Grundtvig, N. F. S. FRA VENNEMØDERNE

FRA VENNEMØDERNE.

I 1857, 1859 og 1861 var der bleven afholdt tre store nordiske Kirkemøder i København, Lund og Christiania. Ved det sidste, i Christiania, blev det vedtaget, at man skulde samles igen 1863 i København, men Mødet kom ikke i Stand. Derimod udstedte 11 Lægmænd og 11 Præster Indbydelse til et »Vennemøde « for dem, der sluttede sig til Grundtvigs kirkelige Anskuelse, og dette Møde holdtes i Kasinos mindre Sal den 9. og 10. September 1863, efter at Deltagerne Dagen forud havde hilst Grundtvig med Taler og Sange paa hans 80-Aars Fødselsdag.

Lignende »Kirkelige Vennemøder« holdtes under voksende Tilslutning den 7. og 8. September 1865, den 10. og 11. September 1866, den 10. September 1868, den 9. September 1869 og i Pinseugen 1871, da Grundtvig, den 29. Maj, havde været Præst i 60 Aar. Et nyt Møde var bestemt til September 1872, men da Grundtvig døde den 2. September, blev det Aars Vennemøde en højtidelig Mindefest ved Høvdingens Grav.

Ved disse Vennemøder, hvor »den gamle«, som Grundtvig nu ofte kaldtes, saae sig omringet af en stor Kreds af sine Disciple, var der især to Ting, som det var ham magtpaaliggende at bringe paa Bane for inden sin Bortgang at gøre sit Syn klart for den yngre Slægt. Det ene var Spørgsmaalet om Frihed indenfor Folkekirken, der navnlig blev brændende, efter at Vilhelm Birkedal var bleven afskediget af politiske Grunde som Sognepræst i Ryslinge og der dannede sig en fri Menighedskreds om ham. Det andet var Forholdet til det folkelige, hvori Grundtvigs ældre kirkelige Venner ofte havde svært ved at følge ham. I denne Henseende var det ham af Vigtighed at henlede Opmærksomheden paa Christen Kold som en af Hovedmændene for den folkelige Oplysning i Danmark. Det var Grundtvig, der satte igennem, at Kold ved Vennemødet i 1866 kom til at holde den mærkelige Tale, hvori han fortalte sit eget Levnedsløb.

Af Grundtvigs Taler ved Vennemøderne skal de vigtigste her meddeles efter de samtidige trykte Beretninger.

533

Fra Vennemødet 1863.

Ved Mødets Begyndelse, Onsdag d. 9. September, holdt Grundtvig denne Tale:
Guds Fred!
det har været den folkelige Hilsen hos os fra Arildstid, og vi veed, det er ogsaa den christelige Hilsen, hvormed Vorherre Jesus Christus baade først og sidst udsendte sine Discipler, og hvormed han selv hilsede dem, da han kom tilbage fra de Dødes Rige og bragte atter Liv og Uforkrænkelighed for Lyset hos Menneskens Børn, det ny Menneske-Liv i Gudss Billede, som i Herrens Menighed skal gaae Forklarelsen imøde. Og idet jeg byder Guds Fred ved dette Venne-Møde i Vorherres Jesu Navn, da baade vedkjender jeg mig Troen paa Guds Naades Ord, som et sandt Fredens Evangelium, skjøndt det i en syndig Verden ei kan løfte sin Røst, uden at vække sine Fiender til Strid, og jeg udtrykker min Betragtning af Vennemødet som et Fremskridt paa Fredens Vei, stilet paa at holde Fred ikke blot indbyrdes, men, saavidt muligt, med alle Mennesker og med alt Menneskeligt i Tanke, Ord og Gjerning.

Ja, om en liden Stund skal I ikke see mig meer i denne Verden, I, som idag betragter mig venlig, det maa jeg jo i min høie Alder betænke, og derfor har jeg glædet mig til her at samles med Venner fra hele den Kreds, som har lyttet til den Røst i Ørken, som Herrens Aand har ladet lyde ved mig gjennem et halvt Aarhundrede; thi det maa nødvendig ligge mig paa Hjerte før min Bortgang at gjøre alt hvad jeg kan til Fornyelsen, Oplysningen og Bestyrkelsen af det christne Menigheds-Liv, som er vaagnet midt iblandt os og skal nu med Guds Hjælp blomstre og bære Frugt til Verdens Ende, som var det Haab, hvormed vor første Evangelist den fromme Asker (Ansgar) gik 534 hjem, og hvormed Gud ogsaa vil lade mig gaae hjem til ham, som os udsendte.

Først og fremmerst skal jeg da udtale mig saa aabent og saa jævnt, som jeg kan, om Kjernen og Sjælen i den aandelige og hjertelige Bevægelse, der ved mig og fra mig nu hardtad i 40 Aar er bleven udbredt og bifaldet eller bekæmpet, rost eller lastet under Navn af kirkelig Anskuelse eller Grundtvigianisme, men som jeg ligefra Begyndelsen har paastaaet og stadigt paastaaer, er og skulde med Sandhed kaldes den luthersk-christelige Oplysning, der for 300 Aar siden blev hardtad kvalt i Fødselen, men bryder nu ved den statskirkelige Opløsning frem paany og hævder sin Frihed til levende Fremgang, Jeg veed nemlig med mig selv, at det var i Grund-Enighed med gamle Morten Luther om Salighedens Sag, at jeg kom til den klare Bevidsthed om Indstiftelses-Ordene ved den hellige Daab og den hellige Nadver, som det evige Livs-Ord til os af Vorherres Jesu Christi egen Mund, der har meddeelt og skal til Verdens Ende meddele det christelige Himmel-Lys og aandelige Menneske-Liv eller Livs-Lyset og Lys-Livet paa Jorden. Det kan og skal ogsaa blive klart i den christelige Læse-Verden, at Luther og jeg lagde netop samme Vægt paa Daaben og Nadveren som de eneste christelige Saligheds-Midler, og det ikke i Betragtning af det Synlige derved, men udelukkende i Betragtning af det Usynlige fra Herren selv som et levende Guds-Ord med den Helligaand, skjøndt vi begge ei blot indrømmede, men bekræftede, at de synlige Ting, i deres uopløselige Sammenhæng med Guds-Ordet i Herrens Mund, har deres Deel i den hemmelighedsfulde Virkning til vor christelige Gjenfødelse og Mættelse til et evigt Liv. Fandtes der noget enten i vor Prædiken eller i vor Skrift, som ikke hermed lod sig forlige, da var det en Selvmodsigelse, der, under menneskelig Skrøbelighed, os uafvidende enten var bleven tilbage hos os af indgroede Fordomme eller indsneg sig hos os ved Misforstand, og det kan og vil Modstanderne vel altid benytte til dermed at bestride baade vor christelige Oplysning og vor Grund-Enighed i Salighedens Sag, men det kan i Længden aldrig enten støde eller forvilde vore Venner i den Guds Menighed, som vi begge vilde evig tilhøre og alle vore Dage tjene, staae og falde med.

Hvad der saaledes ved første Øiekast kan synes og af Modstanderne udraabes som et Tvistens Æble mellem Luther og mig, det er, som bekjendt, vor hellige Skrift og de derpaa 535 grundede Lærdomme som nødvendige til Salighed, men ligesom det i den christelige Læse-Verden snart vil klare sig, at om den hellige Skrifts Forhold til vor christelige Saligheds-Sag er der ogsaa Grand-Enighed mellem Luther og mig, saaledes veed jeg det med Vished, fordi jeg i en heel Række af mine Præsteaar (1811-1825) har tænkt og talt og skrevet om Skriften og dens rette Brug aldeles som Luther og er derom endnu grundenig med mig selv, skjøndt jeg nu baade kan og maa udtrykke mig meget klarere og forsigtigere derom. Ligesom nemlig Apostelen Paulus, Mesterskriveren i den ny Pagts Bog, bekjendte: »jeg dyrker saaledes den fæderne Gud i hvad man kalder en Sekt, at jeg troer alt, hvad skrevet staaer, efter Loven og Profeterne«, men sagde aldrig, at han enten havde faaet Troen eller ventede at faae det evige Liv ved Skriften, saaledes siger Luther og jeg baade først og sidst, at vi troer alt, hvad der staaer skrevet efter Profeternes og Apostlernes Ord, men aldrig, at vi har faaet Troen og den Helligaand eller venter at faae det evige Liv ved Skriftlæsning, men siger tværtimod, at vi har faaet baade Troen og Aanden ved Guds Ords Hørelse og venter det evige Liv alene af Troen paa Jesus, Gud-Faders eenbaarne Søn, med Daaben og Nadveren efter hans egen Indstiftelse. Ja, det er vist og vil blive alle oplyste Christne vitterligt, at Luther og jeg troede eenfoldig efter Herrens Ord, at Saliggjørelsens Hemmelighed ingenlunde er aabenbaret de Lærde og Skriftkloge, men netop de Umyndige, saa at Kvinder og Børn, som hverken kunde stave eller lægge sammen i en Bog, kunde desuagtet ikke blot være sande Christne, men meget bedre Christne end alle de Lærde og Skriftkloge, hvoraf nødvendig følger, at hverken maa nogensomhelst Bog lægges til Grund i den christelige Saligheds-Sag, ikke heller maa der afkræves Menigheden nogen anden Tro til Salighed end Fælles-Troen, som vi alle ved Daaben og ved Bekræftelsen i vor Daabs-Pagt bekjender, saa Skriften og alt andet skal overlades til den Helligaands Bedømmelse og fri Brug, og at endelig ved den Helligaand skal forstaaes den Vorherres Jesu Christi og hele hans Menigheds Aand, som vi ved Daaben bekjende Tro paa, og sorn meddeles ikke ved Læsning eller professorlige Forelæsninger, men ved Guds-Ordets Hørelse og Daabens Naade.

Naar man derfor i den senere Tid har anklaget mig for uluthersk, da har man sikkert selv været ligesaa uenig med Luther som med mig og kun meent, at jeg var aldeles uenig 536 med den Lutheranisme, som de tyske saakaldte lutherske Professorer især i det 17de Aarhundrede lavede sammen, og som blev eftersnakket aandelig dødt og magtesløst i en saakaldt luthersk Tvangs-Anstalt ogsaa hos os, og det er sandt, dermed er tilvisse hvert Haar af mig uforligeligt, nu og evindelig. For Resten er det en stor Vildfarelse, naar man tænker, at Guds Riges Skriftkloge havde mere Lov til at være Lutheranere end Grundtvigianere i Henseende til Oplysningen, thi er der Liv i Oplysningen, som der altid er i Livs-Oplysningen, da kan den ikke være stillestaaende, men maa under hele Levnetsløbet gaae frem fra det ene Klarheds-Trin til det nndet, og det er ret a åbenbar Tilfældet med hvad man maa kalde den reformatoriske Oplysning i Christenheden, det vil sige, Oplysningen om, hvordan det christelige Menigheds-Liv, der fra Apostlernes til Morten Luthers Dage blev saa hentæret og formørket, at det neppe lod sig skimte eller forplante, efterhaanden kan hæves og styrkes til at straale

Med Libanons og Karmels Glands
Og Sarons Yndigheder.

At nemlig dette og ikke blot Fornyelse af den apostoliske Lærdom maa være Maalet for Menighedens, det aandelige Guds-Folks lange og sælsomt indviklede Levnetsløb, det skimtede man vel alt i Luthers Dage, men kun svagt gjennem de gamle Spaadomme, og Luther, som var for klarsynet til at finde det Maal opnaaeligt enten i en tvungen Statskirke med flere vantro end troende Medlemmer, eller selv i den reneste Frikirke, blot ved Skriftklogskab og Kirketugt, kan synes reent at have opgivet Haabet derom, men det kan Guds Riges Skriftkloge umulig i vore Dage, thi om end alle Spaadomme var tvivlsomme eller tvetydige, saa er det dog lige vist, at den Gud, der gjenløste Mennesket, for ikke at have skabt det forgjæves, Han vil ogsaa herliggjøre Mennesket i Menigheden, for ei at have gjenløst det forgjæves, saa Spørgsmaalet kan hos oplyste Christne kun være om, naar og hvor, under hvilke Omstændigheder og ved hvilke Midler Gud vil herliggjøre sin Søn i hans Menighed som Bruden, der bereder sig til den kongelige Hjemførelse som Rigets Dronning.

Svaret har jeg imidlertid fundet let hos os og i vore Dage, saasnart jeg saae, at det er ved Herrens egne Indstiftelser i hans Munds-Ord til Menigheden, at hans Lys skinner for alle dem, som er i Huset, og hans levendegjørende Aand meddeles, og 537 hans Liv baade forplantes, opleves og forherliges, thi hvor og naar man har dette Syn, maa ogsaa Menigheden føle sig kaldet og oplyst, drevet og styrket til at nærme sig Maalet, og ved det allerførste Skridt maa det føles, at dertil er aandelig og hjertelig Frihed aldeles uundværlig, fordi Herrens Aand virker kun hjertelig, og Menneske-Hjertet oplyses kun aandelig i Frihed, saa at hvor en saa vidt oplyst Menighed ikke kan vinde denne Frihed indeni den Stats-Kirke eller Kirke-Stat, der indslutter den, maa den søge Friheden udenfor.

Da derfor Lyset over Livs-Ordet for henved 40 Aar siden først gik op for mig, og jeg fattede det dristige Haab, ikke blot paa Lærdommens, men først og sidst paa Livets Vei at nærme os den apostoliske Menighed, men ikke havde den mindste Udsigt til at vinde den dertil uundværlige fri Bevægelse i Stats-Kirken, stræbte jeg i Mindelighed at faae Lov til Udtrædelse med de Faa, der vilde følges med mig, da jeg slet ikke frygtede for, at Herren vilde slaa Haanden af os, om vi end kun havde været To eller Tre, der vilde forenes i hans Navn og med hans Aand herliggjøre det i Verden. Det vilde imidlertid ikke lykkes, da vor Stats-Kirke ligesom andre Fængsler var forsynet med Bolte og Stænger, som jeg hverken følte nogen Drift til at bryde med Magt eller nænte at føre det bløde, danske Hjerte i Fristelse med. Da jeg derfor i England, som dengang var den borgerlige Friheds eneste Hjemstavn i Europa, var blevet bedre bekjendt baade med Frihedens Uundværlighed for Menneske-Livets Udvikling i del Hele, og med den store Fare, der altid følger med Udbruddene af en ikke aabenbar kjættersk Stats-Kirke, saa nøiedes jeg i en Række af Aar med en Mellem-Tilstand, hvorunder jeg frit maatte holde Gudstjeneste, som jeg vilde, med alle hvem der vilde høre, naar jeg kun vilde afholde mig fra at forrette Sakramenterne og kun lade synge af den gængse jammerlige Psalmebog. Hermed tænkte jeg, at en fri og fredelig Skilsmisse fra Stats-Kirken fra begge Sider bedst kunde forberedes, men ved denne Leilighed faldt det mig først ind, at i det mageløs fredelige Danmark kunde maaskee ogsaa det Mageløse lykkes, saa her kunde maaskee den skarpe Skilsmisse fra Stats-Kirken idetmindste en Tidlang undgaaes derved, at Sognebaandet løstes, og den i Slutningen af forrige Aarhundrede selvtagne Præste-Frihed blev til Lov, og for at gjøre denne Prøve, modtog jeg igjen Embede i Statskirkirken, hvor jeg nu snart i 25 Aar har staaet saa frit med Herrens Saligheds-Midler og i de senere Aar med Psalmesang efter 538 Hjertens Lyst, at ingen præstelig Virksomhed har været Mere siden Apostlernes Dage og har øiensynlig beviist, at jo friere, jo bedre for alle christelige Forhold.

Uagtet imidlertid Sognebaandet er blevet løst over hele Riget, saa er det dog langtfra, at alle christelige Præster slaaer saa frit som jeg enten i Henseende til den meget vigtige Psalmesang eller i Henseende til Menighedens Livs-Sag, som er Herrens Saligheds-Midler, da den Frihed kun undes saadanne Hospitals-Præster som Præsten i Vartou, og dog maae alle christelige Præster idetmindste have saamegen Frihed, naar de ret skal være den Helligaands Redskaber, og ved Embedsgjerningen levende bidrage til Christi Legems Opbyggelse, det vil sige: Menighedens hjertelige Sammenvæxt i Herren. Det er vistnok et stort Spørgsmaal, om den verdslige Øvrighed selv i Danmark vil stille sine Sognepræster saa frit, men da dog Sognebaandet, trods al bispelig og præstelig Modstand, virkelig blev løst for Kirkegængerne, saa har jeg det Haab, at det ogsaa snart vil blive løst for Præsterne, naar kun alle christelige Præster komme til inderlig at ønske det, og jeg maa her høitidelig udtale det, at jeg kun har fraraadt og fremdeles fraraader frivillig Udtrædelse af Stats-Kirken, i det Haab, at alle mine danske Medtjenere i Ordet snart vil komme til at dele mit Ønske om denne Præste-Frihed, skjøndt den ikke kan vindes, uden at vore Modstandere ogsaa nyde godt deraf. At det ikke hidtil har været Tilfældet, men at Præste-Friheden tvertimod mellem mine præstelige Venner har fundet sine ivrigste Modstandere, det er den største Sorg, jeg i de senere Aar har havt, og er det eneste Pinlige, jeg føler ved at tænke paa min Bortgang, som nærforestaaende, uden at Friheden endnu er vundet; thi dersom det christeligeVennelag, den Helligaand har skabt iblandt os, uden Præste-Frihed forblev i Stats-Kirken, da uddøde det i en Menneske-Alder, ligesom det i Morten Luthers Dage, istedenfor i indbyrdes Kjærlighed og hjertelig Skilsmisse fra Verden at voxe op til en fri apostolisk Menighed med hele Christi Evangeliums Velsignelses Fylde. Naar jeg desuagtet ikke selv i det sidste Øieblik bryder overtvært og træder ud med saamange eller saa Faa, som Herren hjertelig vilde bevæge til at følge med og bygge frit paa »Jerusalem det ny«, da er det kun fordi jeg har lidt af Abrahams Haab som et Overhaab om de danske Præstemænd, at de vil lade Ham, som har begyndt den gode Gjerning, fuldføre den hos dem og ved dem til Vorherres Jesu Christi Dag!

539

Torsdag den 10. September indledede Grundtvig Mødet med disse Ord:

Til Guds Venner og mine! Dette var fordum I vort Norden en sædvanlig Indledning, naar Talen henvendtes til en større eller mindre Forsamling, hvis velvillige Opmærksomhed man ønskede, og vel passede Indledningen kun daarlig, enten til Forsamlingen eller til Indholden, naar det var en bydende geistlig eller verdslig Øvrighed, der saaledes indledte sine Forordninger, men hvor vi taler, som jeg taler her ved et Vennemøde, uden al anden Myndighed end den, Forsamlingen, jeg taler til, godvillig indrømmer den Aand, jeg taler af, og uden at tilsigte nogen anden Virkning end den, Hjerterne godvillig indrømme Ordet fra mine Læber, her kan jeg see, det er i sin Orden strax at udtrykke det med den lille deilige og fyndige Indledning: Til Guds Venner og mine! blandt andet for at, dersom en Enkelt skulde have forvildet sig herind, som ikke vilde regnes derimellem, han da maatte føle, at hvad der ikke maatte tiltale ham, det er heller ikke talt til ham. Dette falder mig da ogsaa rimelig nok paa Sinde netop idag, da jeg ønsker saa godt det vil tykkes at tiltale mine Medchristne om det samme, hvorom jeg har tilskrevet dem i den lille Bog om: »Den levende Røst«, som jeg ønsker, de vil tage med dem til Minde om Vennemødet i disse Dage*), thi havde de i disse Dage ikke følt dem tiltalte af en levende Røst, der langt anderledes kan sætte Himmel og Jord i Bevægelse hos os, end al Verdens Bøger og Penne formaaer, og derved følt dem overtalte eller bestyrkede i Troen paa det mundlige, lydelige Ords Uundværlighed og mageløse Bekvemhed baade for Guds og Menneskets Aand og Hjerte til levende Meddelelse, da vilde Bogen kun være dem et daarligt Minde om skuffede Forventninger.

* 540

Jeg talde igaar om Pagtens og Troens og i det hele om Indstiftelsens Ord ved Daaben og Nadveren som det, der ligesaa vist er og maa være det christelige Lys-Ord og det evige Livs-Ord, som Vorherre Jesus Christus er baade Livet og Lyset i Guds Rige, er Gud-Faders eenbaarne Søn og dog en sand Menneske-Søn, og saavist som han er aandelig nærværende hos sin Menighed og arbeider med og stadfæster vort Menneske-Ord om ham med Guddoms-Kraft, og jeg gjorde dem opmærksom paa, at dette ogsaa er Apostel-Skriftens Vidnesbyrd, den Skrifts Vidnesbyrd, som man har villet tvinge til at træde istedenfor Herrens Munds-Ord til os, saa at netop vor Apostoliske Mester-Skriver Paulus udtrykkelig tilskriver Hørelses-Ordet baade Troen og Aanden og Følelsen af Herrens Nærværelse. Herved kommer det nemlig, som vel ingen af de Verdsligvise veed, men som hvert christent Barn kan vide, slet ikke an paa, enten vi finde det rimeligt eller urimeligt, at Guds-Søns, Vorherres Munds-Ord til os kan meddele os en Aand og et Liv, som al Verdens Veltalenhed og Skriftklogskab, endsige al Bogstav-Skrift, fattes, thi Troen spørger kun om, hvad der er sandt, troværdigt og saliggjørende, ikke om, hvorfor det maa være saa, eller hvordan Guds Gjerning er muelig.

Da imidlertid Aanden i vore Dage oplyser os om den himmelvide Forskjel mellem et levende Ord og et dødt Bogstav om alle aandelige og hjertelige Ting, og da denne sande Oplysning har en grundfalsk Oplysning at bekæmpe, som behersker Verden og har mere eller mindre lokket eller kyst os fra Troen paa det levende Guds-Ord, saa skal Guds Riges Skriftkloge gjøre sig al optænkelig Umage for at udrydde al Overtro paa denne Lygtemands-Oplysning, al optænkelig Umage for at oplyse Menigheden om, at dens eget og Skriftens Vidnesbyrd om Ordet af Guds Mund, hvorved Verden baade er skabt og gjenløst, og hvoraf Mennesket baade lever og oplyses, det Vidnesbyrd er saa langt fra at være utrolig!: eller urimeligt, at tvertimod hele det menneskelige Liv og Levnetsløb borger os for Vidnesbyrdets Sandhed. Vi gjøre derved vistnok Ingen til Christen, men naar vi oplyser, at det usynlige, men lydelige Ord er det eneste paa Jorden, hvorved Aanden som en usynlig Livs-Kraft og Hjertet som en aandelig Livs-Kilde kan virke gjennem Hørelsens Sands, kan virke sandselig og kjendelig paa det Usynlige inden i os, da er det noget, som Ingen uden klar Selv-Modsigelse kan benægte, og naar vi deraf forklarer den urokkelige Kjendsgjerning, at ikke blot den christne Menighed, men 541 ligesaavel Jøder og Græker og vore egne Høinordiske Fædre mistede deres aandelige Liv, saasnart det lydelige Ord som deres Aands-Udtryk forstummede, uden at de ypperligste Skrifter paa deres eget eller andres Sprog enten kunde afværge eller godtgjøre det i mindste Maade, da tør vi nok haabe at overbevise Verden om, at det ikke blot var Synd, men Daarskab og aandeligt Selvmord, at den ved at ville øse Livs-Kraft af Blækhornet istedenfor af sin egen Mund, ja ved at stoppe sin Mund med en Pen reent menneskelig og folkelig tilstoppede Livs-Kilden og gravede sig tørre Brønde.

Derfor er det, vi, som Guds Riges Vise og Skriftkloge, enfoldige som Duer og snilde som Slanger, maa arbeide ivrig paa folkelig Oplysning med det mundlige, levende Ord paa Modersmaalet, uden Spørgsmaal om Ungdommens Tro, thi som Christendommens Talsmænd paa hvert Folks Modersmaal kan vi umuelig med Fordeel bruge aandeligere eller klarere Ord og Talemaader end Folket forstaaer, og skal Menigheden forblive i Stats-Kirken uden at kvæles, da maa Stats-Kirkens Præste-Skole ogsaa blive, hvad den nu er langt fra at være, baade saa menneskelig og saa folkelig, at vore Sønner, som har Lyst og Anlæg til at blive Guds-Ordets Tjenere, kan gjennemgaae den uden til Jævnshold at blive Dødbidere, og med Leilighed til at faae Modersmaalet saaledes i deres Magt, som vi Faa, der slap taaleligst gjennem den sorte Skole, endnu kun halvveis har naaet.

See, disse folkelige Bestræbelser, ligesom de meget frisindede, jeg talde om igaar, lægges jo mig og mine Medhjelpere meget til Last, baade af de ufolkelige og fortyskede Stue-Lærde, som deri troer at see et grueligt Barbari, og tillige af de saakaldte strænge Lutheraner, der høilig beklage det som en Indblanding af Politik og Hedenskab i deres aldeles overjordiske og overnaturlige Christendom; men begge Dele kan vi imellem høinordiske Folkestammer, og især mellem Danskerne, trøstig smile ad, thi Æblet falder, som vi veed, aldrig langt fra Stammen, og Blodet er aldrig saa tyndt, at det jo er tykkere end Vand, og vort Folk har altid selv i deres Hedenskab havt saa stærk en Forkjærlighed for det levende Ord paa Modersmaalet, for folkelig Sang og for alt det Livlige og Hjertelige, at naar Christi Evangelium kommer dem folkelig imøde uden alle Halsjern og uden alle Parykker, da vil de ligesom den gamle Danske Kong Erik i Ansgars Dage gjerne føie den Herre Christus i hvad der findes billigt, og uden Knur lade hvem der vil, søge deres Haab 542 og Trøst i Troen og Daaben. Dette har, som vi veed, allerede viist sig allevegne, saa jeg er vis paa, at vi selv paa dette første Vennemøde i det Større kunde have meget at fortælle hinanden om hvad vi i denne Henseende have oplevet, saa der er hos mig ikke mindste Tvivl om, at vi jo ved at gaae stadig frem paa denne Maade vil i det hele vinde Folket og lade dem føle, at hvordan det end ellers hænger sammen med vor christne Tro paa det evige Liv, saa er vi i det Timelige kjærlige, folkelige og velgjørende Mennesker, som man billigviis maa unde den hjertelige Fred og Frihed, som vi under alle vore Medmennesker, og da Folke-Stemningen og Folke-Villien daglig bliver stærkere i hele Verden, saa har levende Christendom i disse Landemærker Udsigt til en yndig Aftenrøde i det Store, til en stille, fredelig og frugtbar Virksomhed, ligesom Vorherre i det Smaa har kronet mine gamle Dage med et saadant lifligt Efterskin af det jordiske Paradis, med stadige Fremskridt paa den høie Trappe, ja paa Himmel-Stigen til Klarhed over det forunderlige, velsignede Menneske-Liv i Guds Billede, det Liv, som Herren selv førde paa Jorden, og baade kan og vil deelagtiggjøre alle sine Troende i, som han selv har sagt: Jeg lever, og I skal leve, og I skulle være i denne Verden, ligesom jeg var i denne Verden.

See, under disse Omstændigheder kan vi jo nok taale, at Verdens Spøgefugle fremdeles vil spase og spotte lidt med vor saakaldte lystige Christendom og lystige Kirke-Viser, trykt i dette Aar. Ja, stadfæstes vi kun hjertelig i den klare Sandhed, at fordi Gud er ikke de Dødes, men de Levendes Gud, saa er Hans levende Røst paa Menneske-Tungen ogsaa en uudtømmelig Livs- og Glædes-Kilde, saa er Livet af Guds Naade i alle Henseender usigelig meget bedre og lykkeligere end Døden, da vil vi ikke klynke eller klage over Livets Møie. men hver Morgen og Aften takke Gud i Vorherres Jesu Navn, fordi Snorene faldt for os paa de liflige Steder.

543

Fra Vennemødet 1865. Grundtvigs Indledningstale.

Kiære Venner, som trindt omkring fra har flokket eder her, vistnok for Samfundets Skyld i det Hele, for den Styrkelses, Opmuntrings og Glædes Skyld, som aldrig kan fattes, men voxer, hvor Venner mødes i Navnet over alle Navne, i Jesus-Christus-Navnet, men dog ogsaa tildeels for endnu engang at samles med den Gamle, der endnu engang kom tilbage fra Dødens Porte med Kraft og Røst til at forkynde Livets Ord! jeg skal idag byde eder velkommen med hjertelig Tak for den Glæde, det har gjort mig, midt i de Ulykkens og Sorgens Dage, der gik og endnu gaaer over vort jordiske Fæderneland »Danmark, deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa«, midt i al den Elendighed og Beskæmmelse for al Verden, dog at høre af de umistænkeligste Vidner, af de Fremmede eller lidt mere end Fremmede, fra Leiren og trindt fra Landet, at det næsten altid kun var mine Venner, som bevarede Haabet om Lykke og Seier og ingenlunde vilde have Fred til enhver Pris eller i saa dyre Domme, som den blev kiøbt Ja, det var mig en stor Trøst og Glæde, paa den ene Side, fordi jeg veed, det gaaer med Kiærligheden, ligesom Herren har sagt om Troen; thi ligesaa lidt, som de, der ikke vil troe den jordiske Sandhed, har Hjerte til at troe den himmelske, ligesaa lidt kan de, der ikke engang elske deres jordiske Fæderneland, elske det himmelske, og paa den anden Side, fordi Guds Menighed har det usvigelige Løfte af Herren, at dens Haab skal aldrig beskæmmes, saa naar Guds Menighed hos os deler mit lyse Haab om gamle Danmark, dets Folk og Tungemaal, da giver det mig større Sikkerhed end alle mine Skjalde-Syner, Betragtninger og Betænkninger. Da disse imidlertid baade kan tjene til at holde Haabet opreist i mørke Timer og kan trøste over de Bebreidelser, vi maa høre af et eget Slags gudelige Folk, i hvis Øine vor Menneskelighed og 544 Folkelighed er en gruelig Verdslighed, og da det endelig kan aabne os et glædeligt Indblik i Forsynets vise og kiærlige Styrelse, saa vil jeg stræbe at giøre mine Danske Venner lidt Giengiæld for Glæden, ved at lade det Lys skinne, som Herren har tændt over Christendommens Liv og Christen-Folkets Levnetsløb og deres Forhold saavel til Folkeligheden i det Hele som til den Danske og Høinordiske især.

Det er os nu alle bekiendt, at den Jesus Christus, som for atten Aarhundreder siden blev korsfæstet under Pontius Piiatus, men blev kraftelig beviist at være Guds Søn ved Opstandelsen fra de Døde, han stiftede et aandeligt Guds-Rige eller Himmerig paa Jorden, som skulde blomstre ved Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand, og at dette christelige GudsRige i hans umiddelbare Sendebuds (Apostlernes) Dage baade havde en straalende Heltetid hos Ebræerne og udbredtes ligesaa vidt, som det Romerske Verdens-Rige strakte sig, men at dette christelige Guds-Rige, rasende bestridt, snart efter Jerusalems Forstyrrelse forsvandt i sin jordiske Hjemstavn, saa at selv Jesu Navns Bekiendelse paa det Ebraiske, Herrens eget, hans Propheters og Apostlers folkelige Tungemaal forstummede.

Det aandelige Christus-Rige var da nu indskrænket til de Adspredte i Hedenskabet, og Christenhedens Skriftkloge har vel meent, at det kunde ingen Forskiel giøre, da Christi Aand havde viist paa Pindsedagen, at han kunde alle Tungemaal under Himlen lige godt, og da det christelige Guds-Folk ikke, som det Jødiske, skulde være en Undtagelse fra alle Folk, men tvertimod et Udvalg af alle Folk uden Forskiel, som der staaer skrevet, at i Jesus Christus er ingen Forskiel paa Jøder og Græker, Skyther og Barbarer; men det er dog lige vist, at der var en mærkelig Forskiel baade paa Kraften, paa Oplysningen og paa Kiærligheden hos den Ebraiske Deel af Christen-Folket, med Apostlerne i Spidsen, og paa den Græske og Latinske Deel med deres Bisper i Spidsen, og da Christendommen vil baade forkyndes, troes og bekiendes paa menneskelig Viis og laaner derfor Tungemaal og Tolke hos de Folk, den giæster, saa er det umuligt andet, end at det maa beroe paa Folkenes og Tungemaalenes Beskaffenhed, paa Folkets Hjertelighed og Tungeinaalets Aandelighed, baade hvor klart et Udtryk Christendommen skal finde og hvor dybt et Indtryk den skal giøre. Det nytter nemlig ikke hvad Aanden siger, naar Tilhørerne ikke kan forstaae ham, og nytter ikke hvad Aanden kan virke, naar 545 Hjertet ikke modtager ham, som Herren har lært os, at skiøndt Sæden er Guds levende Ord, saa voxer den dog ikke og bærer Frugt, naar Jorden enten lukker sig for den eller mangler Dybde eller er begroet med Tjørne, og at selv i god Jord er Grøden saa forskiellig som tredive og hundrede Fold. Grunden til at Christen-Folket blandt Hedningerne bestandig blev mattere og mørkere mellem Græker og Latiner og kiøbde snart verdslig Fred for sin aandelige Frihed, saa Menigheds-Livet uddøde og Riget blev hartad ukiendeligt, det maa nødvendig have ligget i Grækernes bekiendte Folkefeil, især Splidagtigheden, og i Latinernes Ufolkelighed og Aandløshed, der gik saavidt, at de endog vilde nøde Vorherre Christus til at ombytte sit aandelige Rige med et verdsligt og lade det bestyre af en Mødelig Statholder.

Saaledes gik det i den gamle Christenhed, og da Herren vidunderlig havde sørget for, at hans Navn, med Troen og Daaben uforvanskede, kom til en ny Folke-Kreds i Engeland, Tyskland og vort Norden, da prøvede man vel i Engeland og Tyskland paa at fornye den Apostoliske Lærdom efter Skriften, men slet ikke paa at fornye den Apostoliske Menighed efter Aanden og det christelige Guds-Rige efter Hjertets Følelse af aandelig Retfærdighed, Fred og Glæde. Følgen af den aandløse Skriftklogskab og den livløse Lærdom blev da, ligesom hos de hedenske Græker og Romere, hvis efterladte Skrifter man dyrkede som Helgen-Levninger, som den maatte blive: aandelig Død, grændseløs Vantro og aandløs Oplysning, som altsammen forplantedes til vort Norden og fulgtes enstund iblinde; men her har Bladet aabenbar vendt sig, hos os har Øiet aabnet sig for det aandelige Lys, der ikke blot skinner over Bøgerne, men først og sidst over Livet, baade det gamle og det nye Menneske-Liv, og hos os har Hjertet aabnet sig for Christi og hans Menigheds Aand i det levende Guds Ord af Herrens egen Mund ved Daaben og Nadveren, som skaber, opholder og opelsker hjertelig Retfærdighed, Fred og Glæde, altsammen af Naade og altsammen i Frihed, som det vel beskrives i Skriften, men kan hverken føres i Pennen eller udpines af Bogstaverne. Hvad kan nu Grunden være til alt dette og til den christelige, fremskridende Oplysning om alt Menneskeligt, uden Folkets og Modersmaalets Bekvemhed og Bøielighed baade til dybe aandelige Indtryk og klare hjertelige Udtryk, og da navnlig Øiet for det stormenneskelige Levnetsløb fra Slægt til Slægt og Hjertet for det folkelige Fællesskab, som fattes 546 ganske i Tyskland og tildeels i Engeland, men har fra Arildstid hjemme i vort Norden, og er uundværlige til aandelig at kiende og hjertelig at modtage baade det christelige Aabenbarings-Lys og det christelige Menigheds-Liv. Hvor man nemlig ingen levende Forestilling har om den Hjertelighed, som forbinder et Folk ikke blot udvortes og for Øieblikket, men indvortes giennem tusinde Slægter, der kan man ikke engang forstaae det Jødiske Folks Levnetsløb, og veed da igrunden slet ikke, hvad der enten i Troesbekiendelsen eller i Skriften menes med den christne Menighed og de Helliges Samfund og Fællesskab med eet Hjerte og een Sjæl og kan da umulig enten eftertragte eller opnaae Indlemmelsen i og Fremskridtene med det aandelige Guds-Folk, som kæmper for Livets Krone; og hvem der, som alle Christenhedens Folkefærd fra Jødeland til Danmark, ligesom de hedenske Græker og Romere, anseer Menneske-Hjertet for en Kiød-Klump, der aldrig kan blive aandelig og giennemsynlig, de kunde umulig blive kloge paa den Gud, som ene seer paa Hjertet, eller kloge paa det troende Hjerte, der i Kiærlighed skal forklares til Konge-Bruden som en himmelsk Dronning.

Skal derfor det christelige Guds-Folk oplives og oplyses i Hedenskabet til at sammensmelte med Israels Førstegrøde og Israels Levning, da tør vi frit sige, det vil skee i Danmark og vort Høinorden, thi intet andet Sted paa hele Jordens Kreds findes der menneskelige Folk og levende Tungemaal, som er skabte, skikkede og forberedte til den Guds underfulde Kiærligheds-Gierning til Jesu Christi Herliggiørelse paa Jorden, saa det kan aldrig feile, at jo Gud vil spare og bevare de Folk og Tungemaal, som Han vil bruge til Opnaaelsen af sine vise og kiærlige Øiemed, og at Han, der skaffede sin eenbaarne Søn, som Menneskens Søn, et Nazaret, hvor han i udvortes Fred og Frihed kunde opvoxe til Myndighed, Han vil ogsaa i disse Landemærker skaffe sin Søns Menighed og Fæstemø et saadant fredeligt Fristed til at voxe i Vorherres Jesu Christi Naade og levende Kundskab, saa vort Haab om gamle Danmark kan ikke beskæmmes, men vor Kiærlighed til vort jordiske Fæderneland med dets Folk og Modersmaal skal ikke blot retfærdiggiøres af Fremtiden, men forvandles fra Klarhed til Klarhed, som den Jordbund, hvori det levende Guds Ord, som Sæden til al Guds-Rigets Retfærdighed, Fred og Glæde, skulde blomstre og bære mangefold Frugt!

547

Fra Vennemødet 1866.

Mandag den 10. September udtalte Grundtvig ved Mødets Aabning:

Det er mig tilvisse glædeligt endnu engang, om end kun paa svage Fødder, at staae midt i en saadan christelig Vennekreds fra alle Landets Kanter, der end ikke fattes Dansk Majestæt, og det maatte da være mig to Gange glædeligt, hvis det kunde lykkes mig at tale her et Trøstens Ord til de forsamlede Venner, et Trøstens Ord, sikkert og varigt for alle Troende, ogsaa naar jeg er borte. Jeg føler nemlig godt, at det kan ikke saa være, at Alle kan betragte den christelige Frihedssag med den dybe Rolighed som jeg for min Person, betragte den saaledes under den Prøvelse, som allerede er begyndt, og sagtens endnu er i Tiltagende, thi jeg for min Person maa jo tænke og sige, at hvor frit og hvor hyggeligt man end vilde gjøre det for Herrens Frimenighed i Folkekirken, saa nødes jeg dog til en af Dagene uigjenkaldelig at træde ud af den, og at trøste mig ved at Herrens frie Kirke ei er bundet til nogen Statskirke, men blomstrer evig der udenfor, baade i Himlen og paa Jorden. Nei, jeg føler det godt, at de, der, som de fleste af Vennerne, er i Ungdommen eller dog i Manddomsaarene, maa blive anderledes dybt og skjærende berørte, naar de ikke kunne skjønne rettere, end at mange, og deriblandt Ypperstepræster og Skriftkloge, synes Intet hellere at ønske end at vi vilde gaae ud af Folkekirken heller idag end imorgen, og skjøndt de ikke tør nægte at det aandelige Liv er paa vor Side, saa synes de dog at være saa dødsmodige, at de, dersom vi ikke vil gaae godvillig ud idag, kunde have Mod paa at nøde os dertil imorgen, uden at vi kan sige, at Rigsdagen i sin splinterny Skikkelse vilde lægge dem synderlig Hindring i Veien.

548

See, tinder disse Omstændigheder, som vor gode gamle Ven Pastor Birkedals Nærværelse midt iblandt os stiller os lyslevende for Øie, da vilde et fast og sikkert Trøstens-Ord tilvisse være, ikke blot paa sit rette Sted, men hvad vi kalder paa et nødtørftigt Sted, da jeg dog lige saa lidt som Birkedal kan raade til godvillig at træde ud idag for ei maaskee at drives ud imorgen, og et saadant Ord vil jeg derfor ogsaa haabe, Vorherre vil give mig at tale. Hvad der saaledes kan trøste den lille danske Frimenighed, er jo, det følger af sig selv, det samme som har trøstet mig nu snart gjennem to Menneskealdere, og det under Omstændigheder, der vel maatte kaldes endnu langt mørkere end de nærværende; ja, det er den Følelse, at den lille danske Frimenighed, den er dog kaldet og udvalgt af Herren til at være som hans Menigheds og Menighedslivets Fosterfædre og Fostermødre, kaldet og udvalgt til at forberede Herrens Gjenkomst i Skyen med sin Faders Herlighed. Dette var min Trøst fra de unge til de gamle Dage, og det har vist Mange ogsaa i denne Kreds følt, maatte være saa, naar de sang med mig:

»Foragter ei de ringe Dage!
Det er for os et Trøstens Ord,
Som bygge nu med Kræfter svage
Paa Herrens Huus i Høie-Nord,
En Hytte kun at lignes ved
Guds-Huset i dets Herlighed.

De høie Bjerge, som vor Hytte
End true hardt med Undergang,
Dem Aanden vil ei fra os flytte,
Men jevne lig den grønne Vang;
Som Havets Bjerge tit vi saae
Sig jevne ud til Bølger blaae.«

Men dette Trøstens Ord og Tone, har jeg ikke fundet endnu havde en saadan dyb og liflig Klang i Menighedens Øren, som det har i mine, og det kommer jo da deraf, at det ikke endnu har lynslaaet den lille danske Menighed, at den aandelig har det samme Kald, som de Faa af Israel, hvis Hjerte Herren rørte efter den babyloniske Udlændighed til at drage tilbage til det forjættede Land, og stræbe i trange Tider at opbygge Davids Stad og Salomons Tempel paany, saa der i Tidens Fylde, naar Christus, Messias, kom, dog ei skulde fattes enten en benaadet 549 Kvinde med Moderskjød til ham, et tilberedt Sted i Davids By, Bethlehem, eller et velberedt Folk ved Jordans Flod og det galilæiske Hav.

Men det faldt mig ind lige med eet: men hvorfor meddeler du da ikke Menigheden den lille Historie om de tre Kirkebyer i Østerleden, og den lille Spaadom om den sjette Menighed med den »lille Kraft«, der vil holde fast ved Vorherres »Bestandigheds-Ord« og skal derved fries fra den store Fristelse paa Jorderig, hvorfor meddeler du ikke Vennerne disse Dele, der saa længe og saa trøstelig har befæstet din Tro paa og dit Haab om den Danske Menighed som den Sjette af de Syv, der skal række Herrens Tilkommelse, og som det sidste aandelige Holdested paa Rulle-Veien til det ny Jerusalem. Jeg sagde da ved mig selv: det er et Spørgsmaal, som synes at komme fra en Kant, hvor man veed bedre Besked end du, saa der er vel intet andet at svare derpaa, end at gjøre hvad du hidtil ikke har gjort, thi vel synes det slet ikke rimeligt, at naar den gamle Pagts Bog, hvori Menigheden fra Arilds Tid er saa vant til at see Kirke-Speilet, naar den ikke er klar nok for den, at den da skulde blive enten sikkrere eller klarere ved at bekræftes og belyses med Skriftklogskab og Boglærdom, som er Menigheden langt anderledes fremmede, men det er dog ligevist, det maatte jeg tænke, at al den Trøst, som er os givet, er givet for at vi skal meddele Menigheden den, og trøstig overlade det til den Aand, som ingenlunde udelukkende er eller vil være Præsteskabets Aand, men er den hele Menigheds guddommelige Trøster, og som kun vil være Præsteskabets Aand, naar det indelukker og indeslutter sig i Menigheden - overlade det til ham og Menighedens eget Hjerte, hvad Deel den kan, enten nu eller herefter, tage i Trøsten. Den lille Historie om de tre mærkværdige Kirkebyer i Østerleden, er da kortelig den, at, som vi Alle veed, var Jerusalem Byen, hvor den apostoliske Moderkirke oprandt, eller, som der vel maa siges, neddalede, og hvor den havde sit Sæde, den, hvis Sønner og Døttre kun kaldte sig »Jesu Discipler« og aandelige Lemmer paa hans Legeme, der har altid kun eet Hjerte og een Sjæl, men som af de vantro Jøder kaldtes til Spot Galilæernes eller Nazaræernes Sekt. Ja, dette var den første, altid uforglemmelige Kirkeby, men vi veed, at selv der tabtes snart, alt i Apostlernes Dage, i det Hele den Kjærligheds Livsfylde, som skaber eet Hjerte og een Sjæl, da ogsaa den fyldtes med Lovlærde og Farisæere i Tusindtal, saa at Kjærligheden blev kold, og efter Jerusalems Forstyrrelse 550 forsvandt den Ebraiske Moderkirke aldeles af Jorden. Den anden mærkværdige Kirkeby, som vi endnu kjende lidt til af Apostlernes Gjerninger, det er Antiochien, hvorfra Paulus udgik som Hedning-Apostlen, hvor de Troende først kaldte sig med Navnet »Christne«, og hvor de stræbte at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand med samme Herre, samme Tro og samme Daab, samme Gud og Alles Fader, og intet andet Baand skulde binde eller sammenholde dem ved Siden af de Baand, som Herren selv har skabt igjennem sin hellige Daab og hellig Nadver. Den tredie Kirkeby, som end ikke nævnes i Skriften, og som ogsaa først blev mærkværdig hele 300 Aar efter Christi Fødsel, kaldes Nicæa. Den fik sit Ry deraf, at den blev ret egenlig Statskirkernes Fødestavn. Der var det, at Keiseren med et Overtal af Bisper og Skriftkloge fattede den, som de meente kloge, men visselig daarlige Beslutning, at man skulde og kunde efter den hellige Skrift forfatte en bedre Troesbekjendelse, end de hellige Apostler efter Herrens Mund havde efterladt hans Menighed, og at denne selvgjorte Troesbekjendelse skulde holde Kiætterae i Ave og tjene til ufravigelig Forskrift for alle dem, der lærte i Menigheden. See, saaledes stiftedes da den store Statskirke, hvori Menighedslivet enten aldeles uddøde, eller maatte henslide sine Dage i et Statsfængsel, ja et Cellefængsel, omgivet af utallige tvungne Bekjendere, der umulig kunde have noget enten med Aanden eller med Troen og Daaben at gjøre, men som maatte gjøre i Almindelighed Daaben saa uvirksom, at Alverden kaldte den magtesløs. Saaledes uddøde da ogsaa Menighedslivet i Grækenland, hvor man indsmuglede den selvgjorte Troesbekjendelse ved Daaben, istedenfor den apostoliske, og det hensled sine Dage der, hvor man dog bevarede Daabspagten, men forresten lod det være ligegodt med frivillige og tvungne Bekjendere, og hvor man efter selvgjorte Forskrifter gjorde det til en Betingelse at følge dem, for at være Lærere i Menigheden.

At nu disse tre mærkværdige Kirkebyer i Østerleden end ikke seent i Middelalderen var aldeles glemte, det saae man paa det store Korstog, der gjordes her fra Vesten ud til den hellige Grav, thi da hører vi, at det var netop disse tre Stæder, som Hæren følte sig drevet til, en efter anden, at indtage, først Nicæa, som de dog lod Grækerne beholde, dernæst Antiochia og endelig Jerusalem, men da man i Pavedømmets Tid tog kjødelig og verdslig alt hvad der var aandelig meent og sagt, saa er det kun mærkværdigt som et Forvarsel paa 551 hvad der skulde skee, naar Menigheden vaktes af sin Dvale og aandede paany, og hvad der ogsaa er mere end begyndt at skee.

Dengang nemlig, da Gudsordet igjen vaagnede hos Luther, vaagnede, maa vi vel sige, som et Svøbelsebarn i Troens Skjød, see, da stod den rettroende Statskirke i Nicæa dog for ham som det Høieste, der da kunde naaes, og skjøndt han ingenlunde med Grækerne vilde ombytte den apostoliske Troesbekjendelse ved Daaben med den nicæniske, saa kom dog hverken han eller hans Venner videre, enten i Henseende til Bekjendelsens Frihed eller i Henseende til Menighedslivet, for hvilket Friheden er en nødvendig Betingelse, end Konstantin den Store og hans mere selvkloge end skriftkloge Bisper. Vi derimod have lige fra Begyndelsen seet, at dermed kunde Menigheden hverken være tjent, eller opvoxe efter hans Væxtes Maal, som dertil har sendt os sin Aand; vi saae strax, at vi maatte slaae Leir ved Antiochia, hvor Talen kun var om Christne med en fælles Herre, fælles Tro, fælles Daab og fælles Fader i Himlen, som skjænkede os sin eenbaarne Søn, for at ogsaa vi kunde faae det evige Liv, hvor Bekjendelsen var fri og Menigheden i aandelige Ting ingen verdslig Øvrighed underkastet uden i alt Fald den Biskop, den selv havde valgt; og see, mine Venner! derfor er vi aabenbar aandelig paa det sidste Holdested paa Veien til det nye Jerusalem, og da vi tillige har den Følelse, at Menigheds-Livet, som baade begyndes og fuldendes i Kjærlighed, kan og skal naae sit Maal, til Herren kommer igjen, saa er vi aabenbar kaldte og udvalgte til ogsaa at lægge denne Vei tilbage for at komme til Jerusalem i Aanden, hvor vi skal mødes med Israels Levning og holde den store Nadver med Herren.

See, hermed stemmer det da ogsaa overeens, at den lille danske Menighed er virkelig den sjette efter Tungemaalene, og det er aabenbart ogsaa den sjette efter Brevene I Johannes' Aabenbaring; thi om denne sjette Menighed staaer der jo skrevet, at den har en Hjertens Kraft til at holde fast paa Herrens Bestandigheds-Ord, som er Herrens Munds-Ord ved Daaben og Nadveren, at den derved har fundet den aabne Himmerigs Dør, som Ingen kan lukke, og at den skal lignes ved en Sule i Guds Tempel, som ei skal rokkes, men hvorpaa Guds Søn har skrevet sit Navn og det nye Jerusalem s Navn, ikke med Pen og Blæk, men med den levende Guds Aande.

Ja, christne Venner! derfor er det vist og trøsteligt, at Herren vil bevare denne lille Menighed, bevare den fra Slægt til Slægt, 552 saa at den kan voxe i Guds og Vorherres Jesu Christi Naade og Kundskab og opleve Herrens Tilkommelse, og dersom det, som vi maae synes, er dertil nødvendigt, at vi idetmindste endnu længe maae leve i god Fred og Forstaaelse med den danske Folkekirke, med hvilken vi har Tungemaal tilfælles, da vil Han, som allerede ved Troesfriheden og ved Sognebaandets Løsning har ført os langt videre fremad til christelig Frihed end det rimelig kunde formodes, fremdeles sørge derfor, saa at vi godt tør haabe, han ogsaa vil bortrydde alle de Hindringer, som endnu kan være tilstede, og hvad enten det saa skal være eller ikke, vil han dog umiskjendelig være med den lille Danske Frimenighed alle Dage indtil Verdens Ende!

Under Forhandlingen som fulgde paa denne Tale tog Grundtvig atter Ordet og ytrede:

Vi hørte nys et Ord fra Frimenigheden og den frie Kirke i Ryslinge i Fyen, og det skal siges i denne Forsamling, at det er det største Vidnesbyrd igjennem mange Aarhundreder paa, at Troen i sin Frihed endnu er den gamle Guds-Kraft, den Guds-Kraft, som giver sig tilkjende først og sidst i Kjærlighed. Ja, det er vistnok længe siden at der er bygget et Hus til Guds-Ordet og til Folket af dem som troer og som følger Ordet; det er længe siden, siger jeg, at dette er skeet, hvor det var saa kjendeligt, at Kjærlighed byggede dette Hus, hvor det er saa glædeligt at see en Mængde forsamlede i Vorherres Jesu Christi Navn, og hvor jeg er vis paa, at Bekjendelsen og Forkyndelsen og Lovsangen har den Tone, som der for Guds Engle er mere Glæde over, end over de Toner, der lyder i alle vore Kirker. Det er jo bedrøveligt nok, at dette er langtfra at erkjendes af dem, som har Forsædet og Styrelsen i vor Folkekirke, og det var netop det, der stod mig for Øie, og maatte staae mig saa, da jeg idag sagde, at der er begyndt en Prøvelse for Herrens Frimenighed i Landet, som synes at være i Tiltagende. Ja, det var nødvendigt, og det var vor gamle Ven og Medtjener Birkedals Nærværelse blandt os, som stillede mig det klart for Øie, og det skal derfor ogsaa nu siges hvad vi som Christne maa tænke om dette. Det er jo klart, mener jeg, at det samme gjælder her som altid hos Christne: giv Keiseren hvad Keiserens er, og Gud hvad Guds er. Det er Keiserens Sag, det er den 553 verdslige Øvrigheds Sag, efter eget Tykke at indsætte og afsætte sine Embedsmænd, og derom er intet videre at tale, men naar man vil forlange, at vi, som har den samme Herre, den samme Tro, den samme Daab, den samme Gud og Alles Fader, ikke længere maatte ansee den, som Regjeringen har afsat fra sin Tjeneste, som vor Medtjener i Ordet, som vi som en kjær Broder maa omfatte med Kjærlighed og understøtte ham i alt hvad vi kan, som om han stod paa det høieste Trin i Statens Tjeneste, da kunde man ligesaa godt forlange, at vi ikke mere maatte ansee ham, og dem som fulgte ham, som vore Medchristne, ikke længere maatte omfatte dem med Kjærlighed, ikke længere give dem gode Raad og Understøttelse i Alt, hvad der stod i vor Magt.

See, saaledes er Stillingen, og det er nu vist, at man mere eller mindre aabent har prøvet paa at faae os til at skille os christelig og præstelig fra vor Broder og Ven, som ikke har vendt Herren Ryggen, ja ikke engang vendt Folkekirken Ryggen, men blot gaaer ud for saavidt han nødes dertil. Vi vil da derfor haabe, at der maa gaae et bedre Lys op for dem, der har at raade og styre, og at de, der staaer øverst i vor Folkekirke, dog maa komme til at see, at de tage feil idet de mene, at det kun er Navnet, der er forandret, da Statskirken blev til Folkekirke, og mene, at det endnu er den gamle tvungne Statskirke, og at det er den, vi med tøilesløs Frihed vil opløse; de maa dog vel see, at den er opløst, de har selv opløst den, den er opløst overalt, hvor der er givet Troesfrihed, overalt, hvor Kirken, som den Gud ske Lov nu har, har faaet sine to Dørre med fri Indgang og fri Udgang. Derfor er det vi stræbe efter, ikke at opløse Noget, der bestaaer, men derimod med Guds Hjelp at opbygge Noget der, hvor Intet kan være af sig selv, thi der kan ligesaalidt opvoxe noget christeligt Lys af Folket som det kan udspringe af Staten, det maa komme herovenfra, og idet vi stræbe efter at den christne Menighed med Guds Hjelp maa udvikle sig i Folkekirken, uden at vi vil lægge det mindste Baand paa Nogen eller Noget, er det vist, at vi arbeide, ikke paa at nedbryde, men paa at opbygge. Det er overalt vist, at dersom man naaer, hvad jo vistnok en Deel ønsker, og hvad Flere kan synes at ønske, at faae os Alle, som føler, at Christus har givet os Frihed, har kaldet os til Frihed paa det Vilkaar, at vi ikke maa blive Menneske-Trælle, uddrevne af Folkekirken, ja, da er det aldeles vist, hvad de tildels selv maa tilstaae, at de derved uddrive Livet og Livskraften af hvad de vel kalder 554 Folkekirken, men hvad der da ikke var andet end en Levning af den tvungne Statskirke, som kun kan bestaae til Folkets Ulykke. Den eneste Maade hvorpaa en Statskirke kan blive ved at bestaae, og at have Liv i sig, er naar den forstaaer sig selv som en Indretning for Folket, hvorved det kan føle sin Trang til det Høieste, sin Trang til det Guddommelige, i større eller mindre Grad som denne Trang nu er tilstede, tilfredsstillet, uden at noget Åndet derved betynges, og uden at de, der har det store Maal, der er Livets Krone, skal være bundne saaledes, at de intet Skridt maatte gjøre fremad til det Maal, der dog umulig kan naaes, uden ved Kjæmpeskridt, saa store som intet Menneske af sig selv kan gjøre, men som kun kan gjøres ved den Guds-Aand, som altid fører Frihed med sig, og som ikke kan og ikke vil virke uden i Frihed.

        

555

Næste Dag indledede Grundtvig Kolds store Tale med disse Ord:

Hvad jeg idag ønskede, at Talen i Venne-Kredsen især maatte komme til frit at dreie sig om, er den menneskelige og folkelige Skolesag, som ogsaa i christelig Henseende er høist vigtig for hele vort Liv i denne Verden, og de store og glædelige Fremskridt, som denne Sag har gjort hos os i de sidste Aar, berettiger visselig til de lyseste Forhaabninger for Fremtiden. Vistnok seer de Høilærde og i deres egne Tanker meget Kloge os som Skolemænd fornemt over Hovedet, om vi end, som jeg, er løbet igjennem den sorte Skole, og selv vore saakaldte Høiskoler er dem meget for lave til at de skulde værdige dem nogen Opmærksomhed, uden forsaavidt at de siger, at de, som Alt det Grundtvigske, er pæredanske, saa pæredanske, at end ikke Vorherres Sol, fordi den ikke er det, men er guddommelig og almindelig, maa faae Lov til at skinne ind i dem. See, dette er jo kjedsommeligt nok at høre paa, og det kan jo ogsaa lidt forsinke Værket ved at kyse de Ubefæstede fra at tage levende Deel i den Oplysning, der, hvor fattig den end kan synes i glimmersyge Øine, dog er den eneste sande menneskelige, fordi den oplyser Mennesket om, hvad det er, ikke som et Pattedyr, men som en Skabning i Guds Billede med Aand og med Hjerte, og den eneste, der kan blive almindelig, fordi den oplyser det virkelige Liv saaledes som det findes, og følger det Skridt for Skridt saaledes som det udvikler og klarer sig. See, derfor er jeg ganske vis paa, at det nu ikke kan vare længe, at denne Oplysning gjør sig mere og mere gjældende, uden at ogsaa de Høilærde maa indrømme, at hvorledes det end gaaer til, saa er Lyset dog saavelsom Livet paa vor Side, at hvorledes det end gaaer til, saa har vi dog ikke blot hvad de længe har forundret sig over, fløiet dem forbi i Frihedssagen, idet vi kræver en virkelig 556 menneskelig Frihed, ikke blot for Tanker men for hele Menneske-Livet, men vi er ogsaa fløiet dem forbi selv i Oplysningssagen, som var deres Palladium som de kaldte det, deres Ære og deres Stolthed, Nn veed vi, at det er slet ikke underligt, det er en følgelig Sag, fordi vor ligesaa menneskelige som guddommelige Læremester, Jesus Christus, selv er baade Lyset og Livet, men det er jo umuligt, at Verden med sine døde og mørke Forestillinger om Christendommen kan forstaae det; den maa virkelig troskyldig ansee det som en splinterny Lærdom, der er faldet ned fra Skyerne. Vi seer derfor ogsaa, at selv Christne, som igjennem Statskirken er blevet forvænte, har ondt nok ved at fatte, at Christendommen paa det allernøieste hænger sammen med hele den menneskelige Frihed og Oplysning. De studse ved det endnu, naar Verden forkynder dem, at det dog er altfor urimeligt, at vi som troskyldige Christne skulde sætte saa høi Priis paa den udvortes borgerlige Frihed, som dog kun lidt eller intet har med det Indvortes, endsige da med [det] Evige at gjøre, og at vi, som siger, at vi vil tage Fornuften fangen under Troens Lydighed, saaledes endogsaa skulde sværme for Oplysning og Forstand paa alle Ting, saavidt det er os givet, baade det Timelige og det Evige. Det skulde dog slaae os Alle, som troer paa Vorherre Jesus Christus, at han jo selv har sagt, at han talte til os baade om jordiske og himmelske Ting, og dersom vi ikke troede hvad han sagde os om de jordiske, saa troede vi endnu mindre hvad han fortalte os om de himmelske. Jeg tvivler altsaa ingenlunde om, at den menneskelige og folkelige Oplysning, der er kommet frem, og daglig gjør mere og mere Fremskridt, ogsaa vil gjøre sig saaledes gjældende i vor lille Verden, at den maa indrømme, at det dog er den eneste, der virkelig tjener Menneskelivet, ligesom den ogsaa er den eneste, der er Mennesket værdig, thi selv de gamle Filosofer har dog sagt, at man skulde skrive over Skolen: Kjend dig selv, saa at dette er den nødvendige Begyndelse til al virkelig Kundskab om de aandelige og hjertelige, om de himmelske og de evige Ting, fordi det er umuligt at vi kan kjende noget til det Altsammen, naar vi ikke havde fundet et Billede deraf hos os selv, saa at det kan speile sig i os. Hermed hænger det da ogsaa sammen, at man nu i vor lille Verden har en Sky for det levende Ord, ja for enhver Tale om at det er det Første og det Sidste. Og dog er det det Eneste, hvorigjennem Hjerte og Aand kan meddele sig, baade i Himmelen og paa Jorden, thi det er Noget, som vil og maa gjøre sig selv saaledes gjældende, 557 at skjøndt det ikke kan begribes, maa det dog nødvendigviis indrømmes, og det maa tillige sees, at hvem der blot vil indrømme det, men ikke vil bifalde det, ogsaa kommer til at fattes alt det Liv og Lys, som kun gjennem Ordet lader sig meddele, igjennem det Guds-Ord først og sidst, som er det eneste Ord, der kan meddele Liv, og dernæst ogsaa gjennem Menneskeordet, som jo er det eneste, hvorved vi kan aabenbare os selv for hverandre.

Alt dette kan jeg jo sige Dem, og De har ingen Skade af om De troer mig paa Ordet, thi jeg er ganske sikker paa, at det aldrig skal glippe; men vise Dem det, kan jeg ikke, det kan kun sees paa Frugterne, som den menneskelige Oplysning med det levende Ord vil bære. Noget kan der imidlertid sees, naar en Mand, der har tjent og af lang Erfaring lært at kjende Skolesagen fra Først til Sidst, vil aabne sin Mund og med sit sanddru levende Ord fremstille for os, hvorledes det gaaer til i Livet med den menneskelige og folkelige Oplysning, og jeg har derfor bedet Kold, den menneskelige og folkelige Oplysnings Hovedmand i Fyen, være saa god at fortælle os, hvorledes han kom ind paa sin saa frugtbare Løbebane, og hvorledes han betragter Skolesagen i det Hele, baade Børneskolen og Skolen for de Voxne, og jeg vil da kun føie een Begjæring til, som jeg ellers aldrig gjør til nogen Taler, den nemlig, at han ikke vil fatte sig for kort; thi denne Mand har tiet saalænge, at han vistnok har en god Deel at sige os, og vi har, troer jeg, ogsaa gode Stunder at høre.

558

Fra Vennemødet 1868. Grundtvigs Aabningstale d. 10. September.

Saa takker jeg da mine kristne Venner for at de saa talrigt har indfundet sig her og omringe mig, og jeg takker med saameget niere Glæde, som det har vist sig, at det slog dog heller ikke denne Gang fejl, det gamle Ordsprog, at hvor der er Hjerterum, der er ogsaa Husrum; thi at her var Hjerterum, derom kunde intet Spørgsmaal være, og det andet besvaredes af Erfaringen tværtimod hvad der syntes saa. Vi er her Alle forsamlede i det store Navn, som vi Alle tilbede, for at tale med hverandre om hvad os tykkes bedst at være, tjenligst for Herrens Menighed, for Menneskelivet og Menneskelyset nu og til Dagenes Ende.

Vel bliver det ikke saa meget, som jeg havde betænkt, hvad jeg idag skal tale til dette Vennelag; thi jeg havde tænkt, at hvad der i Særdeleshed maatte tales om idag i denne Forsamling, var den tilkommende Tid, da Sygdom, som altid er Dødens visse Forbud, syntes hos mig at være nær Forløber og Forvarsel, og jeg betænkte, og det ikke uden Bekymring, at mine kjære Landsmænd lettelig faa det Udseende, som om de aandelig var adspredte som en Hjord uden Hyrde, og vist er det jo, at kunde jeg bidrage Noget til, at det ikke skulde se ligesaadan ud i kristelig Henseende efter min Bortgang, da var det ikke mere end min Skyldighed, og da maatte det være mit inderligste Ønske at gjøre det.

Men se! jeg føler paa denne Dag, som saa ofte før, at Herrens Tanker er ikke vore Tanker, at han har betænkt det anderledes og byder os fæste vort Øje paa det Nærværende og overlade ham det Tilkommende, ham, for hvem det ogsaa ene staaer 559 klart og som derfor ene er istand til rettelig at bære Omsorg derfor og give det sin Skikkelse. Ja, mine Venner, derfor fæster jeg da Øjet paa det Nærværende, det, som os er givet at se og bruge, paa Ordet i Guds og Menneskenes Mund, Herrens Folk og Menighed, Menneskelivet og Menneskelyset i den nye klarede Skikkelse, som det er ifærd med at iføre sig; thi disse Ting er jo alle Guds Naadegaver til os og givne os til Brug, med Løfte om og med Sikkerhed paa den Guds Velsignelse, som ene gjør at Alt kan voxe og bære sin Frugt; ja, Ordet, som var af Begyndelsen, Ordet, som er Menneskelyset, som er det i sit Liv, idet det levende udtrykker og aabenbarer hvad der er i Gud og hans Dybde, og som meddeler sig til os, at vi kan give det Vidnesbyrd og at vi kan leve deraf, saaledes som Herren har sagt os: det Ord, som han taler til os, det er Aand og det er Liv.

Og nu, mine Venner, vi veed det Gudskelov Alle, det har allerede klarlig vist sig, at Ordet har sin Deling til Kirken og Skolen, til begge Sider deler det sig med Liv og Lys, for at den Guds Gjerning kan blive fuldkommen. Det er nu vel saa, at der er dem, og de er ikke faa, som ivrigt paastaa, at Skolen skal være kristelig, og tillige paastaa, at Kirken ingenlunde maa være folkelig; men denne Paastand af disse, som aabenbart modsige sig selv, kan ikke have nogen Gyldighed, og Virkningen af deres selvmodsigende Paastand vil ogsaa blive til Intet. Det er jo saaledes aabenbart, at dersom ikke Christi Kors virkelig spejlede sig i Dannebrog, da kunde Ingen indbilde hverken sig selv eller Andre, at Korsets Tegn fandtes i det danske Banner, og spejler det sig virkelig deri, ja, da maa det ogsaa give sig tilkjende ved Ordet og ved dets Deling og Virkning, og Gud være lovet, at det er saa. Det Ord, som er i Herrens Mund og kun kan føres af hans Aand, dette Ord, som allerede syntes begravet med Herrens første Disciple og Apostle, se det er jo opstanden blandt os som i en aandelig Paaskedagning, og det har jo aabenbaret sig ikke blot for Enkelte, men for den hele Skare, som havde Øre for Guds Ord, ligesom paa den store Pintsedag, ogsaa paa det Maal, hvori vi er fødte, og det er jo aabenbart, at det maa blive ved at virke baade efter sine Evner og efter den glødende Tunge, hvormed det tales, og den glødende Tunge, hvormed det er talt til vore Hjerter og skal tales til vor Afkom og vore Efterkommere fra Slægt til Slægt, det er jo vor Moders Tunge, det er jo denne Tunge, der udtaler, hvad der er vort Hjerte behageligt og som giver 560 alle Ting Navn derefter, eftersom de lyde for vort Hjerte og gjort Indtryk derpaa.

Ja, mine Venner! - som jeg sagde - det var nødvendigt, at Ordet, som kommer fraoven, maa i vor Miind deles til begge Sider, til Kirken og til Skolen, til det evige Liv hero ven fra og til det timelige Lys, som skal aabenbare det for Verden og give det Vidnesbyrd, og vi veed det Gudskelov ogsaa, siden vi her saaes og mødtes sidste Gang, da har det klarlig vist sig, at dette Lys skinner og skinner mere og mere, saa at det vil gjennemskinne Livet og overskinne Verden. Vi se det vel ikke idag, som vi saae det sidst, ligesom opvoxe for vore Øjne i den Mands Liv, i Kolds Liv, hos hvem denne Ordets store SkoleVirksomhed begyndte, men vi høre det jo fra alle Sider saalangt som Danmark gaaer, det er kun kort, men ligetil det sydlige Grændseskjel høres det, hvorledes de unge Mennesker flokkes, hvorledes de stirre efter Lyset og altid begjære mere, og hvorledes de lytte efter Forkyndelsen om det nye Liv og den nye Tid, der er oprunden for vore Øjne og for vore Øren; ja, det høres og skal altid høres mere og mere og gjenlyde ogsaa udenfor vort Land til Sverrig og Norge, ja til England selv. Vi kan spore Røsterne, hvorledes de forkynde, at i Danmark er der noget Nyt i Folkemunde, noget Nyt baade i Tale og i Sang, baade i Sang om de gamle Dage, om Heltenes Tid, og om Evangeliets Morgenrøde og om Tidens Fylde, om det salige Haab, der vederkvæger os Alle og skal trøste os til det Sidste, om den Slægt, som ikke skal dø, men forvandles og indgaa saaledes ogsaa legemlig til det evige Liv.

Ja, fra Sverrig har ikke blot Mænd, men Kvinder saaledes i dette Aar besøgt os for at høre, hvad det er, som bevæger Hjerterne, saa det kan ikke forties, det kan ikke standses af Floder eller af Have, og jeg har talt med dem, som baade havde Øre for dette Ord og som skjønnede derpaa, som glædede sig ved, at det nu var oprundet for deres Øjne, som de havde anseet for en Umulighed eller kun for et fromt Ønske i troende Hjerter, at det maatte vise sig, at de to Ting, som naturlig ligge Menneskehjertet nærmest, det Folkelige og det Gudelige, ja det Hjertelige og det Aandelige, dog ingenlunde var hinandens Fjender, at de ikke forskjød hinanden og heller ikke stod hinanden i Vejen, nej de var skabte til at sammensmelte i Ordet paa vor Tunge om, hvad det er, der hernede kan skabe Fred, Frihed og Glæde, og det, som kan og skal føre dem, der tro, til den evige Salighed. Ja, de glædede sig i Hjertet, og Tusinder 561 vil ved dem glæde sig tilligemed os, saa at det bliver kundgjort over al Jorden, at her i vort Norden skabte Gud sig et andet lille helligt Land, hvor han aabenbarede sin Herlighed, her agtede han noget nær at fuldende hvad han begyndte langt borte, her vilde han paa en Maade aandelig opdrage den himmelske Faders Datter, ligesom han opdrog hans Søn i de galilæiskeEgne, i de smilende frugtbare Egne, som ogsaa der minde om, at Herren saae Alt, hvad han havde gjort, og se! det var Altsammen saare godt, det var godt og det vilde være blevet bedre, det var skjønt og det vilde være blevet skjønnere hver Dag, dersom Mennesket ikke var falden i Fjendens Snarer, dersom ikke Syndefaldet havde gjort en Forhindring i den store Gang, som dog ikke kunde standses, som dog langt mindre kunde forhindres, men maatte, efter hans Villie og Vidende, som saae Alt fra Evighed, gjennem underlige Gange over Bjerge og Have naa sit Maal, det velsignede Maal, hvortil alle Ting er skabte og gjorte, til at Himmeriges Kald kan opfylde Jorden, ja Himmeriges Kald og Herlighed opfylde den Jord, der er skabt i Himlens Billede, ligesom Mennesket, Jordens Herre, er skabt i hans Billede, som er Kongernes Konge og Herrernes Herre.

Istedenfor at jeg havde betænkt, at jeg vilde advare Vennernes Kreds om, at den ikke slog sig til Ro og ikke blindt fulgte Strømmen, naar jeg ikke længere, efter hvad Herren kaldte mig til, paamindede den om Tiden og Stunden, om at de, medens de stræbte at være Alt for Alle for at vinde Nogle, dog ikke maatte lade sig bedrage til at drage i Aag med de Vantro, hvorved de vilde forspilde Prisen og hvorved de vilde forfejle Maalet - isteden derfor, siger jeg, vil jeg udtale den Forvisning, som netop herved er bleven styrket i min Sjæl, den Forvisning, som jeg haaber skal opfylde den hele Menighed, at Herren vil vogte alle dem, der give deres Sjæl i hans Haand, fra af Menneske-Frygt og overdreven Føjelighed at lade sig bagbinde med dem, hvis Vej kun har sit Maal i Døden og Graven, og at de dog ikke, hvad der vist heller ikke vil findes nødvendigt, vil bryde det Venskabs og Broderskabsbaand, der knytter dem til det danske Folk fra Begyndelsen og har givet dem Ordet i Modersmaalet tilfælles til at tale alle gode Ting, til at bede for hverandre, til at hilse hverandre med Inderlighed, til at vandre sammen i Fred og til at bygge paa Frihed, som er det Eneste, Menneske-Hjertet kan følge, naar det skal følge Guds Vej, da det Gamle er forsvundet og det Nye er kommet, det Tvungne 562 er forbi og det Frie oprundet. Dette, som vi nu kalde det Nye, er det Ældgamle, det er det, som kom fra Herren, og dette Frie var til førend det Tvungne, førend al Tvang, sorn Hjertet ikke taaler, fordi baade Tro og Kjærlighed, disse to store himmelske Evner, som tjene til at forevige Livet, jo er i Frihed. De kan jo ikke tænkes i Baand eller Lænker uden at ophøre at være hvad de er, ja uden nogensinde mere at kunne kjendes for hvad de har været, og Gud give sin Velsignelse til at vi Alle, som har kjendt Sandhed, maa elske og følge den, følge den frit, fordi Hjertet føler, at der i den er en Kilde, som aldrig udtømmes, en Kilde, som rinder med det rene Vand, med Livets Flod, som skyder Blomster op om sig og bærer Frugt paa begge sine Sider. Ja, det give Gud i Vorherres Jesu Christi Navn, saa at jeg, om jeg længere eller kortere endnu skal være i eders Kreds, maa se, hvorledes Sorgen døer og Glæden lever op, se, hvorledes Livet blomstrer til at bære sin Frugt, se, hvorledes Lyset mere og mere skinner og straaler til en Straalekrands for ham, vor Herre og Frelser Jesus Christus, den store Heltenes Helt, som fornedrede sig selv, saa at han kunde ophøjes, ophøjes over alle Himle, der hvor han har et Navn, ikke blot et evigt Navn, men det højeste Navn, der nævnes kan baade i denne Verden og i den tilkommende, Amen!

563

Fra Vennemødet 1871.

Onsdag den 31. Maj talte Grundvtig saaledes ved Mødets Begyndelse:

Se jeg døer, men Herren skal være med Eder! Disse Patriarken Jakobs Ord til hans store Børneflok i den gamle Pagts Dage har mere end en Gang ligget mig paa Tunge midt i den store Forsamling til et saadant Vennemøde som det nærværende. Jeg veed ikke, om jeg har udtalt dem, men enten det er saa eller ikke, saa maa jeg idag udtale dem, idet jeg føler, at om jeg ogsaa imod al Forventning oftere skulde samles til et saadant Vennemøde, saa vil dog mange af de Øine, som nu er aabne, være lukkede. Men naar jeg udtaler disse Patriarkens Ord: se jeg døer, men Herren skal være med Eder, udtaler dem til en stor og mageløs Trøst for alle dem, som troer paa Vorherre Jesus Kristus, da kan det vel ikke tages saa nøie i Henseende til mig; thi vi veed, at Vorherre har udtrykkelig forbudt os at lade os betragte som aandelige Fædre, da der ikke findes nogen Saadan, uden forsaavidt Faderen følger i Fadervoret med Sønnen, med Herren, som bliver alle Dage indtil Verdens Ende hos sin Menighed. Ja, mine Venner, det vil jeg udtrykkelig komme i Hu, som noget jeg erkjender, at der er ingen aandelig Fader uden Vorherres Jesu Kristi Fader, hvem han har tilladt os at kalde vor, som han sagde til Magdalene efter sin Opstandelse: Sig til mine Brødre, at jeg gaaer hen til min Fader og Eders Fader og min Gud og Eders Gud. Men alligevel har dog Apostelen Paulus lært os, at der baade i Herrens Menighed kan findes, og at der saaledes hos ham fandtes en Ømhed som hos den, der giver Børn Die, og en Ømhed, som godt kan bære Navn af Moderlighed, at der er en saadan, som ogsaa har Lov til baade at betragte sig selv saaledes og lade sig betragte og 564 lade sig barnligt paaskjønne derefter. Og se, mine Venner, det er da vist til Trøst derover nødvendigt at turde haabe Herrens og dermed hans Faders Nærværelse, da vi ene deri tør tro og kan være visse paa, at der er en Ømhed, som vidt overgaaer selv den bedste, den ægteste paa Jorden, saasom Herren siger ved Profeten: Kunde en Moder glemme sit diende Barn, at hun ei skulde forbarme sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunde glemme, saa vilde jeg dog ikke glemme Dig.

Men se, mine Venner, det hører dog ogsaa til den fulde Trøst, som vi er visse paa skal bo hos Herrens Venner i disse Egne, at i den danske Menighed, det er jeg vis paa, skal denne lille, men ægte Ømhed og Moderlighed aldrig uddø. Den skal ikke uddø, fordi den er Hjertets Paradis-Graad, Graaden for Guldet, som engang, skjøndt kun kort og skjøndt kun for længe siden, ejedes; ja denne Graad, skjøndt den synes Intet at kunne udrette, uden at minde om de store Savn, udretter dog paa en Maade meget, idet den gjør Hjertet bekvemt til at modtage al Ømheds Rigdom, den Faderlighed, hvori Moderligheden er skjult, og hvoraf den udspringer. Saaledes er det, og det er glædeligt, fordi det forvisser ikke alene Menigheden til enhver Tid om al den Hjælp og Trøst, som den behøver, men del forvisser ogsaa mig, som snart skal gaa bort, om, at denne Del af Meigheden vil særlig følge Herren og bøie sig under hans Ledelse og efter det Lys, som han tænder, holde sig nær til Faderen i aandelig og hjertelig Bøn, saa at den kan modtage al hans Ømhed, trøste sig og fryde sig derved. Ja, mine Venner, ligesom jeg, netop fordi denne lille, men ægte Ømhed var hos mig, altid har, saavidt det stod i min Magt, stræbt at vinde det med det Gode, uden at opgive det mindste af den nødvendige Frihed for Aand og Hjerte, Frihed for alt Godt, saaledes er jeg ogsaa vis paa, at Menigheden fremdeles vil føle sig dreven til at stræbe efter den nødvendige Frihed, uden hvilken Guds Naadegaver aldrig fuldkommen kan blive vore eller bære deres store Frugter til Fuldkommenhed, men saavidt mulig søge den kun med det Gode og blive ved at søge den utrættelig med det Gode, indtil den enten opnaaes, eller det bliver klart, at den ikke ganske er at opnaa paa denne Vei; den maa da i Guds Navn tages. Da skal hverken Modet eller Kræfterne fattes, men de skal følge med og have Lyset foran sig, eftersom Herren har sagt, at han aldrig vil lade Sine vandre i Mørke, naar de kun vil følge ham, thi da skal de se Livets Lys; det gaaer foran, fordi han jo er baade Livet, Lyset og Veien. Ja, mine Venner, da er jeg vis

        

565 paa, at hvorledes vi end søger at opnaa det, saa skal det være i al Ydmyghed, uden at tilskrive os det selv, at det skal være i Hans, Vorherres Jesu Kristi Navn og til Hans og Hans Faders Ære, saaledes som der staaer skrevet, at hvor Herrens Aand er, som han sendte fra Faderen, der er ogsaa Frihed, og som Profeten har lært os at sige: Dig, Herre, hører Æren til og os kun vort Åasyns Blusel, giv Æren ikke til os, men til Dig Selv, for Din Sandheds Skyld, for Din Miskundheds Skyld. Ja, mine Venner, saaledes vil det ske, det er jeg vis paa, at den lille danske Menighed efter Herrens Ord i Brevet til Menighedsenglen i Philadelphia (dvs. Sødskendekjærlighed) altid skal føle sig mere delagtig i Herren, og Herren føle sig nær hos sin Menighed og ret midt i den, saa at han skal gjøre en Undtagelse med den og fri den fra den store Fristelse, som skal komme over Jorderige, og bekjende, at det er om den, han har talt og sagt (Aab. 3, 8-10): Dig har jeg givet en aaben Dør, paa Dig har jeg skrevet mit det nye Navn og det nye Jerusalems Navn, og Du skal ikke bo udenfor; men fordi Du holdt mit Ord, elskede mit Navn og bevarede mit Bestandigheds Ord, derfor skal Du være hos mig, og Du skal undgaa den store Fristelse, hvori alle de skal komme, som sætter deres Haab eller fæster deres Tro til noget Andet end mit Ord, som jeg taler til min Menighed, taler til den ved den hellige Daab og ved den hellige Nadver, taler til den, saa at Ordet og Troen kan bevise sig selv at være Guds Sandheds Ord og Guds Kjærligheds Ord, og dertil siger da ogsaa Aanden Amen, og alle troende Hjerter besegies ved Ordet, som var, det Ord, som er, og det Ord, som bliver evindelig. Amen, i Vorherres Jesu Navn, Amen!

Senere paa Dagen tog Grundtvig for sidste Gang Ordet, efter C. Hostrup, og udtalte :

Ja, jeg takker min Ven Hostrup for de gode Øine, hvormed han har betragtet mig, og jeg takker alle Venner, fordi de gjerne troer, det er sandt, hvad han har sagt, og istemmer hans Ord. Jeg skal ikke videre stræbe at udvikle, hvad jeg imidlertid aabent vedkjender mig til alle Tider, om den gamle Tro og det unge Haab og den Kjærlighed, som er baade over Troen og Haabet og er over Tiden; den er af Evighed og den eneste, som 566 bevarer Livet evindelig; men hvad der saaledes gjælder fuldelig om Guds og Vorherres Jesu Kristi Folk og Rige og Menighed, det gjælder saavidt mulig ogsaa om det danske Folk og Rige, og det staaer mig levende for Øie netop paa dette Sted. I det store Omdreiningsaar 1848, da stod jeg ogsaa engang her ligeoverfor de »Doktrinære«, dem, som havde indesluttet al deres politiske Betænkning i Ordet »Eidergrændsen«, dem, som høirøstet raadede til at smække Slesvig som Sønderjylland til Danmark, uden at bryde sig enten om Tydskland eller den hele Verden, og da udtalte jeg det høit og frit, skjøndt jeg vidste, det var til stor Forargelse for dem, som førte det store Ord, at jeg kun vidste af et dansk Folk og Rige der, hvor det danske Tungemaal frit bevægede sig og taltes af et inderligt beslægtet Hjerte og med en dertil svarende Tankegang, og at det kun var dette, jeg ønskede skilt fra alt Andet og sammensmeltet paa ny med, hvad der fra Arilds Tid tilhørte det. Se, det blev en Danskhed til Enden, og jeg erklærede det for min Overbevisning, at var der blot Titusinde i Landet, som havde det inderlige Ønske, og som vilde stræbe derefter med hele deres Kraft, saa vilde det med Guds Hjælp ogsaa gaa i Opfyldelse. Jeg veed ikke, om Tallet endnu er naaet, men det er vist, at det har nærmet sig det i mange Aar indtil denne Dag. Altsaa, hvis det ikke er fuldt, saa bliver det det sikkert snart, og da skal det nok sees, om det end ikke bliver, medens disse Øine seer Solen, at det er sandt, at naar der kun er et saadant rundt Tal, da vil der vise sig en folkelig Livskraft, som vil forene Alt, hvad der er af den samme hjertelige Oprindelse; da vil det vise sig, hvilken Folkekraft der da i et lille Land kan aabenbare sig og vinde Lykke og Velsignelse til en frugtbar Fremtid. Det være idag som da mit inderlige Ønske og mit glade Haab; det skal vist ikke være forgjæves, det skal ikke beskjæmmes!