✂ UDENFOR Kirken og Vennernes Kreds fik Grundtvig endnu en Gang i sin høje Alder Lejlighed til at føre Ordet under en for Landets Velfærd saare vigtig Forhandling, idet han i Sommeren 1866 lod sig vælge, i 10. Landsthingskreds, til Medlem af den ekstraordinære Rigsdagssamling, der skulde afgøre Grundlovens endelige Skæbne. - Han brugte al den Magt i Ordet og al den Indflydelse, han havde, til at modarbejde Vedtagelsen af »den gennemsete Grundlov« med dens ufolkelige Landsthing, og skønt det ikke lykkedes ham at faa Flertallet med sig, var hans Rigsdagstaler dog et Indlæg, som baade den Gang og senere har haft stor Betydning for den folkelige Udvikling.
✂ Grundtvig ledede som Aldersformand Landsthingets første Møde, den 9. Juli, hvori Valgbrevene blev prøvede og Krieger valgt til Formand. Ved Thingets tredje Møde, den 12. Juli, kom »Udkast til Danmarks Riges gennemsete Grundlov af 5. Juni 1849 «til første Behandling, og Grundtvig holdt ved Mødets Begyndelse sin første Tale, hvis Hovedindhold her meddeles efter »Rigsdagstidende«.
✂ Ja, jeg har bedet om Ordet, og det er vist, at, om jeg nogensinde har følt Trang til at bede baade Gud og Mennesker om Ordet, saa er det paa dette Stade idag og paa hele denne Rigsdag; thi hertil var jeg aldrig kommen, dersom jeg ikke havde, hvad Mange ville kalde, en Overtro paa Ordet, paa det levende Ord, og hvad jeg selv maa kalde en særegen Tro paa, hvad et 568 godt Ord kan udrette, naar det finder et godt Sted, og tillige derpaa, at gode Ord fandt fra Slægt til Slægt aldrig bedre Sted end i det danske Folkehjerte.
✂ Ja, jeg troer virkelig, at saa godt et Sted kan et godt Ord finde, om intet andet Sted, saa dog paa den danske Rigsdag, at baade Regjeringen og Rigsdagen, eller idetmindste en af dem, kunde lade en Sag falde, idetmindste for Øieblikket, som var kommet sin Afgjørelse saa nær som den Grundlovssag, vi ere sammenkaldte til at vedtage eller forkaste. Og hvor langt end det høie Ministerium og det ærede Thing maatte være fra at dele denne min Tro, saa ville de dog neppe tvivle om, at jeg her kun taler, fordi jeg troer; thi der var aabenbart ingen alvorlig, nogenlunde begavet og med Rigsdagslivet ikke ubekjendt Mand, som kunde drives til at afbryde sin Alderdoms Ro og opbyde sine sidste Kræfter blot for at sige et afmægtigt »Nei « til en afgjort Sag.
✂ Var det alligevel saa, som man har sagt, ja, som man tidt nok har sagt, var det virkelig saa, at denne Grundlovssag, denne langtrukne og fortrædelige Sag var saa fuldstændig drøftet og reengjort, ai der ikke var noget Nyt at oplyse derom, saa de opkogte Indvendinger nødvendig maatte finde døve Øren baade hos Ministeriet og hos Thingenes Overtal, som ikke blot vare stemte for, men bestemte paa at gjøre en Ende paa en uhyggelig Partistrid, saa Folket og Regjeringen endelig engang kunde faae Ro til efter den Ulykke, som har ramt Fædrelandet, at arbeide paa det almindelige Bedste - ja, var det saa, da var min Lettroenhed paa dette Stade en sand Latterlighed.
✂ Men jeg tør sige, at det er ikke saa, det er en mærkelig Feiltagelse, og hvis det ærede Thing vil have lidt Taalmodighed med sin Aldersformand, tør jeg haabe allerede idag at godtgjøre, at der virkelig kommer et nyt Element ind i Rigsdagsbehandlingen af denne Sag, naar der kommer en Rigsdagsmand og træder i Skranken for den uforandrede Grundlov af 1849, og det en gammel Rigsdagsmand, som uden at høre til den gamle Grundlovs Forgudere dog selv har taget virksom Deel i dens Tilblivelse, og som aldrig har villet høre eller vil høre til noget politisk Parti af hvad Navn nævnes kan, med mindre man vil bruge dette Øgenavn til hele det danske Folk, der unægteligt for at bestaae i Forhold til de Fremmede og til det Fremmede altid afgjort maa være paa sin egen Side.
✂ Jeg sagde: »dersom det ærede Thing vilde vise lidt Taalmodighed^ og skjøndt jeg tør haabe, at Thinget veed, at jeg, som en gammel Folketaler, ikke har pleiet at sætte Tilhørernes 569 Taalmodighed paa nogen haard Prøve, maa jeg alligevel udbede mig lidt Taalmodighed, fordi jeg ikke kan love at fatte mig ganske kort, fordi denne Sag meest betragtet og behandlet som en Partisag er kommen til at staae i saa skævt et Lys, at jeg ikke tør vente uden lidt efter lidt at faae den sat og seet i sit rette Lys.
✂ Paa det nærværende Trin af Sagen, og i dette Thing, kunde det vel synes aldeles overflødigt at vise, at det er ingen Partisag og kunde aldrig blive en Partisag, uden naar man altfor sørgeligt vilde betragte Regjering og Folk som to modsatte Partier; men for en Sikkerheds Skyld maa jeg dog i Forbigaaende bemærke, at i alt Fald nu, nu da vi see for vore Øjne, at det frygtelige Parti, som man paastod maatte til enhver Priis jo før jo hellere hindres fra at beherske dette Thing - at dette frygtelige Parti har med alle sine største Anstrengelser ikke engang kunnet hævde nogen af sine Ledere Sæde i dette Thing - nu siger jeg, nu maae dog vel de, der virkelig have følt Skræk, smile lidt over den, og da tillige over den Daarlighed at ville forebygge alle mulige Misbrug af Livet.
✂ Jeg tør da ogsaa naabe, at de ville give mig Ret i, at der maatte være ganske anderledes overhængende Fare for det almindelige Bedste, som man skulde lade sig bevæge af til at forandre en Grundlov, en Grundlov, som det halve Folk kæmper for, og det andet halve Folk kun af Frygt og Mismod opgiver.
✂ Der maatte altsaa ved dette Thing, som jo skal være Anstødsstenen i den gamle Grundlov - der maatte, siger jeg, ved dette Things Sammensætning være noget ganske Andet, der satte det almindelige Bedste i overhængende Fare, eller der maatte i det paatænkte nye Landsthing være en betydelig Vinding for det almindelige Bedste, som dog hidtil var bleven skjult selv for Øiet af dets meest velvillige Betragtere. Dette maa derfor undersøges, og jeg skjønner ikke rettere, end at den nøiere Undersøgelse maa især - først og sidst - dreie sig om det Spørgsmaal, som i det nærværende Aarhundrede, og kjendeligst i de sidste Aartiender, stedse er blevet mere brændende, Spørgsmaalet nemlig om den almindelige Valgret og om dens Forhold til Folkeligheden og den folkelige Frihed.
✂ Dette Spørgsmaal maatte oplyses, ikke blot i sin Almindelighed, men især, hvad her er Hovedsagen, i sit Forhold til det danske Folk, dets lovlige Ret, dets Tarv og Trang og dets Brug af Friheden. 570 En saadan Drøftelse vilde da ogsaa, netop i dette Tilfælde, være dobbelt nødvendig, da her ikke er Tale om at Indføre den almindelige Valgret, men om at afskaffe den, saa vi opfordres nii til at skifte Grundsætning, og ovenikjøbet at begynde Krebsegangen med et splinternyt Landsthing, uagtet det er vist, at ved Sammensætningen af det Landsthing, som vi have den Ære at udgjøre, udøves den almindelige Valgret i en saa spagfærdig Skikkelse, at den vel maatte synes at kunne vente Naade, selv i sine Modstanderes Øine.
✂ At nu ogsaa selv Regjeringen maa have fundet Betænkelighed ved at indskrænke den lovligt bestaaende Valgret, maatte man vel slutte allerede deraf, at det lige fra Begyndelsen er blevet os idelig indskærpet, at den almindelige Valgret jo ved Folkethinget forblev og skulde forblive aldeles ubeskaaren. Men det bliver dog først ret slaaende, at der er en stor Betænkelighed ved at indskrænke en lovligt bestaaende Valgret, naar man opdager, hvad der hidtil synes at være overseet, hvilken mærkelig Forskjel det efter Erfaringens Vidnesbyrd gjør, enten man, som i England, kun holder igjen paa gamle Indskrænkninger af Valgretten, og selv naar man ved Tidens Tryk nødes til at give efter, dog kun udvider den tommeviis, eller man, som i Frankrig, under de sidste Bourbonner, bedrøvelig Ihukommelse, prøver paa at indskrænke en Valgret, som allerede er i Folkets Besiddelse og har vundet dets Yndest - dette synes saameget mere at maatte vække stor Betænkelighed ogsaa hos vore Statsmænd, som de ulykkelige Bourbonners lykkelige Afløser, hvem man vel ikke uden Grund anseer for Øieblikkets kløgtigste Statsmand, ikke blot roser den almindelige Valgret og den udprægede Folkelighed, men aabenbart betragter dem som de faste Støtter for sin Throne, sin Magt og sin Frihed.
✂ Naar man derfor har sagt og paastaaet, ja udraabt over hele Landet, at Hovedgrunden til at vedtage den foreliggende Grundlovsforandring skulde være, at saa fik vi Ro, da kan jeg slet ingen alvorlig Mening finde deri, medmindre det skulde være Meningen, at, endskjøndt en saadan Indskrænkning af den lovligt bestaaende Valgret hos ethvert andet Folk nødvendigviis vilde vække en meget farlig og uophørlig Uro, vilde det dog være anderledes her, og det føjelige og fredelige danske Folk vilde dog sikkert slaae sig til Ro. naar det saae, at der ikke var bedre Vilkaar at faae.
✂ Jeg skal ikke her tale videre om, at det jo vilde være en stor Synd netop at fratrue et saa føieligt og fredeligt Folk sin 571 Valgret, som det aldrig havde misbrugt, og som der ikke var nogen Rimelighed for, at det nogensinde vilde misbroge; thi efter min Tanke nytter det ikke at ville blande Politiken sammen med Moralen; men jeg maa dog indskærpe, at, skjøndt det er ganske sandt, at det danske Folk i en Række af Aarhundreder har været saa overvættes fredeligt, at det nøiedes med en rolig Død, naar det ikke paa skikkelig Maade kunde faae et roligt Liv - jeg maa indskærpe, siger jeg, at, skjøndt det virkelig har saaledes været Tilfældet, saa kræver det dog en nøiere Undersøgelse, om man tør vente det Samme herefter, eller om ikke i dette Folkelighedens Aarhundrede ogsaa det danske Folkeliv er vaagnet med Kraft, og om ikke netop Betragtningen af et ufolkeligt Landsthings Virkning til at qvæle enhver folkelig Livsrørelse, om ikke netop det vil nøde Folket til at see, at hvor kjær man end har den dagligdags Ro og Mag, saa kan man dog ogsaa kjøbe Guld for dyrt, saa man maa dog hellere, naar det skal være, en Stund stride hart for Livet, end kun have Valget mellem Straadød og Selvmord.
✂ Jeg har nok hørt, at det kun skal være det Landsthing, som det forrige Ministerium krævede, der kunde befrygtes at ville staae i en saadan fjendtlig Stilling til Folket og Folkethinget og den almindelige Valgret, og at dette paa ingen Maade er Tilfældet med det Landsthing, som efter Overeenskomsten nu staaer paa Dagsordenen; men, hvis saa er, da tør jeg sige, da maa Forslaget anderledes undersøges og klarere oplyses, end det hidtil er skeet; thi, som det nu foreligger, med det nye Landsthings indviklede og kunstlede Valgmaade, kan hverken Folket eller jeg finde Andet rimeligt, end at der bestandigt vilde være et født Overtal, der stod skarpt imod Folket, imod alt Folkeligt og den almindelige Valgret, og hvilken ubodelig Skade dette vilde være for Land og Rige, synes nu vel at være overseet; men det er jo dog aabenbart indlysende, saasnart man betænker, at vi her hos os ikke have de Bestemmelser, som man, saavidt jeg veed, har alle andre Steder, hvor der er Tokammersystem. Vi have hverken en forenet Rigsdag eller noget andet lovligt Middel til, selv om Konge og Folk derom var aldeles enige, at tvinge et privilegeret og haardnakket Landsthing. - -
✂ Grundtvig sluttede sin Tale med at paapege en formentlig Mislighed i Grundlovsforslagets første Paragraf, angaaende Arvefølgen. Han foreslog første Behandling standset og Sagen henvist til et Udvalgs Prøvelse. Da dette blev forkastet med 30 Stemmer mod 20, stillede han til anden Behandling en Række Ændringsforslag, der ligeledes alle blev forkastede.
✂ Under Sagens tredje Behandling, den 19. Juli, tog Grundtvig atter Ordet, og efter nogle Bemærkninger om det formentlig urigtige ved Formen i § l udtalte han sig saaledes:
✂ - - For nu at ende ligesaa mildt og roligt, som jeg tør sige, jeg har begyndt og stræbt at blive ved, saa skal det være mit Første ved denne Slutning at takke det høie Ministerium og hele Thinget, fordi jeg har faaet, hvad jeg bad om fra Begyndelsen, Ordet i sin Frihed og Ørenlyd. Jeg har faaet det saa rigeligt, at oftere, som i dette Øieblik, overlodes det til mig og mine folkelige Venner at tale alene, og hvorvel jeg ikke skal sige, at det har syntes, som vore Ord udrettede Meget, og endskjøndt det er aabenbart, at her slog Ordsproget feil, at den, som tier, han samtykker, saa føler jeg det alligevel som min Skyldighed at takke for den Ordets Frihed og den Ørenlyd, som blev os til Deel endog lidt over min Forventning.
✂ Men skjøndt hverken Ministeriet eller Thingets Overtal har villet indrømme mig det Allermindste, saa haaber jeg dog, at de til Slutning ville indrømme mig, hvad jeg kalder Meget, at har jeg end talt saa frit, som en ældgammel Mand, der ikke har synderlig Mere for sig selv at haabe eller frygte i denne Verden, saa har jeg dog stræbt at tale saa mildt og roligt som en upartisk Mand, der ikke seer paa Andet, end hvad han anseer for det fælles, almindelige Bedste, og som en Mand, der, i hvor høi Priis han end sætter paa Hjertet baade hos Enkeltmand og hos hele Folkefærd, dog har det Skjøn, at Thingstedet er ikke Stedet til Hjerteudgydelser, saa han har heller ikke for Skik at præke paa Thinge, saalidt som at holde Thing i Kirken.
✂ Dette var, sagde jeg, min første Skyldighed; men det var dog ikke min hele Skyldighed idag, da jeg ventelig taler mit sidste Ord, ikke blot i denne Sag, men i denne Sal, i dette Thing, som synes ikke at ville spare sit eget Liv for det almindelige Bedste, og i denne Kreds af Mænd, der deels have raadet og deels i dette Øieblik raade, saavidt Mennesker kunne raade, for Danmarks Vee og Vel, og som vide, at de staae Folket og Historien til Regnskab. Jeg maa derfor til Slutning ligesom fra Begyndelsen udbede 573 mig lidt Taalmodighed med Aldersformanden, som begyndte at tale kongeligt og folkeligt i Christian den Syvendes Dage og gjør saa endnu i Christian den Niendes. Hans Ord, siger man, var i Ungdommen meget for skarpt og meget for kongeligt; hans Ord, siger man, i Alderdommen er meget for mildt og meget for folkeligt; men Ingen har dog nægtet, at hans Ord var altid dansk og fædrelandsk, og det i saa høi en Grad, at han sparede ikke at sige om det lille Danmark, hvad en berømt britisk Statsmand (Canning) sagde om det store England: Jeg ønsker den hele øvrige Verden alt Godt, men naar enten den eller mit Fædreneland skulde forgaae, saa foretrak jeg dog , uden al Betænkelighed mit Fædreneland.
✂ Denne Egenskab ved mit Ord, som Verdensborgerne, hvem Alle uden de selv ere lige kjære, høilig har lastet, denne Egenskab har imidlertid, som det var at vente, efterhaanden givet mit Ord en ikke ringe Indflydelse hos Folket, hvad man ogsaa kan see herinde; thi det er aabenbart hverken noget Parti, ikke heller mine kirkelige Tilhørere i Hovedstaden, men det er Folket, de troe Jyder, som have valgt mig ind i dette Thing, for at jeg skulde tale Folkets og gamle Danmarks Sag ligesaa roligt og med den samme Seighed, som er dem eiendommelig.
✂ Derfor er det min Skyldighed, endnu i dette Øieblik, da de synes spildte, alle de gode Ord, som jeg paa Folkets Vegne har villet give Ministeriet og Thingets Overtal for at lade en Sag falde, som aabenbar er ufolkelig og farlig, eller dog idetmindste at underkaste den en ny og grundig Prøvelse, selv i dette Øieblik er det min Skyldighed at holde Ørene stive og at prøve dog endnu engang, om det ikke dog var muligt, at et godt Ord kunde finde et godt Sted paa den danske Rigsdag, som, jeg gjentager det, et godt Ord altid har fundet i det danske Folkehjerte - selv da, naar det langtfra politisk Klogskab ikke engang vidste af sig selv at sige, som der i Grunden er Tilfælde med os Alle, naar vi ligesom de tydske Professorer ikke engang vide eller huske, at sund Forstand paa Livet er hverken Meer eller Mindre end en sand Følelse, der bliver sig selv klar.
✂ Idet jeg nu villigt indrømmer, at for Øieblikket holder det danske Folk paa den uforandrede Grundlov af 1849 og paa den almindelige Valgret til Landsthinget selv i sin Mathed - meest af en uvilkaarlig Følelse, saa paastaaer jeg dog, at denne Følelse netop er en af de sande Følelser, som, naar den klarer sig, bliver til sund politisk Forstand, og den har klaret sig, mener jeg, naar, man indseer, at Ulempen og Farligheden 574 ved alle de Afgjørelser, hvor man ikke kan veie Stemmerne, men maa tælle dem - at den Ulempe og den Farlighed efter Erfaringens Vidnesbyrd formindskes i den samme Grad, som det afgjørende Overtal bliver større, at det er saaledes i alle Retninger ligesom i Nævningeretten, og at netop derfor er den almindelige Valgret saa stort et borgerligt Gode, at et Folk, som engang har faaet den i lovlig Besiddelse, bør aldrig slippe den til nogen Priis, end sige da til den Priis, som for Øieblikket bydes det danske Folk for dets Valgret, dets umistelige, og, naar den holdes fast, i vore Dage utabelige Valgret.
✂ Jeg tør derfor dristigt forudsige, at naar kun Danmark beholdt sin Valgret og beholdt sit vel skrøbelige, men dog folkevalgte Landsthing, da vil den Tid snart komme, da Folkets sande og sunde Følelse vil klare sig paa Forholdet mellem en fri Konge og et frit Folk, som er ikke bundet af. noget Privilegium, ikke skilt ad ved Stænder, saa Verden skal forundre sig. Paa den anden Side maa jeg forudsige, at dersom Danmark nu faaer et ufolkeligt Landsthing, hvis Overtal idetmindste er fremmed for det rette Skjøn paa Frihed og Ligelighed, da vil Folket kun have Ulykke af sin Rigsdag og af hele sin saakaldte frie Forfatning og da vil der kun beredes baade Konge og Fædreneland en sørgelig Fremtid.
✂ Jeg veed det nok, at de Høilærde smile, om ikke lee ad alle saadanne Forudsigelser, og de have derfor tidt enten blot for Løier eller med en vis Spydighed kaldt mig »Spaamanden«, undertiden endogsaa »Spaaqvinden«, men jeg veed ogsaa, at skjøndt det rigtignok paa Dansk altid hedder »at spaae«, naar man yttrer en sikker Formodning om Fremtiden, saa er der dog stor Forskjel paa, hvoraf man spaaer, og jeg veed, jeg har aldrig spaaet enten af Streger i Haanden eller af Stjerner paa Himlen, men kun af den Oplysning vi Alle kunne faae ved at agte vel paa Folkets Art og Æt, paa Tidernes Løb og Tidernes Tegn, hvad de Høilærde sjelden værdige deres Opmærksomhed, men som jeg fra Ungdommen af har skjænket hele min.
✂ Jeg tænker næsten heller ikke, de ville nægte eller kunne nægte, at fordi jeg kun har forudsagt, hvad jeg saae maatte følge af det Forbigangne og det Nærværende, at derfor har jeg dog især med Hensyn paa gamle Danmark og Danmarks Folk, paa Slesvigholsteen og Heelstaten baade seet og sagt Adskilligt forud, som det havde været godt, om man havde ændset, førend det var forsiide. Jeg tør derfor sige, det vilde være klogt, netop 575 statsklogt, dersom man vilde ændse, hvad jeg nu forudsiger om al den Bitterhed, Splid og Krebsgang indadtil og Farer udadtil, som man selv bereder sig, naar man nu vil presse og drive en Grundlovsforandring igjennem, som dog aldrig tilgavns kan gjennemføres uden med saa stort et Overtal, som grændser til Eenstemmighed, og med Hensyn til hvilken jeg ikke har hørt fra nogen af Siderne, at der var Nogen, som ventede sig synderlig Vinding, som var værd at nævne, af denne Forandring enten for det Fælles eller for det Særlige.
✂ Jeg har før paa et andet Sted ofte hørt baade af Ministrene og af andre Ledere, at der var meget smukke Ting og Tanker, som de kunde ønske at gjennemføre, men som de ikke turde for det store Ansvar, som hvilede paa Gjennemførelsen, og jeg har stundom, jeg tilstaaer det, smilet over den store Frygt for et Ansvar, som i mine Øine var meget let at bære; men sørgeligt vilde det være, dersom jeg nu paa mit første og sidste Sæde her i Landsthinget skulde møde saa stor en Kjækhed og Sorgløshed, at man end ikke vilde skjænke det tungeste Ansvar en alvorlig Tanke, ikke selv da, naar en gammel Rigsdagsmand og Sagamand, Folkeven og Folketaler advarede og maatte, hvis han havde Ret, staae som et Vidne fra Slægt til Slægt, saalænge Danmark staaer, altsaa med Guds Hjælp til Verdens Ende; thi det er min første og min sidste Forudsigelse, at, hvad man saa end gjør, enten ude eller hjemme, saa vil sikkert Danmarks Rige bestaae, saalænge Bølgerne rulle.