Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra DEN DANSKE SAG

↩ Derfor skal det siges saa tit at det høres, og indskærpes saa hvast at det bider sig fast, at alt hvad Godt der giælder om Forkiærlighed til Fader og Moder, Børn og Sødskende, som ogsaa har sine Lyder og Svagheder, det giælder endnu i langt høiere Grad om Forkiærligheden til Fæderneland, Modersmaal og Folke-Stammen fra Slægt til Slægt, saa Lyderne derved kan aldrig være saa store, at jo denne Forkiærlighed er det Bedste hos Folket, og udgiør een Smeltning med al den virkelige Menneske-Kiærlighed, der findes, saa den Forkiærlighed kan ikke blive kold uden at Folke-Hjertet i det hele bliver saa iiskoldt, at ingen bryder sig om fælles Bedste, men hver Enkelt rager kun Ild til sin egen Kage.