Grundtvig, N. F. S. FRU MARIES BAUTASTEEN VED RØNNEBÆKSHOLM

FRU MARIES BAUTASTEEN
VED RØNNEBÆKSHOLM.1

DET var den fjerde August, Fru Maries Aarsdag, at Bautastenen blev reist for hende, som vi havde saa kort og maae deslængere savne, hende, som, hvis hun endnu havde levet, først vilde fyldt sine to og fyrretive Aar og som vi snarere havde tænkt, skulde baaret de Firsindstyve uden krummet Ryg eller sløvet Øie.

Det hørde vistnok til mit Levnets-Løbs tunge Skridt at gaae i Spidsen, hvor man rejste Bautastenen for mine Øines Lyst og min Sjæls Veninde, thi denne Begivenhed hørde jo med til Fru Maries Ligbegjængelse, men det var dog, mellem mange tunge Skridt i hendes Fraværelse, det letteste, thi Bautastenen, naar den sættes af kiærlige Hænder paa Sandheds Grund, da peger den dog paa en virkelig Opreisning, som den kan times herneden for dem, som er i Gravene. Ja, en saadan Bautasteen peger ikke blot i det Fjerne, Omtaagede, paa Soel-Opreisningen, som de allerkiærligste Hænder vil give alt ædelt Støv i den elskeligste Sandheds Navn, men den peger ogsaa i det Nærværende og Aabenlyse, paa den Maane-Opreisning, som kiærlige Læber paa den yndige Sandheds Vegne skjænker hensovne Ædlinger i et levende og priseligt Eftermæle.

Og see, en saadan Bautasteen er Fru Maries til Rønnebæksholm, thi den er reist af Bønder og Huusmænd paa Godset, efter deres eget Hjertes Drift og efter deres eget Hoved, derfor er det en trofast Kampesteen, vil sine fem Alen høi, hvori jeg gjerne vil see et godt Varsel om den »dannede Bondestand«, der hverken er forgjort eller forkvaklet, som Kampestenen vilde være, hvis den enten var blevet til Sandsteen *

27 eller dog var slebet og glattet til Ukiendelighed, istedenfor kun at være tilhugget og tildannet efter sin Art og til sit Brug. Og naar en saadan Bautasteen er reist af danske Bønder og Huusmænd, af egen Drift og efter deres eget Hoved, da veed Alle hvem der kiender dem, at den er ikke reist for ingen Ting, thi der skal altid Noget og sædvanlig Meget til at sætte Danske Bønder og Huusmænd og især magelige Sællandsfare i Bevægelse for Noget, der koster noget, og kan snart koste dem hvad de kalder meget, om ikke formeget. Og skiøndt det kun er en Kampesteen, tildannet af Steenhuggeren i Skielby, Niels Madsen, saa har den dog kostet hvad Sællandske Bønder og Huusmænd kalder meget at give ud som en Almisse og at sætte paa en Steen, thi vel veed jeg ikke og har heller aldrig spurgt om, hvormeget Bautastenen har kostet i rede Penge, men jeg har dog hørt af et trofast Ørevidne, at da Mændene først ifjor var samlede om den Sag, hvor Sognefogden Jørgen Jepsen fra Steenstrup og Jens Vincentsen fra Bøgesø fødte Tanken og førte Ordet, da sagde den gamle Bonde, som skulde giøre Begyndelsen, jeg giver fem Specier, og han tænkde vel, der vilde Ingen af de Andre stikke ham, men han blev dog stukket, for en anden Bonde sagde: jeg giver tredive Rigsdaler, og det er mig Nok til Beviis paa, at Fru Maries Bautasteen har kostet Danske Bønder og Huusmænd meget meer end de vilde give for ingen Ting.

Da nu Ære-Støtten for Fru Marie er sat af Sællandske Bønder og Huusmænd, efter deres Hjertes Drift og efter deres eget Hoved, saa følger det af sig selv, at Læsningen maa være det maadeligste, og at det langt mere var Fru Maries Hjerte end hendes Aand, baade Runerne og Bautastenen i det Hele efter deres Mening skulde pege paa, men det skader igrunden slet ikke, for deels er Læsningen ikke blot paa Bautastene men ogsaa i Menneske-Livet noget af det Mindste, og deels er Aanden Noget, man ikke nær saa tydelig enten med Støtter eller Runer kan pege paa som paa Hjertet, og endelig kan Hjertet, som en Moder, meget lettere og meget snarere tage imod Indtryk af Aanden, end det kan føde et virkeligt Udtryk for Aanden.

Det er derfor i mine Øine allerede meget, at i det mindste Jørgen Jepsen og Jens Vincentsen dog ikke ved denne Leilighed har glemt, at det er »Aanden«, som gjør levende, thi de bekostede selv en lille hvid Due paa Toppen af ÆreStøtten, og Jørgen Jepsen sagde udtrykkelig, at det var, fordi 28 de vidste, at det var Aanden, som havde gjort Fru Marie til hvad hun var, og fordi de havde lært af den Hellige Skrift, at Duen betegnede Aanden.

Og hvad nu Læsningen paa Fru Maries Bautasteen angaaer, da vilde den vel i mine Øine være meget bedre, naar den havde været noget læseligere og meget kortere, omtrent som paa vore gamle Runestene, saa der blot klarlig havde staaet: Bønder og Huusmænd satte af dem selv denne Ære-Støtte for Fru Marie til Rønnebæksholm 1855. Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig! men det er dog begribeligt nok, at naar Bønder og Huusmænd fandt sig bevægede til paa egen Bekostning at sætte Fru Marie en Ærestøtte, da vilde de ogsaa have, der skulde staae at læse, at de fandt sig bevægede dertil, fordi hun afløste Hoveriet, skiænkede alle Bønderne Jagtretten og overlod alle de Bønder og Huusmænd, som vilde tage derimod, deres Gaarde og Huse til fuld Eiendom for en billig Betaling.

Man kan nemlig ikke forlange af Sællandske Bønder og Huusmænd, at de skulde betænkt, hvad de Boglærde sædvanlig enten fortie eller benægte, at alle Bogstaver baade paa Steen og Papir er Dødbidere, som hverken kan tale eet levende Ord eller selv forklare og forsvare sig, men forudsætter en tilsvarende Mund, der kan og vil give levende Besked om hvad de peger paa, saa det nyttede slet ikke Fru Marie til et priseligt Eftermæle, at der stod paa Stenen: Hoveriets Afløsning, Jagtrettens Skiænkelse, Selveiendoms Befordring, naar der ikke fandtes Munde i Nærheden, som kunde og vilde forklare hvorfor og hvordan Fru Marie gjorde sin Gierning, saa det blev en rigtig god Gierning, der fortjende at mindes og æres.

Naar der imidlertid er saadanne Munde i Nærheden, da skader det jo ikke at man har forlangt den Umuelighed af Stenen, at den skulde give Fru Marie hendes Eftermæle, og jeg er sikker nok paa, at naar Børn og Fremmede spørger Rønnebæksholms Bønder og Huusmænd: hvordan var saa den Fru Grundtvig, som I har gjort saamegen Ære ad? hvad Godt gjorde hun? at de da ikke blot vil pege paa Bogstaverne og sige: læs! thi vel troer jeg ikke, at ret mange sællandske Bønder og Huusmænd, foruden Pengene een Gang for alle, vil til daglig Brug koste mange Ord paa Fru Maries Eftermæle, men Somme vil dog, og de Andre vil sikkert, saa tit det skal være, svare Børn og Fremmede: det kan I spørge »vor Moder« om, hun kan fortælle det Altsammen, og saa skal jeg love for, at 29 Fru Marie faaer sit priselige Eftermæle, for de Sællandske Bønders og Huusmænds Koner, de er sædvanlig skaaret godt for Tungebaand, og det var svært, som de holdt ad Fru Marie, som en Sællandsk Frue ud af første Skuffe. Vel er Bønders og Huusmænds Sprog om saadanne Dele blevet meget fattigere end det har været og kunde være, men hvad Hjertet er fuldt af, løber dog Munden altid over af, og det gaaer altid med Hjertesproget paa de flydende Tunger, ligesom med Guldet fra Biergenes Skiød, der aldrig løber saa langt med Floderne, baade igjennem det ene og det andet, at det jo kommer lige reent og klart for Dagens Lys.

Ja, jeg er vis paa, at Fru Marie vil af mange Kvinde-Munde, som kræves til Regnskab for Ærestøtten, faae i det mindste den Besked, som er Hjertesagen: ja, I kan troe, det var en Frue, der var snart ikke et Barn paa hele Godset, de kiendte hende jo, og pegede paa hende, naar de saae hende, og sagde nok saa mildt: der sidder Fruen, der gaaer hun, der staaer hun, for hvad enten hun sad som en Frue paa sin Vogn, med et Par Heste for som to Løver, eller hun sad her paa vor Bænk, hvor hun da har siddet saa tit, eller hun gik hen ad Gulvet, saa var det, som det kunde været en Dronning, og saa saae hun saa mildt til de Smaa og da til os alle, som en Guds Engel, og saa spurgde hun os ud og sagde os Besked om alle Dele, for hun var klog paa alle Dele, og kunde tale om Vorherre, pyt paa det Lav, meget bedre end vor Præst. Ja, saadan en Frue faaer vi vist aldrig meer; for vel var hun ikke engang født til en Herregaard, for det var gierne Toftes Penge Rønnebæksholm blev kiøbt med, men hun var lige godt Kvinde for at kunne styret et heelt Kongerige, og det var farligt at see som de Store, baade Grever og Baroner, skrabede ud for hende, og ligemeget hjalp det dem, for hun snakkede alle Dage ligesaa mildt og ligesaa meget med os, som med nogen af dem, og da hun saa endelig fik isinde at forandre sig, som jo var sært nok med saadan en klog og regierendes Frue, som hun var, see, da tog hun dog ingen af de Store, men hun tog Præsten Grundtvig, som endda var en gammel Mand, og de levede deilig sammen, ligesom et Par Kiæreste-Folk, og det var lige godt dog et yndigt Drengebarn, som Fruen fødte til Verden og døde i Barselseng med. Det var da en Sorg og Bedrøvelse for alle Folk her vidt og bredt omkring, og et heelt Aar efter, da de reiste Ære-Støtten for hende herude paa Bankerne, og baade Jørgen Jepsen og Præst Grundtvig lagde det ud, hvordan salig Fruen havde været, 30 og alt det, hun havde gjort baade for Bønder og Huusmænd, da kan det nok være, der blev ikke mange tørre Øine, for hun var saa mild og saa adholdt og gjorde saa meget godt, og saa var der ogsaa mange her paa Godset, som trykkede dem ved at kjøbe deres Gaarde, og tænkde immer at »Bondevennerne« skulde skaffe dem endda bedre Kjøb, og de angrede det nu saa bitterlig, og det kunde snart gaaet vor Fader ligedan, for han gik ogsaa længe og trykkede sig, men saa en Dag, jeg havde været oppe paa Gaarden, og Fruen havde sagt til mig: I er jo dog nogen Tosser, at I ikke slaaer til, mens det er Tid! saa tog jeg Bladet fra Munden og sagde til vor Fader: du er jo dog en stor Tosse, om du ikke tager imod Stæden til Arv og Eie for os og vore Børn, mens du kan faae den for kun at svare et Par Skilling meer om Aaret, for skulde Fruen lægge sig til at døe, som Gud forbyde, men vi er alle dødelige, da vilde Piben kanskee nok faae en anden Lyd. Saa lød han mig dog ad, og nu takker han mig for det og velsigner Fruen i hendes Grav, og det er ikke meer end billigt, for hun var en Engel, Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig!

Dog, det er jo ingenlunde blot Bønder og Huusmænd med deres Koner paa Rønnebæksholms Gods, Fru Maries Ærestøtte skal minde om det priselige Eftermæle, de, efter egen Bekiendelse, skylde hende, det er endnu langt mere hendes Slægt og Venner og hendes Enkemand, især da begge hendes efterladte Børn er umyndige, og skjøndt jeg, ved at vende mig til dem med Kravet, ingenlunde glemmer, hvad jeg nys indskærpede Bønder og Huusmænd, om Munden, som det eneste Redskab til et virkeligt Eftermæle, saa griber jeg dog mig selv i den samme Lyst, som jeg pegede paa hos Rønnebæksholms Bønder og Huusmænd, den Lyst at prøve hvad Bogstaver kan udrette til at sikkre-Fru Marie et priseligt Eftermæle, og jeg forsvarer den Lyst hos mig selv med den Betænkning, at skjøndt jeg umuelig med min Pen kan giøre det Indtryk paa Børn og Fremmede, som et levende Eftermæle kan og skal giøre paa dem, saa de blive tilmode, som om de selv saae og hørde hvad vi har seet og hørt, saa kan dog tilsvarende Bogstaver baade tjene til at opfriske Mindet hos Fru Maries Kyndinger og tjene til at fæste i Hukommelsen hvad man har hørt, og vil fornøie hendes Børn, naar de er voxet op med hendes Billede for Øie og med hendes levende Minde i Hjertet.

Saa skriver jeg da, som jeg siger: Fru Marie var tilvisse en stor, ædel og elskelig Kvinde i saa høi en Grad, som meget Faa, 31 men hun var det ikke fordi hun afskaffede Hoveriet, bortskænkede Jagtretten og solgde Huse og Gaarde for Røverkiøb, men hun gjorde alt dette og meget mere, fordi hun var en sjelden stor, ædel og elskelig Dannekvinde. Naar hun derfor enten blev rost eller lastet for de store Opoffrelser, hun gjorde til Bøndernes Opkomst i hendes Kreds, da pleiede hun at sige: det er meget uforskyldt, thi Gud veed, jeg giør det hverken for at roses i Aviserne eller for at bevise min Dydighed eller for at ærgre eller fordunkle Nogen, jeg giør det kun, fordi det i vore pinagtige Tider baade er klogest at skille sig ved hvad man dog ikke længer kan have nogen rigtig Sikkerhed paa eller Glæde af, og fordi det jo maa være alle Danske Hjerter en Trang at giøre hvad man kan til et godt Forlig og et fast Forbund mellem dem, der har mindre og dem, der har meer af Guds grønne Jord og har Fornøielse af at eie den, see den blomstre og bære Frugt, saa de dog engang igien, som det ægte Danske Folk, giør fælles Sag mod alt det Penne-Slikkeri, Studenten og storagtige Stoddervæsen, som ellers vil ødelægge al menneskelig Frihed og Selvstændighed, al ædel Stolthed, Ære og Værdighed.

Saaledes talde og saaledes tænkde Fru Marie til Rønnebæksholm, thi man maa vide, hun var saa stolt en Adels-Frue, som nogen kiæk Ridder fra Valdemars-Tiden vilde taget i Favn, hun var ikke lappet sammen af Ridder-Romaner og Vaaben-Bøger, men fremsprunget lyslevende og blank af Støbningen, altsaa skabt til at være hvad hun ønskede, og modig til at vise hvad hun var, ligegyldig ved hvad Verden derom vilde tænke eller sige.

Saadanne stolte Adels-Fruer er hverken følsomme eller blødsødne, eller bange for en muelig »Tvangs-Lov«, og Fru Marie var heller ingen af Delene, saa det var kun ved SelvOvervindelse, hun bortskænkede Jagtretten og solgde Gaarde og Huse for Røverkiøb, skiøndt hun vidste, man i Verden vilde udlede det enten af Følsomhed eller af Frygt Hun vilde nemlig, i værste Fald, godt havt Sind og Mod til at gaae fra Gaard og Grund med tomme Hænder og sige stolt: de har med Uret taget min lovlige Eiendom fra mig, lad dem have den ! men mig skal de ikke beherske, mine Fædre vil jeg ikke vanære, deres Skjold vil jeg ikke plette ved at kalde Uretten Ret eller smigre for Usselhed!

Men saadanne stolte Adels-Fruer kan godt være baade 32 menneskelige og folkelige, være kloge, indtagende og gudfrygtige, og skiøndt det sjelden alt findes samlet, saa fandtes det dog ogsaa samlet hos den sjeldne Fru Marie.

Saasnart derfor, alt i Christian den Ottendes Tid, da de fleste Godseiere sov trygt og drømde om Slaraffenland, Fru Marie indsaae, at Ridderskabet var uddøet og Borgene faldefærdige, og Forholdet mellem Herremænd og Bønder forstyrret, forbistret og fortvivlet, da var hendes Beslutning taget at skille sig ved noget af det Kiæreste, hun havde i denne Verden, men dog ikke at giøre det paa den nemmeste og som man siger fordeelagtigste Maade, men heller paa den ædelmodigste og besværligste Maade, fordi det var den bedste, den tjenligste for Folket og Mennesket, derfor ogsaa Vorherre behageligst, og dette sit ædle Forsæt satte hun iværk, saa utrættelig og saa elskværdig, at det maatte giøre et dybt Indtryk ei alene paa dem, der lod sig overtale til deres eget Gavn, men selv paa dem, der haardnakket vægrede sig, enten fordi de ikke kunde komme ud af de gamle Folder, eller fordi de, efter mange feilslagne Forventninger, dog endnu ventede paa en Tvangslov, der endnu skulde skaffe dem bedre Kiøb, skiøndt Fru Marie i det mindste solgde for halv Priis og læmpede sig, saa de kunde blive Selveiere uden i deres hele Levetid at svare synderlig mere end de havde svaret som Fæstere.

Fru Marie naaede vel med alt dette kun at blive af med omtrent det Halve af Rønnebæksholms Gods, men maatte hun levet nogle Aar endnu, havde hun dog vist naaet at blive det Hele kvit, og det uden at anvende det Nødmiddel, som hun vel ansaae for tilladeligt, men var dog for ædelmodig og folkelig til at anvende.

Der var nemlig især to Bønder paa Rønnebæksholms Gods, som ved at trøste med Tvangs-Loven, forhindrede Endeel fra at skiønne paa Godvilligheden, og Fru Marie sagde til mig: kaldte jeg nu Huusmændene deroppe til mig og sagde: disse to Gaarde vil jeg stykke ud til jer, saasnart de bliver fæsteledige, da var jeg sikker nok paa, at alle de andre Bønder vilde skynde dem og kjøbe deres Steder, men det vilde være et skadeligt Exernpel og sætte endnu mere ondt Blod mellem Bønder og Huusmænd, derfor giør jeg det ikke. Jeg gav hende naturligviis Ret i begge Dele, og havde den Fornøielse at kysse hende to Gange, fordi hun var saa klog og dog saa god, og jeg tvivlede heller ikke om, hun jo vilde faae sin Villie med det 33 Gode, thi det var hun ikke blot vant ti! i sit Huus og i hele sin Kreds, men det var hun besynderlig skabt og skikket til, og jeg har tit, naar jeg sad med Dørren paa Klem, i det lille grønne Kammer, ved Siden ad hendes Skriver-Stue og Bibliothek, høilig forundret mig over, hvordan hun baade kunde og vilde snakke med Bønder og Huusmænd hele stive Klokke-Timer, udlægge alt for dem, regne med dem og lee saa længe og saa mildt ad alle deres keitede Indvendinger, at de tilsidst maatte selv lee med og som oftest give Kiøb.

Ja, Fru Marie maatte vel, forsaavidt det kan passe paa saadanne »Leerkar«, som vi Mennesker dog igrunden alle er, kaldes den »Uimodstaaelige« selv for Sællandske Bønder og Huusmænd, thi skiøndt hun, som sagt, var den stolteste AdelsFrue, jeg har kiendt, og glemde aldrig noget Øieblik, at hun nedstammede fra de gamle »Langer« med de »tre Roser« og skiøndt hun besad baade udvendig og indvendig den fineste Dannelse, jeg har mødt hos nogen Dannekvinde, saa var hun dog til Jævnshold saa sællandsk folkelig baade i Hjertelag, Tankegang og Talemaade, at alle sællandske Bønder og Huusmænd, for ikke at tale om deres Koner, maatte finde, hun var som en af dem, kun meget kiønnere, klogere, kiækkere og høimodigere.

Derfor følde Fru Marie ogsaa endnu langt mere Medlidenhed end jeg med de igrunden hjertelige, velbegavede, dristige, lystige og vittige, men magelige, forsømte, forblindede og tit forgjorte Sællandsfare, og da hun, ligesom jeg, ansaae en ægte Dansk, folkelig Livs-Oplysning for det eneste, der med Guds Hjelp kunde frelse og rette dem, saa faldt naturligviis mit Ord om en rigtig DanskHøiskole, især for Bønderkarle, aldrig i bedre Jord end hos hende, og naaer jeg nogensinde at lægge ordenlig Grund til en saadan Høiskole, da maa den nødvendig hedde »Marielyst«, thi baade var det hvad hun for Alvor havde Lyst til og hvad hun drev paa, alt hvad kun kunde.

Ved den saakaldte Hartkornets Udjævning, som Fru Marie kaldte uretfærdig, skiøndt jeg ikke deri kunde give hende Ret, da havde hun den storartede Plan, som dog kvaldes i Fødselen, at alle Godseiere i Sælland og paa Smaa-Øerne skulde skiænket den saakaldte »Godtgiørelse« til en Dansk Høiskoles Oprettelse, og den eneste Klemme hun satte paa de Bønder, som stod dem selv i Lyset, var, at for hvert Aar, de 34 skiød Lykken fra sig, skulde de, naar de omsider gik i dem selv, bøde 100 Rdl. til en saadan Dansk Oplysnings-Anstalt, og endelig havde Fru Marie ikke blot en Finger i det med Æresgaven til Høiskolen, da jeg fyldte de Halvfjerds, men hun vilde selv hjulpet til at reise den med begge Hænder, og havde sikkert ei ladt dem synke, saalænge hun selv maatte raade.

At nu Fru Marie var en saadan stærk, høimodig og folkelig Adels-Frue, det laae aabenbar, som hun selv sagde, i de gamle Langers Blod, der ikke glemde deres høie Byrd og Kald, selv da de heller sank ned til Jydske Bønder ved Vesterhavet, end de vilde kravle op, som Penneslikkere og Statstjenere, og kunde da end mindre glemme deres høie Byrd og Kald, efterat have arbeidet sig op til deres oprindelige Stade; men at Fru Maries Mod ei var udartet til Hovmod og Herskesyge og at hendes Styrke ei misbrugdes til Vold og Grumhed, det maatte baade hun og vi takke hendes dybe, alvorlige Sanddruhed og Gudsfrygt for.

Ligesom nemlig Fru Marie i sin Enkestand (1841-51) havde god Leilighed til at vise, at Vorherres Naade var hende mere værd end al Verdens Domme, i det hun aabenlyst sluttede sig til de saakaldte »Hellige« i det sydvestlige Sælland, som dengang ikke blot bespottedes men afskyedes og forfulgdes i vor lille urimelige Verden, saaledes skylder jeg Fru Marie det Vidnesbyrd, at jeg aldrig har kiendt nogen Mund, hvori de faa og tilsyneladende fattige Ord: jeg, eller du, troer jo dog paa Vorherre, havde saameget at betyde, som i hendes.

Denne Fru Maries Sanddruhed og Guds frygt var det da ogsaa, som skaffede mig hendes første Bekiendskab 1845, som vel først under Krigen for Danmarks Tilværelse, hvori vi begge tog den mest levende Deel, blev til inderligt, uopløseligt Venskab, men var mig dog lige fra Begyndelsen en stor Mærkværdighed, saa jeg husker godt, hvor overrasket jeg blev en Aftenstund, da Fru Toft fra Rønnebæksholm lod sin Tjener melde, at hun holdt der nedenfor og vilde med Moder og Systre aflægge mig et Besøg.

Alt hvad jeg dengang vidste om Fru Toft, var, at hun stod eller syndes dog at staae i Spidsen for de »gudelige Forsamlinger« og at hun havde Mod og Mandshjerte til at trodse den herskende Mening, og jeg kunde ikke tvivle om, at jeg jo, med al den Billighed, jeg stræbde at vise mod de »gudelige 35 Forsamlinger«, var netop derfor hende, saavelsom alle de ivrige Forsamlings-Folk, den skarpeste Torn i Øiet. Jeg ansaae derfor Besøget snarest for en Udæskning, og det varede ikke længe, før jeg fandt Leilighed til lidt skielmsk at spørge, om Fru Toft ikke vidste, hvad det var for en Sællandsk Herregaard, hvor Biskop Mynster sagde, man kryede sig af at have havt en gudelig Forsamling paa 500 Sjæle? Jo, svarede Fru Marie kiækt, skiøndt det er Snak baade med Kryheden og med Antallet, kan der ikke være nogen anden sællandsk Herregaard meent end Rønnebæksholm. Saadanne korte og kiække Svar faaer man nu sjelden nok om saadanne Ting af Dannekvinder, og endnu sjeldnere af Dannemænd, saa Fru Tofts Svar huede mig naturligviis særdeles godt, og derefter dreiede da vor høirøstede Samtale sig sagtens udelukkende om de gudelige Forsamlinger«, som jeg, trods mine stærke Indvendinger mod deres ægte »Hellighed« og levende, frugtbare »Christelighed«, meende at indrømme al den Ret imod Verden, som de eller Fruen kunde forlange; men skiøndt Fruen holdt Ørene stive, sagde hun mig dog siden, at hun aldrig havde mødt nogen Mand, der tog saa haardt og ubarmhjertig paa hende eller dog paa hvad hun elskede snart mere end sig selv. Jeg fik da ogsaa at vide, at hvad der havde saaret hende dybest, det var den Grund, jeg gav, hvorfor det ikke blot var ugudeligt, men tosset af Verden at hade og forfølge de »gudelige Forsamlinger«, som jeg ikke fandt, der var det mindste hos at hade eller forfølge, da deres »Hellighed« var langt fra at kunne skiære nogen i Øinene, og den »Skikkelighed« de unægtelig befordrede, maatte selv tækkes Verden, og at Resten jo var en selskabelig Smags-Sag, At nu det Ord kunde saare Fru Marie langt dybere end alle Verdens Grovheder og Dumheder, det kunde jeg vel ikke strax forstaae, men da jeg ret lærde at kiende den stolte Adels-Frue og den dybe, for ramme Alvor gudfrygtige Kvinde, da kunde jeg godt forstaae, at det gik hende til Marv og Been, at en Mand, om hvis christelige Gudsfrygt og Oplysning hun havde gode Tanker, erklærede det med den største Sikkerhed, aandelig og christelig talt, for slet ingen Ting, hvad hun satte kun altfor megen Priis paa, som det ypperste Opbyggelses-Middel, hun kiendte.

Det varede imidlertid kun kort, før den gudfrygtige og sandhedskjærlige Fru Marie kom igien, thi skiøndt hun ikke havde ventet sig saa haard en Medfart, som hun, efter sin Følelse, 36 mødte, saa havde hun dog ventet sig noget Haardt, og havde desuagtet alvorlig sat sig for at giøre mit Bekiendskab, fordi hun, som hun først længe efter betroede mig, ventede at faae ret og reen Besked af mig paa vigtige Spørgsmaal, som hun kun forgiæves havde gjort de Præster, hun ellers meest yndede, da de enten ikke kunde eller ikke vilde besvare hendes Spørgsmaal, men indsvøbde sig meer eller mindre i deres præstelige Værdighed, der ikke tillod dem at behandle saa vanskelige Spørgsmaal med ustuderede Folk og det af Kvinde-Kiønnet Saadanne Afspisninger eller Afviisninger kunde nemlig aldrig være slettere stædte end hos Fru Marie, thi vel var hun til Hverdagsbrug langt mere godtroende end de fleste kloge Folk, og syndes ved sin store Mildhed og Læmpelighed i daglig Omgang endnu at være mere godtroende end hun var, rnen i Henseende til Troes- og Forstands-Sager var hun dog meget langt fra at være lettroende og i Henseende til Examens-Viisdommen og den paatagne præstelige Værdighed var hun ikke blot saa vantro, som alle kloge Koner, men reent ubarmhjertig. Uagtet der nu ogsaa i mine Øine er en Aands-Overlegenhed, en høiere Oplysning og en egen Værdighed hos rette christelige Embedsmænd, som Menigheden og Kvinden i Menigheden giør bedst i at bøie sig for, og skiøndt vi kun seent, om nogensinde, blev her aldeles enige om dette og om de »gudelige Forsamlinger«, saa blev dog vor GrundEnighed om Christendom og Christelighed efterhaanden os ligesaa klar, som vor Grund-Enighed om Menneskelighed, Folkelighed og Danskhed, saa aldrig har jeg mødt Mand eller Kvinde, med hvem det var mig en saadan Lyst og Trøst at skifte Ord og Tanker om alt Aandeligt og Hjerteligt, som denne vidunderlige Frue, der aldrig snoede sig fra noget af den Art, og som aldrig gav mig Ret, før hun saae, hun selv havde havt Uret, men gav mig alle de Tanker, hun tilegnede sig, tilbage i en Skikkelse, saa lyslevende, saa egen og saa yndig, som Sønnen, hun fødte mig ved sin Bortgang.

Jeg pegede nys paa mit første Møde med Fru Marie paa de gudelige Enemærker, jeg skal nu pege paa vort første Møde paa de folkelige Enemærker.

Det var 1846, da der blev holdt et Dansk Samfunds-Møde i Næstved, og jeg, med mange Andre, efter Fru Tofts giæstmilde Indbydelse, tog ind paa Rønnebæksholm. Fruen tog ikke med ind til Nestved, og da en af hendes Venner vilde gaae irette med hende derom, loe hun ad ham, og uagtet jeg, 37 som i alle menneskelige Forhold hylder Frivillighed, naturligviis tav, saa maatle jeg dog, da jeg siden fra Hjemmet takkede Fruen for hendes Giæstmildhed, tilføie et Spørgsmaals-Tegn, om det dog ikke skulde være lidt af en pietistisk Grille, der forhindrede Dannekvinden fra aabenlyst at tage Deel i det danske Folkelivs naturlige Yttringer? Jeg veed aldrig, vi siden skiftede et Ord om den Sag, men da jeg 1848 atter giæstede Rønnebæksholm, for at mødes i Nestved med Danskhedens bedste Venner paa den Kant, da var, om ikke før, saa dog ved den Jydske Krigs Udbrud, Danskheden brudt igiennem hos Fru Toft, saa hun viste sig ikke blot siden saa afgjort Dansk, at da den »Danske Forening« blev stiftet, var det hende, der drev mig, men jeg har aldrig kiendt nogen Kvinde, der, saa godt som hun, kunde klare for sig selv, hvad det Menneskelige har med det Guddommelige og det Folkelige med det Christelige at giøre.

Hvor eiendommelig og dog hvor dybt og levende Fru Marie udtrykde sig i Hjertets Anliggender, lader sig vel bedst betegne ved hendes Liv-Udtryk, naar vi, som Mand og Kone, sad sammen, hvad vi jo gjorde langt mere end Ægtefolk pleier, og kunde det ogsaa, efter alle Omstændigheder, langt meer end de Fleste kan; thi da heldede hun sig tit op til mig med de Ord: jeg vil gjerne være hos dig. Hun sagde det jo saa yndig, at jeg aldrig kunde nænne engang at ymte om, at det faldt mig forunderligt, hvordan en Kvinde, ellers saa riig paa faure Ord, kunde have et saa fattigt Liv-Udtryk for sin Kiærlighed, men jeg tænkde det dog tit, og først, da hun ikke længer var hos mig, først da slog det mig, at Fru Maries Kiærligheds-Udtryk kun syndes mig fattigt fordi det endnu var mig for dybt. Nu er det derimod ogsaa blevet mit Liv-Udtryk, som jeg oplyser for mig selv med et Træk af Fru Maries Liv i Cholera-Sommeren 1853.

Da vi nemlig paa Rønnebæksholm fik den sørgelige Tidende om Pestilensen i Kiøbenhavn, var vi jo paa Timen enige om, at skiøndt jeg ved en Anden havde besørget mine Embeds-Forretninger i Hovedstaden, maatte jeg dog, som sædlig, tage ind og forrette Guds-Tjenesten hveranden Søndag, men da jeg, af Bekymring for hende og for Huset, hun var knyttet til, bad hende blive hjemme, da svarede Fru Marie mig i Vrede: tænker du da, vi er saadanne Rakkere! og skiøndt det giøs i hende, da vi en af de allerværste Dage gik ind fra Jernbanen og mødte kun Lig og Lig-Vogne, saa viste hun dog 38 baade da og siden, da vi alene flyttede ind til Byen endnu i August, hvad der laae i det, at hun vilde gierne være hos mig, og skiøndt hun nu vist er hvor der er meget godt at være, kalder jeg det dog det dybeste Udtryk for min Kiærlighed, naar jeg med Sandhed kan sige: jeg vilde gierne være hos hende, skiøndt Døden ligger imellem os!

Og hermed vender jeg mig da fra Fru Maries Bautasteen til hendes Livs og vort Samlivs Frugt, den lille lyslevende Dreng, der, med Guds Hjelp, engang skal give os begge det bedste Eftermæle, og ligesaa klart bevise Ægtheden af vort aandelige og hjertelige Fællesskab, som han alt beviser Ægtheden af sin Moders Kvindelighed! Det var nemlig Fru Maries Haab, saavelsom mit, at skiænkede Vorherre os en Søn, da vilde Han, fordi vi troede paa Ham og vilde gierne være hos hinanden, ogsaa vise hvad Han forstaaer ved at giøreTo til Eet!

Fru Maries og mit indbyrdes Forhold var nemlig, for mine Øine, i det smaa af samme Art, som det indbyrdes Forhold mellem Oldtid og Middelalder i det store, saa at ligesom den ægte menneskelige Nytaarstid vil med Bevidsthed optage Oldtiden og Middelalderen i sig og færdes derefter, saaledes haaber jeg, at lille Frederik Lange Grundtvig skal med Bevidsthed optage i sig alt det Forenelige hos Fader og Moder, og saavel ved hele sin Færd, som ved sin Betragtning af Menneske-Livet, eensartet i det hele og i det enkelte, klarlig vise, i hvor høi en Grad dog en Dannemand og en Dannekvinde, som begge troer paa Vorherre, og vil gierne altid være hos hinanden, fordi de er hinanden uundværlige, kan blive ligegode om alt det Folkelige og Menneskelige, som Vorherre har skiænket dem!