Grundtvig, N. F. S. GRUNDTVIGS SIDSTE DIGT

✂ EFTER Svend Grundtvigs Angivelse stammer dette »Bortgangskvæde«, som Forfatteren ikke selv har givet nogen Overskrift, fra Aaret 1872 og maa antages at være det sidste Digt, Grundtvig har skrevet. Det blev første Gang trykt i Dansk Kirketidende for 1880, Nr. 35.

✂ Gammel nok jeg nu er blevet
Mellem Vugge min og Gavn,
Nu jeg staaer paa Falderebet
Ved det store, vilde Hav,
Hvor Magneten er Guds-Ordet,
Og Guds Aand staaer selv ved Roret.

✂ Stormene er frygtelige,
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige,
Nemt det er at stevne did;
Men, o vee for Ugle-Sangen!
Bundløs der er Undergangen!

✂ Vel, paa jordisk Viis at regne,
Langt af Led er Paradis,
Er os nært dog allevegne,
Hvor hos Ordet er Guds Priis,
Saa for Sjæleøie-Stavnen
Brat sig aabner Himmel-Havnen!

✂ Ja, hvor Aanden staaer for Styret
Og Guds-Ordet er Kompas,
Giælder som i Æventyret
Evighedens Timeglas;
Der sig brat, som sagt, saa gjort,
Aabner Evighedens Port!

✂ Derfor Jesus-Christus-Navnet
Prises skal evindelig:
Af hans Kiærlighed omfavnet,
Hjertet er i Himmerig;
Naar med denne Verden brydes,
Til Guds-Bordet vi indbydes!