↩ Det gaaer jo vist nok med Danskerne i det hele, der, forholdsviis, maa kaldes et »kvindeligt« Folk, ligesom det gaaer med Kvinden, at de selv finder det urimeligt, at der skulde udgaae nogen Oplysning fra dem, som var vigtig for hele Menneske-Slægten, saa de finder det i sin Orden, naar man i Tyskland og i det hele udenlands, ligesaalidt venter noget Klogt fra Danmark, som Jøderne ventede noget Stort fra Galilæa eller noget Godt fra Nazaret, men ligesom det desuagtet er hos Kvinden, man maa lære at kiende Menneske-Naturen, som hun ret egenlig udtrykker, saaledes er det ogsaa i sin historiske Orden, at Menneske-Udviklingen og Menneske-Oplysningens naturlige Gang giver sig klarest til kiende hos et kvindeligt Folk, især naar dette, som det Danske gjennem Aarhundreden er blevet piint med en i alle mulige Maader for dem unaturlig saakaldt Udvikling og Oplysning paa Latin og paa Tysk. Her, om ellers nogensteds paa Jorden, maatte Naturen omsider gaae over Optugtelsen, især da de kvindelige Folk, ligesom Kvinderne, er seilivede, og afrettes aldrig enten saa konstig eller saa grusomt, at de jo igrunden beholde deres eget Sind for dem selv, leer i Smug ad de kloge Mandfolk, der tænker, de har skabt dem om, og benytter den første gode Leilighed til at følge deres eget Hoved, saavelsom deres eget Hjerte.