↩ Der var nemlig især to Bønder paa Rønnebæksholms Gods, som ved at trøste med Tvangs-Loven, forhindrede Endeel fra at skiønne paa Godvilligheden, og Fru Marie sagde til mig: kaldte jeg nu Huusmændene deroppe til mig og sagde: disse to Gaarde vil jeg stykke ud til jer, saasnart de bliver fæsteledige, da var jeg sikker nok paa, at alle de andre Bønder vilde skynde dem og kjøbe deres Steder, men det vilde være et skadeligt Exernpel og sætte endnu mere ondt Blod mellem Bønder og Huusmænd, derfor giør jeg det ikke. Jeg gav hende naturligviis Ret i begge Dele, og havde den Fornøielse at kysse hende to Gange, fordi hun var saa klog og dog saa god, og jeg tvivlede heller ikke om, hun jo vilde faae sin Villie med det 33 Gode, thi det var hun ikke blot vant ti! i sit Huus og i hele sin Kreds, men det var hun besynderlig skabt og skikket til, og jeg har tit, naar jeg sad med Dørren paa Klem, i det lille grønne Kammer, ved Siden ad hendes Skriver-Stue og Bibliothek, høilig forundret mig over, hvordan hun baade kunde og vilde snakke med Bønder og Huusmænd hele stive Klokke-Timer, udlægge alt for dem, regne med dem og lee saa længe og saa mildt ad alle deres keitede Indvendinger, at de tilsidst maatte selv lee med og som oftest give Kiøb.