Grundtvig, N. F. S. RØNNEBÆKSHOLM II

RØNNEBÆKSHOLM II.1
(Septbr. 1854.)

Her, hvor, nyt paa gamle Dage,
Oldtids Skjald fandt Huns og Hjem,
Fandt en Frne uden Mage
Til hver Dronning-Syssel nem,
Her, som i en Verden øde.
Sidder nu jeg hos den Døde.

Død er hun, som Diser daane,
Skyde Dødeligheds Hamm,
Sees ei under Soel og Maane
Meer med Disers Glands og Bram,
Skjule sig for Støvets Øie,
Svinge sig til Gudhjems Høie!

Seer jeg til de grønne Skove
Og det røde Rosenblad,
Seer jeg til den blanke Vove
Og den lange Bakkerad,
Øiets Lyst, til Disen bundet,
Er med hendes Glands forsvundet!

Lytter jeg til hver en Side,
Hveden mig imøde klang
Vøluspaa og Gudruns Kvide,
Vise-Nyn og Psalme-Sang,
Ørets Fryd, til Disen bundet,
Er med hendes Røst forsvundet!

Leder jeg om Hjerte-Skiødet
Netop til mit Hoved skabt,
Saa i Aanden, som i Kiødet,
Ei et Hovedhaar gik tabt,
Foer jeg end med alle Vinde,
Det er ei paa Jord at finde!

* 17

Dog, hvad sidder jeg og siger,
Hjerteklemt og hovedør,
Medens ind ad Døren kiger
Til mig Disen, som ei døer,
Smiler end fra Gudhjems Høie
Til mig giennem Fredriks Øie!

Ja, mens jeg min Armod klager,
Rig jeg sikkert er endnu;
Lykken giver før hun tager,
Kom betids mit Tab ihu,
Derfor Disen, før hun døde,
Skulde blid sig selv gienføde!

Skikkelsen er kun for Øiet,
Hjertet er for Livets Alt,
Disen med mig sammenføiet
Efter begge er opkaldt,
Disen, giennem dunkle Gange,
Dages vil i Fredrik Lange!

Det er end kun atten Uger,
Siden Lyset først han saae;
Mænd og Kvinder, som dem huger,
Dristig giætte kan derpaa,
Hvem han ligner, hvad han lover,
Hvad hans Følgje ruger over!

Seer jeg paa hans Smiil det søde,
Indad Gluggen under Braa,
End de blege Kinder gløde,
Og de valne Læber spaae:
Han, som Livets Frugt den ægte,
Paa sin Marv og Rod skal slægte!

Ordet, som alt Graaden stiller,
Kalder Engle-Smilet frem,
Ordet ham paa Læben spiller,
Tungen laller lærenem,
Vil, med Hjertet til sin Amme,
Snart sit første Ord udstamme.

18

Og naar Bladet han fra Munden
Blæser med et Aandepust,
Da en Baun fra Hjertegrunden
Sees skal paa Høi opblust,
Kiendes let det skal paa Flammen
Hvad i ham er smeltet sammen!

Det er Disen rosenmundet,
Øresæl fra Sanger-Hall,
Uopløselig forbundet
Med sin Beiler og sin Skjald,
Det er Ydun op ad Dage
Med Guld-Æblerne til Brage!

Længe dog før Læben svulmer,
Føder alt hvad Aanden vil,
Medens kun i Asken ulmer
Gnisten til den store Ild,
Ad Løngangen jeg skal finde
Disen min, hvor hun er inde.

Ja, forvindes skal min Smerte,
Naar jeg seer, ved Gnisten rød,
Faders Aand i Moders Hjerte,
Hoved hans i hendes Skiød,
Deres Luer, deres Syner,
Hvor i Løn de sammenlyner!

Kom da, Fredrik! lad mig trykke
Som en Drot dig til min Barm!
Lad mig løfte som min Lykke
Høit dig paa min gamle Arm,
Kvæde kiækt: jeg vandt dog Prisen,
End er min Guldæble-Disen!

Gaard og Gavle, Skov og Have,
Alt hvad mig var kiært tilforn,
Selv Marias Vennegave:
Sommerhuset med sit Taarn,
Alt hvad der var ikke hende,
Rolig kan jeg Ryggen vende.

19

Til vor Søn jeg frit tør sige:
Du var hende, hun er dig,
Aldrig hun vil fra os vige,
Følges, hvor jeg gaaer, med mig,
Saa alt hvad mit Hjerte savner
Trøstet jeg i dig omfavner!

Visnet som paa Disens Kinder
Er den rige Rosenflor,
Men omblaanet af Kiærminder
Disen stadig hos mig boer,
Dem ei Vintren selv kan tvinge,
Ved hvert Solglimt de udspringe.

Seer jeg til de grønne Skove
Og det røde Rosenblad,
Seer jeg til den blanke Vove
Og den lange Bakkerad,
Da hver anden Farve svinder,
Alting blaaner som Kiærminder.

Som Kiærminden blaalig flammer
Lyset hver en Aftenstund,
Naar i Disens Sovekammer
Øiet lukker sig til Blund,
Og hvert Hovedhaar det mindes,
Hvad ei meer i Verden findes.

Og mens end den Port staaer aaben,
Hvorudad jeg Disen saae,
For Kiærminder med Dugdraaben
Giælde mine Øine blaa,
Saa om Disens Rosenkinder
Mindet kun med dem forsvinder!1

*