↩ Dog, det er jo ingenlunde blot Bønder og Huusmænd med deres Koner paa Rønnebæksholms Gods, Fru Maries Ærestøtte skal minde om det priselige Eftermæle, de, efter egen Bekiendelse, skylde hende, det er endnu langt mere hendes Slægt og Venner og hendes Enkemand, især da begge hendes efterladte Børn er umyndige, og skjøndt jeg, ved at vende mig til dem med Kravet, ingenlunde glemmer, hvad jeg nys indskærpede Bønder og Huusmænd, om Munden, som det eneste Redskab til et virkeligt Eftermæle, saa griber jeg dog mig selv i den samme Lyst, som jeg pegede paa hos Rønnebæksholms Bønder og Huusmænd, den Lyst at prøve hvad Bogstaver kan udrette til at sikkre-Fru Marie et priseligt Eftermæle, og jeg forsvarer den Lyst hos mig selv med den Betænkning, at skjøndt jeg umuelig med min Pen kan giøre det Indtryk paa Børn og Fremmede, som et levende Eftermæle kan og skal giøre paa dem, saa de blive tilmode, som om de selv saae og hørde hvad vi har seet og hørt, saa kan dog tilsvarende Bogstaver baade tjene til at opfriske Mindet hos Fru Maries Kyndinger og tjene til at fæste i Hukommelsen hvad man har hørt, og vil fornøie hendes Børn, naar de er voxet op med hendes Billede for Øie og med hendes levende Minde i Hjertet.