Grundtvig, N. F. S. N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

2
3

NIK. FRED. SEV
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP

TIENDE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1909

4

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
(AXEL SIMMELKIÆR)

TIL MARIE MIN TROLOVEDE.

I Sommeren 1851 blev Grundtvig forlovet med Ane Marie Elise Toft, født Carlsen, der efter sin første Mand Harald Toft ejede Rønnebæksholm ved Næstved. Hun var født den 4. August 1813 og var en højt begavet Kvinde, der mere end Grundtvigs første Hustru var i Stand til at følge ham i alle Aandens Egne. Den 24. Oktober 1851 blev de gift. Den 15. Maj 1854 fødte hun Sønnen Frederik Lange Grundtvig. Men den 9. Juli samme Aar døde hun paa Rønnebæksholm. Grundtvigs korte Samliv med »Fru Marie« blev en forunderlig Eftersommer med en Kærlighedsglød, der bragte alle Livets røde Roser til at blomstre for den gamle Præsteskjald. En lang Række utrykte Digte bærer endnu Vidne derom. Her skal meddeles to Digte, som Grundtvig skrev »til Marie«, paa hendes Fødselsdag den 4. August 1851, og som tidligere har været trykte i Poetiske Skrifter, Syvende Del, Side 471-75, et Digt: Til mine kiære Børn (25de September 1851), trykt sammesteds S. 491-93, fire Digte, skrevne efter Fru Maries Død og offentliggjorte i Dansk Kirketidende og i Ugebladet »Dannebrog«, og et Prosastykke om »Fru Maries Bautasteen« i »Dannebrog«.

Til Marie min Trolovede.

I.

Alt hvad Herren giør et stort,
Evig at omkvæde;
Denne Dag har Herren gjort
Os til evig Glæde,
Han, som os fra Herrens Hald
I Hans Navn velsigne skal,
Selv er han velsignet.

6

Faderens i Himmerig
Var vi uden Mythe,
Før den Gode gav mig dig,
Gav dig mig i Bytte,
Gav i Brude-Gave os,
Al vor Syndighed til Trods,
Evigt Liv af Naade !

Ja, det er den Naade-Løn,
Som ei Guld opveier,
For Guld-Troen paa Guds Søn,
Paa hans Kamp og Seier,
Paa hans Døds-Kamp i vort Sted,
Da fra Hel han tog os med
Hjem til Himmerige!

Og det er den Frugt saa fiin,
Som ved Daabens Kilde
Modnes til hans Brød og Viin,
Himmerigs Høst-Gilde,
Hvor som Brød vi æde Kraft,
Drikke som en Drue-Saft
I os Liv og Glæde!

Kiærlighed og evigt Liv,
De er Eet i Grunden:
Livet som et Guddoms-Bliv,
Hjertets Røst i Munden,
Kiærlighed med Guddoms-Rod,
Kilden, hvoraf Livets Flod
Evig klar udspringer!

Troen, som det mindste Frø,
Der kan sees for Øie,
Skyder Krone under Øe
Over alle Høie;
Kiærlighedens draabeviis
Vander hele Paradis,
Blomstrer i Livs-Træet!

7

Haab paa Jord er Blomstens Navn,
Deraf vi, som Bien,
Suge i hinandens Favn
Honning-Poesien,
Virke saa i Kraft deraf,
Uden Gru for Død og Grav,
Blomster-Værk derefter!

Derfor evig Gud skee Lov,
Tak og evig Ære!
Guddoms-Liv er intet Rov,
Ingen Viisdoms-Lære,
Men Guds Naade-Gave skiøn,
I og ved og med hans Søn,
Gud og Mand, Vorherre!

Frederik Præst.

2.

Her er jeg, du Kiære!
Her, midt i din Favn,
Kan fra dig kun være
Med Længsel og Savn;
Thi Kvinden og Manden
Er skabt for hinanden,
Til tveløbet Liv udi Eet!

Som Ordet sin Tone
Og Skjalden sin Sang,
Skal Manden sin Kone
Omfavne i Vang,
Som Sangen og Tonen
Igien skal og Konen
I Vangen omfavne sin Mand!

8

Ja, det er oplevet
I »deiligste Vang«,
Saa hverdags er blevet
Min Nytaarsdags-Sang,
Jeg favner og favnes,
Jeg savner og savnes,
Som Aanden med Hjerte til Brud!

Tag heel mig og holden,
Som for dig jeg staaer,
Som Skjalden, saa Knolden
Med askegraat Haar,
Som Præsten, saa Branden
Og Folkethings-Manden!
Jeg tager dig heel som du er.

Som Blomsten paa Tuen,
Som Tonen i Skov,
Som Herregaards-Fruen
Med Ret og med Lov,
Som Disen med Runer,
Som Fruen med Luner,
Jeg tager dig heel som du er!

Det er vor Aftale
Med Kys og med Ja,
I Bjerge og Dale
Vi gaae ej derfra,
Thi saa skal man dele,
At hver faaer det Hele,
Naar To man vil have til Eet!

Og Himmelen smiler
Med Skyerne blaa,
Naar sammen saa iler
Et Par af de Smaa,
Og seer i den Lykke
En Paradis-Skygge,
Et Varsel fra Brylluppet bedst!

9

Og Fuglen i Skoven
Og Blomsten paa Eng
Og Fisken i Voven
Og Harpens Guldstreng,
De rimer dem sammen,
De deler vor Gammen,
De dandser paa vor Bryllups-Dag!

Smaa-Englene kvæde:
Men see dog en Gang,
Hvor Kiærligheds Glæde
Kan blomstre i Vang!
Guds Fred og til Lykke
I Bøgenes Skygge,
Og saa hvor Lys-Palmerne groe !

Frederik Skjald.
TIL MINE KIÆRE BØRN.
(28de September 1851.)1

Datter ene! Sønner begge!
Datter fim og Sønner klække!
Mørk er »Moders« Fødselsdag,
Som saa tit vi kiærlig sammen
Vented paa og saae med Gammen,
Dvæled ved med Velbehag !

Ved den Grav, som dækker Støvet,
Varme, Lys og Kraft berøvet,
Mødes vore Tanker nu;
Moders Billed, Moders Hjerte,
Hendes Fryd og hendes Smerte
Komme rørte vi ihu.

I har tabt hvad ei erstattes,
Hvad for Støv er tungt at fattes:
Moders Blik og Moders Favn;
Mistet har og jeg min Moder,
Veed det godt, at Intet boder
Moder-Ømheds Tab og Savn!

Hun, som fødte os med Smerte,
Bar os under Moderhjerte,
Har os næret med sit Blod,
Aldrig kan Livsblomsten glemme,
Den i hendes Liv har hjemme,
Har i hendes Støv sin Rod!

* 11

Intet Baand, paa Jorden spundet,
Mage er til Baandet fundet
Mellem Børn og Moder sød,
Intet andet, selv det bedste,
Kan vor Sjæl til Graven fæste,
Binde, trods den bittre Død.

Havt jeg har, hvad Faa kun finde,
Hos en ægte Dannekvinde
Giennem meer end treti Aar;
Yndig som en Rosensblomme,
Tro og kiærlig var den Fromme,
Deelde blid fuldtrange Kaar !

Hist, hvor ingen Blomster visne,
Hist, hvor ingen Læber isne,
Hist, hvor ei de Fromme døe,
Der skal jeg min Tak gientage
For Alt hvad i svundne Dage
Hun mig skiænked under Øe.

Dage her dog, faa som mange,
Er i Eenligheden lange,
Mørke over Lokker graa,
Store Ting paa Hule-Randen
Er det alt, naar vi selv anden
Rank kan færdes, fast kan staae.

Er det Lidet eller Meget,
Noget, skiøndt min Lok er bleget,
End paa Jord mig forestaaer,
Og Gud vil, at, Ham til Ære,
Kiæk og glad med Sang jeg bære
Skal til Grav de hvide Haar!

Derfor end Han lod mig finde
Under Øe en Dannekvinde,
Kiærlig, tro i Liv og Død;
Skjalden var det Held beskaaret,
For ham seent i Efteraaret
Dufter end en Rose rød!

12

I kan ei hans Lykke skatte,
»Moder« Ingen kan erstatte,
Iiskoldt er Stifmoders Navn;
Seer det dog, just nær ved Graven
Dyrebar er Støttestaven,
Meer end Guld en kiærlig Favn!

Vinterdagene forsøde,
Det kan ei de bedste Døde,
Det vil hun, som har mig kiær;
Og den ædle Dannekvinde,
Gamle Faders troe Veninde,
Er ei hun al Ære værd!

RØNNEBÆKSHOLM I.1

Hun er ei død, hun sover kun,
Hun end har Smilet om sin Mund,
Og hun har varme Kinder!
Saa sagde jeg den Aftenstund,
Da hun sov hen, som i et Blund,
Den Sødeste blandt Kvinder!

Saa ypped jeg med dem en Kiv,
Som kiende bedre Død end Liv,
Og har dens Tegn udfundet,
Og hun blev kold og stiv og blaa,
Saa Læger alle sværge paa,
At Død har Seier vundet!

Var hun ei meer end Kiød og Blod,
Da var der vist nok ingen Bod
For Døden og for Savnet,
Men hun, som Herren havde kiær,
Var meer end hele Himlens Hær:
Guds Barn med Christen-Navnet!

Hun er ei død, hun sover kun,
Som Troens Ord i hendes Mund
Og Haabets Lyn i Øiet,
Og Kiærligheden luevarm
I hendes skiønne Moder-Barm,
Til Barnemunden bøiet!

Mens Kiødet sover, Sjæl og Aand
Alt drive Spot med Dødens Baand,
Hvor der er godt at være,
Og Kiødet, om en liden Stund,
Med meer end Englesmil om Mund
Staaer op til Herrens Ære!

* 14

Som Troen fast, som Haabet let,
Som Kiærligheden aldrig træt,
Hun da sit Kiød skal bære;
Som Kiærligheden aabenbar,
Saa fri, saa skiøn og soleklar
Marie min skal være!

Saa svæv da hid paa Engleviis,
Marie min, fra Paradis,
Forbilledlig i Dragten,
Som han har lovet sine Smaa,
Vor Drot, som selv i Graven laae,
Men har dog al Livsmagten!

Kom i Vorherres Jesu Navn
Med Dane-Bod1 for Hjerte-Savn,
Med Rosen fra Guds-Haven,
Som viser, at, i Herren glad,
Hver Christen-Sjæl kan smile ad.
Hvor mørkt der er i Graven!

De Ælvepiger under Muld,
Som nødes til at spinde Guld
For os til Gyldenstykke,
Lad dem for Mørket fælde Graad!
Til Lys vor Drot har gode Raad
Og saa til Liv og Lykke!

Ja, Livet har han i sin Aand
Og Lykken i sin Høirehaand
Og Lyset i sit Øie!
Vort Lys er han, hans Liv er vort,
Saa naar al Verden viger bort,
Guds-Lykken os mon føie!

Lad derfor, Christne! paa vor Grav
Den skumle Død kun prale af,
Han os har overvundet;
Han favner i sin Dødning-Dands
Kun Kiødets Lyst og Kiødets Sands
Af Falskheds Rod oprundet!

* 15

Ei af vort Kiød med bange Kaar
Saameget som et Hovedhaar
Forkomme skal herneden,
Alt hvad vor Drot har dyrekiøbt
Og sig i Vand og Aand tildøbt,
Er skabt for Evigheden.

Den Mund, som trofast har paa Jord
Bekiendt Vorherres Navn og Ord,
Sat sig for ham i Vove,
Den Mund, trods alle Tungebaand,
Oplive skal Vorherres Aand
Til evig ham at love!

Det Øre, som med himmelsk Lyst,
Sig aabne lod af Herrens Røst,
Af Aanden giennembore,
Det være skal en Port saa prud,
Hvor sjungende gaaer ind og ud
For evig Engle-Chore!

Det Hjerte, som sig føde lod
Med Herrens eget Kiød og Blod,
Ei hungre skal og tørste;
Saa han har sagt, trods Død og Grav,
Det nyder evig godt deraf,
I Lag med Livets Fyrste!

Hun er ei død, hun sover kun,
Som lovsang Herren med sin Mund,
Oplod for ham sit Hjerte;
Thi over hendes Kiød og Been
Med Flamme himmelblaa og reen
End lyser Livets Kierte!

Hun er ei død, hun sover kun!
Det siger om en liden Stund
Vor Drot paa Kongestolen;
Da staaer hun op og høit i Sky
Hun stiger med sin Lovsang ny
Med Glands som Middags-Solen!

RØNNEBÆKSHOLM II.1
(Septbr. 1854.)

Her, hvor, nyt paa gamle Dage,
Oldtids Skjald fandt Huns og Hjem,
Fandt en Frne uden Mage
Til hver Dronning-Syssel nem,
Her, som i en Verden øde.
Sidder nu jeg hos den Døde.

Død er hun, som Diser daane,
Skyde Dødeligheds Hamm,
Sees ei under Soel og Maane
Meer med Disers Glands og Bram,
Skjule sig for Støvets Øie,
Svinge sig til Gudhjems Høie!

Seer jeg til de grønne Skove
Og det røde Rosenblad,
Seer jeg til den blanke Vove
Og den lange Bakkerad,
Øiets Lyst, til Disen bundet,
Er med hendes Glands forsvundet!

Lytter jeg til hver en Side,
Hveden mig imøde klang
Vøluspaa og Gudruns Kvide,
Vise-Nyn og Psalme-Sang,
Ørets Fryd, til Disen bundet,
Er med hendes Røst forsvundet!

Leder jeg om Hjerte-Skiødet
Netop til mit Hoved skabt,
Saa i Aanden, som i Kiødet,
Ei et Hovedhaar gik tabt,
Foer jeg end med alle Vinde,
Det er ei paa Jord at finde!

* 17

Dog, hvad sidder jeg og siger,
Hjerteklemt og hovedør,
Medens ind ad Døren kiger
Til mig Disen, som ei døer,
Smiler end fra Gudhjems Høie
Til mig giennem Fredriks Øie!

Ja, mens jeg min Armod klager,
Rig jeg sikkert er endnu;
Lykken giver før hun tager,
Kom betids mit Tab ihu,
Derfor Disen, før hun døde,
Skulde blid sig selv gienføde!

Skikkelsen er kun for Øiet,
Hjertet er for Livets Alt,
Disen med mig sammenføiet
Efter begge er opkaldt,
Disen, giennem dunkle Gange,
Dages vil i Fredrik Lange!

Det er end kun atten Uger,
Siden Lyset først han saae;
Mænd og Kvinder, som dem huger,
Dristig giætte kan derpaa,
Hvem han ligner, hvad han lover,
Hvad hans Følgje ruger over!

Seer jeg paa hans Smiil det søde,
Indad Gluggen under Braa,
End de blege Kinder gløde,
Og de valne Læber spaae:
Han, som Livets Frugt den ægte,
Paa sin Marv og Rod skal slægte!

Ordet, som alt Graaden stiller,
Kalder Engle-Smilet frem,
Ordet ham paa Læben spiller,
Tungen laller lærenem,
Vil, med Hjertet til sin Amme,
Snart sit første Ord udstamme.

18

Og naar Bladet han fra Munden
Blæser med et Aandepust,
Da en Baun fra Hjertegrunden
Sees skal paa Høi opblust,
Kiendes let det skal paa Flammen
Hvad i ham er smeltet sammen!

Det er Disen rosenmundet,
Øresæl fra Sanger-Hall,
Uopløselig forbundet
Med sin Beiler og sin Skjald,
Det er Ydun op ad Dage
Med Guld-Æblerne til Brage!

Længe dog før Læben svulmer,
Føder alt hvad Aanden vil,
Medens kun i Asken ulmer
Gnisten til den store Ild,
Ad Løngangen jeg skal finde
Disen min, hvor hun er inde.

Ja, forvindes skal min Smerte,
Naar jeg seer, ved Gnisten rød,
Faders Aand i Moders Hjerte,
Hoved hans i hendes Skiød,
Deres Luer, deres Syner,
Hvor i Løn de sammenlyner!

Kom da, Fredrik! lad mig trykke
Som en Drot dig til min Barm!
Lad mig løfte som min Lykke
Høit dig paa min gamle Arm,
Kvæde kiækt: jeg vandt dog Prisen,
End er min Guldæble-Disen!

Gaard og Gavle, Skov og Have,
Alt hvad mig var kiært tilforn,
Selv Marias Vennegave:
Sommerhuset med sit Taarn,
Alt hvad der var ikke hende,
Rolig kan jeg Ryggen vende.

19

Til vor Søn jeg frit tør sige:
Du var hende, hun er dig,
Aldrig hun vil fra os vige,
Følges, hvor jeg gaaer, med mig,
Saa alt hvad mit Hjerte savner
Trøstet jeg i dig omfavner!

Visnet som paa Disens Kinder
Er den rige Rosenflor,
Men omblaanet af Kiærminder
Disen stadig hos mig boer,
Dem ei Vintren selv kan tvinge,
Ved hvert Solglimt de udspringe.

Seer jeg til de grønne Skove
Og det røde Rosenblad,
Seer jeg til den blanke Vove
Og den lange Bakkerad,
Da hver anden Farve svinder,
Alting blaaner som Kiærminder.

Som Kiærminden blaalig flammer
Lyset hver en Aftenstund,
Naar i Disens Sovekammer
Øiet lukker sig til Blund,
Og hvert Hovedhaar det mindes,
Hvad ei meer i Verden findes.

Og mens end den Port staaer aaben,
Hvorudad jeg Disen saae,
For Kiærminder med Dugdraaben
Giælde mine Øine blaa,
Saa om Disens Rosenkinder
Mindet kun med dem forsvinder!1

*
AA-FRUEN.1

Mel. Og det var liden Gudrun.

O, hvad var det, jeg skued,
Med disse Øine blaa!
O, hvad var det, jeg favned,
Med disse Lokker graa!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

O, hvem var den Aa-Frue,
Som fødtes til at døe?
Det var den Ælve-Dronning,
Som leger under Øe.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Hun vilde Skjalden favne,
Som græd for Danebod,
Derfor lod hun sig føde
Ved Aa2 med Kiød og Blod.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Hun ledte om ham længe
Med Ørne-Blik og Braa,
Hun mødte ham omsider
I Lund med Lokker graa.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Hun sang med Fløite-Toner:
Hvi, Skjald! saa mod i Hu?
Du græd for Dannekvinden,
Hun lever dog endnu.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

* * 21

Velkommen hid, Aa-Frue!
Det var som Lyn i Lyn,
Og aldrig under Solen
Et bedre Skjaldesyn.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

O, hvad har dog oplevet
Den gamle Daneskjald!
Han favnet har sin Følgje,
Har kyst sit Tonefald!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Som af en Drøm han vaagned,
Da Bøgen sidst blev grøn,
Dog smiled ham imøde
Hans og Aafruens Søn.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Mens hun var her at skue
Som Dronning-Rosen prud,
Hvor Skjalden sig henvendte,
Han saae kun Rosenskud.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Og visned Roser alle
Med Rosenkinden bleg,
Kiærminderne dog blaane
Paa Skjaldens Vintervei.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Og falder Taare-Duggen
Paa hans Kiærminde-Flor,
Gienfødt da stiger Duften
Fra Roserne ifjor.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Ad Aare, som jeg haaber,
Aafruens Søn og min,
Som hun med Kinder røde,
Er selv en Rose fiin.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven !

22

Gienfødes skal for Skjalden
Da end det Rosenskiær,
Han saae, da Morgenrøden
Engang ham favned her.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Saa praler kun, I Unge,
Med gule Skjaldehaar!
Alt rose sig de Hvide
Dog lydt af bedre Kaar.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Aafruen dem har krandset
Med Roser mangelund,
Aafruen dem har kysset
Alt med sin Rosenmund!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Og rinde Skjaldens Taarer
Nu under Lokker graa,
Udspringe Roser røde
Dog hvor de falde paa!
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

Hil være da Aafruen
I Lys og saa i Løn!
For Skjalde-Rosengaarden
Skal raade hendes Søn.
O, hvem kan dog forglemme sin kiæreste Ven!

OPREJSNINGEN.1

Aaret er omme,
Begravelsens Aar,
At ihukomme
Som Liget paa Baar!
Kan det udbæres,
Kan det fortæres,
Ormenes Maaned !i dig?

Grav-Høien grønnes
Paa Aasen i Lund,
Livet paaskiønnes
I Leg og l Blund,
Af hende baaret,
Gævt og guldhaaret,
Livet i Langernes Blod!*)

Gubben ved Graven,
Han græd for sin Viv,
Barnet i Haven,
Han sprudled af Liv,
Fuglen i Luften,
Blomsten i Duften,
Begge med Barnet de holdt.

Mellem Kiærminder
Den Rosenknop spaaer:
Deilig oprinder
Opreisningens Aar,
Vende tilbage
Rosernes Dage
Skal under Fuglenes Sang!

* * 24

Bølgerne strømme,
Saa hid og saa did,
Nys, som i Drømme,
I Skiærsommers Tid,
Fløi giennem Skoven,
Foer over Voven,
Jeg til en smilede Kyst.

Venlige Blikke,
Og blomstrende Kaar,
Andet var ikke
I Rosernes Gaard,
Inde og ude
Roser i Knude,
Roser i Vugge og Svøb!1

Saa med Høi-Norden
I Bølgernes Skiød,
Aands-Rosenfloren
End Knoppen ei brød,
Brat den dog bryder,
Fyenbo og Jyder,
Deiligst i Sælland tilsidst!

Saa ligger Ordet,
Til Tale og Sang,
Omkvæd til Choret
I Nattergals-Vang,
Nu hos den lille,
Vævre og milde
Rosengaards-Arving i Lund!

Blomsterlig springer
BratOrd-Knoppen ud,
Ord-Blomsten Vinger
Sig venter fra Gud,
Ord-Fuglen kvæder,
Mylrende Glæder
Flokkes som Roser om ham!

Salig den Kvinde,
Som bar ham i Løn,

* 25

Vilde sig vinde
Med Livet en Søn!
Kiærlig Marie
Gav ham at die
Hjerteblod sit og hensov!

Trylle og mane
Guds-Fienden hør til,
Bod dog for Bane
Gud give os vil,
Paa os mon slægte
Børnene ægte,
Glade vi sees igien!

Dermed oprinder
Opreisningens Aar,
Rødme de Kinder,
Som blegned igaar,
Funkler det Øie,
Som maatte døie
Døds-Mulmets Taager, og brast!

Reis dig saalunde,
Marie! i Løn!
Smil, som du kunde,
Saa sødt i din Søn!
Armen lad svinge,
Røsten lad klinge,
Hjertet lad slaae som tilforn!

Aldrig dit Minde
Skal vorde forgrædt,
Aldrig forsvinde
Din Røst fra din Æt,
Aldrig frafaldes,
Altid opkaldes
Dit som Livs-Moderens Navn!

FRU MARIES BAUTASTEEN
VED RØNNEBÆKSHOLM.1

DET var den fjerde August, Fru Maries Aarsdag, at Bautastenen blev reist for hende, som vi havde saa kort og maae deslængere savne, hende, som, hvis hun endnu havde levet, først vilde fyldt sine to og fyrretive Aar og som vi snarere havde tænkt, skulde baaret de Firsindstyve uden krummet Ryg eller sløvet Øie.

Det hørde vistnok til mit Levnets-Løbs tunge Skridt at gaae i Spidsen, hvor man rejste Bautastenen for mine Øines Lyst og min Sjæls Veninde, thi denne Begivenhed hørde jo med til Fru Maries Ligbegjængelse, men det var dog, mellem mange tunge Skridt i hendes Fraværelse, det letteste, thi Bautastenen, naar den sættes af kiærlige Hænder paa Sandheds Grund, da peger den dog paa en virkelig Opreisning, som den kan times herneden for dem, som er i Gravene. Ja, en saadan Bautasteen peger ikke blot i det Fjerne, Omtaagede, paa Soel-Opreisningen, som de allerkiærligste Hænder vil give alt ædelt Støv i den elskeligste Sandheds Navn, men den peger ogsaa i det Nærværende og Aabenlyse, paa den Maane-Opreisning, som kiærlige Læber paa den yndige Sandheds Vegne skjænker hensovne Ædlinger i et levende og priseligt Eftermæle.

Og see, en saadan Bautasteen er Fru Maries til Rønnebæksholm, thi den er reist af Bønder og Huusmænd paa Godset, efter deres eget Hjertes Drift og efter deres eget Hoved, derfor er det en trofast Kampesteen, vil sine fem Alen høi, hvori jeg gjerne vil see et godt Varsel om den »dannede Bondestand«, der hverken er forgjort eller forkvaklet, som Kampestenen vilde være, hvis den enten var blevet til Sandsteen * 27 eller dog var slebet og glattet til Ukiendelighed, istedenfor kun at være tilhugget og tildannet efter sin Art og til sit Brug. Og naar en saadan Bautasteen er reist af danske Bønder og Huusmænd, af egen Drift og efter deres eget Hoved, da veed Alle hvem der kiender dem, at den er ikke reist for ingen Ting, thi der skal altid Noget og sædvanlig Meget til at sætte Danske Bønder og Huusmænd og især magelige Sællandsfare i Bevægelse for Noget, der koster noget, og kan snart koste dem hvad de kalder meget, om ikke formeget. Og skiøndt det kun er en Kampesteen, tildannet af Steenhuggeren i Skielby, Niels Madsen, saa har den dog kostet hvad Sællandske Bønder og Huusmænd kalder meget at give ud som en Almisse og at sætte paa en Steen, thi vel veed jeg ikke og har heller aldrig spurgt om, hvormeget Bautastenen har kostet i rede Penge, men jeg har dog hørt af et trofast Ørevidne, at da Mændene først ifjor var samlede om den Sag, hvor Sognefogden Jørgen Jepsen fra Steenstrup og Jens Vincentsen fra Bøgesø fødte Tanken og førte Ordet, da sagde den gamle Bonde, som skulde giøre Begyndelsen, jeg giver fem Specier, og han tænkde vel, der vilde Ingen af de Andre stikke ham, men han blev dog stukket, for en anden Bonde sagde: jeg giver tredive Rigsdaler, og det er mig Nok til Beviis paa, at Fru Maries Bautasteen har kostet Danske Bønder og Huusmænd meget meer end de vilde give for ingen Ting.

Da nu Ære-Støtten for Fru Marie er sat af Sællandske Bønder og Huusmænd, efter deres Hjertes Drift og efter deres eget Hoved, saa følger det af sig selv, at Læsningen maa være det maadeligste, og at det langt mere var Fru Maries Hjerte end hendes Aand, baade Runerne og Bautastenen i det Hele efter deres Mening skulde pege paa, men det skader igrunden slet ikke, for deels er Læsningen ikke blot paa Bautastene men ogsaa i Menneske-Livet noget af det Mindste, og deels er Aanden Noget, man ikke nær saa tydelig enten med Støtter eller Runer kan pege paa som paa Hjertet, og endelig kan Hjertet, som en Moder, meget lettere og meget snarere tage imod Indtryk af Aanden, end det kan føde et virkeligt Udtryk for Aanden.

Det er derfor i mine Øine allerede meget, at i det mindste Jørgen Jepsen og Jens Vincentsen dog ikke ved denne Leilighed har glemt, at det er »Aanden«, som gjør levende, thi de bekostede selv en lille hvid Due paa Toppen af ÆreStøtten, og Jørgen Jepsen sagde udtrykkelig, at det var, fordi 28 de vidste, at det var Aanden, som havde gjort Fru Marie til hvad hun var, og fordi de havde lært af den Hellige Skrift, at Duen betegnede Aanden.

Og hvad nu Læsningen paa Fru Maries Bautasteen angaaer, da vilde den vel i mine Øine være meget bedre, naar den havde været noget læseligere og meget kortere, omtrent som paa vore gamle Runestene, saa der blot klarlig havde staaet: Bønder og Huusmænd satte af dem selv denne Ære-Støtte for Fru Marie til Rønnebæksholm 1855. Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig! men det er dog begribeligt nok, at naar Bønder og Huusmænd fandt sig bevægede til paa egen Bekostning at sætte Fru Marie en Ærestøtte, da vilde de ogsaa have, der skulde staae at læse, at de fandt sig bevægede dertil, fordi hun afløste Hoveriet, skiænkede alle Bønderne Jagtretten og overlod alle de Bønder og Huusmænd, som vilde tage derimod, deres Gaarde og Huse til fuld Eiendom for en billig Betaling.

Man kan nemlig ikke forlange af Sællandske Bønder og Huusmænd, at de skulde betænkt, hvad de Boglærde sædvanlig enten fortie eller benægte, at alle Bogstaver baade paa Steen og Papir er Dødbidere, som hverken kan tale eet levende Ord eller selv forklare og forsvare sig, men forudsætter en tilsvarende Mund, der kan og vil give levende Besked om hvad de peger paa, saa det nyttede slet ikke Fru Marie til et priseligt Eftermæle, at der stod paa Stenen: Hoveriets Afløsning, Jagtrettens Skiænkelse, Selveiendoms Befordring, naar der ikke fandtes Munde i Nærheden, som kunde og vilde forklare hvorfor og hvordan Fru Marie gjorde sin Gierning, saa det blev en rigtig god Gierning, der fortjende at mindes og æres.

Naar der imidlertid er saadanne Munde i Nærheden, da skader det jo ikke at man har forlangt den Umuelighed af Stenen, at den skulde give Fru Marie hendes Eftermæle, og jeg er sikker nok paa, at naar Børn og Fremmede spørger Rønnebæksholms Bønder og Huusmænd: hvordan var saa den Fru Grundtvig, som I har gjort saamegen Ære ad? hvad Godt gjorde hun? at de da ikke blot vil pege paa Bogstaverne og sige: læs! thi vel troer jeg ikke, at ret mange sællandske Bønder og Huusmænd, foruden Pengene een Gang for alle, vil til daglig Brug koste mange Ord paa Fru Maries Eftermæle, men Somme vil dog, og de Andre vil sikkert, saa tit det skal være, svare Børn og Fremmede: det kan I spørge »vor Moder« om, hun kan fortælle det Altsammen, og saa skal jeg love for, at 29 Fru Marie faaer sit priselige Eftermæle, for de Sællandske Bønders og Huusmænds Koner, de er sædvanlig skaaret godt for Tungebaand, og det var svært, som de holdt ad Fru Marie, som en Sællandsk Frue ud af første Skuffe. Vel er Bønders og Huusmænds Sprog om saadanne Dele blevet meget fattigere end det har været og kunde være, men hvad Hjertet er fuldt af, løber dog Munden altid over af, og det gaaer altid med Hjertesproget paa de flydende Tunger, ligesom med Guldet fra Biergenes Skiød, der aldrig løber saa langt med Floderne, baade igjennem det ene og det andet, at det jo kommer lige reent og klart for Dagens Lys.

Ja, jeg er vis paa, at Fru Marie vil af mange Kvinde-Munde, som kræves til Regnskab for Ærestøtten, faae i det mindste den Besked, som er Hjertesagen: ja, I kan troe, det var en Frue, der var snart ikke et Barn paa hele Godset, de kiendte hende jo, og pegede paa hende, naar de saae hende, og sagde nok saa mildt: der sidder Fruen, der gaaer hun, der staaer hun, for hvad enten hun sad som en Frue paa sin Vogn, med et Par Heste for som to Løver, eller hun sad her paa vor Bænk, hvor hun da har siddet saa tit, eller hun gik hen ad Gulvet, saa var det, som det kunde været en Dronning, og saa saae hun saa mildt til de Smaa og da til os alle, som en Guds Engel, og saa spurgde hun os ud og sagde os Besked om alle Dele, for hun var klog paa alle Dele, og kunde tale om Vorherre, pyt paa det Lav, meget bedre end vor Præst. Ja, saadan en Frue faaer vi vist aldrig meer; for vel var hun ikke engang født til en Herregaard, for det var gierne Toftes Penge Rønnebæksholm blev kiøbt med, men hun var lige godt Kvinde for at kunne styret et heelt Kongerige, og det var farligt at see som de Store, baade Grever og Baroner, skrabede ud for hende, og ligemeget hjalp det dem, for hun snakkede alle Dage ligesaa mildt og ligesaa meget med os, som med nogen af dem, og da hun saa endelig fik isinde at forandre sig, som jo var sært nok med saadan en klog og regierendes Frue, som hun var, see, da tog hun dog ingen af de Store, men hun tog Præsten Grundtvig, som endda var en gammel Mand, og de levede deilig sammen, ligesom et Par Kiæreste-Folk, og det var lige godt dog et yndigt Drengebarn, som Fruen fødte til Verden og døde i Barselseng med. Det var da en Sorg og Bedrøvelse for alle Folk her vidt og bredt omkring, og et heelt Aar efter, da de reiste Ære-Støtten for hende herude paa Bankerne, og baade Jørgen Jepsen og Præst Grundtvig lagde det ud, hvordan salig Fruen havde været, 30 og alt det, hun havde gjort baade for Bønder og Huusmænd, da kan det nok være, der blev ikke mange tørre Øine, for hun var saa mild og saa adholdt og gjorde saa meget godt, og saa var der ogsaa mange her paa Godset, som trykkede dem ved at kjøbe deres Gaarde, og tænkde immer at »Bondevennerne« skulde skaffe dem endda bedre Kjøb, og de angrede det nu saa bitterlig, og det kunde snart gaaet vor Fader ligedan, for han gik ogsaa længe og trykkede sig, men saa en Dag, jeg havde været oppe paa Gaarden, og Fruen havde sagt til mig: I er jo dog nogen Tosser, at I ikke slaaer til, mens det er Tid! saa tog jeg Bladet fra Munden og sagde til vor Fader: du er jo dog en stor Tosse, om du ikke tager imod Stæden til Arv og Eie for os og vore Børn, mens du kan faae den for kun at svare et Par Skilling meer om Aaret, for skulde Fruen lægge sig til at døe, som Gud forbyde, men vi er alle dødelige, da vilde Piben kanskee nok faae en anden Lyd. Saa lød han mig dog ad, og nu takker han mig for det og velsigner Fruen i hendes Grav, og det er ikke meer end billigt, for hun var en Engel, Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig!

Dog, det er jo ingenlunde blot Bønder og Huusmænd med deres Koner paa Rønnebæksholms Gods, Fru Maries Ærestøtte skal minde om det priselige Eftermæle, de, efter egen Bekiendelse, skylde hende, det er endnu langt mere hendes Slægt og Venner og hendes Enkemand, især da begge hendes efterladte Børn er umyndige, og skjøndt jeg, ved at vende mig til dem med Kravet, ingenlunde glemmer, hvad jeg nys indskærpede Bønder og Huusmænd, om Munden, som det eneste Redskab til et virkeligt Eftermæle, saa griber jeg dog mig selv i den samme Lyst, som jeg pegede paa hos Rønnebæksholms Bønder og Huusmænd, den Lyst at prøve hvad Bogstaver kan udrette til at sikkre-Fru Marie et priseligt Eftermæle, og jeg forsvarer den Lyst hos mig selv med den Betænkning, at skjøndt jeg umuelig med min Pen kan giøre det Indtryk paa Børn og Fremmede, som et levende Eftermæle kan og skal giøre paa dem, saa de blive tilmode, som om de selv saae og hørde hvad vi har seet og hørt, saa kan dog tilsvarende Bogstaver baade tjene til at opfriske Mindet hos Fru Maries Kyndinger og tjene til at fæste i Hukommelsen hvad man har hørt, og vil fornøie hendes Børn, naar de er voxet op med hendes Billede for Øie og med hendes levende Minde i Hjertet.

Saa skriver jeg da, som jeg siger: Fru Marie var tilvisse en stor, ædel og elskelig Kvinde i saa høi en Grad, som meget Faa, 31 men hun var det ikke fordi hun afskaffede Hoveriet, bortskænkede Jagtretten og solgde Huse og Gaarde for Røverkiøb, men hun gjorde alt dette og meget mere, fordi hun var en sjelden stor, ædel og elskelig Dannekvinde. Naar hun derfor enten blev rost eller lastet for de store Opoffrelser, hun gjorde til Bøndernes Opkomst i hendes Kreds, da pleiede hun at sige: det er meget uforskyldt, thi Gud veed, jeg giør det hverken for at roses i Aviserne eller for at bevise min Dydighed eller for at ærgre eller fordunkle Nogen, jeg giør det kun, fordi det i vore pinagtige Tider baade er klogest at skille sig ved hvad man dog ikke længer kan have nogen rigtig Sikkerhed paa eller Glæde af, og fordi det jo maa være alle Danske Hjerter en Trang at giøre hvad man kan til et godt Forlig og et fast Forbund mellem dem, der har mindre og dem, der har meer af Guds grønne Jord og har Fornøielse af at eie den, see den blomstre og bære Frugt, saa de dog engang igien, som det ægte Danske Folk, giør fælles Sag mod alt det Penne-Slikkeri, Studenten og storagtige Stoddervæsen, som ellers vil ødelægge al menneskelig Frihed og Selvstændighed, al ædel Stolthed, Ære og Værdighed.

Saaledes talde og saaledes tænkde Fru Marie til Rønnebæksholm, thi man maa vide, hun var saa stolt en Adels-Frue, som nogen kiæk Ridder fra Valdemars-Tiden vilde taget i Favn, hun var ikke lappet sammen af Ridder-Romaner og Vaaben-Bøger, men fremsprunget lyslevende og blank af Støbningen, altsaa skabt til at være hvad hun ønskede, og modig til at vise hvad hun var, ligegyldig ved hvad Verden derom vilde tænke eller sige.

Saadanne stolte Adels-Fruer er hverken følsomme eller blødsødne, eller bange for en muelig »Tvangs-Lov«, og Fru Marie var heller ingen af Delene, saa det var kun ved SelvOvervindelse, hun bortskænkede Jagtretten og solgde Gaarde og Huse for Røverkiøb, skiøndt hun vidste, man i Verden vilde udlede det enten af Følsomhed eller af Frygt Hun vilde nemlig, i værste Fald, godt havt Sind og Mod til at gaae fra Gaard og Grund med tomme Hænder og sige stolt: de har med Uret taget min lovlige Eiendom fra mig, lad dem have den ! men mig skal de ikke beherske, mine Fædre vil jeg ikke vanære, deres Skjold vil jeg ikke plette ved at kalde Uretten Ret eller smigre for Usselhed!

Men saadanne stolte Adels-Fruer kan godt være baade 32 menneskelige og folkelige, være kloge, indtagende og gudfrygtige, og skiøndt det sjelden alt findes samlet, saa fandtes det dog ogsaa samlet hos den sjeldne Fru Marie.

Saasnart derfor, alt i Christian den Ottendes Tid, da de fleste Godseiere sov trygt og drømde om Slaraffenland, Fru Marie indsaae, at Ridderskabet var uddøet og Borgene faldefærdige, og Forholdet mellem Herremænd og Bønder forstyrret, forbistret og fortvivlet, da var hendes Beslutning taget at skille sig ved noget af det Kiæreste, hun havde i denne Verden, men dog ikke at giøre det paa den nemmeste og som man siger fordeelagtigste Maade, men heller paa den ædelmodigste og besværligste Maade, fordi det var den bedste, den tjenligste for Folket og Mennesket, derfor ogsaa Vorherre behageligst, og dette sit ædle Forsæt satte hun iværk, saa utrættelig og saa elskværdig, at det maatte giøre et dybt Indtryk ei alene paa dem, der lod sig overtale til deres eget Gavn, men selv paa dem, der haardnakket vægrede sig, enten fordi de ikke kunde komme ud af de gamle Folder, eller fordi de, efter mange feilslagne Forventninger, dog endnu ventede paa en Tvangslov, der endnu skulde skaffe dem bedre Kiøb, skiøndt Fru Marie i det mindste solgde for halv Priis og læmpede sig, saa de kunde blive Selveiere uden i deres hele Levetid at svare synderlig mere end de havde svaret som Fæstere.

Fru Marie naaede vel med alt dette kun at blive af med omtrent det Halve af Rønnebæksholms Gods, men maatte hun levet nogle Aar endnu, havde hun dog vist naaet at blive det Hele kvit, og det uden at anvende det Nødmiddel, som hun vel ansaae for tilladeligt, men var dog for ædelmodig og folkelig til at anvende.

Der var nemlig især to Bønder paa Rønnebæksholms Gods, som ved at trøste med Tvangs-Loven, forhindrede Endeel fra at skiønne paa Godvilligheden, og Fru Marie sagde til mig: kaldte jeg nu Huusmændene deroppe til mig og sagde: disse to Gaarde vil jeg stykke ud til jer, saasnart de bliver fæsteledige, da var jeg sikker nok paa, at alle de andre Bønder vilde skynde dem og kjøbe deres Steder, men det vilde være et skadeligt Exernpel og sætte endnu mere ondt Blod mellem Bønder og Huusmænd, derfor giør jeg det ikke. Jeg gav hende naturligviis Ret i begge Dele, og havde den Fornøielse at kysse hende to Gange, fordi hun var saa klog og dog saa god, og jeg tvivlede heller ikke om, hun jo vilde faae sin Villie med det 33 Gode, thi det var hun ikke blot vant ti! i sit Huus og i hele sin Kreds, men det var hun besynderlig skabt og skikket til, og jeg har tit, naar jeg sad med Dørren paa Klem, i det lille grønne Kammer, ved Siden ad hendes Skriver-Stue og Bibliothek, høilig forundret mig over, hvordan hun baade kunde og vilde snakke med Bønder og Huusmænd hele stive Klokke-Timer, udlægge alt for dem, regne med dem og lee saa længe og saa mildt ad alle deres keitede Indvendinger, at de tilsidst maatte selv lee med og som oftest give Kiøb.

Ja, Fru Marie maatte vel, forsaavidt det kan passe paa saadanne »Leerkar«, som vi Mennesker dog igrunden alle er, kaldes den »Uimodstaaelige« selv for Sællandske Bønder og Huusmænd, thi skiøndt hun, som sagt, var den stolteste AdelsFrue, jeg har kiendt, og glemde aldrig noget Øieblik, at hun nedstammede fra de gamle »Langer« med de »tre Roser« og skiøndt hun besad baade udvendig og indvendig den fineste Dannelse, jeg har mødt hos nogen Dannekvinde, saa var hun dog til Jævnshold saa sællandsk folkelig baade i Hjertelag, Tankegang og Talemaade, at alle sællandske Bønder og Huusmænd, for ikke at tale om deres Koner, maatte finde, hun var som en af dem, kun meget kiønnere, klogere, kiækkere og høimodigere.

Derfor følde Fru Marie ogsaa endnu langt mere Medlidenhed end jeg med de igrunden hjertelige, velbegavede, dristige, lystige og vittige, men magelige, forsømte, forblindede og tit forgjorte Sællandsfare, og da hun, ligesom jeg, ansaae en ægte Dansk, folkelig Livs-Oplysning for det eneste, der med Guds Hjelp kunde frelse og rette dem, saa faldt naturligviis mit Ord om en rigtig DanskHøiskole, især for Bønderkarle, aldrig i bedre Jord end hos hende, og naaer jeg nogensinde at lægge ordenlig Grund til en saadan Høiskole, da maa den nødvendig hedde »Marielyst«, thi baade var det hvad hun for Alvor havde Lyst til og hvad hun drev paa, alt hvad kun kunde.

Ved den saakaldte Hartkornets Udjævning, som Fru Marie kaldte uretfærdig, skiøndt jeg ikke deri kunde give hende Ret, da havde hun den storartede Plan, som dog kvaldes i Fødselen, at alle Godseiere i Sælland og paa Smaa-Øerne skulde skiænket den saakaldte »Godtgiørelse« til en Dansk Høiskoles Oprettelse, og den eneste Klemme hun satte paa de Bønder, som stod dem selv i Lyset, var, at for hvert Aar, de 34 skiød Lykken fra sig, skulde de, naar de omsider gik i dem selv, bøde 100 Rdl. til en saadan Dansk Oplysnings-Anstalt, og endelig havde Fru Marie ikke blot en Finger i det med Æresgaven til Høiskolen, da jeg fyldte de Halvfjerds, men hun vilde selv hjulpet til at reise den med begge Hænder, og havde sikkert ei ladt dem synke, saalænge hun selv maatte raade.

At nu Fru Marie var en saadan stærk, høimodig og folkelig Adels-Frue, det laae aabenbar, som hun selv sagde, i de gamle Langers Blod, der ikke glemde deres høie Byrd og Kald, selv da de heller sank ned til Jydske Bønder ved Vesterhavet, end de vilde kravle op, som Penneslikkere og Statstjenere, og kunde da end mindre glemme deres høie Byrd og Kald, efterat have arbeidet sig op til deres oprindelige Stade; men at Fru Maries Mod ei var udartet til Hovmod og Herskesyge og at hendes Styrke ei misbrugdes til Vold og Grumhed, det maatte baade hun og vi takke hendes dybe, alvorlige Sanddruhed og Gudsfrygt for.

Ligesom nemlig Fru Marie i sin Enkestand (1841-51) havde god Leilighed til at vise, at Vorherres Naade var hende mere værd end al Verdens Domme, i det hun aabenlyst sluttede sig til de saakaldte »Hellige« i det sydvestlige Sælland, som dengang ikke blot bespottedes men afskyedes og forfulgdes i vor lille urimelige Verden, saaledes skylder jeg Fru Marie det Vidnesbyrd, at jeg aldrig har kiendt nogen Mund, hvori de faa og tilsyneladende fattige Ord: jeg, eller du, troer jo dog paa Vorherre, havde saameget at betyde, som i hendes.

Denne Fru Maries Sanddruhed og Guds frygt var det da ogsaa, som skaffede mig hendes første Bekiendskab 1845, som vel først under Krigen for Danmarks Tilværelse, hvori vi begge tog den mest levende Deel, blev til inderligt, uopløseligt Venskab, men var mig dog lige fra Begyndelsen en stor Mærkværdighed, saa jeg husker godt, hvor overrasket jeg blev en Aftenstund, da Fru Toft fra Rønnebæksholm lod sin Tjener melde, at hun holdt der nedenfor og vilde med Moder og Systre aflægge mig et Besøg.

Alt hvad jeg dengang vidste om Fru Toft, var, at hun stod eller syndes dog at staae i Spidsen for de »gudelige Forsamlinger« og at hun havde Mod og Mandshjerte til at trodse den herskende Mening, og jeg kunde ikke tvivle om, at jeg jo, med al den Billighed, jeg stræbde at vise mod de »gudelige 35 Forsamlinger«, var netop derfor hende, saavelsom alle de ivrige Forsamlings-Folk, den skarpeste Torn i Øiet. Jeg ansaae derfor Besøget snarest for en Udæskning, og det varede ikke længe, før jeg fandt Leilighed til lidt skielmsk at spørge, om Fru Toft ikke vidste, hvad det var for en Sællandsk Herregaard, hvor Biskop Mynster sagde, man kryede sig af at have havt en gudelig Forsamling paa 500 Sjæle? Jo, svarede Fru Marie kiækt, skiøndt det er Snak baade med Kryheden og med Antallet, kan der ikke være nogen anden sællandsk Herregaard meent end Rønnebæksholm. Saadanne korte og kiække Svar faaer man nu sjelden nok om saadanne Ting af Dannekvinder, og endnu sjeldnere af Dannemænd, saa Fru Tofts Svar huede mig naturligviis særdeles godt, og derefter dreiede da vor høirøstede Samtale sig sagtens udelukkende om de gudelige Forsamlinger«, som jeg, trods mine stærke Indvendinger mod deres ægte »Hellighed« og levende, frugtbare »Christelighed«, meende at indrømme al den Ret imod Verden, som de eller Fruen kunde forlange; men skiøndt Fruen holdt Ørene stive, sagde hun mig dog siden, at hun aldrig havde mødt nogen Mand, der tog saa haardt og ubarmhjertig paa hende eller dog paa hvad hun elskede snart mere end sig selv. Jeg fik da ogsaa at vide, at hvad der havde saaret hende dybest, det var den Grund, jeg gav, hvorfor det ikke blot var ugudeligt, men tosset af Verden at hade og forfølge de »gudelige Forsamlinger«, som jeg ikke fandt, der var det mindste hos at hade eller forfølge, da deres »Hellighed« var langt fra at kunne skiære nogen i Øinene, og den »Skikkelighed« de unægtelig befordrede, maatte selv tækkes Verden, og at Resten jo var en selskabelig Smags-Sag, At nu det Ord kunde saare Fru Marie langt dybere end alle Verdens Grovheder og Dumheder, det kunde jeg vel ikke strax forstaae, men da jeg ret lærde at kiende den stolte Adels-Frue og den dybe, for ramme Alvor gudfrygtige Kvinde, da kunde jeg godt forstaae, at det gik hende til Marv og Been, at en Mand, om hvis christelige Gudsfrygt og Oplysning hun havde gode Tanker, erklærede det med den største Sikkerhed, aandelig og christelig talt, for slet ingen Ting, hvad hun satte kun altfor megen Priis paa, som det ypperste Opbyggelses-Middel, hun kiendte.

Det varede imidlertid kun kort, før den gudfrygtige og sandhedskjærlige Fru Marie kom igien, thi skiøndt hun ikke havde ventet sig saa haard en Medfart, som hun, efter sin Følelse, 36 mødte, saa havde hun dog ventet sig noget Haardt, og havde desuagtet alvorlig sat sig for at giøre mit Bekiendskab, fordi hun, som hun først længe efter betroede mig, ventede at faae ret og reen Besked af mig paa vigtige Spørgsmaal, som hun kun forgiæves havde gjort de Præster, hun ellers meest yndede, da de enten ikke kunde eller ikke vilde besvare hendes Spørgsmaal, men indsvøbde sig meer eller mindre i deres præstelige Værdighed, der ikke tillod dem at behandle saa vanskelige Spørgsmaal med ustuderede Folk og det af Kvinde-Kiønnet Saadanne Afspisninger eller Afviisninger kunde nemlig aldrig være slettere stædte end hos Fru Marie, thi vel var hun til Hverdagsbrug langt mere godtroende end de fleste kloge Folk, og syndes ved sin store Mildhed og Læmpelighed i daglig Omgang endnu at være mere godtroende end hun var, rnen i Henseende til Troes- og Forstands-Sager var hun dog meget langt fra at være lettroende og i Henseende til Examens-Viisdommen og den paatagne præstelige Værdighed var hun ikke blot saa vantro, som alle kloge Koner, men reent ubarmhjertig. Uagtet der nu ogsaa i mine Øine er en Aands-Overlegenhed, en høiere Oplysning og en egen Værdighed hos rette christelige Embedsmænd, som Menigheden og Kvinden i Menigheden giør bedst i at bøie sig for, og skiøndt vi kun seent, om nogensinde, blev her aldeles enige om dette og om de »gudelige Forsamlinger«, saa blev dog vor GrundEnighed om Christendom og Christelighed efterhaanden os ligesaa klar, som vor Grund-Enighed om Menneskelighed, Folkelighed og Danskhed, saa aldrig har jeg mødt Mand eller Kvinde, med hvem det var mig en saadan Lyst og Trøst at skifte Ord og Tanker om alt Aandeligt og Hjerteligt, som denne vidunderlige Frue, der aldrig snoede sig fra noget af den Art, og som aldrig gav mig Ret, før hun saae, hun selv havde havt Uret, men gav mig alle de Tanker, hun tilegnede sig, tilbage i en Skikkelse, saa lyslevende, saa egen og saa yndig, som Sønnen, hun fødte mig ved sin Bortgang.

Jeg pegede nys paa mit første Møde med Fru Marie paa de gudelige Enemærker, jeg skal nu pege paa vort første Møde paa de folkelige Enemærker.

Det var 1846, da der blev holdt et Dansk Samfunds-Møde i Næstved, og jeg, med mange Andre, efter Fru Tofts giæstmilde Indbydelse, tog ind paa Rønnebæksholm. Fruen tog ikke med ind til Nestved, og da en af hendes Venner vilde gaae irette med hende derom, loe hun ad ham, og uagtet jeg, 37 som i alle menneskelige Forhold hylder Frivillighed, naturligviis tav, saa maatle jeg dog, da jeg siden fra Hjemmet takkede Fruen for hendes Giæstmildhed, tilføie et Spørgsmaals-Tegn, om det dog ikke skulde være lidt af en pietistisk Grille, der forhindrede Dannekvinden fra aabenlyst at tage Deel i det danske Folkelivs naturlige Yttringer? Jeg veed aldrig, vi siden skiftede et Ord om den Sag, men da jeg 1848 atter giæstede Rønnebæksholm, for at mødes i Nestved med Danskhedens bedste Venner paa den Kant, da var, om ikke før, saa dog ved den Jydske Krigs Udbrud, Danskheden brudt igiennem hos Fru Toft, saa hun viste sig ikke blot siden saa afgjort Dansk, at da den »Danske Forening« blev stiftet, var det hende, der drev mig, men jeg har aldrig kiendt nogen Kvinde, der, saa godt som hun, kunde klare for sig selv, hvad det Menneskelige har med det Guddommelige og det Folkelige med det Christelige at giøre.

Hvor eiendommelig og dog hvor dybt og levende Fru Marie udtrykde sig i Hjertets Anliggender, lader sig vel bedst betegne ved hendes Liv-Udtryk, naar vi, som Mand og Kone, sad sammen, hvad vi jo gjorde langt mere end Ægtefolk pleier, og kunde det ogsaa, efter alle Omstændigheder, langt meer end de Fleste kan; thi da heldede hun sig tit op til mig med de Ord: jeg vil gjerne være hos dig. Hun sagde det jo saa yndig, at jeg aldrig kunde nænne engang at ymte om, at det faldt mig forunderligt, hvordan en Kvinde, ellers saa riig paa faure Ord, kunde have et saa fattigt Liv-Udtryk for sin Kiærlighed, men jeg tænkde det dog tit, og først, da hun ikke længer var hos mig, først da slog det mig, at Fru Maries Kiærligheds-Udtryk kun syndes mig fattigt fordi det endnu var mig for dybt. Nu er det derimod ogsaa blevet mit Liv-Udtryk, som jeg oplyser for mig selv med et Træk af Fru Maries Liv i Cholera-Sommeren 1853.

Da vi nemlig paa Rønnebæksholm fik den sørgelige Tidende om Pestilensen i Kiøbenhavn, var vi jo paa Timen enige om, at skiøndt jeg ved en Anden havde besørget mine Embeds-Forretninger i Hovedstaden, maatte jeg dog, som sædlig, tage ind og forrette Guds-Tjenesten hveranden Søndag, men da jeg, af Bekymring for hende og for Huset, hun var knyttet til, bad hende blive hjemme, da svarede Fru Marie mig i Vrede: tænker du da, vi er saadanne Rakkere! og skiøndt det giøs i hende, da vi en af de allerværste Dage gik ind fra Jernbanen og mødte kun Lig og Lig-Vogne, saa viste hun dog 38 baade da og siden, da vi alene flyttede ind til Byen endnu i August, hvad der laae i det, at hun vilde gierne være hos mig, og skiøndt hun nu vist er hvor der er meget godt at være, kalder jeg det dog det dybeste Udtryk for min Kiærlighed, naar jeg med Sandhed kan sige: jeg vilde gierne være hos hende, skiøndt Døden ligger imellem os!

Og hermed vender jeg mig da fra Fru Maries Bautasteen til hendes Livs og vort Samlivs Frugt, den lille lyslevende Dreng, der, med Guds Hjelp, engang skal give os begge det bedste Eftermæle, og ligesaa klart bevise Ægtheden af vort aandelige og hjertelige Fællesskab, som han alt beviser Ægtheden af sin Moders Kvindelighed! Det var nemlig Fru Maries Haab, saavelsom mit, at skiænkede Vorherre os en Søn, da vilde Han, fordi vi troede paa Ham og vilde gierne være hos hinanden, ogsaa vise hvad Han forstaaer ved at giøreTo til Eet!

Fru Maries og mit indbyrdes Forhold var nemlig, for mine Øine, i det smaa af samme Art, som det indbyrdes Forhold mellem Oldtid og Middelalder i det store, saa at ligesom den ægte menneskelige Nytaarstid vil med Bevidsthed optage Oldtiden og Middelalderen i sig og færdes derefter, saaledes haaber jeg, at lille Frederik Lange Grundtvig skal med Bevidsthed optage i sig alt det Forenelige hos Fader og Moder, og saavel ved hele sin Færd, som ved sin Betragtning af Menneske-Livet, eensartet i det hele og i det enkelte, klarlig vise, i hvor høi en Grad dog en Dannemand og en Dannekvinde, som begge troer paa Vorherre, og vil gierne altid være hos hinanden, fordi de er hinanden uundværlige, kan blive ligegode om alt det Folkelige og Menneskelige, som Vorherre har skiænket dem!

DEN DANSKE SAG.

I Foraaret 1853 blev der stiftet et Selskab kaldet »den Danske Forening«, hvori Grundtvig var Formand. Maalet var at virke for Danskhedens Fremgang i Folket, og den stillede sig som en Hovedopgave at faa oprettet en dansk folkelig Højskole. Hertil blev der i Anledning af Grundtvigs 70 Aars Fødselsdag den 8. September 1853 samlet 7000Rdlr., og denne Sum voksede senere ved Aarsbidrag fra mange Sider. I April 1855 købte Grundtvig Gaarden »Marielyst« ved København, og her begyndte i Efteraaret 1856 »Grundtvigs Højskole«.

Fra den 8. Februar til den 26. April 1854 holdt Grundtvig 12 Forelæsninger over Højnordens Historie i den Danske Forenings københavnske Afdeling. Den sidste af disse Forelæsninger offentliggjorde han 23. Juni 1854 i Foreningens Ugeblad Dannebrog, deri 1854-55 blev udgivet af C. J. Brandt. - Sammesteds skrev Grundtvig den 13. og 20. Januar, den 23. Marts, den 8. Juni og den 6. Juli 1855 fem Stykker om Den Danske Sag, som her skal meddeles.

I.

Naar jeg ved Nytaaret 1855 fæster mine Øjne paa det lille og svage, men dog med Æren ældgamle »Danmarks Rige«, paa Danskernes forsmaaede men dog yndige Modersmaal og paa den vel ingenlunde lydesløse men dog livsalige Menneskelighed, som fra Slægt til Slægt kaldes Danskhed, da er det langt fra, at jeg kan istemme nogen Seiers-Sang paa den Valplads, hvor det saakaldte Ørstedske men igrunden Carlmoltkiske Ministerium nys blæste omkuld, eller spaae Fredegods-Dage under det saakaldte Bangske men igrunden Scheelske Ministerium, der alt har begyndt at giøre Rigs-Piller40 af de gamle Vindfælder; men jeg fristes langt snarere til at holde en sørgelig Lig-Prædiken over »Danmarks Rige« som vor gamle Oldemoder, død i Brude-Sengen, kun skulde dele med sin Arve-Fiende »Holsten-Gottorp«, og at spaae hendes gamle Tvillinger »Dansken og Danskheden« en ligesaa sørgelig Helsot i deres ubarmhjertige Stiffaders Fæhuus. Ja, det fristes jeg til ved Nytaaret 1855, men jeg giør det dog ingenlunde, vel tildeels fordi jeg veed, at ingen Taarer er værre stædte eller vissere spildte end dem, man oversvømmer Papiret med i skrevne Lig-Prædikener, men dog især, fordi jeg selv under de meest fortvivlede Omstændigheder har beholdt og skal, med Guds Hjelp, til min sidste Stund beholde et langt lysere Haab, end som saa, om vort elskede Fæderneland. Dette mit Danske Haab har vel i det Nærværende ingen anden Grund end min Tro paa Guds Naade og det Danske Folks Livsalighed, men det har dog fra Arilds-Tid en forsvarlig Grund i den Kiendsgierning, at hvor sort det end mangen Gang, i Løbet af et Par Aartusinder, har seet ud for det lille Danmarks Rige, saa har det dog hidtil altid klaret op igien, før man vidste det, ja, ei sjelden naar det mindst ventedes, og til denne store Kiendsgierning hører jo ogsaa det lille Træk i den senest forbigangne Tid, at det forhærdede, sammenfrosne Januar-Ministerium, ved et ganske uventet Tøbrud i December blev til Vand og til Vind, hvoraf det var sammensat.

Skiøndt jeg derfor slet ikke kan finde vort seneste Minister-Skifte glædeligt i den Mening og Udstrækning, at det derved klarede op til en ny Dag for Danmarks Rige og den Danske Sag, saa finder jeg det dog forsaavidt glædeligt, som det var et »Skifte«, da vi havde det allerværste Ministerium, vi kunde hjemsøges med under Solen, og havde næsten ikke mindste Udsigt til Skifte, førend den ene efter den anden døde af Alderdom og blev da ventelig afløst med en nybagt Minister af samme Skuffe. Det uventede Minister-Skifte i Slutningen af forrige Aar, endnu førend Ørsted, som den Ældste, døde efter Naturens Orden, det er da virkelig for saavidt en glædelig Begivenhed, som det i mine Øine klarlig viser, at endnu i December 1854 havde Vorherre ikke glemt det lille, skrøbelige Danmarks Rige og hvad dertil hører, og endnu var Han ikke blevet døv for det lille hjertelige, men altfor let modfaldne, og altfor søvnige Folks Suk, der vel ikke turde lukke sine Øine op og see, hvilken bundløs Afgrund det slæbdes hen til, men følde dog, det slæbdes med ubarmhjertige Hænder til hvad Hjertet 41 maatte grue for; thi naar kun Vorherre kommer os ihu, naar kun det samme vise og kiærlige Forsyn, som hidtil har vaaget over det lille Danmarks Rige og styret, som Daarers Formynder, for det lille barnlige, men ogsaa meget barnagtige Danske Folk, fremdeles vil vaage over os og styre for os, da er jeg sikker paa, det har ingen Nød, vi gaaer jo baade Sygen og Skiærsilden taalelig igjennem, skiøndt der seer sort ud, ja, saa sort, at vi egenlig seer »hverken Dag eller Dør!«

Men det forstaaer sig selv, det giælder ligesaa vel om et heelt Folk og Rige, som det giælder om Enhver af os og enhver Husbond med sit Huus, at hvem der ikke selv vil hjelpe til, det lidt, han kan, han staaer ikke til at hjelpe, enten for Gud eller Mennesker, og med et Folk og Rige er dette endnu klarere end med nogen Enkeltmand og hans Huus, fordi Forholdene er større og langt mere iøinefaldende. Saae vi nu en stakkels Enkemand, der ulykkeligviis var blevet skilt fra sin Kone, ikke ved det Vorherre tog hende, men derved, at hans arrigste Fiende dels lokkede og dels truede hende til at være sin Frille, saae vi en saadan stakkels Enkemand i den fortvivlede Stilling, at de, der kaldte sig hans gode Venner, vilde dels lokke og dels true ham til at brække sit eget Huus ned og sætte Alting til paa at bygge et større, splinternyt, hvori han skulde boe sammen med sin forrige Kone og med hendes Forfører og Tyran, for derved ret at lægge sin Forsonlighed og Sagtmodighed for Dagen, i det Haab, at enten døde vel Forføreren en af Dagene, eller maaskee blev han ved et stort Mirakel skabt om, saa Enkemanden fik to Koner for een, see, da maatte vi jo vel beklage den stakkels Enkemand og inderlig ønske ham ud af den gruelige Klemme, men vi maatte dog sige, at satte han sig ikke med Hænder og Fødder mod hele dette Daarekiste-Værk, da var han moden til Daarekisten og stod ikke til Redning. Men har vi aabne Øine for Menneske-Livet i sine større folkelige Forhold, da seer vi, det er netop noget saadant Splittergalt, med sund Menneskeforstand Ugiørligt, man vil have det Danske Folk til at prøve paa, naar man raader os til, for ikke længer at være skilt fra Sønder-Jylland eller Slesvig, da at tage Holsten med, og opgive hele Danmarks Riges Frihed og Selvstændighed, i det Haab, ved et politisk Giftermaal og Fællesskab med Slesvig-Holsten i en Heelstat, at finde fuld, ja, overflødig Erstatning for hvad vi taber ved at lade det ældgamle Danmarks Rige forvandles til en Provinds i det Nordalbingiske Monarki, der vel, indtil videre skal paa 42 Papiret kaldes »Dansk« men dog i alle Maader være ligesaa tysk som dansk, ligesaa afhængigt af det Tyske Forbunds Beslutninger som af sine egne Grundlove.

Hvordan vi efter den hæderlige og seierrige Krig (1848-51) som vi nys førde med Holsten-Gottorp og med det store Tyskland, for dog engang at blive dem kvit, er kommet i den haarde Klemme at skulle søbe den Kaal, vi har spyttet i, det stræbde jeg i »Danskeren«, som fulgde Begivenhederne, og det har jeg ærlig stræbt paa Rigsdagen at oplyse, og jeg tør vel sige, at var mit Raad blevet fulgt, da var vi aldrig kommet hvor vi nu er, og veed hverken ud eller ind, men gjort Gierning staar ikke til Ændring, saa deri kan det nu i det Høieste kun nytte vore Efterkommere at speile sig, men skal vi, ved nogensomhelst lykkelig Vending, ved noget Mirakel nok saa stort, komme ud af Klemmen, da kræves der først og fremmest, at vi vil, alvorlig vil ud af den, saasnart vi kan, vil det, hvad det saa for Resten skal koste, thi ellers vil det bestandig, selv ved de lykkeligste Vendinger, gaae os som det gik os efter Seirene ved Bau, ved Frederits og ved Isted, som vi ikke turde forfølge eller benytte og høstede derfor slet ingen varige Frugter af. Det eneste, vi for Øieblikket kan giøre, er at udtrykke denne Danske Folke-Villie paa det Bestemteste og Klareste ved at nægte vort Samtykke til Forandring af en eneste Tøddel i Danmarks Riges Grundlov, enten i Henseende til fuld Minister-Ansvarlighed, eller Penge-Bevillinger, eller Valgret eller Lovgivning; eller nogensomhelst Frihed, indtil man, om man kan, viser og sikkrer os en Fælles-Forfatning, hvori vi saavel for Danmarks Rige og det Danske Folk? som for hver Enkeltmand af os, finder samme Tilfredsstillelse, som Danmarks Riges Grundlov giver os.

Det er umueligt, vil man sige, og det troer jeg gjerne, men det er ligefuldt hvad man skylder os, og hvad vi nødvendig maae have, før vi med Villie kan give Slip paa Danmarks Riges velerhvervede og dyrt beseiglede Grundlov, uden derved at give Slip paa Fæderneland, Modersmaal og al Folkelighed, som vore Fædre har stridt for til sidste Blods-Draabe, og som deres ægte Børn, saalænge der er igjen af dem, maa stride ligedan for.

Men, vil man sige, der er jo ikke mindste Rimelighed for, at enten Rigsdagen eller det Danske Folk med et saadant roligt og standhaftigt Nei vil modsætte sig enhver Sammenkobling 43 med Holsten-Gottorp og enhver Heelstats-Plan, hvori det er klart, at Danmarks Riges, Danskens og Danskhedens Ære, Frihed og Selvstændighed, lidt før eller lidt senere, maatte gaae saa aldeles tilgrunde, at der end ikke mere kunde være Tale om et Danmarks Rige, et Dansk Folk og deres Historie, længere end til den Dag, da Danmarks Rige og det Danske Folk opgav folkelig og historisk talt, sig selv og gjorde en Ulykke paa sig selv, tog sig selv af Dage.

Dertil svarer jeg, at »Rimelighed« er en »Regning«, hvori det altid kommer an paa, hvad man regner efter, og hvordan man regner, saa at hvem der blot regner efter hvad der hidtil er skeet paa Rigsdagen og hørt fra Folket, siden Januar 1852, maa jo finde det høist rimeligt, at den nærværende Rigsdag gjør de samme Indrømmelser som den forrige, og at den tredie Rigsdag, som skal slaae Hoved paa Sømmet, gjør ligedan og at Folket tier og samtykker, skøndt dermed alt Dansk vilde være bortgivet uden noget tænkeligt Vederlag, før Ravnen bliver hvid og Stenen svømmer ovenpaa; men naar man derimod, som jeg, regner efter den Danske Folke-Natur, som den har været fra Arilds Tid, og efter Danmarks Riges Krønike fra Kong Dan, der ved at jage Tyskerne ud af Sønder-Jylland gav Riget sine rette Grændser, da maa jeg finde det høist urimeligt, at et saa ædelt og fædernelandskjærligt Folk, som hidtil, naar det kom til Stykket, altid sagde: nu Skit med alt andet! vil Tyskerne igien til at træde os paa Nakken, saa skal de dog skee en Ulykke, at dette samme Folk skulde nu paa sine gamle Dage være saa vanslægtet fra sig selv, at de godvillig gav dem i Tyskernes Vold og satte alt deres Haab til holsten-gottorpsk Broderskab og Barmhjertighed. Jeg maa derimod kalde det høistrimeligt, at naar det Danske Folk blot fem Minuter før Ulykken skeer kan faae sine Øine gnedet og seer, hvad det virkelig gælder om, og seer, hvor god og stor dog igrunden den Danske Sag er, og seer, at det Danske Navn, efter Tilintetgjørelsen af »Danmarks Rige« og dette Riges Grundlov, vilde være det tommeste Mundsveir under Solen; da vil det Danske Folk skrige saa høit et Nei, i al Evighed aldrig, at ingen Dansk Rigsdag kan eller tør sige Ja, og dertil vil jeg nu bidrage min Skiserv, ved saa jævnt og klart, som jeg formaaer, at fremstille den »Danske Sag« i hele sin folkelige og menneskelige Godhed og Storhed, der maa være os den gyldigste Borgen for, at, saasandt der er et guddommeligt Forsyn til, da kan den Danske Sag umuelig tabes, med mindre 44 vi selv, med mindre det Danske Folk selv, paa den allerurimeligste og unaturligste Maade opgiver og forraader den!

Jeg veed meget godt, at hvad jeg, ved at skrive et Stykke i »Dannebrog« som kun læses meget lidt, kan bidrage til at oplyse det Danske Folk om den Danske Sag, det er saa forskrækkelig lidt, at man meget bedre kan forsvare at kalde det slet ingen Ting, end at kalde det stort, men jo mindre det Gode er, man kan giøre, des mindre maa det dog undlades eller forsømmes, og naar man har Øine i Hovedet, da kan dog ogsaa meget lidt giøre, at man faaer dem op for hvad der er soleklart.

Sagen er nemlig den, at ingen Dansker har igrunden mindste Tvivl om, at Tyskeren, og især den tyske Holsten-Gottorper, naar man giver ham en Finger, tager hele Haanden, saa at, vil man ikke i hans Kløer, maa man holde ham tre Skridt fra Livet, og at naar man alligevel snakker om, at det Tyske Forbunds Indflydelse paa en Fælles-Forfatning for Danmark og Holsten vil neppe være betydelig, og at naar kun Danmarks Rige har saa nogenlunde efter sit Folketal Stemme i Fælles-Raadet, da vil der ikke være synderlig Fare for Danskheden, om end Holsten-Gottorperne med de Kongevalgtes Hjelp kan overstemme Danskerne ved ethvert Spørgsmaal, da veed man igrunden ret godt, at man skuffer sig selv og dysser sig selv i Søvn, for ikke at blive sig bevidst, at man opgiver Folket og Fædernelandet, som man antager, kan ikke reddes, om man end græd sine Øine ud for dem.

Kunde derfor kun den Følelse vækkes som falder ethvert Folk meget naturlig, og er ingensteds sandere end i Danmark, at vi med alle vore Lyder dog er meget for gode til at opsluges af Holsten-Gottorp, paa det store grændseløse Tysklands Vegne, saa det kan Vorherre umuelig nænne naar vi ikke selv i utilgivelig Feighed og dorsk Fortvivlelse giør en Ulykke paa os selv, da vil Synet for den truende Fare komme af sig selv.

II.

Vor store Ulykke er den, at det lillle Danske Folk, som meget godt føler, at den Danske Sag er baade først og sidst deres egen Sag, de tænker sædvanlig, at den er blot deres og slet ingen Andens Sag, og at den, som saadan, maa ansees 45 for tabt, siden den ikke engang kunde reddes ved alt det Løvemod., der vistes, ved alle de Offere, der gjordes, og ved alle de Seire, der vandtes i Kampen paa Liv og Død mellem det lille Danmarks Rige og det store, grændseløse Tyskland, med Slesvig-Holsten eller Holsten-Gottorp paa Enden, og derfor stræber det modfaldne Danske Folk dels at dysse sin Fædernelands-Kiærlighed i Søvn, og dels at indbilde sig selv, at Faren for Danmarks Rige, Dansken og Danskheden er ikke nær saa stor, som jeg og mine Lige skraale paa, da det dog nok kan være mueligt, at skiøndt de, ved Sammenkobblingen med Holsten-Gottorp og det Tyske Forbund, forgaaer i Lys, de dog maaskee kan reddes i Løn, og dukke op igjen om nogle hundrede Aar med »Holger Danske«. Ja, det er det Danske Folks Ulykke for Øieblikket, at netop, fordi de fortvivler om Danmarks Redning og føler dog dybt, at deres Hjerte maatte briste, om de skulde see paa Fædernelandets Undergang, derfor stræber de at glemme det inderlig elskede Fæderneland eller dog at lukke deres Øine for den overhængende, i deres Tanker uundgaaelige Ulykke.

Derfor udraaber jeg saa høit og understreger paa Papiret saa tykt, som jeg kan, at det Danske Folk lader sig bedrage af Skinnet, naar de tænker, at fordi den Danske Sag nødvendigviis baade først og sidst er og maa være Danskernes egen Sag, at den derfor skulde være deres alene, da den tvertimod tillige er baade hele Høinordens, Menneskelighedens, Christendommens og følgelig Forsynets, Guds den Almægtiges, Sag, der aldrig kan være i saa stor en Fare, at den jo kan reddes, og vil og maa nødvendig blive reddet, naar kun ikke Danskerne, i dorsk Ligegyldighed og ussel Feighed, selv opgiver deres egen Sag, der ikke blot for os Danskere er den største og kiæreste, men er i det hele den retfærdigste, den bedste, den vigtigste og den stærkeste Sag under Solen.

Jeg tør nu ogsaa mene, at selv det mindste Glimt af dette straalende Lys, hvori jeg seer og stræber at stille den Danske Sag, selv den dunkleste Formodning om, at den Danske Sag er baade Guds og Menneskets Sag, der umuelig kan tabes, naar vi kun ikke selv styrte den i Afgrunden, som kun da skeer, naar det Danske Hjerte kvæler den Danske Sag i sig, som en unaturlig Moder Fosteret under sit eget Hjerte; selv det mindste Glimt heraf og den dunkleste Formodning herom, mener jeg virkelig, kan og vil være Nok til, at det Danske Folk 46 vover at gaae l sig selv og føle, hvor Mær det har den Danske Sag, ja, hvor uopløselig det er knyttet til den, saa de umuelig kan adskilles, men maae leve og døe med hinanden.

At nu den Danske Sag, som Danskernes egen, er en meget god Sag, som vi med Rette har Inderlig kiær, en Hjerte-Sag, som vi med Rette giør til vor Hoved-Sag, det maa vistnok synes lige saa overflødigt at bevise for Danskere, som det vilde være overflødigt at bevise den Tyske Sags Godhed for Tyskere, eller den Franske Sags Godhed for Franskmænd, eller den Engelske Sags Godhed for Engelskmænd, eller selv den Russiske Sags Godhed for Moskoviter, da Enhver jo i Danmark saavelsom i hele den øvrige Verden er sig selv nærmest og troer heller end gierne paa sin egen Sags mageløse Godhed; men netop det, at ethvert Folk, ligesom enhver Enkeltmand under Solen, fristes af sin Egenkiærlighed til at ansee sin egen Sag for meget bedre end den virkelig er, netop det giver vore selvgjorte Hovmestere rig Anledning til i Danmark at overdøve Fædernelands-Kiærlighedens Stemme, med et Helvedes dydigt Skraal om, at al Fædernelands-Kiærlighed, følgelig ogsaa den Danske, skal, som en sneverhjertet Egenkiærlighed, være fordømmelig, saa enhver Folke-Sag (National-Sag) er, som saadan, en slet Sag, og, naar Folket, som det Danske, er svagt og lillebitte, da tillige en fortvivlet Sag, som alle fornuftige Folk maa opgive. Og dette Helvedes dydige Skraal over den naturlige Forkiærlighed til Fædernelandet, et Skraal, som i Sverrig og Norge og i alle andre Lande, baade smaa og store, kun vækker fnysende Harme hos Folket, det frister virkelig i Danmark Folket til at tvivle om sin egen Sags Godhed, og især til at fortvivle over deres Afmagt til at forsvare den mod de ubarmhjertige Heglemestere, der snildt benytter dem af den sørgelige Sandhed, at selv det bedste Stykke Kiød har en Kiertel, og selv den bedste Sag af vore egne er der en Hage ved, misbruger denne Sandhed til dermed at sætte Farve paa den grove Løgn, at Fædernelands-Kiærligheden, der udgiør een Smeltning med Forkiærligheden til Forældre, Børn og Sødskende, som vore Allernærmeste (Næsten), den skulde være fordømmelig, fordi den ogsaa udgiør een Smeltning med den menneskelige Selv-Kiærlighed, der dog netop først bliver en forstenet Egenkiærlighed, naar den skiller sig fra Forkiærligheden til vore Nær-Paarørende i Hjemmet: i Fæderne-Huset og Fæderne-Landet.

47

Derfor skal det siges saa tit at det høres, og indskærpes saa hvast at det bider sig fast, at alt hvad Godt der giælder om Forkiærlighed til Fader og Moder, Børn og Sødskende, som ogsaa har sine Lyder og Svagheder, det giælder endnu i langt høiere Grad om Forkiærligheden til Fæderneland, Modersmaal og Folke-Stammen fra Slægt til Slægt, saa Lyderne derved kan aldrig være saa store, at jo denne Forkiærlighed er det Bedste hos Folket, og udgiør een Smeltning med al den virkelige Menneske-Kiærlighed, der findes, saa den Forkiærlighed kan ikke blive kold uden at Folke-Hjertet i det hele bliver saa iiskoldt, at ingen bryder sig om fælles Bedste, men hver Enkelt rager kun Ild til sin egen Kage.

Hvad der nu giælder om Folkeligheden og Fædernelands-Kiærligheden i det hele, det giælder aabenbar om den Danske Folkelighed og Fædernelands-Kiærlighed ganske særdeles, saa at ligesom det lyder i den bekiendte Vise: »ingensteds er Tornene saa smaa«, saaledes giælder det om »Lyderne« ved Folkeligheden, at ingensteds er de saa smaa som i Danmark. Lyderne ved et Folks Fædernelands-Kiærlighed er nemlig den Ligegyldighed for Menneskeligheden i det hele, og den Hadskhed, Ubillighed og Uretfærdighed mod de Fremmede og især mod Naboerne, som Fædernelands-Kiærligheden kan udarte til, og naar man paastaaer, at især de smaa og svage Folkefærd, for disse Lyders Skyld, skal opgive deres Fædernelands-Kiærlighed, da er det netop ligesaa sundt, ligesaa menneskeligt og ligesaa christeligt, som om man vilde paastaae, at det er især Fattigfolk og Smaafolk, der maa tage dem i Agt for at elske Fader og Moder, Børn og Sødskende for høit, da de ellers let kan komme til at giøre de Rige og de Store Uret. Her bliver det da soleklart, hvor uforskammede vore selvgjorte Hovmestere er, naar de paa alle muelige Maader undskylder den Holsteen-Gottorpske og Tyske Fædernelands-Kiærlighed, som en uundgaaelig og dog igrunden elskværdig Svaghed, skiøndt den har Fædernelands-Kiærlighedens Lyder i allerhøieste og dens Dyder i allerringeste Grad, men straffer derimod den Danske Fædernelands-Kiærlighed, der lige saa vist har mest af Dyderne, som den aabenbar har mindst af Lyderne, saa Danskerne er selv deres arrigste Fiender velbekiendte som det fredeligste, forsonligste og giæstmildeste Folk under Solen, der meget snarere giør sig selv og deres nærmeste Frænder (i Sverrig og Norge) end de Vildfremmede og især Tyskerne Uret.

48

Det staaer altsaa fast, og er soleklart, at den Danske Sag, som Danmarks Riges og det Danske Folks Sag, er en meget uskyldig Sag, som de store Folk og Stormagterne derfor, efter Menneskelighedens Grundlov, skulde tage sig varmere og kraftigere ad, jo misligere og farefuldere den fandtes stillet, som jo alle stærke og voxne Mennesker finde sig drevne til at hjelpe og forsvare de uskyldige og umyndige Børn, som de seer slædte i Fare. Men den Danske Sag, tør vi ogsaa frit sige, er i sig selv, som Danskens og Danskhedens, som Moders-Maalets og Folke-Artens Sag, en meget god Sag, saa det er kun af Tyskernes Avind, den Snak er kommet op, at vi Danskere skulde egenlig høre til de »Umælende« saa vor Hjerne var propfuld af Grød istedenfor af Tanker, og at vort saakaldte »Modersmaal« var igrunden ligesaa uskikket som Faarets Brægen og Gaasens Kiækken og Svinets Grynten til at udtrykke de høiere menneskelige Anskuelser, saa det var til vort eget Bedste, om vi kunde bringes til at glemme Dansken over Tysken og til at bryde vor Hjerne fra Barnsbeen med at faae Rum til de allernødvendigste tyske Ord og Tanker og grundige Grundsætninger. At den Snak maa være en grov Løgn, sees allerede deraf, at den ved nærmere Betragtning sees at nedbryde og giendrive sig selv, thi dels er det soleklart, at fattedes vi i det hele Anlæg til at blive oplyste Mennesker, da fattedes vi fremfor alt Anlæg til at blive tyskoplyste Mennesker, ligesom det er en klar Selv-Modsigelse, at Nogen skulde kunne udtrykke sig bedre med en Andens Mund end med sin egen, eller at han skulde kunne blive bedre oplyst ved fremmede Tanker end ved sine egne, thi ikke selv den graadigste og fineste Tyv kan dog tilegne sig Andres Gods bedre end sit eget, eller putte meer i sin Lomme end den kan rumme, saa det maatte for Resten hænge sammen med de Danske »Grødhoveder«, som det vilde, saa kunde der dog aldrig i vor Hjerne blive bedre Rum til tyske Tanker end til Danske.

Tyskerne kunde jo nu vel paastaae, at fordi det Hele var Løgn, kunde dog nok det Halve være sandt, saa vi Danskere, aandelig og menneskelig talt, hørde til de »Umælende«, der hverken paa Dansk eller Tysk kunde komme til at leve og tænke menneskelig, og derom nytter det igrunden aldrig Danskerne at trættes med Tyskerne, dels fordi, naar den ene taler Dansk og den anden taler Tysk, forstaaer de jo slet ikke hinanden, og deels fordi Tyskerne har meget mere baade Lyst til at trættes og Øvelse deri, og det er, som man veed, Lysten, 49 der driver Værket, og Øvelsen, der giør Mesteren; men for Resten, saa naar enten Dahlman eller Grimm eller Arndt eller nogen anden høitysk Goliath vil møde mig i Oxford eller i Cambridge, og tale Engelsk med mig, som Tyskerne jo indrømmer, er et menneskeligt Sprog, og som de jo paastaaer, ligger Tysken mange tusind Mile nærmere end Dansken, da tør jeg paatage mig at trættes med ham tre samfulde Dage om det saakaldte »Danske Grødhoved«, der, som bekjendt, sidder lige saa fast paa sitEget hos mig, som hos nogen anden Dansker, og jeg tør vædde mit Danske Hoved mod Tyskerens paa, at naar vi er færdige, skal »Fellows« af alle Kollegier være enige om, at det Danske Hoveds Tankegang er i det mindste lige saa menneskelig som det Tyskes, og aabenbar langt foreneligere med den Engelske Tankegang. Det tør jeg, fordi jeg baade i Oxford og Cambridge, baade med den Engelske og med den Tyske Tankegang ligeover for mig, vel hundrede Gange har havt Leilighed til at erfare, at de høilærde Engelskmænd er langtfra, som de høilærde Tyskere, at bryde Staven over den Danske Tankegang, men erkiende deri hvertandet Øieblik en Syster til deres egen, kun mere blaaøiet og ro'senmundet, og bekiende gierne, selv naar endeel af den støder dem for Hovedet, at den er ligesaa berettiget som deres til at leve af sine egne Midler og klare sig paa sin egen Grund. Jeg veed nok, at dette slet ikke rører Tyskerne, som strax vil paa det skarpeste udlede det af Engelskmændenes over hele Tyskland velbekiendte Mangel paa høiere Videnskabelighed og deres grove materielle Begreber om Frihed, men mig synes, det skulde og maatte dog røre Danskerne, saa de derved bestyrkedes i den ligesaa velgrundede, som naturlige Overbeviisning, at Vorherre slet ikke har været karrigere mod Danskerne indvendig eller udvendig, saa de kan ligesaa godt være deres indvendige som deres udvendige Skabning, ligesaavel være deres Danske Modersmaal, som deres Danske Fæderne-Land, »Danmark, deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa« bekiendt, og at i alle muelige Tilfælde, godt Dansk dog er titusind Gange bedre end slet Tysk, som jo dog er det eneste, man byder eller kan byde os til Bytte for Dansken og Danskheden, saa det Bytte var aabenbar gjort paa Bedrag.

50

III.

Ihvorvel den DanskeSag først og sidst maa være1 det Danske Folks egen Sag, som ikke vilde staae til Redning, hvis det Danske Folk i Fortvivlelse saaledes opgav den, at de end ikke turde eller vilde benytte de allerlykkeligste Vendinger, saa al baade guddommelig og menneskelig Deltagelse maatte ophøre, men har jeg Ret i, at den Danske Sag er hele vort Høinordens, hele Menneske-Slægtens, Christendommens og Vorherres Sag, da kan det Danske Folk, med al dets Blødhed og Frygtsomhed, dagligdags Søvnighed og overdrevne Fredsommelighed, dog umuelig være saa ligegyldigt ved sin egen Sag, eller saa kied ad Livets Farlighed og saa kiær ad Dødens Stilhed, at det vitterlig skulde forraade og forgive sin egen Sag; thi da var den aldrig blevet Vorherres Sag, hvis Forsyn umuelig kan feile eller forfeile sit Øiemed. Saa haabløs som derfor den Danske Sag ogsaa maatte staae for mig, naar den kun var Danskernes egen Sag, saa haabefuld maa den nødvendig vise sig for mine Øine, naar jeg tillige betragter den som Guds og Menneskets Sag.

Alle saadanne Betragtninger ligger vist nok, desværre, endnu udenfor de fleste Læseres Synskreds, men det maa være vor Trøst, at derved bliver Sandheden ikke mindre sand, eller Almagten mindre stærk, eller Godheden mindre velgiørende, saa det kan altsammen hverken svække vort Haab eller hindre det fra at gaae i Opfyldelse, og det saa meget mindre, som Aandløshed og Ugudelighed netop er hvad der sætter den Danske Sag i Fare, og det følger af sig selv, at skal den Danske Sag reddes, maa dens Fiender overvindes.

Hvad nu først Høinorden angaaer, da forudsætter jeg som afgjort, hvad Nordens Mythologi og Historie beviser, at det eiendommelige ved Høinordens Folkeliv er den historiske Betragtning af Menneske-Livets store Kamp og Seier giennem hele Tidens Løb, saa Frugten af dette Folkeliv maa blive en klar Anskuelse og en levende Beskrivelse af denne Kamp, altsaa en aandrig Verdens-Historie, hvori hele Menneske-Slægtens Levnetsløb, og derved tillige det guddommelige Forsyns Styrelse, speiler sig, og det Maal kan umuelig naaes, dersom ikke Høinorden beholder alle sine Kræfter, følgelig ogsaa de Danske, som, hvis de slides op i Tyskhedens Trældom, vilde ligesaa vel være tabt for Høinorden, * 51 som, hvis hele Danmark imorgen øiensynlig forgik enten ved et Jordskjælv eller ved en Oversvømmelse. Det var Følelsen heraf, som under den Jydske Krig giennembævede Høinorden, og at Danskheden er aldeles uundværlig til Folkelivets Oplysning og Forklaring i Høinordens Kæmpe-Aand, det er saameget des vissere, som det var i Danmark, at Høinordens eiendommelige Aand og fra Tydskernes skarpt adskilte Løbe-Bane først i nærværende Aarhundrede blev opdaget, og er i Danmark, at denne Opdagelse har baaret sin første Livsfrugt, saa at hvor Mimers Hoved talde sit første Ord, der gjorde Thor ogsaa sit første Kæmpeskridt paa anden Omgang. Derved nemlig, at det Udvortes svarer til det Indvortes, derved er det, at de sande og levende Anskuelser af Menneske-Livet giør sig kiendelige fra alle de falske og dødfødte, og ligesom det alt længe har været klart nok, at Høinorden kun ved at gjøre fælles Sag kan vente at hævde sin udvortes Frihed og Selvstændighed mod Tyskere og Russer, saaledes blev det under den Jydske Krig klart, at Danskerne kan og vil med Guds Hjelp forsvare sin og Høinordens Eider-Grændse.

Vist nok maa der endnu udvortes skee langt mere end der er'skedt, førend Høinorden kan agtes for indfredet til Skueplads for sin eiendommelige Udvikling og sit tilsvarende Storværk, thi ligesom den Danske Regiering for Øieblikket, af Frygt for Tyskland og af Gridskhed paa Holsten, har fraskrevet sig alt hvad det Danske Folk under den Jydske Krig tilkæmpede sig, saaledes har aabenbar den Svenske Regiering, af Frygt for Rusland og af Gridskhed paa Finland, undladt ved Bomarsunds Fald at tage Sverrigs rette Grændse, som er Aalands-Øerne, i Besiddelse, men jo mere Høinorden bliver sig bevidst i sin gamle Kæmpeaand, des umueligere vil det dog blive Regieringerne at følge deres ligesaa ufolkelige som aandløse Tabel-Væsen, hvorefter et Riges Magt og Anseelse, Vee og Vel, skal ene beroe paa Antallet af Mile, Skatte-Ydere, Rigsdalere og afrettede Heidukker. Vel kan denne Folke-Bevidsthed, der ene vil kunne holde Regieringen i de rette Spor, kun vækkes, befæstes og klares ved en folkelig Oplysning, der baade kræver Tid og har fra Begyndelsen saa store Vanskeligheder at bekæmpe, at de let synes uovervindelige, men naar først Solen er staaet op, pleier den jo dog at overvinde alle de Hindringer, Mørket under aaben Himmel lægger iveien for Lysets Udbredelse, og deri maa den 52 folkelige Oplysning, indenfor sin Kreds, som er Modersmaalets, ligne Solen, der paa een Gang udbreder Lys og Varme. At Udbredelsen af den folkelige Oplysning hidindtil selv i Danmark, hvor den oprandt, kun er skredet meget langsomt frem, det viser vist nok, at den kunde let komme bagefter, men naar det aabenbar kun er Tidsfrist, den folkelige Oplysning hos os behøver, for at fredlyse vort Høinorden til en Plante-Skole for almeen-menneskelig, verdenshistorisk Oplysning, da maa den nødvendige Tidsfrist være ligesaa vis som Forsynet, thi er der et guddommeligt Forsyn, som styrer alle Tidens Begivenheder til et for hele Menneske-Slægten stort og vigtigt Øiemed, da maa og vil det samme Forsyn vaage over, at Styrelsen bliver i rette Tid erkiendt, og styre saaledes, at det Folk, der har Kald til at udvikle og klare det verdenshistoriske Kiæde-Syn, ogsaa faaer Tid og Leilighed dertil.

Men er nu den Danske Sag saaledes tillige hele Høinordens, saa er den paa en dobbelt Maade hele Menneske-Slægtens, deels fordi hele Menneske-Slægten, for at naae sit Maal, trænger høilig til den verdenshistoriske Oplysning, som maa have sit Sæde i Høinorden, og deels fordi Ingen kan faae Gavn af den verdenshistoriske Oplysning, uden først at have tilegnet sig den hidtil ukiendte eller miskiendte folkelige Oplysning, som i Danmark er ifærd med at bryde sin Bane og maa dertil have Lykken med sig, for paa een Gang i folkelig Henseende at tjene til Mønster og Eftersyn og at forberede den verdenshistoriske Oplysning.

Man er nemlig allevegne i den saakaldte oplyste Verden kommet ind i et stort Vilderede, med alt hvad der angaaer Menneske-Livet og Vilkaarene for dets rette Udvikling og sande Oplysning, i det man mere eller mindre allevegne har sat sig fast i den Indbildning, at, fordi vi er alle Mennesker, saa skulde det igrunden være hip som hap med alle Mennesker, Folk og Tungemaal, saa ingen af deni havde noget Fortrin for de andre, eller noget Eiendommeligt, som de især var skabte og skikkede til at udvikle, men al Forskiellen imellem dem skulde kun være Tilfældets, Himmelegnenes, Jordbundens, Vanens og Omstændighedernes Værk, saa man kunde godt slaae dem alle over een Læst og skiære dem alle over een Kam, da jo mere de lod alle deres Særheder fare, desmere reen-menneskelige maatte de blive.

Alt, dette er nu saa reent splittergalt, som noget i denne 53 Verden kan være, thi i denne Verden, hvor end ikke det ene Bøge-Blad fuldkommen ligner det andet, og hvor man endogsaa fordærver to Heste med forskiellig Drift i sig ved at behandle dem eens, i denne Verden er det Daarekiste-Viisdom at ville behandle alle Mennesker eens, da Forskielligheden netop i Menneske-Naturen og Menneske-Livet, som paa Jordlivets høieste Trin, er saa mangfoldig og giennemgribende, at man ved at ville paanøde Menneske-Livet Eensformighed undergraver og arbeider paa at ødelægge det.

Desuagtet blev dette dog, især giennem forrige Aarhundrede, anseet for den høieste Oplysning, saa man stræbde ikke blot at ophæve Forskiellen mellem Engelskmænd, Franskmænd, Tyskere og Høinordboere, og Forskiellen mellen gode og daarlige Hoveder, men selv Forskiellen mellem Hoved og Hjerte, mellem Mand og Kvinde, og Følgen blev ikke blot en grændseløs Forvirring i hele Tankegangen om Menneske-Livet, men en Afmagt og Modløshed, hvor det gjaldt om at kæmpe for Fæderneland, Modersmaal, Frihed og alt hvad Mennesket naturlig har kiært og bliver ulykkelig ved at undvære. Dette var den dybe Grund, hvorfor Franskmændene, fra hvem den ravgale Oplysning nærmest var udgaaet, ved dette Aarhundredes Begyndelse oversvømmede og nær havde underkuet hele Europa, thi jo mere den døde og dræbende Eensformighed udbredes over Menneske-Livet, og jo mere Kiærligheden til Fæderneland, Modersmaal og Folke-Frihed aftager, des lettere bliver det aabenbar for en stor Voldsmand, som kan samle sig en talrig Krigshær, at giøre alle Folk til sine Trælle og oprette et ligesaadant Verdens-Rige som det Romerske i gamle Dage, og det endnu langt større og fordærveligere for Menneske-Liv og Menneske-Lykke end det var. Det Samme er ogsaa Grunden til den store Fare, som hele Europa og da øiensynlig vort Høinorden alt enstund har svævet og endnu tildels svæver i, for at opsluges af Rusland, men den stærke Modstand, som Ruslands Rovgierrighed nu har fundet, vidner, tilligemed Napoleons Fald i dette Aarhundredes Begyndelse, om, at Menneske-Livet i det Nittende Aarhundrede har begyndt at føle sin Fare og samler sine sidste Kræfter i en Dødskamp, for, om mueligt, at afværge Ulykken. Det kan imidlertid ikke lykkes, med mindre man opdager Roden til det Onde i den splittergale, umenneskelige Betragtning af Mennesket som en blot Maskine, og Betragtningen af Menneske-Aanden og Menneske-Hjertet, hvoraf Menneske-Livet udspringer, 54 som Fostre af en gammel Overtro, der skal aflægges, og skiøndt denne Opdagelse i Løbet af dette Aarhundrede tildels er skedt ligefra Middelhavet til Nordkap, saa er det dog kun I Danmark, man har opdaget den menneskelige Oplysning, der ene formaaer at overvinde den umenneskelige og at styrke Menneske-Livet til Fuldførelsen af sin store Løbebane til Verdens Ende.

Denne menneskelige Oplysning er nemlig den, at ligesom Menneske-Livet ligefra Begyndelsen er deelt i to Skikkelser, den mandlige og den kvindelige, der ikke blot udvortes, men især indvortes, er saare forskiellige, og maae med al Flid bevares i deres Eiendommelighed, for at de ved en kiærlig Vexel-Virkning kan understøtte, gavne, glæde, udvikle og udfylde hinanden, saaledes har ogsaa Menneske-Slægten i Tidens Løb naturlig deelt sig i forskiellige Folkefærd, hver med sit Tungemaal, sine herskende Tilbøieligheder og udmærkede Evner, saa at jo kraftigere og kiækkere ethvert Folk værner om sin Frihed og Selvstændighed, sit Fæderneland og Modersmaal, des frodigere udvikler Menneske-Livet sig i alle Retninger, og des gavnligere, glædeligere og frugtbarere bliver Vexel-Virkningen mellem Jordens Folkefærd, des sandere og klarere Oplysningen om hele Menneske-Livet, dets Evner og Hjelpekilder, rette Bane og Bestemmelse. Endelig giælder det samme om alle Enkeltmænd hos ethvert Folk, at jo friere de, i Folkelivets Tjeneste, uden hinandens Fornærmelse, kan følge deres Tilbøielighed, gaae deres eget Skud og benytte deres Maal af Kræfter og Kundskaber, des mere blomstrer Folkelivet i sin Kreds til fælles Bedste.

Selv i Danmark er denne menneskelige Oplysning spæd endnu, og har uhyre Vanskeligheder at overvinde, da alle de saakaldte Oplysnings-Anstalter endnu gaae i modsat Retning og stræbe naturligviis at forhindre den Seier, som de føle, er deres Nederlag, saa man kan frit sige, at blev det Danske Folkeliv nu afbrudt i sin Udvikling, da blev derved ogsaa den menneskelige Oplysning, som er Menneske-Slægtens eneste Redning, kvalt i Fødselen, og derfor vil og maa det Danske Folkeliv blive reddet ved det guddommelige Forsyns Styrelse, der ikke kan opgive sin Plan med Menneske-Livets Udvikling fra den dy beste Dunkelhed til den høieste Klarhed, og ventelig vil den store Kamp, som nu er begyndt mellem Østen og Vesten, i det hele vende Bladet, saa den folkelige Betragtning af Menneske-Livet, der i Danmark falder sammen 55 med den menneskelige, vil faae Overhaand i hele Christenheden, hvor alle de Folkefærd, som har et menneskeligt Hjerte og Tungemaal, alt længe har sukket under det gruelige Aag af »fremmed Herskab« i alle Maader, men vil nu faae Lov til, indenfor deres historiske Grændser, at indrette alt efter deres Hjertes herskende Tilbøjelighed, og at efterstræbe den Oplysning om sit eget Liv, som hvert Folk og hver Enkeltmand nødvendig ønsker sig, paa naturlig, levende, nyttig og fornøielig Maade igjennem sit eget Modersmaal.

Det gaaer jo vist nok med Danskerne i det hele, der, forholdsviis, maa kaldes et »kvindeligt« Folk, ligesom det gaaer med Kvinden, at de selv finder det urimeligt, at der skulde udgaae nogen Oplysning fra dem, som var vigtig for hele Menneske-Slægten, saa de finder det i sin Orden, naar man i Tyskland og i det hele udenlands, ligesaalidt venter noget Klogt fra Danmark, som Jøderne ventede noget Stort fra Galilæa eller noget Godt fra Nazaret, men ligesom det desuagtet er hos Kvinden, man maa lære at kiende Menneske-Naturen, som hun ret egenlig udtrykker, saaledes er det ogsaa i sin historiske Orden, at Menneske-Udviklingen og Menneske-Oplysningens naturlige Gang giver sig klarest til kiende hos et kvindeligt Folk, især naar dette, som det Danske gjennem Aarhundreden er blevet piint med en i alle mulige Maader for dem unaturlig saakaldt Udvikling og Oplysning paa Latin og paa Tysk. Her, om ellers nogensteds paa Jorden, maatte Naturen omsider gaae over Optugtelsen, især da de kvindelige Folk, ligesom Kvinderne, er seilivede, og afrettes aldrig enten saa konstig eller saa grusomt, at de jo igrunden beholde deres eget Sind for dem selv, leer i Smug ad de kloge Mandfolk, der tænker, de har skabt dem om, og benytter den første gode Leilighed til at følge deres eget Hoved, saavelsom deres eget Hjerte.

IV.

Siden jeg sidst gjorde opmærksom paa, at den Danske Sag er hele vort Høinordens og Menneskehedens Sag, synes i det mindste det Halve af denne Sandhed at være faldet Folk paa Hjerte der i Høinorden, hvor det en Stund syndes at tages 56 meget for let, i Norge nemlig, hvorfra vi nys har faaet et aabent Brev1, der bryder Staven over alle vore Bidrag til Nordens Forening., fordi vi ikke har holdt os til det Øiensynlige og Haandgribelige, som skal være det eneste Sande og Virkelige, ikke har stilet paa heller idag end imorgen at faae de tre nordiske Riger under een Hat, under een Krone, saa baade Danmark, Norge og Sverrig kunde glemmes over Skandinavien eller »Trilling-Riget i Norden«.

Saa kjært, som det imidlertid altid skal være mig, at Overbeviisningen om Høinordens Forening som en Nødvendighed i alle Maader, naar ikke de tre nordiske Riger snart skal forgaae, baade giver sig tilkiende og vinder Styrke og Klarhed, og saa gierne jeg end vil høre den Bebreidelse, at jeg ikke har taget det grundigt og fuldstændigt nok med Høinordboernes Forening, saa maa jeg dog bemærke, at allerede 1810, da Sverrig ledte om en Thronfølger, da foreslog jeg den samme Forening af Rigerne under den Danske Konge, som Normanden nu, under den Forudsætning, at Danmark leder om en Thronfølger, foreslaaer under den Svenske Konge, men at alt i mange Aar har en saadan Forbindelse blot med udvortes Baand og af udvortes Grunde været mig alt for løs og overfladelig, til at jeg enten turde kalde den en »Forening« eller turde spaa Høinordens Stammer og Høinordens Sag mere Gavn deraf, end de havde af Forbindelsen under Dronning Margrethe og Erik af Pommern.

Derfor gik jeg netop tilbunds i Forenings-Sagen, da jeg for en Snees Aar siden foreslog den »videnskabelige Forening«, som Normanden nu rymper Næse ad, deels som noget ubetydeligt, og deels som noget bagvendt, da Videnskabeligheden, efter hans Begreb, slet ikke maa være noget folkeligt, men skal være almeenmenneskelig, og det kommer da af, at den kiære Normand slet ikke har forstaaet mig, uagtet jeg dog udtrykkelig tilføiede, at var først hvad jeg kaldte den videnskabelige Forening bragt istand, da vilde Resten, indenfor Ønskelighedens og Muelighedens Grændser, følge af sig selv, saa Høinordens Stammer, kloge paa deres eget Tarv og fælles Bedste, baade gjorde fælles Sag mod alt det Fremmede og Fiendlige, og nedbrød alle de Skillerum og Mellemvægge hos sig selv, der enten i høi Grad hemmede den fri Rørelse og * 57 Vexel-Virkning, eller var dog til langt mere Skade i det Hele end det kunde tænkes at være til Gavn i det Enkelte.

Heraf maatte nemlig ogsaa følge, at saasnart Omstændighederne tillod, at de tre Riger kunde faae en fælles Regiering eller Over-Styrelse, der rimeligviis vilde være Friheden og Ligeligheden gunstig, da vilde de med Glæde gribe Leiligheden til at giøre Foreningen saa fuldstændig og giennemgribende, som muelig, saa at, naar Normanden ikke seer det, da er det enten fordi han kun lægger Vægt paa det Udvendige, der dog hos Mennesker, naar det Indvendige ei svarer dertil, kun er noget Tilsyneladende, eller fordi han tænker, at naar man kun først har det Udvendige, da kommer det tilsvarende Indvendige af sig selv, skiøndt daglig Erfaring lærer, at der er langt flere Menneske-Kroppe end virkelige Mennesker, og mange flere splidagtige Heel-Stater end virkelig forenede Riger.

At nu ogsaa det Udvendige maa spille Hoved-Rollen i den kiære Normands Tankegang, seer man deraf, at han anseer Nordisk Videnskabelighed for et tomt Mundsveir eller noget værre, thi saaledes kan det kun synes, naar man ved Videnskabelighed kun forstaaer Bestræbelsen efter at blive klog paa det Udvendige, hvor det ikke staaer i levende Forbindelse med det Indvendige hos Mennesket og synes derfor selvstændigt, eller med andre Ord: han har kun tænkt paa de saakaldte Natur-Videnskaber, der synes at maatte udvikles eens under alle Himmelegne, og har slet ikke tænkt paa Historien, der med Nødvendighed er ligesaa forskiellig som vedkommende Folkefærds Liv og Levnet. Normanden har da endnu mindre tænkt paa, at naar de tre Nordiske Riger forenede sig til fælles Folkeliv og Udvikling og til fælles Kamp mod alt det Fremmede, der vilde undertrykke eller forstyrre dem, da havde de Nordiske Riger kun menneskelig Ret dertil og kunde vente menneskeligt Gavn deraf, under den Forudsætning, at der fra Arildstid har hos dem været et eiendommelig udstyret og farvet Menneske-Liv, et Nordisk Folkeliv, der kræver en fri, selvstændig Udvikling, og kan endnu mindre bevare og fuldende sit Løb i Forbindelse med det Fremmede og Fiendlige, end under den Skilsmisse og Eensidighed, som aabenbar har spildt en stor Deel af dets Kraft og forsinket dets Udvikling.

Dette, at Nordens Folke-Stammer samlede udgiøre eet af 58 Menneske-Slægtens Hoved-Folk, og har, som saadant, en egen Aand eller Livs-Kraft, og et eiendommeligt Storværk at øve, til Ære og Gavn baade for sig selv og for hele Menneske-Slægten, det er, som man vel veed, min ligesaa faste som gamle Overbeviisning, og deraf følger, at det første Kæmpe-Skridt til Forening mellem Høinordens Folk og Riger, maa være Vækkelsen af den længe sovende Følelse, og Klaringen af det gruelig formørkede Syn, at Høinordboerne fra Arildstid i alle udvendige Forhold udgjøre kun eet stort Folk med een og samme Kæmpe-Aand, og at selv i de indvendige Forhold kan og skal der altid finde en lige saadan Forening Sted, som mellem Aser og Vaner, mellem Kæmpe-Aanden og Fred-Disen, som enes om, at kun den tilkæmpede Fred, hvormed Friheden følger, er den ægte Fred, men at for andet end Freden skal man aldrig strides.

See, fordi dette den høinordiske Grund-Betragtning af vort fælles Folke-Liv og dets menneskelige Brug, baade er hvad der skal drive os til Forening og hvad der, menneskelig talt, berettiger os til at hævde vor folkelige Frihed og Selvstændighed mod alle og enhver og i alle Henseender med de tjenligste Midler, og fordi denne høinordiske Livs-Anskuelse, skiøndt den længe var glemt, som de Døde i Verden, dog alt i Oldtiden har levende udtrykt sig i Asamaalet og et tilsvarende Kæmpeliv, derfor har vi aabenbar begyndt det ny Forenings-Værk fra den eneste rette Side, forsaavidt vi har stræbt at opvække den høinordiske Livs-Anskuelse og det tilsvarende Kæmpelivs Ihukommelse fra de Døde, ligesom det ogsaa allerede har viist sig, at forsaavidt som denne Opvækkelse lykkedes, forsaavidt føldes ogsaa Driften til og Nødvendigheden af alle de Kæmpeskridt, som skulde føre til en ægte, varig og for det fribaarne Menneske-Liv frugtbar høinordisk Forening.

Om nu denne aandelige Gien-Forening af Høinordens Folke-Stammer allerede er levende og stærk nok til at fremføre og bære en udvendig Forbindelse, som den, Normanden nu foreslaaer, det er derimod et meget vanskeligt Spørgsmaal, og som for Øieblikket maa kaldes enten ørkesløst eller dog ubetimeligt, thi det skulde aabenbar være opkastet og besvaret, mens Danmark virkelig ledte om en Thronfølger, ikke nu, da vi har fundet eller dog faaet En, ligesom jeg i sin Tid skrev min Opfordring til Forbindelse, ikke efterat Sverrig havde faaet sig en Thronfølger i Ponte Corvo, men førend det fik 59 ham. Mens det endnu var Tid, bragde jeg virkelig ogsaa dette Spørgsmaal paa Bane i »Danskeren«, men hverken var der da Nogen enten i Norge eller Sverrig, som tog det op, ikke heller kunde jeg komme til den Overbeviisning, at Leiligheden til en udvortes Forbindelse mellem Rigerne da var tilstede. Jeg sluttede nemlig saaledes: havde enten Norge og Sverrig dengang taget kraftig Deel i Danmarks Kamp for sin Frihed og sin rette Grændse, som en Kamp for Høinordens Frihed og Selvstændighed i det Hele, eller havde dog en af de Svenske Kongesønner taget virksom og hæderlig Deel i denne Kamp, da kunde Leiligheden til en fast Forbindelse mellem Høinordens Riger aldrig været gunstigere, og vilde da vist ogsaa, trods Ruslands Arrighed, blevet Følgen, om ikke før, saa nu, men har man forsømt det gunstige Øieblik til Daad, da nytter det ikke, man vil gribe det gunstige Øieblik til at benytte en Seier, man ikke har vundet, thi, naar ogsaa alle andre Vanskeligheder blev overvundne, saa kunde Danmark jo aldrig med nogen Grund vente sig Gavn eller Glæde af en Konge-Slægt, der viste sig, om ei aldeles ligegyldig ved Danmarks Tilværelse, saa dog kun meget lunken for dets Redning.

Hvad derimod alt nu kunde og burde skee til Nordens Forening, det er Oprettelsen af et fast, uopløseligt Nordisk Forbund, under Vestmagternes og især under Engelands Medvirkning og Varetægt, et Forbund, som det ikke skulde være Regieringerne, men kun Rigsdagene overladt at indskrænke eller udvide, medens det altid stillede hele vort Høinordens Styrke, til Lands og til Vands, mod ethvert Angreb enten fra Tysk eller fra Russisk Side.

Dette kunde skee og burde skee, heller idag end imorgen, da det rimeligviis kun lader sig giøre under den nærværende Kamp mellem Vesten og Østen, og maa skee under den, hvis Høinorden efter denne Kamp, hvordan den saa end ellers falder ud, skal være istand til at hævde sin Frihed og Selvstændighed, og derpaa skulde da alle oplyste Høinordboer i dette Øieblik drive med samlede Kræfter, baade giennem Pressen og især giennem Rigsdagene, fordi det er det første, det nødvendige og vel for Øieblikket det eneste muelige Kæmpeskridt til en sand og virkelig Nordisk Forening.

Jeg veed meget godt, at et saadant Nordisk Forbund, Regieringerne i en vis Grad aftvunget ved Omstændighederne, vilde, saafremt disse forandrede sig, trods al sin Uopløselighed, 60 findes skrøbeligt nok, og lade meget tilbage at ønske, men naar vi kun vilde flittig benytte den Leilighed, som derved aabnede sig for os, og den stærke Drivefjer, som laae i Forbundet til at udvikle og udbrede høinordisk Oplysning efter en forstørret Maaiestok, da er jeg sikker paa, at baade skulde det Nordiske Forbund findes uopløseligt og føre til en bestandig friere og frugtbarere Vexel-Virkning mellem Høinordens Folke-Stammer, og det maaskee netop sikkrere, jo mere det gik i Langdrag med en fælles Over-Styrelse, der er til langt mere Skade end Gavn, saalænge ikke Under-Styrelsen af de større og mindre Deles egne Anliggender, eller hvad man paa Pluddervælsk kalder det »Communale«, har baade faaet sit rette Omfang og vundet Fasthed til at hævde sin Frihed indenfor sine afstukne Grændser.

Til dette folkelige Oplysnings-Værk efter en Maaiestok og med et Maal, som er Høinordens gamle Helte og Halvguder værdige, regnede jeg lige fra Begyndelsen, og regner jeg fremdeles, en stor Nordisk Høiskole, helst i Gøthaborg, hvor man naturligviis ikke skulde fabrikere Embedsmænd enten for alle tre Riger eller for noget af dem, men hvor hele den menneskelige Kundskabs-Kreds skulde synes med høinordiske Øine og bearbeides med høinordiske Kræfter til stigende og voxende Oplysning af Menneske-Livet og alle dets Forhold, altsaa først og fremmerst af Menneske-Livet i den Grad, hvori, og den Skikkelse og de Forhold, hvorunder det folkelig har udviklet sig i vort Høinorden og befinder sig hos os for Øieblikket. Det er nemlig soleklart, at hvor vi Mennesker saa end vil hen, i Høiden, i Dybden eller i Vidden, saa, hvis vi vil komme der lyslevende, da maae vi tage os selv lyslevende med, og det i vort Samfund med Folket, da vi kun deri har et levende Forhold saavel til Menneske-Slægten, som til Folke-Aanden.

Det nytter vist nok ikke stort at pege paa en saadan Nordisk Høiskole, som Plante-Skolen for et videnskabeligt Liv og en levende Videnskabelighed, saalænge disse Begreber i deres menneskelige Sandhed er ligesaa fremmede for vore fleste Læsere, som de altid har været baade for vore Latinske og for vore Tyske Skolemestere, men pege maa jeg dog paa det Eneste, der kan frembringe og vedligeholde en virkelig Nordisk Forening til Kappelyst, Vexel-Virkning og Fællesskab baade i Fred og Feide, og efterhaanden, som vi i det Smaa arbeider paa Folkets folkelige Oplysning og Dannelse, vil Tanken om en saadan stor Brændpunkt dog ogsaa fødes og 61 Nødvendigheden deraf føles i en stedse videre Omkreds, til denne høinordiske Kæmpe-Tanke bryder igiennem, som saa mange andre og vil da selv bevise baade sin Udførlighed og Gavnlighed.

Det er nemlig ikke blot min Paastand, min Tro og min Overbeviisning, men det er en indlysende Sandhed, som maa falde Enhver i Øinene, der har faaet aabne Øine for Menneske-Livet baade i det Smaa og i det Store, at naar Oplysning og Videnskabelighed skal være levende, blomstre til Livets Lyst og bære Frugt til Livets Gavn, da maa de, som alle andre baade aandelige og legemlige Planter og Træer, have Rod i den Jord, de skal trives i, saa det er ikke blot Menig-Mand, der, naar han skal blive oplyst til sit eget og det Heles Gavn, maa oplyses paa sit Modersmaal og om sin Livs-Stilling baade som det Menneske, han er, midt iblandt sit Folk, og som den Borger, han er i sit Fæderneland, og det er ikke blot Embeds-Mændene i et Rige, som, for at være dygtige Redskaber i Regieringens Haand og virkelige Støtter for Riget, maae kiende og elske deres Fæderneland, Folk og Modersmaal, men det er ogsaa Tilfældet med de Høilærde, ligesaavel Tænkere som Digtere, ligesaa vel Skrivere som Talere, at de bliver aldrig store i menneskelig Forstand, aldrig gavnlige, glædelige og ønskelige for det Folk, som avler, og det Rige, som føder dem, dersom det ikke er Folke-Aanden, som besjæler dem, og Moders-Maalet, som de faaer i deres Magt, til baade at oplyse sig med og udtrykke sig i. Videnskabeligheden eller Lærdommen, og selv for en stor Deel Digte-Konsten eller Poesien hos os, har derfor i den Latinske og Tyske Utid i det høieste været Pragt-Blomster, Tulipaner, og det var maaskee uundgaaeligt, ligesom hos os Rosen-Tiden først begynder, naar Tulipan-Tiden er forbi, men herefter vil det være utaaleligt, og naar Menig-Mand bliver folkelig og menneskelig oplyst, umueligt, thi saasnart Menig-Mand bliver sig folkelig og menneskelig bevidst, vil han aldrig kiende nogen for sin Mester, som, langtfra at kunne forklare ham noget, ikke engang forstaaer ham, og naar han bliver sig borgerlig bevidst, vil han giøre alle Folket og Riget unyttige Kunster brødløse, saa Piben maa faae en anden Lyd.

Det er da ogsaa kun Øien-Forblindelse, naar det i Danmark synes at forholde sig anderledes, synes som om Videnskabeligheden hos os aldrig kunde blive folkelig, eller Folkeligheden videnskabelig, thi det ligger deels deri, at Danskerne, som 62 det dunkleste Hjerte-Folk, kommer seent til Vidskab, og deels deri, at Danmark er blevet ved at være hvad Tyskerne alt kaldte det i Kong Valdemars Tid: et aabent Spisekammer for de Fremmede, og da isærdeleshed for sultne Tyskere, saa de saakaldte Danske Lærde har sædvanlig været fremmede og tiest Tyskere af Byrd og Blod, saa deres Lærdom og Vidskab maatte, netop fordi den artede sig efter hvad den var kommet af, blive fremmed i Danmark, og kunde aldrig ophøies, beundres og efterabes af Danskere, uden forsaavidt de deri saae »fremmed Stads«, og saalænge de ikke selv var kommet til folkelig Bevidsthed og følde baade Trang og Drift og Evne til at forstaae Menneske-Livet hos sig selv og vinde Oplysning til at benytte det saa fordeelagtig og fornøielig som mueligt

V.

Jeg har fra Begyndelsen sagt, at den Danske Sag er i mine Øine ikke blot vores, ikke blot Danskernes, ikke blot Høinordens, men hele Menneskehedens og Christendommens, altsaa Vorherres Sag, og det Sidste, det som egenlig slaaer Hoved paa Sømmet, og er min Trøst selv under de mørkeste Udsigter, det er jo, paa den ene Side, hvad man i enhver Læse-Verden, som i denne Verden overhovedet, bryder sig mindst om, og er, paa den anden Side, i den saakaldte »Christenhed«, som ikke for intet har lignet sig selv ved »Noahs Ark«, snarest til Forargelse, som om jeg meende, at Danskerne var det allerchristeligste Folk, ligesom Kongen ad Frankerig, da der var En, hedd den allerchristeligste Konge, men desuagtet bliver jeg ved min Tro og skal nu her stræbe tydelig at vise min Tankegang, i den Henseende, overladende det rolig til Fremtiden at vise, om jeg tænkde ret eller jeg tænkde feil.

Min Betragtning af Christendommen er nemlig hverken den graabroderlige eller den sortebroderlige, hverken den klosterlige eller den høikirkelige, hverken den keiserlige eller den pavelige, hverken den kapitelfaste eller den ledesløse, men nærmest den lutherske, som holder paa »Ordet og Troen«, Guds eget Ord og Hjertets egen Tro, som Summen af det Hele, 63 og min Betragtning af Christendommen er først og sidst den menneskelige, der smelter sammen med den Guddommelige, saa vist, som efter Vorherres Tankegang, Mennesket ikke er skabt for Christendommens Skyld, men Christendommen er skabt for Menneskets Skyld. Blandt alt hvad der er godt for Menneske-Livet, er da Christendommen i mine Øine ikke blot det Bedste, men det eneste Gode, der kan batte, fordi Christendommen tager alting, baade Godt og Ondt, op fra Roden af, og har Magt til at overvinde det Onde med det Gode. Der staaer skrevet, at Kiærlighed giør Næsten intet Ondt, og er det sandt om vor Menneske-Kiærlighed, saa lille, som den er, hvormeget mere da ikke om Guds Menneske-Kiærlighed, som jo Christendommen ret egenlig er kommet til Verden for at bevise, saa den tænder ligesaa lidt Baal paa Jorden til sine Modstandere, som den lader Ild falde ned af Himmelen over dem, den giør kun ved dem, hvad vi, om vi er kloge, giør ved alle dem, der forsmaaer og spotter vores Kiærlighed, den overlader dem til dem selv, og gaaer andensteds hen, hvor Kiærligheden savnes og Kiærligheden skattes, og der giør den sit store Tegn, større end alle dem, Verden saae, da Vorherre vandrede og gjorde aabenbar de Blinde seende, de Døve hørende, de Stumme talende, de Spedalske rene og de Døde levende, thi det er det store Guds Kiærligheds-Tegn, naar i et syndigt Menneske-Hjerte, Egen-Kiærligheden, som er Kilden til al vor Synd og Elendighed, efterhaanden bliver som en udtørret Sø, og Menneske-Kiærligheden, der er her som en udtørret Brønd, bliver en Kilde i os, som springer til et evigt Liv.

At nu denne Betragtning af Christendommen ikke blot stemmer overeens med det første Johannes-Brev, men med hele den Apostoliske Skrift, det baade forudsætter jeg som en afgjort Sag og kan jeg see med mit Hjertes Øine, men det finder jeg ikke længer værdt at trættes om, da man med al saadan Trætte kun spilder Tiden og forbittrer hinanden Livet, medens det jo er klart nok, at skal de Mennesker, som føler, at Kiærlighed, og den alene, er baade Lovens Fylde og Fuldkommenheds Baand, og at det er denne Kiærlighed, vi alle fattes; skal de betragte Christendommen som et guddommeligt Gienløsnings og Saliggiørelses Værk for det faldne Menneske, da maae de ogsaa af Christendommen vente den vidunderlige Gienfødelse og Fornyelse af Menneske-Livet i Guds Billede, som uden Menneske-Kiærlighedens Opvækkelse og frugtbare Vext vilde ikke blot være det tommeste Mundsveir, 64 men den frækkeste Guds-Bespottelse, som om den Gud, der Selv er Kiærlighed, ikke havde Saligheden indeni sig, men udenfor sig, at rutte med iflæng.

At denne Tale om »Kjærligheden«, som Christendommens A og Ø, klinger i alle saakaldte høikirkelige Øren som en skurrende Gienlyd fra det forrige Aarhundrede, hvori vel min Vugge stod, men hvorved dog mit Hjerte ellers ikke synes at hænge, det veed jeg godt, men jeg veed ogsaa godt, hvad Forskiellen er mellem det attende Aarhundredes Tale om Kiærlighed, som Christendommens Kierne, og min Tale derom, thi Kiærligheds-Prædikanterne i forrige Aarhundrede meende, at det var den Smule Menneske-Kiærlighed, vi fødes med eller kan læse og slutte os til, der skulde forbarme sig over Christendommen, som sin Næste, og tilgive den sine mange Synder mod Oplysning og sund Fornuft, men jeg mener Guds Menneske-Kiærlighed som i Christendommen forbarmer sig over os, og tilgiver os alle vore Synder mod Kiærligheden Selv, naar vi ved Troen vil oplade vort Hjerte for den Guds Menneske-Kiærlighed, som besøgte os i og med den Eenbaarne, og er, for hans Skyld, udøst over os i Fader-Aanden, saa det attende Aarhundrede og jeg er i denne Henseende saa nemme at skille ad, som en Kiærlighed, der udelukker »Ordet og Troen« i christelig Forstand, klarlig adskiller sig selv fra den Kiærlighed, der ikke blot omfavner »Ordet og Troen«, men udspringer deraf.

Naar jeg nu siger, at skal denne Betragtning af Christendommen, ikke blot som Guds Menneske-Kiærligheds Frugt i Tidens Fylde, men tillige som Guds Menneske-Kiærligheds Gierning i Tidernes Løb, nogensteds i Christenheden lyslevende træde i Kraft til at skabe en Christen Menighed, hvis Liv og Levnet afhjemler denne Betragtning af Christendommen, som den eneste rette, derfor ogsaa den eneste livsalig frugtbare for Menneske-Hjertet og for Menneske-Livet i alle sine Retninger og Forhold, da maa det være midt iblandt os, midt i vort Danske Høinorden, see da frygter jeg intet Øieblik for, at man skal kunne pege paa nogen anden Prik i hele Christenheden, hvor det rimeligere kunde skee, men vel forudseer jeg, at Mange vil sige, det er ligesaa urimeligt, eller vel endogsaa umueligt her som andensteds, at denne Betragtning af Christen dommen skulde blive andet end en grundtvigsk Grille, eller i det høieste et fromt Ønske 65 fra den anden Verden, hvis Opfyldelse i denne Verden kun Sværmere, Kvinder og Børn forgiæves kan vente paa til Dommedag.

Denne Indvending har imidlertid i mine Øine slet intet at betyde, thi jeg kan jo ikke troe paa Jesus Christus, Jomfru Maries Søn, som Gud-Faders eenbaarne Søn af Evighed, uden at troe paa hvad der i Verdens Øine er høist urimeligt og for Mennesker umueligt, saa at i den christelige Tankegang er der kun een Umuelighed, den at Guds Ord skulde glippe, og kun een stor Urimelighed, nemlig den at troe paa Jesus Christus, uden at ville indrømme alt hvad der nødvendig følger af denne Troes guddommelige Sandhed.

Nu kan imidlertid den Christne Tro, som vi alle ved Daaben bekiender, umuelig være guddommelig sand, med mindre Christendommen i sit nittende Aarhundrede er den samme Guds Kraft til Salighed for de Troende, som i sit første Aarhundrede, saa at naar det har syntes anderledes, maa Grunden dertil alene findes enten i Mangel paa en tilsvarende Tro, eller i en Mangel ved Troen, som Christendommen baade maa være istand til at afhjelpe og som det maa høre til dens ligesaa menneskelige som guddommelige Kiærligheds-Gierning at afhjelpe.

Det vilde nu slet ikke falde vanskeligt at oplyse, hvorledes, deels Mangel paa hjertelig Christen-Tro, og deels store Mangler ved Troen, hvor den fandtes, har ligesom formindsket og forsinket Guds christelige Kiærligheds-Gierning, hvad jo kun vil sige, at de har enten forhindret Frugt-Sætningen, eller dog vanskabt Frugterne deraf og forhindret de bedste fra at voxe og modnes, men det vilde her falde meget for vidtløftigt, og behøves heller ingenlunde, da det er lige klart, at hvorlænge end Guds Kiærligheds-Gierning, som strækker sig til hele Menneske-Slægten, uden Christendommens Skyld, kan fordunkles og forsinkes, saa kan den dog aldrig forstyrres eller forhindres, saa at, førend Herren kommer øiensynlig igien, maa Alle de, som troe, igien blive »eet Hjerte og een Sjæl« som de kun kan blive ved den Kiærlighed, der er Fuldkommenheds Baand, og at det første Skridt fra vor Side er at troe paa Christendommen som en saadan guddommelig Kiærligheds-Gierning og derved give Guds Menneske-Kiærlighed det Raaderum i vort Hjerte, som ingen Magt kan tiltvinge sig imod vor Villie.

66

Altsaa, det skal skee, saavist som Jesus Christus er Gud-Faders eenbaarne Søn, at baade Menigheden troer paa denne Guds Kiærligheds-Gierning og bliver Virke-Kredsen, hvori den livsalig og Mendelig fuldføres af den samme Aand, som begyndte den, og nu siger jeg trøstig: skal det skee nogensteds, da skeer det først og fremmerst hos os i den sjette Menighed, som ikke for intet kaldes Philadelphia, men fører med Rette Navn af »Sødsken-Kiærligheden«, der jo er den jordiske Side af Guds Kiærlighed hos os, ligesom »Barne-Kiærligheden« er den himmelske. Man behøver nemlig slet ikke at fortælle mig, hvor mange og hvor store Hindringer Menneske-Hjertets vildfarende Begiærligheder ogsaa i Danmark lægger iveien for denne Guds Kiærligheds-Gierning, thi det følger jo af den almindelige Syndighed, og det maa jeg jo selv have erfaret, men jeg har ogsaa giennem et langt og rigt Levnets-Løb erfaret, at Kiærligheden har en velsignet og frugtbar Jordbund i danske Hjerter, saa at, hvormeget end vor Kiærlighed her kan vrages og spottes, saa bliver vi dog aldrig huusvilde med den, og hvorledes skulde da Vorherre blive huusvild med sin Menneske-Kiærlighed, der er anderledes reen, uegennyttig og fuldkommen end vores, naar den er allerrigest og allerbedst, saa det kan aldrig feile, at naar først Lyset er opgaaet, og det er opgaaet, over Hans Menneske-Kiærlighed, den evig Rige, som blev fattig for at giøre Mange rige, da vil, naar dette Lys skinner for Alle dem, som er i Huset, Hjerterne kappes om at aabne sig for dette Livets Lys, der, medens det skjuler sin Glands, let kan synes fordunklet af Verdens Glimmer, men skaber og modner ligefuldt, som Hjertets Soel, alle Aandens Frugter til evig Nydelse.

Det er nemlig ingenlunde der, hvor man elsker Fader og Moder, Hustru og Børn og Sødskende, saa lidt som mueligt, men kun der, hvor man elsker dem saa høit som mueligt, at Hjertet kan faae Rum til den Christi Kiærlighed, som er endnu større, og kan aldrig skattes eller vindes, hvor den Kiærlighed fattes, som den, for at kunne skattes, forudsætter og maa sammenlignes med for at blive kiendelig.

Da nu det Danske Folk umuelig kan beholde sin udmærkede Hiertelighed i Fred og vinde baade Frihed og Mod til at giennemføre og udvikle den i alle sine Forhold, med mindre Folket ogsaa beholder sit Fæderneland og sit Modersmaal ubeskaarne og ubeskæmmede, saa siger jeg med Rette, at den Danske Sag er nu ogsaa Christendommens Sag, 67 og følgelig Vorherres Sag, saasandt som Jesus Christus er Vorherre. Hvem der troer, forhaster sig ikke, thi han har lært at bie efter Herren, siger Aanden, og derfor maae vi Danske Christne aldrig blive saa mismodige over hvad man kalder Tidens Tegn, men hvad der kun er Utidens, som skal forgaae, at vi enten opgav Haabet for den Danske Sag eller undlod at trøste alle dem, den ligger paa Hjerte, med at den er Vorherres Sag, som aldrig kan tabes.

VALGDAGEN I KJERTEMINDE.
(1855. Juni 21).

DEN 21. Juni 1855 blev Grundtvig valgt til Folkethingsmand i Kertemindekredsen. I Dannebrog for den 13. Juli s. A. giver han følgende Beretning om Valget:

Den 21de Juni var, som man vel husker, en af de første Sommerdage i Aar, og det er altid, som man nok veed, den længste Dag i hele Aaret, saa det er mig ordenlig mærkværdigt, at den lange Sommerdag, langt fra at falde mig lang, falder mig i Erindringen snarere for kort, thi vel er det ikke saa sjeldent med Seiers-Dage, men dog har jeg havt Seiers-Dage før denne, som, skiøndt de var kortere, syndes mig lange nok.

Først var det mig noget Nyt at komme til Fyen, thi det er nyt, som sjelden skeer, og jeg har ikke seilet saaledes over Store-Belt, Sprogø forbi, siden 1805, og i den Mellemtid er der, som man veed, i alle Maader løbet saa meget Vand til Strande, at Farvandet maa vel giælde for ligesaa nyt som Færgebaaden, der nu ligner langt mindre den gamle Børsmakke end den æventyrlige Selv-Ganger, hvorpaa Phæakerne fordum bragde Odysseus til Thiaki.

Dernæst maa man vide, at Kierteminde-Egnen og jeg har i mange Aar tittet til hinanden over Bølgerne. Dels var det nemlig der, den saakaldte »Opvækkelse« begyndte for over tredive Aar siden, og skiøndt jeg ikke turde løfte den til Skyerne, for de Hagers Skyld, der altid er ved saadanne Opbrusninger, saa turde jeg dog godt skamme den Oplysning 69 ud, der fandt, at »gudelige Forsamlinger« var langt utaaleligere i et christent Land end selv de værste »verdslige« Forsamlinger i Kipper og Kieldere, saa jeg har gjort mit til, at man dog nu lige saa frit kan forsamle sig om Psalmebogen og den bedendes Kiæde, som om Brændevins-Flasken og Kortspillet, hvad man bogstavelig ikke kunde i Danmark enten 1823 eller længe derefter. Dels dette, og dels dannede der sig paa Hindsholmen ved Kierteminde vel alt for meer end tyve Aar siden et lille Læse-Selskab mellem de unge Karle, som fortrinlig læste mine Bøger og stræbde at tilegne sig min Betragtning af Folkelivet, som det Danske Menneske-Liv, der ikke kan gaae fra sig selv, uden, som de ægyptiske Guder, at gaae i Dyrene, saa der er neppe nogen Plet i hele Danmark, selv Hovedstaden iberegnet, hvor jeg fra Aandens Side er saa velbekiendt i en videre Kreds, som i OdenseAmts anden Valgkreds.

Desuagtet faldt det mig aldrig ind at tye did, for at faae Sæde paa den forestaaende Rigsdag, thi dels havde jeg slet ingen Lyst til det Sæde, saa det faldt mig igrunden bekvemt, at Præstø Amts fjerde Valgkreds, som har givet mig mit Rigsdags-Navn, denne Gang forsmaaede mig og søgde sin Tillidsmand i en overordnet Stilling, men da mine Venner af den yngre Slægt havde hørt, at den stadige Rigsdagsmand fra Kierteminde, vor gode Ven, Christen Larsen, denne Gang ei vilde stille sig, lod de mig ingen Ro, før jeg lovede at stille mig der, naar jeg kunde være saa godt som sikker paa at blive valgt. Nu syndes vel mine unge Venner, at Sikkerheden var stor nok til at jeg kunde stillet mig med andre Folk den 14de Juni, men det fandt jeg ikke, da jeg kun havde Mod til at møde paa denne Rigsdag, naar jeg dristig kunde sige til mig selv, det var en tvungen Sag, men til en saadan tvungen Sag blev det i mine Øine, da Kredsen den 14de, aabenbar med Hensyn paa mig, lod Valget staae aabent og indbød mig ovenikiøbet paa det Allervenligsie.

Saaledes kom jeg da til Kierteminde Dagen før Valget, og overraskedes strax ved den venskabeligste Modtagelse hos Hr. Apotheker Fribert, ikke blot en af de mange unge Frænder, Omstændighederne har gjort fremmede for mig, men Søn ad min Barndoms-Ven Capitain Fribert til Anneberg-Gaard, som bekostede det Mindesmærke over »Villemoes« og de Øvrige Faldne ved vort sidste Orlogsskib, paa Odden Kirkegaard, som jeg giorde Indskriften til. Mit Herberge fik jeg i en hyggelig Høielofts-Sal, som i Syvaars-Krigens Tid (1807-1814) 70 skal være hvælvet til de døgnrige Kaper-Gaster, som her med Gammen drak hinandens og Håndteringens Skaal, men som nu i mine Øine især udmærkede sig ved sine rige Blomster-Vaser, som gjorde mig saa mistænkelig, at jeg følte paa Blomsterne for at overbevise mig om, at de ikke i al deres Smagfuldhed var Øienforblindelse. Siden, da jeg blev vaer, at ikke blot Haven, men ogsaa Gaarden var her bogstavelig en »Rosengaard«, skammede jeg mig vel lidt ved min Mistænkelighed, men modtog dog netop derved et varigere Indtryk af Rosen-Floren, som Kiertemindes Glands-Side for mig, der er saadan en Nar efter Roser, at jeg kunde ønske mig tilbage til Kierteminde en af disse Dage blot for at see hele Vrimmelen, smagfuldt ordnet paa en lille Plet, udsprunget i sin Pragt.

Fra denne Rosengaard gik Veien om Formiddagen naturligviis til Valgstedet, hvor jeg maatte beundre den Stilhed og Sømmelighed, der udmærkede den usædvanlig store Folke-Mængde under hele Valg-Handlingen, uagtet Under-Tallet aabenbar var ligesaa opsat paa at faae sin Villie som Over-Tallet, thi i Sælland gaaer det, som man nok veed, anderledes broget til ved slige Leiligheder, saa jeg bestyrkedes herved i min gamle Forestilling om Fyenboerne, at de er mindre drøie og djærve, men langt mere dannede og slebne end Sællandsfarene, fænger lettere og lyser smukkere, men brænder svagere end Sællandsfarene. Selv Smeden, som forrige Valgdag skal have brugt Forhammeren, lod ved denne Leilighed alt Hammerslag fare og holdt sig til Svale-Tønden, saa her gik alting glat, og den eneste skurrende Lyd var af et altfor skrøbeligt Plankeværk, der styrtede ned med en Hob viltre Drenge og gjorde vel ikke dem nogen Skade, men knækkede Laaret paa en anden Dreng, der i al sin Uskyldighed kom det for nær. Ogsaa herved kom imidlertid Fyenboernes Ridderlighed tilsyne, thi paa en kort Opfordring af Pastor Møller i Dalby skiød de paa Stedet henved 100 Rdlr. sammen til Drengens Helbredelse og Trøst.

Om Middagen gik Veien til Giæstgiver-Gaarden, hvor saa mange af mine tilstædeværende Fyenske Venner og Velyndere, som Bordet kunde rumme, lykønskede Rigsdagsmanden fra Kierteminde ikke blot til sit Hverv paa Rigsdagen, men til sin Virksomhed for Liv og Lys i alle Retninger.

Om Eftermiddagen endelig gik Toget med Kiertemindes Søfolk og Dannebrog i Spidsen, til den nærliggende Skov, hvor, ogsaa under Hr. Apotheker Friberts Forsæde og Forsorg, 71 alt er smukt anlagt baade til Lystvandring og Forsamling, og her lød da Modersmaalet paa Taler-Stolen til henved Soel-Nedgang for mangfoldige aabne Øren, ikke blot fra vore studeerte Munde, men ogsaa fra ustudeerte Munde, som netop i Fyen klarlig beviser, at Modersmaalet, naar det kun i bedre Mening end hidindtil faaet Lov at skiøtte sig selvr vil give de studeerte Herrer meget meer at tænke paa og tale om, end de har givet Folket.

Hermed endtes den sommerlange Dag, og Natten brugde jeg naturligviis til at sove i, men hørte om Morgenen, at Ungdommen havde brugt den til at dandse i, under aaben Himmel til Soel stod op, og da Fyen ventelig endnu, som i de gamle Skjaldes Tid, er »faure Pigers Land«, saa har Valg-Festen vist endt endnu gladere end den begyndte.

Hvad der nu ved denne Leilighed blev givet til bedste af alle de Danske Munde, der var i Bevægelse, det vilde ikke blot falde vidtløftigt at beskrive, men det lader sig, trods alle de Lærdes Forsikkringer, slet ikke afskrive, af den jævne Grund, at ligesom et Ord er et Ord og en Mand er en Mand, saaledes er et Bogstav ogsaa et Bogstav og en Pen er en Pen, og bliver aldrig i Evighed enten til levende Ord eller levende Mennesker, saa det er kun Retningen, der lader sig beskrive, og Øiemedetj der lader sig pege paa med Pennen.

Retningen i alle Talerne var nu aabenbar til »Danskhed, Frihed og Dygtighed«, som jeg med eenstemmigt Bifald erklærede for det Løsen, der skulde giøre alle Dannemænd kiendelige og gavnlige for hverandre og Fædernelandet i det Hele, og af denne Retning udspringer nødvendig det Øiemed at sætte saameget Liv som mueligt i denne »Danskhed, Frihed og Dygtighed«, og at udbrede saameget Lys derover som mueligt, saa det Danske Folk kan blive lyslevende og Folke-Livet blive lysende derefter.

Saaledes i det hele, men hvad jeg, med god Gienlyd, yttrede om min Rigsdags-Færd, om den forventede Fælles-Forfatning og om Fædernelandets Stilling for Øieblikket, vil jeg saa meget mindre lægge Dølgsmaal paa, som jeg ønskede, det maatte gienlyde baade paa Rigsdagen og hele Danmark over.

Ærligt forsikkrede jeg da, at det skulde være ligesaa langt fra mig, som det kunde være fra Nogen i min Valgkreds, at sætte mig imod en Fælles-Forfatning, hvorunder jeg turde troe, vi kunde beholde vore umistelige, ved Grundloven 72 hjemlede »Friheder og Rettigheder« og hvormed jeg turde troe, at Danmarks Riges Bestandighed, Frihed, Ære og Velmagt i det hele lod sig forlige, men ligesaa langt, maatte jeg tilføie, skal det være fra mig at sige Ja til hvad jeg troer maatte blive Danmarks Riges Undergang, og blive det Danske Folk, dets Fæderneland og Modersmaal til Fordærvelse og Beskæmmelse.

Idet jeg nu gik nærmere ind paa Stillingen, paa Faren og Frygten for Øieblikket, da indskærpede jeg med Flid den himmelhøie og dog hos os saa tit overseete Forskiel mellem hvad rnan i trange Tider maa bøie sig for som overlegent og finde sig i som uundgaaeligt, og saa hvad man selv siger J a til, giver sin Stemme, sit Bifald og Samtykke, hvad aldrig nogen Dannemand maa eller behøver at lade sig kyse, true eller lokke til, hvor Talen er om hans Folks, hans Fædernelands og Modersmaals Fornedrelse, Beskæmmelse og Undergang.

Vi skal derfor alle lægge paa Hjerte, at selv om det var hvad man med et høitravende Ord kalder en »Europæisk Nødvendighed« at det ældgamle og fribaarne Danmarks Rige, indtil videre, skulde saaledes sammenkobbles med de tyske Forbunds Lande Holsten og Lauenborg, at Danskerne ikke beholdt mere Valg-Frihed, Tale-Frihed, Trykke-Frihed og Forenings-Frihed end Tyskerne har, som de selv siger, er sletingen, saa maatte dog enhver fribaaren, frisindet og fritalende Dannemand sige høit til Regieringen: hvad der er uundgaaelig nødvendigt, det nødes vistnok ogsaa Dannemænd til at finde sig i, saalænge Nødvendigheden varer, men naar det dog er en aabenbar Uret og en stor Ulykke for Land og Rige, saa maa ingen forlange af os, at vi skulde give Uretten Skin af Ret eller styrte os selv i Ulykken, ved at sige Ja med vor Mund, naar vort Hjerte siger Nei, thi baade opgav vi dermed vor Ret til, naar Omstændighederne forandrede sig, da at benytte dem til Rigets Opreisning, og desuden, havde vi ikke engang saameget Mod som den usle Pave i Rom, at forbeholde os vor Ret, hvordan skulde vi da have Mod til nogensinde høirøstet at indtale vor Ret og mandig hævde os den!

Endelig gjorde jeg opmærksom paa, at hvad man har kaldt en »Europæisk Nødvendighed« var det ingenlunde, men var i det høieste en »Russisk Nødvendighed,« som nu, Gud skee Lov! er ophørt, da det er blevet en »Europæisk Nødvendighed« for Rusland at holde sig i Skindet og 73 lade baade Danmarks Rige og alle de tre Nordiske Riger giøre hvad dem huger bedst, skiøndt det er Rusland den værste Brand i Næsen. Og hvad der nu tjener og huger Folkene i hele vort Høinorden bedst, et fast Forbund til fælles Forsvar, det er, Gud skee Lov! blevet til en »Europæisk Nødvendighed,« saa det maa snart blive Vestmagterne indlysende, at Europa trænger ligesaa meget som vi til i et frit, høinordisk Forbund at faae en Mur paa det rette Sted baade mod Russiske og Tyske Overgreb.

Skiøndt jeg nu siden har seet Udkastet til Fælles-Forfatningen, skal jeg dog ikke blande mine Tanker om den, som den foreligger, ind i min Tankegang om den, før jeg saae den, men slutte med de bedste Ønsker baade for Dansk Oplysnings Udbredelse i og fra Odense Amts anden Valgkreds, hvor den har sin bedste Planteskole, og for Kiertemindes Opblomstring, naar Jernbanen engang kan naae til Beltet, hvorom jeg ogsaa hos min driftige Vært fandt de skiønneste og, som mig syndes, høist rimelige Forhaabninger.

DEN 3DIE JUNI 1855.

DENNE Bryllupssalme er oprindelig digtet til Præsten P. A. F engers Sølvbryllup i Bjergby og gengives her efter Grundtrykket, som bærer Overskriften: Den 3die Juni 1855. I 1856 blev den optrykt paa et Dobbeltblad med »Bryllupssange« af Grundtvig, og deri lyder sidste Vers, som nu almindeligt:

Hvert Ægtepar, som med Kiærlighed,
I Jesu Navn, holder Bryllupsgilde,
Skjøndt Alt i Verden gaaer op og ned,
Skal finde tidlig og finde silde:
Det er dog Gammen
:|: At sidde sammen :|:
Hvor Arne-Flammen
:|: Er Kiærlighed:|:.

Mel. Man tænder Fakkel til Bryllupsfest.

Det er saa yndigt at følges ad,
For To, som gierne vil sammen være,
Da er med Glæden man dobbelt glad,
Og halvt om Sorgen, saa tung at bære;
Ja, det er Gammen
At reise sammen,
Naar Fjeder-Hammen
Er Kiærlighed!

75

Det er saa hyggeligt allensteds,
Hvor Smaa og Store har eet isinde,
Og det, som drager de store Læs,
I Hjerte-Kamret er inderst inde;
Ja, det er Gammen
At holde sammen,
Naar Ja og Amen
Er Hjertets Sprog!

Det er saa herligt at stole paa,
Vi har en Herre, som alting mægter,
Han os ei glemmer, naar vi er graa,
Hans Naade rækker til tusind Slægter;
Ja, det er Gammen,
At allesammen
Er Ja og Amen
Guds Naades Ord!

Det er veemodigt at skilles ad,
For dem, som gierne vil sammen være,
Men, Gud skee Lov! i Vorherres Stad
For evig samles de Hjertens-Kiære;
Ja, det er Gammen
At leve sammen,
Hvor Ja og Amen
Er Kiærlighed!

Det er en liflig Sølvbryllups-Fest
I Bjergby, mellem de skarpe Vinde,
Hvor luunt saalænge sad Herrens Præst
I Børne-Kreds med sin Dannekvinde;
Ja, det er Gammen
At sidde sammen,
Hvor Arne-Flammen
Er Kiærlighed!

HØISKOLESANGEN.

DEN bekendte Højskolesang: »Hvad Solskin er for det sorte Muld«, har Grundtvig digtet i Sommeren 1856. Den blev første Gang trykt og sunget ved Indvielsen af Skolen i Sjolte i Snesere Sogn ved Præstø, den 25. Juli 1856, og det var sikkert Præsten Peter Rørdam, der havde faa etGrundtvig til at lade den trykke. I et Brev til Rørdam fra den 16. Juli 1856 skriver Grundtvig: »Jeg hittede dog paa et par andre Linier, saa der kommer »Sjolte« i Skolevisen.« Begyndelsen af Sangens sidste Vers har sandsynligvis oprindelig lydt som nu almindeligt :

Som Dansken seired en Sommerdag,
Og jog af Marken de lede Trolde,
Nu seire Lysets den gode Sag
Hvor Løver føres i Hjerteskjolde;

Men disse Linjer har Grundtvig efter Rørdams Ønske rettet saaledes, at Jens Olsen og de andre gode Bønder i Sjolte kunde have den Glæde at se deres Bys Navn i Sangen.

Ved Indvielsen af Grundtvigs egen Højskole paa Marielyst den 3. November 1856 blev Sangen optrykt. I femte Vers var Teksten ændret til det formentlig oprindelige. Foran dette Vers var der indskudt et nyt, der lyder:

Oprind da over Marielyst,
Oplysnings-Sol med din Morgenrøde!
Syng, Ungdomsfugl, af dit fulde Bryst!
Thi Modersmaalet har Toner søde;
Trods Mørkets Harme
I Straale-Arme
Af Lys og Varme
Er Dansken sød!

(Første Linje af dette Vers blev senere ændret til: »Oprind da herlig til Fugletrøst«).

77

Og der var tilføjet et nyt Slutningsvers, saa lydende:

Vorherre vidner, at Lys er godt,
Som Sandhed elskes, saa Lyset yndes,
Og med Vorherre, som leer ad Spot,
Skal Værket lykkes, som her begyndes;
I Gyldenkarme
Skal Lys og Varme
Med Straale-Arme
For Styret staae !

Her skal Sangen gengives i sin første trykte Form.

78

Ved Indvielsen
af
Skolen i Sjolte,
i Snesere Sogn ved Præstø.
25de Juli 1856.

Mel.: Det er saa yndigt at følges ad.

Hvad Soelskin er for det sorte Muld
Er sand Oplysning for Muldets Frænde,
Langt mere værdt end det røde Guld,
Det er sin Gud og sig selv at kiende;
Trods Mørkets Harme,
I Straale-Arme
Af Lys og Varme
Er Lykken klar!

Som Solen skinner i Foraarstid,
Og som den varmer i Sommerdage,
Al sand Oplysning er mild og blid,
Saa den vort Hjerte maa vel behage;
Trods Mørkets Harme.
I Straale-Arme
Af Lys og Varme
Er Hjertensfryd!

79

Som Urter blomstre og Kornet groer
I varme Dage og lyse Nætter,
Saa Livs-Oplysning i høie Nord
Vor Ungdom Blomster og Frugt forjætter;
Trods Mørkets Harme,
I Straale-Arme
Af Lys og Varme
Er Frugtbarhed!

Som Fuglesangen i grønne Lund,
Den1 liflig klinger i Vaar og Sommer,
Vort Modersmaal i vor Ungdoms Mund
Skal liflig klinge, naar Lyset kommer;
Trods Mørkets Harme,
I Straale-Arme
Af Lys og Varme
Er Røsten klar!

Som Dansken seired en Sommerdag,
Og jog af Marken hvad Ufred voldte,
Nu seire Lysets den gode Sag
I hele Danmark og her i Sjolte!
Trods Mørkets Harme,
Med Straale-Arme
Af Lys og Varme
Vor Skole staae!

*

Kirke-Speil
eller
Udsigt over den christne Menigheds Levnetsløb.
Efter mundligt Foredrag 1861-63
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Præst ved Vartou.

Kjøbenhavn.
Karl Schonbergs Forlag.
I. Cohens Bogtrykkeri.
1871.

81
KIRKE-SPEJL.

VED Siden af de store historiske Værker, som Grundtvig i Aarenes Løb havde skrevet, var der to, som han i mange Aar havde syslet med i sine Tanker, men som han ikke fik udarbejdet. Det ene var en Danmarkshistorie eller Nordens Historie, det andet en Kirkehistorie.

Paa Danmarks Historie havde han begyndt at skrive, da han var færdig med Oversættelsen af Sakses Krønike. Men Arbejdet blev lagt til Side, da Kirkekampen udbrød i 1825. Og siden havde Verdenshistorien i en Snes Aar holdt ham bunden. Efter Treaarskrigen 1848 -50 vendte han atter sin Hu til Emnet, og vi har set, hvorledes han i Danskeren for den 4. Oktober 1851 omtaler som sit Forehavende at skrive en »Haandbog i Nordens Historie« [Udv. Skr. IX. Bind, S. 314-16.] Som Frugt af hans Syssel dermed kan bl. a. nævnes de »Forelæsninger over Høinordens Historie«, som han holdt i »Den danske Forening« i Februar-April 1854. Men selve den historiske Haandbog blev aldrig skrevet.

»Haandbogen i Kirkehistorien«, som han ogsaa omtaler paa nævnte Sted i »Danskeren«, fik han heller ikke fuldført i den Form, som han nærmest havde tænkt sig. I Halvtredserne gjorde han et Udkast til Arbejdet, som han kaldte: »Kirke-Vidnet, beskrevet af N. F. S. Grundtvig«, med Motto af Apostlernes Gerningers 1. Kap.: »I skal være mine Vidner i Jerusalem og i hele Jødeland og Samaria og til Jordens Grændser«. Men han fik kun skrevet en »Indledning«, der senere kom til at danne første Stykke (I) af Kirke-Spejlet.

Imidlertid begyndte der fra 1859 at komme en Del unge Theologer, hvoriblandt Ludvig Schrøder og Ernst Trier, i Grundtvigs Hjem for at søge Oplysning gennem mundtlig Samtale med »den Gamle«. Og dette førte til, at Grundtvig efter Nytaar 1861 kom til at holde en Række kirkehistoriske Foredrag i sine Stuer for en stor Kreds af ældre og yngre Tilhørere af begge Køn.

Opskrifterne til disse Foredrag blev udgivne i 1871 under Navn af: »Kirke-Speil eller Udsigt over den christne Menigheds Levnetsløb, efter mundligt Foredrag 1861-63 af Nik. Fred.

82

Sev. Grundtvig, Præst ved Vartou«, Det var Grundtvigs Kapellan Kr. Køster, der, i Forfatterens høje Alder, besørgede Udgaven, som efter Røsters Død blev gjort færdig af F. H. C. Weeke. I 1876 udgav Svend Grundtviganden Gang Rirke-Spejl, og da denne Udgave er den nøjagtigste, er den lagt til Grund for den tredje, som her trykkes med de Rettelser efter Haandskriftet, som Sv. Grundtvig indførte i »Efterskrift« til 2. Udgave.

Af Bogens 38 Afsnit er det første den tidligere forfattede »Indledning« til »Kirke-Vidnet«; de næste 14 (II-XV) er Foredrag holdte i Begyndelsen af Aaret 1861; XVI-XXVIII er Foredrag fra Vinteren 1861-62, og Resten fra Vinteren 1862-3.

Retskrivningen er Svend Grundtvigs.

Første Udgave er forsynet med følgende

Forord.

I det Haab, at denne korte Udsigt over Menighedens Levnetsløb vil blive flittig læst af Danske Christne, ønskede jeg inderlig, saa jævnt og klart som mueligt at kunne udvikle den store Lutherske Grundsætning om Ordet og Troendvs. Guds-Ordet og hjertelig Menneske-Tro derpaa, som den ægte Christendom, hvori Jesus Ghristus selv er Hoved-Hjørnestenen; men da man kun ved Ordets Hørelse kan faae en levende Forestilling om det Guds-Ord, hvori Herren skjuler sig for Verden, men aabenbarer sig for alle dem, som har Øren at høre med, saa vil det dog være rettest at overlade denne Oplysning til den Helligaand og det levende Vidnesbyrd derom, som altid skal lyde fra de glødende Tunger ved Daaben og Nadveren, hvor Aanden tager af Herrens og forkynder paa hans Vegne, at dette Herrens Ord til os er Aand og Liv evindelig.

I Mai 1871.
N. F. S. Grundtvig.
83

Kirke-Spejl
eller
Udsigt over den kristne Menigheds Levnedsløb.

I.

Kirke-Historien, som er blevet det gængse Navn paa Beskrivelsen af Kristendommens Udbredelse, Virkning og Skæbne i Tidens Løb, er, som man veed, gjort til et stort Vilderede, hvori der findes hverken Vej eller Sti, endsige Sammenhæng og Klarhed; og hvor mange Undskyldninger man end vil gjøre derfor, saa er Skaden for den kristne Menighed dog lige stor, og Skylden lige fuldt dens egen; thi hvor mange Grunde man end dertil kan optænke, saa er dog Hoved-Grunden Aands-Forvirring elier Aandløshed, som kun de vantro kan tilskrive vor Herre Jesus Kristus, som har Aanden over al Maade og vil være eet med sin Menighed, ligesom han er eet med sin himmelske Fader; saa de troende maa tilskrive sig det selv, at baade Livet og Lyset gjennem mange Slægter har været saa matte hos dem, at Døden og Mørket fik Overhaand. Dette er saa meget klarere, som Menigheden lige fra Apostlernes Dage har i Apostlernes Gjerningers Bog haft et Mønster for Øje, som de kun behøvede med Mund og Pen at have fulgt, for at give en lige saa tydelig Fremstilling af Kristendommens Udbredelse fra Rom til Jordens Grænser, som vi har af dens Udbredelse fra Jerusalem til Rom.

Imidlertid, gjort Gjerning staar ikke til Ændring; saa Spørgsmaalet bliver kun, hvad kristelige boglærde med Aandens Syn og Aandens Hjælp kan og skal gjøre, for, efter Apostlernes Gjerningers Bog, Evsebs og Bedas Kirkehistorier, og andre nogenledes paalidelige Bøger, at give Menigheden saa tydeligt og gyldigt et Vidnesbyrd som muligt om Kristendommens Forplantelse 84 fra Herren selv og hans Apostler til os, med de Hindringer, det kristelige Liv og Lys tidlig har mødt og sent overvinder; saa det kan ses, hvorfra vi er kommet, hvor vi skal hen, og hvor vidt vi har nærmet os Maalet med Kristi Evangeliums Velsignelses Fylde.

Da nu i vore Dage Menigheden aabenbar enten selv tvivlede om, hvad der er den oprindelige og uforanderlige Kristendom, eller antog noget derfor, som umulig i sin Helhed kunde være den oprindelige, for alle Slægter fælles Kristendom, da det bevislig i sin Helhed var noget nyere og kunde derfor lige saa lidt med mindste Ret kræve uforanderlig Gyldighed for de tilkommende kristne Slægter, som det kunde gjøre sig gjældende hos de forrige Slægter, saa var det i alle Henseender Hovedsagen: at faa det oplyst og urokkelig befæstet, hvad der i Grunden lige fra Begyndelsen har været og til Enden maa blive den eneste ægte og sande Kristendom. Dette var saa meget mer nødvendigt, som det jo er Daarskab at ville skrive Historie om, man veed ikke hvad, eller at ville fremstille Tidernes Vidnesbyrd om den ægte Kristendoms Guddommelighed, naar det ikke først er en afgjort Sag, hvad der er ægte Kristendom. Naar saaledes nogle paastaar, at alt, hvad Paven i Rom gjør til Trosartikler i Dag eller i Morgen, er lige saa ægte Kristendom, som hvad de kristne har trot og bekjendt fra Begyndelsen, og naar andre paastaar, at alt, hvad der staar i den augsburgske Konfession fra 1530, og hverken mer eller mindre, er ægte Kristendom til alle Tider, og naar endelig andre paastaar, at den ægte Kristendom findes hverken hos Paven i Rom eller i den augsburgske Konfession, men kun i det attende Aarhundredes-Fornuft og Oplysning, da kan man vel paa fri Haand bevise og afgjøre, at det er Vrævl til Hobe; men da de alle beraabe sig enten paa den Helligaand, som er usynlig, eller paa den hellige Skrift, hvis Ægthed, Gyldighed og rette Fortolkning det paa fri Haand er umuligt at afgjøre, saa, om vi ogsaa ved dem var kommet til Kundskab om den ægte Kristendom, saa nyttede det os dog ikke at beraabe os paa samme Aand og Skrift, førend vi først havde hjemlet vort Vidnesbyrd om den ægte Kristendom paa en fyldestgjørende Maade.

Hvorledes jeg nu i min Ungdom stræbte at afhjemle mit Aands-Begreb og Skrift-Begreb om den sande Kristendom med Kirke-Historien eller med Tidernes Vidnesbyrd, det ligger for Verdens Øje i min bekjendte »Verdens-Krønike« i Sammenhæng, under sine forskjellige Skikkelser; men selv om det 85 havde været muligt, hvad det ikke var, paa denne Vej at optage et klart Vidne-Forhør om den oprindelige, uforanderlige Kristendom, saa vilde det dog kun været en virkelig Afhjemling for dem, der kunde og vilde gjennemgaa Bog-Historien med det samme Syn og i samme Udstrækning som jeg, følgelig ikke for Menigheden i det hele, og slet ikke for de smaa, hvem dog Faderen, netop efter Skriften, aabenbarer om sin Søn, hvad han skjuler for de lærde og kloge. Da imidlertid dette slog mig som Lyn, og jeg omhyggelig efterspurgte: hvor da det mageløs klare og gyldige Vidnesbyrd om den eneste ægte, uforanderlige Kristendom var at finde, det Vidnesbyrd, som nu aabenbar var Menigheden uundværligt, og som, naar Jesus Kristus er Gud Faders enbaarne Søn med al Magt i Himlen og paa Jorden, umulig kan fattes, - se, da fandt jeg ogsaa Vidnesbyrdet der, hvor det fra Arilds Tid lydelig og højtidelig er vidnet, med »Amen, Amen«, at hvem der leder, han finder; thi ved Daaben efter vor Herres egen Indstiftelse fandt jeg det mageløse Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige Kristen-Tro, som et guddommeligt og menneskeligt, Kristi og hele hans Menigheds Vidnesbyrd, sammensmeltet i det Troens Ord, som paa een Gang udtrykker Herrens Tros-Begreb og Menighedens Tros-Bekjendelse, og afhjemles følgelig ved sig selv af Herrens og Menighedens Aand i alle troende Hjærter. Ligesom derfor den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben er det ægte Grund-Evangelium, hvorom det med rette kan siges, at det er en Guds Kraft til Frelse for hver den som tror, saaledes er den ogsaa den ægte, levende Kirke-Historie, som de tre himmelske Vidners og den jordiske Menigheds Vidnesbyrd om den ægte, uforanderlige Kristendoms Forplantelse fra Slægt til Slægt, fra den første Daab paa Pinsedagen til vor egen Daab og til den sidste, som vi forretter efter Herrens egen Indstiftelse. Ved Siden ad dette mageløse Vidnesbyrd, som ikke blot er den kristelige Lys-Kilde, men, i sin uopløselige Forening med Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, tillige er den kristelige Livs-Kilde, hvorigjennem Herren aabenbarer sig baade som »Lyset og Livet«, - ved Siden ad dette levende Vidnesbyrd, som er for hele Menigheden, taber nødvendig alle Bøgers døde Vidnesbyrd, af nogle enkelte faa for nogle faa enkelte, den største Del af sin Glans og hele sin strænge Uundværlighed, saa det ikke længer bliver en Saligheds-Sag at kunne læse, endsige da at være boglærd og skriftklog, da de umyndige og vankundige, men dog af Guds Aand med Troens Ord oplyste og troende 86 Børn maa blive levende Beviser paa, at Himmerig, som Herren har sagt, er netop Børnenes. Men da Lige søger Lige, og da Guds-Aanden lige saa vel som Menneske-Aanden elsker sit eget, saa kan den kristelige Grund-Oplysningumulig føre Menigheden fra, men maa nødvendig føre Menigheden til den ægte Apostel-Skrift, som den er bleven oplyst til at kjende og benytte anderledes godt end før, da den tænkte deri at skulle finde den Grund-Hjemmel og Livs-Kilde, som umulig kunde findes, hvor de ikke var. Ligesom nu Apostel-Skriften og i det hele den ny Pagts Bog vil føre os tilbage til den gamle Pagts Bog, til Oplysning om Kristendommens guddommelige og menneskelige Forudsætninger, saaledes fører den ogsaa nødvendig Menighedens skriftkloge fremad til den skriftlige Kirke-Historie, der, som Fortsættelse af Apostlernes Gjerningers Bog, kunde og skulde oplyse Menigheden baade om Kristendommens Udbredelse og om dens Virkninger paa Menneske-Aanden og Menneske-Livet i Tidens Løb.

Dette sker nu med dobbelt Hensyn paa Herren og hans Menighed, i det vi paa den ene Side gjør gjældende, at den eneste ægte kristne Tro unægtelig er den, som de kristne lige fra Begyndelsen har bekjendt sig til, og paa den anden Side gjør det indlysende, at hvad der kjendeligt af sig selv skal være kristeligt, det maa have lydt fra Begyndelsen ved Jesu Kristi egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren. Vilde nogen ligefrem paastaa, at Daaben og Nadveren ikke var Herrens egne Indstiftelser, da lader det sig vistnok ikke gjøre at føre unægtelige eller matematiske Beviser for historiske Begivenheder; men da man maa indrømme, at gyldige Vidnesbyrd er de eneste mulige historiske Beviser, saa kan det ikke nægtes, at hele den kristne Menigheds højtidelige Vidnesbyrd om Daaben og Nadveren, som vor Herres Jesu Kristi egne Indstiftelser, er det gyldigst tænkelige Vidnesbyrd om en Begivenhed, som ligger atten Hundrede Aar tilbage i Tiden.

Lettere lader det sig vist nok paastaa, og er i vore Dage dumdristig paastaaet, at den kristne Menigheds højtidelige Tros-Bekjendelse ved Daaben ikke er, hvad den kalder sig: den oprindelige, apostoliske Tros-Bekjendelse; men, ligesom det er soleklart, at hvis den kristne Menighed ikke stod til troende i dette Stykke, da stod den ikke til troende i noget som helst, og allermindst i Vidnesbyrdet om Skriftens apostoliske Ægthed, som endog efter sin Beskaffenhed er langt mindre Menighedens 87 end Enkeltmands Vidnesbyrd, saaledes kan man heller ikke mistro den kristne Menighed i sin Tros-Bekjendelse, uden at stemple den Menighed, der har virket mest for Sandhed og lidt mest for sin Tro, til den falskeste under Solen, langt falskere end Mahomeds Tilhængere, der jo aldrig har forfalsket sin oprindelige Tros-Bekjendelse paa Gud og Mahomed.

Daaben og Nadveren tør vi derfor kjækt stille i Spidsen som grundkristelige Kjendsgjerninger, og da de aabenbar kun

bliver kristelige ved Indstiftelses-Ordene, som ikke blot følger, men skaber dem, saa har vi i disse Ord, hvortil Daabspagten uadskillelig hører, Grund-Oplysningen om den eneste ægte, uforanderlige Kristendom, der maa have ligget til Grund overalt ved den ægte Kristendoms Udbredelse og Udvikling, og maa have været saa vel Livs-Grunden som Lys-Grunden; da baade Herrens egne Indstiftelser er de eneste grundkristelige Kjendsgjerninger, og da saa vel Livs-Udviklingen som Oplysningen, for at være ensartede, maa have haft fælles Udspring.

Vist nok har man i vore Dage villet benægte, at Daabs-Pagten hørte til Indstiftelses-Ordet ved Daaben; men dels er dette kun en Gjentagelse af den skammelige Beskyldning mod den kristne Menighed, at den skulde have forfalsket den ægte apostoliske Tro og Daab, da dertil nødvendig rnaatte høre en Tros-Bekjendelse og Daabspagt, der enten var de samme som nu, eller maa være vitterlig forfalskede; og dels kan Tros-Bekjendelsen slet ikke tænkes borte fra Daaben, uden at Daaben taber sit kristelige Kjendemærke, da baade Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn først af Tros-Bekjendelsen faar deres kristelige Betydning, som jo er aldeles forsvunden, naar Tros-Ordet paa Jesus Kristus som Gud Faders enbaarne Søn ej er uopløselig forbundet med Daabs-Ordet; medens Daabs-Ordet bliver dødt og magtesløst, naar den kristelige Helligaand taber sit Kjendemærke, som er Levendegjørelsen af det kristelige Tros-Ord i det hele og først og sidst af sit eget Navn deri, uopløselig forbundet med det hellige Folk og de helliges Fællesskab om Syndsforladelse, Kjøds-Opstandelse og evigt Liv.

Denne Skjelsætning mellem Fælles-Troen med Livs-Kilden fremfor alt, som rnaa være lige tilgængelige for alle, og LivsUdviklingen med Livs-Oplysningen derefter, der til alle Tider maa i Grunden være lige saa forskjellige som de troendes Alder og Erfaring, Anlæg og Kundskab, og som Menigheden i det hele maa efter Evne tilegne sig paa sine Ældstes og skriftkloges 88 Vidnesbyrd: denne baade for det kristelige Levnedsløbs og for den kristelige Oplysnings Skyld nødvendige Skjelsætning har Menighedens skriftkloge vel til alle Tider prøvet paa; men det maatte nødvendig blive Fuskeri, saa længe man ikke havde opdaget Grund-Hjemmelen i levende Forbindelse og Forening med Livs-Kilden og Livs-Næringen i Herrens egne Indstiftelser, som »Herrens Gjerninger«, de store Guds Hemmeligheder og kristelige Kjendsgjerninger: den hellige Daab og den hellige Nadver.

Saa længe man nemlig ikke tydelig kan skjelne mellem Herrens egen Grund-Lærdom, som er Grund-Oplysningen ved Daaben og Nadveren, baade om den kristne Tro, det kristelige Haab og den kristne Kjærlighed, og Apostlernes Lærdom eller den aandelige Lærebygning, da er Sammenblandingen af, hvad man kalder »Kirke og Skole«, eller Tro og Lærdom, selv med den bedste Vilje uundgaaelig, og da kommer med Nødvendighed enten Præsten eller Skolemesteren, enten de indviede eller de skriftkloge, til at staa mellem Herren og Menigheden, og imellem Aanden og Ordet, ligesom i den gamle Pagts Dage; hvorved hele det kristelige Forhold, som forudsætter Herrens og Menighedens, og Aandens og Ordets, Grund-Enhed og Sammenvirkning, aldeles forrykkes, og Kristendoms-Begrebet enten som en ny Lov, eller som Hælvden Lov og Hælvden Naade, bliver, saa vidt muligt, dødt og magtesløst. Hvor man imidlertid, som i det lutherske Kirke-Sogn, blot holdt fast paa Grundsætningen om Guds Naades Tilstrækkelighed og en levende guddommelig Virksomhed gjennem Evangeliets Forkyndelse og Sakramenternes rette Forvaltning efter Herrens egen Indstiftelse, der fremkom vistnok derved det fuldstændigste Vilderede, men der bevaredes dog Livs-Muligheden, og der tør vi godt gjøre Regning paa i en videre Kreds at forefinde, hvad vi forefandt hos os selv: Lyst til det evige Liv og Tro derpaa som Guds Naadegave i Kristus Jesus vor Herre; og hvor disse Ting findes, vil de snart overvinde de Hindringer, som Jøder og Tyrker i Aandens Verden lægger i Vejen for den kristelige Frihed og Oplysning, hvis Banner øjensynlig rejstes ved Morten Luther, og vil nu fra det lille lutherske Kirkesogn ved et aandeligt Korstog indtage det hellige Land og rydde det til Opbyggelsen af det ny Jerusalem, som Staden paa Bjærget, der ikke kan skjules.

Dette aandelige Korstog med det levende Ord, som er det tveæggede skarpe Sværd, der udgaar ad Munden, lader sig nu 89 følgelig paa Ingen Maade fuldbyrde med Pennen; men det lader sig dog beskrive med Pennen, ved at skrive en Kirke-Historie med vor Herres Jesu Kristi og hans Menigheds mundtlige Vidnesbyrd og Kristen-Livet i Tro, Haab og Kjærlighed stadig for Øje; og det første Omrids af en saadan Kirke-Historie er det, jeg her vil prøve paa at give. En Fare er der vistnok forbunden med Brugen af en saadan Bog baade for unge og gamle, thi i det en saadan Bog fremhæver alle Sporene i og udenfor Bibelen af Grund-Sandheden om Herrens egen Munds Ord som hans Aands eneste levende Udtryk og Kjenderaærke, da fristes Læseren til deri at søge Beviset for Grund-Sandheden, som dog umulig kan findes og kun ved Selv-Modsigelse søges i en Bog; men det er dog kun den samme Fare, som truer ved BibelLæsningen, men skal med den Aands Hjælp og Oplysning, som driver os til Læsningen, undgaas eller overvindes.

II.

Jeg har i Juleferien, som vi plejer at sige, eller i Julehelgen, som Nordmændene meget kjønnere og meget danskere siger, naar jeg havde skikkeligt Tankerum og kunde faa Tid, tænkt lidt nøjere paa det Overblik af Kirke-Historien, som jeg lovede at meddele Dem, det er: at dele med Dem; men hvad jeg først opdagede, var rigtig nok, at det igjen er gaaet mig, som det er gammel Skik i den sorte Skole, som kalder sig en videnskabelig Højskole i alle Ender: at jeg ved en mærkelig Selv-Modsigelse har forudsat, at De nok kunde behøve mine kirkehistoriske Oplysninger, men vidste dog i Grunden bedre eller dog lige saa godt som jeg selv, hvad jeg mener med »Kirke« og »Kirke-Historie«, og hvad disse i mine Øjne og efter mit Skjøn har med den kristelige Aabenbaring eller med den kristne Menighed, dens Tro og Haab og i det hele med dens Liv og Levned at gjøre; og dog er min Betragtning af disse Ting og mit Skjøn derom saa mange Mile borte fra det sædvanlige, at jeg meget mere maa forudsætte dem enten som ubekjendte eller miskjendte.

Dette er ved denne Lejlighed saa meget galere, som Navnet »Kirke-Historie« kun er en Sammensætning af to 90 fremmede, græske Ord, drejede efter vore Munde, og det to Ord, som, selv naar deres Bemærkelse efterspores i det græske, slet ingen Oplysning kan give os om, hvad der af alle ærlige Folk skal menes med Kirke-Historie; thi vel kan vi let opdage, at »Historie« skal svare til, hvad vi Sællandsfare kalder Spørgdom, og hvad vi nu alle i daglig Tale kalder Efterretning; men naar saa Spørgsmaalet bliver, som det maa: hvorom det er, Kirke-Historien kan og skal give os Efterretning, da befinder vi os i en bælgmørk »Kirke«; hvor hverken Sol eller Maane kan skinne ind, og hvor der altsaa først maa skaffes en kunstig Belysning, førend vi engang kan se, hvad vi har med den eller den med Kristendommen og med Kristi Menighed at gjøre.

»Kirke« er nemlig, hvad jeg ikke engang mindes at have set anmærket i nogen saakaldt »Kirke-Historie« eller i nogen Afhandling enten om »Kirke« eller om »Kirke-Raad«, vel, saa vidt vi veed, dannet til et Kunst-Ord af det græske Tillægsord »Kyriakon«, som maa betyde »hvad der hører en Herre til«; men hvad det skal være for en Herre, og navnlig, om det skal være den Herre Kristus, derom giver Ordet selv paa Græsk ikke mindste Oplysning; saa det eneste Lysglimt i denne Kirke-Sag, jeg har kunnet finde, er Brugen af Ordet paa et eneste Sted i Johannes' Aabenbaring, hvor Kyriake (hemera) aabenbar betyder Søndagen, som Herrens Dag, hvad da ogsaa den nygræske Sprogbrug stadfæster, og at de bysantinske Bogskrivere stundum brugte Ordet »Kyriakon« for Kirkebygningen af Kalk og Sten, ligesom vi i Flæng har kaldt disse Forsamlingssteder til saakaldt kristelig Gudstjeneste Herrens Huse og Guds-Huse.

Heraf følger da, at Kirke-Historie maatte efter den græske Sprogbrug betyde fortløbende Efterretninger om disse saakaldte kristelige Forsamlingssteder, om deres højere og lavere Betjenter og Patroner og den saakaldte kristelige Gudsdyrkelse eller udvortes Guds-Tjeneste i dem; og naar vi betragter, hvad der hidtil af de lærde kaldtes »Kirke-Historie«, da skal vi ogsaa finde, at lige til Neanders saakaldte Kirke-Historie, som aabenbar kun er en Bog-Historie for den saakaldte Kristenhed, da var det sædvanligt at betragte den som en Efterretning om den saakaldte kristelige Kirkebygnings og Gudstjenestes og vedkommende Kirke-Betjenteres, som Biskoppers, Præsters og Medhjælperes Oprindelse, Udbredelse, Forværrelse eller Forbedring, Lykke eller Ulykke, gavnlige eller skadelige Virkninger i Verden, med særdeles Hensyn paa Bibelens Brug og Misbrug, Forsømmelse eller Forgudelse i Kirken. Naar det derfor faldt 91 enkelte ind, som den berygtede Gotfred Arnold i det syttende Aarhundrede, og siden nogle flere, at skrive en »Kirke« og Kjætter-Historie«, hvori Kirkebygning og alle Kirkebetjenter med hele den udvortes Gudstjeneste behandledes som Smaating og til Dels som Hedenskab, og hele Vægten blev lagt paa et saakaldt kristeligt Liv og Levned, da raabte de lærde i Munden paa hinanden, at det var slet ingen Kirke-Historie, da der ikke engang var Spørgsmaal om noget kristeligt, men kun om en vis Gudelighed, der lige saa godt kunde kaldes hedensk, jødisk eller tyrkisk, som kristelig; og deri havde man ikke nær saa megen Uret som det kunde synes; da alle disse fromme og hellige Kirkehistorier lige saa lidt betragtede Fællesskabet om den kristne Tro og de kristelige Saligheds-Midler, Daaben og Nadveren, for den kirkelige Hovedsag, som den udvortes Kirkebygning med alle sine Kirke-Betjenter og Kirkeskikke, men var, hvad vi kalder pietistiske: ligegyldige for den kristne Aabenbaring, Tro og Menighed, uden for saa vidt derved et efter deres egen Formening gudeligt og helligt Liv og Levned kunde fremmes og næres.

Heraf følger, at vi, som oplyste kristne [helst] maatte gjøre kort Proces baade med Ordet »Kirke« og »Kirke-Historie«, ved at smide dem begge over Bord, og kun tænke paa sikre Efterretninger om den kristelige Aabenbaring, den kristne Tro og Menighed, deres Virksomhed og Skæbne i Verden fra vor Herres Kristi Himmelfart til denne Dag; men det kan vi endnu ikke, fordi Ordet »Kirke« har listet sig ind baade i den engelske, den tyske og den højnordiske Menigheds Tros-Bekjendelse ved Daaben, der, som det levende Grund-Vidnesbyrd om den kristne Tro og Menighed, maa være Grundvolden for enhver Kristendoms-Historie, som hos os maa kaldes Kirke-Historie.

Uagtet det nemlig er alle noget sprog-kyndige vitterligt, at »ekklesia« i den græske Tros-Bekjendelse er, hvad vi paa Dansk kalder Menighed eller Folkeforsamling, saa er det dog saa langt fra, at man i Engelland, Tyskland og Højnorden har i Tros-Bekjendelsen rettet sig derefter, at vi tvært imod har afløst »ekklesia« med det bælgmørke »church, kirk, Kirche, Kirke«,hvori man, som i et tomt Hus, kan putte ind hvad man vil; og vi nødes uden Tvivl til endnu at beholde dette tomme Ord og kun bøde lidt paa Tomheden ved at lægge »Forsamling« til, saa vi bekjender Tro paa en hellig, almindelig Kirkeforsamling, som den Helligaands Gjerning og den Helligaands Bolig.

92

Ved Kirke-Historie eller Kirkeforsamlings-Historie forstaar jeg da først og fremmest den kristne Tros og Menigheds, altsaa baade Daabens og Nadverens Historie efter Herrens egen Indstiftelse, og regner kun i Forbindelse hermed og i Afhængighed heraf, den hele kristelige Aabenbarings, den hellige Skrifts og de skriftkloges Historie dertil.

Herimod Til vist nok endnu de lærde indvende, at hvad vi nu kalder den kristelige Daabs-Pagt og den apostoliske TrosBekjendelse ved Daaben, som nu unægtelig er vor Menigheds kristelige Kjendemærker, de har ingenlunde oprindelig fulgt med Daaben, men er langt senere indførte, og kan derfor ikke være den første apostoliske Menigheds Kjendemærke. Men da heraf vilde følge, at den oprindelige, eneste ægte kristne Tro slet ikke var at kjende fra den uægte, og at den sande KristenMenighed, som skabes og opholdes ved Herrens egne Indstiftelser og har ham selv aandelig nærværende hos sig alle Dage til Verdens Ende, var slet ikke at finde paa Jorden, saa er det klart, at denne Indvending er en Benægtelse af den kristne Tros og Menigheds guddommelige Oprindelse og deraf flydende umiskjendelige Bestandighed, som Herrens Klippefæstning, der trodser Tidens Tand og al Helvedes Magt og er som Staden paa Bjærget, der kan ikke skjules; [og] saa kan den kristne Menighed slet ikke ænse denne mod Kristus og hans Menighed aabenbar fjendtlige Paastand, som [kun er] en fræk Bagtalelse af vor Herres Avindsmand, den Djævel, vi alle ved Daaben forsage, afsige og undsige med alle hans Gjerninger og alt hans Væsen. Den kristne Menigheds skriftkloge maa derfor aldrig indlade sig paa, enten af Apostel-Skriften eller af de saakaldte Kirkefædres Skrifter, at bevise den apostoliske Ægthed af den Tros-Bekjendelse og Daabspagt, som vi kalde apostoliske, men skal kun byde Fjenden Trods, om han kan bevise sin lige saa antikristelige som ærerørige Paastand: at den kristne Menighed, som vi tilhører, nogen Sinde vitterlig har forvansket og forfalske t sin apostoliske Tros-Bekjendelse og Daabspagt, og det uden at engang to eller tre er blevet Kristus tro og har kjendelig indtil denne Dag fremdraget og fortsat den ægte, apostoliske Menigheds Levnedsløb i Guds Kraft, til alle KjætterSamfunds Dom og Beskæmmelse. Kan Fjenden ikke det, og det vil han nødes til selv at bekjende, han kan ikke, da maa han ogsaa lade os med vor Tros-Bekjendelse og Daabspagt gjælde for en Gren af den ægte, apostoliske Kristen-Menighed, der selv i sin bestandig, lydelig og højtidelig gjentagne 93 Tros-Bekjendelse og Daabspagt er det eneste gyldige, udødelige Vidne om Jesus Kristus den korsfæstede, hans Tro og Indstiftelser.

Alene under Forudsætning af dette kirkelige Vidnesbyrds Sandhed og Gyldighed kan der da ogsaa gives en kristelig

Kirke-Historie; thi om en ukjendelig Menighed med en ubestemt Tro kan der lige saa lidt forfattes en virkelig Historie, som der kan gives en virkelig Levneds-Beskrivelse paa Jorden enten af Manden i Maanen eller af nogen ubekjendt og ubestemt Person, skjønt der om ham kan skrives saa mange Romaner og Æventyr, som man behager.

Naar man derimod paa det troværdigste Vidnesbyrd, som en almindelig i Verden forhadt og forfulgt Menigheds Vidnesbyrd om sin Tro og sit Haab unægtelig er, kjækt forudsætter, at vor Tros-Bekjendelse og Daabspagt er de oprindelig apostoliske, d a kan der gives og gives virkelig en uafbrudt, troværdig Historie om Folket med denne Tro og Daab gjennem atten Aarhundreder; og det er, hvad jeg kalder den kristelige Kirke-Historie.

Hermed nægter vi ingenlunde, men indrømmer villig, at det er kun en Frimenighed, der ved Daaben bekjender sin Tro paa sit Modersmaal, der er et fuldgyldigt Vidne om sin Tro og sit Haab; saa Vidnesbyrdets Gyldighed er kjendelig formørket og betydelig svækket i alle Tvangs-Kirker, og dobbelt, naar Troen i dem bekjendes og Daaben forrettes paa et Folket fremmed Tungemaal, som paa Latin i Pavedommets Kreds; saa at dersom der nogensteds paa Jorden fandtes en Frimenighed, hvis Udspring fra den apostoliske var lige saa sikker som den romerske Tvangs-Kirkes, og som førte et andet Vidnesbyrd paa sit Modersmaal ved Daaben om den ægte apostoliske Tros-Bekjendelse og Daabspag, da maatte dens Vidnesbyrd staa til troende fremfor vores. Men da en saadan kristelig Frimenighed, [som], med den apostoliske Tro og Kristi Aand. umulig kunde være skjult i en Vraa, men maatte, endnu langt mere end vort Tros-Samfund, ligne Staden paa Bjærget, og have en langt lysere og daadfuldere Historie end vor Kristen-Menighed, aabenbar ikke er at finde paa Jorden, saa vort Tros-Samfund er det eneste, som muligvis kan være ægte apostolisk, saa er dets Ægthed lige saa sikker som den ægte Kristen-Tros og Menigheds Bestandighed og Kjendelighed paa Jorden.

Selv i det Tilfælde nemlig, om vores Tros-Bekjendelse og 94 Daabspagt fandtes uforligelige med den evangeliske og den apostoliske Beskrivelse af den kristelige Aabenbaring og den kristne Menigheds Stiftelse, da kunde det vel vække Mistanke om begges guddommelige Oprindelse, men kunde dog ingenlunde fælde Menighedens Vidnesbyrd; da de evangeliske og apostoliske Skrifters Ægthed jo beror paa et langt mere ubestemt og langt mindre fælles Vidnesbyrd fra den samme Menighed, som ved Daaben giver sin Tro og Daabspagt det allerklareste og almindeligste Vidnesbyrd; hvortil endnu kommer det, at ingen Bogstav-Skrift kan, som Menighedens Daabspagt, være det kristelige Livs-Lys, eller, som Daaben, den kristelige LivsKilde, saa Apostel-Skriften kunde være forfalsket, uden at Menigheds-Livet derved afbrødes eller Livs-Lyset udsluktes, hvad derimod nødvendig maatte være Følgen af Daabs-Pagtens Forfalskning og Daabens Ukristelighed.

Saaledes paastaar vi da med rette, at overalt hvor Tros-Bekjendelsen og Daabspagten ikke vitterlig er blevet forandret,

som hos Grækerne, der findes den ægte, apostoliske Daabspagt og Herrens ægte Saligheds-Midler; men vel maa vi indrømme, at for saa vidt de kun findes i Tvangs-Kirker, er den kristne Menighed skjult i dem, saa vi kan vel sige, at der og ingen andensteds findes Kristi Menighed, men kan slet intet enten sige eller gætte om Tallet, uden for saa vidt det er højst rimeligt, at de frivillige Bekjendere alle Vegne kun vil udgjøre et stort Mindretal, en lille Flok.

At der imidlertid alle Vegne, hvor Daabspagten og Daaben er ægte apostoliske, findes i det mindste to eller tre frivillige Bekjendere, med Kristus midt iblandt sig, det er sikkert nok; og Troen derpaa bestyrkes mærkelig ved den kirkehistoriske Oplysning, at overalt, hvor man i Tvangs-Kirker har beholdt den kristne Frimenigheds Tros-Bekjendelse og Daabspagt, der har ogsaa først været en Frimenighed, som samledes blot ved Ordets Kraft og Overtalelse; og hvor blot to eller tre af de tvungne Bekjendere bliver Troens frivillige Forkyndere, der beviser det sig selv, at Frimenighedens Afkom er ingenlunde uddød.

Her staar vi ved den kristelige Aabenbarings Særkjende fra Begyndelsen til Enden, som er det fri, mundtlige Ord med fri Tilhørere, der skyder al verdslig Magt og alt verdsligt Rygstød til Side, ligesom han, hvis Rige ikke var af denne Verden, og som vilde ikke engang tilegne sig saa meget af denne Verden 95 som en Fugle-Rede eller en Rævegrav; og dette Ords Historie paa Menneske-Læber og paa alle Haande Tungemaal, det er da ogsaa den kristne Tros Historie, som derved vaktes og udbredtes, og den kristne Menigheds Historie, som derved skabtes, opholdtes og besjæledes i hele sit Liv og Levnedsløb.

III.

At »Ordet«, det virkelige, i Røsten lydelige, hørlige Ord, som alle Mennesker med Mund og Mæle kjender det indvendig og udvendig, i deres Mund og i deres Hjærte, »Ordet« er ikke blot den eneste levende Historie, men er ogsaa det eneste levende Åabenbarings-Middel for oversanselige og aandelige Ting, lige saa vel mellem Guddommen og os, som mellem os Menneske-Børn indbyrdes, det var ikke alene en Grund-Sandhed, som Moses og alle Profeterne hos Israel gav Vidnesbyrd, men det var ogsaa en uvilkaarlig Følelse hos alle de Hedning-Folk, hos hvem der var Glimt af Aand og Gnist af den aandelige Følelse, at vi, som de græske Poeter sang, »er i Slægt med Gud«, hvad vi veed, de ebraiske Profeter forklarede af den guddommelige Kjendsgjerning, at Mennesket er skabt i Guds Billede og efter hans Lignelse. At man, saa vidt vi veed, ingensteds i den gamle Verden, end ikke hos Israel, drog den Slutning af Ordets mageløse Herlighed, som det eneste guddommelige Aabenbarings-Middel paa Jorden: at Ordet ogsaa er det kjendeligste og tydeligste Bevis paa, baade at Mennesket er i Slægt med Gud, og er skabt i hans Billede, det bør saa meget mindre undre os, som der selv i Kristenheden er forløbet atten Aarhundreder, inden man fik saa megen aandelig Forstand; men det er lige vist, at denne Slutning hører til Menneskets aandelige Børne-Lærdom og nedslaar paa een Gang lige saa vel Tvivlen om Menneskets Slægtskab med Gud efter Syndefaldet, som Tvivlen om det oprindelige Slægtskab eller om Skabelsen i Guds Billede; thi har vi endnu Fællesskab med Gud om Ordet, saa han kan tale med os som en Mand med sin Næste, da har vi unægtelig en aandelig Grund-Lighed med Gud og Anlæg til at kjende Gud, ligesom han kjender os.

Hele den guddommelige Aabenbaring i den gamle Pagts Dage, 96 og Aandens Tale til Menigheden selv i den ny Pagts Dage, er da saa aldeles i Menneske-Naturens Orden, at deri for Mennesker ikke er det mindste at forundre sig over, undtagen den guddommelige Venlighed i Aabenbaringens Indhold, der, da Mennesket ved Syndefaldet havde tabt hartad hele sin hjærtelige Grund-Lighed med Gud i Sandheds-Kjærlighed, kun lader sig forklare af en os ubegribelig Guds Naade, der ingenlunde vilde opgive det fortabte Menneske og faldne Guds-Barn, men vilde paa den forunderligste Maade baade forberede og gjennemføre Oprejsningen af det faldne, Frelsen af det fortabte og Saliggjørelsen af det ulykkelige Menneske.

Men var nu selv den kristelige Aabenbarings Forberedelse fra Naadens Side vidunderlig, saa er den kristelige Aabenbaring selv, Guds Aabenbarelse i Kjød, Guds eenbaarne Søns Fødsel af en Kvinde, hans Menneske-Liv og Menneske-Død med paafølgende menneskelige Opstandelse og Himmelfart, usynlige Nærværelse hos sin troende Menighed og øjensynlige Gjenkomst i Himmelens Skyer, saa vidunderlig fra først til sidst, ja, som skrevet staar, saa stor en Gudfrygtighed s Hemmelighed, at den ikke blot maa falde os ubegribelig, men har lige til nu syntes Menneske-Forstanden uforligelig med alt, hvad vi ellers vidste eller følte om guddommelige Aabenbaringer.

Denne tilsyneladende Uforligelighed, der ikke kunde være sand uden Selv-Modsigelse hos Guddommen selv, har nu vel Guds Aand strax ved den kristelige Aabenbarings Begyndelse ej blot benægtet, men afbevist ved den Aabenbaring, at Herren er os saa nær, som hans Ord er vor Mund og vort Hjærte, fordi det netop var det levende Guds-Ord fra Evighed, som lod sig føde til Mennesket Jesus Kristus; men dette har hidtil været alle de skriftkloge for højt, saa de har kun brudt deres Hjærner med at faa noget andet, der syntes dem fatteligere, ud af Romerbrevets 10de og af Aabenbaringen hos Johannes i det første: om »Ordet«, som var i Begyndelsen, var hos Gud og var Gud, var Skaber-Ordet, hvorved alt er blevet til, og var Lys-Ordet, som oplyser hvert Menneske, som kommer til Verden, og er Livs-Ordet, som blev Kjød og bode iblandt os med en Herlighed som den enbaarnes af Faderen, fuld af Naade og Sandhed, og maa da ogsaa nødvendig være Livs-Ordet, som blev Aand og bor i Herrens Menighed, med hans aandelige Herlighed, fuld af Naade og Sandhed.

Nu derimod, da Gudsords-Begrebet er blevet levende for os 97 i det Ord, som Herren taler til os ved sine egne Indstiftelser, og som efter hans egen Oplysning er »Aand og Liv«, nu kan vi godt skjønne, at det hører til den guddommelige Naturs Orden, at Guds-Ordet, som er sig selv guddommelig bevidst, ikke behøver en andens Mund til at udtales, men udtaler sig selv, og kunde godt, naar han kun vilde, udtømme sig selv for Guddoms-Kraften, i det han ikke betragtede eller besad den som et Rov, men som sin himmelske Faders evige Kjærligheds-Gave, og kunde dog nedlægge sig selv som Sandheds-Ordets og Livs-Ordets Sæd i et troende Kvinde-Hjærte, saa den guddommelige og menneskelige Natur forligtes og forenedes i ham, og opvoxte menneskelig med Guds Aand til Guddoms-Fylden, og talte saa »Guds Ord«, som Johannes den Døber sagde, som intet andet Menneske kunde, med klar Bevidsthed i hele dets Kraft, som skrevet staar: han talede, saa skete det, han bød, saa stod det der.

Saaledes sammensmelter i Guds-Ordets evige Begreb Guds enbaarne Søn, som Faderens udtrykte Billede, med Guds Søns Ord, hvori han udtrykker sig selv; og Aabenbaringen i Ordet af andres Mund om Sønnens Kjødspaatagelse, den være sig profetisk eller historisk, bliver da ikke Guds-Ordet selv, men kun en timelig Gjenlyd af det evige Guds-Ord, som selv raader for sin Røst i Aanden, det Guds-Ord, som aabenbarede sig selv for Verden som Mennesket Jesus Kristus, og aabenbarer sig selv aandelig for Troen i Jesu Kristi Navn som Guds og Marias Søn: den gamle Gud og det ny Menneske under eet.

Derfor begynder den kristelige Aabenbarings Historie, ligesom den evangeliske Historie, med vor Herres Jesu Kristi Bebudelse og Fødsel, og Troens Historie begynder ligesom den apostoliske Historie med Aands-Udgydelsen og Tros-Forkyndelsen; men den kristne Menigheds Historie begynder med Tros-Bekjendelsen ved Daaben, som er Menighedens aandelige Fødsel eller Gjenfødelses-Bad.

Her deler sig nu Kristus-Livets, ligesom i det hele Menneske-Livets, Historie med Nødvendighed i en indvortes, skjult og en udvortes, aabenbar Historie, hvoraf kun den sidste lader sig menneskelig kjende og bevidne; saa at naar man forvexler eller sammenblander begge, da enten fortæller man kun Æventyr eller udgiver dog sin egen indvortes Historie for Aandens, Troens og Menighedens, hvorved man vitterlig eller uvitterlig gjør sig selv til Kristus, Guds Søn, altsaa til Anti-Krist. Den 98 Helligaands Forplantelse, Hjærtets Tro og det ny, kristelige Menneske-Livs Gjenfødelse, Væxt og Herliggjørelse, det er jo Guds-Ordets egentlige Virksomhed med Frugt til et evigt Liv; men det er Ordets hemmelige Historie, hvoraf hver enkelt Kristen kun kjender det lille Brudstykke, som angaar hans eget Inderste; men Ordets udvortes fri Forkyndelse, Troens mundtlige fri Bekjendelse og den tilsvarende Lovsang, det er Kjendsgjerninger, som falder i Øret og derved i Sanserne; og skjønt de ikke er Livet selv, saa er det dog nødvendige Livs-Ytringer af Aanden, Troen og Gjenfødelsen, og for saa vidt sikre Liv-Tegn, at hvor de fattes, vil Livet aldrig findes, og hvor Livet uddør, vil de, som en død Efterklang, snart forstumme.

Skjønt derfor Kristi Menighed udgjør et aandeligt og vidt adspredt Folk, der taler alle Haande Tungemaal, saa kan den dog have en sikrere og klarere Historie end noget Verdens-Folk, naar man kun kjender Tros-Bekjendelsen fra Begyndelsen, der indbefatter hele det kristelige Aabenbarings-Ord og Evangelium i sig, og føder nødvendig, hvor den er fri og levende, en tilsvarende Forkyndelse og Lovsang af sig.

Uagtet derfor gamle Morten Luther har Ret og skal til Verdens Ende beholde Ret i, at den kristelige Aabenbaring som Guds Naades Ord og Evangelium slet intet Liv skaber og slet ingen Frugt bærer til et evigt Liv, uden Troen kommer til, saa lader dog Fælles-Troen sig hverken kjende eller beskrive, uden efter den fælles Tros-Bekjendelse ved Daaben; og skjønt denne Tros-Bekjendelse, hvor den aftvinges eller aftrues, slet intet kan bevise, saa er den dog Troens sikre Kjendemærke, hvor den er frivillig og bestandig, hvad da Herren selv har lært os, da han lover at være alle dem bekjendt for sin himmelske Fader og hans Engle, som bekjender og ikke fornægter ham for Mennesker.

Saaledes bliver da Ordet, det lydelige, mundtlige Ord, den eneste virkelige Kjends-Gjerning i den kristelige Kirke-Historie, saa efter deres Ord og deres Forhold til det kristelige Ord bedømmer vi alles Forhold til Kristus og hans Menighed, og ænser kun Bogstav-Skriften, for saa vidt den er et troværdigt Vidnesbyrd om det levende Ord og dets Skæbne i Verden; saa at skjønt »Korset« unægtelig er et synligt Tegn og Mærke, som Kristendommen altid fører med sig og lader følge med Daaben, saa beror dets Kristelighed dog paa, at et kristeligt Kors-Ord følger med; ligesom Kirkernes Kristelighed ene beror paa, at 99 der føres et kristeligt Ord i dem, da de ellers kun er Bavtastene paa de kristnes Kirkegaard, hvorom Herren vel har sagt, at naar hans Disipler skal forstumme, maa de raabe, men som dog kun raaber gjennem deres Munde, som give deres kristelige Oprindelse og Brug Vidnesbyrd, som skrevet staar: dejlige Ting ere talte deri.

Denne Kirke-Historiens Egenskab som en Ord-Historie, baade først og sidst, er nu saa langt fra at gjøre den mindre levende og lærerig for den kristne Menighed, at det meget mere netop er denne Egenskab, der kan gjøre den til en levende og lærerig Efterretning om det kristelige Guds-Folk og Guds-Rige paa Jorden, da begge jo kun er aandelig og hjærtelig, ingenlunde enten øjensynlig eller haandgribelig, til Stede i denne Ver., den, men er her dog lige saa levende og virkelig, virksom og frugtbar til Stede, som det fri, levende Ord, der er Aandens og Hjærtelagets eneste kjendelige Udtryk, som skrevet staar: som Aanden vil, saa aander han, og du hører hans Røst; og: af Hjærtets Overflod taler Munden; efter dit Ord skal du frikjendes, og efter dit Ord skal du dømmes.

Derfor skaber Ordet selv den Aandens og Hjærtets usynlige Verden midt i den synlige, som man har snakket saa meget om hen i Vejret; og dets Virkekreds er den anden Verden, som denne Verdens Børn indbilder sig at kunne undgaa ved at fornægte den, men føler dog godt, de er midt i, naar Ordet derom lyder frit og levende trindt omkring dem, og stræber derfor af al Magt at bringe det fri, levende Ord om den anden Verden til Tavshed, hvad jo vilde være latterligt, dersom Ordet om Aandens og Hjærtets Verden ej var en virkelig Aabenbarelse deraf, men, som denne Verden i klar Selv-Modsigelse paastaar, kun et tomt Mundsvejr.

At nu ogsaa den kristne Tros og Menigheds Historie efter Kristi og Apostlernes Vilje skal være en saadan Ordets Historie, det slutter vi ikke blot af deres faste Vidnesbyrd om »Ordet«, født af Aanden, som selv er Aand, og om Troen, som kommer af Guds-Ordets Hørelse og lever kun i den mundtlige Bekjendelse; men det er stillet os klart for Øjne i den Kirke-Historiens Begyndelse, som jo »Apostlernes Gjerningers Bog« aabenbar er; thi ligesom Evangeliet af Disipelen, som Herren elskede, ene drejer sig om Herrens Taler og de Tegn, der klarlig udsprang af hans Munds Ord, saaledes indskrænker jo Apostlernes Gjerninger sig til den apostoliske Forkyndelse af Kristi Evangelium og de udvortes Begivenheder til Fremme eller Hemmelse af 100 Bekjendelsen og Forkyndelsen, som dermed staar i uadskillelig Forbindelse; og paa denne apostoliske Kirke-Historie, som har Apostel-Brevene til sine oplysende Bilag, skal vi næste Gang fæste hele vor Opmærksomhed.

IV.

Det følger af sig selv, at da det ene er ved Troen og Daaben, at Kristendommen og den kristne Menighed levende forplantes, gjenfødes og fornyes, saa maa det ogsaa være med Troen og Daaben, at Kristendommen og den kristne Menighed først er kommen levende til Verden; og det har været almindeligt at betragte Pinse-Dagen med den Helligaands Udgydelse som Menighedens Fødselsdag; men vil man beholde denne Talebrug, som nok lader sig forsvare, da maa man dog derved ingenlunde glemme, hvad hidtil har været glemt: at Kristendommens levende Begyndelse og Menighedens egentlige Stiftelse ved Troen og Daaben maa være gaaet forud og udtrykkelig forudsættes, da Jesus Kristus ellers ikke selv blev Stifteren, blev Livs-Kilden, Lyset og Klippen, som han dog i alle Maader maa være, naar Kristendommen skal være Kristi egen Lærdom, og den kristne Menighed med rette skal bære Navn efter ham og vente Delagtighed i hans guddommelige Menneske-Liv. Skjønt vi derfor nok kan kalde den store Pinsedag Menighedens Fødselsdag, fordi den først paa denne Dag ved de tre Tusendes Daab kom kjendelig til Verden, eller for Lyset i Verden, saa maa Livet dog forudsættes, ligesom ved ethvert Menneske-Barns Fødsel, der ikke kommer dødfødt men lyslevende til Verden; saa vi maa betragte Åpostlerne og i det hele de hundrede og tyve, med Herrens Moder midt iblandt sig, som den rette Moder-Kirke eller som den kristne Menigheds Moder-Hjærte og Moder-Skjød, hvor det alt var skabt og levendegjort i Løn af Herren selv, før hans Himmelfart, hvad der faa Dage derefter skulde komme for Lyset med de glødende Tunger til at udtale Herrens Storværk og bygge den aandelige Hovedstad paa Bjærget, som ikke kan skjules, alt som Herren selv havde sagt: hvad jeg hvisker i Kamrene, skal I udraabe paa Tagene.

Vel har de skriftkloge sædvanlig kaldt det i Tvivl, om 101 Apostlerne, som udsendtes til at kristne og døbe alle Folk, ogsaa selv var kristnede og døbte, ligesom vi, i og til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og tit har man endog kjækt paastaaet det modsatte, fordi det ingensteds staar skrevet; men, selv om det var sandt, at man slet ikke af Evangelierne kunde se, at Apostlerne selv var døbte af Herren med den Helligaand og havde ved hans Ord til dem faaet Syndernes Forladelse, saa maatte vi dog lige fuldt slutte os dertil, fordi der, som sagt, aldrig ved Troen og Daaben kunde blevet nogen sand kristen Menighed paa Jorden, dersom den ikke var stiftet af vor Herre Jesus Kristus selv, mens han var øjensynlig til Stede og talte med sine Disipler, som en Mand med sin Næste. Det er imidlertid slet ikke sandt, at man efter Evangelierne kunde tænke, at Apostlerne ikke selv var døbte med Herrens Daab; thi der staar endog udtrykkelig skrevet hos Johannes, at Jesus døbte endog flere end Johannes; og naar der lægges til, at Jesus ikke selv, men hans Disipler, forrettede Daaben, da maa det aabenbar henføres til Mængden, som modtog hans Daab, saa han naturligvis selv forrettede Daaben med sine første Disipler, som han siden brugte til Døbere, ligesom han nu bruger os dertil, og kan ikke bruge os dertil som udøbte, men kun som døbte; og naar man herimod har beraabt sig paa Herrens Ord til Apostlerne : I skal døbes med den Helligaand ikke længe efter disse Dage, da beraabte man sig kun paa sin egen urimelige og uforsvarlige Oversættelse; thi dersom Herren virkelig havde sagt: Johannes døbte vel med Vand, men I skal døbes med den Helligaand, da var der slet ingen Sammenhæng mellem hans Forsætning og Eftersætning, medens der bliver ypperlig Sammenhæng, naar vi med Grammatikkens Tilladelse læser og siger: Johannes døbte vel med Vand, men I skal døbe med den Helligaand ej længe efter disse Dage.

Vist nok maa der have været nogen Forskjel mellem Herrens Daab før og efter hans Opstandelse, siden Herren siger, at Apostlerne, som allerede havde døbt mange, først herefter skulde døbe med den Helligaand, og fordi al kristelig Meddelelse før Herrens Død og Opstandelse maatte være profetisk, som hans Ven Johannes udtrykkelig anmærker ved Herrens Ord om den Helligaands Meddelelse; thi ved at anføre Herrens mærkelige Ord om de levende Vand-Strømme, der skulde udspringe af hans troendes Indvolde (Joh. 7, 38), lægger Apostelen til: herved mente han den Aand, som hans troende skulde modtage, thi den Helligaand var der ikke endnu, førend Jesus blev herliggjort; 102 men dette gjør i Hovedsagen slet ingen Forandring; thi Spørgsmaalet er her ikke, om Jesus fra først af døbte sine Disipler med samme Pagtens Ord, som de udsendtes til at døbe med, men om de fandtes saaledes døbte af ham, da de udsendtes til at døbe alle Folk, og da de paa Pinsedagen betraadte denne deres Løbebane.

Ligesom Herren nemlig først efter Opstandelsen fuldførte sin Forklaring af Skrifterne, saaledes fuldendte han da i det hele Apostlernes Beredelse til at være hans fuldmægtige Medarbejdere ved Grundlæggelsen af det aandelige Guds-Rige paa Jorden; og at han da ogsaa bekræftede dem med den Helligaand i deres Daabs-Pagt, vidner Johannes tydelig ved at sige, at han ved sin Fredlysning aandede paa dem og sagde: modtager den Helligaand! Og at han alt forud med sit Daabs-Ord havde skjænket dem Syndernes Forladelse, vidner samme Apostel, ved at anføre Herrens mærkelige Ord under Nadverens Indstiftelse : den som er badet, behøver kun at tvætte Fødderne, saa er han ganske ren, og I er nu rene ved det Ord, som jeg har talt til eder.

At Syndernes Forladelse hos de troende følger med Daaben efter Herrens Indstiftelse og staar i uopløselig Forbindelse med den Helligaands Meddelelse, det giver ogsaa Apostelen Peder til Kjende i sin Tale paa Pinsedagen, naar han siger: omvender eder og lader eder døbe, hver især, paa Jesu Kristi Navn, til Syndernes Forladelse! og da skal I faa den Helligaand til Givendes (dorean tu hagiu pneumatos); og det ligger i selve Beskaffenheden af det faldne Menneskes Saligheds Sag; thi er der for en Synder kun Salighed af Naade, da maa Syndsforladelsen ogsaa være Naadens Forhaands-Værk og Førstegrøde; og er det Synden alene, der har berøvet os Guds Aand, saa maa Aands-Fornyelsen ogsaa være en nødvendig Følge af en virkelig og fuld Synds-Forladelse, ligesom da ogsaa Gjenfødelsen ved Daaben er den uudblivelige Frugt af den Aands virkelige Modtagelse, som gjør Mennesket levende i Aanden, hvad jo Herren selv kalder at føde ham aandelig paa ny.

Først naar vi saaledes i Tankerne har ført Troen og Daaben tilbage til vor Herre Jesus Kristus selv under hans kjendelige Nærværelse paa Jorden, først d a staar Daaben fra først til sidst med rette for os som Herrens egen Indstiftelse og som hans Gjerning til vor Frelse og Saliggjørelse, vor Begravelse i Kjødet og vor Opstandelse i Aanden med ham, og først da kan vi faa 103 en tydelig og kristelig Forestilling om Aands-Udgydelsen paa Pinse-Dagen, ikke som et nyt Saligheds-Middel eller et Grund-Sakrament, hvoraf Herrens egne Indstiftelser, Daaben og Nadveren, skulde laane deres Gyldighed og aandelige Virkning, men kun som Kristi Aands overordentlige Aabenbarelse, til at udruste Herrens Tjenere med den højestes Kraft og levendegjøre Ordet paa alle Tungemaal til Kristi Navns Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang. At det var til denne levende, kristelige Ordførelse, at Aanden aabenbaredes, det gav sig alt til Kjende ved Tunge-Skikkelsen, hvorunder Aanden aabenbarede sig, og bevistes ved Apostlernes umiddelbar paafølgende Udtalelse paa alle Haande Tungemaal af Guds Naades Storværk; og det er vel at mærke, hvad Kirke-Historikerne efter Lukas hidtil lod ubemærket: at Apostlerne jo slet ikke kunde kjendt den Aand, der kom over dem, som Jesu Kristi Aand, dersom de ikke havde haft et Tros-Ord af Herrens egen Mund at kjende ham paa. Apostlerne maatte nemlig lige saa lidt som nogen af os tro enhver Aand, men skulde prøve Aanderne, og kunde det kun da, naar Kristi Aand, som Herren havde forudsagt, slet ikke talte af sig selv, men mindede om hans Ord og tog af hans og forkyndte til hans Herliggjørelse; og at det netop maatte være de kristnes Tros-Bekjendelse, som Kristi Aand maatte tilegne sig, for at bevise sin kristelige Ægthed, det følger af sig selv, og det bevidner Johannes udtrykkelig, naar han gjør »Bekjendelsen« af den i Kjødet komne Jesus Kristus til Kjendemærket paa den Sandheds-Aand, som Jesus havde lovet; thi kun naar Aanden bekjender Herren ligesom Menigheden, kun da kan Menigheden kjende ham paa Bekjendelsen som Kristi Aand.

Uagtet imidlertid Aands-Udgydelsen paa Pinsedagen ikke maa betragtes som et nyt Saligheds-Middel, enten for Apostlerne eller for den hele Menighed, saa var den dog en til hele Menigheden udstrakt og for hele Menigheden uundværlig Udstyrelse med Kraft og Visdom fra det høje, til at udbrede Kristendommen hos alle Folk og til paa alle menneskelige Tungemaal at oplyse Guds Vej paa Jorden og udtale Guds Naades og Frelses Storværk hos alle Folk; og d e t beviser sig selv i Tidens Løb, hver Gang vor Herre Jesus Kristus laaner et nyt Tungemaal til sit Evangeliums Forkyndelse og Udbredelse; thi da viser det sig klarlig, at den kristne Menigheds Aand, som Guds og Guds-Folkets Aand, har alle menneskelige Tungemaal i sin Magt og kan bruge dem i deres ypperste Skikkelse til Kristi og 104 hans jordiske Fædres Eftermæle, og til Udtryk af hele den kristelige og israelitiske Tankegang, med mere Liv og Kraft og Liflighed, end vi kan lægge i vort eget Folks og dets Heltes Eftermæle, eller i Udtrykket af vor egen folkelige Tankegang; saa Pinsedagens Underværk gjentager og beviser sig overalt, hvor Kristi Evangelium forkyndes blandt Hedninger paa Folkenes Modersmaal med Kraft og Ild, med Lys og Liv.

Naar dette hidtil er blevet ubemærket, da er det kun fordi Kristendommens Forkyndelse paa Modersmaalet gjennem hele Middelalderen var saare fattig og blev saa vidt som muligt tilsidesat, saa det var først efter Reformationen, det igjen kunde vise sig, og det dog kun i ringe Grad, saa længe Præsterne gik med Mundkurv, og optugtedes oven i Kjøbet til Ringeagt for deres Tilhøreres Modersmaal og voxte op i grov Vankundighed om alt, hvad der i Henseende til Aand og Hjærte er menneskeligt og folkeligt. Først nu og herefter kan der da komme Liv og Glæde i vor Pinse-Fest, og det kan klare sig, at Kristendommens levende Forkyndelse blandt alle Folk er et uophørligt Pinse-Underværk til Kristi Herliggjørelse, som Verden nok skal bare sig for at opvise Magen til.

At nu Lukas intet skriver om, at vor Daabspagt blev oprettet med de tre Tusende, som døbtes paa Menighedens Fødselsdag, det har naturligvis samme Grund, som at han ikke skriver, de blev døbte i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn; thi det forudsatte han, at alle hans kristelige Læsere maatte vide saa vist, som at de selv var Kristne, da der nødvendig i den ægte Kristen-Menighed maa, som Apostelen skriver, altid lige saa vel være samme Tro og Daab, som den samme Aand og Herre og himmelske Fader; og vilde man indvende, at Tiden ej kunde slaaet til, at forrette Daaben paa enhver af de tre Tusende saa fuldstændig som hos os, og derfor tænke sig Pinsedaaben omtrent som den, Spanierne anvendte paa Morerne i Granada, da man lod Sprøjterne gjøre Sagen klar, da er det egentlig ikke værdt at svare paa; men det skader dog ikke at bemærke, at Apostlerne, om det behøvedes, kunde bruge deres hundrede og otte Medkristne til Medhjælpere, saa at der af 3000 kun blev 25 til hver, og at, om selv det var for mange, kunde de først døbte tages til Hjælp, da, som vi veed, ikke blot Apostlerne kunde, men hele Menigheden kan i vor Herres Jesu Navn døbe med den Helligaand.

Det maa dog ogsaa bemærkes, da det hidtil nok var 105 ubemærket, at Lukas, skjønt det ikke kunde falde ham ind at opskrive de kristnes Daabspagt, dog gav tydelig nok til Kjende, paa hvilken Tro de tre Tusende blev døbte; thi efter at have anført Hoved-Indholden af Apostelen Peders Tale, lægger han til, at de, som heller end gjærne modtog dette Ord, de blev døbte. Naar vi nemlig læser med kristelig Tro og ret Forstand, da finder vi i Apostelens Tale ikke blot Faderen og Sønnen og den Helligaand, og Jesus som den Kristus, Gud og Mand, men finder ogsaa Herren som den korsfæstede, døde og begravede, opstandne, himmelfarne, siddende ved Guds højre Haand; ja, finder det forsvorne Led af vor Tros-Bekjendelse: om Nedfarten til Helvede, baade profetisk og historisk udtrykt, og finder endelig, som alt bemærket, Syndernes Forladelse knyttet til Daaben, og den Helligaands Meddelelse betinget deraf; saa ingen kunde heller end gjærne høre den Tale, uden at sige Ja og Amen til hele vor apostoliske Tros-Bekjendelse. Naar der saa endelig lægges til, at Samlingen skete af alle Haande Folk under Himlen til en almindelig Aands-Udgydelse over alt Kjød, da ser vi den hellige, almindelige Kirkeforsamling; og da hele Menigheden var standhaftig i Apostlernes Lærdom, i Fællesskabet ved Brøds-Brydeisen og Bønnerne, da skimter vi jo derigjennem baade Troen og Daaben og Nadveren med Herrens Bøn i de helliges Fællesskab, ligesom hos os.

Saaledes giver da Beskrivelsen af Aands-Udgydelsen og dens Frugt paa den kristne Menigheds Fødselsdag os et fuldstændigt Forbillede, hvormed vi kan og skal sammenligne Menigheds-Livet gjennem alle dets Aar og Aarhundreder; saa dets Betingelser er altid Kristi Aands Aabenbarelse i det fri Ord paa Modersmaalet til samme frivillige Tro og Daab, og dets Frugt er et kjærligt og helligt Fællesskab med Herren og med hinanden ved Nadveren, med Glæde i Hjærtets Enfoldighed. Vi siger derfor med rette: denne er Dagen, som Herren gjorde, lad os fryde og glæde os ved den ! thi skjønt ingen Pinsedag af alle de følgende er at ligne ved denne, saa er dog dens Velsignelse med den Helligaands Gave naat til os, og vi kan forudse, at Fremtiden endnu langt klarere end Fortiden vil stadfæste Herrens Ord, at ligesom alt hvad der fødes af Kjød er Kjød, saaledes er ogsaa alt det Aand, som fødes af Aand.

106

V.

Det er jo den saakaldte Moder-Kirke i Jerusalem, eller den ældste apostoliske Menighed i den store Menneske-Alder fra Himmelfarten og Aands-Udgydelsen til Jerusalems Forstyrrelse, som kræver vor fulde Opmærksomhed, som den mageløse Kjendsgjerning, der beviste for Verden, at Kristendommen ingenlunde blot var en ny Lærdom, men baade først og sidst et nyt Liv, et nyt Menneske-Liv med guddommelige Kræfter, som gjorde de ægte Kristne til et eget Folkefærd, som man vel kunde sige var kun een af de mange jødiske Sekter og spotvis kalde Nasaræer, men kunde dog ikke nægte, havde en egen Aand og, som et aandeligt Folk, inderligere Sammenhold og mere opofrende Kjærlighed til deres Fæderneland, det usynlige Guds-Rige midt iblandt dem, end man enten havde opdaget hos Israel eller hos noget Folk i Rigerne af denne Verden.

For at kunne betragte denne ebraiske Menighedi sit rette Lys, maa vi imidlertid ikke blot skille den fra alt andet, men ogsaa fra noget af, hvad den kaldte sit eget, nemlig fra den egentlige Moder-Kirke, der, som sagt, maa indskrænkes til det lille Apostel-Selskab eller Herrens personlige Vennelag, der ene kan svare til Navn af Moder-Kirken, da kun dette Apostel-Selskab staar i et moderligt Forhold til de troende og døbte blandt alle Folk og under alle Himmel-Egne; medens den Menighed, som var Pinsedagens Skabning, maa kaldes den førstefødte, den Helligaands og det troende Hjærtes, den aandelige Marie-Møs førstefødte, der ingenlunde maa forvexles med sin Moder, den anden Eva og Livs-Moder, den eneste sande Gud-Datter, i det dybeste Billedsprog »Bruden«, den anden Adams Brud, der vel synes forladt i Enkestand, men føder dog nu langt flere Børn, end da hun aabenbar havde Manden hos sig.

Dette i Menneske-Sproget ægteskabelige Forhold mellem Herren og Moder-Kirken eller Menigheden, som allerede Johannes den Døber pegede paa, ved at kalde vor Frelser »Brudgommen«, som har »Bruden«, og som vor gamle Kingo sang saa trohjærtig om:

Alle Ting er underlige,
Ingen kan det granske ud,
At Gud vil til Jord nedstige,
For at fæste sig en Brud,

107

dette ægteskabelige Forhold ansaa vel de skriftkloge sædvanlig for noget saa mystisk og bælgmørkt, at Udtrykket deraf maatte strængt afvises paa alle Lærdommens og Oplysningens Enemærker, og maatte kun for den bibelske Hjemmels Skyld taales i Salmer og aandelige Viser; og selv denne knappe Tolerance faldt omsider bort, som i vor saakaldte »evangelisk-kristelige« Salmebog, der strængt udelukte baade Brud og Brudgom med alle saakaldte østerlandske Billeder og Talernaader; men vi maa dog, som nogenlunde oplyste Kristne, tvært imod paastaa og kan klariig vise, at, hvor hemmelighedsfuldt end den kristne Menigheds inderste Forhold til Kristus, sit Hoved, sin Herre og Brudgom, nødvendig maa være, saa er det dog lige saa grundkristeligt, som det er grundbibelsk baade efter den gamle og den ny Pagts Bog, og er ingenlunde bælgmørkt, undtagen for de aandløse og hjærteløse, for hvem, ligesom for de umælende, Menneske-Aanden og Menneske-Hjærtet selv er det yderste Mørke.

Det ægteskabelige Forhold mellem Kristus og Menigheden, som Mand og Kvinde, Brudgom og Brud, Adam og Eva, svarer nemlig aabenbar til det oprindelige og uforanderlige Grund-Forhold ved Ordet mellem Gud og Menneske, Aand og Støv, Himmel og Jord, og maa, naar det kun er sandt og virkeligt, føre til Forklaringen af dette lige saa hemmelighedsfulde Forhold. Der kan nemlig ikke gives noget andet sandt og virkeligt Forhold mellem den levende Guds Aand, der, som den højestes Kraft udretter alt i alle, og Mennesket, skabt i Guds Billede af Jordens Støv, end mellem den alt givende og den alt modtagende, den virkende og den paavirkede, (som vi med bekjendte Kunst-Ord kalder det aktive og det passive); og naar dette Forhold tages venlig og hjærtelig, da spejler det sig klart i det kjærlige, ægteskabelige Forhold mellem Mand og Kvinde, saa at, da Kristi og hans Menigheds indbyrdes Forhold netop levende skal udtrykke det hjærteligste og kjærligste Forhold mellem Gud og Menneske som et fuldkomment Fællesskab - »alt mit er dit, og alt dit er mit« - , saa kan det i Menneske-Sproget ej finde noget sandere levende Udtryk end Ægteskabet, tænkt og taget i sin paradisiske Uskyldighed og i den himmelske Fuldkommenhed af Kjærligheds-Baandet, som virkelig hjærtelig gjør to til eet.

Herved mindes vi paa een Gang om Ægteskabet i Paradis og om den korte, men mageløs fyldige og fyndige Lovtale, som 108 Lukas holder over Menigheden i Jerusalem: i de troendes Mængde var eet Hjærte og een Sjæl, saa ingen af dem kaldte noget Gods sit eget, men de var indbyrdes lige gode om alt; men ved denne Lovtale maa vi, som oplyste Kristne, baade standse og studse, da det gaar her, ligesom ved Talen om Menneske-Livet i Paradis: at det var et gudeligt Menneske-Livs Begyndelse, men ikke dets Fuldendelse; saa at dersom Lukas virkelig havde sagt, hvad man almindelig har antaget: at hele Menigheden i Jerusalem var eet Hjærte og een Sjæl, altsaa fuldkommen i Kjærligheden, da maatte vi draget hans Vidnesbyrd i Tvivl eller rent ud forkastet det, som noget, der ikke kunde være og heller ikke kunde vides, uden af den Aand, som ransager alt, og hvis Oplysning Lukas ej anderledes end vi havde Løfte paa. Det behøves imidlertid ikke her, da Lukas kun siger, at i Mængden af de troende var der eet Hjærte og een Sjæl, og bestemmer altsaa ikke, hvor vidt det indvortes Fællesskab i Kjærligheden gik, enten i Menigheden eller i Graden, men kun, at det gik saa vidt, som det behøvedes for at avle udvortes Fællesskab om timeligt Gods, hvad Kommunismen i den nyeste Verdens-Historie lærer os, man, endogsaa uden al kristen Tro og Kjærlighed, kan stræbe at iværksætte.

Dette kan De nok vide, jeg ingenlunde anmærker og indskærper, for at vække mindste Tvivl om den ret egentlig apostoliske Menigheds Fortrin fremfor os og alle mellemliggende Slægter i alt kristeligt, i Kjærlighed saa vel som i Tro og Haab; men ene og alene for at oplyse og rette den Grundfejl i Menigheds-Livets Betragtning, som har forvirret hele Kirke-Historien; ligesom hele Menneskelivets Betragtning forvirredes ved den Indbildning, at Mennesket i Paradis var skabt fuldkomment; da det dog er Forskjellen mellem det timelige og det evige Liv i Guds Billede, at det timelige kan aldrig staa stille, men maa enten gaa frem til Forklarelse eller gaa tilbage til Opløsning.

Aandelig Undfangelse, Fødsel og Fremgang til Fuldvoxen-hed, det er nemlig i det hele som i det enkelte, hvad der gjør Menneske-Livet til, saa vidt vi veed, det eneste i sit Slags, der, som skrevet staar, begynder lidt lavere end Engle-Livet, men med Spiren til en mageløs Væxt; og derfor ser vi, at selv da Guds enbaarne, han, som var i Guddoms-Skikkelse, fornedrede sig til den menneskelige, da fødtes han lige saa lidt indvortes som udvortes et fuldvoxent Menneske, men et Menneske-Barn i alle Maader; saa at, da det er hans Menneske-Liv, der 109 gjenfødes i hans Menighed, maa det nødvendig være samme Vilkaaar undergivet hos hans Menighed, som hos ham selv.

Naar derfor Menigheds-Livet i sin Barndom var et saadant Paradis-Liv, som Herrens eget i hans Barndom, da var det alt, hvad det kunde være; og den samme Lukas, som beskriver det i hele dets Elskelighed og Yndighed, han beretter derfor ogsaa selv, at hverken var det uden Undtagelse, ikke heller var det noget fuldvoxent og fuldkomment Kjærligheds-Liv. Beretningen om Hykler-Parret Ananias og Safira beviser nemlig, at Klinten grode midt imellem Hveden, saa ingen uden den Hellig-aand, som ransager alle Ting, kunde opluge det værste; og den tidlige Fortørnelse mellem de ebraiske og de græske Medlemmer af Menigheden i Anledning af dens Enkesæder beviser, at den Kjærlighed, som er Fuldkommenheds Baand, endnu ingenlunde havde sammensmeltet alle troende Hjærter i det store Kristus-Hjærte, hvori der hverken er Jøde uden Græker eller Mand uden Kvinde.

Uagtet derfor Menigheden i Jerusalem fra først af var en i det hele baade før og siden mageløs Forsamling af Guds gjenfødte Børn, som ved Morgenstjærnernes Sang raabte af Glæde, saa var deres Kjærlighed dog ufuldkommen og var, som Barnets rørende Kjærlighed, hos den faldne Slagt udsat for at kølnes med Aarene; og at det virkelig skete i Jerusalem, endnu før Apostlerne var uddøde, det ser vi af Apostelen Pavli sidste Besøg i Jerusalem, hvorom Lukas beretter, at Apostelen blev modtagen af de ældste med de mærkelige Ord: »Du ser, Broder, hvor mange troende Jøder her er i Tusendtal, som alle er nidkjære for Loven«; thi selv naar man tager denne Nidkjærhed for Mose-Loven aliermildest, var den dog et stort Skaar i den kristne Kjærlighed, baade som den fandtes hos Apostelen Pavlus, og som den kan og skal findes hos hele den troende Menighed. Det synes derfor, som om Menigheden i Jerusalem havde naat sin højeste Væxt med Stefanus, og blev siden ved at gaa tilbage, indtil den rent forgik, som det betegnes i Himmelbrevet til den første Menigheds-Engel: Du har ladet din første Kjærlighed fare, vend derfor om! ellers flytter jeg din Lysestage.

Saaledes gik det sært i Opfyldelse, hvad Jøderne fattede Mistanke om, da Herren sagde: I skal lede efter mig og ikke finde mig; thi da sagde de jo: hvor vil han gaa hen, saa vi ikke kan finde ham? mon han vil gaa til Grækerne og lære Grækerne! thi det var jo snart efter Stefans Mord, at Herren kaldte en ny 110 Apostel, vel en Ebræer af Æt, men født iblandt Grækerne, og at Herren selv tvang ham til at rejse bort fra Jerusalem, for ej at faa Stefans Skæbne, og udsendte ham til at være Grækernes og alle Hedningers Apostel, hvoraf da ogsaa fulgte, at den ny Pagts Bog ikke blev skreven paa Ebraisk, men paa Græsk. Naar vi nu kirkehistorisk følge Hedning-Apostelen Pavlus, ligesom han fulgte Herren, fra Jødeland til Grækenland, og saa videre til Rom, da gaar vi vel ikke ud af det aandelige Paradis, som findes overalt, hvor Herrens Aand skaber og opholder det Guds-Rige, som er aandelig Retfærdighed, Fred og Glæde, og følger derfor Herren og hans Sendebud, hvor de gaar hen; men det aandelige Paradis-Liv af Guds Naade i Kristus, hvortil de troende i Daaben gjenfødes, og som selv i Jerusalem og i Apostlernes levende Fællesskab efter en kort Væxt hentørredes og henvisnede, dette Kristen-Liv kan vi dog ikke vente, skulde enten i Grækenland eller nogensteds i Hedenskabet voxe frodigere; men vi maa langt snarere vente, at det her ved et aabenbart Syndefald vilde aldeles forspildes; thi ogsaa her gjælder Herrens Ord: gik det saaledes med det grønne Træ, hvordan vil det da gaa med det tørre! Israel var nemlig, som skrevet staar, Guds førstefødte blandt alle Jordens Folk, dette Folk var alt i sin Stamfader Abraham, Guds Ven og de troendes Fader, udvalgt til at arve Velsignelsen og omhyggelig forberedt baade til at modtage den og til at kjende Guds Vej paa Jorden og hans Frelsning blandt alle Folk; saa at kunde Menigheden selv hos dette Herrens Møderne-Folk ikke forfremmes med Herren, som i Alder, saa i Visdom og i Yndest hos Gud og Mennesket, til den kunde staa Maal med ham, hvorledes skulde da Menigheden naa det enten hos Grækerne eller hos noget Hedning-Folk, der hverken var rundet af saa ædel en Rod eller havde nydt en saa himmelsk Opdragelse ved Moses og alle Profeterne, var saa omhyggelig opelsket og opdraget; saa Hedningernes Tungemaal kunde ikke engang bruges til at udtrykke Guds Tankegang nær saa fuldstændig, levende og tydelig, som det ebraiske, der baade hos Sem og Abraham havde beholdt den største aandelige Lighed med Menneskets Grundsprog, og havde ved Moses og alle Profeterne vundet en mageløs Udvikling i aandelig Retning. Naar Aanden derfor desuagtet valgte Græsken til Grund-Sprog i den ny Pagts Bog, da var det ingenlunde for dets egen Skyld, da det havde faaet en hedensk og kunstlet Udvikling, som Aanden slet ikke kunde enten tilegne sig eller bruge; men det var kun fordi Aanden vidste, at det ebraiske Tungemaals 111 Levetid saa vel som det israelitiske Folks aandelige Livs-Tid var snart forbi og vilde sent eller aldrig fornyes, men at det græske Bogsprog i den ebraiserende Skikkelse, som de alexandrinske Jøder havde paatvunget det, paa den ene Side laa Romerne og alle de jafetidiske Stammer, som skulde bo i Sems Pavluner, langt nærmere end det ebraiske, og vilde dog lette dem Adgangen til den gamle Pagts Bog mere end noget andet Sprog paa Jorden.

At nu Hedning-Apostelen betragtede baade Livs-Sagen og Folke-Sagen i samme Lys, derom vidner hans Breve i alle Maader, saa jeg skal kun minde om, hvor stærkt han i Brevet til Romerne ved Siden ad Dommedags-Slagene paa den jødiske Hovmod med alle sine indbildte Fortrin, dog indskærper alle de kristnede Hedninger, at deres Stammer er vilde Skovtræer, som kun ved at indpodes i Israels Olietræ er blevet frugtbare, og især om hans højst mærkværdige Ord i Brevet til Grækerne og netop til Grækerne i Korint, hvor Herren dog havde aabenbaret Pavlus, at han havde Folk i Mængde (Ap. 18); thi desuagtet skriver Apostelen netop til disse Græker: jeg frygter for, at ligesom Slangen forførte Eva med sin Træskhed, ogsaa eders Tænkemaade skal forvanskes borte fra den kristelige Enfoldighed, saa I finder jer i en anden Jesus, end vi har forkyndt, i en anden Aand, end I nu har modtaget, og i et andet Evangelium, end I nu har fattet.

Her spaar nemlig Hedning-Apostelen tydelig nok om det Syndefald, som i den græske Menighed aldeles forspildte Paradis-Livet, og som den selv omsider maatte gjøre alle vitterligt ved at frafalde sin Daabs-Pagt, og i det den vitterlig ombyttede den apostoliske Tros-Bekjendeise med en af deres eget Arbejde; thi derved fik de baade en anden Jesus, en anden Aand og et andet Evangelium, end Apostelen førte med sig. Naar saaledes Pavlus advarede de græske Kristne i Korint mod enhver Forandring af Evangeliets Ord, da maatte han jo mene et Udtryk af Evangeliet, som ordret var alle hans Tilhørere og Læsere uden Undtagelse bekjendt; og det eneste saadanne Udtryk var og er jo den fælles Tros-Bekjendelse ved Daaben; saa enhver anden Tros-Bekjendelse er et andet Evangelium med en anden Aand, som ikke kan gjøre kristelig levende, og en anden Jesus, hvis Ord til sine Disipler ikke er Aand og Liv, men Ja og Nej.

At nu de græske Kristne ogsaa allerede i Apostelens Dage 112 stod paa Nippet ad Syndefaldet, det ser vi af begge Apostel-Brevene til dem fra først til sidst, da han ikke blot finder saa megen Ukristelighed hos dem at laste, men finder dem saa adsplittede ved Selvklogskab, at han maa indskærpe dem, at de er hverken tildøbte Pavlus eller Apollos, men kun den Jesus Kristus, som ene er korsfæstet for os, og finder dem saa tvivlraadige om Kjødets Opstandelse, at han maa indskærpe, at med den staar og falder baade Kristi egen Opstandelse og hele deres kristne Tro og Haab, og finder dem endelig ved Herrens Bord saa ligegyldige ved Herrens Legeme og saa fremmede for Fællesskabet, at de havde kun ondt af at være saadanne selvbudne Gjæster.

Intet Under, at Apostelen under disse Omstændigheder finder det ubetimeligt at tale om det ægteskabelige Forhold mellem Herren og Menigheden, saa kun en eneste Gang ymter han derom, netop ved Spaadommen om Syndefaldet, da han siger, han havde jo arbejdet paa, at Kristus i Menigheden kunde finde en ren Fæstemø; og naar han vil indskærpe Korinterne de heliiges Fællesskab, da er det fra et lavere Trin paa Billedstigen, som naturlig laa Grækerne meget nær, i det han sammenligner Menigheden med det menneskelige Legeme og henvender deres Opmærksomhed paa alle Lemmers levende Sammenvirkning og Fællesskab. At imidlertid Apostelen selv holdt fast ved den dybe, hjærtelige Betragtning af Forholdet mellem Herren og hans Menighed, det følger af sig selv og er især indlysende af Brevet til Efeserne, hvor han rent ud siger, at det kristelige Ægteskab har sin dybe Hemmelighed i det ægteskabelige Forhold mellem Kristus og Menigheden, som virkelig gjør dem i Aanden til eet Kjød; og selv i det Korinter-Brev, hvor Apostelen ellers, som sagt, i Henseende til Fællesskabet kun lægger Vægt paa Legemets Natur-Forhold, sporer vi dog den dybere Betragtning, hvor han skriver: I er til Dels Kristi Legeme og Lemmer (l Kor. 12), hvorved han hæver Betragtningen fra det naturlige til Kristi aandelige Legeme i Menigheden.

113

VI.

Vi betragtede sidst, saa godt vi kunde, den apostoliske Menighed i Jerusalem, som Kristi Evangeliums Førstegrøde, svarende til Pinsefesten, som ogsaa efter Mose-Loven skulde helligholdes med Offeret af Landets Førstegrøde, og vi lagde Mærke til, at denne Menighed ret egentlig blev opofret, saa den staar for os som aandelig optagen til Himmelen med Stefan, dens pinte Vidne, da dens Paradis-Liv ikke blev fortsat gjennem Slægterne, men uddøde med Apostlerne; saa det Kristus-Liv, som har naat til os og skal fuldende sit Løb ved Verdens Ende, er ikke det ebraiske Menigheds-Liv, men den oprindelige Moderkirkes Liv, saaledes som det ved Apostlernes Prædiken kom for Lyset paa Græsk og paa andre hedenske Tungemaal; og heri skal vi søge Nøglen til den forbavsende og for Øjeblikket sørgelige Fattigdorn paa Aandens Gaver og paa hele den kristelige Velsignelse med Liv og Lys, som møder os baade i den græske og romerske og alle de følgende Menigheder indtil nu, en Fattigdom og tit sort Armod, som vore Kirkehistorikere og skriftkloge ikke har vidst at forklare paa nogen aandelig Maade, men enten ganske har tilskrevet Guds uransagelige Raad, hvorefter den mageløse aandelige Rigdom i Jerusalem skulde være et udelukkende Fortrin for den første Kristen-Slægt, eller har lagt de følgende Bisper og Præster til Last, fordi de enten ikke var nær saa fromme eller nær saa skriftkloge, som de burde være. Det første synes jo nok at være meget gudfrygtig og ydmyg tænkt, men er dog ingen af Delene, da det forudsætter, enten at vor Herre Jesus Kristus ikke har skjænket hele sin Menighed den Helligaand, eller at den Helligaand dog ikke havde Raad til at berige flere end den første Slægt; og ved den anden saakaldte Oplysning glemmer man, at jo daarligere Bisperne og Præsterne var, des mer maa man undre sig over, at Herren og Aanden ikke sørgede for bedre Redskaber.

Naar vi derimod forudsætter, at det var med det ebraiske Menigheds-Liv, ligesom med de ebraiske Apostlers Tale og Skrift: at det maatte følge den ebraiske Menighed til Himlen eller i Graven, og kunde kirkehistorisk kun staa for de følgende kristne Slægter som Borgen for Kristendommens guddommelige Oprindelse og som et lysende Forbillede for de Hedninger, som gjenfødtes til det samme Liv, da lysner det over 114 Kirkehistorien, saa vi ser, at uden al Forskjel hos Guds Aand eller paa hans Naade og Gavmildhed, kan Menigheds-Livet hos os ej være rigere og klarere, end om der aldrig, paa Herrens Apostler nær, havde været voxnere Kristne end vore nærmeste aandelige Forældre, gjennem hvem det kristelige Liv er forplantet til os. Dette synes ogsaa at være Meningen med den højst mærkelige, men endnu temmelig dunkle Spaadom om Menighedens Udvandring til Ørken og Omvandring i Ørken, som findes i Aabenbarings-Bogen (Kap. 12), og som vi i alt Fald herved maa blive opmærksomme paa; thi her hvor den apostoliske Moder-Kirke fremstilles under Billedet af en Barsel-Kvinde i Soldragt, med Maanen under sig og med Hovedsmykket af tolv tindrende Stjærner, her synes Drengebarnet, som hun fødte, og som den blodrøde Drage vilde slugt, men som blev, lig Enok, optaget til Himmelen, at maatte være den stefaniske Martyr-Menighed i Jerusalem, som forsvandt fra Jorden, medens Moderen fik Held til at undfly og paa den store Ørns to Vinger at naa til Ørken, hvor hun skulde finde sit Ophold i halvfjerde Tidsrum, og hvorhen Strømmen, som Dragen af sin Mund skød efter hende, ikke maatte naa hende. Ørne-Vingerne synes netop tydelig at betegne det romerske Ørne-Banner, som vajede baade l Rom og Konstantinopel, og hvorunder ganske rigtig den apostoliske Tro med Daaben som den kristelige Livs-Kilde naade Ørke-Folkene, udenfor den gamle dannede Verden (det egentlige Mandhjem), hvor den indtil nu har fundet sit Ophold, uden at naas af den Strøm, som Dragen med Islamismen aabenbar skød af sin Mund, men kunde ikke hindre fra Udtørring i Ørkens Grænselande: Frankrig, Italien og Tyrkiet. Hermed passer det udmærket godt, at netop da Mahomed (600) opstod I Arabien, da forplantedes Troen og Daaben til Engelland, for der fra at gaa til Verdens Ende; og det halvfjerde Tidsrum vilde da blive det angelske, det tyske, det højnordiske og Hælvden af det syvende og sidste, som rimelig nok vil blive Vendepunktet, ved Redningen af Israels Levning og en vidunderlig Gjenfødelse eller Lasarus-Opvækkelse af den ebraiske Menighed.

Førend vi imidlertid følger den apostoliske Kristendom og Hedning-Apostelen Pavlus paa Flugten fra Jerusalem og Jødeland til Hedenskabet, maa vi dog lægge Mærke til, hvad de gamle har vidst at fortælle om de tolv Apostlers personlige Deltagelse i Evangeliets Forplantelse til Hedenskabet.

Vist nok kan vi ikke lægge mindste Vægt paa, hvad der kun er løse Rygter og tomme Navne, hvorpaa intet kan bygges, og 115 hvoraf intet kan sluttes, men om Johannes, Disipelen, som Herren elskede, har vi dog, især hos Irenæus, den troværdige historiske Efterretning, at han paa sine gamle Dage opholdt sig i Efesus og stod der i Spidsen for Menigheden, hvad vi siden skal se, har stor kirkehistorisk Vigtighed; og om to andre af de elleve: Petrus og Taddæus, har vi fyldige og ganske rimelige Sagn, som vi ikke tør forkaste, men maa endog i denne kirkehistoriske Udvikling til Dels beraabe os paa.

Det vigtigste og bedst hjemlede af disse Kirke-Sagn er nu uden Sammenligning det om Apostelen Peder som Stifteren af Menigheden i Rom, hvor han ogsaa til sidst skal være korsfæstet; og skjønt dette Sagn er lagt til Grund for Vatikanet eller hele den hierarkiske Kirkebygning, som dens Hoved-Hjørnesten, saa er det dog langt fra, at det i mindste Maade understøtter den; da det er soleklart, at Apostelen Peder baade godt kunde stifte den romerske Menighed og lade sig korsfæste i dens Midte, uagtet det var langt fra hans Tanker, enten at rejse sig selv en Pave-Trone ved Siden ad Satans, eller indvie det romerske Bispe-Sæde til en saadan fra Slægt til Slægt; ja, vi kan godt føje til, at netop naar Apostelen Peder har stiftet Menigheden i Rom og er der baade korsfæstet og begravet, da var det et klart Forbillede paa, hvad der aandelig skulde times ham der under Pavedømmet, da han dyrt maatte betale Stifter-Æren, hvor Aanden og Livet i hans Ord blev pint ihjel, og hans Tro og Bekjendelse begravede i Papisteriets Katakombe.

Om Apostelen Peders apostoliske Virksomhed i Rom har vi nu vel intet ældre Vidnesbyrd end hos Irenæus i det andet Aarhundrede; men dels fører hans Vidnesbyrd om Apostel-Tiden os sædvanlig tilbage til Apostelen Johannes, og dels veed vi dog saa meget af Apostlernes Gjerningers Bog og af Pavli Brev til Romerne, at ikke blot var der Kristne i Rom, førend Pavlus kom dertil, men der var en kristen Menighed med en saadan Grad af kristelig Oplysning, at Pavlus fandt det gjørligt og gavnligt at afhandle saa dybe og fine Spørgsmaal med den, som det om Jøders og Hedningers aandelige Forhold til Kristus, om Lovens og Evangeliets Retfærdighed, og om Udvælgelsen og Forskydelsen; saa enten maa den Menighed vist have haft en Apostel til Læremester, eller de »Udlændinge fra Rom«, som paa den store Pinsedag omvendtes, især ved Apostelen Peders Prædiken, maa være vendt tilbage rodfæstede i Apostlernes Lærdom, og have stiftet Menigheden, hvad dog er mindre 116 rimeligt, da det maatte været Jøder, og de romerske Jøder dog ved Pavli Ankomst synes at have været aldeles fremmede for Kristendommen. Snarere maatte man da vel gætte paa Kornelius og hans Husfolk, der ved Peders Prædiken fik den Helligaands Gave; og i alle Tilfælde nedstammer den romerske Menighed ikke blot fra Pavlus, men først og fremmest fra den apostoliske Moder-Kirke. Naar vi derhos betænker, at efter Apostlernes Gjerninger henviste Herrens Engel Hedningen Kornelius til navnlig at søge Saligheds-Raad hos Simon Peder, og at denne ligeledes stødte sammen med Pavlus i Antiokien, som var den første Kristen-Menighed blandt Hedningerne, saa var det rimeligt nok, at Simon Peder ogsaa skulde være Hovedmand for den romerske Menighed, der skulde staa i moderligt Forhold til alle de følgende; og der er da al Grund til at tro det ældgamle Sagn om Peders Romer-Rejse og om hans Martyrdom der i Selskab med Pavlus.

Sagnet om Apostelen Taddæus, der efter Evangelierne er den samme, som Lukas og Johannes kalder Judas, men ikke Iskariot, er langt fra at være saa vel hjemlet som det om Petrus i Rom, men har til Lykke heller ikke samme Vigtighed, thi dette Sagn, som vi først finder hos Evseb i det fjerde Aarhundrede, indeholder kun, at Taddæus meget snart efter Herrens Himmelfart gjorde en Udflugt til Edessa (Orfa) ved Evfrat, hvor han ikke blot helbredte Kong Avgar og mange andre [for] ellers ulægelige Sygdomme, men forkyndte ogsaa Evangeliet og stiftede en længe blomstrende Menighed.

Da vi for Resten intet veed om Kristendommens levende Virksomhed i Edessa eller Udbredelse derfra, vilde dette syriske Oldsagn næppe tildraget sig synderlig Opmærksomhed eller mødt nogen Mis tænkelighed og Haan hos de nyere Kirke-Historikere, dersom det ikke til Indledning havde en mageløs lille Fortælling om, at Kong Avgar i Edessa, da han hørte Rygtet om Jesus, havde med Brev og Bøn indbudt ham til sig, og faaet et skriftligt Svar fra Herren, hvori han vel afslog hans Indbydelse, men lovede efter sin Himmelfart at sende ham en af sine Disipler, som skulde helbrede ham baade paa Sjæl og Legeme.

Ved første Øjekast kunde man vel tænke, at netop denne Indledning maatte stemt vore kapitelfaste Teologer gunstig for Oldsagnet, der medførte at Jesus baade kunde skrive og benyttede Skrivekunsten; men maaske stødte det dem netop for 117 Hovedet, at Herren ved sin Skrift kun bebudede Helbredelsen paa Sjæl og Legeme og ikke fuldbyrdede den ved selve Skriften, - ligesom Paven nylig sendte sin apostoliske Velsignelse ved Telegraf til en døende Biskop, - hvad han jo vist maatte have gjort, hvis de havde Ret i, at det samme kan udrettes ved stumme Bogstaver, som ved levende Røst, og i alt Fald erklærede de, paa Grund af den dem utrolige Brev-Vexling, hele Sagnet for en tosset Fabel.

Uden at vi nu kan indestaa for Paalideligheden enten af Brevene eller af Sagnet, maa vi dog som oplyste Kristne bemærke, at Oldsagnet efter alle Kjendemærker maa være ægte, og at det godt kunde være sandt, at Apostelen Taddæus forkyndte Evangeliet i Edessa, om end Indledningen var apokryfisk, og at netop det Brev, der tilskrives Herren, endnu mindre end det, der tilskrives Kongen, kan være med Flid opdigtet enten af Evseb eller af nogen Falskner, da det saa vidunderlig stemmer overens med vor Herres evangeliske Tankegang, at har han ikke selv skrevet eller tilsagt det, da maa Forfatteren have været en ganske udmærket kristelig Skjald.

Brevet indeholder nemlig kun disse faa, men fyndige Ord: »Lyksalig er du Avgar! hvis du, uden at have set mig, tror paa mig; thi der er skrevet om mig, at naar de, som ser mig, ikke tror paa mig, skal de, som ikke har set mig, tro og leve. An-gaaende hvad du skriver om at komme til dig, da bør det mig at fuldføre mit Ærende, og naar det er fuldført, da at optages til ham, som udsendte mig; men naar jeg er optagen, skal jeg sende dig en af mine Disipler, som baade skal helbrede din Sygdom og skjænke dig og dine Livet.«

Lige saa umistænkelig nu som Brevvexlingen er, lige saa rimeligt er det, hvad Sagnet fortæller om Apostelens Prædiken: at den, ligesom Peders Pinseprædiken, drejede sig med Livets Ord om Frelserens Sendelse fra Faderen, om hans kraftige Gjerninger og hemmelighedsfulde Ord, om hans udvortes Ringhed og Fornedrelse, hans Korsfæstelse og Død, hans Nedfart til Helvede, hvor han brød den ellers urokkelige Mur, hans Opstandelse, hans Himmelfart, hans Sæde ved Gud Faders højre Haand og hans Gjenkomst til at dømme levende og døde.

Jeg skal endnu kun tilføje, at efter de gamles Beretning fandtes der virkelig ved det andet Aarhundredes Begyndelse en lille Kristen-Menighed i Edessa, som en Grønning i Ørken, og at noget sært har der sikkert i kristelig Henseende alt i 118 Apostel-Tiden tildraget sig med Edessa; thi under det store Korstog, der aabenbar verdslig fulgte de aandelige Fodspor fra Apostel-Tiden til Antiokien og Jerusalem, traf det sig vidunderlig, at en af Korshærens Høvdinger hovedkulds skejede ud til Edessa og oprettede der et Grevskab, hvor Korsbanneret vajede langt borte fra Fyrstendømmet Antiokien og Kongeriget Jerusalem.

Efter dette lille Sidespring maa vi da vende om til den eneste sikre Efterretning, vi har om Evangeliets apostoliske Udbredelse i Hedenskabet, altsaa til den første Hedning-Menighed i Antiokien og Apostelen Pavli evangelistiske Virksomhed, som udgik der fra og strakte sig i det mindste lige til Rom, og er med Flid beskreven af Lukas i Apostlernes Gjerningers Bog.

I Antiokien, hvor Menigheden var stiftet af Kyrenæer og Kyprioter, som flygtede fra Jerusalem efter Stefans Død, maa vi imidlertid baade standse og studse ved den forunderlig korte og nøgne Efterretning: at det var der, Kristen-Navnet opkom eller rettere faldt ned fra Skyerne; thi vi, som endogsaa længe paa egen Haand, eller paa Luthers Raad, i vor Trosbekjendelse ved Daaben har skudt Ordet »kristelig« ind i Steden for »almindelig« om Kristi hele Menighed, vi maa jo have forudsat, at Kristen-Navnet var lige saa gammelt som Menigheden, ja, som Daabens Indstiftelse af Herren selv; saa at naar vi nu hos Lukas hovedkulds støder paa den tørre Bemærkning, at det var først i Antiokien, længe efter Herrens Himmelfart og Aands-Udgydelsen, at Herrens Disipler fik Kristen-Navnet, da maa vi være nær ved at snuble paa det; thi er det sandt, da kaldte hverken Stefanus eller Herrens egne Apostler sig Kristne; saa dette Navn kan i det højeste omfatte Disiplerne af Hedningbyrd, og ej engang dem alle ;thi skjønt Hedning-Apostelen netop udgik fra Antiokien, bruger han dog ikke Kristen-Navnet i noget af sine Breve, og har sikkert heller aldrig brugt det i sin Tale, eftersom Lukas skriver, at selv da Kong Agrippa sagde til Pavlus: der fattes kun lidt i, at du jo overtaler mig til at blive en Kristen, da tog Apostelen ingenlunde Navnet op, men undgik det, som det synes, med Flid, ved at svare: enten der fattes meget eller lidt deri, saa ønsker jeg, at alle mine Tilhørere maatte blive, hvadjeger.

Under disse Omstændigheder kunde det synes, som om Kristen-Navnet oprindelig kun var et Øgenavn, Hedningerne i Antiokien gav Herrens Disipler, ligesom Jøderne kaldte dem 119 »Nasaræer«; men da vilde det være aldeles uforklarligt, hvad dog er sikkert nok, at Kristen-Navnet selv i Jødeland alt i Apostel-Tiden blev almindeligt, og at Menigheden tilegnede sig det i den Grad, at Trajan og de andre hedenske Kejsere kunde bruge det ved deres korte Proces og være visse paa, at Kristi ægte Disipler, selv med Døden for Øje, lige saa lidt fralagde sig dette Navn som de fornægtede Herren. Naar vi imidlertid lægger Mærke til, hvad de skriftkloge ganske besynderlig har overset: at efter Beretningen hos Lukas var det ingenlunde Hedningerne, men Menighedens Lærere, og navnlig Pavlus og Barnabas, som efter en Aabenbarelse gav Herrens Disipler Kristen-Navnet, og at Petrus, den eneste Apostel, som vi veed har brugt det, netop bruger det i den Sammenhæng, at Ingen maa skamme sig ved at lide som en Kristen, men skal dermed netop ære Gud, - da kan vi ikke tvivle om, at Menigheden tidlig har betragtet Kristen-Navnet som givet oven fra til at betegne dens Delagtighed i Herrens Salvelse med den Helligaand.

Hermed løses vist nok ikke den Gaade, hvorfor vor Herre Kristus, naar han vilde, vi skulde bære Kristen-Navnet til hans Ære, da ikke selv gav os det ved Daaben, saa vi kunde hjemle os det og være alle lige gode om det; men den Gaade har Kirkehistorien til Dels allerede løst, og vil, som vi kan forudse, til Slutning fuldkommen løse. Ligesom vi nemlig kan indse, at mellem Jøderne kunde Herrens Disipler ikke hjemlet og hævdet sig Kristen-Navnet, da Kristus unægtelig var det jødiske Messias-Navn, saa der var hos dem intet Spørgsmaal om, at man jo skulde tro paa Kristus, men kun om, hvor vidt Jesus var Kristus, - og vi gamle Drenge fra det attende Aarhundrede veed godt, hvor ilde allerede vi var stedt, da Fjenden stjal det gode Navn, saa vi kunde slet ikke komme til enten at lide eller at sejre som Kristne, - [saaledes] kan vi [ogsaa] godt forstaa, at naar Fjenden en Gang som Anti-Kristus bider Hovedet af Skam og siger: jeg er Kristus, saa hvem der vil hedde Kristen, maa høre mig til, da maa Menigheden takke Herren, fordi han ikke har gjort Kristen til vort Døbenavn, som ingen uden Fornægtelse kunde lade fare, men har kun ved sin Aand aabenbaret os Navnet, til, hvor det undes os, at ære ham dermed, og til, hvad enten det gjøres os stridigt eller ikke, at trøstes og glædes derved, som Borgen for vor Delagtighed i hans Salvelse med Glædens Olie.

For Resten kan vi gætte os til, at ligesom nogle Baptister i vore Dage har givet sig det latterlige Navn af »døbte Kristne«, 120 saaledes har man alt i Apostlernes Dage prøvet sorte Kunster med Kristen-Navnet; thi jeg kan ikke tvivle om, at jo Pavlus hentyder herpaa, hvor han en eneste Gang (Rom. 16) advarer mod den Kristologi, der falskelig udgav sig for Kristi Lærdom, ligesom vi under samme Navn kan faa saa megen uægte Kristendom fra Tyskland, som man vil forlange eller taale, ligesom vi i det attende Aarhundrede der fra fik den smukke Oplysning: at det at være Kristen er at være god, som dog Kristus ej selv vilde kaldes.

VII.

Da jeg skal i Kirke i Morgen, om Gud vil, saa maa jeg se til i Aften at fatte mig lidt kort om den store Gjenstand, der er meget stor, og hvis Skygge gennem hele Kirkehistorien er, som Aftenskyggerne, endnu større.

Ved Udbredelsen af Kristendommen i Hedenskabet veed vi alle, at den forrige Farisæer og Voldsmand Savlus, ellers en højlærd Gamaliels Disipel, som Hedning-Apostelen Pavlus, rager saaledes frem baade med sine Heltegjerninger og med sin efterladte Skrift, at han ikke blot i Verdens Øjne fordunkler de ulærde galilæiske Fiskere: Simon Peder og Johannes, men saa at selv d e skriftkloge, der dog for Alvor mente, de var kristelige, har været nær ved at glemme baade den Disipel, som Herren fortrinlig havde kjær, og den Disipel, paa hvis Tros-Bekjendelse han bygte sin Kirke, ja, været nær ved at glemme Herren selv over denne apostoliske Sildefødning, ligesom Grækerne var nær ved at glemme Sevs og glemte virkelig deres ældre Halvguder over Sildefødningen Herakles, der baade kæmpede og sejrede langt mere glimrende end alle de andre.

Ja, Pavlus, som selv forsikrer, at han havde arbejdet mere end alle de andre Apostler, og som har efterladt sig et mageløst Mindesmærke i den Hedning-Menighed, der ikke blot snart overlevede Jøde-Menigheden, men lever endnu, med det vel grundede Haab at opleve Herrens Tilkommelse, han er virkelig Kristenhedens Herakles; og da han nu tillige i sine syv kristelige Sende-Breve, langt anderledes udførlige og tydelige end dem, Herren stilede til de syv Menigheds-Engle, har efterladt 121 sig, hvad de skriftkloge anser for det aandeligste af alle Mindesmærker, skjønt det er stendødt, saa faldt det i Hedenskabet ganske naturligt, at betragte hans Skrift som det allerkristeligste Orakel, hvis Svar ikke taalte nogen Modsigelse enten af de elleve eller af Herren selv.

Saaledes gik det allerede saa omtrent i den græske Menighed, for saa vidt de pavlinske skriftkloge ikke opvejedes af de johanneiske Hyrder fra Efesus; og skjønt man i den romerske Menighed vilde bygge Kirken udelukkende paa Petrus, saa ser vi dog hos Avgustin, at man ogsaa der snart byggede Kirke-Skolen paa Pavlus; og hos Protestanterne, hvor man indbildte sig, at Skolen enten var den eneste rette Kirke, etter at dog Kirken skulde bygges paa Skolen og bæres af den, der blev, som vi veed, Pavli Pen det Sværd, hvormed man mere sloges om Troen end forsvarede den, indtil Rationalisterne slog vore Pavlinere Sværdet af Haanden med den tørre, men fyndige Bemærkning: at Pavli Breve var saa langt fra at kunne være den kristelige Grundvold, at deres Kristelighed og Pavli Apostel-Kald meget mere først maatte bevises, førend de kunde komme i mindste Betragtning ved Spørgsmaalet om den oprindelige Kristendom og den sunde apostoliske Lærdom.

Da imidlertid denne Paastand paa det nøjeste hængte sammen med den Paastand, at de elleves Vidnesbyrd om Kristi egen Lærdom heller ikke var paalideligt, da Kristus selv tit klagede over, at de misforstod ham, og endelig den Paastand, at da Kristus selv intet skriftligt havde efterladt sig, saa kunde ingen vide noget vist om den ægte, oprindelige Kristendom, men det var et aabent Spørgsmaal, som kun de lærde og skriftkloge efter grundig Undersøgelse kunde have en mere eller mindre rimelig Mening om, - saa var det jo et aabent Oprør mod Fælles-Troen og den kristne Menighed; og de, som nu vil gjælde for Kirkens Pillere, lader derfor, som om de slet ikke behøvede at ænse nogen af Rationalisternes Paastande, hvor vel grundede de end maatte findes,

Deri kan imidlertid vi, som oplyste Kristne, ingenlunde være enige med dem, saa at naar vi har taget den giftige Brod fra Rationalismens Paastande, ved at opvise Herrens egen Munds Ord til Menigheden ved hans Indstiftelser, hvorefter baade Menighedens og Skriftens Kristelighed kan og skal bedømmes, da tilegner vi os Resten af Paastandene, som efter Tankens uforanderlige Natur-Love tjene til Oplysning om al Skrifts 122 Upaalidelighed i Tros-Sager, om Uundværligheden af Tros-Ordet ved Daaben og af den aandelige Frihed, hvormed Herrens skriftkloge maa kunne drøfte Spørgsmaalet om den sunde, apostoliske Lærdom, og vi smiler kun ad de Filosoffer i egen Indbildning, som for Frihedens Skyld kalder os Rationalister, ligesom de for Klippens Skyld kalder os Papister.

Naar vi nu saaiedes i Salighedens Sag lige saa vel river os løs fra Pavlus som fra Paven og holder os udelukkende til den Herre Jesus Kristus, som alene er korsfæstet for os, og hvem vi mellem alle »Menneske-Sønner« ene er tildøbte, da maa vi vist nok prise vor Lykke og Guds Forsyn for, at dette er, hvad Hedning-Apostlen selv udtrykkelig formanede sine Tilhængere til, og vidnede højtidelig: at skjønt han havde sit Apostel-Kald og hele sin evangeliske Oplysning umiddelbar fra Herren selv, ligesom de elleve, saa var han dog ingenlunde, som de, udsendt til at døbe, men kun til at lære ved Siden ad dem, saa Troen og Daaben med Evangeliets Kjærne var og maatte være ens i Herrens Menighed fra Begyndelsen til Enden; thi dermed har han stillet os Borgen for, at Troen og Daaben, som vi finder dem fra Arilds Tid ide Hedenskabets Menigheder, som Pavlus enten stiftede eller apostolisk oplyste, er de selv samme, som Simon Peder og de elleve paa den store Pinsedag efter Herrens egen Indstiftelse og med hans Fuldmagt indførte i Verden med Menigheden, og som da ogsaa er det eneste, Menigheden kan og skal udføre af Verden; saa den aandelige Føde og Klæde meddeles kun for Øjeblikket, efter Aarstiderne og Himmelegnene og efter, hvad Gud ser, hver Flok og hver enkelt trænger til og kan modtage til Gavn; saa vi maa anvende paa det aandelige Manna, hvad tidlig er sagt om det legemlige: den, der samlede meget, fik intet til overs, og den, der samlede lidt, kom ikke til at fattes (2 Kor. 8).

Allerede her viser sig den gjennemgribende Forskjel mellem denne eneste ægte »Apostoliker« og alle de uægte, blandt hvilke Paven i Rom er bleven den berømteste, og var vel ingenlunde, som Protestanterne forsikre, den værste, men var dog i visse Maader den farligste, fordi han skuffede Verden med en sælsom Øjne-Forblindelse, saa det længe syntes som om den aandelige Bygning af Træ og Rør og Straa, som han rejste paa den eneste urokkelige Grundvold, var af Sølv og Guld og Ædelstene, som godt kunde taale Skærs-Ilden. I Steden for nemlig, at Paven i Rom udgiver sig for Simon Peders og alle de elleves Eftermand og Universal-Arving, der kan, naar han 123 vil, gjøre nye Tros-Artikler (Maries ubesmittede Undfangelse), saa han ikke blot raader for Lærdommen, men ogsaa for den Helligaand, Troen og Daaben, da udgav Pavlus sig vel kjækt for Simon Peders og de elleves Sidemand, kaldet, ligesom de, af Herren selv og udrustet, ligesom de, med den Helligaand, men bunden til deres uforanderlige Tro og Daab, med det selv samme Evangelium af Herrens egen Mund, hvorfor ogsaa Simon Peder og Johannes rakte ham Broder-Haand og lagde intet til hans Lærdom.

Hertil kommer, at medens Paven paatvinger sig Menigheden som Apostoliker og vil tros paa i Blinde, som den, der har apostolisk Myndighed, uden dog at kunne enten i Ord eller Gjerning gjøre Fyldest for en Apostel, saa stiller Paulus det tvært imod til Menigheden som en fri Sag, om den vil lade ham gjælde for Apostel, og stoler kun dristig paa, at hans apostoliske Gaver og Gjerninger, til Opbyggelse i Fælles-Troen og til Væxt af det i Fælles-Daaben gjenfødte Kristus-Liv, vil fyldesgjøre alle troende og for alle aandelig oplyste Øjne klarlig besegle hans Apostel-Kald, som han skriver til Grækerne i Korint (l Kor. 14.): dersom nogen er Profet eller aandelig, han skal kjende, at hvad jeg skriver, er Herrens Bestemmelse.

Under disse Omstændigheder, da Pavlus udgiver sig for omvendt og kaldet af den samme Herre Jesus, hvis pinte Vidne Stefan han var med at stene, og hvis Menighed i Jerusalem han havde rasende forfulgt, og da han selv var døbt med de elieves Daab og erklærer denne Daab for den eneste kristelige, og da han højtidelig forsikrer, at han havde Tro til fælles med Menigheden i Jerusalem, og at Apostlerne der erkjendte det Evangelium, han havde faaet af Herren, for det samme, som de havde modtaget, og da endelig vor Herre Kristus selv er gaaet i Borgen for hans apostoliske Ægthed, ved netop kun i en Krog af hans Virkekreds at bevare Troen og Daaben uforvansket og med dem at sætte Aandeligheden i Kraft og Skrifterne i Lys, - saa maa vi ikke blot føle os berettigede, men i Sandhed forpligtede til at erkjende Pavli Apostel-Kald og aandelige Myndighed, medens vi naturligvis forbeholde Menigheden og os med Aanden at bedømme den Skrift, der handler om hans Virksomhed, og den Skrift, der tilskrives ham selv, ligesom Skriften af og om de elleve og om Herren selv, efter Troens Regel og gyldige kirkehistoriske Vidnesbyrd.

Der kan da hos os aldrig være Tanke om, enten at tilskrive 124 Pavlus det Brev til Ebræerne, som han selv har fralagt sig ved at erklære sit Navnetræk for Kjendemærket paa alle hans ægte Breve (2 Thess. 3, 17: Pavli Navn i alle Brevene) eller, som vore skriftkloge, selv paatage os Ansvaret for Ebræer-Brevets Pavlinskhed, Apostoliskhed eller engang Kristelighed. Ikke heller kan vi tillægge Pavli Venne-Breve, enten de saa er til en Timoteus og en Titus eller til en Filemon, samme Sikkerhed eller apostoliske Myndighed, som hans aabne Breve til de syv Menigheder i Efesus, Korint, Rom, Filippen, Galatien, Kolossen, og Saloniki, der fra Begyndelsen var alle vitterlige, og stilede paa Aandens Vegne til alle de troende. Fremdeles stiller vi vel disse Pavli Breve ganske ved Siden ad Peders og Johannes' ægte Breve, men ingenlunde over dem, for saa vidt Spørgsmaalet er om den apostoliske Lærdom, hvori, som Pavlus selv vidner, Mandevid og Menneske-Lærdom har intet at betyde, og hvori efter Herrens egen Dom det barnligste er det bedste; og vi betragte da endnu mindre enkelte af Pavli Breve, det være sig dem til Romere og Galater, eller dem til Efeser og Kolossenser, som et Udtryk af den apostoliske Hoved-Lærdom, der skulde give os Fortolknings-Regelen til alle de andre Apostel-Breve.

Naar vi nu, efter saaledes at have opredet det i Tidens Løb og Teologernes Skoler rædsom forvirrede pavlinske Spørgsmaal, ærbødig og kjærlig, men frit, følge Hedning-Apostelen paa hans evangelistiske Udvandring, som den er beskreven af Lukas med mer end herodotisk Nøjagtighed, Trohjærtighed og Liflighed, og følger ham i hans apostoliske Tankegang, som han selv har beskrevet den i sine Breve, om end tit dunkelt nok, som allerede Apostelen Peder har bemærket, saa dog langt klarere end Plato beskrev sine egne Grund-Tanker, - da finder vi overalt meget at beundre, meget at lære, og endnu mere at grunde paa, til vi naar hans Væxt i Herren, som han selv paa sine gamle Dage synes at have regnet til fjorten af Herrens Aar, ventelig da ogsaa Stefans og den ebraiske Menigheds høieste Væxt i Herren, efter hvad han skriver (2 Kor. 12) om det »Menneske i Kristus«, som han aandelig kjendte saa godt som sig selv, uagtet han ikke vidste, om Legemet fulgte med, da han henryktes til Paradiset i den tredje Himmel, hvor han hørte Ord, som han nok forstod, men som ingen Menneske-Tunge kan udtale.

Herved mindes vi ret levende om, at skjønt Pavlus unægtelig var den eneste videnskabelige Apostel og brugte sin Forstand 125 meget mer og meget bedre end alle de andre, saa havde han det dog, som Apostel, ingenlunde til fælles med vore saakaldte Forstands-Mennesker og lærde Teologer, at vrage eller lade haant om, hvad der var hans Forstand enten som Aandens Syner for højt eller som Hjærtets Rørelser for dybt; men han fulgte gjærne Aanden til Paradis, om han end maatte lade Legemet med Fornuft og disse Sanser blive hjemme; ligesom hans mageløse Lovtale over Kjærligheden (l Kor. 13) viser os, at Fordybelsen i Hjærtets guddommelige Dunkelhed var ham langt mere værd end baade Engles Tungemaal og al den Forstand, vi her kan faa paa Guds Hemmeligheder.

Herpaa maa jeg saa meget mer lægge Vægt, som jeg selv ikke blot har kaldt Petrus Troens, Pavlus Haabets og Johannes Kjærlighedens Apostel, men vilde til enhver Tid vedkjende mig den Betragtning, at i Petrus som Apostel spejler sig den menneskelige Indbildnings-Kraft, i Johannes Menneske-Følelsen og i Pavlus Menneske-Forstanden; thi derved maa jeg bede vel at mærke, at det er ikke rationalistisk eller hedensk, men troende og kristelig talt, saa det er ikke med disse tre kristelige Halvguder, som med de hedenske Kronider, som delte Menneske-Livet imellem sig og var saaledes hinandens Medbejlere, men de tre kristelige Halvguder var lige gode om det ny Menneskeliv i Herren, som er vel forligt med sig selv, og ytrer sig kun for saa vidt forskjellig, som Herren bruger sin Skabning og Aanden sine Redskaber til, hvad de beredtes og kaldtes til af Moders Liv.

Skjønt derfor Petrus, saa vidt vi veed, baade i Tale og Skrift bestandig havde Troens mageløse Underværk fra Verdens Begyndelse til Verdens Ende for Øje, og skjønt Johannes' Prædiken sikkert, ligesom hans Breve, har drejet sig om den Kristi Kjærlighed, som ingen saae Mage til, og som er den levende Guds-Kundskab, mod hvilken al anden er intet, saa maa vi dog forudsætte og kan godt spore det, at Simon Peder, som bittert begræd sin Ubetænksomhed og var nær ved at græde, blot fordi Herren spurgte ham tre Gange i Træk, om han ogsaa rigtig elskede ham, han baade brugte sin Eftertanke, det bedste, han kunde, og stræbte ærlig at rodfæste sin Tro i Kjærlighed; og at Johannes, skjønt Kjærligheden var ham alt, fordi »Gud er Kjærlighed« og maa derfor elskes for at kjendes, ingenlunde vragede Aandens Syner, det lærer Aabenbarings-Bogen tilstrækkelig; og at intet Menneskes Stil, næst Herrens egen, i al sin Simpelhed har saa klar en Nøjagtighed, som vi finder i Johannes-Brevet, 126 det opdager man vel snart, men skjønner dog først rigtig paa, naar man sammenligner hans Beskrivelse af Kjærligheden med de berømteste andre Beskrivelser af den aandelige Kjærlighed, der, selv naar de var ærligst mente, altid er saa skjødesløs stilede, at man hvert Øjeblik enten maa smile derad eller forarges derover.

Til Slutning maa jeg bemærke, at skjønt vi ikke har mindste Grund til at tvivle om, at Pavlus alle Vegne, hvor han forkyndte Evangeliet, bygte paa de elleves Tro og Daab, som den uforanderlige Grundvold: Kristus selv i sit levende Ord, saa maa det dog være os kjært, at den romerske Menighed, hvorigjennem vi ene kan føre vort kristelige Slægt-Register op til Moder-Kirken og de tolv kristelige Patriarker, enten var stiftet af Simon Peder eller dog, efter Pavli og hans samtidige Levneds-Beskrivers Vidnesbyrd, var stiftet før den hørte Pavlus og aldeles uafhængig af ham, skjønt i fuld Enighed med ham; thi derved vinder vi en dobbelt Sikkerhed baade paa vor Menigheds ægte Apostoliskhed og paa Pavli Enighed om Troen og Daaben med de elleve, en kirkehistorisk Sikkerhed, hvis Værd er saa meget mere indlysende, som den græske Menighed, hvis Apostoliskhed, saa vidt vi veed, ene hvilede paa Pavli Apostel-Kald og Vidnesbyrd, som han skriver: »er jeg ikke Apostel for andre, saa er jeg det dog for eder«, - den græske Menighed har, uden ret selv at vide det, opgivet den apostoliske Tro og Daab, saa vi, som har modtaget Troen og Daaben fra Rom og bevaret dem uforvanskede, vi er nu de eneste, som kan føle os levende forbundne med Moder-Kirken og de elleve, og kan trøstelig tilegne os, hvad Johannes skriver: I skal have Fællesskab med os, og vort Fællesskab er med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, saa eders Glæde skal være fuldstændig.

VIII.

Hvor tidlig og ved hvad Lejlighed Savlus forandrede sit Navn til Pavlus, hvad han egentlig tog sig for fra den Tid, Herren forbød ham at blive i Jerusalem, indtil Leviten Barnabas ledte ham op i hans Fødeby Tarsus og førte ham til den første Hedning-Menighed i Antiokien, og hvor tit han nu siden herfra 127 vandrede ud i Hedenskabet, og hvilket der er det rette eller rimelige Aarstal for ethvert af hans Sendebreve, - det er lutter Spørgsmaal, som de lærde har haft travlt nok med at drøfte; men dels vilde der vel i kirkehistorisk Henseende ej være stort vundet selv ved deres bedste Besvarelse, og dels tror jeg ikke, vi af de Kilder, som hidtil stod os aabne, kan faa synderlig Oplysning derom, saa vi gjør vist klogest i at nøjes med, hvad vi kan se af Apostlernes Gjerningers Bog: at Hedning-Apostelens Virksomhed omtrent har udfyldt Menneske-Alderen mellem Stefans Martyrdød og Jerusalems Forstyrrelse; og skulde jeg prøve en Gætning om Navne-Byttet, da skulde det være den allersimpleste: at Savlus selv har valgt »Pavlos«, den lille, til sit Døbenavn; thi hvad de lærde har bygget paa, at Lukas først kaldte ham »Pavlos« ved Beretningen om hans Ophold paa Kypern hos Prokonsulen Sergius Pavlus, efter hvem han da maaske blev opkaldt, det er en meget løs Grund, og dobbelt saa, da efter den komplutensiske Text Lukas allerede strax efter Apostelens Daab under hans Ophold i Damaskus kalder ham Pavlos. Selv om Apostelens tidlige Udflugt til Arabien, som han selv nævner (Gal. 1), der jo er mærkværdig nok, veed vi slet intet enten paalideligt eller rimeligt, og maa derfor holde os til Apostelens Løbebane fra Antiokien til Rom, som den er os beskreven af Lukas og spejler sig til Dels i Apostelens egne Breve.

Herefter skjelner vi da tre store Udvandringer fra Antiokien med tilsvarende Storværk i Hedenskabet, og til sidst en nødtvungen Overfart fra Jerusalem til Rom i Bast og Baand, hvorved, som Apostelen selv har bemærket i et af Brevene fra Rom (2 Timot 2), dog »Guds Ord blev ikke bundet«

Paa den første Vandring over Kypern til det indre af Natolien, lige op til det sorte Hav, havde Pavlus Leviten Barnabas til Stalbroder og Sidemand; og skjønt der ved denne Lejlighed endnu ikke stiftedes nogen af de siden berømte Menigheder, saa var Rejsen dog rig baade paa Daad og Trængsel, og Hændelserne i Lystra er især blevet uforglemmelige; thi her blev Pavlus først forgudet som en Hermes, og derpaa stenet, ventelig som en Troldmand.

Hedning-Apostelens anden store Udvandring fra Antiokien, hvorved Barnabas skilte sig fra ham og forsvinder sporløst for os, udmærker sig ved Hedning-Apostelens Overgang til vor Verdens-Del, efter Aandens Indskydelse ved et Drømmesyn, 128 ved hans Besøg hos de græske Filosoffer i Alenen, og da især ved Stiftelsen af de berømte Menigheder i Filippen, Saioniki og Korint, som vi endnu har egne Apostel-Breve til, og hvoriblandt Menigheden i Korint baade har et godt Vidnesbyrd af Herren selv og ragede i Apostel-Tiden frem blandt de ypperste. Tiden for denne Reise lader sig ogsaa med temmelig Sikkerhed henføre til Aarene 54-56 efter Kristi Fødsel. (Ap. Gj. 18. Gal. L)

Den tredje Udvandring synes ikke at have ført Pavlus til noget nyt Anlæg, men er bleven uforglemmelig ved hans lange Ophold i Efesus og Opløbet der mod ham og Kristendommen, under Anførsel af Guldsmeden Demetrius, som rejste Banner for den græske Gudinde Artemis eller dog egentlig for Afguderiet som Kunstens bedste Nærings-Kilde.

Fra denne Rejse kom Pavlus ikke tilbage til Antiokien, men landede ved Akre og gik derfra til Kæsarea og Jerusalem, hvor han i flere Aar maatte bære Lænker, og hvorfra han i Lænker førtes til Rom omtrent Aar 60, da Nero ret begyndte at rase; og med hans to Aars Ophold her er det, Lukas slutter Apostlernes Gjerningers Bog.

Om derfor Hedning-Apostelen efter de to Aars Forløb blev løsladt, forkyndte Evangelium i Spanien, og blev saa efter et nyt Fængsel i Rom halshugget i Neros sidste Tid, som Oldsagnet melder, det er usikkert, men har al Rimelighed for sig, da Pavlus selv i sit Brev til Romerne udtrykkelig siger, at naar han en Gang naade til dem, var det hans Agt at gjæste Spanien; thi det kan næppe fejle, at det jo var efter Herrens og Aandens Indskydelse, at Apostelen gjorde Spanien til Maalet for sin evangelistiske Vandring; og vi veed, at Herrens Raad kan ingen forhindre. Ligesom det derhos maa falde rimeligt nok, at Spanien, som den yderste Grændse mod Vesten nord for Middelhavet, skulde naas med Evangeliets apostoliske Forkyndelse, saaledes finder vi ogsaa kristne Menigheder meget tidlig baade i Spanien og paa Vejen dertil fra Italien gjennern Gallien (Frankrig) i Vienne og Lyon.

Det saa meget omtvistede kirkehistoriske Spørgsmaal: om der er en egen »pavlinsk Kristendom«, og om det er den eneste ægte, det har vi alt set, er aldeles falsk stillet, da det hverken er noget tvivlsomt Spørgsmaal, hvad der er den eneste ægte Kristendom, eller er mindste Mulighed i, at Pavlus, hvis han forkyndte nogen anden Kristendom, kunde være en kristelig Apostel; saa Spørgsmaalet kan kun blive, om Pavlus har givet 129 en egen apostolisk Fremstilling af den kristelige Tankegang; der maa udvikle sig overalt, hvor Troen paa vor Herre Jesus Kristus og hans Evangelium er ægte og skal bære Frugt til et evigt Liv, altsaa: om Hedning-Apostelen var den kristelige Oplysnings Mærkesmand og Bannermester; og saaledes stillet maa vist nok Spørgsmaalet besvares med Ja, ikke blot fordi det maatte være hans Kald, som den eneste højlærde, videnskabelig udviklede Apostel, og fordi hans Sende-Breve altid i den kristelige Kirke-Skole er betragtede som en apostolisk Lære-Forskrift, men især fordi det i den ny Oplysnings-Tid viser sig, at den kristelige Fritænker maa komme til de samme Slutninger som Pavlus om Kristendommens Forhold baade til Jødedom og Hedenskab, og om Menighedens Forhold til Kristus og hans Sendebud.

Heraf følger imidlertid, at Pavli Apostel-Breve kun er misbrugte, til stor Skade for den kristelige Oplysning, naar de gjordes til en Lære-Forskrift, som alle Menighedens Lærere skulde finde tydelig og følge strængt; da de meget mere maa betragtes som den haarde Mad, der sent fordøjes, som en profetisk Lærebygning, der kun efterhaanden kan forstaas og levende forklares, eller som et apostolisk Lære-Digt i ubunden Stil, der giver den kristelige Tænker lutter Vink til den rette Side, og tjener ham under megen Tvivlraadighed til en Prøvesten for hans eget aandelige Skjøn.

Naar vi saaledes, paa den kristelige Oplysnings Vej, maa staa stille og falde i dybe Tanker over Forholdet mellem Loven og Evangelium, som er begge to guddommelige, men synes dog lige saa vanskelige at forlige som at adskille, da finder vi alle, ligesom Morten Luther, at den Haardeknude er vidunderlig klart opredet og opløst i Pavli Breve til Romere og Galater; men hverken sammenblander vi derfor den apostoliske Lærdom med den ene saliggjørende Tro, ikke heller gjør vi, som Luther til Dels, men især Kaivin og alle hans skriftkloge Læresvende, den falske Slutning paa egen Haand: at ikke blot alt, hvad vi ikke ret kan rime med Romerbrevet, enten i de andre Apostel-Breve eller i Evangelierne, det skal trækkes ved Haarene der hen, men ogsaa at i denne Lærdom om Loven og Naaden har man hele den kristelige Tros-Grund og Saliggjørelses-Orden, saa det blev vanskeligt at se, hvad Daabs-Pagten, Daaben og Nadveren da egentlig havde med vor Saligheds-Sag at gjøre. Havde nemlig den Tro, hvorved vi retfærdiggjøres 130 uforskyldt af Guds Naade, intet andet Indhold end en Naadestol i Jesu Kristi Blod, og ingen anden Kraft end den, vort eget Hjærte kunde give den, da havde ikke blot Hernhuterne Ret, men da var de saakaldte kristelige Kvækere, som rent forkaster Herrens Daabspagt og Saligheds-Midler, de allergrundigste Teologer, og da var det ny Menneske-Liv i Kristus uden Kilde, uden Midler og uden Maal, det tommeste Skyggebillede, man kunde tænke sig. Naar vi derimod betragter det skarpe og klare Grænse-Skjel mellem Loven og Naaden, som et nødvendigt Værn af Kristi Aand mod den Sammenblanding af Lov og Evangelium, som netop i den romerske Menighed vilde være nær ved at kvæle Kristus-Livet i Fødselen, og som endnu gjør det surt og afmægtigt hos de fleste, da kan vi godt forstaa, at denne Skjel-Sætning kunde blive Hovedtanken i to Apostel-Breve, uden at Pavlus noget Øjeblik glemte, hvad han da ogsaa netop i Romer-Brevet indskærper: at Synds-Forladelsen saa vel som det evige Liv udspringer af Daaben paa den Tro, vi alle bekjende om vor Frelsers Død og Opstandelse og vort Fællesskab med ham. (Rom. 6.)

Naar vi nemlig paastaar, at det er om dette Fællesskab, denne aandelige Folkelighed, og det deraf udspringende ny Menneskeliv, den apostoliske Hoved-Lærdom maa dreje sig, da er det ingenlunde fordi det er Hoved-Tanken, der gaar igjennem Pavli Breve til Efeser og Kolossenser, men fordi den kristelige Hoved-Lærdom nødvendig maa svare til det kristne Grund-Forhold, saa ved den maa Herrens Indstiftelser og Saligheds-Midler ingenlunde tilsidesættes, men forudsættes, ikke stilles i Skygge, men netop sættes i Lys.

Det kristelige Menigheds-Liv som et aandeligt Folke-Liv under alle Himmel-Egne og med alle Tungemaal er nemlig aldeles utænkeligt uden Fælles-Troen og Fælles-Daaben med Hellig-Aanden; ligesom disse kun kan bevise deres guddommelige Kraft og Sandhed ved et kristeligt Fælles-Liv, der krones med den Kjærlighed, som er Lovens Fylde. Dette kunde imidlertid umulig forstaas eller klare sig i Kirkestatens og Statskirkernes Skjød; thi hvor de fleste saakaldte Kristne fattes Troen og Aanden, uden at man kjender nogen anden virkelig Kristen-Menighed end dette Virvar, der er aabenbar et virkeligt Fælles-Liv i Aanden aldeles umuligt, og Enkeltmandens Bestræbelse for at fremtrylle det aldeles frugtesløs.

131

Naar vi derimod har faaet den Forstand, at den sande Kristen-Menighed til alle Tider og hos alle Folk kun indbefatter dem, der med deres gode Vilje er lige gode om den ene og samme Tro og Daab efter Herrens Tiltale, da ser vi strax, at Livet saa vel som Livs-Ordet og Livs-Kilden baade kan og maa være fælles, og da finder vi denne apostoliske Hoved-Lærdom paa Bunden baade af Pavli, Petri og Johannes' Breve, skjønt vi kun i Brevene til Efeser og Kolossenser finder den hel gjennemført, og kun i Brevene til Romere og Galater befæstet mod alle Indsigelser paa Lovens Vegne, altsaa mod alle juridiske Indvendinger, som, ved efter Lovens Bogstav at kræve Enkeltmanden til Regnskab for sine Gjerninger, vil tilintetgjøre Guds Naade og udelukker Fælles-Livet af Guds Naade, hvad Pavlus paa det skarpeste udtrykker ved at sige (Gal. 5): I, som vil retfærdiggjøres ved Loven, I har intet med Kristus at gjøre, I er faldne fra Naaden, eller rettere: I har forspildt Kristus og er gaaet glip ad Naaden.

Denne Apostlernes Hoved-Lærdom om det aandelige og hjærtelige Fællesskab mellem Kristus og Menigheden var det nu ogsaa aabenbar, hvori den ebraiske Menighed stod fast, saa længe der i Mængden var samme Hjærte og Sjæl; men hvor vanskelig den fandt Indgang i den græske Menighed, ser vi af Brevene til Korinterne; og at den, i det mindste før Pavlus selv kom til Rom, har været den romerske Menighed temmelig fremmed, maa vi slutte af Pavli Brev til Romerne, hvor han egentlig kun forudsætter det Fællesskab om Troen og Daaben, som er Vilkaaret for den enstemmige Bekjendeise og Taksigelse, og peger kun en eneste Gang udtrykkelig paa Fælles-Livet under Billedet af Legems-Livet i alle Lemmer (Rom. 12).

Naar vi kjender den romerske Historie, da kan vi ogsaa godt forstaa, at Romerne endnu mindre end Grækerne vilde findes modtagelige for den apostoliske Lærdom om det aandelige og hjærtelige Fælles-Liv i Menigheden; thi denne Modtagelighed vil hos alle Folk til alle Tider bero paa deres hjemlige Forestillinger om et menneskeligt Husliv og Folkeliv, da selv deres Tungemaal vil være ubekvemt til levende at udtrykke et højere eller inderligere Fællesskab, end de har haft levende Forestilling om og eftertragtet.

Dette har nu vel vore Kirke-Historikere og i det hele vore skriftkloge sjælden eller aldrig og lidt eller slet ikke lagt Mærke 132 til, men derfor er det lige vist, og maa tages vel i Betragtning, førend det kan lysne over Kirke-Historien, og navnlig over Forholdet mellem den ebraiske, græske og romerske Menighed, som baade var samtidige og havde apostoliske Læremestre.

Det vilde imidlertid her føre for vidt at gaa ind paa en nøjere Sammenligning efter Folke-Historien mellem den ebraiske, den græske og den romerske Folke-Aand og Folke-Følelse eller Fædernelands-Kjærlighed; saa det maa her være nok at sige med et Par Ord, hvad jeg efter mit Kjendskab til Verdens-Historien har fundet, og det er, at Oldtidens tre berømte Verdens-Folk: Ebræer, Grækere og Romere, hvis Tungemaal mødtes i Kirken, ligesom over Kristi Kors, forholdt sig i aandelig Henseende til hinanden lige som Kroniderne, saa Ebræerne med den stærke Fantasi og altomfattende Anskuelse ligner Sevs, Grækerne med deres levende og vidtudstrakte, men meget egenkjærlige og voldsomme Følelse ligner Posejdon, og Romerne med deres grænseløse Begjærlighed og deres skarpe, men til det haandgribelige indskrænkede Forstand lignede Hades eller Pluto; saa det var intet Under, at naar de skulde levende gaa ind paa en hellig almindelig Kirkeforsamling og de helliges Fællesskab, det da blev et Pavedom og et verdsligt Kristus-Rige, altsaa, aandelig og hjærtelig talt, det tommeste af alle Skygge-Riger.

Heraf kan vi da ogsaa forklare os, hvad der ellers er saare paafaldende, at Pavlus i Brevet til Romerne vel udtrykkelig gjør den levende Betragtning af Fælles-Troen og Fælles-Daaben gjældende, men ikke nævner Nadveren, som han derimod ret med Flid lægger Kor interne paa Hjærte.

IX.

De veed nok, at ligesom vor ældste Kirke-Historie af Biskop Evsebius indbefatter de første tre Aarhundreder, indtil Kristendommen »ophøjedes« til Stats-Religion i Romer-Riget, saaledes har man altid siden betragtet dette Afsnit som et eget Tidsrum, hvori Kristendommen ved den forbavsende Kraft, hvormed den uden verdslige Vaaben udbredte sig i hele Romer-Riget, og bestod en sejerrig Kamp baade mod Jødedom og Hedenskab, 133 beviste for alle Tider sin guddommelige Sandhed. Men dette er en ligesaa uforsvarlig som ufrugtbar Betragtnings-Maade; thi hvad enten man i Kristendommen kun ser en ny Aabenbaring af Guds hemmelige Raad, eller man tillige ser en ny aandelig Skabelse eller Gjenfødelse af Menneske-Livet i Guds Billede, saa er det ikke i noget forbigangent Tidsrum, men kun i hele Tidsløbet til Verdens Ende, den kan bevise sin guddommelige Sandhed.

Det ligger nemlig allerede i Kristendommen selv som et Frelsens og Fredens Evangelium for alle Mennesker, at det, for at være guddommelig sandt, maa kunne vinde og vare til Verdens Ende, ligesom der jo staar skrevet efter Herrens egen Mund, at Himmel og Jord skal forgaa, men hans Ord skal ikke forgaa.

Men hvad der gjælder om Kristendommen som et nyt Himmel-Lys, det gjælder dobbelt om den som et evigt Livs-Ord, der skaber hvad det nævner, og skjænker hvad det byder, og kalder sig kun derfor med Rette Rigets, Guds-Rigets Ord; thi det Guds-Rige eller Himmerige paa Jorden, som Kristendommen tilbyder os, kan kun bevise sin guddommelige Sandhed og Virkelighed ved at fordunkle og overleve alle Verdens-Rigerne, som det ogsaa udtrykkelig var spaat ved Profeten Daniel, til hvem Herren selv har henvist os; thi da denne Profet forklarede Babels Konge hans Drøm om Billedet med Guld-Hoved, Sølv-Bryst, Kobber-Lænder og Jærn-Fødder med Ler paa Enden, som blev kuldkastet af en Rullesten uden Haands Bevægelse, som voxte op til en Klippe, der opfyldte Jordens Kreds, se, da spaade jo Daniel om et almindeligt og varigt Guds-Rige, der skulde stiftes i den romerske Jærn-Alder og vare Tiden ud.

Det kirkehistoriske Bevis for Kristendommens guddommelige Sandhed maa derfor omfatte hele Tiden fra Herrens Himmelfart til Verdens Ende, og kan kun føres af ham selv, naar han kommer i Himmelens Skyer med sin Faders Herlighed; og Kristendommens første Tidsrum vilde, naar det ogsaa havde udfoldet den mest forbavsende Kraft og vundet den for Øjeblikket mest afgjørende Sejer, allermindst [kunne] gjælde for Bevis, da Verdens-Historien har lært os, at enhver ny Aabenbaring og ethvert navnkundigt Folkeliv havde i sine første Dage en Heltetid, der vakte langt større Formodninger og Forventninger, end Fremtiden retfærdiggjorde eller opfyldte.

Endelig er det kun ved en meget overfladelig Betragtning af 134 det første kristelige Tidsrum til Konstantin den store, man kan komme til den Slutning, at enten Kristendommen som en Aabenbaring eller Kristenheden som et Guds-Rige vandt afgjørende Sejer over Jødedom og Hedenskab. De foreliggende Kjendsgjerninger er jo nemlig, hvad Jødedommet angaar, disse: at vel viste Farisæer og Saducæer sig aandelig magtesløse mod Kristus og hans Apostler, vel forvandledes den eneste aandelige Kæmpe, Jødedommet stillede i Marken mod Kristus, nemlig Savlus, ved et stort Vidunder til Hedning-Apostelen Pavlus, og vel blev Jerusalem, som Kristus truede, en Menneske-Alder efter Kristi Himmelfart forstyrret, og Jødefolket adspredt som Avner for Vinden; men alt længe før Kristi Komme var jo Jødedommet aandeligt dødt og magtesløst, og Korsfæstelsen under Pontius Pilatus viser jo noksom, at Jødeland alt da kun var en Provins i Romer-Riget, der ingenlunde mistede sin Levning af Frihed og Selvstændighed ved Kampen mod Kristus og Kristendommen, men ved Oprøret mod Romerne; og endelig veed vi alle, at selv efter at have mistet baade Fæderneland og Modersmaal, var Jøderne saa langt fra at tabe sig enten i Kristenheden eller i Hedenskabet, at de endnu vandrer iblandt os, som den kjendeligste Levning af alle Arildsfolkene, og med aabenbart Fjendskab mod vor Herre Jesus Kristus den korsfæstede og mod den kristelige Forklaring af Moses og Profeterne.

Og hvad nu Hedenskabet angaar, da er jo Kjendsgjerningerne disse: at de kristne vel, ved deres frimodige Bekjendelse af Fælles-Troen paa Jesus Kristus som deres eneste aandelige Konge og Herre og ved deres inderlige Sammenhold, gjorde sig kjendelige som et eget Folk, og viste, ved i to Aarhundreder at trodse hele Romer-Rigets Verdensmagt blot ved Taalmodighed og andre aandelige Vaaben, at de var Borgere i et aandeligt Rige med forbavsende Kraft og Bestandighed. Men naar vi nu nærmere betragter denne mageløse Kamp gjennem de syv kjendelige Forfølgelser: under Nero, Domitian, Trajan, Mark Avrel, Septimius Severus, Decius og Diokletian, da er det saa langt fra, vi tør sige, at Kristen-Folket vedligeholdt sin oprindelige Aands-Kraft, eller at Kristi aandelige Rige opblomstrede i Tidens Løb, at vi meget mere maa tilstaa det modsatte, saa Aands-Kraften syntes hartad aldeles udtømt og Rigets Tilstand fortvivlet; saa at Omslaget under Konstantin, langt fra at ligne en afgjørende Sejer for Kristen-Folket og Kristi Rige, meget mere ligner et Lykketræf, hvorved Kristendommen vel 135 fik Skin af at vinde en afgjørende Sejer over Hedenskabet, men hvorved i Grunden Kristen-Folket, for verdslig Freds og Roligheds Skyld, opgav sin aandelige Frihed og Selvstændighed, saa Kristi aandelige Rige, der umulig kunde sammensmelte med det romerske Verdens-Rige, tabte sig deri.

Det mindelige Forlig mellem Kejser Konstantin paa det hedenske Romer-Riges og Bisperne med de skriftkloge paa den kristne Menigheds og Kristi Riges Vegne, var jo det: at Romer-Riget skulde opgive sin Afgudsdyrkelse og hylde Jesus Kristus som aandelig Herre; men at saa skulde ogsaa hele Kristen-Folket underkaste sig Roms Kejser og Romer-Rigets Love, betragte Jesus Kristus som det evige Roms Skytsaand i Steden for Jupiter Kapitolinus eller Kvirinus, og betragte Kejseren som Kristi romerske Ypperstepræst (Pontifex Maximus), der efter Raadførsel med Bisper og skriftkloge havde Ret til at afgjøre, hvad der var den ægte Kristendom og hvem der var de ægte Kristne, ja, havde baade Ret og Forpligtelse til at forfølge dem, han agtede for uægte Kristne, som Kjættere og Afskum.

Det kan derfor aldrig være Spørgsmaalet, om vi, som oplyste Kristne, kan og skal støde i Basun med Biskop Evsebius og utallige andre for Kristendommens Ophøjelse til Statsreligion i Romer-Riget, som et stort Guds Under, der klarlig beviste Kristi Guddom og Kristendommens Sandhed; men det store Spørgsmaal maa tvært imod blive, om vi ikke nødes til at indrømme, at ved dette Forlig blev den ægte Kristendom og det virkelige Kristen-Folk aldeles ukjendelige, og Kristi Rige paa Jorden en tom Talemaade; og det er først ganske nylig, vi er blevet i Stand til at vise, at saa galt gik det dog, Gud ske Lov! ikke, og at i den ægte, oprindelige Kristendoms og Kristi Riges Bestandighed, trods det gruelige Forlig mellem Rom og Kristendommen, deri ligger det store Guds Under, der aldrig noksom kan ophøjes.

Saa længe man nemlig ikke har opdaget, at vor Tros-Bekjendelse ved Daaben er det kristelige Tros-Ord fra Begyndelsen, og at vor Herre Jesus Kristus lige saa vel ved Daabspagten stifter et eget Rige, som han ved Daaben skaber og opholder sig et eget Folk, saa længe kan man umulig i Stats-Kirkerne eller i Kirke-Staten opvise enten de kristnes Fælles-Tro eller en kjendelig Kristi Menighed og Folke-Forsamling eller et virkeligt Kristi Rige paa Jorden, men maa enten, som Protestanterne, sprænge det alt sammen i Luften, eller, som Papisterne, udgive noget derfor, som bevislig ikke er det, men er i det højeste en 136 tilsyneladende Forstening deraf, som den store Sten for Kristi Grav.

Først naar vi ser Daabs-Pagten og Daaben i deres rette kristelige Lys, først da kan vi vise, at hvor de blev uforfalskede og uforvanskede, der baade bekjendtes den ægte kristne Tro, om end med et Paahæng af meget, som stred derimod, der var den kristne Menighed, om end kun med Møje, kjendelig, og der var Kristi Rige, om end undertrykt og afmægtigt, til Stede, saa der var en kristelig Reformation, som en virkelig Gjenfødelse og Fornyelse, under Forudsætning af den kristne Tros guddommelige Sandhed og Jesu Kristi guddommelige Kongemagt, immer mulig.

At nu vor Herre Jesus Kristus lige saa vel ved sin Daabspagt stifter et eget Rige, som han ved sin Tro og Daab skaber et eget, kjendeligt Folk, begge Dele af aandelig Art, det er indlysende; thi ved Forsagelsen sætter han jo sin Menighed, som efter Tros-Bekjendelsen er et helligt Folk med Fællesskab om Kristus-Riget, i fjendtlig Modsætning til sin Avindsmands, Djævelens Rige; saa at hvor som helst man frivillig gaar ind paa denne Daabspagt og døber med denne Daab efter Kristi egen Indstiftelse, der er et paa Tros-Bekjendelsen kjendeligt Kristen-Folk og et virkeligt Kristi Rige, hvor afmægtige de end maatte findes.

For saa vidt der nu i Stats-Kirkerne øvedes mer eller mindre Tvang i Henseende til Troen og Daaben, da nedtryktes og skjultes vel derved det aandelige Folk og Rige; men da dog ingen Tvang kan udelukke Frivilligheden, og da enhver frivillig Bekjendelse af Jesus Kristus den korsfæstede med mindste Kraft har vakt sin Modsætning i Verden, saa er Folket og Riget endnu den Dag i Dag kjendelige som Levninger af det samme Folk og Rige, der i sin Heltetid gjorde saa stor Opsigt i Verden og gjorde med stærke Grunde Krav paa at være det aandelige Guds-Folk, som skulde afløse det verdslige Guds-Folk i Jødeland, og havde til deres aandelige Fæderneland det Guds-Rige, som Apostelen Pavlus kort og godt har beskrevet, som Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand.

Medens vi derfor maa indrømme, at dette Folk og Rige ved at skjule sig i Romer-Riget, og derved sætte sig i en ganske anden Forbindelse med og Modsætning til Verden, end Herren havde sat dem, langt fra at bevise deres Guddommelighed, meget mere gjorde den meget mistænkt og indtil videre hartad ukjendelig, saa paastaar vi dog, at deres Bestandighed 137 under saa ugunstige Omstændigheder giver en ikke ringe Formodning om højere Oprindelse og Bistand; og da det er gaaet Jøderne og alle Arildsfolkene ligesom de kristne: at de alle er sunkne i aandelig Døds-Dvale og har i det højeste beholdt deres Kjendelighed med Udsigt til mulig Oprejsning, kan vi forklare os den aandelige Afmagt og Dunkelhed, som Kristen-Folket og Kristus-Riget nedsank i og har endnu ikke klarlig rejst sig af, og vise, denne Forklaring er langt anderledes berettiget, end man hidtil har set, fordi man kun betragtede det guddommelige i sig selv og i sit Kraft - Forhold til det timelige, menneskelige og verdslige, ikke i sit Kjærligheds-Forhold dertil og sin deraf flydende levende Aabenbarelse deri, som dog er den eneste rette Betragtning af Guds Søns Kjøds-Paatagelse og Aands-Udgydelse i Verden. Ligesom nemlig Guds enbaarne Søn, for at leve og virke menneskelig paa Jorden, maatte underkaste sig alle Menneske-Livets Vilkaar, saaledes var det en følgelig Sag, at Guds aandelige Folk og Rige paa Jorden, for at være og virke menneskelig paa Jorden, maatte underkaste sig alle menneskelige Folks og Rigers Vilkaar, og, naar det vilde være et Folk af alle Folk og et Rige i alle Riger, i Kraft af Ordet paa alle Tungemaal, lempe sig efter Folkenes Vilkaar, selv hvor disse ikke var grundede i Menneske-Livets oprindelige Forhold, men fulgte kun af Faldet og Vildfarelsen.

Da saaledes de kristne aldrig paa Jorden kan have en mere levende Forestilling om Guds-Folket eller en aandeligere Forestilling om Guds-Riget, end der findes levende Udtryk for i det Tungemaal de laaner, og hos det Folk, de udgaar af, saa kunde paa en Tid, da alle Verdens-Folkene glemte sig selv og deres Aandelighed, Kristendommen heller ikke hos noget af dem fremtræde med sit Folkeliv og sit Riges aandelige Kraft; saa det er først nu, da alle Verdens-Folkene kommer levende sig selv og deres Fortids Glans i Hu, og stræber at forstaa og udvikle deres Modersmaal i dets Aand, at Kristendommen igjen kan gjøre sig folkelig og aandelig gjældende i Verden.

Derfor maa vi ogsaa i Kristendommens første Tidsrum tage Folkene og Rigerne i Betragtning, for at forstaa Kampen og Forliget; thi kun hos Jøderne kunde Guds-Folket og Guds-Riget finde levende Udtryk og tilsvarende Modtagelighed, saa det kan vi ikke vente efter Apostlernes Død og det første Aarhundredes Udløb. Hos Grækerne selv midt i Grækenland havde Folke-Begrebet altid været saa løst, og Rigs-Begrebet saa indskrænket, at i Alexandrien, som i det tredje Aarhundrede 138 var den græske Kristendoms Hovedstad, ej mer var Tanke om den almindelige Menighed som et virkeligt, enigt Guds-Folk og Kristi Kongerige; saa i Rom, hvor Folke-Begrebet var aldeles aandløst, men Rigs-Begrebet stærkt og omfattende nok, var det eneste Sted, hvor man kunde vente, at det gruelige Forlig ej vilde blive indgaaet, uden med et vist Forbehold, som skulde forbyde Kejseren som selvgjort Statholder i Kristi Rige at indlemme eller rettere udslette det i Romer-Riget.

Dette viste sig, da Kejseren paa Kirkemødet i Nikæa havde givet de kristne en ny Tros-Bekjendelse, thi Rom vægrede sig standhaftig ved dermed at afløse den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben; og saaledes frelstes, uden at andre end vor Herre vidste det, det aandelige Guds-Folk og Guds-Rige fra Undergang med Daabs-Pagten og Daaben efter Herrens egen Indstiftelse.

X.

De har sagtens alle hørt eller læst lidt om det saakaldte Tusendaars-Rige, eller dog om det Sværmeri eller Kjætteri, som paa Pluddervælsk hedder Kiliasme; men De har vist aldrig hørt nogen tydelig Fremstilling af, hvor Tanken om Tusendaars-Riget egentlig har hjemme, og i hvad Forhold den staar til den kristelige Tankegang i det hele, og navnlig til Troen paa et virkeligt Kristus-Rige i denne Verden; og dog er Tanken om et kristeligt Tusendaars-Rige baade saa gammel i Kristenheden og saa godt hjemlet i vor hellige Skrift, at oplyste Kristne umulig kan enten overse, overspringe eller afvise den.

Hvad nu først Tankens Ælde angaar, da er det jo vitterligt nok, at al Tale i Kristenheden om Tusendaars-Riget har først og sidst støttet sig til Aabenbarings-Bogen afApostelen Johannes; saa at, naar den Bog er ægte apostolisk, da er Tanken det ogsaa; og vel har man allerede i Evsebs og Konstantins Dage ymtet om, at Aabenbarings-Bogen mulig turde være uægte, hvad de fleste protestantiske skriftkloge og selv Morten Luther har været alt for tilbøjelige til at tænke, kunde 139 omtrent være Bevis nok for, at den virkelig var uægte; men baade vil en saadan Slutning under alle Omstændigheder være meget overilet, og naar vi veed, hvor taaget og aandløs Forestillingen om Kristi Rige var baade i Konstantins og i Protestanternes Dage, da kan vi ikke lægge mindste Vægt paa deres Tvivlraadighed om den ny Pagts eneste Spaadoms-Bog, hvis Ægthed, langt fra at have noget kirkehistorisk Vidnesbyrd mod sig, meget mere har det allergyldigste Vidnesbyrd for sig.

Det gyldigste kirkehistoriske Skrift-Vidnesbyrd, vi har om det saakaldte ny Testamentes apostoliske Ægthed, er nemlig, som bekjendt, Vidnesbyrdet af Biskop Irenæus i Lyon i Slutningen af det andet Aarhundrede; thi han er den første, som baade beskriver de kristnes Kirke-Bog i det hele og giver Prøver af dens enkelte Dele, hvorpaa vi kan kjende dem igjen; men nu er igjen Aabenbarings-Bogen netop den Del af det ny Testamente, som Biskop Irenæus giver det allerudtrykkeligste Vidnesbyrd som ægte apostolisk, og hvis Indhold, især om Tusendaars-Riget, han beskriver aldeles umiskjendelig; og endelig er det netop om Skrifterne af Apostelen Johannes, at Irenæus maa agtes for fuldgyldigt Vidne, da han havde haft den navnkundigste af alle Johannes-Disiplerne, Martyren Polykarp, Biskop i Smyrna, til sin Læremester.

Om den apostoliske Ægthed baade af Aabenbarings-Bogen og af Tanken om Tusendaars-Riget kan der da kirkehistorisk ej næres mindste Tvivl, med mindre Bogens Indhold enten i det hele eller dog i Henseende til Tusendaars-Riget skulde befindes saa aabenbar ukristeligt, at vi, trods Vidnesbyrdet af Polykarp og Irenæus, maatte erklære Bogens apostoliske Oprindelse for umulig.

Dette er imidlertid saa langt fra at være Tilfældet, at den kristelige Daabs-Pagt, saa længe den er i Live, beviser Virkeligheden af et Kristus-Rige paa Jorden, hvis kjendelige Skikkelse Kirke-Historien lærer os har været meget forskjellig, saa der kan slet intet være i Vejen for, at Riget til Slutning faar en langt mere kjendelig og stormægtig Skikkelse, end det havde selv i Apostlernes Dage, da det dog forbavsede og trodsede hele den romerske Verdensmagt. Ja, vi maa, som oplyste Kristne, endnu gaa et Skridt videre, og indrømme, at Kristus-Riget paa Jorden ikke blot muligvis kan, men rimeligvis vil og maa til Slutning aabenbare sig i en saa urniskjendelig og stormægtig Skikkelse, som den, der beskrives i Aabenbarings-Bogen. Ligesom nemlig Jesu Kongenavn, Kristus, i vor Tros-Bekjendelse 140 ved Daaben uopløselig sammenknytter den ny Pagts Folk og Rige med den gamles, saaledes maa vi finde det højst rimeligt og hartad nødvendigt, at Kristus-Riget en Gang maa blive lige saa umiskjendeligt, som Israels-Riget var i Kong Davids og Kong Salomons Dage, og blive ganske anderledes stormægtigt mellem Floden og Havet, for at svare til Spaadommen baade hos Esaias, Esekiel og Daniel, og da især hos Daniel, hvor Guds-Riget, som skal oprettes i den romerske Jærnalder, lignes ved Stenen, som ikke blot ruller uden Haands Bevægelse, men knuser alt hvad den møder og voxer til at fylde Jorden.

Naar nu alligevel de protestantiske skriftkloge har paastaaet, at de af det ny Testamente kunde bevise Tusendaars-Rigets Ukristelighed, da glemte de ikke blot, at Aabenbarings-Bogen, som den allersikreste Del af det ny Testamente, ikke kan bestrides med nogen Skrift, hvis apostoliske Ægthed er mindre sikker end dens; men de beviste tillige, at de, ligesom Saducæerne fordum, miskjendte baade Skrifterne og Guds Kraft. Naar der saaledes staar skrevet, at Engelen Gabriel lovede paa Guds Vegne Jesus, Marias Søn, sin Fader Davids Trone og et anderledes bestandigt Rige end hans, da maatte denne Trone og dette Rige dog vel i det mindste være lige saa virkelige paa Jorden, lige saa umiskjendelige og lige saa stormægtige som Davids; og da Herren, efter Skriften, skjønt han ikke vilde lade sig gjøre til Jøde-Konge af en Folke-Hob, dog med Flid holdt et kongeligt Indtog i Davids-Rigets Hovedstad Jerusalem, saa vakte han unægtelig hos alle sine Disipler den Forventning, at han en Gang lige saa aabenbar vilde sætte sig paa Tronen, og det saa meget mere, som Spaadommen hos Sakarias, hvis Opfyldelse netop ved denne Lejlighed udtrykkelig tilsigtedes, hentyder paa en kongelig Aabenbarelse, iigesaa frygtelig for Rigets Fjender, som glædelig for Sions Datter. Det var derfor intet Under, at Apostlerne efter Skriften spurgte Jesus efter hans Opstandelse, ikke om han vilde oprette Israels-Riget paa ny, men kun om han vilde gjøre det nu med det samme; og Herrens Svar lyder derfor ingenlunde paa, at han aldrig vilde gjøre det, men kun paa, at Tids-Spørgsmaalet er ørkesløst, da den himmelske Fader med Flid holder Tiden hemmelig. Endelig maa jo Kristi Rige faa en anderledes umiskj endelig og stormægtig Skikkelse paa Jorden end nu, naar Skriften efter Herrens egen Mund skal opfyldes, saa hans Riges Evangelium prædikes i den ganske Verden til et Vidnesbyrd for alle Folk, før Verdens Ende, ligesom den sidste store Kamp og afgjørende Sejer over 141 Satans-Riget forudsætter samme klare Umiskjendelighed og samme guddommelige Stormægtighed.

Om der nu ogsaa fandtes enkelte Ord i det ny Testamente, som maatte synes os uforenelige med en saadan Skikkelse af Kristus-Riget, da maatte vi enten anse dem for uægte eller lade dem indtil videre staa ved deres Værd, som os uforklarlige; men vi kan trøstig sige, de findes ikke, og vi kan i alt Fald vise, at Herrens berømte Ord »mit Rige er ikke af denne Verden« er langt fra i sin rette Sammenhæng enten at have eller engang kunne taale en saadan Anvendelse. Herrens Oplysning om sit Rige under Forhøret hos Pilatus begynder nemlig vel efter Skriften med de Ord: »mit Rige er ikke af denne Verden«, som, naar de stod alene, kunde fortolkes, som om han havde sagt, at hans Rige heller ikke var eller kunde findes i denne Verden; men nu staar de ikke ene, og Herren har selv forklaret dem ved at tilføje: »havde mit Rige været af denne Verden, da skulde mine Følgesvende have stridt for mig, saa jeg ikke var falden i Jødernes Hænder, men nu er mit Rige ikke derfra«; saa dermed har Herren vel fralagt sig ethvert Rige, der skulde udvides eller forsvares med verdslige og haandgribelige Vaaben, men ingenlunde ethvert Rige, som kunde gjøre sig kjendeligt og gjøre sig gjældende i denne Verden. Meget mer forklarede Herren med det samme, baade at hans Rige er et virkeligt Rige og er i Besiddelse af et aandeligt Middel til sin Udvidelse og sit Forsvar, der alle Vegne og til alle Tider gjælder saa meget, som den guddommelige Sandheds højrøstede Ord; thi da Pilatus nærmere udfrittede ham om hans Kongedømme, sagde han jo: derfor er jeg fød og derfor er jeg kommen til Verden, at jeg skal give Sandheden Vidnesbyrd, og enhver, som er af Sandheden, hører min Røst.

Hermed siger nemlig Herren ikke blot, som Protestanterne har ment, at han er Konge i Sandhedens, den guddommelige Sandheds Rige, men ogsaa, at han kan og vil give denne Sandhed et saa bestandigt, højrøstet og kraftigt Vidnesbyrd, at alle sandhedskjærlige Mennesker frivillig bliver hans Undersaatter. Dette kunde vist nok vore skriftkloge ikke forstaa, saa længe de var baade blinde og døve for det Jesu Kristi egne Vidnesbyrd om Guds Naade og Sandhed, som med hans egen Røst har vandret fra Jerusalem til os og skal naa til Verdens Ende; men derfor er det lige fuldt Herrens Oplysning om sit Riges Virkelighed og Stormægtighed i denne Verden; og at nu det højrøstede Guds-Ord af Herrens egen Mund en Gang ikke blot 142 skal Indtage alle hans Venner, men ogsaa knuse alle hans Fjender paa Jorden, det er saa langt fra at være urimeligt, at det snarere maatte kaldes en følgelig Sag, om vi end ikke havde en Aabenbaring, der udtrykkelig forudsiger det. At nu ogsaa det højrøstede Guds-Ord kan og skal engang soleklart bevise sin Kraft til lige saa vel at forsvare som at udvide Kristi Rige paa Jorden, det bevidner jo Apostelen Pavlus lige saa udtrykkelig som Johannes, naar han spaar (2 Tess. 2), at Herren i sin herlige Aabenbarelse skal tilintetgjøre den lovløse, Synde-Mennesket (Antikrist), med sin Munds-Aande; og skjønt det maa være en Egenhed hos Kristi Rige som Naade-Riget, at Guds-Ordet sjælden eller aldrig bruges til at fælde, men kun til at oprejse, saa findes der dog allerede enkelte Undtagelser, som da Guds-Ordet gjennem Pavli Mund slog Djævelungen, den falske Profet Barjesus, med legemlig Blindhed, da det gjennem Petri Mund slog de falske Søskende Ananias og Safira med legemlig Død, og da det gjennem Herrens egen Mund slog den falske Apostel Judas med hele hans Følge legemlig til Jorden; saa det er intet Under, at der gjøres en stor Undtagelse, naar den store Falskeblakke, den gamle Slange selv, i Skabning af en Menneske-Søn sætter sin bespottelige Mund mod Herrens den sandfærdige og bærer saaledes klarlig Avindskjold mod Kristus og Sandhedens Rige paa Jorden.

At det nu ogsaa ene og alene er med Guds-Ordet som Aandens Sværd, at Kristus efter Aabenbarings-Bogen forsvarer sit Rige og fælder sin Avindsinand, det burde dog alle Bogens Læsere, endsige da dens Gjennemheglere, vide; thi der siges endog udtrykkelig, at det er under Navn af »Guds-Ordet«, at Herren gaar med sin Hær i Marken, og at hans tveeggede Sværd udgaar af hans Mund.

Naar man derfor har slaaet Tusendaars-Riget, som det omtales i Aabenbarings-Bogen, i Hartkorn enten med Pavens Kirke-Rige eller selv med Mahomeds Paradis, da røber det enten grov Vankundighed eller gusten Avind; da der ikke er et verdsligt eller kjødeligt Træk i hele Skildringen, men alt drejer sig om Ordet, der fra Verdens Begyndelse til Verdens Ende er Aandens lovlige Udtryk, Vaaben og Middel paa Jorden, og som ingenlunde taber sin Aandelighed, men beviser den netop ved, med den mindst mulige Grad af Legemlighed, der ikke blot undgaar de fineste Fingre, men skjuler sig for det skarpeste Øje, dog at beherske alt det legemlige med Aandens Kraft.

143

Heraf følger da, at det saakaldte Tusendaars-Rige, som det er spaat i Aabenbarings-Bogen, er, saa vidt som vi kan skjønne, en aldeles kristelig Ting og Tanke, hjemmehørende i Apostlernes Lærdom, der vel aldrig mere maa gjøres til en fjerde Tros-Artikel for Menigheden, men vil dog for alle oplyste Kristne findes sikker nok og bevise sig selv i sin Tid. Kun maa vi, som oplyste Kristne, ikke sammenblande Spørgsmaal, der baade kan og skal holdes adskilte; thi eet er, at Kristi Rige, som Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand, skal faa en anderledes umiskjendelig og stormægtig Skikkelse paa Jorden, end det hidtil nogen Sinde har haft, og i den vinde en afgjørende Sejer baade over sine mistroiske Venner, der, som Tomas, ikke vil tro, før de faar Troen i Hænderne, og over sin Hoved-Fjende, der endelig paa Trods er kommen frem af sit Skjul; og noget ganske andet er det, om Rigets Herlighed da, som en Davids-Trone, skal overstraale det gamle Israels hellige Land, og atter et andet, om alle Rigets Indbyggere da skal være opstandne Martyrer, og atter et andet, om Riget netop skal vare i tusende Aar; thi saa meget kjender vi dog nu til Billedsproget og den profetiske Stil, at vi veed, der kan være meget i den allersandeste Spaadom, der ikke maa tages bogstavelig.

I Henseende til det »hellige Land« maa det imidlertid bemærkes, at hverken kan man godt tænke sig, at vor Herre, naar han klart vil aabenbare sit Riges Herlighed paa et enkelt Sted, skulde skifte Skueplads, ikke heller synes de ebraiske Spaadomme, især hos Esekiel, at kunne opfyldes, med mindre Jødeland og Jerusalem endnu før Verdens Ende faar et Gyldenaar.

I Henseende til Aartusendet, som Kristus-Rigets blomstrende Tidsrum, maa det ogsaa bemærkes, at den gamle Tanke derom var, at sex Aartusender skulde svare til de sex Skabelses-Dage, og det syvende til Hviledagen; og det er i alt Fald mærkeligt, at baade det bysantinske Kejserdom fra Teodosius til den sidste Konstantin, og det hellige romerske Rige fra Karl den store til Frans den anden, der begge holdt fast paa Skyggen af et kristeligt Tusendaars-Rige, ganske rigtig fyldte deres Tusendaar, hvad der, saa vidt vi kan skjønne, ogsaa godt kan blive Tilfældet med det pavelige Kirkerige fra Gregor den syvende til den sidste Pave.

Til Slutning maa vi indrømme, det er mærkværdigt nok, at naar vi undtager Apostelen Johannes og hans første Disipler, 144 synes Tanken om Tusendaars-Riget baade i ældre og nyere Tider kun at have tiltalt Kjættere og Sværmere, som endnu Irvingianere, Baptister og Mormoner; men da disse alle, ligesom vi læser om Cerint, kun har misbrugt og forkvaklet Tanken, bør det ikke komme den til Vanrygte; hvorimod vi ved den mærkelige Kjendsgjerning ledes tilbage til den Slutning, at det i Oldtiden kun var Ebræerne, der levende kunde forestille sig et aandeligt Guds-Rige paa Jorden, der ved Ordets Kraft og Klarhed var lige saa umiskjendeligt som det største Verdens-Rige, og anderledes baade bestandigt, lykkeligt og stormægtigt; og det ligger da nær at tænke, at ligesom sikkert flere Jøde-Kristne end Johannes efter Jerusalems Forstyrrelse har taget deres Tilflugt til Efesus og Lille-Asien, saaledes har baade Papias, Polykarp, Irenæus og i det hele Johannes-Disiplerne været af ebraisk Oprindelse, og staar derfor saa enlige mellem Grækerne.

Det er imidlertid ogsaa i sin folkelige Orden, at Tanken om Tusendaars-Riget i sin aandelige Ægthed og Virkelighed lever op i vort Højnorden, da vi fra Arilds Tid har haft langt fyldigere Tanker om aandelige Riger og om Ordets Kraft end andre Hedninger og har desuden et eget Blik for Historien, som maa vise os, at Kristi Rige, som Naadens og Sandhedens Rige, maa have to nøje sammenhørende, men kjendelig forskjellige Tidsrum, da Guds Naade ikke kan paatvinges nogen, da Kongen i Naadens Rige maa spare sine Fjender det længste muligt, da Kongen i Sandhedens Rige hader alt Hykleri som Løgn og Falskhed, og da endelig Kristi Rige baade maa skabes og opholdes, blomstre og krones ved Ordets guddommelige Vexel-Virkning mellem Kongen og Folket.

XI.

Det er noksom bekjendt, hvilken sørgelig og kjedsommelig Hoved-Rolle de saakaldte Kjættere og Kjætterier spiller i den skrevne Kirkehistorie, lige siden Lukas sluttede Apostlernes Idræts-Bog, som tvært imod ikke skjænker Kjætterne en eneste Linje; skjønt netop i Apostlernes Dage falske Profeter og Apostler umulig kunde udeblive, og skjønt vi af Apostel-Brevene, og udtrykkelig af det store Johannes-Brev og af 145 Aabenbarings-Bogen, mindes om, at der fattedes ingenlunde paa vildfarende og fristende Aander, ja, vi maa lægge til: skjønt Lukas selv indførte den Simon Troldmand paa den kirkehistoriske Skueplads, som efter de ældstes Vidnesbyrd var Antikristens lyslevende Forbillede.

Det allerværste ved den Vigtighed og Udførlighed, hvormed man sædvanlig i Kirke-Historien behandler og beskriver Kjætterne og Kjætter-Striden, er imidlertid ikke engang det, at Fredens Sysler i Kirke-Historien ligesom i de verdslige Folke-Historier kommer til at staa i Skygge for Krigens; men det værste er, at Kjætter-Stridighederne sædvanlig fremstilles som Borger-Krige i Kristi Rige, hvorved der var Uret paa begge Sider; thi var det sandt, da maatte Kristi Rige være det splidagtigste af alle Riger under Solen. Til Lykke kan det nu ikke være sandt, fordi, som Rigets Stifter selv har bemærket, og som hele Verdens-Historien stadfæster, splidagtige Riger snart forgaar, ligesom splidagtige Huse forfalder, saa at dersom Kristi Rige havde været saa gruelig splidagtigt, som det i Kirkehistorien har faaet Udseende af, da vilde det været ødelagt for mange Aarhundreder siden. Men førend Kirke-Historien kan blive et Vidnesbyrd om, at Kristi Rige er den guddommelige Sandheds Rige, der ikke kan have andre aandelige Fjender end Djævelskabet, og at Kristen-Folket er det fredsommeligste Folk under Himmelen, skjønt det ikke kan oplade sin Mund, før Krigen staar for Døren, - førend det kan ske, maa dog den sorte Splidagtigheds Skygge, som den sorte Kunst har kastet paa Riget og Folket, klares af Vejen; og det kan vel synes meget vanskeligt, men vil dog i Fremtiden findes temmelig let, som al den Byrde, vor Herre lægger paa os, naar vi først ret kan faa Øjnene op til at se Lys i hans Lys og Mod til at følge ham, hvor han saa gaar hen.

Allerførst maa der nemlig lægges vel Mærke til, hvad der i alle saakaldte Kirke-Stater og Stats-Kirker har aldeles uforskyldt givet Kjætter-Stridighederne Udseende af kristelige Borger-Krige; thi overalt hvor man verdsligvis efter selvgjorte Love vil afgjøre, hvem der er ægte, og hvem der er uægte eller falske Kristne, der forudsætter man aabenbar, at Kristi Rige, for saa vidt det kjendelig findes paa Jorden, er et Rige af denne Verden, hvad man nu vilde kalde en »kristelig Stat«, saa at hvem der gjenstridig, om end nok saaaandelig, bestrider Stats-Ortodoxien, er som en Kjætter Rigets Fjende, og skal enten henrettes, 146 landsforvises, fængsles, eller paa andre verdslige Maader nødes til at forstumme.

Det er derfor kun i Arilds-Tiden, mens Kristen-Folket og Kristen-Navnet, langt fra at have Verdens-Magten for sig, aabenbar havde den imod sig, at det kan synes vanskeligt nok at rense Kristi Rige fra Beskyldningen for gruelig Splidagtighed og uophørlige Borger-Krige; thi det kan ikke nægtes, at Navne-Rækken paa Kjætter-Høvdinger i det irenæiske Strids-Skrift er meget lang, og Klagerne over den indvendige Forstyrrelse, som Kjætterne voldte, allerede i Evsebs Kirke-Historie meget lydelige ; men ved nærmere Betragtning opdager vi dog let, at Sagen var ikke nær saa farlig, da Kjætter-Striden i de første to Aarhundreder slet ikke bærer Præget af et Oprør i Riget, men kun af en Rettergang med enkelte Forbrydere, der vel flokke sig hist og her, men uden kjendelig Indflydelse paa det hele; saa det er først i det tredje Aarhundrede, da det kristne Samfund begyndte at faa verdslig Borger-Ret og Ejendoms-Ret i Romer-Riget, at Kjætter-Striden ved et lille Bispe-Oprør virkelig begyndte at faa Udseende af en Borger-Krig, der dog først bryder løs i det fjerde Aarhundrede, da Bisperne og de skriftkloge glemte Kristi aandelige Rige over deres eget, der hist var et »bispeligt Kirkerige« og her »de lærdes Republik« i en bibelsk Læse-Verden, begge under verdslig Højhed,

I den kristne Frimenighed, som selv valgte sin aandelige Øvrighed, betragter vi nemlig med Rette Bispedømmerne som Kristi Riges Stæder og Landskaber; og saa længe derfor ingen Biskop enten slaar sig til Kjætterne eller fortrænges af dem, da er Oprøret ubetydeligt, og Kjætter-Striden ingen Borger-Krig; og da vi i de første to Aarhundreder intet Exempel har paa nogen af Delene, saa er den berygtede Povl af Samosata, Biskop i Antiokien, den første Biskop, som af sine Medbisper og af hele Menigheden erklæredes for Kjætter; og selv det havde ingen aandeiig Borger-Krig til Følge; thi hverken stiftede han en egen Kjætter-Menighed, ikke heller prøvede han paa at forsvare sig med aandelige Vaaben, men vægrede sig kun med verdslig Understøttelse ved at opgive Bispedømmet og rømme Bispegaarden, saa dertil maatte han nødes med verdslig Overmagt af den hedenske Kejser Avrelian.

Dette lille Oprør er derfor kun mærkeligt, som et Forvarsel for det donatistiske og det arianske i det fjerde Aarhundrede, som alt oprindelig har det verdslige Præg, som 147 Bispestriden i Antiokien kun fik derved, at Bisperne gav deres Bandsættelse verdslige Følger og satte deres Dom i Kraft med verdslige Midler.

Da det imidlertid allerede ved denne første Bispe-Bandsættelse er uklart, om Biskoppen var en aabenbar Oprører i Kristi Rige eller kun en meget mistænkelig Person og utro Embedsmand, saa maa vi alt her lægge Mærke til, at hvad der har bidraget uberegnelig til at indvikle, formørke og forbitre KjætterStridighederne, er Ubestemtheden af de ældre Benævnelser »hæresis« og »hæreticus«, uden at tale om Bælgmørket over de nymodens Benævnelser »Kjætter« og »Kjætteri«. Medens nemlig slet ingen veed, hvad der skal forstaas ved Kjætter og Kjætteri, som Tyskland og Højnorden har ganske for deres egen Mund, saa var det allerede uheldigt, at Grækerne valgte det ubestemte pavlinske Udtryk »hæretikos« i Steden for det bestemte johanneiske »antichristos« til Navnet paa en Oprører i Kristi Rige; og da hæresis og hæreticus allerede for Latinerne var vildfremmede Ord, saa kunde der selv ubevidst indsnige sig Vilkaarlighed ved den store Bandsættelse, der, efter Apostelens uforbederlige Kjendelse, kun maa anvendes paa den, der forkynder en anden Kristus og et andet Evangelium, end den kristne Menighed har hørt fra Begyndelsen.

Saa længe Verdens-Riget laa i aaben Fejde med Kristen-Folket, saa der hverken var nogen verdslig Lov, hvorefter man kunde forkjætre Medkristne, eller var nogen verdslig Vinding, men snarere Tab og Skade, ved at hævde sig enten Kristen-Navnet eller Bispe-Stillingen, da vilde vel ikke lettelig nogen blive bandsat som Kjætter, uden han aabenbar forkyndte en anden Kristus end ham, der korsfæstedes under Pontius Pilatus, eller et andet Evangelium end det, som Menighedens apostoliske Tros-Bekjendelse udtrykker; men naar vi lægger Mærke til, at mellem alle de Kjætter-Høvdinger, Irenæus og Evseb opregner, er der kun to fra Midten af det andet Aarhundrede, nemlig Valentin og Marcion, som stiftede antikristelige Samfund, der spores i den følgende Tid, saa ledes man dog til at formode, at man allerede tidlig har udstrakt den store Bandsættelse til alle dem, der aabenbar bestred, hvad man ansaa for utvivlsom apostolisk Lærdom og Kirkeskik, hvorved Døren aabnedes baade for den bispelige og den boglærde Vilkaarlighed, som allerede skinner igjennem ved Povl af Samosatas Bandsættelse, bryder frem i Striden med Montanisterne, og er siden bleven herskende lige til vore Dage.

148

Det saakaldte montanistiske Kjætteri fra den sidste Halvdel af det andet Aarhundrede ligger vel ingenlunde saa klart for os, at vi kan fælde nogen sikker Dom; men tør vi tro den navnkundigste af alle Montanister: Tertullian, da var der ingen aabenbar Antikristelighed til Stede, men kan Forvarselet for et Pavedømme, der vedkjendte sig den apostoliske Daab og Daabs-Pagt som ægte, men tilegnede sig apostolisk Myndighed til paa den Helligaands Vegne at beherske baade Livet og Lærdommen.

Saa meget er i det mindste vist, at Tertullian og hans bispelige Disipel Cyprian er Pavedømmets store Profeter, ligesom de samtidige alexandrinske Skolemestere, Klemens og Origenes, er Bibel-Rytteriets berømte Bannerførere; saa her møder vi allerede i det tredje Aarhundrede de to store Modsætninger, der først har klaret sig i Papismen og Protestantismen, men førte dog alt i det fjerde Aarhundrede Kjætter-Striden ud paa rent verdslige Enemærker, hvor man uden al Betænkelighed afgjorde den med verdslige Vaaben.

Førend vi derfor nærmere betragter de donatistiske og arianske Stridigheder i det fjerde Aarhundrede, da Kristus-Riget vel, Gud ske Lov! ikke forgik, men kom dog ved lunkne Venners og arrige Fjenders Vexelvirkning sin Undergang saa nær som muligt, da maa vi lægge Mærke til, at det samme Afrika, som, i Kartago og Alexandrien, blev Arnestedet for Donatister og Arianer, var ogsaa Vuggen for den skjæve Betragtning af Kristi Rige, enten som et bispeligt Kirkerige, eller som de boglærdes og skriftkloges Republik, og at hverken i Kartago eller i Alexandrien har der, saa vidt vi veed, været nogen apostolisk Menighed i sand og levende Betydning, men kun et Bispedømme og en Kirkeskole, som man ganske troskyldig kunde indbilde sig, var Kristen-Samfundets eneste rette Brændpunkter og Livskilder.

Det gjør nemlig hele Sagen langt mere forklarlig, og Personerne, som blinde Redskaber for Verdens-Aanden, saa vidt muligt undskyldte, og frikjender den ægte Kristen-Menighed for at have udklækket den ligesaa ukristelige som aandløse Betragtning af Kristi aandelige Rige; men den kristelige Kirkehistorie vilde dog ikke kunne skjænke disse skjæve Synsmaader og de verdslige Kjætter-Stridigheder, hvortil de førte, videre Opmærksomhed, hvis ikke det alexandrinske Bibel-Rytteri aabenbar havde undergravet Kristi Rige iGrækenland og hele 149 Østerleden, og det cyprianske Hierarki derimod hemmelig bevaret Kristi Rige i Rom og Vesterleden, saa det i Nyaars-Tiden kunde rejse sig og, som vi tør haabe, opblomstre baade lykkeligere og mere frugtbart end nogen Sinde før.

Dette gjør imidlertid, at vi med kirkehistorisk Deltagelse maa følge baade den donatistiske Strid til Avgustin, da den cyprianske Grundsætning: »hvem der skiller sig fra Bispen, skiller sig fra Kirken, og hvem der skiller sig fra Kirken, skiller sig fra Kristus«, sejrede i Vesten, og følge den arianske Strid til Julian, da den selvgjorte nicæniske eller atanasianske Tros-Bekjendelse i Grækenland og Østen omtrent afløste den apostoliske ved Daaben, hvorved baade Livet i Guds Rige og selv den levende Forestilling derom maatte uddø.

Den arianske Strid kunde imidlertid aldrig fundet Sted, dersom ikke Menigheds-Troen i det hele havde været en død Bogstav-Tro; thi dels forudsatte man jo ved denne Strid paa begge Sider, at det kun var af Bisperne som skriftkloge og Bibelens aandelige Fortolkere, det skulde afgjøres, hvem der var de ægte Kristne; og saa kom jo endda Striden til at dreje sig om et Ord, der lige saa lidt findes i det ny Testamente som i den apostoliske Tros-Bekjendelse, men var kun udklækket i de skriftkloges Hjærne, som om vi vilde gjøre Ordet »Treenighed« til Kristendommens Shibolet og Kjendemærke.

Jeg maa nu vel skynde mig at sige Dem, at hverken de papistiske eller de protestantiske Kirkehistorie-Skrivere paa nogen Maade vil indrømme, at Byttet ved Daaben var gjort paa Bedrag, men vil tvært imod kalde Paastanden lige saa ugrundet som ukjærlig; men det er lige vist, at hvor enten den saakaldte nicæniske eller den saakaldte atanasianske eller hvilkensomhelst anden Tros-Bekjendelse lyder ved Daaben i Stedeo for den apostoliske, der meddeler man efter egen Bekjendelse Daaben paa andre Vilkaar, end Menigheden har modtaget den af Herren, og taber alt Krav paa den Indfødsret i Guds Rige, som Herren har knyttet, ingenlunde til Johannes-Daaben med det bare Vand, eller til enhver saakaldt kristelig Daab, men kun til Daaben af Vand og Aand efter hans egen Indstiftelse; og vel kan man let indbilde sig, at naar kun den nye Tros-Bekjendelse indeholder, hvad man anser for det væsentlige ved den gamle, da vil Daaben være lige kraftig; men femten Aarhundreder har i alt Fald viist, at den kristelige Livs-Kilde er anderledes udtørret i den saakaldte græske eller østerlandske Kirke end i 150 den saakaldte latinske eller vesterlandske, hvor man holdt fast ved den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben og den oprindelige Daaaspagt. Det er ligeledes soleklart, at naar den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben er vor Herres Jesu Kristi eget Vidnesbyrd om Sandheden, og naar Kraften til at avle Troen derpaa ligger i hans Røst, da vil den Tro, som Herrens Daab forudsætter, aldrig findes, uden hvor Vidnesbyrdet høres med hans Røst over Vandet. Naar desuagtet mangfoldige baade tænker og siger, at de har faaet den Tro, som Herren spørger om og døber paa, enten blot ved at læse i Bibelen eller ved et blot menneskeligt Vidnesbyrd, da kommer det af, at man ikke gjør ret Forskjel mellem den døde og den levende Tro paa Jesus Kristus; thi kun da bliver den kristne Tro levende, naar vi tror paa Jesus Kristus som lyslevende aandelig nærværende i sit Ord tilos; saa at naar vi kun tror paa ham som fordum nærværende, og en Gang i Fremtiden tilkommende, men nu død og borte, da tror vi kun dødt paa ham og kan lige saa lidt ved Daaben som ved Nadveren levende forbindes med ham. Det samme siger ogsaa Skriften udtrykkelig, skjønt vore skriftkloge ikke har set det; thi Apostelen Pavlus skriver jo, at den levende, retfærdiggjørende Tro kommer ene ved Guds-Ordets Hørelse, saa det er kun i Kraft af Ordet i vor Mund og i vort Hjærte, at Jesus Kristus er nærværende hos os, saa vi ikke spørger i vort Hjærte: hvem vil fare op til Himmelen, at hente Kristus ned, eller hvem vil fare ned i Afgrunden, at hente ham op fra de døde ! Det er derfor ganske sandt, at mangfoldige i den latinske Menighed og midt iblandt os slet ikke har mere levende Tro paa Kristus, end Grækerne godt kan have, og gjenfødes derfor lige saa lidt som de i Daaben af Vand og Aand til et nyt kristeligt Liv og Levned; men derfor er det lige sandt, at hvor Daabs-Pagten er bevaret uforvansket, der og kun der kan Daaben træde i Kraft, saa der og kun der kan det kristelige Liv gjenfødes, og den apostoliske Lærdom fornyes, som den lutherske Reformation og dens levende Fortsættelse hos os kirkehistorisk beviser.

Da Kristus er baade Livet og Lyset, saa vii enhver kristelig Oplivelse gaa Haand i Haand med kristelig Oplysning; og da vi har oplevet Menneske-Slægtens historiske Oplysnings-Tid, saa kan vi endog bedre end Lærerne i Arilds-Kirken indse, baade hvad der, kristelig talt, skal kaldes Kjætteri eller Oprør i Kristus-Riget, og hvorledes Kjætter-Striden skal betragtes og behandles i en kristelig Frimenighed og i dens Historie.

151

»Bandsat være den, som forkynder en anden Kristus eller et andet Evangelium, end vi har hørt fra Begyndelsen!« det skulde aabenbar være Rettesnoren baade for Menighedens Dom og for Krigs-Brugen paa Herrens og Menighedens, som paa Kongens og Folkets Vegne; thi ingen maa stemples til Oprører i Kristi aandelige Rige, med mindre han aabenbar fører Avindskjold mod den Jesus Kristus, som vi alle ved Daaben hylde, og mod det Evangelium, det Guds Naades og Sandheds Ord, som vor fælles Tros-Bekjendelse ved Daaben udtrykker; og den højtidelige Bandsættelse, med Navns Nævnelse, ligesom ved Daaben, er det eneste skarpe Vaaben, der kan og maa bruges til Kristi aandelige Riges Forsvar (Gal. 1). Saaledes skete det ogsaa aabenbar i Apostlernes Dage, som vi ser, at baade Pavlus og Johannes taalte alle andre Uro-Stiftere, der bestred deres Lærdom og Myndighed, naar de kun ikke gjorde aabenbar Oprør mod Kristus; og saa længe de kristne havde hele Verdens-Magten imod sig, maatte de i alt Fald gjøre en Dyd af en Nødvendighed og nøjes med at bandsætte; men om de ogsaa i de første to Aarhundreder kun bandsatte dem som Oprørere mod Kristus og hans Rige, som aabenlyst talte imod den Daabs-Pagt, de selv havde indgaaet, og den Daab, de selv havde modtaget, eller o m de efterhaanden udstrakte Bandsættelsen til alle dem, der aabenbar modsagde, hvad man i de apostoliske Menigheder ansaa for Apostlernes utvivlsomme Lærdom, det kan vi ikke tydelig se af den berømte Bog, som Irenæus skrev mod alle de gamle Kjættere, da han ikke sjælden selv sammenblander Guds-Ordet ved Daaben med hele den apostoliske Lærdom.

XII.

Hvad enten vi taler om Udbredelsen af Guds-Rigets kristelige Evangelium eller om dets aabenbare Fjender og Forfølgere, eller om dets træske Forrædere og Fordrejere, som er Anti-Kristerne eller de hos os saakaldte Kjættere, da forudsætter vi, at der har været Enkeltmænd, gjennem hvem Evangeliet kjendelig forkyndtes og udbredtes, paa hvem Evangeliets og Rigets aabenbare Fjender kjendelig kunde udøse deres Harme, og 152 endelig: ved hvem Evangeliet og Riget kjendelig værgedes mod Oprørerne og reddedes, trods Forræderne.

At nu vor Herre Jesus Kristus virkelig vilde sørge for, at der altid skulde være saadanne Enkeltmænd i hans Menighed, der hos hans aandelige Folk maatte svare til de ældste og til de frit valgte Dommere og maaske til Kongerne i det gamle Israel, og svare til, hvad vi hos Verdens-Folkene i det hele kalder Høvdinger, Fyrster og Helte, det kan vi læse os til i de fire Evangelier og i Apostel-Brevene. Saaledes skriver ikke blot Apostelen Pavlus (Ef. 4), at Herren har sørget for, at hans Menighed skal have baade Apostler og Profeter, Evangelister, Hyrder og Lærere til de helliges Uddannelse, til Embeds-Gjerningen, til Kristi Legems Opbyggelse, indtil vi alle mødes i Enheden af Guds Søns Tro og Erkjendelse; men Herren har jo selv sagt, at hans Apostler, som skulde være hans Vidner til Verdens Ende, skulde være i denne Verden ligesom han var, saa de skulde være Stormænd i hans Rige, hvem Aanderne var underdanige, saa de uskadte kunde træde al Fjendens Kraft under Fod, men skulde vogte sig vel for at være gladere over det end over, at deres Navne var skrevne i Himlen, og vogte sig for at ville herske som Hedningernes Konger, og som deres Høvdinger kaldes naadige Herrer, da derimod de ældste i hans Rige skulde være som de yngste, og Høvdingerne som deres Følgesvende, saa hvem der vilde være den ypperste, maatte ligesom han være alles Tjener (Luk. 10. 22. Matt. 23. Mark. 9. 10). Ja, Herren sagde ydermere, at han vilde udsende Profeter, Vismænd og skriftkloge, hvoraf nogle skulde myrdes, andre udpiskes og forjages fra By til By, men at hans Riges skriftkloge skulde være aandelige Husholdere, som havde baade gammelt og nyt i Forraad (Matt. 13 og 23).

Dette var ogsaa en følgelig Sag, naar Kristi aandelige Folk og Rige, skjønt de ligesom han ikke var af denne Verden, dog ligesom han og med ham i Aanden skulde være baade virkelige og kjendelige og vældige i denne Verden; og at Herren i Begyndelsen holdt Ord, det ser vi tydelig af Apostlernes Idrætsbog, saa vidt den gaar; saa det er kun Spørgsmaalet, om Fortsættelsen har svaret til Begyndelsen, saa vi kan faa en skreven Kirkehistorie, der for saa vidt er en værdig Fortsættelse af Apostlernes Idrætsbog, som den viser, at den kristne Menighed, som Herrens aandelige Folk, har lige til nu haft sine kjendelige Herolder og Høvdinger, som med mere eller mindre Aandskraft, Heltemod og Visdom tjente Kongen og Riget baade i Krig og i 153 Fred, saa begge endnu er virkelig og kjendelig til Stede, og kan følgelig, hvis Kongen og Folke-Aanden har Kraft nok dertil, selv fra det laveste Stade hæve sig endog til større Glans og Vælde, end de viste fra Begyndelsen.

At Herren imidlertid ogsaa har sørget derfor, trænger ikke til andet Bevis end den Kjendsgjerning, at han endnu har et Folk, som hylder, og Tjenere, som tjener ham frivillig i Fred og Krig; men hvordan det er gaaet til, trænger til megen Oplysning, for at blive os forklarligt.

Et af de dunkleste Kapitler i den gamle Kirkehistorie er nu unægtelig det om de saakaldte Kjættere; men omtrent lige saa dunkelt har Kapitlet været om de saakaldte Kirkefædre. Vi veed nemlig alle, at Protestanterne i Kirkehistorien har skilt de rettroende eller ortodoxe Lærere i de første fem eller sex Aarhundreder fra alle de følgende under Navn af Kirkefædre, men at der dog har hersket stor Uenighed, baade om, hvor mange der skulde regnes for rette Kirkefædre, og om, hvad deres Vidnesbyrd og deres Enighed havde for os og for hele den følgende Kristenhed at betyde.

Herved er nu allerførst at bemærke, at medens det er indlysende, at den gamle Kristen-Menigheds Stormænd og hele aandelige Efterladenskab staar i det samme Forhold til alle følgende kristne Slægter, som et Folks Oldtids-Bedrift og Skrift eller gamle Litteratur, det være sig i Nord eller Syd, i Øst eller Vest, staar til Folket i de følgende Tidsrum, saa har derimod saa vel den papistiske som den protestantiske Betragtning af det aandelige Folk og Rige ogsaa i Henseende til Kirkefædrene viist deres Skjævhed i modsat Retning; saa Papisterne gjør liden eller ingen Forskjei enten mellem Apostler, Bisper og Paver, eller mellem gammelt og nyt i, hvad de kalder den hellige, almindelige (katolske) Kirke; medens Protestanterne ikke blot meget for skarpt adskiller Apostlerne fra Menighedens følgende Lærere, og hvad de kalder det ny Testamente fra al senere Skrift, men gjør endog sædvanlig denne selvgjorte RangForordning og uforsvarlige Skrift-Kanon til det eneste Kjendemærke paa den sande Kirke og de rette Kirkefædre; og den engelske saakaldte Højkirke, som mener at have valgt en gylden Middel-Vej, har snarere stræbt at forene Fejlene ved begge de modsatte Synsmaader; thi efter den anglikanske Rubrik drejer alt sig om de dødes Rige, hvori vel den hellige Pen er Kristi urokkelige Statholder, men hvori den uafbrudte Bisperække 154 fra Timoteus til den sidste Ærkebisp i Kanterbury dog er Sjælesørgeren, ligesom Hermes med sin Krumstav, der driver alle Sjæle fra dette elendige Liv til den salige Død.

Naar vi imidlertid er kommet til en menneskelig og folkelig Betragtning af Kirke-Historien som Kristen-Folkets Spejl, da følger det af sig selv, at vi vel giver Protestanterne Ret i, at de første sex Aarhundreder ogsaa i Kirke-Historien, med Hensyn paa Kristendommens og Bibelens Grundsprog og i det hele paa Oplysningen af den ægte Kristendom, udgjør et eget Tidsrum; men at vi stiller den kristelige Oldtids navnkundige Mænd og deres skriftlige Efterladenskab ved Siden ad det tilsvarende i vort eget Folks, i Grækernes og nærmest i Ebræernes Oldtid, uden at gjøre anden Forskjel end den, som nødvendig følger af Kristen-Folkets mageløse Ejendommelighed som et rent aandeligt Folk, der vel, ligesom dets Konge, skulde være som andre Folk i alle Maader, men dog uden Synd, ubesmittet af Verden, fordi det, ligesom Kongen, kun havde en Moder, men ingen Fader i denne Verden.

Saaledes staar vel Jesus den Kristus kirkehistorisk for os, som Moses folkehistorisk for Ebræerne, kun med den Forskjel, at Jesus Kristus maa staa for os ikke som Kristen-Folkets Lovgiver, men som dets Skaber, som derfor heller ikke efterlod sig nogen Lov-Bog, men det evige Livs-Ord i uafbrudt Virksomhed fra Slægt til Slægt i hans aandelige Gjerningerne, som er Syndernes Forladelse, Gjenfødelsen og Opfødelsen af det aandelige Folk til fuldt Fællesskab med sin Konge, som een og samme himmelske Faders Børn. Derimod er det Herrens Apostler med den Helligaand, der svarer kirkehistorisk til Josva hos Ebræerne, for saa vidt som de indførte Folket i Aandens forjættede Land og forplantede ikke deres Værdighed og Myndighed paa Enkeltmænd, men overlod Folket historisk til sig selv og sine Ældste; saa Kristus-Riget blev ved Apostlernes Bortgang kirkehistorisk en aandelig Fristat, som Israel blev en verdslig Fristat i Dommer Tiden, da enhver gjorde hvad han vilde, uden at der engang hos de kristne var nogen skreven Lov, som de ældste, saa vidt muligt, skulde sætte i Kraft, eller noget fraskilt Præsteskab, som skulde besørge Guds-Tjenesten og æres som Aandens indviede Redskaber.

Denne fuldstændige Fristilling, der maatte synes endnu langt farligere for Kristen-Folket, end Dommer-Tidens Frihed havde viist sig hos Israel, fandt baade Bisperne og de skriftkloge alt i 155 Oldtiden saa urimelig og mislig, at de snart paastod, enten at den apostoliske Myndighed gik i Arv ved Haands-Paalæggelsen, eller at Apostel-Skriften maatte betragtes som en kristelig Lovbog, eller de, som Anglikanerne endnu, paastod begge Dele; men de kunde naturligvis før Konstantins Tid, da de fattedes alt verdsligt Rygstød, saa meget mindre gjøre sig virkelig kirkehistorisk gjældende, som de baade aabenbar fattedes den apostoliske Dygtighed, der skulde bære den apostoliske Myndighed, og kunde ej engang enes om, hvad der var ægte ApostelSkrift, endsige da give den Lovs-Skikkelse og Besegling, eller forhindre dens fri Fortolkning; saa det er i Grunden et større aandeligt Underværk, at Kristi Folk og Rige bestod fra Apostlernes Dage til Konstantins, end at det stiftedes og opholdtes ved Apostlerne, saa de, der kjendelig bidrog dertil, kan vel fortjene at dele Hædersnavnet Kirkefædre med Apostlerne.

Saa længe man derimod efter vor kirkehistoriske Skrivebrug og deraf lavede Talebrug, ikke regner Apostlerne til Kirkefædrene, men udstrækker derimod Benævnelsen til alle de fremragende Biskopper, Ældste og selv blotte saakaldte hellige Skrivere baade før og efter Konstantins Dage, saa længe vrævler man kun ved at trættes om, hvad Kirkefædrene og deres Skrifter kristelig har at betyde for hele Menigheden, og da især for Kristen-Folket og dets Lærere i Nyaars-Tiden.

Kirkefædre i kristelig Mening kan vi nemlig kun kalde Apostlerne og dem, der i deres Fodspor, med en i deres Tid og Kreds udmærket Aandskraft, udbredte, forklarede og forsvarede det uforanderlige kristne Evangelium, med den tilsvarende Fællestro og Herrens dertil knyttede Indstiftelser, som er de eneste kjendelige Baand, der omfatter hele Kristen-Folket, ligesom de er Folke-Aandens eneste sikre Kjendemærker og Kristi Riges eneste kjendelige Hjælpekilder. Efter denne Regning faar vi da foruden Apostlerne kun meget faa navnkundige Kirkefædre i den ældste Tid og siden slet ingen; thi kun om Ignats, Polykarp og Irenæus har vi gyldige Vidnesbyrd, at de holdt fast ved Hovedet, som er Kristus lyslevende hos os; og kun de kan da være paalidelige Hjemmelsmænd for den apostoliske Lærdom og Apostel-Skriftens Ægthed og kristelige Fortolkning; thi vel regnes udtrykkelig Barnabas, Hermas og den romerske Klemens til de apostoliske Fædre, og den første hørte unægtelig til dem; men Skrifterne, man har tillagt dem, er langt fra at være apostoliske. Saa snart vi nu kommer til de 156 fremragende Navne i det tredje Aarhundrede, som er paa den ene Side Tertullian og Cyprian og paa den anden Side Klemens og Origenes, da kan vi slet ikke rette os efter dem, men maa gaa i Rette med dem for Herrens og Menighedens Domstol. Kun een af dem, Cyprian, kan da heller tælles mellem Kristen-Folkets Dommere og Helte, thi kun Martyrerne er Kristen-Folkets Helte, og kun Bisperne dets selvvalgte Dommere, hver i sin Kreds; og i begge Henseender maa Cyprians Eftermæle kaldes tvetydigt, da han langt klarere kæmpede og led paa Bispedømmets end paa det aandelige Guds-Riges Vegne. Hvad de øvrige angaar, da er Penne-Fejder og Skrift-Bekjendelser i sig selv, naar de er alleraandeligst og hjærteligst mente, hverken kristelig Kamp eller evangelisk Prædiken, men kun Skygger deraf; og det er allerede bemærket, at hverken Tertuilians eller Alexandrinernes saakaldte kristelige Skrifter kan hævde sig mindste kristelig Gyldighed.

Det følger nu af sig selv, at de saakaldte Kirkefædre under Konstantin og derefter, lige fra Atanasius til Krysostomus hos Grækerne, og fra Ambrosius og Avgustin til Isidor hos Latinerne, allerede har tabt hele deres kirkehistoriske Myndighed og Gyldighed for Kristen-Folket i det hele derved, at de saa vidt som muligt havde overgivet Kristi Rige i den verdslige Øvrigheds Hænder, eller var halvt med den om det; saa deres Virksomhed baade indad og udad havde saa meget verdsligt i sig, at den maatte tabe baade den aandelige Kraft og det aandelige Præg; og hvor det, som i Østen, gik saa vidt, at man forgreb sig paa Herrens eget Vidnesbyrd, og hans egne Indstiftelser, der var, kristelig talt, kun en Kirkegaard uden Kirke, og hverken Kirkeværger eller Kirkefædre.

Dette vil vistnok vore lærde Kirkehistorikere mene, de let kan afbevise, om ikke med Epifanius, som til Aar 400 var Biskop i Salamis paa Kypern, og kæmpede kjækt baade med Mund og Pen mod alle Kjættere, saa dog med Johannes Krysostomus, der paa samme Tid glimrede i Antiokien og Konstantinopel som et Mønster paa en kristelig Biskop og mageløs i kristelig Veltalenhed; men det er lige vist, at skulde der hos nogen af disse to findes lidt Spor af kristelig Liv og Nidkjærhed, da blev det hos Epifanius, som var en omvendt Jøde, døbt med den rette Daab; thi Krysostomus, oplært af den bekjendte hedenske Sofist Libanius, som havde ønsket og haabet at faa ham til Eftermand paa sin Lærestol, vilde ogsaa aabenbar passet 157 langt bedre paa den end paa en kristelig Prædikestol eller ved vor Herres Bord, hvor han aabenbar var aldeles fremmed. Vel er jeg nemlig langt fra at have læst alle hans berømte Prædikener, jeg tror ikke engang, jeg nogen Sinde har faaet hans meget berømte Bog om det kristelige Præstedømme helt ud, men jeg har dog læst og overvejet nok af begge Dele, for at turde sige: Krysostomus var aabenbar en meget dannet og veltalende Græker, fuld af fine Bemærkninger, baade om Sproget og om det syndige Menneskes Tanker og Følelser; men om den Kristus, som lever og lader sine leve med sig, og om det kristelige Liv i Aand og Sandhed, havde han ikke mindste levende Forestilling; saa han vist ganske troskyldig kunde indbilde sig, at den Munkehellighed, han priste og efterstræbte, den milde Rettergang med Kjætterne efter gyldige Fornuft-Grunde, som han saa gjærne øvede, og den hartad afgudiske Tilbedelse af Bispen, især for Alteret, som han saa indtrængende anbefalede, var den eneste rene og rette Kristendom.

Jeg skulde derfor i denne Sammenhæng ikke spildt saa mange Ord paa denne døde Mand, der gik igjen som Ligtaler paa den græske Kirkegaard, naar jeg ikke vidste, hvilken Anstøds-Sten baade hans Veltalenhed og endnu mer baade de gamle og de ny enstemmige Lovtaler over ham i Kirke-Historien har været og vil endnu en Stund være paa den kristelige Oplysnings Vej, og derved paa Livets Vej for dem, der danne sig til Evangeliets vel oplyste Forkyndere.

Derfor skal jeg endnu anføre det bedste Bevis paa Dødheden af hans Veltalenhed: at ligesom han selv idelig klager over, at Haandklappene i Kirken var de eneste Spor, han i Livet saae af sin Virksomhed, saaledes forsvinder han ogsaa ved sin Død sporløs i sin Kreds; saa det er kun de døde Spor af hans og hans Lovtaleres Penne, der har bragt hans Navn til os, saa nu er det vel sin hæderlige Begravelse nær i den græske LitteraturHistorie, hvor det aabenbar har hjemme.

XIII.

Det var Kapitlet om »Kirkefædrene«, som jeg fandt, maatte dels streges over og dels skrives om, før man kunde faa en rigtig Forestilling om Menighedens og vort Forhold til den 158 kristelige Oldtid, der ganske rigtig maa indskrænkes til de første sex Aarfiundreder, men af en vigtigere Grund end den, enten Papister eller Protestanter har gjort gjældende. Papisterne tager derved nemlig ene Hensyn til Skilsmissen mellem den saakaldte østlige og vestlige Kristenhed eller mellem den saakaldte græske og latinske Kirke, som ved Aar 600 under Gregor den første, kaldet den store, begyndte at komme for Dagen; og Protestanterne ser udelukkende paa den saakaldte rene bibelske Lærdom, som de mener, indtil da holdt sig nogenlunde, men forsvandt saa hartad ganske; medens Anglikanerne, som sædvanlig, vil skrabe alting til sig, men naar dog kun at halte til begge Sider, ved med Papisterne at lægge al mulig Vægt paa Østens og Vestens indbildte Enighed, og med Protestanterne paa Lærdommens forudsatte bibelske Renhed til den Tid, da Gregor den store blev, som de ganske vittig udtrykker sig, den sidste gode og den første slette Pave.

Vi derimod, som hverken finder vores eller Kristendommens Regning ved, enten at forgude Bisper eller Bogstaver, men kun ved en forsvarlig kirkehistorisk Betragtning af Kristen-Folkets og Kristi Riges Billede i Kirke-Spejlet, vi ser i de første sex Aarhundreder Kristen-Folkets Oldtid, der udfyldte lige saa langt et Tidsrum, som det, der blev Oldtidens navnkundige Riger til Del, og fordi i den Tid var Kristendommens kjendelige Virksomhed indskrænket til Menneskelivets gamle Skueplads omkring Middelhavet og til den gamle Verdens tre HovedSprog, hvoraf de to, Ebraisk og Græsk, tillige er Bibelens Grundsprog; saa denne Tid med dens mærkværdige Begivenheder, navnkundige Mænd og skriftlige Efterladenskab, staar aabenbar i samme Forhold til hele den kristne Menighed i de følgende Tider, som den højnordiske Oldtid staar til vort Højnordens Folkestammer, skilt fra os ved en Middelalder, hvorigjennem Folkelivet paa den ene Side hartad udtømte sine Kræfter, og paa den anden Side blandedes med saa mange fremmede Tilsætninger, at det til sidst var nær ved at glemme sig selv og syntes ved første Øjekast ukjendeligt.

Denne dybe Mellemalders-Kløft, som skiller vor Oldtid fra vor Nyaarstid, har man nu vel sædvanlig netop givet Kristendommen Skyld for; og skønt vor største Fortræd ogsaa i Middelalderen aabenbar var Tysken, saa er der dog intet Spørgsmaal om, at jo hvad man paa Slump kaldte Kristendom, og da især Kloster-Livet og den latinske Messe, ogsaa hos os bidrog til at svække og formørke Folkelivet; men dog skal især 159 Ebræernes Folkeliv, det eneste, som foruden det kristelige har en uafbrudt paalidelig Historie, lære os, at en saadan Mellemalder, hvori ikke længer Folke-Aanden med sin kraftige, faste Livs-Anskuelse, men Folke-Følelsen i hele sin brogede Mangfoldighed og i hele sin Ustadighed spiller Hoved-Rollen, hører til Folke-Livets uundgaaelige Skæbne i denne Verden; og da noget lignende lader sig spore i Enkeltmandens Hverdagsliv, saa maa det have sin dybe Grund i Menneske-Livet med sit ejendommelige Levneds-Løb, skjønt det naturligvis ene er Faldet og Synden, hvoraf alt det farlige og skadelige ved Overgangene og Afvexlingen udspringer.

At nu Kristen-Folket, det aandelige Guds-Folk, maatte, som et virkeligt Menneske-Folk, være alle menneskelige, altsaa ogsaa alle folkelige Vilkaar underlagt, det skulde man tænkt, alle Kristne maatte følt, da selv deres Konge, Guds enbaarne Søn, ved at blive Menneske, underkastede sig alle de menneskelige Vilkaar, lige fra Fødselen til Døden ; men vi mærker det dog ikke stort paa dem; og at Kristen-Folket kunde og skulde faa en lige saa urolig, farlig og hartad ødelæggende Middelalder som Ebræernes, der endte med Salomons-Templets Nedbrydelse og det babyloniske Fangenskab, det kunde ingen drømme om, uden Johannes, som havde de store Syner om Kvinden i Ørken, og hvem der havde Øjne til at dele dem; saa det er intet Under, at den rent menneskelige og folkelige Betragtning af den kristne Menigheds kirkehistoriske Levnedsløb endnu sædvanlig anses, om ikke for et rationalistisk Kjætteri, saa dog for et rasende poetisk Sværmeri, som ikke blot de, der poetisk talt beflitter sig paa total Afholdenhed, men selv hvem der kun hylder det ædruelige Maadehold, vel maa vogte sig for.

Naar vi imidlertid først har opdaget, at ethvert Menneske-Folk har en for Folke-Aanden og Folke-Livet meget farlig Middelalder, og dernæst betænker, at Kristen-Folket var af rent aandelig Art, havde kun sit Borgerskab i Himlene og kun et Modersmaal, som Verden aldrig lærer at forstaa, og havde, ligesom dets Konge, verdslig talt, ikke det, den kunde hælde sit Hoved til, og trængte dog, ligesom han, til Føden og Klæden, til Hvile og visse Værelser, - da var det intet Under, at dette Folk alt i sin Oldtid blev svagt i Aanden og blandedes med de fremmede, men er et desto større Under, at det ikke i sin Middelalder, ved Blandingen med de gotiske Kæmpefolk, for hvem selv Latinen var halv Ebraisk, aldeles mistede sin Ejendommelighed og tabte sig i Folke-Vrimlen.

160

Da nu Tiden, Gud ske Lov! har viist, at Kristen-Folket langt fra gjennem sin Middelalder at synke dybere l aandelig Afmagt og Selvforglemmelse end Verdens-Folkene, aldrig sank nær saa dybt som det mest historiske af alle Folk, det højnordiske, og vaagnede til nyt Liv i sin Oldtids Aand, længe før vi eller noget andet Folk, og blev en Vækker for alle de fremmede, det bode iblandt, - da forarges vi ikke længer over Kristen-Folkets Middelalder, det hos os saakaldte »Pavedommets Mørke«, men skynder os at tænde Lys ved Herrens Lys, for at ransage Tusmørket og opdage Herrens Vej paa Jorden til Frelse for alle Hedninger.

Kommer vi nu med denne Oplysning tilbage til den kristelige Oldtid, da ser vi strax, at hos vor Herre Jesus Kristus, den guddommelige Menneske-Søn, hos denne anden Adam med den levendegjørende Aand, er der, som hans skriftkloge Apostel vidner, ingen Forskjel mellem Jøde og Græker, Skyte og Barbar, saa lidt som mellem Mand og Kvinde; men vi opdager snart, at der allerede hos Herrens Apostler, skjønt de var alle Ebræer og aad alle af det samme Brød og skjænkedes med den samme Aand, findes en kjendelig Forskjel; og foruden al den Forskjel i det enkelte, der siden fandt Sted, tiltog daglig den iøjnefaldende Forskjel mellem Østen og Vesten eller den siden saakaldte græske og latinske Kirke, der vel ikke kunde udarte til aaben Fejde, saa længe man paa begge Sider holdt paa den samme apostoliske Prædiken, Tro og Daab, men maatte dog uundgaaelig føre til en kirkelig Skilsmisse, saa snart en Kjætter-Strid, eller en anden for hele Menigheden vigtig Sag, blev afgjort efter andre Regler end dem, der hidtil havde været fælles paa begge Sider.

Denne gjennemgribende Forskjel mellem Østen og Vesten angik nu aabenbar, som jeg alt oftere har nævnt, i kristelig Henseende, Bispen og Bibelen; og det er klart, at naar man enten oversaa Guds-Ordet ved Herrens egne Indstiftelser, eller agtede dog det for utilstrækkeligt til at vedligeholde den kristelige Enhed, da maatte Bestræbelsen for at bevare Enheden, eller dog Ensformigheden med et Skin deraf, gaa ud paa enten, om muligt, at forene Bispen og Bibelen, eller at gjøre een af dem ensidig gjældende.

Paa det nicæniske og de følgende saakaldte almindedelige Kirke-Møder søgte man derfor ogsaa at forene Bispens og Bibelens lovgivende Myndighed, under den fælles 161 Forudsætning, at den samme Helligaand, som havde indblæst Skriften, besjælede og oplyste Bisperne; men ligesom denne Forudsætning maatte blive vaklende ved de modsatte Beslutninger, man paa Kirkemøderne fattede, saa blev det især efter Romerrigets Deling (ved Aar 400) klart, at enten var Bisperne lige saa uenige som Skolemestrene om den rene bibelske Lærdom, eller ogsaa var det i Grunden de kejserlige Skolemestre, som raadte for den saakaldte Rettroenhed og maatte gjøre Ensformigheden utaalelig for alle levende Mennesker; og Følgen deraf maatte nødvendig blive, at hvor man, som i Vesten, egentlig hvilede i Troen paa Bispen og Indvielsen, der lod man Trætterne om Bibelskheden fare, gav sig i Bispen i Vold og søgte kun at sikre Troens Renhed og Menighedens Enhed ved at stille den romerske Biskop som Apostoiiker og Kristi Statholder i Spidsen; medens man i Østen, hvor man var træt af Grubien over de bibelske Hieroglyfer eller Binde-Runer, skabte en stiv og død Ensformighed, ved at gjøre det for Øjeblikket herskende Lærebegreb til en uforanderlig Tros-Regel.

Begge disse Udskejelser var vistnok uforsvarlige, og Protestanterne, som til Dels traadte i de bysantinske Grækers Fodspor, fandt naturligvis den latinske eller papistiske Udskejelse uden Sammenligning mest uforsvarlig og aldeles ukristelig; men Kirkehistorien, som netop ved Reformationen igjen kom til Live, har fældt en modsat Højesterets-Dom; og skjønt Protestanterne har Lov til at indskyde sig under Kristi Domstol, saa maa de dog beholde Uret til Dommedag, hvis de ikke indser, at de har baade gjort Kristendommen og sig selv Uret ved at forvexle Troens og Lærebegrebets, Kirkens og Skolens Enhed og Renhed med hinanden.

Medens nemlig Grækerne, ved at ombytte den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben med deres eget Lærebegreb, aabenbar afskar deres Børn fra den apostoliske Menighed, og hvis de endnu havde noget kristeligt Liv, tog det med sig i Graven, saa holdt Latinerne, ved at holde fast paa den apostoliske Tros-Bekjendelse, dog den kristelige Livskilde aaben for deres Børn, om de end maaske selv var aandelig dødere end Grækerne; hvorfor allerede Luther har bemærket, at i Pavedømmets Mørke maatte man vel anse de spæde Børn hartad for de eneste levende Kristne; og den lutherske Reformation, hvorved den apostoliske Tro rejste sig lyslevende midt under Pavedømmet og stræbte at forny Apostlernes Lærdom efter Skriften, 162 beviste unægtelig, at den kristne Tro var ikke uddød i det for Resten noksom ukristelige Kirke-Rige.

Vilde man nu spørge, om dog ikke den papistiske Vildfarelse var lige saa skadelig for den kristelige Oplysning, som den boglige Vildfarelse har viist sig at være for det kristelige Liv, da ser man let, at et saadant Spørgsmaal i denne Sammenhæng kun kan gjøres af dem, der ikke tror eller veed, at al kristelig Oplysning er lige saa vel spildt paa de aandelig som paa de legemlig døde, hvad man skulde tænkt, Protestanterne blandt andet maatte lært af deres mislykkede Forsøg paa at oplyse Grækerne efter Skriften, hvis Myndighed de altid dødt har indrømmet; men desuden er vor apostoliske Tros-Bekjendelse lige saa vel den kristelige Lys-Kilde, som Daaben paa den tilsvarende Tro er den kristelige Livs-Kilde; thi den ægte Tros-Bekjendelse er lige saa vel Grund-Oplysningen i Tros-Sagen, som den ægte Daab paa den sande Tro er Gjenfødelsen til Tros-Livet Endelig maa vi komme i Hu, at Middelalderen, som er Menneske-Slægtens halve Livs-Tid, er slet ikke dens aandelige Oplysnings-Tid; saa allerede derfor kunde det ikke hjulpet Grækerne, om end deres Stilling gjennem Middelalderen havde været gunstigere for Oplysningen end Latinernes; thi hvor skarpsindig man end tager alt i Betragtning, gjør man dog aldrig, som især de tyske Teologer og Filosofer har erfaret og bevist, det umulige muligt.

Naar derfor Kristen-Folket i Middelalderen ej kunde eller turde bevare og forsvare sin aandelige Frihed midt i en fjendtlig Verden, - og at den lille Flok ingensteds turde det, saae man alt under Konstantin, - da havde man kun Valget mellem Bispe-Staven og Skolemester-Pennen, for dermed at give den Del af Verden, hvori man vilde skjule sig, et kristeligt Skin; og da var Bispe-Staven baade det bedste og det klogeste Valg,'jda den, hvor farlig den end kunde blive for Livet, dog hverken som Pennen var Livets naturlige Fjende, eller som den i aandelig Forstand aldeles magtesløs, uden i Ledtog med den verdslige Arm, hvad især den protestantiske Nyaarstid har sat i et skinnende Lys.

Spørger man derimod om, enten man ved Reformationen, naar man ikke vilde eller turde bygge paa Klippen, som virkelig er Kristus, og ej opgive Skinnet af at have opdaget eller skabt en lille kristelig Verden, helst skulde bygge paa Bispeligheden eller paa Bibelskheden, da har Kirkehistorien alt afsagt Dommen til de Protestanters Fordel, der, som 163 Lutheranerne, dog holdt sig tæt til Klippen og støttede deres bibelske Lærebygning til den; thi skjønt den engelske Kirkehistorie synes at vise, de kunde godt taget Bispen med, saa viser den dog i Grunden det modsatte, da Bispen netop der har forhindret den fremskridende Oplysning, der i Nyaarstiden er Vilkaaret for Oplivelsen.

Herved drives vi videnskabelig tilbage til Kristen-Folkets Oldtid, hvor baade Bispeligheden og Bibelskheden aabenbar har hjemme, for om muligt at opdage deres oprindelige Forhold til Kristus og hans Menighed og dermed til det kristelige Liv og Lys.

Ogsaa dette vigtige kirkehistoriske Spørgsmaal om det oprindelige Forhold, hvori Bispeligheden og Indvielsen paa den ene Side og Bibelskheden og Skriftklogskaben paa den anden Side oprindelig stod til den apostoliske Kristendom og til hinanden indbyrdes, er, som vi alle veed, blevet gruelig indviklet under den lange Trætte mellem Papister og Protestanter, denne trehundredaarige Penne-Fejde, som Anglikanerne kun forgjæves har stræbt at jævne, ligesom man endte Trediveaars-Krigen med den vestfalske Fred, ja, ligesom de engelske Ministre nu vil jævne den tusendaarige Strid mellem Danmark og Tyskland, eller som Herman von Bremenfeld i den politiske Kandestøber slaar Hoved paa Sømmet med det borgermesterlige Magtsprog: forliges, I Skabhalse! I har Ret begge to.

Det er imidlertid under denne lange Forhandling blevet soleklart, at Knuderne i det virkelige, endsige da i det kristelige, rent aandelige og hjærtelige Menneske-Liv lige saa lidt lader sig pille op med en Pen som overhugge med et Sværd, men lader sig kun løse af den samme Aand og det samme Liv, som har knyttet dem, ligesom i det hele den skrevne Kirkehistorie umulig kan oplyse os, men trænger selv til Oplysning af levende Mennesker og oplyste Kristne.

Naar imidlertid Kristi Aand har oplyst os om, at i Kristi aandelige Rige paa Jorden kan der umulig være nogen anden Statholder end Aanden, saa intet kjødeligt Menneske kan med rette gjælde derfor, og at ligesom historiske Beskrivelser og Brevskaber umulig kan gaa forud for det Liv og de Begivenheder, de forudsætter og minder om, saaledes er al Bogstav-Skrift i sig selv død og magtesløs, saa den kan lige saa lidt forplante den Livs-Kraft, den betegner, som den kan gjentage eller skabe det Liv, den fattes, - naar vi først har denne Oplysning og fører den med os til Bibellæsningen og til Betragtningen af hele den 164 kristelige Oldtids skriftlige Efterladenskab, da kan vi med en Del Ulejlighed ogsaa godt spore, at Bispen vel oprindelig, som Aandens levende Fuldmægtig, var Bogstav-Skriftens Herre, men var Fælles-Troens Undersaat og Menighedens Tjener; saa det var kun de alexandrinske Skolemestre, der satte deres Pen mod Bispestaven, ligesom de ægyptiske Troldkarle fordum satte deres Stave mod Moses-Staven; men at det paa den anden Side kun var den statskirkelige Elendighed, Bispens Herskesyge og Menighedens aandelige Afmagt, der gjorde Bispen til Troens og Menighedens Herre.

Naar Protestanterne nemlig har indbildt sig, at de paa fri Haand efter Apostel-Skriften kunde afgjøre baade Spørgsmaalet om den oprindelige Tro, om Bispens oprindelige Stilling, om Bogstav-Skriftens kristelige Forhold til Menigheden og om alle mulige Ting, da har de blandt meget andet aldeles glemt, a t baade var Menigheden til, og stod Troen og Bispen i levende Forhold til Menigheden, førend Apostel-Skriften, saa det berode paa dem: paa Menigheden, Troen og Bispen, baade hvad der skulde gjælde for ægte Apostel-Skrift, og hvilken Myndighed der i Menigheden skulde tillægges den, og at derfor alle vore saakaldte kristelige Skrift-Beviser svæver i Luften, til vi godtgjør af Bispernes og de ældstes Vidnesbyrd, at de erkjendte den Apostel-Skrift vi beraabe os paa, for ægte, og tillagde den samme Myndighed over Menigheds-Troen som vi; da vi ellers, ligesom Kjætierne og Kristi aabenbare Fjender, vil føre vor saakaldte Apostel-Skrift i Marken lige saa vel mod Troen og Menigheden, som mod Bispen.

Her staar vi da atter for de tre Bisper af JohannesÆtten: Ignats, Polykarp og Irenæus, som vi regnede til Kirkefædrene, saa vidt som nogen kristelig kan bære det Navn i en Menighed, som egentlig har ingen Fader paa Jorden; thi kan nogens efterladte Skrifter lære os at kjende Bispens oprindelige Stilling i Menigheden, da maa det være deres, ligesom da ogsaa aabenbar deres skriftlige Vidnesbyrd er det eneste, hvorpaa vi historisk kan bygge vor Paastand orn en ægte ApostelSkrift og dens oprindelige Stilling i Menigheden.

Ignats, som efter alle Vidnesbyrd gjælder for en gammel Disipel af Apostlerne, og som aabenbar var Biskop i Antiokien i det første kristelige Aarhundrede og blev Martyr under Kejser Trajan, Polykarp, Biskop i Smyrna, som blev Martyr først under Mark Avrel, men var dog en Disipel af den gamle Johannes, og Irenæus, Biskop i Lyon, Polykarps Disipel, som døde 165 med det andet Aarhundrede, har nemlig Vidnesbyrd af hele den følgende kristelige Oldtid, som Bisper efter Herrens og hans Apostlers Hjærte, der ogsaa alle har efterladt skriftlige Vidnesbyrd om den kristelige Sandhed; men intet af hvad man skal have ud af gamle Bøger er let at løbe til; thi, foruden alle andre Misligheder ved gamle Bøger, har alle de, der blot er ældre end Bogtrykker-Kunsten, den medfødte Mislighed, at deres Ægthed med mer eller mindre Skjel kan bestrides, og vil, naar de har mindste historisk Vigtighed, være eller blive bestridt, og dette er i høj Grad Tilfældet med Ignatses Breve, som især, hvad den oprindelige Bispe-Stilling angaar, er de vigtigste, saa jeg vil være meget glad, naar det kan lykkes mig i næste Foredrag kirkehistorisk at oplyse Bispens og Bibelens oprindelige Stilling i Menigheden.

XIV.

Naar vi med to Ord »Bispen eller Bibelen« stræber at udtrykke den kirkehistoriske Modsætning, der alt i Kristen-Folkets Oldtid var kjendelig, overalt hvor ikke vor Herre Jesus Kristus, hans Ord og hans Aand var alt i Menigheden, denne sørgelige, men efter Omstændighederne uundgaaelige Modsætning, der i Middelalderen førte til en Skilsmisse i Kristenheden mellem den saakaldte græske og latinske Kirke, som svarer til Skilsmissen mellem Israels og Juda Rige i det forjættede Land, og som endelig i Nyaars-Tiden nær, paa et hængende Haar, havde opløst hele Kristen-Folket og adspredt dem endnu mere end Jøderne mellem alle Hedninger, til aldrig mer at samles, uden i Graven, - naar, siger jeg, vi stræber kort og godt at udtrykke denne Modsætning med de to Ord: Bispen og Bibelen, da maa vi endelig ikke glemme, at det i denne Sammenhæng, selv hvor Ordene har hjemme, er to Kunst-Ord, der let kan misforstaas, som om Bispen og Bibelen var kristelig talt uforligelige, og at hvor begge Ordene tillige, som hos os, er fremmede, der er de udsatte for al mulig Misforstand og Misbrug.

Først maa vi da vide og huske, at Biskop og Bibel betyder paa vort Modersmaal hverken mer eller mindre end en Opsynsmand og en Bog, og dernæst maa vi lægge paa Hjærte 166 og stadig mindes, at en Opsynsmand er et levende Menneske, med en vis, ikke selvtagen men given Myndighed, som en aandelig Opsynsmand, Overladt til sig selv, ufejlbarlig mer eller mindre vil overskride, eller dog hævde anderledes end han maa; men at paa den anden Side er en hellig Bog, selv om den, som Moselovens første Tavler, bogstavelig var skreven med Guds Finger, dog i sig selv en død og magtesløs Ting, da den hverken veed af sig selv at sige eller kan ytre sig selv paa nogen mulig Maade, men maa lade sig bruge og misbruge, stave og udtyde, som dens Læsere har Vidskab, Vilje og Dristighed til, saa at naar blot Læsernes Vidskab er forskjellig, da maa deres Læsning ogsaa blive det, og naar deres Vilje er modsat, da vil deres Læsemaade og Skriftbrug ogsaa blive det, saa at Bogen bliver da nødvendig et Tvistens Æble imellem dem, og Tvisten bliver bitrere, mere haardnakket og indviklet, jo mere Vægt man i begge de fjendtlige Lejre lægger paa Bogens Medhold. Er nu endelig Bogen, som den hellige Bog, vi kalder Bibelen, oprindelig skreven paa Sprog, som er fremmede for dens fleste, klogeste og uenigste Læsere, og er Grund-Sprogene helt eller halvt uddøde, da er der siet ingen Ende at se og slet ingen Grænse at finde under Striden om Bibelens Ægthed, rette Fortolkning og lovgivende Myndighed over Menigheden, over Kirken og Skolen, over Folke-Livet og Lære-Begrebet.

Se, alt dette vidste han forud langt bedre end nogen af os, vor Herre Jesus Kristus, da han er selv Guddoms-Lyset fra Evighed, og det kan hans Aand, Sandheds-Aanden, som ransager alt, ogsaa Guds Dybheder, umulig have glemt i Tidens Løb; saa at hvis baade Bispen og Bibelen, efter Herrens og Aandens Bestemmelse, har en fast Ansættelse i Menigheden, da kan det dog hverken være en saadan, at den døde Bog, hvad den ikke kan, selv skulde beherske Bispen og alt det levende, eller at Opsynsmanden, med eller uden Bogen, skulde være Menighedens og Troens Herre.

Under hele vor Betragtning, lige saa vel af den kristelige Oldtids, som af Middelalderens skriftlige Efterladenskab, maa det da være vor urokkelige Grundsætning: at Herren med sit levende og uforgængelige Ord til hele sin Menighed ved hans egne Indstiftelser baade har givet en aandelig Prøvesten for sin Aand og alle sine Sendebud, og har udtrykt alt, hvad der aandelig og hjærtelig kan og skal samle, forbinde og forene hans frivillige Undersaatter til et aandeligt Guds-Folk og en hellig Menighed; saa dertil kan hverken Bisp eller Bog i sig 167 selv være nødvendig, og dertil kan hverken de eller noget som helst være nyttige og brugelige, uden for saa vidt Bispen ikke blot kalder Jesus Herre, men gjør hvad han siger, og for saa vidt Bogen ikke blot er oprindelig ægte og endnu uforfalsket, men læses og udtydes i Herrens Aand og i Overensstemmelse med hans Ord, til fri Bedømmelse og Benyttelse af hans Menighed. Om derfor end Pavli Brev til Efeserne hørte til den Del af Bibelen, der har været tvivlsom eller syntes tvetydig fra Begyndelsen, saa vilde det lige fuldt være den kristelige Oplysnings Grundsætning, at det, som skrevet staar, kun er Aanden, som forener det aandelige Guds-Folk, og at Kristi Aand og hans aandelige Virksomhed kun er kjendelig, naar den kristne Menighed virkelig har een og samme Herre, Tro og Daab, og at følgelig alle de, der vil gjælde for Embedsmænd i Kristi Rige, lige fra de ringeste Lærere til de højeste Apostler, maa, ved udtrykkelig og enstemmig at hylde og hævde samme Herre, Tro og Daab, stille Borgen for, at de drives af Kristi Aand; men at omvendt kan vi hverken af Pavli Brev eller af nogen Skrift enten bevise eller afbevise denne vor kristelige Grundsætning, og kan ej engang rettelig beraabe os derpaa som et apostolisk Vidnesbyrd, med mindre vedkommende Skrifts apostoliske Ægthed er gyldig bevidnet af de gamle fristaaende og rettroende Bisper og Ældste.

Netop nemlig fordi den ægte Apostel-Skrift er det gyldigste af alle skriftlige Vidnesbyrd om den apostoliske Lærdom, den kristelige Tankegang og Grund-Forholdet i Kristi Rige, netop derfor kan hverken vi eller noget senere Hold af boglærde og skriftkloge paa fri Haand bedømme eller bestemme, hvad der af Skrift for Menigheden skal have apostolisk Gyldighed; og selv naar vi ikke blot, som Protestanterne gik, gaar tilbage til Evsebius, men ogsaa fulgte hans Anvisning, saa vi lod være at beraabe os enten paa Brevet til Ebræerne eller paa Jakobs Brev som ægte Apostel-Skrift, selv da havde vi ingen ren Fod at staa paa, da Evsebius hverken er gammel og paalidelig nok, eller gjør den Apostel-Skrift, han kalder utvivlsom ægte, kjendelig nok, for at hans Vidnesbyrd alene kunde have fuld kirkehistorisk Gyldighed; saa det trænger højt til at sammenlignes med og rettes efter Vidnesbyrdet af Irenæus, som netop er gammel nok til at kunne vide, hvad Apostelen Johannes kaldte ægte Apostel-Skrift, og benytter Indholden deraf saa flittig, at det maa tilfredsstille alle kristelige Læsere.

Paa denne Maade forsikres vi om, at de fire Evangelier, 168 Apostlernes Gjerninger, Pavli Breve, undtagen det til Filemon, Johannes' og Peders første Brev og Johannes' Aabenbaring har alt i den johanneiske Apostel-Kreds været bekjendte og tagne for ægte, saa vi i det hele trøstig kan benytte dette Apostel-Tidens skriftlige Efterladenskab til Oplysning saa vel af Herrens Liv og Levned, som af Apostlernes Lærdom og alle Grund-Forholdene i Menigheds-Livet eller det kristelige Foike-Liv, uden at dog deraf følger, at den apostoliske Menighed har tillagt denne Skrift samme Beskaffenhed eller samme Gyldighed som enten Avgustin eller Luther, og da endnu mindre, at denne Skrift i alle sine Enkeltheder er kommen uforfalsket og uforvansket til os.

Naar vi nu læser denne Apostel-Skrift med Kristen-Tro og med spændt Opmærksomhed, for at se, hvorledes Herren og Aanden har stillet Bispen og Bibelen i de troendes Menighed, da finder vi, at udtrykkelig har Herren ikke offentlig udladt sig om nogen af Delene; men af Evangelisternes Beretninger om, hvad Herren sagde og gjorde, slutter vi dog med rette, baade at alt hvad der stod skrevet om ham i Mose Lov, Profeterne og Salmerne, det skulde høres og forklares i hans Menighed, og at dertil vilde han sørge for »vise og skriftkloge« (Matt. 23), som skulde være Husholdere baade over gammelt og nyt (Matt. 13), til Brug efter Menighedens Tarv, men dog altid saaledes, at ingen i hans Navn ophøjede sig til at herske over Brødrene, men gjorde alt ligesom han i ydmyg Tjener-Skikkelse, ligesom han ogsaa gav til Kjende (Matt. 18), at Udelukkelse af Menigheden skulde ske, ikke efter nogen Enkeltmands eller nogle faas eget Tykke, men kun efter den hele Menigheds Dom.

Uagtet derfor Herren aabenbar udsendte sine Apostler, ikke med indviede Penne til at skrive, men med glødende Tunger til at tale, saa vilde han dog sikkert, at de skulde forplante den Skriftklogskab, han selv havde oplært dem til, og forudsatte ikke utydelig, at dem skulde dages en ny apostolisk Skrift til kristelig Brug ijævne den gamle profetiske, og at Brugen skulde være Husholderne overladt, dog vel at mærke, uden at de med deres Lærdom lagde noget Aag paa Menigheden, som de jødiske skriftkloge, der sad paa Moses' Stol og bandt svære Byrder til Folket, som de ikke selv vilde lette med en Finger (Matt. 23), eller som en utro Husfoged, der glemmer sin Herre, slaar sine Medtjenere og drikker til Pæls med sine Svirebrødre.

Ligesom vi nu nødvendig maa forudsætte, at hvis Herrens Apostler har skrevet noget om Guds Rige, da maa de lige saa 169 lidt have skrevet som talt af sig selv, men have skrevet, ligesom de talte, af Kristi Aands Drift og Fylde, saa at hverken kan den ægte Apostel-Skrift, ret forstaaet, være selvmodsigende, ikke heller kan den indskærpe noget, som strider mod Kristi Aand og Ord, - saaledes tør vi godt sige, at hvad der findes om Bøger og Opsynsmænd i de efter gyldige Vidnesbyrd utvivlsom ægte Apostel-Breve, det stemmer prægtig overens med, hvad Herren selv efter Apostel-Evangelierne har sagt og gjort; og mer maa vi ikke forudsætte eller forlange; thi naar de saakaldte Kirkefædre bevidne, at Evangelierne af Markus og Lukas er lige saa ægte, som de af Mattæus og Johannes, og at Apostlernes Gjerninger af Lukas er lige saa ægte som Apostel-Brevene, da hverken vidner de dermed, at Markus og Lukas, hvis personlige Forhold til Herren var ubekjendt, dog i deres Tale og Skrift stod i apostolisk Forhold til Kristi Aand, ikke heller vilde deres Vidnesbyrd, om de havde udstrakt det saa vidt, have mindste aandelig Gyldighed, da det er et Spørgs-maal, som enten maa til Dommedag blive kirkehistorisk ubesvaret, eller kun besvares ved Sammenligningen mellem den paagjældende Skrift og den utvivlsom ægte Apostel-Skrift, saa at dersom der virkelig findes nogen Strid derimellem, eller der i Side-Skriften findes noget selvmodsigende, da beviser det kun, at vedkommende Skrift er uapostolisk, og at deres Forhold til Kristi Aand, ligesom til Kristus selv, har været ligedan.

Hvad der imidlertid findes enten i den utvivlsom ægte Apostel-Skrift, eller i den ægte Tilgift af Lukas, saavel om Bispen som om Bibelen, det er baade saa paafaldende lidt og saa aldeles kun som en Berørelse i forbigaaende, at man strax kan se, at Apostlerne ingenlunde har betragtet eller behandlet nogen af Delene, Bispen saalidt som Bibelen, som en Saligheds Sag, hvad da i Grunden allerede viser sig derved, at ingen af Delene, Bispen saa lidt som Bibelen, nævnes enten ved Daaben eller ved Nadveren, hvis Indstiftelses-Ord dog er de eneste kristelige Oplysnings-Midler for hele Menigheden, og hvorved derfor nødvendig alt det maa nævnes udtrykkelig, som skal forbinde og være forbindende for alle Menighedens Medlemmer; medens alt hvad der kun beskrives, umiddelbar kun kan gjælde de frivillige Læsere, og maa fornemmelig være henvendt til de skriftkloge.

Der findes saaledes ikke engang i Apostel-Skriften nogen nærmere Oplysning om, i hvilket Omfang de kristne skulde tilegne sig Jødernes hellige Skrift, og da endnu mindre nogen Forskrift 170 om, hvorledes Menigheden skulde betragte og Lærerne benytte Apostlernes skriftlige Efterladenskab; men derimod findes der en mærkelig Advarsel imod alle baade mundtlige og skriftlige Ytringer af falsk og uægte Apostoliskhed, ja, den Apostel, som ret egentlig maa kaldes den Helligaands Haandskriver til Menigheden, Apostelen Pavlus, finder det endogsaa nødvendigt at gjøre sit egenhændige Navne-Træk til det eneste sikre Kjendemærke paa hans ægte Breve: »Hilsen med min, Pavli Haand, som er Tegnet paa hvert Brev, saaledes skriver jeg«.

Det er fremdeles mærkeligt, at det eneste Sted, hvor Apostelen Pavlus ytrer sig tydelig om de kristnes Forhold til den gamle Pagts Bog, findes ikke i noget af hans Breve til Menighederne, men kun i et af Brevene til hans fortrolige Ven og Disipel, Timoteus (2 Tim. 3, 15. 16); thi saadanne fortrolige Venne-Breve kunde aldrig med rette tillægges samme apostoliske Myndighed som Menigheds-Brevene; ikke heller kunde man i den følgende Tid, uden selv at have set Haandskriften, være saa sikker paa Breves Ægthed, som ventelig ikke var læste offentlig; og det er endelig højst mærkeligt, at selv i et saadant mindre sikkert apostolisk Venne-Brev findes kun den Forsikring, at hele Jødernes hellige Skrift, under Forudsætning af den kristne Tro, kan gjøre klog paa Guds Frelse og er nyttig til Lærdom, til Bevisning, til Rettelse og i det hele til Guds-Menneskets Opdragelse i Retfærdighed, saa det kan blive velskabt og uddannet til al god Gjerning; thi heraf følger vist nok, at dersom Pavlus kunde og vilde ytret sig om den ny Pagts Bog, som ikke endnu var til, da vilde han i det højeste have givet den det samme Lov, og vilde aldrig tillagt den mindste lovgivende Myndighed, endsige udgivet den enten for Kristen-Troens Kilde eller Kristen-Troens Grund.

Spørger vi nu Biskop Irenæus om, hvordan de ældste Bisper betragtede og benyttede den hellige Skrift, da finder vi, som en følgelig Sag, at det ene var de fire, for ægte antagne Evangelie-Bøger, de brugte til at oplyse Menigheden om Herrens Liv og Levned, Ord og underlige Gjerninger; men at de til Lærdom og Bevis, til Formaning og Spaadom brugte Loven og Profeterne med Apostel-Skriften i Flæng; medens det kun var Kjætter-Høvdingerne, der enten forkastede den gamle Pagts Bog, eller misbrugte flere eller færre Dele af det saakaldte ny Testamente til en saakaldt kristelig Lovbog og Rettesnor for Troen og Menigheden; og at Bisperne tvært imod kjækt stillede Tros-Bekjendelsen ved Daaben og Apostlernes Lærdom, som 171 den var aabenbar forplantet i de apostoliske Menigheder, lige saa vel mod alt, hvad man nu først vilde have opdaget l Skriften, som mod alt, hvad man paastod var hemmelig forplantet fra Kristus og hans Apostler. Selv de alexandrinske Skolemestre, Klemens og Origenes, som ikke blot tog sig den Frihed at fortolke Skrifterne efter eget Tykke, men prøvede dumdristig paa derved at forbedre den apostoliske Lærdom, de bukkede dog i forbigaaende for den oprindelige Tros-Regel og forlangte ikke engang, at deres Boglærdom skulde gjøres til Tros-Artikler.

Kommer vi nu fra Bibelen til Bispen, da finder vi hverken i Apostel-Brevene eller i Apostlernes Idræts-Bog tydelige Spor af, at Apostlerne enten indviede eller indsatte saadanne Menigheds-Forstandere, Opsynsmænd og Dommere med Bispenavn, som vi, strax efter Apostlernes Afgang, forefinde i alle Menigheder; men vi læser kun, at de beskikkede Ældste (Presbytere) i hver Stad og lod, i det mindste i Jerusalem, Menigheden selv vælge Medhjælpere (Diakoner), som de da indviede dertil med Haandspaalæggelse. Selv Timoteus og Titus, som vi af Pavli Breve til dem kan se udøvede paa visse Steder, hvad man kunde kalde bispelig Myndighed, synes dog at maatte betragtes som Apostelens Fuldmægtige til en vis Tid og i visse bestemte Øjemed ; thi han kalder dem aldrig Biskopper, med hvilket Navn han derimod to Gange benævner alle de ældste (Ap. Gj. 20. Fil. 1); og skjønt han en Gang, i Opregneisen af Arbejderne i Herrens Vingaard (Ef. 4), ved »Hyrderne« synes at have ment de egentlige Bisper, saa tillægger dog baade han og Apostelen Petrus alle de ældste Hyrde-Stillingen (Ap. Gj. 20. l Pet. 5); og Venne-Brevene til Timoteus og Titus er da de eneste, hvori Apostelen synes at omtale Biskoppen som en Enkeltmand i Spidsen for Menigheden (l Tim. 3. Tit. 1). Det gjælder da Bispen saa vel som Bibelen, hvad før er sagt om Forskjellen mellem, hvad der findes og hvad der fattes i Menigheds-Brevene; og hertil kommer, at i Titus-Brevet, som er det sikreste, flyder Biskoppen igjen sammen med de ældste. Endelig omtales Biskoppen i alt Fald paa begge Steder ingenlunde som den, Embedet kan eller skal give nogen Værdighed, men som den, der ved sine Egenskaber og sin bekjendte kristelige Vandel skal give Embedet Værdighed, saa derved forudsættes baade frit Valg og et i alle Maader frit Forhold.

Kommer vi nu til de ældstes Vidnesbyrd om Bispens virkelige Stilling i Menigheden, da staar vi midt i Tvisten 172 om Ignats-Brevenes Ægthed; thi vel er der mellem de gamle kun een Mening om, at Ignats paa sin Martyr-Rejse til Rom skrev flere Formanings-Breve baade til den romerske og til en Del asiatiske Menigheder; men deres Indhold er ingenlunde saa nøje angivet, at vi deraf kan se, enten om nogen af de Opskrifter, Tiden har levnet os, er aldeles ægte, eller om vi skal anse de kortere eller de længere Opskrifter for de sikreste og mindst forvanskede.

Nu har vist nok de kortere faaet de fleste Stemmer blandt de lærde; men da de lærde sædvanlig paa Kirkefædrenes Skrifter har anvendt det gamle Ordsprog: af to onde Ting skal man vælge den mindste, saa har denne Stemmeflerhed ej stort at betyde, uden for saa vidt den hindrer os fra selv at se efter; og jeg har endelig overbevist mig om, at de korte Opskrifter i alt Fald er et Udtog, og det et meget daarligt Udtog af de længere, saa at er nogen ægte, maa det være disse.

Hvad der imidlertid har været mest tiltrækkende for den højbispelige Kirke og mest frastødende for alle de protestantiske skriftkloge derudenfor: de højtravende Talemaader om Bispen og hele Præsteskabet, de findes i Opskrifterne af begge Alenmaal; og var alle disse Talemaader ægte ignatsiske, da havde Ignats aabenbar ikke været nær saa apostolisk en Biskop, som han i Oldtiden agtedes for; thi da maatte han have sat Bisperne højt over Apostlerne og ret egentlig i vor Herres Sted; og da han dog bestandig sætter sin egen Bispelighed dybt under Apostlerne, og for Resten skriver udmærket apostolisk, saa maa der sikkert være noget uægte selv i de bedste Opskrifter; men dog skal vi lægge Mærke til, at især i de længere Opskrifter lægges der en afgjørende Vægt paa den apostoliske Tros-Bekjendelse, som vor Herres Jesu Kristi eget Vidnesbyrd, Bispens og hele Menighedens Himmel-Lys, og at netop de idelige og stærke Formaninger til at være Bispen underdanige, som Herren, viser, at Bispens Stilling i den Kreds var meget mislig, saa han sædvanlig betragtedes vel som Skriftens Herre, men som Troens Undersaat og Menighedens Tjener. Mærkeligt er det ogsaa, at i Brevet til den romerske Menighed findes slet intet om Bispen; thi det synes at vise, at Ignats, ligesom vi, har fundet, at i Vesten var lige fra Begyndelsen Bispe-Myndigheden snarere for stor end for lille.

Hermed kunde vist den kirkehistoriske Udsigt over den kristelige Oldtid passelig sluttes; og til en lignende Udsigt over Middelalderen og Nyaarstiden tør jeg for Øjeblikket ikke vove 173 mig; men hvis mine Tilhørere ønsker det, skal jeg gjærne prøve paa at give dem en tydelig Forestilling om, hvorledes, efter min kirkehistoriske Overbevisning, vort kristelige Forhold til Bibelen og til Bispen nu og herefter maa opfattes, saa de, ligesom vi, ikke beherske, men tjene Herren og Aanden, Troen og Menigheden, Sandheden og Kjærligheden, Lyset og Livet, Tiden og Evigheden.

XV.

Jeg stræbte sidst at vise Dem, at Spørgsmaalet baade om Bispens og Bibelens kristelige Forhold til Menigheden oprindelig har været og altid skulde være et aabent Spørgsmaal, som alle Lærerne vel til enhver Tid baade har Kald og Lov til at besvare saa godt de kan, men maa aldrig paabyrde Menigheden deres Skjøn; da Herren ikke blot laster de jødiske skriftkloge, fordi de søgte det evige Liv i Skriften og misbrugte Loven og deres Sæde paa Moses-Stolen til at lægge svare Byrder paa andre, som de ej selv vilde bære, men har udtrykkelig forbudt alle sine Sendebud og Embedsmænd at øve mindste personligt Herredømme over hans aandelige Guds-Folk. Men skjønt jeg udtrykkelig skrev det til mig selv, at denne Paastand hverken kunde afhjemles med min egen kirkehistoriske Kundskab og Tankegang eller med noget Skriftsted, saa glemte jeg dog at sige Dem, hvad der ogsaa i denne Henseende gjør Udslaget og binder Læsset; thi det er, at hverken Bispen eller Bibelen nævnes i Indstiftelses-Ordene enten ved Daaben eller ved Nadveren, og maatte dog allerede ved Daaben som Indgangen i Kristi Rige udtrykkelig nævnes, naar Kundskaben om dem og Forholdet til dem skulde være en Saligheds-Sag for hele Menigheden. Allerede Nadver-Ordet lyder nemlig kun til voxne Kristne, og i Herrens Ord ved hans Indstiftelser maa alt det være udtrykt, som skal binde, forbinde og forene Menigheden; saa det maa være Åanden og Menigheden overladt, med hinanden frit at afgjøre, hvad mere der til Tid og Sted kan tjene til, at Herrens Øjemed med hans Saligheds-Midler opnaas; og selv om derfor Herren havde efterladt sig egenhændige Skrifter, saa vedkom 174 de dog kun umiddelbar deres frivillige Læsere og var Aanden og Menigheden efterladte og overladte til fri Brug.

Det skader imidlertid ikke, at jeg nu var nødt til at begynde med denne kristelige Grund-Oplysning, thi jeg havde maaske ellers ogsaa glemt at give vor Herre hele Æren for, at vi nu, ganske anderledes godt end før, kan uden Vild og Venskab dele mellem Bispen og hele hans Kapitel paa den ene og Skriften med alle sine Tilbedere og Sejpinere paa den anden Side; thi vel kan Kirke-Historien paa fri Haand lære os, at Troen og Menigheden har kun været meget slet tjent enten med det bispelige Pavedom eller med den bibelske Dødsdom eller med et af begge Dele sammensat Kirkedom; og vores danske Beliggenhed mellem de svenske Bisper og de tyske Skolemestre frister os hverken til at være ensidige eller til at halte paa begge Ben; men naar vi ikke havde ladt os lære af vor Herre selv, baade hvordan han vil tros paa, og hvorved han vil skænke os det evige Liv, og hvorpaa vi skal kjende det i sin timelige Udvikling, da kunde vi dog umulig fundet Vej eller Sti i det kirkehistoriske Vilderede; saa den største Fordel, vi, i kristelig Henseende, havde af Erfaringens Vidnesbyrd om Bispen og om Bibelen, var det Savn, vi følte, af noget ret guddommeligt, der, bedre end baade Bispen og Bibelen, kunde skabe Liv og tænde Lys og holde Fred i Herrens Hus, og den af det dybe Savn udspringende Villighed til at sætte os med Maria ved Herrens Fødder og lære Visdom, naar vi blot kunde finde ham eller findes af ham.

Nu derimod, da Herren har ladet sig finde og lært os at finde den rette Klippe, hvoraf de levende Vand-Strømme paa hans Ord uden nogen Moses-Stav springer ud, da ser vi strax, at det flydende Element, der hører til Udviklingen af det kristelige

som af ethvert Menneske-Liv, lige saa lidt er Skriften med Pen og Blæk, som det faste Element er enten Petrus eller nogen af hans Eftermænd, men at den hellige Skrift i de rette Hænder dog efter kristelig Regning er meget mere værd end Bispen i sine bedste Klæder.

Den ægte profetiske og apostoliske Skrift er nemlig, om end paa anden Haand, et Underværk af Kristi Aand, som han hos hele Menigheden vil vedkjende sig, og som, langt fra at gjøre nogen Fordring paa andet end Sandfærdighed, kun afbilder Ordet i Tjener-Skikkelsen og strækker sig ud til os som en Johannes-Finger, pegende paa ham, den vel ikke kan nævne, 175 men gjør dog kjendelig for hvem der har Øren at høre med, som et Guds Lam, der bærer Verdens Synd. Bispen derimod, som, skjønt han har Mund og Mæle, ikke kan sige os, hvor han kommer fra og hvor han skal hen, gjør med sin bispelige Myndighed Fordring paa, at vi skal følge ham i Blinde, med den Tro, at vor Herre har betrot ham Himmeriges og Helvedes Nøgler, saa han kan lukke op, saa ingen lukker i, og lukke i, saa ingen lukker op.

Skjønt vi derfor ikke tør nægte, at Apostelen Petrus efter Johannes' 21de maa kaldes den første kristelige Hyrde og Biskop under Herrens eget Ærke-Bispedømme, saa beviser dog blandt andet Apostelen Pavli Modstand imod ham, da han var at laste, at Herren hverken havde forlenet ham med pavelig Ufejlbarhed eller med bispelig Myndighed; og om vi end finder den myndige Biskops Oprindelse saa ældgammel og gaadefuld, at vi ikke ret tør bryde Staven over ham, saa ser vi dog strax, at hans mageløse Højærværdighed baade staar paa en meget glat Skraaning, og er, som en Slags Mellemmand mellem Herren og hans Menighed, en meget farlig Person baade for sig selv og for Menigheden; saa uundværlig kan han umulig være altid og alle Vegne, men maa tvært imod, hvor hans Myndighed vilde laane mindste Understøttelse af den verdslige Magt, helst undværes, saa vi Smaa-Kristne i Danmark har med det blotte og bare Navn beholdt mer end nok af Bispen.

Det bliver os derfor klart nok, hvorfor Apostelen Pavlus slet ikke nævner Biskoppen i sine Menigheds-Breve; men at han dog omtaler ham i sine Venne-Breve til Timoteus og Titus, kan vi forklare deraf, at en saadan Formand, Forstander og Dommer var en borgerlig Nødvendighed for Menigheden i alle sine Afdelinger, hvor den, udenfor Jødeland, stod saa godt som udelukt af det borgerlige Selskab og udsat for al mulig Plage og Fortræd.

Hvad jeg nemlig en Gang ligesom i forbigaaende har berørt, maa jeg her med Flid lægge Vægt paa: at den kristne Frimenigheds Stilling i Hedninge-Verdenen lignede og vil, til Herren kommer, altid ligne Jødefolkets efter Moses' og Josvas Bortgang, i, hvad vi kalder Dommer-Tiden, og at Bisperne derfor maa betragtes som frit valgte Forstandere og Dommere, eller efter vor daglige Talemaade: som kommunale Embedsmænd ; og vi behøver blot at tænke os selv udtraadte af Stats-Kirken, for at se, at en saadan Formand med afgjørende 176 Myndighed i en større eller mindre Kreds vilde være os uundværlig, saa at, hvor mislig og farlig vi end fandt hans Stilling, maatte vi dog, for den borgerlige Ordens, Sikkerheds, Freds og Enigheds Skyld, vælge en saadan, og anse saa vel Skaaret, hans Stilling gjorde i Enkeltmandens Frihed, som Farerne for et nødvendigt Onde, der kun maatte formindskes ved et omhyggeligt Valg efter de Regler, Apostelen Pavlus med Flid har foreskrevet.

Dette, at det er med et kristeligt Bispedømme, som med et kristeligt Ægteskab: at dets Kristelighed ikke beror paa nogen Indvielse, men paa det fri Valg og paa vedkommendes kristne Tro og Hjærtelag, det har vel i flere Aarhundreder været aldeles glemt, da de engelske saa vel som de romerske Bisper udlede deres Myndighed først og sidst af Indvielsen, hvormed de paastaar den uafbrudt skal være forplantet til dem lige fra Apostlerne; men man har dog aldrig kunnet glemme, at til en ordentlig Biskop hørte et frit Valg, i det mindste af de ældste, og endnu i det tolvte Aarhundrede indrømmede Peter Lombard, sin Tids teologiske Orakel, som selv var Biskop i Paris, at Bispedømmet udsprang ikke af en højere Indvielses-Grad (ordo), men af en Embeds-Stilling (officium).

Heraf vil det være klart, at en saakaldt kristelig Biskop i en Stats-Kirke, som vælges enten af den verdslige Øvrighed eller af verdslige Provster og Sognepræster, kun, som de engelske Bisper, er en verdslig Hyrde og en aandelig Uting for det aandelige Folk, og at den overhængende Fare ved BispeStillingen i en kristelig Frimenighed er den, at Bispen næsten nødvendig anser sig selv og anses for en Slags Statholder i Kristi Rige, der, ligesom Ypperstepræsten hos Jøderne, kan og skal være Mellemmand og Mægler mellem Folket og den usynlige Konge, altsaa her mellem Kristus og Menigheden, uden at han dog, som den Helligaand, kan forene dem i sig.

Dette, at Bispen altid, ligesom Paven i Rom, fristes til, hvad Apostelen Pavlus skarpt men rettelig kalder: at »falde i Djævelens Snare«, ved at anse sig for den Helligaand selv eller for hans Afløser, eller dog for en Apostoliker med langt større aandelig Myndighed, end nogen enkelt blandt Apostlerne øvede eller tilegnede sig, det gjør BispeStillingen gjennemgribende farlig for hele det kristelige Liv og klarlig for hele OplysningsVærket i Menigheden, som ene kan bestyres af den Helligaand og skal besørges frit af dem, den Helligaand dertil kalder, oplyser, udruster, og giver Vidnesbyrd hos Menigheden.

177

Man kan nemlig nok tænke sig en Biskop i en kristelig Frimenighed, som kun var valgt og havde kun Myndighed til at ordne saa vel hele Menighedens som de enkelte Medlemmers Forhold til Lands-Loven og den verdslige Øvrighed, samt til at dømme i Tvistighederne mellem Menigheds-Lemmerne om verdslige Ting, medens han kun efter Daabs-Pagten og med Menighedens Samtykke kunde sætte nogen i den store Band som Kjættere eller Kristus-Fjender; men dels har slige parlamentariske Indskrænkninger af den udøvende Magts Myndighed i Virkeligheden ikke stort at betyde, og dels kan Bispen ikke til Gavns sørge for den verdslige Orden og Ærbarhed hos Menigheden, uden at raade temmelig frit for den lille Band eller Udelukkelsen fra Nadveren, og i en vis Grad for Menighedens offentlige Forsamlinger med Talerne og Sangene i dem; saa her vil han, under Paaskud af Farerne for, hvad man kalder »den gode Orden og den offentlige Moral«, kunne gjøre mange Bestemmelser, som ikke blot krænker Enkeltmandens aandelige Ret og Frihed, men kan gjøre uberegnelig Skade for Kristen-Livets og den kristelige Oplysnings Sag.

Biskoppen vil nemlig vist nok altid paastaa sin og dermed den kristelige Lærers Ret til, efter bedste Overbevisning og paa eget Ansvar for Herren og Aanden, at bedømme, hvad der er ægte Apostel-Skrift og apostolisk Lærdom, naar han kun ikke bringer det i Strid med vor apostoliske Tros-Bekjendelse og Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren; men da Biskoppen selv maa antages at have en vis Overbevisning om den apostoliske Skrift og Lærdom, saa er det et stort Spørgsmaal, om han vil taale, at nogen Lærer i hans Stift følger og udtaler en modsat eller meget afvigende Overbevisning, eller om han ikke snarere, som alle de gamle Bisper, vi kjender, vil anse det ikke blot for sin Ret, men for sin Pligt, at nægte alle dem offentlig Talefrihed i sit Stift, der ikke enten med en vis Lære-Forskrift er indviede af ham eller vil dog rette sig efter Forskriften.

Vel er Faren herved noget mindre, naar en Biskops Stift, som i Begyndelsen og sikkert i Enden, kun bestaar af hans Hjemsted og den nærmeste Omegn, og Bisperne staar uafhængige af hinanden, som i ældgamle Dage; men Egenkjærligheden vil altid friste Bisperne i hvert Land eller større Omkreds til, for at sikre deres Myndighed, hver i sit Stift, enten at vælge sig en Ærkebisp, som ikke er Jesus Kristus, eller til at enes med 178 hinanden om visse Grundsætninger i Lærdommen og Skrift-Betragtningen, som de ikke vil taale rokkede eller aabent modsagte nogensteds, og da har vi Statskirke-Væsenet i sin farligste Skikkelse, fordi det har Aandeligheds Skin, men fornægter dens Kraft.

Se, derfor er det blevet min Overbevisning, at vi, i Steden for at træde ud af Stats-Kirkerne saa snart som muligt, skal opsætte det saa længe som muligt, naar vi kun indenfor Stats-Kirkens Hegn kan vinde den nødvendigste Frihed til Menigheds-Livets Væxt og Udvikling; da vi kun er modne til den udvendige Selvstændighed, som kræver Biskoppen, naar hele Menigheden er kommen til Skjels Åar og Alder, saa den kan skatte og hævde den aandelige Frihed i hele sin Udstrækning og vil nøjes med saa megen Orden, Sikkerhed og udvortes Renhed, som dermed lader sig forene, fordi det er klart, at saaledes tænker den Helligaand, som altid kræver Frihed for sig og sine Redskaber; saa at Biskoppen, om han end falder i Djævelens Snare, nødes til at nøjes med den Myndighed, Aanden og Menigheden indrømmer ham. Først da vil det ogsaa være klart for hele den voxne Menighed, hvad nu kun er det for Guds-Rigets skriftkloge: at Herrens Apostler, som havde hele Herrens ærkebispelige Myndighed at udøve, nøjedes med den aandelige Indflydelse, som Menigheden frivillig indrømmede dem, og bandsatte ingen, fordi han miskjendte og ringeagtede dem (Johannes og Pavlus), ja, lod i Grunden alle de aandelige Tvistens Æbler, som siden har forstyrret Menighedens Fred og krænket Aandens Frihed, ligge urørte; thi det er jo, hvad vi med lutter for os fremmede og i sig selv ubestemte Ord kalder: Ordination, Exkommunikation, Inspiration og Kanon, paa Dansk: Indvielse, Bandsættelse, Indskydelse og Bog-Stempling, eller jeg veed ikke hvad.

At nemlig vor Herre indviede sine Disipler med Haandspaalæggelse, da han udsendte dem som sine Forbud, det maa vist nok forudsættes; men om han dermed meddelte dem andet end Ret og Forpligtelse til at røgte hans Ærende, derom staar ikke et Ord; og at han ikke dermed skjænkede dem Dygtighed til at være den ny Pagts Embedsmænd, det er klart deraf, at de først fik den efter hans Himmelfart.

At Apostlerne i Jerusalem rned Haands-Paalæggelse indviede syv Medhjælpere, som Menigheden havde valgt, til at tjene for Borde, mens de selv helligede sig til Guds Ords Forkyndelse 179 alene, det har vi ogsaa læst fra Arilds Tid; men skjønt Stefan og Filip, som var af de syv, optraadte som Lærere i Menigheden, saa var det aabenbar ikke dertil, de indviedes; og det eneste Spor af en apostolisk Indvielse, hvorved der meddeltes Enkeltmanden en aandelig Naadegave, er da den profetiske Naadegave til Timoteus ved Apostelen Pavli og de ældstes Haandspaalæggelse.

Da Trætten nu ingenlunde er om, hvor vidt den Helligaand kan og vil under nogen Omstændighed meddele en Naadegave ved Haandspaalæggelse eller ikke, men om, hvor vidt der gives en nedarvet apostolisk Indvielse i Menigheden, og om, hvor vidt den Helligaand har bundet især Lære-Dygtigheden og Lære-Friheden dertil, - saa ser man let, at denne pavelige Paastand fattes al apostolisk Hjemmel og maa, allerede for Aandens egen Friheds Skyld, efter Tanke-Loven forkastes.

Spørgsmaaiet om Bandsættelsen er vel ikke slet saa redt, men maa saa meget mere holdes aabent; thi medens det følger af sig selv, at den store Bandsættelse, som er Udelukkelse af Menigheden og Stempling til Kristus-Fjende, kun maa finde Sted for aabenbart Brud af Daabs-Pagten, saa er det mindre Band eller Udstødelse af Fællesskabet en Hjærtesag, der i hvert enkelt Tilfælde maa afgjøres efter Menighedens Følelse; saa derom lader sig intet klart sige paa fri Haand, undtagen at det allermindst maa træde i Kraft uden med Menighedens Samtykke. Hermed stemmer ogsaa Herrens Ytring (Matt. 18) overens ; men derimod kan Apostelen Pavli Breve synes paa en Maade at begunstige Bispe-Myndigheden i denne Henseende (l Kor. 5), da Apostelen udtrykkelig bestemte, at han, der havde vanæret sin Faders Hustru, skulde højtidelig overlades til Satan, og gav ved samme Lejlighed en hel Opskrift paa, hvem der skulde udelukkes fra Nadveren; men herved er dog at mærke, at Apostelen dermed ikke giver nogen Forskrift, som Menigheden skulde følge, enten den vilde eller ikke, men giver kun en indtrængende Indstilling om, hvad Menigheden kunde gjøre, saa Afgjørelsen bliver altid den overladt.

Indskydelsen, som man har kaldt Indblæsning og derved gjort til noget lige saa aandløst som bogstaveligt, beskrives vist allersikrest i Peders andet Brev, skjønt det tidlig synes at have været omtvivlet, med de Ord: ingen Profeti er fremkommen efter menneskeligt Tykke, men de hellige Guds Mænd talte efter 180 den Helligaands Drift; thi det følger af sig selv, at naar de samme Guds Mænd skrev Talen op, da gjorde de det efter samme Aands Drift og under hans Styrelse, og at naar de samme Guds Mænd mundtlig eller skriftlig vilde fremstille en Lærdom eller aflægge et Vidnesbyrd, da gjælder det samme derom som om Spaadommen. Hvor vidt derimod Aandens Indflydelse ved en skriftlig Affattelse maatte gaa, for at svare til sin Hensigt, og hvordan man helst skal tænke sig den, det maa være et frit Spørgsmaal, da det egentlig er Spørgsmaalet om, hvem af os der har mest aandelig Forstand, hvad kun Aanden selv kan besvare. Vi kan og maa vist nok sige, at enhver ægte hellig Skrift maa sandfærdig være alt, hvad den udgiver sig for, og hverken være selvmodsigende eller modsige nogen aandelig Sandhed; men naar Talen bliver om enkelte Vendinger, Udtryk og Ordføjninger, der selv i den ægteste Skrift kan være forvanskede, da bliver alle Følge-Slutninger derfra usikre og tvivlsomme. Det gjør derfor i Virkeligheden liden eller ingen Forskjel, enten 'man udstrækker, hvad Pavlus skriver om sin Tale med aandelige Ord (l Kor. 2), til hans Skrift eller ikke, og hvordan man forstaar den Lydighed mod sit Brevs Indhold (2 Tess. 3), som han kræver af Tessalonikerne.

Kommer vi nu endelig til Kanon, eller til den Forskjel mellem kanoniske og apokryfiske Bøger i det skriftlige Efterladenskab fra den profetiske og apostoliske Tid, som vi kalder det gamle og det ny Testamente, da maa vi ogsaa her lægge Hoved-Vægten paa, at vor Herre Jesus Kristus, som ved sine Indstiftelser har bundet sin Aand og sin Menighed til sit alle vitterlige Ord, og med sit »Kristus-Navn« i Tros-Bekjendelsen har bundet alle Kristne til Spaadommen og Husholdningen i den gamle Pagts Dage, har derimod ikke bundet enten Aanden eller Menigheden til nogen som helst Skrift; saa at, naar der findes en profetisk og apostolisk Skrift, da er den overladt til Aandens og Menighedens fri og kristelige Modtagelse og Benyttelse; hvad da ogsaa er nødvendigt, da de først maa skille det ægte fra det uægte, før de kan benytte Skriften kristelig.

Uagtet nu ingen enkelt Del af Menigheden kan binde den hele, og uagtet Vidnesbyrdet af Menighedens skriftkloge maatte være enstemmigt, for at kaldes den Helligaands eget Vidnesbyrd om Skriften, saa har dog Menigheden altid følt, at hvad der udgiver sig selv for Apostel-Skrift og har gjældt derfor lige siden Apostlernes Dage, maa antages derfor og benyttes derefter, og at det samme gjælder om den profetiske Skrift, for saa vidt 181 den ægte Apostel-Skrift lærer os at kjende den; men begge disse, ligesom alle andre Spørgsmaal om Skriften, kan kun besvares kirkehistorisk af de skriftkloge, som derfor nødvendig staa mellem Skriften og Menigheden og er til enhver Tid med Aanden dens eneste Borgen for visse Bøgers profetiske og apostoliske Ægthed.

Nu har imidlertid vore skriftkloge aldrig til nogen Tid, endsige altid, været aldeles enige om Tallet paa de hellige Skrifter af utvivlsom profetisk eller apostolisk Oprindelse, saa det maa, ligesom Spørgsmaalet om den eneste rette Skriftbrug og Skrift-Fortolkning, vedblive at være et aabent Spørgsmaal til Verdens Ende. Langt fra derfor at ville i Herrens eller den Helligaands Navn paatvinge Menigheden eller nogen lærd eller læg deri sine Tanker om den hellige Skrifts Omfang, kristelige Bestemmelse og Brug, maa Guds-Rigets skriftkloge tvært imod, baade for Herrens, for Aandens og for deres egen Skyld, udtrykkelig underkaste deres og alles Skjøn Herrens og Aandens Dom, som vi veed vil hos alle troende selv bekræfte Sandheden.

Saaledes finder jeg mig vel overbevist om, at alt hvad der i vort saakaldte ny Testamente udtrykkelig udgiver sig for ægte Apostel-Skrift til Menigheden, følgelig ogsaa Peders andet Brev, virkelig er det, men at, om end Ebræer-Brevet, Jakobs og Juda Brev udgav sig derfor, som de dog ikke gjør, og havde antagelige kirkehistoriske Vidnesbyrd for sig, som de dog ikke har, saa var de dog ikke ægte Apostel-Skrifter, fordi de i mine Øjne er aldeles fremmede baade for Herrens Ord og Aand; men jeg maatte dog lige saa lidt forlange dette mit Skjøn kanoniseret, som jeg turde underskrive enten Evsebs eller Avgustins Kanon.

I Henseende til det saakaldte gamle Testamente er jeg ogsaa overbevist om, at efter Herrens Ord og Aandens Vilje skal vi antage Mose Lov, Profeterne og Salmerne for hellig Skrift, selv i videre Udstrækning end Navnene kræve; men jeg kunde dog aldrig indrømme, enten at alle det gamle Testamentes historiske Bøger stod i samme Forhold til Aanden og Menigheden, som Apostel-Evangelierne, eller at vi i Henseende til Josvas og Dommernes Bog, Jobs Bog, Krønnikernes Bøger, Salomons Prædiker, Højsang og Visdom var mere bundet til, hvad Farisæernes end hvad Saducæernes skriftkloge tænkte og sagde derom; thi vi maa vide, at vi har kun Sikkerhed for, at Herren og hans Apostler regnede til Jødernes hellige Skrift, 182 som de gav Vidnesbyrd, hvad de enten nævnede eller kjendelig benyttede som saadan; og vi maa huske, at hvad vi lægger til, det gjør vi kristelig talt, paa egen Haand, lige saa uforsvarlig for Menigheden, som for Verden; saa at intet gjør baade de skriftkloges og Skriftens Anseelse og Nytte i Menigheden større Afbræk, end forvovne Paastande om Skriftens Omfang, Indskydelses-Maade og eneste rette Fortolkning, som vi hverken kan faa Aanden til at bekræfte elier mod Verdens boglærde sejerrig forsvare.

Det er derfor en stor Lykke for os danske, at hverken den augsburgske Bekjendelse eller vor Præste-Ed derom har gjort nogen Bestemmelse; saa den Frihed, vi derved nyde, maa vi endelig baade i og udenfor Statskirken mandig hævde og aldrig paa noget Vilkaar slippe.

XVI.

Saa vidt som det med Pennen lod sig gjøre, har jeg i den saakaldte »Kristenhedens Syvstjærne« stræbt at give danske Læsere et Overblik af den kristne Menigheds Levnedsløb, som man plejer at kalde Kirke-Historien; og Grund-Tanken deri er den, at medens Guds-Ordet og Grund-Troen er de samme helt igjennem, da er Menigheds-Livet, ligesom den tilsvarende Oplysning, aftagende i de tre første Sprog-Samfund, Ebraisk, Græsk og Latin, og er derimod tiltagende i de tre sidste, Tysk, Nordisk og Ubenævnt, men er midt imellem, i det angelske Sprog-Samfund, saa vidt muligt stillestaaende; men jeg har jo deri selv forudsat, at det vilde være spildt paa dem, der ikke alt havde modtaget Synet ved levende Meddelelse, saa jeg glæder mig lige saa oprigtig som »Dagbladet« over, at »Syvstjærnen« hverken har kunnet forklare eller forsvare sig selv, da det stadfæster min vel meget uskyldige og indlysende, men dog i »Dagbladets« Øjne splittergale Paastand: at man lige saa vel i Aandens som i Legemets Verden selv maa være noget, for at kunne gjøre noget, selv maa have Liv, for at kunne paastaa, man lever, og selv maa have Mund, for at kunne bruge den.

183

Langt fra at være overflødigt, er det da meget mere nødvendigt, selv at lukke Munden op, naar man vil have en for de fleste ny Betragtning af guddommelige og menneskelige Ting udbredt og levende forplantet, og det især for Livets Skyld, der umulig kan fødes af Døden, som tvært imod, naar den kan, altid kvæler Livet i Fødselen.

Det er nemlig ikke blot Kristendommen, der begynder med et levende, lydeligt Ord, der skal udraabes for alles Øren, maa høres for at kunne fattes, fattes kun levende ved at tros, og maa tros under hele Oplysningen, for omsider at kunne begribes og forklares, - nej, det samme er Tilfældet med al levende Menneske-Kundskab, blot med den Forskjel: at Kristendommen, som Guds hemmelige Raad til det faldne Menneskes Oprejsning og Frelse, kun lader sig levende udtrykke og forplante ved et levende Guds-Ord, som et Tros-Ord; medens Menneske-Kundskaben, der udspringer af Menneskets Selvbevidsthed og Erfaring, lader sig levende udtrykke og forplante ved et levende Menneske-Ord, som findes troværdigt. Denne Grundlov for Menneske-Livet og den levende Erfaring i Aandens usynlige Verden er heller ingenlunde ejendommelig for den; thi vi kjender alle sammen en aldeles tilsvarende Sammenhæng i den synlige og haandgribelige Verden, hvor jo vort levende Bekjendtskab med enhver synlig Gjenstand maa begynde med, at den viser sig for vort Øje, og Kundskaben voxer kun, naar vi kan faa Fingre paa Gjenstanden, beføle og om muligt omspænde og haandtere den; thi vi maa jo af egen Erfaring vide, at de usynlige Gjenstande i Aandens Verden kan ikke vise sig for vore Øjne, men kun i det lydelige, usynlige Ord for vore Øren, og svæver os kun forbi, naar Ordene, som vi siger, gaar ind ad det ene Øre og ud ad det andet; saa at skal vi lære at kjende deres Indhold, maa de gaa os til Hjærte og holdes fast, som Herren har sagt, at hans Ord maa holdes fast, naar Livet skal lindes deri, og maa falde i god Jord, for at bære ønskelig Frugt. Uden Følelse af det levende Ords mageløse Fortrin for al Skrift og al menneskelig Kunst, ja, af dets Eneret til at aabenbare alt det usynlige baade hos Gud og Menneske, er man aandelig død; og uden Øje derfor er man blind for al Oplysning om guddommelige og menneskelige Ting, endsige da for vor Herres Jesu Kristi Nærværelse i sin Menighed paa Jorden, der ene og alene beror paa Guds-Ordet og Menneskets tilsvarende Tro, kjærlig sammensnieltet dermed, som Apostelen Pavlus skriver, at vor Herre Jesus Kristus er os kun saa nær, som 184 Tros-Ordet i vor Mund og i vort Hjærte, og at hvad vi lever kristelig, det lever vi i Jesu Kristi Tro, og som Apostelen Peder skriver: I er gjenfødte, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig Sæd, det levende Guds-Ord, som varer evindelig, og som Apostelen Johannes skriver: i Guds-Ordet var Liv, og Livet er Menneske-Lyset.

Saa meget trode jeg at maatte forudskikke ved Overgangen fra den gamle til den ny Kristenhed, hvor Kristendommen, som i Ørken, aabenbar maatte føre det levende Kildevæld med sig og møjsommelig opdyrke den vilde Jord, og hvor dog den aandelige Frugtbarhed skulde tiltage lige saa meget, som den i den gamle Kristenhed var aftagen fra Apostlernes til Avgustins og Gregor den stores Dage; hvad umulig kunde ske, med mindre vi lærte at søge Livs-Kilden i Guds-Ordet, hvor den ene findes, og lærte deraf i Menneske-Ordet at udlede Bækkene, der glæde Guds Stad som den højestes Bolig; men denne kristelige Oplysning vilde baade været unyttig og umulig, naar ikke Guds-Ordet var blevet bevaret, og Troen derpaa opholdt gjennem hele Tidsløbet.

Det er derfor intet Under, at det varede saa længe, inden vi i Ørken lærte ordentlig at øse af Livskilden og at gjøre Jorden begjærlig, saa den aandelig kunde beriges, og Kirke-Aaret krones med dens Grøde; det er kun et stort Vidunder, at det sker, og det saa meget des større, som vi kan se, at siden den ebraiske Menighed uddøde, havde man selv i den gamle Kristenhed aldrig ret haft Syn for Guds-Ordet til os af Herrens egen Mund baade ved Daaben og Nadveren. Allerede i den græske Menigheds gode Dage begyndte man, som det kjendes hos Irenæus, at sammenblande Livs-Ordet af Herrens egen Mund med hele den apostoliske Prædiken; og ved siden at udskyde den apostoliske Tros-Bekjendelse af Daabs-Pagten og indskyde deres egen hjemmegjorte i Steden, forlod Grækerne aabenbar det levende Kildevæld og gravede sig Brønde, der ej kunde holde Vand.

Det var da kun i den latinske Menighed, man holdt fast ved Troens Ord, som en Del af Herrens Lærdom (traditio dominica); men baade hos Ambros og Avgustin ser vi selv paa Lys-Siden det haltende mellem Munds-Ordet og Bogstav-Skriften; og paa Livs-Siden overskyggedes Herrens Mund aldeles med Haands-Paalæggelsen; saa i Gregor den stores Dage ventede de latinske Kristne næppe mere af deres »credo«, end de 185 engelske Kristne endnu af deres »creed«, og det er meget lidt. Skulde derfor Daab og Kristendom forplantes fra den latinske Menighed med Guds-Ordet som Tros-Ord, da var det aabenbar i Gregor den stores Dage, ved Aar 600, paa den høje Tid; men at det dog ogsaa netop var den rette Tid, det har Følgerne viist, og det skal det følgende oplyse.

Tidens Pinagtighed netop i det sjette Aarhundrede efter Kristi Fødsel gjorde nemlig alt sit til, at de latinske Kristne maatte holde fast ved Troens Ord og Herrens Lærdom, som efter al kristelig Erfaring er det eneste, der kan holde Stand og Stik i store Fristelser, og i en saadan Fristelse var den latinske Me nighed stedt i det sjette Aarhundrede; thi Grækerne blev aabenbar, efter Byttet paa Bedrag ved Daaben, daglig usundere i Troen paa Guds Søn; Goterne, som i det femte Aarhundrede bemægtigede sig baade Italien og Spanien, var Arianer, som trodsig nægtede vor Herres Jesu Kristi Guddom og beraabte sig med al Spidsfindighed paa Skriften; og Longobarderne, som i det sjette Aarhundrede afløste Goterne i Italien, var ikke blot Arianer, men gudsforgaane Kroppe, som toer grumt afsted og sparede endikke det ærværdige Munkebur paa Monte Casino, som vel maa kaldes Askekrogen med de sidste Livs-Gnister under denne Himmel-Egn af den hellige Ild, som Jesus Kristus med de glødende Tunger tændte paa Jorden.

Herved mindes vi da ogsaa om Munkefaderen i Vesterleden, Benedikt fra Norcia (i Kirkestaten), hvis Navn det glæder mig, at en af vore Skjalde nys meget smukt har opfrisket; thi havde Benedikt ikke været og faaet baade Drift og Held til at stifte den Munke-Orden, som endnu bærer hans Navn, da havde saa vel de Benediktinere været ufødte, som Gregor den store ved Aar 600 sendte til England, som Benediktineren Vinfred, der har faaet Navn af Tyskernes Apostel, og Benediktineren Ansgar, der langt bedre fortjener Navn af Nordens Apostel; og dog var Benediktiner-Munkene, saa vidt jeg veed, de eneste, som i Middelalderen viste, at de baade turde og kunde bringe Hedninger Evangelium, uden anden Rustning end Troens Skjold og Aandens Sværd, og at de, skjønt svage i Aanden, dog var stærke nok i Troen til at flytte Bjærge.

Benedikt og hans Orden vilde saaledes under alle Omstændigheder staa i nøje Forbindelse med Kristendommens Forplantelse fra Italien til Engelland og Skabelsen af den ny Kristenhed; men Sammenhængen var endnu langt nøjere, da det var de Munke, som efter Monte Casinos Brand søgte Tilflugt i Rom, 186 der vandt den rige og verdslige, men forholdsvis opvakte og velbegavede Yngling Gregor, saa han halvvejs slog sig fra Verden, blev Benedikts Lovtaler, hans Ordens Støtte, og endelig paa Roms Bispesæde, hvad Engellænderne ej uvittig har kaldt: den sidste gode og den første slette Pave. Gregor blev i alt Fald den angelske Menigheds og derved hele den nye Kristenheds egentlige Lærefader; thi baade var det ham, der fik det lykkelige Indfald, at Anglerne ikke blot af Navn lignede Englene og maatte derfor endelig kristnes, og ligeledes var det Gregor, som, da han selv hindredes fra at prøve sin og Evangeliets Lykke paa den mærkværdige Ø, sendte Benediktineren Avgustin i sit Sted, og var det Gregor, som fremmede hele det store Foretagende baade med Raad og Daad, og endelig var det hans Skrifter, der blev den angelske Menigheds bibelske Haandbog.

At nu ogsaa Kristendommens Forplantelse fra Italien til Engelland er en Hovedbegivenhed i den kristelige Kirkehistorie, der ingenlunde, som det hidtil var Skik, selv midt i Engelland, maa overfares med en Harefod, men skal ret med Flid dvæles ved og stilles i det klareste Lys, der endnu kan times den, - det ligger allerede deri, at den ny Kristenhed, som derved skabtes, blev Skuepladsen for Reformationen (Fornyelsen) i det sextende Aarhundrede, og at den angelske Menighed aabenbar blev Fostermoder baade for den saxisk-tyske og den dansk-nordiske Menighed; men da begge Dele hidtil er blevet saa godt som uænsede, og den angelske Menighed selv aldrig er bleven sig sit Moder-Kald og sit Storværk bevidst, maa jeg med Flid gjøre opmærksom paa denne kirkehistoriske og verdenshistoriske Hoved-Begivenhed, hvorved Døbe-Fonten og Lyse-Stagen i det syvende Aarhundrede flyttedes fra Folke-Kredsen omkring Middelhavet og deres Tungemaal til Folke-Kredsen omkring Vesterhavet og Østersøen.

Det første, der nu stempler Forplantelsen af »Daab og Kristendom« til en ægte kristelig Begivenhed, er, at den for saa vidt var apostolisk, som den baade skete ved Sendebud fra en Menighed, som holdt fast ved den ægte Daab og Daabs-Pagt, og skete ved mundtlig Forkyndelse, uden al verdslig Trusel og Tvang; saa at baade var der, hvad vi med Apostelen kræver til kristelig Enhed: samme Herre, Tro og Daab, og der var den Frihed, som ene kan gjøre baade Vidnesbyrdet gyldigt og Menigheden kjendelig.

At nu denne kristelige Begivenhed, som et Værk af 187 Ordet og Menneske-Ordet i Fællesskab, ogsaa var en Hoved-Begivenhed baade i Kristendommens og Menneske-Slægtens Levnetsløb, det er saa unægteligt, som at Engelland gjennem tre Aarhundreder (700-1000) var den eneste Skueplads for et menneskeligt Livs-Røre og blev Moder-Skjødet for hele den menneskelige og kristelige Udvikling, som har fundet Sted og fremdeles kan finde Sted baade i Engelland, Tyskland og Højnorden, altsaa i hele den ny, nu saakaldte protestantiske Kristenhed; og Storværket voxer betydelig for vore Øjne, naar vi ser hen til, at det syvende Aarhundrede, som var Anglernes Gjenfødelses-Tid, var ogsaa netop den mahomedanske Heltetid, som traadte Korset under Fødder, truede hele Kristenheden med Trældom og Ødelæggelse og er Anti-Kristens storladne Forbillede; saa det ogsaa fra denne Side var paa den høje Tid, at Kristendommen fik ny Enemærker og ny Redskaber, naar den frit og sejerrig skulde følge og fuldende sin store Løbebane til Menneske-Livets Frelse og Forklaring.

Vet var det nemlig ikke Angler, Saxer eller Højnordboer, men Franker og Normanner, der haandgribelig satte Dæmning mod Mahomedanerne, da de fra Spanien og Syd-Italien stræbte at oversvømme den latinske Kristenhed, ligesom de efterhaanden oversvømmede den græske; men det var dog aabenbar først ved Vilibrords, Vinfreds og de andre angelske Prædikanters Røst ved Elben og Rhinen, at Frankerne under Karl Hammer vaagnede til Kæmpeskridt og under Karl-Magnus øvede deres Storværk.

Man kan ogsaa nok sige, at Mahomed langt mere med sit Sværd mishandlede og udæskede Kristen-Folket, end han med sin Alkoran kunde friste enten Jøder eller Kristne til Frafald; men dels vilde dog Halvmaanens Sejer i Vesten, hvor man ene holdt fast paa Troen og Daaben, have gjort Korset uslukkelig Skam, og gjort al menneskelig Livs-Røre hartad umulig; og desuden er den mahomedanske Indflydelse paa Tankegangen om Tro og alt menneskeligt hos de romanske Folk saa forfærdelig stor, lige fra Karl-Magnus til Napoleon, at var ikke Evangeliets Lys betimelig kommet til den gotiske Folke-Kreds, da vilde sikkert ikke blot Tyrken, efter Middelalderens Spaadom, have vandet sine Heste i Kolding-Aa, men da vilde Latinernes Daab vist for længe siden ej have været mere ægte kristelig, end Mahomedanernes Omskærelse er ægte israelitisk; og vi gamle Drenge fra det attende Aarhundrede kan aldrig glemme, at det 188 da gjaldt for dyb Visdora at udlede hele den ny Oplysning og Dannelse fra Araberne i Spanien, altsaa fra Alkoranen.

Udbredelsen af Daab og Kristendom med det haandgribelige Sværd, som netop Karl-Magnus højtidelig stemplede til et gudeligt Storværk, er da ogsaa ægte mahomedansk og saa klar antikristelig, at skjønt den kan have ligget den frankiske Kejser nær nok, da han efter sine Lovtaleres Sigende beseglede alle sine Kongebreve med sin Sværd-Knap, saa har han dog sikkert, om end ikke fuldvitterlig, lært den af Mahomed, da vi veed, at denne Slags Nød-Daab var Kejserens angelske Læremester Ælkvin (Alcuinus) en Vederstyggelighed.

At man desuagtet, saa vel i den saakaldte Kirkehistorie, som i Verdenshistorien, ikke blot har kastet sin Kjærligheds-Kaabe over Tyrke-Daaben, men har endog lovprist Karl-Magnus, som Saxernes og vores egentlige Apostel, og Stamfaderen til al aandelig Udvikling i den ny Kristenhed, det er vist nok des værre sandt, og er saa meget sørgeligere, som man, ved saaledes at gaa avet om Kirken og forskrive sig til Uaanden, gjorde saa vidt muligt baade den saxiske Reformation og alle dens Følger til Uaandens Værk i Steden for vor Herres.

Derfor har jeg tit nok, men hidtil hartad forgjæves, indskærpet, at om aldrig for andet, saa dog for den gotiske og protestantiske Kristenheds egen Æres Skyld, maatte dens højlærde endelig holde op med at trodse og lemlæste Kirkehistorien, ved paa egen Haand at flytte den store Overgang fra den gamle til den ny Kristenhed hele to Aarhundreder frem: fra Slutningen af det sjette til Slutningen af det ottende Aarhundrede, og saa lade Overgangen ske med det verdslige Sværd og det bare Vand, i Steden for med det aandelige Sværd og den fri Daab af Vand og Aand.

Da dette imidlertid kun skal oplyses, lastes og rettes for Kristendommens og Historiens, eller rettere for Herrens og hans Menigheds Skyld, ingenlunde for at holde en ægyptisk Rettergang med de stakkels Historieskrivere i de dødes Rige, saa skal vi ikke blot lade det staa ved sit Værd, om de har nogen Undskyldning for deres uforsvarlige Misgreb og Misgjerning, men vi skal med Flid bemærke, at kunde noget undskylde dem, da maatte det være den mageløs sørgelige Skæbne, der i det ellevte Aarhundrede traf den højbaarne angelske Folke-Stamme, dens Modersmaal og Skriftsprog, med alle dens kirkelige, borgerlige og skolemesterlige Indretninger. Denne, saa vidt jeg 189 veed, mageløse Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som Tyskerne naturligvis helst tilskriver os stakkels Danskere, som i Begyndelsen af det ellevte Aarhundrede unægtelig hærgede og indtog Engelland, kan nemlig Normannerne fra Slutningen af det ellevte Aarhundrede umulig fralægge sig; thi ikke blot gaar der Syn for Sagn om det fransk-normanniske Herskab i det ny-engelske Sprog og Middelalderens mangfoldige Spor, men de engelske Historieskrivere i Middelalderen har selv oplyst, at medens Knud den store lod alting blive, som han fandt det, og gjorde sit bedste for selv at blive en fuldstændig engelsk Gentleman, saa vendte derimod Viljam Bastard op og ned paa alt, forvandlede store beboede Landstrækninger til kongelige Dyrehaver og delte Resten mellem sine normanniske Baroner og Prælater, udelukte Anglerne fra alle Æresposter, gjorde sit Fransk til Engellands Skriftsprog og Lovsprog, og lukkede alle angelske Skoler, saa det mest oplyste og dannede Folk i sin Tid kastedes med et Dommedags-Slag tilbage i Barbariet.

Heraf blev nemlig Følgen, at da Anglerne under Edvarderne i det fjortende Aarhundrede igjen dukkede op og begyndte at rejse Hovedet som Engelskmænd, da var ikke blot den største Del af deres gamle Skrift paa Modersmaalet forgaaet, men Engelskmændene var blevet saa fremmede for deres egen store Fortid med sin Udvikling, at de lærdeste kun meget daarlig kunde stave sig igjennem en gammel angelsk Bog, og Folket lod sig let indbilde, at deres angelske Forfædre havde været raa Barbarer, saa Normannen med sit Jærnspir, trods al sin Haardhed og Grusomhed, havde unægtelig store Fortjenester af deres første Skridt til menneskelig Orden og Dannelse. Dette var endnu for 30 Aar siden, da jeg først gjæstede Engelland, den herskende Betragtning, med dyb Ringeagt for den angelske Kristendom, Poesi, boglige Kunst og Oplysning; saa det er først siden den Tid, man i Engelland selv har begyndt at samle og udgive Levningerne af den gammel-angelske Litteratur, som uimodsigelig beviser, at, som sagt, i tre af Middelalderens Aarhundreder (700-1000) var Anglernes aandelige Udvikling et enestaaende Særsyn, der vel vanskelig lader sig forklare af de skrøbelige Lerkar, hvori Kristendommens Klenodie var dem bragt, men havde dog aabenbar dette Klenodie sin Tilværelse at takke.

Jeg maa herved endnu berøre den Besynderlighed, der især for os Danskere maa være mærkværdig og uforglemmelig: at det var et angelsk Heltedigt, Bjovulfs-Drapen, som, ved i 190 Slutningen af forrige Aarhundrede at føres til Danmark og her i Begyndelsen af dette Aarhundrede at udgives, baade i Engelland og Tyskland vakte Opmærksomhed paa den angelske Dannelse og drager efterhaanden alle dens Mindesmærker for Lyset; men det bør dog heller ikke forties, at ogsaa før det skete, ja endnu før Karl den stores Tid, kunde og burde hele den lærde Verden have set, at der i Engelland var sket et stort aandeligt Underværk; thi et saadant baade er og beskriver Beda den ærværdiges Kirkehistorie, som vel ej var at læse paa Angelsk før i Slutningen af det niende Aarhundrede, men var alt skreven i Begyndelsen af det ottende, og det paa Latin, saa den har i over et Aartusende været alle Latinerne tilgængelig.

Hvad det nemlig har at betyde, at en Angler, blot hundrede Aar efter, at man paa Øen havde faaet det første Nys om Kristendom og boglig Kunst, stod ved Siden ad Gregor den store, til Dels vel endog over ham, i aandelig Kundskab og Forsiand, og kunde give os en ordentlig Fortælling om Kristendommens Udbredelse hos sit Folk blot ved Ordets Magt, det skulde dog visselig alle de højlærde vidst; thi det er jo det samme, som om en Hinduer fra Malebar i Begyndelsen af dette Aarhundrede virkelig, som Fabelen er i »Menozas Rejse«, kunde skrevet en saadan Bog paa Dansk eller Tysk, og havde tillige meddelt os en levende Skildring af Kristendommens fri Indførelse paa hele Kysten og om Malebarernes kristelige Tale, Sang og Skrift paa deres Modersmaal.

Selv den blotte Tanke om en saadan Mulighed vilde vist ikke forekomme vore højlærde mindre æventyrlig, end den forekommer os; men naar der nu tillige fra den danske Moderkirke i Trankebar var samtidig udgaaet en saa frugtbar Forkyndelse af Evangeliet til det store Hindostan mellem Indus og Ganges, som man altid har vidst, der i det ottende Aarhundrede udgik fra Engelland til Holland og Nordtyskland, hvor Vilibrord, Vinfred og deres Stalbrødre var samtidige med Beda, da vilde det dog næppe falde nogen af de højlærde ind at tilskrive enten General Havelok, eller i det hele Britternes Sværd i den sidste storindiske Krig, Fortjenesten af at have kristnet og civiliseret Hinduerne, om der saa end ved denne Lejlighed var blevet bygt langt flere saakalclte kristelige Kirker og aabnet langt flere Skoler til Oplysning paa Modersmaalet.

Denne Udskejelse til den allerurimeligste og uforsvarligste af alle Middelalderens Legender om Karl-Magnus, anser jeg 191 vendig, for at det, trods utallige franske, engelske og tyske Modsigelser, maa staa urokkelig fast, at den Hoved-Begivenhed, hvorved Kirkehistorien gik over fra den gamle til den ny Kristenhed, og Frøet nedlagdes baade til den lutherske Reformation og til hele den kristelige Oplysning af Guds-Ordet og Menighedens Levnedsløb, det var ingenlunde Karl den stores Trediveaars-Krig med Saxerne i Slutningen af det ottende Aarhundrede, men Gregor den stores evangeliske Fredsbud til Anglerne paa Øen med de fattige Benediktiner-Munke i Slutningen af det sjette og i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede; og hertil maa vi nu vende tilbage, for nærmere at efterspore Herrens Vej paa Jorden og hans Frelse blandt alle Hedninger.

Det angelske Storværk, saaledes som vi nu er i Stand til at syne og skatte det, vilde nemlig vel være aldeles uforklarligt, uden af den himmelske Kjærne, der altid vil findes i Herrens Munds-Ord til Menigheden; men det lader sig dog heller ikke forklare af den alene; thi da den langt mere levende Forkyndelse af Evangeliet med denne Kjærne, end Avgustins og de andre Benediktineres kan have været i Engelland, dog intet lignende har frembragt, saa maa Grunden hertil nødvendig søges i Jordbunden; og da det angelske Vidunder i sig selv er langt fra at være saa ægte kristeligt, som det er folkelig stort, saa er her netop Stedet til, saa vidt muligt, at klare sig det sælsomt indviklede, men visse og alt gjennemgribende Forhold mellem det guddommelige og menneskelige i Kristendommens Liv og Virksomhed, og Forholdet mellem den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk, og Verdens-Folkene i deres aandelige og hjærtelige Ejendommelighed, Vilkaar og Levnedsløb, der, ligesom den ægte kristelige Oplysning, ingenlunde blot nu er et Tvistens Æble mellem de højlærde og min Ringhed, men er en Æres-Sag for vor Herre Jesus Kristus og en Velfærds-Sag for hans Menighed paa Jorden.

192

XVII.

Det Foredrag, jeg sidst lovede Dem: om Kristendommens Forhold til det menneskelige og det folkelige, har jeg egentlig arbejdet paa den halve Sommer; og allerede den Omstændighed kunde let gjøre det, hvad det mindst maatte være, »tørt og kjedsommeligt«; men da jeg finder det nødvendigt ved Overgangen fra den forældede Kristenhed til et gammelt Hedenskab, hvori den ny Kristenhed skabtes, saa maa jeg prøve min Lykke.

Ved denne historiske Overgang fra den gamle Kristenhed omkring Middelhavet til den ny Kristenhed omkring Vesterhavet og Østersøen er der tre Ting, som vi med Flid maa fæste vor Opmærksomhed paa. Det første er den rejsende selv, som Rejsen til Verdens Ende gjælder og forudsætter; saa naar man har skrevet saakaldte kristelige Kirkehistorier, uden at kunne sige, hvad Kristendom og en kristen Menighed i Grunden er, da var det endnu latterligere end at skrive Danskhedens og det danske Folks Historie, uden at vide Besked enten om Danmarks Beliggenhed eller om Danskernes Modersmaal; thi en Historie om det ubekjendte og ukjendeiige er et Luftskib, ikke blot uden Ror, men uden Skipper, altsaa hvad Drengene kalder en Drage, man sætter i Fart og slipper løs, uden at den har andre Kjendemærker end Niels Klim i Underverdenen: Tovet, som de underjordiske kaldte hans Hale.

Det nytter nemlig slet ikke at ville sige: det er Herren og hans Menighed, men det er en Hemmelighed, for de rejser inkognito og skifter tit baade Navn og Klædedragt; thi havde Herren og hans Menighed, som Protestanternes usynlige Kirke, ingen sikre Kjendemærker, da havde de aabenbar heller ingen Historie paa Jorden, og da var Kristendommen ikke Guds aabenbarede Sandhed til et Vidnesbyrd for alle Folk, men, hvad Apostelen Peder benægter: en Samling af sindrige Myter, en ny universalhistoriske Mytologi, hvoraf de boglærde kun ved Misforstand eller af Træskhed havde smeddet alle Haande Tros-Artikler, indtil endelig Strausz i vore Dage røbede Hemmeligheden og fordærvede dem Spillet, saa de nu ikke har anden Udvej, end at forklare Myten om Kristi øjensynlige Atterkomst som en Spaadom om Anti-Kristens virkelige Aabenbarelse til hele den vantro Verdens Overbevisning og Frelse, saa Dommen gaar 193 kun over de levende og døde, der haardnakket bliver ved at tro paa den korsfæstede Jesus Kristus.

Ogsaa kirkehistorisk gjælder det da først og fremmest om at fæste Opmærksomheden paa Guds-Ordet til os af vor Herres Jesu Kristi egen Mund, som gjør baade Herren og hans Menighed kjendelig til alle Tider og under alle Himmelegne, fordi hvor dette Ord bevares og frivillig bekjendes, der er, som Apostelen Pavlus skriver, og som Sandheden til Grund-Enhed nødvendig kræver: samme Herre, samme Tro og Daab, og i det deraf udspringende Menneske-Samfund samme kristne Menighed, hvis Vej paa Jorden man kan efterspore, og maa, naar det er Guds Forsyns Vej, ogsaa kunne finde, saa vidt den gaar; thi, som skrevet staar, kjendes Herren ved de retfærdiges Vej og lader kun Ugudelighedens Vej udslettes; og Herren siger selv, at hvem der følger ham, skal ikke vandre i Mørke, men ser altid Verdens-Lyset; ja, det er indlysende, at naar han selv er »Vejen«, da finder man ogsaa Vejen, hvor man finder ham.

Har vi nu, ved at følge Herren i hans Munds-Ord ved hans egne Indstiftelser, fundet hans og hans Menigheds Vej gjennem den gamle Kristenhed, da finder vi ogsaa lettelig samme Vej til den ny Kristenhed og igjennem den til os; saa det er utvivlsomt for alle aabne Øjne, at Vejen gaar over England til Nord-Tyskland og vort Højnorden; og det gjælder da kun om at kjende Rejsens egentlige Maal og vise, at det har de rejsende virkelig nærmet sig, for at have et lige saa opbyggeligt som oplysende kirkehistorisk Overblik.

Dette er da Kirkehistoriens egentlige Haardeknude; thi kunde det ikke oplyses, at Kristendommen, eller rettere den Herre Kristus og hans Menighed, har et for Menneske-Livet i det hele højt og vigtigt Maal for Øje, som de, ved at gaa den Vej, de har lagt tilbage, kjendelig har nærmet sig, da havde Kirkehistorien heller intet Krav paa almindelig Deltagelse, selv hos den kristne Menigheds Medlemmer, men maatte med rette, som længe med Uret er sket, overlades til enkelte Bog-Orme, der fandt en egen Fornøjelse i at gnave enten paa Kirkefædrenes eller paa Kjætternes Lig.

Her forslaar det ingenlunde at sige, at den kristne Menighed altid har vedkjendt sig det Maal, som efter Skriften ogsaa har Hjemmel i Herrens eget Ord: at naa baade i Tiden og i Rummet til Verdens Ende; thi det samme Maal vedkjender jo Islamismen sig, uden derved at faa Krav paa nogen menneskelig 194 Deltagelse; og at Kristendommen ikke som Islamismen vil udbredes med Haandens men kun med Aandens Sværd, fortjener kun Berømmelse og bliver først sikkert, naar den ogsaa har et aandeligt Øjemed, hvortil Udbredelsen i Rummet og Udstrækningen i Tiden er Kaasen og Midlet.

Kun derfor, naar vi tør sige og kan vise, at Herrens og hans Menigheds Maal er det samme som Menneske-Slægtens, den Menneske-Slægts, der er sig selv levende bevidst: altsaa Menneske-Livets Oplysning, Forklaring og Forevigelse, som kun er mulig ved Sejer over Mørke, Synd og Død, kun da er den kristelige Kirkehistorie berettiget til hele Menneske-Slægtens Deltagelse, og er sikker paa hele den kristne Menigheds spændte Opmærksomhed, som Stjærnen over Guds Vej paa Jorden til Frelse blandt alle Hedninger.

Dette er nemlig Kristendommens Menneskelighed i højeste og dybeste Forstand; og skjønt den lige fra Apostlernes til vore Dage er bleven enten ganske overset og fornægtet eller dog mer eller mindre miskjendt, saa er den dog dybt rodfæstet i Klippen, som vi bo og bygge paa, og er lige saa sikker som Guds Søns Komme til Verden, ikke for at dømme, men for at frelse Verden, saa han vilde efter sit eget Vidnesbyrd som Menneskens Søn ingenlunde ødelægge, men frelse Menneske-Livet, i det han som den anden Adam oprejser den første Adam, optager ham i sig og udvikler ham fornyet, som det ny Menneske, af sig.

Denne Betragtning af Herrens og hans Menigheds Menneske-Liv i Fællesskab, som Guds Frelsning paa Jorden, udspringer da ogsaa med Nødvendighed af Herrens Frelser-Navn, Jesus, og af hele den kristne Tros-Bekjendelse om Sønnens Hengivelse af Faderen, til et evigt Liv i den Helligaand for alle de troende; saa det er kun Mangel paa Liv i Troen og Lys i Tankegangen, naar man paa den ene Side indskrænker Syns-Kredsen til det enkelte Menneske, i Steden for at udvide den til hele Menneske-Slægten, og paa den anden Side tænker sig Menneske-Livets Frelse og Saliggjørelse uafhængig af Menneske-Naturens uforanderlige Grundlove og Menneske-Livets ensartede Udvikling: saa det bliver til et tomt Mundsvejr, alt hvad man efter Skrifterne siger og skriver om Enheden af den guddommelige og menneskelige Natur i Kristus, om Herren af Himlen som den anden Adam med levendegjørende Aand, om Herren og hans Menighed som eet Legeme og een Aand, og om den kristne Menighed som den 195 af Faldet oprejste Menneske-Slægt og som det aandelige Guds-Folk paa Jorden, der svarer til det verdslige Guds-Folk i Jødeland, som den aandelige Virkelighed til sit verdslige Forbillede. Alt dette er jo nemlig, især hos Protestanterne, velbekjendte, bibelske Talemaader, som der kun behøver at fare Liv i og skinne Lys over som en guddommelig Aabenbaring af Guds Naades Husholdning, for at avle en menneskelig og folkelig, stormenneskelig og højfolkelig, Betragtning af Menighedens lange, i alle menneskelige og folkelige Omsvøb indviklede Levnedsløb.

Har derfor hvert Menneske-Barn i det smaa, hvert Menneske-Folk i det større, og Menneske-Slægten i det hele en menneskelig, altsaa ensartet Løbebane for sig: fra tyk Taage til fuld Klarhed, og fra Afmagt til Almagt, da maa den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk og den gjenfødte Menneske-Slægt, ogsaa have en saadan Løbebane for sig, hvorpaa det skal ses, at hvad der er umuligt for Mennesket i sig selv, det er muligt for Guds-Mennesket, for Immanuel, Gud-med-os, lige saa vel i dethele som, efter Skriften, i det enkelte: i Jesu Kristi, Guds Søns Levnedsløb, fra hans Fødsel i Betlehem til hans Daab i Jor dans Flod, hvor han som den anden Adam, det ny Menneske, stod lige over for Døberen som den gamle Adam i sine bedste Klæder og som Israels Folkeaand, og hvor hans Retfærdighed fuldkommedes og hans Menneskeliv aandelig kronedes med Guddoms-Herligheden.

Saa vidt er Sammenhængen og Fællesskabet mellem den guddommelige og menneskelige Natur og imellem Herren og hans Menighed saa klare, at de høre til den kristelige Børne-Lærdom; og vil vi for et Øjeblik tænke os, at Kristendommen alt i Apostlernes Dage var bleven prædiket for alle Hedning-Folk, og at alle de troende ved et stort Mirakel var forvandlede til Ebræer, da vilde vi ogsaa finde det rimeligt nok, at Herren og hans Menighed paa samme Tid uden alle Omsvøb havde naat deres timelige Maal og den yderste Dag; men da nu dette, som vi alle veed, ikke skete, og ikke kunde sket, uden at vi og alle Slægter efter Apostlernes Dage skulde evig blevet udfødte, og da tvært imod Herrens gamle Folk aldeles opløstes, og hans Modersmaal uddøde, saa maatte det aandelige Guds-Folk møjsommelig samles af alle Hedning-Stammer, Folk og Tungemaal og opdrages i en sælsom Udlændighed, der i Aabenbarings-Bogen betegnes som Kvindens (Menighedens) Ophold i Ørken, borte fra Slangens Aasyn, underlig frelst fra den Strøm, som 196 Slangen af sin Mund skød efter hende. Denne Spaadom klarer sig nemlig ved Betragtningen af Islamismens Fødsel samtidig med Menighedens Udvandring fra den dannede Verden i Romer-Riget til de raa Folk i Nørreleden, som den siden har færdedes og endnu færdes iblandt, og [hvor den] har kummerlig nok fristet Livet, men dog alt gjort kjendelige Trin op ad den lige saa menneskelige som kristelige Livs-Stige.

Ogsaa dette Ophold i Folke-Ørken, og Opstigningen ad den samme aandelige Livs-Trappe, hvorpaa Nedstigningen fra Jerusalem til Rom skete i den gamle Kristenhed, er jo et stort Guds-Under, der udkrævede Ørkens Omskabelse til en frugtbar Mark og til en dannet Verden, efter den gamles Forbillede, men med en ny Livs-Kraft, der, menneskelig talt, stilede i samme Retning som Herrens og hans Menigheds Aand, altsaa til Menneske-Livets Forklaring og Herliggjørelse; men det er et Underværk, der sker ved guddommelige Midler paa en menneske-naturlig Maade, hvorved ikke blot den kristne Menighed har faaet Oplysnings-Tid til fælles med den gamle Menneske-Slægt, men den gamle Menneske-Slægt er ogsaa paa Forstandens Enemærker kommen saa vidt jævnsides med den ny, at de kan forstaa hinanden - ligesom den rige Verdensmand og den rige Gudsmand Abraham i Hades - og blive sig deres Forhold baade til Gud og Verden og til hinanden klart bevidste. Det er derfor i sin Orden, at der er gaaet omtrent lige saa lang Tid mellem Apostlerne og os, som mellem Ebræernes Stamfædre (Patriarker) og Kristus, da noget lignende maatte foregaa ved Moses' Oplærelse i al Ægypternes Visdom og det jødiske Verdens-Folks aandelige Udvikling til det Trin, hvorpaa en Davids-Datter blev Guds Søns Moder, og hvorpaa Jødernes skriftkloge, baade Farisæer og Saducæer, kunde tale med Kristus og med Bevidsthed modtage eller forskyde ham.

Ethvert Menneske-Folk har nemlig, ligesom Menneske-Slægten over og i dem alle, og som Enkeltmanden under og i dem hver især, nødvendig baade en fælles Menneskelighed, Menneske-Natur, og et ensartet Levnedsløb, Historie, saa man hos det danske, saa vel som hos det jødiske Folk, vel ikke lige saa klart, men dog kjendelig nok, kan og maa skjelne mellem en Indbildningens, en Følelsens og en Forstandens Tid, som vi, naar vi med Bevidsthed lever vor Alder ud, gjenfinder hos os selv, som Menneskelivets saakaldte haarde Skæbne, mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne; da disse tre menneskelige Aarstider jo er, hvad vi i daglig Tale kalder Ungdom, 197 Manddom og Alderdom, og i Billedsproget: Vaar, Sommer og Vinter, eller Sølvets, Kobberets og Jærnets Alder. Jo større imidlertid Livs-Forholdene er, des kjendeligere er nødvendig Omskiftelserne, og derfor har man i Verdens-Historien alt længe været enig om, at forholdsvis var hele Oldtiden lige saa vist Indbildnings-Kraftens, og Middelalderen Følelsens, som Nyaarstiden er Forstandens (Intelligensens) Raaderum; saa det er kun af Uforstand paa Menneske-Livet under alle Skikkelser og Misforstand af Kristen-Livet, ens til alle Tider, man har indbildt sig, at det var Kristendommen, der gjorde Middelalderen til Følelses-Tid, og at det var den klassiske Litteratur, der gjorde Nyaarstiden til Oplysningens Alder; da det tvært imod var Kristendommen, der saa vidt muligt fornedrede sig til Hedning-Mennesket i Hjærte-Tiden, og lod i betimelig Tid sit Lys gjennembryde Mørket, saa den, ligesom Hedning-Apostelen, for at vinde nogle, gjorde sig til alt for alle.

Da nu imidlertid Menneske-Slægten kun har kjendelig Skikkelse i Hoved-Folkene, og lever kun i dem, for saa vidt som de underordner dem dens Grundlov, saa fandt Kristendommen det menneskelige Folkeliv saa godt som uddøt i den gamle Verden, der i alle Maader havde forløbet sig, og derved naat sin Skranke langt fra Maalet. Selv hos Jøderne var nemlig den aandelige Menneske-Følelse omtrent udtømt i Makkabæer-Tiden, saa den fandtes i Tidens Fylde, da den skulde bestige Dronning-Stolen, kun spredt, især hos Kvinderne og deres Dronning Maria-Mø; medens Følelsen hos Græker og Romere var hartad udelukkende kjødelig og dyrisk, og deres forhastede Vidskab derfor endnu mere hjærteløs end aandløs; saa i dette Hedenskab kunde Kristendommen umulig blive folkelig, men maatte sætte Livet til under et sørgeligt Martyrium, blodigt paa Torvene og dødblegt i Klosteret.

Anderledes var det med det højnordiske Hedenskab, der aabenbar af det guddommelige Forsyn var skjult og gjemt i Oldtiden, for i Middelalderen og Nyaarstiden at være ligesom en Nødhjælp baade ved det gamle og det ny Menneskelivs Fortsættelse. I sine yderste Omrids saae man det strax, da man i Oplysnings-Tiden fæstede Øje paa Verdens-Historiens Gang: at det var en Kraft fra Norden, der ved Folke-Vandringen gjenfødte Menneske-Livet i det forkjælede Syden, og at det igjen var Kristendommens Indvandring i Nørreleden, der tæmmede det nordiske Vildskab, saa Raaheden efterhaanden maatte vige for Sydens Dannelse; men saa vel i Kirkens som i Verdens 198 Historie har man dog hidtil taget denne Vexel-Virkning saa overfladisk og saa kroplig, baade aandløst og hjærteløst, at man, langt fra at klare de store Forhold, forvirrer og fordrejer dem.

Det trænger derfor dobbelt til at indskærpes, at Kjælenskab og Vellyst, lige saa lidt som Usselhed og Fejghed, er et Overmaal af Hjærtelighed, men er en Dyriskhed, der undergraver Hjærteligheden, som skrevet staar, at hvem der miskjender sin Menneskeværdighed, skal sammenstilles og jævnføres med de umælende; saa den ægte Menneske-Følelse, som man netop fattedes i Syden, kunde hverken udføres eller indføres der fra, men udførtes tvært imod fra Norden med Goter og Normanner, og indførtes med dem i Syden og Vesten, for saa vidt vi siden finde den der, og at kun i Nørreleden, hvor den fra Arilds Tid havde hjemme, fødte den, ved Kristendommens Indvirkning, med Reformationen den aandelige og hjærtelige Oplysning, der endnu den Dag i Dag er Syden lige saa fremmed, som Hjærteligheden i de nordiske Myter er fremmed for de græske, for ej engang at tale om de romerske.

Dette, at ethvert Folks saakaldte Mytologi er dets Profeti, er Spejlet, hvori man ser dets særegne Forhold til Aand og Hjærte og dermed til Menneske-Livet, som er de umælende ubekjendt, - det er vist nok efter den saakaldte videnskabelige Tankegang, som har sin Rod i det romerske Hedenskab, kun en sværmerisk Grille; men for os Højnordboer, som har Mod til at følge vor naturlige Tankegang, er det en indlysende Sandhed; og naar vi fra dette Stade betragter Asamaalet, da ser vi strax, at det Hedning-Folk, som heri har udtrykt sin Betragtning af Menneske-Livet, har haft en ganske anderledes dyb Følelse af det menneskelige Levnedsløbs Alvor, Betydning og Maal, end enten Grækerne eller noget andet Hedning-Folk, hvis Myter vi kjender. Det er nemlig ikke blot Balders Død, den uforligelige Kamp mellem Aser og Jætter, der staar under et højere Forsyn s (Nornernes) Styrelse, og først kan endes sejerrig med Asernes Selv-Opofrelse, der ingen Sidestykker har blandt alle Hedninger; men det er især det ældgamle Forlig mellem Aser og Vaner, hvorved Odin, som Oldtidens Konge, aabenbar deler sit Højsæde med Freja, som Middelalderens Dronning, der uimodsigelig beviser den aandelige Dybde og Styrke hos Følelsen i det nordiske Hedenskab; thi Freja deler ikke engang Odins Højsæde som hans Dronning, men som en æventyrlig Enke-Dronning efter en stor ubekjendt, hvis Savn 199 hun stadig begræder med gyldne Taarer, og paa hvis Hjemkomst hun venter lige saa trøstig, som Odin paa Balders Opvækkelse.

At nu denne æventyrlige Hjærtelighed umulig kunde give det menneskelige Hverdagsliv en tilsvarende Skikkelse, er klart nok; saa det kan ikke undre os, at vi selv i de danske Oldsagn, om Sigrid og Signe, kun finde matte Spor deraf; men selv hvor vor sikre Folke-Historie begynder, finder vi dog i Tyra Danebod en mageløs Hjærtelighed paa den danske Trone; og det er lige vist, at Kristendommen i vort Norden fandt et anderledes Hjærterum end i Syden, og anderledes baade Tanke om og Trang til en menneskelig Oplysning, der tog Hjærtet med og stilede paa en Forklaring af hele det menneskelige Levnedsløb, fra Tidens Fødsel til dens Ende.

Vexel-Virkningen mellem den gamle Kristenhed og det nordiske Hedenskab, lærer nu Historien med og uden Kirketitel os, gik for sig paa to Maader: dels derved, at to nordiske Stammer, Goter, hvortil Frankerne hørte, og Normanner, indvandrede i den gamle Kristenhed, ombyttede deres Modersmaal med de gamle Indbyggeres og antog lidt før eller lidt senere Kristendommen, som de forefandt den, og dels derved, at Kristendommen opsøgte en tredje nordisk Hovedstamme, Anglerne, som havde lejret sig paa den gamle Kristenheds Grænser, men uden at de enten ombyttede deres Modersmaal med de gamle Indbyggeres eller antog Kristendommen, som de hos Vælskmændene fandt den.

Ved Blodblandingen i Syden og Vesten fik nu den kjødelige Følelse for en Tid et kristeligt Skin, en aandig Gjenstand og et storladent Præg, som udmærker Kirke-Riget, Kors-Toget, Ridderligheden og Kunst-Fliden; saa hos Frankerne fik den gamle Adam en anderledes glimrende og menneskelig Middelalder end hos Bysantinerne, der drømte, de i Tusendaars-Riget havde naaet den højeste rolige Klarhed, som Gog og Magog hverken kunde opnaa eller forstyrre; men det var dog kun i den ny Kristenhed, skabt af Ordet i Nørreleden selv, at der fandtes Hjærterum for den levende Kristen-Tro, der i Oplysnings-Tiden skulde gjenføde Guds Herligheds Haab med universal-historisk Vidskab.

200

XVIII.

Hvad jeg hidtil stræbte at stille Dem for Øje, var dels Vejen, som den levende Kristendom, Herren og hans Menighed, virkelig har gaaet fra Rom til os, og fra det syvende Aarhundrede til det nittende, og dels de Grunde, vi kan opdage baade til, at denne Vej blev valgt, og al den hidtil blev meget længere i Tiden end i Rummet; thi at Kristendommen, der i sin første Menneske-Alder ikke blot udbredte sig »fra Havet til Floden«, fra Middelhavet til Evfrat, men tillige fra Jerusalem til Rom og vel trindt om Middelhavet, i hvad Romerne kaldte »al Verden«, at den paa 400 Aar, fra 600 til Tusendaaret, udbredte sig fra Italien til Island, - det maa jo forholdsvis synes tarveligt nok; og at den siden i hele 500 Aar, til den saxiske Reformation, var verdslig talt omtrent stillestaaende, og gik i aandelig Forstand snarere tilbage end fremad, saa man mærkede bestandig mindre til den i det daglige Liv, det synes kun at vise ringe Livskraft, indtil man ved at sammenligne Kristendommen med andre saakaldte Aabenbaringers Historie ser, at hele dens Liv paa Jorden er dog guddommelig mageløst, og er især blevet det ved sin lange Bane og sine Kæmpeskridt i Alderdommen.

Hoved-Grunden til Langdraget finder jeg derfor hverken med Papisterne i Djævelskabets Overmagt eller med Protestanterne i et anti-kristeligt Pavedoms Træskhed, men i det gamle Menneskes Vilkaar og i den levende Kristendoms, Herrens og hans Menigheds, Forhold til Menneskeheden i det hele og til den menneskelige Folkelighed baade i Jødedommet og i Hedenskabet, og henviser i den Henseende til vor Herres Jesu Kristi personlige Menneske-Liv, der aabenbar ikke blot var MoseLoven, men endnu fuldere Menneskelighedens uforanderlige Natur-Lov undergivet, og kunde derfor lige saa lidt være denne Lovs Afskaffelse, maatte lige saa vel være denne Lovs Opfyldelse i, hvad vi maa kalde Herrens Aands-Dage, som i, hvad vi kalder hans Kjøds-Dage; saa at, naar man kjendte Loven for Menneske-Livets Udvikling i det menneskelige Levnedsløb under alle Skikkelser, kjendte Menneske-Livets timelige Maal, og kjendte det Udviklings-Trin, hvorpaa det gamle Menneske-Liv i Hedenskabet stod ved Kristendommens Indtrædelse i Verden, da maatte man ogsaa kunne gættet sig baade til Kristendommens Vej paa Jorden og til den Udvikling, der under de givne Omstændigheder kunde times Menigheds-Livet, 201 der jo maa være Herrens aandelige Liv, naar han virkelig i Aand og Sandhed er sit aandelige Legems, sin Menigheds, Hoved.

Hovedgrunden til alle vore daarlige Kirkehistorier er da den samme som til vor daarlige Teologi og til vor kummerlige Deltagelse i Kristen-Livet: nemlig vor ringe Delagtighed i det ægte Menneske-Liv og det deraf flydende Ubekjendtskab med Menneske-Livet, fremfor alt hos os selv; thi ihvor klart dets Vilkaar end er aabenbarede i Ebræernes folkelige og i Herrens personlige Levnedsløb, saa ser vi det dog ikke, førend vi opdager samme Vilkaar hos os selv, saa at: »kjend dig selv!« er den rette Indskrift over alle menneskelige Skole-Døre; men den Menneske-Kundskab, man ved Anvendelsen kommer til, bliver naturligvis lige saa aandløs og hjærteløs som anti-kristelig, naar man, som de gamle og nye Latinere, fattes Troen paa og Følelsen af Menneskets oprindelige og utabelige Slægtskab med Guddommen, som Apostelen Pavlus derfor indtrængende lagde de højlærde i Atenen paa Hjærte.

At nu Anglerne og de andre højnordiske Hedning-Stammer havde haft denne Tro og denne Følelse, som er Betingelsen for at kunne komme til ægte Menneske-Kundskab og at kunne modtage sand Guds-Kundskab, det oplyste jeg sidst, ved at henpege paa vort Nordens mageløse Myter; og at i det mindste de Stammer, der havde for megen Fædernelands-Kjærlighed til at gaa paa Æventyr med Goter, Angler og Normanner, ogsaa gjennem Middelalderen har bevaret denne Følelse, det beviser Reformationen; og at selv Anglerne, som tog Del i den store Udvandring, i det mindste havde den endnu, da Kristendommen gjæstede dem, det maatte man allerede slutte deraf, at de ikke, som Goter og Normanner, ved Berøreisen med den romerske Dannelse og Gudsdyrkelse, opgav enten deres Modersmaal eller deres Fæderne-Tro, og det bevistes baade af Kristendommens Indførelse hos dem uden Sværdslag og af dens aandelige Virkning paa dem, hvorved de baade dreves og styrkedes til ogsaa paa aandelig Vis at kristne deres Frænder i Nørreleden.

I Henseende til Kristendommens Indførelse hos Anglerne og dens menneskelige Virkning paa dem, da har jeg allerede peget paa den sikre Kjendsgjerning, at uagtet Munken Avgustin og hans klosterlige Stalbrødre kun var meget svage i Aanden og maatte bruge Tolke, saa lod Anglerne sig dog overtale af dem til frivillig at antage Kristendommen, og at blot 100 Aar efter 202 Avgustins Komme havde Anglerne ikke blot kristelig Prædiken, Sang og Skrift paa deres Modersmaal, men havde i Beda den ærværdige en indfødt Lærefader, som blev berømt i den gamle Kristenhed og skrev en angelsk Kirkehistorie, hvad der er saa meget mærkværdigere, som Latinerne aldrig var kommet saa vidt, at de frembragte Magen. Hertil maa imidlertid føjes, at denne Bedas Kirkehistorie giver os en nærmere Efterretning om Kristendommens Indførelse og Virkning i Nordhumberland, hvor Beda havde hjemme, som klarlig stadfæster Rosen over den højnordiske Hedning-Stamme.

Det var nemlig ikke fuldt tredive Aar efter Evangeliets Overgang til Engelland, at Kong Edvin i Nordhumberland lod sig døbe, men dog først efter længe at have gaaet i Raad baade med sig selv og sine Venner, og deriblandt, hvad der er det mærkeligste, med Kæf, som var Odins Ypperstepræst i de Egne. Kong Edvins første Nærmelse til Kristendommen var nemlig vel, som i Middelalderen sædvanlig, den, at han giftede sig med en kristelig Prinsesse, Ædelborg fra Kent, og tillod, at hun tog sin Kapellan Pavlin med sig og dyrkede aabenlyst de kristnes Gud; men selv holdt han dog paa sin Fæderne-Tro, til han ved et besynderligt Guds Forsyn og ved en af sine Kæmpers heltemodige Opofrelse var reddet fra en ynkelig Død. Kong Kvikhelm i Vestsex havde nemlig paa Niddingvis skikket ham et Sendebud, der havde lovet at myrde Kong Edvin under venlig Samtale midt i hans Hal, og Niddingen prøvede det for Alvor Paaskedag 626, saa Edvin frelstes kun derved, at hans tro Mand Lille, der forudsaa Faren, men var ubevæbnet, ædelmodig sprang imellem ham og Morderen og lod sig gjennembore, saa Kongen kun blev let saaret. Da Edvins kristne Dronning samme Nat fødte en Datter, og Edvin vilde bragt sine Guder et Takoffer, da indvendte Pavlin, at han hellere skulde takke Kristus, sin sande Frelser, som ogsaa vilde give ham sin Helbred igjen og Hævn over hans Fjender. Da lovede Edvin, at hvis det skete, da vilde han aldrig mere dyrke nogen anden Gud end Kristus, og til Pant derpaa lod han sin nyfødte Datter døbe. Da han nu snart kom til Kræfter og vandt en afgjørende Sejer over Kvikhelm, holdt han ogsaa op at dyrke Aserne, men nølede dog med at lade sig døbe, saa Pavlin gættede sig til, at det var Ydmygelsen som et lille Barn, der endnu faldt ham for tung. Da han nu ogsaa tit fandt Kongen siddende tavs i dybe Tanker, gik han en Gang hen til ham, lagde sin Haand paa hans Hoved og spurgte, om han vidste, hvad det Tegn havde 203 at betyde. Da styrtede Kongen som lynslaaet til Jorden, og da Pavlin løftede ham op, sagde han, at nu vilde han døbes, men dog først prøve paa at faa nogle gode Venner med sig til Daaben.

Ved denne Lejlighed hører vi, at en ubenævnt af Kongens fortrolige indklædte sit Raad i de mærkværdige Ord: »Kan den ny Lære give os nogen sikker Trøst for Evigheden, da kan vi højlig trænge til den; thi vort Liv i denne Verden er i en Lignelse ligesom den lille Fugls Vilkaar, der ved Vinters Tide kan flyve gjennem din lune Hal, ind ad den ene Glug og ud ad den anden; thi for Øjeblikket har Fuglen det godt, men det er ogsaa alt.« Odins-Præsten Kæfs Ord var imidlertid endnu mærkværdigere; thi han sagde strax: »Ja, vil Kristus hjælpe dem, der tror paa ham, da er han bedre end vore gamle Guder; thi ingen kan have dyrket ham ivrigere end jeg, men dog har jeg aldrig mærket noget til deres Gunst eller Hjælp«; og da han derpaa af Pavlin havde faaet nøjere Underretning om Kristi Evangelium, da bekjendte hanaabenlydt: »Her, kan jeg skjønne, er Sandhed om det evige Liv og Saligheden, i Steden for, at jo mer jeg søgte Sandheden i vor gamle Tro, des mindre fandt jeg den.«

Her ser vi nemlig en hedensk Afguds-Præst, der ikke blot satte Pris paa det evige Liv, men hvem det ogsaa for Alvor var om aandelig Sandhed at gjøre, saa ingen Myter kunde stille ham til Freds; og jeg har i Kirkehistorien lige saa lidt hos nogen Afgudspræst fundet Mage til Kæfs Ord, som til hans følgende dermed overensstemmende højtidelige Handling, da han, som efter sin hedenske Lov hverken maatte bære Vaaben elier ride nogen Hingst, klædte sig i fuld Rustning, besteg Kongens Strids-Hingst og skød sit Spyd til det store Gudehus i Gudmundham, ikke langt fra Wigton i Kumberland, hvormed han højtidelig indviede det til Brand og Nedbrydelse.

Uagtet det nu i denne Sammenhæng kan være os omtrent det samme, enten vi veed det eller ikke: hvorfor netop Pavlins Haandspaalæggelse og Spørgsmaal rørte Kong Edvins Hjærte saa dybt, da jo Rørelsen er lige vis og mærkelig, saa er det nok værdt at vide; og da jeg ikke har fundet det nøjagtig fortalt i nogen nyere Kirkehistorie, maa jeg sige Dem, hvad der staar at læse hos Beda. Kong Edvin havde nemlig i sin Ungdom været landflygtig og var til sidst tyt til Kong Redvald i Østangel, som havde lovet ham Beskyttelse, men som, da den 204 Voldsmand, der tronede i Edvins Odeisrige, bød ham store Penge for at udlevere Edvin, og truede i modsat Fald med Krig, dog var i Færd med at svige ham. Da nu Edvin af en god Ven ved Nattetid fik denne Tidende, vilde han dog ikke følge Vennens Raad, paa ny at flakke om i den vide Verden, men faldt i dybe Tanker og faldt ventelig, skjønt Beda ikke melder det, i Søvn, og syntes, der stod en fremmed for ham, som kjendte hans Fare og spurgte, hvad han vilde give den, der vilde redde ham og skaffe ham med Æren hans Odeisrige igjen? Da nu Edvin svarede: »Alt hvad han kunde forlange«, saa lagde den fremmede sin Haand paa hans Hoved og sagde: »Gjør da alt, hvad han siger dig, som, naar du sidder i din kongelige Herlighed, gjør ligesom jeg!«

Der er imidlertid en anden Kjendsgjerning, som i Grunden langt stærkere beviser baade Dybden af det angelske Hjærte og Kristendommens Virkning derpaa; thi det er, at i det syvende Aarhundrede opstod der baade i Syd og Nord paa Øen kristelige Skjalde, der sang liflig for Herren paa deres ModersmaaL

Dette regnes vel endnu i vore lærde Kirkehistorier for ubetydelige Smaating; men det forudsætter dog klarlig, baade at Anglernes Sprog fra Hedenskabet var skikket til aandeligt Brug, og at Nordens Aand godvillig bøjede sig for Kristi Aand; og her maa vi da med et Par Ord omtale Kædmund i Nordhumberland og Aldhelm i Vestsex.

Om Aldhelms angelske Skjaldskab har man vel haft Grund til at tvivle, fordi man ikke havde anden Hjemmel derfor end de gamles Lovtaler; og hans latinske Vers om Jomfrustanden er kun lidt poetiske, men meget smagløse; men da man nu i Paris har fundet hans hundrede Davids-Salmer paa angelske Vers, som man længe havde opgivet, saa er, om ikke hans, saa dog det angelske Skjaldskabs Ære ogsaa i denne Henseende reddet; thi jeg har selv overbevist mig om, at hvor meget der end kan være at udsætte baade paa Haandskriftet og paa Oversætterens Lærdom, saa har Kædmunds-Tiden dog Ære af Aldhelms Skjaldskab, der vidt overgaar deres, som har oversat Davids-Salmerne til Højkirkens Nøjsomhed.

Hvad selve Kædmund angaar, da har man vel, da Tvivlesygen var højeste Mode, ogsaa tvivlet om, hvor vidt vi havde noget af ham i den saakaldte Parafras over første Mosebog med mere; men da vi deri finder de samme Indgangs-Vers og det samme Indhold, som Beda fandt, og da vi af Bjovulvs-Drapen 205 bedre har lært at skjelne Sølv-Alderen fra Kobber-Alderen i Anglernes Skjaldskab, saa er Ægtheden sikker nok, og det er kun Skade, at den eneste gamle Haandskrift (paa det bodleianske Bibliotek i Oxford) er hverken af første eller af anden Skuffe.

Saa vel Beda som den kongelige Abbedisse Hilde og alle Munkene baade i Whitby og Jarrow tænkte nu vist nok, at Kædmund, den stakkels Røgter, som hverken kunde læse eller skrive, kun ved et mageløs stort Mirakel blev hovedkulds forvandlet til Skjald paa sine gamle Dage; men til Lykke har Beda dog meget troskyldig fortalt os, hvorved de faldt paa de urimelige Tanker; saa vi kan godt fæste Tro til den mærkværdige Begivenhed, uden at se andet Mirakel deri end det gamle, som JordKlimpen med Guds Aande er, og det ny, som er det vidunderlig venlige Forhold mellem Kristendommen og Højnordens Aand.

Vi hører nemlig, at Kædmund, til han blev aldrende, ventelig ved de halvtreds, langt fra at have gjort Vers, ikke engang kunde synge en Vise, og gik derfor altid sin Vej, naar Raden i et godt Lag kom til ham; men at saa en Aften, da han saaledes havde listet sig bort fra Borgestuen ud i Kostalden, hvor han havde sin Seng, drømte han lyslevende, at der kom een til ham og sagde: Kædmund, syng os en Vise! og da hans Undskyldninger ikke hjalp, og han spurgte, hvad han da skulde synge om, da lød Svaret: om Guds Skaberværk, og at saa gjorde Kædmund det og kunde om Morgenen grandgivelig huske alle Versene. Da han nu fortalte det til Ladefogden, blev denne og alle, som det hørte, meget forbavsede, og førte ham til Abbedissen i Whitby, Moder Hilde, der længe havde haft Ord for at være den klogeste Kvinde i hele Nordhumberland; og hun gjorde heller ikke sit Rygte Skam, thi da hun hørte, at Kædmund ikke kunde læse, da gjorde hun ikke, som de kloge Høns vilde gjøre i vore Dage: hun satte ikke en af Munkene til at lære den stakkels gamle Røgter ABC, men hun lod en af dem fortælle ham en kjøn bibelsk Historie, og bad ham sætte den paa Vers; og da hun derved snildt nok havde overbevist sig om, at det havde sin Rigtighed med Naadegaven, optog hun ham i Klosteret som Lægbroder, og sørgede for, at hele Bibelhistorien blev ham godt fortalt, saa han kunde have nok at vælge imellem og øve sig paa, lige fra Skabelsen til Dommedag. Det gjorde da Kædmund ogsaa med al Flid, sang aldrig om nogen verdslig Forfængelighed og førte et ærbart og gudeligt Liv, men saa 206 muntert og fornøjeligt, at han skjæmtede lige til han døde, saa Folk i Førstningen trode, han laa kun og lurede lidt.

Med den lille Bemærkning, at Folk deri tog mærkelig fejl, da Kædmund ikke til den Dag i Dag er vaagnet i den angelske Højkirke, til enten at fortsætte eller forklare sit bibelhistoriske Kvad, maa vi nu lave os til at gaa videre med Kristendommen til Hedenskabet i Frisland og Saxland, hvor vi i Løbet af det ottende Aarhundrede ser tre høje Bispestole rejse sig, i Utrecht, i Maints og i Bremen, alle beklædte af angelske Munke, som følgelig ikke blot gjorde evangeliske Udenlands-Rejser, men udvandrede fra Hjemmet.

Saadanne Udvandringer til Bosættelse udenlands er hos Kristen-Folket, som hos alle Folkefærd, Tegn til, at Folke-Livet i Hjemmet er i Færd med at uddø eller gaa i Staa; og hvad enten vi spørger paa Øen om Fortsættelsen af Bedas Kirkehistorie, om Kædmunds og Aldhelms Sønner i Aanden, eller om andre Tegn paa Udvikling i det kristne Menigheds-Liv hos Anglerne, da faar vi intet Svar, der efter Ordsproget dog ogsaa er et Svar, da det viser, at der intet er at nævne.

Den gamle Verdens Dannelse vedblev nemlig vel at gjøre Fremskridt hos Anglerne lige til Alfred den stores Dage, som endte Aar 900; men skal vi nogen Sinde blive kloge paa det ny, kristelige Menneske-Liv, maa vi endelig lære at skjelne det skarpt fra det gamle, selv hvor de, som i den ny Kristenhed, synes uadskillelige; thi Fremgangen til, hvad man i den gamle Kristenhed kaldte Dannelse og Lærdom, var saa langt fra at følges af kristelig Væxt, at denne saakaldte Dannelse og Oplysning snarere udtømte den fornyede Livs-Kraft og førte bort fra den ny Livs-Kilde.

Dette viser sig da ogsaa klarlig i de angelske Prædikenbøger paa Modersmaalet fra det tiende og ellevte Aarhundrede, som vi dog endelig i det nittende har faaet paa Prent, saa vi kan se, hvad der da hos Anglerne gjaldt for kristelig Oplysning og Fuldkommenhed; og skjønt jeg ikke kan rose mig af at have læst det hele, saa har jeg dog læst det halve med Opmærksomhed, og tør tro, det er nok, til ikke at gjøre de angelske Prædikanter Uret.

Jeg har saaledes med stor Fornøjelse set, at det angelske Bogsprog, som Nordens Aand med Kristendommens Hjælp havde skabt, ogsaa ved samme Hjælp var ganske anderledes udviklet i folkelig Retning med Fynd og Livlighed, end det 207 ny-engelske endnu paa mange Mile nær, og at der hos Prædikanterne har været en alvorlig Bestræbelse for at holde den kristne Lærdom saa ren, som de havde fundet den hos Gregor den store og Avgustin; saa de blandt andet kun med Afsky omtaler det Kjætteri: at Jomfru Marie og andre Helgene enten kunde eller vilde aabne de ugudelige, som Herren forskyder, en Gjenvej eller rettere en Krogvej til Himmerig; og de holder i det hele fast ved det levende Fællesskab mellem Herren og hans Menighed; men hverken sporer man mindste Erfaring om, hvorledes dette Fællesskab giver sig til Kjende i et nyt Menneske-Liv før Martyr-Døden, heller ikke sporer man nogen Varme for Herrens egne Indstiftelser, som de rette Saligheds-Midler, lige saa lidt indvendig som udvendig; saa den eneste Nærmelse, man synes at kjende, til den Kjærlighed, der er Fuldkommenheds Baand, bliver Munke-Livet, der skal føre til nye Aabenbaringer, Sejer over Djævelen og personlig Hellighed.*)

Denne Betragtning af Kristen-Livet er derhos saa øjensynlig udtrykt i Legenden om Drythelm, Eremiten fra Melrose, som allerede Beda fortæller som ren Sandhed, skjønt han kun har sin Kundskab derom paa tredje eller fjerde Haand, saa den vil altid være god nok til sit Brug. Sagen er kortelig den, at Drythelm var en gudfrygtig Lægmand, som blev syg og døde pludselig en Aftenstund, men vaagnede alt næste Morgen, til stor Forskrækkelse for hans Kone og Børn, som sad og græd om hans Seng. Han fortalte da, at hans Sjæl virkelig havde været skilt fra Legemet og i Følge med en Lysets Engel gjort en forunderlig Rejse gjennem de dødes Rige, hvor han grandgivelig betragtede baade Skærsilden og Paradis, og fik Lov til at kaste et Blik baade ned i det egentlige Helvede og ind i det salige Himmerig, men blev sendt tilbage til Jorden, for at vandre i et nyt Levned, som han da ogsaa strax begyndte paa, ved at dele hele sin Formue i tre lige Dele, hvoraf hans Kone fik den ene, hans Børn den anden, og de fattige den tredje, hvorpaa han blev Eremit og siden Munk i Melrose, et berømt skotsk Kloster, hvis vældige Kirkemure uden Tag har trodset Tiden lige til 1843, da jeg med en vis Beundring betragtede dem i Maaneskin; og de staar da sagtens endnu, som en Skygge af den * 208 himmelhøje Mur, Drythelm, ligesom Hadding, saae taarne sig for de levendes Land, men som han dog slap op paa Kransen af, og hørte ikke blot som Hadding, Hanegal, men Englesange fra de evige Boliger.

XIX.

Det er jo Tyskland, Rejsen gjælder i Aften, for at finde den kristne Tros og Menigheds Fødestavn paa de Enemærker, hvor de blev det store Tvistens Æble mellem Paven i Rom og Munken i Vittenberg, og hvor der er stridtes mere om dem end i hele den øvrige Verden, hvorved der dog til Lykke er flydt langt mere Blæk end Blod. Her skulde man vel allermindst tænkt, der kunde være nogen Tvivl om, hvor den kristne Menighed havde fundet sin Vugge og vundet sine visse Værelser; thi ellers strides man jo om det ubekjendte; men det er just den tyske Gaade: at det skal langt mindre være Virkelighedens indskrænkede end Mulighedens grænseløse Rige, man maa skjænke sin spændte Opmærksomhed og, skjønt man selv erklærer det for umuligt, dog uophørlig skal stræbe at udgrunde; saa det er intet Under, at ligesom man, lige til den store Opmaaling og Udskiftning under Napoleon den første, ved en Rejse i Tyskland hvert Øjeblik var uvis om, i hvis umiddelbare Herskab, kongeligt, kurfyrsteligt, hertugeligt, biskoppeligt, greveligt eller blot rigsridderligt, man egentlig befandt sig, det ogsaa baade før og efter Karl den stores Tid faldt vanskeligt at sige, hvor og naar Kristi tyske Rige begyndte. Medens vi derfor nødes til at lade det staa ved sit Værd, ikke blot, om de hellige tre Konger og de 11000 Jomfruer enten før eller efter Døden har gjæstet Tyskland, men ogsaa, naar og hvorledes Kristendommen i det hele har begyndt at virke paa Tyskland, der, ligesom Rhinen, strækker sig lige fra Italien langs med Frankrig, maa vi dog se at faa fast Fod i Nord-Tyskland, hvor Luther opstod og førte Aands og Krafts klare Beviser for, at der var en tysk Kristen-Menighed, naar og hvorledes den saa end var opkommen.

Uagtet nemlig Morten Luther med fuld Ret paastod, at hans levende Forkyndelse af det evangeliske Indhold i den 209 apostoliske Tros-Bekjendelse, i Herrens egen Bøn og i alle Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren, var Bevis nok paa hans Kristendoms Ægthed og paa Pavens Selv-Modsigelse og Selv-Fordømmelse, der selv kaldte den apostoliske Tros-Bekjendelse den kristne Tro (det kristelige »Credo«) og døbte derpaa med det samme Vidnesbyrd om Daaben som det kristelige Gjenfødelses-Bad og sikre Saligheds-Middel, men dog smuglede sig selv og alle sine Æventyr ind i Menigheden som nye, ufejlbare Tros-Artikler og uundværlige Saligheds-Midler, - desuagtet maa det dog, naar Kristus er Verdens-Lyset, som altid leder sin Menighed, kunne oplyses, naar og hvorledes hans egne Indstiftelser med det livsalige Ord af hans Mund er kommet hen, hvor det levende forkyndes; og derfor har det gjennemgribende kirkehistorisk Vigtighed at oplyse, at den tyske Kristen-Menighed, der lige saa lidt som nogen af os kunde springe ud mellem to Flintestene eller mellem Staal og Sten, havde aabenbar sin Oprindelse af noget ganske andet end Karl den stores Sværdslag ved Elben, i Slutningen af det ottende Aarhundrede.

At nu Oprindelsen ogsaa virkelig maa føres tilbage til den angelske Mund, som Herren med sit Ord havde skabt i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede, og som han oplod for Tyskerne i Begyndelsen af det ottende, det har selv Tyskerne til alle Tider maattet indrømme; men har dog med Held faaet det indskrevet i Glemme-Bogen, ved at fremstille Sagen, som om det var en Ubetydelighed, at Tysklands saakaldte Apostel Bonifacius havde i sin Barndom hedt Vinfred, og at han var født i Engelland, medens Hovedsagen var, at Paven i Rom døbte ham om, og at Pipin den lille, som tog den frankiske Krone med Staalhandsker, gjorde ham til Ærkebisp i Maints og lod sig salve af ham til den første Konge af Guds Naade, og at Karl-Magnus, den første Kejser paa anden Omgang, lærte Saxerne at læse Paternoster og, saa vidt muligt, at skrive det paa tysk.

Da nu denne Vinfred fra Devonshire ogsaa virkelig var mindre kristelig og mere pavelig end Munkene fra Nordhumberland, og han synes at have sat mere Pris paa det Navn, han fik i Pavens Indvielse, end det, han fik i vor Herres Daab, og følte ved sin Kristendoms Udbredelse mere Trang til Pipins end til vor Herres Bistand, - saa kom den tyske Kirkehistorie derved meget naturlig ind paa den slagne Landevej (»Heerstrasze«), hvor der ikke var Tale om Ord og Aand, fribaaren 210 Tro og Bekjendelse, men kun om Krigs-Retten og Kirke-Retten, Kejser-Retten og Pave-Retten, indtil den forvovne Munk i Vittenberg stævnede Paven med alle hans Bisper og Buller og Kejseren med hans gyldne Bulle og med alle hans Kurfyrster ind for vor Herres Kristi Domstol, hvor Aanden alene fører det store Ord, og Troen derpaa er den eneste Magt, som vinder sin Sag og bliver kronet til Dronning af Guds Naade. Det var derfor intet Under, at medens Protestanterne ansaa Morten Luther for en Guds Engel, falden ned fra Skyerne, og Papisterne ansaa ham for en Satans Engel, skudt op fra Afgrunden, var man i begge tyske Lejre enige om, at han var intet naturligt Menneske, aandelig født af den gamle Tro med den tyske Tunge, altsaa af en Saxerinde, der, ligesom Marie Mø, trode Guds Ord og vilde være Herrens Tjenerinde.

Man har nu vel en saakaldt Levneds-Beskrivelse af Vinfred, hvis Forfatter skal være en samtidig Frænde ad ham, ved Navn Vilibald; og saa længe jeg ikke havde læst den, tænkte jeg, den maatte vel dog kunne give os en lysere Forestilling om Vinfred og hans kristelige Virksomhed end den, der spøgede i de tyske Kirkehistorier; men efter at have læst den, maa jeg tilstaa, at Vilibald kun for saa vidt giver os bedre Oplysning om Vinfreds Kristendom, som han udtrykkelig vidner, at han, og det efter Pavens Paalæg, lagde den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben til Grund for sin hele Prædiken.

Der hviler derfor virkelig et tykt Mørke over den kristne Tros og Menigheds Forplantelse fra Engelland til Nord-Tyskland, indtil vi, uden at bryde os om Pavebuller, kjækt tager det tyske Apostel-Embede fra Vinfred med Tilnavnet Bonifacius, og giver det til den hartad rent forglemte Vilibrord fra Nordhumberland, Biskop i Utrecht, med Tilnavn Klemens, saa vi efter Herrens Forskrift siger til den ene: »Giv Plads for den hæderligere end du!« og til den anden: »Ven! sid bedre op, og hav Æren for dem, som sidder med dig til Bords!«

Denne kirkehistoriske Omflytning vil nu vistnok alle de højlærde Tyskere, af papistisk saa vel som af protestantisk Bekjendelse, naar de spørger den, enten saa dybt foragte, at de ikke holder det for Umagen værd at høre Grundene, eller saa fnysende protestere imod, at de næppe faar Ro til at prøve Grundene; men derfor er de dog lige stærke, og jeg tør sige: fuldgyldige.

Først og fremmerst maa det nemlig fremhæves, at Vilibrord 211 var ældst, ikke blot som Menneske, men som Prædikant i Frisland, hvor han fortsatte sin Virksomhed i et halvt Aarhundrede, døbte Karl Hammers berømte Søn, Pipin den lille, og havde, længe førend Vinfred satte sin Fod paa tysk Grund, samlet en kristen Frimenighed i Utrecht, og det lige under den hedenske Friserhøvding Radbods onde Øjne; thi da dette er en Kjendsgjerning, som ogsaa de tyske Kirkehistorier maa indrømme, saa er jo Sagen dermed egentlig afgjort.

Hertil kommer imidlertid, at den ærværdige Beda, som var samtidig med begge de berømte Udvandrere til Frisland, end ikke nævner Vinfred, men omtaler derimod paa flere Steder Vilibrord, som et stort Guds Redskab, der i det udenlandske Hedenskab højlig ærede Kristi Navn ved Troens Sejre og Fjendens Nederlag. Fremdeles veed vi ogsaa, at Kirken i Utrecht lige til Vilibrords Død vedblev i en Menneske-Alder at være Brændpunktet for hele den angelske Evangelist-Virksomhed, saa at ogsaa Vinfred arbejdede i flere Aar under Vilibrords Vinger, og rev sig kun løs, for at spille en større Rolle, som pavelig Legat for hele Nord-Tyskland, og vendte kun i sin Alderdom tilbage til Frisland, for der i Midten af det ottende Aarhundrede at finde Martyr-Døden, der langt mere end hans Liv har løftet ham til Skyerne.

Endelig har vi da ogsaa et udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Vilibrord med Tilnavn Klemens skal agtes for Tysklands rette Apostel; og dette Vidnesbyrd er fra ingen ringere end Karl den stores berømte Læremester, der unægtelig i den sidste Halvdel af det ottende Aarhundrede lige saa vel var den ypperste Angler, som Beda i Aarhundredets første Halvdel. Ælkvin, hvis latiniserede Navn de højlærde ej endnu ret har lært at stave og kalder ham derfor »Alcuinus«, har nemlig ikke blot efterladt os en Levneds-Beskrivelse af sin højhellige Frænde Viiibrord, baade i bunden og ubunden Stil, men han stiller ham ikke ganske uvittig paa en Maade ved Siden ad Johannes den Døber, og fortæller, at da hans Moder gik frugtsommelig med ham, drømte hun en Nat, at hun saae en Nymaane gaa op og voxe til Fuldmaane, og med eet fløj den hende lige i Munden, og da hun sank den, blev det dejlig lyst inden i hende. Denne Drøm, bliver Ælkvin ved, fortalte Vilibrords Moder til en hellig Mand, som udtydede den om hendes Søn, der med Sandheds Lys skulde adsprede Vildfarelsens Mulm og Mørke; og denne Udtydning, maa vi jo sige med Ælkvin, den har Erfaringen stadfæstet, da vi kjender det Nyaars-Ny, som opgik i 212 Saxen og er blevet vidunderlig frugtbart til indvendig Oplysning. Det er nu vist nok stor Skade, at Ælkvin, skjønt han udtrykkelig indrømmer, at Evangeliets Forkyndelse er mere værd end alle Mirakler, dog over Miraklerne, Vilibrord skal have gjort, synes at glemme, hvordan han tjente Ordet; men dog hører vi af ham, hvad i det mindste danske Kristne maa finde mærkværdigt: at Vilibrord endogsaa for Evangeliets Skyld umagede sig op til os; og skjønt den danske Kong Ungendus, som han gjæstede, beskrives af Ælkvin som et vildt Dyr, maa han dog snarere have lignet et tamt Dyr, siden han ikke krummede et Haar paa Vilibrords og hans Følgesvendes Hoved, og han har allersnarest, som de fleste Danekonger, lignet et meget fredsommeligt Menneske, der vel ikke selv var beredt til at modtage Frelseren, men lod dog, hvem der vilde, tage ham til Huse; thi baade melder Ælkvin, at den danske Konge lod Vilibrord tage tredive danske Drenge med sig, og det var et almindeligt Sagn i Middelalderen, at den danske Kong Ungendus havde en Søn, ved Navn Sebald, der ikke blot blev døbt, men blev en Helgen og gjorde store Mirakler i Nyrnberg, hvor han ligger begraven. Saa meget er ogsaa vist, at samme Sebald i det femtende Aarhundrede blev højtidelig sat paa Helgen-Listen som en dansk Kongesøn; og da vi hos Saxe Runemester omtrent ved den Tid virkelig finder en Ungvin, hvis Søn hed Sigvald, paa Kongelisten, saa finder jeg ingen Grund til at tvivle om, at det var ham, Vilibrord, efter Ælkvins umistænkelige Vidnesbyrd, vel ikke omvendte, men slap dog helskindet fra; og selv de danske Drenge, han skal have taget med, maa der [have] været noget om, da Ælkvin melder, at Vilibrord satte sit Liv paa Spil ved at døbe dem i den hellige Kilde paa Helgoland, som var indviet til Afguden Forsete, og hvoraf ingen maatte øse Vand uden stiltiende. Denne Ø, der endnu er bebot af Frisér og taget fra os med Staalhandsker, hørte nemlig den Gang til Frisland; og da Radbod fik Tidende om Vilibrords Dumdristighed, var han strax ved Haanden og kastede Lod om, hvad man skulde gjøre ved enhver af de Gudniddinger; men da kun een af dem fik Døds-Lodden, lod Radbod Resten fare til Frankenland, og da Vilibrord til Afsked truede ham med Helvede, hvis han ikke selv vendte om og lod sig døbe, svarede Radbod kun: »Ja, du ligner dig selv i Raad og Daad ; men jeg ræddes ikke mer for dine Trusler, end du for mine.« Det er denne Radbod, om hvem man fortæller, at han en Gang stod med den ene Fod i Døbekarret, men trak den tilbage, fordi han 213 paa Spørgsmaalet: om hans Forfædre var i Himmerig eller i Helvede, fik det Svar af en frankisk Biskop, at de var naturligvis som alle Hedninger i Helvede, og Friseren, som han sagde, vilde være hos sine Forfædre.

Med denne tarvelige Efterretning om Tysklands virkelige Kirkefader, som ligger begraven i Epternach ved Trier, maa vi da nøjes; og om Grundeisen af Bremer-Stiftet, som kom til at udstrække sig over hele vort Norden, veed vi heller ikke mere, end at vel havde Vilibrord prædiket lige til Helgoland, men dog blev Bremer-Kirken først bygt af et andet angelsk Sendebud Vilhad i Karl den stores Tid, og fik sine første Martyrer under Vitekinds Opstand; og skjønt Vilhads Levneds-Beskrivelse tillægges hans ypperste Eftermand paa det bremiske Ærkesæde, vort Nordens Apostel, Ansgar, saa er det dog kun en Ligtale og Lovtale, der ikke gjør os klogere paa Kristendommens Fødsel i Morten Luthers Fæderneland.

Vel har vi nemlig netop om Bremer-Stiftet en egen saakaldt Kirkehistorie ved Adam af Bremen, og da den, ligesom Bremer-Stiftet, fra det niende til sent i det ellevte Aarhundrede, strækker sig ud over vort Højnorden, og er oven i Kjøbet først bragt for Lyset i Danmark, af Anders Sørensen Vedel, saa fristes vi Danskere allermindst til at overse eller nedsætte den; men da Begyndelsen deraf nys er fordansket, vil De selv kunne overbevise Dem om, at den gamle Bremer-Klerk, som da ogsaa først skrev hen imod Slutningen af det ellevte Aarhundrede, under Svend Estridsen, som han roser for sin lærde Bistand, han var langt fra at være nogen Beda den anden, og han har behandlet ikke blot Stiftelsen af den nordtyske Menighed, men selve Bremer-Stiftets Oprindelse saa flygtig, at der slet ingen ny Oplysning derom er hos ham at finde.

For ham er da ogsaa den hellige Bonifacius og den stormægtige Karl-Magnus de eneste rette tyske Apostler; saa at skjønt han i forbigaaende maa indrømme, at Vilibrord var »to Dage og en Søndag« ældre end de begge, og at somme agter ham for Hovedmanden, saa slaar han det dog strax hen med den Trumf: at for ham er Vinfred eller Bonifacius, som havde den ægte Bestalling af Paven, og rejste Bispestole paa alle Kanter, det rette Sidestykke til Hedning-Apostelen Pavlus.

Skulde vi derfor kunne opnaa nogen nærmere Oplysning om Kristendommens aandelige Virkning paa Tyskerne og Udvikling hos dem i gamle Dage, da maatte det være ved det skriftlige tyske Efterladenskab fra den ældste Kristen-Menighed i 214 Tyskland, som ventelig er fra den saxiske Tid i det tiende og ellevte Aarhundrede; men skjønt disse gamle Penneprøver giver noksom Bevis paa, at Nord-Tyskerne, efter Anglernes Exempel og Tilskyndelse, ogsaa begyndte at gjøre et Skriftsprog af deres Modersmaal, saa er det dog et ganske andet Spørgsmaal, om disse Levninger forslaar til at kaste lidt mere Lys paa den tyske Arilds-Kirke; saa det Spørgsmaal drister jeg mig endnu ikke til at besvare. Dels kjender jeg nemlig ikke nær saa meget til Tyskernes som til Anglernes gamle Skrift, og dels er der af det, jeg kjender noget til, hverken oldtyske Prædikener eller mer end et eneste Stykke, der røber mindste Liv og Aand. Det saakaldte Otfreds Evangelium er nemlig kun en evangelisk Rimstok, saa tør og stiv og farveløs som vel muligt; og den lille Bibelhistorie, som gaar fra Johannes den Døber til Herrens Himmelfart, og som man kalder »Frelseren« (der Heiland), er en ny Gaade, der endnu venter paa sin Løsning. Dette mærkværdige Efterladenskab, som Lutheranerne alt i Reformations-Tiden (Flacius) blev opmærksomme paa, men som dog først kom for Lyset 1830, har nemlig, ligesom Kædmunds Bibelhistorie, Bogstav-Rim helt igjennem og er i Angel-Skjaldenes blomstrende Stil, som Nytyskerne slet ikke synes selv at ville kjendes ved; saa man falder snarest paa, at det enten er en maadelig Fortyskning af et angelsk Kvad, eller en Angel-Skjalds lidt ubehjælpelige Forsøg paa at skrive Oldsaxisk; og i begge Tilfælde vilde den Oplysning, det kunde give os om oldsaxisk Kristendom, ej være synderlig stor. Er imidlertid Kvadet virkelig, som Flacius, man veed ikke med hvad Hjemmel, paastod, et Værk af en oldsaxisk Skjald, der ligesom Kædmund sov sig til Harpen, da vilde det være meget lærerigt; og jeg tøringenlunde nægte Muligheden deraf, ikke blot fordi Brugen af Ordet »Muspel« og flere synes at hentyde paa et særeget Forhold til Nordens Myter, men især fordi der hersker en Grubien og Vidtløftighed, som ret kommer til Syne ved Herrens Lignelser og hans Bjærgprædiken, og som slet ikke ligner Anglerne, men Tyskerne des mer. Da nu ogsaa Klopstock under Udarbejdelsen af sin Messiade følte sig stærkt tiltalt af det gamle »Heilands-Kvad«, og jeg kun kjender lidt til det i den første Udgave, hvor det ikke engang er afdelt, saa vil jeg indtil videre lade den Sag staa ved sit Værd, men vilde dog gjøre Dem opmærksom paa en Opdagelse, der kan være af kirkehistorisk Vigtighed, ikke mindst for os, og som jeg selv ved Lejlighed skal stræbe at klare enten til mig eller fra mig.

215

Saaledes slap vi da i det gamle Aar taalelig med Kristendommen fra Rom, om ikke til Danmark, saa dog til Elben, og med Guds Hjælp kommer vi da snart i det næste Aar baade over Elben, Ejderen og Øresund, og selv til Island, hvor Udviklingen paa Modersmaalet, som begyndte hos Anglerne, naade sin Højde i Middelalderen; og naar saaledes den Taage, der har indhyllet Livet fra det syvende til det trettende Aarhundrede, er henvejret, da vil vi finde Resten af Middelalderens Kirkestorie lys nok, naar den ellers var god nok.

XX.

Kristendommens Forplantelse til vort Højnorden i det niende, tiende og ellevte Aarhundrede er vist nok hidtil i Kirkehistorien bleven lige saa flygtig berørt, som den samtidige Indførelse af en saakaldt kristelig Gudsdyrkelse eller Kirketjeneste i Rusland, Polen, Bømen og Mæren; saa her gjælder Ordsproget: at de maa rose dem selv, der har slemme Naboer; men ganske uskyldige har vi dog heller ikke selv været deri, da det her kun er Islænderne, som i Middelalderens Læseverden har givet glimrende Beviser paa Kristendommens Fortjeneste af deres Dannelse, og vi ligesom med Flid har skjult det for Verden, at vi havde en ejendommelig Opfattelse lige saa vel af Kristendommens, som af hele Menneske-Livets Historie.

Naar vi derfor nu ogsaa i denne Henseende begynder at rejse Hovedet i Vejret, da maa vi ikke andet vente, end at vore tyske Skolemestre paa Timen vil dømme os til at staa Skoleret, som ryggesløse Poge, der ikke blot vil være klogere end deres Læremester, men gjør aabent Oprør imod ham, og dermed tillige imod den eneste saliggjørende Videnskabelighed, som Tyskerne enten har skabt af intet, elier har dog evindelig forpagtet; men vover vi endnu at besidde og forsvare den jydske Halvø, som Guds og vort eget, skjønt Tyskerne paastaar, det er et aabenbart Rov fra dem, saa maa vi dog sagtens have Mod til at beholde vort eget Hoved for os selv, da det er noget, som Tyskerne hverken vil eje eller have, og vi dog ser, det kan gjøre os og vore Børn efter os langt niere baade Gavn og Glæde, end selv Tyskerne mægter at beskrive.

216

Vi slutter derfor kjækt, med Morten Luther, fra den levende Del, vi Nordboer tog i den saxiske Reformation, og fra den Udvikling, vort Modersmaal og vor Tankegang siden har viist i aandelig og kristelig Retning: at baade maa det kristelige Guddoms-Ord hos os have haft gode Sædemænd og have fundet god Jord, hvori det kunde slaa saa dybe Rødder, som det endnu bevislig har; og, ligesom det beviser sig selv, at det Træ, der har dybe Rødder, ogsaa har fundet passende Jordbund, at slaa dem i, saaledes har heller ingen af alle Middelalderens Munke, der blev Redskaber til Kristendommens Forplantelse, saa straalende oplyst hinanden, som Ansgar og Rimbert, den højnordiske Menigheds Kirkefædre i det niende Aarhundrede.

Rimbert, som blev Angars Eftermand paa det bremiske Ærkesæde, har nemlig efterladt os en Levneds-Beskrivelse af sin faderlige Mester, som vel er langt fra at besvare alle de velgrundede Spørgsmaal, som vi maa gjøre om Evangeliets Forkyndelse og Modtagelse i disse Egne, men som dog saa langt overgaar selv Ælkvins Lovtale over Vilibrord, at den er et enestaaende Vidunder i hele Middelalderens Kirkehistorie, paa saa forskrækkeligt Latin og med en saa forkuet, men dog rørende Inderlighed, som om den var skreven med en Plovkjæp ud af Danmarks inderste Hjærte. Vi faar nemlig vel lidt at vide om, hvordan Ansgar udvendig færdedes, talte og virkede i de to Snese Aar, som han sukkende anvendte paa Danskeres og Svenskeres Omvendelse, men derimod er Evangelistens Inderste ligesom udspilet for vore Øjne, saa vi ser det klarlig, baade hvad der drev ham til Norden, hvordan vor Herre Jesus Kristus stod lyslevende for ham, og hvilken Sjæle-Kamp mellem Frygt og Haab der daglig førtes i hans Lønkammer om Evangeliets Fremtid i disse Egne og om Martyr-Kronen i al sin himmelske Glans; og skjønt alt dette umulig kan give os noget klart Billede af Ansgars evangeliske Virksomhed og Storværk, saa giver det os dog et dybt og sikkert Indtryk af hans apostoliske Tro og Tænkemaade, og af Kristi Evangeliums levende Nærværelse, som en Guds Kraft til Salighed for hver den, som tror.

Det er nu især, som bekjendt, Ansgars stærke Drømme og deres uudslettelige Indtryk paa hans Hjærtelag og hele hans Tankegang, hvori Ansgars Inderste spejler sig; og disse Drømme har man da i Kirkehistorien været langt mere tilbøjelig til at overspringe eller forbigaa, som et sørgeligt Bevis paa hans Svaghed og Overtro, end til af dem at lade sig oplyse om hans kristelige Tankegang; men da hele Middelalderen var en 217 aandelig Drømmetid, saa det gjaldt om, hvem der drømte bedst, og det aabenbar var disse Drømme, hvorved vor Evangelist ikke blot blev opvakt til gudeligt Alvor, men blev kristelig oplyst og opholdt i Tro og Haab og Kjærlighed, - saa maa især vi danske Kristne nødvendig betragte dem med al Opmærksomhed, og med dyb Ærbødighed for de underlige Veje mellem Himmel og Jord, hvorad Guds Engle stige op og ned over den guddommelige Menneske-Søn, som er med sine alle Dage til Verdens Ende; thi kun derved fik vi den ypperste Evangelist efter Apostlernes Dage.

Nu til Bevis at gjennemgaa disse stærke Drømme, vilde her blive for vidtløftigt, og kan heller ikke behøves, da ikke blot Rimberts Bog, oprindelig af mig selv, er oversat paa Dansk, men jeg ogsaa for over 40 Aar siden i mit »Dannevirke« (3dje Bind) har skrevet et »Ansgars Eftermæle«, der omtrent indeholder alt, hvad jeg ogsaa nu i denne Henseende kunde have at sige. Kun det allervigtigste, vi kan og skal lære af Drømmene, maa jeg berøre, og det er: at Ansgar ved en af de første kom til den i hans Dage meget sjældne Oplysning: at kun vor Herre Jesus Kristus er den Menneske-Søn, som har det i sin Magt at forlade Synder paa Jorden, saa det er hos ham selv, vi maa gaa til Skrifte og finde Afløsning, naar vi skal føle, at han virkelig har udslettet vore Synder, og at det var i en anden himmelsk Drøm, Ansgar med det 49de Kapitel hos Esaias indviedes til Evangelist paa Øerne i det fjærne og i Landet ved Verdens Ende.

Dette var da ogsaa Grunden til, at Ansgar ved Pinse 826 uden al Betænkelighed paatog sig Evangelistens farlige Kald hos Danskerne, som allerede da havde et daarligt Lov i Tyskland og var udraabt om ikke for de dummeste, saa dog for de grummeste af alle Hedninger. Anledningen til denne Udvandring, nemlig den danske Kong Harald Klaks Daab i Ingelheim ved Maints, er nu vel, hvad man kalder alle vitterlig; men man plejer dog i Kirkehistorien at forbigaa det vigtigste derved, som ingenlunde er det, at Harald Klak, ventelig en Nisse-Konge i Jylland, rimeligvis mest lod sig døbe for at faa verdslig Hjælp mod sine Medbejlere til Danmarks Krone hos Karl den stores Søn, Kejser Ludvig den fromme; men det vigtigste er aabenbar, at da Kejseren paa Rigsdagen spurgte de forsamlede Bisper og Abbeder om en Mand, der vilde rejse hjem med den danske Konge, styrke ham i Troen og udbrede den i hans Rige, da saae de alle tavse paa hinanden, indtil Abbed Vale i det gamle 218 Korvej (i Pikardiet) endelig brød Tavsheden og sagde, at een Munk kjendte han dog, som vilde gjøre meget for Guds Skyld, men om han vilde gjøre saa meget, det maatte han selv sige. Da nu Ansgar blev hentet fra det ny Korvej (ved Høxter i Vestfalen), hvor han var Prædikant, og blev adspurgt, om han for Guds Skyld vilde gaa med Evangeliet til Danmark, da svarede han vel strax ja; men da hans Venner siden stræbte at afskrække ham, og alle Folk af denne Verden lod ham høre, det maatte have en daarlig Art med hans Kristendom, siden han heller vilde leve mellem vilde Hedninger end i kristent Selskab, da angrede han vel ikke sit dristige Løfte, men tabte dog Modet og nedsank i dyb Bedrøvelse over sin Afmagt. Dette er meget mærkeligt, dels fordi det lærer os, hvor daarlig det den Gang stod til med Kristen-Livet i Tyskland, og hvor alvorlig vor Evangelist tog det med sit Kald, men især fordi det denne Gang ikke var nogen Drøm, der trøstede ham, men en af de mest rørende Begivenheder i det virkelige Liv, der altid er som en Engels Aabenbarelse; thi der var i det gamle Korvej en fornem Munk, den næste efter Abbeden, ved Navn Ødbert, han ledte Ansgar op i en afsides Vingaard, hvor han daglig grublede, græd og bad, og spurgte, om det ogsaa virkelig var hans Forsæt at vandre ud til Danmark; og da Ansgar mærkede, det var godt ment, og forsikrede, at hvad han havde lovet at gjøre for Kristi Skyld, det vilde han med Guds Hjælp ærlig holde, da svarede Ødbert: saa følger jeg med dig, thi jeg kan umulig bære det over mit Hjærte at lade dig staa ene blandt Hedningerne. Saaledes fik da Ansgar en Medhjælper, og skjønt han kun to Aar efter sit Komme til Danmark ved Døden blev denne sin trofaste Stalbroder berøvet, havde han dog faaet uundværlig Hjælp fra Himlen til det første Skridt, som koster, og kom heller aldrig til at staa ganske alene.

At nu Ansgar ved næsten fulde 40 Aars Møje kun fik rejst een Hoved-Kirke med Bispestol i Sverrig og to i Danmark, nemlig i Slesvig og i Ribe, den første lige tusend Aar før Isted-Slaget, det staar i alle Haandbøger; men om Kristendommens Modtagelse i Danmark og Sverrig har dog Rimbert meldt os lidt mere, end der endnu har fundet Vej til Haandbøgerne; og hvad der ligger os nærmest, er, at Kong Erik eller Harek, som udtrykkelig kaldes Drot over hele Danmarks Rige, vel ikke selv lod sig døbe, men fattede dog saa dyb en Højagtelse og saa varmt et Venskab for Evangelisten, at han ogsaa i verdslige Sager raad-førte sig med ham, gav ham frit Forlov til at udbrede 219 Kristendommen i sit Rige og gav ham paa hans anden svenske Rejse Bud med til den svenske Konge: at han endelig maatte gjøre ligesaa, da han aldrig havde kjendt saa god og retsindig en Mand som denne Ansgar.

I Sverrig var der imidlertid, siden Ansgars første Besøg, udbrudt et rasende Opløb mod de kristne, og da Almuen der i det niende, ligesom i det ellevte Aarhundrede, raadte over Kongen, og havde paa Rigsdagen bandlyst Kristendommen, saa kunde Kongen ikke paa ny fredlyse den, uden med Almuens Samtykke. Hertil var for Øjeblikket ikke ringeste Udsigt, thi nylig havde en ordsnild Mand, ventelig en Odins-Præst i Upsal, indbildt Almuen, at han havde faaet den Aabenbaring fra de gamle Guder, at de var højlig fortørnede over, at Svenskerne glemte og forsømte deres gamle Hjælpere og vilde oven i Kjøbet føre dem en fremmed og fjendtlig Gud paa Halsen, hvorfor Guderne formanede dem til at gjøre Bod og Bedring; og hvis de alligevel fandt, de ikke havde Guder nok, saa gjordes dem herved vitterligt, at Guderne havde optaget deres gamle Kong Erik i deres Selskab og vilde dele Æren og Ofringerne med ham; og derover var der kommet stort Røre iblandt Almuen, saa de alt havde begyndt at ofre til Gammel-Erik og bygge ham et Tempel. Saa snart derfor Ansgar kom til Birka, der for vore Øjne løber i eet med Sigtun, raadte hans Bekjendtere ham at forære Kongen alt, hvad han førte med sig, bare for at slippe helskindet der fra; men Ansgar vilde heller vove sit Liv, og da Kongen havde taget godt imod den danske Konges Bud og Besked, gjorde Ansgar Gilde for ham, frembar sin Æreskjænk og bad om Frihed for Kristi Evangelium, hvortil Kongen svarede, at han havde intet derimod, men at da de kristne Præster var bandlyste, ikke af Kongen, men af Almuen, saa maatte Sagen afgjøres efter Lodkastning og ved Folkestemmen paa begge Rigets Landsting. Lodden blev da kastet og faldt gunstig ud for Kristus, paa begge Landsting blev Kristendommen fredlyst, og Rimbert har endogsaa meddelt os Indholden af en ganske mærkelig svensk Rigsdags-Tale, hvormed en Gubbe, ventelig Bøndernes Lagmand, som vi af Hejmskringla veed var den egentlige Ordfører, bevægede Almuen til at fredlyse Evangeliet. Gubben bemærkede nemlig, at man jo ogsaa i Sverrig godt vidste, at Kristus var en meget mægtig og meget hjælsom Gud, og at derfor mange rejste til Dorstad, for at lade sig døbe med hans Daab; saa det var dog alt for urimeligt at forskyde det samme i Hjemmet, som man ellers med Møje søgte i det fjærne, og det 220 ad en farlig Søvej, som vrimlede af grumme Vikinger, og at det derhos var klogt, i Tide at sikre sig den Guds Yndest, der, som Erfaring lærte, hjalp altid sine Tilbedere, medens man let kunde blive usaattes med de gamle Guder.

Ansgar opholdt sig denne Gang i Sverrig i halvandet Aar, og kort efter hans Hjemkomst mødte der baade ham og Evangeliet en haard Prøvelse, men som dog kun var en Overgang til bedre Kaar; thi vel faldt den gamle Kong Harek i en Borgerkrig, og den unge af samme Navn var et Barn, der lod sig lede af Hove eller Hugo Jarl i Slesvig, som var Kristendommen saa fjendsk, at Kirken i Slesvig strax blev lukket og Klerken halshugget; men endnu mens Ansgar var undervejs til Kongen, havde Bladet vendt sig, og da nu tillige den gamle Kong Hareks fortrolige Raadgiver, Borkard Jarl, paa ny kom til Anseelse, blev ikke blot alt igjen sat i forrige Stand, men Ansgar fik Lov til at oprette et nyt Bispedømme i Ribe. Ved denne Lejlighed anmærker Rimbert, at det var ogsaa først nu, de kristne fik Lov til at have en Klokke i deres Kirker; og det kan vel synes ubetydeligt, men de nordiske Hedningers Modbydelighed for KlokkeKlangen har dog sikkert haft en dybere Grund end vore lutheranske Præsters Sky for at høre en Klokke enten fra den reformerte eller fra den katolske Kirke i Kjøbenhavn; saa Sejren over denne Modbydelighed havde vist langt niere at betyde i det niende Aarhundrede, end vi i det nittende let kan forestille os.

Dette er, hvad man veed om Ansgar; og De veed nok, at da man i 1826 her inde holdt Tusendaars-Festen tilAnsgars Minde, da maatte jeg ikke i vor Frelsers Kirke lade synge vor gamle danske Dagsang »Den signede Dag, som vi nu ser«, som jeg dertil havde opfrisket og faaetWeyse til at sætte paa Noder, og at det var den nærmeste Anledning til, at jeg nedlagde det Præste-Embede i den danske Stats-Kirke, som jeg kun med stor Besværlighed havde opnaaet; og det syntes jo at vise, at om det en Gang var gaaet godt frem med den kristne Tro i Danmark, saa var det siden gaaet gruelig tilbage; men vil Gud, jeg lever til 1865, da det vil være tusend Aar efter Ansgars Død, da vil det dog vist være klart, at den gamle Biskop Ebbe i Rheims, som havde været her inde og formaaet Kong Harald til atrejseud og lade sig døbe, han spaade dog ret da han efter Rimberts Vidnesbyrd trøstede Ansgar i hans aldrig ret overvundne Mismodighed med det Spaadoms-Ord: »Jeg tror det saa fast, at jeg veed det for vist, at det Værk, som vi har begyndt i Danmark 221 og Sverrig, skal krones med Held, saa at om det end for Syndernes Skyld stundum forsinkes, skal det dog aldrig afbrydes, men af Guds Naade bære Frugt i Herren, til Herrens Navn har naat Jorderigs yderste Ender«; og jeg er vis paa, at naar vi alle mødes paa den yderste Dag, da vil Rimberts kjærlige Haab gaa i Opfyldelse, saa han, som græd saa bitterlig for Martyr-Kronen, vil med en talrig Skare af danske og svenske Kristne, herliggjort af Guds Mildhed, indgaa i de evige Boliger.

Naar vi imidlertid i det tiende Aarhundredes Historie leder om Spor af Kristendommens Virkning i Danmark og Sverrig, da kan vi ikke nægte, de ere meget sjældne og meget taagede, saa vi beroliges først derover, naar det slaar os, at Danmark og Sverrig gjør en Undtagelse fra alle de i Middelalderen kristnede Riger derved, at Kristendommen fra sin første Forkyndelse i hele to Hundrede Aar, naar den ikke forfulgtes, vedblev at være en borgerlig fri Sag; saa Historiens Tavshed om Kristendommen i Danmark fra Ansgars til Gorm den gamles Dage beviser kun, at den i Mellemtiden har faaet Lov til at skjøtte sig selv. At nemlig den danske Kristendom baade havde vedligeholdt sig og var bleven en Torn i Øjet paa Hedningerne, det beviser Gorms grumme Forfølgelse af den, som er langt klarere end hans Dronning Tyra Danebods Beskyttelse; thi netop det mageløse Indtryk, denne Dronning gjorde paa hele Folkets Hjærte, beviser, at hun i alt Fald har været meget mere dansk end kristelig efter den Tids Tankegang, da Mængden hos os var vitterlig hedensk. Ja, hvor overvejende hedensk Danmark endnu har været ved Slutningen af det tiende Aarhundrede, det kan vi se paa Svend Tveskjæg, da han ellers umulig kunde fundet det klogt at stille sig i Spidsen af Hedningerne, da han gjorde Opstand mod sin Fader, Harald Blaatand, og vilde endnu mindre været Dannekvindernes Yndling i den Grad, at de kjøbte ham løs af Slaveriet med alle deres Guldsmykker,

Saxe Runemester vidner ogsaa udtrykkelig, at da Svend Tveskjæg paa sine gamle Dage omvendte sig til Tro paa Kristus og ønskede at drage Folket med sig, turde han dog en Stund for Folkets Skyld ikke engang være sin Tro bekjendt, og stødte siden paa almindelig Modstand, indtil endelig Poppe paa Stortinget ved Isøre bar den gloende Handske for Kristus, hvorved Folkets Hjærte ikke blot bevægedes til at lade sig døbe, men gjenfødtes for evig af Kristendommens Aand.

Det sidste, nemlig Jærtegnet ved Isøre med den gloende Handske, det veed de nok, ikke blot sædvanlig i Kirkehistorien, 222 men ogsaa i Øhlenschlægers »Palnatoke« og selv i mine Optrin af Kæmpelivet fremstilles som et af de i Middelalderen saakaldte »fromme« Bedragerier; men jeg skal derfor strax bede Dem lægge vel Mærke til, at jeg her ikke engang indlader mig paa Spørgsmaalet om Jærtegnets Ægthed, endsige paa dets Gyldighed, men finder deri kun Bevis paa, at Hedenskabet over hundred Aar efter Ansgars Død endnu var Folketroen i Danmark, saa Kristendommen især i Sælland, som ej engang havde en Biskop, hørte til Undtagelserne.

At der nu i det næste halve Aarhundrede, til Knud den stores Død, er foregaaet en mærkelig Forandring, saa aabenbart Hedenskab siden hørte til de meget sjældne Undtagelser, det er en Kjendsgjerning, som vel uden noget Jærtegn lod sig forklare af Danmarks Forhold til det store, alt længe kristelig dannede Engelland, hvor Knud den store fandt dygtige Redskaber nok til at udbrede kristelig Oplysning og Dannelse hos os; men da vi dog slet ingen Spor finder til, at Knud den store anvendte Magt til almindelig Indførelse af den ny Gudstjeneste, bliver det altid rimeligt nok, at et i Folkets Øjne stort Jærtegn, ægte eller uægte, her er kommet til Hjælp; saa Sagnet om den gloende Handske, ikke blot berømt over hele Norden, men allerførst opskrevet af en Tysker endnu i det tiende Aarhundrede (Vittekind), har sin gyldige Hjemmel.

Jærtegnets Ægthed, saa vel som dets Gyldighed til Bevis, gjør vi derimod klogest i at lade staa ved sit Værd, og vi kan det godt, da vi lige saa lidt vil forbyde vor Herre at gjøre Tegn og underlige Gjerninger, naar som helst han vil, som vi vil kræve dem af ham hveranden Dag; saa det hos Saxe Runemester skal være os af langt mindre Vigtighed, hvad han, der næppe var stærk i Tro., selv trode om Poppes Jærtegn, end hvad han forklarer sig deraf; thi det er Kristendommens vidunderlig dybe Indtryk paa det danske Hjærte; thi han havde næppe kunnet sige, at det var som en uudslettelig Skrift med Ild-Stave, hvis han ikke, ligesom vi, havde fundet den kristne Tro saa ildfast i Dannekvindens Hjærte, som om hun havde baaret den med sig fra Paradiset; saa det lader sig ogsaa efter mine Tanker kun forklare af et i Kirkehistorien enestaaende Jærtegn, enten det saa er sket før eller efter Poppes Dage, og enten det er sket ved en gloende Handske eller ved en glødende Tunge; og skjønt det sidste vist nok for mig er baade det kristeligste og det rimeligste, saa kunde det dog godt ligne Dannekvinden, ogsaa af 223 den, der forlangte hendes Hjærte, at kræve et haandgribeligt Bevis paa, at han turde gaa i Ilden for, hvad han trode og elskede.

XXI.

Det er Kristendommens Forplantelse til Norge og Islandi det tiende og ellevte Aarhundrede, vi skulde betragte; og der er Grund nok til at betragte den for sig selv, da den har et ganske eget Præg, der gjør den kjendelig nok fra Forplantelsen til Danmark og Sverrig, og det i to Henseender. I Norge er det nemlig ingen fremmed Gjæst, og endnu mindre en Evangelist som Ansgar, der rejser Korsets Banner; men hvad vi vel maa kalde Nordens hellige tre Konger, som udenlands havde lært at bøje Knæ for Barnet i Bethlehem, og stræbte saa paa Norges Trone at formaa alle deres Undersaatter til det samme.

Dette er, som vi veed, en meget betænkelig Sag, da selv om de kongelige Evangelister, som de har meget ondt ved, holder Sværdet i Skeden, de dog rimeligvis maa vinde langt flere Bekjendere med verdslige Midler end med aandelige Grunde; saa de lettelig selv bliver de eneste, der kjendelig er kommet frit til, hvad der ikke maa paanødes eller paalistes nogen, fordi det ikke kan ske enten i Aand eller i Sandhed, og dog netop slet intet andet er Kristus og hans Tro forhadt end Løgn og Falskhed, medens disse er dem evig vederstyggelige, som Djævelens Væsen og Gjerninger, eller paa bredt Dansk: som hvad Fanden har skabt.

Naar vi da alligevel tør sige, at der ogsaa i Norge fødtes en Frimenighed, da er det kun, fordi de kongelige Evangelister sædvanlig hos deres norske Landsmænd mødte altid Aabenhjærtighed og en Gjenstridighed, der kun tog til, naar de vilde kyse Livet af dem med Vaabengny, og nødtes snart til at lade dem tro, hvad de vilde. Denne trodsige Stilling, som Nordmændene indtog mod deres højbaarne og mægtige Prædikanter, er saa meget mærkværdigere, som den første, Hakon Adelsten, var i øvrigt hele Norges Yndling og blev løftet til Skyerne af Norges bedste Skjald, Ejvind Skjaldespilder, - den anden, Olav Tryggesøn, beundres endnu som Norges sidste og 224 største Helt, - og den tredje, Hellig Olav, dyrkede Nordmændene frit som en kristelig Helgen, næsten lige fra hans Død for deres egne Vaaben.

Dette er den første Egenhed ved Kristendommens Forplantelse til Norge, og den anden er, at i hele vort Norden var det ene Nordmændene, især de til Island udvandrede, der, ligesom Anglerne og til Dels Saxerne, ved Kristendommen strax fik Lys og Mod til at gjøre Modersmaalet til Skriftsprog, og derved at skaffe sig en boglig Dannelse, der endog i visse Maader fordunklede den angelske.

Island havde imidlertid ogsaa i denne Henseende sit ejendommelige Præg, da det baade satte sig i et eget Forhold til Kristendommen og blev Nordens egentlige Læseverden og Sædet for dets boglige Kunst paa Modersmaalet; saa det i kirkelig og videnskabelig, saa vel som i borgelig Henseende har sin egen Middelalders-Historie, hvorved det vist nok kom til at spille en glimrende Rolle i sin Tid; men her, hvor Spørgsmaalet kun er om Kristendommen og dens Virkninger, har vi dog i vore Evangelister, Ansgar og Rimbert, ganske anderledes Borgen baade for Ægtheden af og Kraften i den Kristendom, som de forplantede, end vi i de islandske Virkninger kan faa for den Kristendom, hvis Talsmænd enten er os ganske ubekjendte, eller de er temmelig tvetydige Skikkelser.

Skjønt det nu er rimeligt nok, hvad man har ymtet om, at Folk i Norge, især i det sydligste, det saakaldte Vigen, alt tidligere har faaet en lille kristelig Forsmag fra Danmark og Saxland, saa var det dog først hen imod Midten af det tiende Aarhundrede, at hvad man kaldte den ny Tro, vovede sig over Dovre og vakte kjendeligt Røre i Riget; og det var da Hakon, Harald Haarfagers yngste Søn, som var opdragen til Kristendom hos den navnkundige Kong Adelsten i Engelland, og søgte nu, ved Hjælp af engelske Præster, at faa Daaben og hele den kristelige Gudsdyrkelse indført i Norge. Saa knapt og varsomt maa vi udtrykke os om Hakon Adelstens egen Opfattelse af Kristendommen og dens Udbredelse, da Hakon rimeligvis selv har mere haft en tilvant Ærbødighed for den kristelige og Afsky for den hedenske Gudsdyrkelse end nogen levende Kristen-Tro, og lagde i alt Fald ikke andet for Dagen i Norge. Den længste Tid nøjedes han nemlig med, at den hedenske Jul blev flyttet lidt, saa den efter Aarstiden kunde falde sammen med Jesu Fødsels-Fest; og hvad han ragede i Strid med Trønderne 225 om, var hans ublu Forlangende: at alle Nordmænd med eet skulde holde op at ofre til deres Guder og derimod holde kristelig Gudstjeneste.

Under denne Forudsætning kan vi først ret med Overbærelse til begge Sider betragte og med Billighed bedømme de mærkværdige Optrin paa Froste-Tinget og ved Offer-Gilderne paa Hlade og paa Møre, alt i Trøndelagen, som vi i Snorre Islænders Norgeskrønnike finder mesterlig beskrevet. Da nemlig Hakon Adelsten paa Froste-Tinget gjorde alle vitterligt, at nu skulde alle Folk i Norge, Mænd og Kvinder, gamle og unge, fribaarne og Trælle, holde op at dyrke deres gamle Guder, holde Søndag og Fredags-Faste, og tro paa Kristus, Marias Søn, da løftede der sig et almindeligt Knur og Gny, og Folk skreg i Munden paa hinanden, og Trællene især raabte højt, at naar de ikke maatte æde, kunde de heller ikke arbejde, og at det gik nok med Hakon ligesom med hans Forfædre, at de var lige saa madknappe som guldrunde; og derpaa rejste sig efter Aftale Odels-Bonden Asbjørn, fra Melhus i Guldalen, og gav Kongen det korte men fyndige Svar: »Fordum, Kong Hakon, da du første Gang holdt Ting paa Froste og havde givet os vor Odel igjen, da var vi som i et Himmerig; men nu veed vi ikke ret, om du vil unde os Frihed eller knægte os paa ny, siden du vil tage vor gamle Tro fra os, som vi er godt fornøjede med, og som har holdt Stik baade i Brænd-Old og i Høj-Old, da der var anderledes stolte Folk oppe, end vi. Saa kjær har vi haft dig, at vi lod dig ene raade for alt i Riget, og er endnu rede til at holde den Lov, du gav os, og holde Trop med dig, saa længe der er Liv og Blod i os, naar du kun ikke vil forlange ugjørlige Ting; men vil du tage os med Trumf og sætte din Vilje igjennem med Vold og Magt, da vil vi alle som een vende dig Ryg og kaare os en anden Høvding, som veed at holde Maade og lade os beholde den Tro, vor Hu staar til.« Der blev nu saa almindelig en Støj, at der tilsyneladende var Fare for, at Mængden strax vilde gaa Kongen paa Livet, og blev kun beroliget ved Sigurd Hlade-Jarls Udraab: at Kongen naturligvis vilde føje Bønderne, som højrøstet forlangte, at Hakon, ligesom hans Fader, skulde ofre med dem for Fred og Aarsgrøde.

Snorre melder nu, at hidtil havde Kong Hakon, hvor han saa var ved Offergilderne, taget sig den Frihed, at spise med nogle faa gode Venner i et eget Værelse, men at allerede ved det næste Offergilde paa Hlade knurrede Bønderne højt over, at Højsædet var tomt, naar Folket var gladest, saa Hakon maatte frem, og 226 at da Sigurd Hlade-Jarl, som paa Kongens Vegne forestod Ofringerne i Trøndelagen, drak ham til med Odins, Njords og Frejs Skaal, da slog Hakon Kors for sig, hvorover Bønderne blev rasende, til Sigurd Jarl gav den Forklaring, at det var Tors Hammertegn, Kongen slog over Drikkekarret, ligesom alle Fritænkerne, der kun trode paa deres egen Kraft og Styrke. Bønderne forlangte imidlertid, at Kongen skulde spise med af Hestekjødet eller i det mindste smage paa Saften, men ved Sigurd Jarls Mægling slap han med at gabe over Kjedel-Krogen.

Videre og værre gik det ved Kongens eget Julegilde paa Møre, thi da havde otte af Trøndelagens Storbønder, med Asbjørn fra Melhus og Kaare fra Grotte i Spidsen, sammensvoret sig om, at fire af dem skulde brænde Kongens Kirker paa Møre (Søndmør og Nordmør) og slaa Præsterne ihjel, mens de andre fire nødte Kongen til at ofre, og da kunde Sigurd Jarl ikke frelse Kongen fra at smage paa Heste-Leveren og drikke alle Offer-Skaalerne uden Korsets Tegn.

Kong Hakon, siger Snorre, drog nu vel bort med fnysende Vrede og samlede Folk, for at gjæste Trøndelagen med Ild og Sværd; men just som han var i Færd dermed, fik han Tidende om, at hans Brodersønner, som havde fundet Tilhold i Danmark, havde gjæstet Vigen og kunde daglig ventes vesterlands; og da opgav han ikke blot Toget til Trøndelagen, men bad om Hjælp derfra, og maatte da slutte mindeligt Forlig med alle Opmændene for Rejsningen, som den træske Sigurd Jarl med Flid satte i Spidsen for Hjælpetropperne; og derved blev det, til Hakon i sit sidste Slag med Eriksønnerne, ved Fidje paa Stordøen (Søndhordlen), blev dødelig saaret og sendte sine Medbejlere det Bud, at han overlod dem Riget, da, hvis han levede, vilde han drage til et kristent Land, for at bøde, hvad han havde brudt, og hvis han døde, kunde han ikke forlange andet end en hedensk Begravelse, - som han da ogsaa fik med stor Højtid ved en af Kongsgaardene i Nordhordlen (Sæhejm, Søhejm, Solhejm).

Saa sørgelig endte det første bekjendte Forsøg paa at kristne Norge; men som vi har set, bør Grunden dertil hverken søges i Hakons Mildhed eller Trøndernes Grumhed, men i Kongens Udygtighed til Evangelist; thi vel er det muligt, at hans Bestræbelser vilde haft lykkeligere Fremgang, hvis ikke Sigurd Jarl, selv en endnu ivrigere Afgudsdyrker end hans navnkundige Søn, Hakon Hlade-Jarl, ej paa Lokes Vis havde selv rejst den 227 Storm, han gjorde sig en Fortjeneste af at dæmpe; men den tilsyneladende Fremgang vilde dog kun været en Krebsgang, tjenlig ikke til at fordrive, men til at skjule Vantroen.

Hakon Adelstens Brodersønner og Eftermænd var efter Snorres Vidnesbyrd vel døbte i Engelland, men brød sig ikke videre om Kristendommen, end at de, naar de kunde komme nemt til det, forstyrrede Hedningernes Offergilder og stak Ild paa Gudehusene; og efter dem fik den ivrige Afguds-Dyrker Hakon Hlade-Jarl Magten i Norge; saa at hen ved en hel Menneske-Alder (965-994) forblev Hedenskabet uforstyrret, undtagen fra Danmark en eneste Gang, da Harald Blaatand skal have sendt en Krigsmagt til Vigen, som tvang Folket til at lade sig døbe, uden at de derfor enten skiftede Tro eller holdt op at dyrke deres gamle Guder.

Men i de sidste 5-6 Aar af det tiende Aarhundrede, da den heltemodige Olav Tryggesøn beklædte Norges Trone, da blev der aabenbar løbet Storm mod det gamle Hedenskab; saa at dersom Pinen ikke havde været saa kort, og Trønder og Halejer været saa brydske, som de var, da vilde der i Norge rejst sig en Statskirke med saa lidt Kristen-Tro og saa tomt et Kristen-Skin som nogensteds paa Jorden; thi saa snart Olav havde kuet Vigveringerne til at lade sig døbe for Alvor, løb han vester op til Jædderen, Hordeland, Søndmør og Nordmør, holdt Ting med Bønderne og paatvang dem Daaben, hvorpaa han sejlede ind ad Trondhjeras-Fjorden, og afbrændte det berømte Offerhus paa Hlade. Videre kom Olav vel ikke den første Sommer; thi da baade Trønder og Halejer gjorde almindelig Opstand, skyndte han sig tilbage til Vigen; men næste Sommer kom Olav nord op med større Magt, og skjønt han paa Froste-Ting, hvor Bønderne bød ham Brodden ligesom Hakon Adelsten, tilsyneladende gav efter, var det dog kun paa Skrømt, han lovede at holde Midsommersgilde med dem paa Møre; thi da Tiden nærmede sig, gjorde han et stort Gjæstebud paa Hlade, hvor den første Dag vel gik med Fryd og Gammen, men næste Morgen lod han blæse til Hus-Ting, hvor hans Skibs-Mandskab mødte, og der gjorde han alle vitterligt, at skulde han nødes til at bringe de gamle Guder et Offer, da skulde det ogsaa være stort til Gavns: et Menneske-Offer, ikke af Trælle og Misdædere, men af Folkets Kjærne, og kaarede saa otte af de ypperste Odelsmænd i Trøndelagen til Ofre. Han lod ogsaa strax Slagt-Ofrene gribe og slap dem ikke, før de lod sig døbe og stillede Gisler for sig. Der mødte imidlertid brydske Trønder nok paa Møre, 228 med Jærn-Skjægge fra Ørlandet i Spidsen, saa Kong Olav fandt det raadeligst at bruge List, og lod som om han i det mindste vilde være en rolig Tilskuer af Ofringen; men da han med nogle faa af sine Hirdmænd kom ind i Offerhuset, gik han lige hen til Gudebænken, smak selv med sin Strids-Øxe til Tor, som bredte sig i Midten, saa han styrtede til Gulvs, og hans Følgesvende gjorde ligesaa med Resten, medens andre af Krigsfolket dræbte Jærn-Skjægge tæt udenfor. Da nu Bonde-Flokken var hovedløs, bukkede den for Overmagten og lod sig døbe, og paa denne Maade blev da Trøndelagen kristnet.

Lige saadan og i enkelte Tilfælde med oprørende Grumhed foer Kong Olav en anden Sommer afsted i Helgeland, og roste sig da af at have kristnet hele Norge; men vilde jo vist nok, om han ikke strax efter var falden i Svolder-Slaget, lige saa lidt faaet nogen Glæde, som Kristendommen eller Norge fik Gavn deraf.

Efter Svolder-Slaget (Aar 1000) blev Norge delt imellem Sejerherrerne, nemlig den svenske og den danske Konge og Hakon Hladejarls Søn Erik, men egentlig blev det dog Erik og hans Broder Svend, som raadte i de følgende 15-16 Aar, og om dem siger Snorre, at de vel nu begge lod sig døbe, men lod baade Hedenskab og Kristendom skjøtte sig selv; saa hvem der endnu ved Hellig-Olavs Tron-Bestigelse holdt fast ved den kristne Gudsdyrkelse, maa vel regnes for en Frimenighed; men om Ægtheden af dens Kristen-Tro kan vi slet intet vide, da vi slet intet kjender til Olav Tryggesøns Medhjælpere; og hans Greb paa Kristendommens Udbredelse var saa groft et Misgreb, at vi ikke kan have stort bedre Tanker om hans Kristendom end Saxe Runemester, som med megen Bitterhed paastaar, den var kun en Skygge, medens hans Hedenskab var ægte. Hvor han havde sin Kristendom fra, er da ogsaa meget uvist, thi somme lader ham døbes i Danmark, somme i England, og Snorre paa en af Scilly-Øerne (Syllinger), hvor det lige saa godt kunde være en irsk som en engelsk Eneboer, som spaade ham Kronen og overtalte ham dermed til Daaben, og efter Kristni-Saga var han virkelig døbt i Irland.

At det derimod var Alvor med Hellig-Olavs Kristendom, som paa en Maade blev Martyr for den og blev Stifteren af den norske Stats-Kirke, derom tillader Snorre os ikke at nære mindste Tvivl; men da han hverken melder os noget af dens egentlige Indhold eller veed engang mer om hans Daab, end at den efter Sigende skal være besørget af Olav Tryggesøn i hans 229 Barndom, medens andre sagde, han var døbt i Normandiet, og da Hellig-Olav vel gik lidt mildere, men slet ikke kristeligere til Værks end Olav Tryggesøn med sin Udbredelse af Evangeliet, saa kan vi heller ikke skatte hans Kristendom synderlig højt. Hvor nemlig Hellig-Olav og hans Kirke-Ret mødte mindste alvorlig Modstand, som i Trøndelagen og Helgeland, i Gudbrands-Dalen og i Vossevangen, der klappede han strax paa Sværdet, og naar det ikke hjalp, da lod han det jævne Trætten; og skjønt vi veed Navn paa to af hans Hofbisper, Grimkjeld og Sigurd, saa veed vi dog ikke engang, hvor de kom fra, og endnu mindre, hvad de førte i deres Skjold.

Naar vi derfor heller ikke enten i den følgende Middelalder eller ved Fornyelsen (Reformationen) i Norge, Kæmpers Fødeland, møder nogen navnkundig Kæmpe for Troens Sag, da maa vi vel slutte, at Kristendommen der lige fra Begyndelsen er bleven almindelig forkyndt og opfattet, ikke som et Evangelium med Guds Kraft til Salighed, men enten som en blot Kirketjeneste, eller som en ny Lov, saa Norge endnu har sin Evangelist til gode, som dog efter alle Varsler vil være en indfødt, der finder Troen og Daaben i deres kristelige Aand og Sandhed udenlands, men maa være beredt paa en haard Kamp med sine Landsmænd, og vil kun ved at kæmpe under den aandelige Friheds Banner kunne undgaa et brat og sørgeligt Nederlag.

At nemlig dette stærke Friheds-Krav, der paa alle Aandens og Hjærtets klare Enemærker føler sig fuldt berettiget, var Hovedgrunden til Normændenes Rejsning mod deres kongelige Prædikanter, det saas bedst paa Island med sin aldeles folkelige Fristat, der ikke blot er enestaaende i Middelalderen, men hartad i hele Verdenshistorien.

Ogsaa her bragte en indfødt Kristendommen hjem med sig fra en Udenlands-Rejse, og det var Torvald Kodransøn, hvis Navn er os her velbekjendt fra den norske Vise om Torvald, som reddede den danske Konge; og vel fandt han Modstand nok i sit Fæderneland, men den var af fri og aandelig Art, thi det var Nidviser, som ogsaa, tillige med Hexekunster, vedblev at være de Vaaben, hvormed Islænderne fornemmelig angreb Kristendommen; saa det vardens Prædikanter, Torvald først, og siden endnu mer den saxiske Tangbrand Præst, der haandgribelig trak Sværdet, for at værge sig mod Ordet, og fortjente derved den Landsforvisning, der ramte dem.

Efter at dette Røre havde varet henved en Menneske-Alder, lykkedes det ogsaa Torgejr Lagmand, selv en Hedning, at mægle 230 et Forlig mellem de stridende Parter, med den Bemærkning: at brød man Loven, da brød man Freden, saa een og samme Lov maatte alle have, men den maatte da ogsaa være taalelig for alle; og det fandt Islænderne, den Lov var: at vel skulde alle lade sig døbe og vogte sig for Ofring til de hedenske Guder i fremmedes Nærværelse, men i Stilhed kunde enhver i denne Henseende gjøre, hvad han vilde, og det skulde fremdeles være tilladt at æde Hestekjød og at udsætte de spæde Børn, som man ikke vilde eller kunde opføde.

Dette skete lige Aar 1000, samme Aar som Olav Tryggesøn faldt ved Svolder; og vel beviser Hedningernes Tilfredshed med dette magre Forlig, at Prædikanterne ikke heller paa Island maa have lagt synderlig Vægt paa Troen, som uadskillelig fra Daaben; men det viser dog ogsaa, baade at Kristendommen ved sin egen Kraft har gjort kjendelige Fremskridt, og at de hedenske Nordmænd havde Sind til at taale den hos sig, naar den kun vilde unde dem den Frihed, de skattede.

At nu det mageløs fredelige Forhold mellem hedenske og kristelige Navne og Forestillinger, som har fundet Sted i vort Norden, og som især er kjendeligt hos de islandske Skjalde og Sagamænd, ej var uden Sammenhæng med den løselige Opfattelse af Kristendommen, som aabenbar i Norge og paa Island blev den herskende, det er klart nok; men at den dog havde en dybere, baade aandelig og hjærtelig Grund, har jeg alt før bemærket og skal nærmere stræbe at oplyse ved Betragtningen af Kristendommens kjendelige Virkninger i vort Højnorden.

XXII.

Jeg bemærkede sidst, at medens Norge og især Island ved Skrift paa Moders-Maalet fra det tolvte til det femtende Aarhundrede beviser, at Livet i vort Norden gjorde ved Kristendommens Hjælp lige saa glimrende Fremskridt til Dannelse, som i Engelland, saa har vi dog ikke i den norsk-islandske Skrift nær saa god Borgen for den norske Kristendoms Ægthed, som vi hos Ansgar og Rimbert har for den danske og svenske; fordi vi ikke engang ret veed, hvorfra den kom, medens det er klart, at den forkyndtes og udbredtes paa en langt mere verdslig end 231 aandelig, langt mere hedensk og tyrkisk end kristelig Maade. Jeg tror ogsaa, at Norges og Islands Kirkehistorie i Nyaarstiden, langt fra at svække, meget mer bestyrker Mistanken om, at den kristelige Grundvold ved Troen og Daaben kun er lagt meget maadelig af de kongelige Prædikanter og deres ubekjendte Medhjælpere; men da jeg er bleven opmærksom paa, hvad jeg ikke før har vidst, at der mellem de gamle Nordmænds Efterladenskab i Haandskrift findes en Samling af Prædikener (Homilier) fra det tolvte eller trettende Aarhundrede, som endnu ikke er udgiven, saa kan denne vigtige Sag i Middelalderens Kirkehistorie dog ikke agtes for afgjort, førend dette gyldige Vidne om Kristendommens norske Forkyndelse i Middelalderen er ordentlig afhørt.

Paa den anden Side maa det heller ikke forties, at skjønt Ansgars og Rimberts Virksomhed udstrakte sig til Sverrig, saa er det dog et stort Spørgsmaal, om det virkelig var Ansgars og Rimberts Kristendom, der smaalig udbredte sig og endelig sejrede hos Goter og Upsvenskere; thi efter Ansgars Død veed hverken vi eller Svenskerne selv det mindste at fortælle om den Menigheds Liv og Skæbne, som var stiftet i Birka eller Sigtun, uden hvad Adam af Bremen melder: at da Erkebisp Unne gjæstede Birka i det tiende Aarhundrede og døde der, fandt han ogsaa Kristendommen hartad aldeles uddød. Siden i det tiende Aarhundrede hører vi heller ikke andet om Kristendommen paa hin Side Sundet, end at Danskeren Odinkar skal have fra Skaane af gjort nogle Rejser op i Sverrig for at udbrede Troen, og at Olav Tryggesøn, som fandt den svenske Enkedronning Sigrid Storraade stinkende af Hedenskab, formaade Røgnvald Jarl i Vester-Gøtland til at lade sig døbe, for at faa Kongens Søster Ingeborg til Ægte. Først i det ellevte Aarhundrede hører vi, dels at den svenske Kong Oluf Skjødkonning blev døbt, og dels at Kristendommen fik Magt hos begge Gøte-Stammerne; men da Islænderne tilskriver Olav Tryggesøns Hof-Biskop Sigurd og norske Præster begge Dele, saa støder vi her igjen paa den norske Kristendom af tvivlsom Art og Oprindelse ; og da Kristendommen endelig i Midten af det tolvte Aarhundrede, under Erik den hellige, faar Overhaand, veed Svenskerne selv lige saa lidt som vi, hvordan det dermed var gaaet til; kun veed man, at endnu sent i det ellevte Aarhundrede ofrede man rask i Upsal, hvor selv ikke de døbte Konger vovede at skyde en Pil til det over al Norden bekjendte Gudehus. Des vissere er det imidlertid, at Kristendommen i Sverrig 232 sejrede frit ved sin egen Kraft, og det bemærkes udtrykkelig om den første indfødte Upsvensker, som forkyndte Evangeliet med Fynd, Bodvid fra Sødermanland, at han i England havde lært sit Fadervor og den apostoliske Tros-Bekjendelse.

Vi nødes vel heraf til at slutte, at i Norge og paa Island virkede Kristendommen vel mest til Dannelse, men mindst til Omvendelse, og i Sverrig mest til det sidste og mindst til det første, medens det er klart, at den i Danmark virkede betydelig til begge Sider, skjønt den der lige saa lidt som i Sverrig fostrede en saadan boglig Kunst paa Moders-Maalet, som den, hvormed Norge og Island glimrede.

Da nu den oldnorske eller islandske Bogskat næsten kun historisk berører Kristendommens Yderside, eller Guds-Tjenesten med Salmesang og Klokkeklang, Bispeskrud og den søde Røgelse, og selv dens Bibelhistorie fra det fjortende Aarhundrede synes kun at have været en Oversættelse til Stads ved det norske Hof, saa har vi egentlig i Kirke-Historien kun med dette verdenshistoriske Vidunder at gjøre, fordi det klarlig viser os, at der hos Højnordboerne var en mageløs Kjærlighed til Historien og et deraf flydende og dermed følgende Anlæg til at begribe og beskrive Menneske-Slægtens Levnetsløb; men dette giver den islandske Sagaskrift ogsaa kirkehistorisk Vigtighed, fordi Kristendommens Videnskabelighed maatte nødvendig blive overvejende historisk, og kunde derfor kun paa menneskelig Vis udvikle sig hos et saadant grundhistorisk Folk, som især den islandske Sagaskrift lærer os at kjende.

Hvad der nemlig i Asamaalet, eller den saakaldte Nordens Mytologi, aabenbarer sig profetisk, det viser sig historisk i hele det islandske Vidunder, der netop er lige saa mageløst og langt mere umiskjendeligt end Asamaalet. Naar vi saaledes, som jeg lige fra min første Ungdom har stræbt, gjør opmærksom paa, at Asamaalet er den eneste hedenske Livs-Betragtning, hvori Guderne har et timeligt, daadfuldt Levnedsløb med et evigt Øjemed, som skal opnaas under et højere, over de særegne Guder ophøjet Forsyns, Nornernes, Styrelse, da trode jeg vist nok i min Ungdom, at det behøvede blot at siges for at ses, i det mindste af alle studerte Folk, som maatte vide det udenad paa deres Fingre, at noget saa universalhistorisk stort, som Balders Død og Opstandelse, som hele Kampen mellem Aser og Turser med Tors Heltegjerninger, hans Tvekamp med Midgaards-Ormen, Hejmdals Vagthold for det grønne Gudhjem, og Ragnaroke med Jordens Fornyelse og det evige Gimle, - noget 233 lignende blev aldrig fortalt enten om Jupiter eller om Sevs, om Osiris eller selv om den indiske Brama, og deres Gude-Selskab; men Erfaringen har dog mer end tilstrækkelig lært mig, at alt saadant lader sig som ingen Ting baade miskjende og bele af vore store Lys, der med deres kinesiske Øjne i hele det menneskelige Billedsprog kun ser Billeder af slet ingen Ting, eller af de Natur-Begivenheder, der omtrent virker ens paa Folk og Fæ, som Solskin og Maaneskin, Regn og Tørke, Torden og Lynild, Hvirvelvinde, Jordskjælv og ildsprudende Bjærge, alt sammen i Overensstemmelse med den berømte kinesiske Hieroglyf for Lyksalighed, som er en Kæmpenæve fuld af Ris og en Mund som en Ladedør.

Vist nok bliver jeg ogsaa i min Alderdom lige fuldt ved at paastaa, at alle Mennesker, som blot har Tro paa en levende Gud og paa Menneskets Slægtskab og Lighed med ham, om end langt ude og meget indviklet, de kan ogsaa se, at de nordiske Hedninger, som lod deres selvgjorte Guder, i Steden for at svælge i Nydelsen af det nærværende Øjeblik og at rase, ødsle eller stadse med deres Stormægtighed, bestandig med Øjet fæstet paa Fortid og Fremtid (Odins Ravne: Hugin og Munin), anvende det nærværende Øjeblik til en heltemodig Kamp for Evigheden, skjønt de forudsaa, at den afgjørende Sejer først kunde vindes ved en for Guder og Mennesker fælles Selv-Opofrelse, - det Hedning-Folk havde unægtelig langt dybere Følelse af og langt højere Tanker om, hvad baade Guder og Mennesker kan og skal bruge Tiden til, og hvad derved til Slutning kan og skal opnaas, end Ægypter, Græker og Romere, eller selv Perser og Hinduer, altsaa end alle de andre universalhistorisk berømte Folk, undtagen Ebræerne, som havde en særegen guddommelig Aabenbaring at takke for deres mageløse Oplysning om det sande Forhold mellem Gud og Menneske, som mellem Tid og Evighed; - men jeg kan dog derfor ikke nægte, at Nordboens mageløs historiske Hjærte og Hjærne, Livs-Kraft og daadfulde Tids-Betragtning viser sig langt tydeligere og umiskjendeligere i Islændernes virkelige Dagværk gjennem fire, fem Aarhundreder, end i de æventyrlige Morgen-Drømme om Aser og Vaner, Balders Død og Opstandelse og alle Tors Hammerslag.

Derfor maa der ogsaa i Kirkehistorien med Flid gjøres opmærksom paa den islandske Udvandring fra vort Norden, og især fra det nordvestlige Norge, som vel kun er en Del af den store Udvandring, som i Verdens-Historien bærer Navn af den 234 »normanniske«, fordi Normannernes Bedrifter i Frankrig, Engelland, Italien og Østerleden glimrede ganske anderledes i Verdens Øjne, end Hverdags-Livet paa den golde Klippe-Ø i Ishavet, men som dog i folkelig og menneskelig Henseende var anderledes enestaaende heltemæssig og frugtbar.

Paa Island er det nemlig en hel Skare af stærke, modige og for det meste højbaarne og højtbegavede Nordboer, som, misfornøjede med Hjemmet og uforligelige med ethvert Trældoms-Aag, flyttede ud til et goldt, afsides Land, uden der at kunne vente anden Vinding eller Nydelse, end der i Fred og Frihed uforstyrret at kunne bevare deres Modersmaal, deres Livs-Betragtning og deres Minder, og at have omtrent saa lidt og saa meget med deres nordisk Hjemstavn og hele den øvrige Verden og med Tidernes Omskiftelse at gjøre, som de havde eller fik Lyst og følte Kraft til; og dette æventyrlige Foretagende udførtes med en saadan Kraft og ledsagedes af saa megen Lykke, at der ikke blot i fire Aarhundreder blomstrede en nordisk Fristat paa Island, men at vi i Nyaarstiden har paa Island forefundet et Herkulanum, langt anderledes mærkværdigt og frugtbart for det menneskelige Folkeliv, end det verdensberømte italienske; thi netop fordi der paa Island, aandelig talt, ulmede Ild under Asken, derfor er de gamle Skindbøger ikke, som i Herkulanum, blevne til Kul, men lader sig prægtig oprulle i den rette Belysning, og gjenføder i nordiske Øjne Billedet af det hele baade indvendige og udvendige Menneske-Liv, som har haft sin Hjemstavn og vist nok skal finde sin Forklaring i vort Høj norden. Vi har nemlig paa Island forefundet ikke blot Eddaerne fra Oldtiden og Sagaskriften fra Middelalderen, men det oldnordiske Modersmaal paa Folkets Læber og den derfra uadskillelige Fortrolighed med de gamle Skrifter og Paaholdenhed af de gamle Minder, hvorigjennem Fortids-Livet, om end hentørret, forfrossent og stivnet, dog kan komme virkelig historisk til os, som et Arvegods, der, naar vi har Aand og Hjærte, Livs-Kraft og Varme dertil, lader sig optø, styrke og vederkvæge til i en levende og frugtbar Oplysning at forny sine Kæmpeskridt til det samme Maal, som laa Freja paa Hjærte og stod Odin for Øje.

Alt dette, og da især Nævnelsen af Odin og Freja midt i Kirkehistorien, veed jeg nu nok, saa vel som De, regnes sædvanlig ikke blot til min utilladelige poetiske Tøjlesløshed, men vil kjækt blive anført som et soleklart Bevis paa mit Kjætteri og mer end halve Hedenskab; og det vil saa meget mindre nytte 235 mig til min Undskyldning at vise, jeg dermed træder i de gamle Islænder-Skjaldes Fodspor, som jeg selv indrømmer, der uden Tvivl var en slem Hage ved deres Kristendom. Imidlertid lader jeg trøstig Sigtelsen for Hedenskab indtil videre staa ubesvaret, da jeg finder det ikke blot meget fornøjeligere, men ogsaa nødvendigere, at oplyse de gamle Skjaldes Enighed med mig om, at man godt kan blive Kristen, uden at afsværge Odin og hele Asamaalet som lutter Djævelskab. Det er nemlig ikke blot alle vitterligt, at Islænderne efter Kristendommens fri Indførelse holdt det Umagen værdt at opskrive, læse og i hele 600 Aar at gjemme de hedenske Eddasange, og at de selv i det syttende Aarhundrede ikke fik Utak, men mange Tak derfor i Danmark; men Halfred Vanraadskjald, den ypperste Skjald ikke blot i Olav Tryggesøns Gaard, men i hans Dage, paastod lydt baade i bunden og ubunden Stil, at man godt kunde agte og ære Odin som Skjaldskabets Fader i Norden og beundre Asamaalets poetiske Dybde, uden at besvige Kristus for det mindste af hans guddommelige Ære og Dyrkelse.

At dette nu ogsaa har været lige saa vel Danmarks som Islands Stemme indtil den sorte Død, det beviser i mine Øjne Saxe Runemesters Danmarks-Krønnike, der ellers umulig kunde bleven saa smækfuld af hedenske Oldsagn, fortalte med mere Flid og Udførlighed end alle Knud den stores Bedrifter; og jeg maa navnlig gjøre Dem opmærksom paa et af Oldsagnene hos Saxe, som de ventelig alle kjender, og som kj endelig har en Kristen-Skjald til sin Smed. Jeg mener nemlig Sagnet om Torkel Adelfar, som efter sine meget lange Rejser til Gejrrods-Gaard og til Udgaards-Loke bragte et Haar af Troldens Skjæg til Danmark, som Gorm døde af, men bragte ogsaa det første Glimt af Kristendommens Lys, som Danmark siden har levet af. Dette kostelige Sagn, som vor gamle Runemester øjensynlig har betragtet og meddelt med en besynderlig Forkjærlighed, og som selv Holberg, der ellers lo højt baade ad Saxes og ad Islændernes gamle Krønniker, dog følte paa sin Smule poetiske Samvittighed, der laa noget paa Bunden af, som ikke var at kimse ad, - det kan og skal nemlig lære os og vore Børn, at de danske Skjalde lige saa lidt som de islandske betragtede Aserne som Kristi Fjender, men betragtede tvært imod Rimturserne, som Tors og Kristi, begge Slange-Knusernes, fælles Fjender, der ved Asamaalet fik deres første Knæk, men kun ved Kristendommen deres Helsot; thi Torkel fandt jo Gejrrod gjennemboret af Tor, men dog ikke død, og fandt Udgaards-Loke, 236 som havde forblindet Tors Øjne, til Gavns lagt i Mørkets Lænker. Se, dette er, i mine Øjne, i Billedsprogets Svøb det samme, som jeg alt i min Ungdom sagde rent ud: at hvad Tor vilde, men kun magtede at fuske paa, det gjorde Kristus mesterlig, som den ægte Guds-Søn med Jorden til sin Moder, saa Asamaalets Kamp mod Jættekløgten og Tors mod Hrungner med Stenhjærtet er det sande Forbillede paa Kristendommens Kamp mod Hjærteløsheden og Materialismen under alle Haande Skikkelser, en Kamp, der ogsaa kun ved Selv-Opofrelse bliver til Gavns sejerrig.

Tænker vi derfor paa godt Tysk den Mulighed, at den nordiske og især den danske Kristendom alt i Middelalderen kunde født en Oplysning af og i vor Herres Lys, da vilde Saxe Runemester i det trettende Aarhundrede betragtet Nordens Hedenskab ligesom hans danske Oversætter i det nittende; men at alle saadanne luftige Muligheder er i Virkeligheden Umuligheder, d et er, hvad vi blandt andet maatte lære af en dyrekjøbt Erfaring, førend vi kunde faa nogen Forstand paa, hvad Nordens Aand tidlig havde aabenbaret, og hvad det danske Hjærte aldrig glemte, endsige da Forstand paa, hvad der aldrig opkom i Menneske-Hjærtet, men aabenbaredes kun af Guds egen Aand for dem, som elskede ham.

Her staar vi da igjen, hvor vi kom fra, ved Haardeknuden i Middelalderens Kirkehistorie: ved den kristne Menigheds dybeste Fornedrelse, som den var øjensynlig i Rom, i Munkefaderen Benedikts og Pavefaderen Gregor den stores Dage, da den lille Flok, der endnu holdt fast ved Kristus som Hovedet, med hans Tro og Daab, maatte lignes ved en ringe Levning af et stort Verdens-Folk, indesluttet paa alle Sider i sin gamle Hovedstad med forræderske Høvdinger, der sikkert vilde sælge dem til Fjenden for klingende Mønt. Der var intet andet Raad end en Udvandring i afmægtig Tilstand, med det svage Haab, at deres almægtige, men usynlige og, som det syntes, langt fraværende Konge, baade vilde og kunde give dem Naade for de fremmedes Øjne og trøste dem med deres gamle Minder, til han i sin skjulte Time kom igjen og oprettede Riget og ophøjede atter sit Folk, som Sions Børn over Grækenlands. Med andre Ord: Kristendommen maatte forplantes til vilde Hedninger, som havde bedre Hjærterum for den end Romerne, og der maatte Kristendommens nedgangne Sol staa op igjen i en dejlig Morgenrøde og stige til Middagsstedet og fremkalde et tilsvarende 237 Liv paa den gjenfødte Kristen-Jord. Halvvejs var Haardeknuden løst, da det kristelige Tros-Ord i det ellevte Aarhundrede var naat langt videre, end Roms Ørne havde fløjet, naat til Island ved Verdens Ende; og at her undervejs var Hjerterum til alt, hvad der kan gaa Mennesker til Hjærte, det har Tiden viist, og det var spaat fra Arilds Tid, kjendeligst i Haddings-Sagnet, hvor Kæmpen lader sig bære af Kvinden, baade Elysium og Valhal forbi, til den uoverkommelige Mur om Guds-Haven med det evige Livstræ, hvor Hanen endnu efter Døden galer ved Sols-Opgang.

Naar vi imidlertid ser, at fra det trettende Aarhundrede af, fra Saxes og Snorres Dage, gaar det ogsaa i vort Norden ned ad Bakke baade med det aandelige og hjærtelige Menneske-Liv, Modersmaalet som dets levende Udtryk synes rent at forstumme, Pavedommets Mørke bliver ogsaa i Norden haandgribeligt, og Guds-Ordets Sæd synes lige saa kvalt i Danmark og paa Island, som i Frankrig og Italien, - da synes Haabet om en kristelig Oplivelse og Oplysning til apostolisk Højde at være aldeles forfængeligt. Vi veed imidlertid, Gud ske Lov! at Haabet nu daglig klarere gaar i Opfyldelse, saa vi er trøstede over Langdraget og kan med Rolighed betragte baade Ilden og Vandet, hvorigjennem Menigheden er ført til Vederkvægelsens Tider.

Uagtet nemlig Pavemagten og Korstogene i Grunden lige saa lidt som Helgen-Paakaldelsen og Billed-Dyrkelsen hører til Kirkehistorien, som den kristne Tros og Menighedens Historie, saa havde dog alt, hvad der med kristeligt Skin herskede og glimrede i den latinske Kristenhed, saa mægtig en Indflydelse paa den adspredte Menighed, at vi i Kirkehistorien ikke kan tabe det af Syne, naar vi vil lære at forstaa saa vel Aflivelsen som Oplivelsen, lige saa vel Formørkelsen som Oplysningen paa Kirkens Enemærker; og den historiske Sammenhæng bliver ret øjensynlig, naar vi lægger Mærke til, at det var det samme Norden, hvorfra de Kæmper udvandrede, der i den latinske Kristenhed opbygte Pavekirken, som det Norden, Munkene fra den latinske Kristenhed indvandrede i, for at vække de Kæmper, der skulde nedbryde Pavekirken; thi deraf følger, at hele Middelalderens Historie lige fra Folkevandringen til Reformationen er i Grunden en Krigs-Historie om den gotiske Folke-Kreds i sit Sammenstød og sin Vexelvirkning med den latinske, hvoraf vi ser Udbyttet for den gotiske Folkekreds i og efter Reformationen, som giver sig til Kjende ved Løsrivelsen fra Latinen, der hos Udvandrerne fra Norden har opslugt deres 238 Modersmaal, paa Angiernes nær, og har siden undertrykt Modersmaalene i deres Hjemstavn, indtil den store Opstand, som først nu er paa Nippet til at naa sit Maal, som er Kæmpeaandens fri Rørelse i Modersmaalet som sit eneste levende Udtryk, sit aandelige Legeme, hvori han ene kan gjøre sine Kæmpeskridt i Guds Kraft efter Hjærtets Lyst, tilbage fra Verdens Ende til Jerusalem.

Hvor vidt jeg nu selv har baade indvendig og udvendig Oplysning nok til at give et nogenlunde lyst Overblik af det uægte Kristen-Liv paa den store Skueplads, og af Grundene til det Langdrag, hvori det gjennem Middelalderen gik med den kristelige Oplysning i den ny Kristenhed, det vil Tiden vise, og jeg skal blot bede Dem, ikke i denne Henseende at nære store Forventninger, da det med denne i Folkenes og hele Menneske-Slægtens Levnedsløb meget indviklede Sag vel, naar man har Øje, er meget let at se, hvori den finder sin Løsning, men yderst vanskeligt at oplyse, hvordan det gik til med Løsningen.

Selv skal jeg være meget fornøjet, naar det blot maa lykkes mig derved at befæste den Overbevisning hos Dem, at vil vi gaa frem i kristelig Oplivelse og Oplysning, da maa vi betragte og benytte alt menneskeligt og baade skatte og dyrke Modersmaalet sorn vor Fylgje paa alle Livets Veje, hvem vi ikke kan forlade, uden at gaa i Døden.

XXIII.

Hvad er »Middelalderen«? det er et Spørgsmaal, de fleste af os glemmer at gjøre, naar de første Gang hører dette tyske Ord med dansk Udtale; og siden finder de let Spørgsmaalet overflødigt, da de dog nok kunde gætte sig til, hvad han, som først for deres Øren brugte Ordet, mente dermed; og des værre har aabenbar den første Dansker, der hørte og brugte det tyske Ord, gjort ligesaa, og snakket Tyskeren efter Munden eller efter Pennen, i Steden for at spørge ham eller sig selv: hvad hedder det paa Dansk? thi deraf blev Følgen, at da vi hartad alle først har hørt eller læst »Middelalder« i en Forbindelse, hvor det brugtes om Pavedømmets Tid med alt sit Mørke og alle sine 239 Munke, alle sine Eliefolk og alle sine Æventyr, saa tænker de fleste, at det og slet intet andet er Middelalderen; saa at naar da enten jeg eller en anden kommer og siger, at vi vil sætte Middelalderen i sit rette Lys og vise, den var i mange Henseender meget bedre, menneskeligere og dybere end vor Tid, og var i alt Fald, aandelig talt, en af vore Forældre, saa vi staar i Grunden i samme Forhold til Middelalderen som Børn til deres Moder, - da korser de sig, eller da de fleste har lagt Korset af som noget, der ogsaa hørte til den papistiske Surdej i den mørke, overtroiske Middelalder, saa trækker de paa Skuldrene eller stirrer paa os som en gal Kat i Blæst, inderlig overbeviste om, at enten er vi Jesuiter, som vil gjøre dem katolske i Hovedet, eller at vi i det mindste er selv katolske, og de har da døve Øren og blinde Øjne for alle vore Oplysninger. Alt dette vilde nemlig været forebygget eller dog mærkelig forhindret, dersom den første Dansker, som mødte det skæbnesvangre Ord »Mittelalter«, i Steden for at smøre sig selv om Munden og snakke efter, havde gjort sig den Ulejlighed at spørge sig for eller at tænke et Øjeblik efter, og derved gjort den lette, men meget frugtbare Opdagelse, at »Mittelalter« paa Tysk er hverken mer eller mindre end »Mellemalder« paa Dansk; saa dermed er ikke udsagt det mindste om dens Indhold eller Vilkaar, men kun udtrykt dens Stilling i Tidernes Løb, som Mellemleddet, der langt mindre adskiller den nyere Tid (Nyaarstid) fra den gamle (Oldtiden), end den forbinder dem begge med hinanden. Den samme Skjødesløshed ved Laan fra Tyskerne har hos os magelige Danskere fundet Sted utallige Gange, saa det er Hovedgrunden til den udmærket forvirrede Tankegang, vi møder snart hos alle dem af vore Landsmænd, der har deres Visdom paa anden eller tredje Haand fra tyske Bøger elier deres saakaldte danske Oversættelser; saa den Skjødesløshed maa vi ved alle Lejligheder revse og beklage, og da især ved denne Lejlighed, hvor Talen er om et Tidsrum i Menneskeslægtens Levnedsløb, lige saa forskjelligt som Folkene, der tog Del deri, og saa langt som fra Folkevandringen, og jeg mener fra Jerusalems Forstyrrelse, til Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, altsaa et Tidsrum paa 1000 til 1400 Aar, der ikke godt i Korthed lader sig tilstrækkelig oplyse, men som man strax bliver tilbøjelig og langt bedre stillet til at se i sit rette Lys, naar man besinder sig paa, at Middelalderen som en almenmenneskelig Mellemalder var en uundgaaelig Overgangs-Tid fra den straalende Oldtid til den glimrende Nutid, og at Livet altsaa i det store maa ligne et 240 Enke-Liv i det smaa, som man enten selv har været Vidne til eller kan dog levende forestille sig som en Enkedronnings Liv, ung, smuk, rig og følsom, med et lille Drengebarn paa Skjødet, født efter Faderens Død, som hun ikke tvivler om, der jo skal blive en rigtig stor Mand, ret en Kong Salomon af. Med et saadant Billede af den store Mellemalders Liv for Øje, vil man da heller ikke undre sig over, at der er mange Bejlere til den Brud, ligesom til Dronning Penelope, og at de alle sammen eller dog de allerfleste er Lykkefristere og Snyltegjæster, der er nær ved at æde hende ud af Huset og pine hende Hjærtet ud af Livet; og naar man saa husker paa, at denne Enke-Dronning er ingen Enkelthed, men Billedet paa en hjærtelig Mangfoldighed, Mellemalderens Menneskeliv i hele sin brogede Mangfoldighed, da vil man heller ikke støde sig over, at Enke-Dronningen i mange af sine Skikkelser ligger under for Fristelserne, og at hun i det hele i sine ypperste Skikkelser en Gang blev dødelig forelsket i den romerske Pave, der gjaldt for vor Herres Statholder paa Jorden, ligesom vi veed i det enkelte, at den unge, smukke, rige og følsomme Markgrevinde Matilde af Toskana forelskede sig i Konge-Paven Hildebrand (Gregor den syvende) og skjænkede ham den Kirkestat, der først nu synes at skulle gaa til Grunde i Kongeriget Italien.

Naar vi ønsker os et Overblik af Middelalderen paa hedensk Grund, men med et vist kristeligt Skin, da kan vi heller ikke finde et højere eller lysere Stade end hos Pave Hildebrand og Grevinde Matilde i det ellevte Aarhundrede, da Kristendommen mod Nord har naat ud i det yderste Hav ved Verdens Ende, hvorfra den ikke kjendelig rører sig, førend ved den store Opstand i det sextende Aarhundrede; thi her ser vi ved Siden ad Hildebrand og Matilde, Kejseren i det »hellige romerske Rige«, som var Pavens mægtigste og farligste Medbejler til Middelalderens Hylding; og samtidige med Hildebrand eller Gregor var baade Robert Viskard i Neapel, Vilhelm Erobrer i Engelland, Robert Friser i Flandern, Svend Estridsen i Danmark, Magnus Barfodi Norge, og i det hele Fædrene til det første Korstogs Helte; og selv gav Hildebrand det første Stød til Jerusalems-Toget, som med rette i Verdens-Historien er kaldt Middelalderens trojanske Krig, da den viser os Blomsten af hele Tidsrummets Ridder-Liv og gjør et Skillerum i den latinske Kristenheds Historie, ligesom den trojanske Krig i det gamle Grækenlands; saa naar vi omtaler Tilstanden og Tankegangen i Middelalderen, maa vi altid skjelne imellem før og 241 efter det store Korstog, ligesom Grækerne altid skjelnede før og efter den trojanske Krig.

Ved at sammenstille den trojanske Krig og det store Korstog, som Oldtidens og Middelalderens verdslige Storværker, kommer vi da ogsaa nemmest til det Syn, at Korstogene, kristelig talt, er slet ingen kirkehistorisk, men en verdenshistorisk Begivenhed, og til det lige saa vigtige Syn, at Middelalderen var lige saa grundhistorisk, som Oldtiden var grundpoetisk; thi det gamle Troja, veed vi jo nok, var en Verdens-Stad, der hængte i Skyerne, og kunde derfor kun indtages af en Helteskare i Luften, som kun har en Slags jordisk Tilværelse i Iliaden og Odysseen, ligesom alle andre Hjærnespind har i Skjalde-Hovedet; hvorfor ogsaa Tvistens Guldæble mellem Græker og Trojaner, den skjønne Helene, er saa hult som nogen Elve-Dronning i den hele vide Verden; medens vi alle kunde og skulde vide, at det store Korstog eller Jerusalems-Toget i hele sin storslaaede og sværmende (paa Pluddervælsk: kolosalske og fantastiske) Vidunderlighed er saa urokkelig en Kjendsgjerning, som hvad der skete i Gaar og beviser sig selv ved sine umiskjendelige Følger og Virkninger den Dag i Dag, og at ligeledes Jerusalem med det hellige Land, som den hellige Grav baade for Jøde-Folkets og Kristen-Folkets Minder og Forhaabninger, i Mahomedanernes Vold var baade saa virkelig og vigtig en Gjenstand, som der kan kæmpes paa Liv og Død om i denne Verden; saa hele Fejlen hos Korsfarerne ligger ingenlunde i deres Heltegjerning til Mandhjems Værn, men kun i det Sværmeri, der indbildte sig at kunne finde og indtage det Kristus-Rige i denne haandgribelige Verden, som kun ligger i den anden, aandelige Verden; altsaa I den Overtro, der vel laante sit kristelige Skin fra Rom med sin selvgjorte Kristi Statholder, men havde al sin Kraft fra Kæmpers Fødeland, hvor man fra Arilds Tid stod i den Tro, at Haanden godt baade her og hisset, baade paa Valpladsen og i Valhal, kunde hjælpe Aanden til at overvinde Rimturserne, Midgaards-Ormen, Loke og hele hans Yngel.

Dette: at Kirke-Riget, som en Kirke-Stat i det umaadelig store, hvor Haanden med Staalhandske var Kirkeværger eller, som det kaldtes, Kirkens verdslige Arm, og hvor derfor Pave og Kejser, med den aandelige og haandgribelige (gejstlige og verdslige) Magt, skulde styre og raade, frede og udbrede Himmeriget paa Jorden, og smukt enes om, at Pavedommet var Solen og Kejserdømmet Maanen, som deraf laante al sin Glans, 242 - det er, som vi veed, lige saa vel Pius den niendes og Antonellis, som det var Gregor den syvendes og Grevinde Matildes ypperste Tros-Artikel; og at den er saa langt fra at være kristelig, at den er hartad tyrkisk, kan heller næppe i den protestantiske Kristenhed findes tvivlsomt; men at det var det nordiske Hedenskab, der satte denne Tro i Kraft, saa den dermed stod og faldt, det enten tænker de lærde slet ikke paa, eller regner det til mine andre, som de siger, aldeles uhistoriske Griller og Æventyr.

Herpaa kan og skal der imidlertid ikke gives andet Svar end det oldnordiske, som bestaar i, at lade Saga saa vidt muligt selv tale, og lade Tilhørerne nyde, som de nemme, og lade dem selv afgjøre med deres Samvittighed, om de finder Saga-Munden og Saga-Manden sanddru og paalidelige eller ikke.

I det vi da forudsætter, at ligesom Normannerne aabenlyst kom fra vort Norden, saaledes nedstammede Frankerne langt snarere fra Goterne end fra Trojanerne, melder vi i Sagas Navn først, at baade Franker og Normanner, da de, ved at opgive deres Modersmaal, opgav deres Aand, dog indtil videre beholdt deres gamle Tilbøjeligheder, saa vel som deres Kroppe, især deres Hovedtilbøjelighed til det glimrende, slog kun Kors for sig, ligesom Sigurd Jarl sagde om Hakon Adelsten, fordi de i Korset kun saae Torshainmer-Tegnet og trode mest paa deres egen Magt og Styrke, og endelig: at skjønt baade Kirkestatens Oprettelse og det store Korstog i Middelalderens Poesi tilegnes Frankerne og deres Kejser Karl den store, hvorfor da ogsaa den store Samling af Kildeskrifter til Korstogenes Historie hedder »Guds franske Bedrifter«, saa er det dog klart af Middelalderens Historie, at Broderparten af begge disse Heltegjerninger tilkommer Normannerne i Frankrig, Italien og Engelland, med deres store Roberter, Rikarder, Tankreder og Boemunder, der vel hverken førte Kejser-Titel eller blev skrin lagte, men førte sig dog op som Kejsernes Overmænd og lod gjærne Paverne bære Navn af Sole om Natten, naar de frit kunde herske og glimre i den som Maane og Stjærner.

Saaledes var da ogsaa Robert Viskard i Neapel øjensynlig Gregor den syvendes verdslige Arm; og at samme Norman, tillige med sin Søn, Boemund, alt førend det store Korstog, havde stræbt at spille Mester i Østerleden paa egen Regning, det har vi paalideligt Vidnesbyrd om, især af den samtidige bysantinske Prindsesse Anna Komnen, som har beskrevet os den 243 normanniske Robert Viskard som en barbarisk Odyssevs paa et Haar, og saae selv alle Korsfarerne paa deres Vej gjennem Konstantinopel; saa det er kun Dødbideriet hos de lærde Historieskrivere, der har overset den øjensynlige Kjendsgjerning, at det var ikke den lille skrutryggede Peter Eremit, men Kristi romerske Statholder og Normannerne, som rejste Korsets Banner I det ellevte Aarhundrede, og kunde gjøre det med almindeligt Bifald, fordi man i hele den latinske Kristenhed lige fra Aar 1000 stadig ventede paa Kristi Komme med den yderste Dag, og ansaa det for en følgelig Sag, at det store Mirakel vilde ske i det hellige Land ved den hellige Grav og ved Jerusalem, som da ingenlunde maatte findes i de vantros Vold, og var det dog nu saa oprørende, at Tyrkerne ikke engang vilde taale, at fattige Pilegrimme maatte der forrette deres Andagt.

Denne æventyrlige Forventning af det jordiske Kristus-Rige viser os det sidste Glimt af levende Tro paa den usynlige Herre, som en virkelig Konge og Frelser; saa at da dette Haab netop ved Korstoget øjensynlig glippede, søgte man Hvile i Troen paa de haandgribelige Kristus-Billeder af Guld og Sølv, i Klude af hans Kappe, Splinter af hans Kors, med andet Efterladenskab, og hos hans kjødelige Statholder i Rom; saa det er i sin Orden, at det første berømte Kristus-Billede i Vesterleden blev støbt af det Guld, man under Korstoget tog fra Tyrkerne. Det strænge Forbud mod Præsternes Ægteskab, som udgik fra Pave Hildebrand og skulde gjøre Gejstligheden til det pavelige Kirkeriges staaende Hær, trængte derfor ogsaa først igjennem, især i Høj norden, i det trettende Aarhundrede, da den aandelige Følelse ogsaa hos os var lagt i den Døds-Dvale, hvoraf den først ved Reformationen begyndte at vaagne.

Ligesom det derfor til Middelalderens historiske Oplysning først maa bemærkes, hvad alle maa indrømme, at det var de nordiske Udvandringer, der frembragte Bevægelse og Røre paa den store Skueplads i Middelalderen, saa maa det dernæst bemærkes, hvad man næsten rent har overset, at den gotiske, den angelske og den normanniske Udvandring og Bevægelse har hver sit eget kjendelige Præg og deler derved Middelalderens Historie i tre kjendelig forskjellige Tidsrum: det første til GoteRigernes Undergang i Italien og Spanien i det sjette og syvende Aarhundrede, det andet derfra til Angler-Rigets Undergang i det ellevte Aarhundrede, og det tredje til Normanner-Rigets Undergang i det trettende Aarhundrede, hvormed det menneskelige 244 Levnedsløb i Middelalderen i Grunden slutter, ligesom en gammel Enkedronning, naar hun sidder baade blind og døv i Kakkelovns-Krogen, medens Tjenestetyende, Tiggere, Soldater, Tyve og Røvere spiller op med alt paa Slottet og i Riget og med Arve-Prinsen, omtrent som vi hos Saxe Runemester læser om Hurlumhejet i Frode Fredegods Barndom.

Gaar vi nu i Tankerne tilbage til det angelske Tidsrum, som ene har et kirkehistorisk Præg, fordi Kristendommen, og hvad dermed indtil videre stod i uopløselig Forbindelse, var det eneste romerske, som Anglerne godvillig modtog og stræbte af alle Kræfter at virke for, da følger det af sig selv, at Normannerne, der erobrede Engelland og stræbte der at udslette alle Spor af Anglernes Liv og Virksomhed, staar i Kirkehistorien langt mere som Kristendommens Fjender end som dens Venner; saa det Tidsrum, de beherskede og bør give Navn, maatte i Grunden være ukristeligt og har skildret sig selv i, hvad man fortæller om Vilhelm Erobrers Fader, Hertug Robert af Normandiet, som vel gjorde et Pilegrims-Færd til det hellige Land, hvorpaa han døde, men sendte det Bud hjem med nogle Normanner, at Djævlene bar ham til Paradis, der i hans Mund skulde være en Vittighed om, at han kom til Jerusalem i en Bærestol, baaren af Blaamænd eller de sorte.

Ligesom nu Vilhelm Erobrer var den første Verdens-Herre siden Konstantin, der ved sit Vikingstog til Engelland rejste Kors-Banneret, indviet af Paven i Rom, saaledes var det den anden normanniske Halvgud i det ellevte Aarhundrede: Robert Viskard, som ved sin Krig med Kejser Alex i Konstantinopel baade viste og banede Korsfarerne Vejen til Østerleden, og var det Sønnerne af disse to normanniske Aser: Robert Kurthos og Boemund, der som Stjærner af første Størrelse glimrede i det store Korstog; hvorfor man ogsaa i det mindste i Engelland skyldte Boemund for, at det var efter hans Indskydelse, at Hildebrands (Gregor den syvendes) elskelige Søn i Aanden, Pave Urban den anden opmanede hele den latinske Kristenhed til, under Korsbanneret at gjøre Bod for alle sine Synder, indtage Jerusalem og ødelægge alle Kristendommens Fjender.

Denne Beskyldning mod Boemund er nu vist nok lige saa ugrundet som Lovtalen over Peter Eremit; men den beviser dog, at man selv i Middelalderen har fundet Korstoget langt mer i Normannernes end i Kristendommens Aand, hvorfor da 245 ogsaa den angelske Krønnike paa Modersmaalet, som netop under det store Korstog drog sit sidste Suk, omtaler det saa kort og koldt, at man ordentlig forbavses ved at se Middelalderens største Heltegjerning hos Kristendommens og Korsets bedste Venner betragtes i sin egen Tid blot som et stort Ustyr eller Hurlumhej, der begyndte 1099, og hvorfra de, der ikke faldt, først kom hjem ved Paaske 1101.

Men i det nu ogsaa vi betragter Korstoget som en i Grunden hedensk Begivenhed med kristeligt Skin, maa vi dog ikke lade, som om Korsfarerne enten vare de eneste eller de værste Hedninger og Syndere i Middelalderen, men med Flid oplyse, at hele Menneskelivet efter Aposteltiden, som levende berørtes af Kristendommen, maatte enten være hedensk i kristelig Dragt eller kristeligt i hedensk Dragt; og at i Middelalderen var gjennemgribende det første Tilfælde lige fra Konstantin den stores Dage; medens det sidste er det højeste, vi siden Reformationen har stilet efter, og det højeste, vi kan opnaa, førend vi maaske en Gang, naar Israels Levning er kristnet, kan sammensmelte med Jøderne, saa Menneske-Livet hos os kan blive kristeligt i jødisk Dragt, ligesom det var hos Kristus selv og hans Apostler; saa at naar man vil skumle vittig over det saakaldte Kristen-Liv i Middelalderen og Nyaarstiden, kunde man sige, at Papisterne vilde bæres af Engle til Skærsilden, og Protestanterne som Hertug Robert bæres af Djævle til Paradis.

Naar jeg imidlertid for ramme Alvor paastaar, at Menneske-Livet hos os Hedning-Folk, naar det er allerægtest, maa være hedensk klædt, saa Protestanterne er kun at laste, fordi det var den allersletteste hedenske Dragt: den tyrannisk-romerske, de klædte deres saakaldte Kristen-Liv i, uagtet det ægte Kristen-Liv umulig kunde røre sig, men maatte kvæles i denne Dragt, da veed jeg nok, man hos os vil kalde det enten kjættersk eller hedensk bespotteligt; men det er ikke des mindre lige saa vist og sandt i alle Maader, som at Guds Søn blev et Menneske, som en af os i alle Maader, kun uden Synd; thi da Ebræernes Tungemaal og hele Levemaade, hvori Kristi Menneske-Liv aabenbarede sig, ingenlunde forplantes med Kristenlivet, saa maa hele dets levende Udtryk tillige med Tungemaalet være det Hedning-Folks, som de kristne af Art tilhøre; da alt paataget Væsen, ligesom det ebraiske Sprog i en dansk Mund, vil være Dødbideri, hvorigjennem slet intet andet Liv end et daarligt Skuespiller-Liv kan aabenbare og udtrykke sig.

Da nu Kristen-Livet slet ikke har nogen egen Dragt, saa følger 246 det af sig selv, at hvad man i Middelalderen udgav derfor, langt fra at kunne hellige Hedenskabet, var ligesom Vievandet og Relikvierne noget, man i Kapitlerne og Klostrene selv havde sammensyt, som man fandt det passende til det Munkeliv, man drømte, var gudeligt i samme Grad, som det var umenneskeligt; og dette tror jeg, ses bedst ved en hverken for kort eller for lang Udsigt over Korstogene, som jeg skal stræbe at give Dem næste Gang.

XXIV.

Korstogene, har jeg sagt, hører indvendig til det normanniske Tidsrum i Middelalderen; og at de ogsaa udvendig hører dertil, det er en Kjendsgjerning, thi ligesom det normanniske Tidsrum aabenbar begynder med Vilhelm Erobrers Indtagelse af Engelland og de navnkundige Tankred-Sønners Robert Vitskers og Rogers Indtagelse af Neapel og Sicilien i det ellevte Aarhundrede, og slutter med dette normanniske Riges Ophør med den sidste Tankred og Normandiets Indtagelse af Frankerne i det trettende Aarhundrede, saaledes begynder og ender jo Korstogene paa samme Tid; thi det bagvendte saakaldte Korstog i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede, som i Steden for at gaa til Jerusalem og forsvare den hellige Grav, gik avet om til Konstantinopel og stiftede der et latinsk Kejserdom, det viser klarlig, at Korstogenes ligesom Normannernes Tid var forbi og havde for sidste Gang glimret under eet ved Rikard Løvehjærtes Ridderspil med Saladin i Slutningen af det tolvte Aarhundrede.

Korstogene havde nemlig det dobbelte Øjemed, at befri det hellige Land og at beskjærme det bysantinske Kejserdom i Konstantinopel, som Gravstedet for Oldtidens Dannelse og Evropas Formur mod Mahomedanismen; saa da begge Dele var opgivne, faldt Kampen derfor bort af sig selv; men da ingen af Delene kunde opgives, saa længe Middelalderen, menneskelig talt, var i sin Kraft, saa falder Korstogenes Ophør nødvendig sammen med Dødbideriets Ophav; og Slutnings-Tiden i Middelalderen, fra Midten af det trettende Aarhundrede, maa bære Navn af Soldaternes, Tiggermunkenes og Haarkløvernes Tidsrum, som 247 hverken maa skrives paa Goters, Anglers eller Normanners, men paa Hjærteløshedens Regning.

Men for dog nu ikke paa Tysk at glemme Livet over Lærdommen og Bedriften over Betragtningen, saa var det kun ti Aar efter Gregor den syvendes Død (1095), at hans aandelige Søn, Franskmanden Od fra Auvergne, som havde besteget Sankt Peders Stol under Navn af Urban den anden, holdt det berømte Folkemøde i Klermont, midt i sin Fødeegn mellem Bjærgene, altid berømt som Vuggen for bolde Stridsmænd, og han løftede fremfor alt sine kjære Landsmænd til Skyerne, som Kirkens førstefødte og Kjærnen af Menneskeslægten, pegede saa baade paa Jerusalem og Konstantinopel, det ene i de vantros Vold og det andet i deres Klør, og sluttede med, at skulde nogen kunne frelse begge, da maatte det være hans og Karl den stores Landsmænd, som Himlen fremfor alle andre Folk havde forlenet med Vaabenglans og Højmodighed, Kraft og Smidighed, saa dem maatte han fremfor alt i Guds Navn mane og muntre til at forlade Fader og Moder, Kone og Børn, trange Bopæle og smaalig Kiv for Guds Riges Skyld, hvor de skulde faa hundred Fold, baade i det jordiske Paradis, der flød med Mælk og Honning, og i det himmelske. Det slog ned, som Robert Munk fra Reims, som var selv til Stede, bevidner; saa hele den utallige Mængde raabte enstemmig: det er Guds Vilje, det er Guds Vilje I hvorpaa Paven højtidelig erklærede denne Folkets Røst for Guds Røst, udraabte en almindelig Syndsforladelse og lyste Velsignelse over alle dem, der vilde tegne sig med Korset og følge Herren; og Robert regner, at deres Tal var strax omtrent 300,000.

Næste Aar begyndte allerede Toget, der sagtens maatte forbavse Samtiden, der kun var vant til at se Krigshære paa nogle faa Tusende Mand, men saae her en saa utallig Skare drage fra Evropa til Asien, som sikkert ingen havde set, siden den gamle Perserkonge drev sine Millioner foran sig fra Asien til Evropa; men hvad der forundrede dem allermest, var dog, at disse Millioner var lutter frivillige, og, skjønt sammenblæste fra alle Verdens fire Hjørner, dog sammenvoxede under Kors-Banneret, ikke blot som til eet Folk, men til eet Broderskab. Til Bevis paa, at Korsets Tegn nu var blevet et levende Baand, der strakte sig over hele Kristenheden, anføres i en samtidig Kilde det mærkelige Træk, at nogle Barbarer, ventelig fra det yderste Norden, kom til en fransk Havn, hvor de blot ved at slaa Kors for sig gav til Kjende, at de var ogsaa paa Rejsen til Jerusalem; og 248 den normanniske Engellænder Villiam af Malmesbury, som i det følgende Aarhundrede endnu følte Eftervirkningerne af, hvad han kalder den blide Luftning over alle Lande (dulcis aura circumqvaqve spirans)., udtrykker sig vel spydig nok ved at sige: »Vælskmanden glemte sin Rævejagt, Danskeren Drikkebordet, og Nordmanden sin Klipfisk«; men deraf lærer vi netop, at Strømningen ogsaa virkelig paa Timen strakte sig til os, hvad de lærde ellers har draget stærkt i Tvivl, fordi der er kun en eneste af de omtrent samtidige Skrivere, der nævner en dansk Kongesøn Svend, der tog Del i det store Korstog og havde sin Kjæreste med sig, men forsinkedes i Konstantinopel og blev med alle sine 1500 Mand nedhugget af Tyrkerne, før han naade den store Korshær, saa han vandt kun Udødelighed i Tassos »befriede Jerusalem.« Denne danske Prins maatte da været en af Svend Estridsøns mange Sønner; men da Saxe Runemester tier bomstille, maa vi lade det staa ved sit Værd og nøjes med at bemærke, at hvad enten denne Prins Svend var fra Danmark eller fra Norge eller Sverrig, hvad vi som gode Venner ej vil trættes om, saa har han dog sikkert været fra vort Højnorden, og er uden Tvivl den samme, som Prinsesse Anna kalder en barbarisk Jarl Prevents, der med sine 1500 brynjeklædte havde et sært Æventyr paa Farten over det adriatiske Hav i Adventstiden 1096. Da nu denne bysantinske Efterretning baade i sig selv er mærkelig og er den eneste Menneskerøst fra Millionernes Rejse til Konstantinopel, saa bør den ej engang overspringes i den korteste ny Udsigt over Korstogene, skjønt den er oversprungen selv i de længste, jeg har læst. Prinsessen fortæller nemlig, at Prevents hyrede i dyre Domme det største Skib, han kunde finde, med 300 Rorkarle, til sig og sine femten Hundrede, for at sætte over til Albanien; men det var uheldigvis et meget berygtet Sørøver-Skib, som den bysantinske Admiral, Nikolaos Maurokatakalon, længe havde ligget og luret paa, og opdagede aldrig saa snart i en stille maanelys Nat, før han lod det omringe af sine Galejer under hans egen Søn, Manans, Anførsel. Jarlen lod da ogsaa strax sine Folk fare i Harnisk, og før det kunde komme til en Forklaring, kom det til en blodig Kamp, hvori Jarlens Rejsepræst især udmærkede sig med en uhyre Bue, som Prinsessen kalder en Helvedes-Maskine; og da selv Jarlen blev saaret, blev Præsten saa rasende, at han slet ikke ænsede, der blev sluttet Forlig, men blev ved at skyde løs, saa længe han havde en Pil, og greb saa en stor Sten, der laa, og smak i Hovedet paa Marian, saa han styrtede baglængs omkuld, 249 men sprang dog strax op igjen og sendte Præsten tre Pile, som alle ramte. Da foer Præsten omkring som en saaret Løve, til han stødte paa en Sæk med Skibs-Kavringer, hvormed han sagde Bysantinerne Farvel. Nu faldt han da endelig til Ro, og skjønt haardt saaret, var han dog endnu paa Benene næste Morgen, da de blev sat i Land paa Albaniens Kyst, og standsede ikke, før han fik Marian ledt op, omfavnede ham og forærede ham en mægtig Sølvkande med de Ord: Havde det bare været paa Landjorden, skulde en god Hob af jer bestemt bidt i Græsset, og det blev hans sidste Ord, thi med det samme faldt han om og var død.

At dette Glimt af Højnordens Kæmpeliv har forlystet den bysantinske Prinsesse, ser vi klarlig af hendes livlige Fortælling; og hun bekjender selv, at den store Sten, hvormed den latinske Præst knuste Bysantinerens Hjælm, mindede hende om den berømte homeriske Sten, som Ajax slyngede mod Hektor; men hun var dog, ligesom det attende Aarhundredes Historieskrivere, langt bedre hjemme i Moraliseringen end i Æstetikken, saa hvad der siden blev af Jarl Prevents og hans 1500 Staalhandsker, det glemmer hun over den skarpe Straffeprædiken, hun for Dydens egen Skyld føler sig skyldig til at holde for den døde latinske Præst, som ikke bedre vidste, hvad der hører til den præstelige Værdighed, og hun er stolt af at kunne i denne Henseende give de bysantinske Præster et glimrende Vidnesbyrd; men hun veed dog ikke nogen Heltegjerning af dem at fortælle, der viste, at deres menneskelige Følelse var lige saa stærk og dyb, men anderledes ren og kristelig.

Herved mindes vi da om Konstantinopel, Hovedstaden i det bysantinske Kejserdom, som vi vel maa kalde det græske i Graven, som Latinerne først ved det store Korstog lærte at kjende, og som vi alle sammen i Oplysnings-Tiden kunde og skulde have en langt tydeligere Forestilling om end den sædvanlige, som De nok veed, er meget tom og taaget.

Konstantinopel, veed vi alle, bærer Navn efter Konstantin den store, den første romerske Kejser, som skal have set Menneskens Søns Tegn i Skyerne, og grundede i det gamle trakiske Bysants en ny Hovedstad, der skulde beherske Kristenheden, ligesom Rom havde behersket Hedenskabet; og den var i Korstogets Dage, ligesom nu, en af de smukkeste og stolteste, om ikke den allersmukkeste Hovedstad i Verden, paa sin Bjærgskrænt over Sundet, der vrimler af Sejlere og forbinder det 250 sorte Hav med Middelhavet; men Konstantinopel var den Gang, vel ikke som Bysantinerne indbildte sig, det ny Jerusalem i Tusendaars-Riget, der med Ild fra Himmelen forsvaredes mod alle sine Fjender, men var dog, ligesom Ægypten i Oldtiden, et historisk Hades, med Skyggen af alt, hvad der havde glimret i Grækenland og straalet i Palæstina; saa Vesteliedens Folkestammer trængte lige saa vel til at lære Visdom i Konstantinopel, som Israels Folk til at oplæres i Ægypten. Med Skyggerne af gammel Lov og Ret, Kunst og Haandværk, Politi, Handel, Toldvæsen, Krigsmagt til Lands og Vands, og alt hvad der enten hører eller menes dog endnu at høre til en civiliseret og vel indrettet Stat, fandt man nemlig ene her Skyggerne af de gamle Grækers og af de græske Kirkefædres Tungemaal og af en saa almenhistorisk Videnskahelighed, som havde fristet Livet ved Oldtidens Slutning og Middelalderens Begyndelse, men kunde og skulde først i Nyaarstiden blomstre og bære Frugt for Menneskelivet. Der havde da ogsaa, som Prinsesse Anna lærer os, vor lærde Skole ganske nylig faaet sit Forbillede i Vajsenhus-Skolen, stiftet af Kejser Alex, hvor Latinerne kunde lære Græsk, og Nygrækernes vankundige Børn lære baade klassisk Græsk og Latin, ved Stile-Øvelser efter Grammatik og Lexikon. Prinsessen, som selv en Del Aar havde taget Del i denne Skolemester-Leg, beskriver den nu vistnok med rette som en Leg af de gamle Børn paa de unges Bekostning; men i den aandløse Tid hørte dog ogsaa denne kostbare Leg med til at bevare Sammenhængen mellem den gamle og den ny Tids Oplysning og Dannelse; saa vi skal ikke sørge alt for meget over, at de bysantinske Stilianer og Longobarder, som Prinsessen kalder dem, lige til nu har gaaet igjen i Vesterleden under Navn af klassiske Aander, men skal kun, det bedste vi kan, sørge for, de med alle andre Spøgelser bliver forsvarlig nedmanede og giver Plads for Folke-Aanderne, som nu, da Gjengangerne har forgjort hele det offentlige Liv, nys er opvaagnede, ikke til at sejpine, men til at vederkvæge Ungdommen, ikke til at forplante deres Død, men til at forklare deres Liv.

I Konstantinopel mødtes da alle det store Korstogs navnkundige Helte: Gotfred og hans Broder Baldvin fra Lotringen, Kongebroderen Hugo fra Paris, Grev Steffen af Blois, der skal have ejet saa mange Borge, som der er Dage i et Aar, Robert Kongesøn fra Normandiet og Grev Rajmund fra Provence, saa vel som de normanniske Prinser Boemund og Tankred fra Neapel; og vi kan ikke her opholde os ved alt, 251 hvad de maatte døje med Kejser Alex, før de fik Lov til at komme over Strædet ved Dardanellerne, men kun bemærke, at hvad der især yppede Kiven imellem dern, var den strænge Troskabs-Ed, Kejseren forlangte af Ridderne; thi det gik da i Konstantinopel, ligesom senere hos os: at jo mindre Lid man slog til Ord og Eder, des strængere gjorde man Formularerne, saa at naar Prinsessen forundrer sig over, at Boemund var den eneste, som svor glat paa alt, hvad man forlangte, medens Tankred var hartad ikke at bevæge til det mindste, da fulgte det naturligvis af, at hvem der ikke agter at holde Ord, ser gjærne, at man forlanger Umuligheder af ham, medens ordholdne Folk helst lover saa lidt som muligt.

Den Fjende, der skulde bekæmpes i aaben Mark, var som sagt Seldsjukerne, en mahomedansk Tyrkestamme, der først i Midten af det ellevte Aarhundrede var kommen for Dagen, men havde blot i een Menneske-Alder bemægtiget sig hele det sydvestlige Asien og selv hele Natolien paa en Ubetydelighed nær; og Kejser Alex var saa magtesløs imod dem, at hans Datter selv bekjender, at han i Krigen med Normannerne kun havde stolet paa Væringerne og paa tyrkiske Lejetropper; saa at naar Konstantinopel ikke alt nu skulde blive Hovedstaden i Tyrket, da var det paa den høje Tid, der korn Hjælp, som forslog, og den kom ved Korstoget.

De tre Stæder, som nu paa det store Korstog maatte kjøbes i dyre Domme med Strømme af Blod, var Nicæa (Isnik) i Natolien, Antiokia i Syrien og Jerusalem; og herved stilles det os vidunderlig klart for Øje, at det kristelige Skin, hvormed Kirkeriget og Korstoget glimrede, var, som Skin betragtet, saa ægte som muligt; thi naar vi husker, at det var paa det store Kirkemøde i Nicæa under Konstantin den store, at den kristne Statskirke fik sin Grundlov, at det var i Antiokien, at Kristen-Navnet med Englerøst blev gjort til Døbenavn for Jøder og Hedninger, og at det var i Jerusalem, de glødende Tunger til Evangeliets Forkyndelse paa alle Folks Modersmaal blev Menigheden skjænkede med den Helligaand, da ser vi strax, at disse tre hellige Stæders Indtagelse paa aandelig Maade, i Herrens fulde Rustning, var ganske rigtig det kristelige Storværk, der under Korsets Banner maatte øves, førend Menigheds-Livet kunde naa sit Maal med apostolisk Bevidsthed, Kraft og Visdom.

Hvorledes nu Kejser Alex spillede Ræv med de troskyldige 252 Riddere, saa de knap fik Lov til at se sig om i det Nicæa, de havde blødt for, det behøves saa meget mindre at fortælles her, som det samme Rænkespil gjentog sig ved Reformationen, da den verdslige Øvrighed omtrent ligedan narrede Luther og Lutheranerne i Henseende til den evangeliske Frihed med den nicæniskeTrosbekjendelse; men Storværket ved Antiokien maa vi selv i den korteste Fortælling om det store Korstog et Øjeblik dvæle ved, da Antiokien i alle Maader blev, hvad vi kalder Korsvejen, og svarer desuden til Menighedens nærværende Stade, da det aabenbar gjælder om at hævde os vort ægte, kristelige Døbenavn som Herrens salvede.

Det hedenske Syriens ældgamle Hovedstad var vel ikke Antiokien, men Damask, som vi kjender baade fra den gamle og den ny Pagts Bøger, men Antiokien blev bygt til det ny græsksyriske Riges Hovedstad efter Alexander-Tiden; og skjønt Kristendommens Virksomhed i det hedenske Syrien efter Apostlernes Gjerninger ogsaa begyndte I Damask, hvor Apostelen Pavlus blev døbt, saa var det dog efter samme Kilde Antiokien, hvor Pavlus først traadte op, og hvorfra han gik ud som Hedning-Apostel, ligesom det var Moderskjødet for Kristen-Navnet, som derfra er udgaaet til Jordens Ender. I sine Velmagts-Dage gjaldt da ogsaa Antiokien med sin stærke Fæstning paa Bjærgaasen og Floden Orontes under sine Fødder, ligesom Kristendommen, for en uindtagelig Stad, der kun ved Forræderi kunde falde i Fjende-Vold; og det syntes endnu at stadfæste sig, thi ligesom Antiokien kun ved Forræderi i det tiende Aarhundrede faldt i Bysantinernes Hænder og i det ellevte Aarhundrede i Tyrkernes, saaledes var det kun ved Forræderi, Antiokien nu faldt i Korsfarernes Hænder, efter at de i mange Maaneder havde udgydt Strømme af Blod og kæmpet med Hungersnød og Sygdom under dens Mure. Det var Normannen Boemund, som ved en Armeniers Forræderi satte Korsfarerne i Besiddelse af Antiokien, men kun paa det Vilkaar, at han maatte beholde Staden til evig Arv og Eje, hvorved ikke alene Forliget med Bysantinerne blev brudt, men ogsaa yppet en farlig Kiv i Korshæren selv, mellem Normanner og Provencaler; og da man oven i Kjøbet kun fandt Levnedsmidler i Staden til meget kort Tid, og blev indsluttet der af en utallig Tyrkehær fra Tigris og Evfrat, under Korboga, saa var Antiokiens Besiddelse paa et hængende Haar bleven Korshærens Undergang; saa at, hvordan man end vil forestille sig dens Redning, bliver den altid ved at være et os ubegribeligt Underværk. Omstændighederne, 253 hvorunder Underværket skete, er imidlertid vitterlige nok; thi midt i Fortvivlelsen, da Korsfarerne ej turde vove sig uden for Porten, og havde næsten opædt alle sine Heste, kom en Provencaler, Peter Bartolomæus til Grev Rajmund og Biskop Ædmer fra Puy i Languedoc med en Hilsen fra Apostlen Andreas: at den Lanse, hvormed Romeren gjennemborede Frelseren paa Korset, laa begraven i en vis Kirke i Antiokien, og at naar man kunde finde den, var det et vist Pant paa Sejeren. Der gravedes nu en hel Dag, fra Morgen til Aften, og endelig fandtes Lansen; og nu tvivlede man ikke om, at jo baade Lansen var ægte, og, hvad vi maatte finde endnu mere utroligt: at den var et Sejerstegn for Kristne. Troen paa guddommelig Bistand var med eet oplivet i sin fulde Styrke, et almindeligt Udfald blev besluttet og Fjenden forkyndt, og i en Haandevending adsplittedes den utallige Tyrkehær og efterlod et Bytte, der hørte hele Maaneder til at indsamle.

Se, derom er den bysantinske Prinsesse og Grev Rajmunds Kapellan, følgelig alle Kyndinger, enige; og i mine Øjne er det da latterligt, naar man, for ikke heri at se Guds Finger, holder Haanden for Øjnene, som om det ikke var den store, urokkelige Kjendsgjerning, det gjaldt om, men det Samvittigheds-Spørgsmaal: om det hele gik ærlig til, og det endnu ubesvarligere Spørgsmaal: om det var Synet af Sankt Georg i Spidsen for alle de faldne Korsfarere, der køs Tyrkerne; men dog blev disse unyttige Spørgsmaal ikke blot i Nyaarstiden et stort Tvistens Æble mellem Papister og Protestanter, men allerede paa Vejen fra Antiokien til Jerusalem blev Normanners og Provencalers Kjævlerier om Aabenbaringens og Lansens Ægthed saa farlige, at Peter Bartolomæus maatte finde sig i, bogstavelig at gaa igjennem Ilden, eller rettere mellem to Ilde, syv Fod lange, med en snæver een Fods Sti, hvorved han satte Livet til, skjønt Grev Rajmunds Kapellan, som var Øjenvidne, uimodsagt forsikrer, at han var kun meget lidt forbrændt, da han kom ud af Ilden, men blev flaat af Mængden, der alle vilde have noget af ham, som en hellig Relikvie.

Hos Korshæren, indsvunden til 12000 Fodfolk og 1500 Riddere, saa den vel maatte kaldes sin egen Relikvie, var den hellige Ild nu ogsaa hartad udbrændt, og selv Korsbanneret havde man ladt Bannermesteren, Biskop Ædmer, tage i Graven med sig, saa han maatte gaa igjen, for at faa det rejst paa ny; men en Hob engelske Søfolk, som ved Jaffa gik i Land og brændte selv deres Skibe, rejste dog Modet, saa man paa Bjærgene fik 254 Jerusalem i Syne; og da, siger Robert Munk, som selv var med, blussede Ilden atter i Sky, saa selv Stenhjærter smeltede, og alle knælede i Støvet for ham, som sidder ved Guds højre Haand og skal komme igjen, at dømme levende og døde.

Opmuntret af Eremiten paa Oliebjærget, prøvede man nu ogsaa strax paa at tage Jerusalem ved Overraskelse, men det mislykkedes, da den ægyptiske Kalif efter Korbogas Flugt havde bemægtiget sig Staden og holdt den stærkt besat, saa i fem Uger maatte den lille Flok endnu holde ud, og taale ej blot de vantros Udfald, men deres højrøstede Bespottelser af Korset og af Kristus fra Murene; men da saa endelig Taarnene var færdige, saa de stod lige med Muren, og Korshæren havde holdt en højtidelig Begængelse (Procession) rundt omkring Staden til Himmelfarts-Bjærget, trode man der at se en ubekjendt Ridder vinke til Stormløb, og paa en Julidag (15de) 1099 stod Gotfreds Kæmper, Lettold og Viger Løvebane, som første Mænd paa Muren, og fulgtes brat af Gotfred og Tankred og den hele Skare; og nu blev der paa Fjendens Side kun en almindelig Flugt og et almindeligt Nederlag, saa Blodet gik bogstavelig til Hestenes Bidsler; thi alt sprang over Klingen, saa nær som en lille Trop, der indesluttede sig i Moskeen, som kaldtes Salomons-Templet, og overgav sig der til den gamle Grev Rajmund.

Endnu levede alle Korstogets navnkundigste Helte, og de var samlede i Jerusalem, undtagen Boemund, som havde muret sig inde i Antiokien, Grev Stefan af Blois, som var løben bort under Antiokiens Belejring, og endelig Gotfreds Broder Baldvin, som allerede i Natolien havde gjort en Afstikker af sig, og var bleven en Slags Eftermand af gamle Kong Avgar af Edessa ved Evfrat.

Her vil jeg standse i Aften, da vi vel paa ingen af Siderne har Rum til en sammentrængt Fremstilling af Grav-Rigets Skæbne og det store Korstogs Efterspil ved Akre, som jeg tror kan være gavnlig, og som jeg, saa godt jeg kan, skal stræbe at give Dem næste Gang.

255

XXV.

Det tolvte Aarhundrede, som er Grav-Rigets talte Dage, var i hele Vesterleden Ridderskabets glimrende Tid, saa i dets Løb var det lige saa vel, at Spanierne fik Magt med Mavrerne, som at Danskerne fik Magt med de hedenske Slaver syd for Østersøen; og ligesom Spaniernes Helt, Rodrig Gid (Kampeador) var samtidig med Gregor den syvende og de normanniske Halvguder, saaledes var Kong Valdemar, Axel og Esbern Snare samtidige med Rikard Løvehjærte, saa vel som med hans Svoger, Henrik Løve i Saxen; og da saaledes Danmark saa vel som Spanien havde sine egne Korstog, maa det ikke tages for Tegn paa Ligegyldighed ved Middelalderens Storværk, naar vi sjælden møder Danskere i det hellige Land.

Ganske ubemærket er dog Danmark ikke blevet i det hellige Land, thi, som alt bemærket, nævnes selv ved det store Korstog den danske Prins Svend; og skjønt han kun viste Viljen til at deltage deri, blev han dog allerede derved saa berømt, at Tasso i sit »befriede Jerusalem« har helliget ham en hel Sang (oversat af Baggesen), og Erik Ejegod og Sigurd Jorsalfar fra Norge var de første Konger, som efter Jerusalems Indtagelse drog til den hellige Grav; og ved Akres Belejring og Indtagelse i Slutningen af det tolvte Aarhundrede, der svarer til Jerusalems i Slutningen af det ellevte, ligesom Efterspillet til det store Drama, der var de 50 Snækker, bemandede med tolv Tusende Danskere og Frisér, Engelskmænd og Flæminger, de første Sejlere fra Moderlandet, man med Fryd opdagede paa Karmels-Bjærget; og Rikard Løvehjærtes Skriver, Galfred Vinprøver, forsikrer, at da To-Aars-Belejringen endte, var der af alle tolv Tusende knap et Hundrede tilbage, saa det er klart, de har ikke sparet sig.

For nu imidlertid at komme ret til Akres Belejring og se, hvad den havde at betyde, maa vi gjennemløbe Aarhundredet fra Jerusalems Indtagelse af de kristne til dets Tilbagetagelse, vel ikke egentlig af Tyrkerne, men dog af de ægyptiske Mameluker, som havde antaget Mahomeds Tro, og fik i Saladin en Høvding, der ikke blot blev navnkundig i Kristenheden, men som i det attende Aarhundredes protestantiske Verdens-Historie synes at fordunkle ikke blot Rikard Løvehjærte, men alle det store Korstogs Helte.

256

Hvad der nu gav Grav-Riget og Kors-Riget i Jerusalem, trods dets korte og sygelige Tilværelse, en saadan verdenshistorisk Vigtighed, at vi selv nu maa betragte det med Deltagelse, det er den efter Tidens Vilkaar mageløs fri Forfatning, det fik og maatte nødvendig faa, fordi Rigets Bebyggelse og Forsvar maatte blive lige saa fri, som Stiftelsen havde været; og det er jo højst mærkværdigt, at ligesom det var ved Jerusalems Forstyrrelse, at Oldtidens borgerlige Selskab sank i Graven, saaledes var det ved Kors-Rigets Stiftelse, at Middelalderens borgerlige Selskab stod op af Graven; og skjønt det ikke strængt taget hører til den kristelige Kirkes Historie, saa er dog al aandelig Sandheds fredelige Virksomhed og tilsvarende menneskelig Oplysning betinget af et borgerligt Selskab, hvor ikke Spydstage-Retten, som i det kejserlige Roms Rige og alle dets Brudstykker, er den eneste Grundlov, men hvor dog, saa vidt muligt i vor syndige Verden, Retten har sin Gænge, Lydigheden sin Grænse, og Folket sit Frisprog.

Disse Grundtræk af et borgerligt Selskab i Mandhjem fandtes vel i vort Højnorden fra Arilds Tid, og reddedes fra at udslettes i Romer-Riget, men var efter Kristendommens Indførelse, ved Munkepræket om den ubetingede Lydighed, den tvungne Bekjendelse og den guddommelige Kirkeret, i Livsfare, da de fattedes i den store Verden, og var jo nu i Engelland, hvor de havde deres Styrke, tyrannisk undertrykte ved den normanniske Erobring. Derfor var det af uberegnelig Vigtighed, at der netop ved den hellige Grav, i Staden paa Bjærget, som ikke kunde skjules, stiftedes et nyt Rige paa Rettens og Frihedens Grundvold; og dertil hørte foruden alle de andre gunstige Omstændigheder, ogsaa en Helt som Gotfred af Lotringen, der ikke blot var for ydmyg til at bære Guld-Kronen, hvor Frelseren bar Torne-Kronen, men var ogsaa sagtmodig nok til selv at vælge Torne-Kronen, som den eneste sømmelige paa de hellige Steder. Han tilsvor saaledes alle de tre Stænder, som udgjorde Middelalderens Folk: Gejstlighed, Adel og Borgerstand, deres Friheder, med egen Rettergang, og Stemmeret i alle Sager, som angik det almindelige bedste. Bønderne hører vi vist nok intet om ved denne Lejlighed, da der i Kolonien paa Krigsfod ved den hellige Grav ingen Odelsbønder fandtes; og det var vist nok en stor Mangel, ikke blot for Grav-Riget, men for alle de Riger, hvortil dets Stænder-Forfatning udbredte sig; men i vore Dage, da Erfaringen lærer os, at Bonden umulig kan komme til sin Ret, uden at Bonde-Standen med alle de andre Stænder 257 paa ny opløses i Folket, ser vi godt, at den Mangel var uundgaaelig; og ved at betragte Sverrig, det eneste Land i Verden, hvor Bonde-Standen ogsaa gjennem Stænder-Tiden har beholdt sin Stemme, opdager vi, at den som Stand ikke engang kan standse sin egen Undertrykkelse.

Grav-Riget selv, der baade var bondeløst og folkeløst, var imidlertid selv kun ilde tjent med en Forfatning, der gjorde Kongen baade fattig, umyndig og afmægtig; og Friskarerne: Tempelherrers og Johanniters Ridderordener, var maadelige nok til Livvagt, og som Rigets hele Landeværn latterlige; og da det dog hørte til Tidens Pinagtighed, i det mindste en Gang om Aaret at holde Slag med den ægyptiske Krigshær, saa vilde Jerusalems-Riget haft ondt ved at blive gammelt, om det end havde faaet anderledes stadig og klækkelig Hjælp fra Vesterleden, end Pilegrimmene ved Paasketider, som vilde se Lamperne tænde sig selv i Grav-Kirken, og det bedrøvelige Korstog af Kejser Konrad i Tyskland og Ludvig den syvende i Frankrig efter Edessas Fald ved Aarhundredets Midte, der kun var til Harme for de troende og til Spot for de vantro.

Vel udvidedes Kors-Riget under Gotfreds Broder, Baldvin fra Edessa, med Sidon (Sigurd Jorsalfar) og næsten alle Søstæderne; men da han døde 1118, var alle det store Korstogs Helte for længe siden borte, og de følgende Konger var temmelig ubetydelige. Det var derfor intet Under, at den kurdiske Snaphane Josef med Tilnavn Saladin (Troshelten), som paa godt Tyrkisk havde svunget sig op til Sultan over Ægypten og en Del af Syrien, kunde fatte den stolte Tanke at tage Jerusalem og hele det hellige Land fra den ganske Kristenhed, og siden kanske, naar han fik sig en Flaade, aldeles at udrydde den af Jorden; men da Forsigtighed, ogsaa efter hans Lovtalers, Kadi Bohadins, umistænkelige Vidnesbyrd, var denne Troshelts Hoveddyd, saa lurede han længe paa en god Lejlighed, som først viste sig i Juli Maaned 1187, da han laa og belejrede Tiberias i Galilæa, som den uduelige Kong Hvid (Guido af Lusignan i Poitou) prøvede paa at undsætte med hele Rigets Styrke, men gjorde det saa kejtet, at Saladin næsten uden al Modstand adsplittede Hæren og tog Kongen og hans fleste Riddere til Fange. Nu skyndte Saladin sig da med at benytte Forskrækkelsen, og bemægtigede sig i en Hast næsten alle Søstæderne; men skjønt han kun fik Askalon paa det Vilkaar at sætte Kongen og tolv af de ypperste Riddere paa fri Fod, saa skyndte han sig dog slet ikke dermed, men belejrede saa snart som 258 muligt Jerusalem, som han ogsaa tog uden synderlig Modstand, da de rige, for at redde Livet, overgav Staden.

Kun Tyrus trodsede Saladin den lille ligesom Alexander den store; og denne eneste Havn, hvor Korsfarerne kunde lande, holdtes aaben ved Grev Konrad fra Montferrat, som kom i rette Tid, og drev Spot med Saladins Belejrings-Kunst; og da Sultanen langt om længe skammede sig til at sætte Kong Hvid paa fri Fod, saa fik Kampen om det hellige Land endnu et Efterspil, der vel ikke frelste Jerusalem, men ydmygede dog Saladin og hævdede Vesterledens Overvægt paa Søkysten endnu et helt Aarhundrede; og det er, hvad der gav Akres Belejring og Indtagelse sin Vigtighed.

Saa snart nemlig Jerusalems Fald og Kors-Rigets Undergang blev vitterlige i Vesterleden, da sporer man lige op i vort Højnorden en Ynk og Skamfuldhed, der vel ikke rejste Folkene, men ramte dog Fyrsterne, der havde ladt, som den hellige Grav var vel forvaret; og de tre mægtigste: Kejseren i det hellige romerske Rige og Kongerne af Engelland og Frankrig, tog da Korset op og gjorde Mine til med forenede Kræfter, ikke blot at rejse Kors-Rigets Trone paa ny, men at udrydde alle dets Fjender. Da disse Verdens-Herrer var den gamle Kejser Frederik Rødskjæg (Barbarossa), der alle sine Dage havde bekæmpet Kirke-Riget og Borger-Friheden her hjemme, Henrik Plantagenet i Engelland, som havde myrdet det ny Engellands indfødte Helgen, Ærkebiskop Tomas Bekket i Kanterbury, og den franske Lurendrejer Filip Avgust, saa skulde man vel ikke vente store Bedrifter for Korset af dem; men Kejseren havde dog baade et stort Navn, bragte en stor Hær med udmærket Krigstugt paa Benene, og følte virkelig paa sine gamle Dage Drift til at afstryge den Skam for hans kejserlige Majestæt, han i sin Ungdom selv havde delt paa Kejser Konrads bedrøvelige Korstog; og han knuste virkelig den seldsjukiske Magt, der paa ny havde rejst sig i Natolien; saa ingen skal sige, hvad han kunde udrettet, hvis han ikke ved Badning var druknet, før han naade Syrien, hvor alt var i Bevægelse, da Kong Hvid ved nogen Hjælp, han fik fra Sicilien, var bleven saa forvoven at belejre Akre, den stærkeste Fæstning med den taaleligste Havn paa Kysten, uden at Saladin havde Mod til at angribe ham.

Da imidlertid Kejseren var borte, og Pest ødelagde hans stolte Hær, saa kun en ringe Levning med hans Søn og Navner 259 naade Lejren ved Akre, saa fattede Saladin, som stadig laa paa Lur, godt Haab, som næredes, da man fra Fæstningen med den græske Ild opbrændte alle Belejrings-Redskaberne, og Korshæren ved Uenighed, Pest og Hungersnød blev bragt til det yderste, før de længe forventede Hjælpere fra Frankrig og og Engelland kom til Syne.

Baade Filip Avgust og Rikard Løvehjærte, der var traadt i sin Faders Sted, havde nemlig en hel Vinter ligget og syltet Valle paa Sicilien, hvor indbyrdes Kiv og den sidste berømte Norman-Konges Død havde givet dem nok at bestille; og da endelig ved Paasketid 1191 den franske Konge, der i Østen gjaldt for Vesterledens Hoved, kom kun med sex Skibe, da sank Korshærens Mod til Gavns, mens Fjenderne spottede. Lige til Pinse maatte man imidlertid forgjæves vente paa Rikard, hvis stadselige Flaade var adsplittet i en Storm, saa han maatte sejle omkring og lede den op, hvorved han kom til Kypern, hvis Tyran, en Komnen paa Moders Side, var ilde berygtet og bød Rikard Trods, saa Ridderkongen fandt det nødvendigt at gjøre Landgang og lægge Beslag baade paa Kejseren, som, da han frabad sig Jærnlænker, fik Lænker af Sølv, og paa Øen, som Rikard skjænkede Kong Hvid, for at han dog kunde have noget at leve af og raade over; derfor førte Kyperns Herskere siden i lang Tid Titel af Konger i Jerusalem; og som Ætmand af de lusignanske Grever har Kongen af Sardinien ført den store, men tomme Titel, lige til han blev Konge af Italien.

Da Rikard imidlertid omsider dagedes ved Akre med hele sit Løvemod, i al sin Glimmer og med det engelske røde Guld, da straalede ikke blot hele Lejren af Glædes-Blus, men Kammen faldt rent paa Mahomeds Troshelt, Akre vaklede og faldt i næste Julimaaned, og oprejstes for hele det følgende Aarhundrede til en glimrende Bavtasten paa Kors-Heltenes og Kors-Togenes Grav. Da Rikard imidlertid kun var kommen til det hellige Land for at glimre, kan vi her kun dvæle ved et eneste Træk, fordi det soleklart viser os Ægtheden af hans og Falskheden af Saladins Ridderskab, og er saa meget sikrere, som baade Rikards og Saladins Haandskrivere og Lovtalere giver os samme Forestilling derom. Da Rikard nemlig havde fuldført sit glimrende Tog paa Strandvejen, Jerusalem forbi, fra Akre til Askalon, og sikret sig alle Søstæderne, uden at Saladin, som ledsagede ham med sin Hær i forsigtig Afstand, havde vovet at standse ham, var han vendt tilbage til Akre og stod færdig til Hjemrejsen, da han fik Ilbud fra Jaffa (Joppe), at nu 260 var Saladin krøben ud af sit Musehul, havde indtaget Staden og ængstede Borgen, saa hvis den ej fik brat Undsætning, maatte den falde. Rikard foer nu paa Timen afsted, men naade dog først Jaffas Red en Fredag Aften; og skjønt Saladin havde givet Borgfolket Frist til Lørdag Morgen, var han dog nu forsigtig nok til midt om Natten at slaa Alarm, for at sikre sig Borgen. Det mislykkedes imidlertid, og om Morgenen tidlig, da Rikard havde faaet Nys om, at Borgen holdt sig endnu, løb han saa langt ind som muligt, sprang i Vand til Bæltestedet og vadede i Land, hvor det vrimlede af Fjender, men som ikke turde oppebie ham, saa han slap ad en Løngang lykkelig ind i Borgen; og saa snart Saladin, som laa i Lejr tæt uden for Byen, hørte, at den gale Engelskmand var kommen, flygtede han over Hals og Hoved med alle sine Tusender.

Da derpaa Vovehalsen med sit Følge slog Lejr paa samme Sted, fik Saladin vel ikke det forvovne Indfald at angribe ham, men det fortvivlede Indfald at faa ham stjaalen ud af Lejren om Natten ved to af sine bedst udlærte Mestertyve, hvoraf han havde et helt Selskab (Kompagni). Det mislykkedes naturligvis, og skjønt Saladin laa paa Lur med hele sit Rytteri og havde udspejdet, at Rikard havde kun sytten Heste til Tjeneste, turde han dog ikke angribe; men det turde Rikard, som selv femtende sprængte hele den saladinske Ridderskare og jog dem, der ikke faldt paa det jævne, op imellem Bjærgene. Denne varme Hundedag (Avgust 1192) havde Rikard imidlertid arbejdet over Kræfterne, saa han blev farlig syg, og fik saa Bud fra Troshelten, at nu vilde han gjæste ham. Vel svarede Rikard baade ridderlig og vittig nok, at han skulde ogsaa finde ham, om ikke paa Benene, saa dog paa Knæerne; men da Saladin hverken brød sig om den ridderlige Ære eller den ridderlige Vittighed, og Vennerne lod Rikard i Stikken, plettede han dog sit blanke Skjold ved at gaa paa Forlig med Saladin og overgive ham Askalon til Nedbrydelse.

Ved Overgangen til det trettende Aarhundrede (1198) besteg vel med Innocens den tredje den dygtigste og myndigste Pave efter Gregor den syvende det apostoliske Sæde, og gjorde sig al optænkelig Umage for at opfriske Korstogenes Glimmer; men han kom netop til soleklart at bevise, ikke blot, at Paverne aldrig havde baaret Korstogene, men at Korstogene havde baaret dem, men [tillige], at Paverne nu ej engang forstod, hvad Nytte de kunde og skulde drage af Korstogene, til at give sig og Kirkeriget et kristeligt Skin.

261

Vel tegnede alle de ypperste franske Riddere sig med Korset, for at faa den rige Aflad, som falbødes for et Aars Krigstjeneste i det hellige Land; og hele Frankrig var nær ved at daane af Forundring, fordi den hovedrige Grev Thibaut af Champagne og Brie stillede sig med stor Opofrelse i Spidsen, skjønt han var kun to og tyve Aar gammel, og kunde da efter fransk Tankegang nøjes med saa lidt Syndsforladelse, at det jo var et Sværmeri, der grænsede til Vanvid, for ham at kjøbe Aflad i dyre Domme. Allerede dette, som er Sagens troskyldige Fremstilling af den berømte Marsk i Champagne, Ville-Harduin, som stod midt i Begivenheden, viser imidlertid, at hartad alle, der nu tog Korset op, slet ikke tænkte paa vor Herres Sag, men kun paa dem selv; og det blev soleklart, da Grev Thibaut pludselig døde midt under Forberedelserne, og en hel Del Riddere faldt fra, saa de øvrige umulig kunde udrede den høje Fragt, hvortil Venetianerne havde lejet dem deres Flaade, og hvorpaa de dog ikke vilde slaa en Skilling af, med mindre Ridderne undervejs vilde tugte Zara og de andre dalmatiske Stæder, som havde afkastet Venedigs Aag. Ikke blot fandt nemlig Ridderne sig taalmodig i denne skjæve Retning, men fulgte ogsaa villig den venetianske Ræv, Dogen Henrik Dandolo, som nu ogsaa tegnede sig med Korset, til Konstantinopel, hvor han oprettede et latinsk Kejserdom under Grev Baldvin af Flandern, som dog naturligvis maatte dele Rovet med Venetianerne og alle Ridderne.

Pave Innocens foer nu vel strax op og bandsatte Venetianerne for deres mere end kræmmeragtige Korstog, men da han saae, de lo ad det, og de tilbød ham Skinnet af at have forenet den græske og latinske Kirke under hans pavelige Højhed, da løste han dem ikke blot højtidelig af Band, men lyste lige saa højtidelig Herrens Velsignelse over deres Rov; og faa Aar derefter lod han selv prædike et splinternyt Slags Korstog: mod dem, som Paven i Rom erklærede for Kjættere; og disse lige saa tyrkiske som pavelige Korstog, der begyndte 1209 mod Albigenserne i Languedoc, endte først i samme Egne snart 500 Aar senere med Dragonaderne under Ludvig den fjortende.

Det franske Forsøg under Ludvig den hellige paa at oplive Korstogene i Ægypten (1248) mislykkedes aldeles; men Frederik Arabers tidligere Forsøg paa at gjøre Korstogene til det hellige Land og Kroningen i Jerusalem latterlige (1229) lykkedes des bedre, saa det tænkte nu aldrig mere nogen paa for Alvor. Akre vedblev imidlertid at være i Vesterledens Vold til 262 Aarhundredets Slutning (1291), da den indtoges af Mamelukken Askraf, og trodsede endnu Napoleon den store paa hans æventyrlige Tog fra Ægypten til det hellige Land.

Ser vi os nu baade frem og tilbage, hvad baade før og efter Homers Dage hører til en ordentlig Betragtning af Levnedsløbet, da mindes vi om de gamle Ægypteres Sagn: at kun i hvert sjette Aarhundrede fik de Fuglen Fønix at se, og om de gamle Hinduers Paastand: at 600 Aar var den store Omløbstid for alle Himmellegemer, som udgjorde ogsaa paa Jorden et stort afrundet Tidsrum; thi vist er det, at naar vi stiller os ved Aar 1200, og ser enten 600 Aar tilbage, til Mahomed og Gregor den store, eller 600 Aar fremad, til Napoleon og Nygrækerne, da ser vi to store, afrundede Tidsrum, hvori Menneskeslægten har to store Omløb, hvoraf det første unægtelig er det livligste, fordi det er en levende Bevægelse, men er dog historisk det sørgeligste, fordi det var en Bevægelse fra Liv til Død, ligesom det andet Omløb er det dødeste, fordi det foregaar i de dødes Rige, men er dog det historisk glædeligste, fordi det er en Bevægelse fra Død til Liv.

Uagtet vi derfor i Kirkehistorien fristes til rent at sove ind i den sorte Døds Tid, da Dominikanere og Fransiskanere, Graabrødre og Sortebrødre, gaar og gjælder for Kirkens Støtter og Troens Talsmænd, saa var disse to nye Munke-Ordener fra Innocens den tredjes Dage, i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede, dog Aands-Livets Forbud; thi saa vist som dette Liv nærmest var gaaet tabt og altid maa gaa tabt ved Ringeagt for »Ordet« og Begjærlighed efter denne Verdens Gods, saa vist spaade disse nye Prædike- og Tigger-Ordener, som strax indtog Verden, om en ny Tid, da Ordet skulde komme til sin Ret, og Aanden opgive al verdslig Ejendom.

Dominikus var en Spanier, og Fransiskus en Italiener, og begge hørte til de haandgribeligste og kjedsommeligste Sværmere, Verden kan opvise; men da de ny Munke-Ordener paa Timen udbredte sig lige op til Norge og Island, fik de ogsaa Medlemmer af alle Folkefærd; og det er jo netop Grundsætningerne om Ordets Almagt og Kirkens verdslige Armod, som ved Reformationen i det sextende Aarhundrede kom til Live, og hvorpaa vi siden har tygget Drøv, indtil vi nu endelig er kommet til saa megen kristelig og ret Forstand paa dem, at vi med Guds Hjælp kan sætte dem anderledes godt i Kraft, end saa vel Luther og Kaivin som Dominikus og Fransiskus.

Denne Betragtning mener jeg at burde forudskikke, fordi den 263 godt kan behøves, for at holde os vaagne paa Vandringen i de dødes Rige, mellem lutter Dødningehoveder og Gravkors, Uglebilleder i alle Haande Skikkelser af vor Herre og hans Helgene, og af en Mængde Hyklere og Daarekistelemmer, som Paverne har skrinlagt, og endelig mellem Skarer af Gjengangere, der bestandig mumler Avemarie ud i eet med Paternoster og drejer Øjnene fælt ligesom Rosenkransene; thi i dette Selskab er det jo, vi skal møde Morten Luther og baade lære at skjønne paa ham og at følge ham med Forstand, trolig gjennem alt, hvad han gik ud af, men med Forbehold til, hvad han gik ind paa og meget længere ind i, end Ordet og Aanden enten kan billige eller være tjent med, da det dog egentlig kun var en ny Egn af de dødes Riger, han førte Menigheden ind i: en Egn, der vel laa Livets Land nærmest og havde svag Luftning derfra, men kunde dog ikke være Skuepladsen for anden aandelig Livs-Bedrift, end den farlige og kjedsommelige Døds-Kamp, ved hvis Betragtning man ogsaa maa sove ind, som vore Fædre over Faste-Prækenen, indtil man opdager, at Døren til de levendes Land, som ligger tæt ved, har vor Herre holdt aaben; saa der, hvor Døden ikke kan følge os, kan vi løbe ind, naar vi vil, og leve i aandelig Fred og lære af vor Herre at gjøre Gavn med Glæde.

XXVI.

Naar man først har fattet den indlysende, men hidtil dog almindelig miskjendte Sandhed, at den kristelige Kirkehistorie kun er den kristne Fælles-Tros og Menigheds og ingenlunde det blotte Kristen-Navns og den deraf skabte Kristenheds Historie, da følger det af sig selv, at Middelalderen kun for saa vidt har en kristelig Kirkehistorie, som den oprindelige Kristen-Tro vedblev at udbrede sig i Frimenigheder, og vedblev selv i Kirkestaten at være kjendelig. Da nu Kristendommens fri Udbredelse standser i det ellevte Aarhundrede, da ogsaa den nordiske Frimenighed indlemmes i den pavelige Kirkestat, saa synes Middelalderens kristelige Kirkehistorie egentlig dermed sluttet, og finder kun sin Fortsættelse gjennem Opstandene i 264 Kirke-Riget, for saa vidt de, enten ved kraftig Forkyndelse af Kristi Evangelium eller ved Opofrelse derfor, kan hjemle sig Ret til Navn af kristelige, saa de virkelig rejse og følge Kristi

Frimenigheds Banner.

Uagtet derfor Korstogene til det hellige Land ej blot skete under Korsets Banner, men ogsaa til Kristenhedens lovlige Værn mod vor Herres, Jesu Kristi Navns, Tros og Menigheds aabenbare Fjender, saa fortsætter de dog ingenlunde, men forudsætter kun den kristelige Kirkehistorie; thi vel vidner Frivilligheden og Kraften om, at den kristne Fællestro endnu i Løndom fristede Livet; men da dog Kampen for Kristus med det verdslige Sværd kun kan være kristelig, saa vidt der kæmpes for Kristi Frihed, som af Peder i Getsemane, og der i Korstogene langt mere kæmpedes for det Kirkerige, der fængslede Troen, end for Troens Frihed, saa synes netop Kristen-Troen at uddø for vore Øjne med Gotfred og Tankred ved den hellige Grav.

Betragter vi nu de kirkelige Opstande af Valdenserne i det trettende, Lollarderne i det fjortende og Hussiterne i det femtende Aarhundrede, da ser vi vel strax, at de var Forvarsler og Forløbere for den store protestantiske Opstand i det sextende Aarhundrede; men deraf følger ingenlunde, som Protestanterne meget overilet har sluttet, enten at de var i Kristendommens Aand, eller vidnede om Kristen-Troens Liv enten hos Høvdingerne eller hos deres Følgeskab; thi at trodse Pavedom og Præsteherskab, at forkaste Munkehellighed, Billeddyrkelse og Skærsild, det har man jo til fælles med Jøder og Tyrker og med alle Kristendommens aabenbare Fjender i Middelalderen; og at beraabe sig mod Kirken paa den hellige Skrift, det har man til fælles med Djævelen og alle Kjættere; og naar man endelig gjorde Krav paa Modersmaalets Brug i Kirken, da vidnede det kun om, at Folkeligheden, der gjennem Middelalderen var indslumret alle Vegne, begyndte at vaagne i Frankrig, Engelland og Bømen, hvor Valdenser, Lollarder og Hussiter havde hjemme; saa intet af alt dette giver mindste Sikkerhed for, at det var den kristne Tro, der hos dem rejste Hovedet i Vejret, med Krav paa Frihed og paa ren, levende Forkyndelse.

Hvad nu først Valdenserne angaar, hvis Navn udledes fra en rig Kjøbmand i Lyon i Slutningen af det tolvte Aarhundrede, som skal have betalt nogle Præster for at oversætte Bibelen paa Fransk, da, skjønt deres Selskab ogsaa udbredte sig til 265 Nord-Italien, har lidt megen Forfølgelse og bestaar endnu, har der dog aldrig, saa vidt jeg veed, viist sig nogen kraftig Ytring af det kristelige Tros-Liv; men tvært imod har der viist sig en Modbydelighed for Korsets Tegn og en Ligegyldighed for Daab og Nadver efter Herrens egen Indstiftelse, som ingen Misbrug deraf under Pavedømmet kunde enten avle eller undskylde hos virkelige Kristne, der levende trode paa Jesus Kristus den korsfæstede og søgte i hans Bad den aandelige Gjenfødelse og ved hans Bord den evige Velsignelse; saa Bandsættelsen og den grumme Forfølgelse af Valdenserne er kirkehistorisk kun et overflødigt Bevis paa Pavedømmets aabenbare Ukristelighed i det trettende og alle følgende Aarhundreder.

Det samme gjælder omtrent om hele det viklefske eller lollardske Røre i det fjortende og femtende Aarhundrede; og det har for saa vidt endnu mindre end Valdensernes med den kristelige Kirkehistorie at gjøre, som det forholdsvis udviklede mindre Kraft og havde langt klarere en rent verdslig Retning. Hvad nemlig angaar Viklef selv, hvem man altid har betragtet som Høvdingen for det i Engelland saakaldte lollardske Kjætter-Selskab, da sporer vi hos ham slet ingen præstelig eller bispelig Bestræbelse for at fremkalde en troende Menighed, men kun en Drift til, som Professor ved Højskolen i Oxford, mundtlig og skriftlig frit at bedømme Pavedom, Munkeliv og selv Kristen-Troen og Herrens Indstiftelser efter sin egen Fornuft og Skrift-Klogskab; saa fra denne skolemesterlige Side maa ogsaa hans berømte Bibel-Oversættelse paa Engelsk betragtes, thi den er ikke gjort for Menigheden, men for Læseverdenen.

Det er derfor kun, naar man paa Kalvinislisk egentlig kun betragter Kristi Menighed som det største og bedste, sædelige og gudelige Læse-Selskab i denne Verden, at man enten har kunnet finde store Anlæg hos Vikle f til en kristelig Reformator, eller har forundret sig over, at hans Bibel-Oversættelse og hele hans Virksomhed kun har efterladt sig Spor i Læseverdenen. Naar desuagtet Viklefs ellers for Dygtighed og Virksomhed meget klarøjede Landsmænd enstemmig har kaldt ham »Reformationens Morgenstjærne«, da er det en Følge af den almindelige Sprog-Forvirring, der i Nyaarstiden hverken er mindre eller bedre, men kun anderledes end Sprog-Forvirringen i Middelalderen; thi ligesom i Middelalderen kirkelig og kristelig, gejstlig og aandelig agtedes for enstydige Ord, saaledes veed De nok, at i Nyaarstiden hos os bibelsk og kristelig og i hele den dannede Verden aandelig, boglig og videnskabelig er kommet 266 til at gjælde for eet og det samme; og da nu det virkelige Menneske-Liv, som vi alle maa vide, hverken er nogen boglig eller videnskabelig, men en meget dyb og dunkel Ting, saa følger deraf, at Aands-Betragtningen for det meste er livløs, og Livs-Betragtningen aandløs; saa man tænker slet ikke paa nogen anden Vexel-Virkning mellem Aand og Liv, end den, der foregaar mellem Drenge-Livet paa Skolebænkene og Lærebøgerne paa Skolebordet, hvorved Livet, under Navn af Afretning, henrettes ved Dødbideri med den saakaldte klassiske Smag for Humaniteten, hvorved man ingenlunde mener en levende Menneskelighed i forklaret Skikkelse, men et stendødt Mosaik af alle mulige Dyder paa Papiret og i Luften.

Vi kommer nu til den hussitiske Bevægelse, som i visse Maader ligger den kristelige Kirkehistorie nærmest og var i alle Henseender den betydeligste; men dog er den kun et svagt Vidne om kristeligt Tros-Liv i Bømen og slet intet Fremskridt til en kristelig Reformation, som en Fornyelse af det oprindelige Menigheds-Liv og den apostoliske Lærdom. Hvad nemlig Johan Huss stred og led, og hans Tilhængere i en Menneske-Alder kæmpede og rasede for, var Modersmaalets Brug ved Gudstjenesten, fri Bibellæsning og Kalken i Nadveren, lutter Ting, som Bømerne, der ikke var kristnede fra den romerske, men fra den bysantinske Side, havde været i Besiddelse af, lige til det fjortende Aarhundrede, da Pavedømmet, Tyskheden og den latinske Messe i Forening berøvede baade Folket og Riget deres Selvstændighed, saa hele Bevægelsen har et folkeligt Præg og faar kun et kristeligt Skin ved den Vægt, der lægges paa Herrens Nadver i sin ægte, udvortes Skikkelse. Det er nemlig mer end tvivlsomt, om Huss og hans Tilhængere betragtede Herrens Bord til indvortes Brug i sit rette Lys; og gjorde de ikke det, da var Kampen for den rette Bordskik heller ikke kristelig, men kun folkelig berettiget mod Gejstlighedens selvtagne Myndighed i denne som i enhver anden Henseende.

Var nu den bømiske Kristendom, saa vidt vi kan skjønne, ogsaa hos Hussiterne kun bysantinsk, ikke apostolisk, saa kunde den heller aldrig være kristelig reformatorisk; og at den ikke var det, ikke i Aandens Kraft stilede paa at gjenføde det ægte kristelige Tros-Liv og dets aandelige Oplysning, det er en Kjendsgjerning, der ikke kan rokkes af al vor Deltagelse i et lille, ædelt Folks Kamp for sin tabte Selvstændighed, eller maa glemmes over Huss's heltemodige Opofrelse for sit Folks Frihed og sin bedste Overbevisning, der altid vil straale i det 267 femtende Aarhundredes Mørke som et Blus fra de evige Høje, og var et sandt Forvarsel om den Nyaarstid for Menneske-Livet, der lige saa vel i folkelig og borgerlig som i kristelig og videnskabelig Henseende stod for Døren.

Skjønt imidlertid den hussitiske Begivenhed ikke i Kirkehistorien maa kaldes kristelig, eller, efter ret kristelig Talebrug, kan kaldes kirkehistorisk, saa kaster den dog saa meget Lys paa det papistiske Virvar, hvori den kristne Tro og Menighed syntes at ligge død og begraven, men hvoraf de dog begge skulde opstaa ved hans Kraft, som oprejste vor Herre Jesus fra de døde, at vi et Øjeblik maa dvæle derved.

Det var de nymodens Korstog, som Paverne lod prædike mod alle deres farlige Fjender, med samme rige Aflad som det store Korstog for den hellige Grav, der nærmest gav Anledning til den bømiske Opstand mod Paven; thi da man ogsaa i Bømen solgte Aflad for Penge til et paveligt Korstog mod Kongen i Neapel, da blev der præket tvært imod af Johan Huss; og da det naturligvis højlig fortørnede Afladskræmmerne og Pavehoffet, saa kom Huss nødvendig derved til at tordne mod Pavemagt, Tiggermunke og Papisteriet i det hele. Han var nemlig ikke blot en berømt Professor ved den nye Højskole i Prag, som Kejser Karl af Luxemburg havde stiftet, og hvorfra Bømerne nys under hans Anførsel havde fordrevet Tyskerne; men han var ogsaa Prædikant paa Modersmaalet i Betlehems-Kapellet, med bittert Nag til den romerske Tyskhed, der havde fordrevet Modersmaal og de gamle bømiske Kirkeskikke fra de store Kirker; saa Lynet, der fulgte med hans Torden, maatte slaa ned i det bømiske Folkehjærte og tændte et Blus for Fæderneland og Modersmaal, saa meget stærkere, som der trods alle Pave-Buller en Stund frededes om det af Bømer-Kongen Venceslav, som havde været romersk Kejser i Tyskland, men var bieven afsat af den romerske Pave og de tyske Kurfyrster.

En saadan Folke-Opstand mod Pavedømmet og al den Overtro, der var udsprungen deraf eller knyttet dertil, ser man let, var en farlig Sag, især for Pavens Pung og Tiggermunkene, i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede, naar man veed, paa hvor svage Fødder Pavestolen den Gang ravede, og hvor forhadte Tiggermunkene var overalt; saa man har ondt nok ved at forstaa, hvordan Johan Huss kunde blive brændt paa Kirkemødet i Kostnits 1415, og den hussitiske 268 Opstand mod Pavedømmet i Løbet af det femtende Aarhundrede svinde ind til en borgerlig Kiv mellem et Friheds-Parti i Bømen og Ungarn paa den ene Side og Kejser Sigismund som Konge af Bømen og Ungarn paa den anden Side, en Kiv, aabenbar af samme Art som den, der nu igjen er yppet sammesteds med Kejseren af Østerrig i samme Stilling.

Pavemagten, som ene hvilede paa Folketroen og paa Folketrangen til et Værn mod Tyranniet og Næveretten, var nemlig i Løbet af det trettende Aarhundrede, ved det pavelige Tyranni og de pavelige Korstog, bleven til en saadan Afmagt, at den franske Tyran, Filip den smukke, ved Overgangen til det fjortende Aarhundrede, uden al Fare kunde mishandle den sidste myndige Pave, Bonifas den ottende, som en Majestæts-Forbryder, og give ham en fransk Eftermand, der ombyttede Apostel-Sædet i Rom med en Hofbispe-Stol i Avignon, hvor han, naturligvis kun til Spot, skulde prøve paa at beherske hele Kristenheden efter den »allerkristeligste« Konges parisiske Indskydelser.

Under denne Kirkerigets opløste Tilstand, som varede i 70 Aar og kaldtes ganske vittig den babyloniske Udlændighed, stræbte naturligvis, uden for Frankrig, paa den ene Side de verdslige Fyrster og Herremænd, og paa den anden Side de gejstlige Fyrster, Bisper og Abbeder, paa begge Sider med verdslige Vaaben og verdslige Midler, at rive til sig alt, hvad de kunde; og Sjælene, som de egentlig slet ikke brød sig om, havde de da gjærne overladt til Kjætterne, naar ikke Erfaring havde lært, at Sjælene, naar de vaagnede, rev Legemerne med sig, saa derfor maatte man enes om at slaa dem ihjel, saa snart de rørte sig.

Der havde imidlertid fra det ellevte Aarhundrede af rejst sig noget i Frankrig, som man kaldte en Skole, og som i det tolvte Aarhundrede havde hævet sig til den berømte parisiske Højskole; saa allerede i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede, under Filip Avgust, forsikrer hans Lovtaler, Mester Rigard, at saadan Søgning som det parisiske Universitet havde selv Visdoms-Skolerne i Ægypten og Atenen aldrig haft (Peter Lombard, Dominikaneren Tomas Akvinas og Fransiskaneren Bonaventura). Denne Skole skulde jo netop tage sig af Sjælene og sørge for deres Oplysning til at skinne som Stjærner paa den udstrakte Befæstning; men med sin Afretning til tom Spidsfindighed borgede den Verden for, at de Sjæle, den optugtede, vilde holde sig paa deres eget og lade saa vel Livet som 269 Legemet skjøtte sig selv. Da nemlig de parisiske Skolemestre og Skoledrenge, ligesom siden vore Latinere, baade snakkede barbarisk Latin, som de selv kun meget maadelig forstod, og holdt sig paa deres skolastiske Enemærker, i dybe Undersøgelser om Hvadhed og Hvordanhed, Afsigselvhed, Stændighed, Fældighed o. s. v., saa fandt baade gejstlige og verdslige Herrer sig i at dele Ære med dem, og henviste saa meget hellere alle bekymrede Sjæle til dem, som det netop var deres Grundsætning at holde med den stærkeste, og var deres sorte Kunst at tale lige godt for og imod en Sag, læse baade forlængs og baglængs i Cyprianus.

Der var paa samme Tid vel ogsaa opstaaet en anden Skole, der vilde oplyse Sjæle til at tage Legemerne og saa vidt muligt hele Verden med, og den havde sit Hovedsæde i det italienske Bologna; men den fandt alle de verdslige Herrer, var ikke blot uskadelig, men almennyttig; thi det var en Skole for den gamle romerske Kejser-Ret, som en Stund havde været rent forglemt i Vesterleden over alle de barbariske Love, som Folkene fra Norden omtrent havde givet sig selv, og hvorefter selv Konger og Fyrster skulde rette sig, og hvorefter i alt Fald selv den ringeste kunde pukke paa sin Ret Efter Romer-Retten havde nemlig Overmagten altid Ret, naar den blot havde den Forsigtighed at slaa en Streg over alle de Love, den ikke kunde lide, og paa lovlig Maade gjøre vitterligt, hvad der indtil videre skulde være Ret. Dette var da de latinske Juristers Oprindelse, som i Nyaarstiden selv har gjort sig saa bemærkede hos alle Folk, at de lade haant om Skudsmaal enten paa stemplet eller paa graat Papir.

Endelig var der fra det fjortende Aarhundredes Begyndelse ogsaa i Italien, og navnlig i Florens, opdukket en Skole for, hvad man kaldte det skjønne og smagfulde; men ogsaa denne Skole var saa ufolkelig som muligt, da den var bygt paa den bysantinske Grundvold af Grammatikaer og Stilebøger i cie døde Sprog, og blomstrede dels i latinske Efterligninger af Ciceros Taler, og dels i florentinske Efterligninger af det virgilske Heltedigt, de horatsiske eller ovidiske Sange og de livianske Historier; og denne Skole, som ene levede af Fyrstegunst og Herregaver, maatte naturligvis løfte sine Skabere og Opholdere til Skyerne.

Alle disse Skoler maatte Folkeligheden saa vel som Kristeligheden, Hjærteligheden saa vel som Aandeligheden, have imod sig, tillige med Paver og Munke, hvor som helst de 270 sporedes i stærke Livstegn; og det var da nærmest Grunden til det Særsyn, at Huss og hans Tilhængere havde hele Verden imod sig, og det ret aabenlyst paa Kirkemødet i Kostnits, hvor man dog havde samlet sig fra hele Vesterleden, til Trods for Pavemagten afsatte tre Paver paa een Gang, og gjorde det til Pavens første Pligt at reformere sig selv og hele Kirken i apostolisk Aand. Kansleren for Pariser-Universitetet, Pavernes berømte Tugtemester, Johan Gerson, var derfor en af Huss's ubarmhjærtigste Dommere; og vel fandt Huss's gode Ven, Hieronimus, baade Beundring og Medlidenhed hos den lærde Florentiner, Poggio, som den Gang gik paa Jagt efter gamle Haandskrifter, og saae hans Kæmpeskridt til Baalet; men det var ingenlunde som Folkelighedens Ridder og Gudelighedens Prædikant, men som en klassisk Taler med ægte romersk Standhaftighed, der havde forvildet sig ind i fremmed Selskab.

Da imidlertid alt det samme var Tilfældet i det sextende Aarhundrede, og dog hverken Morten Luther blev brændt, eller Lutheranerne uddøde under Trediveaars-Krigen, saa maa der have været en egen Grund til det hussitiske Nederlag; og Tyskerne vil naturligvis sige, at det hele ligger deri, at Bømerne var ikke Tyskere, men Slaver, og stødte dem fra sig, som de netop skulde kaldt til Hjælp; men skjønt det ikke ganske er grebet ud af Luften, da de slaviske Folk alle synes at fattes den Højde og Dybde, der hører til store Heltegjerninger i Åandens Verden, saa forslaar det dog saa meget mindre, som de tyske Lutheranere, hvis de ikke havde faaet Hjælp fra Norden, næppe vilde faret meget bedre end de bømiske Hussiter; saa Grunden maa søges baade i den bømiske Folkelighed, i den bømiske Kristendom og i Ubetimeligheden af en Lys-Kamp mod Middelalderens Mørke, før Nyaarstidens Sol var oprunden; og dette: at Kristi Menigheds Oplysnings-Tid maatte træffe sammen med Menneskeslægtens Oplysnings-Tid i det hele, det er Nøgelen til Nyaarstidens Kirkehistorie nu og herefter, som derfor hidtil har syntes at være uden Hoved og Hale, naar man ikke vilde tage Luther selv for Hovedet, og Kirkeraad Pavlus1 for Halen.

* 271

XXVII.

Det kristelige Kjendemærke paa Morten Luther som en ægte Reformator er ingenlunde noget som helst af, hvad han havde til fælles enten med Zwingel, Kaivin og alle sine Hedbejlere i det sextende Aarhundrede eller med sine og deres Forløbere i det trettende, fjortende og femtende Aarhundrede; thi det var alt sammen, som sagt, nogel, man er nødt til at have til fælles med Jøder og Tyrker eller med Kjsettere og Djævle; men det er, hvad ingen af dem, saa vidt vi kan skjønne, havde til fælles med ham: at nemlig Troen paa vor Herre Jesus Kristus, hans Ord og Indstiftelser blev hos ham saa levende, at han udtalte Guds Naades Ord med en ny Tunge, og stræbte saa først og fremmerst apostolisk at reformere og fornye sin egen og dernæst Kristi Frimenigheds Gudstjeneste og Tankegang. Dette viser sig allerede tydelig i den augsburgske Konfession, skjønt det ikke er Luthers Beskrivelse af sin egen kristelige Tankegang, men kun Beskrivelsen af, hvad lærd og læg i en vis Kreds havde tilegnet sig som hans kristelige Tankegang; thi den begynder med Troen og Børnelærdommen, som de forudsattes at have været fra Begyndelsen, og vender sig først derefter til den papistiske Surdej, som skulde udfejes af den hellige almindelige Kirke, fordi den enten aabenbar stred imod Troen, eller var dog en selvgjort Dyrkelse og Lovtrældom, der aldrig kunde nytte, men kun plage, skade og forvilde de kristne i Salighedens Sag. Hvad der imidlertid bedre end al Skrift kan og skal forvisse os om Luthers Drift, Kald og Evne til at være en kristelig Reformator, det er den grundkristelige Tankegang, der mer eller mindre levende har forplantet sig fra ham til os, og hvorefter hele den levende Kristendom indvendig udgjøres af Tro og Haab og Kjærlighed, som en Barne-Tro, et Ungdoms-Haab og en Kvinde-Kjærlighed, med vor Herre Jesus Kristus som Gud og Mand til sin levende Gjenstand, og alt som Naadegave med den Helligaand, uden alle Mellemmænd, At nemlig denne Oplysning er grundkristelig, det kan vi ikke blot, naar vi er boglærde, se af Apostelskriften, men det kan vi alle erfare af Aandens tilsvarende Virkning paa det troende Hjærte; og at denne Oplysning fattedes under Pavedømmet og fornyedes først hos og ved Morten Luther, det kan ikke blot alle boglærde se af den skrevne Kirkehistorie, men det kan alle 272 oplyste Kristne selv overbevise sig om, ved at lægge Mærke til den papistiske Gudstjeneste og Tankegang, som de færdes midt iblandt os, i det Paven fremstilles som Kristi Statholder paa Jorden, og den indviede Gejstlighed som den Helligaands udvalgte Taleredskab; saa Menigheden skilles baade fra Herren og Aanden ved Mellemmænd, paa hvis Ord man skal tro i Blinde, og paa hvis Bud man skal lægge samme Vægt, som paa Herrens egne Indstiftelser, uden Spørgsmaal om, hvor vidt de lader sig dermed forene.

Dette er nemlig Pavedømmets Mørke, der slet ikke blev lysere, om end Paven og hans Gejstlighed i Dag eller i Morgen vilde afskaffe alle vor Frues Tider, al Helgen-Paakaldelse, al Billeddyrkelse, alle Messer for de døde og selv alle Forvandlinger ved Nadveren, hvorved Menigheden ej kom Herren et Haarsbred nærmere, men Paven og hans Gejstlighed kun faldt i klar Selvmodsigelse. Det dummeste derfor, Paven kunde gjøre, var, paa det tridentinske Kirkemøde (1545-63) at slaa alting fast, hvad Protestanterne lastede ved Gudsdyrkelsen, da han ellers kunde ladt det meste falde bort af sig selv, ligesom det havde indført sig selv efter Tidens Lejlighed.

Hvad nemlig Luther snart kom til Følelsen af og i det hele rettede sig efter, det kan og skal vi nu klare for os selv og hinanden: at i kristelig Henseende var ikke engang Afladshandelen og Maria-Dyrkelsen de papistiske Grund-Vildfarelser, men at Kristi aandelige Riges Forgjørelse til en verdslig og kjødelig Kirkestat med et aandeligt og kristeligt Skin, det var den papistiske Majestæts-Forbrydelse, som, naar den tænktes forsætlig, rnaatte være antikristeligt Djævelskab, og som aldrig kunde tænkes saa u vitterlig, at den jo maatte blive Kilden til alle mulige Fordrejelser og falske Gudsdyrkelser; saa at, om Paven i Rom, hans Præster og Munke havde været lige saa glimrende Dydsmønstre, som de i Luthers Dage og de to foregaaende Aarhundreder var det modsatte, da havde de ikke været mindre, men mere ukristelige Undergravere af den hjærtelig Tro paa vor Herre Jesus Kristus og af Borgerskabet i hans aandelige Rige.

Naar derfor Luther tit kan synes os lige saa ubarmhjærtig og uforsvarlig en Dommer over alle romerske Paver, Bisper og Munke, som Zwingel og Kalvin, da er det enten, fordi han i Hidsighed tænker sig Majestæts-Forbrydelsen forsætlig hos dem alle, eller fordi han med løse Fornuft-Grunde og haartrukne Skriftsprog vil retfærdiggjøre sin i det troende Hjærte 273 vel grundede Modbydelighed for al Opsminkning af falsk Jødedom og groft Hedenskab med kristelig Farve.

Luther følte det nemlig lige saa godt som vi, og vel til Dels dybere end vi: at kun i den saakaidte »katolske Kirke« var den kristelige Grundsandhed med Herrens egne Salighedsmidler uden Forfalskning forplantede, saa man i Grunden ikke kunde løsrive sig derfra, uden at gaa udenfor til Kjætterne; men da han hverken kunde sætte forsvarligt Skjel mellem Kristen-Troens urokkelige Grundvold og Lære Bygningen derpaa, eller turde gaa til Bunds i Drøftelsen af den kristelige Frimenigheds Forhold til alle Rigerne af denne Verden, saa maatte han tit i Bedømmelsen af det pavelige Kirkeriges Ukristelighed og de deri herskende Uskikke og Vildfarelser komme til uforsvarlige Paastande; thi indrømmer man først, at den saakaidte nicæniske og atanasianske Tros-Bekjendelse har samme almenkristelige Gyldighed og Myndighed som den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, da indrømmer man derved den Grundløgn, hvoraf alle papistiske Vildfarelser udsprang: at de »indviede« eller de »skriftkloge«, under Paaskud enten af den Helligaands Indskydelse eller af deres Skriftklogskabs Ufejlbarhed, maatte forandre og forøge den kristelige Grund-Tro, som alle Kristne kunde og skulde have til fælles, og som er Vilkaaret for den kristelige Gjenfødelse; og tager man ikke allerede ved Konstantin den stores Udnævnelse til aandelig Kirkeværger og verdslig Ypperstepræst (pontifex maximus) i Kristi Rige til Gjenmæle mod Kristi aandelige Riges Sammenblanding med eller Indlemmelse i noget som helst Rige af denne Verden, da har man paa Forstandens Omraade forspildt sin Ret til at tordne mod alle selvgjorte Kristi Statholdere, af hvad Navn nævnes kan. Her skal vi se Rødderne til Vilderedet i den lutherske Teologi, som, skjønt den uden Sammenligning var den kristeligste siden Aposteltiden, dog paa Forstandens Enemærker, som var Krigsskuepladsen, laa aaben baade for Papisters og Kalvinisters frygtelige Angreb, der hverken med Bogstav-Skriften eller med Kirke-Historien, men kun med den dunkle Følelses og den verdslige Øvrigheds Magtsprog, paa en Maade og til en Tid lod sig afværge.

Selv havde nemlig Morten Luther for megen grundkristelig Følelse til at reformere efter noget andet Hoved end Menighedens, som er Jesus Kristus, eller til at gjøre en Tros-Artikel af sin Dogmatik; men hans Følgeskab dreves i det hele af en blandet Følelse til at følge ham saa vidt som muligt, uden at 274 ænse, om de ikke derved svævede i den yderste Fare for at blive mere Lutheranere end Kristne; og trods den augsburgske Konfession, betragtede de sig i kirkelig Henseende som saa skarpt som muligt adskilte fra de saakaldte »Katoliker«, og saa lidt som muligt, kun teologisk, adskilte fra de saakaldte »reformerte« eller Kalvinisterne, som dog slet ikke var Kristne.

Skjønt jeg derfor er vis paa at være saa enig med Morten Luther, som nogen oplyst Kristen i vore Dage kan være, og i Grunden meget enigere med ham end alle de saakaldte strænge, rene eller gamle Lutheranere, saa forundrer det mig dog slet ikke, at alle de, som med Vold og Magt vil gjøre Kristne og Lutheranere til enstydige Ord, eller vil dog have Kristendommen udledt af Luthers Bibel og Katekismus, enten rent ud kalder mig en Kjætter eller paastaar dog haardnakket, at jeg kirkelig er langt mere katolsk, og teologisk langt mere kalvinsk end luthersk; thi det er ganske rigtig min Grundsætning, at saa længe Katolikerne beholder og Kalvinisterne forkaster den grundkristelige Daabspagt, saa længe er Kristi Frimenighed kirkelig adskilt fra Kalvinisterne og kun teologisk adskilt fra Katolikerne, fordi alle oprigtige Katoliker, som holder fast ved deres Daabspagt, har den kristelige Fælles-Tro og er Kristus tildøbte, medens de kristeligst troende Kalvinister i det højeste har en Johannes-Daab til Omvendelse og fattes Gjenfødelsen af Vand og Aand, som den Helligaand kun virker i Daaben paa vor Herres Jesu Kristi Vegne hos dem, der søger Gjenfødelsens Bad for hele Menneske-Livet deri, og gaar med barnlig Trohjærtighed ind paa Daabs-Pagten, som de Vilkaar, Herren selv har sat for sin Daab i og med den Helligaand.

Betragter vi nu fra dette Stade de papistiske Vildfarelser, da tør vi vel, strængt taget, ingen enkelt af dem kalde antikristelig, førend den indskydes i Daabs-Pagten eller føjes til den, og saaledes aabenbar forkvakler og forfalsker Troen; men, skjønt dette, saa vidt jeg veed, endnu ikke er sket øjensynlig, saa er dog den yderste Grænse for længe siden naat derved, at Kirke-Leddet i den apostoliske Tros-Bekjendelse gjennern den romerske Katekismus saaledes fordrejes, at Apostolikeren i Rom og hans Gejstlighed fremstilles for hele Menigheden som udgjørende eller nødvendig udfyldende det almindelige Kirke-Begreb (ecclesia catholica); saa at, om end Paven ikke havde bandsat Morten Luther, maatte han dog, som en oplyst Kristen, have fralagt sig kristeligt Fællesskab (Kommunion) med 275 Paven og hans Præsteskab, og raadt alle troende Kristne ti! det samme; fordi Børnelærdommens Forfalskning er en Forargelse for de smaa, som Menigheden ikke kan taale hos sig, uden selv at gjøres delagtig deri.

Det samme var Tilfældet med den papistiske Messe, dels fordi den, ved at berøve Lægmand Kalken, indskrænkede Fællesskabet ved Nadveren til Gejstligheden, og dels fordi Tilbedelsen af Kirkebrødet (Hostien), som Kristus selv, er en aabenbar Afguds-Dyrkelse, der ikke lader sig forene med Tilbedelsen i Aand og Sandhed og derfor ikke heller kan taales i Menigheden.

Blandt de andre papistiske Vildfarelser, kunde vel Aflads-Sagen og Marie-Dyrkelsen ogsaa være Grund nok til det aandelige Fællesskabs Ophævelse, men dog kun paa et vist Trin, hvor deres Antikristelighed bliver aabenbar; og dette Trin er kun naai, naar enten Afladen udtrykkelig erklæres for at være den Synds-Forladelse, som er et Led af vor Tros-Bekjendelse, og som Gjenfødelsen i Daaben nødvendig forudsætter, hvad næppe endnu er sket, eller at Marias ubesmittede Undfangelse udtrykkelig udraabes som en Tros-Artikel, hvad jo først ganske nylig er sket. I første Tilfælde fornægtes nemlig Troens Sandhed og Daabens Kraft, og i andet Tilfælde modsiges og undergraves aabenlyst Troen paa Jesus Kristus, som den forjættede Frelser, der maatte komme, før noget Kjød kunde frelses. Paven mener ved den ubesmittede Undfangelse nemlig., som De vel alle veed, i denne Sammenhæng ingenlunde, hvad Ordet bedst kunde udtrykke, Marias rene Moderlighed, men den samme medfødte Usyndighed hos hende, som Frelseren havde; saa enten gjøres Marie derved til en Frelsens Gudinde, saa hendes Fødsel var Guds Naades Kjødspaatagelse, eller Guds enbaarne Søns Kjødspaatagelse som Verdens Frelser maatte derved blive overflødig, altsaa falsk; thi kunde et eneste Menneske fritages fra Synden, uden i Jesu Navn, da var hele Kristi Evangelium kun Falskneri,

Indbildningen om Skærsilden blev egentlig kun ukristelig i sin Forbindelse med den papistiske Vildfarelse om Afladen og dens Erhvervelse ved Sjæle-Messer for de afdøde; thi i sig selv var Gætningen paa en Mellemtilstand for de vantro Sjæle, der dog ikke havde forsvoret Troen, langt forligeligere med Evangeliet, end det protestantiske Gjenmæle, kun til Gunst for Helvede, var med Guds Miskundhed og hans Langmodighed, der naar til den yderste Dag.

276

Billed-Dyrkelsen og Kors-Opliøjelsen til Skyerne var vist nok klare Kjendetegn paa Aandløshed, og, da det ene er Aanden, som gjør levende, i Grunden Dødstegn, men dog ikke stort niere end Bibel Dyrkelsen og Pennestrøgenes Ophøjelse til Guds-Ord; saa ingen af Delene maa vi stemple til antikristelige, hvor dog den samme Jesus Kristus, usynlig for Verden, men aandelig nærværende, bekjendes og prises som det Ord af Guds Mund, hvoraf Guds-Mennesket dog i Grunden ene lever baade her og hisset.

Hvad endelig Munke-Helligheden og det latinske Kirkesprog angaar, der hænger langt nøjere sammen, end man strax ser, da var de vel Døds-Synder mod Menigheden, fordi Kristen-Livet er et ægte Menneske-Liv i alle Maader, og Guds-Ordet paa alle Folks Modersmaal Menighedens Livsaande, saa Friheden for Dødbideriet var en utabelig Menneske-Ret, som oplyste Kristne maatte hævde baade sig selv og deres Medkristne ved alle tjenlige Midler; og selv om Paven aldrig havde bandsat Morten Luther, vilde han dog været aandelig nødt til at udfri sig og sit Følgeskab fra Kloster-Tugten og Romer-Aaget; - men hverken behøvede eller burde det fra Frimenighedens Side have haft Præget af en kirkelig Skilsmisse paa Troens Grund, men skulde haft Præget af Menneskehedens og Folkelighedens Nødværge i Livsfare, som Kristendommen ikke blot indrømmede, men helligede, krævede af sine oplyste Venner og vilde lægge Himlens Velsignelse til.

Selv nu, da man dog baade indrømmer, at Mennesket og Folkene har utabelige Rettigheder, og regner Religions-Friheden til dem, tager man dog sædvanlig Sagen saa haandgribelig og Sammenhængen saa overfladelig, at Kristendommen derved næsten lades ude af Betragtningen; saa det var Synd at kræve enten af Morten Luther eller af nogen Reformator i det sextende Aarhundrede, at han skulde klaret sig det kristeliges og det folkeliges indbyrdes Forhold; men hvad Sandhedens Aand maatte oplyse den kristelige Reformator om i ethvert Aarhundrede og maatte saa vel paa Herrens som paa Menighedens Vegne kræve af ham, det var, af al Magt at modsætte sig Paalæggelsen af et nyt Trældoms-Aag for Ordet og Menigheden; og selv den augsburgske Konfession viser os, at Luther havde baade Oplysning dertil og Mod derpaa; saa det maa vel mest have ligget i Luften og i det gjennem mange Aarhundreder sammenfiltrede Forhold mellem det aandelige og det verdslige, at Frigjørelsen indtil videre aldeles mislykkedes. Trods alle 277 Luthers Klager og Advarsler fik netop i den saakaldte lutherske Menighed Verdsligheden et øjensynligt Herredømme, der spaade al levende Kristendom den endnu mere seje end sene Død, at trædes ihjel af Gæs, uden at det engang kom for Dagen, enten hvad der egentlig døde, eller hvad det døde for.

Det sextende Aarhundredes Reformatorer fik nemlig alle Vegne farlige Forbundsfæller mod Paven og hans Kirkerige, og det var paa den ene Side de latinske Jurister og paa den anden de latinske Skolemestre, som i den lutherske Verden enedes om saaledes at dele Regimentet, at Juristerne tog Kroppene, og Skolemestrene Sjælene paa deres Part; og Følgen blev ganske rigtig en Tilstand, der paa Papiret var stik imod den papistiske; thi ligesom det under Pavedømmet var den kristelige Form, der skulde kristne og hellige den hedenske Materie, saaledes var det hos Lutheranerne den forudsatte kristelige Materie, der skulde kristne og hellige den hedenske Form, baade Regeringsform og Dannelse. Hvor man, som hos Kalvinisterne, betragtede Bibelen som den eneste kristelige Materie, og forbeholdt sig Frihed til at søge sit gudelige Selskab og sin Opbyggelse, hvor man kunde finde dem, der lod det sig høre; men ægte Lutheranere, som vilde beholde og forplante deres hjærtelige Kristendom, maatte vist nok være meget for troskyldige, for at finde sig deri.

Hvordan nu vore Latinere arbejdede paa dette Kunststykke, saa Evangeliets fri Forkyndelse paa Modersmaalet og Sakramenternes retie Brug efter Herrens egen Indstiftelse, som vi veed, Luther ubetinget krævede, bevaredes under Præsternes Optugtelse til at forgude det latinske Sprog og de ikke blot ukristelige, men ugudelige Skrifter af romerske Hedninger, og under den verdslige Øvrigheds Myndighed til at afgjøre, baade hvordan Præsterne skulde præke, og hvorledes Sakramenterne skulde forrettes, - det er vistnok os alle vitterligt; men Oplysningen derom hører dog aabenbar ikke til Middelalderens, men til Nyaarstidens Kirkehistorie; saa det er kun vor kristelige Ret, vi her maa hævde, til i Kirkehistorien som i Livet at følge med Morten Luther og hans Tilhørere ud af det aandelige Ægypten, for at tjene Herren i Ørken, til vi kan komme ind i det forjættede Land, som flyder med Mælk og Honning. Denne vor kristelige Ret maa vi hævde trods alle Indsigelser, ikke blot af Paven i Rom, som den aandelige Kong Farao, men ogsaa af Zwingel, Kaivin og alle den biskoppelige Kirkes Martyrer, der som aandelige Amalekiter, Moabiter og Edomiter vil standse 278 os, og endelig trods den kjedsommelige Kredsgang og Krebsgang omkring den uforanderlige augsburgske Konfession, som et aandelig rygende Sinai-Bjærg, der ej maatte røres.

Vist nok maa nu denne Nyaarstidens Kirkehistorie, som ligger os nærmest, ogsaa være mig bedst bekjendt og maa kunne fremstilles klarest; men da det dog kræver en Forberedelse, som jeg for Øjeblikket ikke har Tid og Lejlighed til, saa maa jeg bede dem tage til Takke for denne Gang, medens det naturligvis er mit faste Forsæt, om Gud vil og jeg lever, da næste Vinter at meddele dem mit Overblik af den tilbagelagte Vej, af Hvilestedet og af den foreliggende Vej til Maalet, som vi nu, Gud ske Lov! kan skimte.

XXVIII.

Her er nylig, som De nok veed, sket det utrolige, det lige saa utrolige, som ai Peder Larsen Skræppenborg ved Kirkemødet kom til at staa og holde Tale paa den klassiske Lærestol i Universitetets Højtidssal, ja, det er virkelig sket: at der paa vor klassiske Højskole er holdt en Række af veltalende Foredrag om den grundtvigske Betragtning af Forholdet mellem Menneske-Slægtens Oldtid og Nyaarstid1; og det ikke for at mane denne grundtvigske Betragtning ned til Helvede, som det æventyrligste og dog tillige kjedsommeligste, usammenhængende Hjærnespind, der uden for den lille Daarekiste, midt i den store, har vovet sig frem for Lyset; nej, tværtimod: for at løfte denne Betragtning, om ikke just til Skyerne, saa dog over alle Bøgetoppe, som noget, hele det danske Folk skulde lukke begge sine Øjne højt op for at se og skrive bag Øret, for ved Lejlighed at indprente sig, som en Røst fra Folke-Aanden om Liv og Død.

Om nu dette videnskabelige eller uvidenskabelige Særsyn skal være et Varsel saa vel for den ulærde som for den lærde Verdens nær forestaaende Undergang, det kan jeg jo ikke vide; men i alt Fald var det jo et gunstigere Varsel for min Betragtning af Højskolen end for dens Betragtning af mig og alt det grundtvigske; saa paa mig har det naturligvis gjort et godt Indtryk og givet mig Mod til baade udførligere og klarere at * 279 vende min Grundbetragtning af Menneske-Livet i det hele paa det kristne Menigheds-Liv, der skal spejle sig i Kirkehistorien, ligesom Solen og alle Himmel-Legemer i Vandet; og hertil kunde nu aldrig gives bedre Lejlighed end ved det Overblik, jeg har lovet her at meddele gode Venner af Nyaarstidens Kirkehistorie fra Reformationen i det sextende Aarhundrede, om ikke til i Aften, saa dog til Midten af det nittende Aarhundrede, og til den der omkring faldende, vel svage, men dog kjendelige Fornyelse af det oprindelige Menigheds-Liv.

Dette maa findes saa meget mere betimeligt og føigeligt, som min menneskelige Grund-Betragtnings veltalende Tolk paa Højskolen, saa vidt jeg kan skjønne, kun har holdt sig til dens folkelige Anvendelse og ladet saa vel dens verdenshistoriske som dens kirkehistoriske Anvendelse staa ved sit Værd; medens jeg maa forudsætte, at min Betragtning af det kristelige Menneske-Livs Folkelighed er det Led i min historiske Tankering, hvis Sammenhæng har været utydeligst for mine kirkelige Venner, og er dog netop et uundværligt Led ved Reformationens og den følgende Kirkehistories Oplysning, der kun kan lykkes, naar man betragter den kristne Menighed som et aandeligt Guds-Folk i levende Forbindelse med alle de Verdens-Folk, den har gjæstet, og hvis Tungemaal den har talt.

Til denne Betragtning er jeg nu kommen under den faste Forudsætning, at det aandelige Kristen-Liv, hos Disiplerne som hos Mesteren, er et sandt Menneske-Liv i alle Maader, og at Menneske-Livet under alle sine Skikkelser: som menneskeligt Slægt-Liv, Folke-Liv og Enkeltmands-Liv, er ensartet, som i sit Udspring, saa i alle sine fremskridende Bevægelser, saa ethvert fuldstændigt Menneske-Liv, i det større som i det mindre, har sine fire Aldere: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom, hvoraf dog kun de tre senere er egentlig menneskehistoriske eller udprægede til særlig Betragtning, fordi Barndommen, som Spire-Tiden, i sin Begyndelse er skjult og i sin Op-væxt taaget for vore, saa vel som for sine egne Øjne; hvorfor da ogsaa Menneske-Slægtens og Menneske-Folkenes Barndom er indhyllet i et Mørke, som selv den skarpeste Betragtning af Enkeltmandens Barndom, og en guddommelig Aabenbaring om Menneske-Slægtens og om begge Guds-Folkenes (Israels og Kristen-Menighedens) Barndom, kun kan lade det lysne over, men ikke egentlig oplyse eller forklare for os.

Denne min naturhistoriske Forudsætning om 280 Menneske-Livet, tør jeg sige, kunde og skulde være alle tænkende Menneskers; skjønt Tankegangen om Menneske-Livets Udvikling nu om Stunder i den dannede Verden, og det især hos os Protestanter, ret med Flid er gjort saa indviklet og saa forvirret, at dets Aarstider, som aandelig Vaar, Sommer, Høst og Vinter, næppe lader sig gjenkjende og adskille; thi man opdager dog let, at vor Skole-Orden, hvorefter Vaaren skal gjøres til Vinter, er saa unaturlig og ufrugtbar, som et Aar uden Vaar, og at hvor som helst, selv midt iblandt os, Menneske-Naturen nogenlunde sker sin Ret eller »gaar dog over Optugtelsen«, der er Barndommen endnu i Sammenligning Spire-Tiden, Lege-Tiden og Saa-Tiden, som under lykkelige Omstændigheder har hele Vaarens Friskhed og Ynde, men ogsaa hele dens Ubestemthed, foranderlige Vejrlig og tvetydige Forvarsler.

Ligeledes er Ungdommen efter en saadan Vaar Livets Sommerdage, med Fuglesangen og de grønne Lunde, med Blomster-Vrimlen og Snogene der under, med den vide, tit vildsomme Omvanken og de smilende Udsigler fra alle Høje; medens Mands-Alderen er Livets Høst-Tid, rig eller fattig, som vor Lod er falden, som Kræfterne klække og Lykken vil føje, men altid i Sammenligning den travleste og mest indviklede i alle Forhold. Endelig, naar Mennesket lever sin Alder ud, kommer Alderdommen, som en Vintertid, mild eller stræng, men altid i Sammenligning den koldeste, da Grøden gaar af Jorden, saa Spørgsmaalet bliver, hvad Sommeren har avlet, og om man har Vid og Kræfter til indvendigt Arbejde og til Opgjørelse af sit Regnskab.

Er dette nu Natur-Loven for Menneske-Livet hos alle Enkeltmænd, saa følger det af sig selv, at den ogsaa vil gjælde for

Menneske-Livet under alle Skikkelser, da disse andre Skikkelser maa være sammensatte af ensartede Enkeltheder, som slaar i levende Sammenvirkning eller VexeJvirkning, ikke imod, men efter deres Art; og disse sammensatte Skikkelser af Livet er, hvad vi i det smaa kalder det menneskelige Ægteskab og Husliv, i det større Folke-Liv, og i det hele Menneske-Slægtens Fælles-Liv, der dog kun gjennem de mest tilsvarende Folke-Liv kan blive kjendeligt og overskueligt for os.

Betragter vi nu først det menneskelige Samliv i dets mindst sammensatte Skikkelse, som aabenbar er Ægteskabet og Hus-Livet, da opdager vi strax, at kun delte Samliv kan være oprindeligt, som den naturlige Betingelse for en Menneske-Slægt, 281 dens Formerelse og Deling i flere Folkefærd, og da tillige for dens Samtale og derved mulige Fremskridt gjennem Tidens Løb i Erfaring, Kundskab og Overblik, hvorved Menneske-Slægten umiskjendelig hæver sig over alle Dyrearter paa Jorden.

Hvorledes nu Folke-Livet i alle Haande Retninger har udviklet sig af Hus-Livet, det er, som et menneskeligt Barndoms-Liv, indhyllet i Mørke, uden for saa vidt vi enten derom har modtaget en højere Aabenbaring, eller Folkene i deres Ungdom har bevaret talende Minder fra deres Barndom; og dette er et af Kjendetegnene paa, hvad vi maa kalde menneskelige Hoved-Folk, som indtraadte i Ungdoms-Alderen med en egen Betragtning eller Anskuelse af Livet i det hele og da især af Menneske-Livet i den Skikkelse, de forefandt det hos dem selv.

Af saadanne Hoved-Folk i Menneske-Slægtens Ungdom, som vi kalder Oldtiden, kjender vi kun noget til tre: Ebræer, Græker og Ægypter, og til de sidste dog egentlig kun gjennem de to første under deres Vexelvirkning med dem, da det kun i Oldtiden er Ebræer og Græker, der har efterladt os folkelige Levneds-Beskrivelser af dem selv, som vi efter vor menneskelige og folkelige Selvbevidsthed kan blive i Stand til at forstaa og udtyde.

Vel er der endnu eet saakaldt Hovedfolk fra Oldtiden, som baade under sit Levnedsløb og ved sin Levneds-Beskrivelse har øvet en umiskjendelig og udstrakt Indflydelse paa det menneskelige Folke-Liv lige til vore Dage, og det er, som vi alle veed, Romerne; men hverken havde de i folkelig Forstand et Fæderneland og en fredelig Syssel at forsvare, heller ikke havde de et menneskeligt Øjemed at opnaa; saa de førte intet menneskeligt FoJke-Liv; men, efter deres egen Bekjendelse, som alle Omstændigheder bekræfter, kun et folkeligt Røver-Liv, fjendtligt mod ethvert andet; saa Romer-Folkets Levnedsløb og dets Beskrivelse kan umulig vise os, hvordan Menneske-Livet naturlig udvikler sig, men kun, hvor unaturlig dets store Kræfter kan misbruges, naar de betragtes som et Rov og snildt benyttes derefter.

Natur-Lovene kan vist nok hverken Menneske-Livet eller dets Røvere bryde, saa det romerske Røver-Liv havde ogsaa kjendelig sin Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom; men dette storslaaede og velordnede Røver-Liv, opsat paa Rov og paa hele Verdens Indtagelse og folkelige Ødelæggelse, maatte nødvendig 282 stile paa at fordreje Menneske-Naturens Orden, saa Klogskaben kom først som Børne-Lærdom, og at umiddelbar derpaa fulgte Travlheden med den fulde Manddomskraft til Opnaaelsen af sit Øjemed, og at da først kom Hvilen i svælgende Nydelse af al Verdens Herlighed, efter Hjærtens Lyst evindelig. Derfor kalder vor Aabenbaring med rette det af Romerne saakaldte »evige Rom« Satans Hovedstad med hans Trone; thi Roms Historie gjennem Oldtiden danner aabenbar den bestemte Modsætning til Ebræernes Historie med Davids-Tronen i Jerusalem, hvad jeg, i forbigaaende sagt, for en Menneske-Alder siden har stræbt at gjøre indlysende ved en Parallel eller Jævnførelse af »Rom og Jerusalem« i teologisk Maanedsskrift.

Hvor delte, ja, uforligelig modsatte nu imidlertid end Meningerne har været og er om, enten det er i Israels Historie med Jesus Kristus, eller i Roms Historie med Kejser Avgustus til sin Kronblomst, vi skal søge og finde Menneske-Livets sande og regelmæssige Udvikling til Klarhed over sig selv og alle sine Forhold, saa er dog alle de lærde enige om, hvad der her ene kommer os ved: at Oldtiden, ogsaa med Indbegreb af Romerskheden, udgjør Menneske-Slægtens livskraftige, men fantastiske, trohjærtige og æventyrlige Ungdoms-Tid og Helte-Tid, hvorpaa der, vel især ved Kristendommens Indflydelse, fulgte en lettroende, følsom Mellemtid eller Middelalder, hvori Barbariet tog Overhaand med Vankundighed, Pavedom, Præsteherskab, Klosterliv, Helgendyrkelse o. s. v., indtil der endelig i det femtende og sextende Aarhundrede, ved den klassiske Litteraturs Oplivelse, Konstantinopels Undergang, Bogtrykker-Kunstens Opfindelse, Amerikas Opdagelse og endelig med den tyske og franske Reformation, oprandt en ny Tid, som man kalder den videnskabelige Oplysnings Tidsrum, skjønt det først var i Løbet af det attende Aarhundrede, at Videnskaben fik Bugt med Middelalderens Vankundighed og Overtro, saa Oplysningen kunde blive almindelig og forny Jordens Skikkelse.

Det er altsaa slet intet nyt hos mig, at jeg afdeler den os bekjendte Menneske-Historie i tre store Tidsrum, det første i Oldtiden som Aandens eller Aandernes fantasirige og egentlig hvad man kalder poetiske Tidsrum, det andet i Middelalderen som de dunkle Rørelsers, Følelsers og herskende Tilbøjeligheders forvirrede Tidsrum, og de sidste tre Aarhundreder, med deres Grublerier, boglige Kunst og tørre Prosaiskhed, som Begyndelsen af en Nyaarstid, der sætter sin Ære i Forstands-Oplysning og videnskabelige Fremskridt til det heles Forklaring; thi 283 deri er hele den lærde Verden enig med mig; og selv den Paastand hos mig, at Nyaarstidens Oplysnings-Tid intet splinternyt kan skabe, men kan og skal kun forklare Oldtidens Aabenbaring, selv den har mine klassiske Modstandere til fælles med mig, skjønt de ikke veed det, fordi de ved Oldtidens Aabenbaring kun tænker paa den mosaiske hos Ebræerne og i det højeste paa den mytiske hos Grækerne og slet ikke paa den æventyrlige og røverhistoriske hos Romerne; thi hvad man i Latin-Skolen kalder den klassiske Livs-Anskuelse, er jo hverken mer eller mindre end den romerske Aabenbaring, der vistnok ikke, som den ebraiske og græske, er af aandelig eller mytisk Indhold, men gjaldt dog i Oldtiden for at være af aandelig Art og kaldes i Latinskolen Aabenbarelse af en Lysets Engel, der, efter sin sørgelige Død og Begravelse i Middelalderen, skal i Nyaarstiden manes op og holdes fast ved Grammatik og flittig Stiløvelse til Dommedag.

Grunden til min uforligelige Tvist med Latin-Skolen er da kun den, at jeg foretrækker den ebraiske, og Latin-Skolen den lige modsatte romerske Aabenbaring; thi deraf udspringer med Nødvendighed vor lange Trætte som Ja og Nej, især i den kristelige Kirkehistorie. Enten maa nemlig Latin-Skolen, som i vore lutherske Fædres Dage, betragte Kristendommen som en ebraisk Aabenbaring om de himmelske Ting, jævnsides med den romerske Aabenbaring om de jordiske Ting, og paastaa, at ligesom begge disse modsatte Aabenbaringer saa godt som uddøde i Middelalderen, maa de ved samme boglige Kunster opvækkes og fastholdes uforanderlige i Nyaarstiden; - enten det, eller Latin-Skolen maa, som Rationalisterne i det attende Aarhundrede, betragte Kirkehistorien som en aandelig Romer-Historie, der ligesom den verdslige begyndte med overordentlig Kraft og med Anslag paa hele Verden, men ogsaa med et latterligt Æventyr og med en barnagtig Overtro, der først ved og efter Reformationen, under Vexelvirkning med den klassiske Litteratur, kunde udryddes og afløses af en kirkehistorisk Oplysning, der sammensmeltede med den klassiske. Jeg, som derimod foretrækker den ebraiske Aabenbaring lige saa ubetinget for den romerske, som jeg foretrækker Guddoms-Manden Jesus Kristus for den forgudede romerske Røver Avgustus, jeg maa nødvendig betragte Kirkehistorien som en aandelig Ebræer-Historie, der ved den papistiske Efterabelse af den verdslige Ebræer-Historie i Middelalderen forkvakledes til et Æventyr om et verdsligt Kristus-Rige, og som ved at forklares paa Romersk i 284 Nyaarstiden maatte tabe sig i Luften, men kan og skal dog levende fortsættes til Dagenes Ende gjennem en Oplysnings-Tid, der forklarer sig selv, idet Jesus Kristus paa een Gang bliver aandelig fuldvoxen i Menigheden og lader sig legemlig til Syne i Himmelens Skyer; saa Jesus Kristus bliver bevislig, som han selv har sagt, A og Ø, den første og den sidste, den som var, som er og som kommer, Fortidens, Nutidens og Fremtidens, ja, Evighedens Guds-Menneske, i hvem vi ved Ordet og Troen, Haabet og Kjærligheden kan alle faa Del, til Mættelse med Glæde i Guds Aasyns Beskuelse.

Hermed haaber jeg foreløbig at have ledsaget den, der vil følges med mig, til det Stade, hvorfra jeg betragter den kristne Menigheds, Tros og Oplysnings Historie ved og efter Reformationen i det sextende Aarhundrede; og dette Stade er vist nok ikke, hvad man udenfor Danmark og Holland kalder ophøjet, men er dog, hvad man paa Dansk kalder et Bjærg, hvorfra man kan overskue Menneske-Livets aandelige Vej, som altid gaar paa det jævne, og overskue saa vel Striden mellem Katoliker, Lutheranere og Kalvinister indbyrdes, som Freden og det faste Forbund især imellem Protestanter og Klassikere, der ligesom alle Pagter med Døden og Forbund med Helvede førte til den fortvivlede Dødskamp i det attende Aarhundrede, hvorunder paa een Gang Kristendommens, alle Folkefærds og hele Menneske-Slægtens aandelige og hjærtelige Liv stod paa Spil og syntes uden Redning forlorent.

Skjønt nemlig enhver af de nye Statskirker kaldte sig den stridende Kirke, der først efter Døden kunde blive triumferende, saa spillede de dog alle sammen, saa vidt som muligt, triumferende, i Forbund med den aandelige Kirke-Fjende i Latin-Skolen, der med de døde Sprog forgudede det romerske Hedenskab, der dog var lige saa uforligeligt med et levende Guds-Ord, som med Menneske-Folkenes ejendommelige Liv og Modersmaal; saa de protestantiske Statskirker kvalte, saa vidt de kunde, alle aandelige Livs-Ytringer, for med Ris og Halsjæra at kunne triumfere uden Modsigelse, hver paa sine snævre Enemærker.

Dog denne Fællesskade hos alle Protestanterne, som gjorde en fremskridende kristelig Oplysning hartad umulig og medførte en Stilstand i Aands-Livet, endnu mere dødelig end Pavedømmets Mørke, den er saa dybt indgroet hos os fra Slægt til Slægt, at den er gaaet over i Blodet, saa at, selv naar vi har opdaget den og fundet Lægemidlet, gaar det sent med Helbredelsen; 285 og Kapitelfæstningen, der vel er den dødelige Sygdoms rette Navn, fører tillige en Øjen-Svaghed med sig, som først maa helbredes, førend vi kan se, hvor Sygdommen har sit Sæde; saa jeg tør ingenlunde forudsætte, at mine Tilhørere strax fra Begyndelsen skulde være enige med mig om, at Grunden til den fortvivlede aandelige Dødskamp, hvorunder selv de troende Lutheranere enten lige til i Gaar har sukket eller sukker endnu i Dag og kanske i Morgen med: Grunden ligger i vor lige saa unaturlige som ukristelige Overtro paa Latin-Skolen og Pagt med den; og jeg skal være meget glad, naar det, med Flid oplyst fra alle Sider, omsider kan blive mine kristelige Tilhørere klart, saa de een Gang for alle med mig indslutter Latin-Skolen med den romerske Uvætte i Forsagelsen af Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen.*)

XXIX.

Hør mig, du Pavst! jeg være vil,
din Pestilens, mens jeg er til.
Naar jeg er død, skal du forgaa,
det siger Luther, vaer derpaa!

De veed nok, at dette lille Rim hos os stod længe foran i Morten Luthers lille Børnebog; og skjønt jeg ikke veed, hvem der egentlig har lagt Luther det meget stridbare Ord i Munden, saa udtrykker det dog ikke blot den folkelige, men den herskende Betragtning af Luther i Midten af det attende Aarhundrede hos os: som en vældig og frygtelig Kæmpe, der havde frelst os fra Paven i Rom, og især med sin lille Katekismus givet ham et Banesaar, som det var sært nok, han ikke (Jøde af for længe siden, men maa dog vist bukke under for en af Dagene.

* 286

Var nu Billedet af Luther og hans kristelige Børnelærdom saa blegt og barsk, da kunde det sagtens falde let, i Slutningen af samme Aarhundrede at bringe baade Morten Luther og hans lille Katekismus og hele den saakaldte lutherske Reformation rent i Forglemmelse; thi Professorerne behøvede da blot at fortælle Studenterne, og Sognepræsterne deres Konfirmander, at det var i Grunden ikke Luther, men den vaagnende sunde Fornuft og Videnskabelighed, og saa vor kristne Øvrighed, der havde frelst os fra Paven og Papisteriet, og at Luthers lille Katekismus var saa langt fra at have noget med det at gjøre, at den meget mer, i alt Fald paa de ti Bud nær, selv hørte til den papistiske Surdej, som skulde udfejes, tillige med den gamle Alterbog, den gamle Salmebog, Messe-Særken og Messe-Hagelen, Pibe-Kraven og Præste-Kjolen, der mer eller mindre hørte til Pavedømmets Mørke og den gamle Overtro; - se, saa enten spidsede Studenterne Øren, eller de løb fra Teologien i Forskrækkelse, og da enten grinte Konfirmanderne, eller de gabede; og blev der endda nogen Tanke tilbage om de Ting, da var det gjærne enten den: Saa var der da heller ikke noget videre ved det, de saa længe har skreget og sunget om, eller ogsaa: Ja, man kan da tro, hvad man vil, men saa meget er da vist, at vil vi slippe for at skjældes ud af de højlærde og les ud af alle de pæne Folk, da maa vi holde det om Morten Luther og hans lille Katekismus hos os selv, ligesom hvad anden gammel Snak om de underjordiske eller saadan noget, vi kan have imellem os.

Spørger vi nu, hvoraf det dog vel kunde komme, at alt hvad der angik Salighedens Sag sad saa løst, at det kunde blæses bort ved et Vindpust, selv her i Danmark, hvor vi dog veed, baade i Ansgars og Luthers Tid var saa meget Hjærte for det glædelige Budskab, at Evangeliet saa godt som indførte sig selv, da maa vi svare: at hvor meget der end kan have ligget i Luften, saa var dog den nærmeste og klareste Grund den, at igjennem hele det syttende og langt ind i det attende Aarhundrede var den kristelige Børnelærdom med Luther og Paven sædvanlig kommen baade til gamle og unge som en Lexe, de skulde lære udenad og høres i og holdes til med Lov og Dom, og saa skulde de tillige, for at blive salige, gaa flittig i Kirke, gaa ordentlig til Alters, ofre og tiende forsvarlig, alt under Adfærd efter Loven. Ja, naar man betænker, at hos os alle Præsterne, som skulde besørge Folkets kristelige Oplysning og Opbyggelse, optugtedes under Riset til saa stive og barske Latinere som 287 muligt, der hverken skattede eller dyrkede Folkets Modersmaal til frit og levende Brug, hverken oplystes om Menneskets eller om Menighedens aandelige og hjærtelige Tarv og Trang, men kun om, hvordan man efter Regler skulde radbrække Græsk, Ebraisk og især Latin, og bygge himmelske Luftkasteller af pluddervælske Kunstord og kapitelfæste dem i Bibelen for Tid og Evighed, - da er det en følgelig Sag, at man til Jævnshold fik Præster derefter, som brød sig lidt eller intet om deres egen eller andres Salighed, men des mere om Kjolen og Kraven, om Velærværdigheden og Levebrødet; og da nu tillige den saakaldte Kristen-Øvrighed, som guddommelig beskikket Kirkeværge, flittig bandlyste alle dem, der vovede at trættes med Præsterne om deres Gudsord og føre anden Lærdom, saa vilde det været et stort Mirakel, om ikke det danske Folk, især da de gamle Salmer, som de elskede, var grusomt taget fra dem, var nedsunket i en aandelig Dorskhed og Ligegyldighed, endnu farligere end før Reformationen.

Men, maa vi saa atter spørge: Hvad var da Reformationen i det hele og den lutherske Reformation, som vi hyldede, i Særdeleshed? Var den virkelig, som Jesuiterne sikkert i denne Jul har stræbt at indpræke i Bredgaden, et Affald fra den hellige, almindelige Kirke, som spillede Kristi Evangeliums og Salighedens Sag ud af den hellige Faders og over i den verdslige Øvrigheds, de latinske Skolemestres og de latinske Juristers Haand? Dette er aabenbart et Hovedspørgsmaal, naar man vil føre den kristelige Kirkehistorie igjennem Reformationen til os og saa videre fort til Verdens Ende; men er det ikke dog besynderligt, at efter at jeg hele Sommeren har grubiet over, hvordan jeg bedst skulde begynde mine Foredrag over denne Del af Krikehistorien, kom jeg dog til at begynde fra den gale Ende? saa de kunde let tænkt, at jeg trak paa Linie med Jesuiterne i Bredgaden, og vilde, som Verden længe har sagt, gjøre Dem katolske i Hovedet og ad en Omvej lede Dem tilbage fra Latin-Skolen til den hellige, almindelige Kirke med Paven til kristelig Ypperstepræst efter Melkisedeks Orden; thi jeg syntes jo, over min egen Anskuelse af Verdens Løb og over den forbistrede Latin-Skole rent at have glemt Hovedsagen, som dog unægtelig er: om ikke dog Reformationen i det sextende Aarhundrede, trods alle sine Brøst, var uundværlig til det kristelige Livs Redning og Oplysning, og om ikke dog i det mindste den lutherske Reformation, trods alle sine Hager, var kristelig.

288

Vist nok forudsatte jeg, som altid, dette hos mig selv som en afgjort Sag, men jeg nævnede det dog næppe, og gav Dem endnu mindre saa jævn og lys en Fremstilling, som jeg kunde, af Kristenhedens aandelige Tilstand paa Reformations-Tiden, og af, hvad Luther og hans Medbejlere gjorde eller forsømte, for at forny den oprindelige, apostoliske Menigheds lyse og livfulde Dage, hvad jo, som kristelige Reformatorer, skulde være deres egentlige Øjemed, og hvad de ogsaa selv udgav derfor. Først nemlig, naar Reformationens store Kjendsgjerning staar klart for os paa begge Sider, først da er det Tid at tale om, fra hvad Stade og med hvilke Øjne Kjendsgjerningen maa betragtes, for at ses i sit rette Lys og i sin Sammenhæng med det foregaaende og efterfølgende.

Vist nok forudsatte jeg ogsaa, at Reformationens Kjendsgjerning stod klar for Dem og for mig, men det er netop en af den sorte Skoles Døds-Synder, som ingen har revset ubarmhjærtigere end jeg: at man forudsætter hos sine Læsere og Tilhørere, hvad man først og fremmest skulde oplyse dem om, og hvad de umulig kan vide af dem selv; thi om saaledes end Reformationens Kjendsgjerning stod ens klar for alle mine Tilhørere, saa kunde de dog umulig vide, om den stod ligedan for mig, med mindre jeg viste dem det; og derfor maa jeg da nu gjøre bag efter, hvad jeg skulde gjort forud, og vil da begynde med den Bemærkning, at man naturligvis aldrig kan faa klar Forestilling om en Reformations Kristeiighed, uden at man først veed, hvad en Reformation er; og her støder vi da strax paa et fremmed Kunstord af latinsk Rod, som ingen uden de boglærde kan forstaa, og som selv for dem kan betyde alle Haande, saa det er aldeles ubestemt. Det svarer nemlig omtrent til Ordet «Omdannelse« paa vort Modersmaal, saa Kalvinisterne, der kalder dem selv »de reformerte«, kan godt have Ret til at bære dette Navn fremfor Lutheranerne, uden at det giver mindste Formodning om, at deres Reformation skulde være kristelig; thi gaar den virkelig ud paa Kristendommens Omdannelse, da er den jo netop det modsatte. En kristelig Reformation forudsætter nemlig baade at den ægte, oprindelige Kristendom er endnu at finde, at den trænger til at gjenfødes og fornyes, og at den finder Midlerne dertil hos sig selv, da intet Menneske kan gjøre Herrens Gjerning, uden at have Herren med sig, og ingen kan virke i Guds Aand, uden at have Guds Aand.

Ser vi nu tilbage til Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, da kan Paven i Rom intet Øjeblik fængsle vor Opmærksomhed; 289 thi enten vi spørger om ham, der kaldte sig Alexander den sjette, eller om ham, der kaldte sig Julius den anden, eller om ham, der kaldte sig Leo den tiende og bandsatte Luther to Gange for een, da hører vi fra alle Sider, at den første var et hartad mageløst Afskum, og at der var ikke Kristendom eller Hellighed skabt i nogen af dem; saa der var intet Spørgsmaal om, at den saakaldte Kristi Statholder og hele hans Hof af Kardinaler og Prælater og hele hans Krigshær, især af Tiggermunke, trængte højt til at reformeres, hvad da ogsaa godt kunde ske, naar bare Kejseren i Tyskland vilde sammenkalde et frit Kirkemøde (Koncilium) af Biskopper, Abbeder og lærde Mænd, som man vidste, kunde baade afsætte og indsætte Paver efter eget Tykke.

Ligesom nemlig det pavelige Kristus-Rige var et Rige af denne Verden, stiftet og opholdt ved lutter verdslige Midler, saaledes tænkte man naturligvis ogsaa, det kunde reformeres, omdannes og fornyes ved lutter verdslige Midler; og da man over hele Kristenheden kaldte Præsteskabet Aandeligheden (spiritualitets og Geistlichkeit), saa syntes det nemt at give denne Reformation et aandeligt Præg ved at reformere enien alene efter den hellige Skrift, som Viklef i Engelland og Huss i Bømen havde foreslaaet, eller tillige efter Klassikerne, som i det fjortende og femtende Aarhundrede mentes opvakte fra de døde, især ved de italienske Digtere, Dante, Petrark og Boccaz. Johannes Huss havde vel tillige lagt megen Vægt paa, at den hellige Nadver, hvorved Præsterne i den senere Tid havde taget Kalken fra Lægmand og forbeholdt sig den for deres egen Mund, skulde fuldstændig meddeles alle; men paa det berømte Kirkemøde i Kostnits, hvor man brændte Huss, havde man været dumdristig nok til at gjøre alle vitterligt, at vel havde vor Herre Jesus Kristus indstiftet den hellige Nadver til hel at nydes af alle troende, men dog havde Kirken med rette gjort denne Forandring, som fremdeles skulde holdes i Hævd.

Uagtet man derfor i Vesterleden eller den saakaldte latinske Kirke baade havde beholdt Daabspagten og Daaben uforvanskede, og lærte alle Folk den apostoliske Tros-Bekjendelse og Fadervor udenad, saa havde man dog ogsaa der begyndt paa Kjættervis at hæve sig over, hvad man dog selv kaldte »Herrens Lærdom« (traditio Dominica) og den apostoliske Menighed; saa at skulde der ske en kristelig Fornyelse, da var det nu den høje Tid, førend Paven og hans Præsteskab og et almindeligt Kirkemøde forgreb sig paa Indstiftelses-Ordene ved 290 Herrens Saligheds-Midler, og navnlig ved Daaben, som er den aandelige Himmerigs-Dør, ja er, med Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, Døren til Guds-Huset af levende Stene.

Nu rejste sig da ogsaa uformodentlig de tre navnkundige Reformatorer: Morten Luther i Saxen, Ulrik Zwingel i Svejts og Johan Kalvin i Frankrig, som ikke alene var enige om at tordne imod det vederstyggelige Kjøbmandskab, der dreves med Aflad eller Syndsforladelse, men var ogsaa enige om det store Krigs-Løsen mod Paven i Rom og alt Papisteriet, og Løsenet var: »Aanden, Ordet og Troen«, Guds-Aanden nemlig, som den eneste Statholder i Kristi Rige paa Jorden, Guds-Ordet som Aandens eneste Aabenbaring, og Troen som det eneste Vilkaar for Retfærdiggjørelse og evigt Liv af Guds Naade. For denne Enigheds Skyld tænkte nu Folk i Almindelighed, og tænker de fleste, især lærde Folk, endnu: at alle Reformatorerne var grundenige; men det viste sig dog snart, at selv til Krigsbrug havde dette fælles Løsen kun meget lidt, og til Fredsbrug slet intet at betyde.

Der var nemlig en samtidig, højlærd Mand og Klassiker, verdensberømt under Navnet Erasmus fra Rotterdam, som under det samme Løsen: »Aanden, Ordet og Troen«, vel lo højt ad Paven og Tiggermunkene med al deres dovne Hellighed og haandgribelige Gudsdyrkelse, men havde sine egne klassiske Meninger om, hvad man skulde forstaa ved »Aanden, Ordet og Troen«, og bestred derfor Luther og hans Reformation af alle Kræfter.

Vel var nu de tre store Reformatorer dog lidt enigere med hverandre end med Erasmus, for saa vidt de kun talte om Guds Aand, Guds Ord og Troen derpaa, saa i Pavefejden syntes de ganske enige; men det var kun til Nedbrydelse, og saa snart det kom til Opbyggelsen, saa viste det sig strax, at Luther og Zwingel var som Reformatorer aldeles uforligelige, og at Kaivin, som vilde mægle Forlig, tog Parti med Zwingel og søgte kun at dække hans svageste Side.

Vel forudsatte de nemlig alle tre, at Daaben og Nadveren var vor Herres Jesu Kristi egne Indstiftelser, og at den apostoliske Tros-Bekjendelse og Herrens Bøn »Fadervor« var, hvad de hed; og da det var, som bekjendt, egentlig om Herrens virkelige Nærværelse i Nadveren, at Luther og Zwingel stredes saa hardt, saa har man lige til vore Dage anset denne Tvivst for det 291 eneste, der kirkelig adskilte Lutheranerne fra de saakaldte re formerte; og da Kaivin indrømmede, at Kristus var virkelig nærværende for de troende, kun ikke for de vantro, saa har Luther især i det attende Aarhundrede maattet høre meget ilde, fordi han, som man sagde, af Stivsindethed, til Papisternes Fordel og til Protestanternes ubodelige Skade, brød Kirkefreden med de reformerte Brødre; men i det nittende Aarhundrede siger vi med rette: det var en tvungen Sag for Luther, naar han vilde blive ved Kristus, da at bryde kirkelig med Zwingel og Kaivin, saa vel som med Gjendøberne og alle dem, der vil lægge en anden Grundvold end den, som er lagt fra Begyndelsen: »Jesus Kristus«.

For det attende Aarhundredes saakaldte Oplysning gjaldt det i alle aandeiige Retninger kun om Nedbrydelse af alt, hvad man kalder Overtro, Indbildning, Fordom og Sanselighed, som vor store Digter sang:

At destruere alt, det kan vi nu perfekt,
At komponere, ja, det maa den næste Slægt;

men har man i det nittende Aarhundrede end ikke bragt det vidt i den aandeiige Bygnings-Kunst, saa ser man dog, at det er den og ikke Nedbrydelsen, det gjælder om; og man ler jo højt ad det attende Aarhundredes Maade at restavrere gamle Domkirker paa, ved at tage Kobberet eller Blyet af og lægge Teglsten op, at overkalke Vægmalerierne, hænge Gardiner op i Steden for Altertavler o. s. v.; og som oplyste Kristne maa vi strax se, at Luther var den eneste kristelige Reformator i det sextende Aarhundrede, fordi han, ligesom hans Orakel, Apostelen Pavlus, holdt fast ved Grundvolden, som alle de andre vragede.

Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, det er nemlig den uforanderlige Grundvold i vor Herres Jesu Kristi aandelige Hus og Menighed, hvormed de staar og falder, saa uden dem gives der hverken kristeligt Lys eller kristeligt Liv; og det er den væsentlige Forskjel mellem Luther og alle hans reformatoriske Medbejlere: at han holdt paa Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, som de eneste kristelige Saligheds-Midler, medens alle de andre omdannede dem til magtesløse Kirkeskikke efter deres eget Hoved, og gjorde deres egen Skriftklogskab, altsaa deres egen Fornuft og Forstand, til Grund for, hvad de kaldte en »reformeret«, gjenfødt og oplyst 292 Kristendom. Her er derfor slet Ikke Spørgsmaal om, hvem der havde de reneste Bevæggrunde, hvem der var den klareste Tænker og den kløgtigste Bygmester; thi det er kirkehistorisk kun den Kjendsgjerning, det gjælder om: at Morten Luther virkelig holdt fast ved Grundvolden fra Begyndelsen, saa hos ham kunde Gudsbarnet fødes og voxe en guddommelig Væxt; og det gjør kirkehistorisk slet ingen Forskjel, enten man vil kalde det et Lykketræf, eller udlede det af Luthers barnlige Tro og ypperligere Aand; men dog baade sagde han det selv, at Hovedgrunden, hvi han slet ikke kunde enes med Zwingel, var, fordi der var en anden Aand over ham, og det samme viser Morten Luthers Salmer og hele hans Brug af Ordet og Pennen, som baade hos hans Folk og i hans Tid er mageløse.

Hvor fremragende og enestaaende imidlertid Morten Luther var baade i menneskelig og kristelig Henseende, saa hverken Venner eller Fjender kunde tage fejl ad ham som Mærkesmanden i den store Strid baade med Kejseren og Paven, og som Hovedmanden for hele del store Reformations-Værk i Kristenheden, saa vandt dog Kalvin langt mere Bifald ej blot i Frankrig og Italien, men ogsaa i Engelland og Skotland, i Svejts og selv efterhaanden i Tyskland; saa det er kun i vort Højnorden, man udelukkende fulgte Luther, og kun i det lille Danmark, han baade af høje og lave, baade af Konge og Folk, blev modtagen som en Guds Engel og gjennem hele to Aarhundreder løftet til Skyerne, ja, bliver det endnu i Vartov-Kirke, paa en enkelt Dannekvindes Foranstaltning.

Vel gav man sig i Engelland Mine af, endnu klarere end Luther at forblive i den hellige, almindelige, kun fra Papisteriet rensede Kirke, idet man ikke blot holdt paa den apostoliske Tros-Bekjendelse, paa Daabspagten og paa Herrens Indstiftelser som Saligheds-Midler, men holdt tillige fast ved Bispevielsen, som en uophørlig Forplantelse af den Helligaands Gave; men ligesom man netop med denne pavelige Bispevielse holdt paa Kilden til Papisteriet, saaledes blev det aabenbar kun et Mundsvejr baade med Daaben som Gjenfødelses-Badet og med Nadveren som Menighedens virkelige Fællesskab om Jesus Kristus og hans evige Liv, hvorfor man heller ikke der har sporet noget ejendommeligt Livstegn, enten i Kristi Evangeliums kraftige Forkyndelse eller i liflig Lovsang, men har i al sin Højhed haltet mellem Paven og Kaivin.

Slutningen bliver da, at Reformationen i det sextende Aarhundrede var langt mere boglig end den var folkelig og 293 kristelig; thi saa vidt som Reformationen fik Magt, selv i Engelland, hvor man dog beholdt de fyrstelige Ærkebisper, afkastede Folkene dog Pave-Aaget og gjorde deres Modersmaal gjældende ved Gudsdyrkelsen og Bibellæsningen; og vel var begge Dele Vilkaar for Kristendommens Oplivelse, menblev dog kun kristelige hos Lutheranerne, som i Salighedens Sag holdt sig udelukkende til vor Herres Jesu Kristi egne Indstiftelser, ventede saa vel den Helligaand som Syndernes Forladelse og det evige Liv af dem, og forklarede Skrifterne derefter; medens alle de andre Protestanter forklarede Skriften paa egen Haand og betragtede Daaben og Nadveren, ligesom de betragtede Omskærelsen og Paaskelammet hos Israel, som blotte Tegn eller i det højeste Pant paa Guds Naade, for hvem der vilde høre paa Moses og Profeterne, uden at det videre kom an paa Indstiftelses-Ordene, som dog ene gjør Indstiftelserne kristelige. Ligesom derfor det pavelige Kristus-Rige var en Efterabelse af det verdslige Guds-Rige i Jødeland med et aandeligt og gudeligt Skin, saaledes var Kalvinismen en Omdannelse af Kristendommen til et aandeligt Jødedom med en bibelsk Lærebygning, indviet som et aandeligt Salomons-Tempel med Davids-Salmerne til egen Beundring.

Saa vel den kalvinske som den pavelige Vildfarelse skal imidlertid minde os om, at Israels Folke-Liv ganske rigtig har været og maatte være Forbilledet paa det kristelige Menigheds-Liv, som den gamle og den ny Menneskeslægts gudelige Liv under den gamle og den ny Pagt, under Loven og under Naaden; saa Fejlen hos Paven og Kalvin laa kan deri, at Paven paa den Helligaands og Kaivin paa den enbaarne Søns Vegne vilde efter Israels Forbillede selv forklare og udføre Guds Raad til Synderes Frelse.

Saaledes svarer Kristen-Menigheden, som Guds Udvalg af alle Folk, til Israel, som Guds Udvalg blandt alle Folk; og Kristen-Folket har sin Barndom og Vaar i Herrens Kjøds-Dage, ligesom Israel sin i Patriarkernes, Abrahams, Isaks og Jakobs; Kristen-Folkets Ungdom, Sommer- og Heltetid i Apostlers og Martyrers Dage svarer til Israels under Moses, Josva og Dommerne; Middelalderen og Høsten i Kirkestatens Dage skal svare til Israels i Kongetiden; og Kristenhedens vinterlige Alderdom og Skriftklogskab i Nyaarstiden til den yderste Dag maa finde sit Forbillede i den babyloniske Udlændighed og det andet Tempels Dage, til Tidernes Fylde, Kristi Komme og Jerusalems 294 Forstyrrelse; men derfor gjælder da ogsaa det samme om den kristne Menighed som om Israel: at de hørte ingenlunde alle dertil, som regnedes dertil, og at Samaritanerne, der byggede sig et eget Tempel paa Bjærget Garizim, end ikke med noget Skin kunde kalde sig Israeliter. Ligesom nu alle de Folk og Stammer, der i Middelalderen lod sig tvinge til kristelig Gudsdyrkelse, maa lignes ved Edomiterne, med Kong Herodes til Kronskud, saaledes skal Kalvinisterne lignes ved Samaritanerne, som vilde dyrke deres egne Afguder jævnsides med Jehova, og indrettede sig en egen Gudsdyrkelse, der bar sin modne Frugt i Kjætterfaderen Simon Troldmand. Saaledes har da ogsaa Kalvinismen alt i det attende Aarhundrede, navnlig paa Kalvins egen Højskole i Genf, udklækket Rationalismen, som en uhistorisk Fornuft-Kristendom, og den bliver sagtens Moderskjødet for den Natur-Kristus, der, som de gamle spaade, skal optage alle Kjætterier i sig.

Dette, siger Verden, er den gruelige lutherske Ensidighed, som gjorde Grundtvigs Verdens-Krønnike fra 1812 til et mageløst Uhyre, som han, efter sin Kamp for den kirkelige Frihed og for Ordets Frihed i det hele, som Kaivin var Mærkesmanden for, kun kan vedkjende sig ved en Selvmodsigelse, endnu klarere end Luthers, som vel lovpriste den evangeliske Frihed, men lagde sin Kirke baade under den verdslige Øvrigheds og Symbolernes Aag, og som vel erklærede Skriften for den eneste Tros-Regel, men holdt dog selv paa Korsets Tegn og Djævle-Besværgelsen ved Daaben, og holdt med Paven paa alt det mystiske baade ved Daaben og Nadveren.

Ja, det har Verden længe sagt og vil blive ved at sige; men vi maa huske, det er den samme Verden, som ikke vilde modtage den Kristus, der kom i sin Faders Navn, men skal med begge Hænder modtage ham, der kommer i sit eget Navn; og dem, der ikke vil vide af nogen anden Kristus at sige end ham, der blev korsfæstet under Pontius Pilatus, eller vide af noget andet evigt Livs-Ord end det, der er udgaaet af hans Mund, dem skal jeg stræbe at oplyse, baade om Luthers og om Grundtvigs Kirkesyn, især som de mødes i Danmark.

295

XXX.

Det er os nu vel alle vitterligt, at skjønt Lutheranerne holdt fast paa Daaben og Nadveren som Saligheds-Midler efter Herrens egen Indstiftelse, og holdt da tillige paa Daabs-Pagten og den apostoliske Tros-Bekjendelse, som er uadskillelige fra Daaben, saa har de dog vitterlig forandret eet Led i Tros-Bekjendelsen, saa de lige til vore Dage baade paa Tysk og Dansk har sagt »kristelig Kirke«, hvor baade Græker og Latinere har »ecclesia catholica«, som paa Dansk maatte hedde »den almindelige Forsamling eller Menighed«. Skjønt jeg nu ikke veed, om Paven nogen Sinde har anført den Grund for vor Bandsættelse, og skjønt jeg heller ikke tror, at nogen med kristelig Ret og Skjel kunde gaaet videre end til at erklære os for »særsindede«, Separatister, naar vi ikke efter første Advarsel vilde meddele Bekjendelsen, ligesom vi havde modtaget den, saa maa vi dog indrømme, at vi ved dette Ændrings-Forsøg med det uforanderlige viste en Selvraadighed, større end Pavens nogen Sinde har været; saa det nytter ikke os, at Paven og hans Latinere heller ikke havde oversat dette Led af Tros-Bekjendelsen paa deres Modersmaal, men havde beholdt de græske, for den latinske Menighed fremmede og mørke Ord (ecclesia catholica). Begge Dele maa derimod vistnok komme i Betragtning, naar vi vil oplyse den kirkehistoriske Kjendsgjerning: at det apostoliske Menigheds-Begreb, som et udødeligt Guds-Folk, der lige saa vel har Aand og Tro som Herre og Daab til fælles, var omtrent lige dødt hos Papister og Lutheranere; thi dette var naturligvis den egentlige Grund til, at Papisterne i Menigheds-Leddet foretrak det døde for det levende, og at Lutheranerne ikke ænsede, hvordan de betegnede det, naar de kun slap for Ordet »katolsk«, der som en papistisk Lyd skurrede i deres Øren.

Om derfor end Luther baade havde indført »almindelig« i Steden for »katolsk« i den folkelige Tros-Bekjendelse ved Daaben, baade det, og tillige rettet den gamle Uskik i hele den ny Kristenhed: at sige »Kirke« i Steden for »Menighed« eller »Forsamling«, saa var Menigheds-Leddet vist ikke derved blevet mere levende;*) men at Luther ingen af Delene gjorde, men giorde ondt værre, ved i den oprindelige Tros-Bekjendelse at indskyde Ordet »kristelig«, som han maatte vide, baade var * 296 yngre end den apostoliske Bekjendelse, og er intet Kjendemærke, men et Tvistens Æble, det viser unægtelig, at han ikke havde fattet den kristelige Reformators store Kald: som en aandelig Sorobabel og Jojada at føre Levningen af Kristen-Foiket tilbage til det forjættede Land og, uden at ænse Tidens Pinagtighed., lægge Haand paa Opbyggelsen af Davids Stad og Salomons Tempel efter fattig Lejlighed.

Hvor meget nemlig end alle Reformatorerne stirrede paa det gamle Testamentes Forbillede, og hvor enstemmig de end udraabte Pavedømmet for »Babel«, saa synes det dog næppe at være faldet dem ind, at den kristelige Reformation og Kristenhedens Oplysnings-Tid med sin Skriftklogskab og sin Forventning af Herrens Gjenkomst har sit faste Forbillede i Hjemvendelsen fra den babyloniske Udlændighed og Fornyelsen af det afbrudte Folkeliv i det andet Tempels Dage, lige til Tidens Fylde og Messias; og skulde nogen af dem have set et Glimt deraf, maatte det ikke være Luther, som dog var Seeren iblandt dem, men Vindspilleren Kalvin, der dog lagde an paa at give sit Følgeskab Skin af et aandeligt Folk, men vist nok kun et Skole-Folk, hvis Tempel var en teologisk Lærebygning. Lutlier og hans Følgeskab slog sig derimod aabenbar til Ro over den vanhellige Mængde i den saakaldte »hellige Kirke« med den daarlige Spidsfindighed: at Helligheden ikke maatte, som i Pavedømmets Mørke, henføres til den »synlige«, men kun til den »usynlige« Kirke, som kun var kjendelig for Gud og hans Engle; men de glemte derved blandt meget andet, at de dermed fordømte deres egen Skilsmisse fra Paven, da Gud og hans Engle jo lige saa godt kunde finde de sande Kristne i Pavens, som i nogen andens synlige Kirke. De sammenblandede altsaa to himmelvidt forskjellige Ting: det ene, at Kristi Menighed altid kan og skal være kjendelig i Verden for Venner og Fjender paa sin frie og aabenbare Bekjendelse, men at dog ingen kan vide, hvilke og hvor mange der er ægte Medlemmer af Menigheheden, fordi kun Gud kjender Hjærtet og ser ikke paa andet. Da saaledes det lydelige, men usynlige Ord er Kristi Kirke-Menigheds eneste Kjendemærke for Mennesker, saa kaldes den for saa vidt med rette usynlig; men naar Bekjendelses-Ordet er frit, da er Menigheden dog derpaa ikke blot kjendelig, men umiskjendelig, og maa kunne bære Helgen-Navnet i kristelig Bemærkelse, saa sandt som den besjæles af den Helligaand og skyder derfor efter Forsagelsen alt aabenbar vanhelligt og vederstyggeligt bort fra sig.

297

Uagtet det derfor var Luther vel bekjendt, at baade Troen, Bekjendelsen og Forkyndelsen maatte være frie, for at være levende, og uagtet det virkelige Liv i Aanden og i Herren vist laa ham inderlig paa Hjærte og søgtes for Alvor af ham i de fælles Saligheds-Midler med Guds-Ordet, saa har han dog enten slet ikke betragtet den kristelige Reformation i det rette bibelske Spejl, eller han maa have betragtet sit Dagværk kun som en kristelig Daniels, der vel forudsaa Frigivelsen, Fornyelsen og Forklarelsen i Tidens Fylde, men turde ikke befatte sig med Iværksættelsen, og maatte derfor finde sig i, at Fyrsterne befalede alle deres Undersaatter at dyrke Luthers Gud efter hans lille Katekismus, og at de satte borgerlig Straf for alle dem, der trodsede og bespottede, ligesom Daniel fandt sig i at være Skolemester for alle Nebukadnesars Vismænd og at se Sværdet hængt over alle deres Hoved, som bespottede hans og Sadraks, Mesaks og Abednegos Gud.

Dog, hvad end Luther tænkte og ønskede eller ikke, saa blev den augsburgske Konfession gjort til ufravigelig Lære-Forskrift overalt i den saakaldte lutherske Kirke; og især i vort Højnorden blev det gjort til en Borgerpligt at være eller dog lade som man var en Lutheran; og da Kongerne der tillige fik Hals og Haand over Præsteskabet og Raadighed over Gudsdyrkelsen (Liturgien) i ubestemt Udstrækning, saa var selv den kristelige Grundvold, som vi lærte i det attende og nittende Aarhundrede, kun daarlig sikret, medens Døren syntes lukt for alle Fremskridt i kristelig Oplysning, og al Udsigt spærret til Opkomsten og Udviklingen af et frit Menigheds-Liv. Dette maatte synes saa meget mere fortvivlet, som de tre nordiske Riger var de eneste, hvor der kunde ventes en fri og folkelig Udvikling i kristelig Aand og luthersk Retning, da de tysk-lutherske Enemærker kirkehistorisk maatte kaldes Strøgods i en meget urolig, selvklog og stridbar Himmelegn, hvert Øjeblik udsat for baade inden fra og uden fra at overvældes af Fjenden.

Da vi imidlertid nu veed, at det guddommelige Forsyn har beregnet og overvundet alle Hindringer, saa det lutherske Samfund hos os dog bliver Moderskjødet for et folkeligt Menigheds-Liv og en kirkehistorisk Oplysning, saa kan vi med Rolighed se tilbage paa de fortvivlede Omstændigheder, hvorunder den nye Tingenes Orden maatte forberedes og komme til Verden.

Betragter vi nu i den anden Halvdel af det sextende Aarhundrede de saxiske Højskoler, som gjaldt for Lutherdommens Hovedstad, da ser vi der det samme Skuespil paa Kirkegaarden, 298 som fordum i Rom paa Torvet: hvor man sloges, til man var træt, og bygte saa den guddommelige Enighed (Concordia) et Tempel, hvor alle skulde ofre; thi efter at man længe havde forkjætret hinanden for alle Haande lærde Spørgsmaal, sammensatte man en saakaldt »Enigheds-Bog« (formiila concordiæ), som alle Præster og Professorer blev tvungne til at underskrive, hvorved de omtvistede Lærdomme skulde gjøres til Tros-Artikler, og hvorved iblandt andet Bogstav-Skriften efter vedkommendes Udlæggelse ophøjedes paa Kalvinsk til eneste Tros-Regel, saa derved bandlystes den sidste Gnist af Luthers Livsaande. Da de højlærde i vort Norden paa den Tid kun betragtede sig som Svende af tyske Mestere, maa det vel mest tilskrives et Lykketræf, at denne Enigheds-Bog blev landsforvist, saa man dog i Grund-Tanken holdt sig til den augsburgske Konfession, hvor ingenlunde Skriften, men Tros-Bekjendelsen, var erklæret for Tros-Regel, og hvor saa vel al kirkelig Modsætning til den kristelige Fortid som skarpe Bestemmelser af omtvistede Læresætninger var undgaaede. Vel har jeg hørt, at de lærde Teologer i Norge ikke blot skal have hævet Enheds-Bogens Landsforvisning, men højtidelig paakaldt dens Hjælp i Striden med Grundtvigianerne ; men det vil uden Tvivl vise sig at være ikke saa lidt, omtrent to Hundrede Aar, for silde.

Da nu Strid, om ikke paa Liv og Død, saa dog paa alt og intet, er det eneste aandelige Livstegn, man kan fæste Øje paa i Tyskland, saa maa den lutherske Teologi regnes for uddød der med det sextende Aarhundrede; og Regningen er saa meget sikrere, som de lutherske Skolemestre i det syttende Aarhundrede var lige saa spage som de lutherske Fyrster i Trediveaarskrigen, skjønt Jesuiternes voldsomme Angreb gjaldt i Grunden langt mere den lutherske Skole end den evangeliske Fyrstebænk, hvorfor da ogsaa Skolen, der ikke som Fyrstebænken flk Hjælp fra Norden, led et haanligt Nederlag. Dog, skjønt dette ikke har synderlig med Kirke-Historie at gjøre, saa fik det dog i den forvirrede Tid saa stor Indflydelse paa Oplysnings-Væsenet, ogsaa hos os, at et Overblik deraf maa findes uundværligt.

Jesuiternes navnkundige Stamfader, Ignats (Inigo) Lojola var samtidig med Morten Luther, kun noget yngre, og maa da regnes med til det sextende Aarhundredes Reformatorer; thi vel vilde han ingenlunde reformere Kirken, men det vilde jo Luther i Grunden heller ikke: hverken i kalvinsk Forstand omdanne den efter sit Hoved, eller efter apostolisk Mønster forny dens 299 Skikkelse; saa det var egentlig Kirke-Skolen, de begge havde Øje paa, som den troende Saxer vilde, om han havde kunnet, gjort til en Himmerigs Forgaard, men som den herskesyge Basker, saa vidt han kunde, gjorde til en Helvedes Forstue.

Naar vi saaledes stempler den hellige Ignatses Dagværk, da maa vi vist nok for en Sikkerheds Skyld lægge til, at han alle sine Dage var lige saa hemmelighedsfuld en Person, som Luther var aabenlys; saa ingen kan vide, om han var Sjælen i, hvad der skete under hans Navn, eller han kun var et Klokkefaar, der brugtes til Skalkeskjul af nogle snu og snedige Spaniere, Franskmænd og Italienere, som vilde sætte Paven paa Aftægt og afløse det forældede himmelske Statholderskab med et evigt ungt, der virkelig med usynlige Vaaben kunde indtage og beherske Verden. Herved gjør for Resten, som vi let ser, Mands-Navne slet intet til Sagen, da det kun er Jesuit-Navnet, der har gjort sig bekjendt og berømt i Verden og med rette gjort sig forhadt blandt alle ægte Mennesker, som Navnet paa Oplysnings-Tidens onde Aand, der under Skin af at grundfæste Kirkens aandelige Enevoldsmagt stræbte at skabe og opholde et almægtigt Skolemester-Lav, der indhyllede hele Aandens Verden i et uigjennemtrængeligt Mørke og beherskede deri baade Sjæl og Legeme.

Jesuiter-Skolen erklærede nemlig, at den trode i Blinde paa Kirken; saa den vilde uden al Betænkelighed gjøre hvidt til sort og sort til hvidt, naar Kirken befalede det; men den udbad sig den Naade af Paven at maatte forvalte Kirkemagten, saa den var undtagen fra alle Kirkelove, ikke bunden til nogen Pave-Bulle, som den ikke selv vilde underskrive, men havde Magt til at give Aflad for alle Synder, at udføre alle kirkelige Handlinger, hvor den vilde, at meddele alle akademiske Værdigheder, og, kort sagt, at raade sig selv i alle Maader gjennem en selvvalgt Ordens-General. Vel maatte den hele Orden lige saa lidt som dens enkelte Medlemmer have noget, de kaldte deres eget, men de skulde dog uhindret bruge og nyde alt, hvad nogen vilde overlade dem, om det saa var alle Verdens Riger og deres Herligheder.

Det var alt i Midten af det sextende Aarhundrede, at Jesuiter-Ordenen, som højtidelig fornægtede al aandelig Sandhed, fik denne pavelige Fuldmagt, og indtog snart, som Skriftefædre og Skolemestre, hele det romanske Evropa, og vandt i Per Hund (Petrus Canus) fra Nimvegen sin første tyske Heros, som glimrede paa Højskolerne i Ingolstad og Wien, og var blandt 300 Tusender Læremesteren baade for Kejser Ferdinand den anden af Østerrig og for Hertug Maximilian i Bajern, der, som bekjendt, paa den papistiske Side spillede Fyrsteroller i Trediveaars-Krigen, ligesom da ogsaa Brabanteren Tilly, hvem Gustav Adolf ikke med Uret kaldte den gamle Djævel, ogsaa var en Fostersøn af Jesuiterne. Jesuiter-Skolen var nemlig Oplysnings- og Opdragelses-Anstalt under eet, hvor Fædrene i det hele lagde an paa, fra Barnsben at rive deres Lærlinger løs fra alle de naturlige Baand, der kunde hindre dem fra med Liv og Sjæl at være Ordenen hengivne, men tog for Resten alt muligt Hensyn paa deres Anlæg og Tilbøjeligheder, saa enhver kunde udvikles til Dygtighed i sin verdslige Retning og i det hele følge sine Skjødelyster, da Naaden, som Fædrene sagde, taalte enhver Natur, ligesom Pergamentet enhver Haandskrift; saa her var intet Børne-Plageri, som i de protestantiske Skoler, men kun en mild, umærkelig Forgiftelse af Hjærterne; og det var kun dem, der viste Lyst og Anlæg til at blive kloge paa sig selv og Verden, der oplærtes videnskabelig, med Grammatik, Matematik og Dialektik, til at glimre ved Lærdom og med Skarpsindighed at gjøre sort til hvidt og hvidt til sort efter Hjærtens Lyst og med Ordens-Generalens Samtykke.

Naar dette Helvedes Anslag paa hele Menneske-Livet i Sandhed skulde have Lykken med sig i Længden, da forudsatte det imidlertid et anderledes Rygstød end den magtesløse Pave i Rom: forudsatte en Enevolds-Tyran, som trængte til Skolemestrene og kunde beskytte dem mod alle Medbejlere og Misundere; og en saadan Beskjærmer ventede det sextende Aarhundredes Jesuiter sikkert at have fundet i Filip den anden af Spanien, men da det slog fejl, maatte det syttende Aarhundredes Fædre se sig om efter en anden, og fæstede da først deres Øjne paa Henrik den fjerde af Frankrig, hvem de ganske rigtig indtog og havde nærmest at takke for Lojolas Ophøjelse til Helgenrang; men da Henrik døde ubetimelig, saae de intet bedre Raad end Kejser Ferdinand den anden, som vel kun var maadelig begavet, men dog herskesyg nok, med gode Udsigter til Enevælde i Tyskland, det vederstyggelige Arnested for den kjætterske Oplysning, at Jesus Kristus havde taget Spiret fra Paven og vilde nu herske midt iblandt sine Fjender, dømme Jorden med Oprigtighed og Folk med sin Sandhed: en fjendtlig Oplysning, der først kunde kvæles, naar Jesuiterne fik Hals og Haand over Skolen og Bogtrykkeriet.

Hvor vidt nu Jesuiterne virkelig, som man har sagt, med 301 Flid forberedte Trediveaars-Krigen, lader vi bedst, som alle hemmelige Efterretninger om store Kjendsgjerninger, staa ved sit Værd, som sjælden er stort; men at de pustede til Krigsluen, da den var udbrudt, er lige saa vist, som at de vilde vundet mest ved at komme fredelig ind i de lutherske Lande, der netop lukkede sig for dem, fordi der var ingen Aandskraft til at holde dem Stangen. De havde saaledes alt i det sextende Aarhundrede med deres Friskole fredelig indtaget Prag, skjønt det protestantiske Skolevæsen i Hussiter-Landet netop den Gang stod i sit fulde Blomster, saa der skinnede ved Trediveaars-Krigens Udbrud den over hele den protestantiske Verden berømte Skolemand Comenius som et Lys i Mørket. Der er imidlertid heller intet Spørgsmaal om, at jo Jesuiter-Skolen ogsaa vilde sejret i det syttende Aarhundrede, om den havde fulgt i Tillys og Wallensteins blodige Spor, og for saa vidt kan vi heller ikke i Kirke-Historien tabe Trediveaars-Krigen af Syne.

Da det nu var den eneste kalvinistiske Kurfyrste, Frederik af Pfalz, der opkastede sig mod Kejseren til Konge i Bømen, og tabte strax baade Hovedet og Kronen i Slaget paa det hvide Bjærg ved Prag, og da de to lutherske Kurfyrster af Saxen og Brandenborg slet intet turde eller vilde vove, saa maatte Ferdinand og Jesuiterne med Tilly og Wallenstein upaatvivlelig sejret, naar Tyskland var blevet sig selv overladt; men det var rimeligt nok, at de to lutherske Konger i Norden, Kristjan den fjerde og Gustav Adolf, ej vilde sidde ganske stille; thi vort Norden kunde vist nok hverken indvendig eller udvendig være tjent med at have et jesuitisk Tyskland paa den ene Side og et barbarisk Rusland paa den anden; men om end andre end verdslige Grunde havde Indflydelse paa disse to anselige Konger, saa bevægede de dem dog ingenlunde til at gjøre fælles Sag, hvad ogsaa faldt vanskeligt, saa længe Skaane, Halland, Bleking og Bahuslen tillige med hele Norge regnedes til Danmark. Hver af dem for sig prøvede da sin Lykke mod Tilly, og hvad der brast for Kristjan, det bar for Gustav; og skjønt han faldt for Wallenstein, bærer han dog med Æren Navn af det lutherske Tysklands Befrier og dermed den tyske Friskoles Redningsmand, der vel for Øjeblikket ikke var meget værd, men var dog for Fremtiden uundværlig.

Jesuiter-Skolen havde nemlig, blot ved sit Rygte, alt for saa vidt sejret baade i Tyskland og i vort Norden, at det var klart, man havde lukket Laagen, men ladt Porten staa aaben; thi 302 Latin-Skolen var nu bleven lige saa stræng grammatikalsk og folkefjendsk som hos Jesuiterne, saa den betragtede sig ikke længer som en Gjennemgang til Folke-Kirken og de hellige Sprog, men som sit eget Øjemed, og betragtede Dialektiken som den egentlige Saligheds-Sag, medens man dog ingenlunde, som Jesuiterne, gav Slip paa de kirkelige Levebrød, eller tog Hensyn paa Lyst og Anlæg, men vilde langt overgaa dem, ved at banke Grammatik og Dialektik ind i Kjødhovederne. Følgen hos os blev det kinesiske Examens-Væsen, som Jesuiterne kun havde brugt i deres Skoler til Glimmer og Ansporelse af Ærgjerrigheden, og som selv Tyskerne vragede, men hvori vi meget troskyldige fandt en sikker Borgen baade for Dygtighed til alle Stillinger og for Videnskabeligheds Blomstring, en, som det synes, paa denne Side af Jordkloden os Danskere ganske ejendommelig Overtro, hvis Ophør vi vil ønske maa blive lige saa klar, som dens Oprindelse er mørk, men hvis Magt endnu er saa frygtelig over os, at vi næppe nok tør le ad den, skjønt den noget nær er det latterligste under Solen, og vi noget nær det lattermildeste Folk paa Jorden.

XXXI.

Kun i forbigaaende har jeg hidtil berørt Reformationen i Engelland; men De kan nok vide, det er ingenlunde, fordi jeg deler den Fastlands-Betragtning, at den storladne Økirke er os uvedkommende; thi De veed nok, at jeg lægger stor Vægt paa den angelske Kirkefløj som en Slags Moderkirke i den ny Kristenhed, eller i de Riger og Lande, hvortil Kristendommen forplantedes fra det syvende til det ellevte Aarhundrede, forplantedes fra Rom til Island ved Ordet, og udviklede et helt Kirkesprog paa nye Tungemaal (gotiske). Naar vi nu betragter Reformationen i den almindelige Verdens-Historie mest som en borgerlig Opstand mod det pavelige Verdens-Rige, som de gotiske Modersmaals Opstand mod Kloster-Latinen, og som Selvbevidsthedens Opstand mod den forældede Følsomhed, da maa vi lægge al mulig Vægt paa John Viklef fra det fjortende Aarhundrede og hans engelske Bibel-Oversættelse, som Reformationens Morgenstjærne, og følge med levende Deltagelse den 303 store, blodige, men ingenlunde frugtesløse Strid paa Øen mellem den lutherske, den kalvinske og den papistiske Retning i det sextende Aarhundrede, som under Dronning Elisabet mere afstilledes end udjævnedes i en baade fra Papister, Lutheranere og Kalvinister særskilt statsreligjøs1) Indretning (etablishment), som kaldte sig selv den høje, bispelige Kirke. Vel kan man selv i Verdens-Historien ikke andet end ryste paa Hovedet over den kirkelige Storagtighed, der stikker besynderlig af mod den aandelige Armod midt i et aandeligt Folk, midt i Shakespears og Spensers Fødestavn og Aarhundrede, og i det hele over den urimelige Sammensætning og den uforsvarlige Stilling; men i Verdens-Historien maa man dog indrømme, at hvad der for Øjeblikket mest kan tjene til at berolige et oprørt, men kraftigt og daadfuldt Folk, det er i værste Fald et nødvendigt Onde; og man kan ikke nægte, at netop Højkirkens Urimelighed førte til, at Engelland alt i det syttende Aarhundrede tilbagevandt den aandelige Frihed, som alle Folk behøver, men som de færreste endnu i det nittende Aarhundrede nyder.

Naar vi derimod betragter Reformationen i Kirkehistorien, som en kristelig Oprejsning i troende Bevidsthed af Herrens Nærværelse i Aanden med Ordet og Troen, da overser vi vel ikke denne kristelige Oprejsnings nødvendige Sammenhæng med det borgerlige Selskabs, Modersmaalenes og den personlige og folkelige Selvbevidstheds og Friheds Sag, der maatte avle en Fælleskamp mod Pavedømmet og alt Papisteriet; men vi sammenblander dog heller ingenlunde den fælles Kamp og Sejer med den kristelige Oprejsning, der ingenlunde var fælles for alle Kampens Høvdinger med deres Lejre.

At nu den saakaldte høje, bispelige Kirke netop ved at ville hedde og være en saadan, stillede sig højtidelig op som en Kors-Kirke over den hellige Grav, uden Lys og Sjælemesse, aldeles fremmed for den kristelige Oprejsning og Oplysning, har jeg vel længe krympet mig ved at tilstaa; men tør dog ikke nægte, at hvem der lægger mere kirkelig Vægt paa Bispe-Vielsen end paa Daaben og Nadveren, d e gjør dermed ligesom Papisterne Bispe-Vielsen til et Grund-Sakrament, der skal kunne give Bispen Selvraadighed over Herrens egne Indstiftelser og Herredømme over Herrens Folk; og skjønt Ærkebispen i Canterbury ikke har underskrevet Pavens Bandbuller imod os, saa * 304 har dog Bispe-Kirken, ved at unddrage sig alt kirkeligt Fællesskab med Lutheranerne, stiltiende samtykket i dem. Skjønt derfor Kirkehistorien ikke maa skære Anglikanerne, som dog har beholdt de kristelige Saligheds-Midler, over een Kam med Kalvinisterne, som har vraget dem, saa kan den dog heller ikke indrømme, at deres saakaldte Reformation er kristelig, men kan kun skjænke den et Sideblik, der viser det modsatte.

I Engelland var det nemlig hverken Disipler af Luther eller en Hovedmand, der havde mindste Lighed med en Tros-Kæmpe, som opsagde Paven Huldskab og Troskab, men det var, som bekjendt, Tyrannen, Kong Henrik den ottende, der stillede sig op mellem Luther og Paven, sagde som en Farisæer om Luther: Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som denne Tolder, og sagde til Paven i Rom: Vel hører jeg til den samme hellige, katolske Kirke (the catholic church), som du, og er, som du selv har tilstaaet, dens kongelige Beskjærmer, men for dens Hoved erkjender jeg dig ikke længer, thi Kirken i Engelland skal herefter intet andet Hoved have end mig, og efter dette kronede Hoved reformerer jeg den. Af denne antikristelige Forsætning kunde der umulig udspringe en kristelig Eftersætning, og der udsprang heller ikke andet end den selvmodsigende Kirke-Stats-Indretning, hvorved Kristus vel erklæres for Kirkens aandelige Hoved, Bibelen for hans guddommelige Lovbog, og Bisperne for dens ufejlbare Fortolkere, men Kongen (eller Dronningen) af Engelland skal dog baade hyldes af alle Bisperne som Overhoved og raade for, hvem der skal taales, og for, hvad der maa læres i Kirken.

Betragter vi altsaa de to navnkundige engelske Dronninger i

det sextende Aarhundrede, Marie og Elisabet, som begge behandlede paa fri Haand det samme Kirke-Spørgsmaal, hver efter sit Hoved, da maa vi tilstaa, at Maries saakaldte katolske og Elisabets saakaldte protestantiske Hoved havde, tyrannisk talt, lige god Ret, og kristelig talt lige klar Uret; og at naar vi skal sige noget om den saakaldte engelske Martyr-Skare under Kong Henrik og Dronning Marie, som Bispekirken har kanoniseret, da er det vel klart, at de var alle Blodvidner mod det kirkelige Tyranni; men hvad de kirkelig var Blodvidner f o r, kan næppe siges andet afgjort om, end at de ikke var det for vor Herre Jesus Kristus eller for hans Menighed og Saligheds-Midler; saa de er Kristendommen uvedkommende. Hvad de fleste af dem havde stridt og støjet for, var imidlertid den 305 kalvinske Reformation, ligesom det i Grunden er den kalvinske Teologi, der i de 39 Artikler strides med Kronen og Bisperne om Kirkestyrelsen.

Intet Under derfor, at Livstegnene i en med Tros-Bekjendelsen overensstemmende folkelig Forkyndelse og Lovsang, som hos Luther beviste en kristelig Oprejsning, aldeles fattedes i det anglikanske, saakaldte »reformerede Taarnhus«, og at dette alt i det syttende Aarhundrede styrtede sammen som et Korthus, saa snart Vinden fik Lov til at blæse paa det, og at det samme under lignende Omstændigheder vilde ske i det nittende, uden at den kristelige Kirkehistorie har vundet andelved den anglikanske Kirkes Tilværelse end et klart Vidnesbyrd for den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben. Dette agter jeg nu vel ikke for saa stor en Vinding, som det let kan synes, da Menighedens højrøstede Vidnesbyrd ved Daaben om sin Tro fra Begyndelsen er sig selv langt sikrere end nogen Enkeltmands høj bispelige Vidnesbyrd kan være; men Engellands uafbrudte Bisperække, fra Avgustin i det sjette til alle Bisperne i det nittende Aarhundrede, giver dog et klart Vidnesbyrd om, at vor Tros-Bekjendelse og Daabspagt har baaret Kirken i de sidste tolv Aarhundreder, og gjaldt under Gregor den store for apostoliske; saa hvis nogen anden Kirke vil gjøre vores sin apostoliske Grundvold stridig, da maa den opvise i det mindste et lige saa langt og daadfuldt Levnedsløb som Kirkens i den ny Kristenhed. Det følger nemlig af sig selv, at dersom den romerske Kirkes Tros-Bekjendelse og Daabspagt alt i Gregor den stores Tid kun falskelig udgav sig for apostoliske, da raaatte enten den oprindelige Tro og Daab alt den Gang være foregaaet, eller der maatte være en anden Menighed, som havde bevaret dem uforfalskede; og den sande Kirke kunde umulig have mindre Livskraft og aandelig Velsignelse med sig end den falske. Uagtet derfor de højlærde nu om Stunder ej engang synes at forstaa denne Bevisførelse, og naar de ikke tror paa Jesu Kristi Guddommelighed, heller ikke kan føle Vægten deraf, saa maa dog Kirkehistorien oplyse, at den engelske, uafbrudte Bisperække gjør os samme Tjeneste, som den gamle romerske Bisperække gjorde Arildskirken; saa ved at sammenføje dem, faar vi et lige saa gyldigt historisk Bevis for Grund-Enheden af Troen og Bekjendelsen ved Daaben, som en uafbrudt Kongerække med en offentlig Kronings-Ed vilde afgive for Grund-Enheden af et Riges Stats-Forfatning i Tidens Løb, som det jo vilde være uhyre latterligt at bekæmpe med en 306 Lap Papir fra usikker Haand, eller med en lige saa usikker Anmærkning i en gammel Krønnike.

Dette er efter min Overbevisning, den kristelige Kirkehistories egentlige Afregning med den bispelige Højkirke, der har protesteret meget stærkere mod den kristelige Oprejsning hos Luther end mod Paven og alt Papisteriet, og har prøvet paa at fordunkle Evangeliets lyslevende Forkyndelse og den lutherske Kirkesang med sine stemplede Postiller og sine udvandede Davids-Salmer; saa at naar Kirkehistorien alligevel stadig maa holde Øje med Engelland, da er det kun for den kristelige Grundvolds Skyld, som ligger der stadselig begravet, og maa en Gang endnu dog vel skyde sig levende op, og for den kirkelige Friheds Skyld, som der saa kraftig har udviklet sig og bragt mange skjulte Ting, saa vel kristelige som ukristelige, for Dagens Lys. Heraf udsprang endnu i det nittende Aarhundrede Bibel-Selskaberne og det saakaldte store Missionsværk, som vel i Herrens Lys er lutter Skin og Skygge, men varsler dog storstilet om den Forkyndelse af Rigets Evangelium for alle Folkestammer paa deres Modersmaal, som i Nyaarstiden skal krone det kristelig Storværk. Denne kirkelige Frihed, som er Betingelsen for Udviklingen baade af aandeligt Liv og Lys i kristelig Forstand, har nemlig Engelland unægtelig stor Fortjeneste af; men den er, vel at mærke, ingenlunde fremkommen ved Hjælp af Bispe-Kirken, men netop paa Trods imod den, først ved den voldsomme Kirke-Storm under Stuarterne og siden ved den hollandske Kirke-Tugt under Vilhelm af Oranien.

Den store, besynderlige Ø i Nordsøen har nemlig i hele 800 Aar haft en Historie for sig selv, næsten lige saa ejendommelig, som om den havde udgjort en egen Verdensdel, og det ikke mindst siden Reformationen; thi medens den vedhængende Trælle-Ø (Irland) i det hele blev ved at være papistisk, blev af det nu saakaldte Stor-Britannien det skotske Nordstykke lige saa strængt kalvinsk, som det engelske Sydstykke blev kronbispeligt; og da derfor begge Dele med det syttende Aarhundredes Begyndelse skulde forenes under Stuarterne, blev Modsigelsen ikke blot til en skarp Modsætning hos Folkene, men til en klar Selv-Modsigelse hos Fælles-Kongen, der i sin Kronings-Ed ikke blot maa love de to hinanden modsatte Statskirker lige udelukkende Beskyttelse, men maa ogsaa love at udrydde deres Modstandere af Landet. Da nu imidlertid Stuarterne, dels af rent kejserlige Bevæggrunde og dels af lidt fransk-papistisk Tilbøjelighed, vilde først prakke og siden nøde 307 Skotterne den alle Kalvinister vederstyggelige Bispestav og Bispekaabe paa, saa greb de bogstavelig til Vaaben, understøttede kraftig af de mangfoldige engelske Kalvinister, og kuldkastede saa i et Øjeblik paa een Gang Stuarternes Trone og den høje bispelige Kirke; og derved fik Engelland under Gromwell en saa uindskrænket, kirkelig Frihed, at ogsaa hvem der trode paa Bisperne, kunde samle sig under deres Vinger. Denne kirkelige Frihed har Engellænderne et meget bedre Navn til end Tyskerne og vi, som kalder det Religions- eller Samvittigheds-Frihed, der nemt lader sig forklare saa aandelig, at det kun skal betyde den Frihed til inden i sig at tro og tænke, som man vil, som jo kun Narre kan forbyde, og ingen forhindre; thi Engelskmanden kalder det med sit rette Navn »Gudsdyrkelses-Frihed« (liberty of worship) og bryder sig ikke om, at Tyskerne og vi rymper Næse ad det Udtryk som alt for groft materielt, ligesom hans »habeas corpus«, der kun betyder »Legems-Eje«, men lader sig ikke misforstaa eller sprænge i Luften. Det var nu vist nok langt fra, at de engelske Bisper, da de igjen med Stuarterne kom i Højsædet, vilde unde Kalvinister eller Presbyterianere den Gudsdyrkelses-Frihed, de selv havde nydt; men da Isen en Gang var brudt, kunde ej selv de iskoideste Bisper faa den til at fryse rigtig sammen; og i Slutningen af Aarhundredet, da den kalvinske Vilhelm Hollænder besteg den engelske Trone, fik alle de bibelske Sekter, under Navn af »protestantiske« Dissentere (Afstikkere), trods Bispekirkens Protest, fri Gudsdyrkelse.

Denne Benævnelse af »protestantiske« Dissentere og den samtidige Bestemmelse om en »protestantisk« Arvefølge paa den engelske Trone, hvorved man vilde udelukke Stuarterne, som var blevet Papister, har for Resten, saa vidt jeg veed, først i Verden slaaet Ordene »Protestant«, »protestantisk« og »Protestantisme« fast i kirkelig Modsætning til »Katolik«, »katolsk« og »Katolicisme«, som enstydige med »Papist«, »papistisk« og »Papisme«, hvad der er saa meget urimeligere, som netop Anglikanerne har beholdt katolsk Kirke i deres Tros-Bekjendelse; og det har faaet en vis kirkehistorisk Vigtighed derved, at det attende Aarhundredes Rationalister bestandig kun talte om en katolsk og en protestantisk Kirke, og benyttede sig saa snildt af disse Kunstords ubestemte Bemærkelse, at de kom til at gjælde i Verden for Reformatorernes eneste ægte Efterfølgere, medens alle de, der mer eller mindre holdt paa den kristelige Grundvold, maatte finde sig i at gjælde for hele eller halve 308 Papister; ja, det gik hos os saa vidt, at en berømt teologisk Professor erklærede med udmærket Tryk, at den historiske Kristendom tilhørte Papisterne, og den fornuftige Kristendom i Modsætning Protestanterne. Dette Kunststykke var da ogsaa saa nemt gjort, at det maatte være fristende for de skriftkloge, som vilde kaldes Kristne uden paa nogen Maade at være det; thi naar man veed, at katolsk ikke betyder andet end »almindelig« og protestantisk »modsigende«, saa falder det ved en kirkelig Anvendelse af Ordene meget let at bevise, ikke blot at Rationalisterne, der protesterede baade mod Paven og Kristus, var ægte Protestanter, men at Sultan Soliman den anden, og ingenlunde Morten Luther, var som Ærke-Protestant det sex« tende Aarhundredes største Reformator, medens alle de, der stred for den kristelige Fælles-Tro i den hellige, almindelige Kirke, jo selv bekjendte, at de var Katoliker og følgelig Papister. Vi kunde jo nok oplyse, at denne Skrivebrug var splittergal,, dels fordi Lutheranerne i det sextende Aarhundrede ingenlunde fik Navn af Protestanter for deres kirkelige Modsigelse af Paven, men blot for deres borgerlige Indsigelse mod en tysk Rigsdags-Beslutning, som vi Nordboer lige saa lidt som Engelskmændene havde det mindste med at gjøre, dels fordi den augsburgske Konfession knyttede alle Lutheranere uopløselig til den katolske Kirke, og især fordi der aldrig havde været nogen virkelig Kirke eller Menighed saa tom og naragtig, at hele dens Tros-Bekjendelse var en Modsigelse; men det nyttede os saa meget mindre, som vi maatte indrømme, at til de protestantiske Dissentere i Engelland hørte endogsaa i første Klasse Kvækerne, som protesterede baade mod Daaben og Nadveren, mod Søndagen og hele den kristelige Gudsdyrkelse; thi da raabte hele Læseverdenen: Hvad har vi mere Vidnesbyrd behov! vi har jo hørt det af deres egen Mund, de hverken er eller vil være Protestanter, men Katoliker og Papister. Fy, for Skam !

Det er imidlertid ingenlunde blot for den løjerlige Sammenhæng, det har med Protestant-Navnet i Engelland, vi paa dette Trin i Kirkehistorien maa skjænke Kvækerne med deres lavpuldede, men lovfaste Hatte et Øjebliks Opmærksomhed; thi den kræver de med rette, som Stamfædrene til Nyaarstidens bedste Natur-Mennesker, med hvem vel baade vore Pietister og Rationalister har haft en Del, især af det protestantiske, til fælles, men som dog er et ganske eget Slags Folk, jeg kun ret kan tænke mig mellem Engelskmænd og maaske mellem Jyder.

Det var nemlig midt under den store Gjæring, hvori alt 309 truede med at opløses, i Oprøret under Karl Stuart, at Hyrdedrengen Georg Fox midt inde fra Landet, som kunde Bibelen udenad, først gik omkring til de berømteste Prædikanter af alle Partier, for at finde Raad og Trøst hos dem, over de svare Tvivl og Fristelser, som var over ham, og siden, da ingen af de lærde engang forstod ham, stiftede det Venne-Selskab, som man har givet Øgenavnet »Kvækere« (Rystere), men som igjennem to Aarhundreder har paa begge Sider af Verdenshavet vundet og hævdet sig saa megen Ros for Sandfærdighed, Redelighed, Fredelighed, Mildhed og i det hele Ligefremhed og Menneskelighed, at de midt i det syttende, højst unaturlige, urolige, stive, storagtige og voldsomme Aarhundrede maatte staa som et uforklarligt Særsyn, og selv i det attende, da denne Verden med Rousseau og i det hele med fransk Løshed og Lethed efterabede dem, maa kaldes en mærkelig Undtagelse, som henpeger paa den Reformation af Menneskelivet, som man selv paa den lutherske Side i det sextende Aarhundrede maatte savne. Da nu imidlertid Kvækerne aabenbar forkastede de kristelige Saligheds-Midler, hele den kristelige Gudsdyrkelse og selv det kristne Navn, saa kunde Kristendommen umulig tilregne sig deres Dyder; og for en overfladelig Betragtning, som det attende Aarhundredes af alting var, maatte Kvæker-Livet virkelig synes at vise, at den sande Dyd, som Protestantismens Datter, havde mere Skade end Gavn af den kristne Tro og Gudsdyrkelse; men i det nittende Aarhundrede ser vi godt, hvori Hemmeligheden stikker, nemlig paa den ene Side deri, at Reformationen, ligesom de kristne gjennem hele den latinske Menighed, miskjendte Kristendommens ægte Menneskelighed, og paa den anden Side deri, at højnordiske Hedninger har haft og kan fremdeles have langt anderledes Tro paa en levende Gud og et guddommeligt Forsyn, følgelig ogsaa have en inderligere Fromhed, end andre Hedninger; saa at naar vi som Kristne faar Øjnene op for Kristus-Livets ægte Menneskelighed hos Menigheden, saa vel som hos Frelseren, da vil man hos os finde alle Kvæker-Livets Dyder, med anderledes Varme og Ynde, og uden de mange og store Lyder, som altid har hængt ved det: i verdslig Begjærlighed, Fejghed, Trods og Selvklogskab, som allerede er kjendelige hos den anden Kvæker-Apostel fra det syttende Aarhundrede: Vilhelm Penn, og har klart aabenbaret sig i det amerikanske Pensylvanien, som ikke blot skylder ham sit Navn, men sine første Indbyggere og sin oprindelige Lovgivning.

310

Endelig skal man endnu lægge vel Mærke til, at skjønt Kvækeriet var saa langt fra at være kristeligt, at det snarere maa kaldes antikristeligt, saa skylder det dog hele sit gudelige, redelige, ydmyge, sagtmodige og milde Skin og Skjær til den bibelske, mosaisk-kristelige Betragtning af Menneske-Livet, som Stifterne for ramme Alvor og med en i sin Tid mageløs aandelig Forstand stræbte paa fri Haand at tilegne sig og med egne Midler at sætte i Kraft. Deres bestandige Beraabelse paa det indvendige Lys, med dyb Foragt for den klassiske Lærdom, var derfor kun latterlig i de aandelig blindes Øjne, og var langtfra at være saa luftig og tom, som vore Rationalisters, hvis indvendige Lys i aandelig og hjærtelig Forstand kun var et dødt Efterskin af romerske Begfakler og en tom Lygte. Kvækerne havde nemlig dog saa meget indvendigt Lys, at de saae, at det aabenbar løgnagtige, hykkelske, ugudelige, umenneskelige, voldsomme, aandsdræbende, hjærteløse og lænkebindende Uvæsen, hvor klogt man saa end bar sig ad dermed, var i Sandhed ikke Lys, men Mørke, og at alt hvad de lærde Teologer, saa vel som de lærde Jurister, Filologer og Filosoffer, løftede til Skyerne, var dog af dette Slags, saa den Lærdom maatte man helst sky som en Pest.

XXXII.

Det var som bekjendt i Midten af det syttende Aarhundrede (1648), at den højbispelige Kirke i Engelland styrtede omkuld, saa det kvækerske Vennelag, der protesterede baade mod Daaben og Nadveren, blev det eneste kirkelige paa Øen, der ytrede et Slags aandelig Livskraft; og paa samme Tid var det, at den vestfalske Fred i Tyskland endte Trediveaars-Krigen, uden at nogen kunde sige, hvad der for den saakaldte evangeliske eller lutherske Kirke var vundet ved Gustav Adoifs og hans Generalers store Sejre; thi at Fyrsterne derved fik Lov til at raade for Kirkesagerne, hver i sit Land, og at beholde Kirkegodset, de havde delt med deres Adel som et Rov, og at endelig derved de teologiske Professorer, især i Vittenberg, Lejpsig og Jena, fik Pusterum til at holde deres latinske og bestandig mere jesuitiske 311 Forelæsninger over de symbolske Bøger og deres egne Spidsfindigheder, som alle Præsterne hver Søndag efter Evne skulde oversætte og efterligne paa jammerligt Højtysk, det skulde i det mindste hverken Aanden, Troen eller Menigheden glæde sig ved.

Derom var da ogsaa alle virkelige Mennesker, undtagen de teologiske Professorer og deres præstelige Lærfinger, enige: at kom der ikke en ny Reformation, da maatte netop i den lutherske Kirke alle Spor af levende Kristendom forsvinde; og dog syntes en Reformation rent umulig, da endogsaa begge de lutherske Kurfyrster, som man nu altid maatte tænke sig i Spidsen, faldt fra i Løbet af det syttende Aarhundrede, saa den brandenborgske blev Kalvinist og den saxiske blev Papist.

Uagtet nemlig Morten Luther uden Sammenligning var den af Reformatorerne, for hvem Kirkesagen ret egentlig var en Hjærtesag og en Livssag, saa havde han dog mindst af dem alle sørget for, at Troslivet, hvor det fandtes, kunde værge sig imod Døden og gjøre sig gjældende i Verden. Dette kom vel til Dels netop deraf, at Luthers Kristendom var baade for aandelig og for hjærtelig til, at han, som Kaivin og alle de andre, kunde tænke, at enten Troen eller Kjærligheden skulde midt i en ugudelig Verden have noget Gavn af, hvad man i Verden kaldte frit Kirkeraad og stræng Kirketugt; men at han og hans Følgeskab var saa ligegyldige ved, hvem der toges til Præster, og hvem der kom til at raade for alle Kirkesager, og hvor meget Kirken undergravedes ved verdslig Tvang og Havesyge, Hykleri og aabenbar Ugudelighed, det kom dog mest deraf, at de slog sig til Ro med deres tomme, spidsfindige Skilsmisse mellem, hvad de kaldte den »synlige« og den »usynlige« Kirke. Det er nemlig klart nok, at da end ikke Englene kan luge Klinten af Hveden her nede, før Høsten kommer, og da selv Kristus taalte Judas, som han dog vidste var en Djævel, blandt sine Apostler, saa nødes vi, som ikke kan se Folk længere end til Tænderne, til at taale de værste Hyklere i vort Samfund og maa ikke befatte os med den Renselse af Menigheden fra al Kjøds og Aands Besmittelse, som overgaar selv Engle-Forstand; men lige saa lidt som Kristus kaldte Farisæer og Saducæer sine Disipler eller tvang dem til at lade, som de var det, eller gav Apostlerne Engle-Legioner med, for med Magt at gjøre alle Folk til hans Disipler, lige saa lidt maa vi enten true eller tvinge nogen til en falsk Bekjendelse eller tale om ubodfærdige og ugudelige 312 Kristne, da det ellers, blandt meget andet, netop er os, der gjør den altid usynlige Guds-Menighed ukjendelig paa Jorden.

Gads aandelige Folk og Guds Rige er nemlig vel nødvendig usynlige i Verden, ligesom Guds-Ordet er selv usynligt i Verden; men det gjør paa ingen Maade Guds Menighed ukjendelig, da det usynlige Ord netop i den fri Djævle-Forsagelse og Tros-Bekjendelse er Menighedens klare og usvigelige Kjendemærke, mens det slet ingen Forskjel gjør, om man kan tælle Folket eller ikke. Hvor som helst en saadan kristelig Frimenighed findes, vil den ogsaa kunne bære Tilnavnet »hellig«, i aandelig Forstand, da den besjæles af Helligaanden, skjønt den ikke kjendelig øver anden Kirketugt, end at afbryde Fællesskabet med dem, der, ved aabenbar at bryde Daabs-Pagten, selv skiller sig fra Herren og hans Menighed.

Da nu imidlertid heller ikke denne fredsommelige og aldeles uskyldige Kirketugt øvedes eller kunde øves, hvor man vilde have den verdslige Øvrighed til Kirkeværge, vilde have tvungne Kirkegængere og Altergjæster, og satte borgerlige Straffe for aandelige Skilsmisser, saa maatte aabenbar det kristelige Liv sejpines til Døden, hvis det ikke vidunderlig midt i Dødens Porte vaktes og styrkedes til at gjøre aandelig Opstand og sætte sig i Frihed.

Denne Følelse var det, som baade avlede og et Øjeblik syntes at adle den saakaldte pietistiske Gjæring, som i Slutningen af det syttende Aarhundrede satte hele det lutherske Tyskland i en krampagtig Bevægelse, der dog næppe engang forsinkede, mindre afvendte Døden. Da imidlertid denne Gjæring alle Vegne afbrød Døds-Stilheden, aabenbarede det aandelige Mørke og banede Vej for den aandelige Frihed, og da den i det attende Aarhundrede forplantede sig til Danmark, hvor Opstanden udbrød og lykkedes i det nittende, saa maa den kristelige Kirkehistorie skjænke den større Opmærksomhed, end den i sig selv fortjente. Pietisme, som er Øgenavnet, Fjenderne gav denne Bevægelse, der kaldte sig selv »gudelig«, blev nemlig ikke uforskyldt Gjæringens kirkehistoriske Navn; thi vel var den vist nok i sit Ophav, hos Spener og Francke, ganske oprigtig ment, men den var dog selv hos dem, baade i menneskelig og kristelig Forstand, lige saa meget verdslig som den var gudelig, og meget lidt aandelig. Naar Stivstikkerne paa de saxiske Højskoler med mange andre Ukvemsord lod Pietisterne høre, at de var halve Kvækere, da er det jo vel sandt, at Pietismen i Tyskland svarer kirkehistorisk til Kvækerdømmet i Engelland, men 313 der er for Resten saa stor en Forskjel, som mellem Tysk cg Engelsk, og den Forskjel er meget stor; thi i Engelland var det Ord som Ild, der satte Kæmpe-Kræfter i Bevægelse paa begge Sider af Verdens-Havet gjennem to Aarhundreder, medens det I Tyskland kun var en Bog, der satte langt flere Penne end Kræfter i Bevægelse for halvanden Menneske-Alder. Begge Steder var det vel ogsaa sit eget indvendige Lys, man vilde sætte i den Helligaands Sted, af en Gjenfødelse uden Daab, man ventede et nyt Liv, og med et ærbart Levned, man vilde bevise sin Hellighed, i Modsætning til Præstegriller, Bogstavvæsen og sprænglærd Haarkløveri; men hverken havde man i Tyskland det engelske Falkesyn for Menneske-Naturen i sin oprindelige Glans, eller Sansen for den virkelige Friheds Værd, eller Sindet til at stride og at lide for den, saa noget stort og varigt kunde umulig udspringe af, hvad kun var lunkent følt, dunkelt fattet og mat udført. »Fromme Ønsker« (pia desideria) kaldte Præsten Spener fra Elsas sin lille Bog om den lutherske Kirkes store Brøstfældighed, som gjorde umaadelig Opsigt i den tyske Læseverden; og Opvækkelsen af fromme Ønsker om en folkeligere Dannelse paa Højskolerne og en gudelig Afretning i alle Kredse var ogsaa det bedste, der vaktes ved Omsvinget i det hele.

»Opvækkelse« blev da ogsaa, som vi veed, lige til vore Dage Løsenet ved hele den pietistiske Travlhed, som om Søvnen var den største Synd, og som om Helsoten var uskadelig, naar man kun saae og beklagede den; thi vel raadte man de opvakte til flittig at bruge visse Lægemidler, saasom Afhold fra Dans og al verdslig Lystighed, Forsagelse af Eder og Bander, opbyggelig Læsning, lange Bønner og Jammersange, helst i »gudelige Forsamlinger« uden al Persons-Anseelse; men ligesom der i alt dette knap var Glimt af Kristi Evangelium, men kun Fusken paa en ny Retfærdighed af Lovens Gjerainger, saa lignede det aabenbar langt mer en Ligbegængelse, end en Gjenfødelse, som dog var, hvad der aabenbar trængtes til og bestandig raabtes paa.

De første gudelige Forsamlinger, som nu gjorde Opsigt i Verden, var de tyske Bibellæsninger i blandet Selskab, som tre Magistre i Lejpsig, med Lybekkeren Herman Francke i Spidsen, begyndte paa i det mærkværdige Aar (1689), som Vilhelm Hollænder besteg Engeliands Trone og rejste det kirkelige Friheds-Banner, hvorunder der vel kun sent blev kæmpet kristelig, men som dog lige fuldt har sin Rod i Kristi Evangelium 314 og maa bæres højt, hvor det skal sejre. Hvad der ved disse gudelige Forsamlinger egentlig har forarget de lærde Dødbidere, maa jo have været det fattelige Foredrag paa Modersmaalet om aandelige Ting af Højskolefolk, som var et virkeligt Livstegn; men det kom egentlig fra en ganske anden Magister i Lejpsig, nemlig Kristjan Thomasius, som alt tidligere havde begyndt baade at holde tyske Forelæsninger og at udgive et tysk Maanedsskrift, hvori han med alle de aandelige Vaaben, han havde, bekæmpede det lærde Dødbidere og pluddervælske Kunstsprog. Vel maatte nu alle disse kjætterske Magistre snart rømme Saxen, men Brandenborg, hvor Spener var i høj Anseelse, tog imod dem med begge Hænder, og Kurfyrsten, som blev den første Prøjser-Konge og skattede højt alt hvad der glimrede, tog heraf Anledning til at stifte en ny Højskole i Halle (1695), hvor da Pietismen fik Lejlighed til at samle sine bedste Kræfter og udfolde sin Virksomhed. Her kom det da til Syne, hvor ringe Livskraften og hvor snæver Synskredsen var hos Hovedmændene; thi skjønt Historien lærer, at med det attende Aarhundrede begyndte ogsaa aandelig Prøjsertiden i Tyskland, saa er dog det eneste pietistiske Storværk, man har vidst at nævne, det store saakaldte Vajsenhus for hjælpeløse Børn, som Francke stiftede paa Guds Forsyn, og som vel blev Mønsteret mangensteds paa en pietistisk, men ingenlunde paa en menneskelig eller folkelig Opdragelse. Den ny halleske Højskole blev da heller ingenlunde Vuggen for en kristeligere Teologi; thi Prøven paa at udklække »gjenfødte« Præster i Skokkeial mislykkedes naturligvis aldeles; og vel gjorde Gotfred Arnolds pietistiske Kirkehistorie en splinterny Synsmaade gjældende, men den var dog kun bagvendt, til Last for alle saakaldte Kirkefædre og Ros for alle Kjættere.

Der udklækkedes imidlertid dog paa den halleske Højskole ved Thomasius og Wolf, en tysk, altsaa lidt mindre ufolkelig., Filosofering end den latinske, der ikke blot som den første tyske er mærkværdig, men gjorde i det attende Aarhundredes første Hælvde omtrent samme Lykke, som den kantiske til sidst; men skulde Pietismen have nogen Ære af den wolfiske Filosofi, maatte det være som dens ivrigste Modstander, og dertil var Modstanden baade for verdslig og for uvidenskabelig. Man fik nemlig vel Korporalen paa den prøjsiske Trone, Frederik Vilhelm den første, til uden Lov og Dom at afsætte den matematiske Professor i Halle, Kristjan Wolf, og forvise ham Landet; men Følgen var, at Generalen paa samme Trone, Frederik den 315 eneste, kaldte ham tilbage i Triumf som den halleske Højskoles Kansler. Allerede denne Udmærkelse af Voltaires kongelige Disipel maatte give os en Formodning om, at det ikke hængte rigtig sammen med den wolfiske Filosofis foregivne venlige Forhold til Kristendommen, hvis Lærdomme den dog paatog sig at føre matematiske Beviser for; men kjender vi det mindste til Kristendom og Matematik, da veed vi forud, at et saadant venskabeligt Tilbud kun lod sig gjøre og modtage paa Skrømt, da sund Menneske-Forstand siger os alle, at Filosofien, for at kunne paa fri Haand klart bevise Kristendommen, maatte have begrebet den, hvormed den vilde være ikke bevist, men afbevist, da den menneskelige Selvklogskab jo umulig, uden soleklar Selvmodsigelse, kan paa een Gang udraabe baade sig selv og sin kristelige Fordømmelse for guddommelig Visdom.

Naar man imidlertid først er kommet saa vidt, som man paa de lutherske Højskoler alt længe havde været: slet ikke ved Spørgsmaalet om den guddommelige Aabenbaring at lægge Vægt enten paa det timelige elier paa det evige Menneske-Liv, men kun paa, hvad man kaldte den i Skriften aabenbarede Lærdom og en dertil svarende Læremaade(Metode), da maatte en Læremaade paa Modersmaalet, der vel var død og kjedsommelig, men dog tydelig og tilsyneladende grundig, nødvendig gjøre Lykke, hvor mange endnu satte lidt Pris paa et kristeligt Skin, men brød sig ikke stort om, at den bibelske Tankegang undergravedes ved de saakaldte strængt matematiske Beviser for en uforanderlig Naturens Orden, for vor syndige Verden som den bedste mulige, og for Selvklogskabens Ret og Dygtighed til at bedømme alle guddommelige og menneskelige Forhold.

Ved Siden ad denne matematiske Teologi, der i det attende Aarhundredes anden Menneske-Alder paa alle tyske og nordiske Højskoler sejerrig fortrængte den pietistiske, forbavsedes man storligved at se en »Brødre-Menighed« opblomstre, der syntes at ville trodse al mulig Filosofi og Teologi, saa vel som al sund Menneske-Forstand, med en udelukkende hjærtelig Kristendom og et dertil svarende Menigheds-Liv, som man aldrig saae Magen til, siden i Jerusalems Moder-Kirke, og næppe nok der.

Dette er naturligvis den saakaldte Brødre-Menighed i Hernhut, som ogsaa hos os fik en Aflægger i Kristjansfeld, Talen er om, og skjønt den for længe siden er afblomstret og har med sine Frugter bevist, at den var ingenlunde, hvad den udgav sig 316 for: et Hjærteskud af Vidunder-Træet, hvis Frø vel er det mindste af alle, men som dog snart overgror alle Mad-Urter og skyder en Krone, hvori Himlens Fugle flokkes og bygger Rede, saa havde den dog lidt Skin deraf og vil altid staa i Kirkehistorien som et mærkværdigt Tidernes Tegn, varslende om, hvad der i det nittende Aarhundrede hos os skulde komme for Dagen og skal med Guds Hjælp ved sine Frugter bevise, at den kristelige Hjærtelighed staar i lige saa kjærlig Pagt med Lyset, som den hernhutiske stod med Mørket

Det er bekjendt nok, at Hernhuterne udgav sig for de gamle Hussiters Børn, der, under Navn af bømiske og mæriske Brødre, havde efter Trediveaars-Krigen fristet en kummerlig Tilværelse og udvandrede i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, især til Prøjsen og Nordtyskland, men at man stærkt har angrebet Sandheden heraf, fordi det var en ringe Del af disse, der kom til Hernhut, og kun nogle af deres Sædvaner beholdtes; men det er saa meget ubetydeligere, som Zinzendorf baade rimeligvis var af hussitisk Afkom og lod sig vie til Biskop hos de mæriske Brødre; thi paa den lille Pave i Hernhut, Grev Nikolaj Zinzendorf, og hans Betragtning af Kristendommen, der ene kan kaldes vitterlig i Henseende til det hemmelighedsfulde Broderskab, maa Kirkehistorien fæste vor Opmærksomhed.

Dette vil nu ingenlunde sige, at vi skulde sigte ham som Hvede med alle hans Hjærtes Begjæringer; thi det er kun en Uskik i Nyaarstiden, som vi vel alle er mer eller mindre smittede af, men maa fremfor alt undgaa, naar vi fortæller Kirkehistorie, hvor der slet ikke maa spørges om, hvad vi er i os selv, men kun om, hvad vi siger og gjør og vil gjøre gjældende i Menigheden. At derfor Zinzendorf i sin Tid blev betragtet fra den ene Side som en Guds Engel og fra den anden som en Djævel, det havde han til fælles med Luther og alle fremragende Reformatorer; saa Spørgsmaalet er kun, hvordan han som Reformator udtalte sig om den sande Kristendom, og især, hvilket Præg han aabenbar gav den Menighed, ham samlede i Hernhut, hvor han, snart under Navn af Biskop og snart under det beskednere Navn af »Brødrenes indviede« (ordinarius fratrum), aandelig herskede som en Kristi Statholder paa Jorden.

Han sagde da rent ud, at vel stemmede alt i Hernhut godt nok overens med den augsburgske Konfession, men dog holdt han og hans Menighed Broderskab ej blot med Kalvinister og Hussiter, men med dem af alle Religioner, som bekjendte sig 317 til vor Herres Jesu Kors og Blod og vilde have Fællesskab med ham I alle Maader, som en Brud med sin Brudgom, uden at lade sig forstyrre deri af nogen Bogstav-Skrift, Lov-Trældom, Professor-Klogskab eller Fornuft-Slutninger; og saa forargelig som denne Tale maatte klinge baade i Pietisternes, Bibelrytternes og de matematiske Teologers Øren, saa lod den sig dog baade tage i god kristelig Mening og syntes at henpege paa en grundhjærtelig, apostolisk Tankegang, som maatte gjenfødes, hvor det kristelige Menigheds-Liv, som et Liv i Kristus til hans Ære, med uforstyrret Fred og utabelig Glæde, skulde fortsættes og fuldføres. Vist nok maatte alle ægte og noget oplyste Lutheranere, med Bengel og Fresenius. føle sig frastødte ved Grevens skjødesløse og verdslig fornemme Kavaler-Stil, som en aldeles uægte Efterligning af Luthers trohjærtige Frisprog, og endnu mere frastødte ved Smagløsheden og Slibrigheden i Grevens Salmebog, hvor der ikke blot vrimlede af Kors og Nagler, Blod og Vunder, men ogsaa af de mest kjødelige Udtryk om det saakaldte aandelige Ægteskab mellem Herren og hans Menighed; men da Aandløshed og Smagløshed paa den Tid hørte til Dagens Orden, vilde Kirkehistorien dog næppe blot af denne Grund turde stemple den zinzendorfske Reformation som ukristelig. Naar derimod hertil kommer, at Zinzendorf, skjønt han ikke, som Kvækerne, rent ud forkastede Daaben og Nadveren, dog under disse hellige Navne indførte selvgjorte Skikke, der hverken med Indstiftelses-Ordet eller i Betragtning af den kristelige Saliggjørelses-Orden retter sig efter Menighedens Vidnesbyrd fra Begyndelsen, saa er den saakaldte Brødre-Menigheds Ukristelighed soleklar.

Hermed er da den hernhutiske Brødre-Menighed, med sin Daab til Kristi Død uden Daabspagt og med sit Kjærligsheds-Maaltid i Mørket, overladt til den almindelige Verdens-Historie; saa dens Ære eller Skam maa agtes for dens egen, og er den hellige, almindelige Kirke og dens Helgen-Fællesskab aldeles uvedkommende.

318

XXVIII.

I de to første Menneske-Aldere af det attende Aarhundrede er det Pietismen og Hernhutismen, der stræber at opvække det lutherske Tros-Samfund, men synes kun at kyse det, som Spøgeri om Natten, til det lader sig inddysse af den wolfiske Filosofi; men i Aarhundredets sidste Menneske-Alder skrækkede Rationalismen og Bespottelsen, som den spillede under Dække med, i det mindste i Nordtyskland, hartad ganske Livet af Kirkegængerne; og skjønt det er et ynkeligt Syn, kan Kirkehistorien dog ikke undlade at stille os det for Øje til Lærdom og Advarsel.

For imidlertid at faa Lys over denne Tragi-Komedie, og for at have Gavn af den, maa vi gaa lidt tilbage og se, hvor disse fjendtlige Magter kom fra, og hvordan de havde samlet Kræfter, før de angreb det lutherske Tros-Samfund, der ogsaa i deres Øjne var Kristendommens sidste Haab. At nu baade den vantro Selvklogskab og den ugudelige Vittighed, som især gjennem Brandenborg brød ind paa Lutherdommen, nærmest havde hjemme i Frankrig, det veed alle at fortælle; thi det er saa klart, som at de franske Hugonotter og Voltaire mødtes i Berlin under Frederik den eneste; men at det var Udbyttet af, hvad man godt kan kalde den franske Reformation, det er endnu næppe sat i sit rette Lys.

Vel er det nemlig sædvanligt i Kirkehistorien at kalde hele det kalvinistiske Røre den Iranske Reformation, og det med rette, thi Kalvin var en Franskmand, som kun vandrede ud, fordi han heller vilde være Pave i Genf end Martyr i Frankrig; og var end han Bygmesteren for det ny Bedehus, saa maa han dog dele Æren med to andre Franskmænd, Farel, som lagde Grundvolden dertil, og Beza, som satte Kransen derpaa; men for at faa Lys i Sagen, maa vi udvide Synskredsen og lægge Mærke til, at hele Frankrig var, ogsaa paa Aandens Enemærker, i livlig Bevægelse gjennem det sextende og syttende Aarhundrede, til det glimrende Maal, som i det attende opnaaedes: at beundres og efterlignes over hele Evropa; og hele denne Bevægelse, hvoraf det kalvinistiske Røre kun var den pietistiske Gren, bør i Verdens-Historien hel og holden kaldes den franske Omdannelse (Reformation), der havde sit Glanspunkt, da Voltaire, som Patriarken i Ferney, forgudedes af Borgerne i Genf, og først fandt sin Fuldendelse i den franske Omvæltning 319 (Revolutionen). En saadan Omdannelse eller Omstøbning af alle menneskelige Forhold i en ny Form: Begrebs-Formen, er nemlig i det hele, hvad der giver Nyaarstidens Bevægelse et fælles reformatorisk Præg og har gjennem hele fire Aarhundreder gjort »Reform« til det almindelige Løsen, medens Retningen dog er himmelvidt forskjellig, og maa være aldeles fjendtlig, naar man paa den ene Side stræber at begribe og forklare hele Menneske-Livet kristelig, og paa den anden at begribe og forklare det samme antikristelig. At nu den aabenbare, nøgne Vantro paa Aandens og Hjærtets Enemærker, som bæres af den trodsige Overtro paa sig selv og alt det haandgribelige, og bryder nd i Guds-Bespottelse, er antikristelig, det følger af sig selv; men at Rationalismen, der syntes under Lysets Banner at ville fordrive »Kirketroen« under alle Skikkelser til det yderste Mørke, i Grunden var lige saa antikristelig, og at den havde sit Mod'erskjød i Kalvinismen, det maatte man ogsaa lære, før man enten med Held kunde værge sig imod den eller tænde Lys i Nyaarstidens Kirkehistorie.

Derfor skal vi ogsaa finde, at i Slutningen af forrige og Begyndelsen af nærværende Aarhundrede, da Rationalisterne var i deres Es og turde tale Ordet ud, de da i Nordtyskland og hos os vel omtrent skar alle det sextende Aarhundredes Reformatorer, undtagen Socinianernes Stamfader, over een Kam, som Sværmere til Hobe, men at man dog roste Kalvin, som den fornuftigste, da han ikke blot protesterede mod Paven og alt det grove Papisteri, men ogsaa for en stor Del mod Kirketroen med alle dens Hemmeligheder, dens Altertjeneste og sanselige Blændværk, som Luther endnu holdt fast paa, og fordi Kaivin dog slog det fast, at Bibelen som den hellige Skrift med fri Fortolkning er Kirkens formale Princip, hvorefter en selvstændig og fornuftig Dogmatik eller Lærebygning til Nød kan lempe sig; og heri er upaatvivlelig saa meget sandt: baade at man i det attende Aarhundrede betragtede Reformationen især fra Formens Side, og at alt hvad der i det sextende Aarhundrede rørte sig med nogen Styrke paa Kirketroens Enemærker havde det til fælles: at ville give Forholdet mellem Gud og Menneske en ny Form eller Skikkelse i Lærdom og Gudsdyrkelse, som Enkeltmanden ved Bibellæsning og alvorlig Eftertanke kunde selv skjønne, var den rette, og at ved denne Kirke-Reformation, som Gudskundskabens og Gudsdyrkelsens Omdannelse efter Skriften og Fornuften, gik Kaivin baade strængest og ædrueligst til Værks; saa han er i det sextende Aarhundrede 320 ganske rigtig Mærkesraanden for det attende Aarhundredes Rationalister eller Fornuft-Dyrkere, som regnede Indbildningskraft, Følelse og alt hos Mennesket, undtagen hvad man kaldte Fornuft og Forstand, til det sanselige og kjødelige, som skulde dels udryddes og dels strængt beherskes af Fornuften.

Da nu imidlertid det ravtyske og selv for Tyskere meget hemmelighedsfulde (mystiske) Ord »Fornuft« med det bekjendte baggesenske Udtryk (»Fornuftens usporlige Gaade: Fornuft!«) unægtelig hos Rationalisterne skulde være Navn paa noget, der fandtes hos alle Mennesker og havde baade Evne og Kald til paa fri Haand at bedømme alle guddommelige og menneskelige Forhold, saa mentes derved aabenbar det samme, som Bibelen kalder »Kjødets Sans«, den opblæste Selvklogskab og falske Vidskab; og Rationalismen var i sin Grund antikristelig, hvorfor den heller ingenlunde vilde taale, at Jesu Kristi Avindsmand med alle hans Gjerninger og alt hans Væsen ved den luiherske Kirkedaab blev højtidelig forsaget og afsagt.

Ligesom da alt i den senere Middelalder de franske Ridder-Romaner havde oversvømmet Evropa, og Pariser-Højskolen med sin Sorbonne (teologiske Fakultet) glimrede som Vidensk'abeligheds Sæde og var nær ved at voxe selv Paven over Hovedet, saaledes fik Frankrig i Nyaarstiden, før man vidste det, en aandelig Overmagt, der i det attende Aarhundrede syntes at skulle forkorte baade Pavens og Luthers, baade Kristendommens og Menneske-Aandens Dage; og det var da under den franske Jubelkonge, Ludvig den fjortende, at tilligemed de franske Vaaben og den franske Statskunst ogsaa det franske Tungemaal, den franske Oplysning og den franske Smag skabte det farlige Blændværk, som selv i det nittende Aarhundrede forblinder og forfører den saakaldte dannede (civiliserede) Verden fra Moskov til Rom og fra Atenen til Tromsø. Sandsynligheden, Skinnet og Formen, Tonen og den øjeblikkelige Virkning (Effekten) og Nydelse, kort alt, hvad der hører til et godt Skuespil, det er de franske Tryllemidler, som endnu er langt fra at have tabt deres Kraft, og som i det attende Aarhundrede fandtes i det hele uimodstaaelige.

Hvad nu især Kalvinismen angaar, da havde dens talrige franske Tilhængere i det sextende Aarhundrede, trods det parisiske Blod-Bryllup i Bartolomæus-Natten, med Sværdet lykkelig hævdet sig en tarvelig Frihed; men saa snart Fristelsen blev stærk, og der kom Trængsel for Troens Skyld, saae man dog 321 grandt, at Kalvinismen i sin Hjemstavn var Sæden paa Stengrund, som visnede, naar Solen brændte; thi dens berømte kongelige Helt, Henrik den fjerde af Bourbon, blev Papist, blot for at lette sig Bestigeisen af den franske Trone; og da hans Sønnesøn, Ludvig den fjortende, berøvede Hugonotterne, som de franske Kalvinister kaldtes, den meget tarvelige Gudsdyrkelses-Frihed, Henrik havde indrømmet sine forrige Tros-Forvandte, da dreves han dertil af Madam Maintenon, som hørte til en gammel hugonottisk Adels-Slægt og havde afsvoret Kalvinismen for at blive gift med Spøgefuglen og Spottefuglen Paul Scarron, beundret indtil nu i Frankrig, som den kaadeste Krøbling, man har vidst af at sige. Medens nu ogsaa de fleste Hugonotter lod sig kjøbe eller true til at høre Messe, da blev de udvandrede Hundredetusender i det hele lige saa vel Vantroens som Franskhedens Apostler, med Peter Bayle i Spidsen, der ogsaa et Par Gange havde skiftet Tros-Bekjendelse og udgav ved det attende Aarhundredes Begyndelse i Rotterdam sin saakaldte store Ordbog, der gjennem hele Aarhundredet blev det uudtømmelige Rustkammer for Tvivl og alle mulige Indvendinger mod Kristendommen og mod alt, hvad der i Verden havde gjældt for Sandhed.

Ligesom nu Frankrig under Trediveaarskrigen og derefter havde bidraget sit til at fortynde Tysklands Befolkning, saa skaffede det nu ogsaa ved Hugonotternes Fordrivelse Tyskland en god Del Nybyggere, og de fandtes, som Haandværkere og Fabrikanter, især velkomne i Berlin, Brandenborg og Prøjsen, som var særdeles skikket til at bære Plante-Skolen for den kritiske Dannelse og Omdannelse af fransk Rod, der trives godt paa Sandbund. Brandenborg har nemlig for det meste fra Arilds Tid været bebot af en aandløs Slavestamme, og Prøjserne var i det trettende Aarhundrede bogstavelig blevet døbt med tyske Sværd over Hovedet; saa her kunde Franskheden paa de aandelige og kristelige Enemærker ej vente nogen Modstand, men nok Beundring og Haandsrækning, der saa meget mindre kunde fattes, som Pietismen havde banet Vejen for Rationalismen. Da nu Prøjsen og Brandenborg i det sextende Aarhundrede kun var blevet luthersk paa Overfladen og havde faaet et kalvinistisk Kongehus, der higede efter Glimmer og Bytte ved alle tjenlige Midler, saa var det i alle Henseender en udmærket Vaaben-Plads for det attende Aarhundredes vel lige saa umenneskelige som antikristelige, men dog for alle Slags Dyr i menneskelig Skikkelse glimrende og velbehagelige 322 Oplysning: at i Grunden var Gud og Menneske og Evighed ingen Ting, og den haandgribelige Verden og det nærværende Øjeblik alting, men at de tobenede og nævenyttige Åbekatte med en egen Strubedannelse, som havde lært sig til at snakke og kaldte sig Mennesker, kunde dog, ved Hjælp af en ubegribelig Vætte eller skjult Mekanisme, faa Bugt med alle andre Dyr, og selv efterhaanden med Naturen, føre sig alle Ting til Nytte, sætte Farve og Skik paa dem og i Tankerne svinge sig saa højt op, selv over Sol og Maane og Stjærner, at det ordentlig svimlede for en, som om man selv var en af de udødelige Guder, man i Ammestuen havde hørt saa mange Æventyr om. Overtroen paa alle disse Æventyr, saa vel som paa dem om Fanden og hele hans Slægt, om Nisser og Trolde, Spøgelser og Gjengangere, et sjungende Himmerige og et brændende Helvede, maatte man imidlertid se til at faa udryddede, førend man ret i Ro og Mag kunde føre sig op som fri Fornuft-Væsener, gjøre Jorden til et Paradis og bringe alting i Orden i Mulighedernes grænseløse Rige, hvor Fornuften skal herske evindelig.

At nu noget saadant fortvivlet Galimatias skulde kunne gjælde for Visdom mellem ægte Mennesker med mindste dybere Følelse, endsige da mindste Tro paa en levende Gud og det kristelige Evangelium, maa vist nok synes umuligt; men Kjendsgjerningen er urokkelig og maa forklares dels af den Dødsdvale, hvori alle Landes Almue gjennem Aarhundreder havde ligget nedsænket, og dels af den gruelige Miskjendelse og Mishandling af Menneske-Livet, dets utabelige Rettigheder og dets umistelige Frihed, som netop i det lutherske Samfund havde naat en frygtelig Højde; saa naar de studerte Folk nødtes til Eftertanke om Livet og dets Gaader, da fandt de lutter Død og Afmagt i deres sædvanlige Tankegang og fandt deres eget Liv saa tomt og Udsigterne til Evigheden saa mørke, at naar det med Skin af Ret lod sig gjøre, havde man bedst af at glemme sig selv og alt andet over Øjeblikket med dets Fordel og Nydelse.

Da i Tyskland en ny Højskole synes at være et nødvendigt Vilkaar for ethvert mærkeligt Omsving i Tankegangen, saa maa vi lægge Mærke til, at i Hannover, hvis Kurfyrste var bleven Konge i Engelland, stiftede Georg den anden 1734 en ny Højskole i Gøttingen, som nød godt af den engelske Litteratur, Frihed og Gavmildhed og snart fik et stort Ry, ogsaa i vort Norden, og fremstiller som i et Spejl Overgangen fra den lutherske til den rationalistiske Teologi, skjønt det især var Ernesti 323 i Lejpsig, der bearbejdede det ny Testamente, og Semler i Halle, som bearbejdede Kirkehistorien til rationalistisk Brug; medens Berlin under Tyskernes Helt og Voltaires Forguder, Frederik den eneste, var Brændpunktet for Bespottelsen og for den al Tro som Overtro og al Aandelighed og Hjærtelighed som Sværmeri knusende Kritik, der endog som et tobenet Væsen kom til Syne i den ægte Berliner og mageløse Boghandler Nicolai.

I denne Gjærings-Tid fødtes og opvoxte imidlertid Tysklands store Hoveder og berømte Forfattere: Lessing, Herder, Gøthe, Schilier, Jean Paul, Johannes Müller og flere, som vel mer og mindre stræbte at læmpe deres Tankegang efter deres egen Fornuft, men fandt dog Franskheden i alle Maader meget for løs og let og overfladelig til enten at udgrunde Menneskelivets Hemmeligheder eller til at beherske dets store, vidunderlige Kræfter; og da nu jævnsides de berømte tyske Vismænd: Kant, Fichte og Schelling opstod, saa lod det sig forudse, at den franske Rationalisme og Bespottelse ej vilde blive langlivede i Tyskland og vort Norden; men de fik lige fuldt saa gruelig Overhaand i deres Time, at det hos os endnu tydelig spores; og Tysklands Historie i dette Aarhundrede lærer os, at Kristendommen skulde ikke rose sig af det Medhold, den fik mod Franskheden hos Tysklands store Aander og dybe Granskere.

Det maa da heller ikke glemmes, at Lessing, som først i Læseverdenen rejste det tyske Banner mod Franskheden, at Kant, som først gik dybere ind i Tankeverdenen, end Franskmænd er skabt til at følge med, de lettede dog betydelig de franskdannede Rationalisters Sejer over de lutherske Teologer og dermed tilsyneladende over den saakaldte bibelske Kristendom.

Lessing udgav nemlig (1777) og forsvarede til Dels med stor Hæftighed en Del Brudstykker af en foregivet gammel Haandskrift i det volfenbyttelske Bibliotek, hvor hele Bibelhistorien, men især Jesu Kristi Liv, gjordes til et latterligt Æventyr, og hans Opstandelse fra de døde ansaas for grundig afbevist; og hvor mange Forsvars-Skrifter end de teologiske Professorer lod trykke, er det dog klart, at de derved især tabte Modet til at trodse paa Bibelen som deres eneste Hjemmel for deres kristne Tro.

Immanuel Kant, en Prøjser og Kønigsberger-Professor, 324 var indvendig saa vel som udvendig en Hjemføding, der grublede over sig selv, som om han ikke blot havde været det hele Menneske, men Gud og hele Verden; og han mente ganske alvorlig, at da man om alle udvortes Ting og Tilfælde kun kjendte Udseendet og Overfladen, saa kunde intet Menneske vide mere for vist, end han fandt i sin Selvbevidsthed; og deraf maatte vist nok følge, at man enten skulde lade baade det bevægede Menneske-Liv, Kristendommen og alt andet staa ved sit Værd, eller tro derom, hvad man turde forsvare; men Kant tog sig den utilbørlige Frihed at paastaa, som en afgjort Sag, hvad han ikke fandt i sin Selvbevidsthed: at Mennesket, som et frit Fornuft-Væsen, var sin egen aandelige Herre, Lovgiver og Domnier, og at Bibel-Lærdommen derfor ikke kunde være sand, med mindre den kunde bringes til at stemme overens dermed. Det greb naturligvis Rationalisterne med Begjærlighed, og lod som om det var af Ømhed over Skriften, naar de selv paa den voldsomste Maade paatvang den deres egne Begreber, for at den dog kunde beholde det gode Lov at være guddommelig, sanddru og troværdig.

Enkelte lutherske Teologer, som Reinhardt i Saxen og Balle i Danmark, gjorde vel paa Sandhedens og Bibelens Vegne velgrundede Indvendinger mod denne Slutningsmaade og søgte i det mindste at redde den bibelske Forsonings-Lære; men det vilde især Ungdommen slet intet høre om, og i Begyndelsen af dette Aarhundrede syntes alt Haab om den saakaldte Kirketros Redning forsvundet.

XXXIV.

»Naar alt er frist(et), er Hjemmet bedst«, siger et af vore Ordsprog; og skjønt det udtrykker en meget almindelig Forkjærlighed for sit eget, er det dog ved første Øjekast paafaldende hos det danske Folk, som selv i dette Folkelighedens Aarhundrede til Hverdagsbrug synes at sværme for alt andet end sit eget; men at ogsaa her Skinnet bedrager, har jeg længe sluttet, blandt andet deraf, at med al deres Kimsen ad det danske og Beundring ad det fremmede, har Danskerne dog altid haft mest 325 Lyst til at være hjemme eller dog at komme hjem og lægge deres Ben l

»Danmark, dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blaa«;

medens vore Naboer, Tyskerne, der overgaar alle andre Folk i at prale af den mageløse Herlighed »daraussen bei mir«, dog prægtig finder sig hjemme overalt i den vide Verden, hvor de finder noget at bestille og fortjene og har Lov til at prale. Jeg mener da, det gaar med det danske Folk i det hele, ligesom det er gaaet med mig ved dette kirkehistoriske Overblik, da jeg næppe i forbigaaende har nævnet Danmarks Deltagelse i Reformationen, uden med en Snært til godt Folk her Inde, der helst abede Tyskerne efter, og hvor de syntes at følge deres eget Hoved, syntes at maatte have Hoved til fælles med Kineserne; og dog er det med sand Fornøjelse, jeg vender Øjet hjemad ved Begyndelsen af det nittende Aarhundrede, da Kirkehistorien for mine Øjne ej har andet at bestille i Tyskland end at dø med den gamle Kirkehistoriker, Schröck i Vittenberg, og at begraves med den vittenbergske Højskole i Berlin af Neander. Jeg er nemlig belavet paa i Danmark, ved Tilbagesynet paa de tre Aarhundreder, paa Overfladen kun at se aandløs Efterabelse og Gang i Taaget; men jeg er dog vis paa i det hele at finde en rørende Trohjærtighed og i det enkelte at finde Livstegn baade gjennem Suk og Sang, der vidner om noget meget dybt, meget godt og glædeligt paa Bunden, som jeg ikke kan tvivle om, vor Herre jo har givet, for i sin Tid, naar alt det fremragende er knækket og alt det glimrende er falmet, at føre frem for Dagens Lys og bruge til Vederkvægelse, som Kilden paa en Grønplet i Ørken.

Ja, jeg har, som De nok veed, virkelig det Haab, at nu, da den verdslige Kristendom under alle sine mer eller mindre glimrende Skikkelser: den bispelige, den pavelige, den professorlige, synes saa godt som uddød paa Jorden, saa den kun som Gjenfærd ved Nattetid kan forskrække de lettroende og drille de vantro, da vil den aandelige Kristendom, der syntes optagen med de gamle Martyrer for mange Aarhundreder siden, uformodentlig vise sig hos os som himmelfalden i en ganske egen, kvindelig, lidt nedbøjet, men dog halvdronninglig Skikkelse, der som en frugtbar Barnemoder bor I Herrens Hus til Dagenes Ende.

326

Dette mit danske Haab, der Ikke blot, som Heiberg spaade, blev gammelt hos Kapellanen, men blev endnu ældre hos Vartovs-Præsten, saa vi holdt indbyrdes hinanden i Live, har jo vist nok været og er maaske endnu saa urimeligt, at jeg længe ikke engang selv kunde udtrykke det levende, uden paa æventyrlig Vis; men saa meget nærmere er vi dog nu kommet den mulige Opfyldelse, at jeg klarlig kan knytte Haabet til et Ord af vor Herres egen Mund og til hans Menigheds Udødelighed paa Jorden; saa at naar jeg nu bruger Æventyr, da er det tilsyneladende kun af gammel Vane, som for Løjer, og er i alt Fald kun tillige for at følge min Overbevisning om vore folkelige Æventyrs Dybde og deres levende Indtryk paa Folket i alle Livsaldere. Saaledes synes mig i dette Øjeblik, at danske Folk umulig kan faa en mere levende Forestilling om, hvad jeg mener med den danske Kristendoms uformodentlige Fremkomst og Virkning, end ved derpaa at anvende vort gamle Æventyr om Halvgudinden Idunna, som, da Nordens Aser og Vaner efter Balders Død havde hartad grædt deres Øjne ud og var i alle Maader forældede, faldt ned fra Livs-Træet Ygdrasil med Guld-Æbler i Skjødet, som havde den Egenskab at forynge alle dem, det undtes at bide deri. Denne vor Idunna blev nemlig gift med Brage, Harpelegeren og Minde-Skjalden i Valhal, og skjønt hun en Gang ved Lokes Svig kom i Jættevold, saa maatte han dog selv i Frejas Falkeham føre hende tilbage som en Svale, saa her glippede til Lykke det gamle Ordsprog, at »een Svale gjør ingen Sommer«.

Dette passer nemlig i mine Øjne udmærket paa, hvad der er sket med vort dejlige, kvindelige Modersmaal i Tale og Sang gjennem de sidste Aarhundreder; thi i den senere Middelalder, især fra Valdemar Atterdags Død, da Latinen ganske havde fortrængt Modersmaalet fra Højsædet, da Danmark fik tyske Konger, og den sorte Død i alle Maader herskede hos os, da oprandt klarlig og uventet en Nyaarstid for Modersmaalet, til Vederkvægelse for det døende Folkeliv, som spejler sig i vor gamle Rimkrønnike fra Sor, der blev den første Bog der tryktes i Danmark, i Per Laales danske Ordsprog, som snart fulgte efter, i Hr. Mikkels Rim fra Odense om Adam og Eva, om Liv og Død og om Maria Mø, og i den danske Jærtegns-Postil, hvor den gjæve Fynbo, Kristen Pedersen Svendborg, endnu under Pavedømmets Jærnaag, førend Morten Luther stod op, paa bredt Dansk sagde sin Hjærtens Mening: at det var en Ynk med det menige Folk, som sjælden fik en Prædiken at høre, som de 327 kunde nemme og nyde, og at det kun var Snak, at Folk maatte ikke læse Bibelen paa deres eget Maal, da de hellige Apostler jo brugte de Folks Maal, som de skrev til, saa at, havde Apostlerne saa sandt skrevet til danske Folk, da vilde de ogsaa have brugt det danske Maal. Samme Kristen Pedersen udgav ogsaa Holger Danskes Krønnike, lod Saxe Runemesters Danmarks Krønnike prente i Paris og vilde sikkert stillet sig i Spidsen for en dansk Reformation, dersom ikke Kristjan den anden, i hvem han og Kjærnen af det danske Folk havde ventet sig en reformatorisk Konge efter deres Hjærte, som en Vildtysker havde skuffet dem og draget dem som sine trofaste Tilhængere i Ulykken med sig. Det skulde vel nu saa være, fordi hverken havde Kristen Pedersen Hoved og Kraft til at maale sig med Morten Luther, ikke heller var det danske Folk og Maal den Gang saa udviklede, at de kunde findes tjenlige til saa stort et Værk, som Fornyelsen af det kristelige Menigheds-Liv i Pagt med det danske Folkeliv maatte være; men der skete dog nok for at vise, at Hjærtelaget var til Stede; og at gjemt var ikke glemt hos Gud, det har han siden viist,, og vil sikkert herefter yderligere forklare.

Det er saaledes dybt rørende, naar Sælands første lutherske Biskop, Jyden Peder Plade, melder om de kjøbenhavnske Fiskere, som stangede Aal, men drev til Søs paa Isflager, og istemte da med den visse Død for Øje Luthers dejlige Livs- og Døds-Salmer: »Nu bede vi den Helligaand« og »Med Glæde og Fred far jeg nu hen«; thi det vidner for Hjærtet om et ægte Tros-Liv baade hos Fiskerne og hos Bispen; og uagtet vor eneste lærde Teolog i Reformations-Tiden, Laalikken Niels Hemmingsen, idelig minder om sin flade Fødeø, og skal have trukket selv vor Lille-Luther, Hans Tavsen, med sig halvvejs fra vor Herres Alter til Kaivins Spisebord, saa finder man dog selv hos Store-Luther næppe saa klar en Bekjendelse om Guds-Kraften i Ordet af vor Herres egen Mund, baade ved Daaben og Nadveren, som hos vor jævne Hans Tavsen, naar han siger: »Det var ikke noget tomt Vejr, da Jesus blæste paa Apostlerne, men havde sandelig den Helligaand med sig, da det lød: annammer den Heliigaand! ligesom Vandet i Daaben er ikke noget blot Vand, men et Bad, Gud har forfattet (indbefattet) i sit Ord, til at afto sine udvalgte af Synden; ja, ligesom Kristi Ord er ikke noget tomt Ord, der ikke fører andet med sig end en lydende Røst, men har en Kraft med sig til at udrette alt hvad det lyder om (lyder paa) i alle som tro og 328 annamme det, saaledes har det sig og med dette Sakramente«.

Folkeligt i det hele og kristeligt hos den lille Flok, som vilde i Sandhed høre vor Herre Jesus Kristus til, var da aabenbar det sextende Aarhundrede en sand Vederkvægelses-Tid i Danmark, hvorunder alt aandeligt foryngedes, som ved en Mundsmag af Guldæblerne paa Livets Træ; men det var ogsaa kun en lille Mundsmag og en stakket Foryngelse, der næppe nok kan spores Aarhundredet ud, fordi Skolen og den verdslige Øvrighed i plattyske Spor og med langt mere Enighed og Selvraadighed paanødte det blødmundede Folk Tømme og Bidsel, en fremmed Stil og en kjedsommelig og dræbende Ensformighed.

Med det syttende Aarhundrede, med Kristjan den fjerde [og] de to myndige Sælands-Bisper, Hans Povlsen Resen og Jesper Brochmand, indtraadte i det hele, i det folkelige og det kristelige, den latinske og skolastiske, hjærteskærende og aandsfortærende, saakaldte strængt lutherske Stivkrampe, der hos et saa føjeligt og dagligdags ustridbart Folk, som det danske, maatte standse al Livs-Bevægelse og sætte selv Ungdommen mange graa Haar i Hovedet.

Det klinger jo haardt og synes let ubilligt, saaledes i Kirkehistorien at bryde Staven over Kristjan den fjerde og alle Bibel-Rytterne om hans runde Bord; men i Folke-Historien er det jo en Kjendsgjerning, at Kristjan den fjerde maa have været baade saa stor, saa kjæk og saa klog og selv saa dansk, som han vil, saa gik dog Dansken og Danskheden, Rigets Velmagt og Folkets Velstand under hans Regjerings Halvhundredaar langt mere tilbage, end de var gaaet frem i hele det forrige Aarhundrede, saa han forlod dem paa Undergangens Rand, med langt mørkere Udsigter end efter Kong Hanses Nederlag i Ditmarsken; og den levende Kristendom, der, fremfor alt i Danmark, aabenbar staar og falder med Folkelivet og Modersmaalet, kan da umulig under ham have haft bedre Kaar og Skæbne. Lige saa lidt derfor som den folkehistoriske Kjendsgjerning om Danskens Undertrykkelse af Latineriet i Kristjan den fjerdes Dage i mindste Maade svækkes ved det Lykketræf, at Saxe Runemesters latinske Danmarks-Krønnike fra Valdemar Sejers Dage kort før Kristjan den fjerdes fandt en dygtig Fordansker, og de danske Kæmpeviser fra Middelalderen en flink Udgiver i Anders Sørensen Ve del, lige saa lidt kan noget Lykketræf svække den kirkehistoriske Kjendsgjerning, at den lutherske Præken 329 linder Kristjan den fjerde fra den enfoldige Forkyndelse af Kristi Evangelium som en Guds Kraft til Salighed, og Ophøjelsen af Herrens Indstiftelser med Ordet som de eneste rette Saligheds-Midler, gik over til en tør, varsom, kapitelfast Bibellæsning. Det er nemlig en følgelig Sag, at Danskerne Resen og Brochmand ikke var slet saa afgjorte Dødbidere som deres samtidige tyske Mestere; men desuagtet var dog Resens Bibel og Katekismus og Brochmands Huspostil meget stivere og dødere end Luthers, og det er lige fuldt Kristjan den fjerdes sidste kirkelige Forordning: at der skal beskikkes Vækkere ved alle Kirker, som med deres Kjæppe skal forstyrre Kirkegængernes søde Søvn.

Denne søde Kirkesøvn, der i Danmark ordentlig blev til kirkelig Sovesyge, og afbrødes omtrent lige saa lidt ved den pietistiske som ved den haandgribelige Opvækkelse, behøvede imidlertid ingen anden Grund end Danskernes gode Sovehjærte, navnkundigt alt i Rolv Krages Dage, og den sorte Skole, som i Kristjan den fjerdes Tid under Kongens idelige og ivrige Tilskyndelser stræbte at kappes med Jesuiternes. Dette er en bogstavelig Sandhed, som vel alle vore Historieskrivere, undtagen Dr. Helveg, har ladet uænset, men som maa fremhæves endnu stærkere, end han har gjort, da den forklarer og saa vidt muligt undskylder den danske Daarlighed: at overgaa selv Tyskerne i deres Vindskibelighed med at afrette Peblinger ved hedensk Latineri og Examiner i Trættekunsten til ægte lutherske Prædikanter og Sjælesørgere paa Modersmaalet.

Der var nemlig just paa den Tid en berømt Jesuiter-Skole i Brunsberg i Prøjsen, hvor man gjorde udmærkede Fremskridt i Latineriet og det aristoteliske Mundhuggeri, og hvor Fædrene havde deres Ugleøjne fast hæftede paa vort Norden, hvorfra de vidste at lokke en Del smukke Folks Børn her inde fra til sig, og det vilde Kristjan den fjerde netop sætte en Pind eller to for, baade ved at oprette det adelige Akademi i Sor, og ved at gjøre Præste-Skolen saa latinsk og saa aristotelisk som muligt.

En virkelig dansk Konge vilde jo, hvis han havde havt Kristjans Kjækhed, tvært imod bekæmpet Jesuiternes Latineri og Spidsfindighed med en kristelig, oprigtig og folkelig Skole for Præsterne, og sat den sidste danske Adelsmand med kristeligt Folkeliv, Holger Rosenkrands, til Hovmester for Junkerne i Sor; men Modet til aandelig at trodse Verden faldt jo rigtignok ikke i Danskernes Lod, saa vi tør ikke videre laste Kristjan, 330 fordi han kun gjorde sit bedste, skjønt det var værst for os; men denne Kjendsgjerning maa vi oplyse og lade tale for sig selv; og vel mærkede Kristjan Uraad ved Præsternes hedenske Optugtelse, men tænkte, han kunde bøde paa det, ved strængelig at forbyde alt Brog af de hedenske Afguds-Navne.

I Midten af det syttende Aarhundrede døde, tillige med Kristian den fjerde, Jesper Brochmand og i det hele den Slægt, der dog fra sin Barndom kjendte lidt til Livet i det sextende; og vel forsinkedes Folke-Døden lidt ved den ulykkelige Svenske-Krig og ved Kjøbenhavns lykkelige Befrielse fra Karl Gustav og Borgerskabets tvetydige Befrielse fra det dog mere drillende end trykkende Adels-Vælde; men derved kom dog hverken mindre Død i Skolen, mere Liv i Folket, eller mere Frihed i Bevægelsen med Tale og Skrift.

Enevolds-Kongerne brød sig, paa Kristjan den sjette nær, lidt eller intet om Kristendommen, men kun om Ensformigheden og den blinde Lydighed; under Svane blev den resenske Bibel, langt mindre dansk og livlig end Kristjan den tredjes, slaaet fast til Prækestolen, og under Bagger blev Alterbogen gjort til Præsternes faste Mundkurv; og hvor kostelig en Gave Kingos Salmer end vilde været til den danske Kirke, naar den havde faaet dem som Gaver til frit Brug, og der havde været Liv i Gudsdyrkelsen, saa var dog Kingos paanødte og een Gang for alle afsluttede Salmebog i Slutningen af det syttende Aarhundrede en Byrde og en Bom mere i Sten-Kirken, som snarere søvndyssede end opvakte; hvorfor jeg ikke tvivler paa, at det netop er fra dens Dage, en Altertavle forskriver sig, som jeg en Gang lagde Mærke til, fordi den fremstillede de tre sovende Disipler i Urtegaarden med Salmebogen under Hovedet; og i min Opvæxt paa den jyske Hede, hvor man endnu sang kingoske Salmer om Aftenen i Borgestuen, var der ikke stort mere Liv i Sangen, end der var i Bogen, naar jeg saae Ligenes Hænder foldede om den.

I den første Halvdel af det attende Aarhundrede gjæstede Pietismen og Hernhutismen os jævnsides, især under Kristjan den sjette; men da laa den lutherske Danskhed saa ganske i Dvale, at det kun var Nordmændene Biskop Hersleb og Professor Holberg, der hver paa sin aandelige Vis trodsede de fremmede Gjæster, saa den pietistiske Pontoppidan var aabenbar baade den danskeste og den kristeligste af alle vore samtidige Bisper og Professorer, skjønt han var ingen af Delene i nogen udmærket Grad, og var saa aabenbar uluthersk, at han 331 i sin for Resten meget menneskelige og velskrevne Saga om Indianeren Menoza, der rejser rundt i Evropa for at finde levende Kristne, lader vore Missjonærer i Ostindien opsætte Hedningens Daab, til de har forvisset sig om hans virkelige Gjenfødelse, naturligvis baade uden Vand og Aand.

Herved maa vi dog i forbigaaende mindes de danske Missjoner baade til Ostindien og til Grønland i det attende Aarhundredes Begyndelse; thi skjønt de umulig kirkehistorisk kunde have meget at sige, er de dog, baade som de første lutherske og den første evangeliske i det mærkværdige Ostindien, dunkle Livstegn og gode Varsler, som vel ikke hidtil gik i Opfyldelse, men skuffe dog næppe.

XXXV.

Fra Kristjan den sjettes Død (1746) til Struensees Ministerium (1770) og selv til Enden paa Guldbergs (1784), altsaa en hel Menneske-Alder, har Danmark egentlig ingen Kirkehistorie; thi Pontoppidan blev vel, endog under Frederik den femte, den første og hartad tillige den sidste Prokansler ved Kjøbenhavns Universitet, men det gjorde hverken fra eller til; og navnlig var Frederik den femtes Dage slet ingen Kirketid enten til Hove eller nogensteds hos os; man havde kun Stunder til at muntre sig lidt efter den kjedsommelige Fromhed, man havde maattet døje, mens Skuespil-Huset var lukket, og alle skulde være lige saa hellige som Præsterne, og helst endda lidt til; og selv Holbergs Kirkehistorie, jødiske Historie og moralske Tanker vidner om hans Bedrøvelse i den hellige Tid, da han i det højeste paa Latin og under Maske, i Niels Klims underjordiske Rejse, kunde slaa Gjækken løs. At nu ogsaa den egentlig baade første og sidste almindelige Kirkehistorie af dansk Arbejde ikke blev skreven af en Biskop, Præst eller teologisk Professor, ja ej engang af en Mand, der bekjendte sig til den kristne Tro, men af en for Kristendommen i det højeste ligegyldig Spøgefugl, og naade ikke længer end til Reformationen, - det vidnede kun sørgelig om det kristelige Liv hos os i Oplysnings-Tiden, og det varslede kun daarlig om vor Deltagelse i Kristendommens 332 Forsvar, naar Stormen, som alt længe havde raset imod Herren i Engelland og Frankrig, gjennem Tyskland kom til os.

Dette syntes allerede sket i Begyndelsen af Kristjan den syvendes Regjering (1770), da en tysk Læge, Struensee, der satte sin Ære i at være en lige saa afgjort fransk Fritænker som Frederik den anden i Prøjsen, blev den vanvittige Kong Kristjans højre Haand og havde aabenbar i Sinde at omskabe alt i Danmark efter sit Hoved. Han fik imidlertid kun Stander til at afskaffe en Del Helligdage, som i alt Fald Kristi Kirke godt kunde undvære; og skjønt under den uindskrænkede Trykkefrihed, som han indførte, en enkelt Stemme løftede sig [og] spottede med Troen, var den dog navnløs og ubetydelig. Umiddelbart paa det struenseeske Ministerium fulgte det guldbergske, og da Jyden Ove Høg Guldberg var den allerkristeligste Statsmand i sin Tid og vel bekjendt med Stormen, der truede den kristne Tro og den lutherske Kirke fra alle Sider, saa gjorde han nu naturligvis sit bedste til at bryde den Trods; men da han dertil ikke kjendte bedre Hjælpemidler, end at indskrænke Trykkefriheden, at bøde paa Kingos Salmer med moderne, højtravende Sange, at indføre sin egen, for Resten velskrevne, naturlige Teologi og et Udtog af den aabenbarede i Latin-Skolen og at styrke Højskolen med dygtige Teologer af den gøttingske Art, saa fandtes følgelig Troen og Kirken her omtrent lige værgeløse, da Kronprins Frederik greb Statens Ror, som han i mer end et halvt Aarhundrede skulde beholde under det største Jordskjælv, som den kristne Kirke og alt, hvad der med mindste Ret kan kaldes aandelig Sandhed her nede, siden Jesu Kristi Korsfæstelse har haft at bestaa.

Alle de ti, saakaldte store Forfølgelser, som Arilds-Kirken maatte udstaa i Romer-Riget, og alle de Kjætterier, som rejste sig imod den, og al Pavedømmets Formørkelse kan slet ikke sammenlignes med, hvad der skete i Kristenheden i Menneske-Alderen fra den franske Revolutions Udbrud til Napoleons Død og den græske Opstand. At det var saa galt, vil den yngre Slægt vist have ondt ved at tro, og Efterslægten maaske smile ved, fordi alting i Grunden gik saa stille af, at en i det hele mat Pennefejde, som døde ud af sig selv, var alt, hvad man mærkede udenfor Frankrig, og selv der syntes den korsfæstedes bandlyste Navn atter under Napoleon og endnu mere under de hjemvendte Bourboner, som intet havde lært, men heller intet glemt, at komme til Ære og Værdighed; men hvem der har gjennemlevet den mageløse Menneske-Alder, 333 og lagl Mærke til Følelsen, Tankegangen og Ytringerne baade paa Troens og Vantroens Side, kan dog intet Øjeblik tvivle om, at Kristendommen aldrig, siden Herrens Opstandelse fra de døde, har følt sig saa død og magtesløs, og dens Avindsmand følt sig saa stærk og sejerrig som i hine Dage, da al Ærbødighed for Frelser-Navnet, al Varme for Aand, al Tro paa Evighed syntes bortblæst, saa man aabenlyst og koldsindig beregnede, hvor mange Aar det endnu kunde vare, før den sidste virkelig troende Kristen var død og begraven, og det for alles Øjne syntes soleklart, at kom den Herre Kristus ikke meget snart, da vilde han bestemt ikke mere finde Troen paa Jorden. Ja, selv dette sidste Haabglimt om den yderste Dag, som havde trøstet den lille Flok i de forrige Trængsels-Dage, havde hos de faa skriftkloge af kristen Byrd tabt sin Kraft, fordi hverken kunde de indbilde sig at have set Tegnene i Sol og Maane og Stjærner, ikke heller enten at Rigets Evangelium endnu var forkyndt for alle Folk, dem til et Vidnesbyrd, eller at det under nærværende Omstændigheder paa nogen mulig Maade kunde ske. Det var nemlig som et stort Vidunder for hele Kristenheden, ikke at Pave Pius den syvende rejste til Paris for at krone Napoleon, og maatte finde sig i, at Kejseren desuagtet bemægtigede sig sig Rom og hele Kirkestaten, men at han under sit Fangenskab som Kristi Statholder lod haant om Aftægt og turde bandsætte den kronede Tyran, og paa den anden Side fandt man det kun morsomt, at en Pave blev ført tilbage i Triumf til Rom af Engelskmænd, Russer og Tyrker. Det var aabenbar ikke blot Ligegyldighed, men dyb Foragt for den kristne Tro og for al Aand som en højere Livskraft, der herskede over hele den saakaldte dannede Verden, saa man legede dumdristig med alt helligt, enten for Almuens eller blot for Løjers Skyld, og lo kjækt ad hvert aandeligt Alvorsord som et magtesløst Gjenfærd ved højlys Dag.

Nu, da det svære Pust er overstaaet, fristes man vel til at tænke, det var kun en Overgang, der i Grunden ej havde mere at betyde i Oplysnings-Tiden, end Slyngels-Aarene i mangen stor Mands Levnedsløb; men skjønt de sidste tre Aarhundreder ganske rigtig paa Aandens Tungemaal maa kaldes Drenge-Forstandens Slyngels-Aar, saa kundgjorde dog det attende Aarhundrede i den største Del af Kristenheden en saa afgjort Aandløshed i Hjærnen og Dyriskhed i Hjærtet, at man der kun forgjæves vil vente nogen anden aandelig Opvækkelse end den antikristelige ved Verdens-Aandens gruelige Aabenbarelse i Kjødet, 334 og at man ingensteds mere maa vente noget, der endog kun saa meget ligner en kristelig Statskirke, som det var Tilfældet med den danske i det sextende Aarhundrede. Dette Fremsyn og i det hele min Betragtning af Kristi Menigheds som den fornyede Menneskeslægts Levnedsløb, indpodet i den gamles, det er, hvad, især siden 1825, har skilt min Vej fra alle de andres, som eliten arbejdede paa en Gjenrejsning af den lutherske Statskirke, eller ventede dog ved en bedre, bibelsk Oplysning at kristne hele Verden.

Hvorledes jeg nu, under Fornyelsen af den danske, tilsyneladende uddøde Kirkekamp, fandt de gamle Stier, som man kalder den ny Kirkevej: gjennem Folkelighed, Frihed og historisk Oplysning, det skal jeg stræbe at fremstille, vel ikke saa fladt som Laaland, men dog saa jævnt, som Sæland og i det hele Danmark er; og jeg tør haabe, det skal lykkes, fordi jeg er bkven overbevist om, at Vejen, trods Skinnet og trods alle Indvendinger, dog er efter det danske Hjærte.

Nikolaj Edinger Balle blev Biskop i Sæland samme Aar, som jeg blev født; og jeg var mellem de første danske Børn, der døbtes uden Besværgelsen, som Luther kun havde beholdt, fordi han var bange for, den dog maaske oprindelig havde hørt til Daaben, og som Kristjan den fjerde, da han afskaffede den for de kongelige Børn, vel maa have tænkt, de danske fandt umistelig, men som Balle strax indstillede til Aflæggelse, og viste derved noksom, at han ingenlunde var, hvad man senere kaldte ham, umaadelig rettroende (hyperortodox), men snarere opsat paa at gjøre lyst efter Tidens Smag og de gøttingske Begreber; saa det var kun Stormløbene, der siden forskrækkede ham, saa han ikke nærmere turde røre ved Sakramenterne som den lutherske Menigheds Øjestene.

Da nu Balle selv i Halvfemserne fik sin meget ulutherske og kun lidet kristelige Lærebog indført i hele Rigets Almueskole, og fik i hele sit Stift den kingoske Salmebog afløst med den lige saa lidt hjærtelige som aandfulde, kun saakaldte »evangeliske« Salmebog, og da han endelig fik et Skolelærer-Seminarium med rent ukristelige Lærere oprettet, saa maa Kirkehistorien snarere regne ham til den lutherske Statskirkes Nedbrydere end til dens Forsvarere; skjønt vi, der kjendte Manden, skylde ham det Vidnesbyrd, at han ærlig trode det modsatte, og tog kun saa mærkelig fejl, fordi han tiltrode sig den aandelige Skjønsomhed, han fattedes, og forvexlede den kristelige Nænsomhed og 335 Overbærelse, han fremfor nogen samtidig Biskop ærlig ønskede at øve, med den Seen igjennem Fingre, som kun gjør Modstanderne dumdristige og bevarer Skinnet paa Virkelighedens Bekostning.

Saa oprigtig og kristelig som nemlig Balles stadige Ytring var: at han ikke vilde paakalde den verdslige Magt til Forsvar for Aandens Rige, saa ukristelig og ubesindig var dog den Adfærd: at lade de teologiske Professorer ubehindret indpode deres Disipler Tvivl og Vantro, og lade Præsterne præke saa galt og forrette Sakramenterne saa slet, som de vilde, uden at gjøre et Skridt til Afskaffelse af de borgerlige Tvangs-Love, som bandt alle dem, der vilde være Præster, til de teologiske Professorer i Kjøbenhavn, og bandt alle Menighedens Medlemmer til deres Sognepræster; og naar man da tillige berøvede Folket sine gamle Børnebøger og Salmebøger og oversaade Landet med opblæste og for det meste vantro Skolemestere, da havde det for Livet lidt eller intet at betyde, hvor godt eller slet man førte Pennefejden med de desuden faa og mest navnløse Personer, som i vor lille Læseverden angreb og haanede Bibel og Kristendom; saa det lønner næppe Umagen at sammenligne Horrebovs »Jesus og Fornuften« med Balles »Bibelen forsvarer sig selv.« At derimod den kongelige Skriftefader, Hovedstadens ypperste Kirketaler og i Firserne mest læste danske Forfatter, Kristjan Bastholm, bestandig undskyldte Bibel og Kristendom som en umistelig Nødhjælp for den sanselige og sansesløse Mængde og foreslog en splinterny Gudstjeneste, saa opskruet og teatralsk som muligt, det var en kirkelig Bankerot-Erklæring, der, naar den ikke blev beskæmmet med Aands og Krafts klare Bevisning, maatte besmykke Ligegyldigheden og udæske Spotten, hvorfor man da ogsaa i Halvfemserne offentlig spurgte Bastholm: »om det var ret at lyve for Almuen.«

I Præstegaarden paa den jyske Hede, hvor jeg den Gang traadte mine Børnesko og lærte Latin paa den bedste gammeldags Vis, efter Aurora og Donat, uden regelret Grammatik og Ris, gik endnu alting i de gamle Spor: med søvnig, men skikkelig Kirkegang, med Kingos Salmebog og Luthers Katekismus, som jeg blandt andet lærte udenad paa Latin; saa den eneste kirkelige Nyhed var Balles Lærebog, hvoraf Kjæraen og Broderparten, det sjette Kapitel om Pligterne, for det meste tillige med Anmærkningerne blev sprunget over; men jeg, som allerede hjemme i Sæland havde lært den kristelige Børnelærdom af min Moder, havde læst Holbergs Kirkehistorie for hende og en 336 hel Del af Bibelen for mig selv, jeg læste nu ogsaa lidt i »Jesus og Fornuften« og mere i »Bibelen forsvarer sig selv« og i de andre kjøbenhavnske Flyveskrifter, som gjennem et Læseselskab i Vejle fløj rundt paa Heden; og uden at tage mig det videre nær, syntes mig, det kunde nok være værdt at hjælpe Biskop Balle, der stod saa enlig, lidt med at læse de Spyttegjøge og Spottefugie Texten.

Da Napoleon Bonaparte sloges med Admiral Nelson ved Abukir og valfartede til Pyramiderne, kom jeg imidlertid i Aarhus Latinskole, og skjønt det kun varede i to Aar, glemte jeg dog der ikke blot Napoleon og Aviserne, men Kirkehistorien, Kirkegangen og Børnelærdommen, over Kjedsommeligheden, Tobakspiben, Kortspillet og Dagdriveriet med Skolebøgerne under Armen, saa da jeg Aar 1800 kom til Kjøbenhavn og blev Student, var der ikke Tanke hos mig om en Gang at sætte min Fod i en Kirke, undtagen da jeg paa Svogerskabets Vegne var med at følge Bispinde Balles Lig over i Frue-Kirke.

Den kirkelige Pennefejde var død hen af sig selv, da Trykkeforordningen af 1799 havde standset omtrent al Trykning, undtagen af Almanakker paa Tysk og Dansk, Plakater og Forordninger, Berlings-Avisen, Politivennen og Oversættelser af Lafontaines Romaner og Kotzebues Komedier. Vel slæbte Rahbeks Minerva og Fallesens teologiske Maanedsskrift sig endnu igjennem til 1808 og 9, men ænsedes af ingen, ikke selv af Udgiverne.

Da jeg uden al Lyst, efter mine gamle Forældres Vilje, skulde læse til Attestats, som man den Gang endnu rigtig kaldte, hvad nu hedder at studere Teologi, skjønt det jo er eet og det samme, da spurgte jeg naturligvis ikke om, hvad de teologiske Professorer, men kun, hvad de rimeligste Manuduktører hed, og teologiske Forelæsninger hørte jeg ingen af, undtagen en enkelt Gang for Løjer, jeg gik hen at høre Spotteren Hornemann, som da stod i Spidsen og morede sig, da jeg hørte ham, over Brevet til Romerne, baade med, hvad Paulus havde tænkt, og hvad han burde have tænkt. Der var jo ellers Højtyskeren Moldenhawer, som bestyrede Fabrikket, var berømt i Hovedstaden som latinsk Deklamator, men ellers kaldt »Jesuiten«, fordi han ikke nægtede, men gik uden om Kirketroen; Hjemtyskeren Munter, berømt for sin kirkehistoriske Lærdom, som dog hverken han selv eller andre havde Gavn af, men kun os bekjendt af sit Vilderede, og endelig den meget pæne og høflige Kjøbenhavner, 337 P. E. Müller, aldeles nybagt Professor, uden nogen bestemt Mening og endnu uden al Indflydelse. Hans Kollegier læste jeg derfor ikke, og i dem, jeg læste, fandt jeg naturligvis ingen Kristendom; saa da jeg kom op (1803), fandt Professorerne naturligvis heller ingen hos mig, men de fandt alle Moldenhawers Kollegier og lidt af Münters naturlige Teologi og Dogmehistorie, og dermed var de vel fornøjede, undtagen P. E. Muller, som maatte tie, hvor Moldenhawer talte.

Jeg var imidlertid fra ganske andre Kanter vaagnet lidt af Skoledøsen, dels ved den stærke Kanonade i Kongedybet, hvormed Helten fra Abukir skød Folkelighedens Aarhundrede ind, og dels ved Nordens Oldkrønniker, som en Korpskammerat, Bornholmeren Skougaard, stak mig i Næsen, og endelig ved den forskrækkelige Støj, min halvtyske Fætter, Henrik Steffens, gjorde paa Ehlers' Kollegium, saa Regensen var nær falden ned; og jeg fandt det vel helt utroligt, men dog helt mærkværdigt, hvad han med sit forvovne Frisprog kaldte unægteligt: at alt, hvad vi i Kjøbenhavn læste og skrev og løftede til Skyerne, var tysk og fransk Makulatur, at Frankrig med hele sin Revolution og med al sin Visdom og Skjønhed var kun en Efterligning af det romerske Helvede med Nero i Højsædet, og at, naar man vilde vide, hvad Poesi var, da skulde man bare læse Shakespeare og Göthe, hvem jeg aldrig havde hørt nævne, og vilde man have Begreb om Filosofi, da skulde man høre Steffens og læse Schelling.

Saaledes var da min saakaldte akademiske Løbebane endt, uden Aand og uden Tro, og skjønt jeg prøvede paa at blive i Hovedstaden og lægge mig efter Islandsk og nordiske Oldsager, vilde det dog ikke lykkes, saa jeg maatte paa Græs, og kom da (1805) til Langeland som Huslærer paa en Herregaard, hvor man efter greveligt Exempel helst talte Tysk, som jeg ikke havde lært i Skolen, men maatte nu lære mig selv, skjønt man aldrig fik mig til at tage det i Munden. Her fandt jeg naturligvis heller ingen Kristendom, men hartad tomme Kirker, med sovende Præster og med Kingos Salmebog, fordi den gamle Biskop, Tønne Bloch i Odense, ikke kunde udstaa den evangeliske, og han var først nylig død. Her var da god Lejlighed til at præke frit om Dyd og Oplysning, og da jeg gjærne lod mig høre og gjærne blev hørt, saa prækede jeg rask mod Kingos Salmebog, mod alskens Overtro og andre Laster; men for at bøde lidt paa Søvnigheden, Tysken og Raaheden, som jeg ikke delte, fik jeg 338 snart et Læseselskab oprettet, hvorved de læselige danske Bøger fra forrige Aarhundrede og saa vel tyske som danske Nyheder fra dette Aarhundrede først fik Indpas paa Langeland. Herved kom da Øhlenschlægers poetiske Skrifter fra 1805 mig for Øjne, og da jeg nys var bleven rørt paa det ømme Sted, hvorved alt kommer op, som ligger i os, saa kom da ogsaa gamle Minder op hos mig, og jeg modtog med Begjærlighed alle de ny Forestillinger, som især i Vaulundur og Aladdin traadte mig i Møde. Nu blev jeg da for mine egne og for Verdens Øjne nyfødt i Aanden, saa naar jeg prækede f. Ex. over de to Spørgsmaal: Har vi Retfærdighed? Har vi Tro? og Svaret blev: Ingen af Delene, da fandt man paa Langeland, det var den gamle Ortodoxi, men dog med et nyt Snit, saa det lod sig høre, og man sov ikke. Just da (1806) trættedes man i Tidsskrifterne om den laalandske Biskop Boisens Forslag til en ny Liturgi, som med det danske Kancellis Anbefaling var under Behandling af en Kommissjon, hvor vel Biskop Balle havde Forsædet, men hvor Vantro og Ligegyldighed utvivlsomt havde de fleste Stemmer, saa der var virkelig Fare for, at Daabspagten og i det hele SakramentOrdet vilde blive, om ikke helt forkastet, saa dog forvansket. Dette ænsede vel hverken jeg eller nogen, men jeg følte mig dog dreven til at tale med og lægge Beslag paa »Daaben og Nadveren« som Brændpunkterne i den hele Liturgi, hvorfra der maatte gaa Straaler ud til alle Sider. Denne Afhandling »om Religion og Liturgi« blev indført i Fallesens Maanedsskrift, da det sang paa sit sidste Vers, og gjorde en vis Opsigt i Hovedstaden; men skjønt de moraliserende Præster fik deres Text læst, var det hele dog saa deklamatorisk, og Rationalismens Sejer saa afgjort, at ikke en Hund bjæffede derad, og det var vist kun Bombardementet 1807, der frelste os fra den gruelige, ny Liturgi.

XXXVI.

Aaret 1807 var for Danmark i verdslig Henseende det store Skibbruds Aar, da baade dets Orlogs-Flaade og dets Handels-Flaade forgik i een og samme Storm, og en ulyksalig Syvaarskrig 339 begyndte, som skulde ende med Stats-Bankerot, Skilsmisse fra Norge, Rigets slaviske Afhængighed af sine Arvefjender og det af alt dette nødvendig flydende Mismod, der hos et saa kvindeligt Folk, som det danske, maatte grænse nær til stum Fortvivlelse; det var et Fremtids-Varsel, der spaade alt andet end en folkelig Opstandelse og et Gyldenaar, der svarede til Fredegods-Dagene, Danmarks ældgamle, over hele Norden berømte og aldrig aldeles glemte Guldalder; saa at naar det dog nu alt en Stund har ikke tegnet ilde til en saadan lyksalig Nyaarstid hos os, da maa der være sket et Guds Under i vor Kirkehistorie, som man mindst skulde formodet.

Da Balle (1808) dybt nedbøjet under sit eget og Fædernelandets Vanheld steg ned ad Sælands Bispestol og overlod Højsædet til den stuelærde, hovedøre, højtravende, godmodige, men kraftløse og modløse Hjemtysker og Frimurer, Frederik Münter, viste det sig da ogsaa, inden to Aar var omme, at luthersk Kristendom, langt fra i Danmark at herske enevældig, der havde tabt sin Borger-Ret i højere Grad end nogensteds i Tyskland, og at den Overbærelse (Tolerance), som Rationalisterne i fuldt Maal havde nydt under Balle, og som de netop gjorde Professjon af, den fralagde de sig, før endnu Balle kom i sin Grav, saa snart de mente ej selv at behøve den; og da det var min Dimispræken (1810), som gav Anledning til denne i Danmarks Kirkehistorie meget sørgelige Opdagelse, saa har samme Dimispræken, skjønt holdt for tomt Hus i Regens-Kirken, derved faaet en kirkehistorisk Vigtighed, som den i sig selv paa ingen Maade svarer til. Hvordan det egentlig hermed hængte sammen, kan naturligvis ingen oplyse saa godt som jeg, naar jeg kun kan betragte Sagen som mig personlig uvedkommende; og det koster, i alt Fald nu, efter et halvt Aarhundredes Forløb, ej mindste Overvindelse.

Denne Dimispræken med sin paa Papiret unægtelig pirrende Overskrift: »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?« er nemlig ingenlunde, som man i Verden maatte tænke, et lidenskabeligt Udbrud af et gammelluthersk Brushoved, hvormed han vilde anklage eller udæske enten Kjøbenhavns eller hele Danmarks rationalistiske Gejstlighed; men det var en meget tam og uskyldig Lejlighedstale af en ung Taler og Digter, som, poetisk fordybet i vort Højnordens Oldtid, dog skammede sig ved, at hans gamle Fader i det Aar, han blev Jubellærer, skulde nødes til at nedlægge sit Embede, fordi hans yngste Søn, som dog havde Attestats og Præstealder, ikke vilde opgive sine glimrende 340 Udsigter i Hovedstaden ved at blive Personel-Kapellan i sin lille Fødeby i Syd-Sæland,

Jeg var nemlig (1808) kommen til Kjøbenhavn, hvor jeg strax blev Alumnus paa Valkendorfs Kollegium og Historie-Lærer i det berømteste Institut, og fandt mine Penneprøver i Minerva og Fallesens Maanedsskrift betragtede med temmelig store Øjne, og jeg fandt paa Kollegiet opvakte Omgangsvenner, især i Hersleb og Sibbern, som indførte mig i Hovedstadens aandrigste Kredse, hos Anders Sandø Ørsted, gift med Øhlenschlægers Søster, og hos de berømte norske Professorer, Treschow og Sverdrup. Ved mine Smaaskrifter i »Kjøbenhavns Skilderi«, som Jøden Soldin holdt aabent for alt, hvad der kunde finde Læsere, ved min Nordens Mytologi og de første Optrin af Kæmpelivet i Norden havde jeg alt faaet et anstændigt Navn i vor lille Læseverden; og over et meget større Navn i den og en tilsvarende Lærestol paa Højskolen havde jeg saa ganske tabt Kirken af Syne, at jeg ikke engang lod mig høre i nogen af Hovedstadens Kirker, endsige tænkte paa at gjøre Hovedstadens kirkelige Orakel, Kapellan Clausen ved Frue-Kirke, enten Palmen eller Rangen stridig. Da jeg skulde præke for Dimis i et tomt Rum, vilde jeg kun udtale min Betragtning af Tidens kirkelige Tankegang, og da det i det hele ej var nær saa skarpt som i Afhandlingen om »Religion og Liturgi«, faldt det mig aldrig ind, at nogen vilde rase derimod, eller de rationalistiske Præster, som nys havde rost sig af ikke at have andet Guds-Ord end Fornuften, skulde engang tage det ilde op at mindes derom. Det var mig derfor ganske uventet, at Prækenen blev reven bort og læst af hele Hovedstaden, og da det rygtedes, at Hovedstadens Præster, paa den gamle Grønlænder, Biskop Fabricius nær, med Professor Clausen i Spidsen vilde sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa mig hængt eller brændt, da lo man trindt omkring mig, og jeg lo med, som man endnu kan se i min første Nyaarsgave »Idunna«, som da var under Pressen. A. S. Ørsted sagde, at vilde Præsterne stævne mig for det, vilde det være lige saa klogt, som om hele Slægten vilde stævne Fichte for hans »Grundtræk af Nutiden«, og man sagde for vist, at da Clausen havde talt med Kristjan Colbjørnsen, som da var Justitiarius i Højesteret, om Sagen, havde Colbjørnsen bedt ham tage sig i Agt for Domstolene, der efter Loven var nødte til at give Grundtvig Ret. I alt Fald vilde baade Biskop Munter og Universitets-Direktionen have Domstolene, som jeg indskød mig under, undgaaede; og Udstrygningen af 341 Kandidat-Listen, som Biskoppen truede med, naar jeg ikke vilde tage imod en drøj Irettesættelse af ham selv eller af Konsistoriet, bortfaldt ogsaa, skjønt jeg strittede imod Irettesættelsen, saa længe jeg kunde; og Irettesættelsen kom egentlig slet ikke til at lyde, thi den bestod blot i, at Universitetets Rektor læste op for mig af den kongelige Resolution, at jeg skulde have en Iretresættelse, fordi jeg syntes at røbe den Hensigt at gjøre Opsigt. Selv Horneman ynkedes over mig, saa han fulgte mig ned i Studiegaarden og bad mig blæse ad det Vanheld, som ogsaa Langebek havde haft. Moldenhawer, som nu var Sjælen i Universitets-Direktionen, græd over mig, som en gammel Romer, ved Tanken om Lykkens Ustadighed, og Kaas, som var Præsident i det danske Kancelli, forsikrede mig, at baade Kongen og han vidste, jeg havde Ret, saa det skulde ej i mindste Maade skade mig, men man maatte gjøre lidt for Gejstligheden, og han havde selv oftere forgjæves formanet den til at præke lidt mere bibelsk, alt sammen, fordi man tænkte, det var over denne latterlige Sag, jeg var nær ved at synke i Jorden.

Dette var derimod en anderledes alvorlig Sag, som man den Gang tænkte, kunde i det højeste finde Sted i Kjøbenhavn hos en hernhutisk Kandidat Maalø og den gamle Hernhut, Gerhard Seberg, afsat Præst fra Norge, eller hos den norske Bygde-Prædikant, Hans Hauge, som den Gang alt imellem stilledes i de »Lærde Efterretningers« Gabestok, men som dog virkelig fandt Sted hos den unge nordiske Digter og Oldgransker paaValkendorfs Kollegium i Efteraaret 1810. Jeg husker godt endnu, hvordan det begyndte, thi jeg sad en Aften alene og læste i Kotzebues Historie af Prøjsen, som var den nyeste over dette Land, og som jeg, skjønt jeg dybt foragtede Navnet, mente som Lærer i Historien af Pligt at maatte benytte; men jeg var ikke kommen længere end til det trettende Aarhundrede, da de tyske Riddere indtog og med Sværdet kristnede Prøjsen, thi her havde Kotzebue plantet en af sine Giftblomster under, hvad han kaldte »det visne Kors«; og derved løb det mig koldt ned ad Ryggen, saa at jeg ikke blot smed Bogen fra mig, men sprang op som greben af en mægtig Aand, der kaldte mig til Reformator. Derpaa fulgte et Par Maaneder af stolt men stille Sværmeri, hvori jeg første Gang siden min Barndom for Alvor læste Bibelen, især Profeterne, Luthers og Kingos Salmer, bad og grublede over, hvordan en Reformation, især med Pen og Blæk, i vore Dage lod sig udføre. »Nyaars-Nat« er i Læseverdenen det eneste Spor af dette Sværmer-Liv, thi det endtes pludselig, da 342 jeg med eet blev sønderknust ved de Spørgsmaal: Er du selv en Kristen? og har du dine Synders Forladelse? - Samvittigheds-Spørgsmaal, der faldt mig som Stene, ja, som Klipper paa Hjærtet. Da lukkede jeg alle Bøgerne, lod alle stolte Planer fare og skyndte mig hjem til min gamle Fader, som havde nedlagt Embedet, da man den Gang, langt fra at gjøre Ære ad Jubellærere, ej engang vilde lade ham faa sin Søn til Kapellan, fordi der var ledige Kapellaner i Stiftet. Nu havde jeg imidlertid netop Mod paa at blive Kapellan, naar vor Herre blot vilde antage mig til sit Ords Tjener, og saa snart mit Sind var blevet lidt roligere, tog jeg det for et Tegn paa, at vor Herre ikke rent havde slaaet Haanden af mig, hvis jeg, trods al Rimelighed, kunde skaffe min Fader hans Embede igjen og blive hans Medhjælp. Det var vel mest ved Biskop Balles Indflydelse hos Kaas og Kongen, at det lykkedes; og det lykkedes i alt Fald baade udvendig og indvendig, saa jeg blev Præst og kunde godt baade slaa mig til Ro med vore gamle tre Tros-Artikler og for Resten lade den Helligaand og Bibelen raade; thi det lærte jeg snart: at det var dog ikke nær saa meget »Sønnen« som »den Helligaand«, man hos os rent havde tabt Troen paa, hvorved baade Troen og Skriften var blevet døde og magtesløse, saa at, naar man med Luther igjen tog begge Dele fra første Haand: fra Aanden, som levendegjør, da blev de ogsaa levende og sattes i Kraft. Jeg lærte imidlertid ogsaa i Udby, at det i det mindste hos Sælandsfarerne især var den ny Lærebog og den evangeliske Salmebog, der havde givet den svage, nedarvede Tro sit Banesaar; thi det var ikke med min Fader og hans sælandske Tilhørere, som med de stærke Jyder, der gjorde Oprør; saa skjøndt min Fader, ellers ikke blødsøden, fældte Taarer, naar han tænkte paa, hvorledes de tørre og vandede Bøger havde berøvet ham al hans Glæde baade af Kirketjenesten og Konfirmations-Undervisningen, saa havde han dog ikke blot strax lydt Kongebudet om Lærebogen, men snart givet efter for Biskop Balles Ønske om Salmebogen, og hans fleste Tilhørere, som savnede deres gamle Salmer og gad ikke stave paa de ny, blev hjemme og smed de gamle Bøger, som en forbuden Frugt, langt fra sig, saa at, da jeg vilde have mine Konfirmander til at lære Kingos Højtidssalmer, fandt jeg vel dem, især Pigebørnene, meget glade derved, men de fandt det meget vanskeligt at opdrive en gammel Salmebog, skjønt den først for ti Aar siden var afløst. Naar jeg enten i Prækenen eller ved Konfirmationen lod de gamle Toner lyde, da kunde jeg høre de gamle hulke omkring mig, men jeg mærkede 343 end ikke, at mine gamle Forældre, som dog begge havde Stemme, fik Mod til igjen at synge deres gamle Liv-Salmer, saa det var næppe Tilfældet med nogen.

I denne Stilling var det, jeg skrev min første Verdenskrønnike (1812), der ser saa løjerlig ud, ikke fordi jeg, som man sagde, mer end alle andre Historieskrivere fattedes Kunst og Smag, men fordi Bogen var alt begyndt paa Valkendorfs Kollegium til et lille Overblik af Verdens-Historien, som jeg fandt, man i Skolen højt trængte til, men da jeg nu kom til Reformationen, syntes mig, jeg som kristelig skriftklog nødvendig maatte gribe Lejligheden til at afmale især det ugudelige attende Aarhundrede, baade ude og hjemme, med de sorteste Farver. Da jeg nu tillige fra mit strængt luthersk-bibelske Stade med Navns Nævnelse uden Skaansel gav vore dalevende Digtere, Teologer og andre navnkundige Mænd deres Skudsmaal paa graat Papir, saa var det intet Under, at Krønniken, i vor ellers nu stillestaaende, søvnige Læseverden, af alle saakaldte »fornuftige Folk« agtedes hverken for mer eller mindre end et hadefuldt Nidskrift, hvis flydende og ikke uvittige Stil kun gjorde det mere giftigt og grueligt. Krønniken kom ud just til Jul (1812), Oplaget slugtes paa faa Dage, og mine kjøbenhavnske Venner meldte mig snart, at jeg sikkert havde faaet et Dusin Injurie-Processer paa Halsen, dersom ikke Staten strax efter Nyaar havde spillet klar Bankerot og derved givet Kjøbenhavnerne andet at tænke og at blæse paa. Nu kom der da kun en mat og langtrukken Pennefejde ud af det hele; men hvad mere aandeligt der under nogen Omstændigheder skulde kunne kommet ud af det, kunde jeg jo heller aldrig selv have sagt; thi om det ogsaa havde været især med Pennen, Kirken var nedrevet, saa var det dog klart, den ikke med Pennen kunde opbygges, og jeg delte ikke engang den Overtro paa Bogstav-Skriften, som endnu i det nittende Aarhundrede begyndte ogsaa hos os at spores gjennem Bibel-Selskaberne, som jeg aldrig engang er bleven Medlem af. Det var desuden især hos os slet ikke at vente, at der kunde rejses en alvorlig Pennefejde om Troen og Bibelens Indhold, da Døgnet var saa fremmed for begge Dele og saa ligegyldigt ved alle aandelige Livs-Spørgsmaal, at Fejden maatte komme til at dreje sig enten om Personers gode Navn og Rygte eller om den saakaldte »Videnskabeligheds« høje Værd, som især vor berømte Fysiker, H. C. Ørsted, ved denne Lejlighed indskærpede, jeg ved dette Uhyre af en Verdens-Historie havde gruelig forhaanet, og vilde ophidse den overtroiske Pøbel til at 344 brænde Bøger og Videnskabsmænd, som i Pavedømmets mørkeste Dage.

Jeg havde nemlig stræbt at gjøre gjældende, at naar den saakaldte Videnskabelighed og dens saakaldte store Lys, som i det attende Aarhundrede, enten spottede med alle guddommelige og menneskelige Ting, eller satte dem dog til Side, for at kaste sig over Ransagelsen af den haandgribelige Verden og Bygningen af Kasteller i Luften, da var det ikke blot Tegn paa en ugudelig Tænkemaade, men da sang ogsaa al Aandelighed paa sit sidste Vers og vilde snart, ligesom fordum i Grækenland og Rom, tabe sig i Dyriskhed og Barbari, og det var naturligvis noget, man kunde trættes om til Dommedag.

Hvad der dunkelt havde foresvævet mig, var imidlertid den Mulighed, at Kongen og Statsmændene kunde blive opmærksomme paa, at den vantro og ugudelige Oplysning førte i alle Maader til Opløsning af det menneskelige Samfund, saa de vilde rejse den lutherske Statskirke igjen til en Dæmning mod Fordærvelsens Strøm, ligesom Napoleon havde stræbt at oprejse den katolske i Frankrig; thi vel saae jeg godt, at derved blev hverken Tænkemaaden aandeligere eller Kristendommen mere levende, men jeg tænkte, vor Herre kunde og vilde vel saa ved et eller andet Mirakel gjøre Udslaget. Da jeg, ligesom Luther, havde den Følelse, at Skrift vilde ikke forslaa, naar ikke Aanden med levende Røst forkyndte Folket Evangelium som en Guds Kraft til Salighed, saa havde jeg efter min Faders Død besluttet, ikke at vige fra Hovedstaden eller spare paa Røsten; men da Clausen, som nu var bleven Stiftsprovst, snart fik alle Kjøbenhavns Præster til at nægte mig deres Prækestol, opgav jeg (1815) aldeles Haabet om indtil videre enten med Haand eller Mund at kunne virke til den danske Statskirkes Reformation. Ved Norges Skilsmisse fra Danmark var det vel nær ved, at min Hjærtensven Hersleb, som blev den første teologiske Professor paa den ny Højskole i Kristiania, havde trukket mig med sig der op; og da jeg stod i venlig Forbindelse med en Del af Haugianerne, vilde det rimeligvis givet Nordens Kirkehistorie en ganske egen Vending; men det var nu ikke Guds Vilje, og i en Række af Aar (til 1821) var det udelukkende Arbejder i Nordens Aand, som Tidsskriftet »Dannevirke« og Oversættelsen af Danmarks og Norges Krønniker og af Bjovulfs-Drapen, som optog min Tid og min Virksomhed. At jeg dog ingenlunde opgav Haabet om Kristen-Livets Fornyelse i Norden, det hørte man i min Afskeds-Prædiken i Frederiksberg (1815) om »Hvilen 345 under Kristi Vinger«; men baade i mine udgivne, bibelske Prækener (1816) og i den ny Udgave af min Verdens-Krønnike (1817) var jeg dybt greben af den Følelse: at hverken Skriftklogskab eller Talegaver, og endnu mindre verdslig Magt, nu vilde forslaa til at raade Bod paa Kirkens Vaande, da hvad der behøvedes, var ikke et mindre Underværk end Herrens Opstandelse fra de døde med et nyt, forklaret Legeme. »Her staa vi«, hedder det saaledes blandt meget andet, »kun et Straasbred synes der mellem Død og Liv, men det er dog et Svælg, som ingen kan overspringe; kige kan vi ind til Patriarkerne, Skinnet opklarer vort Øje, men Skinnet er kraftløst; vi se det grandt: Livskraft er det, vi fattes, vi se det lige saa grandt, at kunde vi kun røre ved Patriarkerne, komme i aandig Berørelse med dem, da vare vi hjulpne; men det synes umuligt, det kræver et Underværk, som vi umulig kan begribe, før det er sket i os selv; thi hvad vi ikke har følt, kan vi aldrig begribe, og det gjælder da, om vi vil tro, hvad vi aldeles ikke begribe, haabe det urimelige, i Haab til ham, som kan opvække døde, og altsaa netop gjøre det umulige muligt, fylde det tomme og gjøre det magtesløse kraftigt.« »Det er den sande, historiske Kunst, som gjør Underværker, og som kun han forstaar, der oprejste Jesus Kristus fra de døde, men som han ogsaa upaatvivlelig vil gjøre. Spørgsmaalet er kun hvor og naar? - og herom kan vi kun gætte.« [Se Udv. Skr. 3. B. S. 701 og 700].

Saaledes bekjendte jeg da selv i Luthers Jubelaar (1817), at mit Forsøg i de foregaaende syv Aar paa, med Guds Hjælp, at istandsætte den faldefærdige, lutherske Statskirke i Danmark, var aldeles mislykket, ikke blot udvendig, da jeg var bleven en Præst uden Kirke og en Taler uden Slemme, men ogsaa indvendig, da jeg ej havde kunnet finde den aandelige Kjæde, der levende forbinder de kristne med Herren og med hinanden. Det kunde da slet ikke trøste mig, at en anden luthersk Præst, der baade havde Kirke og Tilhørere i Mængde, nemlig Claus Harms i Kiel, i det samme Jubelaar traadte op som en Morten Luther den anden med sine berømte Theses eller Tvistens Æbler, til at slaas om paa Tysk; thi hverken trode jeg, at Luther kunde leve op i Tyskland, ikke heller kunde nogen indbilde mig, at det vilde bære for Harms, hvad der brast for mig, der ganske anderledes havde tilegnet mig Luthers Aand, baade med enfoldig Tro paa den treenige Gud, med fast Tillid til Saligheds-Midlerne efter Herrens egne Indstiftelser og med den lutherske Salmetone i »Et Barn er født i Betlehem« og »Dejlig er 346 den Himmel blaa«, »Der sad en Svend i Blaamænds Land« o. s. v.

At jeg imidlertid dog ikke havde tabtHaabet om, at luthersk Kristendom skulde vaagne, vinde og vare, det ses iblandt andet af min Jubelaars-Sang til Luthers Minde hvor man læser (Dannevirke« 3dje Bind):

Ja, o Luther! vil i Blinde
Dine Fodspor trindt man sky.
Altid skal dog en Kjærminde
For dig gro i Bøge-Ly,
Gro, til sidste Bøg hen visner,
Sidste Dane-Hjærte isner:
Med Guds Hjælp, til Domme-Dag.

Ja, saa længe Danmarks Tunge
Tale kan af Hjærtens Grund,
Om din Færd skal Fuglen sjunge
Sødt paa Kvist i grønne Lund;
Danmarks Sang og Danmarks Sage
Regne skal fra dine Dage
Kirkens andet Jubel-Aar.

Jubel-Aar! her stritter Runen,
Som om Liv og Død det gjaldt,
Over Skoven har Basunen
Os forkyndt, det vendes alt;
Ja, ved Sommer-Solhverv skrider
Aaret jo til begge Sider;
Endes nu ej dine Aar?

Nej, lad Vind og Fløj sig vende,
Dagen stækkes, som den maa!
Dine Aar faa aldrig Ende,
Medens Dagene bestaa;
Med Guds Kirkes Aar de vare,
Og det har slet ingen Fare,
Den jo varer Verden ud.

Ingen Fare, thi han raader,
Som er hos Guds højre Haand,
Ler kun ad de lette Gaader,
Som ham byder Verdens Aand,
347 Løser dem, som Solen Skyer,
Naar den kjæk sit Lys fornyer,
Løser op dem, sig til Glans.

Lad da Ragna-Roke komme!
Det er kun en Advents-Nat;
Thi naar Mortens-Dag er omme,
Lakker det mod Julen brat;
Paven skal forgaa med Tyrken
For den høje Røst i Ørken:
Jævner, baner Herrens Vej!

Vend dig, Jordan! løb tilbage!
Løft dig op fra Edens Mark!
Atter komme Josvas Dage,
Plads for Herren og hans Ark!
Sol! stat stille over Lejren!
Se paa Israel og Sejren!
Vær kun skjult for Mørkets Hær!

Jeriko! med dine Mure
Israel gjør kort Besked:
Guds Basun og Sagas Lure
Blæse dem som Løv-Værk ned;
Sejren følger hver en Dommer,
Og naar da Kong David kommer,
Vinde vi Jerusalem.

Dog, hvor hen paa spinkle Vinger
Vover du dig? spæde Fugl!
Nyn, mens du dig brat nedsvinger:
Mindes Mortens-Dag til Jul!
Stræber, stræber! Guds er Kraften;
Stakket Dag og hellig Aften;
Nadveren er alt beredt!

348

XXXVII.

Da Nyaarstiden i det hele er Selv-Bevidsthedens Tid, saa maatte til Lykke ikke blot Enkeltmanden, men ogsaa Folkene, som oplevede Nyaarstiden, og hvis Liv havde været menneskeligt, blive dem selv bevidste; og en saadan Folke-Bevidsthed spirede ogsaa kjendelig ved Reformationen i det sextende Aarhundrede, men syntes dog selv hos os at skulle kvæles i Fødselen ved den Krebsgang paa Modersmaalet, som Latin-Skolen fremkaldte og daglig fremmede. I det attende Aarhundrede syntes da ogsaa Folkeligheden næsten lige saa død og magtesløs som Kristendommen, saa at alle de saakaldte fornuftige og oplyste Folk satte deres Ære i at have hævet sig over alle Folkefærd, som sande Verdens-Borgere (Kosmopoliter), den højtyske »Mann, wie er sein sollte«; men Naturen gik da ogsaa her over Optugtelsen, og i det nittende Aarhundrede blev det Dag for Dag klarere, at alle Folkene i Kristenheden mer og mindre følte Drift til at staa op fra de døde; saa det var kun Spørgsmaal, om det skulde blive til mere end natligt Spøgeri og Gjenfærd, hvormed Opstandelses-Driften alle Vegne i Læseverdenen og paa Skuepladsen først gav sig til Kjende. Allerede i Slutningen af det attende Aarhundrede begyndte det saaledes at spøge her inde, saa Danskheden syntes virkelig, især hos P. A. Heiberg, at spille den herskende Tyskhed paa Næsen; men at det kun var Spøgeri, saae man iblandt andet deraf, at »Niels Ebbesens utrolige Forfatter« (Sander) var selv en Tysker; thi den stærkeste Ytring af Danskheden i hine Dage var, at da Sørgespillet »Niels Ebbesen« blev opført, brast Parterret i Latter ved Grev Gerts Død og raabte: »Der drattede Tyskeren«. I det nittende Aarhundredes Dagning varslede derimod ikke blot Kampen i Kongedybet om Dansk Folkedaad; men midt under Danmarks dybeste Fornedrelse (1807-14) syntes Skoven at gjenlyde af en folkelig, gjenfødt Højsang, som hele Norden lyttede til, og som selv Tyskerne maatte ænse; og var end Grund-Tonen hos Øhlenschlæger mere norsk, og hos Grundtvig mere oldnordisk end dansk, saa var Grund-Tonen hos Ingemann derimod saa udelukkende ødansk, og hos Sten Blicher saa ravjysk, at en oplyst Efterslægt ordentlig vil forbavses over et saadant folkeligt Særsyn. Vist nok syntes hele denne poetiske Bevægelse i det nittende Aarhundredes første Menneske-Alder, der ingensteds menneskelig og folkelig talt var livløsere og daadløsere end netop i Danmark, at være saa aldeles 349 indskrænket til en meget snæver Læseverden og en meget dunkel Skueplads, at det maatte regnes for et natligt Spøgeri, hvorfor da ogsaa »Dagen« og alt hvad der hørte til dens Orden (ligesom »Dagbladet« endnu) korsede sig hartad lige saa andægtig for hele det poetiske Spilop med gammel Overtro og gamle Minder, som for min ravgale Bersærke-Gang, Bededags-Præken og Dødninge-Sang. Vel havde jeg endnu 1815, da jeg indtil videre opgav Kirke-Kampen, Mod til i Tidsskriftet »Dannevirke« at yppe Kiv med alt Hjemtyskeriet paa Papiret og at anvende hele syv Aar paa Oplivelsen af nordisk Folkelighed ved Fordanskning af det nordiske Heltedigt Bjovulfs Drape, af Saxe Runemesters Danmarks Historie og Snorre Sturlesøns Norges Krønnike; men dermed syntes jeg ogsaa at have udtømt mine Kræfter, medens Ligegyldigheden for alt aandeligt, og selv for Fædernelandet, syntes at voxe os alle over Hovedet, saa jeg var nær ved ogsaa at fortvivle om Folkelivets Redning, som man endnu kan se af Fortalen til min »Nyaarsmorgen« (1824); og det er derfor ganske rimeligt, at der, som jeg hørte, ved den Lejlighed blev spydig nok sagt: »Nu vil jo Grundtvig vandre ud, med Saxe under den ene Arm og Snorre under den anden«.

»Kirkens Gjenmæle«, som udkom næste Aar, har da ventelig været det, der nærmest bevægede Frederik den sjette til hans bekjendte Vittighed: »Grundtvig er et ildsprudende Bjærg«; thi der kan jo findes en vis, om end fjærn Lighed mellem Vesuv, der mellem sine Udbrud lader sig taalmodig pløje og grave som en Vingaard, og en stridbar Forfatter, der i en Række af Aar kan sidde saa stille som en Mus og saa fare op igjen som en Løve paa Papiret, følgelig som jeg foer op i mit Stridsskrift mod Clausen den yngre, den Gang yngste Professor i Teologien paa vor Højskole, men dog vor egentlige Præste-Lærer, da af de to Møller'e, (som Baggesen kaldte »Vandmølleren« og »Vindmølleren«) den ene havde ingen Mening, og den anden ingen Myndighed. Da det saakaldte »Kirkens Gjenmæle« med Pen og Blæk imidlertid nu staar for mine Øjne som et urimeligt Luftspring og et fortvivlet Vovestykke, medens det med sit fyndige Navn, sit mærkelige Indhold og sin for Øjeblikket sørgelige Skæbne synes de fleste et kun halv mislykket, første Kæmpeskridt til hele den kirkelige Bevægelse, som nu er en glædelig Kjendsgjerning, saa kan det nok være Umagen værdt at oplyse, hvordan den urimelige, men altid mærkværdige, saakaldte ildsprudende, men dog kun vejrlysende Bog kom til Verden.

350

Vel havde jeg lidt aabenmnndet betrot det kongelige danske Kancelli, at jeg vilde ingen Præste-Stilling have udenfor Hovedstaden; og gjennem sit meget aabenmundede Hoved, Excellencen Kaas, havde Kancelliet igjen betrot mig, at inden Voldene, lige i Næsen paa Bispen og det høje Præsteskab, fik jeg, især efter det farlige Sammenstød paa Roskilde Landemode, ingen Ansættelse; men begge Dele skete dog lige fuldt.

Allerede 1818 skrev en af Kancelli-Herrerne (Gold) mig til, at vilde jeg søge det ledige residerende Kapellani i Aalborg, da skulde jeg blive indstillet; og skjønt det var mig hardt imod, turde jeg dog for Guds Skyld ikke vægre mig ved at bestige en tilbudt Prækestol, end ikke da Kaas betrode mig, at han naturligvis først havde forespurgt sig hos sin gode Ven, Exellencen F. Moltke i Aalborg, og faaet Vished om, at Stifts-Øvrigheden havde intet mod min Ansættelse. Det kom da ogsaa saa vidt, at der blev budt Selskab paa mig og en af Aalborgs Matadorer, for at min Kaldelse, saa varm som den var, skulde komme lige fra »Kabinettet« og hilses med Kapellanens Skaal; men der kom intet Bud, og det spurgtes nu, at Kongen havde sat sig op imod Kancelliet og sagt bestemt, at Grundtvig skulde ikke fra Byen.

At Kongen imidlertid derved kun har tænkt paa mit Arbejde med Folkebøgerne, som han virkelig tog Del i og havde, som han sagde, skabt et Levebrød for, det ser man deraf, at han ganske uventet (1821) af egen Drift kaldte mig til Sognepræst i Præstø; og uagtet jeg netop paa den Tid følte mig omtrent lige saa modfalden, død og sløv som Danmark i det hele, saa turde jeg dog ikke modsætte mig, hvad mig syntes var Guds Kald, og betrode kun Majestæten det Haab, at da jeg deri føjede ham, han da ogsaa ved Lejlighed vilde føje mig og kalde mig tilbage til Hovedstaden. Som en Løjerlighed, der dog sagtens ogsaa har haft lidt Betydning, kan det anmærkes, at nu kappedes Kjøbenhavns Præster (dog ikke de ved Frue-Kirke) om at tilbyde mig deres Prækestole, saa jeg prækede rundt, ogsaa første Gang i Vartov, som til Afsked, og det med et saadant Ry, at Dronning Marie ogsaa lod mig tilsige som Prædikant i »Kabinettet«; og da jeg, efter Evangeliet om den kananæiske Kvinde, havde indskærpet, at kun i Kraft af Troen sker, hvad det gode Hjærte vil, løftede hun min Veltalenhed til Skyerne og paalagde mig allernaadigst, naar jeg kom til Byen og kunde blive Søndagen over, da at melde hende det; ja, det skal have været paa Nippet, at jeg var bleven udnævnt til Hofprædikant. Jeg tog mig 351 imidlertid godt i Agt for at melde mig; og da Kongen efter halvandet Aars Forløb virkelig kaldte mig til Kapellan ved Frelserens Kirke paa Kristjanshavn, da tog min Hofgunst en Ende med Forskrækkelse, uden at jeg til dette Øjeblik har kunnet udspørge eller udgrunde, hvad der oprørte Dronningen i min Kabinets-Prædiken over Anden-Juledags-Evangeliet om Kristendommens Forfølgelse, først med Vold, saa med List og til sidst med begge Dele, men alt dog forgjæves.

Det var naturligvis et stort Morskab for Kjøbenhavnerne at bestorme vor Frelsers Kirke første Advents-Søndag 1822, for at høre, hvordan Stiftsprovst Clausen vilde indsætte Grundtvig; men de gik dog i Grunden hjem med en lang Næse, da baade Clausen og jeg havde Takt nok til at holde ren Mund med vore bekjendte Tanker om hinanden, hvad vel faldt Stiftsprovsten lidt vanskeligt, men lykkedes dog temmelig godt, ved den Vending: at Grundtvig, som han tørt bemærkede, havde baade mundtlig og skriftlig selv gjort sig nok som bekjendt. Hvis jeg i øvrigt ej før havde kjendt gamle Clausens mærkværdige Dristighed til at beraabe sig paa de allerfyndigste Bibelsprog, uden at gjøre mindste Anvendelse af dem, da maatte jeg højlig forundret mig over, at han ved min Indsættelse, uden mindste Frygt for at snuble, løb ind over Ordene i det første Brev til Timoteus: »Giv Agt paa dig selv og paa Lærdommen, og bliv ved dermed! thi naar du gjør det, da skal du frelse baade dig selv og dine Tilhørere«; men nu fandt jeg kun, det var et Sidestykke til den Dristighed, hvormed han ved min Indvielse havde skriftet mig uden Afløsning over Ordene i det første Brev til Korinterne: »Jeg tvinger mig, for at jeg, som prædiker for andre, skal ikke selv forskydes«.

Jeg havde nu naat mit gamle Ønske: at blive Præst i Hovedstaden; men jeg fandt dog snart Stillingen der, med Altergangen i Flæng og med fraskiltes Vielse, hartad utaalelig, især da jeg, langt fra at mærke, der kom Liv i mine Tilhørere, fandt Livet fortæres hos mig selv og fandt Tidens Ligegyldighed saa haardnakket som Grændels Moder, Troldhexen i Bjovulfs Drape. Da jeg imidlertid snart paa ny fandt mig selv saa oplivet, som man kan se i Kvadet »Nyaarsmorgen«, jeg blev (1824), da oplivedes ogsaa Haabet om, med bibelsk Prædiken og Skrift dog omsider at overvinde mine Landsmænds Ligegyldighed og vække Barne-Troen hos dem; og til denne Oplivelse bidrog det uberegnelig, at de to lærdeste yngre Mænd i Landet, Dr. Rudelbach og Adjunkt Lindberg, sluttede sig til mig 352 og bad mig om at være Med-Udgiver af et teologisk Maanedsskrift, som de gik frugtsommelig med. Hvilken Trøst og Glæde det er, naar man i en Række af Aar har staaet ganske alene mod hele Verden, da at faa to djærve Stalbrødre for een, det veed vel kun den ret, som har prøvet det; men at det maa være fornøjeligt og styrkende, kan dog hvert Menneske forstaa; og naar jeg derfor raadte de unge Kæmper til heller at tage Dr. Mynster til Formand, da var det naturligvis kun, fordi jeg vidste, at hans Navn og ikke mit vilde forbinde alle den gamle Kristendoms Venner i Landet til Sammenvirkning. Da derfor Mynster ikke vilde have med Sagen at skaffe, gav jeg følgelig strax mit Navn til Pris; men selv med det var det kun med Nød og næppe, man fandt en Forlægger; thi den danske Boghandel var, mens jeg arbejdede paa Oldskrifterne, gaaet næsten aldeles i Staa, og Reitzel, som nu var den eneste, man kunde tænke paa, turde for de højlærde ikke røre ved noget, der var stilet mod dem. Bogbinder Milo lod sig imidlertid overtale til at vove sit Skind, Maanedsskriftet kom ud, og de glatte Lag af mine lærde Medarbejdere forskrækkede aabenbar de ældre Rationalister, saa de, uden at turde vove en offentlig Kamp, kun i stum Fortvivlelse stræbte at ophidse den verdslige Øvrighed mod Kirkelovens Haandhævere til Gunst for Overtræderne.

Under disse Omstændigheder vil man vist altid finde det rimeligt og forsvarligt nok, at jeg angreb den første Rationalist, der vovede sig i Marken, uden al Skaansel, for enten at fremtvinge en afgjørende Penne-Fejde, eller nøde Regeringen til at undersøge, om vi eller vore Modstandere havde Kirkelovene for sig. Det maatte nu træffe sig saa, at den yngste Professor i Teologien (Clausen) blev den første, der traadte frem med et kjækt rationalistisk Skrift; efter at den ældste Professor i Teologien (Hornemann) havde anklaget den lutherske Præst Egge i Kancelliet for Fanatisme o. s. v.; og jeg tøvede da ikke heller med det skarpeste Angreb, jeg mægtede at gjøre.

Saa vidt var alt i sin Orden, naar jeg turde vove paa, at enten den unge Skribent vilde agte det under sin Værdighed at give det aandelige Angreb en juridisk Vending, eller at Domstolene vilde lade de i deres Øjne forældede Love gjælde mere end den offentlige Mening og deres egen Tilbøjelighed; men Vovestykket var dog urimeligt, fordi jeg nylig var kommen til den Overbevisning, at der vilde noget ganske andet til at oplive den kristne Menighed end Penne-Fejder eller Højesterets-Domme.

353

Jeg var nemlig falden i dybe Tanker over den fortvivlede Stilling, hvori Kristi Menighed, og navnlig alle dens Børn og ulærde Medlemmer, var kommen derved, at næsten alle de skriftkloge trodsig paastod, at ikke alene den hellige Skrifts Oprindelse, Omfang, Ægthed og rette Fortolkning var meget tvivlsomme, men at de kirkelige Grund-Lærdomme om Treenigheden, Kristi Guddom og Forsoningen, naar man var Grund-Sprogene mægtig og saae ret til, slet ikke fandtes i Bibelen, som hos alle Protestanter jo dog var Troens eneste Hjemmel. Hvor overbevist jeg nemlig end selv var om, at Rationalisternes Bibel-Kritik og Skrift-Fortolkning var omtrent lige ugrundede og uærlige, saa kunde jeg dog hverken overse, at kristelige Børn og Lægmænd var lige ilde farne, eller glemme, at selv min Bibel-Kundskab vilde ikke forslaa til at trodse Legionens Vidnesbyrd, naar jeg ikke tillige havde kirkehistorisk Kundskab og havde fremfor alt et Aandens Vidnesbyrd i mit Indre, som kunde trodse al Verdens. Ligesom det nu blev mig soleklart, at han, som vidnede, at Saliggjørelsens Hemmelighed var skjult for de lærde og kloge og aabenbaret de umyndige, kunde umulig uden klar Selv-Modsigelse binde de ulærdes Tro til de lærdes Vidnesbyrd, saa blev det mig lige saa soleklart, at hvis Skriften var den kristne Menigheds Tros-Regel, da vilde Vantroen nu, da næsten alle de skriftkloge hyldede den, have et langt gyldigere og stærkere Vidnesbyrd end Troen, som kun nogle enkelte skriftkloge bevidnede; og min Slutning blev da, at saa vist som Jesus Kristus var Gud Faders enbaarne Søn, saa vist maatte der ogsaa i Kirken findes et langt gyldigere og stærkere Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige kristne Tro, end Bogstav-Skriften paa nogen Maade, kunde være for Kvinder og Børn og alle de ulærde. Da jeg nu i denne Retning uafladelig grublede, læste og skrev under Bøn og Paakaldelse, se, da slog det mig i et velsignet Øjeblik: at det mageløse Vidnesbyrd, jeg saa møjsommelig ledte om i hele Aandens Verden, det gjennemlød som en Himmel-Røst hele Tiden og Kristenheden i den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben.

Hermed var for mig Lyset tændt og Lodden kastet; thi at »Vand-Badet i Ordet«, altsaa Daabs-Ordet, er den kristelige Livs-Kilde, det havde Luther jo strax lært mig; og at han, som selv havde indstiftet Daaben til et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, ogsaa selv havde bestemt, paa hvilken Tro der maatte døbes, naar man ved »Tro og Daab« vilde være sin Salighed vis, det saae jeg strax, er saa aabenbar 354 unægteligt, at hvem der ikke vil lade Tros-Ordet ved Daaben gjælde som et Ord til os af Herrens egen Mund, maa enten fornægte Herren som Daabens Indstifter, eller fornægte Daaben som Livs-Kilden, og derved stille sig selv udenfor den kristne Menighed.

Fra dette Øjeblik af maatte det være min eneste Kirke-Sorg, at faa alle dem, der havde Hjærte til at tro paa Jesus Kristus, til at fæste deres kristne Tro til Herrens Munds-Ord som Livs-Ordet ved hans egne Indstiftelser, og fremfor alt til Tros-Ordet ved Daaben, som Herrens og Menighedens sammensmeltede Vidnesbyrd.

Rationalisternes Skrift-Kritik og Skrift-Fortolkning maatte herved i mine Øjne tabe sin Brod og hele sin Farlighed for Menigheden; og nu derom at rejse en Pennefejde eller æske en verdslig Højesterets-Dom, var jo en stor Urimelighed, som snarere maatte tjene til at forvirre end til at klare Kirke-Sagen og Kirke-Kampen. Hvad der desuagtet bevægede mig til det urimelige Vovestykke, var nu vist nok, som jeg udtrykkelig sagde, først og sidst Clausens Stilling som fremragende Præstelærer i vor tvungne Statskirke med Sognebaand; men dog haabede jeg virkelig netop ved et saadant Stridsskrift at aftvinge Læseverdenen den Opmærksomhed paa Tros-Bekjendelsen ved Daaben, som jeg ganske rigtig forudsaae, vilde være meget vanskelig at vinde.

Det er vitterligt nok, hvor bittert jeg skuffedes i mine Forventninger, da »Kirkens Gjenmæle« almindelig kun blev betragtet som et hadefuldt og hævngjerrigt Angreb paa Sønnen for Faderens Skyld, og havde kun en ærgerlig Injurie-Proces til Følge, hvorved min Præste-Mund gik i Baglaas, min Pen blev bagbunden, og den kirkelige Bevægelse ingenlunde fremmedes, men tvært imod forsinkedes. Hvorfor jeg imidlertid nedlagde mit Embede, uagtet selv Biskop Munter paatrængende bad mig beholde det, var ene og alene, fordi Præste-Stillingen i Statskirken syntes mig aldeles utaalelig, naar Øvrigheden holdt med Statskirkens aabenbare Fjender, og naar jeg, som en født Hader af Processer, skulde forfølges med de ærgerligste af alle Processer, hvor den borgerlige Ære stod paa Spil; og det gjorde derfor Udslaget, at Frederik den sjette, da jeg personlig forestillede ham det, svarede mig ganske alvorlig: »Det kan jeg ikke gjøre ved, jeg har holdt paa Dem, saa længe jeg kunde.« At jeg derimod nedlagde Embedet otte Dage før Ansgars-Festen, 355 som jeg egentlig havde fremkaldt og havde indledt og glædet mig til hele Vinteren, var det Puds, Stiftsprovst Clausen spillede mig med »Den signede Dag, som vi nu ser«, uagtet Salmerne til Jubelfesten højtidelig var gjorte til en fri Sag.

XXXVIIL

Der hengik, som bekjendt, tretten Aar (1826-39), fra jeg nedlagde Præste-Embedet i Statskirken, til jeg igjen optog det som Præst i Vartov; og i denne Mellemtid vilde mit Levnedsløb egentlig intet have med Kirkehistorien at gjøre, hvis jeg ikke i syv af disse Mellemaar, ligesom udenfor Statskirken, havde stræbt at samle en kristelig Frimenighed i Frederiks-Kirken paa Kristjanshavn; men dette var baade noget saa nyt og havde saa varige Følger, at danske Kristne altid vil skjænke det Opmærksomhed og ønske at kjende den rette Sammenhæng dermed.

At danne en Frikirke, som vel i Lærdommen godt kunde slutte sig til den augsburgske Konfession, men vilde dog holde Læresætningerne skarpt adskilte fra Fælles-Troen, og vilde frit benytte Skriftens »nye og gamle Ting«, og gjøre Kirketjenesten langt mere levende, baade med Herrens egne Indstiftelser, Prædiken, Bøn og Salmesang, end den havde været i mange Aarhundreder, det var jo nu mit Ønske; men da Tilladelsen dertil var rent bleven nægtet, havde jeg dog ingenlunde i Sinde at byde Trods, men at vente paa en Lejlighed, som mig altid syntes maatte komme i Guds Time; og da jeg en Gang igjen fik Kongen i Tale, og han meget deltagende spurgte, hvad jeg nu bestilte, da faldt det mig ind at svare: »Ingen Ting, Deres Majestæt! og jeg veed heller ikke, hvad det skulde være, uden Majestæten vilde sende mig til Engelland, at undersøge de angelsaxiske Haandskrifter, som ogsaa for Danmark kan være af Vigtighed«. Mod al Formodning tog Kongen mig paa Ordet, og beklagede kun, at de offentlige Rejse-Understøttelser for det løbende Aar alt var bevilgede, saa jeg fik at bie til næste Aar, hvortil jeg svarede, det havde slet ingen Hast, da jeg i min Alder ikke var 356 videre opsat paa Udenlands-Rejser; men Følgen blev dog mine tre Englands-Rejser (1829-31), hvorunder jeg syntes rent at have glemt den fortvivlede Kirkesag, men forberedtes dog netop til at tage rigtig fat paa den. I Engelland lærte jeg nemlig først i Henseende til Frihed som til alt menneskeligt at lægge hele Vægten paa Virkeligheden, med dyb Foragt for det tomme Skin og for Penneslikkeriet og Bogorme-Væsenet i alle Retninger; thi vel fandt jeg ingenlunde Engelskmændene fri for alt dette, men jeg fandt hos dem Livet og Døden ved Siden ad hinanden: Livet overalt, hvor man stræbte frit at benytte Livs-Kræfterne, og Døden overalt, hvor man pinte det levende til Ære for det døde.

Mine Tilhørere her hjemme havde imidlertid fundet det utaaleligt at undvære al Forsamling til fælles Opbyggelse, og havde da begyndt at holde, hvad man kaldte »gudelige Forsamlinger«, under Ledelse af Lindberg og Kateketen Simonsen ved Frederiks-Kirken, som var dansk født i Flensborg og syntes mellem os at leve op paa Modersmaalet, skjønt Tiden viste, det havde ingen Art. Heri tog jeg vel ingen Del, da jeg intet godt Øje har til slige Forsamlinger, der næsten uundgaaelig fører til et selvgjort Menigheds-Liv med en selvgjort Hellighed, der intet har med Kristus at gjøre; men jeg kunde saa meget mindre være ligegyldig ved dem, og maatte finde dem uundgaaelige, naar ikke Evangeliet igjen kom ordentlig til Orde, og jeg gik derfor op til Stemann, som da var Præsident i det kongelige danske Kancelli, for at prøve, om jeg ikke kunde faa en Kirke at prædike i for frie Tilhørere. Jeg fandt ham imidlertid, som man kunde vente, saa stiv som en Kariolhest, og saa indtagen mod a l Frihed, at han kun lo ad alle mine Lovtaler over den iaandelig Henseende, og lod mig høre, at naar det var mig saa meget om at gjøre at præke, saa skulde jeg kjønt beholdt Kirken, da jeg havde den: nu var derved intet at gjøre. Selv da jeg henledte Excellencens Opmærksomhed paa de gudelige Forsamlinger, som jeg vidste, han hadede, og bemærkede med Eftertryk, at jeg ikke længer, som hidtil, kunde fraraade dem, naar der nægtedes mig en Prækestol, da syntes det slet ikke at røre ham, for han bemærkede haanlig, at der havde heller ingen bedt mig om at fraraade »gudelige Forsamlinger«, som, naar de holdt sigj Loven efterrettelige, var ham ganske ligegyldige. Jeg tog da Afsked med den Forsikring, at jeg da herefter vist skulde vogte mig for at fraraade, hvad jeg nu hørte, var i Kancelliets Øjne aldeles uskyldigt; og næste Søndag 357 indfandt jeg mig følgelig selv i Forsamlingen; men da jeg fik det Indtryk, at man stod Fare for at komme paa vilde Veje, besluttede jeg selv at træde i Spidsen. Saa snart det imidlertid rygtedes, at jeg ikke blot havde været i Forsamlingen, men havde lejet et Lofts-Rum, som gjordes i Stand til en Forsamlings-Sal, da forsvandt Ligegyldigheden, og Politimester Bræstrup fik travlt med at forhøre baade Lindberg, Simonsen og mig.

Samtalerne paa Politikammeret gjør ingen Regning paa Udødelighed; og jeg skal da heller ikke stræbe at forevige dem, jeg maatte holde med Bræstrup, som slet ikke kunde gaa ind paa min Betragtning af Sagen: at hvad jeg vilde bruge mine Værelser til, kom ingen ved, før man saae, det var noget ulovligt; og at hvor jeg vilde tale Guds Ord, kom ikke Politiet ved, da jeg med kongeligt Forlov var indviet til at tale det frit baade i Lys og i Løn (»hemmelig og aabenbare«); saa jeg skal kun tilføje, at jeg efter hans Anmodning gik til Biskoppen, for om muligt at tale mig til rette med ham. Biskoppen, P. E. Müller, som paa Oldgranskningens Vegne ellers var en af mine faa Velyndere, og til Hverdagsbrug en meget spagfærdig Mand, fandt jeg vel nu meget ophidset; men efter timelang Samtale, hvorunder jeg med Flid stræbte baade at overbevise hans Forstand og at røre hans Hjærte, lovede han dog at gjøre sit bedste for at skaffe mig Lov til Forsamling paa Loftet, naar jeg hverken vilde uddele Nadveren eller, ved den forresten fri Salmesang, bruge Lindbergs »Sions Harpe«. Biskoppen foreslog imidlertid Regeringen, heller at overlade mig den ledige Frederiks-Kirke til Aftensangs-Gudstjeneste., og da den kongelige Bevilling ikke kunde faas ret beskreven førend Fredag Aften, saa standsede Bræstrup Adresse-Avisen, til mit Navn kunde komme blandt Prædikanterne, uden at tænke paa, hvilken Triumf det i Grunden var for den ærgerlige Præst.

De syv Aar (1832-39), i hvis Løb jeg saa at sige hver Søndag forkyndte Evangelium saa frit som nogen Lærer i Apostel-Tiden, skrev, foruden min Haandbog i Verdenshistorien, min lille Bog om den danske Statskirke og samlede Sangværket til den danske Kirke, var vel for saa vidt Trængsels-Aar, som det ikke blot faldt mig vanskeligt at leve med Kone og Børn i Hovedstaden, men faldt saa vel mig som mine troende Tilhørere tungt at være Sakramenternes rette Brug berøvede, og selv ved List, jeg veed ikke af hvem, at være bundne til den aandløse, saakaldte evangeliske Salmebog; men det var dog langt fra at være ufrugtbare Aar; thi min Stilling var apostolisk nok 358 til at bevise: jeg talte, kun fordi jeg trode; min fri Prædiken og Lindbergs Nordiske Kirketidende, som jeg med Lyst understøttede, banede aabenbar Vej for den ny Betragtning af den levende Kirkegrund og den kirkelige Frihed; og selv de kjedsommelige Trætterier med Stiftsprovst Clausen om hans selvgjorte Daab beviste, at Sogne-Baandets Løsning baade var en Nødvendighed og vilde bidrage uberegnelig til den Fred i Statskirken, som var Maalet for alle den verdslige Øvrigheds kirkelige Ønsker.

Kun een Ting gjorde mig denne Stilling i Længden utaalelig, og det var den tvungne Konfirmation; og da mine egne Sønner naade Konfirmations-Alderen, faldt det mig saa tungt paa Hjærte, at jeg fandt, dette Baand maatte løses eller sprænges; thi vel kunde jeg personlig undgaa Kampen ved at lade mine Sønner konfirmere af en venlig Præst paa Landet; men baade fandt jeg det dog næsten utaaleligt at være Præst og ej turde konfirmere sine egne Børn, og ukjærligt, nu da Mynster var bleven Biskop, at lade mine kristelige Venner i Hovedstaden være i den Vaande, de ikke nær saa let som jeg kunde undvige. Jeg ansøgte derfor Kongen om Tilladelse til at konfirmere mine egne og gode Venners Børn, og fandt Kongen ikke ugunstig stemt derfor; men da jeg nok vidste, det vilde fornemmelig komme an paa Biskop Mynsters Erklæring, og havde ingen Gunst af ham at vente, saa bad jeg vor nuværende Enkedronning at tale et godt Ord for mig til Bispen og forberede Sagen. Det hjalp imidlertid ikke; thi da jeg den sidste Dag i 1838 indfandt mig hos Biskoppen, for baade saa klart og saa indtrængende som muligt at forestille ham denne Hjærtesag, fandt jeg ham ikke blot saa ubøjelig, men saa bitter og fjendtlig, at jeg efter en timelang Samtale i Sofaen maatte gaa bort med en haanlig Afvisning og, jeg nægter det ikke, i en oprørt Stemning, som jeg frit gav Luft.

Da jeg imidlertid paa den smukke Vinterdag, for at tilbagevinde Ligevægten, gik om ad Volden og igjennem Kongens Have, hvor Smaafuglene kvidrede saa venlig, da faldt det mig ind, hvad Salmisten synger om den Gud, som under baade Spurv og Svale en Rede ved sit Alter, til at udruge sine spæde; og da gik jeg rolig hjem og satte mine Tanker paa Rim, som det ventelig endnu kan ses i en af de første Kirketidender for 1839. I det samme Aar blev jeg da, som man veed, virkelig Præst ved Vartov, og det saa betimelig, at jeg ordentlig kunde 359 forberede og konfirmere mine to ældste Sønner til Mikkelsdag.

Hvordan nu det gik til, vil danske Kristne altid ønske at vide; og da Biskop Mynster har givet en vildledende Fremstilling deraf, som har fundet Tiltro, maa jeg med Flid rette den, uden at ville nægte, at Mynster meget godt kan have tænkt, hans Meddelelse var rigtig, saa det virkelig var ham, der maatte bevæge vor gamle Konge til mod sin Vilje at gjøre mig til Præst ved Vartov, fordi Biskoppen forsikrede, at jeg kunde gjøre mere Skade uden for Statskirken end inden i den. Frederik den sjette lod mig nemlig, gjennem Kammerjunker Reedtz i det udenlandske Departement og min engelske Ven, Legations-Sekretær Browne, hemmelig vide, at naar jeg vilde søge Vartov, skulde jeg nok faa det. Paa Vartov havde jeg nu længe haft Øje, som den eneste Krog i Statskirken, hvor jeg som kristelig oplyst Præst kunde udholde Stillingen, saa længe det skulde være, fordi jeg der ikke lettelig kunde finde mig tvungen til noget, der stred mod min Samvittighed, og havde dog Lejlighed til at udøve Præste-Embedet i hele dets Omfang og fremfor alt til at konfirmere alle de kristelige Forældres Børn, som ønskede det; men jeg vilde dog ikke søge det blot paa hemmelige Efterretninger, som jeg var gammel nok til at vide, er sjælden ganske paalidelige. Jeg gik derfor selv op til Kongen, og mødte i Forgemakket min Formand baade i Præstø og i Vartov, som var oppe at takke for god Befordring, og fortalte mig, da han kom ud, at Kongen til hans store Forundring havde spurgt ham, om han trode, Grundtvig, hvis han blev Præst ved Vartov, vilde forstyrre Kirke-Freden. Da jeg nu fik Kongen i Tale, sagde jeg ham strax, at jeg havde i Sinde at søge Vartov-Kaldet, men kun, naar Majestæten vilde give mig Haab om at faa det. »Jeg giver aldrig noget Haab«, var Kongens korte Svar, men da saa jeg gjentog: »Ja, saa søger jeg det bestemt ikke heller; thi jeg er nu for gammel til at holdes for Nar i Kancelliet«, da svarede Kongen meget venlig: »Ja, saa kan De jo give mig Deres Ansøgning«, og dertil erklærede jeg mig villig. Jeg afleverede nu kort efter min Ansøgning i Forgemakket, og skjønt vor nuværende Enkedronning føjede mig i at spørge til Sagen hos Kongen, bragte hun mig kun et undvigende Svar, saa til sidst, da man fra Kancelliet lod mig vide, at Ansøgningen var ikke kommen der, trode jeg virkelig, den ved et besynderligt Uheld var forulykket; men da jeg lod efterspørge i Kabinettet, fik jeg til Svar, at den var i god Behold, og Sagen var da, at Kongen af 360 Nænsomhed havde beholdt Ansøgningen for sig selv, til han af Kancelliets Indstilling kunde se, der intet var i Vejen for min Kaldelse.

Det var imidlertid i et vanskeligt Øjeblik, jeg paa ny fik Præste-Stilling i Statskirken; thi, efter en Ansøgning fra Kjøbenhavns Præsteskab med Stiftsprovst Clausen i Spidsen, var Alterbogs-Sagen paa ny sat i Bevægelse, og Biskop Mynster havde, i frivillig Forbindelse med Stiftsprovstens Svigersøn, en plat Rationalist, udarbejdet Forslag til en ny Alterbog, der kun skulde meddeles, hvem Biskoppen fandt dertil værdige, og saa bedømmes af en Kommission, hvori Biskoppen selv var Formand. Dette maatte falde mig meget mistænkeligt, og da derfor Stemann formanede mig til smukt at holde Fred, forsikrede jeg ham vel om min Beredvillighed dertil, men gjorde ham opmærksom paa, at den ny Alterbog ventelig vilde yppe en Kiv, der gjorde Freden umulig. Excellencen betrode mig imidlertid, at han saae helst, det blev ved det gamle, og at naar jeg fik Bogen, kunde jeg jo skrive imod den saa skarpt, som jeg vilde; og da jeg bemærkede, at hvor det hos Biskop Mynster gik i Vennevold, var jeg vis nok paa at staa udenfor, bemærkede den gamle, at han turde dog vædde med mig, at Biskoppen sendte ogsaa mig Bogen. Det skete naturligvis ogsaa, og jeg saae da med Forbavselse, at Biskop Mynster efter Professor Clausens Forslag i Bogen om Katolicisme og Protestantisme, vilde have Daabs-Pagten aldeles afskaffet ved Barne-Daaben, og dog fremdeles have Barne-Daaben gjort til en tvungen Sag, saa herefter skulde Daabs-Pagten i den danske Statskirke kun oprettes med de Jøder, som mulig vilde træde ind i den. Det hele var derhos saa letsindig og skjødesløst behandlet med Trældoms Aand, at mit »Frisprog« derimod maatte blive gjennemgribende. Da imidlertid Frederik den sjettes Død netop nu indtraf, hendøde Alterbogs-Sagen til Lykke med det samme; thi en haanlig Afvisning var det eneste Svar, Mynster gav paa mit Frisprog, og en Del havde han vel dog under den gamle Konge faaet sat igjennem, som altid vilde gjort Præste-Stillingen i Stats-Kirken tungere, og Kirke-Tjenesten stivere og dødere, end den allerede var.

Vil Gud, jeg lever til næste Aars Pinse, da har jeg fyldt de femogtyve ved Vartovs-Kirken; og skulde jeg regne efter Tallet af Konfirmander, da maatte Virkningen i levende kristelig Retning være højst ubetydelig; men efter det Indtryk, Vartov-Forsamlingen med sin Menigheds-Sang, under Øgenavnet 361 »Grundtvigianisme«, har gjort paa Verden, ikke blot i Hovedstaden, men i hele Danmark, kan det nog næppe fejle, at der jo i den seneste Menneske-Alder kjendelig har dannet sig en Kjærne til en kristelig dansk Frimenighed, der, da den udelukkende holder sig til den apostoliske Tros-Bekjendelse og Herrens egne Indstiftelser, vist nok mindst af alle de nu saakaldte kristne Kirke-Samfund med rette kaldes en Sekt (et Afsnit) og gives Øgenavn efter en af Herrens og sine Tjenere, men som dog ganske rigtig har den kirkelige Ejendommelighed: kun at kræve Enighed om, hvad der har været fælles for alle troende og døbte, og kun at søge det ny, aandelige Liv i Ordet til os af Herrens egen Mund ved hans egne Indstiftelser.

At nu Rationalisterne, som protesterer mod al uforanderlig Fælles-Tro, undtagen den aldeles tomme Overtro: at den ægte og oprindelige Kristendom skal kunne findes i en Bog, som de selv paastaar, var ikke til fra Begyndelsen og er i alle Henseender et Tvistens Æble, - at de kalder vor ældgamle Tro paa den ægte Kristen-Menigheds virkelige Tilværelse en splinterny Tros-Artikel, det er venteligt nok, men ubetydeligt i Kirkehistorien, da det er en saa ægte tyrkisk Protest mod Kristi Menighed og mod al virkelig Tro paa Jesus Kristus, som Gud Faders enbaarne Søn og Verdens Frelser, at de lige saa godt kunde gjøre Alkoranen som Bibelen til deres saakaldte kristelige Tros-Regel.

En anden Sag er det jo med Mynsterianerne, som vil gjælde for et Mønster-Kuld af den ægte lutherske Kirke-Skole, der, ligesom Mynster selv 1826, trods al Uenighed med Rationalisterne om Tros-Artiklerne, dog finder sig grundenige med dem om Hovedsagen: Skriftens Eneret til at være Tros-Regel, og Bogstav-Skriftens ukjendelige Liv og uforklarlige Klarhed, og som derfor, trods al Overensstemmelse mod os om Tros-Artiklerne, dog maa erklære sig grunduenige med o s, der baade vil hævde Menighedens Tros-Bekjendelse som dens eneste Tros-Regel, og vil paastaa, at det mundtlige Ord er anderledes levende og skikket til Livets Meddelelse, end det skrevne. Trods al deres Selv-Modsigelse, har nemlig Mynsterianerne ikke blot den for Øjeblikket herskende Teologi i Sverrig, Norge og Nord-Tyskland, men ogsaa hele den herskende Ligegyldighed for sig, saa de vel maa synes at have de lyseste Udsigter til, som den lutherske Ortodoxis Arvinger, at kunne drive eller skubbe os ud af den danske Statskirke; men de har dog to store Uheld, der synlig formørker deres lyse Udsigter: det ene, at de 362 ikke engang kan dølge for sig selv, at der er langt mere Liv og Folkelighed hos os end hos dem, og det andet Uheld, at den danske Statskirke, trods deres Protest, af Rigsdagen er omdøbt til en fri Folke-Kirke, hvori, efter de menneskelige Natur-Love, de maa tiltale Folket mest, som bruger Munden og Modersmaalet bedst, og som hverken selv vil herske i Kirkens Navn, eller kan taale noget andet aandeligt Herskab, end den Aands, som virker alt i Frihed. Da nu ogsaa ved Religions-Friheden, som er hjemlet i Rigets Grundlov, og ved Sognebaandets Løsning, saa at sige enstemmig besluttet, Vejen udvendig fra er banet for en kristelig Frimenighed, saa vil og maa den nødvendig rejse sig, naar den kristelige Friheds-Aand virkelig er over os, og de hjærtelige Vilkaar for Menigheds-Livet virkelig findes; thi da vil Spørgsmaalet kun være: om Frimenigheden kan danne sig inden i Folke-Kirken, eller maa stille sig uden for den.

Dette Spørgsmaal er saa aabenbar et Tids-Spørgsmaal, at det kun med Tiden kan besvares af Fremtidens Kirkehistorie; men da jeg ikke kan nægte, at efter Fortidens Kirkehistorie er en Frimenigheds Dannelse inden i en saakaldt kristelig Statskirke en selvmodsigende Umulighed, og jeg dog lige fuldt tilraader at prøve noget lignende, saa forslaar det ikke at henpege paa vor gamle Statskirkes delvise Omdannelse til en fri Folke-Kirke, som kun skjuler Selv-Modsigelsen og hæver Umuligheden; men jeg maa, før jeg forlader Skuepladsen, gjøre det saa klart, som jeg kan, for mine danske Medkristne og Medarbejdere, at norden for Ejderen og fremfor alt i Danmark, hvor vi har faaet Sognebaandet løst, er hverken Prøven saa vovelig, eller Lykketræffet saa urimeligt, at vi derfor, uden i yderste Nødsfald, skulde give Menigheden en især for Dannemænd og Dannekvinder pinlig og i Hjemmet hartad ufrugtbar Stilling uden for Folke-Kirken.

DANSK RAVNE-GALDER.

DETTE mærkelige, hidtil udtrykte Kvad er skrevet i 1860. Paa Haandskriftets sidste Blad findes der, som en Slags Tilegnelse, et Digt, som Grundtvig skrev til sin tredje Hustru, Fru Asta, paa sin Fødselsdag den 8. September 1860. Ved den Tid maa Ravne-Galder altsaa være fuldført.

Det Fremtidsbillede af Aandslivet i Danmark, som danner Kvadets Hovedindhold, er af Digteren henført til Tiden »en Menneskealder og en halv fra Nutidens Hold paa Slette«, altsaa, naar man regner en Menneskealder til 33 Aar, netop til det Tidspunkt, hvorpaa Ravne-Galder første Gang bringes i Trykken.

Digtets Navn er hentet fra et islandsk Kvæde, Odins Ravnegalder, som i Grundtvigs Tid regnedes med til den ældre Edda, men som i Virkeligheden stammer fra det 17. Aarhundrede.

Læseren bedes lægge Mærke til, at Odin for Grundtvig betegner Nordens Aand. Hans Ravne, Munin, d. e. Mindet, og Hugin, d. e. Tanken, gennemfiyver Fortid og Fremtid, saa vidt de lader sig overskue af Nordens Aand. Digteren selv bliver til en tredje Ravn, Knytling, hvis Navn vistnok skal antyde, at han »knytter sig til« eller følger med Odins Ravne. - Videre end Nordens Aand ser dog hele Menneskeslægtens Aand, der betegnes ved Føniksfugen, født i Paradis, opbrændt ved Oldtidens Slutning, genfødt med Kristendommen og nu paa Flugt imod Himlen. - Guds Aand har til sine Sendebud de hvide Duer.

Dansk Ravne-Galder udgives her for første Gang efter Forfatterens Haandskrift, hvis Stavemaade overalt nøjagtig følges. Kun i Tegnsætningen, som er meget mangelfuld, har Udgiveren tilladt sig de nødvendige Forandringer.

364

Dansk Ravne-Galder.

Der synges om Zeus i Grækenland,
Han Hermes engang udsendte
At kalde til sig hver Idrætsmand,
Som havde hans Gunst ivente;
Saa vilde han til dem hver især
En Gave udsee, som dem var kiær
Og varig som Liv og Lemmer!

Det hændte sig da ved Solefald,
Da hver gik med sit til Hvile,
Kom til Olympen den glade Skjald,
Det kalder man ei at ile;
Og alt hvad man kalder smukt og godt
Optaget det var, som stort, saa smaa[t],
Der syndes ei meer tilbage.

Med Smil sagde Zeus: din dovne Krop!
See til, om du noget finder!
Her vrimlede alt, da Soel stod op,
Paa Bjerget af Mænd og Kvinder;
Din Søvn eller Drøm, var den saa sød,
At ikke en saadan Morgen rød
Med alle Smaafugle dig vakde!

Med Smil sagde Skjalden: det var ei saa,
Jeg vaagned som andre Fugle
Og skued med Glæde paa Himlens Blaa
Oprulle den skiønne Kugle
Og tænkde paa dig som Solen mild
Med alle de Gaver, som er til,
Og Giverens Sjæle-Glæde!

365

Med Smil sagde Zeus: har dig idag
Forsinket min Gunst og Glæde,
Saa være min Gave som din Smag,
Jeg under dig hos mig Sæde;
Jeg skaber en Hest, som Ingen seer,
Paa den kan du flyve, som Fugl med Fjer,
Herop mig som Ven at giæste!

Vi synger i Nord om Odin As,
Han var baade klog og gammel,
Ham var ikke alt saa vel tilpas,
Al Smiger, den faldt ham vammel;
Ham gav sine Fiender Last og Skam,
Forgiæves dog tyed ei til ham
Hans Venner i vort Høinorden !

Ung Hadding han var i Leiervold,
Han vidste sig ei at raade,
Men han var en Sønnesøn ad Skjold,
Det loved ham Odins Naade;
Og Odin færdes paa Land og Sø
Med Venner at mødes under Ø
Og raade dem paa det Bedste!

»Ung Hadding, velmødt i Maaneskin,«
Det sagde den gamle Eenøie,
»Sid op og bliv ikke bleg om Kind,
Er Brinkerne end lidt høie!«
Til Havbølgens Fod og Bølgetop
De travede ned og traved op
Som Snekken med Bør hin blide!

Og det var den gamle Vanraadskjald,
Han troed paa Christ hin hvide,
Men regned dog op sit Arvetal
Til Odin paa Tungens Side
Og gav ham i Sangen gode Ord
Som Skjaldskabets Fader i vort Nord,
Som Vætten i Skjaldesproget!

366

Og det er den unge Vanraads-Skjald,
Som troer paa Christ hin hvide,
Han regner dog op sit Arvetal
Til Odin paa Tungens Side
Og giver i Sang ham gode Ord
Som Skjaldskabets Fader i vort Nord,
Som Aanden i Modersmaalet!

Og det var Skjalden i Ungdomsaar,
Han vidste sig ei at raade,
Han grubled sig bleg paa Livets Kaar,
Paa Aandens og Hjertets Gaade,
Da saae han i Drømme Odins Hest,
Opsadlet til sig som Odinspræst,
Og hørde »sid op! du Lille!«

Da gik det, som Bølger gaae paa Hav,
Og Snekken med Bør hin blide,
Til Skyerne op og ned i Grav
Fra Topperne kridne hvide;
De landede brat ved Gladhjems Kyst;
»Velkommen!« det lød som Odins Røst,
»Hvordan staaer det til derhjemme?«

»Saa daarlig«, da svared Skjalden brat,
»At meer ei man aander næsten,
Man sover sig feed, sig æder mat
Og morer sig med Helhesten;
Hvad selv man har sagt til Hverdagsbrug,
Det kommer man ikke meer ihug,
Man glemmer selv hvad man hedder!

Det gaaer ikke bedre Herrens Dag
End Tirsdag og Onsdag, Taarsdag,
I Aarstal man har kun Velbehag
Og i Frøken Fikkes Aarsdag;
Den yderste Dag og Ragnarok,
Den leer man kun ad og tænker nok,
Man bliver langt før til Intet!

367

Saa spørg mig ei meer om Tidens Gang,
Den driver kun Kvæg til Marked,
Og gribes den lidt af Skjaldens Sang,
Den spørger: hvad faaer han for Arket?
Men Tak for din Hest! han bærer godt,
Og havde jeg ham hver Onsdag blot,
Da turde jeg vel mig trøste!«

Ham svared den samme Odins-Røst:
»Har ikke du lært at sande:
Formeget alt som for lidt af Trøst,
Der findes i alle Lande;
Vort Løsen er derfor: ret tilpas,
Og nøies du maa, som Van og As,
Med Runen paa Norne-Skjoldet.

Kun eengang er redet Odins Hest
Af Hading og Hermod Snare,
Sin Herre han baerer allerbedst,
Som har og fuldvidt at fare;
Men er du tilfreds med Ravnekaar,
Da faldt de ei bedre noget Aar,
End under din Fødsels-Stjerne!

Du kiender jo mine Ravne to,
Som bære om Hals Guldringe,
De flyve saa vidt, som Græs mon groe,
Og hvile sig kun paa Vinge,
De bringe mig Bud fra Syd og Nord
Om Tidernes Løb i Daad og Ord,
Om Tidernes Tegn og Farve!

Naar Dagen er længst og Veiret bedst,
Saa huse1 som Hug og Minde
De flyve afsted i Øst og Vest,
Saa vidt som de Vei kan finde,
De flyve som over vildne Hav
Fra Daglysets Vugge til dets Grav,
Hvor Tidernes Strøm udrinder!

* 368

Jeg haver end Brug for nok en Ravn,
Og vil du den Tredje være,
Da giver jeg Knytling dig til Navn,
Mit Ærende du skal bære!
Med Hugin og Munin hver sin Dag
Du følges maa frit med Vingeslag
Og galdre for Folk i Norden!

Hvert syvende Aar den længste Dag
Du flyve maa hid med Hugen
Og melde mig, hvad dit Galdre-Slag
Har frugtet i Syvaars-Ugen,
Da hører du nyt fra Øst og Vest,
Da hører du hvad mig huger bedst,
Da fanger du Nyt at føre!«

Og Skjalden i Nord fra Arildstid
Han haver saa stærke Drømme,
Som Sleipner dem ei med al sin Flid
Han holde kan ret i Tømme,
De rive ham med som Dybets Strøm,
En Daad der fødes af hver hans Drøm,
Som ligner den op ad Dage!

Med Hugin og Munin Dag for Dag
Han færdes i Ravne-Hammen,
Paa Tidens Løb baade for og bag
Han staver og lægger sammen;
Hvert syvende Aar som Odins Giæst,
Naar Dagen er længst og Veiret bedst,
Han lurer paa Lytte-Høien 1!

Vel gider ei høre nogen Gøg
Paa saadant et Ravne-Galder,
Som det der paa Odins Lyttehøi
Paa Midsommers-Dagen falder,
Han tænker, det er hver Aften smuk
Kiedsommelig eens, som hans Kuk-Kuk,
Og dog kun i Ravne-Tone!

* 369

Men mærkelig tog hver Gøg dog feil,
Det Skjalden i Nord maa sande,
I Galderet som et Tryllespeil
De samme er Tidens Lande,
Men Livet i dem er mørkt og klart,
Er hemmeligt eller aabenbart,
Som Lyset og Skyggen falder.

Som Solen og Maanen kiedes ei
Ved ligedan Løbebane,
Saa kieder det Mindet heller ei,
At gammel er Vei og Vane;
Saa længe der leves Aar og Dag,
Sig strækker og Mindets Vei i Mag,
Og lysner alt som den længes!

Som fare mon Lyn fra Øst til Vest,
Omstraaler kun hvad det møder,
Saa Hugen er altid fremmed Giæst,
Og immer paa Nyt han støder;
I Fremtidens Nat hans Fart og Syn
Er Længselens Iil og Aandens Lyn,
De kieder nok kun Muldvarper!

Saa kommer der altid Nyt for Dag
I Lyttehøis Ravnegalder,
Med voxende Lys i Livets Sag,
Med Trøst over Graad for Balder;
Os Veien til Hel er vel bekiendt,
Men Veien derfra, end ufuldendt,
Det huger os at udspørge!

Som Knytling han fløi imod Øst og Vest
I Vintre vel ti og tyve,
Som Vingerne bar ham værst og bedst,
Han lærde sig til at flyve;
Tungfærdig han var, hans Flugt kun lav,
Som Sleipner i Trav paa Land og Hav,
Som Maagen i Mag hensvæver!

370

Han saae ikke Soels og Maanes Vei,
Han hørde ei Stjerner kvæde,
Med Veirlys han mødtes heller ei,
Som hoppe i Veiret med Glæde,
Han hørde og saae kun hvad med Ord
Sig rørde i Kraft paa Hav og Jord
I Aandens og Hjertets Egne.

Med Munin han fulgde i Nordost,
Naar Maanerne de var fulde,
Og standsede kun, sig selv urost,
Hvor Mørket faldt paa med Kulde,
Og alt hvad han lugted, dunkelt saae,
Det kviddred han om, som Klokker slaae,
Naar rørte til Slag de falde.

Med Hugin han fulgdes i Nordvest,
Hvor Fremtidens Vei han skimted,
Paa Løver i Skov og Havets Hest
Da Brynier blanke glimted;
Enherier født i Nord paany,
Og løftet med Daad og Sang i Sky,
De svæved ham tæt for Øie.

Den aanded paany, den Spaadoms-Sang,
Som syndes i Grav nedsænket,
Med Seerne af den første Rang,
Som blanded ei, før de skænked,
Saa spired dermed i Aand og Ord
Alt hvad der har groet paa grønne Jord,
Af Himmelens Sæd oprundet!

Paa Havet endnu de fattes vel,
De Heste, som Ild kan fnyse,
En Rytter vi saae, som reed til Hell,
Saa lod sig af Ild han kyse,
Og Rytteren, som tilvands red bedst,
I Luften han sprang med Havets Hest.
Og kommer vel seent tilbage!

371

Men Løverne grandt vi saae igaar,
De fleste af dem var unge,
Den Norske brugde sin Hellebar,
Saa Trolde, i Flint de sprunge;
Vel syndes de Danske end lidt smaa,
Og kunde kanskee for Kalve gaae,
De havde dog Kløer og Tænder!

Er Gammelt her da og Ungt i Nord,
Som smager af Helte-Aanden,
Af Kæmper et Kuld for Aand og Ord
Opvoxer nok efterhaanden,
Saa hele Høinorden synger om,
Enheder hid med Hjemlov kom
Og færdes i Fordums-Vælde!

Men Hærfaders Ravne længer ei
I Øst eller Vest kan fare,
End Nornernes Runer baned Vei,
Og Lysalfer aabenbare,
Og langt er der vel paa Nordisk nok
Fra Asgaards Bygning til Ragnarok,
Men længere dog er Tiden!

Og Aanden i Nord er vel en Tolk
For Storværk og Tanker høie,
Som lever og døer med Nordens Folk,
Men halvblind er dog »Eenøie«,
Og bundet hvert Folk til Tid og Sted,
Saa ene paa Jord for Død urædd
Er Menneske-Slægtens Engel!

Det var i Tusmørket under Ø,
Saa langt som en Fugl kan flyve,
Der klækkedes ud ved Østersø,
Kan Fader sig ei tillyve,
En Vole der sad og sang for Børn
Om Ygdrasils Ask, om Toppens Ørn,
Og Egernet i dens Grene!

372

Hun sang end om Bør med Sønner tre,
Som Navne gav Ny og Næde;
Om Balder hun sang med Ak og Vee,
Om Asernes spildte Glæde;
Saa sang hun tilsidst om Tidens Kvæld,
Om Balder, som kom igien fra Hel,
Om Gimle af Guld det røde!

Da spurgde de Sniaa: men hvem er Bør?
Det kunde ei Volen melde;
Da blev ved et Brag jeg hovedør,
Det gjalded som Røst af Fjelde:
»I Unger! det har jeg længe vidst,
Af Niffelhjems Iis og Mudspels Gnist
Fik Luft jeg ved Tidens Fødsel!

Da saae jeg det grandt, der groed »Bar«,
Saa kaldte de Byg paa Jorden,
Saa trilled de Øl af Brygger-Kar
Og kaldte det »Bør« i Norden,
Saa Øllet de drak om breden Bord,
Og Øllet giør altid store Ord,
Saa avlede Bør og Sønner!

Og det er det hele Æventyr
Om As og om Alf og Jette,
Saa klare vi alle Guders Byrd,
Og jævner den Børne-Trætte
Om Keiserens Skiæg og Hip som Hap,
Om Gudernes Tal og Tøndetap,
Om Hærfaders Sal og Gimle!«

Et Bulder saa stort, saa stygt et Brag
Knap hørdes i Gylfes Dage,
Og alling forsvandt ved høilys Dag,
Jeg ene blev ladt tilbage;
Jeg snoed mig rundt, og see, jeg stod
Ved Ygdrasils-Askens Kæmperod,
Paa Randen af Mimers Kilde!

373

En Graaskiæg der sad og øste op
I Soldet, som hedd Kritiken,
Og rundenom stod en Tænker-Trop,
Som vented paa Viisdoms-Drikken,
Men kiede de blev af Venten snart,
Og hver gik til sit med Vindens Fart,
Saa ene jeg blev tilbage.

Jeg klaged for Mimer da min Nød,
At Hugin forsvandt saa fage,
Jeg vidste, hvor her jeg stod paa Glød,
Ei fremad og ei tilbage;
Han svared mig brat: »sørg du kun ei,
Har Sandhed du søgt paa Mindets Vei,
Saa staaer du vel til at raade!

Du Vinger jo har som Odins Ravn,
Saa unge har ei de Tvende,
Og breder du dem i Jesu Navn,
De bære til Verdens Ende;
Til Tidernes Fødsel stævn da kæk,
Der Kilden du seer til hver en Bæk,
Og Roden til Stammer alle.

Og leder du ret om Vei og Sti,
Hvor Tidernes Løb har Gænge,
Du kommer igien vel her forbi,
Og varede det end længe,
Du finder mig sikkert her endda,
Thi neppe jeg flytter mig herfra,
Mens Maanen har Ny og Næde.«

I Frelserens Navn og til hans Pris
Udbredte sig Vinger begge,
Jeg fløi som en Fugl til Paradis,
Sig Mindet saa vidt kan strække;
Der Fader jeg fandt og Moder sød
Med Frugten til Liv og Frugt til Død
Og Veien til begge Sider.

374

Og Fuglene smaa, de sang derom,
Dengang de endnu var mindre,
Saa liflig en Røst fra Oven kom,
At Stjerner, de maatte tindre :
»Vi trykker i Muld med Liv vort Seigl,
Vi skaber paa Jord et Himmel-Speil,
Et Menneske i vort Billed!«

Og Fuglene smaa, de sang dernæst
Hvad aldrig dem gik af Minde,
De saae mellem Faar og Ko og Hest
En kongelig Mand og Kvinde,
Med Røsten fra himmelsk Høieloft
Til Konge og Dronning lydt udraabt
For Ørene, som kan høre!

Og Fuglene smaa, de sang tilsidst
Med Nattergals-Triller ømme,
Om Vildskabets Lyst og Slangens List,
Opvaagnelsen bedsk af Drømme,
Om Tordenen huul med Slag i Slag
Og Lyn over Lyn som Dommedag
Og Graaden som Barnets Hulken!

Døds-Dommen blev aldrig der forglemt.
Hvor Manden opstod af Mulde
Og hørde det nu med Sorg bestemt,
Nedsynke deri han skulde;
Men Eva dog smiled, mens hun græd,
Ved Spaadommen blid om »Kvindens Sæd«,
Død-Dræberen, Livets Fyrste!

Jeg fløi som en Fugl i Ørken vild
Om Menneske-Spor at lede,
Men saae ikke Røg af nogen Ild
Paa hele den nøgne Hede,
I Krogene kun mod Syd og Nord
Jeg øinede stumme, døde Spor
Som Staalfødders Traadd i Stene!

375

Saa staaer jo endnu i Hindostan
I Bjergene ved Ellore
Som Bjergtroldes Værk i Dværges Land
Steen-Templer, som Stæder store,
Med Sule og Stav og Billedskrift,
Som pege paa Troldelivs-Bedrift
Og borge for Jette-Styrke.

Titaner det var, det seer man grandt
Og tænker paa Himmel-Stormen,
Og hvis man til Skriften Nøgel fandt,
Da kiendte man Tale-Formen;
Men sprunget i Flint den døde Trold
Kun vidner: vor Jord var fuld af Vold
Og trængde til Syndflods-Badet!

Dog synger en Fugl der end i Løn
Om Menneske-Børn i Aande,
Som raabde til Gud med ydmyg Bøn
Om Bod for al Vee og Vaande;
Den Ene blev ført til Paradis,
Den Anden han foer til Himlens Priis
Paa Fragt over Bjerge-Toppe!

Med ham, som en Fugl paa Maste-Top,
Jeg foer over Syndflods-Havet
Og nynnede: med den Jette-Trop
Alt Ondt blev dog vel begravet,
Saa atter opstaae kan Paradis
Af Bølgernes Skiød til Herrens Pris
Og Menneske-Folkets Glæde.

Men andet mig lærde Babels Taarn,
Der stak som et Spyd i Skyen,
Saa trodsig som aldrig vel tilforn
Endogsaa i Kains-Byen;
Jeg tænkde: er nu da Lamechs Søn
Og Japhet og Sem maaskee iløn
Som Abel af Kain myrdet?

376

Kun Muldvarper dog foruden Aand
Det var, som paa Euphrats Slette
Det vovede med den bare Haand
At yppe med Himlen Trætte,
Vorherre kun loe ad Muldets Dværg
Med Stene i Lag, som Bjeig paa Bjerg,
Henveiret de blev som Avner!

Henveiret saa blev den Himmel-Storm
Og Stormerne med det samme,
Og da til sin brudte Tale-Form
Blev bundet hver Folke-Stamme,
Som Brudstykker af en Offerskaal
Fik Hedninger hver sit Tungemaal,
Som de var i Kraft og Aande!

Det veed ingen Mand, og ingen Fugl
Har kvidret derom paa Kviste,
Om Noak og Sem da sad i Skjul
Og vilde ei Lykken friste;
Det mindes dog skal, i deres Æt
Der aandedes bedst og taldes ret
Fra Himlen og saa paa Jorden.

Der synger en Fugl i Mamre-Lund,
Den raader for alle Røster,
Og Føde den faaer i allen Stund,
Skiøndt ikke den saaer og høster;
Den synger om Fader Abraham,
Om Isak, det spage Offerlam,
Og Væderens Tegn i Tjørne!

Den synger om Jakob Israel
Med Stenen til Hoved-Giærde,
I Drømme han saae, i Gry og Kveld,
Guds Engle er end paa Færde,
Fra Himmelen høi de dale ned
Og stige saa op, som bedst de veed,
Og lege der midt imellem.

377

Da spørges der Nyt fra Himmerig,
Da aabne sig Himlens Porte,
Og rædde for Lys da pakke sig
Til Niffelhjem Skygger sorte;
Da høres det Ord af Herrens Mund:
Du Hvilested har paa Klippegrund,
Velsignelsen du skal arve!

Saa synger den Fugl om Sønnen hans,
Som arved de stærke Drømme,
Om Maane og Soel med Stjerne-Krands,
Som hylded hans Herredømme,
Saa det var kun lidt, Ægyptens Thot
Sig bøiede for den Hyrde-Drot
Og reiste ham Pyramider!

Den synger om Moses allerhelst,
Den grædende Gut i Sivet,
Som underlig blev fra Døden frelst
Og dannede Folke-Livet
Med Staven, som blev en Konge-Vaand,
Med Loven, som var et Fenris-Baand,
Med Røsten i Folke-Sangen!

Ei glemmes den Helt saa kæk og bold,
Som er kun i Sky begravet,
Gienfødelses-Tegnet i hans Skjold
Var Daaben i Skyen og Havet,
Som peger paa Daab af Vand og Aand,
Opreisningen ved Guds Høirehaand,
Fornyelsen ved den Samme!

Han i det forgjorte Paradis
Sad nærmest ved Konge-Stolen,
Og Ingen som han var verdsligviis,
Opelsket i Kogler-Skolen,
Af Livstræets Top de gjorde Rod,
Og ledte en Bæk af Livets Flod
Igiennem de Dødes Rige!

378

Det strækker endnu sig langs med Nil,
Fra Sais til Elefantine,
Med Dværgemaals Konst i Jettestil,
Kun frugtbar paa Død og Pine;
Men taus er nu som sin Runestav
Trold-Kongen Osiris Marmorgrav
Og Tyren i Dyre-Kredsen!

Det var ikke her i Hvedeland,
I Gosen med Rosens-Lunden,
Det var i Udørkens golde Sand
Ham lagdes Guds Ord i Munden;
Han fyldte de firsindstyve Aar,
Før voxen han blev til Heltekaar
I Følge med Juda-Løven!

Der var i den ældste Verdens Grav
Som Sølvet og Guldet Skatte,
Dem reddede fra det røde Hav
Den Værge, som Gud indsatte;
Han Bondemands-Dont og Borgerskab
Med Livkjortel fin og Runestav
Fra Mørke til Lys udplanted!

Han kom ikke selv til Kanaan,
Skiøndt Hjertet derover blødte,
Han vilde med Stav, hvad Ingen kan,
Gudsmunds-Ordet understøtte;
Gud sagde til Klippen: »Kildevæld!«
Med Staven han slog Guds Ord ihjel
Af Vaade, men dog tvivlraadig!

Saa blev der et Folk i Verden til,
Som havde paa Jord ei Mage,
Saalidt som Kong Davids Harpespil
Og Luren fra Josvas Dage
Og Spaadommens Ord, den høie Giæst,
Der farer som Lyn fra Øst til Vest,
Fra Zion til Verdens Ende!

379

Det Ord, som er født af Aand, er Aand
Paa Tunger og Læber røde,
Det gribes saalidt som Lyd med Haand
Og rører kun ved det Døde,
Naar det som en Soel giør blegt til rødt,
Indaander sit Liv i Stumt og Dødt,
Meddeler det Mund og Mæle!

Saa billedlig giør det hver en Aand
Og skaber saa Billed-Sproget,
Det altid er Aandens Høirehaand,
Som rører ved Øie-Laaget,
Saa Synerne, som de falde paa,
De være sig store eller smaa,
Udspringe som Blomst og Blade!

Men alt som en Aand er reen og stor,
Saa er og dens Røst og Mæle,
Saa bryder den ud i Skjaldskabs-Ord,
Saa aander den Liv i Sjæle,
Saa skaber den Syner, vrangt og ret,
De Rette oplyse Askurs Æt,
De Vrange med Tant kun giøgle!

Hver Aand har som Odin Fugle to,
Og aldrig de skifte Navne,
Som Hugin og Munin Aanden troe,
Men ei er de alle Ravne,
Og Aanden, som var hos Israel,
Ham tjende hver Dag fra Gry til Kveld
To kridendes hvide Duer.

Hans Munin til Tidens Fødsel fløi,
Hans Hugin til Verdens Ende,
De saae ikke feil, de aldrig løi,
Og nemme de var at luende;
De gjorde saa himmelhøie Sving
Og havde om Hals saa faur en Ring
Med Regnbuens Farver alle!

380

Hans Munin det kvad, at alt paa Jord
Saavelsom i Himmel-Rummet
Er skabt ved et mundligt Guddoms-Ord,
Som er i alt Dødt forstummet,
Men giver dog Gienlyd i hvert Bryst,
Som aander med Liv i Lyd og Røst
Og klarlig paa Folke-Tunger!

Hans Hugin det kvad, paany da lød
Guds-Ordet, som Alt maa hylde,
Naar underlig det af Kvinde-Klød
Fik Tunge i Tidens Fylde;
Det skulde da som et Guddoms-Bliv
Fremkalde paa Jord et Folke-Liv,
Hvis Odel er Himmerige!

Som Hugin det kvad, saa meldt, som mødt,
Af Mulde opsprang Livs-Kilden,
Et Hjerte af Leer, det blev saa blødt,
Det smelted, som Vox for Ilden;
Da Ordet blev Kiød som Kvindens Sæd,
I Svøbet Guds Søn da laa og græd,
For Hyrder da sang Guds Engle!

Guds-Ordet gik rundt, som Mand af Muld,
Og havde som Fugl ei Rede
Undtagen i Hjerter troe som Guld,
Der vilde sig selv udbrede;
Og sagde han: gak! sprang Trold i Hav,
Men sagde han: kom! sprang Lig af Grav,
Ham alle Guds Engle tjende!

Og rørde han ved den Stummes Mund,
Da sang den om Guddoms-Barnet,
Og sendte han Bud til Havels Bund,
Da kappedes Fisk til Garnet,
Og rørde, dødssyg i Fod og Haand,
En troende Sjæl hans Klædebon,
Af Sømmen sprang Sundheds-Rosen!

381

Vel syndes hans Glands som Glasset skiør,
De gav ham en Torne-Krone,
De gav ham til Konge-Vaand et Rør,
De gav ham et Kors til Throne;
De hylded ham kun med Spee og Spot,
De skoggred: hilsæl, du Jøde-Drot,
Slog Tærainger om hans Kjortel!

Men skamfuld dog skjulde Solen sig
For Glandsen paa Korsets Stige,
Og Røveren sukked: tænk paa mig,
Vorherre i Himmerige!
Og Himmerigs Drot til Naadens Priis
Ham svared: med mig i Paradis
Skal Indtog idag du holde!

Vanæret han kom vel i sin Grav,
Skiøndt fint var hans Jorde-Lagen,
Med Æren stod op, som Soel af Hav,
Dog Ordet paa Tredje-Dagen;
Da runged det i Guds Engles Leir:
I Graven han vandt den største Seir,
Udplyndrede Dødens Rige!

Saa foer han til Himmels, hvid og rød,
Som Menneske-Søn forklaret,
Og Himlene af hans Priis gienlød
Som Ordet, i Kiød aabenbaret;
Og Kvinderne brød i Lovsang ud;
Tilfælles med dig vi har nu Gud,
Tilfælles med dig Gud-Fader!

Med Kvindernes Lovsang vel forbi
Det syndes med Himmel-Færden,
Men lod dog kun saa i Dage ni,
Saa hørdes den i al Verden,
Af Kvinder og Mænd og Glutter smaa,
Som synge hvad Engle knap forstaae,
Og smile som Gud i Svøbet!

382

Ja, han som til Himmels foer saa brat
Og kommer igien først silde,
Han havde i Svøb os efterladt
Guds-Ordet som Livets Kilde,
Som skiænkes iløn med Herrens Fred,
Hans Tro og hans Haab, hans Kiærlighed,
Hans himmelske Lyst og Glæde!

Saa stille det laae i Svøb og Skjul,
Som Børnene smaa og spæde,
Men vaagned, som vore Smaa til Jul,
Til Pindse med Lys og Glæde;
Hvad Hjerterne giemde som en Skat,
Paa Tungerne blev til Blus saa brat,
Hvert Hjerte i Livet brændte!

Gienfødelsens Daab af Vand og Aand
Befolked Guds Naades Rige,
Guds Kiærligheds ægte Rosen-Baand
Omslynged hans Folk tillige;
Det virked ei Vand og Vin og Brød,
Men alt det Guds-Ord, som Aand saa Kiød,
Som Almagtens Bliv af Guds Naade!

Det lille Guds-Ord, Guds Naades Bliv
Ved Badet og saa ved Bordet,
Som skiænker til Troen Aand og Liv,
Naar Hjertet omfavner Livs-Ordet,
Beviser, at Guds eenbaarne Søn
Hos Menighed sin er end i Løn,
Skiøndt Verden ham seer slet ikke.

Tre tusinde Sjæl paa en Dag
Blev levende af Guds-Ordet,
Og sammen til eet Guds Vennelag
De smelted ved Himmel-Bordet;
I Øst og i Vest, i Syd og Nord
Saa skabdes det Himmerig paa Jord,.
Hvor Christus er eet i Alle!

383

Saa fødtes det Folk en Pindsedag,
Som aldrig skal Døden smage,
Hvis Fred ikke bryder Vaabenbrag,
Hvis Glæde ei Sorg kan tage,
Hvis Ret er med Gud, hans Ord og Aand,
Hvis Haab sidder ved Guds Høirehaand,
Hvis Modersmaal er Guds-Ordet!

Det saae man i Folkets Heltetid,
Den ligger nu langt tilbage,
Da Jævninger tolv uddrog i Strid
Al Verden med Ord at indtage,
Og mødte paa Jord, hvorhen de kom,
Saalidt i Athenen som i Rom,
Et aandeligt Ord ilive.

Dem mødte til Kamp kun List og Vold
Med Vantro og vilde Drømme,
Og voved sig frem en ægte Trold,
Han maatte brat Marken rømme;
Soel Ørnen, som fløi i Jesu Navn,
Til Helvede jog hver Natte-Ravn,
Som galdred med Struber hæse!

Vel havde engang et Ord med Aand
Der ligget paa Grækers Tunge,
Men Fuglen var død af Tungebaand,
Den døer, naar den ei kan sjunge;
Den døde netop i Platos Tid,
Han stopped den ud med Konst og Flid,
Han vitterliggjorde Døden!

Vel drømdes endnu der hist og her
Om Guder, som tale kunde
Om evige Ting med Liv især
Med Menneskers Røst og Munde,
I hvert af Vorherres Sendebud
Man da, som i Lystra, saae en Gud
Og vilde for dem nedknæle.

384

Saa knæle de end i Grækenland
For Helgene og for Præster,
Indbilde sig, de er Gud og Mand,
Disiplerne som deres Mester,
Som Hermes endnu for Zeus paa Jord
Løb om med et underligt Guds-Ord,
Forstenet men dog almægtigt!

Og kom der en Paulus did paany,
Og reiste paa Fod de Lamme,
Men vilde ei kaldes Gud i Sky,
Hans Skæbne vel blev den samme,
Som da man for Alter og Offernød
Apostlen gav Steen til Offer-Død,
Som vilde for Gud ei giælde.

Sædvanlig det Græske Hedenskab
Dog var i Apostel-Tiden
Som Guder af Steen, der immer tav,
Var døde for længe siden,
Men havde dog alle een for een
Nedslynget fra Sky en Bautasteen
Sig selv til udødelig Ære!

Saa Artemis gav den Guldsmed Ry,
Som danned med Fil og Hammer
For Templet som faldet ned fra Sky
Et glimrende Dukke-Kammer
Og raabde for Vanvid kækt det ud,
At ikke det var en rigtig Gud,
Som gjordes med Konstner-Hænder!

Saa er det end i det ny Athen,
Hvor Billeder man tilbeder
Af Sølv og af Guld, af Træ og Steen
Og som et Guds-Huus bereder
Hver Bygning af Steen, med Hænder gjort,
Som Præsterne præke er Himlens Port,
Som Jakob det saae i Drømme!

385

Var Fuglen end død og Folket blindt,
Gud hvid sked i Pauli Øre,
Om ei i Athen, dog i Korinth
Guds Ord vilde Mange høre,
Saa er det endnu vel i den Egn,
Naar Herren med ny Apostel-Tegn
Vil Ordet til os stadfæste!

Og Aanden, som kalder alt Mæle sit,
Som Tungerne alle sine,
Han vidned for os med Sort paa Hvidt,
At Grækernes, de var fine,
Thi Herrens Apostler han jo gav
I Haanden til Tegn den Græske Stav,
Som peger paa Græker-Munden!

Alt som i det Græske Æventyr
Om Psyche og Aphrodite,
Den yndige Mø af Kongebyrd,
Hvis Feil det kun var at fritte,
Som Hebe hun fødte Datter fin
At sætte sin Smag paa Guders Vin,
Saa tør vel endnn det hændes.

Guds-Folket paa Græsk har Psyches Brøst,
De snubled paa Troes-Grunden,
De stoled ei paa Vorherres Røst,
Men vilde ham see i Munden;
Derfor uden ham de foer til Hel,
Men kommer med ham derfra dog vel,
Han loved dem Liv af Døde!

Sædvanlig i Rom for Aand gik Haand,
For Ordet saa ligegyldig
Som for alle Guder Panlheon,
Som Hades af Skygger fyldig;
Kun Jøderne der bød Ordet Trods,
Mens Romernes kolde: »ei for os«
Kun kæmped som Iis mod Solen!

386

I Spydstagens Hjem Guds-Fredens Ord
Forkyndtes da uden Hinder,
Saalænge deraf kun fandtes Spor
Hos Jøder og Græske Kvinder;
Men da det kom Neros Huus for nær,
Det mødte paa Timen Ild og Sværd,
De hvasseste Haandens Vaaben !

Derfor ogsaa Rom fra Arildstid
Man kaldte Apostel-Graven,
Og da den dertil er gjort med Flid,
Indviet med Blod af Paven,
Erfaring bestyrker Folkets Tro,
At Petrus og Paulus begge To
Der fristede Martyr-Døden!

I Rom, hvor den stolte Verdens-Aand
Har prøvet sit Mester-Stykke,
Var alt udrettet med dristig Haand,
Som spørger kun om sin Lykke,
Saa der et Guds-Ord for Alvor var,
Naar høiest det kom, »Orakel-Svar«
Om Lykken, som den vil føie.

Det er da en romersk Tro paa Christ,
Hans Ord er Orakel-Svaret
Om Lykke og Held, som her, saa hist,
For hvem det er aabenbaret,
Naar alting kun skeer i Jesu Navn,
Som Verden har kiøbt sit Folk til Gavn
Og har dem dermed forlenet.

Fra Fødselen blind for Aandens Spor
Og alle hans Underværker,
Den Romerske Tro paa Sandheds Ord
Dog reiste sig Mindesmærker,
Som raged i Sky med Haand og Mund,
Saalænge Guds Ord i Hjertets Grund
Var Klippen, hvorpaa den bygged.

387

Men da den blev hjerteløs i Mund
Og Hjerne hos Blinde-Rukken,
Forbyttet den blev med Overtro
Af Djævelskab alt i Vuggen;
Paa Borgias som paa Neros Stol
Med brandgule Straaler af Helveds Soel
Lyslevende sad den Onde!

Den Romerske Tro, nær ved at døe,
End prøved et Vovestykke,
Seiladsen det var til Anglers Ø,
Den stoled paa Christi Lykke;
Stadfæstet da blev som Sandheds Ord:
Lyksalig er den, som paa mig troer,
Saa giælde det maa for ægte.

Ei Ordet var dødt paa Anglers Ø,
Det leved i Skjalde-Munde
Og pløiede kækt den høie Sø,
Hvor Oldtiden gik tilgrunde;
Det førdes af Nordens Kæmpeaand,
Som sprængde med Magt sit Tungebaand,,
Og kvad, saa det gjaldt i Fjelde!

Kun Munke det var med Bønnebog,
Slet ikke med Ild paa Tunge,
Barbarisk var dem det Folke-Sprog,
Som Kæmper de hørdes sjunge;
De stolede dog paa Troens Ord,
Som skulde forkyndes trindt paa Jord,
Før Herren kom snart tilbage.

Det lykkedes ved det Underværk,
Dem Odin kom selv imøde
Og sagde: »er eders Tro saa stærk,
At Christus stod op af Døde,
Langt mere det er end Balder kan,
Den Tro, som har Nøgel til Livets Land,
Det huger mig godt at dele!«

388

Hos Mimer han fik det gode Raad,
Da bange var Balders Drømme,
Forkyndte hans Død og Asers Graad
Og Troldenes Herredømme:
»Der lyder engang et Livets Ord,
Lyksalig er den, som Ordet troer,
Guds-Ordet om Liv af Døde!«

Indviet af Munk til Christen-Præst
Tog Odin sit Spyd i Hænde
Og satte sig paa sin høie Hest,
Men var ikke meer at kiende,
Thi Spydet han skiød med Christen-Tro
Mod Valgude-Templet Gudmundsbo
I Upsal saavelsom Leire.

As-Odin det veed, at ei han selv
Kan lyne tilgavns og tordne,
Han veed, at iløn ved Urdas Elv
Der throner den høie Norne;
Hans Høisæde er paa Lyttehøi,
Og aldrig en Røst forbi ham fløi,
Han mærked jo hvad den meldte!

Saa skifted selv Tyr og Thor nu Hamm,
Sig skjulde i Munke-Hætte,
Som brølende Løver om Guds Lam
De præked for Dværg og Jette,
Mens Brage kun halvt ved Troen tog
Og skiemtefuld med Mundharpen slog
I Engeland og i Thule!

Det var som en nybagt Christenhed,
Men Surdeien var den gamle,
Der rasede Krig, udraabdes Fred,
Det var ikke godt at samle,
En christelig Død, et hedensk Liv,
Det lignede ei Guds-Ordets Bliv,
Thi Blivet er Liv af Døde!

389

Hos Angler og Sachser og Norman
Hos Gother og Dannekvinder
Er Forskiel ei blot paa Luft og Land
Men ogsaa paa Lyst og Minder;
Det samme Guds Ord til alle kom,
Men Hedenskab dog med Christendom
Sig blanded paa Lystens Maade.

Hos Gothen det var alt forud seet,
Stærk-Odder gaaer seent af Minde,
Om Æren han havde længe ledt,
Hvor ikke den var at finde,
Han søgde i Skin af Christendom
Den Ære, som Tyr var ene om,
Men fandt sig med Didrik skuffet!

For Gother dog gik med halv Beskeed
Stærkodders de løse Arme,
Og Armen af Tyr, som Ulven beed,
De holdt kun til Nød sig varme,
Som alt hvad der rykdes fra sin Grund
Og alt hvad der kom i Ulve-Mund,
Brat visned afrevne Arme!

Men gammel dog blev med Arme to
Stærkodder i vort Høinorden,
Og før han sig lægger ret til Ro,
Der spørges vel Nyt paa Jorden,
Om Ulven, om Tyr med Christen-Tro,
Om Æren med Rod, som rank kan groe,
Det feireste Træ udi Skoven!

Det blev hos Normannen aabenbart
I Hildebrands Pave-Dage,
Normannen da skiød sin Himmel-Fart
Men kom paa sin Hals tilbage;
Han vilde med Romer-Tro i Pagt
Al Verden med Vold sig underlagt,
Men misted selv Normandiet!

390

Vel slog ikke Villum Høi-Bastard
De høieste Tærning-Øine,
Nei, Robert det var som HøKVizard,
Den Helligste blandt de Søgne;
Han stiled saa høit som Konstantin,
Med Boemund, som Odysseus fin,
Som Ikaros dog han stranded.

Vel Boemund under Korsets Tegn
Sig vilde til Skyen hæve,
Men høsted han Pris i Korsets Egn,
Han pløiede dog med Ræve;
Hvor Navn efter Christus sank fra Sky,
Han eiede baade Borg og By,
Men Navnet han ændsed ikke!

Dog sagtens for Rolv var Age-Thor
Igrunden hans egen Styrke,
Og Nordmænd der findes end i Nord,
Som bedre vil Christus dyrke;
Var Olav en Thor med Chrisien-Tro,
Som Granerne bedst paa Fjeldet groe,
Han kommer igien med Tiden!

Hos Sachserne med den vilde Jagt
Og Spydene odde-hvasse
Skarp-Skytterne stod mod Rom paa Vagt
I alle de snevre Passe,
Mod Keiseren først, mod Paven sidst,
Og Luther til Paven skiød saa vist,
Som Høder engang til Balder!

Ja, Høder nu kom igien fra Hel
Og meldte den ægte Balder,
Han gjorde nu Bod med Ret og Skiel
For Skuddet i Drenge-Alder,
Han skiød ikke nu med Mistelteen,
Af Gungner det var den ene Green,
Hos Anglerne var den anden.

391

Et skarpere Skud man aldrig saae,
Det rygtedes vidt paa Jorden,
Og Rygtet blev hørt med høi Attraa
Hos Angler og i Høinorden;
En levende Røst blev hørt paany,
Lovsangen til Christ lød høit i Sky,
Et folkeligt Hosianna!

Den Røst havde lydt engang tilforn
I Anglernes Helte-Time,
Som naar man til Jul fra Klokke-Taarn
Det hører saa liflig kime.
Men Paven i Rom med Fastetid
Den kvalde i Struben ret med Flid,
Og Munkene sang: quiete!

Men Han, som har Munden i sin Magt
Og Tungerne med det samme,
Han glemde ei, hvad der var Hans Agt
Med Skythernes Konge-Stamme
Med Jøder og Græker høit i Kor
Lovsynge den skulde Livets Ord,
Guds Gierninger aabenbare!

Hos Sachserne med den vilde Jagt
Og Spydene odde-hvasse
Skarp-Skytterne stod mod Rom paa Vagt
I alle de snevre Passe,
De sagte vel sang om Liv og Fred,
Men tænkde paa Strid og Død derved
Og skæftede deres Spyde.

Og ligest et Spyd paa Aandens Sprog
Er Pennen med Spids og Spalte,
Og spydigst i Mund saavelsom Bog
Latinen med Skiel man kaldte;
Latinen for Tysk og Pen for Mund
Vandt Prisen i en usalig Stund,
I Fødselen kvaldes Ordet!

392

Latinernes Ord og Grækers Skrift,
De skulde da Troen bære,
Det ene var dødt, det andet stivt,
Det maatte et Ligtog være;
De Lærde stredes om ut og qvod,
De Læge sloges om Laug og Lodd
I aandelig Død og Dvale!

Og Fyrsterne stred om Strimler Jord
I Tyskland og allevegne
Om Titler og Tal og Ukvems-Ord,
Om Fiske i fjerne Egne;
Og Pengene gjaldt for Liv og Sjæl,
Og Folkene havde glemt dem selv,
Og Tyrkerne kun var tappre!

I Dannemark Fred var Folkets Lyst,
Og naar det var mørkt og øde,
Var Søvnen om end paa Halm en Trøst,
End sige paa Duun de bløde;
Men hvad der i Tyskland gik for Aand,
Om Kiødhoved end med Pen i Haand,
Det bukked man for og sukked.

I ældgammel Tid en Hjertensmand
Fra Tyskland kom ind med Ordet
Om Glæde og Fred i alle Land
Ved Daaben og Nadverbordet,
Naar Folk vilde troe paa Jesu Navn
Og bede deri ved hvert et Savn
Til Himmelens Gud, vor Fader!

Saa længe det Ord lød høit paa Dansk,
Da fryded sig Dannekvinden,
Men Munkenes Præk, Latin og Fransk,
Som Avner bortfløi med Vinden;
Dog trøstede hende end saa smaat
Smaasange om Christ, som rimed godt,
Og deilige Kæmpeviser.

393

Og Luther han var en Hjertensmand,
Han havde i Tyskland hjemme;
Hans Psalmer om Jesus. Gud og Mand,
Vorherre med Broder-Stemme,
De klang som fra Himlen høit en Røst,
Og Ingen dem sang med større Lyst
End Luther og Dannekvinden!

Derfor ikke blot af Frygt og Skam
For Tysken saa dybt hun neier;
Hun immer venter endnu fra ham
De Koste, som renest feier;
Hun følde, til dem hun trængde tit,
Hun øm med sig ved alt skarpt og stridt,
Men taalde det ei desmindre.

Men Præsterne præked halvt Latin,
De lærdes dertil i Skolen,
Og hver havde gierne Kiephest sin,
Det dundred i Prækestolen;
Forkyst hun da blev, i Søvn hun faldt;
Saa længe hun sov, at hardtad alt
Var glemt, da i Skræk hun vaagned.

Hun vaagned i Skræk ved Vaabenbrag
Med Gienlyd i tusind Munde,
De raabde: nu har vi Dommedag,
Men Helved kun gaaer tilgrunde
Med Konger og Præster, Aand og Tro,
Saa leve vi kan for Gud i Ro
Og raade os selv med Gammen!

Vel throner i Sky Napoleon.
Med alle hans Engle-Skarer,
Og alting han holder i sin Haand,
Undtagen de rappe Harer,
Som springer i Luft og over Hav,
Til Engelands Kyst og Ruslands Grav,
Og Amerikaners Skove!

394

Men naar han har gjort paa Konger Kaal
Og leget Tagfat med Paven,
Vi lader ham drikke samme Skaal
Og lædsker med Kalk i Graven,
Saa lever vi lystig, til vi døer,
Og Cerberus meer ei ad os gøer,
Voltaire med Grin ham kvalde!

Det var en Berliner-Sang paa Dansk,
Som gjorde i Tyskland Lykke;
Oprindelig dog den var kun Fransk,
Skraldaandernes Mester-Stykke;
Af Mode hardtad den kom til os,
Ved hjerteløs Spot og Jette-Trods
Dybt sukkede Dannekvinden.

Der sad dog en lille Fugl og sang
Om Kæmperne i Høinorden,
Om Hjertet i Hvile, Aand i Gang,
Saa Himlen har Speil paa Jorden,
Ei skyggeviis blot i Sø og Kiær,
Men billedlig sandt i Ord og Færd,
I Menneske-Livets Gaade!

Det susede over Eg og Bøg,
Og mellem de lave Elle,
I Morgenens Gry, naar Engen røg,
Og sødest i Sommer-Kvælde;
Ei Mage var hørt til Skjaldekvad
I tusinde Vaare talt paa Rad,
Saa aandeligt og saa favert!

Det var, som fra hver en Bøge-Top
Og fra alle Kæmpe-Høie
I Dagningen sval en Fugl fløi op
For Blomsterne at fornøie,
Thi Skoven var døv for Fuglesang,
Og Fjeldet gienlød af Bjeldeklang,
Og Braget fra Bauta-Stene!

395

Det vilde dog været alt for tungt,
Hvis ikke af Dannekvinden
Det Gamle, som nu igien blev ungt,
Tilsmilet var under Linden;
Som Freia hun sad der under Slør,
Af Søvnen og Støien hovedør,
Men smiled dog Guld til Brage!

Ja, Dannemarks Freia, Vanadis.
Hun er, Gudskelov, ilive,
Hun istemmer Thors og Odins Pris
Men vil dog i Folkvang blive,
Der venter hun paa en bedre Helt,
Som Bølgerne blaa, saa er hans Telt,
Som Solen hans Skjoldemærke!

Hun mærked det alt i Hedenold
Ved Julebuds-Ord fra Østen
Om Fredegods-Helten, blid og bold
Med Kiærligheds Klang i Røsten,
Hvis Bane paa Jorden kun var kort,
Som reiste iløn paa Skyvogn bort,
Men kommer med Glands tilbage.

Hun kaldte ham Odd fra Arildstid,
Og Jesus, det faldt da fremmed;
Hun turde knap slaae til Nogen Lid,
Som vankede bort fra Hjemmet;
Da lyned det under Isse graa:
For ham tør jeg godt paa Gløder gaae,
Det rørde skiøn Freias Hjerte!

De siden henrandt i Hundred-Tal,
De Vintre med Vaar saa stakket,
Og aldrig om Odd sang nogen Skjald,
Om Jesus de sang kun hakket;
For stedse dog stemt er Hjerte rørt,
Det kommer ihu hvad det har hørt,
Det glemmer de Kiæres Navne!

396

Hun hørde forundret paa den Sang
Om Jesus og Odd tillige,
Og tvivler endnu vel mangen Gang
Om hvad det saa alt vil sige,
Men røres dog af det varme Ord,
Som aander et Himmerig paa Jord
Og banker paa Hjerte-Kamret!

Det er hende vel endnu en Brodd,
At muelig det er en Frister,
Som kogler saa frem den gamle Odd,
At Frelseren sin hun mister;
Det klinger som saa: kun i en Rus
Du glemde dit Folk og Fædrehus,
Kun løs er al fremmed Tale! - -

End er paa min høire Kind jeg øm,
Af Slaget, som mig gav Mimer,
Jeg vaagned derved som af en Drøm,
I Panden endnu det primer;
Han sagde: »Du som en Sællandsfar
Det husker dog vel, man noget har,
Som hedder en »Huse-Kage!«

Mod Tyskerne vel en gammel Bjørn,
Du tysker dog alt formeget,
Du glemmer jo reent de stakkels Børn,
Som Engle dog med har leget,
Og glemmer, det er det største Skarn,
Som river en Moder fra sit Barn,
Den Diende fra sin Moder!

Du saae ved det store Korstogs Grav
Med Ynk jo de arme Drenge,
Som ventede paa ved Middelhav,
Og vented kun alt for længe,
Det skulde som Jordan skildt sig ad
Og aabnet dem Vei til Davids Stad
Med Munde og Fødder tørre!1

* 397

Men giør ikke selv det samme du,
Trods alle de travle Drømme,
Du rider paa Luftens Hest endnu,
Med velsnoet Vind til Tømme;
Som Rytter paa Hav, som Odins Ravn
Du farer afsted i Jesu Navn,
Og drømmer dig midt i Eden!

Det undrer dig kun, at hver en Sjæl
Besynderlig Danne-Kvinden,
Ei giver al Verden rask en Hæl
Og følger dig stik mod Vinden,
Kun det er det store Underværk,
Du venter end paa, i Troen stærk,
Tvivlraadig om hvad du troer!«

Da blev om Øren tilgavns jeg heed,
Og tænkde: mon det er Fanden?
Men rnærked dog brat, just han blev vred
Og fnysede mod den Anden,
Som har vore Hjerter i sin Haand
Og vidner, som Menighedens Aand,
Tilfælles er alt, som frelser!

Da Mimer jeg svarede lunt og godt:
Jeg takker for Huse-Kagen,
En sundere har jeg aldrig faaet,
Med Retten og ei med Bagen;
Jeg husker nu godt det »Troens Ord
Hvormed vi bekiender Hvem vi troer,
Og alt hvad vi troer tillige.

Jeg husker nu grandt, hvad glemt var før,
Hos Skjalde som hos Skrift-Kloge,
Fordi vi den gamle Kirke-Dør,
Kun saae giennem Pave-Taage;
Jeg kommer det nu fuldtvel ihu,
At altid jeg spurgde: troer du?
Og nævned ei Pen eller Pave!

398

Saa gjorde for mig og Fader min,
Og Farfader hans tillige,
Saa Ingen udspurgde Troen sin
Paa Veien til Himmerige,
Men alle vi sagde: Tro og Daab,
Som Herre og Fader, Aand og Haab,
Med Paulus vi har tilfælles!

Det siger og Paven selv i Rom,
Og derved sig selv giendriver,
Thi døber han ei paa Pavedom,
Forgiæves derom han skriver,
Og døbde vi ei med Herrens Daab,
Og døbde vi ei til Pauli Haab,
Vi Kiættere var tilhobe.

Og var ikke »Pagten« Herrens Ord,
Ei Jesus var Daabens Stifter,
Da leved hans Navn ei meer paa Jord,
Da løi de jo grovt, de Skrifter,
Som vidner, hans Mund har gjort vor Daab,
Og vidner, han selv er Christnes Haab,
Hans Aand og hans Liv Guds-Ordet!

Hvis ikke det var hans egne Ord,
Som aabned os Himmerige,
Ukiendelig var da og paa Jord
Hans Aand og hans Liv tillige;
Om skrevet ei stod: han sagde saa,
Vi kiender dog kun hans Aand derpaa,
At Pagten han sig vedkiender!

Vildfarelsens Aander trindt paa Jord
Omsværme til Verdens Ende,
Tillyve sig Guds og Christi Ord,
Men Sandhedens Aand vi kiende,
Thi med Guds Apostler vi til Grund
Modtage et Ord af Jesu Mund,
Til Aandernes Ild at prøve!

399

Derpaa skal da kiendes Jesu Aand,
Han tager ei af sit Eget,
Men tager af Jesu Mund og Haand,
Paa hvem og hans Pen har peget;
Og prøves derpaa skal hver en Aand
Med Tunge i Mund og Pen i Haand,
I Norden som allevegne!

Deraf vi det veed, der var i Nord,
Og er end, trods Balders-Baalet,
En Aand, som modtager Jesu Ord
Og vidner paa Modersmaalet:
Mit Væld er kun Vand, min Fugl er vild,
Men Jesus, han døber med Aand og Ild,
Livs-Kilden er paa hans Tunge!

Som Røsten i Ørken Nordens Aand
For Herrens er Bane-Bryder,
Han lægger igien paa Fenris Baand,
Med gnistrende Staal han skyder,
Han nagler en Trold med Staal til Steen,
Han fælder en Jette sig til Meen,
Bespottes hos Udgaards-Loke!

Men Dannemarks Dis er kun i Pagt
Med Aser til Ragnaroke,
Mens Heimdal ved Broen staaer paa Vagt
Mod Mudspel og Udgaards-Loke;
For Livet med Fred i Evighed,
Hvorom kun Guds-Aanden Vidskab veed,
Har Freia dog Hjerterummet!

Hun har for Guds-Ordet Hjerte-Rum,
Guds-Ordet som Himmel-Sæden
I Frelserens Evangelium,
Hans eget, til Folke-Glæden;
Det lignedes ved det mindste Frø,
Som spirer i Muld paa Verdens Ø,
Men lovedes Livets Krone!

400

Som Bøgen og Kvinden trindt om Land,
Som Urter i Kiøkken-Haven,
Er lille og lavt i god Forstand
Det Hjerteskud med Guds-Gaven,
Men voxer dog op til Livets Træ,
Hvor Himmelens Fugle finde Læ
Og synger om evig Sommer!

Det ikke forstod Sybill i Rom,
Af Havet hun saae kun Skummet,
Hun tænkde, at Livets Herredom
Var bundet til Verdens-Rummet,
Opelsked det golde Hybentræ,
Kun Ulykkes-Fugle der fandt Læ,
Kun Natugler sang om Lyset!

Ei bedre forstod i Sorteskov
Alrune det Ord forblummet,
Med Ørnen hun stak i Sky paa Rov,
Randsagede Himmel-Rummet,
Hun sværmede om et Ygdrasil,
Hvis Top var af Luft, hvis Rod var Spil,
Hvis Fugle var født i Maanen!

Men Freia, før noget hun forstod,
Hun følde i Hjerte-Rummet,
At Livs-Ordets Frø deri slog Rod,
Saa stadig det blev foruummet:
Faaer Livs-Ordet Lyd med Kraft paany,
Da voxer Livs-Træet høit i Sky,
Da synger om Soel Glands-Fugle.

Da fødes paa Jord Oplysning ny,
Udsprunget af Hjerte-Livet,
Den vinder i Himlen Roes og Ry,
Med Troen af Ordet givet;
Det lyder fra Himlen: Lammets Brud
Har axlet med Smag en Løvehud,
Og see dog, hvor kiønt det klæder!

401

Som Eva sad skjult i Adams Liv,
Da Manden opstod af Mulde,
Sig skjuler nu Adam i sin Viv,
Saa deiligt det være skulde;
Saa blive til Eet de To i Kiød,
Hvad Engle ei vidste, det betød,
End ikke, da Kiød blev Ordet!

Optysning det er af Soel i Regn
Med Regnbuens Farver skiønne,
Som Buen den er et Himmeltegn
For Jomfruen i det Grønne,
Den spænder i Sky fra Hav til Hav
Og adler til Guld det gyldne Rav,
Som Freia har kaldt Guld-Taarer!

Da sees det ret, hvor dyrebar
For Gud er den lille Hammer,
Som banker iløn til bønligt Svar
I Menneskets Hjerte-Kammer,
Gienfødt af den Mund saa naaderig
I Sæd-Ordet uforkrænkelig,
Fra Evighed myg, sagtmodig!

Det drømde saa tit en Nonne-Sjæl,
At Bruden var hun reenlivet
Og havde i Kiødet kun sin Pæl,
Til Anger og Bod hengivet,
Som havde Vorherre og hans Aand
Et Harem iløn, lig Salomon,
Af Nonner med Slør og Bælte!

I Dannemark først det dages ret,
At Bruden er Menigheden
Som Moderen til den Helte-Æt,
Der kæmper for Himmel-Freden
Og skjuler sig for den bittre Død
Hos Brudgommen i sin Moders Skiød,
Hvor salig er Sjælens Hvile!

402

Saa moderligt som Maria-Mø
Er Hjertet i Menigheden;
Det levende troer og skal ei døe,
I Frelserens Kys er Freden;
Det knæler i Tro ved Herrens Bord,
Det farer i Sky med Livets Ord,
Det hviler i Kiærligheden!

»See op,« sagde Mimer, »med en Fart,
Nu spreder Fugl Phønix Vinge,
Og dersom du var af Due-Art,
Du kunde i Sky dig svinge,
Og følges med ham til Paradis;
Han flyver nu did paa Hugins Viis,
Og Veien tilgavns kan kiender!«

Da sukked jeg over Ravne-Kaar,
Da blegedes Fjer i Vinge,
Som Sorgerne blege sorte Haar,
Saa lyses det skal til Thinge,
At fundet er nu den hvide Ravn,
Som Due er kaldt med Døbenavn,
Og flyver ei meer til Valen!

Som Due jeg fulgde Phønix-Fugl
Og hørde ham liflig sjunge,
Om Paradis-Livet, ført i Skjul,
Om Dagene deilig unge,
Da immer han sang i Østerled,
Fra Solen stod op, til den gik ned,
Og blunded i Maane-Skinnet!

Vemodig han sang om Prøvens Aar,
Der tunge som Bly henrunne,
Da graaned lians Fjer, som Asers Haar,
Da bortrøvet var Idunne;
Han misted sit klare Fuglemaal,
Han smelted som paa et Balders-Baal,
Begroves i Rosen-Aske!

403

Han seiersæl sang om Nytaars-Ny,
Som skifter ei om til Næde,
Om Evigheds-Dagens Morgengry
Og Saligheds Middags-Glæde,
Om Bog-Ormen styg i Aske-Krog,
Som til en Fugl Phønix skabdes dog,
Af Himmelens Dugg oplivet!

Saa flyver han fort med Solens Pris,
Alt op imod Solens Bane,
Han flyver med den til Paradis,
Saa bider den gamle Vane;
Ei følge ham kan de Fugle smaa,
Saa vendte jeg Neb til Bølgen blaa,
Og vipped paa Kvist nyfigen!

Mig tykkes, det var med runde Tal,
Paa Tidernes Løb at giætte,
En Menneske-Alder og en hal'
Fra Nutidens Hold paa Slette,
Thi løbet der var af Døgnets Vand
Saamangen god Deel til Fortids Strand,
Hvert Folk havde Sit paa det Tørre!

Til Latter var selv paa Sønderjydsk,
Hvad Freia end maa begræde,
At Danskernes Poge skrev paa Tysk
Til Bedste-Forældres Glæde,
Og satte med Tyskens Grammatik
Paa Dannebods-Visen bedre Skik,
Og Kringler paa Madvigs-Suppen!

I hele Høinorden var uddød
Den Slægt, som Fortræd os volder,
Saa knækket var let den haarde Nød,
Med Provsten hver Skoleholder;
Nu Livet var frit og folkeligt,
Kanonerne kun havde Værnepligt,
Muld-Jorden kun var stavnsbundet.

404

Fra Veichsel til Po der var nu lyst
Og lukket hvert Gab paa Giærde,
Fra Tromsøen ned til Kretas Kyst
Var Menneske-Liv paafærde;
Af Ordet med Liv var Lyset tændt,
Hver gjorde sit Bedste saa omtrent,
Der gjordes nu Gavn med Gammen!

I Dannemark dog var Lykken bedst,
Den overgik vidt Forstanden,
Tilhuse var daglig Frænde-Fest,
Saa Dage lykønsked hinanden;
Ei vidste man, hvordan det gik til,
At Aandernes Kamp var Ridderspil
For Freden paa Dronning-Stolen!

Saa vide der gik i Verden Ry,
Ved Skippere og ved Skjalde,
Om Yndigheds Præg i hver en By,
Og Dannelsen jævn hos alle,
Thi alting var jævnt og klart og smult,
Tillige dog dybt og skiemtefuldt,
Som altid var Modersmaalet!

Man spurgde i London og Paris,
Athenen og selv i Vien,
Om Dannemarks Held var værd sin Pris,
Og hvi det kun gik til Slien,
Om da i det Danske Tungemaal
Der fandtes en Fee, som døved Staal,
Og Lykken med Smil udsaaede!

Hver Midsommersdag var Folkefest
I Skoven og saa paa Heden,
Da landed saamangen fremmed Giæst
Fra oven og saa fra neden;
De sagde ei meer om Møens Klint,
At den var af Klipper kun en Splint,
Som Danmark af Romerriget!

405

Og lært havde alle Landets Sprog,
For de vilde Folket kiende,
Og Dansken sad fast i Mund og Bog
Paa Marken til Verdens Ende;
Professoren i Latin og Fransk,
Han talde som Bonden Pæredansk
Og satte deri sin Ære!

Kort efter en saadan Løvsals-Fest
Det var nu i Morgenstunden,
Der damped i Sky en Havets Hest,
Mens Foglene sang i Lunden;
Veltalende Folk der var ombord,
De skifted i Mag et fyndigt Ord,
Som lysteligt var at høre.

Om Danmark var Talen først og sidst,
De havde med Flid det giæstet,
Og alle de fandt i stakket Frist,
Det havde sig klart stadfæstet,
At her eller ingensteds paa Jord
De Saliges Øer et Folk beboer,
Som fryder sig smukt ved Livet!

I Stad og i Land var Aanden Præst,
Men Hjerterne var Præstinder,
Saa alle de fandt, han talde bedst,
Som tiltalde Børn og Kvinder;
Og naar giennem Kvinder Hjertet sang,
Da Taleren tav, og Efterklang
Det gav hos hver Fugl i Lunden!

Den Damper, hun kom fra Kjøbinghavn,
Til Engeland holdtes Kaasen,
Sig løftede kækt dens Svane-Stavn,
Hvor Kuliemand stod paa Aasen;
Der sad under Solseil bag om Bord
Fuld velmødt en Kreds og skifted Ord
Om Dannemarks Lyst og Lykke!

406

Med Vingerne slog jeg da i Hast,
Der var ikke Tid at tøve,
Jeg satte mig paa den lave Mast
Min Hørelse der at prøve.
Og lydhør jeg var fra Vuggen af,
Blikstille og var det milde Hav,
Det syndes med mig at lytte!

Og alt hvad jeg hørde, holdt jeg fast,
Det lærde jeg alt i Reden
Og siden, hvor Haand og Mund har Hast,
I Skoven og saa paa Heden;
I Skolen jeg nær det havde glemt,
Hvor Ord kun var Gloser, Prygl kun Skiemt,
Til Lykke det var el længe!

Jeg hørde til min Forundring brat,
Selv Tyskeren Bod kan fange,
Kan finde i Nord en Kronos-Skat
Og lytte til Hjarne-Sange;
Da Verden vel staaer ei længe meer,
Men staaer sig dog bedre, som man seer,
Ved Lyset, Livs-Ordet tændte!

Det Selskab, som mødtes under Ø,
Var underlig nok blæst sammen,
Men seiled dog nu den samme Sø
I Talen med Fryd og Gammen;
Af Mænd var der sex, af Kvinder tre,
Og Kvinderne, det var nemt at see,
De faureste og de yngste!

Af Kvinderne var den Yngste Dansk,
Den Næste var Grækerinde,
Den Ældste, dog ung og smuk, var Fransk
Med Lokkerne lukt om Tinde;
De havde ei Vagt og Tolk behov,
De frydede sig ved Ligheds Lov,
Og kunde sig godt forsvare!

407

En Nordmand og Svensker sad dernæst,
Hos Tyskeren Engelskmanden,
En Spanier og en Hindu-Præst,
De To holdt dem til hinanden;
Paa Dansk de samtalde alle Ni,
Skiøndt Tonen kun Een var hjemme i,
Det turde hun godt bekiende.

De alle derfore til hende saae,
Alt med deres gode Minde,
De kunde det alle godt forstaae,
At bedst er en Voldgifts-Kvinde,
Naar derom det giælder først og sidst,
Hvad Hjertet maa kalde sandt og vist
Om Veien til Liv og Lykke!

Neophyta.

Det tykkelige Land og Folk
Vi med Farvel forlade,
Og skiøndt hos os i Grækenland
Det hører til Ulykken,
At som Ægypteren hardtad
Vi er for Lykken bange,
I Danmark dog, hvor Sagnet gaaer,
Hun under Navn af »Glæden«
Sig reiste selv en Dronning-Stol,
Og blev saa tit ei bortført,
Hun hjem igien med dobbelt Glands
Jo vendte snart tilbage,
Der troer man ret af Hjertens Grund
Paa Lykkens Gunst og Naade,
Saa der man nødes til ai troe,
Trods alle Tvivlens Grunde,
At det ved Lykken, som ved alt,
Kun giælder om det Ægte,
Saa i Vanrygte kun den kom,
Fordi saa let det glemmes,
Det ingenlunde alt er Guld,
Som med Guldfarve glimrer.

408
Denkspruch.

Ja, i Begrebers Kreds, man veed,
Det glatteste er Lykkens,
Det, som om den er sagt saa tit,
Ligt Aalen fra os smutter,
Hvor fast vi holde end derpaa,
Og ihvor vist vi stirre;
Men hvad der ei kan tvivles om,
Er, at selv paa Olympen
Var Lykken en velkommen Giæst,
Som ledtes til Høisæde,
Og Danmarks Lykke, dømmer jeg,
Er forholdsviis den ægte,
Til Levnets-Løbet heelt udstrakt
Med Haab for Evigheden,
Saa Guldet, der ved den fik Glands,
Er de Ideer store
Om Ordets Liv og Livets Ord,
Anvendt paa Folkelivet,
Til Friheds Værn og Grovheds Tugt
Og levende Oplysning,
Thi derved Aandens Kreds blev fri
Og Haandens Kreds indhegnet,
Og Hjertets Krav paa Guldets Vægt
Med Glæde blev opveiet
Men at den Folkelivs-Idee,
Rodfast i Modersmaalet,
Hinsides Eideren og Sli
Har skudt saa skiøn en Krone,
Og baaret alt saa rig en Frugt,
Som ikke selv ved Rhinen,
Ved Donaus og ved Elbens Bredd
I Kraft-Ideens Hjemstavn,
See, det er Lykken, med et Ord,
Som selv paa Dansker-Sletten,
Hvor Maalet er som Marken jævnt,
Og nemt at overskue,
Selv der i Skoven leger Skjul,
Og lader seent sig finde.

Saalænge kun med Byg og Bøg,
Med Krig og Fred og Konger,
409 Med Bælt og Sund og Æventyr
Og Morsomhed den lune,
Som Ælve-Dronning lunefuld
For Danmark Lykken spilled,
Var lige uforklarlig vel
Os Gieraingen og Grunden,
Men med Foragt vi slog det hen,
Som fremmed for Ideen,
Saa regelløst som Gøglespil,
Tilslumpet Svine-Lykke,
Som vi fandt ikke værd engang
Den Afkrog at misunde,
Hvor en udartet Dværgeslægt
Af vores egen Stamme
Sig havde, som os syndes, skjult
Paa Trods for os at drille.
Nu derimod, da en Idee,
Næst Gudernes den største,
Udpræges i et Folkeliv,
Med Billedskrift af Aanden,
Saa Grotte-Kværnen maler alt,
Hvad over den man kvæder,
Som Danmark om sin Fredegod
Alt nynnet har i Vuggen,
Nu er det klart, en Engel sang
For Dansker-Folkets Vugge,
Saa aandelig er Lykkens Grund
Dog altid paa en Maade,
Skiøndt ei Skarpsindighed den fandt,
Og det er Danmarks Gaade,
At det har ingen Folke-Aand,
Som lader sig beskrive,
Men har dog Aandeligheds Frugt,
Som ei er at miskiende!

Ædle.

Det gaaer mig her som før engang,
En Sommerdag paa Møen,
Da gik jeg under store Klint,
Det leged mig i Barmen,
Som Havfru-Børnene de smaa
Med Sandets Ædelstene,
410 Da hørde jeg en sælsom Lyd
I Tonefald fra Klinten,
Fra »Taleren,« saa syndes mig,
Og skiøndt den faldt mig fremmed,
Den sære Klang med Hvirvelslag,
Den halv mig dog forlysted;
Om Hjertet vel jeg blev beklemt,
Det værked i min Hjerne;
Men med et sælsomt Trylleri,
Som jeg har hørt fra Norge
Skal mellem Fjeldene fuldtit
Henrive og bedaare,
Jeg droges did af Tonens Magt,
Hvorfra den syndes lyde;
Men pludselig den sank og tav,
Og da sig Øiet løfted,
En lille Fugl kun hopped taus
Fra Kvist til Kvist i Bøgen,
Der som Løvhytte hvælver sig
Og Klinten overskygger.
Saa svimled for mig nys det lidt
Ved Talen om Ideer
Som Stormagts-Dampe fra et Dyb,
Der er for Hjertet Afgrund mørk,
Og skal dog klart opmaales;
Men da sig Talen slog til Ro
Hos Danmarks Barne-Engel,
Sødt nynnende sin Grottesang
For Lykkens Kiæledægge,
Da ind i Øiet himmelblaat
Jeg skued Havfru-Glutten
Og smiled ad det Hovedbrud,
Som kyste nys mit Hjerte,
Det stille Vand med dybest Grund,
Hvoraf i Bøge-Lunden
Jo klarlig fødtes Ordets Liv
Paa vore Skjaldes Tunge
Og alle Folkelivets Ord,
De gamle og de unge,
Saa Gaaden er ei dit og dat,
Ei Lykken og Tilfældet,
Men Gaaden er det Livets Ord,
411 Som Liv og Lykke følger,
Og Hjertet, som det Ord med Aand
Omfavner og genføder!

Klearby.

Saa høi er ingen Klippetind,
Saa dyb er ingen Bølge,
At jo John Bull ved Leilighed
Dem faaaber at udmaale,
Og vove tør han tit derpaa
Ei blot sin Hals og Nakke,
Men meget meer, et Levnetsløb
Med Savn og Flid og Møie;
Men seer lian noget ligt et Fjeld
Frit svævende i Luften,
Og nævner man et bundløst Dyb,
Da leer han eller græder,
Og tænker helst, Umulighed
Det ikkun er at tage,
Hvor Intet er, og øve Daad,
Hvor man kan aldrig komme.
Alt hvad der falder ham for svært,
Skiøndt det sig lader prøve,
Det skylder han for Kogleri
Som Thor hos Udgaards-Loke
Med Hornet, som var ham for stort,
Og Kat, for tung at løfte,
Og Kællingen, som ham i Knæ
Trods Asa-Styrken satte;
Men selv i dette Æventyr
Det er dog en Kiendsgierning,
At ei udtømmes Verdens Hav,
Ei Ælden overvindes,
Ei af de bedste Engelskmænd,
Ei heller af Halvguder,
Og vi hos os fra Arildstid
Skarpsindig har bemærket:
Enhver Kiendsgierning stiv og studs
Maa lades staae og giælde,
Om end vor Klogskab sprang i Flint
Af Arrighed derover,
Saa hvad umueligt er for os,
412 For Aser og for Vaner,
Vi maa tilskrive Ham i Løn,
Som Gud er i det Hele;
Saa, skiøndt det Danske Folkeliv
Med Dannelse og Ynde,
Med Vidskab uden Blæst og Bram,
Med Lys, som ikke oser,
Med Sødme uden Vammelhed,
Godmodighed uskrømtet,
Jeg fristes til at tvivle om,
Det er dog en Kiendsgierning,
Som maa tilskrives Ham især,
Hvis Magt er som hans Villje.

Don Pedro Alivares.

Det Ord er klart som Dagens Lys,
Men klarer dog ei Sagen,
Thi Gaaden er jo netop den,
At det alvise Forsyn,
Som ei kan skuffes i sit Skiøn,
Og lider ei af Luner,
Det fandt for godt i denne Vraa
Al Godheds Flor og Fylde,
Som det kan skee i Støvets Land,
Saa gavmild at udøse.
Min Oldefader har fortalt
I forrige Aarhundred,
Napoleon den Stores Tid,
Med andre Spanioler
Han var i Danmark, og enstund
I Sælland, Danmarks Hjerte,
Han laae ved Issefjord i Leir
Tæt ved den skiønne Kirke,
Som vinker med de kække Spir
Til Altret og til Himlen;
Men den stod tom hver Helligdag,
Og naar der holdtes Messe
Med Høitid i den Spanske Leir,
Den vel var trindt omringet,
Især af Byens smukke Kiøn,
Godmodigt, tit med Ynde,
Men saa aldeles ubekiendt
413 Med Tro og hellig Andagt,
At som et fremmed Skuespil
Det pirred og forbaused.
Den Gamle kunde vel ei Dansk,
Saalidt som nogen Fremmed,
Saa »smukke Piger, smukke Træer«
Var alt det Dansk, han hørde
Af Nogen i den Spanske Leir;
Men dengang var Latinen
Endnu tildeels et Fælles-Sprog
For alle Stuelærde,
Ved Hjelp af det hos Præstemænd,
End meer hos Professorer,
Min Oldefader fik med Gru
Om Christendom at høre,
At den i saa oplyst en Tid
Var hardtad reent forældet,
Og at i Danmark, sagde man,
Det var kun Vartous-Koner,
Som græd, fordi de i Guds Huus
Fandt Frelseren forsvundet.
At her nu blev en Skueplads
For Naadens Underværker,
Det, synes mig, er Gaade størst
I disse Himmelegne!

Ædle.

Min Oldemoder var for ung,
Til Dagene at mindes,
Som vi med Vemod læse om
I gamle Idræts-Bøger,
Da Ørnene fløi Verden rundt,
For Aadslerne var mange;
Men hvad end grandt hun kom ihu,
Var, at blandt Vartous-Koner
Hun sad som Barn og fryded sig
Ved Frelseren opdaget,
Som smiled under Straalekrands
Og aanded i hver Tone,
Og der var fuldt hver Herrens Dag
Af Gamle og af Unge
Med Lyst til Naaden, mageløs,
414 Som der fik Røst paa Tunge;
Og at Guds Naade, som fik Røst,
Fandt Hjerterum hos Mange,
Og hos os strømmer over nu
I Livets Kreds velsignet,
Er jo slet ikke gaadefuldt,
Saa det staaer fast: Guds Naade
Er selv den store Gaade!

Brammhaputra.

Ja, det staaer fast, thi Sandheds Grund
Er Aandens Himalaia,
Hvorfra Guds-Naaden springer ud
Med Overflod som Ganges,
Og det var i min Faders Tid
Midt under Opstands-Krigen,
Da kun Fortvivlelsen var stærk,
Der kom et dunkelt Rygte,
Og sneg sig om i Hindostan,
Men ikke fra Kalkutta,
At hos det lille Danske Folk,
Hvis Navn vi tidlig hørde
Fra Dansborg og fra Trankebar,
Guds Naade kom til Orde
Og trøsted hver, som elsked Fred,
Og saaed Lys i Hjertet.
For dette sære Rygtes Skyld
Kom hid jeg over Havet,
Og da jeg fandt Guds Naade her,
Det undred mig slet ikke,
At overalt Velsignelsen
Var i dens Spor og Følge,
Selv der, hvor den kun fløi forbi,
Som Ordet, naar man hører
Deraf kun en forvirret Lyd,
Men griber Tonefaldet;
Thi Naadens Røst er Livets Ord
For Stort og Smaat paa Jorden,
Som har til Liv i Sandhed Lyst,
I Syden som i Norden;
Et Øieblik, en Evighed,
Er ei at sammenligne,
415 Men for dem begge Naadens Røst
Er Liv og Fred og Glæde,
Den Tro hos Danskerne jeg fandt
Saa godt som allevegne,
Den ligner Kvindens velbekiendt,
Som sagde: kan jeg røre
Ved Sømmen af hans Klædebon,
Da er min Nød forvundet!
Og derfor, selv hvor Hugen staaer
Dog mest til Øieblikket,
Selv Øieblikket fik sin Glands,
Og Hverdagslivet Ynde;
Saa kunde jeg Guds Naades Røst
Til Hindostan hjemføre,
Og vakdes der den Danske Tro
Paa Naadens Rigdoms-Fylde,
Saa uforskyldt som Barnets Smil
Og mindre at udtømme
End Floden, som vi drømde om
Sprang Brama ud af Munden,
Da bær jeg ingen Tvivl derom,
At jo ved Ganges Bredder
Saavelsom her ved Øresund
Et Paradis opblomstred.

Neophyte.

Gud give det! da turde jeg
Vel ogsaa nære Haabet
Om en fornyet Rosenflor
Paa Rodos og i Tempe,
Hvor nu alt længe Vuggen gik
Paa Gænger af Kiærminder,
Men hvor vi Barnet savne dog
Med sine Rosenkinder;
Det syndes under Veer født
Som Artemis den anden,
Men byttet med en Skifting om,
Bortranet af Harpyer;
Men sandt er det, ved Øresund,
Hvor Skjalde sang som Fugle
For Mennesket, ei for dem selv,
Som Kukkeren paa Kviste,
416 Ja, sang med fuglevinget Ord
Til Trøst for hele Slægten,
For alt hvad der med Vingeslag
Bevæged Folkelivet
I Syd og Øst saavelsom Nord,
Selv for hensovne Guder,
For Zeus og Leto og Apol
Som Odin, Thor og Freia,
Saa de fik Hjemlov til den Vraa,
Hvorfra de før i viltre Dage
Udfløi at bygge alt for høit
Paa Hlidskjalv og Olympen, -
Da [læs: Der (?)] i min Barm oprandt det Haab,
At sig af Himlens Naade
Fra Dybet op et Delos skiød,
Hvor Leto maatte lande
Og der gienføde Sangens Aand,
Som siog den gyldne Cithar;
Da randt Basilipotamos
Paany vist som Eurotas,
Og kappes med Olympia
Da maatte Navarino!

Guldbrand.

Hvis Danmarks Skjalde ei sang feil,
Er Damperen et Delos,
Thi dersom ei jeg hørte feil,
Jeg hørde Barnet græde
I Guld-Citharens gamle Takt,
Saa Artemis, som fordum taus
Anførde Muse-Choret,
Vil sikkert nu for alle Ni
Og for sin Broder kvæde;
Men Danmarks Lykke er for jævn
Til vore Klippelande,
Som Bøgen med det fine Blad
Og med den skiønne Krone
Er alt for kiælen ved sin Rod
Til Stormene at trodse;
Hvert Folk derfor maa nøies med,
Som Danmarks Skjalde sjunge,
At faae et saadant Gyldenaar,
417 Som de har havt Guldalder,
Og Fredegods, som selv i Nord
Kun gik saa vidt som Bøgen,
Den naaed ei til Grækenland,
Men laae som Kronos-Dage
Bag Folkelivet og Olymp
Forviist til Verdens Ende.
Ja selv i Danmarks grønne Lund
I lyse Morgen-Drømme
Ei meer af Slægtens Gyldenaar
Sig Skjalden turde love;
Det sees af Bøger ikke blot.
Min Fader fra sin Ungdom
Kom vel ihu den Pindsetid,
Da en af Danmarks Skjalde,
Og netop han, som tit i Spot
Og stundum man for Alvor
Har kaldt Profeten i vort Nord,
Omsider kom til Norge;
Langskiægget var han ei endda
Men tandløs og graahærdet,
Og havde dog endnu en Røst,
Som Gienlyd gav i Fjelde.
Han talde i de Unges Kreds
Og reent ud, som han pleied,
Men lunefuldt, som var hans Skik,
For Alvor som til Gammen;
Han talde og i Tanberg-Mo
I Sommer-Aftenstunden
Som lille Fugl i Birkelund
I Takt med Hallingdandsen,
Men hvad sig Talen dreied om
I Grande-Hovedstaden
Var ingenlunde Grottekværn,
Som maled Guld til Frode,
Men kun den rige Kæmpehøi,
Hvor Holga laae begravet,
Med Guld og Sølv som Blandings-Gods
Med Muld og Grus og Stene;
Og hvad sig Talen dreied om
Paa gamle Ringerige,
Det var kun Hellig-Olavs Tid,
418 Da Kongerne blev Bønder,
Men som nu skulde vendes om,
Saa Bønderne blev Konger,
At sige uden Rang og Spir,
Som Erling sad paa Sole!

Denkspruch.

Forstaaer sig selv, at det er Tant,
Som Hex i gamle Dage,
At malke af sit Strømpebaand
Sin Naboes Mælk og Lykke,
Og det er vel den bedste Frugt
Fra forrige Aarhundred,
Som giemmes kan og giemmes bør,
Saalænge den kan vare,
At Folkeart og Modersmaal
Kom ud af Spændetrøien,
Saa Tanken sig kan røre frit
Som Fjer og Fugl i Luften,
Og at det virkelige Liv
Er blevet Ledestjernen;
Men skal det bære moden Frugt,
Vi i det Danske Folkeliv
Saa lidt som noget andet
Maa ville see, hvad ei det er,
Et Mønster, Idealet,
Saa der var Spørgsmaal om paa Dansk,
Som fordum paa Latin og Græsk
Og Fransk sig at omskabe
Til intet eller lidt af alt,
Som Prøvekaart og Stile.
Som det Aarhundrede, der svandt,
Tilkæmpede sig Krandsen,
Som Folkefriheds ædle Helt,
Aarhundredet, som skrider,
Har Livs-Oplysning til sit Maal,
Men Livets i det Hele,
Som Menneskets, ei Folkets blot;
Thi hvis ei Folkelivet
Oplyses som en enkelt Green
Paa Ygdrasil det Store,
Som krones skal i Fællesskab
419 Af alle Hovedgrene,
Da gaaer det, som i Engeland,
Da frit det stod alene
Og alt sit eget, løst og fast,
Indhegned og forguded.
Det var en ganske anden Sag
I Aandløshedens Dage,
Da man i Mønster-Mennesket
Kun saae en Verdens-Borger,
Og kom det høit, en Philosoph,
Hvis Skygge paa Papiret
Var Platos evige Ide,
Var Mønsteret for Livet;
Da havde Folkelivet Ret
Til høit at lee og græde
Og til at værge sig med Kraft
Mod Døden i Forklædning,
Men dog har Mennesket et Liv,
Et Levnetsløb tillige,
Med et ophøiet Fællesmaal
Som Klarhed i det Hele,
Der ei af noget Folkeliv
Ustraffet oversees
Og naaes kun i Fællesskab,
Naar frit det eftertragtes;
Saa selv det danske Folkeliv
Jeg finder, har den Lyde:
Storlivet, om ei overseet,
Dog kun for lidt at regne!

Clearby.

Godt nok at skrive Stile om,
Og holde smukke Taler,
Men Folkelivet er et Liv,
Der kan saa lidt som Dyrets
Sig giøre større, end det er,
Og Grændsen overskride;
Saa det er Enkeltmanden kun,
Om ellers det er Nogen,
Som over Folkets Liv og Lyst
Kan levende sig hæve
420 Og over Hovedet sig selv,
Som det maa synes, voxe.

Denkspruch.

Saa det ved første Øiekast
Vel synes maa os alle,
Thi lægge kan vi til vor Væxt
Ei Alen eller Tomme,
Men opad voxe kan en Green,
Om ellers den har Driften,
Med samme Kraft, som lige ud,
Og saa kan Folkelivet,
Og er det kun et Æventyr,
At Folk groer op af Jorden,
Men sandt, at af det samme Blod
Er alle Folk udsprungne,
Da maa der ogsaa være Folk,
Som føle for det Hele,
Og ved Oplysningen derom
Vil virke til Dets Bedste.
Selv England, som fra Slægt til Slægt
Sig kæk den Tro vedkiendte
(At efter Brittisk Folkeret
Var Folkelivet lovløst)1
At hver ei blot sig selv er næst,
Men fremmed for al Verden,
Saa hvad sig selv ei hjelpe kan,
Det skal forgaae uynket,
Selv England mærked dog ei blot,
Det kunde Hjelp behøve
Og maatte yde Hjelp igien
For ei den at undvære;
Og nu hos os, hvor før engang
Stor-Tyskhed var det Hele,
Man tager Deel i alles Nød,
Hvor end de boe og bygge,
Som elske Frihed, Lys og Fred,
Men maa dem ikke nyde.

* 421
Guldbrand.

De lærde Herrer begge To
Tilgive, ei jeg fatter,
Hvad egenlig de tvistes om,
Da derom tvivler Ingen,
At det kan være sandt, man skal,
Og sandt, man kan det ikke,
Saa det er med vort Folkeliv,
Som det er med vort eget,
Det undergraver vel sig selv,
Naar det er egenkiærligt,
Men bliver, trods al Verdens Lys,
Dog hvad det er; fremdeles
Der vist nok er et Folkeliv,
Som ei har denne Lyde
Og derfor Pant paa Evighed,
Men det er ikke vores;
Thi intet Folk paa Jordens Kreds
Er christeligt at nævne,
Undtagen det af alle Folk,
Som hele Verden hader,
Men høster Kiærlighed for Had
Og skal omsider lære,
At dette Folk i alles Sted
Opfylder Hjerteloven,
Og at i Herrens Menighed
Det hele Liv forklares,
Naar alle Folk og Tungemaal
Er i dens Skiød optaget,
Som det kan skee ved Udvalg frit
Og Pagt paa begge Sider.
Om derfor noget Verdens-Folk
Har Hjerte for lidt mere
End deres eget Liv og Id,
Det kiendes som i Danmark
Derpaa, at Livets Christendom
Skiøndt lidt forhadt dog fredes
Som Naadens Blomst og Fredens Rod
Og Frugt af Kiærligheden!
En ganske anden Sag det er,
Jo bedre vi oplyses
Om Livets Tarv og Verdens Løb,
422 Og hvad der vist giengiældes,
Desbedre for vor egen Skyld
Omgaaes vi og forliges;
Det saae man i den store Kamp,
Som knækked Ruslands Vælde,
Det seer man i Indfredningen
Af Friheds-Raaderummet
Fra Middelhav til Østersø,
Det seer man selv i Vesten,
Hvor ingen Drot det vover meer,
Hvor heelt han end vil herske,
At byde Folket Trællekaar
I Hverdags-Livets Sysler,
At krænke deres Modersmaal
Og binde deres Munde,
Men nøies, som i gammel Tid,
Med Hyldings-Eed og Gave
Og med et Over-Herredom,
Der paa de Smaa ei tynger;
Og at i Tyskland, Gudskeelov!
Man kom til Eftertanke,
Og vil ei rygge Grændseskiel,
Men ændser Dannevirke
Og Polens Ret og Ordets Kraft,
Og Lysets Krav paa Frihed,
Beviser kun, dets Folkeliv
Er til Bevidsthed kommet
Af Kaldet til, som Mærkesmand
At løfte Aandens Banner
Mod Barbari og Næveret,
Som imod Roms Tyranner.
I Middelaldren alle Folk,
Ikkun lidt meer og mindre,
Opløste sig i Laug og Trop,
I Ordener og Stænder,
Og da i Stridbarhedens Hjem
Var alles Haand mod alle,
Og dette Middelalderskab
Var Blomsten for det Bæger,
Hvori engang med Jahn og Arndt
Man drak sig under Bordet;
Men da den Rus var sovet ud
423 I Forbundsdagens Kielder,
Og da Udbrækningen deraf,
Paa Strid med hele Verden,
Men først og sidst dog med sig selv,
Saa ynkelig fik Ende,
Da af sin Middelalders Drøm
Man vaagned efterhaanden,
Kom sig med Oldtids Aand ihu
Og saae kun Efterskinnet
Af Oldtids Glands i Cæsars Tid
Og sidst i Hermands-Slaget.
Saaledes i det høie Nord
Forklares den Bladvending,
Hvorved, til hele Slægtens Gavn
Og til Høitysklands Ære,
Oplysningen tilbagevandt
Sin mageløse Kæmpe,
Som hævder Frihed overalt
For Aand og Ord og Tanke,
Og seer det klart, at Blodbadsleg,
Undtagen med Barbarer,
Med Voldsmænd og med vilde Dyr
Er ikke blot til Plage
For Bondedont og Kiøbingsflid
Og ordenlig Husholdning,
Men for al Frihed, Lys og Ret,
Saa Retten i Spydstagen
Er ogsaa dødelig Forgift
For alle Aandens Kampe
Med Mund og Pen i Friheds Lys,
Hvoraf Diplomatien,
Som kaldte fræk det Ordets Dyd
At dølge vore Tanker,
Som Rænkesmedes falske Mønt
Var kun et Uglebilled.
Men hvad der kun er Hjertets Sag:
At elske og opoffre,
Man skielnes vel fra Hjernens Sag:
At tænke og oplyse.

Heloise.

Udsprunget af Normannisk Rod
Med Snorre jeg maa sande,
424 I Hordeland og Rudeborg
Man glemmer seent hinanden,
Thi mest tiltaler end idag
Mig denne Nordmands-Tale,
Og hvad i Danmarks Folkeliv
Jeg værd fandt at misunde,
Mig syndes, var den fine Duft
Som af en Dronning-Rose,
Der gav det hele Liv sit Præg,
Som det er Rosen-Dyden
Selv i sit Støv at dufte sødt
Og aande mildt i Graven.
Ja, Dannekvindens Dronningstol
I Skikkelse af Skammel,
Som i romantisk Skuespil
Saa tit os har fortryllet,
Den fandt jeg ellers ingensted
Som her i Hverdagslivet.
Thi Dannekvinden med al Ret
Maa kaldes Signelille,
Af hendes gule Lok et Haar
Selv Norges Barns kan binde;
Saa vel er Kvindens Raaderum
I Frankrig maaskee større,
Og hendes Frisprog aabenlydt
Langt ældre, velbefæstet;
Men der hun klarlig rev sig løs
Og maalde sig med Manden;
Ved Øresundet derimod
Hun bly opløfter Røsten,
Men med en Sikkerhed som Faa,
Der spilled Dronning-Rollen,
Og ofte med en Efterklang,
Som man kan aldrig glemme.

Clearby.

De siger noget, selv engang
Det underlig mig rørde,
Jeg hørde i en Bøgeskov
En gammel Kæmpevise,
Som godt jeg kiendte hjemmefra
425 Fra Kendal i det Grønne,
Men Efterklangen var mig ny
Og dog ei ganske fremmed.
Som om med Hengest og med Hors
Jeg faørde den i Vuggen.
Vi leer jo nok af Arvetal,
Som føres op til Odin;
Men saa det var med Angler ei
Endnu i Alfreds Dage,
Og alt vi fandt i Asamaal
Forunderlige Toner,
Forglemte vel, som hvad med Flid
Man skrev i Glemmebogen,
Men dog som Babel-Kongens Drøm
Forlagte, saa de mindes,
Saasnart man hører dem igien.
Dog gaaer det os med Norden,
Som vore Frænder vestenhavs
Med os i Gammel-England,
At kunde gamle Minder ei
Forhindre fri Udvandring,
Langt mindre de i Tidens Løb
Os bringe kan tilbage.
Saa Odin sig med knappe Kaar
Hos os maa lade nøie,
Omtrent som da i Jetteklør
Han maatte sig løskiøbe
Med røden Guld som Oddergiæld
I lovlig dyre Domme!

Vettern.

Ja, det er gammel Sterling-Stil,
Det tør jeg ikke nægte,
Men giæsted De i Gøtheborg
Den Nordiske Høiskole,
De hørde vist, at bedre Haab
Man har om Shakspears Frænder,
Og tænker, Thor er ikke død,
Skiøndt Halsen er i Klemme,
Hvor Hrungner Jette trykker stygt
Med sine lange Skanker,
426 Og man forklarer Magnes Haand,
Som smed den rask tilside.
Om Haanden, som med Kløgt til Skjold
Har Themsen undergravet,
Og Haanden, som ved Dampens Hjelp
Kan styre Vind og Vove,
Og Haanden, af hvis Strængeleg
Gienlyder Verdens-Havet,
Den Magne-Haand, som Mechanik
Er selv i Aandens Rige,
Og vælter Jette-Byrden af,
Som lammed Sjælens Vinger
Med Slid og Slæb og Trællekaar,
Da hele Fosterlandet,
Dets Jord og Træ og Steen og Malm,
Jo hviled tungt paa Folket
Og lettedes kun for de Faa
Ved Manges Overlæsning
Med Skatte-Byrder, som tilsidst
Giør Folk saa ællevilde,
At de i Hundredtusendtal,
Naar Lænkerne kan sprænges,
Fra Mandhjem rømme, flygte bort
Til Ørkner og Urskove,
Hvor under Trælle-Aaget dog
I Mørke og iblinde
Man har den sidste, usle Trøst,
At det er fælles Skæbne,
Hvor man kun træller for sig selv
Og ei for dem tillige,
Der kun med selvklog Spot og Haan,
Som Lys-Intelligensen,
Betaide Folket for sit Slid
Og sparkede til Massen.

Clearby.

Det vist nok var et Underværk
Saa stort som noget andet,
Om det, De kalder Magnes Haand,
Og som ret godt vi fatter,
Saaledes vælted Byrder af,
427 Frigjorde Sjæl og Tanke;
Men af Erfaringen hos os
Jeg kan ei bedre skiønne,
End at den samme Magne-Haand
De fleste Løftestænger
Kun sløver af og slider op
Om end med Fif og Læmpe,
Og om end Tanken giøres fri,
Den vild dog og forvoven
Sig tumler som en Hvirvelvind
Og bygger Luft-Kasteller
Med Skattefrihed, Kuglespil
Og alle Kroppes Eenshed;
Saa at i Danmark Magnes Haand
Ei store Ting udretted,
Jeg regner for et Hovedtræk
Ved Danmarks gode Lykke.

Guldbrand.

Hver Virkning med tilbørlig Kraft
Igien maa Aarsag blive
Og sammenblandes derfor let,
Men maa dog ei forbyttes;
Og seer jeg ret i Dannemark,
Saa er det Folke-Skolen,
Som baade Overmagten tog
Fra Stor-Maskineriet
Og giør, at Kraften, som blev fri
Ved Trælle-Baandets Løsning,
Anvendes for det meste godt,
Til sund og gavnlig Tænkning,
Ei over Håndværks-Syslen blot,
Dens Fortrin og dens Fare,
Men over Livet før og nu,
Dets Dyder og dets Lyder;
Thi det var Aands-Indskydelsen
Med Danmarks Folke-Skole,
At Hverdags-Livet med sit Krav
Til alle uden Forskiel
Og Mennesket i Hverdags-Dragt,
Hver med sin Dont og Stilling
428 Midt i det samme Land og Folk
Netop i Øieblikket,
Blev draget frem med friske Træk
Og stillet klart for Øie
Til voxende Opmærksomhed
Og Prøve giennem Livet.
Derfor det og blev vittig sagt:
Den gamle Læremaade
Var netop bagvendt fremfor alt,
Thi da I alle Skoler
Gav Kyndigheden Spøgsmaal blot,
Vankundighed gav Svaret,
Hvorved den Ene glemde alt,
Den Anden intet lærde,
De kappedes, men kun derom,
At kiede sig og gabe;
I Folke-Skolen derimod
Vankundigheden spørger,
Saa Kyndigheden Dag for Dag
Maa svede for at svare,
Maa rappe sig hver Morgenstund,
Ydmyge sig hver Aften,
Og har til Spore og til Brodd
En Prøve, som er ægte,
Ild-Prøven i det Folkeliv,
Den lægge skal for Dagen,
Thi i sit rette Forhold kun
Staaer Lyset da til Livet,
Naar som et Aabenbarings-Lys
Det spaaer om Levnetsløbet
Og klarer sig hos hver især,
Alt som det efterleves;
Og i sit rette Forhold kun
Staaer Livet da til Lyset,
Naar det bevæges til at troe
Paa Lyset i det Dunkle,
Og giennem skinnes saa deraf,
Udvikler Glands-Beviset
Det, gammelt i Vorherres Bog,
Er hos ham selv langt ældre,
Hos Lyset, der oplyser alt,
Det Ord, som alt udtrykker;
429 Men det hos os var splinternyt,
Ebraisk i vore Bøger,
Til det blev draget til os ned,
Anvendt paa Hverdags-Livet,
Som er os alle vel bekiendt,
Som kun i Fuldskab glemmes,
Og paa vort eget Folkeliv
Fra Slægt til Slægt i Kiæde,
Som vel kan glemmes, men dog let
l Ungdoms-Aar opfriskes
Ved Sagas Røst og Skjaldens Kvad
Paa Folke-Modersmaalet.
Derved det snart kom for en Dag
I Danmarks grønne Lunde,
At alt hvad Kroppens Hoveri
For Føden kan afløse,
Er ønskeligt, kun naar derved
Ei Livet gaaer i Løbet,
Saa Mennesket, som Ixion,
Maa dreie rundt med Hjulet;
Thi det var Grundvildfarelsen
Engang i Statistiken,
At den opoffred Mennesket
For Overskudet livløst
I Tid og Penge, Maal og Vægt,
Udbyttet for det Hele,
Som gav det største Giennemsnit
For alle paa Papiret.
Nu seer man det i Dannemark,
Til deels i hele Norden,
Der er en anden Regnebog,
Hvorefter man kan nøies
Med mindre snart og mindre fint,
Med mindre glat afrundet,
Og staae sig godt, naar hver især,
Foruden andres Skade,
Faaer mere gjort og sagt og nydt
Med Frihed og med Glæde,
Saa ikke Landets Haver blot,
Men ogsaa Livets blomstrer,
Og dufter anderledes sødt
End blomstrende Tabeller.

430
Denkspruch.

Det kan ei drages meer i Tvivl,
At Livet, som er alles,
Kun skeer sin Ret, naar Middel ei
Det er for noget Andet,
Men er sit eget Øiemed,
Som Livløsheden tjener;
Men Livet med sin Klarheds-Drift
Og med sin Klare-Evne
Af fælles Rod, til fælles Gavn,
Men med ulige Styrke,
Det skeer i Norden ei sin Ret,
Fordi dets Ret er dobbelt.
Dets Ret til sig at yttre frit
Og til i Mag at virke,
Den giør man fyldest, meer tildels
End midt i selve Tyskland;
Men Æren med sin Straalekrands,
Som for Vidfadme-Livet
Er baade Soel og Dugg og Regn,
Den savner man i Norden.
Den fattedes fra Arildstid,
Det seer man bedst paa Heimdal;
Han staaer jo høit paa Himmelbjerg,
Og drikker Mjød med Gammen,
Men dog hans Synskreds er beklemt,
Kun hundred Firkants-Mile;
Han vel kan høre Græsset groe,
Men ei dets Væxt udgrunde,
Han støde kan i Gjallarhorn,
Saa hele Valhall vaagner,
Men han er kun en Tjener dog,
En Vægter og en Vogter,
Det grønne Gudhjems Landeværn
Mod Jetter og mod Trolde,
Eensidig med Nødvendighed,
Vel bundet med Guldlænker,
Men bundet dog, ei fuglefri,
Saa Mulighedens Rige,
Som vel er vildsomt, grændseløst,
Men dog magnetisk drager,
Han kun et ængstligt Speiderblik
431 Fra Bjerget kan tilkaste.
Det var min Tanke og mit Ord
I Götheborg forleden,
Da jeg i Sømmene besaae
Den Nordiske Høiskole,
Et Himmelbjerg unægtelig,
Som Kæmpe-Aandens Dovre,
Hvor jeg langt meer af Asgaard saae
End før paa Mælkeveien;
Det er et Oxford mageløst,
Som Odin selv har bygget,
Hvor der ei blot er Bænke Nok
Til Aser og til Vaner,
Til Giseste-Venner fra Olymp
Og hvert et Himmalaia,
Men hvor i venligt Fællesskab
Lyslevende de findes
Og holde Raad om Nat og Dag,
Om Tidens Ny og Næde
Og skifter Ord som Salomons,
Om alt hvad der har Grøde,
Fra Cedren til de Husløg smaa,
Som grønnes kun bag Ovnen,
Og skifte mangt et Alvors-Ord
I Takter skiemtefulde
Med Høvdinger som Ligemænd,
Halvveis som Undersaatter;
Men Septeret man savner dog
Med al Storværdigheden;
Grund-Videnskabens Raaderum
Med sine Straale-Krandse,
Den lastes for Misvisning kækt,
Naar ei mod Nord den peger,
Og pibes ud, naar, om end smaat,
Der ymtes om, at Jetten,
Som stod med Odin kæk tilmunds,
Tildels dog var hans Mester.
Vi veed det nok, vi har det lært.
At Mennesket med Ordet,
Som vil af det Umælende
Sig selv og Gud forklare,
Maa nøies med at hedde Thurs,
432 Og døie Hammerslaget,
Saasnart han lukker Munden op
Til en umulig Gierning,
Saa Ordet selv med Ordets Kraft
Han vil tilintetgiøre,
Udtrykke i det Altings Grund
Som Ingenting i Intet;
Men indenfor det Grændse-Skiel,
Som Tanke-Loven sætter,
Maa Tanken svæve upaatalt
I Mulighedens Rige
Og er hernede Ære værd,
Selv om den sig forvilder,
Naar det kun skeer i høien Sky
Trods Falke-Syn det skarpe.

Vettern.

Saameget er dog ganske vist,
At naar man laster Norden,
Fordi ei ganske »fuglefri«
I Friheds Hjem er Tanken,
Da man paa Tysk saavelsom Svensk
Kun laster, hvad man roser,
Da »fuglefri« og »fredløs« jo
Hos os kan ei adskilles;
Men falder det end bort paa Dansk,
Det kan dog knap forsvares,
At giøre noget Folk til Pligt
Den Vidskab at forgude,
Som giør det til sit Øiemed
Dets Liv at undergrave,
Naar kun man grundig gaaer tilværks,
Og bruger skarpe Vaaben.
»Forgude« siger jeg med Flid,
Ei blot fordi jeg hørde,
At Heimdal paa vort Himmelbjerg,
Vor store Grændse-Vogter,
Som førde Gudhjem i sit Skjold
Og var dets Hoved-Værge,
Kun var en lurvet Vidskabs-Gud,
En »Vægter« kun igrunden,
433 Som kaldtes til at raabe Brand,
Og turde aldrig glemme,
Det var ham strængelig forbudt
Med Lys og Ild at lege,
Ja, selv i al Koldsindighed
Og i den bedste Mening
At mødes midt paa Bifrost-Bro
Med Mudspels vilde Sønner;
Ei blot for det jeg lægger Vægt
Paa Udtrykket »forgude«,
Men først og sidst fordi: i Nord
Vi hylded Friheds-Aanden,
Saa yderlig som ingensteds
I nye og gamle Dage,
Saa Aands-Oprør, om nok saa vildt,
Gaaer fri for Straffe-Loven,
Som taaleligt for Lysets Skyld,
Da Straffen Ondt giør værre;
Al Luftighed da af sig selv
Ustraffet kan forgudes,
Og bygger Templer man for den,
Da staaer de, til de falder,
Saa den Latinske Tempel-Stad
Fik Lov til at forfalde
Som Bath, det gamle Badested
For Krøblinger ved Floden,
Og Pisa, fordum Havnestad
For Romer-Helgen-Riget,
Hvor end groer Græs paa hellig Jord,
Som endnu i vort Norden
Latinske Tjørn paa klassisk Grund
Og Tyske paa vor egen,
Som Folket peger Fingre ad,
Men Haanden rører ikke.
At Luftigheden og dens Krav
Paa Æren mellem Guder
Ei var de Gamle ubekiendt,
Som fødte Asamaalet,
Det seer paa Loke eller Luft
Hver Sommerdag vi bedre,
Thi fri for ai Eensidighed
Han leged med løs Hale,
434 Og skiøndt han, som tvetydig Alf,
Stod under Heimdals Opsyn,
Saa taaldes dog, trods mangt Spilop,
I Asgaard han saalænge,
Til selv han af sin Nidingsid,
Af Balders Mord sig roste,
Og slap endda med Hus-Arrest
Og Blodets Baand forresten!

Denkspruch.

Det var en egen Hypothes,
Ei blot om Lokes Herkomst,
Men fremfor alt om »Blodets Baand«
I Loke-Sønnens Tarme,
Og den er vittig udentvivl,
Men rimer sig dog ikke
Med hvad som et Orakelsprog
Jeg hørde tit i Danmark,
»At Aser bandt med Lokes Mund
Selv deres egne Hænder.« 1
Og jeg det fandt dybsindig tænkt,
Af Lokemythe-Smeden,
Naar Tanken standser i sin Flugt,
Da staaer Forstanden stille,
Og Idræts-Kraften da misvendt
Ei frem gaaer men tilbage.

Vettern.

Jeg kiender det Orakelsprog
Og vilde nødig bundet
Den Mund, hvoraf det sig udsvang
Paa Friheds lette Vinge.
Det hændes dog den bedste Mund
Sig lidt at overile,
Det glemde ei den gamle Skjald,
Som løbe lod Spaastikken,
Hvor nu i Mag, paa Bjerg, i Dal
Steensættes dybe Brønde,
Og selv har han det frit bekiendt,
At han ved Lokes Fængsling,

* 435

Hvad ellers sjelden ham var hændt,,
Tog feil ad Billedsproget,
Saa Aser bandt kun Lokes Mund,
Som vi hans mange Frænders,
Med Strænge af hans eget Ord,
Som kneblede ham Munden;
Thi hvem der vel med Talekonst
Kan skjule sine Tanker,
Som Haltere paa begge Been,
Tvetungede med Forsæt,
Naar de forlange Ørenlyd,
Vi svarer dem med Rette,
Det er, som naar man ringer paa
Og kan dog ikke nægte,
Man har gjort alle vitterligt,
Man kommer for at stjæle.
Er da end noget sandt deri,
At Aser paa en Maade
Med Lokes falske Virksomhed
Bandt ogsaa deres egen,
Da var det af den egne Grund
At de med Falskeblakken
Gik halvveis i Fostbroderskab
Paa Skrømt ved Tidens Fødsel,
Som meer og mindre hvert et Folk,
Knap Danskerne undtagen,
Thi selv hos dem der kvædes om,
Som Odin selv med Loke,
Hans Yndling i den grønne Lund
Blev Vikingens Fostbroder.
I Danmark selv, hvis Frodefred
Er et gienfødt Vidunder,
Kun mueligt hos et fredsælt Folk,
Saa fredsælt, at det taaler
Selv Lugten af sit eget Blod
l Drabsmænds Ulve-Aande,
Som det er klart, det Danske Folk
Har taalt Hjemtyskeriet,
Selv der blev søvnig Folkets Aand
Ved Lokes Lands-Forvisning;
Og under Grottesangen vel
Den sover ind som Frode,
436 Og faaer i Søvne Banesaar
Netop af »Fredløsheden«!

Ædle.

Ulykkesfugl fra Volsunghjem1
Med dine mørke Drømme,
Hvor nænner du det stille Vand
At spaae saa vilde Storme!
Du veed dog vist, at Grottesang
Er ikke Hjarne-Skjaldens,
Ei den, hvorfor han kronet blev
Ved Fredegodes Baare
Af Dannekvinden, der kun græd,
Som Freia, gyldne Taarer,
Saa denne vilde Viking-Sang
Om Danmarks gode Lykke,
Som sprunget ud af Møllesteen
Og Jettekvinde-Næver,
Og født kun til et stakket Liv
Af Vikingernes Naade,
Den lyver ei sig Fader fra,
Den ligner Viking-Brage,
Som klarlig var fra Arildstid,
Jeg siger ei vor Loke,
Men dog var Amlet Vendelbo,
Vor Hading og vor Hermod,
Og fremfor alt da Vendelbo
Med Havet til Veirmølle,
Som gaaer med Munden avet om,
Og alting giør i Penge,
Gervendels og Horvendels Søn,
Som klamres med sin Moder,
Og sigter end, som Gienfærd, os
Paa Verdens-Skuepladsen
For Snigmord og for Baneraad
Og grusom Landsforvisning,
Som om hans hele Vikingsfærd,
Saavidt som Himlen blaaner,
Var immer gamle Danmarks Skyld,

* 437

Saa ikke meer end billigt,
Det maatte efter stakket Frist
Sin Grusomhed undgiælde.
Fra Hengst og Hors af Sleipners Æt
Løb løbsk med ham paa Havet,
Er det Omkvædet paa hans Sang,
I Takt med Grottekvadet;
Det er hans Tanke nagelfast,
At da med Grotte-Kværnen
Med Fenje og med Menje han
Gik over Stav fra Danmark,
I Østersø de gik tilbunds,
Saa Ærende fuldmodent
Han har ved given Leilighed
Til efter dem at fiske,
Og uden Told i Øresund
Det glatte Lag at give.
Men Gud skee Lov! det er en Drøm,
Tilvisse af de stærke,
Som fødte seent i Tidens Løb
Endnu en Nattevandring
Fra Themsens Nor til Kiøbinghavn,
Som Danmark aldrig glemmer,
Men mindes, uden Nag i Hu,
Fordi Skiærtorsdags-Slaget
For Nytaarstidens Bjarkemaal
Var dog kun Fødsels-Veer,
Som snart forvandtes under Ø,
Trods vor Langfredags-Kvide,
Da i et Paaske-Morgengry
Den Danske Skjoldmø-Stemme
Opdukked med en Havfru-Sang,
Hvortil knap hørdes Mage,
Og med en Fredegodes Tid,
Som Jorderig forbauser.
Vi veed det godt, at under Soel
Kun evigt er Guds-Ordet,
Men Hjertet, som det lever i,
Og Tungen, som udtrykker
Det Fredens Evangelium
Med lifligst Hjertens-Glæde,
Har dog en Smag ad Evighed
438 Og Fællesskab med Ordet,
Der ei af Vinde blæses bort
Som Rov i Viking-Stavne,
Og selv vor gamle Frodefred
Blev efter Hjarne-Kvadet
Ei med vor Lykke Viking-Ran,
Men hos os selv begravet,
Og, som det nys kom for en Dag,
Kun jordet til Opreisning,
Og end saa liflig i sin Død,
Livsalig i sit Minde,
At dens Guld-Krone gik i Arv
Til Skjaldens Sællands-Kvide!
Om derfor end det støder lidt
De Lærde og de Vise,
Dog Danmarks Lykke, Danmarks Fred
Er født i Hjerte-Kamret;
Med Hjertets Tro og Kiærlighed
De altid staae og falde;
Om Hjertet derfor dreier sig
Al ægte Dansk Oplysning,
Og, som paa Kvinden det er klart
I alle Jordens Bælter,
Det er mod Hjertets Tankelov
At elske sine Fiender,
Og stik mod Hjertets Tankegang,
At Fred man dermed vinder;
Thi Had fordulgt er netop Nag,
Som myrder Hjerte-Freden,
Og den saakaldte Kiærlighed,
Som Hjertet sig paadutter,
Er Fienderne kun til Foragt,
Til Spot og Haan og Latter.
Kun alt for ofte Danmarks Folk
Af Hjerte-Lygtemanden
Blev i Uføre lokket ud
Og fristede sin Lykke,
Men giør det nu, da Dag oprandt,
Vi haabe, aldrig niere,
Hvor bøit det end basunes ud,
Vort Hjerte er for lille.
Vi veed, hos os er alting smaat,
439 Undtagen Danmarks Lykke.,
Men med dens Gunst blev ældst paa Jord
Det lille Danmarks Rige,
Og blomstrer som en Rosengaard
Endnu i Efteraaret.
Med den fra vore Bjerge smaa,
Som Verden kalder Tuer,
Saa høit vi saae, som Himlen er,
Og dybere end alle,
Som ei tilbunds i Hjertet saae,
Tilbunds i Livets Kilde!

Neophyte.

Triumpfa! det er det lille Ord,
Der ligne skal det Store,
Som Barn sin Fader, men indsvøbt
I al sin Moders Ynde,
En Datter altsaa mageløs,
En Skjoldmø, ei koldbrystet
Som Pallas, men ei mindre kæk,
En Soel med Lys og Varme,
Som i vort gamle Æventyr,
Som Romeren tilsøled,
Om Psyche liden, Eros Brud,
Misundt af Aphrodite,
Kun fæstet med et vinget Ord,
Hvis Mund var ei tilsyne,
Vildfarende i mange Aar,
Fordi for Kiødets Øie
Sig dølger Aandens Herlighed,
Og straffer hver en Speider;
Men som af Skade dog blev klog,
Og giennemgik Skiærsilden,
Blev Moder til Livsalighed,
Hvis Tilnavn var Lysøie!
Hvad før kun var et Æventyr,
Blev Liv med Aand paa Jorden;
Hvor Kronos graved ned sit Guld,
Han fandt det dybt i Norden,
Paa Havets Bund, ved Møens Klint,
Som Minde-Bautastenen
440 Med Sommer-Tag af Bøgeløv,
Med Runeskrift uristet,
Sødt slumrende i tusind Aar
I Rune-Kridtets Vugge,
Men nu opvakt, udbrudt, udbredt,
Saavidt som Bølgen ruller,
Med Tungeslag, som trindt paa Jord
Opvækker alle Minder,
Som jordedes paa Hjertegrund
Med Duft af Nardus-Salve.

Heloise.

Ja, netop som fra Havets Bund
De dukker op fra Dybet,
Ved Dannekvindens Havfrasang,
De dyrebare Minder,
Som selv i deres Skyggedragt
Har Yndighedens Smykke;
Det har jeg mærket fremfor alt
Paa Dronning Emmas Minde,
Der altid hos mig gynged let
I Lyd af Vugge-Sangen,
Med Dronning-Smilets Majestæt
Og Engelands Guldkrone;
Men da engang i Dannemark
Jeg hørde Gunvers Kvide,
Hvis Hjerte blev i Bøgelund,
Da hun paa Viking-Snekken
Bortførdes just til Normandi,
Da blev hos Dronning Emma
Jeg første Gang en Skygge vaer,
Som ogsaa bar en Krone,
Var ikke Dronning-Moder blot,
Men Heltens Bedstemoder,
Som med sit ægte Riddersværd
Vandt meer end Englands Krone,
Vandt saa udødeligt et Navn
Som alle Haves Dronning,
Og dette Lykkens Skiødebarn
Hun reiste sig i Mindet
Som »liden Gunver«, dansk af Byrd,
441 Med Biaane-Øiet fæstet
Paa Kroner og Guldsmykker ei,
Men paa en bly Kiærminde,
Kun dronnigklædt i Yndighed
Som Rosen mellem Torne!

Klearby.

Nu undrer det mig længer ei,
Hvad tit mig har forundret,
Al selv John Bull, i Brynje født,
Med Tilnavn »Seier-Skjorten«,
Dog tit i Kampen kom tilkort
Med sine Elskovs-Drømme,
Saa let han fik en Skrue løs,
Tæt under Seiers-Huen;
Thi selv i dette Øieblik,
Midt i den friske Kuling,
Mens Blodet ruller rask og let,
Som Bølgerne i Sundet,
Det bliver mig om Brystet trangt,
Og sært er jeg tilmode,
Som med Sirenerne ombord,
Saa var jeg end Odysseus,
Mig nytted ei hans snilde Raad
Til Masten mig at surre,
Hvor trindtoinkring Sirenesang
I faure Vexel-Toner
Opdukke fra det dunkle Dyb
Og dandse i Kiølvandet;
Saa vil ei med en Skrue løs
Jeg komme hjem til England,
Jeg maa med Grottesangens Skjald
Mig bilde ind, jeg seiler
Med Danmarks Lykke under Ø,
Kan med den Havet salte,
Og enten synke ned tilbunds,
Hvor alle Bølger hvile,
Ja enten - eller kiølet af
Med en nybygget Snekke
At pløie kiæk den salte Sø,
Og dreie for Malstrømmen.

442
Denkspruch.

At Hjertet tales kan for nær,
Det tør jeg ikke nægte,
Det skedte ikke blot engang
Af Franske Philosopher,
Men selv Logikens Mærkesmænd
I Engeland og Tyskland
Miskiendte ganske vist et Dyb,
Saa gaadefuldt og ægte,
At førend vi faaer det opmaalt,
Det Daarskab er at tænke,
Vi har udgrundet Mennesket
Og Hjerteskaber Kraften;
Men holdes Hjertet alt for nær
I Hoved-Tankegangen,
Før alt er klart derudenfor,
Er ogsaa det livsfarligt,
Skiøndt Danskerne, fra Arildstid,
Forvovne nok paa Havet,
Har kastet deres Anker trygt
Ved Randen af Malstrømmen,
Saa paa det Danske Livs-Begreb
Sig lader vel anvende
Det vidtbekiendte Hamlets-Ord:
Der er lidt Svamp i Danmark!

Ædle.

Ja, braadne Kar i alle Land
Og Raadd i alle Stater,
Det altid man kan sige frit,
Og Land og Stat, skiøndt lille.
Er Danmark, som i Shakspears Tid
Og langt før hans, i Amlets,
Saa naar det oversættes ret,
Hvad avet man anvendte,
»Lidt raaddent i den Danske Stat«
Dertil maa Danmark tie;
Men naar det Danske Livs-Begreb
I begge Hjerte-Kamre
Af Hjerne-Spindet tiggerstolt
Faaer Ukvems-Ordet »svampet«,
443 Da spørger Dansker-Hjertet kækt,
Hvor man i Aandens Verden
En sand livsmoderlig Natur
Har uden Hjerte fundet?
Har ei deri sit Indbegreb,
Hvad sig deraf udvikler?
Har Barne-Sjælen mere Liv
Maaskee end Moder-Hjertet?

Brahmaputra.

Til Veslerledens Tankegang,
Den hardtad grændseløse,
Endnu jeg er for lidet vant,
Til let med den at følge,
Men det umuelig kan slaae feil
I Østen eller Vesten,
At i Guds Naade sit Begreb
Har Livet af Guds Naade,
Og at i Himmel og paa Jord
Er Hjertet Naadens Sæde,
Og dersom Adam ei tog Feil,
Da han gav Venneviven
Det mageløse Eva-Navn
Med Flid i Morgengave,
Da er vist Hjertet allenstund
En aandelig Livs-Moder,
Som hver Livs-Tanke fødes af
Og maa med Skiel opammes,
Saa det er ingen Overtro
Og maa i Tvivl ei drages,
Hvad Fare end der løbes ved
Paa Hjertets Dyb at ankre,
Hvor Strømmen har sin egen Lov,
Som ingen Kløgt udgrunder,
Med mindre først den steg saa høit
Som Himmerigs Brev-Due.
Naar Hustruen i Hindostan.
Trods alle Suk og Taarer,
Blev tvunget til paa Mandens Baal
Sil Liv og Blod at offre,
Det var tilvisse Grusomhed,
444 Som neppe har sin Mage;
Men mærkelig man tog dog Feil,
Om deraf rask man slutted,
At Hjertet var i Brahmas Land
Kun agtet for en Kiødklump,
Og Hustruen i Aandiøshed
Kun agtet for et Husdyr;
Thi Meningen var tvertimod,
At hver en Ægtekvinde,
Som Ægtemandens Venneviv,
Ham maatte villig følge,
Paa Lue-Vinger høit i Sky,
Som Hjertet følger Aanden;
Saa, naar al Tvangen tænkes bort,
Med alle Suk og Taarer,
Da bliver det et Skuespil,
Ei blot som man i Norden
Sig tænkde Brynhilds stolte Daad,
Der bænked sig paa Baalet,
For sin udkaarne Helt paa Trods
I Lue-Favn at kryste,
Men, som de sang i Dannemark
Og synger end med Glæde
Om Signelilles Fruerbur,
Hvoraf sit Baal hun bygged,
For tro og huld sin Hjertensven
I Liv og Død at følge.
Et saadant Hjerte synes mig,
Sig kalde maa med Rette
Det aandelige Livs-Begreb,
Som det er til paa Jorden,
Livs-Moderen til hver en Helt
Og hvert el ægte Storværk,
Som Aanden adler med sit Præg,
Forlener med sin Styrke;
Og at et saadant Hjerte ei
Kan elske sine Fiender,
Det er saa klart som Aandens Had,
Til alt hvad Aanden trodser,
Saa Hjertets Lyde i vor Barm,
Som Kvindens i vort Kammer,
Er ikke Hjerteligheds Feil,
445 Ei Kvindeligheds Synder,
Men Mands og Kvindes Syndefald.
Som Jorden har besmittet,
Dens Seerblik, dens Kløgt og Vid
Ei mindre end dens Ømhed,
Saa vi ei blot har Lys behov
Til Sandheds Aabenbaring,
Men først og sidst det sande Liv
Med Kiærlighedens Fylde,
Det Christus-Liv, som viser klart,
Det var kun Drømme vilde,
At Kiærligheds og Hadets Ild
Hinanden udelukke,
Da begge Ilde meget meer
Hinanden forudsætte,
Saa Ingen Sandhed elske kan,
Som Løgnen ei vil hade,
Og ikkun hvo som elsker Løgn,
Alt Had kan brændemærke.
Døds-Moderen, der kan saa lidt
Med Kiærlighed forliges,
Som med det Liv, der er dens Dyd
I Himlen og paa Jorden,
Det klarlig er Misundelsen,
Den Fandens Bedstemoder,
Som saa misundte Gud sin Kraft
Og Sandhed Straale-Krandsen,
At derfor hun blev Med og leed
Ad Himmeriges Glæde,
Og fødte saa i Mørkets Vraa
Til Verden Sandheds-Hadet,
Som brænder med sin Helved-Glød
Iløn hos Falskeblakken.
Det lært jeg har i Dannemark,
Hvor ei som andre Steder
Oplysning er et Fakkelskin,
Frembragt ved Kraft og Snilde,
Og hvori, hvad det kommer nær,
Faaer baade Lys og Skygge;
Thi Dansk Oplysning er med Skiel
Et »Himmel-Lys« at nævne,
Saa himmelhøit og soleklart,
446 At alle maae bekiende,
Siet ingen Fingre uden Guds
Har dermed havt at giøre;
Det er en Søster billedlig
Til ham, som selv er Lyset,
Og har desaarsag kun paa Jord,
Som han, en Fosterfader,
Men har desaarsag og som han
Den kvindeligste Moder,
Fra Årildstid hos os berømt
I mange Heltesange
Som Fuglemø Sakuntala,
Hvis Navn selv Vesterleden
Nu alt enstund paa mange Sprog
Gav til en Hjerte-Dronning,
Af himmelsk Byrd i Støvets Dragt,
Med Himlen fast forbundet,
Og Moder til den Folke-Helt,
Som har paa Jord ei Mage.

Ædle.

At nævne i eet Aandedræt
Sakuntala og Signe,
Er vist nok noget splinternyt
For skolerette Øren,
Men ikke saa for Hjerte ømt,
Som finder det ældgammelt,
At Tid og Sted og Navn og Sprog,
Som Hjerner vidt adskille,
Paa Hjerter kun giør lidt Forskiel,
Og sjelden stor paa Kvinder;
Saa neppe mødes i vor Mund
Sakuntala og Signe,
Før de hinandens Blik forstaae
Og kysses som Veninder,
Hinandens Frændker uden Tant,
Hvis Mødre var Heelsøstre,
Og Fædrene, skiøndt vidt adskilt,
Som Konger, Embeds-Brødre;
Thi Hjerter, som for Aander slaae,
Og kan med Ord henrives,
447 De er paa alle Hjertesprog
Høibaarne Konge-Døttre,
Som for den Kæmpe, de har kiær,
Gaaer syngende i Ilden;
Dusjantus hist er Heltens Navn,
Her Habor eller Balder,
Han Eros hedd i Grækenland,
I Palæstina Christus;
Og der som ellers ingensteds
Den Sandhed kom for Dagen,
At Ilden til hvert Balders-Baal,
Som blusse skal paa Jorden,
Maa ulme først, som lille Gnist,
Hos os i Hjertekamret,
Hvor, efter Hindu-Kongens Ord,
»Sit Brænde-Ved den venter«.

Denkspruch.

Ja, Gnister, som i Modersliv
Paa deres Vedd kun vente,
For da at fødes uden Vee
Som Lynilds-Glimt til Verden,
Hvor tykt de flokkes, vist nok spaaer
En gnistrende Oplysning;
Men Klarhed og Bestandighed
Paa denne Vei knap vindes,
Og derfor nærer jeg en Tvivl,
Om disse Lys, som brænde
I Sommerkvældet, stille, lunt,
Ei slukkes, naar det stormer.
Man var paa Vildspor rigtignok,
Det; kan jeg ikke nægte,,
Da rask man bygged mit System,
En færdig Lære-Bygning,
Hvor baade Gud og Menneske,
Saavelsom Soel og Maane,
Ja baade Tid og Evighed
Hver havde sit Aflukke,
Og hvert Aflukke Hængelaas
l en forvoven Slutning,
Til alle Laase dirkefri
En enkelt Hoved-Nøgel,
448 Som Slutteren med Forsæt smed
I Floden næst ved Haanden,
I Pregel, Elben eller Spree,
Til aldrig meer at findes,
Da det fuldendte Pantheon
Ei skulde undersøges,
Men kun som et Krystal-Palads
Sit Indhold aabenbare,
At troes paa og raabes ud
Med Roes til Verdens Ende.
Bygmesteren, som altid hedd
Guds egen Søn »Fornuften«,
Som Kongen i Ægypti Land
Hedd Pharao bestandig,
Nedstammed aabenbar fra ham,
Som kom i Tidens Fødsel
Til Aserne og loved kæk
Med Rævesmil om Munden,
Dem Borgen »Uindtagelig«
I stakket Frist al bygge,
Naar de ham gav i Arbeidsløn
Med Freia, Soel og Maane.
Thi i det faste Pantheon,
Hvor alt maa smukt staae stille,
Er ingen Plads til Flyvisky,
Til mindste Hjertebanken,
Til dobbelt Soelhverv aarligaars.
Hver Maaned en Nymaane,
Men kun i aandelig Forstand
Til Hades-Drotten, Pluto,
Med Nøgle, Passer, Maal og Vægt,
Som passer kun til Skygger,
Saa til Uleilighed kun der
Er hvert et Glimt af Freia,
Selv med sin visne Rosenkrands
Den Græske Blomster-Pige,
Som Pluto raned i en Vaar,
Der ei kom efter Vinter,
Som Lidenskaben, før endnu
Koldsindighed er vundet.
Dog det blev alt for langt og bredt,
Om her jeg skulde drøfte
449 Hver Brøst, som ingen Bygnings-Konst
Kan undgaae eller skjule,
Naar Mennesket i Hui og Hast
Vil giøre Huset færdigt,
Som rummer ei hans Fortid blot,
Men ligesaa hans Fremtid,
Og rummer først og fremmerst Ham,
Som var og er og bliver,
Hvem Aanden alt har tidlig sagt
Ei rummer Himles Himle.
Jeg kun den klare Hovedfeil
Ved Konsten vilde blotte,
At Fælles-Livet aabenbart
Man vilde saa forklare,
At Moderlivet derved sank
I bundløst Mulm og Mørke,
Og saa paa Trods den tvertimod
Sin Klarhed selv forplante,
Skiøndt den naturligviis, som død,
Kun fødte tomme Skygger.
Ja, hele Efterslægtens Liv
Man vilde kækt optage
Og sætte hurtig overstyr
Paa Almeen-Grundbegrebet,
Og raabde dermed grusomt ud
Til hele Efter-Slægten:
Langt heller du for det maa døe
End uden dette leve!
Dermed den grov sin egen Grav;
Thi Folk dog helst vil leve,
Og man opdaged snart den Konst,
At rydde Bygge-Grunden,
At blæse om hvad op var blæst,
Og skiøndt det vared længer,
Før man forstod, at ingen Blæst
Kan skabe om det mindste,
Naar ei det er Guds Aandepust,
Som skabde selv det Største,
Har vi dog endelig indseet,
Det er kun Drengestreger,
Med Mundsveir og med Sort paa Hvidt
At spille Verdens-Skaber,
450 Som med en Øxe til hver Hals
At spille Livs-Behersker.
Ei meer da nu, med Gud omkap,
VI bygge og nedrive,
Men glætter kun, som vi kan bedst,
Paa Livets Rod og Kilde,
Og vil af Strømmen hos os selv
Udregne Maalets Afstand;
Og da Grund-Kræfterne i Alt
Med Tankens faste Love
Maa venlig stemme overeens
Og samme fyldestgiøre,
Saa bygge vi fremdeles kækt,
Men ikke ubeskeden,
Ei paa det ny Jerusalem,
Som Kredsen skal firkante,
Men kun som paa en Skabelun
I Muelighedens Rige,
En let og fordringsløs Model
Med lutter løse Skruer,
Saa den kan hurtig skilles ad
Og atter sammensættes,
Ja, rettes paa og dannes om,
Alt som Forstanden voxer.
Og det, vi mener, hører til
Som en Oplysnings-Maaler,
Hvorpaa kan sees, hvorvidt vi kom,
Og hvad end staaer tilbage.
Derfor endnu vi fristes til
Hver Lysning at miskiende,
Der, som den Danske, springer frem
Uventet som et Nordlys,
Fremtryllet som et Glædes-Blus,
Et Vittighedens Fyrværk;
Og selv naar vi, som jeg, har seet,
At det er intet Blændværk,
Men Lys, som sprang af Livet ud
Og Livets Gang oplyser,
Det er dog af kometisk Art
Paa Banen uberegnet,
Og maa, som det uventet kom,
Og ventelig forsvinde.

451
Klearby.

Det troer jeg mindre nu end før,
Og glæder mig derover,
Thi dette klare Foredrag,
Skarpsindigheds-Udbyttet,
Af Gruben: »Danmarks Folkeliv«,
Min Tankegang har klaret,
Saa grant jeg seer, den Bygningskonst,
Hvis Misgreb nys du blotted,
Den mageløse i sin Art,
Sin Grundfeil har i Arten;
Thi overjordisk Bygnings-Konst
Saa vel som underjordisk,
Er spildt Umage for vor Æt,
Som selv med Ørne-Flugten
Dog ei til Himmelen kan naae
At bygge der sin Rede.
Om end med al Forsynlighed
Man lægger sine Planer
Og bruger stemplet Maalesnor
Og veier paa Guld-Vægten
Nøiagtigst, skarpest, forholdsviis,
Man bygger dog i Luften
Og kan ei bruge andre Steen,
Ei andet Bygnings-Tømmer,
End hvad man finder for sig der,
Og hvad sig selv kan bære;
Saa naar man bygger allerbedst,
Det vist nok er det værste,
At tænke, Himmel, Jord og Hav
Skal rette sig derefter;
Men selv naar man fra Høieloft
Med Jorden holder Øie,
Optager i sit Skyggerids,
Hvad der kom klart for Dagen,
Og vil kun have til Model
Sin egen Frihaands-Tegning,
Man giætter ganske sikkert feil
Af Snesen nitten Gange;
Thi vel det følger af sig selv,
For Gud er alting mueligt,
Som kun umueligt er for os,
452 Fordi vi fattes Kraften;
Men dog er Luftens Muelighed,
Det blotte Tænkelige,
Ei sjelden en Umuelighed
I Himlen og paa Jorden;
Thi kun det Giørlige kan der
Til Virkelighed vorde,
Saa Muelighed i den Forstand
Udkræver Magt og Villje;
Og hvad Gud ingenlunde vil,
Det kan Han ikke giøre,
Skiøndt til at giøre hvad Han vil.
Hans Magt er uindskrænket,
Som tidlig det blev klart udtalt
Med Torden-Røst fra Himlen:
Den Gud, som kan alt, hvad Han vil,
Han kan slet ikke lyve!
Forsaavidt havde vi da Ret,
Vi Britter i det hele,
At ei vi brød vor Hjerne med,
Hvad man kan alt optænke,
Men grunded Nat og Dag kun paa,
Hvad sikkert sig lod giøre,
Saa Øgenavnet »Gierningsmænd« *)
Med Æren vi kan bære,
Da virkelig vi prøved paa
Alt, hvad os syndes mueligt,
Og Prøven kun kan fælde Dom
I Muelighedens Rige.
Men desuagtet grant jeg seer,
Vi var ei angerløse,
Da tit vor Prøve var saa vild
Som i en Daarekiste,
Og alle Dage under Soel,
De hellige og søgne,
Vi mangt et Værk har prøvet paa,
For Gud og Mand ugiørligt,
Og mangt et Storværk skryllestort
Blev kiøbt i dyre Domme
Med Tid og Flid og Falkeblik,

* 453

Og Tønder Guld i Mængde,
Som var til Tab og Skade blot
Og jettekry Forundring,
Som Touget over Verdens Hav
Og Tragten under Themsen,
Det ene klarlig overspændt.
Det andet undergaaet,
Mens Tid og Flid og Falkeblik,
Med Tønder Guld langt færre,
I Aandens Stil og Livets Egn
Langt ægtere Storværker
Ei kunde blot, men burde klart
Vor Daadfuldhed afpræget
Og til en Livs-Oplysning tjent.
Som trodsed alle Storme.
At Viljen ei var noksom varm,
Hvor Kulden eftertragtes,
Er vist nok sandt, men Vilje dog
Der var til ægte Storværk;
Det saae man paa vor Selskabs-Hær
Til Freds og Friheds Bedste,
Til Prædiken og Bibeltryk
Paa alle Folke-Tunger,
Saa hvad der mangled først og sidst
Var Lyset over Livet,
Ei det saakaldte rene Lys,
Som kun i Vand sig speiler
Og fornemt Livet overseer,
Hvis Sjæl det skulde være,
Men Himmel-Lyset i Guds Aand,
Som Jorden overstraaler,
Som Livets Bane forudseer.
Dets Vilkaar forudsætter,
Og Efterskinnet i vor Barm,
Lyslevende udsprunget,
Som de i Danmark følges ad
Og Virksomheden lede,
Saa med langt mindre Kraft og Flid
Langt større Ting udrettes,
I Aandens Stil til Livets Tarv
Og menneskelig Glæde,
Hos os vidunderlig forglemt,
454 Skiøndt ellers ingensteder
Guds Aabenbarings Himmellys
Man holdt saa høit i Ære,
Og ingensteds der sang en Fugl
Som Shakspear over Dybet,
Hvor Liv og Lys hos Jordens Børn
Har deres Stævnemøde,
Og hvorfra Kæmper dukke op,
De ægte og uægte.
Og øve Daad, som de har Dyd,
Og Storværk, som dem ligner.
De kolossalske Skuespil,
For Folket som for Skjalden,
Som Trylle-Drømme gik forbi,
Som Hamlets Aand forbaused
Og sank saa brat i Glemsel ned
Med alle andre Gienfærd.
Der stod i Bacos Mesterværk,
At Aabenbarings-Lyset
I Bibel-Stagen skinned kun
For Kirken og bag Graven,
Saa himmelsk talt vort Hverdags-Liv
Var idel Død og Mørke,
Og jordisk talt, vor egen Sag
At kiende og benytte.
Det var en Sæd, som hundredfold
Bar Frugt paa vore Agre,
Mens hvad han ogsaa ymted om,
At Arilds-Poesien,
Besjælet af en Spaadoms-Aand.
Var dyb og parabolisk,
Gik Folke-Øret reent forbi
Som Klingklang uden Mening.
Selv Shakspear hørde knap en Lyd
Af Arilds-Poesien,
Som den med Angler over Hav
Kom flyvende til Øen
Og bygde sig en Rede der,
Hvor, Kuld paa Kuld udruget,
En fuglevinget Sanger-Flok
Har Anguls Æt oplivet
I meer end fire Hundred Aar,
455 Men glemdes saa aldeles,
At da den Danske Mythe-Skjald,
Som man har kaldt Spaastikken,
Kom første Gang til Engeland,
Det Brittiske Museum,
Hvor strax han blev en daglig Giæst,
Sig aabned kun med Latter
For ham, som spurgde først og sidst
Om »Bjovulf« og om »Kædmund«
Og voved os at skamme ud,
Fordi en gammel Skrolle,
Med Anguls-Viser stoppet fuld,
I Exeter begravet,
End ikke i syvhundred Aar
Engang var efterskrevet;
Saa nu kun med et Leidebrev
Fra Canterbury-Villjam1
Han kunde trænge til den ind
Og giæste den i Graven.
Han vist nok med sin hvasse Brodd
Os tirrede saa længe,
Til ikke blot vi efterskrev
Med Iver Visebogen,
Men lod den trykke meget pænt
Med Bjovulf og med »Kædmund«
Og Layamon og alt det Lidt,
Os levnet var af Skatten;
Men det dog blev kun lidt bekiendt
Og endnu mindre skattet,
Indtil igaar, og selv idag,
Da Talen var om Danmark,
Som vaagned med sit Bjarkemaal,
Lydhør for Grottesangen,
Og hørde i den ikke blot
Afmalet sin Guld-Alder,
Men lydt forkyndt sit Gyldenaar,
Skyfaldet som Rolv Krage,
Som trængde ei til Grotte-Kværn
Og ei til Jette-Styrke,
Men strøed Guld, som Frodes Meel,

* 456

Trindtom med begge Hænder;
Thi at den gamle Viking-Art
Stak i mig, saa paa Lykken
Jeg stirred heller som et Rov,
End som en Himlens Gave,
Det var desværre alt for klart;
Men nu det mig har slaaet,
At Viking-Lykken gaaer tilbunds,
For aldrig meer at dages,
Men Folke-Lykken er Guds Laan,
Forbrudt, naar den misbruges,
Men immer ventelig igien,
Naar savnet ret den søges;
Saa det er af sin Fortids Sang,
Og ei af Regnebrættet,
Et Folk faaer med sit Lykke-Haab
Sit Lys paa Fremtids Bane;
Og føles Trang der til et Lys,
Som Jorden overstraaler
Og viser Aandens Vei derpaa
For hele Adams-Kiønnet,
Det søges maa i Himlens Sang,
Med Morgenstjernens Tindren;
Thi selv den bedste Videnskab
Maa nøies, som Elias,
Med Synet af Guds Herlighed
I Efterskin afspeilet.
Udspeide kan ei nogen Kløgt
Guds Vei i det Uvordne,
Men kun saa smaat sig giætte frem
Ved dunkle Vink og Mærker
Af dem, Hans Aande driver ud
Som Forbud og Herolder.

Ædle.

Det kalder jeg et Skriftemaal,
Som det er Lyst at høre,
Og det stadfæster klart hans Ord,
Som du har kaldt »Spaastikken«:
Kun de, som der er Noget hos,
Kan føle, hvad de fattes,
457 Kun de har ogsaa Mandemod
Til Manglerne at skrifte,
Mens de, som intet er og har,
Let drømmer sig fuldkomne.
Og selv, hvor de en Mangel seer.
Kun søger den at skjule,
Som et fortvivlet Banesaar,
Der ei staaer til at læge.
Hans lyse Haab om Anguls Æt
Vil da ei heller glippe,
Thi kun i Skiemt det var hans Skik
Om sine Englands-Reiser
At sige, det var Vikingstog,
Som de i Tveskiægs-Tiden,
Til Afdrag paa den Dane-Giæld,
Som daarlig sig forrented.
For Alvor det ham var en Sorg,
At Angler og Nordhumbrer
Fortvivlet gik fra Arv og Giæld
Ved Skiftet med Samfrænder,
Da Børnene af Nordens Aand
De maalde Guld i Munden1
Paa egen, ei paa Jetters Viis,
Paa Asa-Tungemaalet;
Og som hans Haab, det var hans Trøst,
De vaagne, om end silde,
Betale Giæid og æske Arv
Og giør et Ægers-Gilde
For Aser og for Vaner med,
Som aldrig gaaer ad Glemme!

Denkspruch.

Ja vist, den gamle Odinspræst
Med al sin Pære-Danskhed
Og alt sit mørke Tysker-Had
I lyse Øieblikke
Saae med sit ene Øie meer,
End andre med dem begge,
Og hvad hans Kiephest man har kaldt,
»Historien« eensidig,

* 458

Var dog ei gjort af Runetræ,
Og ei af Rune-Stave,
Men leved, skiøndt paa anden Haand,
Som Sleipner-Føllet Grane,
Og bar ham op til Hindufjeld
Igiennem Flagre-Luer,
Hvor han tog Sove-Tornen bort
Fra Runemoder-Sangen,
Saa Brynhild vaagned og sad op,
Den Kæmpe-Ordets Dise,
For hvem hver Rune kun er Tegn
Paa Livet i Ord-Lyden,
Den Kraft, som giver Ordet Magt
Til Alting at forbinde,
Saa i Sam-Talens Harmoni
Mislydene opløses!
Naar i et saadant Øieblik,
Af Ordets Magt henrevet,
Han Æger saae ved Asers Bord
Og Aserne ved Ægers,
Da slog det ham som Lyn i Lyn,
Da fik han store Syner,
Som Hading før paa Odins Hest
Og under Odins Kappe;
Forbauset saae han, Aand og Vand
Giensidig bar hinanden,
Saa kun for gammelt Venskabs Skyld
Gik Sleipner glat paa Havet;
Men det helbredte ei hans Nag
Til Skade Skiløbs-Dise,
Saa det ham var en Hjertensfryd,
At baade Njord og Hading
Var med Fjeld-Disen ilde brudt1,
Ja, skosed Aser alle,
Som gik med hende paa Forlig
Af Frygt for Klippe-Elven.
Han vraged det som Kiælling-Snak,
At Odin selv omsider
Med Thjasses Datter skifted Kys,
Knæsatte Hlade-Jarlen!

* 459

Vi veed det nok, det var ei lel
I Videnskabs Steen-Alder,
Som til en moderlig Natur
Sig vilde selv forgiøre,
Og da hun fødte kun en Muus,
I Haabet om en Rotte,
Afsvor alt andet Storheds-Liv
Hos Aser og hos Vaner,
Det var ei let i slig en Tid,
Da Himmelen, trods Aanden,
Man giennemskued paa en Prik
Med Thjasses døde Øine,
Og vilde af den hele Jord
Et Ailer gjort for disse,
Netop fordi med Døden stolt
De overskued Livet,
Det var ei let for Odins Præst
I Aandløshedens Dage,
Om Grund-Naturens Lov og Ret,
Med dem, som nægted Aandens,
At skifte andet Mundgodt klart
End Ord som hvasse Pile,
Skiøndt godt han saae, hver Pil var spildt
Paa en Dødbider-Fylking,
Saa ved hvert saadant Bueskud
Han mumlede med Skjalden:
»Selv naar de maa i Græsset bide,
Al Fordeel er paa Dødens Side!«

Neophyte.

Ei tør jeg prøve Veddeløb
Med Sleipner eller Grane,
Og allermindst paa frossen Snee
Med Klippens Mø paa Skier;
Men altid klart det for mig staaer,
At hvad Natur man kalder,
Kun hvor med Skiønhed og med Liv
Den Aanden har trolovet,
Som kun hos Mennesket det sees,
Kun der de kan forenes
Paa Livets Vei i Kiærlighed,
460 Som Bruden med sin Beiler;
Saa det var altid mig en Gru,
Naar med et Magt-Uhyre
Kroniden slutted Fred og Pagt
Mod Fader og mod Frænder,
Og altid syndes det mig ret
Hos vore Arilds-Skjalde,
At naar de lønlig droges hen
Til Lunde, Søer og Grotter,
De forudsatte dem beboet
Af Nympher folkelige,
Alt som det lød i Paradis
Til Adam og hans Eva,
Mens end de vandred Livets Vei:
I voxe og formeres,
Opfylder Jorden, giører den
Saa eder underdanig!
Naar tvertimod høilærde Mænd,
Fra Thales indtil Humbold,
Har trællemærket Mennesket
Og raabt til Mand og Kvinde:
Mærk vel, I er en Draabe kun
Af Verdens-Havets Vande,
En Gnist af Ild, et Gran af Jord,
Et Pust af Veir i Luften;
Gaaer i jer selv og taber jer
I Verdens Elementer!
Da, hvis de ei har Lyve-Sot,
De har dog Vrævle-Sygen;
Thi vel det lød i Paradis
Til Mand paa Dødens Veie:
Bliv Jord igen, som du var før,
Før Aand jeg dig indblæste!
Men er nu Mennesket gienfødt
Til Aandens Liv med Ære,
Da og han maa paa Livets Vei
Med sine Tanker vandre,
Ei spørge Østers og ei Hval,
Ei Jordlag og Planeter
Om Loven for sit Aandeliv,
Som ingen af dem kiender,
Men spørge Aanden og sit Liv
461 Om Lovene for Krybet,
For Jord og Luft og Ild og Vand,
Og for de Kræfter vilde,
Som synes nu fra Aand og Liv
I Oprørsstand løsrevne.
Det Mennesket har Ære af,
Gud-Mennesket det ligner,
Som har i Aand og Ord sin Rod,
Sin Styrke og sin Krone,
Mens det er meer end hestedumt,
Er bagvendt, unaturligt,
Umælende at fritte ud
Om Ordets Byrd og Bane,
Om Aandens Kraft og Aandens Liv
Og Ærende paa Jorden.
Jeg har nok hørt, man ymted om,
Den Omvei var nødvendig,
Naar Klarhed ei man reent opgav
Og famled fort i Mørke;
Men deels giør Dagningen alt Skiel
I mellem Lys og Mørke,
Og Klarhed her er Lysets Maal,
Hvormed ei kan begyndes,
Og deels er det kun Galmands-Snak,
Kun Tale hen i Taaget,
At da er vi paa Klarheds Vei,
Naar ved hvert Skridt, vi giøre,
Vi selv, vort Selv, vort Ord, vort Liv,
I Mørke meer indhylles,
Saa naar vi kalde alting klart,
Vi maae os selv undtage,
Skiøndt det er evig soleklart,
Paa Jorden som i Himlen,
At Liv, som ei sig selv forstaaer,
Forstaaer da heller ikke
Sit Grund-Forhold til Livets Rod
Og Dødens kolde Aande,
Saa gik der ingen Vei for os,
Til hvad os selv forklarer,
Blev Klarhed os et tomt Begreb;
Men er os Klarhed muelig,
Den maa begynde hos os selv
462 Med Baandet at forklare,
Som knytter vort særegne Liv
Som til Halv-Verdner tvende:
Den ene Haandens, som kan sees
Og i det mindste lugtes,
Den anden Aandens, som i Ord
Kun høres kan og føles,
Saa hvad med Fingrene vi skrev
Og et Par Øine læste,
Det var ei Ord, saalidt som Aand,
Men Stave kun og Runer,
Kun Tanke-Streger, Læse-Tegn,
Som maa af Lyden laane
Hvert Glimt af Lys, hvert Gran af Liv,
Som egne er for Aanden.
Og er det nu af Haanden ei,
Men kun af Aand i Røsten,
At Lys for os kan rinde op
Paa Aandens Enemærker,
Før Ordet vorder os fuld klart,
De kan umuelig klares.
Men Ordet, som et Kraft-Udtryk
Af Livet i det Skjulte,
Den hørlige Usynlighed,
Som Aanden aabenbarer,
Det Ord er jo i deres Mund
Og efter deres Penne,
Som vil af det Umælende
Ord-Førerne forklare,
Ægyptisk Mørke føleligt,
Ja, Mørke uden Mage,
Som, hvad sig kalder Klarhed selv,
Langtfra os at forklare,
Fornægter kækt, og til Beviis,
Vil med det selv fordrive;
Thi er det ei med Ord om Aand,
Man kraftig vil bevise,
At Ord om Aand har ingen Kraft,
Er Lyd-Tegn kun og Læse-Tegn
Om Aander som om Hænder,
Om Gud, om Liv og Evighed,
Alt som om Bord og Stole,
463 Om Hjertets Tarv og Hjertets Tro,
Alt som om Mad og Drikke,
Saa Liv af Ord om Aand og Liv
Er kun et Liv af Luften,
Som naar man lever i en Drøm
Af Ord om Mad og Drikke!

Denkspruch.

Ja, det var Søm paa Hoved ramt
Som af den bedste Hammer,
Saa, hører meer af samme Slags
Jeg snart fra Kvindelæber,
Da tør jeg ikke meer som før
Dem nægte Doctor-Hatten;
Thi skiøndt jeg tit har tænkt derpaa,
Jeg kunde ei opdage,
Hvoraf det kom, at Aandløshed,
Naar Ordet den bespotted
Som kun et stymperagtigt Tegn
For Tankerne bundløse,
Dog skuffed ved et Skin af Ret;
Men nu det klart udtaldes,
At for alt Synligt kun et Tegn
Er Ordet paa vor Tunge,
Som ikke med et Almagts-Bliv
Kan skabe, hvad det nævner,
Og dunkelt kun betegner, hvad
Vi klart kan see for Øie.
Men selv usynligt kan og skal
Dog Ordet paa vor Tunge
Usynlighedens Liv og Kraft
Og Lys hos os udtrykke,
Som skrevet staaer: mit Ord udtalt
Er Aand og Liv tillige!

Klearby.

Det var et Ord paa rette Sted,
Det kalder jeg Oplysning,
Nu Locke driller os ei meer,
Med Spørgsmaalet spidsfindigt,
464 Om os tilfaldt en sjette Sands
Til Aandens Liv at sandse?
Nu er den ene af de Fem,
Ja, hardtad den Halvfemte,
Af Hørelsen det Halve Nok,
Naar det for Alvor bruges;
Og sært nok, at saa klar en Sag
Kan trænge til Oplysning,
Da selv vi baade hørt og sagt
Det har vel tusend Gange,
At vi faaer baade Aand og Tro,
Naar ret Guds-Ordet høres.
Men nu jeg seer, at rettelig
I Danmark det indskærpes,
Vi skatte maae vor egen Mund
Som Talerør for Aander,
Før vi Guds Aand med Liv og Lys
Kan finde i Guds-Ordet,
Saa Ordet paa vort Modersmaal
Om Mennesker og Guder,
Hvis det er dødt, maa lives op,
Før Gud os kan tiltale,
Og at Guds Billed om forglemt
Vi drages maa til Minde,
Og fremfor alt i Ord om Aand
Hos Mennesket opdage,
For at Guds-Ordet, som blev Kiød,
Hos os til Aand kan blive,
Og Livet i vort Paradis
Kan aandelig gientages.

Brahmaputra.

Det er en hellig Tankegang,
Som jeg med Lyst kan følge,
Thi den mig fører til et Bjerg
Med underfulde Syner.
Jeg seer dem grant gaae op og i
De Evighedens Porte,
Hvorad Guds Ord gaaer ud og ind,
Udspredes og indsamles,
Alt som vor Mund gaaer op og i
465 Med Tale og med Taushed.
Jeg seer Guds Vel i Ordets Flugt
Og Menneskets tillige,
I Fuglens og i Krybets Spor
Og midt Imellem begge,
Seer Aber reise sig paa To
Blandt Dyrene paa Fire.
Hvad vi har drømt fra Arildstid
Om sælsom Sjæle-Vandring
Fra Menneske til Menneske
Igiennem Dyre-Vrimlen,
Er sandt om Ordet aandeligt,
Nedlagt paa Muldets Tunge,
Forstummet hos Umælende,
Om end med Efterklangen
De mumle, som med Meel i Mund,
Om Ord af Almagts-Aanden.
Derfor Guds-Ordet, som blev Kiød,
Var livløst alle Dage
For dem, som i en Dyreham,
Selv Fjederham, som Fugles,
Det vilde som en Østenvind
Indaande frit med Luften,
Benyttet i et Dyre-Liv
Til salig Død og Hvile;
Saa først, naar Sjælen væmmes ved
At bære Dyre-Hammen
Og bliver sig igien bevidst
I Menneske-Begrebet,
Som Gud har dannet til sit Speil
Med barneligt Livs-Billed,
Først da os aabnes kan paany
De Evighedens Porte,
Hvorad Guds-Ordet ud og ind
Sig rører i Tidsløbet,
Og Hjertet, som derpaa kan troe
TilsSges Bod for Bane.
Og blev Guds Søn som en af os,
Vor Syndighed fraregnet,
Vi blive kan i alt som han,
Selvstændighed fraregnet,
Thi uselvstændigt er hvert Ord,
466 Som ei sig selv udtaler
Fra Evighed til Evighed
Med Guddoms-Magt og Vælde,
Selvstændigt kun er det Guds-Ord,
Som var, da alt begyndte,
Som var hos Gud og selv var Gud
Og Lys paa Jorden tænder!

Alvares.

Hvad jeg i Dannemark har seet
Af Ordets Underværker,
Naar det sig svinger dristig op
Som Lærken fra sin Rede,
Usynligt meer end den i Sky,
Men hørligt som en Torden,
Og mere lifligt i sin Røst
End nogen Sangfugls Toner,
Og hvad jeg her har hørt ombord
Af Aands og Hjertes Fylde,
Umuelig i et Øieblik
Jeg fatte kan og samle;
Men hvad der nys mig slog som Lyn,
Det fatted jeg paa Timen,
Og skiøndt maaskee kun hos mig selv
Begrebet var saa langsomt,
Jeg maa dog spørge Kredsen ad,
Som vist har læst Cervantes,
Om de har seet det førend jeg,
At hvad Veirmølle-Helten
I Bund og Grund giør latterlig,
Hans nagelfaste Tanke,
Er netop den, at hørt og læst
Er hip som hap for Livet,
Saa hvad man lærer udenad
Og »som en Bog« opramser,
Det er et Ord med Aand og Liv,
Som skaber, hvad det nævner,
Saa deraf bliver man en Helt,
Et Dydens Mønster, halvveis Gud,
Og nyder hvad man nævner!

467
Denkspruch.

Det maa jeg tilstaae, skiøndt, urost,
Jeg tit har læst Cervantes,
Og ret med Flid har giennemtænkt
Hans hele Mesterstykke,
Ja, rettet Feil, som før undgik
De Spanske Lærdes Øine,
Det faldt mig aldrig før dog ind,
At det var Hovedtanken,
Som giør af Skiemtens Mesterværk
Den blodigste Satire
Paa »Classiskheden« først og sidst;
Men nu jeg maa bekiende,
Det passer godt og slaaer tilbunds
Som Lyn og Tordenkiler;
Thi Classiskheden paa sin Hest,
Sin Helhest, Rosinante,
Sad dinglende fra Top til Taa,
Sad kroget som en Bue,
Men kunde Ramsen udenad,
Som den staaer til at læse
Om Gangeren Bukephalos,
Som bar Kong Alexander,
Og Fugle-Hesten Pegasos,
Som med sin Hov det voldte,
At Kilden sprang af Mulde op,
Som lædsker alle Muser!
»Her seer du det, Muldvarpe-Slægt!«
Var Classiskhedens Tale,
»Naar jeg dig med min Pennekniv
For Stær har naadig skaaret,
Her seer du da paa Pegasos
Den ny Bellerophontes,
Som sporer stolt den Fuglehest,
Der aabned Hippokrene,
Til Kamp mod Livets Barbari,
Trrhalsede Chimæra.
Ja, her du seer med Engieblik,
I Glands af Grammatiken,
Det skjulte Lys, langt mere klart
End baade Soel og Maane,
Den hele Oldtids-Herlighed,
468 Dens Helte og dens Guder,
Forklarede naturligviis,
Med alle deres Dyder
Og uden alle grove Feil,
Som skolerette Stile,
Og tør du troe mig paa mit Ord
Du blive skal som disse
Kun det er til at undres paa,
At den blev troet paa Ordet,
Mundsveiret som en Trækvind tomt,
Men dødeligt for Livet,
Ja, troet fast fra Slægt til Slægt
Aarhundreder i Række,
Før man paa Smilebaandet trak,
Og brast saa i en Latter,
Som vare kan og vare maa
Paa Jord til Verdens Ende!

Klearby.

Ei slet saa galt det var hos os,
Thi efter gammel Vane
Man længe løfted vel i Sky
De classiske Parykker,
Og »regelret Opdragelse«
Med Gloser og Handtager,
Men loe dog kun derad i Smug,
Og jeg har hørt fortælle
Om Skjalden, som er nævnet tit,
Da sidst han var i England,
Paa samme Tid som Wellington
Sad sidste Gang ved Roret,
Han var i Oxford ved en Fest
Fuld af Studenter-Løier,
Saa Taleren paa smukt Latin,
Skiøndt han var ufortrøden,
Ei mægted at faae Ørenlyd,
Og desuagtet Skjalden
Forsikkred, at med saadan Fryd
En akademisk Tale
Paa daarlig eller god Latin,
Han før idag ei hørde.
469 Da loe man høit naturligvils;
Men da saa lunt han skildred
A! Classiskhedens Trylleri,
Da loe de lærde Fædre,
Som alle Guder paa Olymp,
Da sort af Sod Hephæstos
Kom haltende i Hebes Fjed
Og bød dem Nektar-Drikken,
Som Grækerne jo vist har tænkt,
Kun ligned Smag-Gudindens
I samme Grad, paa samme Viis,
Som Stilene med ut og qvod
Var Ciceronianske,
Og Mestrene i boglig Konst
Virgiler og Homerer,
Saa djærve som Herakles selv.
Og snilde som Odysseus.

Alvarez.

Det Indfald var af Sterling-Art,
Og staaer som Guldet Prøve,
Thi Classiskhedens Mærkesmand
I fordums Tid, Rienzi,
Som kun udleet blev i sit Fald,
Just i sin Glands fortjende
Saa ærlig som Hephæstos selv
Olympisk Skoggerlatter,
Da hyllet i en Virak-Sky,
Som Roms Tribun i Luften,
Han skrev sig hele Verdens Drot,
Tilskrev sig Keiser-Thronen,
Med alle Dyder, Magt og Vid,
Som han dem gav beskrevne!

Denkspruch.

Rienzi!Colo! Roms Tribun,
Som Keisere og Konger
Indstævned til at møde brat
Og knæle for hans »forum«
Og krøb saa i et Musehul,
470 Saasnart han lugted Katten,
Ja, det er baade vist og sandt,
Selv diplomatisk rigtigt,
Men giør dog Tænkeren lidt ør,
Som aldrig før det nænde
At udlee som en Harlekin
En Ætmand af Kviriter,
Som sværmed for en stor Idee,
For Retfærd, Fred og Frihed
At mane op af samme Grav,
Hvori de var nedmanet,
Ham og hans gode Ven Petrark,
Som ønsked ham til Lykke,
At skiære over samme Kam,
Som dem i Barbariet,
I Prag, i Leipzig og Berlin,
I Kiøbenhavn og Moskou,
Der sværmed i en Rus af Blæk
For Latium og Hellas
Og trylled frem med Pennestrøg
Den romerske Guldalder,
Da alle talde godt Latin,
Som ikke var Barbarer,
Som ikke var, hvad de var selv
Og deres Folke-Stammer.
Men det forstaaer sig, Tant er Tant,
I Syden som i Norden,
Paa Numas og paa Gæsars Grav
Saavelsom paa vor Hermans,
Og Pennen, netop naar man kækt
Den putter heel i Munden,
Hvor Aande-Sværdet har sin Balg,
Er latterlig olympisk,
Saa jeg den Romerske Tribun
Af Classiskhedens Naade,
Som gik i Spidsen for dens Hær
Og stak i Sky dens Banner,
Ei nægte tør den Bjeldekrands,
Som af Cervantes Landsmand
Er ham tilkiendt med vittigt Skiøn,
Skiøndt heller jeg gav Prisen
Til den forfængelige Nar
471 Paa Byzantiner-Thronen,
Som praled af sin Græske Byrd
Og til »Latiner-Skolen«
Dog hen i Veiret langt fra Rom
Grund-Stenen kry nedlagde,
Som Bairerne i Grækenland
For ei ret længe siden
End bygde paa, for i en Ruf
At faae et nyt Athenen!

Klearby.

Hvad, er det mueligt! var Byzants
Latiner-Skolens Vugge,
Saa lige fra sin Fødsel af
Den havde Skiftings-Mærket,
At væmmes ved sit Døbenavn
Og alle Livets Toner!
Og det har ei selv Gibbon seet
Og ei selv Grundtvig røbet!

Guldbrand.

At Byzantineren Alex,
Korstogels Agamemnon,
Var Grammatikens Don Qvixote,
Latiner-Skolens Stifter,
Det var vel altfor stor en Roes
I Skolemester-Øine,
Saa det har Gibbon sagtens meent
Kun Pral var af Prindsessen,
Høitravende af Modersliv,
Som vilde stolt afmale
Sin Faders Luftspring med sin Pen
Endogsaa over Skrævet;
Men Grundtvig har det ikke glemt;
Selv paa den Danske Rigsdag
I Folke-Thinget ganske lunt
Til Sællandsfarers Gammen
Latiner-Skolens Purpur-Byrd
Han raabde ud med Styrke.
Dog Nok om den, da, Gud skee Lov!
Der af den sorte Skole
472 Fra Island til det Sorte Hav
Nu knap er Spor tilbage,
Undtagen i den Augjas-Stald,
Som fattes sin Herakles,
Og kan ei renses uden ham,
Bevogtes kun af Drager.

Denkspruch.

Bog-Dyngerne du peger ad
Som Møddinger, jeg mærker,
Og sandt er det, at spildt Papir,
Som Engelskmanden siger,*)
Bog-Giemmerne, og os med dem,
Er over Hoved voxet,
Saa vi med Drager strides maae
Om de nedgravne Skatte,
Og finder tit Lystanker faa
Som Perler i en Mødding.
Men en Herakles ei forslaaer
Til slig en Stald at rense,
Naar ei barbarisk Tidens Strøm
Det Gode med det Slette
Bortrive skal og male ned
Tilbunds i Verdens-Havet,
Saa Dykkere kun fiske op
Af Bjergene i Dybet
Et enkelt Lag til klart Beviis
Paa Tryk, før der blev skrevet,
Paa Verdens Skik, før den blev skabt,
Og Tankens, før man tænkde!

Guldbrand.

At der til denne Augjas-Stald
At rense uden Skade
Behøves meget mere Vid
End Solons eller Platos
Er ligefrem; men Tidens Strøm
Har dog, i gode Hænder,
Alt een Gang øvet skarp Kritik,

* 473

Hvor den var høit fornøden;
Og vi af Oldtids »Sort paa Hvidt«
Beholdt dog nok det Bedste;
Saa Nytaars-Tidens Babels-Taarn
Til Himmel-Storm opmuret,
Af Bøger, som af brændte Steen,
Med Lim som Trykker-Sværte,
Kan ogsaa rammes af et Lyn,
Som stækker det itide
Og levner dog den bedste Deel,
Som ydmyg blev ved Jorden!
Desuden, naar i Grækenland,
Og selv ved Rhin og Elben,
Bogmageriets Kanaan,
Paa Engelsk og paa Nordisk
Sig bryder Bane Talens Strøm
Paa Bjerge og i Dale,
Især de inange Bække smaa
Vil til en Aa opsvulme,
Som intet Dødt paa Livets Vei
Kan stemme eller standse.
Det seer man bedst i Dannemark,
Hvor Bjerg vel kun er Tue,
Men hvor og Aa er kun en Bæk
Og Bækken kun en Rende,
Men giør dog lyst, saa tale maa
Enhver for døve Øren,
Der end vil tale som en Bog
Og tale som til Bøger.
En Maaned leved jeg i Soer,
Og just i Løvsprings-Tiden,
Som svared til det unge Blod
Fra alle Danmarks Egne,
Det ralled der med Bobler kun
Som Søen mellem Bøge,
Men rev dog med sig Stort og Smaat
I Kraft af Ungdoms-Livet.
Det var ei blot et yndigt Syn,
Men, velmødt i det Grønne,
En Vaarfest ordnet af sig selv,
Hvor Mennesker som Fugle
Sang frydelig hver med sit Neb,
474 Og voxde under Sangen,
Saa Vantro selv maa faae den Tro,
At mellem Lys og Glæde
I Vexel-Virkning voxer op
En glædelig Oplysning.
Her seer man intet Pæleværk,
Som Munke smaa skal vande
I trællebaaren Lydighed
Hver Dag med salte Taarer
Og troe paa den Umuelighed,
At Pælene kan trives
Og voxe uden Rod og Saft
Og bugne af Guld-Æbler!
Med boglig ei, men livlig Konst
Giør Stave man til Stikker,
Hvormed man planter Bøg som Kaal,
Hvor Jorden er derefter,
Og Gran imellem, mest til Ly,
Mens Bøgene er spæde,
Og regner da paa Soel og Dugg
Og Jordens skjulte Kræfter,
Og Arten, som den gaaer i Arv,
Mens der er Liv i Spiren.
Er da endnu for høiboglærd
Den Nordiske Højskole,
Og for boggierrig følgelig,
Det maa sig selv fortage,
Naar trindtomkring man, som i Soer,
Kun lærer, som man lever!

Denkspruch.

Ja, det er nider-dansk, og nu
Vel ogsaa skandinavisk,
Og har et Rygstyd hos John Bull,
Som ei er nemt at rokke;
Thi at for Livet dagligdags
Med alle sine Sysler,
Som Husliv og som Borgerliv,
Det synes fordelagtigst,
Tilgavns at bruge Tid og Flid
Og tilmed nyde Livet,
Og nøies med det Lys og Vid,
475 Der voxer vildt i Skoven,
Det er i flere hundred Aar
Udraabt af engelsk Arbeid
I Uld og Staal, I Guld og Træ,
Og præntet paa Papiret;
Men dermed ei det er afgjort,
Det er det ene Rette;
I alt Fald det maa prøves først,
Hvad »Frihed« kan udrette
Hos andre Folk med anden Skik,
Og dernæst undersøges,
Om ei man kiøber Guld for dyrt,
Naar, solgt til Øieblikket,
Man for det slider Livet op,
Og Sjælens Fugle-Vinger,
Som i Grund-Tanker voxe ud,
Maae holdes under Saxen
Som Træerne, at Luft og Soel
De ei fra Kiøkken-Urter
Skal tage bort, hvad deres Frugt
Umuelig kan betale.

Klearby.

Ja saa, det er den gamle Stræng,
Man harper paa i Tyskland,
Og at man altid regner feil,
Naar man paa Giennem-Snittet
Sig stirrer blind og glemmer reent,
Saa lidt som de Pund Sukker
Indførselen i Aarets Løh,
Fordeelt paa alle Kroppe,
Tilregner hver, dem blev til Deel,
Saa lidt vil Giennem-Snittet
Af Velstand, Vid og Haab og Trøst,
Fordeelt paa alle Sjæle,
Dem skiænke hver sin Lodd og Deel,
Saa mindre i det Hele,
Men mere ligelig fordeelt,
Er vist at foretrække,
Og det jeg har i Danmark seet,
Men ingensteds i Tyskland.
476 Thi sæl, at Aandens Maalestok
Var Messe-Kataloget,
Saa at af Aand i Giennemsnit
Blev meer til hver en Tysker,
End man maa nøies med hos os
Og nøies selv i Danmark,
Det blev for mig dog lige vist,
At hvor man, som i Danmark,
Maaskee af Bøger knap i alt
Har skrevet selv saamange,
Som I gav ud det sidste Aar,
Der dog til Gavn og Glæde
Man læser meer med Aand og Liv
Paa alle Trin og Stader.
Og hvad de Enkeltmænd angaaer,
Som Livet mellem Bøger
I hundred eller Tusend-Tal,
Og med en Pen bag Øret,
Kan frugte hos til Overblik
Og dybere Oplysning,
Da kommer de vist sikkrest frem
Og hives bedst til Nytte,
Hvor Lyset er, som Livets Søn,
Sin Moders Trøst og Glæde.

Neophyte.

Ja, hil dig, Lys, som Livets søn,
Sin Moders Trøst og Glæde!
Ei veed jeg, om paa Moderskiød
Det Ord jeg dunkelt hørde,
Hvad heller jeg, som Barn har drømt,
Guds Engle sang det for mig;
Thi overraskende som nyt,
Det Hjertet dog omfavn ed
Som en bortreist, forsvundet Ven,
Gienkiendt paa Øieblikket;
Thi det var længe Hjertets Sorg
Hos os i Myrthe-Lunden,
Som elskede fra Modersliv
Det Skiønnes Sole-Klarhed,
At Alt hvad stolt sig kaldte Lys,
Var koldt og dødt som Stenen
477 Og flendlig mod det dunkle Dyb,
Hvor Livet har sin Kilde.
I Danmark først jeg fandt et Lys,
Som kom med Liv og Varme
Til Kvindens som til Mandens Bryst
Og yndeligst til Kvindens,
Som Jesus, Evighedens Lys,
Var »Kvindens Sæd« høilovet,
Og skinned i sin Morgenglands,
Som Solen nys opstanden,
For Kvinden lifligst, som med Graad
Ham savnede i Graven,
Og kunde selv med Englerøst
Ei trøstes over Savnet.
Nordmanden talde sandt og smukt
Om Plantningen ved Sorø,
Men endnu meer end mageløs
Er Blomstringen paa Vallø;
Det er den Danske Rosengaard,
Som Kloster halvveis lukket
For lærde og ulærde Mænd,
Og heelt for alskens Glimmer,
Men aaben for Guds Soel og Regn,
Et Paradis for Hjertet,
Hvor gamle Mødre, unge Møer,
Og Pigebørn halvvoxne
Ret kappes om at føde op
Det kvindelige Hjerte
Med Aand og Liv, med Ord og Daad
Til Kiærlighedens Storværk,
Som sees kun egenlig af Ham,
Der ene seer paa Hjertet,
Men føder Lys, saavelsom Liv,
Med Børnene til Verden.

Guldbrand.

Men hvad er det? den Rosengaard
Jeg aldrig hørde nævne,
Og Vallø har, saavidt jeg veed,
Vel baaret Navn af Kloster,
Men var kun lukt for Pigebørn,
Som ei var adelsbaarne,
478 Og derfor kun saa kvindeligt
Som adelsbaarne Damer,
Hvad, fremfor alt i Norges Land,
Kun lidt har at betyde;
Saa jeg har rigtig nok ei spurgt
Om Vallø-Stiftets Damer,
Men da til Lykke i vor Kreds
Og Danmark har sin Rose,
Saa tør jeg haabe, god Beskeed
Vi faaer om Rosengaarden!

Ædle.

At De i Danmark ei har hørt
Om Vallø-Fraerburet,
Beviser vel, at Dannemænd
Endnu ei stort det ændse,
Og Nordmænd da naturligviis,
Jeg tænker, endnu mindre;
Saa skiøndt jeg selv har levet der
I nogen Tid som voxen,
Og jeg har taget med derfra
Mig dyrebare Minder,
Jeg Herrernes Taalmodighed
Ei sætte skal paa Prøve,
Men løse med et lille Ord
Den ikke store Gaade.
At i vor folkelige Tid
Med andre Herligheder
Vor lille Adelstand har tabt
Sin Indfødsret til Vallø,
Er følgeligt; men Lykketræf
Det maa vel saglens kaldes,
At de, som havde Raadighed,
Nu med det ny Aarhundred
Fik Tanke til at prøve nyt
I den forsømte Retning,
For kvindelig Opdragelse
Til Kvindeligheds Ære,
Som længe før vor gamle Skjald
For døve Mandfolk-Øren
Udraabde som det første Skridt
Til Kvinden at frigiøre
479 Som intet Mandfolk, men sig selv,
Sit eget Hjerte mægtig
Og Hjertet levende bevidst
I Lyset fra det Høie.
Blandt Oldinger han i sin Tid
Vel kiendte mest til Kvinder,
Tiltalde hende helst og bedst,
Men sagde ei desmindre:
En Ynk det er med Pigebørn
I Aanden moderløse,
Thi dem vi Mandfolk kan saalidt
Oplyse som opdrage.
Den Gamle havde sikkert Ret,
Thi det er gammel Tale,
At Mandfolk har den samme Skik
Som Hanen paa sin Mødding,
Der, naar han finder et Par Korn,
Vel sine Høns forsamler,
Men som i al sin Værdighed
Hver Kierne selv fortærer,
Saa Kvinden ei skal rose af
Det Lys, hun seer i Skolen;
Men om sig Moderligheds Lys,
Hvor det er alt oprundet,
Forplante kan fra Slægt til Slægt
Og klares eflerhaanden,
Det Hjerte-Spørgsmaal er for stort
Med Lidet at besvare,
Saa med vort lille Fruerbur
Det klogest er at tie,
Til om der kan slaae Luer ud
Som før fra lille Signes!
Saa meget kan imidlertid
Selv Mandfolk deraf slutte,
At Dannekvinden aldrig meer,
Hvor hun har Haand i Hanke,
Vil bære Vedd til Balders Baal
For Høder at oplyse.

Brahmaputra.

Selv Mandfolk kan dog slutte meer
Af Kvinde-Taler snilde,
480 Thi jeg alt sluttet har deraf.
Jeg Danmark end maa giæste,
Besøge Vallø, før igien
Jeg bader mig i Ganges,
Indklge i det Klosterliv,
Som lyser op med Læmpe
Det Ømme, der ei taale kan
Ulæmpelig at røres
Selv af Soelstraalen, reen og mild,
Saa den sig maa indsnige,
Som giennem et Løvhytte-Tag
En dæmpet Lysning falder.

Alvarez.

Det er et Nonne Liv gienfødt,
Kun under Friheds Stjerne,
Og skiller klart, som Livets Lund,
Sig fra de Dødes Rige;
Thi Nonne-Klostrets Fruerbur,
Som Hades er beskrevet,
Til Indgang havde Porten vid,
Men kun en Grav til Udgang,
Og Rosengaarden tvertimod
Til Indgang har en Snevring,
Men Udgang fri, som Dør ved Dør
Til alle Verdens-Hjørner,
Som Barne-Livets Paradis,
Hvoraf vi jo maae ønske
De Voxne vil gaae ud igien,
Skiøndt det er som i Ørken,
Thi ellers Graven tog alt Godt,
Og vi beholdt det Værste,
Saa kun til Trolde og til Dyr
Der mere fandtes Mødre,
Og tomt stod hvert et Bedehus
Blandt lutter Røverkuler.

Brahmaputra.

Ja, sandt er det, som skrevet staaer,
Vel Kvinden er af Manden,
481 Men kun af Kvinder fødes Mænd,
Saa trindt i Christenheden,
Som bøier Knæ for »Kvindens Sæd«,
Det maatte aldrig glemmes,
At lige siden Adams Død
Grund-Mennesket er Kvinden,
Livs-Moderen er Livets Væld
Og Levnets-Løbets Kilde,
Hvoraf, som Ganges giør af sin,
Alt Manddoms-Værk udspringer;
Saa efter Vestens Talebrug,
Som mig dog er for konstig:
Som Manden giør Historien,
Saa Kvinden er Naturen,
Igrnnden uforanderlig,
Undtagen ved Guds Jærtegn,
Som Mand Tilfældets Kastebold,
Undtagen i Guds-Haanden;
Saa før skal Verden skabes om,
End vi omskaber Kvinden,
Og før vi bliver hendes Lys,
Maa Muld oplyse Maanen.
Naar Aand vi har, vi kan vel spaae
Om hjertelig Oplysning,
Og Kvinden kan, saavelsom vi,
Af Hjertet troe paa Aanden,
Men skal sig selv hun blive klar
Og Hjertet klart i hende,
Da med Guds Aand og med sig selv
Det Kvinden maa udrette,
Som skrevet staaer om »Herrens Brud«:
Sig selv hun for ham pryder;
Saa Dannekvinden, hvad saa end
Man dømme vil om Manden,
Med Moder-Kiærlighedens Lys
Hun stiler paa det Bedste.
Og som det lykkes, fødes Mænd,
Med Hjertens-Lyst til Livet,
Med Øie for dets Underværk
Og Blyhed for dets Gaade,
Saa meer og meer i Dannemark
Vil Aand paa Hjertets Vegne
482 Frigiøre Livet til et Speil
Af sine egne Love;
Da føder hver Livs-Yttring Lys
Og hvert et Lysglimt Glæde,
Og Lys med Glæde avler Daad,
Og Klarhed kroner Værket;
Saa det er Dannekvindens Skyld,
Saalænge som hun elskes,
Om Fredegod den Anden døer
Og Søn ei efterlader,
Som hevner kækt sin Faders Død,
Og følger ham paa Thronen,
Saa og, om Lykkens Grotte-Kværn
.Ei maler Guld til Helte,
Men i en vild Sørøvers Vold
Kun maler Salt til Havet!
Og det er Dannekvindens Roes,
Hvis, som jeg godt tør haabe,
Herefter meer end hidindtil
Det lille Danmarks Rige
Som et Vidunder mageløst
Paa Jordens runde Kugle
Med Fred og Frihed, Heltemod,
Med Folke-Sang og Glæde,
Med Viisdom bedst i Barne-Dragt,
I Kiærlighed og Sandhed,
Fordunkler hver en Stormagts Glands
Og dog misundes ikke!

Til Verden jeg kom i Bøgely,
Saae Lyset under September-Sky,
Som blaaner i Himmel-Dybet,
Jeg takker min Gud, som Øret gav,
For Røsten og for den Runestav,
Som reiser os over Krybet!
483 Til Verden jeg kom i Søgely,
Hvor Tiden ynges i Vaar paany
Hardtad som i Paradiset;
For Bøgeløvet saa farveblødt,
For Fuglekvadet saa giennemsødt
Vor Skaber, han være priset!

Til Verden jeg kom i Bøgely,
I Vangen, som har det gode Ry,
Der Lifliglied randt af Rode,
Der Rosen har Duft og Kvinden Blik,
Som dybere ei til Hjerte gik
Hos Skjalde, som Ordet troede!

Til Verden jeg kom i Bøgely,
Hvor Kvældet er kiønt som Morgengry,
Og yndigst er Aftenrøden,
Hvor Rose laaner Kiærminde Lugt,
Hvor Ungdom finder Graahaaret smukt,
Og Kiærlighed skjuler Døden!

Til Verden jeg kom i Bøgely
Og hører end under September-Sky
Smaafuglene trindt mig kvæde.
Med Rosen i Høst, som Himlen gav,
Med Skjaldskabets Røst og Runestav,
Mens Vuggen end gaaer med Glæde!

Jeg kom til Verden i Bøgely,
Saae Lyset under September-Sky
Som blaaner i Himmel-Dybet,
Og Asta smiler ved Astas Brysi,
Og Yndighed snart paany faaer Røst
Og reiser sig over Krybet!

484

Dette Slutningsdigt til Dansk Ravne-Galder haves i en anden Op- skrift med Overskriften:

»Til Fru Asta
(8 Septbr 1860).«
Heri fmdes der følgende Afvigelser fra ovenstaaende Tekst:
Vers 1. Linje 4: . . . . »Gud, som Øren gav,«
Linje 5: For Skjaldskabets Røst og Runestav
Imellem V. l og V. 2 er indskudt følgende Vers:
»Til Verden jeg kom i Bøgely,
»Hvor Bølgen er blaa som Himlens Sky,
»Og Snekkerne heelbefarne,
»Hvor Folk blev gamle i deiligst Vang
»Med Øre for Skiemt og Skjalde-Sang,
»Med Hjerte for Viv og Arne!«
Vers 3. Linje 2: »Paa Marken, som . . .«
Linje 5-6: »Som lifligst paa Jord til Hjerte gik
»De Skjalde, som Ordet troede!«
Vers 5. Linje 2: »Og smiler end . . .«
Linje 4: »En Rose i Høst mig Himlen gav,«
Linje 6: »Og Vuggen gaaer end med Glæde!«
Vers 6. Linje l: »Til Verden jeg kom . . .«

FRU ASTA GRUNDTVIG.

GRUNDTVIG blev den 16. April 1858 gift med Asta Tugendreich Adelheid, født Komtesse Krag Juel Vind Frijs, der var Enke efter Kammerherre Holger Reedtz til Palsgaard. Hun var født den 12. Marts 1826. Indtil sit andet Giftermaal blev hun kaldt Adelheid, men Grundtvig kaldte hende Asta og udlagde dette Navn som »Kærlighed«. - I Sommeren 1860 fødte hun Datteren Asta Marie Elisabeth, der siden blev gift med Læge, Dr. Kristian Poulsen. - Fru Grundtvig døde d. 5. Oktober 1890.

Det er Fru Asta Grundtvigs Fortjeneste, at Oldingen fik et hyggeligt Hjem paa sine sidste Dage, og at dette Hjem kom til at staa aabent for en stor Kreds af hans Venner. Det var vel ogsaa hende, der fik de store »Vennemøder« sat i Gang fra 1863 til Grundtvigs Død.

Som Prøve paa, hvorledes Grundtvig priste hende i Sang, skal her meddeles tre Digte, der tidligere har været trykte i »Mindeblade om Fru Asta Grundtvig« (1891).

Til min Asta.
(1858.)

Underligt er vort jævne Land,
Alfer omsvæve dets Skove,
Og under Fuglesang ved Strand
Havfruer dandse paa Vove;
Særsynet kommer som en Tyv,
Skov! fra Dit Skjul og Havets Dyb!

486

Kvindeligt er vort Modersmaa,
Skjoldmø kun der under Vaaben,
Kraften er Kys og Dyden Taal,
Vid titter ud under Kaaben,
Som i et Moderskiød ogsaa
Mylrer det tit af Skjalde smaa!

Lykkelig er den lille Skjald,
Graalig med Lærkernes Tunge,
Thi for hans Vugge, Tre i Tal,
Alfernes Norner, de sjunge:
Hvad dig end brister, op og ned,
Vis er Dig Kvindens Kiærlighed.

Søsterlig var min første Viv,
Duftende sødt som Violen,
Sjelden et meer idyllisk Liv
Leves der nu under Solen,
End, under smaa, men smukke Kaar,
Vores fra Jul til Efteraar!

Moderlig var min anden Viv,
Funklende som Ædelstenen,
Det var et boldt romantisk Liv,
Artemis spandt paa Guldtenen,
I hendes Skiød et Barn paany
Sang jeg og græd i høien Sky!

Datterlig er min tredje Viv,
Svævende for mig som Feen,
Det er et æventyrligt Liv,
Roser udspringe paa Sneen,
Ungdom og Ælde lege Skjul,
Lege om Kys og Kage Jul!

487

Til Asta-Moderen, Fru Asta.
(12. Marts 1865.)

Tallet »Syv« fra gamle Dage
Fra den første »Hviledag«
Helligholdtes uden Mage
Under Telt og under Tag;
Derfor og ved Bryllups-Gilde
Fordum Bryllups-Glædens Kilde
Sprudled fast i Dage syv!

For et gammelt Ord dog giælder,
At i syv samfulde Aar
Ikke, som Forfaring melder,
Som i Dage syv det gaar,
Og, naar man skal skrifte Sanden,
Allermindst i Ægtestanden:
Klærlighedens Rosengaard.

Prise maa vi da vor Lykke,
Først og sidst dog prise Gud,
Som, til Trods for Verdens Tykke,
Hos en Brudgom med sin Brud
Det lod gaa paa Fødder svage
Som i glade Bryllups-Dage,
Saa i syv samfulde Aar!

Ja, de svunde, Aar som Dage,
Sorger som den lette Sky,
Og kun Glæden blev tilbage,
Uforandret, altid ny,
Som, neddalet fra det Høie,
Den af lille Astas Øie
Straaler ud med yndig Glands!

488

Gud ske Lov for Glæde-Speilet,
Dannet ved Hans Aandepust,
For det Haab, som ei har feilet,
Klærligheden uden Rust,
For de mange glade Dage,
Som med Dig har lagt tilbage
Oldingen paa Gravens Bred!

Ja, kun i det fjerne Østen
Blev vor Lykke overbudt,
Da til Vaaren beiled Høsten,
Boas gifted sig med Rut,
Blev til Konger Arvelader,
Blev til David Oldefader,
Patriark til Davids Søn !

Ordet ligger mig paa Tunge,
Løber giennem Pennen let,
At dog kiønt Smaafugle sjunge
Skal engang om Astas Æt
Rigest mellem Dannekvinder
Paa de elskeligste Minder,
Mødre til det bedste Haab!

Din gamle Skjald
N. F. S. Grundtvig.

Til min Fru Asta.
(Mens Pennen endnu skælvede).1

Kun en Guds Engel
Med Kvinde-Blik
Finder i Ørken
En Lædske-Drik,
Kvinden med Kiærligheds Navn!

* 489

Som en Guds Engel,
Saa øm og blid,
Lædsked Du Gubben
I Trængsels-Tid;
Derfor velsigne Dig Gud!

Sommeren bragde
Mig Vinter-Luft,
Paa Dine Læber
Var Rosen-Duft!
Derfor velsigne Dig Gud!

Længe jeg sanded
Det Aar for Aar,
Du i min Vinter
Mig blev en Vaar!
Derfor velsigne Dig Gud!

Nylig, da strængest
Blev Vinterlag,
Du mig tilsmiled
En Sommerdag!
Derfor velsigne Dig Gud '

Godt kan den taale
At kvædes om,
Med al sin Glæde,
Din Christendom;
Derfor velsigne Dig Gud!

Godt kan Du bære
Dit Asta-Navn,
Som liden Asta
Du bær i Favn!
Derfor velsigne Dig Gud !

N. F. S. Grundtvig.
MELLEM-LEDDENE.

DETTE Digt fra 1863, som tidligere har været trykt i Dansk Kirketidende for 1880, Nr. 25, blev .fremkaldt ved, at Biskop Martensen i sit Skrift: Til Forsvar mod den saakaldte Grundtvigianisme havde betegnet Grundtvig som den, der havde et profetisk Blik for »de første Ting og for de nye Begyndelser i Historien«; men manglede Sans for alle »Mellemled« i Udviklingen. Digtet aftrykkes her efter Forfatterens Haandskrift.

Har jeg end den Dag oplevet,
Efter firsindstyve Aar,
Om ei sagt, det dog er skrevet,
At kun Høst jeg har og Vaar,
Ingen Sommer, ingen Vinter,
Men for dem kun Feil og Finter,
Fattes alle Mellemled;

Dog den Dag er ei oplevet
Og opleves ei af Mænd,
Da, saasandt som den har skrevet,
Skrevet sandt har samme Pen;
Thi ei mindst hos »Kirke-Manden«
Følges sikkert med hinanden
Aarets Tider paa Guds Ord!

491

Som for Sproget, saa for Synet
Af Guds Ord og Menighed,
Skriver man, ved Aande-Lynet
Fattes alle Mellemled,
Binde vil min mørke Tale
Hoved uden Krop til Hale,
Tvertimod al Dogmatik!

Jeg selv da min mørke Tale
For den Klarhed foretrak,
Uden Hoved eller Hale,
Som jeg kalder Pølsesnak,
Thi for mig i Chrisius-Talen
Han er Hoved, jeg er Halen,
Kroppen er lians Menighed.

Mellem Christus dog og Luther,
Som man skrevet har forvist,
Jeg maaskee fra Midten smutter
Og fra Paven først og sidst,
Kan det Ny ei med det Gamle
Som en oplært Skriftklog samle,
Følge Herrens Vei paa Jord?

Har da Nogen her i Vangen,
I den hele Christenhed,
Bedre eftersporet Gangen,
Pilgrims-Gangen op og ned
Fra Jerusalem mod Vesten
Og fra Jul til Paaske-Festen
Og fra Rom til Axelstad!

Hvem har førend jeg opdaget
Og oplyst med sande Ord,
At hos Angul Færgelaget
Findes mellem Syd og Nord,
Mellem Augustin og Luther,
Mens de døsige Blæk-Sprutter
Alle svømmed udenom!

492

Har jeg vel fra Lessing stjaalet
Tanken, at ei, da det gjaldt,
Arilds-Tro paa Modersmaaiet
Ned fra Sky med Luther faldt,
Men kun vaagned op af Dvale
Som en fattig Kirke-Svale
Fra det gamle Kirke-Aar.

Hvem har førend jeg opredet,
At ei Frankens Egg og Odd
Var i Sachsen Mellem-Ledet,
Men Guds Ord med Villobrod,
Som, for Ælkvins Ord at laane,
Kvinden fødte i Fuldmaane,
Inderlig af den oplyst!*)

Derfor, om end i alt andet
Mellemled jeg oversaae,
Jeg dog fandt dem i Kiølvandet
Af den Ark, Guds Ord var paa,
Og som giennem Pavedømmet
Er til os med Luther kommet
Trods Syndflodens Bundløshed!

*
LIVS-FYRSTEN OG
MORDEREN.

KRIGEN i 1864 gav Anledning til, at Grundtvig udsendte tre smaa Skrifter: »Livs-Fyrsten og Morderen, Faste-Prædiken med Forord og Tillæg af Nik. Fred. Sev. Grundtvig«, »Trøstebrev til Danmark fra Nik. Fred. Sev. Grundtvig« og »Budstikke iHøinorden fra Ni k. Fred. Sev. Grundtvig«. De udkom alle paa Karl Schønbergs Forlag og aftrykkes her efter første Udgave.

Forord.

Naar Tyskerne ikke blot i Mellem-Slesvig indfører udelukkende tysk Kirke-Sprog og Skole-Sprog, men selv i Nord-Slesvig, hvor Folket kun forstaaer Dansk, lukker Danske Skoler og forbyder Præster at prædike paa Dansk, da er det vistnok oprørende ikke blot for enhver Dansker, men for ethvert Menneske, der har mindste Agtelse for utabelige Menneske-Rettigheder og mindste Fornemmelse af, hvad Modersmaalet er i det mindste for Kvinder og Børn og i del hele for Menigmand; men hvad kan vi svare Tyskeren, naar han siger: jeg skal slet ikke her indlade mig paa del Spørgsmaal, om ethvert Modersmaal under alle Omstændigheder har Ret til at høres offenlig og gives Fortrin til Dannelses-Sprog; men I Danskere har i denne Henseende intet at bebreide os, men dømmer jer selv; thi at I, siden 1848, har paatvunget Mellem-Slesvig udelukkende Dansk Skole-Sprog494 og indsat Præster til at prædike halv Tysk og halv Dansk, uden igrunden at kunne nogen af Delene, det er jo ikke blot en oprørende Politik, som alle Tyskere maae finde stridende baade mod Overenskomsterne om lige Berettigelse og mod Ret og Billighed, men I afskaffede derved baade i Kirke og Skole hvad I selv havde indført, ja, det stod i den skarpeste Modsætning til hvad I paa samme Tid efterstræbde i selve Kongeriget. Eller er det maaskee ogsaa en af de hos jer saakaldte »Tyske Løgne«, at I giennem hele dette Aarhundrede mere og mere har stræbt at giøre Tysken til eders egenlige Dannelses-Sprog og har virkelig gjort den til Vilkaar for hardtad alle offenlige Stillinger i Kongeriget, lige ned til Skovfogeder og Landsby-Skolelærere, ja, at I endog 1850, strax efter Isted-Slaget og hvad I kalder en afgiørende Seier over Tysken i Slesvig, selv indsatte Tysken i alle jeres lærde Skoler til, i Latinens Sted, at give Grund-Reglerne for al Sprog-Kyndighed og al Sprog-Brug, følgelig for den hele Tankegang og Ordføining, og det med den Bekiendelse, at Dansken var alt for fattig, ubestemt og regelløs til at være Grundlag. Lægger vi hertil, at I siden skabde et Rigsraad, hvori ogsaa Bønder skulde have Sæde og Stemme, skiøndt der ligesaavel taltes Tysk som Dansk, da er det jo kun en stor Skiødesløshed, at I ikke allerede ogsaa har indført Tysk i eders Landsby-Skoler, da I selv har gjort Tysk uundværligt for eders Bønder. Vil vi nu end være billige nok til at undskylde eders klare Selv-Modsigelse med eders bekiendte Svaghed, ei selv at vide hvad I giør, saa kan I dog aldrig forlange, at vi skulde være ømmere over D a nsken i det halvtyske Slesvig end I selv er over den i Danmark?

Hvad kan vi hertil svare med Sandhed?

Vi kan sige meget til Beviis paa, at baade har Tyskerne kun med Vold og Uret faaet den Magt, de har over Slesvig eller Sønder-Jylland, og at de grusomt og umenneskelig misbruge denne Magt mod alt Dansk, men kan vi ogsaa giendrive deres Paastand, at vi selv har gjort alt hvad vi kunde for i hele Danmark at tilintetgiøre Dansken som aandeligt og hjerteligt Livs-Udtryk og Dannelses-Sprog og for saavidt mueligt, at afløse den i hele vort offenlige Liv med Tysken, og at vi har gjort det allerklarest paa samme Tid som vi i Mellem-Slesvig stræbde i Modsætning at afløse Tysk med Dansk til Dannelses-Sprog og gik dermed saavidt, at vi ikke 495 engang gav de der bosiddende Tyskere samme Frihed til at beholde Tysk Kirke og Skole, som bosiddende Tyskere har, ikke blot i Christiansfeld, Frederis og Kiøbenhavn, men i hele Kongeriget, naar de kun selv bekoste deres Tyske Kirke og Skole?

Nei, det kan vi hverken giendrive eller med Sandhed modsige, thi det er vitterlige og urokkelige Kiendsgierninger, og det er ligesaa, at naar en Enkelt offenlig har oplyst Selv-Modsigelsen og ligesaa vel lastet Skole Tvangen i MellemSlesvig, som Fortyskningen af Danske Folk og Forhold, da har Dags-Pressen behandlet det som et halvt eller heelt Forræderi, hist imod Dansken og her imod Dannelsen. Uagtet derfor alle Anstalterne saavel til Mellem-Slesvigs tilsyneladende Fordanskning som til Kongerigets virkelige Fortyskning eensidig er gjorte af Regieringen, uden at spørge enten Folket eller Rigsdagen, saa er dog Læser-Folkets Billigelse deraf eller Ligegyldighed derved saa klar, at det ei kan fritages for Medskyld.

Vi kan vistnok sige med Sandhed, at Tyskerne slet ingen Ære har at tale med, da selv hvad vi har gjort i Slesvig kun var en mat Efterligning af deres Adfærd, og at Skaden er vor egen, men det er derfor heller slet ikke for Tyskernes Skyld, at jeg indskærper Sandheden af deres Paastand om vores vel i Historien mageløse Selv-Modsigelse og Selv-Plage, men det er for vor egen Skyld, fordi det ikke blot er en Æres-Sag for os, om vi nogensinde mere blive Slesvig mægtige, ei at fortsætte den hjerteløse og hovedløse Sprog-Tvang, men er en Livs-Sag for det Danske Folk og Modersmaal, at vi endnu i den ellevte Time, ja, i det sidste Øieblik, stræbe med Rod at oprykke Hjemtyskeriet i Danmark, som vi saa længe med Flid har opelsket, og som allerede er groet os saaledes op over Hovedet, at det aabenbar trodser og spotter alt ægte Dansk i Tankegang og Tungemaal ligesom Udtyskerne, Rigets, Folkets og Modersmaalets arrigste Fiender, ja, spotter selv vort Nødværge imod dem. Ja, skal det Danske Folkeliv ikke i næste Menneske-Alder findes afskaaret ved et mageløst Selvmord, men skal det muelig nogensinde blomstre op og udvikle sig til Klarhed paa Modersmaalet, da maae vi herefter ei, som kun alt forlænge, selv bestride og undergrave, men opelske Folkelivet, og det første Skridt maa da være, aldeles at udelukke det ikke blot fremmede men fiendlige Tyske Sprog af vor offenlige Skole, at udstryge det af alle vore 496 Examens-Lister og at udslette det af Vilkaarene for nogensomhelst offenlig Stilling i Fædernelandet. At selv dette uopsættelige Tilbage-Skridt fra den Afgrund, paa hvis Rand vi rave, vil ligesaavel i den saakaldte Danske som i den Tyske Læseverden udskriges som en uhyre Krebsgang til Barbariet, det tvivler jeg ingenlunde paa, men det beviser kun, hvor rædsom fortysket og forgjort Tankegangen er bleven rnidt i Danmark, thi uden at tale om, hvorledes alle andre navnkundige Folk har hævdet deres Modersmaal, saa er det jo unægteligt, at endnu Aar 1800, da jeg blev Student, kunde man ikke alene med Æren giennemgaae den Lærde Skole, men tage alle Examiner og opnaae hvilkensomhelst offenlig Stilling i Kongeriget, uden at have læst en eneste tysk Bog og uden at kunne en eneste Regel af den saakaldte uundværlige Tyske Grammatik.

Det andet Skridt maa være Oprettelsen af en folkelig Høiskole for hele Kongeriget, hvor der frit meddeles en folkelig Dannelse paa Modersmaalet, som herefter udkræves af alle dem, der vil opnaae nogensomhelst offenlig Stilling i Danmarks Rige, thi kun ved disse to giennemgribende Forholds-Regler er det mueligt, at den Danske Folkelighed, den ædleste og danneligste i hele Verden, kan seire over Hjemtyskeriet og hele den hovedløse og hjerteløse Dyrkelse af fremmede Afguder, som har styrtet Folket og Riget i den nu overhængende Livsfare, men paa disse Vilkaar vil sikkert med Guds Hjelp og Danmarks gamle, mageløse Lykke ikke blot denne Seier vindes, men den forbausede Verden faae en folkelig Dannelse at beundre, som intet Menneskeligt er fremmed, men som virker oplivende og velgiørende paa hele Menneske-Livet i sin folkelige Skikkelse, hvori det i Sandhed kun lader sig leve, da enhver Bestræbelse for at omskabe sig selv er umenneskelig og fører kun til aandelig Død og Djævelskab.

Alt dette har jeg imidlertid giennem en Række af Aar stræbt baade mundlig og skriftlig at lægge mine kiære Landsmænd paa Hjerte, saa det rnaa vel synes overflødigt at giøre det endnu engang, og vil synes mange latterligt deraf at vente mere Frugt end hidindtil, men det er min Trøst, at Tagdryp huler Steen, og at det Danske Hjerte dog er aflangt blødere Art, og maa igrunden have samme Følelse for Folkelivet og Modersmaalet hos alle Dannemænd og Dannekvinder som hos mig, uagtet dette forunderlig bly og for Beskæmmelse hævende Hjerte 497 snart lige siden Braavalle-Slaget haardnakket har vægret sig ved at være det bekiendt, uden Tvivl af Frygt for at blive udleet i Tyskland og nærmest af Hjemtyskerne.

Desuden har dog ogsaa den forrige Krig (1848-50) klarere end nogensinde viist, at Vorherre baade kan og vil give os Magt og Lykke til at hævde Eider-Grændsen mod hele det store Tyskland, naar vi kun, til vort eget sande Gavn vil nøies med den og med Dansken derindenfor.

Nu viste vel Fred-Slutningen, at det vilde Danmark ikke, men vilde, for Skinnet af Holsteens Besiddelse, som Vorherre nægtede os, heller forskrive sig til Preusen og Østerrig; men saa har igien den dyrekiøbte Vaaben-Stilstand med Freds-Titel (1851-63) klarlig viist, at Fornuft-Giftermaalet mellem Danmark og Holsteen og imellem Dansk og Tysk, med de Tyske Stormagter til Forlovere, var et Byggeri paa Helvede, som det danske Hjerte, hvis det ikke snart afbrødes, maatte briste ved, saa det var dog vel intet Under, om baade Regieringen og Folket nu var blevet tilbøielige til hellere at nøies med det Danske, saa smaat i vore egne og saa foragteligt i Tyskernes Øine, som det er, end miste alt vort Eget og kun faae Tysk Tyranni og Trældom isteden! Slesvig-Holstenerne skrige nu høit hvad de alt under det forrige Oprør hviskede: heller i Helvede med Tyskland end i Himmerig med Danmark, saa nu maae dog vel alle Danskere have faaet Mod til at sige høit: heller med hverandre i det lille Himmerig end med Sies vig-Holstenerne i det store Helvede!

498

Livs-Fyrsten og Morderen.

Af den Helligaands Naade bøier vi vore Knæ for Vorherres Jesu Christi og vor Gad og Fader, bedende, i Jesus-Chri- stus-Navnet, Herrens egen og hele hans Menigheds Bøn: Fader vor, Du som er i Himlene!

Der er vel intet Træk i hele Vorherres Jesu Christi Lidelses-Historie, der saaledes har forfærdet alle christelige, ja, alle menneskelige Tilhørere, og ladet dem føle Retfærdigheden i, ja Nødvendigheden af, at Jerusalem gik sin mageløse Forstyrrelse imøde, og at Jøde-Folket fik den gruelige Skæbne hverken at kunne leve eller døe, men at maatte vandre til Verdens Ende til Afsky og Væmmelse hardtad for alle Verdens-Folkene; intet Træk, hvorom dette saaledes giælder, som om det gruelige Valg, hele Folke-Mængden gjorde, mellem den hellige, uskyldige, mageløs menneskekiærlige og velgiørende Menneske-Søn Jesus Christus og Afskummet, Misdæderen, Oprøreren og Morderen Barrabas. Vi seer da ogsaa, at Valget mellem disse To forbausede selv den vantro, for Sandhed og Ret igrunden ligegyldige Romerske Landsherre Pontius Pilatus, som før han derefter hengav Jesus til Korsfæstelse, vaskede sine Hænder og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod, medens det rasende Folk udstødte det himmelraabende Skrig: hans Blod komme over os og vore Børn, saa Herren maatte vel byde Græde-Kvinderne, der fulgde ham til Korset, at spare deres Taarer til dem selv og deres Børn, og ei spilde dem paa ham, som kun leed i Forbigaaende paa Hjemveien til sin Herlighed.

Men med alt dette, seer vi dog først ret, hvor modent Jøde-Folket viste sig til Undergang ved sit afsindige Valg mellem 499 Jesus og Barrabas, naar vi med Apostelen Peder betragter det gruelige Folke-Valg mindre fra Ugudelighedens end fra Umenneskelighedens Side; thi da Apostelen frimodig omtalde denne Sag i sit Folks Paahør, da sagde han: I forlangde, at Morderen skulde skiænkes eder, men Livs-Fyrsten aflivede L Det følger nemlig af sig selv, at hvad enten det er en Enkeltmand eller et heelt Folk, der skyder Livs-Fyrsten fra sig og omfavner Morderen, saa foretrækker man derved igrunden Døden for Livet, og heraf seer vi, at Valget mellem den livsalige Folke-Ven Jesus Christus og den væmmelige Folke-Fiende Barrabas ikke er stillet os saa klart for Øie, enten til ørkesløs Forfærdelse, eller til Beviis paa Jøde-Folkets mageløse Slethed, men til en Lærdom og Advarsel, som alle Folkefærd til alle Tider kan behøve, og som aldrig har været nødvendigere end i vore Dage og netop hos os. Ja, Lærdommen og Advarselen er denne, at ethvert Folk, der ikke vil giøre en Ulykke paa sig selv, men vil saa længe som mueligt, leve og see gode Dage i sit Fæderneland, maa vel vogte sig for den største af alle folkelige Forbrydelser, selv at foragte og forkaste hvad der aabenbar tjener til at nære og frede om Menneske-Livet, og derimod at ømme sig over og blive medlidende med hvad der truer og bestrider Livet; thi det er den lige Vei til i et afgiørende Øieblik, med Jødefolket, som en Naades-Beviisning at forlange Morderen løsladt og Livs-Fyrsten henrettet, hvorved Folket fælder sin egen Dødsdom og sætter den, saavidt mueligt, selv i Kraft

Men er det ikke da nu i folkelig Henseende en ligesaa betænkelig som vitterlig Sag, at for nærværende Tid, hos alle dannede Folk og ikke mindst hos os, tiltager daglig kold Ligegyldighed for det borgerlig uskyldige Menneske-Livs Tab og Fare, og tiltager i samme Grad en aldeles umenneskelig Medynk med de forsætlige Mordere, saa at dem, som alle guddommelige og menneskelige Love dømme til Døden, dem ønsker man benaadede med Livet, skiøndt det ikke kan skee uden at giøre alle Morder-Sjæle tryggere og derved sætte uskyldige Menneskers Liv i dobbelt Fare!

Der er imidlertid ogsaa et andet Tegn paa en gruelig Ligegyldighed for Menneske-Livet og det netop for Folke-Livet, som vi maae lægge vel Mærke til, thi vel er dette Døds-Tegn ikke nær saa iøinefaldende hos de store Verdens-Folk, som Medynken med Mordere, men det synes desværre, netop hos os at vidne om større Ligegyldighed for Folke-Livet end i hele 500 den øvrige Verden, og det er saameget sørgeligere, som det Danske Folkeliv har hørt til de ædleste paa Jorden, og nu saameget farligere, som dette Liv nu svæver i overhængende Fare for med Vold og Mord at berøves os af et mægtigt Verdens-Folk, der giør sig saameget mindre Samvittighed over at udslette os af Folkenes Tal, som de staaer i den faste Formening, at vi selv har beviist, at vi aandelig og menneskelig talt, intet Folk er, altsaa intet eiendommeligt Folkeliv har, men er kun Dyr i menneskelig og Fæ i folkelig Skikkelse.

Mine Tilhørere veed, at jeg er ikke af dem, der forguder Verdens Stormagter, eller tvivler om, at jo den guddommelige Stormagt, som er Almagt, baade kan og vil, trods alle Verdens Stormagter, lade Smaafolk leve, men, skiøndt jeg tvertimod indseer og paastaaer, at det er netop Smaafolk, der har været Redskaber i Guds Haand til Hans allerstørste og underligste Gierninger paa Jorden, saa kan vi dog alle see paa Guds eget verdslige Folk, paa Jøde-Folket, at Gud vil ikke opholde noget Folk længere i Besiddelse af dets Fæderneland og Modersmaal, end Folket selv skatter sit eiendommelige Liv som Guds-Gave og har Sind til at nøies dermed og udvikle det til Klarhed; thi da Jøde-Folket forskiød Livs-Fyrsten og udbad sig Morderen, og da Guds-Folkets Præster raabde: vi har ingen anden Konge end Keiseren, da slog Israels Konge ogsaa aabenbar Haanden af sit Folk og overgav dem i Mordernes og den Romerske Keisers Vold, som de selv havde valgt.

Naar jeg derfor endnu haaber, at Himlens Gud baade nu og herefter vil frelse det lille Danske Folk fra dets mægtige og arrige Fienders Vold, ja skiænke os Fred og Frihed til med Æren at fuldende det os beskikkede folkelige Levnetsløb, da er det kun, fordi jeg troer, at det Danske Folk, skiøndt det aabenbar har Skinnet imod sig, dog igrunden inderlig elsker sit eiendommelige Liv og Modersmaal, som er uadskillelige!

Ja, Christne Venner, ligesom vi alle maae vide, at Ordet, der klarlig skiller os fra de Umælende, er det eneste Kraft-Udtryk og umiddelbare Redskab for Menneske-Aanden og Menneske-Livet, saaledes kunde og skulde vi vide, at Modersmaalet, der kiendelig skiller os fra andre Folkefærd, er det eneste Kraft-Udtryk og umiddelbare Redskab for Folke-Aanden og Folke-Livet, saa at naar vi selv ringeagter vort Modersmaal, ophøier og eftersnakker de Fremmedes og især det allerfiendligste Folks Tungemaal, da er de forsaavidt 501 undskyldte, naar de forudsætter, at enten har vi aldrig havt noget menneskeligt Folke-Liv , eller vi har selv skildt os derved, og tale hen i Veiret, naar vi klage over, at Andre vil berøve os det.

Og see, mine Venner, det er desværre sandt, at vi har længe drevet et grueligt Afguderi med alt det Fremmede og især med vore arrigste Fienders Tungemaal og Tankegang, ja, selv da vi havde faaet de allerklareste Beviser paa, at Tyskernes Tungemaal og Tankegang var vores saa fiendlige som mueligt, og medens vi allerhøjest klagede over, at dette fiendlige Sprog og denne fiendlige Tankegang ved Grændsen indtrængde sig paa vore Enemærker, da indførde og indpodede vi med Flid dette samme fiendlige Sprog og denne samme fiendlige Tankegang, snart i alle vore Skoler, som uundværlige Hjelpemidler til høiere menneskelig Oplysning og Dannelse, saa der hører unægtelig en uhyre Øien-Forblindelse til saaledes selv at arbeide paa sit hjertelige Livs og sit aandelige Modersmaals Undergang uden selv at ville det, ja uden at ønske, at Livs-Kraften jo før, jo heller maatte uddøe og Folke-Morderen skiænkes os.

Dog er det, Gud skee Lov! daglig blevet mig klarere, at en saadan uhyre Øien-Forblindelse har været Hoved-Aarsagen til vores mageløs grove Fejltagelse, og at den, om end hidtil kun langsomt, daglig aftager, saa den dog vist nu, under Folke-Livets og Modersmaalets overhængende Fare, vil af Guds Naade hæves og afløses af en ligesaa mageløs folkelig Oplysning, der veileder os til kun herefter at skatte det Fremmede, forsaavidt det kan og vil venlig forbindes med vort Folke-Liv, men uden al Barmhjertighed at forskyde og udvise alt det Fiendlige, saa Verden kan see, vi sætte Priis paa Guds og vort Eget, og saa Gud kan have Grund til og Ære af at frelse os og lade Lykken krone vore Bestræbelser, for, uden Nogens Fornærmelse og uden Miskiendelse af noget Menneskeligt, at udvikle og klare det jævne og pragtløse, men rige, hjertelige og yndige Folkeliv og Modersmaal, som er Guds gode Gave og det ganske Folks Glæde! Amen! i Vorherres Jesu Christi Navn Amen!

502

Dannevirke.

Dannevirke, Danmarks Giærde!
Mod dig drog en Jettehær,
Steen i Hjerte, Staal om Hærde,
Drog mod dig i Troldefærd,
Til et Ragnaroke-Stævne,
Dig at storme, dig at jævne
Med det flade, løse Muld!

Dannevirke, Danmarks Giærde!
Det er ikke Thyras Vold,
Som med Spader nu for Sværde
Jævne vil den Tyske Trold,
Og i Paaske-Morgenrøde
Ei jeg taler til det Døde,
Som ei værge kan sig selv.

Dannevirke, Danmarks Giærde,
Det er Danmarks Sønnehær,
Muld i Hjerte, Steen i Hærde.
Født til Heltes Herrefærd.
Dig det er, som Stormen giælder,
Dine Rækker som Vindfælder
Rykke op den vil med Rod.

Dannevirke, Danmarks Giærde,
Det er Danskerens Tilnavn,
Ubekiendt for de Sprænglærde,
Snart for hele Kiøbinghavn,
Men dog levende tilstæde,
Kiær ad Ret og Fred og Glæde,
Lydhør for sit Modersmaal!

503

Hegn om deiligst Vang og Vænge,
Levende af Gud opsat,
Til om meer end Mark og Enge,
Til om Livets skjulte Skal,
Livets Kildespring at frede,
Som i Lunde, saa paa Hede,
Det er Dansker-Folk et selv.

Ja. den ædle Dannekvinde,
Dronningfødt, nu Bondeviv,
Folke-Hjertet er herinde,
Moderen til Lys og Liv,
Hendes Sønnekuld er Hæren,
Hendes Skammen, hendes Æren
Af det Danske Levnetsløb.

Hende er det, Tysken hader
Arvelig fra Hedenold,
Thi alt med Skjoldungers Fader
Gik i Kreds den Tyske Trold.
Skyld for alt hvad Dansk der skedte
Hende gav, som »Sorte-Grethe«,
Holsten-Gottorps Idræts-Bog*).

Dannevirke, Danmarks Giærde,
Som kun løst ved Slien stod!
Trolde-Flokken, nu paafærde,
Drikke vil dit Hjerteblod,
Vil nu ikke længer spare
Spiren til en Helteskare,
Ei engang i Modersliv.

Høre kan du det paa Wrangel,
Dansker-Fienden velbekiendt,
Naar i Kolding, som i Angel,
Han, af Arrigskab indtændt,
Stemmer op sin gamle Vise,
Truer med, han dig vil spise
Som blødsødne Paaske-Æg!

* 504

Hidtil kun om Sønder-Jydsken,
Ligeop ti! Kongeaa,
Sloges med dig loit Vild-Tysken,
Giøs endda for Bølgen blaa,
Giøs endda for Thor fra Norden,
Dukket op af Slette-Jorden
Med sit gamle Hammertag!

Kun femhundred Aar tilbage,
I vor Middelalders-Døs,
Kun i Kulled-Grevens Dage
Danevangen kongeløs
Varsel fik om hvad nu hændes,
Og kan kun til Frelse vendes
Ved et himmelsk Underværk.

Trolden nu med Helved-Brodde
Rustet ud i Tusindtal,
Dybbel-Bjerg og Fredriks-Odde
Kalder Vinding alt for smal,
Nu, om end de Danske Helte
Krøb i Ly bag begge Belte,
Trolden fulgde dem paa Fod.

Dennegang derpaa han stiler,
Dansken skal faae Ulivssaar,
Ei han helmer, ei han hviler,
Før den under Aaget gaaer,
Eller med sin hele Størke
Møder ham i Lys og Mørke,
Blander med ham Birtingsbad.

Trolden nu med Jettehaanden,
Om han kan, fuldfører brat,
Hvad alt længe han i Aanden
Pønsed paa ved Dag og Nat:
Hjerte-Folket at udslette
Med dets Navn og med dets Vætte,
Med dets Liv og Modersmaal.

505

Derfor, Danmark, nu det giælder,
Om du har et Sønnekuld,
Som sit Liv, jo før, jo heller,
Vove tør for meer end Guld,
Men for hvad i Verdens Øine
Intet er mod Fiendens Løgne:
Hjerte-Dybets Liv og Lys!

Ikke blot med Sværd og Bøsse
Dine Svende, dine Mænd,
Maa paa Tysker-Larmen tøsse,
Men ei mindst med Mund og Pen,
Saa, hvor vredt end Trolden brummer,
Dog hans Røst og Roes forstummer
I vort Danske Fædreland!

Ikke længer vi maae tænke,
Troldens Sprog og Tankegang
I Høisædet vi kan bænke,
Trælle for i Danevang,
Og, vor Moder dog til Ære,
Banneret og Skjoldet bære,
Værge hendes Tungemaal!

Nei, skal ei i Gubbe-Munde
Modersmaalet snart uddøe,
Lykke-Skibet gaae tilgrunde
Ubemandet under Ø,
Snart maa, som af Cancelliet,
Feies ud Hjemtyskeriet
Af vor Skole og vor Sjæl.

Thi saalænge vi forguder
Fiendens Aand og Fiendens Sprog,
Og hans Roes i Øret tuder
Paa hver letnem Skolepog,
Som ved Ingels Bord i Leire,
Tysk maa over Dansken seire,
Vellyst over Kiærlighed!

506

Men da frækt ad Frodes Minde
Frodes Morder-Skare loe,
Dansken gjorde lyst derinde
Med Stærk-Odders Kæmpekno;
Under Sang paa Modersmaalet
Dansken lod alt Tysk fra Baalet
Gaae for Vinden op i Røg!

Dannevirke, Danmarks Giærde,
Danskheds ægte Sønnekuld!
Nu som da er Nød paafærde,
Marken er af Fiender fuld,
Samler ei du dine Kræfter,
Øver du ei Daad derefter,
Koster det din Moders Liv.

Du er hendes »Mod og Mægne«,*)
Hendes Haab og hendes Kraft,
Fat du flink paa hendes Vegne
Mjølners korte Hammerskaft!
Giør saa Gavn med begge Hænder,
Giør saa lyst til Markens Ender
Efter Moders Hjertelag!

Bryd ei Hjertets Kæmpe-Love!
Tænk paa Markens Liljevaand!
Sæt dit eget Liv ivove,
Mund mod Mund og Haand mod Haand!
Spar i Kampen, stout og aaben,
Alt hvad meer ei løfter Vaaben!
Da er Seiren klar paa Dansk!

Fred og Frihed til Guds Ære,
Dannekvindens Liv og Lyst,
Lad kun det dit Løsen være
I den store Kæmpedyst!
Da til evigt Æreminde
Fred og Frihed du skal vinde
For det Himmelske paa Jord!

* 507

Og om Hoved end dig fattes,
(Vee den hovedløse Hær!)
Alt dog skænkes, som det skattes
Hos Guds-Folket fjern og nær;
Saa hvad Hjertet higer efter:
Vise Raad og friske Kræfter,
Følges som Guds Gaver ad.

Da som Avnerne for Vinden
Trolde-Hæren splittes ad,
Kiønt med Skaal for Dannekvinden
Kvædes skal i Axelstad,
Til i de oprørte Bølger
Blegnet sig Nordstjernen dølger
Med Stevns-Klinten under Ø!

Rosen paa din Moders Kinder
Blomstrer op da brat paany,
Atter og Guld-Taaren vinder
I Høinorden Roes og Ry,
Og om end paa Græsbænk-Throne
Dannekvinden dog sin Krone
Bære skal med yndigt Smil!

Dannevirke, Danmarks Giærde!
Fat da Mod i Farens Stund!
Lad ei Skinnet dig forfærde!
Stol paa Gud af Hjertensgrund!
Nætter synge jo med Dage:
Gud er stærkest i de Svage,
Størst er Glæden hos de Smaa!

Lad kun skrylle, lad kun prale
Dødens Magter trindt paa Jord!
Lydt skal Slægterne lovtale
Folke-Livets Magt i Nord,
Som, med Livets Kilde fundet,
Dødens Magt har overvundet,
Banet Vei til Livets Maal!

508

Ja, om end forsinket længe.
Og forspildt til paa et Haar,
Sikkert her i Vang og Vænge
Rinder op et Gyldenaar
Med de yndigste Guld-Kværne,
Med en kongekronet Hjærne,
Fredegodt og frihaandsklart!

TRØSTEBREV TIL DANMARK
fra
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Danmark! gamle Helte-Moder!
Havfru, født af Bølgen blaa!
Gøte kalder sig din Broder,
Nor I Nør giør ligesaa,
Dog Høinordens Kæmper tænke
Lidt kun paa, at du er Enke.

Længe Gor har Bølgen pløiet,
Pranget Seil I spanske Sø,
Før ham Dana faldt i Øiet,
Som hans Frændke under Ø,
Lige hjælpeløs en Enke
Er den store Havmands Frændke*).

Danmarks Freia! Vana-Dise!
Du vel to Gang tusind Aar
Kæmpet har med Langbeen Rise,
Tiest under bange Kaar;
Skal det endes nu saa ilde:
Freia vorder Jettens Frille?

* 510

Fredens Hjem, med Sangens Fugle
Svingende sig frit i Sky!
Bliver du en Røverkule
Med et blodrødt Nytaars-Ny!
Skal det bedste og det sidste
Folke-Hjerte sønderbriste!

Himmelen er overtrukket,
Og som Iis vor Mai er kold,
Hver en Udvei synes lukket,
I hver Banke boer en Trold,
Muspels Sønner fra Bro-Ager
Spyer Ild som Helved-Drager*),

Allerværst det er igrunden
Tegn paa Fiendens Overmagt:
Midt iblandt os Helved-Hunden,
Garm, har sine Hvalpe lagt,
Som i Ørene os tude:
Mod er Vanvid, Alt er ude!

Klarlig nok Hjemtyskeriet
Har, som Slangen i vor Barm,
Os til Undergang indviet,
Giøer og tuder nu som Garm,
Tuder ad hver Helt i Fare,
Loggrer for hver Røver-Skare!

Danmark! gamle Skjalde-Moder,
Føder du ei Sønner fleer,
Som kan meer end efter Noder
Græde, naar Høitysken leer,
Ingen Skjalde, som kan gløde
For din Fremtids Morgenrøde!

Dengang jeg var ung af Alder,
Var din Fremtid midnatsmørk,
Da hos Hel var glemt din Balder,
Og dit Folkvang var en Ørk,
Dine Skjalde dig dog love
Turde Guld og grønne Skove.

* 511

Da paa Pramme og paa Baade
Og paa gamle Orlogs-Vrag
Du mod Englands Hoved-Flaade
Værged kiækt dit gamle Flag,
Dine Skjalde, skiøndt du bukked,
Sorgen din med Nektar slukked.

Da din værgeløse Flaade
Folk som Tyve fra dig stjal,
Og da dine Viking-Baade
Kæmped kun som Sild mod Hval,
Dog sin Sømagt dine Skjalde
Turde en Fugl Phønix kalde.

I vor Brand-Olds Morgenrøde,
I den første Kejsertid,
Da alt Fællesskab uddøde
Under Brødres Kiv og Strid,
Dog omkap, som Fosser gjalde,
Danskens Priis sang dine Skjalde!

Fred og Frihed, Magt og Ære
Spaaed vi til Lands og Vands,
Vi, som Gladhjems Fugle-Hære,
Aanded paa dig Oldtids Glands,
Hvæssed Næb til alle Sider
Imod Loke Grinebider.

Og saa høit lød Skjalde-Sangen
Over Bøg og Bølgen blaa,
Saa henrivende var Klangen
Fra Høinordens Hjerte-Vraa,
At i Vesten og i Syden
Jetter studsed ved Gienlyden!

Selv da Norge var afskaaret,
Danmark hæderløs paa Hav,
Og mod os i Oprørs-Aaret
Opladt Fenris-Uivens Gab,
Dine Skjalde spaaed Seire,
Spruded Ild paa Fiendens Leire!

512

Nu, da efter Isted-Slaget,
Storværks Daad ved Fredrikstad,
Atter vaied Seiers-Flaget
Hos »Niels Juel« i Birtingsbad,
Har nu Skjaldene opgivet
Danmarks Haab og Heltelivet!

Nu, da Danmarks Helteskare
Prises lydt i alle Land,
Da vi trøstes i Livs-Fare
Med den Kiællinge-Forstand:
Folkedyden, Heltefærden,
Er for god til denne Verden:

Har ei meer i Danmark Sæde
Bedre Skiøn paa Norners Raad?
Har ei Danmarks Skjalde-Kiæde
Bedre Tro paa Heltedaad?
Er nu Tyskens Aand i Luften
Ogsaa deres Gud - Fornuften?

Veed de ei for Danmarks Vaade
Anden Lægedom end Graad,
Uden maaskee Tyskens Naade,
Franskens Nik og Svenskens Daad,
Tør ei Danskens Seir de nævne,
At det Tysken ei skal hævne?

Dronningfødte Dannekvinde!
Du, som kronede din Skjald,
Der ved Fredegodes Minde
Sang med sødest Tonefald!
Svarer Ingen nu til Raabet:
Syng, min Skjald, om Frode-Haabet.

Skal det spørges: jeg alene,
Aflægs Skjald paa Gravens Rand,
Turde mellem Bautastene
Aande Liv ved Dødens Strand,
Turde vente af Guds Naade
Løst i Solglands Danmarks Gaade!

513

Vee da Fuglene, som sjunge,
End paa Kvist I Bøgelund!
Vee den danske Skjalde-Tunge,
Som en Fugl I Ulvens Mund!
Vee da, Freia! dit Guldsmykke,
Stjaalet bort med Danmarks Lykke!

Vee da deiligst Vang og Vænge,
Moder-Ømheds Fædreland!
Vee da Blomsterne i Enge,
Hver en Folkvangs Lillievand!
Vee da alle Danas Frænder,
Hvor de boe ved Jordens Ender!

Vee Kjød-Hjertet, hvor det banker
End for Frihed, Liv og Fred!
Frosne er da Hjærnes Tanker,
Følesløs er Kiærlighed!
Da er Trolde Tidens Helte,
Midgaards-Ormen Jordens Bælte.

Dømt og tabt er Friheds-Sagen
I hvert Hjørne, paa hver Plet,
Thi da klart det er som Dagen,
Hjertet ei selv der fik Ret,
Hvor det kun med Ord og Tanke
Paa sit Eget frit vil banke.

Og hvor skulde Fred vel findes
Mere paa Guds grønne Jord,
Naar ei længer den kan vindes
Af det Fredens Folk i Nord,
Som, imens det var ilive,
Vilde Liv for Freden give!

Hvis da i det Himmelhøie
Fred og Frihed har en Ven,
Danmark, løft til Ham dit Øie!
Stol kun paa, Han hjælper end!
Da er, trods Stormagter stride,
Over-Magten paa din Side.

514

Heller ei har dig forregnet
Du, om nys ved Helgoland
Du paa Hav saae Himmel-Tegnet:
Lyn fra Øst til Vester-Strand;
Hvor for Dansken saaes at lege
Luerne fra Tyskens Ege!

Men hvad har dog saa dit Øie
Naglet til den sorte Jord?
Hvad har kunnet saa nedbøie
Skjoldmø-Dronningen i Nord,
At hun ei, skiøndt Jorden bæver,
Kiækt sit Blik til Himlen hæver!

Ak, det er den sidste Fiende,
Døden med sit Iistap-Spyd,
Som kun Gud kan overvinde
Med Livs-Lurens Aande-Lyd;
Dødens Piil har Hjerte-Roret,
Har Livs-Haabet giennemboret!

Derfor er dit Blik jordfæstet,
Og til Bly blev din Guld-Graad,
Dine Skjalde Hel har giæstet,
Sat i Band hver Helte-Daad,
Alle Livets Kræfter lammet,
Lutter Balders-Baal opflammet!

Danmark, ja, du er en Enke,
Hende lig ved Nains Port,
Vi os kan din Redning tænke
Kun som et Vidunder stort;
Thi kun med et Liv af Døde
Har din Fremtid Morgenrøde!

Ungdom din, som Enke-Sønnen,
Altid var dit Haab, din Trøst,
Han for al sin Møie Lønnen
Søgte ved dit Moder-Bryst,
Drak, til Moder at forsvare,
Heltemod af hendes Fare!

515

Denne Gang paa Vagt med Hunger
Sønnen døied Trælle-Kaar,
Kiæk han var, men onde Tunger
Gav ham giftigt Banesaar,
Hvisled: hvad vil du forsvare?
Hyt dit Skind! det er i Fare!

Moder din, ældgammel vorden,
Giækkes nu af Giøglespil,
Det er mod Naturens Orden,
At sig selv hun raade vil,
Hendes Bedste eftertragter
Netop nu de store Magter!

Og om end hun var i Fare,
Og om end hun havde Ret,
Mod al Verden du forsvare
Kan ei hendes Have-Plet;
Er du bange for Meeneden,
Læg dig til at døe i Reden!

Over-Magten at angribe,
Det er Daarekiste-Raad,
Lade sig for Pligt aflive,
Det er nu kun Heltedaad,
Derfor, Bonde eller Greve,
Man maa heller døe end leve!

Saa det lød ved Dannevirke,
Saa det lød paa Dybbelbjerg,
Orgelet i Dødens Kirke
Spilledes af Ælfrik Dværg, *)
Og Svart-Alfer sang Lig-Psalmen:
»Bedst at døe paa Bænke-Halmen!«

Saa din Ungdom tabte Modet,
Og hardtad Forstanden med,
Aande-Giften gik i Blodet,
Lægehjælp fandt ikke Sted,
Og du følger nu med Taaren
Sønnen din, som Lig paa Baaren!

* 516

Trindt om Land I Frygt og Fare,
Uden Haab og uden Trøst,
Gaaer den lange Sørgeskare,
Hvor kun høres Graadens Røst,
Skrømt og Alvor om din Smerte
Knuse vil dit Moder-Hjerte!

Men jeg seer Ham nær i Aanden,
Ham, som ynkes inderlig,
Ham, som raader Bod paa Vaanden,
Med Livs-Ordet uden Svig;
Himmelsk Trøst af hans »græd ikke!«
Moder-Hjertet skal inddrikke.

Med sit Guddoms-Ord ved Baaren:
Vaagn! stat op, du Ungersvend!
Skaber Jesus Smil af Taaren,
Skaber Sang af Suk igien,
Lægger, med gienfødt Livs-Varme,
Sønnen i sin Moders Arme!

Sønnen nævner meer ei Giften,
Som forpestede hans Blod,
Taler kun om Livs-Bedriften,
Hvortil gienfødt han opstod,
Taler, til sin Moders Glæde,
Udaf Hjertet, Livets Sæde !

Da skal hver en Skjalde-Tunge
Spaae dig Seir og Held paany,
Og din Søn, den Atterunge,
Løfte høit dit Navn i Sky,
Lære Tysken at bekiende:
Her har Romer-Riget Ende!

Meer end det skal Ungersvenden
Lære Tyskeren mod Nord:
Ei i Preussen eller Venden
Men i Øresundet boer,
Smilende, skiøndt Marsvin true,
Østersøens Bølge-Frue!

517

Ja, derhos skal Tysken lære,
Om han end har Tid dertil,
At i Nord, til Hjertets Ære,
Lyset tænder Glædes-Ild,
Kaster Glands paa Folke-Livet,
Som med Aand det er os givet!

Spørges skal det vidt om Lande,
At det danske Modersmaal,
Som det jævne, klare, sande,
Bærer Guld i Sølverskaal,
Født saalidt af Tysker-Ætten,
Som skiøn Freia af Frost-Jetten.

Derfor, Danmark! Moder søde!
Tro kun paa Guds-Lykken din!
Græd kun Guld for dine Døde!
Lad dig trøste Kveld-Sang min!
I en Paaske-Morgenrøde
Ogsaa den stod op af Døde.

BUDSTIKKE I HØINORDEN
fra
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Nu Tyrkens Heste alt for godt
Og alt for let, til Danmarks Spot,
I Viborg-Sø er vandet*),
Og som for Verden det seer ud,
Har Bombers og Granaters Gud
Nu Blod med Tyrken blandet.

Var da vor Gud ei rigtig stor
Alt som i Himle, saa paa Jord,
Da var vi nu forlorne,
Ja, overgivne uden Haab,
Med Tungemaal og Tro og Daab,
Til Slagterbænkens Norne;

Men Gud skee Lov! Gud fra igaar,
Som fredet har i Tusindaar
Om gamle Danmarks Rige,
Ei blot idag, imorgen med
Han os vil staae i Høvdings Sted,
I Faderens tillige.

* 519

Som Dugg for Soel, opløst i Glands,
Forsvinde skal ved Smilet Hans
Nu hver en bitter Taare,
Og Frygten skal for Haabet flye
Til Fiendens Leir og Pralets By
At yngle der adaare!

Som Æspeløv for Vinde just
Saa dirre for Guds Aandepust
Maa Himmelen og Jorden,
Al anden Stormagt er mod Hans
Som Bakke-Troldes Dødning-Dands
Mod Almagts Lyn og Torden !

Bevise skal Guds Underværk,
Hans Haand er høi, Hans Arm er stærk,
Alt som i Moses Dage,
Da midtveis i det Røde Hav
Ægypterne fandt deres Grav,
Kun Navnet blev tilbage.

Ja, vort Høinordens Folkefærd,
Som Israels saa noget nær,
Med Trældom er omspændte.
Saa Birtings-Badets røde Hav
Maa vorde vore Fienders Grav,
Om Frihed er ivente.

Vi har ei blot et Fosterland
Ved Østersø og Vesterstrand
At værge alle Dage,
Vi har i aandelig Forstand
Et deiligt, os forjættet Land
At giæste og indtage.

Det plages, pløies som et Rov
Med Tørve-Spade, Trælle-Plov,
Haarkløveri til Bunden,
Thi Aanden der er sat i Band
Af grov og kiødelig Forstand
Paa Haanden og paa Munden.

520

Det er Latiner-Skolens Værk,
Som Slangen træsk, som Døden stærk,
Som Helved uden Ende,
Den fanger, som en gammel Ræv,
Aands-Fluer i sin Spindelvæv,
Som ei dens Løndom kiende.

Og Tysken, som den, sig tilpas,
Har dreiet og oplyst med Gas,
Han er en Skolemester
Og giør som Ærke-Jesuit
Til Verdens-Lys Begrebet sit,
Som Himlens Rum forpester.

Ja, Tyskhed som Ægypti Land
Den er i aandelig Forstand
Netop de Dødes Rige,
Thi Livets Vugge, Livets Svøb,
Og Mandhjems store Levnetsløb
Bespotter den tillige.

Al tysk Oplysning er af Luft,
Sin egen Gud er tysk Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil har den Kræfter.

Den er et Ord foruden Mund,
Den er et Mørke uden Bund,
Et Lys af Moder-Mørke,
Som praler med et Klarheds Skin,
Af Mørket ud, i Mørket ind,
Saa klart som Regn af Tørke!

Den er det magtesløse »Bliv!«
Den er det hjerteløse Liv,
Med Grund-Begreb af Luften,
Det er den aandeløse Aand,
Den ubegribelige Haand,
Det er paa Tysk: Fornuften.

521

For den har Strid kun Liv i Glem,
For den er Døden Fredens Hjem,
Den »Liv og Fred« fornægter,
For den er Frihed kun en Trods
Mod Kroppen og mod Gud med os,
Som med sin Skygge fægter.

Men »Liv og Fred« er Aandens Sands,
Som hos Sanct Povel, hertillands,
Vi kun for dem vil strides,
Og kun i Friheds Aandedræt
Vi føler, kiækt og lyst og let
Kan leves og kan lides.

Det gode Land med Livets Ord
I Åandens Verden her paa Jord,
Som nu vi efterhige,
Det flyder i sin Frugtbarhed
Med Melk og Honning, Liv og Fred,
Har Friheds Lys tillige.

Og Friheds Aand fra Arildstid
Har lovet os at føre did,
Naar vi kom til Skiels-Alder,
Der har og ved det døde Hav
Vor Oldefader end sin Grav,
Som Runemo vi kalder.

Ja, Asamaal og Gylfeleg,
Og Skalda, baade rød og bleg,
Er Kæmpeaande-Graven,
Og Sturlesens og Saxes Skrift
Om Høinordboernes Bedrift
Er Bauta-Runestaven.

I Aandelivets Hungersnød
Vi kiøbte dyrt os Havrebrød
Paa Tysk for meer end Penge:
For Nordens Tungemaal og Sang,
For Odins høie Tankegang
Og Kæmpelivets Gænge!

522

Deraf den Løgn drog Tysken ud,
Vi er hans Trælle, han vor Gud,
Ei yttre maae selv Længsel
Vi efter Arildstidens Syn
Med Freias Sang og Mjølners Lyn,
Som sprænger Tankens Fængsel.

I Danmark, Freias Folkevang,
Med hendes Nattergale-Sang
I Bøgelunds Skiærsommer,
Der Længselen dog blev saa stor,
At den brød ud i stærke Ord
Og faure Rosensblommer!

Det hørte Tyskeren i Hel,
Da nede ved hans Grændseskiel
Det lydt blev eftersunget,
I Rødding og paa Skamlings-Høi,
Ja, selv til Slien Ordet fløi
Paa Dansk med Kraft udtunget.

Som Grændel med sin Trolde-Sorg
Ved Harpeslag paa Hjerteborg
Var ved i Flint at springe,
Saa Tyskeren, da, uden Bog
For Øren Livets Skolesprog
Paa Dansk tog til at ringe.

Ja, Tyskeren blev tordengal
Paa Bloksbjerg og i Sneppedal *),
Undsagde Danmarks Rige,
Og raser nu med Ild og Sværd,
For Aanden ei en Bønne værd,
Men fælt haandgribelige.

Udslette vil af Folketal
Han Danskerne med Tordenskrald
Og Helvedes-Maskiner,
Han vier ind med Brand og Baal
Vort Lykkeskib, vort Modersmaal
Til alle Helveds Piner.

* 523

Det Danske Oprør, siger han,
Er kun ved en Beleirings-Stand
I Fødselen at kvæle,
Derfor maa vige Ret og Skiel,
Og Dansken, ja, fra Als til Hel
Den fægte maa med Hæle.

Nu, Gud skee Lov! til gale Folk,
Som Aand vil dræbe med en Dolk,
Har Gud en Spænde-Trøie,
Den hedder Lungeslag og Død,
Og den, det har slet ingen Nød,
Faaer Preuseren at døie;

Men ligefuldt det var en Vee,
Om Nordens'Kæmper kunde see
Urørt paa Danmarks Kvide;
Da havde Lykken de forspildt
At sammensmelte Kiækt og Mildt
Her under Nørrelide;

Da havde Asernes Stormagt
I Vanvid brudt den gamle Pagt
Med Vane-Folkets Dise,
Paa Asamaalets Vintervei
Da føltes Sommer-Varmen ei
Af Hjertets Kæmpevise.

Saa springer da til Jylland brat,
Lukt over hele Kattegat,
I Gøte-Rigets Løver!
Høinordens Løve-Kuld l Pagt
Maa paa den store Ulve-Jagt
Aflægge Manddoms-Prøver.

Da Livet Gøte- Helten bold
I Skjoldung-Hall, mod Grændel Trold
Alene, turde vove,
Os Daner Hjælp i al vor Nød,
Til Gøte-Kraften var uddød,
Han hørtes da at love; *)

* 524

Saa høit han skatted Hrodgars Priis
Og Daners Tak paa kiærlig Viis
Og deres Barne-Glæde,
Og deres faure Skjalde-Sang,
Som over alle Bjerge svang
Sig op til Norners Sæde!

Om nu igien saa haardt vi sov,
At Danmarks Roes blev Tyskens Rov,
Og Skjoldung-Hallen øde,
Saa gav dog Gøters Løvemod
For Søvniglied os altid Bod,
Naar Løve-Brøl gienløde!

Og Norges Løve »Huggetand«
Fra Throndhjem og fra Hordeland
Til Kampen vel udstyret,
Svøm over Svælget i en Hast,
Spring dristig paa og bid dig fast
I Lysken paa Udyret!

Vi har i fire Hundredaar
Deelt blide og deelt bange Kaar,
Som Tvilling-Folk og Rige,
Lad ei det spørges, at den Dag,
Da klart det giælder fælles Sag,
Vi To hinanden svige!

Du Jyske Løve mørkerød!
Reis ogsaa dig, kun løiet død,
Til Kamp for Lande-Freden !
Da skaades skal, som aldrig før,
Fra Grind-Aa ned til Ægers Dør*)
En Ulvejagt paa Heden.

Da støves op, som det sig bør,
Alt hvad der gaaer paa Ulve-Kløer,
Er det end spæde Hvalpe,
I Lammeskind, i Løvehud,
Alt hvad der tuder feies ud
I Eideren at skvalpe.

* 525

Først da kan Frodes Hovedguld
Uranet skinne over Muld
Igien paa Jelling-Hede,
Paa Frodebjerg og Fyrresvold,
Som Dannefæ fra Hedenold,
Oplysning at udbrede.

Da først vil dages for John Bull,
At vort Høinordens Lyse-Guld
Ei længer er at vrage.
Det skiær i Øiet kun paa Kryb,
Men kaster Glands paa Hjertets Dyb
Og Daaden alle Dage;

Thi Dyd som Dueligheds Rod
Og Daad som Frugt af Kraft og Mod,
Det er John Bulls Livstykker,
Deraf just samled Mandevid
Høinordens Aand fra Arilds Tid,
Derpaa sin Borg han bygger;

Thi Nordlys i Vidskabens Land,
Kun seet i aandelig Forstand,
Er intet Nyt igrunden,
As-Odin alt det fik til Leen,
Med Asamaal, hans Øiesteen,
Og Harpeleg i Munden.

Men Lyset sank tilbunds i Hav,
Den store aabne Kæmpegrav
For Timeligheds Helte,
For Syn og Sang, for Raad og Daad,
For Brage-Leg og Freia-Graad
Og Ving-Thors Styrke-Bælte!

Dog, i Høinorden boer en Mø,
Som har det Kaar, hun ei skal døe,
Mens Timeglas omvendes,
Paa Gynge-Bænk i Bølge-Gang,
Paa Idræts-Sagn i Folkevang,
Som Saga-Dis hun kiendes.

526

Hun fordum drak med Odin Vin
I Høieloft paa Gylden-Skrin,
Det muntred op dem Begge,
Men sunket ned i Trællestand
Hun drak med os det »sorte Vand«
Imellem fire Vægge;

Dog i det store Jordskælvs Tid,
Paa Grændsen mellem hid og did,
Da oprørt blev Stor-Havet,
Saa Bølgerne gik høit i Sky,
Selv her i Bøgeskovens Ly,
Hvor Lyset laae begravet,

Da spytted Saga Blækket ud,
Og sagde som en Konge-Brud:
Nu drikker jeg kun Aande,
Til atter jeg paa Gyldenskrin
Kan med As-Odin drikke Vin
Og fange Bod for Vaande!

Og er her nogen Kæmpesøn,
Som ei er sky for Skrald og Døn,
Men tør vel Skindet vove,
Vort Nordlys, med Idræt tilmunds.
Det veed jeg godt, hvor gik tilbunds,
Ved Havfru-Bryst at sove;

Kom Lyset op og foer til Skyes,
Da kasted det sit klare Lys
Paa Aandens Jorderige,
Da saae igien vi Sleipners Trav
Og Freias Karm paa Tidens Hav,
Med Valhals Borg tillige!

Da sprang fra Sæde Skjalden op,
Sprang ud som en forvoven Krop
I Tidens Hav at dykke,
I Kæmpe-Aandens Øresund,
Nordlyset fandt paa Havets Bund
Han til Høinordens Lykke.

527

Nordlyset, det er Sandheds Ord,
I Øst og Vest, i Syd og Nord,
Om Menneske-Idrætter,
Med Haand og Mund til Folkegavn,
Og et kiærmindekrandset Navn
I Kamp mod Trold og Jetter.

Det Idræts-Ord er Tungens Maal,
Ei Pennestrøg med Fier og Staal,
Om end de var guldrøde;
Ei Livets, men kun Dødens Ord
I Bøger som i Gravskrift boer,
Kun Ormene til Føde!

Kun Ord, som gaaer i Sagn og Sang
Fra Mund til Mund i Folkevang,
Opholder Folkelivet;
I Folkets egne gamle Ord
Kun folkelig Oplysning boer,
Af Folke-Aanden givet!

Og efter Høinordboens Smag
Er Liv og Lyst en Hovedsag
Foruden og forinden,
Derfor maa Hjertet tages med
I Skolen som Oplysnings-Sted,
Det er Grund-Lærerinden!

Thi Askurs-Kiønnet har det Kald,
Trods Død og Mørke, Feil og Fald,
Sin Art tilbunds at kiende,
Og Høinordboen stadig troer,
Det skeer, naar Lys han i sit Ord
Ved sin Guds Lys mon tænde.

Han troer, at Mennesket hos ham
Er født i Vidskabs Seiers-Ham,
Til Lys hos sig at finde,
Om Askurs og om Emblas Æt,
Guds Yndlinger med Børne-Ret,
Som baade Mand og Kvinde.

528

Ja, Lyst har baade han og hun
Hos os, til kiækt med Haand og Mund
Stamtavlen at forklare:
Af Hjerte-Livet i sit Svøb
Og af det store Levnetsløb
Hos Kæmpen i Livsfare!

I Livets Dyd og Livets Daad
Guds Hjertelag og vise Raad
Sig selv maa aabenbare;
Har Han sig skabt hos os et Speil,
Han ogsaa, det slaaer aldrig feil,
For os sig vil forklare!

Et Veirlys kun er Tyskens Ord
Mod Soelskins-Lampen i vort Nord,
Naar den faaer Lov at brænde,
Men først maa Tysken feies ud,
Thi i hans Blæst som Luftens Gud
Ei Lampen vi kan tænde.

Hans Gas er grundfordærvet Luft,
Sin egen Gud er hans Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil den har Kræfter.

Den, kommet op af ingen Ting,
Som selv den melder, med et Spring
Den raned Guds Høisæde,
Men naar den bedst sit Hoved brød,
Den skabe kan kun Sorg og Død,
Den spotter Liv og Glæde.

Den kalder virkeligt og stort
Kun sig og hvad den selv har gjort,
Den laster al Guds-Gierning,
For den er Mennesket et Dyr
Men Mandevid en Pokkers Fyr,
Selvkastet Lykke-Terning!

529

Ja, Fru Natur, især ved Rhin,
Den kalder vel Gudmoder sin.
Som fødte den med Smerte,
Men hun dog har fra evig Tid
Ei Gran af Samling, Sands og Vid,
Saalidt som Aand og Hjerte.

Den stille staaer paa Lynets Vei,
Opskruet over Ja og Nei
Med Hegelske Dunkrafter,
Den rummer som et Helved-Døgn
Den sorte og den hvide Løgn,
Ja, alt, som Støvleskafter!

Det er den Afgud fra ifjor,
Som hyldet blev i høie Nord
Paa alle Skole-Stader,
Det er den gamle Hunde-Kløgt,
Alt i Vafthrudners-Maal hjemsøgt
Af Odin Seierfader*).

Som Odin slog den Kløgt ihjel
Med hvad, da Balder foer til Hel,
Han hvisked ham i Øre,
Skal over Tyskeri i Nord
Vi Seier vinde ved det Ord,
Som Hjertet kun kan høre!

Ja, Sandheds Ord om Hjertelag
Og Helte-Folkets Seiers-Flag,
Det knuser Jette-Pander,
Thi evig Sandheds Ja og Nei
Om Livets og om Dødens Vei
Kun Løgnen sammenblander.

Hvert Folkeliv i Barne-Svøb
Som i det store Levnets-Løb
Sin egen Lov bekræfter,
Thi Lys hos Folk, som Lys hos Gud,
Der frit af Livet springer ud,
Sig retter Livet efter!

* 530

Naar Folke-Livet sine Kaar
Og midt I dem sig selv forstaaer
Med alle sine Gaader,
Da folder ud sin Kraft det frit,
Og giør til Maalet Kæmpeskridt,
Hvor Helte-Aanden raader.

Og i det Danske Moder-Bryst,
Hvor Fred er Hjertets Liv og Lyst
I Læ af Aandens Vinger,
Der Hjertet sig udvider frit,
Og Kiærlighed giør Engie-Skridt,
Naar Glædens Harpe klinger.

Mens Rosen har sin søde Duft,
Mens Lærken slaaer i Sommerluft.
Og Nattergal i Skyggen,
Smaahelte føder Kiærlighed
For Frihed og livsalig Fred,
Og priser Børne-Lykken!

Høinordens gamle Tungemaal
Som grønne Træer med Blad og Naal
Da skyder Top og Krone,
Med Fugle-Reder altid ny,
Hvorfra sig svinger Sang i Sky
Alt med den gamle Tone!

Da skal man see, at Klarhed boer
Slet ikke i bælgmørke Ord
Og stumme Tanke-Streger,
Men i hvert sandhedskiærligt Bryst,
Det jævne Ord, den klare Røst,
Som Livet vederkvæger!

Det er Høinordens Kald og Kaar,
Naar ei sig selv i Lyset staaer
Et Øieblik det længer,
Men jager ud den Tyske Trold,
Sig giver frit sin Aand i Vold,
Som Hjertet efterhænger.

531

Vel i den store Verdens-Ørk
En Viismand er en spæget Tyrk,
Med Gru for Harpe-Slaget,
Men Odin, Viismand i Valhall,
Er en hvidhaaret Kæmpe-Skjald,
Hans Røst som Lure-Braget!

FRA VENNEMØDERNE.

I 1857, 1859 og 1861 var der bleven afholdt tre store nordiske Kirkemøder i København, Lund og Christiania. Ved det sidste, i Christiania, blev det vedtaget, at man skulde samles igen 1863 i København, men Mødet kom ikke i Stand. Derimod udstedte 11 Lægmænd og 11 Præster Indbydelse til et »Vennemøde « for dem, der sluttede sig til Grundtvigs kirkelige Anskuelse, og dette Møde holdtes i Kasinos mindre Sal den 9. og 10. September 1863, efter at Deltagerne Dagen forud havde hilst Grundtvig med Taler og Sange paa hans 80-Aars Fødselsdag.

Lignende »Kirkelige Vennemøder« holdtes under voksende Tilslutning den 7. og 8. September 1865, den 10. og 11. September 1866, den 10. September 1868, den 9. September 1869 og i Pinseugen 1871, da Grundtvig, den 29. Maj, havde været Præst i 60 Aar. Et nyt Møde var bestemt til September 1872, men da Grundtvig døde den 2. September, blev det Aars Vennemøde en højtidelig Mindefest ved Høvdingens Grav.

Ved disse Vennemøder, hvor »den gamle«, som Grundtvig nu ofte kaldtes, saae sig omringet af en stor Kreds af sine Disciple, var der især to Ting, som det var ham magtpaaliggende at bringe paa Bane for inden sin Bortgang at gøre sit Syn klart for den yngre Slægt. Det ene var Spørgsmaalet om Frihed indenfor Folkekirken, der navnlig blev brændende, efter at Vilhelm Birkedal var bleven afskediget af politiske Grunde som Sognepræst i Ryslinge og der dannede sig en fri Menighedskreds om ham. Det andet var Forholdet til det folkelige, hvori Grundtvigs ældre kirkelige Venner ofte havde svært ved at følge ham. I denne Henseende var det ham af Vigtighed at henlede Opmærksomheden paa Christen Kold som en af Hovedmændene for den folkelige Oplysning i Danmark. Det var Grundtvig, der satte igennem, at Kold ved Vennemødet i 1866 kom til at holde den mærkelige Tale, hvori han fortalte sit eget Levnedsløb.

Af Grundtvigs Taler ved Vennemøderne skal de vigtigste her meddeles efter de samtidige trykte Beretninger.

533

Fra Vennemødet 1863.

Ved Mødets Begyndelse, Onsdag d. 9. September, holdt Grundtvig denne Tale:
Guds Fred!
det har været den folkelige Hilsen hos os fra Arildstid, og vi veed, det er ogsaa den christelige Hilsen, hvormed Vorherre Jesus Christus baade først og sidst udsendte sine Discipler, og hvormed han selv hilsede dem, da han kom tilbage fra de Dødes Rige og bragte atter Liv og Uforkrænkelighed for Lyset hos Menneskens Børn, det ny Menneske-Liv i Gudss Billede, som i Herrens Menighed skal gaae Forklarelsen imøde. Og idet jeg byder Guds Fred ved dette Venne-Møde i Vorherres Jesu Navn, da baade vedkjender jeg mig Troen paa Guds Naades Ord, som et sandt Fredens Evangelium, skjøndt det i en syndig Verden ei kan løfte sin Røst, uden at vække sine Fiender til Strid, og jeg udtrykker min Betragtning af Vennemødet som et Fremskridt paa Fredens Vei, stilet paa at holde Fred ikke blot indbyrdes, men, saavidt muligt, med alle Mennesker og med alt Menneskeligt i Tanke, Ord og Gjerning.

Ja, om en liden Stund skal I ikke see mig meer i denne Verden, I, som idag betragter mig venlig, det maa jeg jo i min høie Alder betænke, og derfor har jeg glædet mig til her at samles med Venner fra hele den Kreds, som har lyttet til den Røst i Ørken, som Herrens Aand har ladet lyde ved mig gjennem et halvt Aarhundrede; thi det maa nødvendig ligge mig paa Hjerte før min Bortgang at gjøre alt hvad jeg kan til Fornyelsen, Oplysningen og Bestyrkelsen af det christne Menigheds-Liv, som er vaagnet midt iblandt os og skal nu med Guds Hjælp blomstre og bære Frugt til Verdens Ende, som var det Haab, hvormed vor første Evangelist den fromme Asker (Ansgar) gik 534 hjem, og hvormed Gud ogsaa vil lade mig gaae hjem til ham, som os udsendte.

Først og fremmerst skal jeg da udtale mig saa aabent og saa jævnt, som jeg kan, om Kjernen og Sjælen i den aandelige og hjertelige Bevægelse, der ved mig og fra mig nu hardtad i 40 Aar er bleven udbredt og bifaldet eller bekæmpet, rost eller lastet under Navn af kirkelig Anskuelse eller Grundtvigianisme, men som jeg ligefra Begyndelsen har paastaaet og stadigt paastaaer, er og skulde med Sandhed kaldes den luthersk-christelige Oplysning, der for 300 Aar siden blev hardtad kvalt i Fødselen, men bryder nu ved den statskirkelige Opløsning frem paany og hævder sin Frihed til levende Fremgang, Jeg veed nemlig med mig selv, at det var i Grund-Enighed med gamle Morten Luther om Salighedens Sag, at jeg kom til den klare Bevidsthed om Indstiftelses-Ordene ved den hellige Daab og den hellige Nadver, som det evige Livs-Ord til os af Vorherres Jesu Christi egen Mund, der har meddeelt og skal til Verdens Ende meddele det christelige Himmel-Lys og aandelige Menneske-Liv eller Livs-Lyset og Lys-Livet paa Jorden. Det kan og skal ogsaa blive klart i den christelige Læse-Verden, at Luther og jeg lagde netop samme Vægt paa Daaben og Nadveren som de eneste christelige Saligheds-Midler, og det ikke i Betragtning af det Synlige derved, men udelukkende i Betragtning af det Usynlige fra Herren selv som et levende Guds-Ord med den Helligaand, skjøndt vi begge ei blot indrømmede, men bekræftede, at de synlige Ting, i deres uopløselige Sammenhæng med Guds-Ordet i Herrens Mund, har deres Deel i den hemmelighedsfulde Virkning til vor christelige Gjenfødelse og Mættelse til et evigt Liv. Fandtes der noget enten i vor Prædiken eller i vor Skrift, som ikke hermed lod sig forlige, da var det en Selvmodsigelse, der, under menneskelig Skrøbelighed, os uafvidende enten var bleven tilbage hos os af indgroede Fordomme eller indsneg sig hos os ved Misforstand, og det kan og vil Modstanderne vel altid benytte til dermed at bestride baade vor christelige Oplysning og vor Grund-Enighed i Salighedens Sag, men det kan i Længden aldrig enten støde eller forvilde vore Venner i den Guds Menighed, som vi begge vilde evig tilhøre og alle vore Dage tjene, staae og falde med.

Hvad der saaledes ved første Øiekast kan synes og af Modstanderne udraabes som et Tvistens Æble mellem Luther og mig, det er, som bekjendt, vor hellige Skrift og de derpaa 535 grundede Lærdomme som nødvendige til Salighed, men ligesom det i den christelige Læse-Verden snart vil klare sig, at om den hellige Skrifts Forhold til vor christelige Saligheds-Sag er der ogsaa Grand-Enighed mellem Luther og mig, saaledes veed jeg det med Vished, fordi jeg i en heel Række af mine Præsteaar (1811-1825) har tænkt og talt og skrevet om Skriften og dens rette Brug aldeles som Luther og er derom endnu grundenig med mig selv, skjøndt jeg nu baade kan og maa udtrykke mig meget klarere og forsigtigere derom. Ligesom nemlig Apostelen Paulus, Mesterskriveren i den ny Pagts Bog, bekjendte: »jeg dyrker saaledes den fæderne Gud i hvad man kalder en Sekt, at jeg troer alt, hvad skrevet staaer, efter Loven og Profeterne«, men sagde aldrig, at han enten havde faaet Troen eller ventede at faae det evige Liv ved Skriften, saaledes siger Luther og jeg baade først og sidst, at vi troer alt, hvad der staaer skrevet efter Profeternes og Apostlernes Ord, men aldrig, at vi har faaet Troen og den Helligaand eller venter at faae det evige Liv ved Skriftlæsning, men siger tværtimod, at vi har faaet baade Troen og Aanden ved Guds Ords Hørelse og venter det evige Liv alene af Troen paa Jesus, Gud-Faders eenbaarne Søn, med Daaben og Nadveren efter hans egen Indstiftelse. Ja, det er vist og vil blive alle oplyste Christne vitterligt, at Luther og jeg troede eenfoldig efter Herrens Ord, at Saliggjørelsens Hemmelighed ingenlunde er aabenbaret de Lærde og Skriftkloge, men netop de Umyndige, saa at Kvinder og Børn, som hverken kunde stave eller lægge sammen i en Bog, kunde desuagtet ikke blot være sande Christne, men meget bedre Christne end alle de Lærde og Skriftkloge, hvoraf nødvendig følger, at hverken maa nogensomhelst Bog lægges til Grund i den christelige Saligheds-Sag, ikke heller maa der afkræves Menigheden nogen anden Tro til Salighed end Fælles-Troen, som vi alle ved Daaben og ved Bekræftelsen i vor Daabs-Pagt bekjender, saa Skriften og alt andet skal overlades til den Helligaands Bedømmelse og fri Brug, og at endelig ved den Helligaand skal forstaaes den Vorherres Jesu Christi og hele hans Menigheds Aand, som vi ved Daaben bekjende Tro paa, og sorn meddeles ikke ved Læsning eller professorlige Forelæsninger, men ved Guds-Ordets Hørelse og Daabens Naade.

Naar man derfor i den senere Tid har anklaget mig for uluthersk, da har man sikkert selv været ligesaa uenig med Luther som med mig og kun meent, at jeg var aldeles uenig 536 med den Lutheranisme, som de tyske saakaldte lutherske Professorer især i det 17de Aarhundrede lavede sammen, og som blev eftersnakket aandelig dødt og magtesløst i en saakaldt luthersk Tvangs-Anstalt ogsaa hos os, og det er sandt, dermed er tilvisse hvert Haar af mig uforligeligt, nu og evindelig. For Resten er det en stor Vildfarelse, naar man tænker, at Guds Riges Skriftkloge havde mere Lov til at være Lutheranere end Grundtvigianere i Henseende til Oplysningen, thi er der Liv i Oplysningen, som der altid er i Livs-Oplysningen, da kan den ikke være stillestaaende, men maa under hele Levnetsløbet gaae frem fra det ene Klarheds-Trin til det nndet, og det er ret a åbenbar Tilfældet med hvad man maa kalde den reformatoriske Oplysning i Christenheden, det vil sige, Oplysningen om, hvordan det christelige Menigheds-Liv, der fra Apostlernes til Morten Luthers Dage blev saa hentæret og formørket, at det neppe lod sig skimte eller forplante, efterhaanden kan hæves og styrkes til at straale

Med Libanons og Karmels Glands
Og Sarons Yndigheder.

At nemlig dette og ikke blot Fornyelse af den apostoliske Lærdom maa være Maalet for Menighedens, det aandelige Guds-Folks lange og sælsomt indviklede Levnetsløb, det skimtede man vel alt i Luthers Dage, men kun svagt gjennem de gamle Spaadomme, og Luther, som var for klarsynet til at finde det Maal opnaaeligt enten i en tvungen Statskirke med flere vantro end troende Medlemmer, eller selv i den reneste Frikirke, blot ved Skriftklogskab og Kirketugt, kan synes reent at have opgivet Haabet derom, men det kan Guds Riges Skriftkloge umulig i vore Dage, thi om end alle Spaadomme var tvivlsomme eller tvetydige, saa er det dog lige vist, at den Gud, der gjenløste Mennesket, for ikke at have skabt det forgjæves, Han vil ogsaa herliggjøre Mennesket i Menigheden, for ei at have gjenløst det forgjæves, saa Spørgsmaalet kan hos oplyste Christne kun være om, naar og hvor, under hvilke Omstændigheder og ved hvilke Midler Gud vil herliggjøre sin Søn i hans Menighed som Bruden, der bereder sig til den kongelige Hjemførelse som Rigets Dronning.

Svaret har jeg imidlertid fundet let hos os og i vore Dage, saasnart jeg saae, at det er ved Herrens egne Indstiftelser i hans Munds-Ord til Menigheden, at hans Lys skinner for alle dem, som er i Huset, og hans levendegjørende Aand meddeles, og 537 hans Liv baade forplantes, opleves og forherliges, thi hvor og naar man har dette Syn, maa ogsaa Menigheden føle sig kaldet og oplyst, drevet og styrket til at nærme sig Maalet, og ved det allerførste Skridt maa det føles, at dertil er aandelig og hjertelig Frihed aldeles uundværlig, fordi Herrens Aand virker kun hjertelig, og Menneske-Hjertet oplyses kun aandelig i Frihed, saa at hvor en saa vidt oplyst Menighed ikke kan vinde denne Frihed indeni den Stats-Kirke eller Kirke-Stat, der indslutter den, maa den søge Friheden udenfor.

Da derfor Lyset over Livs-Ordet for henved 40 Aar siden først gik op for mig, og jeg fattede det dristige Haab, ikke blot paa Lærdommens, men først og sidst paa Livets Vei at nærme os den apostoliske Menighed, men ikke havde den mindste Udsigt til at vinde den dertil uundværlige fri Bevægelse i Stats-Kirken, stræbte jeg i Mindelighed at faae Lov til Udtrædelse med de Faa, der vilde følges med mig, da jeg slet ikke frygtede for, at Herren vilde slaa Haanden af os, om vi end kun havde været To eller Tre, der vilde forenes i hans Navn og med hans Aand herliggjøre det i Verden. Det vilde imidlertid ikke lykkes, da vor Stats-Kirke ligesom andre Fængsler var forsynet med Bolte og Stænger, som jeg hverken følte nogen Drift til at bryde med Magt eller nænte at føre det bløde, danske Hjerte i Fristelse med. Da jeg derfor i England, som dengang var den borgerlige Friheds eneste Hjemstavn i Europa, var blevet bedre bekjendt baade med Frihedens Uundværlighed for Menneske-Livets Udvikling i del Hele, og med den store Fare, der altid følger med Udbruddene af en ikke aabenbar kjættersk Stats-Kirke, saa nøiedes jeg i en Række af Aar med en Mellem-Tilstand, hvorunder jeg frit maatte holde Gudstjeneste, som jeg vilde, med alle hvem der vilde høre, naar jeg kun vilde afholde mig fra at forrette Sakramenterne og kun lade synge af den gængse jammerlige Psalmebog. Hermed tænkte jeg, at en fri og fredelig Skilsmisse fra Stats-Kirken fra begge Sider bedst kunde forberedes, men ved denne Leilighed faldt det mig først ind, at i det mageløs fredelige Danmark kunde maaskee ogsaa det Mageløse lykkes, saa her kunde maaskee den skarpe Skilsmisse fra Stats-Kirken idetmindste en Tidlang undgaaes derved, at Sognebaandet løstes, og den i Slutningen af forrige Aarhundrede selvtagne Præste-Frihed blev til Lov, og for at gjøre denne Prøve, modtog jeg igjen Embede i Statskirkirken, hvor jeg nu snart i 25 Aar har staaet saa frit med Herrens Saligheds-Midler og i de senere Aar med Psalmesang efter 538 Hjertens Lyst, at ingen præstelig Virksomhed har været Mere siden Apostlernes Dage og har øiensynlig beviist, at jo friere, jo bedre for alle christelige Forhold.

Uagtet imidlertid Sognebaandet er blevet løst over hele Riget, saa er det dog langtfra, at alle christelige Præster slaaer saa frit som jeg enten i Henseende til den meget vigtige Psalmesang eller i Henseende til Menighedens Livs-Sag, som er Herrens Saligheds-Midler, da den Frihed kun undes saadanne Hospitals-Præster som Præsten i Vartou, og dog maae alle christelige Præster idetmindste have saamegen Frihed, naar de ret skal være den Helligaands Redskaber, og ved Embedsgjerningen levende bidrage til Christi Legems Opbyggelse, det vil sige: Menighedens hjertelige Sammenvæxt i Herren. Det er vistnok et stort Spørgsmaal, om den verdslige Øvrighed selv i Danmark vil stille sine Sognepræster saa frit, men da dog Sognebaandet, trods al bispelig og præstelig Modstand, virkelig blev løst for Kirkegængerne, saa har jeg det Haab, at det ogsaa snart vil blive løst for Præsterne, naar kun alle christelige Præster komme til inderlig at ønske det, og jeg maa her høitidelig udtale det, at jeg kun har fraraadt og fremdeles fraraader frivillig Udtrædelse af Stats-Kirken, i det Haab, at alle mine danske Medtjenere i Ordet snart vil komme til at dele mit Ønske om denne Præste-Frihed, skjøndt den ikke kan vindes, uden at vore Modstandere ogsaa nyde godt deraf. At det ikke hidtil har været Tilfældet, men at Præste-Friheden tvertimod mellem mine præstelige Venner har fundet sine ivrigste Modstandere, det er den største Sorg, jeg i de senere Aar har havt, og er det eneste Pinlige, jeg føler ved at tænke paa min Bortgang, som nærforestaaende, uden at Friheden endnu er vundet; thi dersom det christeligeVennelag, den Helligaand har skabt iblandt os, uden Præste-Frihed forblev i Stats-Kirken, da uddøde det i en Menneske-Alder, ligesom det i Morten Luthers Dage, istedenfor i indbyrdes Kjærlighed og hjertelig Skilsmisse fra Verden at voxe op til en fri apostolisk Menighed med hele Christi Evangeliums Velsignelses Fylde. Naar jeg desuagtet ikke selv i det sidste Øieblik bryder overtvært og træder ud med saamange eller saa Faa, som Herren hjertelig vilde bevæge til at følge med og bygge frit paa »Jerusalem det ny«, da er det kun fordi jeg har lidt af Abrahams Haab som et Overhaab om de danske Præstemænd, at de vil lade Ham, som har begyndt den gode Gjerning, fuldføre den hos dem og ved dem til Vorherres Jesu Christi Dag!

539

Torsdag den 10. September indledede Grundtvig Mødet med disse Ord:

Til Guds Venner og mine! Dette var fordum I vort Norden en sædvanlig Indledning, naar Talen henvendtes til en større eller mindre Forsamling, hvis velvillige Opmærksomhed man ønskede, og vel passede Indledningen kun daarlig, enten til Forsamlingen eller til Indholden, naar det var en bydende geistlig eller verdslig Øvrighed, der saaledes indledte sine Forordninger, men hvor vi taler, som jeg taler her ved et Vennemøde, uden al anden Myndighed end den, Forsamlingen, jeg taler til, godvillig indrømmer den Aand, jeg taler af, og uden at tilsigte nogen anden Virkning end den, Hjerterne godvillig indrømme Ordet fra mine Læber, her kan jeg see, det er i sin Orden strax at udtrykke det med den lille deilige og fyndige Indledning: Til Guds Venner og mine! blandt andet for at, dersom en Enkelt skulde have forvildet sig herind, som ikke vilde regnes derimellem, han da maatte føle, at hvad der ikke maatte tiltale ham, det er heller ikke talt til ham. Dette falder mig da ogsaa rimelig nok paa Sinde netop idag, da jeg ønsker saa godt det vil tykkes at tiltale mine Medchristne om det samme, hvorom jeg har tilskrevet dem i den lille Bog om: »Den levende Røst«, som jeg ønsker, de vil tage med dem til Minde om Vennemødet i disse Dage*), thi havde de i disse Dage ikke følt dem tiltalte af en levende Røst, der langt anderledes kan sætte Himmel og Jord i Bevægelse hos os, end al Verdens Bøger og Penne formaaer, og derved følt dem overtalte eller bestyrkede i Troen paa det mundlige, lydelige Ords Uundværlighed og mageløse Bekvemhed baade for Guds og Menneskets Aand og Hjerte til levende Meddelelse, da vilde Bogen kun være dem et daarligt Minde om skuffede Forventninger.

* 540

Jeg talde igaar om Pagtens og Troens og i det hele om Indstiftelsens Ord ved Daaben og Nadveren som det, der ligesaa vist er og maa være det christelige Lys-Ord og det evige Livs-Ord, som Vorherre Jesus Christus er baade Livet og Lyset i Guds Rige, er Gud-Faders eenbaarne Søn og dog en sand Menneske-Søn, og saavist som han er aandelig nærværende hos sin Menighed og arbeider med og stadfæster vort Menneske-Ord om ham med Guddoms-Kraft, og jeg gjorde dem opmærksom paa, at dette ogsaa er Apostel-Skriftens Vidnesbyrd, den Skrifts Vidnesbyrd, som man har villet tvinge til at træde istedenfor Herrens Munds-Ord til os, saa at netop vor Apostoliske Mester-Skriver Paulus udtrykkelig tilskriver Hørelses-Ordet baade Troen og Aanden og Følelsen af Herrens Nærværelse. Herved kommer det nemlig, som vel ingen af de Verdsligvise veed, men som hvert christent Barn kan vide, slet ikke an paa, enten vi finde det rimeligt eller urimeligt, at Guds-Søns, Vorherres Munds-Ord til os kan meddele os en Aand og et Liv, som al Verdens Veltalenhed og Skriftklogskab, endsige al Bogstav-Skrift, fattes, thi Troen spørger kun om, hvad der er sandt, troværdigt og saliggjørende, ikke om, hvorfor det maa være saa, eller hvordan Guds Gjerning er muelig.

Da imidlertid Aanden i vore Dage oplyser os om den himmelvide Forskjel mellem et levende Ord og et dødt Bogstav om alle aandelige og hjertelige Ting, og da denne sande Oplysning har en grundfalsk Oplysning at bekæmpe, som behersker Verden og har mere eller mindre lokket eller kyst os fra Troen paa det levende Guds-Ord, saa skal Guds Riges Skriftkloge gjøre sig al optænkelig Umage for at udrydde al Overtro paa denne Lygtemands-Oplysning, al optænkelig Umage for at oplyse Menigheden om, at dens eget og Skriftens Vidnesbyrd om Ordet af Guds Mund, hvorved Verden baade er skabt og gjenløst, og hvoraf Mennesket baade lever og oplyses, det Vidnesbyrd er saa langt fra at være utrolig!: eller urimeligt, at tvertimod hele det menneskelige Liv og Levnetsløb borger os for Vidnesbyrdets Sandhed. Vi gjøre derved vistnok Ingen til Christen, men naar vi oplyser, at det usynlige, men lydelige Ord er det eneste paa Jorden, hvorved Aanden som en usynlig Livs-Kraft og Hjertet som en aandelig Livs-Kilde kan virke gjennem Hørelsens Sands, kan virke sandselig og kjendelig paa det Usynlige inden i os, da er det noget, som Ingen uden klar Selv-Modsigelse kan benægte, og naar vi deraf forklarer den urokkelige Kjendsgjerning, at ikke blot den christne Menighed, men 541 ligesaavel Jøder og Græker og vore egne Høinordiske Fædre mistede deres aandelige Liv, saasnart det lydelige Ord som deres Aands-Udtryk forstummede, uden at de ypperligste Skrifter paa deres eget eller andres Sprog enten kunde afværge eller godtgjøre det i mindste Maade, da tør vi nok haabe at overbevise Verden om, at det ikke blot var Synd, men Daarskab og aandeligt Selvmord, at den ved at ville øse Livs-Kraft af Blækhornet istedenfor af sin egen Mund, ja ved at stoppe sin Mund med en Pen reent menneskelig og folkelig tilstoppede Livs-Kilden og gravede sig tørre Brønde.

Derfor er det, vi, som Guds Riges Vise og Skriftkloge, enfoldige som Duer og snilde som Slanger, maa arbeide ivrig paa folkelig Oplysning med det mundlige, levende Ord paa Modersmaalet, uden Spørgsmaal om Ungdommens Tro, thi som Christendommens Talsmænd paa hvert Folks Modersmaal kan vi umuelig med Fordeel bruge aandeligere eller klarere Ord og Talemaader end Folket forstaaer, og skal Menigheden forblive i Stats-Kirken uden at kvæles, da maa Stats-Kirkens Præste-Skole ogsaa blive, hvad den nu er langt fra at være, baade saa menneskelig og saa folkelig, at vore Sønner, som har Lyst og Anlæg til at blive Guds-Ordets Tjenere, kan gjennemgaae den uden til Jævnshold at blive Dødbidere, og med Leilighed til at faae Modersmaalet saaledes i deres Magt, som vi Faa, der slap taaleligst gjennem den sorte Skole, endnu kun halvveis har naaet.

See, disse folkelige Bestræbelser, ligesom de meget frisindede, jeg talde om igaar, lægges jo mig og mine Medhjelpere meget til Last, baade af de ufolkelige og fortyskede Stue-Lærde, som deri troer at see et grueligt Barbari, og tillige af de saakaldte strænge Lutheraner, der høilig beklage det som en Indblanding af Politik og Hedenskab i deres aldeles overjordiske og overnaturlige Christendom; men begge Dele kan vi imellem høinordiske Folkestammer, og især mellem Danskerne, trøstig smile ad, thi Æblet falder, som vi veed, aldrig langt fra Stammen, og Blodet er aldrig saa tyndt, at det jo er tykkere end Vand, og vort Folk har altid selv i deres Hedenskab havt saa stærk en Forkjærlighed for det levende Ord paa Modersmaalet, for folkelig Sang og for alt det Livlige og Hjertelige, at naar Christi Evangelium kommer dem folkelig imøde uden alle Halsjern og uden alle Parykker, da vil de ligesom den gamle Danske Kong Erik i Ansgars Dage gjerne føie den Herre Christus i hvad der findes billigt, og uden Knur lade hvem der vil, søge deres Haab 542 og Trøst i Troen og Daaben. Dette har, som vi veed, allerede viist sig allevegne, saa jeg er vis paa, at vi selv paa dette første Vennemøde i det Større kunde have meget at fortælle hinanden om hvad vi i denne Henseende have oplevet, saa der er hos mig ikke mindste Tvivl om, at vi jo ved at gaae stadig frem paa denne Maade vil i det hele vinde Folket og lade dem føle, at hvordan det end ellers hænger sammen med vor christne Tro paa det evige Liv, saa er vi i det Timelige kjærlige, folkelige og velgjørende Mennesker, som man billigviis maa unde den hjertelige Fred og Frihed, som vi under alle vore Medmennesker, og da Folke-Stemningen og Folke-Villien daglig bliver stærkere i hele Verden, saa har levende Christendom i disse Landemærker Udsigt til en yndig Aftenrøde i det Store, til en stille, fredelig og frugtbar Virksomhed, ligesom Vorherre i det Smaa har kronet mine gamle Dage med et saadant lifligt Efterskin af det jordiske Paradis, med stadige Fremskridt paa den høie Trappe, ja paa Himmel-Stigen til Klarhed over det forunderlige, velsignede Menneske-Liv i Guds Billede, det Liv, som Herren selv førde paa Jorden, og baade kan og vil deelagtiggjøre alle sine Troende i, som han selv har sagt: Jeg lever, og I skal leve, og I skulle være i denne Verden, ligesom jeg var i denne Verden.

See, under disse Omstændigheder kan vi jo nok taale, at Verdens Spøgefugle fremdeles vil spase og spotte lidt med vor saakaldte lystige Christendom og lystige Kirke-Viser, trykt i dette Aar. Ja, stadfæstes vi kun hjertelig i den klare Sandhed, at fordi Gud er ikke de Dødes, men de Levendes Gud, saa er Hans levende Røst paa Menneske-Tungen ogsaa en uudtømmelig Livs- og Glædes-Kilde, saa er Livet af Guds Naade i alle Henseender usigelig meget bedre og lykkeligere end Døden, da vil vi ikke klynke eller klage over Livets Møie. men hver Morgen og Aften takke Gud i Vorherres Jesu Navn, fordi Snorene faldt for os paa de liflige Steder.

543

Fra Vennemødet 1865.
Grundtvigs Indledningstale.

Kiære Venner, som trindt omkring fra har flokket eder her, vistnok for Samfundets Skyld i det Hele, for den Styrkelses, Opmuntrings og Glædes Skyld, som aldrig kan fattes, men voxer, hvor Venner mødes i Navnet over alle Navne, i Jesus-Christus-Navnet, men dog ogsaa tildeels for endnu engang at samles med den Gamle, der endnu engang kom tilbage fra Dødens Porte med Kraft og Røst til at forkynde Livets Ord! jeg skal idag byde eder velkommen med hjertelig Tak for den Glæde, det har gjort mig, midt i de Ulykkens og Sorgens Dage, der gik og endnu gaaer over vort jordiske Fæderneland »Danmark, deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa«, midt i al den Elendighed og Beskæmmelse for al Verden, dog at høre af de umistænkeligste Vidner, af de Fremmede eller lidt mere end Fremmede, fra Leiren og trindt fra Landet, at det næsten altid kun var mine Venner, som bevarede Haabet om Lykke og Seier og ingenlunde vilde have Fred til enhver Pris eller i saa dyre Domme, som den blev kiøbt Ja, det var mig en stor Trøst og Glæde, paa den ene Side, fordi jeg veed, det gaaer med Kiærligheden, ligesom Herren har sagt om Troen; thi ligesaa lidt, som de, der ikke vil troe den jordiske Sandhed, har Hjerte til at troe den himmelske, ligesaa lidt kan de, der ikke engang elske deres jordiske Fæderneland, elske det himmelske, og paa den anden Side, fordi Guds Menighed har det usvigelige Løfte af Herren, at dens Haab skal aldrig beskæmmes, saa naar Guds Menighed hos os deler mit lyse Haab om gamle Danmark, dets Folk og Tungemaal, da giver det mig større Sikkerhed end alle mine Skjalde-Syner, Betragtninger og Betænkninger. Da disse imidlertid baade kan tjene til at holde Haabet opreist i mørke Timer og kan trøste over de Bebreidelser, vi maa høre af et eget Slags gudelige Folk, i hvis Øine vor Menneskelighed og 544 Folkelighed er en gruelig Verdslighed, og da det endelig kan aabne os et glædeligt Indblik i Forsynets vise og kiærlige Styrelse, saa vil jeg stræbe at giøre mine Danske Venner lidt Giengiæld for Glæden, ved at lade det Lys skinne, som Herren har tændt over Christendommens Liv og Christen-Folkets Levnetsløb og deres Forhold saavel til Folkeligheden i det Hele som til den Danske og Høinordiske især.

Det er os nu alle bekiendt, at den Jesus Christus, som for atten Aarhundreder siden blev korsfæstet under Pontius Piiatus, men blev kraftelig beviist at være Guds Søn ved Opstandelsen fra de Døde, han stiftede et aandeligt Guds-Rige eller Himmerig paa Jorden, som skulde blomstre ved Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand, og at dette christelige GudsRige i hans umiddelbare Sendebuds (Apostlernes) Dage baade havde en straalende Heltetid hos Ebræerne og udbredtes ligesaa vidt, som det Romerske Verdens-Rige strakte sig, men at dette christelige Guds-Rige, rasende bestridt, snart efter Jerusalems Forstyrrelse forsvandt i sin jordiske Hjemstavn, saa at selv Jesu Navns Bekiendelse paa det Ebraiske, Herrens eget, hans Propheters og Apostlers folkelige Tungemaal forstummede.

Det aandelige Christus-Rige var da nu indskrænket til de Adspredte i Hedenskabet, og Christenhedens Skriftkloge har vel meent, at det kunde ingen Forskiel giøre, da Christi Aand havde viist paa Pindsedagen, at han kunde alle Tungemaal under Himlen lige godt, og da det christelige Guds-Folk ikke, som det Jødiske, skulde være en Undtagelse fra alle Folk, men tvertimod et Udvalg af alle Folk uden Forskiel, som der staaer skrevet, at i Jesus Christus er ingen Forskiel paa Jøder og Græker, Skyther og Barbarer; men det er dog lige vist, at der var en mærkelig Forskiel baade paa Kraften, paa Oplysningen og paa Kiærligheden hos den Ebraiske Deel af Christen-Folket, med Apostlerne i Spidsen, og paa den Græske og Latinske Deel med deres Bisper i Spidsen, og da Christendommen vil baade forkyndes, troes og bekiendes paa menneskelig Viis og laaner derfor Tungemaal og Tolke hos de Folk, den giæster, saa er det umuligt andet, end at det maa beroe paa Folkenes og Tungemaalenes Beskaffenhed, paa Folkets Hjertelighed og Tungeinaalets Aandelighed, baade hvor klart et Udtryk Christendommen skal finde og hvor dybt et Indtryk den skal giøre. Det nytter nemlig ikke hvad Aanden siger, naar Tilhørerne ikke kan forstaae ham, og nytter ikke hvad Aanden kan virke, naar 545 Hjertet ikke modtager ham, som Herren har lært os, at skiøndt Sæden er Guds levende Ord, saa voxer den dog ikke og bærer Frugt, naar Jorden enten lukker sig for den eller mangler Dybde eller er begroet med Tjørne, og at selv i god Jord er Grøden saa forskiellig som tredive og hundrede Fold. Grunden til at Christen-Folket blandt Hedningerne bestandig blev mattere og mørkere mellem Græker og Latiner og kiøbde snart verdslig Fred for sin aandelige Frihed, saa Menigheds-Livet uddøde og Riget blev hartad ukiendeligt, det maa nødvendig have ligget i Grækernes bekiendte Folkefeil, især Splidagtigheden, og i Latinernes Ufolkelighed og Aandløshed, der gik saavidt, at de endog vilde nøde Vorherre Christus til at ombytte sit aandelige Rige med et verdsligt og lade det bestyre af en Mødelig Statholder.

Saaledes gik det i den gamle Christenhed, og da Herren vidunderlig havde sørget for, at hans Navn, med Troen og Daaben uforvanskede, kom til en ny Folke-Kreds i Engeland, Tyskland og vort Norden, da prøvede man vel i Engeland og Tyskland paa at fornye den Apostoliske Lærdom efter Skriften, men slet ikke paa at fornye den Apostoliske Menighed efter Aanden og det christelige Guds-Rige efter Hjertets Følelse af aandelig Retfærdighed, Fred og Glæde. Følgen af den aandløse Skriftklogskab og den livløse Lærdom blev da, ligesom hos de hedenske Græker og Romere, hvis efterladte Skrifter man dyrkede som Helgen-Levninger, som den maatte blive: aandelig Død, grændseløs Vantro og aandløs Oplysning, som altsammen forplantedes til vort Norden og fulgtes enstund iblinde; men her har Bladet aabenbar vendt sig, hos os har Øiet aabnet sig for det aandelige Lys, der ikke blot skinner over Bøgerne, men først og sidst over Livet, baade det gamle og det nye Menneske-Liv, og hos os har Hjertet aabnet sig for Christi og hans Menigheds Aand i det levende Guds Ord af Herrens egen Mund ved Daaben og Nadveren, som skaber, opholder og opelsker hjertelig Retfærdighed, Fred og Glæde, altsammen af Naade og altsammen i Frihed, som det vel beskrives i Skriften, men kan hverken føres i Pennen eller udpines af Bogstaverne. Hvad kan nu Grunden være til alt dette og til den christelige, fremskridende Oplysning om alt Menneskeligt, uden Folkets og Modersmaalets Bekvemhed og Bøielighed baade til dybe aandelige Indtryk og klare hjertelige Udtryk, og da navnlig Øiet for det stormenneskelige Levnetsløb fra Slægt til Slægt og Hjertet for det folkelige Fællesskab, som fattes 546 ganske i Tyskland og tildeels i Engeland, men har fra Arildstid hjemme i vort Norden, og er uundværlige til aandelig at kiende og hjertelig at modtage baade det christelige Aabenbarings-Lys og det christelige Menigheds-Liv. Hvor man nemlig ingen levende Forestilling har om den Hjertelighed, som forbinder et Folk ikke blot udvortes og for Øieblikket, men indvortes giennem tusinde Slægter, der kan man ikke engang forstaae det Jødiske Folks Levnetsløb, og veed da igrunden slet ikke, hvad der enten i Troesbekiendelsen eller i Skriften menes med den christne Menighed og de Helliges Samfund og Fællesskab med eet Hjerte og een Sjæl og kan da umulig enten eftertragte eller opnaae Indlemmelsen i og Fremskridtene med det aandelige Guds-Folk, som kæmper for Livets Krone; og hvem der, som alle Christenhedens Folkefærd fra Jødeland til Danmark, ligesom de hedenske Græker og Romere, anseer Menneske-Hjertet for en Kiød-Klump, der aldrig kan blive aandelig og giennemsynlig, de kunde umulig blive kloge paa den Gud, som ene seer paa Hjertet, eller kloge paa det troende Hjerte, der i Kiærlighed skal forklares til Konge-Bruden som en himmelsk Dronning.

Skal derfor det christelige Guds-Folk oplives og oplyses i Hedenskabet til at sammensmelte med Israels Førstegrøde og Israels Levning, da tør vi frit sige, det vil skee i Danmark og vort Høinorden, thi intet andet Sted paa hele Jordens Kreds findes der menneskelige Folk og levende Tungemaal, som er skabte, skikkede og forberedte til den Guds underfulde Kiærligheds-Gierning til Jesu Christi Herliggiørelse paa Jorden, saa det kan aldrig feile, at jo Gud vil spare og bevare de Folk og Tungemaal, som Han vil bruge til Opnaaelsen af sine vise og kiærlige Øiemed, og at Han, der skaffede sin eenbaarne Søn, som Menneskens Søn, et Nazaret, hvor han i udvortes Fred og Frihed kunde opvoxe til Myndighed, Han vil ogsaa i disse Landemærker skaffe sin Søns Menighed og Fæstemø et saadant fredeligt Fristed til at voxe i Vorherres Jesu Christi Naade og levende Kundskab, saa vort Haab om gamle Danmark kan ikke beskæmmes, men vor Kiærlighed til vort jordiske Fæderneland med dets Folk og Modersmaal skal ikke blot retfærdiggiøres af Fremtiden, men forvandles fra Klarhed til Klarhed, som den Jordbund, hvori det levende Guds Ord, som Sæden til al Guds-Rigets Retfærdighed, Fred og Glæde, skulde blomstre og bære mangefold Frugt!

547

Fra Vennemødet 1866.

Mandag den 10. September udtalte Grundtvig ved Mødets Aabning:

Det er mig tilvisse glædeligt endnu engang, om end kun paa svage Fødder, at staae midt i en saadan christelig Vennekreds fra alle Landets Kanter, der end ikke fattes Dansk Majestæt, og det maatte da være mig to Gange glædeligt, hvis det kunde lykkes mig at tale her et Trøstens Ord til de forsamlede Venner, et Trøstens Ord, sikkert og varigt for alle Troende, ogsaa naar jeg er borte. Jeg føler nemlig godt, at det kan ikke saa være, at Alle kan betragte den christelige Frihedssag med den dybe Rolighed som jeg for min Person, betragte den saaledes under den Prøvelse, som allerede er begyndt, og sagtens endnu er i Tiltagende, thi jeg for min Person maa jo tænke og sige, at hvor frit og hvor hyggeligt man end vilde gjøre det for Herrens Frimenighed i Folkekirken, saa nødes jeg dog til en af Dagene uigjenkaldelig at træde ud af den, og at trøste mig ved at Herrens frie Kirke ei er bundet til nogen Statskirke, men blomstrer evig der udenfor, baade i Himlen og paa Jorden. Nei, jeg føler det godt, at de, der, som de fleste af Vennerne, er i Ungdommen eller dog i Manddomsaarene, maa blive anderledes dybt og skjærende berørte, naar de ikke kunne skjønne rettere, end at mange, og deriblandt Ypperstepræster og Skriftkloge, synes Intet hellere at ønske end at vi vilde gaae ud af Folkekirken heller idag end imorgen, og skjøndt de ikke tør nægte at det aandelige Liv er paa vor Side, saa synes de dog at være saa dødsmodige, at de, dersom vi ikke vil gaae godvillig ud idag, kunde have Mod paa at nøde os dertil imorgen, uden at vi kan sige, at Rigsdagen i sin splinterny Skikkelse vilde lægge dem synderlig Hindring i Veien.

548

See, tinder disse Omstændigheder, som vor gode gamle Ven Pastor Birkedals Nærværelse midt iblandt os stiller os lyslevende for Øie, da vilde et fast og sikkert Trøstens-Ord tilvisse være, ikke blot paa sit rette Sted, men hvad vi kalder paa et nødtørftigt Sted, da jeg dog lige saa lidt som Birkedal kan raade til godvillig at træde ud idag for ei maaskee at drives ud imorgen, og et saadant Ord vil jeg derfor ogsaa haabe, Vorherre vil give mig at tale. Hvad der saaledes kan trøste den lille danske Frimenighed, er jo, det følger af sig selv, det samme som har trøstet mig nu snart gjennem to Menneskealdere, og det under Omstændigheder, der vel maatte kaldes endnu langt mørkere end de nærværende; ja, det er den Følelse, at den lille danske Frimenighed, den er dog kaldet og udvalgt af Herren til at være som hans Menigheds og Menighedslivets Fosterfædre og Fostermødre, kaldet og udvalgt til at forberede Herrens Gjenkomst i Skyen med sin Faders Herlighed. Dette var min Trøst fra de unge til de gamle Dage, og det har vist Mange ogsaa i denne Kreds følt, maatte være saa, naar de sang med mig:

»Foragter ei de ringe Dage!
Det er for os et Trøstens Ord,
Som bygge nu med Kræfter svage
Paa Herrens Huus i Høie-Nord,
En Hytte kun at lignes ved
Guds-Huset i dets Herlighed.

De høie Bjerge, som vor Hytte
End true hardt med Undergang,
Dem Aanden vil ei fra os flytte,
Men jevne lig den grønne Vang;
Som Havets Bjerge tit vi saae
Sig jevne ud til Bølger blaae.«

Men dette Trøstens Ord og Tone, har jeg ikke fundet endnu havde en saadan dyb og liflig Klang i Menighedens Øren, som det har i mine, og det kommer jo da deraf, at det ikke endnu har lynslaaet den lille danske Menighed, at den aandelig har det samme Kald, som de Faa af Israel, hvis Hjerte Herren rørte efter den babyloniske Udlændighed til at drage tilbage til det forjættede Land, og stræbe i trange Tider at opbygge Davids Stad og Salomons Tempel paany, saa der i Tidens Fylde, naar Christus, Messias, kom, dog ei skulde fattes enten en benaadet 549 Kvinde med Moderskjød til ham, et tilberedt Sted i Davids By, Bethlehem, eller et velberedt Folk ved Jordans Flod og det galilæiske Hav.

Men det faldt mig ind lige med eet: men hvorfor meddeler du da ikke Menigheden den lille Historie om de tre Kirkebyer i Østerleden, og den lille Spaadom om den sjette Menighed med den »lille Kraft«, der vil holde fast ved Vorherres »Bestandigheds-Ord« og skal derved fries fra den store Fristelse paa Jorderig, hvorfor meddeler du ikke Vennerne disse Dele, der saa længe og saa trøstelig har befæstet din Tro paa og dit Haab om den Danske Menighed som den Sjette af de Syv, der skal række Herrens Tilkommelse, og som det sidste aandelige Holdested paa Rulle-Veien til det ny Jerusalem. Jeg sagde da ved mig selv: det er et Spørgsmaal, som synes at komme fra en Kant, hvor man veed bedre Besked end du, saa der er vel intet andet at svare derpaa, end at gjøre hvad du hidtil ikke har gjort, thi vel synes det slet ikke rimeligt, at naar den gamle Pagts Bog, hvori Menigheden fra Arilds Tid er saa vant til at see Kirke-Speilet, naar den ikke er klar nok for den, at den da skulde blive enten sikkrere eller klarere ved at bekræftes og belyses med Skriftklogskab og Boglærdom, som er Menigheden langt anderledes fremmede, men det er dog ligevist, det maatte jeg tænke, at al den Trøst, som er os givet, er givet for at vi skal meddele Menigheden den, og trøstig overlade det til den Aand, som ingenlunde udelukkende er eller vil være Præsteskabets Aand, men er den hele Menigheds guddommelige Trøster, og som kun vil være Præsteskabets Aand, naar det indelukker og indeslutter sig i Menigheden - overlade det til ham og Menighedens eget Hjerte, hvad Deel den kan, enten nu eller herefter, tage i Trøsten. Den lille Historie om de tre mærkværdige Kirkebyer i Østerleden, er da kortelig den, at, som vi Alle veed, var Jerusalem Byen, hvor den apostoliske Moderkirke oprandt, eller, som der vel maa siges, neddalede, og hvor den havde sit Sæde, den, hvis Sønner og Døttre kun kaldte sig »Jesu Discipler« og aandelige Lemmer paa hans Legeme, der har altid kun eet Hjerte og een Sjæl, men som af de vantro Jøder kaldtes til Spot Galilæernes eller Nazaræernes Sekt. Ja, dette var den første, altid uforglemmelige Kirkeby, men vi veed, at selv der tabtes snart, alt i Apostlernes Dage, i det Hele den Kjærligheds Livsfylde, som skaber eet Hjerte og een Sjæl, da ogsaa den fyldtes med Lovlærde og Farisæere i Tusindtal, saa at Kjærligheden blev kold, og efter Jerusalems Forstyrrelse 550 forsvandt den Ebraiske Moderkirke aldeles af Jorden. Den anden mærkværdige Kirkeby, som vi endnu kjende lidt til af Apostlernes Gjerninger, det er Antiochien, hvorfra Paulus udgik som Hedning-Apostlen, hvor de Troende først kaldte sig med Navnet »Christne«, og hvor de stræbte at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand med samme Herre, samme Tro og samme Daab, samme Gud og Alles Fader, og intet andet Baand skulde binde eller sammenholde dem ved Siden af de Baand, som Herren selv har skabt igjennem sin hellige Daab og hellig Nadver. Den tredie Kirkeby, som end ikke nævnes i Skriften, og som ogsaa først blev mærkværdig hele 300 Aar efter Christi Fødsel, kaldes Nicæa. Den fik sit Ry deraf, at den blev ret egenlig Statskirkernes Fødestavn. Der var det, at Keiseren med et Overtal af Bisper og Skriftkloge fattede den, som de meente kloge, men visselig daarlige Beslutning, at man skulde og kunde efter den hellige Skrift forfatte en bedre Troesbekjendelse, end de hellige Apostler efter Herrens Mund havde efterladt hans Menighed, og at denne selvgjorte Troesbekjendelse skulde holde Kiætterae i Ave og tjene til ufravigelig Forskrift for alle dem, der lærte i Menigheden. See, saaledes stiftedes da den store Statskirke, hvori Menighedslivet enten aldeles uddøde, eller maatte henslide sine Dage i et Statsfængsel, ja et Cellefængsel, omgivet af utallige tvungne Bekjendere, der umulig kunde have noget enten med Aanden eller med Troen og Daaben at gjøre, men som maatte gjøre i Almindelighed Daaben saa uvirksom, at Alverden kaldte den magtesløs. Saaledes uddøde da ogsaa Menighedslivet i Grækenland, hvor man indsmuglede den selvgjorte Troesbekjendelse ved Daaben, istedenfor den apostoliske, og det hensled sine Dage der, hvor man dog bevarede Daabspagten, men forresten lod det være ligegodt med frivillige og tvungne Bekjendere, og hvor man efter selvgjorte Forskrifter gjorde det til en Betingelse at følge dem, for at være Lærere i Menigheden.

At nu disse tre mærkværdige Kirkebyer i Østerleden end ikke seent i Middelalderen var aldeles glemte, det saae man paa det store Korstog, der gjordes her fra Vesten ud til den hellige Grav, thi da hører vi, at det var netop disse tre Stæder, som Hæren følte sig drevet til, en efter anden, at indtage, først Nicæa, som de dog lod Grækerne beholde, dernæst Antiochia og endelig Jerusalem, men da man i Pavedømmets Tid tog kjødelig og verdslig alt hvad der var aandelig meent og sagt, saa er det kun mærkværdigt som et Forvarsel paa 551 hvad der skulde skee, naar Menigheden vaktes af sin Dvale og aandede paany, og hvad der ogsaa er mere end begyndt at skee.

Dengang nemlig, da Gudsordet igjen vaagnede hos Luther, vaagnede, maa vi vel sige, som et Svøbelsebarn i Troens Skjød, see, da stod den rettroende Statskirke i Nicæa dog for ham som det Høieste, der da kunde naaes, og skjøndt han ingenlunde med Grækerne vilde ombytte den apostoliske Troesbekjendelse ved Daaben med den nicæniske, saa kom dog hverken han eller hans Venner videre, enten i Henseende til Bekjendelsens Frihed eller i Henseende til Menighedslivet, for hvilket Friheden er en nødvendig Betingelse, end Konstantin den Store og hans mere selvkloge end skriftkloge Bisper. Vi derimod have lige fra Begyndelsen seet, at dermed kunde Menigheden hverken være tjent, eller opvoxe efter hans Væxtes Maal, som dertil har sendt os sin Aand; vi saae strax, at vi maatte slaae Leir ved Antiochia, hvor Talen kun var om Christne med en fælles Herre, fælles Tro, fælles Daab og fælles Fader i Himlen, som skjænkede os sin eenbaarne Søn, for at ogsaa vi kunde faae det evige Liv, hvor Bekjendelsen var fri og Menigheden i aandelige Ting ingen verdslig Øvrighed underkastet uden i alt Fald den Biskop, den selv havde valgt; og see, mine Venner! derfor er vi aabenbar aandelig paa det sidste Holdested paa Veien til det nye Jerusalem, og da vi tillige har den Følelse, at Menigheds-Livet, som baade begyndes og fuldendes i Kjærlighed, kan og skal naae sit Maal, til Herren kommer igjen, saa er vi aabenbar kaldte og udvalgte til ogsaa at lægge denne Vei tilbage for at komme til Jerusalem i Aanden, hvor vi skal mødes med Israels Levning og holde den store Nadver med Herren.

See, hermed stemmer det da ogsaa overeens, at den lille danske Menighed er virkelig den sjette efter Tungemaalene, og det er aabenbart ogsaa den sjette efter Brevene I Johannes' Aabenbaring; thi om denne sjette Menighed staaer der jo skrevet, at den har en Hjertens Kraft til at holde fast paa Herrens Bestandigheds-Ord, som er Herrens Munds-Ord ved Daaben og Nadveren, at den derved har fundet den aabne Himmerigs Dør, som Ingen kan lukke, og at den skal lignes ved en Sule i Guds Tempel, som ei skal rokkes, men hvorpaa Guds Søn har skrevet sit Navn og det nye Jerusalem s Navn, ikke med Pen og Blæk, men med den levende Guds Aande.

Ja, christne Venner! derfor er det vist og trøsteligt, at Herren vil bevare denne lille Menighed, bevare den fra Slægt til Slægt, 552 saa at den kan voxe i Guds og Vorherres Jesu Christi Naade og Kundskab og opleve Herrens Tilkommelse, og dersom det, som vi maae synes, er dertil nødvendigt, at vi idetmindste endnu længe maae leve i god Fred og Forstaaelse med den danske Folkekirke, med hvilken vi har Tungemaal tilfælles, da vil Han, som allerede ved Troesfriheden og ved Sognebaandets Løsning har ført os langt videre fremad til christelig Frihed end det rimelig kunde formodes, fremdeles sørge derfor, saa at vi godt tør haabe, han ogsaa vil bortrydde alle de Hindringer, som endnu kan være tilstede, og hvad enten det saa skal være eller ikke, vil han dog umiskjendelig være med den lille Danske Frimenighed alle Dage indtil Verdens Ende!

Under Forhandlingen som fulgde paa denne Tale tog Grundtvig atter Ordet og ytrede:

Vi hørte nys et Ord fra Frimenigheden og den frie Kirke i Ryslinge i Fyen, og det skal siges i denne Forsamling, at det er det største Vidnesbyrd igjennem mange Aarhundreder paa, at Troen i sin Frihed endnu er den gamle Guds-Kraft, den Guds-Kraft, som giver sig tilkjende først og sidst i Kjærlighed. Ja, det er vistnok længe siden at der er bygget et Hus til Guds-Ordet og til Folket af dem som troer og som følger Ordet; det er længe siden, siger jeg, at dette er skeet, hvor det var saa kjendeligt, at Kjærlighed byggede dette Hus, hvor det er saa glædeligt at see en Mængde forsamlede i Vorherres Jesu Christi Navn, og hvor jeg er vis paa, at Bekjendelsen og Forkyndelsen og Lovsangen har den Tone, som der for Guds Engle er mere Glæde over, end over de Toner, der lyder i alle vore Kirker. Det er jo bedrøveligt nok, at dette er langtfra at erkjendes af dem, som har Forsædet og Styrelsen i vor Folkekirke, og det var netop det, der stod mig for Øie, og maatte staae mig saa, da jeg idag sagde, at der er begyndt en Prøvelse for Herrens Frimenighed i Landet, som synes at være i Tiltagende. Ja, det var nødvendigt, og det var vor gamle Ven og Medtjener Birkedals Nærværelse blandt os, som stillede mig det klart for Øie, og det skal derfor ogsaa nu siges hvad vi som Christne maa tænke om dette. Det er jo klart, mener jeg, at det samme gjælder her som altid hos Christne: giv Keiseren hvad Keiserens er, og Gud hvad Guds er. Det er Keiserens Sag, det er den 553 verdslige Øvrigheds Sag, efter eget Tykke at indsætte og afsætte sine Embedsmænd, og derom er intet videre at tale, men naar man vil forlange, at vi, som har den samme Herre, den samme Tro, den samme Daab, den samme Gud og Alles Fader, ikke længere maatte ansee den, som Regjeringen har afsat fra sin Tjeneste, som vor Medtjener i Ordet, som vi som en kjær Broder maa omfatte med Kjærlighed og understøtte ham i alt hvad vi kan, som om han stod paa det høieste Trin i Statens Tjeneste, da kunde man ligesaa godt forlange, at vi ikke mere maatte ansee ham, og dem som fulgte ham, som vore Medchristne, ikke længere maatte omfatte dem med Kjærlighed, ikke længere give dem gode Raad og Understøttelse i Alt, hvad der stod i vor Magt.

See, saaledes er Stillingen, og det er nu vist, at man mere eller mindre aabent har prøvet paa at faae os til at skille os christelig og præstelig fra vor Broder og Ven, som ikke har vendt Herren Ryggen, ja ikke engang vendt Folkekirken Ryggen, men blot gaaer ud for saavidt han nødes dertil. Vi vil da derfor haabe, at der maa gaae et bedre Lys op for dem, der har at raade og styre, og at de, der staaer øverst i vor Folkekirke, dog maa komme til at see, at de tage feil idet de mene, at det kun er Navnet, der er forandret, da Statskirken blev til Folkekirke, og mene, at det endnu er den gamle tvungne Statskirke, og at det er den, vi med tøilesløs Frihed vil opløse; de maa dog vel see, at den er opløst, de har selv opløst den, den er opløst overalt, hvor der er givet Troesfrihed, overalt, hvor Kirken, som den Gud ske Lov nu har, har faaet sine to Dørre med fri Indgang og fri Udgang. Derfor er det vi stræbe efter, ikke at opløse Noget, der bestaaer, men derimod med Guds Hjelp at opbygge Noget der, hvor Intet kan være af sig selv, thi der kan ligesaalidt opvoxe noget christeligt Lys af Folket som det kan udspringe af Staten, det maa komme herovenfra, og idet vi stræbe efter at den christne Menighed med Guds Hjelp maa udvikle sig i Folkekirken, uden at vi vil lægge det mindste Baand paa Nogen eller Noget, er det vist, at vi arbeide, ikke paa at nedbryde, men paa at opbygge. Det er overalt vist, at dersom man naaer, hvad jo vistnok en Deel ønsker, og hvad Flere kan synes at ønske, at faae os Alle, som føler, at Christus har givet os Frihed, har kaldet os til Frihed paa det Vilkaar, at vi ikke maa blive Menneske-Trælle, uddrevne af Folkekirken, ja, da er det aldeles vist, hvad de tildels selv maa tilstaae, at de derved uddrive Livet og Livskraften af hvad de vel kalder 554 Folkekirken, men hvad der da ikke var andet end en Levning af den tvungne Statskirke, som kun kan bestaae til Folkets Ulykke. Den eneste Maade hvorpaa en Statskirke kan blive ved at bestaae, og at have Liv i sig, er naar den forstaaer sig selv som en Indretning for Folket, hvorved det kan føle sin Trang til det Høieste, sin Trang til det Guddommelige, i større eller mindre Grad som denne Trang nu er tilstede, tilfredsstillet, uden at noget Åndet derved betynges, og uden at de, der har det store Maal, der er Livets Krone, skal være bundne saaledes, at de intet Skridt maatte gjøre fremad til det Maal, der dog umulig kan naaes, uden ved Kjæmpeskridt, saa store som intet Menneske af sig selv kan gjøre, men som kun kan gjøres ved den Guds-Aand, som altid fører Frihed med sig, og som ikke kan og ikke vil virke uden i Frihed.

555

Næste Dag indledede Grundtvig Kolds store Tale med disse Ord:

Hvad jeg idag ønskede, at Talen i Venne-Kredsen især maatte komme til frit at dreie sig om, er den menneskelige og folkelige Skolesag, som ogsaa i christelig Henseende er høist vigtig for hele vort Liv i denne Verden, og de store og glædelige Fremskridt, som denne Sag har gjort hos os i de sidste Aar, berettiger visselig til de lyseste Forhaabninger for Fremtiden. Vistnok seer de Høilærde og i deres egne Tanker meget Kloge os som Skolemænd fornemt over Hovedet, om vi end, som jeg, er løbet igjennem den sorte Skole, og selv vore saakaldte Høiskoler er dem meget for lave til at de skulde værdige dem nogen Opmærksomhed, uden forsaavidt at de siger, at de, som Alt det Grundtvigske, er pæredanske, saa pæredanske, at end ikke Vorherres Sol, fordi den ikke er det, men er guddommelig og almindelig, maa faae Lov til at skinne ind i dem. See, dette er jo kjedsommeligt nok at høre paa, og det kan jo ogsaa lidt forsinke Værket ved at kyse de Ubefæstede fra at tage levende Deel i den Oplysning, der, hvor fattig den end kan synes i glimmersyge Øine, dog er den eneste sande menneskelige, fordi den oplyser Mennesket om, hvad det er, ikke som et Pattedyr, men som en Skabning i Guds Billede med Aand og med Hjerte, og den eneste, der kan blive almindelig, fordi den oplyser det virkelige Liv saaledes som det findes, og følger det Skridt for Skridt saaledes som det udvikler og klarer sig. See, derfor er jeg ganske vis paa, at det nu ikke kan vare længe, at denne Oplysning gjør sig mere og mere gjældende, uden at ogsaa de Høilærde maa indrømme, at hvorledes det end gaaer til, saa er Lyset dog saavelsom Livet paa vor Side, at hvorledes det end gaaer til, saa har vi dog ikke blot hvad de længe har forundret sig over, fløiet dem forbi i Frihedssagen, idet vi kræver en virkelig 556 menneskelig Frihed, ikke blot for Tanker men for hele Menneske-Livet, men vi er ogsaa fløiet dem forbi selv i Oplysningssagen, som var deres Palladium som de kaldte det, deres Ære og deres Stolthed, Nn veed vi, at det er slet ikke underligt, det er en følgelig Sag, fordi vor ligesaa menneskelige som guddommelige Læremester, Jesus Christus, selv er baade Lyset og Livet, men det er jo umuligt, at Verden med sine døde og mørke Forestillinger om Christendommen kan forstaae det; den maa virkelig troskyldig ansee det som en splinterny Lærdom, der er faldet ned fra Skyerne. Vi seer derfor ogsaa, at selv Christne, som igjennem Statskirken er blevet forvænte, har ondt nok ved at fatte, at Christendommen paa det allernøieste hænger sammen med hele den menneskelige Frihed og Oplysning. De studse ved det endnu, naar Verden forkynder dem, at det dog er altfor urimeligt, at vi som troskyldige Christne skulde sætte saa høi Priis paa den udvortes borgerlige Frihed, som dog kun lidt eller intet har med det Indvortes, endsige da med [det] Evige at gjøre, og at vi, som siger, at vi vil tage Fornuften fangen under Troens Lydighed, saaledes endogsaa skulde sværme for Oplysning og Forstand paa alle Ting, saavidt det er os givet, baade det Timelige og det Evige. Det skulde dog slaae os Alle, som troer paa Vorherre Jesus Christus, at han jo selv har sagt, at han talte til os baade om jordiske og himmelske Ting, og dersom vi ikke troede hvad han sagde os om de jordiske, saa troede vi endnu mindre hvad han fortalte os om de himmelske. Jeg tvivler altsaa ingenlunde om, at den menneskelige og folkelige Oplysning, der er kommet frem, og daglig gjør mere og mere Fremskridt, ogsaa vil gjøre sig saaledes gjældende i vor lille Verden, at den maa indrømme, at det dog er den eneste, der virkelig tjener Menneskelivet, ligesom den ogsaa er den eneste, der er Mennesket værdig, thi selv de gamle Filosofer har dog sagt, at man skulde skrive over Skolen: Kjend dig selv, saa at dette er den nødvendige Begyndelse til al virkelig Kundskab om de aandelige og hjertelige, om de himmelske og de evige Ting, fordi det er umuligt at vi kan kjende noget til det Altsammen, naar vi ikke havde fundet et Billede deraf hos os selv, saa at det kan speile sig i os. Hermed hænger det da ogsaa sammen, at man nu i vor lille Verden har en Sky for det levende Ord, ja for enhver Tale om at det er det Første og det Sidste. Og dog er det det Eneste, hvorigjennem Hjerte og Aand kan meddele sig, baade i Himmelen og paa Jorden, thi det er Noget, som vil og maa gjøre sig selv saaledes gjældende, 557 at skjøndt det ikke kan begribes, maa det dog nødvendigviis indrømmes, og det maa tillige sees, at hvem der blot vil indrømme det, men ikke vil bifalde det, ogsaa kommer til at fattes alt det Liv og Lys, som kun gjennem Ordet lader sig meddele, igjennem det Guds-Ord først og sidst, som er det eneste Ord, der kan meddele Liv, og dernæst ogsaa gjennem Menneskeordet, som jo er det eneste, hvorved vi kan aabenbare os selv for hverandre.

Alt dette kan jeg jo sige Dem, og De har ingen Skade af om De troer mig paa Ordet, thi jeg er ganske sikker paa, at det aldrig skal glippe; men vise Dem det, kan jeg ikke, det kan kun sees paa Frugterne, som den menneskelige Oplysning med det levende Ord vil bære. Noget kan der imidlertid sees, naar en Mand, der har tjent og af lang Erfaring lært at kjende Skolesagen fra Først til Sidst, vil aabne sin Mund og med sit sanddru levende Ord fremstille for os, hvorledes det gaaer til i Livet med den menneskelige og folkelige Oplysning, og jeg har derfor bedet Kold, den menneskelige og folkelige Oplysnings Hovedmand i Fyen, være saa god at fortælle os, hvorledes han kom ind paa sin saa frugtbare Løbebane, og hvorledes han betragter Skolesagen i det Hele, baade Børneskolen og Skolen for de Voxne, og jeg vil da kun føie een Begjæring til, som jeg ellers aldrig gjør til nogen Taler, den nemlig, at han ikke vil fatte sig for kort; thi denne Mand har tiet saalænge, at han vistnok har en god Deel at sige os, og vi har, troer jeg, ogsaa gode Stunder at høre.

558

Fra Vennemødet 1868.
Grundtvigs Aabningstale d. 10. September.

Saa takker jeg da mine kristne Venner for at de saa talrigt har indfundet sig her og omringe mig, og jeg takker med saameget niere Glæde, som det har vist sig, at det slog dog heller ikke denne Gang fejl, det gamle Ordsprog, at hvor der er Hjerterum, der er ogsaa Husrum; thi at her var Hjerterum, derom kunde intet Spørgsmaal være, og det andet besvaredes af Erfaringen tværtimod hvad der syntes saa. Vi er her Alle forsamlede i det store Navn, som vi Alle tilbede, for at tale med hverandre om hvad os tykkes bedst at være, tjenligst for Herrens Menighed, for Menneskelivet og Menneskelyset nu og til Dagenes Ende.

Vel bliver det ikke saa meget, som jeg havde betænkt, hvad jeg idag skal tale til dette Vennelag; thi jeg havde tænkt, at hvad der i Særdeleshed maatte tales om idag i denne Forsamling, var den tilkommende Tid, da Sygdom, som altid er Dødens visse Forbud, syntes hos mig at være nær Forløber og Forvarsel, og jeg betænkte, og det ikke uden Bekymring, at mine kjære Landsmænd lettelig faa det Udseende, som om de aandelig var adspredte som en Hjord uden Hyrde, og vist er det jo, at kunde jeg bidrage Noget til, at det ikke skulde se ligesaadan ud i kristelig Henseende efter min Bortgang, da var det ikke mere end min Skyldighed, og da maatte det være mit inderligste Ønske at gjøre det.

Men se! jeg føler paa denne Dag, som saa ofte før, at Herrens Tanker er ikke vore Tanker, at han har betænkt det anderledes og byder os fæste vort Øje paa det Nærværende og overlade ham det Tilkommende, ham, for hvem det ogsaa ene staaer 559 klart og som derfor ene er istand til rettelig at bære Omsorg derfor og give det sin Skikkelse. Ja, mine Venner, derfor fæster jeg da Øjet paa det Nærværende, det, som os er givet at se og bruge, paa Ordet i Guds og Menneskenes Mund, Herrens Folk og Menighed, Menneskelivet og Menneskelyset i den nye klarede Skikkelse, som det er ifærd med at iføre sig; thi disse Ting er jo alle Guds Naadegaver til os og givne os til Brug, med Løfte om og med Sikkerhed paa den Guds Velsignelse, som ene gjør at Alt kan voxe og bære sin Frugt; ja, Ordet, som var af Begyndelsen, Ordet, som er Menneskelyset, som er det i sit Liv, idet det levende udtrykker og aabenbarer hvad der er i Gud og hans Dybde, og som meddeler sig til os, at vi kan give det Vidnesbyrd og at vi kan leve deraf, saaledes som Herren har sagt os: det Ord, som han taler til os, det er Aand og det er Liv.

Og nu, mine Venner, vi veed det Gudskelov Alle, det har allerede klarlig vist sig, at Ordet har sin Deling til Kirken og Skolen, til begge Sider deler det sig med Liv og Lys, for at den Guds Gjerning kan blive fuldkommen. Det er nu vel saa, at der er dem, og de er ikke faa, som ivrigt paastaa, at Skolen skal være kristelig, og tillige paastaa, at Kirken ingenlunde maa være folkelig; men denne Paastand af disse, som aabenbart modsige sig selv, kan ikke have nogen Gyldighed, og Virkningen af deres selvmodsigende Paastand vil ogsaa blive til Intet. Det er jo saaledes aabenbart, at dersom ikke Christi Kors virkelig spejlede sig i Dannebrog, da kunde Ingen indbilde hverken sig selv eller Andre, at Korsets Tegn fandtes i det danske Banner, og spejler det sig virkelig deri, ja, da maa det ogsaa give sig tilkjende ved Ordet og ved dets Deling og Virkning, og Gud være lovet, at det er saa. Det Ord, som er i Herrens Mund og kun kan føres af hans Aand, dette Ord, som allerede syntes begravet med Herrens første Disciple og Apostle, se det er jo opstanden blandt os som i en aandelig Paaskedagning, og det har jo aabenbaret sig ikke blot for Enkelte, men for den hele Skare, som havde Øre for Guds Ord, ligesom paa den store Pintsedag, ogsaa paa det Maal, hvori vi er fødte, og det er jo aabenbart, at det maa blive ved at virke baade efter sine Evner og efter den glødende Tunge, hvormed det tales, og den glødende Tunge, hvormed det er talt til vore Hjerter og skal tales til vor Afkom og vore Efterkommere fra Slægt til Slægt, det er jo vor Moders Tunge, det er jo denne Tunge, der udtaler, hvad der er vort Hjerte behageligt og som giver 560 alle Ting Navn derefter, eftersom de lyde for vort Hjerte og gjort Indtryk derpaa.

Ja, mine Venner! - som jeg sagde - det var nødvendigt, at Ordet, som kommer fraoven, maa i vor Miind deles til begge Sider, til Kirken og til Skolen, til det evige Liv hero ven fra og til det timelige Lys, som skal aabenbare det for Verden og give det Vidnesbyrd, og vi veed det Gudskelov ogsaa, siden vi her saaes og mødtes sidste Gang, da har det klarlig vist sig, at dette Lys skinner og skinner mere og mere, saa at det vil gjennemskinne Livet og overskinne Verden. Vi se det vel ikke idag, som vi saae det sidst, ligesom opvoxe for vore Øjne i den Mands Liv, i Kolds Liv, hos hvem denne Ordets store SkoleVirksomhed begyndte, men vi høre det jo fra alle Sider saalangt som Danmark gaaer, det er kun kort, men ligetil det sydlige Grændseskjel høres det, hvorledes de unge Mennesker flokkes, hvorledes de stirre efter Lyset og altid begjære mere, og hvorledes de lytte efter Forkyndelsen om det nye Liv og den nye Tid, der er oprunden for vore Øjne og for vore Øren; ja, det høres og skal altid høres mere og mere og gjenlyde ogsaa udenfor vort Land til Sverrig og Norge, ja til England selv. Vi kan spore Røsterne, hvorledes de forkynde, at i Danmark er der noget Nyt i Folkemunde, noget Nyt baade i Tale og i Sang, baade i Sang om de gamle Dage, om Heltenes Tid, og om Evangeliets Morgenrøde og om Tidens Fylde, om det salige Haab, der vederkvæger os Alle og skal trøste os til det Sidste, om den Slægt, som ikke skal dø, men forvandles og indgaa saaledes ogsaa legemlig til det evige Liv.

Ja, fra Sverrig har ikke blot Mænd, men Kvinder saaledes i dette Aar besøgt os for at høre, hvad det er, som bevæger Hjerterne, saa det kan ikke forties, det kan ikke standses af Floder eller af Have, og jeg har talt med dem, som baade havde Øre for dette Ord og som skjønnede derpaa, som glædede sig ved, at det nu var oprundet for deres Øjne, som de havde anseet for en Umulighed eller kun for et fromt Ønske i troende Hjerter, at det maatte vise sig, at de to Ting, som naturlig ligge Menneskehjertet nærmest, det Folkelige og det Gudelige, ja det Hjertelige og det Aandelige, dog ingenlunde var hinandens Fjender, at de ikke forskjød hinanden og heller ikke stod hinanden i Vejen, nej de var skabte til at sammensmelte i Ordet paa vor Tunge om, hvad det er, der hernede kan skabe Fred, Frihed og Glæde, og det, som kan og skal føre dem, der tro, til den evige Salighed. Ja, de glædede sig i Hjertet, og Tusinder 561 vil ved dem glæde sig tilligemed os, saa at det bliver kundgjort over al Jorden, at her i vort Norden skabte Gud sig et andet lille helligt Land, hvor han aabenbarede sin Herlighed, her agtede han noget nær at fuldende hvad han begyndte langt borte, her vilde han paa en Maade aandelig opdrage den himmelske Faders Datter, ligesom han opdrog hans Søn i de galilæiskeEgne, i de smilende frugtbare Egne, som ogsaa der minde om, at Herren saae Alt, hvad han havde gjort, og se! det var Altsammen saare godt, det var godt og det vilde være blevet bedre, det var skjønt og det vilde være blevet skjønnere hver Dag, dersom Mennesket ikke var falden i Fjendens Snarer, dersom ikke Syndefaldet havde gjort en Forhindring i den store Gang, som dog ikke kunde standses, som dog langt mindre kunde forhindres, men maatte, efter hans Villie og Vidende, som saae Alt fra Evighed, gjennem underlige Gange over Bjerge og Have naa sit Maal, det velsignede Maal, hvortil alle Ting er skabte og gjorte, til at Himmeriges Kald kan opfylde Jorden, ja Himmeriges Kald og Herlighed opfylde den Jord, der er skabt i Himlens Billede, ligesom Mennesket, Jordens Herre, er skabt i hans Billede, som er Kongernes Konge og Herrernes Herre.

Istedenfor at jeg havde betænkt, at jeg vilde advare Vennernes Kreds om, at den ikke slog sig til Ro og ikke blindt fulgte Strømmen, naar jeg ikke længere, efter hvad Herren kaldte mig til, paamindede den om Tiden og Stunden, om at de, medens de stræbte at være Alt for Alle for at vinde Nogle, dog ikke maatte lade sig bedrage til at drage i Aag med de Vantro, hvorved de vilde forspilde Prisen og hvorved de vilde forfejle Maalet - isteden derfor, siger jeg, vil jeg udtale den Forvisning, som netop herved er bleven styrket i min Sjæl, den Forvisning, som jeg haaber skal opfylde den hele Menighed, at Herren vil vogte alle dem, der give deres Sjæl i hans Haand, fra af Menneske-Frygt og overdreven Føjelighed at lade sig bagbinde med dem, hvis Vej kun har sit Maal i Døden og Graven, og at de dog ikke, hvad der vist heller ikke vil findes nødvendigt, vil bryde det Venskabs og Broderskabsbaand, der knytter dem til det danske Folk fra Begyndelsen og har givet dem Ordet i Modersmaalet tilfælles til at tale alle gode Ting, til at bede for hverandre, til at hilse hverandre med Inderlighed, til at vandre sammen i Fred og til at bygge paa Frihed, som er det Eneste, Menneske-Hjertet kan følge, naar det skal følge Guds Vej, da det Gamle er forsvundet og det Nye er kommet, det Tvungne 562 er forbi og det Frie oprundet. Dette, som vi nu kalde det Nye, er det Ældgamle, det er det, som kom fra Herren, og dette Frie var til førend det Tvungne, førend al Tvang, sorn Hjertet ikke taaler, fordi baade Tro og Kjærlighed, disse to store himmelske Evner, som tjene til at forevige Livet, jo er i Frihed. De kan jo ikke tænkes i Baand eller Lænker uden at ophøre at være hvad de er, ja uden nogensinde mere at kunne kjendes for hvad de har været, og Gud give sin Velsignelse til at vi Alle, som har kjendt Sandhed, maa elske og følge den, følge den frit, fordi Hjertet føler, at der i den er en Kilde, som aldrig udtømmes, en Kilde, som rinder med det rene Vand, med Livets Flod, som skyder Blomster op om sig og bærer Frugt paa begge sine Sider. Ja, det give Gud i Vorherres Jesu Christi Navn, saa at jeg, om jeg længere eller kortere endnu skal være i eders Kreds, maa se, hvorledes Sorgen døer og Glæden lever op, se, hvorledes Livet blomstrer til at bære sin Frugt, se, hvorledes Lyset mere og mere skinner og straaler til en Straalekrands for ham, vor Herre og Frelser Jesus Christus, den store Heltenes Helt, som fornedrede sig selv, saa at han kunde ophøjes, ophøjes over alle Himle, der hvor han har et Navn, ikke blot et evigt Navn, men det højeste Navn, der nævnes kan baade i denne Verden og i den tilkommende, Amen!

563

Fra Vennemødet 1871.

Onsdag den 31. Maj talte Grundvtig saaledes ved Mødets Begyndelse:

Se jeg døer, men Herren skal være med Eder! Disse Patriarken Jakobs Ord til hans store Børneflok i den gamle Pagts Dage har mere end en Gang ligget mig paa Tunge midt i den store Forsamling til et saadant Vennemøde som det nærværende. Jeg veed ikke, om jeg har udtalt dem, men enten det er saa eller ikke, saa maa jeg idag udtale dem, idet jeg føler, at om jeg ogsaa imod al Forventning oftere skulde samles til et saadant Vennemøde, saa vil dog mange af de Øine, som nu er aabne, være lukkede. Men naar jeg udtaler disse Patriarkens Ord: se jeg døer, men Herren skal være med Eder, udtaler dem til en stor og mageløs Trøst for alle dem, som troer paa Vorherre Jesus Kristus, da kan det vel ikke tages saa nøie i Henseende til mig; thi vi veed, at Vorherre har udtrykkelig forbudt os at lade os betragte som aandelige Fædre, da der ikke findes nogen Saadan, uden forsaavidt Faderen følger i Fadervoret med Sønnen, med Herren, som bliver alle Dage indtil Verdens Ende hos sin Menighed. Ja, mine Venner, det vil jeg udtrykkelig komme i Hu, som noget jeg erkjender, at der er ingen aandelig Fader uden Vorherres Jesu Kristi Fader, hvem han har tilladt os at kalde vor, som han sagde til Magdalene efter sin Opstandelse: Sig til mine Brødre, at jeg gaaer hen til min Fader og Eders Fader og min Gud og Eders Gud. Men alligevel har dog Apostelen Paulus lært os, at der baade i Herrens Menighed kan findes, og at der saaledes hos ham fandtes en Ømhed som hos den, der giver Børn Die, og en Ømhed, som godt kan bære Navn af Moderlighed, at der er en saadan, som ogsaa har Lov til baade at betragte sig selv saaledes og lade sig betragte og 564 lade sig barnligt paaskjønne derefter. Og se, mine Venner, det er da vist til Trøst derover nødvendigt at turde haabe Herrens og dermed hans Faders Nærværelse, da vi ene deri tør tro og kan være visse paa, at der er en Ømhed, som vidt overgaaer selv den bedste, den ægteste paa Jorden, saasom Herren siger ved Profeten: Kunde en Moder glemme sit diende Barn, at hun ei skulde forbarme sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunde glemme, saa vilde jeg dog ikke glemme Dig.

Men se, mine Venner, det hører dog ogsaa til den fulde Trøst, som vi er visse paa skal bo hos Herrens Venner i disse Egne, at i den danske Menighed, det er jeg vis paa, skal denne lille, men ægte Ømhed og Moderlighed aldrig uddø. Den skal ikke uddø, fordi den er Hjertets Paradis-Graad, Graaden for Guldet, som engang, skjøndt kun kort og skjøndt kun for længe siden, ejedes; ja denne Graad, skjøndt den synes Intet at kunne udrette, uden at minde om de store Savn, udretter dog paa en Maade meget, idet den gjør Hjertet bekvemt til at modtage al Ømheds Rigdom, den Faderlighed, hvori Moderligheden er skjult, og hvoraf den udspringer. Saaledes er det, og det er glædeligt, fordi det forvisser ikke alene Menigheden til enhver Tid om al den Hjælp og Trøst, som den behøver, men del forvisser ogsaa mig, som snart skal gaa bort, om, at denne Del af Meigheden vil særlig følge Herren og bøie sig under hans Ledelse og efter det Lys, som han tænder, holde sig nær til Faderen i aandelig og hjertelig Bøn, saa at den kan modtage al hans Ømhed, trøste sig og fryde sig derved. Ja, mine Venner, ligesom jeg, netop fordi denne lille, men ægte Ømhed var hos mig, altid har, saavidt det stod i min Magt, stræbt at vinde det med det Gode, uden at opgive det mindste af den nødvendige Frihed for Aand og Hjerte, Frihed for alt Godt, saaledes er jeg ogsaa vis paa, at Menigheden fremdeles vil føle sig dreven til at stræbe efter den nødvendige Frihed, uden hvilken Guds Naadegaver aldrig fuldkommen kan blive vore eller bære deres store Frugter til Fuldkommenhed, men saavidt mulig søge den kun med det Gode og blive ved at søge den utrættelig med det Gode, indtil den enten opnaaes, eller det bliver klart, at den ikke ganske er at opnaa paa denne Vei; den maa da i Guds Navn tages. Da skal hverken Modet eller Kræfterne fattes, men de skal følge med og have Lyset foran sig, eftersom Herren har sagt, at han aldrig vil lade Sine vandre i Mørke, naar de kun vil følge ham, thi da skal de se Livets Lys; det gaaer foran, fordi han jo er baade Livet, Lyset og Veien. Ja, mine Venner, da er jeg vis 565 paa, at hvorledes vi end søger at opnaa det, saa skal det være i al Ydmyghed, uden at tilskrive os det selv, at det skal være i Hans, Vorherres Jesu Kristi Navn og til Hans og Hans Faders Ære, saaledes som der staaer skrevet, at hvor Herrens Aand er, som han sendte fra Faderen, der er ogsaa Frihed, og som Profeten har lært os at sige: Dig, Herre, hører Æren til og os kun vort Åasyns Blusel, giv Æren ikke til os, men til Dig Selv, for Din Sandheds Skyld, for Din Miskundheds Skyld. Ja, mine Venner, saaledes vil det ske, det er jeg vis paa, at den lille danske Menighed efter Herrens Ord i Brevet til Menighedsenglen i Philadelphia (dvs. Sødskendekjærlighed) altid skal føle sig mere delagtig i Herren, og Herren føle sig nær hos sin Menighed og ret midt i den, saa at han skal gjøre en Undtagelse med den og fri den fra den store Fristelse, som skal komme over Jorderige, og bekjende, at det er om den, han har talt og sagt (Aab. 3, 8-10): Dig har jeg givet en aaben Dør, paa Dig har jeg skrevet mit det nye Navn og det nye Jerusalems Navn, og Du skal ikke bo udenfor; men fordi Du holdt mit Ord, elskede mit Navn og bevarede mit Bestandigheds Ord, derfor skal Du være hos mig, og Du skal undgaa den store Fristelse, hvori alle de skal komme, som sætter deres Haab eller fæster deres Tro til noget Andet end mit Ord, som jeg taler til min Menighed, taler til den ved den hellige Daab og ved den hellige Nadver, taler til den, saa at Ordet og Troen kan bevise sig selv at være Guds Sandheds Ord og Guds Kjærligheds Ord, og dertil siger da ogsaa Aanden Amen, og alle troende Hjerter besegies ved Ordet, som var, det Ord, som er, og det Ord, som bliver evindelig. Amen, i Vorherres Jesu Navn, Amen!

Senere paa Dagen tog Grundtvig for sidste Gang Ordet, efter C. Hostrup, og udtalte :

Ja, jeg takker min Ven Hostrup for de gode Øine, hvormed han har betragtet mig, og jeg takker alle Venner, fordi de gjerne troer, det er sandt, hvad han har sagt, og istemmer hans Ord. Jeg skal ikke videre stræbe at udvikle, hvad jeg imidlertid aabent vedkjender mig til alle Tider, om den gamle Tro og det unge Haab og den Kjærlighed, som er baade over Troen og Haabet og er over Tiden; den er af Evighed og den eneste, som 566 bevarer Livet evindelig; men hvad der saaledes gjælder fuldelig om Guds og Vorherres Jesu Kristi Folk og Rige og Menighed, det gjælder saavidt mulig ogsaa om det danske Folk og Rige, og det staaer mig levende for Øie netop paa dette Sted. I det store Omdreiningsaar 1848, da stod jeg ogsaa engang her ligeoverfor de »Doktrinære«, dem, som havde indesluttet al deres politiske Betænkning i Ordet »Eidergrændsen«, dem, som høirøstet raadede til at smække Slesvig som Sønderjylland til Danmark, uden at bryde sig enten om Tydskland eller den hele Verden, og da udtalte jeg det høit og frit, skjøndt jeg vidste, det var til stor Forargelse for dem, som førte det store Ord, at jeg kun vidste af et dansk Folk og Rige der, hvor det danske Tungemaal frit bevægede sig og taltes af et inderligt beslægtet Hjerte og med en dertil svarende Tankegang, og at det kun var dette, jeg ønskede skilt fra alt Andet og sammensmeltet paa ny med, hvad der fra Arilds Tid tilhørte det. Se, det blev en Danskhed til Enden, og jeg erklærede det for min Overbevisning, at var der blot Titusinde i Landet, som havde det inderlige Ønske, og som vilde stræbe derefter med hele deres Kraft, saa vilde det med Guds Hjælp ogsaa gaa i Opfyldelse. Jeg veed ikke, om Tallet endnu er naaet, men det er vist, at det har nærmet sig det i mange Aar indtil denne Dag. Altsaa, hvis det ikke er fuldt, saa bliver det det sikkert snart, og da skal det nok sees, om det end ikke bliver, medens disse Øine seer Solen, at det er sandt, at naar der kun er et saadant rundt Tal, da vil der vise sig en folkelig Livskraft, som vil forene Alt, hvad der er af den samme hjertelige Oprindelse; da vil det vise sig, hvilken Folkekraft der da i et lille Land kan aabenbare sig og vinde Lykke og Velsignelse til en frugtbar Fremtid. Det være idag som da mit inderlige Ønske og mit glade Haab; det skal vist ikke være forgjæves, det skal ikke beskjæmmes!

RIGSDAGSTALER 1866.

UDENFOR Kirken og Vennernes Kreds fik Grundtvig endnu en Gang i sin høje Alder Lejlighed til at føre Ordet under en for Landets Velfærd saare vigtig Forhandling, idet han i Sommeren 1866 lod sig vælge, i 10. Landsthingskreds, til Medlem af den ekstraordinære Rigsdagssamling, der skulde afgøre Grundlovens endelige Skæbne. - Han brugte al den Magt i Ordet og al den Indflydelse, han havde, til at modarbejde Vedtagelsen af »den gennemsete Grundlov« med dens ufolkelige Landsthing, og skønt det ikke lykkedes ham at faa Flertallet med sig, var hans Rigsdagstaler dog et Indlæg, som baade den Gang og senere har haft stor Betydning for den folkelige Udvikling.

Grundtvig ledede som Aldersformand Landsthingets første Møde, den 9. Juli, hvori Valgbrevene blev prøvede og Krieger valgt til Formand. Ved Thingets tredje Møde, den 12. Juli, kom »Udkast til Danmarks Riges gennemsete Grundlov af 5. Juni 1849 «til første Behandling, og Grundtvig holdt ved Mødets Begyndelse sin første Tale, hvis Hovedindhold her meddeles efter »Rigsdagstidende«.

Ja, jeg har bedet om Ordet, og det er vist, at, om jeg nogensinde har følt Trang til at bede baade Gud og Mennesker om Ordet, saa er det paa dette Stade idag og paa hele denne Rigsdag; thi hertil var jeg aldrig kommen, dersom jeg ikke havde, hvad Mange ville kalde, en Overtro paa Ordet, paa det levende Ord, og hvad jeg selv maa kalde en særegen Tro paa, hvad et 568 godt Ord kan udrette, naar det finder et godt Sted, og tillige derpaa, at gode Ord fandt fra Slægt til Slægt aldrig bedre Sted end i det danske Folkehjerte.

Ja, jeg troer virkelig, at saa godt et Sted kan et godt Ord finde, om intet andet Sted, saa dog paa den danske Rigsdag, at baade Regjeringen og Rigsdagen, eller idetmindste en af dem, kunde lade en Sag falde, idetmindste for Øieblikket, som var kommet sin Afgjørelse saa nær som den Grundlovssag, vi ere sammenkaldte til at vedtage eller forkaste. Og hvor langt end det høie Ministerium og det ærede Thing maatte være fra at dele denne min Tro, saa ville de dog neppe tvivle om, at jeg her kun taler, fordi jeg troer; thi der var aabenbart ingen alvorlig, nogenlunde begavet og med Rigsdagslivet ikke ubekjendt Mand, som kunde drives til at afbryde sin Alderdoms Ro og opbyde sine sidste Kræfter blot for at sige et afmægtigt »Nei « til en afgjort Sag.

Var det alligevel saa, som man har sagt, ja, som man tidt nok har sagt, var det virkelig saa, at denne Grundlovssag, denne langtrukne og fortrædelige Sag var saa fuldstændig drøftet og reengjort, ai der ikke var noget Nyt at oplyse derom, saa de opkogte Indvendinger nødvendig maatte finde døve Øren baade hos Ministeriet og hos Thingenes Overtal, som ikke blot vare stemte for, men bestemte paa at gjøre en Ende paa en uhyggelig Partistrid, saa Folket og Regjeringen endelig engang kunde faae Ro til efter den Ulykke, som har ramt Fædrelandet, at arbeide paa det almindelige Bedste - ja, var det saa, da var min Lettroenhed paa dette Stade en sand Latterlighed.

Men jeg tør sige, at det er ikke saa, det er en mærkelig Feiltagelse, og hvis det ærede Thing vil have lidt Taalmodighed med sin Aldersformand, tør jeg haabe allerede idag at godtgjøre, at der virkelig kommer et nyt Element ind i Rigsdagsbehandlingen af denne Sag, naar der kommer en Rigsdagsmand og træder i Skranken for den uforandrede Grundlov af 1849, og det en gammel Rigsdagsmand, som uden at høre til den gamle Grundlovs Forgudere dog selv har taget virksom Deel i dens Tilblivelse, og som aldrig har villet høre eller vil høre til noget politisk Parti af hvad Navn nævnes kan, med mindre man vil bruge dette Øgenavn til hele det danske Folk, der unægteligt for at bestaae i Forhold til de Fremmede og til det Fremmede altid afgjort maa være paa sin egen Side.

Jeg sagde: »dersom det ærede Thing vilde vise lidt Taalmodighed^ og skjøndt jeg tør haabe, at Thinget veed, at jeg, som en gammel Folketaler, ikke har pleiet at sætte Tilhørernes 569 Taalmodighed paa nogen haard Prøve, maa jeg alligevel udbede mig lidt Taalmodighed, fordi jeg ikke kan love at fatte mig ganske kort, fordi denne Sag meest betragtet og behandlet som en Partisag er kommen til at staae i saa skævt et Lys, at jeg ikke tør vente uden lidt efter lidt at faae den sat og seet i sit rette Lys.

Paa det nærværende Trin af Sagen, og i dette Thing, kunde det vel synes aldeles overflødigt at vise, at det er ingen Partisag og kunde aldrig blive en Partisag, uden naar man altfor sørgeligt vilde betragte Regjering og Folk som to modsatte Partier; men for en Sikkerheds Skyld maa jeg dog i Forbigaaende bemærke, at i alt Fald nu, nu da vi see for vore Øjne, at det frygtelige Parti, som man paastod maatte til enhver Priis jo før jo hellere hindres fra at beherske dette Thing - at dette frygtelige Parti har med alle sine største Anstrengelser ikke engang kunnet hævde nogen af sine Ledere Sæde i dette Thing - nu siger jeg, nu maae dog vel de, der virkelig have følt Skræk, smile lidt over den, og da tillige over den Daarlighed at ville forebygge alle mulige Misbrug af Livet.

Jeg tør da ogsaa naabe, at de ville give mig Ret i, at der maatte være ganske anderledes overhængende Fare for det almindelige Bedste, som man skulde lade sig bevæge af til at forandre en Grundlov, en Grundlov, som det halve Folk kæmper for, og det andet halve Folk kun af Frygt og Mismod opgiver.

Der maatte altsaa ved dette Thing, som jo skal være Anstødsstenen i den gamle Grundlov - der maatte, siger jeg, ved dette Things Sammensætning være noget ganske Andet, der satte det almindelige Bedste i overhængende Fare, eller der maatte i det paatænkte nye Landsthing være en betydelig Vinding for det almindelige Bedste, som dog hidtil var bleven skjult selv for Øiet af dets meest velvillige Betragtere. Dette maa derfor undersøges, og jeg skjønner ikke rettere, end at den nøiere Undersøgelse maa især - først og sidst - dreie sig om det Spørgsmaal, som i det nærværende Aarhundrede, og kjendeligst i de sidste Aartiender, stedse er blevet mere brændende, Spørgsmaalet nemlig om den almindelige Valgret og om dens Forhold til Folkeligheden og den folkelige Frihed.

Dette Spørgsmaal maatte oplyses, ikke blot i sin Almindelighed, men især, hvad her er Hovedsagen, i sit Forhold til det danske Folk, dets lovlige Ret, dets Tarv og Trang og dets Brug af Friheden. 570 En saadan Drøftelse vilde da ogsaa, netop i dette Tilfælde, være dobbelt nødvendig, da her ikke er Tale om at Indføre den almindelige Valgret, men om at afskaffe den, saa vi opfordres nii til at skifte Grundsætning, og ovenikjøbet at begynde Krebsegangen med et splinternyt Landsthing, uagtet det er vist, at ved Sammensætningen af det Landsthing, som vi have den Ære at udgjøre, udøves den almindelige Valgret i en saa spagfærdig Skikkelse, at den vel maatte synes at kunne vente Naade, selv i sine Modstanderes Øine.

At nu ogsaa selv Regjeringen maa have fundet Betænkelighed ved at indskrænke den lovligt bestaaende Valgret, maatte man vel slutte allerede deraf, at det lige fra Begyndelsen er blevet os idelig indskærpet, at den almindelige Valgret jo ved Folkethinget forblev og skulde forblive aldeles ubeskaaren. Men det bliver dog først ret slaaende, at der er en stor Betænkelighed ved at indskrænke en lovligt bestaaende Valgret, naar man opdager, hvad der hidtil synes at være overseet, hvilken mærkelig Forskjel det efter Erfaringens Vidnesbyrd gjør, enten man, som i England, kun holder igjen paa gamle Indskrænkninger af Valgretten, og selv naar man ved Tidens Tryk nødes til at give efter, dog kun udvider den tommeviis, eller man, som i Frankrig, under de sidste Bourbonner, bedrøvelig Ihukommelse, prøver paa at indskrænke en Valgret, som allerede er i Folkets Besiddelse og har vundet dets Yndest - dette synes saameget mere at maatte vække stor Betænkelighed ogsaa hos vore Statsmænd, som de ulykkelige Bourbonners lykkelige Afløser, hvem man vel ikke uden Grund anseer for Øieblikkets kløgtigste Statsmand, ikke blot roser den almindelige Valgret og den udprægede Folkelighed, men aabenbart betragter dem som de faste Støtter for sin Throne, sin Magt og sin Frihed.

Naar man derfor har sagt og paastaaet, ja udraabt over hele Landet, at Hovedgrunden til at vedtage den foreliggende Grundlovsforandring skulde være, at saa fik vi Ro, da kan jeg slet ingen alvorlig Mening finde deri, medmindre det skulde være Meningen, at, endskjøndt en saadan Indskrænkning af den lovligt bestaaende Valgret hos ethvert andet Folk nødvendigviis vilde vække en meget farlig og uophørlig Uro, vilde det dog være anderledes her, og det føjelige og fredelige danske Folk vilde dog sikkert slaae sig til Ro. naar det saae, at der ikke var bedre Vilkaar at faae.

Jeg skal ikke her tale videre om, at det jo vilde være en stor Synd netop at fratrue et saa føieligt og fredeligt Folk sin 571 Valgret, som det aldrig havde misbrugt, og som der ikke var nogen Rimelighed for, at det nogensinde vilde misbroge; thi efter min Tanke nytter det ikke at ville blande Politiken sammen med Moralen; men jeg maa dog indskærpe, at, skjøndt det er ganske sandt, at det danske Folk i en Række af Aarhundreder har været saa overvættes fredeligt, at det nøiedes med en rolig Død, naar det ikke paa skikkelig Maade kunde faae et roligt Liv - jeg maa indskærpe, siger jeg, at, skjøndt det virkelig har saaledes været Tilfældet, saa kræver det dog en nøiere Undersøgelse, om man tør vente det Samme herefter, eller om ikke i dette Folkelighedens Aarhundrede ogsaa det danske Folkeliv er vaagnet med Kraft, og om ikke netop Betragtningen af et ufolkeligt Landsthings Virkning til at qvæle enhver folkelig Livsrørelse, om ikke netop det vil nøde Folket til at see, at hvor kjær man end har den dagligdags Ro og Mag, saa kan man dog ogsaa kjøbe Guld for dyrt, saa man maa dog hellere, naar det skal være, en Stund stride hart for Livet, end kun have Valget mellem Straadød og Selvmord.

Jeg har nok hørt, at det kun skal være det Landsthing, som det forrige Ministerium krævede, der kunde befrygtes at ville staae i en saadan fjendtlig Stilling til Folket og Folkethinget og den almindelige Valgret, og at dette paa ingen Maade er Tilfældet med det Landsthing, som efter Overeenskomsten nu staaer paa Dagsordenen; men, hvis saa er, da tør jeg sige, da maa Forslaget anderledes undersøges og klarere oplyses, end det hidtil er skeet; thi, som det nu foreligger, med det nye Landsthings indviklede og kunstlede Valgmaade, kan hverken Folket eller jeg finde Andet rimeligt, end at der bestandigt vilde være et født Overtal, der stod skarpt imod Folket, imod alt Folkeligt og den almindelige Valgret, og hvilken ubodelig Skade dette vilde være for Land og Rige, synes nu vel at være overseet; men det er jo dog aabenbart indlysende, saasnart man betænker, at vi her hos os ikke have de Bestemmelser, som man, saavidt jeg veed, har alle andre Steder, hvor der er Tokammersystem. Vi have hverken en forenet Rigsdag eller noget andet lovligt Middel til, selv om Konge og Folk derom var aldeles enige, at tvinge et privilegeret og haardnakket Landsthing. - -

572

Grundtvig sluttede sin Tale med at paapege en formentlig Mislighed i Grundlovsforslagets første Paragraf, angaaende Arvefølgen. Han foreslog første Behandling standset og Sagen henvist til et Udvalgs Prøvelse. Da dette blev forkastet med 30 Stemmer mod 20, stillede han til anden Behandling en Række Ændringsforslag, der ligeledes alle blev forkastede.

Under Sagens tredje Behandling, den 19. Juli, tog Grundtvig atter Ordet, og efter nogle Bemærkninger om det formentlig urigtige ved Formen i § l udtalte han sig saaledes:

- - For nu at ende ligesaa mildt og roligt, som jeg tør sige, jeg har begyndt og stræbt at blive ved, saa skal det være mit Første ved denne Slutning at takke det høie Ministerium og hele Thinget, fordi jeg har faaet, hvad jeg bad om fra Begyndelsen, Ordet i sin Frihed og Ørenlyd. Jeg har faaet det saa rigeligt, at oftere, som i dette Øieblik, overlodes det til mig og mine folkelige Venner at tale alene, og hvorvel jeg ikke skal sige, at det har syntes, som vore Ord udrettede Meget, og endskjøndt det er aabenbart, at her slog Ordsproget feil, at den, som tier, han samtykker, saa føler jeg det alligevel som min Skyldighed at takke for den Ordets Frihed og den Ørenlyd, som blev os til Deel endog lidt over min Forventning.

Men skjøndt hverken Ministeriet eller Thingets Overtal har villet indrømme mig det Allermindste, saa haaber jeg dog, at de til Slutning ville indrømme mig, hvad jeg kalder Meget, at har jeg end talt saa frit, som en ældgammel Mand, der ikke har synderlig Mere for sig selv at haabe eller frygte i denne Verden, saa har jeg dog stræbt at tale saa mildt og roligt som en upartisk Mand, der ikke seer paa Andet, end hvad han anseer for det fælles, almindelige Bedste, og som en Mand, der, i hvor høi Priis han end sætter paa Hjertet baade hos Enkeltmand og hos hele Folkefærd, dog har det Skjøn, at Thingstedet er ikke Stedet til Hjerteudgydelser, saa han har heller ikke for Skik at præke paa Thinge, saalidt som at holde Thing i Kirken.

Dette var, sagde jeg, min første Skyldighed; men det var dog ikke min hele Skyldighed idag, da jeg ventelig taler mit sidste Ord, ikke blot i denne Sag, men i denne Sal, i dette Thing, som synes ikke at ville spare sit eget Liv for det almindelige Bedste, og i denne Kreds af Mænd, der deels have raadet og deels i dette Øieblik raade, saavidt Mennesker kunne raade, for Danmarks Vee og Vel, og som vide, at de staae Folket og Historien til Regnskab. Jeg maa derfor til Slutning ligesom fra Begyndelsen udbede 573 mig lidt Taalmodighed med Aldersformanden, som begyndte at tale kongeligt og folkeligt i Christian den Syvendes Dage og gjør saa endnu i Christian den Niendes. Hans Ord, siger man, var i Ungdommen meget for skarpt og meget for kongeligt; hans Ord, siger man, i Alderdommen er meget for mildt og meget for folkeligt; men Ingen har dog nægtet, at hans Ord var altid dansk og fædrelandsk, og det i saa høi en Grad, at han sparede ikke at sige om det lille Danmark, hvad en berømt britisk Statsmand (Canning) sagde om det store England: Jeg ønsker den hele øvrige Verden alt Godt, men naar enten den eller mit Fædreneland skulde forgaae, saa foretrak jeg dog , uden al Betænkelighed mit Fædreneland.

Denne Egenskab ved mit Ord, som Verdensborgerne, hvem Alle uden de selv ere lige kjære, høilig har lastet, denne Egenskab har imidlertid, som det var at vente, efterhaanden givet mit Ord en ikke ringe Indflydelse hos Folket, hvad man ogsaa kan see herinde; thi det er aabenbart hverken noget Parti, ikke heller mine kirkelige Tilhørere i Hovedstaden, men det er Folket, de troe Jyder, som have valgt mig ind i dette Thing, for at jeg skulde tale Folkets og gamle Danmarks Sag ligesaa roligt og med den samme Seighed, som er dem eiendommelig.

Derfor er det min Skyldighed, endnu i dette Øieblik, da de synes spildte, alle de gode Ord, som jeg paa Folkets Vegne har villet give Ministeriet og Thingets Overtal for at lade en Sag falde, som aabenbar er ufolkelig og farlig, eller dog idetmindste at underkaste den en ny og grundig Prøvelse, selv i dette Øieblik er det min Skyldighed at holde Ørene stive og at prøve dog endnu engang, om det ikke dog var muligt, at et godt Ord kunde finde et godt Sted paa den danske Rigsdag, som, jeg gjentager det, et godt Ord altid har fundet i det danske Folkehjerte - selv da, naar det langtfra politisk Klogskab ikke engang vidste af sig selv at sige, som der i Grunden er Tilfælde med os Alle, naar vi ligesom de tydske Professorer ikke engang vide eller huske, at sund Forstand paa Livet er hverken Meer eller Mindre end en sand Følelse, der bliver sig selv klar.

Idet jeg nu villigt indrømmer, at for Øieblikket holder det danske Folk paa den uforandrede Grundlov af 1849 og paa den almindelige Valgret til Landsthinget selv i sin Mathed - meest af en uvilkaarlig Følelse, saa paastaaer jeg dog, at denne Følelse netop er en af de sande Følelser, som, naar den klarer sig, bliver til sund politisk Forstand, og den har klaret sig, mener jeg, naar, man indseer, at Ulempen og Farligheden 574 ved alle de Afgjørelser, hvor man ikke kan veie Stemmerne, men maa tælle dem - at den Ulempe og den Farlighed efter Erfaringens Vidnesbyrd formindskes i den samme Grad, som det afgjørende Overtal bliver større, at det er saaledes i alle Retninger ligesom i Nævningeretten, og at netop derfor er den almindelige Valgret saa stort et borgerligt Gode, at et Folk, som engang har faaet den i lovlig Besiddelse, bør aldrig slippe den til nogen Priis, end sige da til den Priis, som for Øieblikket bydes det danske Folk for dets Valgret, dets umistelige, og, naar den holdes fast, i vore Dage utabelige Valgret.

Jeg tør derfor dristigt forudsige, at naar kun Danmark beholdt sin Valgret og beholdt sit vel skrøbelige, men dog folkevalgte Landsthing, da vil den Tid snart komme, da Folkets sande og sunde Følelse vil klare sig paa Forholdet mellem en fri Konge og et frit Folk, som er ikke bundet af. noget Privilegium, ikke skilt ad ved Stænder, saa Verden skal forundre sig. Paa den anden Side maa jeg forudsige, at dersom Danmark nu faaer et ufolkeligt Landsthing, hvis Overtal idetmindste er fremmed for det rette Skjøn paa Frihed og Ligelighed, da vil Folket kun have Ulykke af sin Rigsdag og af hele sin saakaldte frie Forfatning og da vil der kun beredes baade Konge og Fædreneland en sørgelig Fremtid.

Jeg veed det nok, at de Høilærde smile, om ikke lee ad alle saadanne Forudsigelser, og de have derfor tidt enten blot for Løier eller med en vis Spydighed kaldt mig »Spaamanden«, undertiden endogsaa »Spaaqvinden«, men jeg veed ogsaa, at skjøndt det rigtignok paa Dansk altid hedder »at spaae«, naar man yttrer en sikker Formodning om Fremtiden, saa er der dog stor Forskjel paa, hvoraf man spaaer, og jeg veed, jeg har aldrig spaaet enten af Streger i Haanden eller af Stjerner paa Himlen, men kun af den Oplysning vi Alle kunne faae ved at agte vel paa Folkets Art og Æt, paa Tidernes Løb og Tidernes Tegn, hvad de Høilærde sjelden værdige deres Opmærksomhed, men som jeg fra Ungdommen af har skjænket hele min.

Jeg tænker næsten heller ikke, de ville nægte eller kunne nægte, at fordi jeg kun har forudsagt, hvad jeg saae maatte følge af det Forbigangne og det Nærværende, at derfor har jeg dog især med Hensyn paa gamle Danmark og Danmarks Folk, paa Slesvigholsteen og Heelstaten baade seet og sagt Adskilligt forud, som det havde været godt, om man havde ændset, førend det var forsiide. Jeg tør derfor sige, det vilde være klogt, netop 575 statsklogt, dersom man vilde ændse, hvad jeg nu forudsiger om al den Bitterhed, Splid og Krebsgang indadtil og Farer udadtil, som man selv bereder sig, naar man nu vil presse og drive en Grundlovsforandring igjennem, som dog aldrig tilgavns kan gjennemføres uden med saa stort et Overtal, som grændser til Eenstemmighed, og med Hensyn til hvilken jeg ikke har hørt fra nogen af Siderne, at der var Nogen, som ventede sig synderlig Vinding, som var værd at nævne, af denne Forandring enten for det Fælles eller for det Særlige.

Jeg har før paa et andet Sted ofte hørt baade af Ministrene og af andre Ledere, at der var meget smukke Ting og Tanker, som de kunde ønske at gjennemføre, men som de ikke turde for det store Ansvar, som hvilede paa Gjennemførelsen, og jeg har stundom, jeg tilstaaer det, smilet over den store Frygt for et Ansvar, som i mine Øine var meget let at bære; men sørgeligt vilde det være, dersom jeg nu paa mit første og sidste Sæde her i Landsthinget skulde møde saa stor en Kjækhed og Sorgløshed, at man end ikke vilde skjænke det tungeste Ansvar en alvorlig Tanke, ikke selv da, naar en gammel Rigsdagsmand og Sagamand, Folkeven og Folketaler advarede og maatte, hvis han havde Ret, staae som et Vidne fra Slægt til Slægt, saalænge Danmark staaer, altsaa med Guds Hjælp til Verdens Ende; thi det er min første og min sidste Forudsigelse, at, hvad man saa end gjør, enten ude eller hjemme, saa vil sikkert Danmarks Rige bestaae, saalænge Bølgerne rulle.

GRUNDTVIGS SIDSTE DIGT.

EFTER Svend Grundtvigs Angivelse stammer dette »Bortgangskvæde«, som Forfatteren ikke selv har givet nogen Overskrift, fra Aaret 1872 og maa antages at være det sidste Digt, Grundtvig har skrevet. Det blev første Gang trykt i Dansk Kirketidende for 1880, Nr. 35.

Gammel nok jeg nu er blevet
Mellem Vugge min og Gavn,
Nu jeg staaer paa Falderebet
Ved det store, vilde Hav,
Hvor Magneten er Guds-Ordet,
Og Guds Aand staaer selv ved Roret.

Stormene er frygtelige,
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige,
Nemt det er at stevne did;
Men, o vee for Ugle-Sangen!
Bundløs der er Undergangen!

Vel, paa jordisk Viis at regne,
Langt af Led er Paradis,
Er os nært dog allevegne,
Hvor hos Ordet er Guds Priis,
Saa for Sjæleøie-Stavnen
Brat sig aabner Himmel-Havnen!

577

Ja, hvor Aanden staaer for Styret
Og Guds-Ordet er Kompas,
Giælder som i Æventyret
Evighedens Timeglas;
Der sig brat, som sagt, saa gjort,
Aabner Evighedens Port!

Derfor Jesus-Christus-Navnet
Prises skal evindelig:
Af hans Kiærlighed omfavnet,
Hjertet er i Himmerig;
Naar med denne Verden brydes,
Til Guds-Bordet vi indbydes!

578

INDHOLD.

Til Marie min Trolovede (1851) 5
Til mine kiære Børn (1851) 10
Rønnebæksholm I og II (1854) 13
Aa-Fruen (1854) 20
Opreisningen (1855) 23
Fra Maries Bautasteen (1855) 26
Den danske Sag I-V (1855) 39
Valgdagen i Kjerteminde (1855) 68
Den 3. Juni 1855 74
Høiskolesangen (1856) 76
Kirke-Speil (1861-63). 80
Dansk Ravne-Galder (1860) 363
Fra Asta Grundtvig (1858, 1865) 485
Mellem-Leddene (1863) 490
Livs-Fyrsten og Morderen (1864) 493
Dannevirke (1864) 502
Trøstebrev til Danmark (1864) 509
Budstikke i Høinorden (1864) . 518
Fra Vennemøderne (1863-71) 532
Rigsdagstaler (1866) 567
Grundtvigs sidste Digt (1872) 576

579

RETTELSER.

Første Bind, Side 89 Note: Ordet skal læses: Glandel, d. e. glandula, Kirtel. Samme Ord brager Steffens i sine Forelæsninger (1803), ny Udgave S. 5.

Første Bind, Side 179, Linje 5 f. o.: Klage, læs: Kloge.

Andet Bind, Side 585 Note: Stimmel bruges i visse Egne af Jylland om Skelettet af et Hus, naar kun de ydre Mure er opførte eller staar tilbage efter en Brand.

Andet Bind, Side 704 Note: Gyldenstuffe eller Guldstuffe er en Malmklump med Guld i. Se Lindbergs Oversættelse af Jobs Bog 28,6 og Steffens' »Hvad jeg oplevede« (overs. af Schaldemose) II. S. 177. L. 7. f. n.

Tredje Bind, Side 444, Linje 7 f. n.: Bidrag, læs: Bedrag.