Grundtvig, N. F. S. TIL MINE KIÆRE BØRN

TIL MINE KIÆRE BØRN.
(28de September 1851.)1

Datter ene! Sønner begge!
Datter fim og Sønner klække!
Mørk er »Moders« Fødselsdag,
Som saa tit vi kiærlig sammen
Vented paa og saae med Gammen,
Dvæled ved med Velbehag !

Ved den Grav, som dækker Støvet,
Varme, Lys og Kraft berøvet,
Mødes vore Tanker nu;
Moders Billed, Moders Hjerte,
Hendes Fryd og hendes Smerte
Komme rørte vi ihu.

I har tabt hvad ei erstattes,
Hvad for Støv er tungt at fattes:
Moders Blik og Moders Favn;
Mistet har og jeg min Moder,
Veed det godt, at Intet boder
Moder-Ømheds Tab og Savn!

Hun, som fødte os med Smerte,
Bar os under Moderhjerte,
Har os næret med sit Blod,
Aldrig kan Livsblomsten glemme,
Den i hendes Liv har hjemme,
Har i hendes Støv sin Rod!

* 11

Intet Baand, paa Jorden spundet,
Mage er til Baandet fundet
Mellem Børn og Moder sød,
Intet andet, selv det bedste,
Kan vor Sjæl til Graven fæste,
Binde, trods den bittre Død.

Havt jeg har, hvad Faa kun finde,
Hos en ægte Dannekvinde
Giennem meer end treti Aar;
Yndig som en Rosensblomme,
Tro og kiærlig var den Fromme,
Deelde blid fuldtrange Kaar !

Hist, hvor ingen Blomster visne,
Hist, hvor ingen Læber isne,
Hist, hvor ei de Fromme døe,
Der skal jeg min Tak gientage
For Alt hvad i svundne Dage
Hun mig skiænked under Øe.

Dage her dog, faa som mange,
Er i Eenligheden lange,
Mørke over Lokker graa,
Store Ting paa Hule-Randen
Er det alt, naar vi selv anden
Rank kan færdes, fast kan staae.

Er det Lidet eller Meget,
Noget, skiøndt min Lok er bleget,
End paa Jord mig forestaaer,
Og Gud vil, at, Ham til Ære,
Kiæk og glad med Sang jeg bære
Skal til Grav de hvide Haar!

Derfor end Han lod mig finde
Under Øe en Dannekvinde,
Kiærlig, tro i Liv og Død;
Skjalden var det Held beskaaret,
For ham seent i Efteraaret
Dufter end en Rose rød!

12

I kan ei hans Lykke skatte,
»Moder« Ingen kan erstatte,
Iiskoldt er Stifmoders Navn;
Seer det dog, just nær ved Graven
Dyrebar er Støttestaven,
Meer end Guld en kiærlig Favn!

Vinterdagene forsøde,
Det kan ei de bedste Døde,
Det vil hun, som har mig kiær;
Og den ædle Dannekvinde,
Gamle Faders troe Veninde,
Er ei hun al Ære værd!