Grundtvig, N. F. S. TIL MARIE MIN TROLOVEDE

TIL MARIE MIN TROLOVEDE.

I Sommeren 1851 blev Grundtvig forlovet med Ane Marie Elise Toft, født Carlsen, der efter sin første Mand Harald Toft ejede Rønnebæksholm ved Næstved. Hun var født den 4. August 1813 og var en højt begavet Kvinde, der mere end Grundtvigs første Hustru var i Stand til at følge ham i alle Aandens Egne. Den 24. Oktober 1851 blev de gift. Den 15. Maj 1854 fødte hun Sønnen Frederik Lange Grundtvig. Men den 9. Juli samme Aar døde hun paa Rønnebæksholm. Grundtvigs korte Samliv med »Fru Marie« blev en forunderlig Eftersommer med en Kærlighedsglød, der bragte alle Livets røde Roser til at blomstre for den gamle Præsteskjald. En lang Række utrykte Digte bærer endnu Vidne derom. Her skal meddeles to Digte, som Grundtvig skrev »til Marie«, paa hendes Fødselsdag den 4. August 1851, og som tidligere har været trykte i Poetiske Skrifter, Syvende Del, Side 471-75, et Digt: Til mine kiære Børn (25de September 1851), trykt sammesteds S. 491-93, fire Digte, skrevne efter Fru Maries Død og offentliggjorte i Dansk Kirketidende og i Ugebladet »Dannebrog«, og et Prosastykke om »Fru Maries Bautasteen« i »Dannebrog«.

Til Marie min Trolovede.

I.

Alt hvad Herren giør et stort,
Evig at omkvæde;
Denne Dag har Herren gjort
Os til evig Glæde,
Han, som os fra Herrens Hald
I Hans Navn velsigne skal,
Selv er han velsignet.

6

Faderens i Himmerig
Var vi uden Mythe,
Før den Gode gav mig dig,
Gav dig mig i Bytte,
Gav i Brude-Gave os,
Al vor Syndighed til Trods,
Evigt Liv af Naade !

Ja, det er den Naade-Løn,
Som ei Guld opveier,
For Guld-Troen paa Guds Søn,
Paa hans Kamp og Seier,
Paa hans Døds-Kamp i vort Sted,
Da fra Hel han tog os med
Hjem til Himmerige!

Og det er den Frugt saa fiin,
Som ved Daabens Kilde
Modnes til hans Brød og Viin,
Himmerigs Høst-Gilde,
Hvor som Brød vi æde Kraft,
Drikke som en Drue-Saft
I os Liv og Glæde!

Kiærlighed og evigt Liv,
De er Eet i Grunden:
Livet som et Guddoms-Bliv,
Hjertets Røst i Munden,
Kiærlighed med Guddoms-Rod,
Kilden, hvoraf Livets Flod
Evig klar udspringer!

Troen, som det mindste Frø,
Der kan sees for Øie,
Skyder Krone under Øe
Over alle Høie;
Kiærlighedens draabeviis
Vander hele Paradis,
Blomstrer i Livs-Træet!

7

Haab paa Jord er Blomstens Navn,
Deraf vi, som Bien,
Suge i hinandens Favn
Honning-Poesien,
Virke saa i Kraft deraf,
Uden Gru for Død og Grav,
Blomster-Værk derefter!

Derfor evig Gud skee Lov,
Tak og evig Ære!
Guddoms-Liv er intet Rov,
Ingen Viisdoms-Lære,
Men Guds Naade-Gave skiøn,
I og ved og med hans Søn,
Gud og Mand, Vorherre!

Frederik Præst.

2.

Her er jeg, du Kiære!
Her, midt i din Favn,
Kan fra dig kun være
Med Længsel og Savn;
Thi Kvinden og Manden
Er skabt for hinanden,
Til tveløbet Liv udi Eet!

Som Ordet sin Tone
Og Skjalden sin Sang,
Skal Manden sin Kone
Omfavne i Vang,
Som Sangen og Tonen
Igien skal og Konen
I Vangen omfavne sin Mand!

8

Ja, det er oplevet
I »deiligste Vang«,
Saa hverdags er blevet
Min Nytaarsdags-Sang,
Jeg favner og favnes,
Jeg savner og savnes,
Som Aanden med Hjerte til Brud!

Tag heel mig og holden,
Som for dig jeg staaer,
Som Skjalden, saa Knolden
Med askegraat Haar,
Som Præsten, saa Branden
Og Folkethings-Manden!
Jeg tager dig heel som du er.

Som Blomsten paa Tuen,
Som Tonen i Skov,
Som Herregaards-Fruen
Med Ret og med Lov,
Som Disen med Runer,
Som Fruen med Luner,
Jeg tager dig heel som du er!

Det er vor Aftale
Med Kys og med Ja,
I Bjerge og Dale
Vi gaae ej derfra,
Thi saa skal man dele,
At hver faaer det Hele,
Naar To man vil have til Eet!

Og Himmelen smiler
Med Skyerne blaa,
Naar sammen saa iler
Et Par af de Smaa,
Og seer i den Lykke
En Paradis-Skygge,
Et Varsel fra Brylluppet bedst!

9

Og Fuglen i Skoven
Og Blomsten paa Eng
Og Fisken i Voven
Og Harpens Guldstreng,
De rimer dem sammen,
De deler vor Gammen,
De dandser paa vor Bryllups-Dag!

Smaa-Englene kvæde:
Men see dog en Gang,
Hvor Kiærligheds Glæde
Kan blomstre i Vang!
Guds Fred og til Lykke
I Bøgenes Skygge,
Og saa hvor Lys-Palmerne groe !

Frederik Skjald.