I.

✂ Alt hvad Herren giør et stort,
Evig at omkvæde;
Denne Dag har Herren gjort
Os til evig Glæde,
Han, som os fra Herrens Hald
I Hans Navn velsigne skal,
Selv er han velsignet.

✂ Faderens i Himmerig
Var vi uden Mythe,
Før den Gode gav mig dig,
Gav dig mig i Bytte,
Gav i Brude-Gave os,
Al vor Syndighed til Trods,
Evigt Liv af Naade !

✂ Ja, det er den Naade-Løn,
Som ei Guld opveier,
For Guld-Troen paa Guds Søn,
Paa hans Kamp og Seier,
Paa hans Døds-Kamp i vort Sted,
Da fra Hel han tog os med
Hjem til Himmerige!

✂ Og det er den Frugt saa fiin,
Som ved Daabens Kilde
Modnes til hans Brød og Viin,
Himmerigs Høst-Gilde,
Hvor som Brød vi æde Kraft,
Drikke som en Drue-Saft
I os Liv og Glæde!

✂ Kiærlighed og evigt Liv,
De er Eet i Grunden:
Livet som et Guddoms-Bliv,
Hjertets Røst i Munden,
Kiærlighed med Guddoms-Rod,
Kilden, hvoraf Livets Flod
Evig klar udspringer!

✂ Troen, som det mindste Frø,
Der kan sees for Øie,
Skyder Krone under Øe
Over alle Høie;
Kiærlighedens draabeviis
Vander hele Paradis,
Blomstrer i Livs-Træet!

✂ Haab paa Jord er Blomstens Navn,
Deraf vi, som Bien,
Suge i hinandens Favn
Honning-Poesien,
Virke saa i Kraft deraf,
Uden Gru for Død og Grav,
Blomster-Værk derefter!

✂ Derfor evig Gud skee Lov,
Tak og evig Ære!
Guddoms-Liv er intet Rov,
Ingen Viisdoms-Lære,
Men Guds Naade-Gave skiøn,
I og ved og med hans Søn,
Gud og Mand, Vorherre!

2.

✂ Her er jeg, du Kiære!
Her, midt i din Favn,
Kan fra dig kun være
Med Længsel og Savn;
Thi Kvinden og Manden
Er skabt for hinanden,
Til tveløbet Liv udi Eet!

✂ Som Ordet sin Tone
Og Skjalden sin Sang,
Skal Manden sin Kone
Omfavne i Vang,
Som Sangen og Tonen
Igien skal og Konen
I Vangen omfavne sin Mand!

✂ Ja, det er oplevet
I »deiligste Vang«,
Saa hverdags er blevet
Min Nytaarsdags-Sang,
Jeg favner og favnes,
Jeg savner og savnes,
Som Aanden med Hjerte til Brud!

✂ Tag heel mig og holden,
Som for dig jeg staaer,
Som Skjalden, saa Knolden
Med askegraat Haar,
Som Præsten, saa Branden
Og Folkethings-Manden!
Jeg tager dig heel som du er.

✂ Som Blomsten paa Tuen,
Som Tonen i Skov,
Som Herregaards-Fruen
Med Ret og med Lov,
Som Disen med Runer,
Som Fruen med Luner,
Jeg tager dig heel som du er!

✂ Det er vor Aftale
Med Kys og med Ja,
I Bjerge og Dale
Vi gaae ej derfra,
Thi saa skal man dele,
At hver faaer det Hele,
Naar To man vil have til Eet!

✂ Og Himmelen smiler
Med Skyerne blaa,
Naar sammen saa iler
Et Par af de Smaa,
Og seer i den Lykke
En Paradis-Skygge,
Et Varsel fra Brylluppet bedst!

✂ Og Fuglen i Skoven
Og Blomsten paa Eng
Og Fisken i Voven
Og Harpens Guldstreng,
De rimer dem sammen,
De deler vor Gammen,
De dandser paa vor Bryllups-Dag!

✂ Smaa-Englene kvæde:
Men see dog en Gang,
Hvor Kiærligheds Glæde
Kan blomstre i Vang!
Guds Fred og til Lykke
I Bøgenes Skygge,
Og saa hvor Lys-Palmerne groe !

I.

✂ Kirke-Historien, som er blevet det gængse Navn paa Beskrivelsen af Kristendommens Udbredelse, Virkning og Skæbne i Tidens Løb, er, som man veed, gjort til et stort Vilderede, hvori der findes hverken Vej eller Sti, endsige Sammenhæng og Klarhed; og hvor mange Undskyldninger man end vil gjøre derfor, saa er Skaden for den kristne Menighed dog lige stor, og Skylden lige fuldt dens egen; thi hvor mange Grunde man end dertil kan optænke, saa er dog Hoved-Grunden Aands-Forvirring elier Aandløshed, som kun de vantro kan tilskrive vor Herre Jesus Kristus, som har Aanden over al Maade og vil være eet med sin Menighed, ligesom han er eet med sin himmelske Fader; saa de troende maa tilskrive sig det selv, at baade Livet og Lyset gjennem mange Slægter har været saa matte hos dem, at Døden og Mørket fik Overhaand. Dette er saa meget klarere, som Menigheden lige fra Apostlernes Dage har i Apostlernes Gjerningers Bog haft et Mønster for Øje, som de kun behøvede med Mund og Pen at have fulgt, for at give en lige saa tydelig Fremstilling af Kristendommens Udbredelse fra Rom til Jordens Grænser, som vi har af dens Udbredelse fra Jerusalem til Rom.

✂ Imidlertid, gjort Gjerning staar ikke til Ændring; saa Spørgsmaalet bliver kun, hvad kristelige boglærde med Aandens Syn og Aandens Hjælp kan og skal gjøre, for, efter Apostlernes Gjerningers Bog, Evsebs og Bedas Kirkehistorier, og andre nogenledes paalidelige Bøger, at give Menigheden saa tydeligt og gyldigt et Vidnesbyrd som muligt om Kristendommens Forplantelse 84 fra Herren selv og hans Apostler til os, med de Hindringer, det kristelige Liv og Lys tidlig har mødt og sent overvinder; saa det kan ses, hvorfra vi er kommet, hvor vi skal hen, og hvor vidt vi har nærmet os Maalet med Kristi Evangeliums Velsignelses Fylde.

✂ Da nu i vore Dage Menigheden aabenbar enten selv tvivlede om, hvad der er den oprindelige og uforanderlige Kristendom, eller antog noget derfor, som umulig i sin Helhed kunde være den oprindelige, for alle Slægter fælles Kristendom, da det bevislig i sin Helhed var noget nyere og kunde derfor lige saa lidt med mindste Ret kræve uforanderlig Gyldighed for de tilkommende kristne Slægter, som det kunde gjøre sig gjældende hos de forrige Slægter, saa var det i alle Henseender Hovedsagen: at faa det oplyst og urokkelig befæstet, hvad der i Grunden lige fra Begyndelsen har været og til Enden maa blive den eneste ægte og sande Kristendom. Dette var saa meget mer nødvendigt, som det jo er Daarskab at ville skrive Historie om, man veed ikke hvad, eller at ville fremstille Tidernes Vidnesbyrd om den ægte Kristendoms Guddommelighed, naar det ikke først er en afgjort Sag, hvad der er ægte Kristendom. Naar saaledes nogle paastaar, at alt, hvad Paven i Rom gjør til Trosartikler i Dag eller i Morgen, er lige saa ægte Kristendom, som hvad de kristne har trot og bekjendt fra Begyndelsen, og naar andre paastaar, at alt, hvad der staar i den augsburgske Konfession fra 1530, og hverken mer eller mindre, er ægte Kristendom til alle Tider, og naar endelig andre paastaar, at den ægte Kristendom findes hverken hos Paven i Rom eller i den augsburgske Konfession, men kun i det attende Aarhundredes-Fornuft og Oplysning, da kan man vel paa fri Haand bevise og afgjøre, at det er Vrævl til Hobe; men da de alle beraabe sig enten paa den Helligaand, som er usynlig, eller paa den hellige Skrift, hvis Ægthed, Gyldighed og rette Fortolkning det paa fri Haand er umuligt at afgjøre, saa, om vi ogsaa ved dem var kommet til Kundskab om den ægte Kristendom, saa nyttede det os dog ikke at beraabe os paa samme Aand og Skrift, førend vi først havde hjemlet vort Vidnesbyrd om den ægte Kristendom paa en fyldestgjørende Maade.

✂ Hvorledes jeg nu i min Ungdom stræbte at afhjemle mit Aands-Begreb og Skrift-Begreb om den sande Kristendom med Kirke-Historien eller med Tidernes Vidnesbyrd, det ligger for Verdens Øje i min bekjendte »Verdens-Krønike« i Sammenhæng, under sine forskjellige Skikkelser; men selv om det 85 havde været muligt, hvad det ikke var, paa denne Vej at optage et klart Vidne-Forhør om den oprindelige, uforanderlige Kristendom, saa vilde det dog kun været en virkelig Afhjemling for dem, der kunde og vilde gjennemgaa Bog-Historien med det samme Syn og i samme Udstrækning som jeg, følgelig ikke for Menigheden i det hele, og slet ikke for de smaa, hvem dog Faderen, netop efter Skriften, aabenbarer om sin Søn, hvad han skjuler for de lærde og kloge. Da imidlertid dette slog mig som Lyn, og jeg omhyggelig efterspurgte: hvor da det mageløs klare og gyldige Vidnesbyrd om den eneste ægte, uforanderlige Kristendom var at finde, det Vidnesbyrd, som nu aabenbar var Menigheden uundværligt, og som, naar Jesus Kristus er Gud Faders enbaarne Søn med al Magt i Himlen og paa Jorden, umulig kan fattes, - se, da fandt jeg ogsaa Vidnesbyrdet der, hvor det fra Arilds Tid lydelig og højtidelig er vidnet, med »Amen, Amen«, at hvem der leder, han finder; thi ved Daaben efter vor Herres egen Indstiftelse fandt jeg det mageløse Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige Kristen-Tro, som et guddommeligt og menneskeligt, Kristi og hele hans Menigheds Vidnesbyrd, sammensmeltet i det Troens Ord, som paa een Gang udtrykker Herrens Tros-Begreb og Menighedens Tros-Bekjendelse, og afhjemles følgelig ved sig selv af Herrens og Menighedens Aand i alle troende Hjærter. Ligesom derfor den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben er det ægte Grund-Evangelium, hvorom det med rette kan siges, at det er en Guds Kraft til Frelse for hver den som tror, saaledes er den ogsaa den ægte, levende Kirke-Historie, som de tre himmelske Vidners og den jordiske Menigheds Vidnesbyrd om den ægte, uforanderlige Kristendoms Forplantelse fra Slægt til Slægt, fra den første Daab paa Pinsedagen til vor egen Daab og til den sidste, som vi forretter efter Herrens egen Indstiftelse. Ved Siden ad dette mageløse Vidnesbyrd, som ikke blot er den kristelige Lys-Kilde, men, i sin uopløselige Forening med Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, tillige er den kristelige Livs-Kilde, hvorigjennem Herren aabenbarer sig baade som »Lyset og Livet«, - ved Siden ad dette levende Vidnesbyrd, som er for hele Menigheden, taber nødvendig alle Bøgers døde Vidnesbyrd, af nogle enkelte faa for nogle faa enkelte, den største Del af sin Glans og hele sin strænge Uundværlighed, saa det ikke længer bliver en Saligheds-Sag at kunne læse, endsige da at være boglærd og skriftklog, da de umyndige og vankundige, men dog af Guds Aand med Troens Ord oplyste og troende 86 Børn maa blive levende Beviser paa, at Himmerig, som Herren har sagt, er netop Børnenes. Men da Lige søger Lige, og da Guds-Aanden lige saa vel som Menneske-Aanden elsker sit eget, saa kan den kristelige Grund-Oplysningumulig føre Menigheden fra, men maa nødvendig føre Menigheden til den ægte Apostel-Skrift, som den er bleven oplyst til at kjende og benytte anderledes godt end før, da den tænkte deri at skulle finde den Grund-Hjemmel og Livs-Kilde, som umulig kunde findes, hvor de ikke var. Ligesom nu Apostel-Skriften og i det hele den ny Pagts Bog vil føre os tilbage til den gamle Pagts Bog, til Oplysning om Kristendommens guddommelige og menneskelige Forudsætninger, saaledes fører den ogsaa nødvendig Menighedens skriftkloge fremad til den skriftlige Kirke-Historie, der, som Fortsættelse af Apostlernes Gjerningers Bog, kunde og skulde oplyse Menigheden baade om Kristendommens Udbredelse og om dens Virkninger paa Menneske-Aanden og Menneske-Livet i Tidens Løb.

✂ Dette sker nu med dobbelt Hensyn paa Herren og hans Menighed, i det vi paa den ene Side gjør gjældende, at den eneste ægte kristne Tro unægtelig er den, som de kristne lige fra Begyndelsen har bekjendt sig til, og paa den anden Side gjør det indlysende, at hvad der kjendeligt af sig selv skal være kristeligt, det maa have lydt fra Begyndelsen ved Jesu Kristi egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren. Vilde nogen ligefrem paastaa, at Daaben og Nadveren ikke var Herrens egne Indstiftelser, da lader det sig vistnok ikke gjøre at føre unægtelige eller matematiske Beviser for historiske Begivenheder; men da man maa indrømme, at gyldige Vidnesbyrd er de eneste mulige historiske Beviser, saa kan det ikke nægtes, at hele den kristne Menigheds højtidelige Vidnesbyrd om Daaben og Nadveren, som vor Herres Jesu Kristi egne Indstiftelser, er det gyldigst tænkelige Vidnesbyrd om en Begivenhed, som ligger atten Hundrede Aar tilbage i Tiden.

✂ Lettere lader det sig vist nok paastaa, og er i vore Dage dumdristig paastaaet, at den kristne Menigheds højtidelige Tros-Bekjendelse ved Daaben ikke er, hvad den kalder sig: den oprindelige, apostoliske Tros-Bekjendelse; men, ligesom det er soleklart, at hvis den kristne Menighed ikke stod til troende i dette Stykke, da stod den ikke til troende i noget som helst, og allermindst i Vidnesbyrdet om Skriftens apostoliske Ægthed, som endog efter sin Beskaffenhed er langt mindre Menighedens 87 end Enkeltmands Vidnesbyrd, saaledes kan man heller ikke mistro den kristne Menighed i sin Tros-Bekjendelse, uden at stemple den Menighed, der har virket mest for Sandhed og lidt mest for sin Tro, til den falskeste under Solen, langt falskere end Mahomeds Tilhængere, der jo aldrig har forfalsket sin oprindelige Tros-Bekjendelse paa Gud og Mahomed.

✂ Daaben og Nadveren tør vi derfor kjækt stille i Spidsen som grundkristelige Kjendsgjerninger, og da de aabenbar kun

✂ bliver kristelige ved Indstiftelses-Ordene, som ikke blot følger, men skaber dem, saa har vi i disse Ord, hvortil Daabspagten uadskillelig hører, Grund-Oplysningen om den eneste ægte, uforanderlige Kristendom, der maa have ligget til Grund overalt ved den ægte Kristendoms Udbredelse og Udvikling, og maa have været saa vel Livs-Grunden som Lys-Grunden; da baade Herrens egne Indstiftelser er de eneste grundkristelige Kjendsgjerninger, og da saa vel Livs-Udviklingen som Oplysningen, for at være ensartede, maa have haft fælles Udspring.

✂ Vist nok har man i vore Dage villet benægte, at Daabs-Pagten hørte til Indstiftelses-Ordet ved Daaben; men dels er dette kun en Gjentagelse af den skammelige Beskyldning mod den kristne Menighed, at den skulde have forfalsket den ægte apostoliske Tro og Daab, da dertil nødvendig rnaatte høre en Tros-Bekjendelse og Daabspagt, der enten var de samme som nu, eller maa være vitterlig forfalskede; og dels kan Tros-Bekjendelsen slet ikke tænkes borte fra Daaben, uden at Daaben taber sit kristelige Kjendemærke, da baade Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn først af Tros-Bekjendelsen faar deres kristelige Betydning, som jo er aldeles forsvunden, naar Tros-Ordet paa Jesus Kristus som Gud Faders enbaarne Søn ej er uopløselig forbundet med Daabs-Ordet; medens Daabs-Ordet bliver dødt og magtesløst, naar den kristelige Helligaand taber sit Kjendemærke, som er Levendegjørelsen af det kristelige Tros-Ord i det hele og først og sidst af sit eget Navn deri, uopløselig forbundet med det hellige Folk og de helliges Fællesskab om Syndsforladelse, Kjøds-Opstandelse og evigt Liv.

✂ Denne Skjelsætning mellem Fælles-Troen med Livs-Kilden fremfor alt, som rnaa være lige tilgængelige for alle, og LivsUdviklingen med Livs-Oplysningen derefter, der til alle Tider maa i Grunden være lige saa forskjellige som de troendes Alder og Erfaring, Anlæg og Kundskab, og som Menigheden i det hele maa efter Evne tilegne sig paa sine Ældstes og skriftkloges 88 Vidnesbyrd: denne baade for det kristelige Levnedsløbs og for den kristelige Oplysnings Skyld nødvendige Skjelsætning har Menighedens skriftkloge vel til alle Tider prøvet paa; men det maatte nødvendig blive Fuskeri, saa længe man ikke havde opdaget Grund-Hjemmelen i levende Forbindelse og Forening med Livs-Kilden og Livs-Næringen i Herrens egne Indstiftelser, som »Herrens Gjerninger«, de store Guds Hemmeligheder og kristelige Kjendsgjerninger: den hellige Daab og den hellige Nadver.

✂ Saa længe man nemlig ikke tydelig kan skjelne mellem Herrens egen Grund-Lærdom, som er Grund-Oplysningen ved Daaben og Nadveren, baade om den kristne Tro, det kristelige Haab og den kristne Kjærlighed, og Apostlernes Lærdom eller den aandelige Lærebygning, da er Sammenblandingen af, hvad man kalder »Kirke og Skole«, eller Tro og Lærdom, selv med den bedste Vilje uundgaaelig, og da kommer med Nødvendighed enten Præsten eller Skolemesteren, enten de indviede eller de skriftkloge, til at staa mellem Herren og Menigheden, og imellem Aanden og Ordet, ligesom i den gamle Pagts Dage; hvorved hele det kristelige Forhold, som forudsætter Herrens og Menighedens, og Aandens og Ordets, Grund-Enhed og Sammenvirkning, aldeles forrykkes, og Kristendoms-Begrebet enten som en ny Lov, eller som Hælvden Lov og Hælvden Naade, bliver, saa vidt muligt, dødt og magtesløst. Hvor man imidlertid, som i det lutherske Kirke-Sogn, blot holdt fast paa Grundsætningen om Guds Naades Tilstrækkelighed og en levende guddommelig Virksomhed gjennem Evangeliets Forkyndelse og Sakramenternes rette Forvaltning efter Herrens egen Indstiftelse, der fremkom vistnok derved det fuldstændigste Vilderede, men der bevaredes dog Livs-Muligheden, og der tør vi godt gjøre Regning paa i en videre Kreds at forefinde, hvad vi forefandt hos os selv: Lyst til det evige Liv og Tro derpaa som Guds Naadegave i Kristus Jesus vor Herre; og hvor disse Ting findes, vil de snart overvinde de Hindringer, som Jøder og Tyrker i Aandens Verden lægger i Vejen for den kristelige Frihed og Oplysning, hvis Banner øjensynlig rejstes ved Morten Luther, og vil nu fra det lille lutherske Kirkesogn ved et aandeligt Korstog indtage det hellige Land og rydde det til Opbyggelsen af det ny Jerusalem, som Staden paa Bjærget, der ikke kan skjules.

✂ Dette aandelige Korstog med det levende Ord, som er det tveæggede skarpe Sværd, der udgaar ad Munden, lader sig nu 89 følgelig paa Ingen Maade fuldbyrde med Pennen; men det lader sig dog beskrive med Pennen, ved at skrive en Kirke-Historie med vor Herres Jesu Kristi og hans Menigheds mundtlige Vidnesbyrd og Kristen-Livet i Tro, Haab og Kjærlighed stadig for Øje; og det første Omrids af en saadan Kirke-Historie er det, jeg her vil prøve paa at give. En Fare er der vistnok forbunden med Brugen af en saadan Bog baade for unge og gamle, thi i det en saadan Bog fremhæver alle Sporene i og udenfor Bibelen af Grund-Sandheden om Herrens egen Munds Ord som hans Aands eneste levende Udtryk og Kjenderaærke, da fristes Læseren til deri at søge Beviset for Grund-Sandheden, som dog umulig kan findes og kun ved Selv-Modsigelse søges i en Bog; men det er dog kun den samme Fare, som truer ved BibelLæsningen, men skal med den Aands Hjælp og Oplysning, som driver os til Læsningen, undgaas eller overvindes.

II.

✂ Jeg har i Juleferien, som vi plejer at sige, eller i Julehelgen, som Nordmændene meget kjønnere og meget danskere siger, naar jeg havde skikkeligt Tankerum og kunde faa Tid, tænkt lidt nøjere paa det Overblik af Kirke-Historien, som jeg lovede at meddele Dem, det er: at dele med Dem; men hvad jeg først opdagede, var rigtig nok, at det igjen er gaaet mig, som det er gammel Skik i den sorte Skole, som kalder sig en videnskabelig Højskole i alle Ender: at jeg ved en mærkelig Selv-Modsigelse har forudsat, at De nok kunde behøve mine kirkehistoriske Oplysninger, men vidste dog i Grunden bedre eller dog lige saa godt som jeg selv, hvad jeg mener med »Kirke« og »Kirke-Historie«, og hvad disse i mine Øjne og efter mit Skjøn har med den kristelige Aabenbaring eller med den kristne Menighed, dens Tro og Haab og i det hele med dens Liv og Levned at gjøre; og dog er min Betragtning af disse Ting og mit Skjøn derom saa mange Mile borte fra det sædvanlige, at jeg meget mere maa forudsætte dem enten som ubekjendte eller miskjendte.

✂ Dette er ved denne Lejlighed saa meget galere, som Navnet »Kirke-Historie« kun er en Sammensætning af to 90 fremmede, græske Ord, drejede efter vore Munde, og det to Ord, som, selv naar deres Bemærkelse efterspores i det græske, slet ingen Oplysning kan give os om, hvad der af alle ærlige Folk skal menes med Kirke-Historie; thi vel kan vi let opdage, at »Historie« skal svare til, hvad vi Sællandsfare kalder Spørgdom, og hvad vi nu alle i daglig Tale kalder Efterretning; men naar saa Spørgsmaalet bliver, som det maa: hvorom det er, Kirke-Historien kan og skal give os Efterretning, da befinder vi os i en bælgmørk »Kirke«; hvor hverken Sol eller Maane kan skinne ind, og hvor der altsaa først maa skaffes en kunstig Belysning, førend vi engang kan se, hvad vi har med den eller den med Kristendommen og med Kristi Menighed at gjøre.

✂ »Kirke« er nemlig, hvad jeg ikke engang mindes at have set anmærket i nogen saakaldt »Kirke-Historie« eller i nogen Afhandling enten om »Kirke« eller om »Kirke-Raad«, vel, saa vidt vi veed, dannet til et Kunst-Ord af det græske Tillægsord »Kyriakon«, som maa betyde »hvad der hører en Herre til«; men hvad det skal være for en Herre, og navnlig, om det skal være den Herre Kristus, derom giver Ordet selv paa Græsk ikke mindste Oplysning; saa det eneste Lysglimt i denne Kirke-Sag, jeg har kunnet finde, er Brugen af Ordet paa et eneste Sted i Johannes' Aabenbaring, hvor Kyriake (hemera) aabenbar betyder Søndagen, som Herrens Dag, hvad da ogsaa den nygræske Sprogbrug stadfæster, og at de bysantinske Bogskrivere stundum brugte Ordet »Kyriakon« for Kirkebygningen af Kalk og Sten, ligesom vi i Flæng har kaldt disse Forsamlingssteder til saakaldt kristelig Gudstjeneste Herrens Huse og Guds-Huse.

✂ Heraf følger da, at Kirke-Historie maatte efter den græske Sprogbrug betyde fortløbende Efterretninger om disse saakaldte kristelige Forsamlingssteder, om deres højere og lavere Betjenter og Patroner og den saakaldte kristelige Gudsdyrkelse eller udvortes Guds-Tjeneste i dem; og naar vi betragter, hvad der hidtil af de lærde kaldtes »Kirke-Historie«, da skal vi ogsaa finde, at lige til Neanders saakaldte Kirke-Historie, som aabenbar kun er en Bog-Historie for den saakaldte Kristenhed, da var det sædvanligt at betragte den som en Efterretning om den saakaldte kristelige Kirkebygnings og Gudstjenestes og vedkommende Kirke-Betjenteres, som Biskoppers, Præsters og Medhjælperes Oprindelse, Udbredelse, Forværrelse eller Forbedring, Lykke eller Ulykke, gavnlige eller skadelige Virkninger i Verden, med særdeles Hensyn paa Bibelens Brug og Misbrug, Forsømmelse eller Forgudelse i Kirken. Naar det derfor faldt 91 enkelte ind, som den berygtede Gotfred Arnold i det syttende Aarhundrede, og siden nogle flere, at skrive en »Kirke« og Kjætter-Historie«, hvori Kirkebygning og alle Kirkebetjenter med hele den udvortes Gudstjeneste behandledes som Smaating og til Dels som Hedenskab, og hele Vægten blev lagt paa et saakaldt kristeligt Liv og Levned, da raabte de lærde i Munden paa hinanden, at det var slet ingen Kirke-Historie, da der ikke engang var Spørgsmaal om noget kristeligt, men kun om en vis Gudelighed, der lige saa godt kunde kaldes hedensk, jødisk eller tyrkisk, som kristelig; og deri havde man ikke nær saa megen Uret som det kunde synes; da alle disse fromme og hellige Kirkehistorier lige saa lidt betragtede Fællesskabet om den kristne Tro og de kristelige Saligheds-Midler, Daaben og Nadveren, for den kirkelige Hovedsag, som den udvortes Kirkebygning med alle sine Kirke-Betjenter og Kirkeskikke, men var, hvad vi kalder pietistiske: ligegyldige for den kristne Aabenbaring, Tro og Menighed, uden for saa vidt derved et efter deres egen Formening gudeligt og helligt Liv og Levned kunde fremmes og næres.

✂ Heraf følger, at vi, som oplyste kristne [helst] maatte gjøre kort Proces baade med Ordet »Kirke« og »Kirke-Historie«, ved at smide dem begge over Bord, og kun tænke paa sikre Efterretninger om den kristelige Aabenbaring, den kristne Tro og Menighed, deres Virksomhed og Skæbne i Verden fra vor Herres Kristi Himmelfart til denne Dag; men det kan vi endnu ikke, fordi Ordet »Kirke« har listet sig ind baade i den engelske, den tyske og den højnordiske Menigheds Tros-Bekjendelse ved Daaben, der, som det levende Grund-Vidnesbyrd om den kristne Tro og Menighed, maa være Grundvolden for enhver Kristendoms-Historie, som hos os maa kaldes Kirke-Historie.

✂ Uagtet det nemlig er alle noget sprog-kyndige vitterligt, at »ekklesia« i den græske Tros-Bekjendelse er, hvad vi paa Dansk kalder Menighed eller Folkeforsamling, saa er det dog saa langt fra, at man i Engelland, Tyskland og Højnorden har i Tros-Bekjendelsen rettet sig derefter, at vi tvært imod har afløst »ekklesia« med det bælgmørke »church, kirk, Kirche, Kirke«,hvori man, som i et tomt Hus, kan putte ind hvad man vil; og vi nødes uden Tvivl til endnu at beholde dette tomme Ord og kun bøde lidt paa Tomheden ved at lægge »Forsamling« til, saa vi bekjender Tro paa en hellig, almindelig Kirkeforsamling, som den Helligaands Gjerning og den Helligaands Bolig.

✂ Ved Kirke-Historie eller Kirkeforsamlings-Historie forstaar jeg da først og fremmest den kristne Tros og Menigheds, altsaa baade Daabens og Nadverens Historie efter Herrens egen Indstiftelse, og regner kun i Forbindelse hermed og i Afhængighed heraf, den hele kristelige Aabenbarings, den hellige Skrifts og de skriftkloges Historie dertil.

✂ Herimod Til vist nok endnu de lærde indvende, at hvad vi nu kalder den kristelige Daabs-Pagt og den apostoliske TrosBekjendelse ved Daaben, som nu unægtelig er vor Menigheds kristelige Kjendemærker, de har ingenlunde oprindelig fulgt med Daaben, men er langt senere indførte, og kan derfor ikke være den første apostoliske Menigheds Kjendemærke. Men da heraf vilde følge, at den oprindelige, eneste ægte kristne Tro slet ikke var at kjende fra den uægte, og at den sande KristenMenighed, som skabes og opholdes ved Herrens egne Indstiftelser og har ham selv aandelig nærværende hos sig alle Dage til Verdens Ende, var slet ikke at finde paa Jorden, saa er det klart, at denne Indvending er en Benægtelse af den kristne Tros og Menigheds guddommelige Oprindelse og deraf flydende umiskjendelige Bestandighed, som Herrens Klippefæstning, der trodser Tidens Tand og al Helvedes Magt og er som Staden paa Bjærget, der kan ikke skjules; [og] saa kan den kristne Menighed slet ikke ænse denne mod Kristus og hans Menighed aabenbar fjendtlige Paastand, som [kun er] en fræk Bagtalelse af vor Herres Avindsmand, den Djævel, vi alle ved Daaben forsage, afsige og undsige med alle hans Gjerninger og alt hans Væsen. Den kristne Menigheds skriftkloge maa derfor aldrig indlade sig paa, enten af Apostel-Skriften eller af de saakaldte Kirkefædres Skrifter, at bevise den apostoliske Ægthed af den Tros-Bekjendelse og Daabspagt, som vi kalde apostoliske, men skal kun byde Fjenden Trods, om han kan bevise sin lige saa antikristelige som ærerørige Paastand: at den kristne Menighed, som vi tilhører, nogen Sinde vitterlig har forvansket og forfalske t sin apostoliske Tros-Bekjendelse og Daabspagt, og det uden at engang to eller tre er blevet Kristus tro og har kjendelig indtil denne Dag fremdraget og fortsat den ægte, apostoliske Menigheds Levnedsløb i Guds Kraft, til alle KjætterSamfunds Dom og Beskæmmelse. Kan Fjenden ikke det, og det vil han nødes til selv at bekjende, han kan ikke, da maa han ogsaa lade os med vor Tros-Bekjendelse og Daabspagt gjælde for en Gren af den ægte, apostoliske Kristen-Menighed, der selv i sin bestandig, lydelig og højtidelig gjentagne 93 Tros-Bekjendelse og Daabspagt er det eneste gyldige, udødelige Vidne om Jesus Kristus den korsfæstede, hans Tro og Indstiftelser.

✂ Alene under Forudsætning af dette kirkelige Vidnesbyrds Sandhed og Gyldighed kan der da ogsaa gives en kristelig

✂ Kirke-Historie; thi om en ukjendelig Menighed med en ubestemt Tro kan der lige saa lidt forfattes en virkelig Historie, som der kan gives en virkelig Levneds-Beskrivelse paa Jorden enten af Manden i Maanen eller af nogen ubekjendt og ubestemt Person, skjønt der om ham kan skrives saa mange Romaner og Æventyr, som man behager.

✂ Naar man derimod paa det troværdigste Vidnesbyrd, som en almindelig i Verden forhadt og forfulgt Menigheds Vidnesbyrd om sin Tro og sit Haab unægtelig er, kjækt forudsætter, at vor Tros-Bekjendelse og Daabspagt er de oprindelig apostoliske, d a kan der gives og gives virkelig en uafbrudt, troværdig Historie om Folket med denne Tro og Daab gjennem atten Aarhundreder; og det er, hvad jeg kalder den kristelige Kirke-Historie.

✂ Hermed nægter vi ingenlunde, men indrømmer villig, at det er kun en Frimenighed, der ved Daaben bekjender sin Tro paa sit Modersmaal, der er et fuldgyldigt Vidne om sin Tro og sit Haab; saa Vidnesbyrdets Gyldighed er kjendelig formørket og betydelig svækket i alle Tvangs-Kirker, og dobbelt, naar Troen i dem bekjendes og Daaben forrettes paa et Folket fremmed Tungemaal, som paa Latin i Pavedommets Kreds; saa at dersom der nogensteds paa Jorden fandtes en Frimenighed, hvis Udspring fra den apostoliske var lige saa sikker som den romerske Tvangs-Kirkes, og som førte et andet Vidnesbyrd paa sit Modersmaal ved Daaben om den ægte apostoliske Tros-Bekjendelse og Daabspag, da maatte dens Vidnesbyrd staa til troende fremfor vores. Men da en saadan kristelig Frimenighed, [som], med den apostoliske Tro og Kristi Aand. umulig kunde være skjult i en Vraa, men maatte, endnu langt mere end vort Tros-Samfund, ligne Staden paa Bjærget, og have en langt lysere og daadfuldere Historie end vor Kristen-Menighed, aabenbar ikke er at finde paa Jorden, saa vort Tros-Samfund er det eneste, som muligvis kan være ægte apostolisk, saa er dets Ægthed lige saa sikker som den ægte Kristen-Tros og Menigheds Bestandighed og Kjendelighed paa Jorden.

✂ Selv i det Tilfælde nemlig, om vores Tros-Bekjendelse og 94 Daabspagt fandtes uforligelige med den evangeliske og den apostoliske Beskrivelse af den kristelige Aabenbaring og den kristne Menigheds Stiftelse, da kunde det vel vække Mistanke om begges guddommelige Oprindelse, men kunde dog ingenlunde fælde Menighedens Vidnesbyrd; da de evangeliske og apostoliske Skrifters Ægthed jo beror paa et langt mere ubestemt og langt mindre fælles Vidnesbyrd fra den samme Menighed, som ved Daaben giver sin Tro og Daabspagt det allerklareste og almindeligste Vidnesbyrd; hvortil endnu kommer det, at ingen Bogstav-Skrift kan, som Menighedens Daabspagt, være det kristelige Livs-Lys, eller, som Daaben, den kristelige LivsKilde, saa Apostel-Skriften kunde være forfalsket, uden at Menigheds-Livet derved afbrødes eller Livs-Lyset udsluktes, hvad derimod nødvendig maatte være Følgen af Daabs-Pagtens Forfalskning og Daabens Ukristelighed.

✂ Saaledes paastaar vi da med rette, at overalt hvor Tros-Bekjendelsen og Daabspagten ikke vitterlig er blevet forandret,

✂ som hos Grækerne, der findes den ægte, apostoliske Daabspagt og Herrens ægte Saligheds-Midler; men vel maa vi indrømme, at for saa vidt de kun findes i Tvangs-Kirker, er den kristne Menighed skjult i dem, saa vi kan vel sige, at der og ingen andensteds findes Kristi Menighed, men kan slet intet enten sige eller gætte om Tallet, uden for saa vidt det er højst rimeligt, at de frivillige Bekjendere alle Vegne kun vil udgjøre et stort Mindretal, en lille Flok.

✂ At der imidlertid alle Vegne, hvor Daabspagten og Daaben er ægte apostoliske, findes i det mindste to eller tre frivillige Bekjendere, med Kristus midt iblandt sig, det er sikkert nok; og Troen derpaa bestyrkes mærkelig ved den kirkehistoriske Oplysning, at overalt, hvor man i Tvangs-Kirker har beholdt den kristne Frimenigheds Tros-Bekjendelse og Daabspagt, der har ogsaa først været en Frimenighed, som samledes blot ved Ordets Kraft og Overtalelse; og hvor blot to eller tre af de tvungne Bekjendere bliver Troens frivillige Forkyndere, der beviser det sig selv, at Frimenighedens Afkom er ingenlunde uddød.

✂ Her staar vi ved den kristelige Aabenbarings Særkjende fra Begyndelsen til Enden, som er det fri, mundtlige Ord med fri Tilhørere, der skyder al verdslig Magt og alt verdsligt Rygstød til Side, ligesom han, hvis Rige ikke var af denne Verden, og som vilde ikke engang tilegne sig saa meget af denne Verden 95 som en Fugle-Rede eller en Rævegrav; og dette Ords Historie paa Menneske-Læber og paa alle Haande Tungemaal, det er da ogsaa den kristne Tros Historie, som derved vaktes og udbredtes, og den kristne Menigheds Historie, som derved skabtes, opholdtes og besjæledes i hele sit Liv og Levnedsløb.

III.

✂ At »Ordet«, det virkelige, i Røsten lydelige, hørlige Ord, som alle Mennesker med Mund og Mæle kjender det indvendig og udvendig, i deres Mund og i deres Hjærte, »Ordet« er ikke blot den eneste levende Historie, men er ogsaa det eneste levende Åabenbarings-Middel for oversanselige og aandelige Ting, lige saa vel mellem Guddommen og os, som mellem os Menneske-Børn indbyrdes, det var ikke alene en Grund-Sandhed, som Moses og alle Profeterne hos Israel gav Vidnesbyrd, men det var ogsaa en uvilkaarlig Følelse hos alle de Hedning-Folk, hos hvem der var Glimt af Aand og Gnist af den aandelige Følelse, at vi, som de græske Poeter sang, »er i Slægt med Gud«, hvad vi veed, de ebraiske Profeter forklarede af den guddommelige Kjendsgjerning, at Mennesket er skabt i Guds Billede og efter hans Lignelse. At man, saa vidt vi veed, ingensteds i den gamle Verden, end ikke hos Israel, drog den Slutning af Ordets mageløse Herlighed, som det eneste guddommelige Aabenbarings-Middel paa Jorden: at Ordet ogsaa er det kjendeligste og tydeligste Bevis paa, baade at Mennesket er i Slægt med Gud, og er skabt i hans Billede, det bør saa meget mindre undre os, som der selv i Kristenheden er forløbet atten Aarhundreder, inden man fik saa megen aandelig Forstand; men det er lige vist, at denne Slutning hører til Menneskets aandelige Børne-Lærdom og nedslaar paa een Gang lige saa vel Tvivlen om Menneskets Slægtskab med Gud efter Syndefaldet, som Tvivlen om det oprindelige Slægtskab eller om Skabelsen i Guds Billede; thi har vi endnu Fællesskab med Gud om Ordet, saa han kan tale med os som en Mand med sin Næste, da har vi unægtelig en aandelig Grund-Lighed med Gud og Anlæg til at kjende Gud, ligesom han kjender os.

✂ Hele den guddommelige Aabenbaring i den gamle Pagts Dage, 96 og Aandens Tale til Menigheden selv i den ny Pagts Dage, er da saa aldeles i Menneske-Naturens Orden, at deri for Mennesker ikke er det mindste at forundre sig over, undtagen den guddommelige Venlighed i Aabenbaringens Indhold, der, da Mennesket ved Syndefaldet havde tabt hartad hele sin hjærtelige Grund-Lighed med Gud i Sandheds-Kjærlighed, kun lader sig forklare af en os ubegribelig Guds Naade, der ingenlunde vilde opgive det fortabte Menneske og faldne Guds-Barn, men vilde paa den forunderligste Maade baade forberede og gjennemføre Oprejsningen af det faldne, Frelsen af det fortabte og Saliggjørelsen af det ulykkelige Menneske.

✂ Men var nu selv den kristelige Aabenbarings Forberedelse fra Naadens Side vidunderlig, saa er den kristelige Aabenbaring selv, Guds Aabenbarelse i Kjød, Guds eenbaarne Søns Fødsel af en Kvinde, hans Menneske-Liv og Menneske-Død med paafølgende menneskelige Opstandelse og Himmelfart, usynlige Nærværelse hos sin troende Menighed og øjensynlige Gjenkomst i Himmelens Skyer, saa vidunderlig fra først til sidst, ja, som skrevet staar, saa stor en Gudfrygtighed s Hemmelighed, at den ikke blot maa falde os ubegribelig, men har lige til nu syntes Menneske-Forstanden uforligelig med alt, hvad vi ellers vidste eller følte om guddommelige Aabenbaringer.

✂ Denne tilsyneladende Uforligelighed, der ikke kunde være sand uden Selv-Modsigelse hos Guddommen selv, har nu vel Guds Aand strax ved den kristelige Aabenbarings Begyndelse ej blot benægtet, men afbevist ved den Aabenbaring, at Herren er os saa nær, som hans Ord er vor Mund og vort Hjærte, fordi det netop var det levende Guds-Ord fra Evighed, som lod sig føde til Mennesket Jesus Kristus; men dette har hidtil været alle de skriftkloge for højt, saa de har kun brudt deres Hjærner med at faa noget andet, der syntes dem fatteligere, ud af Romerbrevets 10de og af Aabenbaringen hos Johannes i det første: om »Ordet«, som var i Begyndelsen, var hos Gud og var Gud, var Skaber-Ordet, hvorved alt er blevet til, og var Lys-Ordet, som oplyser hvert Menneske, som kommer til Verden, og er Livs-Ordet, som blev Kjød og bode iblandt os med en Herlighed som den enbaarnes af Faderen, fuld af Naade og Sandhed, og maa da ogsaa nødvendig være Livs-Ordet, som blev Aand og bor i Herrens Menighed, med hans aandelige Herlighed, fuld af Naade og Sandhed.

✂ Nu derimod, da Gudsords-Begrebet er blevet levende for os 97 i det Ord, som Herren taler til os ved sine egne Indstiftelser, og som efter hans egen Oplysning er »Aand og Liv«, nu kan vi godt skjønne, at det hører til den guddommelige Naturs Orden, at Guds-Ordet, som er sig selv guddommelig bevidst, ikke behøver en andens Mund til at udtales, men udtaler sig selv, og kunde godt, naar han kun vilde, udtømme sig selv for Guddoms-Kraften, i det han ikke betragtede eller besad den som et Rov, men som sin himmelske Faders evige Kjærligheds-Gave, og kunde dog nedlægge sig selv som Sandheds-Ordets og Livs-Ordets Sæd i et troende Kvinde-Hjærte, saa den guddommelige og menneskelige Natur forligtes og forenedes i ham, og opvoxte menneskelig med Guds Aand til Guddoms-Fylden, og talte saa »Guds Ord«, som Johannes den Døber sagde, som intet andet Menneske kunde, med klar Bevidsthed i hele dets Kraft, som skrevet staar: han talede, saa skete det, han bød, saa stod det der.

✂ Saaledes sammensmelter i Guds-Ordets evige Begreb Guds enbaarne Søn, som Faderens udtrykte Billede, med Guds Søns Ord, hvori han udtrykker sig selv; og Aabenbaringen i Ordet af andres Mund om Sønnens Kjødspaatagelse, den være sig profetisk eller historisk, bliver da ikke Guds-Ordet selv, men kun en timelig Gjenlyd af det evige Guds-Ord, som selv raader for sin Røst i Aanden, det Guds-Ord, som aabenbarede sig selv for Verden som Mennesket Jesus Kristus, og aabenbarer sig selv aandelig for Troen i Jesu Kristi Navn som Guds og Marias Søn: den gamle Gud og det ny Menneske under eet.

✂ Derfor begynder den kristelige Aabenbarings Historie, ligesom den evangeliske Historie, med vor Herres Jesu Kristi Bebudelse og Fødsel, og Troens Historie begynder ligesom den apostoliske Historie med Aands-Udgydelsen og Tros-Forkyndelsen; men den kristne Menigheds Historie begynder med Tros-Bekjendelsen ved Daaben, som er Menighedens aandelige Fødsel eller Gjenfødelses-Bad.

✂ Her deler sig nu Kristus-Livets, ligesom i det hele Menneske-Livets, Historie med Nødvendighed i en indvortes, skjult og en udvortes, aabenbar Historie, hvoraf kun den sidste lader sig menneskelig kjende og bevidne; saa at naar man forvexler eller sammenblander begge, da enten fortæller man kun Æventyr eller udgiver dog sin egen indvortes Historie for Aandens, Troens og Menighedens, hvorved man vitterlig eller uvitterlig gjør sig selv til Kristus, Guds Søn, altsaa til Anti-Krist. Den 98 Helligaands Forplantelse, Hjærtets Tro og det ny, kristelige Menneske-Livs Gjenfødelse, Væxt og Herliggjørelse, det er jo Guds-Ordets egentlige Virksomhed med Frugt til et evigt Liv; men det er Ordets hemmelige Historie, hvoraf hver enkelt Kristen kun kjender det lille Brudstykke, som angaar hans eget Inderste; men Ordets udvortes fri Forkyndelse, Troens mundtlige fri Bekjendelse og den tilsvarende Lovsang, det er Kjendsgjerninger, som falder i Øret og derved i Sanserne; og skjønt de ikke er Livet selv, saa er det dog nødvendige Livs-Ytringer af Aanden, Troen og Gjenfødelsen, og for saa vidt sikre Liv-Tegn, at hvor de fattes, vil Livet aldrig findes, og hvor Livet uddør, vil de, som en død Efterklang, snart forstumme.

✂ Skjønt derfor Kristi Menighed udgjør et aandeligt og vidt adspredt Folk, der taler alle Haande Tungemaal, saa kan den dog have en sikrere og klarere Historie end noget Verdens-Folk, naar man kun kjender Tros-Bekjendelsen fra Begyndelsen, der indbefatter hele det kristelige Aabenbarings-Ord og Evangelium i sig, og føder nødvendig, hvor den er fri og levende, en tilsvarende Forkyndelse og Lovsang af sig.

✂ Uagtet derfor gamle Morten Luther har Ret og skal til Verdens Ende beholde Ret i, at den kristelige Aabenbaring som Guds Naades Ord og Evangelium slet intet Liv skaber og slet ingen Frugt bærer til et evigt Liv, uden Troen kommer til, saa lader dog Fælles-Troen sig hverken kjende eller beskrive, uden efter den fælles Tros-Bekjendelse ved Daaben; og skjønt denne Tros-Bekjendelse, hvor den aftvinges eller aftrues, slet intet kan bevise, saa er den dog Troens sikre Kjendemærke, hvor den er frivillig og bestandig, hvad da Herren selv har lært os, da han lover at være alle dem bekjendt for sin himmelske Fader og hans Engle, som bekjender og ikke fornægter ham for Mennesker.

✂ Saaledes bliver da Ordet, det lydelige, mundtlige Ord, den eneste virkelige Kjends-Gjerning i den kristelige Kirke-Historie, saa efter deres Ord og deres Forhold til det kristelige Ord bedømmer vi alles Forhold til Kristus og hans Menighed, og ænser kun Bogstav-Skriften, for saa vidt den er et troværdigt Vidnesbyrd om det levende Ord og dets Skæbne i Verden; saa at skjønt »Korset« unægtelig er et synligt Tegn og Mærke, som Kristendommen altid fører med sig og lader følge med Daaben, saa beror dets Kristelighed dog paa, at et kristeligt Kors-Ord følger med; ligesom Kirkernes Kristelighed ene beror paa, at 99 der føres et kristeligt Ord i dem, da de ellers kun er Bavtastene paa de kristnes Kirkegaard, hvorom Herren vel har sagt, at naar hans Disipler skal forstumme, maa de raabe, men som dog kun raaber gjennem deres Munde, som give deres kristelige Oprindelse og Brug Vidnesbyrd, som skrevet staar: dejlige Ting ere talte deri.

✂ Denne Kirke-Historiens Egenskab som en Ord-Historie, baade først og sidst, er nu saa langt fra at gjøre den mindre levende og lærerig for den kristne Menighed, at det meget mere netop er denne Egenskab, der kan gjøre den til en levende og lærerig Efterretning om det kristelige Guds-Folk og Guds-Rige paa Jorden, da begge jo kun er aandelig og hjærtelig, ingenlunde enten øjensynlig eller haandgribelig, til Stede i denne Ver., den, men er her dog lige saa levende og virkelig, virksom og frugtbar til Stede, som det fri, levende Ord, der er Aandens og Hjærtelagets eneste kjendelige Udtryk, som skrevet staar: som Aanden vil, saa aander han, og du hører hans Røst; og: af Hjærtets Overflod taler Munden; efter dit Ord skal du frikjendes, og efter dit Ord skal du dømmes.

✂ Derfor skaber Ordet selv den Aandens og Hjærtets usynlige Verden midt i den synlige, som man har snakket saa meget om hen i Vejret; og dets Virkekreds er den anden Verden, som denne Verdens Børn indbilder sig at kunne undgaa ved at fornægte den, men føler dog godt, de er midt i, naar Ordet derom lyder frit og levende trindt omkring dem, og stræber derfor af al Magt at bringe det fri, levende Ord om den anden Verden til Tavshed, hvad jo vilde være latterligt, dersom Ordet om Aandens og Hjærtets Verden ej var en virkelig Aabenbarelse deraf, men, som denne Verden i klar Selv-Modsigelse paastaar, kun et tomt Mundsvejr.

✂ At nu ogsaa den kristne Tros og Menigheds Historie efter Kristi og Apostlernes Vilje skal være en saadan Ordets Historie, det slutter vi ikke blot af deres faste Vidnesbyrd om »Ordet«, født af Aanden, som selv er Aand, og om Troen, som kommer af Guds-Ordets Hørelse og lever kun i den mundtlige Bekjendelse; men det er stillet os klart for Øjne i den Kirke-Historiens Begyndelse, som jo »Apostlernes Gjerningers Bog« aabenbar er; thi ligesom Evangeliet af Disipelen, som Herren elskede, ene drejer sig om Herrens Taler og de Tegn, der klarlig udsprang af hans Munds Ord, saaledes indskrænker jo Apostlernes Gjerninger sig til den apostoliske Forkyndelse af Kristi Evangelium og de udvortes Begivenheder til Fremme eller Hemmelse af 100 Bekjendelsen og Forkyndelsen, som dermed staar i uadskillelig Forbindelse; og paa denne apostoliske Kirke-Historie, som har Apostel-Brevene til sine oplysende Bilag, skal vi næste Gang fæste hele vor Opmærksomhed.

IV.

✂ Det følger af sig selv, at da det ene er ved Troen og Daaben, at Kristendommen og den kristne Menighed levende forplantes, gjenfødes og fornyes, saa maa det ogsaa være med Troen og Daaben, at Kristendommen og den kristne Menighed først er kommen levende til Verden; og det har været almindeligt at betragte Pinse-Dagen med den Helligaands Udgydelse som Menighedens Fødselsdag; men vil man beholde denne Talebrug, som nok lader sig forsvare, da maa man dog derved ingenlunde glemme, hvad hidtil har været glemt: at Kristendommens levende Begyndelse og Menighedens egentlige Stiftelse ved Troen og Daaben maa være gaaet forud og udtrykkelig forudsættes, da Jesus Kristus ellers ikke selv blev Stifteren, blev Livs-Kilden, Lyset og Klippen, som han dog i alle Maader maa være, naar Kristendommen skal være Kristi egen Lærdom, og den kristne Menighed med rette skal bære Navn efter ham og vente Delagtighed i hans guddommelige Menneske-Liv. Skjønt vi derfor nok kan kalde den store Pinsedag Menighedens Fødselsdag, fordi den først paa denne Dag ved de tre Tusendes Daab kom kjendelig til Verden, eller for Lyset i Verden, saa maa Livet dog forudsættes, ligesom ved ethvert Menneske-Barns Fødsel, der ikke kommer dødfødt men lyslevende til Verden; saa vi maa betragte Åpostlerne og i det hele de hundrede og tyve, med Herrens Moder midt iblandt sig, som den rette Moder-Kirke eller som den kristne Menigheds Moder-Hjærte og Moder-Skjød, hvor det alt var skabt og levendegjort i Løn af Herren selv, før hans Himmelfart, hvad der faa Dage derefter skulde komme for Lyset med de glødende Tunger til at udtale Herrens Storværk og bygge den aandelige Hovedstad paa Bjærget, som ikke kan skjules, alt som Herren selv havde sagt: hvad jeg hvisker i Kamrene, skal I udraabe paa Tagene.

✂ Vel har de skriftkloge sædvanlig kaldt det i Tvivl, om 101 Apostlerne, som udsendtes til at kristne og døbe alle Folk, ogsaa selv var kristnede og døbte, ligesom vi, i og til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og tit har man endog kjækt paastaaet det modsatte, fordi det ingensteds staar skrevet; men, selv om det var sandt, at man slet ikke af Evangelierne kunde se, at Apostlerne selv var døbte af Herren med den Helligaand og havde ved hans Ord til dem faaet Syndernes Forladelse, saa maatte vi dog lige fuldt slutte os dertil, fordi der, som sagt, aldrig ved Troen og Daaben kunde blevet nogen sand kristen Menighed paa Jorden, dersom den ikke var stiftet af vor Herre Jesus Kristus selv, mens han var øjensynlig til Stede og talte med sine Disipler, som en Mand med sin Næste. Det er imidlertid slet ikke sandt, at man efter Evangelierne kunde tænke, at Apostlerne ikke selv var døbte med Herrens Daab; thi der staar endog udtrykkelig skrevet hos Johannes, at Jesus døbte endog flere end Johannes; og naar der lægges til, at Jesus ikke selv, men hans Disipler, forrettede Daaben, da maa det aabenbar henføres til Mængden, som modtog hans Daab, saa han naturligvis selv forrettede Daaben med sine første Disipler, som han siden brugte til Døbere, ligesom han nu bruger os dertil, og kan ikke bruge os dertil som udøbte, men kun som døbte; og naar man herimod har beraabt sig paa Herrens Ord til Apostlerne : I skal døbes med den Helligaand ikke længe efter disse Dage, da beraabte man sig kun paa sin egen urimelige og uforsvarlige Oversættelse; thi dersom Herren virkelig havde sagt: Johannes døbte vel med Vand, men I skal døbes med den Helligaand, da var der slet ingen Sammenhæng mellem hans Forsætning og Eftersætning, medens der bliver ypperlig Sammenhæng, naar vi med Grammatikkens Tilladelse læser og siger: Johannes døbte vel med Vand, men I skal døbe med den Helligaand ej længe efter disse Dage.

✂ Vist nok maa der have været nogen Forskjel mellem Herrens Daab før og efter hans Opstandelse, siden Herren siger, at Apostlerne, som allerede havde døbt mange, først herefter skulde døbe med den Helligaand, og fordi al kristelig Meddelelse før Herrens Død og Opstandelse maatte være profetisk, som hans Ven Johannes udtrykkelig anmærker ved Herrens Ord om den Helligaands Meddelelse; thi ved at anføre Herrens mærkelige Ord om de levende Vand-Strømme, der skulde udspringe af hans troendes Indvolde (Joh. 7, 38), lægger Apostelen til: herved mente han den Aand, som hans troende skulde modtage, thi den Helligaand var der ikke endnu, førend Jesus blev herliggjort; 102 men dette gjør i Hovedsagen slet ingen Forandring; thi Spørgsmaalet er her ikke, om Jesus fra først af døbte sine Disipler med samme Pagtens Ord, som de udsendtes til at døbe med, men om de fandtes saaledes døbte af ham, da de udsendtes til at døbe alle Folk, og da de paa Pinsedagen betraadte denne deres Løbebane.

✂ Ligesom Herren nemlig først efter Opstandelsen fuldførte sin Forklaring af Skrifterne, saaledes fuldendte han da i det hele Apostlernes Beredelse til at være hans fuldmægtige Medarbejdere ved Grundlæggelsen af det aandelige Guds-Rige paa Jorden; og at han da ogsaa bekræftede dem med den Helligaand i deres Daabs-Pagt, vidner Johannes tydelig ved at sige, at han ved sin Fredlysning aandede paa dem og sagde: modtager den Helligaand! Og at han alt forud med sit Daabs-Ord havde skjænket dem Syndernes Forladelse, vidner samme Apostel, ved at anføre Herrens mærkelige Ord under Nadverens Indstiftelse : den som er badet, behøver kun at tvætte Fødderne, saa er han ganske ren, og I er nu rene ved det Ord, som jeg har talt til eder.

✂ At Syndernes Forladelse hos de troende følger med Daaben efter Herrens Indstiftelse og staar i uopløselig Forbindelse med den Helligaands Meddelelse, det giver ogsaa Apostelen Peder til Kjende i sin Tale paa Pinsedagen, naar han siger: omvender eder og lader eder døbe, hver især, paa Jesu Kristi Navn, til Syndernes Forladelse! og da skal I faa den Helligaand til Givendes (dorean tu hagiu pneumatos); og det ligger i selve Beskaffenheden af det faldne Menneskes Saligheds Sag; thi er der for en Synder kun Salighed af Naade, da maa Syndsforladelsen ogsaa være Naadens Forhaands-Værk og Førstegrøde; og er det Synden alene, der har berøvet os Guds Aand, saa maa Aands-Fornyelsen ogsaa være en nødvendig Følge af en virkelig og fuld Synds-Forladelse, ligesom da ogsaa Gjenfødelsen ved Daaben er den uudblivelige Frugt af den Aands virkelige Modtagelse, som gjør Mennesket levende i Aanden, hvad jo Herren selv kalder at føde ham aandelig paa ny.

✂ Først naar vi saaledes i Tankerne har ført Troen og Daaben tilbage til vor Herre Jesus Kristus selv under hans kjendelige Nærværelse paa Jorden, først d a staar Daaben fra først til sidst med rette for os som Herrens egen Indstiftelse og som hans Gjerning til vor Frelse og Saliggjørelse, vor Begravelse i Kjødet og vor Opstandelse i Aanden med ham, og først da kan vi faa 103 en tydelig og kristelig Forestilling om Aands-Udgydelsen paa Pinse-Dagen, ikke som et nyt Saligheds-Middel eller et Grund-Sakrament, hvoraf Herrens egne Indstiftelser, Daaben og Nadveren, skulde laane deres Gyldighed og aandelige Virkning, men kun som Kristi Aands overordentlige Aabenbarelse, til at udruste Herrens Tjenere med den højestes Kraft og levendegjøre Ordet paa alle Tungemaal til Kristi Navns Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang. At det var til denne levende, kristelige Ordførelse, at Aanden aabenbaredes, det gav sig alt til Kjende ved Tunge-Skikkelsen, hvorunder Aanden aabenbarede sig, og bevistes ved Apostlernes umiddelbar paafølgende Udtalelse paa alle Haande Tungemaal af Guds Naades Storværk; og det er vel at mærke, hvad Kirke-Historikerne efter Lukas hidtil lod ubemærket: at Apostlerne jo slet ikke kunde kjendt den Aand, der kom over dem, som Jesu Kristi Aand, dersom de ikke havde haft et Tros-Ord af Herrens egen Mund at kjende ham paa. Apostlerne maatte nemlig lige saa lidt som nogen af os tro enhver Aand, men skulde prøve Aanderne, og kunde det kun da, naar Kristi Aand, som Herren havde forudsagt, slet ikke talte af sig selv, men mindede om hans Ord og tog af hans og forkyndte til hans Herliggjørelse; og at det netop maatte være de kristnes Tros-Bekjendelse, som Kristi Aand maatte tilegne sig, for at bevise sin kristelige Ægthed, det følger af sig selv, og det bevidner Johannes udtrykkelig, naar han gjør »Bekjendelsen« af den i Kjødet komne Jesus Kristus til Kjendemærket paa den Sandheds-Aand, som Jesus havde lovet; thi kun naar Aanden bekjender Herren ligesom Menigheden, kun da kan Menigheden kjende ham paa Bekjendelsen som Kristi Aand.

✂ Uagtet imidlertid Aands-Udgydelsen paa Pinsedagen ikke maa betragtes som et nyt Saligheds-Middel, enten for Apostlerne eller for den hele Menighed, saa var den dog en til hele Menigheden udstrakt og for hele Menigheden uundværlig Udstyrelse med Kraft og Visdom fra det høje, til at udbrede Kristendommen hos alle Folk og til paa alle menneskelige Tungemaal at oplyse Guds Vej paa Jorden og udtale Guds Naades og Frelses Storværk hos alle Folk; og d e t beviser sig selv i Tidens Løb, hver Gang vor Herre Jesus Kristus laaner et nyt Tungemaal til sit Evangeliums Forkyndelse og Udbredelse; thi da viser det sig klarlig, at den kristne Menigheds Aand, som Guds og Guds-Folkets Aand, har alle menneskelige Tungemaal i sin Magt og kan bruge dem i deres ypperste Skikkelse til Kristi og 104 hans jordiske Fædres Eftermæle, og til Udtryk af hele den kristelige og israelitiske Tankegang, med mere Liv og Kraft og Liflighed, end vi kan lægge i vort eget Folks og dets Heltes Eftermæle, eller i Udtrykket af vor egen folkelige Tankegang; saa Pinsedagens Underværk gjentager og beviser sig overalt, hvor Kristi Evangelium forkyndes blandt Hedninger paa Folkenes Modersmaal med Kraft og Ild, med Lys og Liv.

✂ Naar dette hidtil er blevet ubemærket, da er det kun fordi Kristendommens Forkyndelse paa Modersmaalet gjennem hele Middelalderen var saare fattig og blev saa vidt som muligt tilsidesat, saa det var først efter Reformationen, det igjen kunde vise sig, og det dog kun i ringe Grad, saa længe Præsterne gik med Mundkurv, og optugtedes oven i Kjøbet til Ringeagt for deres Tilhøreres Modersmaal og voxte op i grov Vankundighed om alt, hvad der i Henseende til Aand og Hjærte er menneskeligt og folkeligt. Først nu og herefter kan der da komme Liv og Glæde i vor Pinse-Fest, og det kan klare sig, at Kristendommens levende Forkyndelse blandt alle Folk er et uophørligt Pinse-Underværk til Kristi Herliggjørelse, som Verden nok skal bare sig for at opvise Magen til.

✂ At nu Lukas intet skriver om, at vor Daabspagt blev oprettet med de tre Tusende, som døbtes paa Menighedens Fødselsdag, det har naturligvis samme Grund, som at han ikke skriver, de blev døbte i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn; thi det forudsatte han, at alle hans kristelige Læsere maatte vide saa vist, som at de selv var Kristne, da der nødvendig i den ægte Kristen-Menighed maa, som Apostelen skriver, altid lige saa vel være samme Tro og Daab, som den samme Aand og Herre og himmelske Fader; og vilde man indvende, at Tiden ej kunde slaaet til, at forrette Daaben paa enhver af de tre Tusende saa fuldstændig som hos os, og derfor tænke sig Pinsedaaben omtrent som den, Spanierne anvendte paa Morerne i Granada, da man lod Sprøjterne gjøre Sagen klar, da er det egentlig ikke værdt at svare paa; men det skader dog ikke at bemærke, at Apostlerne, om det behøvedes, kunde bruge deres hundrede og otte Medkristne til Medhjælpere, saa at der af 3000 kun blev 25 til hver, og at, om selv det var for mange, kunde de først døbte tages til Hjælp, da, som vi veed, ikke blot Apostlerne kunde, men hele Menigheden kan i vor Herres Jesu Navn døbe med den Helligaand.

✂ Det maa dog ogsaa bemærkes, da det hidtil nok var 105 ubemærket, at Lukas, skjønt det ikke kunde falde ham ind at opskrive de kristnes Daabspagt, dog gav tydelig nok til Kjende, paa hvilken Tro de tre Tusende blev døbte; thi efter at have anført Hoved-Indholden af Apostelen Peders Tale, lægger han til, at de, som heller end gjærne modtog dette Ord, de blev døbte. Naar vi nemlig læser med kristelig Tro og ret Forstand, da finder vi i Apostelens Tale ikke blot Faderen og Sønnen og den Helligaand, og Jesus som den Kristus, Gud og Mand, men finder ogsaa Herren som den korsfæstede, døde og begravede, opstandne, himmelfarne, siddende ved Guds højre Haand; ja, finder det forsvorne Led af vor Tros-Bekjendelse: om Nedfarten til Helvede, baade profetisk og historisk udtrykt, og finder endelig, som alt bemærket, Syndernes Forladelse knyttet til Daaben, og den Helligaands Meddelelse betinget deraf; saa ingen kunde heller end gjærne høre den Tale, uden at sige Ja og Amen til hele vor apostoliske Tros-Bekjendelse. Naar der saa endelig lægges til, at Samlingen skete af alle Haande Folk under Himlen til en almindelig Aands-Udgydelse over alt Kjød, da ser vi den hellige, almindelige Kirkeforsamling; og da hele Menigheden var standhaftig i Apostlernes Lærdom, i Fællesskabet ved Brøds-Brydeisen og Bønnerne, da skimter vi jo derigjennem baade Troen og Daaben og Nadveren med Herrens Bøn i de helliges Fællesskab, ligesom hos os.

✂ Saaledes giver da Beskrivelsen af Aands-Udgydelsen og dens Frugt paa den kristne Menigheds Fødselsdag os et fuldstændigt Forbillede, hvormed vi kan og skal sammenligne Menigheds-Livet gjennem alle dets Aar og Aarhundreder; saa dets Betingelser er altid Kristi Aands Aabenbarelse i det fri Ord paa Modersmaalet til samme frivillige Tro og Daab, og dets Frugt er et kjærligt og helligt Fællesskab med Herren og med hinanden ved Nadveren, med Glæde i Hjærtets Enfoldighed. Vi siger derfor med rette: denne er Dagen, som Herren gjorde, lad os fryde og glæde os ved den ! thi skjønt ingen Pinsedag af alle de følgende er at ligne ved denne, saa er dog dens Velsignelse med den Helligaands Gave naat til os, og vi kan forudse, at Fremtiden endnu langt klarere end Fortiden vil stadfæste Herrens Ord, at ligesom alt hvad der fødes af Kjød er Kjød, saaledes er ogsaa alt det Aand, som fødes af Aand.

V.

✂ Det er jo den saakaldte Moder-Kirke i Jerusalem, eller den ældste apostoliske Menighed i den store Menneske-Alder fra Himmelfarten og Aands-Udgydelsen til Jerusalems Forstyrrelse, som kræver vor fulde Opmærksomhed, som den mageløse Kjendsgjerning, der beviste for Verden, at Kristendommen ingenlunde blot var en ny Lærdom, men baade først og sidst et nyt Liv, et nyt Menneske-Liv med guddommelige Kræfter, som gjorde de ægte Kristne til et eget Folkefærd, som man vel kunde sige var kun een af de mange jødiske Sekter og spotvis kalde Nasaræer, men kunde dog ikke nægte, havde en egen Aand og, som et aandeligt Folk, inderligere Sammenhold og mere opofrende Kjærlighed til deres Fæderneland, det usynlige Guds-Rige midt iblandt dem, end man enten havde opdaget hos Israel eller hos noget Folk i Rigerne af denne Verden.

✂ For at kunne betragte denne ebraiske Menighedi sit rette Lys, maa vi imidlertid ikke blot skille den fra alt andet, men ogsaa fra noget af, hvad den kaldte sit eget, nemlig fra den egentlige Moder-Kirke, der, som sagt, maa indskrænkes til det lille Apostel-Selskab eller Herrens personlige Vennelag, der ene kan svare til Navn af Moder-Kirken, da kun dette Apostel-Selskab staar i et moderligt Forhold til de troende og døbte blandt alle Folk og under alle Himmel-Egne; medens den Menighed, som var Pinsedagens Skabning, maa kaldes den førstefødte, den Helligaands og det troende Hjærtes, den aandelige Marie-Møs førstefødte, der ingenlunde maa forvexles med sin Moder, den anden Eva og Livs-Moder, den eneste sande Gud-Datter, i det dybeste Billedsprog »Bruden«, den anden Adams Brud, der vel synes forladt i Enkestand, men føder dog nu langt flere Børn, end da hun aabenbar havde Manden hos sig.

✂ Dette i Menneske-Sproget ægteskabelige Forhold mellem Herren og Moder-Kirken eller Menigheden, som allerede Johannes den Døber pegede paa, ved at kalde vor Frelser »Brudgommen«, som har »Bruden«, og som vor gamle Kingo sang saa trohjærtig om:

✂ Alle Ting er underlige,
Ingen kan det granske ud,
At Gud vil til Jord nedstige,
For at fæste sig en Brud,

✂ dette ægteskabelige Forhold ansaa vel de skriftkloge sædvanlig for noget saa mystisk og bælgmørkt, at Udtrykket deraf maatte strængt afvises paa alle Lærdommens og Oplysningens Enemærker, og maatte kun for den bibelske Hjemmels Skyld taales i Salmer og aandelige Viser; og selv denne knappe Tolerance faldt omsider bort, som i vor saakaldte »evangelisk-kristelige« Salmebog, der strængt udelukte baade Brud og Brudgom med alle saakaldte østerlandske Billeder og Talernaader; men vi maa dog, som nogenlunde oplyste Kristne, tvært imod paastaa og kan klariig vise, at, hvor hemmelighedsfuldt end den kristne Menigheds inderste Forhold til Kristus, sit Hoved, sin Herre og Brudgom, nødvendig maa være, saa er det dog lige saa grundkristeligt, som det er grundbibelsk baade efter den gamle og den ny Pagts Bog, og er ingenlunde bælgmørkt, undtagen for de aandløse og hjærteløse, for hvem, ligesom for de umælende, Menneske-Aanden og Menneske-Hjærtet selv er det yderste Mørke.

✂ Det ægteskabelige Forhold mellem Kristus og Menigheden, som Mand og Kvinde, Brudgom og Brud, Adam og Eva, svarer nemlig aabenbar til det oprindelige og uforanderlige Grund-Forhold ved Ordet mellem Gud og Menneske, Aand og Støv, Himmel og Jord, og maa, naar det kun er sandt og virkeligt, føre til Forklaringen af dette lige saa hemmelighedsfulde Forhold. Der kan nemlig ikke gives noget andet sandt og virkeligt Forhold mellem den levende Guds Aand, der, som den højestes Kraft udretter alt i alle, og Mennesket, skabt i Guds Billede af Jordens Støv, end mellem den alt givende og den alt modtagende, den virkende og den paavirkede, (som vi med bekjendte Kunst-Ord kalder det aktive og det passive); og naar dette Forhold tages venlig og hjærtelig, da spejler det sig klart i det kjærlige, ægteskabelige Forhold mellem Mand og Kvinde, saa at, da Kristi og hans Menigheds indbyrdes Forhold netop levende skal udtrykke det hjærteligste og kjærligste Forhold mellem Gud og Menneske som et fuldkomment Fællesskab - »alt mit er dit, og alt dit er mit« - , saa kan det i Menneske-Sproget ej finde noget sandere levende Udtryk end Ægteskabet, tænkt og taget i sin paradisiske Uskyldighed og i den himmelske Fuldkommenhed af Kjærligheds-Baandet, som virkelig hjærtelig gjør to til eet.

✂ Herved mindes vi paa een Gang om Ægteskabet i Paradis og om den korte, men mageløs fyldige og fyndige Lovtale, som 108 Lukas holder over Menigheden i Jerusalem: i de troendes Mængde var eet Hjærte og een Sjæl, saa ingen af dem kaldte noget Gods sit eget, men de var indbyrdes lige gode om alt; men ved denne Lovtale maa vi, som oplyste Kristne, baade standse og studse, da det gaar her, ligesom ved Talen om Menneske-Livet i Paradis: at det var et gudeligt Menneske-Livs Begyndelse, men ikke dets Fuldendelse; saa at dersom Lukas virkelig havde sagt, hvad man almindelig har antaget: at hele Menigheden i Jerusalem var eet Hjærte og een Sjæl, altsaa fuldkommen i Kjærligheden, da maatte vi draget hans Vidnesbyrd i Tvivl eller rent ud forkastet det, som noget, der ikke kunde være og heller ikke kunde vides, uden af den Aand, som ransager alt, og hvis Oplysning Lukas ej anderledes end vi havde Løfte paa. Det behøves imidlertid ikke her, da Lukas kun siger, at i Mængden af de troende var der eet Hjærte og een Sjæl, og bestemmer altsaa ikke, hvor vidt det indvortes Fællesskab i Kjærligheden gik, enten i Menigheden eller i Graden, men kun, at det gik saa vidt, som det behøvedes for at avle udvortes Fællesskab om timeligt Gods, hvad Kommunismen i den nyeste Verdens-Historie lærer os, man, endogsaa uden al kristen Tro og Kjærlighed, kan stræbe at iværksætte.

✂ Dette kan De nok vide, jeg ingenlunde anmærker og indskærper, for at vække mindste Tvivl om den ret egentlig apostoliske Menigheds Fortrin fremfor os og alle mellemliggende Slægter i alt kristeligt, i Kjærlighed saa vel som i Tro og Haab; men ene og alene for at oplyse og rette den Grundfejl i Menigheds-Livets Betragtning, som har forvirret hele Kirke-Historien; ligesom hele Menneskelivets Betragtning forvirredes ved den Indbildning, at Mennesket i Paradis var skabt fuldkomment; da det dog er Forskjellen mellem det timelige og det evige Liv i Guds Billede, at det timelige kan aldrig staa stille, men maa enten gaa frem til Forklarelse eller gaa tilbage til Opløsning.

✂ Aandelig Undfangelse, Fødsel og Fremgang til Fuldvoxen-hed, det er nemlig i det hele som i det enkelte, hvad der gjør Menneske-Livet til, saa vidt vi veed, det eneste i sit Slags, der, som skrevet staar, begynder lidt lavere end Engle-Livet, men med Spiren til en mageløs Væxt; og derfor ser vi, at selv da Guds enbaarne, han, som var i Guddoms-Skikkelse, fornedrede sig til den menneskelige, da fødtes han lige saa lidt indvortes som udvortes et fuldvoxent Menneske, men et Menneske-Barn i alle Maader; saa at, da det er hans Menneske-Liv, der 109 gjenfødes i hans Menighed, maa det nødvendig være samme Vilkaaar undergivet hos hans Menighed, som hos ham selv.

✂ Naar derfor Menigheds-Livet i sin Barndom var et saadant Paradis-Liv, som Herrens eget i hans Barndom, da var det alt, hvad det kunde være; og den samme Lukas, som beskriver det i hele dets Elskelighed og Yndighed, han beretter derfor ogsaa selv, at hverken var det uden Undtagelse, ikke heller var det noget fuldvoxent og fuldkomment Kjærligheds-Liv. Beretningen om Hykler-Parret Ananias og Safira beviser nemlig, at Klinten grode midt imellem Hveden, saa ingen uden den Hellig-aand, som ransager alle Ting, kunde opluge det værste; og den tidlige Fortørnelse mellem de ebraiske og de græske Medlemmer af Menigheden i Anledning af dens Enkesæder beviser, at den Kjærlighed, som er Fuldkommenheds Baand, endnu ingenlunde havde sammensmeltet alle troende Hjærter i det store Kristus-Hjærte, hvori der hverken er Jøde uden Græker eller Mand uden Kvinde.

✂ Uagtet derfor Menigheden i Jerusalem fra først af var en i det hele baade før og siden mageløs Forsamling af Guds gjenfødte Børn, som ved Morgenstjærnernes Sang raabte af Glæde, saa var deres Kjærlighed dog ufuldkommen og var, som Barnets rørende Kjærlighed, hos den faldne Slagt udsat for at kølnes med Aarene; og at det virkelig skete i Jerusalem, endnu før Apostlerne var uddøde, det ser vi af Apostelen Pavli sidste Besøg i Jerusalem, hvorom Lukas beretter, at Apostelen blev modtagen af de ældste med de mærkelige Ord: »Du ser, Broder, hvor mange troende Jøder her er i Tusendtal, som alle er nidkjære for Loven«; thi selv naar man tager denne Nidkjærhed for Mose-Loven aliermildest, var den dog et stort Skaar i den kristne Kjærlighed, baade som den fandtes hos Apostelen Pavlus, og som den kan og skal findes hos hele den troende Menighed. Det synes derfor, som om Menigheden i Jerusalem havde naat sin højeste Væxt med Stefanus, og blev siden ved at gaa tilbage, indtil den rent forgik, som det betegnes i Himmelbrevet til den første Menigheds-Engel: Du har ladet din første Kjærlighed fare, vend derfor om! ellers flytter jeg din Lysestage.

✂ Saaledes gik det sært i Opfyldelse, hvad Jøderne fattede Mistanke om, da Herren sagde: I skal lede efter mig og ikke finde mig; thi da sagde de jo: hvor vil han gaa hen, saa vi ikke kan finde ham? mon han vil gaa til Grækerne og lære Grækerne! thi det var jo snart efter Stefans Mord, at Herren kaldte en ny 110 Apostel, vel en Ebræer af Æt, men født iblandt Grækerne, og at Herren selv tvang ham til at rejse bort fra Jerusalem, for ej at faa Stefans Skæbne, og udsendte ham til at være Grækernes og alle Hedningers Apostel, hvoraf da ogsaa fulgte, at den ny Pagts Bog ikke blev skreven paa Ebraisk, men paa Græsk. Naar vi nu kirkehistorisk følge Hedning-Apostelen Pavlus, ligesom han fulgte Herren, fra Jødeland til Grækenland, og saa videre til Rom, da gaar vi vel ikke ud af det aandelige Paradis, som findes overalt, hvor Herrens Aand skaber og opholder det Guds-Rige, som er aandelig Retfærdighed, Fred og Glæde, og følger derfor Herren og hans Sendebud, hvor de gaar hen; men det aandelige Paradis-Liv af Guds Naade i Kristus, hvortil de troende i Daaben gjenfødes, og som selv i Jerusalem og i Apostlernes levende Fællesskab efter en kort Væxt hentørredes og henvisnede, dette Kristen-Liv kan vi dog ikke vente, skulde enten i Grækenland eller nogensteds i Hedenskabet voxe frodigere; men vi maa langt snarere vente, at det her ved et aabenbart Syndefald vilde aldeles forspildes; thi ogsaa her gjælder Herrens Ord: gik det saaledes med det grønne Træ, hvordan vil det da gaa med det tørre! Israel var nemlig, som skrevet staar, Guds førstefødte blandt alle Jordens Folk, dette Folk var alt i sin Stamfader Abraham, Guds Ven og de troendes Fader, udvalgt til at arve Velsignelsen og omhyggelig forberedt baade til at modtage den og til at kjende Guds Vej paa Jorden og hans Frelsning blandt alle Folk; saa at kunde Menigheden selv hos dette Herrens Møderne-Folk ikke forfremmes med Herren, som i Alder, saa i Visdom og i Yndest hos Gud og Mennesket, til den kunde staa Maal med ham, hvorledes skulde da Menigheden naa det enten hos Grækerne eller hos noget Hedning-Folk, der hverken var rundet af saa ædel en Rod eller havde nydt en saa himmelsk Opdragelse ved Moses og alle Profeterne, var saa omhyggelig opelsket og opdraget; saa Hedningernes Tungemaal kunde ikke engang bruges til at udtrykke Guds Tankegang nær saa fuldstændig, levende og tydelig, som det ebraiske, der baade hos Sem og Abraham havde beholdt den største aandelige Lighed med Menneskets Grundsprog, og havde ved Moses og alle Profeterne vundet en mageløs Udvikling i aandelig Retning. Naar Aanden derfor desuagtet valgte Græsken til Grund-Sprog i den ny Pagts Bog, da var det ingenlunde for dets egen Skyld, da det havde faaet en hedensk og kunstlet Udvikling, som Aanden slet ikke kunde enten tilegne sig eller bruge; men det var kun fordi Aanden vidste, at det ebraiske Tungemaals 111 Levetid saa vel som det israelitiske Folks aandelige Livs-Tid var snart forbi og vilde sent eller aldrig fornyes, men at det græske Bogsprog i den ebraiserende Skikkelse, som de alexandrinske Jøder havde paatvunget det, paa den ene Side laa Romerne og alle de jafetidiske Stammer, som skulde bo i Sems Pavluner, langt nærmere end det ebraiske, og vilde dog lette dem Adgangen til den gamle Pagts Bog mere end noget andet Sprog paa Jorden.

✂ At nu Hedning-Apostelen betragtede baade Livs-Sagen og Folke-Sagen i samme Lys, derom vidner hans Breve i alle Maader, saa jeg skal kun minde om, hvor stærkt han i Brevet til Romerne ved Siden ad Dommedags-Slagene paa den jødiske Hovmod med alle sine indbildte Fortrin, dog indskærper alle de kristnede Hedninger, at deres Stammer er vilde Skovtræer, som kun ved at indpodes i Israels Olietræ er blevet frugtbare, og især om hans højst mærkværdige Ord i Brevet til Grækerne og netop til Grækerne i Korint, hvor Herren dog havde aabenbaret Pavlus, at han havde Folk i Mængde (Ap. 18); thi desuagtet skriver Apostelen netop til disse Græker: jeg frygter for, at ligesom Slangen forførte Eva med sin Træskhed, ogsaa eders Tænkemaade skal forvanskes borte fra den kristelige Enfoldighed, saa I finder jer i en anden Jesus, end vi har forkyndt, i en anden Aand, end I nu har modtaget, og i et andet Evangelium, end I nu har fattet.

✂ Her spaar nemlig Hedning-Apostelen tydelig nok om det Syndefald, som i den græske Menighed aldeles forspildte Paradis-Livet, og som den selv omsider maatte gjøre alle vitterligt ved at frafalde sin Daabs-Pagt, og i det den vitterlig ombyttede den apostoliske Tros-Bekjendeise med en af deres eget Arbejde; thi derved fik de baade en anden Jesus, en anden Aand og et andet Evangelium, end Apostelen førte med sig. Naar saaledes Pavlus advarede de græske Kristne i Korint mod enhver Forandring af Evangeliets Ord, da maatte han jo mene et Udtryk af Evangeliet, som ordret var alle hans Tilhørere og Læsere uden Undtagelse bekjendt; og det eneste saadanne Udtryk var og er jo den fælles Tros-Bekjendelse ved Daaben; saa enhver anden Tros-Bekjendelse er et andet Evangelium med en anden Aand, som ikke kan gjøre kristelig levende, og en anden Jesus, hvis Ord til sine Disipler ikke er Aand og Liv, men Ja og Nej.

✂ At nu de græske Kristne ogsaa allerede i Apostelens Dage 112 stod paa Nippet ad Syndefaldet, det ser vi af begge Apostel-Brevene til dem fra først til sidst, da han ikke blot finder saa megen Ukristelighed hos dem at laste, men finder dem saa adsplittede ved Selvklogskab, at han maa indskærpe dem, at de er hverken tildøbte Pavlus eller Apollos, men kun den Jesus Kristus, som ene er korsfæstet for os, og finder dem saa tvivlraadige om Kjødets Opstandelse, at han maa indskærpe, at med den staar og falder baade Kristi egen Opstandelse og hele deres kristne Tro og Haab, og finder dem endelig ved Herrens Bord saa ligegyldige ved Herrens Legeme og saa fremmede for Fællesskabet, at de havde kun ondt af at være saadanne selvbudne Gjæster.

✂ Intet Under, at Apostelen under disse Omstændigheder finder det ubetimeligt at tale om det ægteskabelige Forhold mellem Herren og Menigheden, saa kun en eneste Gang ymter han derom, netop ved Spaadommen om Syndefaldet, da han siger, han havde jo arbejdet paa, at Kristus i Menigheden kunde finde en ren Fæstemø; og naar han vil indskærpe Korinterne de heliiges Fællesskab, da er det fra et lavere Trin paa Billedstigen, som naturlig laa Grækerne meget nær, i det han sammenligner Menigheden med det menneskelige Legeme og henvender deres Opmærksomhed paa alle Lemmers levende Sammenvirkning og Fællesskab. At imidlertid Apostelen selv holdt fast ved den dybe, hjærtelige Betragtning af Forholdet mellem Herren og hans Menighed, det følger af sig selv og er især indlysende af Brevet til Efeserne, hvor han rent ud siger, at det kristelige Ægteskab har sin dybe Hemmelighed i det ægteskabelige Forhold mellem Kristus og Menigheden, som virkelig gjør dem i Aanden til eet Kjød; og selv i det Korinter-Brev, hvor Apostelen ellers, som sagt, i Henseende til Fællesskabet kun lægger Vægt paa Legemets Natur-Forhold, sporer vi dog den dybere Betragtning, hvor han skriver: I er til Dels Kristi Legeme og Lemmer (l Kor. 12), hvorved han hæver Betragtningen fra det naturlige til Kristi aandelige Legeme i Menigheden.

VI.

✂ Vi betragtede sidst, saa godt vi kunde, den apostoliske Menighed i Jerusalem, som Kristi Evangeliums Førstegrøde, svarende til Pinsefesten, som ogsaa efter Mose-Loven skulde helligholdes med Offeret af Landets Førstegrøde, og vi lagde Mærke til, at denne Menighed ret egentlig blev opofret, saa den staar for os som aandelig optagen til Himmelen med Stefan, dens pinte Vidne, da dens Paradis-Liv ikke blev fortsat gjennem Slægterne, men uddøde med Apostlerne; saa det Kristus-Liv, som har naat til os og skal fuldende sit Løb ved Verdens Ende, er ikke det ebraiske Menigheds-Liv, men den oprindelige Moderkirkes Liv, saaledes som det ved Apostlernes Prædiken kom for Lyset paa Græsk og paa andre hedenske Tungemaal; og heri skal vi søge Nøglen til den forbavsende og for Øjeblikket sørgelige Fattigdorn paa Aandens Gaver og paa hele den kristelige Velsignelse med Liv og Lys, som møder os baade i den græske og romerske og alle de følgende Menigheder indtil nu, en Fattigdom og tit sort Armod, som vore Kirkehistorikere og skriftkloge ikke har vidst at forklare paa nogen aandelig Maade, men enten ganske har tilskrevet Guds uransagelige Raad, hvorefter den mageløse aandelige Rigdom i Jerusalem skulde være et udelukkende Fortrin for den første Kristen-Slægt, eller har lagt de følgende Bisper og Præster til Last, fordi de enten ikke var nær saa fromme eller nær saa skriftkloge, som de burde være. Det første synes jo nok at være meget gudfrygtig og ydmyg tænkt, men er dog ingen af Delene, da det forudsætter, enten at vor Herre Jesus Kristus ikke har skjænket hele sin Menighed den Helligaand, eller at den Helligaand dog ikke havde Raad til at berige flere end den første Slægt; og ved den anden saakaldte Oplysning glemmer man, at jo daarligere Bisperne og Præsterne var, des mer maa man undre sig over, at Herren og Aanden ikke sørgede for bedre Redskaber.

✂ Naar vi derimod forudsætter, at det var med det ebraiske Menigheds-Liv, ligesom med de ebraiske Apostlers Tale og Skrift: at det maatte følge den ebraiske Menighed til Himlen eller i Graven, og kunde kirkehistorisk kun staa for de følgende kristne Slægter som Borgen for Kristendommens guddommelige Oprindelse og som et lysende Forbillede for de Hedninger, som gjenfødtes til det samme Liv, da lysner det over 114 Kirkehistorien, saa vi ser, at uden al Forskjel hos Guds Aand eller paa hans Naade og Gavmildhed, kan Menigheds-Livet hos os ej være rigere og klarere, end om der aldrig, paa Herrens Apostler nær, havde været voxnere Kristne end vore nærmeste aandelige Forældre, gjennem hvem det kristelige Liv er forplantet til os. Dette synes ogsaa at være Meningen med den højst mærkelige, men endnu temmelig dunkle Spaadom om Menighedens Udvandring til Ørken og Omvandring i Ørken, som findes i Aabenbarings-Bogen (Kap. 12), og som vi i alt Fald herved maa blive opmærksomme paa; thi her hvor den apostoliske Moder-Kirke fremstilles under Billedet af en Barsel-Kvinde i Soldragt, med Maanen under sig og med Hovedsmykket af tolv tindrende Stjærner, her synes Drengebarnet, som hun fødte, og som den blodrøde Drage vilde slugt, men som blev, lig Enok, optaget til Himmelen, at maatte være den stefaniske Martyr-Menighed i Jerusalem, som forsvandt fra Jorden, medens Moderen fik Held til at undfly og paa den store Ørns to Vinger at naa til Ørken, hvor hun skulde finde sit Ophold i halvfjerde Tidsrum, og hvorhen Strømmen, som Dragen af sin Mund skød efter hende, ikke maatte naa hende. Ørne-Vingerne synes netop tydelig at betegne det romerske Ørne-Banner, som vajede baade l Rom og Konstantinopel, og hvorunder ganske rigtig den apostoliske Tro med Daaben som den kristelige Livs-Kilde naade Ørke-Folkene, udenfor den gamle dannede Verden (det egentlige Mandhjem), hvor den indtil nu har fundet sit Ophold, uden at naas af den Strøm, som Dragen med Islamismen aabenbar skød af sin Mund, men kunde ikke hindre fra Udtørring i Ørkens Grænselande: Frankrig, Italien og Tyrkiet. Hermed passer det udmærket godt, at netop da Mahomed (600) opstod I Arabien, da forplantedes Troen og Daaben til Engelland, for der fra at gaa til Verdens Ende; og det halvfjerde Tidsrum vilde da blive det angelske, det tyske, det højnordiske og Hælvden af det syvende og sidste, som rimelig nok vil blive Vendepunktet, ved Redningen af Israels Levning og en vidunderlig Gjenfødelse eller Lasarus-Opvækkelse af den ebraiske Menighed.

✂ Førend vi imidlertid følger den apostoliske Kristendom og Hedning-Apostelen Pavlus paa Flugten fra Jerusalem og Jødeland til Hedenskabet, maa vi dog lægge Mærke til, hvad de gamle har vidst at fortælle om de tolv Apostlers personlige Deltagelse i Evangeliets Forplantelse til Hedenskabet.

✂ Vist nok kan vi ikke lægge mindste Vægt paa, hvad der kun er løse Rygter og tomme Navne, hvorpaa intet kan bygges, og 115 hvoraf intet kan sluttes, men om Johannes, Disipelen, som Herren elskede, har vi dog, især hos Irenæus, den troværdige historiske Efterretning, at han paa sine gamle Dage opholdt sig i Efesus og stod der i Spidsen for Menigheden, hvad vi siden skal se, har stor kirkehistorisk Vigtighed; og om to andre af de elleve: Petrus og Taddæus, har vi fyldige og ganske rimelige Sagn, som vi ikke tør forkaste, men maa endog i denne kirkehistoriske Udvikling til Dels beraabe os paa.

✂ Det vigtigste og bedst hjemlede af disse Kirke-Sagn er nu uden Sammenligning det om Apostelen Peder som Stifteren af Menigheden i Rom, hvor han ogsaa til sidst skal være korsfæstet; og skjønt dette Sagn er lagt til Grund for Vatikanet eller hele den hierarkiske Kirkebygning, som dens Hoved-Hjørnesten, saa er det dog langt fra, at det i mindste Maade understøtter den; da det er soleklart, at Apostelen Peder baade godt kunde stifte den romerske Menighed og lade sig korsfæste i dens Midte, uagtet det var langt fra hans Tanker, enten at rejse sig selv en Pave-Trone ved Siden ad Satans, eller indvie det romerske Bispe-Sæde til en saadan fra Slægt til Slægt; ja, vi kan godt føje til, at netop naar Apostelen Peder har stiftet Menigheden i Rom og er der baade korsfæstet og begravet, da var det et klart Forbillede paa, hvad der aandelig skulde times ham der under Pavedømmet, da han dyrt maatte betale Stifter-Æren, hvor Aanden og Livet i hans Ord blev pint ihjel, og hans Tro og Bekjendelse begravede i Papisteriets Katakombe.

✂ Om Apostelen Peders apostoliske Virksomhed i Rom har vi nu vel intet ældre Vidnesbyrd end hos Irenæus i det andet Aarhundrede; men dels fører hans Vidnesbyrd om Apostel-Tiden os sædvanlig tilbage til Apostelen Johannes, og dels veed vi dog saa meget af Apostlernes Gjerningers Bog og af Pavli Brev til Romerne, at ikke blot var der Kristne i Rom, førend Pavlus kom dertil, men der var en kristen Menighed med en saadan Grad af kristelig Oplysning, at Pavlus fandt det gjørligt og gavnligt at afhandle saa dybe og fine Spørgsmaal med den, som det om Jøders og Hedningers aandelige Forhold til Kristus, om Lovens og Evangeliets Retfærdighed, og om Udvælgelsen og Forskydelsen; saa enten maa den Menighed vist have haft en Apostel til Læremester, eller de »Udlændinge fra Rom«, som paa den store Pinsedag omvendtes, især ved Apostelen Peders Prædiken, maa være vendt tilbage rodfæstede i Apostlernes Lærdom, og have stiftet Menigheden, hvad dog er mindre 116 rimeligt, da det maatte været Jøder, og de romerske Jøder dog ved Pavli Ankomst synes at have været aldeles fremmede for Kristendommen. Snarere maatte man da vel gætte paa Kornelius og hans Husfolk, der ved Peders Prædiken fik den Helligaands Gave; og i alle Tilfælde nedstammer den romerske Menighed ikke blot fra Pavlus, men først og fremmest fra den apostoliske Moder-Kirke. Naar vi derhos betænker, at efter Apostlernes Gjerninger henviste Herrens Engel Hedningen Kornelius til navnlig at søge Saligheds-Raad hos Simon Peder, og at denne ligeledes stødte sammen med Pavlus i Antiokien, som var den første Kristen-Menighed blandt Hedningerne, saa var det rimeligt nok, at Simon Peder ogsaa skulde være Hovedmand for den romerske Menighed, der skulde staa i moderligt Forhold til alle de følgende; og der er da al Grund til at tro det ældgamle Sagn om Peders Romer-Rejse og om hans Martyrdom der i Selskab med Pavlus.

✂ Sagnet om Apostelen Taddæus, der efter Evangelierne er den samme, som Lukas og Johannes kalder Judas, men ikke Iskariot, er langt fra at være saa vel hjemlet som det om Petrus i Rom, men har til Lykke heller ikke samme Vigtighed, thi dette Sagn, som vi først finder hos Evseb i det fjerde Aarhundrede, indeholder kun, at Taddæus meget snart efter Herrens Himmelfart gjorde en Udflugt til Edessa (Orfa) ved Evfrat, hvor han ikke blot helbredte Kong Avgar og mange andre [for] ellers ulægelige Sygdomme, men forkyndte ogsaa Evangeliet og stiftede en længe blomstrende Menighed.

✂ Da vi for Resten intet veed om Kristendommens levende Virksomhed i Edessa eller Udbredelse derfra, vilde dette syriske Oldsagn næppe tildraget sig synderlig Opmærksomhed eller mødt nogen Mis tænkelighed og Haan hos de nyere Kirke-Historikere, dersom det ikke til Indledning havde en mageløs lille Fortælling om, at Kong Avgar i Edessa, da han hørte Rygtet om Jesus, havde med Brev og Bøn indbudt ham til sig, og faaet et skriftligt Svar fra Herren, hvori han vel afslog hans Indbydelse, men lovede efter sin Himmelfart at sende ham en af sine Disipler, som skulde helbrede ham baade paa Sjæl og Legeme.

✂ Ved første Øjekast kunde man vel tænke, at netop denne Indledning maatte stemt vore kapitelfaste Teologer gunstig for Oldsagnet, der medførte at Jesus baade kunde skrive og benyttede Skrivekunsten; men maaske stødte det dem netop for 117 Hovedet, at Herren ved sin Skrift kun bebudede Helbredelsen paa Sjæl og Legeme og ikke fuldbyrdede den ved selve Skriften, - ligesom Paven nylig sendte sin apostoliske Velsignelse ved Telegraf til en døende Biskop, - hvad han jo vist maatte have gjort, hvis de havde Ret i, at det samme kan udrettes ved stumme Bogstaver, som ved levende Røst, og i alt Fald erklærede de, paa Grund af den dem utrolige Brev-Vexling, hele Sagnet for en tosset Fabel.

✂ Uden at vi nu kan indestaa for Paalideligheden enten af Brevene eller af Sagnet, maa vi dog som oplyste Kristne bemærke, at Oldsagnet efter alle Kjendemærker maa være ægte, og at det godt kunde være sandt, at Apostelen Taddæus forkyndte Evangeliet i Edessa, om end Indledningen var apokryfisk, og at netop det Brev, der tilskrives Herren, endnu mindre end det, der tilskrives Kongen, kan være med Flid opdigtet enten af Evseb eller af nogen Falskner, da det saa vidunderlig stemmer overens med vor Herres evangeliske Tankegang, at har han ikke selv skrevet eller tilsagt det, da maa Forfatteren have været en ganske udmærket kristelig Skjald.

✂ Brevet indeholder nemlig kun disse faa, men fyndige Ord: »Lyksalig er du Avgar! hvis du, uden at have set mig, tror paa mig; thi der er skrevet om mig, at naar de, som ser mig, ikke tror paa mig, skal de, som ikke har set mig, tro og leve. An-gaaende hvad du skriver om at komme til dig, da bør det mig at fuldføre mit Ærende, og naar det er fuldført, da at optages til ham, som udsendte mig; men naar jeg er optagen, skal jeg sende dig en af mine Disipler, som baade skal helbrede din Sygdom og skjænke dig og dine Livet.«

✂ Lige saa umistænkelig nu som Brevvexlingen er, lige saa rimeligt er det, hvad Sagnet fortæller om Apostelens Prædiken: at den, ligesom Peders Pinseprædiken, drejede sig med Livets Ord om Frelserens Sendelse fra Faderen, om hans kraftige Gjerninger og hemmelighedsfulde Ord, om hans udvortes Ringhed og Fornedrelse, hans Korsfæstelse og Død, hans Nedfart til Helvede, hvor han brød den ellers urokkelige Mur, hans Opstandelse, hans Himmelfart, hans Sæde ved Gud Faders højre Haand og hans Gjenkomst til at dømme levende og døde.

✂ Jeg skal endnu kun tilføje, at efter de gamles Beretning fandtes der virkelig ved det andet Aarhundredes Begyndelse en lille Kristen-Menighed i Edessa, som en Grønning i Ørken, og at noget sært har der sikkert i kristelig Henseende alt i 118 Apostel-Tiden tildraget sig med Edessa; thi under det store Korstog, der aabenbar verdslig fulgte de aandelige Fodspor fra Apostel-Tiden til Antiokien og Jerusalem, traf det sig vidunderlig, at en af Korshærens Høvdinger hovedkulds skejede ud til Edessa og oprettede der et Grevskab, hvor Korsbanneret vajede langt borte fra Fyrstendømmet Antiokien og Kongeriget Jerusalem.

✂ Efter dette lille Sidespring maa vi da vende om til den eneste sikre Efterretning, vi har om Evangeliets apostoliske Udbredelse i Hedenskabet, altsaa til den første Hedning-Menighed i Antiokien og Apostelen Pavli evangelistiske Virksomhed, som udgik der fra og strakte sig i det mindste lige til Rom, og er med Flid beskreven af Lukas i Apostlernes Gjerningers Bog.

✂ I Antiokien, hvor Menigheden var stiftet af Kyrenæer og Kyprioter, som flygtede fra Jerusalem efter Stefans Død, maa vi imidlertid baade standse og studse ved den forunderlig korte og nøgne Efterretning: at det var der, Kristen-Navnet opkom eller rettere faldt ned fra Skyerne; thi vi, som endogsaa længe paa egen Haand, eller paa Luthers Raad, i vor Trosbekjendelse ved Daaben har skudt Ordet »kristelig« ind i Steden for »almindelig« om Kristi hele Menighed, vi maa jo have forudsat, at Kristen-Navnet var lige saa gammelt som Menigheden, ja, som Daabens Indstiftelse af Herren selv; saa at naar vi nu hos Lukas hovedkulds støder paa den tørre Bemærkning, at det var først i Antiokien, længe efter Herrens Himmelfart og Aands-Udgydelsen, at Herrens Disipler fik Kristen-Navnet, da maa vi være nær ved at snuble paa det; thi er det sandt, da kaldte hverken Stefanus eller Herrens egne Apostler sig Kristne; saa dette Navn kan i det højeste omfatte Disiplerne af Hedningbyrd, og ej engang dem alle ;thi skjønt Hedning-Apostelen netop udgik fra Antiokien, bruger han dog ikke Kristen-Navnet i noget af sine Breve, og har sikkert heller aldrig brugt det i sin Tale, eftersom Lukas skriver, at selv da Kong Agrippa sagde til Pavlus: der fattes kun lidt i, at du jo overtaler mig til at blive en Kristen, da tog Apostelen ingenlunde Navnet op, men undgik det, som det synes, med Flid, ved at svare: enten der fattes meget eller lidt deri, saa ønsker jeg, at alle mine Tilhørere maatte blive, hvadjeger.

✂ Under disse Omstændigheder kunde det synes, som om Kristen-Navnet oprindelig kun var et Øgenavn, Hedningerne i Antiokien gav Herrens Disipler, ligesom Jøderne kaldte dem 119 »Nasaræer«; men da vilde det være aldeles uforklarligt, hvad dog er sikkert nok, at Kristen-Navnet selv i Jødeland alt i Apostel-Tiden blev almindeligt, og at Menigheden tilegnede sig det i den Grad, at Trajan og de andre hedenske Kejsere kunde bruge det ved deres korte Proces og være visse paa, at Kristi ægte Disipler, selv med Døden for Øje, lige saa lidt fralagde sig dette Navn som de fornægtede Herren. Naar vi imidlertid lægger Mærke til, hvad de skriftkloge ganske besynderlig har overset: at efter Beretningen hos Lukas var det ingenlunde Hedningerne, men Menighedens Lærere, og navnlig Pavlus og Barnabas, som efter en Aabenbarelse gav Herrens Disipler Kristen-Navnet, og at Petrus, den eneste Apostel, som vi veed har brugt det, netop bruger det i den Sammenhæng, at Ingen maa skamme sig ved at lide som en Kristen, men skal dermed netop ære Gud, - da kan vi ikke tvivle om, at Menigheden tidlig har betragtet Kristen-Navnet som givet oven fra til at betegne dens Delagtighed i Herrens Salvelse med den Helligaand.

✂ Hermed løses vist nok ikke den Gaade, hvorfor vor Herre Kristus, naar han vilde, vi skulde bære Kristen-Navnet til hans Ære, da ikke selv gav os det ved Daaben, saa vi kunde hjemle os det og være alle lige gode om det; men den Gaade har Kirkehistorien til Dels allerede løst, og vil, som vi kan forudse, til Slutning fuldkommen løse. Ligesom vi nemlig kan indse, at mellem Jøderne kunde Herrens Disipler ikke hjemlet og hævdet sig Kristen-Navnet, da Kristus unægtelig var det jødiske Messias-Navn, saa der var hos dem intet Spørgsmaal om, at man jo skulde tro paa Kristus, men kun om, hvor vidt Jesus var Kristus, - og vi gamle Drenge fra det attende Aarhundrede veed godt, hvor ilde allerede vi var stedt, da Fjenden stjal det gode Navn, saa vi kunde slet ikke komme til enten at lide eller at sejre som Kristne, - [saaledes] kan vi [ogsaa] godt forstaa, at naar Fjenden en Gang som Anti-Kristus bider Hovedet af Skam og siger: jeg er Kristus, saa hvem der vil hedde Kristen, maa høre mig til, da maa Menigheden takke Herren, fordi han ikke har gjort Kristen til vort Døbenavn, som ingen uden Fornægtelse kunde lade fare, men har kun ved sin Aand aabenbaret os Navnet, til, hvor det undes os, at ære ham dermed, og til, hvad enten det gjøres os stridigt eller ikke, at trøstes og glædes derved, som Borgen for vor Delagtighed i hans Salvelse med Glædens Olie.

✂ For Resten kan vi gætte os til, at ligesom nogle Baptister i vore Dage har givet sig det latterlige Navn af »døbte Kristne«, 120 saaledes har man alt i Apostlernes Dage prøvet sorte Kunster med Kristen-Navnet; thi jeg kan ikke tvivle om, at jo Pavlus hentyder herpaa, hvor han en eneste Gang (Rom. 16) advarer mod den Kristologi, der falskelig udgav sig for Kristi Lærdom, ligesom vi under samme Navn kan faa saa megen uægte Kristendom fra Tyskland, som man vil forlange eller taale, ligesom vi i det attende Aarhundrede der fra fik den smukke Oplysning: at det at være Kristen er at være god, som dog Kristus ej selv vilde kaldes.

VII.

✂ Da jeg skal i Kirke i Morgen, om Gud vil, saa maa jeg se til i Aften at fatte mig lidt kort om den store Gjenstand, der er meget stor, og hvis Skygge gennem hele Kirkehistorien er, som Aftenskyggerne, endnu større.

✂ Ved Udbredelsen af Kristendommen i Hedenskabet veed vi alle, at den forrige Farisæer og Voldsmand Savlus, ellers en højlærd Gamaliels Disipel, som Hedning-Apostelen Pavlus, rager saaledes frem baade med sine Heltegjerninger og med sin efterladte Skrift, at han ikke blot i Verdens Øjne fordunkler de ulærde galilæiske Fiskere: Simon Peder og Johannes, men saa at selv d e skriftkloge, der dog for Alvor mente, de var kristelige, har været nær ved at glemme baade den Disipel, som Herren fortrinlig havde kjær, og den Disipel, paa hvis Tros-Bekjendelse han bygte sin Kirke, ja, været nær ved at glemme Herren selv over denne apostoliske Sildefødning, ligesom Grækerne var nær ved at glemme Sevs og glemte virkelig deres ældre Halvguder over Sildefødningen Herakles, der baade kæmpede og sejrede langt mere glimrende end alle de andre.

✂ Ja, Pavlus, som selv forsikrer, at han havde arbejdet mere end alle de andre Apostler, og som har efterladt sig et mageløst Mindesmærke i den Hedning-Menighed, der ikke blot snart overlevede Jøde-Menigheden, men lever endnu, med det vel grundede Haab at opleve Herrens Tilkommelse, han er virkelig Kristenhedens Herakles; og da han nu tillige i sine syv kristelige Sende-Breve, langt anderledes udførlige og tydelige end dem, Herren stilede til de syv Menigheds-Engle, har efterladt 121 sig, hvad de skriftkloge anser for det aandeligste af alle Mindesmærker, skjønt det er stendødt, saa faldt det i Hedenskabet ganske naturligt, at betragte hans Skrift som det allerkristeligste Orakel, hvis Svar ikke taalte nogen Modsigelse enten af de elleve eller af Herren selv.

✂ Saaledes gik det allerede saa omtrent i den græske Menighed, for saa vidt de pavlinske skriftkloge ikke opvejedes af de johanneiske Hyrder fra Efesus; og skjønt man i den romerske Menighed vilde bygge Kirken udelukkende paa Petrus, saa ser vi dog hos Avgustin, at man ogsaa der snart byggede Kirke-Skolen paa Pavlus; og hos Protestanterne, hvor man indbildte sig, at Skolen enten var den eneste rette Kirke, etter at dog Kirken skulde bygges paa Skolen og bæres af den, der blev, som vi veed, Pavli Pen det Sværd, hvormed man mere sloges om Troen end forsvarede den, indtil Rationalisterne slog vore Pavlinere Sværdet af Haanden med den tørre, men fyndige Bemærkning: at Pavli Breve var saa langt fra at kunne være den kristelige Grundvold, at deres Kristelighed og Pavli Apostel-Kald meget mere først maatte bevises, førend de kunde komme i mindste Betragtning ved Spørgsmaalet om den oprindelige Kristendom og den sunde apostoliske Lærdom.

✂ Da imidlertid denne Paastand paa det nøjeste hængte sammen med den Paastand, at de elleves Vidnesbyrd om Kristi egen Lærdom heller ikke var paalideligt, da Kristus selv tit klagede over, at de misforstod ham, og endelig den Paastand, at da Kristus selv intet skriftligt havde efterladt sig, saa kunde ingen vide noget vist om den ægte, oprindelige Kristendom, men det var et aabent Spørgsmaal, som kun de lærde og skriftkloge efter grundig Undersøgelse kunde have en mere eller mindre rimelig Mening om, - saa var det jo et aabent Oprør mod Fælles-Troen og den kristne Menighed; og de, som nu vil gjælde for Kirkens Pillere, lader derfor, som om de slet ikke behøvede at ænse nogen af Rationalisternes Paastande, hvor vel grundede de end maatte findes,

✂ Deri kan imidlertid vi, som oplyste Kristne, ingenlunde være enige med dem, saa at naar vi har taget den giftige Brod fra Rationalismens Paastande, ved at opvise Herrens egen Munds Ord til Menigheden ved hans Indstiftelser, hvorefter baade Menighedens og Skriftens Kristelighed kan og skal bedømmes, da tilegner vi os Resten af Paastandene, som efter Tankens uforanderlige Natur-Love tjene til Oplysning om al Skrifts 122 Upaalidelighed i Tros-Sager, om Uundværligheden af Tros-Ordet ved Daaben og af den aandelige Frihed, hvormed Herrens skriftkloge maa kunne drøfte Spørgsmaalet om den sunde, apostoliske Lærdom, og vi smiler kun ad de Filosoffer i egen Indbildning, som for Frihedens Skyld kalder os Rationalister, ligesom de for Klippens Skyld kalder os Papister.

✂ Naar vi nu saaiedes i Salighedens Sag lige saa vel river os løs fra Pavlus som fra Paven og holder os udelukkende til den Herre Jesus Kristus, som alene er korsfæstet for os, og hvem vi mellem alle »Menneske-Sønner« ene er tildøbte, da maa vi vist nok prise vor Lykke og Guds Forsyn for, at dette er, hvad Hedning-Apostlen selv udtrykkelig formanede sine Tilhængere til, og vidnede højtidelig: at skjønt han havde sit Apostel-Kald og hele sin evangeliske Oplysning umiddelbar fra Herren selv, ligesom de elleve, saa var han dog ingenlunde, som de, udsendt til at døbe, men kun til at lære ved Siden ad dem, saa Troen og Daaben med Evangeliets Kjærne var og maatte være ens i Herrens Menighed fra Begyndelsen til Enden; thi dermed har han stillet os Borgen for, at Troen og Daaben, som vi finder dem fra Arilds Tid ide Hedenskabets Menigheder, som Pavlus enten stiftede eller apostolisk oplyste, er de selv samme, som Simon Peder og de elleve paa den store Pinsedag efter Herrens egen Indstiftelse og med hans Fuldmagt indførte i Verden med Menigheden, og som da ogsaa er det eneste, Menigheden kan og skal udføre af Verden; saa den aandelige Føde og Klæde meddeles kun for Øjeblikket, efter Aarstiderne og Himmelegnene og efter, hvad Gud ser, hver Flok og hver enkelt trænger til og kan modtage til Gavn; saa vi maa anvende paa det aandelige Manna, hvad tidlig er sagt om det legemlige: den, der samlede meget, fik intet til overs, og den, der samlede lidt, kom ikke til at fattes (2 Kor. 8).

✂ Allerede her viser sig den gjennemgribende Forskjel mellem denne eneste ægte »Apostoliker« og alle de uægte, blandt hvilke Paven i Rom er bleven den berømteste, og var vel ingenlunde, som Protestanterne forsikre, den værste, men var dog i visse Maader den farligste, fordi han skuffede Verden med en sælsom Øjne-Forblindelse, saa det længe syntes som om den aandelige Bygning af Træ og Rør og Straa, som han rejste paa den eneste urokkelige Grundvold, var af Sølv og Guld og Ædelstene, som godt kunde taale Skærs-Ilden. I Steden for nemlig, at Paven i Rom udgiver sig for Simon Peders og alle de elleves Eftermand og Universal-Arving, der kan, naar han 123 vil, gjøre nye Tros-Artikler (Maries ubesmittede Undfangelse), saa han ikke blot raader for Lærdommen, men ogsaa for den Helligaand, Troen og Daaben, da udgav Pavlus sig vel kjækt for Simon Peders og de elleves Sidemand, kaldet, ligesom de, af Herren selv og udrustet, ligesom de, med den Helligaand, men bunden til deres uforanderlige Tro og Daab, med det selv samme Evangelium af Herrens egen Mund, hvorfor ogsaa Simon Peder og Johannes rakte ham Broder-Haand og lagde intet til hans Lærdom.

✂ Hertil kommer, at medens Paven paatvinger sig Menigheden som Apostoliker og vil tros paa i Blinde, som den, der har apostolisk Myndighed, uden dog at kunne enten i Ord eller Gjerning gjøre Fyldest for en Apostel, saa stiller Paulus det tvært imod til Menigheden som en fri Sag, om den vil lade ham gjælde for Apostel, og stoler kun dristig paa, at hans apostoliske Gaver og Gjerninger, til Opbyggelse i Fælles-Troen og til Væxt af det i Fælles-Daaben gjenfødte Kristus-Liv, vil fyldesgjøre alle troende og for alle aandelig oplyste Øjne klarlig besegle hans Apostel-Kald, som han skriver til Grækerne i Korint (l Kor. 14.): dersom nogen er Profet eller aandelig, han skal kjende, at hvad jeg skriver, er Herrens Bestemmelse.

✂ Under disse Omstændigheder, da Pavlus udgiver sig for omvendt og kaldet af den samme Herre Jesus, hvis pinte Vidne Stefan han var med at stene, og hvis Menighed i Jerusalem han havde rasende forfulgt, og da han selv var døbt med de elieves Daab og erklærer denne Daab for den eneste kristelige, og da han højtidelig forsikrer, at han havde Tro til fælles med Menigheden i Jerusalem, og at Apostlerne der erkjendte det Evangelium, han havde faaet af Herren, for det samme, som de havde modtaget, og da endelig vor Herre Kristus selv er gaaet i Borgen for hans apostoliske Ægthed, ved netop kun i en Krog af hans Virkekreds at bevare Troen og Daaben uforvansket og med dem at sætte Aandeligheden i Kraft og Skrifterne i Lys, - saa maa vi ikke blot føle os berettigede, men i Sandhed forpligtede til at erkjende Pavli Apostel-Kald og aandelige Myndighed, medens vi naturligvis forbeholde Menigheden og os med Aanden at bedømme den Skrift, der handler om hans Virksomhed, og den Skrift, der tilskrives ham selv, ligesom Skriften af og om de elleve og om Herren selv, efter Troens Regel og gyldige kirkehistoriske Vidnesbyrd.

✂ Der kan da hos os aldrig være Tanke om, enten at tilskrive 124 Pavlus det Brev til Ebræerne, som han selv har fralagt sig ved at erklære sit Navnetræk for Kjendemærket paa alle hans ægte Breve (2 Thess. 3, 17: Pavli Navn i alle Brevene) eller, som vore skriftkloge, selv paatage os Ansvaret for Ebræer-Brevets Pavlinskhed, Apostoliskhed eller engang Kristelighed. Ikke heller kan vi tillægge Pavli Venne-Breve, enten de saa er til en Timoteus og en Titus eller til en Filemon, samme Sikkerhed eller apostoliske Myndighed, som hans aabne Breve til de syv Menigheder i Efesus, Korint, Rom, Filippen, Galatien, Kolossen, og Saloniki, der fra Begyndelsen var alle vitterlige, og stilede paa Aandens Vegne til alle de troende. Fremdeles stiller vi vel disse Pavli Breve ganske ved Siden ad Peders og Johannes' ægte Breve, men ingenlunde over dem, for saa vidt Spørgsmaalet er om den apostoliske Lærdom, hvori, som Pavlus selv vidner, Mandevid og Menneske-Lærdom har intet at betyde, og hvori efter Herrens egen Dom det barnligste er det bedste; og vi betragte da endnu mindre enkelte af Pavli Breve, det være sig dem til Romere og Galater, eller dem til Efeser og Kolossenser, som et Udtryk af den apostoliske Hoved-Lærdom, der skulde give os Fortolknings-Regelen til alle de andre Apostel-Breve.

✂ Naar vi nu, efter saaledes at have opredet det i Tidens Løb og Teologernes Skoler rædsom forvirrede pavlinske Spørgsmaal, ærbødig og kjærlig, men frit, følge Hedning-Apostelen paa hans evangelistiske Udvandring, som den er beskreven af Lukas med mer end herodotisk Nøjagtighed, Trohjærtighed og Liflighed, og følger ham i hans apostoliske Tankegang, som han selv har beskrevet den i sine Breve, om end tit dunkelt nok, som allerede Apostelen Peder har bemærket, saa dog langt klarere end Plato beskrev sine egne Grund-Tanker, - da finder vi overalt meget at beundre, meget at lære, og endnu mere at grunde paa, til vi naar hans Væxt i Herren, som han selv paa sine gamle Dage synes at have regnet til fjorten af Herrens Aar, ventelig da ogsaa Stefans og den ebraiske Menigheds høieste Væxt i Herren, efter hvad han skriver (2 Kor. 12) om det »Menneske i Kristus«, som han aandelig kjendte saa godt som sig selv, uagtet han ikke vidste, om Legemet fulgte med, da han henryktes til Paradiset i den tredje Himmel, hvor han hørte Ord, som han nok forstod, men som ingen Menneske-Tunge kan udtale.

✂ Herved mindes vi ret levende om, at skjønt Pavlus unægtelig var den eneste videnskabelige Apostel og brugte sin Forstand 125 meget mer og meget bedre end alle de andre, saa havde han det dog, som Apostel, ingenlunde til fælles med vore saakaldte Forstands-Mennesker og lærde Teologer, at vrage eller lade haant om, hvad der var hans Forstand enten som Aandens Syner for højt eller som Hjærtets Rørelser for dybt; men han fulgte gjærne Aanden til Paradis, om han end maatte lade Legemet med Fornuft og disse Sanser blive hjemme; ligesom hans mageløse Lovtale over Kjærligheden (l Kor. 13) viser os, at Fordybelsen i Hjærtets guddommelige Dunkelhed var ham langt mere værd end baade Engles Tungemaal og al den Forstand, vi her kan faa paa Guds Hemmeligheder.

✂ Herpaa maa jeg saa meget mer lægge Vægt, som jeg selv ikke blot har kaldt Petrus Troens, Pavlus Haabets og Johannes Kjærlighedens Apostel, men vilde til enhver Tid vedkjende mig den Betragtning, at i Petrus som Apostel spejler sig den menneskelige Indbildnings-Kraft, i Johannes Menneske-Følelsen og i Pavlus Menneske-Forstanden; thi derved maa jeg bede vel at mærke, at det er ikke rationalistisk eller hedensk, men troende og kristelig talt, saa det er ikke med disse tre kristelige Halvguder, som med de hedenske Kronider, som delte Menneske-Livet imellem sig og var saaledes hinandens Medbejlere, men de tre kristelige Halvguder var lige gode om det ny Menneskeliv i Herren, som er vel forligt med sig selv, og ytrer sig kun for saa vidt forskjellig, som Herren bruger sin Skabning og Aanden sine Redskaber til, hvad de beredtes og kaldtes til af Moders Liv.

✂ Skjønt derfor Petrus, saa vidt vi veed, baade i Tale og Skrift bestandig havde Troens mageløse Underværk fra Verdens Begyndelse til Verdens Ende for Øje, og skjønt Johannes' Prædiken sikkert, ligesom hans Breve, har drejet sig om den Kristi Kjærlighed, som ingen saae Mage til, og som er den levende Guds-Kundskab, mod hvilken al anden er intet, saa maa vi dog forudsætte og kan godt spore det, at Simon Peder, som bittert begræd sin Ubetænksomhed og var nær ved at græde, blot fordi Herren spurgte ham tre Gange i Træk, om han ogsaa rigtig elskede ham, han baade brugte sin Eftertanke, det bedste, han kunde, og stræbte ærlig at rodfæste sin Tro i Kjærlighed; og at Johannes, skjønt Kjærligheden var ham alt, fordi »Gud er Kjærlighed« og maa derfor elskes for at kjendes, ingenlunde vragede Aandens Syner, det lærer Aabenbarings-Bogen tilstrækkelig; og at intet Menneskes Stil, næst Herrens egen, i al sin Simpelhed har saa klar en Nøjagtighed, som vi finder i Johannes-Brevet, 126 det opdager man vel snart, men skjønner dog først rigtig paa, naar man sammenligner hans Beskrivelse af Kjærligheden med de berømteste andre Beskrivelser af den aandelige Kjærlighed, der, selv naar de var ærligst mente, altid er saa skjødesløs stilede, at man hvert Øjeblik enten maa smile derad eller forarges derover.

✂ Til Slutning maa jeg bemærke, at skjønt vi ikke har mindste Grund til at tvivle om, at Pavlus alle Vegne, hvor han forkyndte Evangeliet, bygte paa de elleves Tro og Daab, som den uforanderlige Grundvold: Kristus selv i sit levende Ord, saa maa det dog være os kjært, at den romerske Menighed, hvorigjennem vi ene kan føre vort kristelige Slægt-Register op til Moder-Kirken og de tolv kristelige Patriarker, enten var stiftet af Simon Peder eller dog, efter Pavli og hans samtidige Levneds-Beskrivers Vidnesbyrd, var stiftet før den hørte Pavlus og aldeles uafhængig af ham, skjønt i fuld Enighed med ham; thi derved vinder vi en dobbelt Sikkerhed baade paa vor Menigheds ægte Apostoliskhed og paa Pavli Enighed om Troen og Daaben med de elleve, en kirkehistorisk Sikkerhed, hvis Værd er saa meget mere indlysende, som den græske Menighed, hvis Apostoliskhed, saa vidt vi veed, ene hvilede paa Pavli Apostel-Kald og Vidnesbyrd, som han skriver: »er jeg ikke Apostel for andre, saa er jeg det dog for eder«, - den græske Menighed har, uden ret selv at vide det, opgivet den apostoliske Tro og Daab, saa vi, som har modtaget Troen og Daaben fra Rom og bevaret dem uforvanskede, vi er nu de eneste, som kan føle os levende forbundne med Moder-Kirken og de elleve, og kan trøstelig tilegne os, hvad Johannes skriver: I skal have Fællesskab med os, og vort Fællesskab er med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, saa eders Glæde skal være fuldstændig.

VIII.

✂ Hvor tidlig og ved hvad Lejlighed Savlus forandrede sit Navn til Pavlus, hvad han egentlig tog sig for fra den Tid, Herren forbød ham at blive i Jerusalem, indtil Leviten Barnabas ledte ham op i hans Fødeby Tarsus og førte ham til den første Hedning-Menighed i Antiokien, og hvor tit han nu siden herfra 127 vandrede ud i Hedenskabet, og hvilket der er det rette eller rimelige Aarstal for ethvert af hans Sendebreve, - det er lutter Spørgsmaal, som de lærde har haft travlt nok med at drøfte; men dels vilde der vel i kirkehistorisk Henseende ej være stort vundet selv ved deres bedste Besvarelse, og dels tror jeg ikke, vi af de Kilder, som hidtil stod os aabne, kan faa synderlig Oplysning derom, saa vi gjør vist klogest i at nøjes med, hvad vi kan se af Apostlernes Gjerningers Bog: at Hedning-Apostelens Virksomhed omtrent har udfyldt Menneske-Alderen mellem Stefans Martyrdød og Jerusalems Forstyrrelse; og skulde jeg prøve en Gætning om Navne-Byttet, da skulde det være den allersimpleste: at Savlus selv har valgt »Pavlos«, den lille, til sit Døbenavn; thi hvad de lærde har bygget paa, at Lukas først kaldte ham »Pavlos« ved Beretningen om hans Ophold paa Kypern hos Prokonsulen Sergius Pavlus, efter hvem han da maaske blev opkaldt, det er en meget løs Grund, og dobbelt saa, da efter den komplutensiske Text Lukas allerede strax efter Apostelens Daab under hans Ophold i Damaskus kalder ham Pavlos. Selv om Apostelens tidlige Udflugt til Arabien, som han selv nævner (Gal. 1), der jo er mærkværdig nok, veed vi slet intet enten paalideligt eller rimeligt, og maa derfor holde os til Apostelens Løbebane fra Antiokien til Rom, som den er os beskreven af Lukas og spejler sig til Dels i Apostelens egne Breve.

✂ Herefter skjelner vi da tre store Udvandringer fra Antiokien med tilsvarende Storværk i Hedenskabet, og til sidst en nødtvungen Overfart fra Jerusalem til Rom i Bast og Baand, hvorved, som Apostelen selv har bemærket i et af Brevene fra Rom (2 Timot 2), dog »Guds Ord blev ikke bundet«

✂ Paa den første Vandring over Kypern til det indre af Natolien, lige op til det sorte Hav, havde Pavlus Leviten Barnabas til Stalbroder og Sidemand; og skjønt der ved denne Lejlighed endnu ikke stiftedes nogen af de siden berømte Menigheder, saa var Rejsen dog rig baade paa Daad og Trængsel, og Hændelserne i Lystra er især blevet uforglemmelige; thi her blev Pavlus først forgudet som en Hermes, og derpaa stenet, ventelig som en Troldmand.

✂ Hedning-Apostelens anden store Udvandring fra Antiokien, hvorved Barnabas skilte sig fra ham og forsvinder sporløst for os, udmærker sig ved Hedning-Apostelens Overgang til vor Verdens-Del, efter Aandens Indskydelse ved et Drømmesyn, 128 ved hans Besøg hos de græske Filosoffer i Alenen, og da især ved Stiftelsen af de berømte Menigheder i Filippen, Saioniki og Korint, som vi endnu har egne Apostel-Breve til, og hvoriblandt Menigheden i Korint baade har et godt Vidnesbyrd af Herren selv og ragede i Apostel-Tiden frem blandt de ypperste. Tiden for denne Reise lader sig ogsaa med temmelig Sikkerhed henføre til Aarene 54-56 efter Kristi Fødsel. (Ap. Gj. 18. Gal. L)

✂ Den tredje Udvandring synes ikke at have ført Pavlus til noget nyt Anlæg, men er bleven uforglemmelig ved hans lange Ophold i Efesus og Opløbet der mod ham og Kristendommen, under Anførsel af Guldsmeden Demetrius, som rejste Banner for den græske Gudinde Artemis eller dog egentlig for Afguderiet som Kunstens bedste Nærings-Kilde.

✂ Fra denne Rejse kom Pavlus ikke tilbage til Antiokien, men landede ved Akre og gik derfra til Kæsarea og Jerusalem, hvor han i flere Aar maatte bære Lænker, og hvorfra han i Lænker førtes til Rom omtrent Aar 60, da Nero ret begyndte at rase; og med hans to Aars Ophold her er det, Lukas slutter Apostlernes Gjerningers Bog.

✂ Om derfor Hedning-Apostelen efter de to Aars Forløb blev løsladt, forkyndte Evangelium i Spanien, og blev saa efter et nyt Fængsel i Rom halshugget i Neros sidste Tid, som Oldsagnet melder, det er usikkert, men har al Rimelighed for sig, da Pavlus selv i sit Brev til Romerne udtrykkelig siger, at naar han en Gang naade til dem, var det hans Agt at gjæste Spanien; thi det kan næppe fejle, at det jo var efter Herrens og Aandens Indskydelse, at Apostelen gjorde Spanien til Maalet for sin evangelistiske Vandring; og vi veed, at Herrens Raad kan ingen forhindre. Ligesom det derhos maa falde rimeligt nok, at Spanien, som den yderste Grændse mod Vesten nord for Middelhavet, skulde naas med Evangeliets apostoliske Forkyndelse, saaledes finder vi ogsaa kristne Menigheder meget tidlig baade i Spanien og paa Vejen dertil fra Italien gjennern Gallien (Frankrig) i Vienne og Lyon.

✂ Det saa meget omtvistede kirkehistoriske Spørgsmaal: om der er en egen »pavlinsk Kristendom«, og om det er den eneste ægte, det har vi alt set, er aldeles falsk stillet, da det hverken er noget tvivlsomt Spørgsmaal, hvad der er den eneste ægte Kristendom, eller er mindste Mulighed i, at Pavlus, hvis han forkyndte nogen anden Kristendom, kunde være en kristelig Apostel; saa Spørgsmaalet kan kun blive, om Pavlus har givet 129 en egen apostolisk Fremstilling af den kristelige Tankegang; der maa udvikle sig overalt, hvor Troen paa vor Herre Jesus Kristus og hans Evangelium er ægte og skal bære Frugt til et evigt Liv, altsaa: om Hedning-Apostelen var den kristelige Oplysnings Mærkesmand og Bannermester; og saaledes stillet maa vist nok Spørgsmaalet besvares med Ja, ikke blot fordi det maatte være hans Kald, som den eneste højlærde, videnskabelig udviklede Apostel, og fordi hans Sende-Breve altid i den kristelige Kirke-Skole er betragtede som en apostolisk Lære-Forskrift, men især fordi det i den ny Oplysnings-Tid viser sig, at den kristelige Fritænker maa komme til de samme Slutninger som Pavlus om Kristendommens Forhold baade til Jødedom og Hedenskab, og om Menighedens Forhold til Kristus og hans Sendebud.

✂ Heraf følger imidlertid, at Pavli Apostel-Breve kun er misbrugte, til stor Skade for den kristelige Oplysning, naar de gjordes til en Lære-Forskrift, som alle Menighedens Lærere skulde finde tydelig og følge strængt; da de meget mere maa betragtes som den haarde Mad, der sent fordøjes, som en profetisk Lærebygning, der kun efterhaanden kan forstaas og levende forklares, eller som et apostolisk Lære-Digt i ubunden Stil, der giver den kristelige Tænker lutter Vink til den rette Side, og tjener ham under megen Tvivlraadighed til en Prøvesten for hans eget aandelige Skjøn.

✂ Naar vi saaledes, paa den kristelige Oplysnings Vej, maa staa stille og falde i dybe Tanker over Forholdet mellem Loven og Evangelium, som er begge to guddommelige, men synes dog lige saa vanskelige at forlige som at adskille, da finder vi alle, ligesom Morten Luther, at den Haardeknude er vidunderlig klart opredet og opløst i Pavli Breve til Romere og Galater; men hverken sammenblander vi derfor den apostoliske Lærdom med den ene saliggjørende Tro, ikke heller gjør vi, som Luther til Dels, men især Kaivin og alle hans skriftkloge Læresvende, den falske Slutning paa egen Haand: at ikke blot alt, hvad vi ikke ret kan rime med Romerbrevet, enten i de andre Apostel-Breve eller i Evangelierne, det skal trækkes ved Haarene der hen, men ogsaa at i denne Lærdom om Loven og Naaden har man hele den kristelige Tros-Grund og Saliggjørelses-Orden, saa det blev vanskeligt at se, hvad Daabs-Pagten, Daaben og Nadveren da egentlig havde med vor Saligheds-Sag at gjøre. Havde nemlig den Tro, hvorved vi retfærdiggjøres 130 uforskyldt af Guds Naade, intet andet Indhold end en Naadestol i Jesu Kristi Blod, og ingen anden Kraft end den, vort eget Hjærte kunde give den, da havde ikke blot Hernhuterne Ret, men da var de saakaldte kristelige Kvækere, som rent forkaster Herrens Daabspagt og Saligheds-Midler, de allergrundigste Teologer, og da var det ny Menneske-Liv i Kristus uden Kilde, uden Midler og uden Maal, det tommeste Skyggebillede, man kunde tænke sig. Naar vi derimod betragter det skarpe og klare Grænse-Skjel mellem Loven og Naaden, som et nødvendigt Værn af Kristi Aand mod den Sammenblanding af Lov og Evangelium, som netop i den romerske Menighed vilde være nær ved at kvæle Kristus-Livet i Fødselen, og som endnu gjør det surt og afmægtigt hos de fleste, da kan vi godt forstaa, at denne Skjel-Sætning kunde blive Hovedtanken i to Apostel-Breve, uden at Pavlus noget Øjeblik glemte, hvad han da ogsaa netop i Romer-Brevet indskærper: at Synds-Forladelsen saa vel som det evige Liv udspringer af Daaben paa den Tro, vi alle bekjende om vor Frelsers Død og Opstandelse og vort Fællesskab med ham. (Rom. 6.)

✂ Naar vi nemlig paastaar, at det er om dette Fællesskab, denne aandelige Folkelighed, og det deraf udspringende ny Menneskeliv, den apostoliske Hoved-Lærdom maa dreje sig, da er det ingenlunde fordi det er Hoved-Tanken, der gaar igjennem Pavli Breve til Efeser og Kolossenser, men fordi den kristelige Hoved-Lærdom nødvendig maa svare til det kristne Grund-Forhold, saa ved den maa Herrens Indstiftelser og Saligheds-Midler ingenlunde tilsidesættes, men forudsættes, ikke stilles i Skygge, men netop sættes i Lys.

✂ Det kristelige Menigheds-Liv som et aandeligt Folke-Liv under alle Himmel-Egne og med alle Tungemaal er nemlig aldeles utænkeligt uden Fælles-Troen og Fælles-Daaben med Hellig-Aanden; ligesom disse kun kan bevise deres guddommelige Kraft og Sandhed ved et kristeligt Fælles-Liv, der krones med den Kjærlighed, som er Lovens Fylde. Dette kunde imidlertid umulig forstaas eller klare sig i Kirkestatens og Statskirkernes Skjød; thi hvor de fleste saakaldte Kristne fattes Troen og Aanden, uden at man kjender nogen anden virkelig Kristen-Menighed end dette Virvar, der er aabenbar et virkeligt Fælles-Liv i Aanden aldeles umuligt, og Enkeltmandens Bestræbelse for at fremtrylle det aldeles frugtesløs.

✂ Naar vi derimod har faaet den Forstand, at den sande Kristen-Menighed til alle Tider og hos alle Folk kun indbefatter dem, der med deres gode Vilje er lige gode om den ene og samme Tro og Daab efter Herrens Tiltale, da ser vi strax, at Livet saa vel som Livs-Ordet og Livs-Kilden baade kan og maa være fælles, og da finder vi denne apostoliske Hoved-Lærdom paa Bunden baade af Pavli, Petri og Johannes' Breve, skjønt vi kun i Brevene til Efeser og Kolossenser finder den hel gjennemført, og kun i Brevene til Romere og Galater befæstet mod alle Indsigelser paa Lovens Vegne, altsaa mod alle juridiske Indvendinger, som, ved efter Lovens Bogstav at kræve Enkeltmanden til Regnskab for sine Gjerninger, vil tilintetgjøre Guds Naade og udelukker Fælles-Livet af Guds Naade, hvad Pavlus paa det skarpeste udtrykker ved at sige (Gal. 5): I, som vil retfærdiggjøres ved Loven, I har intet med Kristus at gjøre, I er faldne fra Naaden, eller rettere: I har forspildt Kristus og er gaaet glip ad Naaden.

✂ Denne Apostlernes Hoved-Lærdom om det aandelige og hjærtelige Fællesskab mellem Kristus og Menigheden var det nu ogsaa aabenbar, hvori den ebraiske Menighed stod fast, saa længe der i Mængden var samme Hjærte og Sjæl; men hvor vanskelig den fandt Indgang i den græske Menighed, ser vi af Brevene til Korinterne; og at den, i det mindste før Pavlus selv kom til Rom, har været den romerske Menighed temmelig fremmed, maa vi slutte af Pavli Brev til Romerne, hvor han egentlig kun forudsætter det Fællesskab om Troen og Daaben, som er Vilkaaret for den enstemmige Bekjendeise og Taksigelse, og peger kun en eneste Gang udtrykkelig paa Fælles-Livet under Billedet af Legems-Livet i alle Lemmer (Rom. 12).

✂ Naar vi kjender den romerske Historie, da kan vi ogsaa godt forstaa, at Romerne endnu mindre end Grækerne vilde findes modtagelige for den apostoliske Lærdom om det aandelige og hjærtelige Fælles-Liv i Menigheden; thi denne Modtagelighed vil hos alle Folk til alle Tider bero paa deres hjemlige Forestillinger om et menneskeligt Husliv og Folkeliv, da selv deres Tungemaal vil være ubekvemt til levende at udtrykke et højere eller inderligere Fællesskab, end de har haft levende Forestilling om og eftertragtet.

✂ Dette har nu vel vore Kirke-Historikere og i det hele vore skriftkloge sjælden eller aldrig og lidt eller slet ikke lagt Mærke 132 til, men derfor er det lige vist, og maa tages vel i Betragtning, førend det kan lysne over Kirke-Historien, og navnlig over Forholdet mellem den ebraiske, græske og romerske Menighed, som baade var samtidige og havde apostoliske Læremestre.

✂ Det vilde imidlertid her føre for vidt at gaa ind paa en nøjere Sammenligning efter Folke-Historien mellem den ebraiske, den græske og den romerske Folke-Aand og Folke-Følelse eller Fædernelands-Kjærlighed; saa det maa her være nok at sige med et Par Ord, hvad jeg efter mit Kjendskab til Verdens-Historien har fundet, og det er, at Oldtidens tre berømte Verdens-Folk: Ebræer, Grækere og Romere, hvis Tungemaal mødtes i Kirken, ligesom over Kristi Kors, forholdt sig i aandelig Henseende til hinanden lige som Kroniderne, saa Ebræerne med den stærke Fantasi og altomfattende Anskuelse ligner Sevs, Grækerne med deres levende og vidtudstrakte, men meget egenkjærlige og voldsomme Følelse ligner Posejdon, og Romerne med deres grænseløse Begjærlighed og deres skarpe, men til det haandgribelige indskrænkede Forstand lignede Hades eller Pluto; saa det var intet Under, at naar de skulde levende gaa ind paa en hellig almindelig Kirkeforsamling og de helliges Fællesskab, det da blev et Pavedom og et verdsligt Kristus-Rige, altsaa, aandelig og hjærtelig talt, det tommeste af alle Skygge-Riger.

✂ Heraf kan vi da ogsaa forklare os, hvad der ellers er saare paafaldende, at Pavlus i Brevet til Romerne vel udtrykkelig gjør den levende Betragtning af Fælles-Troen og Fælles-Daaben gjældende, men ikke nævner Nadveren, som han derimod ret med Flid lægger Kor interne paa Hjærte.

IX.

✂ De veed nok, at ligesom vor ældste Kirke-Historie af Biskop Evsebius indbefatter de første tre Aarhundreder, indtil Kristendommen »ophøjedes« til Stats-Religion i Romer-Riget, saaledes har man altid siden betragtet dette Afsnit som et eget Tidsrum, hvori Kristendommen ved den forbavsende Kraft, hvormed den uden verdslige Vaaben udbredte sig i hele Romer-Riget, og bestod en sejerrig Kamp baade mod Jødedom og Hedenskab, 133 beviste for alle Tider sin guddommelige Sandhed. Men dette er en ligesaa uforsvarlig som ufrugtbar Betragtnings-Maade; thi hvad enten man i Kristendommen kun ser en ny Aabenbaring af Guds hemmelige Raad, eller man tillige ser en ny aandelig Skabelse eller Gjenfødelse af Menneske-Livet i Guds Billede, saa er det ikke i noget forbigangent Tidsrum, men kun i hele Tidsløbet til Verdens Ende, den kan bevise sin guddommelige Sandhed.

✂ Det ligger nemlig allerede i Kristendommen selv som et Frelsens og Fredens Evangelium for alle Mennesker, at det, for at være guddommelig sandt, maa kunne vinde og vare til Verdens Ende, ligesom der jo staar skrevet efter Herrens egen Mund, at Himmel og Jord skal forgaa, men hans Ord skal ikke forgaa.

✂ Men hvad der gjælder om Kristendommen som et nyt Himmel-Lys, det gjælder dobbelt om den som et evigt Livs-Ord, der skaber hvad det nævner, og skjænker hvad det byder, og kalder sig kun derfor med Rette Rigets, Guds-Rigets Ord; thi det Guds-Rige eller Himmerige paa Jorden, som Kristendommen tilbyder os, kan kun bevise sin guddommelige Sandhed og Virkelighed ved at fordunkle og overleve alle Verdens-Rigerne, som det ogsaa udtrykkelig var spaat ved Profeten Daniel, til hvem Herren selv har henvist os; thi da denne Profet forklarede Babels Konge hans Drøm om Billedet med Guld-Hoved, Sølv-Bryst, Kobber-Lænder og Jærn-Fødder med Ler paa Enden, som blev kuldkastet af en Rullesten uden Haands Bevægelse, som voxte op til en Klippe, der opfyldte Jordens Kreds, se, da spaade jo Daniel om et almindeligt og varigt Guds-Rige, der skulde stiftes i den romerske Jærn-Alder og vare Tiden ud.

✂ Det kirkehistoriske Bevis for Kristendommens guddommelige Sandhed maa derfor omfatte hele Tiden fra Herrens Himmelfart til Verdens Ende, og kan kun føres af ham selv, naar han kommer i Himmelens Skyer med sin Faders Herlighed; og Kristendommens første Tidsrum vilde, naar det ogsaa havde udfoldet den mest forbavsende Kraft og vundet den for Øjeblikket mest afgjørende Sejer, allermindst [kunne] gjælde for Bevis, da Verdens-Historien har lært os, at enhver ny Aabenbaring og ethvert navnkundigt Folkeliv havde i sine første Dage en Heltetid, der vakte langt større Formodninger og Forventninger, end Fremtiden retfærdiggjorde eller opfyldte.

✂ Endelig er det kun ved en meget overfladelig Betragtning af 134 det første kristelige Tidsrum til Konstantin den store, man kan komme til den Slutning, at enten Kristendommen som en Aabenbaring eller Kristenheden som et Guds-Rige vandt afgjørende Sejer over Jødedom og Hedenskab. De foreliggende Kjendsgjerninger er jo nemlig, hvad Jødedommet angaar, disse: at vel viste Farisæer og Saducæer sig aandelig magtesløse mod Kristus og hans Apostler, vel forvandledes den eneste aandelige Kæmpe, Jødedommet stillede i Marken mod Kristus, nemlig Savlus, ved et stort Vidunder til Hedning-Apostelen Pavlus, og vel blev Jerusalem, som Kristus truede, en Menneske-Alder efter Kristi Himmelfart forstyrret, og Jødefolket adspredt som Avner for Vinden; men alt længe før Kristi Komme var jo Jødedommet aandeligt dødt og magtesløst, og Korsfæstelsen under Pontius Pilatus viser jo noksom, at Jødeland alt da kun var en Provins i Romer-Riget, der ingenlunde mistede sin Levning af Frihed og Selvstændighed ved Kampen mod Kristus og Kristendommen, men ved Oprøret mod Romerne; og endelig veed vi alle, at selv efter at have mistet baade Fæderneland og Modersmaal, var Jøderne saa langt fra at tabe sig enten i Kristenheden eller i Hedenskabet, at de endnu vandrer iblandt os, som den kjendeligste Levning af alle Arildsfolkene, og med aabenbart Fjendskab mod vor Herre Jesus Kristus den korsfæstede og mod den kristelige Forklaring af Moses og Profeterne.

✂ Og hvad nu Hedenskabet angaar, da er jo Kjendsgjerningerne disse: at de kristne vel, ved deres frimodige Bekjendelse af Fælles-Troen paa Jesus Kristus som deres eneste aandelige Konge og Herre og ved deres inderlige Sammenhold, gjorde sig kjendelige som et eget Folk, og viste, ved i to Aarhundreder at trodse hele Romer-Rigets Verdensmagt blot ved Taalmodighed og andre aandelige Vaaben, at de var Borgere i et aandeligt Rige med forbavsende Kraft og Bestandighed. Men naar vi nu nærmere betragter denne mageløse Kamp gjennem de syv kjendelige Forfølgelser: under Nero, Domitian, Trajan, Mark Avrel, Septimius Severus, Decius og Diokletian, da er det saa langt fra, vi tør sige, at Kristen-Folket vedligeholdt sin oprindelige Aands-Kraft, eller at Kristi aandelige Rige opblomstrede i Tidens Løb, at vi meget mere maa tilstaa det modsatte, saa Aands-Kraften syntes hartad aldeles udtømt og Rigets Tilstand fortvivlet; saa at Omslaget under Konstantin, langt fra at ligne en afgjørende Sejer for Kristen-Folket og Kristi Rige, meget mere ligner et Lykketræf, hvorved Kristendommen vel 135 fik Skin af at vinde en afgjørende Sejer over Hedenskabet, men hvorved i Grunden Kristen-Folket, for verdslig Freds og Roligheds Skyld, opgav sin aandelige Frihed og Selvstændighed, saa Kristi aandelige Rige, der umulig kunde sammensmelte med det romerske Verdens-Rige, tabte sig deri.

✂ Det mindelige Forlig mellem Kejser Konstantin paa det hedenske Romer-Riges og Bisperne med de skriftkloge paa den kristne Menigheds og Kristi Riges Vegne, var jo det: at Romer-Riget skulde opgive sin Afgudsdyrkelse og hylde Jesus Kristus som aandelig Herre; men at saa skulde ogsaa hele Kristen-Folket underkaste sig Roms Kejser og Romer-Rigets Love, betragte Jesus Kristus som det evige Roms Skytsaand i Steden for Jupiter Kapitolinus eller Kvirinus, og betragte Kejseren som Kristi romerske Ypperstepræst (Pontifex Maximus), der efter Raadførsel med Bisper og skriftkloge havde Ret til at afgjøre, hvad der var den ægte Kristendom og hvem der var de ægte Kristne, ja, havde baade Ret og Forpligtelse til at forfølge dem, han agtede for uægte Kristne, som Kjættere og Afskum.

✂ Det kan derfor aldrig være Spørgsmaalet, om vi, som oplyste Kristne, kan og skal støde i Basun med Biskop Evsebius og utallige andre for Kristendommens Ophøjelse til Statsreligion i Romer-Riget, som et stort Guds Under, der klarlig beviste Kristi Guddom og Kristendommens Sandhed; men det store Spørgsmaal maa tvært imod blive, om vi ikke nødes til at indrømme, at ved dette Forlig blev den ægte Kristendom og det virkelige Kristen-Folk aldeles ukjendelige, og Kristi Rige paa Jorden en tom Talemaade; og det er først ganske nylig, vi er blevet i Stand til at vise, at saa galt gik det dog, Gud ske Lov! ikke, og at i den ægte, oprindelige Kristendoms og Kristi Riges Bestandighed, trods det gruelige Forlig mellem Rom og Kristendommen, deri ligger det store Guds Under, der aldrig noksom kan ophøjes.

✂ Saa længe man nemlig ikke har opdaget, at vor Tros-Bekjendelse ved Daaben er det kristelige Tros-Ord fra Begyndelsen, og at vor Herre Jesus Kristus lige saa vel ved Daabspagten stifter et eget Rige, som han ved Daaben skaber og opholder sig et eget Folk, saa længe kan man umulig i Stats-Kirkerne eller i Kirke-Staten opvise enten de kristnes Fælles-Tro eller en kjendelig Kristi Menighed og Folke-Forsamling eller et virkeligt Kristi Rige paa Jorden, men maa enten, som Protestanterne, sprænge det alt sammen i Luften, eller, som Papisterne, udgive noget derfor, som bevislig ikke er det, men er i det højeste en 136 tilsyneladende Forstening deraf, som den store Sten for Kristi Grav.

✂ Først naar vi ser Daabs-Pagten og Daaben i deres rette kristelige Lys, først da kan vi vise, at hvor de blev uforfalskede og uforvanskede, der baade bekjendtes den ægte kristne Tro, om end med et Paahæng af meget, som stred derimod, der var den kristne Menighed, om end kun med Møje, kjendelig, og der var Kristi Rige, om end undertrykt og afmægtigt, til Stede, saa der var en kristelig Reformation, som en virkelig Gjenfødelse og Fornyelse, under Forudsætning af den kristne Tros guddommelige Sandhed og Jesu Kristi guddommelige Kongemagt, immer mulig.

✂ At nu vor Herre Jesus Kristus lige saa vel ved sin Daabspagt stifter et eget Rige, som han ved sin Tro og Daab skaber et eget, kjendeligt Folk, begge Dele af aandelig Art, det er indlysende; thi ved Forsagelsen sætter han jo sin Menighed, som efter Tros-Bekjendelsen er et helligt Folk med Fællesskab om Kristus-Riget, i fjendtlig Modsætning til sin Avindsmands, Djævelens Rige; saa at hvor som helst man frivillig gaar ind paa denne Daabspagt og døber med denne Daab efter Kristi egen Indstiftelse, der er et paa Tros-Bekjendelsen kjendeligt Kristen-Folk og et virkeligt Kristi Rige, hvor afmægtige de end maatte findes.

✂ For saa vidt der nu i Stats-Kirkerne øvedes mer eller mindre Tvang i Henseende til Troen og Daaben, da nedtryktes og skjultes vel derved det aandelige Folk og Rige; men da dog ingen Tvang kan udelukke Frivilligheden, og da enhver frivillig Bekjendelse af Jesus Kristus den korsfæstede med mindste Kraft har vakt sin Modsætning i Verden, saa er Folket og Riget endnu den Dag i Dag kjendelige som Levninger af det samme Folk og Rige, der i sin Heltetid gjorde saa stor Opsigt i Verden og gjorde med stærke Grunde Krav paa at være det aandelige Guds-Folk, som skulde afløse det verdslige Guds-Folk i Jødeland, og havde til deres aandelige Fæderneland det Guds-Rige, som Apostelen Pavlus kort og godt har beskrevet, som Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand.

✂ Medens vi derfor maa indrømme, at dette Folk og Rige ved at skjule sig i Romer-Riget, og derved sætte sig i en ganske anden Forbindelse med og Modsætning til Verden, end Herren havde sat dem, langt fra at bevise deres Guddommelighed, meget mere gjorde den meget mistænkt og indtil videre hartad ukjendelig, saa paastaar vi dog, at deres Bestandighed 137 under saa ugunstige Omstændigheder giver en ikke ringe Formodning om højere Oprindelse og Bistand; og da det er gaaet Jøderne og alle Arildsfolkene ligesom de kristne: at de alle er sunkne i aandelig Døds-Dvale og har i det højeste beholdt deres Kjendelighed med Udsigt til mulig Oprejsning, kan vi forklare os den aandelige Afmagt og Dunkelhed, som Kristen-Folket og Kristus-Riget nedsank i og har endnu ikke klarlig rejst sig af, og vise, denne Forklaring er langt anderledes berettiget, end man hidtil har set, fordi man kun betragtede det guddommelige i sig selv og i sit Kraft - Forhold til det timelige, menneskelige og verdslige, ikke i sit Kjærligheds-Forhold dertil og sin deraf flydende levende Aabenbarelse deri, som dog er den eneste rette Betragtning af Guds Søns Kjøds-Paatagelse og Aands-Udgydelse i Verden. Ligesom nemlig Guds enbaarne Søn, for at leve og virke menneskelig paa Jorden, maatte underkaste sig alle Menneske-Livets Vilkaar, saaledes var det en følgelig Sag, at Guds aandelige Folk og Rige paa Jorden, for at være og virke menneskelig paa Jorden, maatte underkaste sig alle menneskelige Folks og Rigers Vilkaar, og, naar det vilde være et Folk af alle Folk og et Rige i alle Riger, i Kraft af Ordet paa alle Tungemaal, lempe sig efter Folkenes Vilkaar, selv hvor disse ikke var grundede i Menneske-Livets oprindelige Forhold, men fulgte kun af Faldet og Vildfarelsen.

✂ Da saaledes de kristne aldrig paa Jorden kan have en mere levende Forestilling om Guds-Folket eller en aandeligere Forestilling om Guds-Riget, end der findes levende Udtryk for i det Tungemaal de laaner, og hos det Folk, de udgaar af, saa kunde paa en Tid, da alle Verdens-Folkene glemte sig selv og deres Aandelighed, Kristendommen heller ikke hos noget af dem fremtræde med sit Folkeliv og sit Riges aandelige Kraft; saa det er først nu, da alle Verdens-Folkene kommer levende sig selv og deres Fortids Glans i Hu, og stræber at forstaa og udvikle deres Modersmaal i dets Aand, at Kristendommen igjen kan gjøre sig folkelig og aandelig gjældende i Verden.

✂ Derfor maa vi ogsaa i Kristendommens første Tidsrum tage Folkene og Rigerne i Betragtning, for at forstaa Kampen og Forliget; thi kun hos Jøderne kunde Guds-Folket og Guds-Riget finde levende Udtryk og tilsvarende Modtagelighed, saa det kan vi ikke vente efter Apostlernes Død og det første Aarhundredes Udløb. Hos Grækerne selv midt i Grækenland havde Folke-Begrebet altid været saa løst, og Rigs-Begrebet saa indskrænket, at i Alexandrien, som i det tredje Aarhundrede 138 var den græske Kristendoms Hovedstad, ej mer var Tanke om den almindelige Menighed som et virkeligt, enigt Guds-Folk og Kristi Kongerige; saa i Rom, hvor Folke-Begrebet var aldeles aandløst, men Rigs-Begrebet stærkt og omfattende nok, var det eneste Sted, hvor man kunde vente, at det gruelige Forlig ej vilde blive indgaaet, uden med et vist Forbehold, som skulde forbyde Kejseren som selvgjort Statholder i Kristi Rige at indlemme eller rettere udslette det i Romer-Riget.

✂ Dette viste sig, da Kejseren paa Kirkemødet i Nikæa havde givet de kristne en ny Tros-Bekjendelse, thi Rom vægrede sig standhaftig ved dermed at afløse den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben; og saaledes frelstes, uden at andre end vor Herre vidste det, det aandelige Guds-Folk og Guds-Rige fra Undergang med Daabs-Pagten og Daaben efter Herrens egen Indstiftelse.

X.

✂ De har sagtens alle hørt eller læst lidt om det saakaldte Tusendaars-Rige, eller dog om det Sværmeri eller Kjætteri, som paa Pluddervælsk hedder Kiliasme; men De har vist aldrig hørt nogen tydelig Fremstilling af, hvor Tanken om Tusendaars-Riget egentlig har hjemme, og i hvad Forhold den staar til den kristelige Tankegang i det hele, og navnlig til Troen paa et virkeligt Kristus-Rige i denne Verden; og dog er Tanken om et kristeligt Tusendaars-Rige baade saa gammel i Kristenheden og saa godt hjemlet i vor hellige Skrift, at oplyste Kristne umulig kan enten overse, overspringe eller afvise den.

✂ Hvad nu først Tankens Ælde angaar, da er det jo vitterligt nok, at al Tale i Kristenheden om Tusendaars-Riget har først og sidst støttet sig til Aabenbarings-Bogen afApostelen Johannes; saa at, naar den Bog er ægte apostolisk, da er Tanken det ogsaa; og vel har man allerede i Evsebs og Konstantins Dage ymtet om, at Aabenbarings-Bogen mulig turde være uægte, hvad de fleste protestantiske skriftkloge og selv Morten Luther har været alt for tilbøjelige til at tænke, kunde 139 omtrent være Bevis nok for, at den virkelig var uægte; men baade vil en saadan Slutning under alle Omstændigheder være meget overilet, og naar vi veed, hvor taaget og aandløs Forestillingen om Kristi Rige var baade i Konstantins og i Protestanternes Dage, da kan vi ikke lægge mindste Vægt paa deres Tvivlraadighed om den ny Pagts eneste Spaadoms-Bog, hvis Ægthed, langt fra at have noget kirkehistorisk Vidnesbyrd mod sig, meget mere har det allergyldigste Vidnesbyrd for sig.

✂ Det gyldigste kirkehistoriske Skrift-Vidnesbyrd, vi har om det saakaldte ny Testamentes apostoliske Ægthed, er nemlig, som bekjendt, Vidnesbyrdet af Biskop Irenæus i Lyon i Slutningen af det andet Aarhundrede; thi han er den første, som baade beskriver de kristnes Kirke-Bog i det hele og giver Prøver af dens enkelte Dele, hvorpaa vi kan kjende dem igjen; men nu er igjen Aabenbarings-Bogen netop den Del af det ny Testamente, som Biskop Irenæus giver det allerudtrykkeligste Vidnesbyrd som ægte apostolisk, og hvis Indhold, især om Tusendaars-Riget, han beskriver aldeles umiskjendelig; og endelig er det netop om Skrifterne af Apostelen Johannes, at Irenæus maa agtes for fuldgyldigt Vidne, da han havde haft den navnkundigste af alle Johannes-Disiplerne, Martyren Polykarp, Biskop i Smyrna, til sin Læremester.

✂ Om den apostoliske Ægthed baade af Aabenbarings-Bogen og af Tanken om Tusendaars-Riget kan der da kirkehistorisk ej næres mindste Tvivl, med mindre Bogens Indhold enten i det hele eller dog i Henseende til Tusendaars-Riget skulde befindes saa aabenbar ukristeligt, at vi, trods Vidnesbyrdet af Polykarp og Irenæus, maatte erklære Bogens apostoliske Oprindelse for umulig.

✂ Dette er imidlertid saa langt fra at være Tilfældet, at den kristelige Daabs-Pagt, saa længe den er i Live, beviser Virkeligheden af et Kristus-Rige paa Jorden, hvis kjendelige Skikkelse Kirke-Historien lærer os har været meget forskjellig, saa der kan slet intet være i Vejen for, at Riget til Slutning faar en langt mere kjendelig og stormægtig Skikkelse, end det havde selv i Apostlernes Dage, da det dog forbavsede og trodsede hele den romerske Verdensmagt. Ja, vi maa, som oplyste Kristne, endnu gaa et Skridt videre, og indrømme, at Kristus-Riget paa Jorden ikke blot muligvis kan, men rimeligvis vil og maa til Slutning aabenbare sig i en saa urniskjendelig og stormægtig Skikkelse, som den, der beskrives i Aabenbarings-Bogen. Ligesom nemlig Jesu Kongenavn, Kristus, i vor Tros-Bekjendelse 140 ved Daaben uopløselig sammenknytter den ny Pagts Folk og Rige med den gamles, saaledes maa vi finde det højst rimeligt og hartad nødvendigt, at Kristus-Riget en Gang maa blive lige saa umiskjendeligt, som Israels-Riget var i Kong Davids og Kong Salomons Dage, og blive ganske anderledes stormægtigt mellem Floden og Havet, for at svare til Spaadommen baade hos Esaias, Esekiel og Daniel, og da især hos Daniel, hvor Guds-Riget, som skal oprettes i den romerske Jærnalder, lignes ved Stenen, som ikke blot ruller uden Haands Bevægelse, men knuser alt hvad den møder og voxer til at fylde Jorden.

✂ Naar nu alligevel de protestantiske skriftkloge har paastaaet, at de af det ny Testamente kunde bevise Tusendaars-Rigets Ukristelighed, da glemte de ikke blot, at Aabenbarings-Bogen, som den allersikreste Del af det ny Testamente, ikke kan bestrides med nogen Skrift, hvis apostoliske Ægthed er mindre sikker end dens; men de beviste tillige, at de, ligesom Saducæerne fordum, miskjendte baade Skrifterne og Guds Kraft. Naar der saaledes staar skrevet, at Engelen Gabriel lovede paa Guds Vegne Jesus, Marias Søn, sin Fader Davids Trone og et anderledes bestandigt Rige end hans, da maatte denne Trone og dette Rige dog vel i det mindste være lige saa virkelige paa Jorden, lige saa umiskjendelige og lige saa stormægtige som Davids; og da Herren, efter Skriften, skjønt han ikke vilde lade sig gjøre til Jøde-Konge af en Folke-Hob, dog med Flid holdt et kongeligt Indtog i Davids-Rigets Hovedstad Jerusalem, saa vakte han unægtelig hos alle sine Disipler den Forventning, at han en Gang lige saa aabenbar vilde sætte sig paa Tronen, og det saa meget mere, som Spaadommen hos Sakarias, hvis Opfyldelse netop ved denne Lejlighed udtrykkelig tilsigtedes, hentyder paa en kongelig Aabenbarelse, iigesaa frygtelig for Rigets Fjender, som glædelig for Sions Datter. Det var derfor intet Under, at Apostlerne efter Skriften spurgte Jesus efter hans Opstandelse, ikke om han vilde oprette Israels-Riget paa ny, men kun om han vilde gjøre det nu med det samme; og Herrens Svar lyder derfor ingenlunde paa, at han aldrig vilde gjøre det, men kun paa, at Tids-Spørgsmaalet er ørkesløst, da den himmelske Fader med Flid holder Tiden hemmelig. Endelig maa jo Kristi Rige faa en anderledes umiskj endelig og stormægtig Skikkelse paa Jorden end nu, naar Skriften efter Herrens egen Mund skal opfyldes, saa hans Riges Evangelium prædikes i den ganske Verden til et Vidnesbyrd for alle Folk, før Verdens Ende, ligesom den sidste store Kamp og afgjørende Sejer over 141 Satans-Riget forudsætter samme klare Umiskjendelighed og samme guddommelige Stormægtighed.

✂ Om der nu ogsaa fandtes enkelte Ord i det ny Testamente, som maatte synes os uforenelige med en saadan Skikkelse af Kristus-Riget, da maatte vi enten anse dem for uægte eller lade dem indtil videre staa ved deres Værd, som os uforklarlige; men vi kan trøstig sige, de findes ikke, og vi kan i alt Fald vise, at Herrens berømte Ord »mit Rige er ikke af denne Verden« er langt fra i sin rette Sammenhæng enten at have eller engang kunne taale en saadan Anvendelse. Herrens Oplysning om sit Rige under Forhøret hos Pilatus begynder nemlig vel efter Skriften med de Ord: »mit Rige er ikke af denne Verden«, som, naar de stod alene, kunde fortolkes, som om han havde sagt, at hans Rige heller ikke var eller kunde findes i denne Verden; men nu staar de ikke ene, og Herren har selv forklaret dem ved at tilføje: »havde mit Rige været af denne Verden, da skulde mine Følgesvende have stridt for mig, saa jeg ikke var falden i Jødernes Hænder, men nu er mit Rige ikke derfra«; saa dermed har Herren vel fralagt sig ethvert Rige, der skulde udvides eller forsvares med verdslige og haandgribelige Vaaben, men ingenlunde ethvert Rige, som kunde gjøre sig kjendeligt og gjøre sig gjældende i denne Verden. Meget mer forklarede Herren med det samme, baade at hans Rige er et virkeligt Rige og er i Besiddelse af et aandeligt Middel til sin Udvidelse og sit Forsvar, der alle Vegne og til alle Tider gjælder saa meget, som den guddommelige Sandheds højrøstede Ord; thi da Pilatus nærmere udfrittede ham om hans Kongedømme, sagde han jo: derfor er jeg fød og derfor er jeg kommen til Verden, at jeg skal give Sandheden Vidnesbyrd, og enhver, som er af Sandheden, hører min Røst.

✂ Hermed siger nemlig Herren ikke blot, som Protestanterne har ment, at han er Konge i Sandhedens, den guddommelige Sandheds Rige, men ogsaa, at han kan og vil give denne Sandhed et saa bestandigt, højrøstet og kraftigt Vidnesbyrd, at alle sandhedskjærlige Mennesker frivillig bliver hans Undersaatter. Dette kunde vist nok vore skriftkloge ikke forstaa, saa længe de var baade blinde og døve for det Jesu Kristi egne Vidnesbyrd om Guds Naade og Sandhed, som med hans egen Røst har vandret fra Jerusalem til os og skal naa til Verdens Ende; men derfor er det lige fuldt Herrens Oplysning om sit Riges Virkelighed og Stormægtighed i denne Verden; og at nu det højrøstede Guds-Ord af Herrens egen Mund en Gang ikke blot 142 skal Indtage alle hans Venner, men ogsaa knuse alle hans Fjender paa Jorden, det er saa langt fra at være urimeligt, at det snarere maatte kaldes en følgelig Sag, om vi end ikke havde en Aabenbaring, der udtrykkelig forudsiger det. At nu ogsaa det højrøstede Guds-Ord kan og skal engang soleklart bevise sin Kraft til lige saa vel at forsvare som at udvide Kristi Rige paa Jorden, det bevidner jo Apostelen Pavlus lige saa udtrykkelig som Johannes, naar han spaar (2 Tess. 2), at Herren i sin herlige Aabenbarelse skal tilintetgjøre den lovløse, Synde-Mennesket (Antikrist), med sin Munds-Aande; og skjønt det maa være en Egenhed hos Kristi Rige som Naade-Riget, at Guds-Ordet sjælden eller aldrig bruges til at fælde, men kun til at oprejse, saa findes der dog allerede enkelte Undtagelser, som da Guds-Ordet gjennem Pavli Mund slog Djævelungen, den falske Profet Barjesus, med legemlig Blindhed, da det gjennem Petri Mund slog de falske Søskende Ananias og Safira med legemlig Død, og da det gjennem Herrens egen Mund slog den falske Apostel Judas med hele hans Følge legemlig til Jorden; saa det er intet Under, at der gjøres en stor Undtagelse, naar den store Falskeblakke, den gamle Slange selv, i Skabning af en Menneske-Søn sætter sin bespottelige Mund mod Herrens den sandfærdige og bærer saaledes klarlig Avindskjold mod Kristus og Sandhedens Rige paa Jorden.

✂ At det nu ogsaa ene og alene er med Guds-Ordet som Aandens Sværd, at Kristus efter Aabenbarings-Bogen forsvarer sit Rige og fælder sin Avindsinand, det burde dog alle Bogens Læsere, endsige da dens Gjennemheglere, vide; thi der siges endog udtrykkelig, at det er under Navn af »Guds-Ordet«, at Herren gaar med sin Hær i Marken, og at hans tveeggede Sværd udgaar af hans Mund.

✂ Naar man derfor har slaaet Tusendaars-Riget, som det omtales i Aabenbarings-Bogen, i Hartkorn enten med Pavens Kirke-Rige eller selv med Mahomeds Paradis, da røber det enten grov Vankundighed eller gusten Avind; da der ikke er et verdsligt eller kjødeligt Træk i hele Skildringen, men alt drejer sig om Ordet, der fra Verdens Begyndelse til Verdens Ende er Aandens lovlige Udtryk, Vaaben og Middel paa Jorden, og som ingenlunde taber sin Aandelighed, men beviser den netop ved, med den mindst mulige Grad af Legemlighed, der ikke blot undgaar de fineste Fingre, men skjuler sig for det skarpeste Øje, dog at beherske alt det legemlige med Aandens Kraft.

✂ Heraf følger da, at det saakaldte Tusendaars-Rige, som det er spaat i Aabenbarings-Bogen, er, saa vidt som vi kan skjønne, en aldeles kristelig Ting og Tanke, hjemmehørende i Apostlernes Lærdom, der vel aldrig mere maa gjøres til en fjerde Tros-Artikel for Menigheden, men vil dog for alle oplyste Kristne findes sikker nok og bevise sig selv i sin Tid. Kun maa vi, som oplyste Kristne, ikke sammenblande Spørgsmaal, der baade kan og skal holdes adskilte; thi eet er, at Kristi Rige, som Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand, skal faa en anderledes umiskjendelig og stormægtig Skikkelse paa Jorden, end det hidtil nogen Sinde har haft, og i den vinde en afgjørende Sejer baade over sine mistroiske Venner, der, som Tomas, ikke vil tro, før de faar Troen i Hænderne, og over sin Hoved-Fjende, der endelig paa Trods er kommen frem af sit Skjul; og noget ganske andet er det, om Rigets Herlighed da, som en Davids-Trone, skal overstraale det gamle Israels hellige Land, og atter et andet, om alle Rigets Indbyggere da skal være opstandne Martyrer, og atter et andet, om Riget netop skal vare i tusende Aar; thi saa meget kjender vi dog nu til Billedsproget og den profetiske Stil, at vi veed, der kan være meget i den allersandeste Spaadom, der ikke maa tages bogstavelig.

✂ I Henseende til det »hellige Land« maa det imidlertid bemærkes, at hverken kan man godt tænke sig, at vor Herre, naar han klart vil aabenbare sit Riges Herlighed paa et enkelt Sted, skulde skifte Skueplads, ikke heller synes de ebraiske Spaadomme, især hos Esekiel, at kunne opfyldes, med mindre Jødeland og Jerusalem endnu før Verdens Ende faar et Gyldenaar.

✂ I Henseende til Aartusendet, som Kristus-Rigets blomstrende Tidsrum, maa det ogsaa bemærkes, at den gamle Tanke derom var, at sex Aartusender skulde svare til de sex Skabelses-Dage, og det syvende til Hviledagen; og det er i alt Fald mærkeligt, at baade det bysantinske Kejserdom fra Teodosius til den sidste Konstantin, og det hellige romerske Rige fra Karl den store til Frans den anden, der begge holdt fast paa Skyggen af et kristeligt Tusendaars-Rige, ganske rigtig fyldte deres Tusendaar, hvad der, saa vidt vi kan skjønne, ogsaa godt kan blive Tilfældet med det pavelige Kirkerige fra Gregor den syvende til den sidste Pave.

✂ Til Slutning maa vi indrømme, det er mærkværdigt nok, at naar vi undtager Apostelen Johannes og hans første Disipler, 144 synes Tanken om Tusendaars-Riget baade i ældre og nyere Tider kun at have tiltalt Kjættere og Sværmere, som endnu Irvingianere, Baptister og Mormoner; men da disse alle, ligesom vi læser om Cerint, kun har misbrugt og forkvaklet Tanken, bør det ikke komme den til Vanrygte; hvorimod vi ved den mærkelige Kjendsgjerning ledes tilbage til den Slutning, at det i Oldtiden kun var Ebræerne, der levende kunde forestille sig et aandeligt Guds-Rige paa Jorden, der ved Ordets Kraft og Klarhed var lige saa umiskjendeligt som det største Verdens-Rige, og anderledes baade bestandigt, lykkeligt og stormægtigt; og det ligger da nær at tænke, at ligesom sikkert flere Jøde-Kristne end Johannes efter Jerusalems Forstyrrelse har taget deres Tilflugt til Efesus og Lille-Asien, saaledes har baade Papias, Polykarp, Irenæus og i det hele Johannes-Disiplerne været af ebraisk Oprindelse, og staar derfor saa enlige mellem Grækerne.

✂ Det er imidlertid ogsaa i sin folkelige Orden, at Tanken om Tusendaars-Riget i sin aandelige Ægthed og Virkelighed lever op i vort Højnorden, da vi fra Arilds Tid har haft langt fyldigere Tanker om aandelige Riger og om Ordets Kraft end andre Hedninger og har desuden et eget Blik for Historien, som maa vise os, at Kristi Rige, som Naadens og Sandhedens Rige, maa have to nøje sammenhørende, men kjendelig forskjellige Tidsrum, da Guds Naade ikke kan paatvinges nogen, da Kongen i Naadens Rige maa spare sine Fjender det længste muligt, da Kongen i Sandhedens Rige hader alt Hykleri som Løgn og Falskhed, og da endelig Kristi Rige baade maa skabes og opholdes, blomstre og krones ved Ordets guddommelige Vexel-Virkning mellem Kongen og Folket.

XI.

✂ Det er noksom bekjendt, hvilken sørgelig og kjedsommelig Hoved-Rolle de saakaldte Kjættere og Kjætterier spiller i den skrevne Kirkehistorie, lige siden Lukas sluttede Apostlernes Idræts-Bog, som tvært imod ikke skjænker Kjætterne en eneste Linje; skjønt netop i Apostlernes Dage falske Profeter og Apostler umulig kunde udeblive, og skjønt vi af Apostel-Brevene, og udtrykkelig af det store Johannes-Brev og af 145 Aabenbarings-Bogen, mindes om, at der fattedes ingenlunde paa vildfarende og fristende Aander, ja, vi maa lægge til: skjønt Lukas selv indførte den Simon Troldmand paa den kirkehistoriske Skueplads, som efter de ældstes Vidnesbyrd var Antikristens lyslevende Forbillede.

✂ Det allerværste ved den Vigtighed og Udførlighed, hvormed man sædvanlig i Kirke-Historien behandler og beskriver Kjætterne og Kjætter-Striden, er imidlertid ikke engang det, at Fredens Sysler i Kirke-Historien ligesom i de verdslige Folke-Historier kommer til at staa i Skygge for Krigens; men det værste er, at Kjætter-Stridighederne sædvanlig fremstilles som Borger-Krige i Kristi Rige, hvorved der var Uret paa begge Sider; thi var det sandt, da maatte Kristi Rige være det splidagtigste af alle Riger under Solen. Til Lykke kan det nu ikke være sandt, fordi, som Rigets Stifter selv har bemærket, og som hele Verdens-Historien stadfæster, splidagtige Riger snart forgaar, ligesom splidagtige Huse forfalder, saa at dersom Kristi Rige havde været saa gruelig splidagtigt, som det i Kirkehistorien har faaet Udseende af, da vilde det været ødelagt for mange Aarhundreder siden. Men førend Kirke-Historien kan blive et Vidnesbyrd om, at Kristi Rige er den guddommelige Sandheds Rige, der ikke kan have andre aandelige Fjender end Djævelskabet, og at Kristen-Folket er det fredsommeligste Folk under Himmelen, skjønt det ikke kan oplade sin Mund, før Krigen staar for Døren, - førend det kan ske, maa dog den sorte Splidagtigheds Skygge, som den sorte Kunst har kastet paa Riget og Folket, klares af Vejen; og det kan vel synes meget vanskeligt, men vil dog i Fremtiden findes temmelig let, som al den Byrde, vor Herre lægger paa os, naar vi først ret kan faa Øjnene op til at se Lys i hans Lys og Mod til at følge ham, hvor han saa gaar hen.

✂ Allerførst maa der nemlig lægges vel Mærke til, hvad der i alle saakaldte Kirke-Stater og Stats-Kirker har aldeles uforskyldt givet Kjætter-Stridighederne Udseende af kristelige Borger-Krige; thi overalt hvor man verdsligvis efter selvgjorte Love vil afgjøre, hvem der er ægte, og hvem der er uægte eller falske Kristne, der forudsætter man aabenbar, at Kristi Rige, for saa vidt det kjendelig findes paa Jorden, er et Rige af denne Verden, hvad man nu vilde kalde en »kristelig Stat«, saa at hvem der gjenstridig, om end nok saaaandelig, bestrider Stats-Ortodoxien, er som en Kjætter Rigets Fjende, og skal enten henrettes, 146 landsforvises, fængsles, eller paa andre verdslige Maader nødes til at forstumme.

✂ Det er derfor kun i Arilds-Tiden, mens Kristen-Folket og Kristen-Navnet, langt fra at have Verdens-Magten for sig, aabenbar havde den imod sig, at det kan synes vanskeligt nok at rense Kristi Rige fra Beskyldningen for gruelig Splidagtighed og uophørlige Borger-Krige; thi det kan ikke nægtes, at Navne-Rækken paa Kjætter-Høvdinger i det irenæiske Strids-Skrift er meget lang, og Klagerne over den indvendige Forstyrrelse, som Kjætterne voldte, allerede i Evsebs Kirke-Historie meget lydelige ; men ved nærmere Betragtning opdager vi dog let, at Sagen var ikke nær saa farlig, da Kjætter-Striden i de første to Aarhundreder slet ikke bærer Præget af et Oprør i Riget, men kun af en Rettergang med enkelte Forbrydere, der vel flokke sig hist og her, men uden kjendelig Indflydelse paa det hele; saa det er først i det tredje Aarhundrede, da det kristne Samfund begyndte at faa verdslig Borger-Ret og Ejendoms-Ret i Romer-Riget, at Kjætter-Striden ved et lille Bispe-Oprør virkelig begyndte at faa Udseende af en Borger-Krig, der dog først bryder løs i det fjerde Aarhundrede, da Bisperne og de skriftkloge glemte Kristi aandelige Rige over deres eget, der hist var et »bispeligt Kirkerige« og her »de lærdes Republik« i en bibelsk Læse-Verden, begge under verdslig Højhed,

✂ I den kristne Frimenighed, som selv valgte sin aandelige Øvrighed, betragter vi nemlig med Rette Bispedømmerne som Kristi Riges Stæder og Landskaber; og saa længe derfor ingen Biskop enten slaar sig til Kjætterne eller fortrænges af dem, da er Oprøret ubetydeligt, og Kjætter-Striden ingen Borger-Krig; og da vi i de første to Aarhundreder intet Exempel har paa nogen af Delene, saa er den berygtede Povl af Samosata, Biskop i Antiokien, den første Biskop, som af sine Medbisper og af hele Menigheden erklæredes for Kjætter; og selv det havde ingen aandeiig Borger-Krig til Følge; thi hverken stiftede han en egen Kjætter-Menighed, ikke heller prøvede han paa at forsvare sig med aandelige Vaaben, men vægrede sig kun med verdslig Understøttelse ved at opgive Bispedømmet og rømme Bispegaarden, saa dertil maatte han nødes med verdslig Overmagt af den hedenske Kejser Avrelian.

✂ Dette lille Oprør er derfor kun mærkeligt, som et Forvarsel for det donatistiske og det arianske i det fjerde Aarhundrede, som alt oprindelig har det verdslige Præg, som 147 Bispestriden i Antiokien kun fik derved, at Bisperne gav deres Bandsættelse verdslige Følger og satte deres Dom i Kraft med verdslige Midler.

✂ Da det imidlertid allerede ved denne første Bispe-Bandsættelse er uklart, om Biskoppen var en aabenbar Oprører i Kristi Rige eller kun en meget mistænkelig Person og utro Embedsmand, saa maa vi alt her lægge Mærke til, at hvad der har bidraget uberegnelig til at indvikle, formørke og forbitre KjætterStridighederne, er Ubestemtheden af de ældre Benævnelser »hæresis« og »hæreticus«, uden at tale om Bælgmørket over de nymodens Benævnelser »Kjætter« og »Kjætteri«. Medens nemlig slet ingen veed, hvad der skal forstaas ved Kjætter og Kjætteri, som Tyskland og Højnorden har ganske for deres egen Mund, saa var det allerede uheldigt, at Grækerne valgte det ubestemte pavlinske Udtryk »hæretikos« i Steden for det bestemte johanneiske »antichristos« til Navnet paa en Oprører i Kristi Rige; og da hæresis og hæreticus allerede for Latinerne var vildfremmede Ord, saa kunde der selv ubevidst indsnige sig Vilkaarlighed ved den store Bandsættelse, der, efter Apostelens uforbederlige Kjendelse, kun maa anvendes paa den, der forkynder en anden Kristus og et andet Evangelium, end den kristne Menighed har hørt fra Begyndelsen.

✂ Saa længe Verdens-Riget laa i aaben Fejde med Kristen-Folket, saa der hverken var nogen verdslig Lov, hvorefter man kunde forkjætre Medkristne, eller var nogen verdslig Vinding, men snarere Tab og Skade, ved at hævde sig enten Kristen-Navnet eller Bispe-Stillingen, da vilde vel ikke lettelig nogen blive bandsat som Kjætter, uden han aabenbar forkyndte en anden Kristus end ham, der korsfæstedes under Pontius Pilatus, eller et andet Evangelium end det, som Menighedens apostoliske Tros-Bekjendelse udtrykker; men naar vi lægger Mærke til, at mellem alle de Kjætter-Høvdinger, Irenæus og Evseb opregner, er der kun to fra Midten af det andet Aarhundrede, nemlig Valentin og Marcion, som stiftede antikristelige Samfund, der spores i den følgende Tid, saa ledes man dog til at formode, at man allerede tidlig har udstrakt den store Bandsættelse til alle dem, der aabenbar bestred, hvad man ansaa for utvivlsom apostolisk Lærdom og Kirkeskik, hvorved Døren aabnedes baade for den bispelige og den boglærde Vilkaarlighed, som allerede skinner igjennem ved Povl af Samosatas Bandsættelse, bryder frem i Striden med Montanisterne, og er siden bleven herskende lige til vore Dage.

✂ Det saakaldte montanistiske Kjætteri fra den sidste Halvdel af det andet Aarhundrede ligger vel ingenlunde saa klart for os, at vi kan fælde nogen sikker Dom; men tør vi tro den navnkundigste af alle Montanister: Tertullian, da var der ingen aabenbar Antikristelighed til Stede, men kan Forvarselet for et Pavedømme, der vedkjendte sig den apostoliske Daab og Daabs-Pagt som ægte, men tilegnede sig apostolisk Myndighed til paa den Helligaands Vegne at beherske baade Livet og Lærdommen.

✂ Saa meget er i det mindste vist, at Tertullian og hans bispelige Disipel Cyprian er Pavedømmets store Profeter, ligesom de samtidige alexandrinske Skolemestere, Klemens og Origenes, er Bibel-Rytteriets berømte Bannerførere; saa her møder vi allerede i det tredje Aarhundrede de to store Modsætninger, der først har klaret sig i Papismen og Protestantismen, men førte dog alt i det fjerde Aarhundrede Kjætter-Striden ud paa rent verdslige Enemærker, hvor man uden al Betænkelighed afgjorde den med verdslige Vaaben.

✂ Førend vi derfor nærmere betragter de donatistiske og arianske Stridigheder i det fjerde Aarhundrede, da Kristus-Riget vel, Gud ske Lov! ikke forgik, men kom dog ved lunkne Venners og arrige Fjenders Vexelvirkning sin Undergang saa nær som muligt, da maa vi lægge Mærke til, at det samme Afrika, som, i Kartago og Alexandrien, blev Arnestedet for Donatister og Arianer, var ogsaa Vuggen for den skjæve Betragtning af Kristi Rige, enten som et bispeligt Kirkerige, eller som de boglærdes og skriftkloges Republik, og at hverken i Kartago eller i Alexandrien har der, saa vidt vi veed, været nogen apostolisk Menighed i sand og levende Betydning, men kun et Bispedømme og en Kirkeskole, som man ganske troskyldig kunde indbilde sig, var Kristen-Samfundets eneste rette Brændpunkter og Livskilder.

✂ Det gjør nemlig hele Sagen langt mere forklarlig, og Personerne, som blinde Redskaber for Verdens-Aanden, saa vidt muligt undskyldte, og frikjender den ægte Kristen-Menighed for at have udklækket den ligesaa ukristelige som aandløse Betragtning af Kristi aandelige Rige; men den kristelige Kirkehistorie vilde dog ikke kunne skjænke disse skjæve Synsmaader og de verdslige Kjætter-Stridigheder, hvortil de førte, videre Opmærksomhed, hvis ikke det alexandrinske Bibel-Rytteri aabenbar havde undergravet Kristi Rige iGrækenland og hele 149 Østerleden, og det cyprianske Hierarki derimod hemmelig bevaret Kristi Rige i Rom og Vesterleden, saa det i Nyaars-Tiden kunde rejse sig og, som vi tør haabe, opblomstre baade lykkeligere og mere frugtbart end nogen Sinde før.

✂ Dette gjør imidlertid, at vi med kirkehistorisk Deltagelse maa følge baade den donatistiske Strid til Avgustin, da den cyprianske Grundsætning: »hvem der skiller sig fra Bispen, skiller sig fra Kirken, og hvem der skiller sig fra Kirken, skiller sig fra Kristus«, sejrede i Vesten, og følge den arianske Strid til Julian, da den selvgjorte nicæniske eller atanasianske Tros-Bekjendelse i Grækenland og Østen omtrent afløste den apostoliske ved Daaben, hvorved baade Livet i Guds Rige og selv den levende Forestilling derom maatte uddø.

✂ Den arianske Strid kunde imidlertid aldrig fundet Sted, dersom ikke Menigheds-Troen i det hele havde været en død Bogstav-Tro; thi dels forudsatte man jo ved denne Strid paa begge Sider, at det kun var af Bisperne som skriftkloge og Bibelens aandelige Fortolkere, det skulde afgjøres, hvem der var de ægte Kristne; og saa kom jo endda Striden til at dreje sig om et Ord, der lige saa lidt findes i det ny Testamente som i den apostoliske Tros-Bekjendelse, men var kun udklækket i de skriftkloges Hjærne, som om vi vilde gjøre Ordet »Treenighed« til Kristendommens Shibolet og Kjendemærke.

✂ Jeg maa nu vel skynde mig at sige Dem, at hverken de papistiske eller de protestantiske Kirkehistorie-Skrivere paa nogen Maade vil indrømme, at Byttet ved Daaben var gjort paa Bedrag, men vil tvært imod kalde Paastanden lige saa ugrundet som ukjærlig; men det er lige vist, at hvor enten den saakaldte nicæniske eller den saakaldte atanasianske eller hvilkensomhelst anden Tros-Bekjendelse lyder ved Daaben i Stedeo for den apostoliske, der meddeler man efter egen Bekjendelse Daaben paa andre Vilkaar, end Menigheden har modtaget den af Herren, og taber alt Krav paa den Indfødsret i Guds Rige, som Herren har knyttet, ingenlunde til Johannes-Daaben med det bare Vand, eller til enhver saakaldt kristelig Daab, men kun til Daaben af Vand og Aand efter hans egen Indstiftelse; og vel kan man let indbilde sig, at naar kun den nye Tros-Bekjendelse indeholder, hvad man anser for det væsentlige ved den gamle, da vil Daaben være lige kraftig; men femten Aarhundreder har i alt Fald viist, at den kristelige Livs-Kilde er anderledes udtørret i den saakaldte græske eller østerlandske Kirke end i 150 den saakaldte latinske eller vesterlandske, hvor man holdt fast ved den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben og den oprindelige Daaaspagt. Det er ligeledes soleklart, at naar den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben er vor Herres Jesu Kristi eget Vidnesbyrd om Sandheden, og naar Kraften til at avle Troen derpaa ligger i hans Røst, da vil den Tro, som Herrens Daab forudsætter, aldrig findes, uden hvor Vidnesbyrdet høres med hans Røst over Vandet. Naar desuagtet mangfoldige baade tænker og siger, at de har faaet den Tro, som Herren spørger om og døber paa, enten blot ved at læse i Bibelen eller ved et blot menneskeligt Vidnesbyrd, da kommer det af, at man ikke gjør ret Forskjel mellem den døde og den levende Tro paa Jesus Kristus; thi kun da bliver den kristne Tro levende, naar vi tror paa Jesus Kristus som lyslevende aandelig nærværende i sit Ord tilos; saa at naar vi kun tror paa ham som fordum nærværende, og en Gang i Fremtiden tilkommende, men nu død og borte, da tror vi kun dødt paa ham og kan lige saa lidt ved Daaben som ved Nadveren levende forbindes med ham. Det samme siger ogsaa Skriften udtrykkelig, skjønt vore skriftkloge ikke har set det; thi Apostelen Pavlus skriver jo, at den levende, retfærdiggjørende Tro kommer ene ved Guds-Ordets Hørelse, saa det er kun i Kraft af Ordet i vor Mund og i vort Hjærte, at Jesus Kristus er nærværende hos os, saa vi ikke spørger i vort Hjærte: hvem vil fare op til Himmelen, at hente Kristus ned, eller hvem vil fare ned i Afgrunden, at hente ham op fra de døde ! Det er derfor ganske sandt, at mangfoldige i den latinske Menighed og midt iblandt os slet ikke har mere levende Tro paa Kristus, end Grækerne godt kan have, og gjenfødes derfor lige saa lidt som de i Daaben af Vand og Aand til et nyt kristeligt Liv og Levned; men derfor er det lige sandt, at hvor Daabs-Pagten er bevaret uforvansket, der og kun der kan Daaben træde i Kraft, saa der og kun der kan det kristelige Liv gjenfødes, og den apostoliske Lærdom fornyes, som den lutherske Reformation og dens levende Fortsættelse hos os kirkehistorisk beviser.

✂ Da Kristus er baade Livet og Lyset, saa vii enhver kristelig Oplivelse gaa Haand i Haand med kristelig Oplysning; og da vi har oplevet Menneske-Slægtens historiske Oplysnings-Tid, saa kan vi endog bedre end Lærerne i Arilds-Kirken indse, baade hvad der, kristelig talt, skal kaldes Kjætteri eller Oprør i Kristus-Riget, og hvorledes Kjætter-Striden skal betragtes og behandles i en kristelig Frimenighed og i dens Historie.

✂ »Bandsat være den, som forkynder en anden Kristus eller et andet Evangelium, end vi har hørt fra Begyndelsen!« det skulde aabenbar være Rettesnoren baade for Menighedens Dom og for Krigs-Brugen paa Herrens og Menighedens, som paa Kongens og Folkets Vegne; thi ingen maa stemples til Oprører i Kristi aandelige Rige, med mindre han aabenbar fører Avindskjold mod den Jesus Kristus, som vi alle ved Daaben hylde, og mod det Evangelium, det Guds Naades og Sandheds Ord, som vor fælles Tros-Bekjendelse ved Daaben udtrykker; og den højtidelige Bandsættelse, med Navns Nævnelse, ligesom ved Daaben, er det eneste skarpe Vaaben, der kan og maa bruges til Kristi aandelige Riges Forsvar (Gal. 1). Saaledes skete det ogsaa aabenbar i Apostlernes Dage, som vi ser, at baade Pavlus og Johannes taalte alle andre Uro-Stiftere, der bestred deres Lærdom og Myndighed, naar de kun ikke gjorde aabenbar Oprør mod Kristus; og saa længe de kristne havde hele Verdens-Magten imod sig, maatte de i alt Fald gjøre en Dyd af en Nødvendighed og nøjes med at bandsætte; men om de ogsaa i de første to Aarhundreder kun bandsatte dem som Oprørere mod Kristus og hans Rige, som aabenlyst talte imod den Daabs-Pagt, de selv havde indgaaet, og den Daab, de selv havde modtaget, eller o m de efterhaanden udstrakte Bandsættelsen til alle dem, der aabenbar modsagde, hvad man i de apostoliske Menigheder ansaa for Apostlernes utvivlsomme Lærdom, det kan vi ikke tydelig se af den berømte Bog, som Irenæus skrev mod alle de gamle Kjættere, da han ikke sjælden selv sammenblander Guds-Ordet ved Daaben med hele den apostoliske Lærdom.

XII.

✂ Hvad enten vi taler om Udbredelsen af Guds-Rigets kristelige Evangelium eller om dets aabenbare Fjender og Forfølgere, eller om dets træske Forrædere og Fordrejere, som er Anti-Kristerne eller de hos os saakaldte Kjættere, da forudsætter vi, at der har været Enkeltmænd, gjennem hvem Evangeliet kjendelig forkyndtes og udbredtes, paa hvem Evangeliets og Rigets aabenbare Fjender kjendelig kunde udøse deres Harme, og 152 endelig: ved hvem Evangeliet og Riget kjendelig værgedes mod Oprørerne og reddedes, trods Forræderne.

✂ At nu vor Herre Jesus Kristus virkelig vilde sørge for, at der altid skulde være saadanne Enkeltmænd i hans Menighed, der hos hans aandelige Folk maatte svare til de ældste og til de frit valgte Dommere og maaske til Kongerne i det gamle Israel, og svare til, hvad vi hos Verdens-Folkene i det hele kalder Høvdinger, Fyrster og Helte, det kan vi læse os til i de fire Evangelier og i Apostel-Brevene. Saaledes skriver ikke blot Apostelen Pavlus (Ef. 4), at Herren har sørget for, at hans Menighed skal have baade Apostler og Profeter, Evangelister, Hyrder og Lærere til de helliges Uddannelse, til Embeds-Gjerningen, til Kristi Legems Opbyggelse, indtil vi alle mødes i Enheden af Guds Søns Tro og Erkjendelse; men Herren har jo selv sagt, at hans Apostler, som skulde være hans Vidner til Verdens Ende, skulde være i denne Verden ligesom han var, saa de skulde være Stormænd i hans Rige, hvem Aanderne var underdanige, saa de uskadte kunde træde al Fjendens Kraft under Fod, men skulde vogte sig vel for at være gladere over det end over, at deres Navne var skrevne i Himlen, og vogte sig for at ville herske som Hedningernes Konger, og som deres Høvdinger kaldes naadige Herrer, da derimod de ældste i hans Rige skulde være som de yngste, og Høvdingerne som deres Følgesvende, saa hvem der vilde være den ypperste, maatte ligesom han være alles Tjener (Luk. 10. 22. Matt. 23. Mark. 9. 10). Ja, Herren sagde ydermere, at han vilde udsende Profeter, Vismænd og skriftkloge, hvoraf nogle skulde myrdes, andre udpiskes og forjages fra By til By, men at hans Riges skriftkloge skulde være aandelige Husholdere, som havde baade gammelt og nyt i Forraad (Matt. 13 og 23).

✂ Dette var ogsaa en følgelig Sag, naar Kristi aandelige Folk og Rige, skjønt de ligesom han ikke var af denne Verden, dog ligesom han og med ham i Aanden skulde være baade virkelige og kjendelige og vældige i denne Verden; og at Herren i Begyndelsen holdt Ord, det ser vi tydelig af Apostlernes Idrætsbog, saa vidt den gaar; saa det er kun Spørgsmaalet, om Fortsættelsen har svaret til Begyndelsen, saa vi kan faa en skreven Kirkehistorie, der for saa vidt er en værdig Fortsættelse af Apostlernes Idrætsbog, som den viser, at den kristne Menighed, som Herrens aandelige Folk, har lige til nu haft sine kjendelige Herolder og Høvdinger, som med mere eller mindre Aandskraft, Heltemod og Visdom tjente Kongen og Riget baade i Krig og i 153 Fred, saa begge endnu er virkelig og kjendelig til Stede, og kan følgelig, hvis Kongen og Folke-Aanden har Kraft nok dertil, selv fra det laveste Stade hæve sig endog til større Glans og Vælde, end de viste fra Begyndelsen.

✂ At Herren imidlertid ogsaa har sørget derfor, trænger ikke til andet Bevis end den Kjendsgjerning, at han endnu har et Folk, som hylder, og Tjenere, som tjener ham frivillig i Fred og Krig; men hvordan det er gaaet til, trænger til megen Oplysning, for at blive os forklarligt.

✂ Et af de dunkleste Kapitler i den gamle Kirkehistorie er nu unægtelig det om de saakaldte Kjættere; men omtrent lige saa dunkelt har Kapitlet været om de saakaldte Kirkefædre. Vi veed nemlig alle, at Protestanterne i Kirkehistorien har skilt de rettroende eller ortodoxe Lærere i de første fem eller sex Aarhundreder fra alle de følgende under Navn af Kirkefædre, men at der dog har hersket stor Uenighed, baade om, hvor mange der skulde regnes for rette Kirkefædre, og om, hvad deres Vidnesbyrd og deres Enighed havde for os og for hele den følgende Kristenhed at betyde.

✂ Herved er nu allerførst at bemærke, at medens det er indlysende, at den gamle Kristen-Menigheds Stormænd og hele aandelige Efterladenskab staar i det samme Forhold til alle følgende kristne Slægter, som et Folks Oldtids-Bedrift og Skrift eller gamle Litteratur, det være sig i Nord eller Syd, i Øst eller Vest, staar til Folket i de følgende Tidsrum, saa har derimod saa vel den papistiske som den protestantiske Betragtning af det aandelige Folk og Rige ogsaa i Henseende til Kirkefædrene viist deres Skjævhed i modsat Retning; saa Papisterne gjør liden eller ingen Forskjei enten mellem Apostler, Bisper og Paver, eller mellem gammelt og nyt i, hvad de kalder den hellige, almindelige (katolske) Kirke; medens Protestanterne ikke blot meget for skarpt adskiller Apostlerne fra Menighedens følgende Lærere, og hvad de kalder det ny Testamente fra al senere Skrift, men gjør endog sædvanlig denne selvgjorte RangForordning og uforsvarlige Skrift-Kanon til det eneste Kjendemærke paa den sande Kirke og de rette Kirkefædre; og den engelske saakaldte Højkirke, som mener at have valgt en gylden Middel-Vej, har snarere stræbt at forene Fejlene ved begge de modsatte Synsmaader; thi efter den anglikanske Rubrik drejer alt sig om de dødes Rige, hvori vel den hellige Pen er Kristi urokkelige Statholder, men hvori den uafbrudte Bisperække 154 fra Timoteus til den sidste Ærkebisp i Kanterbury dog er Sjælesørgeren, ligesom Hermes med sin Krumstav, der driver alle Sjæle fra dette elendige Liv til den salige Død.

✂ Naar vi imidlertid er kommet til en menneskelig og folkelig Betragtning af Kirke-Historien som Kristen-Folkets Spejl, da følger det af sig selv, at vi vel giver Protestanterne Ret i, at de første sex Aarhundreder ogsaa i Kirke-Historien, med Hensyn paa Kristendommens og Bibelens Grundsprog og i det hele paa Oplysningen af den ægte Kristendom, udgjør et eget Tidsrum; men at vi stiller den kristelige Oldtids navnkundige Mænd og deres skriftlige Efterladenskab ved Siden ad det tilsvarende i vort eget Folks, i Grækernes og nærmest i Ebræernes Oldtid, uden at gjøre anden Forskjel end den, som nødvendig følger af Kristen-Folkets mageløse Ejendommelighed som et rent aandeligt Folk, der vel, ligesom dets Konge, skulde være som andre Folk i alle Maader, men dog uden Synd, ubesmittet af Verden, fordi det, ligesom Kongen, kun havde en Moder, men ingen Fader i denne Verden.

✂ Saaledes staar vel Jesus den Kristus kirkehistorisk for os, som Moses folkehistorisk for Ebræerne, kun med den Forskjel, at Jesus Kristus maa staa for os ikke som Kristen-Folkets Lovgiver, men som dets Skaber, som derfor heller ikke efterlod sig nogen Lov-Bog, men det evige Livs-Ord i uafbrudt Virksomhed fra Slægt til Slægt i hans aandelige Gjerningerne, som er Syndernes Forladelse, Gjenfødelsen og Opfødelsen af det aandelige Folk til fuldt Fællesskab med sin Konge, som een og samme himmelske Faders Børn. Derimod er det Herrens Apostler med den Helligaand, der svarer kirkehistorisk til Josva hos Ebræerne, for saa vidt som de indførte Folket i Aandens forjættede Land og forplantede ikke deres Værdighed og Myndighed paa Enkeltmænd, men overlod Folket historisk til sig selv og sine Ældste; saa Kristus-Riget blev ved Apostlernes Bortgang kirkehistorisk en aandelig Fristat, som Israel blev en verdslig Fristat i Dommer Tiden, da enhver gjorde hvad han vilde, uden at der engang hos de kristne var nogen skreven Lov, som de ældste, saa vidt muligt, skulde sætte i Kraft, eller noget fraskilt Præsteskab, som skulde besørge Guds-Tjenesten og æres som Aandens indviede Redskaber.

✂ Denne fuldstændige Fristilling, der maatte synes endnu langt farligere for Kristen-Folket, end Dommer-Tidens Frihed havde viist sig hos Israel, fandt baade Bisperne og de skriftkloge alt i 155 Oldtiden saa urimelig og mislig, at de snart paastod, enten at den apostoliske Myndighed gik i Arv ved Haands-Paalæggelsen, eller at Apostel-Skriften maatte betragtes som en kristelig Lovbog, eller de, som Anglikanerne endnu, paastod begge Dele; men de kunde naturligvis før Konstantins Tid, da de fattedes alt verdsligt Rygstød, saa meget mindre gjøre sig virkelig kirkehistorisk gjældende, som de baade aabenbar fattedes den apostoliske Dygtighed, der skulde bære den apostoliske Myndighed, og kunde ej engang enes om, hvad der var ægte ApostelSkrift, endsige da give den Lovs-Skikkelse og Besegling, eller forhindre dens fri Fortolkning; saa det er i Grunden et større aandeligt Underværk, at Kristi Folk og Rige bestod fra Apostlernes Dage til Konstantins, end at det stiftedes og opholdtes ved Apostlerne, saa de, der kjendelig bidrog dertil, kan vel fortjene at dele Hædersnavnet Kirkefædre med Apostlerne.

✂ Saa længe man derimod efter vor kirkehistoriske Skrivebrug og deraf lavede Talebrug, ikke regner Apostlerne til Kirkefædrene, men udstrækker derimod Benævnelsen til alle de fremragende Biskopper, Ældste og selv blotte saakaldte hellige Skrivere baade før og efter Konstantins Dage, saa længe vrævler man kun ved at trættes om, hvad Kirkefædrene og deres Skrifter kristelig har at betyde for hele Menigheden, og da især for Kristen-Folket og dets Lærere i Nyaars-Tiden.

✂ Kirkefædre i kristelig Mening kan vi nemlig kun kalde Apostlerne og dem, der i deres Fodspor, med en i deres Tid og Kreds udmærket Aandskraft, udbredte, forklarede og forsvarede det uforanderlige kristne Evangelium, med den tilsvarende Fællestro og Herrens dertil knyttede Indstiftelser, som er de eneste kjendelige Baand, der omfatter hele Kristen-Folket, ligesom de er Folke-Aandens eneste sikre Kjendemærker og Kristi Riges eneste kjendelige Hjælpekilder. Efter denne Regning faar vi da foruden Apostlerne kun meget faa navnkundige Kirkefædre i den ældste Tid og siden slet ingen; thi kun om Ignats, Polykarp og Irenæus har vi gyldige Vidnesbyrd, at de holdt fast ved Hovedet, som er Kristus lyslevende hos os; og kun de kan da være paalidelige Hjemmelsmænd for den apostoliske Lærdom og Apostel-Skriftens Ægthed og kristelige Fortolkning; thi vel regnes udtrykkelig Barnabas, Hermas og den romerske Klemens til de apostoliske Fædre, og den første hørte unægtelig til dem; men Skrifterne, man har tillagt dem, er langt fra at være apostoliske. Saa snart vi nu kommer til de 156 fremragende Navne i det tredje Aarhundrede, som er paa den ene Side Tertullian og Cyprian og paa den anden Side Klemens og Origenes, da kan vi slet ikke rette os efter dem, men maa gaa i Rette med dem for Herrens og Menighedens Domstol. Kun een af dem, Cyprian, kan da heller tælles mellem Kristen-Folkets Dommere og Helte, thi kun Martyrerne er Kristen-Folkets Helte, og kun Bisperne dets selvvalgte Dommere, hver i sin Kreds; og i begge Henseender maa Cyprians Eftermæle kaldes tvetydigt, da han langt klarere kæmpede og led paa Bispedømmets end paa det aandelige Guds-Riges Vegne. Hvad de øvrige angaar, da er Penne-Fejder og Skrift-Bekjendelser i sig selv, naar de er alleraandeligst og hjærteligst mente, hverken kristelig Kamp eller evangelisk Prædiken, men kun Skygger deraf; og det er allerede bemærket, at hverken Tertuilians eller Alexandrinernes saakaldte kristelige Skrifter kan hævde sig mindste kristelig Gyldighed.

✂ Det følger nu af sig selv, at de saakaldte Kirkefædre under Konstantin og derefter, lige fra Atanasius til Krysostomus hos Grækerne, og fra Ambrosius og Avgustin til Isidor hos Latinerne, allerede har tabt hele deres kirkehistoriske Myndighed og Gyldighed for Kristen-Folket i det hele derved, at de saa vidt som muligt havde overgivet Kristi Rige i den verdslige Øvrigheds Hænder, eller var halvt med den om det; saa deres Virksomhed baade indad og udad havde saa meget verdsligt i sig, at den maatte tabe baade den aandelige Kraft og det aandelige Præg; og hvor det, som i Østen, gik saa vidt, at man forgreb sig paa Herrens eget Vidnesbyrd, og hans egne Indstiftelser, der var, kristelig talt, kun en Kirkegaard uden Kirke, og hverken Kirkeværger eller Kirkefædre.

✂ Dette vil vistnok vore lærde Kirkehistorikere mene, de let kan afbevise, om ikke med Epifanius, som til Aar 400 var Biskop i Salamis paa Kypern, og kæmpede kjækt baade med Mund og Pen mod alle Kjættere, saa dog med Johannes Krysostomus, der paa samme Tid glimrede i Antiokien og Konstantinopel som et Mønster paa en kristelig Biskop og mageløs i kristelig Veltalenhed; men det er lige vist, at skulde der hos nogen af disse to findes lidt Spor af kristelig Liv og Nidkjærhed, da blev det hos Epifanius, som var en omvendt Jøde, døbt med den rette Daab; thi Krysostomus, oplært af den bekjendte hedenske Sofist Libanius, som havde ønsket og haabet at faa ham til Eftermand paa sin Lærestol, vilde ogsaa aabenbar passet 157 langt bedre paa den end paa en kristelig Prædikestol eller ved vor Herres Bord, hvor han aabenbar var aldeles fremmed. Vel er jeg nemlig langt fra at have læst alle hans berømte Prædikener, jeg tror ikke engang, jeg nogen Sinde har faaet hans meget berømte Bog om det kristelige Præstedømme helt ud, men jeg har dog læst og overvejet nok af begge Dele, for at turde sige: Krysostomus var aabenbar en meget dannet og veltalende Græker, fuld af fine Bemærkninger, baade om Sproget og om det syndige Menneskes Tanker og Følelser; men om den Kristus, som lever og lader sine leve med sig, og om det kristelige Liv i Aand og Sandhed, havde han ikke mindste levende Forestilling; saa han vist ganske troskyldig kunde indbilde sig, at den Munkehellighed, han priste og efterstræbte, den milde Rettergang med Kjætterne efter gyldige Fornuft-Grunde, som han saa gjærne øvede, og den hartad afgudiske Tilbedelse af Bispen, især for Alteret, som han saa indtrængende anbefalede, var den eneste rene og rette Kristendom.

✂ Jeg skulde derfor i denne Sammenhæng ikke spildt saa mange Ord paa denne døde Mand, der gik igjen som Ligtaler paa den græske Kirkegaard, naar jeg ikke vidste, hvilken Anstøds-Sten baade hans Veltalenhed og endnu mer baade de gamle og de ny enstemmige Lovtaler over ham i Kirke-Historien har været og vil endnu en Stund være paa den kristelige Oplysnings Vej, og derved paa Livets Vej for dem, der danne sig til Evangeliets vel oplyste Forkyndere.

✂ Derfor skal jeg endnu anføre det bedste Bevis paa Dødheden af hans Veltalenhed: at ligesom han selv idelig klager over, at Haandklappene i Kirken var de eneste Spor, han i Livet saae af sin Virksomhed, saaledes forsvinder han ogsaa ved sin Død sporløs i sin Kreds; saa det er kun de døde Spor af hans og hans Lovtaleres Penne, der har bragt hans Navn til os, saa nu er det vel sin hæderlige Begravelse nær i den græske LitteraturHistorie, hvor det aabenbar har hjemme.

XIII.

✂ Det var Kapitlet om »Kirkefædrene«, som jeg fandt, maatte dels streges over og dels skrives om, før man kunde faa en rigtig Forestilling om Menighedens og vort Forhold til den 158 kristelige Oldtid, der ganske rigtig maa indskrænkes til de første sex Aarfiundreder, men af en vigtigere Grund end den, enten Papister eller Protestanter har gjort gjældende. Papisterne tager derved nemlig ene Hensyn til Skilsmissen mellem den saakaldte østlige og vestlige Kristenhed eller mellem den saakaldte græske og latinske Kirke, som ved Aar 600 under Gregor den første, kaldet den store, begyndte at komme for Dagen; og Protestanterne ser udelukkende paa den saakaldte rene bibelske Lærdom, som de mener, indtil da holdt sig nogenlunde, men forsvandt saa hartad ganske; medens Anglikanerne, som sædvanlig, vil skrabe alting til sig, men naar dog kun at halte til begge Sider, ved med Papisterne at lægge al mulig Vægt paa Østens og Vestens indbildte Enighed, og med Protestanterne paa Lærdommens forudsatte bibelske Renhed til den Tid, da Gregor den store blev, som de ganske vittig udtrykker sig, den sidste gode og den første slette Pave.

✂ Vi derimod, som hverken finder vores eller Kristendommens Regning ved, enten at forgude Bisper eller Bogstaver, men kun ved en forsvarlig kirkehistorisk Betragtning af Kristen-Folkets og Kristi Riges Billede i Kirke-Spejlet, vi ser i de første sex Aarhundreder Kristen-Folkets Oldtid, der udfyldte lige saa langt et Tidsrum, som det, der blev Oldtidens navnkundige Riger til Del, og fordi i den Tid var Kristendommens kjendelige Virksomhed indskrænket til Menneskelivets gamle Skueplads omkring Middelhavet og til den gamle Verdens tre HovedSprog, hvoraf de to, Ebraisk og Græsk, tillige er Bibelens Grundsprog; saa denne Tid med dens mærkværdige Begivenheder, navnkundige Mænd og skriftlige Efterladenskab, staar aabenbar i samme Forhold til hele den kristne Menighed i de følgende Tider, som den højnordiske Oldtid staar til vort Højnordens Folkestammer, skilt fra os ved en Middelalder, hvorigjennem Folkelivet paa den ene Side hartad udtømte sine Kræfter, og paa den anden Side blandedes med saa mange fremmede Tilsætninger, at det til sidst var nær ved at glemme sig selv og syntes ved første Øjekast ukjendeligt.

✂ Denne dybe Mellemalders-Kløft, som skiller vor Oldtid fra vor Nyaarstid, har man nu vel sædvanlig netop givet Kristendommen Skyld for; og skønt vor største Fortræd ogsaa i Middelalderen aabenbar var Tysken, saa er der dog intet Spørgsmaal om, at jo hvad man paa Slump kaldte Kristendom, og da især Kloster-Livet og den latinske Messe, ogsaa hos os bidrog til at svække og formørke Folkelivet; men dog skal især 159 Ebræernes Folkeliv, det eneste, som foruden det kristelige har en uafbrudt paalidelig Historie, lære os, at en saadan Mellemalder, hvori ikke længer Folke-Aanden med sin kraftige, faste Livs-Anskuelse, men Folke-Følelsen i hele sin brogede Mangfoldighed og i hele sin Ustadighed spiller Hoved-Rollen, hører til Folke-Livets uundgaaelige Skæbne i denne Verden; og da noget lignende lader sig spore i Enkeltmandens Hverdagsliv, saa maa det have sin dybe Grund i Menneske-Livet med sit ejendommelige Levneds-Løb, skjønt det naturligvis ene er Faldet og Synden, hvoraf alt det farlige og skadelige ved Overgangene og Afvexlingen udspringer.

✂ At nu Kristen-Folket, det aandelige Guds-Folk, maatte, som et virkeligt Menneske-Folk, være alle menneskelige, altsaa ogsaa alle folkelige Vilkaar underlagt, det skulde man tænkt, alle Kristne maatte følt, da selv deres Konge, Guds enbaarne Søn, ved at blive Menneske, underkastede sig alle de menneskelige Vilkaar, lige fra Fødselen til Døden ; men vi mærker det dog ikke stort paa dem; og at Kristen-Folket kunde og skulde faa en lige saa urolig, farlig og hartad ødelæggende Middelalder som Ebræernes, der endte med Salomons-Templets Nedbrydelse og det babyloniske Fangenskab, det kunde ingen drømme om, uden Johannes, som havde de store Syner om Kvinden i Ørken, og hvem der havde Øjne til at dele dem; saa det er intet Under, at den rent menneskelige og folkelige Betragtning af den kristne Menigheds kirkehistoriske Levnedsløb endnu sædvanlig anses, om ikke for et rationalistisk Kjætteri, saa dog for et rasende poetisk Sværmeri, som ikke blot de, der poetisk talt beflitter sig paa total Afholdenhed, men selv hvem der kun hylder det ædruelige Maadehold, vel maa vogte sig for.

✂ Naar vi imidlertid først har opdaget, at ethvert Menneske-Folk har en for Folke-Aanden og Folke-Livet meget farlig Middelalder, og dernæst betænker, at Kristen-Folket var af rent aandelig Art, havde kun sit Borgerskab i Himlene og kun et Modersmaal, som Verden aldrig lærer at forstaa, og havde, ligesom dets Konge, verdslig talt, ikke det, den kunde hælde sit Hoved til, og trængte dog, ligesom han, til Føden og Klæden, til Hvile og visse Værelser, - da var det intet Under, at dette Folk alt i sin Oldtid blev svagt i Aanden og blandedes med de fremmede, men er et desto større Under, at det ikke i sin Middelalder, ved Blandingen med de gotiske Kæmpefolk, for hvem selv Latinen var halv Ebraisk, aldeles mistede sin Ejendommelighed og tabte sig i Folke-Vrimlen.

✂ Da nu Tiden, Gud ske Lov! har viist, at Kristen-Folket langt fra gjennem sin Middelalder at synke dybere l aandelig Afmagt og Selvforglemmelse end Verdens-Folkene, aldrig sank nær saa dybt som det mest historiske af alle Folk, det højnordiske, og vaagnede til nyt Liv i sin Oldtids Aand, længe før vi eller noget andet Folk, og blev en Vækker for alle de fremmede, det bode iblandt, - da forarges vi ikke længer over Kristen-Folkets Middelalder, det hos os saakaldte »Pavedommets Mørke«, men skynder os at tænde Lys ved Herrens Lys, for at ransage Tusmørket og opdage Herrens Vej paa Jorden til Frelse for alle Hedninger.

✂ Kommer vi nu med denne Oplysning tilbage til den kristelige Oldtid, da ser vi strax, at hos vor Herre Jesus Kristus, den guddommelige Menneske-Søn, hos denne anden Adam med den levendegjørende Aand, er der, som hans skriftkloge Apostel vidner, ingen Forskjel mellem Jøde og Græker, Skyte og Barbar, saa lidt som mellem Mand og Kvinde; men vi opdager snart, at der allerede hos Herrens Apostler, skjønt de var alle Ebræer og aad alle af det samme Brød og skjænkedes med den samme Aand, findes en kjendelig Forskjel; og foruden al den Forskjel i det enkelte, der siden fandt Sted, tiltog daglig den iøjnefaldende Forskjel mellem Østen og Vesten eller den siden saakaldte græske og latinske Kirke, der vel ikke kunde udarte til aaben Fejde, saa længe man paa begge Sider holdt paa den samme apostoliske Prædiken, Tro og Daab, men maatte dog uundgaaelig føre til en kirkelig Skilsmisse, saa snart en Kjætter-Strid, eller en anden for hele Menigheden vigtig Sag, blev afgjort efter andre Regler end dem, der hidtil havde været fælles paa begge Sider.

✂ Denne gjennemgribende Forskjel mellem Østen og Vesten angik nu aabenbar, som jeg alt oftere har nævnt, i kristelig Henseende, Bispen og Bibelen; og det er klart, at naar man enten oversaa Guds-Ordet ved Herrens egne Indstiftelser, eller agtede dog det for utilstrækkeligt til at vedligeholde den kristelige Enhed, da maatte Bestræbelsen for at bevare Enheden, eller dog Ensformigheden med et Skin deraf, gaa ud paa enten, om muligt, at forene Bispen og Bibelen, eller at gjøre een af dem ensidig gjældende.

✂ Paa det nicæniske og de følgende saakaldte almindedelige Kirke-Møder søgte man derfor ogsaa at forene Bispens og Bibelens lovgivende Myndighed, under den fælles 161 Forudsætning, at den samme Helligaand, som havde indblæst Skriften, besjælede og oplyste Bisperne; men ligesom denne Forudsætning maatte blive vaklende ved de modsatte Beslutninger, man paa Kirkemøderne fattede, saa blev det især efter Romerrigets Deling (ved Aar 400) klart, at enten var Bisperne lige saa uenige som Skolemestrene om den rene bibelske Lærdom, eller ogsaa var det i Grunden de kejserlige Skolemestre, som raadte for den saakaldte Rettroenhed og maatte gjøre Ensformigheden utaalelig for alle levende Mennesker; og Følgen deraf maatte nødvendig blive, at hvor man, som i Vesten, egentlig hvilede i Troen paa Bispen og Indvielsen, der lod man Trætterne om Bibelskheden fare, gav sig i Bispen i Vold og søgte kun at sikre Troens Renhed og Menighedens Enhed ved at stille den romerske Biskop som Apostoiiker og Kristi Statholder i Spidsen; medens man i Østen, hvor man var træt af Grubien over de bibelske Hieroglyfer eller Binde-Runer, skabte en stiv og død Ensformighed, ved at gjøre det for Øjeblikket herskende Lærebegreb til en uforanderlig Tros-Regel.

✂ Begge disse Udskejelser var vistnok uforsvarlige, og Protestanterne, som til Dels traadte i de bysantinske Grækers Fodspor, fandt naturligvis den latinske eller papistiske Udskejelse uden Sammenligning mest uforsvarlig og aldeles ukristelig; men Kirkehistorien, som netop ved Reformationen igjen kom til Live, har fældt en modsat Højesterets-Dom; og skjønt Protestanterne har Lov til at indskyde sig under Kristi Domstol, saa maa de dog beholde Uret til Dommedag, hvis de ikke indser, at de har baade gjort Kristendommen og sig selv Uret ved at forvexle Troens og Lærebegrebets, Kirkens og Skolens Enhed og Renhed med hinanden.

✂ Medens nemlig Grækerne, ved at ombytte den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben med deres eget Lærebegreb, aabenbar afskar deres Børn fra den apostoliske Menighed, og hvis de endnu havde noget kristeligt Liv, tog det med sig i Graven, saa holdt Latinerne, ved at holde fast paa den apostoliske Tros-Bekjendelse, dog den kristelige Livskilde aaben for deres Børn, om de end maaske selv var aandelig dødere end Grækerne; hvorfor allerede Luther har bemærket, at i Pavedømmets Mørke maatte man vel anse de spæde Børn hartad for de eneste levende Kristne; og den lutherske Reformation, hvorved den apostoliske Tro rejste sig lyslevende midt under Pavedømmet og stræbte at forny Apostlernes Lærdom efter Skriften, 162 beviste unægtelig, at den kristne Tro var ikke uddød i det for Resten noksom ukristelige Kirke-Rige.

✂ Vilde man nu spørge, om dog ikke den papistiske Vildfarelse var lige saa skadelig for den kristelige Oplysning, som den boglige Vildfarelse har viist sig at være for det kristelige Liv, da ser man let, at et saadant Spørgsmaal i denne Sammenhæng kun kan gjøres af dem, der ikke tror eller veed, at al kristelig Oplysning er lige saa vel spildt paa de aandelig som paa de legemlig døde, hvad man skulde tænkt, Protestanterne blandt andet maatte lært af deres mislykkede Forsøg paa at oplyse Grækerne efter Skriften, hvis Myndighed de altid dødt har indrømmet; men desuden er vor apostoliske Tros-Bekjendelse lige saa vel den kristelige Lys-Kilde, som Daaben paa den tilsvarende Tro er den kristelige Livs-Kilde; thi den ægte Tros-Bekjendelse er lige saa vel Grund-Oplysningen i Tros-Sagen, som den ægte Daab paa den sande Tro er Gjenfødelsen til Tros-Livet Endelig maa vi komme i Hu, at Middelalderen, som er Menneske-Slægtens halve Livs-Tid, er slet ikke dens aandelige Oplysnings-Tid; saa allerede derfor kunde det ikke hjulpet Grækerne, om end deres Stilling gjennem Middelalderen havde været gunstigere for Oplysningen end Latinernes; thi hvor skarpsindig man end tager alt i Betragtning, gjør man dog aldrig, som især de tyske Teologer og Filosofer har erfaret og bevist, det umulige muligt.

✂ Naar derfor Kristen-Folket i Middelalderen ej kunde eller turde bevare og forsvare sin aandelige Frihed midt i en fjendtlig Verden, - og at den lille Flok ingensteds turde det, saae man alt under Konstantin, - da havde man kun Valget mellem Bispe-Staven og Skolemester-Pennen, for dermed at give den Del af Verden, hvori man vilde skjule sig, et kristeligt Skin; og da var Bispe-Staven baade det bedste og det klogeste Valg,'jda den, hvor farlig den end kunde blive for Livet, dog hverken som Pennen var Livets naturlige Fjende, eller som den i aandelig Forstand aldeles magtesløs, uden i Ledtog med den verdslige Arm, hvad især den protestantiske Nyaarstid har sat i et skinnende Lys.

✂ Spørger man derimod om, enten man ved Reformationen, naar man ikke vilde eller turde bygge paa Klippen, som virkelig er Kristus, og ej opgive Skinnet af at have opdaget eller skabt en lille kristelig Verden, helst skulde bygge paa Bispeligheden eller paa Bibelskheden, da har Kirkehistorien alt afsagt Dommen til de Protestanters Fordel, der, som 163 Lutheranerne, dog holdt sig tæt til Klippen og støttede deres bibelske Lærebygning til den; thi skjønt den engelske Kirkehistorie synes at vise, de kunde godt taget Bispen med, saa viser den dog i Grunden det modsatte, da Bispen netop der har forhindret den fremskridende Oplysning, der i Nyaarstiden er Vilkaaret for Oplivelsen.

✂ Herved drives vi videnskabelig tilbage til Kristen-Folkets Oldtid, hvor baade Bispeligheden og Bibelskheden aabenbar har hjemme, for om muligt at opdage deres oprindelige Forhold til Kristus og hans Menighed og dermed til det kristelige Liv og Lys.

✂ Ogsaa dette vigtige kirkehistoriske Spørgsmaal om det oprindelige Forhold, hvori Bispeligheden og Indvielsen paa den ene Side og Bibelskheden og Skriftklogskaben paa den anden Side oprindelig stod til den apostoliske Kristendom og til hinanden indbyrdes, er, som vi alle veed, blevet gruelig indviklet under den lange Trætte mellem Papister og Protestanter, denne trehundredaarige Penne-Fejde, som Anglikanerne kun forgjæves har stræbt at jævne, ligesom man endte Trediveaars-Krigen med den vestfalske Fred, ja, ligesom de engelske Ministre nu vil jævne den tusendaarige Strid mellem Danmark og Tyskland, eller som Herman von Bremenfeld i den politiske Kandestøber slaar Hoved paa Sømmet med det borgermesterlige Magtsprog: forliges, I Skabhalse! I har Ret begge to.

✂ Det er imidlertid under denne lange Forhandling blevet soleklart, at Knuderne i det virkelige, endsige da i det kristelige, rent aandelige og hjærtelige Menneske-Liv lige saa lidt lader sig pille op med en Pen som overhugge med et Sværd, men lader sig kun løse af den samme Aand og det samme Liv, som har knyttet dem, ligesom i det hele den skrevne Kirkehistorie umulig kan oplyse os, men trænger selv til Oplysning af levende Mennesker og oplyste Kristne.

✂ Naar imidlertid Kristi Aand har oplyst os om, at i Kristi aandelige Rige paa Jorden kan der umulig være nogen anden Statholder end Aanden, saa intet kjødeligt Menneske kan med rette gjælde derfor, og at ligesom historiske Beskrivelser og Brevskaber umulig kan gaa forud for det Liv og de Begivenheder, de forudsætter og minder om, saaledes er al Bogstav-Skrift i sig selv død og magtesløs, saa den kan lige saa lidt forplante den Livs-Kraft, den betegner, som den kan gjentage eller skabe det Liv, den fattes, - naar vi først har denne Oplysning og fører den med os til Bibellæsningen og til Betragtningen af hele den 164 kristelige Oldtids skriftlige Efterladenskab, da kan vi med en Del Ulejlighed ogsaa godt spore, at Bispen vel oprindelig, som Aandens levende Fuldmægtig, var Bogstav-Skriftens Herre, men var Fælles-Troens Undersaat og Menighedens Tjener; saa det var kun de alexandrinske Skolemestre, der satte deres Pen mod Bispestaven, ligesom de ægyptiske Troldkarle fordum satte deres Stave mod Moses-Staven; men at det paa den anden Side kun var den statskirkelige Elendighed, Bispens Herskesyge og Menighedens aandelige Afmagt, der gjorde Bispen til Troens og Menighedens Herre.

✂ Naar Protestanterne nemlig har indbildt sig, at de paa fri Haand efter Apostel-Skriften kunde afgjøre baade Spørgsmaalet om den oprindelige Tro, om Bispens oprindelige Stilling, om Bogstav-Skriftens kristelige Forhold til Menigheden og om alle mulige Ting, da har de blandt meget andet aldeles glemt, a t baade var Menigheden til, og stod Troen og Bispen i levende Forhold til Menigheden, førend Apostel-Skriften, saa det berode paa dem: paa Menigheden, Troen og Bispen, baade hvad der skulde gjælde for ægte Apostel-Skrift, og hvilken Myndighed der i Menigheden skulde tillægges den, og at derfor alle vore saakaldte kristelige Skrift-Beviser svæver i Luften, til vi godtgjør af Bispernes og de ældstes Vidnesbyrd, at de erkjendte den Apostel-Skrift vi beraabe os paa, for ægte, og tillagde den samme Myndighed over Menigheds-Troen som vi; da vi ellers, ligesom Kjætierne og Kristi aabenbare Fjender, vil føre vor saakaldte Apostel-Skrift i Marken lige saa vel mod Troen og Menigheden, som mod Bispen.

✂ Her staar vi da atter for de tre Bisper af JohannesÆtten: Ignats, Polykarp og Irenæus, som vi regnede til Kirkefædrene, saa vidt som nogen kristelig kan bære det Navn i en Menighed, som egentlig har ingen Fader paa Jorden; thi kan nogens efterladte Skrifter lære os at kjende Bispens oprindelige Stilling i Menigheden, da maa det være deres, ligesom da ogsaa aabenbar deres skriftlige Vidnesbyrd er det eneste, hvorpaa vi historisk kan bygge vor Paastand orn en ægte ApostelSkrift og dens oprindelige Stilling i Menigheden.

✂ Ignats, som efter alle Vidnesbyrd gjælder for en gammel Disipel af Apostlerne, og som aabenbar var Biskop i Antiokien i det første kristelige Aarhundrede og blev Martyr under Kejser Trajan, Polykarp, Biskop i Smyrna, som blev Martyr først under Mark Avrel, men var dog en Disipel af den gamle Johannes, og Irenæus, Biskop i Lyon, Polykarps Disipel, som døde 165 med det andet Aarhundrede, har nemlig Vidnesbyrd af hele den følgende kristelige Oldtid, som Bisper efter Herrens og hans Apostlers Hjærte, der ogsaa alle har efterladt skriftlige Vidnesbyrd om den kristelige Sandhed; men intet af hvad man skal have ud af gamle Bøger er let at løbe til; thi, foruden alle andre Misligheder ved gamle Bøger, har alle de, der blot er ældre end Bogtrykker-Kunsten, den medfødte Mislighed, at deres Ægthed med mer eller mindre Skjel kan bestrides, og vil, naar de har mindste historisk Vigtighed, være eller blive bestridt, og dette er i høj Grad Tilfældet med Ignatses Breve, som især, hvad den oprindelige Bispe-Stilling angaar, er de vigtigste, saa jeg vil være meget glad, naar det kan lykkes mig i næste Foredrag kirkehistorisk at oplyse Bispens og Bibelens oprindelige Stilling i Menigheden.

XIV.

✂ Naar vi med to Ord »Bispen eller Bibelen« stræber at udtrykke den kirkehistoriske Modsætning, der alt i Kristen-Folkets Oldtid var kjendelig, overalt hvor ikke vor Herre Jesus Kristus, hans Ord og hans Aand var alt i Menigheden, denne sørgelige, men efter Omstændighederne uundgaaelige Modsætning, der i Middelalderen førte til en Skilsmisse i Kristenheden mellem den saakaldte græske og latinske Kirke, som svarer til Skilsmissen mellem Israels og Juda Rige i det forjættede Land, og som endelig i Nyaars-Tiden nær, paa et hængende Haar, havde opløst hele Kristen-Folket og adspredt dem endnu mere end Jøderne mellem alle Hedninger, til aldrig mer at samles, uden i Graven, - naar, siger jeg, vi stræber kort og godt at udtrykke denne Modsætning med de to Ord: Bispen og Bibelen, da maa vi endelig ikke glemme, at det i denne Sammenhæng, selv hvor Ordene har hjemme, er to Kunst-Ord, der let kan misforstaas, som om Bispen og Bibelen var kristelig talt uforligelige, og at hvor begge Ordene tillige, som hos os, er fremmede, der er de udsatte for al mulig Misforstand og Misbrug.

✂ Først maa vi da vide og huske, at Biskop og Bibel betyder paa vort Modersmaal hverken mer eller mindre end en Opsynsmand og en Bog, og dernæst maa vi lægge paa Hjærte 166 og stadig mindes, at en Opsynsmand er et levende Menneske, med en vis, ikke selvtagen men given Myndighed, som en aandelig Opsynsmand, Overladt til sig selv, ufejlbarlig mer eller mindre vil overskride, eller dog hævde anderledes end han maa; men at paa den anden Side er en hellig Bog, selv om den, som Moselovens første Tavler, bogstavelig var skreven med Guds Finger, dog i sig selv en død og magtesløs Ting, da den hverken veed af sig selv at sige eller kan ytre sig selv paa nogen mulig Maade, men maa lade sig bruge og misbruge, stave og udtyde, som dens Læsere har Vidskab, Vilje og Dristighed til, saa at naar blot Læsernes Vidskab er forskjellig, da maa deres Læsning ogsaa blive det, og naar deres Vilje er modsat, da vil deres Læsemaade og Skriftbrug ogsaa blive det, saa at Bogen bliver da nødvendig et Tvistens Æble imellem dem, og Tvisten bliver bitrere, mere haardnakket og indviklet, jo mere Vægt man i begge de fjendtlige Lejre lægger paa Bogens Medhold. Er nu endelig Bogen, som den hellige Bog, vi kalder Bibelen, oprindelig skreven paa Sprog, som er fremmede for dens fleste, klogeste og uenigste Læsere, og er Grund-Sprogene helt eller halvt uddøde, da er der siet ingen Ende at se og slet ingen Grænse at finde under Striden om Bibelens Ægthed, rette Fortolkning og lovgivende Myndighed over Menigheden, over Kirken og Skolen, over Folke-Livet og Lære-Begrebet.

✂ Se, alt dette vidste han forud langt bedre end nogen af os, vor Herre Jesus Kristus, da han er selv Guddoms-Lyset fra Evighed, og det kan hans Aand, Sandheds-Aanden, som ransager alt, ogsaa Guds Dybheder, umulig have glemt i Tidens Løb; saa at hvis baade Bispen og Bibelen, efter Herrens og Aandens Bestemmelse, har en fast Ansættelse i Menigheden, da kan det dog hverken være en saadan, at den døde Bog, hvad den ikke kan, selv skulde beherske Bispen og alt det levende, eller at Opsynsmanden, med eller uden Bogen, skulde være Menighedens og Troens Herre.

✂ Under hele vor Betragtning, lige saa vel af den kristelige Oldtids, som af Middelalderens skriftlige Efterladenskab, maa det da være vor urokkelige Grundsætning: at Herren med sit levende og uforgængelige Ord til hele sin Menighed ved hans egne Indstiftelser baade har givet en aandelig Prøvesten for sin Aand og alle sine Sendebud, og har udtrykt alt, hvad der aandelig og hjærtelig kan og skal samle, forbinde og forene hans frivillige Undersaatter til et aandeligt Guds-Folk og en hellig Menighed; saa dertil kan hverken Bisp eller Bog i sig 167 selv være nødvendig, og dertil kan hverken de eller noget som helst være nyttige og brugelige, uden for saa vidt Bispen ikke blot kalder Jesus Herre, men gjør hvad han siger, og for saa vidt Bogen ikke blot er oprindelig ægte og endnu uforfalsket, men læses og udtydes i Herrens Aand og i Overensstemmelse med hans Ord, til fri Bedømmelse og Benyttelse af hans Menighed. Om derfor end Pavli Brev til Efeserne hørte til den Del af Bibelen, der har været tvivlsom eller syntes tvetydig fra Begyndelsen, saa vilde det lige fuldt være den kristelige Oplysnings Grundsætning, at det, som skrevet staar, kun er Aanden, som forener det aandelige Guds-Folk, og at Kristi Aand og hans aandelige Virksomhed kun er kjendelig, naar den kristne Menighed virkelig har een og samme Herre, Tro og Daab, og at følgelig alle de, der vil gjælde for Embedsmænd i Kristi Rige, lige fra de ringeste Lærere til de højeste Apostler, maa, ved udtrykkelig og enstemmig at hylde og hævde samme Herre, Tro og Daab, stille Borgen for, at de drives af Kristi Aand; men at omvendt kan vi hverken af Pavli Brev eller af nogen Skrift enten bevise eller afbevise denne vor kristelige Grundsætning, og kan ej engang rettelig beraabe os derpaa som et apostolisk Vidnesbyrd, med mindre vedkommende Skrifts apostoliske Ægthed er gyldig bevidnet af de gamle fristaaende og rettroende Bisper og Ældste.

✂ Netop nemlig fordi den ægte Apostel-Skrift er det gyldigste af alle skriftlige Vidnesbyrd om den apostoliske Lærdom, den kristelige Tankegang og Grund-Forholdet i Kristi Rige, netop derfor kan hverken vi eller noget senere Hold af boglærde og skriftkloge paa fri Haand bedømme eller bestemme, hvad der af Skrift for Menigheden skal have apostolisk Gyldighed; og selv naar vi ikke blot, som Protestanterne gik, gaar tilbage til Evsebius, men ogsaa fulgte hans Anvisning, saa vi lod være at beraabe os enten paa Brevet til Ebræerne eller paa Jakobs Brev som ægte Apostel-Skrift, selv da havde vi ingen ren Fod at staa paa, da Evsebius hverken er gammel og paalidelig nok, eller gjør den Apostel-Skrift, han kalder utvivlsom ægte, kjendelig nok, for at hans Vidnesbyrd alene kunde have fuld kirkehistorisk Gyldighed; saa det trænger højt til at sammenlignes med og rettes efter Vidnesbyrdet af Irenæus, som netop er gammel nok til at kunne vide, hvad Apostelen Johannes kaldte ægte Apostel-Skrift, og benytter Indholden deraf saa flittig, at det maa tilfredsstille alle kristelige Læsere.

✂ Paa denne Maade forsikres vi om, at de fire Evangelier, 168 Apostlernes Gjerninger, Pavli Breve, undtagen det til Filemon, Johannes' og Peders første Brev og Johannes' Aabenbaring har alt i den johanneiske Apostel-Kreds været bekjendte og tagne for ægte, saa vi i det hele trøstig kan benytte dette Apostel-Tidens skriftlige Efterladenskab til Oplysning saa vel af Herrens Liv og Levned, som af Apostlernes Lærdom og alle Grund-Forholdene i Menigheds-Livet eller det kristelige Foike-Liv, uden at dog deraf følger, at den apostoliske Menighed har tillagt denne Skrift samme Beskaffenhed eller samme Gyldighed som enten Avgustin eller Luther, og da endnu mindre, at denne Skrift i alle sine Enkeltheder er kommen uforfalsket og uforvansket til os.

✂ Naar vi nu læser denne Apostel-Skrift med Kristen-Tro og med spændt Opmærksomhed, for at se, hvorledes Herren og Aanden har stillet Bispen og Bibelen i de troendes Menighed, da finder vi, at udtrykkelig har Herren ikke offentlig udladt sig om nogen af Delene; men af Evangelisternes Beretninger om, hvad Herren sagde og gjorde, slutter vi dog med rette, baade at alt hvad der stod skrevet om ham i Mose Lov, Profeterne og Salmerne, det skulde høres og forklares i hans Menighed, og at dertil vilde han sørge for »vise og skriftkloge« (Matt. 23), som skulde være Husholdere baade over gammelt og nyt (Matt. 13), til Brug efter Menighedens Tarv, men dog altid saaledes, at ingen i hans Navn ophøjede sig til at herske over Brødrene, men gjorde alt ligesom han i ydmyg Tjener-Skikkelse, ligesom han ogsaa gav til Kjende (Matt. 18), at Udelukkelse af Menigheden skulde ske, ikke efter nogen Enkeltmands eller nogle faas eget Tykke, men kun efter den hele Menigheds Dom.

✂ Uagtet derfor Herren aabenbar udsendte sine Apostler, ikke med indviede Penne til at skrive, men med glødende Tunger til at tale, saa vilde han dog sikkert, at de skulde forplante den Skriftklogskab, han selv havde oplært dem til, og forudsatte ikke utydelig, at dem skulde dages en ny apostolisk Skrift til kristelig Brug ijævne den gamle profetiske, og at Brugen skulde være Husholderne overladt, dog vel at mærke, uden at de med deres Lærdom lagde noget Aag paa Menigheden, som de jødiske skriftkloge, der sad paa Moses' Stol og bandt svære Byrder til Folket, som de ikke selv vilde lette med en Finger (Matt. 23), eller som en utro Husfoged, der glemmer sin Herre, slaar sine Medtjenere og drikker til Pæls med sine Svirebrødre.

✂ Ligesom vi nu nødvendig maa forudsætte, at hvis Herrens Apostler har skrevet noget om Guds Rige, da maa de lige saa 169 lidt have skrevet som talt af sig selv, men have skrevet, ligesom de talte, af Kristi Aands Drift og Fylde, saa at hverken kan den ægte Apostel-Skrift, ret forstaaet, være selvmodsigende, ikke heller kan den indskærpe noget, som strider mod Kristi Aand og Ord, - saaledes tør vi godt sige, at hvad der findes om Bøger og Opsynsmænd i de efter gyldige Vidnesbyrd utvivlsom ægte Apostel-Breve, det stemmer prægtig overens med, hvad Herren selv efter Apostel-Evangelierne har sagt og gjort; og mer maa vi ikke forudsætte eller forlange; thi naar de saakaldte Kirkefædre bevidne, at Evangelierne af Markus og Lukas er lige saa ægte, som de af Mattæus og Johannes, og at Apostlernes Gjerninger af Lukas er lige saa ægte som Apostel-Brevene, da hverken vidner de dermed, at Markus og Lukas, hvis personlige Forhold til Herren var ubekjendt, dog i deres Tale og Skrift stod i apostolisk Forhold til Kristi Aand, ikke heller vilde deres Vidnesbyrd, om de havde udstrakt det saa vidt, have mindste aandelig Gyldighed, da det er et Spørgs-maal, som enten maa til Dommedag blive kirkehistorisk ubesvaret, eller kun besvares ved Sammenligningen mellem den paagjældende Skrift og den utvivlsom ægte Apostel-Skrift, saa at dersom der virkelig findes nogen Strid derimellem, eller der i Side-Skriften findes noget selvmodsigende, da beviser det kun, at vedkommende Skrift er uapostolisk, og at deres Forhold til Kristi Aand, ligesom til Kristus selv, har været ligedan.

✂ Hvad der imidlertid findes enten i den utvivlsom ægte Apostel-Skrift, eller i den ægte Tilgift af Lukas, saavel om Bispen som om Bibelen, det er baade saa paafaldende lidt og saa aldeles kun som en Berørelse i forbigaaende, at man strax kan se, at Apostlerne ingenlunde har betragtet eller behandlet nogen af Delene, Bispen saalidt som Bibelen, som en Saligheds Sag, hvad da i Grunden allerede viser sig derved, at ingen af Delene, Bispen saa lidt som Bibelen, nævnes enten ved Daaben eller ved Nadveren, hvis Indstiftelses-Ord dog er de eneste kristelige Oplysnings-Midler for hele Menigheden, og hvorved derfor nødvendig alt det maa nævnes udtrykkelig, som skal forbinde og være forbindende for alle Menighedens Medlemmer; medens alt hvad der kun beskrives, umiddelbar kun kan gjælde de frivillige Læsere, og maa fornemmelig være henvendt til de skriftkloge.

✂ Der findes saaledes ikke engang i Apostel-Skriften nogen nærmere Oplysning om, i hvilket Omfang de kristne skulde tilegne sig Jødernes hellige Skrift, og da endnu mindre nogen Forskrift 170 om, hvorledes Menigheden skulde betragte og Lærerne benytte Apostlernes skriftlige Efterladenskab; men derimod findes der en mærkelig Advarsel imod alle baade mundtlige og skriftlige Ytringer af falsk og uægte Apostoliskhed, ja, den Apostel, som ret egentlig maa kaldes den Helligaands Haandskriver til Menigheden, Apostelen Pavlus, finder det endogsaa nødvendigt at gjøre sit egenhændige Navne-Træk til det eneste sikre Kjendemærke paa hans ægte Breve: »Hilsen med min, Pavli Haand, som er Tegnet paa hvert Brev, saaledes skriver jeg«.

✂ Det er fremdeles mærkeligt, at det eneste Sted, hvor Apostelen Pavlus ytrer sig tydelig om de kristnes Forhold til den gamle Pagts Bog, findes ikke i noget af hans Breve til Menighederne, men kun i et af Brevene til hans fortrolige Ven og Disipel, Timoteus (2 Tim. 3, 15. 16); thi saadanne fortrolige Venne-Breve kunde aldrig med rette tillægges samme apostoliske Myndighed som Menigheds-Brevene; ikke heller kunde man i den følgende Tid, uden selv at have set Haandskriften, være saa sikker paa Breves Ægthed, som ventelig ikke var læste offentlig; og det er endelig højst mærkeligt, at selv i et saadant mindre sikkert apostolisk Venne-Brev findes kun den Forsikring, at hele Jødernes hellige Skrift, under Forudsætning af den kristne Tro, kan gjøre klog paa Guds Frelse og er nyttig til Lærdom, til Bevisning, til Rettelse og i det hele til Guds-Menneskets Opdragelse i Retfærdighed, saa det kan blive velskabt og uddannet til al god Gjerning; thi heraf følger vist nok, at dersom Pavlus kunde og vilde ytret sig om den ny Pagts Bog, som ikke endnu var til, da vilde han i det højeste have givet den det samme Lov, og vilde aldrig tillagt den mindste lovgivende Myndighed, endsige udgivet den enten for Kristen-Troens Kilde eller Kristen-Troens Grund.

✂ Spørger vi nu Biskop Irenæus om, hvordan de ældste Bisper betragtede og benyttede den hellige Skrift, da finder vi, som en følgelig Sag, at det ene var de fire, for ægte antagne Evangelie-Bøger, de brugte til at oplyse Menigheden om Herrens Liv og Levned, Ord og underlige Gjerninger; men at de til Lærdom og Bevis, til Formaning og Spaadom brugte Loven og Profeterne med Apostel-Skriften i Flæng; medens det kun var Kjætter-Høvdingerne, der enten forkastede den gamle Pagts Bog, eller misbrugte flere eller færre Dele af det saakaldte ny Testamente til en saakaldt kristelig Lovbog og Rettesnor for Troen og Menigheden; og at Bisperne tvært imod kjækt stillede Tros-Bekjendelsen ved Daaben og Apostlernes Lærdom, som 171 den var aabenbar forplantet i de apostoliske Menigheder, lige saa vel mod alt, hvad man nu først vilde have opdaget l Skriften, som mod alt, hvad man paastod var hemmelig forplantet fra Kristus og hans Apostler. Selv de alexandrinske Skolemestre, Klemens og Origenes, som ikke blot tog sig den Frihed at fortolke Skrifterne efter eget Tykke, men prøvede dumdristig paa derved at forbedre den apostoliske Lærdom, de bukkede dog i forbigaaende for den oprindelige Tros-Regel og forlangte ikke engang, at deres Boglærdom skulde gjøres til Tros-Artikler.

✂ Kommer vi nu fra Bibelen til Bispen, da finder vi hverken i Apostel-Brevene eller i Apostlernes Idræts-Bog tydelige Spor af, at Apostlerne enten indviede eller indsatte saadanne Menigheds-Forstandere, Opsynsmænd og Dommere med Bispenavn, som vi, strax efter Apostlernes Afgang, forefinde i alle Menigheder; men vi læser kun, at de beskikkede Ældste (Presbytere) i hver Stad og lod, i det mindste i Jerusalem, Menigheden selv vælge Medhjælpere (Diakoner), som de da indviede dertil med Haandspaalæggelse. Selv Timoteus og Titus, som vi af Pavli Breve til dem kan se udøvede paa visse Steder, hvad man kunde kalde bispelig Myndighed, synes dog at maatte betragtes som Apostelens Fuldmægtige til en vis Tid og i visse bestemte Øjemed ; thi han kalder dem aldrig Biskopper, med hvilket Navn han derimod to Gange benævner alle de ældste (Ap. Gj. 20. Fil. 1); og skjønt han en Gang, i Opregneisen af Arbejderne i Herrens Vingaard (Ef. 4), ved »Hyrderne« synes at have ment de egentlige Bisper, saa tillægger dog baade han og Apostelen Petrus alle de ældste Hyrde-Stillingen (Ap. Gj. 20. l Pet. 5); og Venne-Brevene til Timoteus og Titus er da de eneste, hvori Apostelen synes at omtale Biskoppen som en Enkeltmand i Spidsen for Menigheden (l Tim. 3. Tit. 1). Det gjælder da Bispen saa vel som Bibelen, hvad før er sagt om Forskjellen mellem, hvad der findes og hvad der fattes i Menigheds-Brevene; og hertil kommer, at i Titus-Brevet, som er det sikreste, flyder Biskoppen igjen sammen med de ældste. Endelig omtales Biskoppen i alt Fald paa begge Steder ingenlunde som den, Embedet kan eller skal give nogen Værdighed, men som den, der ved sine Egenskaber og sin bekjendte kristelige Vandel skal give Embedet Værdighed, saa derved forudsættes baade frit Valg og et i alle Maader frit Forhold.

✂ Kommer vi nu til de ældstes Vidnesbyrd om Bispens virkelige Stilling i Menigheden, da staar vi midt i Tvisten 172 om Ignats-Brevenes Ægthed; thi vel er der mellem de gamle kun een Mening om, at Ignats paa sin Martyr-Rejse til Rom skrev flere Formanings-Breve baade til den romerske og til en Del asiatiske Menigheder; men deres Indhold er ingenlunde saa nøje angivet, at vi deraf kan se, enten om nogen af de Opskrifter, Tiden har levnet os, er aldeles ægte, eller om vi skal anse de kortere eller de længere Opskrifter for de sikreste og mindst forvanskede.

✂ Nu har vist nok de kortere faaet de fleste Stemmer blandt de lærde; men da de lærde sædvanlig paa Kirkefædrenes Skrifter har anvendt det gamle Ordsprog: af to onde Ting skal man vælge den mindste, saa har denne Stemmeflerhed ej stort at betyde, uden for saa vidt den hindrer os fra selv at se efter; og jeg har endelig overbevist mig om, at de korte Opskrifter i alt Fald er et Udtog, og det et meget daarligt Udtog af de længere, saa at er nogen ægte, maa det være disse.

✂ Hvad der imidlertid har været mest tiltrækkende for den højbispelige Kirke og mest frastødende for alle de protestantiske skriftkloge derudenfor: de højtravende Talemaader om Bispen og hele Præsteskabet, de findes i Opskrifterne af begge Alenmaal; og var alle disse Talemaader ægte ignatsiske, da havde Ignats aabenbar ikke været nær saa apostolisk en Biskop, som han i Oldtiden agtedes for; thi da maatte han have sat Bisperne højt over Apostlerne og ret egentlig i vor Herres Sted; og da han dog bestandig sætter sin egen Bispelighed dybt under Apostlerne, og for Resten skriver udmærket apostolisk, saa maa der sikkert være noget uægte selv i de bedste Opskrifter; men dog skal vi lægge Mærke til, at især i de længere Opskrifter lægges der en afgjørende Vægt paa den apostoliske Tros-Bekjendelse, som vor Herres Jesu Kristi eget Vidnesbyrd, Bispens og hele Menighedens Himmel-Lys, og at netop de idelige og stærke Formaninger til at være Bispen underdanige, som Herren, viser, at Bispens Stilling i den Kreds var meget mislig, saa han sædvanlig betragtedes vel som Skriftens Herre, men som Troens Undersaat og Menighedens Tjener. Mærkeligt er det ogsaa, at i Brevet til den romerske Menighed findes slet intet om Bispen; thi det synes at vise, at Ignats, ligesom vi, har fundet, at i Vesten var lige fra Begyndelsen Bispe-Myndigheden snarere for stor end for lille.

✂ Hermed kunde vist den kirkehistoriske Udsigt over den kristelige Oldtid passelig sluttes; og til en lignende Udsigt over Middelalderen og Nyaarstiden tør jeg for Øjeblikket ikke vove 173 mig; men hvis mine Tilhørere ønsker det, skal jeg gjærne prøve paa at give dem en tydelig Forestilling om, hvorledes, efter min kirkehistoriske Overbevisning, vort kristelige Forhold til Bibelen og til Bispen nu og herefter maa opfattes, saa de, ligesom vi, ikke beherske, men tjene Herren og Aanden, Troen og Menigheden, Sandheden og Kjærligheden, Lyset og Livet, Tiden og Evigheden.

XV.

✂ Jeg stræbte sidst at vise Dem, at Spørgsmaalet baade om Bispens og Bibelens kristelige Forhold til Menigheden oprindelig har været og altid skulde være et aabent Spørgsmaal, som alle Lærerne vel til enhver Tid baade har Kald og Lov til at besvare saa godt de kan, men maa aldrig paabyrde Menigheden deres Skjøn; da Herren ikke blot laster de jødiske skriftkloge, fordi de søgte det evige Liv i Skriften og misbrugte Loven og deres Sæde paa Moses-Stolen til at lægge svare Byrder paa andre, som de ej selv vilde bære, men har udtrykkelig forbudt alle sine Sendebud og Embedsmænd at øve mindste personligt Herredømme over hans aandelige Guds-Folk. Men skjønt jeg udtrykkelig skrev det til mig selv, at denne Paastand hverken kunde afhjemles med min egen kirkehistoriske Kundskab og Tankegang eller med noget Skriftsted, saa glemte jeg dog at sige Dem, hvad der ogsaa i denne Henseende gjør Udslaget og binder Læsset; thi det er, at hverken Bispen eller Bibelen nævnes i Indstiftelses-Ordene enten ved Daaben eller ved Nadveren, og maatte dog allerede ved Daaben som Indgangen i Kristi Rige udtrykkelig nævnes, naar Kundskaben om dem og Forholdet til dem skulde være en Saligheds-Sag for hele Menigheden. Allerede Nadver-Ordet lyder nemlig kun til voxne Kristne, og i Herrens Ord ved hans Indstiftelser maa alt det være udtrykt, som skal binde, forbinde og forene Menigheden; saa det maa være Åanden og Menigheden overladt, med hinanden frit at afgjøre, hvad mere der til Tid og Sted kan tjene til, at Herrens Øjemed med hans Saligheds-Midler opnaas; og selv om derfor Herren havde efterladt sig egenhændige Skrifter, saa vedkom 174 de dog kun umiddelbar deres frivillige Læsere og var Aanden og Menigheden efterladte og overladte til fri Brug.

✂ Det skader imidlertid ikke, at jeg nu var nødt til at begynde med denne kristelige Grund-Oplysning, thi jeg havde maaske ellers ogsaa glemt at give vor Herre hele Æren for, at vi nu, ganske anderledes godt end før, kan uden Vild og Venskab dele mellem Bispen og hele hans Kapitel paa den ene og Skriften med alle sine Tilbedere og Sejpinere paa den anden Side; thi vel kan Kirke-Historien paa fri Haand lære os, at Troen og Menigheden har kun været meget slet tjent enten med det bispelige Pavedom eller med den bibelske Dødsdom eller med et af begge Dele sammensat Kirkedom; og vores danske Beliggenhed mellem de svenske Bisper og de tyske Skolemestre frister os hverken til at være ensidige eller til at halte paa begge Ben; men naar vi ikke havde ladt os lære af vor Herre selv, baade hvordan han vil tros paa, og hvorved han vil skænke os det evige Liv, og hvorpaa vi skal kjende det i sin timelige Udvikling, da kunde vi dog umulig fundet Vej eller Sti i det kirkehistoriske Vilderede; saa den største Fordel, vi, i kristelig Henseende, havde af Erfaringens Vidnesbyrd om Bispen og om Bibelen, var det Savn, vi følte, af noget ret guddommeligt, der, bedre end baade Bispen og Bibelen, kunde skabe Liv og tænde Lys og holde Fred i Herrens Hus, og den af det dybe Savn udspringende Villighed til at sætte os med Maria ved Herrens Fødder og lære Visdom, naar vi blot kunde finde ham eller findes af ham.

✂ Nu derimod, da Herren har ladet sig finde og lært os at finde den rette Klippe, hvoraf de levende Vand-Strømme paa hans Ord uden nogen Moses-Stav springer ud, da ser vi strax, at det flydende Element, der hører til Udviklingen af det kristelige

✂ som af ethvert Menneske-Liv, lige saa lidt er Skriften med Pen og Blæk, som det faste Element er enten Petrus eller nogen af hans Eftermænd, men at den hellige Skrift i de rette Hænder dog efter kristelig Regning er meget mere værd end Bispen i sine bedste Klæder.

✂ Den ægte profetiske og apostoliske Skrift er nemlig, om end paa anden Haand, et Underværk af Kristi Aand, som han hos hele Menigheden vil vedkjende sig, og som, langt fra at gjøre nogen Fordring paa andet end Sandfærdighed, kun afbilder Ordet i Tjener-Skikkelsen og strækker sig ud til os som en Johannes-Finger, pegende paa ham, den vel ikke kan nævne, 175 men gjør dog kjendelig for hvem der har Øren at høre med, som et Guds Lam, der bærer Verdens Synd. Bispen derimod, som, skjønt han har Mund og Mæle, ikke kan sige os, hvor han kommer fra og hvor han skal hen, gjør med sin bispelige Myndighed Fordring paa, at vi skal følge ham i Blinde, med den Tro, at vor Herre har betrot ham Himmeriges og Helvedes Nøgler, saa han kan lukke op, saa ingen lukker i, og lukke i, saa ingen lukker op.

✂ Skjønt vi derfor ikke tør nægte, at Apostelen Petrus efter Johannes' 21de maa kaldes den første kristelige Hyrde og Biskop under Herrens eget Ærke-Bispedømme, saa beviser dog blandt andet Apostelen Pavli Modstand imod ham, da han var at laste, at Herren hverken havde forlenet ham med pavelig Ufejlbarhed eller med bispelig Myndighed; og om vi end finder den myndige Biskops Oprindelse saa ældgammel og gaadefuld, at vi ikke ret tør bryde Staven over ham, saa ser vi dog strax, at hans mageløse Højærværdighed baade staar paa en meget glat Skraaning, og er, som en Slags Mellemmand mellem Herren og hans Menighed, en meget farlig Person baade for sig selv og for Menigheden; saa uundværlig kan han umulig være altid og alle Vegne, men maa tvært imod, hvor hans Myndighed vilde laane mindste Understøttelse af den verdslige Magt, helst undværes, saa vi Smaa-Kristne i Danmark har med det blotte og bare Navn beholdt mer end nok af Bispen.

✂ Det bliver os derfor klart nok, hvorfor Apostelen Pavlus slet ikke nævner Biskoppen i sine Menigheds-Breve; men at han dog omtaler ham i sine Venne-Breve til Timoteus og Titus, kan vi forklare deraf, at en saadan Formand, Forstander og Dommer var en borgerlig Nødvendighed for Menigheden i alle sine Afdelinger, hvor den, udenfor Jødeland, stod saa godt som udelukt af det borgerlige Selskab og udsat for al mulig Plage og Fortræd.

✂ Hvad jeg nemlig en Gang ligesom i forbigaaende har berørt, maa jeg her med Flid lægge Vægt paa: at den kristne Frimenigheds Stilling i Hedninge-Verdenen lignede og vil, til Herren kommer, altid ligne Jødefolkets efter Moses' og Josvas Bortgang, i, hvad vi kalder Dommer-Tiden, og at Bisperne derfor maa betragtes som frit valgte Forstandere og Dommere, eller efter vor daglige Talemaade: som kommunale Embedsmænd ; og vi behøver blot at tænke os selv udtraadte af Stats-Kirken, for at se, at en saadan Formand med afgjørende 176 Myndighed i en større eller mindre Kreds vilde være os uundværlig, saa at, hvor mislig og farlig vi end fandt hans Stilling, maatte vi dog, for den borgerlige Ordens, Sikkerheds, Freds og Enigheds Skyld, vælge en saadan, og anse saa vel Skaaret, hans Stilling gjorde i Enkeltmandens Frihed, som Farerne for et nødvendigt Onde, der kun maatte formindskes ved et omhyggeligt Valg efter de Regler, Apostelen Pavlus med Flid har foreskrevet.

✂ Dette, at det er med et kristeligt Bispedømme, som med et kristeligt Ægteskab: at dets Kristelighed ikke beror paa nogen Indvielse, men paa det fri Valg og paa vedkommendes kristne Tro og Hjærtelag, det har vel i flere Aarhundreder været aldeles glemt, da de engelske saa vel som de romerske Bisper udlede deres Myndighed først og sidst af Indvielsen, hvormed de paastaar den uafbrudt skal være forplantet til dem lige fra Apostlerne; men man har dog aldrig kunnet glemme, at til en ordentlig Biskop hørte et frit Valg, i det mindste af de ældste, og endnu i det tolvte Aarhundrede indrømmede Peter Lombard, sin Tids teologiske Orakel, som selv var Biskop i Paris, at Bispedømmet udsprang ikke af en højere Indvielses-Grad (ordo), men af en Embeds-Stilling (officium).

✂ Heraf vil det være klart, at en saakaldt kristelig Biskop i en Stats-Kirke, som vælges enten af den verdslige Øvrighed eller af verdslige Provster og Sognepræster, kun, som de engelske Bisper, er en verdslig Hyrde og en aandelig Uting for det aandelige Folk, og at den overhængende Fare ved BispeStillingen i en kristelig Frimenighed er den, at Bispen næsten nødvendig anser sig selv og anses for en Slags Statholder i Kristi Rige, der, ligesom Ypperstepræsten hos Jøderne, kan og skal være Mellemmand og Mægler mellem Folket og den usynlige Konge, altsaa her mellem Kristus og Menigheden, uden at han dog, som den Helligaand, kan forene dem i sig.

✂ Dette, at Bispen altid, ligesom Paven i Rom, fristes til, hvad Apostelen Pavlus skarpt men rettelig kalder: at »falde i Djævelens Snare«, ved at anse sig for den Helligaand selv eller for hans Afløser, eller dog for en Apostoliker med langt større aandelig Myndighed, end nogen enkelt blandt Apostlerne øvede eller tilegnede sig, det gjør BispeStillingen gjennemgribende farlig for hele det kristelige Liv og klarlig for hele OplysningsVærket i Menigheden, som ene kan bestyres af den Helligaand og skal besørges frit af dem, den Helligaand dertil kalder, oplyser, udruster, og giver Vidnesbyrd hos Menigheden.

✂ Man kan nemlig nok tænke sig en Biskop i en kristelig Frimenighed, som kun var valgt og havde kun Myndighed til at ordne saa vel hele Menighedens som de enkelte Medlemmers Forhold til Lands-Loven og den verdslige Øvrighed, samt til at dømme i Tvistighederne mellem Menigheds-Lemmerne om verdslige Ting, medens han kun efter Daabs-Pagten og med Menighedens Samtykke kunde sætte nogen i den store Band som Kjættere eller Kristus-Fjender; men dels har slige parlamentariske Indskrænkninger af den udøvende Magts Myndighed i Virkeligheden ikke stort at betyde, og dels kan Bispen ikke til Gavns sørge for den verdslige Orden og Ærbarhed hos Menigheden, uden at raade temmelig frit for den lille Band eller Udelukkelsen fra Nadveren, og i en vis Grad for Menighedens offentlige Forsamlinger med Talerne og Sangene i dem; saa her vil han, under Paaskud af Farerne for, hvad man kalder »den gode Orden og den offentlige Moral«, kunne gjøre mange Bestemmelser, som ikke blot krænker Enkeltmandens aandelige Ret og Frihed, men kan gjøre uberegnelig Skade for Kristen-Livets og den kristelige Oplysnings Sag.

✂ Biskoppen vil nemlig vist nok altid paastaa sin og dermed den kristelige Lærers Ret til, efter bedste Overbevisning og paa eget Ansvar for Herren og Aanden, at bedømme, hvad der er ægte Apostel-Skrift og apostolisk Lærdom, naar han kun ikke bringer det i Strid med vor apostoliske Tros-Bekjendelse og Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren; men da Biskoppen selv maa antages at have en vis Overbevisning om den apostoliske Skrift og Lærdom, saa er det et stort Spørgsmaal, om han vil taale, at nogen Lærer i hans Stift følger og udtaler en modsat eller meget afvigende Overbevisning, eller om han ikke snarere, som alle de gamle Bisper, vi kjender, vil anse det ikke blot for sin Ret, men for sin Pligt, at nægte alle dem offentlig Talefrihed i sit Stift, der ikke enten med en vis Lære-Forskrift er indviede af ham eller vil dog rette sig efter Forskriften.

✂ Vel er Faren herved noget mindre, naar en Biskops Stift, som i Begyndelsen og sikkert i Enden, kun bestaar af hans Hjemsted og den nærmeste Omegn, og Bisperne staar uafhængige af hinanden, som i ældgamle Dage; men Egenkjærligheden vil altid friste Bisperne i hvert Land eller større Omkreds til, for at sikre deres Myndighed, hver i sit Stift, enten at vælge sig en Ærkebisp, som ikke er Jesus Kristus, eller til at enes med 178 hinanden om visse Grundsætninger i Lærdommen og Skrift-Betragtningen, som de ikke vil taale rokkede eller aabent modsagte nogensteds, og da har vi Statskirke-Væsenet i sin farligste Skikkelse, fordi det har Aandeligheds Skin, men fornægter dens Kraft.

✂ Se, derfor er det blevet min Overbevisning, at vi, i Steden for at træde ud af Stats-Kirkerne saa snart som muligt, skal opsætte det saa længe som muligt, naar vi kun indenfor Stats-Kirkens Hegn kan vinde den nødvendigste Frihed til Menigheds-Livets Væxt og Udvikling; da vi kun er modne til den udvendige Selvstændighed, som kræver Biskoppen, naar hele Menigheden er kommen til Skjels Åar og Alder, saa den kan skatte og hævde den aandelige Frihed i hele sin Udstrækning og vil nøjes med saa megen Orden, Sikkerhed og udvortes Renhed, som dermed lader sig forene, fordi det er klart, at saaledes tænker den Helligaand, som altid kræver Frihed for sig og sine Redskaber; saa at Biskoppen, om han end falder i Djævelens Snare, nødes til at nøjes med den Myndighed, Aanden og Menigheden indrømmer ham. Først da vil det ogsaa være klart for hele den voxne Menighed, hvad nu kun er det for Guds-Rigets skriftkloge: at Herrens Apostler, som havde hele Herrens ærkebispelige Myndighed at udøve, nøjedes med den aandelige Indflydelse, som Menigheden frivillig indrømmede dem, og bandsatte ingen, fordi han miskjendte og ringeagtede dem (Johannes og Pavlus), ja, lod i Grunden alle de aandelige Tvistens Æbler, som siden har forstyrret Menighedens Fred og krænket Aandens Frihed, ligge urørte; thi det er jo, hvad vi med lutter for os fremmede og i sig selv ubestemte Ord kalder: Ordination, Exkommunikation, Inspiration og Kanon, paa Dansk: Indvielse, Bandsættelse, Indskydelse og Bog-Stempling, eller jeg veed ikke hvad.

✂ At nemlig vor Herre indviede sine Disipler med Haandspaalæggelse, da han udsendte dem som sine Forbud, det maa vist nok forudsættes; men om han dermed meddelte dem andet end Ret og Forpligtelse til at røgte hans Ærende, derom staar ikke et Ord; og at han ikke dermed skjænkede dem Dygtighed til at være den ny Pagts Embedsmænd, det er klart deraf, at de først fik den efter hans Himmelfart.

✂ At Apostlerne i Jerusalem rned Haands-Paalæggelse indviede syv Medhjælpere, som Menigheden havde valgt, til at tjene for Borde, mens de selv helligede sig til Guds Ords Forkyndelse 179 alene, det har vi ogsaa læst fra Arilds Tid; men skjønt Stefan og Filip, som var af de syv, optraadte som Lærere i Menigheden, saa var det aabenbar ikke dertil, de indviedes; og det eneste Spor af en apostolisk Indvielse, hvorved der meddeltes Enkeltmanden en aandelig Naadegave, er da den profetiske Naadegave til Timoteus ved Apostelen Pavli og de ældstes Haandspaalæggelse.

✂ Da Trætten nu ingenlunde er om, hvor vidt den Helligaand kan og vil under nogen Omstændighed meddele en Naadegave ved Haandspaalæggelse eller ikke, men om, hvor vidt der gives en nedarvet apostolisk Indvielse i Menigheden, og om, hvor vidt den Helligaand har bundet især Lære-Dygtigheden og Lære-Friheden dertil, - saa ser man let, at denne pavelige Paastand fattes al apostolisk Hjemmel og maa, allerede for Aandens egen Friheds Skyld, efter Tanke-Loven forkastes.

✂ Spørgsmaaiet om Bandsættelsen er vel ikke slet saa redt, men maa saa meget mere holdes aabent; thi medens det følger af sig selv, at den store Bandsættelse, som er Udelukkelse af Menigheden og Stempling til Kristus-Fjende, kun maa finde Sted for aabenbart Brud af Daabs-Pagten, saa er det mindre Band eller Udstødelse af Fællesskabet en Hjærtesag, der i hvert enkelt Tilfælde maa afgjøres efter Menighedens Følelse; saa derom lader sig intet klart sige paa fri Haand, undtagen at det allermindst maa træde i Kraft uden med Menighedens Samtykke. Hermed stemmer ogsaa Herrens Ytring (Matt. 18) overens ; men derimod kan Apostelen Pavli Breve synes paa en Maade at begunstige Bispe-Myndigheden i denne Henseende (l Kor. 5), da Apostelen udtrykkelig bestemte, at han, der havde vanæret sin Faders Hustru, skulde højtidelig overlades til Satan, og gav ved samme Lejlighed en hel Opskrift paa, hvem der skulde udelukkes fra Nadveren; men herved er dog at mærke, at Apostelen dermed ikke giver nogen Forskrift, som Menigheden skulde følge, enten den vilde eller ikke, men giver kun en indtrængende Indstilling om, hvad Menigheden kunde gjøre, saa Afgjørelsen bliver altid den overladt.

✂ Indskydelsen, som man har kaldt Indblæsning og derved gjort til noget lige saa aandløst som bogstaveligt, beskrives vist allersikrest i Peders andet Brev, skjønt det tidlig synes at have været omtvivlet, med de Ord: ingen Profeti er fremkommen efter menneskeligt Tykke, men de hellige Guds Mænd talte efter 180 den Helligaands Drift; thi det følger af sig selv, at naar de samme Guds Mænd skrev Talen op, da gjorde de det efter samme Aands Drift og under hans Styrelse, og at naar de samme Guds Mænd mundtlig eller skriftlig vilde fremstille en Lærdom eller aflægge et Vidnesbyrd, da gjælder det samme derom som om Spaadommen. Hvor vidt derimod Aandens Indflydelse ved en skriftlig Affattelse maatte gaa, for at svare til sin Hensigt, og hvordan man helst skal tænke sig den, det maa være et frit Spørgsmaal, da det egentlig er Spørgsmaalet om, hvem af os der har mest aandelig Forstand, hvad kun Aanden selv kan besvare. Vi kan og maa vist nok sige, at enhver ægte hellig Skrift maa sandfærdig være alt, hvad den udgiver sig for, og hverken være selvmodsigende eller modsige nogen aandelig Sandhed; men naar Talen bliver om enkelte Vendinger, Udtryk og Ordføjninger, der selv i den ægteste Skrift kan være forvanskede, da bliver alle Følge-Slutninger derfra usikre og tvivlsomme. Det gjør derfor i Virkeligheden liden eller ingen Forskjel, enten 'man udstrækker, hvad Pavlus skriver om sin Tale med aandelige Ord (l Kor. 2), til hans Skrift eller ikke, og hvordan man forstaar den Lydighed mod sit Brevs Indhold (2 Tess. 3), som han kræver af Tessalonikerne.

✂ Kommer vi nu endelig til Kanon, eller til den Forskjel mellem kanoniske og apokryfiske Bøger i det skriftlige Efterladenskab fra den profetiske og apostoliske Tid, som vi kalder det gamle og det ny Testamente, da maa vi ogsaa her lægge Hoved-Vægten paa, at vor Herre Jesus Kristus, som ved sine Indstiftelser har bundet sin Aand og sin Menighed til sit alle vitterlige Ord, og med sit »Kristus-Navn« i Tros-Bekjendelsen har bundet alle Kristne til Spaadommen og Husholdningen i den gamle Pagts Dage, har derimod ikke bundet enten Aanden eller Menigheden til nogen som helst Skrift; saa at, naar der findes en profetisk og apostolisk Skrift, da er den overladt til Aandens og Menighedens fri og kristelige Modtagelse og Benyttelse; hvad da ogsaa er nødvendigt, da de først maa skille det ægte fra det uægte, før de kan benytte Skriften kristelig.

✂ Uagtet nu ingen enkelt Del af Menigheden kan binde den hele, og uagtet Vidnesbyrdet af Menighedens skriftkloge maatte være enstemmigt, for at kaldes den Helligaands eget Vidnesbyrd om Skriften, saa har dog Menigheden altid følt, at hvad der udgiver sig selv for Apostel-Skrift og har gjældt derfor lige siden Apostlernes Dage, maa antages derfor og benyttes derefter, og at det samme gjælder om den profetiske Skrift, for saa vidt 181 den ægte Apostel-Skrift lærer os at kjende den; men begge disse, ligesom alle andre Spørgsmaal om Skriften, kan kun besvares kirkehistorisk af de skriftkloge, som derfor nødvendig staa mellem Skriften og Menigheden og er til enhver Tid med Aanden dens eneste Borgen for visse Bøgers profetiske og apostoliske Ægthed.

✂ Nu har imidlertid vore skriftkloge aldrig til nogen Tid, endsige altid, været aldeles enige om Tallet paa de hellige Skrifter af utvivlsom profetisk eller apostolisk Oprindelse, saa det maa, ligesom Spørgsmaalet om den eneste rette Skriftbrug og Skrift-Fortolkning, vedblive at være et aabent Spørgsmaal til Verdens Ende. Langt fra derfor at ville i Herrens eller den Helligaands Navn paatvinge Menigheden eller nogen lærd eller læg deri sine Tanker om den hellige Skrifts Omfang, kristelige Bestemmelse og Brug, maa Guds-Rigets skriftkloge tvært imod, baade for Herrens, for Aandens og for deres egen Skyld, udtrykkelig underkaste deres og alles Skjøn Herrens og Aandens Dom, som vi veed vil hos alle troende selv bekræfte Sandheden.

✂ Saaledes finder jeg mig vel overbevist om, at alt hvad der i vort saakaldte ny Testamente udtrykkelig udgiver sig for ægte Apostel-Skrift til Menigheden, følgelig ogsaa Peders andet Brev, virkelig er det, men at, om end Ebræer-Brevet, Jakobs og Juda Brev udgav sig derfor, som de dog ikke gjør, og havde antagelige kirkehistoriske Vidnesbyrd for sig, som de dog ikke har, saa var de dog ikke ægte Apostel-Skrifter, fordi de i mine Øjne er aldeles fremmede baade for Herrens Ord og Aand; men jeg maatte dog lige saa lidt forlange dette mit Skjøn kanoniseret, som jeg turde underskrive enten Evsebs eller Avgustins Kanon.

✂ I Henseende til det saakaldte gamle Testamente er jeg ogsaa overbevist om, at efter Herrens Ord og Aandens Vilje skal vi antage Mose Lov, Profeterne og Salmerne for hellig Skrift, selv i videre Udstrækning end Navnene kræve; men jeg kunde dog aldrig indrømme, enten at alle det gamle Testamentes historiske Bøger stod i samme Forhold til Aanden og Menigheden, som Apostel-Evangelierne, eller at vi i Henseende til Josvas og Dommernes Bog, Jobs Bog, Krønnikernes Bøger, Salomons Prædiker, Højsang og Visdom var mere bundet til, hvad Farisæernes end hvad Saducæernes skriftkloge tænkte og sagde derom; thi vi maa vide, at vi har kun Sikkerhed for, at Herren og hans Apostler regnede til Jødernes hellige Skrift, 182 som de gav Vidnesbyrd, hvad de enten nævnede eller kjendelig benyttede som saadan; og vi maa huske, at hvad vi lægger til, det gjør vi kristelig talt, paa egen Haand, lige saa uforsvarlig for Menigheden, som for Verden; saa at intet gjør baade de skriftkloges og Skriftens Anseelse og Nytte i Menigheden større Afbræk, end forvovne Paastande om Skriftens Omfang, Indskydelses-Maade og eneste rette Fortolkning, som vi hverken kan faa Aanden til at bekræfte elier mod Verdens boglærde sejerrig forsvare.

✂ Det er derfor en stor Lykke for os danske, at hverken den augsburgske Bekjendelse eller vor Præste-Ed derom har gjort nogen Bestemmelse; saa den Frihed, vi derved nyde, maa vi endelig baade i og udenfor Statskirken mandig hævde og aldrig paa noget Vilkaar slippe.

XVI.

✂ Saa vidt som det med Pennen lod sig gjøre, har jeg i den saakaldte »Kristenhedens Syvstjærne« stræbt at give danske Læsere et Overblik af den kristne Menigheds Levnedsløb, som man plejer at kalde Kirke-Historien; og Grund-Tanken deri er den, at medens Guds-Ordet og Grund-Troen er de samme helt igjennem, da er Menigheds-Livet, ligesom den tilsvarende Oplysning, aftagende i de tre første Sprog-Samfund, Ebraisk, Græsk og Latin, og er derimod tiltagende i de tre sidste, Tysk, Nordisk og Ubenævnt, men er midt imellem, i det angelske Sprog-Samfund, saa vidt muligt stillestaaende; men jeg har jo deri selv forudsat, at det vilde være spildt paa dem, der ikke alt havde modtaget Synet ved levende Meddelelse, saa jeg glæder mig lige saa oprigtig som »Dagbladet« over, at »Syvstjærnen« hverken har kunnet forklare eller forsvare sig selv, da det stadfæster min vel meget uskyldige og indlysende, men dog i »Dagbladets« Øjne splittergale Paastand: at man lige saa vel i Aandens som i Legemets Verden selv maa være noget, for at kunne gjøre noget, selv maa have Liv, for at kunne paastaa, man lever, og selv maa have Mund, for at kunne bruge den.

✂ Langt fra at være overflødigt, er det da meget mere nødvendigt, selv at lukke Munden op, naar man vil have en for de fleste ny Betragtning af guddommelige og menneskelige Ting udbredt og levende forplantet, og det især for Livets Skyld, der umulig kan fødes af Døden, som tvært imod, naar den kan, altid kvæler Livet i Fødselen.

✂ Det er nemlig ikke blot Kristendommen, der begynder med et levende, lydeligt Ord, der skal udraabes for alles Øren, maa høres for at kunne fattes, fattes kun levende ved at tros, og maa tros under hele Oplysningen, for omsider at kunne begribes og forklares, - nej, det samme er Tilfældet med al levende Menneske-Kundskab, blot med den Forskjel: at Kristendommen, som Guds hemmelige Raad til det faldne Menneskes Oprejsning og Frelse, kun lader sig levende udtrykke og forplante ved et levende Guds-Ord, som et Tros-Ord; medens Menneske-Kundskaben, der udspringer af Menneskets Selvbevidsthed og Erfaring, lader sig levende udtrykke og forplante ved et levende Menneske-Ord, som findes troværdigt. Denne Grundlov for Menneske-Livet og den levende Erfaring i Aandens usynlige Verden er heller ingenlunde ejendommelig for den; thi vi kjender alle sammen en aldeles tilsvarende Sammenhæng i den synlige og haandgribelige Verden, hvor jo vort levende Bekjendtskab med enhver synlig Gjenstand maa begynde med, at den viser sig for vort Øje, og Kundskaben voxer kun, naar vi kan faa Fingre paa Gjenstanden, beføle og om muligt omspænde og haandtere den; thi vi maa jo af egen Erfaring vide, at de usynlige Gjenstande i Aandens Verden kan ikke vise sig for vore Øjne, men kun i det lydelige, usynlige Ord for vore Øren, og svæver os kun forbi, naar Ordene, som vi siger, gaar ind ad det ene Øre og ud ad det andet; saa at skal vi lære at kjende deres Indhold, maa de gaa os til Hjærte og holdes fast, som Herren har sagt, at hans Ord maa holdes fast, naar Livet skal lindes deri, og maa falde i god Jord, for at bære ønskelig Frugt. Uden Følelse af det levende Ords mageløse Fortrin for al Skrift og al menneskelig Kunst, ja, af dets Eneret til at aabenbare alt det usynlige baade hos Gud og Menneske, er man aandelig død; og uden Øje derfor er man blind for al Oplysning om guddommelige og menneskelige Ting, endsige da for vor Herres Jesu Kristi Nærværelse i sin Menighed paa Jorden, der ene og alene beror paa Guds-Ordet og Menneskets tilsvarende Tro, kjærlig sammensnieltet dermed, som Apostelen Pavlus skriver, at vor Herre Jesus Kristus er os kun saa nær, som 184 Tros-Ordet i vor Mund og i vort Hjærte, og at hvad vi lever kristelig, det lever vi i Jesu Kristi Tro, og som Apostelen Peder skriver: I er gjenfødte, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig Sæd, det levende Guds-Ord, som varer evindelig, og som Apostelen Johannes skriver: i Guds-Ordet var Liv, og Livet er Menneske-Lyset.

✂ Saa meget trode jeg at maatte forudskikke ved Overgangen fra den gamle til den ny Kristenhed, hvor Kristendommen, som i Ørken, aabenbar maatte føre det levende Kildevæld med sig og møjsommelig opdyrke den vilde Jord, og hvor dog den aandelige Frugtbarhed skulde tiltage lige saa meget, som den i den gamle Kristenhed var aftagen fra Apostlernes til Avgustins og Gregor den stores Dage; hvad umulig kunde ske, med mindre vi lærte at søge Livs-Kilden i Guds-Ordet, hvor den ene findes, og lærte deraf i Menneske-Ordet at udlede Bækkene, der glæde Guds Stad som den højestes Bolig; men denne kristelige Oplysning vilde baade været unyttig og umulig, naar ikke Guds-Ordet var blevet bevaret, og Troen derpaa opholdt gjennem hele Tidsløbet.

✂ Det er derfor intet Under, at det varede saa længe, inden vi i Ørken lærte ordentlig at øse af Livskilden og at gjøre Jorden begjærlig, saa den aandelig kunde beriges, og Kirke-Aaret krones med dens Grøde; det er kun et stort Vidunder, at det sker, og det saa meget des større, som vi kan se, at siden den ebraiske Menighed uddøde, havde man selv i den gamle Kristenhed aldrig ret haft Syn for Guds-Ordet til os af Herrens egen Mund baade ved Daaben og Nadveren. Allerede i den græske Menigheds gode Dage begyndte man, som det kjendes hos Irenæus, at sammenblande Livs-Ordet af Herrens egen Mund med hele den apostoliske Prædiken; og ved siden at udskyde den apostoliske Tros-Bekjendelse af Daabs-Pagten og indskyde deres egen hjemmegjorte i Steden, forlod Grækerne aabenbar det levende Kildevæld og gravede sig Brønde, der ej kunde holde Vand.

✂ Det var da kun i den latinske Menighed, man holdt fast ved Troens Ord, som en Del af Herrens Lærdom (traditio dominica); men baade hos Ambros og Avgustin ser vi selv paa Lys-Siden det haltende mellem Munds-Ordet og Bogstav-Skriften; og paa Livs-Siden overskyggedes Herrens Mund aldeles med Haands-Paalæggelsen; saa i Gregor den stores Dage ventede de latinske Kristne næppe mere af deres »credo«, end de 185 engelske Kristne endnu af deres »creed«, og det er meget lidt. Skulde derfor Daab og Kristendom forplantes fra den latinske Menighed med Guds-Ordet som Tros-Ord, da var det aabenbar i Gregor den stores Dage, ved Aar 600, paa den høje Tid; men at det dog ogsaa netop var den rette Tid, det har Følgerne viist, og det skal det følgende oplyse.

✂ Tidens Pinagtighed netop i det sjette Aarhundrede efter Kristi Fødsel gjorde nemlig alt sit til, at de latinske Kristne maatte holde fast ved Troens Ord og Herrens Lærdom, som efter al kristelig Erfaring er det eneste, der kan holde Stand og Stik i store Fristelser, og i en saadan Fristelse var den latinske Me nighed stedt i det sjette Aarhundrede; thi Grækerne blev aabenbar, efter Byttet paa Bedrag ved Daaben, daglig usundere i Troen paa Guds Søn; Goterne, som i det femte Aarhundrede bemægtigede sig baade Italien og Spanien, var Arianer, som trodsig nægtede vor Herres Jesu Kristi Guddom og beraabte sig med al Spidsfindighed paa Skriften; og Longobarderne, som i det sjette Aarhundrede afløste Goterne i Italien, var ikke blot Arianer, men gudsforgaane Kroppe, som toer grumt afsted og sparede endikke det ærværdige Munkebur paa Monte Casino, som vel maa kaldes Askekrogen med de sidste Livs-Gnister under denne Himmel-Egn af den hellige Ild, som Jesus Kristus med de glødende Tunger tændte paa Jorden.

✂ Herved mindes vi da ogsaa om Munkefaderen i Vesterleden, Benedikt fra Norcia (i Kirkestaten), hvis Navn det glæder mig, at en af vore Skjalde nys meget smukt har opfrisket; thi havde Benedikt ikke været og faaet baade Drift og Held til at stifte den Munke-Orden, som endnu bærer hans Navn, da havde saa vel de Benediktinere været ufødte, som Gregor den store ved Aar 600 sendte til England, som Benediktineren Vinfred, der har faaet Navn af Tyskernes Apostel, og Benediktineren Ansgar, der langt bedre fortjener Navn af Nordens Apostel; og dog var Benediktiner-Munkene, saa vidt jeg veed, de eneste, som i Middelalderen viste, at de baade turde og kunde bringe Hedninger Evangelium, uden anden Rustning end Troens Skjold og Aandens Sværd, og at de, skjønt svage i Aanden, dog var stærke nok i Troen til at flytte Bjærge.

✂ Benedikt og hans Orden vilde saaledes under alle Omstændigheder staa i nøje Forbindelse med Kristendommens Forplantelse fra Italien til Engelland og Skabelsen af den ny Kristenhed; men Sammenhængen var endnu langt nøjere, da det var de Munke, som efter Monte Casinos Brand søgte Tilflugt i Rom, 186 der vandt den rige og verdslige, men forholdsvis opvakte og velbegavede Yngling Gregor, saa han halvvejs slog sig fra Verden, blev Benedikts Lovtaler, hans Ordens Støtte, og endelig paa Roms Bispesæde, hvad Engellænderne ej uvittig har kaldt: den sidste gode og den første slette Pave. Gregor blev i alt Fald den angelske Menigheds og derved hele den nye Kristenheds egentlige Lærefader; thi baade var det ham, der fik det lykkelige Indfald, at Anglerne ikke blot af Navn lignede Englene og maatte derfor endelig kristnes, og ligeledes var det Gregor, som, da han selv hindredes fra at prøve sin og Evangeliets Lykke paa den mærkværdige Ø, sendte Benediktineren Avgustin i sit Sted, og var det Gregor, som fremmede hele det store Foretagende baade med Raad og Daad, og endelig var det hans Skrifter, der blev den angelske Menigheds bibelske Haandbog.

✂ At nu ogsaa Kristendommens Forplantelse fra Italien til Engelland er en Hovedbegivenhed i den kristelige Kirkehistorie, der ingenlunde, som det hidtil var Skik, selv midt i Engelland, maa overfares med en Harefod, men skal ret med Flid dvæles ved og stilles i det klareste Lys, der endnu kan times den, - det ligger allerede deri, at den ny Kristenhed, som derved skabtes, blev Skuepladsen for Reformationen (Fornyelsen) i det sextende Aarhundrede, og at den angelske Menighed aabenbar blev Fostermoder baade for den saxisk-tyske og den dansk-nordiske Menighed; men da begge Dele hidtil er blevet saa godt som uænsede, og den angelske Menighed selv aldrig er bleven sig sit Moder-Kald og sit Storværk bevidst, maa jeg med Flid gjøre opmærksom paa denne kirkehistoriske og verdenshistoriske Hoved-Begivenhed, hvorved Døbe-Fonten og Lyse-Stagen i det syvende Aarhundrede flyttedes fra Folke-Kredsen omkring Middelhavet og deres Tungemaal til Folke-Kredsen omkring Vesterhavet og Østersøen.

✂ Det første, der nu stempler Forplantelsen af »Daab og Kristendom« til en ægte kristelig Begivenhed, er, at den for saa vidt var apostolisk, som den baade skete ved Sendebud fra en Menighed, som holdt fast ved den ægte Daab og Daabs-Pagt, og skete ved mundtlig Forkyndelse, uden al verdslig Trusel og Tvang; saa at baade var der, hvad vi med Apostelen kræver til kristelig Enhed: samme Herre, Tro og Daab, og der var den Frihed, som ene kan gjøre baade Vidnesbyrdet gyldigt og Menigheden kjendelig.

✂ At nu denne kristelige Begivenhed, som et Værk af 187 Ordet og Menneske-Ordet i Fællesskab, ogsaa var en Hoved-Begivenhed baade i Kristendommens og Menneske-Slægtens Levnetsløb, det er saa unægteligt, som at Engelland gjennem tre Aarhundreder (700-1000) var den eneste Skueplads for et menneskeligt Livs-Røre og blev Moder-Skjødet for hele den menneskelige og kristelige Udvikling, som har fundet Sted og fremdeles kan finde Sted baade i Engelland, Tyskland og Højnorden, altsaa i hele den ny, nu saakaldte protestantiske Kristenhed; og Storværket voxer betydelig for vore Øjne, naar vi ser hen til, at det syvende Aarhundrede, som var Anglernes Gjenfødelses-Tid, var ogsaa netop den mahomedanske Heltetid, som traadte Korset under Fødder, truede hele Kristenheden med Trældom og Ødelæggelse og er Anti-Kristens storladne Forbillede; saa det ogsaa fra denne Side var paa den høje Tid, at Kristendommen fik ny Enemærker og ny Redskaber, naar den frit og sejerrig skulde følge og fuldende sin store Løbebane til Menneske-Livets Frelse og Forklaring.

✂ Vet var det nemlig ikke Angler, Saxer eller Højnordboer, men Franker og Normanner, der haandgribelig satte Dæmning mod Mahomedanerne, da de fra Spanien og Syd-Italien stræbte at oversvømme den latinske Kristenhed, ligesom de efterhaanden oversvømmede den græske; men det var dog aabenbar først ved Vilibrords, Vinfreds og de andre angelske Prædikanters Røst ved Elben og Rhinen, at Frankerne under Karl Hammer vaagnede til Kæmpeskridt og under Karl-Magnus øvede deres Storværk.

✂ Man kan ogsaa nok sige, at Mahomed langt mere med sit Sværd mishandlede og udæskede Kristen-Folket, end han med sin Alkoran kunde friste enten Jøder eller Kristne til Frafald; men dels vilde dog Halvmaanens Sejer i Vesten, hvor man ene holdt fast paa Troen og Daaben, have gjort Korset uslukkelig Skam, og gjort al menneskelig Livs-Røre hartad umulig; og desuden er den mahomedanske Indflydelse paa Tankegangen om Tro og alt menneskeligt hos de romanske Folk saa forfærdelig stor, lige fra Karl-Magnus til Napoleon, at var ikke Evangeliets Lys betimelig kommet til den gotiske Folke-Kreds, da vilde sikkert ikke blot Tyrken, efter Middelalderens Spaadom, have vandet sine Heste i Kolding-Aa, men da vilde Latinernes Daab vist for længe siden ej have været mere ægte kristelig, end Mahomedanernes Omskærelse er ægte israelitisk; og vi gamle Drenge fra det attende Aarhundrede kan aldrig glemme, at det 188 da gjaldt for dyb Visdora at udlede hele den ny Oplysning og Dannelse fra Araberne i Spanien, altsaa fra Alkoranen.

✂ Udbredelsen af Daab og Kristendom med det haandgribelige Sværd, som netop Karl-Magnus højtidelig stemplede til et gudeligt Storværk, er da ogsaa ægte mahomedansk og saa klar antikristelig, at skjønt den kan have ligget den frankiske Kejser nær nok, da han efter sine Lovtaleres Sigende beseglede alle sine Kongebreve med sin Sværd-Knap, saa har han dog sikkert, om end ikke fuldvitterlig, lært den af Mahomed, da vi veed, at denne Slags Nød-Daab var Kejserens angelske Læremester Ælkvin (Alcuinus) en Vederstyggelighed.

✂ At man desuagtet, saa vel i den saakaldte Kirkehistorie, som i Verdenshistorien, ikke blot har kastet sin Kjærligheds-Kaabe over Tyrke-Daaben, men har endog lovprist Karl-Magnus, som Saxernes og vores egentlige Apostel, og Stamfaderen til al aandelig Udvikling i den ny Kristenhed, det er vist nok des værre sandt, og er saa meget sørgeligere, som man, ved saaledes at gaa avet om Kirken og forskrive sig til Uaanden, gjorde saa vidt muligt baade den saxiske Reformation og alle dens Følger til Uaandens Værk i Steden for vor Herres.

✂ Derfor har jeg tit nok, men hidtil hartad forgjæves, indskærpet, at om aldrig for andet, saa dog for den gotiske og protestantiske Kristenheds egen Æres Skyld, maatte dens højlærde endelig holde op med at trodse og lemlæste Kirkehistorien, ved paa egen Haand at flytte den store Overgang fra den gamle til den ny Kristenhed hele to Aarhundreder frem: fra Slutningen af det sjette til Slutningen af det ottende Aarhundrede, og saa lade Overgangen ske med det verdslige Sværd og det bare Vand, i Steden for med det aandelige Sværd og den fri Daab af Vand og Aand.

✂ Da dette imidlertid kun skal oplyses, lastes og rettes for Kristendommens og Historiens, eller rettere for Herrens og hans Menigheds Skyld, ingenlunde for at holde en ægyptisk Rettergang med de stakkels Historieskrivere i de dødes Rige, saa skal vi ikke blot lade det staa ved sit Værd, om de har nogen Undskyldning for deres uforsvarlige Misgreb og Misgjerning, men vi skal med Flid bemærke, at kunde noget undskylde dem, da maatte det være den mageløs sørgelige Skæbne, der i det ellevte Aarhundrede traf den højbaarne angelske Folke-Stamme, dens Modersmaal og Skriftsprog, med alle dens kirkelige, borgerlige og skolemesterlige Indretninger. Denne, saa vidt jeg 189 veed, mageløse Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som Tyskerne naturligvis helst tilskriver os stakkels Danskere, som i Begyndelsen af det ellevte Aarhundrede unægtelig hærgede og indtog Engelland, kan nemlig Normannerne fra Slutningen af det ellevte Aarhundrede umulig fralægge sig; thi ikke blot gaar der Syn for Sagn om det fransk-normanniske Herskab i det ny-engelske Sprog og Middelalderens mangfoldige Spor, men de engelske Historieskrivere i Middelalderen har selv oplyst, at medens Knud den store lod alting blive, som han fandt det, og gjorde sit bedste for selv at blive en fuldstændig engelsk Gentleman, saa vendte derimod Viljam Bastard op og ned paa alt, forvandlede store beboede Landstrækninger til kongelige Dyrehaver og delte Resten mellem sine normanniske Baroner og Prælater, udelukte Anglerne fra alle Æresposter, gjorde sit Fransk til Engellands Skriftsprog og Lovsprog, og lukkede alle angelske Skoler, saa det mest oplyste og dannede Folk i sin Tid kastedes med et Dommedags-Slag tilbage i Barbariet.

✂ Heraf blev nemlig Følgen, at da Anglerne under Edvarderne i det fjortende Aarhundrede igjen dukkede op og begyndte at rejse Hovedet som Engelskmænd, da var ikke blot den største Del af deres gamle Skrift paa Modersmaalet forgaaet, men Engelskmændene var blevet saa fremmede for deres egen store Fortid med sin Udvikling, at de lærdeste kun meget daarlig kunde stave sig igjennem en gammel angelsk Bog, og Folket lod sig let indbilde, at deres angelske Forfædre havde været raa Barbarer, saa Normannen med sit Jærnspir, trods al sin Haardhed og Grusomhed, havde unægtelig store Fortjenester af deres første Skridt til menneskelig Orden og Dannelse. Dette var endnu for 30 Aar siden, da jeg først gjæstede Engelland, den herskende Betragtning, med dyb Ringeagt for den angelske Kristendom, Poesi, boglige Kunst og Oplysning; saa det er først siden den Tid, man i Engelland selv har begyndt at samle og udgive Levningerne af den gammel-angelske Litteratur, som uimodsigelig beviser, at, som sagt, i tre af Middelalderens Aarhundreder (700-1000) var Anglernes aandelige Udvikling et enestaaende Særsyn, der vel vanskelig lader sig forklare af de skrøbelige Lerkar, hvori Kristendommens Klenodie var dem bragt, men havde dog aabenbar dette Klenodie sin Tilværelse at takke.

✂ Jeg maa herved endnu berøre den Besynderlighed, der især for os Danskere maa være mærkværdig og uforglemmelig: at det var et angelsk Heltedigt, Bjovulfs-Drapen, som, ved i 190 Slutningen af forrige Aarhundrede at føres til Danmark og her i Begyndelsen af dette Aarhundrede at udgives, baade i Engelland og Tyskland vakte Opmærksomhed paa den angelske Dannelse og drager efterhaanden alle dens Mindesmærker for Lyset; men det bør dog heller ikke forties, at ogsaa før det skete, ja endnu før Karl den stores Tid, kunde og burde hele den lærde Verden have set, at der i Engelland var sket et stort aandeligt Underværk; thi et saadant baade er og beskriver Beda den ærværdiges Kirkehistorie, som vel ej var at læse paa Angelsk før i Slutningen af det niende Aarhundrede, men var alt skreven i Begyndelsen af det ottende, og det paa Latin, saa den har i over et Aartusende været alle Latinerne tilgængelig.

✂ Hvad det nemlig har at betyde, at en Angler, blot hundrede Aar efter, at man paa Øen havde faaet det første Nys om Kristendom og boglig Kunst, stod ved Siden ad Gregor den store, til Dels vel endog over ham, i aandelig Kundskab og Forsiand, og kunde give os en ordentlig Fortælling om Kristendommens Udbredelse hos sit Folk blot ved Ordets Magt, det skulde dog visselig alle de højlærde vidst; thi det er jo det samme, som om en Hinduer fra Malebar i Begyndelsen af dette Aarhundrede virkelig, som Fabelen er i »Menozas Rejse«, kunde skrevet en saadan Bog paa Dansk eller Tysk, og havde tillige meddelt os en levende Skildring af Kristendommens fri Indførelse paa hele Kysten og om Malebarernes kristelige Tale, Sang og Skrift paa deres Modersmaal.

✂ Selv den blotte Tanke om en saadan Mulighed vilde vist ikke forekomme vore højlærde mindre æventyrlig, end den forekommer os; men naar der nu tillige fra den danske Moderkirke i Trankebar var samtidig udgaaet en saa frugtbar Forkyndelse af Evangeliet til det store Hindostan mellem Indus og Ganges, som man altid har vidst, der i det ottende Aarhundrede udgik fra Engelland til Holland og Nordtyskland, hvor Vilibrord, Vinfred og deres Stalbrødre var samtidige med Beda, da vilde det dog næppe falde nogen af de højlærde ind at tilskrive enten General Havelok, eller i det hele Britternes Sværd i den sidste storindiske Krig, Fortjenesten af at have kristnet og civiliseret Hinduerne, om der saa end ved denne Lejlighed var blevet bygt langt flere saakalclte kristelige Kirker og aabnet langt flere Skoler til Oplysning paa Modersmaalet.

✂ Denne Udskejelse til den allerurimeligste og uforsvarligste af alle Middelalderens Legender om Karl-Magnus, anser jeg 191 vendig, for at det, trods utallige franske, engelske og tyske Modsigelser, maa staa urokkelig fast, at den Hoved-Begivenhed, hvorved Kirkehistorien gik over fra den gamle til den ny Kristenhed, og Frøet nedlagdes baade til den lutherske Reformation og til hele den kristelige Oplysning af Guds-Ordet og Menighedens Levnedsløb, det var ingenlunde Karl den stores Trediveaars-Krig med Saxerne i Slutningen af det ottende Aarhundrede, men Gregor den stores evangeliske Fredsbud til Anglerne paa Øen med de fattige Benediktiner-Munke i Slutningen af det sjette og i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede; og hertil maa vi nu vende tilbage, for nærmere at efterspore Herrens Vej paa Jorden og hans Frelse blandt alle Hedninger.

✂ Det angelske Storværk, saaledes som vi nu er i Stand til at syne og skatte det, vilde nemlig vel være aldeles uforklarligt, uden af den himmelske Kjærne, der altid vil findes i Herrens Munds-Ord til Menigheden; men det lader sig dog heller ikke forklare af den alene; thi da den langt mere levende Forkyndelse af Evangeliet med denne Kjærne, end Avgustins og de andre Benediktineres kan have været i Engelland, dog intet lignende har frembragt, saa maa Grunden hertil nødvendig søges i Jordbunden; og da det angelske Vidunder i sig selv er langt fra at være saa ægte kristeligt, som det er folkelig stort, saa er her netop Stedet til, saa vidt muligt, at klare sig det sælsomt indviklede, men visse og alt gjennemgribende Forhold mellem det guddommelige og menneskelige i Kristendommens Liv og Virksomhed, og Forholdet mellem den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk, og Verdens-Folkene i deres aandelige og hjærtelige Ejendommelighed, Vilkaar og Levnedsløb, der, ligesom den ægte kristelige Oplysning, ingenlunde blot nu er et Tvistens Æble mellem de højlærde og min Ringhed, men er en Æres-Sag for vor Herre Jesus Kristus og en Velfærds-Sag for hans Menighed paa Jorden.

XVII.

✂ Det Foredrag, jeg sidst lovede Dem: om Kristendommens Forhold til det menneskelige og det folkelige, har jeg egentlig arbejdet paa den halve Sommer; og allerede den Omstændighed kunde let gjøre det, hvad det mindst maatte være, »tørt og kjedsommeligt«; men da jeg finder det nødvendigt ved Overgangen fra den forældede Kristenhed til et gammelt Hedenskab, hvori den ny Kristenhed skabtes, saa maa jeg prøve min Lykke.

✂ Ved denne historiske Overgang fra den gamle Kristenhed omkring Middelhavet til den ny Kristenhed omkring Vesterhavet og Østersøen er der tre Ting, som vi med Flid maa fæste vor Opmærksomhed paa. Det første er den rejsende selv, som Rejsen til Verdens Ende gjælder og forudsætter; saa naar man har skrevet saakaldte kristelige Kirkehistorier, uden at kunne sige, hvad Kristendom og en kristen Menighed i Grunden er, da var det endnu latterligere end at skrive Danskhedens og det danske Folks Historie, uden at vide Besked enten om Danmarks Beliggenhed eller om Danskernes Modersmaal; thi en Historie om det ubekjendte og ukjendeiige er et Luftskib, ikke blot uden Ror, men uden Skipper, altsaa hvad Drengene kalder en Drage, man sætter i Fart og slipper løs, uden at den har andre Kjendemærker end Niels Klim i Underverdenen: Tovet, som de underjordiske kaldte hans Hale.

✂ Det nytter nemlig slet ikke at ville sige: det er Herren og hans Menighed, men det er en Hemmelighed, for de rejser inkognito og skifter tit baade Navn og Klædedragt; thi havde Herren og hans Menighed, som Protestanternes usynlige Kirke, ingen sikre Kjendemærker, da havde de aabenbar heller ingen Historie paa Jorden, og da var Kristendommen ikke Guds aabenbarede Sandhed til et Vidnesbyrd for alle Folk, men, hvad Apostelen Peder benægter: en Samling af sindrige Myter, en ny universalhistoriske Mytologi, hvoraf de boglærde kun ved Misforstand eller af Træskhed havde smeddet alle Haande Tros-Artikler, indtil endelig Strausz i vore Dage røbede Hemmeligheden og fordærvede dem Spillet, saa de nu ikke har anden Udvej, end at forklare Myten om Kristi øjensynlige Atterkomst som en Spaadom om Anti-Kristens virkelige Aabenbarelse til hele den vantro Verdens Overbevisning og Frelse, saa Dommen gaar 193 kun over de levende og døde, der haardnakket bliver ved at tro paa den korsfæstede Jesus Kristus.

✂ Ogsaa kirkehistorisk gjælder det da først og fremmest om at fæste Opmærksomheden paa Guds-Ordet til os af vor Herres Jesu Kristi egen Mund, som gjør baade Herren og hans Menighed kjendelig til alle Tider og under alle Himmelegne, fordi hvor dette Ord bevares og frivillig bekjendes, der er, som Apostelen Pavlus skriver, og som Sandheden til Grund-Enhed nødvendig kræver: samme Herre, samme Tro og Daab, og i det deraf udspringende Menneske-Samfund samme kristne Menighed, hvis Vej paa Jorden man kan efterspore, og maa, naar det er Guds Forsyns Vej, ogsaa kunne finde, saa vidt den gaar; thi, som skrevet staar, kjendes Herren ved de retfærdiges Vej og lader kun Ugudelighedens Vej udslettes; og Herren siger selv, at hvem der følger ham, skal ikke vandre i Mørke, men ser altid Verdens-Lyset; ja, det er indlysende, at naar han selv er »Vejen«, da finder man ogsaa Vejen, hvor man finder ham.

✂ Har vi nu, ved at følge Herren i hans Munds-Ord ved hans egne Indstiftelser, fundet hans og hans Menigheds Vej gjennem den gamle Kristenhed, da finder vi ogsaa lettelig samme Vej til den ny Kristenhed og igjennem den til os; saa det er utvivlsomt for alle aabne Øjne, at Vejen gaar over England til Nord-Tyskland og vort Højnorden; og det gjælder da kun om at kjende Rejsens egentlige Maal og vise, at det har de rejsende virkelig nærmet sig, for at have et lige saa opbyggeligt som oplysende kirkehistorisk Overblik.

✂ Dette er da Kirkehistoriens egentlige Haardeknude; thi kunde det ikke oplyses, at Kristendommen, eller rettere den Herre Kristus og hans Menighed, har et for Menneske-Livet i det hele højt og vigtigt Maal for Øje, som de, ved at gaa den Vej, de har lagt tilbage, kjendelig har nærmet sig, da havde Kirkehistorien heller intet Krav paa almindelig Deltagelse, selv hos den kristne Menigheds Medlemmer, men maatte med rette, som længe med Uret er sket, overlades til enkelte Bog-Orme, der fandt en egen Fornøjelse i at gnave enten paa Kirkefædrenes eller paa Kjætternes Lig.

✂ Her forslaar det ingenlunde at sige, at den kristne Menighed altid har vedkjendt sig det Maal, som efter Skriften ogsaa har Hjemmel i Herrens eget Ord: at naa baade i Tiden og i Rummet til Verdens Ende; thi det samme Maal vedkjender jo Islamismen sig, uden derved at faa Krav paa nogen menneskelig 194 Deltagelse; og at Kristendommen ikke som Islamismen vil udbredes med Haandens men kun med Aandens Sværd, fortjener kun Berømmelse og bliver først sikkert, naar den ogsaa har et aandeligt Øjemed, hvortil Udbredelsen i Rummet og Udstrækningen i Tiden er Kaasen og Midlet.

✂ Kun derfor, naar vi tør sige og kan vise, at Herrens og hans Menigheds Maal er det samme som Menneske-Slægtens, den Menneske-Slægts, der er sig selv levende bevidst: altsaa Menneske-Livets Oplysning, Forklaring og Forevigelse, som kun er mulig ved Sejer over Mørke, Synd og Død, kun da er den kristelige Kirkehistorie berettiget til hele Menneske-Slægtens Deltagelse, og er sikker paa hele den kristne Menigheds spændte Opmærksomhed, som Stjærnen over Guds Vej paa Jorden til Frelse blandt alle Hedninger.

✂ Dette er nemlig Kristendommens Menneskelighed i højeste og dybeste Forstand; og skjønt den lige fra Apostlernes til vore Dage er bleven enten ganske overset og fornægtet eller dog mer eller mindre miskjendt, saa er den dog dybt rodfæstet i Klippen, som vi bo og bygge paa, og er lige saa sikker som Guds Søns Komme til Verden, ikke for at dømme, men for at frelse Verden, saa han vilde efter sit eget Vidnesbyrd som Menneskens Søn ingenlunde ødelægge, men frelse Menneske-Livet, i det han som den anden Adam oprejser den første Adam, optager ham i sig og udvikler ham fornyet, som det ny Menneske, af sig.

✂ Denne Betragtning af Herrens og hans Menigheds Menneske-Liv i Fællesskab, som Guds Frelsning paa Jorden, udspringer da ogsaa med Nødvendighed af Herrens Frelser-Navn, Jesus, og af hele den kristne Tros-Bekjendelse om Sønnens Hengivelse af Faderen, til et evigt Liv i den Helligaand for alle de troende; saa det er kun Mangel paa Liv i Troen og Lys i Tankegangen, naar man paa den ene Side indskrænker Syns-Kredsen til det enkelte Menneske, i Steden for at udvide den til hele Menneske-Slægten, og paa den anden Side tænker sig Menneske-Livets Frelse og Saliggjørelse uafhængig af Menneske-Naturens uforanderlige Grundlove og Menneske-Livets ensartede Udvikling: saa det bliver til et tomt Mundsvejr, alt hvad man efter Skrifterne siger og skriver om Enheden af den guddommelige og menneskelige Natur i Kristus, om Herren af Himlen som den anden Adam med levendegjørende Aand, om Herren og hans Menighed som eet Legeme og een Aand, og om den kristne Menighed som den 195 af Faldet oprejste Menneske-Slægt og som det aandelige Guds-Folk paa Jorden, der svarer til det verdslige Guds-Folk i Jødeland, som den aandelige Virkelighed til sit verdslige Forbillede. Alt dette er jo nemlig, især hos Protestanterne, velbekjendte, bibelske Talemaader, som der kun behøver at fare Liv i og skinne Lys over som en guddommelig Aabenbaring af Guds Naades Husholdning, for at avle en menneskelig og folkelig, stormenneskelig og højfolkelig, Betragtning af Menighedens lange, i alle menneskelige og folkelige Omsvøb indviklede Levnedsløb.

✂ Har derfor hvert Menneske-Barn i det smaa, hvert Menneske-Folk i det større, og Menneske-Slægten i det hele en menneskelig, altsaa ensartet Løbebane for sig: fra tyk Taage til fuld Klarhed, og fra Afmagt til Almagt, da maa den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk og den gjenfødte Menneske-Slægt, ogsaa have en saadan Løbebane for sig, hvorpaa det skal ses, at hvad der er umuligt for Mennesket i sig selv, det er muligt for Guds-Mennesket, for Immanuel, Gud-med-os, lige saa vel i dethele som, efter Skriften, i det enkelte: i Jesu Kristi, Guds Søns Levnedsløb, fra hans Fødsel i Betlehem til hans Daab i Jor dans Flod, hvor han som den anden Adam, det ny Menneske, stod lige over for Døberen som den gamle Adam i sine bedste Klæder og som Israels Folkeaand, og hvor hans Retfærdighed fuldkommedes og hans Menneskeliv aandelig kronedes med Guddoms-Herligheden.

✂ Saa vidt er Sammenhængen og Fællesskabet mellem den guddommelige og menneskelige Natur og imellem Herren og hans Menighed saa klare, at de høre til den kristelige Børne-Lærdom; og vil vi for et Øjeblik tænke os, at Kristendommen alt i Apostlernes Dage var bleven prædiket for alle Hedning-Folk, og at alle de troende ved et stort Mirakel var forvandlede til Ebræer, da vilde vi ogsaa finde det rimeligt nok, at Herren og hans Menighed paa samme Tid uden alle Omsvøb havde naat deres timelige Maal og den yderste Dag; men da nu dette, som vi alle veed, ikke skete, og ikke kunde sket, uden at vi og alle Slægter efter Apostlernes Dage skulde evig blevet udfødte, og da tvært imod Herrens gamle Folk aldeles opløstes, og hans Modersmaal uddøde, saa maatte det aandelige Guds-Folk møjsommelig samles af alle Hedning-Stammer, Folk og Tungemaal og opdrages i en sælsom Udlændighed, der i Aabenbarings-Bogen betegnes som Kvindens (Menighedens) Ophold i Ørken, borte fra Slangens Aasyn, underlig frelst fra den Strøm, som 196 Slangen af sin Mund skød efter hende. Denne Spaadom klarer sig nemlig ved Betragtningen af Islamismens Fødsel samtidig med Menighedens Udvandring fra den dannede Verden i Romer-Riget til de raa Folk i Nørreleden, som den siden har færdedes og endnu færdes iblandt, og [hvor den] har kummerlig nok fristet Livet, men dog alt gjort kjendelige Trin op ad den lige saa menneskelige som kristelige Livs-Stige.

✂ Ogsaa dette Ophold i Folke-Ørken, og Opstigningen ad den samme aandelige Livs-Trappe, hvorpaa Nedstigningen fra Jerusalem til Rom skete i den gamle Kristenhed, er jo et stort Guds-Under, der udkrævede Ørkens Omskabelse til en frugtbar Mark og til en dannet Verden, efter den gamles Forbillede, men med en ny Livs-Kraft, der, menneskelig talt, stilede i samme Retning som Herrens og hans Menigheds Aand, altsaa til Menneske-Livets Forklaring og Herliggjørelse; men det er et Underværk, der sker ved guddommelige Midler paa en menneske-naturlig Maade, hvorved ikke blot den kristne Menighed har faaet Oplysnings-Tid til fælles med den gamle Menneske-Slægt, men den gamle Menneske-Slægt er ogsaa paa Forstandens Enemærker kommen saa vidt jævnsides med den ny, at de kan forstaa hinanden - ligesom den rige Verdensmand og den rige Gudsmand Abraham i Hades - og blive sig deres Forhold baade til Gud og Verden og til hinanden klart bevidste. Det er derfor i sin Orden, at der er gaaet omtrent lige saa lang Tid mellem Apostlerne og os, som mellem Ebræernes Stamfædre (Patriarker) og Kristus, da noget lignende maatte foregaa ved Moses' Oplærelse i al Ægypternes Visdom og det jødiske Verdens-Folks aandelige Udvikling til det Trin, hvorpaa en Davids-Datter blev Guds Søns Moder, og hvorpaa Jødernes skriftkloge, baade Farisæer og Saducæer, kunde tale med Kristus og med Bevidsthed modtage eller forskyde ham.

✂ Ethvert Menneske-Folk har nemlig, ligesom Menneske-Slægten over og i dem alle, og som Enkeltmanden under og i dem hver især, nødvendig baade en fælles Menneskelighed, Menneske-Natur, og et ensartet Levnedsløb, Historie, saa man hos det danske, saa vel som hos det jødiske Folk, vel ikke lige saa klart, men dog kjendelig nok, kan og maa skjelne mellem en Indbildningens, en Følelsens og en Forstandens Tid, som vi, naar vi med Bevidsthed lever vor Alder ud, gjenfinder hos os selv, som Menneskelivets saakaldte haarde Skæbne, mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne; da disse tre menneskelige Aarstider jo er, hvad vi i daglig Tale kalder Ungdom, 197 Manddom og Alderdom, og i Billedsproget: Vaar, Sommer og Vinter, eller Sølvets, Kobberets og Jærnets Alder. Jo større imidlertid Livs-Forholdene er, des kjendeligere er nødvendig Omskiftelserne, og derfor har man i Verdens-Historien alt længe været enig om, at forholdsvis var hele Oldtiden lige saa vist Indbildnings-Kraftens, og Middelalderen Følelsens, som Nyaarstiden er Forstandens (Intelligensens) Raaderum; saa det er kun af Uforstand paa Menneske-Livet under alle Skikkelser og Misforstand af Kristen-Livet, ens til alle Tider, man har indbildt sig, at det var Kristendommen, der gjorde Middelalderen til Følelses-Tid, og at det var den klassiske Litteratur, der gjorde Nyaarstiden til Oplysningens Alder; da det tvært imod var Kristendommen, der saa vidt muligt fornedrede sig til Hedning-Mennesket i Hjærte-Tiden, og lod i betimelig Tid sit Lys gjennembryde Mørket, saa den, ligesom Hedning-Apostelen, for at vinde nogle, gjorde sig til alt for alle.

✂ Da nu imidlertid Menneske-Slægten kun har kjendelig Skikkelse i Hoved-Folkene, og lever kun i dem, for saa vidt som de underordner dem dens Grundlov, saa fandt Kristendommen det menneskelige Folkeliv saa godt som uddøt i den gamle Verden, der i alle Maader havde forløbet sig, og derved naat sin Skranke langt fra Maalet. Selv hos Jøderne var nemlig den aandelige Menneske-Følelse omtrent udtømt i Makkabæer-Tiden, saa den fandtes i Tidens Fylde, da den skulde bestige Dronning-Stolen, kun spredt, især hos Kvinderne og deres Dronning Maria-Mø; medens Følelsen hos Græker og Romere var hartad udelukkende kjødelig og dyrisk, og deres forhastede Vidskab derfor endnu mere hjærteløs end aandløs; saa i dette Hedenskab kunde Kristendommen umulig blive folkelig, men maatte sætte Livet til under et sørgeligt Martyrium, blodigt paa Torvene og dødblegt i Klosteret.

✂ Anderledes var det med det højnordiske Hedenskab, der aabenbar af det guddommelige Forsyn var skjult og gjemt i Oldtiden, for i Middelalderen og Nyaarstiden at være ligesom en Nødhjælp baade ved det gamle og det ny Menneskelivs Fortsættelse. I sine yderste Omrids saae man det strax, da man i Oplysnings-Tiden fæstede Øje paa Verdens-Historiens Gang: at det var en Kraft fra Norden, der ved Folke-Vandringen gjenfødte Menneske-Livet i det forkjælede Syden, og at det igjen var Kristendommens Indvandring i Nørreleden, der tæmmede det nordiske Vildskab, saa Raaheden efterhaanden maatte vige for Sydens Dannelse; men saa vel i Kirkens som i Verdens 198 Historie har man dog hidtil taget denne Vexel-Virkning saa overfladisk og saa kroplig, baade aandløst og hjærteløst, at man, langt fra at klare de store Forhold, forvirrer og fordrejer dem.

✂ Det trænger derfor dobbelt til at indskærpes, at Kjælenskab og Vellyst, lige saa lidt som Usselhed og Fejghed, er et Overmaal af Hjærtelighed, men er en Dyriskhed, der undergraver Hjærteligheden, som skrevet staar, at hvem der miskjender sin Menneskeværdighed, skal sammenstilles og jævnføres med de umælende; saa den ægte Menneske-Følelse, som man netop fattedes i Syden, kunde hverken udføres eller indføres der fra, men udførtes tvært imod fra Norden med Goter og Normanner, og indførtes med dem i Syden og Vesten, for saa vidt vi siden finde den der, og at kun i Nørreleden, hvor den fra Arilds Tid havde hjemme, fødte den, ved Kristendommens Indvirkning, med Reformationen den aandelige og hjærtelige Oplysning, der endnu den Dag i Dag er Syden lige saa fremmed, som Hjærteligheden i de nordiske Myter er fremmed for de græske, for ej engang at tale om de romerske.

✂ Dette, at ethvert Folks saakaldte Mytologi er dets Profeti, er Spejlet, hvori man ser dets særegne Forhold til Aand og Hjærte og dermed til Menneske-Livet, som er de umælende ubekjendt, - det er vist nok efter den saakaldte videnskabelige Tankegang, som har sin Rod i det romerske Hedenskab, kun en sværmerisk Grille; men for os Højnordboer, som har Mod til at følge vor naturlige Tankegang, er det en indlysende Sandhed; og naar vi fra dette Stade betragter Asamaalet, da ser vi strax, at det Hedning-Folk, som heri har udtrykt sin Betragtning af Menneske-Livet, har haft en ganske anderledes dyb Følelse af det menneskelige Levnedsløbs Alvor, Betydning og Maal, end enten Grækerne eller noget andet Hedning-Folk, hvis Myter vi kjender. Det er nemlig ikke blot Balders Død, den uforligelige Kamp mellem Aser og Jætter, der staar under et højere Forsyn s (Nornernes) Styrelse, og først kan endes sejerrig med Asernes Selv-Opofrelse, der ingen Sidestykker har blandt alle Hedninger; men det er især det ældgamle Forlig mellem Aser og Vaner, hvorved Odin, som Oldtidens Konge, aabenbar deler sit Højsæde med Freja, som Middelalderens Dronning, der uimodsigelig beviser den aandelige Dybde og Styrke hos Følelsen i det nordiske Hedenskab; thi Freja deler ikke engang Odins Højsæde som hans Dronning, men som en æventyrlig Enke-Dronning efter en stor ubekjendt, hvis Savn 199 hun stadig begræder med gyldne Taarer, og paa hvis Hjemkomst hun venter lige saa trøstig, som Odin paa Balders Opvækkelse.

✂ At nu denne æventyrlige Hjærtelighed umulig kunde give det menneskelige Hverdagsliv en tilsvarende Skikkelse, er klart nok; saa det kan ikke undre os, at vi selv i de danske Oldsagn, om Sigrid og Signe, kun finde matte Spor deraf; men selv hvor vor sikre Folke-Historie begynder, finder vi dog i Tyra Danebod en mageløs Hjærtelighed paa den danske Trone; og det er lige vist, at Kristendommen i vort Norden fandt et anderledes Hjærterum end i Syden, og anderledes baade Tanke om og Trang til en menneskelig Oplysning, der tog Hjærtet med og stilede paa en Forklaring af hele det menneskelige Levnedsløb, fra Tidens Fødsel til dens Ende.

✂ Vexel-Virkningen mellem den gamle Kristenhed og det nordiske Hedenskab, lærer nu Historien med og uden Kirketitel os, gik for sig paa to Maader: dels derved, at to nordiske Stammer, Goter, hvortil Frankerne hørte, og Normanner, indvandrede i den gamle Kristenhed, ombyttede deres Modersmaal med de gamle Indbyggeres og antog lidt før eller lidt senere Kristendommen, som de forefandt den, og dels derved, at Kristendommen opsøgte en tredje nordisk Hovedstamme, Anglerne, som havde lejret sig paa den gamle Kristenheds Grænser, men uden at de enten ombyttede deres Modersmaal med de gamle Indbyggeres eller antog Kristendommen, som de hos Vælskmændene fandt den.

✂ Ved Blodblandingen i Syden og Vesten fik nu den kjødelige Følelse for en Tid et kristeligt Skin, en aandig Gjenstand og et storladent Præg, som udmærker Kirke-Riget, Kors-Toget, Ridderligheden og Kunst-Fliden; saa hos Frankerne fik den gamle Adam en anderledes glimrende og menneskelig Middelalder end hos Bysantinerne, der drømte, de i Tusendaars-Riget havde naaet den højeste rolige Klarhed, som Gog og Magog hverken kunde opnaa eller forstyrre; men det var dog kun i den ny Kristenhed, skabt af Ordet i Nørreleden selv, at der fandtes Hjærterum for den levende Kristen-Tro, der i Oplysnings-Tiden skulde gjenføde Guds Herligheds Haab med universal-historisk Vidskab.

XVIII.

✂ Hvad jeg hidtil stræbte at stille Dem for Øje, var dels Vejen, som den levende Kristendom, Herren og hans Menighed, virkelig har gaaet fra Rom til os, og fra det syvende Aarhundrede til det nittende, og dels de Grunde, vi kan opdage baade til, at denne Vej blev valgt, og al den hidtil blev meget længere i Tiden end i Rummet; thi at Kristendommen, der i sin første Menneske-Alder ikke blot udbredte sig »fra Havet til Floden«, fra Middelhavet til Evfrat, men tillige fra Jerusalem til Rom og vel trindt om Middelhavet, i hvad Romerne kaldte »al Verden«, at den paa 400 Aar, fra 600 til Tusendaaret, udbredte sig fra Italien til Island, - det maa jo forholdsvis synes tarveligt nok; og at den siden i hele 500 Aar, til den saxiske Reformation, var verdslig talt omtrent stillestaaende, og gik i aandelig Forstand snarere tilbage end fremad, saa man mærkede bestandig mindre til den i det daglige Liv, det synes kun at vise ringe Livskraft, indtil man ved at sammenligne Kristendommen med andre saakaldte Aabenbaringers Historie ser, at hele dens Liv paa Jorden er dog guddommelig mageløst, og er især blevet det ved sin lange Bane og sine Kæmpeskridt i Alderdommen.

✂ Hoved-Grunden til Langdraget finder jeg derfor hverken med Papisterne i Djævelskabets Overmagt eller med Protestanterne i et anti-kristeligt Pavedoms Træskhed, men i det gamle Menneskes Vilkaar og i den levende Kristendoms, Herrens og hans Menigheds, Forhold til Menneskeheden i det hele og til den menneskelige Folkelighed baade i Jødedommet og i Hedenskabet, og henviser i den Henseende til vor Herres Jesu Kristi personlige Menneske-Liv, der aabenbar ikke blot var MoseLoven, men endnu fuldere Menneskelighedens uforanderlige Natur-Lov undergivet, og kunde derfor lige saa lidt være denne Lovs Afskaffelse, maatte lige saa vel være denne Lovs Opfyldelse i, hvad vi maa kalde Herrens Aands-Dage, som i, hvad vi kalder hans Kjøds-Dage; saa at, naar man kjendte Loven for Menneske-Livets Udvikling i det menneskelige Levnedsløb under alle Skikkelser, kjendte Menneske-Livets timelige Maal, og kjendte det Udviklings-Trin, hvorpaa det gamle Menneske-Liv i Hedenskabet stod ved Kristendommens Indtrædelse i Verden, da maatte man ogsaa kunne gættet sig baade til Kristendommens Vej paa Jorden og til den Udvikling, der under de givne Omstændigheder kunde times Menigheds-Livet, 201 der jo maa være Herrens aandelige Liv, naar han virkelig i Aand og Sandhed er sit aandelige Legems, sin Menigheds, Hoved.

✂ Hovedgrunden til alle vore daarlige Kirkehistorier er da den samme som til vor daarlige Teologi og til vor kummerlige Deltagelse i Kristen-Livet: nemlig vor ringe Delagtighed i det ægte Menneske-Liv og det deraf flydende Ubekjendtskab med Menneske-Livet, fremfor alt hos os selv; thi ihvor klart dets Vilkaar end er aabenbarede i Ebræernes folkelige og i Herrens personlige Levnedsløb, saa ser vi det dog ikke, førend vi opdager samme Vilkaar hos os selv, saa at: »kjend dig selv!« er den rette Indskrift over alle menneskelige Skole-Døre; men den Menneske-Kundskab, man ved Anvendelsen kommer til, bliver naturligvis lige saa aandløs og hjærteløs som anti-kristelig, naar man, som de gamle og nye Latinere, fattes Troen paa og Følelsen af Menneskets oprindelige og utabelige Slægtskab med Guddommen, som Apostelen Pavlus derfor indtrængende lagde de højlærde i Atenen paa Hjærte.

✂ At nu Anglerne og de andre højnordiske Hedning-Stammer havde haft denne Tro og denne Følelse, som er Betingelsen for at kunne komme til ægte Menneske-Kundskab og at kunne modtage sand Guds-Kundskab, det oplyste jeg sidst, ved at henpege paa vort Nordens mageløse Myter; og at i det mindste de Stammer, der havde for megen Fædernelands-Kjærlighed til at gaa paa Æventyr med Goter, Angler og Normanner, ogsaa gjennem Middelalderen har bevaret denne Følelse, det beviser Reformationen; og at selv Anglerne, som tog Del i den store Udvandring, i det mindste havde den endnu, da Kristendommen gjæstede dem, det maatte man allerede slutte deraf, at de ikke, som Goter og Normanner, ved Berøreisen med den romerske Dannelse og Gudsdyrkelse, opgav enten deres Modersmaal eller deres Fæderne-Tro, og det bevistes baade af Kristendommens Indførelse hos dem uden Sværdslag og af dens aandelige Virkning paa dem, hvorved de baade dreves og styrkedes til ogsaa paa aandelig Vis at kristne deres Frænder i Nørreleden.

✂ I Henseende til Kristendommens Indførelse hos Anglerne og dens menneskelige Virkning paa dem, da har jeg allerede peget paa den sikre Kjendsgjerning, at uagtet Munken Avgustin og hans klosterlige Stalbrødre kun var meget svage i Aanden og maatte bruge Tolke, saa lod Anglerne sig dog overtale af dem til frivillig at antage Kristendommen, og at blot 100 Aar efter 202 Avgustins Komme havde Anglerne ikke blot kristelig Prædiken, Sang og Skrift paa deres Modersmaal, men havde i Beda den ærværdige en indfødt Lærefader, som blev berømt i den gamle Kristenhed og skrev en angelsk Kirkehistorie, hvad der er saa meget mærkværdigere, som Latinerne aldrig var kommet saa vidt, at de frembragte Magen. Hertil maa imidlertid føjes, at denne Bedas Kirkehistorie giver os en nærmere Efterretning om Kristendommens Indførelse og Virkning i Nordhumberland, hvor Beda havde hjemme, som klarlig stadfæster Rosen over den højnordiske Hedning-Stamme.

✂ Det var nemlig ikke fuldt tredive Aar efter Evangeliets Overgang til Engelland, at Kong Edvin i Nordhumberland lod sig døbe, men dog først efter længe at have gaaet i Raad baade med sig selv og sine Venner, og deriblandt, hvad der er det mærkeligste, med Kæf, som var Odins Ypperstepræst i de Egne. Kong Edvins første Nærmelse til Kristendommen var nemlig vel, som i Middelalderen sædvanlig, den, at han giftede sig med en kristelig Prinsesse, Ædelborg fra Kent, og tillod, at hun tog sin Kapellan Pavlin med sig og dyrkede aabenlyst de kristnes Gud; men selv holdt han dog paa sin Fæderne-Tro, til han ved et besynderligt Guds Forsyn og ved en af sine Kæmpers heltemodige Opofrelse var reddet fra en ynkelig Død. Kong Kvikhelm i Vestsex havde nemlig paa Niddingvis skikket ham et Sendebud, der havde lovet at myrde Kong Edvin under venlig Samtale midt i hans Hal, og Niddingen prøvede det for Alvor Paaskedag 626, saa Edvin frelstes kun derved, at hans tro Mand Lille, der forudsaa Faren, men var ubevæbnet, ædelmodig sprang imellem ham og Morderen og lod sig gjennembore, saa Kongen kun blev let saaret. Da Edvins kristne Dronning samme Nat fødte en Datter, og Edvin vilde bragt sine Guder et Takoffer, da indvendte Pavlin, at han hellere skulde takke Kristus, sin sande Frelser, som ogsaa vilde give ham sin Helbred igjen og Hævn over hans Fjender. Da lovede Edvin, at hvis det skete, da vilde han aldrig mere dyrke nogen anden Gud end Kristus, og til Pant derpaa lod han sin nyfødte Datter døbe. Da han nu snart kom til Kræfter og vandt en afgjørende Sejer over Kvikhelm, holdt han ogsaa op at dyrke Aserne, men nølede dog med at lade sig døbe, saa Pavlin gættede sig til, at det var Ydmygelsen som et lille Barn, der endnu faldt ham for tung. Da han nu ogsaa tit fandt Kongen siddende tavs i dybe Tanker, gik han en Gang hen til ham, lagde sin Haand paa hans Hoved og spurgte, om han vidste, hvad det Tegn havde 203 at betyde. Da styrtede Kongen som lynslaaet til Jorden, og da Pavlin løftede ham op, sagde han, at nu vilde han døbes, men dog først prøve paa at faa nogle gode Venner med sig til Daaben.

✂ Ved denne Lejlighed hører vi, at en ubenævnt af Kongens fortrolige indklædte sit Raad i de mærkværdige Ord: »Kan den ny Lære give os nogen sikker Trøst for Evigheden, da kan vi højlig trænge til den; thi vort Liv i denne Verden er i en Lignelse ligesom den lille Fugls Vilkaar, der ved Vinters Tide kan flyve gjennem din lune Hal, ind ad den ene Glug og ud ad den anden; thi for Øjeblikket har Fuglen det godt, men det er ogsaa alt.« Odins-Præsten Kæfs Ord var imidlertid endnu mærkværdigere; thi han sagde strax: »Ja, vil Kristus hjælpe dem, der tror paa ham, da er han bedre end vore gamle Guder; thi ingen kan have dyrket ham ivrigere end jeg, men dog har jeg aldrig mærket noget til deres Gunst eller Hjælp«; og da han derpaa af Pavlin havde faaet nøjere Underretning om Kristi Evangelium, da bekjendte hanaabenlydt: »Her, kan jeg skjønne, er Sandhed om det evige Liv og Saligheden, i Steden for, at jo mer jeg søgte Sandheden i vor gamle Tro, des mindre fandt jeg den.«

✂ Her ser vi nemlig en hedensk Afguds-Præst, der ikke blot satte Pris paa det evige Liv, men hvem det ogsaa for Alvor var om aandelig Sandhed at gjøre, saa ingen Myter kunde stille ham til Freds; og jeg har i Kirkehistorien lige saa lidt hos nogen Afgudspræst fundet Mage til Kæfs Ord, som til hans følgende dermed overensstemmende højtidelige Handling, da han, som efter sin hedenske Lov hverken maatte bære Vaaben elier ride nogen Hingst, klædte sig i fuld Rustning, besteg Kongens Strids-Hingst og skød sit Spyd til det store Gudehus i Gudmundham, ikke langt fra Wigton i Kumberland, hvormed han højtidelig indviede det til Brand og Nedbrydelse.

✂ Uagtet det nu i denne Sammenhæng kan være os omtrent det samme, enten vi veed det eller ikke: hvorfor netop Pavlins Haandspaalæggelse og Spørgsmaal rørte Kong Edvins Hjærte saa dybt, da jo Rørelsen er lige vis og mærkelig, saa er det nok værdt at vide; og da jeg ikke har fundet det nøjagtig fortalt i nogen nyere Kirkehistorie, maa jeg sige Dem, hvad der staar at læse hos Beda. Kong Edvin havde nemlig i sin Ungdom været landflygtig og var til sidst tyt til Kong Redvald i Østangel, som havde lovet ham Beskyttelse, men som, da den 204 Voldsmand, der tronede i Edvins Odeisrige, bød ham store Penge for at udlevere Edvin, og truede i modsat Fald med Krig, dog var i Færd med at svige ham. Da nu Edvin af en god Ven ved Nattetid fik denne Tidende, vilde han dog ikke følge Vennens Raad, paa ny at flakke om i den vide Verden, men faldt i dybe Tanker og faldt ventelig, skjønt Beda ikke melder det, i Søvn, og syntes, der stod en fremmed for ham, som kjendte hans Fare og spurgte, hvad han vilde give den, der vilde redde ham og skaffe ham med Æren hans Odeisrige igjen? Da nu Edvin svarede: »Alt hvad han kunde forlange«, saa lagde den fremmede sin Haand paa hans Hoved og sagde: »Gjør da alt, hvad han siger dig, som, naar du sidder i din kongelige Herlighed, gjør ligesom jeg!«

✂ Der er imidlertid en anden Kjendsgjerning, som i Grunden langt stærkere beviser baade Dybden af det angelske Hjærte og Kristendommens Virkning derpaa; thi det er, at i det syvende Aarhundrede opstod der baade i Syd og Nord paa Øen kristelige Skjalde, der sang liflig for Herren paa deres ModersmaaL

✂ Dette regnes vel endnu i vore lærde Kirkehistorier for ubetydelige Smaating; men det forudsætter dog klarlig, baade at Anglernes Sprog fra Hedenskabet var skikket til aandeligt Brug, og at Nordens Aand godvillig bøjede sig for Kristi Aand; og her maa vi da med et Par Ord omtale Kædmund i Nordhumberland og Aldhelm i Vestsex.

✂ Om Aldhelms angelske Skjaldskab har man vel haft Grund til at tvivle, fordi man ikke havde anden Hjemmel derfor end de gamles Lovtaler; og hans latinske Vers om Jomfrustanden er kun lidt poetiske, men meget smagløse; men da man nu i Paris har fundet hans hundrede Davids-Salmer paa angelske Vers, som man længe havde opgivet, saa er, om ikke hans, saa dog det angelske Skjaldskabs Ære ogsaa i denne Henseende reddet; thi jeg har selv overbevist mig om, at hvor meget der end kan være at udsætte baade paa Haandskriftet og paa Oversætterens Lærdom, saa har Kædmunds-Tiden dog Ære af Aldhelms Skjaldskab, der vidt overgaar deres, som har oversat Davids-Salmerne til Højkirkens Nøjsomhed.

✂ Hvad selve Kædmund angaar, da har man vel, da Tvivlesygen var højeste Mode, ogsaa tvivlet om, hvor vidt vi havde noget af ham i den saakaldte Parafras over første Mosebog med mere; men da vi deri finder de samme Indgangs-Vers og det samme Indhold, som Beda fandt, og da vi af Bjovulvs-Drapen 205 bedre har lært at skjelne Sølv-Alderen fra Kobber-Alderen i Anglernes Skjaldskab, saa er Ægtheden sikker nok, og det er kun Skade, at den eneste gamle Haandskrift (paa det bodleianske Bibliotek i Oxford) er hverken af første eller af anden Skuffe.

✂ Saa vel Beda som den kongelige Abbedisse Hilde og alle Munkene baade i Whitby og Jarrow tænkte nu vist nok, at Kædmund, den stakkels Røgter, som hverken kunde læse eller skrive, kun ved et mageløs stort Mirakel blev hovedkulds forvandlet til Skjald paa sine gamle Dage; men til Lykke har Beda dog meget troskyldig fortalt os, hvorved de faldt paa de urimelige Tanker; saa vi kan godt fæste Tro til den mærkværdige Begivenhed, uden at se andet Mirakel deri end det gamle, som JordKlimpen med Guds Aande er, og det ny, som er det vidunderlig venlige Forhold mellem Kristendommen og Højnordens Aand.

✂ Vi hører nemlig, at Kædmund, til han blev aldrende, ventelig ved de halvtreds, langt fra at have gjort Vers, ikke engang kunde synge en Vise, og gik derfor altid sin Vej, naar Raden i et godt Lag kom til ham; men at saa en Aften, da han saaledes havde listet sig bort fra Borgestuen ud i Kostalden, hvor han havde sin Seng, drømte han lyslevende, at der kom een til ham og sagde: Kædmund, syng os en Vise! og da hans Undskyldninger ikke hjalp, og han spurgte, hvad han da skulde synge om, da lød Svaret: om Guds Skaberværk, og at saa gjorde Kædmund det og kunde om Morgenen grandgivelig huske alle Versene. Da han nu fortalte det til Ladefogden, blev denne og alle, som det hørte, meget forbavsede, og førte ham til Abbedissen i Whitby, Moder Hilde, der længe havde haft Ord for at være den klogeste Kvinde i hele Nordhumberland; og hun gjorde heller ikke sit Rygte Skam, thi da hun hørte, at Kædmund ikke kunde læse, da gjorde hun ikke, som de kloge Høns vilde gjøre i vore Dage: hun satte ikke en af Munkene til at lære den stakkels gamle Røgter ABC, men hun lod en af dem fortælle ham en kjøn bibelsk Historie, og bad ham sætte den paa Vers; og da hun derved snildt nok havde overbevist sig om, at det havde sin Rigtighed med Naadegaven, optog hun ham i Klosteret som Lægbroder, og sørgede for, at hele Bibelhistorien blev ham godt fortalt, saa han kunde have nok at vælge imellem og øve sig paa, lige fra Skabelsen til Dommedag. Det gjorde da Kædmund ogsaa med al Flid, sang aldrig om nogen verdslig Forfængelighed og førte et ærbart og gudeligt Liv, men saa 206 muntert og fornøjeligt, at han skjæmtede lige til han døde, saa Folk i Førstningen trode, han laa kun og lurede lidt.

✂ Med den lille Bemærkning, at Folk deri tog mærkelig fejl, da Kædmund ikke til den Dag i Dag er vaagnet i den angelske Højkirke, til enten at fortsætte eller forklare sit bibelhistoriske Kvad, maa vi nu lave os til at gaa videre med Kristendommen til Hedenskabet i Frisland og Saxland, hvor vi i Løbet af det ottende Aarhundrede ser tre høje Bispestole rejse sig, i Utrecht, i Maints og i Bremen, alle beklædte af angelske Munke, som følgelig ikke blot gjorde evangeliske Udenlands-Rejser, men udvandrede fra Hjemmet.

✂ Saadanne Udvandringer til Bosættelse udenlands er hos Kristen-Folket, som hos alle Folkefærd, Tegn til, at Folke-Livet i Hjemmet er i Færd med at uddø eller gaa i Staa; og hvad enten vi spørger paa Øen om Fortsættelsen af Bedas Kirkehistorie, om Kædmunds og Aldhelms Sønner i Aanden, eller om andre Tegn paa Udvikling i det kristne Menigheds-Liv hos Anglerne, da faar vi intet Svar, der efter Ordsproget dog ogsaa er et Svar, da det viser, at der intet er at nævne.

✂ Den gamle Verdens Dannelse vedblev nemlig vel at gjøre Fremskridt hos Anglerne lige til Alfred den stores Dage, som endte Aar 900; men skal vi nogen Sinde blive kloge paa det ny, kristelige Menneske-Liv, maa vi endelig lære at skjelne det skarpt fra det gamle, selv hvor de, som i den ny Kristenhed, synes uadskillelige; thi Fremgangen til, hvad man i den gamle Kristenhed kaldte Dannelse og Lærdom, var saa langt fra at følges af kristelig Væxt, at denne saakaldte Dannelse og Oplysning snarere udtømte den fornyede Livs-Kraft og førte bort fra den ny Livs-Kilde.

✂ Dette viser sig da ogsaa klarlig i de angelske Prædikenbøger paa Modersmaalet fra det tiende og ellevte Aarhundrede, som vi dog endelig i det nittende har faaet paa Prent, saa vi kan se, hvad der da hos Anglerne gjaldt for kristelig Oplysning og Fuldkommenhed; og skjønt jeg ikke kan rose mig af at have læst det hele, saa har jeg dog læst det halve med Opmærksomhed, og tør tro, det er nok, til ikke at gjøre de angelske Prædikanter Uret.

✂ Jeg har saaledes med stor Fornøjelse set, at det angelske Bogsprog, som Nordens Aand med Kristendommens Hjælp havde skabt, ogsaa ved samme Hjælp var ganske anderledes udviklet i folkelig Retning med Fynd og Livlighed, end det 207 ny-engelske endnu paa mange Mile nær, og at der hos Prædikanterne har været en alvorlig Bestræbelse for at holde den kristne Lærdom saa ren, som de havde fundet den hos Gregor den store og Avgustin; saa de blandt andet kun med Afsky omtaler det Kjætteri: at Jomfru Marie og andre Helgene enten kunde eller vilde aabne de ugudelige, som Herren forskyder, en Gjenvej eller rettere en Krogvej til Himmerig; og de holder i det hele fast ved det levende Fællesskab mellem Herren og hans Menighed; men hverken sporer man mindste Erfaring om, hvorledes dette Fællesskab giver sig til Kjende i et nyt Menneske-Liv før Martyr-Døden, heller ikke sporer man nogen Varme for Herrens egne Indstiftelser, som de rette Saligheds-Midler, lige saa lidt indvendig som udvendig; saa den eneste Nærmelse, man synes at kjende, til den Kjærlighed, der er Fuldkommenheds Baand, bliver Munke-Livet, der skal føre til nye Aabenbaringer, Sejer over Djævelen og personlig Hellighed.*)

✂ Denne Betragtning af Kristen-Livet er derhos saa øjensynlig udtrykt i Legenden om Drythelm, Eremiten fra Melrose, som allerede Beda fortæller som ren Sandhed, skjønt han kun har sin Kundskab derom paa tredje eller fjerde Haand, saa den vil altid være god nok til sit Brug. Sagen er kortelig den, at Drythelm var en gudfrygtig Lægmand, som blev syg og døde pludselig en Aftenstund, men vaagnede alt næste Morgen, til stor Forskrækkelse for hans Kone og Børn, som sad og græd om hans Seng. Han fortalte da, at hans Sjæl virkelig havde været skilt fra Legemet og i Følge med en Lysets Engel gjort en forunderlig Rejse gjennem de dødes Rige, hvor han grandgivelig betragtede baade Skærsilden og Paradis, og fik Lov til at kaste et Blik baade ned i det egentlige Helvede og ind i det salige Himmerig, men blev sendt tilbage til Jorden, for at vandre i et nyt Levned, som han da ogsaa strax begyndte paa, ved at dele hele sin Formue i tre lige Dele, hvoraf hans Kone fik den ene, hans Børn den anden, og de fattige den tredje, hvorpaa han blev Eremit og siden Munk i Melrose, et berømt skotsk Kloster, hvis vældige Kirkemure uden Tag har trodset Tiden lige til 1843, da jeg med en vis Beundring betragtede dem i Maaneskin; og de staar da sagtens endnu, som en Skygge af den **) I hele Prædikenbogen nævnes »Jesus« aldrig med sit rette Navn, uden paa Latin, saa det har i det daglige Liv været fortrængt af »Frelseren« (hælend), ligesom nu i Engelland af »the Lord« og vel i Tyskland af »der Heiland«, - noget langt vigtigere end det synes. 208 himmelhøje Mur, Drythelm, ligesom Hadding, saae taarne sig for de levendes Land, men som han dog slap op paa Kransen af, og hørte ikke blot som Hadding, Hanegal, men Englesange fra de evige Boliger.

XIX.

✂ Det er jo Tyskland, Rejsen gjælder i Aften, for at finde den kristne Tros og Menigheds Fødestavn paa de Enemærker, hvor de blev det store Tvistens Æble mellem Paven i Rom og Munken i Vittenberg, og hvor der er stridtes mere om dem end i hele den øvrige Verden, hvorved der dog til Lykke er flydt langt mere Blæk end Blod. Her skulde man vel allermindst tænkt, der kunde være nogen Tvivl om, hvor den kristne Menighed havde fundet sin Vugge og vundet sine visse Værelser; thi ellers strides man jo om det ubekjendte; men det er just den tyske Gaade: at det skal langt mindre være Virkelighedens indskrænkede end Mulighedens grænseløse Rige, man maa skjænke sin spændte Opmærksomhed og, skjønt man selv erklærer det for umuligt, dog uophørlig skal stræbe at udgrunde; saa det er intet Under, at ligesom man, lige til den store Opmaaling og Udskiftning under Napoleon den første, ved en Rejse i Tyskland hvert Øjeblik var uvis om, i hvis umiddelbare Herskab, kongeligt, kurfyrsteligt, hertugeligt, biskoppeligt, greveligt eller blot rigsridderligt, man egentlig befandt sig, det ogsaa baade før og efter Karl den stores Tid faldt vanskeligt at sige, hvor og naar Kristi tyske Rige begyndte. Medens vi derfor nødes til at lade det staa ved sit Værd, ikke blot, om de hellige tre Konger og de 11000 Jomfruer enten før eller efter Døden har gjæstet Tyskland, men ogsaa, naar og hvorledes Kristendommen i det hele har begyndt at virke paa Tyskland, der, ligesom Rhinen, strækker sig lige fra Italien langs med Frankrig, maa vi dog se at faa fast Fod i Nord-Tyskland, hvor Luther opstod og førte Aands og Krafts klare Beviser for, at der var en tysk Kristen-Menighed, naar og hvorledes den saa end var opkommen.

✂ Uagtet nemlig Morten Luther med fuld Ret paastod, at hans levende Forkyndelse af det evangeliske Indhold i den 209 apostoliske Tros-Bekjendelse, i Herrens egen Bøn og i alle Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren, var Bevis nok paa hans Kristendoms Ægthed og paa Pavens Selv-Modsigelse og Selv-Fordømmelse, der selv kaldte den apostoliske Tros-Bekjendelse den kristne Tro (det kristelige »Credo«) og døbte derpaa med det samme Vidnesbyrd om Daaben som det kristelige Gjenfødelses-Bad og sikre Saligheds-Middel, men dog smuglede sig selv og alle sine Æventyr ind i Menigheden som nye, ufejlbare Tros-Artikler og uundværlige Saligheds-Midler, - desuagtet maa det dog, naar Kristus er Verdens-Lyset, som altid leder sin Menighed, kunne oplyses, naar og hvorledes hans egne Indstiftelser med det livsalige Ord af hans Mund er kommet hen, hvor det levende forkyndes; og derfor har det gjennemgribende kirkehistorisk Vigtighed at oplyse, at den tyske Kristen-Menighed, der lige saa lidt som nogen af os kunde springe ud mellem to Flintestene eller mellem Staal og Sten, havde aabenbar sin Oprindelse af noget ganske andet end Karl den stores Sværdslag ved Elben, i Slutningen af det ottende Aarhundrede.

✂ At nu Oprindelsen ogsaa virkelig maa føres tilbage til den angelske Mund, som Herren med sit Ord havde skabt i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede, og som han oplod for Tyskerne i Begyndelsen af det ottende, det har selv Tyskerne til alle Tider maattet indrømme; men har dog med Held faaet det indskrevet i Glemme-Bogen, ved at fremstille Sagen, som om det var en Ubetydelighed, at Tysklands saakaldte Apostel Bonifacius havde i sin Barndom hedt Vinfred, og at han var født i Engelland, medens Hovedsagen var, at Paven i Rom døbte ham om, og at Pipin den lille, som tog den frankiske Krone med Staalhandsker, gjorde ham til Ærkebisp i Maints og lod sig salve af ham til den første Konge af Guds Naade, og at Karl-Magnus, den første Kejser paa anden Omgang, lærte Saxerne at læse Paternoster og, saa vidt muligt, at skrive det paa tysk.

✂ Da nu denne Vinfred fra Devonshire ogsaa virkelig var mindre kristelig og mere pavelig end Munkene fra Nordhumberland, og han synes at have sat mere Pris paa det Navn, han fik i Pavens Indvielse, end det, han fik i vor Herres Daab, og følte ved sin Kristendoms Udbredelse mere Trang til Pipins end til vor Herres Bistand, - saa kom den tyske Kirkehistorie derved meget naturlig ind paa den slagne Landevej (»Heerstrasze«), hvor der ikke var Tale om Ord og Aand, fribaaren 210 Tro og Bekjendelse, men kun om Krigs-Retten og Kirke-Retten, Kejser-Retten og Pave-Retten, indtil den forvovne Munk i Vittenberg stævnede Paven med alle hans Bisper og Buller og Kejseren med hans gyldne Bulle og med alle hans Kurfyrster ind for vor Herres Kristi Domstol, hvor Aanden alene fører det store Ord, og Troen derpaa er den eneste Magt, som vinder sin Sag og bliver kronet til Dronning af Guds Naade. Det var derfor intet Under, at medens Protestanterne ansaa Morten Luther for en Guds Engel, falden ned fra Skyerne, og Papisterne ansaa ham for en Satans Engel, skudt op fra Afgrunden, var man i begge tyske Lejre enige om, at han var intet naturligt Menneske, aandelig født af den gamle Tro med den tyske Tunge, altsaa af en Saxerinde, der, ligesom Marie Mø, trode Guds Ord og vilde være Herrens Tjenerinde.

✂ Man har nu vel en saakaldt Levneds-Beskrivelse af Vinfred, hvis Forfatter skal være en samtidig Frænde ad ham, ved Navn Vilibald; og saa længe jeg ikke havde læst den, tænkte jeg, den maatte vel dog kunne give os en lysere Forestilling om Vinfred og hans kristelige Virksomhed end den, der spøgede i de tyske Kirkehistorier; men efter at have læst den, maa jeg tilstaa, at Vilibald kun for saa vidt giver os bedre Oplysning om Vinfreds Kristendom, som han udtrykkelig vidner, at han, og det efter Pavens Paalæg, lagde den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben til Grund for sin hele Prædiken.

✂ Der hviler derfor virkelig et tykt Mørke over den kristne Tros og Menigheds Forplantelse fra Engelland til Nord-Tyskland, indtil vi, uden at bryde os om Pavebuller, kjækt tager det tyske Apostel-Embede fra Vinfred med Tilnavnet Bonifacius, og giver det til den hartad rent forglemte Vilibrord fra Nordhumberland, Biskop i Utrecht, med Tilnavn Klemens, saa vi efter Herrens Forskrift siger til den ene: »Giv Plads for den hæderligere end du!« og til den anden: »Ven! sid bedre op, og hav Æren for dem, som sidder med dig til Bords!«

✂ Denne kirkehistoriske Omflytning vil nu vistnok alle de højlærde Tyskere, af papistisk saa vel som af protestantisk Bekjendelse, naar de spørger den, enten saa dybt foragte, at de ikke holder det for Umagen værd at høre Grundene, eller saa fnysende protestere imod, at de næppe faar Ro til at prøve Grundene; men derfor er de dog lige stærke, og jeg tør sige: fuldgyldige.

✂ Først og fremmerst maa det nemlig fremhæves, at Vilibrord 211 var ældst, ikke blot som Menneske, men som Prædikant i Frisland, hvor han fortsatte sin Virksomhed i et halvt Aarhundrede, døbte Karl Hammers berømte Søn, Pipin den lille, og havde, længe førend Vinfred satte sin Fod paa tysk Grund, samlet en kristen Frimenighed i Utrecht, og det lige under den hedenske Friserhøvding Radbods onde Øjne; thi da dette er en Kjendsgjerning, som ogsaa de tyske Kirkehistorier maa indrømme, saa er jo Sagen dermed egentlig afgjort.

✂ Hertil kommer imidlertid, at den ærværdige Beda, som var samtidig med begge de berømte Udvandrere til Frisland, end ikke nævner Vinfred, men omtaler derimod paa flere Steder Vilibrord, som et stort Guds Redskab, der i det udenlandske Hedenskab højlig ærede Kristi Navn ved Troens Sejre og Fjendens Nederlag. Fremdeles veed vi ogsaa, at Kirken i Utrecht lige til Vilibrords Død vedblev i en Menneske-Alder at være Brændpunktet for hele den angelske Evangelist-Virksomhed, saa at ogsaa Vinfred arbejdede i flere Aar under Vilibrords Vinger, og rev sig kun løs, for at spille en større Rolle, som pavelig Legat for hele Nord-Tyskland, og vendte kun i sin Alderdom tilbage til Frisland, for der i Midten af det ottende Aarhundrede at finde Martyr-Døden, der langt mere end hans Liv har løftet ham til Skyerne.

✂ Endelig har vi da ogsaa et udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Vilibrord med Tilnavn Klemens skal agtes for Tysklands rette Apostel; og dette Vidnesbyrd er fra ingen ringere end Karl den stores berømte Læremester, der unægtelig i den sidste Halvdel af det ottende Aarhundrede lige saa vel var den ypperste Angler, som Beda i Aarhundredets første Halvdel. Ælkvin, hvis latiniserede Navn de højlærde ej endnu ret har lært at stave og kalder ham derfor »Alcuinus«, har nemlig ikke blot efterladt os en Levneds-Beskrivelse af sin højhellige Frænde Viiibrord, baade i bunden og ubunden Stil, men han stiller ham ikke ganske uvittig paa en Maade ved Siden ad Johannes den Døber, og fortæller, at da hans Moder gik frugtsommelig med ham, drømte hun en Nat, at hun saae en Nymaane gaa op og voxe til Fuldmaane, og med eet fløj den hende lige i Munden, og da hun sank den, blev det dejlig lyst inden i hende. Denne Drøm, bliver Ælkvin ved, fortalte Vilibrords Moder til en hellig Mand, som udtydede den om hendes Søn, der med Sandheds Lys skulde adsprede Vildfarelsens Mulm og Mørke; og denne Udtydning, maa vi jo sige med Ælkvin, den har Erfaringen stadfæstet, da vi kjender det Nyaars-Ny, som opgik i 212 Saxen og er blevet vidunderlig frugtbart til indvendig Oplysning. Det er nu vist nok stor Skade, at Ælkvin, skjønt han udtrykkelig indrømmer, at Evangeliets Forkyndelse er mere værd end alle Mirakler, dog over Miraklerne, Vilibrord skal have gjort, synes at glemme, hvordan han tjente Ordet; men dog hører vi af ham, hvad i det mindste danske Kristne maa finde mærkværdigt: at Vilibrord endogsaa for Evangeliets Skyld umagede sig op til os; og skjønt den danske Kong Ungendus, som han gjæstede, beskrives af Ælkvin som et vildt Dyr, maa han dog snarere have lignet et tamt Dyr, siden han ikke krummede et Haar paa Vilibrords og hans Følgesvendes Hoved, og han har allersnarest, som de fleste Danekonger, lignet et meget fredsommeligt Menneske, der vel ikke selv var beredt til at modtage Frelseren, men lod dog, hvem der vilde, tage ham til Huse; thi baade melder Ælkvin, at den danske Konge lod Vilibrord tage tredive danske Drenge med sig, og det var et almindeligt Sagn i Middelalderen, at den danske Kong Ungendus havde en Søn, ved Navn Sebald, der ikke blot blev døbt, men blev en Helgen og gjorde store Mirakler i Nyrnberg, hvor han ligger begraven. Saa meget er ogsaa vist, at samme Sebald i det femtende Aarhundrede blev højtidelig sat paa Helgen-Listen som en dansk Kongesøn; og da vi hos Saxe Runemester omtrent ved den Tid virkelig finder en Ungvin, hvis Søn hed Sigvald, paa Kongelisten, saa finder jeg ingen Grund til at tvivle om, at det var ham, Vilibrord, efter Ælkvins umistænkelige Vidnesbyrd, vel ikke omvendte, men slap dog helskindet fra; og selv de danske Drenge, han skal have taget med, maa der [have] været noget om, da Ælkvin melder, at Vilibrord satte sit Liv paa Spil ved at døbe dem i den hellige Kilde paa Helgoland, som var indviet til Afguden Forsete, og hvoraf ingen maatte øse Vand uden stiltiende. Denne Ø, der endnu er bebot af Frisér og taget fra os med Staalhandsker, hørte nemlig den Gang til Frisland; og da Radbod fik Tidende om Vilibrords Dumdristighed, var han strax ved Haanden og kastede Lod om, hvad man skulde gjøre ved enhver af de Gudniddinger; men da kun een af dem fik Døds-Lodden, lod Radbod Resten fare til Frankenland, og da Vilibrord til Afsked truede ham med Helvede, hvis han ikke selv vendte om og lod sig døbe, svarede Radbod kun: »Ja, du ligner dig selv i Raad og Daad ; men jeg ræddes ikke mer for dine Trusler, end du for mine.« Det er denne Radbod, om hvem man fortæller, at han en Gang stod med den ene Fod i Døbekarret, men trak den tilbage, fordi han 213 paa Spørgsmaalet: om hans Forfædre var i Himmerig eller i Helvede, fik det Svar af en frankisk Biskop, at de var naturligvis som alle Hedninger i Helvede, og Friseren, som han sagde, vilde være hos sine Forfædre.

✂ Med denne tarvelige Efterretning om Tysklands virkelige Kirkefader, som ligger begraven i Epternach ved Trier, maa vi da nøjes; og om Grundeisen af Bremer-Stiftet, som kom til at udstrække sig over hele vort Norden, veed vi heller ikke mere, end at vel havde Vilibrord prædiket lige til Helgoland, men dog blev Bremer-Kirken først bygt af et andet angelsk Sendebud Vilhad i Karl den stores Tid, og fik sine første Martyrer under Vitekinds Opstand; og skjønt Vilhads Levneds-Beskrivelse tillægges hans ypperste Eftermand paa det bremiske Ærkesæde, vort Nordens Apostel, Ansgar, saa er det dog kun en Ligtale og Lovtale, der ikke gjør os klogere paa Kristendommens Fødsel i Morten Luthers Fæderneland.

✂ Vel har vi nemlig netop om Bremer-Stiftet en egen saakaldt Kirkehistorie ved Adam af Bremen, og da den, ligesom Bremer-Stiftet, fra det niende til sent i det ellevte Aarhundrede, strækker sig ud over vort Højnorden, og er oven i Kjøbet først bragt for Lyset i Danmark, af Anders Sørensen Vedel, saa fristes vi Danskere allermindst til at overse eller nedsætte den; men da Begyndelsen deraf nys er fordansket, vil De selv kunne overbevise Dem om, at den gamle Bremer-Klerk, som da ogsaa først skrev hen imod Slutningen af det ellevte Aarhundrede, under Svend Estridsen, som han roser for sin lærde Bistand, han var langt fra at være nogen Beda den anden, og han har behandlet ikke blot Stiftelsen af den nordtyske Menighed, men selve Bremer-Stiftets Oprindelse saa flygtig, at der slet ingen ny Oplysning derom er hos ham at finde.

✂ For ham er da ogsaa den hellige Bonifacius og den stormægtige Karl-Magnus de eneste rette tyske Apostler; saa at skjønt han i forbigaaende maa indrømme, at Vilibrord var »to Dage og en Søndag« ældre end de begge, og at somme agter ham for Hovedmanden, saa slaar han det dog strax hen med den Trumf: at for ham er Vinfred eller Bonifacius, som havde den ægte Bestalling af Paven, og rejste Bispestole paa alle Kanter, det rette Sidestykke til Hedning-Apostelen Pavlus.

✂ Skulde vi derfor kunne opnaa nogen nærmere Oplysning om Kristendommens aandelige Virkning paa Tyskerne og Udvikling hos dem i gamle Dage, da maatte det være ved det skriftlige tyske Efterladenskab fra den ældste Kristen-Menighed i 214 Tyskland, som ventelig er fra den saxiske Tid i det tiende og ellevte Aarhundrede; men skjønt disse gamle Penneprøver giver noksom Bevis paa, at Nord-Tyskerne, efter Anglernes Exempel og Tilskyndelse, ogsaa begyndte at gjøre et Skriftsprog af deres Modersmaal, saa er det dog et ganske andet Spørgsmaal, om disse Levninger forslaar til at kaste lidt mere Lys paa den tyske Arilds-Kirke; saa det Spørgsmaal drister jeg mig endnu ikke til at besvare. Dels kjender jeg nemlig ikke nær saa meget til Tyskernes som til Anglernes gamle Skrift, og dels er der af det, jeg kjender noget til, hverken oldtyske Prædikener eller mer end et eneste Stykke, der røber mindste Liv og Aand. Det saakaldte Otfreds Evangelium er nemlig kun en evangelisk Rimstok, saa tør og stiv og farveløs som vel muligt; og den lille Bibelhistorie, som gaar fra Johannes den Døber til Herrens Himmelfart, og som man kalder »Frelseren« (der Heiland), er en ny Gaade, der endnu venter paa sin Løsning. Dette mærkværdige Efterladenskab, som Lutheranerne alt i Reformations-Tiden (Flacius) blev opmærksomme paa, men som dog først kom for Lyset 1830, har nemlig, ligesom Kædmunds Bibelhistorie, Bogstav-Rim helt igjennem og er i Angel-Skjaldenes blomstrende Stil, som Nytyskerne slet ikke synes selv at ville kjendes ved; saa man falder snarest paa, at det enten er en maadelig Fortyskning af et angelsk Kvad, eller en Angel-Skjalds lidt ubehjælpelige Forsøg paa at skrive Oldsaxisk; og i begge Tilfælde vilde den Oplysning, det kunde give os om oldsaxisk Kristendom, ej være synderlig stor. Er imidlertid Kvadet virkelig, som Flacius, man veed ikke med hvad Hjemmel, paastod, et Værk af en oldsaxisk Skjald, der ligesom Kædmund sov sig til Harpen, da vilde det være meget lærerigt; og jeg tøringenlunde nægte Muligheden deraf, ikke blot fordi Brugen af Ordet »Muspel« og flere synes at hentyde paa et særeget Forhold til Nordens Myter, men især fordi der hersker en Grubien og Vidtløftighed, som ret kommer til Syne ved Herrens Lignelser og hans Bjærgprædiken, og som slet ikke ligner Anglerne, men Tyskerne des mer. Da nu ogsaa Klopstock under Udarbejdelsen af sin Messiade følte sig stærkt tiltalt af det gamle »Heilands-Kvad«, og jeg kun kjender lidt til det i den første Udgave, hvor det ikke engang er afdelt, saa vil jeg indtil videre lade den Sag staa ved sit Værd, men vilde dog gjøre Dem opmærksom paa en Opdagelse, der kan være af kirkehistorisk Vigtighed, ikke mindst for os, og som jeg selv ved Lejlighed skal stræbe at klare enten til mig eller fra mig.

✂ Saaledes slap vi da i det gamle Aar taalelig med Kristendommen fra Rom, om ikke til Danmark, saa dog til Elben, og med Guds Hjælp kommer vi da snart i det næste Aar baade over Elben, Ejderen og Øresund, og selv til Island, hvor Udviklingen paa Modersmaalet, som begyndte hos Anglerne, naade sin Højde i Middelalderen; og naar saaledes den Taage, der har indhyllet Livet fra det syvende til det trettende Aarhundrede, er henvejret, da vil vi finde Resten af Middelalderens Kirkestorie lys nok, naar den ellers var god nok.

XX.

✂ Kristendommens Forplantelse til vort Højnorden i det niende, tiende og ellevte Aarhundrede er vist nok hidtil i Kirkehistorien bleven lige saa flygtig berørt, som den samtidige Indførelse af en saakaldt kristelig Gudsdyrkelse eller Kirketjeneste i Rusland, Polen, Bømen og Mæren; saa her gjælder Ordsproget: at de maa rose dem selv, der har slemme Naboer; men ganske uskyldige har vi dog heller ikke selv været deri, da det her kun er Islænderne, som i Middelalderens Læseverden har givet glimrende Beviser paa Kristendommens Fortjeneste af deres Dannelse, og vi ligesom med Flid har skjult det for Verden, at vi havde en ejendommelig Opfattelse lige saa vel af Kristendommens, som af hele Menneske-Livets Historie.

✂ Naar vi derfor nu ogsaa i denne Henseende begynder at rejse Hovedet i Vejret, da maa vi ikke andet vente, end at vore tyske Skolemestre paa Timen vil dømme os til at staa Skoleret, som ryggesløse Poge, der ikke blot vil være klogere end deres Læremester, men gjør aabent Oprør imod ham, og dermed tillige imod den eneste saliggjørende Videnskabelighed, som Tyskerne enten har skabt af intet, elier har dog evindelig forpagtet; men vover vi endnu at besidde og forsvare den jydske Halvø, som Guds og vort eget, skjønt Tyskerne paastaar, det er et aabenbart Rov fra dem, saa maa vi dog sagtens have Mod til at beholde vort eget Hoved for os selv, da det er noget, som Tyskerne hverken vil eje eller have, og vi dog ser, det kan gjøre os og vore Børn efter os langt niere baade Gavn og Glæde, end selv Tyskerne mægter at beskrive.

✂ Vi slutter derfor kjækt, med Morten Luther, fra den levende Del, vi Nordboer tog i den saxiske Reformation, og fra den Udvikling, vort Modersmaal og vor Tankegang siden har viist i aandelig og kristelig Retning: at baade maa det kristelige Guddoms-Ord hos os have haft gode Sædemænd og have fundet god Jord, hvori det kunde slaa saa dybe Rødder, som det endnu bevislig har; og, ligesom det beviser sig selv, at det Træ, der har dybe Rødder, ogsaa har fundet passende Jordbund, at slaa dem i, saaledes har heller ingen af alle Middelalderens Munke, der blev Redskaber til Kristendommens Forplantelse, saa straalende oplyst hinanden, som Ansgar og Rimbert, den højnordiske Menigheds Kirkefædre i det niende Aarhundrede.

✂ Rimbert, som blev Angars Eftermand paa det bremiske Ærkesæde, har nemlig efterladt os en Levneds-Beskrivelse af sin faderlige Mester, som vel er langt fra at besvare alle de velgrundede Spørgsmaal, som vi maa gjøre om Evangeliets Forkyndelse og Modtagelse i disse Egne, men som dog saa langt overgaar selv Ælkvins Lovtale over Vilibrord, at den er et enestaaende Vidunder i hele Middelalderens Kirkehistorie, paa saa forskrækkeligt Latin og med en saa forkuet, men dog rørende Inderlighed, som om den var skreven med en Plovkjæp ud af Danmarks inderste Hjærte. Vi faar nemlig vel lidt at vide om, hvordan Ansgar udvendig færdedes, talte og virkede i de to Snese Aar, som han sukkende anvendte paa Danskeres og Svenskeres Omvendelse, men derimod er Evangelistens Inderste ligesom udspilet for vore Øjne, saa vi ser det klarlig, baade hvad der drev ham til Norden, hvordan vor Herre Jesus Kristus stod lyslevende for ham, og hvilken Sjæle-Kamp mellem Frygt og Haab der daglig førtes i hans Lønkammer om Evangeliets Fremtid i disse Egne og om Martyr-Kronen i al sin himmelske Glans; og skjønt alt dette umulig kan give os noget klart Billede af Ansgars evangeliske Virksomhed og Storværk, saa giver det os dog et dybt og sikkert Indtryk af hans apostoliske Tro og Tænkemaade, og af Kristi Evangeliums levende Nærværelse, som en Guds Kraft til Salighed for hver den, som tror.

✂ Det er nu især, som bekjendt, Ansgars stærke Drømme og deres uudslettelige Indtryk paa hans Hjærtelag og hele hans Tankegang, hvori Ansgars Inderste spejler sig; og disse Drømme har man da i Kirkehistorien været langt mere tilbøjelig til at overspringe eller forbigaa, som et sørgeligt Bevis paa hans Svaghed og Overtro, end til af dem at lade sig oplyse om hans kristelige Tankegang; men da hele Middelalderen var en 217 aandelig Drømmetid, saa det gjaldt om, hvem der drømte bedst, og det aabenbar var disse Drømme, hvorved vor Evangelist ikke blot blev opvakt til gudeligt Alvor, men blev kristelig oplyst og opholdt i Tro og Haab og Kjærlighed, - saa maa især vi danske Kristne nødvendig betragte dem med al Opmærksomhed, og med dyb Ærbødighed for de underlige Veje mellem Himmel og Jord, hvorad Guds Engle stige op og ned over den guddommelige Menneske-Søn, som er med sine alle Dage til Verdens Ende; thi kun derved fik vi den ypperste Evangelist efter Apostlernes Dage.

✂ Nu til Bevis at gjennemgaa disse stærke Drømme, vilde her blive for vidtløftigt, og kan heller ikke behøves, da ikke blot Rimberts Bog, oprindelig af mig selv, er oversat paa Dansk, men jeg ogsaa for over 40 Aar siden i mit »Dannevirke« (3dje Bind) har skrevet et »Ansgars Eftermæle«, der omtrent indeholder alt, hvad jeg ogsaa nu i denne Henseende kunde have at sige. Kun det allervigtigste, vi kan og skal lære af Drømmene, maa jeg berøre, og det er: at Ansgar ved en af de første kom til den i hans Dage meget sjældne Oplysning: at kun vor Herre Jesus Kristus er den Menneske-Søn, som har det i sin Magt at forlade Synder paa Jorden, saa det er hos ham selv, vi maa gaa til Skrifte og finde Afløsning, naar vi skal føle, at han virkelig har udslettet vore Synder, og at det var i en anden himmelsk Drøm, Ansgar med det 49de Kapitel hos Esaias indviedes til Evangelist paa Øerne i det fjærne og i Landet ved Verdens Ende.

✂ Dette var da ogsaa Grunden til, at Ansgar ved Pinse 826 uden al Betænkelighed paatog sig Evangelistens farlige Kald hos Danskerne, som allerede da havde et daarligt Lov i Tyskland og var udraabt om ikke for de dummeste, saa dog for de grummeste af alle Hedninger. Anledningen til denne Udvandring, nemlig den danske Kong Harald Klaks Daab i Ingelheim ved Maints, er nu vel, hvad man kalder alle vitterlig; men man plejer dog i Kirkehistorien at forbigaa det vigtigste derved, som ingenlunde er det, at Harald Klak, ventelig en Nisse-Konge i Jylland, rimeligvis mest lod sig døbe for at faa verdslig Hjælp mod sine Medbejlere til Danmarks Krone hos Karl den stores Søn, Kejser Ludvig den fromme; men det vigtigste er aabenbar, at da Kejseren paa Rigsdagen spurgte de forsamlede Bisper og Abbeder om en Mand, der vilde rejse hjem med den danske Konge, styrke ham i Troen og udbrede den i hans Rige, da saae de alle tavse paa hinanden, indtil Abbed Vale i det gamle 218 Korvej (i Pikardiet) endelig brød Tavsheden og sagde, at een Munk kjendte han dog, som vilde gjøre meget for Guds Skyld, men om han vilde gjøre saa meget, det maatte han selv sige. Da nu Ansgar blev hentet fra det ny Korvej (ved Høxter i Vestfalen), hvor han var Prædikant, og blev adspurgt, om han for Guds Skyld vilde gaa med Evangeliet til Danmark, da svarede han vel strax ja; men da hans Venner siden stræbte at afskrække ham, og alle Folk af denne Verden lod ham høre, det maatte have en daarlig Art med hans Kristendom, siden han heller vilde leve mellem vilde Hedninger end i kristent Selskab, da angrede han vel ikke sit dristige Løfte, men tabte dog Modet og nedsank i dyb Bedrøvelse over sin Afmagt. Dette er meget mærkeligt, dels fordi det lærer os, hvor daarlig det den Gang stod til med Kristen-Livet i Tyskland, og hvor alvorlig vor Evangelist tog det med sit Kald, men især fordi det denne Gang ikke var nogen Drøm, der trøstede ham, men en af de mest rørende Begivenheder i det virkelige Liv, der altid er som en Engels Aabenbarelse; thi der var i det gamle Korvej en fornem Munk, den næste efter Abbeden, ved Navn Ødbert, han ledte Ansgar op i en afsides Vingaard, hvor han daglig grublede, græd og bad, og spurgte, om det ogsaa virkelig var hans Forsæt at vandre ud til Danmark; og da Ansgar mærkede, det var godt ment, og forsikrede, at hvad han havde lovet at gjøre for Kristi Skyld, det vilde han med Guds Hjælp ærlig holde, da svarede Ødbert: saa følger jeg med dig, thi jeg kan umulig bære det over mit Hjærte at lade dig staa ene blandt Hedningerne. Saaledes fik da Ansgar en Medhjælper, og skjønt han kun to Aar efter sit Komme til Danmark ved Døden blev denne sin trofaste Stalbroder berøvet, havde han dog faaet uundværlig Hjælp fra Himlen til det første Skridt, som koster, og kom heller aldrig til at staa ganske alene.

✂ At nu Ansgar ved næsten fulde 40 Aars Møje kun fik rejst een Hoved-Kirke med Bispestol i Sverrig og to i Danmark, nemlig i Slesvig og i Ribe, den første lige tusend Aar før Isted-Slaget, det staar i alle Haandbøger; men om Kristendommens Modtagelse i Danmark og Sverrig har dog Rimbert meldt os lidt mere, end der endnu har fundet Vej til Haandbøgerne; og hvad der ligger os nærmest, er, at Kong Erik eller Harek, som udtrykkelig kaldes Drot over hele Danmarks Rige, vel ikke selv lod sig døbe, men fattede dog saa dyb en Højagtelse og saa varmt et Venskab for Evangelisten, at han ogsaa i verdslige Sager raad-førte sig med ham, gav ham frit Forlov til at udbrede 219 Kristendommen i sit Rige og gav ham paa hans anden svenske Rejse Bud med til den svenske Konge: at han endelig maatte gjøre ligesaa, da han aldrig havde kjendt saa god og retsindig en Mand som denne Ansgar.

✂ I Sverrig var der imidlertid, siden Ansgars første Besøg, udbrudt et rasende Opløb mod de kristne, og da Almuen der i det niende, ligesom i det ellevte Aarhundrede, raadte over Kongen, og havde paa Rigsdagen bandlyst Kristendommen, saa kunde Kongen ikke paa ny fredlyse den, uden med Almuens Samtykke. Hertil var for Øjeblikket ikke ringeste Udsigt, thi nylig havde en ordsnild Mand, ventelig en Odins-Præst i Upsal, indbildt Almuen, at han havde faaet den Aabenbaring fra de gamle Guder, at de var højlig fortørnede over, at Svenskerne glemte og forsømte deres gamle Hjælpere og vilde oven i Kjøbet føre dem en fremmed og fjendtlig Gud paa Halsen, hvorfor Guderne formanede dem til at gjøre Bod og Bedring; og hvis de alligevel fandt, de ikke havde Guder nok, saa gjordes dem herved vitterligt, at Guderne havde optaget deres gamle Kong Erik i deres Selskab og vilde dele Æren og Ofringerne med ham; og derover var der kommet stort Røre iblandt Almuen, saa de alt havde begyndt at ofre til Gammel-Erik og bygge ham et Tempel. Saa snart derfor Ansgar kom til Birka, der for vore Øjne løber i eet med Sigtun, raadte hans Bekjendtere ham at forære Kongen alt, hvad han førte med sig, bare for at slippe helskindet der fra; men Ansgar vilde heller vove sit Liv, og da Kongen havde taget godt imod den danske Konges Bud og Besked, gjorde Ansgar Gilde for ham, frembar sin Æreskjænk og bad om Frihed for Kristi Evangelium, hvortil Kongen svarede, at han havde intet derimod, men at da de kristne Præster var bandlyste, ikke af Kongen, men af Almuen, saa maatte Sagen afgjøres efter Lodkastning og ved Folkestemmen paa begge Rigets Landsting. Lodden blev da kastet og faldt gunstig ud for Kristus, paa begge Landsting blev Kristendommen fredlyst, og Rimbert har endogsaa meddelt os Indholden af en ganske mærkelig svensk Rigsdags-Tale, hvormed en Gubbe, ventelig Bøndernes Lagmand, som vi af Hejmskringla veed var den egentlige Ordfører, bevægede Almuen til at fredlyse Evangeliet. Gubben bemærkede nemlig, at man jo ogsaa i Sverrig godt vidste, at Kristus var en meget mægtig og meget hjælsom Gud, og at derfor mange rejste til Dorstad, for at lade sig døbe med hans Daab; saa det var dog alt for urimeligt at forskyde det samme i Hjemmet, som man ellers med Møje søgte i det fjærne, og det 220 ad en farlig Søvej, som vrimlede af grumme Vikinger, og at det derhos var klogt, i Tide at sikre sig den Guds Yndest, der, som Erfaring lærte, hjalp altid sine Tilbedere, medens man let kunde blive usaattes med de gamle Guder.

✂ Ansgar opholdt sig denne Gang i Sverrig i halvandet Aar, og kort efter hans Hjemkomst mødte der baade ham og Evangeliet en haard Prøvelse, men som dog kun var en Overgang til bedre Kaar; thi vel faldt den gamle Kong Harek i en Borgerkrig, og den unge af samme Navn var et Barn, der lod sig lede af Hove eller Hugo Jarl i Slesvig, som var Kristendommen saa fjendsk, at Kirken i Slesvig strax blev lukket og Klerken halshugget; men endnu mens Ansgar var undervejs til Kongen, havde Bladet vendt sig, og da nu tillige den gamle Kong Hareks fortrolige Raadgiver, Borkard Jarl, paa ny kom til Anseelse, blev ikke blot alt igjen sat i forrige Stand, men Ansgar fik Lov til at oprette et nyt Bispedømme i Ribe. Ved denne Lejlighed anmærker Rimbert, at det var ogsaa først nu, de kristne fik Lov til at have en Klokke i deres Kirker; og det kan vel synes ubetydeligt, men de nordiske Hedningers Modbydelighed for KlokkeKlangen har dog sikkert haft en dybere Grund end vore lutheranske Præsters Sky for at høre en Klokke enten fra den reformerte eller fra den katolske Kirke i Kjøbenhavn; saa Sejren over denne Modbydelighed havde vist langt niere at betyde i det niende Aarhundrede, end vi i det nittende let kan forestille os.

✂ Dette er, hvad man veed om Ansgar; og De veed nok, at da man i 1826 her inde holdt Tusendaars-Festen tilAnsgars Minde, da maatte jeg ikke i vor Frelsers Kirke lade synge vor gamle danske Dagsang »Den signede Dag, som vi nu ser«, som jeg dertil havde opfrisket og faaetWeyse til at sætte paa Noder, og at det var den nærmeste Anledning til, at jeg nedlagde det Præste-Embede i den danske Stats-Kirke, som jeg kun med stor Besværlighed havde opnaaet; og det syntes jo at vise, at om det en Gang var gaaet godt frem med den kristne Tro i Danmark, saa var det siden gaaet gruelig tilbage; men vil Gud, jeg lever til 1865, da det vil være tusend Aar efter Ansgars Død, da vil det dog vist være klart, at den gamle Biskop Ebbe i Rheims, som havde været her inde og formaaet Kong Harald til atrejseud og lade sig døbe, han spaade dog ret da han efter Rimberts Vidnesbyrd trøstede Ansgar i hans aldrig ret overvundne Mismodighed med det Spaadoms-Ord: »Jeg tror det saa fast, at jeg veed det for vist, at det Værk, som vi har begyndt i Danmark 221 og Sverrig, skal krones med Held, saa at om det end for Syndernes Skyld stundum forsinkes, skal det dog aldrig afbrydes, men af Guds Naade bære Frugt i Herren, til Herrens Navn har naat Jorderigs yderste Ender«; og jeg er vis paa, at naar vi alle mødes paa den yderste Dag, da vil Rimberts kjærlige Haab gaa i Opfyldelse, saa han, som græd saa bitterlig for Martyr-Kronen, vil med en talrig Skare af danske og svenske Kristne, herliggjort af Guds Mildhed, indgaa i de evige Boliger.

✂ Naar vi imidlertid i det tiende Aarhundredes Historie leder om Spor af Kristendommens Virkning i Danmark og Sverrig, da kan vi ikke nægte, de ere meget sjældne og meget taagede, saa vi beroliges først derover, naar det slaar os, at Danmark og Sverrig gjør en Undtagelse fra alle de i Middelalderen kristnede Riger derved, at Kristendommen fra sin første Forkyndelse i hele to Hundrede Aar, naar den ikke forfulgtes, vedblev at være en borgerlig fri Sag; saa Historiens Tavshed om Kristendommen i Danmark fra Ansgars til Gorm den gamles Dage beviser kun, at den i Mellemtiden har faaet Lov til at skjøtte sig selv. At nemlig den danske Kristendom baade havde vedligeholdt sig og var bleven en Torn i Øjet paa Hedningerne, det beviser Gorms grumme Forfølgelse af den, som er langt klarere end hans Dronning Tyra Danebods Beskyttelse; thi netop det mageløse Indtryk, denne Dronning gjorde paa hele Folkets Hjærte, beviser, at hun i alt Fald har været meget mere dansk end kristelig efter den Tids Tankegang, da Mængden hos os var vitterlig hedensk. Ja, hvor overvejende hedensk Danmark endnu har været ved Slutningen af det tiende Aarhundrede, det kan vi se paa Svend Tveskjæg, da han ellers umulig kunde fundet det klogt at stille sig i Spidsen af Hedningerne, da han gjorde Opstand mod sin Fader, Harald Blaatand, og vilde endnu mindre været Dannekvindernes Yndling i den Grad, at de kjøbte ham løs af Slaveriet med alle deres Guldsmykker,

✂ Saxe Runemester vidner ogsaa udtrykkelig, at da Svend Tveskjæg paa sine gamle Dage omvendte sig til Tro paa Kristus og ønskede at drage Folket med sig, turde han dog en Stund for Folkets Skyld ikke engang være sin Tro bekjendt, og stødte siden paa almindelig Modstand, indtil endelig Poppe paa Stortinget ved Isøre bar den gloende Handske for Kristus, hvorved Folkets Hjærte ikke blot bevægedes til at lade sig døbe, men gjenfødtes for evig af Kristendommens Aand.

✂ Det sidste, nemlig Jærtegnet ved Isøre med den gloende Handske, det veed de nok, ikke blot sædvanlig i Kirkehistorien, 222 men ogsaa i Øhlenschlægers »Palnatoke« og selv i mine Optrin af Kæmpelivet fremstilles som et af de i Middelalderen saakaldte »fromme« Bedragerier; men jeg skal derfor strax bede Dem lægge vel Mærke til, at jeg her ikke engang indlader mig paa Spørgsmaalet om Jærtegnets Ægthed, endsige paa dets Gyldighed, men finder deri kun Bevis paa, at Hedenskabet over hundred Aar efter Ansgars Død endnu var Folketroen i Danmark, saa Kristendommen især i Sælland, som ej engang havde en Biskop, hørte til Undtagelserne.

✂ At der nu i det næste halve Aarhundrede, til Knud den stores Død, er foregaaet en mærkelig Forandring, saa aabenbart Hedenskab siden hørte til de meget sjældne Undtagelser, det er en Kjendsgjerning, som vel uden noget Jærtegn lod sig forklare af Danmarks Forhold til det store, alt længe kristelig dannede Engelland, hvor Knud den store fandt dygtige Redskaber nok til at udbrede kristelig Oplysning og Dannelse hos os; men da vi dog slet ingen Spor finder til, at Knud den store anvendte Magt til almindelig Indførelse af den ny Gudstjeneste, bliver det altid rimeligt nok, at et i Folkets Øjne stort Jærtegn, ægte eller uægte, her er kommet til Hjælp; saa Sagnet om den gloende Handske, ikke blot berømt over hele Norden, men allerførst opskrevet af en Tysker endnu i det tiende Aarhundrede (Vittekind), har sin gyldige Hjemmel.

✂ Jærtegnets Ægthed, saa vel som dets Gyldighed til Bevis, gjør vi derimod klogest i at lade staa ved sit Værd, og vi kan det godt, da vi lige saa lidt vil forbyde vor Herre at gjøre Tegn og underlige Gjerninger, naar som helst han vil, som vi vil kræve dem af ham hveranden Dag; saa det hos Saxe Runemester skal være os af langt mindre Vigtighed, hvad han, der næppe var stærk i Tro., selv trode om Poppes Jærtegn, end hvad han forklarer sig deraf; thi det er Kristendommens vidunderlig dybe Indtryk paa det danske Hjærte; thi han havde næppe kunnet sige, at det var som en uudslettelig Skrift med Ild-Stave, hvis han ikke, ligesom vi, havde fundet den kristne Tro saa ildfast i Dannekvindens Hjærte, som om hun havde baaret den med sig fra Paradiset; saa det lader sig ogsaa efter mine Tanker kun forklare af et i Kirkehistorien enestaaende Jærtegn, enten det saa er sket før eller efter Poppes Dage, og enten det er sket ved en gloende Handske eller ved en glødende Tunge; og skjønt det sidste vist nok for mig er baade det kristeligste og det rimeligste, saa kunde det dog godt ligne Dannekvinden, ogsaa af 223 den, der forlangte hendes Hjærte, at kræve et haandgribeligt Bevis paa, at han turde gaa i Ilden for, hvad han trode og elskede.

XXI.

✂ Det er Kristendommens Forplantelse til Norge og Islandi det tiende og ellevte Aarhundrede, vi skulde betragte; og der er Grund nok til at betragte den for sig selv, da den har et ganske eget Præg, der gjør den kjendelig nok fra Forplantelsen til Danmark og Sverrig, og det i to Henseender. I Norge er det nemlig ingen fremmed Gjæst, og endnu mindre en Evangelist som Ansgar, der rejser Korsets Banner; men hvad vi vel maa kalde Nordens hellige tre Konger, som udenlands havde lært at bøje Knæ for Barnet i Bethlehem, og stræbte saa paa Norges Trone at formaa alle deres Undersaatter til det samme.

✂ Dette er, som vi veed, en meget betænkelig Sag, da selv om de kongelige Evangelister, som de har meget ondt ved, holder Sværdet i Skeden, de dog rimeligvis maa vinde langt flere Bekjendere med verdslige Midler end med aandelige Grunde; saa de lettelig selv bliver de eneste, der kjendelig er kommet frit til, hvad der ikke maa paanødes eller paalistes nogen, fordi det ikke kan ske enten i Aand eller i Sandhed, og dog netop slet intet andet er Kristus og hans Tro forhadt end Løgn og Falskhed, medens disse er dem evig vederstyggelige, som Djævelens Væsen og Gjerninger, eller paa bredt Dansk: som hvad Fanden har skabt.

✂ Naar vi da alligevel tør sige, at der ogsaa i Norge fødtes en Frimenighed, da er det kun, fordi de kongelige Evangelister sædvanlig hos deres norske Landsmænd mødte altid Aabenhjærtighed og en Gjenstridighed, der kun tog til, naar de vilde kyse Livet af dem med Vaabengny, og nødtes snart til at lade dem tro, hvad de vilde. Denne trodsige Stilling, som Nordmændene indtog mod deres højbaarne og mægtige Prædikanter, er saa meget mærkværdigere, som den første, Hakon Adelsten, var i øvrigt hele Norges Yndling og blev løftet til Skyerne af Norges bedste Skjald, Ejvind Skjaldespilder, - den anden, Olav Tryggesøn, beundres endnu som Norges sidste og 224 største Helt, - og den tredje, Hellig Olav, dyrkede Nordmændene frit som en kristelig Helgen, næsten lige fra hans Død for deres egne Vaaben.

✂ Dette er den første Egenhed ved Kristendommens Forplantelse til Norge, og den anden er, at i hele vort Norden var det ene Nordmændene, især de til Island udvandrede, der, ligesom Anglerne og til Dels Saxerne, ved Kristendommen strax fik Lys og Mod til at gjøre Modersmaalet til Skriftsprog, og derved at skaffe sig en boglig Dannelse, der endog i visse Maader fordunklede den angelske.

✂ Island havde imidlertid ogsaa i denne Henseende sit ejendommelige Præg, da det baade satte sig i et eget Forhold til Kristendommen og blev Nordens egentlige Læseverden og Sædet for dets boglige Kunst paa Modersmaalet; saa det i kirkelig og videnskabelig, saa vel som i borgelig Henseende har sin egen Middelalders-Historie, hvorved det vist nok kom til at spille en glimrende Rolle i sin Tid; men her, hvor Spørgsmaalet kun er om Kristendommen og dens Virkninger, har vi dog i vore Evangelister, Ansgar og Rimbert, ganske anderledes Borgen baade for Ægtheden af og Kraften i den Kristendom, som de forplantede, end vi i de islandske Virkninger kan faa for den Kristendom, hvis Talsmænd enten er os ganske ubekjendte, eller de er temmelig tvetydige Skikkelser.

✂ Skjønt det nu er rimeligt nok, hvad man har ymtet om, at Folk i Norge, især i det sydligste, det saakaldte Vigen, alt tidligere har faaet en lille kristelig Forsmag fra Danmark og Saxland, saa var det dog først hen imod Midten af det tiende Aarhundrede, at hvad man kaldte den ny Tro, vovede sig over Dovre og vakte kjendeligt Røre i Riget; og det var da Hakon, Harald Haarfagers yngste Søn, som var opdragen til Kristendom hos den navnkundige Kong Adelsten i Engelland, og søgte nu, ved Hjælp af engelske Præster, at faa Daaben og hele den kristelige Gudsdyrkelse indført i Norge. Saa knapt og varsomt maa vi udtrykke os om Hakon Adelstens egen Opfattelse af Kristendommen og dens Udbredelse, da Hakon rimeligvis selv har mere haft en tilvant Ærbødighed for den kristelige og Afsky for den hedenske Gudsdyrkelse end nogen levende Kristen-Tro, og lagde i alt Fald ikke andet for Dagen i Norge. Den længste Tid nøjedes han nemlig med, at den hedenske Jul blev flyttet lidt, saa den efter Aarstiden kunde falde sammen med Jesu Fødsels-Fest; og hvad han ragede i Strid med Trønderne 225 om, var hans ublu Forlangende: at alle Nordmænd med eet skulde holde op at ofre til deres Guder og derimod holde kristelig Gudstjeneste.

✂ Under denne Forudsætning kan vi først ret med Overbærelse til begge Sider betragte og med Billighed bedømme de mærkværdige Optrin paa Froste-Tinget og ved Offer-Gilderne paa Hlade og paa Møre, alt i Trøndelagen, som vi i Snorre Islænders Norgeskrønnike finder mesterlig beskrevet. Da nemlig Hakon Adelsten paa Froste-Tinget gjorde alle vitterligt, at nu skulde alle Folk i Norge, Mænd og Kvinder, gamle og unge, fribaarne og Trælle, holde op at dyrke deres gamle Guder, holde Søndag og Fredags-Faste, og tro paa Kristus, Marias Søn, da løftede der sig et almindeligt Knur og Gny, og Folk skreg i Munden paa hinanden, og Trællene især raabte højt, at naar de ikke maatte æde, kunde de heller ikke arbejde, og at det gik nok med Hakon ligesom med hans Forfædre, at de var lige saa madknappe som guldrunde; og derpaa rejste sig efter Aftale Odels-Bonden Asbjørn, fra Melhus i Guldalen, og gav Kongen det korte men fyndige Svar: »Fordum, Kong Hakon, da du første Gang holdt Ting paa Froste og havde givet os vor Odel igjen, da var vi som i et Himmerig; men nu veed vi ikke ret, om du vil unde os Frihed eller knægte os paa ny, siden du vil tage vor gamle Tro fra os, som vi er godt fornøjede med, og som har holdt Stik baade i Brænd-Old og i Høj-Old, da der var anderledes stolte Folk oppe, end vi. Saa kjær har vi haft dig, at vi lod dig ene raade for alt i Riget, og er endnu rede til at holde den Lov, du gav os, og holde Trop med dig, saa længe der er Liv og Blod i os, naar du kun ikke vil forlange ugjørlige Ting; men vil du tage os med Trumf og sætte din Vilje igjennem med Vold og Magt, da vil vi alle som een vende dig Ryg og kaare os en anden Høvding, som veed at holde Maade og lade os beholde den Tro, vor Hu staar til.« Der blev nu saa almindelig en Støj, at der tilsyneladende var Fare for, at Mængden strax vilde gaa Kongen paa Livet, og blev kun beroliget ved Sigurd Hlade-Jarls Udraab: at Kongen naturligvis vilde føje Bønderne, som højrøstet forlangte, at Hakon, ligesom hans Fader, skulde ofre med dem for Fred og Aarsgrøde.

✂ Snorre melder nu, at hidtil havde Kong Hakon, hvor han saa var ved Offergilderne, taget sig den Frihed, at spise med nogle faa gode Venner i et eget Værelse, men at allerede ved det næste Offergilde paa Hlade knurrede Bønderne højt over, at Højsædet var tomt, naar Folket var gladest, saa Hakon maatte frem, og 226 at da Sigurd Hlade-Jarl, som paa Kongens Vegne forestod Ofringerne i Trøndelagen, drak ham til med Odins, Njords og Frejs Skaal, da slog Hakon Kors for sig, hvorover Bønderne blev rasende, til Sigurd Jarl gav den Forklaring, at det var Tors Hammertegn, Kongen slog over Drikkekarret, ligesom alle Fritænkerne, der kun trode paa deres egen Kraft og Styrke. Bønderne forlangte imidlertid, at Kongen skulde spise med af Hestekjødet eller i det mindste smage paa Saften, men ved Sigurd Jarls Mægling slap han med at gabe over Kjedel-Krogen.

✂ Videre og værre gik det ved Kongens eget Julegilde paa Møre, thi da havde otte af Trøndelagens Storbønder, med Asbjørn fra Melhus og Kaare fra Grotte i Spidsen, sammensvoret sig om, at fire af dem skulde brænde Kongens Kirker paa Møre (Søndmør og Nordmør) og slaa Præsterne ihjel, mens de andre fire nødte Kongen til at ofre, og da kunde Sigurd Jarl ikke frelse Kongen fra at smage paa Heste-Leveren og drikke alle Offer-Skaalerne uden Korsets Tegn.

✂ Kong Hakon, siger Snorre, drog nu vel bort med fnysende Vrede og samlede Folk, for at gjæste Trøndelagen med Ild og Sværd; men just som han var i Færd dermed, fik han Tidende om, at hans Brodersønner, som havde fundet Tilhold i Danmark, havde gjæstet Vigen og kunde daglig ventes vesterlands; og da opgav han ikke blot Toget til Trøndelagen, men bad om Hjælp derfra, og maatte da slutte mindeligt Forlig med alle Opmændene for Rejsningen, som den træske Sigurd Jarl med Flid satte i Spidsen for Hjælpetropperne; og derved blev det, til Hakon i sit sidste Slag med Eriksønnerne, ved Fidje paa Stordøen (Søndhordlen), blev dødelig saaret og sendte sine Medbejlere det Bud, at han overlod dem Riget, da, hvis han levede, vilde han drage til et kristent Land, for at bøde, hvad han havde brudt, og hvis han døde, kunde han ikke forlange andet end en hedensk Begravelse, - som han da ogsaa fik med stor Højtid ved en af Kongsgaardene i Nordhordlen (Sæhejm, Søhejm, Solhejm).

✂ Saa sørgelig endte det første bekjendte Forsøg paa at kristne Norge; men som vi har set, bør Grunden dertil hverken søges i Hakons Mildhed eller Trøndernes Grumhed, men i Kongens Udygtighed til Evangelist; thi vel er det muligt, at hans Bestræbelser vilde haft lykkeligere Fremgang, hvis ikke Sigurd Jarl, selv en endnu ivrigere Afgudsdyrker end hans navnkundige Søn, Hakon Hlade-Jarl, ej paa Lokes Vis havde selv rejst den 227 Storm, han gjorde sig en Fortjeneste af at dæmpe; men den tilsyneladende Fremgang vilde dog kun været en Krebsgang, tjenlig ikke til at fordrive, men til at skjule Vantroen.

✂ Hakon Adelstens Brodersønner og Eftermænd var efter Snorres Vidnesbyrd vel døbte i Engelland, men brød sig ikke videre om Kristendommen, end at de, naar de kunde komme nemt til det, forstyrrede Hedningernes Offergilder og stak Ild paa Gudehusene; og efter dem fik den ivrige Afguds-Dyrker Hakon Hlade-Jarl Magten i Norge; saa at hen ved en hel Menneske-Alder (965-994) forblev Hedenskabet uforstyrret, undtagen fra Danmark en eneste Gang, da Harald Blaatand skal have sendt en Krigsmagt til Vigen, som tvang Folket til at lade sig døbe, uden at de derfor enten skiftede Tro eller holdt op at dyrke deres gamle Guder.

✂ Men i de sidste 5-6 Aar af det tiende Aarhundrede, da den heltemodige Olav Tryggesøn beklædte Norges Trone, da blev der aabenbar løbet Storm mod det gamle Hedenskab; saa at dersom Pinen ikke havde været saa kort, og Trønder og Halejer været saa brydske, som de var, da vilde der i Norge rejst sig en Statskirke med saa lidt Kristen-Tro og saa tomt et Kristen-Skin som nogensteds paa Jorden; thi saa snart Olav havde kuet Vigveringerne til at lade sig døbe for Alvor, løb han vester op til Jædderen, Hordeland, Søndmør og Nordmør, holdt Ting med Bønderne og paatvang dem Daaben, hvorpaa han sejlede ind ad Trondhjeras-Fjorden, og afbrændte det berømte Offerhus paa Hlade. Videre kom Olav vel ikke den første Sommer; thi da baade Trønder og Halejer gjorde almindelig Opstand, skyndte han sig tilbage til Vigen; men næste Sommer kom Olav nord op med større Magt, og skjønt han paa Froste-Ting, hvor Bønderne bød ham Brodden ligesom Hakon Adelsten, tilsyneladende gav efter, var det dog kun paa Skrømt, han lovede at holde Midsommersgilde med dem paa Møre; thi da Tiden nærmede sig, gjorde han et stort Gjæstebud paa Hlade, hvor den første Dag vel gik med Fryd og Gammen, men næste Morgen lod han blæse til Hus-Ting, hvor hans Skibs-Mandskab mødte, og der gjorde han alle vitterligt, at skulde han nødes til at bringe de gamle Guder et Offer, da skulde det ogsaa være stort til Gavns: et Menneske-Offer, ikke af Trælle og Misdædere, men af Folkets Kjærne, og kaarede saa otte af de ypperste Odelsmænd i Trøndelagen til Ofre. Han lod ogsaa strax Slagt-Ofrene gribe og slap dem ikke, før de lod sig døbe og stillede Gisler for sig. Der mødte imidlertid brydske Trønder nok paa Møre, 228 med Jærn-Skjægge fra Ørlandet i Spidsen, saa Kong Olav fandt det raadeligst at bruge List, og lod som om han i det mindste vilde være en rolig Tilskuer af Ofringen; men da han med nogle faa af sine Hirdmænd kom ind i Offerhuset, gik han lige hen til Gudebænken, smak selv med sin Strids-Øxe til Tor, som bredte sig i Midten, saa han styrtede til Gulvs, og hans Følgesvende gjorde ligesaa med Resten, medens andre af Krigsfolket dræbte Jærn-Skjægge tæt udenfor. Da nu Bonde-Flokken var hovedløs, bukkede den for Overmagten og lod sig døbe, og paa denne Maade blev da Trøndelagen kristnet.

✂ Lige saadan og i enkelte Tilfælde med oprørende Grumhed foer Kong Olav en anden Sommer afsted i Helgeland, og roste sig da af at have kristnet hele Norge; men vilde jo vist nok, om han ikke strax efter var falden i Svolder-Slaget, lige saa lidt faaet nogen Glæde, som Kristendommen eller Norge fik Gavn deraf.

✂ Efter Svolder-Slaget (Aar 1000) blev Norge delt imellem Sejerherrerne, nemlig den svenske og den danske Konge og Hakon Hladejarls Søn Erik, men egentlig blev det dog Erik og hans Broder Svend, som raadte i de følgende 15-16 Aar, og om dem siger Snorre, at de vel nu begge lod sig døbe, men lod baade Hedenskab og Kristendom skjøtte sig selv; saa hvem der endnu ved Hellig-Olavs Tron-Bestigelse holdt fast ved den kristne Gudsdyrkelse, maa vel regnes for en Frimenighed; men om Ægtheden af dens Kristen-Tro kan vi slet intet vide, da vi slet intet kjender til Olav Tryggesøns Medhjælpere; og hans Greb paa Kristendommens Udbredelse var saa groft et Misgreb, at vi ikke kan have stort bedre Tanker om hans Kristendom end Saxe Runemester, som med megen Bitterhed paastaar, den var kun en Skygge, medens hans Hedenskab var ægte. Hvor han havde sin Kristendom fra, er da ogsaa meget uvist, thi somme lader ham døbes i Danmark, somme i England, og Snorre paa en af Scilly-Øerne (Syllinger), hvor det lige saa godt kunde være en irsk som en engelsk Eneboer, som spaade ham Kronen og overtalte ham dermed til Daaben, og efter Kristni-Saga var han virkelig døbt i Irland.

✂ At det derimod var Alvor med Hellig-Olavs Kristendom, som paa en Maade blev Martyr for den og blev Stifteren af den norske Stats-Kirke, derom tillader Snorre os ikke at nære mindste Tvivl; men da han hverken melder os noget af dens egentlige Indhold eller veed engang mer om hans Daab, end at den efter Sigende skal være besørget af Olav Tryggesøn i hans 229 Barndom, medens andre sagde, han var døbt i Normandiet, og da Hellig-Olav vel gik lidt mildere, men slet ikke kristeligere til Værks end Olav Tryggesøn med sin Udbredelse af Evangeliet, saa kan vi heller ikke skatte hans Kristendom synderlig højt. Hvor nemlig Hellig-Olav og hans Kirke-Ret mødte mindste alvorlig Modstand, som i Trøndelagen og Helgeland, i Gudbrands-Dalen og i Vossevangen, der klappede han strax paa Sværdet, og naar det ikke hjalp, da lod han det jævne Trætten; og skjønt vi veed Navn paa to af hans Hofbisper, Grimkjeld og Sigurd, saa veed vi dog ikke engang, hvor de kom fra, og endnu mindre, hvad de førte i deres Skjold.

✂ Naar vi derfor heller ikke enten i den følgende Middelalder eller ved Fornyelsen (Reformationen) i Norge, Kæmpers Fødeland, møder nogen navnkundig Kæmpe for Troens Sag, da maa vi vel slutte, at Kristendommen der lige fra Begyndelsen er bleven almindelig forkyndt og opfattet, ikke som et Evangelium med Guds Kraft til Salighed, men enten som en blot Kirketjeneste, eller som en ny Lov, saa Norge endnu har sin Evangelist til gode, som dog efter alle Varsler vil være en indfødt, der finder Troen og Daaben i deres kristelige Aand og Sandhed udenlands, men maa være beredt paa en haard Kamp med sine Landsmænd, og vil kun ved at kæmpe under den aandelige Friheds Banner kunne undgaa et brat og sørgeligt Nederlag.

✂ At nemlig dette stærke Friheds-Krav, der paa alle Aandens og Hjærtets klare Enemærker føler sig fuldt berettiget, var Hovedgrunden til Normændenes Rejsning mod deres kongelige Prædikanter, det saas bedst paa Island med sin aldeles folkelige Fristat, der ikke blot er enestaaende i Middelalderen, men hartad i hele Verdenshistorien.

✂ Ogsaa her bragte en indfødt Kristendommen hjem med sig fra en Udenlands-Rejse, og det var Torvald Kodransøn, hvis Navn er os her velbekjendt fra den norske Vise om Torvald, som reddede den danske Konge; og vel fandt han Modstand nok i sit Fæderneland, men den var af fri og aandelig Art, thi det var Nidviser, som ogsaa, tillige med Hexekunster, vedblev at være de Vaaben, hvormed Islænderne fornemmelig angreb Kristendommen; saa det vardens Prædikanter, Torvald først, og siden endnu mer den saxiske Tangbrand Præst, der haandgribelig trak Sværdet, for at værge sig mod Ordet, og fortjente derved den Landsforvisning, der ramte dem.

✂ Efter at dette Røre havde varet henved en Menneske-Alder, lykkedes det ogsaa Torgejr Lagmand, selv en Hedning, at mægle 230 et Forlig mellem de stridende Parter, med den Bemærkning: at brød man Loven, da brød man Freden, saa een og samme Lov maatte alle have, men den maatte da ogsaa være taalelig for alle; og det fandt Islænderne, den Lov var: at vel skulde alle lade sig døbe og vogte sig for Ofring til de hedenske Guder i fremmedes Nærværelse, men i Stilhed kunde enhver i denne Henseende gjøre, hvad han vilde, og det skulde fremdeles være tilladt at æde Hestekjød og at udsætte de spæde Børn, som man ikke vilde eller kunde opføde.

✂ Dette skete lige Aar 1000, samme Aar som Olav Tryggesøn faldt ved Svolder; og vel beviser Hedningernes Tilfredshed med dette magre Forlig, at Prædikanterne ikke heller paa Island maa have lagt synderlig Vægt paa Troen, som uadskillelig fra Daaben; men det viser dog ogsaa, baade at Kristendommen ved sin egen Kraft har gjort kjendelige Fremskridt, og at de hedenske Nordmænd havde Sind til at taale den hos sig, naar den kun vilde unde dem den Frihed, de skattede.

✂ At nu det mageløs fredelige Forhold mellem hedenske og kristelige Navne og Forestillinger, som har fundet Sted i vort Norden, og som især er kjendeligt hos de islandske Skjalde og Sagamænd, ej var uden Sammenhæng med den løselige Opfattelse af Kristendommen, som aabenbar i Norge og paa Island blev den herskende, det er klart nok; men at den dog havde en dybere, baade aandelig og hjærtelig Grund, har jeg alt før bemærket og skal nærmere stræbe at oplyse ved Betragtningen af Kristendommens kjendelige Virkninger i vort Højnorden.

XXII.

✂ Jeg bemærkede sidst, at medens Norge og især Island ved Skrift paa Moders-Maalet fra det tolvte til det femtende Aarhundrede beviser, at Livet i vort Norden gjorde ved Kristendommens Hjælp lige saa glimrende Fremskridt til Dannelse, som i Engelland, saa har vi dog ikke i den norsk-islandske Skrift nær saa god Borgen for den norske Kristendoms Ægthed, som vi hos Ansgar og Rimbert har for den danske og svenske; fordi vi ikke engang ret veed, hvorfra den kom, medens det er klart, at den forkyndtes og udbredtes paa en langt mere verdslig end 231 aandelig, langt mere hedensk og tyrkisk end kristelig Maade. Jeg tror ogsaa, at Norges og Islands Kirkehistorie i Nyaarstiden, langt fra at svække, meget mer bestyrker Mistanken om, at den kristelige Grundvold ved Troen og Daaben kun er lagt meget maadelig af de kongelige Prædikanter og deres ubekjendte Medhjælpere; men da jeg er bleven opmærksom paa, hvad jeg ikke før har vidst, at der mellem de gamle Nordmænds Efterladenskab i Haandskrift findes en Samling af Prædikener (Homilier) fra det tolvte eller trettende Aarhundrede, som endnu ikke er udgiven, saa kan denne vigtige Sag i Middelalderens Kirkehistorie dog ikke agtes for afgjort, førend dette gyldige Vidne om Kristendommens norske Forkyndelse i Middelalderen er ordentlig afhørt.

✂ Paa den anden Side maa det heller ikke forties, at skjønt Ansgars og Rimberts Virksomhed udstrakte sig til Sverrig, saa er det dog et stort Spørgsmaal, om det virkelig var Ansgars og Rimberts Kristendom, der smaalig udbredte sig og endelig sejrede hos Goter og Upsvenskere; thi efter Ansgars Død veed hverken vi eller Svenskerne selv det mindste at fortælle om den Menigheds Liv og Skæbne, som var stiftet i Birka eller Sigtun, uden hvad Adam af Bremen melder: at da Erkebisp Unne gjæstede Birka i det tiende Aarhundrede og døde der, fandt han ogsaa Kristendommen hartad aldeles uddød. Siden i det tiende Aarhundrede hører vi heller ikke andet om Kristendommen paa hin Side Sundet, end at Danskeren Odinkar skal have fra Skaane af gjort nogle Rejser op i Sverrig for at udbrede Troen, og at Olav Tryggesøn, som fandt den svenske Enkedronning Sigrid Storraade stinkende af Hedenskab, formaade Røgnvald Jarl i Vester-Gøtland til at lade sig døbe, for at faa Kongens Søster Ingeborg til Ægte. Først i det ellevte Aarhundrede hører vi, dels at den svenske Kong Oluf Skjødkonning blev døbt, og dels at Kristendommen fik Magt hos begge Gøte-Stammerne; men da Islænderne tilskriver Olav Tryggesøns Hof-Biskop Sigurd og norske Præster begge Dele, saa støder vi her igjen paa den norske Kristendom af tvivlsom Art og Oprindelse ; og da Kristendommen endelig i Midten af det tolvte Aarhundrede, under Erik den hellige, faar Overhaand, veed Svenskerne selv lige saa lidt som vi, hvordan det dermed var gaaet til; kun veed man, at endnu sent i det ellevte Aarhundrede ofrede man rask i Upsal, hvor selv ikke de døbte Konger vovede at skyde en Pil til det over al Norden bekjendte Gudehus. Des vissere er det imidlertid, at Kristendommen i Sverrig 232 sejrede frit ved sin egen Kraft, og det bemærkes udtrykkelig om den første indfødte Upsvensker, som forkyndte Evangeliet med Fynd, Bodvid fra Sødermanland, at han i England havde lært sit Fadervor og den apostoliske Tros-Bekjendelse.

✂ Vi nødes vel heraf til at slutte, at i Norge og paa Island virkede Kristendommen vel mest til Dannelse, men mindst til Omvendelse, og i Sverrig mest til det sidste og mindst til det første, medens det er klart, at den i Danmark virkede betydelig til begge Sider, skjønt den der lige saa lidt som i Sverrig fostrede en saadan boglig Kunst paa Moders-Maalet, som den, hvormed Norge og Island glimrede.

✂ Da nu den oldnorske eller islandske Bogskat næsten kun historisk berører Kristendommens Yderside, eller Guds-Tjenesten med Salmesang og Klokkeklang, Bispeskrud og den søde Røgelse, og selv dens Bibelhistorie fra det fjortende Aarhundrede synes kun at have været en Oversættelse til Stads ved det norske Hof, saa har vi egentlig i Kirke-Historien kun med dette verdenshistoriske Vidunder at gjøre, fordi det klarlig viser os, at der hos Højnordboerne var en mageløs Kjærlighed til Historien og et deraf flydende og dermed følgende Anlæg til at begribe og beskrive Menneske-Slægtens Levnetsløb; men dette giver den islandske Sagaskrift ogsaa kirkehistorisk Vigtighed, fordi Kristendommens Videnskabelighed maatte nødvendig blive overvejende historisk, og kunde derfor kun paa menneskelig Vis udvikle sig hos et saadant grundhistorisk Folk, som især den islandske Sagaskrift lærer os at kjende.

✂ Hvad der nemlig i Asamaalet, eller den saakaldte Nordens Mytologi, aabenbarer sig profetisk, det viser sig historisk i hele det islandske Vidunder, der netop er lige saa mageløst og langt mere umiskjendeligt end Asamaalet. Naar vi saaledes, som jeg lige fra min første Ungdom har stræbt, gjør opmærksom paa, at Asamaalet er den eneste hedenske Livs-Betragtning, hvori Guderne har et timeligt, daadfuldt Levnedsløb med et evigt Øjemed, som skal opnaas under et højere, over de særegne Guder ophøjet Forsyns, Nornernes, Styrelse, da trode jeg vist nok i min Ungdom, at det behøvede blot at siges for at ses, i det mindste af alle studerte Folk, som maatte vide det udenad paa deres Fingre, at noget saa universalhistorisk stort, som Balders Død og Opstandelse, som hele Kampen mellem Aser og Turser med Tors Heltegjerninger, hans Tvekamp med Midgaards-Ormen, Hejmdals Vagthold for det grønne Gudhjem, og Ragnaroke med Jordens Fornyelse og det evige Gimle, - noget 233 lignende blev aldrig fortalt enten om Jupiter eller om Sevs, om Osiris eller selv om den indiske Brama, og deres Gude-Selskab; men Erfaringen har dog mer end tilstrækkelig lært mig, at alt saadant lader sig som ingen Ting baade miskjende og bele af vore store Lys, der med deres kinesiske Øjne i hele det menneskelige Billedsprog kun ser Billeder af slet ingen Ting, eller af de Natur-Begivenheder, der omtrent virker ens paa Folk og Fæ, som Solskin og Maaneskin, Regn og Tørke, Torden og Lynild, Hvirvelvinde, Jordskjælv og ildsprudende Bjærge, alt sammen i Overensstemmelse med den berømte kinesiske Hieroglyf for Lyksalighed, som er en Kæmpenæve fuld af Ris og en Mund som en Ladedør.

✂ Vist nok bliver jeg ogsaa i min Alderdom lige fuldt ved at paastaa, at alle Mennesker, som blot har Tro paa en levende Gud og paa Menneskets Slægtskab og Lighed med ham, om end langt ude og meget indviklet, de kan ogsaa se, at de nordiske Hedninger, som lod deres selvgjorte Guder, i Steden for at svælge i Nydelsen af det nærværende Øjeblik og at rase, ødsle eller stadse med deres Stormægtighed, bestandig med Øjet fæstet paa Fortid og Fremtid (Odins Ravne: Hugin og Munin), anvende det nærværende Øjeblik til en heltemodig Kamp for Evigheden, skjønt de forudsaa, at den afgjørende Sejer først kunde vindes ved en for Guder og Mennesker fælles Selv-Opofrelse, - det Hedning-Folk havde unægtelig langt dybere Følelse af og langt højere Tanker om, hvad baade Guder og Mennesker kan og skal bruge Tiden til, og hvad derved til Slutning kan og skal opnaas, end Ægypter, Græker og Romere, eller selv Perser og Hinduer, altsaa end alle de andre universalhistorisk berømte Folk, undtagen Ebræerne, som havde en særegen guddommelig Aabenbaring at takke for deres mageløse Oplysning om det sande Forhold mellem Gud og Menneske, som mellem Tid og Evighed; - men jeg kan dog derfor ikke nægte, at Nordboens mageløs historiske Hjærte og Hjærne, Livs-Kraft og daadfulde Tids-Betragtning viser sig langt tydeligere og umiskjendeligere i Islændernes virkelige Dagværk gjennem fire, fem Aarhundreder, end i de æventyrlige Morgen-Drømme om Aser og Vaner, Balders Død og Opstandelse og alle Tors Hammerslag.

✂ Derfor maa der ogsaa i Kirkehistorien med Flid gjøres opmærksom paa den islandske Udvandring fra vort Norden, og især fra det nordvestlige Norge, som vel kun er en Del af den store Udvandring, som i Verdens-Historien bærer Navn af den 234 »normanniske«, fordi Normannernes Bedrifter i Frankrig, Engelland, Italien og Østerleden glimrede ganske anderledes i Verdens Øjne, end Hverdags-Livet paa den golde Klippe-Ø i Ishavet, men som dog i folkelig og menneskelig Henseende var anderledes enestaaende heltemæssig og frugtbar.

✂ Paa Island er det nemlig en hel Skare af stærke, modige og for det meste højbaarne og højtbegavede Nordboer, som, misfornøjede med Hjemmet og uforligelige med ethvert Trældoms-Aag, flyttede ud til et goldt, afsides Land, uden der at kunne vente anden Vinding eller Nydelse, end der i Fred og Frihed uforstyrret at kunne bevare deres Modersmaal, deres Livs-Betragtning og deres Minder, og at have omtrent saa lidt og saa meget med deres nordisk Hjemstavn og hele den øvrige Verden og med Tidernes Omskiftelse at gjøre, som de havde eller fik Lyst og følte Kraft til; og dette æventyrlige Foretagende udførtes med en saadan Kraft og ledsagedes af saa megen Lykke, at der ikke blot i fire Aarhundreder blomstrede en nordisk Fristat paa Island, men at vi i Nyaarstiden har paa Island forefundet et Herkulanum, langt anderledes mærkværdigt og frugtbart for det menneskelige Folkeliv, end det verdensberømte italienske; thi netop fordi der paa Island, aandelig talt, ulmede Ild under Asken, derfor er de gamle Skindbøger ikke, som i Herkulanum, blevne til Kul, men lader sig prægtig oprulle i den rette Belysning, og gjenføder i nordiske Øjne Billedet af det hele baade indvendige og udvendige Menneske-Liv, som har haft sin Hjemstavn og vist nok skal finde sin Forklaring i vort Høj norden. Vi har nemlig paa Island forefundet ikke blot Eddaerne fra Oldtiden og Sagaskriften fra Middelalderen, men det oldnordiske Modersmaal paa Folkets Læber og den derfra uadskillelige Fortrolighed med de gamle Skrifter og Paaholdenhed af de gamle Minder, hvorigjennem Fortids-Livet, om end hentørret, forfrossent og stivnet, dog kan komme virkelig historisk til os, som et Arvegods, der, naar vi har Aand og Hjærte, Livs-Kraft og Varme dertil, lader sig optø, styrke og vederkvæge til i en levende og frugtbar Oplysning at forny sine Kæmpeskridt til det samme Maal, som laa Freja paa Hjærte og stod Odin for Øje.

✂ Alt dette, og da især Nævnelsen af Odin og Freja midt i Kirkehistorien, veed jeg nu nok, saa vel som De, regnes sædvanlig ikke blot til min utilladelige poetiske Tøjlesløshed, men vil kjækt blive anført som et soleklart Bevis paa mit Kjætteri og mer end halve Hedenskab; og det vil saa meget mindre nytte 235 mig til min Undskyldning at vise, jeg dermed træder i de gamle Islænder-Skjaldes Fodspor, som jeg selv indrømmer, der uden Tvivl var en slem Hage ved deres Kristendom. Imidlertid lader jeg trøstig Sigtelsen for Hedenskab indtil videre staa ubesvaret, da jeg finder det ikke blot meget fornøjeligere, men ogsaa nødvendigere, at oplyse de gamle Skjaldes Enighed med mig om, at man godt kan blive Kristen, uden at afsværge Odin og hele Asamaalet som lutter Djævelskab. Det er nemlig ikke blot alle vitterligt, at Islænderne efter Kristendommens fri Indførelse holdt det Umagen værdt at opskrive, læse og i hele 600 Aar at gjemme de hedenske Eddasange, og at de selv i det syttende Aarhundrede ikke fik Utak, men mange Tak derfor i Danmark; men Halfred Vanraadskjald, den ypperste Skjald ikke blot i Olav Tryggesøns Gaard, men i hans Dage, paastod lydt baade i bunden og ubunden Stil, at man godt kunde agte og ære Odin som Skjaldskabets Fader i Norden og beundre Asamaalets poetiske Dybde, uden at besvige Kristus for det mindste af hans guddommelige Ære og Dyrkelse.

✂ At dette nu ogsaa har været lige saa vel Danmarks som Islands Stemme indtil den sorte Død, det beviser i mine Øjne Saxe Runemesters Danmarks-Krønnike, der ellers umulig kunde bleven saa smækfuld af hedenske Oldsagn, fortalte med mere Flid og Udførlighed end alle Knud den stores Bedrifter; og jeg maa navnlig gjøre Dem opmærksom paa et af Oldsagnene hos Saxe, som de ventelig alle kjender, og som kj endelig har en Kristen-Skjald til sin Smed. Jeg mener nemlig Sagnet om Torkel Adelfar, som efter sine meget lange Rejser til Gejrrods-Gaard og til Udgaards-Loke bragte et Haar af Troldens Skjæg til Danmark, som Gorm døde af, men bragte ogsaa det første Glimt af Kristendommens Lys, som Danmark siden har levet af. Dette kostelige Sagn, som vor gamle Runemester øjensynlig har betragtet og meddelt med en besynderlig Forkjærlighed, og som selv Holberg, der ellers lo højt baade ad Saxes og ad Islændernes gamle Krønniker, dog følte paa sin Smule poetiske Samvittighed, der laa noget paa Bunden af, som ikke var at kimse ad, - det kan og skal nemlig lære os og vore Børn, at de danske Skjalde lige saa lidt som de islandske betragtede Aserne som Kristi Fjender, men betragtede tvært imod Rimturserne, som Tors og Kristi, begge Slange-Knusernes, fælles Fjender, der ved Asamaalet fik deres første Knæk, men kun ved Kristendommen deres Helsot; thi Torkel fandt jo Gejrrod gjennemboret af Tor, men dog ikke død, og fandt Udgaards-Loke, 236 som havde forblindet Tors Øjne, til Gavns lagt i Mørkets Lænker. Se, dette er, i mine Øjne, i Billedsprogets Svøb det samme, som jeg alt i min Ungdom sagde rent ud: at hvad Tor vilde, men kun magtede at fuske paa, det gjorde Kristus mesterlig, som den ægte Guds-Søn med Jorden til sin Moder, saa Asamaalets Kamp mod Jættekløgten og Tors mod Hrungner med Stenhjærtet er det sande Forbillede paa Kristendommens Kamp mod Hjærteløsheden og Materialismen under alle Haande Skikkelser, en Kamp, der ogsaa kun ved Selv-Opofrelse bliver til Gavns sejerrig.

✂ Tænker vi derfor paa godt Tysk den Mulighed, at den nordiske og især den danske Kristendom alt i Middelalderen kunde født en Oplysning af og i vor Herres Lys, da vilde Saxe Runemester i det trettende Aarhundrede betragtet Nordens Hedenskab ligesom hans danske Oversætter i det nittende; men at alle saadanne luftige Muligheder er i Virkeligheden Umuligheder, d et er, hvad vi blandt andet maatte lære af en dyrekjøbt Erfaring, førend vi kunde faa nogen Forstand paa, hvad Nordens Aand tidlig havde aabenbaret, og hvad det danske Hjærte aldrig glemte, endsige da Forstand paa, hvad der aldrig opkom i Menneske-Hjærtet, men aabenbaredes kun af Guds egen Aand for dem, som elskede ham.

✂ Her staar vi da igjen, hvor vi kom fra, ved Haardeknuden i Middelalderens Kirkehistorie: ved den kristne Menigheds dybeste Fornedrelse, som den var øjensynlig i Rom, i Munkefaderen Benedikts og Pavefaderen Gregor den stores Dage, da den lille Flok, der endnu holdt fast ved Kristus som Hovedet, med hans Tro og Daab, maatte lignes ved en ringe Levning af et stort Verdens-Folk, indesluttet paa alle Sider i sin gamle Hovedstad med forræderske Høvdinger, der sikkert vilde sælge dem til Fjenden for klingende Mønt. Der var intet andet Raad end en Udvandring i afmægtig Tilstand, med det svage Haab, at deres almægtige, men usynlige og, som det syntes, langt fraværende Konge, baade vilde og kunde give dem Naade for de fremmedes Øjne og trøste dem med deres gamle Minder, til han i sin skjulte Time kom igjen og oprettede Riget og ophøjede atter sit Folk, som Sions Børn over Grækenlands. Med andre Ord: Kristendommen maatte forplantes til vilde Hedninger, som havde bedre Hjærterum for den end Romerne, og der maatte Kristendommens nedgangne Sol staa op igjen i en dejlig Morgenrøde og stige til Middagsstedet og fremkalde et tilsvarende 237 Liv paa den gjenfødte Kristen-Jord. Halvvejs var Haardeknuden løst, da det kristelige Tros-Ord i det ellevte Aarhundrede var naat langt videre, end Roms Ørne havde fløjet, naat til Island ved Verdens Ende; og at her undervejs var Hjerterum til alt, hvad der kan gaa Mennesker til Hjærte, det har Tiden viist, og det var spaat fra Arilds Tid, kjendeligst i Haddings-Sagnet, hvor Kæmpen lader sig bære af Kvinden, baade Elysium og Valhal forbi, til den uoverkommelige Mur om Guds-Haven med det evige Livstræ, hvor Hanen endnu efter Døden galer ved Sols-Opgang.

✂ Naar vi imidlertid ser, at fra det trettende Aarhundrede af, fra Saxes og Snorres Dage, gaar det ogsaa i vort Norden ned ad Bakke baade med det aandelige og hjærtelige Menneske-Liv, Modersmaalet som dets levende Udtryk synes rent at forstumme, Pavedommets Mørke bliver ogsaa i Norden haandgribeligt, og Guds-Ordets Sæd synes lige saa kvalt i Danmark og paa Island, som i Frankrig og Italien, - da synes Haabet om en kristelig Oplivelse og Oplysning til apostolisk Højde at være aldeles forfængeligt. Vi veed imidlertid, Gud ske Lov! at Haabet nu daglig klarere gaar i Opfyldelse, saa vi er trøstede over Langdraget og kan med Rolighed betragte baade Ilden og Vandet, hvorigjennem Menigheden er ført til Vederkvægelsens Tider.

✂ Uagtet nemlig Pavemagten og Korstogene i Grunden lige saa lidt som Helgen-Paakaldelsen og Billed-Dyrkelsen hører til Kirkehistorien, som den kristne Tros og Menighedens Historie, saa havde dog alt, hvad der med kristeligt Skin herskede og glimrede i den latinske Kristenhed, saa mægtig en Indflydelse paa den adspredte Menighed, at vi i Kirkehistorien ikke kan tabe det af Syne, naar vi vil lære at forstaa saa vel Aflivelsen som Oplivelsen, lige saa vel Formørkelsen som Oplysningen paa Kirkens Enemærker; og den historiske Sammenhæng bliver ret øjensynlig, naar vi lægger Mærke til, at det var det samme Norden, hvorfra de Kæmper udvandrede, der i den latinske Kristenhed opbygte Pavekirken, som det Norden, Munkene fra den latinske Kristenhed indvandrede i, for at vække de Kæmper, der skulde nedbryde Pavekirken; thi deraf følger, at hele Middelalderens Historie lige fra Folkevandringen til Reformationen er i Grunden en Krigs-Historie om den gotiske Folke-Kreds i sit Sammenstød og sin Vexelvirkning med den latinske, hvoraf vi ser Udbyttet for den gotiske Folkekreds i og efter Reformationen, som giver sig til Kjende ved Løsrivelsen fra Latinen, der hos Udvandrerne fra Norden har opslugt deres 238 Modersmaal, paa Angiernes nær, og har siden undertrykt Modersmaalene i deres Hjemstavn, indtil den store Opstand, som først nu er paa Nippet til at naa sit Maal, som er Kæmpeaandens fri Rørelse i Modersmaalet som sit eneste levende Udtryk, sit aandelige Legeme, hvori han ene kan gjøre sine Kæmpeskridt i Guds Kraft efter Hjærtets Lyst, tilbage fra Verdens Ende til Jerusalem.

✂ Hvor vidt jeg nu selv har baade indvendig og udvendig Oplysning nok til at give et nogenlunde lyst Overblik af det uægte Kristen-Liv paa den store Skueplads, og af Grundene til det Langdrag, hvori det gjennem Middelalderen gik med den kristelige Oplysning i den ny Kristenhed, det vil Tiden vise, og jeg skal blot bede Dem, ikke i denne Henseende at nære store Forventninger, da det med denne i Folkenes og hele Menneske-Slægtens Levnedsløb meget indviklede Sag vel, naar man har Øje, er meget let at se, hvori den finder sin Løsning, men yderst vanskeligt at oplyse, hvordan det gik til med Løsningen.

✂ Selv skal jeg være meget fornøjet, naar det blot maa lykkes mig derved at befæste den Overbevisning hos Dem, at vil vi gaa frem i kristelig Oplivelse og Oplysning, da maa vi betragte og benytte alt menneskeligt og baade skatte og dyrke Modersmaalet sorn vor Fylgje paa alle Livets Veje, hvem vi ikke kan forlade, uden at gaa i Døden.

XXIII.

✂ Hvad er »Middelalderen«? det er et Spørgsmaal, de fleste af os glemmer at gjøre, naar de første Gang hører dette tyske Ord med dansk Udtale; og siden finder de let Spørgsmaalet overflødigt, da de dog nok kunde gætte sig til, hvad han, som først for deres Øren brugte Ordet, mente dermed; og des værre har aabenbar den første Dansker, der hørte og brugte det tyske Ord, gjort ligesaa, og snakket Tyskeren efter Munden eller efter Pennen, i Steden for at spørge ham eller sig selv: hvad hedder det paa Dansk? thi deraf blev Følgen, at da vi hartad alle først har hørt eller læst »Middelalder« i en Forbindelse, hvor det brugtes om Pavedømmets Tid med alt sit Mørke og alle sine 239 Munke, alle sine Eliefolk og alle sine Æventyr, saa tænker de fleste, at det og slet intet andet er Middelalderen; saa at naar da enten jeg eller en anden kommer og siger, at vi vil sætte Middelalderen i sit rette Lys og vise, den var i mange Henseender meget bedre, menneskeligere og dybere end vor Tid, og var i alt Fald, aandelig talt, en af vore Forældre, saa vi staar i Grunden i samme Forhold til Middelalderen som Børn til deres Moder, - da korser de sig, eller da de fleste har lagt Korset af som noget, der ogsaa hørte til den papistiske Surdej i den mørke, overtroiske Middelalder, saa trækker de paa Skuldrene eller stirrer paa os som en gal Kat i Blæst, inderlig overbeviste om, at enten er vi Jesuiter, som vil gjøre dem katolske i Hovedet, eller at vi i det mindste er selv katolske, og de har da døve Øren og blinde Øjne for alle vore Oplysninger. Alt dette vilde nemlig været forebygget eller dog mærkelig forhindret, dersom den første Dansker, som mødte det skæbnesvangre Ord »Mittelalter«, i Steden for at smøre sig selv om Munden og snakke efter, havde gjort sig den Ulejlighed at spørge sig for eller at tænke et Øjeblik efter, og derved gjort den lette, men meget frugtbare Opdagelse, at »Mittelalter« paa Tysk er hverken mer eller mindre end »Mellemalder« paa Dansk; saa dermed er ikke udsagt det mindste om dens Indhold eller Vilkaar, men kun udtrykt dens Stilling i Tidernes Løb, som Mellemleddet, der langt mindre adskiller den nyere Tid (Nyaarstid) fra den gamle (Oldtiden), end den forbinder dem begge med hinanden. Den samme Skjødesløshed ved Laan fra Tyskerne har hos os magelige Danskere fundet Sted utallige Gange, saa det er Hovedgrunden til den udmærket forvirrede Tankegang, vi møder snart hos alle dem af vore Landsmænd, der har deres Visdom paa anden eller tredje Haand fra tyske Bøger elier deres saakaldte danske Oversættelser; saa den Skjødesløshed maa vi ved alle Lejligheder revse og beklage, og da især ved denne Lejlighed, hvor Talen er om et Tidsrum i Menneskeslægtens Levnedsløb, lige saa forskjelligt som Folkene, der tog Del deri, og saa langt som fra Folkevandringen, og jeg mener fra Jerusalems Forstyrrelse, til Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, altsaa et Tidsrum paa 1000 til 1400 Aar, der ikke godt i Korthed lader sig tilstrækkelig oplyse, men som man strax bliver tilbøjelig og langt bedre stillet til at se i sit rette Lys, naar man besinder sig paa, at Middelalderen som en almenmenneskelig Mellemalder var en uundgaaelig Overgangs-Tid fra den straalende Oldtid til den glimrende Nutid, og at Livet altsaa i det store maa ligne et 240 Enke-Liv i det smaa, som man enten selv har været Vidne til eller kan dog levende forestille sig som en Enkedronnings Liv, ung, smuk, rig og følsom, med et lille Drengebarn paa Skjødet, født efter Faderens Død, som hun ikke tvivler om, der jo skal blive en rigtig stor Mand, ret en Kong Salomon af. Med et saadant Billede af den store Mellemalders Liv for Øje, vil man da heller ikke undre sig over, at der er mange Bejlere til den Brud, ligesom til Dronning Penelope, og at de alle sammen eller dog de allerfleste er Lykkefristere og Snyltegjæster, der er nær ved at æde hende ud af Huset og pine hende Hjærtet ud af Livet; og naar man saa husker paa, at denne Enke-Dronning er ingen Enkelthed, men Billedet paa en hjærtelig Mangfoldighed, Mellemalderens Menneskeliv i hele sin brogede Mangfoldighed, da vil man heller ikke støde sig over, at Enke-Dronningen i mange af sine Skikkelser ligger under for Fristelserne, og at hun i det hele i sine ypperste Skikkelser en Gang blev dødelig forelsket i den romerske Pave, der gjaldt for vor Herres Statholder paa Jorden, ligesom vi veed i det enkelte, at den unge, smukke, rige og følsomme Markgrevinde Matilde af Toskana forelskede sig i Konge-Paven Hildebrand (Gregor den syvende) og skjænkede ham den Kirkestat, der først nu synes at skulle gaa til Grunde i Kongeriget Italien.

✂ Naar vi ønsker os et Overblik af Middelalderen paa hedensk Grund, men med et vist kristeligt Skin, da kan vi heller ikke finde et højere eller lysere Stade end hos Pave Hildebrand og Grevinde Matilde i det ellevte Aarhundrede, da Kristendommen mod Nord har naat ud i det yderste Hav ved Verdens Ende, hvorfra den ikke kjendelig rører sig, førend ved den store Opstand i det sextende Aarhundrede; thi her ser vi ved Siden ad Hildebrand og Matilde, Kejseren i det »hellige romerske Rige«, som var Pavens mægtigste og farligste Medbejler til Middelalderens Hylding; og samtidige med Hildebrand eller Gregor var baade Robert Viskard i Neapel, Vilhelm Erobrer i Engelland, Robert Friser i Flandern, Svend Estridsen i Danmark, Magnus Barfodi Norge, og i det hele Fædrene til det første Korstogs Helte; og selv gav Hildebrand det første Stød til Jerusalems-Toget, som med rette i Verdens-Historien er kaldt Middelalderens trojanske Krig, da den viser os Blomsten af hele Tidsrummets Ridder-Liv og gjør et Skillerum i den latinske Kristenheds Historie, ligesom den trojanske Krig i det gamle Grækenlands; saa naar vi omtaler Tilstanden og Tankegangen i Middelalderen, maa vi altid skjelne imellem før og 241 efter det store Korstog, ligesom Grækerne altid skjelnede før og efter den trojanske Krig.

✂ Ved at sammenstille den trojanske Krig og det store Korstog, som Oldtidens og Middelalderens verdslige Storværker, kommer vi da ogsaa nemmest til det Syn, at Korstogene, kristelig talt, er slet ingen kirkehistorisk, men en verdenshistorisk Begivenhed, og til det lige saa vigtige Syn, at Middelalderen var lige saa grundhistorisk, som Oldtiden var grundpoetisk; thi det gamle Troja, veed vi jo nok, var en Verdens-Stad, der hængte i Skyerne, og kunde derfor kun indtages af en Helteskare i Luften, som kun har en Slags jordisk Tilværelse i Iliaden og Odysseen, ligesom alle andre Hjærnespind har i Skjalde-Hovedet; hvorfor ogsaa Tvistens Guldæble mellem Græker og Trojaner, den skjønne Helene, er saa hult som nogen Elve-Dronning i den hele vide Verden; medens vi alle kunde og skulde vide, at det store Korstog eller Jerusalems-Toget i hele sin storslaaede og sværmende (paa Pluddervælsk: kolosalske og fantastiske) Vidunderlighed er saa urokkelig en Kjendsgjerning, som hvad der skete i Gaar og beviser sig selv ved sine umiskjendelige Følger og Virkninger den Dag i Dag, og at ligeledes Jerusalem med det hellige Land, som den hellige Grav baade for Jøde-Folkets og Kristen-Folkets Minder og Forhaabninger, i Mahomedanernes Vold var baade saa virkelig og vigtig en Gjenstand, som der kan kæmpes paa Liv og Død om i denne Verden; saa hele Fejlen hos Korsfarerne ligger ingenlunde i deres Heltegjerning til Mandhjems Værn, men kun i det Sværmeri, der indbildte sig at kunne finde og indtage det Kristus-Rige i denne haandgribelige Verden, som kun ligger i den anden, aandelige Verden; altsaa I den Overtro, der vel laante sit kristelige Skin fra Rom med sin selvgjorte Kristi Statholder, men havde al sin Kraft fra Kæmpers Fødeland, hvor man fra Arilds Tid stod i den Tro, at Haanden godt baade her og hisset, baade paa Valpladsen og i Valhal, kunde hjælpe Aanden til at overvinde Rimturserne, Midgaards-Ormen, Loke og hele hans Yngel.

✂ Dette: at Kirke-Riget, som en Kirke-Stat i det umaadelig store, hvor Haanden med Staalhandske var Kirkeværger eller, som det kaldtes, Kirkens verdslige Arm, og hvor derfor Pave og Kejser, med den aandelige og haandgribelige (gejstlige og verdslige) Magt, skulde styre og raade, frede og udbrede Himmeriget paa Jorden, og smukt enes om, at Pavedommet var Solen og Kejserdømmet Maanen, som deraf laante al sin Glans, 242 - det er, som vi veed, lige saa vel Pius den niendes og Antonellis, som det var Gregor den syvendes og Grevinde Matildes ypperste Tros-Artikel; og at den er saa langt fra at være kristelig, at den er hartad tyrkisk, kan heller næppe i den protestantiske Kristenhed findes tvivlsomt; men at det var det nordiske Hedenskab, der satte denne Tro i Kraft, saa den dermed stod og faldt, det enten tænker de lærde slet ikke paa, eller regner det til mine andre, som de siger, aldeles uhistoriske Griller og Æventyr.

✂ Herpaa kan og skal der imidlertid ikke gives andet Svar end det oldnordiske, som bestaar i, at lade Saga saa vidt muligt selv tale, og lade Tilhørerne nyde, som de nemme, og lade dem selv afgjøre med deres Samvittighed, om de finder Saga-Munden og Saga-Manden sanddru og paalidelige eller ikke.

✂ I det vi da forudsætter, at ligesom Normannerne aabenlyst kom fra vort Norden, saaledes nedstammede Frankerne langt snarere fra Goterne end fra Trojanerne, melder vi i Sagas Navn først, at baade Franker og Normanner, da de, ved at opgive deres Modersmaal, opgav deres Aand, dog indtil videre beholdt deres gamle Tilbøjeligheder, saa vel som deres Kroppe, især deres Hovedtilbøjelighed til det glimrende, slog kun Kors for sig, ligesom Sigurd Jarl sagde om Hakon Adelsten, fordi de i Korset kun saae Torshainmer-Tegnet og trode mest paa deres egen Magt og Styrke, og endelig: at skjønt baade Kirkestatens Oprettelse og det store Korstog i Middelalderens Poesi tilegnes Frankerne og deres Kejser Karl den store, hvorfor da ogsaa den store Samling af Kildeskrifter til Korstogenes Historie hedder »Guds franske Bedrifter«, saa er det dog klart af Middelalderens Historie, at Broderparten af begge disse Heltegjerninger tilkommer Normannerne i Frankrig, Italien og Engelland, med deres store Roberter, Rikarder, Tankreder og Boemunder, der vel hverken førte Kejser-Titel eller blev skrin lagte, men førte sig dog op som Kejsernes Overmænd og lod gjærne Paverne bære Navn af Sole om Natten, naar de frit kunde herske og glimre i den som Maane og Stjærner.

✂ Saaledes var da ogsaa Robert Viskard i Neapel øjensynlig Gregor den syvendes verdslige Arm; og at samme Norman, tillige med sin Søn, Boemund, alt førend det store Korstog, havde stræbt at spille Mester i Østerleden paa egen Regning, det har vi paalideligt Vidnesbyrd om, især af den samtidige bysantinske Prindsesse Anna Komnen, som har beskrevet os den 243 normanniske Robert Viskard som en barbarisk Odyssevs paa et Haar, og saae selv alle Korsfarerne paa deres Vej gjennem Konstantinopel; saa det er kun Dødbideriet hos de lærde Historieskrivere, der har overset den øjensynlige Kjendsgjerning, at det var ikke den lille skrutryggede Peter Eremit, men Kristi romerske Statholder og Normannerne, som rejste Korsets Banner I det ellevte Aarhundrede, og kunde gjøre det med almindeligt Bifald, fordi man i hele den latinske Kristenhed lige fra Aar 1000 stadig ventede paa Kristi Komme med den yderste Dag, og ansaa det for en følgelig Sag, at det store Mirakel vilde ske i det hellige Land ved den hellige Grav og ved Jerusalem, som da ingenlunde maatte findes i de vantros Vold, og var det dog nu saa oprørende, at Tyrkerne ikke engang vilde taale, at fattige Pilegrimme maatte der forrette deres Andagt.

✂ Denne æventyrlige Forventning af det jordiske Kristus-Rige viser os det sidste Glimt af levende Tro paa den usynlige Herre, som en virkelig Konge og Frelser; saa at da dette Haab netop ved Korstoget øjensynlig glippede, søgte man Hvile i Troen paa de haandgribelige Kristus-Billeder af Guld og Sølv, i Klude af hans Kappe, Splinter af hans Kors, med andet Efterladenskab, og hos hans kjødelige Statholder i Rom; saa det er i sin Orden, at det første berømte Kristus-Billede i Vesterleden blev støbt af det Guld, man under Korstoget tog fra Tyrkerne. Det strænge Forbud mod Præsternes Ægteskab, som udgik fra Pave Hildebrand og skulde gjøre Gejstligheden til det pavelige Kirkeriges staaende Hær, trængte derfor ogsaa først igjennem, især i Høj norden, i det trettende Aarhundrede, da den aandelige Følelse ogsaa hos os var lagt i den Døds-Dvale, hvoraf den først ved Reformationen begyndte at vaagne.

✂ Ligesom det derfor til Middelalderens historiske Oplysning først maa bemærkes, hvad alle maa indrømme, at det var de nordiske Udvandringer, der frembragte Bevægelse og Røre paa den store Skueplads i Middelalderen, saa maa det dernæst bemærkes, hvad man næsten rent har overset, at den gotiske, den angelske og den normanniske Udvandring og Bevægelse har hver sit eget kjendelige Præg og deler derved Middelalderens Historie i tre kjendelig forskjellige Tidsrum: det første til GoteRigernes Undergang i Italien og Spanien i det sjette og syvende Aarhundrede, det andet derfra til Angler-Rigets Undergang i det ellevte Aarhundrede, og det tredje til Normanner-Rigets Undergang i det trettende Aarhundrede, hvormed det menneskelige 244 Levnedsløb i Middelalderen i Grunden slutter, ligesom en gammel Enkedronning, naar hun sidder baade blind og døv i Kakkelovns-Krogen, medens Tjenestetyende, Tiggere, Soldater, Tyve og Røvere spiller op med alt paa Slottet og i Riget og med Arve-Prinsen, omtrent som vi hos Saxe Runemester læser om Hurlumhejet i Frode Fredegods Barndom.

✂ Gaar vi nu i Tankerne tilbage til det angelske Tidsrum, som ene har et kirkehistorisk Præg, fordi Kristendommen, og hvad dermed indtil videre stod i uopløselig Forbindelse, var det eneste romerske, som Anglerne godvillig modtog og stræbte af alle Kræfter at virke for, da følger det af sig selv, at Normannerne, der erobrede Engelland og stræbte der at udslette alle Spor af Anglernes Liv og Virksomhed, staar i Kirkehistorien langt mere som Kristendommens Fjender end som dens Venner; saa det Tidsrum, de beherskede og bør give Navn, maatte i Grunden være ukristeligt og har skildret sig selv i, hvad man fortæller om Vilhelm Erobrers Fader, Hertug Robert af Normandiet, som vel gjorde et Pilegrims-Færd til det hellige Land, hvorpaa han døde, men sendte det Bud hjem med nogle Normanner, at Djævlene bar ham til Paradis, der i hans Mund skulde være en Vittighed om, at han kom til Jerusalem i en Bærestol, baaren af Blaamænd eller de sorte.

✂ Ligesom nu Vilhelm Erobrer var den første Verdens-Herre siden Konstantin, der ved sit Vikingstog til Engelland rejste Kors-Banneret, indviet af Paven i Rom, saaledes var det den anden normanniske Halvgud i det ellevte Aarhundrede: Robert Viskard, som ved sin Krig med Kejser Alex i Konstantinopel baade viste og banede Korsfarerne Vejen til Østerleden, og var det Sønnerne af disse to normanniske Aser: Robert Kurthos og Boemund, der som Stjærner af første Størrelse glimrede i det store Korstog; hvorfor man ogsaa i det mindste i Engelland skyldte Boemund for, at det var efter hans Indskydelse, at Hildebrands (Gregor den syvendes) elskelige Søn i Aanden, Pave Urban den anden opmanede hele den latinske Kristenhed til, under Korsbanneret at gjøre Bod for alle sine Synder, indtage Jerusalem og ødelægge alle Kristendommens Fjender.

✂ Denne Beskyldning mod Boemund er nu vist nok lige saa ugrundet som Lovtalen over Peter Eremit; men den beviser dog, at man selv i Middelalderen har fundet Korstoget langt mer i Normannernes end i Kristendommens Aand, hvorfor da 245 ogsaa den angelske Krønnike paa Modersmaalet, som netop under det store Korstog drog sit sidste Suk, omtaler det saa kort og koldt, at man ordentlig forbavses ved at se Middelalderens største Heltegjerning hos Kristendommens og Korsets bedste Venner betragtes i sin egen Tid blot som et stort Ustyr eller Hurlumhej, der begyndte 1099, og hvorfra de, der ikke faldt, først kom hjem ved Paaske 1101.

✂ Men i det nu ogsaa vi betragter Korstoget som en i Grunden hedensk Begivenhed med kristeligt Skin, maa vi dog ikke lade, som om Korsfarerne enten vare de eneste eller de værste Hedninger og Syndere i Middelalderen, men med Flid oplyse, at hele Menneskelivet efter Aposteltiden, som levende berørtes af Kristendommen, maatte enten være hedensk i kristelig Dragt eller kristeligt i hedensk Dragt; og at i Middelalderen var gjennemgribende det første Tilfælde lige fra Konstantin den stores Dage; medens det sidste er det højeste, vi siden Reformationen har stilet efter, og det højeste, vi kan opnaa, førend vi maaske en Gang, naar Israels Levning er kristnet, kan sammensmelte med Jøderne, saa Menneske-Livet hos os kan blive kristeligt i jødisk Dragt, ligesom det var hos Kristus selv og hans Apostler; saa at naar man vil skumle vittig over det saakaldte Kristen-Liv i Middelalderen og Nyaarstiden, kunde man sige, at Papisterne vilde bæres af Engle til Skærsilden, og Protestanterne som Hertug Robert bæres af Djævle til Paradis.

✂ Naar jeg imidlertid for ramme Alvor paastaar, at Menneske-Livet hos os Hedning-Folk, naar det er allerægtest, maa være hedensk klædt, saa Protestanterne er kun at laste, fordi det var den allersletteste hedenske Dragt: den tyrannisk-romerske, de klædte deres saakaldte Kristen-Liv i, uagtet det ægte Kristen-Liv umulig kunde røre sig, men maatte kvæles i denne Dragt, da veed jeg nok, man hos os vil kalde det enten kjættersk eller hedensk bespotteligt; men det er ikke des mindre lige saa vist og sandt i alle Maader, som at Guds Søn blev et Menneske, som en af os i alle Maader, kun uden Synd; thi da Ebræernes Tungemaal og hele Levemaade, hvori Kristi Menneske-Liv aabenbarede sig, ingenlunde forplantes med Kristenlivet, saa maa hele dets levende Udtryk tillige med Tungemaalet være det Hedning-Folks, som de kristne af Art tilhøre; da alt paataget Væsen, ligesom det ebraiske Sprog i en dansk Mund, vil være Dødbideri, hvorigjennem slet intet andet Liv end et daarligt Skuespiller-Liv kan aabenbare og udtrykke sig.

✂ Da nu Kristen-Livet slet ikke har nogen egen Dragt, saa følger 246 det af sig selv, at hvad man i Middelalderen udgav derfor, langt fra at kunne hellige Hedenskabet, var ligesom Vievandet og Relikvierne noget, man i Kapitlerne og Klostrene selv havde sammensyt, som man fandt det passende til det Munkeliv, man drømte, var gudeligt i samme Grad, som det var umenneskeligt; og dette tror jeg, ses bedst ved en hverken for kort eller for lang Udsigt over Korstogene, som jeg skal stræbe at give Dem næste Gang.

XXIV.

✂ Korstogene, har jeg sagt, hører indvendig til det normanniske Tidsrum i Middelalderen; og at de ogsaa udvendig hører dertil, det er en Kjendsgjerning, thi ligesom det normanniske Tidsrum aabenbar begynder med Vilhelm Erobrers Indtagelse af Engelland og de navnkundige Tankred-Sønners Robert Vitskers og Rogers Indtagelse af Neapel og Sicilien i det ellevte Aarhundrede, og slutter med dette normanniske Riges Ophør med den sidste Tankred og Normandiets Indtagelse af Frankerne i det trettende Aarhundrede, saaledes begynder og ender jo Korstogene paa samme Tid; thi det bagvendte saakaldte Korstog i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede, som i Steden for at gaa til Jerusalem og forsvare den hellige Grav, gik avet om til Konstantinopel og stiftede der et latinsk Kejserdom, det viser klarlig, at Korstogenes ligesom Normannernes Tid var forbi og havde for sidste Gang glimret under eet ved Rikard Løvehjærtes Ridderspil med Saladin i Slutningen af det tolvte Aarhundrede.

✂ Korstogene havde nemlig det dobbelte Øjemed, at befri det hellige Land og at beskjærme det bysantinske Kejserdom i Konstantinopel, som Gravstedet for Oldtidens Dannelse og Evropas Formur mod Mahomedanismen; saa da begge Dele var opgivne, faldt Kampen derfor bort af sig selv; men da ingen af Delene kunde opgives, saa længe Middelalderen, menneskelig talt, var i sin Kraft, saa falder Korstogenes Ophør nødvendig sammen med Dødbideriets Ophav; og Slutnings-Tiden i Middelalderen, fra Midten af det trettende Aarhundrede, maa bære Navn af Soldaternes, Tiggermunkenes og Haarkløvernes Tidsrum, som 247 hverken maa skrives paa Goters, Anglers eller Normanners, men paa Hjærteløshedens Regning.

✂ Men for dog nu ikke paa Tysk at glemme Livet over Lærdommen og Bedriften over Betragtningen, saa var det kun ti Aar efter Gregor den syvendes Død (1095), at hans aandelige Søn, Franskmanden Od fra Auvergne, som havde besteget Sankt Peders Stol under Navn af Urban den anden, holdt det berømte Folkemøde i Klermont, midt i sin Fødeegn mellem Bjærgene, altid berømt som Vuggen for bolde Stridsmænd, og han løftede fremfor alt sine kjære Landsmænd til Skyerne, som Kirkens førstefødte og Kjærnen af Menneskeslægten, pegede saa baade paa Jerusalem og Konstantinopel, det ene i de vantros Vold og det andet i deres Klør, og sluttede med, at skulde nogen kunne frelse begge, da maatte det være hans og Karl den stores Landsmænd, som Himlen fremfor alle andre Folk havde forlenet med Vaabenglans og Højmodighed, Kraft og Smidighed, saa dem maatte han fremfor alt i Guds Navn mane og muntre til at forlade Fader og Moder, Kone og Børn, trange Bopæle og smaalig Kiv for Guds Riges Skyld, hvor de skulde faa hundred Fold, baade i det jordiske Paradis, der flød med Mælk og Honning, og i det himmelske. Det slog ned, som Robert Munk fra Reims, som var selv til Stede, bevidner; saa hele den utallige Mængde raabte enstemmig: det er Guds Vilje, det er Guds Vilje I hvorpaa Paven højtidelig erklærede denne Folkets Røst for Guds Røst, udraabte en almindelig Syndsforladelse og lyste Velsignelse over alle dem, der vilde tegne sig med Korset og følge Herren; og Robert regner, at deres Tal var strax omtrent 300,000.

✂ Næste Aar begyndte allerede Toget, der sagtens maatte forbavse Samtiden, der kun var vant til at se Krigshære paa nogle faa Tusende Mand, men saae her en saa utallig Skare drage fra Evropa til Asien, som sikkert ingen havde set, siden den gamle Perserkonge drev sine Millioner foran sig fra Asien til Evropa; men hvad der forundrede dem allermest, var dog, at disse Millioner var lutter frivillige, og, skjønt sammenblæste fra alle Verdens fire Hjørner, dog sammenvoxede under Kors-Banneret, ikke blot som til eet Folk, men til eet Broderskab. Til Bevis paa, at Korsets Tegn nu var blevet et levende Baand, der strakte sig over hele Kristenheden, anføres i en samtidig Kilde det mærkelige Træk, at nogle Barbarer, ventelig fra det yderste Norden, kom til en fransk Havn, hvor de blot ved at slaa Kors for sig gav til Kjende, at de var ogsaa paa Rejsen til Jerusalem; og 248 den normanniske Engellænder Villiam af Malmesbury, som i det følgende Aarhundrede endnu følte Eftervirkningerne af, hvad han kalder den blide Luftning over alle Lande (dulcis aura circumqvaqve spirans)., udtrykker sig vel spydig nok ved at sige: »Vælskmanden glemte sin Rævejagt, Danskeren Drikkebordet, og Nordmanden sin Klipfisk«; men deraf lærer vi netop, at Strømningen ogsaa virkelig paa Timen strakte sig til os, hvad de lærde ellers har draget stærkt i Tvivl, fordi der er kun en eneste af de omtrent samtidige Skrivere, der nævner en dansk Kongesøn Svend, der tog Del i det store Korstog og havde sin Kjæreste med sig, men forsinkedes i Konstantinopel og blev med alle sine 1500 Mand nedhugget af Tyrkerne, før han naade den store Korshær, saa han vandt kun Udødelighed i Tassos »befriede Jerusalem.« Denne danske Prins maatte da været en af Svend Estridsøns mange Sønner; men da Saxe Runemester tier bomstille, maa vi lade det staa ved sit Værd og nøjes med at bemærke, at hvad enten denne Prins Svend var fra Danmark eller fra Norge eller Sverrig, hvad vi som gode Venner ej vil trættes om, saa har han dog sikkert været fra vort Højnorden, og er uden Tvivl den samme, som Prinsesse Anna kalder en barbarisk Jarl Prevents, der med sine 1500 brynjeklædte havde et sært Æventyr paa Farten over det adriatiske Hav i Adventstiden 1096. Da nu denne bysantinske Efterretning baade i sig selv er mærkelig og er den eneste Menneskerøst fra Millionernes Rejse til Konstantinopel, saa bør den ej engang overspringes i den korteste ny Udsigt over Korstogene, skjønt den er oversprungen selv i de længste, jeg har læst. Prinsessen fortæller nemlig, at Prevents hyrede i dyre Domme det største Skib, han kunde finde, med 300 Rorkarle, til sig og sine femten Hundrede, for at sætte over til Albanien; men det var uheldigvis et meget berygtet Sørøver-Skib, som den bysantinske Admiral, Nikolaos Maurokatakalon, længe havde ligget og luret paa, og opdagede aldrig saa snart i en stille maanelys Nat, før han lod det omringe af sine Galejer under hans egen Søn, Manans, Anførsel. Jarlen lod da ogsaa strax sine Folk fare i Harnisk, og før det kunde komme til en Forklaring, kom det til en blodig Kamp, hvori Jarlens Rejsepræst især udmærkede sig med en uhyre Bue, som Prinsessen kalder en Helvedes-Maskine; og da selv Jarlen blev saaret, blev Præsten saa rasende, at han slet ikke ænsede, der blev sluttet Forlig, men blev ved at skyde løs, saa længe han havde en Pil, og greb saa en stor Sten, der laa, og smak i Hovedet paa Marian, saa han styrtede baglængs omkuld, 249 men sprang dog strax op igjen og sendte Præsten tre Pile, som alle ramte. Da foer Præsten omkring som en saaret Løve, til han stødte paa en Sæk med Skibs-Kavringer, hvormed han sagde Bysantinerne Farvel. Nu faldt han da endelig til Ro, og skjønt haardt saaret, var han dog endnu paa Benene næste Morgen, da de blev sat i Land paa Albaniens Kyst, og standsede ikke, før han fik Marian ledt op, omfavnede ham og forærede ham en mægtig Sølvkande med de Ord: Havde det bare været paa Landjorden, skulde en god Hob af jer bestemt bidt i Græsset, og det blev hans sidste Ord, thi med det samme faldt han om og var død.

✂ At dette Glimt af Højnordens Kæmpeliv har forlystet den bysantinske Prinsesse, ser vi klarlig af hendes livlige Fortælling; og hun bekjender selv, at den store Sten, hvormed den latinske Præst knuste Bysantinerens Hjælm, mindede hende om den berømte homeriske Sten, som Ajax slyngede mod Hektor; men hun var dog, ligesom det attende Aarhundredes Historieskrivere, langt bedre hjemme i Moraliseringen end i Æstetikken, saa hvad der siden blev af Jarl Prevents og hans 1500 Staalhandsker, det glemmer hun over den skarpe Straffeprædiken, hun for Dydens egen Skyld føler sig skyldig til at holde for den døde latinske Præst, som ikke bedre vidste, hvad der hører til den præstelige Værdighed, og hun er stolt af at kunne i denne Henseende give de bysantinske Præster et glimrende Vidnesbyrd; men hun veed dog ikke nogen Heltegjerning af dem at fortælle, der viste, at deres menneskelige Følelse var lige saa stærk og dyb, men anderledes ren og kristelig.

✂ Herved mindes vi da om Konstantinopel, Hovedstaden i det bysantinske Kejserdom, som vi vel maa kalde det græske i Graven, som Latinerne først ved det store Korstog lærte at kjende, og som vi alle sammen i Oplysnings-Tiden kunde og skulde have en langt tydeligere Forestilling om end den sædvanlige, som De nok veed, er meget tom og taaget.

✂ Konstantinopel, veed vi alle, bærer Navn efter Konstantin den store, den første romerske Kejser, som skal have set Menneskens Søns Tegn i Skyerne, og grundede i det gamle trakiske Bysants en ny Hovedstad, der skulde beherske Kristenheden, ligesom Rom havde behersket Hedenskabet; og den var i Korstogets Dage, ligesom nu, en af de smukkeste og stolteste, om ikke den allersmukkeste Hovedstad i Verden, paa sin Bjærgskrænt over Sundet, der vrimler af Sejlere og forbinder det 250 sorte Hav med Middelhavet; men Konstantinopel var den Gang, vel ikke som Bysantinerne indbildte sig, det ny Jerusalem i Tusendaars-Riget, der med Ild fra Himmelen forsvaredes mod alle sine Fjender, men var dog, ligesom Ægypten i Oldtiden, et historisk Hades, med Skyggen af alt, hvad der havde glimret i Grækenland og straalet i Palæstina; saa Vesteliedens Folkestammer trængte lige saa vel til at lære Visdom i Konstantinopel, som Israels Folk til at oplæres i Ægypten. Med Skyggerne af gammel Lov og Ret, Kunst og Haandværk, Politi, Handel, Toldvæsen, Krigsmagt til Lands og Vands, og alt hvad der enten hører eller menes dog endnu at høre til en civiliseret og vel indrettet Stat, fandt man nemlig ene her Skyggerne af de gamle Grækers og af de græske Kirkefædres Tungemaal og af en saa almenhistorisk Videnskahelighed, som havde fristet Livet ved Oldtidens Slutning og Middelalderens Begyndelse, men kunde og skulde først i Nyaarstiden blomstre og bære Frugt for Menneskelivet. Der havde da ogsaa, som Prinsesse Anna lærer os, vor lærde Skole ganske nylig faaet sit Forbillede i Vajsenhus-Skolen, stiftet af Kejser Alex, hvor Latinerne kunde lære Græsk, og Nygrækernes vankundige Børn lære baade klassisk Græsk og Latin, ved Stile-Øvelser efter Grammatik og Lexikon. Prinsessen, som selv en Del Aar havde taget Del i denne Skolemester-Leg, beskriver den nu vistnok med rette som en Leg af de gamle Børn paa de unges Bekostning; men i den aandløse Tid hørte dog ogsaa denne kostbare Leg med til at bevare Sammenhængen mellem den gamle og den ny Tids Oplysning og Dannelse; saa vi skal ikke sørge alt for meget over, at de bysantinske Stilianer og Longobarder, som Prinsessen kalder dem, lige til nu har gaaet igjen i Vesterleden under Navn af klassiske Aander, men skal kun, det bedste vi kan, sørge for, de med alle andre Spøgelser bliver forsvarlig nedmanede og giver Plads for Folke-Aanderne, som nu, da Gjengangerne har forgjort hele det offentlige Liv, nys er opvaagnede, ikke til at sejpine, men til at vederkvæge Ungdommen, ikke til at forplante deres Død, men til at forklare deres Liv.

✂ I Konstantinopel mødtes da alle det store Korstogs navnkundige Helte: Gotfred og hans Broder Baldvin fra Lotringen, Kongebroderen Hugo fra Paris, Grev Steffen af Blois, der skal have ejet saa mange Borge, som der er Dage i et Aar, Robert Kongesøn fra Normandiet og Grev Rajmund fra Provence, saa vel som de normanniske Prinser Boemund og Tankred fra Neapel; og vi kan ikke her opholde os ved alt, 251 hvad de maatte døje med Kejser Alex, før de fik Lov til at komme over Strædet ved Dardanellerne, men kun bemærke, at hvad der især yppede Kiven imellem dern, var den strænge Troskabs-Ed, Kejseren forlangte af Ridderne; thi det gik da i Konstantinopel, ligesom senere hos os: at jo mindre Lid man slog til Ord og Eder, des strængere gjorde man Formularerne, saa at naar Prinsessen forundrer sig over, at Boemund var den eneste, som svor glat paa alt, hvad man forlangte, medens Tankred var hartad ikke at bevæge til det mindste, da fulgte det naturligvis af, at hvem der ikke agter at holde Ord, ser gjærne, at man forlanger Umuligheder af ham, medens ordholdne Folk helst lover saa lidt som muligt.

✂ Den Fjende, der skulde bekæmpes i aaben Mark, var som sagt Seldsjukerne, en mahomedansk Tyrkestamme, der først i Midten af det ellevte Aarhundrede var kommen for Dagen, men havde blot i een Menneske-Alder bemægtiget sig hele det sydvestlige Asien og selv hele Natolien paa en Ubetydelighed nær; og Kejser Alex var saa magtesløs imod dem, at hans Datter selv bekjender, at han i Krigen med Normannerne kun havde stolet paa Væringerne og paa tyrkiske Lejetropper; saa at naar Konstantinopel ikke alt nu skulde blive Hovedstaden i Tyrket, da var det paa den høje Tid, der korn Hjælp, som forslog, og den kom ved Korstoget.

✂ De tre Stæder, som nu paa det store Korstog maatte kjøbes i dyre Domme med Strømme af Blod, var Nicæa (Isnik) i Natolien, Antiokia i Syrien og Jerusalem; og herved stilles det os vidunderlig klart for Øje, at det kristelige Skin, hvormed Kirkeriget og Korstoget glimrede, var, som Skin betragtet, saa ægte som muligt; thi naar vi husker, at det var paa det store Kirkemøde i Nicæa under Konstantin den store, at den kristne Statskirke fik sin Grundlov, at det var i Antiokien, at Kristen-Navnet med Englerøst blev gjort til Døbenavn for Jøder og Hedninger, og at det var i Jerusalem, de glødende Tunger til Evangeliets Forkyndelse paa alle Folks Modersmaal blev Menigheden skjænkede med den Helligaand, da ser vi strax, at disse tre hellige Stæders Indtagelse paa aandelig Maade, i Herrens fulde Rustning, var ganske rigtig det kristelige Storværk, der under Korsets Banner maatte øves, førend Menigheds-Livet kunde naa sit Maal med apostolisk Bevidsthed, Kraft og Visdom.

✂ Hvorledes nu Kejser Alex spillede Ræv med de troskyldige 252 Riddere, saa de knap fik Lov til at se sig om i det Nicæa, de havde blødt for, det behøves saa meget mindre at fortælles her, som det samme Rænkespil gjentog sig ved Reformationen, da den verdslige Øvrighed omtrent ligedan narrede Luther og Lutheranerne i Henseende til den evangeliske Frihed med den nicæniskeTrosbekjendelse; men Storværket ved Antiokien maa vi selv i den korteste Fortælling om det store Korstog et Øjeblik dvæle ved, da Antiokien i alle Maader blev, hvad vi kalder Korsvejen, og svarer desuden til Menighedens nærværende Stade, da det aabenbar gjælder om at hævde os vort ægte, kristelige Døbenavn som Herrens salvede.

✂ Det hedenske Syriens ældgamle Hovedstad var vel ikke Antiokien, men Damask, som vi kjender baade fra den gamle og den ny Pagts Bøger, men Antiokien blev bygt til det ny græsksyriske Riges Hovedstad efter Alexander-Tiden; og skjønt Kristendommens Virksomhed i det hedenske Syrien efter Apostlernes Gjerninger ogsaa begyndte I Damask, hvor Apostelen Pavlus blev døbt, saa var det dog efter samme Kilde Antiokien, hvor Pavlus først traadte op, og hvorfra han gik ud som Hedning-Apostel, ligesom det var Moderskjødet for Kristen-Navnet, som derfra er udgaaet til Jordens Ender. I sine Velmagts-Dage gjaldt da ogsaa Antiokien med sin stærke Fæstning paa Bjærgaasen og Floden Orontes under sine Fødder, ligesom Kristendommen, for en uindtagelig Stad, der kun ved Forræderi kunde falde i Fjende-Vold; og det syntes endnu at stadfæste sig, thi ligesom Antiokien kun ved Forræderi i det tiende Aarhundrede faldt i Bysantinernes Hænder og i det ellevte Aarhundrede i Tyrkernes, saaledes var det kun ved Forræderi, Antiokien nu faldt i Korsfarernes Hænder, efter at de i mange Maaneder havde udgydt Strømme af Blod og kæmpet med Hungersnød og Sygdom under dens Mure. Det var Normannen Boemund, som ved en Armeniers Forræderi satte Korsfarerne i Besiddelse af Antiokien, men kun paa det Vilkaar, at han maatte beholde Staden til evig Arv og Eje, hvorved ikke alene Forliget med Bysantinerne blev brudt, men ogsaa yppet en farlig Kiv i Korshæren selv, mellem Normanner og Provencaler; og da man oven i Kjøbet kun fandt Levnedsmidler i Staden til meget kort Tid, og blev indsluttet der af en utallig Tyrkehær fra Tigris og Evfrat, under Korboga, saa var Antiokiens Besiddelse paa et hængende Haar bleven Korshærens Undergang; saa at, hvordan man end vil forestille sig dens Redning, bliver den altid ved at være et os ubegribeligt Underværk. Omstændighederne, 253 hvorunder Underværket skete, er imidlertid vitterlige nok; thi midt i Fortvivlelsen, da Korsfarerne ej turde vove sig uden for Porten, og havde næsten opædt alle sine Heste, kom en Provencaler, Peter Bartolomæus til Grev Rajmund og Biskop Ædmer fra Puy i Languedoc med en Hilsen fra Apostlen Andreas: at den Lanse, hvormed Romeren gjennemborede Frelseren paa Korset, laa begraven i en vis Kirke i Antiokien, og at naar man kunde finde den, var det et vist Pant paa Sejeren. Der gravedes nu en hel Dag, fra Morgen til Aften, og endelig fandtes Lansen; og nu tvivlede man ikke om, at jo baade Lansen var ægte, og, hvad vi maatte finde endnu mere utroligt: at den var et Sejerstegn for Kristne. Troen paa guddommelig Bistand var med eet oplivet i sin fulde Styrke, et almindeligt Udfald blev besluttet og Fjenden forkyndt, og i en Haandevending adsplittedes den utallige Tyrkehær og efterlod et Bytte, der hørte hele Maaneder til at indsamle.

✂ Se, derom er den bysantinske Prinsesse og Grev Rajmunds Kapellan, følgelig alle Kyndinger, enige; og i mine Øjne er det da latterligt, naar man, for ikke heri at se Guds Finger, holder Haanden for Øjnene, som om det ikke var den store, urokkelige Kjendsgjerning, det gjaldt om, men det Samvittigheds-Spørgsmaal: om det hele gik ærlig til, og det endnu ubesvarligere Spørgsmaal: om det var Synet af Sankt Georg i Spidsen for alle de faldne Korsfarere, der køs Tyrkerne; men dog blev disse unyttige Spørgsmaal ikke blot i Nyaarstiden et stort Tvistens Æble mellem Papister og Protestanter, men allerede paa Vejen fra Antiokien til Jerusalem blev Normanners og Provencalers Kjævlerier om Aabenbaringens og Lansens Ægthed saa farlige, at Peter Bartolomæus maatte finde sig i, bogstavelig at gaa igjennem Ilden, eller rettere mellem to Ilde, syv Fod lange, med en snæver een Fods Sti, hvorved han satte Livet til, skjønt Grev Rajmunds Kapellan, som var Øjenvidne, uimodsagt forsikrer, at han var kun meget lidt forbrændt, da han kom ud af Ilden, men blev flaat af Mængden, der alle vilde have noget af ham, som en hellig Relikvie.

✂ Hos Korshæren, indsvunden til 12000 Fodfolk og 1500 Riddere, saa den vel maatte kaldes sin egen Relikvie, var den hellige Ild nu ogsaa hartad udbrændt, og selv Korsbanneret havde man ladt Bannermesteren, Biskop Ædmer, tage i Graven med sig, saa han maatte gaa igjen, for at faa det rejst paa ny; men en Hob engelske Søfolk, som ved Jaffa gik i Land og brændte selv deres Skibe, rejste dog Modet, saa man paa Bjærgene fik 254 Jerusalem i Syne; og da, siger Robert Munk, som selv var med, blussede Ilden atter i Sky, saa selv Stenhjærter smeltede, og alle knælede i Støvet for ham, som sidder ved Guds højre Haand og skal komme igjen, at dømme levende og døde.

✂ Opmuntret af Eremiten paa Oliebjærget, prøvede man nu ogsaa strax paa at tage Jerusalem ved Overraskelse, men det mislykkedes, da den ægyptiske Kalif efter Korbogas Flugt havde bemægtiget sig Staden og holdt den stærkt besat, saa i fem Uger maatte den lille Flok endnu holde ud, og taale ej blot de vantros Udfald, men deres højrøstede Bespottelser af Korset og af Kristus fra Murene; men da saa endelig Taarnene var færdige, saa de stod lige med Muren, og Korshæren havde holdt en højtidelig Begængelse (Procession) rundt omkring Staden til Himmelfarts-Bjærget, trode man der at se en ubekjendt Ridder vinke til Stormløb, og paa en Julidag (15de) 1099 stod Gotfreds Kæmper, Lettold og Viger Løvebane, som første Mænd paa Muren, og fulgtes brat af Gotfred og Tankred og den hele Skare; og nu blev der paa Fjendens Side kun en almindelig Flugt og et almindeligt Nederlag, saa Blodet gik bogstavelig til Hestenes Bidsler; thi alt sprang over Klingen, saa nær som en lille Trop, der indesluttede sig i Moskeen, som kaldtes Salomons-Templet, og overgav sig der til den gamle Grev Rajmund.