Dannevirke.
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde!
Mod dig drog en Jettehær,
Steen i Hjerte, Staal om Hærde,
Drog mod dig i Troldefærd,
Til et Ragnaroke-Stævne,
Dig at storme, dig at jævne
Med det flade, løse Muld!
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde!
Det er ikke Thyras
Vold,
Som med Spader nu for Sværde
Jævne vil den Tyske Trold,
Og i Paaske-Morgenrøde
Ei jeg taler til det Døde,
Som ei værge kan sig selv.
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Det er Danmarks Sønnehær,
Muld i Hjerte, Steen i Hærde.
Født til Heltes Herrefærd.
Dig det er, som Stormen giælder,
Dine Rækker som Vindfælder
Rykke op den vil med Rod.
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Det er Danskerens
Tilnavn,
Ubekiendt for de Sprænglærde,
Snart for hele Kiøbinghavn,
Men dog levende tilstæde,
Kiær ad Ret og Fred og Glæde,
Lydhør for sit Modersmaal!
✂
Hegn om deiligst
Vang og Vænge,
Levende af Gud opsat,
Til om meer end Mark og Enge,
Til om Livets
skjulte Skal,
Livets Kildespring
at frede,
Som i Lunde, saa paa Hede,
Det er Dansker-Folk et selv.
✂
Ja. den ædle Dannekvinde,
Dronningfødt, nu Bondeviv,
Folke-Hjertet er
herinde,
Moderen til Lys og Liv,
Hendes Sønnekuld er Hæren,
Hendes Skammen, hendes Æren
Af det Danske
Levnetsløb.
✂
Hende er det, Tysken hader
Arvelig fra Hedenold,
Thi alt med Skjoldungers Fader
Gik i Kreds den Tyske Trold.
Skyld for alt hvad Dansk der skedte
Hende gav, som »Sorte-Grethe«,
Holsten-Gottorps
Idræts-Bog*).
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Som kun løst ved Slien stod!
Trolde-Flokken, nu paafærde,
Drikke vil dit Hjerteblod,
Vil nu ikke længer spare
Spiren til en Helteskare,
Ei engang i Modersliv.
✂
Høre kan du det paa Wrangel,
Dansker-Fienden velbekiendt,
Naar i Kolding,
som i Angel,
Han, af Arrigskab indtændt,
Stemmer op sin gamle Vise,
Truer med, han dig vil spise
Som blødsødne Paaske-Æg!
✂
Hidtil kun om Sønder-Jydsken,
Ligeop ti! Kongeaa,
Sloges med dig loit Vild-Tysken,
Giøs endda for Bølgen blaa,
Giøs endda for Thor fra Norden,
Dukket op af Slette-Jorden
Med sit gamle Hammertag!
✂
Kun femhundred Aar
tilbage,
I vor Middelalders-Døs,
Kun i Kulled-Grevens Dage
Danevangen kongeløs
Varsel fik om hvad nu hændes,
Og kan kun til Frelse vendes
Ved et himmelsk Underværk.
✂
Trolden nu med Helved-Brodde
Rustet ud i Tusindtal,
Dybbel-Bjerg og
Fredriks-Odde
Kalder Vinding alt for smal,
Nu, om end de Danske Helte
Krøb i Ly bag begge Belte,
Trolden fulgde dem paa Fod.
✂
Dennegang derpaa han stiler,
Dansken skal faae
Ulivssaar,
Ei han helmer, ei han hviler,
Før den under Aaget gaaer,
Eller med sin hele Størke
Møder ham i Lys og Mørke,
Blander med ham Birtingsbad.
✂
Trolden nu med Jettehaanden,
Om han kan, fuldfører brat,
Hvad alt længe han i Aanden
Pønsed paa ved Dag og Nat:
Hjerte-Folket at
udslette
Med dets Navn og med dets Vætte,
Med dets Liv og Modersmaal.
✂
Derfor, Danmark,
nu det giælder,
Om du har et Sønnekuld,
Som sit Liv, jo før, jo heller,
Vove tør for meer end Guld,
Men for hvad i Verdens Øine
Intet er mod Fiendens Løgne:
Hjerte-Dybets Liv
og Lys!
✂
Ikke blot med Sværd og Bøsse
Dine Svende, dine Mænd,
Maa paa Tysker-Larmen tøsse,
Men ei mindst med Mund og Pen,
Saa, hvor vredt end Trolden brummer,
Dog hans Røst og
Roes forstummer
I vort Danske
Fædreland!
✂
Ikke længer vi maae tænke,
Troldens Sprog og
Tankegang
I Høisædet vi kan bænke,
Trælle for i Danevang,
Og, vor Moder dog
til Ære,
Banneret og Skjoldet bære,
Værge hendes Tungemaal!
✂
Nei, skal ei i Gubbe-Munde
Modersmaalet snart uddøe,
Lykke-Skibet gaae
tilgrunde
Ubemandet under Ø,
Snart maa, som af Cancelliet,
Feies ud Hjemtyskeriet
Af vor Skole og
vor Sjæl.
✂
Thi saalænge vi forguder
Fiendens Aand og Fiendens Sprog,
Og hans Roes i Øret tuder
Paa hver letnem Skolepog,
Som ved Ingels
Bord i Leire,
Tysk maa over Dansken seire,
Vellyst over Kiærlighed!
✂
Men da frækt ad Frodes Minde
Frodes
Morder-Skare loe,
Dansken gjorde lyst derinde
Med Stærk-Odders
Kæmpekno;
Under Sang paa Modersmaalet
Dansken lod alt Tysk fra Baalet
Gaae for Vinden op i Røg!
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde,
Danskheds ægte
Sønnekuld!
Nu som da er Nød paafærde,
Marken er af Fiender fuld,
Samler ei du dine Kræfter,
Øver du ei Daad derefter,
Koster det din Moders Liv.
✂
Du er hendes »Mod
og Mægne«,*)
Hendes Haab og hendes Kraft,
Fat du flink paa hendes Vegne
Mjølners korte
Hammerskaft!
Giør saa Gavn med begge Hænder,
Giør saa lyst til Markens Ender
Efter Moders
Hjertelag!
✂
Bryd ei Hjertets Kæmpe-Love!
Tænk paa Markens Liljevaand!
Sæt dit eget Liv ivove,
Mund mod Mund og Haand mod Haand!
Spar i Kampen, stout og aaben,
Alt hvad meer ei løfter Vaaben!
Da er Seiren klar paa Dansk!
✂
Fred og Frihed til Guds Ære,
Dannekvindens Liv og Lyst,
Lad kun det dit Løsen være
I den store Kæmpedyst!
Da til evigt Æreminde
Fred og Frihed du skal
vinde
For det Himmelske
paa Jord!
✂
Og om Hoved end
dig fattes,
(Vee den hovedløse Hær!)
Alt dog skænkes, som det skattes
Hos Guds-Folket fjern og nær;
Saa hvad Hjertet higer efter:
Vise Raad og friske Kræfter,
Følges som Guds Gaver ad.
✂
Da som Avnerne for Vinden
Trolde-Hæren splittes ad,
Kiønt med Skaal for Dannekvinden
Kvædes skal i Axelstad,
Til i de oprørte Bølger
Blegnet sig Nordstjernen dølger
Med Stevns-Klinten
under Ø!
✂
Rosen paa din Moders Kinder
Blomstrer op da brat paany,
Atter og Guld-Taaren vinder
I Høinorden Roes og Ry,
Og om end paa Græsbænk-Throne
Dannekvinden dog
sin Krone
Bære skal med yndigt Smil!
✂
Dannevirke, Danmarks Giærde!
Fat da Mod i Farens Stund!
Lad ei Skinnet dig forfærde!
Stol paa Gud af Hjertensgrund!
Nætter synge jo med Dage:
Gud er stærkest i de Svage,
Størst er Glæden hos de Smaa!
✂
Lad kun skrylle, lad kun prale
Dødens Magter trindt paa Jord!
Lydt skal Slægterne lovtale
Folke-Livets Magt
i Nord,
Som, med Livets Kilde fundet,
Dødens Magt har overvundet,
Banet Vei til Livets Maal!
✂
Ja, om end forsinket længe.
Og forspildt til paa et Haar,
Sikkert her i Vang og Vænge
Rinder op et Gyldenaar
Med de yndigste Guld-Kværne,
Med en kongekronet Hjærne,
Fredegodt og frihaandsklart!