MORDEREN.
✂ KRIGEN i 1864 gav Anledning til, at Grundtvig udsendte tre smaa Skrifter: »Livs-Fyrsten og Morderen, Faste-Prædiken med Forord og Tillæg af Nik. Fred. Sev. Grundtvig«, »Trøstebrev til Danmark fra Nik. Fred. Sev. Grundtvig« og »Budstikke iHøinorden fra Ni k. Fred. Sev. Grundtvig«. De udkom alle paa Karl Schønbergs Forlag og aftrykkes her efter første Udgave.
Forord.
✂ Naar Tyskerne ikke blot i Mellem-Slesvig indfører udelukkende tysk Kirke-Sprog og Skole-Sprog, men selv i Nord-Slesvig, hvor Folket kun forstaaer Dansk, lukker Danske Skoler og forbyder Præster at prædike paa Dansk, da er det vistnok oprørende ikke blot for enhver Dansker, men for ethvert Menneske, der har mindste Agtelse for utabelige Menneske-Rettigheder og mindste Fornemmelse af, hvad Modersmaalet er i det mindste for Kvinder og Børn og i del hele for Menigmand; men hvad kan vi svare Tyskeren, naar han siger: jeg skal slet ikke her indlade mig paa del Spørgsmaal, om ethvert Modersmaal under alle Omstændigheder har Ret til at høres offenlig og gives Fortrin til Dannelses-Sprog; men I Danskere har i denne Henseende intet at bebreide os, men dømmer jer selv; thi at I, siden 1848, har paatvunget Mellem-Slesvig udelukkende Dansk Skole-Sprog494 og indsat Præster til at prædike halv Tysk og halv Dansk, uden igrunden at kunne nogen af Delene, det er jo ikke blot en oprørende Politik, som alle Tyskere maae finde stridende baade mod Overenskomsterne om lige Berettigelse og mod Ret og Billighed, men I afskaffede derved baade i Kirke og Skole hvad I selv havde indført, ja, det stod i den skarpeste Modsætning til hvad I paa samme Tid efterstræbde i selve Kongeriget. Eller er det maaskee ogsaa en af de hos jer saakaldte »Tyske Løgne«, at I giennem hele dette Aarhundrede mere og mere har stræbt at giøre Tysken til eders egenlige Dannelses-Sprog og har virkelig gjort den til Vilkaar for hardtad alle offenlige Stillinger i Kongeriget, lige ned til Skovfogeder og Landsby-Skolelærere, ja, at I endog 1850, strax efter Isted-Slaget og hvad I kalder en afgiørende Seier over Tysken i Slesvig, selv indsatte Tysken i alle jeres lærde Skoler til, i Latinens Sted, at give Grund-Reglerne for al Sprog-Kyndighed og al Sprog-Brug, følgelig for den hele Tankegang og Ordføining, og det med den Bekiendelse, at Dansken var alt for fattig, ubestemt og regelløs til at være Grundlag. Lægger vi hertil, at I siden skabde et Rigsraad, hvori ogsaa Bønder skulde have Sæde og Stemme, skiøndt der ligesaavel taltes Tysk som Dansk, da er det jo kun en stor Skiødesløshed, at I ikke allerede ogsaa har indført Tysk i eders Landsby-Skoler, da I selv har gjort Tysk uundværligt for eders Bønder. Vil vi nu end være billige nok til at undskylde eders klare Selv-Modsigelse med eders bekiendte Svaghed, ei selv at vide hvad I giør, saa kan I dog aldrig forlange, at vi skulde være ømmere over D a nsken i det halvtyske Slesvig end I selv er over den i Danmark?
✂ Hvad kan vi hertil svare med Sandhed?
✂ Vi kan sige meget til Beviis paa, at baade har Tyskerne kun med Vold og Uret faaet den Magt, de har over Slesvig eller Sønder-Jylland, og at de grusomt og umenneskelig misbruge denne Magt mod alt Dansk, men kan vi ogsaa giendrive deres Paastand, at vi selv har gjort alt hvad vi kunde for i hele Danmark at tilintetgiøre Dansken som aandeligt og hjerteligt Livs-Udtryk og Dannelses-Sprog og for saavidt mueligt, at afløse den i hele vort offenlige Liv med Tysken, og at vi har gjort det allerklarest paa samme Tid som vi i Mellem-Slesvig stræbde i Modsætning at afløse Tysk med Dansk til Dannelses-Sprog og gik dermed saavidt, at vi ikke 495 engang gav de der bosiddende Tyskere samme Frihed til at beholde Tysk Kirke og Skole, som bosiddende Tyskere har, ikke blot i Christiansfeld, Frederis og Kiøbenhavn, men i hele Kongeriget, naar de kun selv bekoste deres Tyske Kirke og Skole?
✂ Nei, det kan vi hverken giendrive eller med Sandhed modsige, thi det er vitterlige og urokkelige Kiendsgierninger, og det er ligesaa, at naar en Enkelt offenlig har oplyst Selv-Modsigelsen og ligesaa vel lastet Skole Tvangen i MellemSlesvig, som Fortyskningen af Danske Folk og Forhold, da har Dags-Pressen behandlet det som et halvt eller heelt Forræderi, hist imod Dansken og her imod Dannelsen. Uagtet derfor alle Anstalterne saavel til Mellem-Slesvigs tilsyneladende Fordanskning som til Kongerigets virkelige Fortyskning eensidig er gjorte af Regieringen, uden at spørge enten Folket eller Rigsdagen, saa er dog Læser-Folkets Billigelse deraf eller Ligegyldighed derved saa klar, at det ei kan fritages for Medskyld.
✂ Vi kan vistnok sige med Sandhed, at Tyskerne slet ingen Ære har at tale med, da selv hvad vi har gjort i Slesvig kun var en mat Efterligning af deres Adfærd, og at Skaden er vor egen, men det er derfor heller slet ikke for Tyskernes Skyld, at jeg indskærper Sandheden af deres Paastand om vores vel i Historien mageløse Selv-Modsigelse og Selv-Plage, men det er for vor egen Skyld, fordi det ikke blot er en Æres-Sag for os, om vi nogensinde mere blive Slesvig mægtige, ei at fortsætte den hjerteløse og hovedløse Sprog-Tvang, men er en Livs-Sag for det Danske Folk og Modersmaal, at vi endnu i den ellevte Time, ja, i det sidste Øieblik, stræbe med Rod at oprykke Hjemtyskeriet i Danmark, som vi saa længe med Flid har opelsket, og som allerede er groet os saaledes op over Hovedet, at det aabenbar trodser og spotter alt ægte Dansk i Tankegang og Tungemaal ligesom Udtyskerne, Rigets, Folkets og Modersmaalets arrigste Fiender, ja, spotter selv vort Nødværge imod dem. Ja, skal det Danske Folkeliv ikke i næste Menneske-Alder findes afskaaret ved et mageløst Selvmord, men skal det muelig nogensinde blomstre op og udvikle sig til Klarhed paa Modersmaalet, da maae vi herefter ei, som kun alt forlænge, selv bestride og undergrave, men opelske Folkelivet, og det første Skridt maa da være, aldeles at udelukke det ikke blot fremmede men fiendlige Tyske Sprog af vor offenlige Skole, at udstryge det af alle vore 496 Examens-Lister og at udslette det af Vilkaarene for nogensomhelst offenlig Stilling i Fædernelandet. At selv dette uopsættelige Tilbage-Skridt fra den Afgrund, paa hvis Rand vi rave, vil ligesaavel i den saakaldte Danske som i den Tyske Læseverden udskriges som en uhyre Krebsgang til Barbariet, det tvivler jeg ingenlunde paa, men det beviser kun, hvor rædsom fortysket og forgjort Tankegangen er bleven rnidt i Danmark, thi uden at tale om, hvorledes alle andre navnkundige Folk har hævdet deres Modersmaal, saa er det jo unægteligt, at endnu Aar 1800, da jeg blev Student, kunde man ikke alene med Æren giennemgaae den Lærde Skole, men tage alle Examiner og opnaae hvilkensomhelst offenlig Stilling i Kongeriget, uden at have læst en eneste tysk Bog og uden at kunne en eneste Regel af den saakaldte uundværlige Tyske Grammatik.
✂ Det andet Skridt maa være Oprettelsen af en folkelig Høiskole for hele Kongeriget, hvor der frit meddeles en folkelig Dannelse paa Modersmaalet, som herefter udkræves af alle dem, der vil opnaae nogensomhelst offenlig Stilling i Danmarks Rige, thi kun ved disse to giennemgribende Forholds-Regler er det mueligt, at den Danske Folkelighed, den ædleste og danneligste i hele Verden, kan seire over Hjemtyskeriet og hele den hovedløse og hjerteløse Dyrkelse af fremmede Afguder, som har styrtet Folket og Riget i den nu overhængende Livsfare, men paa disse Vilkaar vil sikkert med Guds Hjelp og Danmarks gamle, mageløse Lykke ikke blot denne Seier vindes, men den forbausede Verden faae en folkelig Dannelse at beundre, som intet Menneskeligt er fremmed, men som virker oplivende og velgiørende paa hele Menneske-Livet i sin folkelige Skikkelse, hvori det i Sandhed kun lader sig leve, da enhver Bestræbelse for at omskabe sig selv er umenneskelig og fører kun til aandelig Død og Djævelskab.
✂ Alt dette har jeg imidlertid giennem en Række af Aar stræbt baade mundlig og skriftlig at lægge mine kiære Landsmænd paa Hjerte, saa det rnaa vel synes overflødigt at giøre det endnu engang, og vil synes mange latterligt deraf at vente mere Frugt end hidindtil, men det er min Trøst, at Tagdryp huler Steen, og at det Danske Hjerte dog er aflangt blødere Art, og maa igrunden have samme Følelse for Folkelivet og Modersmaalet hos alle Dannemænd og Dannekvinder som hos mig, uagtet dette forunderlig bly og for Beskæmmelse hævende Hjerte 497 snart lige siden Braavalle-Slaget haardnakket har vægret sig ved at være det bekiendt, uden Tvivl af Frygt for at blive udleet i Tyskland og nærmest af Hjemtyskerne.
✂ Desuden har dog ogsaa den forrige Krig (1848-50) klarere end nogensinde viist, at Vorherre baade kan og vil give os Magt og Lykke til at hævde Eider-Grændsen mod hele det store Tyskland, naar vi kun, til vort eget sande Gavn vil nøies med den og med Dansken derindenfor.
✂ Nu viste vel Fred-Slutningen, at det vilde Danmark ikke, men vilde, for Skinnet af Holsteens Besiddelse, som Vorherre nægtede os, heller forskrive sig til Preusen og Østerrig; men saa har igien den dyrekiøbte Vaaben-Stilstand med Freds-Titel (1851-63) klarlig viist, at Fornuft-Giftermaalet mellem Danmark og Holsteen og imellem Dansk og Tysk, med de Tyske Stormagter til Forlovere, var et Byggeri paa Helvede, som det danske Hjerte, hvis det ikke snart afbrødes, maatte briste ved, saa det var dog vel intet Under, om baade Regieringen og Folket nu var blevet tilbøielige til hellere at nøies med det Danske, saa smaat i vore egne og saa foragteligt i Tyskernes Øine, som det er, end miste alt vort Eget og kun faae Tysk Tyranni og Trældom isteden! Slesvig-Holstenerne skrige nu høit hvad de alt under det forrige Oprør hviskede: heller i Helvede med Tyskland end i Himmerig med Danmark, saa nu maae dog vel alle Danskere have faaet Mod til at sige høit: heller med hverandre i det lille Himmerig end med Sies vig-Holstenerne i det store Helvede!
Livs-Fyrsten og Morderen.
✂ Af den Helligaands Naade bøier vi vore Knæ for Vorherres Jesu Christi og vor Gad og Fader, bedende, i Jesus-Chri- stus-Navnet, Herrens egen og hele hans Menigheds Bøn: Fader vor, Du som er i Himlene!
✂ Der er vel intet Træk i hele Vorherres Jesu Christi Lidelses-Historie, der saaledes har forfærdet alle christelige, ja, alle menneskelige Tilhørere, og ladet dem føle Retfærdigheden i, ja Nødvendigheden af, at Jerusalem gik sin mageløse Forstyrrelse imøde, og at Jøde-Folket fik den gruelige Skæbne hverken at kunne leve eller døe, men at maatte vandre til Verdens Ende til Afsky og Væmmelse hardtad for alle Verdens-Folkene; intet Træk, hvorom dette saaledes giælder, som om det gruelige Valg, hele Folke-Mængden gjorde, mellem den hellige, uskyldige, mageløs menneskekiærlige og velgiørende Menneske-Søn Jesus Christus og Afskummet, Misdæderen, Oprøreren og Morderen Barrabas. Vi seer da ogsaa, at Valget mellem disse To forbausede selv den vantro, for Sandhed og Ret igrunden ligegyldige Romerske Landsherre Pontius Pilatus, som før han derefter hengav Jesus til Korsfæstelse, vaskede sine Hænder og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod, medens det rasende Folk udstødte det himmelraabende Skrig: hans Blod komme over os og vore Børn, saa Herren maatte vel byde Græde-Kvinderne, der fulgde ham til Korset, at spare deres Taarer til dem selv og deres Børn, og ei spilde dem paa ham, som kun leed i Forbigaaende paa Hjemveien til sin Herlighed.
✂ Men med alt dette, seer vi dog først ret, hvor modent Jøde-Folket viste sig til Undergang ved sit afsindige Valg mellem 499 Jesus og Barrabas, naar vi med Apostelen Peder betragter det gruelige Folke-Valg mindre fra Ugudelighedens end fra Umenneskelighedens Side; thi da Apostelen frimodig omtalde denne Sag i sit Folks Paahør, da sagde han: I forlangde, at Morderen skulde skiænkes eder, men Livs-Fyrsten aflivede L Det følger nemlig af sig selv, at hvad enten det er en Enkeltmand eller et heelt Folk, der skyder Livs-Fyrsten fra sig og omfavner Morderen, saa foretrækker man derved igrunden Døden for Livet, og heraf seer vi, at Valget mellem den livsalige Folke-Ven Jesus Christus og den væmmelige Folke-Fiende Barrabas ikke er stillet os saa klart for Øie, enten til ørkesløs Forfærdelse, eller til Beviis paa Jøde-Folkets mageløse Slethed, men til en Lærdom og Advarsel, som alle Folkefærd til alle Tider kan behøve, og som aldrig har været nødvendigere end i vore Dage og netop hos os. Ja, Lærdommen og Advarselen er denne, at ethvert Folk, der ikke vil giøre en Ulykke paa sig selv, men vil saa længe som mueligt, leve og see gode Dage i sit Fæderneland, maa vel vogte sig for den største af alle folkelige Forbrydelser, selv at foragte og forkaste hvad der aabenbar tjener til at nære og frede om Menneske-Livet, og derimod at ømme sig over og blive medlidende med hvad der truer og bestrider Livet; thi det er den lige Vei til i et afgiørende Øieblik, med Jødefolket, som en Naades-Beviisning at forlange Morderen løsladt og Livs-Fyrsten henrettet, hvorved Folket fælder sin egen Dødsdom og sætter den, saavidt mueligt, selv i Kraft
✂ Men er det ikke da nu i folkelig Henseende en ligesaa betænkelig som vitterlig Sag, at for nærværende Tid, hos alle dannede Folk og ikke mindst hos os, tiltager daglig kold Ligegyldighed for det borgerlig uskyldige Menneske-Livs Tab og Fare, og tiltager i samme Grad en aldeles umenneskelig Medynk med de forsætlige Mordere, saa at dem, som alle guddommelige og menneskelige Love dømme til Døden, dem ønsker man benaadede med Livet, skiøndt det ikke kan skee uden at giøre alle Morder-Sjæle tryggere og derved sætte uskyldige Menneskers Liv i dobbelt Fare!
✂ Der er imidlertid ogsaa et andet Tegn paa en gruelig Ligegyldighed for Menneske-Livet og det netop for Folke-Livet, som vi maae lægge vel Mærke til, thi vel er dette Døds-Tegn ikke nær saa iøinefaldende hos de store Verdens-Folk, som Medynken med Mordere, men det synes desværre, netop hos os at vidne om større Ligegyldighed for Folke-Livet end i hele 500 den øvrige Verden, og det er saameget sørgeligere, som det Danske Folkeliv har hørt til de ædleste paa Jorden, og nu saameget farligere, som dette Liv nu svæver i overhængende Fare for med Vold og Mord at berøves os af et mægtigt Verdens-Folk, der giør sig saameget mindre Samvittighed over at udslette os af Folkenes Tal, som de staaer i den faste Formening, at vi selv har beviist, at vi aandelig og menneskelig talt, intet Folk er, altsaa intet eiendommeligt Folkeliv har, men er kun Dyr i menneskelig og Fæ i folkelig Skikkelse.
✂ Mine Tilhørere veed, at jeg er ikke af dem, der forguder Verdens Stormagter, eller tvivler om, at jo den guddommelige Stormagt, som er Almagt, baade kan og vil, trods alle Verdens Stormagter, lade Smaafolk leve, men, skiøndt jeg tvertimod indseer og paastaaer, at det er netop Smaafolk, der har været Redskaber i Guds Haand til Hans allerstørste og underligste Gierninger paa Jorden, saa kan vi dog alle see paa Guds eget verdslige Folk, paa Jøde-Folket, at Gud vil ikke opholde noget Folk længere i Besiddelse af dets Fæderneland og Modersmaal, end Folket selv skatter sit eiendommelige Liv som Guds-Gave og har Sind til at nøies dermed og udvikle det til Klarhed; thi da Jøde-Folket forskiød Livs-Fyrsten og udbad sig Morderen, og da Guds-Folkets Præster raabde: vi har ingen anden Konge end Keiseren, da slog Israels Konge ogsaa aabenbar Haanden af sit Folk og overgav dem i Mordernes og den Romerske Keisers Vold, som de selv havde valgt.
✂ Naar jeg derfor endnu haaber, at Himlens Gud baade nu og herefter vil frelse det lille Danske Folk fra dets mægtige og arrige Fienders Vold, ja skiænke os Fred og Frihed til med Æren at fuldende det os beskikkede folkelige Levnetsløb, da er det kun, fordi jeg troer, at det Danske Folk, skiøndt det aabenbar har Skinnet imod sig, dog igrunden inderlig elsker sit eiendommelige Liv og Modersmaal, som er uadskillelige!
✂ Ja, Christne Venner, ligesom vi alle maae vide, at Ordet, der klarlig skiller os fra de Umælende, er det eneste Kraft-Udtryk og umiddelbare Redskab for Menneske-Aanden og Menneske-Livet, saaledes kunde og skulde vi vide, at Modersmaalet, der kiendelig skiller os fra andre Folkefærd, er det eneste Kraft-Udtryk og umiddelbare Redskab for Folke-Aanden og Folke-Livet, saa at naar vi selv ringeagter vort Modersmaal, ophøier og eftersnakker de Fremmedes og især det allerfiendligste Folks Tungemaal, da er de forsaavidt 501 undskyldte, naar de forudsætter, at enten har vi aldrig havt noget menneskeligt Folke-Liv , eller vi har selv skildt os derved, og tale hen i Veiret, naar vi klage over, at Andre vil berøve os det.
✂ Og see, mine Venner, det er desværre sandt, at vi har længe drevet et grueligt Afguderi med alt det Fremmede og især med vore arrigste Fienders Tungemaal og Tankegang, ja, selv da vi havde faaet de allerklareste Beviser paa, at Tyskernes Tungemaal og Tankegang var vores saa fiendlige som mueligt, og medens vi allerhøjest klagede over, at dette fiendlige Sprog og denne fiendlige Tankegang ved Grændsen indtrængde sig paa vore Enemærker, da indførde og indpodede vi med Flid dette samme fiendlige Sprog og denne samme fiendlige Tankegang, snart i alle vore Skoler, som uundværlige Hjelpemidler til høiere menneskelig Oplysning og Dannelse, saa der hører unægtelig en uhyre Øien-Forblindelse til saaledes selv at arbeide paa sit hjertelige Livs og sit aandelige Modersmaals Undergang uden selv at ville det, ja uden at ønske, at Livs-Kraften jo før, jo heller maatte uddøe og Folke-Morderen skiænkes os.
✂ Dog er det, Gud skee Lov! daglig blevet mig klarere, at en saadan uhyre Øien-Forblindelse har været Hoved-Aarsagen til vores mageløs grove Fejltagelse, og at den, om end hidtil kun langsomt, daglig aftager, saa den dog vist nu, under Folke-Livets og Modersmaalets overhængende Fare, vil af Guds Naade hæves og afløses af en ligesaa mageløs folkelig Oplysning, der veileder os til kun herefter at skatte det Fremmede, forsaavidt det kan og vil venlig forbindes med vort Folke-Liv, men uden al Barmhjertighed at forskyde og udvise alt det Fiendlige, saa Verden kan see, vi sætte Priis paa Guds og vort Eget, og saa Gud kan have Grund til og Ære af at frelse os og lade Lykken krone vore Bestræbelser, for, uden Nogens Fornærmelse og uden Miskiendelse af noget Menneskeligt, at udvikle og klare det jævne og pragtløse, men rige, hjertelige og yndige Folkeliv og Modersmaal, som er Guds gode Gave og det ganske Folks Glæde! Amen! i Vorherres Jesu Christi Navn Amen!
Dannevirke.
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde!
Mod dig drog en Jettehær,
Steen i Hjerte, Staal om Hærde,
Drog mod dig i Troldefærd,
Til et Ragnaroke-Stævne,
Dig at storme, dig at jævne
Med det flade, løse Muld!
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde!
Det er ikke Thyras
Vold,
Som med Spader nu for Sværde
Jævne vil den Tyske Trold,
Og i Paaske-Morgenrøde
Ei jeg taler til det Døde,
Som ei værge kan sig selv.
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Det er Danmarks Sønnehær,
Muld i Hjerte, Steen i Hærde.
Født til Heltes Herrefærd.
Dig det er, som Stormen giælder,
Dine Rækker som Vindfælder
Rykke op den vil med Rod.
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Det er Danskerens
Tilnavn,
Ubekiendt for de Sprænglærde,
Snart for hele Kiøbinghavn,
Men dog levende tilstæde,
Kiær ad Ret og Fred og Glæde,
Lydhør for sit Modersmaal!
✂
Hegn om deiligst
Vang og Vænge,
Levende af Gud opsat,
Til om meer end Mark og Enge,
Til om Livets
skjulte Skal,
Livets Kildespring
at frede,
Som i Lunde, saa paa Hede,
Det er Dansker-Folk et selv.
✂
Ja. den ædle Dannekvinde,
Dronningfødt, nu Bondeviv,
Folke-Hjertet er
herinde,
Moderen til Lys og Liv,
Hendes Sønnekuld er Hæren,
Hendes Skammen, hendes Æren
Af det Danske
Levnetsløb.
✂
Hende er det, Tysken hader
Arvelig fra Hedenold,
Thi alt med Skjoldungers Fader
Gik i Kreds den Tyske Trold.
Skyld for alt hvad Dansk der skedte
Hende gav, som »Sorte-Grethe«,
Holsten-Gottorps
Idræts-Bog*).
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Som kun løst ved Slien stod!
Trolde-Flokken, nu paafærde,
Drikke vil dit Hjerteblod,
Vil nu ikke længer spare
Spiren til en Helteskare,
Ei engang i Modersliv.
✂
Høre kan du det paa Wrangel,
Dansker-Fienden velbekiendt,
Naar i Kolding,
som i Angel,
Han, af Arrigskab indtændt,
Stemmer op sin gamle Vise,
Truer med, han dig vil spise
Som blødsødne Paaske-Æg!
✂
Hidtil kun om Sønder-Jydsken,
Ligeop ti! Kongeaa,
Sloges med dig loit Vild-Tysken,
Giøs endda for Bølgen blaa,
Giøs endda for Thor fra Norden,
Dukket op af Slette-Jorden
Med sit gamle Hammertag!
✂
Kun femhundred Aar
tilbage,
I vor Middelalders-Døs,
Kun i Kulled-Grevens Dage
Danevangen kongeløs
Varsel fik om hvad nu hændes,
Og kan kun til Frelse vendes
Ved et himmelsk Underværk.
✂
Trolden nu med Helved-Brodde
Rustet ud i Tusindtal,
Dybbel-Bjerg og
Fredriks-Odde
Kalder Vinding alt for smal,
Nu, om end de Danske Helte
Krøb i Ly bag begge Belte,
Trolden fulgde dem paa Fod.
✂
Dennegang derpaa han stiler,
Dansken skal faae
Ulivssaar,
Ei han helmer, ei han hviler,
Før den under Aaget gaaer,
Eller med sin hele Størke
Møder ham i Lys og Mørke,
Blander med ham Birtingsbad.
✂
Trolden nu med Jettehaanden,
Om han kan, fuldfører brat,
Hvad alt længe han i Aanden
Pønsed paa ved Dag og Nat:
Hjerte-Folket at
udslette
Med dets Navn og med dets Vætte,
Med dets Liv og Modersmaal.
✂
Derfor, Danmark,
nu det giælder,
Om du har et Sønnekuld,
Som sit Liv, jo før, jo heller,
Vove tør for meer end Guld,
Men for hvad i Verdens Øine
Intet er mod Fiendens Løgne:
Hjerte-Dybets Liv
og Lys!
✂
Ikke blot med Sværd og Bøsse
Dine Svende, dine Mænd,
Maa paa Tysker-Larmen tøsse,
Men ei mindst med Mund og Pen,
Saa, hvor vredt end Trolden brummer,
Dog hans Røst og
Roes forstummer
I vort Danske
Fædreland!
✂
Ikke længer vi maae tænke,
Troldens Sprog og
Tankegang
I Høisædet vi kan bænke,
Trælle for i Danevang,
Og, vor Moder dog
til Ære,
Banneret og Skjoldet bære,
Værge hendes Tungemaal!
✂
Nei, skal ei i Gubbe-Munde
Modersmaalet snart uddøe,
Lykke-Skibet gaae
tilgrunde
Ubemandet under Ø,
Snart maa, som af Cancelliet,
Feies ud Hjemtyskeriet
Af vor Skole og
vor Sjæl.
✂
Thi saalænge vi forguder
Fiendens Aand og Fiendens Sprog,
Og hans Roes i Øret tuder
Paa hver letnem Skolepog,
Som ved Ingels
Bord i Leire,
Tysk maa over Dansken seire,
Vellyst over Kiærlighed!
✂
Men da frækt ad Frodes Minde
Frodes
Morder-Skare loe,
Dansken gjorde lyst derinde
Med Stærk-Odders
Kæmpekno;
Under Sang paa Modersmaalet
Dansken lod alt Tysk fra Baalet
Gaae for Vinden op i Røg!
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Danskheds ægte
Sønnekuld!
Nu som da er Nød paafærde,
Marken er af Fiender fuld,
Samler ei du dine Kræfter,
Øver du ei Daad derefter,
Koster det din Moders Liv.
✂
Du er hendes »Mod
og Mægne«,*)
Hendes Haab og hendes Kraft,
Fat du flink paa hendes Vegne
Mjølners korte
Hammerskaft!
Giør saa Gavn med begge Hænder,
Giør saa lyst til Markens Ender
Efter Moders
Hjertelag!
✂
Bryd ei Hjertets Kæmpe-Love!
Tænk paa Markens Liljevaand!
Sæt dit eget Liv ivove,
Mund mod Mund og Haand mod Haand!
Spar i Kampen, stout og aaben,
Alt hvad meer ei løfter Vaaben!
Da er Seiren klar paa Dansk!
✂
Fred og Frihed til Guds Ære,
Dannekvindens Liv og Lyst,
Lad kun det dit Løsen være
I den store Kæmpedyst!
Da til evigt Æreminde
Fred og Frihed du skal
vinde
For det Himmelske
paa Jord!
✂
Og om Hoved end
dig fattes,
(Vee den hovedløse Hær!)
Alt dog skænkes, som det skattes
Hos Guds-Folket fjern og nær;
Saa hvad Hjertet higer efter:
Vise Raad og friske Kræfter,
Følges som Guds Gaver ad.
✂
Da som Avnerne for Vinden
Trolde-Hæren splittes ad,
Kiønt med Skaal for Dannekvinden
Kvædes skal i Axelstad,
Til i de oprørte Bølger
Blegnet sig Nordstjernen dølger
Med Stevns-Klinten
under Ø!
✂
Rosen paa din Moders Kinder
Blomstrer op da brat paany,
Atter og Guld-Taaren vinder
I Høinorden Roes og Ry,
Og om end paa Græsbænk-Throne
Dannekvinden dog
sin Krone
Bære skal med yndigt Smil!
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde!
Fat da Mod i Farens Stund!
Lad ei Skinnet dig forfærde!
Stol paa Gud af Hjertensgrund!
Nætter synge jo med Dage:
Gud er stærkest i de Svage,
Størst er Glæden hos de Smaa!
✂
Lad kun skrylle, lad kun prale
Dødens Magter trindt paa Jord!
Lydt skal Slægterne lovtale
Folke-Livets Magt
i Nord,
Som, med Livets Kilde fundet,
Dødens Magt har overvundet,
Banet Vei til Livets Maal!
✂
Ja, om end forsinket længe.
Og forspildt til paa et Haar,
Sikkert her i Vang og Vænge
Rinder op et Gyldenaar
Med de yndigste Guld-Kværne,
Med en kongekronet Hjærne,
Fredegodt og frihaandsklart!