Grundtvig, N. F. S. OPREJSNINGEN

OPREJSNINGEN.1

Aaret er omme,
Begravelsens Aar,
At ihukomme
Som Liget paa Baar!
Kan det udbæres,
Kan det fortæres,
Ormenes Maaned !i dig?

Grav-Høien grønnes
Paa Aasen i Lund,
Livet paaskiønnes
I Leg og l Blund,
Af hende baaret,
Gævt og guldhaaret,
Livet i Langernes Blod!*)

Gubben ved Graven,
Han græd for sin Viv,
Barnet i Haven,
Han sprudled af Liv,
Fuglen i Luften,
Blomsten i Duften,
Begge med Barnet de holdt.

Mellem Kiærminder
Den Rosenknop spaaer:
Deilig oprinder
Opreisningens Aar,
Vende tilbage
Rosernes Dage
Skal under Fuglenes Sang!

* * 24

Bølgerne strømme,
Saa hid og saa did,
Nys, som i Drømme,
I Skiærsommers Tid,
Fløi giennem Skoven,
Foer over Voven,
Jeg til en smilede Kyst.

Venlige Blikke,
Og blomstrende Kaar,
Andet var ikke
I Rosernes Gaard,
Inde og ude
Roser i Knude,
Roser i Vugge og Svøb!1

Saa med Høi-Norden
I Bølgernes Skiød,
Aands-Rosenfloren
End Knoppen ei brød,
Brat den dog bryder,
Fyenbo og Jyder,
Deiligst i Sælland tilsidst!

Saa ligger Ordet,
Til Tale og Sang,
Omkvæd til Choret
I Nattergals-Vang,
Nu hos den lille,
Vævre og milde
Rosengaards-Arving i Lund!

Blomsterlig springer
BratOrd-Knoppen ud,
Ord-Blomsten Vinger
Sig venter fra Gud,
Ord-Fuglen kvæder,
Mylrende Glæder
Flokkes som Roser om ham!

Salig den Kvinde,
Som bar ham i Løn,

* 25

Vilde sig vinde
Med Livet en Søn!
Kiærlig Marie
Gav ham at die
Hjerteblod sit og hensov!

Trylle og mane
Guds-Fienden hør til,
Bod dog for Bane
Gud give os vil,
Paa os mon slægte
Børnene ægte,
Glade vi sees igien!

Dermed oprinder
Opreisningens Aar,
Rødme de Kinder,
Som blegned igaar,
Funkler det Øie,
Som maatte døie
Døds-Mulmets Taager, og brast!

Reis dig saalunde,
Marie! i Løn!
Smil, som du kunde,
Saa sødt i din Søn!
Armen lad svinge,
Røsten lad klinge,
Hjertet lad slaae som tilforn!

Aldrig dit Minde
Skal vorde forgrædt,
Aldrig forsvinde
Din Røst fra din Æt,
Aldrig frafaldes,
Altid opkaldes
Dit som Livs-Moderens Navn!