↩ Hvordan vi efter den hæderlige og seierrige Krig (1848-51) som vi nys førde med Holsten-Gottorp og med det store Tyskland, for dog engang at blive dem kvit, er kommet i den haarde Klemme at skulle søbe den Kaal, vi har spyttet i, det stræbde jeg i »Danskeren«, som fulgde Begivenhederne, og det har jeg ærlig stræbt paa Rigsdagen at oplyse, og jeg tør vel sige, at var mit Raad blevet fulgt, da var vi aldrig kommet hvor vi nu er, og veed hverken ud eller ind, men gjort Gierning staar ikke til Ændring, saa deri kan det nu i det Høieste kun nytte vore Efterkommere at speile sig, men skal vi, ved nogensomhelst lykkelig Vending, ved noget Mirakel nok saa stort, komme ud af Klemmen, da kræves der først og fremmest, at vi vil, alvorlig vil ud af den, saasnart vi kan, vil det, hvad det saa for Resten skal koste, thi ellers vil det bestandig, selv ved de lykkeligste Vendinger, gaae os som det gik os efter Seirene ved Bau, ved Frederits og ved Isted, som vi ikke turde forfølge eller benytte og høstede derfor slet ingen varige Frugter af. Det eneste, vi for Øieblikket kan giøre, er at udtrykke denne Danske Folke-Villie paa det Bestemteste og Klareste ved at nægte vort Samtykke til Forandring af en eneste Tøddel i Danmarks Riges Grundlov, enten i Henseende til fuld Minister-Ansvarlighed, eller Penge-Bevillinger, eller Valgret eller Lovgivning; eller nogensomhelst Frihed, indtil man, om man kan, viser og sikkrer os en Fælles-Forfatning, hvori vi saavel for Danmarks Rige og det Danske Folk? som for hver Enkeltmand af os, finder samme Tilfredsstillelse, som Danmarks Riges Grundlov giver os.