Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra DEN DANSKE SAG

Hvad der nu giælder om Folkeligheden og Fædernelands-Kiærligheden i det hele, det giælder aabenbar om den Danske Folkelighed og Fædernelands-Kiærlighed ganske særdeles, saa at ligesom det lyder i den bekiendte Vise: »ingensteds er Tornene saa smaa«, saaledes giælder det om »Lyderne« ved Folkeligheden, at ingensteds er de saa smaa som i Danmark. Lyderne ved et Folks Fædernelands-Kiærlighed er nemlig den Ligegyldighed for Menneskeligheden i det hele, og den Hadskhed, Ubillighed og Uretfærdighed mod de Fremmede og især mod Naboerne, som Fædernelands-Kiærligheden kan udarte til, og naar man paastaaer, at især de smaa og svage Folkefærd, for disse Lyders Skyld, skal opgive deres Fædernelands-Kiærlighed, da er det netop ligesaa sundt, ligesaa menneskeligt og ligesaa christeligt, som om man vilde paastaae, at det er især Fattigfolk og Smaafolk, der maa tage dem i Agt for at elske Fader og Moder, Børn og Sødskende for høit, da de ellers let kan komme til at giøre de Rige og de Store Uret. Her bliver det da soleklart, hvor uforskammede vore selvgjorte Hovmestere er, naar de paa alle muelige Maader undskylder den Holsteen-Gottorpske og Tyske Fædernelands-Kiærlighed, som en uundgaaelig og dog igrunden elskværdig Svaghed, skiøndt den har Fædernelands-Kiærlighedens Lyder i allerhøieste og dens Dyder i allerringeste Grad, men straffer derimod den Danske Fædernelands-Kiærlighed, der lige saa vist har mest af Dyderne, som den aabenbar har mindst af Lyderne, saa Danskerne er selv deres arrigste Fiender velbekiendte som det fredeligste, forsonligste og giæstmildeste Folk under Solen, der meget snarere giør sig selv og deres nærmeste Frænder (i Sverrig og Norge) end de Vildfremmede og især Tyskerne Uret.