✂
Aaret er omme,
Begravelsens Aar,
At ihukomme
Som Liget paa Baar!
Kan det udbæres,
Kan det fortæres,
Ormenes Maaned !i dig?
✂
Grav-Høien grønnes
Paa Aasen i Lund,
Livet paaskiønnes
I Leg og l Blund,
Af hende baaret,
Gævt og guldhaaret,
Livet i Langernes
Blod!*)
✂
Gubben ved Graven,
Han græd for sin Viv,
Barnet i Haven,
Han sprudled af Liv,
Fuglen i Luften,
Blomsten i Duften,
Begge med Barnet de holdt.
✂
Mellem Kiærminder
Den Rosenknop spaaer:
Deilig oprinder
Opreisningens
Aar,
Vende tilbage
Rosernes Dage
Skal under Fuglenes Sang!
✂
Bølgerne strømme,
Saa hid og saa did,
Nys, som i Drømme,
I Skiærsommers Tid,
Fløi giennem Skoven,
Foer over Voven,
Jeg til en smilede Kyst.
✂
Venlige Blikke,
Og blomstrende Kaar,
Andet var ikke
I Rosernes Gaard,
Inde og ude
Roser i Knude,
Roser i Vugge og Svøb!1
✂
Saa med Høi-Norden
I Bølgernes Skiød,
Aands-Rosenfloren
End Knoppen ei brød,
Brat den dog bryder,
Fyenbo og Jyder,
Deiligst i Sælland
tilsidst!
✂
Saa ligger Ordet,
Til Tale og Sang,
Omkvæd til Choret
I Nattergals-Vang,
Nu hos den lille,
Vævre og milde
Rosengaards-Arving i Lund!
✂
Blomsterlig springer
BratOrd-Knoppen
ud,
Ord-Blomsten
Vinger
Sig venter fra Gud,
Ord-Fuglen
kvæder,
Mylrende Glæder
Flokkes som Roser om ham!
✂
Salig den Kvinde,
Som bar ham i Løn,
✂
Vilde sig vinde
Med Livet en Søn!
Kiærlig Marie
Gav ham at die
Hjerteblod sit og hensov!
✂
Trylle og mane
Guds-Fienden hør til,
Bod dog for Bane
Gud give os vil,
Paa os mon slægte
Børnene ægte,
Glade vi sees igien!
✂
Dermed oprinder
Opreisningens
Aar,
Rødme de Kinder,
Som blegned igaar,
Funkler det Øie,
Som maatte døie
Døds-Mulmets Taager, og brast!
✂
Reis dig saalunde,
Marie! i Løn!
Smil, som du kunde,
Saa sødt i din Søn!
Armen lad svinge,
Røsten lad klinge,
Hjertet lad slaae som tilforn!
✂
Aldrig dit Minde
Skal vorde forgrædt,
Aldrig forsvinde
Din Røst fra din Æt,
Aldrig frafaldes,
Altid opkaldes
Dit som Livs-Moderens Navn!