Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra DEN DANSKE SAG

↩ Derfor udraaber jeg saa høit og understreger paa Papiret saa tykt, som jeg kan, at det Danske Folk lader sig bedrage af Skinnet, naar de tænker, at fordi den Danske Sag nødvendigviis baade først og sidst er og maa være Danskernes egen Sag, at den derfor skulde være deres alene, da den tvertimod tillige er baade hele Høinordens, Menneskelighedens, Christendommens og følgelig Forsynets, Guds den Almægtiges, Sag, der aldrig kan være i saa stor en Fare, at den jo kan reddes, og vil og maa nødvendig blive reddet, naar kun ikke Danskerne, i dorsk Ligegyldighed og ussel Feighed, selv opgiver deres egen Sag, der ikke blot for os Danskere er den største og kiæreste, men er i det hele den retfærdigste, den bedste, den vigtigste og den stærkeste Sag under Solen.