(1855. Juni 21).
✂ Den 21de Juni var, som man vel husker, en af de første Sommerdage i Aar, og det er altid, som man nok veed, den længste Dag i hele Aaret, saa det er mig ordenlig mærkværdigt, at den lange Sommerdag, langt fra at falde mig lang, falder mig i Erindringen snarere for kort, thi vel er det ikke saa sjeldent med Seiers-Dage, men dog har jeg havt Seiers-Dage før denne, som, skiøndt de var kortere, syndes mig lange nok.
✂ Først var det mig noget Nyt at komme til Fyen, thi det er nyt, som sjelden skeer, og jeg har ikke seilet saaledes over Store-Belt, Sprogø forbi, siden 1805, og i den Mellemtid er der, som man veed, i alle Maader løbet saa meget Vand til Strande, at Farvandet maa vel giælde for ligesaa nyt som Færgebaaden, der nu ligner langt mindre den gamle Børsmakke end den æventyrlige Selv-Ganger, hvorpaa Phæakerne fordum bragde Odysseus til Thiaki.
✂ Dernæst maa man vide, at Kierteminde-Egnen og jeg har i mange Aar tittet til hinanden over Bølgerne. Dels var det nemlig der, den saakaldte »Opvækkelse« begyndte for over tredive Aar siden, og skiøndt jeg ikke turde løfte den til Skyerne, for de Hagers Skyld, der altid er ved saadanne Opbrusninger, saa turde jeg dog godt skamme den Oplysning 69 ud, der fandt, at »gudelige Forsamlinger« var langt utaaleligere i et christent Land end selv de værste »verdslige« Forsamlinger i Kipper og Kieldere, saa jeg har gjort mit til, at man dog nu lige saa frit kan forsamle sig om Psalmebogen og den bedendes Kiæde, som om Brændevins-Flasken og Kortspillet, hvad man bogstavelig ikke kunde i Danmark enten 1823 eller længe derefter. Dels dette, og dels dannede der sig paa Hindsholmen ved Kierteminde vel alt for meer end tyve Aar siden et lille Læse-Selskab mellem de unge Karle, som fortrinlig læste mine Bøger og stræbde at tilegne sig min Betragtning af Folkelivet, som det Danske Menneske-Liv, der ikke kan gaae fra sig selv, uden, som de ægyptiske Guder, at gaae i Dyrene, saa der er neppe nogen Plet i hele Danmark, selv Hovedstaden iberegnet, hvor jeg fra Aandens Side er saa velbekiendt i en videre Kreds, som i OdenseAmts anden Valgkreds.
✂ Desuagtet faldt det mig aldrig ind at tye did, for at faae Sæde paa den forestaaende Rigsdag, thi dels havde jeg slet ingen Lyst til det Sæde, saa det faldt mig igrunden bekvemt, at Præstø Amts fjerde Valgkreds, som har givet mig mit Rigsdags-Navn, denne Gang forsmaaede mig og søgde sin Tillidsmand i en overordnet Stilling, men da mine Venner af den yngre Slægt havde hørt, at den stadige Rigsdagsmand fra Kierteminde, vor gode Ven, Christen Larsen, denne Gang ei vilde stille sig, lod de mig ingen Ro, før jeg lovede at stille mig der, naar jeg kunde være saa godt som sikker paa at blive valgt. Nu syndes vel mine unge Venner, at Sikkerheden var stor nok til at jeg kunde stillet mig med andre Folk den 14de Juni, men det fandt jeg ikke, da jeg kun havde Mod til at møde paa denne Rigsdag, naar jeg dristig kunde sige til mig selv, det var en tvungen Sag, men til en saadan tvungen Sag blev det i mine Øine, da Kredsen den 14de, aabenbar med Hensyn paa mig, lod Valget staae aabent og indbød mig ovenikiøbet paa det Allervenligsie.
✂ Saaledes kom jeg da til Kierteminde Dagen før Valget, og overraskedes strax ved den venskabeligste Modtagelse hos Hr. Apotheker Fribert, ikke blot en af de mange unge Frænder, Omstændighederne har gjort fremmede for mig, men Søn ad min Barndoms-Ven Capitain Fribert til Anneberg-Gaard, som bekostede det Mindesmærke over »Villemoes« og de Øvrige Faldne ved vort sidste Orlogsskib, paa Odden Kirkegaard, som jeg giorde Indskriften til. Mit Herberge fik jeg i en hyggelig Høielofts-Sal, som i Syvaars-Krigens Tid (1807-1814) 70 skal være hvælvet til de døgnrige Kaper-Gaster, som her med Gammen drak hinandens og Håndteringens Skaal, men som nu i mine Øine især udmærkede sig ved sine rige Blomster-Vaser, som gjorde mig saa mistænkelig, at jeg følte paa Blomsterne for at overbevise mig om, at de ikke i al deres Smagfuldhed var Øienforblindelse. Siden, da jeg blev vaer, at ikke blot Haven, men ogsaa Gaarden var her bogstavelig en »Rosengaard«, skammede jeg mig vel lidt ved min Mistænkelighed, men modtog dog netop derved et varigere Indtryk af Rosen-Floren, som Kiertemindes Glands-Side for mig, der er saadan en Nar efter Roser, at jeg kunde ønske mig tilbage til Kierteminde en af disse Dage blot for at see hele Vrimmelen, smagfuldt ordnet paa en lille Plet, udsprunget i sin Pragt.
✂ Fra denne Rosengaard gik Veien om Formiddagen naturligviis til Valgstedet, hvor jeg maatte beundre den Stilhed og Sømmelighed, der udmærkede den usædvanlig store Folke-Mængde under hele Valg-Handlingen, uagtet Under-Tallet aabenbar var ligesaa opsat paa at faae sin Villie som Over-Tallet, thi i Sælland gaaer det, som man nok veed, anderledes broget til ved slige Leiligheder, saa jeg bestyrkedes herved i min gamle Forestilling om Fyenboerne, at de er mindre drøie og djærve, men langt mere dannede og slebne end Sællandsfarene, fænger lettere og lyser smukkere, men brænder svagere end Sællandsfarene. Selv Smeden, som forrige Valgdag skal have brugt Forhammeren, lod ved denne Leilighed alt Hammerslag fare og holdt sig til Svale-Tønden, saa her gik alting glat, og den eneste skurrende Lyd var af et altfor skrøbeligt Plankeværk, der styrtede ned med en Hob viltre Drenge og gjorde vel ikke dem nogen Skade, men knækkede Laaret paa en anden Dreng, der i al sin Uskyldighed kom det for nær. Ogsaa herved kom imidlertid Fyenboernes Ridderlighed tilsyne, thi paa en kort Opfordring af Pastor Møller i Dalby skiød de paa Stedet henved 100 Rdlr. sammen til Drengens Helbredelse og Trøst.
✂ Om Middagen gik Veien til Giæstgiver-Gaarden, hvor saa mange af mine tilstædeværende Fyenske Venner og Velyndere, som Bordet kunde rumme, lykønskede Rigsdagsmanden fra Kierteminde ikke blot til sit Hverv paa Rigsdagen, men til sin Virksomhed for Liv og Lys i alle Retninger.
✂ Om Eftermiddagen endelig gik Toget med Kiertemindes Søfolk og Dannebrog i Spidsen, til den nærliggende Skov, hvor, ogsaa under Hr. Apotheker Friberts Forsæde og Forsorg, 71 alt er smukt anlagt baade til Lystvandring og Forsamling, og her lød da Modersmaalet paa Taler-Stolen til henved Soel-Nedgang for mangfoldige aabne Øren, ikke blot fra vore studeerte Munde, men ogsaa fra ustudeerte Munde, som netop i Fyen klarlig beviser, at Modersmaalet, naar det kun i bedre Mening end hidindtil faaet Lov at skiøtte sig selvr vil give de studeerte Herrer meget meer at tænke paa og tale om, end de har givet Folket.
✂ Hermed endtes den sommerlange Dag, og Natten brugde jeg naturligviis til at sove i, men hørte om Morgenen, at Ungdommen havde brugt den til at dandse i, under aaben Himmel til Soel stod op, og da Fyen ventelig endnu, som i de gamle Skjaldes Tid, er »faure Pigers Land«, saa har Valg-Festen vist endt endnu gladere end den begyndte.
✂ Hvad der nu ved denne Leilighed blev givet til bedste af alle de Danske Munde, der var i Bevægelse, det vilde ikke blot falde vidtløftigt at beskrive, men det lader sig, trods alle de Lærdes Forsikkringer, slet ikke afskrive, af den jævne Grund, at ligesom et Ord er et Ord og en Mand er en Mand, saaledes er et Bogstav ogsaa et Bogstav og en Pen er en Pen, og bliver aldrig i Evighed enten til levende Ord eller levende Mennesker, saa det er kun Retningen, der lader sig beskrive, og Øiemedetj der lader sig pege paa med Pennen.
✂ Retningen i alle Talerne var nu aabenbar til »Danskhed, Frihed og Dygtighed«, som jeg med eenstemmigt Bifald erklærede for det Løsen, der skulde giøre alle Dannemænd kiendelige og gavnlige for hverandre og Fædernelandet i det Hele, og af denne Retning udspringer nødvendig det Øiemed at sætte saameget Liv som mueligt i denne »Danskhed, Frihed og Dygtighed«, og at udbrede saameget Lys derover som mueligt, saa det Danske Folk kan blive lyslevende og Folke-Livet blive lysende derefter.
✂ Saaledes i det hele, men hvad jeg, med god Gienlyd, yttrede om min Rigsdags-Færd, om den forventede Fælles-Forfatning og om Fædernelandets Stilling for Øieblikket, vil jeg saa meget mindre lægge Dølgsmaal paa, som jeg ønskede, det maatte gienlyde baade paa Rigsdagen og hele Danmark over.
✂ Ærligt forsikkrede jeg da, at det skulde være ligesaa langt fra mig, som det kunde være fra Nogen i min Valgkreds, at sætte mig imod en Fælles-Forfatning, hvorunder jeg turde troe, vi kunde beholde vore umistelige, ved Grundloven 72 hjemlede »Friheder og Rettigheder« og hvormed jeg turde troe, at Danmarks Riges Bestandighed, Frihed, Ære og Velmagt i det hele lod sig forlige, men ligesaa langt, maatte jeg tilføie, skal det være fra mig at sige Ja til hvad jeg troer maatte blive Danmarks Riges Undergang, og blive det Danske Folk, dets Fæderneland og Modersmaal til Fordærvelse og Beskæmmelse.
✂ Idet jeg nu gik nærmere ind paa Stillingen, paa Faren og Frygten for Øieblikket, da indskærpede jeg med Flid den himmelhøie og dog hos os saa tit overseete Forskiel mellem hvad rnan i trange Tider maa bøie sig for som overlegent og finde sig i som uundgaaeligt, og saa hvad man selv siger J a til, giver sin Stemme, sit Bifald og Samtykke, hvad aldrig nogen Dannemand maa eller behøver at lade sig kyse, true eller lokke til, hvor Talen er om hans Folks, hans Fædernelands og Modersmaals Fornedrelse, Beskæmmelse og Undergang.
✂ Vi skal derfor alle lægge paa Hjerte, at selv om det var hvad man med et høitravende Ord kalder en »Europæisk Nødvendighed« at det ældgamle og fribaarne Danmarks Rige, indtil videre, skulde saaledes sammenkobbles med de tyske Forbunds Lande Holsten og Lauenborg, at Danskerne ikke beholdt mere Valg-Frihed, Tale-Frihed, Trykke-Frihed og Forenings-Frihed end Tyskerne har, som de selv siger, er sletingen, saa maatte dog enhver fribaaren, frisindet og fritalende Dannemand sige høit til Regieringen: hvad der er uundgaaelig nødvendigt, det nødes vistnok ogsaa Dannemænd til at finde sig i, saalænge Nødvendigheden varer, men naar det dog er en aabenbar Uret og en stor Ulykke for Land og Rige, saa maa ingen forlange af os, at vi skulde give Uretten Skin af Ret eller styrte os selv i Ulykken, ved at sige Ja med vor Mund, naar vort Hjerte siger Nei, thi baade opgav vi dermed vor Ret til, naar Omstændighederne forandrede sig, da at benytte dem til Rigets Opreisning, og desuden, havde vi ikke engang saameget Mod som den usle Pave i Rom, at forbeholde os vor Ret, hvordan skulde vi da have Mod til nogensinde høirøstet at indtale vor Ret og mandig hævde os den!
✂ Endelig gjorde jeg opmærksom paa, at hvad man har kaldt en »Europæisk Nødvendighed« var det ingenlunde, men var i det høieste en »Russisk Nødvendighed,« som nu, Gud skee Lov! er ophørt, da det er blevet en »Europæisk Nødvendighed« for Rusland at holde sig i Skindet og 73 lade baade Danmarks Rige og alle de tre Nordiske Riger giøre hvad dem huger bedst, skiøndt det er Rusland den værste Brand i Næsen. Og hvad der nu tjener og huger Folkene i hele vort Høinorden bedst, et fast Forbund til fælles Forsvar, det er, Gud skee Lov! blevet til en »Europæisk Nødvendighed,« saa det maa snart blive Vestmagterne indlysende, at Europa trænger ligesaa meget som vi til i et frit, høinordisk Forbund at faae en Mur paa det rette Sted baade mod Russiske og Tyske Overgreb.
✂ Skiøndt jeg nu siden har seet Udkastet til Fælles-Forfatningen, skal jeg dog ikke blande mine Tanker om den, som den foreligger, ind i min Tankegang om den, før jeg saae den, men slutte med de bedste Ønsker baade for Dansk Oplysnings Udbredelse i og fra Odense Amts anden Valgkreds, hvor den har sin bedste Planteskole, og for Kiertemindes Opblomstring, naar Jernbanen engang kan naae til Beltet, hvorom jeg ogsaa hos min driftige Vært fandt de skiønneste og, som mig syndes, høist rimelige Forhaabninger.