↩ Alt hvad jeg dengang vidste om Fru Toft, var, at hun stod eller syndes dog at staae i Spidsen for de »gudelige Forsamlinger« og at hun havde Mod og Mandshjerte til at trodse den herskende Mening, og jeg kunde ikke tvivle om, at jeg jo, med al den Billighed, jeg stræbde at vise mod de »gudelige 35 Forsamlinger«, var netop derfor hende, saavelsom alle de ivrige Forsamlings-Folk, den skarpeste Torn i Øiet. Jeg ansaae derfor Besøget snarest for en Udæskning, og det varede ikke længe, før jeg fandt Leilighed til lidt skielmsk at spørge, om Fru Toft ikke vidste, hvad det var for en Sællandsk Herregaard, hvor Biskop Mynster sagde, man kryede sig af at have havt en gudelig Forsamling paa 500 Sjæle? Jo, svarede Fru Marie kiækt, skiøndt det er Snak baade med Kryheden og med Antallet, kan der ikke være nogen anden sællandsk Herregaard meent end Rønnebæksholm. Saadanne korte og kiække Svar faaer man nu sjelden nok om saadanne Ting af Dannekvinder, og endnu sjeldnere af Dannemænd, saa Fru Tofts Svar huede mig naturligviis særdeles godt, og derefter dreiede da vor høirøstede Samtale sig sagtens udelukkende om de gudelige Forsamlinger«, som jeg, trods mine stærke Indvendinger mod deres ægte »Hellighed« og levende, frugtbare »Christelighed«, meende at indrømme al den Ret imod Verden, som de eller Fruen kunde forlange; men skiøndt Fruen holdt Ørene stive, sagde hun mig dog siden, at hun aldrig havde mødt nogen Mand, der tog saa haardt og ubarmhjertig paa hende eller dog paa hvad hun elskede snart mere end sig selv. Jeg fik da ogsaa at vide, at hvad der havde saaret hende dybest, det var den Grund, jeg gav, hvorfor det ikke blot var ugudeligt, men tosset af Verden at hade og forfølge de »gudelige Forsamlinger«, som jeg ikke fandt, der var det mindste hos at hade eller forfølge, da deres »Hellighed« var langt fra at kunne skiære nogen i Øinene, og den »Skikkelighed« de unægtelig befordrede, maatte selv tækkes Verden, og at Resten jo var en selskabelig Smags-Sag, At nu det Ord kunde saare Fru Marie langt dybere end alle Verdens Grovheder og Dumheder, det kunde jeg vel ikke strax forstaae, men da jeg ret lærde at kiende den stolte Adels-Frue og den dybe, for ramme Alvor gudfrygtige Kvinde, da kunde jeg godt forstaae, at det gik hende til Marv og Been, at en Mand, om hvis christelige Gudsfrygt og Oplysning hun havde gode Tanker, erklærede det med den største Sikkerhed, aandelig og christelig talt, for slet ingen Ting, hvad hun satte kun altfor megen Priis paa, som det ypperste Opbyggelses-Middel, hun kiendte.