;
Saa først, naar Sjælen væmmes ved
At bære Dyre-Hammen
Og bliver sig igien bevidst
I Menneske-Begrebet,
Som Gud har dannet til sit Speil
Med barneligt Livs-Billed,
Først da os aabnes kan paany
De Evighedens Porte,
Hvorad Guds-Ordet ud og ind
Sig rører i Tidsløbet,
Og Hjertet, som derpaa kan troe
TilsSges Bod for Bane.
Og blev Guds Søn som en af os,
Vor Syndighed fraregnet,
Vi blive kan i alt som han,
Selvstændighed fraregnet,
Thi uselvstændigt er hvert Ord,
466 Som ei sig selv udtaler
Fra Evighed til Evighed
Med Guddoms-Magt og Vælde,
Selvstændigt kun er det Guds-Ord,
Som var, da alt begyndte,
Som var hos Gud og selv var Gud
Og Lys paa Jorden tænder!

Alvares.

Hvad jeg i Dannemark har seet
Af Ordets Underværker,
Naar det sig svinger dristig op
Som Lærken fra sin Rede,
Usynligt meer end den i Sky,
Men hørligt som en Torden,
Og mere lifligt i sin Røst
End nogen Sangfugls Toner,
Og hvad jeg her har hørt ombord
Af Aands og Hjertes Fylde,
Umuelig i et Øieblik
Jeg fatte kan og samle;
Men hvad der nys mig slog som Lyn,
Det fatted jeg paa Timen,
Og skiøndt maaskee kun hos mig selv
Begrebet var saa langsomt,
Jeg maa dog spørge Kredsen ad,
Som vist har læst Cervantes,
Om de har seet det førend jeg,
At hvad Veirmølle-Helten
I Bund og Grund giør latterlig,
Hans nagelfaste Tanke,
Er netop den, at hørt og læst
Er hip som hap for Livet,
Saa hvad man lærer udenad
Og »som en Bog« opramser,
Det er et Ord med Aand og Liv,
Som skaber, hvad det nævner,
Saa deraf bliver man en Helt,
Et Dydens Mønster, halvveis Gud,
Og nyder hvad man nævner!

467
Denkspruch.

Det maa jeg tilstaae, skiøndt, urost,
Jeg tit har læst Cervantes,
Og ret med Flid har giennemtænkt
Hans hele Mesterstykke,
Ja, rettet Feil, som før undgik
De Spanske Lærdes Øine,
Det faldt mig aldrig før dog ind,
At det var Hovedtanken,
Som giør af Skiemtens Mesterværk
Den blodigste Satire
Paa »Classiskheden« først og sidst;
Men nu jeg maa bekiende,
Det passer godt og slaaer tilbunds
Som Lyn og Tordenkiler;
Thi Classiskheden paa sin Hest,
Sin Helhest, Rosinante,
Sad dinglende fra Top til Taa,
Sad kroget som en Bue,
Men kunde Ramsen udenad,
Som den staaer til at læse
Om Gangeren Bukephalos,
Som bar Kong Alexander,
Og Fugle-Hesten Pegasos,
Som med sin Hov det voldte,
At Kilden sprang af Mulde op,
Som lædsker alle Muser!
»Her seer du det, Muldvarpe-Slægt!«
Var Classiskhedens Tale,
»Naar jeg dig med min Pennekniv
For Stær har naadig skaaret,
Her seer du da paa Pegasos
Den ny Bellerophontes,
Som sporer stolt den Fuglehest,
Der aabned Hippokrene,
Til Kamp mod Livets Barbari,
Trrhalsede Chimæra.
Ja, her du seer med Engieblik,
I Glands af Grammatiken,
Det skjulte Lys, langt mere klart
End baade Soel og Maane,
Den hele Oldtids-Herlighed,
468 Dens Helte og dens Guder,
Forklarede naturligviis,
Med alle deres Dyder
Og uden alle grove Feil,
Som skolerette Stile,
Og tør du troe mig paa mit Ord
Du blive skal som disse
Kun det er til at undres paa,
At den blev troet paa Ordet,
Mundsveiret som en Trækvind tomt,
Men dødeligt for Livet,
Ja, troet fast fra Slægt til Slægt
Aarhundreder i Række,
Før man paa Smilebaandet trak,
Og brast saa i en Latter,
Som vare kan og vare maa
Paa Jord til Verdens Ende!

Klearby.

Ei slet saa galt det var hos os,
Thi efter gammel Vane
Man længe løfted vel i Sky
De classiske Parykker,
Og »regelret Opdragelse«
Med Gloser og Handtager,
Men loe dog kun derad i Smug,
Og jeg har hørt fortælle
Om Skjalden, som er nævnet tit,
Da sidst han var i England,
Paa samme Tid som Wellington
Sad sidste Gang ved Roret,
Han var i Oxford ved en Fest
Fuld af Studenter-Løier,
Saa Taleren paa smukt Latin,
Skiøndt han var ufortrøden,
Ei mægted at faae Ørenlyd,
Og desuagtet Skjalden
Forsikkred, at med saadan Fryd
En akademisk Tale
Paa daarlig eller god Latin,
Han før idag ei hørde.
469 Da loe man høit naturligvils;
Men da saa lunt han skildred
A! Classiskhedens Trylleri,
Da loe de lærde Fædre,
Som alle Guder paa Olymp,
Da sort af Sod Hephæstos
Kom haltende i Hebes Fjed
Og bød dem Nektar-Drikken,
Som Grækerne jo vist har tænkt,
Kun ligned Smag-Gudindens
I samme Grad, paa samme Viis,
Som Stilene med ut og qvod
Var Ciceronianske,
Og Mestrene i boglig Konst
Virgiler og Homerer,
Saa djærve som Herakles selv.
Og snilde som Odysseus.

Alvarez.

Det Indfald var af Sterling-Art,
Og staaer som Guldet Prøve,
Thi Classiskhedens Mærkesmand
I fordums Tid, Rienzi,
Som kun udleet blev i sit Fald,
Just i sin Glands fortjende
Saa ærlig som Hephæstos selv
Olympisk Skoggerlatter,
Da hyllet i en Virak-Sky,
Som Roms Tribun i Luften,
Han skrev sig hele Verdens Drot,
Tilskrev sig Keiser-Thronen,
Med alle Dyder, Magt og Vid,
Som han dem gav beskrevne!

Denkspruch.

Rienzi!Colo! Roms Tribun,
Som Keisere og Konger
Indstævned til at møde brat
Og knæle for hans »forum«
Og krøb saa i et Musehul,
470 Saasnart han lugted Katten,
Ja, det er baade vist og sandt,
Selv diplomatisk rigtigt,
Men giør dog Tænkeren lidt ør,
Som aldrig før det nænde
At udlee som en Harlekin
En Ætmand af Kviriter,
Som sværmed for en stor Idee,
For Retfærd, Fred og Frihed
At mane op af samme Grav,
Hvori de var nedmanet,
Ham og hans gode Ven Petrark,
Som ønsked ham til Lykke,
At skiære over samme Kam,
Som dem i Barbariet,
I Prag, i Leipzig og Berlin,
I Kiøbenhavn og Moskou,
Der sværmed i en Rus af Blæk
For Latium og Hellas
Og trylled frem med Pennestrøg
Den romerske Guldalder,
Da alle talde godt Latin,
Som ikke var Barbarer,
Som ikke var, hvad de var selv
Og deres Folke-Stammer.
Men det forstaaer sig, Tant er Tant,
I Syden som i Norden,
Paa Numas og paa Gæsars Grav
Saavelsom paa vor Hermans,
Og Pennen, netop naar man kækt
Den putter heel i Munden,
Hvor Aande-Sværdet har sin Balg,
Er latterlig olympisk,
Saa jeg den Romerske Tribun
Af Classiskhedens Naade,
Som gik i Spidsen for dens Hær
Og stak i Sky dens Banner,
Ei nægte tør den Bjeldekrands,
Som af Cervantes Landsmand
Er ham tilkiendt med vittigt Skiøn,
Skiøndt heller jeg gav Prisen
Til den forfængelige Nar
471 Paa Byzantiner-Thronen,
Som praled af sin Græske Byrd
Og til »Latiner-Skolen«
Dog hen i Veiret langt fra Rom
Grund-Stenen kry nedlagde,
Som Bairerne i Grækenland
For ei ret længe siden
End bygde paa, for i en Ruf
At faae et nyt Athenen!

Klearby.

Hvad, er det mueligt! var Byzants
Latiner-Skolens Vugge,
Saa lige fra sin Fødsel af
Den havde Skiftings-Mærket,
At væmmes ved sit Døbenavn
Og alle Livets Toner!
Og det har ei selv Gibbon seet
Og ei selv Grundtvig røbet!

Guldbrand.

At Byzantineren Alex,
Korstogels Agamemnon,
Var Grammatikens Don Qvixote,
Latiner-Skolens Stifter,
Det var vel altfor stor en Roes
I Skolemester-Øine,
Saa det har Gibbon sagtens meent
Kun Pral var af Prindsessen,
Høitravende af Modersliv,
Som vilde stolt afmale
Sin Faders Luftspring med sin Pen
Endogsaa over Skrævet;
Men Grundtvig har det ikke glemt;
Selv paa den Danske Rigsdag
I Folke-Thinget ganske lunt
Til Sællandsfarers Gammen
Latiner-Skolens Purpur-Byrd
Han raabde ud med Styrke.
Dog Nok om den, da, Gud skee Lov!
Der af den sorte Skole
472 Fra Island til det Sorte Hav
Nu knap er Spor tilbage,
Undtagen i den Augjas-Stald,
Som fattes sin Herakles,
Og kan ei renses uden ham,
Bevogtes kun af Drager.

Denkspruch.

Bog-Dyngerne du peger ad
Som Møddinger, jeg mærker,
Og sandt er det, at spildt Papir,
Som Engelskmanden siger,*)
Bog-Giemmerne, og os med dem,
Er over Hoved voxet,
Saa vi med Drager strides maae
Om de nedgravne Skatte,
Og finder tit Lystanker faa
Som Perler i en Mødding.
Men en Herakles ei forslaaer
Til slig en Stald at rense,
Naar ei barbarisk Tidens Strøm
Det Gode med det Slette
Bortrive skal og male ned
Tilbunds i Verdens-Havet,
Saa Dykkere kun fiske op
Af Bjergene i Dybet
Et enkelt Lag til klart Beviis
Paa Tryk, før der blev skrevet,
Paa Verdens Skik, før den blev skabt,
Og Tankens, før man tænkde!

Guldbrand.

At der til denne Augjas-Stald
At rense uden Skade
Behøves meget mere Vid
End Solons eller Platos
Er ligefrem; men Tidens Strøm
Har dog, i gode Hænder,
Alt een Gang øvet skarp Kritik,

* 473

Hvor den var høit fornøden;
Og vi af Oldtids »Sort paa Hvidt«
Beholdt dog nok det Bedste;
Saa Nytaars-Tidens Babels-Taarn
Til Himmel-Storm opmuret,
Af Bøger, som af brændte Steen,
Med Lim som Trykker-Sværte,
Kan ogsaa rammes af et Lyn,
Som stækker det itide
Og levner dog den bedste Deel,
Som ydmyg blev ved Jorden!
Desuden, naar i Grækenland,
Og selv ved Rhin og Elben,
Bogmageriets Kanaan,
Paa Engelsk og paa Nordisk
Sig bryder Bane Talens Strøm
Paa Bjerge og i Dale,
Især de inange Bække smaa
Vil til en Aa opsvulme,
Som intet Dødt paa Livets Vei
Kan stemme eller standse.
Det seer man bedst i Dannemark,
Hvor Bjerg vel kun er Tue,
Men hvor og Aa er kun en Bæk
Og Bækken kun en Rende,
Men giør dog lyst, saa tale maa
Enhver for døve Øren,
Der end vil tale som en Bog
Og tale som til Bøger.
En Maaned leved jeg i Soer,
Og just i Løvsprings-Tiden,
Som svared til det unge Blod
Fra alle Danmarks Egne,
Det ralled der med Bobler kun
Som Søen mellem Bøge,
Men rev dog med sig Stort og Smaat
I Kraft af Ungdoms-Livet.
Det var ei blot et yndigt Syn,
Men, velmødt i det Grønne,
En Vaarfest ordnet af sig selv,
Hvor Mennesker som Fugle
Sang frydelig hver med sit Neb,
474 Og voxde under Sangen,
Saa Vantro selv maa faae den Tro,
At mellem Lys og Glæde
I Vexel-Virkning voxer op
En glædelig Oplysning.
Her seer man intet Pæleværk,
Som Munke smaa skal vande
I trællebaaren Lydighed
Hver Dag med salte Taarer
Og troe paa den Umuelighed,
At Pælene kan trives
Og voxe uden Rod og Saft
Og bugne af Guld-Æbler!
Med boglig ei, men livlig Konst
Giør Stave man til Stikker,
Hvormed man planter Bøg som Kaal,
Hvor Jorden er derefter,
Og Gran imellem, mest til Ly,
Mens Bøgene er spæde,
Og regner da paa Soel og Dugg
Og Jordens skjulte Kræfter,
Og Arten, som den gaaer i Arv,
Mens der er Liv i Spiren.
Er da endnu for høiboglærd
Den Nordiske Højskole,
Og for boggierrig følgelig,
Det maa sig selv fortage,
Naar trindtomkring man, som i Soer,
Kun lærer, som man lever!

Denkspruch.

Ja, det er nider-dansk, og nu
Vel ogsaa skandinavisk,
Og har et Rygstyd hos John Bull,
Som ei er nemt at rokke;
Thi at for Livet dagligdags
Med alle sine Sysler,
Som Husliv og som Borgerliv,
Det synes fordelagtigst,
Tilgavns at bruge Tid og Flid
Og tilmed nyde Livet,
Og nøies med det Lys og Vid,
475 Der voxer vildt i Skoven,
Det er i flere hundred Aar
Udraabt af engelsk Arbeid
I Uld og Staal, I Guld og Træ,
Og præntet paa Papiret;
Men dermed ei det er afgjort,
Det er det ene Rette;
I alt Fald det maa prøves først,
Hvad »Frihed« kan udrette
Hos andre Folk med anden Skik,
Og dernæst undersøges,
Om ei man kiøber Guld for dyrt,
Naar, solgt til Øieblikket,
Man for det slider Livet op,
Og Sjælens Fugle-Vinger,
Som i Grund-Tanker voxe ud,
Maae holdes under Saxen
Som Træerne, at Luft og Soel
De ei fra Kiøkken-Urter
Skal tage bort, hvad deres Frugt
Umuelig kan betale.

Klearby.

Ja saa, det er den gamle Stræng,
Man harper paa i Tyskland,
Og at man altid regner feil,
Naar man paa Giennem-Snittet
Sig stirrer blind og glemmer reent,
Saa lidt som de Pund Sukker
Indførselen i Aarets Løh,
Fordeelt paa alle Kroppe,
Tilregner hver, dem blev til Deel,
Saa lidt vil Giennem-Snittet
Af Velstand, Vid og Haab og Trøst,
Fordeelt paa alle Sjæle,
Dem skiænke hver sin Lodd og Deel,
Saa mindre i det Hele,
Men mere ligelig fordeelt,
Er vist at foretrække,
Og det jeg har i Danmark seet,
Men ingensteds i Tyskland.
476 Thi sæl, at Aandens Maalestok
Var Messe-Kataloget,
Saa at af Aand i Giennemsnit
Blev meer til hver en Tysker,
End man maa nøies med hos os
Og nøies selv i Danmark,
Det blev for mig dog lige vist,
At hvor man, som i Danmark,
Maaskee af Bøger knap i alt
Har skrevet selv saamange,
Som I gav ud det sidste Aar,
Der dog til Gavn og Glæde
Man læser meer med Aand og Liv
Paa alle Trin og Stader.
Og hvad de Enkeltmænd angaaer,
Som Livet mellem Bøger
I hundred eller Tusend-Tal,
Og med en Pen bag Øret,
Kan frugte hos til Overblik
Og dybere Oplysning,
Da kommer de vist sikkrest frem
Og hives bedst til Nytte,
Hvor Lyset er, som Livets Søn,
Sin Moders Trøst og Glæde.

Neophyte.

Ja, hil dig, Lys, som Livets søn,
Sin Moders Trøst og Glæde!
Ei veed jeg, om paa Moderskiød
Det Ord jeg dunkelt hørde,
Hvad heller jeg, som Barn har drømt,
Guds Engle sang det for mig;
Thi overraskende som nyt,
Det Hjertet dog omfavn ed
Som en bortreist, forsvundet Ven,
Gienkiendt paa Øieblikket;
Thi det var længe Hjertets Sorg
Hos os i Myrthe-Lunden,
Som elskede fra Modersliv
Det Skiønnes Sole-Klarhed,
At Alt hvad stolt sig kaldte Lys,
Var koldt og dødt som Stenen
477 Og flendlig mod det dunkle Dyb,
Hvor Livet har sin Kilde.
I Danmark først jeg fandt et Lys,
Som kom med Liv og Varme
Til Kvindens som til Mandens Bryst
Og yndeligst til Kvindens,
Som Jesus, Evighedens Lys,
Var »Kvindens Sæd« høilovet,
Og skinned i sin Morgenglands,
Som Solen nys opstanden,
For Kvinden lifligst, som med Graad
Ham savnede i Graven,
Og kunde selv med Englerøst
Ei trøstes over Savnet.
Nordmanden talde sandt og smukt
Om Plantningen ved Sorø,
Men endnu meer end mageløs
Er Blomstringen paa Vallø;
Det er den Danske Rosengaard,
Som Kloster halvveis lukket
For lærde og ulærde Mænd,
Og heelt for alskens Glimmer,
Men aaben for Guds Soel og Regn,
Et Paradis for Hjertet,
Hvor gamle Mødre, unge Møer,
Og Pigebørn halvvoxne
Ret kappes om at føde op
Det kvindelige Hjerte
Med Aand og Liv, med Ord og Daad
Til Kiærlighedens Storværk,
Som sees kun egenlig af Ham,
Der ene seer paa Hjertet,
Men føder Lys, saavelsom Liv,
Med Børnene til Verden.

Guldbrand.

Men hvad er det? den Rosengaard
Jeg aldrig hørde nævne,
Og Vallø har, saavidt jeg veed,
Vel baaret Navn af Kloster,
Men var kun lukt for Pigebørn,
Som ei var adelsbaarne,
478 Og derfor kun saa kvindeligt
Som adelsbaarne Damer,
Hvad, fremfor alt i Norges Land,
Kun lidt har at betyde;
Saa jeg har rigtig nok ei spurgt
Om Vallø-Stiftets Damer,
Men da til Lykke i vor Kreds
Og Danmark har sin Rose,
Saa tør jeg haabe, god Beskeed
Vi faaer om Rosengaarden!

Ædle.

At De i Danmark ei har hørt
Om Vallø-Fraerburet,
Beviser vel, at Dannemænd
Endnu ei stort det ændse,
Og Nordmænd da naturligviis,
Jeg tænker, endnu mindre;
Saa skiøndt jeg selv har levet der
I nogen Tid som voxen,
Og jeg har taget med derfra
Mig dyrebare Minder,
Jeg Herrernes Taalmodighed
Ei sætte skal paa Prøve,
Men løse med et lille Ord
Den ikke store Gaade.
At i vor folkelige Tid
Med andre Herligheder
Vor lille Adelstand har tabt
Sin Indfødsret til Vallø,
Er følgeligt; men Lykketræf
Det maa vel saglens kaldes,
At de, som havde Raadighed,
Nu med det ny Aarhundred
Fik Tanke til at prøve nyt
I den forsømte Retning,
For kvindelig Opdragelse
Til Kvindeligheds Ære,
Som længe før vor gamle Skjald
For døve Mandfolk-Øren
Udraabde som det første Skridt
Til Kvinden at frigiøre
479 Som intet Mandfolk, men sig selv,
Sit eget Hjerte mægtig
Og Hjertet levende bevidst
I Lyset fra det Høie.
Blandt Oldinger han i sin Tid
Vel kiendte mest til Kvinder,
Tiltalde hende helst og bedst,
Men sagde ei desmindre:
En Ynk det er med Pigebørn
I Aanden moderløse,
Thi dem vi Mandfolk kan saalidt
Oplyse som opdrage.
Den Gamle havde sikkert Ret,
Thi det er gammel Tale,
At Mandfolk har den samme Skik
Som Hanen paa sin Mødding,
Der, naar han finder et Par Korn,
Vel sine Høns forsamler,
Men som i al sin Værdighed
Hver Kierne selv fortærer,
Saa Kvinden ei skal rose af
Det Lys, hun seer i Skolen;
Men om sig Moderligheds Lys,
Hvor det er alt oprundet,
Forplante kan fra Slægt til Slægt
Og klares eflerhaanden,
Det Hjerte-Spørgsmaal er for stort
Med Lidet at besvare,
Saa med vort lille Fruerbur
Det klogest er at tie,
Til om der kan slaae Luer ud
Som før fra lille Signes!
Saa meget kan imidlertid
Selv Mandfolk deraf slutte,
At Dannekvinden aldrig meer,
Hvor hun har Haand i Hanke,
Vil bære Vedd til Balders Baal
For Høder at oplyse.

Brahmaputra.

Selv Mandfolk kan dog slutte meer
Af Kvinde-Taler snilde,
480 Thi jeg alt sluttet har deraf.
Jeg Danmark end maa giæste,
Besøge Vallø, før igien
Jeg bader mig i Ganges,
Indklge i det Klosterliv,
Som lyser op med Læmpe
Det Ømme, der ei taale kan
Ulæmpelig at røres
Selv af Soelstraalen, reen og mild,
Saa den sig maa indsnige,
Som giennem et Løvhytte-Tag
En dæmpet Lysning falder.

Alvarez.

Det er et Nonne Liv gienfødt,
Kun under Friheds Stjerne,
Og skiller klart, som Livets Lund,
Sig fra de Dødes Rige;
Thi Nonne-Klostrets Fruerbur,
Som Hades er beskrevet,
Til Indgang havde Porten vid,
Men kun en Grav til Udgang,
Og Rosengaarden tvertimod
Til Indgang har en Snevring,
Men Udgang fri, som Dør ved Dør
Til alle Verdens-Hjørner,
Som Barne-Livets Paradis,
Hvoraf vi jo maae ønske
De Voxne vil gaae ud igien,
Skiøndt det er som i Ørken,
Thi ellers Graven tog alt Godt,
Og vi beholdt det Værste,
Saa kun til Trolde og til Dyr
Der mere fandtes Mødre,
Og tomt stod hvert et Bedehus
Blandt lutter Røverkuler.

Brahmaputra.

Ja, sandt er det, som skrevet staaer,
Vel Kvinden er af Manden,
481 Men kun af Kvinder fødes Mænd,
Saa trindt i Christenheden,
Som bøier Knæ for »Kvindens Sæd«,
Det maatte aldrig glemmes,
At lige siden Adams Død
Grund-Mennesket er Kvinden,
Livs-Moderen er Livets Væld
Og Levnets-Løbets Kilde,
Hvoraf, som Ganges giør af sin,
Alt Manddoms-Værk udspringer;
Saa efter Vestens Talebrug,
Som mig dog er for konstig:
Som Manden giør Historien,
Saa Kvinden er Naturen,
Igrnnden uforanderlig,
Undtagen ved Guds Jærtegn,
Som Mand Tilfældets Kastebold,
Undtagen i Guds-Haanden;
Saa før skal Verden skabes om,
End vi omskaber Kvinden,
Og før vi bliver hendes Lys,
Maa Muld oplyse Maanen.
Naar Aand vi har, vi kan vel spaae
Om hjertelig Oplysning,
Og Kvinden kan, saavelsom vi,
Af Hjertet troe paa Aanden,
Men skal sig selv hun blive klar
Og Hjertet klart i hende,
Da med Guds Aand og med sig selv
Det Kvinden maa udrette,
Som skrevet staaer om »Herrens Brud«:
Sig selv hun for ham pryder;
Saa Dannekvinden, hvad saa end
Man dømme vil om Manden,
Med Moder-Kiærlighedens Lys
Hun stiler paa det Bedste.
Og som det lykkes, fødes Mænd,
Med Hjertens-Lyst til Livet,
Med Øie for dets Underværk
Og Blyhed for dets Gaade,
Saa meer og meer i Dannemark
Vil Aand paa Hjertets Vegne
482 Frigiøre Livet til et Speil
Af sine egne Love;
Da føder hver Livs-Yttring Lys
Og hvert et Lysglimt Glæde,
Og Lys med Glæde avler Daad,
Og Klarhed kroner Værket;
Saa det er Dannekvindens Skyld,
Saalænge som hun elskes,
Om Fredegod den Anden døer
Og Søn ei efterlader,
Som hevner kækt sin Faders Død,
Og følger ham paa Thronen,
Saa og, om Lykkens Grotte-Kværn
.Ei maler Guld til Helte,
Men i en vild Sørøvers Vold
Kun maler Salt til Havet!
Og det er Dannekvindens Roes,
Hvis, som jeg godt tør haabe,
Herefter meer end hidindtil
Det lille Danmarks Rige
Som et Vidunder mageløst
Paa Jordens runde Kugle
Med Fred og Frihed, Heltemod,
Med Folke-Sang og Glæde,
Med Viisdom bedst i Barne-Dragt,
I Kiærlighed og Sandhed,
Fordunkler hver en Stormagts Glands
Og dog misundes ikke!

Til Verden jeg kom i Bøgely,
Saae Lyset under September-Sky,
Som blaaner i Himmel-Dybet,
Jeg takker min Gud, som Øret gav,
For Røsten og for den Runestav,
Som reiser os over Krybet!
483 Til Verden jeg kom i Søgely,
Hvor Tiden ynges i Vaar paany
Hardtad som i Paradiset;
For Bøgeløvet saa farveblødt,
For Fuglekvadet saa giennemsødt
Vor Skaber, han være priset!

Til Verden jeg kom i Bøgely,
I Vangen, som har det gode Ry,
Der Lifliglied randt af Rode,
Der Rosen har Duft og Kvinden Blik,
Som dybere ei til Hjerte gik
Hos Skjalde, som Ordet troede!

Til Verden jeg kom i Bøgely,
Hvor Kvældet er kiønt som Morgengry,
Og yndigst er Aftenrøden,
Hvor Rose laaner Kiærminde Lugt,
Hvor Ungdom finder Graahaaret smukt,
Og Kiærlighed skjuler Døden!

Til Verden jeg kom i Bøgely
Og hører end under September-Sky
Smaafuglene trindt mig kvæde.
Med Rosen i Høst, som Himlen gav,
Med Skjaldskabets Røst og Runestav,
Mens Vuggen end gaaer med Glæde!

Jeg kom til Verden i Bøgely,
Saae Lyset under September-Sky
Som blaaner i Himmel-Dybet,
Og Asta smiler ved Astas Brysi,
Og Yndighed snart paany faaer Røst
Og reiser sig over Krybet!

484

Dette Slutningsdigt til Dansk Ravne-Galder haves i en anden Op- skrift med Overskriften:

»Til Fru Asta
(8 Septbr 1860).«
Heri fmdes der følgende Afvigelser fra ovenstaaende Tekst:
Vers 1. Linje 4: . . . . »Gud, som Øren gav,«
Linje 5: For Skjaldskabets Røst og Runestav
Imellem V. l og V. 2 er indskudt følgende Vers:
»Til Verden jeg kom i Bøgely,
»Hvor Bølgen er blaa som Himlens Sky,
»Og Snekkerne heelbefarne,
»Hvor Folk blev gamle i deiligst Vang
»Med Øre for Skiemt og Skjalde-Sang,
»Med Hjerte for Viv og Arne!«
Vers 3. Linje 2: »Paa Marken, som . . .«
Linje 5-6: »Som lifligst paa Jord til Hjerte gik
»De Skjalde, som Ordet troede!«
Vers 5. Linje 2: »Og smiler end . . .«
Linje 4: »En Rose i Høst mig Himlen gav,«
Linje 6: »Og Vuggen gaaer end med Glæde!«
Vers 6. Linje l: »Til Verden jeg kom . . .«