↩ Naar jeg ved Nytaaret 1855 fæster mine Øjne paa det lille og svage, men dog med Æren ældgamle »Danmarks Rige«, paa Danskernes forsmaaede men dog yndige Modersmaal og paa den vel ingenlunde lydesløse men dog livsalige Menneskelighed, som fra Slægt til Slægt kaldes Danskhed, da er det langt fra, at jeg kan istemme nogen Seiers-Sang paa den Valplads, hvor det saakaldte Ørstedske men igrunden Carlmoltkiske Ministerium nys blæste omkuld, eller spaae Fredegods-Dage under det saakaldte Bangske men igrunden Scheelske Ministerium, der alt har begyndt at giøre Rigs-Piller40 af de gamle Vindfælder; men jeg fristes langt snarere til at holde en sørgelig Lig-Prædiken over »Danmarks Rige« som vor gamle Oldemoder, død i Brude-Sengen, kun skulde dele med sin Arve-Fiende »Holsten-Gottorp«, og at spaae hendes gamle Tvillinger »Dansken og Danskheden« en ligesaa sørgelig Helsot i deres ubarmhjertige Stiffaders Fæhuus. Ja, det fristes jeg til ved Nytaaret 1855, men jeg giør det dog ingenlunde, vel tildeels fordi jeg veed, at ingen Taarer er værre stædte eller vissere spildte end dem, man oversvømmer Papiret med i skrevne Lig-Prædikener, men dog især, fordi jeg selv under de meest fortvivlede Omstændigheder har beholdt og skal, med Guds Hjelp, til min sidste Stund beholde et langt lysere Haab, end som saa, om vort elskede Fæderneland. Dette mit Danske Haab har vel i det Nærværende ingen anden Grund end min Tro paa Guds Naade og det Danske Folks Livsalighed, men det har dog fra Arilds-Tid en forsvarlig Grund i den Kiendsgierning, at hvor sort det end mangen Gang, i Løbet af et Par Aartusinder, har seet ud for det lille Danmarks Rige, saa har det dog hidtil altid klaret op igien, før man vidste det, ja, ei sjelden naar det mindst ventedes, og til denne store Kiendsgierning hører jo ogsaa det lille Træk i den senest forbigangne Tid, at det forhærdede, sammenfrosne Januar-Ministerium, ved et ganske uventet Tøbrud i December blev til Vand og til Vind, hvoraf det var sammensat.