Grundtvig, N. F. S. DEN DANSKE SAG

DEN DANSKE SAG.

I Foraaret 1853 blev der stiftet et Selskab kaldet »den Danske Forening«, hvori Grundtvig var Formand. Maalet var at virke for Danskhedens Fremgang i Folket, og den stillede sig som en Hovedopgave at faa oprettet en dansk folkelig Højskole. Hertil blev der i Anledning af Grundtvigs 70 Aars Fødselsdag den 8. September 1853 samlet 7000Rdlr., og denne Sum voksede senere ved Aarsbidrag fra mange Sider. I April 1855 købte Grundtvig Gaarden »Marielyst« ved København, og her begyndte i Efteraaret 1856 »Grundtvigs Højskole«.

Fra den 8. Februar til den 26. April 1854 holdt Grundtvig 12 Forelæsninger over Højnordens Historie i den Danske Forenings københavnske Afdeling. Den sidste af disse Forelæsninger offentliggjorde han 23. Juni 1854 i Foreningens Ugeblad Dannebrog, deri 1854-55 blev udgivet af C. J. Brandt. - Sammesteds skrev Grundtvig den 13. og 20. Januar, den 23. Marts, den 8. Juni og den 6. Juli 1855 fem Stykker om Den Danske Sag, som her skal meddeles.

I.

Naar jeg ved Nytaaret 1855 fæster mine Øjne paa det lille og svage, men dog med Æren ældgamle »Danmarks Rige«, paa Danskernes forsmaaede men dog yndige Modersmaal og paa den vel ingenlunde lydesløse men dog livsalige Menneskelighed, som fra Slægt til Slægt kaldes Danskhed, da er det langt fra, at jeg kan istemme nogen Seiers-Sang paa den Valplads, hvor det saakaldte Ørstedske men igrunden Carlmoltkiske Ministerium nys blæste omkuld, eller spaae Fredegods-Dage under det saakaldte Bangske men igrunden Scheelske Ministerium, der alt har begyndt at giøre Rigs-Piller40 af de gamle Vindfælder; men jeg fristes langt snarere til at holde en sørgelig Lig-Prædiken over »Danmarks Rige« som vor gamle Oldemoder, død i Brude-Sengen, kun skulde dele med sin Arve-Fiende »Holsten-Gottorp«, og at spaae hendes gamle Tvillinger »Dansken og Danskheden« en ligesaa sørgelig Helsot i deres ubarmhjertige Stiffaders Fæhuus. Ja, det fristes jeg til ved Nytaaret 1855, men jeg giør det dog ingenlunde, vel tildeels fordi jeg veed, at ingen Taarer er værre stædte eller vissere spildte end dem, man oversvømmer Papiret med i skrevne Lig-Prædikener, men dog især, fordi jeg selv under de meest fortvivlede Omstændigheder har beholdt og skal, med Guds Hjelp, til min sidste Stund beholde et langt lysere Haab, end som saa, om vort elskede Fæderneland. Dette mit Danske Haab har vel i det Nærværende ingen anden Grund end min Tro paa Guds Naade og det Danske Folks Livsalighed, men det har dog fra Arilds-Tid en forsvarlig Grund i den Kiendsgierning, at hvor sort det end mangen Gang, i Løbet af et Par Aartusinder, har seet ud for det lille Danmarks Rige, saa har det dog hidtil altid klaret op igien, før man vidste det, ja, ei sjelden naar det mindst ventedes, og til denne store Kiendsgierning hører jo ogsaa det lille Træk i den senest forbigangne Tid, at det forhærdede, sammenfrosne Januar-Ministerium, ved et ganske uventet Tøbrud i December blev til Vand og til Vind, hvoraf det var sammensat.

Skiøndt jeg derfor slet ikke kan finde vort seneste Minister-Skifte glædeligt i den Mening og Udstrækning, at det derved klarede op til en ny Dag for Danmarks Rige og den Danske Sag, saa finder jeg det dog forsaavidt glædeligt, som det var et »Skifte«, da vi havde det allerværste Ministerium, vi kunde hjemsøges med under Solen, og havde næsten ikke mindste Udsigt til Skifte, førend den ene efter den anden døde af Alderdom og blev da ventelig afløst med en nybagt Minister af samme Skuffe. Det uventede Minister-Skifte i Slutningen af forrige Aar, endnu førend Ørsted, som den Ældste, døde efter Naturens Orden, det er da virkelig for saavidt en glædelig Begivenhed, som det i mine Øine klarlig viser, at endnu i December 1854 havde Vorherre ikke glemt det lille, skrøbelige Danmarks Rige og hvad dertil hører, og endnu var Han ikke blevet døv for det lille hjertelige, men altfor let modfaldne, og altfor søvnige Folks Suk, der vel ikke turde lukke sine Øine op og see, hvilken bundløs Afgrund det slæbdes hen til, men følde dog, det slæbdes med ubarmhjertige Hænder til hvad Hjertet 41 maatte grue for; thi naar kun Vorherre kommer os ihu, naar kun det samme vise og kiærlige Forsyn, som hidtil har vaaget over det lille Danmarks Rige og styret, som Daarers Formynder, for det lille barnlige, men ogsaa meget barnagtige Danske Folk, fremdeles vil vaage over os og styre for os, da er jeg sikker paa, det har ingen Nød, vi gaaer jo baade Sygen og Skiærsilden taalelig igjennem, skiøndt der seer sort ud, ja, saa sort, at vi egenlig seer »hverken Dag eller Dør!«

Men det forstaaer sig selv, det giælder ligesaa vel om et heelt Folk og Rige, som det giælder om Enhver af os og enhver Husbond med sit Huus, at hvem der ikke selv vil hjelpe til, det lidt, han kan, han staaer ikke til at hjelpe, enten for Gud eller Mennesker, og med et Folk og Rige er dette endnu klarere end med nogen Enkeltmand og hans Huus, fordi Forholdene er større og langt mere iøinefaldende. Saae vi nu en stakkels Enkemand, der ulykkeligviis var blevet skilt fra sin Kone, ikke ved det Vorherre tog hende, men derved, at hans arrigste Fiende dels lokkede og dels truede hende til at være sin Frille, saae vi en saadan stakkels Enkemand i den fortvivlede Stilling, at de, der kaldte sig hans gode Venner, vilde dels lokke og dels true ham til at brække sit eget Huus ned og sætte Alting til paa at bygge et større, splinternyt, hvori han skulde boe sammen med sin forrige Kone og med hendes Forfører og Tyran, for derved ret at lægge sin Forsonlighed og Sagtmodighed for Dagen, i det Haab, at enten døde vel Forføreren en af Dagene, eller maaskee blev han ved et stort Mirakel skabt om, saa Enkemanden fik to Koner for een, see, da maatte vi jo vel beklage den stakkels Enkemand og inderlig ønske ham ud af den gruelige Klemme, men vi maatte dog sige, at satte han sig ikke med Hænder og Fødder mod hele dette Daarekiste-Værk, da var han moden til Daarekisten og stod ikke til Redning. Men har vi aabne Øine for Menneske-Livet i sine større folkelige Forhold, da seer vi, det er netop noget saadant Splittergalt, med sund Menneskeforstand Ugiørligt, man vil have det Danske Folk til at prøve paa, naar man raader os til, for ikke længer at være skilt fra Sønder-Jylland eller Slesvig, da at tage Holsten med, og opgive hele Danmarks Riges Frihed og Selvstændighed, i det Haab, ved et politisk Giftermaal og Fællesskab med Slesvig-Holsten i en Heelstat, at finde fuld, ja, overflødig Erstatning for hvad vi taber ved at lade det ældgamle Danmarks Rige forvandles til en Provinds i det Nordalbingiske Monarki, der vel, indtil videre skal paa 42 Papiret kaldes »Dansk« men dog i alle Maader være ligesaa tysk som dansk, ligesaa afhængigt af det Tyske Forbunds Beslutninger som af sine egne Grundlove.

Hvordan vi efter den hæderlige og seierrige Krig (1848-51) som vi nys førde med Holsten-Gottorp og med det store Tyskland, for dog engang at blive dem kvit, er kommet i den haarde Klemme at skulle søbe den Kaal, vi har spyttet i, det stræbde jeg i »Danskeren«, som fulgde Begivenhederne, og det har jeg ærlig stræbt paa Rigsdagen at oplyse, og jeg tør vel sige, at var mit Raad blevet fulgt, da var vi aldrig kommet hvor vi nu er, og veed hverken ud eller ind, men gjort Gierning staar ikke til Ændring, saa deri kan det nu i det Høieste kun nytte vore Efterkommere at speile sig, men skal vi, ved nogensomhelst lykkelig Vending, ved noget Mirakel nok saa stort, komme ud af Klemmen, da kræves der først og fremmest, at vi vil, alvorlig vil ud af den, saasnart vi kan, vil det, hvad det saa for Resten skal koste, thi ellers vil det bestandig, selv ved de lykkeligste Vendinger, gaae os som det gik os efter Seirene ved Bau, ved Frederits og ved Isted, som vi ikke turde forfølge eller benytte og høstede derfor slet ingen varige Frugter af. Det eneste, vi for Øieblikket kan giøre, er at udtrykke denne Danske Folke-Villie paa det Bestemteste og Klareste ved at nægte vort Samtykke til Forandring af en eneste Tøddel i Danmarks Riges Grundlov, enten i Henseende til fuld Minister-Ansvarlighed, eller Penge-Bevillinger, eller Valgret eller Lovgivning; eller nogensomhelst Frihed, indtil man, om man kan, viser og sikkrer os en Fælles-Forfatning, hvori vi saavel for Danmarks Rige og det Danske Folk? som for hver Enkeltmand af os, finder samme Tilfredsstillelse, som Danmarks Riges Grundlov giver os.

Det er umueligt, vil man sige, og det troer jeg gjerne, men det er ligefuldt hvad man skylder os, og hvad vi nødvendig maae have, før vi med Villie kan give Slip paa Danmarks Riges velerhvervede og dyrt beseiglede Grundlov, uden derved at give Slip paa Fæderneland, Modersmaal og al Folkelighed, som vore Fædre har stridt for til sidste Blods-Draabe, og som deres ægte Børn, saalænge der er igjen af dem, maa stride ligedan for.

Men, vil man sige, der er jo ikke mindste Rimelighed for, at enten Rigsdagen eller det Danske Folk med et saadant roligt og standhaftigt Nei vil modsætte sig enhver Sammenkobling 43 med Holsten-Gottorp og enhver Heelstats-Plan, hvori det er klart, at Danmarks Riges, Danskens og Danskhedens Ære, Frihed og Selvstændighed, lidt før eller lidt senere, maatte gaae saa aldeles tilgrunde, at der end ikke mere kunde være Tale om et Danmarks Rige, et Dansk Folk og deres Historie, længere end til den Dag, da Danmarks Rige og det Danske Folk opgav folkelig og historisk talt, sig selv og gjorde en Ulykke paa sig selv, tog sig selv af Dage.

Dertil svarer jeg, at »Rimelighed« er en »Regning«, hvori det altid kommer an paa, hvad man regner efter, og hvordan man regner, saa at hvem der blot regner efter hvad der hidtil er skeet paa Rigsdagen og hørt fra Folket, siden Januar 1852, maa jo finde det høist rimeligt, at den nærværende Rigsdag gjør de samme Indrømmelser som den forrige, og at den tredie Rigsdag, som skal slaae Hoved paa Sømmet, gjør ligedan og at Folket tier og samtykker, skøndt dermed alt Dansk vilde være bortgivet uden noget tænkeligt Vederlag, før Ravnen bliver hvid og Stenen svømmer ovenpaa; men naar man derimod, som jeg, regner efter den Danske Folke-Natur, som den har været fra Arilds Tid, og efter Danmarks Riges Krønike fra Kong Dan, der ved at jage Tyskerne ud af Sønder-Jylland gav Riget sine rette Grændser, da maa jeg finde det høist urimeligt, at et saa ædelt og fædernelandskjærligt Folk, som hidtil, naar det kom til Stykket, altid sagde: nu Skit med alt andet! vil Tyskerne igien til at træde os paa Nakken, saa skal de dog skee en Ulykke, at dette samme Folk skulde nu paa sine gamle Dage være saa vanslægtet fra sig selv, at de godvillig gav dem i Tyskernes Vold og satte alt deres Haab til holsten-gottorpsk Broderskab og Barmhjertighed. Jeg maa derimod kalde det høistrimeligt, at naar det Danske Folk blot fem Minuter før Ulykken skeer kan faae sine Øine gnedet og seer, hvad det virkelig gælder om, og seer, hvor god og stor dog igrunden den Danske Sag er, og seer, at det Danske Navn, efter Tilintetgjørelsen af »Danmarks Rige« og dette Riges Grundlov, vilde være det tommeste Mundsveir under Solen; da vil det Danske Folk skrige saa høit et Nei, i al Evighed aldrig, at ingen Dansk Rigsdag kan eller tør sige Ja, og dertil vil jeg nu bidrage min Skiserv, ved saa jævnt og klart, som jeg formaaer, at fremstille den »Danske Sag« i hele sin folkelige og menneskelige Godhed og Storhed, der maa være os den gyldigste Borgen for, at, saasandt der er et guddommeligt Forsyn til, da kan den Danske Sag umuelig tabes, med mindre 44 vi selv, med mindre det Danske Folk selv, paa den allerurimeligste og unaturligste Maade opgiver og forraader den!

Jeg veed meget godt, at hvad jeg, ved at skrive et Stykke i »Dannebrog« som kun læses meget lidt, kan bidrage til at oplyse det Danske Folk om den Danske Sag, det er saa forskrækkelig lidt, at man meget bedre kan forsvare at kalde det slet ingen Ting, end at kalde det stort, men jo mindre det Gode er, man kan giøre, des mindre maa det dog undlades eller forsømmes, og naar man har Øine i Hovedet, da kan dog ogsaa meget lidt giøre, at man faaer dem op for hvad der er soleklart.

Sagen er nemlig den, at ingen Dansker har igrunden mindste Tvivl om, at Tyskeren, og især den tyske Holsten-Gottorper, naar man giver ham en Finger, tager hele Haanden, saa at, vil man ikke i hans Kløer, maa man holde ham tre Skridt fra Livet, og at naar man alligevel snakker om, at det Tyske Forbunds Indflydelse paa en Fælles-Forfatning for Danmark og Holsten vil neppe være betydelig, og at naar kun Danmarks Rige har saa nogenlunde efter sit Folketal Stemme i Fælles-Raadet, da vil der ikke være synderlig Fare for Danskheden, om end Holsten-Gottorperne med de Kongevalgtes Hjelp kan overstemme Danskerne ved ethvert Spørgsmaal, da veed man igrunden ret godt, at man skuffer sig selv og dysser sig selv i Søvn, for ikke at blive sig bevidst, at man opgiver Folket og Fædernelandet, som man antager, kan ikke reddes, om man end græd sine Øine ud for dem.

Kunde derfor kun den Følelse vækkes som falder ethvert Folk meget naturlig, og er ingensteds sandere end i Danmark, at vi med alle vore Lyder dog er meget for gode til at opsluges af Holsten-Gottorp, paa det store grændseløse Tysklands Vegne, saa det kan Vorherre umuelig nænne naar vi ikke selv i utilgivelig Feighed og dorsk Fortvivlelse giør en Ulykke paa os selv, da vil Synet for den truende Fare komme af sig selv.

II.

Vor store Ulykke er den, at det lillle Danske Folk, som meget godt føler, at den Danske Sag er baade først og sidst deres egen Sag, de tænker sædvanlig, at den er blot deres og slet ingen Andens Sag, og at den, som saadan, maa ansees 45 for tabt, siden den ikke engang kunde reddes ved alt det Løvemod., der vistes, ved alle de Offere, der gjordes, og ved alle de Seire, der vandtes i Kampen paa Liv og Død mellem det lille Danmarks Rige og det store, grændseløse Tyskland, med Slesvig-Holsten eller Holsten-Gottorp paa Enden, og derfor stræber det modfaldne Danske Folk dels at dysse sin Fædernelands-Kiærlighed i Søvn, og dels at indbilde sig selv, at Faren for Danmarks Rige, Dansken og Danskheden er ikke nær saa stor, som jeg og mine Lige skraale paa, da det dog nok kan være mueligt, at skiøndt de, ved Sammenkobblingen med Holsten-Gottorp og det Tyske Forbund, forgaaer i Lys, de dog maaskee kan reddes i Løn, og dukke op igjen om nogle hundrede Aar med »Holger Danske«. Ja, det er det Danske Folks Ulykke for Øieblikket, at netop, fordi de fortvivler om Danmarks Redning og føler dog dybt, at deres Hjerte maatte briste, om de skulde see paa Fædernelandets Undergang, derfor stræber de at glemme det inderlig elskede Fæderneland eller dog at lukke deres Øine for den overhængende, i deres Tanker uundgaaelige Ulykke.

Derfor udraaber jeg saa høit og understreger paa Papiret saa tykt, som jeg kan, at det Danske Folk lader sig bedrage af Skinnet, naar de tænker, at fordi den Danske Sag nødvendigviis baade først og sidst er og maa være Danskernes egen Sag, at den derfor skulde være deres alene, da den tvertimod tillige er baade hele Høinordens, Menneskelighedens, Christendommens og følgelig Forsynets, Guds den Almægtiges, Sag, der aldrig kan være i saa stor en Fare, at den jo kan reddes, og vil og maa nødvendig blive reddet, naar kun ikke Danskerne, i dorsk Ligegyldighed og ussel Feighed, selv opgiver deres egen Sag, der ikke blot for os Danskere er den største og kiæreste, men er i det hele den retfærdigste, den bedste, den vigtigste og den stærkeste Sag under Solen.

Jeg tør nu ogsaa mene, at selv det mindste Glimt af dette straalende Lys, hvori jeg seer og stræber at stille den Danske Sag, selv den dunkleste Formodning om, at den Danske Sag er baade Guds og Menneskets Sag, der umuelig kan tabes, naar vi kun ikke selv styrte den i Afgrunden, som kun da skeer, naar det Danske Hjerte kvæler den Danske Sag i sig, som en unaturlig Moder Fosteret under sit eget Hjerte; selv det mindste Glimt heraf og den dunkleste Formodning herom, mener jeg virkelig, kan og vil være Nok til, at det Danske Folk 46 vover at gaae l sig selv og føle, hvor Mær det har den Danske Sag, ja, hvor uopløselig det er knyttet til den, saa de umuelig kan adskilles, men maae leve og døe med hinanden.

At nu den Danske Sag, som Danskernes egen, er en meget god Sag, som vi med Rette har Inderlig kiær, en Hjerte-Sag, som vi med Rette giør til vor Hoved-Sag, det maa vistnok synes lige saa overflødigt at bevise for Danskere, som det vilde være overflødigt at bevise den Tyske Sags Godhed for Tyskere, eller den Franske Sags Godhed for Franskmænd, eller den Engelske Sags Godhed for Engelskmænd, eller selv den Russiske Sags Godhed for Moskoviter, da Enhver jo i Danmark saavelsom i hele den øvrige Verden er sig selv nærmest og troer heller end gierne paa sin egen Sags mageløse Godhed; men netop det, at ethvert Folk, ligesom enhver Enkeltmand under Solen, fristes af sin Egenkiærlighed til at ansee sin egen Sag for meget bedre end den virkelig er, netop det giver vore selvgjorte Hovmestere rig Anledning til i Danmark at overdøve Fædernelands-Kiærlighedens Stemme, med et Helvedes dydigt Skraal om, at al Fædernelands-Kiærlighed, følgelig ogsaa den Danske, skal, som en sneverhjertet Egenkiærlighed, være fordømmelig, saa enhver Folke-Sag (National-Sag) er, som saadan, en slet Sag, og, naar Folket, som det Danske, er svagt og lillebitte, da tillige en fortvivlet Sag, som alle fornuftige Folk maa opgive. Og dette Helvedes dydige Skraal over den naturlige Forkiærlighed til Fædernelandet, et Skraal, som i Sverrig og Norge og i alle andre Lande, baade smaa og store, kun vækker fnysende Harme hos Folket, det frister virkelig i Danmark Folket til at tvivle om sin egen Sags Godhed, og især til at fortvivle over deres Afmagt til at forsvare den mod de ubarmhjertige Heglemestere, der snildt benytter dem af den sørgelige Sandhed, at selv det bedste Stykke Kiød har en Kiertel, og selv den bedste Sag af vore egne er der en Hage ved, misbruger denne Sandhed til dermed at sætte Farve paa den grove Løgn, at Fædernelands-Kiærligheden, der udgiør een Smeltning med Forkiærligheden til Forældre, Børn og Sødskende, som vore Allernærmeste (Næsten), den skulde være fordømmelig, fordi den ogsaa udgiør een Smeltning med den menneskelige Selv-Kiærlighed, der dog netop først bliver en forstenet Egenkiærlighed, naar den skiller sig fra Forkiærligheden til vore Nær-Paarørende i Hjemmet: i Fæderne-Huset og Fæderne-Landet.

47

Derfor skal det siges saa tit at det høres, og indskærpes saa hvast at det bider sig fast, at alt hvad Godt der giælder om Forkiærlighed til Fader og Moder, Børn og Sødskende, som ogsaa har sine Lyder og Svagheder, det giælder endnu i langt høiere Grad om Forkiærligheden til Fæderneland, Modersmaal og Folke-Stammen fra Slægt til Slægt, saa Lyderne derved kan aldrig være saa store, at jo denne Forkiærlighed er det Bedste hos Folket, og udgiør een Smeltning med al den virkelige Menneske-Kiærlighed, der findes, saa den Forkiærlighed kan ikke blive kold uden at Folke-Hjertet i det hele bliver saa iiskoldt, at ingen bryder sig om fælles Bedste, men hver Enkelt rager kun Ild til sin egen Kage.

Hvad der nu giælder om Folkeligheden og Fædernelands-Kiærligheden i det hele, det giælder aabenbar om den Danske Folkelighed og Fædernelands-Kiærlighed ganske særdeles, saa at ligesom det lyder i den bekiendte Vise: »ingensteds er Tornene saa smaa«, saaledes giælder det om »Lyderne« ved Folkeligheden, at ingensteds er de saa smaa som i Danmark. Lyderne ved et Folks Fædernelands-Kiærlighed er nemlig den Ligegyldighed for Menneskeligheden i det hele, og den Hadskhed, Ubillighed og Uretfærdighed mod de Fremmede og især mod Naboerne, som Fædernelands-Kiærligheden kan udarte til, og naar man paastaaer, at især de smaa og svage Folkefærd, for disse Lyders Skyld, skal opgive deres Fædernelands-Kiærlighed, da er det netop ligesaa sundt, ligesaa menneskeligt og ligesaa christeligt, som om man vilde paastaae, at det er især Fattigfolk og Smaafolk, der maa tage dem i Agt for at elske Fader og Moder, Børn og Sødskende for høit, da de ellers let kan komme til at giøre de Rige og de Store Uret. Her bliver det da soleklart, hvor uforskammede vore selvgjorte Hovmestere er, naar de paa alle muelige Maader undskylder den Holsteen-Gottorpske og Tyske Fædernelands-Kiærlighed, som en uundgaaelig og dog igrunden elskværdig Svaghed, skiøndt den har Fædernelands-Kiærlighedens Lyder i allerhøieste og dens Dyder i allerringeste Grad, men straffer derimod den Danske Fædernelands-Kiærlighed, der lige saa vist har mest af Dyderne, som den aabenbar har mindst af Lyderne, saa Danskerne er selv deres arrigste Fiender velbekiendte som det fredeligste, forsonligste og giæstmildeste Folk under Solen, der meget snarere giør sig selv og deres nærmeste Frænder (i Sverrig og Norge) end de Vildfremmede og især Tyskerne Uret.

48

Det staaer altsaa fast, og er soleklart, at den Danske Sag, som Danmarks Riges og det Danske Folks Sag, er en meget uskyldig Sag, som de store Folk og Stormagterne derfor, efter Menneskelighedens Grundlov, skulde tage sig varmere og kraftigere ad, jo misligere og farefuldere den fandtes stillet, som jo alle stærke og voxne Mennesker finde sig drevne til at hjelpe og forsvare de uskyldige og umyndige Børn, som de seer slædte i Fare. Men den Danske Sag, tør vi ogsaa frit sige, er i sig selv, som Danskens og Danskhedens, som Moders-Maalets og Folke-Artens Sag, en meget god Sag, saa det er kun af Tyskernes Avind, den Snak er kommet op, at vi Danskere skulde egenlig høre til de »Umælende« saa vor Hjerne var propfuld af Grød istedenfor af Tanker, og at vort saakaldte »Modersmaal« var igrunden ligesaa uskikket som Faarets Brægen og Gaasens Kiækken og Svinets Grynten til at udtrykke de høiere menneskelige Anskuelser, saa det var til vort eget Bedste, om vi kunde bringes til at glemme Dansken over Tysken og til at bryde vor Hjerne fra Barnsbeen med at faae Rum til de allernødvendigste tyske Ord og Tanker og grundige Grundsætninger. At den Snak maa være en grov Løgn, sees allerede deraf, at den ved nærmere Betragtning sees at nedbryde og giendrive sig selv, thi dels er det soleklart, at fattedes vi i det hele Anlæg til at blive oplyste Mennesker, da fattedes vi fremfor alt Anlæg til at blive tyskoplyste Mennesker, ligesom det er en klar Selv-Modsigelse, at Nogen skulde kunne udtrykke sig bedre med en Andens Mund end med sin egen, eller at han skulde kunne blive bedre oplyst ved fremmede Tanker end ved sine egne, thi ikke selv den graadigste og fineste Tyv kan dog tilegne sig Andres Gods bedre end sit eget, eller putte meer i sin Lomme end den kan rumme, saa det maatte for Resten hænge sammen med de Danske »Grødhoveder«, som det vilde, saa kunde der dog aldrig i vor Hjerne blive bedre Rum til tyske Tanker end til Danske.

Tyskerne kunde jo nu vel paastaae, at fordi det Hele var Løgn, kunde dog nok det Halve være sandt, saa vi Danskere, aandelig og menneskelig talt, hørde til de »Umælende«, der hverken paa Dansk eller Tysk kunde komme til at leve og tænke menneskelig, og derom nytter det igrunden aldrig Danskerne at trættes med Tyskerne, dels fordi, naar den ene taler Dansk og den anden taler Tysk, forstaaer de jo slet ikke hinanden, og deels fordi Tyskerne har meget mere baade Lyst til at trættes og Øvelse deri, og det er, som man veed, Lysten, 49 der driver Værket, og Øvelsen, der giør Mesteren; men for Resten, saa naar enten Dahlman eller Grimm eller Arndt eller nogen anden høitysk Goliath vil møde mig i Oxford eller i Cambridge, og tale Engelsk med mig, som Tyskerne jo indrømmer, er et menneskeligt Sprog, og som de jo paastaaer, ligger Tysken mange tusind Mile nærmere end Dansken, da tør jeg paatage mig at trættes med ham tre samfulde Dage om det saakaldte »Danske Grødhoved«, der, som bekjendt, sidder lige saa fast paa sitEget hos mig, som hos nogen anden Dansker, og jeg tør vædde mit Danske Hoved mod Tyskerens paa, at naar vi er færdige, skal »Fellows« af alle Kollegier være enige om, at det Danske Hoveds Tankegang er i det mindste lige saa menneskelig som det Tyskes, og aabenbar langt foreneligere med den Engelske Tankegang. Det tør jeg, fordi jeg baade i Oxford og Cambridge, baade med den Engelske og med den Tyske Tankegang ligeover for mig, vel hundrede Gange har havt Leilighed til at erfare, at de høilærde Engelskmænd er langtfra, som de høilærde Tyskere, at bryde Staven over den Danske Tankegang, men erkiende deri hvertandet Øieblik en Syster til deres egen, kun mere blaaøiet og ro'senmundet, og bekiende gierne, selv naar endeel af den støder dem for Hovedet, at den er ligesaa berettiget som deres til at leve af sine egne Midler og klare sig paa sin egen Grund. Jeg veed nok, at dette slet ikke rører Tyskerne, som strax vil paa det skarpeste udlede det af Engelskmændenes over hele Tyskland velbekiendte Mangel paa høiere Videnskabelighed og deres grove materielle Begreber om Frihed, men mig synes, det skulde og maatte dog røre Danskerne, saa de derved bestyrkedes i den ligesaa velgrundede, som naturlige Overbeviisning, at Vorherre slet ikke har været karrigere mod Danskerne indvendig eller udvendig, saa de kan ligesaa godt være deres indvendige som deres udvendige Skabning, ligesaavel være deres Danske Modersmaal, som deres Danske Fæderne-Land, »Danmark, deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa« bekiendt, og at i alle muelige Tilfælde, godt Dansk dog er titusind Gange bedre end slet Tysk, som jo dog er det eneste, man byder eller kan byde os til Bytte for Dansken og Danskheden, saa det Bytte var aabenbar gjort paa Bedrag.

50

III.

Ihvorvel den DanskeSag først og sidst maa være1 det Danske Folks egen Sag, som ikke vilde staae til Redning, hvis det Danske Folk i Fortvivlelse saaledes opgav den, at de end ikke turde eller vilde benytte de allerlykkeligste Vendinger, saa al baade guddommelig og menneskelig Deltagelse maatte ophøre, men har jeg Ret i, at den Danske Sag er hele vort Høinordens, hele Menneske-Slægtens, Christendommens og Vorherres Sag, da kan det Danske Folk, med al dets Blødhed og Frygtsomhed, dagligdags Søvnighed og overdrevne Fredsommelighed, dog umuelig være saa ligegyldigt ved sin egen Sag, eller saa kied ad Livets Farlighed og saa kiær ad Dødens Stilhed, at det vitterlig skulde forraade og forgive sin egen Sag; thi da var den aldrig blevet Vorherres Sag, hvis Forsyn umuelig kan feile eller forfeile sit Øiemed. Saa haabløs som derfor den Danske Sag ogsaa maatte staae for mig, naar den kun var Danskernes egen Sag, saa haabefuld maa den nødvendig vise sig for mine Øine, naar jeg tillige betragter den som Guds og Menneskets Sag.

Alle saadanne Betragtninger ligger vist nok, desværre, endnu udenfor de fleste Læseres Synskreds, men det maa være vor Trøst, at derved bliver Sandheden ikke mindre sand, eller Almagten mindre stærk, eller Godheden mindre velgiørende, saa det kan altsammen hverken svække vort Haab eller hindre det fra at gaae i Opfyldelse, og det saa meget mindre, som Aandløshed og Ugudelighed netop er hvad der sætter den Danske Sag i Fare, og det følger af sig selv, at skal den Danske Sag reddes, maa dens Fiender overvindes.

Hvad nu først Høinorden angaaer, da forudsætter jeg som afgjort, hvad Nordens Mythologi og Historie beviser, at det eiendommelige ved Høinordens Folkeliv er den historiske Betragtning af Menneske-Livets store Kamp og Seier giennem hele Tidens Løb, saa Frugten af dette Folkeliv maa blive en klar Anskuelse og en levende Beskrivelse af denne Kamp, altsaa en aandrig Verdens-Historie, hvori hele Menneske-Slægtens Levnetsløb, og derved tillige det guddommelige Forsyns Styrelse, speiler sig, og det Maal kan umuelig naaes, dersom ikke Høinorden beholder alle sine Kræfter, følgelig ogsaa de Danske, som, hvis de slides op i Tyskhedens Trældom, vilde ligesaa vel være tabt for Høinorden, * 51 som, hvis hele Danmark imorgen øiensynlig forgik enten ved et Jordskjælv eller ved en Oversvømmelse. Det var Følelsen heraf, som under den Jydske Krig giennembævede Høinorden, og at Danskheden er aldeles uundværlig til Folkelivets Oplysning og Forklaring i Høinordens Kæmpe-Aand, det er saameget des vissere, som det var i Danmark, at Høinordens eiendommelige Aand og fra Tydskernes skarpt adskilte Løbe-Bane først i nærværende Aarhundrede blev opdaget, og er i Danmark, at denne Opdagelse har baaret sin første Livsfrugt, saa at hvor Mimers Hoved talde sit første Ord, der gjorde Thor ogsaa sit første Kæmpeskridt paa anden Omgang. Derved nemlig, at det Udvortes svarer til det Indvortes, derved er det, at de sande og levende Anskuelser af Menneske-Livet giør sig kiendelige fra alle de falske og dødfødte, og ligesom det alt længe har været klart nok, at Høinorden kun ved at gjøre fælles Sag kan vente at hævde sin udvortes Frihed og Selvstændighed mod Tyskere og Russer, saaledes blev det under den Jydske Krig klart, at Danskerne kan og vil med Guds Hjelp forsvare sin og Høinordens Eider-Grændse.

Vist nok maa der endnu udvortes skee langt mere end der er'skedt, førend Høinorden kan agtes for indfredet til Skueplads for sin eiendommelige Udvikling og sit tilsvarende Storværk, thi ligesom den Danske Regiering for Øieblikket, af Frygt for Tyskland og af Gridskhed paa Holsten, har fraskrevet sig alt hvad det Danske Folk under den Jydske Krig tilkæmpede sig, saaledes har aabenbar den Svenske Regiering, af Frygt for Rusland og af Gridskhed paa Finland, undladt ved Bomarsunds Fald at tage Sverrigs rette Grændse, som er Aalands-Øerne, i Besiddelse, men jo mere Høinorden bliver sig bevidst i sin gamle Kæmpeaand, des umueligere vil det dog blive Regieringerne at følge deres ligesaa ufolkelige som aandløse Tabel-Væsen, hvorefter et Riges Magt og Anseelse, Vee og Vel, skal ene beroe paa Antallet af Mile, Skatte-Ydere, Rigsdalere og afrettede Heidukker. Vel kan denne Folke-Bevidsthed, der ene vil kunne holde Regieringen i de rette Spor, kun vækkes, befæstes og klares ved en folkelig Oplysning, der baade kræver Tid og har fra Begyndelsen saa store Vanskeligheder at bekæmpe, at de let synes uovervindelige, men naar først Solen er staaet op, pleier den jo dog at overvinde alle de Hindringer, Mørket under aaben Himmel lægger iveien for Lysets Udbredelse, og deri maa den 52 folkelige Oplysning, indenfor sin Kreds, som er Modersmaalets, ligne Solen, der paa een Gang udbreder Lys og Varme. At Udbredelsen af den folkelige Oplysning hidindtil selv i Danmark, hvor den oprandt, kun er skredet meget langsomt frem, det viser vist nok, at den kunde let komme bagefter, men naar det aabenbar kun er Tidsfrist, den folkelige Oplysning hos os behøver, for at fredlyse vort Høinorden til en Plante-Skole for almeen-menneskelig, verdenshistorisk Oplysning, da maa den nødvendige Tidsfrist være ligesaa vis som Forsynet, thi er der et guddommeligt Forsyn, som styrer alle Tidens Begivenheder til et for hele Menneske-Slægten stort og vigtigt Øiemed, da maa og vil det samme Forsyn vaage over, at Styrelsen bliver i rette Tid erkiendt, og styre saaledes, at det Folk, der har Kald til at udvikle og klare det verdenshistoriske Kiæde-Syn, ogsaa faaer Tid og Leilighed dertil.

Men er nu den Danske Sag saaledes tillige hele Høinordens, saa er den paa en dobbelt Maade hele Menneske-Slægtens, deels fordi hele Menneske-Slægten, for at naae sit Maal, trænger høilig til den verdenshistoriske Oplysning, som maa have sit Sæde i Høinorden, og deels fordi Ingen kan faae Gavn af den verdenshistoriske Oplysning, uden først at have tilegnet sig den hidtil ukiendte eller miskiendte folkelige Oplysning, som i Danmark er ifærd med at bryde sin Bane og maa dertil have Lykken med sig, for paa een Gang i folkelig Henseende at tjene til Mønster og Eftersyn og at forberede den verdenshistoriske Oplysning.

Man er nemlig allevegne i den saakaldte oplyste Verden kommet ind i et stort Vilderede, med alt hvad der angaaer Menneske-Livet og Vilkaarene for dets rette Udvikling og sande Oplysning, i det man mere eller mindre allevegne har sat sig fast i den Indbildning, at, fordi vi er alle Mennesker, saa skulde det igrunden være hip som hap med alle Mennesker, Folk og Tungemaal, saa ingen af deni havde noget Fortrin for de andre, eller noget Eiendommeligt, som de især var skabte og skikkede til at udvikle, men al Forskiellen imellem dem skulde kun være Tilfældets, Himmelegnenes, Jordbundens, Vanens og Omstændighedernes Værk, saa man kunde godt slaae dem alle over een Læst og skiære dem alle over een Kam, da jo mere de lod alle deres Særheder fare, desmere reen-menneskelige maatte de blive.

Alt, dette er nu saa reent splittergalt, som noget i denne 53 Verden kan være, thi i denne Verden, hvor end ikke det ene Bøge-Blad fuldkommen ligner det andet, og hvor man endogsaa fordærver to Heste med forskiellig Drift i sig ved at behandle dem eens, i denne Verden er det Daarekiste-Viisdom at ville behandle alle Mennesker eens, da Forskielligheden netop i Menneske-Naturen og Menneske-Livet, som paa Jordlivets høieste Trin, er saa mangfoldig og giennemgribende, at man ved at ville paanøde Menneske-Livet Eensformighed undergraver og arbeider paa at ødelægge det.

Desuagtet blev dette dog, især giennem forrige Aarhundrede, anseet for den høieste Oplysning, saa man stræbde ikke blot at ophæve Forskiellen mellem Engelskmænd, Franskmænd, Tyskere og Høinordboere, og Forskiellen mellen gode og daarlige Hoveder, men selv Forskiellen mellem Hoved og Hjerte, mellem Mand og Kvinde, og Følgen blev ikke blot en grændseløs Forvirring i hele Tankegangen om Menneske-Livet, men en Afmagt og Modløshed, hvor det gjaldt om at kæmpe for Fæderneland, Modersmaal, Frihed og alt hvad Mennesket naturlig har kiært og bliver ulykkelig ved at undvære. Dette var den dybe Grund, hvorfor Franskmændene, fra hvem den ravgale Oplysning nærmest var udgaaet, ved dette Aarhundredes Begyndelse oversvømmede og nær havde underkuet hele Europa, thi jo mere den døde og dræbende Eensformighed udbredes over Menneske-Livet, og jo mere Kiærligheden til Fæderneland, Modersmaal og Folke-Frihed aftager, des lettere bliver det aabenbar for en stor Voldsmand, som kan samle sig en talrig Krigshær, at giøre alle Folk til sine Trælle og oprette et ligesaadant Verdens-Rige som det Romerske i gamle Dage, og det endnu langt større og fordærveligere for Menneske-Liv og Menneske-Lykke end det var. Det Samme er ogsaa Grunden til den store Fare, som hele Europa og da øiensynlig vort Høinorden alt enstund har svævet og endnu tildels svæver i, for at opsluges af Rusland, men den stærke Modstand, som Ruslands Rovgierrighed nu har fundet, vidner, tilligemed Napoleons Fald i dette Aarhundredes Begyndelse, om, at Menneske-Livet i det Nittende Aarhundrede har begyndt at føle sin Fare og samler sine sidste Kræfter i en Dødskamp, for, om mueligt, at afværge Ulykken. Det kan imidlertid ikke lykkes, med mindre man opdager Roden til det Onde i den splittergale, umenneskelige Betragtning af Mennesket som en blot Maskine, og Betragtningen af Menneske-Aanden og Menneske-Hjertet, hvoraf Menneske-Livet udspringer, 54 som Fostre af en gammel Overtro, der skal aflægges, og skiøndt denne Opdagelse i Løbet af dette Aarhundrede tildels er skedt ligefra Middelhavet til Nordkap, saa er det dog kun I Danmark, man har opdaget den menneskelige Oplysning, der ene formaaer at overvinde den umenneskelige og at styrke Menneske-Livet til Fuldførelsen af sin store Løbebane til Verdens Ende.

Denne menneskelige Oplysning er nemlig den, at ligesom Menneske-Livet ligefra Begyndelsen er deelt i to Skikkelser, den mandlige og den kvindelige, der ikke blot udvortes, men især indvortes, er saare forskiellige, og maae med al Flid bevares i deres Eiendommelighed, for at de ved en kiærlig Vexel-Virkning kan understøtte, gavne, glæde, udvikle og udfylde hinanden, saaledes har ogsaa Menneske-Slægten i Tidens Løb naturlig deelt sig i forskiellige Folkefærd, hver med sit Tungemaal, sine herskende Tilbøieligheder og udmærkede Evner, saa at jo kraftigere og kiækkere ethvert Folk værner om sin Frihed og Selvstændighed, sit Fæderneland og Modersmaal, des frodigere udvikler Menneske-Livet sig i alle Retninger, og des gavnligere, glædeligere og frugtbarere bliver Vexel-Virkningen mellem Jordens Folkefærd, des sandere og klarere Oplysningen om hele Menneske-Livet, dets Evner og Hjelpekilder, rette Bane og Bestemmelse. Endelig giælder det samme om alle Enkeltmænd hos ethvert Folk, at jo friere de, i Folkelivets Tjeneste, uden hinandens Fornærmelse, kan følge deres Tilbøielighed, gaae deres eget Skud og benytte deres Maal af Kræfter og Kundskaber, des mere blomstrer Folkelivet i sin Kreds til fælles Bedste.

Selv i Danmark er denne menneskelige Oplysning spæd endnu, og har uhyre Vanskeligheder at overvinde, da alle de saakaldte Oplysnings-Anstalter endnu gaae i modsat Retning og stræbe naturligviis at forhindre den Seier, som de føle, er deres Nederlag, saa man kan frit sige, at blev det Danske Folkeliv nu afbrudt i sin Udvikling, da blev derved ogsaa den menneskelige Oplysning, som er Menneske-Slægtens eneste Redning, kvalt i Fødselen, og derfor vil og maa det Danske Folkeliv blive reddet ved det guddommelige Forsyns Styrelse, der ikke kan opgive sin Plan med Menneske-Livets Udvikling fra den dy beste Dunkelhed til den høieste Klarhed, og ventelig vil den store Kamp, som nu er begyndt mellem Østen og Vesten, i det hele vende Bladet, saa den folkelige Betragtning af Menneske-Livet, der i Danmark falder sammen 55 med den menneskelige, vil faae Overhaand i hele Christenheden, hvor alle de Folkefærd, som har et menneskeligt Hjerte og Tungemaal, alt længe har sukket under det gruelige Aag af »fremmed Herskab« i alle Maader, men vil nu faae Lov til, indenfor deres historiske Grændser, at indrette alt efter deres Hjertes herskende Tilbøjelighed, og at efterstræbe den Oplysning om sit eget Liv, som hvert Folk og hver Enkeltmand nødvendig ønsker sig, paa naturlig, levende, nyttig og fornøielig Maade igjennem sit eget Modersmaal.

Det gaaer jo vist nok med Danskerne i det hele, der, forholdsviis, maa kaldes et »kvindeligt« Folk, ligesom det gaaer med Kvinden, at de selv finder det urimeligt, at der skulde udgaae nogen Oplysning fra dem, som var vigtig for hele Menneske-Slægten, saa de finder det i sin Orden, naar man i Tyskland og i det hele udenlands, ligesaalidt venter noget Klogt fra Danmark, som Jøderne ventede noget Stort fra Galilæa eller noget Godt fra Nazaret, men ligesom det desuagtet er hos Kvinden, man maa lære at kiende Menneske-Naturen, som hun ret egenlig udtrykker, saaledes er det ogsaa i sin historiske Orden, at Menneske-Udviklingen og Menneske-Oplysningens naturlige Gang giver sig klarest til kiende hos et kvindeligt Folk, især naar dette, som det Danske gjennem Aarhundreden er blevet piint med en i alle mulige Maader for dem unaturlig saakaldt Udvikling og Oplysning paa Latin og paa Tysk. Her, om ellers nogensteds paa Jorden, maatte Naturen omsider gaae over Optugtelsen, især da de kvindelige Folk, ligesom Kvinderne, er seilivede, og afrettes aldrig enten saa konstig eller saa grusomt, at de jo igrunden beholde deres eget Sind for dem selv, leer i Smug ad de kloge Mandfolk, der tænker, de har skabt dem om, og benytter den første gode Leilighed til at følge deres eget Hoved, saavelsom deres eget Hjerte.

IV.

Siden jeg sidst gjorde opmærksom paa, at den Danske Sag er hele vort Høinordens og Menneskehedens Sag, synes i det mindste det Halve af denne Sandhed at være faldet Folk paa Hjerte der i Høinorden, hvor det en Stund syndes at tages 56 meget for let, i Norge nemlig, hvorfra vi nys har faaet et aabent Brev1, der bryder Staven over alle vore Bidrag til Nordens Forening., fordi vi ikke har holdt os til det Øiensynlige og Haandgribelige, som skal være det eneste Sande og Virkelige, ikke har stilet paa heller idag end imorgen at faae de tre nordiske Riger under een Hat, under een Krone, saa baade Danmark, Norge og Sverrig kunde glemmes over Skandinavien eller »Trilling-Riget i Norden«.

Saa kjært, som det imidlertid altid skal være mig, at Overbeviisningen om Høinordens Forening som en Nødvendighed i alle Maader, naar ikke de tre nordiske Riger snart skal forgaae, baade giver sig tilkiende og vinder Styrke og Klarhed, og saa gierne jeg end vil høre den Bebreidelse, at jeg ikke har taget det grundigt og fuldstændigt nok med Høinordboernes Forening, saa maa jeg dog bemærke, at allerede 1810, da Sverrig ledte om en Thronfølger, da foreslog jeg den samme Forening af Rigerne under den Danske Konge, som Normanden nu, under den Forudsætning, at Danmark leder om en Thronfølger, foreslaaer under den Svenske Konge, men at alt i mange Aar har en saadan Forbindelse blot med udvortes Baand og af udvortes Grunde været mig alt for løs og overfladelig, til at jeg enten turde kalde den en »Forening« eller turde spaa Høinordens Stammer og Høinordens Sag mere Gavn deraf, end de havde af Forbindelsen under Dronning Margrethe og Erik af Pommern.

Derfor gik jeg netop tilbunds i Forenings-Sagen, da jeg for en Snees Aar siden foreslog den »videnskabelige Forening«, som Normanden nu rymper Næse ad, deels som noget ubetydeligt, og deels som noget bagvendt, da Videnskabeligheden, efter hans Begreb, slet ikke maa være noget folkeligt, men skal være almeenmenneskelig, og det kommer da af, at den kiære Normand slet ikke har forstaaet mig, uagtet jeg dog udtrykkelig tilføiede, at var først hvad jeg kaldte den videnskabelige Forening bragt istand, da vilde Resten, indenfor Ønskelighedens og Muelighedens Grændser, følge af sig selv, saa Høinordens Stammer, kloge paa deres eget Tarv og fælles Bedste, baade gjorde fælles Sag mod alt det Fremmede og Fiendlige, og nedbrød alle de Skillerum og Mellemvægge hos sig selv, der enten i høi Grad hemmede den fri Rørelse og * 57 Vexel-Virkning, eller var dog til langt mere Skade i det Hele end det kunde tænkes at være til Gavn i det Enkelte.

Heraf maatte nemlig ogsaa følge, at saasnart Omstændighederne tillod, at de tre Riger kunde faae en fælles Regiering eller Over-Styrelse, der rimeligviis vilde være Friheden og Ligeligheden gunstig, da vilde de med Glæde gribe Leiligheden til at giøre Foreningen saa fuldstændig og giennemgribende, som muelig, saa at, naar Normanden ikke seer det, da er det enten fordi han kun lægger Vægt paa det Udvendige, der dog hos Mennesker, naar det Indvendige ei svarer dertil, kun er noget Tilsyneladende, eller fordi han tænker, at naar man kun først har det Udvendige, da kommer det tilsvarende Indvendige af sig selv, skiøndt daglig Erfaring lærer, at der er langt flere Menneske-Kroppe end virkelige Mennesker, og mange flere splidagtige Heel-Stater end virkelig forenede Riger.

At nu ogsaa det Udvendige maa spille Hoved-Rollen i den kiære Normands Tankegang, seer man deraf, at han anseer Nordisk Videnskabelighed for et tomt Mundsveir eller noget værre, thi saaledes kan det kun synes, naar man ved Videnskabelighed kun forstaaer Bestræbelsen efter at blive klog paa det Udvendige, hvor det ikke staaer i levende Forbindelse med det Indvendige hos Mennesket og synes derfor selvstændigt, eller med andre Ord: han har kun tænkt paa de saakaldte Natur-Videnskaber, der synes at maatte udvikles eens under alle Himmelegne, og har slet ikke tænkt paa Historien, der med Nødvendighed er ligesaa forskiellig som vedkommende Folkefærds Liv og Levnet. Normanden har da endnu mindre tænkt paa, at naar de tre Nordiske Riger forenede sig til fælles Folkeliv og Udvikling og til fælles Kamp mod alt det Fremmede, der vilde undertrykke eller forstyrre dem, da havde de Nordiske Riger kun menneskelig Ret dertil og kunde vente menneskeligt Gavn deraf, under den Forudsætning, at der fra Arildstid har hos dem været et eiendommelig udstyret og farvet Menneske-Liv, et Nordisk Folkeliv, der kræver en fri, selvstændig Udvikling, og kan endnu mindre bevare og fuldende sit Løb i Forbindelse med det Fremmede og Fiendlige, end under den Skilsmisse og Eensidighed, som aabenbar har spildt en stor Deel af dets Kraft og forsinket dets Udvikling.

Dette, at Nordens Folke-Stammer samlede udgiøre eet af 58 Menneske-Slægtens Hoved-Folk, og har, som saadant, en egen Aand eller Livs-Kraft, og et eiendommeligt Storværk at øve, til Ære og Gavn baade for sig selv og for hele Menneske-Slægten, det er, som man vel veed, min ligesaa faste som gamle Overbeviisning, og deraf følger, at det første Kæmpe-Skridt til Forening mellem Høinordens Folk og Riger, maa være Vækkelsen af den længe sovende Følelse, og Klaringen af det gruelig formørkede Syn, at Høinordboerne fra Arildstid i alle udvendige Forhold udgjøre kun eet stort Folk med een og samme Kæmpe-Aand, og at selv i de indvendige Forhold kan og skal der altid finde en lige saadan Forening Sted, som mellem Aser og Vaner, mellem Kæmpe-Aanden og Fred-Disen, som enes om, at kun den tilkæmpede Fred, hvormed Friheden følger, er den ægte Fred, men at for andet end Freden skal man aldrig strides.

See, fordi dette den høinordiske Grund-Betragtning af vort fælles Folke-Liv og dets menneskelige Brug, baade er hvad der skal drive os til Forening og hvad der, menneskelig talt, berettiger os til at hævde vor folkelige Frihed og Selvstændighed mod alle og enhver og i alle Henseender med de tjenligste Midler, og fordi denne høinordiske Livs-Anskuelse, skiøndt den længe var glemt, som de Døde i Verden, dog alt i Oldtiden har levende udtrykt sig i Asamaalet og et tilsvarende Kæmpeliv, derfor har vi aabenbar begyndt det ny Forenings-Værk fra den eneste rette Side, forsaavidt vi har stræbt at opvække den høinordiske Livs-Anskuelse og det tilsvarende Kæmpelivs Ihukommelse fra de Døde, ligesom det ogsaa allerede har viist sig, at forsaavidt som denne Opvækkelse lykkedes, forsaavidt føldes ogsaa Driften til og Nødvendigheden af alle de Kæmpeskridt, som skulde føre til en ægte, varig og for det fribaarne Menneske-Liv frugtbar høinordisk Forening.

Om nu denne aandelige Gien-Forening af Høinordens Folke-Stammer allerede er levende og stærk nok til at fremføre og bære en udvendig Forbindelse, som den, Normanden nu foreslaaer, det er derimod et meget vanskeligt Spørgsmaal, og som for Øieblikket maa kaldes enten ørkesløst eller dog ubetimeligt, thi det skulde aabenbar være opkastet og besvaret, mens Danmark virkelig ledte om en Thronfølger, ikke nu, da vi har fundet eller dog faaet En, ligesom jeg i sin Tid skrev min Opfordring til Forbindelse, ikke efterat Sverrig havde faaet sig en Thronfølger i Ponte Corvo, men førend det fik 59 ham. Mens det endnu var Tid, bragde jeg virkelig ogsaa dette Spørgsmaal paa Bane i »Danskeren«, men hverken var der da Nogen enten i Norge eller Sverrig, som tog det op, ikke heller kunde jeg komme til den Overbeviisning, at Leiligheden til en udvortes Forbindelse mellem Rigerne da var tilstede. Jeg sluttede nemlig saaledes: havde enten Norge og Sverrig dengang taget kraftig Deel i Danmarks Kamp for sin Frihed og sin rette Grændse, som en Kamp for Høinordens Frihed og Selvstændighed i det Hele, eller havde dog en af de Svenske Kongesønner taget virksom og hæderlig Deel i denne Kamp, da kunde Leiligheden til en fast Forbindelse mellem Høinordens Riger aldrig været gunstigere, og vilde da vist ogsaa, trods Ruslands Arrighed, blevet Følgen, om ikke før, saa nu, men har man forsømt det gunstige Øieblik til Daad, da nytter det ikke, man vil gribe det gunstige Øieblik til at benytte en Seier, man ikke har vundet, thi, naar ogsaa alle andre Vanskeligheder blev overvundne, saa kunde Danmark jo aldrig med nogen Grund vente sig Gavn eller Glæde af en Konge-Slægt, der viste sig, om ei aldeles ligegyldig ved Danmarks Tilværelse, saa dog kun meget lunken for dets Redning.

Hvad derimod alt nu kunde og burde skee til Nordens Forening, det er Oprettelsen af et fast, uopløseligt Nordisk Forbund, under Vestmagternes og især under Engelands Medvirkning og Varetægt, et Forbund, som det ikke skulde være Regieringerne, men kun Rigsdagene overladt at indskrænke eller udvide, medens det altid stillede hele vort Høinordens Styrke, til Lands og til Vands, mod ethvert Angreb enten fra Tysk eller fra Russisk Side.

Dette kunde skee og burde skee, heller idag end imorgen, da det rimeligviis kun lader sig giøre under den nærværende Kamp mellem Vesten og Østen, og maa skee under den, hvis Høinorden efter denne Kamp, hvordan den saa end ellers falder ud, skal være istand til at hævde sin Frihed og Selvstændighed, og derpaa skulde da alle oplyste Høinordboer i dette Øieblik drive med samlede Kræfter, baade giennem Pressen og især giennem Rigsdagene, fordi det er det første, det nødvendige og vel for Øieblikket det eneste muelige Kæmpeskridt til en sand og virkelig Nordisk Forening.

Jeg veed meget godt, at et saadant Nordisk Forbund, Regieringerne i en vis Grad aftvunget ved Omstændighederne, vilde, saafremt disse forandrede sig, trods al sin Uopløselighed, 60 findes skrøbeligt nok, og lade meget tilbage at ønske, men naar vi kun vilde flittig benytte den Leilighed, som derved aabnede sig for os, og den stærke Drivefjer, som laae i Forbundet til at udvikle og udbrede høinordisk Oplysning efter en forstørret Maaiestok, da er jeg sikker paa, at baade skulde det Nordiske Forbund findes uopløseligt og føre til en bestandig friere og frugtbarere Vexel-Virkning mellem Høinordens Folke-Stammer, og det maaskee netop sikkrere, jo mere det gik i Langdrag med en fælles Over-Styrelse, der er til langt mere Skade end Gavn, saalænge ikke Under-Styrelsen af de større og mindre Deles egne Anliggender, eller hvad man paa Pluddervælsk kalder det »Communale«, har baade faaet sit rette Omfang og vundet Fasthed til at hævde sin Frihed indenfor sine afstukne Grændser.

Til dette folkelige Oplysnings-Værk efter en Maaiestok og med et Maal, som er Høinordens gamle Helte og Halvguder værdige, regnede jeg lige fra Begyndelsen, og regner jeg fremdeles, en stor Nordisk Høiskole, helst i Gøthaborg, hvor man naturligviis ikke skulde fabrikere Embedsmænd enten for alle tre Riger eller for noget af dem, men hvor hele den menneskelige Kundskabs-Kreds skulde synes med høinordiske Øine og bearbeides med høinordiske Kræfter til stigende og voxende Oplysning af Menneske-Livet og alle dets Forhold, altsaa først og fremmerst af Menneske-Livet i den Grad, hvori, og den Skikkelse og de Forhold, hvorunder det folkelig har udviklet sig i vort Høinorden og befinder sig hos os for Øieblikket. Det er nemlig soleklart, at hvor vi Mennesker saa end vil hen, i Høiden, i Dybden eller i Vidden, saa, hvis vi vil komme der lyslevende, da maae vi tage os selv lyslevende med, og det i vort Samfund med Folket, da vi kun deri har et levende Forhold saavel til Menneske-Slægten, som til Folke-Aanden.

Det nytter vist nok ikke stort at pege paa en saadan Nordisk Høiskole, som Plante-Skolen for et videnskabeligt Liv og en levende Videnskabelighed, saalænge disse Begreber i deres menneskelige Sandhed er ligesaa fremmede for vore fleste Læsere, som de altid har været baade for vore Latinske og for vore Tyske Skolemestere, men pege maa jeg dog paa det Eneste, der kan frembringe og vedligeholde en virkelig Nordisk Forening til Kappelyst, Vexel-Virkning og Fællesskab baade i Fred og Feide, og efterhaanden, som vi i det Smaa arbeider paa Folkets folkelige Oplysning og Dannelse, vil Tanken om en saadan stor Brændpunkt dog ogsaa fødes og 61 Nødvendigheden deraf føles i en stedse videre Omkreds, til denne høinordiske Kæmpe-Tanke bryder igiennem, som saa mange andre og vil da selv bevise baade sin Udførlighed og Gavnlighed.

Det er nemlig ikke blot min Paastand, min Tro og min Overbeviisning, men det er en indlysende Sandhed, som maa falde Enhver i Øinene, der har faaet aabne Øine for Menneske-Livet baade i det Smaa og i det Store, at naar Oplysning og Videnskabelighed skal være levende, blomstre til Livets Lyst og bære Frugt til Livets Gavn, da maa de, som alle andre baade aandelige og legemlige Planter og Træer, have Rod i den Jord, de skal trives i, saa det er ikke blot Menig-Mand, der, naar han skal blive oplyst til sit eget og det Heles Gavn, maa oplyses paa sit Modersmaal og om sin Livs-Stilling baade som det Menneske, han er, midt iblandt sit Folk, og som den Borger, han er i sit Fæderneland, og det er ikke blot Embeds-Mændene i et Rige, som, for at være dygtige Redskaber i Regieringens Haand og virkelige Støtter for Riget, maae kiende og elske deres Fæderneland, Folk og Modersmaal, men det er ogsaa Tilfældet med de Høilærde, ligesaavel Tænkere som Digtere, ligesaa vel Skrivere som Talere, at de bliver aldrig store i menneskelig Forstand, aldrig gavnlige, glædelige og ønskelige for det Folk, som avler, og det Rige, som føder dem, dersom det ikke er Folke-Aanden, som besjæler dem, og Moders-Maalet, som de faaer i deres Magt, til baade at oplyse sig med og udtrykke sig i. Videnskabeligheden eller Lærdommen, og selv for en stor Deel Digte-Konsten eller Poesien hos os, har derfor i den Latinske og Tyske Utid i det høieste været Pragt-Blomster, Tulipaner, og det var maaskee uundgaaeligt, ligesom hos os Rosen-Tiden først begynder, naar Tulipan-Tiden er forbi, men herefter vil det være utaaleligt, og naar Menig-Mand bliver folkelig og menneskelig oplyst, umueligt, thi saasnart Menig-Mand bliver sig folkelig og menneskelig bevidst, vil han aldrig kiende nogen for sin Mester, som, langtfra at kunne forklare ham noget, ikke engang forstaaer ham, og naar han bliver sig borgerlig bevidst, vil han giøre alle Folket og Riget unyttige Kunster brødløse, saa Piben maa faae en anden Lyd.

Det er da ogsaa kun Øien-Forblindelse, naar det i Danmark synes at forholde sig anderledes, synes som om Videnskabeligheden hos os aldrig kunde blive folkelig, eller Folkeligheden videnskabelig, thi det ligger deels deri, at Danskerne, som 62 det dunkleste Hjerte-Folk, kommer seent til Vidskab, og deels deri, at Danmark er blevet ved at være hvad Tyskerne alt kaldte det i Kong Valdemars Tid: et aabent Spisekammer for de Fremmede, og da isærdeleshed for sultne Tyskere, saa de saakaldte Danske Lærde har sædvanlig været fremmede og tiest Tyskere af Byrd og Blod, saa deres Lærdom og Vidskab maatte, netop fordi den artede sig efter hvad den var kommet af, blive fremmed i Danmark, og kunde aldrig ophøies, beundres og efterabes af Danskere, uden forsaavidt de deri saae »fremmed Stads«, og saalænge de ikke selv var kommet til folkelig Bevidsthed og følde baade Trang og Drift og Evne til at forstaae Menneske-Livet hos sig selv og vinde Oplysning til at benytte det saa fordeelagtig og fornøielig som mueligt

V.

Jeg har fra Begyndelsen sagt, at den Danske Sag er i mine Øine ikke blot vores, ikke blot Danskernes, ikke blot Høinordens, men hele Menneskehedens og Christendommens, altsaa Vorherres Sag, og det Sidste, det som egenlig slaaer Hoved paa Sømmet, og er min Trøst selv under de mørkeste Udsigter, det er jo, paa den ene Side, hvad man i enhver Læse-Verden, som i denne Verden overhovedet, bryder sig mindst om, og er, paa den anden Side, i den saakaldte »Christenhed«, som ikke for intet har lignet sig selv ved »Noahs Ark«, snarest til Forargelse, som om jeg meende, at Danskerne var det allerchristeligste Folk, ligesom Kongen ad Frankerig, da der var En, hedd den allerchristeligste Konge, men desuagtet bliver jeg ved min Tro og skal nu her stræbe tydelig at vise min Tankegang, i den Henseende, overladende det rolig til Fremtiden at vise, om jeg tænkde ret eller jeg tænkde feil.

Min Betragtning af Christendommen er nemlig hverken den graabroderlige eller den sortebroderlige, hverken den klosterlige eller den høikirkelige, hverken den keiserlige eller den pavelige, hverken den kapitelfaste eller den ledesløse, men nærmest den lutherske, som holder paa »Ordet og Troen«, Guds eget Ord og Hjertets egen Tro, som Summen af det Hele, 63 og min Betragtning af Christendommen er først og sidst den menneskelige, der smelter sammen med den Guddommelige, saa vist, som efter Vorherres Tankegang, Mennesket ikke er skabt for Christendommens Skyld, men Christendommen er skabt for Menneskets Skyld. Blandt alt hvad der er godt for Menneske-Livet, er da Christendommen i mine Øine ikke blot det Bedste, men det eneste Gode, der kan batte, fordi Christendommen tager alting, baade Godt og Ondt, op fra Roden af, og har Magt til at overvinde det Onde med det Gode. Der staaer skrevet, at Kiærlighed giør Næsten intet Ondt, og er det sandt om vor Menneske-Kiærlighed, saa lille, som den er, hvormeget mere da ikke om Guds Menneske-Kiærlighed, som jo Christendommen ret egenlig er kommet til Verden for at bevise, saa den tænder ligesaa lidt Baal paa Jorden til sine Modstandere, som den lader Ild falde ned af Himmelen over dem, den giør kun ved dem, hvad vi, om vi er kloge, giør ved alle dem, der forsmaaer og spotter vores Kiærlighed, den overlader dem til dem selv, og gaaer andensteds hen, hvor Kiærligheden savnes og Kiærligheden skattes, og der giør den sit store Tegn, større end alle dem, Verden saae, da Vorherre vandrede og gjorde aabenbar de Blinde seende, de Døve hørende, de Stumme talende, de Spedalske rene og de Døde levende, thi det er det store Guds Kiærligheds-Tegn, naar i et syndigt Menneske-Hjerte, Egen-Kiærligheden, som er Kilden til al vor Synd og Elendighed, efterhaanden bliver som en udtørret Sø, og Menneske-Kiærligheden, der er her som en udtørret Brønd, bliver en Kilde i os, som springer til et evigt Liv.

At nu denne Betragtning af Christendommen ikke blot stemmer overeens med det første Johannes-Brev, men med hele den Apostoliske Skrift, det baade forudsætter jeg som en afgjort Sag og kan jeg see med mit Hjertes Øine, men det finder jeg ikke længer værdt at trættes om, da man med al saadan Trætte kun spilder Tiden og forbittrer hinanden Livet, medens det jo er klart nok, at skal de Mennesker, som føler, at Kiærlighed, og den alene, er baade Lovens Fylde og Fuldkommenheds Baand, og at det er denne Kiærlighed, vi alle fattes; skal de betragte Christendommen som et guddommeligt Gienløsnings og Saliggiørelses Værk for det faldne Menneske, da maae de ogsaa af Christendommen vente den vidunderlige Gienfødelse og Fornyelse af Menneske-Livet i Guds Billede, som uden Menneske-Kiærlighedens Opvækkelse og frugtbare Vext vilde ikke blot være det tommeste Mundsveir, 64 men den frækkeste Guds-Bespottelse, som om den Gud, der Selv er Kiærlighed, ikke havde Saligheden indeni sig, men udenfor sig, at rutte med iflæng.

At denne Tale om »Kjærligheden«, som Christendommens A og Ø, klinger i alle saakaldte høikirkelige Øren som en skurrende Gienlyd fra det forrige Aarhundrede, hvori vel min Vugge stod, men hvorved dog mit Hjerte ellers ikke synes at hænge, det veed jeg godt, men jeg veed ogsaa godt, hvad Forskiellen er mellem det attende Aarhundredes Tale om Kiærlighed, som Christendommens Kierne, og min Tale derom, thi Kiærligheds-Prædikanterne i forrige Aarhundrede meende, at det var den Smule Menneske-Kiærlighed, vi fødes med eller kan læse og slutte os til, der skulde forbarme sig over Christendommen, som sin Næste, og tilgive den sine mange Synder mod Oplysning og sund Fornuft, men jeg mener Guds Menneske-Kiærlighed som i Christendommen forbarmer sig over os, og tilgiver os alle vore Synder mod Kiærligheden Selv, naar vi ved Troen vil oplade vort Hjerte for den Guds Menneske-Kiærlighed, som besøgte os i og med den Eenbaarne, og er, for hans Skyld, udøst over os i Fader-Aanden, saa det attende Aarhundrede og jeg er i denne Henseende saa nemme at skille ad, som en Kiærlighed, der udelukker »Ordet og Troen« i christelig Forstand, klarlig adskiller sig selv fra den Kiærlighed, der ikke blot omfavner »Ordet og Troen«, men udspringer deraf.

Naar jeg nu siger, at skal denne Betragtning af Christendommen, ikke blot som Guds Menneske-Kiærligheds Frugt i Tidens Fylde, men tillige som Guds Menneske-Kiærligheds Gierning i Tidernes Løb, nogensteds i Christenheden lyslevende træde i Kraft til at skabe en Christen Menighed, hvis Liv og Levnet afhjemler denne Betragtning af Christendommen, som den eneste rette, derfor ogsaa den eneste livsalig frugtbare for Menneske-Hjertet og for Menneske-Livet i alle sine Retninger og Forhold, da maa det være midt iblandt os, midt i vort Danske Høinorden, see da frygter jeg intet Øieblik for, at man skal kunne pege paa nogen anden Prik i hele Christenheden, hvor det rimeligere kunde skee, men vel forudseer jeg, at Mange vil sige, det er ligesaa urimeligt, eller vel endogsaa umueligt her som andensteds, at denne Betragtning af Christen dommen skulde blive andet end en grundtvigsk Grille, eller i det høieste et fromt Ønske 65 fra den anden Verden, hvis Opfyldelse i denne Verden kun Sværmere, Kvinder og Børn forgiæves kan vente paa til Dommedag.

Denne Indvending har imidlertid i mine Øine slet intet at betyde, thi jeg kan jo ikke troe paa Jesus Christus, Jomfru Maries Søn, som Gud-Faders eenbaarne Søn af Evighed, uden at troe paa hvad der i Verdens Øine er høist urimeligt og for Mennesker umueligt, saa at i den christelige Tankegang er der kun een Umuelighed, den at Guds Ord skulde glippe, og kun een stor Urimelighed, nemlig den at troe paa Jesus Christus, uden at ville indrømme alt hvad der nødvendig følger af denne Troes guddommelige Sandhed.

Nu kan imidlertid den Christne Tro, som vi alle ved Daaben bekiender, umuelig være guddommelig sand, med mindre Christendommen i sit nittende Aarhundrede er den samme Guds Kraft til Salighed for de Troende, som i sit første Aarhundrede, saa at naar det har syntes anderledes, maa Grunden dertil alene findes enten i Mangel paa en tilsvarende Tro, eller i en Mangel ved Troen, som Christendommen baade maa være istand til at afhjelpe og som det maa høre til dens ligesaa menneskelige som guddommelige Kiærligheds-Gierning at afhjelpe.

Det vilde nu slet ikke falde vanskeligt at oplyse, hvorledes, deels Mangel paa hjertelig Christen-Tro, og deels store Mangler ved Troen, hvor den fandtes, har ligesom formindsket og forsinket Guds christelige Kiærligheds-Gierning, hvad jo kun vil sige, at de har enten forhindret Frugt-Sætningen, eller dog vanskabt Frugterne deraf og forhindret de bedste fra at voxe og modnes, men det vilde her falde meget for vidtløftigt, og behøves heller ingenlunde, da det er lige klart, at hvorlænge end Guds Kiærligheds-Gierning, som strækker sig til hele Menneske-Slægten, uden Christendommens Skyld, kan fordunkles og forsinkes, saa kan den dog aldrig forstyrres eller forhindres, saa at, førend Herren kommer øiensynlig igien, maa Alle de, som troe, igien blive »eet Hjerte og een Sjæl« som de kun kan blive ved den Kiærlighed, der er Fuldkommenheds Baand, og at det første Skridt fra vor Side er at troe paa Christendommen som en saadan guddommelig Kiærligheds-Gierning og derved give Guds Menneske-Kiærlighed det Raaderum i vort Hjerte, som ingen Magt kan tiltvinge sig imod vor Villie.

66

Altsaa, det skal skee, saavist som Jesus Christus er Gud-Faders eenbaarne Søn, at baade Menigheden troer paa denne Guds Kiærligheds-Gierning og bliver Virke-Kredsen, hvori den livsalig og Mendelig fuldføres af den samme Aand, som begyndte den, og nu siger jeg trøstig: skal det skee nogensteds, da skeer det først og fremmerst hos os i den sjette Menighed, som ikke for intet kaldes Philadelphia, men fører med Rette Navn af »Sødsken-Kiærligheden«, der jo er den jordiske Side af Guds Kiærlighed hos os, ligesom »Barne-Kiærligheden« er den himmelske. Man behøver nemlig slet ikke at fortælle mig, hvor mange og hvor store Hindringer Menneske-Hjertets vildfarende Begiærligheder ogsaa i Danmark lægger iveien for denne Guds Kiærligheds-Gierning, thi det følger jo af den almindelige Syndighed, og det maa jeg jo selv have erfaret, men jeg har ogsaa giennem et langt og rigt Levnets-Løb erfaret, at Kiærligheden har en velsignet og frugtbar Jordbund i danske Hjerter, saa at, hvormeget end vor Kiærlighed her kan vrages og spottes, saa bliver vi dog aldrig huusvilde med den, og hvorledes skulde da Vorherre blive huusvild med sin Menneske-Kiærlighed, der er anderledes reen, uegennyttig og fuldkommen end vores, naar den er allerrigest og allerbedst, saa det kan aldrig feile, at naar først Lyset er opgaaet, og det er opgaaet, over Hans Menneske-Kiærlighed, den evig Rige, som blev fattig for at giøre Mange rige, da vil, naar dette Lys skinner for Alle dem, som er i Huset, Hjerterne kappes om at aabne sig for dette Livets Lys, der, medens det skjuler sin Glands, let kan synes fordunklet af Verdens Glimmer, men skaber og modner ligefuldt, som Hjertets Soel, alle Aandens Frugter til evig Nydelse.

Det er nemlig ingenlunde der, hvor man elsker Fader og Moder, Hustru og Børn og Sødskende, saa lidt som mueligt, men kun der, hvor man elsker dem saa høit som mueligt, at Hjertet kan faae Rum til den Christi Kiærlighed, som er endnu større, og kan aldrig skattes eller vindes, hvor den Kiærlighed fattes, som den, for at kunne skattes, forudsætter og maa sammenlignes med for at blive kiendelig.

Da nu det Danske Folk umuelig kan beholde sin udmærkede Hiertelighed i Fred og vinde baade Frihed og Mod til at giennemføre og udvikle den i alle sine Forhold, med mindre Folket ogsaa beholder sit Fæderneland og sit Modersmaal ubeskaarne og ubeskæmmede, saa siger jeg med Rette, at den Danske Sag er nu ogsaa Christendommens Sag, 67 og følgelig Vorherres Sag, saasandt som Jesus Christus er Vorherre. Hvem der troer, forhaster sig ikke, thi han har lært at bie efter Herren, siger Aanden, og derfor maae vi Danske Christne aldrig blive saa mismodige over hvad man kalder Tidens Tegn, men hvad der kun er Utidens, som skal forgaae, at vi enten opgav Haabet for den Danske Sag eller undlod at trøste alle dem, den ligger paa Hjerte, med at den er Vorherres Sag, som aldrig kan tabes.