Mel. Og det var liden Gudrun.
✂
O, hvad var det, jeg skued,
Med disse Øine blaa!
O, hvad var det, jeg favned,
Med disse Lokker graa!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
O, hvem var den Aa-Frue,
Som fødtes til at døe?
Det var den Ælve-Dronning,
Som leger under Øe.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Hun vilde Skjalden
favne,
Som græd for Danebod,
Derfor lod hun sig føde
Ved Aa2 med Kiød og Blod.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Hun ledte om ham længe
Med Ørne-Blik og Braa,
Hun mødte ham omsider
I Lund med Lokker graa.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Hun sang med Fløite-Toner:
Hvi, Skjald! saa mod i Hu?
Du græd for Dannekvinden,
Hun lever dog endnu.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Velkommen hid, Aa-Frue!
Det var som Lyn i Lyn,
Og aldrig under Solen
Et bedre Skjaldesyn.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
O, hvad har dog oplevet
Den gamle Daneskjald!
Han favnet har sin Følgje,
Har kyst sit Tonefald!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Som af en Drøm han vaagned,
Da Bøgen sidst blev grøn,
Dog smiled ham imøde
Hans og Aafruens Søn.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Mens hun var her
at skue
Som Dronning-Rosen prud,
Hvor Skjalden sig henvendte,
Han saae kun Rosenskud.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Og visned Roser alle
Med Rosenkinden bleg,
Kiærminderne dog blaane
Paa Skjaldens Vintervei.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Og falder Taare-Duggen
Paa hans Kiærminde-Flor,
Gienfødt da stiger Duften
Fra Roserne ifjor.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Ad Aare, som jeg haaber,
Aafruens Søn og min,
Som hun med Kinder røde,
Er selv en Rose fiin.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven !
✂
Gienfødes skal for Skjalden
Da end det Rosenskiær,
Han saae, da Morgenrøden
Engang ham favned her.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Saa praler kun, I Unge,
Med gule Skjaldehaar!
Alt rose sig de Hvide
Dog lydt af bedre Kaar.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Aafruen dem har
krandset
Med Roser mangelund,
Aafruen dem har
kysset
Alt med sin Rosenmund!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Og rinde Skjaldens Taarer
Nu under Lokker graa,
Udspringe Roser røde
Dog hvor de falde paa!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!
✂
Hil være da Aafruen
I Lys og saa i Løn!
For Skjalde-Rosengaarden
Skal raade hendes Søn.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!