fra
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
✂
Nu Tyrkens Heste alt for godt
Og alt for let, til Danmarks Spot,
I Viborg-Sø er
vandet*),
Og som for Verden det seer ud,
Har Bombers og Granaters Gud
Nu Blod med Tyrken blandet.
✂
Var da vor Gud ei rigtig stor
Alt som i Himle, saa paa Jord,
Da var vi nu forlorne,
Ja, overgivne uden Haab,
Med Tungemaal og Tro og Daab,
Til Slagterbænkens Norne;
✂
Men Gud skee Lov! Gud fra igaar,
Som fredet har i Tusindaar
Om gamle Danmarks Rige,
Ei blot idag, imorgen med
Han os vil staae i Høvdings Sted,
I Faderens
tillige.
✂
Som Dugg for Soel, opløst i Glands,
Forsvinde skal ved Smilet Hans
Nu hver en bitter Taare,
Og Frygten skal for Haabet flye
Til Fiendens Leir og Pralets By
At yngle der adaare!
✂
Som Æspeløv for Vinde just
Saa dirre for Guds Aandepust
Maa Himmelen og Jorden,
Al anden Stormagt er mod Hans
Som Bakke-Troldes Dødning-Dands
Mod Almagts Lyn og
Torden !
✂
Bevise skal Guds Underværk,
Hans Haand er høi, Hans Arm er stærk,
Alt som i Moses
Dage,
Da midtveis i det Røde Hav
Ægypterne fandt
deres Grav,
Kun Navnet blev tilbage.
✂
Ja, vort Høinordens Folkefærd,
Som Israels saa
noget nær,
Med Trældom er omspændte.
Saa Birtings-Badets røde Hav
Maa vorde vore Fienders Grav,
Om Frihed er
ivente.
✂
Vi har ei blot et Fosterland
Ved Østersø og Vesterstrand
At værge alle Dage,
Vi har i aandelig
Forstand
Et deiligt, os forjættet Land
At giæste og indtage.
✂
Det plages, pløies som et Rov
Med Tørve-Spade, Trælle-Plov,
Haarkløveri til Bunden,
Thi Aanden der er
sat i Band
Af grov og kiødelig Forstand
Paa Haanden og paa
Munden.
✂
Det er Latiner-Skolens Værk,
Som Slangen træsk, som Døden stærk,
Som Helved uden Ende,
Den fanger, som en gammel Ræv,
Aands-Fluer i sin Spindelvæv,
Som ei dens Løndom kiende.
✂
Og Tysken, som
den, sig tilpas,
Har dreiet og oplyst med Gas,
Han er en Skolemester
Og giør som Ærke-Jesuit
Til Verdens-Lys
Begrebet sit,
Som Himlens Rum forpester.
✂
Ja, Tyskhed som
Ægypti Land
Den er i aandelig
Forstand
Netop de Dødes
Rige,
Thi Livets Vugge, Livets Svøb,
Og Mandhjems store Levnetsløb
Bespotter den tillige.
✂
Al tysk Oplysning er af Luft,
Sin egen Gud er tysk
Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil har den Kræfter.
✂
Den er et Ord foruden Mund,
Den er et Mørke
uden Bund,
Et Lys af Moder-Mørke,
Som praler med et Klarheds Skin,
Af Mørket ud, i Mørket ind,
Saa klart som Regn af Tørke!
✂
Den er det magtesløse »Bliv!«
Den er det hjerteløse Liv,
Med Grund-Begreb af Luften,
Det er den aandeløse Aand,
Den ubegribelige
Haand,
Det er paa Tysk:
Fornuften.
✂
For den har Strid
kun Liv i Glem,
For den er Døden
Fredens Hjem,
Den »Liv og Fred«
fornægter,
For den er Frihed
kun en Trods
Mod Kroppen og mod
Gud med os,
Som med sin Skygge fægter.
✂
Men »Liv og Fred«
er Aandens Sands,
Som hos Sanct Povel, hertillands,
Vi kun for dem vil strides,
Og kun i Friheds
Aandedræt
Vi føler, kiækt og lyst og let
Kan leves og kan lides.
✂
Det gode Land med Livets Ord
I Åandens Verden her paa Jord,
Som nu vi efterhige,
Det flyder i sin Frugtbarhed
Med Melk og Honning, Liv og Fred,
Har Friheds Lys tillige.
✂
Og Friheds Aand
fra Arildstid
Har lovet os at føre did,
Naar vi kom til Skiels-Alder,
Der har og ved det døde
Hav
Vor Oldefader end sin Grav,
Som Runemo vi
kalder.
✂
Ja, Asamaal og Gylfeleg,
Og Skalda, baade
rød og bleg,
Er Kæmpeaande-Graven,
Og Sturlesens og
Saxes Skrift
Om Høinordboernes Bedrift
Er Bauta-Runestaven.
✂
I Aandelivets Hungersnød
Vi kiøbte dyrt os Havrebrød
Paa Tysk for meer
end Penge:
For Nordens
Tungemaal og Sang,
For Odins høie Tankegang
Og Kæmpelivets Gænge!
✂
Deraf den Løgn
drog Tysken ud,
Vi er hans Trælle, han vor Gud,
Ei yttre maae selv Længsel
Vi efter Arildstidens Syn
Med Freias Sang og
Mjølners Lyn,
Som sprænger Tankens Fængsel.
✂
I Danmark, Freias
Folkevang,
Med hendes Nattergale-Sang
I Bøgelunds Skiærsommer,
Der Længselen dog blev saa stor,
At den brød ud i stærke Ord
Og faure Rosensblommer!
✂
Det hørte Tyskeren i Hel,
Da nede ved hans Grændseskiel
Det lydt blev eftersunget,
I Rødding og paa
Skamlings-Høi,
Ja, selv til Slien
Ordet fløi
Paa Dansk med
Kraft udtunget.
✂
Som Grændel med
sin Trolde-Sorg
Ved Harpeslag paa Hjerteborg
Var ved i Flint at springe,
Saa Tyskeren, da,
uden Bog
For Øren Livets
Skolesprog
Paa Dansk tog til
at ringe.
✂
Ja, Tyskeren blev
tordengal
Paa Bloksbjerg og
i Sneppedal *),
Undsagde Danmarks Rige,
Og raser nu med Ild og Sværd,
For Aanden ei en
Bønne værd,
Men fælt haandgribelige.
✂
Udslette vil af Folketal
Han Danskerne med
Tordenskrald
Og Helvedes-Maskiner,
Han vier ind med Brand og Baal
Vort Lykkeskib, vort Modersmaal
Til alle Helveds Piner.
✂
Det Danske Oprør,
siger han,
Er kun ved en Beleirings-Stand
I Fødselen at kvæle,
Derfor maa vige Ret og Skiel,
Og Dansken, ja,
fra Als til Hel
Den fægte maa med Hæle.
✂
Nu, Gud skee Lov! til gale Folk,
Som Aand vil dræbe
med en Dolk,
Har Gud en Spænde-Trøie,
Den hedder Lungeslag og Død,
Og den, det har slet ingen Nød,
Faaer Preuseren at døie;
✂
Men ligefuldt det var en Vee,
Om Nordens'Kæmper kunde see
Urørt paa Danmarks Kvide;
Da havde Lykken de forspildt
At sammensmelte Kiækt og Mildt
Her under Nørrelide;
✂
Da havde Asernes
Stormagt
I Vanvid brudt den gamle Pagt
Med Vane-Folkets
Dise,
Paa Asamaalets Vintervei
Da føltes Sommer-Varmen ei
Af Hjertets
Kæmpevise.
✂
Saa springer da til Jylland brat,
Lukt over hele Kattegat,
I Gøte-Rigets
Løver!
Høinordens Løve-Kuld l Pagt
Maa paa den store Ulve-Jagt
Aflægge Manddoms-Prøver.
✂
Da Livet Gøte-
Helten bold
I Skjoldung-Hall, mod Grændel
Trold
Alene, turde vove,
Os Daner Hjælp i
al vor Nød,
Til Gøte-Kraften var uddød,
Han hørtes da at love; *)
✂
Saa høit han skatted Hrodgars Priis
Og Daners Tak paa kiærlig Viis
Og deres Barne-Glæde,
Og deres faure Skjalde-Sang,
Som over alle Bjerge svang
Sig op til Norners
Sæde!
✂
Om nu igien saa haardt vi sov,
At Danmarks Roes blev Tyskens Rov,
Og Skjoldung-Hallen øde,
Saa gav dog Gøters
Løvemod
For Søvniglied os altid Bod,
Naar Løve-Brøl gienløde!
✂
Og Norges Løve
»Huggetand«
Fra Throndhjem og fra Hordeland
Til Kampen vel udstyret,
Svøm over Svælget i en Hast,
Spring dristig paa og bid dig fast
I Lysken paa Udyret!
✂
Vi har i fire Hundredaar
Deelt blide og deelt bange Kaar,
Som Tvilling-Folk og Rige,
Lad ei det spørges, at den Dag,
Da klart det giælder fælles Sag,
Vi To hinanden svige!
✂
Du Jyske Løve
mørkerød!
Reis ogsaa dig, kun løiet død,
Til Kamp for Lande-Freden !
Da skaades skal, som aldrig før,
Fra Grind-Aa ned
til Ægers Dør*)
En Ulvejagt paa Heden.
✂
Da støves op, som det sig bør,
Alt hvad der gaaer paa Ulve-Kløer,
Er det end spæde Hvalpe,
I Lammeskind, i Løvehud,
Alt hvad der tuder feies ud
I Eideren at
skvalpe.
✂
Først da kan Frodes Hovedguld
Uranet skinne over Muld
Igien paa Jelling-Hede,
Paa Frodebjerg og
Fyrresvold,
Som Dannefæ fra Hedenold,
Oplysning at udbrede.
✂
Da først vil dages for John
Bull,
At vort Høinordens Lyse-Guld
Ei længer er at vrage.
Det skiær i Øiet kun paa Kryb,
Men kaster Glands paa Hjertets Dyb
Og Daaden alle
Dage;
✂
Thi Dyd som Dueligheds Rod
Og Daad som Frugt af Kraft og Mod,
Det er John Bulls Livstykker,
Deraf just samled
Mandevid
Høinordens Aand fra Arilds Tid,
Derpaa sin Borg
han bygger;
✂
Thi Nordlys i
Vidskabens Land,
Kun seet i
aandelig Forstand,
Er intet Nyt igrunden,
As-Odin alt det fik til Leen,
Med Asamaal, hans Øiesteen,
Og Harpeleg i Munden.
✂
Men Lyset sank tilbunds i Hav,
Den store aabne Kæmpegrav
For Timeligheds Helte,
For Syn og Sang, for Raad og Daad,
For Brage-Leg og Freia-Graad
Og Ving-Thors Styrke-Bælte!
✂
Dog, i Høinorden boer en Mø,
Som har det Kaar, hun ei skal døe,
Mens Timeglas omvendes,
Paa Gynge-Bænk i Bølge-Gang,
Paa Idræts-Sagn i Folkevang,
Som Saga-Dis hun
kiendes.
✂
Hun fordum drak med Odin Vin
I Høieloft paa Gylden-Skrin,
Det muntred op dem Begge,
Men sunket ned i Trællestand
Hun drak med os det »sorte Vand«
Imellem fire Vægge;
✂
Dog i det store Jordskælvs Tid,
Paa Grændsen mellem hid og did,
Da oprørt blev Stor-Havet,
Saa Bølgerne gik høit i Sky,
Selv her i Bøgeskovens Ly,
Hvor Lyset laae begravet,
✂
Da spytted Saga
Blækket ud,
Og sagde som en Konge-Brud:
Nu drikker jeg kun Aande,
Til atter jeg paa Gyldenskrin
Kan med As-Odin drikke Vin
Og fange Bod for Vaande!
✂
Og er her nogen Kæmpesøn,
Som ei er sky for Skrald og Døn,
Men tør vel Skindet vove,
Vort Nordlys, med
Idræt tilmunds.
Det veed jeg godt, hvor gik tilbunds,
Ved Havfru-Bryst at sove;
✂
Kom Lyset op og foer til Skyes,
Da kasted det sit klare Lys
Paa Aandens
Jorderige,
Da saae igien vi Sleipners Trav
Og Freias Karm paa
Tidens Hav,
Med Valhals Borg
tillige!
✂
Da sprang fra Sæde Skjalden op,
Sprang ud som en forvoven Krop
I Tidens Hav at dykke,
I Kæmpe-Aandens Øresund,
Nordlyset fandt
paa Havets Bund
Han til Høinordens Lykke.
✂
Nordlyset, det er
Sandheds Ord,
I Øst og Vest, i Syd og Nord,
Om Menneske-Idrætter,
Med Haand og Mund til Folkegavn,
Og et kiærmindekrandset Navn
I Kamp mod Trold og Jetter.
✂
Det Idræts-Ord er
Tungens Maal,
Ei Pennestrøg med
Fier og Staal,
Om end de var guldrøde;
Ei Livets, men kun Dødens
Ord
I Bøger som i Gravskrift boer,
Kun Ormene til Føde!
✂
Kun Ord, som gaaer i Sagn og Sang
Fra Mund til Mund i Folkevang,
Opholder
Folkelivet;
I Folkets egne gamle Ord
Kun folkelig
Oplysning boer,
Af Folke-Aanden givet!
✂
Og efter Høinordboens Smag
Er Liv og Lyst en Hovedsag
Foruden og forinden,
Derfor maa Hjertet tages med
I Skolen som
Oplysnings-Sted,
Det er Grund-Lærerinden!
✂
Thi Askurs-Kiønnet
har det Kald,
Trods Død og Mørke, Feil og Fald,
Sin Art tilbunds
at kiende,
Og Høinordboen stadig troer,
Det skeer, naar Lys han i sit Ord
Ved sin Guds Lys mon tænde.
✂
Han troer, at Mennesket hos ham
Er født i Vidskabs
Seiers-Ham,
Til Lys hos sig at finde,
Om Askurs og om
Emblas Æt,
Guds Yndlinger med Børne-Ret,
Som baade Mand og
Kvinde.
✂
Ja, Lyst har baade han og hun
Hos os, til kiækt med Haand og Mund
Stamtavlen at
forklare:
Af Hjerte-Livet i sit Svøb
Og af det store Levnetsløb
Hos Kæmpen i Livsfare!
✂
I Livets Dyd og
Livets Daad
Guds Hjertelag og vise Raad
Sig selv maa aabenbare;
Har Han sig skabt hos os et Speil,
Han ogsaa, det slaaer aldrig feil,
For os sig vil forklare!
✂
Et Veirlys kun er
Tyskens Ord
Mod Soelskins-Lampen i vort Nord,
Naar den faaer Lov at brænde,
Men først maa Tysken feies ud,
Thi i hans Blæst
som Luftens Gud
Ei Lampen vi kan tænde.
✂
Hans Gas er grundfordærvet Luft,
Sin egen Gud er hans Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil den har Kræfter.
✂
Den, kommet op af ingen Ting,
Som selv den melder, med et Spring
Den raned Guds Høisæde,
Men naar den bedst sit Hoved brød,
Den skabe kan kun Sorg og Død,
Den spotter Liv og Glæde.
✂
Den kalder virkeligt og
stort
Kun sig og hvad den selv har gjort,
Den laster al Guds-Gierning,
For den er Mennesket et Dyr
Men Mandevid en
Pokkers Fyr,
Selvkastet Lykke-Terning!
✂
Ja, Fru Natur,
især ved Rhin,
Den kalder vel Gudmoder sin.
Som fødte den med Smerte,
Men hun dog har
fra evig Tid
Ei Gran af Samling, Sands og Vid,
Saalidt som Aand
og Hjerte.
✂
Den stille staaer paa Lynets Vei,
Opskruet over Ja
og Nei
Med Hegelske
Dunkrafter,
Den rummer som et
Helved-Døgn
Den sorte og den
hvide Løgn,
Ja, alt, som Støvleskafter!
✂
Det er den Afgud
fra ifjor,
Som hyldet blev i høie Nord
Paa alle Skole-Stader,
Det er den gamle Hunde-Kløgt,
Alt i Vafthrudners-Maal hjemsøgt
Af Odin
Seierfader*).
✂
Som Odin slog den
Kløgt ihjel
Med hvad, da Balder foer til Hel,
Han hvisked ham i Øre,
Skal over Tyskeri i Nord
Vi Seier vinde ved det Ord,
Som Hjertet kun
kan høre!
✂
Ja, Sandheds Ord om Hjertelag
Og Helte-Folkets Seiers-Flag,
Det knuser Jette-Pander,
Thi evig Sandheds Ja og Nei
Om Livets og om
Dødens Vei
Kun Løgnen
sammenblander.
✂
Hvert Folkeliv i
Barne-Svøb
Som i det store Levnets-Løb
Sin egen Lov
bekræfter,
Thi Lys hos Folk, som Lys hos Gud,
Der frit af Livet springer ud,
Sig retter Livet
efter!
✂
Naar Folke-Livet
sine Kaar
Og midt I dem sig selv forstaaer
Med alle sine Gaader,
Da folder ud sin Kraft det frit,
Og giør til Maalet Kæmpeskridt,
Hvor Helte-Aanden raader.
✂
Og i det Danske
Moder-Bryst,
Hvor Fred er Hjertets Liv og Lyst
I Læ af Aandens Vinger,
Der Hjertet sig udvider frit,
Og Kiærlighed giør Engie-Skridt,
Naar Glædens Harpe klinger.
✂
Mens Rosen har sin søde Duft,
Mens Lærken slaaer i Sommerluft.
Og Nattergal i Skyggen,
Smaahelte føder Kiærlighed
For Frihed og
livsalig Fred,
Og priser Børne-Lykken!
✂
Høinordens gamle
Tungemaal
Som grønne Træer med Blad og Naal
Da skyder Top og Krone,
Med Fugle-Reder altid ny,
Hvorfra sig svinger Sang i Sky
Alt med den gamle Tone!
✂
Da skal man see, at Klarhed boer
Slet ikke i bælgmørke Ord
Og stumme Tanke-Streger,
Men i hvert sandhedskiærligt Bryst,
Det jævne Ord, den klare Røst,
Som Livet vederkvæger!
✂
Det er Høinordens Kald og Kaar,
Naar ei sig selv i Lyset staaer
Et Øieblik det længer,
Men jager ud den Tyske Trold,
Sig giver frit sin Aand i Vold,
Som Hjertet efterhænger.
✂
Vel i den store Verdens-Ørk
En Viismand er en spæget Tyrk,
Med Gru for Harpe-Slaget,
Men Odin, Viismand
i Valhall,
Er en hvidhaaret Kæmpe-Skjald,
Hans Røst som Lure-Braget!