↩ Skiøndt jeg derfor slet ikke kan finde vort seneste Minister-Skifte glædeligt i den Mening og Udstrækning, at det derved klarede op til en ny Dag for Danmarks Rige og den Danske Sag, saa finder jeg det dog forsaavidt glædeligt, som det var et »Skifte«, da vi havde det allerværste Ministerium, vi kunde hjemsøges med under Solen, og havde næsten ikke mindste Udsigt til Skifte, førend den ene efter den anden døde af Alderdom og blev da ventelig afløst med en nybagt Minister af samme Skuffe. Det uventede Minister-Skifte i Slutningen af forrige Aar, endnu førend Ørsted, som den Ældste, døde efter Naturens Orden, det er da virkelig for saavidt en glædelig Begivenhed, som det i mine Øine klarlig viser, at endnu i December 1854 havde Vorherre ikke glemt det lille, skrøbelige Danmarks Rige og hvad dertil hører, og endnu var Han ikke blevet døv for det lille hjertelige, men altfor let modfaldne, og altfor søvnige Folks Suk, der vel ikke turde lukke sine Øine op og see, hvilken bundløs Afgrund det slæbdes hen til, men følde dog, det slæbdes med ubarmhjertige Hænder til hvad Hjertet 41 maatte grue for; thi naar kun Vorherre kommer os ihu, naar kun det samme vise og kiærlige Forsyn, som hidtil har vaaget over det lille Danmarks Rige og styret, som Daarers Formynder, for det lille barnlige, men ogsaa meget barnagtige Danske Folk, fremdeles vil vaage over os og styre for os, da er jeg sikker paa, det har ingen Nød, vi gaaer jo baade Sygen og Skiærsilden taalelig igjennem, skiøndt der seer sort ud, ja, saa sort, at vi egenlig seer »hverken Dag eller Dør!«