↩ Hvad nu først Høinorden angaaer, da forudsætter jeg som afgjort, hvad Nordens Mythologi og Historie beviser, at det eiendommelige ved Høinordens Folkeliv er den historiske Betragtning af Menneske-Livets store Kamp og Seier giennem hele Tidens Løb, saa Frugten af dette Folkeliv maa blive en klar Anskuelse og en levende Beskrivelse af denne Kamp, altsaa en aandrig Verdens-Historie, hvori hele Menneske-Slægtens Levnetsløb, og derved tillige det guddommelige Forsyns Styrelse, speiler sig, og det Maal kan umuelig naaes, dersom ikke Høinorden beholder alle sine Kræfter, følgelig ogsaa de Danske, som, hvis de slides op i Tyskhedens Trældom, vilde ligesaa vel være tabt for Høinorden, * 51 som, hvis hele Danmark imorgen øiensynlig forgik enten ved et Jordskjælv eller ved en Oversvømmelse. Det var Følelsen heraf, som under den Jydske Krig giennembævede Høinorden, og at Danskheden er aldeles uundværlig til Folkelivets Oplysning og Forklaring i Høinordens Kæmpe-Aand, det er saameget des vissere, som det var i Danmark, at Høinordens eiendommelige Aand og fra Tydskernes skarpt adskilte Løbe-Bane først i nærværende Aarhundrede blev opdaget, og er i Danmark, at denne Opdagelse har baaret sin første Livsfrugt, saa at hvor Mimers Hoved talde sit første Ord, der gjorde Thor ogsaa sit første Kæmpeskridt paa anden Omgang. Derved nemlig, at det Udvortes svarer til det Indvortes, derved er det, at de sande og levende Anskuelser af Menneske-Livet giør sig kiendelige fra alle de falske og dødfødte, og ligesom det alt længe har været klart nok, at Høinorden kun ved at gjøre fælles Sag kan vente at hævde sin udvortes Frihed og Selvstændighed mod Tyskere og Russer, saaledes blev det under den Jydske Krig klart, at Danskerne kan og vil med Guds Hjelp forsvare sin og Høinordens Eider-Grændse.