↩ Ihvorvel den DanskeSag først og sidst maa være1 det Danske Folks egen Sag, som ikke vilde staae til Redning, hvis det Danske Folk i Fortvivlelse saaledes opgav den, at de end ikke turde eller vilde benytte de allerlykkeligste Vendinger, saa al baade guddommelig og menneskelig Deltagelse maatte ophøre, men har jeg Ret i, at den Danske Sag er hele vort Høinordens, hele Menneske-Slægtens, Christendommens og Vorherres Sag, da kan det Danske Folk, med al dets Blødhed og Frygtsomhed, dagligdags Søvnighed og overdrevne Fredsommelighed, dog umuelig være saa ligegyldigt ved sin egen Sag, eller saa kied ad Livets Farlighed og saa kiær ad Dødens Stilhed, at det vitterlig skulde forraade og forgive sin egen Sag; thi da var den aldrig blevet Vorherres Sag, hvis Forsyn umuelig kan feile eller forfeile sit Øiemed. Saa haabløs som derfor den Danske Sag ogsaa maatte staae for mig, naar den kun var Danskernes egen Sag, saa haabefuld maa den nødvendig vise sig for mine Øine, naar jeg tillige betragter den som Guds og Menneskets Sag.